↩

Det Andet kritiske Brev til Philopatreias,baade om hvad der i det første

var forvigaaet, saa og om hvad ellers af u-patriotiske og ikke vel overlagde Sætninger, der indeholdes saavel i hans Tree Anmærkninger, som i hans Fortsættelse.

Skrevet i Klerkerup, en Bondebys ved, Clerichsborg Landevey i Provincien Kirkeland og bortsendt med Post-Rytteren Klerophilus den 18 Febr. 1771.

Philodaneias.

Trykt i Clerichshavn og Clericta 1771.

-—

Deum timendô & reste faciendô neminem timeas o: Den der i Herrens Frygt vandrer den Retfærdiges Vey, og giør hvad han bør, tør end ikke for heele Mørkhedens Magt det allerringeste at frygte. — Det er som Tydsken siger: Fürchte Gott! thue Recht und scheu den Teufel nicht!

Frygt ikke, du lille Jord Luc. 12 C. 32 b. Ney! frygt ikke, thi jeg er med dig. Esai 41 Cap. 10 b.

Hr. Philopatreias!

næstafvigte Maaned skrev jeg Dem til, Og, om jeg mindes ret, da var det paa den 29de Dag i Maaneden, at mit Brev var dateret, og blev med Post-Rytteren Rlerophilus bortsendt; joe! joe! rigtig nok var det den 29de Januarii; Nu husker jeg det meget vel, og hvi skulde jeg ikke kunde huske og mindes den Dag, een saa merkværdig som velsignet Dag; een Dag der af alle Aarets Dage er den allerglædeligste Dag; een Dag der staaer som med en Diamant og Jern-Stiil indgravet i alle ærlige Cimbrers Hierte, nemlig vor Souveraine Regenres Fødsels-Dag. I

samme ermelte min Skrivelse har jeg med uomstødelige Grunde tydelig lagt for Dagen og viift min Herre! hvor Meget De irrede og tog feyl, da De torde bilde det ærværdige heele Publico ind, at Geistlighedens Indkomster ere i Almindelighed for store; Men jeg troer nu derimod gandske gierne, at min Herre er bleven af langt andre Tanker. og fra den Tid af, da Postillionen Klerophilus tilbragte Dem mit Brev, indseer De nu selv meget vel, at Geistlighedens Indkomster ere i Almindelighed snarere for smaa end for store; men hvor anstødelig og farlig, om ikke skadelig, kunde dog denne Deres falske Sætning ikke (prima specie ɔ: ved første Oyekast deri) have blevet for den eenfoldige Almue baade i denne og andre Dirke-Provincier? Jeg selv ansaae Dem i Førstningen for næsten en slem Bussemand, man maatte skiælve og blive bange for; andre Overtroiske derimod udraabte Dem for en Lygtemand, som ingen maatte komme for nær, for ikke at bedrages, forblindes og bringes i Forvildelse; men den største Flok viiste sig kiek og uforfærdet, udbrød i en Haanlig Latter, og

med en velfortient Reproche spurgte de saa Eenfoldige, hvorfore de saa frygtede og af Frygt vilde skiule sig for et Spøgelse?

Det er sandt, at min Herres tredie Anmærkning kom frem paa Guds Kirke-Himmel, som en meget Mørk og sortegraae Tordenskys, der truede Geistligheden med en forfærdelig Uveyr; men a posteriori seer og kommer man nu efter, at den lignede kun et Meteoron og Veyrlys, der strax forsvinder og bliver borte; den spruddede vel lidet og gav nogle Ild-Flunker fra sig, men endnu giorde den en videre Skade end en Granat og Bombe, der er bleven antændt og begynder at gnistre, men i det samme bliver qvalt og creperer; Thi nu er alting igien roelig og stille, og ikke hos en eeneste, enten Læg eller Lærd, spores den allerringeste Frygt. Men hvad: det er sandt! min Herre er maaskee enten, som hiint uregjerlige Dyr, bleven saa bange for sin egen Skygge, at en Skrue derover gik løs i Deres Hierne og derfor blev De selv indsluttet i en Kiste, eller og De maa af Frygt have krøbet ind og forstukket sig

i en Hule, siden den Evangeliske Skare, Vægterne paa Murene til Zion, fik saa snart Fred for Dem, og de hører nu ikke meere til Dem og deres buldrende Torden. Det sidste det troeligste, og det ikke heller uden Grund og Aarsag; Thi mueligens De befrygter selv, at et Uveyr vil reyse sig op over Dem, og derfor er gaaet hen til en Side for at skiule sig; Mueligens De seer sig nødt til at være stille, ja ikke allene at være stille og at holde sig i Skindet, men og selv at bede om godt Veyr og sige: parres peccavi o: I Geistlige Fædre! I Herrens Præster! tilgiver mig min Brøde! jeg veed at jeg har forseet mig imod Eder og skammelig løyet Eder paa! da saa mange store Hagelsteene staaer ned over Dem, saa mange hvasse Piile skydes løs paa Dem, og saa mange ildbrændende Kugler flyver dem fra alle Hiørner om Ørene i de mange baade fra Geisilige og Verdslige udkomne Skrifter, hvori De overalt hører ilde, og ikke af nogen Patriot finder mindste Medhold deri, at De af et ondt Hierte har vildel have Geistlighedens Indkomster formindskede, fordi de for nogle kan være gode og

klækkelige, da saa mange andre derimod haver kun maadelige og nødtørftige, og en stor Deel igien meget knappe og smaa, ja alt for smaa Indkomster at leve af; thi hvorfor er Tilstanden iblant Geistligheden i Almindelighed saa armelig og fattig, og hos mange langt flettere end man skulde troe og tænke? allene formedelst dens slette og ringe Indkomster! Dog langt fra at jeg derfor vil eller kan ligesaa lidet nægte Contrarium eller Rigdom, Velstand og Formuenhed hos mange andre i den Geistlige Stand, som i alle de andre Stander, i hvilke Endeel ere arme og fattige, og andre igien bemidlede, riige og formuende; men naar jeg her taler om Geistlighedens flette og fattige Tilstand i Almindelighed, saa taler jeg her efter Indsigt af Kyndighed med Overbeviisning og fuld Vished, og da sigter jeg hermed til de Geistlige Embedsmand, ikke allene af Degne og Skoleholdere med andre af denne Orden, men endog fornemmelig af Præster, hvis Løn og Indkomster ere saa ringe, at de ikke uden til Sult kan deraf have Levebrød; hvorfore det er heller ingen Under, at deres Tilstand stedse er og stedse

bliver fattig og aldrig kan ventes forbedret, og saadanne Præster ere der heel mange af, dog mangfoldige fleere i Dannemark end i Norge; thi hvorfor kan saa mange saadanne Geistlige neppe faae det Vadmel og Hvergarn, som de med Hustruer og Børn skal flide i Klæder? Hvorfor ager saa mangen een af saadanne Præster paa en Pinde- Læste- eller og Fiælle-Vogn, og veed hverken af Caroffe, Chaife eller Phaeton at sige? Hvorfor er der saa mangen en Præst, der i disse Tider neppe eyer en Koe og ey heller formaaer at kiøbe sig nogen? Hvorfor man saa mangen en Præst tage sig et stole-Arbeyde paa og informere baade sine egne og andre Folkes Børn? Hvorfor lever saa mangen en Præst slettere end en Kroemand, og mangen en Bonde paa sine Steder bedre end sin egen Præst? Ja! det som meere er og neppe nogen skulde vilde troe, dersom ikke havdes Exempler derpaa! Hvorfore har saa mangen een, baade Provst og Præst, været nødt til i levende Live at skille sig ved sine Bøger og Bogsamling, som de i deres academiske Aaringer har erhvervet sig, eller og arvet efter deres Fædre eller andre

Paarørende, der haver ogsaa betient Geistlige Embeder, men Embeder af bedre, større og klækkeligere Indkomster end deres egne? O! altsammen formedelst deres meget ringe og slette Indkomster.

Thi vare Præsternes Indkomster paa mange Stæder noget større end de ere, da vilde deres Vilkaar vel ogsaa være noget bedre end de ere; Men i hvor store de nu end maatte enten være eller blive; Saa vilde Præsterne endda altid være meget gode til at komme i Tale. De vilde dog derfor ikke lade sig nægte hiemme for nogen; O! Ney! Ingen vilde nogen Tid anmælde sig hos dem forgiæves, ingen blive afviist fra eet til eet andet Klokkeslet, fra en Dag, fra en Uge til en anden, og ingen vilde i deres Port, i deres Gaard, i deres Forstue komme til at gaae og vaccere heele Timer eller halve Dage for at vente paa Audience og oppebie den Time, som dertil maatte være den beleyligste; O! Ney, vist ikke! Tænk aldrig saa slet og nedrig om Geistligheden, Hr. Philopatreias! Geistligheden har en anden ædlere Tænkemaade; De Geistlige

vil ligesaa lidet opvartes af nogen, som de selv vil tilbede nogen; De veed at andre ere ligesaavel Mennesker som de; De veed at andre med dem og de med andre ere alle Lemmer paa det store Statens Legeme; De veed nok, at de ere ingen Raadsherrer, ingen Magistrats-Personer, eller saadanne Herremænd, der tilkommer nogen synderlig Respect og Opvartning af deres underhavende Borgerskab; ja! med et Ord: De veed nok baade hvad og hvem de ere; De har gandske sunde Principia, og derfor kommer alle dem strax i Tale; De taler ligesaavel og høflig med en Skoeslikker, Spækhøkker og en anden årlig Borgermand af alle Slags Haandværks-Lauge og Professioner, som med en Bryggere, en Hørkræmmere, en Agent eller en anden fornemme Mand af Rang og Character Og meener De vel, min Herre! at gode og klækkelige Indkomster skulde giøre Geistligheden saa absurd, ridicul og latterlig? ja! tænker De vel, at endogså de allerstørste og allerfeedeste Indkomster skulde giøre Præsterne til saadanne Narrer og Daarer, at de af Arrogance og Stolthed, af Animosité og Hoffærdighed skulde vilde præten-

dere saadan en skyldig Opvartning og Tilbedelse af nogen deres Medborgere, med hvilke de staaer selv som Børn under en Fader, og med dem alle ere Undersaatter og Tienere af en Fyrste og Herre.

Vel har mangen en verdslig Embedsmand saa anseelige og overflødige Indkomster, at, naar Han nu ikke vil, haver han ikke heller nødig selv at forrette sit Embede eller derover at giøre synderligt meget andet, end alleene at skrive sit Navn (hvilket af mange skrives endda slet og ilde nok) thi hans store Indkomster giver ham Leylighed nok til at holde og lønne Folk til at tage ald Arbeyde af for sig, og til at giøre alt hvad han selv burde og ogsaa undertiden selv allene meget gierne kunde giøre; og hvem veed; thi jeg kan og vil ikke sige, enten om mangen een ogsaa just af denne Aarsag holder flere Folk, end han havde nødig, dersom han selv vilde arbeyde og bestille noget med, eller om han derimod var nødt til at holde ferre Folk, og selv at giøre meere, naar hans Indkomster var noget mindre.

Men vil min Herre nu her giøre Slutning fra de verdslige til de geistlige Embedsmænd, og tænke, at fordi disse paa Landet holder ogsaa mange Folk og Tienere, ligesaavel som hiine i Kiøbstæderne, helst i de store Stæder, fornemmelig i Kiøbenhavn, saa maatte deres Indkomster ogsaa være ligesaa store som disses; da bliver dette en Elenchus Falsi, og denne Bygning opsat paa en soppig Grund eller paa bare løs Jord og Flyde-Sand; Thi de mange Folk og Tienere en Landsbye-Præst holder, dem holder han ikke for dermed at giøre sit Huns brillant og glimrende, ikke for dermed at Viise nogen Pomp og Pragt, ikke for derved at faae selv nogen Lettelse og mindre Opvartning; Ney! han holder dem ikke for sin egen Skyld, ikke for sit Embedes Skyld, ikke for selv at ligge paa den lade Side eller for sin Mageligheds Skyld, da han desuagtet maa selv forrette sit Embede, uden at alle hans mange Folk deri kan tage noget af for ham med Arbeyde; Men han holder dem, fordi han er nødt til at holde dem; han Holder dem for sin Avlings og Jordbrugs Skyld; thi, fordi han hverken selv kan holde paa sin

ploug,

Ploug, ikke selv saae sin Jord, ikke selv føre eller bruge sin Lee, eller kiøre sine Vogne, med andet meere, som Jordbrug og Avlings-Drift udfordrer; ikke heller hans Kone kan selv giøre nogen Markgierning, med at kiøre Harve og Tromle, rive Høe og binde Korn, trille Tørv og age Giødning, malke Kiør og kiøre til Mølle: Hun kan og ikke heller selv gaae og slide med Brygning og Brændning, Bagning og Grynmalning, ikke selv bære Vand og toe op, ikke løbe omkring at see efter Sviin og Grisse, efter Lam og Faar, efter Ænder og Gies, og give alle disse Slags Creature deres Foeder og Føde. Saa maa en Præst paa Landet nolens og volens holde mange Folk og Tienere; Og derfor maa det ikke komme min Herre sælsom og paradox fore, at naar De jævnlig hører en verdslig Embedsmand i en høy og fornemme Tone at kan sige: Min Fuldmægtig, mine Skriverkarle, mine Drenge paa Contoirer, mine Børns Informator, deres Sprogmester, Dantzemester, Ridse- og Tegnemester, Skrive- og Regnemester, min Kudsk, min Tienere, vor Françoise, vor Huusholderske, vor Amme, og min Kones egen

Pige, foruden de andre Piger, der hører til Stuen, til Kiøkkenet og Gaarden & c. Saa hører De derimod i en Præstegaard paa Landet ikke at tale om andre Betientere og Dommestiqver i Gaarden end om Præstens Avls-Karl, om hans Ploug-Kiøring, om hans Røgtere, om hans Hakkelse-Skiærere og undertiden om hans Korn-Tærskere; De hører fremdeeles der i Gaarden ikke at tale om andre Desmoiselles end om store og lille Pige, om Brygger- og Kokke-Pige, om Malke- og Hønse-Pige, og undertiden om Stue-Pige og Barne-Pige; og jeg veed ikke alle de Piger og Folk, som Præsterne paa Landet maa nødes til at holde, og ligesom begiære hielp af til at spiise med sig, baade sin Avling og Tiende, ja! til plat at giøre reen Bord hos sig, og til i en Hast at tømme Grød-Gryden og Øl-Tønden, og endda tør de vel see efter mere, alt paa det at intet skal blive i Behold og tilovers af deres feede Indkomster; men alting baade Indtægt og Udgift gaae O P op og balancere imod hinanden, uden at Overskuddet skulde blive brugt til enten at kiøbe Banco- eller Handel-Actier for.

De giører altsaa vel, Hr. Philopatreias! at De lader Geistligheden endnu fremdeles, som hidindtil, i ald Fred og Roe beholde sine Indkomster ubeskaaret; ja! vel er det, at De lader noget af Deres Haardhed og Ubarmhiertighed imod de stakkels Præster! vel! at De kommer ud af Deres Drøm og kommer efter Deres Feyltagelse om Geistlighedens Indkomster! Og det beste for Dem selv, at De i Tide skrider Ud fra Daarernes Vey, som de saa ubesindig har traadt ind paa; thi errare humanum est, nullius aurem nisi insipientis perse, verare in errore ɔ: Det er menneskeligt at fare vild, men det er en Daare som fremturer i sin Vildfarelse. Og O! hvor lykkelig i ald Deres Vanlykke er De dog ikke der, min Herre! at De kommer til sig selv igien og faaer Deres Forstand, som De har ladet Deres Fordomme og forudfattede Meeninger tage fra Dem; Men hvad skal jeg vel endnu sige om en anden Lykke, der saa pludselig ervaagnet op over Dem, da De saa lykkelig fødte en Unge, eller rettere sagt, da De med saa god Held straxen fandt og fik en Abe, der vel vilde med, men dog ikke formaaer at hielpe

Dem noget; thi ham gaaer det her, ligesom Vædderen hisset, der stønnede og gispede med Suk og Klage, da han ikke kunde følge med Faarene, og langt fra, at her fiendes nogen Liighed imellem Dem og Deres Afkom: Rey! Morten! du ligner ikke din Fader, i hvad du end giør din Moder? Saaledes sagde engang den Ældre i en vis Dyre-Slægt til den Yngre, der glorierte af sin Herkomst, og vilde give sig Ud for den Ældres Afkom og Unge; Og Junior Philopatreias maa være hvem han vil, jeg bryder mig lidet derom; og hans laante Navn, Hans brillante Klædning, hans spraglede Fiære og hans paaberaabte Prædicat, Slægt og Herkomst skal aldeles ikke forblinde mine Øyne, mindre fortrylle mit Sind, og allermindst fermentere mit Blod saaledes, at jeg strax skulde løbe hen og spørge hver en Dreng og Pog, jeg saae paa Gaden, om han kiendte noget til Junior Philopatreias, og vidste at sige mig, hvor og Hvem han er; Ney! paa min gamle Alder vil jeg sandelig hverken spilleSkytler eller Top enten med Ham eller nogen.

Og hvorfore skulde jeg og forlade Dem, min Herre! nu vi kiender hinanden saa vel, i det ringeste efter Navnet, for at faae fat paa Deres Genanter og Navn, der er saa meget yngre end enten De eller jeg. Vel er De mueligens noget yngre end jeg, men saa er De igien noget ældre end han, og hvorsnart kan jeg ikke miste mit senum og blive igien yngre end De; Thi saasnart en tredie Philopatreias piper ud af Skallen og kryber frem af sin Reede; straxen er jo De den ældste af dem alle, og kan ikke længere bære Navn af Senior Philopatreias, men af Senex imod feniffimus vir Philopatreias. Den Gamle, ja! den meget gamle Mand Philopatreias; Best derfore, at vi, som endnu kan nogenledes paffere for hinandens Coætanei og lige Aldrende, at vi to bliver sammen og afskeediger junior Philopatreias fra os; Vel skal Tree-Tallet være et fuldkommen Tal, og derfor hedder det nu i en Henseende: omne trinum perfectum ɔ: alle gode Ting ere tree! Og nu igien i en anden Henseende: tres faciunt collegium ɔ: det rette, det beste Sælskab udgiøres af tree Personer;

Men jeg veed ikke, om det kunde være os til nogen Ære, at tage junior Philopatreias som tredie Mand i vores Sælskab; lige Børn leeger dog altid best; Saa skal og vi to tilsidst meget vel komme overens og harmonere tilsammen, i hvad Forskiæl der end i øvrigt er imellem vores antagne Navne; thi efter Deres Navns Udtryk elsker De Deres Fædreneland; Men, hvor og hvilket er nu det? Maaskee det ligger i Maanen eller i nogen af de andre Planerer. Derimod siger mit Navn: at jeg elsker Dannemark, i hvorvel jeg har haft mit Brød i Norge; imidlertid vil jeg heller bære Navn af Philodaneias, end kalde mig Junior Philodanus; og hvor glad er jeg ikke nu, nu, efterat jeg havde læst Hr. Philodani andet og sidste Hæfte, at jeg indklædede mig i dette Navn, som jeg endnu vedbliver at bære, og ikke antog det Navn Junior Philodanus; thi, hvad er dog jeg imod Hr. Philodanus, andet, end en liden Dværg imod en stor Kiæmpe; Sandelig! jeg havde nu staaet som Støtten paa Graae-Brødre Torv til Skam og Skiændsel for alle og enhver, dersom jeg havde givet mig ud for

Philodani Afkom, antaget Navn af hans Søn og kaldet mig Junior Philodanus; thi derved havde jeg giort mig overalt ridicul og bleven anseet for en Nar og en Abe, da jeg i Henseende til Indsigt, Orden, Tydelighed, Jugement og Sindighed med andet meere erkiender Hr. Philodanus for min Gamaliel og Overmand, og rotunde tilstaaer, at der imellem os To er næsten den samme Forskiæl, som der er imellem Kong Salomon og Jørgen Hattemager, eller imellem en Tønde Sild og en Silde-Tønde.

Men Hr. Senior Philopatreias! For at komme til Maalet og begynde igien, der, hvor jeg slap og brød af, hvilket alt den Stakkels Junior Philopatreias, er Skyld i; og Pokker komme efter ham for det samme! vil vi endnu engang tage fat paa Geistlighedens og Præsternes Indkomster; dog, jeg vil langt fra ikke tage noget fra dem af deres Indkomster; thi de kan ikke taale at miste noget, hvad de fleste angaaer, og endeel igien har endnu mindre, ja! saa lidet, at de burde have meere, ja! vel meere end dobbelt

imod hvad de nu har, og endda skulde de neppe deraf anstændig kunde leve; Men min Herre vil vel svare og sige: Nu lever de jo alligevel, i hvor lidet de har at leve af? O! ja vist lever de! de lever nok og faaer vel og at leve! Men at leve og leve er to; De lever derefter, de lever taliter qvaliter, de lever, som de kan, men ikke som de i Betragtning af deres Embede og Arbeyde (jeg vil ikke endda sige: efter deres Stand) skulde og burde leve; De lever mangenstæds paa Stakleviis med Suk og Kummer i stor Fattigdom og Trang. Den fattige Lazarus, Han levede jo ogsaa; han levede paa en og den samme Tid og ligesaavel, men ikke ligesaa got, som den rige Mand; De levede begge, begge havde jo Livet, og begges Liv blev jo, saa længe de levede, opholdet og fik Opholds-Middel; thi, hvem vil sige, at Lazarus just creperede og døde af Hunger og Sult; Men levede de dog ikke med Forskiæl og hver paa sin Maade? var Brødet ikke skaaret langt tyndere for Lazaro end for den rige Mand; thi han maatte nøyes med de Smuler, som faldt ned af dennes Bord, og, som Hundene neppe engang skiøttede om,

og alligevel Maatte han dog leve og deraf opholdte sit usle Liv? Men tænk ikke Hr. Philopatreias! at jeg med denne anførte Parabel og Lignelse vil have Præsterne sat i Classe med den rige Mand, og deres Løn og Indkomster saaledes forhøyet eller bragt til den Grad i Storhed og Overflødighed, at de skulde kunde føde den rige Mands Sind og Levemaade af sig; Ney! langt fra! Den rige Mands Levnet og Levemaade fordømmer jeg aldeeles imod alle dem, der lever endnu ligesom han, og med lige Sind træder i hans Fodspor, er jeg ret en Boanerges og en Torden-Søn; og væ mig, om jeg ikke var og vilde være det! Men jeg paastaaer og vil (thi Billighed byder og tilsiger det, og gid dertil ogsaa kunde udfindes en Ven og Middel) at alle Præster, den ene ligesom den anden, bør og skal være aflagde med saadan en Løn og Indkomst, som deres Embede og Arbeyde fortiener, at de anstændig kan leve og have deres nødtørftige Udkomme, uden følelig Kummer og Rød, og uden ald for kiendelig Armod og Fattigdom, som det, der meest føder Foragt, og følgelig giør Embedet tungt, ja! saa tungt, at

dermed kommes sielden til Maalet; men den deraf ellers flydende intenderte og forønskede Frugt og Nytte, Fremgang og Velsignelse, som oftest hindres og udebliver.

Men lad nu og være, som vel visselig er, og hverken jeg eller nogen vil eller kan nægte, at der jo ogsaa ere atter igien andre Præster, der sidder i meget gode Præstekald (hvoraf jeg kunde, om jeg vilde, meget gierne opregne, adskillige, baade i Dannemark og Norge) hvortil ere anseelige Indkomster, og, Hvilke kunde vel ogsaa taale en liden arithmetisk Subtraction; Saa maa jeg dog her giøre min Herre en Qvæstion, og spørge Dem: om De ogsaa veed, hvad onera og Byrder med Pensioner, Skatter og Udgifter der ligger og er lagt paa heele Præsteskaber, saavel i de smaae, som i de store Præstekald; Og veed De det ikke, som jeg nok vil troe at De ikke veed det, vel an! jeg vil da ogsaa sige Dem dem, hvor stort et Hul (men De har vel Her ikke engang nogen Øyne til at see det Hul) der bliver giort endog i de allerbeste Præstekalds Indkomster, naar de paa Kaldet liggende Ud-

gifter og Skatter trækkes fra: Viid da først dette: At i mange, om ikke de fleeste Præstekald, er en Enke, som Præsten, hendes Mands Efterkommers, skal aarlig yde Pension til, og den Pension veed dog min Herre, som Jurist, skal efter Loven være den ottende Deel af Kaldets Indkomster; Dernæst maa De og eftertanke og forestille sig, at nu, foruden saadan en Præste-Enke, som skal have Pension af Kaldet, kan der ogsaa (som haves Exempler paa) i samme Kald tillige være en personell Capellan, som enten Formanden kan, formedelst Alderdom og Svaghed, have voceret til at forette Embedet; men som efter hans Død maa dog ikke af Kaldet forskyndes, naar en anden og ikke han bliver Sognepræst i Kaldet; eller og Efterkommeren selv mødes til formedelst langvarig Sygdom eller andre indløbende Omstændigheder, fremdeles at beholde, lønne og salarere; Og denne Capellan skal efter Forordningen af 1728 have i Løn den Siette Deel af Kaldets Indkomster; men, naar jeg nu vil ponere, at dette Præstekalds Indkomster ere kun 400 Rdlr. (thi jeg vil gaae Middelveyen uden at fremsætte nogen af dem, der enten

ere over eller under 400 Rdlr.) og derfra skal tages Enkens Pension 50 Rdlr. og Capellanens Løn 66 Rdlr. 4 Mark, som beløber sig tilsammen til 116 Rdlr. 4 Mark, saa bliver i Behold 283 Rdlr. 2 Mark, som Præsten med sin Familie Baade skal leve af og tage sine øvrige mange Skatter og Udgifter af; og, endnu er endda ikke beregnet Capellanens Kost, Kammer, Seng, Ild, Lys, Tvæt og videre, som han ligeledes skal nyde frit i Præstens Huus, og kunde veli det nøyeste (helst i disse dyre Tider) ikke anslaaes til ringere end 8 Mark ugentlig, som da er 60 Rdl. 4 Mk. aarlig, der med de foranførte 116 Rdl. 4 Alark bedrager sig til den Summa 177 Rdlr. 2 Mark, og altsaa bliver heraf de 420 Rdlr. ikkun 222 Rdlr. til Præstens og hans Huus-Families Soutien. See da her engang! Hr. Philopatreias! hvilken en betydelig Deel af Præstens Mund-Portion og Levebrød, der i fornævnte exifterede dobbelte Cafu tages fra hans Løn og Indkomst. I Sandhed, dersom Præsterne skulde have en staaende Løn, da maatte baade Enkens Pension og Capellanens Løn tages af den samme Casse, hvoraf Præsterne

bleve lønnede; eller og, hvad Præste-Enkerne angik, da maatte deres, i saa Fald, forud bestemte og fastsatte Pension hæves af den Kongel. Post-Casse.

Men lad os gaae videre, og ponere, at en Præst eller et Præstekald var endog for en kort og føye Tid frie for denne dobbelte Byrde med Enke-Pension og Capellans Løn at bestride, i hvorvel adskillige Præstekald ere imellem bebyrdet med begge Deele, men mangfoldige altid med den første; Hvor mange og store Skatter har desuden enhver Præst dog alligevel ikke aarlig at reede fra sig, og hvad Summa udgiør ikke den aarlige fastsatte og forestaaende Consumption- Folke- og Familie-Skat, pro Cento-Skat af Kaldets Indkomster, Extra-Skat, Studii Skat, Cathedraticum, Doctor Skat og saa mange andre ligeledes aarlig bestemte Udgifter til Stiftets Brand-Casse, til Herredets fattig Casse, til Fiscum Ecclesiasticum, til Tingmænds Løn, Skarpretter-Løn, Delinqventers Underholdning, til afbrændte Præster, til ombærende Collecter, foruden en næsten utroelig

stor Folke-Løn, som en Præst paa Landet har imellem Aar og Dag at bestride. Jo! jo! Hr. Philopatreias! Alt dette og endda meer formindsker til visse Præsternes Indkomster, endogsaa i de store og gode Kald saaledeS, at De har ingen Føye til at paastaae dem endnu meere formindskede; thi 300 Rdlr., og efter Omstændighederne endda mere, kan giørne aarlig smælte bort af en Præstes Indkomster til de ham paaliggende og saadanne visse Udgifter, som han ikke kan echapere.

Men har min Herre vel ogsaa, da De i Deres Tredie Anmærkning slog saa meget paa denne Stræng, vel tænkt eller forestillet sig, at saadanne og bestige fleere haarde Byrder saameget trykkede Geistligheden? Har De ikke tvertimod, ligesom gemeenlig alle Præste-Hadere, af bare Misundelse altid bildet sig ind og formeent, at Præsterne vare store Herremænd, der tog altid Penge nok ind, men gave aldrig igien nogen ud? Men nu seer og veed De andet; De har vist nok tænkt om Præsterne af de maatte samle Penge, og hvad de ikke af deres sam-

lede Penge satte i Handels-Actier, maatte de, som Drager, ligge at kuure over; ja! i Deres Tanker, har Præsterne vist nok gaaet paa Roser, havde deres paa det Tørre og levet paa Herreviis; Men hvad siger De nu, Hr. Philopatreias! Seer De endnu skeel til Geistlighedens Indkomster, og kommer de Dem endnu for store fore? Ey! Staae dog en meere Sandhed og Overbeviisning imod! Giør Dem dog ikke forsætlig seende blind, eller til en Daare, og, lad Skam holde Dem fra saa ublue og aabenbare at lyve! Siig nu ikke længere, at Geistlighedens Indkomster ere for store, nu, her gaaer Syn for Sagn, at de ere kun maadelige for nogle, og smaa, ja! alt for smaae for andre, hvorimod Skatter og Udgifter ere store og for endeel meget for store; thi, derom er De nu i begge Deele bleven overtydet, og har med Overbeviisning faaet den Oplysning, som De forhen manglede.

Men endnu har jeg endda ikke sagt, alt, hvad som kunde og skulde siges om hvad der meere end de forbemelte opregnede Skatter og Udgifter trykker mange, og vel de fleeste Præster;

Min Herre siger jo selv: at der til de tvende, Terminer indpasserer mange Geistlige Renterere af Landsbye præster, og, hvad enten De nu veed og siger dette som en Aviise-Skriver eller som en Port-Betient, saa vil jeg dog deri give Dem Ret; thi der ere og visselig mange Præster paa Landet, der sidder i en temmelig Gield, og nogle i saadan en Sield, som de aldrig deres Livstid faaer afbetalt, hvilken Gield begyndte straxen med deres Embede, og er hos nogle endnu ligesaa gammel, som de selv ere Præster, da en Præst ved sin Tiltrædelse til et Præstekald paa Landet, Man, ved at kiøbe Præstegaard, Besætning og hvad der uforbigiængelig udfordres og nødvendig behøves til hans Jordbrug, Avlings-Drift og øvrige Etablissement, absolute maa indvikles i en Gield af 15 a 1600 Rdlr.; og disse Slags Præster maa man og kalde store Renterere; thi de har store Renter at rede fra sig; De samme Præster faaer vel at tage den til Renters Erleggelse dererminerede Tid nøye i Agt, og præcise til Terminerne indfinde sig hos deres Creditorer, saafremt de ikke vil exponere sig selv den

af Udeblivelse flydende Uleylighed; Jeg vil just ikke her mælde om, hvor ont mange Præster lider, helst i disse vanskelige Tider, for til rette Tid at bringe deres Renter til Veye; Men en Sandhed, at den eller de Præster, der trykkes af denne Byrde, ere gieldbundne, og foruden de forbenævnte mange Skatter og Udgifter skal ogsaa aarlig udrede og betale store Renter; de ere Høylig at ynke og beklage; De ere deres Creditorer ligesom skatskyldige, og denne Slags Skat, som de skal betale og svare til dem, den har vist noget at betyde, og den maa tilsidst meget trykke, ja! plat nedslaae deres Sind.

Jeg har vel imod ald Tanke og Forsæt her i dette mit andet Brev noget længe opholdet mig ved Præsternes Indkomster; som de der ere, eller i det ringeste har været den største Torn i min Hr. Philopatreias Øyne og De har havt saa meget ont om ikke Bugvrid, Coliqve og Mavepine af; Men nu vil jeg skynde mig det meeste mueligt er, at komme snart fra denne Materie til noget andet. Alleene siig mig først aabenhiertig Deres reene Meening om

Geistlighedens Indkomster: og om De endnu vil at de skal beklippes, eller de skal fremdeeles blive staaende paa den gamle Foed, uden nogen Reformation og Formindskelse; eller siig mig først, om Deres Tanker nu ikke a pofteriori, efterat Dennem herom er givet fuld Efterretning, ere tvertimod Deres Tanker á priori, og førend De skiærpede Deres Pen og dyppede den i Forgift imod Geistligheden? O! siig mig dog kun Deres Tanker om Præsternes Indkomster? Siig mig i Fortroelighed, hvad De nu tænker om dem; Deres Tanker skal bona fide, troe mig, blive hos mig selv, uden at komme til tredie Mand, eller blive udblæst i Basune; Efter mine Tanker troer jeg, at, da De foretog Dem at skrive Deres Tredie Anmærkning om Geistlighedens Indkomster, da paatog De Dem et Arbeyde, som var Dem for voxen og over Deres Kræfter; De skrev i en Materie, hvori De var selv baade blind og dum, ja! saa dum som en Østers, i hvor mange 1000de af dette Slags Vandkræder end kan være krøbet i Dem; thi De skrev i Taaget uden nogen Indsigt, uden nogen Grund, uden

nogen Eftertanke, ja uden nogen Fornuft og fornuftig Overlæg, gandske ubesindig, og næsten som en Daare eller som et Menneske, der næsten har lagt ald sin Vidd, Sands og Forstand i en Ponce-Bolle eller Bacchi Viinfad.

De har mueligens, da de fik i Sinde at skrive om Præsternes Indkomster, tænkt ved Dem selv og paa dette gamle Latin: mundus vult decipi, ergo dicipiatur! ɔ: vil Verden skuffes og bringes bag Lyset, vel an! saa skal det skee! den skal blive skuffet og beluuret! Vil Publicum vide nyt, endskiønt det er Løgn; vil Publicum høre Løgn, vel an! jeg vil og jeg skal da nok kunde lyve; Er Publicum lettroende og vil lade sig en Løgn binde paa Ærmet; vel an! jeg er en Mester for at lyve, jeg skal nok finde paa en Løgn at indtrykke Publico; lad Publicum løbe med den & c. Saaledes har mueligens min Herre den Gang tænkt; men hvad tænker De nu, nu da De har faaet det at vide, som de den Gang ikke vidste, da De vilde skrive om Geistlighedens Indkomster; derfore siig mig dog nu kun herom Deres Tan-

ker! Siig mig: skal Præsterne endnu fremdeeles, som hidindtil, beholde deres Indkomster, eller skal de ikke beholde dem saaledes herefter som tilforn? O! Hvor gierne vilde jeg herom høre et Ord af Deres Mund, der kunde være mig en Tolk for Deres Hierte! Det er ingen Skam at vende om fra den Bey, hvorpaa De har faret vild, naar De er kommen efter Deres Vildfarelse, og derfor tør De ikke ved at befrygte sig et Navn af en anden Povel Vendekaabe; Ney! undsee Dem kun ikke ved at revocers og igienkalde Deres af en blind Iver for det almindelige Beste saa mange ubesindig giorte Exclamationer og Udraab om Geistlighedens for store Indkomster! Dog! jeg mærker nok, at De vil ikke ud med eller tage til der rette Sprog; og ligemeget! jeg veed og giætter desuden meget vel Deres Tanker! jeg veed grandt vel, hvad De under fire Øyne nok vilde sige mig! De vilde vel, naar det ellers kunde holdes caché, og gaae af uden nogen Skam og Vanære for Dem, reent rid svare mig med dette: qvam vellem me tum nescille literas ɔ: gid jeg aldrig havde lært at skrive, da

jeg tog mig for at skrive imod Geistligheden og om Geistlighedens Indkomster! thi nu seer jeg først, hvad det drager efter sig, at pirre og purre for meget ved den geistlige Stand; og nu bryder jeg mig ikke meere om Præsternes Indkomster, jeg er selv bleven brydt og purret nok alligevel derover, og der har nu saa mange, blade Præster og Præste-Venner skrevet imod mig, fordi jeg ubesindig skrev min tredie Anmærkning, der handler om Geistlighedens Indkomster; saa at Præsterne med deres Indkomster skal nu gierne fra Lov at blive i Roe og Fred for mig herefter; ja! gid Pokker kommer Præsterne for nær og røre ved dem til noget onde! De har dog et stort Anhang, en mægtig Protection og mange Venner; man skulde ikke have ventet, at saa mange vilde taget deres Partie og antaget sig deres Sag; Men nu seer man dog, at de ere mange fleere, der holder med dem, end de ere, som staaer imod dem; Og siig mig nu, Hr. Philopatreias! ere ikke det Deres Tanker? vil og kan De vel svare mig noget andet? ja! det kommer mig ret fore, som jeg hørte Dem selv sige: acu retigisti! ɔ: Du giættede rig-

tig nok, Philodaneias! og hvor kunde du giætte saa accurat og saa lige? jo! jeg veed vist nok, at Deres Svar vil for Eftertiden altid i denne Materie blive dette: at Præsterne skal fremdeles beholde, og de faaer vel at beholde, Hvad de har, i Løn og Indkomster, uden at tænke paa nogen deri giørende Reformation og Formindskelse, og at det bliver ikke vel giørligt med Geistlighedens Indkomster, at foretage den intenderte Forandring, ihvordan Deres Hierte i øvrigt end er og herefter bliver sindet imod Geistligheden, som dog alt kan være Geistligheden indifferent og ligegyldigt.

Nu, efter den Oplysning, som De ved min eenfoldige Den har indhentet her fra Klerkerup om Geistlighedens Indkomster, vil De desuagtet vist nok sige, og vedblive at sige: at der dog ere mange gode Præstekald med anseelige Indkomster; men de samme tør De vel igien efter Deres dybe Indsigt og ædle Tænkemåde, være saa honet og eftertænksom, at lade passere for Gracialia eller Promotions Kald, som aldrende, lærde, erudite og velfortjente Præstemand

kunde (om ikke burde) befordres til, saafremt ikke enten Nepotismus kom imellem, eller en anden ung Student erholdte (som ofte, og det af sine forskiællige Aarsager, skeer) her Fortrinnet og Præference; Derimod vil min Herre vel om mange andre, og mueligviis, om fleere om ikke de fleeste, Præstekald, videre sige, at derved følger faadanne skikkelige Indkomster, at en Præst uden sukkendes at giøre sit Embede, kan deraf til Nødtørftighed gierne leve og have en anstændig Udkomme; saa at den eller de Præster i deslige Præstekald, som de, vil ingen Aarsag have til at klage over deres ringe Indkomster; Saa ere derned en Job fornøyet med at døe hver i sin Reede, uden synderligt at vilde affectere Forflyttelse til et bedre Præstekald.

Men, hvad vil min Hr. Philopatreias saa sige om Resten og om alle de øvrige smaae og ringe Præstekald, hvor Præsterne (som den roesværdige Hr. Philodanus i sit andet og sidste Hæfte pag. 38 siger) har NB. usle og fattige Indkomster, Indkomster, endog under 200, ja! endog under 100 Rdlr., og af hvilket

Slags Præstekald der er ikke Heller et ringe, men et betydeligt Antal, og derfor Heller ingen Under, at disse mange Præsters Kaar ere ogsaa meget fattige og slette, hvilket alt jeg med Overbeviisning og af Kyndighed kan ligesaavel som Hr. Philodanus frit og tilforladeligt sande og sige.

O! De vil vel svare og sige Hr. Philopatreias! at disse Præster kan haabe engang at blive forflyttet til et got eller til et bedre Præstekald; og altsaa vil De kun, at Haabet alleene skal være det største Stykke af deres Brød, som de saa længe skal leve af, indtil deres Haab vorder opfyldt; Men, hvor længe skal disse Mænd da leve af og i dette Haab? Skal dette deres Haab da fode og underholde dem kun for en kort Tid eller og for deres gandske Levetid? eller: hvor længe skal de haabe til Forflyttelse? Skal det være i tree, i sex, i nie eller i nie og tyve Aar og fleere at de skal giøre sig saadant et Haab? O! Siig mig det, min Herre! Siig selv Dommen af herom, og efter selv terminum ad qvem ɔ: Saadan en Haabe-Tid! Veed

ikke ellers, Hr. Philopatreias selv meget vel, at der ogsaa er et Spes fallax ɔ: et mislig, et skuffelig, et bedragelig Haab? & qvotqvot etiam fefellerit spes ɔ: og hvor mange Har Haabet ikke ogsaa i denne Punct reent slaaet feyl og skuffet? Meener De ikke, at mangen en Præst i et fattigt og ringe Kald med knappe og tynde Indkomster har saa længe giort sig Haab om Befordring og Forflyttelse til et bedre, indtil han plat har maattet med alle oppegive dette sit haab på det sidste? Tænker De ikke, at en og anden sådan en Præst har haabet i saa mange Aar at faae et bedre Præstekald, indtil hans Haab er bleven baade død og begravet med ham selv tillige? Eller vil De vel troe, at nogen Præst i et ringe Kald skulde i 10, i 15, i 20 til 20 Aar have haabet forgiæves om Befordring til et bedre Præstekald? Vil De vel ogsaa troe, at nogen saadan Præst skal igiennem det Geistlige Caneellie ved Memorialer have søgt 40, ja! hvad, om jeg sagde 3 gange 40, det er i 20, Præstekald forgiæves. Jeg tvivler om, at enten De eller Publicum vil troe og antage dette for en troeværdig Sandhed, og

dog torde der mueligens vel gives Exempler derpaa; Men langt fra, drister jeg mig dog ikke derfor til at sige om Stemmerne i Cancelliet ved et Præstekalds Bortgivelse, som min Herre siger om Stemmerrne i en Over-Rett ved en Sags Paadømmelse, at de ere et Echo af yndest eller Had; men skulde det end saa være, da maa man sikkert troe, at Roers-Karlene faaer en Forlov at bruge Aarerne eller sidde ved Roeret længere end Capitainen paa Skibet vil tillade dem det. Saa har og det høyeste Guddommelige Væsen en Finger som i alle andre Ting, saa ogsaa her i dette, og intet, ney! slet intet skeer uden en særdeles Direktion og Tilladelse af Forsynet; og derfor kan og saadan en Præst frit sige om det eller de Mennesker, der hader, forfølger og imodstaaer ham det samme, som en David sagde om Simei, da han bandede ham: Lad dem hade! lad dem forfølge! lad dem i min Velfærds Sag hindre og imodstaae mig; thi Herren har sagt: hader, forfølger, hindrer og imodstaaer Præsten N.N. ! men hvor længe? O! ikke heller længere end i den dertil udseete bestemte Tid! thi naar den Tids-

Punct er forbi og exspirerer, saa vender Bladet sig, saa faaer Piben en anden Lyd, og saa bliver Braaden taget fra og Vingerne stækket paa dejlige Hadere og slemme Mennesker, der misbruger deres Magt til saadan Præstes Fortrykkelse. En Mægtigere gaaer dem da i Møde og sætter Dæmning for deres fnysende Vold, for deres violante og furieuse Trudsel; Af den, der Har Overmagten, maa de da høre disse Ord: Hidtil skal I komme og ikke gaae længere! Her skal Eders stolte Bølger legge sig! Og derefter kan da Præsten istemme denne Triumph- og Jubel-Sang, og sige med en Joseph: I tænkte ondt imod mig, men Herren tænkte mig det til gode! Men min Herre vil vel sige: Ney! De tør vel med en spottelig Latter og i en Atheistisk Tone svare: Jo men! har Præsten kun den Troe, saa har han Tids nok! saa faaer han længe at bie inden Bladet vender sig for ham. De vil vel igiendrive mit Religions-Principium med det gamle Ordsprog og spørge, om jeg ogsaa veed at mange Hunde (sans Comparafons) ere Harens Død? Men jeg vil i Steden for et Svar, igien spørge Dem om et andet

Ordsprog: Veed De og igien, at Falskhed slaaer sin egen Herre paa Halsen, og at Ondskab bliver sin egen Elskeres Bødel? Og veed ikke De, Hr. Philopatreias? saa veed jeg selv mange Exempler paa dem, der ere selv nedstyrtede i den Grav, som de ham gravet til een eller anden ærlig Mand; Overalt maa De forlade Dem til, at den Ugudelige tilsidst tager en Ende med Forskrækkelse, og hvor farer da hans Siel hen? eller hvem hører den da til? O! tie stille Hr. Philopatreias! og udlad Dem ikke for nogen dermed! men ilde, ilde, ja ilde!

Jeg nægter ikke, at det er jo paa lige lang Tiid haardt og tungt nok for en fattig, venneløs og fortrykt Mand, naar det gaaer arriverer ham, enten ligesom den Mig meget vel bekiendte reedelige Præstemand, der for nyelig maatte paa en kort Tiid lide paa sin Ære og Renomé, ja! ligesom løbe Spidsrod imellem saa mange skarnagtige Gemytters slemme, eddergiftige skiærpede og forbittrede Helved-Tunger; dog vel, at han uagtet alle ildsnysende

Trusler begik sig for at blive stødt og stanget af Horn; Men Pokker og Skam faae den Fiant og Skifting, det forhexede Drenge-Barn, den omskabte Nisse, som deri allene var skyld i Eller ligesom forrige Brygger, den gode ærlige Mand, Sr. Bagge i Kiøbenhavn, der har ikke allene mange men endog mægtige Fiender imod sig; Man vil sige, at han formedelst sine mange Hadere og Forfølgere skal i sin Ret heel meget være bleven fornærmet og præjudiceret, i det mindste hører man ham selv i offentlig Tryk og i sine udgivne trykte Blade at klage over den ham skeete haarde, ubarmhjertige og uchristelige Behandling til hans Rettes Forkrænkelse. Han har måttet see sig udstødt af Bryggernes Societet; Han har, som man videre hører ham klage, maatte gaae blot og bar ud fra sin Gaard og fra ald sin timelige Velfærd, og nu vil man endda have Skindet, om ikke Livet, af ham tillige ved Kiøbenhavns Byeting; men Facit tør vel mueligens slaae feyl, og Udfaldet tør vel blive for ham i hans Sag, ligesom for Præsten i hans Befordring; Thi tandem bona causa triumphat ɔ: en god

Sag gaaer dog tilsidst af med Seyer og Triumph og faaer et godt Udfald. Den Forurettede trænger dog omsider til sin Ret; Sandhed gaaer dog med Ære frem paa det sidste, naar Løgn og Bagvaskelse maa med Blussel og Skam viige skjulende tilside og faae sin fortjente Straf. Og Haabet maa opholdes saa længe det vil og mueligt er, det beskiæmmer dog ingen, der lader det tiene sig som et Anker at holde sig ved. Imidlertid har Bryggeren her, ligesom Præsten hisset, begge Taalmodighed og Kraft fornøden til at lide og stride til at haabe og bie, til at finde sig i de Veye, som de føres paa og til at udholde den sidste som den haardeste Prøve. Naar det længe har tordnet og Himmelen været overtroffen med sortegraae Skyer, bliver det dog godt og klart Veyr igien, og Solen holder da ikke længere sit Skin og sine Straaler tilbage.

Bryggeren Sr. Bagge klager vel over sin armelige Tilstand, og i sin nærmere Afhandling pag. 24. siger, at Han har hverken Rang eller Mioler, og jeg legger dette Tredie til for Præsten og siger, at han er ikke ind-

lemmet enten i nogen stor Familie eller i nogen Bispelig Slægt; i hvorvel han paa Moderne Side er udsporet og har sin Extraktion af en gammel Dansk Adelig Æt, i hvilken adskillige hans Fadre og Forfadre har endog baaret Ridder-Ordener. Men Rang! hvad Rang! vil Bryggeren eller Præsten lade sig kyvse, skramme og forblyffe af Rang og Rangs-Personer? vil de lade sig nedslaae i Sindet og blive mistrøstige, fordi de haver ingen Rang? Det er jo kun Børn. der fornøyer sig med en spraglet Sommerfugl, og hvad er dog en Sommerfugl andet end en Kaal-Orm? og hvilket et Spectaculeus og hæslig Syn, naar den mases sønder imellem Fingrene? Ney! Himlen være Tak! at den Gulds-Alder atter er kommen, i hvilken der ikke meere end-i Flæng uddeeles Rang og Character uden Hensigt til Meriter og Fortienester, eller under Justitiens Administration og Rettens Pleye agtes om eller regarderes paa Rang og Character; Thi den gode gamle brave Dame Justitia, eller Retfærdighed, staaer nu overalt, som hun bør at staae, fast og uryggelig, rank og opreyst uden af Partiiskhed, at Hælde

enten til den eene eller anden Part i Dommen; Hun sees ogsaa, som hun bør at sees, i sin rette Klædning, i sin egen Positur og Skikkelse med et Klæde for sine Øyne, alt for ikke enten at forblindes af noget glimrende Metal eller at ansee brillante Personer, og hun vener nu Retten lige af til alle og enhver, saavel til den Fattige, som til den Rige, saavel til dem, der ere uden Rang, som til dem, der ere i Rangen.

Vel har der fordum været den Jern-Alder, i hvilken her i Norden, og især udi disse Tvende Nordiske Riger, fandtes saa mange Næsse-Konger; men denne Tids-Alder er nu alt forbi, og disse mange Næsse-Konger ere forlængst bleven udryddet, saa at her høres nu ikke meere til dem, og ingen tør nu ved længere at grue eller frygte for deres Vold og tiltagne store Magt. Ney! hvem, Pokker! vilde grue? hvem vilde frygte? hvem vilde skiælve? hvem vilde mistrøstes og være bange, som der gaaer frem paa Retfærdigheds Vey, lader Eenfoldighed og Oprigtighed bevare sig og ikke fordømmes af sit eget Hierte? I Sandhed

maa denne fremturende Guld-Alder give Liv til de Døde, giøre Ansigtet glad paa de Bedrøvede, opreyse Hovedet paa de nedslagne og fordrive Frygten ud af alle mistrøstiges og fortryktes Hierter nu, ja! Nu! da vi haver ikkun Een Konge, ney! ikkun een eneste Konge, men tillige en stor, en vits og retfærdig Konge, en Konge der vil sine Landes Vel, en Konge der elsker sine Undersaatter som en Fader sine Børn, og det alle tilhobe uden Forskiæl og Partiiskhed med en ægte, reen og oprigtig Kiærlighed, og hvis ømme. Faders Hierte hverken vil eller kan taale, at de store Børn i Landet sidder og rider paa Hovedet af de smaa til at fortrykke, forurette, udsue, pine, plage og ængste dennem; O! vel! ja! O! vel os for saadan en Konge! Kongens Throne stadfæstes! Kongens Regimente vorde lyksaligt! og Kongen selv leve! ja! Kongen leve længe indtil den sildige sneehvide Alder! hvortil ald Folket sige: Ret Treedobbelt Amen! Amen! Amen!

Men, pardonné moi! Fortryd ikke paa Hr. Philopatreias! at jeg imellem bliver lidet abrupt og lader mig drage ud fra min scopo med min forehavende Satses Afhandling. For da at komme igien til det Haab, som min Herre vil, at en Præst i et ringe Præstekald skal giøre sig om at komme til et got eller bedre Kald, da staaer samme Haab visselig mange saadanne Præster plat feyl, og det lykkes ikkun gandske saa at see dette deres Haab om videre Befordring opfyldt. Jeg siger, at der NB. lykkes kun faa, ikke fordi at jeg dermed vil statuere en blind Lykke eller fatum stoicum, men jeg tænker herved paa hvad vores store Patriot, den brave Hr. Philodanus siger saa nogle Steder i sin Tredie Afhandling, hvor han taler om Emploi og Avangement for Civile Verdslige Betientere i de andre Embeders classer. Han siger, som ret noget mærkeligt, der vist fortiener eet Nota bene, at i de andre Etater uden for den Geistlige, kan een, naar han enten har Fortienester, eller har NB. Lykke og er NB. lykkelig, avangere og stige til høyere Poster og tillige til bedte Indkomster, og at der

er en hæderlig Trappe til Ære-Trin for duelige eller NB. lykkelige (see pag. 58. & pag. 60.) Og sandt er det, Hr. Philodanus har heri Ret; thi den excessive og særdeeles Lykke, som jeg fra mine unge Aar af har levet og seet nogle Hundrede mig bekiendte Mennesker at have havt, maa jeg meere beundre, end jeg kan indsee og bedømme deres Duelighed og sige: hvor habile Subjecta de ere.

Jeg vil endda ikke tale om saa mange andre af min egen Orden og Classe, hvilke jeg, allereede som Mand, har deels kiendt ufødte og deels kiendt, da de gik endnu i en guul Klokke eller Sløye-Kiortel, og mindre om andre der siden min Beskikkelse til det Embede, som jeg endnu betiener, har havt Tre, ja! vel ogsaa Fiire Forflyttelser, og jeg sidder dog endnu (ja lad mig kun sidde !) her i dette fattige Klerkerup, i en liden Bondebye ved Landeveyen, i en Udkant af Berden, hvor jeg temmelig vel, endskiønt uformærkt, observerer, hvorledes det gaaer til i Verden; Men, hvad enten andres Lykke skal nu tilskrives deres store Meriter og udraabte

Duelighed, eller min Vanlykke derimod tilskrives min store ignorance, idiotisme, stupidité og pecudiske Hierne; Saa tænker dog jeg, om end ikke De, Hr. Philopatreias! at det eene ligesaavel som del andet skeer allene efter Vægrernes Raad, og maa tilskrives den Viisdom, hvormed Den Gamle af Dage dirigirer, fører og foranstalter sin Huusholdning, og lad denne gamle Mand kun raade og styre, han styrer alle Ting viiselig og til en god Ende. Thi lad endog være, at det arriverede og løb ind, at en Præst der er ligesaa honet og modest i sin Vandel og Comportement, som han er vigilant og rigureus i sit Embede, maatte blive nægtet sin Biskops Arrest og hans Forslag til Befordring ved existerede Vacance i hans Stift; Tænker De da straxen, min Herre! at Præstens Lykke skulde være i Bispens Vold, og at Bispen skulde raade og disponere over Præstens Velfærd og lykke; O! tænk De aldrig det! og om De endnu vil tænke saaledes; Saa tænker og troer jeg dog langt anderledes; jeg er tvertimod af den Tanke, at dette vilde allene skee af aldviise Aarsager efter er Vink fra en Høyere Haand, og

ikkun Heller til en vis Tids Punkt; men indtil den Tids Punkt maatte da Præsten ljgesaavel som Bryggeren i saadan en Periodo sige om deres Fiender med hiin Retfærdige: Lad dem kun giøre saa langt; men hvor langt? ikkun saa langt, som dem er foresat eller befalet, og Heller ikke længere; thi det dem foresatte Maal tillades dem aldrig at overskride, om de endog skulde som en Senacherib blive standsede midt i deres Ondskabs Løb.

Men ellers, naar den eene, saavelsom den anden, Præst, der sidder i smaae og ringe Præstekald, skulde med nogen Slags Vished kunde giøre sig Haab om videre Emploj og Befordring, og leve at see saadant deres Haab opfyldt, da maatte alle Præftekald i ethvert Stift inddeles i Tree Classer, nemlig de største og beste Præstekald i den første Classe; De, næst de beste eller alle de Præstekald, som der ogsaa til en anstændig og nødtørstig Udkomme følger hverken for store eller for smaa, men passable og klækkelige Indkomster ved, i den anden Classe; og alle de andre smaa og ringe Præstekald med

usle Indkomster, i den Tredie Classe, hvorefter, naar da enhver Biskop for sit Stift blev af Majestæten anbefalet paa sin Samvittighed at holde en accurat og rigtig Liste over Præsternes Senium og Anciennité i de tvende sidste Classer, og ved existerede Vacance at foreslaae den Ældste i den anden Classe til Vacancen i den første, og den Ældste i den Tredie til Vakancen i den anden Classe; Da kunde enhver Præst giøre sig Haab om Fyrstyttelse til et bedre Kald, og vente, at Touren ogsaa engang vilde komme til ham. Den Kongelige Casse vilde og ikke heller lide og tabe derved; thi ved enhver Vacance i den anden Classe vilde tvende, og ved enhver Vacance i den første Classe vilde i saa Fald altid tre Kalds-Breve blive expederede fra Cancelliet; og derved vilde den Kongelige Casse i Tidens Længde ikke lidet profitere, og tilsidst komme i alt bedre og bedre Stand.

Jeg formeener ogsaa, at alt det, hvorunder Kongens Interesse verserer, og hvormed de Kongelige Intrader kan forøges, bør enhver patriotisk Undersaat efter sin Pligt og Indsigt

giøre Forslag til; og saaledes har jeg da her giort et og mueligens jeg siden ved en og anden Leylighed tør vel komme frem med andre fleere Forslag.

Men, Hr. Philopatreias! De vil vel, hvad en Præstes Translation og Forflyttelse fra een i en anden Classe angaaer, giøre her en Indvending derimod, og sige: at en Præst til en liden Meenighed kan vel ikke altid forestaae og betroes en større Og deri vil jeg og saavidt give Dem Ret og Biefald; Men kan ikke da Præsten antage sig og lønne en Medhielpere, hvortil han nu ogsaa faaer bedre Kaar og Leylighed, som han ellers vilde mangle i sit lidet Kald, naar han enten blev gammel eller med langvarig Sygdom behæftet, i hvilket af tvende Tilfælde han vel maatte absolute holde en Capellan; men havde ingen saadanne Indkomster, Hvoraf han kunde holde og lønne ham. Og om endogsaa saadan en Præst, der havde i endeel Aaringer med Kummer og Nød holdet ud i et ringe Præstekald, kunde paa sin Alderdom see sine Vilkor forbedret og sine Byrder lettet,

det maatte man aldrig misunde ham eller være mindste Fortrydelse over.

Fremdeles vilde vel og min Herre indsende og sige, at saadan en Præstekaldenes Inddeeling i Tree Classer og Præsternes Forflyttelse fra een i en anden Classe, kunde ikke være giørlig, med mindre alle Kirker tilhørte Kongen og ingen deriblant tilhørte Proprierairer; Men hertil vil jeg allene svare Dem saaledes: Foruden at den Tiid torde endnu vel komme (som af mange Aarsager var at ønske) at Kongen vilde tage alle Jura vocandi til sig, og selv allene kalde alle Præster, saa kunde denne Hindrings-Steen gierne derved hæves, at, ligesom en Proprietair maatte finde sig deri, at kalde den ham anviiste ældste, og enten paa Kongens eller paa en anden Proprietairs Gods boende Præst til den paa sit eget Gods existerede Vacance; Saa vilde vel ogsaa Monarchen iligemaade Allernaadigst lade sig igien befalde med at kalde den foreslagne og paa en Proprietairs Gods boende ældste Præst til den eller de Majestæten selv tilhørende Kirker, hvor Vacancen

existerede; og paa denne Maade lod det sig uden nogen Vanskelighed let giøre at faae Præsterne, den ene med den anden, efter deres Senium og Ælde i Embedet forflyttet fra et ringere til et bedre Præstekald udi ethvert Stift i begge Rigerne.

Nu vil jeg da ikke længere opholde mig ved Præsternes Indkomster, som min Herre med sin falske og urigtige Sætning har vildet debitere Heele Publico at være i Almindelighed for store, da Contrarium heraf er nu tydelig og med Overbeviisning lagt for Dagen; Og end mindre vil jeg i dette mit Brev (som jeg allereede forud veed, vil falde Dem kjedsommelig at giennemlæse, dersom det ikke bliver noget kortere end mit første, der udgjorde Syv compres skrevne Ark) berøre Deres giorte Forslag om en staaende Løn for Præsterne, den De i Deres Tredie Anmærkning saa hæftig og idelig urgerer og driver paa, uden at anvise enten Ven eller Middel dertil, men ikkun allene raaber og bliver immer ved at raabe paa dette: at præsterne bør have en staaende Løn; Men! herover vil jeg endnu

mindre opholde mig, da mueligens een eller anden u-interesseret Patriot, enten en Filekklesias, eller en Filokosmus, eller en Comphilopatreias, eller og en anden af vore Landsmænd, der Haver Indsigt og Erfarenhed, tør vel med allerførste til Publici høyere Eftertanke fremlegge os en Plan til en staaende Præste-Løn; hvorfore jeg da og vil gaae fra dette og vende mig til noget andet.

Og da erindrer jeg nu, at jeg fremdeles i min til Dennem af 29de passato afsendte Skrivelse har med uomstødelige Grunde, med grundige Beviser og gieldende Argumenter fra Geistligheden afvæltet alle de Laster og Lyder, som min Hr. Philopatreias saa ublue og skammelig har tvertimod bedre Vidende og Overbeviisning vildet med sine ravnsorte og ald for fornærmelige Beskyldninger paabyde og tillegge den Geistlige Stand; og iblant de samme, der alle i eet betragtede, ligesom udgiør et græsseligt Aadsel, piper Hovmod, som Hovedet, først frem, og er efter Ordenen den første; ja! Hovmod staaer i Spidsen af dem alle, som en Last

der er meest stinkende, og for hvilken Last min Herre vil med sin Beskyldning ogsaa have giort den Geistlige Stand meest sværtet; Men hvad jeg forhen i mit første Brev har til Standens Forsvar i denne Punkt skrevet, er skrevet saaledes, at De nægter ikke det ringeste enten med Exempler og Beviser, eller med Argumenter og Demonstrationer til at faae samme udsletter, og som ugyldig eller intet gieldende annulleret og giort til intet; Thi hvilken en Geistlig Embedsmand (jeg meener allene Præsteskabet, og Her har jeg ikke med Rectoribus Scholarum at bestille, af hvilke nogle saa, som mueligens en verdslig Character har, syntes at være meere fornemme og at klæde en Rector bedre end en Geistlig Character, har da, for at kunde bestige det første Ære-Trin, da Aseensionen til de fleere og Høyere falder siden af sig selv, for det første ladet sig Nøye med en Cancellie-Raads eller Professors Rang og Character;) Men ellers, hvilken en Geistlig Embedsmand, siig mig et eneste Exempel, min Herre! Siig mig! hvilken en Geistlig Mand, Præst eller Provst, veed De dog at angive, der af sine Indkomster er bleven

opblæst, stolt og hovmodig, af Hovmod bleven ærgiærrig, af Ærgiærrighed bleven rangsyg, og af Rangsyge har søgt, grædt og lamenteret saa længe, indtil han har obtinerer Rang og Character? O! i ald Sandhed ikke en eneste!

Naar haver De ogsaa enten seet eller hørt den Daarlighed af en Geistlig Embedsmand at være begaaet, at han haver fornærmet nogen Rangs-Person i Gang og Sæde? Har han ikke ved alle forefaldene Leyligheder, i hæderlige og fornemme Forsamlinger, ved Liig-Følge og bestige indstillet sig altid ved den venstre Side af dem, der har haft Rang, endog kun efter det sidste Nummer i den niende Classe og ellers har som oftest indtaget det allernederste Stæd i heele Forsamlingen. Ja! naar har nogen Tid endog en Lieutnant eller Cornet og Fæhndrik haft den allermindste Anledning eller Aarsag og Føye til at give en ordineret Mand, være sig Provst eller Præst, denne Erindrings-Repoche: Zurück! zurück! an die linker Seite! cede Majori ɔ: gaae til Side for din Overmand og følg efter ham! uagtet denne maatte være 60 á

70 Aar, og hiin kun 16 á 20 Aar gammel? O! aldrig en eneste Gang!

Hvad skulde ogsaa nogen geistlig Embedsmand med Rang, eller, hvad skulde der inftigere ham til at affectere og søge Rang? Giver hans Embede ham ikke Ære nok alligevel, endskiønt han ingen Rang haver? Man vil sige, at en stor og viis Konge skal engang for nogle faa Aar siden (da der før et ungt Menneske i den militaire Stat blev i Anledning af agtende Mariage: søgt om en a parte Rang og Character uden for den Stat, som han stod i) meget fornuftig have svaret den Ansøgende saaledes: Er der ikke Ære nok at værre alleene Officier, uden at have tillige en anden høyere Rang og Character i en anden Stat? Saa vil jeg ogsaa sige her: at det er jo Ære nok for en Mand, at han er Præst, uden at Præsten tillige haver Rang; Prætie-Embedet, det baade er, og det bliver desuagtet altid et Ære-Embede; og et Pastorat eller et Præstekald, det er og bliver iligemaade stedse en Æres Post og en Æres Plads; Dersom man ogsaa vil

kaste et Øye ind i en og anden ærværdig, høy og fornemme Forsamling, hvori der ogsaa ere Præster og honette Præstemænd tilstæde, da vil man tillige ikke andet kunde sige, end af dennem jo af heele Forsamlingen, i Almindelighed, saavelsom af en og anden i Forsamlingen, baade Høye og Nedrige i Særdeleshed begegnes med største Agt og Æres Beviisning; Jeg veed og kiender selv mangen en Præst, endogsaa af Landsbye-Præster, der ofte har spiist endog ved de høyeste Ministrers, baade blaae og hvide Ridderes Bord, og hvad for en mærkelig Ære har dette ikke været for dem? ja! jeg har fra min Ungdom af med den største Forundring Syensynlig mange Gange seet, hvad Ære og Honeurs endog den gamle Adel og adelige Personer har ved adskillige Leyligheder giort baade en og anden god, ærlig Præstemand; visselig! Har den Ære, dem er bleven giort, været saa stor og destingveret, at neppe vilde den unge Adel, og mindre den anden smaa Rang af civil og borgerlig Stand, beviise en Præst den hundrede Deel deraf; i det ringeste har de hidindtil Vidst at holde Maade dermed; men uden Tvivl

vil de utvungen heri, vide herefter meget got at reformere sig selv; Thi intet pryder dog nogen (i hvem han end er) meere end Ydmyghed, at den ene forekommer den anden med Ærbødighed; og intet koster heller mindre end Høflighed, Civilité og Complisance; derved vindes ogsaa meere, end ved et arrogant og affecteret Væsen.

Hvad gielder og, at, dersom de faa geistlige Mænd, til hvis Embede er lagt en liden Rang, havde nu ikke denne Rang, ville de mueligens ved alle eller de fleeste Leyligheder i fornemme og hæderlige Forsamlinger blive givet meere Ære og tilbudet Høyere Stæd: end dem efter deres Rang tilkommer og de nu kan tage imod.

Her i Tvilling-Riget, Fyrstendømmene med indbefattet, ere af henimod 2000 geistltge Embeder (hvorunder jeg kun allene indbegriber Bispestoele, Theologiske Professorater og Pastorater eller Præstekald) ikkun gandske faa Embeder, som der følger Rang med, eller kan, fensu stricto kaldes honorable Stationer og

Ære-Poster. Hr. Philodanus bestemmer vist de sammes Antal til 36, endskiønt de vel ere et Par mindre; men ligemeget! thi nok! at ingen af de reformerte Præster kan indsluttes med i dette Antal; Saa er det mig uvedkommende decisive at spørge: om Christianshavns Sognekald tilligemed et andet ubenævnt Pastorat ere indbegrebne med under de Kiøbenhavnske Sognekald, og om deres Præster haver lige Rang og Privilegier med andre Kiøbenhavns rette Sognepræster. Imidlertid veed man dog meget vel, at de fleeste om ikke alle de forrige Christianshavns Sognepræster haver gierne været Consistorial-Raader; men af hvad Raisons, det vil min Eenfoldighed ikke begribe. Men Hr. Philodanus siger tillige, som min Herre selv baade veed og stemmer i med, at benævnte 36 Ære-Trin ere nok for vor heele Danske, Norske og Holsteenske Geistlighed, og at der for Geistligheden ikke bør være fleere.

Heri har Hr. Philodanus gandste ret, og jeg siger ogsaa selv det samme, dog med en liden Limitation; ja! jeg siger endnu mere:

jeg siger reent ud, at, enten burde ingen geistlige Embedsmænd have Rang, og følgelig Rangen tages igien fra de geistlige Embeder, som den er lagt til; og herom var det (om jeg mindes ret) at vore fornemste Geistlige, de berømmelige og meget lærde Mænd, Biskop Worm og Dr. Bartholin, vilde selv engang supplicere hos vores store og uforglemmelige Konge Christian VI. i Anledning af en i hans første Regierings Tid udkomne Rang-Forordning, af hviken Leiutenanter og Cornetter, vare blevne udelukte, men bleve igien indsluttede i en anden, som straxen derefter atter udkom; eller og, at naar Rang fremdeeles skulde følge og tilligge disse faa Geistlige Embeder, den samme da og (saavidt jeg i min Dumhed begriber) maatte efter Billigheds Regler blive noget høyere, om end ikke just saa lige for disse Geistlige Embedsmænd eller deres Embedes skyld, saa dog i Relation til andre saadanne i den Civile Etat værende Rangs-Personer, der nu selv kan sidde inde i en langt prægtigere Carosse, end den eller de Har været, som de forhen i nogle Aaringer har maattet staae bag paa, i hvilken Anledning man og for nyelig

har hørt en Lov-Tale, men kan man derimod vel daglig vente en Parentation, og Sørge-Klage over det meget vel bekiendte og i mange aar med god Lykke og Succes exercerede Promotions-Instrument.

Men naar Hr. Philodanus, som jeg har ald Agt og Ære for, siger igien med Overbeviisning, at der, i Betragtning af et saa stort Antal Geistlige Embeder, kan og bør ikke være mindre eller ferre Ære-Trin for Geistligheden, end det ansatte Antal af 36 er, vil han dermed sige, at dette er det allermindste Antal af Ære-Pladser, som kan udsættes for det saa store Antal af Geistlige Embedsmænd, og jeg siger ogsaa lige det samme; Men Hr. Philopatreias! meener De dog ikke, at bemelte vores store Mand og Indsigtsfulde Patriot, Hr. Philodadanus, har alligevel nogle andre visse, og i sig selv ellers ret honorable Geistlige Embeder i Sigte, saa han tænker, om han nu end formedelst sine visse og hannem selv forbeholdene Raisons ikke just vil udlade sig dermed og sige, at

der kunde og burde iligemaade ogsaa følge og

tillegges Rang? Jo! han tænker mueligens, og jeg med, paa vore Stifts- og Land-provsster, som alle uden noget foregaaende Valg bliveer immediate beskikkede af Monarchen selv og hvoraf de første residerer i Stifternes Hoved-Stæder, og de andre paa de største Insuler, saasom Borringholm, Møen & Samsøe, endskiønt et Grevskab kan regnes deri med, efterdi Præsten i Beyer Kald skal efter et Kongl. Refcript altid være Land-Provst tillige; og hvor betydelig en Ære-Plads er det nu ikke som en Stifts-provst (endskiønt uden Rang) beklæder? Stifts-Provsterne ere ikke allene som alle andre subalterne Herreds-Provster 7ä>v 7ä>v EnieMTUM ɔ: Bispernes Medhielpere og Med arbeydere, men de ere endog at ansee som Vice-Bisper eller Episcopi fecundarii, og hvor ofte er det skeet, at de endog af Kongen selv ere blevne constituerede til enten i Biskoppernes Forfald, Sygdom og Alderdom, eller og under Bispestolens Vacance at forrette det gandske Biskoppelige Embede i alle sine Deele; Kunde da vel min Herre eller nogen ansee det med Fortrydelse, at der efter saadan Beskaffenhed

blev til disse saa vigtige Embeder lagt en Rang.

Det er endog mærkeligt, at end ikke Stifts-Provsten i Kiøbenhavn selv, haver qva Skifts-Provst, eller saavidt han er Stifts-Provst, nogen Rang. Og naar det da altsaa arriverer (som og nogle Gange er skeet) at enten en Provst eller Præst fra Norge eller fra een af de Danske Provincier bliver beskikket til Stifts-Provst over Siællands-Stift, da har dog alle de øvrige Kiøbenhavns Sogne-Præster, og enhver efter sin Anciennité, Fortrin for ham i Gang og Sæde, endskiønt han nu er deres Superieur og deres saa kaldede nærmeste Øvrighed, som de alle ere fubordinerede. Herved tabte ogsaa ikke heller Kongens Casse, som den jeg ved alle mine Forslag har altid i Øye, og jeg gierne, saavidt det staaer til mig, vilde paa denne og flere Maader concurrere til at ophielpe og faae i en god og ønskelig Stand, dersom her til disse Geistlige Embeder, som ere ongefehr 15 a 16, blev lagt en Rang; jeg er og vis paa, at De, min Herre, ogsaa bifalder saadant mit Forslag,

som det hvorunder Kongens Interesse verserer, om de endskiønt i det øvrige har slet ingen enten Øyne til at see, eller Øren til at høre hvad jeg i Hoved-Sagen legger dem fore og med Overbeviisning forestiller Dem.

Om alle de øvrige provstier og Provste-Embeder, der for begge Rigerne og Fyrstendømmene udgiør et temmelig stort Antal, vil jeg langt fra ikke udleede mig min Herres Tanker, og mindre selv giøre noget Forslag til saadan en Rang, der kunde accordere med dette Embede; Ney! slet intet, skal kunde bevæge mig til saadant et Forslag, uden allene denne Stats-Politik, at see de Kongelige Intrader først nu, formedelst alle disse, saa mange Bestallingers Expedition fra Cancellierne paa eengang, og siden Aar efter Aar forøgede; thi De indseer jo dog, og maa tilstaae mig, Hr. Philopatreias! at, dersom Regieringen, der bærer Maade ligesaavel for den Geistlige Stand som for alle de andre Stænder, vilde i det samme til et Naades-Tegn og til Publici Overbeviisning, at Geistligheden staaer med indfluttet i Kongens

Naade, Allernaadigst finde for got at legge Rang til og paa det ærværdige Provste-Embede, med Befaling, at alle Provster under saadan Høy-Kongelige Naades Fortabelse, skulde inden 8 eller 12 Uger fra Cancellierne indløse deres Provste-Confirmation og Bestalling, vilde der i en Hast indkomme en ret anseelig Capital i Kongens Casse, og dette Forslags iværksættelse vilde visselig siden Tid efter anden ogsaa hielpe

noget paa Finance-Væsenet. De maa og troe og forlade Dem til, min Herre, at denne Rang-Bestallings Indløsning vilde ikke heller falde Provsterne i Rigerne og Fyrstendømmene saa tung; thi alle Provster ere gemeenlig formuende og velhavendes, i det ringeste sees der ved et Provste-Valg ligesaa meget (om ikke mere) paa Vederhæftighed og Suffisance, som paa habilité og Duelighed, efterdi Provsterne ere Herredets og Provstiets publique Ting og de Umyndiges Arve-Midler betroet; Herredet eller Provstiet er ogsaa best tient med at have saadan en Mand til Provst, som det i Henseende til benævnte Ting kan see sig betryg-

get ved, og der kan være ansvarlig til det hannem betroede. Dersom ellers een eller anden ung Provst, der ikke just haver ald Jurisprudence inde, eller som i det ringeste fattes praxi juridica, skulde i Punctilier og Smaating, der henhører til Provste-Embedet, engang imellem løbe lidet rabundus, da maa saadant holdes ham tilgode og pardoneres; og skulde han i større, vigtigere og Provste-Embedet vedkommende betydeligere Ting enten af Uforsigtighed, eller af Lettroenhed, eller og af Myndighed og Mangel paa den udfordrende fornødne Oplysning, saaledes løbe an og forsee sig, at Forseelsen var impardonable og dermed ikke kunde sees igiennem Fingre, da kunde den dog afsones med Penge-Mulct og Straf-Bøder til fattige Præste-Enker; og hvem veed da, om saadan en Mand ikke efter en liden Mulct pro meliori inforrnatione kunde desuagtet Tid efter anden saaledes habilitere sig til Provste-Embedet, at man i Fremtiden maatte erkiende Ham for den habileste og beste Provst. Men derimod, dersom saadan en ung Provst

skulde af Præcipitance, af Overilelse, af Utidig Myndighed og af Mangel paa Sagtmodighed, uden at være Herre over sine Passioner, Hovedkulds falde og indvikles i den eene Labyrinth verre og farligere end den anden, og tilsidst komme frem i Høyeste-Rett med fiire eller fleere Processer en svite, som han der tabte allesammen, da kunde han aldrig giøre bedre, end at han, for ikke fremdeles at exponeres saadanne fleere saa dyre Uleyligheder, plat resignerede sit Provste-Embede, og lod sig siden allene Nøye med sin Provsts-Titul; thi den vilde han dog fremdeeles beholde.

Men imidlertid kan min Herre forsikkre sig til, at Provsts-Embedet er virkelig et saa considerabelt, vigtigt og betydeligt Embede, at det visselig meriterer en særdeles Agt og Ære-Distinction, og Provsterne kunde (ftricté talet) ligesaavel aflegges med en convenable Rang, som saa mange andre civile Vetientere, til hvis Embeder ingen Rang er lagt, haver ved Ansøgninger faaet baade Rang og Character; Thi veed De vel ogsaa, Hr. Philopatreias! hvori

Provste-Embedet bestaaer, og hvad for geistlige Embedsmænd Provsterne ere? De veed det mueligens ikke; vel an! jeg vil da med saa Lrd sige Dem det: Provsterne ere Biskoppernes troe Medarbeydere, og det giører de og ved deres Installation-Eed paa at vil være; De ere Øvrigheds-Personer, enhver i sit Herred; De ere Præsternes (Primi inter pares) Formænd og Superieurer; De ere Dommere i geistlige Sager; De ere Skifte-Forvaltere i de Geistliges Stervboer; De ere Auctions-Directeurer, dog maa de ikke selv raabe op og bruge Auctoins-Hammeren, som noget, der er deres Embede uanstændigt; De ere Over-Formyndere; det er (som jeg i mine unge Aar hørte selv en Provst forklare) Formyndere over Formyndere; De ere Infpecteurer og Tilsynsmænd over alle Kirker og Skoler, enhver i sit Herred; De ere ogsaa Directeurer ved de Fattiges Væsen; og jeg veed næsten ikke selv at kan opregne alle de Bestillinger, som løber ind i og ligger til Provste-Embedet; og alt dette uagtet ere dog Provsterne ligesaa lidet hovmodige, som Præsterne; Ney! Jeg har den Ære at kiende mange Provster, men

ikke hos en har jeg Fundet formærket nogen Hovmod eller nogen Tegn og Spor til Hovmod; Saa at de ere kun Spotte-Aander, der af Ondskab lader sig forlede til ironice at falde Provsterne in plurali: de smaa Bisper og een eller anden Provst in singulari: den lille Bisp. Men ikke desto mindre vilde jeg dog unde dem en efter deres Embede proportioneret Rang; og i Fald samme blev dem nogen Tid accorderet, vilde det dog aldrig falde deres Hustruer fremmed for at høre imodtage Frue-Titul; thi fra min Barndom af har jeg baade selv givet og ogsaa hørt mange hundrede andre at give en Præstekone (naar hendes Mand tillige har været Provst) Prædicat og Titul af Frue-provstinde; jeg siger Præstekonen; thi, ligesom det mangen Gang er Lieutenanten, der maa føde Capitainen, saa er det og her Præsten, der maa føde Provsten; thi den viste Provsteløn er ubetydelig, ikkun en Rixdaler af enhver Kirke i Provstiet; (thi jeg ponerer, at Provsterne bleve aflagt med Consistorial-Raads Rang (hvilket tilsorn har været under Ventilation) og Bestaltning derpaa skulde tages; Saa beløb det stemplede Papir til 183 saadan-

ne Bestallinger, som ongefærlig er Antallet af Provsterne i Dannemark og Norge, foruden Provsterne i Fyrstendommene, paa Jisland, samt Stifts-Provsten i Kiøbenhavn og Professor Theologiæ ved Sorøe Academie, som tillige et altid Provst i Alsted Herred, til 7320 Rdlr., og, naar nu lige Summa gik ind i Ober-Secreteriatet, der paa nærværende Tid er vacant, da udgjorde det en Capital af 14640 Rdlr.)

Men, Hr. philopatreias! tænk aldrig om mig, at, fordi jeg af nogle patrioriske Raisons (som mældt) har skrevet lidet i Faveur af Provsterne og det ærværdige Provste-Embede, som jeg har ald sømmelig Consideration og Reverence for, i hvad end De har, min Herre! jeg derfor skulde selv være Provst og af den hæderlige Provste-Orden; Men! jeg er endnu ikke, og vel heller aldrig bliver moeden til dette Embede; mine Skuldre ere endnu for svage til at bære denne Ære-Byrde, og for Resten maa jeg reent ud sige: at, endskiønt jeg vel haver Heste og Vogn, kiører jeg dog endnu ikke een Carosse med fiire Heste under en Tømme. Enhver begriber da lettelig, hvorvidt den stakkels Stym-

per, Philodaneias, duer og er stikket til at være Provst.

Nu! Hr. Philopatreias! jeg vil for denne Gang ikke være saa vidtløftig som forrige Gang. Og for da ikke at exponere mig Deres Fortrydelse, eller incommodere Dem med et vidtløftig Brevs Igiennemlæsning, vil jeg, med Reservation af videre Skrivning en anden Gang, afbryde og til Slutning ønske Dem en Hastig Restitution af deres Svaghed, hvornæst jeg forbliver

Deres

Klerkerup ved Clerichsborg Den 18 Febr. 1771.

Ven og Tiener Philodaneias.