PER PÉRSEN
390I.
✂ Per Pérsen havde gennemgaaet sin hele Bane paa Røjlevgaard, den langsomt opadstigende og hurtigt nedadgaaende Bane.
✂ Han havde tjent Bedstefaderen til den nuværende Ejer, saa hans Fader, nu dennes Søn.
✂ Han var begyndt som Gaasedreng, avancerede saa til Svinedreng, gik nogle Aar til Haande i Kostalden, blev Karl 18 Aar gammel, deltog i Høstarbejdet, blev Staldkarl i Hestestalden, Avlskarl fra han var tredive til han var halvtreds, kørte saa med Korn og Flæsk til København i nogle Aar, men disse Rejser var farlige for Per Persens Moralitet. Dengang var der kun Jernbane mellem Roskilde og København, og man agtede det ikke for Umagen værd at læsse om i Roskilde. Havde man kørt de 10 Mil pr. Aksel, kunde man tage de 4 med samme Vilkaar.
✂ Der var mange Kroer paa Vejen. Bæsterne maatte jo hvile sig og vederkvæge sig, naar de havde trukket et tungt Læs et Par Mils Vejs eller halvtredje, og et Menneske kunde efter Per Persens Mening dog ikke være bekendt at staa tilbage for et Bæst. Et Menneske som Per Persen kunde nok være enig med Bæsterne i at tage en ordentlig Skofte Brød, men han maatte dog have Smør til og helst et Stykke Rullepølse eller Kommenost til Paalæg. Han vilde være tro mod sin Husbond og ikke spise varmt, stegt Flæsk som Prangernes Karle. Per Persen var stolt af, at hans Fortæring i alle de mange Kroer og i "Hvide Hane" i København aldrig beløb sig til mere end l Daler, fire Mark og otte Skilling frem og tilbage.
392✂ Saa døde hans anden Husbond, og Sønnen, som i nogle Aar havde været Forvalter paa Gaarden, blev Ejer. Da var hele den vestsjællandske Jernbane i Stand, og Per Persen havde kun to Mil at køre til nærmeste Station, saa blev der læsset om, og snart blev Transport- og Handelsforholdene helt anderledes. Per Persen gik og drev om fra det ene til det andet hjemme paa Gaarden. Naturligvis kunde det aldrig falde den nye Ejer ind at skille sig ved det gamle Inventarium. Det var hans Mening, at Per Persen skulde fylde 60 Aar, før han blev Røgter - det var jo Pensionen for veltjente og tro Folk paa saadan en Gaard paa et halvandet Hundrede Tønder Land.
✂ Da Per Persen var henved et halvt Hundrede Aar, havde han giftet sig med et nogle og trediveaarigt Fruentimmer. Hun hed Birthe, havde tjent hos Sognepræsten, fra hun var tyve Aar, havde faaet et Barn med Præstens Avlskarl, som "rendte", saa snart han saa', at det var galt fat med hende. Som Bryggerkarl i København gik det ham godt, og der var intet i Vejen med ham, for han betalte Alimentationsbidraget, 56 Kroner om Aaret, uden at det kom til Rettergang. Saa døde Barnet, og Birthe glemte snart baade sit Barn og dets Fader.
✂ Det gik saaledes til med Per Pérsens Giftermaal.
✂ Det traf sig engang, mens Per Pérsen var paa sit sociale Højdepunkt, at han var til "Ornegilde" hos en Gaardmand. Per Persen betegnede sig som Fremskridtsmand ved at ryge Cigar i Stedet for Pibe. Det forargede Gæsterne noget. Selv Værten sagde til ham:
✂ - Du er nok Embedsmand, Per, ligesom Toldbetjentene i Købstaden.
✂ Per havde taget et Stykke graat Papir op af Lommen. Der laa tre Cigarer i det. Han sagde :
✂ - Ja, ja, La's Lars', vi behøver jo ikke at blive krakilske for den Sags Skyld. Tag en af Segarerne; de koster kuns en Skilling Stykket, og det er en stor Adspredelse at patte paa dem. Saa kan I bagefter lade mig stoppe et Par Piber af en af Kastrups store Karduser.
✂ - Ja, ja . . . der skal være Redelighed i alting, sagde den gæstfri Vært og tog Cigaren . . . Hør Du, Per (han tog ham til Side) Gider Du ikke røre dine gamle Ben?
✂ - Jo saagu, Las' Lars', men se nu har jeg taget en pæn Blaagarnslærreds Skjorte paa, og jeg vil nødig svede den igennem, for 393 jeg skal bruge den paa Søndag, for saa skal jeg lige godt til Alters.
✂ - Ja hver har jo sine Synder, sagde Gaardmanden. Men der sidder lige godt Præstens Birthe, og hun sidder altid over, over det, at hun i sin Tid kom skidt af Sted. Kunde Du ikke røre hende lidt, Per, for Du er dog i den Alder, at de helt unge Tøse griner af Dig. Rør den gamle, hvad? Det er en kristelig Medlidenhedsgerning.
✂ - Jo det er Synd andet, sagde Per, flyttede sin Cigar tæt over i den anden Mundvig, og uden videre Ceremonier gik han over til Birthe, tog hende om Livet, og de to modne Mennesker traadte ud og dansede "Hamborgerskotsk" sammen.
✂ Efter den første Uddansning fandt de Behag i hinanden. Per saa', at Birthe smilte til ham med en Række store hvide Tænder i rosenrødt fedt Tandkød. Det opmuntrede ham til at knibe hende i den ene Kind. Hun sagde rigtignok:
✂ - Hold dine Fingre hos Dig selv; men hun sagde intet, da Per Persen siden kneb hende i den ene Side.
✂ Per og Birthe dansede hele Aftenen og Natten.
✂ Da Klokken var fem om Morgenen, sagde Birthe:
✂ - Jeg vil lige godt hjem, for jeg sveder, saa det er mageløst.
✂ - Ja, jeg véd s'gu'tte, hvordan jeg skal gaa til Alters med min Skjorte paa Søndag, for jeg kan lugte, at den lugter som sur Valle. Skal Du hjem, Birthe, saa følger jeg Dig lige hjem til Præstens.
✂ - Nej, la' vær!
✂ - Jeg gør det lige godt
✂ Uden at sige Farvel gik Per og Birthe ud.
✂ Det var lidt efter Fastelavn, først i Marts, Himlen var tæt spraglet af Stjerner. Det var let Frostvejr. Per havde drukket en Del Brændevin og gammelt Øl, noget Punsch, var ikke fuld, men saa lyrisk, som han kunde blive.
✂ Han klemte Birthes Arm stærkt.
✂ - Lad være med at "nive" mig, sagde Birthe.
✂ - Du kan jo "nive" mig igen, sagde Per.
✂ - Nej, det kunde aldrig falde mig ind, sagde Birthe.
✂ - Skal vi gaa derop? sagde Per og pegede paa en lille Høj, der stod ensom paa Marken med Tjørne- og Brombærkrat paa Toppen.
394✂ - Hvad skulde vi der? sagde Birthe.
✂ - Jeg véd det s'gu'tte, svarede Per. Vi kan ogsaa blive derfra.
✂ Men de gik derop alligevel.
II.
✂ En Søndag sidst i Juli stod Per Persen og røg Pibe uden for Tofteporten.
✂ Nede paa Markstien saa' han en Skikkelse snart dukke op, snart forsvinde mellem de opstillede Traver paa Rugmarkerne og den høje, modne Hvede.
✂ Syvklokken sang sin Velsignelse over al den dejlige Sæd, og Per Persen havde hidtil følt sig ret andagtsfuld.
✂ - Hvad er det for en rød Rad, som kommer alkende? sagde Per. Denne bevægelige Figur forstyrrede hans Andagt over Udsigten til den gode Høst, en Andagt, som Klokkestrengen hævede saa højt, som Per Persens Sjæl kunde orke at komme til Vejrs. Hans lange Syn kendte snart Birthe paa Fodskiftet, trods det røde Forklæde, som omhyllede hendes Hoved.
✂ Fra Gud sank han ned til Djævelen, da han sagde:
✂ - Fa'en fare i hende det Stavær! Der er vist blevet Bukser af Skindet.
✂ Per var ved at vende sig og gaa ind ad Porten. Men da lød Birthes Stemme:
✂ - Hør Du, Per Persen, Du kommer til at tøve, for jeg skal tale med Dig.
✂ Per blev staaende, til Birthe var naaet hen til ham. Han saa' op og ned ad hende. Hun brast i Graad og sagde:
✂ - Ja, der kan Du selv se, Per Persen.
✂ - Ja, jeg har da Øjne i Ho'det, sagde Per tvært.
✂ - Hvad nu, Per? . . .
✂ - Ja . . . Og det bare for en eneste Gangs Skyld, sukkede han.
✂ - Vil Du være en Kæltring, Per?
✂ - Ikke uden at jeg bliver haardt nødt til det.
✂ - Jeg er i den fjerde Maaned.
✂ Per talte paa Fingrene og sagde nikkende: 395 - Ja, det slaar akkurat til . . . Det er nøjagtigt i alle Maader, er det . . . Det var dog Satans!
✂ - Ja og se, Præsten han blev saa myrdelig gal, da han saa', hvordan jeg sad i det. For han sagde, at i Ungdommens Tid saa kunde man sige baade det ene og det andet om den Slags Ting, men - at naar et Fruentimmer er bleven fem og tredive Aar . . . og at hvis jeg ikke kunde blive gift, inden Ulykken skete, saa kunde jeg ikke blive længere i Præstegaarden . . . og han er dog saadan en god Mand . . . men han mente, at naar Fruen havde levet endnu . . . saa kunde hun have hjulpet med til at dølge det, saadan som hun gjorde første Gang, jeg kom skidt af Sted, men at nu havde den ældste Datter Frøken Marie saa megen Sans for saadanne Dele, at hun kunde begribe, at saadant noget ikke kom af sig selv.
✂ - Nej, det gør det, Fanneme, ikke heller, sagde Per Persen og kløede sig under Huen. Hvad der er Sandhed er Sandhed . . Men det er lige godt bedst, Du hitter hjem, Birthe! . . . Jeg skal snakke med Manden, for han har ingen Børn med Konen, som er død, uden Sønnen, men Sønnen har lige godt tre Børn udenom, saa han faar lige godt nogen Medlidenhed med et gammelt trofast Tyende som mig, som har haft saadan et forbandet Uheld med sig . . . Nu skulde Du ellers helst rubbe af, Birthe. Du har jo Tid nok til at tude, mens Du gaar hjem.
✂ Per Pérsen sov ikke den Nat. Han studerede paa den Tale, han vilde holde til sin Husbond. Han huskede fra Balles Lærebog, som han var bleven konfirmeret paa, Begyndelsen af tredje Kapitel, hvis Schwabacher-Typer og store Fraktur stod forfærdende for hans Øjne: "Erfaring viser, at Mennesker ere ikke saa gode, som de burde være, (ja saa langt gik Schwabacherskriften, saa kom Fraktur-Korpus). Alle have de Fejl, og hos dem alle ytrer sig enten en eller anden ond Tilbøjelighed, skønt i forskellige Grader.
✂ Da Scwabacheren hørte op med sine Trusler, syntes Per Persen, at Frakturpartiet ligesom indeholdt en Trøst for de første strenge Ord.
✂ Han tænkte:
✂ - Aa Skidt, det gaar saa mange saadan . . .
✂ Per var ret modig, da han mødte sin Husbond, Proprietær Hornfeldt, i Gaarden om Morgenen tidlig.
✂ - Kanske jeg kunde tale et Par Ord med Husbond? sagde han. Den høje, trivelige Mand slog en høj Latter op: 396 - Naa Per . . . ja, ja. Du gaar paa Sneppejagt i din modnere Alder.
✂ - Naa, saa Husbond véd - det - ?
✂ - Ja, Degnen i Taastrup har sagt mig det. For Birthe kan jo ikke holde sin Mund tættere til end andre Fruentimmer. Ja, ja. Vi er alle Mennesker, Per. Kanske det var ikke saa morsomt for os at leve, hvis vi var Engle. Hvad Per?
✂ Per Persen kløede sig bag Øret og sagde:
✂ - Nej, det er s'gu'tte let at sige noget om den Ting, naar man ikke har prøvet det.
✂ - Jeg har talt med Præsten, Per. Blot I lader jer vie, saa er alt godt . . . det vil sige, det maa ske om fjorten Dage. Saa bliver Birthe hos Præsten og Du hos mig, for Fanden skal tage mig, om jeg vil have gifte Tjenestefolk paa Gaarden . . . Du skal faa en Dalers Penge til at holde Bryllup for med din dejlige Brud, lille Per, men saa bagefter . . . forstaar Du Per . . . saa véd jeg ingenting af, at Du er gift . . . Med det første Barn skal jeg hjælpe Dig . . . kommer der flere, saa svarer jeg ikke for noget . . . Er Du saa fornøjet, Du gamle Don Johan? Stik Tungen mellem de Fortænder, som Du ikke har . . . Vær nu glad. Jeg kan ikke fordrage sure Fjæs her paa Gaarden.
✂ - Ja, det er jo meget nydelige Vilkaar, sagde Per Pérsen. Og der skal ikke komme flere, det lover jeg Husbond.
✂ - Fa'en tro Dig, Perl Loven er ærlig, men Holden besværlig.
✂ - Jeg skal ta' mig i Agt, sagde Per højtideligt.
✂ Proprietær Hornfeldt lo igen, saa det skraldede i Gaarden.
✂ Fjorten Dage derefter blev Per Persen og Birthe Mortensdatter viede i Taastrup Kirke. Med Forloverne drak de 01 og Punsch i Kroen for Proprietær Hornfeldts Penge. Saa gik Brud og Brudgom hver til sit.
✂ I November fødte Birthe et Pigebarn paa Sygehuset i nærmeste Købstad, men døde kort efter.
✂ Per Pérsen fik Lov til at tage til Købstaden til Begravelsen. Hans Husbond sagde: - Per, tag Du kun Ungen med her. Malkepigen Stine har jo faaet et Barn, som er dødt. Hun skal vel af med Mælken. Lad hende give Birthes og din Unge Patte. Saadant et lille Bæst æder jo ikke en ud af Gaarden. Tag Dig lidt af hende, naar Du har Tid, saa kan hun jo gaa her og vokse op med de andre Spædekalve, Ællinger og Gæslinger.
397III.
✂ Saa voksede den lille Kathrine - eller Trine - som hun hed til daglig Brug, op paa Røjlevgaard, hvor hun jo nok blev drillet lidt, men dog ikke stort mere, end hun kunde døje. Da hun var en seks syv Aar, blev hun Gaasetøs, passede saa Hønsene, indtil hun avancerede til at gaa til Haande i Mejerigerningen.
✂ Hendes Fader strøg hende over Haaret, naar deres Veje mødtes. Han passede sin Dont og blev gammel under den.
✂ Da Trine var 17 Aar, blev hun indvendig Pige. Da indtraadte der et Regeringsskifte. Ejeren døde, og hans Søn arvede Gaarden.
✂ Saa var det, at Per Persens Københavnsrejser havde vist det Resultat, at han saa' dybere i Flasken, end nødvendigt var. Efter sin sidste Rejse var der Vrøvl med det Regnskab, han skulde aflægge, for han havde trakteret en Hob Prangere i Ordrup Kro . . . Nu var Jernbanen færdig - og som alt er sagt . . . med dens Fuldførelse blev Per reduceret og endte med at blive Røgter.
✂ Per Persen havde altid holdt af Køer. Han kunde ikke lide, at hans ny Husbond stundom modtog nogle unge Københavnere, Studenter og Løjtnanter, for, naar de kom ned i Kostalden, saa var de lystige efter Middagen og sagde Vittigheder.
✂ Per Persen sagde - skønt han ikke forstod Vitserne:
✂ - Jeg kan ikke begribe, at Manden vil trække saadan nogle Springfyre . . . for det kalder jeg dem - enten saa de har Sølv eller Guld eller Møg paa deres Skuldre . . . ned i Stalden for at de skal gaa omkring og grine ad Kvæget.
✂ Den unge Proprietær var en ivrig Jæger. Om Efteraaret holdt han et stort Jagtgilde. Da lyste Vaaningshusets Vinduer, saa det halve Gaardsrum blev oplyst.
✂ - Det ligner ikke noget, sagde Per Pérsen. Enten har man Gas som i Købstæderne, eller ogsaa har man det ikke . . . Verden og Menneskene bliver mere og mere taab'lige.
✂ Han havde det godt i Kostalden og i det Brædeskur, som tjente ham til Sovekammer. Der var lunt om Vinteren, og om Sommeren, naar Kvæget var paa Græs, sad han med sit evige Vaaben, Tøjrekøllen, paa den fede Eng ved den slyngede Aa med tætte Skove paa den anden Bred, rejste sig kun magelig af og til for at flytte Kvæget. Det var en nem Gerning. Denne Eng, denne Aa, disse Skove var Per Pérsens gamle, gode Venner. Han fandt nok, at det var noget "Satans Sludder", naar Københavnergæsterne 398 udbredte sig over Egnens Skønhed. Det var ikke mere kønt end andre Steder, hvor der var mere Agerland . . . hvad nyttede alt det Vand og de Skove? . . . Men han holdt af dem paa den Vis, som gamle borgerlige Folk holder af gamle Papirstapeter, gamle Mahognimøbler og gamle Astrallamper.
✂ - Dette herre bliver sgu, som det nu en Gang er, mente Per Pérsen, naar han flyttede om i det fede Græs, spyttede i Aaen og saa' over til Skovene.
✂ Mens Trine gik i Skole, kunde det hænde, at Per Persen traf hende paa Vejen til Skolen. Saa klappede han hendes Haar og sagde:
✂ - La' mig se, at Du ikke stikker op for Gaardmændenes Tøse, og det hverken i Lærebog eller Katekismus eller Bibel. For jeg kan det endnu, Trine . . . Nu skal Du bare høre: . . . Hør nu, Tøs!
✂ "Det er højst vigtigt for os Mennesker, at vi lære at kende Gud, da vi ellers ikke kunde forstaa, hvorledes Verden er bleven til. Vi vidste heller ikke, hvad Haab vi turde gøre os om vor Tilstand efter Døden og havde ingen sikker Hjælp i vor Nød at forlade os paa (og nu gik Per Persen videre uden at standse) Anmærkning. Man kalder det Religion at have Kundskab om Gud og hans Vilje, samt om den Maade, hvorpaa han vil æres og lydes af os . . . Ser Du, Trine, saadant noget har Doktor Morten Luther hittet paa, og i de mange Aar, siden han døde, har ingen kunnet stikke den gamle Tamp over. For han har nok overbevist baade Paven i Rom og Sultanen i Konstantinopel, at de var ikke mere end som Kammerherren ovre paa Kaløgaard, og han er saa dum som et Bæst; det siger hans Skovrider selv . . . Ja, ja, ja, ja Trine. Lær bare dine Rel'ionskundskaber. Det linder paa Verdensgangen, og der er mange, som tjener mange Penge paa'et.
✂ Per Pérsen fulgte sin lille Pige til det Sted, hvor Vejen gjorde et Spring. Han saa' da tidt op til den gamle, kratbevoksede Høj.
✂ Trine groede og blev før og stor. Da hun gik op "og læste"*) hos Præsten og skulde konfirmeres, blev Per Persen glad over, at Præsten gav hende meget godt baade i Kundskab og Opførsel.
✂ Per Pérsen sagde: "Der kan man se, hvor Forsynet indretter alt viseligen. For jeg kan næsten dels ikke gøre ved, at Trine blev til.
* 399✂ Proprietæren havde sørget for, at Per Pérsen og hans Datter kom kørende til Kirke paa Konfirmationsdagen.
✂ Per hilste paa Krat og paa Skove, paa Damme og paa Kær, paa Gaarde og paa Huse og lidt storsnudet paa Husmands- og Indsidderfolk, som maatte føre deres Børn til Konfirmationen, æltende i Vejens klægede Dynd.
✂ - Det linder lige godt at tjene paa et ordentligt Sted, sagde han, mens han nød Boniteten af Trines sorte uldne Kjole ved stadig at beføle den med sine store ru Fingre.
✂ Og Trine kunde svare Præsten paa alt, hvad han spurgte hende om.
✂ - Jeg vil spørge Dig om Pligterne, mit kære Barn, sagde Præsten og begyndte: Vi maa ingenlunde
✂ Trine fortsatte:
✂ . . . forholde dem deres tilbørlige Løn, som arbejde for os, men skulle give dem, hvad de fortjene i rette Tid.
✂ - Skriftstedet? spurgte Præsten, mens han lod sin Haand hvile paa Trines hørgule Haar.
✂ Trine ramsede op med stor Færdighed:
✂ - Se! Arbejdernes Løn, som have høstet eders Marker, hvilken I haver forholdt dem, skriger, og Høstfolkenes megen Raab er kommet ned for den Herre Zebaoths Øre.
✂ - Det er, som det skal være, sagde Per Persen og slog i Træbænken.
✂ Altsaa Trine blev godt konfirmeret. Da Per gik ud af Kirken med hende, Haand i Haand, sagde han:
✂ - Du svarede godt for Dig. For paa Herregaardene vil de gerne knibe paa Daglønnen i Høsttiden . . . Ja nu er jeg lige glad, men Du er jo ung, min Tøs, og hvem kan vide, om Du ikke skal tjene dit Brød paa en Herregaard. Saa kan Du jo stikke Forvalteren Guds egne Ord ud, . . . hvad skal han saa svare til det? . . . Jeg mener, han maa holde Kæft i al Beskedenhed.
✂ Per og Trine fik Flæskesteg og Kartofler, da de kom hjem.
✂ Saa skulde Per Persen til Alters med sin Datter Søndagen efter Konfirmationen.
✂ Karle og Piger stod og grinede ad ham, da han kom ud fra Kostalden med en gammel høj Cylinderhat, hvis Lu Solskinnet gjorde næsten ræverød.
✂ - Har Du flaaet den sidste røde Ræv, Per - - den som "Manden" skød paa Akademiets Jagt . . . og saa sat Skindet om din Hat?
400✂ - Hold Kæft! sagde Per.
✂ - Og Du har stivet Krave . . . og det er den salig afdøde Mands gamle Atlaskesvest . . . den han fulgte Lig med . . . sagde Stuepigen. - Du er ikke billig, Per!
✂ Røgteren sagde:
✂ - Hold Kæve, din Tran-Malene!
✂ - Skal jeg lade det sidde paa mig? sagde Stuepigen grædende til Avlskarlen.
✂ - Du kommer vist til det, Margrethe, sagde Avlskarlen; ellers siger han noget værre endda.
✂ Per Persens udrakte Haand modtoges af hans Datter med den sorte uldne Kjole og Shawlet. Denne Gang var der ingen Vogn. De gik til Kirke.
IV.
✂ Det var en skikkelig gammel Præst, han, der havde konfirmeret Trine. Den indre Missions tunge Tros havde ikke endnu kørt over Landet, og han var alt Præst, da den spekulative Teologis Husareskadron red let hen derover.
✂ Han var Kristen i den Forstand, hvori alle skikkelige Mennesker er Kristne. Med særegen Venlighed klappede han Trine paa Haaret, efter at hun havde drukket af Kalken.
✂ Per og Trine gik stille Haand i Haand. Da de naaede lige ud for Højen med det Krat paa Toppen, pegede Per Persen op derimod og sagde:
✂ - Tag Dig i Agt for den Banke, Trine. D'ævlen lurer deroppe . . . Havde den Banke ikke været, saa var det hverken gaaet mig, som det gik mig i sin Tid . . . Men jeg skal nok passe Kvæget, saa "Manden" kan være tjent med det.
✂ Og Per Persen gik i den lune Kostald, rugede over gamle Synder og drak sig lidt glad af og til. Foreløbig forfaldt han ikke. Somme Tider sagde han i Borgestuen til det yngre Tyende:
✂ - Det er en ædel Ting at drikke til Orden. Men ikke videre . . . ikke videre. Der kommer den Tid, man skal holde paa Bunden af Flasken.
✂ Per nøjedes ogsaa med at drikke "til en Orden".
401✂ Men én Gang om Aaret - det var netop naar han gik til Alters, - saa for en Djævel i ham. Han fik en saa ubetvingelig Lyst til paa Hjemvejen at gaa ind i Kroen og traktere et Par jævnaldrende Husmænd.
✂ Det var ikke uden Betænkelighed, at han tog de første Snapse. Han havde lige forrettet en hellig Handling, og mens den varede, havde han været rørt og angrende paa sin Vis. Men efter den tredje Snaps sagde han til sig selv: - Ja, jeg fik jo Syndernes Forladelse tilsagt af Præsten lige ud og uden Vrøvl. Den gode Gud giver vel et Aars Kredit, til jeg kommer til Alters igen med et angergivent Hjerte.
✂ Han kunde saa lige netop bære Rusen hjem. Markvejen, som fra Sognevejen bøjede ind til Røjlevgaard, var lige bred nok for Per Persen. Han bestrøg under sin Siksakgang begge Grøfterandene, men han havde saa megen Magt over sin Rus, at han, naar Grøften truende gabede ham i Møde, kunde undgaa Svælget ved et Ryk i sig selv og for en Stund nogenlunde holde Midten af Vejen.
✂ Naar han kom hjem, sov han et Par Timer i en Baas i Kostalden. Naar han vaagnede, angrede han dybt sin Synd i Dag og de foregaaende Altergangsdage og vogtede sig vel for at vise sig ude i Gaarden.
✂ Hans daarlige Humør gav sig Luft over for Kvæget. Naar han passerede Fodergangen, syntes han, at Køerne lo ad ham. De stod nok saa dvaske og gumlede, og intet andet Menneske end Per Persen vilde kunne have opdaget mindste Glimt af Grin i disse dvaske, milde Øjne, eller paa disse snøftende, blanke og dampende Muler. Men Per sagde:
✂ - Nej, det gaar med Høveder som med Mennesker. De bliver mere og mere ondsindede mod gamle Folk . . . Se Du brogede Rad . . . se . . . vil I andre bare se, hvor hun griner. Nej, Fa'en skulde tjene længere paa en Gaard, hvor der er saadant noget krakilsk Kvæg.
✂ Saa tog han den Ko, som han syntes grinte mest "krakilsk", rystede den ved Hornene, uden dog at nænne at gøre den Fortræd, rystede dens Hoved lidt, saa' den ind i dens aldeles uforstaaende Øjne og sagde:
✂ - Tror Du ikke, jeg kan se, at Du staar og gør Nar ad mig indvendig?
✂ Den gamle Præst døde, og han blev erstattet af en yngre og ivrigere Mand, som prækede Bod og Omvendelse.
402✂ Det vakte Forfærdelse i Sognet, at han havde nægtet en Gaardmand at stedes til Alters, fordi han altid fik Børn med sine Piger, og fra Prækestolen direkte havde tiltalt en Husmand, der var forfalden til Drik, og revset ham i Menighedens Nærværelse. Det hed sig endog, at den ny Præst vilde nægte Altergang til alle, som ellers ikke besøgte Kirken.
✂ Det hed sig fremdeles, "at han havde sine Spioner ude alle Vegne." Staldkarlen i Hestestalden sagde en Aften ved Nadveren i Borgestuen til Per Persen:
✂ - Nu kan Du godt sælge din røde Hat, Per, den, Du gaar til Alters med, til den højest bydende, for Degnens Pige, hun sa' til mig forgangen Dag til Gildet hos Niels Jør'n, at Præsten vidste, at Du altid kom hjem fra din Altergang med en paa Skallen.
✂ Per svarede ikke. Men en isnende Angest gennemrislede ham fra Hoved til Fod. Maatte han ikke komme til Alters? Han havde dog ellers været et skikkeligt Menneske, havde aldrig med sin gode Vilje snydt sin Husbond, havde været god mod Kvæget og mente ikke et Menneske noget ondt. Havde den nye Præst heller ingen Synder paa sin Samvittighed? Det saa' da for det første farlig ledagtigt ud, at han gik med Overskæg. Det var galt nok, at Degnene havde begyndt for nogle Aar siden at lade alt Skægget gro, men en Præst skulde dog aldrig være med til at skabe sig ud som en Kaptajn.
✂ Jo mere den Dag i Marts nærmede sig, paa hvilken den gamle Røgter plejede at gaa til Alters, desto mere Tyngde faldt der over hans Sind. Ja, hvis han turde sige Præsten, hvad den og den Gaardmand, den og den Husmand, den og den Indsidder havde bedrevet . . . ikke at tale om hans egen Husbond med de uægte Børn . . . saa vilde den ny Præst ikke faa stor Afsætning paa "Abelaterne" og Vinen.
✂ Røgteren turde ikke betro sig til nogen i sin Angest og Kvide. Det nyttede ikke, at han raisonnerede for sig selv, at han jo kunde blive borte det Aar og se Tiden an. Han kunde ikke blive fri for den Tanke, at Vorherre vilde blive farlig vred paa ham. Han saa' Gud for sig i den Skikkelse, hvori han kendte ham fra et gammelt Kobberstik, som hang over "Mandens" Skrivebord paa "Kantoret". Der sad han mellem Skyer og saa' saa "bøs ud med sit forskrækkelige lange Skæg og langede ud med Arme og Hænder, som han vilde give hele Verden "et Par ordentlige nogle paa Kejen."
✂ Per Pérsen kastede sig tidt paa Knæ i en eller anden tom 403 Baas, løftede angergiven sine Øjne op mod det mørke Rum under Kostaldens Tag og bad Vorherre om at bøje Præstens Sind, saa han fik Lov til at gaa til Alters. Nu havde han jo ikke Sind til Piger mere . . . nej det var længe siden, at han havde faaet syndige Tanker ved at se et Fruentimmer i bar Særk, og han vilde love, saa vidt han kunde holde det, og hvis Vorherre selv vilde give ham Kraft til det, ikke paa Alterdagen at smage anden Spiritus end Altervinen.
✂ Med en uhyre Selvovervindelse gik han til Præsten Søndagen før sin sædvanlige Altergangssøndag. Han havde af Ydmygelse taget en laadden Hue paa i Stedet for den gamle Cylinderhat.
✂ Da han naaede Kroen, følte han en heftig Lyst til at gaa derind og skaffe sig Styrke til sin Samtale med Præsten med Overskægget. Han standsede sin Gang, vendte om tre eller fire Gange under dybe Overvejelser. Han kom til det Resultat, at en grøn Malurtbitter, den Jordemoderens Mand altid drak for sin Maves Skyld som en Slags Medicin, og en lille Hvidtøl til dog aldrig kunde være en Synd.
✂ Han tog da de nævnte Drikkevarer og maatte indrømme, at de "lindede inden i ham" og gjorde ham en Smule modigere. Han gik endog ret frejdig ind i Præstegaarden og bad om at faa Pastoren i Tale.
✂ Der saa' rigtignok ganske anderledes fint ud i Studerekammeret end i den gamle Præsts Dage. Sikken en Masse Tæpper paa Gulvet og mellem Dørene! Sikken en Hob Puder paa Sofaen og de to Lænestole, og det var da ogsaa en urimelig Hob Skilderier, der hang paa Væggen! Og det undrede Per, at en hel Del af Menneskene paa de Billeder var helt nøgne, og at de fleste Fruentimmer paa dem allenfals ikke havde mere paa sig end Pigerne i Høsttiden. Barbenede var de da alle sammen ligesom fattige Kællinger og Børn om Sommeren.
✂ Præsten vendte sig om mod den indtrædende. Var det en Præst ? Ikke alene bar han Knevelsbart og Fip, men han havde en kort Jakke af dem, som Avlskarlen paa Røjlevgaard kaldte "Rumpeforkølere" og et kulørt Slips.
✂ Per stod og pillede Luven af sin laadne Hue. Han syntes, at Pastoren lignede mere en Hofjægermester end en Præst. Og saa var hans Øjesyn saa farlig hvast.
✂ - Hvem er De? Hvad ønsker De? spurgte en skarpt klingende Stemme.
✂ - Det er ikke andet end som mig, Deres Højvelærværdighed 404 Ellers er jeg ikke andet end som Røgter paa Røjlevgaard hos den unge Hornfeldt, men jeg har tjent baade hans Fa'r og hans Bedstefa'r, og ellers hedder jeg ikke andet end som Per Pérsen.
✂ Præsten fæstede sit Blik endnu skarpere paa den krogede Skikkelse med det rynkede, røde Ansigt og de immergrædende matte Øjne, der var saa lyse som en "glasøjet" Hests.
✂ - Hm - naa - ja . . . jeg har hørt noget om Dem. De drikker Dem fuld, hver Gang De har nydt Nadveren . . . Kan De huske . . . elier véd De, hvad Paulus siger om det?
✂ - Ja, jeg kan saamænd saa meget af min Lærebog udenad, om ogsaa det er over et halvt Hundrede Aar siden, at jeg gik op og "læse".
✂ - Ja, det er nu godt nok . . . men jeg spørger Dem igen: Véd De, hvad Apostelen Paulus siger om dem, der uværdig møder ved Herrens Bord?
✂ Per Persen rodede om i sin Hukommelse efter de Skriftsteder, han havde lært uden at forstaa dem. Men han var saa angest som en teologisk Eksaminand ved det grønne Bord, greb saa ned i den uordnede Bunke, som laa gemt i hans Hjerne og sagde:
✂ - Det sku' da aldrig være dette here?
✂ Han ramsede op i Læsetone:
✂ "Ingen haver nogen Sinde hadet sit eget Legeme, men føder og vederkvæger det."
✂ Præstens Mund fortrak sig til et Smil.
✂ - Ja, De kan nok pille ud af Skuffen, hvad der passer Dem. Nej, jeg tænkte paa de Ord: "Thi den, som æder og drikker uværdig, æder og drikker sig selv til Dom."
✂ - Ja, men se jeg har nu rigtignok aldrig mødt fuld; det er jeg først bleven, naar jeg gik fra Kirke, sagde Per, men saa har jeg ogsaa angret og ærgret mig hele fjorten Dage efter.
✂ - Ja, jeg modtager Dem ikke til Alters . . . De har ogsaa levet i et usædeligt Forhold til en Pige, som tjente hos min Formand.
✂ - Ja, men jeg tog hende jo dog lige godt, og hun ejede saamænd ikke to danske Skilling . . .
✂ - Det gør intet med Hensyn til Deres Saligheds Sag. De havde avlet Barnet, før Kirken havde beseglet Baandet.
✂ - Ja, men det gav den gamle Præst mig Forladelse for.
✂ - Den Forladelse gælder til Wandsbeck, men ikke til Himmerig. De kommer i Helvede alligevel.
405✂ - Aa nej, Hr. Pastor, naar man siden har levet skikkelig.
✂ - Snak! De har drukket Dem fuld, som jeg før sagde . . . De har horet . . . De kommer i Helvede.
✂ - Var der dog ikke en Manér jeg kunde slippe paa? spurgte den gamle Mand bønligt, foldede sine Hænder, saa den laadne Hue faldt paa Gulvet, mens Taarerne rigeligere end ellers randt ned gennem alle Rynkekanalerne.
✂ - Jo, naturligvis. Naar De hver Dag vil arbejde paa Deres Saliggørelse i Frygt og Bæven.
✂ - Ja, det skulde jeg gerne, bare jeg kunde faa Tid til det. For hele Dagen gaar med Arbejde, og Kræfterne sla'r ikke til som i Ungdommens Dage.
✂ - Kan De ikke angre og bede, mens De arbejder?
✂ - Ja, men jeg kan saa daarlig tænke paa andre Ting, naar Arbejdet skal gøres akkurat.
✂ - Snak, Per! Det er bedre, at De forsømmer Deres jordiske Arbejde end Deres Sjæl.
✂ - Ja, men, Hr. Pastor, det er saadant et beskidt Arbejde mange Gange.
✂ - Herren agter ingen Gerning ringe, naar den forrettes i hans Frygt.
✂ - Ja, men er det passende, Hr. Pastor? For somme Tider roder jeg i det bare Møg, naar Baasene skal "møves" (dvs. muges, renses).
✂ - Tror De, Vorherre er en snærpet Jomfru? Har han ikke skabt alt?
✂ - Men jeg troede ikke, at han rigtig vilde kendes ved det alt sammen, naar han saa' rigtig paa'et.
✂ - Ja, I er kristelig oplyste paa denne Egn! At være jeres Sjælesørger, det er værre end at muge Stalde.
✂ - Ja, det er rimeligt nok . . . Men vil dog Præsten ikke have Medlidenhed og tage mig til Alters lige godt. For de vil grine ad mig hjemme paa Gaarden, naar De hører, at jeg er bleven vist nør*).
✂ - Det kan De tage som en Straf fra Gud. De kommer ikke til Alters denne Gang. Kom nu i Kirke hver Søndag i et Aar og se at blive kristelig oplyst om Deres store Synder og om Helvedes Pine.
* 406✂ Per Pérsen bønfaldt:
✂ - Kan det ikke blive ved en Gang hver Maaned med den Kirkegang?
✂ - Nej. Er Rædselen for Helvede bleven vaagen i Dem, saa vil De lære at passe paa Djævelen og undgaa ham, naar han lurer paa Dem for at gribe Dem.
✂ - Ja, men mit Syn er blevet saa simpelt i de sidste Aar, Hr. Pastor, og D'ævlen maa vel være mere rævedannet end som andre Mennesker. Han kan vist dølge sig, saa jeg ikke kan hitte ham.
✂ - De skal bruge Deres Sjæls Syn.
✂ - Naa-aa saadan! sukkede Per, som ikke forstod, hvad Præsten mente.
✂ - Her er noget, som De kan forstaa . . Læs hver Dag i disse fire smaa Bøger.
✂ Han rakte Per nogle smaa Traktater.
✂ - Ja, men jeg har aldrig været skrap til at læse, klynkede Per, og nu kan jeg slet ikke se.
✂ - Saa køb et Par Briller. De kan faa et Par for en Krones Penge.
✂ Per bøjede sig, men tænkte lumskelig paa at knibe ud med Hensyn til Læsning og Briller.
✂ - Ja, saa siger jeg Tak, Hr. Pastor og byder Farvel.
✂ - Farvel, gamle. De skal se, Vorherre vil hjælpe Dem paa god Vej. Og ligger noget Dem paa Hjerte, saa kom og udøs det for mig.
✂ Han rakte Per Haanden og sagde ret venlig:
✂ - Jeg skal bede for Dem. Per følte sig trøstet og sagde:
✂ - Ja, saa gaar det nok nemmere, tænker jeg.
✂ Han gik og tænkte: Det er ellers en herlig Mand at snakke med. Han siger "Di" til saadan en gammel Røgter . . . Men han er farlig haardnakket og sjalû. Den gamle, han kunde nok begynde med at skælde ud, men bagefter kunde man næsten faa'et med ham, som man selv vilde.
407V.
✂ Per Pérsen spenderede dog for sine Synders Skyld 1 Krone og 50 Øre paa et Par Briller. Men der var daarligt Lys i Kostalden. Den gamle Hjerne og de gamle Øjne arbejdede. Per Persen læste Side op og Side ned, forstod saare lidet. Kun nogle Forestillinger om Blod beholdt han i sit Hoved. Han drømte om meget Blod.
✂ Han gik ogsaa i Kirke. Naar Præsten talte om Helvedes forfærdelige Kvaler og om Lammets Blod, saa væltede der sig i Per underlige Billeder af de store Stege, som han havde set i Køkkenet paa Gaarden, og han lugtede Ulden fra gamle Dage, da de klippede Faar i Borgestuen paa det lange Bord . . Men det var længe siden, det var i den første "Mands" Tid.
✂ Han fik Skænd, fordi han ikke passede ,,Kre'turerne" saa godt som før. For Per Pérsen forsøgte paa at tænke paa sin Saligheds Sag. Og alle hans Anstrengelser frembragte kun en uformelig Klump i hans stakkels enfoldige Hoved. Saa kunde han blive arrig paa de smaa Bøger, som Præsten havde givet ham, for han fandt, at de gjorde ham mere tosset, end han før var. Men naar han i Arrigskab havde smidt dem hen ad Gulvet i Staldens Hovedgang, saa blev han angest, samlede dem op og kyssede det skidne Omslag.
✂ Han gik i Kirke fire Søndage i Træk. Han sang Salmerne med en Stemme saa brægende som en gammel Væders, græd under hvert Vers.
✂ Han anstrengte sig for at lytte til Prædikenen om Djævelens Rænker og Frelserens Forløsningsværk, men nikkede af Søvn, naar Præsten var naaet til Midten af sin Præken; han kneb sig i Laarene for at holde sig vaagen.
✂ Men Passionshistorien, der blev behandlet ved Paasketider, den betog ham. Mishandlingen af Kristus, som holdt saa meget af alle fattige Stakler, fik ham til at knytte Haanden og sagte slaa i Stolestadets Bænk og til sagte at sige: Han maa have været Vorherres Søn, naar han kunde døje alt det, uden et eneste Øjeblik at blive arrig . . . eller ikke engang en Smule gnaven.
✂ - Bare jeg havde kendt ham; sukkede Per Persen. Jeg var vist ikke bleven saa bange for at snakke med ham, som jeg er bange for at snakke med min Husbond og med Præsten.
✂ Per Persen holdt ud til Pinse. Men saa opgav han Ævred, for han forstod ikke et Ord af, hvad Præsten sagde. Han havde 408 aldrig betraadt hans Stue, trods Præstens ret venlige Opfordring, han havde haft nok at bestille med at "tænke" over alt det, som Præsten havde paalagt ham at tænke over, for at han kunde blive fri for at komme i Helvede paa sine gamle Dage. Det kunde jo hænd's, at Præsten vilde give ham flere af de smaa Bøger at læse, og de Bøger var hans Fortvivlelse. Han vilde ikke have forstaaet mere af dem, om han slet ikke havde givet l Krone og 50 Øre for de "skidt Glasøjne". Og det kunde Vorherre dog ikke have mindste Fornøjelse af, siden han ikke kunde forstaa de Bøger og endda tabte Glasøjnene ned i Komøget.
✂ Saa blev Per Persen borte fra Kirken efter Pinse.
✂ Han kunde ikke overvinde sig til at gaa derhen.
✂ Og saa angrede han, at han ikke gik derhen.
✂ - Det bryder i alle mine Knokler og Ledemod, sagde han, naar han forsøgte paa at bede og lagde sig paa Knæ i en Baas . . . Herre min Gud, jeg har jo dog ikke smagt Brændevin i min Mund, siden jeg talte med Præsten i Februarii Maaned . . . Det kunde dog ellers være nok for en gammel Synder.
✂ Naar han kom i Borgestuen til Davre, Middag og Nadvere, sad han og spiste, indhyllet i sig selv og hørte ikke engang Karlenes Drillerier over, at den gamle Røgter var bleven "hellig".
✂ Efter hvert Maaltid gjorde han Forsøg paa at bede: Men han kunde ikke hitte paa, hvad han skulde sige. Engang sagde han højt i sin Utaalmodighed:
✂ - Hør kære Vorherre! Tror Du ikke, at vi to har sagt alt, hvad vi skulde have sagt til hverandre? . . Nu har Du Ordet, for jeg har snakket saa meget indvendig, og Du har aldrig svaret et eneste Ord paa alt mit Vrævl. Husk paa, at jeg kuns er en simpel Bonde, som ikke har lært at belægge mine Ord . . . Men jeg kan mit Fadervor.
✂ Den gamle Per Persen bad sit Fadervor under Angest og Graad. Han mærkede ikke, at en stod lige bag ved ham og lurede paa ham, før han følte et Tag i sin islandske Nattrøjes Rygstykke.
✂ Forfærdet vendte han sig og løftede sig op ved Hjælp af et Tag i Spilbommen. Han var nær ved at synke i Knæ igen. Det maatte jo være "den Onde" selv. Men den, der stod der, var hans Herre, den unge Proprietær Hornfeldt, han med de mange uægte Børn, som Præsten i den sidste Præken, Per havde hørt, havde forudsagt Helvedes værste Kvaler. For Præsten havde sagt: Ve Forførerne, de velhavende Horkarle, som forlokke fattige Piger, 409 og hvad værre er, haaner vor hellige Tro. De er Kar skabte til Vanære, bestemte til Fordømmelse efter Guds fra Evighed af fattede Beslutning; Djævelen lurer paa dem, og Djævelen har Ret . . de er hans Bytte . . . Per havde tænkt: "Det er vor Mand hjemme, som han mener, for han kan ikke lade en køn Pige gaa, og han griner ad Præster og Rel'ion. Men ellers er han dog en skikkelig Mand og giver større Dagløn end baade hans Bedstefa'r og hans Fa'r."
✂ Per Persen ventede en forfærdelig Afrøfling, og saa' ydmygbedende op mod sin Husbond.
✂ Men Proprietær Hornfeldt lo gennem sit store Skæg ned mod sin gamle Røgter i den dampende, halvmørke Stald, hvor Køerne lettede paa Halerne og ofrede deres Tribut til vor fælles Moder Jorden.
✂ - Hør Du gamle Kvæggeneral, sagde han. Har Du Lyst til at blive hellig paa dine gamle Dage, saa værs'artig, hvis det morer Dig. Men Klokken er fem Minutter over tolv, og Fodergangen ser ud som et umuget Svinehus.
✂ Det var første Gang i sit Liv, at Per Persen ikke havde passet Tiden. Hans Hoved var ellers saa sikkert som et Ur.
✂ Han ilede ud og rensede Fodergangen, men under Arbejdet græd han, som han var pisket, og hans Hoved var, syntes han, ved at sprænges af den Strid, der førtes i det mellem hans Pligt mod Sjælen og Pligter mod Legemet og det timelige Velfærd.
✂ Da han havde gjort sit Arbejde færdigt og var kommen i Seng i sit lille Brædeskur, væltede han sig om, kunde ikke sove og sagde tidt:
✂ - At saadan et stakkels gammelt Skrog, som aldrig har gjort noget tobenet eller firbenet Bæst Fortræd, skal komme i saadan en Fristelse!
✂ Kirken turde han ikke søge. Sin Husbond turde han ikke se! En Søndag Eftermiddag, da han var gaaet et Stykke op ad Sognevejen, saa' han Præsten komme gaaende. Han krøb ned i Grøften, lagde sig paa Maven i dens vaade Bund og blev der, indtil Præsten var kommen langt bort.
✂ Naar han hørte sin Husbonds Stemme i Gaarden, krøb han i en Baas og skjulte sig mellem en Kos Ben, under dens Mave.
✂ - Mon man faar det værre i Helvede, end som man nu har det? sukkede han? . . Hvorfor mon Vorherre dog er bleven 410 saa meget strengere, end som han var for en halv Snes Aar siden? . . . Mon Menneskene er blevne saa meget mere utuskeagtige paa saa kort Tid?
VI.
✂ Per Pérsen kom kun uden for Kostalden og dens nærmeste Omgivelser, naar han skulde have Mad i Borgestuen. Først da Kvæget kom paa Græs, maatte han længere ud, men han overlod mere end ellers dets Pasning til Drengen, som gik ham til Haande. Om Søndagen blev han i sit Kammer lige til Aften og gjorde fortvivlede Forsøg paa at læse de Traktater, Præsten havde givet ham; men han maatte opgive Forsøget efter en halv Times Tids forgæves Granskning. Baade Tanke og Øjne svigtede i det af raa Bræder opførte Rum, som kun fik Lys fra en Luge i Straataget, der dannede Kammerets skraa Ydervæg.
✂ En saadan Søndag hørte han en Stemme nede i Kostalden og kendte Avlskarlens Røst: - Ja han maa være der oppe . . For i de sidste Tider borer han sig ind i sit Hul, den gamle Rotte . . . . Hvordan har Du det ellers ovre paa Herregaarden? Per Pérsen kendte sin Datters Røst, den han, mens hun tjente paa Røjlevgaard havde sagt om: "Den er lige saa grov som et Mandfolks". Den laa nemlig i afgjort Altregister. Den lød:
✂ - Bliv fra mig, Hans . . hold dine Fingre hos Dig selv!
✂ Per aabnede den lille Dør, som han ikke kunde staa oprejst i, og viste et vredt Ansigt ned ad Trappen til Kostalden.
✂ Hans opgav straks sit Attentat paa et Kys hos Trine og vendte om.
✂ Per Persen gik et Par Trin ud og rakte Trine Haanden. Han syntes, at hun var saa tung at hive op, som om hun var et halvt Hundrede i Stedet for 24 Aar.
✂ Da hun var kommen ind i Kammeret, spurgte han:
✂ - Hvorfor byltrer Du Dig saadan ind med Sjaler og Skidt paa en mild Sommerdag, Trine? . . . Er Du syg, min lille Tøs? Hvordan er det, Du ser ud i Ansigtet? . . . . . Hvad er der dog i Vejen, lille Trine?
✂ Trine sank om paa sin Faders Kiste, det eneste Møbel i Rummet foruden Sengen og en Træstol. Hun græd højt, som da hun var et lille Barn.
411✂ Per Pérsen betragtede hende. Hans Ansigt var stivnet i Rædsel.
✂ - Vil Du dø fra mig, Trine? . . . Nej saa haard kan Vorherre ikke være mod mig, hulkede den gamle Mand . . . Skal jeg linde lidt for Dig, hvad?
✂ Trine lod ham løse det tykke uldne Shawl, som var bundet over hendes Overkrop.
✂ - Naa saadan? sagde Per Persen, da han havde set op og ned ad hende . . . Trine, Trine, hvem er det, der er Skyld i den Synd?
✂ Trine gled fra sit Sæde paa Kisten ned paa Gulvet, hvor hun faldt sammen som en uformelig Bylt.
✂ Den gamle Per knælede ned, tog hendes Hoved mellem sine Hænder, klappede hendes glatte gule Haar, som da hun var Barn, og var lige ved at begynde at "visse" for hende.
✂ - Hvem er det saa? hvem er det saa, lille Trine?
✂ Trine fik hulket frem:
✂ - Det er Gartnørens Svend, men han er rendt til Australien . . . Er Du saa forskrækkelig vred paa mig, Fa'er?
✂ - Ja jeg skulde jo være det ... men jeg kan ikke, Trine.
✂ Han satte sig ned paa Gulvet ved Siden af hende. Der sad de og græd uden at sige et Ord.
✂ Langt om længe rejste Røgteren sig, aabnede sin Kiste og støttede dens Laag mod sin skaldede Isse.
✂ Han tog en Bylt ud, løste en Del gamle Klude op, tog saa en Uldsok frem, hentede ud af den en lille Bog.
✂ Med graaddirrende Stemme sagde han:
✂ - Værs'go, Trine. Det er bare en Sparekassebog. Det er halvandet Hundrede Daler i gamle Penge. Tag den Trine. Enten Du faar den et Par Aar før eller siden . . . for Du skulde dog have den . . . og "Manden" sla'r vel ikke Haanden af mig og lader mig komme paa Sognet . . . Men saa maa Du selv om det, Trine, for jeg har ondt ved at hjælpe mig selv og kan ikke hjælpe Dig . . . Gaa saa Trine . . . Du er vel ikke saa langt henne . . . Nej det kan jeg nok se . . . Men lad mig binde det Tørklæde om Dig igen, at Karlene og Pigerne ikke skal grine Dig ud, naar de møder Dig i Gaarden eller paa Vejen og kan se, hvordan Du ser ud.
✂ Han klappede hende ned ad Siderne og Ryggen, som man klapper en Hund eller en Kat, skubbede hende blidt ud gennem Døren efter at have varet hende om ikke at støde sit Hoved.
412✂ Da han kunde beregne, at hun var ude af Gaarden, gik han ned og ud af Porten. Han saa' hende i den dalende Sols milde, lysegule Skær vandre op ad Vejens sagte Skraaning, til hun forsvandt ved en Omdrejning. Det var Bakken med Krattet paa, som skjulte hende for ham.
✂ - Aa, at Vorherre dog kunde hævne sig saadan paa mig! sagde han.
✂ Han gik igen til sit Kammer, vadskede sig, iførte sig sin lange blaa Vadmelsfrakke, satte den gamle høje Hat paa sit Hoved, tændte en kort Pibe, gik ned i Kostalden, vristede et Stykke Tov løs fra en Baas og gik op paa den Høj.
✂ Han havde ikke været der siden den Dag, han fulgte Birthe fra Ornegildet.
✂ Nu var der en pæn Bænk deroppe. Per knyttede Rebet om en gammel Tjørnegren og prøvede dens Styrke.
✂ - Jo den Bad holder nok, mumlede han.
✂ Han lavede en Løkke.
✂ - I Helvede kommer jeg dog, hvordan jeg saa bærer mig ad, saa jeg kan lige saa godt komme der i Dag som i Morgen.
✂ Han hivede i Bebet og bandt det stærkere om.
✂ Han saa' uvilkaarlig ned for sig. Der laa Søen med Skov paa de to Bredder med det store dejlige Engdrag . . . der laa det i Guld og rødt. Ja der skulde han jo dog ned og flytte Kvæget . . . . . han kunde kende hver af Gaardens Køer trods den lange Afstand . . .
✂ . . . Det var Synd, at hans Bedrøvelighed skulde gaa ud over Kvæget . . . Han maatte ned og flytte det, inden han gjorde en Ulykke paa sig selv.
✂ Han lod Bebet blive, hvor det hang, og gik ned. Han passerede et Kær med Eliekrat om, Levninger af en Mose. En Nattergal sang derinde, trillede højt op.
✂ - At saadant et Kræ kan have Sind til at synge, naar det gaar et andet Menneske saadan, mumlede han.
✂ Han snakkede venlig og bedrøvet til hver Ko, han flyttede, sagde f. Eks. :
✂ - Ja Du sku' bare vide, hvordan det gaar mig! Saa vilde Du hverken æde eller staa og grine.
✂ Efter forrettet Dont stilede han ad Stien op mod Højen . . .
✂ Men han vendte om . . . Fortvivlelsens Mod var brudt i ham.
✂ - Nej, sagde han . . . jeg fik det kanske værre bagefter, 413 hvis jeg selv gjorde Ende paa det . . . Jeg maa vel snart dø af mig selv.
✂ Han gik hjem. Men da han gik op i sit Kammer, rev og sled det i ham, og hans Hoved værkede som en Byld. Han græd og forsøgte at bede for sig selv, men kunde ikke faa Orden paa noget . . . Han sagde kun en Gang:
✂ - Naar jeg pines der oppe eller der nøre, saa vil vel Trine komme og snakke for mig, for hun kommer jo samme Vej med Tiden.
✂ Næste Morgen opdagedes det, at Per Persen var farlig syg. Han rystede paa Hovedet, naar man talte til ham, og vilde ingen Føde tage til sig. Der blev sendt Bud efter Lægen, men inden han kom, var Per Pérsen død. Lægen konstaterede et Hjerteslag.
✂ Havde han blot kunnet høre Præstens Ord ved hans Grav, det havde dog maaske trøstet ham. Thi Præsten sagde blandt andet:
✂ - Det var rigtignok en stor Synder. Jeg er dog ikke saa sikker paa, at han er i Helvede, som jeg er det paa, at de fleste her i Sognet kommer der. For i det Hul, de ugudelige lod ham dø i, der fandtes nogle af de smaa Bøger, der viser et Menneske Frelsens Vej, og Bladene var saa beskidte, at man kunde se, at den gamle Mand havde gennempløjet Bøgerne godt. Det kunde jo være, at det sletter adskillige Syndeposter ud af den Regnskabsbog, han skal forelægge Vorherre, og den Herre har saa sine egne Indfald . . . Men det skal I andre ikke trøste jer ved, for I er i den Alder, at I kan forstaa, hvad jeg siger, og det tror jeg egentlig ikke, at den gamle sløve Stakkel kunde . . . Husk paa, at Helvede lurer paa jer, og omvender I jer ikke i Tide, saa har I ikke den Undskyldning, at I var for gamle og dumme til at lytte til Ordet . . . og lystre Kaldelsen . . . Amen!