[J.C. Bie] Anti-Philopatreias trende Anmærkninger over de trende Anmærkninger: I. Om de dyre Tider og Handelens Svaghed. II. Om Rettergang. III. Om Geistlighedens Indkomster.

Anti-Philopatreias

Trende

Anmærkninger

over de Trende

Anmærkninger:

I. Om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

II. Om Rettergang.

III. Om Geistlighedens Indkomster.

Skrevne i Kiøbenhavn den 21 Dec. Aar 1770.

Qvi legitis Flores & Humi nascentia Fraga,

O! fugite hinc Pueri! frigidus latet Antqvis in Herba.

Kiøbenhavn 1770.

Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder HvitfeldtsStræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Fortale.

Jeg leverer herved nogle korte Anmærkninger over Anmærkninger til Philopatreias nærmere Eftertanke. Hans Materier fortiene nøie at overveies og eftertænkes. De fortiene en temmelig Kritike, og derfore bør være Maalet, for andres Betragtninger.

4

4

Fortale.

Hans enkelte Forstands Kræfter kan ei overveie andres, de kan ogsaa opdage og udfinde noget med deres foreenede, men uden at han havde givet Anledning, havde ei heller paafulgt nogen Kritik. Jeg vover derfore et Forsøg til Censuren, i det faste Haab at opmuntre andre Fornuftige til at giøre ligesaa. Jeg overlader ingenlunde Philopatreias Palmen, men vil ønske han kunde tænke bedre, og det skulde være min Glæde. Sandt nok, at patriotiske Tanker bør ei qvæles i Fødselen; men for at bringe Sandhed for Lyset, vil jeg imodsige og bedømme ham. Omendskiønt jeg med disse Anmærkninger skulde vinde Philopatreias Mishag, vil

5

5 Fortale.

jeg dog vedblive at kriticere saa længe han fortsætter sine Anmærkninger. Kritik og Sandhed skal lede min Pen, saa behøver jeg ingen anden Lede-Stierne.

Jeg hader ingenlunde en retstaffen Patriotisme, men skal ligefuldt følge Philopatreias i Hælene. Thi den, der vil tale som Patriot, maae ei tage det ilde op, at han angribes: lider han noget derved og blottes, bør han derfore ei blive Kritikens Uven. Man maa gribe den ind i sine Fordeele, som vil bedømme det hele Almindelige, og vænner sig selv til at troe, at han er en retmæssig Dommer i alle Begivenheder.

6

6 Men for at undgaae Had, som en Dotter af Kritiken, maae en Kritikus ofte skiule sig, og det er Aarsagen til, at jeg betitler dette med et laant Navn. Philopatreias maae længe nok hade den han ei kiender, og sandt at sige, er jeg ei bange for hans Had. Fortiener jeg af Kritikens Venner nogen Kierlighed, da vil den Elskov, som falder paa Anti-Philopatreias, være Glæde nok for Autor, som offentlig bekiendt og ubekiendt, skal vedblive at forsvare alle Stænder i sit Fædreneland.

Jeg vil følge den samme Orden som Originalen, jeg vil følge ham troelig; men at vi vige fra hin-

7

7 Fortale.

anden i Meeningerne, falder af Fornødenhed.

Thi vi indsee maaskee det almindelige fra to ulige Sider; Objecterne ere vel de samme, men Betragtningerne kan derfore blive alligevel meget forskiellige.

8

Første Crisis

over

Philopatreias

Første Afhandling

om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

Quantum est qvod nescimus. ɔ:

Den som vil vide alt, veed ofte meget lidt.

Den som vil mønstre alt, han feiler ogsaa tidt.

Ligesaa vist, som det er at en Maskine der bestaaer af mange Hiul lettelig kan geraade i Uorden, ligesaa vist er det, at den Autors Concepter let kan forrykkes, som vil med sine Tanker overkige alle Deele i en Stat, naar enten Indsigt, Overlæg og en grundig Kundskab

9

9 og Efterretning mangler ham, eller han strækker sine Tanker forvidt ud, ligemeget af hvilken Aarsag. —

Jeg er langtfra et af den ubillige Tænkemaade at jeg vil nægte Sandhed, eller sige Philopatreias imod i de Dele hvori han kan have Ret. — Det være langt fra mig.

Sandt nok er det, at vi maae græde over Føde-Varenes umaadelige Prisers Høide i Dannemark, men ligesaa vist og sandt er det, at Philopatreias aldrig har angivet alle Aarsager dertil, og tillige glemt en heel Deel af de fornemste. En stor Feil af en Skribent.

Ligesaa eenig som jeg er med den gode Philopatreias i Sagen selv, ligesaa ueenig er jeg med ham i Aarsagerne.

Grunden kan ingenlunde søges og bør ei stettes i Jordegodsernes høie og umaadelige Priser, thi omendskiønt de blive, (hvilket ei i denne Tid skeer meer end forhen,) nok saa dyre solgte og kiøbte, saa kan dog

10

10

Eiere og Forpagtere ingenlunde opdrive Korn Priserne al den Tid ei nogen betydelig Misvæxt indfalder, thi den eene undersælger den anden gemeenlig.

Ja jeg troer tvertimod at de som have laant og forrentet store Penge i sine Jordegodser, maae sælge for taalelige Priser, for at komme til Penge i rette Tid, naar de skal betale Afgifterne, Skatter og Renter, følgelig kan de ei giøre store Oplager og tvinge Priserne til nogen umaadelig Høide, og de faae mægtige JordegodsEiere, ere alt for lidet et Antal til at tvinge Priserne til saadan Høide i et heelt Land. Følgelig feiler Philopatreias heri. Jeg troer ei heller at Philopatreias har ret deri, at han allene legger al Skylden paa for stærk og stor Udførsel. Vi have jo seet at Engeland aldrig haver avlet mere Korn-Vare ei heller solgt til saa ringe Priser, førend der blev givet Præmie af alt det Korn som blev udskibet til Fremmede.

Fra Østersøen udføres det allermeste Korn, og der ere de allerletteste Korn Priser. Men

11

11 sandt er det at Udførselen nu ville være utaalelig, da den megen dyre Tid er for Døren, og allerviseligst, har vor allernaadigste Konge nu med en Forordning forebygget den, paa det man et Efterdags som forhen er skeedt, i de dyre Tider, hvilke toge ret for Alvor sin Begyndelse 1757, og siden have vedblevet, skal udføre Korn til Sverrig, ja som man for faae Aar giorde, til Engeland, da vi dog selv paa den Tid havde dyr Tid og forøgede den meget med en saadan Udførsel.

Meget enfoldig anseer jeg Philopa-treias deri, at han prædiker saa høit og ivrig for fremmed Korns frie Indførsel. Skulde det tillades, som vel neppe skee, da vilde Agerdyrkningen først komme reent i Glemmebogen, og siden aldeles gaae under; thi om nogle Aars Forløb ville Klagemaalet blive det samme, og alt hvad man vandt her ved, var allene dette: at man ikkun forandrede Korn-Puger Rullen, og forflyttede den fra Ladehuuse til Pakhuuser, fra Jordegods-Eiere til Kiøbmænd, men der med var det Almindelige ei tient, og derved blev ei Bylden læget. —

12

12

At Magaziner burde og kunde hos os anlegges, deri har Philopatreias for saa vidt Ret, og burde i Mangel deraf, KornPriserne, med en vis aarlig Taxt reguleres, alt efter Aarenes Frugtbarhed.

Det Raad Philopatreias giver dem som eie Jordegodser, at dele dem og sælge dem i smaae Stykker til Bonden, er et meget enfoldigt Raad. Hvem kan og vil vel være tient med at see sine Eiendomme adspredde? Det er ingen Kunst at give saadanne Raad paa andres Bekostning, men ifald Philopatreias selv eiede et samlet Gods vilde han vist nok betænke sig paa, at fricassere og dele det saaledes, som han nu raader til.

Jeg undres paa at Philopatreias som saa godt kan dividere, ei vil have Grevskaber og Baronier med delte, siden han er saa complet en Badskiær, og uden Empfindtlighed, vil afhugge Lemmer paa Statens Legeme.

13

13

I Fald man vilde afhugge ham selv nogle Greene, torde det forvolde ham temmelig Svie.

Nei! min Herr Philopatreias, jeg seer De har løbet for tilig af Skolen, og at De er ei det Oeconomiske voxen, i det mindste sees det tydelig af Deres Blade.

Angaaende de andre Føde-Vares høie Priser, da har De Ret deri, at Qvægsygen giør meget; men dette er og bliver jo et Nyt, som enhver gammel Kierling veed, havde Deres store Indsigt kundet lære os et Middel imod Qvægsygen, havde vi været Dem uendelig forbunden, men alt det De derom har sagt, er noget vi længe har vidst og hørt. De siger ellers at FiskeVarene stiger, det kan jeg ei saa lige troe, thi der er vel ingen Qvægsyge ogsaa iblant Fiskene, og de daglige Priser sige ogsaa langt anderledes, angaaende den friske Fisk, og den Fisk vi tør eller saltet faae fra Island og Norge har jo ingen Correspondence med Qvægsygen i Dannemark.

14

14

Deres Raisonement, angaaende Korn Priserne i Norge, er langt fra ei Original, jeg troer nok De har mere Begreb om Engeland end Norge, et Land, som De maaskee ei kiender i sin rette Forfatning, i det mindste ei tilgavns.

Dog, maaskee De vil tage Norges Handel med, for at faae udført Deres Oplagsstæd i Kiøbenhavn, som De taler om i Deres Jeremiæ Begrædelse over Handelen. A Propos! jeg seer nok de græder og lameterer en Hoben over Handelen, men i Steden for at skrive Gravskrift over den, skulle De have tydelig viset os nogle grundige Midler og Udveie til dens Opkomst og Forbedring.

Dog, maaskee De er undskyldt og uvidende deri, og maaskee De vil bygge Handelen et Mausolee, siden de dog ei har grundig Indsigt nok til at opbygge de Trappetrin, hvorpaa den igien kan opstige til den forønskede Høide.

15

15 Deres Tanker om Handelen forekomme mig, ret ligesom om en Doctor vilde komme til en Syg, og efterat han havde følet hans Puls, give sig til at beskrive ham Sygdommens Farlighed, dens Følger og Langvarighed, ja, fortælle Patienten at den snart vilde lægge ham i Graven, og derefter græde en Portion med den Syge, og i beklagelige Udtryk, holde ham saa got som en Liig-Prædiken; men naar alt dette var forrettet, gaae bort igien, uden at give noget Raad imod Sygdommen, eller forskrive nogen Recept til hans Helbredelse.

Hvad vilde da min Herr Philopatreias sige om saadan en Doctor? Mon Deres Svar ei vil blive: Han kunde gierne blive hiemme, thi man henter ei en Doctor for at græde over en Syg, men for at give ham Raad og Lægemidler, som kan være tienlige til hans Helbredelse og Redning.

Hvad dømmer De nu om Dem selv? Jeg troer ganske gierne, De vil ei være Deres egen Dommer, Egenkierlighed forby-

16

16

der Dem nok det. — Men hvad meener De ei andre vil dømme? Maae man ei sige om Deres Afhandling, som man fordum sagde om Bierget, da det vilde føde: nascitur Mus — ɔ: Der kommer ei andet frem end en Muus.

At sige Dem i Korthed mine Tanker derover, da er det De har skreven om Handelen, hverken kogt eller raadt, hverken noget eller intet; det har vel en Slags Anseelse af de Udtryk, det er forfattet i, men Indholden er ei vigtigere, end at en hver Mand ved et Glas Øl og en Pibe Tobak, kunde fremføre disse Klagemaal, om just ikke i saa glimrende en Stiil.

17

17 Anden Crisis over Philopatreias

Anden Afhandling

om Rettergang.

Ruimus per vetitum Nefas

Hvis Lovkyndigheden ikke havde blevet giort til en Videnskab, og hvis ei denne Vidensskab havde fundet flittige Dyrkere; hvad skulle da have blevet gierdet for den almindelige Borgerlige Sikkerhed? — Min Herr Philopatreias, De synes snart at ville indføre den gamle Barbarisme, og at ønske os de Vildes Sæder. Men ifald den Periode kom tilbage, da Menneskerne efter Poetens Ord: reves og sloges om: Olden af Træerne, da al Rettens Udøvelse bestod i Næverne, og den stærkeste, følgelig vandt Processen, hvor blev da Deres egen Tryghed af, min kiere Philopa-

18

18

treias, og kunde De ei med Billighed befrygte en kort Proces, af den Stand de saa meget fornærmer?

Dog De tilstaaer at Dit og Mit udæsker Love og kræve Lovkyndighed. Ret got, at De enda tilstaaer os saa meget.

Jeg er saa dristig, at jeg baade troer og siger: at iblandt de Videnskaber som have Indflydelse i den Selskabelige og Borgerlige Kreds, indtager Lovkyndigheden et saare vigtige Stæd: Ligesom de menneskelige Nødvendigheder og Begierligheder, have formeeret sig, saaledes vore Trætter om Dit og Mit, da Efterstræbelse, Avindsyge og Had fødde daglig Ueenighede, og følgelig giøre de Personer nødvendig, som med sin Indsigt i Lovkyndighed kan forebygge at ei de som eie Forstand med et ont Hierte, skal giøre de Eenfoldige alle Øieblik blotte for Fornærmelser. Er nu som unægteligt, Lovkyndigheden selv umistelig saa er jo dens Dyrkere ligeledes; tilstaaer vi at Krig er uundgiengelig og dog ville afskaffe alle Soldatere, saa bliver jo vor Sætning aldeles contradictorisk

19

19

og urimelig, og saaledes er Deres Herr Philopatreias!

Enten maatte alle Mennesker lægge sig efter det Juridiske, eller og maae Procuratores være. Men en Stat, fuld af lutter Jurister, vilde blive en pussig Republik. Naar en Skrædder og Skomager Stundum skulle sye og Stundum Studere Jura, da vilde hans Arbeide blive ligesaa fult af Feiler som hans Hoved af Formalia. —

De ivrer Dem saa meget over Disputere-Kunsten og Formaliteten, men ligesom den første er en Ziir, saa ere de sidste en umistelig Ting, og Regnekunsten kan ligesaa let undvære Tal som Lovkyndigheden Formaliteter. De ere altsaa ei Uhyrer men Nødvendigheder, Deres Uvidenhed derom giør Deres Skrift til et Uhyre.

Desuden kan jeg forsikkre Dem af egen Erfarenhed, Procuratores ei hindre Dommerne, men snarere Dommerne dem.

20

20

Act-Skrivernes lange Bogstaver og unyttige Udtrækkelser, gaaer ej heller Procuratores and, de anseer dem med ligesaa skiele Hine som De.

Meget ubilligt fradømmer De de fleste Procuratores Samvittighed, og langt fra bliver Deres Blad ei mægtigt nok til at faae dem afskaffede.

Thi skulle Misbruge volde den Stands Afskaffelse, da maatte man afskaffe alle Stænder; thi den Stand gives ei hvori ingen Misbrug enten kan eller har indsneget sig.

At De giør Dem forhadt, i de Practiske Juristers Hine, er noget De ei behøve at tvivle paa, og jeg seer ei hvorfore de skulle elske Dem. De maae nok kalde Deres egne Tanker Paradox, det er det sandeste Ord i hele Bladet, dette er ei allene Paradox, men Heterodox og Monstreus.

Siden De har meddeelt Juristerne saa got et Raad, maae jeg til Vederlag igien med dele Dem et Raad, men, a Propos!

21

21 mon De ei snarere har lært det opgivne Raad i Engeland, end i Holland, maaske det er en Trykfeil, dog hvo veed om ei De som vandrer hele Staten igiennem med Deres Tanker, kan og have giennemvandret den Deel af Verden.

I Engeland gives een Sect, som kaldes Puritaner, de vilde gierne rendse og udrydde alle Ting, de kunde ei lide den minste Ceremonie; til denne Sect stulle De begive Dem, da De er saa stor en politisk Puritaner.

Skulle De ei due dertil, da kunde De skrive Viser for Nyboders Kierlinger, og derved paa en deilig Maade fortiene Deres Brød.

Hvad den Regning angaaer som De anfører for at consulere, da ifald den er til i Virkelighed, seer jeg ei saa stor Feil deri, thi hvem har sagt at andre stal bruge min Forstand omsonst.

22

22

Tredie Crisis

over

Philopatreias

Tredie Afhandling

om

Geistlighedens Indkomster.

Qvisqvis es, ad sacras si fert te Impetus Aras, Discipulus Cristi si pius esse Cupis ;

Non Rivis nimium, sed Fontibus utere vivis, Tutius ex ipso Fonte bibuntur atqvae,

Biblia volve Manu Nocturna, Volve diurna, Et Consvesce loqvi dum potes, Ore Dei.

Vi have ei favnet en Wagner at skrive imod en Ædelmand, vi stulle ei Heller fremdeles favne dem som ville og kunde tage den ypperlige Geistligheds billige Partie. -— O! I Himmelens Sendebud, I Hellighedens Tolke, I Vægtere paa Zions Mure, hvor er det utaaleligt at see Eder angribes! Skal og Misundelses Pile træn-

23

23 ge ind til Eder, og vil man berøve Eder den velfortjente Løn for Eders Arbeids sure Sveed. Bør ei den som saaer, høste, og bør den som arbeider i Viingaarden ikke have sin Løn? Jo, Viingaardsherren har selv tilkiendt dem den, og hele Belials Hær skal ei være mægtig til at betage dem. Skulde man vel give Korn-Ormene deres Grøde og Græshoppen deres Arbeide, siger David i Psalmen den 78, 46 Vers, Begier ikke mange unyttige Børn, og glæd dig ikke over de ugudelige Børn, siger Syrac i Viisdommens 16 C. 1 Vers. Du skal endnu plante Viingaarde paa Samariæ Bierge, og jeg vil overflødigen vederqvæge Præsternes Siel med det fede, heder det i Jeremiæ Prophetiæ Boges 31 Cap. 5 og 14 Vers.

Ja, til trods for alle Præste-Hadere, skal denne umistelige Stand bestandig blomstre. Mon ikke Ephraim være mig en dyrebar Søn? siger Gud selv; og mon ei Præste-Standen være den allernødvendigste Stand i et Land? Hvad nyttede det, om vi kunde ved Handelen vinde alle Verdens

24

24

Rigdomme, om vi kunde ved Krigsstanden udbrede Rigets Grændser indtil Verdens Ender, naar vi ikke havde Rigdom og Seier at vente hos Gud? Tvertimod, om vi vare de Fattigste, de Usleste i Verden, men rige paa Guds Kundskab, havde vi dog Lyksalighed, og denne Herlighed overgaaer al borgerlig Lyksalighed, hvorom man saa meget prædiker, men taler saa lidt om det himmelske Gode. Vore Hjerter henge ved Verden og ere afvandte fra Gud.

Men hvem skal lære os Saligheds Kundskab, hvem skal føre os til Gud, uden Præsterne? Hvor suur, hvor tung er ei deres Møie, naar andre sørger ikkun for sig selv, da maae de sørge for alle dem de ere betroede, hvilken uafladelig Bekymring maae da ei omspende dem?

Det var bedre man tænkede at forøge denne Stands Belønninger og Antal, end man tænker paa at forringe samme.

Guds Ords Tienere kan aldrig være for mange; thi Dievelens Rige udbredes af

25

25 sig selv, og har saa mange Drabantere, men de som skal udbrede Guds Rige ere for faae.

Seer vi ikke i den Hellige Skrift, at Gud selv har tillagt Leviterne de fedeste og beste Stykker ved alle Offringer, dette havde Gud ei giort, naar han ei vilde have derved tilkiendegivet, at Præstestanden hæderlig og rigelig bør belønnes.

Gud har selv immediate indstiftet denne hellige Orden, thi vil al Guds Straf og Forbandelse vist hvile paa dem, som vilde understaae sig at forringe den, ja, det vilde ei gaae dem bedre end Ussa, da han forgreb sig paa Herrens Ark, Gud vilde strax slaae dem ned til Jorden. Det er ei nok at Philopatreias angriber og søger at forringe den geistlige Stands Indkomster, han angriber tillige deres ærværdige Dragt.

Gud lad os aldrig opleve den urimelige Tid, at vore Præster skulde miste sin nu brugelige Dragt: en Dragt, som har

26

26

noget Maiestetisk i sig, og opvækker en stor Veneration.

Blev Dragten berøvet Præsterne, da vilde de vist miste sin største Anseelse iblant den meenige Mand, ja, de vare ei mere sikkre for Pøbelens Overlast, end andre, hvis ei Ordens-Dragten var, som dog indprenter en stor Ærbødighed. — Finde vi ikke at Moses, efter Guds Befalning, salvede Leviterne, og iførte dem Præste-Klæderne, 3 Mose Bogs 8 Capitel. Heraf seer vi jo, det er Guds egen Villie, at Præsterne skal være udmærkede med en særdeles OrdensDragt, den dog Philopatreias vil berøve dem, tillige med sine Indkomster; men nest Guds Hielp, haaber jeg, at Himmelske Patrioter, med Testamenter Legater, eller saadan nogen Siele-Gave, vist vil forbedre Geistlighedens Indkomster.

Jeg undrer paa, at Philopatreias, som saa got kan reformere, og vil have vore Geistlige reformerte, ikke tillige vil forbyde Præsternes Indvielse til det Embede. Men, Præsterne kan svare den gode Mand:

27

27 Herren skal være os Boligen! og lade sin Gierning sees for sine Tienere, og sin Herlighed over deres Børn, af Psalmen Davids den 90, 16 Vers.

Kort; naar jeg skal sige mine Tanker med den Oprigtighed og Nidkærhed, som Standens Forsvar, dens Værdighed, og min Kierlighed for samme udæsker af mig, da maae jeg reent ud sige og tilstaae, at jeg holder fore, at Philopatreias Skrift for saa vidt den Deel angaaer, som handler om Geistlighedens Indkomster, burde som et ugudeligt Skrift offentlig brændes og begraves i Glemsel; ja, ligesom Moses gav Israels Børn Asken af guld Kalven at drikke, saa burde Asken af dette Skrift gives dem at drikke, som ere lige sindede med Philopatreias, i Henseende til den ærværdige, velsignede og umistelige PræsteStand.

Jeg vil sige om Philopatreias Skrift, som Propheten Ezechiel siger i det 5 Capitel 2 Vers: "En tredie Deel skal du brænde i Ilden mit i Staden en

28

28 tredie Deel skal du adsprede med Sverdet trint omkring den, og en tredie Deel skal du adsprede i Veiret."

I øvrigt ønsker jeg den geistlige Stand all Lykke og Velsignelse, at de maae som Propheten Malachias siger, gaae ud og ind og voxe til som feede Kalve.

29

29

Tillæg.

For nu at overbeviise den gode Herr

Philopatreias om, at jeg vil følge

ham i Hælene i alle Ting, saa vil jeg og fremsette moralske Afhandlinger, uagtet jeg ei kan skrive om Hiertet i Paris eller London, saa vil jeg dog overbevise ham, at jeg kan skrive noget grundigt.

I. Afhandling

om Folkemængden.

Det er almindeligt at høre, enhver som taler om Statens Opkomst, at klage over Folke-Mangel. Jeg tilstaaer Folkemængden udgiør en væsentlig Fordeel af Statens Styrke; men jeg troer tillige, en alt for stor Mængde er skadelig, naar ei et Land har Nærings-Veie nok. Det er ei min

30

30 Sag denne Gang at handle om denne vigtig Sag, jeg overlader den til vore Oeconomis, og vil allene vise, at jeg har Grund til at tænke anderledes, end de, som klage over Folke-Mangel.

Jeg holder fore, vi have, saa at sige, en alt for stor Folkemængde. Jeg tiltager denne Sats vil forekomme mange ugrundet. Jeg troer gierne enhver Politisk Kandestøber, vil ansee mig for en politisk Kætter, og at vore Øldkyndige Statsmænd ville udraabe mig for en Antichrist; men naar jeg forundes Leilighed at forsvare mig, haaber jeg en mildere Dom. Uagtet jeg mellem hvert er lidet egensindig, er jeg dog aldrig paastaaelig i mine Domme, jeg kan let falde paa en Tanke, saa længe den efter mit Begreb er rimelig, antager jeg den, men saasnart jeg bedre overbeviises, frafalder jeg den strax; og maa jeg bekiende min Skrøbelighed, da er jeg meget tilbøjelig at apostasere eller forandre min Troe i Politiken, men i Theologien er jeg saa ubevægelig som Støtten paa nye Torv.

31

31

Jeg vil allene fortælle, hvad som har bragt mig paa den Tanke, at Folkemængden er alt for stor, og da er følgende Anledningen dertil:

Jeg har ved Overregning, uden Algebra, og med ganske lidet Hovedbrud udfundet, at Solicitanterne, eller de som søge om Embeder, forholde sig som 1000 mod 1, paa Regnekonstens Maade, det er forstaaeligt talt; der gives Tusinde Beilere, ja flere, eller rettere sagt, Betlere, om hvert Levebrød og Betjening. — Jeg tænkte ved mig selv, hvoraf mon det komme, at der gives saa mange Solicitanter om et Embede? I Førstningen troede jeg det kom deraf, at vore Landsmænd vare meget vinskibelige, at de alle lagde sig efter Videnskaber, og saadanne Kundskaber, hvorved de bleve duelige til Statens Tieneste.

Som en stor Patriot glædede jeg mig herover, og i en ret polikisk Henrykkelse udraabte: Lyksalige Land, hvor man til et hvert Embede, kan finde Tusinde dygtige Mand. Men i al min politiske Iver, var

32

32

jeg dog ei frie for en Slags Egennytte, thi jeg bejamrede, at der iblant saa stor en Hob duelige, vilde blive des vanskeligere for mig at naae et Embede, jeg begyndte, imellem os at sige, at ønske, at denne Slutning maatte være urigtig; ved Efterforskning befandt jeg det desværre saaledes, men ved nøigagtig Eftertanke saae jeg tillige, at min Egennytte ingen Fordeel havde deraf; thi, uagtet der iblant Tusinde Sollicitantere knap fantes Ti duelige, blev dog de duelige Sollicitanteres Tal altid lige stort, og Stundom Overcomplet. Her maatte jeg da til at søge en anden Aarsag, og endelig faldt jeg paa de Tanker at Egennytte, lærte saa mange Dosmere at søge efter Embeder, da saadanne Sollicitantere, vare ubekymrede om Embedets Forvaltning, og allene saae paa dets Indkomster, hollende for en Troes-Artikel de Rabners Ord: Den Gud giver et Embede, giver han og Forstand. Der var utallige Ting som bestyrkede mig i denne Meening, helst da jeg saae, at man kiøbte Embeder, og derved giorde saadan Beregning, du giver saa meget for Embedet, Indkomsterne ere Aarlig faa mange, det er en herlig Rente af

33

33

din Kapital. Jeg hørte alle spørge om Embedets Indkomster, men ingen om dets Besværlighed. Man giorde, kort sagt, ligesaa oeconomisk Beregning over dem, som en Forpagter over et Gods paa Landet, eller en Borgermand over et Huns i Byen han vil kiøbe, nemlig, hvor nogen Afgift og Leie, han kan høste deraf.

Jeg blev saa forpikket paa denne Sats, at jeg fast bandede Skiæbnen, fordi den ei i Stæden for en smule Forstand havde meddelet mig en god Fædrene-Arv, og i Fald een paa det samme havde laant mig Penger, havde jeg strax kiøbt mig et Embede, og oven i Kiøbet begynt Klammerie med Avis-Skriverne, fordi de ei sætte Indkomsterne ved de verdslige Embeder.

Men i hvor rimelig og sandsynlig end denne Tanke er, at Egennytten skaber saa mange Sollicitantere, har jeg frafaldet den paa Grund af, at der ei allene til de fede, men endog til de mavre Embeder gives saa mange Beilere, og min sidste Meening, nemlig, at Folkemængden er skyld deri, blev fuld-

34

34

kommen, da jeg for nogen Tid siden fik vide, at der vare tre a fire Sollicitantere om en Portner Tieneste.

Jeg kan ei fortie et skiemsomt Indfald, som herved rinder mig i Sinde, nemlig, at med Tiden ville Porthunde blive ligesaa rare, som Portner-Tienester, thi en stor Mængde af dem ere blevne Martyrer.

Jeg veed nok, at herimod kan meget indvendes, og at man i adskillige Dele kan vise mig Folkemangel, men fordi den findes, er det derfor ikke sagt, at Folk ikke haves, men maaskee Skylden ligger deri, at de enten ikke opsøges, eller ikke bruges. Det være hvordan det vil, saa vedbliver jeg min Meening, og Folkemængden maa ufeilbar være for stor der, hvor en Portner-Tieneste er et Tvistens Æble.

Nogen maatte herimod indvende: At Portner-Tienesten ei er saa ringe et Embede, thi omendskiønt den aarlige Løn er liden, ere de uvisse Indkomster des flere.

35

35 Jeg skulde snart falde paa de Tanker, siden man ofte maa giøre større Krumspring for en Portner, end for Herren selv, og ofte tør en saadan Bengel give Folk en temmelig myndig og haanlig Afviisning. Derimod, naar man staaer i Forbund med Porten, kan man fast komme ind i Seraillet selv, og naar man med en krum Ryg og Haand kan og vil opvarte Hans Portelige Naade, bliver Opskriften denne: Atri semper patet Janua ditis. Denne Indvending giør mig vaklende i min Mening, og jeg er alt halv færdig at forandre min politiske Troe, og falde paa de Tanker igien, at vi snarere have Folkemangel end Mængde. Saa let kan en Politicus vakle i sin Troe, jeg troer intet Studium er vanskeligere end Politiqven, den stærke Politure maa giøre den saa glat, at endeel Dyrkere snuble ved hvert andet Trin.

Ja! Ja! Politiqven er vanskelig og dens Dyrkere, kunde ei være sikre i sin Sag thi

36

36

Grundene til den politiske Videnskab vakle alt for ofte.

Om Cometer.

De mange Cometer, som fremvise sig paa adskillige Sphærer, snart paa den politiske, snart paa den lærde, og sætte snart det ene, snart det andet Slags Folk i Bevægelse, have bragt mig i Erindring om den Comete, vi forleden Aar saae i vor Himmel-Egn.

Jeg opsatte den Gang nogle Tanker om den, hvilke jeg hermed vil fremlegge, da saa mange Cometer true os; men Gud være Lov, ei med nogen Undergang.

Philopatreias, Philodanus,

Anti-Philopatreias, den tyrkiske Ræv, den politiske Catechesmus. Hvilken Utallig Hær af Stierner paa den lærde HimmelKreds, Gud give de fleste ei vare StierneSkud. Man bør fra et politisk Observato-

37

37

rio nøie bekige dem, og see i hvilken Situation enhver staaer, og hvo der snarest forsvinder.

Astra tibi Æthereo pandunt sese omnia Vati, Omnibus & qvæ sint Fata futura, monent! Omnibus ast Uxor, qvod se tua publicat, id Te Astra, licet videant omnia, nulla monent.

Paa dansk:

Min Ven! imens du troer, at du paa Himlens Bue,

Og af dens Stierne-Kreds kan Skiebnens Love skue.

Din Hustru sætter dig blant Horne-Qvæget

ind,

Det skuer Himlen selv, men deri er du

blind.

Den berømte Thomas Morus, fordum Canceler i Engeland, har med ovenstaaende latinske Vers, sær sindrig stiklet paa dem, som forgabede sig i Astrologien, men ei kunde see det, som var for deres Fødder.

38

38

Hvad kan vel være taabeligere, end af Stiernernes Betragtning at ville udtrække Spaadomme om tilkommende Ting, og derefter at ville bestemme Menneskers Skiebne, Lykke og Ulykke? I hvor daarligt end dette er, have dog Folk i Formaals-Tiden, været meget hengivne til, og fæstet stor Troe til Astrologien.

En mere oplyset Tænkemaade har nogen Tid giort denne Markskriger-Konst landflygtig, men den oplives dog mellem hvert, og for en føie Tid siden var den temmelig i Brug. — Jeg har forleden Aar mærket, at Astronomien var hele Hovedstadens Studium, den Videnskab udbredede sig ret over alle Mennesker, Gaderne vrimlede af Stiernekigere, og Astronomien besiælede alle, lige indtil Kielderpiger.

Kongens nye Torv var det almindelige Observatorium. — Det var meget fornøieligt at se Folk om Midnats Tider staae op af sin Seng, i Underskiorten og med blotte Been at løbe ud paa Gaden, for al udspejde Himmelens Løb, da dog

39

39 somme Folk ingenlunde overile sig, men i al Magelighed trække Trøye og Støvler paa, naar de for at redde sin Næstes Gods af Ilden, eller afvende anden Ulykke, burde i en Hast være tilstæde.

Dog naar man betragter, hvoraf denne astronomiske Paroxysme reyste sig, henfalder en stor Deel af Forundringen; thi et usædvanligt Syn, en Comete var opkommen. — Det er ei min Sag at undersøge Aarsagen til saadanne Cometers Opkomst. Astronomi have grundig nok beskrevet den, og Fornuften begriber den maa være naturlig.

Aldrig har jeg været, eller bliver jeg saa Erke-Orthodox, at jeg nogensinde skulle troe de fremskinne paa en overordentlig Maade, eller at de skulle være Forvarsler eller Trudsel om Krig, Død og saadant. — Jeg veed nok, at Gud advarede Niniviterne, og at deres paafølgende Bedring afvendte den overhængende Straf; men jeg veed tillige, at han advarede dem med en Prophete, og ikke ved en Comete.

40

40

Den Advarsel mangle vi ikke, det hedder: Vi have Mosen og Propheterne, lader os høre dem.

Skulde Cometer betyde Forvarsel om den Straf, som er bestemt og uundgiengelig, da seer jeg ei det rimer sig med det allerfornuftigste Væsen, at giøre saa megen Allarm for vor skyld, som nogle elendige Creature, uden des er en Comete ikke et græsseligt Syn i mine Hine, og sluttelig ikke i andre got Folkes, da de med saadan Fornøjelse bekige den, naar den fremstaaer.

Nei, den Philosophie er ligesaa ufordøjelig for mig, som den er antagelig for Alderdommen i Wartov.

Jeg giør mig et eget Begreb om Cometer, jeg holder for, naar Etna, Vesuvius eller Hecla i Island, brænder paa vor Klode, faa seer endeel af Indbyggerne i de næste Planeter ogsaa Cometer, og da Lisabon gik under ved Jordskielv, have Indbyggerne i Maanen vist feet et betydeligt Metheoron, Luftsyn, —

41

41 Dog hvad! det er best jeg tier stille med denne Philosophie; thi ellers kunde jeg let geraade i Fortrædelighed.

Mangen gammel ærlig Matrone vil maaskee holde mig for et ugudeligt Menneske, fordi jeg troer der ere Indbyggere i Planeterne, og mon man ei kunde blive sat paa Blasphemanteres Liste, fordi man ei har en blind Ærbødighed for Cometer? — Nidkierheden er stor i denne Tid.

Jeg vil dog unødig have Ord for nogen theologisk Kiætter, om man anseer mig for en Dissident i Astronomien kan være lige meget; thi Astronomiens Confoedererede ere ei saa aldeles farlige.

Imidlertid kan en Comet i en Hast opfylde et Land med Propheter, naar en Comet opstaaer paa vor Kreds, saa bliver strax den Landet overhængende Fare, Indholden af Nymphernes Spaadomme i Siæleboderne, og Jerusalems Ulykke begrædes i Wartov, ja maaske Prædikestolerne selv tordne med lutter Uheld, i det mindste i Landsbyerne, hvor enhver sæl-

42

42

som Ting kan være nok at udtrække Følger af for dem, som ei kiende Naturen, eller de naturlige Aarsager.

Hvo veed, om ei Halen af den sidste Comete kan have lært mangen eenfoldig Mand, at giøre Straffeprædikener over de lange Slæb vore Fruentimmer-bruge efter den ny Mode.

Det er ei allene de overtroiske Hierter, som af Eenfoldighed og Frygt giøre latterlige Spaadomme, der gives og de, som spaae af en lutter høie Indsigt, og som troe, at de i en Comete kan see og læse hele Verdens Undergang, ja Aarstallet, Dag og Time, Gud give ikke Minut med, naar den skal see.

Jeg har med mine egne Ørne hørt een forsikre, at Verden skulle undergaae, inden man skrev 1771, og det kunde han see af Cometen, det var oven i Kiøbet en holsteensk Student. — I Fald denne store Astrologi

Spaadom skulle være grundet, er det paa høje Tid at jeg giør den bekiendt, og advarer mine kiere Landsmænd derom, da vi altsaa ikkun have faa Dage at leve i.

43

43 Det bliver best, kiere Brødre! at vi følge Niniviternes Exempel, og svøbe os i Sække af Silke eller Kammerdug, og med Aske eller Pudder paa Hovedet afbede den Ulykke, som den holsteenstke Jonas haver forkyndet os, hvo veed, om vi ei saaledes kunde afvende den overhængende Fare, som den ny Prophete har seet i den ny Comete.

De stridbare Geister derimod, de spaae om lutter Krig og Feide. Tyrkens Undergang og hele Christenhedens Udrustelse, med det Russiske Monarkies Udvidelse er uimodsigelig hos dem. Ja Dyrets eller Pavens Undergang er ligesaa vis bestemt, og træffer saa sikkert ind, som Veirliget efter de i vore Almanakker gjorde Observationer.

De gaae en Stund ind i Kroen, for at see igiennem Glassene, og atter ud paa Gaden, for at se Cometen.

Jo meere de see igiennem Glassene, (det er Optiqvens skyld, og kommer tillige af den Liqvor Cristallinus, som er Grund til Synet), jo meere skarpseende blive de.

44

44 Ivrigheden forøges og endelig, naar Øinene blive dumme, see de allerbest.

Da oprette de Forbund, udruste Floder, rykke frem med Krigshære, holde Feldtslag, indtage den eene ølkande efter den anden, man underminerer med Sopkener, og kanonerer med Tobakspiber, alt indtil Natten, eller indbyrdes Uenighed splitter Krigsraadet.

I alt dette er en Comete eene og allene Skyld. — Man hører neppe to møder

hinanden paa Gaden eller i et Verthuus, før Samtalen begynder med de Ord: à propos! har de seet Cometen i Gaar Aftes? derpaa gaaer det løs paa Spaadomme, Krig, Pest, Brand, Dyrtid, Qvægsyge & tota Cohors febrium er paa Tungen af alle Propheter og Spaaqvinder.

I al saadan Tummel er jeg meget rolig, og saasom min Indsigt ei strækker sig til de himmelske Legemer, fornøier jeg mig med at betragte de Jordiske.

45

45 Jeg har nok med at betragte de Cometer, som i min egen Circel true mig med Uheld, dem seer jeg tydelig, og deres Hale er uendelig lang, de spaae mig adskillige Ulykker, og den ubehagelige Spaadom bliver desvære alt for ofte opfyldt; men da jeg som en god politisk Astrolog seer mange af dem forud, saa hytter jeg mig og for de fleste, som ere muelige at afværge.

Der gives vel Stundom eendel Cometer paa den politiske Sphære, dem har jeg en besynderlig Agtelse for, i Særdeleshed naar de plusselig opstiger, mange have truet med store Ulykker, men Lykken er den største Deel af dem er temmelig forsvunden. Giver ikke deres Halen maatte blive ved at brænde, og give Anledning til græsselige Luftsyn i Eftertiden.

Mellem hvert lade sig nogle Cometer tilsyne, paa den lærde Himmel, ved første Betragtning indjage de megen Skræk, men ved nøiere Eftergranskning befindes de at være lutter svovelagtige Uddunstninger, og da tiene de til lutter Tidsfordriv.

46

46

Til Slutning maa jeg skiemte lidet i Anledning af det ovenstaaende Tomas Mori Vers, og da troer jeg tilforladelige Cometen har giort dets Indhold fyldest, i det mindste paa nogle Steder.

Mange Forelskede skulle ønske at der opstod en ny Comet hver Maaned; thi under Skin af at gaae ud, for at betragte Cometen, kunde man faae Leilighed til at iagttage Planeten Venus.

Jeg vilde, som Politicus, ønske, at der hvert Aar eengang vilde opstaae en Comete, som vilde lade sig tilsyne en heel Time af Gangen med adskillige Forandringer, og det 2 Maaneder i Rad. Hvo veed, om ei Folkemængden derved kunde temmelig forøges?

Dog, det er best jeg tier, og ei udlader mig med min Meening i dette Tilfælde, thi ellers kunde hver Actæon og Coridon sættes i Harnisk, og med sin Vrede indjage mig mere Skræk, end hundrede Cometer.

Jeg vil derfor afbryde, og allene hermed have alle Sybiller og Propheter ombedet, at de ei

47

47

umage sig med saa mange Spaadomme og Tegns Udleggelser, naar de hernæst igien faae en Comet at see.

En Comet eller saadant, bør ei indjage nogen Skræk, den Almægtige giør ei mange Ophævelser, og naar han vil straffe, da siger hans eget Ord, han forbeholder sig det hisset.

Kort; jeg er mere bange for de jordiske, end de himmelske Cometer, om min Skræk er grundet eller ei, maa de Fornuftigere dømme om.

48