BREV TIL: Hans Jørgen Uldall FRA: Louis Hjelmslev (1934-11-09)

H'J. s" 8 Knud Rap mus senu ve .j, Aarhus, den 9- november 1934.

KJ ær e g o C e U .1 d a 11, - Paa denne raur.de pie.jøde Rarnus Rush at Indlede de breve, nun skrev til sine venner i København, dengang han selv sad i det indre Asien, og jeg synes egentlig, denne indledningsfornel er ud raseri et paa sin plads. Den, der er gaaet i landflygtighed, Jclyn- ger sig til dem, der giver ham livstegn fra de kendte strande, og De er hidtil den eneste, der har givet mig saadanne livstegn i storre stil fra den lingvistiske verden. Deres breve og forskellige lingvi- stiske udladninger her været meget kærkomne, og naar Jeg ikke har faa et skrevet før -hvilket jeg skammer mig o ver - skyldes det udeluk- kendé en fantastisk travlhed, sore fulgte i flytteforvlrringens køl- vand. Vore sager kom forst herover adskillige dage efter at vi selv var kommet, og mine bøger var af flyttefolkene blevet bragt i en ube- skrivelig uorden. Jeg kom herover tiden at have forberedt en eneste forelæsning, Jeg mnatte hoppe med fra time til time, og forberedelsen foregik saaledes, at Jeg vandrede om mellem mine paa gulvet anbragte bøger og brugte oa. 1/2 time til at finde hver enkelt af dem, Sam- tidig skulde Jeg optræde som decanus, en virksomhed, som fra den flirste dag gav mig mere end nok at bestille; flere store sager skulde afgøres'ved møder og konferencer, neriblandt hele reguleringen af skoleembedsexamen, og i forbindelse dermed digre skrivelser redigeres og omredigeres og expederoø med behørige bilag til ministeriet. Man mea i denne forbindelse huske, at universitetets kontorpersonale de- staar, naar det er samlet, af een kontordame. Man maa ogsaa huske, at

det humanistiske fakultet, for hvilket jeg er dfckan, næsten er lig med hele universitetet, saa at det ofte er umuligt at skelne mellem fakultetets og lærerforsaralingons sager; strengt taget er jeg nær ved et være i det mindste uriv\ rsitetsfuldmagtig samtidig med at Jeg er dekan; ellers veed Jeg i/kn hvorledes jeg skaJ "betegne den del af min virksomhed., der bestaar i at gaa i byen og køoe brevpapir, konvolutter og protokoller; ganske vist har universitetet heller ingen bud, saa det kan vi jo ogsaa kalde det. Men J)e vil let f orstaa, at f dir en var, at der hengik tre uger, inden jeg naaede sao vidt et jeg fik tid til at ordne mine bøger og papirer. En fed nappe med sat-kaldte løbende sager ligger nu paa mit skrivebord, og af dens indhold er jeg idag gaaet i gang med Deres forskellige bidrag til samlingen. Da jeg or i vene mod "bilag”, faar de de forskellige faglige bemærkninger særskilt, inddelt i passende kapitler ol.ler som Jespersen siger hovedstykker. Her skal De og Deres kone blot have en almindelig, men hjertelig hilsen fra os begge. Vi er altsaa nu kommet i orden og bor ikke længer hverken i telt eller pan hotel. Vi er meget glade for lejligheden, som er adskilligt bedre end MegdamsveJ - .lysere, friere, stcirre, bekvem- mere; og vi har faaet den rart indrettet. Vi er ogsaa meget tilfredse med. byen og stedet, omend omplantningen giver smaa stik i hjertet. Det er nu mest, naar Lingvistkredsen holder møde, at jeg faar uro i benene og i raundlæderet. Alf Ross vilde jeg meget gerne have hørt. /,eg haaber at fan en beretning fra Dem om det. Devoto gik jo nærmest i vesken paa grund af Holger Pedersens mystiske indgriben i Lingvist- kredsens inclre anliggender; man burde virkelig tilbyde ham præsident- posten, naa.r han har snadanne dtiktatoranlæg. At lade Devoto tale paa

italiensk var naturligvis altid lidt becire end at lade ham tale pan. etruskisk eller litauisk, men stort bedre kan det, vel ikke nave været; og at lade ham tale uden efterfølgende diskussion bare til glæde for en skare italienskinteresserede damer med nøreror var et fe Ilgreb, Herovre talte han i foreningen Amici d ’Italia, ligeledes paa italiensk, om de etruskiske indskrifter; man mna lade ham, at han taler sit sprog tydeligt, og foredraget var meget godt, i hvert fald fornuftigt og for- sigtigt, men lidt tyndt. Foreningen Amici d'Italia er foreivrigt stampet op for tilfældet; den har utallige medlemmer, idet det synes at være skik her, at saa snert der er en forening, melder alle sig ind-med koner og born. Uvd bevare min mund. Devote har været verdensbegivenheden her siden min ankomst. Hvad universitetsarbejdet angaar (bortset fra indkøbet af kridt og protokol- ler) har jeg kun grund til at være veltilfreds. Jeg har mine tre folk til gotisk, ca. 20 til sprogvidenskabelig propædeutik (jeg opnaaede Bloomfield med 25 p/0 reduktion, men di den endnu ikke er kommet, holder jeg foreløbig prædikener over sprogvidenskobens tistorie) og oa. 25 til mine epokegørende udgydelser over »Sprogsystem og sprogforandring”; i begyndelsen var der til de tre forelæsningsrækker henholdsvis 1, 13 og 50, saa det kan formentlig udligne hinanden. Sprogsystem og sprogfor- andring tænker jeg jeg udgiver senere, muligvis paa dansk; det er vist den eneste munde, man kan gCre et dansk publikum opmærksomt paa proble- mero.es ex i stens. Jeg har i disse forelæsninger bl. a. fremstillet min grammatisko teori særlig for komparation, numerus og genus. Jeg kommer % ogsaa. ind paa fonematikken, jeg er i det hele alt omspænd ende og altfor- tærende henholdsvis som havet og ilden. I næste uge begynder jeg et

kursus 1 litauisk for 1 mand, som har anraeht mi/* derom i sin nød, samt. for 3 cand. mag,’er en række forskningsøvelser over fonologi - hvem veed, om foneraatikken ikke kan faa en Naehwuchs i Aarhus. Det er altsammen meget morsomt, men saa er jeg ogrr.a foruden forsknings- øvelserne oppe paa 6 a 7 ugentlige timer. Men Jeg skrider nu +13. bilagene. Hilsen og haandslag fra os begge til Dem, Deres kone og Anne Sophie. Deres hengivne

g