Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 1

Philopatreias

trende Anmærkninger

I. Om de dyre Tider og Handelens

Svaghed.

2. Om Rettergang.

3. Om Geistlighedens Indkomster.

Skrevne i Kiøbenhavn den 23 Nov. 1770 og

efter Forlangende ved Trykken udgivne.

Namqve fatebor enim, dum me Galathea tenebat, Nec Spes Libertatis erat, nec ulla Cura Peculi.

Kiøbenhavn.

Trykt paa Johann Gottlob Rothes,

Kongl Hof- og Universitets-Boghandlers, Bekostning, og findes tilkiøbs i hans Boglade No. 8. paa Børsen.

2
3

Fortale. Jeg leverer herved nogle korte Anmærkninger til de fornuftige Patrioters nærmere Eftertanke. Materierne fortiene at overveies og nøie betragtes. De udfordre en temmelig Indsigt, og derfore bør være Maalet for fleeres Betragtninger. Fælles Kræfter kan udrette det som er umueligt for enkelte, men uden

4

Begyndelse bliver intet fuldbyrdet. Jeg vover derfore et Forsøg i disse Materier, i det Haab, at anspore andre. Jeg overlader gierne andre Palmen, og med en patriotisk Glæde vil see andre at udtænke dem bedre, hvilket er mit Ønske. Patriotiske Tanker nytte ei, saa længe de qvæles i Fødselen, de maa her frem for Lyset, hvor de kan bedømmes, oplyses, imodsiges og forsvares, og da kommer det Nyttige frem med Sandhed. Ifald disse Anmærkninger finde Behag, meddeeler jeg maaskee flere i andre Materier. Patriotisme og Sandhed skal lede min Pen, men en taalelig Friehed er igien deres Lede-Stierne. — Had er lige saa uadskilleligt fra Patriotisme som Sandhed, den sidste ledsager og den første

5

følger den i Hælene. Thi den, der vil tale som Patriot, maa nødvendig støde nogle for Hovedet, hvis Egennytte blottes, lider, og angribes ved Patriotens Pen; og da de Egennyttige troe, at de have Ret til at berige sig paa det Almindeliges Bekostning, saa hade de den som vil gribe dem ind i de Fordele, hvilke en lang Vane haver lært dem at ansee som retmæssige. For derfor at undgaae Forfølgelse, som en Dotter af Had, maa ofte Patrioten skiule sig, og det er Aarsagen til at jeg betitler disse Blade med et laant Navn. Man maa gierne hade den man ei kiender, nok er det, naar man, som ubekiendt, kan undgaae Virkningerne af Hadet. Fortiener man af Patrioter nogen Kierlighed, da vil den Elskov, som

6

falder paa Philopatreias, være Glæde nok for Autor, som offentlig og ubekiendt at vedblive at elske sit Fædreneland.

7

Første Afhandling. Om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

pingui Bos macer in Arvo.

Lige saa vist som det er, at en stor Maskine, der bestaaer af mange Hiul, geraader i Uorden, naar et eller andet Hoved-Hiul forrykkes, lige saa vist er det, at alle Fødevahrene i en Stat stige til en uordentlig Høide, naar et eller andet Levnets-Mid-

8

del enten mangler eller bliver umaadelig betalt, lige meget af hvilken Aarsag. —

Betragte vi Fødevahrenes umaadelige Priser i vort kiære Dannemark, da maa man græde derover; Spørge vi om Aarsagerne, da ere de utallige; de fleste af dem have sin Grund i Egennytte, kun nogle faa i Vanskiebnen, men næsten alle kan forebygges. — Vi bor midt i et Kornland, som i mange Aar (Gud være Lov) ingen betydelig Misvæxt haver trykket; et Land, som kan forsyne ei aleene Norge men andre Steder; og dog ere Priserne her saa ulidelige, at man circa 100 nogle og firesindstive Mile herfra, høit op i Norge, (et Land, som maa have sit meste Korn af andre,) kan kiøbe en Tønde Rug 6 à 7 Mark ringere end her i Kiøbenhavn, hvor man boer, saa at sige, midt imellem Korn-Agre, og daglig kan lange til Jyllands og Fyens Sædevahre.

9

Sandt nok er det, en fri Indførsel forebygger Korn-Vahrenes utaalelige Priser Nordenfields i Norge, men lige saa sandt er det, at en alt for stærk Udførsel har fordoblet Priserne i Danmark. —

Man raaber gemeenlig paa Jordegodsernes høie Priser. Vist nok giøre de endeel. Men spørger man atter, hvoraf de komme, saa bliver Udspringet det samme; Thi enhver som eier Penge, og seer Landproducterne saa umaadelig at betales, legger sine Capitaler i Jordegods. Denne Gevinst danner Proprietairer og Forpagtere, og af dem igien avles Kornpugere. Men den vigtigste Aarsag er denne: At de, som eie de største Godser, have en Tidlang havt for megen Indflydelse i Landets Regiering. —

Thi naar Oplage og alt for stor Udførsel have giort Priserne umaadelige, og en nødvendig Indførsel indstændig er bleven begiert, da have de været mægtige nok, for at

10

hindre dens Tilladelse indtil en saadan Tid, at den har været umuelig; Thi at tillade fremmed Korns Indførsel paa en Tid, naar Vinteren giør Sejladsen umuelig, og at indskrænke denne Tilladelse just inden de Maaneder som Isen lukker Søen, er det selv samme, som at ville mætte en Hungrig med Lugten af Maden.

Det er overalt slet bevendt med al Slags Handel i et Land, naar de som ere alt for mægtige, have Fingrene deri; thi da blive Tilladelser og Forbude dannede efter deres egne Fordeele, men det Almindelige maa betale Lavet. —

Ministre bør være Ministre, og Handelsmænd Handelsmænd; thi ellers blive de første Alleting og de sidste Staaddere. — Dette er een af de vigtigste Aarsager til Korn-Prisernes umaadelige Høide. —

11

Gud være Lov! vor viise Konge har sat en Grændse for dem, ved at forbyde Kornets Udførsel. Gud give det maatte behage Kongen at tillade dets fri Indførsel, den kunde vist ikke skade; Thi foruden det, at Øster-Søens Korn-Steder, for nærværende Tid, lidet eller intet have at miste, saa vilde Indførselen forbyde sig selv, naar Priserne i Landet bleve ringe. Man vil nok indvende: at adskillige Jordegods-Eiere ville blive ødelagde ved Korn-Prisernes Nedsættelse. Hertil svarer jeg: En slet Feldskiær, som ei afhugger et lille Lem for at redde det hele Legeme. Men deres Ruin kan gierne forebygges, thi naar de som have kiøbt Jordegodser til de højeste Priser, tvile paa at kunde bestaae, da vil jeg give dem et Raad: De kan ikkun uddele sine Godser i smaa Stykker, og sælge dem, de ville vist ei mangle Kiøbere; derved blive de skadesløse og Jordene ulige bedre dyrkede; Thi en kyndig Bondemand, som selv driver sin Jord, udbringer mere af hver Td. Hartkorn, end en Proprietair, som maa see med andres Øine,

12

og ofte seer kun lidet, fordi han har for meget at oversee. —

Det var at ønske, at Korn-Magaziner bleve anlagde, enten for offentlig, eller private Folkes Regning. De kunde kraftig hindre Prisernes Høide, naar de bleve anlagde paa rette Maade og med den fornødne Indskrænkelse. Naar, for Exempel, saadanne Magaziner aldrig oftere maatte aabnes til Udsælgning, end naar Kornet galdt 13 Mark, og igien tillukkes, naar Prisen var 2 Rdlr., da vilde man altid holde det i en stipuleret Priis imellem 12 og 13 Mark.

Det er egentlig Rugen, jeg taler om. Saasnart den faldt i Prisen, faldt de andre Sædevahre med. Thi i Forhøjelse og Nedsættelse trækker gemeenlig den eene Deel den anden med sig. —

See vi hen til andre Fødevahre, da ere deres Priser og utaalelige. Det har endda

13

nogen Grund, at Qvæg-Sygen giør Kiødet, Smør, Talg, Melk u. dyrt. Naar Kiødet mangler, søger man at erstatte den Mangel med Flesk. Naar Smøret er dyrt, søger man efter Fit. Jo mere en Ting er nødvendig, jo bedre lader Sælgeren sig betale. Derfore er Lammekiød, Flesk, Giæs, og saadant Suul, steget i Priserne. —

Spørger man, om denne Mangel kan erstattes, da mener jeg Ja! Hvi tillader man ei at indføre Kiød, Smør og Ost, fra Engeland eller Irland, uden nogen Told? Hvi maa man ei hente Stude fra Skaane, til Vederlag, fordi de Svenske saa flittig kiøbe vore Heste? Det er jo ugrundet, at forbyde de Vahres Indførsel, som vi selv mangle. Og hvad vi kiøbe for dyrt, have vi virkelig Mangel paa. —

Naar Kiød-Vahrene ere dyre, stiger Sild og andre Fiske-Vahre i Prisen. Man

14

maa derfor stræbe at underminere det eene, saa falder det andet med. —

Videre: Da er, efter mine Tanker, en høi Consumtion og Accise det allerskadeligste Paalæg i et Land. En Fader bør aldrig hænge Brødkurven høit for sine Børn og Tienere; thi de som ere forhungrede og udmattede, kan ikkun lidet Gavn og Medhielp giøre. — Saasnart Fødevahrene blive lette, falde alle andre Ting i Proportion. Naar Bageren kan sælge sit Brød, Slagteren sit Kiød, og Bryggeren sit Øll kan Huusverten og bortleie sine Værelser ringere. Naar Huusleien bliver mindre, og Folkenes Underholdning lettere, saa sælger Haandverksmanden sit Arbeide for bedre Kiøb. Kræmmeren, som ei betaler Arbeiderne saa meget, kan igien sælge sine Vahre ringere; ja Tieneren, som faaer Klæder og Skoe for mindre Priis, kan og tiene for mindre Løn. Dog ville alle fortiene mere; thi jo lettere man kiøber en Ting, jo mere forbruger man deraf, altsaa blev Afsætningen større. —

15

Jo lettere Folk kan leve, jo mere formere de sig. Frygt for, ei at kunde føde Kone og Børn, giør Ægtestanden til et forvovent Skridt i dyre Tider; men naar den ophører, voxer først Folkemængden. Jo større Folkemængden er, des større bliver Consumtion og Accise, og Forøgelsen af den kunde erstatte det, som blev tabt ved dens Nedsættelse. —

Kort: Man tillade alle Levnetsmidlers fri Indførsel; man nedsætte Accise og Consumtion; saa troer jeg, at det herlige Forbud paa Kornets Udførsel vil opfylde det høistpriselige Øiemeed, nemlig Fødevahrenes ringere Priser. — Lad være, Kongens Intrader formindskedes ved Consumtionens Forringelse, saa vandt dog hele Landet; og nogle Tusinde Rixdalers større Revenuer kan ei veie op imod hele Landets Forarmelse. Desuden ville Tabet ei blive saa betydeligt; thi Mængden oprettede noget.

16

Det er alle Tider et daarligt Stats-Principium, at see aleene paa den nærværende Tid og Fordeel. En retskaffen Statsmand bør have sin Hensigt udvidet til Efterslægten. Og det duer aleene i Politiken, som holder Stik i længden,

Ifald en Gartner, som eiede en Frugthave, vilde, for at faae en Skilling med eengang, ei aleene bortsælge alle Frugter og Frøe, men tillige Frugt-Træerne med: mon han da ei maatte sulte i Eftertiden for et Aars utidig Gevinst, og mon han ei giorde bedre, at lade nogle Frugter blive uplukkede, paa det de kunde nedfalde af sig selv og forplante sig?

Man vil sige, den Statsmand er funden, som har havt det dumme og forgiftige Principium, at Borgerne burde udmattes saa længe, indtil de bandt deres Skoe med Bast. Hvis ikke et naturligt ont Hierte har forledet saadan en Mand, da troer jeg, at forræderske Hensigter have avlet hans Politik; thi

17

naar alle Undersaatter vare Staadere, hvad blev da deres Konge? Lad være, Kongens Skatkammer var fuldproppet. En Krig eller anden Tilfælde kunde udtømme det. Men naar det var engang tomt, fra hvilken Kilde skulle da Indflydelsen igien skee, naar alle Undersaatter vare Betlere? Nei! Formuende Undersaatter ere en Regentes Styrke og et bestandigt Skatkammer, hvor han i Nøds Tilfælde kan rage. Undersaattere elske den Regent, som befordrer deres Lyksalighed, og naar Nøden udkræver, bidrage det Yderste af Kierlighed. Men de Udarmede ere baade afmægtige og uvillige; Deres Vilkaar kan ei blive værre, og Modet declinerer med Omstændighederne. —

At tale lidet om

Handelen.

Da troer jeg, at Omstændighederne bleve ti gange bedre, naar Handelen blev udbredet og Skibsfarten formeret, som nu synes

18

at ligge i Dvale. Man besøge Kiøbenhavns Toldbod om Sommeren, og sige, om man som Patriot, uden Taarene i Øinene, kan see den Tavshed der hersker. Naar Skibsmaster paa andre Steder forestille en Skov paa Vandet, saa seer Kiøbenhavns feilbare Reed liig en Udørken. —

Hvad er Aarsagen hertil? — Meget! — Jeg vil ikkun anføre noget, og overlade Resten til de mere Indsigtsfuldes Anmærkning. —

Jeg er da af de Tanker, at en alt for høi Told og for megen Indskrænkelse i Handelen er en Stats største Ulykke. Fremmede skye vore Havne, Vor egen Handel standser. Skibsfarten hindres. Folkemængden formindskes med Fortienesterne; og det Hele bliver afmægtigt.

Hvad giør Amsterdam blomstrende, riig og mægtig? En fri Handel og en ringe Licent! Der er et Oplagssted for alle Ver-

19

dens Vahre. Den har selv haft intet; og dog kan man der faae alle Verdens Producter næsten lige saa ringe som fra første Haand. —

Kiøbenhavn derimod har adskillige Producter, og kunde forskaffe sig flere; den herligste Havn ligger belejligt baade for Nord og Øster-Søen, men er næsten som en Ørken. Handel og Vandel have knap en Skygge her. Den tager af Aar efter Aar. Hvorfore? Handelen er for meget indskrænket, Tolden for svær, og Anlægget urigtigt. —

Det er forunderligt, at vi stræbe paa at udbrede vor Handel i andre Verdens Dele, men ei tænke paa at giøre den blomstrende vort eget Land. — Havde de mange Penge, som bleve spildte paa de Missisipiske Anlægge i Marocco, blevne anvendte paa at etablere og udvide Kiøbenhavns Handel, saa havde Frugterne været væsentlige. —

20

Kort: Man ophæve, saavidt mueligt, alle Octroier, forringe Tolden paa det Nødvendige, og give en fri Handel, saa vil Priserne i alle Deele falde, Folkemængden og Velstanden voxe, Undersaatternes Lyksalighed og Kongens dermed forbundne Styrke mærkelig tiltage. —

Jeg har ikkun fremsat mine ringe Tanker som en Patriot, ønskende, at de som have en mere udvidet Indsigt heri, ville forbedre dem med vigtigere og tilstrækkeligere Oplysning. —

21

Anden Afhandling.

Om Rettergang.

Astræa Terras Reliqvit. —

Jeg veed ei, om man giorde det menneskelige Kiøn større Skade eller Gavn, da man bragte Lovkyndigheden til et Systeme, og giorde den til en Videnskab. — Jeg vil ei igiennemløbe alle Vildes Historier, for deraf at bevise, at man blot efter Naturens Lys kan handthæve en almindelig Retfærdighed. Jeg vil aleene opholde mig med de saa kaldede sædelige og under en ordentlig Regiering levende Folk, og der finder jeg, at Dit og Mit udæske Love og udkræve Lovkyndighed. —

22

Men at Lovkyndigheden i det Practiske drives alt for vidt, er en Sandhed. Efterat Logica, Disputere-Kunsten, kom i Sælskab med Lovkyndigheden, leed den almindelige Sikkerhed et farligt Skibbrud, og i Steden for, at Lovkyndigheden skulle være Menneskers Bestiermere, er den nu deres Ødeleggere. Thi siden vore practiske Jurister have lært den Kunst, at giøre Sort til Hvidt; siden den forbandede Hær af Formaliteter, Exceprioner, Udsættelser, og slige Uhyrer, ere komne i Moden, kan den Fattige neppe nyde Ret. Omkostningerne forøges og Tiden forlænges. Den Rigere, som kan taale det, beholder Marken; men den Fattige maa ligge under, fordi han ei kan holde ud. —

Naar, for Exempel, en Sag ved en Under-Ret i et par Aar henstaaer; naar jeg har beriget en Skriver med et halv Hundrede Rixdaler og meere, for nogle vidtløftige med Procuratur-Snak opfyldte og Alen-lange Bogstaver skrevne Acter; naar Dommeren er be-

23

talt med et par Sneese Opsættelser, og jeg har laant Penge for at give en ublue Procurator pro arrha; faaer jeg mange gange en Dom, som er bygget mere paa Parternes end Lovenes Grundvolde. —

Jeg gaaer med denne til en Over-Ret, hvor de fleste Stemmer gielde, men Stemmerne ofte ere et Echo af Yndest eller Had. Vinder jeg der, faaer jeg dog aldrig mine Omkostninger igien; thi da farer i Procuratorens Lomme det som er bleven tilovers fra Rettens Bekostninger. Taber jeg derimod, er jeg i Bund og Grund ruineret. Saaledes mister man ofte sin hele Velfærd, just fordi man med Proces vil konservere endeel deraf. —

Heraf kommer, at en fattig Mand ofte maa lide Uret, fordi hans Modstander er riig, og han ei tør paatale sin Ret. Heraf kommer tillige det smukke Ordsprog: At man skal udmatte en med Proces. En kiøn Trøst for den Fattige!

24

Er det ei en Skarn, at Rettergang skal have saadanne skadelige Følger, og burde ikke raades Bod herpaa? Jo, denne Uhelds Kilde for det Almindelige burde vist tilstoppes; men aldrig troer jeg det kan skee, førend alle Under-Rettes Procuratores reent afskaffes, og enhver Dommere, som forfatter en uretfærdig Dom, uden Naade blev straffet paa Ære, Velfærd, ja Livet, efter Omstændighederne. —

Enhver Mand, som geraader i Trætte, skulle selv andrage sin Sag for Dommeren, der burde indkalde Cotraparten, exawinere Vidner og Beviser pro & contra. Det vilde han vist giøre med Oprigtighed, naar den haardeste Straf, som uretfærdige Dommeres Løn, svævede ham idelig for Øinene. —

Saaledes blev Processen kort og rigtig fuldført. Ingen var bange for at paatale sin Ret, naar han faae det nyttede. Og ingen to de faa let giøre Uret, naar han ei ved Procuratorers Udflugter og Dommeres Partiskhed kunde bemantle den. —

25

Man vil nok indvende herimod, at naar ei Procuratores vare, som kunde hielpe den Ukyndige til rette, saa maatte altid den Klogere vinde, naar to komme i Trætte. Jeg meener Nei! Thi naar ei Formaliteter og Kneb, men rene Beviser, maatte tale; naar ingen Rettes Fordrejelse var, og Dommeren under saa høi en Straf maatte udøve Retfærdighed: da behøvedes ei saa megen Klogskab, og da kom den Enfoldige mindst til kort.

Rettergangs-Maaden er her fuld af unyttige Trækker. Vi have den retfærdigste og beste Lov, som daglig forbedres ved de viseste Kongers Anordninger, men Processens Maade er alt for kostbar, og forhudlet ved Intriguer og Sædvaner. —

Man behage kun at igiennemlæse Acterne i en eller anden saa kaldet vigtig Proces, og saa dømme, om ei et redeligt Menneske maa grues, og et fornuftigt væmmes, ved alle de Kneb, Udflugter, Fyldekalk og Væverier, de ret stinke af. —-

26

Man indskrænke Dommerne, sætte en alvorlig Straf for Uretfærdighed, og afskaffe alle Procuratores ved alle Under-Retter, saa vil menige Mand ei saa tidt indvikles i, og ei saa ofte ødelægges ved, Processer, som man nu desverre idelig seer at skee, og det meest af ovenanførte Aarsager. —

Men paa det at ingen ved Mangel af Kundskab skal sættes ud af Stand til at paatale sin Ret, saa var det at ønske, vore lærde Jurister vilde meddele det almindelige et samlet Verk, hvori alle muelige Trætter vare forklarede, afhandlede og bedømmede. Naar det Verk blev solgt til en billig Priis, og var almindelig bekiendt, kunde hver Mand selv føre sin Sag, og kiende sin Ret i de almindeligste og daglig mest forefaldende Tilfælde. —

Naar jeg skal veie min Ret op med Penge, er den for kostbar, og naar en sminket Uretfærdighed skal herske, er den for vanskelig; thi taber jeg mindre ved at lide Uret, end ved Retten selv. —

27

Jeg tviler ei paa, her gives mange retfærdige og veltænkende Dommere, men troer og, her findes endeel, som ei kiende Retfærdighed og Samvittighed, uden af den Definition over den, som de maaskee have læst i et juridisk Collegio.

De retskafne Dommere ville glæde sig ved Uretfærdigheds haardeste Afstraffelse, de andre maa længe nok baade skiælve for og føle den.

Angaaende Procuratores, da være langt fra, jeg fradømmer alle Samvittighed; men jeg siger frit, at den findes kun hos faa, og i visse Tilfælde kan man ikke forlange, at de skal besvære sig med den. Den Jæger var jo en Daare, som af blot Medlidenhed ei vilde fange et Vildt. —

Jeg troer gierne, at jeg herved giør mig forhadt i de Practiske Juristers Øine. — Alle Procuratores afskaffede! — Tænk engang,

28

hvilket Paradox! — Mon man ei vil sætte Philopatreias ved Vingebenet og formere ham en criminel Proces? Jeg synes alt at see en heel Hær af Stævninger, Irettesættelser og Formaliteter, men Patriotisme og hendes Søster, Sandhed, vil let jage disse Tropper paa Flugten med det eeneste Indgivende: procul hine, procul este profani!

Ifald de Herrer Procuratores skulle afgaae, vil jeg meddele dem et godt Raad: I Holland gives endeel Jurister, som aldrig procedere, men lade sig alene consulere, disse kaldes Practicyns; saadanne kunde vore Procuratores blive, thi de fleste forstaae Practiken; og kiender jeg den som har anført i sine Regninger saadan en Post: For at consulere mig i N. N. Sag, 2 Rdlr. —

For Resten kunde de, som ei due til Practicyns eller Consulenter, enten som Skriverkarle eller paa anden ærlig Maade, fortiene deres Brød. —

29

Tredie Afhandling.

Om Geistlighedens Indkomster.

Isti sunt Mores, hae nostri Temporis Artes; Vox est Jacobi, Manus est immanis Esavi.

Efter mine ringe Tanker bør enhver Embedsmand i en Stat være saaledes aflagt, at han kan leve anstændig derved. Men at han, andre til Byrde, skal leve overflødigt, er en stor Ubillighed. — En vis politisk Ligevægt er højst nødvendig i en Stat. Vel bør enhver aflægges efter sine Forretningers Besværlighed, men den eene Stand bør ei beriges og den anden mangle. —

Den geistlige er en umistelig Stand i er Land, men dens Indkomster ere i Almindelighed for store. Det er sandt, en Arbei-

30

dere er sin Løn værd, og man skal dele med den som lærer i Ordet; men Lønnen skal være proportioneret efter Arbeidet, og Deelingen nogenledes lige. —

Det er ei sagt, at en Præst skal leve i Yppighed. Vor Huus-Tavle lærer langt anderledes. Christi Disciple vare fattige, ydmyge og arbeidsomme; deres Efterfølgere bør være ligesaa. — En Præst kan forrette fit Embede, om han ei holder Heste, Vogn, Kudsk, Tienere, og klæder sig i Silke. Deres Stand udfordrer Tarvelighed. Deres Exempel opmuntrer lige saa meget som deres Tale. Det var høist ubilligt, om Armod skulle giøre Standen tung og foragtet. Nei, en anstændig Udkomme er tilbørlig, men en overflødig skadelig. —

Overflødighed føder Magelighed, Vellyst, og ofte Hovmod; men Maadelighed er Dueligheds og Arbeidsomheds Moder.

31

Geistlighedens Indkomster hindre meget det Almindeliges Fremvext. Skal et Par Folk giftes, strax trykke Præsternes og de andre Kirke-Betienteres Udgifter. Skal et Barn døbes, en Død begraves, ligeledes. Det er ei aleene en Hinder i Ægteskabs Formerelse, (en vigtig Post i et Land), men i andre Dele et Besvær, at man ved ovenanførte Leiligheder skal betale ei aleene Kirkens Præster, men Klokkere, Gravere, og den hele Forsamling. — Heraf kommer det, at Klokker- og Graver-Tienester ere saadanne fede Stykker, at deres Besiddere i en Hast blive Capitalister. Man dømme neden fra og op ad, saa er Regningen let giort. Man behage kun at legge Mærke til, ved de tvende Termins Tider, og see, hvor mange geistlige Renterere her indpassere af Landsbye-Præster, om hvilke man kan sige med Asaph: Deres Øine blive borte for deres Ansigts Fedme.

Skulle alle de Jøder, som ere Kiøbstæds-Præsternes Commissionairer, tale Sand-

32

hed, da lærte man at kiende mange indviede Aagerkarle. Saadane er tvertimod det hellige Ords rene Lære. Det hedder jo: Salige ere de Fattige, thi Himmeriges Rige er deres. Og at en Kameel kan lettere gaae igiennem et Naal-Øie, end en Riig komme i Himmelen. —

Videre. Ere ikke Brudevielser, Børnedaabe og Jords Paakastelse, Embeds Pligter? Er det altsaa ikke aabenbare Uret, at jeg Stykke-viis skal betale dem for det, som er Følger af deres Embede? — Bør vel et Sacramentes Administration koste Penge?

Præsterne burde have en staaende Løn. Alle Offringer (thi vi leve i det nye Testamente) burde afskaffes. Ingen Embeds-Forretning betales; men al Opvartning ved Kirken skee omsonst, fra Præsten af indtil Graveren: Og da vædder jeg, vi skulle see flere Brudepar end nu. Den fattigste Tienere maa jo betale Klokkeren Penge, naar den lader sig

33

regne til Communion. O! Skam at legge Told paa Salighedens Midler! Jeg forbigaaer Bigte-Penge med mere. — Det lader forunderligt at læse i Aviserne, naar et Præste-Kald er ledigt, at man altid sætter hos dets Indkomster, ret ligesom Lønnen aleene og ei Gudsords-Tienesten var øjemedet af geistlige Embeder. —

Videre: Hvor staaer skrevet, at Præsterne skal opbære Tiender og andre Accidencer, og til hvilken Skade for Landvæsenet er ei det beneficerede Gods, hvormed Præsterne i Norge ere aflagde? —

Jeg forsikrer, jeg har tiendt den Præst, som ei kunde tale et sundt Ord i nogen Videnskabernes Deel, men tillige besad saadan Færdighed i Korn Metrien, at jeg troer han vidste paa et Haar hvor mange Bygkorn en topmaalet og en strøgen Skieppe indeholder.

34

Vi see jo at geistlige Mænd eie Actier i Handels-Compagnier. Hvad have de der at bestille? Ere saadanne verdslige Sysler for dem, og skal en Præst være Kiøbmand? —

Var det ei smukkere for dem som studerede Mænd, at de anvendte den megen Tid, som er tilovers fra Embeds-Forretninger, paa at udbrede deels de theologiske deels andre Videnskabers Lys? —

Bleve ikkun Geistlighedens Indkomster formindskede, da ville vi vist finde flere lærde, skiønt færre fede, Præster; men saa længe en Biskopsstoel er bedre end et Generalat, og et Sognekald bedre end en Oberstes Charge, da vil neppe Hovmod, Gierrighed og Vankundighed uddøe af den geistlige Stand.

Jeg har al Ære for Standen i Almindelighed, og for de Retskafne deri i Særdeleshed. Jeg veed, der gives mange lærde, flittige og duelige Mænd, men tillige og mange

35

uduelige. Som sande Patrioter kan de første ei modsige Billighed, og de sidstes Modsigelse vil ei blive betydelig. —

Skulde jeg ved disse patriotiske Tanker paadrage mig Geistlighedens Had, giør det mig ondt. Ingen uden den Egennyttige kan hade mig herfor, og hvo som vil være bekiendt for den Caracter, maa frit udvise sit Had.

Den geistlige Stand udgiør et stort Lem paa Statens Legeme; følgelig er den, saavelsom alle andre Stænder, et Øiemaal for Patriotens Betragtninger. Det er ei Standen selv, men Feilerne i dens Indretning, jeg angriber, og Angrebet skeer just fordi Mangelen er alt for øiensynlig. —

Endnu maa jeg erindre et par Ord: De Geistliges Antal er alt for stort. En Kirke kunde gierne besørges med mindre end 3 eller 4 Præster. Alle andre Statens Embeder blive besørgede med langt færre Betientere; Og

36

naar der ere for mange Lemmer i een Stand, kan der lettelig blive Mangel i en anden. —

Naar nu Lemmerne i den geistlige Stand bleve færre, (som de gierne kunde være) kunde Overskudet giøre Tieneste i en anden Cirkel.

Der bør altid være en Balance imellem Mængden og Belønningerne i enhver Stand. Den Militaire er aleene den, hvor ei Tallet lettelig kan blive for stort. —

Give, der kunde udfindes nogen Udveie til deres bedre Belønning. Det var et værdigt Arbeide for tusinde Patrioter; Thi deres Caracter udfordrer Udgifter, og deres Liv er i Krigstider Gierdet før alle andre Stænders Sikkerhed. —

At komme til Præste-Standen igien, da troer jeg, de Fornuftige deri ville selv være eenige med mig i at ønske, at de maatte have aleene en fast Løn,; thi adskillige og adspredte

37

Sportlers Inddrivelse volder Tidsspilde og Tankernes Adspredelse, som er høist utienlig for studerede Mænd, der bør bruge Tiden til andet, end at tælle Tiende-Neger, Giæs og Høns. Desuden trække saadanne verdslige Sysler Sindet og Hiertet for meget hen til Verden og dens Fordeele. Men at tiene Gud og Mammon paa eengang, er ei mueligt. —

Hvad, om vore Lutherske Præster bleve tagne paa den samme Fod som de Reformerte, i Henseende til Løn og Embeds Forretninger? Hvad om de lignede dem i Ceremonier, helst Klædedragt? Mon det var utienligt, og mon ei fornuftige Præster ville bifalde det, og mon ei vor Ordens-Dragt med endeel andre Ceremonier smage endnu for meget af den Catholske Suurdei? Dog dette er ingen Hoved-Sag, men kun en ligegyldig Ting.

38

Skulle jeg heri have feilet i en eller anden Deel, tviler jeg ei paa Oplysning fra saa

erudit en Stand, og er jeg altid Redebon at besvare de Indvendinger, som herimod kan giøres.

39

Tillæg.

Viisdommens Skiebne.

En særdeles mild og naadig men tillige mægtig Konge, mødte engang Viisdommen (som hældede sig til Plato og Aristoteles) i hans Have, hvor den spadserede, for at forlyste sig og tage frisk Luft. Det giorde Kongen meget ont, at hun, som Dronning for alle Videnskaber, der burde have Alting efter Ønske, skulle være ganske nøgen, og ei have et Stykke Linnet, end sige mere, at bedække sig med. Rørt af en ædel Medynk trak derfore Kongen sin Kiortel af, som med Guld var rigelig broderet, og besat med endeel Diamanter, og overgav Viisdommen den for at bedække sig med.

40

Viisdommen takkede meget ydmygelig for Kongens store Maade og Mildhed, men sagde

derhos, hun kunde ei imodtage denne kongelige Gave, da det var en Ting hun ei kunde bruge; thi som hun ikke havde nogen Skam at bedække, heller ingen Mangel at skiule, kunde hun uden mindste Tab af sin Ære gierne lade sig see nøgen for den hele Verden.

Det er troligt, at bemeldte Viisdommens Svar haver forvoldet, at hun aldrig siden den Dag haver faaet Klæder, men gaaer nøgen endnu, skiønt hendes Uskyldighed daglig forhaanes.

Jeg vilde ønske, at Viisdommen, bedre overbeviist af Erfarenhed, nok engang maatte træffe denne Konge, for at udbede af ham, at han dog vilde begave hendes Dyrkere med nogle Klæder, thi de ere næsten alle nøgne.

41

Om Hiertet i Europa

Hæc Via Tartarei qvæ fert Acherontis ad Undas.

Ifald man som Moralist, paa lige saa overdreven

en Maade, som Hübner i sin Geographie, kunde forlyste Sandserne, var det ei af Veien, at forestille Europa som en siddende eller liggende Jomfrue, naar man kund kunde faae Paris til at blive Hiertet i den. Jeg er saa forpikket paa denne Sats, at jeg er færdig til at føre Krig med alle politiske Anatomicis, for at bevise, at Paris er Hiertet i Jomfruen Europa. Saa vist som Paris borttog Helena; saa vist som alle Coridons ere Hierte-Tyve; saa vist fom Hiertet sidder paa Albuen af alle Poeter og i Buxerne paa alle Poltroner; saa vist er og dette.

42

Jeg er just ingen stor Anatomicus. Derfore sværger jeg hverken ved Æsculapius eller Jordemoder-Bogen; men jeg bander ved Machiavell og den politiske Stokfisk, at det er Sandhed. Enten har Europa intet Hierte, eller og er Paris det; men paa hvad Sted det sidder altid, helst i de Engelske Krige, det er ei min Sag. Betragter engang, hvilke Hiertens Unger de Franske ikke ere. De kan lokke Lever og Lunge ja Nyre-Tælgen ud af hele Verden. Nu, Paris er da Hiertet. Saa længe det er friskt, lever hele Legemet, og faaer at vedligeholde det. Faaer jeg derfore, hvor unødig jeg vil, giøre de andre Lande til en Puls-Aare, som gaaer hen til Hiertet, og hvorfra igien Spiritus vitales, Lebensgeister, udbrede sig til det hele Legeme. — Al den Mad, vi bekomme i Maven, bliver per Concoctionem absumeret, det Fineste forvandles til Næringssafter, Næringssafterne igien til Blod, Blodet igien fordeler sig til Aarerne. Følgelig gaaer

en stor Deel til Pulsaaren; ja det som mere er, det Fineste og Beste.

43

Mine gunstige Læsere! Hvilken Polyhistor meene De vel ikke jeg er? Geographicus, Anatomicus, Chymicus, us — us — give jeg med alle mine Videnskaber ei til Slutning blev en Mendicus, det er udlagt, en Trygler. Man har ei endnu hørt alt det jeg veed. Thi Skam jeg skal rose mig selv, faa forstaaer jeg tolv adskilte Sprog, og har en temmelig Indsigt i Alskens Tungemaal.

Dette er en Udvigelse fra Hoved-Materien, hvortil Egenkierlighed, onde Naboer, og Omsorg for min egen Æres Udbredelse, haver bevæget mig.

Men at komme til Hiertet igien, da flyder andre Landes fineste Blod (thi Blodet i en Stat er Penge) derhen, da den igien uddeler sine Modus vivendi, Levemaader: derfra er det andre Nationer faae den Varme som opliver deres Blod og giør det mere flygtigt end Mercurium. Skiønt det meddeeler ikkun liden Varme til de Nordiske Folk, som

44

det lærer at klæde sig paa Fransk og fryse paa Dansk. — Veien hen til Hiertet er lige frem for dem som ride med Guld-Sporer. Den er stændig opfyldt med Reisende, som fare derhen i store Caravaner, men de Tilbagefarende ere gemeenlig enkelte Personer, thi de fleste blive gemeenlig tilbage i Hiertet, hvor de tage Qvarteer i et Lazaret, en Daarekiste, eller andet Poenitence Huus. — Der er ellers en Hoben Kamre i Hiertet, hvoraf mange ere indrettede for Daarer, og hvori de fleste Reisende indqvartere sig. Over Dørene staae de Opskrifter: Her ere Værelser for dem som ville være syge Hiertelig. For dem som ville lære at bande Hiertelig, & c. Men allerøverst staaer den Opskrift: Almindelig Herbergere-Huus for Folk af alle Nationer, som ville lære at leve Hiertelig, det er, galant. — Der ere og Rum for dem som ville blive hiertelig kloge; men Ulykken er, de besøges kun af faa.

Forestille Eder, mine Læsere! naar alle disse Rum ere opfyldte med Fremmede, hvad

45

Næringssaft der ei vil medgaae fra de andre Lemmer, for at opholde dem med. Men denne Næringssaft forsvinder ei, den kommer tilbage til de andre Lemmer, for at meddele dem lidt af den hiertelige Varme, som giør de fleste Hiertelig galne. —

Æslernes Klage.

Apulleis gyldne Æsel og Plauti vidtberømte Asinaria, komme engang, i hele Æselslægtens Navn, til Retfærdigheds Gudinde Astræa, og klagede, at de bleve for meget pidskede af Menneskerne. Astræa svarede: Den Haardhed, de bruger imod eder, reiser sig ingenlunde af deres Vredagtighed og Haardhed, men af eders Dovenskab og Modtvillighed. Pakke eder derfore fra min Throne, og komme aldrig med saadanne Klagemaal; thi jeg seer ei aleene paa deres Sindelav som I klage over, men paa eders Gestalt som klage. —

46

Skulde alle Domme fældes med saadan Grund og Indsigt, torde Æslerne paa to Been ei saa ofte fremkomme med ugrundede Klager, naar Satyrens Svøbe volder dem lidt Svie. Man maa jo med Svøben i Haanden drive dem til sine Pligter, som ei udøve dem af egen Drift. Skribenten er ei altid bitter, fordi det er hans Gemyts Egenskab, men fordi de, hvis Feil han igiennemhegler, tvinger ham til at bruge Strenghed. — Klage længe nok, I Æsler, saa længe I kun tugtes efter Fortieneste. Astræa vil vist give eder den fortjente Afviisning. —

Trykt i Sorøe hos Jonas Lindgren, det Ridderlige Akademies Bogtrykker.

1

Philopatreias

første

Fortsættelse,

indeholdende

fire Anmærkninger.

1. Om Handelen.

2. Om Krigsstanden.

3. Om Tingsvidners Førelse. 4. Om Videnskabernes Opkomst.

Skrevne i Kiøbenhavn 1770.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt paa Johann Gottlob Rothes,

Kongl. Hof- og Universitets-Boghandlers Bekostning, og findes tilkiøbs i hans Boglade i No. 8. paa Børsen.

2
3

Fortale Da jeg haver erfaret, at mine førhen udgivne trende Anmærkninger have vundet Publici Behag, saa agter jeg at fortsætte dem, og nærmere at oplyse endeel af mine Materier, som mere ere fremsatte end oplyste.

Jeg siger: Jeg har vundet Publici Behag. Hermed meener

4

jeg de Retfærdiges i Publico. Jeg veed meget vel og har forud seet, at jeg maatte mishage dem, hvis Egennytte er angrebet og fornærmet, men da deres Mishag er mig ligegyldigt, saa kan det heller ikke opveie imod den Fornøielse, at behage de Rettænkende.

Patriotisme og Sandhed bør være eens Øiemeed; det kan man ei opnaae, uden at fortørne nogle: thi Egenkierlighed, som lærer de upatriotiske Siæle at tænke aleene paa sig selv, og ansee det Almindelige som et Priisgods, det man efter Behag kan rive til sig, giør alle dem forhadte, som driste sig til at tale det almindelige Bestes Sag.

Men ligesaa lidt, som en ærekiær Stridsmand skiøtter om sine

5

Fienders Vrede, ligesaa lidt bekymrer en sand Patriot sig om de Egennyttiges Had.

Man drive Hadet til høieste Spidse, og anspænde alle de Kræfter, Forfølgelses-Geist kan indgive. Patrioten kan vel bevæges og foruroliges derved, men han vakler dog aldrig, langt mindre afskrækkes, saa længe Landets Kierlighed (vor dyre Konges Vallsprog og Gierningers Overskrift) besiæler ham.

Eders Bevaagenhed, Bifald og Understøttelse, I sande Patrioter, I værdige Medbrødre i Statens Ring, skal giøre mig stolt nok, til at trodse alle de Hindringer, Farer og Ulemper, som de egennyttige Siele, Statens Blod-Igler og den

6

almindelige Velstands Mordere, true mig med.

Vogte Eder, alle I, som foretrække Eders egen Fordeel for den almindelige, I utroe Huusfogeder, I Øienskalke, og I Borgerstandens Udsuere! Patrioten tør nærme Eder paa den øverste Spidse af Eders Egenmægtigheds og Hovmods Alper, i det Inderste af Eders Trygheds Vatican; Han stal opdage Eder i den indbildte Trygheds Smuthuller, og fremtrække Eder af de dybeste Rovhuuler.

Om I finde Eder fornærmede, da er Skylden Eders egen, og naar I som meest ere forbitrede, maa I dog tie, thi jeg angriber kun de Uretfærdige; Og dersom vort Dannemark ej indhegner andre end Pa-

7

trioter, saa har Philopatreias lige saa mange Venner som Landet har Indbyggere.

Mange bekymre sig om at vide hvo Philopatreias er? nogle i en god, andre i en ond Hensigt, og endeel af blot Nysgierrighed. Men alle de Gisninger, som hidindtil ere giorte, ere alle feilende.

Philopatreias finder sin Fornøielse i at være skiult, og han skal blive det indtil han frivillig selv blotter sig; og naar man da engang seer hans blotte Ansigt, vil man blive overbeviset om, at han er langt fra ei den, man har troet eller tænket, ja udgivet for Autor til disse Blade.

Skulle nogen have noget at erindre Philopatreias om, ville de be-

8

hage at indsende det skriftlig i Hr. Rothes Boglade i No. 8. paa Børsen, hvor det skal blive afhentet, og efter Omstændigheder besvaret og iagttaget.

Saa meget tiener til de Veltænkendes Efterretning, at Philopatreias er en oprigtig Borger-Ven, og de som have onde Hensigter, maa vide, at Philopatreias er ganske rolig for deres Efterstræbelser, som ubekiendt; og naar de endog skulle kiende ham, ere de dog ei i Stand at skade ham. Saa stor en Fordeel har Sandhed, og det er den Redeliges Trøst.

Oeconomiske Afhandlinger ere egentlig Maalet for mine Betragtninger, og det jeg i Særdeleshed vil afhandle. Dog forbeholder jeg

9

mig mellem hvert, under Navn af Tillæg, at indføre een eller anden moralsk Afhandling, deels for min egen, deels for de Læseres Behag, som finde Fornøielse i at læse saadanne Afhandlinger.

Skulle de værdige Medborgere forlange een eller anden oeconomisk Materie afhandlet, behage de paa ovenmeldte Maade at tilsende mig den, da jeg, saavidt Indsigt og Evner tillade, skal stræbe at fyldestgiøre de Billiges Forlangende.

Saaledes forbeholder jeg mig, at continuere mine Blade efter Leilighed, uden at binde mig til nogen vis Tid, eller den Tvang, periodiske Skrifter føre med sig. Dette kalder jeg den første Fortsættelse, og

10

saaledes vil jeg betitle de som kunde følge, med Navn af anden, tredie, og saa videre.

P. S.

Jeg takker skyldigst den veltænkende Patriot, som haver beæret mig med nogle Anmærkninger, Handelen angaaende. Jeg ønsker mig flere af dette Slags, da jeg med største Fornøielse og mueligste Skiønsomhed skal betiene mig deraf.

Autor.

11

Første Anmærkning.

Om Handelen.

Jeg har i min forrige Anmærkning om Handelen sagt, at den, tillige med Søefarten her, er næsten øde. - Jeg troer ei, at nogen vil fordre Beviis for dette Udsigende, som en daglig Erfarenhed alt for nøie stadfæster.

12

Sygdommen er kiendelig, man maae altsaa stræbe at udfinde og bekiendtgiøre Hielpemidlerne imod den, thi ifald den tager alt for meget Overhaand er det at befrygte, den bliver ulægelig. — Aarsagerne til Sygdommen ere utallige, nogle ere anmeldte og de øvrige skal blive oplyste. —

Kiøbenhavns Handels Forbedring udfordrer saa megen meere Opmærksomhed, i denne Tid, da vore Naboer agte at giøre Helsingborg til et Oplagssted. Skulle dette komme til Modenhed, vilde det ei blive os meget fordeelagtigt. Vi bør derfore ansee det med Opmærksomhed og stræbe at forebygge, at ei denne lille Rival med Tiden skal voxe os over Hovedet. —

Ville de Svenske anlægge Oplagssted i Helsingborg, hvad burde da ei skee med Kiøbenhavn? Bør vi ei engang opvaagne af den langvarige Slummer, og fortiener ei Handelen et aarvaagent Øie? —

13

Hvad er Helsingborg imod Kiøbenhavn? Jeg vil ei sammenligne Stæderne, men aleene sige at vor Skibsreed er ulige fordeelagtigere. Inden vore Naboer tænkede paa dette, burde vi alt have iverksat det hos os.

Blive vi længere liggende i Dvalen, da frygter jeg vi vaagne ikke, førend i det ulyksalige Øieblik, at vor Handel siger det sidste Farvel og med et afmægtigt Vink viser os, at vi forgiæves meere maae tænke paa dens Tilbagekomst og Opretning. —

Skulde ikke Pengemangel nogenledes standse vore Naboers Anlæg, da vil det blive alt for betydeligt for vor Handel. —

Mine kiære Medborgere! mon det ei var værd at ønske, med al Fornuft og Indsigt at udtænke, og med al Magt at arbeide paa, at giøre Kiøbenhavn til en Oplagsstad; mon ikke en Foreening af visse Grene i den Norske Handel, skulle kunde bidrage hertil,

14

og mon man ei med Tiden skulle kunde giøre Kiøbenhavn til et Oplagssted før Østersøens Vahre, og bringe Handelen til den Høide, at Hollandske og Engelske Skibe, som nu seile os forbi, skulle finde sin Regning ved at lage Østersøens Produkter i Kiøbenhavn?

Jeg troer ei det er nogen Umuelighed; langt mindre nogen Jan laus entreprise. Sandt nok, det vil udfordre Resolution, Samdrægtighed og Penge.

Alt dette var ingen Umuelighed, og agter jeg i den næste Fortsættelse af disse Blade, nærmere at udvikle mine Tanker herom, og efter min Indsigt at lægge en Plan hertil.

Imidlertid vil jeg aleene sige, at det er slet bestilt med Handelen i et Land, naar den er formeget tvungen og indskrænket. — Utalte Medborgere lide, naar Handelen aleene er i Hænderne paa nogle faae, som ved sin Mægtighed og Indflydelse holde de andre under et

15

slavisk Aag, og trykke dem saaledes, at de som Vasaller gaae reent under, for at berige nogle faa Handels-Despoters Kassa med det Almindeliges Skade. —

Man betragte deres Handel, som ere de mægtigste, og da vil man med liden Indsigt befinde, at den intet mindre er end en retskaffen og for Landet tienlig Handel; langt fra ei liig den Amsterdamske eller andre store Stæders Handel, hvor Understøttelse, Ærlighed og Kiærlighed, er Siælen i en blomstrende Negotie. —

O! hvor er det bedrøveligt at see paa, hvor umættelige Endeel ere; de trække alle Ting til sig, aleene fordi de have Forcen, og fordi Medborgernes Svaghed er dem et Trappetrin til uretmæssige Fordeele. —

Hvorledes seer det ud paa vore Kiøbmænds Contoirer? Gaae vi til dem som ere noget betydelige, og spørge hvem deres Bog-

16

holdere, da ere de Fremmede; hvorfor, fordi vore Indfødde ei have Begreb til at lære Handelen? nei! fordi her ingen retskaffen Handel er at lære hiemme, og fordi vore egne ei søge Fremmede, og om de endog have lært noget, neppe blive antagne i deres Fødeland.

Grossererne maae trykke Smaa-Handlerne, da deres Afsætning er for liden i Stort, SmaaHandlerne maae undersælge hverandre, thi Kiøbernes Antal er alt for ringe; men de mægtigere Kiøbmænd bør ei trykke dem alle tilhobe. —

Crediten er svækket, Kierlighed uddør, Falliter og Ersecutioner samt Arrester, ere Ting man desværre alt for ofte hører i vor Handels Cirkel; Hvorfor? fordi Handelen er død, de Handlendes Formue ringe og Fortienesten endda mindre. Ingen tør vove, thi ingen taaler at tabe, da dog Resolution og Forsøge ere Siælen i en fornuftig Handel, men de kan ei have Sted uden der hvor Handelen blomstrer.

17

Kort, den eene maae imod sin Villie hindre den anden, thi Negotien er alt for liden og Trafiqven irregulair.

Det var en uforsvarlig Ubillighed, ifald den eene vilde trykke den anden fordi han havde lidt mere Force i Hænderne, og kunde Misbruge den til sine Medborgeres Desavantage. —

Jeg vil fremsætte en Lignelse: som for Exempel Skyld, om en Viinhandler var en anden Kiøbmand nogle Penge skyldig, og han skulle blive tvunget, efter en nærig Creditors Forlangende, at forskrive ham 3 à 4 eller flere Oxehoveder Viin, og tage dem paa sit eget Oplag: hvad skulle da den stakkels Mand, som lever af den Handling, fortiene, naar de, som have Leilighed at drikke Viin, ville tvinge ham at sælge sig den uden Fordeel? Man dømme fra en Deel til fleere, saa bliver Forholdet let at finde. —

18

Man stræbe derfore af alle Ævner at arbeide paa, at bringe Handelen i Flor; Crediten maae oprettes og udvides, Roullancen af Penge, som er Siælen i Handelen, maae tilveiebringes. Og jeg troer, Lignelseviis at tale: naar vore Kiøbmænd havde for Exempel 2 Millioner i Roullancen, kunde gierne Crediten bringes til 4re; en temmelig Avantage. Dette er kun en Lignelse, som jeg i min agtende Handels-Plan forbeholder mig nærmere at udvilkle og oplyse. —

Her falder mig een Ting ind, som ei viser nogen fordeelagtig Tilstand i Negotien. Naar man vil besøge Kiøbenhavns Børs ved de rette Tider, saa finder man der halv saa mange Procuratores som Kiøbmænd. Et ubehageligt Syn paa dette Sted, som beviser at Troe og Love, Credit og Sufficience med Velstand, maae ei blomstre retskaffen i vor Handels-Kreds. —

19

Værdigste Medborgere, reedelige Patrioter, I nyttige Lemmer i den vigtige Hanselsstand! Jeg indbyder herved alle i Almindelighed, og enhver i Særdeleshed, at komme mig til Hielp og Oplysning med Eders Indsigt, Erfarenhed og Raad!

Jeg er langt fra ei saa raabelig eller stolt at troe, at jeg kan have de fornødne Kræfter og Kundskab, eene og aleene at udarbeide saa vigtigt og algemeen-nyttigt et Verk, som en retskaffen Handels-Plan. —

Vel har jeg under Arbeide en Plan til Handelens Opkomst, og at giøre Kiøbenhavn til en Oplagsstad; vel har jeg udarbejdet og vil mere udarbejde den, saavidt mueligt er, efter mine Ævner og efter den Kundskab, jeg ved alle Lejligheder har stræbet at bekomme, deels ved andres gode Raad, deels ved mine egne ringe Kræfter og efter den Indsigt, jeg kan have bekommet i Negotien ved at besøge fremmede Handelsstæder: men jeg troer langt

20

fra ikke, at være noksom understøttet endda, til et saa vigtigt Foretagende. — Jeg fremsætter derfore den Materie om Handelen, for at opmuntre andre til dens nøiere og fuldstændigere Betragtning. —

Aarsagerne til Handlens Svaghed i alle Deele, og aarlige Declination, maae vi nøie opsøge, og Kilderne, hvorfra dens Vederqvægelse igien skal komme, maae vi paa nye opdage, rense og skaffe frit Løb. —

Om Gud vil, agter jeg i den anden Fortsættelse af disse Blade at lægge min Plan for Lyset, om ei heel, saa dog noget deraf, thi jeg maae, formedelst Rummets Korthed og dens Vidtløftighed, meddeele den Stykkeviis. —

Jeg tviler ei paa, imidlertid, af fornuftige, oplyste og erfarne Handelsmænd, at blive understøttet med Betænkninger og Hielpemidler, hvilke jeg ydmygst udbeder, maae for-

21

seglede i Hr. Rothes Boglade i No. 8. paa Børsen indsendes; da jeg deraf vil betjene mig med største Taknemmelighed og Fornøjelse, thi Publici Sag er mig ligesaa angelegen som min egen.

Indløber mig saaledes noget, som ei forhen i min Plan er iagttaget, hvilket lettelig kan skee (thi hvo kan oversee alt?) da vil jeg regne det for en væsentlig Fordeel; Stemmer det overens: med mine egne og forhen opsatte Tanker, bestyrkes jeg derved saa meget meere i min Plans Grundighed, naar jeg seer andre kyndige og fornuftige Mænd tænke som jeg. —

Naar jeg saaledes har samlet alt det muelige, vil jeg efter Løfte legge det offentlig for Dagen. Men naar dette Verk bliver med Overlæg og Eftertanke udarbejdet, kan man faa meget meere smigre sig med dets lykkelige og forønskede Fremgang, allerhelst i denne Periode, da Landets Velgang og alle Stænders Lyksalighed er den glorværdigste Monarkes og Hans troe Mænds daglige Bestræbelser. —

22

Ingen tænke, at jeg vil borge andres Tanker og Raad, for derved selv at prale, som en Æsopi Krage med laante Fiedre; nei, det være langt fra mig. Jeg skal troelig berette og med foranderlig Stiil anmærke, alt hvad mig er tilsendt; og al den Ære, jeg vil tilegne mig ved dette Verk, naar det skulle blive vel udarbejdet, er ene og aleene denne: at kunde være en Tolk for mange vigtige og vittige Medborgeres Tanker, og at kunde vise min Lyst til at tiene det Almindelige, som er enhver Veltænkende Underdans hellige Pligt. —

Skam faae hver den Siæl som ei inderlig glæder sig ved alle Medborgeres Velgang, og inderlig stræber at bidrage dertil af alle muelig Ævner. —

Den værdige Handelsstand er een af Statens Hovedstøtter, dens Dyrkere ere vigtige og dyrebare Lemmer paa Starens store Legeme. —

23

Lader os først finde Udveie til deres Opkomst. Saa skal vi siden igiennemvandre de andre Borgeres Kreds, og vise saavidt mueligt Middelet til alles Velgang. —

Vort kiære Dannemark! Besiælet af en patriotisk Glæde, spaaer jeg din Lyksalighed, under vor naadige og viise Augusti Forsorg. —

Komme, I arbeidsomme Compatrioter! Aabne Eders Forstands Kilder, anspende alle Kræfter og spare ingen Møie, for at udtænke alt hvad mueligt er til det almindelige Beste. —

Monarken elsker og ønsker Sandhed; Han vil vist høre, fyldestgiøre og bekenne alle dem, som bidrage til Hans Underdaneres Vel. Tale derfore Sandhed med Frimodighed; frygte ei for Følgerne, Augustus er Vids og Sandheds Beskytter. Og om det gelinger Efterstræbere at trykke, ja at ødelægge Eder, da

24

betænke, der er en Ære at være Sandheds Martyrer. Kan en Stridsmand opofre Livet for der Almindelige, velan! saa bør ei Patrioten spare sin Roelighed, Lykke og Velfærd. —

25

Anden Anmærkning.

Om Krigsstanden.

Libertas, Salus, vita,

Res, Parentes, Patria & prognati, tutantur, fervantur Plauti in Amphit.

Jeg har nylig i Adresse-Contoirets Blade No. 190. seet, at et stakkels Menneske hiertelig har ivret sig derover, at Philopatreias giver een Stand Fortrinnet for den anden. —

Jeg maa troe, han derved meener den militaire Stand, da jeg i bemeldte Blade haver kortelig sagt, at jeg ønskede, nogen kunde udtænke noget væsentlig til denne ædle Stands Forbedring og større Indkomster. —

26

Det har jeg sagt, og det vedbliver jeg endnu at sige. Jeg ønsker saavel denne som alle andre Stænders Velgang, og hvilket Umenneske maa ei den være, som ville misunde denne umistelige Stand al den Lykke og Fordeel, den uden de andre Stænders Fornærmelse kunde beriges med?

Skulle ikke en saa værdig Stand i Landet være et Øiemaal for en sand Patriotes Tanker, Bestræbelser og Ønsker? Mon Patrioten er bundet allene til een Stand? mon han ei bør udvide sine Tanker til alle, og mon det Heele kan bestaae uden alle Stænder?

Lige saa lidet som det uden alle Stænder kan bestaae, lige saa lidet kan det uden alle Stænders mueligste Lyksalighed blomstre.

Jeg elsker alle Stænder i Almindelighed og enhver i Særdeleshed. Men naar det Almindeliges Velstand skal bestemmes, maa dets særskilte Deele, og følgelig hver Stand,

27

komme under en besynderlig Betragtning. Hver Stand har sine Fordele og Mangler, sine gode og onde Lemmer. Begge de første bør anprises og begge de sidste lastes.

Ved at laste Misbruge i en Stand, laster jeg aldeles ikke de eller det Gode i Standen, allermindst Standen selv. Denne Sætnings Sandhed og Sammenhæng indseer enhver, som ei er forsætlig blind. —

Men at komme til den militaire Stand, hvorunder jeg forstaaer begge Etaterne, baade til Lands og Vands. — Da siger jeg frit, at den er een af Landets vigtigste og umistelige Stænder.

Naar Krig og Feide paakommer et Land, hvo skal da betrygge Bonden ved sin Ploug, Borgeren inden sine Volde, og Handelsmandens Eiendomme ja ofte ganske Velfærd, midt paa Dybet selv, uden den militaire Etat baade til Lands og Vands?

28

Gudsords-Læreren er ei sikker engang paa Prædikestolen uden de troe og tapre Stridsmands Gierde. —

Er da, som tydelig beviset er, denne Stand saa umistelig i Krigs-Tider, bør man da ei tænke paa at opelske den saaledes i Freds-Tider, at man kan have den fuldkommen naar Nøden udkræver? —

Men hvad er det som opelsker en Stand og bringer den til Høide?

Ære, Understøttelse og Belønning! De to første Deele mangle ikke denne kiække Stand, (den bør og have dem), give det var mueligt at den sidste endda kunde blive større! —

Hvortil opklækkes den militaire Stand, ikke for med sin Formue men med sit Liv at tiene Fædrenelandet. Kan da nogen Palme misundes saa vigtig en Fortieneste, og bør ei besynderlige Belønninger opmuntre til saa vigtige Foretagender?

29

Høist viselig have vore fornuftige Regenters indseet dette, som med særdeles Ære og visse Byrders Befrielse have regaleret denne vigtige Stand. —

Ingen sand Patriot vil nægte denne Sandhed, og langt fra ei misunde denne Stand al den Ære min ringe Pen kan tillegge den. Den eene Stands Ære fordunkler ei den anden, tvertimod den eenes Fuldkommenhed glæder den anden; thi alles Vel er Statens Lyksalighed, og hvo som tænker anderledes, er ei en redelig Underdan. —

Jeg er forvisset, at de fornuftige Militaires har den største Ære for den værdige Borgerstand, og oprigtig glæder sig over dens Velgang. — Velan! lader os som Brødre, alle som Børn af een Fader, elske, ønske og befordre hverandres Velgaaende, da skal en behagelig og sød Eenighed herske imellem alle Stænder, og denne Eenigheds Aand skal sammenknytte en uryggelig Lyksaligheds Kiæde. —

30

Den eene Stand bør ei ansee den anden med skiele og misundelige mindre med foragtelige og hadefulde Øine. Vi ere jo alle Lemmer paa Statens store Legeme, og ethvert Lem er umisteligt, det eene bør ei rose sig frem for det andet. Det Lem bør aleene afhugges, som er antændt af en ulægelig Sygdom og hindrer de andres fuldkomne Sundhed. —

Videre. Da den militaire Stand er Landets Forsvar, men saa vigtige Ting aldrig kan være noksom omskandsede, saa seer jo enhver lettelig, at den militaire Stat ei kan være for stor i sig selv betragtet. —

Hvorvidt det er mueligt at udstrække dens Antall i Henseende til Bekostningerne, er noget, vor Viise Regiering selv best veed at bestemme. —

Men naar del var mueligt, med fornuftige Indgivender, at vise Middel til denne Stands større Udvidelse og bedre Sold, hvad

31

vandt da ei de andre Stænder derved? Fordelen blev anseelig; thi naar denne Stand, som maa leve prægtig, blev talrigere og havde større Indkomster, blev følgelig deres Udgifter større, og derved maatte jo de andre Stænder vinde. Alt dette er et umiddelbart Følge af den eene Stands Penges Circulation i den anden. —

Hoved-Sagen bliver derfore, at viise een eller flere Kilder til denne Stands Udvidelse og Forbedring i Indkomster. Men dette er en Sag af ligesaa stor Vanskelighed som Vigtighed. Thi man maa legge Planen saaledes, at Øiemedet kan opnaaes uden de andre Stænders Besvær. Nogen maatte herimod indvende, at dette lader sig lettere sige end giøre, og at dets Iverksættelse bliver ikkun en Muelighed for Ønskerne. — Jeg mener Nei! thi naar Patrioterne alene kan stræbe at vise hvorledes man uden Publici Skade kan finde Udveie til at forøge Majestætens Intrader, saa er Øiemaalet opfyldt; thi vor vise Konge vil selv best

32

allernaadigst disponere alle Ting, naar Patrioterne kan bidrage til at finde Hielpemidlerne.

Hvad om Philopatreias var saa dristig med Tiden at legge en Plan til den militaire Etats Fordeele, mon han skulle torde vove det, og mon han er det Arbeide voxen?

Ifald han vover det, vil vist ikke mangle en stridbar Hær af misundelige Aander, som fra alle Sider ville angribe, laste og fordømme hans Plan, mest af Misundelse, fordi de troe en anden Stands Opløftelse er deres Forkleinelse og Tab. —

Men saafom Philopatreias ikke er bange for Spøgelser, saa vil vist ikke denne Sværm indjage ham nogen Skræk. Han har lært som Patriot at være døv imod alle uhøflige personelle og ondskabsfulde Udtrykke, og med en rolig Mine at foragte alle smaa Siæle; thi han er overbeviist om, at alle sande Patrioter, som Blade, oplyse ham derom

33

med Beskedentlighed og grundig Overbeviisning, da han med største Ærbødighed, Lærvillighed og Taknemmelighed ærer enhver som Underviser ham, thi det er en sand Patriotes

Pligt. —

Philopatreias tør altsaa fremlegge sin Plan, thi han fremlegger den aldrig med nogen stolt Indbildning om sig selv, han fremsætter den kun til de Fornuftiges Eftertanke, og med Fornøielse vil see sin Plan kuldkastet, naar derved en bedre kommer for Lyset, thi saa udretter han meget Got derved, naar han med sine ringe Tanker udlokker og tilskynder de Klogere at arbeide. —

Men om han skulle være Arbeidet voxen? Det bliver et andet Spørsmaal: Og dertil svarer Philopatreias reent ud, at han aldrig troer sig at være dette eller noget saadant sær vigtigt Arbeide fuldkommen voxen.

34

Men som store Ting kan ofte have smaa Begyndelser, og da samlede Kræfter kan udrette det som er umueligt for enkelte, saa ønsker han aleene at anspore andre, og troer at hans egen ringe Indsigt kan maaskee hielpe til at udfinde noget gavnligt deri. —

Han stoler aldrig paa sin egen Indsigt, men hører gierne andres fornuftige Domme, og til den Ende udbeder, at de respektive Herrer i den militaire Etat (begge) ville værdige ham med deres gode Betænkninger, forinden han bekiendtgiør sine egne Tanker.

Hr. Rothes Boglade i No. 8. paa Børsen, er Stedet, hvor jeg vil afhente det som kunde blive tilsendt, og tviler jeg ingenlunde paa, af 2de saa glimrende og vigtige Stænder, hvori saa mange sande Patrioter, fornuftige indsigtsfulde Mænd og opvakte Genier findes, at nyde adskillige gode Hielpemidler. —

Den som selv er Medlem i en Stand kan allerbest have Lejlighed at kiende dens ind-

35

vortes Beskaffenhed, Sammenhæng og Forfatning.

En Patriot, som er uden for en Stand, overseer ofte, imod sin Villie - meget, fordi han ei har den rette Leilighed til at see Alt, og derfore er deres Medhielp uomgiengelig nødvendig, som af Erfarenhed kan have en sikrere Kundskab. Thi meget kan for en blot Theoreticus synes at være en Kiæde af Rimeligheder, som en Practicus kan opdage adskillige Feil og skadelige Mangler ved.

Skulde jeg derfor med den forlangede Medhielp blive understøttet, var mig en usigelig Fordeel, og i Forhaabning derom vil jeg endnu et lidet bie, og ei før ved bedre Lejlighed legge min egen Plan for Lyset, som saaledes kunde blive med sikrere og langt større Vished udarbejdet. Imidlertid vil jeg ønske den værdige Krigsstand i begge Etater al den Lykke som den fortiener og af enhver sand Patriot bør ønskes, undes og tilveiebringes. Ligesom Stan-

36

den i en Tidlang daglig haver tiltaget i Fornuft og en sleben Levemaade. Give den saaledes maatte tiltage i Fordeele.

Give aldrig den maatte trives i Landet, som befordrer dens Vanskiebne. Give dens duelige Lemmer altid matte blive opelskede efter Fortjeneste, og aldrig nogen Duelig tilsidesat. —

Tapperhed og sandt Mod besiæle dens Sønner, og Lykke følge dem til Lands og Vands, naar det skulle gjelde paa deres Gierninger, men give den Tid altid blive langt borte. —

37

Tredie Anmærkning.

Om Tingsvidners Førelse.

— — — sua Mole ruunt.

Jeg vil ei tale om at Tingsvidnernes Førelse er en Hovedsag i det Juridiske, og en Bane, hvor en Practisk Jurist kan vise al sin Styrke baade i Realia og Formalia, baade i det Grundige og Opdigtede, baade i Lovkyndigheds rette Anvendelse og i dens Fordreielse. — Jeg vil aleene vise, hvad Publicum lider ved Vidne-Sagers uendelige Ophold og alt for langsomme Fortgang ved endeel Retter. Jeg siger med Fliid endeel, og reent ud sagt, meener jeg i Besynderlighed Byetings-Retten i Kiøbenhavn. —

38

Det være langt fra at jeg herved vil beskylde den brave og velfortjente Mand, som præsiderer i denne Ret. Nei! Skylden er ingenlunde hans; og ligesaa lider som han er Skyld deri, ligesaa lidet staaer det i hans Magt, med al Fliid og Nidkierhed (Egenskaber, som jeg virkelig ærer den Mand for) at hæve en Uleilighed, som saa længe haver taget Overhaand, og fra Mand til Mand er sammendynget.

Skylden bliver til en stor Deel hos vore Procuratores, hvis Exceptioner, Udflugter, ja vel Forsømmelighed, forvolde at Tingsvidne-Sagerne saa langsomt fremmes. En Dommer kan jo ei lade Exceptioner passere upaatiendte —

Interlocutorial-Kiendelser ere vigtige Ting for en Dommer, han kan ei altid afsige dem for Retten, deels formedelst deres Mængde, dels formedelst deres Vigtighed; thi interlocutoriale Kiendelser ere Snarer, hvori en

39

giennemdreven Jurist let kan fange en Dommer, naar han ei desbedre vogter sig. Men hvo begriber ei, at den eene Rettes Dag efter den anden gaaer i Løbet, naar Exceptioner og Kiendelser idelig møde hverandre. Dette er den første Aarsag til, at Tingsvidne-Sager have sammendynget sig.

Nu da de skal gaae fort efter deres Anciennite og Ælde, er det næsten en Umuelighed at bringe dem til en hastig Ende; deres Antal voxer daglig, og de nye Sager kan ei heller forsømmes.

Hvad skal nu den aarvaagneste Dommer giøre? Han bruger alle muelige Midler, han determinerer Sagerne til Tors- og Onsdagene, dog kan han ei komme til Ende med Alt. Justice-Sagernes Mængde voxe med de øvrige, og med Herculske Kræfter kunde ei een Mand overvinde alle de Uhyrer, som møde i den juridiske Kreds. — Thi inden de ældste Sager ere bragte til Ende, blive de

40

yngste igien gamle; men det Almindelige lider derved. —

Aarsagen, hvorfore der trykker ei alene Sagføgere, men Vidnerne, er denne: Naar jeg i en Sag indstævner som Vidner Arbeidsfolk og Daglønnere, for hvilke en hver Dags Tab er Ubødeligt; naar jeg har fremstillet dem for Retten 2, 3 til 4 Gange (ja vel meere), blive de stakkels Folk baade utaalmodige og uvillige; de maa og skal møde efter hvergangs Forelæggelse, under Falsmaals Bøder, som ere 10 Rdlr. Møde de ikke, paastaaer Procuratoren Straffen (dette giver og Dommerne en Hoben Bryderie med Erklæringer, naar de Idømte indgaae med Suppliqver om Bødernes Eftergivelse). Møde de, saa maae de ofte staae heele Dagen og vente, for omsider at faae den trøstelige Efterretning, at de skal komme igien en anden Gang, men ere endda mangen Gang lige nær, hvori Sagernes Ælde og Mængde har Skyld. —

41

Imidlertid er det dog tungt for de Folk, som skal have sin Aftens-Fortærring af sin Dages Sveed, at miste Brødet for sig og Familie den eene Dag efter den anden. De blive utaalmodige og uvillige, de klynke og knurre, som billigt er, over sin tabte Fortieneste, de overhænge dem som have indstævnet dem, og paastaae sin tabte Dagløn; enten skal man nu kives og trætte med saadanne Folk, en ubehagelig Commission! eller og skal et discret Gemytte give dem noget; strax et nyt Besvær og en nye Udgift, foruden de mange Forelæggelser, man maae betale, naar Vidnerne paa bestemte Tider ei kan blive afhørede, og følgelig blive borte. —

Jeg skal gotgiøre denne Sag med Tingsvidner, jeg selv fra lang Tid forhen har maattet indløse, og med Procurator-Regninger, jeg har maattet betale. Jeg klager ei for min egen Deel, men for det Almindelige, som paa en dobbelt Maade trykkes, baade i Henseende Parter og Vidner. —

42

Ere Vidnerne Folk af anden Stand, som just ei leve af Dagløn, er det dem dog ubelejligt at møde Tid efter anden. Jo mindre Ubeqvemhed Rettergang kan have med sig, jo bedre. Ei tale om, at Tidens Spilde er kostbar, og ofte ei kan erstattes; men i hvilken Stand en Mand er, har han dog Forretninger, og følgelig ei taaler Tidens Forliis. —

Kort, Ulejligheden er Sole-klar; hverken Dommere, eller Procuratores, skal kunde nægte den, imod et helt Publici Vidnesbyrd. —

Nu staaer til at vise: Hvorledes denne for det Almindelige skadelige Sag kunde for det første hæves, og for Eftertiden forebygges? —

Jeg nægter ikke det er lettere at opdage end at forebygge dette Uheld. — Om end Procuratores ved det skarpeste Rescript bleve

43

satte en Grændse for deres Vidtløftighed; om end Dommere paa alle optænkelige Maader ville forkorte Proceduren: saa kom man endda ei til Maalet, efter den nu værende Practiske Jurisprudences Forfatning og Udøvelse. — Thi saalænge ingen kan formeenes at henbringe heele Timer med Exceptioner og Repliqver i en Tingsvidne-Protocoll; saalænge man paa hver Ting kan æske en Kiendelse; saalænge man med Qvæstioner og Contra-Qvæstioner kan opholde et eeneste Vidne 4 til 5 Timer for Protokollen: kan man let spilde den eene Rettes Dag efter den anden, uden at befordre en Tingsvidne-Sag med nogen kiendelig Fremgang. —

Noget vilde det hielpe, ifald man uden Hensigt til Sagernes Ælde, foretog dem hvori Vidnerne vare tilstæde, og uden Ophør expederede dem, ladende Procuratorens Beraabelse, paa hans Anciennite og Sags ældre Nummer, blive uden for al Consideration. Thi man kan vel efter juridiske Principia faae Hævd

44

paa Brug, men man bør ei have den paa Misbrug; sandt nok er det, abusus non tollit usum ɔ: en Tings Misbrug kan ei ophæve dens nødvendige Brug, men lige saa sandt er det, at Leilighed gir Tyve.

Man maa derfore, saavidt mueligt, afskiære Lejligheden til Forsinkelse. Man burde belegge den Procurator med vilkaarlig Straf af Bøder, som ei havde Vidner og alle Ting i fuldkommen Beredskab, naar hans Sag blev paaraabt. Man burde paa hans egen Bekostning afvise Sagen til nye Stevning, naar han ei med tydelige og solide Grunde kunde bevise Aarsagen til hans Udeblivelse; men de Grunde maatte nøie dristes, paa det ei den gamle Slentrian skulle vedligeholdes. — Men saa længe der uden Straf for Forsømmelsen, den eene Rettes Dag efter den anden i Protocollerne kan indføres: „Parterne mødte ikke efter Paaraab, thi beroer Sagen til næste Ret;" saa vil man forgieves vente Sagernes hurtige Fremme. —

45

Vel har jeg ei selv hørt det, men jeg har dog ladet mig fortælle af paalidelige Folk, at Procuratores ofte giøre Aftale imellem sig, at ingen af dem skal møde, just fordi en Sag skal blive staaende, ja at Procuratores ofte staae lige for Retten naar de blive paaraabte, uden at svare, da der bliver tilført Protocollen, at han mødte ikke.

Ifald dette forholder sig saaledes, er det Almindelige derved ei tient, thi burde saadan helst uforsvarlig Skik afskaffes; ja den burde med tilstrækkelig Straf forebygges, og det kunde hielpe noget til Sagernes hurtige Befordring.

Men dette vilde ei være noksom tilstrækkeligt, saa længe andre Formalia og tilladte Udflugter have Sted. —

Det reneste Middel jeg derfore troer at kunde bringe eengang det Juridiske Uhrverk til at gaae ordentlig, er dem: Her burde sættes

46

en Commission af Jurister, som burde foretage alle de gamle og førstaaende Sager, for med Alvor eengang for alle at bringe dem til Ende. Naar de nu saaledes, eengang vare til Ende bragte og al den gamle Suurdei udfriet, holder jeg fore, det var en Dommer mueligt, siden at holde der nogenledes i Orden, naar Straffer og Mulcter hemmede Uordenens Kilder, og man forebyggede de Midler, som volde, at Sagerne groe over Hovedet paa Dommerne. — Dette troer jeg er det seneste tilforladeligt Middel til at indføre en nye Circulation i Tingsvidne-Sager, hvilke med sin Mængde have forstoppet og standset sit eget Løb. —

Jeg troer ei heri at have feilet, men ifald saa er, imodtager jeg med største Redebonhed Overbeviisning. —

Maaskee jeg ved Lejlighed tager mig fore at igiennemvandre de andre Jurisprudencens Fag, hvoraf mange ere Patriotens besynderlige Opmærksomhed værdige. —

47

Jeg vil uden Skye yttre mine Tanker i alt det som er til det Almindeliges Skade. Jeg skal aldeles ikke fremsætte noget som er fremmed for mit Begreb, og der jeg fremsætter, skal jeg altsammen kunde gotgiøre. —

At feile i een eller anden Bisag, kan være mueligt for den Eftertænksomste og Fornuftigste, men Navn af det sidste tilegner jeg mig langt fra ikke.

I Hoved-Posterne skal jeg neppe og aldeles ikke forsætlig begaae nogen væsentlig Feil. Imidlertid imodrager jeg med Redebonhed alle billige Erindringer. Jeg skriver for Publico, og der billige Publicum skal være min Dommere. —

48

Fjerde Anmærkning.

Om Videnskabernes Opkomst.

Ubi adsunt Mecenates, ibi non deerint Marones.

Iblandt de adskillige Ting, som forvolde Videnskabernes Afgang og Tilvæxt hos et Folk, er den Regierendes større eller mindre Tilbøielighed til samme en af de vigtigste Aars sager; den bestemmer paa en mægtig Maade deres Skiæbne, har en kraftig Indflydelse i deres Opkomst, og tvertimod i deres Undergang. —

Sidder en herskesyg og stridbar Regent ved Roret, er en Karl den Tolvte Konge, saa blir det heele Folk haardført, tappert og stridbart, dets Tilbøielighed bliver eene til Vaa-

49

ben, iblandt hvilke de fredsomme Muser sielden trives.

Er en Konge blødagtig og vellystig, strax udbreder sig den Feil iblandt Folket, som endog fra det tapperste af kan vanslægte til en qvindagtig Blødhed. —

Det er utroeligt, hvilken stærk Indflydelse Regentens Exempel har paa Underdanerne, og med hvilken Hast det kan forandre det heele Folkes Sæder. Ligesom Qvægsølvet et Veirglas maae lyde den udvortes Lufts Bevægelser, og derefter i øjeblikke stige og falde, saaledes stiger og falder en Nations Caracter, i Henseende Regenten. —

Det er ei alene en Konges Gemyts-Egenskaber, som virke paa Folket, men man stræber at efterligne ham endog i personlige Feiler. — Da den store Alexander var lidt skievhalset, giorde de Macedonier sig en Ære af at hælde til den eene Side

50

med Hoveder, og at efterabe ham i denne naturlige Feil. —

Er nu en Regent en Elskere af Videnskaber, strax komme de i Priis blandt Folket. En blot Stolthed og en Lyst at efterligne, lærer Folk af mindre Tænkemaade at sætte Priis paa, ja forgabe sig i det, som de ofte ei forstaae. —

Elsker en Augustus Videnskaberne, strax bliver hans Yndling og Ven, Mecenas, deres Befordrer. De Mægtige og Formuende i Landet følge Kongens Exempel. De spare hverken Fliid eller Bekostning, for at bringe dem til Høide. Paa saadan Maade opmuntres de bekiendte, opelskes de tilvoxende, og fremlokkes de skiulte Genier; thi Ære og Belønning ere de kraftigste Drivefiedre. Men Følgerne af denne Tilbøielighed bliver Videnskabernes blomstrende Tilstand. —

Den mandige Virgil, den skiemtsomme Horats, og den kielne Naso, havde maaskee

51

været begravne i evig Forglemmelse, og aldrig seet Lyset, hvis ei en saa: lykkelig Stierne for Genier havde oplyset Roms Horizont i deres Alder. Ja maaskee Mangel paa Befordring og Understøttelse begraver mange Talenter. —

Den Romerske Keiser, Aurelius, havde det Ordsprog: Lyksaligt er det Rige, hvor Kongerne ere Philosopher, og Philosophi regiere. At Videnskaberne ere lyksalige der, hvor en Konge er en Philosoph eller Viisdoms Ven, er en afgiort Sandhed. Men at en Regent, i Henseende Philosophien, altid skal være en M. Aurelius, er ingen Nødvendighed. —

Ifald en Regent var alt for meget hengiven til Studeringer og Læsning, kunde lettelig hans Regierings Plan blive alt for philosophisk og fuld af politiske Feiler. Det er alt nok, naar en Regent har Smag i Videnskaberne, indseer deres Nytte og Skiønhed, og ved sit Exempel befordrer deres Tilvæxt. —

52

Men er et Land saa uheldigt, at dets Beherskere ingen Smag haver i og ingen Agtelse for Videnskaberne, saa undertrykkes de tillige med deres Dyrkere, allerhelst, naar de Mægtige i Landet ere ligesindede med Regenten i dette Tilfælde. —

I Engeland, hvor de Fornemme og Rige tildeels selv ere Dyrkere og altid Understøttere af Videnskaberne, hvor den Egenskab, at have et godt Genie, er nok til at giøre En æret og befordret, der ere Videnskaberne i Flor og frembringe fortreffelige Frugter.

Videnskaberne have i vort Norden giort en meget langsom Fremgang. Nationens fordums Lyst til Vaaben haver meget hindret dem. De trænge høilig til Augusti og Mecenates; de have fundet dem under Frederik, og love sig endda større Ting af sin Christian. Jeg synes alt see den Periode, da et Genie skal giøre En ligesaa ædel, som Vuggen og gamle Ahner, da de, som ei have andet at pukke paa

53

end Slumpelykke og Fødselen, med Høiagtelse skal begegne dem, som ere ypperlige ved et naturligt og væsentligt Værd.

Glæde Eder, I Musernes Yndlinger, Eders Lykke er vaagnet i denne Tids Periode. -

Concordes stabili Fatorum Numine Parcæ, talia Secla suis dixerunt Curnite, Fusis. -

Det er et aleene i Henseende til Videnskaberne, en Konges Exempel er saa mægtigt, men del virker med lige Styrke saavel i Henseende politiske som moralske Dyder. Den Geist som regierer til Hove besiæler, saa at sige, heele Staten.

Er Hoffet prægtigt og vellystigt, strax bliver Landet fuldt af Epicurer. Er det derimod sparsomt og indgetogent, strax bliver hver anden Mand saa sparsommelig som en gammel

54

Spartaner. Naar en overdreven Religion og Bigotterie er Hoffets Caracter, strax hælder Folket med Hovedet, og ere bleege af lutter Gudfrygtighed og Fanaticisme. —

Det vil blive ligesaa vidtløftigt som unyttigt, at opregne alle Deele, hvori denne Indflydelse viser sig; nok er det, den ytrer sig i Alt. Ifald jeg var en Hofmand, skulle derfore mit Raad blive: Saasnart nogen nye og nyttig Indretning var nødvendig, som ei ved de almindelige Tvangsmidler ret vel kunde indføres, saa skulle Hoffet først giøre Begyndelse dermed; da skulle man i en Hast see den udbrede sig og frivilligen at blive antaget af det ganske Land.

Jeg har mærket, at de Engelske i dette Tilfælde, bruge et meget nyttigt og fornuftigt Statskneeb, nemlig: naar et eller andet Slags Tøi er virket paa deres Fabriqver, som ei kan vinde Afsætning, befordres den derved, at de Fornemme, ved en eller anden Højtidelighed,

55

iføre sig Klæder af saadant Tøi, hvilket gemeenligt strax bliver afsætligt; thi den Lyst at efterabe hersker allevegne.

Saadanne smaa oeconomiske Statskneeb vilde upaatvilelig virke meere i en Monarkisk end en Democratisk Regiering. — Det er ei aleene i dette, men andre Tilfælde, saadant kunde maaskee bruges med megen Nytte; thi ved nogen Kundskab om det menneskelige Hierte, indseer man nok at det som er en Pligt og Tvang, efterkommes gemeenlig med en tvungen Seendrægtighed, aleene fordi det er en Pligt, thi gemeene Mand indseer sielden sin Nytte. Derimod ere Folk gemeenlig hurtige til at giøre det som beroer paa deres fri Villie, deels har Mangel af Indsigt, deels en Levning af den naturlige Frihed, efter mine ringe Tanker, Skyld heri.

56
1

Philopatreias

alvorlige

Palinodie

eller

Poenitentze-Prædiken

over

hans trende Anmerkninger om de dyre Tider og Handelens Svaghed med videre.

Skreven i Kiøbenhavn den 15 Dec. 1770.

og

efter Forlangende ved Trykken udgiven.

Sero sapiunt Phryges.

Kiøbenhavn. 1771.

2
3

Fortale.

Giøres hermed alle vitterligt, at de trende smaa Afhandlinger, som jeg under mit fremmede Navn Philopatreias nyelig har udgivet, er kun Spøg og en liden fiin Satyre. Dette meente jeg, at kunne, uden min Fortælning, være kiendeligt nok af dem selv for en ingen (maaskee Læseren forstaaer Mig) hierneløs godhiertig og for en ingen ildesindet fornuftig, som giorde Pro-

4

fession af Lærdom. Men Ulykken er, at en Deel af dem, som forstaaer Dømmekunsten, har et ondt Hierte, og, at næsten enhver, som kan læse, vil nu omstunder være Kunst-Dommer. Ingen bedømmer et Skrift ret, uden den, som er upartiisk, og tillige med al Fliid umager sig for og har tilstrækkelig Forstand til at trekke dets Scopus eller Øyemed ud af det hele, ved at betragte Stykkernes, de mindstes med de størstes, rette Sammenhæng og Forhold indbyrdes. Havde Philopatreias ikke faaet andre end saadanne Læsere, vilde ingen af dem have anseet bemeldte Afhandlinger, under et betragtede, for andet end Satyre over de Skribenter, som misbruge den Forskrift, Auctor ad Herennium giver, naar han lærer, hvorledes Principium eller Indgangen til en Tale bør være indrettet, nemlig til at forskaffe sig Tilhørernes Gunst (følgelig ogsaa Læsernes) og ved det samme giøre dem villige til

5

at høre, og til at troe det øvrige. De, som jeg helst vilde have til Læsere for at mynstres af, vide selv, hvad en Satyre og at satyrisere er; men for de andres Skyld maa jeg giøre mig liden og forklare mig eenfoldig. Dem siger jeg da, at der kan satyriseres saavel med Gierning som med Ord. Man giør det med Ord, naar man taler ironice eller paa skrømt, saasom naar man kalder een et godt Stakkel og meener en Todse, eller en god ærlig Mand, og mener en Træring. Med Gierning skeer det, naar man efteraber en andens Opførsel, enten for at giøre den latterlig, eller for at vise, hvor latterlig den er. Paa den sidste Maade bliver mine tre Afhandlinger en Satyre, naar de to første holdes imod den sidste. Thi jeg har lagt Merke til, at een og anden af de Forfattere, som have sat sig for at skiære nogen vis Person, pleier i Forveien enten at rose ham meget, eller at begynde med det, som kan hol-

6

des baade for skarpsindigt og sandt, eller i det mindste for noget smukt, paa det Læseren des snarere skal troe de følgende Beskyldinger; hvilket er at handle falskeligen baade med ham og med Contraparten, og langt fra Meningen af de Regle, bemeldte Auctor giver for et Exordium. Disse smukke Folk har jeg da villet efterabe, uden at tvivle om, at jo baade de selv og enhver, endogsaa halvlærd men ikke skiødesløs, Læser kunde see, at jeg giør dem en Bebreidelse, naar jeg lader trende Afhandlinger, som næsten enhver i vore Tider lettelig vil holde for sande, gaae forved og være Exordium til den tredie, som jeg tænkte ingen vilde eller burde troe. Thi, endskiønt jeg vidste, at der vare Præstehadere til, kunde jeg dog aldrig bilde mig ind, at de vilde enten bifalde alt, hvad min tredie Afhandling siger om vor hele Geistlighed, eller tænke, at jeg bifaldte det selv: saa dumt havde jeg med fri Forsæt og velberaad Hu-

7

skrevet den. Alle Sager lar sig ikke lige vel og let forsvare, ey engang af den skarpeste og bedste Advocat, og enhver maa forsvares som den allerbest kan: men jeg skulde mene, at jeg nu tilstrekkelig har forsvaret min Sag, det lille politiske Skrift, da jeg saa omstændelig har viist hvad det er og bør holdes for. Ja, tør vel nogle svare, dette burde Philopatreias forud have sagt os. Snak; hvem pleier vel saa at giøre? Det maatte jo være lige saa slet en Satyrikus, der behøvede dette som det var en slet Maler, der havde nødig at sette over sine Billeder: Dette er en Hoppe, dette er en Hind. — Jeg kan vel ikke andet end tilstaae, at det ey er gaaet mig en Smule bedre end mange andre Skribenter, som, fordi Meningen af hvad de skriver: staaer dem selv rigtig nok i Hovedet, tvivler derfor intet om at det jo ogsaa er skrevet klart og tydeligt nok for deres Læsere; endskiønt det siden befindes, at ey engang de klogeste

8

forstaaer det: men dette er kun en Vanlykke: og hvem kan giøre for sin Skiebne? Jeg beklager da, at jeg har været saa vanheldig i den gode Formodning, jeg havde giort mig om mine tre Afhandlinger; og i sær om den sidste. Thi neppe var den kommen fra Pressen, førend jeg hørte nogle rose den, og andre klage derover. Nogle saa velsignede Philopatreias, en stor Hob forbandede ham: somme loe, men flere vare ferdige at græde. Dette mindst forventede Udfald gik mig saa nær til Hierte, at jeg strax besluttede at revocere min Satyre med det snareste, og at skrive i en langt anden Tone. Dette er vel en smal Sag for en Procurator, som forstaaer sin Pidsk, og nok saa hurtig som den bedste Kudsk maa kunne vende og kiøre; thi det hører jo til hans Profession at kunne agere pro og contra i een og samme Sag: men en lykkelig Hendelse betog mig det meste af Umagen. Thi, som jeg en Dag gaaer og pynser paa den beste og korteste

9

Maade, kommer en ubekiendt Person ind til mig, giør mig nogle Complimenter, og efter anden Omsvøb endelig spørger, hvorledes jeg kunde være saa ubillig imod tvende umistelige Stænder: I det samme trykte han mig en Slump Ducater i Næven, og bad, jeg vilde revocere det meste af min anden og tredie Afhandling. Jeg bad ham sidde ned, og, imens jeg saae Pengene efter, besindede mig saa hastig, som Tankerne kunde løbe: Denne Mand, tænkte jeg, forstaaer i denne Sag ikke, hvad Finis operis; men det, som jeg holder meest af, hvad Finis operantis har vaaren; min Agt har dog været, saa eller saa at fortiene noget lidet paa mine Blade, men jeg skulde skrige længe inden jeg kunde fortiene 20 Ducater med mit Skriverie her i Dannemark. Jeg merkede, at Manden saae stivt paa mig for min Tavshed. Min Herre, sagde jeg da, har ikke forstaaet mig ret; De kan være forsikkret, at jeg ikke har ment det

10

saa ilde. Hvad er deres Navn? (*) Misalazoneias. Min Herr Misalazoneias ville kun behage at tage sine Penge tilbage! Det er bedre, svarte han, at tage imod hvad en Mand, der skiønner paa Meriter, frivillig byder, end at løbe om og bedrage Folk: mangen een havde forblevet en ærlig Mand, om nogen i tide havde taget ham under Armene: Dersom hans ringe Present kom ret tilpas, skulde det være ham kiært: jeg maatte ikke forsmaae den, men være forsikret, at den ikke skulde blive den sidste, naar han saae, at hans Begiering var ikke giort forgieves. Derpaa tog han en forseglet Pakke op af Lommen, som han først vilde have sendt mig ved sin Tiener, men strax efter besindede sig for Pengenes skyld. Han bad, jeg siden vilde læse de Erindringer, som fandtes deri, og udvælge de beste af dem for at gaae en Gienvey til Palinodien. Neppe var han gaaet bort, før-

(*) Hader af Markskrigerie, Charlatanerie —

11

end jeg blev bestyrtet ved at tænke paa, hvorlunde nogens Mistanke kunde være falden paa mig: men saa farligt er det at blive Satyricus. Ikke desmindre trøstede jeg mig selv igien med disse Tanker: Det kan jo være mig lige meget, baade hvad andre sige, og hvad jeg selv skriver, naar jeg kun faaer Penge: O! du ædle Frihed! tilforn var det ikke saa let en Sag at skrive sig rig, at hævne sig paa en Criticus; at følge sine bestemmende Motiver: Misundelse, Hevngierighed, Æresyge —: eller at støde hverdags Talenter fra at løbe af med de Belønninger, vi store Genier saa gierne selv vilde have: Gid det gaaer den ædelmodige Raadgiver evindelig vel, der skaffede os Frihed for Censuren! Lige saa viselig som den er os given, ligesaa behagelig er den for enhver, som vil giøre Brug deraf enten til Godt eller Ondt: Nu kunde jeg og mine Lige, om vi havde Lyst, pynse paa, hvorledes vi kunde bilde de Store et og andet ind, for at spille an-

12

dre et Puds, som vi misunde, eller ey kunne lide: Vi stridbare Lærde kunde ogsaafrit tugte dem, som viste ringeste Mistroe til vor Dygtighed, ja frit skiære Næse og Øren af dem, under Paaskud saavel af Kiærlighed til Fædernelandet som af Lyst til at befordre vore Medborgeres Oplysning: Men det være langt fra mig at vise Prøver paa saadan Haardhed, endskiønt min Gaasedolk er skarp nok til at giøre det! Jeg er et meget fromt Blod, og et eyegodt Menneske; hvilket enhver maa troe, og let kan troe, da jeg siger det selv: Man kiender den, som har lært al den franske Complaisance, Høflighed, Artighed, og bruger den i daglig Omgang, og dog tiere en tøser Gange har viist med sin Pen, at han er sammensat af lutter Godhed omkeert: Hvad vil saadan en ikke nu giøre? Men jeg takker Friheden for noget bedre: O! hvor fylder den min lille egennyttige Siæl med Glæde! og hvilke Tankestrømme er jeg ikke ferdig at briste

13

af! Tankestrømme, der trykker hverandre for at bryde igiennem de rosenskiønne Diger til Frihedens værdige Berømmelse. O ney! I Strømme, giør det ikke! ellers ville I trekke mig forlangt bort; og I have allerede giort der. Thi nu sandsede jeg først, at I have alt forlænge standset mig fra mit egentlige Forset, og fra at holde den Parol, jeg gav Herr Misalazoneias. Det var godt, kiære Læsere, at jeg kom dog endelig til mig selv igien; det var jo den roesværdige Palinodie, jeg skulde siunge. Men, førend jeg kommer saavidt, man jeg endnu erindre om een Ting. Læseren seer, at hver af mine Afhandlinger har et Modens Smykke i Panden af et poetisk Valsprog: under denne Charlateneriets Efterabelse stikker og en liden Satyre; hvilket jeg faaer oplyse med en kort

14

Afhandling om Skildte.

Vino vendibili non opus est suspensa hedera

Skildte have deres store Nytte. Nogle af dem zire de Huse, de hænge udenfore, og hvert af dem fortæller Beskuerne, at der i Huuset er enten noget Slags Vahre til Kiøbs, eller Arbeide at faae giort. Hvilken fortælning kan blive nok saa profitabel for Falbyderen som for Liebhaberen. Men disse Skildte kan og bedrage med det, at de (som begribeligt er) hænge der ikke for at sige, at Vahrene eller Arbeider er slet, og følgelig ville saa hemmelig forsikkre om det, som er tvertimod, hvilket ofte er falskt. Valsproget, Devisen, Ordsproget eller det Symbolum der staaer over denne Afhandling om Skildte, er just selv et Skildt, baade af en bogstavelig og allegorisk Mening. Den bogstavelige siger lige efter Ordene: Der behøver ei at hænge Vedbende ud for

15

en sælgelig Viin, eller for en Viin der sælger sig selv. I de ældste Tider pleiede de Syderlandske Viinhandlere at hænge grøn Vedbende uden for deres Huse, i steden for at vore her sætte Druer, een udhuggen og Resten malede. Devisen, tagen efter Bogstavene, behøver da ingen videre Forklaring; og, hvorvidt Ordene, saaledes egentlig forstaaede, ere baade sande og falske, vil Læseren, ved en liden Eftertanke og uden vidtløftig Søgning, strax finde i sin egen Fornuftkiste. Devisens allegoriske, hentydelige og forblommede Mening deler sig selv i den almindelige og særtagne. Den almindelige er, at Ordene lade sig lignelseviis hentyde paa alle gode Vahre, og siger derfor det samme, som vort gamle Ordsprog: Gode Vahre sælge sig selv: det er, man behøver ei at rose dem for at faae dem solgte. Den særtagne allegoriske Mening er atter dobbelt; thi den sigter deels til Afhandlingen,

og dels til Afhandleren

eller Forfatteren. Supensa hedera; den (som et Skildt) ophængte Vedbende, passer sig til

16

Afhandlingen som til den, hvis Materie er just om Skildte. Ordet vendibile skulde vel ogsaa passe sig og sige, at Afhandlingen roeser sig og sælger sig selv: men hvor falskt kan ikke dette blive? Vil jeg have den roest, faaer jeg nok selv at rose den; og at den vil blive meget sælgelig eller afsettelig, er ikke mindre at tvivle om. Men fornemmelig sigte slige Deviser og Modens Skildte hver til sin Afhandler, som dermed vil erindre os om, at han er bevandret i de Gamles Skrifter, er belæest, og som belæest meget lærd: men af blot Belæsenhed slutter jeg ikke Meget; fordi grundlærde Mænd har sagt mig og beviist, at der ere flere belæeste Idioter til, end nogen skulde troe. Jeg begiver mig fra dette Slags Skildte til deres nær beslægtede, hvor iblandt, jeg regnet Titelblade. Disse fortælle Læseren, hvad Indhold Bogen er af, og ville dermed sige: Kommer og kiøber Viisdommen, skiønne Raritæter — ! men ofte, naar han har læest den, græder han for sine Penge. Endelig: de laante Navne, Skribenter nu omstunder forstikke sig under,

17

ere af samme Caliber. Jeg selv kalder mig Philopatreias, og dermed forsikrer, at jeg er en ret Patriot, og en stor Elsker af Fæderne-Landet: de maae troe det, hvem der ville. Jeg saae gierne, at Misalazoneias vilde troe det; men han er græsselig Vantroe. Gid min følgende Poenitentse-Prædiken maatte omvende ham! Til at naae dette ønske, skal jeg af alle Kræfter giøre mit, og vil nu begynde med hans eget Brevs Erindringer; for saa er Palinodien snart siunget.

Hr. Philopatreias!

S. T.

Alle drives ikke af een og den samme Aand til at skrive. Der er Formodning til, at De, min Herre, drives af een, som er patriotisk og ydmyg. Der første slutter man saavel af Navnet, som af Deres hellige Løfte om Vedblivelse i at elske Deres Fæderne-Land. Det andet er en rimelig Følge baade af Deres store Lyst til at unde andre Palmen, saa og af Deres

18

oprigtige Tilstaaelse, at der kan være flere fornuftige til end De, nogle, som kan eftertænke Deres Anmærkninger, ja de, som kunne have en mere udvidet Indsigt, og at fælles Kræfter kan udrette mere end enkelte. En Skribent af saadan en Aand kan man vente af, at han lar sig sige, og taaler, at den, som har ikke større Kræfter end han selv hielper ham at trekke. Det er og ikke got for en svag Hest at drage Læs med en stærk; thi Kudsken pleyer at pidske meest paa den, som ikke hamler op med sin Stald-Broder. Men Hvad behøver jeg at tvivle? De siger jo selv, at De vover Deres Forsøg just til at anspore andre. Jeg føler allerede Sporen; hvor kan jeg da andet en løbe? Andet end springe, i sær til Dem, med følgende Erindringer?

Min Herre setter en Devise over hver af sine tre Afhandlinger: hvorfor har De ikke ligesaavel sat een over Deres Fortale? Det kunde jo have brillieret smukt, om De havde skrevet der: Tuta freqvensqve via est fub

19

amici fallere nomen. Det er en tryg og færdselfuld Vey at skuffe under Navn af Ven. Thi jeg troer nok, at Fæderne-Landet ligger Dem selv meget nær om Hiertet: men det kunde ikke have skadet at erindre andre om deres Falskhed, som udbasune deres gode Villie til Fæderne-Landet, og dog, hvor de Maane befinde sig best, vilde sige med Philosophen: Patria est, ubicunqve est bene: Fæderne-Landet er, hvorsomhelst der er got at være. Paa den Grund

forlod Tityrus eller Maro sin Galatea, og drog til Amaryllis, efter min Herres egen smukke Bekiendelse i Devisen paa Titel-Bladet, (Hvor der ogsaa havde kunnet staae: Aude aliqvid brevibus Gyaris & carcere dignum, Si vis esse aliqvid: Vil du blive til Noget, saa vov noget, som kand giøre sin Mand til en værdig Inderste i Blaae-Taarn).

Mange søge til Kiøbenhavn, fordi de finde sig ilde holden hjemme. Naar et og andet Kunst-Greb har slaeet feyl, gribe vi til er nyt: Kan det gavne os, ligger der ikke

20

Magt paa, at det skader andre. Nu leer jeg af mine sidste Ord; thi ved dem faldt mig ind, at jeg pleyer ofte at lee af dem, som ville omvende Hyklere, hvilke ere adskillige Slags: Spitzbuber, Naturalister, Frietænkere, Qvaksalvere, Projectmagere. — Slige Folk tale ofte meget om deres egen Ærlighed, Menneske-Kierlighed, Patriotisme. — Mange af dem ere livagtige Copier af Rendekierlinger, som have intet at leve af, og derfor søge at smigre sig ind saa et og saa et andetsteds; Legger sig efter at sette nogen Sminke paa deres Snak, eller at give den noget Skin af Sandhed uden at vide Grund og Rede til hvad de fortælle, hvilket ofte løber ud paa at stifte Uenighed imellem Familier og at volde stor Ulykke med deres Hyklerie og Sladder. Men de allerværste Hyklere og Ulykkens Fugle ere de Veyrhaner, som i en Hast kan dreyes til alle Sider, Povl-Vendekaaber, som passe paa Tidernes Tegn, og høre flittig efter, hvad Tone een og anden af de Høye staaer i, for at stemme deres egen Lire derefter, i Haab om enten at giøre sig selv lyk-

21

kelige eller og tillige at styrte andre. Min Herre, jeg fik en Raptus, og glemte at tænke paa Dem.

Af Deres Fortales 3de første Linier, seer jeg, at De har udgivet Deres Anmærkninger, for at bede andre tænke dem nærmere eller Nøyere efter. Sandelig der hører Eftertanke til, om man ret skal kunne see, hvad Meningen af denne Begiering er. Thi naar man beder andre tænke det efter, som man enten har sagt, eller vil sige, da er Begieringen undertiden det samme, som at sige: Tænk det efter, saa vil I besinde, at jeg har Ret: men undertiden vil den kun sige, at vi have Lyst til at vide andres Tanker, for at blive visse paa, hvad der er sandt etter usandt i vore egne. Den sidste Visning er nok den, min Herres Ord skal føre med sig; hvilket jeg slutter af deres Sammenhæng med de følgende. Men da har min Philopatreias giort meget mere, end han enten behøvede eller burde at giøre. Til at forestille Publico det, som han, for ikke at hedde Stats-

22

Mand, vilde have andre til at dømme om, havde gandske faa Ord været nok. Dertil behøvedes kun, i Steden for tre Ark, at have skrevet tre Linier, eller fremsat disse tre Spørsmaal:

1. Ved hvad Midler skal man komme til lettere Tider og en stærkere Handel?

2. Er det ikke bedre at afskaffe Advocater, end at beholde dem?

3. Mon det ikke være gavnligt for det Almindelige, at Præsterne fik en vis aarlig Løn i Steden for Offer, Tiende og andet Uvist?

Paa denne Maade havde min Herre jo, som De selv siger, giort en Begyndelse, havde kunnet vente Svar, og faaet andres

23

Tanker at vide. Men der hedder strax efter, at De vover et Forsøg, det er, maaskee, at sige, De vilde selv besvare Spørsmaalene, og saaledes agere Stats-Mand. Dette var jo at sette os i Haab og fængsel: Men fik vi ogsaa noget af det, vi haabede? Man kan saaledes giøre Forsøg, at man staaer lidet eller meget af sit Foretagende ret giort, om man ey saa lige kommer til Ende med det Hele. En Kunstner kan begynde paa at snitte et Billede, faae det altsammen ruhuggen, og Hovedet gandske færdigt, endskiønt en Forhindring kan nøde ham til at slippe Resten paa Halvveyen. Men i Deres Forsøg, min Herre, seer jeg hverken Hoved eller Hale færdig, og ikkun gandske lidet ruhuggen. Saa utidigt et Foster burde da ikke have kommet for Lyset: En svanger, som beherskedes alt for meget af Indbildnings-Kraften, kunde forderve sit eget Lives Frugt ved at stirre paa Deres Vanskabning. Den, som ikke baade bestemmer og beviser, hvorledes et Værk skal gribes an, kan ofte giøre mere Skade end Gavn med sine Projecter. I den Fald var det mere

24

ærligt og klogt at holde inde med sit eget Svar, og bie efter andres i Haab, at een, som havde Vid og Forfarenhed nok til at indste og oversee en meget vidtløftig Plan, opdagede vel en fast og sikker Grund, hvorpaa der siden kunde bygges. Men her maae jeg vente mig en gammel Bebreidelse. Det er let at formode, at min Herre, naar De har læst alle mine Erindringer, vil spørge, hvor mine egne Opdagelser ere, og forekaste mig, at, om jeg selv havde vidst noget grundigt i denne Sag, havde jeg nok kommet frem dermed: men dette kan beviisligere og med bedre Føye siges til Dem. Jeg skriver kun til Dem, min Herre, og ikke for Publicum. De skriver for Publicum om det, som der er snakket om for en Snees Aar siden. De opdager da ikke noget Nyt; men fortæller kun, hvad De kan have hørt af andre, som tale lige saa ugrundigt derom, som De. Var Lysten til sligt nogensinde faldet mig ind, havde jeg kunnet giøre det, mange Aar førend Skrive-Frieheden kom. Jeg veed ikke just, hvor længe det er, siden der blev handlet om at ophæve Com-

25

pagnierne; Men jeg mindes grant, at det er over 30 Aar siden jeg læste i Manuscript, hvorledes vor store Polyhistor Gram stræbte at giøre deres Grunde til intet, som vare af den Mening. Hvor læt havde jeg da ikke kunnet forekomme en Polypatreias med noget lige saa grundigt, som hans? Jeg kunde jo have skreget: Ophæv Compagnierne! Hvi forbyder man ikke Indførsel af Thee og Caffee? — Min Herre, De kan jo ikke være uvidende om, at der er en stor Hob (*) Mala neceffaria til, og at, om nogen efter et blot Skrig uden videre Overlæg vilde plutselig og med eet afskaffe noget af dem, giorde han Ulykken større. Derfor bør man ikke komme frem for Publicum med ubestemte, halvkogte og drømte Raad for sligt, men nok med Spørsmaal. Skribenten maae længe nok bilde sig selv, og stræbe at bilde andre ind, at saadanne Raad ere fulde af Fornuft og Indsigt, en anden, som og er fornuftig men sindig tillige, troer ham aldrig. (*) Nødvendigt Onde.

26

Det allerførste, som møder os i Deres

I. Afhandling, er den store Maskine, der bestaaer af mange Hiul. Hvorledes vil nogen finde rede i den? En Stats-Mand, Land-Oeconomus, Natur-Forsker, Anatomicus og Uhrmager have hver sin besynderlige Maskine at betragte. Uhrmageren har vel den mindste; dog, naar et Uhr ikke vil gaae, kan han ofte neppe blive klog paa, hvori Feylen stikker. I hvor længe Anatomici end har beskuet alt, baade indvendigt og udvendigt i et Menneskes Legemesaa tilstaae de dog, at der endnu ere Hemmeligheder deri, og at der ofte ere giorte falske Slutninger af det opdagede. Natur-Forskerne kunne endnu mindre finde sig i den hele Maskine eller Klode, vi boe paa. Philosophen, om det ellers er sandt, blev saa vreed paa det smalle Hav Euripus, at han styrtede sig deri, fordi han ey med alt sit Hiernebrud, kunde faae Aar- sagen udgransket, hvorfor dets Strøm forandrer sin Kaas 14 gange i hver Døgent. Men jeg troer, at saavel en Land-Oeconomus, som en Stats-Mand maatte blive forrykt i Hovedet,

27

inden de kunde udgrunde Aarsagerne til alle Forandringer i deres Maskine Staten, og saa det saaledes maget, at intet deri skulde gaae enten for høyt eller for lavt, men alting tilpas.

Ikke desmindre vil jeg, saa lidet jeg end begriber af Stats-Sager, lade mig føre af Dem, min Herre, til Danmarkes Stat. Deri har De betragtet en Feyl eller Sygdom, som er

Føde-Vahrenes umaadelige Priser,

hvilket man kalder dyr Tiid: Men om den behøvede vi ingen Kundskab; vi føle og have læn-. ge nok følet den. Det var da kun Aarsagerne dertil og gode Raad derimod, vi ønskede at vide. Et Raad har De meent at vise paa den 9de Sides 1ste Linie, nemlig: frie Indfølsel, og een af Aarsagerne i den 4 Linie, alt for stærk Udførsel. Det samme igientages Side 11. 13. 15. men de Ord frie og for stærk ere tvetydige, saalænge man ikke nogenledes bestemmer den frie Indførsels og den mindre Udførsels Varighed med videre, hvilket De ingensteds har giort, ey heller saa læt kunde

28

giøre. Der kommer da ikke megen enten Klogskab eller Nytte ud af denne Deres Angivelse; eftersom en frie Indførsel og ingen Udførsel kunde blive Landet og hver Mand nok saa skadelig som ingen Indførsel og for stærk Udførsel.

Nu skulde jeg videre følge Dem, og see de andre angivne Aarsager: Men noget blot historisk uden Beviis er man ikke tient med i denne Sag. En eneste Post af dem, De herom fortæller, kunde mange bevidne, at fremmed

Korns Indførsel har nogle gange været tilladt paa en Tid, som giorde

den umuelig: Men, hvorledes det dermed har hængt sammen, kunne maaskee enten faa eller ingen vide. Kan være, at de, som forlangede den, have ikke i rette Tide passet paa at faae Tilladelsen udvirket. Hvad De siger om Kornpugere, forstaaer jeg ikke, thi man gietter ikke læt, enten De sigter til Kiøbstæderne eller til Landet eller til begge. I Kiøbenhavn veed jeg ingen Kornpugere; thi Høkerne sælge glat væk, saasnart de have kiøbt og an-

29

dre legge ikke mere Korn op der, end de selv forbruge. Skulle de findes andensteds, ere de uden Tvivl meget rare, fordi at giemme længe paa meget Korn er lige faa voveligt som Handelen selv, og neppe nogen drister sig dertil, førend han seer rimelige Tegn til dyr Tid, som vilde komme, enten han lagde Korn op eller ey. Men hvad er dyr Tid? Jeg mener, at det siger det samme, som at Pengene gielde ikke saa meget imod Vahrene, som før. Dette kan have en Aarsag, som ingen af os to saa lige kan giette. Jeg læser, at en Adelsmand allerede i Christiani 4ti Tid klagede derover: Men efter hvad for en Regula inversa Regningen kunde bringes til sit forrige, vidste han ikke. Min Herre, De melder om Jorde-Godsernes høye Priser, men skulde man kunde sige noget vist om deres Aarsager og Følger, maatte man have en oeconomisk Historie for 30 eller flere Aar. De har giort ret i det, at De intet har rørt ved Capitels-Tarterne; thi

De er ingen Land-Mand, og jeg ikke heller: Vi kunne da ikke dømme derom. Mig synes,

30

at det visseste, man kan sige om Oeconomien overhoved, er, at da Bonde-Standen og Borger-Standen kunne ikke være hinanden foruden, var det got, om der kunde giøres Anstalter til, at de holdte lige Vægt med hinanden: men at vise, hvorledes dette vil lade sig giøre, vedkommer hverken Dem eller mig.

Det, De pag. 12, ønsker, at Korn-Magaziner bleve anlagte, ønsker jeg med. Men, om det blev umueligt at sette Forslaget i Værk, vilde det ligne Recepterne, som forekomme i lystige Bøger, og hvis Composits bestaaer, af Ingredientzer, som ey ere fængelige, saasom Rec. Fittet af en Myg, 4 lod Trompeten-Skrald, en Haandfuld Soel-Straaler. — Det er ellers forstaaeligt og beviisligt, at Hoved-Fæstningen burde aarlig, om det var mueligt, først og frem for noget andet Sted, forsynes med Levnets-Midler.

Pag. 19. tales om at udvide Kiøbenhavns-Handel: Havde De tydelig viist, ved

31

hvad Middel dette kunde skee, havde De virkelig sagt os noget mere end Intet. At Kiøbenhavn skulde nogen Tid komme til at ligne Amsterdam, er kun et forfængeligt Ønske, og bliver vist nok aldrig andet. I det mindste veed hverken De eller jeg, hvorledes dette kunde skee, naar Handelsmændene selv ey kunne finde paa at udbrede deres Handel, saa vil nok ingen Clerk kunne lære dem det. Jeg tvivler ogsaa meget om, at den østerlandske Handel kan blive os og vore Naboer længe tienlig. Hvorfra, vil De maaskee spørge, have da Hollænderne fra lang Tid af samlet sin Rigdom? Fra de andre Europæers Taabelighed, som kiøbte hines østindiske Vahre. Asien (intet at tale om andet) har udsuet og forarmet Europa. Terra suis contenta bonis non indiga mercis Externae: Et Land, som er fornøyet med sine egne Produkter, trænger ikke til Udenlandske. Dog kunne vi ikke uden vor egen større Skade opgive denne Handel, førend alle europæiske Magter bleve enige om at giøre det samme, og tillige om at giøre alle ufornødne

32

Vahre til Contrebande, ja om at hænge alle Skippere, som, efterat Forbudet var publiceret, bragte saadan Kram til Europa. Men, at saadan et Forbud vilde komme, derom burde alle ofte advares en god Deel Aar tilforn, for ikke pludselig at ruinere Compagnierne eller nogen Handels-Mand. Tænk ikke, min Herre, at dette skrives, som en Project! At ville alvorlig bekymre sig om sligt, var at sørge for den Dag, som aldrig kommer. Thi berørte Enighed kan aldrig ventes, og derfor bliver Handelen nok ved, indtil den forbyder sig selv af Mangel paa Sølv og Guld.

De taler hist og her om Folke-Mængde, som pag. 15. 18. 32. — Dette er smukt efter Moden. Gid somme kun selv vidste, hvad de skrive! Hvor er den store Mangel paa Folk hos os? Jeg nægter ikke, at jo Folke-Mængden er mindre nu end tilforn; men jeg vilde, at De klarlig havde beviist, baade at den er mindre, og at den efter det Heles nærværende Forfatning nu burde være større. Her er jo fuldt over alt af fattige Mestere, som ey kunne give

33

Svenne-Arbeyde, og af Daglønnene, som oftest have kun lidet eller intet at fortiene; her i Staden voxer ogsaa aarlig Fri-Mesteres og Fri-Handleres Tal, hvilke berige kun dem, som uden Grændser udstæde Frieheds-Breve, men over deres alt for store Mængde ødelegge ey allene sig selv indbyrdes, men og de gamle Formuende, og derved hindre de Giftermaale Staten var tient med. Fik man nu af slige Stympere dobbelt saa mange til, blev det ti gange galnere; Det er jo Urimeligt sagt, eller tænkt, at de kunde faae mere at fortiene, allene fordi de vare blevne flere. Mængden kunde ikke giøre det ringeste til mere Fortieneste, men nødvendig udvirke det Modsatte, hvis der ikke først komme andre Aarsager til. Tænk! hvor latterligt det var, om jeg sagde: I Aar fik Bonden kun lidet Korn i sin Lade, fordi Tallet af dem, han lod høste for sig, var kun lidet; havde han taget dobbelt saa mange Høst-Folk an, havde han og de faaet dobbelt saa Meget; Det var jo Bonden til Skade, om han skulde føde og lønne flere end han behøvede. Videre: En fattig

34

Skoemager, som har intet at fortiene, kan ikke lade sig noget giøre hos en Snedker; en fattig Snedker, som har intet at fortiene, kan og ikke kiøbe sig et par nye Sko. — Et Tillæg af slige Folk over den sædvanlige Mængde vilde altsaa ikke nytte, men skade; med mindre det kunde bruges enten til at giøre er stykke Land frugtbart, som laae øde, eller til at virke et og andet, som en Handels-Mand turde kiøbe og giøre til Exporter. Hvis saadan Brug har endnu ingen Sted hos os, hvorfor taler man da om Folke-Mængden, ligesom den var for liden? Og, hvad om nogen tog sig alvorlig for at bevise, at den efter Omstændighederne er for stor? Jeg har vel ofte hørt Klagen, at Bønder tit maae savne Folk til deres Arbeyde: men derimod har jeg ogsaa hørt, at for nogle og 60 Aar siden havde Rytter-Districterne i Jylland altid Folk nok, deels fordi Rytter-Bonden levede bedre end Træl-Bonden, deels og, fordi Rytteren, som den Tid kostede Regieringen lidet eller intet, hialp og tiente Bonden. Nu have fattige Borgere i nogle og 50 Aar maat

35

betale Indqvarterings-Penge for Ryttere, som ofte bestiele dem, forvolde dyrere Tid, giøre forresten ikke noget synderligt, og koste Regieringen meget. Dersom der vare et par hundrede færre Brændeviinsmænd i Kiøbenhavn, fik 200 Karle og 200 Piger at drage hiem igien; og, naar der da gik Ry af, at det var nu ikke saa læt at faae Tieneste i Kiøbenhavn, som før, vilde Lysten forgaae mange af de Unge at søge sin Lykke der. Men hvem kan opregne alt det, som maae være Aarsag til, at der undertiden sattes nogle faa paa et Sted, som ere til Overflod paa et andet? Der kommer en temmelig Hob Tydske herind; deraf slutte nogle, at vi have Mangel paa egne Folk: Men om Tydskland forsyner os med nogle, saa er det jo bevidst, at vi forsyne de Tydske med andre, der sette sig need hos dem. Det er desforuden bevidst, at en Deel af vort unge Mand-Kiøn snige sig bort til Holland og andre Steder, hvor de vente bedre Employ end her; og det vil de herefter mere giøre, jo stærkere man trykker de gamle: de finde sagte Huller at smutte igien,

36

nem. Lad da endelig være, at her paa somme Steder findes ikke den Mængde, som man vilde have; saa paa den anden Side nægter vel ingen, at jo et Land ogsaa kan blive for rigt paa Folk. I gamle Dage maatte disse Lande tage Exempel af Bierne, som jage deres Unger ud at sværme. Nu er der vel ingen Fare for, at Danmark skulde nogen Tid blive nød til at skille sig af med saadan en Mængde, som da: Dog er det nok mueligt, at en nærsom Stad, og et lidet stykke fedt Land, kan blive alt for folkerigt, eftersom mangfoldige helst søge derhen. I hvor rigt paa Levnets Middeler Engelland er, og hvor omhyggelig de Fattiges Væsen end der besørges, skal dog mange, og det næsten aarlig, crepere af Hunger i London. Det har sig med en alt for stor Mængde Folk paa et lidet stykke Land, som med alt for meget Qvæg paa en god Fælled; den føder det for en kort Tiid, og siden lar den saavel det fede, som magre Qvæg svinde hen af Sult. Om Kiøbenhavn var 3 gange saa folkerig, som den er, mon Sielland da kunde føde den en heel Vinter igiennem, som

37

afskiar den al Tilførsel over Søen? Der hører stor Betænksomhed til at befordre Folke-Mængde. Derfor, om vi end havde bedre Tider, end de nærværende ere, vilde jeg endda holde det for Synd, at lokke mange Tieneste-Folk, Handverks- og Arbeyds-Karle til at gifte sig. Dette kunde vel hielpe noget til Folke-Mængde; men staaer derfor alle Retterne, den skal leve af, tillavede og færdige for den, ligesom for Adam i Paradis? Ved dens Tiltagelse kunde vi saaledes fylde alle Hospitaler og Opfostrings-Huse med Fattige, at de Borgere, som nyde noget, kunde samtlige blive forarmede ved at underholde dem. Til at have nogen Vished i denne Sag, vilde det komme an paa et nogenledes rigtigt Overslag for enhver Provins. For Exempel: der maatte vides, hvor mange Folk Hoved-Staden og hele Sielland omtrent har at føde, hvormeget af Føde-Vahre der behøvedes til samtliges Underholdning aarlig, hvormeget Landet selv aarlig (dog hverken i de beste, ey heller i de sletteste Aaringer) kunde deraf forskaffe, og ved hvad Nærings-Brug enhver kun-

38

de fortiene nok tll at faae sin nødvendige Deel deraf: saa fik man omtrent at vide, hvormeget der skiød over enten til Udførsel, eller til en større Mængde at underholde. Fordi ingen har viist dette, finder jeg ey heller, at nogen af dem, som hidtil have giort Vind med at snakke om Mangel paa Folk, har tilstrekkelig beviist, at hans Raad ere værd at følge. Der er Tid til alting: Altsaa kan der og være Tid, ey allene til at lade Folke-Mængden voxe, men og til at lade den tage af. Ingen kan dømme ret om et Factum, førend han veed alle Omstændighederne: Hvad nytter da, at snakke om Folke-Mængdens Formerelse, saalænge man ey endnu har overveyet, om alle de Omstændigheder ere til eller kunne ventes, som behøves til at giøre den baade muelig og tienlig? Lands-Byerne ere egentligst de Steder, der skulde give os Folke-Mængden, naar Bonden ret var fat i Stand til at drive sin Avling. Og endda, hvis et naadigt Forsyn ey vilde give Lykke, kunde alle Anstalter blive forgieves; hvilket Qvæg-Sygen, Misvext, og andet ofte er et Beviis paa. Naar Herren ikke bygger Huset, ar-

39

beyde de forgieves, som bygge derpaa. Men dette giør en Naturalist sig ingen Betænkning om, og endeel andre kunne være ligesaa ubetænksomme og forvovne i at give Raad, som han. Somme vide kun at beraabe sig paa, hvad der baade raades og settes i Værk hos andre Nationer: Men, naar to giøre eet, pleyer man at sige, er det endda ikke eet; thi Forskiellen maae søges i Omstændighederne. Det har bekommet mangen en Abe ilde, at den har efterlignet menneskelige Gierninger. Om en Grønlænder havde beseet disse Lande, og, naar han kom hiem igien, hvor der findes næsten intet andet end Iis og Snee i Steden for Agerland, vilde af en blind Patriotisme giøre sine Landsmænd Foreslag om at pløye og saae, var dette jo et latterligt Foreslag. Der siges, at næsten alle Bønder i Engelland gaae i fiint Klæde, burde man da ikke, for at befordre Fabrikkerne, raade vore Bønder til samme Statselighed? Jeg frygter for, at flere og flere af mine Landsmænd ville med første ikke blive andet end Aber, saavel i at handle, som i at snakke.

40

I Deres første Afhandling, min Herre, burde have været erindret, at alt for stor Forandring paa eengang er farlig; men at forsøge lit efter lit, er en priisværdig Forsigtighed.

Hvad Deres anden og tredie Afhandling angaaer, da røre de saadanne Mænd, som have Evne og Færdighed nok til at forsvare sig selv. Jeg vil da hverken for Alvor tage deres Partie, ey heller være nogen af dem imod; men, for at stille min egen Nysgierrighed tilfreds, saae jeg gierne, at De, min Herre, opløste mig nogle Spørsmaal, som jeg i Anledning af bemeldte sidste Afhandlinger har sat mig for at giøre Dem. De vil have alle Unrerrets-Procuratorer afskaffede, og, om dette skede, skulde de beste af dem oprette deres Tab ved at agere Consulenter: Jeg spørger da, om en enhver Consulent kunde hindre Retten ved lige saa mange Intrigver, som nogen Lomme-Procurator. At dette skeer af de Engelske Consulenter, har jeg hørt adskillige Exempler paa: Jeg vil kun fortælle eet, som ey er af det værste

41

Slags, dog noget løyerligt. En rig Consulents-Datter forlovede sig med et vakkert ungt Menneske, og forud betingede sig, at de taalmodigen skulde vente efter beste Leylighed, og Sagen holdes hemmelig for hendes Fader, fordi hun var forsikkret om, at deres Anslag vilde blive omstedt, saasnart han fik det at vide. Ikke desmindre gaaer Beyleren til hendes Fader, og fortæller, at et par unge Forliebte vilde gierne, jo før jo hellere, træde i Ægteskab sammen, dog saa hemmelig: De ønskede derfor at vide, hvorledes de skulde bære sig ad, at de kunde blive copulerede paa et fremmed Sted, og Beyleren dog ikke staae nogen Fare for at blive hængt efter den Engelske Rets Strenghed. Consulenten svarede strax: Beyleren skal sette sig i Vognen, og lade hende være Kudsk; for saa fører hun ham bort, og han ikke hende. Som sagt, saa skede det. Hvorpaa Beyleren gik til Consulenten igien, takkede ham for hans sit gode Raad, og lod ham vide, at hans Datter var Bruden, og han Brudgommen. Consulenten svarte med høy Latter: Min kiære Søn,

42

har I havt Forstand til at narre mig, har I vel og Forstand til noget mere: Lev vel med min Datter!

For en 50 til 60 Aar siden, da Tiderne vare dobbelt bedre, end de nu ere, blev der raadslaaet om at give Præsterne en vis Løn, og Ordet gik, at de paa Landet skulde have, foruden nogle Creature paa Græsning, 300 Rdlr. aarlig: men Forslaget befandtes at være ilde grundet, og derfor gik det strax ind igien. Nu, ripper min Herre det samme op paa nye, dog med Tilstaaelse, at de burde nyde det, som de anstændigen kunde leve af: Jeg spørger da: Hvor stor er den Løn, som De vil unde dem? og har De giort Overslag paa, hvor mange Tønder Guld den for Danmark allene aarlig vilde beløbe sig til? Hvor mange Præster har De vel nogen Tid kiendt, som vare rige af deres Kalds Indkomster? Have de været Mange flere end een iblant 100? Jo, bør de svare, med mindre De vil tilstaae, at De siger en stor Usandhed, naar De skriver, at den geistlige

43

Stands Indkomster ere i Almindelighed for store; thi dette saa kaldte i Almindelighed kan ikke være sandt, hvis vi ikke have langt flere rige end fattige Præster. Af dette falske Foregivende lar sig slutte, at min Herre har maaskee aldrig besøgt Enker og Faderløse i deres Nød, allermindst geistlige, hvoraf de fleste leve i Kummer og Armod efter Præsternes Død, naar de ingen Venner have, som ville tage sig dem an. Thi den 1/8 af Kaldet rekker hverken for eller bag paa de fleste Steder. Hvor stor mener De vel, at en Præstes faststaaende Løn da burde være, naar en ottende Deel deraf skulde blive nok til anstændig Underholdning for hans Enke, særdeles i disse besværlige Tider, da et heelt 100 Rdlr. gielder neppe mere end 50 tilforn? At der ere fattige Præster til, kan man og see paa deres omspredde Børn. Thi man finder jo mange fattige Præste-Sønner iblant Studenterne, og mangen en Præste-Datter maae tiene her og andensteds med lige Vilkaar, som en fattig Bonde-Pige. Maae da en Præst ikke ligesaavel, som hver anden

44

samle noget, om han kan, til Kone paa hvad ærlig Maade der og kan skee? Lærde Præster vide bedre end en læg Mand, hvorledes Børn, som holdes til Bogen, skal oplæres; man skulde derfor vente de beste Studentere fra dem: Men, naar de selv bleve mere fattige end tilforn, hvad skulde da bevæge dem til at lade nogen af deres Sønner blive Student? Jeg er ingen Præst; dog, fordi jeg selv nogenledes kiender de boglige Kunsters Værd, lar jeg mine 4 Sønner studere, og tænker, at ville med Tiden sende to af dem til Academiet; men jeg vilde ikke sende een, naar jeg vidste, at det skulde gaae efter min Herres Forslag; jeg lod dem heller alle 4 blive Koksmater eller Skibs-Drenge. Dog, naar det gik i Knibe, har jeg Bekientere i London, som gierne tog imod dem, og jeg kunde tillige recommendere nogle af mine Medborgeres. Jeg holder med dem, som paastaae, at ingen uden Formuende Folkes Børn burde studere, allermindst for at blive Høylærde; men hvad for en Velhavende Mand vilde betroe de 9 Gudinder

45

sit Barns hele Velfærd, naar det ey kunde love det andet end Foragt og Fattigdom? Thi her i Danmark kan de ikke love Studentere synderligt andet end Præste-Kalde, hvilke min Herre vil have giort slettere, endskiønt de fleste forud ere slette nok. Jeg vil nu ikke tale om, at De, baade paa Hykleres og Frietænkeres Maade, har fordreyet de Sprog af den Hellige Skrift, som De har anført for at smigre een og anden af dem, De vilde insinuere sig hos: men det merkes let, at De har været forlegen for noget at fylde Deres Blade med, naar De giver at forstaae, at Præsterne, burde (i Steden for at blande sig i verdslige Sysler) stræbe at udbrede, deels de theologiske, deels andre Videnskabers Lys. Min Herre, De skal ey med al Deres Kunst og Vittighed kunne giøre det rimeligt, at De selv troer noget af denne Snak: dog har man ikke ont ved at slutte, hvad Tanker den stammer need fra, da een Tanke pleyer at føde andre af sig. De havde faaet et Indfald om at ville indlegge Dem nogen Gunst, som De Høylig trænger til: For at lange til dette Maal,

46

var noget Skriverie det eneste Middel, De vidste. Tiderne ere vanskelige, og Pengene allevegne saa: De holdte da for, at det vilde blive Høye Læsere behageligt at see Projecter om Midler til Forbedring. For at blive des snarere troet, har De rettet Dem efter Øyesnak og andres Fordomme. Deriblant er den falske Gisning, at alle Præster ere rige, fordi een er rig; og Slutningen, som deraf i Fremfusenhed skulde giøres, var, at de samtlige burde klippes. Men, som Rigdom i og for sig selv er ingen Last og hverken Synd eller Skam, saa skulde de beskyldes for, at de, imens de samlede Penge; forsømte noget, som var dem mere anstændigt. Ergo (en artig Slutning!) var Fattigdom det eneste, der kunde giøre dem flittige til at studere og skrive. Paa samme Grund, fordi der i alle Stænder findes nogle, som baade ere formuende, og tillige føre sig anderledes op end gode Borgere, kunde man og sige, at hver Mand i alle Stænder burde giøres fattig, at de samtlige kunde nødes til at blive flittige: men siig os, hvori, naar de havde intet at

47

giøre med? At tage Pengene saaledes fra Folk, at de beholde intet andet end Fattigdom, er det samme, som at hugge Hænderne af dem. Min Herre holder det for u-anstændigt, at en Præst har Actier: Men gier ikke hans Penge den samme Nytte, som hver anden Interessents? Hvad dømmer De om en stor Handels-Mands Penge, som gaae ud for at tilbringe os en Mængde af et og andet unødvendigt Tøy? Mon ikke en eneste saadan Mands Penge kunne skade Landet mere, end hele 2000 Præsters? Der ere de, som høyligen undres over, at der endnu ere Penge at see i disse Lande: men, om alle fra de Høyeste til de Laveste havde bestandig været saa gode Huusholdere, som de fleste Præster, mon ikke Danmark da var meget rigere, end det er? Bør Præsterne vel straffes, fordi de have holdt bedre Huus, end mange andre? Skal Penge agtes, som en Forbrydelse; hvem vil da, af hvad Stand han ogsaa er, tænke paa nogen Stræbsomhed her efterdags? Mon han ikke snarere vil sige med en vis Mand, som jeg har kiendt: Ich Hab' meine

48

Sache auf nichts gestellt, Das kan mir auch nicht fehlen. Ich geb' dem Krüger all mein Gelt, So kan mir niemand stehlen. Kræver

vor Herre mere af en Præst end at iagttage en god Præstes og Huus-Faders Pligter? Dette kan vel ikke lade sig giøre uden Studeringer: Men kan det ikke nok skee uden at skrive Bøger? Naar en Præst paa Landet har nogen Tid til overs fra disse Pligter, maae han da ikke frit bekymre sig om Heste, Stude og Jordbrugen, siden han derved skaffer Penge ind i Landet, og kan aldrig giøre det samme ved at skrive Bøger, om han skrev nok saa Mange? Og mon han ikke ved at skrive snarest kan forsømme sine Hoved-Pligter, da intet Arbeyde distraherer mere end dette, om et Skrift ellers skal due noget? Dog, er der endnu Tid til overs fra Hoved-Pligterne, og fra det, som indrenter noget; saa lad ham skrive! dog noget, som man ikke vidste tilforn? Men à propos, om han skrev en anseelig stor Bog, vilde min Herre

da være hans Forlegger? Thi, naar han var fattig, kunde han ikke selv bekoste Trykken, og

49

Forleggere ere ikke her at faae uden til nogle, i en Hast forfløyene Blade, som Deres og mine. Overalt, hvorfor raader man Præsterne til at skrive, førend man siger dem, hvad Materie der behøves at skrive om. Kan min Herre fortælle os, hvad det er for Bøger, som os mangle til nødvendig Oplysning? Fattes der ingen, er det da klogt at raade nogen til unødvendigt Arbeyde? Fattes der, hvad er det da for nogle? Er det moralske? Hvor mange ere der ikke, som ønskede, at dette Lys var aldrig til? Thi, førend der bliver bælmørkt i Siælen, kan Samvittigheden ikke magelig komme i Søvn. Veed min Herre ikke af sig selv, at ingen burde være en Hoff-Smigrer eller adulator aulicus, og ingen være af det Slags Folk, der pleye at legge andre de Byrder paa, som de ikke selv ville røre med en Finger? Næsten alle vide sine Pligter, men ikkun faa have Lyst til at sette dem i Værk og Gierning: hvad nytter da at skrive om Pligterne, som der er skrevet nok om tilforn? Skal der maaskee handles om Land-Oeconomien, som er fornem-

50

melig det, man nu omstunder spørger om? Dette er jo noget, som Præsterne efter min Herres eget Forslag ey maae befatte sig med. Hvad Videnskaber ere der da tilbage, hvis Lys jo andre lærde langt snarere end Præsterne burde udbrede? Endelig, hvad for en vis Løn vilde min Herre være fornøyet med, om De selv var Præst, og hvor stor en overordentlig Flid vilde Fattigdom drive Dem til? Jeg veed gandske vel, at Fattigdommen forskyldte nok saa stor en Berømmelse, som Feberen, Daarligheden og flere Uting have faaet. Man veed jo, hvor høybydende Frue Armod er, og at, hun bruger en kraftigere Læremaade end Minerva selv og alle 9 Gudinder. Dette er man overbeviist om af Ordsprogene: Nød kommer nogen Kone til at spinde: Græculus esuriens omnia novit: Tydsken giør alting for Penge indtil brogede Heste-Følle fra Nyrnberg. Endmere: Fattigdom giorde Homer og Virgil til Poeter; ja hun er Moder til de største Charlataner og Projectmagere, til Spaamænd og Spaaqvinder, til Sigeunter, Tyve, Straten-Røvere, Taskenspillere, og hvad no-

51

gen mere vil kalde slige herlige Genier. Uden hendes Hielp havde man ey engang vidst af nogen Æsopus at sige. Skam faae de delphiske Hyklere, som af Gierrighed flengte Staklen need af Klippen paa hans vittige Hoved! En nyere Æsopus fortjente maaskee at have styrtet Kaalbøtter i hans Sted. Dog, at Fattigdommens Berømmelse uagtet, troer jeg helst, at De min Herre, naar De var fattig Præst, lod Pokker studere: og hvem veed, om De ey, som nogle Islandske, tog Flasken med sig, og havde den baade ved Alteret og paa Prædike-Stoelen for at slukke Sorgen need? Dette vilde da blive er nyt Beviis paa, hvor formaaende, og hvilken en stærk Driver Fattigdom er til Flittighed, og til at jage Vankundighed & c. ud af den geistlige Stand. Jeg troer ellers gierne, at det havde ikke blevet Deres Agt, kiære, at declamere saa stærkt imod denne Stand, hvis de ikke af en smule Partiskhed, havde først sat sig det i Hovedet, at faae noget indsmurt om den militaire. Det hedder Side 35. De

geistliges Antal er alt for stort, og

52

Side 36. Den militaire er allene den, hvor ey Tallet lettelig kan blive for stort:

Dette er, som man vilde sige: Af Storke, en Fugle-Art, der stræber at udrydde nogle af de forgiftige Dyr, er Antallet alt for stort; Men af alle flyvende Arter, ere Græshopperne allene de, som vi ikke lettelig kunde have for mange af. Vor Herre kunde bruge Græshopper, som en Krigshær til at forsvare sit Folk: Men de ere en stor Lande-Plage, hvor de falde paa i Mængde. Betænk, min Herre, at Krig er kun et Malum necessarium, et i dette Liv nødvendigt Onde; endskiønt de af Krigs-Standen bor agtes al Ære og Belønning værd, saavidt de have Byrde af det nødvendige, baade i Fred og i Feyde. Jeg vil nu ikke tale hverken om den udvortes Værd, som de laane enten af Regenten eller af Standen, ey heller om den indvortes, som Krigs-Dyder maae give dem; Men spørger allene; hvormeget have de at giøre Fodring paa for deres Bedrifter i Freds-Tider? Vist nok, naar man vilde forestille det i en Lignelse, burde man søge Billeder i noget prægti-

53

gere end i en god Kat, som, endogsaa naar hun ingen Muus eller Rotte bider, dog kyser dem, og holder dem borte; Men imidlertid stieler og fortærer mere i Huset, end hele Snese af dem vilde, naar hun ikke var der. I Krigs-Tider er Forskiellen imellem Soldater og Borgere meest denne, at de første maae tiere gaae Faren i Møde end de sidste; Men disse maae dog ey allene med deres Flid og Sveed contribuere til hines Sold, men ogsaa ofte giøre Krigs-Tieneste lige saavel, som de. Det var Borgere og Matroser, og i sær Studentere, som forsvarede Hoved-Staden i den farligste Beleyring. Denne de unge gejstliges Merite tænker Philopatreias intet paa, men synes at ville have den begravet i en ævig Forglemmelse. Nu til de Militaire igien! Efterat Sølvfloderne fra America havde sat Spanien i Stand til at holde en staaende Armee i Freds-Tider, maatte andre Magter belave sig paa det samme; og siden den Tid har Krigs-Standen været de andre Stænder langt mere til Besvær end i gamle Dage: Derimod besværer den geistlige dem ikke

54

den 100 Deel saa meget, som Munkerne fordum giorde. Hvad Kiøbenhavn angaaer, da veed man jo, at Geistligheden ved de 4 Hoved-Kirker lever uden Tiggerie af Almisse, det er, af lutter frivillige Gaver; hvilket aldrig kan besvære, langt mindre ruinere nogen anden Stand; thi enhver giver, som han har Villie og Evne til, og maaskee hele 1000 i et Sogn give deres Præster aldrig saa meget, som en Hvid er værd.

Min Herre, nu skiøtter De vel ikke om flere Spørsmaal, og jeg skiøtter ey heller om at holde mig længere op over Deres Snak. Vil De, som jeg, saa revoceer Deres mislige Afhandlinger, og tilstaae, at De paa hver Side har feylet, ja særdeles feylet grovelig i at give saadanne Raad, som ingen sand og fornuftig Patriot vilde give; Thi det er imod al Fornuft og Menneske-Kierlighed, at ville bygge enten sin egen eller sit Parties Lykke paa de uskyldiges Ruin. Har de Lyst til at skrive, vil jeg give Dem Materie til en bedre Afhandling.

55

Jeg vil endog, naar jeg leverer Dem dette, give Dem noget at leve af, imens Arbeydet varer, selv bekoste Trykken, og skienke Dem Oplaget. Mere kan De vel ikke forlange af en ubekiendt

Misalazoneias.

Vel har Misalazoneias gaaet mig lit for nær paa Klingen; dog holder jeg for raadeligst, at tage imod Tilbud; og, naar jeg herved offentlig tilstaaer, at han har Ret i alt, er Palinodien reent til Ende.

Jeg havde vel havt Lyst til at giøre den en Smule længere, fordi jeg smukt kan siunge: men jeg længes efter flere Ducater, og min Næse kløer saa stærk efter dem, at jeg har ingen Roe paa mig for at haste til Pressen, og nu løber jeg. Dog hold! Her kommer Adresse-Contoirets No. 190, som jeg først maae læse. — Nu! her finder jeg en Satanas, han slaaer til med knytte Næver, og skal hedde A. Maaskee han tager 7 andre Aander til sig; ja vist

56

nok; Rygtet er mig en slem Spaamand. Jeg maae da bie, for maaskee at kunne slaae Fluer, ja tre eller flere, med et Smæk. — Nu har jeg ventet alt for længe, og jo længere jeg bier, jo mandstærkere blive de. Paa en eneste Uges Tid, har jeg allerede bekommet flere, end jeg ene vel kan trekkes med, Philodanus, Antiphilopatreias, med Resten, som jeg ey gider nævnet. Antiphilopatreias skiøtter jeg ikke om at pirre ved; jeg laer ham løbe for Luud og koldt Vand; han kunde ellers føre mig alle Dievle, alle Procuratorer paa Halsen, endskiønt han er mig nærmest beslægtet. Philodan er min Overmand; ham tør jeg ikke bides med, og vil kun raade enhver at tage sig vel i Agt for ham. For mig har man ingen Fare; enhver, som af Forfarenhed er bleven klog, og gier sig god Tid til at overveye, mærker nok, at jeg har kun sluddret noget kun saa hen i Veyret, enten for Tidsfordriv eller til at føle mig for. Philodan skriver sindigt og grundigt, dog havde jeg gierne seet, at han havde lit omstændeligere for-

57

klaret sin Mening om Banco-Sedlerne, og beviist at de skade noget i den indenlandske Handel. Jeg veed ikke, at de Papiirs-Penge, Kong Frid. 4. høylovlig i Hukommelse lod omløbe i den sidste lange Krig med Sverrig, havde onde Følger. Meget mere, jeg kiender en ældgammel Mand paa 80 Aar, som forsikrer, at de aldrig forvoldte dyr Tid, eller kom Vahrene til at stige i deres Priser; men at fattige Folk allene, som vilde kiøbe noget for en heel eller halv Skilling, vare undertiden forlegne med en Marks-Seddel, naar de maatte gaae fra Huus til Huus for at faae den byttet, hvilken Vanskelighed ikke lettelig treffer ind med en Rdlr. Banco-Seddel. Jeg troer nok, at Philodan maae have Grund for sig, naar han siger os, at hele Staten vansmægter under Byrden af den indbildte Mynt; Men jeg tænker alligevel, at, om man endogsaa ikke havde andet end lutter Sølv- og Guld-Mynter, kunde man endda bilde sig rigere ind, end man var; thi man kunde ved Reducering eller paa anden Maade tabe af deres Gyldighed, endskiønt

58

man beholdte Qvantiteten; hvilket er klart nok af det, at et lod Sølv for nogle 100 Aar siden gieldte vel 10 til 20 gange mere, end i vore Dage. Oplysning om flere Poster, forlanger jeg ikke denne gang af den gode Philodanus. De andre mine Satanasser gaaer jeg qvar forbi med denne Trøste-Tanke: Har jeg nogle Fiender, saa har jeg og nogle Venner. Man finder, at to af dem, B og Ph. har imod Adresse-Contoirets No. 190 taget mit Partie i No. 193 og 195; men Skam faae de, saa falske de ere! Den sidste er saa uforskammet, at han end og kalder sig Philopatreias, for at bilde Folk ind, at jeg selv har sammensmiddet hans daarlige og falske Tøy. O! hvor gierne vilde jeg have Fingre paa dem begge! Men for denne Gang maae jeg nøyes med at vise nogle faa Prøver af deres Lurendreierie. A havde skrever, at ”I dette Aarhundrede har de sande (Patrioter) maatter skiule sig, for at overlade Skuepladsen til andre”. — Derpaa svarer B; Hvi have nu sande Patrioter nødig at overlade Skuepladsen til de

59

falske, da en almindelig anstændig Skrive-Frihed allernaadigst er forundet? Denne vor gode Mand burde have giort Underskeed imellem nu og da, og imellem Skueplads og Skueplads. Hvor A taler om Skuepladsen, har han jo ikke begyndt at melde om hvad der skeer nu, men om hvad han mener at være skeet tilforn. Rollen kan vel ogsaa spilles mere eftertrykkelig andensteds, end i en Afhandling eller Adresse-Avis; og paa den sidste Maade betiener jo A sig af Frieheden, og møder selv paa Skuepladsen lige saa aabenbar og nok saa anstændig, som jeg. A skriver: ”Vi kiende Folk, som angribe Geistligheden, allene fordi” — men B: De — tager Geistlighedens Partie imod en Mand, som just ønsker at see samme sat i de ønskeligste og tjenligste Omstændigheder.

ha! ha! ha! Hvor har jeg givet mindste Tegn til, at dette var mit alvorlige Ønske? Spørg Misalazoneias, og læs nok engang, hvad han og en anden har skrevet! A farer fort: — ”Allene fordi disse (Geistlighe-

60

den) have søgt at faae dem afstraffede for Guds Bespottelse". Hvad svarer nu B?

Overlad De, min Herre! Til den viseste Regiering at straffe Guds Bespottelse, det bliver i mine Tanker en Sag, som er Geistligheden uvedkommende. Et meget artigt Svar! A har jo ikke sagt, at Geistligheden vilde selv straffe den, men at de have søgt at faae den afstraffet; og denne Søgen er, efter Guds og Kongens Lov, enhver vedkommende, som kan aabenbare slig Ugudelighed, og skaffe Vidner derpaa, hvilket jo ogsaa er nødvendigt, førend den viseste Regiering kan tænke paa, at beordre nogen Straf. Men enten Sagen vedkom Geistligheden eller ey, kunde det nok alligevel staae fast, hvad A vilde sige, at de vare faldne i en Gudsbespotteres Unaade, og at hans imod dem oplagte Raad kom da ikke af nogen sand Patriotisme, men af en blot egennyttig Hevngierrighed. Hensigten med den hele Discours fra A er kun en Advarsel at tage sig i Agt for de falske Patrioter, hvis Bedragerie

61

tæt kan sluttes af deres forud bekiendte Opførsel. Nu Ph! kom og lad os ogsaa høre noget af Deres Viisdom! A siger om den ildetænkende og ufornuftige Raadgiver, at ”Een Stands Undertrykkelse maae hielpe ham til at kunne ophøye den anden, og den Stand, han forunder sin Beskiermelse, bliver da vist nok den, som synes at have den største Indflydelse i Regieringen". Ph kalder disse Udtryk formastelige, bruger en Lurendreier-Finte at faae det, som er alleneste sagt om Raadgiveren, ved Haar og Hals trækket hen til Regieringen, og endelig slutter saaledes: Hvad om Regieringen

fordrede Regnskab for disse Talemaader, og giorde dem mærkværdige med en fortjent Belønning? Men

jeg, som Ph har taget sig an at forsvare, taler jo selv i lige saa formastelig en Tone, naar jeg, Side 9de, udtrykker mig saaledes: Men den Vigtigste Aarsag (nemlig til de dyre Tider eller Føde-Vahrenes umaadelige Priser) er

denne, at de, som eye de største Godser, har en Tid lang havt for megen

62

Indflydelse i Landets Regiering. Kunde jeg ikke selv med dette Udtryk, ligesaavel som A med sit, for en Ph synes at beskylde ey allene Ministrene, men end og Regieringen, og at giøre det samme paa den hele 10de Side og flere Steder? Saa klogt har B og Ph forsvaret mig, og af samme Suurdey ere alle deres øvrige Svar. Men jeg kan have dem, og fornemmelig alle mine Vederparter undskyldte, som dem, der have været alt for eenfoldige til at forstaae min Satyre. Nok sagt. Dermed gaaer jeg hurtig og glad hen til Trykken. som den Guldhaabende og sande Philopatreias.

1

Anti-Philopatreias

Trende

Anmærkninger

over de Trende

Anmærkninger:

I. Om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

II. Om Rettergang.

III. Om Geistlighedens Indkomster.

Skrevne i Kiøbenhavn den 21 Dec. Aar 1770.

Qvi legitis Flores & Humi nascentia Fraga,

O! fugite hinc Pueri! frigidus latet Antqvis in Herba.

Kiøbenhavn 1770.

Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Fortale.

Jeg leverer herved nogle korte Anmærkninger over Anmærkninger til Philopatreias nærmere Eftertanke. Hans Materier fortiene nøie at overveies og eftertænkes. De fortiene en temmelig Kritike, og derfore bør være Maalet, for andres Betragtninger.

4

Fortale.

Hans enkelte Forstands Kræfter kan ei overveie andres, de kan ogsaa opdage og udfinde noget med deres foreenede, men uden at han havde givet Anledning, havde ei heller paafulgt nogen Kritik. Jeg vover derfore et Forsøg til Censuren, i det faste Haab at opmuntre andre Fornuftige til at giøre ligesaa. Jeg overlader ingenlunde Philopatreias Palmen, men vil ønske han kunde tænke bedre, og det skulde være min Glæde. Sandt nok, at patriotiske Tanker bør ei qvæles i Fødselen; men for at bringe Sandhed for Lyset, vil jeg imodsige og bedømme ham. Omendskiønt jeg med disse Anmærkninger skulde vinde Philopatreias Mishag, vil

5

Fortale.

jeg dog vedblive at kriticere saa længe han fortsætter sine Anmærkninger. Kritik og Sandhed skal lede min Pen, saa behøver jeg ingen anden Lede-Stierne.

Jeg hader ingenlunde en retstaffen Patriotisme, men skal ligefuldt følge Philopatreias i Hælene. Thi den, der vil tale som Patriot, maae ei tage det ilde op, at han angribes: lider han noget derved og blottes, bør han derfore ei blive Kritikens Uven. Man maa gribe den ind i sine Fordeele, som vil bedømme det hele Almindelige, og vænner sig selv til at troe, at han er en retmæssig Dommer i alle Begivenheder.

6

Men for at undgaae Had, som en Dotter af Kritiken, maae en Kritikus ofte skiule sig, og det er Aarsagen til, at jeg betitler dette med et laant Navn. Philopatreias maae længe nok hade den han ei kiender, og sandt at sige, er jeg ei bange for hans Had. Fortiener jeg af Kritikens Venner nogen Kierlighed, da vil den Elskov, som falder paa Anti-Philopatreias, være Glæde nok for Autor, som offentlig bekiendt og ubekiendt, skal vedblive at forsvare alle Stænder i sit Fædreneland.

Jeg vil følge den samme Orden som Originalen, jeg vil følge ham troelig; men at vi vige fra hin-

7

Fortale.

anden i Meeningerne, falder af Fornødenhed.

Thi vi indsee maaskee det almindelige fra to ulige Sider; Objecterne ere vel de samme, men Betragtningerne kan derfore blive alligevel meget forskiellige.

8

Første Crisis

over

Philopatreias

Første Afhandling

om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

Quantum est qvod nescimus. ɔ:

Den som vil vide alt, veed ofte meget lidt.

Den som vil mønstre alt, han feiler ogsaa tidt.

Ligesaa vist, som det er at en Maskine der bestaaer af mange Hiul lettelig kan geraade i Uorden, ligesaa vist er det, at den Autors Concepter let kan forrykkes, som vil med sine Tanker overkige alle Deele i en Stat, naar enten Indsigt, Overlæg og en grundig Kundskab

9

og Efterretning mangler ham, eller han strækker sine Tanker forvidt ud, ligemeget af hvilken Aarsag. —

Jeg er langtfra et af den ubillige Tænkemaade at jeg vil nægte Sandhed, eller sige Philopatreias imod i de Dele hvori han kan have Ret. — Det være langt fra mig.

Sandt nok er det, at vi maae græde over Føde-Varenes umaadelige Prisers Høide i Dannemark, men ligesaa vist og sandt er det, at Philopatreias aldrig har angivet alle Aarsager dertil, og tillige glemt en heel Deel af de fornemste. En stor Feil af en Skribent.

Ligesaa eenig som jeg er med den gode Philopatreias i Sagen selv, ligesaa ueenig er jeg med ham i Aarsagerne.

Grunden kan ingenlunde søges og bør ei stettes i Jordegodsernes høie og umaadelige Priser, thi omendskiønt de blive, (hvilket ei i denne Tid skeer meer end forhen,) nok saa dyre solgte og kiøbte, saa kan dog

10

Eiere og Forpagtere ingenlunde opdrive Korn Priserne al den Tid ei nogen betydelig Misvæxt indfalder, thi den eene undersælger den anden gemeenlig.

Ja jeg troer tvertimod at de som have laant og forrentet store Penge i sine Jordegodser, maae sælge for taalelige Priser, for at komme til Penge i rette Tid, naar de skal betale Afgifterne, Skatter og Renter, følgelig kan de ei giøre store Oplager og tvinge Priserne til nogen umaadelig Høide, og de faae mægtige Jordegods-Eiere, ere alt for lidet et Antal til at tvinge Priserne til saadan Høide i et heelt Land. Følgelig feiler Philopatreias heri. Jeg troer ei heller at Philopatreias har ret deri, at han allene legger al Skylden paa for stærk og stor Udførsel. Vi have jo seet at Engeland aldrig haver avlet mere Korn-Vare ei heller solgt til saa ringe Priser, førend der blev givet Præmie af alt det Korn som blev udskibet til Fremmede.

Fra Østersøen udføres det allermeste Korn, og der ere de allerletteste Korn Priser. Men

11

sandt er det at Udførselen nu ville være utaalelig, da den megen dyre Tid er for Døren, og allerviseligst, har vor allernaadigste Konge nu med en Forordning forebygget den, paa det man et Efterdags som forhen er skeedt, i de dyre Tider, hvilke toge ret for Alvor sin Begyndelse 1757, og siden have vedblevet, skal udføre Korn til Sverrig, ja som man for faae Aar giorde, til Engeland, da vi dog selv paa den Tid havde dyr Tid og forøgede den meget med en saadan Udførsel.

Meget enfoldig anseer jeg Philopatreias deri, at han prædiker saa høit og ivrig for fremmed Korns frie Indførsel. Skulde det tillades, som vel neppe skee, da vilde Agerdyrkningen først komme reent i Glemmebogen, og siden aldeles gaae under; thi om nogle Aars Forløb ville Klagemaalet blive det samme, og alt hvad man vandt her ved, var allene dette: at man ikkun forandrede Korn-Puger Rullen, og forflyttede den fra Ladehuuse til Pakhuuser, fra Jordegods-Eiere til Kiøbmænd, men der med var det Almindelige ei tient, og derved blev ei Bylden læget. —

12

At Magaziner burde og kunde hos os anlegges, deri har Philopatreias for saa vidt Ret, og burde i Mangel deraf, Korn-Priserne, med en vis aarlig Taxt reguleres, alt efter Aarenes Frugtbarhed.

Det Raad Philopatreias giver dem som eie Jordegodser, at dele dem og sælge dem i smaae Stykker til Bonden, er et meget enfoldigt Raad. Hvem kan og vil vel være tient med at see sine Eiendomme adspredde? Det er ingen Kunst at give saadanne Raad paa andres Bekostning, men ifald Philopatreias selv eiede et samlet Gods vilde han vist nok betænke sig paa, at fricassere og dele det saaledes, som han nu raader til.

Jeg undres paa at Philopatreias som saa godt kan dividere, ei vil have Grevskaber og Baronier med delte, siden han er saa complet en Badskiær, og uden Empfindtlighed, vil afhugge Lemmer paa Statens Legeme.

13

I Fald man vilde afhugge ham selv nogle Greene, torde det forvolde ham temmelig Svie.

Nei! min Herr Philopatreias, jeg seer De har løbet for tilig af Skolen, og at De er ei det Oeconomiske voxen, i det mindste sees det tydelig af Deres Blade.

Angaaende de andre Føde-Vares høie Priser, da har De Ret deri, at Qvægsygen giør meget; men dette er og bliver jo et Nyt, som enhver gammel Kierling veed, havde Deres store Indsigt kundet lære os et Middel imod Qvægsygen, havde vi været Dem uendelig forbunden, men alt det De derom har sagt, er noget vi længe har vidst og hørt. De siger ellers at Fiske-Varene stiger, det kan jeg ei saa lige troe, thi der er vel ingen Qvægsyge ogsaa iblant Fiskene, og de daglige Priser sige ogsaa langt anderledes, angaaende den friske Fisk, og den Fisk vi tør eller saltet faae fra Island og Norge har jo ingen Correspondence med Qvægsygen i Dannemark.

14

Deres Raisonement, angaaende Korn Priserne i Norge, er langt fra ei Original, jeg troer nok De har mere Begreb om Engeland end Norge, et Land, som De maaskee ei kiender i sin rette Forfatning, i det mindste ei tilgavns.

Dog, maaskee De vil tage Norges Handel med, for at faae udført Deres Oplagsstæd i Kiøbenhavn, som De taler om i Deres Jeremiæ Begrædelse over Handelen. A Propos! jeg seer nok de græder og lameterer en Hoben over Handelen, men i Steden for at skrive Gravskrift over den, skulle De have tydelig viset os nogle grundige Midler og Udveie til dens Opkomst og Forbedring.

Dog, maaskee De er undskyldt og uvidende deri, og maaskee De vil bygge Handelen et Mausolee, siden de dog ei har grundig Indsigt nok til at opbygge de Trappetrin, hvorpaa den igien kan opstige til den forønskede Høide.

15

Deres Tanker om Handelen forekomme mig, ret ligesom om en Doctor vilde komme til en Syg, og efterat han havde følet hans Puls, give sig til at beskrive ham Sygdommens Farlighed, dens Følger og Langvarighed, ja, fortælle Patienten at den snart vilde lægge ham i Graven, og derefter græde en Portion med den Syge, og i beklagelige Udtryk, holde ham saa got som en Liig-Prædiken; men naar alt dette var forrettet, gaae bort igien, uden at give noget Raad imod Sygdommen, eller forskrive nogen Recept til hans Helbredelse.

Hvad vilde da min Herr Philopatreias sige om saadan en Doctor? Mon Deres Svar ei vil blive: Han kunde gierne blive hiemme, thi man henter ei en Doctor for at græde over en Syg, men for at give ham Raad og Lægemidler, som kan være tienlige til hans Helbredelse og Redning.

Hvad dømmer De nu om Dem selv? Jeg troer ganske gierne, De vil ei være Deres egen Dommer, Egenkierlighed forby-

16

der Dem nok det. — Men hvad meener De ei andre vil dømme? Maae man ei sige om Deres Afhandling, som man fordum sagde om Bierget, da det vilde føde: nascitur Mus — ɔ: Der kommer ei andet frem end en Muus.

At sige Dem i Korthed mine Tanker derover, da er det De har skreven om Handelen, hverken kogt eller raadt, hverken noget eller intet; det har vel en Slags Anseelse af de Udtryk, det er forfattet i, men Indholden er ei vigtigere, end at en hver Mand ved et Glas Øl og en Pibe Tobak, kunde fremføre disse Klagemaal, om just ikke i saa glimrende en Stiil.

17

Anden Crisis over Philopatreias

Anden Afhandling

om Rettergang.

Ruimus per vetitum Nefas

Hvis Lovkyndigheden ikke havde blevet giort til en Videnskab, og hvis ei denne Vidensskab havde fundet flittige Dyrkere; hvad skulle da have blevet gierdet for den almindelige Borgerlige Sikkerhed? — Min Herr Philopatreias, De synes snart at ville indføre den gamle Barbarisme, og at ønske os de Vildes Sæder. Men ifald den Periode kom tilbage, da Menneskerne efter Poetens Ord: reves og sloges om: Olden af Træerne, da al Rettens Udøvelse bestod i Næverne, og den stærkeste, følgelig vandt Processen, hvor blev da Deres egen Tryghed af, min kiere Philopa-

18

treias, og kunde De ei med Billighed befrygte en kort Proces, af den Stand de saa meget fornærmer?

Dog De tilstaaer at Dit og Mit udæsker Love og kræve Lovkyndighed. Ret got, at De enda tilstaaer os saa meget.

Jeg er saa dristig, at jeg baade troer og siger: at iblandt de Videnskaber som have Indflydelse i den Selskabelige og Borgerlige Kreds, indtager Lovkyndigheden et saare vigtige Stæd: Ligesom de menneskelige Nødvendigheder og Begierligheder, have formeeret sig, saaledes vore Trætter om Dit og Mit, da Efterstræbelse, Avindsyge og Had fødde daglig Ueenighede, og følgelig giøre de Personer nødvendig, som med sin Indsigt i Lovkyndighed kan forebygge at ei de som eie Forstand med et ont Hierte, skal giøre de Eenfoldige alle Øieblik blotte for Fornærmelser. Er nu som unægteligt, Lovkyndigheden selv umistelig saa er jo dens Dyrkere ligeledes; tilstaaer vi at Krig er uundgiengelig og dog ville afskaffe alle Soldatere, saa bliver jo vor Sætning aldeles contradictorisk

19

og urimelig, og saaledes er Deres Herr Philopatreias!

Enten maatte alle Mennesker lægge sig efter det Juridiske, eller og maae Procuratores være. Men en Stat, fuld af lutter Jurister, vilde blive en pussig Republik. Naar en Skrædder og Skomager Stundum skulle sye og Stundum Studere Jura, da vilde hans Arbeide blive ligesaa fult af Feiler som hans Hoved af Formalia. —

De ivrer Dem saa meget over Disputere-Kunsten og Formaliteten, men ligesom den første er en Ziir, saa ere de sidste en umistelig Ting, og Regnekunsten kan ligesaa let undvære Tal som Lovkyndigheden Formaliteter. De ere altsaa ei Uhyrer men Nødvendigheder, Deres Uvidenhed derom giør Deres Skrift til et Uhyre.

Desuden kan jeg forsikkre Dem af egen Erfarenhed, Procuratores ei hindre Dommerne, men snarere Dommerne dem.

20

Act-Skrivernes lange Bogstaver og unyttige Udtrækkelser, gaaer ej heller Procuratores and, de anseer dem med ligesaa skiele Hine som De.

Meget ubilligt fradømmer De de fleste Procuratores Samvittighed, og langt fra bliver Deres Blad ei mægtigt nok til at faae dem afskaffede.

Thi skulle Misbruge volde den Stands Afskaffelse, da maatte man afskaffe alle Stænder; thi den Stand gives ei hvori ingen Misbrug enten kan eller har indsneget sig.

At De giør Dem forhadt, i de Practiske Juristers Hine, er noget De ei behøve at tvivle paa, og jeg seer ei hvorfore de skulle elske Dem. De maae nok kalde Deres egne Tanker Paradox, det er det sandeste Ord i hele Bladet, dette er ei allene Paradox, men Heterodox og Monstreus.

Siden De har meddeelt Juristerne saa got et Raad, maae jeg til Vederlag igien med dele Dem et Raad, men, a Propos!

21

mon De ei snarere har lært det opgivne Raad i Engeland, end i Holland, maaske det er en Trykfeil, dog hvo veed om ei De som vandrer hele Staten igiennem med Deres Tanker, kan og have giennemvandret den Deel af Verden.

I Engeland gives een Sect, som kaldes Puritaner, de vilde gierne rendse og udrydde alle Ting, de kunde ei lide den minste Ceremonie; til denne Sect stulle De begive Dem, da De er saa stor en politisk Puritaner.

Skulle De ei due dertil, da kunde De skrive Viser for Nyboders Kierlinger, og derved paa en deilig Maade fortiene Deres Brød.

Hvad den Regning angaaer som De anfører for at consulere, da ifald den er til i Virkelighed, seer jeg ei saa stor Feil deri, thi hvem har sagt at andre stal bruge min Forstand omsonst.

22

Tredie Crisis

over

Philopatreias

Tredie Afhandling

om

Geistlighedens Indkomster.

Qvisqvis es, ad sacras si fert te Impetus Aras, Discipulus Cristi si pius esse Cupis ;

Non Rivis nimium, sed Fontibus utere vivis, Tutius ex ipso Fonte bibuntur atqvae,

Biblia volve Manu Nocturna, Volve diurna, Et Consvesce loqvi dum potes, Ore Dei.

Vi have ei favnet en Wagner at skrive imod en Ædelmand, vi stulle ei Heller fremdeles favne dem som ville og kunde tage den ypperlige Geistligheds billige Partie. -— O! I Himmelens Sendebud, I Hellighedens Tolke, I Vægtere paa Zions Mure, hvor er det utaaleligt at see Eder angribes! Skal og Misundelses Pile træn-

23

ge ind til Eder, og vil man berøve Eder den velfortjente Løn for Eders Arbeids sure Sveed. Bør ei den som saaer, høste, og bør den som arbeider i Viingaarden ikke have sin Løn? Jo, Viingaardsherren har selv tilkiendt dem den, og hele Belials Hær skal ei være mægtig til at betage dem. Skulde man vel give Korn-Ormene deres Grøde og Græshoppen deres Arbeide, siger David i Psalmen den 78, 46 Vers, Begier ikke mange unyttige Børn, og glæd dig ikke over de ugudelige Børn, siger Syrac i Viisdommens 16 C. 1 Vers. Du skal endnu plante Viingaarde paa Samariæ Bierge, og jeg vil overflødigen vederqvæge Præsternes Siel med det fede, heder det i Jeremiæ Prophetiæ Boges 31 Cap. 5 og 14 Vers.

Ja, til trods for alle Præste-Hadere, skal denne umistelige Stand bestandig blomstre. Mon ikke Ephraim være mig en dyrebar Søn? siger Gud selv; og mon ei Præste-Standen være den allernødvendigste Stand i et Land? Hvad nyttede det, om vi kunde ved Handelen vinde alle Verdens

24

Rigdomme, om vi kunde ved Krigsstanden udbrede Rigets Grændser indtil Verdens Ender, naar vi ikke havde Rigdom og Seier at vente hos Gud? Tvertimod, om vi vare de Fattigste, de Usleste i Verden, men rige paa Guds Kundskab, havde vi dog Lyksalighed, og denne Herlighed overgaaer al borgerlig Lyksalighed, hvorom man saa meget prædiker, men taler saa lidt om det himmelske Gode. Vore Hjerter henge ved Verden og ere afvandte fra Gud.

Men hvem skal lære os Saligheds Kundskab, hvem skal føre os til Gud, uden Præsterne? Hvor suur, hvor tung er ei deres Møie, naar andre sørger ikkun for sig selv, da maae de sørge for alle dem de ere betroede, hvilken uafladelig Bekymring maae da ei omspende dem?

Det var bedre man tænkede at forøge denne Stands Belønninger og Antal, end man tænker paa at forringe samme.

Guds Ords Tienere kan aldrig være for mange; thi Dievelens Rige udbredes af

25

sig selv, og har saa mange Drabantere, men de som skal udbrede Guds Rige ere for faae.

Seer vi ikke i den Hellige Skrift, at Gud selv har tillagt Leviterne de fedeste og beste Stykker ved alle Offringer, dette havde Gud ei giort, naar han ei vilde have derved tilkiendegivet, at Præstestanden hæderlig og rigelig bør belønnes.

Gud har selv immediate indstiftet denne hellige Orden, thi vil al Guds Straf og Forbandelse vist hvile paa dem, som vilde understaae sig at forringe den, ja, det vilde ei gaae dem bedre end Ussa, da han forgreb sig paa Herrens Ark, Gud vilde strax slaae dem ned til Jorden. Det er ei nok at Philopatreias angriber og søger at forringe den geistlige Stands Indkomster, han angriber tillige deres ærværdige Dragt.

Gud lad os aldrig opleve den urimelige Tid, at vore Præster skulde miste sin nu brugelige Dragt: en Dragt, som har

26

noget Maiestetisk i sig, og opvækker en stor Veneration.

Blev Dragten berøvet Præsterne, da vilde de vist miste sin største Anseelse iblant den meenige Mand, ja, de vare ei mere sikkre for Pøbelens Overlast, end andre, hvis ei Ordens-Dragten var, som dog indprenter en stor Ærbødighed. — Finde vi ikke at Moses, efter Guds Befalning, salvede Leviterne, og iførte dem Præste-Klæderne, 3 Mose Bogs 8 Capitel. Heraf seer vi jo, det er Guds egen Villie, at Præsterne skal være udmærkede med en særdeles Ordens-Dragt, den dog Philopatreias vil berøve dem, tillige med sine Indkomster; men nest Guds Hielp, haaber jeg, at Himmelske Patrioter, med Testamenter Legater, eller saadan nogen Siele-Gave, vist vil forbedre Geistlighedens Indkomster.

Jeg undrer paa, at Philopatreias, som saa got kan reformere, og vil have vore Geistlige reformerte, ikke tillige vil forbyde Præsternes Indvielse til det Embede. Men, Præsterne kan svare den gode Mand:

27

Herren skal være os Boligen! og lade sin Gierning sees for sine Tienere, og sin Herlighed over deres Børn, af Psalmen Davids den 90, 16 Vers.

Kort; naar jeg skal sige mine Tanker med den Oprigtighed og Nidkærhed, som Standens Forsvar, dens Værdighed, og min Kierlighed for samme udæsker af mig, da maae jeg reent ud sige og tilstaae, at jeg holder fore, at Philopatreias Skrift for saa vidt den Deel angaaer, som handler om Geistlighedens Indkomster, burde som et ugudeligt Skrift offentlig brændes og begraves i Glemsel; ja, ligesom Moses gav Israels Børn Asken af guld Kalven at drikke, saa burde Asken af dette Skrift gives dem at drikke, som ere lige sindede med Philopatreias, i Henseende til den ærværdige, velsignede og umistelige Præste-Stand.

Jeg vil sige om Philopatreias Skrift, som Propheten Ezechiel siger i det 5 Capitel 2 Vers: "En tredie Deel skal du brænde i Ilden mit i Staden en

28

tredie Deel skal du adsprede med Sverdet trint omkring den, og en tredie Deel skal du adsprede i Veiret."

I øvrigt ønsker jeg den geistlige Stand all Lykke og Velsignelse, at de maae som Propheten Malachias siger, gaae ud og ind og voxe til som feede Kalve.

29

Tillæg.

For nu at overbeviise den gode Herr

Philopatreias om, at jeg vil følge

ham i Hælene i alle Ting, saa vil jeg og fremsette moralske Afhandlinger, uagtet jeg ei kan skrive om Hiertet i Paris eller London, saa vil jeg dog overbevise ham, at jeg kan skrive noget grundigt.

I. Afhandling

om Folkemængden.

Det er almindeligt at høre, enhver som taler om Statens Opkomst, at klage over Folke-Mangel. Jeg tilstaaer Folkemængden udgiør en væsentlig Fordeel af Statens Styrke; men jeg troer tillige, en alt for stor Mængde er skadelig, naar ei et Land har Nærings-Veie nok. Det er ei min

30

Sag denne Gang at handle om denne vigtig Sag, jeg overlader den til vore Oeconomis, og vil allene vise, at jeg har Grund til at tænke anderledes, end de, som klage over Folke-Mangel.

Jeg holder fore, vi have, saa at sige, en alt for stor Folkemængde. Jeg tiltager denne Sats vil forekomme mange ugrundet. Jeg troer gierne enhver Politisk Kandestøber, vil ansee mig for en politisk Kætter, og at vore Øldkyndige Statsmænd ville udraabe mig for en Antichrist; men naar jeg forundes Leilighed at forsvare mig, haaber jeg en mildere Dom. Uagtet jeg mellem hvert er lidet egensindig, er jeg dog aldrig paastaaelig i mine Domme, jeg kan let falde paa en Tanke, saa længe den efter mit Begreb er rimelig, antager jeg den, men saasnart jeg bedre overbeviises, frafalder jeg den strax; og maa jeg bekiende min Skrøbelighed, da er jeg meget tilbøjelig at apostasere eller forandre min Troe i Politiken, men i Theologien er jeg saa ubevægelig som Støtten paa nye Torv.

31

Jeg vil allene fortælle, hvad som har bragt mig paa den Tanke, at Folkemængden er alt for stor, og da er følgende Anledningen dertil:

Jeg har ved Overregning, uden Algebra, og med ganske lidet Hovedbrud udfundet, at Solicitanterne, eller de som søge om Embeder, forholde sig som 1000 mod 1, paa Regnekonstens Maade, det er forstaaeligt talt; der gives Tusinde Beilere, ja flere, eller rettere sagt, Betlere, om hvert Levebrød og Betjening. — Jeg tænkte ved mig selv, hvoraf mon det komme, at der gives saa mange Solicitanter om et Embede? I Førstningen troede jeg det kom deraf, at vore Landsmænd vare meget vinskibelige, at de alle lagde sig efter Videnskaber, og saadanne Kundskaber, hvorved de bleve duelige til Statens Tieneste.

Som en stor Patriot glædede jeg mig herover, og i en ret polikisk Henrykkelse udraabte: Lyksalige Land, hvor man til et hvert Embede, kan finde Tusinde dygtige Mand. Men i al min politiske Iver, var

32

jeg dog ei frie for en Slags Egennytte, thi jeg bejamrede, at der iblant saa stor en Hob duelige, vilde blive des vanskeligere for mig at naae et Embede, jeg begyndte, imellem os at sige, at ønske, at denne Slutning maatte være urigtig; ved Efterforskning befandt jeg det desværre saaledes, men ved nøigagtig Eftertanke saae jeg tillige, at min Egennytte ingen Fordeel havde deraf; thi, uagtet der iblant Tusinde Sollicitantere knap fantes Ti duelige, blev dog de duelige Sollicitanteres Tal altid lige stort, og Stundom Overcomplet. Her maatte jeg da til at søge en anden Aarsag, og endelig faldt jeg paa de Tanker at Egennytte, lærte saa mange Dosmere at søge efter Embeder, da saadanne Sollicitantere, vare ubekymrede om Embedets Forvaltning, og allene saae paa dets Indkomster, hollende for en Troes-Artikel de Rabners Ord: Den Gud giver et Embede, giver han og Forstand. Der var utallige Ting som bestyrkede mig i denne Meening, helst da jeg saae, at man kiøbte Embeder, og derved giorde saadan Beregning, du giver saa meget for Embedet, Indkomsterne ere Aarlig faa mange, det er en herlig Rente af

33

din Kapital. Jeg hørte alle spørge om Embedets Indkomster, men ingen om dets Besværlighed. Man giorde, kort sagt, ligesaa oeconomisk Beregning over dem, som en Forpagter over et Gods paa Landet, eller en Borgermand over et Huns i Byen han vil kiøbe, nemlig, hvor nogen Afgift og Leie, han kan høste deraf.

Jeg blev saa forpikket paa denne Sats, at jeg fast bandede Skiæbnen, fordi den ei i Stæden for en smule Forstand havde meddelet mig en god Fædrene-Arv, og i Fald een paa det samme havde laant mig Penger, havde jeg strax kiøbt mig et Embede, og oven i Kiøbet begynt Klammerie med Avis-Skriverne, fordi de ei sætte Indkomsterne ved de verdslige Embeder.

Men i hvor rimelig og sandsynlig end denne Tanke er, at Egennytten skaber saa mange Sollicitantere, har jeg frafaldet den paa Grund af, at der ei allene til de fede, men endog til de mavre Embeder gives saa mange Beilere, og min sidste Meening, nemlig, at Folkemængden er skyld deri, blev fuld-

34

kommen, da jeg for nogen Tid siden fik vide, at der vare tre a fire Sollicitantere om en Portner Tieneste.

Jeg kan ei fortie et skiemsomt Indfald, som herved rinder mig i Sinde, nemlig, at med Tiden ville Porthunde blive ligesaa rare, som Portner-Tienester, thi en stor Mængde af dem ere blevne Martyrer.

Jeg veed nok, at herimod kan meget indvendes, og at man i adskillige Dele kan vise mig Folkemangel, men fordi den findes, er det derfor ikke sagt, at Folk ikke haves, men maaskee Skylden ligger deri, at de enten ikke opsøges, eller ikke bruges. Det være hvordan det vil, saa vedbliver jeg min Meening, og Folkemængden maa ufeilbar være for stor der, hvor en Portner-Tieneste er et Tvistens Æble.

Nogen maatte herimod indvende: At Portner-Tienesten ei er saa ringe et Embede, thi omendskiønt den aarlige Løn er liden, ere de uvisse Indkomster des flere.

35

Jeg skulde snart falde paa de Tanker, siden man ofte maa giøre større Krumspring for en Portner, end for Herren selv, og ofte tør en saadan Bengel give Folk en temmelig myndig og haanlig Afviisning. Derimod, naar man staaer i Forbund med Porten, kan man fast komme ind i Seraillet selv, og naar man med en krum Ryg og Haand kan og vil opvarte Hans Portelige Naade, bliver Opskriften denne: Atri semper patet Janua ditis. Denne Indvending giør mig vaklende i min Mening, og jeg er alt halv færdig at forandre min politiske Troe, og falde paa de Tanker igien, at vi snarere have Folkemangel end Mængde. Saa let kan en Politicus vakle i sin Troe, jeg troer intet Studium er vanskeligere end Politiqven, den stærke Politure maa giøre den saa glat, at endeel Dyrkere snuble ved hvert andet Trin.

Ja! Ja! Politiqven er vanskelig og dens Dyrkere, kunde ei være sikre i sin Sag thi

36

Grundene til den politiske Videnskab vakle alt for ofte.

Om Cometer.

De mange Cometer, som fremvise sig paa adskillige Sphærer, snart paa den politiske, snart paa den lærde, og sætte snart det ene, snart det andet Slags Folk i Bevægelse, have bragt mig i Erindring om den Comete, vi forleden Aar saae i vor Himmel-Egn.

Jeg opsatte den Gang nogle Tanker om den, hvilke jeg hermed vil fremlegge, da saa mange Cometer true os; men Gud være Lov, ei med nogen Undergang.

Philopatreias, Philodanus,

Anti-Philopatreias, den tyrkiske Ræv, den politiske Catechesmus. Hvilken Utallig Hær af Stierner paa den lærde Himmel-Kreds, Gud give de fleste ei vare Stierne-Skud. Man bør fra et politisk Observato-

37

rio nøie bekige dem, og see i hvilken Situation enhver staaer, og hvo der snarest forsvinder.

Astra tibi Æthereo pandunt sese omnia Vati, Omnibus & qvæ sint Fata futura, monent! Omnibus ast Uxor, qvod se tua publicat, id Te Astra, licet videant omnia, nulla monent.

Paa dansk:

Min Ven! imens du troer, at du paa Himlens Bue,

Og af dens Stierne-Kreds kan Skiebnens Love skue.

Din Hustru sætter dig blant Horne-Qvæget

ind,

Det skuer Himlen selv, men deri er du

blind.

Den berømte Thomas Morus, fordum Canceler i Engeland, har med ovenstaaende latinske Vers, sær sindrig stiklet paa dem, som forgabede sig i Astrologien, men ei kunde see det, som var for deres Fødder.

38

Hvad kan vel være taabeligere, end af Stiernernes Betragtning at ville udtrække Spaadomme om tilkommende Ting, og derefter at ville bestemme Menneskers Skiebne, Lykke og Ulykke? I hvor daarligt end dette er, have dog Folk i Formaals-Tiden, været meget hengivne til, og fæstet stor Troe til Astrologien.

En mere oplyset Tænkemaade har nogen Tid giort denne Markskriger-Konst landflygtig, men den oplives dog mellem hvert, og for en føie Tid siden var den temmelig i Brug. — Jeg har forleden Aar mærket, at Astronomien var hele Hovedstadens Studium, den Videnskab udbredede sig ret over alle Mennesker, Gaderne vrimlede af Stiernekigere, og Astronomien besiælede alle, lige indtil Kielderpiger.

Kongens nye Torv var det almindelige Observatorium. — Det var meget fornøieligt at se Folk om Midnats Tider staae op af sin Seng, i Underskiorten og med blotte Been at løbe ud paa Gaden, for al udspejde Himmelens Løb, da dog

39

somme Folk ingenlunde overile sig, men i al Magelighed trække Trøye og Støvler paa, naar de for at redde sin Næstes Gods af Ilden, eller afvende anden Ulykke, burde i en Hast være tilstæde.

Dog naar man betragter, hvoraf denne astronomiske Paroxysme reyste sig, henfalder en stor Deel af Forundringen; thi et usædvanligt Syn, en Comete var opkommen. — Det er ei min Sag at undersøge Aarsagen til saadanne Cometers Opkomst. Astronomi have grundig nok beskrevet den, og Fornuften begriber den maa være naturlig.

Aldrig har jeg været, eller bliver jeg saa Erke-Orthodox, at jeg nogensinde skulle troe de fremskinne paa en overordentlig Maade, eller at de skulle være Forvarsler eller Trudsel om Krig, Død og saadant. — Jeg veed nok, at Gud advarede Niniviterne, og at deres paafølgende Bedring afvendte den overhængende Straf; men jeg veed tillige, at han advarede dem med en Prophete, og ikke ved en Comete.

40

Den Advarsel mangle vi ikke, det hedder: Vi have Mosen og Propheterne, lader os høre dem.

Skulde Cometer betyde Forvarsel om den Straf, som er bestemt og uundgiengelig, da seer jeg ei det rimer sig med det allerfornuftigste Væsen, at giøre saa megen Allarm for vor skyld, som nogle elendige Creature, uden des er en Comete ikke et græsseligt Syn i mine Hine, og sluttelig ikke i andre got Folkes, da de med saadan Fornøjelse bekige den, naar den fremstaaer.

Nei, den Philosophie er ligesaa ufordøjelig for mig, som den er antagelig for Alderdommen i Wartov.

Jeg giør mig et eget Begreb om Cometer, jeg holder for, naar Etna, Vesuvius eller Hecla i Island, brænder paa vor Klode, faa seer endeel af Indbyggerne i de næste Planeter ogsaa Cometer, og da Lisabon gik under ved Jordskielv, have Indbyggerne i Maanen vist feet et betydeligt Metheoron, Luftsyn, —

41

Dog hvad! det er best jeg tier stille med denne Philosophie; thi ellers kunde jeg let geraade i Fortrædelighed.

Mangen gammel ærlig Matrone vil maaskee holde mig for et ugudeligt Menneske, fordi jeg troer der ere Indbyggere i Planeterne, og mon man ei kunde blive sat paa Blasphemanteres Liste, fordi man ei har en blind Ærbødighed for Cometer? — Nidkierheden er stor i denne Tid.

Jeg vil dog unødig have Ord for nogen theologisk Kiætter, om man anseer mig for en Dissident i Astronomien kan være lige meget; thi Astronomiens Confoedererede ere ei saa aldeles farlige.

Imidlertid kan en Comet i en Hast opfylde et Land med Propheter, naar en Comet opstaaer paa vor Kreds, saa bliver strax den Landet overhængende Fare, Indholden af Nymphernes Spaadomme i Siæleboderne, og Jerusalems Ulykke begrædes i Wartov, ja maaske Prædikestolerne selv tordne med lutter Uheld, i det mindste i Landsbyerne, hvor enhver sæl-

42

som Ting kan være nok at udtrække Følger af for dem, som ei kiende Naturen, eller de naturlige Aarsager.

Hvo veed, om ei Halen af den sidste Comete kan have lært mangen eenfoldig Mand, at giøre Straffeprædikener over de lange Slæb vore Fruentimmer-bruge efter den ny Mode.

Det er ei allene de overtroiske Hierter, som af Eenfoldighed og Frygt giøre latterlige Spaadomme, der gives og de, som spaae af en lutter høie Indsigt, og som troe, at de i en Comete kan see og læse hele Verdens Undergang, ja Aarstallet, Dag og Time, Gud give ikke Minut med, naar den skal see.

Jeg har med mine egne Ørne hørt een forsikre, at Verden skulle undergaae, inden man skrev 1771, og det kunde han see af Cometen, det var oven i Kiøbet en holsteensk Student. — I Fald denne store Astrologi

Spaadom skulle være grundet, er det paa høje Tid at jeg giør den bekiendt, og advarer mine kiere Landsmænd derom, da vi altsaa ikkun have faa Dage at leve i.

43

Det bliver best, kiere Brødre! at vi følge Niniviternes Exempel, og svøbe os i Sække af Silke eller Kammerdug, og med Aske eller Pudder paa Hovedet afbede den Ulykke, som den holsteenstke Jonas haver forkyndet os, hvo veed, om vi ei saaledes kunde afvende den overhængende Fare, som den ny Prophete har seet i den ny Comete.

De stridbare Geister derimod, de spaae om lutter Krig og Feide. Tyrkens Undergang og hele Christenhedens Udrustelse, med det Russiske Monarkies Udvidelse er uimodsigelig hos dem. Ja Dyrets eller Pavens Undergang er ligesaa vis bestemt, og træffer saa sikkert ind, som Veirliget efter de i vore Almanakker gjorde Observationer.

De gaae en Stund ind i Kroen, for at see igiennem Glassene, og atter ud paa Gaden, for at se Cometen.

Jo meere de see igiennem Glassene, (det er Optiqvens skyld, og kommer tillige af den Liqvor Cristallinus, som er Grund til Synet), jo meere skarpseende blive de.

44

Ivrigheden forøges og endelig, naar Øinene blive dumme, see de allerbest.

Da oprette de Forbund, udruste Floder, rykke frem med Krigshære, holde Feldtslag, indtage den eene ølkande efter den anden, man underminerer med Sopkener, og kanonerer med Tobakspiber, alt indtil Natten, eller indbyrdes Uenighed splitter Krigsraadet.

I alt dette er en Comete eene og allene Skyld. — Man hører neppe to møder

hinanden paa Gaden eller i et Verthuus, før Samtalen begynder med de Ord: à propos! har de seet Cometen i Gaar Aftes? derpaa gaaer det løs paa Spaadomme, Krig, Pest, Brand, Dyrtid, Qvægsyge & tota Cohors febrium er paa Tungen af alle Propheter og Spaaqvinder.

I al saadan Tummel er jeg meget rolig, og saasom min Indsigt ei strækker sig til de himmelske Legemer, fornøier jeg mig med at betragte de Jordiske.

45

Jeg har nok med at betragte de Cometer, som i min egen Circel true mig med Uheld, dem seer jeg tydelig, og deres Hale er uendelig lang, de spaae mig adskillige Ulykker, og den ubehagelige Spaadom bliver desvære alt for ofte opfyldt; men da jeg som en god politisk Astrolog seer mange af dem forud, saa hytter jeg mig og for de fleste, som ere muelige at afværge.

Der gives vel Stundom eendel Cometer paa den politiske Sphære, dem har jeg en besynderlig Agtelse for, i Særdeleshed naar de plusselig opstiger, mange have truet med store Ulykker, men Lykken er den største Deel af dem er temmelig forsvunden. Giver ikke deres Halen maatte blive ved at brænde, og give Anledning til græsselige Luftsyn i Eftertiden.

Mellem hvert lade sig nogle Cometer tilsyne, paa den lærde Himmel, ved første Betragtning indjage de megen Skræk, men ved nøiere Eftergranskning befindes de at være lutter svovelagtige Uddunstninger, og da tiene de til lutter Tidsfordriv.

46

Til Slutning maa jeg skiemte lidet i Anledning af det ovenstaaende Tomas Mori Vers, og da troer jeg tilforladelige Cometen har giort dets Indhold fyldest, i det mindste paa nogle Steder.

Mange Forelskede skulle ønske at der opstod en ny Comet hver Maaned; thi under Skin af at gaae ud, for at betragte Cometen, kunde man faae Leilighed til at iagttage Planeten Venus.

Jeg vilde, som Politicus, ønske, at der hvert Aar eengang vilde opstaae en Comete, som vilde lade sig tilsyne en heel Time af Gangen med adskillige Forandringer, og det 2 Maaneder i Rad. Hvo veed, om ei Folkemængden derved kunde temmelig forøges?

Dog, det er best jeg tier, og ei udlader mig med min Meening i dette Tilfælde, thi ellers kunde hver Actæon og Coridon sættes i Harnisk, og med sin Vrede indjage mig mere Skræk, end hundrede Cometer.

Jeg vil derfor afbryde, og allene hermed have alle Sybiller og Propheter ombedet, at de ei

47

umage sig med saa mange Spaadomme og Tegns Udleggelser, naar de hernæst igien faae en Comet at see.

En Comet eller saadant, bør ei indjage nogen Skræk, den Almægtige giør ei mange Ophævelser, og naar han vil straffe, da siger hans eget Ord, han forbeholder sig det hisset.

Kort; jeg er mere bange for de jordiske, end de himmelske Cometer, om min Skræk er grundet eller ei, maa de Fornuftigere dømme om.

48
1

Et Kritisk Brev til

Philopatrerias, om Geistlighedens Indkomster, i Anledning af Hans Tredie Anmærkning.

Skrevet i Klerkerup,

En Bondebye ved Landeveyen i Provincien Kirkeland og bortsendt med Post-Rytteren Klerophilus den 29 Januar. 1771. Fra Philodaneias.

Kiøbenhavn, trykt hos A. F. Stein.

2

Noli me tangere ɔ: Rør mig ikke.

Den der rører ved Eder, den rører ved Hans (Guds) Øyesteen. Zach. 2, 12.

3

Hr. Philopatreias!

Indløbne Omstændigheder har før foranlediget Tvende for hinanden ubekiendte Personer til at føre Brevvexling med hinanden; Det maa derfore ikke komme min Herre fremmed og forunderligt fore, at jeg, der ligesaa lidet kiender Dem som De kiender mig, incommoderer Dem her med en min Skrivelse, thi dertil har De selv provoceret mig, eller, i det ringeste givet baade mig og mange fleere med mig den største Anledning.

4

Og sandt at sige: Jeg har og nu næsten heller ingen continence meere til at tie stille og qvæle mine Tanker inden i mig selv; Ney! Jeg kand ikke andet, jeg jo maa, ja! enten jeg nu vil eller ikke vil, saa maa jeg nolens volens skrive Dem til; Min Ærekiærhed, min Pligt, min Samvittighed, Kiærlighed til Sandhed, en reen Patriotisme og 40 Aars erhvervede Indsigt tvinger og forbinder mig dertil; Men ilde, at Tiden er mig saa knap skaaren; thi i Morgen passerer just Posten her forbi, og det var først i Forgaars, at jeg fra en god Ven erholdte Deres 3de Anmærkninger tilligemed hvad nogle Viisdommens ægte Sønner, redelige Patrioter, Geistlighedens Venner har til Deres Overbeviisning og Beskiæmmelse solid og grundig skrevet imod samme, foruden det som endnu kand ventes fra den gode Hr. Philodano og andre.

Denne min Skrivelse bliver derfor kun gandske kort, og, om jeg end havde Tid tilovers fra mine Forretninger, behøvede jeg dog ikke at være vidtløftig; Thi andre mine Landsmænd (og maaskee flere end jeg endnu veed) har med ald Berømmelse forekommet mig; De har ogsaa, til Trods for Dem og alle Præste Hadere, endnu beholdt Palmen; Thi med god Lykke og succes har de fortræffelig anatome-

5

ret Deres Skrift og for heele Publico noksom viist, hvad for en Lud til Deres skurvede Hoved og hvad for Svøber til Deres vindtørre Ryk De haver fortient for Deres saa skammelige Udtrykke og fornærmelige Beskyldninger, hvormed De har angrebet denne saa ærværdige, som i en Stat saa umistelige (geistlige Stand, af hvilken efter Deres Eeddergiftige Sætning Pag. 34. neppe vil uddøe Hovmod, Giærrighed og Vankundighed, saa længe der forbliver in statu qvo med Geistlighedens Indkomster og de samme ikke vorder formindskede; Siden deres Indkomster ere (som min Herre pag. 29 skriver) i Almindelighed for store, for overflødige; Men Overflødighed føder Magelighed, det er paa anden god bred Dansk Dovenskab, Vellyst og Hovmod (pag. 30.)

Men min gode Hr. Philopatreias! Dog rettere: Pseudophilopatreias! Hvad Grund og Hjemmel har De vel til denne saa Ravnsorte og antipatriotiske Sætning: at Geistlighedens Indkomster ere for store og overflødige, og hvad Beviis fremlegger De for disse Deres klafferske Beskyldninger: at Geistligheden er hovmodig, giærig, vankundig, magelig, vellystig & c. og i sær før den, saa skiændige Klik og Blame De vil paasætte og ibringe Geistligheden, at ogsaa

6

iblant dem skulde findes indviede Aager-Karle; O! improbe! O! Donum impudentiae! omnem sane perdidisii pudorem! Det er jo Soleklart og meer end kiendelig nok, hvad De fører i Deres Skiold, da De saa aabenbar har bidt Hovedet af ald Skam; Jeg vil just ikke exclamative her begegne Dem med den Character, hvormed Paulus engang tiltalede et Skarn, der vilde giøre ondt og afvende Landshøvdingen fra Troen; Ney! jeg viise mig lidet meere beskeedentlig og af Høflighed imod Dem tilsidesætte denne Exclamations Reproche: O! Du Diævels Barn, fuld af ald List og ald Skalkhed og ald Retfærdigheds Fiende, vil du ikke lade af at forvende Herrens rette Veye, Ap. Giern. 13, 10; Men fandt alligevel: calumniare audacter, semper aliquid haeret. De er verre end den omsurrende Spyflue, der sætter sig paa det deste Stæd, og efterlader en Plæt.

Jeg seer, at du er betagen med en bitter Galde og med uretfærdigheds Baand, sagde hisset Peder til det slemme Menniske, der havde forvildet det Samaritaniske Folk, Ap. G. 8 Cap. v. 9, 23. og jeg kand her ikke heller andet see, end at De Mhr. Philopatreias har skrevet Deres Tredie Anmærkning af et ondt Hierte, af en bitter Gal-

7

de og af et slet Sindelav imod vores saa Hæderlige og elskværdige Geistlighed, for, om det var mueligt, med dette Skrift at forvilde det Danske Folk, eller i det mindste at forvandle den billige Kiærlighed og Agt som Nationen har for den Geistlige Stand, til Had og Foragt, siden De, tvertimod Deres og alle Indifferentisters Ønske, noksom selv indseer Umueligheden i Standens Ophævelse og de Geistliges Udryddelse eller Fordrivelse; Thi intet mindre end Kiærlighed til Deres Fædreneland og Medborgere, intet mindre end Patriotisme, Reedelighed og Sandhed, har ledet Deres Pen, da De skrev denne Deres Tredie Anmærkning, efterdi De deri kommer saa ublue frem med saa store Løgne, med saa falske Sætninger og med saa mange imod Geistligheden giordte calumniante Beskyldninger og Beklikkelser, at ingen kand fast være grovere, verre og skammeligere; Hvilke dog Eendeel redelige og indsigtsfulde Patrioter har allerede noksom igiendrevet og giort til intet, saa at jeg meget gierne kunde have ladet dette mit Brev være uskrevet og sparet mig baade for Umagen dermed, saavelsom for Bekostningen med Porto deraf. Men da Rygtet om deres udgivne Skrift har allerede længe, førend Skriftet selv var endnu enten seet eller læst af nogen i denne Provincie, giort saa megen Opsigt overalt her i Kirkeland;

8

Da det eenfoldige Folk ere bleven straxen indtaget med Præjudicier og Fordomme imod Deres Skrift og Rygret derom har nu paa nogen Tid giort Dem ikke lidet uroelige og Scrupuleuse. Thi denne heele Jyllands Bye med den øvrige Almue uden fore, alle Smaa-Øerne med har løbet med en hoben ugrundet Snak og alle raabte paa, at vi nu skal have en nye Tro, en nye Lære, en nye Ritual, alting nye, det gamle bort, udfeyes, i Forglemmelse, og her med vores gamle gode Kirkeland skulde skee en hastig metamorphosis Omstøbning og Forandring, hvilket alt den eenfoldige og lettroende Almue giver en Mand skyld for, som de kalder fæle Peeir Træis, det skal nok være Philopatreias, og altsaa Deunem, min Herre; Saa fattede jeg straxen efter Deres Anmærkningers Igiennelæsning den Resolution og tillige lovede mine nærmest boende Landsmænd at vilde (som jeg, for at tysse og fornøye den øvrige heele Almue, lod overalt giøre bekiendt) skrive fæle Peeir Træis selv til.

Jeg maa da og i Følge mit givne Løfte og fattede Resolution af en Patriotisk Drist (som ovenmældt) skrive Dem Hr. Philopatreias til, og herved med faa Ord tilmælde: min Herre, at uagtet De paa nogle

9

Stæder i Deres udgivne Skrift vel haver Ret og ogsaa skriver sandt, saa dog af Mangel paa Indsigt i alle Statens Circuler og drevet af en ond Aand (ikke af reen Kiærlighed til Fædrenelandet) tager De paa andre Stæder meget feyl, men paa de fleeste Stæder aabenbare lyver, i sær hvad den Geistlige Stand angaaer; Den Stand De under denne Herodian-Compliment: Jeg har ald Ære for Standen, vil med det samme saa gierne give et Ørefigen, et ret Hierte-Stød, ja! om det var mueligt, sit Banesaar, og med Eet see denne Stand ved dens Indkomsters Formindskelser plat undertrykket, forarmet, foragtet (ut enim veritas odium, fic parit etiam paupertas contemptum) og af alle traadt under Fødder, om nu end ikke saa lige gandske ophævet og udryddet, good tamen qvam velles at desunt tibi vires.

Nu hvad jeg har sagt, det vedbliver jeg endnu at sige min Herre lige under Øynene, Nemlig: at De som en græsselig (evigheds Candidat, der har freqventeret den Synagoge hvor Løgnens Fader er Læremester, paa de fleeste Stæder i Deres Tredie Anmærkning aabenbare lyver; Thi det er:

10

1) En stor og aabenbare Usandfærdighed som De saa fræk tør anbringe og indtrykke Publica, naar De skriver: at Geistlighedens Indkomster ere i Almindelighed for store; Men hvor store? ved De da og saa med fuld Vished at kunde bestemme deres Storhed og sige hvor store de ere, siden at de nu ere for store? Har De da en nøye Kundskab og Efterretning om alle Præste- og Degnekalds Indkomster i begge Rigerne? og kand den Efterretning ogsaa have fidem? Er den tilforladelig og troeværdig? Har De reyst omkring i alle de Danske Provincier? Har De været allevegne i Siælland, i Jylland, og paa Smaa-Øerne Hirtsholmen, Thunøe, Fanøe, Spandøe, Fejøe, Femøe, Askøe med fleere? (Thi i denne Provincie Kirkeland og paa Øen Kirkholmen, veed jeg nok, at De ikke har været og mueligens De agter ikke heller at komme, da Spioner der kommer hverken for tidlig eller for sildig, men altid ret til pas.) Eller har De kun allene været i Kiøbenhavn og en Miilveys uden for Kiøbenhavn paa den Nordre Side? Jeg vil ikke spørge om Norge? thi der har De vel mueligens Deres Fødestavn; Dog har De vel ikke heller været ret vidt omkring der i Landet, end sige i alle Nordske Præstegield, og endnu vel allermindst enten i Bergens eller i Trundhiems

11

Stift, i Nordlandene og Finmarken, saa at De skulde kunde have en saa nøye og fuldstændig Kundskab om alle baade den Danske og Nordske Gejstligheds Indkomster og deres saa overmaade Storhed. Borringholm og andre Kirkener vil jeg intet nævne, thi Min Herre veed ligesaavel som jeg, at der tør ingen Ravn vove sig til at spionere og recognoscere.

Men apropos! Hr. Philopatreias! De læser jo Aviserne? Ja vist! læser De dem; Jeg kand see og slutte det af Deres Tredie Anmærkning. Alt saa har De jo da ogsaa maattet læst hvad der har været indrykket om mange vacante Præstekalds Indkomster; Men hvor mange deriblant har De nu læst at være af 8, 9 eller 1000 Rdlrs. Indkomster? Hvor mange af 6 a 700 Rdlr.? og hvor mange af 4 a 500 Rdlr.? Gandske faa Præstekald har De læst at være af 4 a 500 Rdlr,; ikkun 3 a 4 i en Tid af 10 Aar af 6 a 700 Rdlrs.; Men ikke eet eeneste af 8, 9 eller 1000 Rdlrs. Indkomster; Derimod har De vel seet de øvrige vacante (og næsten alle Danske) Præstekalds Indkomster at være anførte nogle paa 350, nogle paa 300, nogle paa 250, og nogle paa 200 Rdlr., men ogsaa adskillige endnu under 200 Rdlr. til 150, 100, ja ogsaa kun paa 80 Rdlr. og derunder. Nu! Hr. Phi-

12

lopatreias! Dette har De selv seet og læst i Aviserne; Men hvad synes De om disse Geistlighedens Indkomster? Ere de ikke ret considerable og meget feede Stykker ( Løber ikke Deres egne Tænder i Vand efter eet af disse feede Stumper? Dog, Siig mig nu i Fortroelighed! jeg troer Dem paa Deres lærde og Statskyndige Ansigt, Siig mig dog, om disse foranførte Geistlighedens Indkomster ere for store, eller hvilke af dem, ere for store?

Ere deriblant slet ingen for smaa og for ringe? Ney! Ingen! svarer De, Alle endnu for store! Saa vil De da endnu have dem ringere, Min Herre? Ere da 3 a 400 Rdlr., ere da 2 a 300 Rdlr., 1 a 200 Rdlr., ja ogsaa 60 a 80 Rdlr. for meget for Embeds-Mænd i Geistlig Stand? Men hvorfore, af hvad Raisons og paa hvad Grund ere de da for meget? Følger der da intet Arbeyde, slet intet Arbeyde ved eet Geistlig Embede, efterdi De vil have Lønnen og Indkomsterne formindsket? Eller, er Embedet ikke af den Betydning, af den Værdie og Vigtighed, at det bør have saa store Indkomster? Kand da Geistlige, qua Geistlige eller forbi de ere Geistlige og deres Embede er et Geistlig Embede, tiene for ringere Løn end andre verdslige Betientere; Mhr. Philopatreias siger jo

13

selv, endog med Skriftens egne Ord, at en Arbeydere er sin Løn værd; Vil De da at Præster og andre Skriftlige skal meere end Nogen i de andre Stænder enten arbeyde foruden Løn eller ikkun for en sulten Løn? Eller meener De, at der regner Guld og grønne Skove meere ned paa den Geistlige end paa andre Stænder? Meener De at de Geistlige meere end andre faaer og finder omsonst og for intet, hvad De skal leve af og de behøver til deres Underholdning, med Klæde og Føde for dem og deres? Tænker De og at en Præst paa Landet, hvor Levemaaden er saa let, dersom Bonden med sine Fødevahre ikke var saa dyr, kand mættes af den Røg, der gaaer ud fra hans Naboers Skorsteen, eller leve af Luften, af Soel og Maaneskin, af den Concert der høres i Moeser, og Kiær, af Klokkeklang, Fuglesang og deslige?

Eller, er det alleene det Ord: Geistlig, det saa odieuse og forhadte Epitheton Geistlig, der har giort Dem saa præoccuperet imod den heele Stand, fordi den er og kaldes Geistlig? Har da intet andet end kun dette eene Ord: Geistlig, giordt deres Hierne Skrueløs og forvirret; Har det Ord alleene ved Fordomme opbragt Dem imod heele Præstestanden og kommet Dem til at drømme om denne

14

Stands saa store Indkomster, og hvad De nu derom har drømt, det vil De strax dedicere for en Sandhed, som Publicum skal fæste Troe til.

Saa, Velan! Lad os da tage det saa forhadte Ord: Geistlig; Eet Ord, som De og ald Deres Sect mueligens formaliserer sig saa meget over; Eet Ord, som De vel for længst havde gierne seet Landflygtig, men man dog imod Deres Villie, lade blive staaende urygget i vore Danske vocabularier og Ord-Bøger; Lad os tage dette Ord: Geistlig bort og salte det Ord: Verdslig i Stæden; Hvad giælder, at strax bliver Indkomsterne for smaa, da de ellers før vare for store; da ere 1000 Rdlrs. staaende Løn og 1000 Rdlrs. Sportler og uvisse Indkomster for lidet til Een, endskiønt de kunde være meere end nok til To Embedsmand at leve af; Men hold! jeg veed at min Herre ikke bryder sig om de Verdslige for desto bedre at sørge for de Geistlige, da Hiines Indkomster ere kun saa smaa, at derfra kand intet gaae af, men Disses ere derimod saa store, at her kunde nok pilles noget fra; Min Herre er vel ikke heller (vil jeg troe) saa meget verseret og kyndig i den Circul, De verdslige Betientere staaer i, som i den de Geistlige har inde, og derfore giør De bedre at tie der, hvor

15

De ikke tør tale sandt, end at tie her, hvor De har Lyst til at lyve.

Dog veed man nok og det Land ikke heller være Dem Hr. Philopatreias ubekiendt, hvor slet og ringe de verddlige Betientere i Almindelighed ere aflagde og salarerede frem for de Geistlige; Thi hvad ere dog 10, 12, 15, 20 a 30 til 4000 Rdlrs. Indkomster for en verdslig Embedsmand imod 3, 4 a 500 Rdlr. for en Geistlig; Jeg troer vist, at mange (om ikke de fleeste) verdslige Betientere haver saa lidet i Løn og Indkomster, at en Præst neppe begiærer mere; Jeg meener endda langt fra ikke de høye Charger og Embeder, som ere Adelen destinerede og kun bestemte for dem der er af høy Byrd og Blod; thi af dem ere endda mange ringere af Indkomster end Eendeel af de Embeder, der ere reserverede Middelstanden og bestemte dem der ere af Civil og Borgerstanden; Ney! jeg meener kun her alleene de ordinaire Embeder, de civile og verdslige Betjeninger, som der ingen Rang følger med, uden hvad der siden ved Graad og Suppliqve kand være kommet til; og saadanne Betjeninger eller Embeder ere der eet stort Antal af, endskiønt de fleeste ere nu næsten ukiendelige af deres eget Navn, thi Faa fører nu Prædicat og Titul af det Embede, de betiener. Men lad

16

de got Folk, de verdslige Embedsmand have hvad de har i staaende Løn og andre uvisse Indkomster med Sportler og Douceurer; Jeg skal ikke see skeel derved; jeg vil være ligesaa indifferent, som min Herre i denne Sag; Jeg vil ikke misunde de gode Mænd deres Løn og Indkomster eller hvad de har i Offerter og Sportler, naar de kun ellers (som jeg maa troe) har hvad de har med Ret og Skiæld, uden Kneeb og Kunstgreeb og paa en ærlig Maade; Naar kun ikke Msr. Per Nefas er med i Leegen, da kommer det ingen ved hvad deres Løn og Indkomster ere; Ney! om de end har aldrig saa meget, naar kun ellers Staten vil og kand taale det, saa maa jeg ogsaa taale det; Naar kun hverken Hovedet eller Lemmerne; hverken Kongen eller Kongens Undersaatter, lider og fornærmes derved, saa vil og bør jeg at tie stille.

Dog ellers meget mærkeligt, at De, Hr. Philopatreias, Een saa grandsynet og skarpseende Argus, der har i en Hast saa let kundet oversee den heele Gejstligheds Indkomster baade i Dannemark og Norge, har dog med alle deres 100de Øyne ikke enten vildet eller kundet oversee Indkomsterne ved de verdslige ligesaavelsom ved de Geistlige Embeder; Men mueligens De har brugt Deres Øyne for

17

meget til Reformationsverket i den Geistlige Kreds, at De ikke uden Hielp af Briller og Forstørrelses-Glas har kundet bruge dem til det samme Verk i den verdslige Sphoera; Men derfor endnu ingen Maal forgaaen; ingen Tid endnu forløben; det kand være Tids nok endnu; De tør ikke ved at overile sig; De kand paucere lidet; De har Frihed til at tage Respiration; De tør vel endnu komme til Deres Syn igien; De Skiæll, der har blindet Deres Øyne, tør vel snart igien falde af, og ald

Taage forsvinde; Men saasnart De da mægter og formaaer, da tillad er par af Deres Patriotiske Øyne at løbe omkring i Dannemark og med der samme at kigge ind i Aalborg-Nyborg- Callundborg- og andre saadanne smaa Amtsstuer for at see hvad Indkomster de giver af sig og om de ogsaa kand føde deres Mand; I Norge er jo min Herre nok kiendt, følgelig kiender De vel ogsaa til de Embeder: der i Landet, hvis Indkomster ere saa magre, tørre og knappe, at de næsten ikke kand tillade Sorenskrivere længere at være Velviise, men Velbyrdige; Min Herre veed dog vel ogsaa desforuden meget vel, at vi af verdslige Embedsmænd har endeel Præsidenter og Magistrats-Personer uden for Kiøbenhavn i de andre Stifters Hoved-Stæber, adskillige Slags Forvaltere, Inspecteurer, Cafferere, Bogholdere, Revisores og Byefogder, saa ogsaa en heel

18

Hoben Skrivere, Ja! ret Skrivere, saasom Renteskrivere, Regimentskrivere, Byeskrivere, Raadstueskrivere, Commiffariatsskrivere, Stiftamtskriver, Kirkeskrivere, Mønsterskrivere, Skifteskriver, Sorenskriver, og jeg veed ikke at nævne og opregne alle vore store Skriver? Men derhos veed min Herre mueligens ikke saa vel, at disse Betienteres løn og Indkomster ere kun maadelige: thi Eet par Tusinde Rixdaler eller 3 a 4, kand ikke være for meget for en verdslig Embedsmand der har suppliceret og tryglet sig ind i Rangen, og siden paa samme Maade efter 3 a 4 Aars Forløb alget og arbeydet sig op i 4de og 3die, ja ogsaa vel i den 2den Classe, Deres staaende Løn veed man; den er alle bekiendt; men deres uvisse Indkomster med Sportler og Douceurer, der for nogle ere meere end Lønncn selv og for andre dobbelt, ja! 3 a 4 Gange dobbelt imod Lønnen, falder ikke saa lige enhver i Øynene, og derfor vil jeg ligesom De, her lade dem blive utaxerede; Men naar imidlertid en Oppebørsels og Regnskabs-Betient lader med sit indleverede Regnskab til vedkommende Regnskabers Revident følge enten en Douceur i Penge af 50 til 100 Rdlr. eller andre Presents, endog af Victualier og Fødevahre, saa kand man nok frit sige: sat Sapienti! og da tør man ey videre spørge om saadan en Betientes Indkomster, hvor store eller smaa, hvor feede eller magre de ere; Og

19

naar en Raadstue- eller Skifte-Skriveres Fuldmægtig kand som Fuldmægtig allene tiene aarlig for 5, 6, 7 a 800 Rdlr.; Naar han ved et Skifte bliver i Drikkepenge beregnet 12, 16 a 20 Rdlr., i Stæden for en Halv, eller Heel og i det høyeste To Rixdaler efter Danske Lov, og naar en Pedell eller Raadstue-Bud kand faae 4 a 5 Rdlr. for at bringe er Blækhorn og Protocoll hen i en Stervboe, da behøves der i al Sandhed meget gode Øyne til at indsee Principalens, som Skifte-Forvalters eller Skifte-Skrivers Indkomster, og derfor har De giort Ret Hr. Philopatreias, at De har vildet spare paa Deres Øyne og ikke seet efter de verdslige Betienteres Indkomster, der ere kun saa smaa og ringe, for destobedre at kunde uden Besvær oversee de Geistliges Indkomster, der ere saa overflødige og store, ja! i Almindelighed ald for store.

Men hvorfore disse da for store og hiine kun saa smaa¿ Hvorfore? Siig mig, Hr. Philopatreias! Hvorfore? Fordi, om jeg giætter ret, De er selv ingen Præst eller Geistlig; (De bør ikke at blive det;) De er ikke heller saa graadig og begierlig efter eet af disse saa feede Stykker, der hænger ved Geistlige Embeder; Ney! natura parvulô contenta! Naturen er fornøyet med lidet; De vil lade

20

sig Nøye med noget mindre; De tager til Takke med en liden Betjening af maadelige Indkomsten kun paa 5 a 600 Rdlr., 4 a 5 Gange multipliceret; Blev kun alleene Kiøbenhavns Raadstue-Protokoll eller og Forvaltningen over Seglet i det Danske Canrellie Dem betroet, da veed jeg at De ikke vilde sige derom, som Ræven engang sagde om Rønnebærrene, da de sadde ham for høyt og han kunde ikke naae dem; De vilde ingen Beedskhed finde i saadan en Smule, den vilde ikke smage Dem bitter og trøv.

Men at komme til Gejstligheden igien, der er et Maal for min Herres Pile, ligesom dens Indkomster for Deres Reformation og Anmærkning, da (siden De, Hr. Phil. er dog endda ikke just saa haard imod Præsterne, som imod Procuratorerne, at De vil have dem alle (ad undas) afskaffede, men vel deres Antal indskrænkede,) haver De vel ogsaa tiltænkt dette indskrænkede Antal noget, om end ikke til Løn for deres i min Herres Øyne saa ringe og ubetydelige Arbeyde, saa dog til deres absolute fornødne soutenent og subsistence, at de ikke skal crepere; Men hvo store eller smaa skal da de Indkomster være, som De af Generosite og Ædelmodighed vil have Geistligheden aflagt med? og hvad vil De unde Geistligheden til

21

deres anstændige Udkomme, saavidt det staaer til Dem, Hr. Philopatreias; O! oro qvæsoqve; indslut dog Geistligheden i Deres Patrocinio; den veed dog, at De baade kand giøre dem got og ondt, siden De erholdte Reformations Monopolium i den Geistlige Etat; See, Ja! O see da derhen, at Præsterne bliver frie for at gaae enten til Marqvetentere eller Spækhøkere om deres Føde! Lad dem mindre gaae omkring at siunge (panem propter Deum) for got Folkes Dørre, og viis dem allermindst ud paa Marken eller i Ørken, for der at æde Græshopper og vild Honning! Ney! vær den Stand dog noget meere gunstig og affectioneret! Bliv dens Tolk i noget bedre? og tael eller skriv i Faveur af den i en mildere og ikke saa skurrende Tone!

Geistlighedens Indkomster har man hørt, Dem sige, ere i Almindelighed for store; Men endnu engang: hvor store ere de da, efterdi de nu ere og skal være for store! Vær dog af den Godhed og beviis hvad De skriver; Beviis Deres egen Sætning, non enim dixisse sed probasse sufficit; Ney! her staaer De til Skiændsel for heele Publico, Stum og Maalløs; Her har De glemt baade Mund og Pen hjemme; her røber Ukyndighed Deres Intention og onde Hierte; thi naar det giælder

22

om Beviis for Deres Sætning, da veed De ikke mere at giøre Forreede for hvad De i Søvne har drømt og hvad De hen i Taaget har sluddret og skrevet, end Apibilus vidste at forklare og sige, hvilke eller hvor mange Huller der vare for mange i Fange-Taarnet, førend han selv blev kastet i det sidste, der var ubesadt, da kom han først efter, at der vare ikke, som han altid forhen havde udbrølet, for mange; men der burde billig endnu giøres fleere.

Men veed De ogsaa min Herre, hvad der egentlig er Geistlighedens Indkomster og hvori de samme bestaaer? Veed De det ikke; Velan! jeg vil sige Dem det:

Geistlighedens Indkomster paa Landet er Korn-Tiende, Qvæg-Tiende, Høytids Offer og hvad der ellers kand falde i smaa Offere for accidentelle ministerial Forretninger ved Brudevielser og Børne-Daab; thi for alle andre Forretninger, Huus-Besøgelse, de Syges Berettelse med Sacramemet, Ungdommens Præparation til Confirmation, Skriftemaal, Jords-Paakastelse paa Liig, og hvad andet videre Arbeyde adskillige i Præst-Embedet indløbne Casus fører med sig, maa intet gives eller tages, men altsammen som en

23

Følge af Embedet, skal af Præsterne ligesaavel omsonst og foruden Betaling giøres for intet, som andre til Embedet lagde verdslige Forretninger med Mandtaller og Maaneds-Lister til Extra-Skatten at forfatte, med de Fattiges Væsen at bestyre og Regnskab derved at aflegge, og nu med at føre Correspondence og holde Protocoll over Indtægt og Udgift i Henseende til de paa Landet til Opfostring udleverede Pleye-Børn.

Korn-Tienden er egentlig det, som man kand kalde Præsternes Løn; Men denne samme Løn er baade vis og uvis: vis er den

i Henseende til Bondens Pligt uden mindste Vegring til in natura at give den 10de Neeg af sin Korn-Avl fra sig i Tiende, ligesom den falder paa Ageren; hvilken Neeg deeles igien i tree lige Deele imellem Kongen, Kirken og Præsten, følgelig er hver 30te Korn-Neeg af Bondens Afgrøde, saaledes den visse, ja! endog den visseste Deel af den Løn, Præsten er tillagt; Men uvis er Denne Løn igien baade i Henseende til befrygtende Misvæxt og vaadt Veyrligt i Høste-Tiden; Thi falder Misvæxt ind og Jordens Grøde staaer feyl, hvad faaer da Præsten i Løn og Tiende, og hvoraf skal da Præsten med sin Huus-Familie leve et heelt Aar omkring indtil et andet Aar; og ligesaa nær kand

24

det blive det næste Aar efter, at hans Haab atter igien kand slaae ham feil om denne visse Løn, og saaledes maa han da tiene eet og fleere Aar foruden denne slags Løn; Da Misvext i disse Tider meere er at befrygte end Frugtbarhed er at forhaabe; thi Mangel paa Giødning giør Jorden mat, skarp og ufrugtbar, men hvorfra skal Giødning komme til Jordens Forbedring, naar Qvæget er borte; i Sandhed kand jeg, og mange med mig, af Erfarenhed bevidne, at siden den grasserende Qvæg-Syge begyndte i Aaret 1744, som er nu meer end 27 Aar siden, har Sædejorderne Aarlig taget af, som i Kraft og Feedme, saa og i sin Frugtbarhed og Afgrøde; og Forskiellen imellem hvad Jorden, end og de allerbedste og af sin Frugtbarhed i Mands Minde overalt bekiendte Kornmarker, giver nu omstunder og har i en Tid af 14 Aar siden 1757 givet af sig, og hvad de forhen førend Qvæg-Sygens Begyndelse gav af sig, er nu saa stor, som Natten imod Dagen, og just i denne græsselige Landeplage Ovæg-Sygen, der har ruineret saa mange baade Præste- og

andre Familier, ligger een af de rette Hoved-Aarsager til nuværende dyre Tider og Landets Forarmelse. Altsaa kand Præsterne i Almindelighed i saadan Henseende ikke med nogen Vished beregne sig den ellers visse Løn, som dem af Korn-Tienden er tillagt.

25

Og ligesaa kand ogsaa ikke alleens Insecter og Utøy, Orme og Græshopper opæde Jordens Grøde, som desverre vel endnu mindes at være skeet i adskillige Provincier og Lande; Men foruden at Storm og Uveyr med Hagel-Steene, Vandskyll og Skyebrud kand (som mange Stæder endnu føler bedrøvede Virkninger af) plat nedstaae og forderve Sæden paa Marken, saa kand endog bestandig Regn og meget vaadt Veyrligt i Høste-Tiden afbryde og nedslaae baade Bondens og Præstens Haab, det Haab som de begge stedse, indtil saadan en bedrøvet Tid, har giort sig; den første om at nyde Frugten af sit Arbeyde, den anden om at nyde Lønnen for sit Arbeyde; og i saadan Tilfælde maa man da med Græmmelse og Hierte-Sorg see meget af den velsignede Sæd paa Markerne at forraadne, bederves og spildes, uden at komme enten Folk eller Fæe til Nytte; Lykkes det end Bonden i timelig Veyrligt at bierge sin Høst, saa faAer vel Præsten ogsaa sin Andeel Tiende; men forinden han nu kand føre sig den til Nytte og Brug, da maa han først giøre Bekostning paa den at lade udtærske, og derved gaaer ham en god Deel bort fra denue hans Løn, som er vel 10 Gange meere end de ellers sædvanlige 2 Rdlr. pro Cento for prompte Betalning.

26

Jeg vil ellers troe og tilstaae, at i Henseende til Sognenes Tiende-ydende Hartkorn land og maa der være en temmelig Forskiel imellem Korn-Tienden, hvilken baade er større og mindre for nogle end for andre Præster, thi eet Sogns Korn-Tiende af 5, 6, 7 a 800 Tønder Hartkorn maa dog rimeligviis og ordinairement være større end et andet Sogns Korn-Tiende af 2, 3 til 400 Tønder Hartkorn, følgelig er der ved indfaldende Misvext eller vaade Aaringer paa Korn-Tienden tagne Tab ikke saa haardt og følelig for en Præst i et steørre og meere folkerig Kald, som for den Præst i et mindre og meget lidet Kald; Thi den Første kand dog ved sit formedelst Mængden af Communicantere sluttelig nogenledes anseelige Høytids-Offer og jævnlig faldende Accidentier ved Brudevielser og Børne-Daab endda vel nogenlunde skikkelig komme ud og slaae sig honet igiennem; Men den Sidste er derimod virkelig at beklage, thi staaer hans Korn-Tiende ham feyl, da skal han ikke komme ret langt med sine andre Indkomster af det Høytids- og andet Smaa-Offer, som hans lille Kald eller og hans 2de Sogner giver af sig. Thn 30 a 40 Rdlr. med alt og alt foruden Korn-Tienden bliver nok den heele Herregaard, han kand giøre sig Regning paa af sin fattige Meenighed, der i forberørte Tilfælde haver ligesaa lidet som han, thi Præsten kand intet faae, naar Bonden selv

27

intet har; Jeg erindrer mig herved en vis Præst, hvis heele Korn-Tiende af hans 2de Sogner kunde ikke i næstafvigte Aar 1770 taxeres til 30 Rdlr.; saa slet var den formedelst den der i Egnen indfaldende utroelig store Misvext.

Af denne og fleere Aarsager er jeg derfore vel heri eenig med Mhr. Philopatreias, at Præsterne faaer en staaende Løn; Mange

retsindige Præster, der har erfaret, hvad Fortrædelighed, Bryderie, og Besværlighed, Landvæsenet med Agerbrug fører med sig, seer det ventelig ogsaa gierne, at de faeer en slags ende Løn; Men derimod faaer de heri ikke noget Medhold eller Bifald enten af mig eller nogen, at De efter en Flyve-Grille kommer ubetænksom frem med et Forslag til en staaende Løn, uden til enten at viise Vey eller Middel til Forslagets Iverksættelse og Udførelse. Om Deres Forslag har jeg af mange baade Geistlige og Verdslige hørt meget sige baade pro & cuntra; Jeg troer ogsaa, at de ere ligesaa mange der ere Dem med, som de der ere Dem imod i Forslaget; men for den slette Maade, paa hvilken De vil at Forslaget skal udføres, og for Deres af Dem selv røbede Galde-bittre Intention og Sindelav imod Præsterne, hører De ilde baade af Høye og Lave i Geistlig og verdslig Stand.

28

En fine! Hav De længe nok saa ondt et Hierte som De vil, til og imod Geistligheden, fnys De kun imod denne Stand, der er Guds Øyesteen, saameget som De kand, det bliver Dem dog Haardt at stampe imod Braaden, og viid, at den Eene er mægtigere, der er med Geistligheden og tager den Geistlige Stand i Protektion og Beskyttelse, end alle De mange der ere imod den og arbeyder paa dens Undertrykkelse.

Men imidlertid, dersom hele Staten kand fuldkommen ophielpes, hvert et Saar og Sygdom i Statens Legeme cureres, alle Greene og Lemmer af Staten blomstre og florere, og det almindelige Beste uden nogens Fornærmelse efter Ønske fremmes ved at sætte Geistligheden paa en staaende Løn.

Velan! lad det skee! Lad Præsterne da faae en staaende Løn! men lad den Løn være convenable, honet, anstændig og klækkelig! Lad den svare til og proportioneres efter Arbeydet! Lad den blive stipuleret efter et hvert Stæds og enhver Provincies Levemaade! Lad den og for et liige Arbeyde blive nogenledes sat liige; Men, skulde den anderledes blive sat; Skulde den blive en fattig, ringe, usel og sulten

29

Løn; Skulde Præsterne arbeyde og lide Nød under deres Arbeyde; Skulde de overalt med Suk giøre deres Embede, da vil det vist ikke blive dennem godt og gavnligt, der udpresser dem deres Suk; da befrygter jeg en farligere Sygdom, et verre Onde for Staten, et Onde, som vil drage mangt et Ak! og Væ! efter sig; og da vil vel aldrig nogen meere med Lyst træde i Geistlig Stand, følgelig ophæves den Stand tilsidst af sig selv, og Staten mister da eet med det beste Lem af sit Legeme, men Qvæstio, om Staten saa haver ved denne Reformation meere vundet end tabt.

Behager De da nn Hr. Philopatreias at redressere hvad der fattedes i Deres Forslag og til den Ende tage Dem paa at giøre Udkastet til Præsternes staaendes Løn, da lad forestaaende Erindringer, som nogle nødvendige Promemorier være Dem ved Haanden til Efterretning og Veyledelse; og lad alle præjudicier og Fordomme imod den Geistlige Stand plat removeris og udryddes; Men saalænge de derhos har selv ingen Samvittighed, tager De ikke heller Billigheds-Regler i Agt til at paasee og observere Geistlighedens Tarv ved Lønnens Stipulation, som egentlig er Øremærket af Deres Forslag til en saa betydelig Reformation i den Geistlige Circul. Efter mit eenfoldige Begreb, erhver-

30

vede Indsigt og mine ringe Tanker, seer jeg ikke, ar 300 Rdlr. i de 4re Jydske Stifter, 400 Rdlr. i Fyens Stift, 500 Rdlr. i Siællands Stift og 600 Rdlr. i Norge er for meget til Løn for en Præst, naar han ellers uden Suk og Sult skal giøre sit Arbeyde; Deres Forslag kunde derfore mueligt have fundet meere Biefald, naar de da tillige havde foreslaaet, at Indkomsterne af de større eller store Præstekald, som De opgiver for feede Stykker, kunde gierne efter Stifternes og Provinciernes Forskiel i Levemaaden, som paa eet Stæd er mere kostbar end paa et andet, gierne indskrænkes og nedsættes til fornævnte Summer, og Overskudet legges hen til at forbedre de andre mange smaa Kald med, hvor Præsterne neppe har det tørre Brød, saa at den eenes Løn i Betragtning af et hvert Stæds Leylighed maatte for lige Arbeide nogenledes balancere imod den andens; thi at sætte de Nordske og de Danske Præster paa eens og lige Løn og at stipulere den samme Løn for de Jydske som for de Siællandske Præster, det gaaer ikke an eller vel lader sig giøre, thi da vilde alle Præster stunde efter Jylland, hvor Levemaaden er lettest og got Kiøb paa alle Føde- og Feede-Vahre, og Siælland derimod, hvor alle Ting ere dyre og Levemaaden kostbar, ja! paa mange Stæder, i sær paa 4 a 5 Miil omkring Kiøbenhavn, ligesaa dyr og kostbar som i Kiøbenhavn selv, vilde ikke be-

31

holde mange sine Præster, thi de kunde ikke leve af saa ringe en Løn der, som i Jylland.

Nu Qvæg-Tienden! den beregner ogsaa for en Deel og et Stykke af Præsternes Løn og Indkomster; Men den samme er siden Qvæg-Pestens Grassatiou, saa ringe og ubetydelig, at jeg anseer det ikke den Umage værd med Vidtløftighed at demonstrere og gotgiøre dens Ringhed, da Beviis herfor ligger meer end øyensynlig for Dagen og falder heele Publico i Øynene, der nu maa betale 1 Pund Oxekiød med 6 a 7 Skill, ja! ogsaa med 8 Sk. i Stæden for tilforn med 1, een og en halv, og høyt med 2 Sk.; Thi i nogle Sogner findes neppe eet eeneste Qvægs-Høvde og i de Sogner, hvor de (alt ligesom Sognene vare store til, og fornemmelig i Skov-Egnen) kunde tilforn aarlig blive tillagt 1, 2 a 300 og fleere Kalve (det var i Tiende lige saa mange Otteskillinger.) Der legges nu neppe 4, 6, 12 a 16 Kalve til, Ratio: Intet kand legges til der, hvor intet Qvæg fødes, men alt deraf er borte; og hvor mange Sneese, ja hvor mange 100de Sogner ere nu vel ikke de, i hvilke Horn-Qvæget er og det efter 3 a 4 Aars intervallum eller Mellemrum heele 3 a 4 og fleere Gange faldet hen for Fode, uden at nogen Kløv er bleven sparet: Ja! Sandt nok? svarer De, Hr. Philopatreias,

32

Men der indbegribes jo mere under Qvæg-Tienden end Kalve allene? Præsterne faaer jo ogsaa Tiende af Lam, Føll, Bier & c. vil De sige? Ja vist faaer Præsterne Tiende af Lam, hvor Faare-Døden lader nogen leve; Men hvor høyt vil vel min Herre taxere denne slags Indkomst? I Jylland gives 3 Sk. i Fyen 4re, og i Siælland 5 Skilling i Tiende af eet Lam; Men hvor mange Tree Skillinger, hvor mange 4re og 5 Skillinger skal der nu ikke til en halv eller heel Snees Daler, naar ellers Præsternes Indkomster skal kunde siges at være overflødige, store, eller for store? Og hvor mange Lam meener min Herre nu at der aarlig i et hvert Sogn omtrændt bliver tillagt og svares Tiende af? Alt efter Sognenes og Egnenes Forskiæl; i nogle fleere, i andre færre, dog størst i Skov-Egnene, hvor Faarene heele (Søe-) Vintere gaaer ude og koster Bonden ikke meget at føde, da derimod er kun lidet Græs og Straae, men slet ingen Lye og Læe for disse Creature paa Heederne og i Heed-Egne. Denne Lamme-Tiende naar den endda blev ydt in natura, kunde dog, ihvor ubetydelig den end er, være noget reelt og hielpe temmelig paa Præsterne i deres Huusholdning; Men hvad er den nu? og hvad tabte ikke Præsterne, da Qvæg-Tienden ved Forordningen af 7de April 1740. blev anslaaet til Penge, og hvad har de siden den Tid ikke i mange andre Maader Tid

33

efter anden saa uformærkt tabt i deres Indkomster ved andre udgangne Forordninger og Reskripter? Saa at Præstestanden er sig nu i eet og alt ikke meere selv liig, uden hvad dens Dragt alleene anbelanger, og den vil ogsaa min Herre have Kalfatret og bestkaaren, for at Præsterne deri kand ligne (om end just ikke saa straxen blive) Reformeerte Præster. End meere! Jeg havde nær forglemt Tienden af Føll og Bier, som ogsaa giør noget til Præsternes saa store Indkomster; Men naar min Herre erkyndiger sig om og faaer at vide, hvorledes det staaer til med Stutterierne og Bie-Avlingen hos Bønder og meenige Almue i nogle af vore Danske Provincier, kunde jeg gierne uden deres Fortrydelse gaae denne Slags Indkomst forbi; thi Tie Skilling gives i Tiende af et Føll og Otte Skilling af en Biestok; Men got og vel om der ikke findes mangen en Præst, der ikke i 10, ja! end ikke i 20 Aar har enten faaet 10 eller 8 Skilling af Føll og Bier, fordi Bønderne paa mange Stæder, ingen legger til af det første Slags og de bryder sig ikke om de Sidste. I Jylland og Fyen giøres endda nogen mere fait baade af Stutterie og Bieavl; Derfra faaer ogfaa Siælland sine fleeste Heste; Denne flags Indkomst skal da vel ikke giøre Præsterne for feede, at jo deres Øyne kand gierne sees uden Kiggert, ihvorvel alt dette tilligemed en halv

34

eller heel Gaas, een eller to Høns og den øvrige saa kaldede smaa Redsel taxeres ventelig af min Herre for noget stort, der kand ikke andet end giøre Præsternes Indkomster for store.

Nu kommer jeg da til Høytids-Offeret,

der ogsaa beregnes Præsterne til Indkomst og denne slags Indkomst er som Randers Handsker kommen i et stort Udraab, men et Udraab der giør merre Støy og Skraal end Offeret selv giver Lyd og Klang af sig; Thi i Sandhed er denne Præsternes Indkomst, fornemmelig i disse trange og dyre Tider, ikke saa feed og drey en Stumpe enten i de smaa Kiøbstæder, hvor Tilstanden blant Borgerskabet er i Almindelighed kun slet og maadelig, eller paa Landet, hvor Armod og Fattigdom næsten sees i hver en Bondehytte, som Rygtet gaaer derom, og min Herre selv med fleere tænker; Ney! denne Indkomst fylder og klækker langt fra ikke saa meget i Præsternes Pung, som den brillerer, gloer og glimrer i Deres misundelige Øyne; De vil vel svare i den gamle ironiske og scosefulde Tone: Ja! Præsterne faaer aldrig nok! Præste-Sækken bliver aldrig fuld! Men hvor skulde den ogsaa nogen Tid blive fuld, naar her ere kun saa faa, som giver noget deri;

35

Lidet faaer endda Præsterne nu i Offer til Høytiderne; men, dersom alle vare derimod sindede som De, min Herre, saa fik de slet intet; thi à propos! Naar ofrede min Herre selv sidst? til hvad Høytid og til hvilken Præst? De tier stille, og Deres Tavshed lader Dem blive utakket for Offeret; Men vel! De ofrer intet; De har mange Brødre, mange i Tusind Tal ligesindede med Dem, de giør ikke heller, endjkiønt de bør, det er deres Pligt; men gid Poccher, siger De, ofre enten til Præst eller Degn, end sige, til Klokkere, Gravere og den hele Forsamling! det er nok, naar Bacchus og Venus ikke bliver glemt! Hvor feedt og stort skal altsaa da vel Præsternes Høytids-Offer kunde blive? Meener, min Herre vel, at Præsterne skulle mægte selv at bære deres Høytids-Offer hiem med sig fra Kirken, eller, skal de have Heste og Vogn til Hielp, der kand trække afstæd med Penge-Læsset? Og hvad! om Vognen bliver forlæsset, og Hestene gaaer i istaae! O! lad Præsten da hente og kalde fæle Peeir Treis! Han kommer strax, han hielper gierne, baade at træffe og bære, han er villig baade til at tælle og tage Offeret.

Det er sandt! Høytids-Offer er virkelig noget, der meere er (jeg taler her de

36

jure, non de facto) en vis end en uvis Indkomst, fordi Loven befaler det; og fører disse reene Ord i Munde: Præsterne skal nyde Offer paa de tree store Høytider, og efter Geistlighedens Privilegier skal enhver Communicant ofre Præsterne; Men nu ved jo min Herre, at Offer efter Ordets egentlige Bemærkelse er det samme som en Offert, en godvillig Gave, en Gave, der beroer paa Giverens eget Behag, og hvilken der staaer i hans egen Magt at giøre enten stor eller liden, enten at forbedre eller forringe, enten at rage fra eller legge til, alt efter Conjuncturernes, Tidernes og Omstændighedernes Medfør, og ligesom enten hans Evne og Leylighed eller hans Villie og Hierte kand være dertil, og i saadan Betragtning da bliver Høytids-Offer igien en meere uvis end en vis Indkomst, og ingen Præst kand, helst i disse ret trykkende haarde Tider anslaae sit Høytids-Offer til noget vist, med mindre det var fastsat, hvad enhver Communicant efter sin Stand, Alder og Kiøn var forpligtet til at ofre; ikke heller troer jeg, at Høytids-Offeret nogensteds enten i de smaa Kiøbstæder eller paa Landet er nu omstunder imod hvad det for 20 a 30 Aar siden har været; Thi Misvext, Qvæg-Død, dyre Tider, Skatters Paalæg og andet mm, udhungrer og forarmer baade Borgeren og Bonden, saa at,

37

om de nn end vilde, saa kand de dog virkelig i Gierning eller med deres Offer til Høytiden ikke lade see den Kiærlighed de har for deres Præst; Ney! kand en Officier og Compagnie-Chef ved de nationale Tropper ikke formaae til en Høytid for sig, sin Frue og en Domestiqve, at ofre meere end 24 Skilling til Præsten, hvad skal da kunde ventes i Offer fra andre i Borger- og Bondestanden, der trykkes af Fattigdoms Byrde; Der ere ogsaa virkelig de Sogner paa Landet og i Smaa-Stæder, hvor ikke den halve Meenighed ofrer een eeneste Gang imellem Aar og Dag til nogen Høytid; Ligesaa ere der og de i næsten alle Sogner, der i hele 10 og fleere Aar aldrig ofrer enten Præst eller Degn; og erindres saadanne nu om deres Offer, som dog almindelig er kun 8, eller 10 Sk., da bliver Svaret dette: Herre Gud! vi har intet, vi kand intet give Offer, hvorfra skal vi tage det? der maa bæres over med os indtil bedre hen, naar jeg kand, saa skal Offeret nok komme, endskiønt det fra mange kommer aldrig, og hvad skal da Præsterne giøre? i Stæden for at faae Offer, saa maa de selv til at give Offer, naar de hører de udeblevnes Lamentationer og Begrædelser over deres begrædelige arme Tilstand.

38

Der kand vel og være een og anden iblant, der vel kand, men dog ikke vil ofre til Høytiden, endskiønt de just ikke staaer i Classe med Naturalister og Frietænkere, der neppe under en Præst de Øyne han har i sit Hoved og den bitte Brød han putter i sin Mund; Andre slette og nedrige Gemytter findes der igien, som, fordi de har ikke noget got Hierte til Præsten, tager til hver Høytid noget, nu 4. nu, 8, nu 12 Skilling og mere fra deres ellers sædvanlige Offer: Og altsaa er Høytids-Offer en uvis Indkomst, som ingen Præst kand giøre sig nogen vis Beregning paa; Thi tager det ikke af og formindskes, han maa aldrig befrygte, at det tager til og forbedres. Efter mange troeværdige Præstemænds Beretning og hvad dem til Høytider er arriveret i Henseende til deres Offer, der af adskillige er fra 24 Sk. bleven efterhaanden forringet indtil 4, ja! indtil 2 Skilling, maatte man snart ansee Præsternes Offer, liig Maanen, naar vi har sidste Qvarteer; Den tager af hos Eendeel, saa længe indtil det bliver usynlig tilsidst, ligesom hiin Møllere der ofrede sin Præst tilsidst kun en halv Skilling, og skrev paa Papiret, hvori Offeret var indsvøbt, disse Ord: Nu ere vi i Næde, det er, nu har vi det sidste Qvarteer af Maanen.

39

Endelig løber ogsaa smaa Offer som Accidentier for Ministerial Forretninger ved Brudevielser og Børnedaab ind i Præsternes store Indkomster; Men Uden at mælde, at der i mange smaa og middelmaadige Sogner paa Landet forefalder neppe eet eller høyt to Bønder-Bryllupper om Aaret, og vel ikke heller fleere Børne-Daab, og jeg vædder, at naar de aarlige indleverede Lister over Ægteviede, Føde og Døde bleve igiennemseete, skulde vel findes de Sogner, hvor der i heele to eller tree Aar havde ikke været et eeneste Bryllup, og mueligens ikke heller nogen Barne-Daab eller høyt 2 a 3, saa vil alt det Offer, der falder med et Brude-Bryllup, ikke sige noget; thi iszige Tider lærer og ogsaa nøder Folk til at knibe og knappe af for Præsterne ved alle Leyligheder, altsaa ogsaa her, saa at, skal nogen miste, saa maa Præsten miste, og hvad der trykker Almuen, det rekker ogsaa til ham, han faaer baade først og sidst at føle Virkningen deraf; Lad og nu et par fattige Borger- eller Bønder-Folk blive viet og holde Bryllup! hvor stort er da deres Følge og hvad Offer kand der da vel falde ved saadant et Bryllup; Har nu end et par Brudefolk ikke just tree paa en Pind med sig til Kirke, saa kand dog fra et lidet Følge af 12 a 16 Personer, 8 a 10 med Brudgommen og 4 a 6 med Bruden nok giøres Gisning om heele Offeret, Hvad det i alt og alt kand være;

40

Lad det med Brude-Parrets Offer, udgiøre tilsammen 8, 10 og høyt 12 Mk., thi høyere Trappe-Trin kand man vel her ikke bestige; og see! Dette er jo da ingen Herregaard; dette skal hverken mætte eller tætte og mindre berige Præsten.

Og endnu mindre er Offeret ved en Barne-Daab; thi efter Danske Lov maa ikkun fem Personer være Faddere til et Barn, og altsaa er Regningen let giort over dette Offer; thi naar en Bonde-Kone, som holder Barnet over Daaben, ofrer en Femten- eller en Fire-Tyve Skilling (ihvorvel der vel og mueligens paa sine Stæder kand ofres en gammel To-Mark og ogsaa en Crone) og enhver af Fadderne ofrer 2 Skilling, thi rart, at een ofrer 4 Skilling, saa har en Præst for denne sin Forretning 2 a 3 Mark, som er dog meere i Dannemark end i Norge, hvor der efter Norske Lov betales for en Barne-Daab ikkun 16 Sk. Ved denne Leylighed erindrer jeg en Barne-Daab i en vis anseelig Kiøbstæd, hvorved der falt ikkun 19 Sk. i Offer paa Alteret til Præsten, men derimod ogsaa igien ved en anden 19 Mk. og derover.

41

Disse Forretninger vil ellers min Herre at Præsterne skulle som en Følge af deres Embede giøre omsonst og for intet, foruden nogen Betaling; Men ubilligt! Præsterne giør Arbeyde nok for intet alligevel og har tillige Udgifter ved mangt et deres Brødløse Arbeyde; De har tabt og mist nok, og endnu den Dag i Dag er, taber og mister de nok i andre Tilfælde af deres Indkomster, at min Herre dog kunde lade dem beholde et lidet Salarium i Offer for disse Forretninger; Jeg veed, at de er en Jurist, endskiønt ingen Ven af Jurister, i det mindste ikke af Underrets-Dommere og Procuratorer, mueligt fordi de kand have haft dem i Hænder, altsaa veed de og hvad en Dommeres Embede og Følgen deraf er; men giør han vel noget for intet af alt det der er en Følge af hans Embede? Stævningers Paaskrift, Sagers Ind-Camination i Retten, Opfattelser, Doms-Arters og Tings-Vidners Underskrift og Forseglinger, Arrester, Executioner, Tillysninger & c. Det er jo altsammen Følger af hans Embede, men for alt dette faaer han Betaling foruden sin aarlige Løn som Dommere, derfor var dog og in hoc puncto ikke saa haard imod Præsterne; de har dog ikke giort Dem eller Deres noget Ont, at det skulde gieldes igien.

42

Ellers, foruden hvad Præsterne i Norge er tillagt i Bord- og Nattehold med anden Præste-Rettighed, taler endnu Danske og Nordske Lov om tvende smaa men tillige uvisse Indkomster; Den Eene er Solarium for en Liig-Prædiken, naar den begiæres og Præsterne have Stunder, hvilken Clausal: Naar de NV. have stunder, tiener til Beviis, at den store Lovgivere noksom har indseet, at Prædike-Embeder ikke (som min Herre dog skriver) giver Præsterne nogen Tid tilovers fra deres Embedes Forretninger, og den Anden er 4 Skilling for at skrive paa et Skudsmaal, naar nogen begiver sig ud af eet Sogn og gaaer ind i et andet,

Nu har da min Hr. Philopatreias faaet den Oplysning, som Dem fattedes, om Præsternes Indkomster, og den samme formeener jeg og at være saa fuldstændig, at De ikke kand forlange den mere fuldstændig; hvoraf min Herre med det allermindste af Deres 100de Øyne (thi nogle af dem ere dog vel meget smaa og andre igien meget store) kand meget vel see, at præsternes Indkomster ikke ere for store, men mange Præsters derimod meget meere for smaa; ja! saa smaa, usle og ringe, at de langt fra ikke ere proportionerede efter deres Arbeyde, og meget mindre

43

kand kaldes en Løn for deres Arbeyde; Men dette har sandelig min Herre af Mangel paa Indsigt og Kyndighed, ikke vidst tilforn, førend nu, jeg her har underrettet Dem derom; Men, sandt, at, dersom De ikke just havde talet om Geistlige Renterere, der til de tvende Terminer passerer ind ad Portene fra Landet, man da snarere maatte troe, som ogsaa er sandsynligt, ja ret Haandgribelig, at De kun har meent den Kiøbenhavnske Geistlighed med deres Indkomster, og er det nu saa, som De dog lydelig nok udlader sig med, da De foruden Præsterne reent ud nævner Klokkere, Gravere og den gandske Forsamling; thi ingensteds enten i Dannemark eller i Norge, ere der Gravere ved Kirkerne, uden alleene i Kiøbenhavn; saa underskriver jeg vel saavidt Deres Sætning at jeg vil tilstaae, at Geistligheden og de Geistlige Betientere i Kiøbenhavn haver anseelige Indkomster, men dog ingenlunde for store, hvad Præsterne, og i sær, hvad Sognepræsterne angaaer, der endog i Betragtning af den dem forundte Rang, kunde ligesaavel som andre civile og verdslige Rangs-Personer gierne behøve noget klækkeligt i Indkomster frem for de øvrige Præster, for at kunde nogenledes holde dem efter deres Stand og med Heste og Vogn, Kudsk og Tienere at distingvere sig i lidet fra andre, der ingen Rang haver; Men om endog ingen Sogne-Præster i

44

Kiøbenhavn vare aflagde med Rang, da giver dog baade deres og de øvrige Præsters, Capellanernes Embede dem i disse saa store og meget Folkerige Meenigheder fuldt Arbeyde og saa meget at bestille (endog Natten med Dagen, naar de ellers skal som de bør efter Pligt og Samvittighed, selv forrette deres Embede, uden at lade deres Embede ved andre Assistent-Præster forrette, hvortil dog de mange paa hinanden faldende Forretningers Mængde imellemstunder nødsager dem) at de for deres saa store Arbeyde virkelig ogsaa fortiener og bør have stor Løn, ja endog større Løn end andre uden for Kiøbenhavn boende Præster, efterdi dog, Levemaaden i denne Stad er paa det kostbareste og alle Ting her dyrere end anden Stæds, uden hvad alleene den nærmeste Egn omkring Kiøbenhavn paa 4 a 5 Miile i circumference anbelanger, thi der ere vel, (og det rimeligviis) alle Ting ligesaa dyre som i Kiøbenhavn selv, da Bonden helder fører sine Vahre til Torvs, end han sælger dem hiemme, uagtet han endog kunde faae lige det samme hiemme som i Kiøbenhavn, hvilket jeg fra min Ungdom af har af mange troeværdige, saavel verdslige som geistlige Mænd ladet mig forsikre, som og kand gandske vel være sandt og troeligt.

45

Vær ellers forsikret paa, Hr. Philopatreias, at har end de Kiøbenhavnske Sogne-Præster ved de Danske Kirker anseelige og gode Indkomster, saa ere dog de Tydske Præsters Indkomster meget større, og hvad gielder, at Nye-Aars Gave giør endda de Reformerte Præsters Indkomster til de største; Men tænk herved aldrig, at fordi jeg ikke kand istemme den samme Tone, som De, og udraabe de Kiøbenhavnske Sogne-Præsters Indkomster for at være faa store, og mindre for store, jeg da selv maatte være en Kiøbenhavns Præst, Ney! det gamle Ordsprog: Det er got at have Bispen til Morbroder, maa De, hvad mig angaaer, nok blive hiemme med non cadit in nostra forma rotunda Poli, Den Lykke maa en Dosmer ikke vente sig; Ney! jeg burde ikke være Præst, og allermindst en Kiøbenhavns Sogne-Præst, dersom jeg i min Ungdom havde Publico til Forargelse levet et slet og ryggesløs Levnet, freqventeret berygtede Huuse, været Acteur ved Comoedierne, løbet an in Puncto sexti og taget et berygtet Fruentimmer til ægte.

Men derimod, hvad min Herres opgivne Klokkere, Gravere og den heele Forsamling angaaer, da er jeg af samme Tanker som De, og med Dennem ogsaa formeener, at disse got Folk har (i Betragtning af deres Embede og af

46

hvad de har at bestille og forrette imod det hvad Præsterne har at forrette) temmelig store, ja visselig ogsaa for store Indkomster, thi hvem har sagt og hvor staaer det skrevet at Klokkere og Gravere i Kiøbenhavn, disse saa subalterne Kirke-Betientere skal for eet, saa got som intet, eller dog i der ringeste for saa let og commode et Arbeyde, hvortil udkræves hverken Røst eller Bryst, hverken Hovedbrud eller Hierne, have de Første 14, 15 a 1600 Rdlr. og derover og de andre 6, 7, 8 a 900 Rdlr. og meere, som er vel meget og jeg synes og at disse gode Herrer kunde nok lade sig nøye med noget mindre for den ringe og ubetydelige Tieneste, de giører Publico og det Almindelige? Thi hvad giør dog en Klokkere der er en Premier-Betient imod Gravere, for sine saa feede og anseelige Indkomster? og hvad er hans Arbeyde imod Præsters og andre Geistlige Embedsmænds Arbeyde? Han siger: Amen! ved en Barnedaab; Han tegner deres Navn, som anmælder sig til Communion; det første giør han i Kirken, men det andet hiemme i sin Stue; han comparerer og paraderer med sine Collegis, de Messieurs Gravere, i Kirken, naar der ere Brudefolk at copulere, og paa Kirkegaarden, naar der ere Liig at begrave; ja! han gaaer vist ogsaa paa Sønog Hellig-Dage med Tavlen og for Alteret ifører han Præsterne Messe-Ornamenterne; Her, har, og seer vi da hans heele Arbeyde; mere

47

veed jeg ikke at en Klokkere giør og forretter for alle de Sølv-Aarer, der finder ind ad hans Dørre, thi ved Stue-Bryllupper giør han mindst, ja! slet intet, endskiønt han ved dem betales meest og aflegges rundelig; Arbeydet for Klokkere kand enhver let og snart oversee; men hvem kand saa let oversee alle een Hr. Klokkeres Indkomster? Thi foruden at en Klokkere har en anseelig frie Boelig, som er noget stort i Kiøbenhavn, saa oppebærer og faaer han tvende Gange om Aaret Klokker-Løn af Meenigheden; Han faaer Offer til alle de tre store Høytider, han forglemmes ikke ved Brudevielser, Børne-Daab eller Liig, og han vil endnu mindre være forglemt, naar han tegner Eens Navn, der vil til Herrens Bord, og hvad vil vel alle disse Klokker-Indkomster i saa store og folkerige Meenigheder, hvor der imellem Aar og Dag ere mange Tusinde Communicantere (undertiden i en eeneste Uge 4, 5 a 600, og ligesaa mange paa den første Høytids-Dag til Froe-Prædiken) og hvor man af de aarlige publicerede Lister paa Ægteviede, Fødde og Døde seer deraf at være et Antal af nogle, ja! mange Hundrede, ikke udgiøre for en Summa? I Sandhed! ere disse Klokker-Indkomster intet over, de ere vel for nogle ikke heller meget under eet par Tusinde Rixdaler og ingen under! thi hver Dag tager de Penge ind; hver Dag er deres Indtægts-Dag og hver Dag regner

48

der Sølv og Penge ned paa disse store og fatigieuse Arbeydere, Arbeyde har de hver Dag, men det meeste Arbeyde løber ind i Vexel-Coursen; saa at, naar der er trange Tider for andre, saa er der dog gyldne Tider for dem; og her finder visselig det gamle Ordsprog: naar det regner paa Præsten, da drypper det paa Degnen eller Klokkeren, aldeles ingen Stæd og Gehør; Ney! om mange Præster, fornemmelig om Landsbys-Præster og Kiøbenhavns Klokkere kand det tvertimod med god Grund siges, at naar det kun drypper paa Hiine, saa regner det flux paa disse; thi naar en Klokkere i Kiøbenhavn kand i Tegne-Penge og blot for et simpel Navn at tegne, tage Aarlig mange Tusinde Otte-Tie- Femten- og ogsaa Fiiretyve-Skillinger ind, saa kand en Præst paa Landet neppe om Aaret derimod faae en halv eller Heel Snees Fiire-Skillinger for Skudsmaale at paaskrive og meddeele; derfore har og de gode Herrer Klokkere got ved at gotte sig med gammel Gaudium og drikke deres Flaske Rindsk eller Rød Viin, naar mangen en Præst paa Landet maa drikke tyndt med Vand iblant; og hiine lader sig vel ikke saavel som disse nøye just med en Byggryns Grød, en vindtør Jyde-Sild, en Flade strands Lage-Flynder eller et Stykke Flæsk og Brød; thi de har god Raad og Leylighed til at faae noget bedre og meere delicat for deres delicate og høye Gout; En feed og vel udstoppet

49

94

Kalkunsk Hane, en Norsk Uhr Høne eller Ryppe, en Dyre-Kølle, en Kalvefierding, en Karpe, en Kramsfugl og beslige Lækkerheder kand snart faaes, siden Stopperie, Færgestrædet og Slagterboderne og Fiskerhuuset ligger ikke langt borte; O ja! hvor kand disse gode Herrer ikke, naar de ellers vil, leve paa Herreviis, da mange Præster derimod er nødt til at leve paa Stakle-Maade: det er ikke heller at; spørge, om de i en Hast og for en kort Tid kand samle Midler og Rigdom, siden der ere saa mange Præster der efter 20, 30 og 40 Aars Tieneste maae endnu sees at sidde i Armod og Fattigdom; Og hvad! om disse Herrer Klokkere, seer tusinde Præster over Skuldrene; om de en vilde bryste sig som en Kalkunsk- og giøre Trin eller sætte Fod som en fransk Hane; Om de vilde viise sig stolt og af Hovmod kneyse som en Katt med et Aalehoved eller kneise i Veyret med Næsen som en tydsk Griis; ja! om den Grille kom dem ligesom andre Narrer, i Hovedet, at de vilde have Rang og Caracter, da kunde man deri lige saa lidet fortænke dem som andre, siden de haver store Indkomster liige med andre Store, og vel mueligviis og besad ligesaa stor Forstand og Merite, som andre, der besidder ikke større; Saaledes vil man sige at en Klokker til en vis her ubenævnt Kirke blev eengang hæftig angrebet af en Character-Syge, som han ved den Leylighed, at en stor General eengang skulde være Fadder til et Barn, men var kommet for tidlig i Kirken, hvor-

50

udover han efter Klokkerens Anmodning gik over i Klokker-Boeligen indtil Damen med Barnet og de andre Faddere kom, vilde at Generalen skulde giøre sig umage for at curere; thi da Generalen blev saa magnifique med alle Slags Confecturer og Syltetøy tracteret og saae Klokkerværelserne saa prægtig meublerede som hos en Minister blev han deraf anlediget til at spørge Mr. Klokker om hans Indkomster, hvilke Klokkeren anslog vel til henimod et par Tusinde Rixdaler men beklagede tillige, at han desuagtet, var for Sit ordinaire Klokker-Embedes skyld, ikkun i ringe agt og anseelse, og kunde ikke freqventere Rangs Personers Compagnie, uden han hafde selv ogsaa en Characteer i sær gik dette ham meest til Hierte at han ved alle Forretninger maatte staae eller følge bag efter Præsten med andet vidre som saadan en Patient kunde sige til den Doctor, han har fortroelighed til, og sandt! han blev ogsaa cureret; thi da Generalen kom til Hofve og af Sin Konge vor Store Viise og af sin Gudsfrygt uforglemmelige Christian 6te udbad sig den Naade at maatte blive Klokker til den Kirke i hvilken han sidst havde staaer Fadder og forestillede at en Klokkere havde bedre end en General, blev samme Klokker Allernaadigst paalagt at holde og lønne tvende Catecheter og saaledes begynte han over denne med ham foretagne Cuur fra den Tid af alt meere og meere at komme sig af sin Sygdom.

51

Men at komme igien til disse store Mænd vore Kiøbenhavnske Klokkere, da vil jeg langt fra ikke see dem udsat fra al Løn og Indkomster, Ney! saalænge de tiener i Qvalite af Klokkere, bør de og som andre Tienere at nyde Løn for deres Tieniste; Men den Løn maa alt være proportioneret efter den Tieneste de giør, den maa ogsaa være saa convenabel, at de deraf honett og anstændig kand leve, dog at Kirkens Spiir og deres Døttres og Fruentimres Hoved-Top kan kiendes fra hinanden; men nu in statu quo haver dog de virkelig formeget og de kunde nok nøyes med noget mindre end de nu omstunder Haver i Indkomst.

Jeg misunder dem ikke Deres Klokker-Løn og Klokker-Penge, som de til hver Paaskeog hver Michelsdag lader indkræve af Meenigheden, jeg vil lade dem beholde deres Høytids Offer og tage imod hvad dem ofres paa de tree store Høytider; Jeg under dem ogsaa, hvad de kan faae ved Brudevielser og Børne-Daab; men Spørsmaal om de, saalænge Kirken beholder og har sine Gravere, kan med rette tilkomme at faae noget ved Liig, da Graverne, som Gravere, der vel skammer sig ved selv at grave, men dog besørger og foranstalter Gravene til alle Liig opkastede, synes efter deres Betienings Medfør og Praedicat eller Nævnelse med største Billighed

52

selv allene at tage alt hvad der er fastsat og stipuleret at gives for Liig og for Graven at grave til Liig, da Klokkere desuden haver nok alligevel i Indkomst; Men hvad de gode Klokkeres Tegne-Penge angaaer, som en temmelig feed Stumpe, der hænger ved deres Klokkerat, og enhver der vil communicere maa erlegge, førend hans Navn bliver tegnet og anført paa Confitent-Listen, da disputerer jeg dem de samme som noget de formeentlig ere aldeles uberettiget til enten at kræve eller tage af nogen; og siig mig Hr. Philopatreias, som jeg anseer for et stort Corpus juris har ald juris prudence inde og ikke kand være ukyndig i nogen Deel af Lovkyndighedens Videnskab, siig mig om der ere Love-Forordninger eller Rescripter (thi jeg har ingen læst uden hvad der ved og siden Lovens Publication er udkommen.) der befaler tillader og hiembler Klokkere-Ret og Frihed til at æske og tage Penge af dem, der anmelder sig til Communion, allene for kun blot at antegne deres Navne? ingen saadan Lov eller recriberet Befaling derom er mig bekient; Klokkerne faaer jo ligesaavel deres Klokker-Penge og Offer til Høytiderne som Præsterne faaer deres Præste-Penge og Høytide-Offer, bør da ikke Klokkerne ligesaavel giøre det, der er en Følge af deres Embede, og foruden Betaling antegne Confitenternes Navne som Præsterne maa uden Betaling giøre det, der er en

53

Følge af deres Embede med at betiene de antegnede med Absolution og Communion eller at betiene Skriftestolen og Alteret; Nogle af Kiøbenhavns Klokkere, der har saa overflødige Indkomster, kand da gierne, saa længe de tør vedblive at tage Tegne-Penge, taale aarlig ad pios ufus ɔ: til gudelig Brug, til Hielp til smaa Præste-Kalds Forbedring, til Skoleholderes Løn eller og til den Kongelige Opfostrings Stiftelse fra sig at erlegge 600 Rdlr. og de andre 400 Rdlr. og endda haver de nok og overflødigt igien i Indkomster til at kunde leve reputerlig og got af. Jeg veed nok, at de i saa Fald blev rørt paa det ømme Stæd og nødig vilde gaae Takten efter slig en Musiqve, thi Viintappere afhændede mueligviis da meere fransk men mindre Rhindsik Viin. Men vel an! vil ikke de saa vil andre! lad dem paa det samme resignere! de kand giøre det; De fleeste ere Capitalister, der kand leve alleene af deres Renter, jeg vædder, at Phoebi Chor, Minervæ Sønner, de brave brødløse gamle Studentere vil i 100de Tal melde sig og den eene Heller end den anden paa forbemelte Maade og Condition tage imod disse smaa Kirke-Betieninger, ja! O! mihi praeteritos referat si Jupiter annos! havde jeg min Ungdgm for mig, vilde jeg selv ikke være den sidste, der skulde blive tilbage; Jeg har ellers endnu dette imod de gode Herrer Kiøbenhavns Klokkere, at de ikke, som man vil sige, vil vel beqvemme sig til at tegne til Com-

54

munion, men tør med liden Høflighed haanlig afviise de Eenfoldige og hvem, der ikke just præcise anmælder sig paa den af dem selv efter deres egen commodite bestemte og ved en Placat paa deres Forstue-Dør bekiendtgiorte Time, enten de nu maatte komme kort før eller kort efter denne til Antegnelse fastsatte Time. Men hvad! om et sygt Menniske om Midnats Tid (som vel 100 Gange baade er skeet og vil skee) skikkede Bud efter Præsten og lod Ham kalde til sig, men Posten havde sin Søvn kiærere end den Syges Siæl, der af ham vilde trøstes, og Præsten vilde svare Budet: I skulde have kommet før, førend Natten kom paa, nu er det for sildig, gaae nu kun bort indtil i Morgen! Kom saa igien; men pas Tiden og kom hverken for tidlig eller for sildig! jeg har endnu kun faaet liden Søvn, nu staaer jeg ikke op af min Seng enten for den Syges eller andres Skyld, med videre som Præsten til sin Undskyldning maatte foregive! Hvorledes mon da dette vilde løbe af for Præsten? Burde Præsten længere være Præst? og kunde han vel paa nogen Maade undskyldes eller echapere Straf og Tiltale? Hvormed, vil da een Klokkers undskylde og forsvare sig, naar han afviiser nogen, som ikke kommer til ham præcise paa den for ham selv beleyligste Tid og Tuur? Med sine mange Forretninger? med Embeds Byrder? med sit meget Arbeyde? med Huus-Sorger og Sysseler? O! her gielder ligesaa li-

55

Det Undskyldninger imod den afviiste Friske som hisser imod den afviiste Syge, thi begge vil have en Trøst, begge vil nyde en Mad og sidde som Giæster ved eet Bord; Har Klokkere derfore for meget at bestille, lad dem da enten deele Arben« de og Indkomster med en anden, eller lønne een Vicarium , som i deres lovlige Forfald fand obagte deres Partes, faa ar intet af deres Em, bede enten i een eller anden Maade forsømmes.

Der er endda vel, at Studentere antages til Klokker-Tienesterne i Kiøbenhavn; Gid der samme og maatte skee i alle andre Kiøbstæder uden for Kiøbenhavn! thi ubilligt, at Læg-Folk og ustuderede Personer skal her præfereres den studerende Flok Academiske Borgere der har opofret sig til Studeringer, saa længe der ere brødløse Studentere, der vil være Klokkere, og dem ere der mange af, som gierne vil, men ikke kand blive det, thi en Laicus staaer dem jævnlig i Veyen, og løber af med denne Stumpe, som en studeret bedre havde fortient; See! hvilken en Ubillighed ! Ja! see! ogsaa engang, hvor paradox, hvor empfindtligt og anstødeligt det er baade for den Stærke og for den Skrøbelige, at en Laicus, som den eene Dag bærer en bunker og raned Klædning , skal den anden Dag sees i Geistlig Dragt, med Kappe og Krave, en Dragt, som er alleene reserveret og destineret studerede Geist-

56

59

lige, een Dragt som Rectores, Con-Rectores, Hørere, Degne og Skoleholdere i deres Embedes Forretninger bærer og i hvilken ingen i forrige Tider uden alleene Magistri Philosophiæ lod sig see paa Prædikestolen; Lad Ustuderede længe nok blive Klokkere; Saa længe det tillades, men lad dem aldrig bære Kappe og Krave, thi der er en Ornat der tilkommer de Studerende og hvorvd de før distingveris fra Ustuderede; lad dem gave alleene i sirle Klæder, siden de dog skal staae i Classe med Geistlige Kirke-Betientere! Del er merre end nok for saadanne Personer, der skal indtage Levitcrnes, Studenteres Plads, og i keres Stæd have med hellige Ting at bestille, varte op ved Herrens Aktere, tænde Alter-Lystne med meere; Jeg anseer dette gandske Paradox og næsten Heterodox, og jeg rænker at de, Hr, sl)hilopacrel'as er heri af lige Tanke, med mig og vilde vel ikke heller, naar det stod til dem, lade een Person, som den sene Dag løber op og ned af nogle Trapper eg bærer et par Skoe, en Peruqve & c. fra og tit sin Herre, han tiener, den anden Dag gaae ind og ud af Herrens Forgaarde med hellige Ting, bære vasa sacra ɔ: Kalk og Disk til eg fra Kirken, med andet videre, som der tilfalder en Kirke-Betient, der dog staaer i Classe med Geistlige og bærer Navn af en Geistlig Embedsmand, efter sin Betienings Medfør at forrette.

57

Men, Hr. Philopatreias! vil De, som jeg, da vil vi nu begge gaae fra de Herrer Kiøbenhavnske Klokkere, og aflegge et kort Besøg hos deres Medtienere de ikke heller saa lidet store Mænd, vore mægtige og fornemme Kiøbenhavnske Gravere; dog Ney! hvad skal vi hos dem? Grov-Smede har Grov-Smede Forstand og Gravere har Graveres Conduite; jeg veed vist at vi bleve dem velkommen, jeg troer og, at de tage vel imod os og beværtede os ret magnifiqu; Men mine Indkomster, der ere 3 a 4 Gange mindre end deres, endskiønt deres Skatter og Udgifter ere vel 20 a 30 Gange igien mindre end mine, tillader mig ikke at giøre Vederlag og med den hospitalite og Beværtning ar tage igien imod dem, saaledes som civilite og Høflighed befaler, best derfor at blive fra dem, uden at komme til dem; Thi for eengang og paa en kort Tid at komme ind paa en meget feed Græsgang, naar man immer er kun vant til den magre, deraf har man meerefont end got; jeg vil heller af min Herre lade mig mene med at informeres livet om disse Herrers Character og deres Graver Embedes Beskaffenhed alleene, for at komme efter, om mine Tanker heri kommer overens med deres, og hvorvidt mine om disse Kirke-Betienrere fattede Begreb ere rigtige eller urigtige; Jeg veed vel forud, med hvad Øyne De anseer Geistligheden i Almindelighed; men disse smaa Geistlige i

58

Særdeleshed troer jeg ikke at De har faa ont et Øye til, at De skulde vilde misunde dem deres smaa og ringe Indkomster, som deres Graverie giver af sig; Jo! Jo! svarer De, Hr. philopatreias, straxen tydelig og lydelig i Deres Tredie Anmærkning; Disse Kroppe, der ere saa feede, som Studene i Marsklandene, har alt for store og alt for feede Indkomster, og de bestiller dog kun lidet eller intet for samme; Der skal altsaa feyle lider eller intet i, at jo mine Tanker kommer temmelig nær Mhr. Philopatreias Tanker, dog i en Punct viger vi mueligens fra hinanden med vore Tanker; thi naar min Herre vil have Præsternes Antal formindsket og formeener at de ere for mange, saa er jeg ligesaa haard imod Graverne, som de er imod Procuratorerne, jeg vil have alle Gravere, ligesom De vil have alle Underrets-Procnrakorer, afskaffede, endskiønt De lader nok Procurarorerne blive hvad de ere, i hvad jeg end giør ved Graverne; Jeg vil langt fra ikke opholde mig enten over deres Feedme eller Magerhed; thi der eene fand tilskrives et sundt og det andet et svagt og sygeligt Legeme; Men sandt! at vidste jeg ikke bedre, vidste jeg ikke at Feedme i et sundt Legeme kommer af Guds Velsignelse, maatte jeg snart troe, at den hos mange maatte komme af rar Æde og Fylde, naar jeg forud er underrettet om deres Levemaade, i hvilken saa mange giver den rige Mand lidet

59

eller intet efter, men hver Dag lever Bon, hver Dag herlig og i Glæde, og hver Dag har ikke alleene lækkere og delicate, men endog mange og overflødige Retter paa deres Bord, uden endda at see hen til det saa syndige Bacchanaliske og Veneriske Levnet; Jeg vil ikke heller, at Graverne strax skal stødes ud fra deres Graver-Tieneste, uden enten til deres Livs Ophold at nyde en maavelig Pension eller og paa andre Maader i den verdslige Circul at blive emploieret, enhver til hvad han duer og maatte være tienlig ttl; Men afskaffede vilde jeg nok have dem eller og at de ligesom Klokkerne maatte til smaa Præste- og Degnekalds Forbedring, eller til Skolevæsenets bedre Ophielpelse, eller til fattige Geistliges efterladte Enker, den Konges. Opfostrrngs-Skiftelse og deslige gudelige Brug ansættes til en aarlig Pension at svare, nogle 400 og de andre 200 Rdlr.; Thi cui usui? til hvad Nytte ere Gravere? og hvad Tieneste giør vel disse Folk enten Staten eller nogen Stand i Staten? De kand jo undværes? de behøves slet intet, thi de giør og bestiller saa got som slet intet; At gaae ud af en og ind ad en anden Kirke-Dør med en Nøgel eller to i Haanden, at spatzere som graduerede Personer op og ned paa Kirke-Gulvet, at lukke en Kirke-Stoel op eller slaae i for dem, der beriger dem med Offer til Høytiderne, at paradere ved en Grav, at rette Præsten den Skuffe, hvormed

60

han kaster Jord paa Liig, at gaae med en Tavle i Kirken, at iføre Capellanerne eller fremmed Præster, der betjener Alteret, Messe-Klæderne, der er altsammen hvad jeg veed at Graverne ved Kiøbenhavns Kirker forretter, andet giør de ikke og hvad er vel nu alt dette? Kand alt gives Navn af Forretninger? Kand dette kaldes nogen Tieneste, noget Arbeyde og nogen Embeds Gierning? Kunde derte ikke altsammen blive giordt om der end aldrig meere nu end for 60 a 70 Aar siden vare Gravere til; Kunde ikke Præsten selv tage Skuffen til Jordens Paakastelse eller og Monsieur Klokkere rekke Præsten den til, thi det er hans Pligt, der paaligger dem som Klokker og saaledes giør alle Klokkere overalt i Dannemark og Norge; ligesaa bør Klokkere og ingen anden giøre Opvartning ved Alteret med Messe-Klæderne at iføre Præsterne, der betiener Alteret, hvad enten det ere Kirkens egne Sogne-Præster eller Capellaner og fremmede Præster; det er nok, naar det ere Præster, ordinerede Mænd og rette Alter-Tienere; thi her giør Rang og Indkomster ingen Forskiel, men den eene er Præst ligesaavel som den anden, og en Klokkere maa ligesaavel vide sin Pligt, som en Præst sin; ligesaalidet som Klokkeren vil være en Tienere af Præsten, ligesaa lidet bør Graveren at være en Tienere af Klokkeren, dog er Klokkeren meere Præsten end Graveren er Klokkeren, subordineret, men

61

overalt kand og bør den eene ikke undslaae sig meere for at giøre hvad der ligger til hans Embede end den anden; Ligesaa kunde der og uden Gravernes Hielp, gierne findes Udveye til at faae Kirkens Tavler ombaarne; thi det kunde skee ved den Cantor eller Hørere der forestaaer Sangen, ved voxne Difcipler af den Latinske Skole, ved Kirkeværgerne, de Fattiges Forstandere og Kirkernes Herrer Klokkere; Altsaa, indsees jo meget vel at Graverne ere kun Super-Fluum qvid ɔ: til Overflod, ufornøden og næsten unyttige Tienere, der gierne kunde undværes og derfore meget vel afskaffes; De cre Gravere og kaldes Gravere, men de svarer slet intet til deres Navn, thi de graver aldrig selv nogen Grav, men alleene betaler en Arbeyds-Karl og Daglønnere med 16 a 24 Sk. for en Grav at grave til et Liig, og dette kunde jo ligesaavel besørges, foranstaltes af og ved de Kiøbenhavnske Klokkere, som det skeer ved alle andre Kiøbstæd-Klokkere overalt i begge Rigerne, hvor der slet intet vides af saadanne Slags Kirke-Betientere, som i Kiøbenhavn alleene bærer Graver-Navn og giør dog aldrig Graver-Gierning; De kaldes Over-Gravere og Under-Gravere, men hvorfore ikke ligesaavel Premier-Gravere og Seconde-Gravere, for at giøre denne Classe og den heele Graver-Forsamling, Pikkerne med, saa meget desmeere brillant og anseelig; thi lidt got skal man høyt sette og af en høy Titul

62

60

giøres der til noget, som ellers før var intet og duede intet.

Men hvad synes nu Dem Mhr. Philopatreias? Skal Graverne i Kiøbenhavn afgaae eller skal de blive? Skal der rneere ved de Kiøbenhavnske end ved alle andre baade store og smaa Kiøbstæders Kirker være Gravere? Giøres de fornøden der meere end andensteds? Jeg anseer dem ufornødne og jeg siger ogsaa, at Staten kand gierne undvære dem, og den vilde ved deres Afskaffelse heller aldrig savne dem. Kiøbenhavns Publicum, heele Borgerskabet, alle Meenigheder i Kiøbenhavn og det Almindelige var visselig tient med deres Afgang; thi hvor mange 100de Rdlr. imellem Aar og Dag gaaer der dog ikke i alle disse Graveres Lommer, men fra hvem gaaer de? fra Indvaanerne, fra Borgerskabet, fra Høye og Nedrige, Gifte og Ugifte, Husbonder og Tienere, Mestere og Svenne, næsten ingen undtagen, og det for ingen Ting, uden at de haver nogen enten Opvartning eller Tieneste af disse slags Kirke-Betientere i mindste Maade; Haver Kiøbenhavn og dens Indvaaner da ikke Byrder nok alligevel, helst i disse dyre Tider, at Graverne ikke ogsaa med skulle gravere og trykke dem; Ere der ikke Kirkebetiernere nok i Sogne-Præsterne, Capellanerne, Sangerne

63

og Klokkerne, og fleere, som alle skal betales til Høytiderne, ved Brudevielser, Børnedaab og Liig, uden at saa mange Gravere, Overgravere, Undergravere og Pikkere skal og være med i Tallet, og de alle ogsaa betænkes som Kirke: betientere; Sandelig! Sandelig! Naar jeg tager Klokkernes uberettigede Tegne-Penge fra, da skal der ikke være megen difference og Forskiel imellem Over- eller Premier-Gravernes og Klokkernes Indkomster; Og ingen Under! Thi hver Dag heele Ugen igiennem fra Aarets Begyndelse og indtil Aarets Ende regner der Penge ned paa Graverne ligesaavel som paa Klokkerne ved Brudevielser, Børnedaab og Liig, hvad Under da, at disse Folk kand snart samle Midler og blive Capitalister; Man vil sige som en Sandhed, at den sidste for nyelig afdøde Gravere skal have efterladt sig 12000 Rdlr.; Men i Sandhed skal neppe 3 Præsier i Lolland, 5 i Fyen, 7 i Norge, 70 i Siælland og 120 i Jylland efter 24 a 30 Aars Tieneste efterlade sig allesammen saadan en Capital; Hvilken Gravere skulde vel og vilde bytte Indkomster med en Præst enten i Jylland etter Siælland, men vel med en Præst paa sine Stæder i Lolland og Fyen, der alle i Almindelighed haver gode Indkomster, og saa gode, at deraf er endog kommet dette gamle Ordsprog: De Lollandske Bisper, de Fyenske Provster, og de Siællandske Præster. Har man ikke Exempler saavel af

64

Gravere, som af Klokkere, der har faaet deres Døttre gift med høye Rangs-Personer, og udstyrer dem med en Medgift af 3 a 4000 Rdlr. i rede Penge? døde ikke for kort Tid siden en Frue af høyeste Rang i første Classe, som var en Klokker-Datter? og mon der ikke findes den Gravere, der commanderer 14 a 16 til 20000 Rdlr.? Har ingen anden Penge at udlaane paa Vexcler, saa har Gravere; De kand assistere endog deres egne saavelsom andre Præster med Pengelaan og Forstrækning; Jo! Jo! Til visse har Gravere det, som andre mangler og maa lede efter; og det er vel! det er got at der endda findes nogle, der ere velhavende, rige og formuende, der har liggende Penge og kand hielpe deres Næste i hans Trang ; Der ere Stakler nok alligevel, og de Fattiges Tal bliver derfor ikke ringere; Gid ingen havde mindre Nød og ringere Kaar end Graverne! saa stod det got til i heele Landet, og da skulde der ingensteds blive klaget over Trang og Pengemangel; Men hvorfra har og sanker nu Graverne deres Midler? Af deres Graverat! af deres Graver-Tieneste, hvorved der følger saa store og saa feede Indkomster; Men á propos! Hr. Philopatreias! Har ogsaa Gravere, qva Gravere og saavidt de ere Gravere, har de ogsaa lovlig Ret og Adkomst til alle deres Indkomster? Ere de berettiget til at faae Offer af Menigheden til de tre store Høytider

65

ligesaavel som Præsterne og Klokkerne? Har vi noget i Loven, Forordninger og Rescripter derom befalet, at Gravere skal nyde Høytids-Offer? Ere de ogsaa berettiget til at paastaae og æske noget, som en Rettighed ved Brudevielser og Børnedaab; og har deres Graver-Embede nogen Connexion med og Influence i disse Præstelige Forretninger; saa at Gravere her skal ligesaavel have noget for intet, som Præsterne noget for Arbeydet? eller har en tvertimod Ret og Billighed indsneeget Praxis alleene givet dem Hævd paa deres Indkomster ved Bryllupper og Barnedaab? Jeg formeener, at ligesaa lidet som Klokkere med Rette kand æske og tilkomme noget ved Liig, saa længe der ere og skal være Gravere ved Kirkerne, der efter deres Graver-Embeds og Tituls Medfør skal foranstalte Graverne opkastet til Liig, men Graverne selv at tage og beholde alleene hvad som for Graver-Taxt skal gives for et hvert Liig at begrave, ligesaa lidet har formeentlig Graverne igien Ret til at æske og faae noget i Offer eller Salario ved Copulationer og Børnedaab, men allene Præsten, Skolen og Klokkeren.

Dog jeg vil ikke bryde mig faa meget om Gravernes Indkomster, der ere, som enhver noksom er bekiendt, store og anseelige, og større end de gier Tieneste for eller deres Arbeyde for-

66

tiener; Men jeg vedbliver at sige, som jeg heroven til har viist og tydelig lagt for Dagen, at Graverne kand ligesaavel i Kiøbenhavn, som paa alle andre Stæder undværes; De ere kun Byen og Meenighederne til Byrde og Tynge, og derfore bør afskaffes; De mange Kiøbenhavns Heste, de giør endda noget for deres Havre, men hvad giør vel de mange Kiøbenhavns Gravere for deres Indkomster? Intet, ja! ikke meget meere end intet; Derfore lad dem gaae af! Lad dem blive fatte paa en taalelig Pension! eller lad dem gaae hen at giøre Tjeneste i den Circul som de ere komne fra! Lad nogle ved Raadstuen emplojeres til Port- og Politi-Betientere , til Raadstue- og Bye- Tienere, til Vagtmestere, Arrest-Forvarere, Gade-Fogder, Byens Maalere, Favnefættere og deslige ; Andre ved Holmen til Sergeanter, Fyrbødere, Skibs-Skrivere og deslige, og de øvrige ved Academiet til Portnere, Famuli Pedeller og andet hvorved de til Tarvelighed fand have et ærlig Levebrød; Lad alle Graver-Huuse og Boeliger blive solgte og giorte i Penge! deraf vil udkomme en anseelig Capital; Lad den Capital sættes paa Rente, og Renten komme Publico eller nødlidende Enker og fattige Fader: og Moderløse Børn til Nytte!

67

Men dersom det nu skulde ikke anderledes gaae mig i Henseende til Graverne end der gaaer Dem Hr. Philopatreias i Henseende til Procuratorerne; Jeg maa lade Graverne og De maa lade Procuratorerne blive; Da gaaer mit eeneste Ønske derudpaa, at Regieringen efterdags vilde selv bestikke alle Kirke-Betientere i Kiøbenhavn, legge alle jura vocandi til Kronen og ved existerede Vacancer selv kalde Capellaner, Organister, Klokkere og Gravere, men ingen andre bestikke til Gravere end studerede Personer og det saadanue studerede, der vare Candidati Ministerii, det vilde visselig have sin store Nytte baade i Kongens Skat og i Guds Kirke, fornemmelig, naar baade Klokkere og Gravere skulde tillige giøre Tieneste som Catecheter og Syge-Trøstere og alle tre alternere med de ugentlige Onsdags-Fredags- og Skrifte-Prædikener; thi da gjorde de dog noget for deres store Løn og Indkomster, men hvad giører de nu? Intet; Præsterne vilde dog derfor faae lige fuldt Arbeyde, men ogsaa tillige meere Tid og Leylighed til med langt større Frugt og Nytte at giøre deres Arbeyde, da der i saa folkerige Meenigheder ofte paa een og den samme Tid indløber ministerial-Forretninger paa hinanden; og hvor vilde de ikke da ved den Tid, der blev dem tilovers fra deres Embeds Forretninger til Huus-Besøgelse, lære langt bedre at tiende deres Meenighed og

68

næsten hver en Siæl i Meenigheden, hvilke nu ikke er dem saavel mueligt og giørligt; ja! da skulde aldrig befrygtes at enten nepotismus eller Simonie, enken Slægtskab eller Gunst og Gave skulde komme i Veyen for en fattig velfortjent Student til Hinder i hans Lykke og Befordring, som ofte ellers kommer enten seen eller aldrig, og han i dette sidste Fald maatte derfore klage: oleum & operam perdidi ɔ: Hvad har jeg for mine Studeringer? Intet! Hvad for mine mange vaagne Nætter? hvad for ald min Flid og Flirtighed? hvad for 20, 30 og 42 Aars , Tieneste i Minervæ-Tempel? Intet! mine studeringer ere spildt! mit utrættede Arbeyde er spildt! alting spildt! Tid, Penge og Bekostning er altsammen spildt! Thi maa det ikke giøre det Academiske Borgerskab, den studerende Flok, de mange brave Studentere ondt, ja! ret ondt, at see saa feede Stykker, saa dreye Stumper, og saa store anseelige Indkomster, som der henger ved de Kiøbenhavnske Graver: Tienester, at være alleene bestemte for læg Folk og ustuderede Personer, og ak falde i en Niels Tieneres eller en Jørgen Kudskes Lod; Visselig! dersom det nu ikke maatte være for sildig, vilde jeg tilraade mangen Student endnu at gaae tilbage for at studere promotions Videnskaben og heller tage Skoebørsten end Bogen i Haanden; Havde jeg selv i min Ungdom appliceret mig til denne Science, da mueligens jeg nu med ingen

69

Forstand og Mente havde forlængst fundet været et stort Creatur og havt baade en høy Rang og er feedt Embede, i stæden for at jeg sidder nu in podice mundi ɔ: i en Kandt af Verden (dog i Kirke-Provincien) ved Landeveyen, hvor ingen, uden nu maaskee, Mr. Philopatreias, bryder sig om eller spørger til den Stymper og Socium Philodaneias, der dog kun er og passerer for et Drog, et Fiog, et Pecus og inutile terræ pondus ɔ: En unyttig Jordens Byrde, som intet duer til nogen Ting; Dog jeg er fornøyet med at boe in Obscuro ved Landeveyen; thi der faaer man dog imellem noget Nyt at høre; jeg er og vel fornøyet Baade med min Rang og Stand, og eet af to: vil jeg heller være Broelegger end Blyetækker, endskiønt den sidste fortjener 100de pro Cento imod den første, men den første er meere sikker og frie for Fald end den sidste; Om Blyetækkere maa man sande og sige med Poeten: tolluntur in altum ut lapsu graviori ruant ɔ: De løftes høyt op, men desto dybere kand de falde ned; derimod er Broeleggeres daglige Sang og Symbolum: Pax in terra! ɔ: Paa Jorden Fred og Sikkerhed; Det allerbeste da at blive ved Jorden, i hvordan det end er at boe ved Landeveyen.

Men, Ej! det er sandt! Hr. Philopatreias! disse Herrer Kiøbenhavnske Klokkere

70

og Gravere, de har holdet noget vel længe paamig og giort mig saa til gode, at jeg derudover næsten havde forglemt Dem, min Herre, som jeg ellers i sær har med at giøre; Jeg maa da, for at naae mit Scopum, i hvor distraheret, confus og udmattet jeg er bleven ved alle disse paa engang faldne saa vigtige og betydelige Klokker- og Graver-Forretninger, som jeg eene er imod ald Tanke saa pludselig bleven overvældet og bebyrdet med; Men hvem giver? Hvem beklager mig for alt dette svære Arbeyde? Jeg maa da for at komme til Maalet og førend Posten arriverer hertil, thi nu er Klokken allerede mange, igien vende mig til Dem, Hr. Philopatreias, og

II. For det andet overtyde Dem, ak ligesaa ugrundet som De har i Drømme og Phantasie udraabt Geistlighedens Indkomster for at være for store, hvori jeg dog her oven til har nu alt viist Contrarium, lige saa uforskammet lyver De ogsaa Geistligheden paa, naar De paa Ulve-viis (als wie einen Wolf, ja! als wie einer glubender Wolf) saa ublne, fræk og aabenbar ved høy lys Dag tør antaste den (Geistlige Stand med Deres skamløse, fornærmelige Imputationer og Beskyldninger, og uden Beviis sige: at af den Stand vil neppe uddøe Hovmod, Gier-

71

righed og Vankundighed, saa længe dens Indkomster ikke bliver formindskede; thi, siger De, Geistligheden har for store, overflødige Indkomster, men Overflødighed føder Magelighed, Vellyst og NB. ofte Hovmod.

a) Hovmod er en slem, en hæslig og vederstyggelig Last, en Last, som hverken anstaaer Mennesker, qua Mennesker og saavidt de ere Mennesker eller fornuftige Skabninger, end sige Christne- og af Guds Ord oplyste Mennesker! ikke heller kand behage Gud; Ney! Hovmod har af Engle giort Dievle, og denne Last er altsaa en Dievelsk Last;. Tænk da engang Hr. Philopatreias, hvad De vil giøre Præster og Geistlige til, ikke til Engle (ihvorvel de i Skriften værdiges dette Navn) men til Dievle, og disse Dievle er De dog ikke det allermindste bange for, siden De tør komme dem saa nær og har Mod, om ikke Styrke, til selv at angribe dem, for om mueligt med Deres ret klafferske Ulve-Kløer og Tænder, at rive, at sønderslide og skambide dem; Men viid, hvad De giør og hvem De har grebet an paa saa glubsk en Maade! De har her ubesindig rørt ved Guds Øyesteen; De har som en Saulus i Fnysenhed faret frem imod Herrens Præster; De har med faa mange Bagvaskelser, invectiver, inju-

72

rier og injurieuse Beskyldninger slaaet om sig i Deres Tredie Anmærkning imod een heel Stand i Staten, imod alle Statens Geistlige og først og sidst beskyldt denne Stand for at være en hovmodig Stand; thi naar De pag. 34 siger, at af den Stand vil neppe uddøe Hovmod, dersom den fremdeles skal beholde de Indkomster, som den har; saa taler De jo positive og med reene Ord beskylder Standen for Hovmod, hvortil De vil opsige Grunden og Kilden i Standens store Indkomster; Lidet fiinere og meere privative synes De at komme frem pag. 30 hvor De siger, at Overflødighed føder NB. ofte Hovmod, men Deres Hierte er bog lige sort, og hvem mener De andre end Geistligheten, som denne Deres Tredie Anmærkning handler alleene om; thi til mange verdslige Betieninger ligger ogsaa stor Løn og overflødige Indkomster, men der føder de ingen Hovmod, i det ringeste vil De ikke vide det, og veed nu Mht. det, saa kand dog andre ikke saavel see og mærke det, og derfor skal dette Deres: Ofte, alleene gielde om den Geistlige Stand, den er og den bliver formedelst sine overflødige Indkomster stedse en hovmodig Stand, naar dens Indkomster bliver ubeskaarne og uformindskede; Men, min gode Hr. Philopatreias! Er De blind? Ilde! Gid jeg havde da en Salve til Deres Øyne, at

73

De kunde see, eller har De mist Deres Forstand Vel! vi har da Kister i Landet til saadanne Folk; De beskylder Geistligheden for Hovmod, det er (efter Ordets Bemærkelse i det Tydske Sprog, hvorfra der kommer) for et høyt Mod, og dette høye Mod tilskriver De Geistlighedens overflødige Indkomster; Men har jeg ikke Soleklart heroven til illustreret og vist, at Geistligheden i Almindelighed har for smaa og ikke for store Indkomster ; og at der ere mange flere Præstekald under, end over 400 Rdlr.; ja! at end og mange ere ikke engang af 202 Rdlr., men endnu derunder, og lad vare at endog enhver Præst havde 5, 6, ja 700 Rdlr. i aarlige Indkomster; vare da disse Indkomster noget at bryste og hovmode sig af? Kunde samme Indkomster giøre nogen fornuftig Mand stolt, høyhiertet og hoffærdig? Den der er hovmodig af i a 2002 Rdlrs. Indkomster, den er en stor Nar, men den er endda en større, som I a 200 Rdlr. kunde giøre Hovmodig; i Sandhed kand Geistlighedens Indkomster ikke giøre den hovmodig; thi for mange Præster ere de ald for tynde og knappe afskaarne; og Tidernes Vanskeligheder lærer nok Præsterne at gaae paa Ydmygheds Ben; da der saa mange Tusinde løber ind til saa uformerkt at trykke og fortrykte dem.

74

76

heden giordte fornærmelige Beskyldning, da De uden nogen Beviis og Rede til hvad De skriver, siger expresis verbis ɔ: udtrykkelig, at Hovmod ikke udoser af den Geistlige Stand.

De veed min Herre nu hvad Hovmod er; thi jeg har sagt og forklaret Dem det; Men veed De nu ogsaa, hvorved Hovmod allene giver sig tilkiende? og ved hvad Tegn den Hovmodige røber sig selv og sin Daarlighed? De veed det ikke; Velan! jeg vil ogsaa sige Dem dette, for at overbeviise Dem, at De saa aabenbare lyver, og at denne deres Beskyldning imod Geistlighed er alt for sort og sværtet, gandske falsk og urigtig; Hovmod er som en Moder af Ærgierrighed, thi til Tvillings-Systre kand man ikke giøre dem; Og Ærgierrighed er igien som en Moder til Rang- og Character-Syge; Men har nu min Herre Hørt eller læst nogensteds at Rang-Sygen har i dette Aarhundrede eller nogen Tid forhen grasseret i den Geistlige Stand? Hvor mange Præster her er løbet Storm paa Cancelliet for at faae en Character? Hvor mange har der grædt sig en Rang til; Hvor mange characteriserede Bisper? hvor mange Titulaire Professores Theologiæ Emaordinarii? hvor mange Cousistorial-Raader? og hvor mange Consistorial-Assessorer haver vi i begge Rigerne iblant

75

77

Præsteskabet? Jeg troer, at de ere snart talte. Den geistlige Stats-Calender kan strax sige os det; den fremviser neppe tilsammen 6 a 7 uden for Kiøbenhavn af næsten 2000de Præster. Thi den Rang, som de Kiøbenhavnske Sogne- Hof- og Slots-Præster har, er uden nogen Ansøgning af Dem lagt til Deres Embede, og af samme Beskaffenhed er det med den Rang, der følger Promotos Theologiæ Doktores, den er Dem som et Signum Gratiæ, honoris & Præmii, for Deres ved berømmelig Flid og flittig Læsning erhvervede store Erudition og Lærdom confereret. Kan da nu ikke, min Herre! af det saa ringe Antal characteriserede Geistlige iblandt den øvrige saa store Mængde, giøre den upaatvivlelige Conclusion, at hovmod, Ærgiærighed og Rang-Syge neppe har faaet Liv eller finder Plads i den Geistlige Stand? Og een Ting maae jo dog først faae Liv, førend den kand siges at døve, end sige rent uddøe, som de dog tvertimod, bedre Overbeviisning siger, aldrig at vil skee med Hovmod, hos Geistligheden.

Jeg maae og sige, at den geistlige Embeds-Mand, der uden gyldige Aarsager vilde hige og tragte efter Rang eller Characteer, handlede ikke meget viisere, end en an-

76

78

den, der vilde løbe efter en Narre-Kappe at faae paa. Hvilket ogsaa (som man vil, sige) en stoer og viis Konge for nogle Aar siden tydelig gav tilkiende, da tre paa engang med Ansøgning certerede og kappedes om at faae Rang over hverandre; thi han svarede: at hvilken af dem der vilde være den største Nar, han skulde ogsaa faae den største Rang. Men da nu ingen af dem vilde det eene, blev der heller intet af med det andet. Det er en anden Sag, naar Regieringen enten af sig selv vil hermed, som med et Naades-Tegn anses en erudit og meget lærd eller i andre Maader velfortient og meritered geistlig Mand; thi da maae saadant Naadetegn med Taknemmelighed i ald Underdanighed imodtages, eller og naar en Præst, for at bruge Herligheden til eet hannem Betroet Jordegods i Henseende til Jagt-Rettighed og jus vocaudi, med meere, seer sig nødt til, ved Ansøgning at blive privilegeret eller faae en Character, eller og naar nogen af Nobiessen og Adelen vil beqvemme sig til, at give en Prærst sin af ham til Ægte begierte Frøken Datter, førend han faaer Rang og Characteer, hvilket alt i alle Deele haves Exempler paa, saa er det saadan en characteriseret Præst ikke til mindste Præjudice, eller maae derfor høre ilde, som en hovmodig, ærgiærig og rangsyg Mand, der ikke

77

79

kunde gaae til Sengs eller faae Søvn i sine Øyne, førend han fik en Rangsperson i Seng dem sig. Ney! saa slet og nedrig maae det for hans Characteers Skyld ikke dømmes om Ham, at han strax skulde derfor være hovmodig, og det saa meget desmindre, som han efter sit Embedes Pligt og Medfør, baade skal selv foregaae sin Meenighed med Ydmygheds Exempel, saaog med Lærdom og Formaning see at indprente, som alle andre, faa og denne ædle Christendommens Dyd til Ydmygheds Udøvelse i sine Tilhøreres Hierter; saa at det er da ikke af ansøgt Rang og Characteer, min Herre! kan udlyske nogen Grund, ja! end ikke mindste Skin af Grund til den Beskyldning, De giør mod Geistligheden, for den saa afskyelige Last, hovmod. Men Hr. Philopatreias! kast et Øye ind i den verdslige Circul, hvor det myrer og vrimler med Rangs-Personer, som fordum i Ægypten med Græshopper? og Uddrag saa deraf sunde Fornufts-Slutninger. Siig og skriv saa De alt hvad De vil derom'; jeg vil kun tie og tænke. Men skulle alle være, som min egen Broder; saa veed jeg ikke, hvad jeg engang tør dømme om Rangs-Personers Ydmyghed. Thi for at besøge, see og tale med ham nu, siden han havde faaet et Embede, en Characteer og en Kone, fik jeg i Sinde for fire Aar siden, at giøre en Kiøbenhavns Reyse, og

78

30

Dagen efter min Ankomst til Kiøbenhavn, hvor jeg toeg mit Logement i Meervigen ved Holmens Broe, indfandt jeg mig i hans Gaard, en Gaard, der i Bygning ikke gav den prægtigste Herregaard her i Kirkeland noget efter. Jeg spurgte efter hans Tienere, langt om længe kommer en Spyttegøy springende, med en Accommodere-Kam i Munden. Han spurgte mig ad i saa mange Maader, og ilde var jeg brudt; thi jeg kunde kun lidet forstaae hans pluddrevalske Maal. Endelig foreviiste jeg ham en Paqve Jydske Breve og Documenter, og ved deres Foveviisning pluddrede jeg ogsaa paa, og tillige betydede ham, at jeg vilde og jeg skulde selv spreche med hans Herre. Spreche, sagde han, ja! spreche, svarede jeg. Jeg maae selv spreche med hans Herre. Hvorpaa han sprang igien bort, og blev usynlig. Jeg gik da frem og tilbage i Porten, og imellemstunder kigede ind i Gaarden og saae op ad Vinduerne, og stråledes gik 1, 2, 3, 4, ja heele 5 Qvarteer hen, førend den forommeldte Person i ald sin Puds med en strudsfiædret Hat kommer, kalder og vinker ad mig. Jeg krummer mig, jeg bukker og skraber paa sin Jydsk, alt hvad jeg kunde for denne unge Herre, der skulde nok bære min Broders Tienere. Men han, som jeg kunde forstaae, kierede sig intet om ald min Skrabet! eller om alle mine Jydske Copeer, jeg giorde med mine store breednæsede Skee, men

79

81

af fuld Hals raaber: Kom ! kom! kom! en! kom dog! kom rc. Jeg gaaer da op ad Trapperne men med hvad Tanker? Det veed ingen, uden jeg selv. Jeg tænkte paa Stor-Bizieren i Constaninopel, som jeg havde hørt saa meget tale om, og hildede mig ind, at min Broder torde maaskee ogsaa ikke heller være et ringere Creatur. Jeg toeg ikke heller meget feyl i mine Tanker; thi aldrig saasnart blev Døren lukt op, og jeg traadde ind i Audience-Gemakket, førend jeg strax kunde mærke, hvad Klokken var slaget, da jeg saae min Broder i ald sin Mag- nificence. Jeg torde neppe kiendes ved ham, og han vilde neppe kiendes ved mig; thi det allerførste han forbød mig, var dette, at jeg aldrig maatte sige til nogen: at vi vare Brødre. I sær stødte han sig over mine gammeldags Jydske Forpagter-Klæder, i Hvilke jeg ikke maatte lade mig see eller være tilstæde, naar Han enten inviterede Fremmede til Bords eller andre af hans Stand loed sig melde til Spille-Bordene om Aftenen. Men da maatte jeg enten gaae hen i Byen, eller retirere ind i et Kammer næst ved, hvor min Mad skulde blive baaret mig til. Jeg efterlevede ogsaa med ald Hørfommelighed alle hans mig givne præliminaire Lectioner og Erindringer, uagtet alting hos ham lugtede og stank af pure, pure Hovmod. Af hans Frue blev mig det og betydet, at jeg ikke maatte kalde hende Syster. Naar vi alle

80

82

tre vare alleene kunde han dog endnu sin Moders Maal og da blev der talet Dansk, men saasnart Tieneren eller andre kom ind i Gemakket , kunde Poecher ikke forstaae deres flags malebariske og pluddervolske Sprog; Jeg erkyndigede mig om hans Frue, hvem hun og hendes Familie var; ja! ligesom han, saa og hun, begge Præste-Børn og deres Forældre vare paa begge Sider Præste-Folk: De havde Systre, de havde Fastre, de havde Mostre, som alle vare gifte med Præster og i Præstestanden, Fruen havde en Morbroder, ligesom og vi to Brodre havde baade en Farbroder og en Beste-Fader, som vare Præster, dog den eene af dem ogsaa tillige Provst; Men havde nogen kun hørt hvad jeg hørte i alle de Aftener, som de havde Huuset fuld af Fremmede og Spille-Giæster, og jeg imidlertid maatte sidde og kukulure i det lille Kammer næst ved, hvor hvert et Ord kunde hores, der blev talet i disse Spille-Samlinger; havde nogen med mig kun hert, hvor haanlig, hvor foragtelig, hvor scoprisk, hvor spandsk og sposk der blev talet om Præster og Præstestanden; Paa hver en Præst de kiendte havde de alle noget at udsætte, over hver en Prædiken de havde hørt i deres Dage, endskiønt det var kun faa, giorde de en Krønike og fældede haarde Critiquer, og ingen ridicule Fabler, ingen fingerte Historier, ingen naragtige Passager kunde fortælles uden at føre en

81

83

Præst ind i Spillet med; Kort: med en Præst skulde Ballet og Spillet baade aabnes og sluttes, og heele Comoedien ligesom en Circul indslutte bare Præster i sig; og jeg veed ikke alt det jeg hørte, men vemmedes dog ved at høre, hvad som der med Foragt blev talet om den Geistlige Stand; Dog nok, at, af alt hvad jeg hørte, kunde jeg slutte og mærke saa meget, at Præster og alle uden for Rangen, maatte i deres Øyne og Tanker kun være Miskmask, eller med et Ord: Kiældringer, i det ringeste vare deriblant ingen Præstevenner, og min Broder var ikke et Haar bedre end heele Resten, thi han stemmede i med og fulgte Strømmen, men jeg sagde og engang ved en dertil given beqvem Leylighed til ham, at det var og Det er kun en flet Fugl der giør sin egen Reede skiden Nu! hvad tykkes De Hr. Philopatreias om denne min Broder og hvad Character fortiener han for denne i eet og alt for mig hans Broder saa fancible Comportement, hvormed han saa fremmed, hannlig og koldsindig vilde imodtage og begegne mig? Det er sandt ! Han er en stor og rig Mand, med høy Rang i et ordinair Embede af meget store og feede Indkomster; og lad ham være og have hvad han er og har; jeg misunder ingen anden sin Høyhed og Rigdom, hvorfore skulde jeg da misunde min Broder sin? jeg skal og aldrig præjudicere ham i Rang, Gang og Sæde, eller

82

84

deri agte nogen Tid at spille ham en prævenire; Men ere vi dog ikke Brødre, ja! viid ogsaa dette Hr. Philoparreias! jeg er 14 Aar ældre end han, jeg har ladet ham opdrage, jeg har ladet ham studere, jeg har i mange Aar underholdet ham og givet ham baade Klæde og Føde, ja! end meer! jeg har (imellem os sagt) sat Hoved paa ham og endnu bytter jeg ikke Forstand med ham; thi naar jeg uden Fuldmægtig kand præstere, præstanda, og i min Post giøre hvad jeg bør, saa har han en habil Fuldmægtig at betjene sig af, som han kand kaste alle sit Embeds Forretninger paa; Dette veed han selv meget vel, og endda meget andet mere til; Skulde han da skamme sig ved sin Broder og ikke torde vilde være Ham bekiendt, fordi hans Broder staaer i en nedrigere Classe end han; mueligens jeg tiener min Konge og mit Fæderneland dog ligesaa huld og troe, som han, om end ikke mere end han; Jeg spurgte ham engang, som jeg husker endnu, hvad hans Løn og Indkomster vare; O! Lønnen er ikke saa stor, sagde han; Hvor stor da, svarede jeg? Ikkun 1000 Rdlr.; End de andre Indkomster, hvor store de? blev jeg ved at spørge; O! de kand ongefærlig præter propter være kun 14 a 1500 Rdlr.; Lykkelig er Hr. Frere; Saaledes sluttede jeg for den Gang min Samtale i den Materie, dog han vilde ikke høre om nogen Lykke heri; Men skulde dø vel saa rige Indkom-

83

85

ster giere den eene Broder fremmed for den anden, uden at kiendes ved hinanden.

En anden Gang, da jeg saae Leylighed dertil og min Hr. Broder var af bon humeur, dristede jeg mig til at spørge ham, hvorledes han var kommen til sin Rang og Character; thi det drømte han vel aldrig om eller tænkte paa, da han var sidste Gang i Klerkerup, sagde jeg, Klerkerup, repeterede han Ordet efter mig, Klerkerup! Klerkerup, ligesom han ikke kunde erindre sig dette Sted, eller nu huskede, at det var min Boepæl; Jo! svarede han, Embedsmænd her i Kiøbenhavn har næsten alle Rang, saa maatte jeg ligesaa, om jeg ellers vilde søge deres Sælskaber og ikke foragtes eller sees af alle over Skuldrene; Ellers fandt at sige, lagde han til, saa havde jeg ingen Roe for min Kone, hun laae mig stedse i Øret og immer raabte paa at vilde være Frue; Hendes Morgen- og hendes Aften Qvæde begyntes og endtes med dette: Mand! Mand! søg dog engang om Rang, før faaer du ikke Fred for mig ; thi hvor længe skal jeg være ringere end andre? Madame, ja! det Madame-Navn er saa gemeent og saa forslidt, at jeg ikke kand taale at høre det længere, og hvorfore skal jeg længere gaae neden for eller paa den venstre Side af mine Systre og alle dem i vores Familie, som ere kun

84

86

Præstekoner! Lad dem end være ældre end jeg, saa har jeg dog nu været gift paa 17de Uge og er nu allerede en gammel Madame, med videre, som hun kunde sige; Jeg maatte da giøre hvad jeg kunde for at faae Fred for min Kone.

Giør nu kun De, Hr. Philopatreias, Deres Reflexioner over ald denne hele Falarium, og undersøg om enten Ydmyghed eller Hovmod her har fæstet Fod og taget Sæde; Thi alt saadant som jeg saae og hørte i min Broders Huus, er fremmed og uhørt i hvert et Præstehuus, og jeg seer ikke, hvor De kand komme til at beskylde Geistligheden for Hovmod; Hvad er Tegn til Hovmod? Jeg har nogenledes alt forklaret mig og sagt Dem det; Men fordi Mhr., De mueligens har seet en silke Præstekiortel, eller en Præst bære en silke Kiortel, saa vil De deri sætte Hovmodigheds-Tegn, og fra Dragten slutte til Hierret; Men hvilken en urimelig Slutning ; Hvilken en Elenchus non caufæ ut eaufæ er ikke dette; Skrædere, Skoemagere og næsten alle Professioner bærer jo nu omstunder Silke-Klæder fra øverst til nederst, Ergo ere Skrædere, Skoemagere og alle Haandværkere hovmodige; her er De alt sat i Barocho og kand ikke med noget contra Argument forsvare sig; Giør Silke-Klæder da alle andre ydmyge, men

85

87

Præster og Geistlige derimod hovmodige; Eller maa ikke en Præst ligefaavel som en Skoeslikker bære en Silke-Kiortel , naar han har Leylighed til at bekoste sig den, saa længe der endnu ved ingen Forordning er bleven forbudet.

Kand Middelstanden og andre under Middelstanden bære Silke, hvorfor da ikke ogsaa Præstestanden og alle vore Geistlige Embedsmænd? Men, Hr, philopatreias! De vil nok heller see en Vadmels, end en Silke Præste-Kiortel, og have Præsterne ligesom Bønderne klædet med Vadmel; Velan! det skal ogsaa skee! Kom med mig, jeg vil Viise Dem een, ja! mange flere end een Vadmels Præfie-Kiortet; Reys heele Siælland og Jylland igiennem, hvad gielder De skal ved Inqvisition eller og Efterspørsel forefinde et stort Antal af bare Vadmels Præste-Kiorteler; De veed jo ellers selv meget vel, som Ordsproget lyder: At som man er klædet, saa er man hædet; Er det da for meget; Er det meere usømmeligt, og til mere Anstød, naar en Præst i en hæderlig Forsamling sees med en Silke-Præstekiortel, end naar een af Borgerstanden kommer frem i en endnu langt prægtigere og kostbarere Silke-Klædning; En Silke Kiortel koster intet meere end en Klædes Kiortel; Bekostningen er næsten det samme og det kommer paa eet

86

88

ud, hvad enten en Præst lader sig bekoste en Præstekiortel af Silke eller af fiint Klæde; En Silke Kiortel kand giøre en Præst Tieneste i heele 24 Aar og længere, thi han bærer den kun sjelden; men hvert Aar og hvert andet Aar maa han have en nye Kiortel af Klæde eller andet Tøy, thi han bruger den daglig og silder immer paa den; Men har De opholdet Dem, Hr. Philopatreias! saa meget over Præstens Silke-Kiortel, hvorfore da ikke ogfaa over Præstekonens Fløyels Kaabe, thi det slaaer dog vel ikke feyl, at De jo og ved een eller anden Leylighed har seer en Præstekone med en fløyels Kaabe; Men om nu saa er, at De ogsaa støder Dem derover; saa er det eene som det andet; Lad alle Mesterinder og andre Koner af Borger- og civil Stand aflegge deres Fløyels Kaaber, Præstekonerne giører gierne det samme; Men kand Fløyels Kaaber uden Forbud bæres af hiine uden Forskiel, hvorfore da ikke ogsaa af disse, og hvorfore maa en Præstekone ikke have een, naar en anden i Middelstanden kand have heele fire Fløyels Kaaber.

b) Gierrighed beskylder Mhr. ogsaa Præsterne for; dog og uden ringeste Beviis og ogsaa uden mindste Grund; Men naar et Menneske først har bidt Hovedet af ald Skam, om han end just ikke er giort til en mindre

87

89

Mand, som Mhr. nok veed hvad er, saa meener han at han tør sige og skrive hvad han vil, og kand nok skiære baade Næse og Øren at alle ærlige Folk, uden at befrygte nogen Straf, helst naar han, ligesom De Hr. Philopatreias, Skiuler sig under et fremmed Navn, og derfor ingen Under, at, naar De saa ublue har først beskyldet Geistligheden for Hovmod, De ligesaa fræk tør ogsaa beskylde Standen for Gierrighed, hvilken Last er og ikke mindre end den forrige, ligesaa skiændig som Beskyldningen uben Beviis er skammelig; thi Gierrigighed er en umættelig Begierlighed, en umaadelig Graadighed og en ret uudslukkelig Tørst efter alle Ting; den! Gierrige, siger ligesaa lidet som Helvede, at der er nok; han vil ikke alleene beholde alting selv, intet deele med nogen anden, men han vil endog have alt hvad andre har og ved allehaande Rænker og Trækker, Practiquer og List, Uret og Bedrag udspeculere Greebet til at faae andres retnæssige Øyendom til at blive sin; Men finder nu Mhr. mindste Sport af denne Last hos Geistligheden, veed De Exempel paa nogen Præst der er skyldig i saadan Brøde, og hvem af de Geistlige er forestaaenbe definition applicable paa; Gierrighed er i Sandhed en siem Last, ja! et Uhyre af alle Laster; Den er en hæslig Moder til saa mange vanskabte og græsselige Unger, thi den som-

88

90

mer i enhver Stat saa meget Ondt af. En Paulus har sagt, at Giærrighed er en Rod tit alt Ondt, og jeg vover mig til at sige: at den er den første Grund og Kilde til de fleste udædiske Gierninger og Ulykker, der skeer i Verden; thi hvad forleder Skielmen til at giøre Meen-Eed, en Spitsbube til at filoutere, Bedrageren til forsætlig at banquerottere, Tyven til at stiæle, og Morderen til at dræbe? Som oftest intet andet end Giærrighed. Men har De nu, Hr. Philopatreias! hørt nogle saadanne Skielmstykker, Spitsbubstræger eller andre deslige Ugierninger at være begaaet af Geistligheden, og det alt af Giærrighed, og af en Giærrigheds-Aand?

I Sandhed seer jeg ikke engang, hvorledes Giærighed enten i eet eller alt skal kunde udøves af Geistligheden, og i den Geistlige Stand finde Sted; thi hvad Geistligheden er tillagt i Løn og Indkomster for deres Embede, det faaer de vel, men ikke heller meere, og i Offer kan de ikke heller tage mere, end Meenigheden vil give og unde dem. De mave jo ikke være Procuratorer, ikke befatte sig med Verdslige Ting, ikke drive Kiøbmandskab, eller paa andre Maader være om sig, for at fortjene noget;

89

91

om end og mange kunde behøve det, og vel behøvede mere, end deres Kald giver af sig i Løn og Indkomst. Paa Hvad Grund bygger De da denne Deres Calumnie og Beskyldning, at Geistligheden er giærrig. Den maatte være saa giærrig, at den enten ikke kom i Gield eller og kunde blive viklet snart igien ud af sin Gield. Men efterspørg nu hos alle Biskoppernes Amanuenses, hvor mange 100de Obligationer og Gields-Breve fra Geistligheden der ere publicerede og protocollerede paa Landemoderne, i eet hvert Stift, foruden at der saa mange Præster maa til de tvende Terminer betale og ikke tage Renter. Mangen Præst er der, som aldrig sin Livstid og i heele 30 Aar kand faae betalt sin Gield. Geistligheden maatte og være saa giærrig, at de af Giærrighed kunde lægge noget op til deres Enker og Børn; men lad alle Skifte-Protocoller vidne derom og tale i denne Sag. Af dem kand erfares, hvor store Capitaler Præsterne, fornemmelig i Jylland og Siælland, efterlader sig. Ney, her er ingen Anledning for Geistligheden, enken til at udøve Giærrighed, eller til at famle Penge.

Det var en anden Sag, Hr. Philopatreias! om De i Steden for Giærrig-

90

92

hed, havde skrevet Sparsommelighed; thi da vilde jeg saavidt concedere Dem, og tilstaae, at De havde skrevet sandt, hvad enten De da i det øvrige vilde Mælde og smælde paa Geistligheden for denne Slags Giærrighed eller ikke, og enken De afmalede og udraabte Leres Sparsommelighed, som en hæslig Last og Lyde, eller ikke. Men af en Dyd at giøre Last, og af det Hvide at giere sort, det er ikke smukt. Det er ubesindigt, og derpaa kiendes Daarer, som ikke holder sig inden Sandheds Eenemærker, for desto friere uden fore at kunde lyve, naar og ligesom De lyster. Nok, at Sparsommelighed er en Dyd, ja en priselig Dyd, og denne Dyd har Præsterne nok Aarsag, til at lade faae Sted og Borger-Ret hos sig. Gid den ogsaa i andre Stænder maatte sinde Herberge, og Tiid efter anden fordrive sine Contraparter ødselhed og Overdaadighed. Saa vilde Tiderne blive bedre, og den almindelige Nød blive mindre; thi hvad afværger og hindrer Fallissement og Opbud, at fase Foed ind i Præste-Standen, og hvad giør, at Enden er dog gierne Begyndelsen liig i Geistlighedens Oeconomie og Huusholdning? I Sandhed, intet uden Sparsommelighed, Tarvelighed, og er ordentligt Bordhold, indrettet efter fornuftig Overlæg, og afpasset efter enhvers Ind-

91

93

komster. Thi det er ingen Kunst at flyve høyt den eene Dag, naar man vil ligge i Skarnet den anden; for en kort Tiid at efterabe alle Moder og Noder, at tractere, giæsterere og giere store Figurer, og derpaa ald sin øvrige Tid lide Nød og leve hen i Armod og Elændighed, deri spores ingen Vid og Fornuft. Men, at leve i Dag saaledes, at jeg og kand have noget i Morgen, og ikke begynde sin Oeconomie anderledes, end den kan holdes ud til Enden; derom gielder det, og derom er det en ærlig Mand at giøre, saafremt han agter at giøre enhver Ret og Skiæl, og man ikke skal kaste Nøglerne hen paa hans Grav, hvilket blev ham kun til liden Ære. Saa mage da vel Præsterne nødes til at spare; thi Tiderne lærer dem at spare, saafremt de vil sætte et Giærde for deres Ære, og holde Skarnet fra deres Dørre. De har store og mange stags Skatter at svare, saa maa de vel see, hvorledes de uden at exponeres Prostitution, Tort og Uleylighsd, kand rede dem fra sig, og derfore ere de nødt til at spare. Kand de have Brødet til Nødtørftighed, det er alt, og heller intet mere; paa Delicatesser og nydelige, saa vel som overflødige Retter, er intet for dem at rænke; og saadan en Sparsommelighed maae De, Hr. Philopatreias gierne udblæse for en Giærrighed.

92

94

Men lad den Geistlige Stand nu i Deres Tanker være en giærig Stand, hos alle Ædeltænkende er den dog lige saa goddædig og velgiørende, som nogen anden Stand og heri gaaer der i tusinde Tilfælde Syn for Sagen; thi hvor mange Fattige rækker den ikke Haanden, hvor mange Pleye-Børn har den ikke opfostret, hvor mange Reysende Har den ikke huset, og hvor mange Fremmede har den ikke giort vel imod, taget i Huset, givet Forpleyning og forsynet med Ulden og Linnet, og det i heele 3, 4 og flere Aar, uden at disse har været dem nogensinde bekiendt eller paarørende; ja mange maae næst Himlens Forsyn takke Præsteskabet og Geistligheden for deres Lykke og Opkomst i Verden. Og vil De ikke troe, hvad jeg her skriver, Hr. Philopatreias! og vil De ikke heller vide, endskiøndt De noksom ved de Norske Præsters Goddædighed og Hospitale Høflighed imod alle til dem ankommende fremmede Reysende. Vel an! sæt da selv en Prøve paa denne Stand! Reys omkring, og besøg en og anden Præst! Udgrandsk Nøye deres rette Character, undersøg deres Tilstand, lær at kiende deres Hierte, og lad deres Evne og Billie være begge det fornemste Objectum for Deres Observations Øyernærke, for ret at komme efter, hvorvidt den Stand behærskes af Giærrighed, og om De

93

95

Har truffet eller feylet i Deres Sentiments, da De beskyldte Standen for Giærrighed; og siig os da siden, hvem der med Knur har laant Dem Huus, hvem der ukiærlig har taget imod Dem, og hvem der har ladet Dem fare fastende fra sig? Men viid forud, at Tilstanden i Dannemark er uliig imod Tilstanden i Norge, Villie til at giøre vel, findes ligesaa vel i hiint, som i dette Rige, men imellem Evnen paa begge Stæder er en temmelig Forskiæl. Ja, end meere, har min Herre! som en ret Patriot, Lyst til at reyse omkring i heele Dannemarkes Rige, for at erfare Geistlighedens Indkomster, og dertil vil spendere 3 eller fire Aar, hvad gielder, De skal I paa heele Reysen hos Geistligheden saae frie Bord og Befordring. Men sig os saa ved Tilbagekomsten, om De har befundet Geistligheden at være giærrig eller ikke.

c. ) Men endnu ikke nok for Monsieur Philopatreias, at De med Doegs Hierte Har gaaet toe Trin frem paa Belias Vey, og beskyldt Geistligheden for Hovmod og Gierrighed, men De gaaer endnu videre, og legger den tredie forgiftede Piil i Deres Kaager og Bue, hvormed De ret med eet vil giøre af med den Geistlige Stand, og see alle Præster og Geistlige blesserede og nedlagde, eller i det mindste for heele Publico prostituerede, beskiæm-

94

96 met og toucheret, naar de i en endnu større Ubesindighed blindt og fræk hen beskylder Standen for Vankundighed, og siger, at Vankundighed neppe vil uddøe af den Geistlige Stand, saa længe Geistlighedens Indkomster ikke bliver formindskede; En Paroxysmus, Maatte man snart troe, var kommen over Dem, da De førdte denne Beskyldning i Pennen; Men man veed og seer nu bedre, naar Ravnen først har begyndt at udgylpe et Vrrav, følger der strax baade et andet og tredie Vrrav paa, og hvorfor skulde De qvæle Dem med Geistlighedens Vankundighed, naar De først har faaet udspyet og skraalet af sig, dens Hovmod og Gierrighed; Men, er den Geistlige Stand en vankundig Stand, hvad vilde man da sige om alle andre Stænder; Alle uden for den Geistlige Stand maatte jo være Tosser og Fiaag, naar alle i denne Stand skulle være Sinker og Drog; Ney, Hr. Philopatreias! De har her talet og skrevet Geistligheden ald for nær; og vel! om De erkiender Deres Feyl, ja! vel! om De nu indseer Deres overdrevne Beskyldning med Blussel og Skam; Geistligheden er ædelmodig, honet og raisonel; den tilgiver Dem straxen denne Deres begangne Insolence og Daarlighed, og vist! at naar De kun kommer ud af Deres Drøm og Paroxysmo, naar den Raptus og Hidsighed er forbi, som da fermenterede Deres Blod; Naar De et lidet vil recolligere og be-

95

97

sinde sig, saa veed jeg visselig, at De selv vilde holde den for et Asen og Bæst, der vilde kalde alle Geistlige Idioter og Dosmere; De indslutter jo dog vel ogsaa selv alle Studentere, Skolemestere, Præceptores, Informatores, Hov-Mestere i de Gejstliges Classe; Men hvad! om alle disse havde været vankundige, hvem skulde da have lærdt Dem deres A, B, C, hvem skulde have lærdt Dem at læse og skrive og givet Dem Underviisning i det mindre, i Regning og i de første Khristendommens Elementer, end sige i det meere og i der større, og Hvor store Statister og Statsmænd skulde vel Staten og Landet Haft iblant Adelen at bryste sig af, naar Adelens Børn havde haft vankundige Hofmestere, og hvad har da ogsaa Adelen og andre Kirke-Patroner tænkt, naar De har igien voteret og kaldet adskillige af deres Børns Hofmestere til Præster paa deres Grevskaber, Baronier og Herremænds Gods; Af de Geistliges Classe udelukker De vel ikke heller Rectores og Conrectores med alle deres Collegis og Hørere i de Latinske Skoler, i hvad De end vil giøre ved Professorerne ved Universitetet; Dog ere alle Theologi Geistlige, om de øvrige Faculteter nu end skal være verdslige; Men hvad Beskyldning giører Mhr. nu ikke her ogsaa imod disse Lærere, saavel i denne høye, som i alle de andre Cathedral og publiqve Skoler i begge Rigerne, naar De beskylder Geistligheden for Vankundighed; thi De veed

96

98

jo af Deres eget Exempel, at hvem der vil blive Student, maa examineres og det i alle de Konster og Videnskaber, som Academiets Fundats mentionerer og tilholder, men at ingen igien bliver Student og inscriberet i Academiets Matricul, med mindre han efter Examen er befundet dygtig og vel grunder i de anbefalede Videnskaber, og førend nogen bliver Student, maa han ikke betroes eller betiene et Geistlig Embede; Enten vil De da med deres Vankundighed, som De imputerer Geistligheden, sige baade om disse og diine Lærere, at de efterlader, og ikke giører som de bør, deres Embeds-Pligter, diine med deres holdende Examen og Examination, og disse med deres fra sig givne Information og Underviisning i de frie Boglige Konster, eller og De vil sige, at Vankundighed hersker og prædominerer hos dem alle, og det her skulde Heede: Blinde ere Blindes Veyledere, det er efter Deres Sprog og Beskyldning imod disse, slags Geistlige: vankundige Rectores dimitterer til Academiet vankundige Discipler, og paa Academier bliver disse vankundige Discipler af de vankundige Professorer giort til vankundige Studentere; Men! med ingen af Deelene kand De bestaae, De er vel heller aldrig saa desperat og forvoden, at De med ald deres Ubluehed torde gaae saavidt og saaledes outrere den imod Geistligheden gjorde Beskyldning, at den skulde extensive ogsaa angaae disse Lærere, saa høylærde

Mænd,

97

99 Mænd, som enhver maa ansee med ald Agt og Estime! da Lærernes Utrættede Flid i Skolerne er ligesaa bekiendt og berømmelig, som Lærernes paa vores høye Skole, vores ret lustre og florerende Academie; Ney, o Ney! Hr. Philopatreias! aabne aldrig deres Mund til at sige og tag mindre deres Pen til at skrive om vore brave Mænd Rectores og Professores: Asini ab illis dimissi admittuntur ab hisce ɔ: De første forsender Drog til Academiet, og de sidste giør disse Drog til Studentere og Viisdommens Sønner; thi naar dette Milde, som der dog aldrig er, være sandt; Ey! hvilken skiønne Karl, hvilken en dygtig Michel var da ikke De selv Hr. philoparreias, da De blev Student.

Men, maaskee Mhr. har ved sine opgivne Geistlige kun alleene meent og sigter til Lærerne i Kirken, og det har De vist nok, efterdi De paa adskillige Stæder i Deres tredie Anmærkning indfører Præsterne, og tydelig giver at forstaae, at dem har og dem vil de have et Horn i Siden paa; Nu vel! Jeg seer, jeg veed og jeg troer det alt for vel; men her kommer Mhr. ogsaa ret an; thi det samme, som De saa gierne vilde, om De torde, sige om Rectorer og Professorer, det vil De her med en større Auctorite og Force sige baade om Bisper og Præster, ja! om Theologis med; men her vil De ligesaa-

98

100

vel som hisset blive giort til skamme og see denne Beskyldning ligesaavel som diin igiendrevet og giort til intet; Thi ere Præsterne vankundige, hvad Ansvar ligger der da ikke baade paa Professores Theologiæ og Biskoperne i alle Stifterne, og hvorledes vil disse høyærværdige Mænd forsvare deres saa vigtige og betydelige Embeders Førelse og Forretning, naar de første skulle lade Dosmere og vankundige Mennesker blive Atter stati og fra Academiet afskeedige dem med eet i heele Universitets Navn og med Academiets Segl skrevne og udstedte saa berømmelige Testimonio, hvori Examinatores med deres Hænders Underskrift erklærer, attesterer og bevidner, at de ved den afdennem aflagde og soustinerede Examen Theologicum, haver Nøye efterlevet og i alle Maader og Clausuler opfyldt Academiets, den Kongel. Fundats, samt at de befindes duelige, dygtige og habile til det hellige Prædike-Embede; og de andre skulde lade saadanne vankundige, uagtet nu arresterede Candidater blive Præster, betroe dem dette saa helligt et Embede og plat dertil ordinere dem, samt med een under deres Haand og Segl dennem meddeelte Collaß forsende og recommendere dem til den eller de Meenigheder, som de ere bleven kaldede til at være Præster før; I Sandhed, naar Præsterne skulde være saadanne vankundige Stakler, som min Herre nu giør dem til, saa maatte fornævnte høye Geistlige Embeds-Mænd ikke have retskaf-

99

101

fen giort deres Embede eller efterkommet deres Pligter; Men kand og tør De nu sige det, Hr. Philopatreias! O aldrig! og om De nu end vilde giøre det, da vilde De visselig løbe imod en Muur, skamstøde deres Pande og faae et mærketegnet Nakkedrag; De veed jo dog meget vel alle de ved Academiet giorte priselige Anstalter; De veed jo, at til Artestatz examinerer nu alle tre Theologi i steden for tilforn ikkun to; De veed jo ogsaa, at enhver der bliver kaldet til Præst, maa examineres af Biskoppen, som er da den 4de Examinator; men disse 4re Mænd maa nok vide hvad de giør, naar de erkiender, erklærer og antager nogen for dygtig, habil og duelig til Prædike-Embedet; Ligesaa skal her aflegges og holdes tvende Prøve-Prædikener, een for det Theologiske Facultet og een for vedkommende Biskop, og over disse Prædikener bliver der af enhver i sin Circul skarpt og Nøye censureret; og er det ikke ogfaa mangen Gang skeet, at en Attestutus har i stæden for een maattet prædike hele 3 Gange for sin Dimiss, og en Candidat ogsaa 2de Gange for den Biskop i hvis Stift han skulde være Præst; Hvor kand da de eller noen drømme sig til, at Vankundighed skulde have sit Sæde i Præste-Standen eller ar en Drog skulde kunde blive Præst og med Vankundigbed snige sig ind, som en Hyrde i Guds Kirke og Faarestie; Ere der ikke de, der endog har haft Deres Kaldsbrev i Lommen,

100

102 som har ladet sig antegne til Attestats, men dog aldrig endnu faaet eller faaer Attestats: thi deres befundne Vankundighed har været saa grov og kiendelig at de med den har maattet gaae hiem igien til deres Moder for at sue bedre Die; men endnu dog lige nær.

Hvad min Herre ellers for besmeere at sværte Præstestanden anfører om en Præst der kunde ikke tale et sundt Ord i nogen Deel af Videnskaberne, da mærkes nok at dette er purum putum figmentum ɔ: en puure Digt, en Fabel Der lugter af Malice, og et vanskabt Foster af en forrykt eller forsviiret Hierne, thi er da Theologie, er da Bibelen (ja! Bibelen, svarer De, Bibelen, hvad den? jo Bibelen - - -) er den heele Bibelske Historie? Er da Kirke-Historien Det saa vidtløftig Studium, er da Kyndighed i Grundsprogene, i det Ebræiske og Grædske Sprog, foruden Latinisté er alt dette da ingen Deel af Videnskaberne, eller hvad anseer De alt dette for, som der skal anvendes heele 12 a 16 og flecre Aar paa at lære, uden det kand blive Hentet ind og Kyndighed deri erhverves; O! vidste jeg ikke, at Mhr. er et Menneske, vilde jeg sige noget andet; thi De snakker her om andenstæds paa Poppegøye-viis; Den fingerte og i Deres Hierne fabriquerede Præst involverer og siger slet intet; og er han end virkelig til in

101

103

rerum natura, da kan han kun in Copia extradere Dem sit Testimonium publicum, hvormed han er dimitteret fra Academiet, og sin Collaß, som han har faaet fra Biskoppen; thi af begge Deele overbeviises De, at De aabenbare lyver, som paa ham i sær, saa og paa heele Geistligher den i Almindelighed; Den samme Præst kunde mueligens ogsaa deels ikke have været saa got skaaren for Tungebaand som De, thi een har et besværlig Maal og en anden en flydende Tunge, eller og han deels har forud tiendt Dem og vidst hvad De fiørte i deres Skiold, og derfor har ikke vildet entrere med Dem i Discours om nogen Materie, som berrørte af Videnskaberne, da han vidste dog, at ingen Ting vilde være sund for Dem og smage efter Deres Gout; og i Sandhed giorde han viiselig, at han heller vilde i Deres Tanker passere for vankundig, alleene for dermed at forebygge Ufred og Dispute, end Viise sin Vittighed ved at bruge sin Mund imod Deres Mund, hvoraf kunde flyde megen Uleylighed paa begge Sider, og det sidste Onde vilde da blive verre end det første; Thi, tænk! hvordan havde det vildet løbet af imellem den store Moralist og Officeren, da de i Regnveyr kom hinanden i Møde paa een og den samme Rad Broesteene paa Gaden, dersom den første havde været ligesaa færdig som den anden, men da den sidste brev løs og sagde: Jeg gaaer ikke til Side for en Hundsvott, svarede den anden i al Koldsin-

102

104

Lighed gandske beskeedentlig: Da vil saamen jeg; og med det samme traadte ud og kom paa den Maade hinanden lykkelig og vel forbi; For Resten, Hr. Philopatreias! saa veed De, at een Svale giør ingen Sommer, og om der endog da skulde findes een tilsyne vankundig Præst, endskiønt det er ofte hans Eenfoldighed, som baade af Dem og andre Deres sociecede ansees og Udraabes for Vankundighed, men ligemeget l nok at jeg sætter mig selv ogsaa i Classe med faa-Danne Vankundige, thi mangen Gang taler jeg ikke to Ord i to Timer, men kand sidde i en Forsamling saa dum som jeg ikke vidste; at 3 og 2 var 5, og saaledes kand det være med en anden; Saa kand dog fra een ikke sluttes til alle; og Gid De vilde kun see dem omkring i alle vore Danske Provincier, i Kirkeland med, Gid De vilde besøge alle Præster og sætte en Prøve paa deres Dumhed og Vankundighed; jeg troer ikke, at De skulle slaae sig til Ridder paa ret mange, De vilde vel og finde dem iblant, der havde Haar paa Tænderne og ikke Nu hayde glemt Munden hiemme, eller var af bare Melk og Brød; Derimod skulde De til deres egen Forundring komme efter, at nogle Præster paa Landet havde foruden vore tre Hovedsprog Ebraisk, Grædsk og Latin ogsaa andre Østerlandske Sprog: det Chaldæiske, Syriske, Arabiske og Persiske inde; at andre ex fundamenta & prosessu forstods Medicinen, at andre vare temme-

103

105

lig store Mathematici, Geometrici, Arithmetici, andre igien Philosophi, Philologi, Oeconomi, og vare Heller ingen Sinker i Astronomien, Logiquen, Physiquen og Metaphysiquen, foruden Moralen, og hvad gielder, at dersom min Herre faaer i Sinde at peomovere in Jure og blive Doctor juris promotor; og O! giør det! sat den Resolution! der bliver Dem vel tilladt, thi De er jo dog en Jurist, De har jo skrevet nu saa meget om Rettergang, om Procuratorer og Dommere og der blev mig sagt for en Times Tid siden, at De skal efter Gazetternes Relation nu atter have skrevet om Vidnersførelse, saa det gierne lader sig qiøre; De erholder i Mangel af Character? Laudahili eller af en iværende Justik-Betjening gierne Dispensation, til Doktar-Promotion; Begynd da at, forfatte Deres inangural- Disputatz for denne Værdighed, og lad det i Aviserne blive averteret, hvad Dag De determinerer til at bestige Cathedra, hvad gieider, at De vel endog skal iblandt Auditores see Landsbye-Præster; hvad gielder og, at een og anden af dem torde selv provocere sig som extraordinarii Opponentes; ja! dersom jeg ikke var nu saa gammel, som jeg er, vilde jeg maaskee være med i Leegm; og dersom mine Kræfter vare dertil, da vilde jeg selv formere Dem et par Argumenter og give Dem noget at stange Deres Tænder paa, saa at De endog ex Cathedra skulde nødes til med Asvigt at

104

106

revocere den Beskyldning, De invective har attaqveret Præsterne med for Vankundighed, og Udfaldet vilde Viise baade Dem og andre, at, ere end Præsterne ingen Kramsfugle, saa ere De og heller ingen Bofinker; Freds-Bud ere de, og Fred elsker de, og derfor bor ingen Ufred giøres dem med at pirre og purre for meget ved dem.

d) Fremdeles beskylder min Herre Geistligheden for Magelighed, det er, som før sagt, paa godt bred Dansk Dovenskab, men dertil siger jeg reent ud: Ney! Og mit Men! skulde, om jeg maatte ikke nu nødes til at være fort; med mangfoldige Beviser blive sonderet, og af 1000De imod en Menneske-Ven samtykt og underskrevet. Men jeg veed, at De, ligesom alle Secter er paastaaende i, og vedbliver Deres forudfattede Meening; og jeg kan allerede see, at jeg her har en Thomas for mig, der ikke vil troe mig, i hvad jeg end siger. De vil endelig have Troen i Hænderne, og see, førend De troer. Nu, velan! det kan ogsaa skee! saa tag Dem da den Møye paa, og reys omkring til alle Præster. Besøg den eene med den anden, og ophold Dem i enhver Præstegaard 8 eller 14 Dage, eller hvor længe De selv behager; thi pan den Maade faaer De selv at see det, som De ikke vil troe, og hvad gelder?

105

107

at De vil finde mange Præster, fra Morgen indtil Aften, ja! til midt ud paa Natten at arbeyde i Deres Studere-Kammer. De vil finde andre, at have ret punctuel afdeelt deres Tiid, og bestemt nogle Timer til at meditere og studere i, andre til at læse gode Bøger og Skrifter i, og andre til deres Huus-Sorger og Sysseler at foranstalte og bestride i, og ellers udsat (naar mueligt er og ingen Hinder deri møder) visse Dage om Ugen til andre Deres Embede vedkommende Forretninger, saa at De neppe vil finde en eeneste Præst leedig og uden Arbeyde end og kun paa een Time om Dagen, og dog beskylder de disse Mand for Dovenskab. Mhr. siger vel at de har NB. megen Tid tilovers fra deres Embedes-Forretning, De mener muelig den Tid i heele Ugen fra Søndag til Søndag, som er deres fastsatte Prædike-Dag; men De tager mærkelig Feyl; og jeg har jo heroventil anført Lovgiverens egne Ord, hvormed han tydelig viser Contra rium af deres falske Sætning, og byder kun Præsterne at giøre Liig-Prædiken, naar de NB. haver Stunder, og hvad vil De nu forlange Meere? Til en Prædiken, som De mueligens ligesom fleere tænker at der i en Studs kand rystes ud af Ærmet ligesom at Præsternes Mund var en Sækkepibe, i hvilken man kunde blæse Veyr, naar der skulde være; hører dog noget, ja! meere Hovedbrud

106

108 og Arbeyde til, end den største Deel indseer; dog meere for een end for en anden; thi vel sandt, at Aanden er een og Embeder er eet, men Gaverne ere forskiellige! Den eene Præst har sin og den anden har sin Gave af Gud, og ingen fand tage mere end ham bliver giver heroven fra ned; Een er kun betroet eet, en anden ro og den tredie fem Pund, men enhver bør arbeyde med sit eller med sine Pund og efter den Formue Herren giver; Jeg kiender de Præster, som efter to Timers Meditation kand bestige Prædikestolen og holde en opbyggelig Prædiken, jeg kiender andre, som behøver to Dage til hvad de første kun behøver to Timer til, og atter kiender og har jeg kiendt andre, der har haft fuld Arbeyde fra Søndag til Søndag til en erneste Prædiken at faae elaboreret og færdig; Døm og Sig da nu Selv Hr. Philopatreias, om Præsterne har megen Tid tilovers fra deres Embede helst i store og folkerige Meenigheder, hvor Præsterne aldrig kan nogen dag eller Time om Dagen med Natten siige sig frie for at reise i Sogne Bud til Syge, og hvor mange Forretninger altid falder fore; imindre og smaa Sogne kand der vel imellem gives Præsterne no gen Tiid til overs fra Embedes Forretninger; men meener Mhr. at! Præsterne i saadan Tid skulde dog derfore være ledige og Ørkesløse. O Ney! Kand deres øyne end ikke altid holde ud og staae

107

109

dem bie ved Læsning og Skrivning, maa de endskiønd dummes og deres Syn Tid efter anden svækkes og slaae dem Feyl; saa tager de Sig andet sømmeligt enten arbeyde fore i deres frie Timer. Har vi ikke de Præster der kand støbe Klokker til Stue-Uhrer, andre der har lagt sig efter Dreyer Kunsten og andre der har fundet Snedkere og giøre baade chatoller og Drage Kister saa gode som en Mester Snedker og endnu andre, der ere gode Gartnere, selv Ymper, Poder og graver i deres Hauger om Foraaret allene deels for at fralegge sig Character af Dovenskab og deels for ved motion at fordrive scorbut saa at min Herre langt fra uden at røbe deres onde Hierte kand med nogen grund imputere Geistligheden Dovenskabs Last.

e) Jeg behøvor ikke at røre om Vellyst som Præsterne efter min Herres Ravnsorte Satz og sætning ogsaa skulde være hengiven til, eller her tale det allermindste om de Vellystige Præster, førend min Herre self behager at give mig en definition paa Vellyst, thi dersom Vellyst skal være det samme som et Vellystig Liv, da er jeg endda lige klog; men skal Vellyst forstaaes om et Liv som føres efter Kiødets Lyster, da et Menniske efter Kiødets Drift søger sin Lyst paa alle maader og er hengiven til alle forfængeligheder Da kommer jeg nogenledes efter Deres Meening; Saa at med den Rige Mand at Leve hverdag i Herlighed og Glæde; hverdag at leve i Suus

108

110

og Duus, i fraadferie og fylderie, og at mæske eller Spække sig som til en slagte dag; med en Samson altid at løbe hen til Skiøgen, med den forlorne Søn immer at Sviire og Sværme, jeg meener at løbe paa liderlige Stæder at gaae i berygtede Huuse, immer at søge en ny Lyst en ny plaisier en ny divertissement, dette skal vel altsammen være noget som min Herre udgiver for Vellyst og kalder alle dem vellystige der fører saadant et Liv. Men alt dette er saa fremmed og ubekiendt i den Geistlige Stand, at jeg behøver her ikke at stave et Eeneste Ord til Standens Forsvar, for at fralegge Standen den Last og Lyde, som den er frie for og veed self ikke engang hvad er i henseende til dens Gierning og udøvelse, thi de Geistliges saa sædelige og Sißsamme, saa honette og skiffelig saa Ædruelige og maadelige, saa eremplariske og ustraffelige vandel er self apologie og Forsvar nok imod min Herres Beskyldning for Vellyst, og de gode Exempler som Præsterne give med Levnet og Lærdom, beviiser at den Geistlige Stand kand intet end mindre beskyldes for Vellyst; Men a propos! Min Herre, de har jo nok hørt om det Æsel, der engang skryddede saaledes, at heele Verden hørte det; men har de ikke ogsaa Hørt, at æselet dog blev et æsel ligesaa vel efter som før sin fryden og brølen, saa bliver og de Hr. Philopatreias Fremdeles den samme Philopatreias endnu herefter som før, uagtet med Deres heele udkomne skrift som de har giort med Deres heele udkomne skrift og i sær med den

109

111

Tredie Anmærkning; men veed de hvad! følg mit raad! jeg tilraader Dem, at naar de vil Viise sig at være en Patriot en Statsmand og Politicus, da skriv efter Politikens Regler, efter Indsigt og Erfarenhed med fornuft og overlæg, og kom ingen Stand i Staten for nær med Deres Drift og Drivemaade, men før sig imod alle og en hver saa honet og høflig op atingen skal sige om Dem Philopatreias er et Æsel. Men hillemen! nu ringer Klokken tolv; nu maa Posten ikke være langt borte! ja nu giøres Anskrig at Post-Rytleren kommer blæsendes i sit Horn, jeg maa derfor afbryde forblivende

Hr. Philopatreias!

Klerkerup, den 29 Jan. Deres Ven og Tiener 1771. Philodaneias.

P.S. De maa ikke tænke, Hr. philopatreias! at, fordi jeg ikkun med faa Ord har imodsagt og tilintetgjort den Beskyldning, som De giør imod Gejstligheden for Vellyst, men ikke med et eeneste Ord til Geistlighedens Forsvar rørt ved den Beskylening om Deres fingerte opgivne indviede Aagerkarle, jeg derfor skulde Stilltiende have vildet samtykket med Dem, ligesom der skulde studio og med frie forsæt være skeet at jeg hafde passeret denne Skandslik forbi, uden at faae ogsaa denne Rafneunge reent dræbt og aflivet. Ney! tænk ikke

110

112 det! Tidens Korthed og Postillionens ilfærdighed med andet meere har alleene deri været skyld; men dersom jeg af Deres udgivne Fortsættelse, som jeg med Posten venter at faae i Morgen tilligemed Philodani andet Hæfte, hvilket jeg i sær længes efter, skulde blive anlediget eller ligesom nu her, nødsaget, til at skrive dem oftere til, da vær forsikkret, at hvad som her er forbi gaaet, det skal da ikke blive forglemt. Deres Anmærkning har jeg ikke fulgt efter Ordenen, thi det har jeg seet andre at have giordt; og hvad De har skrevet, har jeg ikke heller vildet giøre nogen Repetition af, min jeg har alleene skrevet efter Indsigt og Erfarenhed, da den Danske og Norske Gejstligheds Systematiske Forfatning i Henseende til saavel dens Arbeyde som Løn er mig nogenledes bekiendt; Dersom og ellers nogen af min Classe eller een og anden Patriot og Philodanus skulde bedre end jeg (plus enim vident oculi, qvam oeulus) see og komme efter Deres Feyl eller spißige Bitterhed i Deres agtende Forsættelser og derom give mig Communication i en forseglet Billet, aflagt enten hos Bogtrykker Stein i Skidenstrædet eller hos Boghandler Løwe i Mynter-Gaden, med denne Adresse: pr. Clerichsborg a Klerkerup i Kirkeland, da skal jeg af saadan mig givne Notice viide mig at betiene, naar jeg skriver Dem til. De coeteris vule, vive at vige! Scribere perge, at Cleros tangere noli! Philodaneias.

1

Det Andet kritiske Brev til Philopatreias,baade om hvad der i det første

var forvigaaet, saa og om hvad ellers af u-patriotiske og ikke vel overlagde Sætninger, der indeholdes saavel i hans Tree Anmærkninger, som i hans Fortsættelse.

Skrevet i Klerkerup, en Bondebys ved, Clerichsborg Landevey i Provincien Kirkeland og bortsendt med Post-Rytteren Klerophilus den 18 Febr. 1771.

Philodaneias.

Trykt i Clerichshavn og Clericta 1771.

2

-—

Deum timendô & reste faciendô neminem timeas o: Den der i Herrens Frygt vandrer den Retfærdiges Vey, og giør hvad han bør, tør end ikke for heele Mørkhedens Magt det allerringeste at frygte. — Det er som Tydsken siger: Fürchte Gott! thue Recht und scheu den Teufel nicht!

Frygt ikke, du lille Jord Luc. 12 C. 32 b. Ney! frygt ikke, thi jeg er med dig. Esai 41 Cap. 10 b.

3

Hr. Philopatreias!

næstafvigte Maaned skrev jeg Dem til, Og, om jeg mindes ret, da var det paa den 29de Dag i Maaneden, at mit Brev var dateret, og blev med Post-Rytteren Rlerophilus bortsendt; joe! joe! rigtig nok var det den 29de Januarii; Nu husker jeg det meget vel, og hvi skulde jeg ikke kunde huske og mindes den Dag, een saa merkværdig som velsignet Dag; een Dag der af alle Aarets Dage er den allerglædeligste Dag; een Dag der staaer som med en Diamant og Jern-Stiil indgravet i alle ærlige Cimbrers Hierte, nemlig vor Souveraine Regenres Fødsels-Dag. I

4

samme ermelte min Skrivelse har jeg med uomstødelige Grunde tydelig lagt for Dagen og viift min Herre! hvor Meget De irrede og tog feyl, da De torde bilde det ærværdige heele Publico ind, at Geistlighedens Indkomster ere i Almindelighed for store; Men jeg troer nu derimod gandske gierne, at min Herre er bleven af langt andre Tanker. og fra den Tid af, da Postillionen Klerophilus tilbragte Dem mit Brev, indseer De nu selv meget vel, at Geistlighedens Indkomster ere i Almindelighed snarere for smaa end for store; men hvor anstødelig og farlig, om ikke skadelig, kunde dog denne Deres falske Sætning ikke (prima specie ɔ: ved første Oyekast deri) have blevet for den eenfoldige Almue baade i denne og andre Dirke-Provincier? Jeg selv ansaae Dem i Førstningen for næsten en slem Bussemand, man maatte skiælve og blive bange for; andre Overtroiske derimod udraabte Dem for en Lygtemand, som ingen maatte komme for nær, for ikke at bedrages, forblindes og bringes i Forvildelse; men den største Flok viiste sig kiek og uforfærdet, udbrød i en Haanlig Latter, og

5

med en velfortient Reproche spurgte de saa Eenfoldige, hvorfore de saa frygtede og af Frygt vilde skiule sig for et Spøgelse?

Det er sandt, at min Herres tredie Anmærkning kom frem paa Guds Kirke-Himmel, som en meget Mørk og sortegraae Tordenskys, der truede Geistligheden med en forfærdelig Uveyr; men a posteriori seer og kommer man nu efter, at den lignede kun et Meteoron og Veyrlys, der strax forsvinder og bliver borte; den spruddede vel lidet og gav nogle Ild-Flunker fra sig, men endnu giorde den en videre Skade end en Granat og Bombe, der er bleven antændt og begynder at gnistre, men i det samme bliver qvalt og creperer; Thi nu er alting igien roelig og stille, og ikke hos en eeneste, enten Læg eller Lærd, spores den allerringeste Frygt. Men hvad: det er sandt! min Herre er maaskee enten, som hiint uregjerlige Dyr, bleven saa bange for sin egen Skygge, at en Skrue derover gik løs i Deres Hierne og derfor blev De selv indsluttet i en Kiste, eller og De maa af Frygt have krøbet ind og forstukket sig

6

i en Hule, siden den Evangeliske Skare, Vægterne paa Murene til Zion, fik saa snart Fred for Dem, og de hører nu ikke meere til Dem og deres buldrende Torden. Det sidste det troeligste, og det ikke heller uden Grund og Aarsag; Thi mueligens De befrygter selv, at et Uveyr vil reyse sig op over Dem, og derfor er gaaet hen til en Side for at skiule sig; Mueligens De seer sig nødt til at være stille, ja ikke allene at være stille og at holde sig i Skindet, men og selv at bede om godt Veyr og sige: parres peccavi o: I Geistlige Fædre! I Herrens Præster! tilgiver mig min Brøde! jeg veed at jeg har forseet mig imod Eder og skammelig løyet Eder paa! da saa mange store Hagelsteene staaer ned over Dem, saa mange hvasse Piile skydes løs paa Dem, og saa mange ildbrændende Kugler flyver dem fra alle Hiørner om Ørene i de mange baade fra Geisilige og Verdslige udkomne Skrifter, hvori De overalt hører ilde, og ikke af nogen Patriot finder mindste Medhold deri, at De af et ondt Hierte har vildel have Geistlighedens Indkomster formindskede, fordi de for nogle kan være gode og

7

klækkelige, da saa mange andre derimod haver kun maadelige og nødtørftige, og en stor Deel igien meget knappe og smaa, ja alt for smaa Indkomster at leve af; thi hvorfor er Tilstanden iblant Geistligheden i Almindelighed saa armelig og fattig, og hos mange langt flettere end man skulde troe og tænke? allene formedelst dens slette og ringe Indkomster! Dog langt fra at jeg derfor vil eller kan ligesaa lidet nægte Contrarium eller Rigdom, Velstand og Formuenhed hos mange andre i den Geistlige Stand, som i alle de andre Stander, i hvilke Endeel ere arme og fattige, og andre igien bemidlede, riige og formuende; men naar jeg her taler om Geistlighedens flette og fattige Tilstand i Almindelighed, saa taler jeg her efter Indsigt af Kyndighed med Overbeviisning og fuld Vished, og da sigter jeg hermed til de Geistlige Embedsmand, ikke allene af Degne og Skoleholdere med andre af denne Orden, men endog fornemmelig af Præster, hvis Løn og Indkomster ere saa ringe, at de ikke uden til Sult kan deraf have Levebrød; hvorfore det er heller ingen Under, at deres Tilstand stedse er og stedse

8

bliver fattig og aldrig kan ventes forbedret, og saadanne Præster ere der heel mange af, dog mangfoldige fleere i Dannemark end i Norge; thi hvorfor kan saa mange saadanne Geistlige neppe faae det Vadmel og Hvergarn, som de med Hustruer og Børn skal flide i Klæder? Hvorfor ager saa mangen een af saadanne Præster paa en Pinde- Læste- eller og Fiælle-Vogn, og veed hverken af Caroffe, Chaife eller Phaeton at sige? Hvorfor er der saa mangen en Præst, der i disse Tider neppe eyer en Koe og ey heller formaaer at kiøbe sig nogen? Hvorfor man saa mangen en Præst tage sig et stole-Arbeyde paa og informere baade sine egne og andre Folkes Børn? Hvorfor lever saa mangen en Præst slettere end en Kroemand, og mangen en Bonde paa sine Steder bedre end sin egen Præst? Ja! det som meere er og neppe nogen skulde vilde troe, dersom ikke havdes Exempler derpaa! Hvorfore har saa mangen een, baade Provst og Præst, været nødt til i levende Live at skille sig ved sine Bøger og Bogsamling, som de i deres academiske Aaringer har erhvervet sig, eller og arvet efter deres Fædre eller andre

9

Paarørende, der haver ogsaa betient Geistlige Embeder, men Embeder af bedre, større og klækkeligere Indkomster end deres egne? O! altsammen formedelst deres meget ringe og slette Indkomster.

Thi vare Præsternes Indkomster paa mange Stæder noget større end de ere, da vilde deres Vilkaar vel ogsaa være noget bedre end de ere; Men i hvor store de nu end maatte enten være eller blive; Saa vilde Præsterne endda altid være meget gode til at komme i Tale. De vilde dog derfor ikke lade sig nægte hiemme for nogen; O! Ney! Ingen vilde nogen Tid anmælde sig hos dem forgiæves, ingen blive afviist fra eet til eet andet Klokkeslet, fra en Dag, fra en Uge til en anden, og ingen vilde i deres Port, i deres Gaard, i deres Forstue komme til at gaae og vaccere heele Timer eller halve Dage for at vente paa Audience og oppebie den Time, som dertil maatte være den beleyligste; O! Ney, vist ikke! Tænk aldrig saa slet og nedrig om Geistligheden, Hr. Philopatreias! Geistligheden har en anden ædlere Tænkemaade; De Geistlige

10

vil ligesaa lidet opvartes af nogen, som de selv vil tilbede nogen; De veed at andre ere ligesaavel Mennesker som de; De veed at andre med dem og de med andre ere alle Lemmer paa det store Statens Legeme; De veed nok, at de ere ingen Raadsherrer, ingen Magistrats-Personer, eller saadanne Herremænd, der tilkommer nogen synderlig Respect og Opvartning af deres underhavende Borgerskab; ja! med et Ord: De veed nok baade hvad og hvem de ere; De har gandske sunde Principia, og derfor kommer alle dem strax i Tale; De taler ligesaavel og høflig med en Skoeslikker, Spækhøkker og en anden årlig Borgermand af alle Slags Haandværks-Lauge og Professioner, som med en Bryggere, en Hørkræmmere, en Agent eller en anden fornemme Mand af Rang og Character Og meener De vel, min Herre! at gode og klækkelige Indkomster skulde giøre Geistligheden saa absurd, ridicul og latterlig? ja! tænker De vel, at endogså de allerstørste og allerfeedeste Indkomster skulde giøre Præsterne til saadanne Narrer og Daarer, at de af Arrogance og Stolthed, af Animosité og Hoffærdighed skulde vilde præten-

11

dere saadan en skyldig Opvartning og Tilbedelse af nogen deres Medborgere, med hvilke de staaer selv som Børn under en Fader, og med dem alle ere Undersaatter og Tienere af en Fyrste og Herre.

Vel har mangen en verdslig Embedsmand saa anseelige og overflødige Indkomster, at, naar Han nu ikke vil, haver han ikke heller nødig selv at forrette sit Embede eller derover at giøre synderligt meget andet, end alleene at skrive sit Navn (hvilket af mange skrives endda slet og ilde nok) thi hans store Indkomster giver ham Leylighed nok til at holde og lønne Folk til at tage ald Arbeyde af for sig, og til at giøre alt hvad han selv burde og ogsaa undertiden selv allene meget gierne kunde giøre; og hvem veed; thi jeg kan og vil ikke sige, enten om mangen een ogsaa just af denne Aarsag holder flere Folk, end han havde nødig, dersom han selv vilde arbeyde og bestille noget med, eller om han derimod var nødt til at holde ferre Folk, og selv at giøre meere, naar hans Indkomster var noget mindre.

12

Men vil min Herre nu her giøre Slutning fra de verdslige til de geistlige Embedsmænd, og tænke, at fordi disse paa Landet holder ogsaa mange Folk og Tienere, ligesaavel som hiine i Kiøbstæderne, helst i de store Stæder, fornemmelig i Kiøbenhavn, saa maatte deres Indkomster ogsaa være ligesaa store som disses; da bliver dette en Elenchus Falsi, og denne Bygning opsat paa en soppig Grund eller paa bare løs Jord og Flyde-Sand; Thi de mange Folk og Tienere en Landsbye-Præst holder, dem holder han ikke for dermed at giøre sit Huns brillant og glimrende, ikke for dermed at Viise nogen Pomp og Pragt, ikke for derved at faae selv nogen Lettelse og mindre Opvartning; Ney! han holder dem ikke for sin egen Skyld, ikke for sit Embedes Skyld, ikke for selv at ligge paa den lade Side eller for sin Mageligheds Skyld, da han desuagtet maa selv forrette sit Embede, uden at alle hans mange Folk deri kan tage noget af for ham med Arbeyde; Men han holder dem, fordi han er nødt til at holde dem; han Holder dem for sin Avlings og Jordbrugs Skyld; thi, fordi han hverken selv kan holde paa sin

ploug,

13

Ploug, ikke selv saae sin Jord, ikke selv føre eller bruge sin Lee, eller kiøre sine Vogne, med andet meere, som Jordbrug og Avlings-Drift udfordrer; ikke heller hans Kone kan selv giøre nogen Markgierning, med at kiøre Harve og Tromle, rive Høe og binde Korn, trille Tørv og age Giødning, malke Kiør og kiøre til Mølle: Hun kan og ikke heller selv gaae og slide med Brygning og Brændning, Bagning og Grynmalning, ikke selv bære Vand og toe op, ikke løbe omkring at see efter Sviin og Grisse, efter Lam og Faar, efter Ænder og Gies, og give alle disse Slags Creature deres Foeder og Føde. Saa maa en Præst paa Landet nolens og volens holde mange Folk og Tienere; Og derfor maa det ikke komme min Herre sælsom og paradox fore, at naar De jævnlig hører en verdslig Embedsmand i en høy og fornemme Tone at kan sige: Min Fuldmægtig, mine Skriverkarle, mine Drenge paa Contoirer, mine Børns Informator, deres Sprogmester, Dantzemester, Ridse- og Tegnemester, Skrive- og Regnemester, min Kudsk, min Tienere, vor Françoise, vor Huusholderske, vor Amme, og min Kones egen

14

Pige, foruden de andre Piger, der hører til Stuen, til Kiøkkenet og Gaarden & c. Saa hører De derimod i en Præstegaard paa Landet ikke at tale om andre Betientere og Dommestiqver i Gaarden end om Præstens Avls-Karl, om hans Ploug-Kiøring, om hans Røgtere, om hans Hakkelse-Skiærere og undertiden om hans Korn-Tærskere; De hører fremdeeles der i Gaarden ikke at tale om andre Desmoiselles end om store og lille Pige, om Brygger- og Kokke-Pige, om Malke- og Hønse-Pige, og undertiden om Stue-Pige og Barne-Pige; og jeg veed ikke alle de Piger og Folk, som Præsterne paa Landet maa nødes til at holde, og ligesom begiære hielp af til at spiise med sig, baade sin Avling og Tiende, ja! til plat at giøre reen Bord hos sig, og til i en Hast at tømme Grød-Gryden og Øl-Tønden, og endda tør de vel see efter mere, alt paa det at intet skal blive i Behold og tilovers af deres feede Indkomster; men alting baade Indtægt og Udgift gaae O P op og balancere imod hinanden, uden at Overskuddet skulde blive brugt til enten at kiøbe Banco- eller Handel-Actier for.

15

De giører altsaa vel, Hr. Philopatreias! at De lader Geistligheden endnu fremdeles, som hidindtil, i ald Fred og Roe beholde sine Indkomster ubeskaaret; ja! vel er det, at De lader noget af Deres Haardhed og Ubarmhiertighed imod de stakkels Præster! vel! at De kommer ud af Deres Drøm og kommer efter Deres Feyltagelse om Geistlighedens Indkomster! Og det beste for Dem selv, at De i Tide skrider Ud fra Daarernes Vey, som de saa ubesindig har traadt ind paa; thi errare humanum est, nullius aurem nisi insipientis perse, verare in errore ɔ: Det er menneskeligt at fare vild, men det er en Daare som fremturer i sin Vildfarelse. Og O! hvor lykkelig i ald Deres Vanlykke er De dog ikke der, min Herre! at De kommer til sig selv igien og faaer Deres Forstand, som De har ladet Deres Fordomme og forudfattede Meeninger tage fra Dem; Men hvad skal jeg vel endnu sige om en anden Lykke, der saa pludselig ervaagnet op over Dem, da De saa lykkelig fødte en Unge, eller rettere sagt, da De med saa god Held straxen fandt og fik en Abe, der vel vilde med, men dog ikke formaaer at hielpe

16

Dem noget; thi ham gaaer det her, ligesom Vædderen hisset, der stønnede og gispede med Suk og Klage, da han ikke kunde følge med Faarene, og langt fra, at her fiendes nogen Liighed imellem Dem og Deres Afkom: Rey! Morten! du ligner ikke din Fader, i hvad du end giør din Moder? Saaledes sagde engang den Ældre i en vis Dyre-Slægt til den Yngre, der glorierte af sin Herkomst, og vilde give sig Ud for den Ældres Afkom og Unge; Og Junior Philopatreias maa være hvem han vil, jeg bryder mig lidet derom; og hans laante Navn, Hans brillante Klædning, hans spraglede Fiære og hans paaberaabte Prædicat, Slægt og Herkomst skal aldeles ikke forblinde mine Øyne, mindre fortrylle mit Sind, og allermindst fermentere mit Blod saaledes, at jeg strax skulde løbe hen og spørge hver en Dreng og Pog, jeg saae paa Gaden, om han kiendte noget til Junior Philopatreias, og vidste at sige mig, hvor og Hvem han er; Ney! paa min gamle Alder vil jeg sandelig hverken spilleSkytler eller Top enten med Ham eller nogen.

17

Og hvorfore skulde jeg og forlade Dem, min Herre! nu vi kiender hinanden saa vel, i det ringeste efter Navnet, for at faae fat paa Deres Genanter og Navn, der er saa meget yngre end enten De eller jeg. Vel er De mueligens noget yngre end jeg, men saa er De igien noget ældre end han, og hvorsnart kan jeg ikke miste mit senum og blive igien yngre end De; Thi saasnart en tredie Philopatreias piper ud af Skallen og kryber frem af sin Reede; straxen er jo De den ældste af dem alle, og kan ikke længere bære Navn af Senior Philopatreias, men af Senex imod feniffimus vir Philopatreias. Den Gamle, ja! den meget gamle Mand Philopatreias; Best derfore, at vi, som endnu kan nogenledes paffere for hinandens Coætanei og lige Aldrende, at vi to bliver sammen og afskeediger junior Philopatreias fra os; Vel skal Tree-Tallet være et fuldkommen Tal, og derfor hedder det nu i en Henseende: omne trinum perfectum ɔ: alle gode Ting ere tree! Og nu igien i en anden Henseende: tres faciunt collegium ɔ: det rette, det beste Sælskab udgiøres af tree Personer;

18

Men jeg veed ikke, om det kunde være os til nogen Ære, at tage junior Philopatreias som tredie Mand i vores Sælskab; lige Børn leeger dog altid best; Saa skal og vi to tilsidst meget vel komme overens og harmonere tilsammen, i hvad Forskiæl der end i øvrigt er imellem vores antagne Navne; thi efter Deres Navns Udtryk elsker De Deres Fædreneland; Men, hvor og hvilket er nu det? Maaskee det ligger i Maanen eller i nogen af de andre Planerer. Derimod siger mit Navn: at jeg elsker Dannemark, i hvorvel jeg har haft mit Brød i Norge; imidlertid vil jeg heller bære Navn af Philodaneias, end kalde mig Junior Philodanus; og hvor glad er jeg ikke nu, nu, efterat jeg havde læst Hr. Philodani andet og sidste Hæfte, at jeg indklædede mig i dette Navn, som jeg endnu vedbliver at bære, og ikke antog det Navn Junior Philodanus; thi, hvad er dog jeg imod Hr. Philodanus, andet, end en liden Dværg imod en stor Kiæmpe; Sandelig! jeg havde nu staaet som Støtten paa Graae-Brødre Torv til Skam og Skiændsel for alle og enhver, dersom jeg havde givet mig ud for

19

Philodani Afkom, antaget Navn af hans Søn og kaldet mig Junior Philodanus; thi derved havde jeg giort mig overalt ridicul og bleven anseet for en Nar og en Abe, da jeg i Henseende til Indsigt, Orden, Tydelighed, Jugement og Sindighed med andet meere erkiender Hr. Philodanus for min Gamaliel og Overmand, og rotunde tilstaaer, at der imellem os To er næsten den samme Forskiæl, som der er imellem Kong Salomon og Jørgen Hattemager, eller imellem en Tønde Sild og en Silde-Tønde.

Men Hr. Senior Philopatreias! For at komme til Maalet og begynde igien, der, hvor jeg slap og brød af, hvilket alt den Stakkels Junior Philopatreias, er Skyld i; og Pokker komme efter ham for det samme! vil vi endnu engang tage fat paa Geistlighedens og Præsternes Indkomster; dog, jeg vil langt fra ikke tage noget fra dem af deres Indkomster; thi de kan ikke taale at miste noget, hvad de fleste angaaer, og endeel igien har endnu mindre, ja! saa lidet, at de burde have meere, ja! vel meere end dobbelt

20

imod hvad de nu har, og endda skulde de neppe deraf anstændig kunde leve; Men min Herre vil vel svare og sige: Nu lever de jo alligevel, i hvor lidet de har at leve af? O! ja vist lever de! de lever nok og faaer vel og at leve! Men at leve og leve er to; De lever derefter, de lever taliter qvaliter, de lever, som de kan, men ikke som de i Betragtning af deres Embede og Arbeyde (jeg vil ikke endda sige: efter deres Stand) skulde og burde leve; De lever mangenstæds paa Stakleviis med Suk og Kummer i stor Fattigdom og Trang. Den fattige Lazarus, Han levede jo ogsaa; han levede paa en og den samme Tid og ligesaavel, men ikke ligesaa got, som den rige Mand; De levede begge, begge havde jo Livet, og begges Liv blev jo, saa længe de levede, opholdet og fik Opholds-Middel; thi, hvem vil sige, at Lazarus just creperede og døde af Hunger og Sult; Men levede de dog ikke med Forskiæl og hver paa sin Maade? var Brødet ikke skaaret langt tyndere for Lazaro end for den rige Mand; thi han maatte nøyes med de Smuler, som faldt ned af dennes Bord, og, som Hundene neppe engang skiøttede om,

21

og alligevel Maatte han dog leve og deraf opholdte sit usle Liv? Men tænk ikke Hr. Philopatreias! at jeg med denne anførte Parabel og Lignelse vil have Præsterne sat i Classe med den rige Mand, og deres Løn og Indkomster saaledes forhøyet eller bragt til den Grad i Storhed og Overflødighed, at de skulde kunde føde den rige Mands Sind og Levemaade af sig; Ney! langt fra! Den rige Mands Levnet og Levemaade fordømmer jeg aldeeles imod alle dem, der lever endnu ligesom han, og med lige Sind træder i hans Fodspor, er jeg ret en Boanerges og en Torden-Søn; og væ mig, om jeg ikke var og vilde være det! Men jeg paastaaer og vil (thi Billighed byder og tilsiger det, og gid dertil ogsaa kunde udfindes en Ven og Middel) at alle Præster, den ene ligesom den anden, bør og skal være aflagde med saadan en Løn og Indkomst, som deres Embede og Arbeyde fortiener, at de anstændig kan leve og have deres nødtørftige Udkomme, uden følelig Kummer og Rød, og uden ald for kiendelig Armod og Fattigdom, som det, der meest føder Foragt, og følgelig giør Embedet tungt, ja! saa tungt, at

22

dermed kommes sielden til Maalet; men den deraf ellers flydende intenderte og forønskede Frugt og Nytte, Fremgang og Velsignelse, som oftest hindres og udebliver.

Men lad nu og være, som vel visselig er, og hverken jeg eller nogen vil eller kan nægte, at der jo ogsaa ere atter igien andre Præster, der sidder i meget gode Præstekald (hvoraf jeg kunde, om jeg vilde, meget gierne opregne, adskillige, baade i Dannemark og Norge) hvortil ere anseelige Indkomster, og, Hvilke kunde vel ogsaa taale en liden arithmetisk Subtraction; Saa maa jeg dog her giøre min Herre en Qvæstion, og spørge Dem: om De ogsaa veed, hvad onera og Byrder med Pensioner, Skatter og Udgifter der ligger og er lagt paa heele Præsteskaber, saavel i de smaae, som i de store Præstekald; Og veed De det ikke, som jeg nok vil troe at De ikke veed det, vel an! jeg vil da ogsaa sige Dem dem, hvor stort et Hul (men De har vel Her ikke engang nogen Øyne til at see det Hul) der bliver giort endog i de allerbeste Præstekalds Indkomster, naar de paa Kaldet liggende Ud-

23

gifter og Skatter trækkes fra: Viid da først dette: At i mange, om ikke de fleeste Præstekald, er en Enke, som Præsten, hendes Mands Efterkommers, skal aarlig yde Pension til, og den Pension veed dog min Herre, som Jurist, skal efter Loven være den ottende Deel af Kaldets Indkomster; Dernæst maa De og eftertanke og forestille sig, at nu, foruden saadan en Præste-Enke, som skal have Pension af Kaldet, kan der ogsaa (som haves Exempler paa) i samme Kald tillige være en personell Capellan, som enten Formanden kan, formedelst Alderdom og Svaghed, have voceret til at forette Embedet; men som efter hans Død maa dog ikke af Kaldet forskyndes, naar en anden og ikke han bliver Sognepræst i Kaldet; eller og Efterkommeren selv mødes til formedelst langvarig Sygdom eller andre indløbende Omstændigheder, fremdeles at beholde, lønne og salarere; Og denne Capellan skal efter Forordningen af 1728 have i Løn den Siette Deel af Kaldets Indkomster; men, naar jeg nu vil ponere, at dette Præstekalds Indkomster ere kun 400 Rdlr. (thi jeg vil gaae Middelveyen uden at fremsætte nogen af dem, der enten

24

ere over eller under 400 Rdlr.) og derfra skal tages Enkens Pension 50 Rdlr. og Capellanens Løn 66 Rdlr. 4 Mark, som beløber sig tilsammen til 116 Rdlr. 4 Mark, saa bliver i Behold 283 Rdlr. 2 Mark, som Præsten med sin Familie Baade skal leve af og tage sine øvrige mange Skatter og Udgifter af; og, endnu er endda ikke beregnet Capellanens Kost, Kammer, Seng, Ild, Lys, Tvæt og videre, som han ligeledes skal nyde frit i Præstens Huus, og kunde veli det nøyeste (helst i disse dyre Tider) ikke anslaaes til ringere end 8 Mark ugentlig, som da er 60 Rdl. 4 Mk. aarlig, der med de foranførte 116 Rdl. 4 Alark bedrager sig til den Summa 177 Rdlr. 2 Mark, og altsaa bliver heraf de 420 Rdlr. ikkun 222 Rdlr. til Præstens og hans Huus-Families Soutien. See da her engang! Hr. Philopatreias! hvilken en betydelig Deel af Præstens Mund-Portion og Levebrød, der i fornævnte exifterede dobbelte Cafu tages fra hans Løn og Indkomst. I Sandhed, dersom Præsterne skulde have en staaende Løn, da maatte baade Enkens Pension og Capellanens Løn tages af den samme Casse, hvoraf Præsterne

25

bleve lønnede; eller og, hvad Præste-Enkerne angik, da maatte deres, i saa Fald, forud bestemte og fastsatte Pension hæves af den Kongel. Post-Casse.

Men lad os gaae videre, og ponere, at en Præst eller et Præstekald var endog for en kort og føye Tid frie for denne dobbelte Byrde med Enke-Pension og Capellans Løn at bestride, i hvorvel adskillige Præstekald ere imellem bebyrdet med begge Deele, men mangfoldige altid med den første; Hvor mange og store Skatter har desuden enhver Præst dog alligevel ikke aarlig at reede fra sig, og hvad Summa udgiør ikke den aarlige fastsatte og forestaaende Consumption- Folke- og Familie-Skat, pro Cento-Skat af Kaldets Indkomster, Extra-Skat, Studii Skat, Cathedraticum, Doctor Skat og saa mange andre ligeledes aarlig bestemte Udgifter til Stiftets Brand-Casse, til Herredets fattig Casse, til Fiscum Ecclesiasticum, til Tingmænds Løn, Skarpretter-Løn, Delinqventers Underholdning, til afbrændte Præster, til ombærende Collecter, foruden en næsten utroelig

26

25

stor Folke-Løn, som en Præst paa Landet har imellem Aar og Dag at bestride. Jo! jo! Hr. Philopatreias! Alt dette og endda meer formindsker til visse Præsternes Indkomster, endogsaa i de store og gode Kald saaledeS, at De har ingen Føye til at paastaae dem endnu meere formindskede; thi 300 Rdlr., og efter Omstændighederne endda mere, kan giørne aarlig smælte bort af en Præstes Indkomster til de ham paaliggende og saadanne visse Udgifter, som han ikke kan echapere.

Men har min Herre vel ogsaa, da De i Deres Tredie Anmærkning slog saa meget paa denne Stræng, vel tænkt eller forestillet sig, at saadanne og bestige fleere haarde Byrder saameget trykkede Geistligheden? Har De ikke tvertimod, ligesom gemeenlig alle Præste-Hadere, af bare Misundelse altid bildet sig ind og formeent, at Præsterne vare store Herremænd, der tog altid Penge nok ind, men gave aldrig igien nogen ud? Men nu seer og veed De andet; De har vist nok tænkt om Præsterne af de maatte samle Penge, og hvad de ikke af deres sam-

27

lede Penge satte i Handels-Actier, maatte de, som Drager, ligge at kuure over; ja! i Deres Tanker, har Præsterne vist nok gaaet paa Roser, havde deres paa det Tørre og levet paa Herreviis; Men hvad siger De nu, Hr. Philopatreias! Seer De endnu skeel til Geistlighedens Indkomster, og kommer de Dem endnu for store fore? Ey! Staae dog en meere Sandhed og Overbeviisning imod! Giør Dem dog ikke forsætlig seende blind, eller til en Daare, og, lad Skam holde Dem fra saa ublue og aabenbare at lyve! Siig nu ikke længere, at Geistlighedens Indkomster ere for store, nu, her gaaer Syn for Sagn, at de ere kun maadelige for nogle, og smaa, ja! alt for smaae for andre, hvorimod Skatter og Udgifter ere store og for endeel meget for store; thi, derom er De nu i begge Deele bleven overtydet, og har med Overbeviisning faaet den Oplysning, som De forhen manglede.

Men endnu har jeg endda ikke sagt, alt, hvad som kunde og skulde siges om hvad der meere end de forbemelte opregnede Skatter og Udgifter trykker mange, og vel de fleeste Præster;

28

Min Herre siger jo selv: at der til de tvende, Terminer indpasserer mange Geistlige Renterere af Landsbye præster, og, hvad enten De nu veed og siger dette som en Aviise-Skriver eller som en Port-Betient, saa vil jeg dog deri give Dem Ret; thi der ere og visselig mange Præster paa Landet, der sidder i en temmelig Gield, og nogle i saadan en Sield, som de aldrig deres Livstid faaer afbetalt, hvilken Gield begyndte straxen med deres Embede, og er hos nogle endnu ligesaa gammel, som de selv ere Præster, da en Præst ved sin Tiltrædelse til et Præstekald paa Landet, Man, ved at kiøbe Præstegaard, Besætning og hvad der uforbigiængelig udfordres og nødvendig behøves til hans Jordbrug, Avlings-Drift og øvrige Etablissement, absolute maa indvikles i en Gield af 15 a 1600 Rdlr.; og disse Slags Præster maa man og kalde store Renterere; thi de har store Renter at rede fra sig; De samme Præster faaer vel at tage den til Renters Erleggelse dererminerede Tid nøye i Agt, og præcise til Terminerne indfinde sig hos deres Creditorer, saafremt de ikke vil exponere sig selv den

29

af Udeblivelse flydende Uleylighed; Jeg vil just ikke her mælde om, hvor ont mange Præster lider, helst i disse vanskelige Tider, for til rette Tid at bringe deres Renter til Veye; Men en Sandhed, at den eller de Præster, der trykkes af denne Byrde, ere gieldbundne, og foruden de forbenævnte mange Skatter og Udgifter skal ogsaa aarlig udrede og betale store Renter; de ere Høylig at ynke og beklage; De ere deres Creditorer ligesom skatskyldige, og denne Slags Skat, som de skal betale og svare til dem, den har vist noget at betyde, og den maa tilsidst meget trykke, ja! plat nedslaae deres Sind.

Jeg har vel imod ald Tanke og Forsæt her i dette mit andet Brev noget længe opholdet mig ved Præsternes Indkomster; som de der ere, eller i det ringeste har været den største Torn i min Hr. Philopatreias Øyne og De har havt saa meget ont om ikke Bugvrid, Coliqve og Mavepine af; Men nu vil jeg skynde mig det meeste mueligt er, at komme snart fra denne Materie til noget andet. Alleene siig mig først aabenhiertig Deres reene Meening om

30

Geistlighedens Indkomster: og om De endnu vil at de skal beklippes, eller de skal fremdeeles blive staaende paa den gamle Foed, uden nogen Reformation og Formindskelse; eller siig mig først, om Deres Tanker nu ikke a pofteriori, efterat Dennem herom er givet fuld Efterretning, ere tvertimod Deres Tanker á priori, og førend De skiærpede Deres Pen og dyppede den i Forgift imod Geistligheden? O! siig mig dog kun Deres Tanker om Præsternes Indkomster? Siig mig i Fortroelighed, hvad De nu tænker om dem; Deres Tanker skal bona fide, troe mig, blive hos mig selv, uden at komme til tredie Mand, eller blive udblæst i Basune; Efter mine Tanker troer jeg, at, da De foretog Dem at skrive Deres Tredie Anmærkning om Geistlighedens Indkomster, da paatog De Dem et Arbeyde, som var Dem for voxen og over Deres Kræfter; De skrev i en Materie, hvori De var selv baade blind og dum, ja! saa dum som en Østers, i hvor mange 1000de af dette Slags Vandkræder end kan være krøbet i Dem; thi De skrev i Taaget uden nogen Indsigt, uden nogen Grund, uden

31

nogen Eftertanke, ja uden nogen Fornuft og fornuftig Overlæg, gandske ubesindig, og næsten som en Daare eller som et Menneske, der næsten har lagt ald sin Vidd, Sands og Forstand i en Ponce-Bolle eller Bacchi Viinfad.

De har mueligens, da de fik i Sinde at skrive om Præsternes Indkomster, tænkt ved Dem selv og paa dette gamle Latin: mundus vult decipi, ergo dicipiatur! ɔ: vil Verden skuffes og bringes bag Lyset, vel an! saa skal det skee! den skal blive skuffet og beluuret! Vil Publicum vide nyt, endskiønt det er Løgn; vil Publicum høre Løgn, vel an! jeg vil og jeg skal da nok kunde lyve; Er Publicum lettroende og vil lade sig en Løgn binde paa Ærmet; vel an! jeg er en Mester for at lyve, jeg skal nok finde paa en Løgn at indtrykke Publico; lad Publicum løbe med den & c. Saaledes har mueligens min Herre den Gang tænkt; men hvad tænker De nu, nu da De har faaet det at vide, som de den Gang ikke vidste, da De vilde skrive om Geistlighedens Indkomster; derfore siig mig dog nu kun herom Deres Tan-

32

ker! Siig mig: skal Præsterne endnu fremdeeles, som hidindtil, beholde deres Indkomster, eller skal de ikke beholde dem saaledes herefter som tilforn? O! Hvor gierne vilde jeg herom høre et Ord af Deres Mund, der kunde være mig en Tolk for Deres Hierte! Det er ingen Skam at vende om fra den Bey, hvorpaa De har faret vild, naar De er kommen efter Deres Vildfarelse, og derfor tør De ikke ved at befrygte sig et Navn af en anden Povel Vendekaabe; Ney! undsee Dem kun ikke ved at revocers og igienkalde Deres af en blind Iver for det almindelige Beste saa mange ubesindig giorte Exclamationer og Udraab om Geistlighedens for store Indkomster! Dog! jeg mærker nok, at De vil ikke ud med eller tage til der rette Sprog; og ligemeget! jeg veed og giætter desuden meget vel Deres Tanker! jeg veed grandt vel, hvad De under fire Øyne nok vilde sige mig! De vilde vel, naar det ellers kunde holdes caché, og gaae af uden nogen Skam og Vanære for Dem, reent rid svare mig med dette: qvam vellem me tum nescille literas ɔ: gid jeg aldrig havde lært at skrive, da

33

jeg tog mig for at skrive imod Geistligheden og om Geistlighedens Indkomster! thi nu seer jeg først, hvad det drager efter sig, at pirre og purre for meget ved den geistlige Stand; og nu bryder jeg mig ikke meere om Præsternes Indkomster, jeg er selv bleven brydt og purret nok alligevel derover, og der har nu saa mange, blade Præster og Præste-Venner skrevet imod mig, fordi jeg ubesindig skrev min tredie Anmærkning, der handler om Geistlighedens Indkomster; saa at Præsterne med deres Indkomster skal nu gierne fra Lov at blive i Roe og Fred for mig herefter; ja! gid Pokker kommer Præsterne for nær og røre ved dem til noget onde! De har dog et stort Anhang, en mægtig Protection og mange Venner; man skulde ikke have ventet, at saa mange vilde taget deres Partie og antaget sig deres Sag; Men nu seer man dog, at de ere mange fleere, der holder med dem, end de ere, som staaer imod dem; Og siig mig nu, Hr. Philopatreias! ere ikke det Deres Tanker? vil og kan De vel svare mig noget andet? ja! det kommer mig ret fore, som jeg hørte Dem selv sige: acu retigisti! ɔ: Du giættede rig-

34

tig nok, Philodaneias! og hvor kunde du giætte saa accurat og saa lige? jo! jeg veed vist nok, at Deres Svar vil for Eftertiden altid i denne Materie blive dette: at Præsterne skal fremdeles beholde, og de faaer vel at beholde, Hvad de har, i Løn og Indkomster, uden at tænke paa nogen deri giørende Reformation og Formindskelse, og at det bliver ikke vel giørligt med Geistlighedens Indkomster, at foretage den intenderte Forandring, ihvordan Deres Hierte i øvrigt end er og herefter bliver sindet imod Geistligheden, som dog alt kan være Geistligheden indifferent og ligegyldigt.

Nu, efter den Oplysning, som De ved min eenfoldige Den har indhentet her fra Klerkerup om Geistlighedens Indkomster, vil De desuagtet vist nok sige, og vedblive at sige: at der dog ere mange gode Præstekald med anseelige Indkomster; men de samme tør De vel igien efter Deres dybe Indsigt og ædle Tænkemåde, være saa honet og eftertænksom, at lade passere for Gracialia eller Promotions Kald, som aldrende, lærde, erudite og velfortjente Præstemand

35

kunde (om ikke burde) befordres til, saafremt ikke enten Nepotismus kom imellem, eller en anden ung Student erholdte (som ofte, og det af sine forskiællige Aarsager, skeer) her Fortrinnet og Præference; Derimod vil min Herre vel om mange andre, og mueligviis, om fleere om ikke de fleeste, Præstekald, videre sige, at derved følger faadanne skikkelige Indkomster, at en Præst uden sukkendes at giøre sit Embede, kan deraf til Nødtørftighed gierne leve og have en anstændig Udkomme; saa at den eller de Præster i deslige Præstekald, som de, vil ingen Aarsag have til at klage over deres ringe Indkomster; Saa ere derned en Job fornøyet med at døe hver i sin Reede, uden synderligt at vilde affectere Forflyttelse til et bedre Præstekald.

Men, hvad vil min Hr. Philopatreias saa sige om Resten og om alle de øvrige smaae og ringe Præstekald, hvor Præsterne (som den roesværdige Hr. Philodanus i sit andet og sidste Hæfte pag. 38 siger) har NB. usle og fattige Indkomster, Indkomster, endog under 200, ja! endog under 100 Rdlr., og af hvilket

36

Slags Præstekald der er ikke Heller et ringe, men et betydeligt Antal, og derfor Heller ingen Under, at disse mange Præsters Kaar ere ogsaa meget fattige og slette, hvilket alt jeg med Overbeviisning og af Kyndighed kan ligesaavel som Hr. Philodanus frit og tilforladeligt sande og sige.

O! De vil vel svare og sige Hr. Philopatreias! at disse Præster kan haabe engang at blive forflyttet til et got eller til et bedre Præstekald; og altsaa vil De kun, at Haabet alleene skal være det største Stykke af deres Brød, som de saa længe skal leve af, indtil deres Haab vorder opfyldt; Men, hvor længe skal disse Mænd da leve af og i dette Haab? Skal dette deres Haab da fode og underholde dem kun for en kort Tid eller og for deres gandske Levetid? eller: hvor længe skal de haabe til Forflyttelse? Skal det være i tree, i sex, i nie eller i nie og tyve Aar og fleere at de skal giøre sig saadant et Haab? O! Siig mig det, min Herre! Siig selv Dommen af herom, og efter selv terminum ad qvem ɔ: Saadan en Haabe-Tid! Veed

37

ikke ellers, Hr. Philopatreias selv meget vel, at der ogsaa er et Spes fallax ɔ: et mislig, et skuffelig, et bedragelig Haab? & qvotqvot etiam fefellerit spes ɔ: og hvor mange Har Haabet ikke ogsaa i denne Punct reent slaaet feyl og skuffet? Meener De ikke, at mangen en Præst i et fattigt og ringe Kald med knappe og tynde Indkomster har saa længe giort sig Haab om Befordring og Forflyttelse til et bedre, indtil han plat har maattet med alle oppegive dette sit haab på det sidste? Tænker De ikke, at en og anden sådan en Præst har haabet i saa mange Aar at faae et bedre Præstekald, indtil hans Haab er bleven baade død og begravet med ham selv tillige? Eller vil De vel troe, at nogen Præst i et ringe Kald skulde i 10, i 15, i 20 til 20 Aar have haabet forgiæves om Befordring til et bedre Præstekald? Vil De vel ogsaa troe, at nogen saadan Præst skal igiennem det Geistlige Caneellie ved Memorialer have søgt 40, ja! hvad, om jeg sagde 3 gange 40, det er i 20, Præstekald forgiæves. Jeg tvivler om, at enten De eller Publicum vil troe og antage dette for en troeværdig Sandhed, og

38

dog torde der mueligens vel gives Exempler derpaa; Men langt fra, drister jeg mig dog ikke derfor til at sige om Stemmerne i Cancelliet ved et Præstekalds Bortgivelse, som min Herre siger om Stemmerrne i en Over-Rett ved en Sags Paadømmelse, at de ere et Echo af yndest eller Had; men skulde det end saa være, da maa man sikkert troe, at Roers-Karlene faaer en Forlov at bruge Aarerne eller sidde ved Roeret længere end Capitainen paa Skibet vil tillade dem det. Saa har og det høyeste Guddommelige Væsen en Finger som i alle andre Ting, saa ogsaa her i dette, og intet, ney! slet intet skeer uden en særdeles Direktion og Tilladelse af Forsynet; og derfor kan og saadan en Præst frit sige om det eller de Mennesker, der hader, forfølger og imodstaaer ham det samme, som en David sagde om Simei, da han bandede ham: Lad dem hade! lad dem forfølge! lad dem i min Velfærds Sag hindre og imodstaae mig; thi Herren har sagt: hader, forfølger, hindrer og imodstaaer Præsten N.N. ! men hvor længe? O! ikke heller længere end i den dertil udseete bestemte Tid! thi naar den Tids-

39

Punct er forbi og exspirerer, saa vender Bladet sig, saa faaer Piben en anden Lyd, og saa bliver Braaden taget fra og Vingerne stækket paa dejlige Hadere og slemme Mennesker, der misbruger deres Magt til saadan Præstes Fortrykkelse. En Mægtigere gaaer dem da i Møde og sætter Dæmning for deres fnysende Vold, for deres violante og furieuse Trudsel; Af den, der Har Overmagten, maa de da høre disse Ord: Hidtil skal I komme og ikke gaae længere! Her skal Eders stolte Bølger legge sig! Og derefter kan da Præsten istemme denne Triumph- og Jubel-Sang, og sige med en Joseph: I tænkte ondt imod mig, men Herren tænkte mig det til gode! Men min Herre vil vel sige: Ney! De tør vel med en spottelig Latter og i en Atheistisk Tone svare: Jo men! har Præsten kun den Troe, saa har han Tids nok! saa faaer han længe at bie inden Bladet vender sig for ham. De vil vel igiendrive mit Religions-Principium med det gamle Ordsprog og spørge, om jeg ogsaa veed at mange Hunde (sans Comparafons) ere Harens Død? Men jeg vil i Steden for et Svar, igien spørge Dem om et andet

40

Ordsprog: Veed De og igien, at Falskhed slaaer sin egen Herre paa Halsen, og at Ondskab bliver sin egen Elskeres Bødel? Og veed ikke De, Hr. Philopatreias? saa veed jeg selv mange Exempler paa dem, der ere selv nedstyrtede i den Grav, som de ham gravet til een eller anden ærlig Mand; Overalt maa De forlade Dem til, at den Ugudelige tilsidst tager en Ende med Forskrækkelse, og hvor farer da hans Siel hen? eller hvem hører den da til? O! tie stille Hr. Philopatreias! og udlad Dem ikke for nogen dermed! men ilde, ilde, ja ilde!

Jeg nægter ikke, at det er jo paa lige lang Tiid haardt og tungt nok for en fattig, venneløs og fortrykt Mand, naar det gaaer arriverer ham, enten ligesom den Mig meget vel bekiendte reedelige Præstemand, der for nyelig maatte paa en kort Tiid lide paa sin Ære og Renomé, ja! ligesom løbe Spidsrod imellem saa mange skarnagtige Gemytters slemme, eddergiftige skiærpede og forbittrede Helved-Tunger; dog vel, at han uagtet alle ildsnysende

41

Trusler begik sig for at blive stødt og stanget af Horn; Men Pokker og Skam faae den Fiant og Skifting, det forhexede Drenge-Barn, den omskabte Nisse, som deri allene var skyld i Eller ligesom forrige Brygger, den gode ærlige Mand, Sr. Bagge i Kiøbenhavn, der har ikke allene mange men endog mægtige Fiender imod sig; Man vil sige, at han formedelst sine mange Hadere og Forfølgere skal i sin Ret heel meget være bleven fornærmet og præjudiceret, i det mindste hører man ham selv i offentlig Tryk og i sine udgivne trykte Blade at klage over den ham skeete haarde, ubarmhjertige og uchristelige Behandling til hans Rettes Forkrænkelse. Han har måttet see sig udstødt af Bryggernes Societet; Han har, som man videre hører ham klage, maatte gaae blot og bar ud fra sin Gaard og fra ald sin timelige Velfærd, og nu vil man endda have Skindet, om ikke Livet, af ham tillige ved Kiøbenhavns Byeting; men Facit tør vel mueligens slaae feyl, og Udfaldet tør vel blive for ham i hans Sag, ligesom for Præsten i hans Befordring; Thi tandem bona causa triumphat ɔ: en god

42

Sag gaaer dog tilsidst af med Seyer og Triumph og faaer et godt Udfald. Den Forurettede trænger dog omsider til sin Ret; Sandhed gaaer dog med Ære frem paa det sidste, naar Løgn og Bagvaskelse maa med Blussel og Skam viige skjulende tilside og faae sin fortjente Straf. Og Haabet maa opholdes saa længe det vil og mueligt er, det beskiæmmer dog ingen, der lader det tiene sig som et Anker at holde sig ved. Imidlertid har Bryggeren her, ligesom Præsten hisset, begge Taalmodighed og Kraft fornøden til at lide og stride til at haabe og bie, til at finde sig i de Veye, som de føres paa og til at udholde den sidste som den haardeste Prøve. Naar det længe har tordnet og Himmelen været overtroffen med sortegraae Skyer, bliver det dog godt og klart Veyr igien, og Solen holder da ikke længere sit Skin og sine Straaler tilbage.

Bryggeren Sr. Bagge klager vel over sin armelige Tilstand, og i sin nærmere Afhandling pag. 24. siger, at Han har hverken Rang eller Mioler, og jeg legger dette Tredie til for Præsten og siger, at han er ikke ind-

43

lemmet enten i nogen stor Familie eller i nogen Bispelig Slægt; i hvorvel han paa Moderne Side er udsporet og har sin Extraktion af en gammel Dansk Adelig Æt, i hvilken adskillige hans Fadre og Forfadre har endog baaret Ridder-Ordener. Men Rang! hvad Rang! vil Bryggeren eller Præsten lade sig kyvse, skramme og forblyffe af Rang og Rangs-Personer? vil de lade sig nedslaae i Sindet og blive mistrøstige, fordi de haver ingen Rang? Det er jo kun Børn. der fornøyer sig med en spraglet Sommerfugl, og hvad er dog en Sommerfugl andet end en Kaal-Orm? og hvilket et Spectaculeus og hæslig Syn, naar den mases sønder imellem Fingrene? Ney! Himlen være Tak! at den Gulds-Alder atter er kommen, i hvilken der ikke meere end-i Flæng uddeeles Rang og Character uden Hensigt til Meriter og Fortienester, eller under Justitiens Administration og Rettens Pleye agtes om eller regarderes paa Rang og Character; Thi den gode gamle brave Dame Justitia, eller Retfærdighed, staaer nu overalt, som hun bør at staae, fast og uryggelig, rank og opreyst uden af Partiiskhed, at Hælde

44

enten til den eene eller anden Part i Dommen; Hun sees ogsaa, som hun bør at sees, i sin rette Klædning, i sin egen Positur og Skikkelse med et Klæde for sine Øyne, alt for ikke enten at forblindes af noget glimrende Metal eller at ansee brillante Personer, og hun vener nu Retten lige af til alle og enhver, saavel til den Fattige, som til den Rige, saavel til dem, der ere uden Rang, som til dem, der ere i Rangen.

Vel har der fordum været den Jern-Alder, i hvilken her i Norden, og især udi disse Tvende Nordiske Riger, fandtes saa mange Næsse-Konger; men denne Tids-Alder er nu alt forbi, og disse mange Næsse-Konger ere forlængst bleven udryddet, saa at her høres nu ikke meere til dem, og ingen tør nu ved længere at grue eller frygte for deres Vold og tiltagne store Magt. Ney! hvem, Pokker! vilde grue? hvem vilde frygte? hvem vilde skiælve? hvem vilde mistrøstes og være bange, som der gaaer frem paa Retfærdigheds Vey, lader Eenfoldighed og Oprigtighed bevare sig og ikke fordømmes af sit eget Hierte? I Sandhed

45

maa denne fremturende  Guld-Alder give Liv til de Døde, giøre Ansigtet glad paa de Bedrøvede, opreyse Hovedet paa de nedslagne og fordrive Frygten ud af alle mistrøstiges og fortryktes Hierter nu, ja! Nu! da vi haver ikkun Een Konge, ney! ikkun een eneste Konge, men tillige en stor, en vits og retfærdig Konge, en Konge der vil sine Landes Vel, en Konge der elsker sine Undersaatter som en Fader sine Børn, og det alle tilhobe uden Forskiæl og Partiiskhed med en ægte, reen og oprigtig Kiærlighed, og hvis ømme. Faders Hierte hverken vil eller kan taale, at de store Børn i Landet sidder og rider paa Hovedet af de smaa til at fortrykke, forurette, udsue, pine, plage og ængste dennem; O! vel! ja! O! vel os for saadan en Konge! Kongens Throne stadfæstes! Kongens Regimente vorde lyksaligt! og Kongen selv leve! ja! Kongen leve længe indtil den sildige sneehvide Alder! hvortil ald Folket sige: Ret Treedobbelt Amen! Amen! Amen!

46

Men, pardonné moi! Fortryd ikke paa Hr. Philopatreias! at jeg imellem bliver lidet abrupt og lader mig drage ud fra min scopo med min forehavende Satses Afhandling. For da at komme igien til det Haab, som min Herre vil, at en Præst i et ringe Præstekald skal giøre sig om at komme til et got eller bedre Kald, da staaer samme Haab visselig mange saadanne Præster plat feyl, og det lykkes ikkun gandske saa at see dette deres Haab om videre Befordring opfyldt. Jeg siger, at der NB. lykkes kun faa, ikke fordi at jeg dermed vil statuere en blind Lykke eller fatum stoicum, men jeg tænker herved paa hvad vores store Patriot, den brave Hr. Philodanus siger saa nogle Steder i sin Tredie Afhandling, hvor han taler om Emploi og Avangement for Civile  Verdslige Betientere i de andre Embeders classer. Han siger, som ret noget mærkeligt, der vist fortiener eet Nota bene, at i de andre Etater uden for den Geistlige, kan een, naar han enten har Fortienester, eller har NB. Lykke og er NB. lykkelig, avangere og stige til høyere Poster og tillige til bedte Indkomster, og at der

47

er en hæderlig Trappe til Ære-Trin for duelige eller NB. lykkelige (see pag. 58. & pag. 60.) Og sandt er det, Hr. Philodanus har heri Ret; thi den excessive og særdeeles Lykke, som jeg fra mine unge Aar af har levet og seet nogle Hundrede mig bekiendte Mennesker at have havt, maa jeg meere beundre, end jeg kan indsee og bedømme deres Duelighed og sige: hvor habile Subjecta de ere.

Jeg vil endda ikke tale om saa mange andre af min egen Orden og Classe, hvilke jeg, allereede som Mand, har deels kiendt ufødte og deels kiendt, da de gik endnu i en guul Klokke eller Sløye-Kiortel, og mindre om andre der siden min Beskikkelse til det Embede, som jeg endnu betiener, har havt Tre, ja! vel ogsaa Fiire Forflyttelser, og jeg sidder dog endnu (ja lad mig kun sidde !) her i dette fattige Klerkerup, i en liden Bondebye ved Landeveyen, i en Udkant af Berden, hvor jeg temmelig vel, endskiønt uformærkt, observerer, hvorledes det gaaer til i Verden; Men, hvad enten andres Lykke skal nu tilskrives deres store Meriter og udraabte

48

Duelighed, eller min Vanlykke derimod tilskrives min store ignorance, idiotisme, stupidité og pecudiske Hierne; Saa tænker dog jeg, om end ikke De, Hr. Philopatreias! at det eene ligesaavel som del andet skeer allene efter Vægrernes Raad, og maa tilskrives den Viisdom, hvormed Den Gamle af Dage dirigirer, fører og foranstalter sin Huusholdning, og lad denne gamle Mand kun raade og styre, han styrer alle Ting viiselig og til en god Ende. Thi lad endog være, at det arriverede og løb ind, at en Præst der er ligesaa honet og modest i sin Vandel og Comportement, som han er vigilant og rigureus i sit Embede, maatte blive nægtet sin Biskops Arrest og hans Forslag til Befordring ved existerede Vacance i hans Stift; Tænker De da straxen, min Herre! at Præstens Lykke skulde være i Bispens Vold, og at Bispen skulde raade og disponere over Præstens Velfærd og lykke; O! tænk De aldrig det! og om De endnu vil tænke saaledes; Saa tænker og troer jeg dog langt anderledes; jeg er tvertimod af den Tanke, at dette vilde allene skee af aldviise Aarsager efter er Vink fra en Høyere Haand, og

49

ikkun Heller til en vis Tids Punkt; men indtil den Tids Punkt maatte da Præsten ljgesaavel som Bryggeren i saadan en Periodo sige om deres Fiender med hiin Retfærdige: Lad dem kun giøre saa langt; men hvor langt? ikkun saa langt, som dem er foresat eller befalet, og Heller ikke længere; thi det dem foresatte Maal tillades dem aldrig at overskride, om de endog skulde som en Senacherib blive standsede midt i deres Ondskabs Løb.

Men ellers, naar den eene, saavelsom den anden, Præst, der sidder i smaae og ringe Præstekald, skulde med nogen Slags Vished kunde giøre sig Haab om videre Emploj og Befordring, og leve at see saadant deres Haab opfyldt, da maatte alle Præftekald i ethvert Stift inddeles i Tree Classer, nemlig de største og beste Præstekald i den første Classe; De, næst de beste eller alle de Præstekald, som der ogsaa til en anstændig og nødtørstig Udkomme følger hverken for store eller for smaa, men passable og klækkelige Indkomster ved, i den anden Classe; og alle de andre smaa og ringe Præstekald med

50

usle Indkomster, i den Tredie Classe, hvorefter, naar da enhver Biskop for sit Stift blev af Majestæten anbefalet paa sin Samvittighed at holde en accurat og rigtig Liste over Præsternes Senium og Anciennité i de tvende sidste Classer, og ved existerede Vacance at foreslaae den Ældste i den anden Classe til Vacancen i den første, og den Ældste i den Tredie til Vakancen i den anden Classe; Da kunde enhver Præst giøre sig Haab om Fyrstyttelse til et bedre Kald, og vente, at Touren ogsaa engang vilde komme til ham. Den Kongelige Casse vilde og ikke heller lide og tabe derved; thi ved enhver Vacance i den anden Classe vilde tvende, og ved enhver Vacance i den første Classe vilde i saa Fald altid tre Kalds-Breve blive expederede fra Cancelliet; og derved vilde den Kongelige Casse i Tidens Længde ikke lidet profitere, og tilsidst komme i alt bedre og bedre Stand.

Jeg formeener ogsaa, at alt det, hvorunder Kongens Interesse verserer, og hvormed de Kongelige Intrader kan forøges, bør enhver patriotisk Undersaat efter sin Pligt og Indsigt

51

giøre Forslag til; og saaledes har jeg da her giort et og mueligens jeg siden ved en og anden Leylighed tør vel komme frem med andre fleere Forslag.

Men, Hr. Philopatreias! De vil vel, hvad en Præstes Translation og Forflyttelse fra een i en anden Classe angaaer, giøre her en Indvending derimod, og sige: at en Præst til en liden Meenighed kan vel ikke altid forestaae og betroes en større Og deri vil jeg og saavidt give Dem Ret og Biefald; Men kan ikke da Præsten antage sig og lønne en Medhielpere, hvortil han nu ogsaa faaer bedre Kaar og Leylighed, som han ellers vilde mangle i sit lidet Kald, naar han enten blev gammel eller med langvarig Sygdom behæftet, i hvilket af tvende Tilfælde han vel maatte absolute holde en Capellan; men havde ingen saadanne Indkomster, Hvoraf han kunde holde og lønne ham. Og om endogsaa saadan en Præst, der havde i endeel Aaringer med Kummer og Nød holdet ud i et ringe Præstekald, kunde paa sin Alderdom see sine Vilkor forbedret og sine Byrder lettet,

52

det maatte man aldrig misunde ham eller være mindste Fortrydelse over.

Fremdeles vilde vel og min Herre indsende og sige, at saadan en Præstekaldenes Inddeeling i Tree Classer og Præsternes Forflyttelse fra een i en anden Classe, kunde ikke være giørlig, med mindre alle Kirker tilhørte Kongen og ingen deriblant tilhørte Proprierairer; Men hertil vil jeg allene svare Dem saaledes: Foruden at den Tiid torde endnu vel komme (som af mange Aarsager var at ønske) at Kongen vilde tage alle Jura vocandi til sig, og selv allene kalde alle Præster, saa kunde denne Hindrings-Steen gierne derved hæves, at, ligesom en Proprietair maatte finde sig deri, at kalde den ham anviiste ældste, og enten paa Kongens eller paa en anden Proprietairs Gods boende Præst til den paa sit eget Gods existerede Vacance; Saa vilde vel ogsaa Monarchen iligemaade Allernaadigst lade sig igien befalde med at kalde den foreslagne og paa en Proprietairs Gods boende ældste Præst til den eller de Majestæten selv tilhørende Kirker, hvor Vacancen

53

existerede; og paa denne Maade lod det sig uden nogen Vanskelighed let giøre at faae Præsterne, den ene med den anden, efter deres Senium og Ælde i Embedet forflyttet fra et ringere til et bedre Præstekald udi ethvert Stift i begge Rigerne.

Nu vil jeg da ikke længere opholde mig ved Præsternes Indkomster, som min Herre med sin falske og urigtige Sætning har vildet debitere Heele Publico at være i Almindelighed for store, da Contrarium heraf er nu tydelig og med Overbeviisning lagt for Dagen; Og end mindre vil jeg i dette mit Brev (som jeg allereede forud veed, vil falde Dem kjedsommelig at giennemlæse, dersom det ikke bliver noget kortere end mit første, der udgjorde Syv compres skrevne Ark) berøre Deres giorte Forslag om en staaende Løn for Præsterne, den De i Deres Tredie Anmærkning saa hæftig og idelig urgerer og driver paa, uden at anvise enten Ven eller Middel dertil, men ikkun allene raaber og bliver immer ved at raabe paa dette: at præsterne bør have en staaende Løn; Men! herover vil jeg endnu

54

mindre opholde mig, da mueligens een eller anden u-interesseret Patriot, enten en Filekklesias, eller en Filokosmus, eller en Comphilopatreias, eller og en anden af vore Landsmænd, der Haver Indsigt og Erfarenhed, tør vel med allerførste til Publici høyere Eftertanke fremlegge os en Plan til en staaende Præste-Løn; hvorfore jeg da og vil gaae fra dette og vende mig til noget andet.

Og da erindrer jeg nu, at jeg fremdeles i min til Dennem af 29de passato afsendte Skrivelse har med uomstødelige Grunde, med grundige Beviser og gieldende Argumenter fra Geistligheden afvæltet alle de Laster og Lyder, som min Hr. Philopatreias saa ublue og skammelig har tvertimod bedre Vidende og Overbeviisning vildet med sine ravnsorte og ald for fornærmelige Beskyldninger paabyde og tillegge den Geistlige Stand; og iblant de samme, der alle i eet betragtede, ligesom udgiør et græsseligt Aadsel, piper Hovmod, som Hovedet, først frem, og er efter Ordenen den første; ja! Hovmod staaer i Spidsen af dem alle, som en Last

55

der er meest stinkende, og for hvilken Last min Herre vil med sin Beskyldning ogsaa have giort den Geistlige Stand meest sværtet; Men hvad jeg forhen i mit første Brev har til Standens Forsvar i denne Punkt skrevet, er skrevet saaledes, at De nægter ikke det ringeste enten med Exempler og Beviser, eller med Argumenter og Demonstrationer til at faae samme udsletter, og som ugyldig eller intet gieldende annulleret og giort til intet; Thi hvilken en Geistlig Embedsmand (jeg meener allene Præsteskabet, og Her har jeg ikke med Rectoribus Scholarum at bestille, af hvilke nogle saa, som mueligens en verdslig Character har, syntes at være meere fornemme og at klæde en Rector bedre end en Geistlig Character, har da, for at kunde bestige det første Ære-Trin, da Aseensionen til de fleere og Høyere falder siden af sig selv, for det første ladet sig Nøye med en Cancellie-Raads eller Professors Rang og Character;) Men ellers, hvilken en Geistlig Embedsmand, siig mig et eneste Exempel, min Herre! Siig mig! hvilken en Geistlig Mand, Præst eller Provst, veed De dog at angive, der af sine Indkomster er bleven

56

opblæst, stolt og hovmodig, af Hovmod bleven ærgiærrig, af Ærgiærrighed bleven rangsyg, og af Rangsyge har søgt, grædt og lamenteret saa længe, indtil han har obtinerer Rang og Character? O! i ald Sandhed ikke en eneste!

Naar haver De ogsaa enten seet eller hørt den Daarlighed af en Geistlig Embedsmand at være begaaet, at han haver fornærmet nogen Rangs-Person i Gang og Sæde? Har han ikke ved alle forefaldene Leyligheder, i hæderlige og fornemme Forsamlinger, ved Liig-Følge og bestige indstillet sig altid ved den venstre Side af dem, der har haft Rang, endog kun efter det sidste Nummer i den niende Classe og ellers har som oftest indtaget det allernederste Stæd i heele Forsamlingen. Ja! naar har nogen Tid endog en Lieutnant eller Cornet og Fæhndrik haft den allermindste Anledning eller Aarsag og Føye til at give en ordineret Mand, være sig Provst eller Præst, denne Erindrings-Repoche: Zurück! zurück! an die linker Seite! cede Majori ɔ: gaae til Side for din Overmand og følg efter ham! uagtet denne maatte være 60 á

57

70 Aar, og hiin kun 16 á 20 Aar gammel? O! aldrig en eneste Gang!

Hvad skulde ogsaa nogen geistlig Embedsmand med Rang, eller, hvad skulde der inftigere ham til at affectere og søge Rang? Giver hans Embede ham ikke Ære nok alligevel, endskiønt han ingen Rang haver? Man vil sige, at en stor og viis Konge skal engang for nogle faa Aar siden (da der før et ungt Menneske i den militaire Stat blev i Anledning af agtende Mariage: søgt om en a parte Rang og Character uden for den Stat, som han stod i) meget fornuftig have svaret den Ansøgende saaledes: Er der ikke Ære nok at værre alleene Officier, uden at have tillige en anden høyere Rang og Character i en anden Stat? Saa vil jeg ogsaa sige her: at det er jo Ære nok for en Mand, at han er Præst, uden at Præsten tillige haver Rang; Prætie-Embedet, det baade er, og det bliver desuagtet altid et Ære-Embede; og et Pastorat eller et Præstekald, det er og bliver iligemaade stedse en Æres Post og en Æres Plads; Dersom man ogsaa vil

58

kaste et Øye ind i en og anden ærværdig, høy og fornemme Forsamling, hvori der ogsaa ere Præster og honette Præstemænd tilstæde, da vil man tillige ikke andet kunde sige, end af dennem jo af heele Forsamlingen, i Almindelighed, saavelsom af en og anden i Forsamlingen, baade Høye og Nedrige i Særdeleshed begegnes med største Agt og Æres Beviisning; Jeg veed og kiender selv mangen en Præst, endogsaa af Landsbye-Præster, der ofte har spiist endog ved de høyeste Ministrers, baade blaae og hvide Ridderes Bord, og hvad for en mærkelig Ære har dette ikke været for dem? ja! jeg har fra min Ungdom af med den største Forundring Syensynlig mange Gange seet, hvad Ære og Honeurs endog den gamle Adel og adelige Personer har ved adskillige Leyligheder giort baade en og anden god, ærlig Præstemand; visselig! Har den Ære, dem er bleven giort, været saa stor og destingveret, at neppe vilde den unge Adel, og mindre den anden smaa Rang af civil og borgerlig Stand, beviise en Præst den hundrede Deel deraf; i det ringeste har de hidindtil Vidst at holde Maade dermed; men uden Tvivl

59

vil de utvungen heri, vide herefter meget got at reformere sig selv; Thi intet pryder dog nogen (i hvem han end er) meere end Ydmyghed, at den ene forekommer den anden med Ærbødighed; og intet koster heller mindre end Høflighed, Civilité og Complisance; derved vindes ogsaa meere, end ved et arrogant og affecteret Væsen.

Hvad gielder og, at, dersom de faa geistlige Mænd, til hvis Embede er lagt en liden Rang, havde nu ikke denne Rang, ville de mueligens ved alle eller de fleeste Leyligheder i fornemme og hæderlige Forsamlinger blive givet meere Ære og tilbudet Høyere Stæd: end dem efter deres Rang tilkommer og de nu kan tage imod.

Her i Tvilling-Riget, Fyrstendømmene med indbefattet, ere af henimod 2000 geistltge Embeder (hvorunder jeg kun allene indbegriber Bispestoele, Theologiske Professorater og Pastorater eller Præstekald) ikkun gandske faa Embeder, som der følger Rang med, eller kan, fensu stricto kaldes honorable Stationer og

60

Ære-Poster. Hr. Philodanus bestemmer vist de sammes Antal til 36, endskiønt de vel ere et Par mindre; men ligemeget! thi nok! at ingen af de reformerte Præster kan indsluttes med i dette Antal; Saa er det mig uvedkommende decisive at spørge: om Christianshavns Sognekald tilligemed et andet ubenævnt Pastorat ere indbegrebne med under de Kiøbenhavnske Sognekald, og om deres Præster haver lige Rang og Privilegier med andre Kiøbenhavns rette Sognepræster. Imidlertid veed man dog meget vel, at de fleeste om ikke alle de forrige Christianshavns Sognepræster haver gierne været Consistorial-Raader; men af hvad Raisons, det vil min Eenfoldighed ikke begribe. Men Hr. Philodanus siger tillige, som min Herre selv baade veed og stemmer i med, at benævnte 36 Ære-Trin ere nok for vor heele Danske, Norske og Holsteenske Geistlighed, og at der for Geistligheden ikke bør være fleere.

Heri har Hr. Philodanus gandste ret, og jeg siger ogsaa selv det samme, dog med en liden Limitation; ja! jeg siger endnu mere:

61

jeg siger reent ud, at, enten burde ingen geistlige Embedsmænd have Rang, og følgelig Rangen tages igien fra de geistlige Embeder, som den er lagt til; og herom var det (om jeg mindes ret) at vore fornemste Geistlige, de berømmelige og meget lærde Mænd, Biskop Worm og Dr. Bartholin, vilde selv engang supplicere hos vores store og uforglemmelige Konge Christian VI. i Anledning af en i hans første Regierings Tid udkomne Rang-Forordning, af hviken Leiutenanter og Cornetter, vare blevne udelukte, men bleve igien indsluttede i en anden, som straxen derefter atter udkom; eller og, at naar Rang fremdeeles skulde følge og tilligge disse faa Geistlige Embeder, den samme da og (saavidt jeg i min Dumhed begriber) maatte efter Billigheds Regler blive noget høyere, om end ikke just saa lige for disse Geistlige Embedsmænd eller deres Embedes skyld, saa dog i Relation til andre saadanne i den Civile Etat værende Rangs-Personer, der nu selv kan sidde inde i en langt prægtigere Carosse, end den eller de Har været, som de forhen i nogle Aaringer har maattet staae bag paa, i hvilken Anledning man og for nyelig

62

har hørt en Lov-Tale, men kan man derimod vel daglig vente en Parentation, og Sørge-Klage over det meget vel bekiendte og i mange aar med god Lykke og Succes exercerede Promotions-Instrument.

Men naar Hr. Philodanus, som jeg har ald Agt og Ære for, siger igien med Overbeviisning, at der, i Betragtning af et saa stort Antal Geistlige Embeder, kan og bør ikke være mindre eller ferre Ære-Trin for Geistligheden, end det ansatte Antal af 36 er, vil han dermed sige, at dette er det allermindste Antal af Ære-Pladser, som kan udsættes for det saa store Antal af Geistlige Embedsmænd, og jeg siger ogsaa lige det samme; Men Hr. Philopatreias! meener De dog ikke, at bemelte vores store Mand og Indsigtsfulde Patriot, Hr. Philodadanus, har alligevel nogle andre visse, og i sig selv ellers ret honorable Geistlige Embeder i Sigte, saa han tænker, om han nu end formedelst sine visse og hannem selv forbeholdene Raisons ikke just vil udlade sig dermed og sige, at

der kunde og burde iligemaade ogsaa følge og

63

tillegges Rang? Jo! han tænker mueligens, og jeg med, paa vore Stifts- og Land-provsster, som alle uden noget foregaaende Valg bliveer immediate beskikkede af Monarchen selv og hvoraf de første residerer i Stifternes Hoved-Stæder, og de andre paa de største Insuler, saasom Borringholm, Møen & Samsøe, endskiønt et Grevskab kan regnes deri med, efterdi Præsten i Beyer Kald skal efter et Kongl. Refcript altid være Land-Provst tillige; og hvor betydelig en Ære-Plads er det nu ikke som en Stifts-provst (endskiønt uden Rang) beklæder? Stifts-Provsterne ere ikke allene som alle andre subalterne Herreds-Provster  7ä>v 7ä>v EnieMTUM  ɔ: Bispernes Medhielpere og Med arbeydere, men de ere endog at ansee som Vice-Bisper eller Episcopi fecundarii, og hvor ofte er det skeet, at de endog af Kongen selv ere blevne constituerede til enten i Biskoppernes Forfald, Sygdom og Alderdom, eller og under Bispestolens Vacance at forrette det gandske Biskoppelige Embede i alle sine Deele; Kunde da vel min Herre eller nogen ansee det med Fortrydelse, at der efter saadan Beskaffenhed

64

blev til disse saa vigtige Embeder lagt en Rang.

Det er endog mærkeligt, at end ikke Stifts-Provsten i Kiøbenhavn selv, haver qva Skifts-Provst, eller saavidt han er Stifts-Provst, nogen Rang. Og naar det da altsaa arriverer (som og nogle Gange er skeet) at enten en Provst eller Præst fra Norge eller fra een af de Danske Provincier bliver beskikket til Stifts-Provst over Siællands-Stift, da har dog alle de øvrige Kiøbenhavns Sogne-Præster, og enhver efter sin Anciennité, Fortrin for ham i Gang og Sæde, endskiønt han nu er deres Superieur og deres saa kaldede nærmeste Øvrighed, som de alle ere fubordinerede. Herved tabte ogsaa ikke heller Kongens Casse, som den jeg ved alle mine Forslag har altid i Øye, og jeg gierne, saavidt det staaer til mig, vilde paa denne og flere Maader concurrere til at ophielpe og faae i en god og ønskelig Stand, dersom her til disse Geistlige Embeder, som ere ongefehr 15 a 16, blev lagt en Rang; jeg er og vis paa, at De, min Herre, ogsaa bifalder saadant mit Forslag,

65

som det hvorunder Kongens Interesse verserer, om de endskiønt i det øvrige har slet ingen enten Øyne til at see, eller Øren til at høre hvad jeg i Hoved-Sagen legger dem fore og med Overbeviisning forestiller Dem.

Om alle de øvrige provstier og Provste-Embeder, der for begge Rigerne og Fyrstendømmene udgiør et temmelig stort Antal, vil jeg langt fra ikke udleede mig min Herres Tanker, og mindre selv giøre noget Forslag til saadan en Rang, der kunde accordere med dette Embede; Ney! slet intet, skal kunde bevæge mig til saadant et Forslag, uden allene denne Stats-Politik, at see de Kongelige Intrader først nu, formedelst alle disse, saa mange Bestallingers Expedition fra Cancellierne paa eengang, og siden Aar efter Aar forøgede; thi De indseer jo dog, og maa tilstaae mig, Hr. Philopatreias! at, dersom Regieringen, der bærer Maade ligesaavel for den Geistlige Stand som for alle de andre Stænder, vilde i det samme til et Naades-Tegn og til Publici Overbeviisning, at Geistligheden staaer med indfluttet i Kongens

66

Naade, Allernaadigst finde for got at legge Rang til og paa det ærværdige Provste-Embede, med Befaling, at alle Provster under saadan Høy-Kongelige Naades Fortabelse, skulde inden 8 eller 12 Uger fra Cancellierne indløse deres Provste-Confirmation og Bestalling, vilde der i en Hast indkomme en ret anseelig Capital i Kongens Casse, og dette Forslags iværksættelse vilde visselig siden Tid efter anden ogsaa hielpe

noget paa Finance-Væsenet. De maa og troe og forlade Dem til, min Herre, at denne Rang-Bestallings Indløsning vilde ikke heller falde Provsterne i Rigerne og Fyrstendømmene saa tung; thi alle Provster ere gemeenlig formuende og velhavendes, i det ringeste sees der ved et Provste-Valg ligesaa meget (om ikke mere) paa Vederhæftighed og Suffisance, som paa habilité og Duelighed, efterdi Provsterne ere Herredets og Provstiets publique Ting og de Umyndiges Arve-Midler betroet; Herredet eller Provstiet er ogsaa best tient med at have saadan en Mand til Provst, som det i Henseende til benævnte Ting kan see sig betryg-

67

get ved, og der kan være ansvarlig til det hannem betroede. Dersom ellers een eller anden ung Provst, der ikke just haver ald Jurisprudence inde, eller som i det ringeste fattes praxi juridica, skulde i Punctilier og Smaating, der henhører til Provste-Embedet, engang imellem løbe lidet rabundus, da maa saadant holdes ham tilgode og pardoneres; og skulde han i større, vigtigere og Provste-Embedet vedkommende betydeligere Ting enten af Uforsigtighed, eller af Lettroenhed, eller og af Myndighed og Mangel paa den udfordrende fornødne Oplysning, saaledes løbe an og forsee sig, at Forseelsen var impardonable og dermed ikke kunde sees igiennem Fingre, da kunde den dog afsones med Penge-Mulct og Straf-Bøder til fattige Præste-Enker; og hvem veed da, om saadan en Mand ikke efter en liden Mulct pro meliori inforrnatione kunde desuagtet Tid efter anden saaledes habilitere sig til Provste-Embedet, at man i Fremtiden maatte erkiende Ham for den habileste og beste Provst. Men derimod, dersom saadan en ung Provst

68

skulde af Præcipitance, af Overilelse, af Utidig Myndighed og af Mangel paa Sagtmodighed, uden at være Herre over sine Passioner, Hovedkulds falde og indvikles i den eene Labyrinth verre og farligere end den anden, og tilsidst komme frem i Høyeste-Rett med fiire eller fleere Processer en svite, som han der tabte allesammen, da kunde han aldrig giøre bedre, end at han, for ikke fremdeles at exponeres saadanne fleere saa dyre Uleyligheder, plat resignerede sit Provste-Embede, og lod sig siden allene Nøye med sin Provsts-Titul; thi den vilde han dog fremdeeles beholde.

Men imidlertid kan min Herre forsikkre sig til, at Provsts-Embedet er virkelig et saa considerabelt, vigtigt og betydeligt Embede, at det visselig meriterer en særdeles Agt og Ære-Distinction, og Provsterne kunde (ftricté talet) ligesaavel aflegges med en convenable Rang, som saa mange andre civile Vetientere, til hvis Embeder ingen Rang er lagt, haver ved Ansøgninger faaet baade Rang og Character; Thi veed De vel ogsaa, Hr. Philopatreias! hvori

69

Provste-Embedet bestaaer, og hvad for geistlige Embedsmænd Provsterne ere? De veed det mueligens ikke; vel an! jeg vil da med saa Lrd sige Dem det: Provsterne ere Biskoppernes troe Medarbeydere, og det giører de og ved deres Installation-Eed paa at vil være; De ere Øvrigheds-Personer, enhver i sit Herred; De ere Præsternes (Primi inter pares) Formænd og Superieurer; De ere Dommere i geistlige Sager; De ere Skifte-Forvaltere i de Geistliges Stervboer; De ere Auctions-Directeurer, dog maa de ikke selv raabe op og bruge Auctoins-Hammeren, som noget, der er deres Embede uanstændigt; De ere Over-Formyndere; det er (som jeg i mine unge Aar hørte selv en Provst forklare) Formyndere over Formyndere; De ere Infpecteurer og Tilsynsmænd over alle Kirker og Skoler, enhver i sit Herred; De ere ogsaa Directeurer ved de Fattiges Væsen; og jeg veed næsten ikke selv at kan opregne alle de Bestillinger, som løber ind i og ligger til Provste-Embedet; og alt dette uagtet ere dog Provsterne ligesaa lidet hovmodige, som Præsterne; Ney! Jeg har den Ære at kiende mange Provster, men

70

ikke hos en har jeg Fundet formærket nogen Hovmod eller nogen Tegn og Spor til Hovmod; Saa at de ere kun Spotte-Aander, der af Ondskab lader sig forlede til ironice at falde Provsterne in plurali: de smaa Bisper og een eller anden Provst in singulari: den lille Bisp. Men ikke desto mindre vilde jeg dog unde dem en efter deres Embede proportioneret Rang; og i Fald samme blev dem nogen Tid accorderet, vilde det dog aldrig falde deres Hustruer fremmed for at høre imodtage Frue-Titul; thi fra min Barndom af har jeg baade selv givet og ogsaa hørt mange hundrede andre at give en Præstekone (naar hendes Mand tillige har været Provst) Prædicat og Titul af Frue-provstinde; jeg siger Præstekonen; thi, ligesom det mangen Gang er Lieutenanten, der maa føde Capitainen, saa er det og her Præsten, der maa føde Provsten; thi den viste Provsteløn er ubetydelig, ikkun en Rixdaler af enhver Kirke i Provstiet; (thi jeg ponerer, at Provsterne bleve aflagt med Consistorial-Raads Rang (hvilket tilsorn har været under Ventilation) og Bestaltning derpaa skulde tages; Saa beløb det stemplede Papir til 183 saadan-

71

ne Bestallinger, som ongefærlig er Antallet af Provsterne i Dannemark og Norge, foruden Provsterne i Fyrstendommene, paa Jisland, samt Stifts-Provsten i Kiøbenhavn og Professor Theologiæ ved Sorøe Academie, som tillige et altid Provst i Alsted Herred, til 7320 Rdlr., og, naar nu lige Summa gik ind i Ober-Secreteriatet, der paa nærværende Tid er vacant, da udgjorde det en Capital af 14640 Rdlr.)

Men, Hr. philopatreias! tænk aldrig om mig, at, fordi jeg af nogle patrioriske Raisons (som mældt) har skrevet lidet i Faveur af Provsterne og det ærværdige Provste-Embede, som jeg har ald sømmelig Consideration og Reverence for, i hvad end De har, min Herre! jeg derfor skulde selv være Provst og af den hæderlige Provste-Orden; Men! jeg er endnu ikke, og vel heller aldrig bliver moeden til dette Embede; mine Skuldre ere endnu for svage til at bære denne Ære-Byrde, og for Resten maa jeg reent ud sige: at, endskiønt jeg vel haver Heste og Vogn, kiører jeg dog endnu ikke een Carosse med fiire Heste under en Tømme. Enhver begriber da lettelig, hvorvidt den stakkels Stym-

72

per, Philodaneias, duer og er stikket til at være Provst.

Nu! Hr. Philopatreias! jeg vil for denne Gang ikke være saa vidtløftig som forrige Gang. Og for da ikke at exponere mig Deres Fortrydelse, eller incommodere Dem med et vidtløftig Brevs Igiennemlæsning, vil jeg, med Reservation af videre Skrivning en anden Gang, afbryde og til Slutning ønske Dem en Hastig Restitution af deres Svaghed, hvornæst jeg forbliver

Deres

Klerkerup ved Clerichsborg Den 18 Febr. 1771.

Ven og Tiener Philodaneias.

1

Det

Tredje kritiske Brev

til

Pilopatreias,

om hvad der blev forbigaaet i det

første, og kunde ikke rummes i det andet, samt om Hvad der af u-patriotiske Sættninger, findes indført saavel i hans Trende Anmærkninger, som i hans Fortsættelse.

Skrevet i Klerkerup ved Clerichsborg Landevey, og bortsendt med Post-Rytteren Klerophilus den II Marti 1771.

Fra

Philodaneias.

Trykt i Nye Clerichsstad 1771.

2

Veritas odium parit ɔ: Sandhed er en Hiertelig god, ja! en saare Dyrebar og ædel Ting; men ilde, at den ikke maa høres, at den er saa meget forhadt, at den er saa ilde lidt, og at den, der siger Sandt, faaer som oftest en brodden Pande; Thi hvad er Sandhed? hvad er Sandhed & c.

Det, som er skrevet, er ret, ja! Sandheds Ord Sal. Præd. 12 Cap. 10 v.

Forfægt Sandheden indtil Døden, saa skal den Herre Gud stride for dig Syr. 4 Cap. 21 v.

3

Hr. Philopatreias!

Mit andet Brev af 18 passato sluttede jeg med vore ærværdige Herrer Provster, efterat jeg deri hævder betydet min Herre, at Hovmod kunde ligesaa lidet med nogen Grund imputeres denne hæderlige Orden i Særdeleshed, som ellers vores heele Danske og Norske Geistlighed i Almindelighed, uagtet Bitterhed, Ondskab og Ufornuft har skiærpet deres Pen til saa ublue at skrive dette store: Nigrum Theta, og at udstyde denne ravnsorte Beskyldning, som den giftigste Piil, imod den Geistlige Stand; Men jeg tænker, at Piilen,

4

der blev studt løs paa en klippefast staaende Stand, er straxen bleven drevet tilbage, og har til Beskiæmmelse saaret sin egen Skytte; i det ringeste er mit første Brev vel bleven Dem til en Laas paa Deres Mund, saa at De aldrig aabner den meere med denne Beskyldning; Thi i fornævnte Brev blev den grundig og med Overbeviisning noksom igiendrevet og giort til intet.

Dette mit tredie Brev maa jeg ogsaa ligeledes begynde med de samme Mænd, som jeg sluttede mit andet med, nemlig med Provsterne, naar jeg ellers skal, som jeg visselig maa endnu fremdeles røre lidet ved Giærighed, en saa skændig Last, som min Herre ligesaa fræk og stammelig har uden mindste Grund indvæltet paa Geistligheden, og bestyldt den Geistlige Stand for; Thi endskiønt jeg i mit første Brev har igien med grundig Demonstration og Overbeviisning plat afvæltet denne hastige Last fra Geistligheden, og tydelig viist, at der gives end ikke engang nogen Leylighed eller den mindste Anledning for Geistligheden eller for Geistlige

5

Embedsmænd til at udøve nogen Giærighed, eller til paa nogen Slags Maade af Giærighed at søge utilladelig Interesse, efterdi de har og faaet i Løn og Indkomst for deres Embede slet intet meere, end deels hvad dem er tillagt, og deels hvad got Folk i Offer og Gave vil unde dem; Thi uden for deres Embede har og veed de af ingen andre Næringsveye at betræde, og med verdslige Ting maa de sig ikke videre befatte, end saavidt Loven tillader dem; saa at de end ikke paa nogen Maade kan fortiene mere, end hvad de i deres Kald og Embede skal arbeyde for; Saa maae jeg dog her giøre en liden Limitations Digression, og sige, at dersom nogen Embedsmand i den Geistlige Stand skulde blive givet Anledning til Giærigheds Udøvelse, saa maatte det allene være Provsterne; thi de ere ikke allene Dommere i Geistlige Sager, naar saadanne existerer og forefalder, som de skal decidere i og paakiende; og monne der nu ikke ligesaavel tør blive udsat Garn og Snarer for disse Geistlige, som for andre verdslige Dommere? Monne der ikke torde her blive giort et Forsøg paa disse Dommere, for at see

6

og erfare, om enten Ærlighed eller Giærighed maatte være deres Hoved-Character? ja! monne ikke den skyldige Part vilde ogsaa her kiøbe sig Retten til, byde sig til at bestikke disse Slags Dommere, og med en krum Haand see at vinde dem til at høye Retten og at være den favorabel og partisk i Dommen. Men ligesom der i den verdslige Circul kan være mangen en retsindig Samvittigheds Dommere, der hader saavel Giærigheds Last selv, som den Skiænk og Gave, der bydes ham for Rettens Bøyelse; Saa garanderer jeg ligesaa meget for disse Geistlige Dommeres, de Herrer Provsters Retfærdighed og Redelighed i Dommens Handel, at de aldrig af Giærighed lader Myndten forblinde sig, eller nogensinde besmittes med Skiænk og Gave, for at Dømme Ret at være Uret, og Uret at være Ret.

O! Ney; Thi skal endskiønt disse Mænd endelig til at dømme i de for dem indstævnte Sager, og Sagerne ere af den Conseqvence og Beskaffenhed, at de ikke uden Dom kan blive bilagte, eller Parterne blive i Mindelighed foreenede, som disse Dommere dog først giør sig

7

ald muelig Flid og Umage, for ved deres Mediation at see trosset et Forliig imellem; Saa afsiger de da en retfærdig Dom, en Dom, som er grundet paa Lov, Ret og Billighed, og hvori de ikke vitterlig og forsætlig foruretter nogen af Parterne; Thi de veed, at de holder Dom, ikke for Menniskene, men for Herren, og at de for deres saavel Himmelske som jordiske Overdommere, skal forsvare deres Dom; og derfore seer disse Dommere vel til, hvad de giører og foretager sig paa Domstoelen, helst da denne Herrens alvorlige Befaling staaer dem altid indpræntet i Hiertet: I skal ikke giøre Uret i Dommen! I skal ingen Person ansee i Dommen; thi Dommen hører Gud til, 3 Mos. Bogs 19 Cap. 15. og 5 Mos. B. I Cap. 7 v. ; Thi, om endog en Provst, der som Sætte-Provst eller constitueret Dommere, skal til endelig Afgiørelse paakiende en imellem en anden Provst og en Præst opkomnen Tvistighed, vilde under fire Øyne saaledes udlade sig for Præsten og sige: I veed jo, at jeg er ogsaa Provst ligesom Eders Contrapart, og altsaa maa jeg holde med Eders Provst, og ikke med Eder, som er kun

8

Præst; men plat dømme Eder imod, naar I ikke vil beqvemme Eder tii at følge det Raad, som jeg nu her giver Eder; thi den Provstelige Respect og Værdighed, kan I vel tænke, at jeg maa handthæve og foutenere & c. da skal man ikke regne dette saa Nøye; thi det kan allene ikkun være pro forma ɔ: paa Skrømt en liden Trusel til at skræmme og forblusse Præsten med. Hiertet kan dog meene andet; og Dommen maa desuagtet dog grundes paa Lov og Forordninger og indrettes efter Sagens Beskaffenhed, Billigheds Medfør og Vidnernes giorte Forklaring.

Jeg veed ellers meget vel (Jeg har selv med mine egne Øren hørt) Juristers og Procutores Raisonoments og Critiqver om en Geistlig Ret: der er kun en Provste-Ret, siger de, alt det, der kan siges derom, er dette: at det er kun en Provste-Ret; ligesom at en Provste-Ret var ingen Ret, og ligesom at Iustitien blev i denne Ret ikke ligesaa got og vel administreret, og Retfærdigheds Regler iagttaget her, som i andre verdslige Retter; Men mueligens er Slags Piqvanterie forleder

9

Procuratorerne til at criticere og raisonere saa haanlig om en Provste-Ret, fordi de faaer ingen Tilladelse til, der at bruge nogen Kroglove, Rabulisterie og Krumspring, eller paa sophistisk maade under deres procedure at spillfægte med Retten, som endeel af dem ligesom prætenderer, at have Hævd og privilegium til: da der dog ved en meget vel bekiendt Forordning (foruden andre fleere) saavelsom ved Loven er bleven sat en Dæmning for ald saadan scholastsk Tingstuderie med vidtløftig Væv og Sniksnak, som mangen Gang skeer ligesaavel hen i Taaget, som til Rettens Forvildelse; Saa at De, Hr. Philopatreias! maa undskylde og forsvare en Dommere saa meget, som De vil; ligesom De og i Deres første Fortsættelse vil især have den ellers i sit Embede saa brave Mand, Byefogden i Kiøbenhavn (ham, jeg har ald Ære og Egard for) heri Undskyldt; Saa kan jeg dog ikke altid følge dem i dette Spor, og heri holde Dommere gandske undskyldt; Thi min Herre, der udgiver sig selv for en Jurist, veed nok, ligesaavel som jeg og ventelig bedre end jeg, at en Dommere har dog saa megen Auctorité og Myndighed, at han kan befale Pro-

10

curarorerne, at fremlegge deres agtende skriftlige Qvæstioner, saavel til Parterne, som til Vidnerne; at han kan forbyde Procuratorerne at forlede og forvilde Vidnerne, at legge Vidnerne de Ord i Munden, som de gierne vil have udsagt; og ellers at fordreye deres Ord og Udsigende, samt efter deres eget Gefal til deres paatagne (og undertiden uretfærdige) Sags Maintinade og Styrke at giøre en vrangelig og urettelig Forklaring derover. At han kan formeene Procuratorerne en vidtløftig og Sagen uvedkommende Protocollation, der som oftest tiener kun som Fylde-Kalk i Protocollen, deres Principaler kun allene til derved at bringe i desto større Bekostninger med Penges Udgivter til Rettens Skrivere; ja! at han end og, til at forekomme Procuratorernes vidtløftige Snak i Protocollen, kan paalegge Procuratorerne først og forud at sige sig, hvad de agter at lade prorocoilers; hvorefter Dommeren kan da tage de best eragtede Messures enten til selv at lade deres agtende tilføre ad ProtocoIIum, eller og at tillade Procuratorerne det at giøre; og endelig, at han, naar Procuratorerne, efter en og an-

11

den til dem forgiæves giordte Erindring, vil bruge deres sædvanlige Maximer, sætte sig ligesom paa Bagbeenene imod Dommeren, og ikke holde sig inden de ved Loven og saa mange Forordninger dem foresatte Skranker, men bliver alt ved uden Respect for Retten at exercere Deres rabulistiske Mundhuggerie, og imellem at hoppe og springe, støde og stampe, eller at slaae om sig og kaste med Hovedet, som Hestene i Bremse-Tiden, kan deels muIctere dem, og deels plat Viise dem af og ud fra Retten; i hvilket sidste Fald jeg seer ikke rettere, end at jo Dommeren meget gierne kan forsvare at antage straxen en anden skikkelig og sindig Procurator til at plaidere Sagen i den eller de fra Retten efter Fortieneste udviiste uregierlige Procuratorers Stæd, naar han ikke selv vil paatage sig Sagens Undersøgning paa den korteste, som den retteste og beste Maade. Dersom jeg paa det samme var (som jeg dog nu aldrig bliver) Byefoged i Kiøbenhavn eller der Præsiderede i nogen Under-Ret, da vilde jeg vel see at kunde lære de egensindige Procuratorer qvid juris, og viise dem, hvad deres Procurator-Pligt og Em-

12

bede er, og fører med sig; de maatte end vimse, kimse og brimse saa meget som de vilde; nok: at, naar de vigede af fra den rette Vey, vilde de Fattige ikke blive dem liden Tak skyldige.

Men for at komme igien til Geistliggeden, eller nu rettere sagt den Orden og Classe af Geistligheden, som kaldes Provsterne, da er det nu Msr. Philopatreias bekiendt, at disse Mænd ere ikke allene (som melt) Dommere i Geistlige Sager, men jeg har endog i mit andet Brev communiceret dem og skrevet, at Provsterne ogsaa ere Skifte-Forvaltere i de Geistliges Stervboer; og nu veed joe min Herre ligesaavel som jeg, (i anden fald vil jeg sige Dem) hvad for en rum og vid Mark der er for Skifte-Forvaltere til at vanke omkring paa, naar de har Lyst til at udøve Giærighed, og lade giærigheds Aand beherske deres Hjerter; I Sandhed Viiser Giærighed dem meere end en Vey og aabner dem fleere end en Dør til at faae meelet deres Kage og giordt deres Snitter, naar de ellers uden Samvittighed og uden nogen Betænkning har Lyst til at forurette Enker og

13

Faderløse; thi min Herre veed joe, at efter død Mand, som har efterladt sig Midler, indfinder sig gierne mange Arvinger; Men Skifte-Forvalterne indfinder sig dog gemeenlig allerførst, og gid de ingensteds uberettiget vilde Arve allermest, og tage deres Broder- og deres Syster-Lod baaførst og sidst; imidlertid gives dog Skifte-Forvaltere baade den største som den første og sidste Leylighed til paa adskillige facong at giøre en utilladelig coup og af Giærighed (naar de ellers deraf drives) at exerere nu et og nu et ander Puds til at kunde profitere af og finde deres Regning ved. Thi jeg ponerer (a) at i et Stervboe efter død Mand forefinder Skifte-Retten endeel couranter og reede Penge og dem tager Skifte-Retten som Stervboets Courator til sig, paa den Grund og i medhold af Loven, at de samme skal der staae inseqvestro og deposito eller der best være i Sikkerhed og Forvaring, imedens Stervboet er under Behandlig og indtil Skiftets endelige Slutning, men imidlertid presenterer sig her den første Leylighed for Skiftte-Retten til uformærkt at kunde spille en interesseret Rulle og bruge et Kneeb til at lade disse

14

Penge saalænge, indtil Skiftet vorder bragt til ende, circulere omkring paa Vexler og interesse deraf trækkes uden just at beregne Stervboet samme interesse til Indtægt; og gid aldrig Giærighed var af nogen Skifte-Forvalter i dette Stykke bleven udøvet! Det er ubilligt, at de i et Stervboe forefundene Couranter skal henstaae frugtesløse, men der er derimod billigt at Frugten deraf bør komme Stervboet til beste. Jeg ponerer fremdeles (b) at straxen efter Stervboets Madning og Registering med videre bliver der af Skifte Retten hastet og drevet paa at faae heele Stervboet og alt dets Tilhørende af faste Eyendomme og Løsøre forauctioneret og bragt i Penge og Pengene indleveret i Skifteretten for der desto bedre at være i Sikkerhed tillige med de andre; Men Hr. Philopatreias! maa De ikke tilstaae, at Skifte-Retten gives her atter en nye, og meere fordeelagtig end den første, Leylighed til at kunde slibe og bruge sig, saa meget, som mueligt er, med at faae saadanne anseelige Capitaler ved Jøder og andre Commissionairer i en hast udsatte paa Rente, og saa siden at putte Renten i sin Lom-

15

me uden til Stervboet eller den dødes Arvinger just at behøve noget Regnskab for samme at aflegge; hvem veed og, at saadanne Kneeb kan practiceres? Den Eenfoldige, som selv er Ærlig, troer og tænker ogsaa alle andre til at være ligesaa ærlige. Men posito, non concesso! at nogen Skifte-Forvaltere vare nu end og lige saa giærige, som de her finderen beqvem, Leylighed til at udøve Giærighed, mener da min Herre ikke, at de under adskillige prætexter og ogsaa Lovsynlige grunde kunde i lang Tid trainere med Skifte-Behandlingen uden at haste med Skifters slutning og tilendebringelse for i Endeel ja! heele 4 a 6 og fleere Aaringer (naar det er dem der om at giøre) at kunde endskiønt paa uretmæssig Maade, trække Renter af saadan en indehavende Stervboets Capital, hvad enten Arvingerne matte være Myndige eller Umyndige, end sige, naar slet ingen Arvinger anmældte sig i Stervboet; Joe! Joe! det kunde gierne gaae an, helst naar og hvor enten en Skifte-Ret staaer saa got som under ingen Øvrighed eller nogens inspection, eller en Skifte-Forvalter har lidet eller intet at befrygte sig for sin

16

rette vedkommende øvrighed, naar hans Øvrighed bryder sig kun lidt eller intet om ham eller hans Skifters administration, og seer ham ikke synderlig paa Fingerene til at have den fornødne Indseende med ham ved hans Stifte-Forvaltninger.

End videre vil jeg ponere (c) at dette Stervboe er af megen vidtløftighed og at der i Skifte-Retten anmælder sig mange Creditorer med deres Krav og Regninger, hvoraf nogle kan være rigtige og af Stervboets Couratorer eller Arvinger tilstaaes, og andre igien ikke saa rigtige eller beviiselige og derfore med protest bliver modsagt; Men Hr. Philopatreias! existerer ikke just herved endnu en beqvem Leylighed for Giærige Skifte-Forvaltere til at kunde giøre et nyt Snit og bruge et sneedigt Kneeb, som ikke saa lettelig af nogen skulde kunde mærkes; thi naar en Creditor fornemmet, at her giøres ham difficulterer af Skifte-Retten; hans Kravs rigtighed bliver ham disputeret, hans Regning i et og andet imodsagt, og hor raabes immer paa disse Lovens Ord: at hvo der Gield

17

vil Kræve efter død Mand, bør sit Krav lovlig at beviise, og kommer (mærker han) til ingen hastig Endskab med viidere; saa tænker han ved sig selv saa meget: at det er bedre at tage noget end intet og bedre at faae dette noget strax end ellers maaskee seent eller aldrig; Og for da at komme ud af alting med Skifte-Retten, faaer han i sinde at eftergive en tredie eller fierde Part af sin indgivne Regning, imod at faae sig straxen det øvrige udbetalt, og naar ingen Øren synes at være aaben til at høre dette Tilbud, saa tør han end og slaae halvparten af paa sin Regning og dog udgive sin Kvittering for Regningens fulde Summa; og hvilken en Giærig og Uretfærdig Skifte-Forvalter skulde nu vel ikke her vilde betiene sig af Leyligheden og accepters sligt et Tilbud, hvorved heel uformærkt og sneedig kan giøres saa stort et Snit, som Giærighed viises Vey til og den Skielm Per Nefas gaaer til haande i; Men fra hvem gaaer dog i saadant fald disse og andre fleere saadane ulovlige Snitter? O! fra ingen uden fra Stervboet og Stervboets Arvinger, fra Umyndige og Faderløse. Dog, de redelige og retsindige Skif-

18

te-Forvaltere (thi de ere ikke heller alle enten Giærige eller Uretfærdige) giører sig Samvittighed over paa denne og andre Maader at forurette et Stervboe, og til dets forurettelse at udøve Giærighed, uagtet Leylighed dertil kunde gives dem endog ret i Hænderne.

Endelig vil jeg ogsaa ponere (d) at Skiftet i et Stervboe skal omsider efter nogle eller mange Aar (jeg veed de Skifter der har henstaaet i 10 ja endog i 12 Aar uafgjorte og usluttede) sluttes, og et Skifte-Brev in forma probanti udstædes, som de nærmeste Arvinger skal efter Lovens Bydende til deres Efterretning om Stervboets Behandling extraderis; Men veed nu min Herre selv, at vi haver adskillige habile og færdige Skrivere, der ret excellerer I Skrivning og Skriverie; da haver vi og iblant Skifte-Forvaltere, hvorafde allerfleeste ere tillige Skifte-Skrivere, mange saadanne, som i skrivning giver de allerbeste Skrivere slet intet efter eller forud, og vist, maa jeg sige, at dersom disse Skifte-Forvaltere ere nu meget Giærige og Vinde-Syge tillige, da gives dem her en ønskelig

19

Leylighed til ret at Viise og exercere deres Kunst, Thi det er dem ikke saa vanskelig en Sag at giøre syv Alen lange Bogstaver heele veyen igiennem, naar og saa længe de skriver paa et Skifte-Brev, og derfor skulde undertiden ikke mange paa en Miile Veys nær eller længere, kunde sige, hvilket af to er længst, enten et Bogstav i et Skifte-Brev eller en Reebslager-Bane; Og i hvorvel vi haver en Forordning, som fastsætter og siger, hvor mange Linier Skrivere skal skrive paa en Foliant-Side; Saa bryder saadan en interresseret Kunst-Skriver sig ikke meget om denne Forordning; thi han veed nok, at ingen vilde tage sig dette uendelige Arbeyde paa at tælle ham alle hans paa hver en Side skrevne Linier efter; han kan gierne skrive en halv Snees Linier ferre end ham er befalet, ja! endog imellem endnu noget mindre, helst naar han kommer til de i Skifte-Retten indgivne Regninger, som skal indlemmes i Skifte-Brevet, og derfor heller ingen under, om der imellem hver en Linie kunde stundum blive et Rum af saadan en Brede, som der er imellem Kallehauge og Kosters Færge eller (for ikke at gaae forvidt med

20

Auxesin i Rhetoriqven) som der er imellem Kiøbenhavn og Christianshavn, naar Knippels Broe er hidset op; Og vil de ikke troe, hvad jeg siger Hr. Philopatreias! Ey! saa giv mig et Besøg! jeg skal da foreviise dem en eg anden Skifte-Act, der giver dem Troen herom i Hænderne og hvori De skal faae at see, at disse enkelte Ord og Stavelser; Jens, Tree, fem, Otto, Ole, ingen og deslige, udgiører hver for sig allene en gandske Linie; og tænk nu engang, min Herre, hvad Fortienester et Skifte-Skriverie kan imponere Skifte-Forvalteren, helst naar Giærighed er Hans Driver-Hjul og han bringer sin Skriver-Kunst til den point og, Høyde, at han for at Viise deri sin Færdighed, som en ret Skrivere og Skrive-Mester, kan skrive og udtrække det paa 12 Ark Papir, som en anden behøvede neppe meere end halvandet a toe Ark til og tage en halv eller heel Riis Papiir til et Skifte-Brev, som af en anden ærlig og redelig Skrivere kunde rummes paa 2 eller 4 Bøger; I sandhed maa Skifte-Forvalternes Skriver-Salurium for Skifte-Breve allene være noget anseeligt, og kan endnu blive meere, naar

21

de ret forstaaer Kunsten med at trække Bogstaverne i Alneviis ud; Thi 3 Mark pro Ark er et honet Skriver-Salarium og kan nok passere; dog det er sandt! Af enhver 3 Mark eller af et hvert i Skifte-Brevet skreven Ark skal erlegges 6 Skilling til Justiß-Cassen; Men imidlertid skrev dog mangen en anden Embedsmand gierne Arket for det halve; Jeg skriver selv mellem Aar og Dag nogle Riis Papiir op, og jeg faaer dog intet for alt mit Skriverie; men ikke desto mindre vil jeg dog for slet intet langt heller Arbeyde og være stedse i Arbeyde med at skrive, naar mit Embedes Forretninger vil tillade mig det, end ligge paa den lade Side og dermed enten give dem Hr. Philopatreis eller nogen anden af deres Sværm anledning til at beskylde mig, eller for min Skyld andre af min Orden for Magelighed, eller efter deres Sprog, for Dovenskab.

Endnu kunde jeg vel (naar jeg vilde røre noget om de Umyndiges Arve Midler og andet) ponere (e) andre fleere Leyligheder, der falder Skifte-Forvalterne i Hænder og som de gierne kunde, dersom de ellers vilde, betiene sig af til

22

at slibe, vinde, profitere og trække Penge til sig ved (i hvorvel de Giæriges Mundheld er altid delte: bonus lucri odor ɔ: lad trække alt hvad der trække kan! Betiene dig af Leyligheden naar den gives! Tag Skillingen, naar den kan faaes, ligemeget med hvad Kneb og paa hvad Maade det skeer, enten det skeer per fas eller per nefas, enten med Ret eller Uret, og enten Enker og Faderløse maa lide derved eg Sukke derover, eller ikke & c.)

Men Ney! Min Pen maa jeg holde lidt igien paa, og ikke lade den raade sig alt formeget selv; Jeg vil derfor her tie med meget, som jeg endnu kunde baade sige og skrive Thi; de redelige og retfærdige Skifte-Forvaltere vil jeg langt fra ikke Viise hen, paa uretfærdigheds Vey til at udøve Belials Handeler, eller oplyse dem om saadane endn for dem skiulte Kneb og Kunstgreb, som Giærigheds Aand veed at giøre practicable; Og gid de samme aldrig endnu af uogen Skifte-Forvalter vare blevne practicerede! thi saa vilde, troe mig Hr, Philopatreias! saa vilde visselig ferre Suk være

23

bleven udpresset og ferre Taare udgydet, end som nu skeet er, af saa mange Umyndige og Faderløse, Enker og Forladte; Ney! lad de Redelige blive ved fremdeles at vandre Retfærdigheds Vey! og giøre hvad ret og billigt er! De taber slet intet derved; De vinder derved Ære og Lov hos Menneskene, og faaer rigelig Løn og Velsignelse af Herren. Og hvad de Giærige, pengesyge og Uretfærdige Skifte-Forvaltere anbelanger, da maatte jeg befrygte, at de, i fald jeg i denne Materie gik videre) vilde saaledes blivet rammet, at de kunde ikke andet end at de (som fans comparasons Ordsproget lyder om Hundene) maatte pibe derved, endsskiønt, naar de vare Fornuftige, giorde de langt bedre, at de vilde tie stille, bide sig i Læberne og gaae hen at skamme sig til Forbedring, uden oftere i noget Stervboe at bruge deres sædvanlige Kneeb med saa mange slags sneedige hocchus pocchus og dolis malis, som der gives dem Anledning og Leylighed til paa adskillige Maader at kunde exercere, thi practica est multiplex, at transeat!

24

Men hør nu, min gode Hr. Philopatreias, og giv nu meget vel Agt paa alt hvad jeg nu ellers vil sige Dem, naar jeg efter en liden respiration vender mig hen til de Geistlige Skifte-Forvaltere, vore Ærværdige Herrer Provster: Jeg tør i denne hæderlige Ordens Navn og paa dens Vegne frit træde frem og Trodse baade Dem selv min Herre og alle andre af Deres misopatreiske Complot, der skal kunde være i Stand til at overbeviise disse Mænd den slemme Giærigheds Last og beviislig gotgiøre, at de af Giærighed har nogensinde ladet sig forlede til vitterlig at udøve nogenslags uretfærdige Practiqver og underfundige Kneeb og Træk for at giøre ulovlige Snitter og profit i det eller de Stervboer, som har været under deres Skifte-Behandling; Ney! der maa offeeere og frembyde sig saa mange Leyligheder; der maa aabne sig saa mange Dørre og viise sig saa mange Veye for Skifte-Forvalterne til Giærigheds udøvelse, som der vil og jeg her oven til har fremsat og ponerer; saa beholder disse Geistlige Skifte-Forvaltere dog altid reene Hænder og uskyldige Hierter, og aldrig betien-

25

ner de sig af de dem givne Leyligheder og anviiste Veye til at antaste og behandle et Stervboe, som (sans comparasons) Hunde antaster, og behandler et Aadsel; thi de river og slider saalænge deri og holder saadant et Huus dermed at deraf bliver slet intet paa det sidste; Og gid! at aldrig noget Stervboe maatte heller i den verdslige Circul saaledes blive behandlet, at det skulde blive opsluget af Skifte-Forvalteren selv eller tilsidst smelte bort imellem hans Hænder: Thi dette har de Geistlige Stervboer aldeles ikke at befrygte i mindste Maade af deres competente Skifte-Forvaltere, der stedse har Ret og Retfærdighed i Øye og derfor ere ogsaa saa ømme og Ømhiertede ved af et Stervboe at tage i Skifte- og Skriver-Salario end ogsaa ikkun det alleene, som Dem mod rette og i følge Lov og Forordninger kan for Skiftets administration tilkomme, end sige, at De paa en halv Skilling nær skulle vidende forurette enten Stervboet eller dets Arvinver, enten Enke eller Umyndige og Faderløse.

26

De gaaer ikke alleene med ald muelig Forsigtighed frem som i andre deres Embeds Forretninger efter Lov og Ritual, saa og sær i deres Skifte-Forretninger efter Loven, de Kongelige Forordninger og andre derom udgangne Rescripter uden vitterlig og forsættelig derfra at viige ud enten til høyre eller venstre Side eller med frie Villie at træde hen paa uretfærdigheds Vey for at giøre enten et eller andet ulovligt Snitt; Men, om De nu end aldrig havde saa mange Øyne omkring sig, som De har, der Lurende seer hen efter Deres Skifte-Behandlinger, saa tænker De endogsaa ved deres indtrædelse udi et hvert Stervboe, som af Dem skal administreris, paa disse mange Befalinger, som han, der selv er de Faderløses Fader og Enkers Dommere, haver ladet udgaae til dem: En Enke skal I ikke forfordele Jer. 22 Cap 3 v. Skaffer en Faderløs Ret og udfører Enkers Sager Esai. I. v. 17. I skal ikke plage nogen Enke 2 Mos. B. 22 Cap. 21 v. undertrykker ikke Enke eller Faderløs Sach. 7 Cap. 10. v. 0. f.v. og dise Befalinger ligger dem lige saa meget paa Hierte til at efterleve, som det giører dem

27

ont med et eneste Skridt at skulle nogen sinde overtræde de samme.

I den Henseende er det skeet, som jeg, og ogsaa mange med mig, Sandfærdig kan contestere, at adskillige Geistlige Stervboer ere uden nogen deres Udgifter og Bekostninger enten til Skifte- eller Skriver-Salarium bleven Forvaltede, og Skifte-Retten (som Herreds Provsten og tvende tiltagne Præster som Assessorer udgiører) har aldrig taget Skilling eller Skillings værd enten for alle deres til Stervboet giorte Reyser og der holdte Sessioner, eller for ald deres øvrige, i et og alt havde megen Umage med Stervboernes behandling og Skifternes Tilendebringelse, men har heri gandske eftergivet deres Ret og efter omstændighederne enten offereret Enkerne deres fortierne Salaria som en Gave, eller og skienket samme til Børnene, som de ere komne til gode.

Men hvilken, siig mig dog Hr. Philopatreias, hvilken Skifte-Ret veed De, som i den verdslige Kreds har giordt dette, og viist

28

saadan en Christelig ædelmodighed? Mueligens De skal aldrig kunde nævne og opgive mig en eneste uden for den Geistlige circul, og dog tør De være saa ubesindig og skamløs at beskylde Geystligheden, og altsaa ligesaavel Provsterne som Præsterne for Giærighed; men de maatte være saa giærige, at de toge deres Betalning for den Umage, og ofte megen Sinkelse, Fortræledighed og Uleylighed, som der følger med et Stervboes Bestyrelse og ikke plat skiænkede det bort, som de havde lovlig Adkomst til og retmæssig havde fortient; Og end meere! iblandt andre veed jeg især et meget roesværdigt Exempel, som en mig meget vel bekiendt Provst i lige Begivenhed har givet fra sig paa en ret Ædel og ædelmodig Gierning; Thi da han, som den rette vedkommende Skifte-Forvalter, blev fra en Herredets Præst, der efter sin Hustrues død havde med Samfrænder holdet et lovlig Skifte og deelet med sine Børn, sendt 20 Rixdaler, hvoraf ham i Salario kunde i et og alt med rette tilkomme 18 a 19 Rixdaler; vilde han ikke tage derimod eller have noget Salarium, men sender strax Præsten de 19 Rixdaler tilbage og

29

deraf beholder kun den eene Rixdaler, og det kun alleene til dermed at betale en Person for sin umage for at indføre Skifte-Brevet i Herredets Skifte-Protocol! See engang! min Herre, hvilken en ædel Gierning var ikke dette? fortiener den ikke til Mandens ævige Æreminde og Berømmelse her ved denne givre Leylighed at anføres? O! Joe visselig! Hvoe veed og, om andre Skifte-Forvaltere kunde ikke af et saa priseligt Exempel blive encourageret til en lige Ædelmodighed for Eftertiden; Thi den forbigangne Tid og hvad der i den kan af en og anden Skifte-Forvalter i andre Circuler ved udspeculerede Kunstgreb være blevne exerceret og forøvet, vil jeg tie stille med; Thi lad end være, at der skulle nogle sneedige Kneeb nogensinde forhen været brugte, nogle ulovlige Snitter været giorte, nogle uretfærdige Ruller været spillede og nogle uformærkte Skielmstykker været practicerede; da vil jeg, ligesom de min Herre, lade dem her passere som nogle grove Trykfeyl, der under Pressen ere indløbne og kan ikke vel Kradses ud; Ney! qvod factum est, infectum fieri neqvit ɔ:

giordt Gierning staaer ikke til ændring, og hvad

30

som giordt er, kan ikke blive ugiordt; Saa kan og et Skifte-Brev, naar det har udstaaet sine fatalia appellationis, ikke Uden Kongelig opreysning til omgiørelse paa nye foretages, i hvor Ulovligt det endog maatte været bleven administreret; Men imidlertid vil de vel dog, min Herre, tilstaae mig saameget, at den Barmhiertighed, som en og anden Giærig og Graadig Skifte-Forvalter beviiser imod et Stervboe, er undertiden den samme, som Skader, de saa skadelige og slemme Fugle, beviiser mod et Kirsebær-Træe: de flyver til og fra Træet, saa længe Træet haver et Kirsebær, som de kan nippe af og hukke i sig men siden lader Træet hytte sig selv, som det kan, med sine bare Blade, uden synderlig at see til det, eller saa ofte, som tilsorn, at besøge det, naar det ingen fleere Kirsebær har.

Thi meener de vel, Hr. Philopatreias, at det er kun alleene i den underjordiske Verden at Ravner og Krager ere Skifte-Forvaltere, saasom Niels Klim i sin Reyse-Beskrivelse beretter os. Men! disse slags Rovfugle findes ogsaa i den overjordiske Verden; jeg har paa ad-

31

skillige mine Reyser selv seet dem at holde sig til de henkastede døde Aadseler, saa længe der har været noget at pille af; Dog, langt fra, at jeg vil ligne alle vore overjordiske Skifte-Forvaltere med disse Rov begiærlige Fugle; thi visselig findes der ogsaa i den verdslige Circul ligesaavel nogle Redelige, Retsindige og Retfærdige (om end ikke just saa Ædelmodige og Raisonable) Skifte-Forvaltere, som i den Geistlige; Men i Graadighed og Begiærlighed efter utilladelige Fordeele, saavelsom i Sneedighed og sneedig Listighed til at giøre ulovlige Snitter giver de Giærige og Uretfærdige Skifte-Forvaltere disse Rovfugle Ravner og Krager lidet eller intet efter; thi naar dem gives Leylighed og de seer deres Ram dertil, da kommer Msr. Per Nefas frem og byder Retfærdighed saalænge at viige af til en Side; saaledes er mig selv bekiendt en fattig gammel Enke der efter hendes Mands død blev af En, endog uberettiget, Skifte-Forvalter saaledes behandlet, at for tvende hos Hende holdte og af Ham oppebaarne Auctioners Beløb og Stervboets Massa har Hun endnu ikke faaet, heller aldrig faaer Reede og Rig-

32

tighed, uagtet der nu er 26 Aar siden Hendes Mand ved døden afgik, og Hun med authentiqve i hænde havende Documenter og Domme kan beviise, at have 702 Rdlr. tilgode, hvoraf Hun aldrig venter sig 7 Skilling; Jeg vil endda ikke her anføre et andet for mig for nyelig berettet ringe Stervboe efter en Pige, hvis Efterladenskab blev ved Auction udbragt til 75 Rdlr., men efter at Begravelsens Bekostninger 45 Rdlr. vare fradragne, hensmæltedede øvrige 30 Rdlr. bort til Skiftets Bekostninger, uden at en eneste Skilling deraf kom Arvingerne til gode; og fra saadan er ringe Stervboes Behandling kan giøres Slutning til de størres; Men hvad fortiente vel disse Skifte-Forvaltere for deres umage? I sandhed frygter jeg for, at det vilde see meget slet ud for saadanne og desiige Skifte-Forvaltere, dersom en Inqvisitons Commssion blev anordnet at skulde holdes over dem, og deres Skifte-Behandlinger for disse sidste 16 a 20 Aar skulde Nøye undersøges og igiennemlystes; Thi mueligens der torde vel findes den eller de iblant dem, som af fleere end hundrede forrettede Skifter har ikke udstædet syv Skifte-Bre-

33

ve, og dog har de vel ligefuldt beregnet vedkommende baade Enker og Enkemænd alt hvad der efter Lov og Forordninger kunde i Skifte- og Skriver-SaIario, samt det stemplede Papiir til Skifte-Breve med andet videre til Udgift beregnes, og got og vel, om De Eenfoldige, som gierne er bange for den Bussemand, under hvis Cujonade de staaer, har ikke som oftest maattet fra Sig udbetale meget meere, end de skulde og burde, og har endda vel aldrig faaet en smule Brevlap til Beviis og Qvittering for det betalte, end sige Lovformelig Skifte-Brev; Men hold! hold stille! hvor vil du hen min Ven! Erindre dig, at Sandhed er ilde lidt! veed du ikke en Alethophili Skiæbne? hvorsnart kunde du ikke læse forbittrelsen af en Hamans-Øyne? maatte du ikke strax frygte for hans Trudsler? vilde ikke hans Ansigt falme, men hans Hierte ogsaa tillige skielve? O! viid da hvad du giør! Giør ingen Ulykkelig! Kommer en Mardochæus en længere, saa lad ham da blive i Porten! Og skalen Philodaneias ikke gaae frem, saa lad ham ikke heller gaae tilbage! bliver en Skilling end ikke til en Crone, saa lad den dog blive hvad den er og

34

beholde sin Værdi! Og under du ikke Philodaneias Vel; saa und ham da ikke heller ilde! Du veed joe nok, hvad ham er sagt og hvad Erindring ham for faa Dage siden er givet: Han maae ikke svie alt det som Laadent er; Han maa heller nedlegge sin Pen, førend han maa lade Sandhed komme frem: Han kan nok være sin Konge troe uden at skrive om det, hvorunder Kongens intresse verserer; Thi at fiscalisere, det er ikke ham eller hans Embede vedkommende, og ere endskiønt alle de af vor Store og uforglemmlige Chriftian VI beskikkede Land-Fiscaler uddøde eller igien afskaffede, saa ere dog begge Rigerne overalt vel forsynede med meget brave baade Stift-Befalingsmænd, og Amptmænd.

Nu! Hr. Philopatreias jeg vil ikke længere opholde enten dem eller mig ved denne Articul om Giærighed, hvilken Last har slet ingen Stæd til udøvelse hos Geistligheden eller nogen Geistlig Embedsmand, uden hvad Provsterne, som Skifte-Forvaltere, angaaer; Men for Dem har jeg garanderer og endnu garande-

35

rer, at intet mindre, end Giærighed er Deres Drivere, og intet heller mindre end Uretfærdighed og uretfærdig Omgang til egen interesse og Vinding er deres Øyemærke og Sigte i de af dem behandlede Stervboer og Skifter; Jeg

har tvertimod viist contrarium, at de ikke lader

sig besmitte med nogen Uretfærdigheds Løn, men meget meere af Ædelmodighed har ofte plat eftergivet deres fortiente Skifte-Saaria; og hvad som jeg herom har i et og alt skrevet, det er jeg ogsaa i stand til at kunde beviise; Men aldrig er de, min Herre i stand til at beviise, som andre deres Beskyldninger, saa. ogsaa denne, de giør imod den Geistlige Stand for Giærighed; Provsterne, som ellers ere de eneste i den Geistlige Stand, der kan finde en og anden Leylighed for sig til Giærigheds udøvelse, maatte ogsaa være saa Giærige, at de udtrakte deres Skifte Skrivning paa en heel eller halv Riis Papiir ved et Skifte-Brevs udfærdigelse; Men de

mange, allerede af de Geistlige Jurisdictioner

udstædte og allevegne omkring i Stifterne forekomne Skifte-Acter tiener selv til øyensynlig Beviis for, at de ere blevne skrevne paa saa faa Ark, som

36

mueligt har været og at de tillige ere skrevne uden Langstrøgne udtræk og 7 Alen lange Bogstaver.

Jeg maa nu, endskiønt imod min Billie, af adskillige Aarsager for denne gang her afbryde dette mit Brev, og naar jeg efter min Pligt har tilønsket dem Restitution af deres Svaghed, byder Civilite og Høflighed mig efter den ceremonielle Recess at skrive mig endnu som forhen

Min Herres Hr. Philopatreias.

Deres

Klerkerup ved Clerichsborg den 11 Martii 1771.

Ven og Tiener

Philodaneias.

37

Hr. Philopatreias!

P.S. Just i det samme Moment, som dette mit Brev blev stuttet, indløb mig en Deres Pro Memoire, hvori De deels pr. Commission (men fra hvem, mælder De ikke) vil i Fortroelighed, dog med en liden truende Tordenstraale, tilraade mig plat at nedlegge min Pen og ikke oftere med min Correspondence at incommodere Dem, eller at continuere med mine Kritiske Breve; og deels vil være underrettet om, og forlanger at vide, om jeg, foruden disse Kritiske Breve, har endnu ladet andre fleere mine Skrifter komme ud i offentlig Tryk, og Hvormange, samt af hvad Indhold og Materie de samme maatte være.

Til det første maa jeg svare Dem reent ud, min Herre! at jeg ikke endnu kan følge Deres mig givne velmeente Raad; thi Geistligheden har jeg for det første paataget mig at forsvare, og den vedbliver jeg endnu, som en ærlig Mand, at forsvare, saa længe Deres Trende Anmærkninger dertil maatte give mig nogen, end og den ringeste, Anledning;

38

Dog langt fra, at jeg derfor nogensinde vil eller kan, og, om jeg end kan, dog ikke bør forsvare den eller de enkelte Embedsmænd i Geistlig Stand, hvis forargelige, slette og i Liderligheds Laster daglig hensølede Levnet selv dømmer og fælder dem; Ney! om det endog var en Bispe-Søn, en fornemme Kiøbstæd-Præst, ja! end og en Provst, naar han tidlig og sildig Hænger paa Viin-Huus, og derfra maa immer hentes til sine Embeds-Forretninger, da vil jeg ikke tale et eneste Ord til hans Forsvar, men selv være den første, der vil sige, at den og saadan en Præst bør ikke længere være Præst; Han er unyttig i Herrens Viingaard; Lad ham som en raaden Green plat hugges af, at det heele Træe med sine øvrige Greene kan med Ære bestaae og conserveres! Og hvem vilde forsvare den, som Kone og Børn selv klager over, og maa separere sig fra? i det ringeste bør Poëten ikke deri gives Medhold, eller staae til Troende, naar han siger: veniam dant corvis, vexant censura columbas ɔ: man stækker Fluer og Myg, men lader Bremser og Bier fare; De Smaa, saasom jeg og mine Lige, dem vil man for ingen Ting strax have Hovedet af; men de større og Store har som oftest intet at befrygte.

I det øvrige maa min Herre troe, at jeg ellers heele Veyen i mine Kritiske Breve skal lade en teen patriotisme allene lede min Pen,

39

og om jeg end lidet imellem triner ud af den Geistlige og ind i den verdslige Circul, alt efter den mig dertil givne Anledning, saa skeer det dog efter foregaaende Overbeviisning, og for, om mueligt, dermed Tid efter anden at faae enten et eller andet paa Statens Legeme indgroet gammel Saar og Sygdom lægt og curerer; Men ansee mig derfor ikke for Eders Fiende, fordi jeg siger Eder Sandheden!

Jeg kan intet imod Sandhed men vel for Sandhed; En Patriot maa ogsaa uforfærdet til Kongens og Landets gavn sætte de Sandheder frem for Lyset som til Statens Tab og fordervelse ligger skiult i Mørket, og væ mig, om jeg ikke var og vedblev at være saadan en Patriot.

Til det andet maa jeg svare Dem, min Herre! at dette mit Tredie Brev er det femte af mine fra Pressen udkomne Skrifter; men hvilke de Tvende andre af dem monne være og under hvad Navn de ere udkomne, der maa De selv enten giette sig til, eller løbe omkring som en Støvere for at faae Sporet op; Men tænker De, at det ene af dem maa være piecen om det forhexede Drenge-Barn, den omskabte Nisse, da tænker De visselig Feyl; Dog, tænk kun De, hvad De vil! Tænke-Friehed er dem uformeent, og hverken jeg eller nogen kan forbyde Dem at tænke; nok! at ligesom De er af Gemytte til, saa tænker De til: Slette Folk giør slette Gier-

40

ninger; Saa har og nedrige Gemytter nedrige og slette Tanker; Men tor De derimod reent ud sige, at jeg er Forfatteren af ermelte Skrift, da svarer jeg dem paa min Moders Maal og siger: at De er en Løgnere, og deri taler De, som en Løgnere, hvad enten De da bærer Hielm og Skiold eller ikke; og vil de vidnesfast vedblive denne Beskyldning, da skal jeg have den Ære at besøge og opvarte Dem, endskiønt det i saa Fald bliver vel paa en for Dennem altid ubeleylig Tid og Time.

For Resten behager De og Deres associerede om meer bemelte Skrift med Deres egen iblandede Suurdey enten selv at skrive eller kiøbe andre til at skrive mig til, ligesaa tidt og meget, som De vil, jeg anseer det altsammen ikkun for Rendesteens-Skarn, der bør kastes slige Skribenter lige i Øynene; thi jeg besvarer det allene med Foragt og Taushed: noli me tangere;, nisi te retactum volueris ɔ: Furchte Gott, thue Recht, und scheu den Teusel nicht. De veed jo, at Maanen hverken standser i sin Gang eller mister noget af sit Skin, i hvor mange Hunde der end gøer og biesser ad den; og jeg sover ligesaa trygt i min Seng, som jeg er roelig i mit Sind, i hvor længe og i hvor meget de bruger deres Tunge til at forhugge og fortygge mig med. Munkholm eller Christiansøe kan snarere have et Logis for andre end for mig. Adieu.

Philodaneias.

1

Det

Fjerde kritiske Brev

til

Philopatreias,

om hvad der i de tree første enten er bleven forbigaaet, eller deri ikke kunde rummes, samt om hvad videre af u-patriotiske Sættmnger, Der findes saavel i hans Tree Anmærkninger, font i hans første Fortsættelse.

Skrevet i Klerkerup en Bondebye ved Clerichsborg Landevey, og bortsendt med Post-Rytteren Klerophilus den 21 Martii 1771.

Fra

Philodaneis.

Trykt i Nye Clerichsstad 1771

2

Calumniare audacter, semper aliqvid hæret ɔ:

faaet Bagtaleren ikke alle, saa faaer han dog nogle til at troe sin Løgn, som en Sandhed; og hvor kildrer det ham ikke, naar han med sin udspyede bagvaskelses Gift haver sat en stinkende Plæt paa sin uskyldige Næstes ærlige Navn og gode Renome?

Naar der er ingen Bagvasker, stilles Trætte; en Bagvaskeres Ord ere som Slag og de falder ned i inderste Vug; en Hadere kan stille sig Fremmed an ved sine Læber, men inden i sig legger han Svig; Naar han giør sin Røst yndig, da troe ham ikke; thi der ere syv Vederstyggeligheder i hans Hierte, Sal. Ordspr. 26 Cap. 20, 22, 24, 25 v. Holder Eders Tunge fra Bagtalelse Viisd. i Cap. 11 v.

3

Hr. Philopatreias!

Aldrig saasnart var mit sidste Brev af 11te hujus afgaaet med Klerophilus, førend atter indløber mig en Deres Skrivelse med Underskrift af Philopatreias & Compagnie; Men hold mig til gode, min Herre! det jeg ikke sammes Indhold besvarer, førend jeg er kommen til Enden med Geistlighedens gandske Forsvarelse, og har til dens Forsvar igiendrevet alle de Beskyldninger, som De i Deres Tredie Anmærkning har saa ublue giort imod den Geistlige Stand, da De ret med Gevalt har vildet paabyrde denne ærvær-

4

Dige Stand saa mange slemme Laster og Lyder, som der er næsten er ikke Tal paa, og hvoraf jeg erindrer i alle mine Tree afsendte Breve at have i sær afvæltet og tilintetgiordt Standens Hovmod og Giærighed, fra hvilke Laster Den og hos alle ædeltænkende og rette Patrioter gandske frietages; Thi nedrige og slette Gemytter vil, jeg intet tale om, da hverken denne eller nogen anden Stand enten er eller nogentid bliver frie for deres Calumnie og Bagvaskelse med grove, uforskammede og til deels opdigtede Imputationer og Beskyldninger; Gaaer jeg nu et Skridt videre frem, saa forekommer straxen den i Ordenen Tredie Brøst og Feyl, Vankundighed, som De, Hr. Philopatreias! ligeledes af en rasende Galenskab, og ligesom et i Hovedet forrykt Menneske, der allerede var paa Veyen til Daarekisten, har saa ubesindig og i en ret fnysende Bitterhed beskyldt Geistligheden for, da De for det heele ærværdige Publico har declameret den Geistlige Stand for en vandkundig Stand, og sagt: at af den Geistlige Stand vilde aldrig uddøe Vankundighed, saa længe Geistlighedens Indkomster ikke bleve

5

beklippede og formindskede, med andet meere, som De nu ikke engang selv veed, hvad De i saadan Ekstasi og Henrykkelse har udfraadet imod denne ærværdige Stand. Men hvad tænker De, Hr. Philopatreias! og hvor vil De vel hen med denne Beskyldning? Maa man ikke slutte sig til, at De i Hundedagene har faaet Kuller i Hovedet, og da er bleven frugtsommelig med Deres Foster, denne Vanskabning, dette græsselige Uhyre, Deres Tredie Anmerkning om Geistligheden, som siden ud paa Vinteren, da de varme Dage vare forbi, kom frem for Lyset; og de Eenfoldige bleve ligesom ræd og bange for; dog denne Beskyldning for Dankundighed hos Geistligheden er ligefom Sneen, der falder i Maymaaned eller Midsommer; Solens Straaler giører den straxen til Vand, og usynlig; og denne Beskyldning har ved Dagens Lys intet noget paa sig, men falder bort af sig selv, og retournerer til det Sted, hvorfra den kom; Saa at jeg her bør ikke engang sætte Pen til Papir for at skrive en Tøddel meere end jeg allerede i mit første Brev har skrevet imod denne ravnsorte og sig selv imodsigende

6

Imputation; Thi deri har jeg noksom med tilstrækkelige Grunde og grundige Forestillinger ført baade Dem og heele Publico til Gemytte, hvor falsk og ugrundet saadan Deres beklikkende, forkleinende og ret i Ondskabs Gift og Sværte besølede Beskyldning er imod den Geistlige Stand.

Jeg har jo i samme Soeleklart viist, som min Herre maa nu og selv tilstaae, at i den Stand hverken kan eller bor Vankundighed have mindste Stæd hos nogen Embedsmand; men enhver i sin Sphoexa og Circul besidde den til Embedets Førelse udfordrende Vittighed, Lærdom og Duelighed; og naar nu en Geistlig Embedsmand, være sig Bisp, Provst, Præst, Capellan, Catechet, Degn, Skoleholder & c. kan med Ære maintinere sig i sin Post, præstete Præstanda, forsvarlig giøre, hvad han bør, upaaklagelig forrette sit Embede og tilbørlig efterkomme alle sine Embeds-Pligter; saa er han alt habil og lærd nok, og aldrig kan med nogen Grund og Føye imputeres nogen Vankundighed, eller siges at være ignorant og vanvittig;

7

Men hvad giør ikke Ondskab og Malice, Had og Forbittrelse, præjudicier og Fordomme?

For den Onde var aldrig nogen god; for den Hadske og ildesindede gik aldrig nogen frie, og for den Vanvittige selv blev aldrig nogen vittig, men alle ligesom han, nogle Drog, Idioter og Dosmere; thi similis fimili gaudet ɔ: Ravnen, som selv er sort, kan ikke taale, at Svanen er hvid. Altsaa seer De nu selv, min Herre! meget vel contrarium af denne Deres insame og denigrante malitieuse Beskyldning; og heele Publicum, som veed langt bedre, skammer Dem ogsaa selv allevegne ud for Deres saa formastelige, som uforskammede Adfærd med at giøre et saa dumdristig Trin til saa aabenbare at lyve Geistligheden paa, og imod ald Vid, Fornuft, Overbeviisning og bedre Vidende at vil giøre Slutning fra en, fra dem selv, til alle, og dømme om andre, at de ere vankundige, fordi De selv er vankundig, at andre haver ingen Forstand, fordi De selv mangler Fornuft; at andre mangler Indsigt, fordi De

8

selv er beriget med Dumhed; og at intet kan sees af andre, fordi De selv er blind i alt.

De vil see, vide, bestyre, forandre og reformere alle Ting; og ald Deres Kyndighed, Indsigt, Klogskab, Anleg og Forslag har dog slet ingenstæds hiemme; Saa at dette axioma: aliqvid in omnibus, fed nihil in toto ɔ: At slikke oven af Bredden i alt, og ikke have ret Grund i noget, er en paa Dennem afpasset applicable Character; Men troe mig, Hr. Philopatreias! og vær forsikkret paa, at De i den Geistlige Stand skal finde meget af den Forstand og Indsigt, Erudition og Lærdom, Vittighed og Viisdom, som De selv Høylig behøver, og er endnu uden for Deres speculative Hierne. Hvem veed ogsaa, om Deres forvildede og qvægfølvede Hoved nogen Tid bliver sat i Stand og Forfatning til at kunde tage endog imod nogle saa Qvintin deraf.

Da jeg tog mig paa at skrive Dem mit første Brev til, veed jeg ikke, om jeg dermed giorde vel eller ilde; thi nogle, end og Geistlige

9

selv, har discursive reent ud sagt, og det med temmelig god Raisons, at ikke en eneste Præst burde værdige Ppilopatreias noget Svar og Gienmæle paa sine saa heftige som bittre og ubesindige Declamationer imod Geistligheden; Jeg anhørte selv denne Discours, men taugde dog gandske stille dertil; thi fordi jeg i alle Sælskaber anseer mig altid selv for den ringeste af Forstand og Indsigt, saa suspenderer jeg undertiden mit Judicium i en og anden fremsat Thesin, og uden dertil at sige mit Videtur sidder jeg mangen Gang saa taus, som jeg maatte være en Dumme eller Dumrian; Mueligens jeg ogsaa des Aarsag maa hos mangen een passere for det sidste; Men imidlertid har jeg da efter saadan anhørt Raisonoments ikke giort vel, at jeg vilde være saa eenfoldig og taabelig, at skrive Dem til; Hvilket heller aldrig var betænkt, førend 7 a 8 Uger efter at Deres Anmærkninger havde forladt Pressen, da jeg ved en særdeles indløben Omstændighed blev anlediget, ja! ligesom nødt dertil, og jeg først da fattede denne Correspondence-Beslutning, i den Tanke og Formeening, at det var Geistligheden ikke til synderlig Ære,

10

med Tavshed at stikke alle disse Deres skammelige Beskyldninger i sin Lomme, uden at give Dem syndige og eftertrykkelige Svar derpaa.

Andre igien af samme Orden har derimod ladet sig forstaae dermed, at De vel havde fatret i Sinde at skrive noget imod Philopatreias til Forsvar for Geistligheden; Men da De fornam, at der kom nu et, og nu et andet Skrift ud fra Trykken imod ham; saa afstode De igien fra Deres Forsæt herudinden; Men ret saa! tænkte jeg ved mig selv i min Dumhed; meget vel! det er just som Philopatreias vil have det! det er at give ham Vand paa hans Mølle; Thi naar andres Skrivning og Skrifter skal være en Dægge for min Dovenskab; saa har han saavidt Ret til at kalde mig magelig, og imputere mig Lavheds Last, uagtet Embeds-Forretninger holder mig jævnlig i Arbeyde og meere nu paa denne end ellers paa andre Tider af Aaret. Beskylder Philopatreias den Gejstlige Stand for Vankundighed (tænkte jeg videre) og ingen i Standen selv vil slaae ham tilbage med denne sin Beskyldning eller fralegge

11

Standen denne Imptation af Vankundighed; Ey! det er artigt! det er meget smukt! deri ligger stor Fornuft, og det er noget, som Philopatreias selv holder af, og baade ønsker og ynder; Thi naar den ene med den anden, og jeg med, vilde slet intet skrive imod ham, eller møde ham paa Halvveyen med lige Svar som Tiltale; saa kunde jo Philopatreias synes at have Ret i alt, hvad han havde skrevet, og da kunde han jo snart faae Folket til at troe, at Præsterne og andre Geistlige, Studenterne med, vare saa rude, saa grove og vankundige, at de intet kunde og intet mægtede at skrive noget imod ham eller i Skrifter at igiendrive de mange grove og saa ublue fingerte Beskyldninger, som han giør imod den Geistlige Stand; og for da ikke aldeles at pallere for et Fæe eller Pecus med menneskelig Skabning; saa skrev jeg da det, jeg skrev i mit første Brev til Standens Forsvar; hvad enten jeg saa dermed giorde ilde eller vel; Men jeg tænkte paa det gamle Ordsprog: At hvo der tier, han samtykker. Og med den Tanke tilskaar jeg da endelig en Pen til at bruge imod Philopatreias, paa

12

det jeg ikke, som disse Ordens Mænd, skulde lade ham ubesvaret rent skraale Halsen af sig.

Men derimod har jeg fra den allerførste Tid af, da min Herre havde udgivet sine Tree Anmærkninger, i et og andet Sælskab Hørt mangfoldige andre raisonere langt anderledes, og at være af flux ulige Sentiments; Jeg har nu og da Hørt blive sagt: at Philopatreias skulde males Skieppen fuld; Men hvad skulde der vel maales i den Skieppe? tænkte jeg ved mig selv; Skal det være tørre Pærer? eller hvad skal det være? Og hvor faaer man en rigtig Skieppe at maale med, uden paa Justeer-Kammeret? Kiøber ellers Philopatreias nogen Slags Vahre i Skieppeviis, tænkte jeg videre, da lader han vel den Sælgende maale sig Skieppen fuld, om end aldrig Politiet var overværende. Og vil han endelig betiene sig af Politiet, da kommer ham Skieppen vel dyrere at staae og han vil da vist tabe i Maalet.

Andre har der igien været, som har sagt: at Philopatreias skulde got Kløes igien-

13

nem; Men der skal jo lange Nægle til, har jeg tænkt ved mig selv, og hvem er forsynet med dem uden Harpenslagere; men neppe skiøttcr de om at lade Philopatreias tiene sig til en deres Harpe at spille paa, om end og Philopatreias selv vilde taale det; og selv er jeg lovlig undskyldt, thi jeg spiller ikke paa Harpe; lidet spiller jeg imellem paa en Fløyte-Duus; men dog oftere paa en Flæske-Skinke. Jeg har vel ellers en Heste-Skrabe, men den bruges daglig til mine egne Bæster; i anden Fald kunde den gierne blive til Tieneste for ham eller en anden af hans gode Venner, der haver megen Kløde.

Andre har igien udladt sig med: at Philopatreias skulde brav skruppes af; Men der skal jo Børster til, har jeg tænkt ved mig selv, og hvor faaer man Børster fra nu? Børsterne har i lang Tid været i høy Priis, og til en Ziirat faaet Plads paa mange fornemme Stæder; Men vil de ikke nu falde dyre og kostbare, da man efter Gazetternes Relation har under en Americanisk Fyrste hørt Børsternes Endeligt.

14

Endnu har andre sagt, at Philopatreias behøvede en god Tvæt, og skulde vel vaskes, ja! kiæmmes med; Men har han da saa slet et Hoved, tænkte jeg strax, da jeg hørte dette? Er han da saa meget beladt med Skarn og Utøy, siden han behøver en god Tvæt og skulde got kiæmmes tillige? Og om nu saa var, hvem vilde da vel og tage sig denne nedrige Function og Forretning paa? Desuden vilde det give ald for mange Omstændigheder, tænkte jeg videre; thi her skulde baade Sæbe og Lud til; men uden den marsillianske Sabe vilde ventelig ald foretagen Tvæt være til liden Nytte, da vor egen nationale og hos os selv fabriqverede Danske Sæbe maa ikke engang nævnes; og naar man ikke kunde faae den beste Slags Pot-Aske fra Pohlen, saa blev det vel kun en mat og maadelig Lud, som hertil skulde præpareres af vort eget Lands Bøge-Aske.

Fremdeles har andre sagt: at Philopatreias burde got feyes af; feyes af, tænkte jeg ved mig selv, hvordan skal dette skee? Philopatreias er jo ikke en livløs Støtte eller

15

et gammel Poatement, der kan være skiult af Støv og Spindelvæv, og skal altsaa feyes af med en Støvekost; men han er jo, ligesom mange flere, en levende Machine, og af Skabning et Menneske; Men hvorledes skal nu et Menneske feyes af? Dette brød jeg mit dumme Hoved længe med; og endnu gaaer dette næsten

over min Horizont, da jeg hartad (saa stor en Dumrian er jeg) ikke veed, hvad denne Affeyning vil sige, og hvorledes den skulde skee; thi naar seer man et Menneske at blive feyet af med Riis eller Koste? Jeg har end ikke engang seet nogen blive feyet af med en Feyre-Vinge. De, der efter Loven skal slaaes til Kagen, og saaledes sensu lato & metaphorico ɔ: i en vidtløftig Meening og uegentlig Forstand, feyes af, det ere jo ingen andre end Skielmer og Tyve, (og det ligesaa vel de store som de smaa) Bedragere og forsætlige Banqverottiers, Pasqvillanter og Æreskiendere, Meen-Eedere og og Falsknere, eller andre saadanne udædiske Mennesker; Men af deres Tal og Classe udelukker jeg endda Philopatreias, naar han selv veed sig frie for insame og udædiske Gierninger,

16

og altsaa frietager jeg ham ogsaa for saadan en følelig Affeyning, som de Slags Folk allene bør have, der fortiener og har fortient denne Slags Affeyning; Lad dem og enhver deslige , Skarns Mennesker kun paa den Maade faae deres fortietne Løn og Affeyning.

Men saa har andre igien været af en raisonablere Tænkemaade, og sagt: at de undte Philopatreias Snuus, og det got Snuus!

Ja! det kunde der endda blive Raad og Leylighed til, har jeg tænkt ved mig selv; og var jeg Philopatreias saa nær, vilde jeg gierne imellem byde ham en Priis af min Daase; men om det just var det rette Slags Snuus, eller saa got Snuus, som man vilde unde ham, det maatte han selv best kunde jugere om og sige; og ihvorvel han nok tog til Takke med hele Snuus-Fabriqven i Silke-Gaden, end og, uden at en Guld-Daase fulgte med, saa var dette dog for stor en Present for ham efter hans mange endnu ubekiendte Fortjenester. Han veed nok ogsaa selv, at han meriterer noget mindre, har jeg baade tænkt og sagt; mueligt han ogsaa har

17

skiuflt sig for ikke at tage imod de ham tiltænkte Offerter

Dog af alle har de endnu sørget allermeest for Philopatreias, som har vildet, at han skulde tages i Tieneste; Men er han da en Løsgiængere og Dagdrivere, har jeg tænkt ved mig selv hver Gang, jeg har hørt dette? Frygter da Philopatreias for at blive som en Løsgiængere paagrebet og hæftet? Monne han ogsaa vilde vel selv gierne i Tieneste hos nogen, eller behøver han just paa nærværende Tid nogens Tieneste? Har han da ingen Haandredning og Understøttelse til sin Soutien hos nogen? Men om Philopatreias endog behøvede at tages i Tieneste, har jeg videre tænkt; saa skiøtter der vel dog ikke mange om at tage ham i sin Tieneste; thi i disse dyre Tider, som han selv klager saa meget over, indskrænker vel enhver sin Oeconomie, det meste mueligt er, og ingen tager gierne fleere, end han behøver, i sin Tieneste, end sige, at nogen skulde paadrage sig selv et Huus-Kors, med at have enten et forrykt Menneske eller et springs Føde-Nød inden sine Dørre.

18

Nu! min Herre! alle disse forskiellige fremsatte Tractementer kan jeg ikke dølge for Dem, at jo mange af Deres gode Venner gierne har seet og ønsket, dog hver paa sin Facong, Dennem accommoderet og giort til gode med; Jeg er ogsaa selv gaaet i lang Tid scrupuleus og havt Hovedet fuld af Speculationer; allene, for ret at udgrunde, hvad alle disse Cousect-Sager vilde sige, og jeg vilde nu alligevel ikke røbe min egen Vanvittighed med at consulere Oracler, og lade mig herom af nogen informere, for at faae sensnm verborurn ɔ: den rette Forstand og Meening af disse forskiellige Expressioner og Talemaader at vide; Men endelig faldt jeg langt om længe af mig selv paa de Tanker, at dette altsammen maatte være sagt metaphorice, og dermed kun allene meent, at Geistligheden skulde og burde skrive, alt hvad Den med god og solid Grund kunde skrive imod Dem; og saa vilde jeg da ogsaa med, endskiønt jeg kom Hinkendende noget bag efter, og havde saa mange foran; Dog! jeg vil stræbe (om det ikke er endnu allerede skeet) at indhente og oprette, hvad der fra min Side kan ved denne Efterladenhed være bleven forsømt.

19

Men sig mig nu Hr. Philopatreias; thi jeg har dog en Slags Tillid og Confidence til Dem, og imellem anseer jeg Dem meere for min Ven end for min Fiende; hvilket De og igien kan forsee Dem til fra min Side, i sær, naar jeg i et og andet træder lidet uden for den Geistlige Kreds, og har med andre Patriotiske Ting at bestille; Men saasnart jeg vender mig igien til Deres mange udpustede Declamationer og Beskyldninger imod Geistligheden; saa er jeg straxen i Hælene paa dem, og saa skaaner jeg Dem slet intet, om De endog var en lille Rangs-Person (som dog tvivles om); Thi Sandhed skal da frem! Sandhed bør De og Deres Anhang at vide, og uden for Sandhed vilde jeg hverken røre Mund eller Pen; Ney! jeg kan slet intet imod Sandhed, men vel for Sandhed, og tænk derfor aldrig, at jeg skulde hykle, simulere og skralfløyte meere for dem end for nogen anden, eller dem, hos hvilke jeg er sat og beskikket til at være et Sandheds Vidne. Men desuagtet, sig mig dog nu, min Herre, om jeg da deri har giort vel eller ilde, at jeg fattede den Resolution, at skrive Dem til; og hvad

20

siger De i sær om mit første Brev af 29 Jan. sidstleden a. c. ; Jeg veed nok, at det i alt er ikke efter Deres Smag. Men kan mangfoldige andre ikke nu have en anden Smag? Lad og være, at en eller anden skiørhoved Karniffel vil trine frem, og med sit Kritiske Bødek-Sværd hugge det igiennem; O! jeg føler dog ikke det mindste til sligt et Hug; Lad ham true og blinke med sit Sværd, saa meget han vil; jeg svarer ham uforfærdet: surge Carnifex! ɔ: træd kun frem af din Hule, du Karniffel! og lad dig op, hvem du er; Saa vil vi prøve hinandens Indsigt, Fornuft, Ærfarenhed og Skrive-Kræfter i Fald jeg anseer mig der anstændigt, og kan have nogen Ære deraf. Ja! om end aldrig saa mange trekløvrede Harleqvins vover sig frem paa den Kritiske Skue-Plads, at gnaske og gnave paa ermeldte mit Brev, ligesom Abekattene paa Steen eller steenhaarde Nødder, de har dog selv verdst deraf, og kryber ogsaa med Skamme skuulende ind i deres Smuthuller igien. Jeg veed nok, at Gøglere og Comoediant Spillere kan paa lige lang Tid med deres Harliqvinader faae Pøbelen og

21

Smaadrenge i Skokkeviis efter sig, og ogsaa trække deres Penge for Narrerier til sig. Men veed ikke ogsaa De, min Herre! at ingen er verre til at dadle og vrage en Mesters Arbeyde, end en Fusker og Bønhas; Saa ere og Dosmere de allerverdste til at bedømme og criticere det Skrift, som de aldrig selv ere i Stand til at udarbeyde, uden at pløye med andres Kalve; Men lad dem selv giøre og skrive noget; saa faaer man at see, hvorvidt de ere hiemme, hvad de duer til, og om de enten fortiener Stæd i Sinke- eller i Mester-Lexie. Kunde saadanne selv skrive noget, og noget som var nyttigt og got til Landets Gavn, da giorde de dem ikke til offentlige Pikkkelheringer og Harleqvins; Kan de ogsaa skrive og vil skrive, saa lad dem skrive saaledes, at, om det galt, og Regieringen befalede det, de da torde angive deres Navn og oplade sig, saa har jeg, og saa har ogsaa en og anden Patriotisk Skribent allerede straxen giort paa allerhøyeste og høyeste Stæder.

Jeg veed meget vel, jeg tilstaaer selv, at berørte mit første Brev ikke er skrevet med den

22

Lærdes Pen, eller sat paa høye Skruer; men saa er det dog forstaaeligt for enhver og ingen har fornøden at læse det 10 Gange igiennem, og sige derom, som saa mangen, baade Læg og Lærd, har sagt om Deres Tredie Anmærkning, at De ere endda bleven lige kloge deraf; Jeg har ogsaa vel selv med egne Øren, som en Ukiendt, hørt adskilliges Censur og Critiqve derover, men i sær vilde jeg ogsaa vide Deres Tanker derom, min Herre! endskiønt en Patriotisk Skribent aldrig bryder sig derom, at en af tyve carperer ham, naar 19 derimod bifalder ham. Har jeg end ikke skrevet mit første Brev, som jeg skulde og burde, saa har jeg dog skrevet som jeg kunde, og dersom Evne, samt Tiden og Leyligheden havde svaret til Villien; da havde det mueligens ogsaa kundet traadt frem i en anden Klædning. Men, ut defint vires, tamen est laudanda voluntas ɔ: nu maa De, min Herre! dermed tage Villien for Verket.

Jeg vil gierne her lade mig min Vankundighed bebreyde. Vankundeghed har De beskyldt Geistligheden for; men skal nu end

23

denne Beskyldning Her ligge paa mig, saa er den dog i mit første Brev gandske bleven afvæltet fra alle andre Geistlige, og fra alle Classer i den Geistlige Stand, og jeg veed slet ingen i den Stand (saavidt jeg endnu til den Tid er kommen) at have forbigaaet eller glemt, jeg jo med uigiendrivelige Argumenter og Beviis har, som den Stands Forsvar og Forfægtere, aldeles frietaget alle og enhver i Standen fra Vankundighed, undtagen hvad Provsterne angaaer, om dem allene, erindrer jeg nu først, ikke at have skrevet et eneste Ord til Forsvar for, og ikke heller jeg behøver; thi min Herre begriber og indseer jo selv meget vel, at, naar Studiosi eller Studentere, studerede Skoleholdere, Degne og Klokkere, samt ordinerede Mænd, Capellaner, Missionairer, Compastores og Sognepræster (foruden Skole-Lærerne i de publiqve Latinske Skoler) ikke ere eller kan være vankundige; Saa kan og bør de ærværdige Herrer Provster endnu meget mindre fortiene denne slette Character; thi Provsterne ere tillige Præster, og af Præster vælges og giøres der Provster; Men ved et Provste-Valg skal der,

24

ligesom det skeer i andre Laug og Professions Amter, naar en Oldermand skal vælges, sees efter den lærdeste, kyndigste, vittigste, dueligste, og, med et Ord: efter den beste præst i Herredet, at faae til Provst, som i et og alt er meest habil til Provste-Embedet; i det ringeste udfordres der meere Forstand og Vittighed af en Provst, end af en simpel Præst; Thi en Provst, som Provst, er tillige Dommere i Geistlige Sager, og i de Geistlige Stervboer afsiger han ogsaa, (alt efter indløbende Omstændigheder) adskillige Skifte-Decisioner og Kiendelser. Men kan nu den Vankundige være Dommere? Kan nu en Dumrian beklæde en Domstoel, og betroes et Dommer-Embede? Skal der ikke en heel Mand til at administrere en Ret, handthæve Justitien, og forsvare sin Post paa er Dommer-Sæde.

Lad end være, at Dommer-Embedet bliver Provsterne uden nogen foregaaende examination in jure anfortroet, hvilket alt kan allene tiene til et gyldigt Beviis for deres Kyndighed og Vittighed, at de allene frem for andre verdslige

25

Dommere, det være sig Laugmænd, Landsdommere, Sovenskrivøre, Bye-Herreds- og Birkefogder, og andre, der alle først maa (og det nu Uden Forskiel) publiq og offentlig fustinere Examen juridicum førend de tør anmælde sig som Candidater til et Dommer-Embede, at disse Geistlige Dommere, Provsterne, allene frem for andre tiltræder deres Dommer-Embede uexaminerede.

Lad og være, at De, Hr. Philopatreias! ikke vil tage de Videnskaber i Betragtning, som Provsterne har, og bør, som Præster, have inde, til at forestaae deres Præstelige Embede.

Lad være, at De ikke vil, som jeg meget vel veed, at De, ligesom alle Naturalister, Frietænkere og andre af deres Sværm ikke vil agte noget om, eller sætte nogen Priis paa det ligesaa vidtløftige, som betydelige, uskatterlige og plat fornødne studio Theologico; men, ligesom andre Deres Lige, lader Deres Hierte forhærde, Deres Blod kaage og fermentere, og en Atheitisk Bitterhed giøre Dem selv straxen stum og

26

maalløs, naar de hører kun et Ord tale om Theologia naturali (O! at De kun endda vilde følge den! (morali, exegetica, Polemica, Practica, Casuistica &c. ikke at jeg vil tale ym den Udfordrede Kyndighed i Hoved-Sprogene.

Men hvad synes De da vel min Herre, om det juridiske Studio, et ogsaa meget betydelig og umistelig studium, det studium, som De selv har appliceret sig til, holder saa stor Hævd over og tilsyne vil endnu selv videre cultivere og udbrede; Deres Lovkyndighed, Jurisprudence og Styrke i det juridiske Fag fremtindrer jo allerede af Deres udkomne juridiske Materier, endskiønt Deres Genie synes ikke oplagt til dette Studium, siden De misunder Dommere deres Forstand og Myndighed, og fortryder paa, at Under-Rets Procuratorer haver en meere aaben, penetrant, speculativ og haarkløvende Hierne, end De har selv.

Men kan og tør De nu vel vilde disputere Provsterne Lovkyndighedens Videnskab? Har de, endskiønt ikke alle, praxin, saa maa

27

de dog alle have den udfordrende Theoriam juridicam inde; Thi at de alle skulle have giort sig Jus Justini & Justineaneum, Jus Romanorum, naruræ et Gentium ɔ: De Romerske Retter, Natur- og Folke-Retten bekiendt, det er ikke at prætendere eller kan formodes; Det er jo alt nok, naar de allene veed vore egne Landes Retter og Rettergangs Maader, med alt, Hvad dertil hører, og det veed og maa de absolutement, efter min Tænkemaade, vide; Thi derom fører Loven udtrykkelig disse Befalings-Ord i Munde: Provsterne skulde have Forstand, NB. i Lands Loven; det er: Loven, baade Danske og Norske, alle udgangne Kongel. Forordninger, Rescripter, Ordonancer, aabne Breve og bestige maa og bør alle Provsterne vide og være kyndige i. Og hvad vil De nu have meere, Hr. Philopatreias! enten til Afviisning med Deres Beskyldning imod Geistligheden for Vankundighed, eller til Overbeviisning om Contrarium, at alle Geistlige Embedsmænd, og iblandt dem end meere Provsterne, ere vittige, kyndige og lærde nok i alle de til Deres Embeders Førelse udfordrende og anbefalede Videnskaber.

28

Jeg veed vel, ligesaa got som De, min Herre! at i den verdslige Circul tager man nu omstunder ikke en Hest og giører (som engang fordum skeedte i Rom) til Borgemester eller Raadsherre; Ney! hvad skulde og saadant et Bæst inde paa en Raadstue? Lad det sættes ind paa en Stald, som det kommer til! Jeg veed og, at en Dosmer og Dumrian ikke bør være Dommere, at et Pecus og Fiaag ikke bør lemmes ind i et Collegio, og at en civile og verdslig Betjening ikke maa betroes et Drog og vankundigt Menneske; men at der til alle verdslige, saavel civil som Justitz-Embeder udfordres Esprit og Forstand, Vid og Vittighed, Habilité og Duelighed, dog meere til nogle end til andre Embeder, meere til at være Dommere, end til at være Skrivere, meere til at være Byefoged, end til at være Borgemester, meere til at være Procurator, end til at være Raadmand, meere til at være Postmester, end til at være Portner, og noget meere til at være en virkelig Professor, end at være en titulair Assesslor ja! ulig meere til at være en god Finantz-Raad, end at være en af de mange andre Slags smaa be-

29

titlede Raad, o. s. m. Men De maa igien ogsaa vide, min Herre, at til Embeder i den Geistlige Circul udfordres ligeledes Vittighed og Dygtighed, og at Vankundighed kan plat ikke have Stæd hos nogen Embedsmand i den Geistlige Stand; Ney! den Tids Periode er alt forbi, i Hvilken man satte Erudition og Lærdom allene i Skiægget, og det hedte: barba facit virum ɔ: Skiægget giør een til Mand, og den der har og bærer Skiæg, han kan være Præst, følgelig kunde en Giedebuk da med; Men til hvilken Lustre, Vext og Flor er ikke baade Cathedra og Prædikestoel steegen i dette sidste Aarhundrede, og begge vil efter alle Aspecter endnu stige meere; I Sandhed ere Videnskaberne af den Geistlige Stand saaledes bleven opelsket, dyrket, fremmet og udbredt, at De, min Herre, i den Stand skal vel finde Mænd, der i den verdflige Circul i et Collegio, paa en Raadstue, og ved et eller andet Departement kunde giøre Kongen og Landet ligesaa god Tieneste, som mangen en anden, der nu beklæder samme. Og ilde! ja! ret ilde! og en stor Ynk! (jeg vil ikke sige: en Skam!) om der ikke skulde findes mangen en Præst, der

30

kunde forestaae, hvilket et verdstigt, være sig civil og Justitz-Embede, det end skulde være;. Men hvor mange verdslige Embedsmænd vil derimod Hr. Philopatreias bringe frem, der kunde være Præster og forestaae et Geistlig Embede? En heel Hoben af dem, vil jeg tilstaae, kunde vel tiene til at være Klokkere og Gravere, gaae at paradere inden og uden for en Kirke-Dør, rasle med nogle Nøgler, og lade sig høre med Klingklang; dog! hvem vil nægte, at jo vore Gravere haver Hoveder? og hvem tør sige, at vore Klokkere ere slummet hen i saaa dyb en Søvn, at de ikke, ligesaavel i Europa, som i America, skulde igien engang vaagne op? Men derimod bleve de kun saa eller ingen, i det ringeste ikke ret mange, dog vel mueligens nogle enkelte iblandt, som duede til at være Præster, og kunde betjene Prædike-Embedet. Altsaa indseer min Herre selv, hvor ilde og skammelig De giorde, og hvad for en odieus og stinkende Gierning De foretog Dem, da De udraabte den Geistlige Stand for en vankundig Stand, og torde saa blindt og frit hen skrive, at Vankundighed vilde ikke uddøe af den Stand,

31

naar Standen skulde fremdeles, ligesom hidindtil, beholde sine Indkomster, og Fattigdom blev ikke beordret til pr force at træde ind i Standen; ligesom at Indkomsterne havde plat drevet Muserne ɔ: De nie Gudinder for Viisdom ud af Standen; men de vilde dog komme tilbage og igien tage der sit Sæde, naar Fattigdom havde der først taget sit Borgerskab. O! hvor røbede De ikke hermed, Deres Præste-Had og Deres onde forbitrede slemme Sind og Sindelav, som De haver til Geistligheden og i sær til Præsterne.

Men Præsterne maatte være saa vankundige, at der deels ikke vare (som der dog ere) blevne saa mange af dem optagne til Medlemmer nu i det Kongelige Danske Videnskabernes Societet, nu i det Kongelige Nordske Videnskabernes Sælskab, nu i det Kongelige Landhuusholdnings Sælskab, og nu i det Konglige Danske Ager-Academie, foruden end da i andre Udenlandske-Academier og Societeter; og deels ikke heller saamange gode, og imellem ogsaa Priis-Præmier tilkiendte Skrifter fra dennem kommen

32

for Lyset; thi hvad siger De min Herre, vel om en Mosfin, Cramer, Friis, Dyssel, Ström, Tröyel, Rüge, Giörup, Junge og mange andre fleere, der alle med deres Skrifter har giordt sig bekiendt og berømt hos den Lærde Verden?

Jeg vil endda intet tale om saamange af Præste-Sønner, i hvilke Staren har i den verdslige circul faaet og fundet Store Mænd, der har giort Kongen og Landet nyttig Tieneste, har pousseret sig op, ere bleven Stift-Amptmænd, regaleret med Ridder-Ordener, faaet Nobilitations Patenter &c. og hvoraf jeg kunde Recensere et temmelig Regisler baade paa Afdøde og endnu Levende; Hvilket alt var dog ikke skeet naar de samme havde været nogle Drog og vankundige Stakler; Og kan ikke De min Herre, just deraf nogenledes giøre denne sikkre Slutning, at ligesom Æblet ikke falder ret langt fra Træet, og Frugtens Smag vidner gierne om Træers Art, saa er vel og Kilden selv ligesaa god, reen og klar, som Vandet der flyder og kommer ud fra Kilden; og hvi skulde da vel Fædrene selv til disse saa store blevne Mænd,

33

deres egne Børn, som mange af dem har til deels selv informeret, manuduceret og siden videre givet stedse alt meere og meere at drikke af Heliconis og Viisdommens Kilde, ikke ogsaa have kundet besidde lige den samme Esprit, Vittighed og Forstand, som disse deres egne Børn, og følgelig kundet og været ligesaa habile og duelige, som de, til de, dem anbetroede Charger og Embeder.

Men jeg vil kun tilsidst ved Slutningen af denne Articul om Vankundighed, allene spørge Dem, min Herre, og heele Verden med, (thi den heele Verden veed og kan, saa længe Verden staaer, ogsaa upartisk allerbest vidne og sige) om det var af Indsigt og Vittighed, eller af Dumhed og Vankundighed, at den Geistlige Stand for et hundrede og elleve Aar siden lagde allerførst af de andre Rigets Stænder Haanden paa det høystpriiselige og ved den Tid ellers vidt udseende store Verk, med at faae en fouveraine Æenevolds Regiering og en uden nogen Indskrænkelse og Haandfæstning stadfæstet absolute Regieringsform indført i disse tvende

34

Nordiske Riger? Svar mig allene herpaa, min Herre! og sig mig, om vores ærværdige Danske Geistlighed skal af Dem og Deres Sværm høre ilde og hades for det, som den hele Verden, og i sær alle Europæiske Stater, har vidst, og indtil Verdens Ende vil endnu stedse vide, at legge saa stor en en Roes og Berømmelse paa den for? I Sandhed kan dette saa fornuftig besluttede, og saa viiselig udførte store Verk ligesaa lidet legges de Tiders Geistlighed til Last og tilskrives dens Vankundighed, som det endnu kan legges vore ißige Tiders Geistlighed til Last, og siges at være en Virkning af Vankundighed, at den efter Eed og sin ævige Troeskabs Pligt vedbliver uryggelig til den Kongelige Thrones Stadfæstelse, saavel med sit eget given Esierfelstelses Exempel, som med sin til Efterlevelse paadrevne og fremsatte Lære, at indprente de øvrige Statens Lemmer, alle sine Medborgere, fra den høyeste til den nedrigste, ingen undtagen, dette store Bud: Frygter Gud og ærer Kongen! Ney! langt fra, at hine Kirke-Fædre, vore Geistlige Forfædre, skulde dermed have ædt vilde Druer, og deres Børn og Efterkommere,

35

vore ißige Geistlige, skulde nu have ømme Tænder deraf. Men hvor gierne vilde ikke dog min Herre giøre Deres Tænder ømme med Deres vilde Druer, med Deres saa trøve og suure Bær, som De i Deres Tredie Anmærkning har med saa mange eeddergiftige Satzer og ubeviislige grove Beskyldninger kastet ud for Geistligheden; thi hvem seer ikke grandgivelig nok, at De og alle Deres Sælskabs Lemmer, Guds Kirkes og hans Tieneres sammensvorne Fiender intet ønskede, end at der maatte opstaae saadan en Fyrste i Landel, der intet vilde bekymre sig om Joseph og hans Slægt, men lade den med sin Skade gaae hen i Forglemmelse, og ikke allene blive ulægt, uforsvaret, uforsørget og i sin Anliggende ubønhørt, men endog af alle blive forhadt, undertrykket, forhaanet og i Skarnet nedtraadt under alles Fødder. Men, hvad gilder, Hr. Philopatreias! at Fyrstens Tanker aldrig bliver, som Deres Tanker, her gaaer jo derom allerede Syn for Sagen; Rygtet om vor Salomons Viisdom er stort, ja! allerede udbreedet i mange Riger og Lande; men hans Indsigt og Viisdom er dog endnu langt

36

større end Rygtet er selv derom; og hvad gielder da, min Herre, at de tvertimod Deres Anslag tør til Deres største Forundring og Beskiæmmelse øyensynlig see Landsens Fyrste at tænke i Maade paa den Stand, som De vil plat have i Forglemmelse og udstettet; ja! at De endog tør høre ham selv ret fast at indslutte Geistligheden og den Geistlige Stand i sin Allernaadigste Hukommelse, med disse Ord: Forglemmer jeg dig, saa forglemme sig min høyre Haand!

Nu! videre, Hr. Philopatreias! Hvorledes kommer De ogsaa fra denne af Ondskab stinkende Beskyldning, som De giør imod Geistligheden for Magelighed; en Last, som er enhver Stand uanstændig, men meest den Geistlige, og bør ellers ikke i nogen Stand at tolereris; De vil vel her ikke aldeles synes saa imperrinent at nævne Dovenskab; men endskiønt Dovenskab visselig er meent, vil De dog fralegge sig en tølperagtig Grovhed med at give denne Last et finere Udtryk, og kalde den Magelighed; ihvorvel begge Deele ere kun Synonyma, der har en og den samme Bemær-

37

kelse, med mindre man vil sige, at Magelighed er kun en Art af Dovenskab; men Dovenskab derimod er en i alle Deele complet Ladheds Last; Men lige meget! nok! at De har ingen Grund til og mindre noget Beviis for denne Geistligheden tillagde Imputation og Beskyldning af Dovenskab eller Magelighed. Jeg har ogsaa i mit allerførste Brev noksom svækket denne Beskyldning, og fuldstændig viist, end ogsaa med Lovgiverens egne Ord, at Præsterne haver ikkun gandske liden, og nogle af dem aldeles slet ingen Tid tilovers fra deres Embedes Forretninger, at de skulde kunde siges at være magelige, eller at ligge paa den lade Side; Og den liden Tid, som nogle faa Præster i smaa og ringe Sogner kan have tilovers, den anvender de endda paa andet anstændigt Neben-Arbeyde, som de til deres egen Nytte og ogsaa for Motions Skyld, amuserer, sig med; foruden at deres Huus med Agerbrug og Avlings Drift paa Landet giør dem altid sysselfatte. Men, maaskee, min Herre vil, at Præsterne paa Landet skal selv staae paa deres Møding og bryde Giødning paa til Udførelse paa Marken, og selv

38

gaae ved deres Ploug, selv kiøre deres Vogn, selv staae og mene Høe og Sæden paa Marken, selv tærske Korn paa deres Loe, selv skiære deres Tørv, selv hugge og sauge Brænde, med videre Arbeyde, deres Avling og Jordbrug udfordrer; og fordi de nu ikke giør dette, som noget, der er dem, deres Stand og deres Embede uanstændig, saa ere de efter min Herres Dom straxen dovne og beladt med Dovenskab; Maaskee og min Herres Villie er, at Præsterne skal altid vaage og aldrig sove eller have deres fornødne Natte-Søvn; at de skal have deres Leye paa en Brix, og ikke i en Seng; at de skal ligge paa Halm og Straae, og ikke paa et par Dyner og Puder; at de skal som krumsluttede krybe hen ad Jorden i en Hytte og ikke have Rum til at gaae i en Stue eller nyde beqvemme Huusværelser til Beboelse, eller og at de staaende og ikke siddende skal studere, meditere, læse og skrive, og derfore ikke maa eye enten Stoel eller Bord; Men fordi Deres Villie heri ikke eer: saa ere strax Præsterne magelige. Men det er sandt: De vil nok, at Præsterne skal, ligesom Apostlerne, gaae til

39

Fods, naar de enten om Natte-Tide og i ont Veyr bliver kaldet til de Syge, hvortil de imellem kan have en baade lang og ond Vey at reyse, eller og naar de Søn- og hellige Dage skal til deres Annex Kirker, for der at giøre Tieneste hvortil de ogsaa kan have en lang Vey, heele 2, 3 og flere Miile (helst i Norge) at reyse; og fordi dette nu ikke heller skeer, men Præsterne paa saadane deres Reyser i deres Embedes Forretninger betiener sig til Befordring af Heste og Vogne, saa maaskee de i den Henseende skal af min Herre characteriseres, som magelige Præster; Thi i andre Tilfælde veed jeg ikke, hvoraf den Magelighed skal reyse sig, som Hr. Philopatreias beskylder dem for, og hvad der kan have givet Dem Anledning til denne Beskyldning: Præsterne de maatte og være saa magelige, at de lidet eller intet bekymrede sig om deres Embede, men kastede deres Embedes Forretninger hen paa Leyesvenne, som de holdte og lønnede, for at tage Arbeydet af for dem? Men nu forretter de selv deres Embede uden nogen dertil antagen Fuldmægtigs eller andre Lønne-Tieneres Hielp; Og naar seer vel enten

40

De, min Herre, eller nogen, at en Præst tager sig en Medtienere i Embedet, eller vocerer og lønner en Capellan, uden, naar enten langvarig vedholdende Sygdom eller den høye Alderdom nøder Ham dertil; undertiden kunde vel endda en gammel eller svagelig Mand behøve en Capellan og Medhielpere, men hans Præstekalds Indkomster ere saa ringe, at neppe deraf, uden med Kummer, kan leve en, end sige to Præster; Men ellers i hans Heldbreds Tid holder han Let utilladeligt og sig selv det uanstændig, at æde og intet at arbeyde, eller at ville æde Ladheds Brød, og i Magelighed at henslide sin Tid; Saa at De, Hr. Philopatreias! der muelig slægter selv de Dyr paa, som De i Deres alleguerede Fabel mælder om, har største Skam og Spot af denne Deres imod Geistligheden saa ublue fingerte Beskyldning for Magelighed eller Dovenskab, hvortil De ikke har ringeste Grund, ja! end ikke Skin af Grund; Men De er ukyndig i det ene, ligesom i det andet; thi kiendte De ret til Præste-Standen og havde nogen Indsigt og Kyndighed i den Geistlige Circul; De vilde strax sige og dømme andet;

41

De vilde da maatte tiltage, at Flid og Flittighed, Arbeyde og Duelighed sees og tiendes allermeest i et Præste-Huus, og at den Geistlige Stand dermed signalerer sig ligesaa meget, som nogen af de andre Stænder. Hvor finder min Herre og saa magelige Præster, der for deres Mageligheds Skyld holder Domestiqver og Tienere allene til at varte sig op, til at i- og afføre sig sine Klæder, til at bære sig i og af Sengen med videre Opvartning, som den Magelige gierne tager imod. Naar og hvor ligger og nogen Præst og rækker sig i sin Seng til langt op paa Dagen, til Kl. 10 a 11 og siden løyer Tiden Hen i en blød udstoppet Kanappee eller Lehne-Stoel? O! De veed ikke at angive mig, en eneste; i Sandhed har ikke Magelighed, og mindre Dovenskab faaet sig noget Sæde indrømmet i den Geistlige Stat; og jeg veed ikke Heller, at Embeds Forretninger kan give nogen Præst enten Tid eller Anledning til at være og blive magelig. Af hvad Aarsag ellers at en og anden Præst paa Landet, der haver kun en Kirke, begynder sin Kirke-Tieneste om Søn- og hellige Dage henimod Middag Kl. 11 a 12,

42

enten det skeer for Præstens egen Mageligheds Skyld, eller Præsten giør det af Føyelighed imod sin Meenighed, fordi Byerne i Sognet ligger vidt og langt adspredt fra Kirken, det er noget jeg ikke kan decidere; dog vil jeg snarere troe det sidste, end tænke det første;

Nu hvad Vellyst angaaer, som De, Hr. Philopatreias, ogsaa paa Ravne-Maneer udgølper saa skammelig og usandfærdig en Beskyldning imod den Geistlige Stand for; da var det at ønske, at ingen af alle de andre Stænder var mere vellystig end den Geistlige Stand; thi da vilde det vel see bedre ud i Landet, end det giør; paa Statens Legeme vilde da vel ikke findes saa mange unyttige, uduelige, ja! ret raadne Lemmer, som der findes; den ißige Nød og Elendighed, der føles af alle, vilde vel ogsaa have været mindre, end den nu er; Landet vilde da have fleere Christne, og ferre Uchristne; Gud og hans Ord fleere Bekiendere og ferre Fornægtere; Religionen fleere Dyrkere og ferre Spottere; Dyden fleere Elskere og ferre Hadere; Ærens Tempel fleere Opbyggere og ferre

43

Nedbrydere; Tugt og Orden fleere Yndlinger og ferre Overtrædere, og, ogsaa Præsteskabet fleere Venner og ferre Fiender. Kort: alles Liv vilde da være et Menneske-Liv; det er: et fornuftigt Liv, et dydefuld og roesværdigt Liv, og ingens Liv da være et fæeisk Liv, et svinagtigt Liv, et bæstisk og lastefuld Liv.

Thi hvad forstaaer vel min Herre ved Vellyst eller ved et vellystigt og yppigt Liv, som De beskylder Geistligheden for, andet end et epicuræisk, et venerisk, et bacckanalisk Liv? et Liv, som med et afskyelig Had til ald Dyd og Sædelære hendrages i Lasters og Lysters skidne Søle; er Liv, som i lidet skilles fra Dyrenes Liv, og paa fæisk Maade føres efter Kiødets Drift med Hengivenhed og Oposring til alle Forfængeligheder, Yppigheder og Daarligheder. Men er nu Geistligheden bekiendt for at føre saadant et skiændigt og forargeligt Liv? Psui! skamme sig! Hr. Philopatreias! at De her giør sig til den allerverste og fæleste Ravn, som til kan være under Solen, med at beskylde vores konene og af sin saa dydige, opbyggelige og ret

44

exemplariske Vandel berømte ærværdige Geistlighed, for saadan en Last og lastefuld Liv, som i Henseende til Praxin og Udøvelse er den gandske fremmed og ubekiendt for; Thi i hvilken Stand og i hviket Huus sees, spores, kiendes og fornemmes vel meere Dyd og mindre Vellyst, meere Anstændighed og mindre Uteerlighed, meere Tarvelighed, og mindre Yppighed, meere Menneskelighed og mindre Fæeagtighed, meere Ustraffelighed og mindre Ugudelighed, meere Ærbarhed og mindre Ryggesløshed, meere Christianismus og mindre Epicuræismus; end i den Geistlige Stand og i ethvert Præstehuus? Og sig mig, min Herre, sig mig, om De veed og kiender nogen Præst eller anden Geistlig, der holder sin, eller, in plurali, sine Maitresser; O! nævn mig ikkun en eneste! Men ney! De kan ikke! thi denne Slags Vellyst er plat ubekiendt i den Geistlige Stand og uddøde med de Catholske Munkes Udryddelse. Har De og selv seet eller forefundet nogen Geistlig paa liderlige Stæder? Veed De nogen, der freqventerer berygtede Huuse, eller har De hørt, at nogen i den Stand lader sin Tienere bringe Horer til

45

sig i sit Huus eller i sit Logis, paa sit Kammer eller sine Værelser? saa sig mig det, at saadanne kan vorde afstraffede! Men ney! det er Dem ikke mueligt; Thi ikke eneste af den Geistlige Stand og Orden veed De at anføre til Exempel og Beviis paa denne Slags Vellyst og Levemaade? Hvor mange i den Geistlige Stand seer eller har De seet ogsaa at løbe paa Næsen, at sove den ene Ruus ud efter den anden, at gaae paa Viinhuuse, at sidde og jappe i Øl-Kipper, at søge Drikke-Brødres, Svire-Gasters Sælskab og Forsamling, at ligge og sole i Rendesteenen, eller (naar Sværme-Tiden har Ende) at lade sig af sin og fleeres Tienere bære som et Sviin ud i en Hyre-Vogn, af Vognen igien slæbe ind i sit Huus eller Værelse, og derpaa slenge hen, som et forfyldt Bæst, med alle sine Klæder i Sengen, for enten at sove ud, eller igien at give fra sig, hvad som er taget ind, og ølbimbelen eller Viinankeret ikke længere kan beholde hos sig? O! Her staaer De ogsaa stum, og maa tie stille, uagtet denne Deres declamerede Beskyldning imod Geistligheden; thi i den Geistlige Stand skal de søge længe,

46

inden De finder saadan et Sviin og svinagtig (jeg kan ikke sige vellystig) Menneske; men uden for den Stand kan De uden Møye finde det Slags i tusinde Tal; saasnart der ellers i den Stand er fundet en eller anden, der med sit Levnet har vanæret Standen, beskiæmmet sit Embede og forarget Publicum, er han ogsaa straxen bleven som et Afskum udstødt af Standen, og efter Fortjeneste for heele Publico afstraffet; Og jeg erklærer endnu, ligesom i Slutningen af mit Tredie Brev, at en forargelig, liderlig og vellystig Præst haver jeg slet ingen Commiseration med til at frietage for den Straf og Tiltale, som en og anden Præstehadere har ofte, endskiønt forgieves, giort sig ald Umage for at faae mangen en brav og redelig Præstemand uden nogen Skyld og Brøde fældet med.

Min Herre henfører vel ogsaa Dantz, Comoedier og Skuespil, Masqverader, Opera, Concert og deslige, til Vellyst, og vil ogsaa derved have en Slags Vellyst forstaaet. Men hvem af de Geistlige veed De nu, som er hengiven til denne Slags Vellyst? Ingen! Skulde vel og alt dette eller nogen af Deelene ogsaa

47

være en Præstes eller Geistliges Liv? O aldrig! Fra Dantz bør enhver Præst at entholde sig! jeg anseer det ogsaa uanstændigt for en Præst at dantze, hvortil heller ingen bør anmode og mindre nøde ham; ædeltænkende og noble Gemytter giør det ikke heller; og nedrige Gemytter, der gierne vil have nogen Spas med en Præst, og bruge hannem til en Bold at spille med, bør ikke deri føyes. Hvorvidt det kan være en Præst enten tilladt eller formeent engang om Aaret, eller hver andet og tredie Aar at ansee en Comoedie, hvor Dyder og Laster forestilles, de første til at følge, og de sidste til at flye, det er noget jeg her lader passere udecideret; men saa meget vil jeg sige, at i sin Præstelig Dragt bør han aldrig paa det Stæd indfinde sig; Om der ogsaa kan være til Anstød, og deri er noget ondt, at en Præst demasqveret og uden sin udmærkede Dragt afsides fra et Stæd anseer en Masqverade, det vil jeg lade Dem selv sige, Hr. Philopatreias? og ogsaa bestemme Straffen for den Præst og Geistlig, som heri har været til Anstød; Men vær da noget moderat med Straffen! thi jeg

bliver selv vist skyldig i denne Brøde, efterdi

48

jeg dog har anseet begge Dele, nemlig Masqverade,

en eneste Gang i min heele Livstid, og Comoedie for ongefæhr 24 Aar siden; men Concert og Opera har jeg endnu aldrig anhørt, og dog synes sammes Anførelse at kunde ligesaa vel tiene en Præst som andre til Sinds Recreation og Opmuntring.

De Slags Folk, ellers, af hvad Stand og Orden de end ogsaa maatte være, ere mere end ufornuftige, og kunde for en Tid, dog til deres eget Beste, gierne med god Føye indsluttes i en Daarekiste, der anseer alt dette forbenævnte for deres Liv og Lyst, deri finder meere Sødhed end i Livet selv, derover forsømmer deres Huus og Handtering, derpaa sætter deres Velfærd og Formue, og agter den Tid ilde spilt og forloren, i hvilken en Comoedie eller Opera er bleven af dennem forsømt, ihvorvel Assistentz-Huuset til deres Trøst staaer som et Tilflugts-Stæd aaben for dem, naar alting gaaer i Knibe og deres Classe til denne slags Vellyst er tom. Nu! meere rummes her ikke i dette Brev; Jeg vil derfore afbryde med forblivende

Hr. Philopatreias

Deres Ven og Tiener

Klercherup ved Clerichsborg den 21 Martii Av. 1771.

Philodaneias

1

Plan til en aarlig staaende Penge-Løn for Præsterne overalt paa Landet i Dannemark

Forfattet

og paa allerhøieste og Høie Steder for Meer end to Aar siden insinueret af

en Præst i Siellands Stift,

men nu

med Autors Tilladelse til Trykken befordrer af

Komphilopatreas.

København, 1771.

hos Johann Gottlob Rothe, Kongel. Hof- og Universitets-Boghandler i No. 8. paa Børsen.

2
3

Fortale. Vel har der tidt været bragt i Forslag, at Præsterne overalt skulde miste deres Korn-Tiende, og i dens Sted salareres med en aarlig staaende Penge-Løn; men da der altid har ligget mange Forhindringer i Veien for det sidste, da er der heller aldrig kommen til nogen ret Alvorlighed og endelig Udfald med det første; dog kan ikke nægtes, at der jo for omtrent to Aar siden, da General-Landvæseners Collegium blev oprettet, syntes efter den høistsamme Collegio givne Instrux ar skulle som en allerede da afgiort Sag blive til ret

4

Fortale.

Alvor med en Forandring i Korn-Tienden, i Len faste Formeening, at Bonden derved skulde skee en Lettelse, og hans Opkomst befordres; men endnu er det end ikke kommet dertil, da alting hermed staaer endnu paa den gamle Fod. imidlertid tog i den Anledning en Præst i Siellands Stift sig samme Tid den Umage paa, at forfatte og paa høie Steder at indlevere en Plan til en staaende Penge-Løn for alle Præster paa Landet i Dannemark; hvilken Plan, da den efter megen derfor hafte Umage blev mig endelig til Giennemlæsning fra et høit Sted udleveret, og Hr. Philopatreias i den tredie af sine Anmærkninger vil efter sit derom giorte Forslag have alle Præster ligesom andre Embedsmænd sat paa en vis aarlig Besolding, jeg har eragtet værdig til høiere Eftertanke ved Tryk at levere Publico, og det saa meget desmere, eftersom jeg af Planen erfarer, at Autor har iagttaget Billigheds Regler, og i Forventning af den for to Aar siden under Ventilation svævende Forandring med Korn-Tienden har foreslaaet Penge-Lønnen for Præsterne overalt paa Landet i de Danske Provindser saaledes aarlig stipuleret og fastsat, at de baade med Lyst og

5

Fortale.

uden Suk kunde giøre deres Embede, saa og, at som en Arbeidere er sin Løn værd, de da ogsaa alle for lige Arbeide kunde nogenledes faae lige Løn, og den ene Præst ikke en meget større Løn for sit Arbeide end den anden for sit; hvilket dog i Henseende til Korn-Tiendens store Forskiel og Uliighed nu alligevel ikke skeer: thi naar een Præst kan i sit Sogn ikkun have 2 á 300 Tvr. Tiende ydende Hartkorn, da kan derimod en anden Præst i sit Sogn have 4, 5, 6 á 700 Tvr. og derover, og jo mere nu saadan en Præstes Sogns Hartkorn er, hvoraf ydes et anseelig Qvantum Korn-Tiende, jo større og mere folkerig maa da ventelig ogsaa hans Meenighed være, og følgelig maa hans Høitidsoffer, Salarium for Ministerial-Forretninger (der jevnlig altid falder ind,) Qvæg-Tiende og smaa Redsel tillige være saa meget mere klækkelig og anseelig, saa at en Præst i saadant et Kald kan for et Aars Arbeide have den Løn, som en anden Præst i et ringe Kald kan arbeide for i 3 eller 4 Aar, da dog de aarlig staaende og løbende ordinaire og extraordinaire Skatter og Udgifter ere ofte ikke mindre for den eene end for den anden, ja undertiden tør der tvert-

6

Fortale.

imod endog ligge større Byrder paa den Præst, der sidder i et ringe Kald, end den der sidder i et stort og klækkeligt Kald, hvorpaa kunde til Beviis anføres mange Exempler.

Endskiønt dette er en andens og ikke mit eget Arbeide, og derfor ikke kan tilegne mig nogen Berømmelse for den Flid og Umage som tilkommer Forfatteren af Planen, saa formeener jeg dog at have viist min patriotiske Pligt dermed, at lade saadan en efter Indsigt med Flid øg fornuftig Overlæg forfattet Plan komme for Lyset, om den endog ikke skulle blive taget i Consideration til at følge og iværksætte, thi nok, at deraf dog sees saa meget, at hvad som næsten alle her holder umueligt i Henseende til en stipuleret Penge-Løn for de Danske Præster, er dog mueligt og practicable. I det øvrige negter jeg ikke, at jeg (men dog med Autors Forevidende og Tilladelse) jo haver paa nogle Steder giort en liden Forandring, og hist og her udeladt endeel af hans Plan, hvor jeg har eragtet det at kunde skee uden derved at betage Planen sin Styrke i Henseende til de Grunde, Beviser og Argumenter som Planen er bygget paa.

Comphilopatreias.

7

For at komme den gienneste Vei til det sigtede Maal med en aarlig stipuleret Pengeløn for alle Præster paa Landet i Dannemark, formener jeg, naar en Forandring skal skee med Korn-Tienden, efterskrevne og følgende hertil som det tienligste best at være, nemlig:

I. At Præsterne overalt i Dannemark bliver entlediget deres Avling og Jordbrug, som det allene, mange, ja Heel mange, om ikke alle Præster har jævnlig sukket over og anseet som et idelig Slæb der ikke lidet ogsaa oftest distraherede dem i deres Embedes Opagtelse, og derfore har og ønsket, engang at maatte blive samme qvit og fri; Men denne Præsternes Entledigelse og Befrielse fra deres Avling og Jordbrug eragter jeg best at kunde skee paa følgende Maade, nemlig: I) At de fleste eller nogle hver Præste-

8

gaards Bygninger med al dens tilliggende Jord og Grund af Ager og Eng, Skov og Skovs Parter, Giærsel og Torveskiær og en efter enhver Præstegaards Situation, Jordsmon og Grundstræknings Lejlighed afmaalt Plads og Grund til en eller tvende Bøndergaarders, ja vel ogsaa Gadehuuses Indretning (alt efter enhver vedkommende Kiøberes og Eieres eget Behag og efter enhver Præstegaards Qvantum Hartkorn, som befindes at være af temmelig Uliighed og Forskiællighed, da der til nogle Præstegaarde ligger kun 4 á 6 Tønder, til andre derimod 16, 22, ja vel ogsaa 24 Tønder) bliver stillet til offentlig Auction og den Høistbydende paa disse favorable og fordeelagtige Conditioner tilslagen, nemt. a) at den halve Kiøbe-Summa straxen bliver udbetalt, men den anden halve Kiøbe-Summa forbliver stedse staaende i bemelte Bygninger og de deraf oprettendes Bøndergaarde og alle tilliggende Jorder i Marken imod Pante-Rettighed og 1ste Prioritet imod 3 eller 3 1/2 Rdlrs. pro Cento deraf aarlig frarendes Rente. b) At Kiøberne uden Betaling meddeeles et Kongelig Skiøde paa de ham tilslagne Bygninger og Jordegods som hans faste og retmæssige Eiendom, den han og Hans Arvinger kan igien med Skiøde overdrage, sælge og afhandle til hvem de vil, og ellers giøre nyttig og brugbar, som han og de best veed

9

og kan. NB. I saadanne udstædte Skiøder kunde enhver Kiøbere kaldes Præstegaards-Eiere, og alle successive efterkommende Eiere fremdeles beholde dette Navn til en evig Amindelse om denne Forandring, og at disse Bygninger eller de deraf siden oprettede Bondergaarder har fordum været Præstegaarder, og med deres tilliggende Jorder været i Præsters Eie og Besiddelse, c) At Kiøberne og efterkommende Eiere aldeles vorder fri for den Skatte-Sæd , Land Gilde, Hoverie, Reiser, Kiørseler og bestige, som ellers alle andre Fæste-Bønder og Arve-Fæstere aarlig maa svare; Men derimod skal forbindes til ligesom alle andre Selv-Eier-Bønder i Riget at svare efter sit Qvantum Hartkorn alle tre Korn-Tiender saavel til Præsten eller til den til Præsternes Løn herneden foreslagne Rigets Geistlige Land- og Lønne-Casse, som til Kongen og Kirken, d) At ingen i hvem der end ellers haver Herligheden til Stedet (skal eller maa have eller tilegne sig Vorned-Rettighed over de Kiøberes og efterkommende Eieres Børn som avles og fødes paa disse tilkiøbte Præstegaardes Grunde, men alle saadanne deres der avlede og fødde Børn in hoc Puncto at ansees liige og at nyde liige Friheder med andre i Geistlig- og Borgerstand fødte og der værende Folkes Børn. e) At Consumption Folke- og Familie-Skat og ellers alle andre baade

10

ordinaire og extraordinaire personelle Skatter, som enten allerede ere paabudne eller herefter paabydendes vorder, erlegges af fornevnte Kiøbere og tilkommende Eiere; NB. Hvad Sigt- og Sagefalds Bøder, saavelsom til den Rettighed til efter existerede Dødsfald at forvalte og forrette Skifter paa disse meerbemelte kiøbte Præstegaarders Grunde, angaaer, da vil jeg in hoc casu suspendere mit Judicium, og henstille det til andres høiere Eftertanke, Indsigt og Skiønnende, om enten Kongens Amtmand, eller den som haver Herligheden til Stedet, eller Kiøberne selv kan og bør tilstaaes dette Jus; Naar Præstegaardenes Eiere enten selv eller deres Hustruer, Børn og andre af deres Paarørende, Slægt og Familie, ved Døden afgaaer, da kunde det vel tilkomme Amtmanden i Henseende til almindelig Praxin paa andre Steder og de derom udgangne Kongelige Rescripter at administrere Skifterne paa disse forommelte Gaarde; Men naar andre uden for Eiernes Slægt og Familie, saasom Tienestefolk, Indsiddere, Fæste-Huusfolk eller andre skulde der ved Døden afgaae, da kunde vel denne Herlighed og Ret til Skiftets Holdelse følge Kiøberen og tilkommende Eiere selv, og indføres i de dennem meddeelte Skiøder, i hvilken Henseende de da maatte forsyne sig med en behørig og formelig nummereret, igiennemdraget og

11

af Amtmanden forseglet og authoriseret Skifte-Protocoll; Thi at slig Skifte-Forvaltning og Administration som paa disse bortsolgte Præstegaarde og dessen Grunde kunde forefalde, skulde maatle endnu herefter som Hidindtil ved sær Kongelig Benaading som en efterblivende Herlighed forblive under den geistlige Jurisdiction og Herreds-Provsterne bevilget, i Betragtning af og til en evig Amindelse at disse oprettendes Bøndergaarder har forhen været Præstegaarde, det er vel ikke at tænke paa eller at giøre Forslag om. f) At Kiøberne og efterkommende Eiere maa ikke af Jorddrotten eller af den, som haver Herligheden, nægtes de fornødne Tienestefolk af Karle og Drenge, som de uforbigængelig behøver til deres Avlings Drivt sg Jordbrug, men med Husbondens Forevidende fæste og tage dem i deres Tieneste paa nærmeste Godser, enten samme tilhører Kongen eller Proprietarier.

NB. Jo mere fordeelagtige Kiøbe-Conditionerne bliver, jo fleere Liebhavere vil der a) ved den foreslagne Auction indfinde sig, og jo bedre vil Præstegaardens Jorder efter Hartkorn blive betalt, af hvilken Auctions Beløb Kiøbe-Summen vil blive anseelig, og vel større end det prima specie skal kunde indsees, for saa stort et Antal Præstegaarde med alt deres Hartkorn over det ganske Rige. b) Jeg kunde vel ligesom

12

adskillige andre forhen, og især en vis ubenævnt Professor Theologiæ, have giort det Forslag, at de ganske Præstegaarde med alle deres incorporerede Bygninger skulde bortsælges, og andre beqvemme Præste-Boliger for Præsterne paa landet igien opbygges, men da der saadanne nye Præste-Residencers Opbyggelse vilde mueligens medgaae meere, end som Auctions-Beløbet for de bortsolgte Præstegaarde kunde være, og dertil indsees ingen andre Udveie, end at Hans Majests. Casse heri kunde komme til Hielp, ligesom og at alle eller de steeste Kirke Patroner vilde derved bringes i Bekostninger, hvorimod de nu alle, men Kongen især, kan efter min her nedlagde Plan aarlig profitere, saa har jeg holdet saadant et Forslag tilbage. c) De fleeste Præstegaarde har saa tilstrækkelig et Territorium og Grundstrækning, at foruden de til Præsternes Boliger og andet fornødne Brug indrømmede og udseete Bygninger og Huuse, kan derpaa meget gierne rummes og opbygges 1 eller 2 Bondergaarde; men ellers i Mangel deraf kunde tages noget af Gade-Jorden til Hielp, dog ligger der paa sine Steder uden for Præstegaardene nogle samme tilhørende Pladse og Grunde, hvorpaa gemænlig sættes Korn- og Halm-Stakke med videre.

2) At alle Mensal- og Annex-Gaarde baade med Bygninger og tilliggende Jorder af

13

Ager og Eng, Skov og Skovs-Parter, Tørveskiær og Giærdfel med videre, som paa endeel Steder i Riget har været adskillige Præster til Bordhold tillagde, vorder iligemaade stillet til offentlig Auction og den Høistbydende enten paa de foranførte fordeelagtige Conditioner tilslagne, eller og med denne Forskiel og paa disse Conditioner. a). At Kiøberne af disse Mensal- og Annex Gaarde iligemaade udbetaler straxen den halve Kiøbe-Summa, men af den anden halve Kiøbe-Summa; som stedse i Gaardene og tilliggende Jorder bliver staaende, svarer aarlig Rente 3 eller 3 1/2 pro Cento; b) Men dersom Kiøberne af disse Mensal- og Annex-Gaarde enten selv ere Bønder, eller Gaardens egne ißige Beboere og Fæstere, da kan det være dem accorderet og tilladt af Kiøbe-Summen ikkun en 3die eller 4de Deel strax at udbetale, men dog meere, om de selv vil og dertil har Lejlighed, indtil den halve Summa, men siden aarlig ved de svarende Renters Erleggelse betaler i det mindste 10 Rdlr. (dog mere, om de vil og kan) paa den øvrige Capital, som paa deres udstedte Obligationer bliver afskeven, og hvoraf de ei siden svarer nogen Rente videre, og saaledes. continuerer aarlig med noget til Afdrag paa Capitalen betalt saa længe, indtil den ganske Capital med sine Renter er bleven afbetalt og deres Obligationer indfriede.

14

c) At disse Kiøbere bliver vel ogsaa Meddeelt et Kongelig Skiøde paa de samme sidstbemelte Gaarder, som deres kiøbte retmæssige Eiendom, men at de dog i Qvalitet af Selv Eiere ansees lige med Bønderne paa Kiøbenhavns og Hirschholms Amter, og følgelig, ligesom de, aarlig svarer af samme deres tilkiøbte Gaarder alle tre Korn-Tiender, Skatte-Korn, Landgilde og hvad ellers andre ordinaire Skatter og Afgifter som Bønder i Almindelighed overalt i Landet svarer, dog at de vorder fritagne for Hoverie, Skov- og Steen-Reiser og ellers alle Slags Kiørseler, undtagen Konge Reiser, ligesom og at Jorddrotten her beholder Herlighed med Sigt og Sagefald samt Skifte-Rettighed.

3) At iligemaade ogsaa alle de paa Præstegaardenes Grunde og Jorder staaende og forefundne Huuse bliver separat og hver for sig med dessen tilliggende afmaalte Jordmon og Plads til Kaal-Hauge og andet Brug stillet til offentlig Auction, og den Høistbydende tilslagen med denne Condition, at den fulde Kiøbe-Sum vorder inden 6 Uger fra Auctions-Dato udbetalt mod et enhver Huus-Kiøbere meddeelt Skiøde. NB. Dog er denne Forskiel herved at observere, at hvor de ißige Beboere selv eier Huusene men ikke de Grunde, som Huusene staaer paa, der sælges ved Auction Grundene alleene imod den sædvan-

15

lige og den hidindtil deraf gaaende aarlige Afgift og Grundskat, som Grundens Kiøbert ei maa ansætte høiere, med mindre Kiøberne tillige kiøber Beboeren selv hans Eiendoms Huus af, og i dette Tilfælde kan da imod en høiere Afgift meddeele enten den samme Beboere eller en anden Fæste baade paa Grunden og Huuset; Dersom Beboeren, som selv eier Huuset, kiøber ogsaa tillige Grunden, da er han frie for aarlig Afgift deraf i Grundskat at svare, alleene at den fulde Kiøbe-Summa vorder til 6te Uges Dagen efter Auctionen udbetalt; Men Sigt- og Sagefald, Vorned-Rettighed og Ret til Skifte-Administration hjemfalder til den som haver Herligheden.

Men hvad de Huuse og de Grunde eller Pladse, som Huusene staaer paa, er angaaende, som Beboerne ikkun haver i Fæste eller til Leie, men ikke nogen af Deelene til Eie, der kommer begge Deele, baade Huuse og tilliggende Jordsmon og Grunde under et til Auction, og den Høistbydende efter skeede Hammerslag derpaa som hans rette kiøbte Eiendom meddeelt et Skiøde hvorefter han kan bruge, bebygge og sig til Nytte føre baade Grunden og det derpaa staaende Huus, som han best veed og kan, og ellers ogsaa ved Skiøde til hvem han vil, overdrage, fælge og afhænde der; Dog er vel forinden fornøden,

16

at Grunden eller Pladsene til disse Præste-Huuse vorder ved Maal og Qvadrat-Alen baade i længden og Breeden fastsat og afmaalt.

NB. Nu kan det vel være, at der iblandt saadanne Huuse kan findes nogle, der ere opbyggede og staaer paa den Jord, som er immatriculeret og hører til eller har været under Præstegaardens Ager- og Sædejord indbegreeben, ja endog staae ude i Skov eller Marken paa Præstegaardens Grund, i hvilken Henseende een eller anden Kiøbere af Præstegaardens Bygninger og Jorder vilde muelig paastaae Vederlag og Gotgiørelse for de fratagnne og bortsolgte Grunde, som Huusene staaer paa, siden han af Præstegaardens ansatte og immatriculerede Hartkorn skal svare alle tre Korn-Tiender ligesaa fuldt som dertil endnu laae det fulde Antal og Qvantum Hartkorn, og det vel paa Grund af Lovens 3die Bogs 13 Cap. 12 Art. som siger, at, naar Husbonden tager noget af Bondens Jord eller andet, der ligger til hans Gaard, fra ham, saa skal Husbonden selv gotgiøre ham det ved Afkortning i hans Landgilde og selv udrede hvis Tynge der ligger paa det Fratagne; Men denne Paastand og moverede Qvastion er straxen decideret med dette Svar, at saadan Vederlag og Gotgiøreise er Kiøberen allerede skeet og ligger i de fordeelagtige Kiøbe-Conditioner, hvorefter han

17

er vorden fri ikke alleene for al Landgilde; Men end ogsaa fra Skatte-Sæd, Hoverie, Reiser, Kiørseler og deslige.

4) Af dette heele Auktions-Beløb (som med Rette og allerstørste Billighed bør komme hele Rigets Gejstlighed alleene og ingen andre til Nytte, i Betragtning at det bortsolgte Præste- og geistlig Jordegods ere saadanne Gaver, Donationer og Beneficia, der fra Arrilds Tid og af saa mange fremfarne Konger har været Geistligheden, eller rettere alle Præsterne i Riget, til Hielp og Understøttelse i deres Bordhold, Huusholding og Udkomme skiænket, beneficeret, tillagt og Tid efter anden i og med deres Privilegier confirmeret) for alle de bonsolgte Præste-Mensal- og Annex Gaarde i alle Stifterne udi Riget kan for ethvert Stift giøres en Fond og oprettes en Caste, som aldrig, saa længe Verden staaer, maa gaae under, hvilken kan bære Navn af Stiftets geistlige Meriteog Hielpe- og Opmuntrings Casse, foruden at der af de til Præsternes aarlig staaende Løn, egentlig bestemmede Afgifter, som Bønderne overalt med Penge vorder til fornævnte Brug ansatte for at betale aarlig for ald deres Korn Tiende og andet efter mit her neden under giørende Forslag, kan oprettes en anden General- og Hoved-Casse for heele Riget, under Navn af

18

Rigets Geistlige Land- og Lønne Casse, hvoraf egentlig tages Præsternes Lønninger, og om hvilke tvende forskiellige Casser jeg siden herefter paa sit Sted skal røre og yttre mine Tanker naar jeg kommer dertil.

NB. Dette mit heroven til om Præstegaardene i Henseende til nogle deres Bygningers og alle tilliggende Jorders Bortsælgelse, hvorved Præsterne vorder entlediget deres Avling og Jord-Brug, giorte Forslag, formener jeg som nogenledes paa Ret og Billighed velgrundet at finde alle ædelmodige, retskiønnende og høitænkende Patrioters, mine Medborgeres eenstemmige gunstige Bifald; Thi, som en unægtelig Sandhed maa dette tilstaaes og consideres: a) At en Candidatus Ministerii eller en anden ordineret Præstemand der bliver voceret Sognepræst til et Præste-Kald paa Landet, er nolens volens for Præstegaardens Indkiøbs og medfulgte Avlings Skyld samt til sin videre Etablissement, (naar han ellers ikke selv haver Midler, men, hvem applicerer sig vel i vore Tider til det Theologiske Studium og affecterer et Præste-Embede, helst paa Landet, som haver Midler? Gemeenlig og i Almindelighed ere det kun de Fattige, som tiltræder og beklæder geistlig Stand og Embede) absolute forceret at sætte sig i en Gieid af 14 á 1600 Rdlr; Er nu saadan Mand saa lykkelig,

19

at han kommer til et Kald, som der er klækkelig Leve Brød og skikkelig Udkomme ved, da kan han endda vel giøre sig Haab om med Tiden at rede sig ud af sin Gield, naar han ellers vil føre en fornuftig og forsigtig Oeconomie: Men derimod ere Hænderne altid bundne paa den, som kommer til et slet og ringe Kald, hvor der neppe uden med Kummer og Møie er det tørre Brød ved; han bliver stedse siddende i beknyttede og trouble Omstændigheder, og, uagtet ald hans forsynlige Oeconomie og oeconomiske Flid og Stræbsomhed, kan aldrig faae sin Guld betalt, ja vel neppe engang, uden med stor Besværlighed, rede de af den laante Capital aarlig gaaende Renter fra sig, hvorved Hænderne og omsider plat siunker og falder ned paa ham; Han bliver forsagt og nedslaaen i Sindet, og den, Lyst og Munterhed, hvormed han skulde, og ogsaa gierne vilde, men af bemelte Aarsager ikke kan giøre sit Embede, forgaaer ham Tid efter anden, saa at hans Embede bliver ham tilsidst ligesom til (ur ita dicam) Marter- og Pine Tieneste formedelst de utallige mange daglige Byrder og Bekymringer, der immer bliver ved at trykke hans Sind og han ikke kan før giøre sig Haab om at faae en god Ende paa, førend han er saa lykkelig, at han paa saadan sin møjsommelige Vandring kan naae og komme til den sidste Mile-Pæl, der staaer opreist ved hans

20

Grav, og der bier paa ham. b) At saadan en Mand, der kommer fattig og fremmed til et Kald, lider ikke alleene som oftest meget ondt for at faae Pengelaan og den behøvende assistence, helst af saa betydelig en Capital, til sin Istandsættelse; thi paa hans blotte ærlige Ansigt og for hans Præste Kiortels Skyld alleene vil nu slet ingen laane og kreditere ham noget; Paa en hans simple Obligation og Forskrivning endnu ligesaa lidt, og Pant til Forsikkring haver Hand ikke at give en Creditor uden alleene Præstegaarden og Naadsens Aaret, og hvad han endda derpaa kan faae at laane, det vil langt fra ikke forslaae og tilstrække til alt det, som hans Esablissement, i Henseende til Jord-Bruget og Avlingen alleene udfordrer; Men det som mere er, han maa endog som oftest ligesaa erfare, at just hans Avling og Jord-Brug, der fører saa megen Uroe formedelst den derved uadskillig hængende store og vidtløftige Huusholdning med sig, er ham en Hinder i hans videre timelige Lykke og Velfærds Sag i Henseende til Giftermaal og Mariage; Thi fordi Præstekonerne overalt paa Landet ere, som noksom bekiendt, for saadan en stor, urolig og vidtløftig Huusholdnings Skyld dagligdags Slaver i deres Huus, er det gandske rart at en Præst paa Landet giør saadant et Partie og Mariage, hvorved han uden al Gteld kan etablere og istand-

21

sætte sig; Hvad skulde der og vel bevæge det Fru entimmer, som er bemidlet eller kan i Arv have noget (ur dicitur) til beste, til at gaae ind i det Huus, som hun forud veed, er et Slide- og Slæbefted hvor der aldrig, imellem Aar og Dag, og saaledes det ene Aar efter det andet, bliver Ende paa Huusets og Huusholdningens medførende Slæb, Arbeide, Møie, Uroe og Besværlighed, i hvilken Henseende end ogsaa alle Capellaner i Kiøbstæderne (som kan indrette deres Oeconomie og Huueholding efter deres egen Lejlighed og ligesom de selv vil) maa vel af alle der har Indsigt baade i Kiøbstæd- og Landvæsen, priises meere lykkelige end Sognepræsterne overalt paa Landet. a) At de allerfleeste og næsten alle de, der bliver og ere blevne kaldet til at være Sogne-Præster paa Landet, ere i Landvæsenet aldeles ukyndige og har ingen Indsigt i, eller det mindste Begreb enten om det ene eller det andet som concurrerer Ager-Dyrkning og henhører til Avlings Doent og Drift (hvorpaa jeg meget gierne kunde anføre mange, end ogsaa saadanne Exempler, hvorved alle, det hørende, skulde føraarsages den største Latter) hvorfore de ogsaa har straxen giort sig Umage for, endskiønt ofre med øiensynlig og skammelig Tab at blive deres Avling og Jordbrug qvit, og enten har da paa Livstid for en Bagatelle og ringe Afgift forpagtet den til en eller anden brav og er-

22

faren Landmand, som har seet sig tient og holden dermed, eller ogsaa overladt den til Bønderne i Sognet, saa at een har faaet eet og en anden et andet Stykke af Præstegaardens Jorder; men Udfaldet har i sidste Tilfælde gemeenlig været dette, at naar Jorden er bleven udpisket, og Bønderne har faaet Kraften og Fedmen deraf, saa har Præsterne selv maattet tage deres udmattede tørre og magre Jord til sig igien; og naar de nu i saadan Fald har seet sig nødt til selv at drive deres Jord, saa er det først, at de kommer til ret at give Lærepenge af deres Ukyndighed og Uerfarenhed i Jordbrug og Agerdyrkning, og ved Avlingens Drift maa de jo længere jo mere befinde i adskillige Tilfælde immer at gaae tilbage og ikke frem, derved mere at tabe end at vinde, og at Avlingen ikke alene (ut dicitur in adagio & fic etiamvere est) æder sig selv op, men at der endogsaa til dens Drift at fortsætte medgaaer og anvendes meget, ja vel endog den største Deel af deres præstelige Indkomster; foruden at en Præst kan være uhældig med sine Creature og dessen Tillæg, blive beladt med slette og slemme Tienestefolk, der ere utroe, skarnvurne, liderlige, forsømmelige, efterladne, skiødesløse og uforsigtige, og enten med fri Forsæt og af Ondskab, eller og af Efterladenhed og Uforsigtighed kan contribuere meget til hans Ruin og Decadence; thi nu kan

23

han ved deres Skyld miste een eller to af sine beste Heste, nu en Koe eller flere, foruden saa mange af de andre mindre og smaa Creature; nu maa han see sine Vogne og Plouge med alle behørige Vogn- og Ploug-Redskaber, Læder- og Seeletøi med andet mere ilde og skammelig at blive medhandlet og plat at spoleres, uden at samme bliver fredet, holdet Hævd over, heget paa, hængt op i Tørre, lagt ind i Huus, og deres Brøst og Forraadnelse forekommet. Ja det kan fast neppe udsiges, hvorledes en Præst paa Landet, som selv haver sin Avling under egen Drift, maa nu paa een og nu paa en anden Maade i utallige Begivenheder ved sine Tjenestefolk tage den ene større og mere følelige Skade end den anden. Nu kan og en Præst imellem faae saadan en Avlskarl, som han baade er intet tient med, og som endeel af hans Velfærd gaaer i Løbet ved, nemlig saadan en Karl, der næsten lige saa lidet som Præsten selv forstaaer sig paa Avlings-Doent og Handtering, en Karl der slet og ilde handterer og behandler Jorden, ja der vel endogsaa plat forsaaer Jorden, og ellers i andre Maader saaledes tilreeder Jorden, at Præsten ikke engang kan indhøste sin Udsæd igien af Jorden, hvilket og een og anden Præst er arriveret, og jeg ogsaa selv veed af egen Erfarenhed best herom at kunde skrive. Jeg vil endda gaae dette som urørt forbi, at naar

24

en Præst ikke staaer i Harmonie, Connexion og Forstaaelse med Stedets rette Jorddrot, den vedkommende Proprietair, Husbonde, Regimentsskriver, Forvalter, Ridefoged, Skovrider, Skytte, og deres underhavende Fuldmægtige,

Badefoged, Skovfoged, Bondefoged, Rideknegte, Skrivere, Skriverdrenge og deslige, eller og alle disse ere ikke synderlig gode Præste-Venner, da kan han neppe vide sig fri nogen Dag for deres Chieaner og Fortredeligheder, i det

ringeste kan han aldrig være vis og forsikkret paa at beholde sin Avlskarl, i hvor slet han endogsaa

er, men maa vente, og ogsaa imellem taale at see ham, endogsaa midt i den allertravleste Pløie-,

Sæde- og Høste-Tid, at tages fra sig, for enten at sættes til en forfalden Bondegaard eller at

enroulleres som Soldat, uden enten at lade hans Tieneste et Fierding-Aar forud lovlig opsige, eller i hans Sted efter Forordningen at anskaffe Præsten en anden dygtig Karl igien, hvilket jeg og har af troeværdige Præster ladet mig forsikre at være dem vederfaret, og at de næsten alle heri har en lige og fælles Skiebne. Og endnu foruden alt dette, da har vel alle de Præster, baade Siellands og i de andre Stifter, som har selv blevet deres Avling og Præstegaarders Jorder, ved den grasserende Qvægsyge taget et langt større og føleligere Tab end alle de andre Præster, der

25

ikke har drevet deres Avling, men har ved Forpagtning, endskiønt paa sine Steder taliter, qvaliter skilt sig ved den. Af Erfarenhed veed Min Auetor til denne Plan at kunde sige og skrive dette; thi med den grasserende Qvægsyge er han nu fire Gange bleven hiemsøgt, og hver Gang har han mistet alt sit Hornqvæg, nu tilsammen 89 Qvægs Høveder, men dette saa stor og følelig et Tab i saa høi en Grad havde han med flere Præster kunder være forskaanet for at tage, naar de havde været deres Avling og Jordbrug ganske quit og entlediget, d) At en Præstes Avling ogsaa kan (som og desverre paa mange Steder visselig skeer) immer være en Anledning til Strid og Tvistighed imellem ham og hans Sognemænd, nu enten over deres Diger og Gierder i Marken, at de ikke ere ret og forsvarlig gravede og lukkede, være sig enten paa Præstens eller Bøndernes Side, nu over deres Heste paa begge Sider, som slider sig løs af deres Tøier og kommer hen i hinandens Sædeland og Enge, hvorved baade Sæden og Græsset trædes ned, og ellers over andre deres Creature fra begge Sider, som kan komme ind i Vangene; nu formedelst Afpløining fra Præstens Jorder, hvor de ligger Ager om Ager med Bøndernes; thi heri ere de næsten alle brændte med eet Mærke, at de gierne vil immer pløie noget til sig af Præstens Jord, og hvad der ikke

26

skeer om Baaren med Plougen, det skeer gemeenlig i Høe- og Korn-Høsten baade paa hans Ager og Eng med Leen og Meierebet; Nu ogsaa formedelst Bøndernes imellem indløbne urimelige Paalæg, Vedtægter og Bye Love, som Præsten ikke altid kan samtykke udi, eller vil selv binde sig til at holde over, og meget andet saadant mere, som kan foraarsage Tvistighed imellem Præsten og hans Sognemænd. e) At Præsternes Avling og de dermed fulgte og forvoldte Fortredeligheder og mange Bryderier betager og spilder dem megen Tid, som de ellers kunde og ogsaa skulde bruge og anvende til det Embede, som de ere kaldede til; thi midt i deres Meditationer, midt i deres Studering, Læsning eller Skrivning, og andet deres Embede vedkommende, maa de som oftest bryde af, distraheres, og blive hindret eller kaldet fra, nu ved at høre paa en og anden, og ofte imellem ubehagelige Tidende, som bringes dem, nu ved at svare paa et og andet Spørsmaal som giøres dem, nu ved selv at gaae ud baade i Gaarden og paa Marken, for øiensynlig i egne Personer at erfare, eftersee, undersøge og foranstalte enten et eller andet, som alt hører til og reiser sig af deres Avling og Jordbrug, eller af Gaardens og Markens Gierning. Hvorfore, og i Betragtning af disse foranførte Hovedgrunde og Aarsager, det var got, at Præster bleve Præ-

27

ster, som de ere kaldede til at være, og at Bønder alleene bleve Bønder, som det de i deres Stand ere fødte og oplagte til at være. f) Der vilde vel og fra Præsteskabet Tid efter anden komme mange ypperlige Bøger og Skrifter for Lyset og i Trykken, dersom ikke Avlingen deri var dem en Hoved-Hindring, og hvorfore ikke lige saavel fra Geistligheden og Præsterne i Dannemark, som i andre Protestantiske Lande & c.

II. Men at det først, førend derommelte Præstegaardenes Huuse og Bygninger bliver ved Auction efter mit derom heroven til giorte Forslag bortsolgte, vil være a) fornøden først at vurdere eller ved 2 eller fire dertil udmeldte fornuftige uvillige Mænd at lade vurdere enhver Præstegaard og alle dens Bygninger og Huus-Længder, især, uden deri at indbegribe med den dertil liggende Hauge og Hauge-Plads, for at erfare og vide, hvormeget enhver Præstegaard er værd, enten dens Vurdering gaaer til eller under 500 Sldlr., som er det høieste en Præstegaard efter Loven skal af Eftermanden i Embedet betales med til Formanden eller hans Stervboe og Arvinger; og b) naar nu dette er skeet, samt og bleven bestemt og fastsat hvad Huuse og Bygninger af Præstegaarden der skal sælges, og hvad Huuse og Bygninger der skal indrømmes Præsten til en beqvem Residence og Boelig, at

28

der herpaa da tages en Vurdering først paa den Hoved Bygning og Stue-Længde med de øvrige og til Præstens fornødne Brug udseete og fratagne Bygninger og Huuse som skal tiene ham til Beboelse og nogle saa Creatures Holdelse, og vil paa de fleeste Steder naae en Vurdering af 500 Sldlr. alleene; Og derefter tages en anden Vurdering paa hver en Præstegaards Hauge med dens heele Jord- og Grundstrækning samt Yndbægning og Lukkelse (være sig med Planke- eller Stakkit-Verk, Steen- eller Tiørne Giærde, Leervægge eller opkastede Diger og Grøfter) tillige med dens øvrige Indretning til Frugt- øg Kiøkken-Hauge, Humle-Kommen- Seneps- eller andre Slags Sæde Hauge, Lyst- og Blomster Hauge, Lysthuuse, levende Giærde af Ligustro verberisse eller deslige, Ribs- og Stikkelsbær-Hække, samt alle de i hver Hauge og der forefundne baade rare og ordinaire Frugt-Træer af alle Slags, saavelsom Grotter og Vandspring, Fiske-Parke og Bleege-Damme med videre, som altsammen er hidindtil ikke uden paa ganske faa Steder og det efter faldne Decisioner og Kiendelser paa Skifter af vedkommende barmhiertige Skifte Forvaltere, bleven betalt af efterkommende Præster, i hvor store Bekostninger der end af Formændene, den ene efter den anden har været giorte paa de til deres Præstegaarder liggende Hauger, i hvor smukke,

29

prægtige, vel indrettede og med hvad Slags rare Frugt-Træer besatte Haugerne end har været, og i Hvormeget de end ogsaa efter saadan Beskaffenhed haver kunder være værd og af aarlig Importance, men de haver altid uden Vurdering, følgelig da ogsaa uden Vederlag, uden nogen Betalning og Gotgiørelse, ja end og uden engang Tak til Formændene og deres Arvinger fulgt Mand efter Mand med i Præstegaardens Kiøb, ligesom Jorderne af Ager og Eng med meere i Marken, og saaledes har enhver Præst (saasnart han har tiltraadt og betalt Præstegaardens Bygninger) ogsaa tillige for slet intet og uden nogen Betaling tiltraadt den eller de, (thi NB. til nogle Præstegaarde ligger 2, 3 og ogsaa fire Hauger,) til Præstegaarden liggende Hauger som sin pro tempore værende retmæssige Eiendom; Hvilket alt reifer sig fra de første Tider af, da der af Bøndergaarde bleve gjorte Præstegaarde, og disse bleve Præsterne overdragne til Beboelse, hvorved fulgte de næst derved liggende Hauger eller øde Pladser, saa at Præstegaardens Hauger paa de Tider vare ikke bedre end Bøndernes Kaalhauger i ißige Tider, ja ikke engang saa gode som mange Bøndergaarders Hauger paa sine Steder omkring i Provincerne, hvor de af deres Hauger tager alleene for Frugt alt det, som de betaler deres aarlige Skatter med

30

og vel meere, thi i Præstegaardens Hauger eller de dem til Hauge skiænkede Pladse og næstliggende Jordsmon fandtes paa de Tider ikke et eeneste Frugt-Træes Hvorfore og Forskiellen imellem disse Præstegaards Haugers Tilstand, Indretning og Beskaffenhed nu og da (hvad de fleeste af dem angaaer) vil og giøre en Heel mærkelig Forskiel imellem deres Priis og Værdi nu og da, følgelig vil der da ogsaa udaf dennem efter en derpaa skeete Taxation og Vurdering udkomme, om ikke just overalt og allevegne i Riget saa stor og betydelig en Summa, saa dog noget og saa meget som enhver Hauge med sin heele Grund, strækning og efter sin Indretning og befundne Beskaffenhed kan være værd, og det bliver paa mange Steder meere end 50, 100 ogsaa 200 Rdlr. c) Dersom da nu baade en Præstegaards Hauge eller (in plurali) Hauger, saa ogsaa de Præsten til Residence og andet fornødent Brug indrømmede Værelser, Huuse og Bygninger befindes ved Taxation og Vurdering enten at være 500 Sldlr. værd, eller saameget værd, som den heele Præstegaard med alle sine Bygninger og Huuse forhen, foruden Haugen og førend disse Bygningers og Huuses Afdeeling og Separation fra hinanden skeede i er bleven vurderet for, da faaer den da værende Præst paa saadant Sted slet intet til Vederlag, Betaling eller Refusion

31

og Gotgiørelse for den Deel Bygninger og Huuse, som tillige med de tilliggende Præste-Jorder af Ager og Eng, tages fra Præstegaarden og vorder ved Auction til den Høisibybende bortsolgt, Ratio: han har nu faaet Vederlag og Betaling derfor iden taxerede Hauge, og hvad den (Præste-Residencen iberegnet kan efter hans Død eller Forflyttelse efter lovlig skeedte Vurdering igien befindes at være værd, det skal ham eller Arvinger ogsaa igien gotgiøres, dog at Haugen tillige med Præste-Residencen og de deri inkorporerede Huuse og Bygninger ikke betales med høiere Summa end 500 Sldlr., i hvor meget de end begge kunde være mere værd; Hvilket da indtil videre Forandring dermed (nemlig indtil de uden Indkiøb af nogen Successor i Kaldet, kan i Tiden blive frie Boeliger, som efter faa Aars Forløb vist kan ventes at see, naar denne min her nedlagde Plan vorder til Udførelse og Iverksættelse approberer) bliver stedse en almindelig Regel for Præst efter Præst i et hvert Kald. d) Men derimod, dersom de til Præste Residente udseete og udtagne Huuse og Bygninger tilligemed tilliggende Hauge skulde ved Taxation gaae under den Vurdering, som den heele Præstegaard, førend Afdeelingen skeede, og Haugen deri uberegnet, blev ansat for, da tages alleene saa meget af Auctions Beløbet, som mangler i Præstegaardens Vurderings Sum-

32

rna til at betale den paa saadant Sted da værende Præst med for det manglende; Men han igien eller hans Arvinger bekommer i Tiden for begge Deele efter dessen skeede Forbedring og befundne Beskaffenhed, alt ligesom de begge ere værd, Betaling indtil 500 Sldlr. e) Efter saadan Forandring kan det vel være enhver Præst tilladt at bygge fleere Fag Huus til de ham indrømmede Huuse og Huusværelser paa Præste-Boligens Territorio og afmaalte Grundstrækning, alleene at hans Efterkommere i Embedet dog ikke betaler meere baade for Præste-Residencen og Hauge tillige end 500 Sldlr. i det høieste, naar de begge Deele ere saameget værd. Men de Huuse og Bygninger, som han enten til Bortfæstning og Leie eller til andet Brug opreiser paa et eller andet Sted (separat og afsondret fra Præste-Residencen) i sin Hauge, eller (hvor der ere flere) i de til Præste-Boligen tilliggende Hauger skal han eller Arvinger efter Vurdering nyde Betaling for af Efterkommerne, bog at samme Betaling ei overgaaer 122 Slettedaler, omendskiønt saadanne Huuse og Bygninger kunde befindes at være mere værd, og i hvor mange de end tillige maatte være. F) Da der ogsaa findes de Præstegaarde omkring i Provincerne, hvortil ligger ikkun en ganske liden Hauge af saa ringe et Jordsmon, at deri neppe kan faaes en heel eller halv Skieppe Korn,

33

da var det billigt, at der blev sørget for saadanne smaa Præste-Hangers Udvidelse og Forstørrelse, Hvilket kunde skee enten ved et dertil udseet afmaalt og til Præstegaardens Hauge tilstødende klækkelig Stykke Gadejords Indlemmelse i og Indhegnelse med Præste-Haugen, eller ogsaa ved Mageskifte, naar een af Byens Marker støder an paa saadan en liden Præste-Hauge, saaledes, at der af saadan en paagrændsende Bondegaards Jord bliver med Jorddrottens eller Husbondens Minde afstaaet en Plads paa ungefær 2 á 3 eller flere Skiepper Sædeland, imod at Bonden igien til sin Erstatning bekommer Vederlag paa et eller andet beqvemt Sted i Marken af Præste-Jorden.

III. At paa denne foreslagne Maade og naar dette giorte Forslag engang i Tiden bliver iverksat og bragt i Rigtighed, nyder og beholder Da Præsterne af deres Præstegaarders Hovedbygning til Beboelse: a) en begvem Residence tilligemed nogle Huuse til deres fornødne Brug og faa Creaturers Holdelse, b) saa ogsaa alle de til Præstegaardene hidindtil liggende og indhegnede Hauger, som Præsterne paa de fleste Steder har giort megen Bekostning paa at indrette og at holde i en meget smuk og ordentlig Stand, c) samt de af dem og deres Formænd ligesaa med stor Bekostning anlagde og indrettede Fiskedamme og Parker, Hvad enten de ere i Præstegaar-

34

denes Hauger eller andensteds paa Præstegaardenes Grunde og Jorder i Byen eller paa Marken.

IV. At Præsterne faaer hver af deres Meenighed fri og forsvarlig Græsning om Sommeren og Foering om Vinteren til 2 Heste, 4 Køer og 20 Faar; eller og, hvad Vinterfoeret er angaaende, da fordi et Sogn er meget mindre, og følgelig kan meget mindre afstedkomme Vinterfoeret til sin Præst end et andet større Sogn til sin, da synes det mig billigt og best, at det ene Sogn heri kom det andet til Hielp, og at der, hvad denne Post angaaer, blev (ligesom er proportionalirer forhen skeet ved de Kongelige Skoleholdere paa Landet) giort en Repartition paa ethvert Amt, saa at, naar det Qvantum Vinrerfoer først var bleven bestemt, som een Præst aarlig skulde have, det da ogsaa efter giorte Overslag blev fastsat, hvor meget der af hver Tønde Hartkorn skulde svares i Havre, Høe, Rug-, Byg- og Havre-Halm, og til hvilken Præst i Herredet eller paa Amtet enhver Bonde skal føre den Fourage, som han efter sin Gaards Hartkorn tilkommer og bliver ansat for at svare. Hvilket sidste maatte ogsaa enhver Præst til hans Efterretning blive forud bekiendrgiort.

V. At enhver Sognepræst paa Landet faaer ikke alleene 6 Gange om Aaret en fri Reise med Heste, Vogn og Karl, til den nærmeste

35

Kiøbstæd, for der at kiøbe og med Vognen hiemføre de til hans Huusholdning behøvende Vahre, men at endog de Præster, som haver Annex, et eller flere, faaer fri Befordring til og fra deres Annex Kirker paa alle Søn-, Hellige-, Prædikeog Skrifte-Dage, hvilket alt kan alternarim gaae omkring paa Bønderne, saavel i Hoved-Sognet som i Annexet; Men de som paa andre end paa disse fornævnte Dage vil i Annexet have Præste-Tieneste, med Trolovelse, Brudevielse, Barnedaab, Liigprædiken og Jords Paakastelse, bør selv befordre Præsten frem og tilbage fra Annexet.

VI. At Præsterne nyder herefter, som hidindtil, Offer af deres Meenigheder paa de tre aarlige store Høitider, samt Offer eller Betaling for alle fornævnte præstelige Forretninger, dog alt efter et derom forfattet Kongelig Reglement, som kunde og burde indrettes efter enhver Provinces og hver i Provincen værende Egns hafte Brug og Skik, samt dens befundne Leilighed og Beskaffenhed, og hvorved tillige maatte reguleres, hvad enhver Communicant i Bondestanden skulde ofre Præst og Degn til hver Høirid, samt hvorledes der i Henseende til Salarium for enhver extra Ministerial-Forretning skulde forholdes.

VII. At Præsterne nyder endnu herefter (ligesom Brug og Skik hidindtil paa mange og næsten de allerfleste om ikke alle Steder haver været)

36

af alle og enhver som haver noget Huus i Fæste, aarlig til St. Mikkels-Dag baade en levende Gaas og et Par Høns, eller i den Sted 4 Mf. i Penge; samt og, at Præsterne i Steden for de i Loven anbefalede Høstdage (hvilke, naar Præsterne entlediges fra deres Avling, de ikke behøver) nyder aarlig tvende andre Arbeids-Dage, (thi Daglønnere betales altid dobbelt, og paa sine Steder tredobbelt for en Høstdag frem for en anden ordinair Arbeide: Dag) af enhver fæste Huus-Mand, og tillige en Arbeids-Dag af hans og enhver Huuskone, saavelsom af enhver Pebersvend og Indsiddere baade Mand og Kone, Gifte og Ugifte, naar og paa hvilken en Tid Præsterne det behøve og lader dem derom tilsige, eller og i den Sted I Mark af hver en fæste Huusmand og Indsiddere, og 8 Skilling af enhver Huuskone og Indsidderske. NB. Fæste-Huusmænd paa Landet ere gemeenlig i Almindelighed Bonden mere besværlig end nyttig, mere til Byrde og Nedtrykkelse end til Opreisning og Lettelse; de veed ogsaa, naar Bønden trænger til deres Arbeide, at lade sig got betale, nu med Sædejord, nu med Eng og Høeslet, nu med Tørveskiær og deslige, foruden Penge tillige; ja i lette Tider, i gode Aarinqer, og naar alle Fødevahre ere i en ringe Priis, gider de af Fuulhed og naturlig Dorskhed fast ikke arbeidet, og om de end da ar-

37

beider i een Uge, saa ligger de igien paa den lade Side i tre andre Uger, og tærer af det forhen i saa kort Tid fortiente. Deres aarlige Skatter og Udgifter, naar jeg undtager den nu paabudne Extra-Skat, den dog mange ere fritagne for at betale, eller og betaler kun med 4 Skilling maanedlig, ere kun deres Huusleie, eller Grundskat og Afgift af deres beboede Fæste- eller Leie-Huse, og den Afgift eller Huusleie er ganske taalelig, nemlig fra 4 til 16 Mark aarlig, dog de fleste betaler kun 6 á 8 Mark aarlig. De veed ikke heller, i det ringeste paa Kongens beholdne Ryttergods, enten af Hoverie eller ugedags Arbeide at sige, og derfor kan disse foreslagne Giæs, som de ellers overalt yder, Høns, og Arbejdsdage til deres Præst ikke i mindste Maade være dem til nogen Byrde og Besværing, og det saa meget desto mindre, siden der i de fleste, ja vel i alle Sogner, ere mange af dem, der aldrig imellem Aar og Dag til Høitiden ofrer deres Præst saa meget som en Skilling, end sige mere; ja vel de der ikke i 10 eller 20 Aar har enten ofret Præst eller Degn; og i saadan Henseende var Let billigt, at de, ligesom eer i Norge, var ansat for noget aarlig at erlegge til Præstehold og Præsteløn, lige got, om det samme skulle endog gaae ind i Rigets geistlige Land- og Lønne-Casse, da Cassen herved vilde visselig faae en klækkelig

38

Accrement og Forbedring for hele Riget. Præsterne arbeider jo og lige saavel for Huusfolk som for Gaardfolk, billigt da, at de ogsaa concurrerer per Advenant og pro qvoto til Præstelønnen, da de selv aldrig uden Løn, og ogsaa ikke heller uden god Løn, arbeider for nogen Præst eller Bonde; men af mange faaer Præsterne derimod slet intet for deres Arbejde.

VIII. At Præsterne og de Præster især, som ingen Ildebrand enten af Brænde eller Tørv ved Udviisning bekommer, enten paa Kongens eller paa Proprietair-Gods og af deres Kirke-Patroner, maatte ikke for en billig Betaling, hvilken maatte efter enhver Egns og Provinces Leilighed og Vilkaar skee og blive fastsat efter een derpaa foreskreven Taxt, nægtes deres fornødne Ildebrand af Tørv paa de nærmeste steder, hver Tørveskiær er, og at Sognets Bønder endnu herefter, som hidindtil Brug og Skik overalt har været, hiemfører Præsterne saadan deres Ildebrand baade af kiøbt Brændsel og af leiet Tørvejord.

IX. At Præsterne tillades uformeent og ubehindret i deres Sogner, paa Byens Gader, Overdrift, eller i Marken, at lave grave hvad Leer de til deres Præstehuuses Vedligeholdelse, enten der er nye Leervægges Opflindelse eller gamle Vægges Reparation og Forbedrelse, maatte u-

39

forbigiængelig behøve, saa og iligemaade at lade skiære den Huus-Tørv, som til Præstegaardenes Huus-Rygninger behøves.

X. At naar en Præstegaard (det Gud i Naade forbyde) enten afbrænder eller behøver en Hoved-Reparation, Sognets Bønder da kommer Præften til Hielp med Bygnings Materialier af Tømmervahre, Kalk, Steen, Gruus, og deslige, at tilføre ham fra det Sted eller Kiøbstæd hvor Bygnings-Materialierne vorder, kiøbte, dog at saadanne Kiørseler ikke bliver over 5 Miile; item at Bønderne ikke af deres Herskaber og Husbonder eller deres Forvaltere og Fogder maa forbydes at giøre deres Præst den Villighed og villig Tieneste, som de uden nogen deres Skade Hg Besværing kan og vil selv godvillig giøre ham.

XI. At Præsternes aarlig staaende Penge-Løn, hvormed de herefter for deres Arbeide og Præste-Tieneste kunde salareres, vorder saaledes reglementeret og fastsat, at Præsterne paa Kiøbenhavns Amt bliver hver tillagt 550 Rdlr.; Præsterne paa Noeskilde, Frideriksborg, Hirschholms og Cronborg Amter, hver 500 Rdlr.; Præsterne overalt paa de andre Amter i Sielland 450 Rdlr.; Og alle de andre Præster paa Landet i hele Riget, nemlig baade paa Møen, saa og i hele Fyens Stift og i de 4 Stifter i Jylland 400 Rdlr. Alle residerende Capellaner paa

40

50 Landet, saa og alle de paa Insuler og med Vand omflydte Øer boende Præster uden Forskiel og uden Hensigt til hvad Stift de ere boende i og sorterer under, 300 Rdlr.

XII. Hvilken Penge-Løn kan udredes og tilveiebringes af Bønderne overalt i Riget med en meget billig og ganske taalelig Betaling baade for ald deres Korntiende af Rug, Byg, Havre, Hvede, Boghvede, Erker, Vikker, Hør, Hamp, og ellers hvad anden Slags Sæd, saasom sennep, Kommen & c. naar den er faaet i den immatriculerede Jord, der hidindtil er svaret og yds Tiende af, saa og for ald Deres Qvæg-Tiende, af Kalve, Føll, Lam, Bier, Giæs, Ænder, Høns, samt smaa Redsel af Kage, Brød, Smør, Æg, Ost, Gris, Juule-Rente, og ogsaa paa sine Steder Penge tillige, som Bønderne har Hidindtil aarlig ydt til Præsterne, foruden Fiske-Tiende paa de Steder ved Søe- og Strandkanten, hvor der er Fiskeleie; og det alt paa denne for Bønderne formentlig allerletteste Maade, Hvormed de meget vel kan være tient, holden og ganske got fornøiet, som det der øiensynlig er dem til en stor Fordeel og Lettelse, nemlig at de for ald denne benævnte Tiende, baade Korn- og Qvæg-Tiende, samt smaa Redsel, som de efter dette mit giorte Forslag bliver efterdags stedfe fri for á parte at yde eller betale til Præsterne, be-

41

taler de af hver Tønde Hartkorn saaledes, nemlig: Bønderne paa Kiøbenhavns Amt 7 Mark af enhver Tønde Hartkorn. Bønderne paa Roeskilde, Frideriksborg, Cronborg og Hirschholms Amter 6 Mark 8 Skilling; alle de øvrige Bønder i Sielland 6 Mark; og Bønderne paa Møen, i Fyens Stift og overalt i Jylland 5 Mark 8 ß. af hver Tønde Hartkorn; ligesaa enhver som har noget Huus i Fæste, erlegger aarlig til den geistlige Land- og Lønne. Casse i Mark 8 Skilling, og ellers af ethvert Baade Eiendoms-Huus og Leie-Huus svares aarlig I Mark; enhver Indsiddere og Indsidderske, Gamle, Syge og Fattige undtagne, pro Persona I2 Skilling. NB. Bønderne paa Kiøbenhavns Amt kunde gierne uden deres Skade taale at give 8 á 9 Mark af hver Tønde Hartkorn for alt det som de skulde tiende af og ellers yde til Præsterne; og denne af Mig her foreslagne Afgift beqvemmede de sig vel ogsaa ganske gierne og godvillig til, uden mindste derimod giørende Indvending og Vegring; thi jeg har af adskillige Troeværdige ladet mig informere og indberette, ar endeel og de fleste Bønder her omkring i denne Egn vilde vel endda give Præsten for sin Korn-Tiende I Rdlr. af hver Tønde Hartkorn, dersom de ikke befrygtede sig for, at det samme ogsaa skulde blive til en fastsat Regel i Fremtiden i Henseende til Konge- og

42

Kirke-Tienden, hvilket og mueligens ißige Tiders Conjuncturer kunde give dem god Grund til at formode; men derfore og i denne Henseende har jeg da her for alle til Præsterne ydende Ting føres slaaet ikkun 7 Mark af hver Tønde Hartkorn paa Kiøbenhavns Amt, og altsaa bliver efter den for mig selv over en Bondes Qvæg-Tiende og smaa Redsel, foruden Juule-Rente, gjorte Calculation og Beregning, formeentlig Præste- Korn-Tienden paa denne Maade neppe engang betalt med 5 Mark af hver Tønde Hartkorn paa Kiøbenhavns Amt, og saaledes paa de andre Amter (helst i Skov-Egnen, hvor Qvæg-Tienden er meget større og anseeligere end her og omkring paa Heeden, da Huusfolk der har gemeenlig ligesaa stort et Antall af Faar og Lam som Gaardmænd her) proportionaliter ikke med 4 Mark 8 Skill., 4 Mark, 3 Mark 8 Skilling.

XIII. Og denne underdanigst foreslagne Afgift i Penge for den hidindtil til Præsterne ydre Korn- og Qvæg-Tiende samt smaa Redsel er formeentlig noksom overbevisende om en forsamtlig Bondestanden øiensynlig blivende store Fordeel og Lettelse, og det saavel de Bønder der ere nær som langt fra Kiøbenhavn boende; thi de første kan altid der til det dyreste og for høieste Priiser sælge og afsætte alle deres Vahre af Landets Producter, og de sidste helst de i Skov Egnen overalt i Riget

43

boende Bønder, som de har meere Græsning, Høe og Engbond, saa tillegger de og aarlig et langt større Antal Creature af Føll, Kalve, Lam og Sviin end andre paa Heeder boende Bønder, og dermed driver stor Handel baade paa Axel-Torvene eller andre dertil udseete og afsatte Pladser i Kiøbstæderne, saa og paa de aarlig overalt i Riget Holdte Markeder; Hvorimod disse igien, nemlig Heedboerne, haver bedre Korn-Marker, Hvoraf de følgelig indhøster en rigere Velsignelse end de andre. Efter saadant mit Forslag og paa denne Maade haver da Bønderne altsaa imellem Aar og Dag slet intet at yde til Præsterne, uden alleene deres Høitids-Offer, og der passer nok Bonden (naar det ellers endnu herefter som hidindtil uden noget derom forfattet og publiceret Kongelig Reglement skal komme an paa ham selv) saaledes at ramme, at samme ei skal falde Præsterne for tungt at føre hiem med sig fra Kirken, helst naar en Communicant til Højtiden offrer Præst og Degn kun 4 Sk., 2 Sk., en Skill. og ogsaa kun en halv Skilling, som skeer og er skeet paa mange Steder, derhos bliver Bonden da ogsaa herved fri for den foregivne Ophold og Sinkelse i sin Høst med Tællingen; Han faaer da ogsaa meere Foering og følgelig kan baade legge aarlig fleere Creature til og faae sin Jord bedre giødet og dyrket end tilsorn.

44

XIV. Ligesaa formeenes det ogsaa at kunde vorde til en Lettelse for Præsterne og til mindre Sinkelse, Hinder og Tids Spilde for dem i deres Embede og alt hvad samme udfordrer at opagte, naar de paa denne foreslagne Maade bliver deres Avling og Jord-Brug qvit og entlediget, og i Steden for deres hidindtil haste og oppebaarne Korn- og Qvæg-Tiende samt smaa Redsel og Juule-Rente vorder salareret med en aarlig staaende Pengeløn; Og ringere Pengeløn end anført er, kan de vel ikke heller aflegges og være tient med, naar de ellers ligesom alle andre Arbeidere og verdslige Embeds-Mænd skal have Løn for deres Arbeide og ikke sukkende eller med Ulyst giøre deres Embede. Thi nu maa de her efter denne Plan betragtes som saadanne Tienere, der ligesom andre Officiales og Betjente i Civil og Militair-Etar staaer paa Sold og tiener for en vis aarlig Løn, af hvilken de med Familie skal leve, og for hvilken de nu skal med Skillingen i Haanden kiøbe alt det, som de til deres Huus behøver, det være sig hvad det være vil og under hvad Navn nævnes kan, slet intet i nogen Maade undtagen, uden alleene den heroven til foreslagne Græsning og Vinterfoer til et ringe Antal Creaturers Holdelse; Dersom og Præsterne skulde vorde aflagt med ringere Løn end af mig foreslagen er, da vil det vel mueligens i Fremtiden ik-

45

kun see slet og fattigt ud for Præste-Standen, og man maatte da befrygte og kunde vel ogsaa med god Grund forud prophetere dette, at efter faa Aars Forløb vilde man komme til at lede efter Præster (som fordum efter en Seere eller en Herrens Prophete) og der vilde komme Hunger i Landet, Hunger ikke efter Brød men efter Herrens Ord; thi baade vilde Forældre tage i Betænkning at holde og opoffre deres Børn til Studeringer, især til Theologien, saa ogsaa de allerede Studerede, der har appliceret sig til dette Studium, vel betænke sig, inden de træder ind i et Embede, som der ikke alleene følger meget Hovedbrud og Arbeide med, end og om Natten og Natte-Tider, naar andre Arbeidere og Tienere efter deres om Dagen hafte Arbeide nyder og i Roe kan nyde deres fornødne Hvile og Søvn; Men som der er end og bundet saa stort et Ansvar og Regnskab til naar de af Mangel paa fornødne Udkomme skal med Suk og under idelige Bekymringer for daglig Brød til dem og deres, giøre deres Embede, og hvor tungt og besværligt vil da i saa Fald deres Arbeide falde dem; O! Gud, den Hellige i Israel! Du sande Israels Gud! Lad aldrig den Evangeliske Zion, din dyrefiøbte Kirke og Meenighed forgaae! Vor allerhelligste Evangeliske Religion gaae under! og den reene og rette Lærdoms Form, den Augsbur-

46

giske Confession og vor Troes Bekiendelse foragtes eller af Foragt sættes til Side af Mangel alleene paa en billig Præsteløn for saa svært et Præste-Arbeide til dine Tieneres daglige Brød og Udkomme! Vil man nu ogsaa see hen til den anseelige aarlige staaende Pengeløn af 6, 7, 8 9, 1000 Rdlr. og vel ogsaa imellem meere, som adskillige Betientere i den civile Etat salareres med, foruden endda Douceurer, Sportler og andre uvisse Indkomster, da vel nogle verdslige Embeders baade visse og uvisse Indkomster kan iblant ogsaa beløbe til og udgiøre 15, 16, 18 á 2000 Rdlr. og derover aarlig; Hvilke anseelige Indkomster just giver saa mange Civile og Justiß-Betientere Anledning til baade at søge Characteer eller Rang, saa og at blive commode og magelige, da vel nogle iblant lidet eller intet bekymrer sig om deres Arbeide men lader alting komme an paa deres Folk, og andre igien har kun alleene den Møie og Umage at skrive: deres Navn under hvad deres Folk og Fuldmægtige har forretter af deres Embede, men naar de Indkomster nu ikke vare saa store og anseelige, saa maatte de vel see sig nødte til selv ogsaa at arbeide og bestille noget af hvad deres Embede vedkommer; Derimod er det første Præsterne ligesaa lidt tilladeligt, som det andet er dem anstændigt og de skammer sig ligesaavel ved at æde Ladheds Brød,

47

som, at lade Ærgierrighed og Rangsyge spores iblant dem; Det er ogsaa bekiendt, at ingen Præst lader sit Embede ved nogen Capellan forrette uden naar langvarig anholdende Sygdom og den høje Alderdom nøder ham dertil. Vil man fremdeles og paa den anden Side see hen til det maadelige Arbeide, den liden Umage, det ringe og ubetydelige Ansvar, og ellers til den Commoditet og Magelighed der følger og er ved visse og adskillige Slags verdslige Embeder, dog alt med Forskiel, eller mere og mindre for een end for en anden, saa synes mig og, at Præsternes Løn for deres Embede og aarlige Arbeide ikke kan efter Billigheds Regler, være ringere end heroven til foreslaaet er; helst naar dette maatte tillige betænkes, at de ikke alleene maa saa mangen Gang midt om Natten og efter Midnat i meget om Veir paa Anfordring ud i Sogne-Bud, for med Absolution og Communion at betiene Syge, hvortil de imellem kan have en lang Vei at reise; Men at der end ogsaa iblant heele Præsteskabet findes utallige mange, der har baaret Aaget fra deres Ungdom, og som fattige fader- og moderløse Børn, som venne- og hielpeløse Mennesker, slaaet sig kummerlig igiennem ved deres Studeringer, lidt meget ondt i deres Barndom, i deres Skolegang, og i deres Academiske Aaringer, førend de efter Himlens alvise Derection

48

og Forsyn ere bleven kaldet til at arbeide i Herrens Viingaard, nogle vel tidlig om Morgenen, eller ved den 3die og 6te Stund i deres unge og beste Aar, men andre sildig ved den 9de og 11te Stund naar deres beste Aar, 40 ja vel ogsaa 50 Aar har været forløbne. Ikke endda at mælde om, at den Student, som har giort sig habil til et Præstelig Embede, maatte man og kunde fatte saa gode Tanker om, at han tillige kunde besidde Capacitet og Dygtighed til at forestaa og forrette hvilket et verdslig Embede og Civil-Betiening det skulle være, Dommer-Embede alleene undtagen, i hvorvel det meget gierne kunde vel endda betroes nogle, men ikke alle, Can<Jidatis Ministerii.

XV. Vel er her giort nogen Forskiel i Præsternes Pengeløn, men denne Forskiel er skeet i Betragtning af den Forskiel i Levemaaden som enhver Egn og Province fører med, og alt ligesom Levemanden paa det eene Sted er lettere og kostbarere end paa det andet. Forskiellen skulle vel ogsaa prima specie forekomme mange (ja end ogsaa Auctors egne Med- og Ordens-Brødre i de andre Stifter, der som straxen præ occuperet vilde snart forledes til at udlade sig og deres Tanker med disse Ord: Man kan noksom see at Forfatteren af denne Plan er selv een af Præsterne paa Kiøbenhavns Amt & c.) ubillig og ugrundet,

49

naar Præsterne paa Kiøbenhavns Amt skal efter Forslaget lønnes med 550 Rdlr. og Præsterne i Fyens Stift og overalt i Jylland ikkun med 400 Rdlr., som er straxen en Difference af 150 Rdlr., men jeg maa denne Punct angaaende (ikke alleene hellig declarere og forsikkre, det jeg ikke med min Villie og Vidende vil, at nogen i Præstestanden og i Bondestanden skulle i Tiden gives billig og grundig Aarsag til at sukke og klage over mig) som Forfatter af denne Plan, men end præliminariter som en unægtelig Sandhed sige, og ogsaa straxen bevise dette, at, om Præsterne paa Kiøbenhavns Amt end ogsaa i aarlig Pengeløn blev tillagt 700 Rdlr., saa var dette endda ikke formeget: og de kunde gierne behøve den Løn; thi efter Aarets Forløb eller ved ders Udgang skulde sandfærdig befindes, at alting, Indtægt og Udgift vilde gaae O P (ut dicitur) op, og ikke blive en Daler tilovers; Og at jeg tydelig og med klar Overbeviisning skal lustrere, gotgiøre og bevise denne min opgivne Sats, da vil jeg for det første kun alleene beraabe mig paa Tienestefolk i Henseende til baade deres Kost og Løn, som er flux uliige og med stor Forskiel paa Kiøbenhavns Amt og paa andre Amter i og uden for Siælland. Jeg vil concedere og tilstaae, at Folkelønnen og Levemanden paa andre Steder i Siælland vel kan være større og mere kostbar end i

50

Fyen og Jylland; men begge Deele ere dog endnu langt større og kostbarere paa Kiøbenhavns Amt og i de nærmest deromkring liggende Egne, thi en Præst kan holde og have to Karle paa andre Steder i Siælland og tre Karle i Jylland for den samme Kost og Løn, som han kan holde een Karl med paa Kiøbenhavns Amt, da en Karl her paa Amtet ikke vil tiene for ringere Pengeløn aarlig end 40 Sldlr. og et Par Støvler, og endda kan en Præst som oftest ikke faae en Karl at tiene sig for denne Løn; Ratio: hos Bønderne i Almindelighed faaer Tieneste-Karle foruden nogle disse accorderede Klæder og Penge ogsaa (endskiønt Bønderne selv til megen Skade og Hinder i deres Opkomst) Sædejord eller Lønne-Sæd, og den Lønne-Sæd kan en Karl bringe ud til 50, 60, 70, ja vel ogsaa (som kan bevises) til 80 Slettedaler. (NB. Efter og af een eeneste Tønde Byg-Sæd har en vis og her ubenævnt Bonde-Karl af sidste Aars Grøde faaet 12 Tønder Byg, og saa meget skal den ældste Bonde her paa Amtet ikke kunde sige nogen Tid at have faaet af sin allerbeste og feedeste Jord; Nei ikke engang 10 Tønder; Hvorledes kan det da have gaaet her til med denne Karls O. N. S. overflødige Qvantum Byg efter een Tønde Udsæd? Maane man ikke snart tænke, at hochus Pochus (jeg vil ikke sige dolus malus) har her giort meget og lige saa me-

51

get til hans Lønne-Sæds Frugtbarhed, som præter propter (at jeg ikke skal tale om per fas & nefas) paa andre Steder kan giøre til et anseelig og klækkelig Levebrød, hvor Tienesten i sig selv er ellers kun ringe og med liden Løn. Nu disse 12 Tdr. Byg solgte denne Karl til en Møllere á 15 Mk. 8 ß. pro Tønde, som beløber sig til 31 Rdlr., og foruden disse 12 Tdr. Byg faaer han af sin Havre-Sæd 18 Tdr., som han sælger á 7 Mk. 8 ß. pro Tønde, og beløber til 22 Rdlr., der tilsammen af hans hele og i Penge udbragte Lønne-Sæd udgiør den Summa 53 Rdlr. 3 Mark eller 80 Slettedaler og 1 Mark. Een Præstens anden Karl, der dog kun kan passere for en opvoxen Dreng, vil ei tiene under 28 eller 30 Sldlr. En stor Dreng, som kan kun skiære HakkeIse, 18 á 22 Sldlr., og hver en Pige tiener ei ringere end fra 12 til 16 Stole. Nu dette er kun en eeneste Post, hvoraf kan sees, hvor overmaade stor og næsten utroelig at Folke-Lønnen er paa Kiøbenhavns Amt fremfor paa andre Steder i Sielland, end sige i Jylland, hvor en Karl tiener for 10, 12, og høit 14 Sldlr., og fra denne eene Post kan ogsaa sluttes til andre andre Poster i Henseende til Levemaaden, hvorpaa jeg til Beviis vil kun anføre aleene dette, at naar Præster paa andre Steder til deres Folk kiøber kun enten den store Trundhiems Sild, kalder

52

gemeenlig Graabeen, eller den Jydske Vaar- og vindtørre Sild, og det for en ganske ringe Priis, dn maa Præsterne her omkring paa Kiøbenhavns Amt kiøbe den Norske Speegesild, gemeenlig kaldet feed Sild, der koster pro Tønde 5, 6, og undertiden 7 Rdlr. NB. Hørkræmmerne i Kiøbenhavn har i denne sidstafvigte Vinter og langt ud paa Foraaret selv kiøbt af hverandre denne Sort Sild, og givet 7 Rdlr. for Tønden; og af denne kostbare Sild consumeres i Forfatterens Huus, og det ikkun aleene til Davre om Morgenen, aarligen næsten 5 Tønder; thi 4 Tdr. kan han aldrig noget Aar komme ud med. Og naar nu dette med andet meget mere tages i naadigst, gunstig og kierligst Betragtning, da kunde ikke med Grund og Føie siges, at 700 Rdlr. i aarlig Penge-Løn for Præsterne paa Kiøbenhavns Amt vilde være for meget, end sige nu disse dertil foreslagne 550 Rdlr. Auctor formeener ogsaa, og mange andre ere med ham af samme Tanker, at hvilken en Præst eller anden Embedsmand det end skulle være, vil og ogsaa kan ligesaa gierne, om ikke langt bedre, boe med 400 Rdlrs. Løn i Fyens Stift og i Jylland, som paa Kiøbenhavns Amt med 6 eller 720 Rdlr.; thi at jeg endnu tydeligere og med større Overbeviisning skal og kan legge ogsaa dette som en aabenbare Sandhed for Dagen, da maa alle, som hver

53

Provinds og dens Levemaade med dens Lethed og Dyrhed er bekiendt, tilstaae, at naar en Snees Æg i Jylland koster kun 3 ß., et Pund Smør 5, 6, 7, og i det høieste 8 ß., en Høne 6 og høit 8 eller 10 ß., et Par Kyllinger 4 høit 6 ß. et Lam 24 ß., et Lispund røget Flesk 2 Mark 8 ß , i det høieste 3 Mark. En Ohl Sild 6 ß. & c. Saa koster her i denne Egn og paa Kiøbenhavns Amt en Snees Æg fra 12 til 20, ja ogsaa 24 ß (NB. et eeneste Vibe Æg kan Huusfolk i Førstningen faae 8 ß, derefter 6, 5, 4, og tilsidst 2 eller 1 ß. for.) Et Pund Smør fra 13 til 16 á 18 ß., en Høne 24 á 28 ß. (NB. i de 3 næstafvigte Aaringer er et Par Høns bleven jævnlig betalt med 4 á 5 Mark,) et Par Kyllinger 20 til 24 ß. og undertiden endnu mere; et maadelig Lam 5, 6 á 7 Mark, et Lispund røget Flesk fra 7 til 9 á 10 Mark. (NB.

i sidstleden Aar var den gangbare Priis 9 og 10 Mark pro Lispund). En Ohl Sild 16, 18 á

20 ß.; Og saaledes er det fast med alle baade disse og andre Fødevare som man her paa Amtet og i denne Egn skal kiøbe. Ja, Sandhed reent ud at sige, da kommer det i denne Henseende ud paa eet og det samme, enten man er boende paa Kiøbenhavns Amt eller midt inde i Kiøbenhavns Stad selv; Thi under den Priis, som alle Slags Fødevare gaaer og gielder paa Kiøbenhavns Torv

54

og paa Skibene, kan man aldrig faae noget at kiøbe af nogen Bonde paa Kiøbenhavns Amt; thi om Bonden endogsaa hiemme i sin egen Gaard bliver budet det samme for sine Vare, som den almindelige Torve Priis er, saa er han dog saaledes sindet, at han endda hellere vil prøve Torvet, om han endogsaa der (som undertiden og skeer) maa sælge dem under den Priis som ham her hiemme hos sig selv er bleven buden. Auctor har forsikret mig og hellig bevidnet som en Sandhed, at han i fornødne Tilfælde har budet en Bondekone i sit eget Sogn 20 ß. for et Par smaa Kyllinger, men hun har plat afslaaet hans Bud, og har ikke vildet sælge ham dem ringere end 24 ß. Parret, og tillige under denne Condition, at han skulde tage alle hendes Kyllinger med det samme, nemlig 16 á 18 Par paa eengang tillige; Ligesaa har han og dyrt forsikret i sit eget Sogn at have givet baade 3 Mark for et Par Ænder og ofte 1 Rdlr. for et Lam. Til hvilken Dyrhed og Kostbarhed med den høie Pris paa alle Fødevare Nærheden af Kiøbenhavn giør og forvolder heel meget; ligesom og saa dette, at hele Familier af Kiøbenhavns Indvaanere tager i stor Mængde ud om Sommeren og indlogerer sig (hvem der ikke selv haver Lysthuuse) hos andre boesatte Folk hist og her omkring paa Landet i Nærheden af Kiøbenhavn; ei endda at melde om, det baade Præster

55

og andre paa Kiøbenhavns Amt omkring boende honette Folk og Familier kan jævnlig hele Sommeren have Besøgelse af deres gode Venner og Bekiendte med andre fra Kiøbenhavn, som det alle er en Fornøjelse at kunde tage frisk Luft og Recreation paa Landet. Og hvad Ildebrand angaaer, da kan ingen Præst paa Kiøbenhavns Amt have sin nødtørftige Ildebrand under 60 Rdlr., og endda neppe for den Priis; Ja saavidt jeg har hørt og veed, da veed jeg fast endnu ikke, hvilket af to er det beste og lettest, enten at kiøbe Favne-Brænde i Kiøbenhavn, eller at lade skiære Tørv

i Egnen omkring Kiøbenhavn; thi i Steden at Bønderne omkring Kiøbenhavn har for 20 Aar siden taget (naar de leiede Tørve-Jord bort) ikkun

24 ß. af hver Spade, det er, for ethvert Menneske som førte med sig og brugte Spade til at skiære Tørv med, men slet intet for nogen Tørve-Trillere, saa tager de nu for ethvert Menneske især, baade for den der skiærer Tørv og for den der triller og fører den skaarne Tørv hen paa Sætte-Pladsen, 4, 5, og ogsaa 6 Mark, men til Slægtinge og Vennevold 3 á 4 Mark for hvert Menneske, saa at, naar en eller anden Præst skal leie baade Folk og Tørve Jord, saa kan een eeneste Dags Tørveskiær med 8 Folk koste 8 á 9 Rdlr. i Penge aleene, foruden Øll og Mad, og ogsaa i det ringeste en Pot Brændeviin med

56

tillige om Dagen; og saa har man endda ikke saa megen Nytte af tre Dages Tørveskiær her paa sine visse Steder, fordi den paa nogle Steder faldende Torv er meget løs, let, skiør, spryd, og ved et Blussende er paa Øieblikket sraxen udbrændt, som af een Dags Tørveskiær paa andre Steder, hvor Tørven er fort, tung, fast, tæt, haard, og i Ild og Varme samt Varighed er næsten lige saa god og drøg som Steenkull; og det som mere er, man lider lige saa ont for at faae Tørveskiær til Leie, som Folk til at tiene sig, af den Aarsag, at Bønderne formeener endnu at tage større Profit og Fordeel af den Tørv de selv skiærer, end af den de for ermelte Betaling lader andre skiære, i det de hele Vinteren 2, 3 á 4 Gange om Ugen kan føre deres smaaskaaren Tørv til Torvs, der sælge den i Sneefeviis, og saaledes faae betalt hver Læs Torv med 14 á 18 Mark. — Af alt dette (som jeg nu har opholdet mig noget længere ved end jeg selv havde foresat mig, men er skeet aleene for dermed at forekomme, og om ikke at forekomme saa dog igien at betage og removere de Præjudicer, som alle og enhver der læser dette, kunde lettelig indtages med om Aucror til denne Plan, som en interesseret Forfatter, aleene fordi han er selv en af Præsterne paa Kiøbenhavns Amt,) kan meget vel indsees og skiønnes, naar det eene tages i Overveielse og Betragtning med det andet,

57

at Præsterne paa Kiøbenhavns Amt kan ikke sættes paa ringere Penge Løn end som jeg underdanigst har foreslaaet.

XVI. Og ligesaa lidet kan enten de eller nogen af de andre Præster i hele Riget aflegges med ringere Penge-Løn end den som her oven til for enhver af dem er foreslaget, naar det tillige maatte tages i mildeste Betragtning, hvad Onera der ligger paa Præsteskabet i Almindelighed, med de mange Skatter og Udgifter som de aarlig maa rede fra sig; thi foruden de store Renter, som endeel og vel de fleste af dem man aarlig betale af De dennem laante og forstrakte Capitaler, hvorpaa til Beviis tiener alle de Obligationer, som i er temmelig stort Antal bliver hvert Aar læste og publicerede paa Landemodet i Roeskilde, og det kun endda fra Præsterne i Siellands Stift aleene; Saa har endnu enhver Præst tillige aarlig at betale Consumtion, Folke- og Familie Skat, Extra-Skat, som nu har næsten vedvaret i 6 Aar, Studii-Skat, Cathedratum, Doctor-Skat, 2 Rdlr. til Siellands geistlige Brandcasse, fra 1 til 4 Rdlr. til Herreders Fattig-Casse, ligesaa en aarlig Penges Udgift til Fiscum, Tingmands-Løn, Skarpretter Løn, Delinqvent Penge, nu Personel Saltskat, en næsten utrolig Folke Løn, samt til enhver Stiftets afbrændte Præster 2 Rdlr. Med videre. — Fremdeles kan det see, som Erfa-

58

renhed har viist fra de ældste Tider af at være skeet, at der kan blive en Enke nu i et og nu i et andet Kald foruden alle de pro tempore værende mange Præste-Enker; denne Enke skal nyde aarlig Pension af hendes afgangne Mands Efterkommere, og den Pension være den 8de Deel af Kaldets Indkomster. Ligesaa kan det skee, at denne samme Præst, som aarlig maa betale baade anseelige Renter og Enke-Pension foruden alle de forbenævnte Skatter, maa, om ikke af Alderdom saa dog formedelst paakommende langvarig Sygdom, og ogsaa vel formedelst andre indløbende Omstændigheder nødes til at antage, holde og lønne en Capellan, og den Capellan skal, foruden Kost, Kammer, Ild, Lys og Tvet med mere, efter Forordningen have den 6te Deel af Kaldets Indkomster. Men naar nu alt dette, som en betydelig Deel af Præstens Mundportion og Levebrød, tages fra hans Løn, og han med sin Familie skal dog desuagtet leve og have Ophold for sig og sine, saa kan en aarlig stipuleret Penge-Løn for Præsterne i Riget ikke være ringere end den som jeg heroventil har foreslaaet.

XVII. Og denne for hele Præste-Tienden baade af Korn og Creature samt smaa Redsel foreslagne Betaling i Penge kan, ligesom Extra- og andre Kongelige Skatter, paa Hans Majestæts beholdne Ryttergods allerbest og sikkerst af Amts-

59

Betienterne, men paa Grævskaberne, Baronierne, Herskabernes og Proprietairernes Godser af deres Godsers Administrateurer, Forvaltere Og Ridefogder ved St. Mortens Dag indkræves, og fra dennem uden Ophold inden 3 Uger før næstpaafølgende Nyeaar indleveres i Rigets geistlige Land- og Lønne-Casse, hvor Præsterne aarlig kunde (som synes best) qvartaliter hæve deres Løn eller og efter en dertil gjorte nærmere Foranstaltning, paa den nærmeste Amtstue, om ikke hos Kongens Amtmand.

XVI a) Dersom det nu og skulde behage et eller andet af Kongen hertil denomineret

høi Collegio efter sit dybe Indsigt og beste Skiønnende, i denne geistlige Land- og Lønne-Casse at lade tilligemed indkomme den Tiende, som efter Forordningen af 7de April 1740 betales med Penge for alle de Kalve, Føll, Lam og Bier, som alle Fæste-Huusfolk samt alle paa Landet overalt i Riget uden for Bondestanden boende Familier, saasom Skov-og Vagt-Betiente, Justits- og Civil-Betienrere, Officerer og Militaire, Kroemænd og Giestgivere, aarlig legger til, og hvoraf alle og enhver har hidindtil aarlig betalt og maa betale Penge for Tienden in Natura efter deres tillagde Antal Creature, da kan og bør disse Penge iligemaade paa fornævnte Tid af foromskrevne

Betientere indkræves, og (tilligemed den

60

foreslagne Penge-Afgift, som alle Huusfolk og Indsiddere skulle concurrere med til Præste-Lønningerne) oppebæres, dog at dem derom i Forveien ved St. Mikkels-Dags Tider bliver tilstillet en Opskrifts-Liste fra ethvert Sogns eller Byes Bondefoged, som med tiltagne Tiende-Mænd har forinden ved St. Hans Dag kundet gaae omkring i Sognet og Byerne, for at erkyndige sig om og at optegne alle af Eierne angivne og forefundne Kalve, Lam, Føll og Bier; og herved vil den geistlige Land- og Lønne-Casse faae straxen et klækkelig Tillæg og Accrement-Capital fra det ganske Rige. d) Men finder det vedkommende høie Collegium det mere billigt, at lade ethvert Sogns Bønder til Deeling imellem sig nyde disse Penge, for de Kalve, Lam, Føll og Bier, som de der i Sognet boende Fæste-Huusfolk og andre der boesiddende Familier aarlig legger til, da kan det blive dem en liden Lettelse og Hielp i deres egen Afgift, som de for al deres egen Præste-Tiende og andet skal betale med Penge. c) Præsterne skulde vel og ansee det for en Velgierning, om de endnu fremdeles skulle af de Huusfolk og andre udi deres Sogner uden for Bondestanden boefatte Familier for deres Føll, Kalve, Lam og Bier, beholde denne ubetydelige Indtægt, som en Rest og Levning af deres ældgamle Herlighed. Dog af alle var det

61

for hele Riget meest klækkelig for den geistlige Land- og Lønne-Casse.

XIX. Men at det nu ogsaa er mueligt og lader sig meget lettelig giøre paa forommeldte proponerede Maade, efter Bøndernes Hartkorn at faae en geistlig Land- og Lønne-Casse, eller til Præsternes aarlig staaende Penge-Løn at udbringe den udfordrende Capital og Summa med Penges Afgift og Erleggelse for ald deres Korn- og Qvæg-Tiende samt Juule-Rente og smaa Redsel, som den eeneste og fornemste Hovedpost, hvorpaa min hele Plan og dens ganske forestaaende afridsede Bygning alene beroer og kommer an, det formeener jeg øjensynlig og med haandgribelig Overbeviisning at legge for Dagen og lustrert med Smørum Herred aleene, der sorterer under Kiøbenhavns Amt; thi i dette Herred ere paa den eene Side 9 Præster, nemlig Sognepræsten 1. i Balderup. 2. Hersted Øster. 3. Glostrup. 4. Brøndbye-Vester. 5. Vallensbek. 6. Thorslundemagle. 7. Høie Tostrup. 8. Sengeløse, og 9. Ledøe. (NB. I Kirke Bærløse, som og

ligger i dette Herred, er ogsaa en kiøbt Præstegaard, men da bemelte Bye og Sogn er et Annex til Farum, der ligger i Øllstykke Herred, har jeg studio gaaet Værløse Præstegaard forbi, som ellers er den 10de i Smørum Herred.) Hvilke forbemelte 9 Sognepræster skulle alle efter mit

62

giorte Forslag nyde hver for sig aarlig Penge-Løn 550 Rdlr., som da i alt beløber aarlig til en Lønne-Udgift af den Summa 4950 Rdlr. — Derimod er paa den anden Side i Smørum Herred et Antal af 4261 Tønder Tiende ydende Hartkorn efter nye Matricul, og saaledes som baade Kongens Bønder og Proprietar-Bønder svarer, nemlig i Balderup Sogn og dets Annex 574 Tdr., Mensal Gaarden iberegnet. Herstedøster og Vester Sogn 601 Id, 2 Skpr. Glostrup Sogn 414 Tdr. 2 Skpr. Brøndbye-Vester og Øster 453 Tdr. Annexgaarden iberegnet. Vallensbek Sogn 131 Tdr. 7 Skpr. Thorslundemagle og Iishøi Sogn med Annex-Gaarden 465 Tdr. 1 Skp. Høie Tostrups Sogn 503 Tdr. 5 Skpr. 2 Fkr. 1 Album, Sengeløse Sogn 502 Tdr. 5 Skpr., formeentlig deri beregnet Hartkornet til de nedbrudte og ødelagde Bøndergaarde og Byer. Ledøe og Smørum 615 Tdr. 6 Skpr. Summa 4261 Tdr.

Naar nu disse 4261 Tiende ydende Tønder Hartkorn bliver til den summerede aarlige Præste-Løn beregnet á Tde.

7 Mark, saa udkommer deraf den Summa 4971 Rdlr. i Mk.

Men naar igien derfra subtraheres den foreslagne Penge-Løn for Smørum

Herred - 4992 Rdlr.

63

Saa bliver endda i Behold et Overskud af - - 21 — 1 —

Beregnes nu Præstegaardenes Hartkorn i Smørum Herred, som udgiør 120 Tdr. á 7 Tønden, som den deraf ligeledes gaaende Præste-Tiendes Afgift, naar endeel af Præstegaardenes Bygninger tilligemed Hartkornet eller Jordegodset bliver efter Forslag ved Auction bortsolgt, saa udkommer deraf den Summa 140 — - — Bliver ligeledes Præste-Tienden beregnet af de i Herredet værende Mensal- og Annex-Gaarde, nemlig i Maaløv 9 Tdr. 6 Skpr. Brøndbye Øster 4 Tdr. 7 Skpr. og Iishøi 4 Tdr., saa udkommer af 18 Tdr. à 7 Mk. pro Tønde - 21 — - — Endnu er ikke beregnet den til Vallensbeks Kald lagde Kongetiende, hvilken, naar den ligeledes skal, som den vel ad interim maa, gaae ind i den gejstlige Land- og Lønne-Casse, saa længe indtil Man i Tiden seer om den behøves til Hielp i dette og andre Stifter, eller den kan gaae ind i Hs. Majestæts Casse, da kan ei ansattes

Rdlr. Mk.

64

Transport 182 Rd. I MF. hørere end 1 Rdlr. af hver Tønde Hartkorn, fordi ingen Qvægtiende og smaa Redsel samt Iuule-Rente følger denne Tiende, saasom Præste-Tiende, og altsaa beregnes til - 131 — - —

Hertil kommer endnu, foruden endeel visse Tønder Korn, ogsaa 100 Rdlr., som Præsten i Sengeløse til Refusion for sin Andeel Tiende af en nedbrudt Bondebye eller endeel Bøndergaarde aarlig bekommer, og naar nu bemelte 100 Rdlr. foruden Sædevahrene enten indgaaer i den geistlige Land- og Lønne Casse eller bliver Præsten aarlig i sin Løn afkortet, saalegges til Overdkudet endnu - 100 — - —

Tilsammen 413 HK, 1 MF.

Og naar der nu, for Smørum Herred alleene, kan blive aarlig saa anseelig en Beholdning og Overskud af de indkomne Penges Afgift, efterat Præsternes Løn er bleven udbetalt, saa kan deraf nogenledes med Vished forud indsees og sluttes hvad Beholdningen proportionaliter vil blive i de andre Herreder i Siælland, og følgelig, at den foreslagne Afgift, som Bønderne aarlig efter deres Hartkorn erlegger med Penge, og enhver

65

Bonde paa Kiøbenhavns Amt kan tage alleene af 3 Skiepper Ærte-Sæd, vil blive tilstrækkelig nok til Præsternes aarlig Pengeløn, uden endda dertil at røre og tage en eeneste Skilling af Auctions-Beløbet for alle de solgte Præste-, Mensal-og Annex Gaarde med meere, hvilket ogsaa ikke heller burde med Billighed skee, men naar deraf blev alleene taget saa meget, som de da levende enten ißige eller tilkommende Præster kunde blive betalt med for det Manglende af Præstegaardenes Værd, naar den til Præste Residence indrømmede Bygning med fornødne Huuse samt den tilliggende Hauge ikke ved Vurdering befandtes at være saa meget værd, som den ganske Præstegaard, førend Afdelingen skeede; Da bør der holdes hellig Hævd over det overskydende Aunions-Beløb, som jeg vel havde først betænkt at vilde foreslaae til en Hoved-Fond, hvilken, naar baade Afgiften af Bøndernes Hankorn for al Præste-Tienden overalt i Riget, saa ogsaa forbemelte anseelige Auctions-Beløb for alt der solgte Præste- og Geistlig Jordegods kom ind deri, vilde vist blive paa nogle Tønder Guld, og muelig mere, end som nu kan indsees; Derimod har jeg efter nøiere Overveielse nu betænkt at foreslaae Auctions-Beløbet for Præste-Mensal og Annex-Gaarde til 6 specielle Fonds, nemlig een for ethvert Stift i Riget, og der af ethvert Stiftes eget Auctions-

66

Beløb, som, saa længe Verden staaer, bør urørt conserveres, forbedres og med sine deraf gaaende Renter komme alleene et hver Stifts egen Geistlighed til Nytte og Hielp, under Navn af: Stiftets geistlige Opmuntrings- eller Merite- og Hielpe-Casse, hvorom jeg og herneden til vil røre noget meere omstændelig i Henseende til det hellige Brug, som saadan en Merite- eller Opmuntrings- og Hielpe-Casse bør være destineret og anvendes til. NB. Ellers at jeg skal komme igien til forberørte Beregning og det i Behold blivende Overskud af 413 Rdlr. 1 Mk., da formeener jeg ingen Mislighed at være i den over alle Sognenes Hartkorn i Smørum Herred giorte Beregning, uden hvad Sengeløse Sogns Hartkorn kan være angaaende, thi efter den mig fra den ene af Amts-Betienterne tilsendte Liste paa alle foranførte Sognees Hartkorn, findes Sengeløse Sogns Hartkorn anført kun for 399 Td. 5 Skpr. i FF, men derimod beregnes fra den anden Amts-Betient samme Sogns Hartkorn til 502 Tdr. 5 Skpr. hvilket sidste er vel ogsaa det rigtigste, og skeer mueligens i Henseende til de der i Sognet nedbrudte Bønder-Byer og øde Gaarder, for hvis Korn- og Qvæg-Tiende med anden deraf svarede Afgift til Præsten, Sognepræsten sammesteds faaer endnu i Refusion 100 Rdlr. i Penge og et vist Antal Tønder Sæde-Vahre.

67

XX: Men hvorom alting er, saa formeener jeg dog underdanigst ikke alleene et anseelig Overskud af 3 á 400 Rdlr. aarlig at blive i Behold af Smørum Herreds Afgift alleene, efter at Præsterne har faaet deres reglementerte Løn paa den Maade, som foreslaaet er, men end ogsaa Planen til en aarlig staaende Pengeløn for alle Præsterne i det ganske Rige her grundig at være giort og Veien dertil ganske ret banet, alleene, ligesom der paa den allerbest anlagde og battede Vei kan hisset og her findes nogle smaa Huller, der ikke straxen kan observeres og ere ved Veiens første Anleggelse usynlige og ukiendelige, Men efter Undersøgning og Nærmere befundne Beskaffenhed maa med en liden Skuffe Gruus eller Jord fyldes op, og giøres jævn, slet og lige, saa tilstaaer jeg gierne, at der ogsaa i dette Mit her forfattede Udkast til tidtbemelte Plan kan være saadanne smaa og Neben-Ting, som jeg har ikke kundet selv saavel indsee og observere, som andre ved nøiere Undersøgning og denne Plans attente Igiennemlæsning kan langt bedre og snarere til en deri giørende, fornøden Forandring komme efter, plus enim Vident oculi qvam oculus; Imidlertid kan efter denne Plan (hvad enten Indtægt og Udgift eller rettere Bøndernes Afgift og Præsternes Lønninger bliver Nedsat eller forhøiet, alleene, naar det skeer efter begges, baade Præsternes og

68

Bøndernes Vilkaar paa den billigste, retfærdigste og bestskiønnende Maade) Hs. Kongelige Maiestets Hensigt med Korn-Tiendens Forandring meget beqvemmelig opnaaes og det vedkommende Collegium uden synderlig Umage og Besvær heel gient komme til det intenderede og i Sigte havende Maal, alleene, at der, som om al Tiendeydende Hartkorn i Riget, fra vedkommende Steder indhentes paalidelig Efterretning, saa og paa nogle visse saa Puncter og opgivne Qvæstioner ligesaa indhentes de udfordrende Erklæringer og Efterretninger fra alle Biskopperne i Riget, saasom e. g. hvilke smaa Sogne-Kirker i hver Stift kan beqvemmelig annecteres til andre Sogne-Kald, og hvor mange, eller om et af tvende annecterede Sogne-Kald beqvemmere kan separeres og enhver af dem bedre legges til et andet tilstødende Sogne-Kald; Hvor mange Sogne-Præster og residerende Capellaner der ere i hvert et Stift paa Landet. (NB. De sidstes Løn reglementeres i Proportion af Sognepræsternes Løn 50 eller 100 mindre) hvor mange Mensal- og Annex-Gaarde samt deres og Præstegaardenes Hartkorn; item hvor mange Mensal- og Annex-Gaarde der med Kongelig Tilladelse ere bleven solgte, overdraget og ved Skiøde afhændet til en og anden Proprietair og Jordegods Eiere, og hvor meget hver Præst i Refusion derfor nyder aarlig, hvilket

69

Præsten enten i sin Løn afkortes eller gaaer ind i den geistlige Lønne-Casse; om i Stifterne ere afbrudte Bønder-Byer eller Gaarder, og hvad enhver Præst faaer aarlig i Refusion deraf for sin Rettighed, hvor mange Præste-Huuse og hvormeget den af ethvert Huus aarlig gaaende Afgift og Grundskat er, samt om nogle saadanne Huuses Beboere selv eier deres iboende Huuse; hvilke Præstegaarde der ligger kun meget smaa Hauger og Hauge-Pladse til, og om de samme kan af den paagrændsende og tilstødende Jord enten paa Gaden eller i Marken udvides og ved Indhegning giøres større & c.

XXI. I det ringeste er slet intet i Veien eller til Hindring i denne Plans Iverksættelse og videre Udførelse, hvad Siællands og Fyens Stifter angaaer; Thi Indtægten ved Afgiften af begge disse Stifters Tiendeydende Hartkorn vil ikke alleene vist blive klækkelig og tilstrækkelig til Udgiften med Præsternes foreslagne aarlig Pengelønninger, men der bliver end ogsaa af Indtægten, naar Præsternes Løn er bleven betalt, for ethvert af disse Stifter aarlig et anseelig Overskud paa nogle 1000 Rdlr., hvilket Overskud var let og snart beregnet, naar man vidste Baade Antallet af disse Stifters Tdr. Hartkorn, saavelsom Antallet paa Præsterne i bemelte Stifter, hvilket sidste kunde vel haves af Dannemarks

70

geistlige Stats-Calender, men den deraf havende Efterretning er i denne saa betydelige Sag ikke aldeles paalidelig til at giøre nogen Indretning efter paa denne heroven til foreslagne Maade. Men hvad de andre fire Stifter i Jylland angaaer, da mueligens her vil møde to Vanskeligheder; nemlig deels i Henseende til endeel der befundne smaa og ringe Præste-Kald, deels og i Henseende til Qvæg-Tienden som der deeles i tre lige Deele, hvoraf enhver Tiende-Tagere, nemlig Kongen, Præsten og Kirken tager hver sin lige Andeel. Men den første Vanskelighed kunde derved røddes af Veien og hæves, naar et og andet af saadanne smaa og ringe Kald blev ved den første Vacance annecteret til det nærmest liggende Sogne-Kald, hvad enten en Præst havde da 3 eller 4 Sogner, allene, at hans Vilkaar og Kræfter bleve tagne i Consideration, og han maatte forskaanes for i fleere end i to Kirker om Sønog Helligdage at giøre Kirke- og Prædike-Tieneste, saa at der i den tredie, eller (om han havde fire Sogner) i de 2 Kirker kunde alternatim blive (som det kaldes i Norge) Messefald hveranden eller tredie Søndag, hvorimod Degnen eller Skoleholderen i Sognet paa saadanne Søn- og Hellig-Dage kunde ved Ringning med Kirkens Klokker kalde Meenigheden paa den ellers sædvanlige Kirke-Tid tilsammen, og for den sig i Kirken indfund-

71

ne Forsamling holde en Guds- og Kirke-Tieneste med Bøn, Sang og Læsning af en Huus-Postill over det ordentlige Søn- og Hellig-Dags Evangelium; Men hvilke Kirker og Kirke-Sogner kenne foreslagne Forandring skulde foretages med, veed Biskopperne hver i sit Stift allerbest selv at indberette og giøre Forslag paa. Og for at dette Øiemærke kunde saameget desto snarere naaes og denne Forandring sættes i Verk til Fuldførelse, da kunde ogsaa Biskopperne hver for sit Stift ved andre i Stifterne existerede Vacancer allerførst foreslaae de Præster i saadanne smaa og ringe Kald, som skal annecteres til andre Sogne-Kald, til Forfløttelse til samme Vacancer. — Og hvad den anden Vanskelighed angaaer i Henseende til Qvæg Tienden, som i Jylland er til lige Deeling imellem Kongen, Kirken og Præsten, da, i hvorvel samme er efter min Indsigt ikke aldeles med alle at rødde af Veien, formeener jeg dog efter mine ringe Tanker at de andre tvende Tiende-Tagere, nemlig Kongen og Kirken eller Kirkernes Værger og Eiere (siden Bøndernes ydende Qvæg-Tiende altsammen tilligemed deres smaa Redsel og Juule-Rente til Præsten, følger efter forestaaende Plan i og under et med al Præsternes Andeel Korn Tiende, og dette altsammen skal betales med Penge efter Hartkornet) i Hensigt til det almindelige Beste, som derved haves til Øiemeed

72

og befordres, enten af Generositet og en Christelig Ædelmodighed plat eftergiver deres Andeel deraf og al Prætension derpaa, og det tillige i Betragtning af, at enhver Tiende-Tagere ved den foreslagne Forandring med Præstegaardene profiterer dog saameget, at han faaer sin Andeel Korn-Tiende af Præstegaardenes hidindtil Tiende-frie værende Hartkorn; eller og at de andre tvende Tiende-Tagere kunde foruden Korn-Tienden af Præste-Jorden til nogenledes Refusion for deres Andeel Qvæg-Tiende til lige Deeling beholde dm Afgift i Penge som alle Huusfolk og andre uden for Bondestanden paa Landet boende Familier bør efter Forordningen om Qvæg-Tienden betale for de Lam, Kalve, Føll og Bier, som de aarlig legger til, samt ogsaa alt hvad som Huusfolk og Indsiddere vorder efter mit Forslag ansatte for aarlig svare til den geistlige Land- og Lønne-Casse, for, som billigt, at concurrere ogsaa med et lidet Tilskud til Præsternes Løn for deres aarlige Arbeide, de maa giøre ligesaavel for Huusfolks, Indsidderes og andres Skyld paa Landet, som for Bøndernes Skyld. Men dersom nu de andre tvende Tiendetagere endda skulde ikke hertil vilde beqveme sig, da indseer jeg ikke, at det paa anden Maade kan afgiøres og komme til et endelig Udfald dermed, end at, naar troeværdig og paalidelig Efterretning er til vedkommende Collegium

73

indkommen om et hvert Sogns Qvæg-Tiendes aarlige Beløb, og det for 10 á 20 Aar, kan derefter nogenledes ved giorte Calculation fastsættes hvor meget enhver Tiendetagere for sin Andeel Qvæq-Tiende kan tilkomme, og de Penge tages af det i Behold blevne aarlige Overskud, naar Præsternes Lønninger ere udbetalte, hvorimod alle Huusfolks og andre uden for Bondestanden paa Landet boesatte Familiers Penge-Afgifr baade for dem selv og egne Personer efter et forfattet Reglement, saavelsom deres aarlig tillagde Kalve, Føll, Lam og Bier, gaaer ind i den geistlige Landog Lønne-Casse.

XXII. a) For Conformitets Skyld overalt i Riget (dersom ellers denne min fremlagde Plan vorder approberet) indseer vel vedkommende Collegium selv, hvor fornødent det vil være, at denne her oven til foreslagne Afgift af Bøndernes Hartkorn i Penge for ald Præste-Tienden og smaa Redsel vel ogsaa paa lige den samme Maade svares efter Hartkornet saavel til de Bønder-Byer der ligger og gaaer til Kiøbstæd-Kirker, som til de Annexer som Kiøbstæd-Præsterne haver, hvorimod saadanne Kiøbstæd-Præster pr. advenant nyder og i Proportion af bemelte Hartkorn bliver tillagt en vis aarlig stipuleret Pengeløn, b) Og da der vel ogsaa ere de Embedsmænd eller andre, som pro officio eller ved andre særdeles Kongelige

74

Benaadinger ere bleven forundt og tillagt enten et eller andet Sogns Præste-Tiende, da Præsterne i saadanne Kald ansees næsten som deres Vicarier, Capellaner, eller Pastores pro Loco, og nyder intet af Præsternes Andeel Korn-Tiender, men aleene kun Qvæg-Tienden, Heltids-Offer, Accidentier, smaa Redsel, Præstegaarden og dens tilliggende Jorder af Ager og Eng, ja paa nogle Steder ogsaa tillige de saa kaldede Degne-Traver, som Degnene ellers paa sine Steder pro officio oppebærer som Løn, naar de enten ikke faaer et vist Qvantum Korn i Skieppen, eller den tredie Deel Korn-Tiende imod Præstens, alt ligesom Brug og Skik er paa ethvert Sted; saa indseer vel ogsaa vedkommende høie Collegium iligemaade Fornødenheden af denne selvsamme Forandring til Afgift af den ganske Præste-Tiende og smaa Redsel samt Juule-Rente saavel i saadanne Sogner som i de andre over hele Riget; hvorimod saadanne Embedsmand eller andre Benesiciarii kunde i Porportion af disse Sogners Hartkorn og efter Billighed blive tillagt en vis aarlig staaende Andeel Penge-Løn indtil hans dødelige Afgang, da det saa ved existerende Vacance kunde reguleres hvad Efterkommerne i Embedet skulle have i aarlig reglementeret Penge-Løn.

XXIII. Men hvad de Kirker, Kirke- og Konge-Tiender, anbelanger, som adskillige Em-

75

bedsmænd i Riget, saasom Biskopper, Professores, Lectores, (om ellers endnu ere nogle i Dannemark,) Capitulares eller Dom-Capitler, Stifts-Provster, Kiøbstæd-Præster, Rectores, Capellaner i Kiøbstæder, Conrectores, Oeconomi, Commnniteter, Klostere, Hospitaler, Hospitals-Forstandere, Hørere i Carhedral- eller andre Latinske Skoler, Chordegne, Cantores, Organister eller andre, kan pro officio være tillagt og benesiceret med, da er dette noget, som jeg af Mangel paa ret Indsigt, og som noget der er denne Plan uvedkommende, ikke understaaer mig at movere det ringeste om, eller at giøre noget Forslag til Forandring i, men underdanigst indstiller det til Kongen selv eller hvem han dertil committerer, deres dybere Indsigt og høiere Eftertanke, om det er og kan eragtes at være bedre for det Almindelige, Kongens og Landets Beste, at disse Beneficia forbliver fremdeles in statu qvo uforandrede for Beneficiariis og paa den gamle Fod staaende, eller at enhver saadan Embedsmand og Beneficiarius, geistlig og verdslig, bliver efter deres Embeds Vigtighed og Værdighed proportionaliter salareret med en aarlig staaende Penge-Løn.

XXIV. Nu vil jeg underdanigst yttre mine Tanker 1) om den geistlige Land- og Lønne-Casse, hvori der efter denne min nedlagde

76

Plan indkommer ald den foreslagne Afgift, som baade Bønderne overalt i Riget maa efter deres Qvantum Hartkorn erlegge med Penge for ald Præsternes Korn- og Qvæg-Tiende samt Juule-Rente og smaa Redsel, saa og Fæste-Huusfolk og andre uden for Bondestanden boende Familier maa betale for Tiende af deres Føll, Kalve, Lam og Bier, og ellers hvad enhver af dem for deres Huuse eller egne Personer kan efter Billighed blive ansatte for aarlig at svare til Rigets geistlige Land- og Lønne-Casse, hvoraf Udgifterne bestrides til Præsternes Lønninger, og da ere mine ringe Tanker herom disse: nemlig a) At denne geistlige Land- og Land-Casse kunde forblive under Direction saavel af General Kirke-Inspections Collegio som af General-Landvæsenets Collegio tillige og under eet. b) At en stor Jern og med Jern bunden Casse med 6 diverse Rum og Afdeelinger udi vorder bekostet, c) At i ethvert disse Rum og Afdeelinger bliver nedlagt den fra ethvert Stift indkomne Penge-Summa. d) At en Casserer eller Bogholder og Regnskabs-Fører bliver imod suffisant og tilstrækkelig Caution af Directionen antaget og bestkikket med Kongelig derpaa erhvervet Confirmations Bestalling. e) At saadan en beskikket Casserer bliver meddeelt en Instrux, hvorefter han haver i alle Maade at rette sig, item at saadan en Instrux med alle sine

77

Artikler, Clausuler og Puncter forfattes saaledes som best og tienligst eragtes. f) at Casseren tilligemed 4 af Directeurerne, nemlig tvende af ethvert Collegii Membris haver Nøglen til Cassen, og følgelig at Cassen aabnes og tillukkes i alle Directeurernes Nærværelse. g) At Directeurerne samtlig, een for alle og alle for een, ere ansvarlige til Cassen og alle dens Beholdninger. h) At Cassererens aarlige Løn fastsættes til 500 eller og 600 Rdlr., hvortil aldrig i Tiden maa giøres noget Tillæg, Caffen til Besværing, i) At denne foreslagne Cassererens Løn kan proportionaliter beregnes og tages af ethvert Stiftes Beholdning. K) At et Bud, som Opvartere og Fyrbødere ved Directeurernes Forsamlings-Sal vorder beskikket og aarlig lønnet med 100 eller 150 Rdlr. 1) At Cassereren qvartaliter udbetaler eller efter derom giorte Foranstaltning giver Assignation paa Amtstuen i Riget til at udbetale Præsterne deres Løn, og det af det Stiftets Afgift, som Præsterne ere boende i og sorterer under. m) At hvad der for ethvert Stift bliver tilovers og i Behold, efterat Præsternes Løn er bleven udbetalt, det beregnes Cassen til Indtægt, og nedlegges ethvert Stifts Beholdning i sit eget behørige Rum. n) At der af disse Stifternes Beholdninger, som formodes at blive anseelige hvert Aar, kunde straxen begyndes paa at tage

78

Penge til at indkiøbe Præste-Residencerne med deres tilliggende Hauger overalt i Riget, paa det de her, ligesom i Norge, kunde blive til fri Boliger for Præsterne, hvilket, efter Beholdningens Massa og dens Tilstand for ethvert Stift, kunde enten skee paa denne Maade, at en lovlig Vurdering paa et vist Antall Præstegaarde, 4, 6, eller flere, bliver aarligen fra ethvert Stiftets Biskop indsendt til den geistlige Land- og Lønne-Casses Directeurer, som derefter besørger og foranstalter de vurderede Præstegaarde betalte, dog at Betalingen for enhver Præstegaard ikke gaaer over 500 Slettedaler; Eller ogsaa paa denne Maade, at saasnart et Præstekald paa Landet bliver vacant, det være sig i hvad Stift det vil, kunde dets Vacance straxen af vedkommende Biskop indberettes Directeurerne ved Rigets geistlige Land- og Lønne Casse, og derefter ligesaa 3 Maaneder førend Naadsens Aaret expirerer, indsendes Præstegaardens lovlig skeete Vurdering, hvorefter Præstegaarden kunde blive betalt ved Naadsens-Aarets Udgang, paa det at Succeffor i Embedet kunde befries for at kiøbe den tiltraadte Præstegaard, for ikke derover at komme i Gield og Omstændighed, som det der til stor Ulejlighed allerførst møder en Præst ved hans Tiltrædelse. Men NB. i dette sidste Tilfælde vilde det eene Stifts Beholdning komme det andet Stifts Be-

79

holdning til Hielp; thi naar der i et Stift kunde aarlig indfalde enten slet ingen eller kun ganske faa Vacancer, saa kunde i et andet Stift existere saa mange desto fleere. o) At naar Præste-Boeligerne saaledes bliver Tid efter anden indkiøbt til fri Præste-Residencer, kunde de Indkiøbte derpaa af Meenighederne, ligesom skeer i Norge, siden stedse Holdes vedlige og i beboelig Stand, eller i det ringeste forsynes med den fornødne og udfordrende Langhalm til Tagene, men i vidrig Fald erstatter Enke og Arvinger den efterkommende Præst den Brøst som Præstegaarden ved Naadsens Aarets Udgang befindes at have, dog med denne Forskiel, at naar saadan en indkiøbt og frie Præste-Boelig med de dertil hørende Huuse og Bygninger samt den tilliggende Hauge ere efter foregaaende Vurdering befundne selv at være i sig selv 400 Sldlr. værd og derover, da betales Efterkommeren intet i Fæld, i hvad Brøst der end ellers maatte være paa Præste Residentens Huuse og Bygninger, men derimod alt hvad som der ved Vurdering gaaer under 400 Sldlr. og Præstegaarden er mindre værd, det betales, erstattes og gotgiøres Efterkommeren i Fæld af Formandens Stervboe og Arvinger, p) At naar alle Præstegaardene ere indtil den sidste inclusive saaledes bleven Tid efter anden indkiøbte til frie Præste-Boeliger, da kunde der videre i Tiden

80

tænkes paa af Stifternes aarlige Beholdning baade at forbedre ale Skoleholderes Løn, nemlig deres i de grundmurede Kongel. Skoler med 6 á 8 Rdlr. og deres i Proprietair-Skoler med 12 á 16 Rdlr., saa og med et fastsat aarlig Tillæg af 20 á 24 Rdlr. at komme de Degne til Hielp som sidder i smaa og ringe Degnekald, dog at de Degne, som man aarlig holde Skole, heri præfereres og ere de allerførste som udsees til at nyde saadant Tillæg, og derefter andre. q) Til at revidere Cassererens eller Bogholderens aarlige Regnskab, kunde denomineres og forordnes fire habile og fornuftige, nemlig 2 geistlige og 2 verdslige Embeds-Mænd, som med deres Attest og Paategning fra sig indleverer Regnskaberne til den geistlige Land- og Lønne-Caffes Directcurer, og hver tredie eller fierde Aar derfra entlediges og forløves, hvorpaa andre i deres Sted igien beskikkes; Og ellers hvad videre Tiderne og Erfarenhed kan i Fremtiden give Directeurerne Anledning til efter deres dybere Indsigt af Cassens Beholdninger at resolvere og foranstalte til almindelig Gavn baade for Bondestanden saavelsom for Præstestanden, saasom at understøtte en afbrændt Bonde med nogen Hielp til hans afbrændte Gaards Opbyggelse, ligeledes naar en og anden af Gaardens Længder af Storm og Uveir tager beviislig stor Skade, helst naar

81

samme nedfalder og ihielslaaer endeel hans Creature; item til Vartskær- eller Feltstkier-Løn naar han ved løbske Heste eller paa andre Maader tager Skade paa Helbred og Lemmer; Saa og til Hielp til Brød- og Sæde-Korn, naar vilde Dyr, Orme eller andre Insecter har beviislig opædt hans Sæd paa Marken, og ellers ved indfaldende usædvanlig Misvext formedelst enten ovennaade stærk Heede og Tørke eller continuerlig og langvarig Regn og Væde. Men hvad 2) den for ethvert Stift oprettede geistlige Hielpe-, Meritsog Opmuntrings-Casse angaaer, hvori det heele Auctions-Beløb for alt det solgte Præste- og geistlig Jordegods kommer ind fra ethvert Stift, da ere min ringe og enfoldige Tanker derom saaledes, nemlig: a) At denne Casses anseelige Fond bør paa alle muelige Maader hellig conserveres, med ald Nidkierhed handlhæves og med et aarlig Tilskud af Renterrne Tid efter anden forbedres for at bekomme en Accrement-Capital og Tilvext. b) At en Fundaß oprettes, forfattes og af Kongen confirmeres, c) At i Følge Fundaßen forbliver denne Stiftets geistlige Hielpe, Merite- og Opmuntrings-Casse under Direction af ethvert Skifts Biskop og Stifts Provst, samt fire baade Stiftets Provster og fire Stiftets Præster, som alle maa være suffisante, habile og fornuftige Mænd, der alle for een og een for alle staaer til Ansvar for

82

Cassen, i Henseende til Capital og Renter. d) At enhver Biskops Amanuensis bliver som Cassens Bogholder og Regnskabs-Førere for sin Umage salareret med aarlig Løn af 50, 60, 70, til 100 Rdlr. alt efter enhver Casses Tilstand, som i et Stift kan være bedre end i et andet. e) At en stærk Jern-Casse bekostes med lige saa mange Laase, som Directeurernes Antal bestaaer af, og at enhver Directeur dertil haver sin Røgel, samt at Cassen ikke maa eller bør aabnes uden i alle Directeurernes Nærværelse. f) At tvende andre vittige Provster og tvende fornuftige Præster i Stiftet vorder denomineret som Revisores at igiennemsee, attestere, paategne og til Directionen indlevere Bogholderens aarlige Regnskaber. g) At den af ethvert Stifts Auctions-Beløb for Præste- og geistlig Jordegods indkomne Capital og Fond vorder uden Ophold og betimelig med ald tilbørlig Flid og Omhue besørget paa gangbar Rente udsat i Jordegods, eller i saadanne Gaarde og Huuse, der i Brand-Casser ere asseurerede. h) At den indkomne Fond og Capital ikke maa røres, eller deraf til noget verdslig eller andet Brug, end som herneden til foreslaaea, og et til Nytte for ethver Stifts Geistlighed og de Geistliges Enker, Børn med fleere, tages og anvendes det allerringeste; Men at der af de aarlige Renter tages alleene hvad der udfordres til at be-

83

stride de Udgifter, hvoraf Cassen bær Navn og kaldes Skiftets geistlige Hielpe-, Merite- og Opmuntrings Casse, nemlig paa efterskrevne Maade, som meest billig eragtes:

1) Fattige Fader- og Moderløse Præste-Børn i Stiftet kan af Cassen aarlig gives, et Drengebarn 20 Rdlr. indtil han fylder sit Alders 15 Aar, men holdes han til Studeringer, da fra hans 15de Aar 10 Rdlr. aarlig indtil han demitteres til Academiet, og da, saafremt han medbringer og foreviser Cassens Directeurer et meget got og berømmeligt Testimonium, udbetales ham af Stiftets Hielpe-, Merite- og Opmuntrings Casse 25 Rdlr.; Men et Pigebarn aarlig 20 Rdlr. indtil sit Alders 18de Aar; Dersom og saadant et Pigebarn stedse skikker sig vel, sine afdøde Forældre til Ære, og i Tiden kommer i Ægtestand saaledes som det er hende og hendes Stand gemæs og anstændig, da kunde hende paa hendes Bryllupsdag af Cassen offereres 30 Rdlr. til 50 Rdlr. alt efter Cassens Tilstand.

2) Dersom deraf og iblant saadanne fattitige Fader- og Moderløse Børn skulle findes nogle, som ere blinde, vanføre, gebrækkelige og Krøblinger, og ikke kan i Tiden enten ernære sig eller paa nogen Maade fortiene deres Brød, da kunde dennem fra foranførte opnaoende Alders

84

Tid af Cassen aarlig tillegges noget til deres Ophold saalænge de lever, og ellers drages Omsorg for, at de enten bliver med denne Opholds Hielpe-Gave overleverede deres nærmeste Slægt eg Paarørende til desto bedre Rygt og Pleie, eller og indsatte i Hospitaler med 1 á 2 Marks Tilsiknd ugentlig af Hielpe-Cassen, foruden hvad de faaer af Hospitalet.

3) Enhver afbrændt Præst i Stiftet kunde af denne Casse nyde, efter dens Tilstand, 1 til 200 Rdlr. og uanseet, hvad han ellers nyder enten af Stiftets Kirker efter Loven, eller af Brand-Casser og Brand-Societeter.

4) Naar der er fleer end een Præste-Enke i et Kald, da kan dem saa meget af Cassen aarlig forundes, at enhver tilligemed sin Andeel Pension af Kaldet iberegnet, kan aarlig have den fulde fastsatte Pension som en eeneste Enke haver af Kaldet, men ligesom disse Enker ved Døden afgaaer til, saa gaaer enten den heele eller halve Hielpe-Gave ind i Cassen igien.

5) Den Præst i Stiftet, som baade har en

Enke aarlig ar pensere til af Kaldet, saa og maa for Alderdoms og Sygdoms Skyld tillige holde og lønne Capellan, kan ogsaa tillegges saa meget af Cassen aarlig, som han maa svare i Enke-Pension, men ved Enkens Død cesserer og ophører denne Ham til Lettelse under en dobbelt Byrde bevilgede Hielp.

85

6) Naar en Capellan pro Persona, paa hvilken intet enten i Levnet eller Lærdom er at sige og udsætte, har efter Forordningen tient som Capellan i fulde 7 Aar, og derefter reiser til Kiøbenhavn for at sollicitere, da kunde ham enten engang for alle af Cassen giøres en Haandretning af 100 Rdlr., eller og 8 à 10 Rdlr, qvartaliter, det er 32 á 40 Rdlr. aarlig, remitteres ham til Kiøbenhavn, saa længe hans Sollicitations-Tid vedvarer.

7) a) Naar en Præste-Søn har udviist saadan en Flittighed og giort saadan Progres i Studeringer, at han inden sit fulde 16de Aar har efter aflagde Prøve paa Universitetet faaet 30 Bene, kan han til videre Opmuntring af Cassen aflegges med et lidet Honorario af 10 Rdlr. b) Naar en Præste-Søn inden sit Alders fulde 17de Aar obtinerer Characterem Laudabilem til Examen Philosophicum, da aflegges med 15 Rdlr. c) Naar en Præste-Søn inden sit Alders 20de Aar obtinerer in Examine Theologico Æqve ac pro concione dimissoria, 25 Rdlr. d) Naar en Præste-Søn inden sit Alders fulde 24de Aar bliver promotus Magister Philofophiæ, 50 eller 60 Rdlr. e) Om han inden sit 26 Aar bliver Doctor Medicinæ 100 Rdlr. f) Inden sit 27de Aar Doctor Juris Utriusqve, 150 Rdlr. Og g) inden sit 30te Aar crea-

86

tus Doctar S. S. Theologiæ, da 200 Rdlr.; alt fra det Stifts Merite- og Opmuntrings-Casse, hvor hans Fader endnu er eller har været Præst.

8) Ligesaa kan een eller to Degne, og det samme Antal Skoleholdere i hvert Stift, som legitimerer sig med deres Biskops Attest, at have ved Aarvaagenhed, Flid og Duelighed i deres Embede særdeles distingveret sig, og ved Biskoppens Visitatz fremstillet en meget vel oplyst og i sin Christendom ret grundet Ungdom, Nyde et præmio fedulitatis ac industriæ af 10 til 16 Rdlr., men ikke fleere end 4 aflegges med dette signo præmii hvert Aar; Hvilket alt foregaaende bør til Opmuntring for andre publiceres og deres Ravne med en god Character i Gazetterne bekiendtgiøres.

9) Dersom Cassens Renter ere saa klækkelige, at det uden at røre Capitalen kan lade sig giøre, saa synes ikke nogen Ubillighed deri, at enten de 8 allerældste Præster i hver Stift, det være sig Capellaner, Sognepræster eller Provster (lige meget, naar det ere kun de allerældste i Præste-Embedet) bliver af denne Hielpe-, Merite- og Opmuntrings Casse aarligen som senioribus & insignum honoris tillagt 1 eller 200 Rdlr. alt efter Cassens Tilstand, og det i Betragtning af, at disse aldrende Mænd enten allerede haver eller snart kommer til af Alderdom at kalde, holde

87

lærde og solid erudite Mænd, som frem for andre burde dertil ved Vacance promoveres, om de ellers selv ved Ansøgning derom meldte sig med og lønne Capellaner, som deres Medhielpere i Embedet; Saa og i Betragtning af at disse samme Mænd ere nær ved at blive Semiseculares, og om de endnu lever nogle Aar, kan formodes at komme i Jubel-Lærernes Tal; Men i saa Fald, naar en af dem ved Døden afgaaer, denomineres publiqve paa Landemodet den ældste af de øvrige Præster i hans Sted til at nyde bemelte Honorario. Eller ogsaa at bemelte 1 eller 200 Rdlr. bliver lagde til de 8 allermindste Kald i Stiftet, og dertil stedse blive liggende, uden derfra igien at forrykkes, og det i Betragtning af, at, uagtet at alle Præsterne i Stiftet nyder lige eens Pengeløn, saa haver dog Præsterne i de smaa og ringe Kald meget mindre aarlig i Høitids-Offer og Accidentier end i de større, end sige i de store Kald. Dersom 4 af disse samme Kald kunde og endnu blive tillagt som fast og uryggelig de 3die 100 Rdlr. med aarlig, da kunde det tiene som Gratial- og Promotions-Kald for meriterede, lærde og solid erudite Mænd, som frem for andre burde dertil ved Vacance promoveres, om de ellers selv ved Ansøgning derom meldte sig med Biskoppens Attest.

10) Dersom Cassen fremdeles er af de Kræfter, at hver Provst i Stiftet kunde i vis aarlig Provste-Løn tillegges 30 Rdlr. eller mere. siden de for deres Provste-Embede nyder ingen vis Provste-Løn, uden aleene 1 Rdlr. af enhver Kirke i Provstiet og det alene i Betragtning af deres aarlige Visitatz i Herredets Kirker, da synes mig ikke heller deri at være nogen

88

Ubillighed, da ellers andre deres Provstelige Indkomster af de under den geistlige Jurisdiction forefaldende og af dem forrettede Skifter og Auctioner, saavelsom af deres Salariis for de hos Herreds-Præsterne forrettede Ministerialia, ere baade uvisse og ubetydelige; hvorimod ald Geistligheden i Riget kunde igien fritages for at erlegge deres aarlige Viaticum til Provsterne.

Videre, denne foreslagne Hielpe-, Merite- og Opmuntrings-Casse angaaende, eragter jeg for denne Gang ufornødent og til Overflod her at movere og foreslaae, da Forslaget mueligens aldrig bliver, endskiønt det meget gierne kan, til Hielp for mange, til en Lettelse for flere, til Gavn for alle i den geistlige Stand og til Beste for det Almindelige, blive iverksat. Det er mig aleenenok, at jeg, som een af Landets troe eg ærekiære Sønner, har efter mine patriotiske og borgerlige Pligter til det almindelige Beste med min simple og enfoldige Pen giort alt det mig har været mueligt at giøre, efter det Pund og Naadegave som mig af Himlen er betroet.

Og hvad den forfattede plan til en staaende Løn for Præsterne overalt paa Landet i Dannemark angaaer, da formeener jeg, at den samme, som velgrundet og fornuftig udført, vi! finde det ædeltænkende og velskiønnende Publici Bifald, og dens Iverksættelse vil føre megen Nytte med sig baade for Staten i Almindelighed som og for enhver Stand i Særdeleshed; fornemmelig vil baade Bonde- og Præste-Standen derved skee en stor Lettelse; en anseelig Capital af 20 a 30 eller flere tusinde Rixdaler aarlig gaae ind i den Kongelige Casse, og baade alle Kirker og Kirke-Eiere iligemaade ogsaa aarlig nyde anseelige store Fordeele og Herligheder; ligesom ogsaa herved naacs et Hovedmaal, som alle Potentater sigter og med største Bekostninger giøre sig al Umage for at komme til, nemlig Landets Population så Folkemængdens Formeerelse, hvori alle Statsmænd og rette Patrioter sætter een med de fornemste Aarsager til er Lands Lyksalighed og florerende Tilstand. Thi her vrser sig en uben synderlig Besværlighed og Bekostning ønskelig Leilighed til i en Hast at faae 1000 og vel flere Gaarder opretted til Bønder og Jordbrugere, hvorved Folkemængden i Danmark ikke lidet vil tiltage, og dens Formerelse i Tiden ikke lidet kiendes og mærkes.

1

Urigtigheden

i

Comphilopatreiases

Plan

til

en aarlig staaende

Pengeløn

for

Præsterne

overalt paa Landet i Dannemark.

Tydelig forestillet

Philadelphus.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt og til Kiøbs at bekomme hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

Intet er lættere, men intet tillige vanskeligere, end at udkaste Planer. Intet er lættere, end at kunde indsee muelige Forandringer i de nærværende Forfatninger, og at sige: hvad man synes. Men intet er vanskeligere, end at bestemme en sand Forbedrings-Maade, og at lægge en velgrundet Plan til en Forfatning, der kand føre Nytte, Beqvemmelighed og Forbedring med sig til Bestandighed.

Man har paa nogen Tiid seet saa mange Udkast og Forslage til nye Planer, men de

4

fleeste have været af det Slags, som Philodanus kalder umodne Indfald. Jeg har lettelig kundet indsee Skrøbeligheden i dem, men har tillige stedse været bange for at yttre mine Tanker, som og har sine Skrøbeligheder. Og hvo kand være dristig nok, til at vove sig paa vildsomme Veye, uden den, som den rette og vrange Vey er ligegyldig, eller og den, som altid synes best om sin egen Vey.

Jeg for min Part skulde aldrig have taget Pennen i Haanden, til at udkaste Planer; thi jeg er overbeviist om min Indsigts snævre Grændser, ja ikke engang til at give min Betænkning om andres, hvis jeg ikke var vis paa, at fremlægge saadanne Grunde, som kan viise Ugrunden i den i sær, som jeg her kortelig vil vedrøre, nemlig:

"Plan til en aarlig staaende Pengeløn for Præsterne overalt paa Landet i Dannemark. Forfattet, og paa allerhøyeste og høye Steder for meere end to Aar siden insinueret af en Præst i Siellands Stift, men nu med Autors Tilladelse til Trykken befordret af Comphilopatreias. „

5

Aldrig kan jeg begribe, hvad der har kundet forlede en Mand, der er Præst, og i adskillige Ting lader at være vittig og erfaren, til at forfatte en Plan paa saa svage Grunde, at insinuere den paa allerhøyeste og høye Steder, og dermed stille sig selv saa blot for og ligesaa

lidet, af hvad Drivt han nu efter to Aars Forløb giver sit Samtykke til, at lade den gaae i offentlig Tryk, ey at tale om Forlæggeren, der i Blinde betræder samme urandsagede Vey.

Det kan vel være, at Bønderne paa Kiøbenhavns Amt kan for al Tiende, baade Korn- og Qvægtiende, samt smaae Redsel betale af hver Tønde Hartkorn 7 Mk., som Forfatteren paastaaer Pag. 40. 41. Hvad de kand svare paa Roeskilde, Friderichsborg, Cronborg og Hirschholms Amter, skal jeg ikke kunde sige; thi i den Kant af Landet er jeg lidet bekiendt: Men dette veed jeg, at alle de øvrige Bønder i Sædland umuelig kan svare 6 Mk. Havde Forfatteren været Præst i Tudse- eller Mierløse Herred, i Tybierg eller Hammer Herred, i Stefns eller Faxe Herred, han havde vist lært, at give i det ringeste i mange Sogner, et par Marks bedre Kiøb, og allevegne at slaae noget af, og det ikke saa lidet, som han tænker. Han giver klarlig tilkiende, at han selv har, i det ringeste af nogle, 2 Mk. i bare Qvægtiende af en Tønde Hartkorn, deri bør jeg troe ham: men han

6

paastaaer tillige, at Bønderne i Skov-Egnen kan give meere, siden Qvægtienden der er NB. meget større og anseeligere, end paa Heeden, altsammen Pag. 42. Og hvor skal man da faae ham til at troe andres følelige Erfarenhed, der endog i Skov-Egne ikke kan faae i Qvægtiende 1 Mk. 8 Skill., ja af nogle ikke 1 Mk. af Tønden, og neppe over 2 Mk. 4 Sk. i Korntiende. Vil han ikke troe mig, da maae han paa mine Ord indhændte Beretning fra Jyderup, Holmstrup og Skamstrup Sogner i Tudse Herred, og saaledes er det paa mange Stæder.

Men hvor skulde en Jydsk Bonde, og det uden Forskiel overalt kunde give 5 Mark 8 Skill, af Tønden? Det er endnu kun faa Aar, siden Kongens Bønder i Jydland havde baade Konge- og Kirke-Tienden samlede, begge for 5 Mk. Tønden. Der ere de Tiender, henlagte til Aarhuus Bispe-Stoel der ved sidste Auction bleve bortforpagtede under 3 Mk., og nogle til Viborg Bispestoel har ikke fuldt naaet 2 Mk., og Forfatteren tilstaaer selv at vide Beskeed om Qvægtienden i Jydland, nemlig: at den, ligesom Korntienden, deeles i tre lige Deele. Pag. 70. Han veed og, det er jeg vis paa, af Tiende-Forordningen, at der i Jydland svares kun 3 Skilling af et Lam, og deraf har Præsten da 1 Skill. Dette kandskee jeg kunde tiene ham med Underretning om, at en Præst i

7

Jydland ofte faaer meere i Qvægtiende af en fattig Mand, end af en Riig paa lige Hartkorn; da den Rige lettere kand kiøbe et Par Stude paa tre Aar, end selv opføde dem, og lader derfor den Fattige klække Kalve op for sig. Men dette udgiver jeg ikke som noget Almindeligt, nok er det, jeg veed Exempler.

Vil jeg nu betiene mig af Forfatterens Plan, naar han Pag. 64. paa Konge-Tienden til Vallensbek afslaaer 1 Mk. for Qvægtienden og Smaaredsel, og samme i Jydland, hvor Qvægtienden siger ikke meget, ikke kan skride over 8 Sk. engang, saa skulde den enkelte Korntiende udgiøre 5 Mk. Dic, qvibus in terris, & eris mihi magnus Apollo. Ney, naar jeg siger, at den største Deel kan give 3 Mk., er det endda meget sagt.

Saa gierne jeg vilde unde Præsteskabet i Jydland det, som Forfatteren tiltroer dem at have, saa umueligt er det mig at skaffe dem det: og om Hvert Herred i Sædland var et Smørum Herred, saa skulde heele Sædland udarme sig paa, at sætte Jydland i den Ligning med Sædland, som han udkaster Plan til.

Jeg vil, for at giøre min Regning tydelig, og for at vise, at jeg agter at skrive med Grunde,

8

alleene tage et Stift under Betragtning, det maae være Aarhuus Stift, hvor jeg troer, at Præsteskabet i Almindelighed, forstaae i Jydland best er aflagt.

Der er i heele Stiftet 29 Herreder, og jeg vil til nogenlunde Oplysning berette, hvor mange Tønder Tiende ydende Hartkorn, der er i hvert Herred, jeg kunde viist det i hvert Sogn, men det fylder saa meget Rum. Dog Skiepper, Fierdingkar og Albomme, som Brøker, vil jeg ikke bryde mig eller andre med.

NB. Jeg forbiegaaer Samsøe, om hvis Hartkorn jeg mangler Efterretning. Saaog Kiøbstædernes Annexer, og Malling Sogn i Ring-Herred, som er henlagt til andet Brug. Jeg forbiegaaer og Løsning Kald i Hatting Herred, som svarer 100 Rigsdaler til Stifts-Provsten i Aarhuus, og fleere deslige, som dog vil komme i Betragtning, naar hver Landsbys-Præst skulde have 400 Rigsdaler om Aaret.

9

Der er da :

I Bierge Herred . 3436 Tdr. Framløv Herred 1248 - Galthen Herred 2050 - Gierløv Herred . 1999 - Giern Herred . 1262 - Hads Herred . 2672 - Haslev Herred . 1083 - Hatting Herred . 1223 - Hielmsløv Herred 1099 - Hids Herred . 619 - Haulbierg Herred 1543 - Lysgaard Herred 1576 - Mols Herred . 1345 - Nim Hermed . 1159 - Ring Herred . 2248 - Nørre Herred . 2720 - Nørre Hald-Herr. 1648 - Øster Lysbierg H. 2979 - Onsild Herred 830 - Rougsæd Herred 7014 - Sabro Herred . 1071 - Samsøe forbiegaaet. Sønder Herred . 2216 - Sønder Hald Herr. 5000 - Støvring Herred 1141 - Tyrstinq Vrads H. 958 - Vester Lysbierg H. 897 - Voor Herred 2412 - Vrads Herred 1266 -

Summa 48714 Tdr. til 153 Præster.

til 8 Præster.

- 5 - - 6 - - 5 - - 5 - - 10 - - 3 - - 5- - 4 - - 4 - - 6 - - 6 - - 5 - - 3 - - 6 - - 9 - - 6 - - 6 - - 4 - - 3 - - 3 - - 6 - - 12 - - 3 - - 5 - - 3 - - 7 - - 5 -

10

IO

Denne Fortegnelse er rigtig nok, men da den er giort af Præsterne, som har regnet deres Annexgaarders Hartkorn 3 Gange, fordi de oppebære deraf tredobbelt Tiende, saa maae de to Deele regnes fra foranstaaende Summa.

NB. Her møder mig en Vanskelighed, som jeg ey i en Hast kan faae løst, nemlig: Hvor meget Annexgods der er i hvert Herred, eller i hele: Stiftet; men da Præstegaardenes Hartkorn i heele Stiftet beløber sig efter nøyeste Regning til 1174 Tdr. 4 Skpp. 1 Fierdk. 1 1/2 Alb. og jeg vil sætte, at Annexgodset beløber sig til 1/3 Deel imod Præste-Gaardenes Hartkorn; thi Høyere bliver det neppe, da der til de fleeste Kald er ingen Annexgaard: saa bliver efter denne Sætning Annexgaardenes Hartkorn 391 Tdr. Brøken forbigaaet. Disse 391 Tdr. fordobles til 782, og drages fra foranstaaende Summa, saa har vi igien 47932 Tønder.

Lad os nu sætte Tiende og Smaa-Redsel af hver Tønde for 4 Mk. 8 Skilling, (endskiøndt det paa faa Steder gaaer dertil) saa har jeg en Summa af 35949 Rigsdlr.

Men 400 Rdlr. som Forfatteren vil have til hver af de 151 Præster, giør den Summa

60400 Rdr.

11

Transport *. 60400 Rdr. Endnu til 6 residerende Capellaner, nemlig: 1 i Skanderborg, 1 i Grenaae, 1 i Ebeltoft, 1 i Marriager, 2 paa Lander, 3 Øboe-Præster, nemlig 1 paa Allerøe, 1 paa Endelave, 1 paa Anholt, 3 Hospitals-Præster, nemlig 1 i Aarhuus, 1 i Randers, og 1 i Horsens. Ialt 12, á 300 Rdr. er = 3600 Rdr.

Bliver saa heele Udgivts-Snmma = 64200 Rdr. Men da vi har kun til Indtægt = 35949 Rdr.

Saa kommer vi til at fattes = 28051 Rdr.

I saadan Forlegenhed kommer man vist nok til at angribe den stærke Jern-Casse, som Forfatteren vil have bekostet Pag. 82. Jeg veed nok, at der lyses Fred over den, at den saa længe Verden staaer, ikke maae gaae under. Pag. 17. Men hvad er her dog ved at giøre; Nød bryder Jern og alle Love. Nogle Tønder Guld, som den lover Pag. 65. hielper dog til. Det kunde være en deylig Casse til Belønninger og Opmuntringer for nogle enkelte, men man faaer først besørge det Almindelige, og hvo veed, om den ikke kand blive klækkelig nok til begge Deele. Den har dog adskillige Tilløbs-Render, som ere:

12

1) Præste-Gaardene, og de maae vel med Udhuse og Jorder sælges efter Hartkorn, og man har 1174 Tønder, som forhen er meldet. Et Hundrede Rdr. for Tønden bliver nok Prisen; thi mange har styret deres Lyst med at kiøbe dyrere, og ingen kunde endda kiøbe saa dyrt, vare ikke de fordeelagtige Vilkaar, som Forfatteren lover dem Pag. 8., og som skal drage Mængde af Liebhabere til at byde. Pag. 11. Nu her kommer en Capital ud af 117400 Rdr. Her er alt over een Tønde Guld. Denne Capital maae ikke røres, men Halvparten skal staae i det Kiøbte for 3 á 3 1/2 pro Cento. Det er og gangbar Rente i Jydland. Der bliver staaende 58700 Rdr. for 3 1/2 pro Cento (thi jeg vil gierne, ligesom Forfatteren i alt det andet, drive Indtægterne til det høyeste) i alle de kiøbte Præstegaarde i heele Stiftet, som er det Halve af hele Kiøbe-Summen, deraf indkommer, i aarlig

Rente

2054 Rdr. 3 Mk.

13

Transport 2054 Rdr. 3 Mk.

De andre 58720 Rdr. skal udbetales, dog vel for at sættes paa høyere Rente, nemlig 5 pro Cento, det giør aarlig . . 2935 Rdr. -

2) Jeg har sat 391 Tønder Annexgods, hvor Tienderne allene

komme i Betragtning, og jeg vil paastaae det høyeste for de øvrige to Tiender, (thi den eene er allerede tilberegnet Lønne-Cassen) nemlig 1 Rdr. 1 Mk. og kan man faae det, saa har man aarlig . . 456 Rdr. 1 Mk.

3) Tienderne af Prøstegaardenes

Hartkorn, som var 1174 Tønder, á 10 Mk. Tønden, nemlig for alle 3 Tienderne. Udgiør aarlig: . .. 1956 Rdr. 4 Mk.

4) Jeg veed ikke, om jeg tør sætte i heele Stiftet 300 Tønder Mensalgods, hvor Landgilden alleene er tilfals, og Den faaer de have godt Kiøb paa, nemlig

Tønden for 9 Mk. Det giør 452 Rdr. - Af disse 4 Rum. kommer aarlig ind =7852 Rdr. 2Mk.

14

Vi fattedes før 28051 Rdr.

Hertil kom = 7852 Rdr. 2 Mk.

Saa fattes vi kun = 20198 Mdr. 4 Mk.

NB. I Anledning af mit næst oven anførte No. 2. om Annexgodset og Ro. 4. om Mensalgodset, har jeg en Erindring imod Forfatteren, naar han Pag. 12. og 13. vil: " At alle Mensal- og Aunexgaarde, Baade med Bygninger og tilliggende Jorder af Ager og Eng, Skov- og Skovs-Parter, Tørveskiær og Gierdfel med videre, som paa endeel Stæder i Riget har været adskillige Præster til Bordhold tillagte, vorder stillet til offentlig Auction og den Høystbydende tilslagne. „ Jeg svarer: Det gaaer slet ikke an, hvad Annex-Gaardene angader; thi de have deres retmæssige Eyere, nemlig enten Kongen eller Proprietairen, og da Præsterne har kun oppebaaret Tienderne, kand heller intet andet end Tienderne sælges. Mensalgaardene kan heller ikke alle sælges: Hvor Præsterne have saadanne Gaarde med alle Herligheder, gager, det an, men hvor Herskaberne har Fæste- og Hoverie-Rettighed med videre, som jeg her forstaaer ved Herligheden, gaaer det ikke an, overalt er det kun Landgilden, som her kan

15

komme i Forslag, og den kan ikke lettelig nogen anden byde paa, end Herskabet, som har Hoverie af Bonden, og da adskillige Mensal-Gaarde ere af denne Beskaffenhed, hvo vilde da vel give meget for Landgilden. Derfor har jeg ikkun fadt Hver Tønde for 9 Mk., og det er endda meer, end jeg torde byde,

Men naar Forfatteren endelig vil have alt det andet solgt, synes mig dog, han burde forbeholdt sig Skov og Tørveskiær, saa betydelige Herligheder i vore Dage, ligesaa vel som han har forbeholdt sig Haver og Fiskedamme. Pag. 33. Bedre og billigere tillige var det, end til andres Tab at vilde stemme de almindelige Priser paa Brænde og Tørv, som Forfatteren vil Pag. 38. conf. Pag. 55., Hvor der er fordret lidt vel Føyelighed. Men han giver een og anden Anledning til at troe, at baade hans Præste- og Mensal-Gaards Tørve-Jord maae være opskaaret, og han tænker vel, at det saa kand være gaaet paa andre Stæder med, og er det ikke da snilt nok, at sælge de opskaarne Graver, og betinge baade sig og andre Tørv for billig Priis. Det var rart, om han saaledes kunde tiene heele Publicum.

NB. I Anledning af mit No. 3. om Præste-Gaardenes Tiender, da har jeg tilberegnet Lønne-Cassen dem alle 3, om

16

det endda kunde klække noget. Men da det endda ikke kan strække til, er det let at see, at det mindre giør det efter Forfatterens Plan. Pag. 9. Det er ellers et artigt Vederlag, Forfatteren giør Eyerne af Konge- og Kirketienden, at de for Qvægtienden i et heelt Sogn skal nyde Korntienden af een eeneste Gaard. Pag. 71. 72. hvor han fordrer saa megen Generositet og christelig Ædelmodighed af andre, og veed ikke selv, hvad han vil unde dem derfor til Vederlag. Jeg veed et Kald af 3 Sogner paa 246 Tønder 2 Skiepper 3 Fierdingkar 2 1/2 Alb. og Præstegaarden staaer kun for 3 Tønder 5 Skpr. 1 Fierdingkar. Enkelt Tiende af Præstegaardens Hartkorn er 11 Mk. Men enkelt Tiende, forstaae Qvægtiende i hele Sognet, siger noget meere, følger jeg hans Plan Pag. 42, hvor han beregner Qvægtienden til 2 Mk. af hver Tønde Hartkorn, saa skulde alle Qvæg tiendens Deele af 246 Tønder Hartkorn gaae: over 82 Rdr., en Trediedeel deraf, som er enkelt Tiende, er over 27 Rdr., og for dem vil han give 11 Mk. i Vederlag. Da nu dette Vederlag er øyensynlig for lidet, saa vil han forbedre det med Huus-Folkenes Qvægtiende. Pag. 72. Men han har allerede Pag. 60 meglet paa, at beholde

17

den, og kalder den ver en ubetydelig Indtægt. Vist nok er den ubetydelig til at betale den Ædelmodighed med, nemlig at eftergive al Prætension paa sin indkiøbte Eyendom og Herlighed, der er 10 Gange saa betydelig, som alt det, han vil give for den. Vilde man fordre flig Ædelmodighed af ham, jeg tænker, han huskede paa det bekiendte Mester Michaels Mundheld: See, ut dicitur in adagio, & fic etiam vere est, om han giorde det. Forfatteren bære over med mig, at jeg betiener mig af hans eget Pag. 22. Han maae ellers tiltroe den nærværende Alder lidt for meget af den gode gammeldags ærlige Eenfoldighed. Men vi leve vist nok i andre Tider end vore Oldefædre, og det er længe siden Mogens Smek levede.

Det fortænkes mig da ikke, at jeg har tilberegnet Cassen alt hvad jeg har kundet, thi jeg Husker, hvad vi fattedes, naar vi havde faaet ind alt hvad Planen giorde Regning paa. Og da der endda manglede 20198 Rdlr. 4 Mk. saa bliver Spørsmaalet, hvorfra det øvrige skal komme? Thi alle andre hans Tilløbs Render ere af ingen Betragtning, og bør ikke komme i Betragtning, og saa er her ingen rimelig Udvey meer, og intet Haab tilbage.

18

Men Forfatteren, som meener, at Kongen kand profitere Pag. 12, og det en anseelig Capital af 20, 30 og fleere Tusinde Rigsdaler Pag. 88. vil vel anraabe Kongens Casse om Hielp, for at faae det manglende opfyldt. Vi maae derfor noget nær viide, hvormeget Kongen kand profitere; thi formasteligt og ublue vilde det være, ellers at begiere 1 Sk. af Kongen, i sær i saa trykkende Omstændigheder og vanskelige Tider, til en Stand, der hidindtil har begaaet sig med de allerede givne Kongelige Benaadinger, vi komme ved Guds Velsignelse og Kongens Bevaagenhed for den gamle Forfatning, samt i vort Ansigtes Sveed, vel igiennem, endskiønt ikke saa rundelig som Forfatteren, ja naar vi end ikke giør os Haab om en Skilling af Smørum-Herreds Overskud, leve vi endda, og vi maae leve, men leve oeconomisk, og tænke patriotisk, uden Fluer i Hovedet og et falsk Haab om Forbedring ved en Plan, som Forfatterens er. Men det var Kongens Fordeel, vi skulde betragte, og da er der, som sagt er 1174 Tønder Tiendefrie Præstegaards Hartkorn i Aarhuus Stift, lad indkomme deraf i Kongens Classe for alle Ting 5 Rdlr. af Tønden, det giør aarlig 5870 Rdlr.

Her fattedes før - 20198 Rdlr. 4 Mk.

Kongens Fordeel blev 5870 Rdlr.

Her fattedes endda - 14328 Rdlr. 4 Mk. Naar endog Kongens Fordeel blev opofret. Dog skal Cassen være riig, og Kongens Fordeel stor efter Auctors Plan.

19

Havde Forfatteren tænkt lidt længere, end til Smørum-Herreds Grændser, og eftertænkt Aarsagen til saa mange Enke-Caffers, kierlige, omhyggelige & c. Compagniers Undergang og andres endnu truende Fald, saa troer jeg ikke om ham, at han havde forøget deres daarlige Planers Tal med denne sin, til al Lykke, nedlagte Plan. Hine falske Planer vare Aarsag i et Stiftelsers Undergang, og det vilde dog være imod Forfatterens andægtige Ønske Pag. 45, om det saa vilde gaae med en Stiftelse som er denne Plans Gienstand, og anderledes kunne der ikke gaae om Planen skulde følges. Jeg har ikke nødig at spaae det, det er allerede tydelig og med klare Regninger beviist, hvad den Plet angaaer, som er kommen under min Kundskab, og jeg har sandelig ikke flatteret mig, men meere Forfatteren med mine Regninger. Jeg Har sat alting saa høyt, som jeg aldrig skulde vovet, om jeg vilde understaaet mig, at udkaste Planer. I alt dette kommer dog intet ud, ja det, som er farligere end intet.

Dette kand jeg see at vilde blive en reen Følge af hans Plan, at Præsterne bleve Stoddere, og i dette Fald spiller altid Religionen bancorupto, som en vis geistlig Mand gandske grundig har sagt. Og saa blev Folkets Forværrelse, Sædernes Fordervelse og Rolighedens Forstyrrelse de visseste Fordeele, i Steden for alt det, han lover.

20

Det var Skade, og Forfatteren vil i denne Time noget nær fortryde, at han ikke gav sig stunder med at give denne Plan i offentlig Tryk, indtil han kunde faaet at læse de velmeente Erindringer, Philalethes, men i sær Philodani Skrift, og i Besynderlighed, hvad han saa grundig tænker og siger om Krigstider for slig en Casse; Men Han vilde være Planmagere ligesom Philopatreia, der ligesaalidet overveyede sine Tanker. Jeg vilde og ikke, for at have den Ære, at udgive slig en Plan, Hidde Comphilopatreia, for alt der, Planen er værd.

Vi har hørt, hvad Kongens Fordeel ved saadan Plan vilde blive, saa maatte vi og see, hvad Bønderne derved kunde vinde? Forfatteren meener meget, Pag. 40. Han lader og, at unde dem det, da han af 8 a 9 Mrk., som de gierne uden deres Skade kunde give af Tønden (forstaae paa Kiøbenhavns Amt) under dem det for 7 Mrk. Pag. 41. Og hvem kand fortænke ham, at han elsker sin Egns Folk. Men den øvrige Deel af Sædland, og i det ringeste heele Jydland vilde kun blive ham liden Tak skyldig for den Taxt, han sætter dem for. Jeg har giort mine Regninger meget under hans, og jeg vilde ikke drage de Sukke over mig, som vilde møde mig af de fleeste Jydske Bønder, om jeg endda gav Plan efter mine Regninger.

21

Han vil Pag. 58. Cap. XVII. at denne for heele Præstetienden baade af Korn og Creature, samt smaa Redsel foreslagne Betaling i Penge, kand, ligesom Extra- og andre Kongelige Skatter, paa hans Majestæts beholdne Ryttergods allerbest og sikkerst af Amts-Betienterne, men paa Grevskaberne, Baronierne, Herskabernes og Proprietairernes Godser af deres Godsers Administrateurer, Forvaltere og Ridefogder ved Sct. Mortens-Dag indkræves. Dette er meget i alle Maader, thi, en at tale om Amtsbetienterne, der have Arbeide nok i de mange, og mange Slags, Oppebørseler og Regnskaber, som de nu meer end forhen have; saa jeg troer ikke, at de gode Mænd, som med Aarvaagenhed passe deres Embede, har den Commoditet og Magelighed, som Auctor tiltroer, dem at have» Pag. 47. Saa synes mig, at det er meget for Bonden.

Alting skal ind til Mortensdag, og da skal en Bonde betale sin October-Qvartal, og kandskee een eller to Qvartaler til, som han har bedet om Dag paa. Nu har han nylig udredet sin Folkeløn (efter den Forfatning af Faredag, i hvilken Auctor nedlagde denne sin Plan) eller og han skal nu belave sig paa at betale den, efter nærværende Forfatning. Nu skal han yde sin Landgilde; thi Mortensdag er Forfaldstiden. Nu giengielde sit Laanekorn til Husbonden; thi det er sikkerst for Husbonden, at see sig forvaret i Tide. Hvor skal Bonden tage alt dette? og endda med eet sin

22

heele Afgivt til Præsten og det NB. i rede Penge. Om Bonden end har Korn i Laden til disse Udgifter, hvor skal han faae det aftærsket? Han skal tærske Brød-Korn og Skatte-Korn, Gaase-Havre og Sæde-Rug, han skal pløye og saae sin Vintersæd, og kandskee rispe med, og det baade for sig selv og til Hove for sin Husbonde; thi jeg kand forsikkre Auctor, at det seer anderledes ud paa andre Steder end i Smørum-Herred.

Men en Hovedknude er her endnu at løse, om ellers Cassen skal have sin Indtægt. Thi hvad? om disse Tiende-Penge ikke engang ved lidt given Frist kunde komme ind, det er bekiendt nok, at mangen Proprietair maae betale de Kongelige Skatter, endog Extra-Skatten for mange af sine Bønder, der ikke kand udrede det, der allerede i Penge er paalagt, hvo skulde nu betale disse Tiende-Penge? Naar Bonden ikke kunde. Skulde Husbonden indstaae, som han ikke vel kunde, saa er det en Feil, at Forfatteren ikke ligesaavel i sin Plan har paalagt Husbonden at betale for Bonden, som Amtsbetienterne, at indkræve af Bonden, men atter seer Forfatteren her, at jeg maae være langt borte fra Smørum-Herred. Der maae Penge være som Broesteene paa Gaderne. Kort sagt, hvad der skal paalegges Bonden, og det til bestemte Tider, maae allermindst være i Penge.

Vi har seet, at Kongen ved denne Plan maatte tabe, i det ringeste intet vinde. Bønderne,

23

nemt, uden for Smørum-Herred, og kandskee nogle af dem med, skulde ødelegges, nu maatte man da vide, om Præsterne vare bedre i Stand ved denne Plan; Thi Fordeelen maae dog falde til een Kant. Men

1) Skal Præstegaardene sælges, og hvor skal Præsten boe? Det bliver vel i Stuehuset, som eene ikke mage sælges; thi Auctor vil ikke bebyrde Kongens Casse med nye Præstegaardes Opbyggelse Pag. 12. og han burde ikke heller? Præsten skal da boe i sit gamle Stuehuus, og der skal, om jeg ret forstaaer det, til den nye Kiøberes Fornødenhed indrettes Værelser til Beboelse i een af de andre Længder, og saa skal dog enten den nye Beboere have sin Gang og Færsel lige til Præstens Vinduer, og Præsten sin Gang til Kirken, eller til andre Embeds-Forretninger igiennem Mandens Gaard, i det ringeste efter mange Steders Beliggenhed, og det vilde blive et kiedsommeligt Fælledskab, eller og een af Delene skal flyttes, og hvilken? Skal Kiøberens Længder? Hvor skal de staae? Han svarer i een af Haverne Pag. ir; men Haverne vil Forfatteren have sig forbeholdne, i det ringeste til sin Præstegaard Pag. 33. Cap. III. og paa nogle Steder er ikke en Plet tilovers. Jeg spørger ikke om, paa hvis Bekostning,

24

thi da jeg nu skal iagttage Præsternes Fordeel, bekymrer jeg mig kun lidet om Kiøbernes, men dog faaer Kiøberen vel paa de favorable Vilkaar giøre alt, han fand og faae nok at giøre. Eller skal Præste-Residencen flyttes? det maae den vel, siden den udgiør den mindste Deel. Men atter paa hvis Bekostning? Præsten formaaer det ikke, Cassen taaler det ikke, og vi har allerede ingen Casse, i det ringeste intet i den, og kand ikke udstyre Lønnen paa 14328 Rdlr. nær, og om vi end fik lidt til Hielp, ville lidt ikke giøre det; Thi mangen gammel opsmurt Bygning, som endda kunde staae nogle Aar paa sit gamle Lag, men tabe saa mange Stumper ved Omflytning, at den ligesaa gierne maatte bygges paa nye. Og naar endog det var afgiort, hvor skulde den staae? I Gadekiæret? I Leergraverne? Thi jeg veed noget nær ligesaa Mange Steder, hvor ingen beqvem Plads er, som Forfatteren skal nævne mig, hvor der er Plads tilovers, og hvad kunde det nytte, at de fleeste Præstegaarde har tilstrækkeligt Territorium, som Forfatteren paastaaer Pag. 12, naar ikke alle har det?

2) Da vi nu ere færdige med Præstegaardene, saa kand vi ingen Auling have, Forfatte-

25

ren har og saa meget at indvende imod Auling for en Præst.

1) At en Præst, naar han kommer til Embedet, kommer i Gield og stor Gield Pag. 18. Jeg svarer: Det er sandt; men han kand jo heller ikke faae den blotte Residence uden Gield Pag. 32. Er Gielden i sidste Tilfælde mindre, saa har han og mindre Leylighed at hielpes af den. Er han for Auling, som er en uskyldig Fornøyelse for en ung Mand, saa hielper den til at betale Gielden. Er han det ikke, og han udsøger sig gode Folk, og ti! den Ende lønner dens godt, saa taber han endnu intet, han kand jo have nogen Tilsyn med dem. Vil han endelig nogenledes fornuftig pagte Aulingen bort, saa betaler den dog noget nær hans Renter. Hvad? om en Mand skulde flytte sin Residence, eller af nye opbygge den engang, hvad Gield vilde ikke det sætte ham i? Thi eet er at holde det gamle vedlige, som han vil have lagt paa Meenighederne Pag. 79. Et andet er, at opbygge dem, naar de af Ælde i Længden vare faldfærdige.

2) Han spilder Tid og adspredes. Jeg svarer: Forfatteren har dog faaet Tid og Leylighed til, uagtet hans Auling, at skrive denne sin Plan, som jeg dog meere anseer for en

26

Natur- end Naade-Gave, som han holder den for Pag. 88. Men det er sandt, den smager meget af Adspredelse.

3) Aulingen æder sig selv op siger Auctor Pag.

22. Jeg svarer: Jeg og min Familie æder med.

4) Det Slæb ved Aulingen afsikrekker et bemidlet

Fruentimmer fra at indlede sig i Egteskab med en Præst, der har Auling Pag. 20. 21. Jeg svarer: Det bemidlede Fruentimmer, der er bange for Arbeide, er ikke Kone for mig.

5) De som have Auling tabe ved Fæsygen Pag.

24. 25. Jeg svarer: Andre tabe og, og Præsten har i den Deel Leylighed at give andre et godt Taalmodigheds Exempel. Hvad om alle de, der have tabt ved Fæsygen, floeg sig fra deres Aulings-Brug? saa laae alt. Lad Præsten takke Gud, at han har andre Nærings-Veye, hvorved han kand faae oprettet det Tab. Andre har ikke ander at leve af.

Hvad Forfatteren meere snakker imod Aulingen, et af andre allerede grundig besvaret. Men jeg kand sige, at ligesom Kongen vilde tabe, Bønderne vilde tabe, saa vilde Præsterne tabe med, ifald denne Plan blev sat i Virksomhed.

27

Nu vilde jeg gierne legge Pennen, efterat jeg har viist de store og tydelige Misligheder og bundløse Huller, som denne Plan er seldet fuld af.

Alleene jeg vil fremsætte nogle smaa Ting, hvori jeg ydermere ikke kand blive eenig med Forfatteren.

1) Han vil, at Præsterne foruden den visse Pengeløn skulde beholde det sædvanlige Offer og Accidencer Pag. 35. Det samtue vilde fleere. Men Bønderne, som er de fleeste, vilde nok være meget imod, at Offer og Accidencer skulde reglementeres; thi ofte har den fattige Bonde ikke det han kand ofre, og ofte ikke saa meget, som han efter Reglementet skulde ofre, og det var jo Synd, at ængste een over sin Evne. Nu lader en eftertænksom Præst drive over, naar der intet er, og lader sig Nøye med hvor lidet det er. Og man maae være meget øm over en Bonde, hans Udgifter ere mange og visse. Hans Indtægter smaa. Jeg taler alt ikke om Smørum Herreds Bønder, dog dens Indtægter har sine Grændser, endskiønt andres kand være snevrere. Jeg kand derfor aldeles ikke lide Auctors Ord Pag. 61. XIX. Men at det nu ogsaa er mueligt, og lader sig meget lettelig giøre - - & c. - - Det formee ner jeg med haandgribelig Overbeviisning

28

at legge for Dagen og illustrere med Smørum-Herred allene auctorojde, han vil Viise dette, forestiller jeg mig maae staae i sin Have, eller paa hans Kirkegaard eller hvor de nogenledes kand oversee Smørum-Herred og ikke længere; thi saaledes maae det Ord øyensynlig og haanbgribelig tages, om der skal blive sandt. Men Sædland er større end Smørum-Herred, og Jydland endnu meget større.

2) At Huusmændene skulle give hver en Gaas og et Par Høns eller 4 Mk. i Penge Pag.

og atter 1 Mrk. 8 Sk. Pag. 41. noget til reglementeret Offer og Accidencer Pag. 35, 2 Arbejdsdage, eller 1 Mrk. i Penge, og Huuskonen sin Dag foruden eller 8 Sk. i Penge Pag. 36. Sætter jeg Offer og Accidencer for 1 Mrk. aarlig, saa har jeg her 8 Mk., og det er meget for en Huusmand, helst da alle trykkes af Pengemangel og Penges Paalæg. Den Huus-Mand, som nu ikke kand overkomme; 5 Sk. af et Lam, og mange i Sædland har kun eet, mange slet ingen, hvorledes skulde han skaffe 8 Mrk., uden han enten skulde tigge hertil, eller sælge Klæderne af Kroppen, som mange Sneese nu giøre til Extra-Skatten, ja mangen Huusmand maae laane den Skilling, han aarlig skal give til Herreds-Casse, og det er dog kun een

29

Skilling. Ney Huusmændene i Kiøbenhavns-Amt

maae have andre Næringsveye, end de paa andre Steder, e. gr. Hvor Bonden kand udgiøre alle sine Tiende-Penge efter denne Plan af 3 Skpr. Erte-Sæd Pag. 65 , der skal nok Huusmanden tiene sine 8 Mk. med at plukke grønne Erter, og derfor maae de Pag. 37. nævnte HuusleyeePenge 4 a 16 Mrk. eller i Almindelighed 6 a 8 Mrk. være lidet for dem, men det er vist meget for andre, der kand have Børn at opklække, og skal desuden betale 1 Mrk. om Aaret til Skole-Cassen, og har hertil meget trange Næringsveye. Er nogen formuende Huusmand saa uforskammet, i 10 eller 20 Aar ikke at ofre Pag. 37, saa tilholdes Loven ham og Dommeren kand vel tilkiende ham at ofre. Er han uformuende, hvad da?

3) Der maae være en forskrekkelig Forskiel imellem Justiß-Betienters Løn paa Kiøbenhavns-Amt, hvor de har 4 a 600 Rdlr. i aarlig Løn Pag. 46, og paa andre Steder, hvor de have høyt 200, men ellers 100, 50, ja kun 30 Rdlr. I det øvrige er begge Stænders Arbeide stort eller lider, tungt eller let, ligesom de tage sig det til, saa denne utidige Digression er non profectura)

tempestiva ) qverela. Og hvo har talt

30

deres Løn? hvem kommer det og ved? det lader her, ligesom Forfatteren med Philopatreias beklager Viisdommens Skiebne, men eftersee Philodani artige Svar.

4) Jeg vilde ikke havt, at Forfatteren skulde

have tabt sig i aaa dyb en Henrykkelse, og paa dette Sted brudt ud i det hæftige Ønske Pag. 4. Havde han allene giort det i sit Lønkammer, saa havde han en givet ven mistænkelige Anledning at tænke, at der var mere for Lønnen, end for Religionen.

5) Han vil, at den Præst (i hvis Tiid hans

Plan skal efterleves) hvis Have eller Haver med Værelser og videre findes ved Taxation at være 500 Rdlr. værd, skal slet intet have til Vederlag for den Deel Bygninger og Huuse, som tillige med Jorderne bortselges Pag. 30. 31. Hvad? om samme Mand kort forhen for Avlingens Skyld kunde have sat 4 a 600 Rdlr. paa Lade, Stald, Fæhuus, foruden Præstegaardens Indkiøb, og han derpaa uden nogen Godtgiørelse skal gaae fra det alt. Mig synes, denne Medfart er for haard, og man kunde snart fristes til at tænke, at Forfatteren i sin Tiid ikke havde sat meget paa sine Udhuuse, men vel paa Stuehuset, Haverne, Hækkene & c.

31

6) Han vil at et Leye-Huus, som Formanden

kand have bygt paa Præftegaardens Grund, dog noget fra Præstegaarden, skal betales, dog ikke Høyere end til 120 Sldr. R. Har Formanden ikke draget Leye af det i nogle Aar, er der billigt at han faaer noget derfor. Men kand Leyen eller Bruget deraf nogenledes have indhændet de fleeste af de giorte Bekostninger, er det Formanden nok, at have sluppet nogenledes skadesløs, da han dog ikke har bygget det i anden Hensigt end for sin egen Nytte. Jeg veed alt dem, der tænke: Mon Forfatteren selv ikke kunde have saadant et Huus?

7) Han siger Pag. 43. Paa denne Maade

Haver Bønderne altsaa imellem Aar og Dag slet intet at yde Præsterne, uden allene deres Høytids-Offer. R. Han vil jo og Pag. 34 have til 2 Heste, 4 Kiøer, 22 Faar Græsning (som dog nok vil være paa Byens Mark, hvor han boer; thi videre ud i Sognet blev Malke-Veyen for lang) Haure, Høe, Rug- Byg- og Haure-Halm, samt 6 Reyser, Sogne-Befordring, Accidencer efter Reglement Pag. 35. Tørveskær for billig Betaling, det er vel en Dags Tørveskær med en Spade efter den gamle Ærlighed for 24 Skill. Da Prisen nu omstunder er

32

1 Rdlr. Pag. Det blev et farligt Smek for Bonden fra 1 til en fierdendeel Rdlr. for hver Spade. Han vil have Material Reyser Pag. 39. Huset holdt vedlige Pag. 79. og hvad vilde her blive af alt dette paa Hoveries-Godser, hvor Bønderne endog fattes Tiid til deres egne Huuse at vedligeholde?

8) Jeg skal aldrig negte, at Levemaaden er jo lettere i Jydland end i Sædland, ellers saae det broget ud for mange. Men den Priis-Courant, Forfatteren giver os paa Levnetsmidler Pag. 53, made være tagen for en 20 a 30 Aar siden og endda langt fra Kiøbstæderne; Thi i og ved Aarhuus er der ved en Snees Aar nu og da givet 20 Skill, for en Snees Eg. 12 a 17 Skill, for i Pv. Smør, 14 a 16 Skill, for et Par Kyllinger, 4 a 5 Mrk. for et godt Lam. 16 a 18 Skill, for en Ohl Sild. 24 Skill, for et Par maadelige Macrel. 7 Mrk. for et Lpd. røget Flesk, og det NB. paa en Tiid, da det kostede kun 4 Mrk. i Kiøbenhavn. Men længere fra de store Steder, sparer man at give Skillingen ud, deels naar man ikke har den, deels naar man intet kand faae for den, deels og fordi man ved Hielp af den umistelige Auling trækker lidet op til Husets Brug, og i det øvrige lever paa Jydsk.

33

9) Pag. 55. klager Forfatteren over den Besværing, han og flere i Nærheden ved

Kiøbenhavn har af gode Venners idelige Besøgelse. Jeg negter ikke, her er jo noget i det. Men gik det over Grændserne og mine Kræfter, gjorde jeg vist det samme, som Hr. Løve i Vallensbek giorde. Det første han var bleven Præst i Vallensbek, fik han nogle gode Venner fra Kiøbenhavn i Besøgelse, de kom jevnlig, og Tallet formeeredes. Men han sagde eengang til Dem: I skal have Tak for Jer Besøgelse, I ere mine Venner, og skal altid være mig velkommen, men I maa føre med Eder, hvad I vil æde og drikke; thi jeg har ikke Evne til at føde Jer. Hans Venner bleve fornøyede ved den Dem givne des større Frihed, og fra den Tiid aad han med Dem, der ellers kunde udædt ham. Og overalt er gode Venners besøgelse ingen Grund til, at paastaae meere Løn end andre.

10) Han vil, at nogle Præster skal afgaae med Tiden, og deres Kirker fordeeles til andre tilgrændseude Præster, at en Præst kunde have fire Sogner, at der skulde være Messefald i de to, og allee-

34

ne holdes en Guds- og Kirke-Tieneste med Bøn, Sang, Læsning af en Huus-Pofil. Pag. 70. 71. Men jeg beder for Guds Skyld: en Præst tænke dog aldrig saa. I Jydland, hvor dette skulde skee, ere kun faa studerede Degne, men nu bliver en Tiener, nu en Skriverdreng, nu og en Matros Degn. Bønderne har kun liden Agt for disse Personer (og kanskee endeel af dem fortiener ingen Agt). Hvad vilde heraf flyde? Ringeagtelse bande for Gudshuus Tieneste, Spøg og Spot, i Steden for alvorlige Ting, og kanskee et Kroehuus eller Julestue af Kirken selv. Jeg maae bekiende, at dette Indfald er ægte Philopatreisk, og Forfatteren har giort et klogt Valg, at følge Philopatrejas, og Oplæggeren, naar han kalder sig Comphilopatrejas.

11) De møysommelige Besværligheder, han hyler over Pag. 45, nemlig Hovedbrud og Arbeyde, endog om Natten og Nattetider & c. og Pag. 47. Sognebud midt om Natten og efter Midnat, burde dog billig belønnes. Velan, jeg for min Part, skal gierne tilstaae ham af Merite-Cassen, hvad han ønsker sig Pag.

35

84. 5) Pag. 86. 9) Pag. 87. 10) og jeg skulde undt ham meere, om han havde tiet med denne Klynken. Men hvad Opmuntring skulle de have, som ere de flittigste i at catechisere?

Her var meget meere at erindre, men naar jeg ikke vil gaae Planen igiennem Ord for Ord, maae jeg ligesaa godt lade det blive ved det, som er erindret.

Planmagerie bliver ikke min Sag. Jeg ønsker, at den gamle Viise og velgrundede Plan maae blive staaende, saa længe Verden staaer, nemlig: Den plan, som af Dannemarks viise Regentere er lagt til Geistlighedens Befolding. Den er dog den simpleste, sikkerste og for alle den beste og letteste.

Men skulde Forfatterens Plan nogen Tiid blive en virkelig Plan, da vilde jeg ønske ham Forflyttelse fra Smørum Herred i Sædlands

36

Stift til Hids Herred i Aarhuus Stift, og der i mange Aar at høste Frugten af sin Patriotiske Tænkemaade.

1

Velfortient Apologie for Forfatteren af Planen til

en aarlig staaende Penge-Løn for Præsterne overalt paa Landet i Dannemark imod Philadelphum og hans i samme Plan foregivne

Urigtighed,

enfoldig men dog vel meent

indlagt hos det veltænkende Publicum og især hos det hæderlige Præsteskab.

Af

Comphilopatreias Minor.

Trykt i Polsk-Preusen, 1771.

2
3

Den Piece, som Philadelihus I Jylland og Aarhuus-Stift har slikket sammen imod Forfatteren af Planen til de danske Landsbye-Præsters aarlige staaende Pengeløn, for at ville Viise Urigtigheden i samme, maa han vist nok selv have anseet for et fortræffelig Mesterstykke, siden den skulde nødvendig først passere Mønstring for saa mange høylærde Mænd

4

førend den endelig kom ind i Bogtrykkerens Officin, nok er der, at allevegne i Piecen lader denne Philadelphus til at have høye Opinioner baade om sig selv og sit Arbeyde; i det ringeste taler han i heele Skrifter, og det jo længere frem deri jo meere, med en næsten Pavelig Myndighed, saa at han sluttelig maa være lidt meere end Forfatteren af Planen, der er, som bekiendt, kun en simpel Præst, men mig ligemeget, hvad og hvem han er, enten han er saa Provst eller Bisp; han har dog formentlig begaaet liden Feyl deri, at han forglemmer til de allersidste Ord i Skriftet at tilsætte:

Som det der meest stulle give Skriftet sin rette Priis og Vægt, nemlig at Mesteren selv havde sagt og skrevet det, men kandskee en Henrykkelser i adskillige Adspredelser deri var skyld, eller det maa tilskrives den særdeles Ivrighed, i hvilken han har (men med hvad føye, begriber jeg ikke) heel passioneret taget sig Planen saa meget nær.

5

Vel triner han frem under et meget smukt og ret behageligt Navn og kalder sig Philadelphus, det er, Een Broder-Den, eller Een der elsker sin Broder, men med hans Tilladelse maa jeg sige, at han i sit skrift svarer intet mindre end til dette antagne Navn; thi med sin ironische Stiklen paa Forfatteren rober han sin onde og bitterfulde Hierte, og kiendelig viiser, at han ikke er Forfatterens, sin (saa sagte sagt) ordens Broders Ven, men snarere hans Fiende og jeg kand dog aldrig see, at Forfatteren for sin Plan har fortient ukiærlig at begegnes og Med scoptiqver carperis af ham, som dog skeet er i hans heele Piece fra Begyndelsen til Enden; Tvertimod er jeg forsikkret paa, og ogsaa tør derom vædde med ham, at den største Mængde af Præsteskabet, som ret virkelig Philadelphisk ynskede gierne at Forfatterens Plan maatte blive en virkelig Plan og der vilde ogsaa ved dens Iverksettelse finde sig velholden og fornøyet.

6

Men kandskee Philadelphus selv har endelig omsider faaet et saa feedt Stykke, at hans nu iværende Præstekald ikkun lidet differerer fra en Bispe-Stoel i Indkomster, og altsaa befrygter sig derfra at ville skee en liden Arithmerisk subtraction, efterdi han ivriger sig saa meget baade imod Forfatteren og imod hans Plan, dog derfor langt fra at jeg enten skulde tænke eller sige om Philadelpho det samme, som den ene Apo- . stel engang har skrevet om den anden, at nemlig da han havde faaet det Stykke, da foer Satan i ham.

Imidlertid kand jeg ikke med ligegyldige Øyne see og læse de mange ildsindige og fast absurde flyve Concepter og Chimæris, hvormed han vil søge at subminere og kuldkaste en Plan, som Mængden biefalder, og af enhver, der ellers er vel forvaret i Hovedet, kand sees at være som med Fornuft vel udtænkt, saa og med flid got udarbeydet,

7

uden at være blevet skrevet og forfattet hen i Taaget. Og end mindre kand jeg være følesløs ved de uhøflige og ikke ald for fiine Expressioner, som han angriber og gaaer løs paa Forfatteren med, jeg jo maa tage Forfatterens Parthie og forsvare hans Plan, som ellers nok forsvarer og kand ogsaa forsvar sig selv; Det vil i det øvrige ikke sige, at Philadelphus i Tiden bliver Misadelphus, og mig da ligesaa gram og fiendsk, som han nu er Forfatteren, thi i sin Piece forekommer han mig, om ikke just som en Hercules der med sin opløftede kølle truer Forfatterens Hoved, saa dog som en imod sin uartige Søn til Vrede og Straf saaledes opbragt Fader, deri sine Passioners Hæstighed lader Straffen blive ald for haard og veed ikke at moderere den efter Forseelsen.

Philadelphus havde vel ellers taget i Betænkning saa offentlig at yttre saavel sin Misfornøyelse med Planen, som sin Animeuse

8

Forbittrelse imod Forfatteren og ikke i saadan ubesindig Hastighed overilet sig med at give sine af ham selv formeente rigtige Tanker om Planens foregivende Urigtighed i offentlig Tryk dersom han havde faaet at læse den Kririske Journal No. 26 1771, hvor Forfatteren af samme (der vel er et Menniske og som et Menniske kand feyle i sine Domme, men dog bedre af Uvidenhed og Mangel paa Indsigt at feyle, end af pure malice at gaae studio uden for. sine (en Recensentes rette) Skranker for med sin Gift vg Galde plat at vil overspye baade Skribentere og deres Skrifter, ja! Forlæggeren med) efter sin giordte Recension af Planen giver en tilsyne (endskiønt ellers imod Sædvane og vel muelig ogsaa imod hans Naturell Stridende (upartiske Censur derom, hvilken Censur, fordi den kanskee er endnu min gode Philadelphus ubekiendt ham herved til Efterretning meddeeles og lyder saaledes:

9

" Vi see ikke stort, hvad der kand siges mod Forfatterens Plan: Præsternes Løn kand ikke være ringere og Forholdet er efter Egnnenes Forskiellighed naturligt og billigt; Det kunde maaskee synes at Afgiften af Hartkornet var for høyr ansat for nogle Egne; Men man maa betænke, at det er ikke Den blotte Korn-Tiende som Bonden saaledes befries for at yde in natura, men end ogsaa Qvæg-Tienden og smaae Redselet (NB. Juule-Renten, som paa sine Ste» der er anseelig, glemte Journalisten) hvilken yden er baade for Yderen og Modtageren forbundet med tusinde Uleyligheder og Ubehageligheder, saa at man vel kunde ynske den ophævet. Præsten nød da intet af Bonden foruden Høytids Offer og Betalning for nogle Ministerial-Forretninger, hvilken Forfatteren dog ynsker maatte bestemmes ved er Kongl. Reglement efter enhver Egns Skik og Leylighed.

10

De mange, ikke altid Inødendige, Detailler Forfatteren indlader sig i, Viise en Mand af stor Erfaring og Kundskab om Landets Beskaffenhed, og den Smag og Tænkemaade, som hersker i det heele Stykke, lader os slet ikke tvivle om, at jo Forfatteren er den samme, som under Navn af Philodaneias har skrevet om Geistlighedens Indkomster imod Philopatreias."

Det er sandt og deri er jeg enig med Philadelphus, at intet er vanskeligere end (som han siger Pag. 3) at udkaste planer, og i sær, som han sammestæds forklarer sig, end at bestemme en sand forbedrings Maade og at legge en velgrundet Plan til en Forfatning, der kand fore Nytte Beqvemmeliqhed og Forbedring med sig til Bestandighed, men endnu veed jeg ingen uden Philadelphus, der jo uden ald Partiskhed har maattet tilstaae Forfatterens Plan at være vel-

11

grundet og at indeholde alle de berørte Reqvisita og Egenskaber.

Vel har en anden Præst i Jylland nemlig den brave Hr. I. DB. i N.N. Stift ogsaa giordt sine velmeente Erindringer og Anmærkninger over Forfatterens Plan, men som han er af en bedre Tænkemaade end Philadelphus, saa gaaer han og sindig, beskeedentlig og modest frem i sine giordte Erindringer, og uden nogen slags Ophævelser raisonerer som en fornuftig Mand; Lad være han end i nogle Puncter ikke er enig med Forfatteren, saa giver han ham dog i mange andre Ret og Bifald, iblant andet siger han mærkelig: Jeg for min Part vilde med Glæde tage imod 400 Rdlr. aarlig, der har kun noget over halv Deelen (See Friheds Magazinet No. 64, 67 og 68 1771) og var det ikke, at jeg der havde foretaget mig at forsvare Forfatteren og hans Plan imod Philadelphum,

12

hvis udkomne Skrift har i sær draget min Opmærksomhed til sig, da skulde jeg endda i Slutningen af denne min Apologie vende mig til Hr. I. W. giordte Erindringer at besvare, men nu lader det sig ikke vel giøre, uden ved saadan Digression at vorde ald for vitløftig, og Vidtløftighed vil jeg søge, saavidt muelig, her at undflye, dog paa et Sted giør han en Indvendning som nu falder mig i Erindring og den jeg da ikke heller vil her lade blive ubesvaret; Thi naar han befrygter sig i de korte Vinter Dage ikke altid at vilde blive betids befordret af en Bonde til sin Annex-Kirke, naar han der har først Tieneste, saa er den frygt snart hævet og hans Indsigelse imod Umueligheden af betimelig Befordring til Annexet let besvaret, allene ved Igiennemlæsning af Lovens 2den Bogs 4de Capitels 17de Articul, „ som tillader alle Præster paa Landet, der haver fleere end et Sogn, at maa I November, December og January Maaneder

13

paa alle Søn- og Hellig Dage holde først Tieneste i Hoved-Sognet, hvilket og skeer af de fleeste i Siællands Stift," og det end ogsaa efter bemelte Anticuls ydermeere bydende saa tidlig om Morgenen at den heele Kirke-Tieneste i Hoved Sognet forrettes ved antænt Lys; og monne ikke i Tilfælde af Planens skeete Iverksættelse fornævnte Lovens Articul ogsaa kunde blive extenderet til fleere nemlig October, Februarii og Martii Maaneder.

Men da der nu fører den allerstørste Vanskelighed med sig at udkaste en Plan til en aarlig Pengeløns Bestemmelse for alle Præster paa Landet i en heel Stadt eller i et gandske Konge-Rige, og, uagtet mange til en fast Præste Besoldnings Plan og Indretning givne Aarsager, uagtet Religionens ringe Agtelse, Geistlighedens uformærkte, men følelige, Forrrykkelse, der sig alt meere og meere udbredende atheistiske

14

Præste Had, Tidernes medførende store Vanskeligheder og deres som oftest ret farlige conjuncturer, samt de mange Præsteskabet paa nogle Aaringer med Korn-Tiendes Ophævelse truende Aspecter, ingen har dog vildet (omeudskiønt nogle vel har kundet) paataget sig dette Arbeyde med slig en Plans Udkastelse, og kand det da med nogen foye, legges min Autor, jeg meener Præsten i Siællands Stift til Last, at han har forfattet den udgivne Plan, hvis virkelige Iverksættelse vilde visselig blive et langt større Antal Præster til Gavn og Fordel end til Tab og Skade? og hvilket er nu vel ogsaa meest Patriotisk ja! endog meest Philadelphisk tænkt? enken at tænke, det er bedre at endeel Præster sidder i aarlige Indkomster af 8, 9, 10 a 1200 Rdlr. og meere, og at de øvrige, som udgiør den største Mængde, haver derimod, og det næsten for lige Arbeyde, kun aarlig 3, 2, ja! vel ogsaa paa mange Stæder kun 100 Rdlr. og derunder

15

eller at tænke det var bedre, at de i Proportion af deres Arbeyde og i Betragtning af Egnenes Beskaffenhed bliver til deres anstændige og honette udkomme alle sammen Tilhobe jævnet og satt paa en convenable og nogenledes lige Løn, hvilken, da den nu ikke er vel muelig at kunde skee med Korn- og Qvæg-Tiende lader sig best giøre med Penge.

I Sandhed! Forfatterens Plan maa være saa stor og stikkende Torn i Philadelphi og andres Øyne, som den vil; Han maa og paa en Misadelphisk Maade som en Boanerges Tordne imod og udraabe den for Philopatreisk saa meget som han kand, saa har dog Planen sin Nytte, og mueligt den har allerede til Beste for Gerstligheden giort større Virkning, end Philadelphus enten kand indsee eller tænker; i det ringeste er ved den mange Ting kommen i Betragtning, som kand skee ellers aldrig vilde blive taget til

16

Observation, om en Forandring skulde foretages med Præstekaldene paa Landet; Hvilket endmr er en uafgiort Sag; Saa at, i hvordan det end gaaer eller dermed endnu vil blive, saa har visselig alle Præsterne i Almindelighed, og Mængden af dem i Særdeleshed meget meere Aarsag til at takke og berømme end til at hade og laste Forfatteren for sit udgivne Arbeyde; Derved ere dog nogle bleven bragt til Nøyere Eftertanke, end ventelig ellers vilde have skeet, andre ere komne i Erfaring og bleven oplyste om det som mueligt ellers endnu havde blevet i Skiul og Mørke for dem, og er der vel uden Nytte, endog for det ærværdige Publico selv, at atter andre er derved bleven givet Anledning til at skrive i denne samme Materie baade pro & contra, og enhver herom at sige sit videtur og sentements?

Ja! Forfatterens Plan maa det jo allene tilskrives, at her Philadelphus selv i

17

sin Piece, og hisset Hr. I. WS. i Friheds-Magazinet har publik ytrret deres Tanker imod og om Planen; thi uden den havde man kandskee aldrig faaet nogen Tødel at see fra Philadelpho eller vidst noget om ham at sige, men nu er Skribenternes Tal ved hannem dog bleven formeeret, imo! numerum etiam explebit Philadelphus!

Og hvad! Jeg vil nu sætte, at Korn-Tiendens Hævelse in natura skal cessere og Præsterne paa en anden Maade besoldes, end hidindtil skeet er, men Philadelphus (magnum

hodie lumen, Cimbrorum ac Oraculum) skal

formedelst sin bundløse Indsigt og Erfarenhed udsees til at udkaste en Plan (Forfatterens gandske tilsidesat) til Præsternes Befoldning paa en anden Maade; Hvordan mon da den Plan vilde blive? Jeg gad vist gierne seet en saadan Plan fra hans Laboratorio. Vilde han maaskee bestemme baade Penge og Kornvahre, eller og bare Kornvahre i

18

Skieppen alleene, som Bønderne skulde yde til Præsterne; Ja! saa faae det got ud for Præsterne, og de vilde vel ikke Heller takke Philadelpho meget for hans Plan; Thi den Lønningsmaade vilde ufeylbarlig forvolde Præsterne Tusinde Uleyligheder og Fortrædeligheder, med mindre de vilde lade sig nøye med Skiælve og Hønse- eller Smaa-Korn i stæden for reent og got Kiøbmands Korn, og med Heyre og Klinte til Brød i stæden for god reen og sund Rug, da Bonden undsaae sig vel ikke ved at komme frem til sin Præst med der allersletteste og til Folke-Føde utienligste af det Slags Korn-Vahre, som han skulde yde til ham; Og hvad blev nu Følgerne deraf? Nogle dertil anordnede Mænds, som Vidners idelige Overværelse ved Kornets Ydelse; Kornets Besigtelse, Eftergrandskning og Bedømmelse med Taxation og Vurdering; og mange hos Øvrigheden eller Herskabet giorte forgieves Klagemaale over Bøndens Intriguer og skuffelige Omgang med sit

19

Præste-Korns Ydelse m. a. m. Derimod, naar Præsterne bleve salarerede med en stipulerer og nogenledes klækkelig Pengeløn, og de vidste, hvad og hvormeget deres aarlige Beoldning, som den de med Vished havde at giøre deres Regning paa, skulde være, da vilde vel enhver fornuftig Mand saaledes vide at indrette sin Huusholdning, og ellers i de gode Tider og frugtbare-Aaringer kiøbe ind til sit Husets Fornødenheder, at han i de dyre og ufrugtbare Aaringer ingen Mangel havde at befrygte.

Men jeg maa tage fat paa Philadelphi rare Piece igien, endskiønt den er noget skimlet og mugen; thi saalænge har den enten maattet ligget hos Bogtrykkeren, eller og den maaskee er bleven Søeslagen paa Smakken fra Aarhuus til Kallundborg, og, naar han Pag. 5. siger om Forfatteren til Planen, at han i adskillige Ting lader at være (men tilstaaer ikke at han virkelig er) vittig og er-

20

faren, ligesom han dermed enten tvivlede om Forfatterens Vittighed og Erfarenhed i nogen Ting, eller han til Forfatterens Foragt og Bestiemmelse (som meere troeligt) vilde reent ud sige om ham, at han var et Pecus, et Fiaag og i ingen Ting enten vittig eller erfaren, da maa jeg hertil svare, at Forfatteren, som han (saavidt jeg kiender til ham) formodentlig behøver ikke at laane nogen Fornuft enten af Philadelpho eller nogen af hans Orden og Anhang; saa giver han ham kun heller lidet efter, intet efter i Vittighed, men derimod troer jeg gierne, at Forfatteren aldrig ønsker at faae den Erfarenhed, som Philadelphus i visse Tilfælde, endog paa den Siellandske Grund, forlængst haver.

Men naar Philadelphus skriver tillige sammesteds, at han aldrig Kand begribe, hvad der har kundet forlede en Mand, der er Præst, til at forfatte en plan, og at insinuere den paa allerhøyeste og høye

21

Stæder, da maa han enten være seende blind, eller og han dermed røber en forsætlig antagen og simuleret Dumhed, thi baade Comphilopatreiases Fortale, saavelsom Forfatterens egne Ord i Planen selv og Planens Connexion Pag. 68 viser tydelig nok Anledningen saavel til Planens Udkast, som til dens Nedleggelse paa vedkommende allerhøyeste og høye Stæder. Desforuden er vel Philadelphus, endskiønt i Jylland, ikke saa fremmet i Landet, at han ikke skulde vide, at Forandring med Præsternes Korn-Tiende (den saa mange har altid havt ont af) var virkelig for 3 a 4 Aar siden under movement og ventilation, og at samme skulde efter baade specielle Instrux og den om Landvæsenet udgivne Forordnings reene Ord og Bydende være det da nyelig oprettede General Landvæsenets-Collegii allerførste Hoved-Sag, i hvilken Henseende og Præsternes, følgelig da ogsaa Philadelphi, Betænkninger om deres Korn-Tiendes Beløb, og deres Forslag om hvad Veder-

22

lag De for samme efter Egnens Beskaffenhed kunde best see sig holden og tiene med, blevs fra sine høye Stæver reqvirerede øg indhentet; Jeg vil endda ikke tale om Det da overalt roullerede Spargement, at det alt var en afgiort Sag, Det at Præsterne skulde plat miste Deres Korn-Tiende, hvilket og gierne kunde være troeligt, allerhelst Da man forud veed, at Præsteskabet i saadanne som ißige og Da værende fordærvelige og vanhellige Tider, haver kun faa Venner, der vil og tør være Dets Tolk til det Beste, men Præstehadere findes derimod en Mængde af, dog kanskee fleere iblant de Store end iblant de Smaa, og hvad kunde i saa Fald vel saadanne Store ikke have mægtet til at faae Præstestanden ved flig en Leylighed endnu mere trykket, som var dem faa odieus og forhadt? Ja! hvad vilde vel Philadelphus selv have tænkt, dersom han med egne Øren havde hørt, hvad een i bemeldte Collegio Tilforordnede vis Mand udlod sig med, da han paa en sin Reise-

23

Tour for 3 a 4 Aar siden i Foraaret, fik at see en Halmstak staaende uden for en Præstegaard, paa en Præstegaarden tilhørende indhegnet Plads; thi ved dette Syn smilede han, som en Atten Aars gammel Ræv, og udbrød med disse Ord: " Jo, Jo! I gode Præster! I skal ikke smøre eder paa, eller blive feede af de Halm-Stakke, " som I vil faae herefter; ey endda her, at anføre andre samme Gang brugte Expressioner, hvormed han kun røbede baade sin nedrige Tænkemaade og sit slette Sindelav imod Præsterne.

Mon det da altsaa ikke kunde synes baade at være een meget beqvem, saa og den høye Tid paa allerhøyeste og høye Stæder at nedlegge enten en Plan, som denne Forfatterens da nedlagde, eller en anden til en Convenable Befoldnings Bestemmelse for Præsteskabet, for i det ringeste dermed, om mueligt, at giøre vedkommende opmærksomme til nøye

24

og vel fra alle Sider af at overveye og eftertænke det eene med det andet, for siden da efter anbefalede og fattede Besluming havde med eet giort saadant er Skridt herudinden, som vilde have blevet Præsterne langt mindre fordeelagtig end den nedlagde Plan i sin Virkelighed, og hvo veed, enten Philadelphus eller andre i Jylland, om denne Forfatterens Plan endnu er eller ikke er Aarsag til, at det hidindtil har standset med den intenderte og ogsaa da fast befluttede Forandring med Korn-Tienden, og i saadan Betragtning af eet og alt fortiener Forfatteren sandelig ikke at høre ilde af Philadelpho eller nogen Præst, for sin saa vel og fornuftig udkastede og til rette Tid nedlagde Plan, og endnu meget mindre for sit givne Samtykke til at lade Planen efter to Aars Forløb gaae i offentlig Tryk, hvilket dog Philadelphus i sit Skrift Pag. 5 ogsaa formaliserer sig over, og kand ikke faae det i sit krusede Hoved eller begribe af hvad Drift Forfatteren dertil

25

har givet sit Samtykke; thi naar Philadelphus, som nu af det forestaaende let kand (om han ellers vil) see den grundige Hoved-Aarsag til Planens Forfattelse og Nedleggelse, veed tillige, og det maa han ligesaavel som alle andre Præster ufeylbarlig vide, ja! af hans egen Piece seer man, han noksom veed, at der i forrige Aar fremkom en Philopatreias, der af Had og Forbittrelse imod Geistligheden udfnysede saa mange hæftige, som skammelige Declamationer imod samme, afmalede den Geistlige Stand med de sorteste Farver, og i sær med de allermisundeligste Øyne ansaae Præsternes Indkomster, dem han udraabte for at være alt for store, spørgendes: Hvor staaer det skrevet at Præsterne skal have Tiende? og med nogle Repetitioner sagde heel myndig; at de bør have en staaende Løn m. m. a. Samt ogsaa at adskillige andre har traadt i Philopatreias Fodspor, ere komne frem med endeel af samme Suurdey og har paa en Tidlang

26

alle sat Geistligheden som et Maal for deres Eeddergiftige Pile; Ja! at mange af Geistligheden selv begyndte allerede herved at skielve, befrygtende sig efter Tidernes Medfør, Aspecternes Trusler og ubehagelige Rygters Udspredelse, heller det Verste end forhaabende det Beste; og ingen af Formændene, der skulde staae i Gabet for at afværge det truende Uveyr, torde vel enten tale eller vente at blive Hørte, naar de end vilde tale til Forsvar for Geistligheden og dens Handthævelse ved sine Privilegier, Rettigheder og Indkomster; Kan det da blive fremdeles ubegribeligt for min Jydske Philadelpho, af hvad Drift og Aarsag Forfatteren har tilladt Forleggeren at lade Planen blive trykt, og der paa en Tid, da det saae temmelig kritisk og kroget ud for heele Geistligheden?

Og meener vel Philadelphus, at Forfatteren dermed har giort ilde imod Geistligheden? O Ney! det man han ikke tænke;

27

Tvertimod kand han (om han vil) troe og forlade sig ul, at, dersom Planen intet giør eller har giort Got, den har da heller aldrig giort, eller nogen Tid vil giøre Ont for Præsteskabet i Almindelighed.

Og hvad! om det endnu kommer til virkelig Forandring enten med Korn-Tienden allene, eller med Præstekaldene paa Landet; og Præsternes Besoldning skal anderledes end hidindtil har været, reguleres, tør da vel Philadelphus selv og med ham alle Præsterne i Riget ogsaa vist love sig og giøre deres sikkre Regning paa at nyde den Løn og de Fordeele, som Forfatteren har foreslaaet for dem, hvad enten hans Plan bliver fulgt eller lagt til Grund herudinden eller ikke; Jeg vilde Hiertelig ønske dem det, og om der endog blev dem meere accorderet, undte jeg dem det med al Fornøyelse; Hvilket jeg og tør gandske vist forsikkre deur om fra Forfatterens Side, endskiønt hans udgivne Plan tiener selv til et

28

ufeylbarlig Beviis herpaa, da den er intet mindre end Philopatreisk, og han selv følgelig ikke heller af Philopatreiæ Tænkemaade; Men tvertimod! saafremt man ellers kand fæste Troe til den kritiske Journal No. 26, (hvis Udgivere dog i deres Note synes) ikke utydelig at røbe et slags Ondskab, hvortil Grunden kanskee maa vel ligge i et forudsat Præstehav, som de ved givne Leyligheder ikke vel kand dølge og man ellers nogenlunde kand slutte sig til af den i Adresse-Contoirets Efterretninger nogle Gange og det med megen Umage, indflikkede og for nedrige og malitieuse Gemytter til et Ordsprog blevne lumpene Talemaade: Præste-Sækken bliver aldrig fuld. Hvilket og i sig selv er virkelig en Sandhed; thi Udgiveren selv giver maaskee kun lidet og mange Tusinde andre slet intet deri, følgelig kand den heller aldrig blive fuld; Dog har jeg i dette Tilfælde gode Tanker om Hr. Agent Holdt og hans Compagnion, og ikke heller har jeg just saa slerte

29

Tanker om deres Medarbeydere Hr. Rector Baden i Helsingøer; men efter Omstændighederne bør dog ligesaa lidet den, der støber Kuglerne, som den der skyder dem ud, nægtes eller disputeres sin tilbørlige og fortiente Character. Ellers, naar man kand troe bemeldte kritiske Journal No. 26, da maa Forfatteren af Planen være en meget stor Fiende af Philopatreias og alle hans falske Sætninger, hvormed han uden Blussel og Skam har saa fornærmelig angrebet Geistligheden; thi det udviser tydelig nok de udgivne kritiske Breve, hvori Forfatteren under Navn af Philodaneias har paa den eene Side fra Begyndelsen til Enden saaledes ridt Philopatreias til Bands, og skruppet ham af, at neppe har nogen anden Skribent været saa haard imod Philopatreias, som han, og paa den anden Side har han ret med Iver og Alvorlighed taget sig Geistligheden an at forsvare, endskiønt han i mine Tanker har dog giort lidt for meget af Sagen, og paa nogle Stæder,

30

muelig endog imod bedre Vidende, har forsvaret alle Geistlige, men i sær Præsterne, meget meere end han vel havde Føye til og med Billighed kunde; thi det er dog vel noget meget sagt, at den Geistlige Stand skulde være mere fuldkommen end alle andre Stænder, og at der iblant saa stort et Antal Geistlige ikke ogsaa skulde findes nogen, der enten maatte være vankundig, eller hovmodig, eller gierrig, eller magelig, eller vellystig, saa at Philadelphus, som selv er Præst, og lad end være, Provst, giør Forfatteren megen Uret med sine over ham fældede ukiærlige Domme og træder ham alt for nær med sine scosefulde Juvectiver og de mange ubeqvemme Ord, som han allevegne i sin Søeslagne Piece, og det som oftest af en bitter Aand, til hans Præjudice og Fornærmelse udfraader imod ham.

Jeg vil ikke endda tage mig Forlæggerens eller Comphilopatreias Sag paa at forfegte; thi jeg veed ikke uden ved Gisning,

31

hvem han er, men ikke destomindre har Philadelphus dog ogsaa talet ham lidt for nær, naar han Pag. 5 siger om ham, at han i blinde har betraadt en urandsaget Vey, da man bog maa have saa gode Tanker om enhver Forleggere og Boghandler, at, førend han giør Bekostning paa et Skrift at lade trykke, og sætter sine Penge i Papir og Trykkerløn, vil han dog enten selv læse Skriftet igiennem, for ikke allene at vide dets Indhold, men endog for efter fin Indsigt og Erfaring at jugere og bedømme dets Priis og Værdie, eller og han overdrager dets Igiennemlæsning og Censur til andre lærde, kyndige og vittige Mænd, hvis Raad og Tanker, om det fortiener at trykkes eller ikke, han først indhenter og derefter tager en Beslutning til Skriftets enten Forkastelse eller Antagelse; Dog, lad Comphilopatreias her forsvare sig selv! Han som Senior eller Major imod mig, er vist nok ogsaa selv i Stand deril.

32

Men det er i Forfatterens Sag jeg har kun paataget mig til Forsvar for ham og hans Plan, her at tale et Ord imod den store og saa myndige, som super-kloge Philadelphum, der ligesom stukken af Bremser allevegne staaer og kaster om sig i sin gyldne Bulle imod Forfatteren, og ellers paa Grund af Umuelighed for Bønderne at svare efter Hartkornet, det som Planen sætter og siger, plat vil uægte Mueligheden i Planens Virkelighed til Opfyldelse; Til hvilken Ende han da og opregner endeel baade Herreder og Sogner i Siællands-Stift, som fornemmelig mindst mægtede at svare den foreslagne Afgidt, entskiønt han maatte dog nok have taugt stills i sær med Hammer-og Slevens-Herred; thi ihvorvel hverken Forfatteren eller jeg har enten været Præst i Hammer-Herred eller NB. interesseret i nogen Herregaards-Forpagtning i Stevens-Herred, hvilket sidste syntes ogsaa ikke allene en Præst uanstændig, men vilde endogsaa indvikle ham i saa mange verdslige

33

Adspredelser, at han tilsidst forglemte, ar han var Præst. Saa ere dog disse tvende Herreder i sær, saavelsom alle de øvrige i Siælland mig, og vel ogsaa Forfatteren med, meget vel bekiendte, fornemmelig Kastrup, Sverborg, Kiøng, Hammer og Lundbye Sogner i Hammer Herred, der ere Kongens beholdne Rytter-Gods, og har alle meget gode Kornmarker, foruden et anseelig aarlig Tillæg Creature, hvori de øvrige Sogner i samme Herred, neml. Weiløe, Vester Egisborg, Rønnebech, Olstrup, Nestelsøe Mogenstrup og NB. Toxwærd Sogner, endskiønt Proprietaire Gods giver dem intet efter.

Men jeg er dog af de samme Tanker som Forfatteren og deri maa jeg give ham Ret, at Planens Virkelighed er gandske vist muelig, ja! jeg torde selv paatage mig at udføre den og giøre den til en virkelig Plan hvad Siællands og Fyens-Stifrer angaaer helst dersom Bøndernes ydende Afgift maatte

34

fra begge Stifter løbe ind i en Casse; og i hvorvel Forfatteren stiv i Planen Pag. 70 (som Philadelphus nok ikke har vildet see og derfor ogsaa tier stille dermed, for ikke at lade Forfatteren passere for erfaren, vittig og fornuftig) ikke nægter, at der jo i Henseende til de 4 Jydske Stifter vilde møde nogle Vanskeligheder, inden Planen efter Forflaget vilde blive sat i sin Virkelighed til at udføres, men Viiser dog tillige baade Umueligheden i, og Veyen til visse Vanskeligheders Hævelse og Philadelphus dog derimod involverer og paastaaer en Umueligheds Umuelighed formedelst den paa Hartkornet satte formeentlig for høy Afgift; Saa tør jeg vel uagtet min minorennite og uden præjudice for Forfatteren driste mig til at sige saa meget, at hans Plan vilde nok faae sin behørige og uomstødelige Vægt og Styrke til en muelig Virkelighed, naar jeg fremsætter dette Forslag, at baade Præsterne over alt i Jylland faaer hver tre Sogner at forestaae (thi hvad

35

som er nogle mueligt, det bliver og giørligt for alle) Saa og at Bøndernes Afgift og Præsternes Lønning vorder begge nedsat (dog Forfatteren taler selv i sin Plan Pag. 67 saavel om det sidste som om det første) og saavidt jeg kand indsee og slutte mig til, tager jeg vel ikke Feyl, om jeg siger at Forfatteren ved Afgiftens og Besoldningens Sætning i Planen har nok tænkt paa den Skik og Coutume, som en Kiøbmand sædvanlig bruger, nemlig at han sætter gierne en Høyere Priis paa sine Vahre og begiærer meere for dem, end han veed at han faaer derfor, thi han har erfaret at Kiøberen altid prutter og vil have Afslag i Prisen sat sapienti! og paa fornævnte Maade tiltroer jeg mig gandske vist efter saadant mit giordte Forslag at skal komme ud af alle de i Veyen for Planens Virkelighed liggende Vanskeligheder, dem Philadelphus anseer mere muelige bratte og uovervindelige end de Alpiske Bierge at kunde

36

komme over og bestride; Thi ere 400 Rdlr. formeget for enhver af de Jydske Præster i aarlig Løn og Besoldning og Philadelphus vil, at de skal kun have 300 Rdlr. uqvæstioneret om de deraf kand leve eller ikke) velan! det kand ogsaa skee og deri vil jeg, men Forfatteren muelig ikke føye Philadelphus, som vil have bedre Kiøb.

For da at være Philadelpho til Gefall vil jeg ligesom han ogsaa her tage Aarhuus-Stift under Betragtning, og efter det i Stiftet paa det faste Land befindtlige Antal af Landsbye-Kirker, der, med alle Kiøbstædernes Annex-Kirker indberegnet, men Samsøe og de andre Øeboe-Kirker udelukt, ere Tilsammen (NB. jeg vil sætte et vis Tall for et uvis) 306 Kirker bestemme Præsternes Antal, som bliver, naar enhver faaer tre Kirker 102 Præster, hvoraf enhver efter min Sætning nu skal aarlig salareris med

37

300 Rdlr., som tilsammen udgiør en aarlig udgifts Summa af = 30600 Rdlr.

Hvortil legges en lige Besoldnings Udgift for 6 Residerende Capellaner, 3 Øeboe Præster og, enskiønt jeg efter Forfatterens Exempel kunde gierne udelukke Hospitals Præsterne, som de der Lønnes af Hospitalernes egen dertil henlagde Fonds og efter enhver Stiftelses medfør, vil jeg dog af Føyelighed at interim indslutte med de af Philadelpho anførte tre Hospitals Præster tilsammen 12 med = 3600 Rdlr.

Altsaa bliver den heele aarlige Udgifts-Summa. Tilsammen = 34200 Rdlr.

Hvilken Udgift naar nu bliver taget fra Indtægten som for Afgiften af Stiftets Bønder efter Hartkornet 48714 Tønder (see Piecen Pag. 9) hver Tønde af Phila-

38

delpho selv nedsat til 4 Mark 8 Skil. (see Piecen Pag. 10) endskiønt en for ringe Afgift thi jeg veed de Steder i Jylland, hvor der for den enkelte Korn-Tiende alleene betales 4 Mark Tønden, er af Philadelpho beregnet til = = = = 35949 Rdldr.

(See Piecen Pag. 10)

Saa har man, uden enten at angribe den Philadelpho saa anstødelige, Jern-Casse eller at anraabe Kongens Casse om nogen Hielp, ikke alleene den til Præsternes aarlige Besoldning beregnede fulde Sum. 34200 Rdlr. men endog et aarlig Overskud af 1749 Rdlr.

Og naar jeg nu maatte uden Philadelphi Fortrydelse avangere Præsternes Løn med et aarlig Tillæg af 40 a 50 Rdlr., saa har jeg til anførte Overskud 1749 Rdlr. at giøre en addition med den i Planen til Lønne-Cassen (Pag. 73) foretagne Personelle

39

Afgift af alle Comunicantere. *) alle Huusfolks Qvæg og Lamme Tiende, alle de i

*) I det mig forekomne Original Exemplar af Planen i Manuskript er giort Forslag til en Personelle Afgift, som alle og enhver uden for Bondestanden eller deres Rang, Stand, Vilkor og Omstændigheder skulle aarlig erlegge til Præsternes Lønne-Casse, foruden deres Høytids-Offer til Præsterne, og det paa denne Billigheds Grund at Bønder og Tiende-ydere offrer jo ogsaa til Høytiden og dog giver de deres Tiende som Præste-Løn eller efter Planen erlegger de deres paa Hartkornet satte aarlige Afgift til Lønne-Cassen, ligesaa oppebærer Præsterne i Købstæderne tvende gange om Aaret Præste-Penge, som en deres Løn, endskiønt dem ogsaa offres til Høytiderne; Men dette Forslag med videre des angaaende finder jeg reent (muelig imod Forfatterens baade Vidende og Villie) udeladt af den trykte Plan; og vist, at naar saadan en Personelle Afgift kom i Betragtning og det blev ved Reglement fastsat hvad enhver Proprietair, Rangs Person, Officeer Embedsmand, Forvalter, Forpagter, Skovrider, Møllere, Kromand, Haandverksmand Hosbonde Domestiqve Tienestetyende og andre fleere paa Landet skulde aarlig give i Præste-Løn, da vilde Lønne-Cassen derved unægtelig faae et considerable Tilskud: og hvorfore skal Bønder alleene give Præste-Løn men alle andre paa Landet være frie.

40

Kiøbstæderne værende Residerende Capellaners Indkomster, samt alle Hospitals Præsternes Gage, item den paa alle de ved Fiskerleyene boende Fiskere lignede Afgift, som Fiske Tiende, samt Afgiften af Hartkornet i Kiøbstædernes Annexer saavelsom i Malling Sogn i Ring Herred og andre fleere deslige af Philadelpho forbigangne Præstekald som altsammen maa i Tilfælde af Planens Virkelighed visselig komme i Betragtning, og hvoraf tør vel udkomme en til Tillæg paa Præsternes Løn klækkelig Capital.

Men sandt! jeg har været noget, ja! næsten formeget føyelig imod Philadelpho; hi hvad har jeg dog med Kiøbstædernes Residerende Capellaner eller med Hospitals Præsterne at bestille, efterdi Forfatteren i sin Plan har plat forbigaaet dem, sluttelig, fordi han har formeent dennem allerede at have den Løn og de Indkomster, hvoraf de

41

anstændig kan leve, og Planen taler kun heller alleene om Residerende Capellaner NB. paa Landet. Jeg finder og, at Philadelphus selv har i sit Skrift udeladt 6 af de første slags Residerende Capellaner nemlig tre i Aarhuus, en i Horsens og to i Randers, saavelsom Den Insul og Øeland Thunøe; Men hvorfor har han giordt det? Er det skeet af ham i Taaget af sandses Løshed? formedelst en Henrykkelse af Forvildelse og Adspredelse? eller maaskee de har saa meget i Indkomster, at de kunde taale

deraf at giøre Lønne-Cassen et aarlig Tilskud.

Jeg maa derfore i denne min nu viiste Føyelighed gaae igien lidt tilbage og i følge Planen, som bør skee sin Ret lade de forberørte og af Philadelpho opførte 7 Præster nemlig 4 Kiøbstæders Residerende Capellaner i Schanderborg, Grenaae, Ebbeltoft og Mariager og 3 Hospitals Præster, i Aarhuus, Randers og Horsens gaae

42

ud af Philadelphi Register, og, for at faae de 102 Landsbye Sogne-Præsters Besoldning udbragt dog til meere end 300 Rdlr., her igien fradrage den dem beregnede Løn. 2100 Rdlr. Hvilke naar legges til Overskuddet. 1749 Rdlr. Haver vi strax en til vores i sigtehavende Maal alt en Capital af = 3849 Rdlr.

Saa at, naar nu alt kommer til alt og det ene med det andet, i sær den Personelle Afgift af alle Communicantere, kommer i Betragtning til Indtægt, haver jeg nu solid og sikker Grund for mig til at troe som ogsaa Philadelphus nu selv meget vel indseer, det Præsternes aarlige Befoldning i Aarhuus-Stift gierne kand blive 350 Rdlr. og dermed er jeg gandske vist forsikkret paa, at de gode Præster, i det ringeste Mængden, vilde findes gandske vel fornøyet, thi jeg vil slet intet regne nogen en Avindsyg Philadelpho, der er saa vanskelig at giøre til Maade, Blodet

43

torde maaskee strax komme til Opkaag hos ham derover, men lige meget, naar han kun ingen Fluer fik i Hovedet; En biæffende Philander kand Forfatteren kun lee ad, og jeg ligesaa paa hans vegne.

Ja! jeg tør endog lade alle de Jydske Præstekald hvortil ere baade to og tre Kirker blive uforandrede og instatu qvo og des uagtet med Vished beregne enhver Præst i heele Jylland 350 Rdlr. aarlig Løn, naar denne Forandring alleene skeer med de øvrige Præstekald, hvor en Præst haver kun en Kirke, at han i stæden for en bekommer to Kirker, thi da bliver ved saadan Forandring Præsternes Antall i alle de 4 Jydske Stifter 67 mindre end det nu er da Antallet af disse Præstekald, hvortil er kun en Kirke, er for nærværende Tid øngefæhr 134; og hvad vil nu Philadelphus sige hertil? har han noget herimod at indvende? ja vist! hans skiøre, endskiønt

44

speculative, Hoved taaler ikke heller at høre denne Forandring movere.

Forresten er der kun et maadelig Skiødskind Philadelphus tager for sig imod Planens Styrke, naar han Pag. 6 skriver, at de Jydske Bønder har forhen, saa længe de vare Kongens Bønder, havt baade Konge- og Kirke-Tiende nemlig begge Tiender samlet for 5 Mark Tønden af Hartkornet, det er, hver enkelte Tiende af disse tvende for 2 Mark 8 Skill.; Thi det samme haver endnu de Siællandske Bønder paa Kongens beholdne Ryttergods, endog paa Kiøbenhavns-Amt selv, benævnte tvende, nemlig Konge- og Kirke-Tienderne for, og meere end 2 Mark 8 Skill. betaler de ikke heller endnu af Tønden for hver enkelte Tiende af disse tvende; Men er det derfor sagt, at Tienderne enten ikke er meere værd end hvad Kongen og Kongens Kirker faaer for Korn-Tienden, eller at andre Tiende-

45

Tagere derfor ikke heller faaer, eller skulde kunde faae meere end 2 Mark 8 Skill. af hver Tønde Hartkorn for en enkelt Tiende; Hvorfor giver da andre Bønder i Siælland som efter de med TiendeTagerne, det være sig Proprietairer, Præster eller andre med Tiender pro Officio benificerede Embedsmænd, oprettede Contracter haver foraccorderet sig selv Korn-Tienden in natura, at beholde) fra 3 Mk. 4 Skill, til 4 Mark a 4 Mark 4 Skill. af en Tønde Hartkorn, og hvorfore ere saa mange andre Korn-Tiender af Beneficiariis, Communitetet, Hospitaler og andre bleven ved offentlig Auction bortfæstede eller bortforpagtede til 3 Mark 8 Skill, a 4 Mark til 4 Mark 2, 4, 5, 6 a 8 Skill. Tønden? fordi Tiende-Forpagterne har indseet Tiendernes værd og sig selv ar være vel holden med denne Afgift for Tienden at svare.

Men hvad skal man dog nu her giøre, ved Philadelpho, der er som en Thomas,

46

og vil ikke troe enten det ene eller det andet førend han herom faaer Troen i Hænderne, og seer Beviis for Sagen selv som i sin Virkelighed saa og i sin Muelighed efter det giordte Forslag i Planen? Vallenbechs Konge Tiende er den første Gienstand for hans Vantroe, thi naar han efter Planens medfør afslaaer i Mk. paa hver Tønde Hartkorn for Qvæg-Tienden og smaa Redselet, saa nægter han aldeles, at den enkelte Korn-Tiende skulde udgiøre 5 Mark pro Tønde, træder frem i en formidabel Gestalt og af forsætlig Vantroe siger heel piqvant. Die,

qvibus in terris & eris mihi magnus Apollo.

Men det samme, som kand svares af den ene Korn-Tiende i et Sogn, maae han vel tilstaae ogsaa at kunde svares af den anden i det samme Sogn, og, naar jeg nu, dette forudsat, efter indhentet troeværdig Efterretning veed, og ogsaa lader her igien Philadelpho tillige viide, at i en Tid af 24

47

Aar eller længere har samtlige Vallenbechs Byemænd efter Contract for Kirkens Korn-Tiende af 131 Tønder Hartkorn betalt aarlig 110 Rdlr., saa bliver jo den omtvivlede Sag gandske rigtig og Korn-Tienden ikke en Skilling under, men ved Brøk vel over 5 Mark Tønden; kand jeg da ikke altsaa igien her paa Forfatterens og Sandheds vegne møde denne tvivlende og vantroe Mand med dette Resonanz-Eccho til Giensvar, jam

(qvibus)

(qveis ) in terris dixi, Fednullus Apollo.

Hvad Philadelphus fremdeles Pag. 14 anfører om Præsternes Annex- og Mensal-Gaarder, er til største deelen faut, og deri irrer han heel meget, i sær hvad Mensal-Gaarderne angaaer, om han endog vilde holde sig til den Jydske Lov allene. Thi enhver Præst er pro tempore Den rette og eneste Jorddrot til sin Mensal-Gaard, og haver ad Herligheden i Henseende til Indfæstning, Landgilde, Hoverie Holdelse efter

48

afdøde, Vorned-Retrighed med videre, saa at der er meget meere end den blotte Landgilde alleene, der i Tilfælde af Planens Virkelighed kand og bør komme i Forslag.

Og med Annex-Gaarderne er det af næsten lige Beskaffenhed; i der ringeste er enhver Præst pro tempore sin Annex-Bondes rette Hosbonde af hvilken han har tilfæstet sig Gaarden; Og hvad meener vel Philadelphus, som Pag. 14 siger at Annex-Gaardene haver deres retmæssige Eyere, nemlig enten Kongen eller Proprietairen naar jeg kand bevise at en og anden Proprietair, der havde den paaberaabte Herlighed, har maattet tilkiøbe sig Præstens Annex Gaard, hvilket han ikke havde nødig, naar den ellers var hans Eyendom; Thi baade at eye en Gaard dog at kiøbe saadan sin egen Eyendom, det er jo Contradictio in adjecto. Iblant andre veed jeg en saadan Poprietair i Sjælland, der vilde

49

have Præstens Annex-Gaard til sin Eyendom og sit øvrige Jordegods incorpereret, men han maatte, endog i følge et Kongelig Rescript først betale Gaarden med 400 Rdlr. lade Capitalen imod Obligation og iste Prioritet blive staaende i sin Hoved Gaard og deraf til Refusion aarlig erlegge til Vedkommende Præst den af Capitalen angaaende Rente 5 pro Cento med 20 Rdlr.

Af det ene kand da nu sluttes til det andet og hvad der skeer i et Stift, kunde og lade sig giøre i et andet, saa at Annex-Gaardene vilde ved Auction efter Hartkornet blive ligesaa godt og høyt betalt, som Mensal Gaardene, uagtet Philadelphus hertil siger: Ney! Men mon han ikke vil tage sine Ord i sig igien, og blive af andre Tanker, naar han fremdeles hører, at i Siællands-Stift ere adskillige, og det uden Forskiæl, bande Annex- og Mensal-Gaarder (jeg veed allerede til denne Tid af det første Slags 17 og af det andet Slags 11) derimod aar-

50

lig Refusion og Vederlag af Penge fra 12 til 20 25 Rdlr. (alt i Proportion af Hartkornet og de af Gaarderne havde Revenuer og Herligheder) til vedkommende Sogne-Præster ere enten med Kongl. Tilladelse ved Skiøde bleven solgte og afhandlet eller og efter oprettet Contract med Kongl. Confirmation afstaaet og overdraget til Kirkernes Patroner eller andre nærmest boende Proprietairer som største Lods Eyere. "Men hvor dette nu er skeet der bør jo sig en aarlig Refusion som Renten af Capitalen for deslige Gaarder efter deres værdi, komme i Betragtning og i Tiden, om Planen bliver en virkelig Plan, gaae uangrebet ind i den foreslagne Hielpe-merite og opmuntrings Casse, jeg seer og ikke heller andet, end at det jo ved saadan Annexog Mensal-Gaardernes Afhændelse vilde blive til en Soulagement og Herlighed for Præsterne saaledes gandske at fritages for ald videre Ansvar i Henseende til disse Gaarder

51

og deres Opbyggelse, naar de enten ere brøstfældige, eller brænder af med videre. Muligheden af Planens Virkelighed fra alle Sider maa da Philadelphus nu snakke saa meget imod, som han vil, saa indseer dog saavel det velskiønnende Publicum som i sær det ærværdige Præsteskab meget vel Mueligheden deraf. Ved Planens Iverksettelse vilde vel heller ingen af Præsteskabet i Aarhuus-Stift komme til at lide noget Tab, uden for saavidt at Provsternes viaticum vilde formedelst et mindre Antall Præster i Stiftet blive lidt mindre end Sædvanlig; men dette Tab er imod de foreslagne Fordele ikke noget at tale om, og dersom Philadelphus selv er Provst, da tiltroer jeg ham saadan en Ædelmodighed, at han eftergiver ald Prætension paa sit Viaticum uden at huske paa, eller benytte sig af det gamle bekiendte Mester Michaels Mundheld. See! om han giordte det.

52

Det øvrige i Piecen, som Fyldekalk og Utidig Snak ; behøver Planen hverken mit eller nogens Forsvar imod; Thi den holder nok sin Prøve og forsvarer sig selv ; Lad og Philadelphus selv sige om den Mand kand kaldes en fornuftig Mand. Der enten svarer en Daare paa sin Tale, eller indlader sig med en Urimelig og i sine Meeninger paastaaende Mand, der ligesom alle Kiærtere og secteriske Mennisker slet intet vil lade sig overbeviise; Altsaa giør jeg jo da best, at jeg, uden at svare Philadelpho viidere, lader ham paa Børneviis ramse op, saa meget som han til sin Fornøyelse lyster, om Præstegaarden og dens Bygninger, da han dermed kun bryder sit svage Hoved mindre end det vel kand taale, naar han e. gr. tvertimod Planens reene Ord og Forskrift spørger: hvor skal Præsten boe? Hvilke af Præstegaardens Bygninger skal flyttes? paa hvis Bekostninger skal det skee? og hvor skal de staae? skal Kiøberens Længder staae

53

i Haugerne? skal Præste-Boeligen staae i Gade-Kiæret? i Leergravene? & c. (hvorfor glemte han enten Luften at faae dem ophængte i; Thi kunde ikke ligesaavel Domicilie pensilla inventeris her som horti pensiles ɔ:

de i Luften hængende Hauger hisset, eller Stranden og det vilde Hav at faae dem som Flyde-Hytter udførte paa, ligesom skeer paa sine Stæder i Asien, thi der var dog meer end Rum og Plads nok, men Philadelphus fik da selv at være Bygmesteren) Men alle disse Spørsmaal endskiønt unyttige og daarlige findes dog forud besvaret i Planen selv som tydelig viiser, at Stuelængden i enhver Præstegaard skal indrømmes Præsten til Beboelse tillige med de til hans Brug fornødne eragtede Huuse og Bygninger, som alle bliver staaende paa Stædet, med mindre en eller anden Præst finder for got at omflytte dem; Og hvad de fra Præstegaardens kiøbte Længder og Bygninger angaar, da kand enhver Kiøbere giøre ved

54

dem, hvad han vil, enten lade dem in statu qvo blive stauende, eller omstyrte dem eller bygge meere til, hvortil der af Præstegaardens Territorio fand blive Plads nok; Og, skulde end en eller anden Præstegaard ikke have er saa tilstrækkelig Territorium til Bygge-Plads, saa findes der allevegne i enhver Bonde Bye megen ubebygget og ødeliggende Gade Jord der kunde, som Planen mælder Pag. 12, bruges til at opsætte de Bygninger paa, som Kiøberen eragtede sig nyttige og uundværlige.

Enhver Natur-Gave formeener jeg at være ogsaa en Naade-Gave, endskiønt Philadelphus Pag. 25 & 26 er af en anden Meening? As Naturens Herre vil han da maaskee enten være en Independent, eller og ikke viide af ham at have af Naade oppebaaret nogen Naturens Gave følgelig dømmer han sig selv fra ald Vid og Fornuft som en meest umistelig Naturens-Gave, og altsaa maa enhver bære over med ham,

55

naar Han sin Heele Piece igiennem ved bliver at snakke op ad Vægene, helst naar han Pag. 28 siger levnets Midler ere ligesaa dyre i og ved Aarhuus, som i Kiøbenhavn, og undertiden dyrere der end i Kiøbenhavn; Thi kand Publicum vel troe at et Lisp. røged Sæt skal i Jylland eller og kun i og ved Aarhuus (som Philadelphus hyler saa meget over) have kostet 7 Mark, naar det i Kiøbenhavn har kun kostet 4 Mark; I Sandhed giør det mig ondt, ja! jeg næsten skammer mig paa Philadelphi vegne, at han saa aabenbar og ublue træder her ud fra Sandheds Vey; Men hvad skal man sige? naar nogen vil lyve, da skal han lyve saaledes, at enhver kand føle finde og tage derpaa, at det er Løgn; Han siger og fremdeles Sammestæds i sin Piece Pag. 28, at i og ved Aarhuus er der nu og da givet 20 Skill, for en Snees Æg, 12 a 17 Skill, for et Pund Smør, 14 a 16 Skill. for et Par Kyllinger, 4 a 5 Mark for et Lam, 16 a 18

56

Skill, for en Ohl Sild og NB. 24 Skill. for et Par mandelige Makreel, at crederem fi fas esset ɔ: Hvem vil eller kand troe denne og deslige Avise-Skrivere. Nærmere Sandhed træder og meere Troeværdig er dog en anden Jydsk Præst nemlig den fotnævnte Hr I. PB. naar han (See Friheds Magazinet No. 67-1771) Siger, at en Snes Æg koster i Jylland aldrig ringere end 4 Skill., et Pund Smør ringest 7 Skill, en Ohl Sild det ringeste 10 Skill. o.s.v. Hviket er jo en flux ulige Forskiæl, der tillige beviser forskiællen imellem disse to Mænds Tænkemaade.

Men hvorom alting er, da forsikkrer jeg at paa de Stæder og i de Tider, da Forfatteren og jeg har været i Jylland har Prisen paa forommelte og flere Slags Victualier og Fødevahre været der lige det samme, som anføres i Planen og kunde i fornøden Tilfælde med Troeværdige Vidner i tusind Tall endnu bevises; i Følge heraf henstiller

57

jeg da til det ærede Publicum selv at Dømme hvem der her bør meest have fidem enten Forfatteren eller Philadelphus, og naar man har herom hørt Publici Dom og Tanker, maa Philadelphus selv sige, om han med denne sin Avise om Dyrheden paa Fødevahre i Jylland har giort sig Ridicul og Latterlig eller ikke.

Forfatteren har aldrig paa Grund af gode Venners Besøgelse (som Philadelphus i sin Piece Pag. 33 urigtig og vrangelig anbringer) paastaaet meere Løn for Præsterne end andre; Men han haver alleene i sin Plan kun sagt om Præsterne paa Kiøbenhavns Amt; at, om enhver Præst der havde endog aarlig 700 Rdlr. staaende Løn, var den Løn endda ikke for megen, men vilde endog uden en Skillings Behold og Overskud gierne gaae med deels og fordi Levemanden i et og alt er der meget Dyr og Kostbar, og deels fordi De i Nærheden af Kiøbenhavn boende Familier har jævnlig stedse Besøgelse af gode

58

Venner fra Kiøbenhavn, og dette sidste, ligesom det første, tiistaaer jo Philadelphus selv Pag. 33 med disse Ord: Jeg nægter ikke, at her er jo noget i der.

Men nu ikke engang at mælde, at en og anden i Nærheden af Kiøbenhavn besat Mand Verdslig og Geistlig) tør mulig faae Beføgelse endog af ubekiendte og dem iblant som han aldrig forhen har seet, kiendt eller talet og staaer i Connexion med; Saa kunde en større Løn for Præsterne paa Kiøbenhavns Ampt end for andre i denne Henseende ikke ansees meere urimelig og ugrundet end det i Norge er uden Grund, at adskillige Præster, som der boer nær ved Landeveyen, ere formedelst jævnlig Incommodation af Reysende aflagte med en eller anden Konge-Tiende;

Hvad ellers den Erindring angaaer, som Hr. Løwe i Vallensbech skal efter Philadelphi Beretning Pag. 33 have giort til sine gode Venner, som fra Kiøbenhavn og

59

med et Tid efter anden formeret Antall, jævnlig besøgte ham, da lader jeg samme passere for det den er;

Men nok, at saadan en Erindring havde vel Hr. Rasmus Tiørnehoved (kaldet ellers Abecinus) i Toxværd ikke fornoden at giøre til sine gode Venner, thi formedelst han Methaphotice Sang Taare-Persen saa meget, at naar han derom blev af nogen kiærlig erindret, var hans Svar og Undskyldning gierne dette: jeg Siunger

(verbum Canto hic seribo pro bibo at verbum: bibo in lingva vernacula ipsi fuit solirum) aldrig tiere, end naar jeg er Syg, men jeg er, desværre aldrig Frisk, blevhan formodentlig ikke heller meget incommoderet af deres Besøg.

Forfatteren har aldrig paa noget Stæd i sin Plan skrevet et eneste Ord om Justitz-Betienterne paa Kiøbenhavns Amt, endog mindre om deres Løn in Specie, saa at hvad Philadelphus derom i sin Piece Pag. 29 infererer og paa Forfatterens Regning vil debitere Publico, er purum putum sigmentum ac mendacium hans egen Digt og en aabenbare Usandfærdighed: Ellers tør jeg endda ved denne dertil givne Andledning, uden at træde Sandhed for nær gierne sige at deres Løn aarlig er 4 a 600 Rdlr. (& qvod superest) Men er nu denne

60

Løn saa forskrækkelig for Philadelpho, saa maa han vel af Forskrækkelse daane, om han skulle faae at høre, at denne samme Løn og Indkomst har mangen en Verdslig Embeds-Mand paa sine Stæder og mueligt vel ogsaa Justiß-Betienterne i Norge, 3 a 4 gange Multipliceret.

Philadelphus anseer Messefald i Jylland som en aaben Dør for ald Spotterie, Ryggesløshed og er ugudeligt Væsen, og Pag. 34 formeener, at, naar en Præst, som havde 3 eller 4 Sogner, Maatte nødes til hver tredie eller fierde Søndag at udeblive fra en af sine Kirker uden der at giøre Tieneste da vilde af saadan en Kirke blive et Kroehuus eller Juule-Stue, Guds Ord komme i en ringe Agt ja! plat foragtes og en Sværm af alle Laster og Ugudeligheder vilde ligesom Vandstrømmene der, hvor Dæmningen er borte, trænge med fuld Fart ind i Landet, alleene paa den Grund eller under ven Prætext, at i Jylland ere kun faae Studerede Degne, hvilket er tvertimod vor Danske Lods 2 Bogs 15 Capitels 1 Articul, som byder: at til Degne skal alleene forordnes Studentere, men at det (som han Pag. 34 foregiver) bliver nu en Tienere, nu en Skriver Dreng og nu ogsaa en Matros Degn.

Men hvad siger da Philadelphus om Norge hvor der i de fleeste Præstegield ikke

61

Alleeneer hver Søn- og Hellig-Dag Messefald ɔ: ingen Kirke-Tieneste i en, to a tre Kirker tillige, og i enhver af saadanne Kirker bliver kun holdet Guds Tieneste hver tredie, fierde ja! ogsaa siette Søndag, men hvor der ere end ogsaa de Kirker, som Præsten kommer kun sex, fire, to ja! ogsaa (som kand bevises) ikkun en eneste Gang til om Aaret at giøre Tieneste i og dog høres om og fra Folkene paa disse Stæder en langt bedre Christendom og en større Hoyagtelse for Guds Ord end Philadelphus i lige Begivenhed vil her garanderere for hos fine egne Lands Folk, de brave Jyder, dem han dog heri med sin Prophetie giør formeentlig stor Uret og jeg haver langt bedre Tanker om;

Jeg frygter og for, at, dersom Philadelphus tager Masken af og lader sig op, kommer han til at staae til Roers for flige sine om dennem yttrede nedrige Tanker og vil vist undgielde for denne allerede a priori, facto adhuc infecto, imod den Cimbriske Nation declarative giordte saa fornærmelige Beskyldning, hvormed han har kun røbet sig selv at være meere Misadelphisk end Philadelphisk, ja vist vilde det see broget ud for Propheten, dersom han skulde høst Frugten af denne sin Prophetie og Tæeken mande.

62

Videre til Apologie og Forsvar for Planen og dens Forfattere eragter jeg ufornøden at indlade Hof der ærede veltænkende Publicum og Præsteskab; Philadelphus har jeg og formeentlig saaledes paa Forfatterens vegne affærdiget ar Forfatteren ikke har Det ringeste at befrygte sig enten for ham eller nogen; end ikke for Fanden selv eller Den, han i sit Levnets Beskrivelse kalder sin Søn; Men skulde han frygte for nogen, Da maatte Det være for andre formidable og stridbare Kiæmper, i sær for Forfatteren og Udgiveren af den Kritiske-Jourtral, dog, siden Hundedagene i Aar falt alle temmelig kaalde, er ventelig intet fra dem at befrygte; Thi de har vel beholdt deres Forstand saa at de ikke skambider ærlige Folk, hvorved det ulydige Blækvilde kun blive udgydet og den smukke Bogtrykker-Farve spildes. En Philander *) har Forfatteren

aller-

*) Esterat jeg var bleven færdig med denne Apologie og havde alt leveret den fra mig til Bogtrykkeren, faaer jeg ved en hændelse at see et udkommen Skrift kaldet Tanker om Præsternes Jorder og Gaarder, hvis Auctor under Navn af Philander har ogsaa saaledes stødt og ifriget sig over Planen, at han begynder strax i fuld Furie at gribe i Forfateren, ligesom hau

63

FN 63

allerminst at vær« bange for, thi han giver kun et Biæf fra sig op i Veyret og Luften, hvor det strax igien forsvinder og bliver borte og det blotte Philander Navn skal vel ikke kunde skræmme enten Forfatteren eller andre.

Et

med et vilde sluge ham; Men dersom denne Auctor havde givet sig saa længe Stunder med at træde offentlig frem med sine Tanker om Planen indtil han havde faaet dette Forsvars Skrift at læse; Dersom han og ret kiendte Forfatteren, vidste han hans Tænkemaade havde han læst et hvert Stykke af hans under fem forskiællige Navne udkomne Patriotiske Skrifter, foruden hvad Forfatteren nu og da har ladet indrykke i Friheds Magazinet, i sær om Fælledstabets Ophævelse (See derom iblant andet No. 77, 1771) og deraf med Overbeviisning erfaret hans Nidkiærhrd for det almindelige, fornemmelig for Geistligheden og Præsteskabet. Han havde da visselig modereret sig i sine imod ham nu ellers brugte fornærmelige Udtrykke, i det ringeste havde han ganske frietaget ham for ald Simulation og Hyklerie, som han apparement dog nu haver ham Suspect for

supicio nutem declarata publica est ac & incusatio, ad justalionis qvasi qva provocatur exercendum hac vice safficiat.

64

46 Et Hunde-Navn Philander er Min Porthund selv saa hiver, Dog er den ingen Lolliker,

Ey heller Folk Skambider, Ney! for min Hund hver ærlig Mand Paa Æren sikker bliver,

Til Skam for Manden i hiint Land Der sig Philander skriver; Ham vil og gen Uret skee

Om man det Navn Philander, Der er saa Giængs blant H**dene, Forandrer til Misander.

Comphilopatreias Minor.

1

Tanker om Præsternes Gaarder og Jorder samt disses Indvikling i det skadelige Fælledskab. Af Philander.

Kiøbenhavn 1771. Sælges hos Kannemorsk i Silkegaden No. 66.

2
3

Aldrig troer jeg andet, end at enhver Rettænkende har læst Planen til en staaaende Penge-Løn for Præsterne med samme Forundring, som jeg. En Præst giør det daarligste Forslag for sin egen Orden, skadelig for Staten og umueligt at iværksætte. *)

Urimeligheden kom vist for Lyset, naar Penge-Lønnen skulde udbetales, thi Kongen fik aldrig det ind, som han skulde give ud til Præsterne, og naar der, ved mange Tilfælde, ikke var Penge i Cassen, skulde Geistligheden sulte. Det er langt fra vor retfærdige Christians Tanker. Skadeligt var det for Staten, den

*) Ser en Bog: kaldet Plan til en aarlig staaende Penge-Løn for Prresterne paa Landet.

4

fortrængte Bonde fik en Byrde ved den umaadelige Afgift af hver Tønde Hartkorn, som han aldrig kunde bære; Lollands fede Land vilde sukke ved en Afgift af 7 Mk. Tønden overhovedet; Forslaget er saa sammenfiltet, at et heelt Finanee-Collegium kom i Vilderede om det skulde udføre det; Kongen vilde tabe og Almuen trykkes ved slig Forslag. Den allerstørste Deel af Præsteskabet, som sidder virkelig med langt ringere Indkomster end Autor uddeler, vilde vinde, NB. i Fald Sagen var muelig og kunde have Bestandighed; men Præsterne bleve da anacoreter, afsondrede fra al borgerlig Omgang og halv saa nyttige for Staten, som de nu virkelig ere i mange Henseender. En ærlig Patriot i Magazinet for Friheds-Skrifter No. 64. Har saa grundig igiendrevet ham, at mig derved er betaget den Umage. Vi har tilforn i de skinhellige Tider haft de Geistlige, der under Helligheds Maske, har tordet anføre deres besværende Samvittigheder over alt for store Indkomster, og har foreslaget, at deres Sogner burde formindskes, enten ved nye Menigheders Oprettelse to af een, eller ved visse store Afgifter deraf. Men Enden har viist, at de med saa-

5

danne hykkelske Forslag har sigtet til at opsvinge sig paa Bispestole eller andre høie Værdigheder i Ordenen. Saadanne Forslag kommer gierne af Egennytte eller af det, hvormed der sielden sigtes til det almindelige Beste. Jeg vil ikke just beskylde Autor, og ikke engang tænke Ham den Taabelighed til, at han i vore Tider skulde have saa stor Indbildning om sin Duelighed, endskiønt den kritiske Journal No. 26. har afmalet ham i en stridbar Gestalt; jeg vil derfor spare Bleks Udgydelse, og havde ikke engang meldet om denne Piece, dersom ikke en Satz af min Skolelogica havde hængt mig i Hovedet, nemlig contraria juxta fe pofita magis illucefcunt; rhi naar man læser ham, og siden en Philocosmus, en Mand, hvis Fortienester overgaaer min Berømmelse, da er den første som Natten imod Dagen. Da seer man hvo der har den rette Indsigt i og Hensigt til det almindelige Beste. Den første vil som hin Philopatreias, giøre Præsterne med Tiden til Standere og Betlere; den anden vil giøre dem til nyttige Borgere i Staten. Den første vil berøve dem deres Gaarder og Jorder; den anden vil, at deres Gaarder og

6

Jorder skal være det, som nogle virkelig ere, og flere kan blive, Agerdyrkningers Skoler i Landet. Hans Forslag pag. 100. og følgende, (om at give Præsterne deres Jorder samlede ved deres Gaarder, og ved en kongelig Forordning at skaffe Præsternes Jorder ud af det Vilderede og Fælledskab de ligger i) indgiver ham de Ord, som han pag. 110. siger, at formedelst den Indflydelse som den Stand har i Almuen, kan man ved den udrette Mirakler. Denne Satz er værd at overveie og udføre.

I.

Vi forbigaae at igiendrive den Hykkelske Smag: at Præsterne bør ikke have med jordiske Ting at bestille; naar Engle bliver Prædikantere, gaaer det maaskee an. Vi foragte den gamle misundelige Snak: at Præster skal blive ved deres Bibel, og ikke befatte sig med politiske og oeconomisike Ting. Naar Selvraadighed og Dumhed skal herske i et Land, da skeer det best ved at paalegge Geistligheden Taushed.

7

2.

Skal ikke Præster beslitte sig at være gode Borgere, i flere Henseender end mange andre? deres Videnskab og Levemaade skal giøre dem til Lys. Den blotte sorte Dragt giør det ikke. Indsperrede i et lidet Huus, for blot at tale hver syvende Dag, udretter de ikke den halve Nytte for Almuen. De Videnskaber som vore Tider har sat i noget Lys, skulle snart fordunkles, i det mindste bleve de allene indskrænkede til faa Personer og faa Slæder. Hvad nyttede det da de unge Studerende, at høre Collegier i Physica og Geometrie, høre Forelæsninger i Botanik, Medicinen, Oeconomie og videre, naar de, som Forsynet sender ud som Ledere for Almuen, skulde strax dømmes til, at forglemme inden fire Begge de Videnskaber som de havde faaet Smag paa, og udelukkes fra den duelige Natur, det Værksted hvor disse skal udøves. Sprog fra østerland, Talmud og Caballa passer sig best i en mørk Eenrum, men de Videnskaber som er til virkelig Nytte for et Folk, de der skal hielpe Landet i trange Tider,

8

de der skal frie Folket fra Armod, og Riget fra Undergang, de Videnskaber bør udbredes, de bør læres, drives paa og fortplantes, næst Guds Kundskab i alle Landets Kroge; og hvorved skeer det bedre, end naar Geistligheden, der boer i Hele Rigets Omkreds, faaer Materie til at arbeide baade Practice og Theoretice.

Den Flid, hvormed Præsterne i sær paa nogle Aar har lagt sig efter de Videnskaber, der har Indflydelse i Landvæsenet, Agerdyrkningen, og den Oeconomia publica, som befordrer Rigets Velfærd og Velstand, er noksom bekiendt. Derom vidner de mange gode og nyttige Afhandlinger i det occonomiske Magazin igiennem alle dets Tomer. Derom vidner de mangfoldige af den brave Pærst og store Landmand Hr. Provst Lüder udgivne Skrifter, i mange Slags Gestalter, indrettede til Almuens Underviisning. Ikke at tale om det af ham oprettede Sælskab, under Navn af det kongelige danske Ager-Academie, Hvis

9

Lemmer, meest af Præstestanden, sees i vor Stats-Calender; herom vidner den brave Mands Hr. Otto Lütkens Skrifter og Afhandlinger. Foruden mangfoldige andre smaa Tractater og fuldstændige Afhandlinger om saadanne Ting, som i Næringssager henhører til det almindelige Beste, og hvoraf endeel ere kronede med kongelige og andre publiqve Præmier; herom vidner den Hob af Geistligheden, som har den Ære at være Medlemmer af det høistnyttige Landhuusholdnings-Sælskab.

4.

Og at det ikke er blevet ved blotte Speculationer og theoretistke Afhandlinger, derpaa kan gives de sikkerste og offentligste Vidnesbyrd. Hvor stor Praxin har ikke forbemeldte Provst viist i Landvæsenet. Hvo der ved Glücksborg har seet hans Anlæg og Indretninger i saa snever en Cirkel, som hans Jorder ere, maa falde i Forundring over Mandens Flid og Indsigt, og ønske, at han havde haft en større Mark at ar-

10

beide i. Han sender til alle Rigets Hiørner Humle-Rødder og Potatos & c.

Hr. Knud Lang i Wilslef ved Ribe-Kandten, kronet for et par Afhandlinger med tvende Medallier, er saa lykkelig for nogle Aar siden at komme ud af Fælledsskab, forandrer og forbedrer sine Jorder til det forhen utrolige. Jeg har ikke hans Tilladelse, men udbeder og venter den, til at publicere noget af en Skrivelse til mig, dateret 29de Junii 1771; Pennen, siger han, vil nu ikke ret falde for mig til at skrive, men jeg har derimod med saa meget desto større Flid lagt mig efter at practicere i Land-Oeconomien, som en Frugt af Fælledskabets Afskaffelse, og derfor giort en saadan Forandring og Forbedring paa min Præstegaards Avling, med en Bekostning af 5 til 600 Rdlr., saa at dets Lige vel neppe skal findes i Dannemark. Men hvad om Kongen nu i det samme tager vore Gaarder fra os, som nogle Taabelige og Misundelige projectere, da var ingen mere for: næmnet og slettere belønnet, end jeg; saa

11

vidt hans Ord. Den Frygt han melder om tilsidst, er vist ufornøden; thi vor store Christian handler efter Viisdom og Retfærdighed, han seer til Fortjenester og det Nyttige for sine Lande.

Hr. Christian Friis befordrer F«lledskabets Ophævelse, faaer sine Sognemænd til at sætte dette høistnyttige Arbeide i Værk, og faaer en kongelig Belønning.

Hr. Magister Johan Arnd Dyssel, kronet med tvende Medallier, først bekiendt som Poet, bliver det siden som Practicus i Natur-Historien og Land-Oeconomien. Med et geometrisk Instrument i Haanden, beseer Han Forbierget Møens Klint, afmaaler Klipperne, undersøger deres Jordarter, for at give os en Beskrivelse derom. Som Physicus leverer han os Observationer om Luften og Vandet i Lolland; som Landmand (imedens han var Præst i Nustrup) faaer han Byemændene til at udskifte deres vidtløftige Enge, og ved Grøfter, Demninger, samt tvende Slusers Anleggelse over Nips

12

Aae, faaer sligt et Arbeide sat i Værk, som faa Byer skal fremvise. Byens moradsige Gader overtaler han Byemændene til at broelegge efter Snoer fra Ende til Ende, og selv paatager sig frivillig at lade legge over 3000 Qvadrat-Alen, det var hans Lykke den Tid at boe iblant Bønder, som havde Frihed og Eiendom, og saa lyksaligt et Folk.

Hr. Provst Hurtigkarl anlegger og fortsætter et Teglværk, og opfinder selv at brænde Steen af mange Dannelser, til Fontaine-Render, til runde murede Brønde, Tagsteen, hule og flade & c.

Haderslev-Huus Amt havde maaskee aldrig drevet Teglværkerne saa høit, dersom ikke en Præst, Hr. Lago Wedel, havde først begyndt dermed, og bragt det til den Fuldkommenhed, at man neppe kan eftergiøre Stene af saadan Godhed og Varighed.

Hr. Trøiel, som har givet os en forbedret Oversættelse af Lüders, om Humles

13

Anleggelse, har ved sin Praxin i Agerdyrkningen opvakt de fynske Bønder i sin Egn, til en priselig Efterstræben, saa at en Bonde er blevet beæret med et offentlig og kostbar Præmium.

Hr. Thun giør de lykkeligste Forsøg med Inoculationen imod den fordærvende Qvæg-Sygdom. Kort sagt! her kunde opregnes mange, og flere Exempler til Beviis paa den Fremgang og Nytte, som Landvæsenet allerede har vundet, og endnu mere kan vinde, just derved, at Præsterne ere beskieftede med Landhuusholdningen og Agerdyrkningen, og hvor skulde alt dette være skeet, om de vare skildte ved deres Gaarder og Jorder?

5.

Men endnu standser dette Haab om Landets Forbedring meget, saa længe Præsterne ikke faaer deres Jorder for sig selv, afskildte fra det fordærvelige Fælledsskab; thi hvor noget nyttigt og stort er sat i Værk, der har først den største Anstøds-Steen mattet

14

være bortryddet, nemlig Fælledsskabet. Vilde Kongen noget snart tillade, og ved en alvorlig Forordning befale, at Præsterne skulde have deres Jorder udskilte fra Bøndernes, da tør jeg bekræfte, at Philocosmi Ord ikke ere overdrevne, naar han siger, at derved skulde skee Miracler.

6.

Det første og største Mirakel vilde blive dette, at Kongen derved allersnarest fik sin Villie om Fælledsskabets Ophævelse sat i Værk. Jeg tør kalde det et Mirakel, om Kongen opnaaer dette, saa længe det skal skee ved blotte Tilladelser, eller saa længe det skal henstilles til Proprietairerne, som en Sag, den Kongen gierne saae. Man seer hvor slet den sidste Forordning om Fælledsskabs Ophævelse imellem Bye og Bye efterleves. Hvor er der vel begyndt derpaa? Proprietairerne lurer saa hen ved denne, saavelsom mange andre Forordninger, de vil altid paamindes et par gange, her maa ringes første og anden gang, førend de lystrer. Det kunde vel bevises, at

15

en trodsig Proprietair for sin Fordeels Skyld har bestandig hindret dem der har trængt paa Fælledsskabs Ophævelse, ja end mere, har tordet i Ting-Protocollen givet sin skriftlige Forsikring, at det aldrig skulde skee. Saadan Trodsighed burde straffes og bøies. Førend denne høistnyttige Sag bliver for Alvor angrebet overalt, er der lidet som hist og her i Stykkeviis og med megen Besværlighed kan udrettes, saa got som intet. Men saadan en Forordning vilde hielpe tilfulde; thi naar først Præsternes Jorder skulde uddeles, da skulde man først see hvor denne Forandring vilde drive paa de andre Byemænd til at forlange det samme, da var det først at Majestæten kunde være vis paa, at hermed skeede vor Villie.

7.

Ved denne Forandring vilde ufeilbarlig Præsternes Jorder, som nu overalt, endog i nærværende forvirrede Tilstand, overgaaer Bøndernes, blive langt bedre og ordentligere dyrkede. Nu maa en Præst følge Byens Vedtægt; han kan ikke røre sine Agre før

16

eller sildere, end den usleste Bonde, thi alle skal følge Byelovene. Nu kan en Præst ikke giøre mindste Forandring. Mangt et Stykke Jord gav større Fordeel ved at ligge til Græsbund, men hvor kan det skee, naar det ligger iblant de andres, uden man vil give Græsset til Priis de Aar en Mark ligger i Udlæg. Mangt et Stykke var fortreffelig til at besaae med Klever, den høist fordeelagtige Sæd; men da Klever maa have Fred endogsaa Vinteren over, saa maa man lade være, just fordi det er i Fælledsskab. Hundrede slige Uleiligheder flyder af Fælledsskab, og hindrer Jordens Forbedring. At Præsternes Jorder ere nyttige for Staten, og derfor af de fordums vise Konger dem tillagde, som vilde, at Præsterne skulde være Bønder, ja gode Bønder for Landet, det har den grundige Philadanus noksom viist i hans Undersøgelse første Hæfte fra pag. 64., ja han giver uomstødelig Beviis paa, at de virkeligen ere det, endog i nærværende Stand. Hvor meget ville da deres Jorder, naar de ved Fælledsskabs Ophævelse bleve bedre dyrkede, blive

17

til langt større Nytte, endog i andre Henseender.

8.

Thi Bønderne, som hver Dag saae for Øine, at Præsternes Jorder, ved nye Indretninger, ved anden Behandling og bedre Dyrkelse gave større Frugter, skulle stræbe at efterfølge samme Behandling. Jeg vil ikke tale om den Indflydelse, som en Præst har i Almuens Tænkemaade, naar han har vundet deres Fortroelighed, kan han overtale og lede dem til hvad han vil. Men her er andre Aarsager; det er ikke altid Dorskhed, der lader en Bonde hænge ved det Gamle. Her er en Frygt for Tab; han har ofte Lyst, men ikke stor Evne til at giøre nye Forandringer, skulde det mislykkes, tænker han, saa blev du ødelagt og beleet. Derfor bliver han ved det Gamle, som han idelig er vandt til, om det end vanhældes, og taber han Aar efter Aar, saa undgaaer han dog Naboernes Spot, der handler ligesaa. Men hvad Mod fik han ikke til at vove nye Forsøg,

18

naar han saae, det gik an uden Hexerie for Præsten. Endogsaa Gierighed og Misundelse, som ellers ere Laster, skulde virke det Gode, at Bonden, deraf drevet, skulde tragte efter samme Fordele af sin Jord; jeg vil vise de som herom tvivler, hen til de Steder, hvor Præsterne, ved at komme ud af Fælledsskab, har giort nogen betydelig Forbedring. Der vedder jeg een imod hundrede, at de skal finde Bøndernes Gaarder langt bedre end andensteds.

9.

Endnu en Fordeel heraf blev denne: At Bonden blev mere nødt til at grøfte og holde Vandet af sine Jorder; thi naar Præsten lod sine Jorder forsyne, ikke alleneste med Hovedgrøfter, som Grændser omkring hans Mark, men og mange mindre Tværgrøfter, thi dette er Hovedsagen, i sær ved Engenes Forbedring; saa blev Naboen nødt til samme nyttige Værk, for at føre Vandet fra sine Agre. Efter Lov og Billighed burde han ikke møde for det tilflydende Vand, og vilde Han ikke finde sig deri,

19

saa kan en snild Landmand lettelig finde paa, efter Situationens Beskaffenhed, at foraarsage den Trodsige en liden Oversvømmelse paa sine Jorder. Den Sag om Vandets Fraledelse kan der ikke nok drives paa, man maa ærgre sig over denne Forsømmelse, helst i de lave Lande. Proprietair, Præst, Bonde seer, tilstaaer og beklager, at de aarlig mere og mere taber ved del Vintervand, og det om Foraaret opsmeltede Sneevand, som bliver staaende paa Agrene, og borttager mange Tønder Sæd, fordi Grøfterne, hvortil Ager-Rennerne skulde flyde, aldrig bliver opgravede; om een aldrig saa vel forsyner sine Agre med Vandfurrer, hielper det ikke, naar Naboen og de andre ikke giør det samme; her ligger mange Domme, ja kongelige Ordres om den Sag. Her spørges offentlig, hvad Middel her er imod den skadelige Efterladenhed, men hvad hielper det! Hvad hielper det at et Collegium spørger, og Patrioter svarer, naar de nyttigste Anslag aldrig bliver satte i Værk: Kort! vor Land-Politik er slet bestilt. Amtmændene glemme saadanne Ting; hvad hielper Kongens

20

Bekymringer, Omsorg og Befalinger til Landets Beste, naar de allene oplæsts og henlegges. Gud send dog en patriotisk Aand i Betienternes Hierter, til ar understytte den beste Konges Villie, eller og en Nidkierheds Aand i Kongens Hierte, til at straffe forsømmelige og unyttige Betientere! Hvor er det Sted, hvor vore nyttige Forordninger til Landvæsenets Opkomst sættes i Værk? forunderlige Dumdristighed! at slaae endog de nyeste Ordres i Glemmebogen. Hvor er den nye Forordning om øde Gaarders Opbyggelse? hvor mange Garder ere opbygte? hvor mange Mulcter ere for den Forsømmelse, eller rettere Foragt, fordrede og inddrevne? man har ikke engang efter Befalning æsket Præsternes Attest. Hvor er den om Tjenestefolk paa Landet? hvor er den om Fælledsskabs Ophævelse? de med flere ere casserede; thi at de aldrig adlydes, men trodses, det er endnu værre. Den viseste Salomon kan intet udrette, naar han har dovne og utroe Embedsmænd. Skal Kongens Villie skee, da maa den sættes i Værk; skal Fælledsskab ophæves, da man

21

det alvorlig befales og begyndes paa; gid da Begyndelsen maatte skee med Præstegaardene, saa fulgte nok Resten. Denne Begyndelse

er den letteste, visseste og kraftigste, til at drage den almindelige

efter sig. Det Menneskelige Sind man opvækkes ved Exempler, naar Almuen seer at en Forandring lykkes for een, løber den villig og drigstig efter samme.

10.

Jeg veed vel at herimod vil møde tusende Indvendinger; den Skiebne har alle nye Forandringer; det er og billigt, ja forsigtigt, baade at give og tage imod Indvendinger. Men her i denne Sag seer jeg dog ingen, som jo let kan besvares. -— Man vil spørge:

a) Hvorledes skulde Sagen begyndes? Een kongelig alvorlig Forordning derom giør Begyndelsen; Præsten skal have al sin Gaard tilhørende Hartkorns Jord for sig selv, udelukket fra al Fælledsskab med Byemændenes. Kan han ef-

22

ter Byens Beliggende ikke faae al sin Jord omkring eller ved Gaarden paa et samlet Sted, saa lad det skee paa to, ja tre Steder, dog paa hvert Sted et samlet Stykke. Bonden veed lige saavel som Præsten, Hvor meget Jord der hører til Pæstegaarden. Det kan maales. Der ere nu omstunder nok som kan forrette dette lette Landmaalerie. Bonden kan selv see at der ikke tages for meget.

D) Vil een paastaae, at Han mister Herved et bedre Stykke, og faaer et ringere. Vel! lad Præsten faae saa meget mindre paa Maalet, og give fra sig en større Qvantite for en mindre Bonite. Lad Præsten nyde samme Skiel, om den Jord han gaaer fra er bedre. Den saa kaldede siette Jord, bliver nok ved bedre Behandling god.

23

c) Hvad skal man giøre ved Græsgang og Engbund?

ligesom ved Pløielandet.

d) Hvorledes faaer Præsten alt dette indelukket

og indhegnet? Rom er ikke bygt paa engang; Tid efter anden, og alle paastødende Byemænd bør hielpe ham, at lukke det halve Maal; thi de har selv Lukkelse og Nytte deraf lige med ham.

e) Hvormed skal der grændses og lukkes? hvor

det ikke kan skee med Giærsel, der maa Grøfter giøre det.

f) Disse mangfoldige Grøfter vil jo tage uendelig

meget Jordsrom bort? Endeel, det er sandt, men dette erstattes ved Vandets Fraløb, og den opkastede Vold af Grøfter, vil om faae Aar betale sig selv ved det Græs den frem-

24

bringer, og atter om faae Aar skal man see oven paa Digerne smukke levende Giærder af Slaaentorn, Heggetorn og Hassel, samt en deilig Rad af Piletræer. Sandelig mine Landsmænd! dersom I havde seet de Steder, hvor Fælledskab er ophævet, I skulde tilstaae, at saadanne Eenmærker ere ligesaa yndige, som en Urtehave; thi nu giør Præsterne inden for Hovedgrøfterne mindre Afdelinger, saa lige som en Snoer, for at faae sine Jorder inddeelte til flere og mindre Marker, der desbedre kan giødskes og behandles. I hiin Krog har han en Plads med Klever, der forlyster Øiet og betaler sit Opholdssted i 3 Aar uden hans Møie, alleneste at det maa have Huusfred, naar det er død og borte, efterlader det enten en Skat i Jorden

25

ved riig Kornhøst, efter saa lang Hvile, eller en med Græs rigelig begroet Plads, paa denne staaer et par Køer i Tøier, der knap kan slæbe deres udspilede Yver, de længes efter Pigen der skal udtømme dem; hun bringer i en halv Time mere Melk tilbage fra disse to, end hun forhen ved en halv Dags Omløben bragte fra 6 forsultene paa Fælleden. I hin Ende bliver, et Stykke gammel Jord renset og beredt til en bedre Afgrøde, ved en Sæd af Hamp, Hør og Potatos. I det Stykke Side, og forhen saa kaldede sure Land, er en Havre-Sæd, der i sin Væxt har naaet en Karls Høide, Hans Peersen eiede det forhen, og soer paa, at den Plads var ikke værd at sætte Plov i; thi det var et bandsat Stykke fuld af

26

Tuer og Stære-Græs. Jeg vedder, at om 3 Aar skal der være en Eng paa mange Læs Høe, Neden for i den laveste Ende er gravet en Fiskepark, for at trække Vandet og tørre Jorden.

Slider Slaver! Lust-Casteller! vil den Modtvillige sige, Indbildninger paa Papir seer vi nok af, men hvor vises det Virkelige paa Marken? kiere Ven! reis hen til de Steder, hvor saadan Udskiften er skeet, reis til det Schlesviske, der faaer De Troen i Hænde. En Gesner burde beskrive de Steders Herlighed.

g) Paa hvad Tid om Aaret burde dette Værk foretages? om Efteraaret, naar Markerne ere tomme, men Udmaalin-

27

gen burde foretages om Sommeren, at man da, saasnart Kornet var inde, kunde begynde med den virkelige Inddeling, naar man i Forveien havde afgiort, hvor Præsten skulde have sine Jorder samlede.

h) Men den Mand som fik sit Vederlag i Præstens ugiødskede Land, og havde mistet sit giødskede, ham skeede jo Uret? ingen bør lide Uret;. til den Ende burde Præsten give ham, og skaffe ham udført saa meget som han næste Aar beviisligen havde giødsket, og paa den anden Side burde Præsten nyde samme Ret, naar hans giødskede Land tilfaldt en anden.

i) Men om denne Forandring skedte i et Naadsens Aar, hvad da? det Aar

28

kunde skride over, saa skeede hverken Enken eller Successor Uret. Det er ikke sagt at denne Udskiftelse skulde skee over Hals og Hoved, men det var nok, naar Hans Maiestæt vilde give en allernaadigst Forordning og alvorlig Befaling, at det maatte og skulde skee efterhaanden, saa drev Vedkommende nok selv paa, at dette som snarest blev sat i Værk.

II.

Jeg hører herved en græsselig Knurren iblant den lille trodsige Deel af Proprietairs. Den herskende Hr. von Exlex brumler, og sværger paa, at han ved Liv og Siel ikke taaler den Calfatren iblant hans Bønders Jorder; han har og øver saa fuldkommen Souverainitets-Ret over sine Godser, som Kon-

29

gen over sit Rige. Hvo kan befale Ham det? høimægtige Herre! De behager at afgiøre den Sag med Kongen. Jeg usle Orm tør ikke sige dem imod. Hr. Nimrod, den vældige Jæger, bander paa, at derved skeer Indgreb i hans Jagt-Ret, og bei seiner Seele! skal Han ride Præstens Leed i tusinde Splinte. Vældige Herre! Leedet er for stærk, men ansee i Naade Præsten som deres underdanige Menagerie-Mester, han fornøier sig om Aftenen ved at høre den fløitende Vagtel og den skræpende Agerhøne, de giør ham ingen Skade, og Han ikke Heller dem, Han lader dem i Fred og Roe udlegge deres Eg, og udrue deres Unger i sine Indlukker. Den sidste bliver ganske vist med alle sine Kyllinger i Vænget til om Efteraaret; naar de ere voxne, vil Præsten selv lade dem vide Hvor mange Flokke, og Hvor lykkelig Yngelen har været. Naar De er en sand Patriot, skal

30

han med Fornøielse aabne Dem Leedet, derved spares De fra et farlig Spring; og naar Jagten er til Ende, udbeder han sig den Ære at beværte Dem med en Skaal Caskee, eller en Limonade, som kiøler en hidsig Jæger. Videre hen i Tiden, naar hans Vinter-Sæd er lagt, vil han underdanigst bede, at deres Skytte maa pudse ham Vildgiæssene bort.

12.

Hvad videre Indvendinger man vil giøre, erbyder jeg mig altid at besvare; thi for nærværende Stund seer jeg ikke flere af Betydenhed end dem jeg selv har giort mig. En Anmærkning maa jeg endnu tillegge; nemlig: At ingen Stand kan med større

31

Billighed ønske, og med større Upartiskhed udbede sig den Lykke, at faae sine Jorder ud fra det fortrædelige og landfordærvelige Fælledsskab, end just Præstestanden; thi først befries den fra mange Bryderier og Fortrædeligheder med et Byelaug, dernæst betænke man, at deres Flid og Bekostning med deres Jorders Forbedring, som ikke ere Ejendomme, kommer sielden deres Børn og Arvinger til Nytte, men stedse Fædernelandet. Og til Bekræftelse paa alt hvad jeg har sagt, vil jeg slutte med disse Philocosmi betydelige Ord i hans Brev til

Philodanus pag. 6.: Jeg er overbeviist om, at med mindre Getftligheden i denne Fald hielpes til rette, vil

32

Det blive det største Tab for Staten, at see deres Jorder længere hen hvile i den fortvivlede Vilderede, hvori de ligger med andres. Samme Sandhed er jeg vis paa, er en ubehagelig Sandhed for mange interesserede Herremænd, hvorfor jeg ret glæder mig ved, at ingen kiender mig.

ikke heller

Philander.

1

Tilfældige

Tanker

om

Forandring

i

Kirkestanden.

Første Stykke

om

Lønnen og Indkomsterne.

Gratum est, qvod patriæ civem populoqve didisti, Si facis, ut patriæ sit idoneus, utilis agris,

Utilis & bellorum & pacis rebus agendis.

JUVENAL.

Kiøbenhavn, 1771.

Bekostet af Rothens Arvinger og Proft, og selges paa Børsen i No. 11, 12, og 13.

2
3

§ I.

Under den Tvist om Præsterne og deres Indkomster, har jeg blant andet lagt Merke til, at alle de nærværende Skribenter, som vil have Ord for at være Kirkestandens Venner, have alle forfægtet den gamle Indretning med Tiendens Ydelse som et Palladium, een undtagen, som dog i sit Forslag synes at være ligesaa uhældig som egennyttig. De understøtte sin Paastand med adskillige Grunde, hvoraf den, efter mine Tanker, er den vigtigste: at Præsterne, naar Tienden ophæves, have for Eftertiden ikke saa stor Sikkerhed for sin Løn.

§. II.

Jeg er vist ingen Hader af alt gammelt, men veed dog derhos, at meget kan i gamle Dage have været upaaklageligt, ja forteffeligt,

4

som nu behøver Forandring. Havde de Forandringer, som omtales, anrørt vor allerhelligste Læres Grundsætninger, ja havde de alene sigtet til at betage nogen Stands velforskaffede Rettigheder, saa var mit saavelsom de øvrige Liv og Velfærd ikke for dyrebart i første Tilfælde, og i sidste burde heller ingen Redelig tie. Men naar en Daare eller Misunder, med eet Ord, naar en Philopatreias udstøder ubetænksomme Ord og umodne Forslag, saa er saadant ei værdt at allarmeres saa meget over, men derhos desto mere fornødent, at have et vaaget Øie henvendt til det Vigtigere. Hans Røst er jo ikke Monarkens, og hans Ønsker ikke Regieringens Øiemed.

§. III.

At jeg skal forbigaae denne Skribents Bagtalelser, som giendrive sig selv, og alene tale om Kirkebetienternes Indkomster, da troer jeg, at hvad han og hans Lige sige og tænke om alle enkelte Deele og Personer, det maa Regenten, om der ellers er noget i Rygtet om en forehavende Forandring, meene om det Heele. Jeg vil sige: Naar Philopatreias meener, at enhver enkelt Præst har for meget at leve af, hvilken Sætnings Urigtighed, jeg

5

troer, han tilligemed alle let indseer, saa kan derimod Regieringen vel ønske og unde enhver i Standen sin Udkomme og Levebrød, ja noget til Overflød; men derhos dog tænke, at hvad det Almindelige afgiver hertil, er for meget og over det rette Forhold, følgelig at Afgiften burde lettes.

§. IV.

At treffe en saadan Indretning, hvorved Kirke- og Skolelærerne kunde have anstændig Udkomme, og Bønderne faae Lettelse, holder jeg for er baade billigt og giørligt. En Mand, som trolig har anvendt sin Tid, Flid, og, som oftest, en god Deel Penge, Hvilke tilhobe kunde med Fordeel have været anbragte i nogen Næringsvej, paa Studeringer, i Haab om at opnaae et Embede, hvortil han har forskaffet sig Bekvemhed, bør dog i Eftertiden ikke lide Mangel og føre er kummerligt Liv; en slet Tænkemaade om den var hærskende! men det er derhos unægtelig for meget, at nogle faa, undertiden ikke meget over een Snees Bønder, skal underholde en Præst, Degn og Skoleholder. En Bondes Udgift kan i saadan Fald meget lettelig overstige 10 Rigsdaler, og endda bliver Vedkommendes Indtægt meget ringe;

6

da dog en Præst, som skal leve anstændig, som, efter sin Pligt, skal bære Byrden med andre, som skal have Belønning for den udviste, og Opmuntring til bestandig Flid og Troskab, ei saa have stort ringere end 500 Rdlr. aarlig Indkomme.

§. V.

Skal der da, hvilket alt forudsættes som afgiort, skee en Forandring med Tienden, med Præstes og Degnes Lønning paa Landet, skal Kirkens og Skolens Betjente ikke fornærmes eller lide Nød, skal Bondens Vilkaar herved lettes, skal Majestetens Kasse ikke tabe derved, saa bliver, om jeg seer ret, Slutningen og Følgen ingen anden end denne: Præstekaldene maae blive større. Denne Sætning agter jeg videre at udføre, og finder mig som Medlem af Staten og som Præst dobbelt forbunden at sige mine Tanker i denne Sag, allerhelst da det endnu synes at være Tid; thi da man nu saa længe har talt om Forandring, og den endnu ikke er kommen til Virkelighed, lader det, som store Vanskeligheder møde ved dette Værk. Og, sandt at sige, skal der endelig skee Forandring, saa bør dette være en Regel: Ingen bør betynges eller fornærmes; og hertil udfor-

7

dres megen Forsigtighed, lang og nøiagtig Overveielse. Herhos erindres jeg naturligviis om en Mistanke man har ytret om det første Ophav til dette Forslag. Der formodes nemlig, at endeel mægtige Proprietærer har agtet at fiske i rørte Vande, ved at kunde tilveiebringe sig Præstetienden for samme ringe Afgift, som de har Kongetienderne, hvilke sidste dog til Majestetens Fordeel kunde og burde udbringes høiere paa en vis Maade, hvorom jeg maaskee ved en anden Lejlighed nærmere tør udlade mig. Men nu til Sagen. For at bevise, at Præstekaldene i ovenanførte Tilfælde bør udvides og blive større, vil jeg først vise Maaden, og siden besvare de formodentlige Indvendinger.

§ VI.

Indretningen i sig selv skulde omtrent være denne:

1) Til eet Kald og til een Præst burde høre, efter Stedernes Beliggenhed, 100 — 300 Bønder, om de og sorterede under 4 men høit 5 Kirker.

2) Ved hver Kirke burde være en studeret Person, som kunde have Navn af Sognedegn og Catechet.

8

3) Præsten skulde ikkun prædike i een Kirke hver Søndag, men tillige forrette Communion og catechisere, samt iagttage de øvrige Præsteembedets Pligter.

4) I de andre Kirker skulde da undertiden prædikes af Sognedegnen, men ellers læses af Huuspostill, og tillige catechiseres, da enhver Ungdom, som uden Nød kunde, skulde være tilstede, og de Fraværende antegnes.

5) Saadan Sognedegn og Catechet skulde, foruden de en nu værende Degn tilliggende Pligter, ogsaa holde Skole i Kirkebyen for dens og de beqvemmelig Hosliggendes Ungdom.

6) I de afsides liggende Byer, hvor nu allerede ere Skoler, skulde de holdes ved Magt, og hvor de nu savnes, men nødvendig burde være, maatte nye oprettes.

7) Præsterne skulde have nøie Tilsyn over og Ret at tiltale sine underordnede Degne og Skoleholdere; ligesom han og i paakommende Tilfælde bør staae til Ansvar for deres Forhold og Opførsel.

8) Udi hvert Amt alene skulde være en Kirkeprovst, som kunde faae en vis bestemt Rang, samt, foruden sit Kalds Indkomst, et Tillæg af 100 Rigsdaler. At udnævne en

9

saadan Kirkeprovst i hvert Amt, maatte være Hans Majestet forbeholden.

9) Samme Kirkeprovst skulde da have Indseende med alle Kirkesager, med Kirke- og Skolelærere i Provstiet eller Amtet, visitere flittig, saa at ingen Kirke efter 3 Aar savnede hans Nærværelse, og ellers beobagte de nu værende Provste-Embedets Pligter.

§. VII.

Præstekaldene burde vel i Henseende til deres Omfang og Strækning være nogenledes lige; men da det ikke allevegne lader sig giøre, bør deraf ogsaa flyde nogen Forskiel i Lønnen. Denne vilde jeg dog ikke heller skulde være alt for stor og kiendelig. Jeg troer nogenledes rigtig at træffe Middelveien, naar jeg vil have saavel Præster som Degne og Skoleholdere aflagt og lønnet saaledes:

1) Sognepræsterne skulde have, efter Kaldets Størrelse, nogle 400, nogle 450, nogle 500 Rigsdaler i staaende og vis Løn, som qvartalviis skulde imodtages paa Amtstuen, samt en Præstegaard og Jord af 6 Tønder Hartkorns Størrelse.

10

2) Sognedegnene fra 60 til 120 Rdlr., samt en Degnebolig og Jord paa 2 til 3 Tdr. Hartkorn.

3) Skoleholderne uden for Kirkebyerne fra 26 til 50 Rdlr. aarlig.

4) Offer skulle ikke ved nogen Leilighed enten ved Forretninger eller paa Højtiderne gives, men alene til Nytaar erlægges af hver Gaardmand 1 Skieppe reen Rug til Præsten, 2 Skipper til Degnen af de Gaardmænd, som ere lagte til hans Skole; af de øvrige i samme Kirkesogn ikkun 1 Skp. Den anden Skp. skulde den Skoleholder have, hvis Skole de høre til; ligesom de og alle hver til sin Skole skulle afgive 8 Lispund Høe og 12 Lispund Halm. Hver Huusmand derimod skulde til Nytaar erlegge for sig og Hustrue til Præsten 24 Skill., hver Indsidder og Hustrue 20 Sk., hver Karl 16 Sk, hver Pige 12 Sk. Halvdeelen saa meget skulde Degnen have til Nytaar af enhver.

5) Hverken Præst eller Degn skulle herefter tage noget som Betaling for nogen Forretning, Liigprædiken undtagen, hvorom foreenes efter Omstændigheden.

6) Villigheds Gierninger, som nogen af Kierlighed for sin Lærer vil vise, tillades at

11

imodtage, naar det ei sigter til nogens Ret at forvende, eller nogen anden uredelig og utilbørlig Hensigt,

§. VII.

Det forstaaer sig selv, at Grunden til denne Løn maate udredes af Bonden. Bønderne skulde herefter være befriede for at yde Præstetiende af Sæd, Qvæg eller noget andet under hvad Navn dette maatte forstaaes, ligesom og for Degnenes Andeel efter Proportion af Præstens Tiende, eller Degnetrave og hvad andet det kan være, de 3 Skpr. Ruug til Præst, Degn og Skoleholder, samt det lidet Foder til Skoleholderen undtagen. Men derimod skal af hver Tønde Hartkorn efter Matriculen, være sig Ager-, Eng- eller Skovskyld, erlægges 14 Dage efter Michelsdag i Amtstuen fra 1 Rdlr. til 2, efter en fastsættende Ansætning.

§. IX.

Til at sætte dette i Værk behøves uden Tvil tvende Slags Bestemmelser. Den eene skulde afgiøre, hvilke Sogne og hvor mange der herefter skulde udgiøre eet Præstekald; den anden derimod fastsætte, hvad der efter Egnens Beskaffenhed skulde svares af hver Tønde Hart-

12

korn. Det første kunde beqvemmeligst forrettes af Provsterne i hvert Amt, tilligemed een eller fleere Præster af Hvert Herred, det andet af Landcommissarierne. Udi begge Henseender maatte Vedkommende forsynes med efterrettelige Forholds-Ordre, de første enten fra Cancelliet eller Kirke-Inspectionen, de andre fra Rentekammeret eller Landvæsens-Commissionen; ligesom de og, hver paa sit Sted, havde at aflægge Rede og Rigtighed. De Førstes Bestemmelse maatte giøres eengang for alle, og være bestandig gieldende; de Sidstes derimod, var det i mange Henseender godt, at den hvert Aar paa en vis Tid af Aaret, f. Ex., midt i Julii-Maaned, blev igientaget, og indrettet efter hvert Aars forventende Frugtbarhed.

§. X.

Naar denne Plan da følges, haaber jeg ingen af Vedkommende med god Grund skulde finde sig fornærmet, i det mindste er dette ei i nogen saadan Hensigt af mig forfattet. Men ikke destomindre venter jeg, at der deels af gode, deels af onde Hensigter kunde opkastes endeel Tvilsmaale og Indvendinger. Nogle har jeg forudseet, og dem vil jeg i det Efterfølgende kortelig besvare. Jeg vil alene i Forveien

13

oplyse Planen med et Exempel. Naar jeg antager, at en Præst, som da fik 100 Bønder til 150 i sit Kald, kunde aflægges med 400 Rigsdaler; den som havde fra 150 til 200 Gaardmænd fik 450 Rdlr., og den som havde over 200 fik 500 Rdlr., saa vil vi her til en Prøve antage Lønnens Middeltal. Jeg sætter et saadant Kald af 4 Kirker paa 150 eller under 200 gaardbrugende Bønder hver paa 6 Tdr. Hartkorn; jeg kunde antage 9 Mark af Tønden, hvilket er det mellemste af det Ansatte; men vil endda kun tage 8 Mark:

150 Gaarde à 6 Tdr. er 900 Tdr., disse skulde hver afgive 8 Mark, er = 1200 Rdlr.

Heraf lønnes Præsten med = = 450 Rdlr.

4 Sognedegne, hvoraf A faaer 60,

B 80, C 100, D 120 Rdlr., er 360 Rdlr. 3 Skoleholdere hver 30 Rdlr. = 90 Rdlr.

900 Rdlr.

Alsaa bliver heraf et reent Overskud

den Kongel. Casse til Beste, paa - 300 Rdlr.

Endda har jeg i denne Beregning udeladt hvad Proprietærerne som Kirke-Eiere give og fremdeles bør give til Skolernes Vedligeholdelse og Skoleholdernes Løn. Ligesom og det Hans Kongelige Majestet selv anvender paa de Kon-

14

gelige Skoler kunde her komme i Beregning.

§ XI.

Den første Indvending jeg maa besvare er deres, som af en utidig Iver vilde giøre saadan Forandring til Synd, og følgelig til en Samvittigheds Sag. Jeg formoder mig, de vil blive ved og paastaae, at Religionen derved vilde faae et Stød hos os, som den aldrig kunde forvinde; men jeg troer af vore forrige Tiders og andre Landes Tildragelser at kunde see, at den blotte overflødige Mængde af Præster ikke er Religionens egentlige Støtte, men dens egen Sandhed og Grundighed oplyst og udbredet ved et tilbørligt Antal virkelig vellærde eller højlærde, grundige, redelige og active Lærere, ved en god Tilsyn og Orden i Menighederne, til alles og især de Unges Underviisning, og den, troer jeg, der i Planen noksom er sørget for. Hermed hænger og den Indvending sammen, at een Præst ikke vel kunde bestride saa stort et Kald. Indvendingen er i sig selv ei af megen Vægt; men for de Uvidendes Skyld maa jeg erindre: Først, at her ere nogle faa Kald i Landet lige saa store som de, der foreslaaes, og man hører dog ikke derfor klages

15

øver Forsømmelse. Dernæst, at de egentlige Præstelige Forretninger ere i de smaa Kald for faa til at holde en Præst for. Naar der efter dette Udkast skeer Communion hver fierde Søndag, er det ei for sielden i 4 maadelige samlede Sogner; desuden holdes der jo maanedlig en Maaneds-Prædiken. Børnedaab kan efter seeneste Anordning ogsaa gierne til samme Tid opsættes. Brudevielser og andre Forretninger falde enten ikke saa ofte ind, eller ere af den Beskaffenhed, at de kan skee paa Søgnedagene. Men, siger man videre, udi saadant Kald maa dog 3 Kirker hver Søndag favne Præsten og hans Prædiken. Sandt nok! men i det Sted foreslaaes jo Menighedens Forsamling Sang og Gudstieneste tilligemed Catechisation, hvilken, naar den er tydelig og opbyggelig, er for eenfoldige Bønder og Børn ligesaa gode, tidt bedre end den lærdeste Prædiken.

§. XII.

Fremdeeles vil man sige: Det var høist fornøden, at en saa vigtig Forandring ei foretoges uden efter et almindeligt Concilium. Jeg tilstaaer det i visse Maader, men vi vide, Kongen er i sine Lande Kirkens Hoved, Han er ei alene vor øverste Biskop men og vor Souve-

16

rain. Den Magt have vi jo engang overdraget Ham. Det er en Naade af Ham, om Han i nogen Ting vil spørge os til Raads. Han har vel i Religions Sager paalagt sig en Forbindelse, men saa længe Hans Anordninger ei overskride dens Grændser, have vi intet derimod at sige.

§. XIII.

Udi Udkastet sagde jeg, at ingen burde ved denne Forandring fornærmes. Og da nogen maaskee vilde tvile om at dette kunde skee, bør jeg bevise det.

Bonden, hvis Lettelse her søges, finder den ogsaa. En Rigsdaler er antaget for det ringeste en Tønde Hartkorn skulde svare, og to Rigsdaler det højeste. Det maatte være den usleste Gaardmand paa det usleste Sted i Landet, naar hans Afgift af 6 Tønder Hartkorn til Præst og Degn for Korntiende, Qvægtiende og anden Smaaretsel, med øvrige tilfældige Udgifter ikke skulde beløbe sig til mere end 6 Rdlr. aarlig; og paa den anden Side veed man, at der ere Steder i Landet, hvor der blot for en af Korntiendens trende Deele gierne gives à Tønden 9 til 10 Mark og derover. Og sæt, at man for et og andet Sted skulde giøre

17

Undtagelse med at nedsætte Taxten, ligesom jeg i det anførte Exempel §. X. har giort, saa blev Følgen alene denne, at der enten paa det Sted blev intet, eller af det Heele ikke saa stort Overskud. At sætte til havde man, endog i det Fald, ei Aarsag at befrygte; thi vilde jeg antage, at 4 Mark skulde være det ringeste og 8 Mark der høieste, saa var 1 Rdlr. Mellemtallet, og da kom Indtægt og Udgift til at gaae lige op. Og herved har jeg med det samme beviist, at denne Forandring ei blev til Byrde for Hans Majestets Casse, men kan tvertimod blive den til stor Fordeel.

§. XIV.

Hvor skulde man da, vil der maaskee siges, giøre af de overflødige Præster? Var det ikke til Fornærmelse for dem at de bleve brødløse? Men! man overile sig ikke! jeg vil ei haste saa meget; thi endskiønt jeg vilde, at Planen strax skulde lægges og Bestemmelserne giøres, saa vil jeg derfor ikke, at nogen, som er i Besiddelse af en Rettighed, skal skilles derved. Min Meening er denne: Naar der først var bestemt, hvilke Sogne for Eftertiden skulde høre til eet Kald, saa maatte den egentlige Iværksættelse selv udsættes til der blev Plads

18

enten ved Forflyttelse eller Dødssfald. Og kunde det paa saadan Maade ei vare ret mange Aar, inden det Heele kom i Stand. Imidlertid skulde det, naar baade Bestemmelse af Præstekaldenes Størrelse og Hartkornets Afgift vare satte, staae enhver Præst frit for paa den Kongelige Amtstue at imodtage enten saa meget som Bestemmelsen af hans da værende Kald udbragte, eller saa meget, som han havde angivet sit Kald for og svaret Embeds-Skat af. Skulde nogen paastaae at ville hæve sin Indkomst paa den gamle Maade, da seer jeg ei, at Regieringen vel kunde eller burde bruge Tvangsmidler, men alene overlade ham til sig selv, og maaskee derhos udelukke ham fra Befordring til bedre. Jeg kan og troe, at en saadan enkelt Mand, thi mange af den Tænkemaade bør man ei formode, fik Straf mere end nok i de Bønder han paa saadan Maade skulde omgaaes.

§. XV.

Men Proprietærerne fornærmes dog herved; de komme til at tabe deres Jus vocandi. Jeg vil just ei opregne, meget mindre give mine Tanker beskrevne om de utallige og store Misbruge, som denne Rettighed siges at være be-

19

hæftet med. De Ulykkelige, som enten med Vidende og Villie, eller imod samme, maatte have følet til deres Følger, kunde best vidne derom. Retten i sig selv er unægtelig et Regale, og burde, paa hvad Maade det skee kunde, indkaldes; hvilket jeg holder for best og uden ringeste Fornærmelse kunde skee, naar den vel af nærværende Besiddere maatte, i deres Besiddelses-Tid, udøves, men ikke enten ved Kiøb eller Arv overdrages til nogen. Endskiønt jeg og troer, at den uden stor Modsigelse strax kunde ophæves; thi de retsindige Proprietairer, hvis eeneste Egennytte af denne Ret kunde være den Glæde at befordre en velfortient Mand, overlade den gierne til Monarken, som den og tilhører, da de ere forvissede om, at den rette Hensigt ligefuldt opnaaes, og de undgaae al Mistanke. De Uretsindige, som kunde bruge eller misbruge Retten til egennyttige og nedrige Hensigter, bør ikke høres. Dens Indkaldelse kan eller bør ikke forringe Jordegodsernes eller rettere Kirke Eiendommens Priis, saasom Rettigheden efter dens Natur ikke burde indbringe dens Besiddere noget. Præsterne skulde Majesteten selv herefter kalde, dog saa, at de Exspectancer, som allerede, ved en vis Tid for Forandringen, vare af Hans Majestet con-

20

firmerede, ikke skulde omstødes, med mindre der var noget at udsætte paa den Ihændehavendes Forhold, Lærdom eller Adkomst; men efter den Tid maatte ingen Exspectance udstedes eller gielde. Til Sognedegne og Catecheter kunde Jordegods- og Kirke-Eierne proponere 3 til Biskoppen, som iblandt dem skulle udvælge een, og forestille Cancelliet hans Vall til Kongelig allernaadigst Confirmation, hvilken kunde skrives paa stemplet Papir af bestemmende Priis. Til Skoleholdere skulde ligeledes forestilles Biskoppen 3, for deraf at vælge een, hvilken han selv kunde give Constitution. Ellers er jeg i Henseende til alle men især Geistlige Befordringer af de Tanker, at naar noget Embede var ledigt, skulde der hos de Ansøgende eller Candidaterne nøie og især sees paa den Slags Lærdom og Beqvemhed, som egentlig hørte til det ansøgte Embede, og naar den var tilbørlig, fremdeles lægges Mærke til, hvilke iblant dem, der tillige besad Indsigt i andre nyttige Videnskaber. Til den Ende var det godt, at Ansøgerne maatte have Frihed til i sine Ansøgninger at beraabe sig paa og opregne sine Indsigter. Men i denne Hensigt vilde jeg og, at naar nogen var befordret, skulde han ved enhver Forflyttelse, om det alene var fra et Præstekald til et andet, være un-

21

derkastet en nøiagtig og efter hans egen Opgivelse bestemt Overhørelse; og formeener jeg, at saadan Indretning skulde giøre Lærvilligheden mere fyrig og levende, og Lærdommens Tilstand mere blomstrende hos os, end alle akademiske Examiner. Sed manum de tabula.

§. XVI.

At Landet i Almindelighed intet tabte ved Præstetiendens Ophævelse, er just ei min Sag at bevise, efterdi, naar Forandringen endelig skal skee, forudsættes det at være indseet af vor viise og milde Konge. Men herunder ligger skiult et besynderligere Tvilsmaal, som nærmere anrører min Plan, nemlig: Om ikke vore Efterkommere, de Lærde som nu opvoxe, og de, som herefter skal dannes, tabe ved saadan Formindskelse af Præste-Embeder? Jeg nægter ikke at Kaldene blive ferre, thi derpaa grunder sig just mit Forslag; men jeg paastaaer derhos, at Følgen heraf er langt fra ei saa ond, som den der kommer af et talrigt men slet aflagt Præsteskab. Og dette sidste maa nødvendig skee, naar Kaldene, ilden deres nærværende Grændser, skal til Bondens Lettelse miste sin Tiende. Det vil vist aldrig stade vor Litteratur, at der

22

ved Udvidelse blev kun 800 gode, men vel om der ved Indkomsternes Forringelse forblev 12 til 1300 slette Præstekald i Rigerne.

§. XVII. Hvorfor Præster og Degne skulde have Avling, og hvorfor samme saaledes bestemmes maa jeg og giøre Rede for, og det i to henseender. Nogle ville i disse Tider rent skille Præsterne ved Avlsbrug; andre ville ansee den Bestemmelse af 6 Tønder Hartkorn for en Fornærmelse imod de Præster, som nu have mere. De første tænke saa, dels fordi de meene det hindrer Præsten i hans Studeringer og Embeds Førelse, deels fordi de foregive det hindrer Landets Befolkning. Jeg troer de tænke Uret i begge Henseender. Det meste ved et saa maadeligt Jordbrug er Husets indvortes Oekonomie; den befatter vel ikke mange Mænd eller Præster sig med, som Philopatreias synes at meene, men overlader sine Hustruer at besørge; til Gaardens udvortes Bedrift holdes en Avlskarl; Bestyrelsen alene og den øverste Opsigt forbeholdes Præsten; og hvor megen Tid behøves vel hertil? Det meste heraf udfordres om Sommeren, da alle

23

Mennesker søge Forfriskning; og nogen bør man da vel unde en Præst? Men! hvad anstændigere, hvad mere ufornærmelig og uskyldig Tidsfordriv kan en Mand paa Landet have, end et forholdsmessigt Jordbrug? Læg hertil, at han ved et eller andet oeconomiskt Forsøg, ved en eller anden nyttig Plantes Dyrkelse og Uddeelelse til sine Sognefolk kunde opmuntre til en retskaffen Industrie, og udbrede en oeconomisk Indsigt; thi denne udfordrer jeg og hos en Præst. Et Par Timer, lidt meer eller mindre om Sognedagene, kan en Præst vel uden mindste Afsavn i hans Embede ganske vel undværes. At en Præst er tillagt et saadant maadeligt Stykke Jord, kan ei heller hindre Folkemængdens Formerelse; thi udi hans Huusholdning underholdes dog ligesaa mange Tienere, som der ellers hos Bønder, tilligemed dem selv, leve af lige stort Stykke. Og lad være disse Præstens Tienestefolk ei ere gifte, saa kan ei heller alle være det, og desuden, medens de i ledig Stand tiene ham eller nogen anden, saa legge de sig, helst i en Præstes Tieneste, noget til gode, til de engang skal forandre sig. Den, som har Lyst at gifte sig, lader vel hverken Præstens eller nogen Mands Tieneste holde sig derfra. Desuden maatte Præsten jo, endog

24

uden Gaardsbrug, holde Folk i sin Tieneste. Paa Degnene, hvilke jeg har tillagt 2 til 3 Tønder Hartkorn, kan næsten alt det her omtalte anvendes. Kunde Skoleholdere og faae nogen Jord, var det vel; men en ikke alt for liden Have burde de i det mindste forsynes med.

§. XVIII.

Det bliver i Følge ovenanførte ingen Fornærmelse imod de Præster, som have mere end 6 Tønder Hartkorn til deres Gaard, at de miste det Overskydende; thi hvor de har dobbelt saa meget eller vel en Snees Tønder, der ere de ikke mere Præster, men næsten blotte Avlsmænd. Skal Gaard og Jord der drives, som den bør, saa kaldes de idelig fra Bogen og sine Studeringer. Eet maa blive forsømt, om det andet skal passes vel, eller begge Deele blive slet bestilte. Sex Tønder Hartkorn, hvilket jeg formeener er en Bondegaards rette Størrelse, har jeg derfor betroet Præsten og hans Avlskarl, hvilke den sidste og, med behørig Folk, Bester og Redskab, uden Præstens Haandrekning og Tidsspilde nok kan drive. Noget Tilsyn maa han, om han ei skal fristes til at blive utroe, have;

25

og den koster ikke saa megen Tid eller Arbeide. Herved kan jeg ei afholde mig fra det Ønske, at Præsterne maatte faae Deres Jorder for dem selv indhegnede; ligesom jeg og i Følge Planen maae erindre, at der ved de giørende Bestemmelse er tillige maatte udsees og bestemmes, hvilken, for Exempel, naar to Naboe-Kald bleve lagde sammen, skulde herefter, som beleiligst for det nye Kald, være den rette; saa og, om ingen var beleilig, hvilken Bondegaard da kunde mageskiftes, og hvad Gotgiørelse der skulde haves til fornøden Istandsættelse. Det Hartkorn, som ved en stor Præstegaard blev over 6 Tønder, burde, om det ikkun var lidet, omdeles paa de i Byen mindre Bøndergaarde; og om det var meget, oprettes til en eller flere nye Bondegaarde. Af saadant udlagt Gods samledes da en Capital, hvoraf Monarken, som har det Heele under Opsyn, best kunde bestemme Brugen, ligesaavel som af det Overskud af Bøndernes Afgift for Tienden, efterat Præste, Degne og Skoleholdere vare lønnede. Hvad jeg eller andre synes det var nyttigt til, kunde maaskee være godt nok, men vi raade ei derfor. Diste nyevundne Gaardmænd skulde, ved at yde Skatter, hielpe sine Landsmænd at bære Byrden.

26

Jeg vil ikke giøre Forslag, at Præsten saavelsom Proprietairen, denne af sin Herregaard, hin af sin Præstegaard, burde yde de Kongelige Skatter efter Matriculen. Jeg troer den Tid kommer, at de begge uden min Erindring komme til at giøre det, ligesom jeg og troer, at de tilhobe bør. Billigheden lærer det, Nøden vil udkræve det. Thi den Rettighed er overdreven, at, da de tilhobe udgiøre en anseelig Deel af Landet, de dog skal uddrage sine Skuldre fra at bære Landets Byrder. Ingen Under derfor! at Landet er i Gield, ingen Under! at der er saa megen Vanskelighed ved at afbetale den; hvortil dog maaskee mange vigtige Aarsager løbe sammen.

§. XIX.

Om den for Præsterne ansatte Løn kunde det let hænde, at der vilde blive to stridige Indvendinger. Een maatte meene den var for stor, en anden den var for liden. Hvis saa skeede, vilde jeg glæde mig derover, som et Bevis paa den Upartiskhed jeg elsker. Den er ei for stor. Der ere Landsbye-Præster, som knap har 200 Rigsdaler, og der ere maaskee nogle, der have over 800. Ulig-

27

heden er for stor imellem Ligemænd. Jeg til staaer: det sidste er, især om det var al indeligt, noget meget, men det første er unægtelig alt for lidet. Middeltallet af dette er ongefær 500 Rigsdaler. Stort ringere bør de ikke aflægges med, dersom de ellers, som de bør, maa ansees for at være i det mindste en Deel af Middelstanden i Landet. Jeg taler om dem, som en Stand, ikke efter det gamle Begreb, da de udgiørre en anseelig Rigsstand, thi fra den Side kan ingen Stand i vor nærværende Regieringsform betragtes. Alle ere Undersaatter, alle bør adlyde, for alle, endog den Ringe, staaer Adgang til Thronen aaben; men jeg tænker vel noget paa denne deres forrige Stand, hvilken de godvillig afstode, og derved giorde sig fortient af Regieringen; dog tænker jeg mest paa den daglige vigtige Tieneste, som Præster i sin nu værende Stand giøre Staten. En Præst kan hertil ligesaa lidt som en anden Embedsmand, om han ei skal forledes, om han skal forrette sit Embede med behørig Fynd og Held, undvære en Slags udvortes Anseelse. Den kan en usel, fattig og følgelig foragtet Levemaade ei sætte ham i; den kan han ei heller nu, som i Kirkens første Plantelse, skaffe sig ved overordentlige

28

Gaver. Man maa derfor baade ynkes over og lee af det fattige Fattigdoms Beviis nogle har vildet bruge til Standens Undertrykkelse, hvilken den endelig ikke bør frygte for i vort Land, ligesom den heller ikke har fortient den. Desuden staaer Præstestanden jo i den nøie Forbindelse med andre brave og fornemme Folk i Landet, at mange af deres Sønner og Døttre har fundet og herefter maaskee vil finde sig fornøiet ved samme. Skal da en Præst lønnes efter sin Stand, skal han kunde nogenledes leve efter samme, skal han kunde selv studere, lære og leve med et fornøjet Sind, skal han kunde opdrage og oplære sine Børn til Statens Tieneste, skal Præstestanden kunne være en Stand, hvori en stor Deel af vore Lærde skal sættes og finde Belønning, skal den være en Green af de Lærde, og en Planteskole for flere, skal Lærdom ikke aftage og blive foragtet hos os, skal Vankundighed og Barbarie ei uformerkt indsnige sig, saa kan ingen, som har Smag paa og Godhed for Lærdom, ikke Misunderen selv med Billighed sige, at 4 til 500 Rdlr. skulde være for stor Løn for en duelig og velqvalificeret Præst. Det er desuden en Ære for en Regent at hans Embedsmænd ere tilbørlig aflagte, ligesom det og maa være en sand

29

Glæde for ham, at kunde giøre alle sine Undersaattere, saavidt mueligt, lykkelige og fornøiede. At den ansatte Løn er for liden vil vel maaske mange indvende. Jeg har allerede anmerket, at der nu maa være endeel, som har mere; disse vil jeg heller ikke støde ud af deres Besiddelse; det skal alene med Tiden forandres; og de, som herefter blive befordrede til saadanne Præstekald, haaber jeg, skulle dermed blive fornøiede. Kan man end ikke giøre mange Figurer dermed, saa behøves det heller ei. Kan man ikke samle Midler og lægge op deraf, saa maa det være nok, at man kan bestride det Nødvendige og holde den Foragt, som Fattigdom medfører, ude. Det lider tillagte Avlsbrug og Nytaarsgave, som Bønderne ei kan føle meget til, kan og tiene Vedkommende til nogen Hielp i Huusholdningen. En saadan proportioneret Løn og Indkomme maa derfor giøre, at de kan leve og lære uden Suk, og deres egen fornuftige Huusholdning og ordentlige Levemaade, at de med samme Løn kan leve fornøiet og finde Udkomme.

§. XX.

Ved Degnene, hvilke næsten alle synes at have glemt i deres Anmerkninger, men som

30

dog have en vigtig Indflydelse i den omtalte Forandring, maatte vel nogen erindre, at de for nærværende holdes for at have ongefær en Trediedeel mod Præstens Indkomme, men at jeg her har sat dem noget tilbage. Jeg kunde hertil svare: Jeg har tiltænkt dem et Tillæg, og at dette var alene deres faste Løn, som en Godgiørelse for deres Indkomme af Tiende og Offer; men at jeg ei i Almindelighed har ansat deres Løn høiere, dertil har jeg tvende Hovedaarsager. Den første er, at her nu bliver ongefær fire Degne, hvor tilforn ikkun har været to; den anden er, jeg vil gierne, at Studerede, som søge Degnekald, ei skal ansee samme for deres yderste Øiemed, jeg vil, at de i denne Stand skal fortiene sig Befordring, kort: at de i Almindelighed skulde være saadanne Mænd, at man blandt dem kunde tage Præster for Eftertiden; og da skal det, efter mine Tanker, vel aldrig fortryde nogen, i en halv Snees Aar af sin Ungdom, at have behiulpet sig med lidt, naar han ved tiltagende Alder, da Ud- -gifter paa Huusholdning ved Børns Opdragelse og Studeringer m. m. ogsaa voxe, kan have bedre og tilbørlig Udkomme. Ongefær 10 Aars flittig og skikkelig Tieneste burde skaffe en Velstuderet Sognedegn Fortieneste og Befor-

31

dring til et Præstekald, hvorved og burde komme i Betragtning den Tid han kan have tient som Skoleholder alene. Til Degne maatte derfor, ligesom nu, alene antages studerte Personer, uden det maatte være med sær Kongelig Bevilling. Til at være Skoleholdere bør de Studerte have Fortrinnet; men da der blant Ustuderte findes adskillige skikkelige og til at holde Skole beqvemme Folk, saa bør de som saadanne heller ikke være udelukte. Skoleholderne, som nu i de Kongelige Skoler har 24 Rigsdaler i Penge og noget Tillæg, saasom Korn, Brænde, Foder o. s. v., i Proprietairernes nogle meer, men de fleste mindre, vilde jeg gierne, for deres vigtige og møjsommelige Arbeide, skaffe bedre Vilkaar, end de nu i Almindelighed have. I første Udkast har jeg tiltænkt dem fra 26 til 50 Rdlr., og i det anførte Exempel ansat tre for hver 30 Rdlr. Omstændighederne og Skoledistricternes Størrelse skulde give en nøiere Bestemmelse; men jeg vil derhos og, at til disse Skoleholdere samt Sognedegnene, som Skoleholdere, skulde det, som af Kirke- og Godseierne saa og af Bønderne hidtil har været dem betalt og ydet, fremdeles betales og ydes, men efter nysbenævnte Forholds Lighed. Derimod skulde de være for-

32

bundne til, ei alene at undervise Ungdommen i deres Christendom, men og paa visse Timer af Dagen, efter Vejledning af et godt Udtog af den practiske Oeconomie, at forelæse og forklare Drengebørnene Grundene i samme Videnskab. Pigebørnene skulde ligeledes paa samme Tid høre til, hvad som blev sagt, men og tillige være sysselsat med at binde, eller noget andet der beqvemt Arbeide, hvorved Skoleholderens Hustrue, om han havde nogen, skulde have Tilsyn. Til dette at iværksætte kunde Friskolernes Indretning i Kiøbenhavn tiene til Mønster, for saa vidt de her passede

sig.

§. XXI.

Det jeg i Begyndelsen kaldte et Hoved-Beviis og Indvending imod al Forandring med Tienden, bør jeg ei heller lade uanført, endskiønt jeg vel kunde; thi det rammer ikke egentlig dette Udkast, som alene grunder sig paa der ene forudsatte Vilkaar: om der endelig skal til Bondens Lettelse skee en Forandring med Præsternes Løn. Vel tilstaaer jeg, at Præsterne aldrig kan ønske sig bedre eller større Sikkerhed for deres Løn, end den de

33

nu have; thi ikke engang Krigsluen selv