↩

Betragtninger

hvor vidt Geistligheden er tienlig i en Staat,

eller

Hvad Indflydelse Religionen haver i en Staats og dens Regierings Lyksalighed.

Af J. F. Ph.

Kiøbenhavn, den 28 Maji 1771.

Trykt hos T. Borups Efterleverske boende i store Helliggeist-Stædet.

2
3

Første Kapitel.

Om Religionen og dens Fornødenhed.

Det er ikke uden Grund, at Menneskene paastaae at være de ædelste og ypperste af alle synlige Creature; den Evne deres Siæl har, at giøre sig tydelige Begreber, dømme om en Ting og deraf drage Fornuft-Slutninger, viser noksom, at de have faaet af Skaberen de beste og fuldkommenste Egenskaber.

Men er Spørsmaalet dette, om de og besidde den største naturlige Færdighed i altid at anvende disse ædle Siælens Kræfter til det Beste? Saa paastaaer vel neppe nogen den Fuldkommenhed; man skulle tænke: jo større Pund jo ædlere Gaver; desto større Drift til at anvende dem vel, men Erfarenhed har allerede tiilig lært Menneskene det som er tvert imod.

Neppe havde de begyndt at formeres, førend de af bedrøvelige Exempler lærte at indsee, at Folk ei kunde leve fredelig i Samqvem med hinanden, den ene søgte at fortrænge, øve Ondskab og Vold imod den anden, Familier laae i indbyrdes Strid, som truede det Heele med Underdergang; klare Beviser nok, at Mennesker have i Siælen en forborgen ond Drift til at skade og anvende dens Kræfter ilde.

For at raade Bod paa alt dette, ere Folk, med Forliis af deres Friehed, ind-

gangne i Stater og have udvalgt sig Regentere, der ved gode Love og dermed sammenføiede Straffer eller Belønninger skulde legge Baand paa de menneskelige Gierninger, og betrygge en Borger fra sine Medborgeres Vold og Overlast.

Her af sees, at de ædle Gaver, den Tænkekraft, hvoraf Mennesker rose sig, er dog beblandet med onde Egenskaber, Frieheden har de ei kundet beholde uden at misbruge den, ja endskiøndt de ere indgangne i Stater, Straffen eller Sverdet er saa at sige over Hovedet, saa kan dog ofte et Menneske ei lade af at øve saavel hemmelig som aabenbare Ondskab imod en anden.

Skulle man vel kunde troe, at Skaberen, det store Væsen, som er saa god og fuldkommen, haver givet dennem i Skabelsen en saa ond og fordærvet Drift

til at anvende deres Siæls Kræfter? Nei, det er umueligt, det strider plat imod hans Godhed; denne slette Drift maa være kommen af en anden Kilde, og er ufeilbar en Straf, som Mennesker have tildraget sig formedelst Ulydighed.

Der ligger meget Magt paa, at faae dette Onde i Menneskets Tilbøielighed, saa vidt mueligt, ryddet af Veien, rettet og forbedret, hvortil jeg ikkun vil anføre tvende Grunde:

1.) Fordi et ont og fordærvet Gemyt er et skadeligt Lem i Staten, der forfører andre og udøver det, som hindrer den fælles Fredelighed, Sælskabets indvortes Sikkerhed og Fornøielse; man kunde sige: Regieringen kan jo afstraffe saadanne Folk; ja vel, saa snart de blive anklagede og overbeviiste; men mange

(Ex. gr. ægte Folk og Familier indbyrdes) lide meget førend de tage Tilflugt til Rettergang, en Deel har ei Formue dertil, tilmed kan det aldrig være nogen Fornøielse for en Regent idelig at afsige Straffe Domme, bedre var det for Staten og ønskeligere for hannem, at Hans Undersaatter vare saa veltænkende at de ei fortiente at straffes; al Slags Uret og Ondskab kan og ei heller beqvemmeligt ved borgelige Love hindres og afskaffes.

2.) Skal et Folk leve lykkeligt, behøver det Velsignelse her oven fra, der kan vel ingen nægte, at jo Jordens Frugtbarhed contribuerer til Menneskets Lyksalighed, ja endog forskaffer det hvor af de fødes og næres; enhver troer jo, at Gud er Herre over Naturen; skal da den Herre som uddeeler Naturens Gaver, agte et Land eller Folk værdigt til

nyde samme, saa bliver det vel fornødent, at disse maa rette sig efter hans Villie, følgeligt søge at faae en forbedret Tænkemaade, som stemmer overeens med et saa got Væsen som Gud er.

Det er da viist, at, uagtet de Medskabte ypperlige Egenskaber, findes dog hos Mennesket en ond Drift til at anvende samme sig og andre til Fornærmelse; ligeledes at denne Mangel bør rettes, for at blive en antagelig Borger i Staten, og værdig til det Gode Forsynet har at Uddeele; men nn kommer det store og vigtige Spørsmaal: hvorved erlanger et Menneske den saa tienlige og nødvendige Gemyts Forbedring? Svaret er kort: ved at adlyde den Lov, som Skaberen har indprentet, deels i Naturen, deels ved sit aabenbarede Ord tydeligere og fuldstændigere har oplyst og tilkendegivet.

Her har vi da den almindelige Fordeel Religionen fører med sig, deraf kan man giøre sig et Begreb om, hvor fornøden samme er i et Land, som tænker til at leve i større Lyksalighed, Fredelighed og Sikkerhed, end Hedninger og uoplyste Barbarer nogensinde har kundet opnaae, hvilke, som Historien viser, ofte have giort sig det til en Dyd, at udøve den største Grumhed og Ubarmhiertighed ei allene imod deres Medborgere, men endog imod deres egen Afkom.

Andet Kapitel.

De Fordeele Religionen medfører i Henseende til Regieringens lykkelige Administration og Retfærdigheds Udøvelse.

Det er bekiendt, at en viis og god Konge haver dette til Øiemeed: At befordre Landets udvortes og indvortes Sikkerhed, samt Indbyggernes fælles Lyksalighed.

Jeg forbigaaer det som hører til et Lands Forsvar eller den udvortes Sikkerhed; min Sats er allene her at berøre noget om den indvortes Sikker-

hed og den Indflydelse Religionen deri kan have.

Denne Sikkerhed bestaaer deri, at en Borger er fri fra Forurettelse, Vold og Overlast af en anden; en Sag, som fordrer en Regentes daglige Opmærksomhed, og hvortil hans aarvaagne Øie idelig maa være henvendt.

Men spørges, er han allene i Stand til ved egen Bestræbelse at tilveiebringe Staten dette Gode? Nei umueligt: han behøver Medhielpere, Øvrigheds Personer og Dommere, som med hannem paasee, at Lovene blive efterlevede og enhver vederfares Retfærdighed.

Man nægter mig vel ei, at jo disse Folk, til hvilke en saa betydelig Myndighed betroes, maa have gode Egenskaber; og hvad udfordres da? I Al-

mindelighed Lovkyndighed; men jeg paastaaer, at dette ikke er nok; disse gode Mænd maa og være veltænkende, have Følelse af Samvittighed, hvilken Egenskab ei kan findes uden hos den, der ærer Guddommen og haver Frygt for samme.

En lovkyndig Mand, som Jurisdiction er betroet, er en farlig Mand, naar han ei agter de Pligter Religionen lærer.

Man forestille sig, Ex. gr. en Underdommer, som er fattig og har Famillie, en velhavende og anseelig Jordegods-Eier, lover ham og Familie sin Protection, tilsender maaskee noget aarligt til Huusholdningen, for i forekommende Sager, Fæste, Selv Eier-Bønder eller andre angaaende, at dømme saaledes, at den Formuende faaer sin Villie

og finder sin Regning; frygter Dommeren sig for et høiere Væsen, der er Hævnere over al Uret, saa overvinder han den Fristelse og giør hvad Ret er, men troer han ikke noget saadant, saa seer jeg ikke, hvad der skulde holde ham fra at agte paa sin egen Fordeel; det bliver ham altsaa en let Sag at intimidere den Fattige og Enfoldige, give Sagen en saadan Tour, at han, som ei formaaer at lade en Procurator møde for sig, for at beobagte sin Sag, ved endelig Dom altid beholder Uret; da under Acten enten ei er bleven spurgt om, eller forglemt at føre til Protocol hvad som burde oplyse den Fattiges Ret.

En lige Beskaffenhed har det med Øvrigheds Personer og andre Embedsmænd; dennem er betroet den Myndighed at paasee Lovene blive efterlevede, her burde ei giøres Forskiæl paa Per-

soner, Uret bliver Uret, Loven er for alle, Regenten udfordrer deres Erklæring i fornøden Tilfælde, ja har endog betroet dem den store Myndighed, at de, ved at tegne deres Betænkning paa en Liste, have Leilighed til at sværte en Undersaat for sin Konge, uden at samme veed noget deraf, eller maaskee nogen Tid faaer Leilighed til at retfærdiggiøre sig.

Min Slutning bliver derfor uimodsigelig, at saadanne Betientere maa være christelige Mænd, der handle efter en god Samvittighed, saa fremt Statens Øiemeed skal opnaaes.

End videre, i de fleste Sager behøve Parterne at oplyse deres Ret med Vidner, ofte kan andre ei haves end de som staae i Connexion med Contra-Parten, enten formedelst Slægtskab, Ven-

skab, eller ere ham subordinerede, Ex. gr. Bønder deres Proprietaire, Tieneste Folk deres Huusbonder, gemeene Militaires deres foresatte Officiers & c. -— Hvad skal nu bringe disse Vidner til at sige Sandhed? Intet andet end Frygt for Guddommen, hvilken maa være saadan som den bør at være, nemlig: at de intet agte al den Uleilighed Mennesker kan forvolde dem af Frygt for at tildrage sig Guds Vrede.

Man vil vel svare mig, Loven har fastsat en Straf for et falskt Vidne; got! men hvormed overbeviises han at have vidnet falsk? Man kunde sige, ved at examinere ham nøie og confrontere ham med andre Vidner, men saa er jo allerede det Vidne, som burde være trofast, bleven ustadigt i sit Udsigende og unyttigt for den Paagiældende, foruden at ved saadanne Qvæstioner og Con-

frontation kan et enfoldigt Vidne ofte forvildes, naar der med ei bruges Forsigtighed. Tilmed hvo kan see i en andens Hierte hvad han veed og ikke veed? Ofte har kuns et Vidne seet eller hørt en Ting, og naar samme nu paa Qvæstion svarer: det har jeg ei hørt eller seet, veed ei noget deraf; jeg tænker at hans Svar maa saaledes blive indført i Protocollen, og hvor er da de Vidner, som skulle overbevise ham om at have sagt imod sit bedre Vidende, et Vidne var ei nok i den Tilfælde.

Regenten og de hannem subordinerede Rettens Betiente dømme Undersaatternes Sager, som angaae deres timmelige Velfært, Ære, Frihed og Liv; hvor beklageligt for et Land og bedrøveligt for en Regent, naar han i saadanne Sager ei kan forlade sig paa Vidners Udsigende! naar han ved at afsige en

Døds Dom, skulle have Aarsag til at frygte for, at den Paagiældende leed uskyldigt.

Tager ringe Agtelse for Religionen Overhaand, følger deraf ulyksalige Suiter endog for Regenten selv; Verden har havt Prøver nok paa, hvad Ondskabs fulde Mennesker tør vove; Jeg forbiegaaer dette, og vil allene sige: at Religionen skal lære Undersaatter at holde deres Eed, og være, enhver i sin Cirkel, deres Konge og Fædrene-Landet tro, saavel i Freds som Feide Tider.

In Summa, hvor den iagttages paa tilbørlig Maade, der opnaaer en viis Regent sit Øiemeed, som er Landets Sikkerhed og Lyksalighed, der kan haves redelige Øvrigheds Personer og Dommere, tro General og Soldat,

ærlige Handelsmænd og Betientere, hvilket ei kan ventes i et Land, hvor Pligter imod Guddommen sættes tilside. Den lange Erfarenhed har lært vore Forfædre at etablere den Regel:

Hvo som ei er sin Gud troe er ei heller sin Konge eller Fædrene-Land troe.

Tredie Kapitel.

Om en Regentes Omsorg i at handthæve Religionen.

Catholiquerne have giort sig megen Umage for at forfægte det Principium: At en verslig Regent ei tillige kan være øverst Chef eller Protector for Guds Kirke; vi lade Paverne stride for den Sats saa meget de lyste, og troe dog: at der er ingen Aarsager, hvorfor en Stats Regiering skulde deeles i toe Deele, da en viis og christelig Konge, som haver at befale over det Heele, allerbest kan forfremme Kirkens Gode

og Guds Ords Udbredelse iblant sine Undersaatter.

Af det som i forrige Kapitler er anført vil lettelig kunde sees, at Omsorg for den reene og sande Religions Vedligeholdelse er et Hovedmaal for en viis Konges Bestræbelser, saasom hans Regierings Lyksalighed er derpaa grundet.

Mennesker ere skabte til at nyde et større Gode end dette Liv medbringer. Og ere Konger satte af Gud til at giøre sit underhavende Folk lykkeligt, saa følger deraf, at de ei bør see allene paa deres nærværende og timmelige Lyksalighed, men endog lade deres Omsorg gaae derhen, at de føre et

saadant Levnet, at de kan blive skikkede til den Lyksalighed, hvor til Gud i det andet Liv har bestemt dem, saa opnaaes den Hensigt Gud har havt med at sette dem i Verden, og saa kan de ret siges at have levet lykkeligt.

For at fremme et saa nødvendigt Gode er fornødent, at den opvoxende Ungdom flittig bliver underrettet om de sande Christendoms Pligter imod Gud, dem selv og andre Mennesker; hertil behøves Skoler, hvilke de høilovlige og christelige Konger i Danmark allerede have stiftet, og vores viiseste og allernaadigste Monark fremdeles vedligeholder og formerer. Hertil behøves og geistlige Mænd, der offentlig lære Folket Guds Villie, og som bør lade sig

dette være angelegen, at forbedre deres Tænkemaade, for hvilke de ere satte som Lærere, saa at det Onde i Villien, saa vidt det staaer til dem, ryddes af Veien, og samme rettes og forbedres.

Lykkes dette for dem, giøre de visselig Staten en vigtig Tieneste, de forskaffe deres Konge fredelige, lydige og troe Undersaatter, som holde Eed og Pligt, de ere Redskaber til, ved den høiestes Hielp, at befordre den Hensigt Gud har med Menneskene.

Hvad Geistlighedens Leve-Brød og Indkomster angaaer, da er derom forskiellige

Meeninger, den rigtigste bliver nok denne: at der er ganske faae Kald i Danmark og Norge, hvorved en Præst

kan beriges, i det mindste maatte han have et af de allerbeste, leve længe og være en særdeles god Huusholder, saafremt han af sit Kalds blotte Indkomster skal kunde erhverve Midler. Præster paa Landet have gemeenligt tvende undertiden flere Kirker hvor Tienesten skal forrettes, hertil behøve de Hæste og Vogn, og en Kudsk, til hvilken de kan betroe sit Liv paa vanskelige Veie, og naar de om Natte-Tider kaldes til de Syge, de fleste ere gifte og gemeenligt vel forsynede med Afkom, saa de behøve at holde Huusholdning, lønne Tieneste-Folk og føde Creature; Præster ere ei frie fra Skatter og Udgifter, de erlegge aarlig i følge Forord. 18de Martii 1732 Studii-Skat eller Cathedratikum til Universitetet i Kiøbenhavn,

de betale hver Termin i Consumption eller Folke- og Familie-Skat i følge Forordningen 31 December 1700 4 Mark Danske for hver Person i deres Familie, 3 Mark af deres Hæste, 2 Mark af en Avls-Karl, for hver Tieneste-Karl eller Dreng 1 Mark 8 Skilling, for hver Pige 1 Mark, de betale for nærværende Tiid pro Cento-Skat af Deres Kalds Indkomster, de blive ligesaa lidet som andre forskaanede fra Extra-Skat og Paabudde; alle disse Udgifter tilsammen beregnede beløbe til noget anseeligt om Aaret. Naar jeg nu eftertænker, at Præster tildeels skal leve af Almuens Goddædighed, og Bondens Tilstand formedelst Extra-Skat og andre svære Onera er saaledes, at Han neppe selv har det fornødne, lige-

ledes, at den der bliver Præst maa kiøbe sin Gaard, sætte sig i Giæld for at etablere sig, saa slutter jeg med god Grund, at dersom han ei selv har arvet Midler, og intet har faaet ved Giftermaal, maa han ufeilbar geraade i saadan Giæld, som vanskelig skal kunde afbetales, helst da de fleste Kald ere af ringe Indkomster.

Skulde Geistligheden, som nogle have meent, sættes paa en ringere Sold, saa vilde saadant drage denne Følge med sig:

At Folk neppe lod deres Børn studere; der maa anvendes Tiid og Fliid paa at lære Grund-Sprogene, paa hvil-

ken Knndskab det øvrige siden skal bygges, det koster Forældre meget at faae deres Børn saa vidt oplært, at de kan blive Studentere, og naar nu dette Skrit er giort, koster det atter anseeligt, at holde dem i Kiøbenhavn ved Universitetet for at sustinere Examina, i al den Tiid erhverve saadanne Børn slet intet, men ere Forældrene til Byrde; applicerer nogen sig til Krigs-Standen, eller Civil Nærings-Vei, fortiener han dog noget, i det mindste Føden, men de Studerende slet intet, førend de komme saa vidt, at de kan informere andre, og saa er det endda en Lykke, om de kan faae saadan Information hvor af de kan ernære sig; hvad som animerer Forældre til at giøre saa store Bekostninger, er det ellers temmelig uvisse

Haab, at deres Søn engang kan faae et Præste-Kald, bliver nu Præster sat paa den Fod, at de alle maa leve kummerlig og i Armod, saa seer jeg ikke, hvad der skal kunde bevæge nogen til at anvende sin Tiid, Fliid og Formue paa Studeringer. Staten vilde vist om nogle Aar savne habile og duelige Embeds-Mænd, hvilket hverken vilde tilbringe den verslige eller geistlige Stand nogen Fordeel.

Men jeg er kommen lidt uden for min Circel; min Sats var om en Regentes Omsorg i at handthæve Religionen, hertil udfordres da, som før er sagt, Ungdommens Underviisning, duelige Lærere og Prædikantere; men naar nu alt dette har sin Rigtighed, saa bliver her

endnu en vigtig Qvæstion at afgiøre: om ikke en Regent, som Gud har sat til Protector for sin Kirke, er forbunden til at straffe dem, som tale eller handle aabenbare imod de Pligter Religionen lærer?

Jeg har læst en Tydsk Juristes Betænkning i den Sag, han raisonnerer saaledes: at Synder, som directe begaaes imod Gud, Ex. gr. Blasphemie, behøver Staten ei at straffe, ratio, fordi Gud er mægtig til selv at straffe saadant, af dette Principio følger, at Bespotteren, saa længe han lever, maa frit tale saa ugudeligt som han vil, forføre til samme Last saa mange han kan, her skal ikke være anden

Giærde for Synder end denne: Præster skal advare og formane.

Jeg tilstaaer gierne, Gud kan selv straffe Synd og Ugudelighed, men troer neppe at Staten dermed er tient.

Man tilstaaer mig vel, at Gud er langmodig, det kommer overeens med hans Egenskab, han giver een eller anden lang Tiid til enten at omvende sig, eller modnes til hans Straf, saaledes handler han med enkelte Personer, og naar Staten betragtes som Persona moralis, saa viiser han sig lige saa langmodig imod samme; men naar nu Laster og Ugudelighed giør alt for stor Fremgang, hvordan pleier han da at straffe? Han lader komme Lande-Plager,

Jordens Frugtbarhed formindskes, Luften tilføier Mennesker og Creature Svagheder, hvad som begyndes paa lykkes ei & c.; nu spørger jeg, hvem lider da naar Gud skal straffe? Jeg troer hele Staten lider; og hvorfor lider Staten? Fordi Folkes Ugudelighed har taget Overhaand; og hvorfor har den faaet Overhaand? Fordi den ei er bleven hemmet og straffet.

Dette er min Grund, hvorfor jeg holder for, at en Regent bør sætte Straf for dem, som modtvilligt og forsætligt øve de Laster Religionen forbyder; thi er han sat til Beskiærmer og Handthæver for Kirken og Religionen, saa bør han og see derhen, at Guds Hensigt med samme opnaaes, og det saa

meget meere, siden hans underhavende Folks timelige og ævige Lyksalighed derpaa beroer.

De store Konger af Danmark, have derfor heel viiseligen i Lovens anden og siette Bog, sat Giærde for ovenhaandtagende Laster; og Gud forbyde! at disse nordiske Riger nogensinde skulde blive et Theatrum, hvor Guds Ords Foragt og

Laster som opvække Guddommen til Vrede ubehindret kunde øves!!