[J.C. Bie] Philopatreias trende Anmærkninger 1. Om de dyre Tider og Handelens Svaghed. 2. Om Rettergang. 3. Om Geistlighedens Indkomster.

Philopatreias

trende Anmærkninger

I. Om de dyre Tider og Handelens

Svaghed.

2. Om Rettergang.

3. Om Geistlighedens Indkomster.

Skrevne i Kiøbenhavn den 23 Nov. 1770 og

efter Forlangende ved Trykken udgivne.

Namqve fatebor enim, dum me Galathea tenebat, Nec Spes Libertatis erat, nec ulla Cura Peculi.

Kiøbenhavn.

Trykt paa Johann Gottlob Rothes,

Kongl Hof- og Universitets-Boghandlers, Bekostning, og findes tilkiøbs i hans Boglade No. 8. paa Børsen.

2

        

3

Fortale. Jeg leverer herved nogle korte Anmærkninger til de fornuftige Patrioters nærmere Eftertanke. Materierne fortiene at overveies og nøie betragtes. De udfordre en temmelig Indsigt, og derfore bør være Maalet for fleeres Betragtninger. Fælles Kræfter kan udrette det som er umueligt for enkelte, men uden

4

Begyndelse bliver intet fuldbyrdet. Jeg vover derfore et Forsøg i disse Materier, i det Haab, at anspore andre. Jeg overlader gierne andre Palmen, og med en patriotisk Glæde vil see andre at udtænke dem bedre, hvilket er mit Ønske. Patriotiske Tanker nytte ei, saa længe de qvæles i Fødselen, de maa her frem for Lyset, hvor de kan bedømmes, oplyses, imodsiges og forsvares, og da kommer det Nyttige frem med Sandhed. Ifald disse Anmærkninger finde Behag, meddeeler jeg maaskee flere i andre Materier. Patriotisme og Sandhed skal lede min Pen, men en taalelig Friehed er igien deres LedeStierne. — Had er lige saa uadskilleligt fra Patriotisme som Sandhed, den sidste ledsager og den første

5

følger den i Hælene. Thi den, der vil tale som Patriot, maa nødvendig støde nogle for Hovedet, hvis Egennytte blottes, lider, og angribes ved Patriotens Pen; og da de Egennyttige troe, at de have Ret til at berige sig paa det Almindeliges Bekostning, saa hade de den som vil gribe dem ind i de Fordele, hvilke en lang Vane haver lært dem at ansee som retmæssige. For derfor at undgaae Forfølgelse, som en Dotter af Had, maa ofte Patrioten skiule sig, og det er Aarsagen til at jeg betitler disse Blade med et laant Navn. Man maa gierne hade den man ei kiender, nok er det, naar man, som ubekiendt, kan undgaae Virkningerne af Hadet. Fortiener man af Patrioter nogen Kierlighed, da vil den Elskov, som

6

falder paa Philopatreias, være Glæde nok for Autor, som offentlig og ubekiendt at vedblive at elske sit Fædreneland.

7

Første Afhandling. Om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

pingui Bos macer in Arvo.

Lige saa vist som det er, at en stor Maskine, der bestaaer af mange Hiul, geraader i Uorden, naar et eller andet HovedHiul forrykkes, lige saa vist er det, at alle Fødevahrene i en Stat stige til en uordentlig Høide, naar et eller andet Levnets-Mid-

8

8

del enten mangler eller bliver umaadelig betalt, lige meget af hvilken Aarsag. —

Betragte vi Fødevahrenes umaadelige Priser i vort kiære Dannemark, da maa man græde derover; Spørge vi om Aarsagerne, da ere de utallige; de fleste af dem have sin Grund i Egennytte, kun nogle faa i Vanskiebnen, men næsten alle kan forebygges. — Vi bor midt i et Kornland, som i mange Aar (Gud være Lov) ingen betydelig Misvæxt haver trykket; et Land, som kan forsyne ei aleene Norge men andre Steder; og dog ere Priserne her saa ulidelige, at man circa 100 nogle og firesindstive Mile herfra, høit op i Norge, (et Land, som maa have sit meste Korn af andre,) kan kiøbe en Tønde Rug 6 à 7 Mark ringere end her i Kiøbenhavn, hvor man boer, saa at sige, midt imellem Korn-Agre, og daglig kan lange til Jyllands og Fyens Sædevahre.

9

9

Sandt nok er det, en fri Indførsel forebygger Korn-Vahrenes utaalelige Priser Nordenfields i Norge, men lige saa sandt er det, at en alt for stærk Udførsel har fordoblet Priserne i Danmark. —

Man raaber gemeenlig paa Jordegodsernes høie Priser. Vist nok giøre de endeel. Men spørger man atter, hvoraf de komme, saa bliver Udspringet det samme; Thi enhver som eier Penge, og seer Landproducterne saa umaadelig at betales, legger sine Capitaler i Jordegods. Denne Gevinst danner Proprietairer og Forpagtere, og af dem igien avles Kornpugere. Men den vigtigste Aarsag er denne: At de, som eie de største Godser, have en Tidlang havt for megen Indflydelse i Landets Regiering. —

Thi naar Oplage og alt for stor Udførsel have giort Priserne umaadelige, og en nødvendig Indførsel indstændig er bleven begiert, da have de været mægtige nok, for at

10

10

hindre dens Tilladelse indtil en saadan Tid, at den har været umuelig; Thi at tillade fremmed Korns Indførsel paa en Tid, naar Vinteren giør Sejladsen umuelig, og at indskrænke denne Tilladelse just inden de Maaneder som Isen lukker Søen, er det selv samme, som at ville mætte en Hungrig med Lugten af Maden.

Det er overalt slet bevendt med al Slags Handel i et Land, naar de som ere alt for mægtige, have Fingrene deri; thi da blive Tilladelser og Forbude dannede efter deres egne Fordeele, men det Almindelige maa betale Lavet. —

Ministre bør være Ministre, og Handelsmænd Handelsmænd; thi ellers blive de første Alleting og de sidste Staaddere. —Dette er een af de vigtigste Aarsager til KornPrisernes umaadelige Høide. —

11

11

Gud være Lov! vor viise Konge har sat en Grændse for dem, ved at forbyde Kornets\n\t\t\t\t\t\t\t Udførsel. Gud give det maatte behage Kongen at tillade dets fri Indførsel, den kunde vist ikke skade; Thi foruden det, at Øster-Søens Korn-Steder, for nærværende Tid, lidet eller intet have at miste, saa vilde Indførselen forbyde sig selv, naar Priserne i Landet bleve ringe. Man vil nok indvende: at adskillige Jordegods-Eiere ville blive ødelagde ved Korn-Prisernes Nedsættelse. Hertil svarer jeg: En slet Feldskiær, som ei afhugger et lille Lem for at redde det hele Legeme. Men deres Ruin kan gierne forebygges, thi naar de som have kiøbt Jordegodser til de højeste Priser, tvile paa at kunde bestaae, da vil jeg give dem et Raad: De kan ikkun uddele sine Godser i smaa Stykker, og sælge dem, de ville vist ei mangle Kiøbere; derved blive de skadesløse og Jordene ulige bedre dyrkede; Thi en kyndig Bondemand, som selv driver sin Jord, udbringer mere af hver Td. Hartkorn, end en Proprietair, som maa see med andres Øine,

12

12

og ofte seer kun lidet, fordi han har for meget at oversee. —

Det var at ønske, at Korn-Magaziner bleve anlagde, enten for offentlig, eller private Folkes Regning. De kunde kraftig hindre Prisernes Høide, naar de bleve anlagde paa rette Maade og med den fornødne Indskrænkelse. Naar, for Exempel, saadanne Magaziner aldrig oftere maatte aabnes til Udsælgning, end naar Kornet galdt 13 Mark, og igien tillukkes, naar Prisen var 2 Rdlr., da vilde man altid holde det i en stipuleret Priis imellem 12 og 13 Mark.

Det er egentlig Rugen, jeg taler om. Saasnart den faldt i Prisen, faldt de andre Sædevahre med. Thi i Forhøjelse og Nedsættelse trækker gemeenlig den eene Deel den anden med sig. —

See vi hen til andre Fødevahre, da ere deres Priser og utaalelige. Det har endda

13

13 nogen Grund, at Qvæg-Sygen giør Kiødet, Smør, Talg, Melk u. dyrt. Naar Kiødet mangler, søger man at erstatte den Mangel med Flesk. Naar Smøret er dyrt, søger man efter Fit. Jo mere en Ting er nødvendig, jo bedre lader Sælgeren sig betale. Derfore er Lammekiød, Flesk, Giæs, og saadant Suul, steget i Priserne. —

Spørger man, om denne Mangel kan erstattes, da mener jeg Ja! Hvi tillader man ei at indføre Kiød, Smør og Ost, fra Engeland eller Irland, uden nogen Told? Hvi maa man ei hente Stude fra Skaane, til Vederlag, fordi de Svenske saa flittig kiøbe vore Heste? Det er jo ugrundet, at forbyde de Vahres Indførsel, som vi selv mangle. Og hvad vi kiøbe for dyrt, have vi virkelig Mangel paa. —

Naar Kiød-Vahrene ere dyre, stiger Sild og andre Fiske-Vahre i Prisen. Man

14

14 maa derfor stræbe at underminere det eene, saa falder det andet med. —

Videre: Da er, efter mine Tanker, en høi Consumtion og Accise det allerskadeligste Paalæg i et Land. En Fader bør aldrig hænge Brødkurven høit for sine Børn og Tienere; thi de som ere forhungrede og udmattede, kan ikkun lidet Gavn og Medhielp giøre. — Saasnart Fødevahrene blive lette, falde alle andre Ting i Proportion. Naar Bageren kan sælge sit Brød, Slagteren sit Kiød, og Bryggeren sit Øll kan Huusverten og bortleie sine Værelser ringere. Naar Huusleien bliver mindre, og Folkenes Underholdning lettere, saa sælger Haandverksmanden sit Arbeide for bedre Kiøb. Kræmmeren, som ei betaler Arbeiderne saa meget, kan igien sælge sine Vahre ringere; ja Tieneren, som faaer Klæder og Skoe for mindre Priis, kan og tiene for mindre Løn. Dog ville alle fortiene mere; thi jo lettere man kiøber en Ting, jo mere forbruger man deraf, altsaa blev Afsætningen større. —

15

15 Jo lettere Folk kan leve, jo mere formere de sig. Frygt for, ei at kunde føde Kone og Børn, giør Ægtestanden til et forvovent Skridt i dyre Tider; men naar den ophører, voxer først Folkemængden. Jo større Folkemængden er, des større bliver Consumtion og Accise, og Forøgelsen af den kunde erstatte det, som blev tabt ved dens Nedsættelse. —

Kort: Man tillade alle Levnetsmidlers fri Indførsel; man nedsætte Accise og Consumtion; saa troer jeg, at det herlige Forbud paa Kornets Udførsel vil opfylde det høistpri-selige Øiemeed, nemlig Fødevahrenes ringere Priser. — Lad være, Kongens Intrader formindskedes ved Consumtionens Forringelse, saa vandt dog hele Landet; og nogle Tusinde Rixdalers større Revenuer kan ei veie op imod hele Landets Forarmelse. Desuden ville Tabet ei blive saa betydeligt; thi Mængden oprettede noget.

16

16

Det er alle Tider et daarligt StatsPrincipium, at see aleene paa den nærværende Tid og Fordeel. En retskaffen Statsmand bør have sin Hensigt udvidet til Efterslægten. Og det duer aleene i Politiken, som holder Stik i længden,

Ifald en Gartner, som eiede en Frugthave, vilde, for at faae en Skilling med eengang, ei aleene bortsælge alle Frugter og Frøe, men tillige Frugt-Træerne med: mon han da ei maatte sulte i Eftertiden for et Aars utidig Gevinst, og mon han ei giorde bedre, at lade nogle Frugter blive uplukkede, paa det de kunde nedfalde af sig selv og forplante sig?

Man vil sige, den Statsmand er funden, som har havt det dumme og forgiftige Principium, at Borgerne burde udmattes saa længe, indtil de bandt deres Skoe med Bast. Hvis ikke et naturligt ont Hierte har forledet saadan en Mand, da troer jeg, at forræderske Hensigter have avlet hans Politik; thi

17

17

naar alle Undersaatter vare Staadere, hvad blev da deres Konge? Lad være, Kongens Skatkammer var fuldproppet. En Krig eller anden Tilfælde kunde udtømme det. Men naar det var engang tomt, fra hvilken Kilde skulle da Indflydelsen igien skee, naar alle Undersaatter vare Betlere? Nei! Formuende Undersaatter ere en Regentes Styrke og et bestandigt Skatkammer, hvor han i Nøds Tilfælde kan rage. Undersaattere elske den Regent, som befordrer deres Lyksalighed, og naar Nøden udkræver, bidrage det Yderste af Kierlighed. Men de Udarmede ere baade afmægtige og uvillige; Deres Vilkaar kan ei blive værre, og Modet declinerer med Omstændighederne. —

At tale lidet om

Handelen.

Da troer jeg, at Omstændighederne bleve ti gange bedre, naar Handelen blev udbredet og Skibsfarten formeret, som nu synes

18

18

at ligge i Dvale. Man besøge Kiøbenhavns Toldbod om Sommeren, og sige, om man som Patriot, uden Taarene i Øinene, kan see den Tavshed der hersker. Naar Skibsmaster paa andre Steder forestille en Skov paa Vandet, saa seer Kiøbenhavns feilbare Reed liig en Udørken. —

Hvad er Aarsagen hertil? — Meget! — Jeg vil ikkun anføre noget, og overlade Resten til de mere Indsigtsfuldes Anmærkning. —

Jeg er da af de Tanker, at en alt for høi Told og for megen Indskrænkelse i Handelen er en Stats største Ulykke. Fremmede skye vore Havne, Vor egen Handel standser. Skibsfarten hindres. Folkemængden formindskes med Fortienesterne; og det Hele bliver afmægtigt.

Hvad giør Amsterdam blomstrende, riig og mægtig? En fri Handel og en ringe Licent! Der er et Oplagssted for alle Ver-

19

19 dens Vahre. Den har selv haft intet; og dog kan man der faae alle Verdens Producter næsten lige saa ringe som fra første Haand. —

Kiøbenhavn derimod har adskillige Producter, og kunde forskaffe sig flere; den herligste Havn ligger belejligt baade for Nord og Øster-Søen, men er næsten som en Ørken. Handel og Vandel have knap en Skygge her. Den tager af Aar efter Aar. Hvorfore? Handelen er for meget indskrænket, Tolden for svær, og Anlægget urigtigt. —

Det er forunderligt, at vi stræbe paa at udbrede vor Handel i andre Verdens Dele, men ei tænke paa at giøre den blomstrende vort eget Land. — Havde de mange Penge, som bleve spildte paa de Missisipiske Anlægge i Marocco, blevne anvendte paa at etablere og udvide Kiøbenhavns Handel, saa havde Frugterne været væsentlige. —

20

20

Kort: Man ophæve, saavidt mueligt, alle Octroier, forringe Tolden paa det Nødvendige, og give en fri Handel, saa vil Priserne i alle Deele falde, Folkemængden og Velstanden voxe, Undersaatternes Lyksalighed og Kongens dermed forbundne Styrke mærkelig tiltage. —

Jeg har ikkun fremsat mine ringe Tanker som en Patriot, ønskende, at de som have en mere udvidet Indsigt heri, ville forbedre dem med vigtigere og tilstrækkeligere Oplysning. —

21

21

Anden Afhandling.

Om Rettergang.

Astræa Terras Reliqvit. —

Jeg veed ei, om man giorde det menneskelige Kiøn større Skade eller Gavn, da man bragte Lovkyndigheden til et Systeme, og giorde den til en Videnskab. — Jeg vil ei igiennemløbe alle Vildes Historier, for deraf at bevise, at man blot efter Naturens Lys kan handthæve en almindelig Retfærdighed. Jeg vil aleene opholde mig med de saa kaldede sædelige og under en ordentlig Regiering levende Folk, og der finder jeg, at Dit og Mit udæske Love og udkræve Lovkyndighed. —

22

22

Men at Lovkyndigheden i det Practiske drives alt for vidt, er en Sandhed. Efterat Logica, Disputere-Kunsten, kom i Sælskab med Lovkyndigheden, leed den almindelige Sikkerhed et farligt Skibbrud, og i Steden for, at Lovkyndigheden skulle være Menneskers Bestiermere, er den nu deres Ødeleggere. Thi siden vore practiske Jurister have lært den Kunst, at giøre Sort til Hvidt; siden den forbandede Hær af Formaliteter, Exceprioner, Udsættelser, og slige Uhyrer, ere komne i Moden, kan den Fattige neppe nyde Ret. Omkostningerne forøges og Tiden forlænges. Den Rigere, som kan taale det, beholder Marken; men den Fattige maa ligge under, fordi han ei kan holde ud. —

Naar, for Exempel, en Sag ved en Under-Ret i et par Aar henstaaer; naar jeg har beriget en Skriver med et halv Hundrede Rixdaler og meere, for nogle vidtløftige med Procuratur-Snak opfyldte og Alen-lange Bogstaver skrevne Acter; naar Dommeren er be-

23

23

talt med et par Sneese Opsættelser, og jeg har laant Penge for at give en ublue Procu-rator pro arrha; faaer jeg mange gange en Dom, som er bygget mere paa Parternes end Lovenes Grundvolde. —

Jeg gaaer med denne til en Over-Ret, hvor de fleste Stemmer gielde, men Stemmerne ofte ere et Echo af Yndest eller Had. Vinder jeg der, faaer jeg dog aldrig mine Omkostninger igien; thi da farer i Procura-torens Lomme det som er bleven tilovers fra Rettens Bekostninger. Taber jeg derimod, er jeg i Bund og Grund ruineret. Saaledes mister man ofte sin hele Velfærd, just fordi man med Proces vil konservere endeel deraf. —

Heraf kommer, at en fattig Mand ofte maa lide Uret, fordi hans Modstander er riig, og han ei tør paatale sin Ret. Heraf kommer tillige det smukke Ordsprog: At man skal udmatte en med Proces. En kiøn Trøst for den Fattige!

24

24

Er det ei en Skarn, at Rettergang skal have saadanne skadelige Følger, og burde ikke raades Bod herpaa? Jo, denne Uhelds Kilde for det Almindelige burde vist tilstoppes; men aldrig troer jeg det kan skee, førend alle Under-Rettes Procuratores reent afskaffes, og enhver Dommere, som forfatter en uretfærdig Dom, uden Naade blev straffet paa Ære, Velfærd, ja Livet, efter Omstændighederne. —

Enhver Mand, som geraader i Trætte, skulle selv andrage sin Sag for Dommeren, der burde indkalde Cotraparten, exawinere Vidner og Beviser pro & contra. Det vilde han vist giøre med Oprigtighed, naar den haardeste Straf, som uretfærdige Dommeres Løn, svævede ham idelig for Øinene. —

Saaledes blev Processen kort og rigtig fuldført. Ingen var bange for at paatale sin Ret, naar han faae det nyttede. Og ingen to de faa let giøre Uret, naar han ei ved Procuratorers Udflugter og Dommeres Partiskhed kunde bemantle den. —

25

25

Man vil nok indvende herimod, at naar ei Procuratores vare, som kunde hielpe den Ukyndige til rette, saa maatte altid den Klogere vinde, naar to komme i Trætte. Jeg meener Nei! Thi naar ei Formaliteter og Kneb, men rene Beviser, maatte tale; naar ingen Rettes Fordrejelse var, og Dommeren under saa høi en Straf maatte udøve Retfærdighed: da behøvedes ei saa megen Klogskab, og da kom den Enfoldige mindst til kort.

Rettergangs-Maaden er her fuld af unyttige Trækker. Vi have den retfærdigste og beste Lov, som daglig forbedres ved de viseste Kongers Anordninger, men Processens Maade er alt for kostbar, og forhudlet ved Intriguer og Sædvaner. —

Man behage kun at igiennemlæse Acterne i en eller anden saa kaldet vigtig Proces, og saa dømme, om ei et redeligt Menneske maa grues, og et fornuftigt væmmes, ved alle de Kneb, Udflugter, Fyldekalk og Væverier, de ret stinke af. —-

26

26

Man indskrænke Dommerne, sætte en alvorlig Straf for Uretfærdighed, og afskaffe alle Procuratores ved alle Under-Retter, saa vil menige Mand ei saa tidt indvikles i, og ei saa ofte ødelægges ved, Processer, som man nu desverre idelig seer at skee, og det meest af ovenanførte Aarsager. —

Men paa det at ingen ved Mangel af Kundskab skal sættes ud af Stand til at paatale sin Ret, saa var det at ønske, vore lærde Jurister vilde meddele det almindelige et samlet Verk, hvori alle muelige Trætter vare forklarede, afhandlede og bedømmede. Naar det Verk blev solgt til en billig Priis, og var almindelig bekiendt, kunde hver Mand selv føre sin Sag, og kiende sin Ret i de almindeligste og daglig mest forefaldende Tilfælde. —

Naar jeg skal veie min Ret op med Penge, er den for kostbar, og naar en sminket Uretfærdighed skal herske, er den for vanskelig; thi taber jeg mindre ved at lide Uret, end ved Retten selv. —

27

27 Jeg tviler ei paa, her gives mange retfærdige og veltænkende Dommere, men troer og, her findes endeel, som ei kiende Retfærdighed og Samvittighed, uden af den Definition over den, som de maaskee have læst i et juridisk Collegio.

De retskafne Dommere ville glæde sig ved Uretfærdigheds haardeste Afstraffelse, de andre maa længe nok baade skiælve for og føle den.

Angaaende Procuratores, da være langt fra, jeg fradømmer alle Samvittighed; men jeg siger frit, at den findes kun hos faa, og i visse Tilfælde kan man ikke forlange, at de skal besvære sig med den. Den Jæger var jo en Daare, som af blot Medlidenhed ei vilde fange et Vildt. —

Jeg troer gierne, at jeg herved giør mig forhadt i de Practiske Juristers Øine. — Alle Procuratores afskaffede! — Tænk engang,

28

28

hvilket Paradox! — Mon man ei vil sætte Philopatreias ved Vingebenet og formere ham en criminel Proces? Jeg synes alt at see en heel Hær af Stævninger, Irettesættelser og Formaliteter, men Patriotisme og hendes Søster, Sandhed, vil let jage disse Tropper paa Flugten med det eeneste Indgivende: procul hine, procul este profani!

Ifald de Herrer Procuratores skulle afgaae, vil jeg meddele dem et godt Raad: I Holland gives endeel Jurister, som aldrig procedere, men lade sig alene consulere, disse kaldes Practicyns; saadanne kunde vore Procuratores blive, thi de fleste forstaae Practiken; og kiender jeg den som har anført i sine Regninger saadan en Post: For at consulere mig i N. N. Sag, 2 Rdlr. —

For Resten kunde de, som ei due til Practicyns eller Consulenter, enten som Skriverkarle eller paa anden ærlig Maade, fortiene deres Brød. —

29

29

Tredie Afhandling.

Om Geistlighedens Indkomster.

Isti sunt Mores, hae nostri Temporis Artes; Vox est Jacobi, Manus est immanis Esavi.

Efter mine ringe Tanker bør enhver Embedsmand i en Stat være saaledes aflagt, at han kan leve anstændig derved. Men at han, andre til Byrde, skal leve overflødigt, er en stor Ubillighed. — En vis politisk Ligevægt er højst nødvendig i en Stat. Vel bør enhver aflægges efter sine Forretningers Besværlighed, men den eene Stand bør ei beriges og den anden mangle. —

Den geistlige er en umistelig Stand i er Land, men dens Indkomster ere i Almindelighed for store. Det er sandt, en Arbei-

30

30

dere er sin Løn værd, og man skal dele med den som lærer i Ordet; men Lønnen skal være proportioneret efter Arbeidet, og Deelingen nogenledes lige. —

Det er ei sagt, at en Præst skal leve i Yppighed. Vor Huus-Tavle lærer langt anderledes. Christi Disciple vare fattige, ydmyge og arbeidsomme; deres Efterfølgere bør være ligesaa. — En Præst kan forrette fit Embede, om han ei holder Heste, Vogn, Kudsk, Tienere, og klæder sig i Silke. Deres Stand udfordrer Tarvelighed. Deres Exempel opmuntrer lige saa meget som deres Tale. Det var høist ubilligt, om Armod skulle giøre Standen tung og foragtet. Nei, en anstændig Udkomme er tilbørlig, men en overflødig skadelig. —

Overflødighed føder Magelighed, Vellyst, og ofte Hovmod; men Maadelighed er Dueligheds og Arbeidsomheds Moder.

31

31 Geistlighedens Indkomster hindre meget det Almindeliges Fremvext. Skal et Par Folk giftes, strax trykke Præsternes og de andre Kirke-Betienteres Udgifter. Skal et Barn døbes, en Død begraves, ligeledes. Det er ei aleene en Hinder i Ægteskabs Formerelse, (en vigtig Post i et Land), men i andre Dele et Besvær, at man ved ovenanførte Leiligheder skal betale ei aleene Kirkens Præster, men Klokkere, Gravere, og den hele Forsamling. — Heraf kommer det, at Klokker- og Graver-Tienester ere saadanne fede Stykker, at deres Besiddere i en Hast blive Capitalister. Man dømme neden fra og op ad, saa er Regningen let giort. Man behage kun at legge Mærke til, ved de tvende Termins Tider, og see, hvor mange geistlige Renterere her indpassere af Landsbye-Præster, om hvilke man kan sige med Asaph: Deres Øine blive borte for deres Ansigts Fedme.

Skulle alle de Jøder, som ere Kiøbstæds-Præsternes Commissionairer, tale Sand-

32

32

hed, da lærte man at kiende mange indviede Aagerkarle. Saadane er tvertimod det hellige Ords rene Lære. Det hedder jo: Salige ere de Fattige, thi Himmeriges Rige er deres. Og at en Kameel kan lettere gaae igiennem et Naal-Øie, end en Riig komme i Himmelen. —

Videre. Ere ikke Brudevielser, Børnedaabe og Jords Paakastelse, Embeds Pligter? Er det altsaa ikke aabenbare Uret, at jeg Stykke-viis skal betale dem for det, som er Følger af deres Embede? — Bør vel et Sacramentes Administration koste Penge?

Præsterne burde have en staaende Løn. Alle Offringer (thi vi leve i det nye Testamente) burde afskaffes. Ingen Embeds-Forretning betales; men al Opvartning ved Kirken skee omsonst, fra Præsten af indtil Graveren: Og da vædder jeg, vi skulle see flere Brudepar end nu. Den fattigste Tienere maa jo betale Klokkeren Penge, naar den lader sig

33

33

regne til Communion. O! Skam at legge Told paa Salighedens Midler! Jeg forbigaaer Bigte-Penge med mere. — Det lader forunderligt at læse i Aviserne, naar et PræsteKald er ledigt, at man altid sætter hos dets Indkomster, ret ligesom Lønnen aleene og ei Gudsords-Tienesten var øjemedet af geistlige Embeder. —

Videre: Hvor staaer skrevet, at Præsterne skal opbære Tiender og andre Accidencer, og til hvilken Skade for Landvæsenet er ei det beneficerede Gods, hvormed Præsterne i Norge ere aflagde? —

Jeg forsikrer, jeg har tiendt den Præst, som ei kunde tale et sundt Ord i nogen Videnskabernes Deel, men tillige besad saadan Færdighed i Korn Metrien, at jeg troer han vidste paa et Haar hvor mange Bygkorn en topmaalet og en strøgen Skieppe indeholder.

34

34 Vi see jo at geistlige Mænd eie Actier i Handels-Compagnier. Hvad have de der at bestille? Ere saadanne verdslige Sysler for dem, og skal en Præst være Kiøbmand? —

Var det ei smukkere for dem som studerede Mænd, at de anvendte den megen Tid, som er tilovers fra Embeds-Forretninger, paa at udbrede deels de theologiske deels andre Videnskabers Lys? —

Bleve ikkun Geistlighedens Indkomster formindskede, da ville vi vist finde flere lærde, skiønt færre fede, Præster; men saa længe en Biskopsstoel er bedre end et Generalat, og et Sognekald bedre end en Oberstes Charge, da vil neppe Hovmod, Gierrighed og Vankundighed uddøe af den geistlige Stand.

Jeg har al Ære for Standen i Almindelighed, og for de Retskafne deri i Særdeleshed. Jeg veed, der gives mange lærde, flittige og duelige Mænd, men tillige og mange

35

35

uduelige. Som sande Patrioter kan de første ei modsige Billighed, og de sidstes Modsigelse vil ei blive betydelig. —

Skulde jeg ved disse patriotiske Tanker paadrage mig Geistlighedens Had, giør det mig ondt. Ingen uden den Egennyttige kan hade mig herfor, og hvo som vil være bekiendt for den Caracter, maa frit udvise sit Had.

Den geistlige Stand udgiør et stort Lem paa Statens Legeme; følgelig er den, saavelsom alle andre Stænder, et Øiemaal for Patriotens Betragtninger. Det er ei Standen selv, men Feilerne i dens Indretning, jeg angriber, og Angrebet skeer just fordi Mangelen er alt for øiensynlig. —

Endnu maa jeg erindre et par Ord: De Geistliges Antal er alt for stort. En Kirke kunde gierne besørges med mindre end 3 eller 4 Præster. Alle andre Statens Embeder blive besørgede med langt færre Betientere; Og

36

36

naar der ere for mange Lemmer i een Stand, kan der lettelig blive Mangel i en anden. —

Naar nu Lemmerne i den geistlige Stand bleve færre, (som de gierne kunde være) kunde Overskudet giøre Tieneste i en anden Cirkel.

Der bør altid være en Balance imellem Mængden og Belønningerne i enhver Stand. Den Militaire er aleene den, hvor ei Tallet lettelig kan blive for stort. —

Give, der kunde udfindes nogen Udveie til deres bedre Belønning. Det var et værdigt Arbeide for tusinde Patrioter; Thi deres Caracter udfordrer Udgifter, og deres Liv er i Krigstider Gierdet før alle andre Stænders Sikkerhed. —

At komme til Præste-Standen igien, da troer jeg, de Fornuftige deri ville selv være eenige med mig i at ønske, at de maatte have aleene en fast Løn,; thi adskillige og adspredte

37

37 Sportlers Inddrivelse volder Tidsspilde og Tankernes Adspredelse, som er høist utienlig for studerede Mænd, der bør bruge Tiden til andet, end at tælle Tiende-Neger, Giæs og Høns. Desuden trække saadanne verdslige Sysler Sindet og Hiertet for meget hen til Verden og dens Fordeele. Men at tiene Gud og Mammon paa eengang, er ei mueligt. —

Hvad, om vore Lutherske Præster bleve tagne paa den samme Fod som de Reformerte, i Henseende til Løn og Embeds Forretninger? Hvad om de lignede dem i Ceremonier, helst Klædedragt? Mon det var utienligt, og mon ei fornuftige Præster ville bifalde det, og mon ei vor Ordens-Dragt med endeel andre Ceremonier smage endnu for meget af den Catholske Suurdei? Dog dette er ingen Hoved-Sag, men kun en ligegyldig Ting.

38

38 Skulle jeg heri have feilet i en eller anden Deel, tviler jeg ei paa Oplysning fra saa

erudit en Stand, og er jeg altid Redebon at besvare de Indvendinger, som herimod kan giøres.

39

39

Tillæg.

Viisdommens Skiebne.

En særdeles mild og naadig men tillige mæg-tig Konge, mødte engang Viisdommen (som hældede sig til Plato og Aristoteles) i hans Have, hvor den spadserede, for at forlyste sig og tage frisk Luft. Det giorde Kongen meget ont, at hun, som Dronning for alle Videnskaber, der burde have Alting efter Ønske, skulle være ganske nøgen, og ei have et Stykke Linnet, end sige mere, at bedække sig med. Rørt af en ædel Medynk trak derfore Kongen sin Kiortel af, som med Guld var rigelig broderet, og besat med endeel Diamanter, og overgav Viisdommen den for at bedække sig med.

40

40 Viisdommen takkede meget ydmygelig for Kongens store Maade og Mildhed, men sagde

derhos, hun kunde ei imodtage denne kon- gelige Gave, da det var en Ting hun ei kunde bruge; thi som hun ikke havde nogen Skam at bedække, heller ingen Mangel at skiule, kunde hun uden mindste Tab af sin Ære gierne lade sig see nøgen for den hele Verden.

Det er troligt, at bemeldte Viisdommens Svar haver forvoldet, at hun aldrig siden den Dag haver faaet Klæder, men gaaer nøgen endnu, skiønt hendes Uskyldighed daglig forhaanes.

Jeg vilde ønske, at Viisdommen, bedre overbeviist af Erfarenhed, nok engang maatte træffe denne Konge, for at udbede af ham, at han dog vilde begave hendes Dyrkere med nogle Klæder, thi de ere næsten alle nøgne.

41

41

Om Hiertet i Europa

Hæc Via Tartarei qvæ fert Acherontis ad Undas.

Ifald man som Moralist, paa lige saa overdreven

en Maade, som Hübner i sin Geographie, kunde forlyste Sandserne, var det ei af Veien, at forestille Europa som en siddende eller liggende Jomfrue, naar man kund kunde faae Paris til at blive Hiertet i den. Jeg er saa forpikket paa denne Sats, at jeg er færdig til at føre Krig med alle politiske Anatomicis, for at bevise, at Paris er Hiertet i Jomfruen Europa. Saa vist som Paris borttog Helena; saa vist som alle Coridons ere Hierte-Tyve; saa vist fom Hiertet sidder paa Albuen af alle Poeter og i Buxerne paa alle Poltroner; saa vist er og dette.

42

42 Jeg er just ingen stor Anatomicus. Derfore sværger jeg hverken ved Æsculapius eller Jordemoder-Bogen; men jeg bander ved Machiavell og den politiske Stokfisk, at det er Sandhed. Enten har Europa intet Hierte, eller og er Paris det; men paa hvad Sted det sidder altid, helst i de Engelske Krige, det er ei min Sag. Betragter engang, hvilke Hiertens Unger de Franske ikke ere. De kan lokke Lever og Lunge ja Nyre-Tælgen ud af hele Verden. Nu, Paris er da Hiertet. Saa længe det er friskt, lever hele Legemet, og faaer at vedligeholde det. Faaer jeg derfore, hvor unødig jeg vil, giøre de andre Lande til en PulsAare, som gaaer hen til Hiertet, og hvorfra igien Spiritus vitales, Lebensgeister, udbrede sig til det hele Legeme. — Al den Mad, vi bekomme i Maven, bliver per Concoctionem absumeret, det Fineste forvandles til Næringssafter, Næringssafterne igien til Blod, Blodet igien fordeler sig til Aarerne. Følgelig gaaer

en stor Deel til Pulsaaren; ja det som mere er, det Fineste og Beste.

43

43 Mine gunstige Læsere! Hvilken Polyhistor meene De vel ikke jeg er? Geographicus, Anatomicus, Chymicus, us — us — give jeg med alle mine Videnskaber ei til Slutning blev en Mendicus, det er udlagt, en Trygler. Man har ei endnu hørt alt det jeg veed. Thi Skam jeg skal rose mig selv, faa forstaaer jeg tolv adskilte Sprog, og har en temmelig Indsigt i Alskens Tungemaal.

Dette er en Udvigelse fra Hoved-Materien, hvortil Egenkierlighed, onde Naboer, og Omsorg for min egen Æres Udbredelse, haver bevæget mig.

Men at komme til Hiertet igien, da flyder andre Landes fineste Blod (thi Blodet i en Stat er Penge) derhen, da den igien uddeler sine Modus vivendi, Levemaader: derfra er det andre Nationer faae den Varme som opliver deres Blod og giør det mere flygtigt end Mercurium. Skiønt det meddeeler ikkun liden Varme til de Nordiske Folk, som

44

44

det lærer at klæde sig paa Fransk og fryse paa Dansk. — Veien hen til Hiertet er lige frem for dem som ride med Guld-Sporer. Den er stændig opfyldt med Reisende, som fare derhen i store Caravaner, men de Tilbagefarende ere gemeenlig enkelte Personer, thi de fleste blive gemeenlig tilbage i Hiertet, hvor de tage Qvarteer i et Lazaret, en Daarekiste, eller andet Poenitence Huus. — Der er ellers en Hoben Kamre i Hiertet, hvoraf mange ere indrettede for Daarer, og hvori de fleste Reisende indqvartere sig. Over Dørene staae de Opskrifter: Her ere Værelser for dem som ville være syge Hiertelig. For dem som ville lære at bande Hiertelig, & c. Men allerøverst staaer den Opskrift: Almindelig Herbergere-Huus for Folk af alle Nationer, som ville lære at leve Hiertelig, det er, galant. — Der ere og Rum for dem som ville blive hiertelig kloge; men Ulykken er, de besøges kun af faa.

Forestille Eder, mine Læsere! naar alle disse Rum ere opfyldte med Fremmede, hvad

45

45

Næringssaft der ei vil medgaae fra de andre Lemmer, for at opholde dem med. Men denne Næringssaft forsvinder ei, den kommer tilbage til de andre Lemmer, for at meddele dem lidt af den hiertelige Varme, som giør de fleste Hiertelig galne. —

Æslernes Klage.

Apulleis gyldne Æsel og Plauti vidtberømte Asinaria, komme engang, i hele Æselslægtens Navn, til Retfærdigheds Gudinde Astræa, og klagede, at de bleve for meget pidskede af Menneskerne. Astræa svarede: Den Haardhed, de bruger imod eder, reiser sig ingenlunde af deres Vredagtighed og Haardhed, men af eders Dovenskab og Modtvillighed. Pakke eder derfore fra min Throne, og komme aldrig med saadanne Klagemaal; thi jeg seer ei aleene paa deres Sindelav som I klage over, men paa eders Gestalt som klage. —

46

46 Skulde alle Domme fældes med saadan Grund og Indsigt, torde Æslerne paa to Been ei saa ofte fremkomme med ugrundede Klager, naar Satyrens Svøbe volder dem lidt Svie. Man maa jo med Svøben i Haanden drive dem til sine Pligter, som ei udøve dem af egen Drift. Skribenten er ei altid bitter, fordi det er hans Gemyts Egenskab, men fordi de, hvis Feil han igiennemhegler, tvinger ham til at bruge Strenghed. — Klage længe nok, I Æsler, saa længe I kun tugtes efter Fortieneste. Astræa vil vist give eder den fortjente Afviisning. —

Trykt i Sorøe hos Jonas Lindgren, det Ridderlige Akademies Bogtrykker.