Schandorph, Sophus DEN STORE MADEMOISELLE

DEN STORE MADEMOISELLE

.... Sans doute d'horribles
desordres, des orgies grossières se
transmetlent encore parmi cette jeune
noblesse à laquelle Louis XIV impose
pour prix de sa faveur, la dignité,
la politesse et l élégance . . .

Sainte-Beuve.

170

        

171

I.

Hans Majestæt var først kommen hjem henad Morgenstunden fra Jagten i Saint-Germain. Hans Majestæt vilde sove længe. Der blev i Dag ikke noget af alle de Audienser, som ellers hørte til hans "lever".

Den uhyre Havefacade paa Slottet i Versailles laa og bredte sig i en Oktobermorgens skarpe, hvide Lys. Koldt og fornemt smilte det ud af sine Handreder af Vinduer.

Paa den øverste Terrasse foran de daværende mange Portaler i Hovedfløjens Stueetage gik to hellebardbærende Gardister i blaat med Sølvgaloner frem og tilbage med sagte Skridt. Næppe hørtes Gruset under deres Hæle. Den ene truede ad den anden, naar han syntes, at Kammeraten frembragte en for stærk Knirken.

Og hver af dem standsede brat paa Kammeratens Trussel.

Hans Majestæt sov - rigtignok ud til den anden Side, mod Marmorgaarden, men alligevel - tænk om den fjerneste Lyd trængte ind til ham!

Det store Bassin i Forgrunden laa i ventende Dvaskhed, blaagraat, temmelig glansløst som dugget Staal. Det kunde endnu ikke fange Sol.

De pyramideformig udklippede Takstræer var lige saa stive og endnu ubevægeligere end Gardisterne. De rakte deres spidse Toppe i Vejret, som for at præsentere for den slumrende Almægtighed.

I Guderne, Gudinderne, Nymferne, Tritonerne og Heroerne i deres væltevorne eller pjedestalfaste Stillinger, til Lands og til Vands, var der heller intet Humør. De stod, sad eller laa som 172 ramte af et Trylleslag, som var de Bevogtere af Prinsessen i den slumrende Skov.

De ventede vel ogsaa baade paa Himlens Sol og paa Versailles' Sol, paa Helios og paa Louis-Quatorze. Louis-Quatorze var desværre i Dag adskillige Timer længere tilbage end sin himmelske Fætter.

Klangfuldt syngende slog Slottets Ure fire Kvarterslag, saa ti stærkere endnu fuldere rungende Timeslag. Den hvide Sol tog til at gløde stærkere, begyndte at stænke nogle Pailletter ud over det store Midterbassins Flade. Guddommene, som det rummede, fik lidt Glans hist og her paa deres friserede Lokker, og Næsetipperne blev blanke paa nogle af dem.

Lidt efter lidt begyndte den yderste Ende af Terrassen nede mod den store Trappe at blive befolket. Der strømmede flere og flere Mennesker til fra højre og venstre. De samlede sig hinsides det første Bassin.

Fjer vajede, Kaardehefter blinkede mat, Broderier af Guld og Sølv lyste endnu mat, brede Skøder struttede ud, røde spidse Hæle skurede mod Gruset, en purret Parykskov rejste sig. De bukkede, alle de dernede; de tog til Hattebræmmen, smilede, tyssede, vinkede ad hverandre. Parykkernes Bagsider, der naaede ned paa Kjolernes Rygge i Højde med Kaardeheftet paa venstre Side, gjorde langsomt og ufuldstændig Ejernes Bevægelser med, svajede sagtelig frem og tilbage. Først suste det sagte, saa summede det muntert, saa brød høj Tale igennem.

Hans Majestæt maatte være vaagen. Gardisterne satte modigere end før Hælene mod Jord, vovede endog at tale til hinanden.

Som om det var et Feltraab, gik det fra Mund til Mund, at det havde behaget Hans Majestæt, at Dejeûneren skulde finde Sted i den "runde Kolonnade" nede ved "Kejsersalen". Og det skulde være en rigelig Dejeûner. Der skulde Damer med. De paryk-, kaarde- og broderibærende Herrer af Hoffet og Garden kunde sagtens trøste sig over, at de ikke havde faaet Lov til at staa opstillede til Audiens i Timevis og spille hver sin Rolle som Aktør eller Statist ved Hans Majestæts Morgentoilette, over at de ikke fik ham se vælge Skjorte, Halstørklæde, Manchetter o. s. v., o. s. v. af første, anden og tredje Kammerjunkers Haand.

En Frokost i den runde Kolonnade med Damer var nok saa god.

173

De ventede i Timer, de ventede i to. Det var de vante til, og det gjorde ikke Skaar i de Herrers gode Humør.

Skaren voksede. Parykskoven tyknedes. Sorte, brune, rødbrune, cendréblonde, rimfrostpudrede Kroner brød ind mellem de grønne purrede Kroner til Siden og bagude.

Der kom Liv i Bassinerne. Da Kongen vaagnede, blev de klarøjede, gjorde sig ogsaa færdige til at frembære deres Hilsen og Hyldest.

Blev der givet et usynligt Signal, en uhørlig Kammando ovenfra af en Ceremonimester eller Kammerherre?

Thi pludselig flyttede Parykskoven sig, og i en Fart forvandlede den sig til en Allé. Den strakte sig helt oppe fra Slottets Façade i to Rækker i Gangen til venstre langs det første Bassin og helt ned ad den store Trappe, hvor den forsvandt for dem, der stod Slottet rærmest.

Et Øjeblik - og Hans Majestæt kom frem i Facadens midterste, halvdunkle Rundbue. Et Sekund forløb næppe, før han tonede frem i fuld Solglans.

Velvoksen var han, endnu slank, endnu ikke med den bekendte sammensnærpede Mund, hvor Tandløsheden bragte Overlæben til at forsvinde. Endnu saas tydelig Overskæggets kunstigsmalle Stribe; der stod et forbindtligt Smil ud fra de mørkegraa Øjne. Næsen med den stærke Krumning fra Roden af og den lille Knop i Spidsen, som afbrød den majestætiske Begyndelse, var stærkt farvet, men endnu ikke kobberrød. Mørk og med vældige Bukler hang Parykken ned over Skuldrene. Majestæten bar en brungul Dragt af tykt flandersk Klæde; om Kjole og Vest løb en bred Rand af Guldbroderi, saa tykt og solidt, at det maatte gøre Dragten tung som et Harnisk. Let og gratiøst sad den opkrampede Hat med røde Fjer, der luede op som sviftende Flammer, paa Parykkens Bukler. En stor Stok med Guldbeslag og Diamantknap holdt han i sin højre Haand, hans venstre laa let krummet om det lange, tynde, rubinbesatte Kaardehefte. Resten af Kaarden dulgte sig under Kjolens krinolineagtig udstruttende Skøder, til den kom frem bagtil i en Metalspids, der ogsaa var spækket med Ædelstene.

Louis-Quatorze skred langsomt frem. Han havde de smukkeste Ben i sit Kongerige, de fyldte plastisk-skønt de lyseblaa Silketrikots-Strømper.

Efter ham fulgte endnu mere straalende klædte Herrer og Damer af Hoffets fornemste.

174

Silkens Raslen, Hælenes Knirken, Fjerenes sagte Susen var det eneste hørlige under Togets Fremadskriden; men Synet blev svimmelt ved alle disse Farver: højrødt, mørke- og lyseblaat, mørke- og lysegult, grønt og violet, de fleste høje og skarpe, af al denne Blinken fra Hoveder og Halse, fra Hatte og Sko, fra Bræmmer og Kaardehefter af Guld, Sølv, Diamanter, Rubiner, Smaragder, Perler, Rav og Gud véd hvad.

Dog var det slet ingen Galladag. Ordren havde lydt paa almindelig Paaklædning.

Alleens Parykker bøjede sig mod hinanden fra begge Sider; de forreste først, de bageste sidst, alt som den store Konge skred frem. Kaardespidserne stod bagud i Højde med Ejernes Skuldre.

Det var Træer med Dressur og Forstand, de, der dannede denne Allé paa Kongens Vej. Dressuren havde lært dem den dybe Bøjning, Forstanden havde lært dem at fange en Solstraale fra Majestætens Øje.

Og samme Øje forstod at forstærke og afdæmpe fra Lysog Varmestyrke efter de bukkendes Rang og Yndest. Stundom sløredes og kølnedes Straalen ved, at Øjenlaaget sænkedes som en let Sky, stundom lyste den mildt og roligt, stundom dvælede den varmere, men aldrig varede dens Glans længe.

Der stod ogsaa Damer i Alleen. De nejede dybt i Skørternes uhyre Cirkel. Knæhaserne maatte have erhvervet en utrolig Smidighed. Damernes Hoveder sank ned mod Skørternes brusende Masse.

Deres Hilsen blev ikke ubesvaret. Hans Majestæts hvidhandskede Haand berørte Hatteskyggen til Svar paa hver enkelt Dames Reverens. Var Damen ung og smuk, smilede baade Mund og Øje paa Frankrigs mægtige Herre.

Kongen med Følge drejede til venstre, neden for den store Trappe. Menneskealleen opløste sig, bøjede sig sammen og fulgte Kongen og hans nærmeste Følge som Kometens Hale dens Kerne.

II.

Den ubedækkede Rotunde med de slanke Søjler, afvekslende af rødspættet og blaagraat Marmor, de let svungne Arkader af hvidt Marmor med fede, sig lystig tumlende Relieffigurer paa Fligene mellem Buerne var forbeholdt de udvalgte. Runde Borde 175 fulgte Rotundens Cirkellinie. Under hver Bue fangede en Marmorkumme de højt opstigende Springvandsstraaler, som Solen smykkede hist med Guld, her med indbrydende Regnbuepragt. I Centrum stod Pluto i Færd med at bortføre Proserpina, skinnende nyt karrarisk Marmor.

"Kejsersalen", en Løvhal noget fra Kolonnaden, hvor de kunstig i Vejret drevne Lindetræer dannede Søjler og Buer, rummede Anden-Rangsfolkene, endda temmelig fornemme Folk. De maatte nøjes med forskellige romerske døde Majestæters Selskab til Erstatning for den levende i Rotunden.

Romerske Imperatorers Buster fra Augustus' til Marcus Aurelius' flankerede "Kejsersalen". De saa' ikke synderlig glade ud. Særlig laa Kejser Augustus' lille alvorlige Ansigt i stærk Skygge under en Gren, der havde været saa uærbødig at falde ned i Hovedet paa ham.

Pager og Tjenere færdedes idelig i Buskadsgangene mellem Kolonnaden og Kejsersalen og bragte nyt fra Bord til Bord.

Frankrigs og Himlens Sol blev i skøn Enighed gladere og gladere. Den sidste lod den jordiske Pragt, der fulgte den første, komme til sin fulde Ret; den lod Stoffernes Farver træde skarpt frem, spejlede sig i Ædelstenenes slebne Facetter eller svagt buede Flader, fik dem sat i Brand til et Fyrværkeri med hvide, røde, gule, grønne, blaa Flammer. Den forsmaaede end ikke at guddommeliggøre den jordiske Majestæts Føde- og Drikkevarer. Den bronzerede det store og smaa Fuglevildts brune og gule Hud, den lagde hen over de purpurrøde, oliven- og gulgule, mørkviolette og lysegrønne Frugter glinsende Lys og kokette Skygger: Vinen blev varmt Purpur og kølig forgyldt Sølv. Krystalbægrenes Rande skar i Øjnene med glødende Striber.

De runde Borde i Rotunden, de lange i Kejsersalen bugnede under Dækningens Vægt. Fadene stod saa tæt, at de berørte hverandre. Pager og Tjenere bar om, skænkede i, satte til, tog fra; de styredes af specielle Embedsmænd, som stille og myndig uddelte Ordrer. Bag hans Majestæts og hans nærmestes Stole stod en Vifte af fornemme tjenende Aander; rangbenaadede Funktionærer med kuriøse Navne.

Dog laa Ceremoniellet i Dag løsere i Fugerne end ellers ved store Fester. Hver Ret blev ikke som ellers ved Taflerne baaret i Procession med sit tilhørende Følge. Thi efter Gaarsdagens anstrengende Jagt vilde Kongen udhvile sig i rolig 176 Ugenerthed. Det var en Slags landlig Fest, han gav i sin nye Slotshave.

Der gik en Susen gennem Ruskadsgalerierne fra Rotunden til "Kejsersalen". Man havde hørt Hans Majestæt le højt. Hvad havde Hans Majestæt lét ad? Det var saare sjeldent, at det behagede Hans Majestæt at le højt.

Alle følte sig forpligtede til at smile stærkt. Ingen vovede at le højt endnu. Saa maatte Hans Majestæt være saa naadig at le højt to Gange endnu.

Selskabet følte vel Trang til at give sig hen til de udmærkede Vines og Spisevarers Virkning paa Sindet, men de Folk var vante til at ave sig i Majestætens Nærværelse.

Det var tydeligt at se Virkningen af de duftende Vine og Retter paa de fleste Damer. De begyndte at svulme om Kap med de tæt farcerede, vilde og tamme Fjerkræs bovnende Buge. Stærke Barme løftede sig rebelsk over Korsetternes Rand; buttede Arme spillede livligt som Fisk i Kniplingernes Bølger; mange Kinder fik røde Pletter uden for Sminkens Grænser som Huden paa Ferskener og Aprikoser. Det menneskelige Kød kom med i al denne svulmende Overdaadighed, lyste hvidt, mere dæmpet gult og rødt, intelligentere og finere end Stegene, Frugterne og Vinene. En dæmpet Kvidren fra tilspidsede Læber erstattede den nu i Efteraaret uddøde Fuglesang under Trækronerne. Kun Mundene kneb sig endnu lidt ceremonielt sammen.

Den store Konges Smil rakte hen over hele den Skare, han kunde overse. Der laa i det snarere Spot end Sympati. Han vinkede stadig til de karmoisinrøde, guldbroderede Pager, at de skulde fylde Damernes Glas og byde dem Mad af Sølvfadene. Det var en Dyretæmmer, der glædede sig over sit Menageris Affbdring, over Dyrenes glubende Appetit, der vel kunde lade sig forene med god Dressur.

Se, hvor hun spiste, den dejlige Madame de Montespan! Se, hvor de nøddebrune Øjne lyste om Kap med Smaragderne, som var indflettede i det højrøde Skulderbaand og gennemstraalede det aabne Sølvkreps-Fichu!

Se, hvor hun glad sugede Champagnen, den aandrige Madame de Sévigné, med det lille runde Hoved, med den korte Profil, med den lille krumme Næse! Dobbelthagen bævede livligt mod den hvide Hals. Hun var sminket med den fineste Kunst. Hendes milde Øjne løb iagttagende rundt i Kredsen. De 177 saa' ellers uskyldige ud, der var noget pigeagtigt endnu i den aldrende Dames Blik.

Damen til højre for Kongen havde ikke forandret en Mine. Det var ikke Dronningen, hun var som sædvanlig i Messe, hun var tilmed i velsignede Omstændigheder. Det var Kongens Kusine, Heltinden fra Frondekrigen, hende, der som en ny Jeanne d'Arc havde erobret Orleans fra Mazarinisterne, hende, der havde givet en halv Snes bejlende europæiske Fyrster Kurven, Frankrigs rigeste og største Godsbesidderske, Anne Marie Louise af Orléans Mademoiselle de Montpensier, "la grande Mademoiselle".

Der sad hun, stor og svær. Hun havde mandhaftige Træk med fyldig krum Næse, store blaa Øjne under store og stærkt nedhvælvede Øjenlaag. Haaret var næsten helt ægte, stærkt kreppet ud til Siderne laa det som en Manke om Hovedet. Mon alt det hvide i det blonde var isprængt af Pudderkvasten eller af Aar og Sorger? Af Aar havde "la grande Mademoiselle" vel en fem og fyrre, af Sorger havde hun haft mange. Hendes Fader, den usle Gaston af Orleans, havde altid hadet sin ældste Datter, og havde hans Evne været lige saa god som hans Vilje, havde han snydt hende for hendes store Arv til Fordel for sine Børn af andet Kuld.

Hun var den stolteste Prinsesse af Blodet, den mest utilgængelige af Hoffets Damer. Over hendes Frondørtid havde Kongen og hans Moder strøget den officielle Tilgivelses Svamp.

Der sad hun stor og ubevægelig, saa' kold og haard ud som en Isklippe. Diamantkransen paa den svaneagtig lange Hals og det store, høje og brede Bryst blinkede som soltændte Punkter i glitrende Sne. Hendes Guldbrokades Korset sad stramt om Livet; over Skulderen hang en Art Mantille, lyseblaa med indvirkede Guldblade.

Hun talte ikke til sin Sidemand til venstre; hun talte til ingen. Kun med Kongen vekslede hun en sjælden Gang nogle Ord og bøjede hyldende sit Hoved, naar hun talte til ham eller blev tiltalt af ham. Hun saa' til ingen, undtagen et Par Gange til Kongens Elskerinde, Madame de Montespan; Blikket var ledsaget af en fast umærkelig Antydning af et forbindtligt Smil.

Tys! . . . Nu lo Kongen igen . . . og se, "den store Mademoiselle" smilede helt tydelig, men skadefro. Hendes blaa Øjne blev vandgrønne. Tsklippen smeltede paa et enkelt Punkt. "Den store Mademoiselle" nedlod sig til at hviske til sin venstre Sidemand, 178 en Hertug af nyt Datum, en "Brevet-Hertug". Hun sagde hurtig:

- Hr. de Louvois har forslugt sig i en Pære. Frugten paa hans Stamtræ.

Hertugen af de faa Aner saa' langs Bordet, skottede saa fra Kongen til Mademoiselle de Montpensier, og, da Kongen blev ved at le, og Mademoiselle blev ved at smile, da endelig den frygtede, af mange saa hadede borgerlig fødte Krigsminister var saa beskæftiget med at skjule sit Uheld bag Servietten, medens hans svære Ansigt blev tomatrødt - saa lo Hertugen af de faa Aner højt, efter at have bukket dybt for Mademoiselle.

Saa lo de alle, ogsaa inde i "Kejsersalen", hvor ingen havde set, hvad der havde ramt Ministeren. Latteren var længst standset, da Efterretningen om Sammenstødet mellem den store Pæremundfuld og Louvois' Vrangstrube naaede de i "Kejsersalen" nederst siddende.

Louvois, Kontormanden og Administratoren, saa' ondt over paa "den Store Mademoiselle", en af de sejgeste Rester fra det gamle, feudale Frankrig.

Herskeren syntes, at Dyrene, han havde fodret, nu kunde røre sig en Smule inden for deres skønne Bur af broget Marmor og grønne Træer. Han vidste, at de ikke kunde bryde ud. Han sagde noget til Mademoiselle de Montpensier, lo højt, hun lo lidt for at tækkes Kongen.

Da baade Kongen og den store Mademoiselte lo, steg Larmen højere og Bevægelserne blev dristigere, Hænder og Fødder mødtes i Smug under Bordene.

Kongen vinkede ad Ceremonimesteren. Alt blev stille. Man maatte vide, hvad Kongen ønskede.

- Hvor er Lauzun? spurgte Kongen.

- Sire, han har i Dag Tjeneste i Deres Majestæts Garde.

- Lad ham hente!

En Page løb af Sted for at give Ordren til en anden Page. Den sidste besteg en Hest og sprængte af Sted. Hinsides Buskadserne stod der nemlig fem Heste opsadlede. Ingen kunde jo vide, om Kongen behøvede en Kurér eller flere.

Mademoiselle de Montpensiers Læber aabnede sig. Hendes Øjenlaag hævede sig. Nu var det hende, som talte livlig med Kongen, mens han spiste, spiste en Masse Frugt og drak det ene Glas Syrakusaner-Vin efter det andet.

179

Kongen havde ikke alene de smukkeste Ben, men desuden den stærkeste Mave i sit Kongedømme.

Alle havde hørt Kongens Befaling. Selv de, der ikke kunde fordrage den lunefulde og fremtrædende Generaloberst for Dragonerne, Kaptajn i Livgarden, nu Kongens erklærede Yndling, raabte højt om hans mageløse Bedrifter ved Gortray og Lille, for at Kongen skulde høre det. Men, da de raabte i Munden paa hverandre, hørte Kongen kun en almindelig Ovation bekranse Navnet Lauzun. Han brød sig sagtens ikke stort derom; han kendte vel sine Folk. Han sagde til Mademoiselle med et sarkastisk Smil:

- Hvor min brave Livgarde-Kaptajn er elsket af alle. Se, min Kusine, hvor Hr. de Louvois synlig glæder sig over min Ordre!

Krigsministeren bøjede pligtskyldig Hovedet, da Kongen nævnte hans Navn, men smilede ikke. Han saa' lige saa mut ud som ellers og pustede sine store Kinder ud til to Poser.

Den "store Mademoiselles" smidige, lange og hvide Fingre klemte med langsom Omhu en Fersken ud i Ghampagnepokalen. Hun saa' ikke op, var meget beskæftiget med sit Arbejde. Hun kunde føle Madame de Montespans klare Øjne fæste sig skarpt paa hende; hun kunde føle hende smile til Madame de Sévigné.

Næppe ti Minutter efter Kongens Ordre hørtes dumpt, sagte Hestetramp. En Herre i mørkeblaa Kjole tæt besat med svære Sølvgaloner paa Bryst, Ryg, Opslag, Lommer og Skøder, i højrøde Benklæder og blinkende Støvler kom sprængende og sprang af i Buskadsgangen med et flot, berideragtigt Sæt. De lange Sporers store Hjul klirrede krigerisk mod Smaastenene i Gangen.

Det var en lille, svejrygget Mand. Hans ungdommelige Holdning og smidige Figur viste mange Aar mindre end det lille skarpe Ansigt, de rødkantede, rindende Øjne og den rynkede Hals. En underlig Blanding af en Dreng og en fuldmoden Mand.

Han traadte frem ud for Kongens Plads paa den anden Side af Bordet og hilste militærisk. Kongen nikkede og sagde:

- De trænger vist til Frokost, min gode Lauzun. Hvorfor kom De ikke før?

- Sire - Deres Majestæts Tjeneste i Krig som i Fred gaar for alt. Jeg vovede ikke at følge Tilsigelsen, fordi det var min Tjenestedag.

- Kom herover, Lauzun! sagde Kongen.

180

- Der er noget fordringsfuldt, næsten uforskammet i den Maade, han gaar paa, hviskede en ældre Herre til sin Dame. Hans Sporeklirren har noget, jeg véd ikke hvad, noget, som trodser.

- Alligevel klæder det ham, sagde Damen og sugede med Næseborene Duften ind af sin Violbuket.

Madame de Sévigné sagde til sin Herre:

- Noget af Fronden er der ved ham, man mærker den vilde Frugt fra Skoven, som er mildnet og har faaet Sødme i Solen fra Versailles' Have.

- Hyrdestil, Marquise! svarede Herren. Se, hvor den Gascogner snuser Luft, som om han vilde tage alt for sig, hvad der findes deraf.

Generaloberst ved Dragonerne og Kaptajn ved Livgarden Hr. de Péguilin eller Puiguilhem Greve af Lauzun gjorde en Omgang om Bordet i Peristylens Indre, næsten i Løb om bag Kongens Stol. Hans Majestæt hviskede ham et Par Ord i Øret, smilede og lagde Haanden paa hans Skulder.

Det var, som en elektrisk Strøm løb Bordel rundt i Peristylen og derfra sprang ind i "Kejsersalen".

Kongen havde klappet Lauzun og hvisket til ham.

Saadant noget gjorde Hans Majestæt stundom blot for at drille "Hertugerne", som han ikke led.

Generaloberst-Kaptajnen havde stillet sig bag ved Kongens Stol. Kongen drejede sig halvt om, pegede ned ad Bordet og sagde:

- Sæt Dem og spis, Lauzun!

En ny elektrisk Strøm.

- Pst, pst, pst . . , Hans Majestæt byder Hr. de Lauzun at sidde.

Den Ære plejede kun at vederfares Prinser og Prinsesser af Blodet, Hertuger og Pairer og deres Gemalinder.

- Han er Dagens Favorit, hviskedcs der ude i "Kejsersalen. "

- Vent, Lauzun! sagde Kongen.

Den tiltalte bøjede sig dybt, Fjerene i hans Hat fejede Gulvet.

Kongen vendte sig til Mademoiselle de Montpensier og sagde:

- Min Kusine har oftere udtalt sin Beundring for Dem, Lauzun, hun sværmer for Dragonerne.

181

- Mademoiselle har gjort mig den Ære at lykønske mig, Sire, dengang Deres Majestæt allernaadigst gav mig Kommandoen over denne hæderkronede Hærafdeling, som Deres Majestæt har skabt, og som altid har været inspireret af sin Skabers Aand, svarede Lauzun.

Kongen smilede. Den "store Mademoiselles" Øjenlaag var faldne helt til.

Hun sagde nogle Ord til Lauzun, som ingen hørte.

Kongen sagde højt:

- Giv Hr. de Lauzun en Blomst, min Kusine! De er dog et Stykke af en Soldat.

Mademoiselle de Montpensier rettede sin Overkrop saa majestætisk og strunk som en Marskal og sagde:

- Paa Deres Majestæts Befaling rækker jeg Hr. de Lauzun denne Blomst, hvis Navn jeg ikke kender, men som paa denne Aarstid maa repræsentere Liljen, Huset Bourbons Mærke.

Lauzun løftede Blomsten i Vejret, bøjede sit ene Knæ, gik saa hen og spiste. Han indhentede paa et Kvarter, hvad de andre havde været to Timer om.

Disse Begivenheder gjorde selv de mest vinanløbne i Selskabet nøgterne. Der var nu Stof til Konversation i en Uge.

Kort efter hævedes Taflet. Processionen ordnede sig som før. Den gik tilbage til Slottet om ad Orangeriets Terrasse.

Da man naaede Slottet, fik Kongens Gæster en ny Bekræftelse paa, at Livet ved Hoffet var anstrengende. Ordren lød paa øjeblikkeligt Opbrud til Satoryskoven. Kongen vilde jage igen i Dag.

Det vilde trække saare længe ud med Dineen. Men - enfin - Frokosten havde været solid, og efter Jagten plejede Dineen at være af første Rang. Det var en Trøst.

Damerne blev allernaadigst fritagne for at møde til Jagt den Dag.

III.

Versailles' Slot var endnu ikke færdigt. Selv Prinser og Prinsesser af Blodet maatte nøjes med to eller tre Værelser. Hvad der var færdigt af første Etage, benyttede Kongen; han nøjedes endda med en Snes Gemakker dengang.

182

Anne Marie Louise af Orléans, Mademoiselle de Montpensier, beboede tre Gemakker i en af de fremspringende pavillonagtige Fløje af Ludvig den XIII's gamle Jagtslot med Vinduer ud til den anden Gaard, regnet fra Marmorgaarden.

Hendes Soveværelse med den mægtige forgyldte Bronzeseng, overhvælvet af en gylden Baldakin, hvorfra mørkeblaa Silkegardiner, broderede med Guldliljer, hang ned til begge Sider, var hendes Opholdsværelse. Efter Skik og Brug modtog hun der, baade naar hun var i Seng, og naar hun var oppe.

Paa den ene Side Sengen stod et Natbord af Ibenholt, indlagt med Sølv, paa den anden et Skrivebord af Nøddetræ med Porfyrplade. Det var altid bedækket med Papirer. Mademoiselle de Montpensier fyldte meget Papir med sine lange Bogstaver, der faldt over hverandre som vildt sammenrodede Kort og næsten var ulæselige. Hendes Skrift var endnu værre end hendes Fætters, Kongens.

Hun var straks efter Frokosten i Kolonnaden stegen op paa sine Værelser, havde med en myndig Gestus betydet sine Æresdamer, at de ikke maatte tale til hende, og med en venligere ditto tilkendegivet sin Kammerjomfru det samme.

Hun var gaaet ind i sit Soveværelse og havde lukket Døren i efter sig.

Hendes Højhed følte sig ikke rigtig vel - og dog ønskede hun ikke at befinde sig som hun plejede. Hun vilde hellere have det, som hun nu havde det.

Hun ringede paa Kammerjomfruen. Denne kunde straks se, at "Mademoiselle" ikke var som ellers. Prinsessen talte ikke, men gjorde Tegn til, at hun vilde af med sit Korset. Kammerjomfruen adlød, forstod en halvkvædet Vise, hentede en karmoisinrød Atlaskes Slaabrok og hængte den om sin Herskerindes Skuldre.

Prinsessen tvang et lille venligt Smil frem. Anstrengelsen ved at stramme Musklerne til Smil røbedes ved, at den store Næses lidt røde Tip blev hvid.

- Gaa saa, Toinon!

Kammerjomfruen gik baglængs ud og nejede paa Dørtærskelen.

Der blev livligt nede i den store Gaard. Hovslag dundrede mod de store Brosten. Hylen og Gøen af Hunde opfyldte Luften.

183

"Den store Mademoiselle" flyttede sig hen ved Vinduet bag det grønne Fløjls Gardin.

Der stod Masser af Hunde, ordnede efter Racer: De sprang og hylede de langhaarede gule Mynder, Hønsehunde med sorte Pletter paa del blaagraa Skind, smaa robuste, bulbideragtige Fyre med Underbid og fremstaaende Tænder, langhaarede røde og dorske Vandhunde, Grævlingehunde med Rokokoben, delingsvis ordnede og holdte i Snører af Jægere i grønt med rød Fløjlsbesætning, der atter blev kommanderede af grønne, guldbroderede Pikører.

Hundepiske knaldede, Jægere og Pikører brølede.

Snart mødte de indbudte Herrer paa stejlende Heste. Nu bar de lange og umaadelig vide Støvler. Kraverne posede ud om Laarene som de lange Handsker om Armene, lige under Albuerne.

Jægere til Hest med store Krumhorn over Skuldrene gav Hundeofficererne Ordrer.

Men for Mademoiselle var den sølvglinsende Herre med de røde Benklæder Hovedfiguren i det brogede Billede.

Denne forunderlige Gratie, forbunden med Ugenerthed, dette faststøbte Sæde i Sadlen, denne spidse lille Profil, der tvingende skar sig med skarpt Relief i Luften . . . . der var noget, jeg véd ej hvad, ved den Garderkaptajn og Dragon-Generaloberst, som der ikke var ved andre Mennesker.

Fjerhattene røg af. Hans Majestæt sprængte frem i blaa Kjole med brede Guldbræmmer og højrødt forede, ombøjede Skøder, korte, gennemskaarne, hvide Ærmer, broderede med Guld langs Udskæringernes Rande, højrøde Benklæder og gule Støvler, graa Filthat med sort og rød Fjerbusk.

Og under Hornklang og Hundeglam for Louis-Quatorze i Spidsen for Jagten af Sted ned ad den nys begyndte brede Avenue de Paris, der endnu laa halvt i Skovtilstand. Toget samlede sig til en broget, sammenflydende Masse. Støv og visne Blade omhvirvlede det som en Sky.

Det sidste tydelige, Mademoiselle de Montpensier skelnede, var en sølvbroderet blaa Ryg og ditto Skøder. Saa maatte hun lade Løv og Støvskyen gaa af med Sejren. Hun saa' ikke mere, rejste sig brat, slog Bagen af Haanden vredt op mod sit ene Øje, saa mod sit andet. De Øjne randt. Som Lauzuns! - de randt ogsaa, og han græd dog virkelig ikke. Mademoiselle græde! Nej, hvad skulde hun græde for? Det havde hun jo 184 ikke gjort, siden hendes salige Fader, Monsieur, var gaaet til sine højsalige Fædre og ikke kunde gøre hende Fortræd mere.

Nej, Mademoiselle vilde skrive. Nu var der saa dejlig Ro i Versailles' Slot.

Men, da hun vilde hvile sig ud i Stilheden, nyde den, suge den ind som en Læskedrik, træt og underlig, som hun følte sig, blev hun bange for den samme Stilhed.

Aa, gid det igen vilde tage til med Larm og Bulder nede i den store Gaard, med halsende Hunde, vrinskende Heste, klaprende Hovslag, raabende Mennesker!

Det var uforskammet - nærgaaende Tanker, der benyttede denne Stilhed til at genere Henrik IV's Sønnedatter.

Lad dem saa komme, sagde hun til sig selv.

Hun, som, uden at være bange, i sine unge Dage havde stillet sig over for Lanser og Kanoner, skulde hun være bange for sine egne Tanker?

Hun satte sig i Stolen foran Skrivebordet, bredt udspilet, med sit store, nøgne Bryst skudt højt op til Kamp mod det, der rugede i Luften rundt om hende.

Hun var oppe i Fyrrerne; hun var erfaren i Livet. Hun lod ganske Tankerne komme; hun tog imod dem, gav sig Tid, ordnede dem som Brikker paa et Skakbræt, lod dem forme sig i Ord og førte en tavs Monolog med sig selv, omtrent som saa :

- Ingen undgaar Elskovens Passion; den har Gud gjort alle Hjerter modtagelige for. De fleste kommer den paa i Ungdommens Aar; men der er dem, hvem Gud har beredt en usædvanlig Skæbne, og det gør han vel mest med dem, som han har været saa naadig imod at lade fødes til en Rang, som staar højt over de fleste dødelige Menneskers. Saa er Tilfældet med mig. Gud har beredt mig megen Sorg fra min tidlige Ungdom lige til høj salig Monsieurs Afgang til sine Fædre for en halv Snes Aar siden, og jeg har for Græmmelsens Bitterhed ikke haft Rum i mit Hjerte for Elskovens Sødme. Nu ønsker jeg, at en ret af Hjertet havde mig kær, og at jeg af mit hele Sind kunde yde denne ene Gengæld. Men i min Alder sømmer det sig vel at granske denne Sag ud til Bunds, thi endnu véd jeg ikke, hvem jeg vil unde Kong Henrik IV's Sønnedatters Haand, den, jeg fandt for god til Tysklands Kejser, Englands Konge og andre Suveræner.

Mademoiselle vilde endnu dølge for sig selv, hvad hun vel vidste. Hun jog de paatrængende Tankegæster bort nogle Dage, 185 viste sig ved Hoffet som ellers, men sad oppe til langt ud paa Natten i sit Kammer. Først Klokken to ringede hun paa Kammerjomfruen til Afklædning.

Mademoiselle de Montpensier havde været ved Dronningens "lever" en Morgen. Hun vilde gaa ned i Parken. Hun havde allerede bestemt sig til at lade sine Damer gaa langt bag sig og selv granske alene over sit Hjertes Tilstand i en ensom Allé bag Orangerierne, fra hvilken hun kunde se den hvide Kolonnade af Rotunden blinke frem mellem Efteraarets tynde Løv. Hun vilde vanke om som de gamle Hyrdinder i Arkadiens Skove, naar Amors Pil havde ramt dem.

Hun var kommen ud i et Galeri, hvorfra en mindre Trappe førte ned til Sueetagen, da hun hørte Glasdøre klirre og høj Tale lyde.

Det var en Del Herrer, der kom fra Kongens lever.

Lyden af de skingre Røster skræmmede først Mademoiselle, saa hun havde mest Lyst til at beordre de to Damer til at følge hende ind ad Døren tilbage til Dronningens Gemakker, men - nej - Henrik IV's Sønnedatter turde ikke fly. Hvad vilde Helten fra Ivrai med den hvide Fjerbusk sige i sin Himmel, hvis hun flyede? Han havde aldrig flyet hverken i Mars' eller Amors Batailler.

Hun sagtnede sin Gang. Hun følte den Dirren, der løb gennem hendes Nerver, og den Banken, der fra Hjertet forplantede sig til alle Pulse, som en bitter Vellyst og sød Smerte.

Lauzun kom med tre andre Herrer ud paa Afsatsen, hvor Mademoiselle de Montpensier stod stille og lod de søde Pile gennembore sig som den hellige Sebastian paa det Billede af Guido Reni, hun havde set i Palais Royal saa mange Gange.

Garderkaptajnen og hans Ledsagere, en Montigny, Kaptajn i Gardes francalses, og to andre ringere Stjerner, bøjede sig dybt for Anne Marie Louise af Orléans. Hun besvarede Hilsenen efter Ceremoniellet, men hendes hvide Hals blev rød.

Hun lod Herrerne gaa ned ad Trappen. Lauzun vovede at vende sig om og se paa hende. Nu følte hun en ny Bunke Pile i sit Kød, og Saarfeberen meldte sig straks som en glødende Hede.

- Jeg vil over i mine Gemakker, sagde hun til sine Damer.

De maatte gøre omkring og følge deres Herskerinde gennem Sale og Galerier.

186

Og Mademoiselle følte sig henrykt, da hun var ene. Hun var sikker paa, at det var Lauzun, hun elskede, og at det var Guds Vilje, at hun maatte elske ham, thi en saadan sær Elskov var ikke kommen over en Dame af Bourbonnernes Kongelinie, Guds særlig udkaarne Fyrsteslægt, og det i den Alder, hvis Gud ikke selv i sin Himmel havde besluttet, at saa skulde det være.

Var Marie Louise af Frankrig ikke mægtig nok til at gøre sin Elsker mægtig?

Hun spurgte sig selv: Hvad kan jeg gøre for ham for at skaffe ham en stor Ophøjelse? Hun svarede sig selv: Lauzuns store Fortjeneste af min kongelige Herre og Fætter og han Rige Frankrig staar over alt, hvad jeg kan gøre for ham. Han nyder saadan en Agtelse ved Hoffet, at jeg kan se, at det ikke er mig, som af Forkærlighed for ham sætter ham højere, end hans Plads er.

Mademoiselle havde en særlig Evne til at afkøle sig ved Betragtninger. Saarfeberen satte sig, og den gamle Pige følte blide, smægtende Luftninger suse om hende. Det var, som de forgyldte Amoriner i Amorsalen derhenne i Kongefløjen havde løsnet sig fra Loft og Hvælvingskapper og i sagte Flugt strøg igennem Værelset, saa Sengegardinerne og Mademoiselles store Frisureapparat bævede blidt derved.

Hun følte, hun havde et dybt gemt Forraad af Ømhed i sig. Hun kunde trykke den lille Lauzun til sit Bryst, saa han maatte blive borte i hendes Favntag.

Dog var det vel næppe sømmeligt at give sig saaledes hen. Hvad vilde hendes Farbroder, Ludvig XIII, der rødmede, naar en Kvinde saa' paa ham - hvad vilde han vel sige?

Men Bedstefaderen, Henrik IV? - Han vilde sige: "Jeg holder af min Glut!" Han var dog en større Konge end Sønnen.

Mademoiselle de Montpensier havde ikke været nogen flittig Teatergænger, havde ikke haft nogen Interesse for Pierre Corneille, endmindre for Jean Racine. At hendes kongelige Fætter havde nogen Godhed for denne Poquelin, kaldet Moliére, havde altid været hende en Gaade. For ikke længe siden havde hun været paa deres Parti, som vilde hindre Opførelsen af "Le Tartuffe". Nu indrømmede hun, at Corneille havde baade Heroisme og Kristendom i sine Tragedier og i sin Komedie "Løgneren ".

187

Hun reciterede for sig selv nogle Vers af dette sidste Stykke. Hun var ung, da hun hørte dem, derfor kunde hun huske dem:

Naar Himlen har to for hinanden ladt fødes,
maa sent eller tidlig i Samklang de mødes.
Dens Haand har i Kraft af en hemmelig Magt
lagt Spiren til Hjerternes evige Pagt.
Ja, selv før en Elsker sin elskede skuer,
hendes Navn har alt optændt hans Kærligheds Luer.
Man søger hinanden, man mødes. Hvert Ord
som Sædekorn falder i tilberedt Jord.
Hvert Forbehold falder som Løvet det døde,
og Tillid og Tro løber Ordet i Møde.
Et Ord kun - og Tungen det hele faar sagt,
men Blikket besidder Veltalenheds Magt.
Og selv om i Fællig de puste til Flammen,
er Hjertet mer klogt end de begge tilsammen.

Mademoiselle sagde til sig selv:

Disse Ord passer vidunderlig vel for mig, hvorledes jeg end vender dem. De er kristelige, skønt tagne af en Komedie. De viser, hvorledes den almægtige Gud forudser alle Ægteskaber og forudbestemmer dem, før Ægtefolkene fødes. Desforuden er de de galanteste og ømmeste Ord, man kan tænke sig. Gud har altsaa bestemt, at jeg skal blive i mit Land og aldrig forlade dette mægtige Hof og drage til kolde og barbariske Lande, hvor jeg ikke forstaar de Folk, som jeg skulde være Dronning for. En Undersaat af en saa stor Konge, som min elskede Fætter er, kan vel opveje mange saadanne Suveræner.

Det kunde aldrig skade at tale noget mere med sin Gud, og ham fik man dog bedst i Tale i hans eget Hus, naar han hengav sit eget Legeme og Blod til Nydelse for de troende.

Mademoiselle de Montpensier var god Katolik. Hun maatte søge det sikre Orakelsvar i selve Templet.

Endnu var Versailles' Slotskapel ikke opført. Naar der ikke var Messe i de kongelige Gemakker, forrettede Hoffet sin Andagt i Recollet-Ordenens Klosterkirke. Den laa tæt neden for Slottet mod Sydøst i en smal Gade, Rue des Récollets. Nu er Klosteret en Kaserne.

Dronning Marie Therese havde i lang Tid daglig tilbragt halve Dage der for at fejre sin Landsmand Pedro af Alcantaras Kanonisation. Den niende Dag, "la neuvaine" skulde slutte Festlighederne med en Udstilling af det hellige Sakrament.

Mademoiselle magede det saa, at hun fik Tilsigelse til at 188 ledsage Dronningen den sidste Dag. Hun steg op i den forgyldte Karosse, høj som et Hus, med det buede Loft. Den rummede otte Personer.

Hun straalede i sin sunde Efteraarssæson, den store Mademoiselle, ved Siden af den lille Dronning, der var saa snøret, at alt hendes Blod var trængt op i hendes surmulende Ansigt, hvis Hage blev borte, naar hun knejste. Hendes lille, lidt fedladne Krop blev til ingenting i Korsettet og Skørterne, perlegraa, diamantbesatte, struttende stive som den spanske Hofetikette, hun var opvokset i.

Karossen jolrede i lynende Galop ned ad den bratte Skraaning langs Slottets ydre Sydfløj til Recolletgaden.

Hoffets fornemste sad skjulte bag Logens Gardiner. Paa Alteret tændte de mandshøje Vokskerter Monstransens granatbesatte, gyldne Tabernakel i tindrende lysegult og blodrødt, mens der af Røgelse stod en Dis ud. Den fyldte den lille Klosterkirke og gjorde den endnu mørkere, end den før var.

Munkenes hvide Særke dukkede ud fra Røgelseskyen, et enkelt Ansigts Profil blev skaaret skarpt ud og farvet ildrødt i Lyset, sodbrunt i Skyggen, hist og her kom en Tonsur frem, gul som gammelt Elfenben.

Alenlange latinske Litanier blev sungne, snart af Solostemmer, snart med indbrydende Kor; det var hule Bastoner, som dominerede. De, der ikke forstod Latin, opfangede næppe andre Ord end: Deus, pater, films et spiritus sanctus. Orgelet faldt ind, snart dumpt brummende, snart med dundrende Basunstød. De sidste kom, naar den ved Alteret fungerende Recolletmunk løftede Monstransen og lod den blinke, saa den skar Menigheden i Øjnene.

Der blev en kort Pause. Med Møje fik Dronning Marie Therese drejet sig om i sin tunge Pragt blot saa meget, at hun kunde faa sagt til Mademoiselle:

- Min Kusine sang højt, synes mig. Man maa sikkert huske paa, hvem man er og ikke lade sin Andagt overvælde sig.

Mademoiselle bøjede sig, følte, at hendes Majestæt havde Ret, og sagde:

- Tusinde Gange om Forladelse, Deres Majestæt, jeg véd ikke hvorfor, men aldrig har jeg forrettet min Andagt med et saa glødende Hjerte som i Dag. Jeg ser det hellige Blod overstænke Tabernaklet.

189

Det var de røde Ædelstene, der saa' ud som Bloddraaber gennem Mademoiselles taaredryppende Øjne.

- Jeg er henrykt derved, min Kusine, siden den gælder min Landsmand, den hellige Pedro af Alcantara, men alligevel, De forstaar, kære Kusine.

- Fuldkomment, Deres Majestæt, og jeg takker Deres Majestæt, fordi De varede mig.

Mademoiselle de Montpensier havde virkelig sunget, virkelig været fuld af brændende Andagt. Men uden at vide det havde hun lagt disse Vers ind i de hellige Litaniers og Responsoriers Rytmer:

Naar Himlen har to for hinanden ladt fødes,
aa sent eller tidlig, i Samklang de mødes.
Dens Haand har i Kraft af en hemmelig Magt
lagt Spiren til Hjerternes evige Pagt

og det inden Præsterne sang: Te Deum laudamus eller Gloria in excelsis, Deo.

Hvordan hun fik de Aleksandrinervers til at passe til de latinske Ords moderniserede Rytmer-ja, det maa de Amoriner vide, som fyldte Lofter og Gesimser i Versailles' Sale.

Men hun var fuldt sanddru, da hun sagde til Marie Therese, at hun aldrig havde forrettet sin Andagt med et saa glødende Hjerte.

Hun var saa temmelig sikker paa, at Gud og hun forstod hinanden, og snart blev hun lige saa sikker derpaa, som paa Treenighedsdogmet.

Thi hvad var det første, der mødte hendes Øje, da hun ved Dronningens Side traadte ud fra den dunkle Kirke i den solbeskinnede, kridhvide Klostergaard ?

Lauzun til Hest i Spidsen for en Afdeling af Livgarden! Hun vidste ikke, at han havde faaet Befaling til at ledsage Dronningens Karet fra Kirke paa San Pedro af Alcantaras Neuvaine.

Stolt, sejrrig saa' han ud. Mademoiselle fandt Lighed i hans og hendes Slægtning, den store Gondés martialsk-ugenerte Maade at føre sig paa, men Lauzun havde heldigvis ikke samme store Feltherres Pierrotansigt. Naar den store Condés Næse krummede sig ned over Munden som et Høgenæb, skar Lauzuns med en kæk Mine Luften igennem som en skarp Klinge et Stykke Taft.

At hun saa' ham nu, lige efter at have talt med Gud, var 190 det bedste og sikreste Svar, Gud kunde give hende. "Gud vil det!" raabte det med Korsfarertro i hendes Indre.

Og mens han red ved Siden af Vognen med Hatten i Haanden det ganske korte Stykke Vej fra Klosteret til Slottet, vekslede han vel en Del Ord med Dronningen og meget faa med Mademoiselle, men paa hende dvælede hans Blik - syntes hun - Himlens Forudbestemmelser havde ogsaa grebet hans Sjæl.

Mademoiselle de Montpensier fattede den faste Beslutning, mens hun ledsagede Dronningen op ad den røde Marmortrappe i den indre Slotsgaard, at hun endnu i Dag vilde tale med Livgardens Kaptajn.

IV.

Mademoiselle de Montpensier satte sig i en Lænestol foran sit Skrivebord og skrev i en Hast nogle ulæselige Linier. Saa ringede hun paa Kammerjomfruen og beordrede hende til at kalde paa en af hendes Æresdamer. Damen kom og saa' paa Fyrstindens Mine, at hun i Dag var i Solskinshumør. Hun havde ikke i mange Dage talt et Ord til sine Omgivelser.

Mademoiselle pegede paa en vidt skrævende, hvidbenet Taburet, som der endnu er saa mange af i Versailles' Sale. Det var en ikke ringe Naade; den maatte gentages tre Gange, før dens Genstand ifølge god Tone kunde modtage den.

- Min gode Mademoiselle de Prie, sagde hun; véd De, om Rygtet siger sandt, at Hr. de Guitry har smykket sit Værelse med lutter kinesisk Porcelæn, har formelig tapetseret Væggene dermed?

- Jo, Deres kongelige Højhed!

- Har De sét det, de Prie?

- Ja, Deres kongelige Højhed! Intet er skønnere og originalere.

- Har Hr. de Guitry saa megen Smag?

- Hr. de Lauzun viger ikke fra hans Side. Der er dem, som siger, at det egentlig er Hr. de Lauzun, som har besørget Ophængningen. Hans Majestæt har set det, forkyndt Hr. de Guitry sin allerhøjeste Tilfredshed, men man siger - -

- Man siger . . . ?

191

- Man siger, at Hans Majestæt lagde sin Haand paa Hr. de Lauzuns Skulder og sagde: De kommanderer kinesisk Porcelæn lige saa godt, som de kommanderer Dragoner, min gode Lauzun!

- De Prie! . . jeg ønsker at se Hr. de Guitrys Værelse lige straks.

- Skal Deres kongelige Højhed ikke til Dronningen?

- Hun beder endnu til Gud. Det varer halvanden Time efter det spanske Hofs Skik. Jeg har Tid. Følg mig, de Prie!

De gik ned i Stueetagen, hvor Garderofficerernes Værelser var.

Hr. de Guitrys Værelse var tomt for Mennesker, men fuldt af Porcelæn.

Mademoiselle de Montpensier kastede et flygtigt Blik op og ned ad Væggene og langs Møblerne, sagde derpaa til Mademoiselle de Prie:

- Naar hverken Hr. de Guitry er her for at modtage mig eller Hr. de Lauzun for at forklare mig det hele, har jeg ingen Fornøjelse deraf, saa gaar jeg til Dronningen. For jeg maa tale med en af de Herrer. Følg efter!

Mademoiselle vidste muligvis, at Lauzun havde "jour" hos Dronningen den Dag.

I det første Gemak saa' hun ham staa i en Vinduesfordybning og tale med en Dame. Hun sagde:

- Jeg vil tale med Dem, Hr. de Lauzun.

Generaloberst-Kaptajnen afbrød straks sin Samtale.

Damen, som var Grevinde de Guiche, snørede sine Mundvige sammen og sagde smilende, som en bitter Mandel dyppet i Sukker:

- De skal faa ham, naar det saa behager Dem, men lad mig beholde ham et lille Øjeblik, mens jeg nu har ham. Lauzun sagde:

- Vi er færdige om et Øjeblik.

Han saa' hele Tiden paa Mademoiselle, mens han talte med Grevinden. Da han forlod hende, gik han hen mod Fyrstinden med en romersk Kejsermine.

En flygtig Følelse af, at Lauzun ikke teede sig saa ydmygt, som han burde, naar en Prinsesse af Huset Frankrig talte til ham, blev kvalt af en Hjertebanken, som drev Pendulslag ud i Henrik IV's Sønnedatters med Kongeblod fyldte Pulse. Det var hende, der skælvede, det var ham, der var sikker. Den fem 192 og fyrretyveaarige Prinsesse var generet, men hun kunde magte sin Undseelse og sagde:

- De har vist Kongen megen Troskab, altsaa min Familie meget Venskab. Jeg vil raadføre mig med Dem i en vigtig Sag, Hr. de Lauzun.

- De skal ikke blive bedraget, Deres kongelige Højhed; mit Hjerte tilhører Kongen og hans Hus.

- De har Kongens Øre, Hr. de Lauzun.

- Hans Majestæt er bestandig mere naadig imod mig, den ene Dag mere end den anden.

- Sig mig, Hr. de Lauzun, har De hørt Tale om, at Kongen vil have mig gift med Hertugen af Lorraine?

- Nej, Deres kongelige Højhed. Men i hvert Fald vil Kongen kun gøre, hvad De vil.

- Nu vel! I min Alder tvinger man jo ikke Folk til Ægteskab.

- Deres kongelige Højhed behøver jo blot at pege ud over Europa . . .

- Ja, det forslaar sig. Men jeg elsker mit Land. Jeg er dér en saa fornem Dame, at det er nok for min Ambition. Og - disse udenlandske Fyrster, som taler slet Fransk og ikke kan bevæge sig med Ynde hen over Gulvet i en af vore Sale! Jeg kan ikke elske en Mand, som jeg ikke kan agte. Og hvor kan man agte selv en kronet Fyrste, naar han har slette Manerer?

- Jeg beundrer Deres kongelige Højheds forstandige Følelser. Jeg forstaar vel, at De, som er saa lykkelig i Deres høje Stilling, ikke kan tænke paa at gifte Dem.

- Ja, Hr. de Lauzun, jeg er i Sandhed lykkelig, mere end de fleste dødelige, og jeg kan ikke noksom takke den almægtige Gud, fordi han har ladet mig fødes til en saa høj Stilling i Verden. Men jeg kan blive rasende, naar jeg tænker paa de Folk, som længes efter at arve mig.

- Ja, havde jeg nogle af den Slags . . . min Tro, jeg giftede mig blot for at se deres lange Ansigter.

- Ja ikke sandt?

Begge lo, lidt tvungent. Da sagde Mademoiselle:

- Jeg véd ingen, jeg kan udveksle saa forstandige Tanker med som med Dem.

Lauzun svarede:

- De tillader mig altsaa at benytte mig af den Ære, De gør mig ved at skænke mig Deres Fortrolighed. Der er saa 193 meget at tale om de Ting, at Deres kongelige Højhed vel tillader mig at optage Samtalen igen. Hendes Majestæt er færdig med sin Andagt.

Mademoiselle de Montpensier afventede ikke Dronningen. Hun gik til sine Gemakker med Følelsen af at have spillet sine Kort fint.

Næste Dag efter Dronningens Diné nærmede Lauzun sig dristig Mademoiselle de Montpensier, da hun strøg forbi en Vinduesfordybning ud mod Marmorgaarden. Han bukkede paa en næsten fortrolig Maade. Han sagde:

- Man kunde skrive en hel Bog om alle de Luftkasteller, jeg har bygget i min Hjerne, siden jeg sidst havde den Ære at se Deres kongelige Højhed.

- Det kunde jeg ogsaa. Men det er jo muligt, at de kunde blive til virkelige Paladser.

Mademoiselle nærmede sit Ansigt til hans.

Lauzun tænkte :

Næsen er stor. Sæt, om den ramte mine daarlige Øjne!

Saa sagde han højt:

- Jeg vilde være stolt, om De gjorde mig til Chef for Deres Raad, Mademoiselle.

- Deri gør De Ret, thi De kan være vis paa, at Deres Raad vil blive fulgte.

- De er bedrøvet, Deres kongelige Højhed?

- Nej, jeg er vred.

- Da ikke paa Chefen for Deres Raad? Lauzun gjorde en Grimace, saa Mademoiselle de Montpensier lo. Hun sagde:

- Nej paa dem, som lurer paa min Arv.

- Jeg forstaar Dem. Og gifte Dem vil De jo ikke.

- Nej.

- Det forstaar jeg ogsaa. De kan ikke i hele Verden finde en, som er Deres skønne Haand værdig. Jeg beklager Deres kongelige Højhed; jeg beklager-enhver, som har attraaet denne Haand (han greb den og kyssede den let). Thi De har Fornemhed, De har Dyd, De er rig, men De har for meget af disse Lykkens Goder, til at nogen tør tænke paa at sætte sig ved Deres Side. Kongen holder af Dem, det maa være Deres Trøst. Dog . . . kan De finde en Mand, som De ikke hader, saa kan De løfte ham højt, De vil være hans Herre, han Deres Slave. Enhver ved Hoffet vil sige; Den Mand, Mademoiselle har valgt, 194 er mere værd end alle Suveræner paa nær Hans kongelige Majestæt af Frankrig . . . Ak, det er atter et Luftkastel, thi der findes ikke paa Jorden en Mand, som fortjener den uendelige Lykke.

Mademoiselle lo højt og sagde:

- Jeg er dog, naar alt kommer til alt, ingen Gudinde. Lad os tale mere sammen! Jeg trænger til Deres Raad. Der kommer Dronningen fra sin Andagt . . . Lad os tales ved om otte Dage. Det sømmer sig ikke, at vi taler saa længe sammen.

- Tusinde Gange Tilgivelse! men Deres kongelige Højhed har selv . . .

- Ganske vist, Hr. de Lauzun . . . Men der er Hensyn . . .! Forstaar De . . . foreløbig Tilbageholdenhed . . . Forstaar De?

- Fuldkommen, Deres kongelige Højhed . . . Deres Rang og min ringe Stilling.

- Saaledes maa De ikke opfatte det, min kære Hr. de Lauzun . . . ja saadan kalder min Fætter Kongen Dem jo. Farvel!

Hr. de Lauzun gjorde de forberedende Bevægelser til Knæfald og Haandkys. Mademoiselle de Montpensier afværgede Fortsættelsen ved en let Haandbevægelse og gik.

Lauzun sagde til sig selv:

- Hendes Gorge har holdt sig glimrende, og hendes Haand er dejlig . . . Naa et Lune! Hun keder sig . . . Det vilde jeg ogsaa gøre i hendes Sted . . . Der er Guitry . . . Hør, min gamle, lad os gaa ned til Dig!

Nede i sit Værelse spurgte Guitry Lauzun:

- Hvad mener den store Mademoiselle? Hun borer sig jo ind i Dig. Ildebrand i gamle Huse.

Lauzun lo og sagde:

- Blusser rask op, men Mur og Træværk er tørt. Der er ingen Føde for Ilden.

V.

Hoffet fik Ordre til at rejse Nord paa i Foraaret. Hoffet gjorde smaa Dagsrejser i uhyre Karosser, stoppede med Fødevarer, Kongen vilde bese sine Fæstningsværker.

195

Mademoiselle havde Dagen før Afrejsen i Paris set Hr. de Lauzun fare i Galop foran Fronten af et Regiment Dragoner, der fyldte det halve af Saint-Honorégaden.

Han var i rødt med hvide Fjer. Hun havde beordret sin Kusk til at køre langs Dragonernes Front. Hun hilste med Haanden, Generalobersten med Kaarden. Hun tænkte:

Kan Krigsguden Mars have haft en stoltere Holdning. Han vil sikkert vinde større Sejre end Turenne, den store General og grove Person, som han er.

Mademoiselle var i St. Quentin til Messe med Dronningen. Hun bad inderlig til Gud først om Sejr for Kongens Vaaben, saa om, at Dragonerne maatte udføre de mest glimrende Bedrifter, endelig om, at hun selv maatte faa Ordre til at følge med paa Rejsen, thi hun mente, at, naar hun gemte sig selv til sidst, vilde Gud belønne hendes Ydmyghed.

Ved Udgangen fra Messen kom Kongen Dronningens Følge i Møde. Da han havde hilset Dronningen, vinkede han til Mademoiselle.

Det foregik i et for Tilfældet opført Brædegaleri, som fra Domkirken var lagt over til det gamle Slot.

- Dronningen maa have god Ledsagelse paa Rejsen, sagde han. Hun vil træffe mange fremmede, og De véd, min Kusine, hvor let hun skræmmes. Forlad hende ikke, følg hende til Messen og overalt!

Gud havde altsaa først opfyldt Mademoiselle de Montpensiers sidste Bøn. Se, hvor han gav de ydmyge Naade! Nu var hun beroliget, var vis paa, at Gud vilde opfylde hendes andre Bønner i den omvendte Orden af den, hun havde fremsat dem i.

Om Aftenen sent kom Ordren paa Opbrud Klokken syv Morgen.

Mademoiselle de Prie sagde til sin Herskerinde:

- Hans Majestæt skaaner ikke Damerne. Prinsessen sagde:

- Hans Majestæt skal ikke skaane nogen. Vi skal lyde ham, thi han er Frankrig.

- Deres kongelige Højhed har Ret, svarede Æresdamen. Gud bevare Hans Majestæt!

Det øste ned med Regn. Der var halvmørkt i den store Karosse. Vandet flød ned ad Ruderne.

De seks store Heste gjorde, hvad de kunde. Men hvert 196 Øjeblik borede Hjulene sig ned i Dynd og skar dybe Furer. Det var evindelig grædende Pile og Popler, man saa' udenfor. Grøfterne rummede ikke Vandet. Det sivede over deres Rande langt, uoverskueligt, ud over flade Marker.

Karosserne standsede hvert Øjeblik.

Store Karrer sad fast. Styrtede Heste laa paa tværs over Vejene. Mulæsler, som var slupne for deres Byrde, stod paa tværs ad Vejen og gloede trist ud i den endnu tristere Luft.

Kongen red frem og tilbage, nærmede sig af og til den Karosse, hvor Dronningen og Mademoiselle sad. Dronningen var hyllet i Pelsværk udvendig og tæt snøret indvendig, hilste dog pligtskyldigst og svarede, at hun befandt sig vel, naar Kongens behandskede Kno rørte ved Vognvinduets Rude.

Et Øjeblik lyste Vejret op. Man kunde se lidt længere ud i Landet. Det var som en uhyre Sø.

Kongen kom igen ridende mod Karossen. Hans Støvler var overklistrede med et Dyndlag; hans røde Hattefjer hang tungt ned over Hatteskyggen. Han aabnede Vinduet udefra.

- Nu bliver Vejene mig for slette, sagde han. Lauzun er jo draget forud. Hvorfor har han ikke sendt Bud og berettet, at det er umuligt at komme frem?

- Deres Majestæt . . . sagde Mademoiselle, han tænker kun paa at vinde Laurbær for Deres Majestæt og ile Fjenden i Møde.

- Hin, min Kusine . . . Hvem véd, om der er nogen Fjende? De behøver ikke at bede godt for Hr. de Lauzun. Ham kan jeg ikke blive vred paa. Men Hr. de Louvois har anlagt Vejen, og . . . han.

Kongen bevægede sin Ridepisk, som om han havde Lyst til at lade sin Krigsminister føle den.

Mademoiselle sagde:

- Sire, hvorfor vil De ikke stige op i en Karosse?

- Min heroiske Kusine spøger. Kørte Cæsar i Karosse, da han erobrede Gallien? Eller Gharlemagne, vor Stamfader?

- Sire, De har Ret.

Lys, meget Lys brød frem. Hesteskotrampen gungrede Vogn- og Ryttertoget i Møde. Men man saa' intet, trods de røde Flammer. En tyk sodbrun Røg fyldte Luften.

Man hørte Kongens Stemme:

- Hvem der?

197

- Sire, jeg er Landrecies Guvernør, de Roncherolles. Deres Majestæts Generaloberst over Dragonerne, Hr. de Lauzun, har beordret mig til at møde Deres Majestæt med Fakler og sige Dem, at Sambrefloden har oversvømmet alle Moser her omkring. Vi naar ikke til Landrecies.

Vognvinduet gik brat ned med Klirren. En stor Næse, hvis Tip luede vinrød i Fakkelskæret, vovede sig ud i Regnen:

- Er Hr. de Lauzun i god Behold? lød en dyb Altstemme.

- Ja.

- Det trækker vist paa Dronningen, min Kusine, lød Kongens Røst. Behag at lukke!

- Sire, stønnede Dronningen ud fra Pelsværk og Korset, stig her ind!

- Jeg bliver ved at ride. Hr. de Rocherolles, her maa være et Vadested, hvor Heste og Vogne kan komme over.

- Sire, jeg er saa angest for Vandet, klynkede Dronningen.

Mademoiselle stemte i med:

- Det er blevet mig sagt i min Barndom, at jeg skulde sky Vandet, Sire, at det vilde blive min Død.

- Er der et Vadested? Der skal, der maa være et, Guvernør !

- Hr. de Lauzun og Dragonerne er komne over i Morges . . . derud ad . . . Sire!

Mademoiselle blev varm lige ned i sine Fødder og hviskede:

- Maaske tør vi da forsøge . . . og . . .

Hun tav straks. Hun hørte Kongen le højt ude i Mørket. Hun var ikke sikker paa, at han lo ad hendes Udbrud, men blev bange.

- Fremad! sagde Kongen.

Toget gik rask gennem Byens Hovedgade; men, da det kom ud paa Vejen, sank Kongens og Følgets Heste i til Knæene, Vognene standsede med et frygteligt Stød. Dronningen, Mademoiselle og Damerne hvinede. Fra Vognene bagude lød fjernere Kvindehvin ud i Mørket.

- Stille! raabte Kongen. Man glemmer, at jeg er med. Ingen maa være bange.

Der blev dødstille. Man kunde igen høre Regnen plaske. Vandet strømmede ned fra Himlen, sivede op af Jorden.

198

- Rid til Floden, Hr. de Roncherolles, bød Kongen, og find Hr. de Lauzuns Vadested!

Over en Time holdt de ridende og kørende stille. Faklerne slukkedes af Regnen.

Hr. de Roncherolles og hans Ryttere kom tilbage og erklærede, at enhver Overgang var umulig.

Det gik videre ad Landevejen. Et Lys saas dybt nede til venstre.

- Der maa vi tilbringe Natten, sagde Kongen. Der, hvor Lyset er.

- Et usselt Bondehus, Sire, sagde Guvernøren.

- Som jeg siger, sagde Kongen. Bring Folkene min Befaling! . . .

De underordnede Personer i Kongens Følge steg af Hestene og fordelte Arbejdet imellem sig.

Nogle trak Ridehestene gennem Mudderet, andre tog fat i Karossernes Hjul.

Damerne maatte dæmpe deres Skrig; de mærkede, at Kongen var vred.

Vognene blev vrikkede ned paa en Eng.

Kongen var stegen af Hesten, aabnede selv Døren til den første Karosse og bød Dronningen Haanden.

- Min Kusine af Montpensier maa bære Deres Slæb, sagde Kongen.

Den "store Mademoiselle" arbejdede sig gennem Pelsværket, til hun fik Greb i et tykt Stykke Silketøj. Hun kendte et af Dronningens Slæb igen. Det var iskoldt og isnede hendes Haand gennem Handskerne.

Plump! Dronningen sank i og skreg.

Plask! Mademoiselle de Montpensier sank i. Vandet sprøjtede højt op under hendes Klæder. Hun skreg ogsaa.

- De trækker i mig, min Kusine af Montpensier, sagde Dronningen. Hvordan skal jeg komme frem?

- Deres Majestæt! Jeg er sunken ned i et dybt Hul! klynkede Mademoiselle. Jeg kan ikke røre mig.

- Men jeg maa frem, sagde Dronningen. De, min Kusine, som er saa forfaren i, hvad Rangen fordrer . . . maa dog vide, i hvilken Orden vi skal gaa.

Mademoiselle anstrengte sig. Men hun faldt og borede sine behandskede Hænder og Arme omtrent lige saa dybt ned som sine Fødder. Da hun ikke turde slippe Hendes Majestæts Slæb, 199 maatte hun trække i det. Hendes Majestæt faldt dybt, blødt paa den mindst fornemme Del af sit kongelige Legeme.

Nu hvinede Damerne trods alle kongelige Forbud op mod de revnede Skyer.

Hofdamer laa og væltede i Æltet.

Et Lys flimrede i Hyttens Dør. Det blev holdt af en bukkende, vanddrivende Kammerjunker. Bagved knejsede Kongens skarpe Ansigt under en opblødt Hatteskygge og forpjusket Fjerbusk.

- Her er kun to usle Kamre, sagde Kongen af Frankrig, og kun to Stumper Lys. Vi afventer Dagen og sover i Karosserne. Spænd dem fra!

Man adlød. Hestene blev anbragte i Bondens to Stuer. Han og hans Familie maatte ligge i Kostalden.

Dronningen fik den ene Lysestump, Mademoiselle den anden. Mademoiselle bar atter Dronningens Slæb, ledsagede hende til den Karosse, hvori hun hidtil havde kørt sammen med hende. Der steg Marie Therese af Øslerrig op med to Hofdamer. Mademoiselle søgte sin egen Karosse, som hendes Æresdamer havde brugt under Rejsen.

Der var et Spejl baade over Forsædet og Bagsædet. Ved dets Hjælp viklede Mademoiselle sine Krøllers Masse op i Papillotter, tog en Nathue og en Slaabrok paa, lindede en Smule sit Korsets stærkt snørede Lidser og lagde sig langs Sædet.

Regnen piskede mod Ruderne. Lystige Trækvinde strøg ind fra begge Sider, tværs gennem det store indre Vognrum. Mademoiselle sov ikke.

Det blev saa lyst, som det kan blive paa en øsende Regndag.

Mademoiselle hørte en læspende Stemme raabe nogle Ord højt.

- Det er jo Monsieur, sagde hun.

Monsieur, Kongens Broder Philippe, før Hertug af Anjou, nu af Orléans, viste sig til Hest med nogle unge Herrer. Han bankede paa Vognvinduet.

- God Morgen, min Kusine!

- De er her, min Fætter? Har De redet . . . eller hvordan ?

- Tror De, jeg er gal, min Kusine?

Det var en ret køn, trediveaarig Mand. Hans læspende Stemme og lømmelagtige Væsen mindede Mademoiselle om hendes 200 Fader Gaston, den forrige Hertug af Orléans. Hun spurgte sig selv i en Hast, om alle yngre Sønner af Kongehuset var dømte til at være Drenge hele deres Liv. Ludvig XIV's Broder var rød i Kammen, hans Fjerhat sad paa Sned.

- Nej, min Karosse staar her. Jeg har sovet her i et Bondehus, sovet godt. Jeg kom sammen med Hr. de Lauzun i Gaar.

- Og min Fætter vidste ikke, at Kongen og Damerne kom bagefter?

- Nej, Djævlen tage mig . . . om jeg vidste det.

- Sagde Hr. de Lauzun Dem det ikke?

- Det véd jeg ikke. Men, har han sagt det, saa har jeg naturligvis troet, at det var Løgn. Den Gascogner siger jo kun sandt i yderste Nødsfald. Men denne Gang har han sagt sandt, mod sin Vane. Hvor saa' han ud! Aldrig vilde jeg være bekendt at vise mig saadan. Han lignede en gammel Karpe, der lige er trukken op af Vandet. Slimet, vaad var han. Han stank af Dynd. Hans Haar drev som Tang. Aldrig har jeg set et Menneske se saa afskyelig ud. Ikke sandt, Villeroy?

Den tiltalte Marquis svarede:

- Jo, Deres kongelige Højhed!

- Kan De tænke Dem, min Kusine, noget væmmeligere? . . . Han vilde finde Vadesteder . . . Jo vist!

- Han kom dog over selv, min Fætter! han og Dragonerne, sagde Mademoiselle.

- Ja med fem druknede Mænd, og jeg véd ikke, hvor mange druknede Heste.

- Saa er de druknede i Hans Majestæts Tjeneste, mumlede Mademoiselle.

Philippe af Orléans slog med sin Ridepisk paa Marquis de Villeroys Støvlekrave, lo højt og kaad og sagde:

- Nu har jeg gjort min Morgenvisit hos min kære Kusine. Gud bevare Dem, Mademoiselle! God Morgen! . . . Se, se . . . hvad er det?

Midt gennem Regnen red Hr. de Roncherolles i Spidsen for et Tog af Ryttere og Fodgængere. Noget ragede højt op midt mellem dem.

- Portechaiser, Deres Majestæt, sagde Guvernøren.

- Men er De her, Lauzun? sagde Kongen.

Lauzun saa' virkelig ud, som Hertugen af Orléans havde beskrevet. Han sagde: 201 - Deres Majestæt, jeg er redet tilbage. Alt i Regimentet er i Orden. Jeg har skaffet Portechaiser til Hendes Majestæt og de andre Damer. Og ved Hr. de Roncherolles Hjælp har vi opdaget et ret renligt Bondehus paa den anden Side Engen.

Kongen beordrede Guvernøren til at sørge for Dronningen. Lauzun stod af Hesten, slængte Tømmerne til en rød Dragon og gik hen til Mademoiselles Karosse.

- Undskyld mit Udseende, Deres kongelige Højhed . . . men . . .

- Jeg har aldrig set Dem skønnere, Hr. de Lauzun.

Portechaiserne blev baarne over Engen. Portørerne gik i Vand til midt paa Laarene. Baade Kongen og hans Broder lod sig bære.

I det brede, hvide Bondehus var der kun to store Bum. De lugtede af Køer og Faar.

- Jeg er søvnig, sagde Dronningen, mens hun støttede begge Albuerne mod sine Skørter, der var saa stive som en muret Kuppelhvælving.

- Hr. de Lauzun har skaffet Madrasser og en Seng, sagde Kongen. Den skal straks blive redt.

Lauzun kom ind, snavset som han var, i Spidsen for fire Mænd, som slæbte en stor Seng.

- Den er skrækkelig, sagde Dronningen. Lauzun hjalp med at faa den stillet op og faa den redt. Der var Lagener med Kniplinger. Lauzun sagde:

- Fru de Roncherolles har leveret mig dem.

- Jeg kan ikke sove paa dem, sagde Dronningen . . . Og hvor skal alle de andre sove? Skal vi ligge alle sammen i de to Stuer? Min Kusine af Montpensier . . . det er umuligt?

- Her bliver tolv Damer, Hans Majestæt og Monsieur, sagde Mademoiselle. Vi er jo i Krig. Ikke sandt, Hr. de Lauzun . . . Tak!

- Men jeg dør af Sult, klynkede Dronningen. Lauzun sagde:

- Folkene bringer Fødevarer med fra Landrecies.

- Men De er jo en frelsende Engel, Lauzun, sagde Kongen.

Pyh . . . lød Monsieurs (Hertugen af Orléans') undertrykte Latter.

Han saa' sin Kusine af Montpensiers store blaa Øjne hæftede paa Generalobersten.

Man tømte Kurvene. De unge Hofdamer morede sig, Lauzun 202 hjalp til, Tjenerne gjorde det grovere Arbejde, og paa et langt Træbord serveredes forskellige Retter.

- Det ser hæsligt ud, sagde Dronningen. Jeg kan ikke spise.

- Det kan jeg, sagde Kongen.

Suppen var iskold og tynd.

- Jeg spiser den ikke, sagde Dronningen grædende, da hun havde smagt den.

Kyllingerne var sejge.

- Min Kusine, træk! sagde Kongen og bød Mademoiselle en Kylling.

De trak hver i sit Kyllingelaar under høj Latter.

- De har fortjent Skroget, Lauzun, sagde Kongen. De kan dele det med min Broder.

- Nu er der jo intet tilbage til mig, sagde Dronningen og græd.

- Deres Majestæt, sagde Kongen, Ilden brænder lige foran Deres Seng. Nu er her varmt. De er meget angreben, De skulde lægge Dem.

Dronningen saa' om paa Damerne. Ja, der var Marquisen af La Valliére med sit uskyldige Pigeansigt! der var Marquisen af Montespan med sin lille pikante Profil og de nøddebrune Øjne. Begge Rivalerne!

- Hold Deres Sengegardin aabent, sagde Kongen, saa kan De se alt, Madame!

To Damer lagde sig paa en Madras lige under Dronningens Seng; saa laa de andre tæt op ad hverandre. Man klædte sig begribeligvis ikke mere af end højst nødvendigt.

Efter Hofdamernes Madrasser laa man i følgende Orden: Kongens Broder, hans stakkels skæve Hustru af England, Mademoiselle de Montpensier, Rivalerne La Vallière og Montespan og saa Kongen.

Slaabrokker, Natkapper, Nathuer, Tæpper, guldbroderede Kapper og Pelse laa hulter til bulter i og over Sovcstederne.

- Hvor er Lauzun og mine Officerer? spurgte Kongen.

- Her, Sire! lød det gennem en Dør.

- Jeg vil se, hvordan I ligger.

Lauzun svarede:

- Jeg tillader mig at blive staaende, Sire, og holde Riddervagt for Deres Majestæt og Damerne.

- Saa sover min Kusine af Montpensier ikke af lutter Medlidenhed, raabte Hertug Philippe af Orléans.

203

- Som saa ofte passer det sig bedst for min Broder at tie, sagde Louis XIV og skrævede majestætisk over to Madrasser. Lauzun - slaa Hul i den Væg, at jeg kan give mine Ordrer!

Spark af store Dragonstøvlehæle sprængte et Bræt ud af Skillerummet.

- Mine Officerer ligger paa Stengulvet, Madame! sagde Kongen til Dronningen, De ser Begyndelsen til Krigen.

Hans Majestæt vilde tilbage til sin Madras. Han maatte gaa bag om Marquise de la Vallières. Hun laa og saa' op mod Brædeloftet med sine store Dueøjne.

Pludselig skreg hun og tog sig til Hovedet.

Almindelig Latter.

Hertugen af Orléans sagde:

- Sire, Deres Sporer har forvildet sig og ødelagt Marquise de la Vallières herlige blonde Coiffure. Det er Synd at angribe hende fra den Side.

Det var sandt, hvad Monsieur sagde. Kongen havde taget for kort Maal af sin omgaaende Bevægelse. Hans Sporehjul var komne ind i hans ene Elskerindes Frisure.

Kongen lo med. Dronningen vendte sig i Sengen, saa hendes Fiskeben, Silke og Broderi knagede.

Pause. Pludselig hørtes Lyd bag ved Hovedgærderne gennem den Væg, der laa lige over for dem, som Støvlerne havde sparket itu.

Nu skreg Dronningen igen.

Den tykke Hofdame, Madame de Thianges, Datter af en Landadelsmand, laa nærmest Hendes Majestæt. Hun sagde rolig:

- Det er Æsler, som skryder, og Kalve, som brøler.

Hertugen af Orléans sagde:

- Min kongelige Broder! Frankrigs Frelser! Okse og Asen brøler over Dem, som over Vorherre, da han fødtes i Stalden i Bethlehem.

- Min Broder af Orléans skulde hellere tie ...

Men Kongen standsede, thi Dronningen sendte en klukkende Latter ud fra sin Seng. Saa lo Kongen, saa lo de alle.

Mademoiselle sagde til sig selv:

- Selv af en Spotters Ord kan den gudfrygtige drage Andagt. At vi kongelige Personer ligger her, kan minde os om Vorherres Fødsel paa det ringe Sted og lære os, at en kongelig Person ikke tør se for dybt ned paa en god fransk Adelsmand.

204

De fornemme Herskaber var saa søvnige og trætte, at de sov hele Dagen og ud paa Natten.

Der lød en Stemme som Stød fra en Bas-Tuba:

- Stabsadjutant . . . Broen er færdig. Det er lyst. Meld Kongen det!

Mademoiselle de Montpensier vaagnede og saa', at det var lyst.

- Sire, raabte hun til Kongen. Der er Hr. de Louvois.

- Kom ind, Hr. de Louvois! raabte Kongen.

Den svære Krigsminister kom ind med Hættekappe. Han værdigede ikke den underlige Scene lige for hans Øjne et Blik. Han fandt ikke, at der var det mindste komiske i, at han kom ind gennem den itusparkede Væg, morede sig ikke over de forfærdede halvvaagne Damer uden Paryk med Pudder og Sminke tværede ud i Ansigtet.

- Uh, nu brølede Oksen igen, sagde Hertug Philippe, idet han vendte sig paa Madrassen. Hr. de Lauzun, syng Asenets Parti, for at den andægtige Stemning kan komme igen!

Krigsministeren vendte sig om, saa' gennem Hullet og sagde over sin Skulder:

- Hr. de Lauzun, jeg troede, De var ved Deres Regiment.

- Hr. de Louvois, jeg er, hvor Kongen er, svarede Hr. de Lauzun. Dragonerne er i gode Hænder.

- I al Fald ikke i Deres.

- Hr. de Lauzun har fulgt min Ordre, sagde Kongen. Krigsministeren bukkede meget kort for Kongen. I sit Indre sagde han: Det er Løgn. Derpaa sagde han:

- Der er nu Bro over Floden.

Lauzun sagde:

- Det glæder mig, at den er færdig. Jeg bød mine Dragoner at arbejde, om de saa alle skulde dø over det Broarbejde.

- Godt, Lauzun! sagde Kongen.

Byen Landrecies laa, som om den svømmede i en Vandmasse. Dens røde, høje Slot stod melankolsk knejsende i Taagen, som en Skildvagt paa sin Post.

Efter et Par Dages Forløb berettedes der, at Vejene var fremkommelige. De store Vogne, omgivne af den store Rytterskare, satte sig atter i Gang. Det var et tungt Apparat lige fra Hattene med de drivende Fjer og nedregnede Skygger til de store Heste og Vognhjulene med deres armtykke Radier.

Kongen var steget ind i Dronningens Karosse. Han havde 205 spillet sin Rolle som Erobrer til Hest længe nok, til at Folk troede paa den.

Lauzun og Dragonerne dannede stadig Vagt om Toget. Kongen kaldte hvert Øjeblik paa Chefen. De talte lidt sammen, men ganske sagte, Generalobersten altid med Hatten paa Laaret. Regnen drev ned ad hans Paryk.

Hver Gang det gentog sig, bøjede Mademoiselle uvilkaarlig sit Hoved om mod det aabne Karetvindne.

- Hvad er De angest for, min Kusine? spurgte Dronningen ud fra den Masse, hun var pakket ind i.

- Angest, Deres Majestæt?

- Ja, jeg kan jo se det.

Mademoiselle knejste rank med hele sin Overkrop, ragede et Hoved op over Dronningen, blev rød baade paa Kinder og Næse og svarede:

- Ja, saa er det for, at Hr. de Lauzun skal blive syg. Tillad dog, Sire, at han beholder Hatten paa!

- Som De vil, min Kusine, svarede Kongen med en Smilkrumning af sine smalle Læber . . . men, naar Hr. de Lauzun om faa Nætter skal sove i Lejren, saa . . .

- Deres Majestæt . . . lad Soldaterne ligge over i den næste By! Skal de sove i Lejr i dette Vejr, vil jo alle Hestene dø.

- De har Ret, min Kusine, det vilde være Synd for alle de smukke Heste, svarede Louis XIV.

VI.

Næste Station var Avesnes. Dronningen boede i Guvernørens Bolig. Der var Spilleparti hos hende.

Mademoiselle de Montpensier var ikke med i Partiet. Dronningen var sur imod hende. Hun spadserede om i det temmelig lille Værelse en Tid, da hørte hun Stemmer ved Siden af. Hr. de Lauzun stod ved et Vindue og talte med en anden Herre.

Da Mademoiselle nærmede sig, sagde han hastig til denne Herre.

- Jeg maa gaa. Min Ven, Patricieren Morosini, Venedigs Gesandt, har længe ventet paa mig.

206

Han hilste dybt paa Prinsessen.

- De gaar? Er det nødvendigt?

- Ja, Deres kongelige Højhed!

- Om jeg nu vilde tale med Dem.

- Saa er jeg nødtvungen til at blive, naar en Dame af Deres Rang befaler det.

- Hr. de Lauzun! De lyder altsaa kun nødtvungent.

Han svarede ikke, men trak paa Skuldrene.

Den anden Herre gled sagte ud af Vinduesfordybningen og gav sig til at spadsere frem og tilbage.

- Er De bedrøvet, Hr. de Lauzun? spurgte Prinsessen.

Denne Altstemme, som ellers var træet i sin Lyd, forædledes i dette Øjeblik i Klang til noget, der kunde minde om en dyb, blød Fagottone.

Lauzun klemte sin venstre Haand om Kaardeheftet og stirrede mod Gulvet.

- I den Tilstand, jeg er, er jeg mere rede til at fly til en Eneboerhytte end til at leve i Verden.

- Gaar Verden Dem imod?

- Nej. Jeg skimter i den saa skønne, saa store Forhaabninger. Svigter de mig, dør jeg af Smerte. Jeg bør trække mig tilbage. Alle vil sige, at jeg er gal.

- Vil De ikke betro mig Deres Hemmeligheder? Vi er jo allerede gamle Venner.

- Hemmeligheder? Jeg har ingen Hemmeligheder, Deres kongelige Højhed.

Det lykkedes Mademoiselle de Montpensier at faa en Slags Latter frem:

- Ah . . . naar man siger saaledes, saa tænker man paa Ægteskab. De har aldrig haft noget saadant i Tanker, Hr. de Lauzun ?

- Nej. Naar jeg har mærket, at nogen vilde have mig den Vej, har jeg altid trukket mig tilbage. Det eneste, jeg bryder mig om hos en Kvinde, det er Dyden. Og hvor mange Damer ved Hoffet er uden Plet og Lyde?

- Der er dem, der er det, Hr. de Lauzun.

- Ja, der er Mademoiselle de Montpensier.

Den gamle Pige dirrede fra Top til Taa. Hun kunde ikke holde sine Hænder stille. Hun satte Fingerenderne haardt mod Vindueskarmen og bøjede dem tilbage, saa det knagede i Leddene.

207

- Mener De det, Hr. de Lauzun? sagde hun med Graad i Halsen.

- Ja. Og, da jeg ikke kan gifte mig med Kongens Kusine, og jeg ikke stoler paa nogen ligestillet Dames Dyd - ja, saa vilde jeg hellere tage en Kammerjomfru, som jeg var sikker paa . . . Men vi er . . . undskyld Deres kongelige Højhed . . . vi er ude over den Alder, hvor man digter Eventyr om sit Liv. Tusinde Gange om Forladelse, at jeg bryder af. Min Ven, den venetianske Ambassadør . . . .

Han næsten løb ud af Stuen. Mademoiselles Øjne fulgte ham, til den sidste Flig af hans røde Kjole var forsvunden bag Dørstolpen.

Hun greb sig selv i at citere Gorneilles Vers højt . . . Ruden duggede af hendes Aande:

Man søger hinanden, man mødes. - Hvert Ord
som Sædekorn falder i tilberedt Jord.

- De kan gaa i Seng. Jeg trænger ikke til Dem i Aften, sagde Mademoiselle til sine Æresdamer, da hun om Aftenen var gaaet op til sine to smaa Værelser ad den smalle Stenvindeltrappe.

Den store Seng i det forreste Værelse skulde Hofdamerne dele. De var trætte og glade over, hverken at skulle læse for Fyrstinden eller underholde hende paa anden Maade. Til Kammerjomfruen sagde hun:

- Du gaar med mig, Toinon! Du bliver hos mig i Nat! Kan Du sove paa Stolen der?

Den lille kraftige Pige fra Bourgogne saa' lidt skævt til det smalle Straasæde paa Stolen og sagde:

- Jeg kan vist sove udmærket der, Deres kongelige Højhed.

- Du maa skaffe Vand til et Bad, Toinon!

Kammerpigen saa' fortvivlet ud. Hun vidste ingen Udvej. Men hun maatte finde en. Hun gik.

Mademoiselle satte sig paa den lille Stol med Ansigtet i sine Hænder. Hun klemte dem mod Øjnene, vilde ikke se. Hun sænkede sig dybt i de Ord, hun i Dag havde vekslet med Lauzun, gentog atter og atter hans og sine egne Beplikker som en Melodi, der har fæstet sig i Erindringen, som man ikke kan slippe fra, som man vugger sig i, som man dulmer og ægger paa én Gang.

Guderne maa vide, hvorledes Toinon fandt varmt Vandt, fik 208 hældt det i en Balje og baaret det hele op ad den smalle Trappe.

Hun klædte Mademoiselle af. Det varede længe. Thi for hvert Klædningsstykke, hun tog, sagde Fyrstinden:

- Jeg vil klædes meget langsomt af, Toinon!

- Men Vandet bliver koldt, Deres kongelige Højhed.

- Du har Ret, lille. Tag mine Strømper af!

Mademoiselle de Montpensier saa' paa sine ikke smaa Fødder, paa sine lange og kraftige Ben. De stod hvide som Marmor mod den brune Hovedtone i det slet oplyste Kammer.

Toinon bearbejdede dem med Sæbe, Parfumer, Svampe og Børster.

- Tag haardt, Toinon, børst stærkt!

Den lille Bourgognepige bøjede sig ned over sin Herskerindes Knæ. Hendes stive krøllede Haar berørte Prinsessens Hud.

- Du kilder mig, Toinon. Men Du maa nok . . . . Hvor Du har et smukt blondt Haar! Hvor det er tæt! Du faar det for varmt, Toinon. Befri Dig for det Kjoleliv . . Jo, Du skal; jeg vil have det . . . Læg først et Tæppe over mine Knæ!

Pigen kastede sit Korset. Et smukt ungt Bryst sprang i Vejret som en Fange, der faar sin Frihed.

Mademoiselle sukkede. Da hun løste det Bind, der bar hendes engang saa skønne og fulde Barm oppe, faldt Brystet ned, træt, overanstrengt.

- Frottér mig saa igen!

Pigen blev rød under Arbejdet. Hendes Bryst syntes at arbejde om Kap med hendes Hænder. Varmen fra hendes sunde, unge, fyldige Legeme meddelte sig til Prinsessens.

Pigen laa der knælende med Haarets Strøm rullende ned over hendes Linned. Fyrstinden fik en sær Lyst til at fordybe sine Hænder i dette Haar, stift og tæt som et Tjørnekrat, og paa samme Tid en Trang til - - ja hun vidste ikke, om det var til at slaa Toinon . . . eller til at kysse hende - ja baade til at slaa og kysse hende fordærvet.

Hun gjorde hverken det ene eller det andet.

- Jeg er færdig, Toinon. Hjælp mig i Seng!

Pigen løftede halvt Prinsessen op i den høje Himmelseng. Mademoiselle blev siddende med Hænderne i det endnu rige Haar. Hun kunde se de stærke Sølvstriber i dets blonde Masse. Hun følte sine Øjne blive fugtige. Hun lod dem have deres 209 Vilje, thi Haaret skjulte dem halvt. Toinon kunde ikke se dem.

Da Prinsessen var bleven Herre over sine Øjnes oprørske Hensigter, sagde hun:

- Du holder vist meget af Dragoner, Toinon.

- Gud, Deres kongelige Højhed! Det gør jeg virkelig slet ikke . . . det vil sige . . . noget . . .

- Kunde Du ikke have Lyst til at gifte Dig med en af Dragonerne? Det er mit Alvor. Svar oprigtig!

- Jo-o-o. Det kunde jeg maaske nok. . . . Ja . . . det vil sige. Ikke saadan med den første den bedste.

- Vælg, Toinon! Jeg skal skaffe Dig den, Du vil.

- Ja saa . . . maatte det da være . . . ham, ham, der skriver for Generalobersten . . . ham . . . La Sabliére . . . for han har sagt . . . saadan flere Gange . . . Det er den eneste, jeg saadan kender nøjere.

Jeg skal tale med Generalobersten derom i Morgen. Det er ikke godt at vandre sit Liv alene, Toinon. Gud har bestemt, at Kvinden skal have en Mand, og Manden en Kvinde. Og Du er jo . . . hvor gammel er Du?

- Fire og tyve Aar, Deres kongelige Højhed.

- Saa er det lige tilpas, sagde Mademoiselle. Sluk Lyset, sæt Dig paa Stolen og sov!

Hoffet rejste videre. Den 8. Maj var det i Cateau-Cambrésis.

- Det er mærkeligt. . . der ligger dog vist en guddommelig Bestemmelse i, at vi altid skal mødes, Hr. de Lauzun, sagde Mademoiselle de Montpensier, da hun i Værelset ved Siden af Dronningens saa' Hr. de Lauzun. Hun havde ventet et Kvarter paa, at han skulde komme ud.

Lauzun svarede med et koldt Buk.

- Jeg er nær ved at tro det.

- Jeg har gjort Dem til Chef for mit Statsraad, sagde Mademoiselle, De har modtaget Udnævnelsen. Jeg har noget at tale med Dem om.

- Jeg er Deres kongelige Højheds meget ydmyge Tjener.

- Og nu forlanger jeg Deres Raad. Jeg er fast besluttet paa at gifte mig. Men jeg tør jo ikke gøre det uden Samtykke af Chefen for mit Statsraad. De siger nej . . . ikke?

- Deres kongelige Højhed. Der kræves lang Betænkningstid . . . aarelange Overvejelser.

210

- Jeg er fyrretyve Aar. Og, naar man tænker paa at gøre en Daarskab - -

(Ja fem og fyrre er hun, tænkte Lauzun.)

Mademoiselle blev ved:

- - - saa har man ikke lang Tid. Men man maa forebygge, at den, man vælger, ikke gør en Daarskab. Jeg vil tale med Kongen. Jeg vil gifte mig i Flandern. Det vil gøre mindre Opsigt end i Paris eller Versailles.

- Jeg, Chefen for Deres Statsraad, sætter mig bestemt derimod.

- De er morsom. Fordi De har forsvoret at gifte Dem, vil De hindre andre deri!

- Deres kongelige Højhed, hvis jeg troede paa Horoskoper, havde jeg giftet mig for lang Tid siden. En Dame, som jeg har kendt meget godt, lod stille mit Horoskop hos en gammel Kone, som gav sig af med de Sager. Horoskopet viste, at jeg skulde svinge mig højt i Vejret ved Giftermaal. Hun - Damen - græd, var aldeles fortvivlet.

- Elskede hun Dem?

- Aa jo. Men hun var fortvivlet over, at det ikke var hende, som kunde svinge mig i Vejret.

- Hvem var hun?

- Mademoiselle . . . en Dames Navn i en Kavalers Mund!

- Vel . . . De har Ret.

Mademoiselle rødmede. Der blev et Minuts Stilhed. Hr. de Lauzun stod med et underlig stivfrossent Smil og betragtede hende.

Hun slog sin korte forede Kaabe tæt om Hals og Bryst og sagde:

- De har ikke udnævnt mig til Chef for Deres Statsraad.

- Jeg er ikke Fyrste.

- Nu vel. Saa udnævner jeg, som er Fyrstinde, mig til Deres Veninde.

Hun strakte Haanden lidt frem. Hendes Øine blev som en Dues, der lukker og aabner Laagene i hurtig Afveksling. Han greb den endnu skønne, hvide, stærke Haand og kyssede den.

Hun trak den hurtig til sig, men lod, som om Ceremoniellet slet ikke var krænket. Hun sagde :

- Altsaa som Deres Veninde siger jeg Dem: Tænk i Guds Navn paa det, der er blevet forudsagt Dem! Sæt Dem den største Plan i Hovedet, som De kan udtænke om Deres Giftermaal! 211 Uden at være Astrolog tør jeg forudsige Dem, at De kan gøre Fordring paa Planens Opfyldelse . . . O, der kommer Kongen til sin Soupé.

VII.

Det var en brændende varm Sommerdag sent paa Formiddagen. De store Terrasser foran Versailles' Slots Hovedfacade strakte sig i Heden dovent og bredt. Slottet stod kridhvidt og lo ned mod Skoven.

Men der var stille. Ingen vovede sig ud i Solheden. Der var køligere inde end ude.

Mademoiselle var rejst hjem med Hoffet. Det blev ikke Krig den Gang. Hun sad nu foran sit lille Nøddetræs Skrivebord med indlagte sælsomt slyngede Arabesker, der endog snoede sig om dets Grævlingehundeben. Fjerpennen pirrede blødt langs Papiret og lavede tykke, langstrakte, uformelige Bogstaver.

Stundom tænkte Mademoiselle dog en Stund sig om. Retskrivningen var ikke hendes Sag, især siden man var begyndt paa at udelade saa mange s'er. Hun var saa vred paa alt nymodens. Paa Trods skrev hun to s'er, hvor der skulde være ét.

Hun var klædt i den dybeste Sorg. Et langt tæt Slør skjulte hende næsten helt. Det løb fra Issen paa begge Sider ned til hendes Fødder.

Madame, det vil sige - Kongens Broders Hustru var nylig død. Hendes Mand, Monsieur, havde altid forsømt hende.

Mademoiselle skrev:

"Madame døde Klokken tre, og Kongen erfor det Klokken seks. Han besluttede at opgive sine Bade og af Sorg at medicinere. Man kom og meldte mig denne Nyhed, hvorover jeg blev saare bedrøvet. Jeg sov ikke den hele Nat, thi jeg tænkte som saa: Hvis Monsieur sætter sig i Hovedet at ville ægte mig, vil jeg dog ikke forandre Beslutning, men der maa Tid til at skaffe denne Sag af Vejen paa en sømmelig Maade. Og, hvis Kongen vil det, hvad skal jeg gøre? Kort at sige: Jeg er i stor Vaande, i en meget ulykkelig og følelig Forlegenhed."

Mademoiselle græd, mens hun skrev, ja hulkede stundom. Men at faa lavet disse Ord var en Art Fortørringsproces. Da 212 hun havde faaet Fraserne drejede færdig, var hendes Taarer fangede af Sløret.

- Aa, hvor var alt tørt og hedt, eller snarere koldt!

Mademoiselle var virkelig bedrøvet over Madames Død. Hun havde sagt Farvel til det lille svage Væsen, da hun laa og vaandede sig i Saint-Gloud, og Madame havde sagt til hende: "De mister en god Veninde."

Var det saa ikke ukristeligt, at hun ikke kunde faa lagt en hjerteligere Klang i de Ord, hun skrev, og at hun tænkte saa meget paa sig selv?

Men hun havde dog grædt. Og hun havde ved Madames Dødsleje troet at se en Taare i Kongens Øje.

- Ja, vi Bourbonner har dog et godt Hjerte, tænkte hun. Det har Gud givet os foruden at gøre vort Hus til det fornemste i Verden.

Hun vilde bede, men kunde ikke; hun vilde gerne græde, men det var, som hendes Taarekilder var tømte.

- Jeg forgaar af Hede, raabte hun vredt og slog de to Slørflige bagud. Og alt er saa tørt, saa tørt!

Hofdamen de Prie for hen til hende:

- Er Deres kongelige Højhed ikke vel?

- Føl, hvor mine Hænder brænder, de Prie! Deres er kølige og fugtige. Lad mig holde dem lidt mellem mine . . . De Prie, tror De, at jeg har Feber?

- Tilgiv, Deres kongelige Højhed . . . De græd før, som jeg aldrig har set Dem græde.

- Naar en saa nær Slægtning af mig og tilmed en Dame af saa høj Rang dør, saa er det min Pligt at græde . . . Jeg vil ned paa Orangeriets Terrasse. Følg med, de Prie!

- Tilgiv, Deres kongelige Højhed, den ligger mod Syd; se, hvor Solen brænder Stenene, eller hvad det er, der er i det . . . det, som de strør over Jorden . . . Grus, kalder de det nok, det gnistrer i Solen. Hvis Mademoiselle har det med Hede, frygter jeg, det bliver værre.

- Jeg vil alligevel derned. Lad Pagerne tilsige!

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Mademoiselie spadserede lidt frem og tilbage paa Orangeriterrassen. Hun lignede en Nonne, tæt indsvøbt i Sløret. To sørgeklædte Pager holdt Slæbet. To Hofdamer gik paa hver Side af hende i lang Afstand.

Hun gik saa sært ud og ind, med saa bratte Bevægelser, 213 at hun rent krydsede Pagernes Beregning. De var stundom nær ved at falde over deres egne Ben, lo til hinanden, naar de var sikre paa, at Æresdamerne helt vendte Ryggen til dem.

Mademoiselle standsede foran den lange Balustrade mod Syd og blev staaende med Armene lænede mod dens glohede Sten. Hun kunde ikke faa Varme nok, skønt Stenen brændte som en ophedet Kaminramme. Det gjorde ondt i hendes Arme, men hun trykkede dem tættere og tættere mod Stenkanten, som om hun vilde tvinge Armene ind i dens Masse, om de saa skulde steges derved.

Hinsides en stor Dam laa Satoryskoven dampende langs Kammen. Dammen gnistrede som et Skørt af Brokade med tæt oversaaede Pailletter. Dybt nede laa Orangerihavens Blomsterbede regelmæssig udskaarne, med matematisk aflinede Blomsterfigurer. En rød, en hvid, en gul, en blaa Blomst, fire Farver ad Gangen, stadig kommende igen i samme Orden, i det uendelige. Et kunstig vævet Tæppe i en endnu større Sal end selve Spejlgaleriet og Oeil-de-Boeuf deroppe i Kongens Pragtbolig.

Hofdamerne maatte staa langs samme Balustrade paa hver Side i lang Afstand; Pagerne bagved, stegende i Solbranden, missende med Øjnene i dorsk Fortvivlelse.

Det var fem nye Statuer paa den af Statuer fyldte Terrasse, tilsyneladende mindre levende end de af Marmor; thi de vred og snoede sig ikke i krampagtige Vridninger som Stenmenneskene.

Mademoiselle de Montpensiers Øjne dvælede ved al den Pragt, hun havde beundret og svælget i: til venstre det mægtige Slot, foran sig denne Blomster- og Stensalon, til højre de allerede mægtige Alleer, som man havde huggel i den gamle Skov. Nede omkring Bassinerne, hvor Galerierne udvidede sig til Sale, spadserede større og mindre Grupper, mangefarvede som de geledopstillede Blomster. Broderierne og Perlerne glinsede, som var der sprængt Dugdraaber over dem.

Uden for dette Bum gik hendes Tanke ellers aldrig. Havde hun været paa Jagt der ovre i Skoven, var det for Jagtens, ikke for Skovens Skyld. Den var jo grim og uordentlig, ubetvungen og udisciplineret mod den herlige Park, hvis Alleer brød ud som Straaler fra Slottets Stjernekerne.

Og i Dag var hendes Fantasi ikke bange for Vandet der nede i den store Dam. Ak, havde hun blot Vinger som Oldtidens søde smaa Amoriner! kunde hun blot svinge sig over i 214 den Skov der . . . ind i den . . . faa Folk til at hugge Alleer og saa ved Enden af den største Allé flyve ind i et Marmortempel, rundt som Kolonnaden, der glimtede til højre mellem Træerne, men mindre end den, og høre derinde usynlige Buer løbe langs Strengene paa Violer og Celloer, som smykkede Hvælvingsflige, Vægfordybninger, Piller, Arkitraver, høre usynlige Munde blæse i de som Pile ordnede Fløjter og Oboer, se Nymfer dansende mellem Skovens Stammer saa let, at kun Taaspidsen strøjfede Græs og Mos . . . Kunde hun sove ind ved denne blide Musik og dette søde Skue . . . og vaagne, favnet af to jernpansrede Arme og køle sin Pande mod Brystkyradsets Plade . . og saa . . . . .

Hun standsede Tankernes Flugt ved et Ryk tilbage, saa begge de halvsovende Pager nær havde tabt Slæbet helt og var faldne bagover. Begge Damerne gjorde en lignende Bevægelse som deres Herskerinde.

- Jeg vil bede, sagde Mademoiselle . . . hvis Dronningens Bedekammer er ledigt. Kom!

Atter en Vandring gennem dette Hav af Varme. Det triste Tog krydsede Slottets Stueetage. Det skulde op ad den prægtige Trappe med rødbrunt og sort Marmorrækværk, "Dronningens Trappe".

Midt paa Afsatsen mellem Stuen og første Sal stod en Herre med fint Guldløvbroderi paa en lilla Silkekjole og med en hvid Bukkelparyk, som gjorde hans lille magre Ansigt til næsen slet ingenting.

- Nu vel, Hr. de Saintol, sagde Mademoiselle.

- Hans Majestæt venter Deres kongelige Højhed i Dronningens Værelse. Hendes Majestæt er saa dybt greben over Madames Død, at hun er gaaet til Sengs.

Damerne og Pagerne vidste, hvad de havde at rette sig efter. Naar deres Herskerinde fik en saadan Ordre, kunde de kun ledsage hende til Dronningens Dør. Der forlod de hende med behørige Nejninger og Buk, som hun ikke besvarede.

I Dronningens Soveværelse foran Sengen sad Kongen, stiv, strunk og pyntet, i violet Kjole med storbladet Sølvbroderi, violette Atlaskes Sko og Strømper. Han var i Halvsorg.

Oprejst foran Kongen stod en middelhøj Herre, med et fint, noget rynket Ansigt, udkreppede graalige Haar under en sort Kalot, i sort Talar, hvid Kniplingsskjorte over den og rødviolette Strømper.

215

Det var Biskoppen af Condom, Jacques Benigne de Bossuet, nu Dauphinens Opdrager. Kongen bød ham med en Gestus at sige nogle Ord til Mademoiselle.

Monseigneur de Gondom sagde:

- Verdens Storhed er intet, naar Gud kalder. Men Gud kalder paa Verdens store gennem de hellige, som omgiver hans Trone foran Kerubers og Serafers vingede Hær. Fra disse hellige Skarer daler den himmelske Musik ned til Jorden. Der omsættes den til Befalinger i de mægtiges Mund; de Befalinger, som Folkene knælende skal lyde. Saaledes bliver Kongernes Ord Guds Ord.

Nu gik Bassen over i Baryton, mens Bossuet vendte sig med en let hyldende Holdning over mod Mademoiselle:

- Jeg var en Time hos Hendes kongelige Højhed. Jeg fandt hende ved fuld Bevidsthed. Hun talte og gjorde alt uden Anstrengelse, med saa meget Mod, med saa stor Fromhed, at jeg endnu er ude af mig selv af Beundring derover. Alt havde Sognepræsten i Saint Gloud givet hende alle Sakramenterne, endog den sidste Olie; hun trykkede det hellige Viatikum mod sit Bryst; hun kyssede det hellige Krucifiks, som bævede i hendes Haand; hun sagde mange Ting til Kongen, til Monsieur, til dem, som omgav hende, og hendes Sætninger var korte, rigtig formede og overordentlig klare i Tanken. Aldrig er en Fyrstinde bleven mere beundret, aldrig er en Gemalinde bleven mere savnet. Hun sagde: Først takker jeg Monsieur, min kære Gemal, saa takker jeg de to Konger af England og Frankrig, som har værdiget mig deres Venskab og Fortrolighed; ja jeg gaar fra neden opad til . . . til sidst gaar jeg til det højeste og takker Kongernes Konge, hvis Fodsaal hviler paa Jordens Kongers Nakke.

Og da lænede hun sit trætte Hoved til Ørepuden og sagde til Lægerne: Kom med eders Lægemidler! jeg tror ikke, de hjælper mig, thi jeg tror, Gud kalder mig, men ej vil jeg friste ham.

Til sidst sagde hun: Nu kan jeg dø. Nu har jeg opfyldt alle de for min Rang nødvendige Former.

Prælatens Stemme lød som en Sinaitorden, men dog noget dæmpet, som naar en Operasanger lemper sin Stemme til Salonbrug:

- Det er Herren selv, Herren i det højeste, hvem et 216 trefoldigt "Hellig" omgiver som tre Koggere med guldflammende Straalepile; det er ham, som vælger en Brud for dem, han har sat paa de høje Sæder. Hvo kan erstatte den hedengangne, uden en, som er hende lig i Fromhed og endnu højere i Rang?

Kongen vinkede og nikkede. Prælaten tog først hans, saa Dronningens, saa Mademoiselles Haand, kyssede dem, gjorde et velsignende Korstegn hen over Værelset.

Den store Ring paa hans Pegefinger glimrede om Kap med de Draaber, som hans patetiske Tale havde drysset ned paa hans sorte, hvidrandede Bladkrave. Hurtig, med langt Slæb, der snoede sig til højre og venstre, forlod han Værelset.

Kongen rejste sig, tog sin Kusine ved Haanden og førte hende ind i en smal Gang mellem Dronningens Seng og Væggen med det liljebroderede Tapet. Dronningen laa saa tæt indhyllet i sine Tæpper som ellers i sin spanske Etikette og sine struttende Kraver, stramme Korsetter og isstive Skørter, sagde ikke et Ord, gjorde ikke en Bevægelse.

Hans Majestæt havde holdt sig for Munden flere Gange, medens Biskoppen talte. Han sagde meget tørt, som om han gav en militær Ordre:

- Min Kusine! der er en Plads ledig. Vil De fylde den?

Sminken paa Mademoiselles Kinder gjorde, at han ikke saa', hvor hun skiftede Farve. Hun svarede:

- Sire, De har at befale! Aldrig skal jeg have nogen anden Vilje end Deres.

- Nu vel! Har De intet andet at sige?

- Nej, Deres Majestæt!

- Har De en bestemt Modbydelighed for at fylde Pladsen?

Mademoiselle svarede ikke.

- Hm! sagde Kongen. Min Broder vil snart trøste sig. Han har et lykkeligt Temperament.

Han vendte sig til Dronningen, saa', at hun sov og raabte højt:

- Madame! De maa hurtig gøre Toilette. Jeg agter at promenere til Vogns til Saint Gloud for endnu en Gang at se Madames dødelige Levninger.

- Min Kusine!

Han tog Mademoiselle ved Spidsen af Fingrene. De fulgtes ud til den øverste Afsats paa den røde Marmortrappe. Kongen 217 sagde ikke et Ord, da hans Kusine gik mod den Side, hvor hendes Værelser laa. Han tog ganske let til Hatteskyggen, da de skiltes.

VIII.

Hoffet drog til Saint Germain.

Slottes uhyre lange Murstensterrasser laa og gloede blegrødt ud i Julisolen med de mange Trapper til alle Sider. Det var lidt skyet Vejr. Bassinerne var blaa som et sydligt Hav i Vindstille. Træerne stod og solede sig, uden Bevægelse, i glad Dovenskab. Den meget lange, lave Slotsfacade kunde ikke øjnes fra den af de nederste Murstensterrasser, hvor to Damer gik Arm i Arm i den Fritid, som de havde mellem Dronningens "lever" og Frokosten.

Mademoiselle de Montpensier, bestandig i stor Sorg, gik Arm i Arm med den langt mindre Madame de Montespan, som bar hvide og klare Stoffer. Den begyndte Samtale fortsattes som følger.

Madame de Montespan sagde:

- Aldrig har mine dristigste Drømme vovet sig saa vidt. At Deres kongelige Højhed siger, at De er min Veninde! At jeg har set Dem græde! At jeg tør græde sammen med Deres kongelige Højhed!

- Vi er jo begge Kvinder, sagde Mademoiselle, trods den store Afstand i Rang.

Madame de Montespans lysebrune Øjne fik en mørkere Glans, mens hun slikkede sine Læber. Hun trykkede Mademoiselles Arm, løftede hendes Haand op til sit Bryst og sagde:

- Det trøster at høre saadanne Ord af en af de mægtige paa Jorden. Ja vi bøjer os alle for Gud. Jeg maa bøje mit Hoved dybere end en Fyrstinde af Blodet. Jeg hører af Biskoppen af Gondom, at den hellige Skrift, som den Hellig Aand har dikteret de hellige Apostle i det latinske Sprog, bestemt adskiller Rangklasserne blandt de hellige, som danner Halvkreds om Guds Tronstol i Himlen . . . Deres kongelige Højhed! Véd De, at jeg er meget ulykkelig?

- Min kære Montespan! Deres Mand er gal.

218

- Har De ogsaa opdaget det, Deres kongelige Højhed?

Marquisen af Montespan holdt ikke rigtig af, at Mademoiselle de Montpensier udelod hendes Titulatur, men lod som ingenting. Mademoiselle sagde:

- De véd, at han er i Slægt med mig. I Gaar Aftes kom han ind i mit Værelse som en Uvejrsstorm. Jeg skændte meget paa ham. Han anførte ogsaa Steder af den hellige Skrift, talte om David og Bathseba og kaldte sig Urias, som nok er en af samme bibelske Konges uheldige Generaler.

Madame de Montespan sagde:

- Han er sikkerlig gal. Han har truet mig med at gøre store Skandaler over det naadige Venskab, som Kongen viser mig.

- Ganske rigtig. Men ønsker De det, skal jeg sørge for, at han bliver arresteret.

- Hvis De vil være mig naadig, Mademoiselle, beder jeg Dem true ham med Bastillen, men ikke lade det udføre . . . . Ak De, Mademoiselle, De er baade stor og klog og fin. De forstaar Passionernes Magt over stakkels dødeliges Sind.

- Hvad mener De, Marquise?

- Jeg mener, at De af datterlig Kærlighed til Deres højsalige Fader, Hertug Gaston af Orléans, i sin Tid vovede at give det Udseende af, at De bekæmpede vor fælles allernaadigste Konge . . . jeg mener under Fronden.

Ja . . . . ja . . . ., sagde Mademoiselle. Kys mig, kære Marquise!

De omfavnede hinanden. Mademoiselle saa' bidsk ud efter Favntaget - som en stor, godt disciplineret Hund, der er afrettet til at leve med Katte og ved Opdragelsen tvungen til at skaane dem. Mademoiselle tog igen Marquisen af Montespans fyldige, kølige Arm. Hun sagde:

- Ja, Passionerne . . . . men de sendes vel ogsaa fra Gud.

- Kunde Djævelen ikke ogsaa have Fingren med i sligt? mumlede Marquisen af Montespan.

- Jo stundom, jo, naturligvis. Men Gud vilde aldrig tillade, at Djævelen kom til at friste Huset Frankrig. Fristes en Bourbon, saa udgaar Fristelsen fra Gud.

- Gud velsigne Deres kongelige Højhed for disse Ord! . . . De vil aldrig mere modtage Marquis'en af Montespan.

- Jeg vil lade ham bortvise af en af mine Damer efter 219 den Forsømmelse af Høflighed, han har vist mod mig ved sin rasende Tale.

Ludvig XIV's Elskerinde kyssede Mademoiselles Haand og fik til Gengæld et stort Kys paa Kinden af Prinsessen. Mademoiselle fortsatte:

- Lad os komme tilbage til Passionernes Magt over Sindet hos Personer, der er stillede saa højt, at Guds Øje naar dem, før det kommer længere ned i Menneskenes store Vrimmel! Det kan jo ikke nægtes, at Hans Majestæt ikke altid har kunnet blive Herre over disse Passioner.

- Som de gamle Romeres Gud Jupiter har han vel stundom maattet ofre paa visse Passioners Alter, Mademoiselle. Véd Deres kongelige Højhed, hvorledes jeg forestiller mig Sagen? Kun Gud i sin hellige Treenighed er uden Passioner. Men han maa tilgive sine Skabninger, fordi han har skabt dem med Passioner. Og disse gamle hedenske Guder, som vore Poeter, Malere og Billedhuggere ikke kan undvære, de har vel hersket i sin Tid som mægtige Fyrster. Den ene sande Gud har tilladt dem at følge deres Passioner, hvor meget mere maa han da ikke bære over med kristne og katolske Herskere, som tror paa alt, hvad Kristi Statholder paa Jorden siger er det rette?

- De har Ret, kære Marquise! Jeg mener som De. Og hvis nu Passionerne kom over en Dame af meget højt kongeligt Blod og tvang en saadan Dame af Rang til at gaa et Par Skridt ned mod den, hendes Sind stod til . . . ja . . . disse Spørgsmaal er jo morsomme at drøfte, ganske uden Interesse for mig eller Dem . . . mon saa ikke den himmelske Konge vilde indgyde Tilgivelsens Sind hos den jordiske mod den Slægtning af ham, som noget saadant kom over?

- Jo, det vilde han sikkert; Gud vilde sikkert indgyde sin første Undersaat en slig Følelse. - O ... det er min faste Overbevisning.

Igen en Omfavnelse og mange Kys under Laurbærtræerne og Nerierne paa Terrassens Stenrækværk!

- De er dog lykkelig trods alt, hvad De har lidt, Deres kongelige Højhed! udbrød Ludvig XIV's Elskerinde med Taarer i de skønne Øjne.

- Hvorfor, Marquise?

- Gud har begavet Dem rigt med jordisk Gods. Og, dør De ene, hvor meget godt kan De ikke gøre med Deres store Rigdomme, de mange Slotte og Jorder?

220

- Skulde jeg skænke dem alle til fromme Øjemed? Synes De det, Marquise? Jeg har dog Familie, jeg bør dog opretholde Glansen for dem, som skal bære Navnet Orléans, for dem, der skal kaldes Montpensier?

- Jeg mente heller ikke Klostre og Kirker, sagde Madame de Montespan - for, egentlig talt . . . . saa har de kære hellige Stiftelser vist nok til deres jordiske Tilværelse i en uoverskuelig Fremtid.

- Naa, ja, det mener jeg med.

Det ringede til Frokost oppe fra Slottet.

- Vi maa skynde os, kære kongelige Højhed! sagde Madame de Montespan. Der er jo Børn af Frankrig - tilgiv, at jeg siger det, Deres kongelige Højhed, - ikke fuldblods Børn, men franske Kongers Børn . . . . De indrømmede før Passionernes Ret. Der er Børn, som Frankrigs Konger kun kan give Titler, men ikke Godser og Rigdomme til at bære disse Titler oppe og skaffe dem Glans. Hvis De vil opnaa noget af Kongen . . . saa . . . . husk dem, der ligger hans kongelige Hjerte nær . . . . uskyldige Skabninger.

Mademoiselle bed sig i Underlæben, mens Madame de Montespan græd videre. Prinsessen sagde:

- Déjeuneren venter os, min kære Marquise! De har Ret. Lad os følges ad op til Dronningen! Og, saa længe Terrassens Rampe skjuler os, saa lad os gaa med Armen om hinandens Liv som tvende trofaste Søstre - Ak, vi bør jo bøje vort Hjerte under den Etikette, vor Rang paalægger os af Blodet.

Madame de Montespan syntes, at hun var træt, da hun naaede op til Slottet, at Prinsessen havde været tung at gaa med i Venindestilling.

I Dronningens Værelse skulde Frokosten indtages. Mademoiselle, der havde et Øje paa hver Finger, opdagede en kort, talende Øjenveksel mellem Kongen og Elskerinden, Madame de Montespan. Hun saa' ogsaa, at hun senere strøg bag om Kongens Stol og troede at kunne læse Ordene, de vekslede. Hun kom det rigtige temmelig nær.

- Har hun forstaaet? spurgte Kongen.

- Fuldkommen, Sire! svarede Madame de Montespan.

- Altsaa forberedt?

- Ja, Sire!

221

Da man havde rejst sig, stillede Kongen sig foran sin Kusine. Hun maatte standse i sin paabegyndte hurtige Gang og neje. Kongen vinkede hende hen mod Vinduet.

- Jeg har talt med min Broder, sagde han. Han gik ind paa det Forslag, jeg gjorde ham, og han gjorde det med stort Behag. Men han er jo endnu saa rystet over Madames saa sørgelige Hedengang, at en ny Forbindelse maa opsættes nogen Tid.

Audiensen var færdig. Knæene rystede under Prinsessen, da hun gik i Kirke. Midt i Kirkegangen stod Lauzun med Sølvstav i Haand. Han kommanderede Gardervagten den Dag. Mademoiselle de Montpensier satte sig lige over for ham.

Uden at vende sig til hende, hviskede Lauzun ud gennem den Mundvig, som vendte mod Prinsessen:

- Nu vel, De ægter Monsieur?

- Nej, det haaber jeg ikke.

- Jo, det er Kongens Vilje. - Højsalig Madame gjorde mig den Ære at vise mig Venskab; jeg er da sikker paa at arve hendes Efterfølgerskes Venskab.

- Det sker ikke.

- Maa jeg underdanigst ansøge om en Audiens? . . . . I Deres eller i Dronningens Gemakker?

- I Dronningens.

Efter Middagen, da Kongen var i Raadet, fandt Samtalen Sted. Lauzun sagde:

- Véd De, hvad Chefen for Deres Raad siger? Adlyd Kongen hensynsløst, uden Raisonnement! følg Deres Pligt blindt! De vil befinde Dem bedst derved. Tænk paa, hvad Monsieur er! Han har kun Kongen og Hr. Dauphinen foran sig; De vil komme i Rang næst efter Dronningen. De vil kunne sætte igennem, at der bliver langt flere Baller og Komedier, trods Dronningens strenge Fromhed, som vi alle ærer, men dog tinder mere spansk end fransk.

- Jeg er mere end femten Aar. De lokker mig med noget, der passer for Børn.

- Deres kongelige Højhed; hvis De har nogen Godhed for mig, saa nær ikke dristige Planer i Deres Aand! Jeg tør ikke mishage Monsieur; fordi jeg var højsalig Madames ydmyge Tjener. Han véd, De beærer mig med Deres Venskab. Han vilde tro, at al Modstand kom fra mig . . . . Kald ikke mere paa mig, naar nogen ser det! Skriv mig ikke til, send ikke 222 Bud til mig! Mit Hjerte bløder ved at sige disse Ord. Men jeg taler kun saaledes af Hensyn til Dem.

- Men jeg vil ikke ægte Monsieur. Hvad Glæde kan jeg have deraf? Ja, jeg vilde faa Følge af hans Garde; nogle Aar vilde jeg befries for at sidde paa Klappen i Dronningens Karosse og faa Plads ved hendes Side paa Hyndet, naar Hoffet er paa Rejse. Men, naar Hr. Dauphinen engang bliver gift, naar Madame, Kongens Datter, bliver voksen, saa tilfalder det Klapsæde mig igen, og siden Ridderen af Lorraine har Kuvert over for mig ved Kongens Bord, naar Huset Lorraine regnes lige med Huset Bourbon, hvad har jeg saa at haabe? Jeg kan aldrig blive lykkelig med Monsieur. Han er yngre end jeg, ikke lidt yngre (Lauzun vidste godt, at Monsieur var femten Aar yngre end Mademoiselle), vi er af ulige Humør desuden . . . . Gaa ikke, Hr. de Lauzun! jeg er ulykkelig.

- Jo, jeg vil gaa . . . Der kommer Kongen. Tal til ham!

Hans Majestæt saa' ret oprømt ud og nikkede venlig til sin Gardekaptajn.

- Vil De mig noget, min Kusine?

- Skal jeg berede mig paa dette Ægteskab, Sire?

- Det haster jo ikke. De synes ikke at have megen Lyst til det.

- Jeg forsikrer Deres Majestæt, at intet er mig kærere end at opfylde Deres Vilje.

- De vil finde Egenskaber hos min Broder, som vil mishage Dem. Han forlanger - jeg har lige talt længe med ham efter Statsraadets Slutning - han forlanger, at, hvis hans Ægteskab med Dem bliver barnløst, skal De give alt Deres Gods til hans Datter af første Seng. Han tilføjer, at han ønsker meget ikke at faa Børn i et nyt Ægteskab, da han forudsætter, at hans Datter skal ægte min Søn Dauphinen.

Mademoiselle vovede at se Kongen stift i Øjnene:

- Synes De, Sire, at en saadan Tale af Monsieur om hans tilkommende Giftermaal er høflig mod den, han vil vælge til Gemalinde ?

Kongen lo højt og sagde:

- Om det Kapitel har min kære Broder sagt endnu latterligere Ting, som jeg har raadet ham til ikke at sige for sin egen Æres Skyld.

Dronning Marie Therese havde nærmet sig og hørt Samtalen. Mademoiselle havde vendt sig om. Paa en stærk Knagen 223 af Fiskeben og Knitren af Skørter mærkede hun, at Hendes Majestæt var nær. Dronningen sagde med en Røst, der dirrede af Forargelse:

- Sire! Deres Broder er latterlig. Hvad han har sagt om sit nye Ægteskab, er hæsligt.

Kongen lo og pegede paa Stolene.

- Lad os sætte os og holde Familieraad! sagde han.

Mademoiselle forundrede sig over sin kongelige Fætter. Han plejede ellers ikke at være oprømt eller gemytlig. Hun vovede da at tale i en indigneret Tone:

- Deres Majestæt vil næppe indføre den Klausul i Kontrakten om mine Godser. Og, skønt jeg ikke er ung (Mademoiselles Stemme blev sagte), saa er jeg dog ikke saa gammel, at jeg ikke kan faa Børn. Slige Forslag gør man Skabninger af en meget lav Art. Deres Majestæt vil tilgive, naar jeg siger, at de behager mig ikke.

- Endelig siger jeg Dem forud, min Kusine, sagde Kongen, jeg giver aldrig min Broder noget Statholderskab. Jeg vil ikke have Provinsregenter i Frankrig. Frankrigs Børn skal ikke have andet Hjem end mit Hof og ingen andre Indkomster end dem, jeg finder for godt at tilstaa dem. Bliver De hans Gemalinde, skal han lade sine Ansøgninger om Penge, Ædelstene, Møbler og sligt gaa igennem Dem . . . Men jeg gentager: Jeg vil ikke tvinge Dem.

Dronningen sagde:

- Men Sire, hvorfor taler De da bestandig om dette Ægteskab? Jeg har jo heller ingen anden Vilje end Deres, men . . . det behager mig ikke. Forstaar De, hvad hans Majestæt mener, min Kusine?

- Kongen vil vist have os begge lidt til Bedste, Deres Majestæt! Endnu i Formiddag befalede han mig at ægte Monsieur . . .

- Vilde De hade mig i Deres inderste, hvis jeg fritog Dem for Deres Lydighedsløfte i den Sag? spurgte Kongen.

- Jeg har sagt Dem, Sire, at jeg har ingen anden Vilje end Deres.

- Jeg vil ikke forbyde Dem at vælge en Ægtefælle. Naturligvis maa det være en Fyrste . . . ja, et andet Valg kunde ikke falde Dem ind.

- Maaske.

- Hvad siger min Kusine? sagde Kongen og slog Benene 224 over Kors, saa Buksernes Kniplinger kom til at ligne Skum paa Bølgerne.

- Jeg tillader mig at spøge, Sire, fordi De selv er stemt til Spøg i Dag, sagde Prinsessen. Og der er dog en alvorlig Tanke skjult under min Spøg. Jeg er af en saa mægtig Familie, at ingen Fyrste i Europa kan gøre mig fornemmere. Men, tog jeg en ikke fyrstelig Person, saa kunde jeg hæve ham højt; han vilde skylde mig alt, og i den Alder, jeg er, vil jeg være min Mands Beskytter; han skal ikke være min.

- Jeg er aldeles ikke enig med min Kusine af Montpensier, sagde Marie Therese af Østerrig med en sur Mine.

Mademoiselle følte, at hun for at klappe Kongen var kommen til at slaa til Dronningen.

- Jeg beder Deres Majestæt tusinde Gange om Forladelse; men det faldt mig ikke ind, at nævne det habsburgske Hus, da ingen Prins af del Hus for Øjeblikket er giftefærdig.

Kongen sagde:

- Vi faar meget at tale sammen om, min Kusine. Sagen med Monsieur haster jo ikke.

- Jo senere den bliver ordnet, jo bedre, sagde Mademoiselle.

Kongen smaalo, tog Dronningens Haand og hilste Mademoiselle. Men straks efter kom han ud paa Trappen, hvor Mademoiselles Damer ventede, og . . . hvor Lauzun stod.

Mademoiselle navde lige villet nærme sig ham; nu afbrød Kongens Komme enhver Samtale.

Kongen stod et Øjeblik og saa' sig om. Da Prinsessen var forsvunden i en Sidegang, sagde han smilende til Lauzun;

- Hr. de Lauzun . . . De er født friseret*).

- Deres Majestæt mener . . .?

- Hvad jeg siger, sagde Kongen og gik videre.

IX.

- Hvorfor flyer De mig, Lauzun? sagde Mademoiselle de Montpensier fra et af de nederste Trin paa den store Kalkstenstrappe i Versailles' nordlige Slotsfløj.

* 225

Garderkaptajnen vilde lige til at gaa ind til sit Værelse i Stueetagen. Mademoiselle kom fra Dronningens Værelser paa første Sal og saa' meget godt, at Lauzun vidste, hvad han gjorde.

Han vendte sig om, hilste, men saa' koldt paa Prinsessen.

- Hør dog en Nyhed, De Chef for mit Raad! Der bliver intet af mit Giftermaal med Monsieur.

- Det er ingen Nyhed. De ægter jo saa Hertugen af Longueville.

- En af Huset Lorraine? Ligner det mig?

- Madame de Montespan taler om det til alle.

- Ogsaa til Dem?

- Ja.

- Og uden nærmere Forklaring? - Vær kun rolig! Kongen arbejder, og Dronningen sover. - Montespan har ikke givet Dem en nærmere Forklaring?

- Aa, hun ler listig . . . og . . . hvem kan blive klog paa hende?

- Ser De. Hun siger det for at drille Dem.

- Mig?

Mademoiselle fortalte Lauzun sin Samtale paa Saint Germains Slotsterrasse med Maitressen, og sine senere Forhandlinger med Kongen i Dronningens Nærværelse.

Lauzun smilte overlegent og sagde:

- Jeg véd det. Det har Madame de Montespan betroet mig. Men jeg finder, at Deres kongelige Højhed har handlet rigtig.

- Tak! Det tænkte jeg nok. Da jeg følte i mit inderste, at jeg maatte afslaa saa naadigt et Tilbud fra Hans Majestæts Side, var jeg vis paa, at Gud vilde det for min evige Saligheds Skyld.

- Men hvem vil De da vælge, Deres kongelige Højhed? sagde Lauzun, lod, som om han var forlegen, saa' stift paa sit ene Ærmes Sølvgaloner og pillede ved dem.

- Om et Par Dage skal jeg underrette Dem om mit Valg.

- Deres Valg, hvilket det saa end er, bringer mig til at skælve. Jeg ser, at De har fattet en urokkelig Beslutning. Hvis jeg ikke billiger den, vil jeg aldrig mere faa Dem at se, og det vilde være det haardeste, som kunde vederfares mig i Verden, at miste den Ære at nyde Deres Velvilje. Og forraade Dem mit Hjertes Mening, det tør jeg ikke. Jeg er saa forvirret over dette, at jeg bønfalder Deres kongelige Højhed om ikke at tale mere til mig derom.

226

- Ja, men jeg siger Dem i Morgen, hvem jeg vælger.

- Pin mig ikke! Sig det hellere straks!

- Det kan jeg ikke.

Fyrstindens Livstykke saa' ud som det var levende.

- Sig mig det! Lauzun foldede sine stridsbehandskede Hænder.

- Nej, det er Fredag i Dag. I Dag tør jeg ikke. Havde jeg et Skrivetøj ved Haanden, skulde jeg skrive det til Dem. Kan vi liste os ind der . . .?

Mademoiselle pegede mod en Dør, der førte til en lang Række Værelser i Stueetagen. Lauzun saa' spørgende paa hende.

- Jo, sagde hun, for der er maaske et Spejl. Det vil jeg aande paa og skrive Navnet, mens De vender Ryggen til.

- Det er da Deres Spøg, Mademoiselle?

- Ja naturligvis! Vi tales nærmere ved, før Dronningen gaar i Messe.

De mødtes i Dronningens Forgemak. Mademoiselle sagde til Hr. de Lauzun:

- Jeg har det i min Lomme. Men det er Fredag. De faar ikke det forseglede Papir, som indeholder Navnet.

- Giv mig det! Jeg giver Dem mit Æresord paa, at jeg skal lægge det under Hovedgærdet paa min Seng og ikke aabne det, før Klokken er slaaet tolv i Nat. Vær vis paa, at jeg ikke kan sove af Spænding og Angest! Jeg skal tage det med i Aften til Paris; jeg kommer først igen i Overmorgen.

- Saa faar De det først paa Søndag.

- Det er to Dage paa Pinebænken, Deres kongelige Højhed!

- De maa vente.

Lørdag Aften spurgte Mademoiselle sin nu gifte Kammerjomfru:

- Du synes godt om at være gift, Toinon!

- Det er det dejligste, jeg endnu har kendt. Tak, Deres kongelige Højhed, for, hvad De har gjort for mig!

Mademoiselle sagde ved sig selv:

- Gid Du kunde gøre det samme for mig, Toinon!

Om Natten sov Mademoiselle saare urolig. Det var, som blev der leget Himmelspræt med hende i hendes store Seng. Hun laa snart paa langs, snart paa tværs i den. Det var Gud, hun tænkte paa, det var Kongen, det var Huset Orléans' Ære, det var Lauzun, det var Slottene og Godserne, Saint Fargeau, Ghampigny, Lésigny, Dombes, Eu, Vernon; Indtægterne af Korn, 227 Vin, Olie, Kastanjer, Brænde; hun saa' sin Fader Gaston med Underbidet under Overskægget, de sorte Øjenbryn over de smaa, ondskabsfulde Øjne; sin Fætter Kongen med hans koldeste, mest afvisende Ansigt; Lauzun snart i blaa sølvbroderet Garderuniform, snart i skarlagenrød Dragonuniform; hun saa' hans Ansigt tæt ved Monsieurs, Kongens Broders; de lo begge raat hen imod hende; hun kunde læse paa Monsieurs spotske, smalle Læber de Ord, Kongen havde sagt til hende om hendes Ufrugtbarhed.

Straks da hun var staaet op om Morgenen, kastede hun en Slaabrok om sig, stak de nøgne Fødder i et Par Fløjls Tøiler, ilede hen til sit Bord og skrev noget paa et Ark Papir højt oppe til højre, tæt ved Papirets Rand.

Hun stak saa Papiret i Lommen, løftede Hænderne mod Himlen, men kunde ikke finde paa noget at sige til Gud.

Mademoiselle havde lært lidt Latin i sin Barndom. Hun sagde med de bævende Hænder stadig i Bønstilling:

- Bubicon er passeret. Jacta ext alea.

Søndag Formiddag efter Messen i Récolletklosterets Kirke fulgte Mademoiselle Dronningen ind i Dauphinens Værelse.

Louis de France, "den store Dauphin", stod henne ved Marmorkaminen i det store, temmelig mørke Gemak med Paneler af stærkt aaret lysegraat Marmor i store Rektangler, hvorom sort, hvidaaret Marmor dannede Rammer. I hvert Marmorpanels Midte var der en lille Romboidefigur af rødt Marmor med hvide Aarer, omrammet af grønt Marmor.

Frankrigs Tronarving, Ludvid XIV's og Marie Thérèses eneste Søn, var vel en otte Aar gammel. Det var en meget tyk Dreng. Det Fedt, han havde diet ud af sin kraftige Amme, hang endnu ved ham. Han var klædt aldeles som en voksen Kavaler, med stor blond Allongeparyk, der bagtil naaede ham til Bæltestedet. Han stod i "anden Position" med den buttede venstre Haand om Kaardeheftet i repræsentativ Stilling, med en trist, dum, tankeløs Værdighed om de vaade, tykke Læber. Herrer og Damer omringede ham, henvendte hver et Par komplimenterende Ord til ham. Den fede Dreng bukkede og slog ud med Haanden, som var hver Bevægelse fremkaldt ved et lindt Tag i Snore gennem hans Krop.

Da Kuren var til Ende, rakte hans Moder Dronningen ham Haanden. Sur og tvær lod Drengen sig føre midt ud i Værelset, mens Skaren fordelte sig i Grupper. Dronningen kyssede sin 228 Søn. Han vrissede i tavs Arrigskab, blev derpaa ført ud af sin Bonne.

Det var klingrende Vinterfrost. Kaminen varmede ikke stort i den marmorbeklædte Sal.

Mademoiselle de Montpensier nærmede sig Kaminen, lagde sig paa Knæ foran den og saa' til Siden, hvor Hr. de Lauzun stod. Hun blev liggende længe. Han turde kun nærme sig hende ad Omveje. Endelig naaede han til Kaminen.

Mademoiselle vendte Ryggen til ham med Hænderne foldede ind mod Flammen, der blussede i Vejret fra de store knitrende og knagende Favnestykker. Hun sagde:

- Jeg er gennemisnet af Kulde.

Han svarede:

- Deres kongelige Højheds Muffe ligger paa den Taburet der.

- Tag den til mig, Hr. de Lauzun!

Han rakte hende Muffen. Med en hastig Bevægelse tog hun noget op af sin Lomme og puttede det ind i Muffen. Hun stak Hænderne i den, men sagde straks efter:

- Nej, den bliver mig dog for varm. Mine Hænder brænder som Ild. Hr. de Lauzun, tag den igen!

Hun smilede til ham saa stærkt, at Garderkaptajnen saa' hendes stygge sorte Tænder. Hun hviskede med krampagtig Hast:

- Hvad der er i Muffen, er Deres Ejendom.

- Deres kongelige Højhed, nu er jeg gennemisnet af Rædselens Kulde, sagde Lauzun, sneg sig behændig ud af Gemakket og naaede ned til sit eget Værelse i Stueetagen. Der aabnede han det forseglede Brev, han havde fundet i Muffen.

Hele Arket var hvidt. Kun paa den tredje Side oppe i Randen til højre stod:

"Det er Dem."

Garderkaptajnen studsede lidt, men var slet ikke overvældet:

- Det var som Fanden, mumlede han, at hun saadan giver mig sort paa hvidt for det . . . Hm . . . ja der er ingen Underskrift, men Haanden kan Madame de Montespan da ikke tage fejl af.

Han ringede. Hans Tjener kom.

- Løb ned i Værtshuset "Guldsolen" i Gamle-Versaillesgade! Der træffer Du sikkert Poeten Lachartre. Du kender ham. Sig, at han skal vadske sig, tage sine sorte Klæder paa og komme til mig i største Hast! Han kan ikke være drukken endnu. Sig ham, at der er nogle Livres at fortjene!

229

Lauzun kradsede en hel Del Ord op paa et Stykke Papir. Han skrev endnu, da Tjeneren meldte Lachartre, skrev endnu, da den ankomne traadte ind ad Døren, som han af Ydmyghed aabnede saa lidt, at hans Krop gled ind som en Snog gennem et Hul.

Hr. Lachartre var en lille Mand, helt klædt i sort med hvid tæt Krave, saa han i en Fart kunde antages for en Abbé. Han havde en lille slidt hvid Paryk paa Hovedet. Hans smaagraa Øjne randt, Tippen af hans Næse og hans Kindknokler var meget farvede.

- Er Du ædru, Slubbert? spurgte Garderkaptajnen ham uden at besvare hans Hilsen.

- Paa en høj hellig Dag ofrer man ikke til en hedensk Gud som Bakkus, Hr. Greve! Som min store Medbroder i Apollo og mit Mønster i al parnassisk Dont, Théophile Viaud, siger i sit Digt: Moses.

-- Théophile Viaud . . . han blev jo brændt.

- Hans Sjæl svævede, efter at al jordisk Vindust var brændt ud af den, op til de elysæiske Marker for at mødes med Horats, Virgil, Ovid og . . .

- Hold nu Mund! Se her . . . Sæt det der i Stil for mig!

Garderkaptajnen kastede Papiret hen til Lachartre. Denne dechiffrede det med en lærds Taalmodighed over for et vanskeligt Haandskrift fra Middelalderen.

- Jeg forstaar det ikke ganske, Hr. Greve!

- Hvem Fanden siger, at Du skal forstaa det? Sæt det i Stil, skriv det Tøjeri op, som Du finder paa! saa skriver jeg det rent.

- Det er intet almindeligt Elskovsbrev, Hr. Greve!

- Nej. Derfor skal Du ogsaa faa syv i Stedet for tre Livres for dit Kradseri.

Lachartre satte sig til Arbejdet. Garderkaptajnen kasserede tre Gange hans Manuskript: om det fjerde sagde han:

- Det er daarligt nok endnu. Men lad gaa! Pengene skal Du faa siden ved Lejlighed.

- Men, hvis det var Hr. Greven muligt i Dag . . .

- Hvad for noget? . . .

Hr. de Lauzun tog Poeten ved Skuldrene, drejede ham rundt som en Top og besørgede ham gennem Døren ved et Spark i Bagen.

Men næppe var han kommen ud, før Lauzun raabte: 230 - Kom ind igen . . .! Faldt Du? Naa . . . ja der ligger han paa Maven. Pierre (det var Tjeneren) rejs ham op! Da vor store Konge som en anden Augustus beskytter Poeterne, maa jeg, hans ringe Tjener, lære at holde dem i Ære.

Han tog i sin Lomme, fandt nogle Livres, kastede dem imellem Poeten og Tjeneren, som man kaster et Ben i Grams til Hunde og sagde:

- Drik dem op sammen, I to! Du skal endda faa de syv Livres, Lachartre, naar jeg bliver i Humør til at betale dem. Det er Skade, Pierre, at Du ikke er Poet ligesom denne Poquelin eller Moliére, hvad han hedder. Han er jo Domestik hos Kongen, som Du hos mig. Det at være Poet løfter nu om Stunder en Slyngel af Snavset. Drik nu din Mæcenas' Skaal i sur Suresnevin, Lachartre! I to er for Resten lige saa taabelige og giver mig lige saa meget at le ad som de Slyngler og Gavtyve, som han, Poquelin, laver til Kongens og Hoffets Forlystelse . . . Pierre, nu har Du Lov til at lave Poemer sammen med Lachartre et Par Timers Tid. Vent lidt, Lachartre! Hr. de Lauzun tog en Pung ud af en Skuffe.

Han sagde:

- Her er flere Penge. Dem skal Du have, fordi Du er min Landsmand, en Gascogner og Løgnhals.

Poeten kyssede sin Mæcenas' Haand og dansede Arm i Arm med Hr. de Lauzuns Tjener ned til Værtshuset.

Hr. de Lauzun undersøgte Poetens Manuskript endnu en Gang.

- Ja Antitheser er der jo i det, sagde han. Og de taabelige Karle kan jo destillere sligt ud af alle Sager trods nogen Apoteker.

Han skrev af efter Manuskriptet:

"Mademoiselle.
Saaledes belønnes min Iver i Deres Tjeneste! Alvor belønnes med Spot, Troskab med Haan! Men det er Ret; De har al Retten, jeg har al Pligten; De er min Herskerinde, jeg er Deres Tjener. Jeg har ingen Ret til det Venskab, De har vist mig. Det er min Pligt at sige Dem det. Men, kan det være Deres Pligt at spotte mig, skønt det er Deres Ret. Ak, Mademoiselle, hvorfor har De benyttet Dem af Deres Ret, da Pligt og Ret dog ikke her faldt sammen? Da jeg modtog Deres forseglede Kuvert med de tre Ord oppe i højre Hjørne for oven, 231 hvortil intet svarede i venstre Hjørne for neden, blev jeg gennemisnet af Kulde. Det var af Angest og Rædsel. Derpaa blev jeg gennemglødet af Hede. Det var af Ydmygelse over, at De spottede den ydmygeste af Deres Tjenere."

X.

Høje Vokslys skinnede langs Bordet i en lav, lang Sal i Værtshuset "den kronede Løve", et af Versailles' fineste, som laa midt i den kun lidet bebyggede, endnu ufuldendte Avenue de Sceaux.

Maaltidet var endt. Endnu stod paa Bordet kun en stor Krystalopsats med Frugter og nogle halvtømte Vinflasker. Dugen flød af Vin og var bestrøet med Orange- og Drueskaller, med Pæreskrællinger og Osteskorper.

Greven af Lauzun var Vært for syv Landsmænd, Gascognere, tre Officerer, tre civile Adelsmænd og en sortklædt borgerlig. Den sidste havde en væselagtig Profil og spotske Øjne.

- Skulde det virkelig være sidste Gang, vi samles, vi Sydens Børn? sagde en middelaldrende Rytterofficer.

Ja, sagde Lauzun, jeg skulde næsten tro det. Jeg faar saa meget at gøre ved Hoffet, at jeg ikke kan tænke mig det muligt at snige mig herned og spille og drikke med jer . . . Hvorfor lér Du, Fère? (han henvendte sig til den sortklædte borgerlige). Tror Du, jeg lyver?

- Gud bevare mig, Hr. Greve . . . men . . .

- Men? . . .

- Det kunde gaa Dem denne ene Gang som forrige Gang, da De samlede os for at drikke Deres Skaal som Mester for Artilleriet. Og kan Hr. Louvois ikke lige saa let forhindre Dem i at blive en Slags Fætter til Kongen, som han dengang hindrede Deres Lykke og fik Dem i Bastillen?

- Pyh . . . nej denne Gang slaar vi et af Mademoiselles Godser i Gabet paa Montespan for at pynte paa hendes Dreng.

- Hun var jo forrige Gang i Pagt med Louvois. Hun kan falde paa at forlange mere i Gods og Penge, end Mademoiselle vil ud med. Huset Orleans har altid vidst, hvad Penge betyder.

232

- Montespan kender jeg og forstaar at behandle hende.

- Det var som Fanden, udbrød de tre Officerer i Kor.

- Hvad véd Du ellers om den Ting, Fere? spurgte Lauzun, da han saa' den tiltalte le og nikke.

- Hr. Greven af Lauzun har jo fortalt mig i et fortroligt Øjeblik mellem to Vine . . .

- Hvad er det? spurgte den yngste Gascogner, en Løjtnant og Halvnevø af Lauzun.

- Statshemmelighed, Vicomte! sagde Fère.

- Fortæl den kun, Fère! Du er Løgnhals af Oprindelse og Profession, men Du forstaar at lave det hele til med pikant Sauce. De Herrer er naturligvis forberedte paa, at det er Løgn, hvad Fère vil brygge sammen af, hvad jeg kan have bildt ham ind. Han er jo en Vinhandlersøn og forstaar sig paa Blanding. Det er en Novelle i den højsalige Dronning Marguerite af Navarras Manér, Drik! - Træk kun jeres Kjoler af! Endnu i Aften er jeg jeres Landsmand og Kammerat. Fortæl, Fère!

Nysgerrige som Børn, der venter et Eventyr, rykkede de sorte Gascognere sammen, da Fère fortalte:

Kongen havde lovet Hr. de Puyguilhem, nu Greve og tilkommende Hertug af Lauzun, at blive Mester for Artilleriet, men i al Hemmelighed, og en Dag, da samme Herre havde Entré sammen med de første Kammerjunkere, sagde Kongen: I Dag efter Raadet, Puyguilhem. Hr. de Puyguilhem stiller sig sjæleglad op i Gemakket foran Raadsalen. Da nu vi gode Gascognere altid skal ud med vor Glæde og vor Sorg, omfavner Hr. Puyguilhem den af Kongens Kammertjenere, som havde Vagt, og sagde: Kære Nyert, i Dag bliver jeg en af Rigets Stormænd, Mester over Artilleriet. Nyert bevidner sin Glæde, og Hr. de Puyguilhem tilsiger ham sin Beskyttelse.

- Det er Løgn, Fère.

- Som Greven vil. De tillader mig at digte videre?

- Lyv, din Kæltring! Jer ser, det morer de andre Narre.

- Altsaa, vedblev Fere med Hænderne først foldede over Maven, derpaa fægtende med dem i Luften. Han efterlignede paa karikerende Vis alle de Personers Holdning og Stemme, som han indførte i Fortællingen.

- Men Nyert lister af sagte, sagte som en Huskat til Hr. de Louvois' Bureau, fortæller ham, hvad Hr. de Puyguilhem har betroet ham. Han faar nu en Omfavnelse af Krigsministeren. De véd, at Hr. de Louvois altid har hadet alle, der er af gammel 233 Adel, og at han ikke er bange. Han bryder ind i Kongens Raad, trækker Hans Majestæt til Side og hvisker: "Sire, bliver Hr. de Puyguilhem Mester for Artilleriet, kan jeg ikke tjene Deres Majestæt." Kongen siger: "Intet er afgjort . . . gaa Louvois!" Og da Kongen efter Raadet vil gaa i Messe, siger han til Hr. de Puyguilhem, som endnu staar i det lille Værelse og venter: "De faar vente, vi faar at se." Hr. de Puyguilhem farer til Madame de Montespan. Han har altid vidst at faa Damernes Øre.

- Leve Gascogne! raabte Løjtnanten.

- Den skønne lovede Guld og grønne Skove og paastod, at hun var Hr. de Puyguilhems tro Beskytterinde. Men i mange Dage vendte Kongen Ryggen til, naar Hr. de Puyguilhem vilde tale med ham ved hans "Lever" eller "Coucher", hvoraf Hr. de Puyguilhem sluttede, at den skønne Sultaninde ikke var ham gunstig. Hør nu noget højst mærkværdigt, som han siger, vor gamle Krønikeskriver, Villehardouin!

Lauzun afbrød ikke. Under den følgende Historie gled hans Øjne rundt fra Ansigt til Ansigt paa hans Landsmænd som en Digters, der hører sit Arbejde oplæse og spændt aflurer hver Mine hos Tilhørerne.

- Vor højbaarne Landsmand lægger sig efter den blonde Sultanindes Kammerjomfru - og hvem kan modstaa ham? især da han, naar han er ved Penge, betaler glimrende. Han faar Nøglen til et Gemak, hvor . . . ja lad os tale forsigtig! - og gaa fra Tyrkiet til det gamle Grækenland . . . i Gemakket, hvor Jupiter som Svane stundom mødes med Leda. Han lægger sig under Svanereden. Den guddommelige Svane breder sine Vinger over Leda . . . og . . . og . . . og . . . hvad skal vi kalde ham . . .? Lad os kalde ham, der laa under Svanereden, Ganymed. Ganymed hører Svanen synge til Leda: "Skal jeg vælge mellem Louvois og den Pralhans, som morer mig, saa lader jeg den kære Nar falde." Og Leda siger: "Jeg kender ingen mere paatrængende gasconsk Løgnhals . . . eller . . . om Forladelse . . . trojansk Prins end denne Ganymed.

- Løgn! sagde Lauzun, men saa pligtmæssig klangløst, at Landsmændene overhørte det. Han hørte nu til med opspilede Øjne, da Fère vedblev:

- Ganymed var mere lykkelig end vis. Var han bleven funden . . . var det gaaet ham . . .

234

- Saadan! sagde en af Officerne og lod en Kniv antydningsvis berøre sit Strubehoved.

- Han stiller sig uden for Ledas Gemak. Han vidste, hun skulde se en Prøve paa en Ballet den Aften. Hun tog forbavset hans fremrakte Haand. "De har holdt Deres Løfte om at tale for mig hos Jupiter, sagde Ganymed?" Ja, Hr. de Ganymède!" Sidstnævnte trækker da den skønne tæt ind til sig og siger ind i Øret paa hende: De lyver, De er et gement Fruentimmer, en ... nogle mener, at han sagde en . . . pst.

- Hvad . . . hvad? Hvad sagde han? lød det i Kor.

- En . . .

- Lyv kun videre, Fère! raabte Lauzun med jublende Latter.

- En Rakkermær . . . en Tæve!

- Bravo, Bravo . . . udmærket! lød Koret igen.

- Men Løgn er det naturligvis, Onkel, sagde Løjtnanten.

- Ellers fortalte Fere jer det ikke, svarede Lauzun. Videre, Fère!

- Den trojanske Prins fulgte Leda til Teatret. Man vil vide, at han trykkede hendes Haand, saa hun vaandede sig derved, og Benene rystede under hende, alt mens han gentog hvert Ord, som den store Jupiter og hun havde sagt til hinanden i Svanereden. Leda, skønt Grækerinde, blev Kristen, talte Latin og sagde: "Apage, Satanas!" Thi den trojanske Prins maatte jo være i Pagt med Djævelen. Leda faldt besvimet om i sin Loge i hele Hoffets . . . nej, det er sandt . . . i hele Olympens Nærværelse. Jupiter maatte ogsaa tro paa en Pagt med Djævelen, da hans skønne Hyrdinde samme Nat betroede ham Eventyret.

Jupiter saa' surt til sin Yndling i flere Dage. Men Ganymed stillede sig dristig paa hans Vej fra hans "Lever" til Kapellet og sagde: Sire, jeg har Deres Ord for, at jeg skal blive Mester for Deres Torden." Gudernes Konge svarede: "De har brudt Deres Løfte om at holde mit hemmeligt. Ti og gaa!" Da træder Helten to Skridt tilbage, vender Ryggen til Optimus Maximas, drager sin Kaarde, lægger Klingen over Knæet, knækker den, kaster Stumperne langt fra sig og raaber: "Aldrig vil jeg tjene en Fyrste, som lumpent bryder sit Ord."

Lauzuns Øjne gnistrede, hans Kinder var højrøde:

- Det er sandt, hvad Du siger, Fère! Det er sandt, din fordømte Kæltring!

235

Fortælleren blev mere og mere inspireret, han fortalte videre med en voldsom Hurtighed i Ord og Bevægelser:

- Hvad gør Jupiter? Han vender sig om, kaster sin store Stok ud ad Vinduet og siger: "Jeg vilde have været vred paa mig selv, om jeg havde pryglet en Mand af gammel Adel?"

- Bravo, Bravo! hylede Gascognerne. Lauzun sagde:

- Og han . . . hvad var det, Du kaldte mig, din Hund . . . Ganymed kom i Bastillen, svor Jupiter Troskab. Han blev snart fri, blev, hvad han nu er, . . . for . . . Bourbonnerne . . . eller . . . giv dem et antikt Navn, Fère . . .

- Kroniderne, sagde Fère og lo højt.

- Naa. Ja de skal trakteres med Stok selv, det vil sige: De skal mærke, at den hænger over deres Hoved, saa er de lette at føre. Og, Djævlen, som jeg er i Pagt med . . . Djævlen skal hente mig, om jeg ikke skal trække dette Frondeurfruentimmer ved hendes lange Næse, hvorhen jeg vil.

- Min Onkel, sagde Løjtnanten, bliver hun virkelig Deres Hustru?

- Vil Du have en Bassette paa det, Dreng?

- Ja - det var udmærket!

- Kom med Kort! Hent Kort, Fère!

Der blev spillet en Omgang. Lauzun vandt 1000 Livres. Han raabte:

- Kongen har sagt, at jeg var født med Paryk paa. Men jeg vover Parykken.

Han kastede sin Paryk i Hovedet paa sin Nevø og stod med skallet, glinsende Isse. Kun faa graablonde Haar dækkede Nakken.

- Og her har I Kortene, Pengene, Vinen . . . . hele Stadsen!

Han kylede Kortene og Guldstykkerne om i Ansigterne paa Vennerne, tog en halvfuld Champagneflaske, slog dens Indhold over Hovedet paa Fere og skreg:

- Jeg vil være Konge over Gascogne! jeg standser ikke, før jeg ser alle Gascognere knæle for mig . . . knæl først, I Slyngler! I vil ikke . . . Bi! Jeg vil sige jer noget. Den lange Montpensier er kravlet over Orleans' Mure. Hun skal være min Stormstige. Jeg skal klavre over hendes Ryg op til Sol, Maane og Stjerner! Jeg véd ikke, hvor højt . . . Gaa . . jeg vil hjem!

236

Lauzun var ikke drukken af Vin. Han havde kun nydt lidt. Det var Féres Fortælling og hans egne Fantasier, han var beruset af.

Da de kom ud paa den bælgmørke Vej, sagde han til sine Venner:

- Jeg vil gaa ene hjem, ganske alene . . . forstaar I? Mens jeg gaar hjem, vil jeg svinge min Kaarde i Luften, og ved alle Djævle i Helvede - den, som kommer inden for dens Rækkevidde, slaar jeg ned som en Hund. Var jer nu!

Lauzun tilbragte en fortvivlet Nat. Han kunde ikke finde Hvile, vred sig som en Orm i Sengen. I vild Uorden tumlede Tanker i hans Hjerne som Skyer, der taarne sig op paa Himlen en stormfuld Novemberdag. Den ene jog den anden. Han raabte ud i Mørket: Jeg hader det Fruentimmer!

Hun troede at bevise ham en Naade. Ja, hvis ikke hendes Rang og Rigdomme var, hvad brød han sig saa om denne blonde Kolos? Men han skulde vise, at han forstod at svinge Stokken over en Bourbons Hoved. Han var lige saa god Adelsmand som nogen Bourbon . . . Krig, Krig, Krig! Der var hans Element. Bøsseknald, Kanontorden, stejlende og vrinskende Heste, Fald mellem hinanden hulter til bulter, Trompeternes Skingren, Klingernes Lyn i vildt Haandgemæng . . . Hu!

Han brølede som et vildt Dyr. Og saa Livet i Lejren med Kort og Flasker, den ene overbydende den anden i Eder og Løgne, Fart fra By til By, en eller flere Kærester i hver, altid Kaarden beredt, snart med Eggen løftet mod fjendtlige Hatte og Hjelme, snart med Klingens Flade rettet mod hans egne Dragoners Rygge, naar Folkene ikke gjorde, som han vilde. Ja, han skulde hugge sig Vej til alle Sider. Hvorfor ikke blive den anden Condé? Kun ikke standse paa Halvvejen som han, de kaldte den store Condé, og kysse Kongens Haand. En ny Fronde! Kunde han ikke give Mademoiselle de Montpensiers gamle Frondeurblod et Opkog? . . . Pst, pst! Nej, først et Bryllup med Glans og Pragt, med brusende Orgel, guldblinkende Biskopper, blaakappede Hertuger og Pairer, en Stads, der skulde funkle hen over hele Europa . . . .

- Jeg er gal - raabte han igen, vred og vendte sig, fik ingen Ro. Forfængelighedens og Ærgerrighedens Djævle myldrede frem, talrigere og talrigere i hans Gascognerfantasi.

- Jeg er syg, meget syg, raabte han, da Tjeneren bankede paa om Morgenen.

237

Han blev liggende i et Par Dage. Der kom Bud paa Bud fra Mademoiselle. Lauzun svarede ikke. Han laa for lukkede Skodder i Bælgmørke.

Stundom lagde Tjeneren Øret til Nøglehullet. Han hørte tydelig, at hans Herre fór om i Værelset, og mente at høre en susende Lyd som af en svungen Kaarde. Men banke paa turde han ikke.

Tredje Dag blev alt stille. Pierre hørte først intet, saa en velbekendt Lyd: en stærk Snorken. Greven af Lauzun sovsen Snes Timer i Træk.

- Pierre! lød saa Garderkaptajnens Røst en Morgen tidlig, mens Tjeneren var ved at klæde sig paa.

Tjeneren hængte det nødvendigste om sig og skyndte sig ind.

Ikke alene var Skodderne, men endog Vinduerne aabnede alle som ét. Sommersolen styrtede sin Lysmasse ind i det høje Værelse og randede alle Porcelænssagerne med tindrende Flammer.

Foran et Spejl stod Hr. de Lauzun i fuld Gardegalla, prunkende i blaat, i Sølv, i rødt med vajende Fjer i Hatten, smilende og blid.

- Hægt Agraffen rigtig ved Kaarden der, Pierre! sagde Lanzun. Jeg skal til Kongens Lever.

- Hr. Greven er rask nu, helt rask?

- Har Du hørt eller mærket noget, Pierre, mens jeg har været syg?

- n - - e-j!

- Hm! . . . Puds den Klinge lidt, lille Pierre!

Han trak sin lange, tveeggede, spidse Kaarde ud af Skeden. Pierre pudsede den endnu blankere, end den var, med et Stykke Skind. Han rakte sin Herre det solglimtende Vaaben.

- Kom lidt her, Pierre! sagde Lauzun med blødt, næsten kærligt Tonefald.

Hr. de Lauzun tog med sin behandskede Haand midt om Kaarden og satte dens Spids paa sin Tjeners Adamsæble. Pierre blev lidt bleg, men stod ganske stille med et fremtvunget halvfjollet Smil paa Læberne.

- Kilder det, Pierre, hvad?

- Jo, Hr. Greve!

- Ja hør, lille Ven! Hvis jeg hører noget fortælle, som skal være foregaaet med mig nu, mens jeg har været syg, saa . . . - kilder den Staalkæp Dig ikke - saa stikker den og 238 stikker dybt - saa vist som der er en Gud i Himlen og en Djævel i Helvede.

I Forværelset blev Hr. de Lauzun en Stund igen staaende foran et Spejl, svajede sin Ryg og skød sine Lægge bagud, rettede lidt paa Hat og Paryk og mumlede:

- Nu er Landsknægten manet ud; det er Hofmanden fra Top til Taa, smidig som Silke, blød som Fløjl. Ha, ha, ha! . . . Du Pierre! Om nogle Dage farer din Herre ligesom Profeten Elias paa en gloende Vogn op i en forfærdelig Højde. Kan Du holde Dig bagpaa som en flink Lakaj uden at falde?

- Jeg skal nok blive staaende, sagde Pierre med et lille Smil og et Buk.

- Og selv om Du dumper af, er jeg vis paa, at Du falder ned paa Benene, din Kæltring, ligesom Kattene. Det gør alle vi Gascognere.

XI.

Smilende og smidig forrettede Hr. de Lauzun sine Pligter ved Kongens "lever", gik derfra til Dronningen. Selv den tvære Marie Thérèse maatte indrømme, at han tog sig godt ud.

- Men, sagde hun til sine Damer, hvad han tænker paa, skal han ikke opnaa.

Lauzun kunde se paa Dronningen, hvad hun sagde eller mente. Han sagde ved sig selv:

- Vi faar at se, Madame.

Han havde forlængst opdaget Madame de Montespan i den vrimlendc Mængde i Dronningens Forgemak. Han nærmede sig hende. Hun mærkede det ikke eller lod, som hun ikke mærkede det.

Lauzun kendte, trods nogen, Versailles-Slottets store og smaa Gange, vidste meget vel, at Kongens Elskerinde valgte en af de smaa Vindeltrapper til at stige op til sine Værelser i den nye Nordfløj. Paa en Afsats af den samme Trappe var der en lille Dør. Den førte til et unævneligt, men nødvendigt Rum.

Garderkaptajn og Dragonoberstgeneral Lauzun gik derind og lod Døren staa paa Klem. Han maatte spænde sin Kaarde løs for at faa Plads i Rummet. Hans stive, tæt broderede Kjoleskøder skurede mod Væggene.

239

- Jeg har haft det værre i Krigen, mumlede han leende, jeg vil gøre mig det bekvemt.

Han satte sig ned paa Stensædet og ventede en Stund.

Da hørte han Silkeknitren paa Trappen, ventede rolig, til han hørte Hælene klapre smaat ude paa Afsatsen. Da fór han ud som en Maskinegud i en Tragedie og stillede sig lige for Marquisen.

Hun gav et lille Skrig fra sig, blev blussende rød helt ned paa den hvide, blottede Barm, hvor en lille Rosenknop tittede frem til venstre bag Korsettets Rand.

- Hr. de Lauzun! stammede hun. Deres Frækhed . . . den . . . kender ingen Grænser.

- De har fuldkommen Ret, Marquise . . . naar ingen forstaar at begrænse den. Men det formaar en smuk Dame altid . . . De i dette Øjeblik har Magt over den.

- De har beluret mig . . . og paa et saadant Sted . . .

- En Krigsmand vælger Terrainet, hvor det er gunstigst. Han forsmaar intet Baghold, selv ikke den smudsigste Grøft, Han pegede leende paa Døren, han var kommen ud fra.

- Hr. de Lauzun, hvis Kongen kom . . .

- Ha, ha, ha! Hvem af os vilde være værst stillet, Marquise ?

- De er uforskammet.

- De har fuldstændig Ret. Det er jeg virkelig. Er det første Gang, De opdager det, Marquise? Jeg har en Gang bragt Dem til at besvime . . . og (han klemte om hendes Haandled) . . . anden Gang kunde jeg faa Besvimelsen til at vare længere endnu. Men jeg har Medlidenhed med Deres Skønhed. Navnlig er Deres nøgne Fødder henrivende, naar de hænger i Luften oppe fra Sengen . . . Jeg har set mere, end De véd, Marquise. Jeg beder Dem, besvim ikke straks, men lad mig tale med Dem! Bagefter maa De gerne besvime, jeg skal straks bringe Ætherflasken, uden at det skal vække den ringeste Skandale.

Marquisen samlede alle sine Kræfter til Trods og sagde:

- De tror, De kan behandle mig som Madame de Monaco, Deres forhenværende Elskerinde.

- Hvor De er aandrig, Marquise! Fra et lignende Sted overraskede jeg hende. Det var derovre, i Kongens Fløj! Hans Majestæt havde sat Nøglen udvendig. Jeg snappede den fra mit smudsige Baghold . . . De kender jo de hemmelige Kabinetter i Versailles, Madame! Jeg tog Nøglen og blev Vidne til en yderst interessant Forhandling mellem Jupiter og Alkmene gennem 240 Nøglehullet. Jupiters Almagt blev standset . . . Alkmene maatte ned ad Trappen. Der blev ingen Herkules til den Gang.

- De lyver!

- Marquise, spørg Kongen ! Jeg tillader Dem at sige ham, hvad jeg her har betroet Dem.

Marquisen følte, at hun maatte tage Sagen anderledes, følte, at denne Gascogner ikke bævede tilbage for noget mellem Himmel og Jord.

- Lad os gaa ned i Galeriet i første Etage, Hr. de Lauzun! Nu er der ingen.

- Jeg ønsker intet bedre, Marquise. Giv mig Deres Haand! Jeg skal kun røre ved de rosenrøde Negles skønne Perlemorsrand . . . En sagte Menuet nogle Gange op og ned ad det lange Galeri! Den danses af to, som elsker Hans Majestæt af Frankrig lige højt.

- Aand har De, Hr. de Lauzun! sagde Madame de Montespan mat smilende og lod sig føre en Trappe ned og ud i det uhyre øde Galeri paa første Sal, hvor der ikke var et Menneske.

Lauzun sagde:

- Denne Gang arbejder De altsaa for min Sag og mere oprigtig, end da der var Tale om at opnaa at blive Mester for Artilleriet?

- Hvad skal jeg arbejde for, Hr. de Lauzun?

- Har De ikke talt med Mademoiselle paa den store Terrasse i Saint-Germain?

- Naar De véd alt, véd De vel ogsaa, hvad vi talte om.

- De mener Handelsbetingelserne? svarede Lauzun og lo blødt. Deres Diskonto var jo Godset Dombes.

- Jeg forstaar Dem ikke.

- Om Forladelse, jeg udtrykte mig ogsaa forkert. Det var en Arveafgift til en lille Bourbon - nej, det er sandt, De véd vel ikke, hvad han hedder. Det er vist Louis Auguste, om jeg mindes ret. Et ganske lille, uskyldigt Barn, hvis Fremtid maa sikres. Jeg synes, De har Taarer i Øjnene, Madame?

- Nej!

- Om Forladelse! Men om saa var? Elsker vi ikke begge Hans Majestæt i den Grad, at vi ogsaa elsker Frugten af hans menneskelige Svagheder.

- De er ond som en Djævel.

Marquisen faldt ud af sin Rolle.

- De er skøn som en Engel, sagde Garderkaptajnen og tvang hendes Haand op til sine Læber.

241

- Min Gud . . . om Kongen kom! udbrød Madame de Montespan.

- Han arbejder med Hr. de Louvois. Det véd De saa godt som jeg . . . Men, hvis nu Mademoiselles Sekretær Guilloire den Dag i Morgen bringer Dem en lovformelig udstedt Afstaaelse af Godset Dombes til det kære Barn af Huset Bourbon, saa taler De min Sag hos Kongen. De véd, at jeg har Midler til at faa at vide, hvad De og Kongen taler om.

- Mademoiselle kunde krone sine Velgerninger ved ogsaa at afstaa Eu. Hun bliver endda den rigeste Fyrstinde i Verden.

- Det faar blive ved Dombes.

- Véd De alt saa nøje Besked med Mademoiselles Hensigter?

- Nu vel. Hvorfor skulde jeg holde det hemmeligt for en saa tro Veninde som Dem. Guilloire og jeg konfererer stadig ved en Mellemmand, som har Øjne og Øren med sig. Altsaa, naar Guilloire bringer Dem Dokumentet, saa giver De ham blot en forseglet Seddel, hvori De skriver: Vedtaget, Marquise de Montespan.

- Nej!

- Bliv ikke bange! Tror De, at jeg, Ætling af et af Frankrigs ældste Huse, kan bryde mit Æresord?

- Nej ! det er umuligt.

- Vel! Naar jeg altsaa har Kongens Samtykke, paa Ære, saa leverer jeg Dem Sedlen tilbage. Thi saa er jeg vis paa, at De har talt for mig. Gaar De ikke ind paa Forslaget, saa . . .

- Hvad vilde De saa gøre mig?

- Det véd jeg ikke endnu. Aa jo! Jeg vilde hævne mig ganske smaat. For Eksempel fortælle Gardens Officerer, hvorledes jeg fangede et ædelt Vildt fra et uædelt Baghold. Ved dette Hof er det farligt at blive latterlig.

- De morer mig i den Grad, at jeg for at belønne Dem for Deres ejendommelige Opførsel og Temperament lover Dem, hvad De beder om, men paa den Betingelse, at vi nu straks skilles.

Lauzun gjorde militært "Omkring" paa sin høje Hæl, sprang saa et langt Stykke bort fra Madame de Montespan, bukkede dybt og sagde:

- Vi to har ikke set hinanden i Dag, Madame. Det skal jeg sværge paa, hvis nogen paastaar det modsatte - kun ikke ved mit Æresord. Jeg hilser Dem, Madame!

242

De gik hver til sin Side i det hvide Galeri med sagte, uhørlige Fjed.

Lauzun styrede ned mod Parken. Han gik til højre omkring Neptunbassinet, bestandig mod Nord. Der laa endnu alt i et Kaos; udgravne brede Baner, bestemte til tredobbelte Alleer, spærrede af fældede Ælme, Bøge og Ege.

Saa drejede han om mod Vest i den Retning, hvor senere "Store Trianon" blev bygget. Han saa' sig spejdende omkring.

Paa en udhugget Lysplet i Skoven saa' han sin Landsmand Fere. Han laa paa Byggen langs en fældet Træstamme midt i Solen, som brændte ned mod Sandbunden. Han nød baade Himlens og Jordbundens Varme.

- Du slikker Solskin, din Hugorm, sagde Lauzun.

Fère rejste sig smidig, gjorde en bajadsagtig Pirouette, bukkede og sagde:

- Jeg hilser Hr. Greven!

- Tak! Har Du faaet Papiret af Guilloire?

- Den Tværdriver! Man faar hverken Papir eller Ord ud af ham. Man den lille Toinon . . .

- Hvad for en Toinon?

- Mademoiselles Kammerpige.

- Naa, nu husker jeg! Hun er nydelig. Hun er gift med ham, Dragonen. Ja, hun har et blødt Hjerte. Har Du ogsaa erfaret det?

- Man er diskret med slige Erfaringer, Hr. Greve! Men maa jeg fortælle, hvad Toinon har betroet mig?

- Ja! Spæk kun dine Kramsfugle med Løgnens Flæsk, for det kan Du dog ikke lade være! Jeg kender Dig og forstaar at bruge af din Anretning. Læg Dig kun ned og lad Dig inspirere af Solen!

- Tak, Hr. Greve! Saa fortæller jeg bedst.

- Nu vel! Mademoiselles Sekretær Guilloire havde jo forhandlet med Madame de Montespans Sekretær. Men de kunde ikke blive enige. Slottet og Godset Eu var dem imellem. Mademoiselle kunde aldeles ikke undvære Brændet fra Skovene. Hendes Gemakker i Luxembourg har store Kaminer, og hun faar jo mange Penge ind ved at sælge Brænde fra Eu. Saa lider hun godt den gamle røde Bede. Den bringer hende til at føle sig som suveræn Fyrste fra før Frondens Tid.

- Hun har Bet. Nu . . . videre!

- Hademoiselle elsker Dem højt, Hr. Greve! Hun er endnu 243 mere omhyggelig med sit Toilette end ellers. Toinon gnider hende hver Dag ind med Parfumer over hele Kroppen og gør hendes Hud marmorblank med Fedtsminke.

- Hold Mund, Fère! sagde Lauzun, men hans Smil viste, at han slet ikke var vred.

- Mademoiselle er i Reglen i straalende Humør, naar hun saadan er ene med Toinon. Men i Gaar var hun rasende. Inden hun var færdig med Toilettet, forlangte hun at tale med Sekretæren Guilloire. "Erindrer Deres kongelige Højhed, at De er nøgen?" tillod Toinon sig at indvende. Hun fik en paa Øret og Ordre til at hænge Badekaaben over hendes Højheds Skuldre og sætte de dunbesatte Fløjlstøfler paa hendes Fødder, som skal være saa smukke, siger Toinon. Saa blev Sekretæren kaldt til. Hendes kongelige Højhed var meget unaadig. Mademoiselle skænder voldsomt paa ham, fordi han har vovet at forebringe hende et Forslag om Afstaaelsen af Eu. Guilloire mumler, at Mademoiselle jo selv havde givet ham Befaling til at overbringe alle de Forslag, som Madame de Maintenons Sekretær havde at stille. Saa rejser Mademoiselle sig paa Taaspidsen i Tøflerne - De véd, Guilloire er lang, højere end Hendes kongelige Højhed - tager Sigte efter hans Kind, men rammer hans Næse, som springer op at bløde. Hun bliver forfærdet derved, og i Forfærdelsen taber hun Badekaaben . . . og staar - paa Tøflerne nær - som den gode Gud skabte hende.

- Hold nu din Tunge i Ave, Fere! Husk paa, hvem Du taler om!

- Nu vel! Med Lynets Hastighed dækker den gode Toinon Mademoiselles Yndigheder til. Hendes Højhed blev roligere efter denne afkølende Katastrofe. Guilloire blev paa hendes Ordre vadsket af Toinon. Mademoiselle forlanger, at han paa ny skal forklare det Forslag, der havde skaffet ham en Næsestyver af en saa høj fornem Haand. Mademoiselle satte sig og grundede længe.

"Vil Kongen ikke give sit Samtykke, uden mit kære Eu gaar med? spurgte hun.

"Der siges saa, Deres kongelige Højhed," svarede Guilloire med Næsen nede paa den blodplettede Halskluds Snipper.

Mademoiselle rejste sig, stor og majestætisk med sit Haandspejl løftet. Hun skal have lignet det store Portræt der oppe i Kongens Gemakker, hvor hun er aftaget som Amazone med Skælpanser, Hjelm med Fjerbusk over de blonde Krøller og 244 blottede Fødder i Sandalerne, holdende sin ædle Faders, Gastons, skønne Miniaturportræt i sin Haand.

- Stop lidt, Gøgler! udbrød Lauzun. Har Toinon fortalt Dig dette? Saadan som Du fortæller det?

- Hr. Greve! Vilde De betale mig for mine Fortællinger, stundom fem Livres for Stykket, hvis jeg fortalte dem i bourguignonsk Bondestil? Nej, jeg danner mig efter den store Stil, som Sendebudene bruger i Pierre Corneilles Tragedier.

- Snarere efter den, Slynglerne bruger i Poquelins Komedier, synes jeg. Naa . . . og saa?

- Saa sagde hun til Guilloire, at han kunde foreslaa den anden Sekretær, at, hvis hun blev barnløs i sit Ægteskab, saa skulde Eu tilfalde Hertugen af Maine efter den længst levende Ægtefælles Død. Dokumentet er alt i Orden, Toinon har set baade Notar og Vidner. Det kommer maaske endnu i Eftermiddag Madame de Montespan i Hænde.

- Fere, sagde Lauzun og svang sin Hat . . . kommer det i Stand, giver jeg Dig en fast Sum om Aaret som min faste Bravo. Men saa skal Du uden Knurren slaa enhver Slyngel ihjel, som staar mig i Vejen.

Da Lauzun efter at have været til Stede ved Kongens "Coucher" kom ned paa sit Værelse, fandt han Sedlen, han havde bedet Madame de Montespan om.

Denne Nat sov han godt, uden Drømme. Men i flere Dage skyede han paa en for Mademoiselle de Montpensier paafaldende Maade at tale med hende. Han sørgede altid for at fjerne sig mere, naar han opdagede en fremrykkende Bevægelse fra hendes Side.

XII.

Dronningens Soupé var endt; hendes Spilleparti skulde begynde. Mademoiselle de Montpensier plejede altid at være med. Det morede hende egentlig ikke, thi Hendes Majestæt var mut og sur, naar hun tabte. Mademoiselle spillede godt al Slags Kortspil og satte en Ære deri; heller ikke var hun fri for Lyst til at vinde Penge. Selv om hun ved Spillets Begyndelse havde 245 besluttet at lade Dronningen vinde for at undgaa hendes onde Lune, tog Spillet hende fangen under sit Løb, og saa blev Dronningen endnu mere vred, fordi det havde tegnet bedre for hende, da de begyndte. Men Mademoiselle betragtede det som en Ærespligt at være blandt de nærmeste om Dronningen.

Denne Aften stod hun som sædvanlig tæt ved Spillebordet. To seksarmede Sølvstagers høje Vokslys oplyste kun den ene Krog af det høje, mørke Kabinet.

Indbydelsen plejede at udgaa fra den tjenstgørende Kammerjunker. Siden Madames, Arveprinsessens, Død plejede Mademoiselle de Montpensier at faa det første Kort præsenteret.

Men i Aften! Kunde hun tro sine egne Øjne? Kammerjunkeren bød det første Kort til den unge Hertuginde af Ludes, en blond, bleg Dame med spids Næse, tilbagefaldende Hage og smukke brune Øjne.

Selvfølgelig fjernede Mademoiselle sig. Blev ikke det første Kort budt hende, var det usømmeligt for hende at være med i Partiet. Dog kunde hun ikke lade være at se, hvem der fik det andet og tredje Kort præsenteret, inden hun forlod Hendes Majestæts Kabinet.

Dronningen maatte have lagt an paa at fornærme hende dødelig. Det andet Kort blev budt Mademoiselles forrige Hofdame, Grevinden af Fiesque, som hun havde skændtes med i en Aarrække, og som hun endelig havde afskediget i Unaade, da Grevindens Beskytter Gaston af Orleans var død.

Rødmen steg op i Mademoiselles Kinder og Taarerne i hendes Øjne af Harme. Paa sin Gang gennem Værelset søgte hun efter noget at støtte sig til, men der var kun Taburetter, og de duede ikke dertil. Dirrende af Harme var hun naaet til den talrige Gruppe af Hoffets Herrer og Damer i Kabinettets dunkle Baggrund. Hun kløvede den, som et Skib kløver Bølgerne.

Den lukkede sig efter hende med en hvislende Hvisken; dens Øjne fulgte hende gennem den aabne Dør til Forgemakket.

Lauzun og nogle Garderofficerer dannede en Gruppe der i Midten under Lysekronen. De havde været i ivrig Samtale. Lauzun opdagede ikke Mademoiselle . . . eller havde i det mindste ladet saa . . . før hun stod for ham, stor, blussende og forgrædt. Her havde hun. fundet det, hun vilde støtte sig til. Hun havde omfavnet ham bg lagt sin Kind til hans, om hun havde turdet.

- Jeg ønsker at tale med Dem, sagde hun.

246

Han bukkede dybt og koldt og fulgte hende hen i en Vinduesfordybning. Hun sagde:

- Jeg forbavses over den ringe Lyst, De har til at tale med mig i den sidste Tid, da vi har saa meget at tales ved, siden jeg fik Deres Brev.

- De har jo blot at befale.

Hun saa' stift paa ham, samlede alle sine Kræfter til Kamp mod sin Graad, forundret og forarget over hans Tone. Men hun formaaede ikke at faa sig lagt en fornem Ro til. Hendes Tonefald var mere hidsigt end fornemt, da hun sagde:

- Hvem skal begynde? Han svarede:

- Den af os, der er højest i Rang.

- Nu vel! Jeg har læst Deres Brev. Den Ydmyghed, De viser, er overflødig. Naar jeg ikke agtede Dem højere end nogen anden, vilde jeg ikke gifte mig med Dem.

- De er Kongens kødelige Kusine. De kan ikke ægte en af hans Tjenere. Hvad jeg skrev i mit Brev, er min Hjertens Mening.

- Jeg er min Fætters Tjenerinde, som De hans Tjener. At jeg kun er en Tjenerinde, har jeg faaet at føle i Aften.

Hun fortalte ham, hvorledes Dronningen havde ydmyget hende. Han sagde:

- Der kan De se. Dronningen véd alt, hun vil aldrig tillade det.

- Men jeg tror, hun er vred, fordi Kongen er os vel stemt.

- Hvoraf véd De det?

Lauzun spillede sin Rolle fortrinlig som den uvidende. Han blev sikker i den, thi han kendte Prinsessen saa godt, at han vidste, at hun aldrig havde kunnet tie i Længden, hvis hun havde erfaret hans Forbindelse med hendes Sekretær og med Madame de Montespan. Han lo selvtilfreds, da hun sagde:

- Skulde jeg have levet saa længe ved Hoffet i en saa høj Stilling og ikke have mine hemmelige Forbindelser? Jeg har allerede skrevet til Kongen.

- Min Gud . . . og afleveret Brevet?

- Nej.

Lauzun vidste fra Toinon gennem Fère, at Mademoiselle havde arbejdet paa et Brev i flere Dage. Han sagde:

- De vover ikke at gøre det. Mit Brev faar dog Ret.

- Jeg har skælvet, det tilstaar jeg. Hvem skælver ikke 247 for Kongen? Hvad der mest har behaget mig hos Dem, er netop Deres Underdanighed over for ham.

- De vover ikke at sende Kongen Brevet.

- Jeg har vovet mere før, Hr. de Lanzun!

- De vover det ikke.

Mademoiselle rettede sig.

- Jeg vil levere ham det endnu i Aften gennem Kammertjeneren Bontemps . . . Tag det! Gaa ud fra Gemakkerne, læs det og bring mig det her! Lad ingen se det! De skal se . . . (hun pegede ind mod Dronningens Kabinet) . . . Frankrig skal sejre over Spanien. Den Ydmygelse gav mig Mod. Jeg gaar frem og tilbage i Gemakkerne, mens De er ude.

Lauzun blev saa længe borte, at han maatte have kunnet tage en Afskrift af Brevet.

Det lød saaledes:

"Deres Majestæt vil blive overrasket over den Tilladelse, jeg beder Dem om, den nemlig at gifte mig. Sire! i Kraft af min Fødsel og den Ære, jeg har ved at være Deres Kusine, finder jeg mig i den Grad ophøjet over alt, at jeg har Grund til at være tilfreds med, hvad jeg er. Naar man gifter sig med Udlændinge, kender man hverken disse Folks Humør eller Fortjenester; det er saaledes vanskeligt at forudse, at man kommer i en lykkelig Stilling. Min er meget lykkelig, men jeg er sikker paa, at den, jeg attraar, vil blive endnu mere lykkelig. Det er en saa almindelig Ting blandt Menneskene at gifte sig, at jeg ikke tror, man kan dadle de Folk, som ville det. Det er paa Hr. de Lauzun, at jeg har kastet mine Øjne: hans Fortjenester og den Hengivenhed, han nærer for Deres Majestæt, er det, som har behaget mig mest hos ham. Deres Majestæt véd, hvor meget jeg har misbilliget min Søster af Lorraines Giftermaal; alt, hvad jeg i mit Liv har sagt af Lidenskab og gjort af utidigt, det bønfalder jeg meget ydmygt Deres Majestæt om at glemme, og, hvis det nu er en anden Lidenskab, som bringer mig til at tale, da at tro, at den er grundet paa Fornuft, og at jeg længe har overvejet det, jeg vil gøre, før jeg har vovet at forelægge det for Deres Majestæt. Jeg tror, at Gud vil lade mig vinde min Frelse i denne Stand; det tykkes mig, at mit Livs Ro beror derpaa, og at jeg uden dette aldrig kan naa den. Altsaa beder jeg Deres Majestæt som om den største Naade, De nogen Sinde kan vise mig, om at unde mig denne Tilladelse. Den Ærespost, som Hr. Lauzun har, den at være Kaptajn i Deres 248 Majestæts Garde, gør ham ikke uværdig til min Haand. Hr. Prinsen af Gondé, som faldt i Slaget ved Jarnac forgangen Aar, var Oberst ved Fodfolket, før denne Charge blev et Kronens Embede. Madame Prinsessen af Roche-sur-Yon, som var formælet med en Prins af Blodet, hvilken Prins var yngste Søn af den Gren af Familien Bourbon, hvorfra min Moder stammede, var Hofdame hos en Dronning, og jeg, Sire, vil agte det for en stor Ære, at blive Dronningens Overintendantinde, og, da Grevinden af Soissons afgik ved Døden, havde jeg i Sinde ydmygst at bønfalde Deres Majestæt, i Tilfælde af, at Prinsessen af Carignan ikke overtog hendes Charge, og den skulde sælges, da at tillade mig at købe den. Jeg siger Deres Majestæt alt dette for at tilkendegive Dem, at, jo mere Højhed, Fødselen har givet en, des mere er man værdig til at leve nær Deres Majestæter, og hvorledes intet fornedrer en, og hvorledes alle Charger er til ens Hæder, saa snart der er Tale om at tjene Deres Majestæter." Lauzun sagde ved sig selv :

- Saa godt som Lachartre kan hun ikke skrive; men, om jeg saa stod paa mit Hoved, kunde jeg ikke sætte saadant noget sammen.

Pierre fik et venskabeligt Knips paa Næsen, da hans Herre atter gik ovenpaa.

Hr. de Lauzun skulde møde ved Kongens Diné. Han stod blandt de første i Rækken, mens den store Procession af Køkkenembedsmænd med Kaarder ved Siden bar den første Ret ind.

Han traadte et Par Skridt hen mod Kongen.

Hans Majestæt sagde hurtig:

- Eu faar De ikke. Dombes kun for Livstid. Og dermed Gud befalet, Hr. de Lauzun!

Kongen vinkede ham bort. Lauzun bukkede sig til Jorden og lo ned mod Parketgulvets bonede Fliser.

Hans Ven Guitry hviskede til ham, mens de sluttede sig til Følget:

- Er De nu sikker?

- Ikke rigtig, avarede Lauzun. Lad os høre, hvad Dronningen siger til Mademoiselle i Aften! Er Dronningen velvillig, siger Kongen nej.

Efter Middagen sagde Dronningen til Mademoiselle de Montpensier:

- Min Kusine! Behag at komme herind!

249

De fulgtes ind i et højloftet Værelse, hvidt, forgyldt, med blaa Møbler. Dronningen satte sig i en forgyldt Armstol. Mademoiselle stod foran hende. Dronningens Dobbelthage laa som en stramt stoppet Pude ned mod hendes Halskrave. Hun sagde:

- Nu, min Kusine?

Mademoiselle knælede ned, saa det gungrede mod Gulvet. Dronningen for sammen ved Lyden og slog Krøller paa sin spidse Næse.

Mademoiselle de Montpensier sagde:

- Deres Majestæt vil blive overrasket, naar jeg siger Dem, at jeg har besluitet . . .

- At gifte Dem. Det véd jeg. Ja, jeg er meget overrasket derover. Hvem vil De gifte Dem med?

- Med Hr. de Lauzun.

Dronningen lo højt. Mademoiselle rejste sig i sin fulde Højde og sagde:

- Han er af lige saa gammel Adel som nogen Grande af Spanien. Og Deres Majestæt véd bedre end jeg, at Grander fra Deres Land gifter sig med Infantinder.

- Jeg misbilliger det i høj Grad, min Kusine! Til sidst vil dog Kongen forbyde det.

- Jeg tror det ikke, Deres Majestæt!

Dronningen rejste sig. Hun naaede næppe med sin høje Frisure til Mademoiselles Øreflip.

Der maa have været noget i Mademoiselles Holdning eller Mine, som bragte Marie Therese uden for alle Etikettens Grænser. Hun skreg sin følgende Replik ud, arrig som et simpelt Fruentimmer:

- Det vilde klæde Dem bedre at blive ugift og skænke min Søn af Anjou Deres Godser end at lade Dem købe til at skænke dem til . . . til Bastardhvalpe.

- Ak . . . jeg skammer mig over, hvad Deres Majestæt siger, sagde Mademoiselle og knejsede højt. Jeg skal aldrig sige det til nogen.

Det knagede i alle Dronningens Klæder. Hun brast ud i Graad, høj som et Barns.

- Gaa, gaa, gaa! skreg hun.

Mademoiselle de Montpensier gik baglængs ud. Hun vidste, at Lauzun var i det yderste Forgemak. Hun saa' hen til ham, medens hun svævede derigennem med svansende Slæb.

250

Han vidste, hun ventede ham i Galeriet. Da hun havde fortalt ham, hvad Dronningen havde sagt, sagde han:

- Nu er vi sikre. Nu vil jeg give 100,000 Livres til at pynte mit Kompagni. Ved næste Revu skal alle Soldaterne have ægte Sølvbroderi. Fire Brigader skal ride frem paa spanske, berbiske, ungarske og kroatiske Heste; alle Sabler skal løftes, alle Heste karakolere til Ære for Dem. Alle Gardisterne skal glimre i splinternye Bøffelkøllerter; deres Ærmer skal være skrammererede af vekslende Guld- og Sølvgaloner.

Mademoiselles Øjne straalede. Hun klappede i Hænderne og raabte :

- Og hvide og grønne Fjer i Hattene og ildrøde Sløjfer over Støvlerne.

Lauzun sagde:

- Og Kongen vil sige: Min Kusine glæder sig lige saa højt som jeg over min Garde. Hun er en sand Soldat. Mademoiselle sagde:

- Næste Aar skal Deres Ekvipager blive skønnere end nogen Sinde. Deres Muldyrs Dækkener skal blive overbroderede med Guldliljer. Det skal ikke gaa Dem som min Søster, der tog Hr. de Guises Livre, men ikke fik hans Vaaben paa sine Dækkener. De skal faa baade mit Vaaben og mine Livreer, de samme, som min Fader, Gaston af Orleans, Henrik IV's Søn, gav sine Heste, Muldyr og Tjenere at bære. . . . De hører nu til Huset Frankrig.

- Men Kongens Svar . . . Deres kongelige Højhed! Det har endnu ikke lydt.

- Jeg beder Gud hver Dag om at røre min Fætters Hjerte.

Mademoiselle søgte Kongen gentagne Gange: efter Morgentoilettet, før hans Sengetid, paa hans Kirkevej, og bad ham om en Samtale. Kongen sagde:

- Ikke før jeg har svaret Dem paa Deres Brev, min Kusine!

Men et velvilligt Smil havde bestandig ledsaget hans Afvisning, og den sidste Gang, Mademoiselle gentog sin Bøn, kyssede han hende paa Kinden.

Det gjorde stor Opsigt. De følgende Dage udvekslede Hoffets Damer en Mængde Visitter. Kongen havde kysset Mademoiselle! Skulde det blive Alvor? Nej, Damerne var enige om, at Kongen ligesom de selv gjorde Nar af den aldrende Fyrstinde. 251 Nogle vidste ogsaa at berette, at Madame de Montespan havde let højt, da Sagen blev nævnet i hendes Nærværelse. Andre fandt en Bekræftelse paa, at det ikke blev til noget, deri, at Madame de la Vallière, Kongens nu forsømte Elskerinde, havde sagt, at hun kunde ønske Mademoiselle den Lykke, hun attraaede. Thi i det sidste Aar skete næsten altid det modsatte af, hvad Madame de la Valliére ønskede. Hun var nu et daarligt Kort at have paa Haanden.

Sagen var allerede halvt ude af Sladderens Dagsorden hen mod Juletid, da Hoffet tog til Paris, hvor Mademoiselle boede i en Fløj af Luxembourg Paladset. Den Fløj havde hun i Proces vundet fra sin Stifmoder Marguerite af Lorraine.

Der skrev hun et nyt Brev til Kongen. Det handlede om Lauzuns Stamtavle. Hun søgte deri at bevise, at Huset Gaumont, af hvilket han var en yngre Søn, stammede fra Skotlands Konger, og at Hertugen af Lauzun i 1404 havde forhandlet direkte med Kongens Hærfører i Guienne, Jean af Bourbon, medens Huset Lorraines Mænd dengang kun havde Væbnerrang og først mange Tider efter svang sig op til at blive Fyrster. I en Efterskrift tilføjede hun, at Gregoire af Tours vidste at berette, at to Døtre af Kong Dagobert I, at en Datter af Karl Martel, en Datter af Karl den Store, en Datter af Karl VII, en Datter af Filip den Lange, alle havde ægtet "Privatmænd" af langt ringere Huse end Huset Caumont.

Lauzun saa' man lidet til de Dage i Paris. Dagen efter det sidste Brevs Afsendelse gik Mademoiselle til Kur hos Dronningen i Louvre og traf Kongen. Gemakket var af de mørke, træpanelede fra Henrik IV's Tid. Ansigterne stod sodbrune og gule som i et flandersk Glair-obscurmaleri. Men Mademoiselle saa' godt, at Dronningen var forgrædt, og at Kongen var i sit ondskabsfulde Humør.

Dronningen besvarede næppe Mademoiselles Hilsen. Monsieur, Kongens Broder, hilste hende saa dybt, at hans Buk blev karikaturmæssigt; men Kongen . . . han kyssede igen Mademoiselle paa Kinden.

Der gik noget hen over den store mørke Forsamling som et Vindstød gennem en Sivskovs duvende Hoveder i mørkt Vejr.

Kongen vendte sig til Dronningen og sagde:

- Jeg maa beundre min Kusine af Montpensier. Hun er ligefrem lærd i vore gode Slægters Historie.

252

Dronningens underste Hage dirrede. Kongens smalle Læber skilte sig ved Smilet og blottede nogle stygge, sorte Fortænder. Han vendte sig derpaa til sin Broder og sagde:

- Jeg vilde ønske, at alle yngre Børn af vor Slægt vilde tage sig noget lige saa nyttigt for. Min Kusine . . . De har skrevet mig til. De skal høre Svaret af mig alene. Behag at følge mig!

En ny Susen og Duvning gennem Skaren. Og, mens Kongen langsomt forsvandt med Mademoiselle ved Haanden ud ad Døren, rejste Dronningen sig, forlangte Monsieurs Haand og gik med Følge ud til den modsatte Side.

Da steg de tilbageblevnes Summen til halv- og helhøj Tale. Skulde det være Sagen med Lauzun? Var det virkelig Alvor?

Dronningen var meget upasselig, meldte en af de tilbagevendte af hendes Damer. Hun vilde holde Sengen hele Dagen, ikke se nogen. Der blev ingen Dine, intet Spilleparti, ingen "Coucher" i Dag.

Alle var nu enige om, at Dronningen allerede ved sin "Lever" havde haft forgrædte, røde Øjne.

Igennem det lange, lange Galeri i Louvres Kolonnadefløj førte Kongen langsomt og tavst sin Kusine. Der var Mennesker spredte hist og her. Kongen gjorde en Bevægelse med Haanden. De spredte Mennesker forsvandt gennem mange Døre som Avner, der blæses paa.

Kongen førte stadig Mademoiselle langsommere og langsommere, saa' ikke paa hende, lod, som han ikke mærkede hendes urolige Skotten mod hans Ansigt, hendes blussende Rødme, hendes Haands Rysten.

Han gik med hende lige til Enden af Galeriet, gjorde saa en lille Drejning hen mod det store Yindue, som behersker et langt Stykke af Seinen, hvorfra Udsigten til venstre begrænses ved Notre Dames Taarne med de ranke, takkede, spidsbuede Gennembrud.

Han blev staaende lige over for hende. Han nød nu hendes Spænding og smilede ned mod det under Fichuen bankende Hjerte. Hun vovede at løfte Øjnene spørgende til ham, han blev ved at smile længe.

Da brast Mademoiselle i Graad og faldt paa Knæ for sin Fætter. Det var, som hver Muskel slappedes som brustne Fjedre i dette mandhaftige Kvindelegeme.

Endnu stod Hans Majestæt ubevægelig med Albuen lænet 253 mod Karmen og Hoften mod Pillen. Støvpyramider dirrede i det lange Rum, hvor det kolde Vintermiddagslys magelig bredte sig og gnistrede hen ad det bonede Parketgulv.

Et Øjeblik rettede Kongen sit Blik hen mod Øst. Var det i Retning af Forstaden Saint-Antoine, af Bastillen? Saa sænkede han det ned paa sin store Kusine, som laa der knælende og rystede af tilbagetrængt Hulken.

Var hun nu helt ydmyget, Frondens Heltinde, hun, som i sin Tid gav Ordre til fra Bastillens Mure at rette Kanonerne mod hans, Kongens Hær?

- Staa nu op, min Kusine! sagde han endelig med en meget venlig Stemmeklang.

Et af Louis XIV's Naturgaver var Skuespillertalentet, og hans Livsførelse gjorde ham til sit Lands første Skuespiller.

Han tog en smuk Position, bøjede let det ene Knæ, løftede Mademoiselle op ved Haanden, saa begges Hænder kom højt i Vejret. Kniplingsmanchetten bruste om den kongelige, store, hvide Højrehaand, Lyset spillede hen over den fint krummede Arm i det karmoisinviolette Fløjlsærme med de guldkantede Udskæringer om de hvide Kammerdugsfyldninger. Dragtens Farver overstraalede rent Fyrstindens. Hun, som bar Sorg, hver Gang en Fyrste i Europa døde, var nu i en Slags graa og lille Halvsorg for en afdød "Kusine" af Bayreuth.

Det varede en god Stund, før Kongen sagde:

- Jeg vilde være en daarlig Konge af Frankrig, hvis jeg ikke var en god Fader for min Familie. En god Familiefader tvinger ikke en Datter i Deres Alder, Mademoiselle! Vi slutter nu en evig Fred. Da De jo ikke vil nægte, at Frondens Parti er det overvundne, har De vel ogsaa forstaaet, at der maa lidt Krigsomkostninger til . . . en lille Landafstaaelse. Besørg nu Sagen i al mulig Hurtighed og Stilhed! Hører De! Nok dermed! Deres Vogn holder forspændt for at føre Dem til Luxembourg. Der er sendt Bud til min Garderkaptajn om at møde Dem i Karyatidesalen. Gud være med Dem!

Han bød hende atter Haanden og førte hende som før tavs gennem Galeriet. I et Forværelse ventede Mademoiselles Damer og Pager. De vidste ikke ret, hvad de skulde mene om deres Herskerinde. Øjnene straalede af Glæde og var dog rødrandede.

Mellem to af Jean Goujons vældige Karyatidefigurer i Drabantsalen stod Hr. de Lauzun. Han sagde højt, saa Garden hørte det: 254 - Jeg har Kongens Ordre til at ledsage Deres kongelige Højhed til Vogns.

Mademoiselle trykkede hans Haand stærkt.

- Kongen har givet sin Tilladelse.

Til hendes Overraskelse forholdt Lauzun sig rolig og ceremoniel, saa' slet ikke glad ud, da Prinsessen gav Damerne og Pagerne Tegn til i Afstand at vente paa hende.

- De er ikke forbavset? spurgte hun.

- Jeg var forberedt paa, at Kongen vilde vise, at han hverken regeres af Dronningen eller Monsieur.

- Svaret virkede kølende og slappende paa den højtblussende Dame. Hun sagde:

- Hans Majestæt sagde, at han ønskede Sagen fremmet i al mulig Hurtighed.

- Vel. Men Hans Majestæt elsker ogsaa Moderation. Jeg gaar i Dag til Kongen, takker ham for den Ære, han har bevist mig, spiller med ham som sædvanlig. Kun ved en saadan Opførsel viser jeg mig værdig til den Ære, De lader mig vederfares. I Morgen møder jeg med Deres Tilladelse i Luxembourg, hvor der bliver stor Kur. Det har jeg alt sørget for.

- Men Kongen talte ogsaa om, at han ønskede, at alt skulde ske i Stilhed.

- Han vil ikke have, at hans nære Slægtning skal undvære den Glans, hendes Herkomst kan gøre Fordring paa. Det indestaar jeg for.

Skønt Mademoiselle følte sig underlig berørt ved sin Elskers sikre og halvt affejende Tone, kunde denne Stemning dog ikke dukke op jævnsides med Henrykkelsen over Resultatet af Samtalen med Kongen. Drømmende lod hun sig ledsage til sin Vogn af Hr. de Lauzun, talte ikke til sine Damer, men sad tæt indhyllet i sine Tanker og sin Hermelins Kaabe under Farten fra Louvre til Luxembourg.

XIII.

Hovedfløjen i Luxembourg ud mod Haven laa stille og med tæt tildækkede Vinduer. Gaston af Orleans' Enke, Marguerite af Lorraine, lod, som hun ikke var hjemme den Dag.

255

Til Gengæld var der Liv og Bevægelse i den ellers saa stille Nordfløj, Mademoiselles ved Proces erobrede Bolig.

Der var for Resten Mennesker nok til daglig Brug: Æresdamer, Kammerjomfruer, Kammerjunkere, Staldmestre, Pager. Men det var et ørkesløst Hof. Personalet drev halvsovende gennem de lyse Gemakker med hvide Pilastre og brogede Gobelinstapeter i italiensk god Renaissancestil, slentrede gennem Galerierne og op og ned ad de temmelig smalle Vindeltrapper.

Mademoiselle de Montpensier tog vel ogsaa mod Kur, naar hun var i Paris, men det var mest gamle Herrer fra Frondens Tid med gammeldags Krydsskæg og smalle sorte Parykker uden svulmende Bukler, aldrende Damer, som endnu spækkede deres Sprog med italienske og spanske Talemaader, og som bar længere og snævrere Skørter, end Moden forlangte det.

Men i Dag, den kolde, rolige Decemberdag, kom høje Karosser dinglende i Karmfjedrene, den ene efter den anden jolrende ind i Slotsgaarden. Højt til Vogns sad de galonerede Kuske paa den ryg- og armløse Buk, tæt omgivet af vaabenbroderede Draperier, bagpaa, mellem Fjedrenes krumbøjede Opstandere, stod knæbuksede Tjenere med hvidsirømpede Lægge dirrende i Kulden, ellers holdende sig saa ranke som Lanser, der er drevne ned i Jorden.

Bag Ruderne saas i Dag moderne Herrer i brusende Forværk og svulmende Parykker. De Ansigter, som ikke var meget kraftig skaarne, blev borte i disse svære Omgivelser. Damernes Lod var for saa vidt heldigere. Profilerne saas tydelig trods de brusende Sidekrøller. Her er en skarp og dog fin Ansigtslinie som Madame de Sévignés; de spillende Øjne for om til alle Sider; hist en blød Tegning i Hertuginden af Navailles kønne, venlige Træk med den lidt faareagtige, store Overkæbe; snart smaatmejslede, spidse Ansigter med brat tilbagevigende Hager, som de to Grevinder af Bethunes. Sete gennem et Vognvindue lignede de to Profiler paa en Mønt, det ene i lidt højere Relief end det andet.

Evig Gungren gennem Porten. I Gaarden smeldende Piske og gnistrende Hjulskinner. De store Karossers Fjedre knirkede dg hvinede, Hjulene skrabede og knagede, naar Kolosserne vendte. Det var hele Huse, som skulde flyttes.

Hver aabnet Vogndør sendte ud i Porten en duftende Luftstrøm; Portrummet lugtede som en fin Parfumebutik. Op ad Vindeltrappens Kalkstensfliser bølgede lydløst Fløjl, smaat 256 hvinende Silke; Kaardeskedernes Duppe klirrede stundom mod Jernrækværket.

Der var stor Kur hos den store Mademoiselle.

Det havde i de sidste Dage, efter at Kongens Samtykke til hendes Giftermaal med hans Yndling, Greven af Lauzun, var bleven almen bekendt, myldret med Visitter fra Dame til Dame i Louvre og i Versailles; Passiaren havde suset gennem Gange og Gemakker.

Madame de Sévigné havde grædt af Glæde, gnistret af Livlighed. Hun var straks faret op til sit Skrivebord og havde i morsomme, paa en Gang fint udtænkte og naive Ord, gennem mange Omsvøb og Opfordringer til at gætte den store Nyhed, underrettet sin Onkel Abbé de Coulanges om den epokegørende Begivenhed ved Hoffet. Nu var hun faret fra Versailles til Paris for at møde paa Pletten blandt de første. God og blød, som hun var, havde hun altid haft Sympati tilovers for den aldrende, underlige Dame, som ingen ellers rigtig led.

Der stod Prinsessen, ragende højt op paa en lille Estrade for Enden af den lange, lyse Sal med de riflede, hvide Marmorpilastre. De korintiske Kapitælers Forgyldning faldt i det kobberrøde ligesom Mademoiselles Ansigt i Dag.

Hun bar en Dragt, lempet efter hendes store Portræt i Amazonedragten. Hendes Korset var saa tæt guldbesat, at det vel kunde minde om en Ringbrynje; de kødfarvede Silkesko kunde godt minde om Billedets nøgne Fødder, de perlebesatte om Smalbenet snoede Skobaand om Sandalsnore; det højrøde, liljebroderede Overkast var lagt om Skuldrene med peplumsagtigt Kast og hæftet over Brystet med et stort, fladt Turkissmykke. Underkjolen var bleggraa, sølvpailleteret og temmelig kort.

Da Salen var vel besat med besøgende, da hun kunde forestille sig, at de, der var komne, alle havde set hende, gav Henrik IV's Sønnedatter et Vink til Hr. de Lauzun, der i Gardens sølvskrammererede Uniform stod ved Estradens Fod.

De rakte hinanden Fingerspidserne. Med stor Gravitet steg Mademoiselle ned fra det Trin, der højnede hende over den øvrige Menneskehed, blandede sig mellem den, omhyggelig beregnende, at hun talte først til de første i Rangen, og at hendes Gunst dalede nedad i regelmæssige Trin.

Lauzun slap hendes Haand, da de var komne ned, og dulgte sig i Mængden.

Først faldt Mademoisselles Øje paa Hr. Le Tellier, 257 Ærkebipsen af Rheims. Hans Slægt havde ellers ikke søgt Mademoiselle og hvad der hørte hende til. Der stod han nu i sin violette Roquet og det guldbroderede Skulderoverslag med et Ansigt, der lignede en melet Kartoffel, med Munden smilende helt tværs over det. Han sagde :

- Deres kongelige Højhed vil dog vel ikke gøre mig den Sorg at vælge en anden end mig til at vie Dem?

Han fik til Svar:

- Hr. Ærkebiskoppen af Paris har ønsket, at det blev ham.

Hans Højærværdighed bukkede og smilede sødsurt. Mademoiselle kaldte paa Lauzun. Regge takkede Ærkebiskoppen, som sagde:

- Gudsfrygt og Dyd vil faa en ny, stærk Støttepille ved Hoffet, naar et saadant Ægtepar beklæder en af de første Stillinger der.

- Lauzun svarede :

- Den, der elsker sin Konge, elsker ogsaa sin Gud og hans hellige Kirke.

- Derfor signe samme Gud eder begge! sagde Ærkebispen.

Medens Mademoiselle vendte sig til Damerne, underholdt Lauzun sig en Stund med Ærkebiskoppen, derefter med nogle fornemme Abbéer og andre gejstlige. Hans Holdning over for dem var næsten ydmyg, medens han tog de Adelsmænd, der flokkede sig om ham, fra oven nedad.

En Marquis hviskede til en Greve, da han havde været nedladende mod dem:

- Denne yngre Søn af et gascognisk Hus har faaet Mademoiselles 1,500,000 Livres om Aaret i Vrangstruben, kan man mærke.

Man tog ved Hoffet til Takke med temmelig tarvelige Vittigheder. Denne surrede om i Salen som en Myg fra Øre til Øre paa de mange Adelsmænd, som ikke undte deres Standsfælle slet saa fed en Rid.

Mademoiselle nærmede sig en Gruppe, hvor samme Myg just surrede rundt. Da bøjedes alle Rygge. Den ærværdige Marskal de Bellefonds løste sig ud fra Gruppen, bøjede det ene Knæ foran Prinsessen og sagde:

- Hele Kongerigets Adel bør kysse de Fodspor, som Deres kongelige Højheds Fødder afsætter, saaledes ærer De den ved Deres Valg. Mademoiselle! der har desværre fra sidste Felttog 258 været et noget koldt Forhold mellem Hr. de Lauzun og mig, men jeg haaber, jeg skal fortjene hans Yndest.

Marskallen talte meget højt; han saa', at Lauzim gik i Retning af Mademoiselle og den nysnævnte Gruppe, som nu svulmede op til en tættrykket Masse om Hovedpersonen i Dagens Komedie.

Pludselig vender Hr. de Bellefonds sig om, lader, som han studser, først ved at se Lauzun, derpaa ved at se den forøgede Gruppe. Den guldbroderede gamle, svære Marskal bøjede sig for den lille, spinkle, sølvbroderede, midaldrende Garderkaptajn som for en overordnet og sagde:

- For Fremtiden evigt Venskab mellem os Krigskammerater! Den Mand, Kongen hædrer med et sligt Venskab, bør enhver fransk Soldat elske.

Lauzun bukkede let, men med en spotsk Mine, og berørte flygtig Marskallens fremstrakte Haand.

- Jeg er vis paa, Marskallen taler af sit fulde Hjerte, sagde Mademoiselle de Montpensier i en Hoftone saa korrekt, at det var umuligt af den at slutte, om hun mente, hvad hun sagde, eller ej.

- Naar Mademoiselle indestaar for mig, kan jeg ikke have en bedre Kautionist, sagde Marskallen; ingen Mand af Ære svigter en saadan Borgen.

Lauzun gav den paa ny fremstrakte Haand Antydningen af et Tryk.

Nu brød frem af Gruppen en af Kongens Yndlinge, Hertugen af La Feuillade, en smuk, smidig, midaldrende Mand med straalende sorte Øjne. Han sagde til Mademoiselle:

- Deres kongelige Højhed ! naar jeg har set surt til Hr. Lauzun, saa er det af Jalousi. Vi elsker begge Kongen lige højt, og jeg har oprigtig talt misundt Hr. de Lauzun, at han ligger Hans Majestæts Hjerte nærmere, end jeg gør det. Vil Deres kongelige Højhed garantere for mig som for Hr. de Bellefonds, at jeg evig vil være Hr. de Lauzuns tro Tjener og Ven?

Madame gjorde en Bevægelse, der kunde tages for et Nik. Hr. de Feuillade bredte sine Arme ud, alt mens Øjnene rullede og funklede stærkere end før, og tvang den langt mindre og spinklere Lauzun ind i sit tætte Favntag og til at kysse sig. Over Lauzuns Ansigt spillede en Mine, der mindede om et Barns Gnavenhed efter et aftvunget Kærtegn.

- Vil De tro, kære Ven, raabte han, at det første, jeg 259 gjorde, da jeg hørte, at De skulde ægte Mademoiselle, det var lige at fremstille mig for Hans Majestæt og takke paa hele den franske Adels Vegne?

Gardens ældste Kaptajn, Hr. de Charost, borede sig frem. Han gav den gamle Krigers brave Ligefremhed og butte Hjertelighed Udtryk i følgende Replik:

- Min Sæl . . . havde jeg tænkt paa at sælge min Charge. Og nu vilde jeg, paa Ære, ikke gøre det for to Millioner. Guds Død og Pine! Være Kammerat med Mademoiselles Gemal! Ikke vilde jeg ombytte nogen Stilling paa Jorden, om jeg saa kunde blive Grande af Spanien.

Han solgte sin Post 3 Aar senere og blev Hertug.

Efter ham kom Gardens yngste Kaptajn, Hr. de Rochefort, Louvois' Yndling, blond, soigneret og duftende, med noget dansemesteragtigt i Gang og Væsen. Han pustede lidt og sagde:

- Deres kongelige Højhed undskylder vel, at jeg kommer sent, men jeg har just Kvarter*) i denne Tid . . . Ja, kære Hr. de Lauzun! vi har ikke levet sammen, som vi burde. Vi er begge to for ivrige i Tjenesten og for fyrige i Sindet. Men oprigtige - ikke? Sanddru? Hvad? Og man har sal ondt imellem os. Et Hof! Undskyld Mademoiselle . . . men det er Intrigernes . . . . . forstaar sig, ogsaa den gode Tones, de fine Sæders Hjem. Nu skal intet skille os ad! Vel, Hr. de Lauzun?

Lauzun lo højt, mens han lod sig omfavne og sagde:

- Hr. de Rochefort, vi kender jo hinanden ud og ind; vi behøver ikke at tilsværge hinanden noget.

Kaptajnen slog endnu en Gang sine Arme om sin Kammerats svaje Ryg, men slog over i en anden Gade, da han slap, og vendte sig mod Prinsessen:

- Hvornaar skal den store Fest staa . . . . Brylluppet?

Svaret lød:

- Det vides ikke.

Rochefort sagde i blød, hjertelig Tone:

- Tøv endelig ikke! For Guds Skyld, hellere i Dag end i Morgen! Man maa gribe til, naar man nærmer sig Lykkens Top! - O! - vedblev han og lod sit Blik ærbødigt og kærligt glide fra Mademoiselles ned paa Lauzuns Ansigt - aldrig har jeg set et saa lykkeligt Par. Gid De kunde se i et Spejl, hvor den højeste Fryd staar malet paa Deres Ansigter!

* 260

Mademoiselle sagde:

- Jeg er overbevist om, at jeg har mere Grund til at være glad end Hr. de Lauzun.

Lauzun tav. Da udbrød Rochefort:

- Du store Gud, Hr. de Lauzun! De kan høre paa en saa sød Tale fra en saa ædel Mund og siger intet.

Gascognerens Taalmodighed forgik ham. Han havde i for mange Dage maattet spænde dette Panser saa fast, at Remmene brast. Han fusede ud:

- Min Lykke har ikke gjort mig tosset i Hovedet; derfor vil jeg hverken sige eller gøre Dumheder.

Han drejede sig paa Hælen. Mademoiselle bed Læberne sammen og begav sig til Damerne.

Hun havde aldrig set Lauzun saaledes. Naar han havde fortalt hende om sit umedgørlige og utilgængelige Sind, havde hun taget det for Udtryk af en elskværdig melankolsk Misfornøjelse med sig selv, noget, hun kendte af Selverfaring.

Nu summede der adskillige Myg op blandt Herrerne:

- Det ender med, at de slaas, lo Hertugen af La Feuillade.

- Det bliver ingen Kamp efter Krigskunstens Regler, sagde Marskal de Bellefonds, for vor gode Ven vil helst fægte vildt som en tysk Landsknægt fra Wallensteins Tider.

- Og, faar han Prygl, sagde Kaptajn de Rochefort, for Modparten ser større og stærkere ud, saa Gud hjælpe hans Kompagni! Saa maa Soldaternes Rygge modtage Kaptajnens Prygl multiplicerede med ti!

- Saa slaar han Kortene i Hovedet paa de Folk, han spiller med, sagde Kaptajn de Gharost.

En Abbé bemærkede pegende mod Salens Baggrund:

- Véd De, mine Herrer, hvorfor den Estrade der er rejst? Det vidste de ikke.

- Det er ikke for Gudindens, det er for hendes jordiske Elskers Skyld. Det er, for at han kan stige op paa den og naa saa højt, at han kan suge Nektar af de guddommelige Læber mens hun staar nedenfor.

Havde det før summet med Myg, saa brummede det nu med Spyfluer. Det kan nok være, at de spyede Ondskaber ud over Lauzun og Mademoiselle, som nu var omringet af Damer.

Det var den svære Madame Tambonneau, Kammerpræsidentens Frue, borgerlig født, stumpnæset, halvgammel, vel lidt for sin Snaksomhed, søgt for de store Middage, hendes Mand gav. Man 261 tilgav hende den kammeratlige Ftothed, hun behandlede højtstaaende Mænd med. Da Lauzun kom hende nær, sagde hun:

- Lykkelige lille Gavtyv! Jeg havde Lyst til at banke Dem.

- Ak, Mademoiselle, kom mig til Hjælp! sagde Lauzun til sin Brud. Madame Tombonneau kunde knuse mig!

Madame Tombonneau sagde til Prinsessen:

- Kan De tænke Dem! Endnu for tre Uger siden anede jeg ikke det mindste. Jeg tog den lille Frøken de Ligny med mig i Logen paa Komedien i Saint-Germain, og da sad denne Hjerteknuser derinde. Jeg sagde til ham: Aa, Hr. de Lauzun, giv denne lille Frøken en lille Plads! Hun har 500,000 Daler kontant, det vilde ikke være en daarlig Plads for en yngre Søn fra Gascogne. Han svarede helt sørgmodig: Ak, hvem vil have mig? Er han saa ikke en Gavtyv?

Hertuginden af Montausier, en meget ceremoniel Dame, Kronprinsens Guvernante, sagde:

- Hvad der glæder mig saare, Deres kongelige Højhed! det er, at De har valgt en Adelsmand af saa gammelt et Hus. Jeg véd, at Hans Majestæt har vist Dronningen og siden flere en Stamtavle over Huset Gaumont, som Hr. de Lauzun er af. Det stammer fra Konger af Skotland.

Lauzun var gnaven i Forvejen og var bleven det mere over Madame Tombonneaus Tone, der vel, mente han, kunde passe før, men ikke nu. Han sagde:

- Hvad véd jeg om den gamle Snak? Jeg lever af de Bedrifter, jeg selv har øvet, ikke af, hvad mine Forfædre har gjort paa Korstogenes Tid.

- Men, er man ikke af gammel Slægt, bemærkede Mademoiselle lidt formanende, saa kan man ikke udrette saa store Bedrifter.

- Hm . . . se paa Hr. de Louvois! sagde Lauzun og smilede bittert. Hvad har han ikke udrettet?

Damegruppen turde ikke le. Den smilede blot. Lauzun var misfornøjet med, at den ikke lo højt som ellers ad hans Ondskaber. Nu maatte han dog være stærk nok til at rette dem, hvor højt, han vilde. Mademoiselle skævede ned til ham, fik af hans Mine en ny Bekræftelse paa, at han ikke var saa glad, som hun syntes, han burde være.

Hertuginden af Montausier mente, at hun burde komme tilbage til Stamtavlen og sagde: 262 - Historisk sikkert er det da, at Jean Nompar de Gaumont for over syv Hundrede Aar siden . . .

Lauzun svarede:

- Befri mig for mine Forfædre! Har De dem opskrevne, saa giv Mademoiselle dem! hende morer slige Dumheder.

Hans ellers slørede og sagte Maade at tale paa, naar han var i fint Selskab, fik nu den skingre, skrattende høje Klang, som naar han kommanderede eller var blandt Kammerater. Den skræmmede Damerne, mest Mademoiselle. Hun turde ikke se paa ham. Hendes Øjne mødte Madame de Sévignés evig farveskiftende Pupiller. I dette Øjeblik holdt hun mest af hendes Ansigt. Hun kunde ikke skimte nogen Ondskab i det.

Lauzun forlod Damegruppen under uhyggelig Tavshed. Det knagede i Mademoiselles panseragtige Korset.

Salen tømtes efterhaanden. En hel Del Herrer og Damer havde allerede gjort Mademoiselle deres Afskedskompliment, da Hr. de Lauzun nærmede sig hende og gjorde det samme. Han efterlignede endogsaa sin Formand og Kollega de Gharots Buk paa en Maade, der var mindre parodierende end drilsk mod den, han bød den.

Madame de Sévignés Øjne var ikke vegne fra Parret.

Mademoiselle de Montpensier blev blussende rød og sagde til Lauzun:

- De gaar nu?

- Jeg skal i Tjeneste.

- Og nu vilde jeg gerne tale med Dem.

- Lykkeligvis for mig vil vi for Fremtiden faa Lejlighed til at tale meget sammen. Men nu . . . tilgiv . . . Hans Majestæts Tjeneste! Den er jo for os begge det første af alt . . og vil altid blive det.

Efterhaanden var Skaren næsten drysset ud af Salen. Madame de Sévigné nærmede sig Mademoiselle for at tage Afsked.

I Dag syntes Mademoiselle, at Madame de Sévignés Øjne var det eneste forstaaende, hun havde mødt.

- Bliv, Madame! sagde Prinsessen, da Madame de Sévigné havde gjort sin Reverens.

Tonen lød haardt, bydende, men Madame de Sévigné var lydhør og skelnede den bekæmpede Graad bag ved den. Hun, Mademoiselles jævnaldrende, med sin stadig pigeagtige Ynde, saa' forknyt deltagende op paa Fyrstinden. Blikket gjorde Mademoiselle 263 godt. Hun fik ved det Kraft til med sædvanlig fornem Kulde at modtage de sidste Afskedsreverenser.

Ned gennem Gangene og ad Trapperne var Lauzuns Gnavenhed og næsten uartige Opførsel samt Mademoiselles Tilbageholdelse af Madame de Sévigné, som aldrig havde omgaaedes hende fortrolig, Genstand for Passiar og mange Fortolkninger.

XIV.

Mademoiselle brugte, som mange af hendes samtidige, den Kur mod Sorg og Modgang: at gaa i Seng.

Saaledes ogsaa den Dag. Hun havde ladet Skodderne for Vinduerne i sit Soveværelse lukke, havde ladet Gardinerne trække til. Medens Toinon klædte hende af, havde hun sukket. Da hun kom i Seng, hulkede hun.

Madame de Sévigné havde været til Stede, medens dette gik for sig. Et Par Gange havde hun gjort Mine til at ville gaa. Prinsessen havde ved tydeligt Minespil betydet, at hun vilde, hun skulde blive.

Mademoiselle de Montpensier standsede sin Graad, rakte sin Haand, omraslet af Kniplinger, ud gennem Gardinerne og vinkede til Madame de Sévigné, at hun skulde gaa om Sengen ind i den smalle Gang mellem den og Væggen. Det var et Tegn paa Naade, naar en saa fornem Person bød en underordnet Plads i sin "ruelle".

Madame de Sévigné lagde sig paa Knæ der. Pludselig følte hun to stærke Arme lægge sig om hendes Hals, løfte hende, bøje hendes Hoved op mod en hed, taarevædet Kind, og mærkede, at hun blev vugget af et svært Brysts Bølgegang.

- Jeg kommer aldrig i god Havn, jeg kommer aldrig i god Havn.

- De har jo Kongens Løfte. Lad Brylluppet fuldbyrde saa hurtig som muligt!

- Ikke sandt. De tror, der bliver noget deraf? Nej sig, at De ikke tror det! Jeg er saa angest, jeg er saa opfyldt af onde Anelser.

- Min Gud, Mademoiselle! jeg kan fuldt vel forstaa, at De er bange i Sindet. Mange misunder Hr. de Lauzun.

264

- Mon det var derfor, at han var i Dag, som han var, tror De? De maa ikke lade, som De ingenting har set, De ser jo alting.

- Det kan vel være. Derfor skynd Dem! Det er maaske at friste Gud og Kongen, at ville trække denne usædvanlige Sag saa længe ud, at hele Riget kommer til at tale derom Dag efter Dag.

- Men er det saa usædvanlig en Sag, at en Kvinde elsker en Mand? Og er Hr. de Lauzun ikke af et udmærket Hus? Er han ikke en Krigshelt?

- Sikkert nok, Mademoiselle! men De véd jo dog bedre end nogen, hvad Forskel i Rang betyder.

- Det skal jeg med Guds Hjælp aldrig glemme. Men Hr. de Lauzun skal kaldes Hr. de Montpensier. Han skal bo i dette Palads . . . Men var det blot Tanken om onde Menneskers Misundelse over hans Lykke, der gjorde ham saaledes, som han var i Dag?

- Kære Mademoiselle! naar De beærer mig med Deres Venskab saaledes som i Dag, saa maa jeg tale lige ud. Man bebrejder os Kvinder Lunefuldhed og ulige Humør. Tro mig! Mændene er langt værre. De bliver vredagtige og uomgængelige for rene Smaatings Skyld. Det er langt oftere deres Luner end vore, som gør de fleste Ægteskaber ulykkelige.

- Kan være. Men Elskoven overvinder alt sligt. Ikke?

- Jeg har vist aldrig kendt den, hviskede Madame de Sévigné. Jeg var atten Aar, da jeg blev gift med Marquis de Sévigné; han blev, som De véd, dræbt i en Duel syv Aar efter. Jeg har aldrig mærket, at jeg har elsket ham. Hvis saa var, vilde jeg være død af Sorg over hans Død, lige saa vist, som jeg vilde dø, om jeg mistede min Datter, Madame de Grignan.

- Atten Aar! Ja, hvad Forstand kan et saadant Barn have paa Kærlighed? Men, naar den Passion betager en i en moden Alder, vær vis paa, at saa bemestrer den en helt!

Det var godt, det var saa mørkt i Prinsessens Værelse. Den gode Madame de Sévigné var først bleven greben af Mademoiselles Sorg og havde grædt med hende; nu bragte den sidste Replik hende til at smile saa stærkt, at Smilet nær var bleven til Latter. Prinsessen fortsatte:

- Først nu har jeg følt, hvad det er at leve. Og er det ikke underligt, min kære? Før talte jeg aldrig med nogen om, hvad der levede inderst paa Bunden af mig. Nu er det mig, 265 som vil mit Hjerte sprænges, fordi jeg ikke taler med nogen om det . . . Og De er jo saa klog . . . og god . . .

- Deres kongelige Højhed . . . god vilde jeg gerne være. Hvor jeg er rørt over Deres Godhed!

- Jeg har ikke været god før, jeg véd det nok. Jeg har været for hidsig. Det har jeg arvet efter Monsieur, min Fader. Stolt har jeg ogsaa været, men det vil jeg blive ved at være. Det har vi af Bourbon Ret til at være. Men hvor kan det være, tror De, at en Passion som Elskov, som, naar den er lykkelig, burde fremkalde lutter Fryd og Glæde, hvert Øjeblik føder Angest og Sorg? Min Elskov er besvaret, og dog græder og klager jeg.

- Der gives vel ikke fuldkommen Lykke her paa Jorden. Netop, naar vi dødelige elsker højest, da lister Frygten for at miste det, vi elsker, det, der skaber vor Lykke, sig ind i vore stakkels svage Hjerter.

- Ja . . . Mændene er . . . sjælden tro i Kærlighed, deri har De Ret, sagde Mademoiselle tankefuld.

Madame de Sévigné fik atter Møje med at holde sit Smilebaand i Lave. Alverden vidste, at Lauzun gjorde Kur til enhver køn Kammerpige, han saa'. Men hun blev siraks alvorlig ved at genoptage sin Tankegang, som Mademoiselle havde afbrudt.

- Hvad Elskov er for Dem, Deres kongelige Højhed, er Kærligheden til min Datter for mig. Jeg mener, at den Trang, der er i os Kvinder til at elske af fuldt Hjerte, lige saa godt kan mættes ved den Slags Kærlighed som ved Elskov.

- Det tror jeg, er aldeles falskt tænk, sagde Mademoiselle næsten vrissende.

Madame de Sévigné gav ikke Agt derpaa, men fortsatte:

- Naar jeg tænker paa min Datter - og jeg tænker paa hende hver Time paa Dagen - saa lever jeg et helt Liv i Fryd over, at hun er saa sød og skøn, i Sorg og Savn, fordi hun skal leve saa langt fra mig, i Skinsyge paa hendes Mand, Hr. de Grignan, i Angest for, at noget ondt skal tilstøde hende. Naar det stormer om Natten ligger jeg vaagen og ængstes for, at hun skal være med paa sin Mands Embedsrejser i Provence, tænker paa, hvor Rhonen kan være vild.

- Hm! Det er en Trøst, at et Barn kan vække slige Følelser. De kan muligvis erstatte Elskoven, naar Alderen udslukker den . . . De er jo ældre, en Del ældre end jeg, Marquise!

- Jeg er 47 Aar - 266 - Hm. Ja saa er De noget ældre.

Forskellen mellem dem kunde vel være et Aar. Madame de Sévigné smilede for tredje Gang, denne Gang fint og uden Hang til Latter. Den meldte sig først, da Mademoiselle sagde:

- Naar jeg ikke mere kan føle Elskov til min Gemal paa Grund af fremrykket Alder, vil jeg mindes Deres Ord og leve for mine . . . Børn, som De. Det trøster mig at tale med Dem . . . Jeg har det bedre. Skinner Solen derude?

- Jo. Det er koldt, men det er dejligt Solskin. Ikke sandt, kære Mademoiselle? Naar den gode Gud lader sin Sol skinne, saa er det for at gøre sine stakkels Skabninger glade.

Mademoiselle ringede paa sin Kammerjomfru og bød hende slaa Skodderne op. Det var under hendes egen Værdighed at gøre det; heller ikke kunde hun bede Madame de Sévigné derom; hun var jo dog af et gammelt Hus, født Baronesse af Ghantal.

Sollyset drog sejrrigt ind i Mademoiselles Sovekammer og tændte Farverne i det svære, brune Atlaskesomhæng med de gule Arabesker, og gjorde Mademoiselles højtfarvede Lød kobberglinsende.

Madame de Sévignés fine lille Hoved fik en sølvforgyldt Glorie af blonde Hængekrøller.

- De ser ung ud, Madame! sagde Mademoiselle i en Tonart, der gik over i en misfornøjet Klynken.

- Det maa være, fordi jeg stadig tænker paa Provences Sol, som skinner paa min Datter - det maa være en Hilsen fra Provence, som rigtignok er afkølet paa den lange Vej til Paris, sagde Madame de Sévigné med et lille Smil. Men den har skinnet paa mit yndige Barn.

Nu var det Mademoiselles Tur til at undertrykke en Latter. Madame de Grignan! Stiv som Stokken til en Vinplante! Lang og mager med Hesteprofil! Mademoiselle undrede sig over, at Kærlighed kunde blænde en saa skarpsynet Dame som Madame de Sévigné. Madame de Grignan var dog en Grimrian!

Mademoiselle stod op og lod Toinon pynte hende flygtig. Medens Kammerjomfruen kreppede og pudrede hende, sagde hun til Madame de Sévigné:

- Elskovens Passion kan dog vist aldrig opvejes af Kærlighed til Børn. Jeg forstaar dog ikke rigtig, hvad De før sagde, Madame!

267

Mademoiselle tænkte stadig paa Madame de Grignan, Madame de Sévignés stive og kolde Datter.

- Jo, Deres kongelige Højhed! svarede Madame de Sévigné, mens hun stod lysombølget . . . jo. Ethvert Menneske, og vel især enhver Kvinde har en Sum af Kærlighed i sig. Hun higer efter at anbringe den . . . I de unge . . . maaske stundom ogsaa . . . i de ældre . . . eller modne Aar, saa anbringer hun den i Elskov.

- Det er det eneste naturlige, sagde Mademoiselle de Montpensier.

- Men alle Stemmer staar ikke saa højt, saa de kan tage de skarpe Diskanttoner, sagde Madame de Sévigné. Den store Musikmester, jeg mener den gode Gud, omsætter da Musikken efter Stemmens Behov, fra Elskovens Diskant til Moderkærlighedens Gontrealto.

Toinon havde givet Mademoiselle Skoene paa og hængt Silkeslaabrokken om hendes Skuldre.

- Det er smukt sagt, Madame! sagde Prinsessen eftertænksomt . . . Ja, Solen skinner. Tak, min Gud! Det er et godt Varsel. Bliv hos mig, Marquise! Solens Skin og Deres Tale jager de bange Tanker ud af mit Sind. Jeg tror, alt vil gestalte sig godt for mig . . . Jeg vil bede Gud om at skænke mig Børn. Bliv hos mig! Kom nu med mig, saa vil jeg vise Dem noget! Men det er en stor Hemmelighed. De vil jo ikke forraade mig. Vel?

- Naar Deres kongelige Højhed hædrer mig med slig Fortrolighed, hvor kan De saa tro . . .?

- De føler anderledes end de andre. Gaa Toinon!

Kammerjomfruen gik, skottende over Skuldrene. Hvad kan her gaa for sig? tænkte hun, Mademoiselle havde jo tidligere kaldt Madame de Sévigné en Snerpe, en "precieuse".

- Skønt Kammerjomfruen var gaaet, hviskede Mademoiselle, som var hun bange for, at nogen skulde høre hende:

- Jeg skal vise Dem den tilkommende Herre af Montpensiers nye Værelse her i Luxembourg.

Med raske, ungdommelige Bevægelser gik den nys saa syge Prinsesse hen i en Krog af Værelset. Hun standsede, lagde Fingeren paa Munden og sagde:

- Madame . . . fuldstændig Tavshed! Ikke sandt?

- Naturligvis, Deres kongelige Højhed!

268

- Se ikke paa mig! Jeg kan mærke, at jeg rødmer, Madame!

- Jeg skal ikke se paa Dem.

Det gjorde nu Madame de Sévigné alligevel. Hun kunde ikke opdage, at Prinsessen var rødere end ellers.

Mademoiselle trykkede paa en Knap eller et Haandtag. En Vægdør sprang op. Hun gjorde Tegn til Madame de Sévigné, at hun skulde følge. Der laa et lille, ganske mørkt Rum bag Døren. Mademoiselle rørte atter ved noget i Væggen. En Dør skød sig lydløst til Side, og en Lysmasse vældede frem.

Prinsessen og hendes Ledsagerske stod i et temmelig stort, meget højt Værelse.

- Du store Gud! udbrød Madame de Sévigné . . . det er jo Hans Majestæts Sovekabinet i Versailles.

- I mindsket Maalestok, sagde Prinsessen og brystede sig, mens hendes Øjne tændtes.

Gennem to store Vinduer saa' man Havens bladløse Træer med glinsende, brunvioletle Grene i skarpe Rids mod den lyseblaa Vinterhimmel.

Op til den modsatte Væg stod paa en Forhøjning en fem Alen bred Seng. Paa hver Side af den var der Trapper. Den var saa høj, at man uden dem ikke vilde have kunnet komme op i den. Et Tæppe af prægtigt Kniplingsbroderi, hvis tætte Dele forestillede afvekslende Huset Orleans', Huset Montpensiers, Huset Gaumonts Vaaben, dækkede et stukket Tæppe af karmoisinrødt Atlask. Lagenernes Silkekniplings-Bræmmer faldt helt ned over Sengens Løvefødder af Bronze. Højt over den laa en toppet Sengehimmel ligeledes af forgyldt Bronze. Den bestod af to halvrunde Gavle, som nærmede sig hinanden uden at naa sammen; der var et aabent Rum i Midten. Ned fra den hang i kunstige Slyngninger og Folder det dunkelblaa med Sølvliljer tæt broderede Fløjls Gardin. Væggen, Sengen stod op imod, havde forneden et Porfyrpanel med grønne Marmorfyldinger, saa kom Felter af Gobelinstapeter, graalig-blegrøde, indvirkede med Liljer af kirsebærrødt. Tapeterne laa mellem Pilastrene, som svarede til dem paa de øvrige Vægge: hvide med vildt udviklede korintiske Kapitæler; Skafterne var tæt kannelerede; der var ikke Ro for Øjet i dem, selv Rillerne var op i hver Pilasters halve Højde fyldte med Forgyldning: Stave af slyngede og sammensnoede Baand, samlede af store Rosetter midt paa og 269 endende i Lilje- og Akanthblade. Et forgyldt Gitter foran Sengen delte Værelset i to Dele.

Til højre for Sengen højt oppe hang det store Portræt af Mademoiselle de Montpensier som Amazone. I Haanden holdt hun et haandspejlformet Miniaturportræet af sin Fader Gaston af Orleans med den fløsede Mund, der saa' ud, som den savlede, under det kulsorte lille Overskæg, de stikkende brune Tudseøjne, den lave Pande under den sorte Paryk, Totalindtrykket var af et sort Vædderhoved. Under dette var der et langt mindre Billede af Mademoiselles længst afdøde Moder af Bourbon, som døde straks efter sit eneste Barns Fødsel. Datteren lignede hende, men baade Moderens Ansigt og Vækst var langt mindre end Datterens. Maleren, aabenbart en Flamlænder, havde haft det løjerlige Indfald tydelig at antyde et langt fremrykket Svangerskab.

Saa var der en Kopi af Tizians bodfærdige Magdalena og en hellig Familie af Garacci.

Mademoiselle havde fremtryllet et aldeles moderne Stykke Rokoko i sin Slotsfløj, hvor ellers alt var i mer eller mindre vel efterlignet italiensk Renaissance fra sidste Halvdel af det 16de Aarhundrede.

Hemmelig havde Sekretæren Guilloire antaget Arkitekt og Dekoratør, Haandværkerne var bleven listede ind om Natten og ud om Morgenen. De havde faaet streng Ordre til at arbejde saa lydløst som muligt. Men Guilloire havde fortalt det hele til Fere med nøjagtig Angivelse af Sengens Omfang i begge Retninger. Fere havde fortalt det til sin Herre Lauzun, og han havde lét og sagt, at det var jo godt, saa kunde Hendes Højhed vælge frit, om hun vilde ligge paa langs eller paa tværs i sin Seng.

Madame de Sévignés Øjne samlede hvert Stykke i Værelset og overleverede det hele i en trofast Erindring. Hendes Øjne glimrede med farvede Hjul om Pupillerne. Der var nok at tale om - naar hun blev løst fra sit Hemmelighedsløfte paa Mademoiselles Bryllupsdag. Thi Hoffet skulde dog have det at vide, at, før nogen fik Værelset at se, havde Madame de Sévigné set det.

"Den store Mademoiselle" følte sig i dette Øjeblik som den unge, bly Brud og saa' i Madame de Sévigné den jævnaldrende unge Pige, som nysgerrig og undselig tager et Brudekammer i Øjesyn. Hun bøjede sig ned mod den nyvalgte Veninde, syntes, 270 hun saa' sød ud - hvad hun ogsaa gjorde paa Grund af de smaa line Træk og den udmærkede Sminkekunst, hun raadede over, og Mademoiselle krummede Ryggen saa dybt, at hendes Hoved kom til at hvile paa Madame de Sévignés Barm. Hun hviskede:

- Mange Aar er rent slettede ud af min Erindring. Jeg er meget ung, meget ung, Marquise! Ak . . . kun et Par Aar, og jeg vil gerne dø. Dø i dette Gemak! Det skal være mit Fristed efter mange Aars Sorger. Gud vil unde mig den Lykke! Og ... ikke sandt, De tror ikke, at Hr. de Lauzuns Adfærd i Dag varsler ondt. De skal sige nej.

- Nej jeg tror det ikke, sagde Madame de Sévigné med sit lille godmodig-satiriske Smil.

- Gud velsigne min Fætter, Kongen ! sagde Mademoiselle. Inden jeg gør ham min Opvartning, vil jeg bede for ham. Farvel, kære Marquise! Kan en Konge vel bryde sit Ord?

- Nej, Mademoiselle !

XV.

Lauzun havde ikke kunnet faa Kongen i Tale i to Dage. Han havde stillet sig paa hans Vej til Messen efter Morgenaudienserne, men Kongen var gaaet ham forbi uden at ænse ham, havde endog paa en paafaldende brat Maade vendt Hovedet fra ham, som var han led ved at se ham. Det var efter det, at han opførte sig saaledes, som han gjorde, i Luxembourg.

Tredje Dagen skød Gascogneren Frækheden op i sig, stillede sig saadan, at Kongen maatte gaa til Side, hvis han vilde undgaa ham. Herrerne i Kongens Følge saa' forbavsede og forfærdede paa hverandre. Kongen fortrak ikke en Mine, sagde blot:

- Hr. de Lauzun! Hvad vil De?

- Deres Majestæt! mit Liv, min Lykke beror paa en Samtale med Dem.

- I Morgen i Versailles, Hr. de Lauzun! I Dag vil jeg ikke tale med Dem.

Gascogneren veg ikke endnu.

Kongen blev rød, og hans Tindingeaarer svulmede. Men han hviskede ganske rolig: 271 - Lauzun . . . De véd, jeg bruger nødig Stokken mod en Adelsmand, men man kan tvinge mig til det.

Nu veg Lauzun til Side. Medens Messen stod paa, skikkede han Bud efter sin Landsmand Fère og gav ham Ordre til at udforske, hvem Kongen talte med efter Messen.

Fère gav Lakajer og Dørvogtere Penge for at lure. Selv snusede han op, at Kongen talte med Krigsministeren Louvois, at denne havde fulgt Kongen ind i hans Kabinet, og, da Døren gik op, havde man skimtet Dronningen og den gamle Prins af Gondés Høgenæse derinde.

Men uheldigvis var den bestukne Dørvogter en Dumrian, som ikke, trods sit Lureri, havde faaet nogen Forstaaelse af, hvad der forhandledes i Kongens Kabinet. Da han efter Aftale med Fère mødte ham paa et Værtshus i en af de Træboder, som højnede sig paa begge Sider af Pont de Ghange, kunde han kun berette:

- Uh! Dronningen . . . hun lignede, med Respekt at melde, en kalkunsk Høne . . . saadan klukkede hun op mod Kongen - og det maa man sige, han tog mod det alt sammen og rørte sig ikke mere end de Støtter der ovre paa Notre-Dame-Kirken.

- Hvad sagde Dronningen da, Fæhoved? spurgte Fère.

- Jo, hun sagde, at "den store Mademoiselle var gal . . . at hun tænkte paa - ja, det kan jeg ikke huske. Men den, der var galest, det var den tykke Minister. Han sagde, at denne Hr. de Lauzun, som jeg for Resten heller ikke kan lide, for han ser ud, som han regnede hele Verden for det bare Skidt . . . jeg mener, Ministeren sagde, at han var en Bandit, som ingen pæn General kunde bruge i en ordentlig Krig, og det syntes den gamle Prins med, og han nikkede med sin store Næse til det. Man skulde tro, han vilde æde sin egen Næse, for den faldt helt ned over Munden paa ham. Og han talte om udenlandske Konger og Prinser, som vilde blive rasende paa den store Mademoiselle . . . det kan jeg for Resten ogsaa godt forstaa, for hun glor altid saa galt, og saa render hendes Næse altid . . . og alt saadant noget . . .

- Hvad sagde Kongen?

- Hans Majestæt? Han hørte paa dem, men jeg tror ikke, han sagde noget. Jo, det er sandt, han sagde, at der blev ikke noget af det hele; men hvad det var, der ikke blev noget af, se, det kunde jeg ikke blive klog paa.

Men det var Besked nok for Fère. Han bragte Lauzun 272 den. Han lod som ingenting. Han viste sig hverken ved Hoffet eller hos Mademoiselle den Dag, men spillede Hasard om Natten med Vennerne fra Gascogne.

Hoffet tog til Versailles næste Morgen tidlig. Lauzun søgte først Kongen før hans Soupé. Hans Majestæt standsede og saa' meget ligegyldig paa sin Yndling.

- De vil tale med mig, Hr. de Lauzun?

- Deres Majestæt har lovet mig . . . i Gaar i Louvre.

- Det erindrer jeg ikke. Hvad har De paa Hjerte?

- Vil Deres Majestæt naadigst bestemme Dagen for mit Bryllup med Mademoiselle?

- Hvad kommer den Sag mig ved, gode Hr. de Lauzun?

- Jeg troede at have Deres Majestæts Løfte.

- Paa hvad?

- Jeg mener Deres Tilladelse til at ægte Hendes kongelige Højhed, Mademoiselle de Montpensier.

- Vel mulig! Men har De ogsaa mit Løfte paa, at jeg vil bestemme Bryllupsdagen? Jeg siger Dem, det hele er mig uvedkommende.

- Hans Naade Ærkebiskoppen af Paris, Monseigneur Hardouin de Péréfix, har lovet at vie os . . . saa derfor . . . ønskede jeg lidt Pomp, Sire!

- Det bliver der ikke noget af, Hr. de Lauzun . . . Deres Øjne rinder . . . Naa, det er Deres sædvanlige Øjenonde. De skulde søge en Læge.

- Deres Majestæt! Monseigneur af Rheims har tilbudt at forrette Vielsen i hvert Fald.

- Det bliver der heller ikke noget af, min gode Lauzun! Ingen Biskop maa fungere i violet Fløjl eller broderet Skulderoverslag ved den Lejlighed. Det er jo kun den rene Elskov, som driver Dem hen imod min Kusine af Montpensier?

- Naturligvis, Sire!

- Det vidste jeg! Den rene Elskov bryder sig jo ikke om Pragt eller Stads.

- Nej visselig ikke!

- Hvorfor bliver De saa bleg, min gode Lauzun? Nu vel! Jeg véd, at mine kære Undersaatter fra Gascogne holder meget ef Pragt og Glans, Sang og Klang. De vilde hellere have en Biskop i violet og Guld?

- Sire . . . som De befaler!

- Ja, det maa De vel sige. Jeg er en Fader for alle mine 273 Undersaatter; naturligvis er de, som staar højest i Rang, mine kæreste Børn . . . Naa, saa er der disse Gavebreve, testamentariske Bestemmelser, som min kære Kusine har udstedt i stor Ubesindighed, og hvori hun kalder Dem Hr. de Montpensier. Det er latterligt. Hr. de Louvois og jeg har lét meget af disse Dumheder. Deres Elskov er jo uegennyttig, min kære Lauzun! Ja naturligvis!

- Men, Sire! om De tillader . . .

- Tal frit, min kære Hr. de Lauzun!

- Mademoiselle har vist ladet disse Gavebreve læse for Parlamentet.

- Ha, ha, ha! lo Kongen højt. Parlamentet lystrer denne (han svippede med en lille Ridepisk), og jeg skal lære hele Frankrig at lystre den. Og først skal jeg (han svippede igen med Pisken) . . . skal jeg lære Parlamenterne at skrive under, hvad jeg vil, og stryge ud, hvad jeg vil . . . Hm. Lauzun! De véd, at jeg holder af Dem. De er en brav Soldat, og sidst paa min Rejse i Flandern førte De os godt igennem og holdt Guvernørerne til at modtage mig og Hoffet paa en sømmelig Maade. Jeg under Dem gerne min kære Kusine af Montpensier. Jeg har sagt hende, at jeg ikke vil tvinge hende i den Alder, hun er i. Ægt hende, men i al Stilhed!

- Sire, det bliver saa kun et Ægteskab . . .

- Til venstre Haand, om De vil. Ja vel! . . . De ser ud, som De har noget at sige, min gode Hr. de Lauzun!

- Intet, Deres Majestæt!

- Godt! Men én Ting endnu. Naar en Dame som Mademoiselle, en Dame, der staar mig saa nær, har hædret Dem med sin Godhed, saa forlanger jeg . . . forstaar De min gode Hr. de Lauzun? saa forlanger jeg, saa længe hun lever, en ridderlig og hengiven Opførsel fra Deres Side. Gud være med Dem, Kaptajn af min Livgarde!

Garderkaptajnen gik ned i sit Værelse. Med sammenbidte Tænder betvang han sin Hulken som et arrigt Barn. Han sad et Øjeblik stille med Hænderne for Øjnene. Saa drog han sin Kaarde, hug med den om i Luften. Saa tog han en Flaske Likør ud af et Skab og tømte den. Han gav sig til at hyle som et Dyr og slog alt Porcelænet ned af Væggen, saa Skaarene føg gennem Stuen, mens han udstødte afbrudte Skældsord:

- Kongen . . . den Kæltring! . . . skulde jeg tage den Skindmær . . . uden Medgift? . . . Puh! . . . det har Kammertjeneren 274 Poquelin . . . jo faaet os til at le ad i "den Gerrige"! Pierre, din Æsel . . . hvor er Du . . . Fère . . .! For tusind Djævle . . . i hede Helvede!

Han kastede sig ned paa Gulvet og sprællede. Likøren gjorde sin Virkning. Han faldt i Søvn i fuld Uniform paa Tæppet, hulkede i Søvne.

Hans Tjener fandt ham der om Morgenen, snavset i Ansigtet, med sønderrevne Manchetter og Halstørklæde. Da han havde faaet sin Herre rejst op, fik han et Slag i Næse og Mund til Tak.

Pierre vidste, at han i Løbet af Dagen kunde faa presset en Skadeserstatning paa 5 Livres ud af sin Herre. Han tørrede sig rolig i sin Herres Haandklæde og sagde:

- Kongen er taget til Paris igen.

- Klæd mig paa og gør mig i Stand, din Slyngel! raabte Lauzun. Bestil de mest rasende Heste! Jeg betaler dem, hvis de sprænger Maven paa Vejen til Paris. Der er Penge (han kylede en Pung i Hovedet paa ham). Snyd mig, saa meget Du har Lyst til, Kæltring!

Vognen for af Sted; Hestene rendte, som de var gale. Og, da de kom til Paris, følte Lauzun, at han ogsaa var gal. Han vidste hverken ud eller ind. Han tog ind i et af de smaa Huse, der laa klinede op ad Louvres Slot, nær ved Kirken Germain l'Auxerrois, lige over for den store Kolonnade.

Han lod sig lave til, saa han saa' sømmelig ud. Han kørte til Luxembourg og vilde tale med Mademoiselle. Hun var der ikke. Hun havde ligget over i Louvre. Det var paa Dronningens Bud, sagde Sekretæren Guilloire.

Lauzun for derhen. I Karyatidesalen blev der stille blandt Hoffolk og Garderofficerer ved hans Ankomst. Det hændtes ofte Lauzun, naar han var mest betaget af sine Anfald af en Slags Vanvid, at han blev kold og klar, naar han fandt sig indspændt i en vanskelig Situation og saa' den spejle sig i Omgivelsernes Fysiognomier.

En ældre Brigadegeneral Forfé nærmede sig ham med en diplomatisk Mine. Han trak Lauzun til Side og hviskede:

- Marskalinden af Créqui har bedet mig et tilbyde Dem hendes Hus. Der kan Vielsen ske i Stilhed.

- Tak! sagde Lauzun. Hils Marskalinden, jeg tager med Glæde derimod.

275

Det var ikke hans Mening. Uden Pomp og Pragt - hvad brød han sig saa om Brylluppet?

Hans Ven Guitry nærmede sig og sagde :

- Jeg véd bestemt, at Kongen har sagt, at Mademoiselle og De kan tage til et af hendes Godser, Saint-Fargeau eller Eu, og lade Dem vie der.

- Tak! sagde Lauzun. Det vil vi allerhelst.

Mange nærmede sig ham for at trykke hans Hænder. Lauzun læste Medlidenhed i Blikkene. Med Møje slap han gennem Sværmen. Kongens Morgenaudiens var i fuld Gang. Lauzun benyttede sig af sin Rang med Kammerjunkere til at gaa ind i det første Hold, som endnu ikke var færdigt.

Kongen saa' venlig paa ham og sagde:

- Det var Ret, Hr. de Lauzun! Jeg troede, De laa syg i Versailles.

Og han tilføjede halv højt:

- De skulde tale med Madame de Montespan. Hun interesserer sig for Deres Sag, og De véd, hvor højt hun sætter min Kusine.

Lauzun sluttede af Kongens Ord, at der maatte være en Intrige i Gære. I hvert Fald maatte han tale med Elskerinden.

Han gik over i Tuilerierne, hvor Dronningen boede. Kongens Elskerinde var jo hendes Hofdame. Han gik lige løs paa hende i Forgemakket og sagde:

- De har jo med Deres Ord og Skrift indestaaet for, at Mademoiselles og mit Giftermaal skal finde Sted.

- Den skønne Dame sagde med sin elskværdigste Mine:

- Ja, Hr. de Lauzun! De har vel mærket, at Hendes Majestæt Dronningen, Monsieur, Hr. de Louvois og mange andre gør alt hos Kongen for at virke mod Sagen. De kommer til mig efter Kongens Raad? Ikke?

- Jo!

- I Overmorgen rejser Hoffet til Versailles. Kom til mig tidlig om Morgenen! En Præst skal være rede. Vielsen kan ske i Kongens Oratorium.

- En Præst! Jeg ventede, at Ærkebiskoppen af Rheims, som udtrykkelig har lovet det, skulde fungere.

- Det med Biskopperne maa De opgive.

- Ogsaa Titelen af Hertug af Montpensier . . . og De véd - hvad der ellers har været Tale om?

276

- Nogle Godser kan nok reddes for Dem, naar De er forsigtig og ikke taler om den Seddel, De har fra mig.

- For Djævlen, skal jeg holde Bryllup i Smug, som en Bonde, der har besvangret sin Brud? Madame de Montespan lo.

- Det vover ingen at mistænke Dem for, Hr. de Lauzun, og Mademoiselles Dyd er jo forlængst hævet over al Tvivl. Nu vel: De har jo et Slags Privilegium paa at sige alt. Men et Par store Godser og saa et elskende Hjerte . . . det er dog værd at tage med.

- Altsaa i Overmorgen tidlig hos Dem, Marquise? Men Deres Papir beholder jeg.

- Ja, ja! De skal se, alt vil gaa vel. Men kom tidlig paa Dagen til mit Toilette!

Da Lauzun forlod hende, sagde han til sig selv:

- Mon hun lyver, den - - - - -? Men hm! Lad os prøve ! Dombes og Saint-Fargeau kan rimeligvis reddes.

Fra Place du Garrousel saa' han broderede Hoffolk bag Vinduerne, saa' Parykkerne sænke sig. Kongen passerede altsaa. Lauzun knyttede sin Haand og mumlede:

- Han er mere gridsk og fedtet end nogen Hestepranger hjemme i Gascogne.

XVI.

Lauzun strøg i fuld Puds gennem Porten mellem Versailles Hovedfløj og den søndre Fløj, hvor en Del af Hoffets Damer boede. Da hans Syn var svagt, stod Forhallen inden for Glasdøren ganske mørk for ham. Han kunde ikke se, at en svær, bred Skikkelse var lige indenfor, og, da han havde Fart i sig, tørnede han lige imod den.

- Naa, for en Ulykke! brummede en Basstemme.

Nu kunde de begge orientere sig. Lauzun kendte Krigsministeren, Hr. de Louvois, og denne saa' straks, hvem han havde for sig. Hr. de Louvois tog flygtig til Hatten og vilde fortsætte sin Vej.

Men i et Nu blussede en Masse af Had op i Gascognerens 277 Sind. Overtroisk, som hans Landsmænd er, saa' han i Mødet med Hr. Louvois, det første Menneske, han i Dag traf paa sin Vej, et ulykkebringende Varsel. Han maatte fornærme ham; noget i hans Indre bød det med uovervindelig Myndighed.

- Min Herre! raabte han, véd De, at jeg taaler ikke, at man skubber til mig?

- Det vilde jeg heller ikke gøre i Deres Sted, brummede Ministeren, mens hans brede, røde, kvabsede Ansigt med de kloge Øjne med flegmatisk Foragt rugede ned over Garderkaptajnen. De var saa uheldig at løbe paa mig. Det tilgiver jeg Dem. Farvel!

Lauzun stillede sig i Døraabningen. Ministeren lettede lidt utaalmodig paa Skuldrene som over for et Barns Uartighed og sagde:

- Jeg skal frem!

Lauzun blev staaende og sagde:

- Det er ikke første Gang, De kommer mig i Vejen. De satte ondt for mig hos Kongen, da jeg skulde være Mester for Artilleriet, ogsaa da jeg ledede den sidste Ekspedition i Flandern; nu vil De hindre mit Ægteskab og min Ophøjelse.

- Siden De siger det . . . ja, det har jeg gjort. Jeg holder ikke af at betro høje Kommandoposter til Folk af Deres Art, der ikke lystrer Ordrer.

- Kaarden skal ikke lystre Pennen.

- Jo, den skal! naar den, der fører Kaarden, ikke fører den med Forstand, men hugger i Blinde løs. Jeg har lært mange Kaarder til at lystre min Pen. Og jeg vil ikke have Adelen ind i Kongehuset. Det bliver Stof til en ny Frondekrig. Har De forstaaet?

- Jeg skal vise Dem, hvorledes en kaardeførende Adelsmand behandler en penneslikkende Roturier, sagde Lauzun og for med Haanden til sit Kaardehefte.

Men i et Nu sad begge hans Haandled i Ministerens store, stærke Hænder, indeklemte som i et Par Skruestikker.

- Ser De, min kaardeførende Adelsmand! De kan ikke faa Klingen ud af Læderet, før den penneslikkende Roturier behager at give los. Tak mig til! Havde De en anden Gang draget Kaarde paa den Vis i Kongens Hus, var De næppe sluppet saa godt derfra som første Gang.

Lauzuns Mund fraadede. Han havde ikke Tredjedelen af sin robuste Modstanders Legemskraft. Louvois blev ved at 278 holde rolig fast, tilsyneladende uden at anvende Vold, men hans kuglerunde, smaa brune Øjne sprudede nu Ild.

- Nu kan jeg tvinge Deres Haand til at trække Deres Kaarde, og jeg kan knække den. De fornemme Herrer, som jo nu efter Moden giver sig af med at skrive Vers, kan heraf se og digte et Sindbillede paa Administrationens Overmagt over Deres private Krigslyster. Skal vi saa skilles for denne Gang, Hr. Greve af Lauzun?

Raseriet over hans Magtesløshed overvældede Lauzun. Det blev sort for hans Øjne, da Louvois slap hans Hænder. Ministeren var borte, før han kom til sine Sansers Brug. Men med Selvopholdelsens Drift orienterede han sig. Han maatte forsøge det sidste Kort i sit Spil. Altsaa til Madame de Montespan!

Han fløj op i den sydlige Attika, op ad de mange Trapper. Forpustet bankede han paa Døren til Marquisens Forgemak uden at have husket at rette sine Manchetter, som hang forkrøllede om de røde, glohede Haandled.

En Kammerjomfru stak Næsetippen uden for Døren med en Mine, som vilde hun tysse.

- Marquisen venter mig. Vil De melde mig!

- Marquisen er meget syg - er lige nu bleven aareladt paa Foden, hviskede Kammerjomfruen.

- Hvorledes det?

Hun listede sig ud gennem Døren og hviskede videre:

- Da Hans Majestæt sent i Aftes forlod Marquisen, sagde han til os alle, at Marquisen var meget syg, at vi skulde vaage hos hende i Nat, at Kirurgen skulde hentes, at vi ikke maatte indlade nogen som helst, uden han kom med skriftligt Bud fra Hans Majestæt selv.

Lauzun bed Tænderne sammen. Pludselig sagde han:

- Og Krigsministeren Hr. de Louvois har i egen høje Person maaske bragt det Bud?

- Ja netop! Hr. de Louvois skulde blot forsikre sig om, at Marquisen havde fulgt Kongens Bud og ladet sig aarelade. Heldigvis var Kirurgen her endnu, da Hr. de Louvois kom.

Lauzun forstod det hele, gik tilbage til sit Værelse og lukkede sig inde. Han hørte Sværmen, der skulde til Morgenaudiens, summe og brumme gennem Galeriet. Han var heldigvis naaet ind, før samme Sværm naaede Trappen mellem Stue- og Hovedetagen.

279

Ja, der var Liv i Dag. Snakken gik løs fra Mand til Mand paa langs og paa sværs i den umaadelig lange, hvælvede Gang.

- Det er aldeles sikkert, Det skal være i Dag.

- Der bliver ikke noget deraf.

- Snak - det gør der.

- Hvad skal vi vædde?

- Jeg holder paa Lauzun . . . 1000 Livres.

- Væd ikke! De taher.

- Der har været talt frem og tilbage om Sagen.

- Der bliver ikke noget deraf. Jeg holder paa Dronningen, Monsieur og Krigsministeren - 1000 Livres paa hver.

- Er det dem, der har faaet Sagen til at strande?

- Tys, det siger jeg ikke! Det véd ingen.

- Hvor er Lauzun?

- Han er ikke kommen fra Paris.

- Jo, han kom sent i Nat.

- Nej, vist ikke!

- Jo, vist saa, kære . . .

- Og Mademoiselle -?

- I Paris!

- Nej, hun er her ogsaa. -

- Nej . . . nej . . . jo . . . jo . . .

- Det vil jo vise sig ved Dronningens "lever".

- Pst . . . vi skal jo passere lige forbi Døren til Lauzuns Værelse.

- Pst . . . Mademoiselle vil sprude Ild og Flamme.

- Sig hellere Gift og Edder . . . pst, pst! Det var ikke mig, der sagde det.

Den Summen tog af ud for Trappeafsatsen ved første Etage, døde hen paa Vandringen gennem den lange Række Gemakker, tog lidt stærkere Lyd i det første store mørke "Appartement", døde hen i Kabinettet, hvor det første Hold ventede, til en hvislende Lyd som af en Græshoppesværm, kraftig gennembrudt af Sangurets rungende Kvarterslag.

Men intet af de forskellige Hold saa' noget usædvanligt paa Kongen. Frankrigs Sol lyste jævnt i sin dæmpede Morgenglans uden opblussende Flammer, uden forbidragende Skyer. Tøfler, Slaabrok, Skjorte, Manchetter, Benklæder, Kniplingshalstørklæder med de tilhørende Embedsmænd for hvert Klædningsstykke gik den sædvanlige Urværksgang.

Første Audienshold berettede til andet, andet til tredje og 280 saa fremdeles, at hverken de lyse eller de dunkle Pletter paa Solen var anderledes end sædvanlig. Der var kun det at bemærke, at Kongen havde kaldt Hr. de Louvois ind til sig paa et hemmeligt Sted, som i Hofsproget kaldtes Garderoben. Der holdt Hans Majestæt Raad med sin Krigsminister i godt og vel tyve Minutter. Sligt hændtes just ikke hver Dag, men hørte dog ikke til det rent usædvanlige.

Saa skulde Turen gaa til Dronningen. Efter at have modtaget Damerne ved sit intime Toilette, kom Herrernes Tur til at være til Stede ved dets Fuldendelse.

Damerne, som kom derfra, kvidrede som Spurve. Da de mødtes med Herrerne, erklærede de, at de straks havde set paa Dronningen, at der ikke blev noget af Partiet, men at Herrerne maatte tie stille.

Og Hendes Majestæt var saa oprømt, at hendes Hages nederste Etage løftede sig og formelig blev livlig. Hun talte dobbelt saa meget, som hun plejede.

Hendes Majestæt saa' ud, som havde hun vundet et Slag.

"Monsieur" saa' lystig ud. I Dronningens Forgemak sagde han saa højt, at adskillige af de nærmeste hørte det:

- Det havde været bekvemmere at faa en fransk gold Ko i Stedet for en frugtbar tysk Kvie . . . men lad nu Koen komme paa Stald . . . Hr. de Noailles . . . De kender jo Lafontaine. Faa ham til at lave en Fabel derom!

Monsieur var saa kaad som en Skoledreng, der har faaet Ferie. Han skulde sladre med saa mange, han kunde overkomme, spurgte hist en Herre om han troede, at Hr. de Lauzuns Øjne i Dag randt mere end sædvanlig, her en Dame, om hun vidste, hvor mange Tænder hans Kusine havde igen, for hun vilde sikkert bide et Par Stykker itu.

Straks efter Morgenaudienserne for Kongen til Paris med et ringe Følge og drog ind i Tuilerierne.

XVII.

Mademoiselle de Montpensier havde været syg af Skræk, dels fordi Lauzun blev borte, dels fordi hun havde set den tiltagende 281 Maane til højre for sig, da hun en Gang var staaet op af Sengen, og det var et meget ondt Varsel.

Hen paa Aftenen hørte hun, trods sin strenge Befaling, at alle skulde gaa listende, hurtige Trin gennemfare Sideværelset og nærme sig hendes Dør. Vreden rejste hende paa Hug i Sengen.

Det var en af hendes Hofdamer. Da hun saa' Fyrstindens ildevarslende Udseende, sagde hun i største Fart:

- Kongen sender Bud efter Deres kongelige Højhed. Budet siger, De maa komme straks.

Alt er forbi! sagde Mademoiselle og brast i Graad.

- Nej! vovede Damen at sige, saa havde Hr. de Lauzun sikkert vist sig og underrettet Dem derom.

Fyrstinden tog sig sammen og sagde:

- I hvert Fald maa jeg lyde Kongen.

Hun var hurtig klædt paa. En af HofFets Herrer ventede hende i Sideværelset. Han bukkede og sagde, at det var Kongens Befaling, at han straks vilde se Hendes kongelige Højhed. Mademoiselle tog sin mest hofmæssig-fornemme Mine paa og spurgte:

- Er Hans Majestæt ved sit Spillebord?

- Nej, Deres kongelige Højhed! Han beder Dem komme i Deres egen Karosse, at gaa lige til hans Værelse, men passere gennem Garderoben.

Fyrstinden holdt sig stram i Kareten paa Turen fra Luxembourg til Tuilerierne. Hun havde stadig Maanen paa højre Haand, grinende ud over Seinen, til Karossen drejede til venstre ned ad Kaien.

I det af Kongens Sendebud betegnede Bum - for øvrigt et stort, men mørkt Værelse, der kun var oplyst af et Par Lampetter, stod Hr. de Rochefort, Garderkaptajnen, stille højtidelig.

- Kongen beder Dem vente et Øjeblik.

Mademoiselle hørte en Stemme inde i Kongens Sovekabinet. Skønt den lød dæmpet, kendte hun paa den dybe, dumpe Klang, at det var Hr. de Louvois, som talte. Hr. de Rochefort stod lyttende foran Døren for at høre, naar vedkommende gik. Han, der var saa bøjelig i Ryggen og saa fuld af Smil hin Dag i Luxembourg, talte ikke et Ord til Prinsessen.

- Træd ind, Mademoiselle! sagde han endelig, bukkende dybt, idet han aabnede Døren og straks lukkede den, da Mademoiselle 282 var traadt ind. Hendes Knæ skælvede, men hun holdt sig rank.

Kongen stod ene midt paa Gulvet med Fødderne omtrent i fjerde Position, med Armene slyngede over Brystet. Paaklædningen var brunrødt Fløjl med smaabladet Guldbroderi og højrøde Strømper. Han afdæmpede sin Røst og lagde en bevæget Blødhed i de Ord, som han udtalte, efter at have besvaret sin Kusines dybe Nejning med et Buk. Det havde ogsaa et Udtryk af Melankoli og Medfølelse, dette Buk.

- Ja - jeg er meget fortvivlet over, hvad jeg har at sige Dem. Man har sagt mig alle Vegne fra, at det ytres ude i Verden, at jeg var ved at opofre Dem, min Kusine, for min Yndlings, Hr. de Lauzuns, Lykke, at dette vilde skade mig saare meget i fremmede Lande, og at jeg ikke burde tillade, at denne Sag blev fuldendt. De har Ret til at beklage Dem over mig. Om De vil, maa De gerne slaa mig. De maa blive vred og saa heftig, som De vil, jeg skal taale al Deres Heftighed, thi jeg fortjener den.

Medemoiselle holdt sig fast ved en Kant af den grønne Marmorkamins Ramme og satte Neglene mod den kolde Sten. Hendes Mundmuskler bævede i Krampe. Inderst inde følte hun Lyst til at tage mod Kongens Tilbud og slaa ham i Ansigtet. Men hun var jo ikke mere Frondens Jeannne Darc; hun var jo en af de fornemste Damer ved det Hof, hvor høflige Sæder var alt, hvor Ceremoniellet var Religion. Endnu var denne Religion, som hun havde svoret til, siden hun blev optaget i Kongens Kreds, stærk nok til at ave den gamle oprørske Ubændighed i hendes Sind. Stolt over den Styrke fik hun sagt:

- Sire, hvad siger De dog! Hvilken Grusomhed. Men, hvad De end gør, jeg skal aldrig overtræde den Ærbødighed, jeg skylder Dem. Thi den er for dybt indgravet i mit Hjerte. Og Hr. de Lauzun har hjulpet mig dermed Dag for Dag og gjort Præget dybere, hvis der i Fortiden har manglet mig noget.

- Saa er jo alt vel, sagde Kongen, smilede lidt, saa hans Overskægs Blækstreger fjernede sig fra hinanden og løftede sig ved Spidserne.

Mademoiselle de Montpensiers Haand slap Kaminrammen og knyttede sig, mens den gled langs Marmoret. Kongens Overskæg og Mund sank tilbage i Alvorsstilling. Han blev ved at se paa hende. Hendes Mundvige kom i stærkere bævende Bevægelse; 283 den forplantede sig til Læberne. Blodet steg stærkere og stærkere op i hende. Øjenlaagene blev blodrøde.

- Fat Dem, min Kusine! sagde Kongen.

Mademoiselle løftede Øjnene. Hele det hvide i Øjet saas om Pupillerne. Hun for frem mod Kongen med knyttet Haand:

- De er mit Livs Ulykke, min Tyran. Jeg har ofret Dem alt, De har taget alt . . . De kan ikke unde mig en Smule Glæde i Resten af mit Liv. De er værre, end min Fader, Gaston. Træd paa mig! Slaa mig ihjel! De har løjet. De har brudt Deres Ord! Men De er den stærkeste! Sæt Deres Hæl paa min Hals ! Knus den eneste af Deres Slægtninge, som har Rester af Henrik den Fjerdes Blod i sig! De andre er Kammertjenere, Slavinder . . . betalt Pak . . . skidne Smigrere . . . Deres Broder er en . . . Æsel! Lad Deres Bastarder arve den kongelige Families Godser! Spyt paa Frankrigs Adel! . . . Træk flere Herrer af Louvois op af det skidneste Gadeskarn . . . jeg . . . jeg . . . jeg er af Kongeblod . . .

En Graad, som bestod af lutter afbrudte Skrig, brød ud fra Prinsessens sammensnørede Strube.

Saa faldt hun slap ned paa Gulvet. Hendes Legeme laa der som en stor formløs Klud. Hendes Klæder løftedes og sænkedes af Krampegraaden, den sindrig opsatte Frisure bølgede langs Gulvet, mens Lyset aabenbarede de mange, mange graa Haar i hele den blonde Sammenfiltring af Natur og Kunst.

Hun hørte som et Ekko af sine vanvittige Ord lyde i det høje, genklingende Rum. Hun havde manet Aander frem, som var stærkere end hun. Forfærdet løftede hun Øjnene. De traf straks den brunrøde, guldbroderede Fløjlsmand. Han stod i femte Position.

- Hvor er han, Sire? stønnede hun. Hvor er Hr. de Lauzun?

Som oppe fra Skyerne lød det:

- Vær ikke bange! Man vil ikke gøre ham noget.

- Aa, hans Fjender myldrer frem fra alle Kroge. Han er dræbt.

Hun rejste sig op paa Knæene og raabte:

- Sire! Jeg véd ikke, hvad jeg har sagt. Har jeg sagt forbryderske Ord?

Hun slæbte sig paa Knæene tæt hen til Kongen og omfavnede hans røde Silkestrømper.

Kongen saa' et Øjeblik paa hende. Hun laa stille grædende 284 for hans Fødder. Da løsnede han lempelig hendes Hænder, tog en sort sølvbroderet Fløjlspude fra en Lænestol, tvang den ind under hendes Knæ og lagde sig paa Knæ paa samme Pude lige over for og tæt op til hende.

Han lænede sin Kind op mod hendes, som var glødende og vaad af Graad. Han gav sig til at hulke. Men, om han græd, kunde ingen vide. I hvert Fald var Mademoiselles Taarer saa rigelige, at de kunde gælde for to grædende Menneskers. Saaledes laa Kongen længe ved sin Kusines Kind med sin Arm om hendes Hals.

Hun hviskede stødvis:

- Hvorfor forbød De mig det ikke straks? Hvem kunde have Mistillid til Deres Ord? De har jo aldrig brudt det før? . . . Hvorfor begyndte De med mig og Hr. de Lauzun? . . . Aa, kunde jeg bare dø! Dø . . . jeg har aldrig elsket nogen eller noget . . . og nu elsker jeg (hun knugede Kongen tæt til sig, og han lod hende gøre, som hun vilde) . . . Er han ikke den ædleste Mand i Deres Rige? . . . Jeg havde tænkt paa, at han skulde kaldes Hertug af Montpensier . . . Jeg havde beredt et saa smukt Værelse for ham . . . i Luxembourg. De skulde set det . . . Sire! . . . Jeg vilde have tilbragt Resten af mit Liv med at elske ham . . . og Dem. De gav mig ham . . . nu har De taget ham fra mig . . . De har revet Hjertet ud paa mig . . . Han skulde have vundet glimrende Sejre for Dem . . . og alle sine Laurbær vilde han have lagt for Deres Fødder . . . De vilde være blevne til Guldkranse om Deres Tinding . . . Hører De, Sire?

Uh - . . . hvad er det? Er her nogen?

Kongen saa' sig om. Der lød virkelig noget som en Hoste bag en Portiere for Døren, der førte ind til Dronningens Gemakker. Kongen rystede let smilende paa Hovedet.

Mademoiselle rejste sig. Dirrende over hele Legemet, med bævende og skrigende Røst raabte hun:

- Sire, hvem er det, De opofrer mig for? Det var Hr. Prinsen af Godes Stemme. Han skylder jo mig, at han er i Deres Majestæts Naade, at hans Liv er frelst. Han gaar Ærinder nu for Huset Lorraine, for min Stifmoder og hendes Døtre. Tys, der er flere, jeg hører Hr. de Louvois' Trin. Det er den største Fornærmelse, der endnu er vist mig. Jeg hader og foragter alt, hvad der hedder Guise og stammer fra Lorraine. Øgler, Hugorme er det, skident, giftigt Kryb.

285

Hun drejede sin høje, spidse Hæl, som om hun knuste et Kryb under den. Atter brast hendes Kraft, og hun kastede sig ned paa Gulvet.

- Sire, De bliver dog større ved at holde Deres Ord end ved at bryde det! Sire, jeg vil lyde Dem i alt, hvis De lader Dem røre!

Hun slyngede Armene om hans Ankler, rev Hænderne mod Strømpernes Guldbroderi, og kyssede hans rubinbesatte Skospænder.

Kongen løftede sin Stemme, som for at den skulde høres i nogen Frastand:

- Det er Kongernes Pligt at ofre deres private Venskab for deres Pligt mod det almene.

- De, som har faaet Dem til at sige dette, vil gøre Nar ad Dem bagefter, Sire! Det er Hr. de Louvois' Stemme, De taler med.

- Kongens Ansigt fortrak sig lidt. Med næsten brutal Kraftanstrengelse tvang han Mademoiselle op fra Gulvet.

- Det er silde, sagde han. Det nytter ikke, De bliver her længere. Det bliver ikke anderledes.

- Sire . . . det, jeg sagde sidst, har fornærmet Dem.

- Min Kusine, igennem mig taler ingen anden end jeg selv . . . og, hvis nogen i Længden vil søge at skrige mig over . . . saa véd De, at min Haand er haard. God Nat, min Kusine!

Han kyssede hende paa Kinden og førte hende til Døren gennem det mørke Rum. En Herre førte Mademoiselle ned til hendes Karrosse. Hun vidste ikke, hvem det var. Hun hørte en Stemme befale Kusken at køre hurtig. Hun faldt bevidstløs i Armene paa sin Hofdame, som havde ventet hende i Vognen. Tavs gik hun op ad den første Trappe til sine Gemakker i Luxembourg. Ved Hofdamens Arm gik hun ind i sit Kabinet.

Hun saa' sig forvildet om. Øjnene løb fra den ene bekendte Genstand til den anden.

Pludselig udstødte hun et Skrig - voldsomt, vildt som et Dyrs i Dødsangest. Det lød ud i de øde Korridorer. Mademoiselle laa bevidstløs. Trin hørtes. Damerne og Kammerjomfruen bragte deres Herskerinde i Seng. En Lugt af Æter bredte sig gennem Gemakkerne.

Der blev vaaget over Prinsessen.

286

- Kan det være lutter Elskov . . . i hendes Alder? hviskede den ene alderstegne Hofdame til den anden.

Den tiltalte svarede:

- Frondedamens sidste Oprørsforsøg! Vi maa alle lyde Kongen.

Den første Hofdame, som var over halvfjerdsindstyve Aar, løftede sine Hænder i Vejret og hviskede:

- Kardinalerne Richelieu og Mazarin gaar igen efter deres Død. Det er deres Politik.

XVIII.

Fere havde været hos Lauzun samme Aften i Versailles og berettet ham, at Kongen vilde holde ham skadesløs for, hvad han tabte af Gods. Det vidste han fra en af Louvois' Betjente. Men han maatte endelig ikke forulempe Madame de Montespan.

Næste Morgen mødte Lauzun efter Tilsigelse ved Kongens Morgenaudiens i Tuilerierne. Hans Majestæt kaldte ham til Side og berettede ham i faa Ord, at der slet ikke blev noget Bryllup af. Hr. de Lauzun havde haft Tid til at lave sig til Hofmand fra Paryk til Skospænde. Han græd eller udgød dog Taarer, men sagde blot:

- Deres Majestæt er Herre over mit Liv. Jeg er bedrøvet til Døden, men ærer og elsker Deres Majestæt højere end tilforn.

Han kyssede Kongens Haand. Kongen omfavnede ham og sagde:

- Min kære Lauzun, jeg vidste i Forvejen, at saaledes vilde De tage den Sag. Følg med mig!

Kongen førte sin Garderkaptajn gennem nogle Gemakker ind til en Sal i Tuileriernes nordlige Pavillon. Der sad Louvois, nogle høje Statsfunktionærer og deres Sekretærer. Kongen førte Lauzun ind ved Haanden. Alle rejste sig.

Kongen sagde til Louvois:

- Lad Brevet til Frankrigs Repræsentanter i Udlandet læse op for Greven af Lauzun!

En Sekretær traadte frem paa Louvois' Vink. Han holdt et Pergamentsdokument med nedhængende Segl.

Kongen satte sig. De andre blev staaende, Lauzun bag 287 Kongens Stol. Kongen vinkede venlig til ham, at han skulde tage en Taburet. Almindelig Bestyrtelse i Forsamlingen!

- Læs! sagde Kongen.

Louvois' Sekretær læste:

Saasom det, der er foregaaet i Løbet af fem eller seks Dage i Kraft af en Plan, som min Kusine af Montpensier havde fattet, at ægte Greven af Lauzun, en af Kaptajnerne i min Livgarde, uden Tvivl vil vække stor Opsigt overalt, og den Færd, jeg ved dette har vist, vilde kunne blive ondskabsfuldt fortolket og dadlet af dem, som ikke er ret underrettede, har jeg troet at burde give alle de Ministre, som tjener mig udenlands, fuld Besked derom. Det er vel omtrent ti eller tolv Dage siden, at min Kusine, saasom hun endnu ikke havde haft den Dristighed selv at tale til mig om en Ting, som hun vel vidste i allerhøjeste Grad vilde overraske mig, skrev mig et langt Brev til for at forklare mig den Beslutning, som hun sagde, at hun havde taget, nemlig at fuldbyrde dette Ægteskab, bønfaldende mig af alle de Grunde, hun kunde udfinde, om at ville give mit Samtykke dertil, dog besværgende mig at have den Godhed, indtil det havde behaget mig at gaa ind paa det, ingenlunde at tale til hende derom, naar jeg maatte møde hende hos Dronningen. Mit Svar ved en Billet, som jeg tilskrev hende, var, at jeg bad hende bedre at overtænke sligt, særlig ved at tage Vare paa, intet forhastet at gøre i en Sag af saadan Natur, som sikkert vilde have ubodelig og lang Anger til Følge. Jeg nøjedes med intet videre at sige hende, haabende bedre at kunne det ad mundtlig Vej og ved saa mange gode Fornuftgrunde, som jeg havde at stille frem for hende, med det gode at bringe hende til at forandre Mening. Ikke desto mindre fremturede hun i ved nye Breve og ad alle andre Veje, som kunde falde hende i Tanker, al trænge paa, al jeg skulde give del Samlykke, hun bad mig om, hvilket, sagde hun, var den eneste Ting, som kunde skabe hende Ro og Lykke i hendes Liv, og at mit Afslag vilde gøre hende til den ulykkeligste, som fandtes paa Jorden. Da hun endelig saa', at hun ikke nær nok fik den Fremgang, hun vilde, og efter at hun havde fundet Middel til at faa den fornemste Adel i mit Rige til at gaa ind paa hendes Tanke, saa udskikkede hun og Greven af Lauzun fire Personer af første Adelsrang, hvilke var Hertugerne af Gréqui og af Montausier, Marskal d'Albret og Marquis'en af Guitry, min Garderobemester, at de skulde forestille mig, at, hvis jeg, efter at have samtykket 288 i min Kusine af Ginses Ægteskab, ikke alene uden at gøre nogen Vanskelighed, men med Glæde, jeg da satte mig imod dette, som hendes Søster af Montpensier saa inderligen ønskede, saa vilde jeg øjensynlig gøre kundbart for al Verden, at jeg gjorde en meget stor Forskel mellem yngste Børn af et regerende Hus og min Krones Embedsmænd, hvad Spanien ingenlunde gjorde, at det derimod foretrak sine Grander fremfor alle de fremmede Fyrster, og at det var umuligt, at denne Forskel jo dødelig vilde krænke hele mit Riges Adel. Hvorpaa de forestillede mig, at de havde flere Eksempler til Gunst for deres Formening, ikke alene paa Prinsesser af kongeligt Blod, som har bevist Adelsmænd den Ære at ægte dem, men at de endog kunde anføre Enkedronninger af Frankrig. Sluttelig var disse Personers Bønner saa indtrængende og deres Grunde saa overbevisende angaaende det Princip ikke at forfordele den franske Adel, at jeg til sidst gik ind paa at give et, om end tavst, Samtykke til dette Giftermaal, blot trækkende paa Skuldrene af Forbavselse over min Kusines store Hidsighed derpaa, idet jeg kun sagde hende, at hun, saasom hun var fem og fyrretyve Aar, kunde gøre, som hun syntes for godt. Fra dette Øjeblik blev Sagen holdt for afgjort; man begyndte at gøre alle derhen sigtende Forberedelser; hele Hoffet begav sig til min Kusine for at hilse paa hende og bragte ogsaa Greven af Lauzun sin Lykønskning. Næste Dagen blev det mig berettet, at min Kusine havde sagt til flere Personer, at hun kun indgik dette Ægteskab, fordi jeg havde villet det saa. Jeg lod hende da kalde, og, da jeg ej havde villet ønske at tale med hende uden Vidners Nærværelse, hvilke hidkaldte Vidner var Hertugen af Montausier, de Herrer af Le Tellier, af Lyonne, samt Hr. de Louvois og en af mit Hus, fordi jeg ej havde kunnet finde andre, nægtede hun stærkt at have ført en saadan Tale og forsikrede tværtimod, at hun havde vidnet og vilde vidne for hele Verden, at der var intet, som ikke jeg havde gjort for at rive den Plan ud af hendes Sind og bevæge hende til at ændre sin Beslutning. Men, da det den Dag i Gaar fra flere Kanter blev mig forebragt, at største Delen af Folk havde sat sig i Hovedet en Formening, som var højst fornærmelig for mig, nemlig, at al den Modstand, jeg havde sat op mod denne Sag, kun var Tant og Komediespil, og at min sande Mening var, at jeg var glad ved at forskaffe Greven af Lauzun, som enhver tror, at jeg elsker og agter, hvilket ogsaa er sandt, et saa stort Gode, da besluttede jeg mig straks, da jeg

        

289 saa' min kongelige Ære saaledes interesseret i denne Sag, at bryde dette Giftermaal og ej at tage mere Hensyn hverken til Prinsessens eller til Grevens Tilfredsstillelse, hvilken sidste jeg kan og vil vise andre Velgerninger imod. Jeg lod da min Kusine kalde, jeg erklærede hende, at jeg ingenlunde vilde taale, at hun fremturede videre i Henseende til ovennævnte Giftermaal, at jeg heller ingenlunde vilde give mit Minde til, at hun ægtede nogen af de mig undergivne Prinser, men at hun af det hele Frankrigs betitlede Adel kunde vælge, hvem hun vilde, uden denne ene, Greven af Lauzun, og at jeg selv vilde føre hende i Kirke. Det er forbavsende for mig at sige eder, med hvilken Smerte hun tog denne Sag, hvor mange Taarer hun udgød, hvor stærkt hun hulkede, og kastede sig paa Knæ, som havde jeg bibragt hende hundrede Dolkestød i Hjertet; hun vilde røre mit Hjerte, men jeg stod haardt imod; og, da hun var gaaet ud, lod jeg de Herrer, som havde hørt det hele, træde ind og erklærede dem, at jeg agtede at sige det til Greven af Lauzun, hvilken jeg ogsaa meddelte det, og jeg kan sige, at han modtog det med al den Standhaftighed og dybe Underdanighed, som jeg kunde ønske.

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Lauzun havde rejst sig, da Oplæsningen begyndte. Han stod med samlede Hæle og sin Fjerhat tæt trykket til sit højre Laar, fortrak ikke en Mine. Kongen havde siddet lidt tilbagelænet med den venstre Haand hvilende paa Knæet, med den højre paa sit Bryst. Hans Øjne var ikke vegne fra Lauzuns Ansigt, men han læste intet, anede ikke, at hans Garderkaptajn indvendig nummererede flere af de meddelte Fakta med "1ste, 2den, 3dje, 4de, 5te Løgn".

De tilstedeværende Dignitarier havde siddet som Stenstøtter, ikke en Bukkel paa deres Allongeparykker havde rørt sig.

Da Sekretæren tav, bøjede Lauzun Knæ for Kongen, rakte sin hvidbehandskede Haand i Vejret og sagde:

- Jeg er Deres Majestæts lydigste Tjener til min Død.

Kongen rakte ham sin Haand. Lauzun kyssede den. Hans Majestæt gav ham Tegn til at rejse sig.

De Herrer, som havde overværet denne Scene, selv Hr. de Louvois, maatte erkende, at intet kunde være fuldkomnere end den Adfærd, Hr. de Lauzun havde vist i en saa stor Sag.

I alle de Dage, Hoffet og især dets Damer aandelig levede af Mademoiselle de Montpensiers og Hr. de Lauzuns Historie, 290 lød Hr. de Lauzuns Pris enstemmig. Madame de Sévigné skrev til Hr. de Coulanges:

"Hr. de Lauzun modtog Kongens Befaling med al den Respekt, al den Underdanighed, al den Fasthed og al den Fortvivlelse, som et saa stort Fald fortjente. Men, hvad angaar Mademoiselle, saaledes som hendes Sind nu engang er beskaffent, saa brød hun ud i Graad, i Skrig, i voldsomme Smerter, i vidt gaaende Klagemaal, og hele Dagen har hun holdt Sengen uden at nyde andet end klare Supper. Det var en skøn Drøm, et skønt Emne til en Roman eller en Tragedie, men især et skønt Emne til evig at raisonnere og tale om, hvad vi da ogsaa gør Dag og Nat, Morgen og Aften, uden Ende, uden Ophør, og vi haaber, at De vil gøre ligedan hos Dem: E fra tanto vi bacio le mani."

Men nogle Dage efter viste Mademoiselle sig med sit sædvanlige Ansigt, maaske med en lidt strammere Holdning til sine sædvanlige Hoffunktioner hos Dronningen. Man saa' hende og Lauzun tale sammen, som om intet mærkeligt var vederfaret. Alle roste Hans Majestæts store Klogskab og Takt i denne vanskelige Sag og beundrede, med hvor let Haand han havde strøet Sand hen over den.

XIX.

Men det varede ikke længe, før Madame de Montespan i fortrolige Timer med grædende Taarer atter og atter gentog for Kongen, at hun enten maatte dræbe sig eller fly fra Hoffet, hvis Greven af Lauzun skulde være der længere.

Gentagne Gange havde Hans Majestæt søgt at slaa det hen i Spøg. Han holdt jo meget af Lauzun, som var ham tro og morede ham som en fornem Hofnar. Man maatte holde ham lidt til gode i denne Tid, mens Mindet om hans Modgang var frisk.

Saa faldt den skønne Dame i Krampegraad i et for hans Majestæt ubelejligt Øjeblik. Det var i Versailles.

- Hvad var der saa med Lauzun?

Jo, Hr. de Lauzun indfandt sig regelmæssig efter Dronningens "lever" og før hendes "coucher" iblandt de Kavalerer, som 291 havde gjort eller skulde gøre Opvartning hos Kongen. Stadig borede han sig saadan ind i Skaren, at han kom lige op ad Madame de Montespan. Med den fineste Kourtoisi i Miner og Holdning - saa saa' det ud for Alverden - bøjede han sig konverserende mod hende. Men det var de forfærdeligste Ting, han hviskede til hende; det var Skældsord, som han maatte have samlet op fra de sletteste Huse. Han bar altid det famøse Papir sammenkrummet i sin Haand. Det var endda det mindst fornærmende. Men sidst havde han hvisket: De blev nok aareladt forleden, Marquise - man sagde, det var paa Foden. Men andre siger . . . .

Madame de Montespan hviskede til Kongen Resten af, hvad Garderkaptajnen havde sagt.

Den Gang opnaaede hun at gøre Kongen rasende. En Hentydning til, at Louis Quatorze ikke var den sundeste og kraftigste Elsker i sit Rige, det var ligefrem en Majestætsforbrydelse i hans Øjne.

Endnu i dyb Negligé slog han ud med Haanden og sagde:

- De skal blive hævnet, Madame! Jeg giver ham i Deres Haand . . . . Men ingen Skandaler, forstaar De . . . .

Efter at have tænkt over Sagen nogle Øjeblikke, gav han Marquisen Ordre paa, hvorledes hun havde at forholde sig. Hun takkede ham med Taarer og med den lydigste Hyrdindeømhed.

Hun lod Hr. de Lauzuns slemme Tunge have frit Løb i nogen Tid. Men pludselig en Dag, da han paa vanlig Vis nærmede sig hende, lo hun og sagde:

- Véd De, Hr. de Lauzun, at Kongen og jeg har moret os kostelig over Dem i den sidste Tid?

- Virkelig? sagde Lauzun og studsede let. Kongen ogsaa?

- Ja, De er jo hans forkælede Barn. Han siger, at han har samme Fornøjelse af Dem som af en af de lystige Personer i Moliéres Komedier. Men, ikke sandt - nu holder De op med den Komedie, De har spillet med mig?

- Jeg er ikke ked af den endnu, og jeg spiller den, saa længe den morer mig.

- Men De tror stadig, at jeg har forraadt Dem.

- Det er ikke første Gang, min kære Skøge!

- Ha, ha, ha! De studerer Sproget efter de bedste Mønstre, Hr. de Lauzun . . . f. Eks. efter den gamle Mester Françous Rabelais. Men, om jeg nu beviste Dem, at De i den Sag 292 med en højtstaaende Dame ikke har haft nogen bedre Ven end mig?

- Og hvorledes det . . . Sultaninde Nr. 5 eller 7?

- De maa ikke tro, jeg frygter Deres Tunge. De gør den til en sløv Klinge ved at bruge den i Tide og Utide. Bliv hellere fornuftig! Maaske kan De ved Resignation og Taalmod opnaa min Hjælp til at naa Deres Ønskers Maal.

- Hm! Virkelig? Men bild mig nu blot ikke ind, at De gør det gratis! Og Deres skriftlige Ord, som jeg har her, vil jeg ofre paa Alteret i det Tempel, hvorfra jeg engang overraskede Dem. De er en af de dyreste af Deres Haandtering. Det er almindelig bekendt.

- Jeg vil blive i Deres Stil. Jeg vil have Betaling og høj Betaling for mine Tjenester.

- Og, naar De har stukket Betalingen til Dem, hvem borger mig saa for, at De ikke beholder den og snyder mig?

- Ti stille, Hr. de Lauzun! De vil forstaa, at De intet risikerer, naar De hører mit Forslag. De véd, jeg holder af Juveler.

- Ja . . . . der talte De sandt.

- Nu véd jeg, at der hinsides Pont-Neuf bor en italiensk Jøde; han hedder Bafaelluccio. Han har et Turkissmykke i Pant for en Sum, Hertuginden af Beaumont har laant af ham. De kender hende og hendes Mands Stilling. De vil aldrig kunne løse Smykket ind. Jøden vil sælge det underhaanden for 20,000 Livres. Men jeg vover ikke at gaa til ham, hvad De vel kan forstaa. En højtstaaende Ven, som vi begge elsker lige højt, men som endnu mindre end jeg kan give sig af med denne Sag, har bedet mig at henvende mig til Dem og har sagt: Der kan altid træffes en Ombestemmelse med visse Godser til Fordel for den, der i en Fart vil gøre Dem denne Tjeneste.

- Om det nu var Løgn alt sammen?

- Tror De, vor fælles mægtige Ven lyver?

- Hm! . . .

- Hvorledes . . . De mener . . .?

- At den højtstaaende Ven naturligvis altid siger sandt, skyndte Lauzun sig med at sige.

- Naar De i Dag passerer forbi ham og hvisker . . . men lad ingen mærke det . . . naar De hvisker Rafaelluccio, saa læg Mærke til hans Mund!

- Naa lad gaa! sagde Lauzun.

293

Hver Gang Lauzun lugtede Intrige, blev han saa interesseret i at faa Fingre med i Spillet, at han blev lettroende.

Paa Kongens Vej fra Messen udførte han Elskerindens Mission. Ra-fa-el-luccio lød hviskende fra ham. Kongen smilede med sammenbidte Læber, men ud fra den ene Mundvig udpustede han :

- Godset Fargeau . . . megen Kapital . . . Gaa!

- Nej, der kunde ikke være noget at risikere. Han kunde bryde sit Ord, forstaar sig, men saa stod hans, Lauzuns, Sager jo ikke daarligere end før.

Lauzun og hans Bravo Fere fløj til Paris. Madame de Montespan havde sendt Garderkaptajnen de 20,000 Livres. Fere besørgede Sagen med den italienske Jøde.

Samme Aften skulde Hoffet til Saint Germain. Midnat derefter begyndte Lauzuns Kommando over hans Kompagnis Slotsvagttjeneste. Han havde et Firspand af Kongens Hurtigløbere til sin Raadighed; han var i Saint-Germain Klokken elleve.

Dagen i Paris havde været munter. Lauzun og Fère havde, som sædvanlig, moret sig godt sammen. Fère havde indkasseret baade Ørefigen og Penge. Han havde forsikret Lauzun om, at han, Fere, der som en Rotte kunde smutte ind under Paneler, mellem Dør og Tærskel, som tilmed nød mange Kammerpigers Gunst, var sikker paa, at Kongen forbeholdt Lauzun en Udnævnelse til Marskal. Først havde Lauzun paastaaet, at det var Løgn, men de to Gascognere blev efterhaanden drukne, ikke af Yin, men af Fantasier.

Til sidst blev Lauzun sikker paa sit Marskals-Patent og Fere sikker paa at blive Intendant paa et af Mademoiselles Godser.

I Vognen havde de overbudt hinanden i Udmaling af glimrende Fremtidsudsigter.

Lauzun havde tænkt paa en ublid Maade at jage Fère bort paa det nederste Trin af Saint-Germains Slotsterrasse, men glemte det, da Fère fortsatte sin Tale fra Vognen:

- Og saa bliver der naturligvis Krig i Flandern. Gør mig til Deres Overspion, Hr. Greve! Lad os krydse Kontorernes Planer! Ikke lange Relejringer, men raske Stormløb! Hu . . . naar det knalder og piber uden for Voldene, saa er De i Spidsen for Dragonerne! Jeg er allerede inde i Fæstningen . . . blandt Fjenderne, vinker fra Volden . . . Forstaar sig, forinden har jeg sikret Dem en Dejlighed, for at De, Hr. Greve, kan 294 udhvile Deres trætte Feltherrelegeme i et Par saadanne flanderske kridhvide, bløde Arme med smaabitte Dun paa - aa!

Det blæste koldt over den store Terrasse. Vinden gjorde Lauzun lidt ædru.

- Hold nu din Mund, Slyngel, og se at komme ned! sagde han til sin Landsmand.

Fere forsvandt. Garderkaptajnen gik op ad de mange Trin, nynnende en gammel Soldatervise:

Den Fæstning er saa stejl og stærk,
men sprængt er alt dens Udenværk,
derinde venter Sejrens Løn,
thi under Sejrens Palme grøn,
der skinner frem saa hvid en Barm,
der aabner sig saa blød en Arm.

Det var en gammel Soldatervise fra hans Hjemstavn.

- Hvad Djævlen! Der er Lys paa mit Værelse. Mon Pierre skulde holde Fest. Eller . . .

Sporeklirrende og med Haanden paa Kaardeheftet sparkede han Døren op. I Begyndelsen saa' han intet uden det enlige Lys' flakkende Lue i det store, højloftede Værelse.

Da traadte frem fra den mørke Grund en Mængde Sølvbroderi. Det klirrede og raslede fra samme Kant.

- I Kongens Navn . . . . Deres Kaarde, Hr. de Lauzun!

Lauzun tog sig til Panden. Var han ved sine fem? . . . Saa' han Syner? Det gjorde han jo saa tidt.

Ordene blev gentagne. Han kendte nu den, de kom fra.

- Hr. de Rochefort . . . det er en Spøg!

Tredje Gang lød Ordene, og deres Alvor blev bekræftet af to fuldt væbnede Gardister, som løsnede sig ud fra Mørket.

Lyset blev slukket. Lauzun, som havde draget Kaarden, blev afvæbnet.

Ad lange, lange Veje, bestandig mod Syd, førte Hr. d'Artagnan, Kaptajn i Kongens Musketerer, Kongens forhenværende Yndling hele Frankrig igennem, helt ned til det sydlige Pignerol mod det sydligste Syd, under piskende Regnskyl i det usædvanlig onde Efteraar.

Aftenen efter Hr. de Lauzuns Arrestation sad Mademoiselle de Montpensier ved sin triste Soupé i Luxembourg med sine Damer og med Lauzuns Søster, Marquisen af Nogent.

295

Med den sidste havde hun hvisket Ord, som Damerne ikke skulde høre. Mademoiselle sagde netop:

- Men Kongen har ikke forbudt mig at tale med ham. Ak . . . jeg faar vel nøjes med ømme Ord ... men . . . hvem véd? Tiden forandrer Tingenes Gang og Menneskenes Hjerter . . . Lad os gaa ned i mit Kammer!

Hun tilføjede højt:

- Mine Damer, Soupeen er endt!

- Der er nogen, der ringer!, sagde den ene Hofdame.

- Gaa ud og hør, hvad det er, sagde Prinsessen og gik med Marquisen af Nogent ind i Sengekammeret.

Hofdamen kom straks efter derind uden at banke paa. Mademoiselle var lige ved at fare op mod hende. Men Damen sagde:

- Hr. de Lauzun . . .

Mademoiselle lo og lagde sin Kind til Madame de Nogents Skulder.

- Han lister sig ind ad den lille Trappe, hviskede hun . . . det er nu hans Maade. Jeg troede, han var i Saint-Germain.

- Hr. de Lauzun er arresteret! sagde Hofdamen.

Mademoiselle vidste ikke af sig selv i to Dage, vaagnede kun ved, at hun hulkede.

Da hun fik at vide, hvorledes alt var gaaet, forstod hun, at der var bygget en Mur foran hende, som hun ikke kunde sprænge.

Hun vilde ikke være en Genstand for glad Medlidenhed ved Hoffet, for sine mange hemmelige Fjender der. Hun mødte ved alle Lejligheder, hvor hendes Nærværelse fordredes, stram og fornem med kalkunagtig udskudt Bryst.

Hun kom til Komedier, hun kom til Balletter i Tuilerierne, i Louvre, i Versailles, i Saint-Germain, i Fontainebleau, i Marly. Hun dansede Menuet, Quadrille, Contredanse, Folie d'Espagne med urokkelig Alvor og Værdighed, dog med et pligtskyldigt Smil, som trak den ene Mundvig op mod den tilsvarende Næsefløj.

Det er ikke altid, at Sorg og Savn frembringer Magerhed. "Den store Mademoiselle" blev sværere og sværere.

Hun gik til Messe med Dronningen overalt, hvor Hoffet opholdt sig. Ingen bad inderligere end hun. Intet forstyrrede hendes Bøn. Den havde kun en eneste Genstand. Nu kunde 296 Monstransens Stene funkle saa blodrødt, som de vilde. Mademoiselle saa' dem ikke. Hun saa' kun Solen over Højalteret med de regelmæssig vekslende ud- og indgaaende Straaletakker omkring Ordet [x][x][x][x]. Til disse mystiske Tegn, til dette uforstaaelige hellige Ord klæbede hendes Tanker sig. Derfra maatte Trøsten komme, fra dette urimeligt overmenneskelige, siden alt menneskeligt svigtede hende.

Hun hørte af den unge Artagnan, Musketerkaptajnens Brodersøn, at Lauzun havde talt om hende paa hele Rejsen til sit Fængsel. Det var for saa vidt sandt, som Lauzun havde sagt: - Sig til Mademoiselle, at hun er min sidste Tanke, naar jeg lægger mig til Sengs, den første, naar jeg vaagner!

Men han sagde ikke, hvad Lauzun havde sagt eller bedrevet i Kroerne, hvor de holdt Rast paa Rejsen, naar en Smule Vin og megen Fantasi havde løst hans Tunge. Mademoiselle skrev i sine Erindringer efter en Samtale med den unge Artagnan: "Ofte lod jeg ham fortælle de samme Ting mange Gange, thi ved slige Gentagelser keder man sig just ikke. Hvad jeg kan høre af nyt er saare flovt ved Siden af disse mange Gange sagte Ord."

Mademoiselle fik at vide, at man imellem den arresteredes Papirer havde fundet mange ømme Billetter fra Damer, mange fint indrammede Miniaturportrætter i Pastel. Hun sagde til de velvillige Sjæle, der forebragte hende det: "Det er maaske til liden Ære for Hr. de Lauzun, men til ubodelig Skam for de Fruentimmer, som har gjort sligt. Ikke heller har han skaanet dem. Det gaar dem, som de fortjener, naar sligt bliver omtalt ved Hoffet og af Alverden."

Hun skrev i sine Erindringer:

- "Da jeg aldrig kan finde, at dette hører til det skønneste i hans Liv, taler jeg saa lidt som muligt derom; inderlig vilde jeg ønske, at det havde været saa godt skjult for Alverden, at jeg aldrig havde faaet noget derom at vide, og gid jeg selv og Alverden kunde glemme det!"

Da der kom Krig paa, og Mademoiselle i Versailles hørte om store Slag og mange døde, følte hun en Slags Glæde over, at Lauzun sad fængslet i Pignerol og ikke stod under Kugleregnen eller sank med sin Hest i Flanderns Moser. "Gud har tilladt, at han blev sat i Fangenskab for at bevare ham for mig, og skulde jeg elendige ikke takke Gud derfor? . . . Jo, jeg vil takke ham og bede. Jeg kunde da blive i Stand til ved mine Bønner at opnaa, at han blev fri." 297 Om Foraaret maatte Mademoiselle drage med Hoffets Damer til Krigsskuepladsen. Hun sad strunk til Hest ved mange Revuer, men Dragoner kunde hun ikke taale at se. Hun vendte Hovedet bort, naar deres røde Kjoler tonede frem. Naar der blev fortalt hende om dette Korps' Krigsbedrifter, blev hun vred paa Fortælleren og mente, at han sagde det for at gøre hende Fortræd. Mange Gange, naar hun kunde komme Kongen nær, gjorde hun forblommede Hentydninger og Spørgsmaal angaaende Lauzun. Det behagede i Reglen Hans Majestæt at tie og smile. Hun skrev i sine Erindringer:

"Jeg er overbevist om, min Nærværelse stadig genkalder Hr de. Lauzun for Kongens Tanke. Derfor vil jeg bestandig være foran hans Øjne. Efter det, jeg sagde ham, da han brød mit Ægteskab, kan jeg ikke tro andet, end at han altid tager mine Øjekast for Ansøgninger til Gunst for Hr. de Lauzun."

Ved Hoffet kunde hun se paa Læberne, naar Navnet Lauzun blev nævnet; hun kunde høre i lang Frastand, hvad der fortaltes om ham, sandt og Løgn. Hun hørte om, at han var klavret ned og op ad Mure, vadet gennem mudrede Grave for at komme i Forbindelse med den i Pignerol fængslede Overintendant Fouquet, at denne havde troet, at Lauzun var gal. Fouquet havde kendt Lauzun som en yngre Søn af et gascogniesk Hus uden glimrende Udsigter. Da Lauzun fortalte ham Historien om Giftermaalet med Mademoiselle, antog han det for en ægte Gascognerløgn; og, da Lauzun blev vred og paastod, at hvert Ord var sandt, talte Fouquet ham efter Munden, som man gør ved drukne eller sindssvage Folk. Hun hørte om hans Undvigelsesforsøg: At han i tre Aar havde arbejdet paa at bore et Hul i Muren, at han med megen Snedighed havde lavet et Tov af Lagenstrimler, at han ved Hjælp af det havde hejset sig ned i en Højde, at det var et Vidunder, at han ikke havde brækket Halsen. Morgenen gryede, da hans Fødder berørte Jorden. Han saa' en aaben Dør til et Brændeskur, en Tjenestepige var ved at bære Brænde ud derfra. Han lovede hende Penge, hvis hun vilde hjælpe ham til Flugt. Det vilde hun, hvis hendes Kæreste, en Soldat, vilde hjælpe til og løbe bort med Lauzun. Men Lauzun var ædel; han vilde ikke være Medvider i, at en Soldat deserterede fra Kongens Tjeneste. Paa Bordet i sit Fængsel havde Lauzun lagt et Brev til Kongen. Heri skildrede han sin Sorg over ikke at være med i Krigen og kæmpe for Hans Majestæt.

298

Da vovede Mademoiselle selv at skrive til Kongen. Hun fik intet andet Svar end Hans Majestæts tavse, forbindtlige Smil, naar de mødtes. Hun turde ikke spørge.

Hun led som paa en Pinebænk, da det rygtedes, at Hr. de Lauzun var farlig syg, skrev atter til Kongen; han vendte sig mildt smilende fra hende, da hun vilde samtale med ham om Lauzun. Hun opsnappede et Stykke Samtale mellem Lauzuns Søster Madame de Nogent og en anden fornem Dame, Madame de Moresan. Den første græd over sin Broders Sygdom. Den sidste sagde: "Hvad er De saa bedrøvet over, Madame? Glad burde De være, om Deres Broder døde en naturlig Død; det er en saa hidsig og gal Person, at han let kan blive hængt en skønne Dag, thi han er rede til hvilken som helst Galenskab."

Mademoiselle satte sine Negle i Madame de Moresans Hals, da hun mødte hende paa en af Trapperne i Versailles. Madame de Moresan skreg højt, men ingen syntes at have hørt det.

Dronningens spanske Kammerjomfru Molina sagde engang til Dronningen i Mademoiselles Nærværelse sagte, men hørligt:

- Hvis i Spanien en Undersaat havde understaaet sig til at bejle til en Konges Datter, vilde man have halshugget ham, saaledes burde Kongen ogsaa gøre.

Madame de Sévigné blegnede og gik hen til Mademoiselle og kærtegnede hende. Prinsessens Arm skælvede. Ellers var der intet at se paa hende. Paa Madame de Sévignés tavse Spørgsmaal svarede hun saa højt, at flere kunde høre det:

- Jeg kan ikke flyve saa lavt, at jeg kommer i Linie med en Tjenestepige. Gud har ikke alene ladet mig fødes i fornem Stand, men har ogsaa givet mig Følelser, der skikker sig for en saa høj Rang, hvad jeg takker ham for. Nej, jeg vil bede Gud om, at ikke Synet af en hæslig og arrig Trold maa volde, at et af Frankrigs Børn kommer til at ligne hende, naar den, der bærer det under sit Hjerte, stadig har en saadan led Trold for Øje.

Dronningen var frugtsommelig, og Molina var en lille Vanskabning. Marie Therese elskede hende som en Moppe eller Papegøje og havde hende altid om sig.

Aar slæbte sig hen efter Aar. Mademoiselle skrev og skrev. Hendes Manuskript fyldte snart en stor Kuffert. Hun lod Kongens Arkitekt Lenôtre bygge et pragtfuldt, moderne Landslot med store Parkanlæg i Ghoisy ved Seinen. Hun færdedes mellem Haandværkere og Kunstnere, stolt uddelende sine Befalinger.

299

Billeder af Kongens Sejre, mange Billeder af Kongen smykkede dets Sale; Spisesalen indeholdt Portrætter af hendes talrige fyrstelige Slægt. Her vankede hun om med Slæbet baaret af Damer eller Pager.

Saa lod hun bygge og smykke ud paa sit gamle Slot Eu i Normandiet. Paa alle Maader søgte hun Trøst, men fandt den ikke. Intet af de Slotte, hun byggede og smykkede, kom til at ligne det, hun havde bygget i Luften hin Dag paa Terrassen over Orangeriet i Versailles.

Der gik en halv Snes Aar. Da behagede det Kongen, efter at Mademoiselle havde ladet sig afpresse endnu et Par Godser og en stor Pengesum til hans og Madame de Montespans Børn, at frigive Lauzun, men paa Betingelse af, at han og Mademoiselle aldrig ægtede hinanden, ligesom han erklærede ikke at ville gengive Lauzun hans Charge som Garderkaptajn og Generaloberst for Dragonerne. Lauzun gjorde for øvrigt alt, hvad han kunde, for at redde saa meget Gods og saa mange Penge som muligt. Hemmelige Bud gik stadig mellem ham og Mademoiselle, mellem hende og Madame de Montespan.

Der prangedes, der prakkedes, der pruttedes. Stundom laa Mademoiselle og Madame de Montespan grædende Bryst ved Bryst, mens Navne paa Godser: Ghâterrault, Saint Fargeau, Thiers svømmede som faste Øer i al den Taareflod.

Under en saadan Scene viste Kongen sig pludselig i Madame de Montespans Gemakker.

Han saa' nogle Øjeblikke paa det hinanden omslyngende Par. Saa gik han hen og kyssede sin Kusine og sagde:

- De holder jo saa meget af Børn. Den lille Hertug af Maine og hans lille Søster vil blive opdragne til at erkende, hvad de skylder deres ophøjede Tante af Montpensier, og til kun at tænke paa at gøre samme Tantes Liv behageligt i alle Maader.

XX.

Madame de Montespan havde bedet Prinsessen, om hun vilde gøre hende den Glæde første Gang at gense Lauzun i hendes Værelser i Versailles.

300

Den aldrende Dame klædte sig i stor Stads. Hun maatte nedringe sig dybt, for at hendes Skønhedsrester kunde gøres begribelige for Øjet. I mellemblaat, sølvindvirket Silkerobe, i en Tunik af lysegult Atlask med Guld, med Rubinbaand om Halsen sad hun færdig til at modtage Hr. de Lauzun, der havde været til Audiens hos Kongen.

Han kom og saa' . . . en gammel, fed, stor, helt falmet Kvinde. Han maatte falde paa Knæ, men Ordene blev hængende i Struben paa ham.

Selv gav han den af Fængslet haardt medtagne. Han bar sin nu gammeldags Hofdragt; den var luslidt og falmet, Kjoleskøderne var altfor korte. Med de tynde, forholdsvis lange Ben og den korte Overkrop lignede han en Græshoppe. En grim, fedtet Paryk betegnede end yderligere hans ydmyge Bodfærdighed.

Mademoiselle græd af oprigtig Rørelse og kunde heller intet sige. Der blev en lang Pause, mens Lauzun vedblev at ligge paa Knæ, og Mademoiselle vedblev at græde.

Madame de Montespan sagde:

- Hvor De maa være glade ved atter at tale sammen, mine kære Venner!

Endelig rejste Lauzun sig op, ikke uden Møje. Han bevægede sig helt stivbenet efter det lange Knæfald. Han satte Tørklædet for sine Øjne; han maatte dog for Sømmeligheds Skyld gøre noget og valgte at græde.

Madame de Montespan skjulte ogsaa sine Øjne bag ved Kniplinger.

Saa sagde Hr. de Lauzun:

- Jeg maa gaa til Monseigneur og Madame Dauphine, Monsieur og Madame (*dologoeO* Kronprinsen og Kronprinsessen, Arveprinsen og Arveprinsessen).

- Det maa koste Dem meget at tage saa hurtig Afsked med Mademoiselle efter det første Møde, sagde Madame de Montespan.

- Det første Møde er saa angribende, mumlede Lauzun.

Mademoiselle hævede sine Øjne og saa' Lommetørklædet i Lauzuns Haand. Der gik et Solglimt over hendes Ansigt. Da han var gaaet, sagde hun til Madame de Montespan:

- Saa' De, han græd?

- Jo, jeg saa' , at han græd, svarede Marquisen, men jeg hørte Dem græde!

301

- En Mand maa ikke græde højt, mindst en Kriger, sagde Mademoiselle.

Hun var nu vis paa, at Lauzun endnu elskede hende. Nogle Dage efter lod han sig melde til Besøg hos hende om Formiddagen i hendes nye Lystslot Ghoisy.

Han kom med to Venner og blev indladt med dem i Mademoiselles Sovekabniet, fra hvis Vægge Henrik IV, Ludvig XIII, Gaston af Orleans, Ludvig XIV, Monsieur, Dauphinen og deres Gemalinder skuede ned paa Bronzesengen, der knejste fra en tre Trins Forhøjning. Foran den sad Mademoiselle i en Art Morgennegligé.

Den tilbagevendte Elsker fandt hende ældre og grimmere end før i den lyserøde Atlaskes Slaabrok, med det halvt opløste Haar, hvorfra en Mængde brogede Baand flagrede ud. Hun mindede ham om de store Trækheste i hans Fødeegn med de mange Baand i Hovedets Seletøj. Han var i det mest uvorne Lune. Efter at have hilst surt paa Fyrstinden, sagde han:

- Jeg blev forundret, da jeg saa' Dronningen helt fuld af kulørte Baand i Hovedet forleden Morgen.

Mademoiselle blev lige saa rød som nogle af Baandene: Hun sagde:

- De maa altsaa blive mere forundret over, at jeg har saadanne Baand, jeg, som er ældre end Dronningen.

- Det er jeg ogsaa, sagde han.

De to ledsagende Herrer vekslede Øjekast, trak sig langsomt tilbage og sagte ud af Værelset. Mademoiselle svarede:

- Jeg maa vel have Lov til at bære dem her paa Landet og i Slaabrok.

- Tag dog de røde bort! sagde han. De er virkelig ikke ung nok til at bære rødt.

- Folk af min Stand er altid unge, sagde Mademoiselle. Hendes Blik var saa hvast, at Lauzun fandt det raadeligst at gøre et Tilbagetog. Han sagde:

- Undskyld, jeg har glemt saa meget af, hvad jeg før vidste paa mine Fingre, i min lange Fængselstid! Naar jeg ser nærmere til, er De ung og skøn endnu.

Hvasheden i Øjet smeltede saa brat, at den straks afløstes af Fugtighed. Prinsessen saa' sig om i Stuen. Da hun var vis paa, at de andre Herrer var gaaede, rejste hun sig, blev staaende et Øjeblik, betragtende Lauzun med høneagtig Ømhed. Hun gjorde et Skridt hen imod ham. Han blev staaende ubevægelig.

302

Endnu et Skridt. Lauzun rørte sig ikke. Da satte hun sig igen. Blikket skar atter som en blinkende Spydsod. Lauzun sagde:

- Det er et smukt Slot, De har bygget her, Mademoiselle.

Prinsessen blev mildere.

- Hvor er Deres Venner? spurgte hun?

- Barail og La Hillière? . . . Der gaar de ude i Haven.

- De maa se det hele.

Mademoiselle viste Lauzun Salene og Galerierne, Billederne og Busterne. Han havde ikke andet at sige ved hver Standsning end:

- Ja, det er henrivende.

Hver Gang han gentog det, skraanede Fyrstindens Blik halv glad, halv mistænkeligt op mod ham. Det blev ikke sikrere efter Undersøgelsen.

- Det er henrivende, lød det atter og atter.

Mon han gabede? Nej . . . Mademoiselle kunde ikke tro det. Det hele var jo samlet sammen i Haab om, at det kunde glæde ham engang.

- Kan De se mine Terrasser - mine Fontæner ude i Haven? Og de Balustrer?. . . Et lille Versailles? Synes De ikke?

- Ganske og aldeles et lille bitte Versailles.

De spadserede længe om. Lauzun lod sig vise alt.

Det er henrivende, sagde han baade om de store Fontæner, de smaa opad sprøjtende Vandspring, de brogede Bede af matematisk ordnede Blomsterpolygoner. Til sidst sagde han:

- Der er Barail og La Hillière. Vi maa skynde os, for at vi kan træffe Prinsen af Condé.

To af Mademoiselles Damer havde ledsaget Herrerne til Gitterporten. De skyndte sig at naa deres Herskerinde. Den ene af dem, Madame de Langlée, lang og stiv som en Bønnestage, sukkede.

- Hr. de Lauzun saa' godt ud, sagde hun.

- Ikke sandt? sagde Mademoiselle.

- Men han var træt, han bliver gammel som vi andre.

- Det mærker jeg og han ikke . . . Hvorfor siger De det, Madame ?

- Han sagde, da han gik ud af Gitterporten: "Jeg er lige ved at dø. Og jeg vilde dø, hvis jeg hver Dag blev trukken saaledes omkring". Det var stygt sagt.

- Det har han ikke sagt, sagde Mademoiselle.

303

- Maaske jeg har hørt fejl, sagde Madame de Langlée blidt.

- Det har De, sagde Mademoiselle.

Prinsessen maatte lukke sig inde igen. Hun vilde ikke se nogen. "Men han sagde jo om alt, at det var henrivende". Det gentog og gentog hun under sin Sorg og Graad.

Hvor den gamle Prinsesse græd i denne Tid! Hun sagde mange Gange: Hvor vi Bourbonner har et godt Hjerte!

Lauzun gjorde hende fortvivlet, hver Gang de saas, ved Drillerier og spydige Ord. Mademoiselle kunde ikke holde det ud. Stolthedsfjedren i hende slappedes mange Gange. Hun beklagede sig over Lauzun til dem, der mente ham det mindst vel, bebrejdede sig det bagefter og løftede med Anger sine Øjne op til sin Bedstefaders Billede i sit Sovekabinet i Ghoisy.

I denne Tid var ingen saa sød mod hende som Madame de Montespan. Hun holdt med hende i alle hendes Klagemaal. Men, da hun engang sagde:

- Hvis han bliver saaledes ved, saa er jo Pignerol eller, om han vil, Bastillen aaben for ham, saa lagde Mademoiselle Haanden for hendes Mund og raabte:

- Nej - Nej! hun var knust af Skamfølelse over, at hun havde fornedret sig. Og, da Madame de Montespan sagde:

- Skal jeg hjælpe Dem med at faa ham tam? saa stampede Mademoiselle i Gulvet og raabte:

- Nej - nej!

- Kære Højhed . . . . han maa tæmmes. Forleden, da Ministeren Hr. Golbert forhandlede med ham om, hvad han vilde have for sin Post i Gården, det tilbagestaaende af hans Løn, hans Kompagni i Ravnenæbenes Adelsgarde, erklærede han, at han ikke vilde sælge sine Embeder. Hr. Golbert svarede: Jeg véd, at Kongen har talt med Mademoiselle derom, og at hun ønsker denne Sag ordnet. Véd De, hvad Hr. de Lauzun svarede ? Han svarede: Siden Mademoiselle har blandet sig i mine Sager, er jeg det ulykkeligste Menneske i Verden.

- Man maa undskylde, at hans Sind er blevet mørkt i den lange Fængselstid, sagde Mademoiselle.

- Ja, ikke sandt! Det sagde jeg ogsaa til Hr. Golbert, sagde Madame de Montespan. Jeg véd jo desuden, at Hr. de Lauzun i Fængslet mange Gange har sagt, at han var glad over at være sluppen fra at være Garderkaptajn, da hans Ben altid var flaaede, fordi han altid skulde ride efter Hoffets Kalecher. Og nu gaar han i en blaa Kjole med Sølv, som ligner meget 304 Livgardens Uniform. Det er Kongen meget misfornøjet over. Og har De ikke mærket, hvor han lyver?

- Det er desværre alle Gascognere i Kødet baaret, sukkede Mademoiselle.

- Og saa bander han den ene store Ed efter den anden.

- Det gør Monsieur ogsaa.

- Og saa sværmer han bestandig om Mademoiselle de Fouquet.

- Er det sandt?

Med stor Dygtighed beviste Madame de Montespan, at Lauzun virkelig havde tilbragt Aftenerne hos denne Dame i Auteuil, naar han havde sendt Bud til Mademoiselle de Montpensier i Choisy, at han var syg og sengeliggende. Hun havde selv været der en saadan Aften, og Hr. de Lauzun havde været yderst forlegen. Ja hvad der var værre, Hr. de Lauzun havde solgt to Diamantmanchetknapper, som Mademoiselle havde foræret ham. Da hun - Madame de Montespan - havde erfaret det, havde hun sagt det til Lauzun. Han havde bandet som en Matros og sagt, at Mademoiselle havde smidt de Penge ud til at bygge Choisy, som hun burde have givet ham. Han maatte køre i Hyrevogn af lutter Armod, hvad Under da, om han solgte en saadan unyttig Gave? Den skønne Dame sluttede saaledes:

- Men tilgiv ham alligevel, Mademoiselle! Gud har skabt ham saaledes. Uden Dem vil han være ulykkelig alle sit Livs Dage.

Hun kunde se, at nu var Prinsessen saa vred, som hun vilde have hende. Saa overlod hun hende til hendes Betragtninger.

Mademoiselle kom til det Resultat, at det var Hoffets Skyld, at Lauzun var, som han var. Han var fortvivlet over ikke at kunne vinde sin forrige Plads tilbage. Nej, hun skulde blot have ham alene nogle Dage. Da vilde han blive den gamle.

Hun tog til sit Slot Eu efter at have faaet Kongens Tillaladelse til at modtage Hr. de Lauzun dér i al Stilhed. Madame de Montespan overbragte hende Tilladelsen og var nær ved at kysse hende ihjel. Leende tilføjede hun:

- Men Hr. de Lauzun er saa sær. Han siger, at han ikke kan komme til Eu, før han har en Vogn at køre i.

Mademoiselle tænkte paa, hvor mange Penge hun i de senere Aar havde givet ud. Imidlertid lod hun købe baade Heste og Vogn til sin vanskelige Ridder. Det bør ikke fordølges, 305 at det var med et Suk og en fortrædelig Mine, at hun gav sin Sekretær Summen.

Men Hyrdetimer i det stille Eu, lange Rideture i de store Skove - det var hendes sidste Trøst. Tanken derom fik den nogle og halvtredsindstyveaarige Dame til at juble og nynne . . . . . Maaske dog lidt Glæde endnu i Livet . . . . lidt Kærlighed!

Lauzun skulde se hende til Hest. Alle sagde, at hun tog sig godt ud endnu, naar hun red.

Hun sad paa det gamle, smukke Slot, der strakte sin treetages røde Façade ud mod de grønne mægtige Skove, der i Udhugningerne aabnede Synet til lave, blødt formede Højdedrag.

Hun ventede i Dage, i Uger. Skovene var alt ude over Løvspringet, de lysegrønne Ege mørknedes. Han maatte dog sikkert komme.

Han holdt jo saa meget af Jagt. Og her sprang Raaer over Lyspletterne i Skovene; hvor for de dansende over Engen foran Slotsgraven! Hvor knejsede de store Kronhjorte kongeligt, med hornet Krone, naar de enkeltvis ragede op over alt det mindre Vildt!

Ja, Hr. de Lauzun holdt meget af Jagten.

I Mademoiselles Gave til ham, den store Karosse, var der fuldt op af Mad og Drikke i dens Masser af Lommer og Magasiner. Lauzun og hans Ledsager Fere, nu gammel og rynket, der ledsagede ham i en renlig sort Dragt som Sekretær, tog godt for sig og gav sig god Tid. Naar de kedede sig paa de uendelige Farter under Seksspandets langsomme Kørsel ad stenede eller sandede eller dyndede eller helt ubanede Veje, saa aad og drak de, fra Sol stod op, til den gik ned. I Landevejskroerne lød begge Gascogneres Banden og Tordnen, naar Nattelejet ikke var til Pas, og det var det aldrig. Mere end én Vært og Staldkarl fik føle, hvorledes en forhenværende Garderofficers flade Klinge smager. Og, da Skovene begyndte, lød evindelige Geværplaf ud fra Vognruderne.

Hr. de Lauzun tog sig fri Jagt paa Vejen. Han havde tre Hunde med i Vognen. Saa' han et Stykke Vildt i en Bondes Kornager, lod han Vognen holde - han, Fere og Hundene for ud og holdt Jagt i Sæden. Lauzun pryglede Bonden, hvis han kom med knubbede Ord, kastede ham nogle Mønter og nogle Skældsord i Hovedet, hvis han klynkede.

Viste en Skovbetjent sig, vidste Lauzun, at han var paa Adelsgrund. Da slog han Kappen til Side, viste sin Dragt, der 306 kom hans gamle Garderuniform saa nær, som tilladeligt var, spurgte om Herrens Navn, nævnede sit, bad Herren hilse. Da bukkede Skovbetjenten og forsvandt i den raslende Underskov.

Skov drog sig tættere og tættere omkring Vognen, alt mens Lauzun og hans Drabant gav sig god Tid. Fra et Værelse i et Trappetaarn spejdede Mademoiselle de Montpensier ud over det Stykke Eng mellem Slotsgraven og Skoven, som Vejen bugtede sig over. Hun vidste, at Karossen var bronzelakeret, at de seks Heste var gulskimlede. At de dog ikke var her endnu!

Med et Suk gik hun hen og skrev. Brillerne paa hendes store Næse duggedes tidt.

Endelig en Aften - Duggen var alt begyndt at falde -, øjnede hun i Skovbrynet noget, der maatte være det, hun ventede. Men paa én Gang standsede Bevægelsen. Mademoiselle tog Brillerne af og skyggede med Haanden for Øjet.

Jo Vognen var standset. Det var ganske rigtigt. Men Aftendæmringen var saa vidt skreden frem, at hun ikke kunde se andet end Vogn og Heste, eller snarere slutte sig til, at det var det.

Da hørte hun halsende Hunde og straks efter Bøsseskud. Raaer og Kronhinder for i forskellige Retninger over Engen. Tre store Hunde: en Mynde, en Hønsehund, en langhaaret Vandhund efter dem.

Mens de mange spidse Tage paa Slottet Eu blinkede i Dug og Aftensol som Sølv, mens Vindfløjene lignede Lysflammer, gulhvide og stille brændende, holdt den længselsfuldt ventende Borgfrøkens Ridder Jagt paa egen Haand i Borgens nærmeste Omgivelser.

Prinsessen bed sin Læbe til Blods. Nu maatte hun være som en Klippe.

Hun svøbte sig i en Kaabe, gik ned ad Trappen. Hun gav Ordre til, at da den Herre, som vilde komme fra Jagt, var hendes Gæst, skulde der aabnes for ham og Følge, beredes dem Aftensmad og Natteleje, men der skulde meldes Hr. Greven, at Hendes kongelige Højhed havde "Vapeurs" og var gaaet i Seng. Men hun vilde modtage Hr. Greven tidlig den næste Morgen Klokken syv præcis.

Mademoiselle laa i sin Seng og lyttede. Endelig, da Klokken var slaaet halv elleve, gungrede Broen under Hjulskinner og Hestesko. Hun hørte Døre aabnes og lukkes i Stueetagen, hørte Latter, saa høj og vred Tale, saa Sang, saa Bægerklang i Spisesalen, 307 saa Skridt i det tilstødende Galeri. Først Klokken ét blev alt stille.

Mademoiselle sov ikke, talte Klokkeslagene fra det store Bronzeur paa det krumbenede Bord i hendes Soveværelse. De kom lidt før Urets Slag fra et af Slotstaarnene. Da det slog seks, ringede hun. Hun maatte ringe to Gange og blev meget vred. Hendes Kammerjomfru, der nu var en trind og midaldrende Matrone, viste sig for at gøre Mademoiselles Toilette i Sengen til Rede, saa hun kunde give Audiens.

Mademoiselle sagde studsende:

- Hvorfor kommer Du, Toinon? Det er jo Léonies Dag.

- Jeg véd ikke, hvor Léonie er . . . og, da Deres kongelige Højhed ringede anden Gang . . . saa kom jeg.

Toinon var underlig forfjamsket og maatte tage mod mere end ét Knubs, mens hun pyntede sin Herskerinde. Efter fuldendt Sengetoilette laa Prinsessen beredt til at modtage.

Klokken blev syv, den blev halv otte. Ingen kom.

Toinon stod bag ved Hovedgærdet, saa' Prinsessen rejse sig paa Hug, kaste sig tilbage, løfte sig paa Albuen, lytte og lytte. Toinon rystede. Hun havde haft Øren og Øjne med sig Aftenen forud.

Da sagde Mademoiselle:

- Hjælp mig op!

Toinon adlød, trak Strømper paa Prinsessens Fødder, hjalp hende i Sko og Slaabrok.

- Min Loup og min Stok!

Toinon rakte hende en Fløjlsmaske og en lang Stok, lige saa høj som Mademoiselle. Prinsessen tog fast midt om den.

- Jeg vil spadsere, og jeg vil være ene.

Toinon blev tilbage, lyttende, anende al Slags Skandale.

I Slottets lave Stueetage løb et langt vinduesløst Galeri langs Ydermuren ud til en smal Gaard.

En lille Dør aabnedes . . . et flygtigt Lysskær viste en lille Herre, der kyssede paa Fingeren ind ad Døren.

- God Morgen, min yndige Léonie! lød en blød, kælen Stemme. Paa Gensyn, dejlige! Pst.

Han listede sig igennem Mørket. Pludselig mærker han et Slag langs Ryggen, anbragt med en saadan Kraft, at det smertede helt igennem ham. En knækkende Lyd hørtes samtidig, noget raslede hen ad Stengulvet.

308

Herren tog fra sig. Men en, der var stærkere og højere end han, bibragte ham en Hagel af Ørefigen.

Han prøvede ikke mere paa at tage fra sig. Han kendte Haanden, han kendte det prustende Aandedræt paa den, der pryglede ham.

Han maatte give sig hen i sin Skæbne, skønt Slagene gjorde ondt.

Mademoiselle kom med Maske for Ansigtet, men uden Stok i Haanden tilbage til sit Sovekabinet.

- Hofdamerne venter i Forværelset, Deres kongelige Højhed! sagde Kammerpigen.

Prinsessen gjorde en Haandbevægelse, tog ikke som ellers Masken fra sit Ansigt, satte sig i en Lænestol og vinkede til Toinon, at hun skulde gaa. Kammerpigen saa', at hendes ellers saa hvide Hænder var ildrøde, at de rystede, at Svedperler trillede ned under Masken, hun hørte hendes Aandedræt pibe i Luftrøret.

En Time efter rullede den bronzelakerede Karet ud af Slottet. Mademoiselle var stegen op i Trappetaarnet og fulgte dens Vej til Skoven. Da denne lukkede sig om den, gav hun et Skrig fra sig og gav sig bitterlig til at græde.

Derpaa faldt hun paa Knæ og bad længe. Bønnen endte i de lydelige Ord:

- Lykken findes først i Himlen. Hvorfor blev jeg ikke Guds Brud alt hernede? Og nu er jeg i den Alder, at jeg ikke kan byde ham en saa gammel Brud.

Da Dronningen var død, var Mademoiselle næsten altid, hvor Hoffet var. Her saa' hun tidt Hr. de Lauzun. Den kongelige Naades Sol nærmede sig ham mere og mere. Han blev Hertug og Pair af Frankrig. Mademoiselle de Montpensier og han talte tidt sammen, men Hoffet var snart klar over, at der ikke var noget at tale om mere angaaende de to.

Sagte visnede den store Mademoiselle hen. Nu bar hun altid Sorg for en eller anden afdød fyrstelig Person i Europa. Hun døde 63 Aar gammel.

Nogle Aar efter, da Lauzun var 60 Aar, gjorde han et rigt Giftermaal med en ung Dame og forenede hendes Arv med det, der var tilfaldet ham efter "den store Mademoiselle".