[J.C. Bie] Philopatreias første Fortsættelse, indeholdende fire Anmærkninger. 1. Om Handelen. 2. Om Krigsstanden. 3. Om Tingsvidners Førelse. 4. Om Videnskabernes Opkomst- Skrevne i Kiøbenhavn 1770

Philopatreias

første

Fortsættelse,

indeholdende

fire Anmærkninger.

1. Om Handelen.

2. Om Krigsstanden.

3. Om Tingsvidners Førelse. 4. Om Videnskabernes Opkomst.

Skrevne i Kiøbenhavn 1770.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt paa Johann Gottlob Rothes,

Kongl. Hof- og Universitets-Boghandlers Bekostning, og findes tilkiøbs i hans Boglade i No. 8. paa Børsen.

2

        

3

Fortale Da jeg haver erfaret, at mine førhen udgivne trende Anmærkninger have vundet Publici Behag, saa agter jeg at fortsætte dem, og nærmere at oplyse endeel af mine Materier, som mere ere fremsatte end oplyste.

Jeg siger: Jeg har vundet Publici Behag. Hermed meener

4

jeg de Retfærdiges i Publico. Jeg veed meget vel og har forud seet, at jeg maatte mishage dem, hvis Egennytte er angrebet og fornærmet, men da deres Mishag er mig ligegyldigt, saa kan det heller ikke opveie imod den Fornøielse, at behage de Rettæn-kende.

Patriotisme og Sandhed bør være eens Øiemeed; det kan man ei opnaae, uden at fortørne nogle: thi Egenkierlighed, som lærer de upatriotiske Siæle at tænke aleene paa sig selv, og ansee det Almindelige som et Priisgods, det man efter Behag kan rive til sig, giør alle dem forhadte, som driste sig til at tale det almindelige Bestes Sag.

Men ligesaa lidt, som en ærekiær Stridsmand skiøtter om sine

5

Fienders Vrede, ligesaa lidt bekymrer en sand Patriot sig om de Egennyttiges Had.

Man drive Hadet til høieste Spidse, og anspænde alle de Kræfter, Forfølgelses-Geist kan indgive. Patrioten kan vel bevæges og foruroliges derved, men han vakler dog aldrig, langt mindre afskrækkes, saa længe Landets Kierlighed (vor dyre Konges Vallsprog og Gierningers Overskrift) besiæler ham.

Eders Bevaagenhed, Bifald og Understøttelse, I sande Patrioter, I værdige Medbrødre i Statens Ring, skal giøre mig stolt nok, til at trodse alle de Hindringer, Farer og Ulemper, som de egennyttige Siele, Statens Blod-Igler og den

6

almindelige Velstands Mordere, true mig med.

Vogte Eder, alle I, som foretrække Eders egen Fordeel for den almindelige, I utroe Huusfogeder, I Øienskalke, og I Borgerstandens Udsuere! Patrioten tør nærme Eder paa den øverste Spidse af Eders Egenmægtigheds og Hovmods Alper, i det Inderste af Eders Trygheds Vatican; Han stal opdage Eder i den indbildte Trygheds Smuthuller, og fremtrække Eder af de dybeste Rovhuuler.

Om I finde Eder fornærmede, da er Skylden Eders egen, og naar I som meest ere forbitrede, maa I dog tie, thi jeg angriber kun de Uretfærdige; Og dersom vort Dannemark ej indhegner andre end Pa-

7

trioter, saa har Philopatreias lige saa mange Venner som Landet har Indbyggere.

Mange bekymre sig om at vide hvo Philopatreias er? nogle i en god, andre i en ond Hensigt, og endeel af blot Nysgierrighed. Men alle de Gisninger, som hidindtil ere giorte, ere alle feilende.

Philopatreias finder sin Fornøielse i at være skiult, og han skal blive det indtil han frivillig selv blotter sig; og naar man da engang seer hans blotte Ansigt, vil man blive overbeviset om, at han er langt fra ei den, man har troet eller tænket, ja udgivet for Autor til disse Blade.

Skulle nogen have noget at erindre Philopatreias om, ville de be-

8

hage at indsende det skriftlig i Hr. Rothes Boglade i No. 8. paa Børsen, hvor det skal blive afhentet, og efter Omstændigheder besvaret og iagttaget.

Saa meget tiener til de Veltænkendes Efterretning, at Philopatreias er en oprigtig Borger-Ven, og de som have onde Hensigter, maa vide, at Philopatreias er ganske rolig for deres Efterstræbelser, som ubekiendt; og naar de endog skulle kiende ham, ere de dog ei i Stand at skade ham. Saa stor en Fordeel har Sandhed, og det er den Redeliges Trøst.

Oeconomiske Afhandlinger ere egentlig Maalet for mine Betragtninger, og det jeg i Særdeleshed vil afhandle. Dog forbeholder jeg

9

mig mellem hvert, under Navn af Tillæg, at indføre een eller anden moralsk Afhandling, deels for min egen, deels for de Læseres Behag, som finde Fornøielse i at læse saadanne Afhandlinger.

Skulle de værdige Medborgere forlange een eller anden oeconomisk Materie afhandlet, behage de paa ovenmeldte Maade at tilsende mig den, da jeg, saavidt Indsigt og Evner tillade, skal stræbe at fyldestgiøre de Billiges Forlangende.

Saaledes forbeholder jeg mig, at continuere mine Blade efter Leilighed, uden at binde mig til nogen vis Tid, eller den Tvang, periodiske Skrifter føre med sig. Dette kalder jeg den første Fortsættelse, og

10

saaledes vil jeg betitle de som kunde følge, med Navn af anden, tredie, og saa videre.

P. S.

Jeg takker skyldigst den veltæn-kende Patriot, som haver beæret mig med nogle Anmærkninger, Handelen angaaende. Jeg ønsker mig flere af dette Slags, da jeg med største Fornøielse og mueligste Skiønsomhed skal betiene mig deraf.

Autor.

11

Første Anmærkning.

Om Handelen.

Jeg har i min forrige Anmærkning om Handelen sagt, at den, tillige med Søefarten her, er næsten øde. - Jeg troer ei, at nogen vil fordre Beviis for dette Udsigende, som en daglig Erfarenhed alt for nøie stadfæster.

12

12

Sygdommen er kiendelig, man maae altsaa stræbe at udfinde og bekiendtgiøre Hielpemidlerne imod den, thi ifald den tager alt for meget Overhaand er det at befrygte, den bliver ulægelig. — Aarsagerne til Sygdommen ere utallige, nogle ere anmeldte og de øvrige skal blive oplyste. —

Kiøbenhavns Handels Forbedring udfordrer saa megen meere Opmærksomhed, i denne Tid, da vore Naboer agte at giøre Helsingborg til et Oplagssted. Skulle dette komme til Modenhed, vilde det ei blive os meget fordeelagtigt. Vi bør derfore ansee det med Opmærksomhed og stræbe at forebygge, at ei denne lille Rival med Tiden skal voxe os over Hovedet. —

Ville de Svenske anlægge Oplagssted i Helsingborg, hvad burde da ei skee med Kiøbenhavn? Bør vi ei engang opvaagne af den langvarige Slummer, og fortiener ei Handelen et aarvaagent Øie? —

13

13

Hvad er Helsingborg imod Kiøbenhavn? Jeg vil ei sammenligne Stæderne, men aleene sige at vor Skibsreed er ulige fordeelagtigere. Inden vore Naboer tænkede paa dette, burde vi alt have iverksat det hos os.

Blive vi længere liggende i Dvalen, da frygter jeg vi vaagne ikke, førend i det ulyksalige Øieblik, at vor Handel siger det sidste Farvel og med et afmægtigt Vink viser os, at vi forgiæves meere maae tænke paa dens Tilbagekomst og Opretning. —

Skulde ikke Pengemangel nogenledes standse vore Naboers Anlæg, da vil det blive alt for betydeligt for vor Handel. —

Mine kiære Medborgere! mon det ei var værd at ønske, med al Fornuft og Indsigt at udtænke, og med al Magt at arbeide paa, at giøre Kiøbenhavn til en Oplagsstad; mon ikke en Foreening af visse Grene i den Norske Handel, skulle kunde bidrage hertil,

14

14

og mon man ei med Tiden skulle kunde giøre Kiøbenhavn til et Oplagssted før Østersøens Vahre, og bringe Handelen til den Høide, at Hollandske og Engelske Skibe, som nu seile os forbi, skulle finde sin Regning ved at lage Østersøens Produkter i Kiøbenhavn?

Jeg troer ei det er nogen Umuelighed; langt mindre nogen Jan laus entreprise. Sandt nok, det vil udfordre Resolution, Samdrægtighed og Penge.

Alt dette var ingen Umuelighed, og agter jeg i den næste Fortsættelse af disse Blade, nærmere at udvikle mine Tanker herom, og efter min Indsigt at lægge en Plan hertil.

Imidlertid vil jeg aleene sige, at det er slet bestilt med Handelen i et Land, naar den er formeget tvungen og indskrænket. — Utalte Medborgere lide, naar Handelen aleene er i Hænderne paa nogle faae, som ved sin Mægtighed og Indflydelse holde de andre under et

15

15

slavisk Aag, og trykke dem saaledes, at de som Vasaller gaae reent under, for at berige nogle faa Handels-Despoters Kassa med det Almindeliges Skade. —

Man betragte deres Handel, som ere de mægtigste, og da vil man med liden Indsigt befinde, at den intet mindre er end en retskaffen og for Landet tienlig Handel; langt fra ei liig den Amsterdamske eller andre store Stæders Handel, hvor Understøttelse, Ærlighed og Kiærlighed, er Siælen i en blomstrende Negotie. —

O! hvor er det bedrøveligt at see paa, hvor umættelige Endeel ere; de trække alle Ting til sig, aleene fordi de have Forcen, og fordi Medborgernes Svaghed er dem et Trappetrin til uretmæssige Fordeele. —

Hvorledes seer det ud paa vore Kiøbmænds Contoirer? Gaae vi til dem som ere noget betydelige, og spørge hvem deres Bog-

16

16

holdere, da ere de Fremmede; hvorfor, fordi vore Indfødde ei have Begreb til at lære Handelen? nei! fordi her ingen retskaffen Handel er at lære hiemme, og fordi vore egne ei søge Fremmede, og om de endog have lært noget, neppe blive antagne i deres Fødeland.

Grossererne maae trykke Smaa-Handlerne, da deres Afsætning er for liden i Stort, SmaaHandlerne maae undersælge hverandre, thi Kiøbernes Antal er alt for ringe; men de mægtigere Kiøbmænd bør ei trykke dem alle tilhobe. —

Crediten er svækket, Kierlighed uddør, Falliter og Ersecutioner samt Arrester, ere Ting man desværre alt for ofte hører i vor Handels Cirkel; Hvorfor? fordi Handelen er død, de Handlendes Formue ringe og Fortienesten endda mindre. Ingen tør vove, thi ingen taaler at tabe, da dog Resolution og Forsøge ere Siælen i en fornuftig Handel, men de kan ei have Sted uden der hvor Handelen blomstrer.

17

17

Kort, den eene maae imod sin Villie hindre den anden, thi Negotien er alt for liden og Trafiqven irregulair.

Det var en uforsvarlig Ubillighed, ifald den eene vilde trykke den anden fordi han havde lidt mere Force i Hænderne, og kunde Misbruge den til sine Medborgeres Desavantage. —

Jeg vil fremsætte en Lignelse: som for Exempel Skyld, om en Viinhandler var en anden Kiøbmand nogle Penge skyldig, og han skulle blive tvunget, efter en nærig Creditors Forlangende, at forskrive ham 3 à 4 eller flere Oxehoveder Viin, og tage dem paa sit eget Oplag: hvad skulle da den stakkels Mand, som lever af den Handling, fortiene, naar de, som have Leilighed at drikke Viin, ville tvinge ham at sælge sig den uden Fordeel? Man dømme fra en Deel til fleere, saa bliver Forholdet let at finde. —

18

18

Man stræbe derfore af alle Ævner at arbeide paa, at bringe Handelen i Flor; Crediten maae oprettes og udvides, Roullancen af Penge, som er Siælen i Handelen, maae tilveiebringes. Og jeg troer, Lignelseviis at tale: naar vore Kiøbmænd havde for Exempel 2 Millioner i Roullancen, kunde gierne Crediten bringes til 4re; en temmelig Avantage. Dette er kun en Lignelse, som jeg i min agtende Handels-Plan forbeholder mig nærmere at udvilkle og oplyse. —

Her falder mig een Ting ind, som ei viser nogen fordeelagtig Tilstand i Negotien. Naar man vil besøge Kiøbenhavns Børs ved de rette Tider, saa finder man der halv saa mange Procuratores som Kiøbmænd. Et ubehageligt Syn paa dette Sted, som beviser at Troe og Love, Credit og Sufficience med Velstand, maae ei blomstre retskaffen i vor Handels-Kreds. —

19

19

Værdigste Medborgere, reedelige Patrioter, I nyttige Lemmer i den vigtige Hanselsstand! Jeg indbyder herved alle i Almindelighed, og enhver i Særdeleshed, at komme mig til Hielp og Oplysning med Eders Indsigt, Erfarenhed og Raad!

Jeg er langt fra ei saa raabelig eller stolt at troe, at jeg kan have de fornødne Kræfter og Kundskab, eene og aleene at udarbeide saa vigtigt og algemeen-nyttigt et Verk, som en retskaffen Handels-Plan. —

Vel har jeg under Arbeide en Plan til Handelens Opkomst, og at giøre Kiøbenhavn til en Oplagsstad; vel har jeg udarbejdet og vil mere udarbejde den, saavidt mueligt er, efter mine Ævner og efter den Kundskab, jeg ved alle Lejligheder har stræbet at bekomme, deels ved andres gode Raad, deels ved mine egne ringe Kræfter og efter den Indsigt, jeg kan have bekommet i Negotien ved at besøge fremmede Handelsstæder: men jeg troer langt

20

20

fra ikke, at være noksom understøttet endda, til et saa vigtigt Foretagende. — Jeg fremsætter derfore den Materie om Handelen, for at opmuntre andre til dens nøiere og fuldstændigere Betragtning. —

Aarsagerne til Handlens Svaghed i alle Deele, og aarlige Declination, maae vi nøie opsøge, og Kilderne, hvorfra dens Vederqvægelse igien skal komme, maae vi paa nye opdage, rense og skaffe frit Løb. —

Om Gud vil, agter jeg i den anden Fortsættelse af disse Blade at lægge min Plan for Lyset, om ei heel, saa dog noget deraf, thi jeg maae, formedelst Rummets Korthed og dens Vidtløftighed, meddeele den Stykkeviis. —

Jeg tviler ei paa, imidlertid, af fornuftige, oplyste og erfarne Handelsmænd, at blive understøttet med Betænkninger og Hielpemidler, hvilke jeg ydmygst udbeder, maae for-

21

21 seglede i Hr. Rothes Boglade i No. 8. paa Børsen indsendes; da jeg deraf vil betjene mig med største Taknemmelighed og Fornøjelse, thi Publici Sag er mig ligesaa angelegen som min egen.

Indløber mig saaledes noget, som ei forhen i min Plan er iagttaget, hvilket lettelig kan skee (thi hvo kan oversee alt?) da vil jeg regne det for en væsentlig Fordeel; Stemmer det overens: med mine egne og forhen opsatte Tanker, bestyrkes jeg derved saa meget meere i min Plans Grundighed, naar jeg seer andre kyndige og fornuftige Mænd tænke som jeg. —

Naar jeg saaledes har samlet alt det muelige, vil jeg efter Løfte legge det offentlig for Dagen. Men naar dette Verk bliver med Overlæg og Eftertanke udarbejdet, kan man faa meget meere smigre sig med dets lykkelige og forønskede Fremgang, allerhelst i denne Periode, da Landets Velgang og alle Stænders Lyksalighed er den glorværdigste Monarkes og Hans troe Mænds daglige Bestræbelser. —

22

22

Ingen tænke, at jeg vil borge andres Tanker og Raad, for derved selv at prale, som en Æsopi Krage med laante Fiedre; nei, det være langt fra mig. Jeg skal troelig berette og med foranderlig Stiil anmærke, alt hvad mig er tilsendt; og al den Ære, jeg vil tilegne mig ved dette Verk, naar det skulle blive vel udarbejdet, er ene og aleene denne: at kunde være en Tolk for mange vigtige og vittige Medborgeres Tanker, og at kunde vise min Lyst til at tiene det Almindelige, som er enhver Veltænkende Underdans hellige Pligt. —

Skam faae hver den Siæl som ei inderlig glæder sig ved alle Medborgeres Velgang, og inderlig stræber at bidrage dertil af alle muelig Ævner. —

Den værdige Handelsstand er een af Statens Hovedstøtter, dens Dyrkere ere vigtige og dyrebare Lemmer paa Starens store Legeme. —

23

23 Lader os først finde Udveie til deres Opkomst. Saa skal vi siden igiennemvandre de andre Borgeres Kreds, og vise saavidt mueligt Middelet til alles Velgang. —

Vort kiære Dannemark! Besiælet af en patriotisk Glæde, spaaer jeg din Lyksalighed, under vor naadige og viise Augusti Forsorg. —

Komme, I arbeidsomme Compatrioter! Aabne Eders Forstands Kilder, anspende alle Kræfter og spare ingen Møie, for at udtænke alt hvad mueligt er til det almindelige Beste. —

Monarken elsker og ønsker Sandhed; Han vil vist høre, fyldestgiøre og bekenne alle dem, som bidrage til Hans Underdaneres Vel. Tale derfore Sandhed med Frimodighed; frygte ei for Følgerne, Augustus er Vids og Sandheds Beskytter. Og om det gelinger Efterstræbere at trykke, ja at ødelægge Eder, da

24

24

betænke, der er en Ære at være Sandheds Martyrer. Kan en Stridsmand opofre Livet for der Almindelige, velan! saa bør ei Patrioten spare sin Roelighed, Lykke og Velfærd. —

25

25 Anden Anmærkning.

Om Krigsstanden.

Libertas, Salus, vita,

Res, Parentes, Patria & prognati, tutantur, fervantur Plauti in Amphit.

Jeg har nylig i Adresse-Contoirets Blade No. 190. seet, at et stakkels Menneske hiertelig har ivret sig derover, at Philopatreias giver een Stand Fortrinnet for den anden. —

Jeg maa troe, han derved meener den militaire Stand, da jeg i bemeldte Blade haver kortelig sagt, at jeg ønskede, nogen kunde udtænke noget væsentlig til denne ædle Stands Forbedring og større Indkomster. —

26

26 Det har jeg sagt, og det vedbliver jeg endnu at sige. Jeg ønsker saavel denne som alle andre Stænders Velgang, og hvilket Umenneske maa ei den være, som ville misunde denne umistelige Stand al den Lykke og Fordeel, den uden de andre Stænders Fornærmelse kunde beriges med?

Skulle ikke en saa værdig Stand i Landet være et Øiemaal for en sand Patriotes Tanker, Bestræbelser og Ønsker? Mon Patrioten er bundet allene til een Stand? mon han ei bør udvide sine Tanker til alle, og mon det Heele kan bestaae uden alle Stænder?

Lige saa lidet som det uden alle Stænder kan bestaae, lige saa lidet kan det uden alle Stænders mueligste Lyksalighed blomstre.

Jeg elsker alle Stænder i Almindelighed og enhver i Særdeleshed. Men naar det Almindeliges Velstand skal bestemmes, maa dets særskilte Deele, og følgelig hver Stand,

27

27

komme under en besynderlig Betragtning. Hver Stand har sine Fordele og Mangler, sine gode og onde Lemmer. Begge de første bør anprises og begge de sidste lastes.

Ved at laste Misbruge i en Stand, laster jeg aldeles ikke de eller det Gode i Standen, allermindst Standen selv. Denne Sætnings Sandhed og Sammenhæng indseer enhver, som ei er forsætlig blind. —

Men at komme til den militaire Stand, hvorunder jeg forstaaer begge Etaterne, baade til Lands og Vands. — Da siger jeg frit, at den er een af Landets vigtigste og umistelige Stænder.

Naar Krig og Feide paakommer et Land, hvo skal da betrygge Bonden ved sin Ploug, Borgeren inden sine Volde, og Handelsmandens Eiendomme ja ofte ganske Velfærd, midt paa Dybet selv, uden den militaire Etat baade til Lands og Vands?

28

28

Gudsords-Læreren er ei sikker engang paa Prædikestolen uden de troe og tapre Stridsmands Gierde. —

Er da, som tydelig beviset er, denne Stand saa umistelig i Krigs-Tider, bør man da ei tænke paa at opelske den saaledes i FredsTider, at man kan have den fuldkommen naar Nøden udkræver? —

Men hvad er det som opelsker en Stand og bringer den til Høide?

Ære, Understøttelse og Belønning! De to første Deele mangle ikke denne kiække Stand, (den bør og have dem), give det var mueligt at den sidste endda kunde blive større! —

Hvortil opklækkes den militaire Stand, ikke for med sin Formue men med sit Liv at tiene Fædrenelandet. Kan da nogen Palme misundes saa vigtig en Fortieneste, og bør ei besynderlige Belønninger opmuntre til saa vigtige Foretagender?

29

29

Høist viselig have vore fornuftige Regenters indseet dette, som med særdeles Ære og visse Byrders Befrielse have regaleret denne vigtige Stand. —

Ingen sand Patriot vil nægte denne Sandhed, og langt fra ei misunde denne Stand al den Ære min ringe Pen kan tillegge den. Den eene Stands Ære fordunkler ei den anden, tvertimod den eenes Fuldkommenhed glæder den anden; thi alles Vel er Statens Lyksalighed, og hvo som tænker anderledes, er ei en redelig Underdan. —

Jeg er forvisset, at de fornuftige Militaires har den største Ære for den værdige Borgerstand, og oprigtig glæder sig over dens Velgang. — Velan! lader os som Brødre, alle som Børn af een Fader, elske, ønske og befordre hverandres Velgaaende, da skal en behagelig og sød Eenighed herske imellem alle Stænder, og denne Eenigheds Aand skal sammenknytte en uryggelig Lyksaligheds Kiæde. —

30

30

Den eene Stand bør ei ansee den anden med skiele og misundelige mindre med foragtelige og hadefulde Øine. Vi ere jo alle Lemmer paa Statens store Legeme, og ethvert Lem er umisteligt, det eene bør ei rose sig frem for det andet. Det Lem bør aleene afhugges, som er antændt af en ulægelig Sygdom og hindrer de andres fuldkomne Sundhed. —

Videre. Da den militaire Stand er Landets Forsvar, men saa vigtige Ting aldrig kan være noksom omskandsede, saa seer jo enhver lettelig, at den militaire Stat ei kan være for stor i sig selv betragtet. —

Hvorvidt det er mueligt at udstrække dens Antall i Henseende til Bekostningerne, er noget, vor Viise Regiering selv best veed at bestemme. —

Men naar del var mueligt, med fornuftige Indgivender, at vise Middel til denne Stands større Udvidelse og bedre Sold, hvad

31

31 vandt da ei de andre Stænder derved? Fordelen blev anseelig; thi naar denne Stand, som maa leve prægtig, blev talrigere og havde større Indkomster, blev følgelig deres Udgifter større, og derved maatte jo de andre Stænder vinde. Alt dette er et umiddelbart Følge af den eene Stands Penges Circulation i den anden. —

Hoved-Sagen bliver derfore, at viise een eller flere Kilder til denne Stands Udvidelse og Forbedring i Indkomster. Men dette er en Sag af ligesaa stor Vanskelighed som Vigtighed. Thi man maa legge Planen saaledes, at Øiemedet kan opnaaes uden de andre Stænders Besvær. Nogen maatte herimod indvende, at dette lader sig lettere sige end giøre, og at dets Iverksættelse bliver ikkun en Muelighed for Ønskerne. — Jeg mener Nei! thi naar Patrioterne alene kan stræbe at vise hvorledes man uden Publici Skade kan finde Udveie til at forøge Majestætens Intrader, saa er Øiemaalet opfyldt; thi vor vise Konge vil selv best

32

32 allernaadigst disponere alle Ting, naar Patrioterne kan bidrage til at finde Hielpemidlerne.

Hvad om Philopatreias var saa dristig med Tiden at legge en Plan til den militaire Etats Fordeele, mon han skulle torde vove det, og mon han er det Arbeide voxen?

Ifald han vover det, vil vist ikke mangle en stridbar Hær af misundelige Aander, som fra alle Sider ville angribe, laste og fordømme hans Plan, mest af Misundelse, fordi de troe en anden Stands Opløftelse er deres Forkleinelse og Tab. —

Men saafom Philopatreias ikke er bange for Spøgelser, saa vil vist ikke denne Sværm indjage ham nogen Skræk. Han har lært som Patriot at være døv imod alle uhøflige personelle og ondskabsfulde Udtrykke, og med en rolig Mine at foragte alle smaa Siæle; thi han er overbeviist om, at alle sande Patrioter, som Blade, oplyse ham derom

33

33

med Beskedentlighed og grundig Overbeviisning, da han med største Ærbødighed, Lærvillighed og Taknemmelighed ærer enhver som Underviser ham, thi det er en sand Patriotes

Pligt. —

Philopatreias tør altsaa fremlegge sin Plan, thi han fremlegger den aldrig med nogen stolt Indbildning om sig selv, han fremsætter den kun til de Fornuftiges Eftertanke, og med Fornøielse vil see sin Plan kuldkastet, naar derved en bedre kommer for Lyset, thi saa udretter han meget Got derved, naar han med sine ringe Tanker udlokker og tilskynder de Klogere at arbeide. —

Men om han skulle være Arbeidet voxen? Det bliver et andet Spørsmaal: Og dertil svarer Philopatreias reent ud, at han aldrig troer sig at være dette eller noget saadant sær vigtigt Arbeide fuldkommen voxen.

34

34

Men som store Ting kan ofte have smaa Begyndelser, og da samlede Kræfter kan udrette det som er umueligt for enkelte, saa ønsker han aleene at anspore andre, og troer at hans egen ringe Indsigt kan maaskee hielpe til at udfinde noget gavnligt deri. —

Han stoler aldrig paa sin egen Indsigt, men hører gierne andres fornuftige Domme, og til den Ende udbeder, at de respektive Herrer i den militaire Etat (begge) ville værdige ham med deres gode Betænkninger, forinden han bekiendtgiør sine egne Tanker.

Hr. Rothes Boglade i No. 8. paa Børsen, er Stedet, hvor jeg vil afhente det som kunde blive tilsendt, og tviler jeg ingenlunde paa, af 2de saa glimrende og vigtige Stænder, hvori saa mange sande Patrioter, fornuftige indsigtsfulde Mænd og opvakte Genier findes, at nyde adskillige gode Hielpemidler. —

Den som selv er Medlem i en Stand kan allerbest have Lejlighed at kiende dens ind-

35

35

vortes Beskaffenhed, Sammenhæng og Forfatning.

En Patriot, som er uden for en Stand, overseer ofte, imod sin Villie - meget, fordi han ei har den rette Leilighed til at see Alt, og derfore er deres Medhielp uomgiengelig nødvendig, som af Erfarenhed kan have en sikrere Kundskab. Thi meget kan for en blot Theoreticus synes at være en Kiæde af Rimeligheder, som en Practicus kan opdage adskillige Feil og skadelige Mangler ved.

Skulde jeg derfor med den forlangede Medhielp blive understøttet, var mig en usigelig Fordeel, og i Forhaabning derom vil jeg endnu et lidet bie, og ei før ved bedre Lejlighed legge min egen Plan for Lyset, som saaledes kunde blive med sikrere og langt større Vished udarbejdet. Imidlertid vil jeg ønske den værdige Krigsstand i begge Etater al den Lykke som den fortiener og af enhver sand Patriot bør ønskes, undes og tilveiebringes. Ligesom Stan-

36

36 den i en Tidlang daglig haver tiltaget i Fornuft og en sleben Levemaade. Give den saaledes maatte tiltage i Fordeele.

Give aldrig den maatte trives i Landet, som befordrer dens Vanskiebne. Give dens duelige Lemmer altid matte blive opelskede efter Fortjeneste, og aldrig nogen Duelig tilsidesat. —

Tapperhed og sandt Mod besiæle dens Sønner, og Lykke følge dem til Lands og Vands, naar det skulle gjelde paa deres Gierninger, men give den Tid altid blive langt borte. —

37

37

Tredie Anmærkning.

Om Tingsvidners Førelse.

— — — sua Mole ruunt.

Jeg vil ei tale om at Tingsvidnernes Førelse er en Hovedsag i det Juridiske, og en Bane, hvor en Practisk Jurist kan vise al sin Styrke baade i Realia og Formalia, baade i det Grundige og Opdigtede, baade i Lovkyndigheds rette Anvendelse og i dens Fordreielse. — Jeg vil aleene vise, hvad Publicum lider ved Vidne-Sagers uendelige Ophold og alt for langsomme Fortgang ved endeel Retter. Jeg siger med Fliid endeel, og reent ud sagt, meener jeg i Besynderlighed Byetings-Retten i Kiøbenhavn. —

38

38

Det være langt fra at jeg herved vil beskylde den brave og velfortjente Mand, som præsiderer i denne Ret. Nei! Skylden er ingenlunde hans; og ligesaa lider som han er Skyld deri, ligesaa lidet staaer det i hans Magt, med al Fliid og Nidkierhed (Egenskaber, som jeg virkelig ærer den Mand for) at hæve en Uleilighed, som saa længe haver taget Overhaand, og fra Mand til Mand er sammendynget.

Skylden bliver til en stor Deel hos vore Procuratores, hvis Exceptioner, Udflugter, ja vel Forsømmelighed, forvolde at TingsvidneSagerne saa langsomt fremmes. En Dommer kan jo ei lade Exceptioner passere upaatiendte —

Interlocutorial-Kiendelser ere vigtige Ting for en Dommer, han kan ei altid afsige dem for Retten, deels formedelst deres Mængde, dels formedelst deres Vigtighed; thi interlocutoriale Kiendelser ere Snarer, hvori en

39

39

giennemdreven Jurist let kan fange en Dommer, naar han ei desbedre vogter sig. Men hvo begriber ei, at den eene Rettes Dag efter den anden gaaer i Løbet, naar Exceptioner og Kiendelser idelig møde hverandre. Dette er den første Aarsag til, at Tingsvidne-Sager have sammendynget sig.

Nu da de skal gaae fort efter deres Anciennite og Ælde, er det næsten en Umuelighed at bringe dem til en hastig Ende; deres Antal voxer daglig, og de nye Sager kan ei heller forsømmes.

Hvad skal nu den aarvaagneste Dommer giøre? Han bruger alle muelige Midler, han determinerer Sagerne til Tors- og Onsdagene, dog kan han ei komme til Ende med Alt. Justice-Sagernes Mængde voxe med de øvrige, og med Herculske Kræfter kunde ei een Mand overvinde alle de Uhyrer, som møde i den juridiske Kreds. — Thi inden de ældste Sager ere bragte til Ende, blive de

40

40

yngste igien gamle; men det Almindelige lider derved. —

Aarsagen, hvorfore der trykker ei alene Sagføgere, men Vidnerne, er denne: Naar jeg i en Sag indstævner som Vidner Arbeidsfolk og Daglønnere, for hvilke en hver Dags Tab er Ubødeligt; naar jeg har fremstillet dem for Retten 2, 3 til 4 Gange (ja vel meere), blive de stakkels Folk baade utaalmodige og uvillige; de maa og skal møde efter hvergangs Forelæggelse, under Falsmaals Bøder, som ere 10 Rdlr. Møde de ikke, paastaaer Procuratoren Straffen (dette giver og Dommerne en Hoben Bryderie med Erklæringer, naar de Idømte indgaae med Suppliqver om Bødernes Eftergivelse). Møde de, saa maae de ofte staae heele Dagen og vente, for omsider at faae den trøstelige Efterretning, at de skal komme igien en anden Gang, men ere endda mangen Gang lige nær, hvori Sagernes Ælde og Mængde har Skyld. —

41

41

Imidlertid er det dog tungt for de Folk, som skal have sin Aftens-Fortærring af sin Dages Sveed, at miste Brødet for sig og Familie den eene Dag efter den anden. De blive utaalmodige og uvillige, de klynke og knurre, som billigt er, over sin tabte Fortieneste, de overhænge dem som have indstævnet dem, og paastaae sin tabte Dagløn; enten skal man nu kives og trætte med saadanne Folk, en ubehagelig Commission! eller og skal et discret Gemytte give dem noget; strax et nyt Besvær og en nye Udgift, foruden de mange Forelæggelser, man maae betale, naar Vidnerne paa bestemte Tider ei kan blive afhørede, og følgelig blive borte. —

Jeg skal gotgiøre denne Sag med Tingsvidner, jeg selv fra lang Tid forhen har maattet indløse, og med Procurator-Regninger, jeg har maattet betale. Jeg klager ei for min egen Deel, men for det Almindelige, som paa en dobbelt Maade trykkes, baade i Henseende Parter og Vidner. —

42

42

Ere Vidnerne Folk af anden Stand, som just ei leve af Dagløn, er det dem dog ubelejligt at møde Tid efter anden. Jo mindre Ubeqvemhed Rettergang kan have med sig, jo bedre. Ei tale om, at Tidens Spilde er kostbar, og ofte ei kan erstattes; men i hvilken Stand en Mand er, har han dog Forretninger, og følgelig ei taaler Tidens Forliis. —

Kort, Ulejligheden er Sole-klar; hverken Dommere, eller Procuratores, skal kunde nægte den, imod et helt Publici Vidnesbyrd. —

Nu staaer til at vise: Hvorledes denne for det Almindelige skadelige Sag kunde for det første hæves, og for Eftertiden forebygges? —

Jeg nægter ikke det er lettere at opdage end at forebygge dette Uheld. — Om end Procuratores ved det skarpeste Rescript bleve

43

43

satte en Grændse for deres Vidtløftighed; om end Dommere paa alle optænkelige Maader ville forkorte Proceduren: saa kom man endda ei til Maalet, efter den nu værende Practiske Jurisprudences Forfatning og Udøvelse. — Thi saalænge ingen kan formeenes at henbringe heele Timer med Exceptioner og Repliqver i en Tingsvidne-Protocoll; saalænge man paa hver Ting kan æske en Kiendelse; saalænge man med Qvæstioner og Contra-Qvæstioner kan opholde et eeneste Vidne 4 til 5 Timer for Protokollen: kan man let spilde den eene Rettes Dag efter den anden, uden at befordre en Tingsvidne-Sag med nogen kiendelig Fremgang. —

Noget vilde det hielpe, ifald man uden Hensigt til Sagernes Ælde, foretog dem hvori Vidnerne vare tilstæde, og uden Ophør expederede dem, ladende Procuratorens Beraabelse, paa hans Anciennite og Sags ældre Nummer, blive uden for al Consideration. Thi man kan vel efter juridiske Principia faae Hævd

44

44 paa Brug, men man bør ei have den paa Misbrug; sandt nok er det, abusus non tollit usum ɔ: en Tings Misbrug kan ei ophæve dens nødvendige Brug, men lige saa sandt er det, at Leilighed gir Tyve.

Man maa derfore, saavidt mueligt, afskiære Lejligheden til Forsinkelse. Man burde belegge den Procurator med vilkaarlig Straf af Bøder, som ei havde Vidner og alle Ting i fuldkommen Beredskab, naar hans Sag blev paaraabt. Man burde paa hans egen Bekostning afvise Sagen til nye Stevning, naar han ei med tydelige og solide Grunde kunde bevise Aarsagen til hans Udeblivelse; men de Grunde maatte nøie dristes, paa det ei den gamle Slentrian skulle vedligeholdes. — Men saa længe der uden Straf for Forsømmelsen, den eene Rettes Dag efter den anden i Protocollerne kan indføres: „Parterne mødte ikke efter Paaraab, thi beroer Sagen til næste Ret;" saa vil man forgieves vente Sagernes hurtige Fremme. —

45

45

Vel har jeg ei selv hørt det, men jeg har dog ladet mig fortælle af paalidelige Folk, at Procuratores ofte giøre Aftale imellem sig, at ingen af dem skal møde, just fordi en Sag skal blive staaende, ja at Procuratores ofte staae lige for Retten naar de blive paaraabte, uden at svare, da der bliver tilført Protocollen, at han mødte ikke.

Ifald dette forholder sig saaledes, er det Almindelige derved ei tient, thi burde saadan helst uforsvarlig Skik afskaffes; ja den burde med tilstrækkelig Straf forebygges, og det kunde hielpe noget til Sagernes hurtige Befordring.

Men dette vilde ei være noksom tilstrækkeligt, saa længe andre Formalia og tilladte Udflugter have Sted. —

Det reneste Middel jeg derfore troer at kunde bringe eengang det Juridiske Uhrverk til at gaae ordentlig, er dem: Her burde sættes

46

46

en Commission af Jurister, som burde foretage alle de gamle og førstaaende Sager, for med Alvor eengang for alle at bringe dem til Ende. Naar de nu saaledes, eengang vare til Ende bragte og al den gamle Suurdei udfriet, holder jeg fore, det var en Dommer mueligt, siden at holde der nogenledes i Orden, naar Straffer og Mulcter hemmede Uordenens Kilder, og man forebyggede de Midler, som volde, at Sagerne groe over Hovedet paa Dommerne. — Dette troer jeg er det seneste tilforladeligt Middel til at indføre en nye Circulation i Tingsvidne-Sager, hvilke med sin Mængde have forstoppet og standset sit eget Løb. —

Jeg troer ei heri at have feilet, men ifald saa er, imodtager jeg med største Redebonhed Overbeviisning. —

Maaskee jeg ved Lejlighed tager mig fore at igiennemvandre de andre Jurisprudencens Fag, hvoraf mange ere Patriotens besynderlige Opmærksomhed værdige. —

47

47

Jeg vil uden Skye yttre mine Tanker i alt det som er til det Almindeliges Skade. Jeg skal aldeles ikke fremsætte noget som er fremmed for mit Begreb, og der jeg fremsætter, skal jeg altsammen kunde gotgiøre. —

At feile i een eller anden Bisag, kan være mueligt for den Eftertænksomste og Fornuftigste, men Navn af det sidste tilegner jeg mig langt fra ikke.

I Hoved-Posterne skal jeg neppe og aldeles ikke forsætlig begaae nogen væsentlig Feil. Imidlertid imodrager jeg med Redebonhed alle billige Erindringer. Jeg skriver for Publico, og der billige Publicum skal være min Dommere. —

48

48

Fjerde Anmærkning.

Om Videnskabernes Opkomst.

Ubi adsunt Mecenates, ibi non deerint Marones.

Iblandt de adskillige Ting, som forvolde Videnskabernes Afgang og Tilvæxt hos et Folk, er den Regierendes større eller mindre Tilbøielighed til samme en af de vigtigste Aars sager; den bestemmer paa en mægtig Maade deres Skiæbne, har en kraftig Indflydelse i deres Opkomst, og tvertimod i deres Undergang. —

Sidder en herskesyg og stridbar Regent ved Roret, er en Karl den Tolvte Konge, saa blir det heele Folk haardført, tappert og stridbart, dets Tilbøielighed bliver eene til Vaa-

49

49

ben, iblandt hvilke de fredsomme Muser sielden trives.

Er en Konge blødagtig og vellystig, strax udbreder sig den Feil iblandt Folket, som endog fra det tapperste af kan vanslægte til en qvindagtig Blødhed. —

Det er utroeligt, hvilken stærk Indflydelse Regentens Exempel har paa Underdanerne, og med hvilken Hast det kan forandre det heele Folkes Sæder. Ligesom Qvægsølvet et Veirglas maae lyde den udvortes Lufts Bevægelser, og derefter i øjeblikke stige og falde, saaledes stiger og falder en Nations Caracter, i Henseende Regenten. —

Det er ei alene en Konges GemytsEgenskaber, som virke paa Folket, men man stræber at efterligne ham endog i personlige Feiler. — Da den store Alexander var lidt skievhalset, giorde de Macedonier sig en Ære af at hælde til den eene Side

50

50

med Hoveder, og at efterabe ham i denne naturlige Feil. —

Er nu en Regent en Elskere af Videnskaber, strax komme de i Priis blandt Folket. En blot Stolthed og en Lyst at efterligne, lærer Folk af mindre Tænkemaade at sætte Priis paa, ja forgabe sig i det, som de ofte ei forstaae. —

Elsker en Augustus Videnskaberne, strax bliver hans Yndling og Ven, Mecenas, deres Befordrer. De Mægtige og Formuende i Landet følge Kongens Exempel. De spare hverken Fliid eller Bekostning, for at bringe dem til Høide. Paa saadan Maade opmuntres de bekiendte, opelskes de tilvoxende, og fremlokkes de skiulte Genier; thi Ære og Belønning ere de kraftigste Drivefiedre. Men Følgerne af denne Tilbøielighed bliver Videnskabernes blomstrende Tilstand. —

Den mandige Virgil, den skiemtsomme Horats, og den kielne Naso, havde maaskee

51

51

været begravne i evig Forglemmelse, og aldrig seet Lyset, hvis ei en saa: lykkelig Stierne for Genier havde oplyset Roms Horizont i deres Alder. Ja maaskee Mangel paa Befordring og Understøttelse begraver mange Talenter. —

Den Romerske Keiser, Aurelius, havde det Ordsprog: Lyksaligt er det Rige, hvor Kongerne ere Philosopher, og Philosophi regiere. At Videnskaberne ere lyksalige der, hvor en Konge er en Philosoph eller Viisdoms Ven, er en afgiort Sandhed. Men at en Regent, i Henseende Philosophien, altid skal være en M. Aurelius, er ingen Nødvendighed. —

Ifald en Regent var alt for meget hengiven til Studeringer og Læsning, kunde lettelig hans Regierings Plan blive alt for philosophisk og fuld af politiske Feiler. Det er alt nok, naar en Regent har Smag i Videnskaberne, indseer deres Nytte og Skiønhed, og ved sit Exempel befordrer deres Tilvæxt. —

52

52

Men er et Land saa uheldigt, at dets Beherskere ingen Smag haver i og ingen Agtelse for Videnskaberne, saa undertrykkes de tillige med deres Dyrkere, allerhelst, naar de Mægtige i Landet ere ligesindede med Regenten i dette Tilfælde. —

I Engeland, hvor de Fornemme og Rige tildeels selv ere Dyrkere og altid Understøttere af Videnskaberne, hvor den Egenskab, at have et godt Genie, er nok til at giøre En æret og befordret, der ere Videnskaberne i Flor og frembringe fortreffelige Frugter.

Videnskaberne have i vort Norden giort en meget langsom Fremgang. Nationens fordums Lyst til Vaaben haver meget hindret dem. De trænge høilig til Augusti og Mecenates; de have fundet dem under Frederik, og love sig endda større Ting af sin Christian. Jeg synes alt see den Periode, da et Genie skal giøre En ligesaa ædel, som Vuggen og gamle Ahner, da de, som ei have andet at pukke paa

53

53

end Slumpelykke og Fødselen, med Høiagtelse skal begegne dem, som ere ypperlige ved et naturligt og væsentligt Værd.

Glæde Eder, I Musernes Yndlinger, Eders Lykke er vaagnet i denne Tids Periode. -

Concordes stabili Fatorum Numine Parcæ, talia Secla suis dixerunt Curnite, Fusis. -

Det er et aleene i Henseende til Videnskaberne, en Konges Exempel er saa mægtigt, men del virker med lige Styrke saavel i Henseende politiske som moralske Dyder. Den Geist som regierer til Hove besiæler, saa at sige, heele Staten.

Er Hoffet prægtigt og vellystigt, strax bliver Landet fuldt af Epicurer. Er det derimod sparsomt og indgetogent, strax bliver hver anden Mand saa sparsommelig som en gammel

54

54 Spartaner. Naar en overdreven Religion og Bigotterie er Hoffets Caracter, strax hælder Folket med Hovedet, og ere bleege af lutter Gudfrygtighed og Fanaticisme. —

Det vil blive ligesaa vidtløftigt som unyttigt, at opregne alle Deele, hvori denne Indflydelse viser sig; nok er det, den ytrer sig i Alt. Ifald jeg var en Hofmand, skulle derfore mit Raad blive: Saasnart nogen nye og nyttig Indretning var nødvendig, som ei ved de almindelige Tvangsmidler ret vel kunde indføres, saa skulle Hoffet først giøre Begyndelse dermed; da skulle man i en Hast see den udbrede sig og frivilligen at blive antaget af det ganske Land.

Jeg har mærket, at de Engelske i dette Tilfælde, bruge et meget nyttigt og fornuftigt Statskneeb, nemlig: naar et eller andet Slags Tøi er virket paa deres Fabriqver, som ei kan vinde Afsætning, befordres den derved, at de Fornemme, ved en eller anden Højtidelighed,

55

55

iføre sig Klæder af saadant Tøi, hvilket gemeenligt strax bliver afsætligt; thi den Lyst at efterabe hersker allevegne.

Saadanne smaa oeconomiske Statskneeb vilde upaatvilelig virke meere i en Monarkisk end en Democratisk Regiering. — Det er ei aleene i dette, men andre Tilfælde, saadant kunde maaskee bruges med megen Nytte; thi ved nogen Kundskab om det menneskelige Hierte, indseer man nok at det som er en Pligt og Tvang, efterkommes gemeenlig med en tvungen Seendrægtighed, aleene fordi det er en Pligt, thi gemeene Mand indseer sielden sin Nytte. Derimod ere Folk gemeenlig hurtige til at giøre det som beroer paa deres fri Villie, deels har Mangel af Indsigt, deels en Levning af den naturlige Frihed, efter mine ringe Tanker, Skyld heri.

56