Schandorph, Sophus ALICE

ALICE

310
311

I.

Haven laa og drev i Julimorgensolens Straalebad og blomsterbrogede Pragt. Sommerfugle fløj om i glimtende Sving, trædende deres Livs- og Elskovsdans; det glimtede citrongult, hvidt brogetprikket; det kvidrede under de nu for det meste afblomstrede Buske; det summede med Tilsætning af Piben fra Myggenes fast usynlige Sværme, som en Humlebis Bas af og til overdøvede.

Foran Husets skæve Bindingsværks Mur sad en Kvinde og en otte-niaars Dreng under et stort Rosentræ, myldrende af hvide Blomster, der dannede et Slags Lysthus og sendte sin sødtkrydrede Aande ud i den nærmeste Luftkreds.

Damen var høj og slank med regelrette Træk, ensfarvet bleg, med store staalgraa Øjne, mørkeblondt Haar med enkelte graa Stænk, glat opsat med svær Nakkefletning, i umoderne, sirlig lysegraa, stramt siddende Kjole med sparsom mørkeblaa Besætning. Hendes velformede smalle, men magre og noget tørre Hænder syslede med at sy paa et Stykke Linned.

Drengen sad lige over for hende. Han havde sat sin hvide Kasket langt ned i Panden for at dæmpe det stærke Lys, som faldt ned paa den Bog, han sad og læste i. Foran ham laa en Stabel Bøger i en endnu uspændt Rem. Under Læsningen bearbejdede hans Hænder hans Tindingehaar, og Tungen spillede med den blegrøde Spids flittig langs hans Læber, naar han ikke bed Tænderne sammen og rynkede Brynene. Navnlig paa disse mørke, lige tegnede Øjenbryn kunde man se, at han var den slanke Dames Søn.

Der hørtes kun Kvidder og Summen og Knitren en rum Stund. De to menneskelige Væsener forholdt sig aldeles tavse.

312

To Slag rungede dirrende gennem Luften fra Kirketaarnet, hvis høje spidse Spir med den solflammende Vindfløj viste sig hinsides Taget af det høje Pakhus. Langs Havens ene hele Side lukkede det for Udsigten og saa' saa bundkedeligt ud med sin Flensborgerstens Mur og de tre Stokværks tjærede, lukkede Luger i Stedet for Vinduer.

Damen løftede brat sine Øjne fra sit Arbejde.

- Det var halv otte, Ejnar! sagde hun med en klar, kold Stemmeklang. Kan Du endnu ikke de sidste ti Linier af din Lektie i Historie, som Du ikke kunde et Ord af, da jeg hørte Dig? Kan Du dem?

- Ja-a-

- Kom!

Hun tog rask Bogen ud af Drengens Haand.

- Naa . . . . begynd Ejnar! Du skal jo straks af Sted. Naa . . . .

Drengen ramsede:

- . . . . Den anden puniske Krig begyndte 218. Hannibal vilde ikke afvente den romerske Hær i Spanien, men besluttede at søge den i Italien. Han valgte at gaa over Pyrenæerne op gennem Gallien og over Alperne. Forgæves søgte Konsulen Scipio at standse ham i Gallien. Hannibal bekæmpede baade de vilde Folkeslag og Naturens Hindringer, og slog de romerske Konsuler ved . . . . . . ved Tricinus og Tippia . . . . . . og . . .

- Ticinus og Trebia, rettede Moderen.

- Jeg kan ikke lære de rædsomme Navne, sagde Drengen halv ynkelig, halv arrig.

- Man kan, hvad man skal, Ejnar, Ti-ci-nus og Tre-bi -a.

- Jeg har glemt det, inden Historietimen kommer, sagde Drengen.

- Saa kommer Du vel hjem med tg.? i Historie ligesom i Forgaars ?

Drengen satte Kasketten til Rette paa det korte, stride Haar. Tungen gled over i hans ene Mundvig, og et skælmsk Blink tændtes i hans mørkegraa Øjne.

- Mo'r, maa jeg i en stejlende Fart plukke en Buket?

- Nej, . . . Hvad vil Du med den?

Drengen sagde med inderlig Bestræbelse for at være lun:

- Jo for de store Drenge i 5te, de siger, at Hr. Hjort vil saa gerne være Kærest med den mellemste Frøken Grønlund nede 313 fra Korsgade . . . og at hun er saa gal efter Blomster . . . og at naar en Dreng har saadan en rigtig pæn Buket med og lægger den op paa Katederet, lige før Hr. Hjort kommer ned i Klassen, saa giver han den Dreng godt ×, naar han skulde have tg. ?, for saa sparer Hr. Hjort en hel Krone til en Buket til den mellemste Frøken Grønlund.

- Gaa, Ejnar. Du maa ingen Buket plukke. Hvor kan Du tro den Snak?

- Aa - hvad? Maa jeg? Bare fem Roser og to Knopper?

- Gaa! siger jeg.

Drengen spændte sin Rem om Bogpakken og sluskede surmulende af Sted.

Atter denne Stilhed, som kun de svage Lyde ude i Rummet fremhævede ved deres Afbrydelser.

Naalen gik sin Gang. Damens Øjne sad i Timevis hæftede paa det hvide Tøj, indtil det sved saa stærkt i dem, at hun standsede sin Naals Gang, skød Tøjet fra sig, satte begge Hænderne for Øjnene med Albuerne støttede mod Havebordets Plade.

Saaledes sad hun en Stund ubevægelig, mens det summede om hende, og mens Lyset tændte smaa Flammer i Nakkehaarets fri Kruser, der flimrede ud, smaadirrende for Vindens sagte Aandedræt.

Hun rettede sig stram. Et stort Suk pressede sig op af Brystet og bragte hele Overkroppen i Bevægelse. Det blev lydeligt, trods det, at hun satte sin Vilje op mod sin Trang til et stort, lettende Udbrud.

Hun saa' frem for sig. Hendes Blik standsede ved det store, grimme treetages Pakhus, gled med Udtryk af uendelig Lede op og nedad og langs den skidengule Mur, fæstede sig saa et Øjeblik paa den af Nælder og Skarntyde overgroede Grøft foran det. Og Blikket drog saa til højre: en nøgen, vindueløs høj Mur, Bagsiden af et nys opført Baghus; slap denne stygge, hvidkalkede Flade, søgte til venstre: en lang af tjærede Planker bygget ny Reberbane.

Det lød næsten uhørligt:

- Aar for Aar, Dag for Dag indsnævres mit Liv. Det maa vel snart kvæles.

Med et nyt Suk tog hun fat paa Sytøjet, arbejdede fort med nervøs Hidsighed. Uudtalte Ord formede sig med Magt i 314 hendes Indre, og alt mens Naalen prikkede, og Øjnene sved, og Heden steg, rullede hendes lange lydløse Monolog sig ud.

Endnu for faa Aar siden strakte et Bed af lutter dejlige røde Roser sig dér, hvor nu den overgroede Muddergrøft ligger. Hvor det Udyr af et Pakhus staar, laa en Sædemark, over hvis flammebølgen de Korn man saa' ud over Fjorden til Fartøjerne med de skinnende hvide Sejl, naar de sagte gled ind i eller ud fra Havnen. Hvor Reberbanen strækker sin uformelige tjærede Krop som en lang Dreng i Lømmelalderen, bar endnu sidste Sommer et langt Jordbærbed sin friske, læskende Duft hen til hende, naar hun arbejdede under sin hvide Rosenbusk, og bag dette Red svajede de svulmende Aspargestoppe for Vindens letteste Pust. Hvor Raghusmuren knejser raat grinende, laa Nabohaven med den gamle Nøddehæk, tæt som et Hus, hvælvet som en gammel Klosteromgang, og der løb hendes Dreng og legede med de venlige gamle Nabofolks Rørnebørn. Nu var den gamle Gørtler og hans Kone døde; Sønnen havde solgt Forhus og Have, paa dens Grund var denne Kasse klasket op til Rrug for Keglebane og Reværtning med Sangerinder. Hendes egen Husvært havde solgt det Stykke af sin Haves Grund, hvor Pakhuset laa, og den Strimmel, hvor Reberbanen var tømret op.

Luft, Lys, Duft, Farver stængtes fra hende, sluktes, kvaltes af raa Hæslighed!

Og Enden var ikke endda. Om føje Tid skulde hun vel rykke ud af det lille Havehus, thi der var jo Tale om, at hendes Vært i Forhuset vilde sælge hele sin resterende Grund til et Konsortium, der prøvede paa at bygge et stort "tidssvarende" Hotel. Havnebyens kønne Omegn havde begyndt at fange disse Landliggere, der efterhaanden udspyedes over hele Landet af det uforholdsmæssige Uhyre af en Hovedstad. Til sidst vilde alle Sjællands kønt beliggende Ryer blive dens Forstæder.

- Saa gaar min sidste Herlighed i Løbet, det gamle hvide Rosentræ!

Hun saa' op til Siden, hvor Roserne vældede frem i bugnende Fylde, saa de næsten skjulte Løbet, og aabnede de hvide Kroners inderste blegrøde Blade og Støvdragernes Guldtraadebundt ud mod hende.

Da brast hun i Graad - hun kunde ikke bemestre den, hvor haard hun end gjorde sig, og hulkende brød hun højt ud:

- Mit stakkels kære, gamle Rosentræ! - rejste sig, gik hen og kyssede et Par Roser og tvang et Knippe af Blomsterne 315 op mod sin aflange, hvide Kind som et kært Barn, om hvem man aner, at det trues af Fare eller Død.

Men hun for sammen, da hun hørte sin Stemme, hvor svag og hvor sagte den end lød, saa' op, saa' til Siden, om nogen skulde være saa nær, at hun kunde tænke, at man havde hørt hendes Ord eller set, at hun kærtegnede Roserne.

Nej, der var ingen . . . Gud ske Lov! Igen et dybt Suk!

Hun skyndte sig med at rette paa de Blomsterkroner, hun havde krøllet ved at kryste dem, satte Stilkene til Rette, satte sig igen, gav sig til at arbejde videre, medens hun for vel mere end hundrede Gang lod sin Livshistorie passere forbi sig fra sin første bevidste Oplevelse.

II.

Hun var en lille fire Aars Pige, var i den samme Have, hvori hun nu sad. Solen skinnede, men det var over Sne paa Jorden og Rimfrost paa Træer og Buske. Og hendes Fader bar hende paa sine Arme rundt i den solbestraalte Vinterdag. Hun kunde føle hans iskolde Sølvbandoler mod sin varme Kind, hun saa' hans blanke Hjælmkam brænde i Solen, hørte hans Rytterpallask rasle og hans Sporer klirre; frem båres i hendes Minde et klart straalende, fuldt tonende, kraftigt Liv. Hun kunde huske Skumtoppene paa Fjorden og Skibe og Baade, som skar ud mod Havet. Det var den første og den sidste Erindring, hun ejede om sin Fader; den var saa glad, og dog det var en Afsked, Ritmester Plum fejrede med sin lille Datter. Den Dragoneskadron, hvis Chef han nylig var bleven, skulde just af Sted for at støde til Regimentet i en anden Købstad, hvor dets Hovedkvarter var, og saa over til Slesvig. Krigen stod for Døren. Den lille Pige ænsede for Solglansen om sig og for al Faderens Stads hverken sin Moders stille Graad eller Forældrenes lange Afskedskys. Jublende vinkede hun og kyssede paa Fingeren ad Faderen, da han med dragen Sabel i sin store lyseblaa Kappe i Spidsen for sine Dragoner red forbi, mens Trompeterne lød klart i den høje Frostluft sammen med Hestenes Hovslag og en sammenstimlet Flok Menneskers Hurraraab. Hun 316 kunde ikke begribe, hvorfor hendes Moder højt hulkende sank om i Lænestolen paa Forhøjningen, da det sidste Glimt af Eskadronen forsvandt for hendes Øjne.

Ritmester Plums Hoved blev splintret af en Granat under Myrderierne ved Dybbøl.

Sorg og stille Graad, sorte Klæder, sort Rand om Brevpapir og Konvolutter! Pigebarnet syntes en Tid, at det var ganske morsomt baade med alt det sorte og med alle de fremmede Folk, som kom til hendes Moder. Saa forsvandt det sorte, saa gled Dagene hen, den ene som den anden. "Mamma" var meget ude, men naar hun kom hjem, gik hun aldrig til Sengs, før hun havde givet lille Alice Godnatkys. Og lille Alice groede op, sund og glad i det hyggelige Bindingsværkshus, der laa villaagtig i den da afsides og landlige Gade med Have baade for og bag og til Siderne. Hun kom i Skole, fik Veninder, kom til Børneballer, gjorde Lykke ved sin vævre Dans, sine kokette Øjenbryn og sin store blondbrune Haarmanke. Hun mindedes helt vel at have hørt sin Moder tale med andre Fruer om, hvor trangt det nu var for hende at slaa sig igennem med en Ritmesterenkes Pension, men det gik ind ad hendes ene Øre og ud af hendes andet, thi hun mærkede ingen "smalle Steder". Der kom sendende fra Herregaarde og fra Venner i Byen hele Sider Flæsk, Gæs, Ænder og Vildt, og hun blev helt stolt, naar hun i Ferien var Gæst tilligemed sin Moder paa Herregaarden Boistrup og hørte sin Fader kaldes "den smukke Ritmester Plum". Allerede da fornam hun, at der stod en Art Herosduft om hans Minde, og at Jægermester Værn, forhenværende Drogonløjtnant, nu Herremand, en smuk, førladen Mand, tidt ved Middagsbordet løftede sit Glas over mod hendes Moder, og, mens der glimtede en Taare i begges Øjne, sagde med sin lidt hæse Stemme: Min Frue, paa min kære Eskadronchefs Minde! Hun kunde ogsaa huske, at Fru Værn drak med, men uden Taarer med stive, ubevægelige Træk, og at Fruen, naar Jægermesteren efter Bordet spadserede om med hendes Moder paa den høje Sti paa Dæmningen langs Stranden og saa' saa godt ud begge to - han i sort Kjole og lyse Benklæder, hun i lys Sommerdragt i den klare Sommerdag - vekslede uforstaaelige Ord paa Fransk med sin Søster, en midaldrende Stiftsdame. Da saa' begge Damerne noget sure ud og rystede paa Hovedet som Akkompagnement til de franske Ord. Fruen talte sjælden til Alice, Stiftsdamen aldrig, og hendes Barneøjne skønnede helt vel, at naar 317 de kaldte hendes Moder "søde Frue", mente de slet ikke noget dermed. Det var et barnløst Hus. Alice havde ingen at lege med, men hun legede med sig selv, med de tre store Hunde, der slikkede hendes Haand med de varme, vaade Tunger, med Svanerne i Havens Kanal, ja selv med den føre Jægermester, der løb efter hende rundt om en stor rund Plæne med højstammede Roser i, og som altid, naar han fangede hende, trykkede sin mægtige lysblonde Moustache mod hendes Pande eller Kind og derpaa lod hende "vende Mølle" over sin Skulder, indtil hun, 8 Aar gammel, protesterede mod denne Gymnastik med de Ord: Aa nej . . det er saa flovt! Men dejligt var der i Gæsteværelset paa første Sal i Taarnet midt paa den rødbrune Hovedbygning. Havel laa foran med Haven imellem. I de lyse Sommeraftener båres alskens Duft op til dem, mens Mørket sagte sneg sig op, og Lanterner tændtes paa de forbisejlende Skibe og Nattergaleslag trillede fra de tætte Buske ved Kanalens Rand. Om Morgenerne saa' Moder og Datter fra deres Senge med de storblomstrede Omhæng skumtoppede Bølgers lystige Gyngen, Fartøjernes Sejl, der blev helt blegrøde, saa' Maagerne flette og bryde uendelige Ringdanse, slaa ned i Vandet, fare op, hørte deres korte, hæse Skrig. Der var dejligt paa Boistrup!

Og trods Borgfruen og hendes Søster følte Alice sig hjemme der. Hun følte, at hun og Moderen havde Tilhold hos "Manden for det hele".

- Du er en Stadspige, Alice, sagde han og løftede hende saa kraftigt og højt i Vejret, saa hun syntes, at hun fløj - et ægte Soldaterbarn, lige saa rank i Rejsningen som min salig Ritmester - og som din søde Moder. Alice kunde godt høre, at naar Jægermesteren kaldte hendes Moder "sød", saa var det hans Hjertens Mening.

Jægermester Værn arvede et større Gods i Jylland, Boistrup blev solgt. Moderen fortalte Alice, at han var bleven Hofjægermester. Men saa hørte hun ikke mere om ham. Det var forbi med Pinse- og Sommerferiebesøgene paa Herregaarden.

- Det var den første Bom, som blev slaaet ned for mig og indsnævrede mit Liv! hviskede Fru Alice og saa' mod Pakhuset lige over for sig.

Alice skønnede skarpere og skarpere, alt som Aarene gik, at hendes Moders Omgangskreds svandt ind. Det var nu længe siden, at Dragonernes Afdeling var flyttet fra Byen, og Faderens tidligere Kammerater fra Nabobyen spredtes. Hun saa' ikke mere 318 de lyseblaa Uniformer med den karmoisinrøde Besætning og de hvide Bandolerer.

Tidligere sendtes der friske Kranse, som hendes Moder hængte om Ritmester Plums Billede. Der kom ingen Kranse mer. Herosduften fordunstede med Aarene. En gammel vissen Krans hang om det store Fotografi, til den smuldrede og faldt ned i Sofaen, Blad for Blad som Løvet fra Havens Træer i Efteraaret. Hendes Moder blev mere og mere stille og ordknap. Hun indskrænkede sig, mærkede Datteren. Hun fik kun Ostepaalæg paa sin Skolefrokost, og der serveredes ikke Kaffe mere end én Gang om Dagen.

Borgmesteren, Postmesteren, Toldforvalteren, gamle Venner af Huset forflyttedes; ny Mænd kom i deres Sted. Fru Plum sad nu altid ene med sin Datter. Kun Byens gamle, hvidhaarede Provst kom og saa' til dem. Da Alice skulde konfirmeres, fik hun tyve Kroner med i en Konvolut til Provsten som Honorar for et halvt Aars Religionsundervisning. Alice havde følt sig tilsidesat for de finere Konfirmander, for de var anderledes flot klædte paa end hun. Det havde hun siddet og ærgret sig over, og den gamle tandløse Præsts mumlende og halvt uforstaaelige Foredrag var summet forbi hende som en Humlebis Summen i Haven. Hun var ved at falde i Søvn i den stærkt opvarmede, daarlig ventilerede store Konfirmationsstue med den okkergule Limfarve paa Væggene.

Men hun blev underlig bevæget den sidste Undervisningsdag, da hun havde rakt den hvidhaarede Provst Konvolutten fra sin Moder. Thi den gamle Mand fæstede sit ganske lyseblaa Øje paa hende og sagde, mens han lagde sin haarde, magre Haand paa hendes Isse:

- Vil Alice hilse sin Moder fra mig og give hende denne Konvolut tilbage og sige til sin Moder, at nu, da mine to voksne Sønner er døde fra mig, saa har jeg Raad til at tænke paa de faldne Fædrelandsforsvareres efterladte.

Han sagde disse Ord saa sagte, at kun Alice kunde høre dem. Hun saa' godt, at de andre Konfirmandpiger havde deres Øjne skarpt rettede mod Provsten og hende, hørte Hvisken og Tisken fra dem. Hun mærkede, at en hed Strøm randt igennem hende, derpaa en kold, at hendes Knæ ligesom lammedes, at hendes Tunge blev tør. Hun greb efter en Vindueskarm at støtte sig til, at hun ikke skulde segne. Hun fik nu for anden Gang ridset ind i sin Sjæl de Ord, en af hendes Skolekammerater, 319 en rig Bryggerdatter, havde sagt til hende under en Ordstrid i et Frikvarter.

- Aa Du med det engelske Navn! Du gaar jo frit i Skole, fordi din Moder ikke har Raad til at betale Skolepenge, og fordi Du er el Invalid-Barn. Ja det véd jeg fra Kammerjunker Toft paa Boistrup, for der var mine Forældre og jeg til Middagsselskab i Søndags.

Hvad kunde det hjælpe Alice at køre op med Jægermester Værn? Alle de gamle Minder fra Ferierne paa Boistrup kom op i hende, sammensnørede hendes Bryst, steg op i hendes Hoved, saa det gnistrede for hendes Øjne. Hun kunde have slaaet, sparket, spyttet ad den store fede Pige, turde ikke, kunde ikke finde et bittert Ord, blev ude af sig selv, blev raa i sin Fortvivlelse og raabte:

- Uh, din baierske Øl-Tøs!

Der gives ikke raaere Væsener end Pigebørn i "Back-fisch Alderen!"

Alice blev "meldt" til Institutbestyrerinden, der foreholdt hende, at de Tider var forbi, da Rang og Stand havde noget at sige; det var Arbejdets og Industriens Tidsalder, vi levede i, hvor en stor Fabrikant "mindst" rangerede med en Ritmester, som "- husk paa det, Barn, - dog ikke er Stabsofficer".

Alice fortav Scenen for sin Moder. Nu rippedes den op ved den gamle Provsts lidt kluntet udøvede Uegennyttighed. Hun takkede ham ikke, gik hjem, fortalte sin Moder, hvad Provsten havde sagt og rakte hende Konvolutten.

Fru Plum sukkede, sagde ikke et Ord og lagde Konvolutten ned i en Skuffe i sit Skrivebord.

Kort Tid efter sin Konfirmation saa' og hørte Alice en Morgen et farligt Opstyr i den Del af Haven, der vendte ud til Gaden. Øksehug klang. Det knagede og bragede, skrattede og hvinede, høje og stygge Mandsrøster lød. Hun saa' ud i den taagede, hvide Foraarsdag.

Der laa det gamle store Kejserindepæretræ fældet og bedækkede med sine Masser af bladløse Grene et stort Stykke Jord. To gamle Linde, et Par mindre Frugttræer delte dets Skæbne og laa sammen med det i det mudrede, sorte Ælte. Mænd i Skjorteærmer stod til hver Side og anrettede et drabeligt Myrderi paa Buske og mindre Træer, lo og bandede højt, saa det rungede op over den øvrige Larm.

Saa rumlede det af Vogne, fyldte med store gule Sten.

320

Saa gravedes der Kuler. Kvælende Røg stod op fra Kalken. Fru Plum maatte holde sine Vinduer lukkede. Forsommeren kom. Enkelte Tulipaner, senere enkelte Roser og Liljer skød op mellem Sten- og Grusbunker, endnu higende efter at bjærge Livet i Sol og Luft. De blev traadte ned under grimme Stenbunker og brutale Træskohæle.

Alice huskede, at hendes Moder sagde en Aftenstund i Forsommeren, da de begge saa' to Karle i islandsk Nattrøje, laset Straahat og smudsige Lærredsbukser sætte sig og i Sædet knuse en blomstrende Rosenbusk.

- Du Alice! Kan Du huske fra din Historie det om Folkevandringen! Da slog saadan nogle som disse to Karle Grækernes og Romernes Marmorsøjler og Billedstøtter i Stykker.

Alice nikkede stille, og da hun saa' den ene Nattrøjemand række en Trepægleflaske over til sin Fælle efter selv at have taget en forsvarlig Slurk, rev hun hidsig Krogen af Vinduet, aabnede det og raabte ud i Gaarden:

- Gother, Hunner, Alaner, Vandaler og Svever!

Hun mindedes Ramsen paa de værste Barbarer fra den Tid, hendes Moder havde nævnt.

De to Fyre lettede paa deres lasede Straahatte, og den ene sagde:

- G'maaren og velgaaende, lille Jomfru! og tog samtidig et nyt Drag af Trepægleflasken.

Flere og flere Vogne, flere og flere Folk.

Paa den anden Side af den sløjfede Have rejste sig en gul Murstenskasse; Brolæggere drev Sten ned i Havens Grund, og inden Sommeren var forbi, laa der et ækelt, kedeligt Gaardsrum med et Købmandshus lige for Fru Plums Vinduer og en Staldbygning til den ene Side. Vogne buldrede mod Gaardens Stenbro, naar der var Markedsdage i Byen, og ud fra Skænkestuens aabne Vinduer i Forhuset væltede Tobaksrøgens Skyer og drukne Bønders Vrøvl og Sang.

Fru Plum fortalte sin Datter, at deres Vært, Købmanden paa Søndergaden, havde faaet en Sum Penge udbetalt af en Del Beboere fra By og Omegn, der svarede til 15 Aars Leje for det gamle Bindingsværkshus i Haven, for at "den for Fædrelandet faldne Krigers" Enke saa længe kunde nyde fri Bolig. Men nu, da Byen havde faaet Jernbaneforbindelse, vilde efter al Sandsynlighed Trafikken flytte sig fra Søndergade til den før saa øde, halv landlige Gade, og nu havde Købmanden flyttet sin Forretning 321 derhen i det ny Forhus paa den før næsten værdiløse Havegrund.

Denne Meddelelse stak Alice i Hjertet som en Syleod. Det Saar, den baierske Ølbryggers Datter i sin Tid havde tilføjet Ritmesterens Datter, brød op ved dette Stik. Det var en ny Bekræftelse paa, hvor fattig hun var, og hun forstod nu tydelig, hvorfor hendes Skolekammerater om Vinteren for om fra Bal til Bal, fra den ene Kanefart til den anden, om Sommeren fra Skovtur til Skovtur, og at hun aldrig kom med. Nu læste hun, maaske uden Grund, en nedladende Ringeagt i de Nik, hendes jævnaldrende hilste hende med, naar de mødtes, i, at de tog hende under Armen, afslog fra nu af, trods sin Moders Protester, de faa Indbydelser til "ungt Selskab", som hun fik. Der udviklede sig mere og mere en sygelig og pirrelig Grundstemning hos den 16-17aarige Pige. Hvert Ord, hver lille Oplevelse tog hun op som en Naal og stak dem i sit Kød med hysterisk Iver. Fru Plum sagde af og til:

- Alice - hvem har Du dog arvet det vanskelige Sind efter? Din Fader var glad hele den lange Dag.

- Er Du da saa glad, Moder?

- Jeg? Nej; men Du er jo ung og rask. Jeg synes for Resten ikke, at jeg nogen Sinde er gnaven eller pirrelig.

Det var Fru Plum heller ikke, men uden hun selv mærkede det, og uden at hendes Datter i Begyndelsen gjorde sig det ret klart, sank hun sagte hen i en tavs Apati. Fru Plum, der ellers havde været flittig og huslig, sukkede og stønnede under Byrden af sin lille Husgerning, faldt i Staver over sit Sytøj, klagede over sin skikkelige Tjenestepiges bondske Væsen, men havde ikke Energi til at paatale en virkelig, eller formentlig Uorden fra hendes Side. En uhyggelig Tavshed rugede i de lave, ikke meget lyse Stuer.

Den Tanke kom smertelig op i Alice, at hun ingen Gavn gjorde, at hun laa sin Moder til Byrde. Men hvad skulde hun gribe til? Tage ud? Som hvad? Som Lærerinde? Hun kunde jo ingenting ordentlig. Lære Husvæsen? Nej, det kunde en Datter af en Officer dog ikke være bekendt. Gaa og rode i Gryder, faa røde og ru Hænder og sorte Negle? Hun, hvis Fader havde baaret den funklende Hjælm, det sølverne Bandoler og Sabelgehæng, som havde Ret til at sætte von foran sit Navn! Saa vilde hun miste sin eneste Overlegenhed over disse Kræmmer-, Brygger- og civile Embedsmænds Døtre! Det vilde 322 være en Triumf for dem, om Frøken Alice von Plum (hun kaldte sig selv saaledes i uudtalte Ord) gjorde sig til Husjomfru. Men Selskabsdame paa en Herregaard i en fornem Familie? Hun kunde jo skrive til Hofjægermester Værn.

Men hun turde ikke og opsatte at virkeliggøre sin Plan, alt medens Livet gled tyst og tungt som et overgroet Aaløb uden Sol og med hæmmet Strøm. Baadc Moder og Datter sank hver paa sin Vis hen i sig selv. Fru Plum klagede over Hovedpine; Alice lagde Mærke til, at hun hvert Øjeblik faldt i Søvn i sin Stol paa Vinduesforhøjningen. Hun, som ellers var tidlig paa Færde, laa nu og sov til langt op paa Formiddagen. Alice tog sig lidt af Husvæsenet, der jo ikke krævede synderlig Anstrengelse eller Dygtighed, da alt i Huset var enkelt og tarveligt. Fru Plum tog tidt gamle Breve frem, læste dem, græd under Læsningen, rev med Taarer i Øjnene det ene Brev itu efter det andet og brændte Stumperne.

En Dag, da Fruen endnu laa i Sengen ved Middagstid, gik Alice ind og mente, at hun nu vel maatte vække hende.

Hendes Moder var sovet ind i Døden.

Alice stod og stirrede paa Liget, følte sig lige saa stiv og kold, som det maatte være. Da begyndte det at arbejde i hendes Indre som Tøbrud efter isnende Frost.

Aa den nydelige, lille, fine, vævre Kone, der stod saa smukt i Solen og straalede i Livets sundeste Farve paa Dæmningen i Herregaardshaven - hun laa der, indskrumpen, voksbleg!

Hvor var hun mild og sød, mens Alice var lille! Hvorfor blev alt saa tyst og koldt imellem dem, som om deres Aande frøs i det Rum, hvori Hjerte skulde tale til Hjerte? De havde ikke haft en eneste fornuftig Samtale, siden Alice blev voksen, og Ordene var bleven færre og triviellere mellem dem, alt mens Aarene randt.

Nu syntes Alice, at hun havde saa meget, hun skulde have sagt sin Moder.

Pigen havde hentet Lægen. Uden den ringeste Opfordring fra Alices Side bad han hende saa kønt, som om han anmodede hende om en Tjeneste, "om han maatte paatage sig at ordne alt, hvad der fordredes i denne sørgelige Anledning".

Hun kunde kun sige: Mange Tak! Hun græmmede sig selv derover. Hvor lød denne Tak kold!

Den var jo lige saa død som Liget. "Men jeg selv da? Maatte Manden ikke tro, jeg var en Istap?" 323 Da brød hun ud i en fortvivlet, højthulkende Graad, blev siddende i Stuen, hvor Liget laa, sagde adspredt ja til alt, hvad Pigen sagde til hende.

Hvad der skulde blive af hende? Hun var lige glad. De kunde jo sætte hende i Fattighuset. Hun kunde ønske, at de vilde gøre det; de, som havde været saa grusomme mod Enken og Datteren efter en Mand, der var falden i Kampen for sit Land, mens de andre sad hjemme i Varme, havde spist og drukket paa samme Tid, som han havde lidt Kulde, Strabadser, Sorg og Savn og til Løn faaet sit Hoved knust.

Som om det hele foregik i lang Afstand fra hende, saa hun knap kunde høre eller se det, skete der en hel Del om hende. Lægen kom med en gammel Herre, der var Sagfører og Branddirektør.

- De husker vel nok, at jeg er Deres Kurator, Frøken, sagde han.

Jo Alise huskede nok, at det i sin Tid var blevet hende sagt.

- Ja, det er desværre et let Hverv. For Fruen har jo . . . saadan rent ud sagt . . . ikke efterladt sig noget.

Alice saa' paa ham, som paa en fremmed, ligegyldig, uforstaaelig Genstand.

Hver Dag sad hun stirrende ned paa Gulvet, tændte ikke Lys, blev siddende, til det var helt mørkt, fandt ingen Gud over Stjernerne, ingen Trøst under dem, græd snart trodsigt, snart fortvivlet, men den længste Tid sad hun med Følelsen af en Isklump i sit Bryst.

Der kom Folk: Snedker, Graver, Retsbetjente, den gamle Provsts Kapellan, som hun knap kendte. Han forsøgte nogle opbyggelige Ord; de gled af hende som Vanddraaber af Olietøj. Hun svarede ja paa hans Spørgsmaal, om hun ikke følte Trøst i at bede til Gud, ligesom hun svarede ja til alle de andre Folks praktiske Spørgsmaal angaaende Begravelsen osv., osv., blot for at blive fri for at høre flere Ord og for selv at tale.

Og der kom hendes Kurator, Branddirektøren osv., og der kom en Fuldmægtig fra Byfogedkontoret sammen med et Par andre Mennesker.

Alice genkendte en Skomager, der kaldte sig Retsvidne, og en gammel fordrukken Snedker og Bælgetræder ved Orgelet i Kirken, og Branddirektøren og Fuldmægtigen læste nogle Papirer op for hende, som hun ikke forstod eller gad gøre sig Umage for at forstaa. De bad hende om at skrive sit Navn derunder.

324

Hun skrev sit Navn, og saa kradsede Skomager og Retsvidne Mikkelsen og den fordrukne forhenværende Snedker og Bælgetræder ved Orgelet deres Navne under som Vitterlighedsvidner med tilhørende Blækklatter af den spruttende Pen.

Saa kom Snedkeren med Kisten og Ligbærerne og bar Kisten ud. De fandt, at Frøkenen var en skikkelig Dame, thi hun sagde ja til alt, hvad de spurgte hende om, og lod dem gøre lige hvad de vilde.

Begravelsesdagen kom. For første Gang siden Moderens Død saa' Alice ud for sig.

Straalende Foraarssolskin! Ude i det endnu store tilbageblevne Stykke Have, mod hvilken Opholdsværelserne vendte ud, var Muldjorden mørkebrun, og om to runde Rabatters Rande i den store Plæne flettede gule og bleglilla Krokus en Krans.

Alice græd stille over den døde og det frempippende Liv.

Kapellanen kom i Ornat. Han saa' ogsaa ud i Haven og talte om, at det nye Liv blev forkyndt af Vaaren, at Plantelivet var Symbol paa Menneskelivet, spurgte Alice, om hun ikke troede paa et evigt Liv.

- Ikke sandt! Legemet, som saas i Forkrænkelighed, opstaar i Uforkrænkelighed. Det tror De jo fast paa, Frøken Plum? Ikke?

- Ja, svarede Alice.

- Saa har De jo Trøsten ved Haanden. Ikke sandt, Frøken Plum? Og De har jo bedet til Gud om Trøst?

- Ja, svarede Alice - denne Gang lidt tvært, idet hun mente, at Kapellanen, da han anden Gang spurgte, gerne kunde have betænkt sig og sagt: "Frøken von Plum."

Han saa' forskende paa hende.

- De mindes vel Deres Daabspagt, Frøken. Ikke?

- Jo, svarede Alice.

Kapellanen trak paa Skuldrene. Efter en lille Pause sagde han:

- De kommer altsaa i Kirken Klokken tolv, Frøken. De vil se, at vi i vor lille By stræber at hædre Enken efter en af dem, der hengav sit Liv for vort elskede Fædreland. De kommer vel, Frøken? Ikke?

- Jo, svarede Alice.

Kapellanen gik med dybt dukkende Nakke ud af Døren. Alice satte sig igen ved Vinduel og saa' paa de Krokus, der funklede i Solen. Da sagde hun ved sig selv: 325 - Stakkels Moder, som ikke fik se din Have blomstre! Ingen har været god imod Dig! Hvor er det muligt at være god, naar alt er ondt mod en?

Kapellanen havde spurgt, om hun havde bedet.

Hun havde svaret ja, og det var ikke sandt.

Nu da Solen kom og havde tvunget Blomster op af det kolde Muld, syntes hun, som om hun fornam en mild Magt over Verden og sig. Det var vel den samme, der havde ladet hendes Moder sove ind, mildt og fredeligt. Ak, havde den samme Magt smeltet Isen om Moders og Datters Hjerter, saa var de lange Aar, de havde levet tavse ved hinandens Side, ikke rundne ud i Sandet uden Indhold, tunge og tærende!

Ja, hun vilde bede, hun trængte dertil. Til hvem eller til hvad? Det var det samme. Der maatte være nogen eller noget, der forstod hende.

Hun sank paa Knæ, satte Hænderne for sine Øjne. Ingen Tanke klarede sig eller formede sig til Ord i hendes Sind; hun paakaldte intet Navn, hun hyllede sig ind i en Sjælestilhed, der var saa stærk, at hun intet ænsede, intet sansede. Det var en Synken hen i det store Nirvana, i Tilværelsens dybe stille Vande, en Bøn med "Aandens uudsigelige Sukke", ja en Bøn, for saa vidt som hun ikke begærede andet end at hvile i en lullende, kærlighedsfuld Favn. Og efterhaanden syntes hun, at hun hørte Sus af lette Vinger, at hun saa mærkede dem sagte slaa sig om hende og favne hende som bløde Arme, at hun fandt Hvile og Støtte, at de stille Vande begyndte at tone sagte, melodiøst som en Æolsharpe, men med en Fylde af Trøst i hver enkelt Tone, der kvægede hendes syge Sjæl som Duggen de dybe Dales Græs.

Da hun rejste sig, følte hun en sælsom Lethed i sit Legeme, et ubegribeligt Mod i sit Sind. Hun tænkte paa, at hun nu vilde tage mod, hvad der bød sig, at hun vilde tage fat i en Gerning, lige meget hvilken.

Da Klokken nærmede sig Middag, mødte den gamle Branddirektør, hendes Kurator, i Uniform. Alice havde endog Sans for, at han saa' pudsig ud, snævert omsnøret af Frakken, med sin korte Hals, der gjorde den opstaaende Krave med Guldgalonen næsten usynlig, mens den trekantede Hats bageste Snip kradsede ned paa Frakkeryggen.

- De skal se, hvor pæn Byen er mod Dem, lille Frøken, sagde han.

326

Solen skinnede, som den havde sat Festblus paa. Gaderne var overstrøede med Gran og Buksbom, hvis Lugt fyldte Luften. Klokkerne klang fra Kirketaarnets Lydhuller; pludselig skinnede noget blankt deroppe, og Basuntoner rungede ud over Land og By.

Det var Melodien til:
"Slumrer sødt i Slesvigs Jord,"

den, hendes Moder havde sunget for Jægermester Værn i sin Tid, og som havde bragt dem begge Taarer i Øjnene. Den gamle Branddirektør blev nu rørt og sagde:

- Herre Gud! Det er ligesom vi var i 1848, saadan gik det akkurat ogsaa til dengang.

Alice smilede venlig-vemodig takkende op under den trekantede Hat. Det gav den gamle Herre Mod til videre Meddelelse.

- Det er Dragonmusikken fra N-, sagde han. Ved en saadan Anledning kunde Byen ikke tage til Takke med Slagter Ebstrup og hans Undertrompetere, for første Stemme bliver altid falsk, siger Borgmesterens Frue.

Da de var komne til Kirkegaardsporten og skulde gaa ind, standsede Branddirektøren et Øjeblik og sagde:

- Frøken! De husker, at De tillod mig og Doktoren at ordne denne Sorgens Højtid . . . paa en mere moderne . . . og . . . og mere sparsommelig Maade.

Alice saa' paa ham. Hun huskede ingenting.

- Jeg mener, vedblev Branddirektøren, at vi mod, hvad der ellers er Skik, lod den salige bære til det sidste Hvilested her fra Kirken og ikke fra Hjemmet. For saa skulde Følget jo have været beværtet med Kransekage, Portvin og Sherry. Ja, det havde maaske været højtideligere, om den salige var bleven baaren gennem Byen, og Følget havde defileret gennem Hovedgaden, som de militære sagde. Ak, ja, det var i de gode Tider, da vi havde Garnison her i Byen! Med civile tager det sig slet ikke ud.

Endnu en Gang standsede han ved Indgangen til Vaabenhuset.

- Kære Frøken, sagde han . . . ja jeg vil dog sige Dem forud, for at De ikke saadan . . . skal blive overvældet af . . . overraskende . . . saadan Sindsbevægelse og . . . hvad dertil hører . . . at Borgmesterens Frue selv spiller paa Orgelet, for hun 327 siger, at Organisten, Skrædder Skramby ikke forstaar det med Pedalerne og de finere Stemmer, og saa vil hun spille:

Kongernes Konge, ene Du kan
skærme vort elskede Fædreneland.

Og saa tillader De mig at følge Dem op paa Pulpituret. Jeg har lagt en Sang til Dem, forfattet af Lærer Rosengren, men han er psuedo- og anonym, saa De skal ikke takke ham. Den gaar paa Melodien: Dejlig er Jorden, men De er vel for bevæget til at synge med, og Borgmesterens Frue har sørget for syngende Damer og Herrer oppe paa Orgelgaleriet.

Stærkt Solskin randt ind i det hvide spidsbuede Rum fra Vinduesrækkerne paa hver Side af Højkirken. I Stolestaderne sad det talrige Følge: Byens Embedsmænd i Galla: Borgmesteren, Postmesteren og Amtsforvalteren i blaat, Toldforvalteren i grønt, alle med guldbroderede Kraver, og en gammel Kammerjunker, Besidder af en større Gaard i Omegnen, glimrede med sin højrøde Kjole mellem de mørke Uniformsfrakker og de mange sorte Spidskjoler.

Alle syntes, at Moderen fik en Slags Oprejsning for aarelang Glemsel og Tilsidesættelse.

Foran Kordøren stod Kisten, overdækket af et Mylder af Kranse.

Mens Orgelet bruste, og efter at det øvrige Følge var samlet, lige før Talen skulde begynde, viste sig to nye uniformerede Herrer i Midterskibets Gang: en meget svær Herre, grøn, sølvbroderet, med en Fjerhat i Haanden . . . og en yngre, der fik Alice til at fare sammen.

Det var en høj, rank Mand med en svær mørk Knevelsbart i lyseblaa Dragonuniform og Hjælmen med den blanke Kam paa Hovedet. Hans Sølvbandoler tindrede som Sne i Solen, og Billedet af den uforglemmelige Dag, hendes første bevidste, da hendes Fader bar hende rundt i Haven paa den is-sneglimtende hvide Vinterdag, selv klirrende og blinkende, greb Alice med betagende Magt. Den grønne Herre hviskede noget til sin Fælle; i en Fart rev Dragonofficeren Hjælmen af Hovedet, før de gik ind i Stolen.

Alice kunde ikke løsrive sig fra denne Mand. Han havde et af disse Ansigter, der syntes at lægge alt frem, hvad der bor i dets Ejers Indre. Det kunde nok være, at der ikke var 328 mange skjulte Dybheder, mange interessante Gaader bag denne tilknappede lyseblaa Vaab en frakke, men disse store, brune, venlige Øjn, trofaste som en stor Hunds, kloge og tillidsfulde, fortalte kun godt og skikkeligt, jævnt og forstandigt om deres Ejer. Man maatte tro, at naar han drog sin Pallask, vilde han bruge den med direkte Kraft, uden Bagtanke, til Forsvar for Land og Venner og til ærligt Angreb forfra paa Landets og sine egne Fjender.

Saaledes forekom det i det mindste Alice Plum. Hun saa' paa ham under hele Ligtalen, som for Resten var et Repertorium af Bibelcitater, der stod i lige saa umærkelig Sammenhæng indbyrdes som med den afdødes Personlighed. Naar Graaden vilde frem, syntes hun, at dette rare, alvorlige Ansigt hjalp hende til at bekæmpe den. Det ligesom tyssede paa hende.

Saadan som han vist var, havde hendes Fader vist været.

Hvem mon det dog var?

En lang Tid saa' Alice kun ham. Pludselig blev hun opmærksom paa hans Sidemand, den meget tykke Herre i den grønne Frakke med Sølvbroderiet. Men . . . hvad var der dog paa Færde med den Mand?

Duknakket sad han i Stolen. Hans svære Legemsmasse rystede og bævede; fra oven, fra Pulpituret kunde Alice se, at han storgræd som en Kvinde eller et Barn. Over hans blussende røde Basunenglekinder løb Taarer i Strømme, men af og til syntes han at stramme sig op; forsøgte at se barsk ud i Rummet, mens han tog et haardt Tag i sit mægtige graa og blonde Overskæg, der dækkede Overlæbe, Mund og en Del af Kinderne.

Hvem mon det dog var?

Jo ... det gik pludselig op for Alice. Men hvor var han bleven fed, skaldet og graa! Det var jo hendes Moders og hendes egen gamle Ven, den forrige Herremand paa det yndige Boistrup, nuværende Hofjægermester Værn fra det store Gods i Jylland.

Hvor var det dog nydeligt af ham at tage den lange Vej! "Ak, hvis Moder dog kunde se det!" At en saa fornem Herre selv var rejst saa langt og havde taget en Kammerat af hendes Fader med som denne herlige Officer! En Slags Triumf eller Trods overgroede et Øjeblik hendes Vemod og Sorg. Uvilkaarlig rettede hun sig i Sædet og saa' overlegent ned paa det øvrige Følge.

Talen endte med det sædvanlige "Amen, i Jesu Navn, 329 Amen!" Den sidste Salme blev sungen. Et firstemmigt "Farvel" lød fra Orgelgaleriet.

Følget rejste sig, Ligbærerne kom og tog fat i Tovstropperne paa Kisten.

Men til Alices store Forbavselse nærmede Hofjægermester Værn og Dragonofficeren sig, vinkede ad de to forreste Ligbærere og tog fat i hver sin Strop.

En Bevægelse gik gennem Følget. De uniformerede Embedsmænd og den røde Kammerjunker saa' paa hverandre. Den store, højt opragende grønne Toldforvalter gjorde en Bevægelse med Hovedet til de andre uniformerede. De syntes at forstaa, rejste sig: Borgmesteren, Postmesteren, Amtsforvalteren, Alices Kurator, den gamle Branddirektør, den gamle røde Kammerjunker, de gik hen og tog fat i hver sin Strop, saa kun to Ligbærere tog fat i de bageste, og mens det firstemmige Farvel klang videre, bar den fremmede Godsejer, den fremmede Officer og Byens Dignitarier den fattige Ritmesterenke gennem Hovedskibets Gang.

Alice var ved at knæle deroppe, følte Trang til at løfte Hænderne foldede i Vejret, men nøjedes med en Antydning af disse Gestus. I hendes Indre klang Ordene:

"Fa'r og Mo'r! Kan I se!

Det sidste, hun saa', var den blinkende Hjælmkam, da Kisten var naaet hen under det lavt nedludende Orgelgaleri.

Underlig trøstomhyllet, med et sagte tindrende Vemod gik hun ned ad Pulpiturets Trappe, men da hun stod i Kirkens Sideskib, faldt Ensomhedsfølelsen atter tyngende paa hende.

Hun skulde gaa ene hjem, sidde ene, i sin sorte Sørgedragt, i det tomme, dødstille Hus og angre, at hun ikke havde været noget for den stille henvisnende Moder.

Henne ved Udgangen stod Borgmesterens Frue, der i den højtidelige Anledning havde helliget Orgelet sit musikalske Talent. Hun plejede at se ud, som hun gik og bar paa en permanent Indignation. Kun naar hun hilste, trak Munden sig op til et nedladende Smil, der dog syntes at anerkende Menneskeværdet hos den, hun hilste eller genhilste. Dette Smil havde hun i Dag tilsat med en lille Dosis Vemod af den officielle Art, som de mere dannede fungerende Bedemænd og Gravere ogsaa forstaa at frembringe ved Begravelser. Hun sagde:

- Ja, lille Frøken! Vorherres Veje er urandsagelige. Lad Deres Fødebys kærlige Deltagelse være Dem en liden Trøst . . . Nej, De skal ikke takke mig. Jeg gjorde det saa gerne. Jeg 330 bliver mere ophøjet i Sjælen, naar jeg spiller Orgel, om ogsaa det er lidt anstrengende. Men naar det er et Orgel, man anstrenger sig paa, saa bringer man jo Vorherre et Offer. Gud trøste og styrke Dem, Frøken Plum! Og det gør han nok, det skal De faa at se.

Var Borgmesterfruen end nok saa musikalsk, vist er det, at Alice Plum fornam lutter falske Toner i hendes Tale.

Det var allerede et Brud paa Købstadens Sæd og Skik, at Alice havde været til Stede i Kirken. Det gik ingenlunde an, at hun gik med Følget til Graven. Hun saa' det langsomt bevæge sig hen ad Kirkegaardens Gang. Borgmesterfruen syntes at være ivrig for at faa hende af Sted og redde det passende. Hun tog atter til Orde - en ny falsk Intonation i Alices Øren:

- Tillad mig, kære Pige! (Alice væmmedes ved, at hun kaldte hende saadan - hun havde jo næsten ikke kendt hende) tillad, at jeg blot nogle Minutter træder den forældreløse i Moders Sted ved at følge Dem hjem og saa straks overlade Dem til de opbyggelige Tanker, som ved en Lejlighed som denne nødvendigvis vil tage Vejen til den hellige Giver af Sorgen som af Glæden. Deres Fader døde Heltedøden for vort elskede Fædreland, lad hele Deres Liv vorde til Ære for hans Minde!

Navnlig skar det herlige Ord "vorde", som Fruen syntes at smage paa med Velbehag, gennem den unge Pige, ligesom naar en Knivsod skurer mod Sten.

Hun lod sig atter behandle som en viljeløs Ting, gik gennem Gaderne med Borgmesterens Frue, som med et velvilligt med Vemod passende tilsat Smil nikkede til de i mange Vinduer fremdukkende Dameansigter, sikker paa at læse i disse Ansigter en varm Anerkendelse af, hvor smukt og ædelt det var af Borgmesterfruen saa hjerteligt at tage sig af den forældreløse Pige.

Dermed mente hun rigeligt at have opfyldt sin Pligt som kristen Kvinde. Maaske havde hun endog udført et "opus supererogatorium" og fulgt Alice ind i Huset, især da hun nok kunde have Lyst til at se, hvorledes dette Interiør i det gamle Baghus saa' ud. Men Alice standsede foran Indgangsdøren og tvang et "Tusind Tak, Frue" frem, men det lød saa tørt og klangløst, at Fruen blev lidt stødt og sagde hurtigt og næsten gnavent: Ja, altsaa gid Gud maa styrke Dem, drejede sig om paa sin Støvlehæl, gik bort med hurtige Skridt og knejsende Hoved og sagde, da hun kom hjem:

- Det er dog en indbildsk Ting, den Alice Plum.

331

Nu følte Alice en Ørks Tomhed og Øde om sig. Hun satte sig paa sin Moders gamle Plads og saa' ud i Haven. Det rykkede i hende, naar Pigen gik gennem Stuen.

Det ringede paa Gangdøren ud til Gaarden, og hun hørte en Stemme i Entreen. Skridt lød gennem Spisestuen. Hun hørte Pigen sige: "Den Dør", og saa bankede det.

Ind traadte den meget svære Hofjægermester Værn. Nu havde han skiftet Dragt og viste sig civil i sort Frakke. Hans graasprængte Overskæg bævede, da han sagde:

- Kan De huske Deres Forældres gamle Ven, Frøken Plum? Maa jeg ikke nok kalde Dem Alice?

Alice genkendte nu tydelig den troskyldige Røst med sære Intervaller mellem Ordene, som udfyldtes med Rømmen. Den lød saa hjemlig - sympatetisk i hendes Øre, og Indtrykket forhøjedes af det store, meget lyseblaa Øjes uendelige Skikkelighed.

Alice rakte ham sin Haand og saa' saa tillidsfuldt paa ham, som hun ikke havde set paa noget Menneske i aarevis. Den Skikkelse bragte hende Bud fra lyse og glade Dage; denne Stemme og disse Øjne vakte noget ungt og frejdigt dybt inde i hendes Sind. Hun vedblev at holde ham i Haanden; til sidst smilede han, nikkede og sagde:

- Alice - De er bleven en rigtig stor og køn Pige.

Saa sad de en Stund tavse. Hendes lange, magre hvide Haand laa som i en Seng i hans kødrige og bløde højre med de store omhyggelig behandlede Negle, som han selv stirrede paa.

- Der er min gamle Eskadronchef! raabte han pludselig, som om han trængte til dette Udbrud for at komme til Vejret, gik hen og stirrede paa et Fotografi af den ved Dybbøl dræbte Ritmester Plum. Han opdagede saa den nys begravede Frues Portræt. Det hang som Pendant til Ritmesterens paa den anden Side Døren ind til Spisestuen.

Hofjægermester Værn foldede Hænderne over sin tykke Mave og stod ganske stille og tavs. For Alice syntes denne Betragtning overmaade lang. Brat vendte han sig om, fæstede sine Øjne, som han søgte at gøre barske, paa Alice og sagde med en underlig forceret Kommandostemme:

- Véd De, Alice, at Deres Moder var en henrivende dejlig Dame?

Alice skottede op imod ham.

332

Han satte sig paa en Stol, satte Hænderne op for sit Ansigt og mumlede med lange Mellemrum mellem hvert Ord:

- Jeg . . . hm! . . . Jeg vilde saa gerne spørge Dem, . . . lille Frøken . . . lille Alice . . . hm . . . om Deres salig Moder ikke skulde have vist Dem . . . saadan . . . en Æske . . . en stor en af . . . pænt Træ . . . med noget Beslag paa . . . . med hvidt Fløjl eller saadant noget inden i . . . saadan en foret Æske . . . He . . . Hm! Hvor gammel er De, Frøken Alice . . .? Hm . . . lad mig se . . . Ja De maa være 19 Aar . . . . Ja . . . ser De . . . Deres Moder og jeg skrev somme Tider til hinanden . . . saadan for gammelt Venskabs Skyld . . . det kan De nok forstaa . . . ikke sandt, lille Alice . . .? Og ser De . . . de Breve kommer jo ikke saadan andre ved . . . jeg mener . . . de kan jo ikke saadan more andre . . . og jeg vilde saa gerne have dem, bare, bare som en venlig Erindring . . . om . . . hvad vi saadan talte om . . . der ude paa Gaarden . . . i Anledning af Deres Faders Død . . . og mere . . . saadan . . . sligt.

Der tændtes brat i Alice Plum et Blus, som bragte gamle Minder og senere Oplevelser i en Belysning, som gav dem Sammenhæng. Jo vel, hun kendte den smukke Æske med Guldbeslag. Hun havde set sin Moder aabne den, tage Breve op af den, læse dem, gemme Æsken, laase af for den og stirre tankefuld hen for sig.

Hun sagde:

- Min Moder brændte en stor Bunke Breve, før hun døde. Æsken er i hendes Sybord.

Hun kom med en Kurv, hvori der laa en hel Del Nøgler og præsenterede den for Hofjægermesteren.

Han rystede paa Hovedet og mumlede:

- Alice . . . Luk selv op . . . Gør det! saa er De sød.

Alice stak Nøglen i Sybordet, hvis øverste Skuffes Indhold altid var blevet holdt hemmeligt for hende.

Ja der fandtes kun den guldindlagte, brunrøde flammede Æske med den lille forgyldte Nøgle i.

- Luk den op, Barn! sagde Hofjægermester Værn med en vis Kommandotone, skønt Røsten var dæmpet.

Alice lukkede op. Hofjægermester Værn saa' graadig ned mod det hvide Fløjlsfor, saa' op paa Alice og sagde:

- Der er jo ingenting. Hvad?

333

- Jeg har jo sagt, at min Moder brændte en hel Del Breve - og det var vist dem, som laa deri.

- Naa-aa -

Hofjægermesteren fik atter sine store Hænder anbragte foran sit store Ansigt og mumlede:

- Ja, ja! Det var maaske godt det samme. Fru Plum var en klog Dame . . . Satans intelligent . . . og poetisk . . . Alt, hvad et Menneske burde være og sjælden bliver til . . . Aa, lille Alice; jeg er saa rædsomt bedrøvet over, at Deres Moder er død . . . Men hvad Fa'en skulde jeg gøre? Jeg sad og djævledes med det Gods ovre i Jylland . . og med . . . . . naa ja . . . ja med alt muligt. Men . . . ja . . . Branddirektøren vil sige Dem Besked . . . Død og Pine! - Nu har jeg glemt. . . Naa . . . ja . . . den Dreng kan jo vente. Hm, hm . . . hvad er Klokken? . . . Ja Verden er sgu haard, lille Alice. Selv om et Menneske vil gøre noget, han synes er skikkeligt og godt, kan han, Fanden fløjte mig, ikke faa Lov til del for Kone og Familie . . . eller . . . for Godsforvaltere . . . og for kalkunske Yenstrebønder . . . for sine Standsfæller . . . og for Skolelærere . . . og for Højskoler . . . Nej, bare man selv kunde have skabt Verden, saa skulde den, min S'æl, være ble ven en hel Del bedre, det skulde den sgu være bleven . . . ja det skulde den! . . .

Og Godsejeren slog et Slag mod Pladen af en "stum Tjener", saa den var ved at ramle. Han saa', at det gøs i Alice. Han tog da lindt paa det lette Møbel, som om det var et lille Barn, og sagde ydmyg-bedende:

- Om Forladelse, mit Barn . . . men man bliver saa let arrig, naar man bliver ældre. De er da ikke vred? Vel?

- Nej, nej, Hr. . . . Hr. . . . Hofjægermester.

- Hør, lille Alice, . . . vil De være rigtig rar og kalde mig . . . kalde mig Onkel Rudolf? Jeg holdt saa meget af Deres Fa'r og Deres dejlige, velsignede Moder . . . saa . . . hvis De ikke har saadan . . . specielt noget imod det, saa kald mig saadan.

Alice saa' ind i disse uimodstaaelig rare Øjne. Et Væld af Godhed, som hun ikke havde stødt paa i mange Aar, strømmede ud imod hende. Og da den tykke Godsejer syntes, at han læste Imødekommenhed i hendes Træk, saa', at hendes mørke, lidt staalagtige Øjne fik varmere og blødere Glans, blev han saa modig, at han forsøgsvis løftede sine Arme, dog ikke 334 højere, end at han kunde sænke dem straks, uden at det blev paafaldende. Men Alice tog ham brat om Halsen. Da sluttede Hofjægermesteren hende tæt i sin Favn og kyssede hende, men syntes selv at ræddes ved sin modige Gerning. Han gav los, strøg sit Overskæg og mumlede:

- Ja, lille Alice . . . skal vi sende det Kys op til Deres Mo'r . . . og . . . der . . . hvor hun nu er . . . ifølge vor Religion . . . Ja, men . . . Død og Pine! . . . De maa ikke blive vred . . . De maa ikke tro, at det ikke var en Fornøjelse . . . ja en Ære . . . at kysse saadan en nydelig ung Pige . . . men . . . men . . . ja . . . hvad Fanden . . . Ja nu maa jeg sgu ud til Drengen, som venter ude i Gaarden.

Hofjægermester Værn rev sin Haand ud af Alices. Hun fulgte ham, og da de kom ind i Spisestuen, saa' hun midt i Gaarden den Officer, hun havde set i Kirken, gaa frem og tilbage, funklende i Eftermiddagssolen, høj, rank.

- Naa der er han, sagde Hofjægermesteren.

Et Vindue stod aabent. Han raabte ud deraf:

- Du er vel bleven ked af at vente, lille Karl.

Officeren tog smilende til Hjælmen. Alice kendte straks af hans knapløse Officersdistinktioner, at den smukke, kraftige Mand kun var Sekondløjtnant.

Hun blev vred paa sig selv, da hun af den Hede, der steg hende til Hovedet, sluttede, at hun maatte have rødmet stærkt.

Der kom over hende den resolutte Vildskab, som undselige Mennesker tidt griber til som en reddende Planke, Hun sagde med langt højere og kækkere Stemme, end Hofjægermesteren før havde hørt hende bruge:

- Hvorfor kommer Løjtnanten ikke ind? Jeg kan se, at han hører til min Faders Folk.

Hofjægermesteren tilkastede hende et kort, studsende Blik.

- Vil De have ham ind, Alice?

- Ja, jeg vil takke ham, fordi kan kom til min Moders Begravelse.

- Naa - ja -. Det er jo rimeligt. Men han er ikke i Tjenesten mere. Han er Bankfuldmægtig i H-, min Naboby . . .

- Jeg vil sige ham Tak, sagde Alice.

- Naa ja -. Du Karl Amsdorf. - Frøkenen beder Dig komme ind, min Unge, raabte Hofjægermesteren ud gennem Vinduet.

Løjtnanten tog atter til Hjælmen og kom ind.

335

Da han tog Ordet efter Præsentationen, klang hans Røst sympatetisk i Alices Øre. Han var slet ikke forlegen som Hofjægermesteren; han talte distinkt og færdigt:

- Ja, Frøken! Jeg red ved Deres Faders Side, da Granaten ramte ham . . . jeg fik selv et Par Fingre lidt ødelagte. (Han tog Handsken af og viste sin venstre Haand, hvor Langog Ringfingeren hang lamme ned). Med et lille elskværdigt Smil fortsatte han: Jeg synes ligesom jeg er en Slags Halvfætter til Dem, Frøken, paa Grund af de Fingre. Jeg var en Latinskoledreng paa sytten Aar, meldte mig, blev Officersaspirant. Men, som De maaske kan se, Frøken, saa kom jeg ikke højt op paa det militære Hierarkis Stige.

- Ja, kan De nu begribe det, Alice? udbrød Hofjægermester Værn. Han begynder sin Bane brillant, viser sig som en hel Karl, mens han endnu er Dreng - og De ser, hvor brillant han tager sig ud i Tøjet og flunker som den flotteste Kavalerist i Landet, og saa løber han fra det hele.

- Undskyld, Onkel Rudolf . . . men jeg har jo tidt nok forklaret Dem . . .

- Ja vel, ja vel . . . Men siden Du har sagt A til Frøkenen, saa maa Du ogsaa sige B.

Hofjægermesteren satte sig magelig til Rette i Stolen, nikkede til den unge Mand, saa' paa ham som paa en Søn, han var stolt af, og lyttede til hans følgende Ord med en Mine som en Kender, der nyder sin Yndlingsvin.

- Det skal jeg saamænd gerne, sagde Dragonløjtnanten. Jeg synes, at en Officer, der ikke har Udsigt til at komme i Krig, men stadig ligger i Garnison og slæber Sabelen langs Stenbroen, er en Driver, som ikke engang fortjener den usle Gage, han faar.

- Skulde man ikke tro, at Karl Amsdorf var Venstremand, Alice?

- Jeg har slet ikke kunnet naa til at interessere mig for Politik, sagde Alice.

- Gud velsigne Dig . . . Det har Du Skam gjort Ret i, for det er det væmmeligste Vrøvl og Roderi, der er til ... Men hvem véd, Karl? Vi kan maaske faa Krig endnu?

- Gud hjælpe vort Land, hvis det skete. Det vilde være ude med det. Det tror De jo ogsaa, Onkel Rudolf.

- Ja vel. Men hvor gammel og tyk jeg end er, jeg meldte 336 mig til Tjeneste alligevel. Og det gjorde Du med, Karl Amsdorf.

- Jeg blev jo nødt til at gaa med. Jeg vilde blive indkaldt som værnepligtig Løjtnant, og for min Skyld ingen Alarm. I 64 blev jeg vant til den Sport og kom vel snart efter den igen. Men jeg vilde ikke være mere begejstret derved end ved at skrive Tal og regne paa min Kontorstol i Banken, for det var haabløs Gerning, og man vilde være grædefærdig hver Dag, man saa' sit Land rykke mod sin Undergang.

- Aa, Du vilde saamænd befinde Dig allerbedst i Krig. Du trænger til et rask Liv.

- Ja . . . det kan være sandt nok. Jeg kan godt lide i skarpt Ridt at fare om i Terrainet, ja med Skam at tale om, jeg holder ogsaa af hele Kommersen, der følger med Krig. Men naar galt skulde være, saa vilde jeg hellere slaas i en Krig for at slaas, at jeg kunde sige om de stridende Parter: Det er mig lige meget, om Hunden æder Svinet, eller Svinet Hunden.

- Sikken en Landsknægt! . . . Hvad Alice ?

Amsdorf vedblev, idet han ligesom faldt i Tanker.

- Eller rejse over til et Sted som Brasilien, hvor der endnu er Urskove at fælde og vilde Bæster at slaa ihjel, hvor man kan gøre alt sit Arbejde under aaben Himmel.

- Eller til Sydafrika og skyde Gorillaer og andre store Abekatte? sagde Hofjægermesteren smilende.

- Aa ja. Hellere end ligge i Garnison i et af de forbandede Huller . . . om Forladelse, Frøken . . . men de danske Købstæder er min Rædsel og Gru.

- Tænk Dem, Alice, sagde Hofjægermesteren. Han vilde ikke en Gang hjælpes til en god Gaard paa Landet.

- Og saa være tvungen til at regne med dalende eller stigende Kornpriser, studere Smørnoteringer?

- Er det morsommere at sidde og studere Pengekurser og beregne Renterne der i din Bank? sagde Hofjægermesteren.

- Nej. Men naar jeg er færdig med min Kontortid og ellers gør min Skyldighed, er jeg uden Ansvar for andre Menneskers Skæbne. Naar jeg er fri, er jeg fri og kan i det mindste læse om Livet, siden jeg ikke kan leve det.

- Tænk Dem, Alice; han kunde godt være bleven sat i Stand til at blive Student i sin Tid og saa gaa videre.

- Jeg vilde have været Dem inderlig taknemmelig, Onkel 337 Rudolf . . . for De kan jo nok forstaa, Frøken, at det var ham, som . . .

- Sludder, Karl . . . Det var jo ikke det, vi skulde tale om, afbrød Hofjægermesteren og blev endnu rødere i Hovedet, end han forud var.

Amsdorf fortsatte:

- Ja, hvis jeg havde følt Tømmer i mig til en Videnskabsmand, men civil Embedsmand . . . hu . . . ha! Nu kan jeg da føde mig selv og, som jeg sagde, være fri en god Del af Dagen. Gagen er lige saa stor som en Kaptajns eller Ritmesters, og naar . . .

- Ja, naar Du ikke vil gifte Dig, men Du bliver nok fangen for Alvor, min Dreng, sagde Hofjægermesteren.

- Vær vis paa, Onkel Rudolf, at jeg skal forsvare min Frihed saa tappert som jeg kan.

- Ja i visse Maader er en vis Herres Pileskud farligere end Kruppske Projektiler. Hvad Alice?

- Aa, man kan søge Dækning for dem.

- Og det har Du gjort?

- Ja, sagde Amsdorf, fordi jeg maatte gøre det. Hofjægermester Værn tog sit Ur op og sagde:

- Ja vi maa af Sted, enten vi vil eller ej, - for Toget gaar om 25 Minutter. Maa jeg kysse Dig til Afsked, lille Alice? I Morgen vil den gamle Branddirektør bringe Dig noget fra mig . . . Aa . . . kan vi ikke gaa gennem Haven og bag om Byen til Stationen?

Det var hældende Dag med rød Sol, da de to Mænd gik gennem Haven. Amsdorfs Hjælmkam var som luende Guld; Hofjægermester Værns høje Cylinder havde en Sølvstribe ned ad Siden. Da de, efter endnu en Gang at have vendt sig og hilset Alice, der stod i Vinduet, var forsvundne hinsides Laagen, var det hende, som Tæppet var rullet ned for et Skuespil, det kønneste og mest sympatetiske, hun nogen Sinde havde været til Stede ved. Hun sagde ved sig selv:

- Det var to prægtige Mennesker!

Alice stirrede længe efter dem, syntes endnu at høre Ekko af deres Stemmer.

Alice havde ikke, saa længe hun kunde mindes, hørt en Mand tale som Amsdorf.

Hun følte sig dum efter dette Møde.

At donne smukke Løjtnant ikke vilde være Onicer mere!

338

Officer! Var det ikke det højeste, en ung smuk Mand kunde drive det til?

Hun skulde aldrig mere se Karl Amsdorf i Uniform!

Hun havde set hans Hjælm glimte sejrrigt, som hun havde set sin Faders i sin Tid. Hun saa' ud i Haven. Løjtnantens Hjælm . . . ja den var der ikke mere . . . Men . . . ja det var Yrøvl . . . men hun syntes, den havde efterladt et Genskin over Træer og Buske . . . og han et Genskin i hendes Sjæl.

Og den velsignede, tykke Hofjægermester! Ja, han var ikke saa smuk . . . men . . .

Hun digtede en lille Roman om, at hvis han var blevcn hendes Stiffader . . . for han havde jo holdt af hendes Moder! Ak, ja, hans uvenlige Frue levede vel endnu . . . Uh, hun var vist en slem en . . . Hun tænkte: Hvorfor er Livet lagt saa vanskeligt til Rette? Hvorfor er der saa mange Hindringer for, at gode Mennesker, som holder af hverandre, kan mødes? Hun formede sin Tanke i de udenad lærte Ord:

- Hvorfor er der ingen Harmoni i Tilværelsen?

Hun gik videre:

- Hvorfor vil Karl Amsdorf ikke være Officer? Hvorfor tvinger Hofjægermester Værn ham ikke dertil? Hvorfor vil han ikke være Embedsmand? . . . Hvad skal et Menneske da blive? Det var jo dog de eneste anstændige Stillinger her i Landet . . .

Samtalen havde pirret op i Forestillinger, som havde ligget fast i hende . . . Uh! gaa ud i de fjerne, barbariske Lande, slaa Slanger, Røfler, Elefanter og andre vilde Bestier ihjel, naar man her hjemme kan blive Ridder af Dannebrog og faa fast Gage og køn Uniform!

Og ingen Sejr mere i Krig! Hun nynnede, eller det klang indvendig i hende:

Og flyver Du mod Himlen
i stolte Snekkers Favn,
saa nævn for Stjernevrimlen
din høje Hvitfeldts Navn.

Og Valdemar Sejr! Og Drost Peder Hessel! Og Svend Trøst!

Hun sad og tænkte:

- Det er vel Snak alt sammen! Men hvad skal jeg leve for? Hvad skal jeg søge Trøst i?

Pigen kom ind.

339

- Skal Frøkenen ikke have noget til Middag?

- Nej. Spis selv.

- Vil Frøkenen da i Seng?

- Ja.

- Ja, det kan jeg forstaa. Naar man har rigtig Sorg og Bedrøvelse, saa skal man lægge sig. Det gør Bønderne ude paa Landet altid.

Alice sov ikke stort den Nat. Hun vaktes ved Mindet om en Hjælm og om en klar, helt udtonende Stemme.

Næste Formiddag kom ganske rigtig hendes Kurator, den gamle Branddirektør. Der var udbredt noget højtideligt over ham, noget i Betning af diplomatisk Fornemhed eller Reservation. Han havde endog for at betegne, at han bar paa en alvorlig Hemmelighed, knappet sin sorte langskødede Frakke til, saa hans Buste ikke var helt ulig en tæt stoppet Pølse.

- Ja-a-a, sagde han helt betænkelig. Han knappede de to øverste Knapper af Frakken op, sukkede eller aandede dybt og halede en Pakke Papirer op af Brystlommen.

Han gentog dette "Ja-a-a" og søgte at lægge en højtidsfuld Varselstone deri. Med Haanden glattede han nænsomt og omhyggelig Papirerne ud gentagne Gange. Han fortalte nu, efter flere Gange at have rømmet sig, i en Tone, hvori han, da han ikke kendte anden Form for højtidelig Diktion, eftergjorde dels Dokumentstilen, dels gamle Præsters salvelsesfulde Prækedur, følgende:

At hans Højvelbaarenhed Hofjægermester og Bidder Budolf Værn af personlig og patriotisk Følelse for den for Fædrelandet faldne Bitmester og Bidder Otto Plum indtil Dato havde udbetalt hans efterlevende Enke Ottilia Charlotte født Ahlmann den Sum 800 Kroner aarlig, men alt i Hemmelighed med den for ægte adelige ejendommelige Noblesse, saaledes at Summen var gaaet gennem hans Datters Kurators "den her tilstedeværende Branddirektør og Prokurator Jakob Peter Dalhoffs Hænder, og han her paa lovformelig Vis havde forpligtet sig til, saa længe han var i Live, at lade ovennævnte Ægtepars eneste Datter, Alice Plum, tilflyde samme Sum, saa længe hun forblev i ugift Stand; dog tilføj ende det Ønske, at bemeldte Frøken Alice Plum . . . "De forstaar nok, at der menes Dem, Frøken" . . . uddannede sig til en for hendes sociale Stilling passende Virksomhed, formentlig til Lærerinde, til hvilken Ende, tidt nævnte Hofjægermester og Bidder Budolf Værn end ydermere vilde tilskyde, 340 hvad hendes Uddannelse paa et af Københavns mest ansete Kursus for vordende Lærerinder, vilde beløbe sig til i den Tid et saadant Kursus maatte kræve. Han endte:

- Maaske jeg i den Anledning turde æske Frøkenens Udtalelse og Frøkenens i saa Henseende fattede Beslutning, som forventes at blive bekræftende. Dog i en saa vigtig Sag burde behørig Betænkningstid, Raadførelse med Gud og sin Samvittighed ingenlunde modarbejdes, men tværtimod tilraades af den, hvem Deres afgangne, nu hos Herren salige Moders Ønske med Tilslutning af Frøkenens egen fri Vilje og Valg har gjort den Ære at sætte til Deres lovlige Værge.

Den gamle Branddirektør smækkede lidt med Tungen, da han langt om længe pauserede, ligesom for at nyde sit med Omhu udarbejdede Foredrags liflige Eftersmag. Han vilde til at tage Afsked og spørge, naar han maatte komme igen, da Alice pludselig udbrød:

- Jeg behøver ingen Betænkning, for der er jo intet andet for mig at gøre end at takke og sige ja.

- Saa-aa? sagde Branddirektøren og blev staaende.

Hans hele Ansigt udtrykte Skuffelse og Overraskelse. At beslutte sig i saadan en Fart uden vidtløftige forudgaaende Forhandlinger, var hans hele Naturel imod. Han blev næsten forarget og stammede:

- Saa hurtigt . . . ja - ja - ja -

Alice gentog sine Ord.

- Ja saa? sagde Branddirektøren. Hm! Saa skal jeg altsaa lige straks træffe Foranstaltninger?

- Ja, tusind Tak.

Kuratoren gik ud, rystende paa Hovedet, fortsættende under sin Gang hjem sit betænkelige:

- Ja-a-a . . . Ungdommen siger i vore Dage: Jo hastigere jo bedre. I gamle Dage sagde man: Jo grundigere og langsommere, desto bedre og sikrere.

I dunkel Forvirring ravede i Alices Erindring Billederne den Tid hun tilbragte i sin Fødeby, før hun rejste til København :

Afskeds visitter til Folk, hun ikke brød sig det mindste om, hvor Raad - efter hendes Mening alle dumme og hen i Vejret 341 - vekslede med Ønsker, obligate Kærtegn, Forsikringer fra Fruer om, hvor højt de havde elsket den yndige, stille og beskedne Fru Plum. Fra nogle af de ældste kom Erklæringer, at det var den gode Tid for Byen, da nuværende Hofjægermester Værn ejede det dejlige Boistrup, for det var det yndigste Sted, man kunde tænke sig - og sikken en Bolig! - De havde aldrig været inden for dens Døre! Alice var ikke rørt et Øjeblik, gjorde heller ikke Indtryk deraf. Hun fandt, at alle disse fine Fruer, for ikke at tale om Frøknerne, i alle de mange Aar havde set baade hendes Moder og hende selv over Hovedet, maaske mest af Hævn over, at de havde været udestængte fra det adelige Herresæde trods alle Anstrengelser for at faa Adgang dertil. Nu "snobbede" de atter for Hofjægermester Værns Navn, derfor faldt der lidt af til hans Protegé. Fruerne ytrede siden, at Alice Plum var et koldt og hjerteløst Pigebarn, som endda var utilbørlig indbildsk af, at Hofjægermesteren tog sig af hende. "Gud ske Lov! - deres Døtre behøvede ikke at leve af Almisse. De var meget for stolte til at blive adelige Vartovslemmer!"

Det stod ogsaa for Alice som en dunkel Drøm, at hun, ledsaget af sin Kurator havde siddet i en Kupé. Han havde stadig talt under hele Rejsen til København, uden at hun havde hørt efter, men kun svaret ja, nej og hm. Hun blev præsenteret for den store, tykke Kursusbestyrer. Han saa' alt andet end elegant ud med sin gennemsvedte Flip og sine afbidte Negle, og skønt han mest mindede om en af de simplere Skippere, hun havde set i sin Fødebys Havn, talte han i bred Præketone, endnu mere drævende end den gamle Branddirektørs.

Saa fulgte Lektielæsning paa det lille Kammer, hun beboede i et Pensionat hos Kursusbestyrerens gamle, sødbeske Søster. Hun fik daarlig og tynd legemlig Føde, ganske svarende til den aandelige i Timerne i den lange, smalle Sal med et søvnigt Lys, et langt, voksdugbelagt Bord og dinglende Rørstole. Lærere og Lærerinder kom forpustede med alle Tegn paa Forslidthed, stangede Tænder og rensede Negle eller Ører i Timerne. Den tykke Kursusbestyrer serverede de unge Piger Religion i teologisk skematisk Form. En endnu tykkere Cand. phil. afleverede Historie og Geografi under evig Kamp med en perennerende Halvrus, der røbede sig for de nærmest siddende af hans Aandedræt, og med sine frempippende erotiske Tendenser, der ytrede sig i Forsøg paa at komme i Berøring med samme nærmest siddendes Hænder. Regnestykker, saa lange som fra Kyndelmisse til Paaske, 342 pinte Alice baade i Kursusstuen og paa hendes Værelse om Kap med danske Stile over Emner, der stundom laa over, altid uden for hendes Interesse, Erfaring og Tankemodenhed.

Kursuskammeraterne, de unge Piger, mindedes hun impressionistisk som to Rækker lyse og mørkeblonde, sorte og røde Hoveder, dybt dukkende sig ned over Bordets Voksdug, adspredt gloende ud i det halvmørke Rum, eller ligesom legende Tagfat med Lysets lunefulde og uberegnelige Gennembrud. Fattige og flittige Piger, sejgt slidende sig hen mod Eksamen! Deres forskellige sociale og aandelige Dannelsestrin røbede sig i Sprogets Klang, naar de reciterede Lektierne. Nogle talte kønt og klart, nogle med københavnsk forfladiget Udtale, hvori a blev æ, og u blev o, Gade til Gæde, Mund til Mond, andre med sjællandsk Dræven, fynsk eller lollandsk Syngen, Jydsk Forveksling af haarde og bløde d'r og Stødtoner, dumpe og klangløse som Lyden af Træskotrampen i Muldjord. Alle maatte de tvinge deres højst forskellige Evner og Temperamenter ind under Eksamensfordringernes Uniform: lade sig tynge af Teologiens Tornyster, af Kongerækkers og Aarstals Eksercitsvaaben, indspænde i de mange Regningsarter og Pædagogikkens Formler som i stramt Soldaterlædertøj. Dansk Litteraturhistorie var for Alice det utaaleligste Fag. Den gamle Lærer, "Professoren", smagte selvbehagelig paa hver af de forlorne Aandrigheder eller Vittigheder, han havde paa Lager, de samme til hvert Kursus fra Aar til Aar. Afvekslende kælede han for og irettesatte mildt danske, længst afdøde Digtere, mens opløst Snus fra Næsen langsomt banede sig Vej gennem de to dybe Rynker paa hver Side af Næse og Mund. Han skulde ikke give sit Auditorium nogen straalende Forestilling om den danske Litteraturs Guldalder, Romantikens Aladdinspalads, Kæmpehøje paa Ildsøjler, Kæmpevisetoner til Elverpigerdans, ikke engang om Musernes Dans ved Studerelampens Skin paa Hostrups Hybel eller ved Punsch- og Pibedamp i det Plougske Akademikum.

I sine Velmagtsdage havde Fru Plum om Vinteraftenerne læst Digtninger fra den Tid højt for sig selv og sin Datter. Alice havde dengang kun fulgt Oplæsningen af Pligtfølelse, og Indtrykkene var siden gledne af hende. Nu vaktes de igen til Liv, og fik Farve af hendes Forargelse over "Professorens" fordringsfulde selvbehagelige Oplæsning af de samme Digterværker. Hvilken Modsætning mellem hans sødlige Foredrag, hans smudsige hvide Halsklud, hans bondeagtige brede, malpropre Hænder 343 og Moderens klingre, fine Røst, lille sarte Skikkelse og fra Top til Taa soignerede Personlighed!

Der gaar den lille Ælling, saa gul og rund og ren,
ret som en Æggeblomme, der nylig har faaet Ben.

Disse Verslinier af Christian Winther blev for hende slikrøde, ækle og vamle i "Professorens" altfor vaade Mund.

Hendes Bekendtskaber med Kammeraterne blev flygtige. Hun stod over for dem som for Væsener af en hende fremmed Race. Naar de pludrede højest, blev hun tavs som en Mur.

Hun gled glat gennem alle Eksamensfag, havde faaet mg. i hvert af dem. Den sidste Dag skulde hun op i Historie. Det var hun bange for, thi hun havde endnu den sidste Gang, da den halvfulde gamle, tykke Lærer foretog en almen Overhaling af sine Dimittender, bumret ret artigt i Aarstal og Kongcrækker.

Da hendes Forgængerinde var oppe, saa' Alice under Gaslampens flakkende Skær den lille nussede Eksaminand med den kroniske Snue med tilhørende evindelig Snøften opad, med de smaa røde Hænder, hørte hende aflevere Lærebogens Ramse lige saa raat, som den var gaaet i hende. Eksaminator sad stærkt i Skygge, lænet tilbage mod Stoleryggen. Han sagde ikke et Ord, bevægede sit graa, krøllede Hoved i evindelige Nik. Det var ikke godt at vide, om han nikkede, fordi han sov, eller fordi han bifaldt. Alice kunde ikke se hans Ansigt. Endelig vinkede han den ramsende Pige til Afsked og sagde med en dyb, dvask Stemme:

- Frøken Alice Plum!

Alice traadte hen til Eksamensbordet og saa' op paa Eksaminatoren, en titulær Professor og Bestyrer af en privat Latinskole i Hovedstaden. Hvor var det en smuk, gammel Mand! Han havde prægtigt hvidt krøllet Haar, store, varme brune Øjne, et for sin Alder passende Embonpoint, soigneret i sit hele Ydre. Han fortjente - saa syntes det Alice - det Ridderbaand, han bar i sit Knaphul.

"Professoren" rettede sig i Sædet, da Alice traadte frem i Lyset. Den høje, ranke Pige i den sorte, riflede Silkekjole, med den lille Guldkæde, Arv efter Moderen, med de lange smalle Hænder, den høje, kolde Pande, syntes ham, som hun senere fik at vide, af langt bedre Race end de Eksaminander, han hidtil havde overhørt. Der kom Ild i de store brune Øjne. Med 344 en bukkende Bevægelse og et imødekommende Smil bød han den unge Dame at trække en af de Sedler, hvorpaa Eksaminationsemnerne stod, ud af Bunken. Han sagde med en elskværdig dyb, nu helt afklaret Stemme:

- Træk nu det store Lod i Lotteriet, min Frøken!

Alice trak og læste:

"Dronning Margrethe og Sverrig."

"Professoren" slog ud med Haanden, som han vilde give hende Ordet,

Hun fortalte rolig, klart og tørt, uden Bogsprog om Kong Albrecht og den danske Dronning, og "Professoren" sagde skælmsk og sagte:

- Ja, det er vel ikke værdt at spørge Dem, Frøken, om De kender de stygge Øgenavne, denne tyske Herre beærede vor Dronning med.

Alice sagde lige saa stille og uforfærdet, som hun havde fortalt det foregaaende:

- Han kaldte hende "Kong Bukseløs" og "Munkedejen".

"Professoren" smilte end venligere end før, mens en Mumlen gik gennem Auditoriet. En af Dimittenderne hviskede til en anden: "Gud! det er rædsomt!" og den lille pjuskede unge Dame, Alices Forgængerinde, hviskede til sin Nabo:

- Og det var hende, der agerede saa fin paa det, og saa bruger hun saadanne sjofle Ord.

Men "Professoren" havde den største Fristelse til at sige til Alice, at hun var sød, saa nydelig syntes han Ordene klædte hende.

Han spurgte hende, da hun nævnede Slaget ved Falkøping:

- Hvad Aar var det, Frøken!

Alice søgte lidt og sagde:

- Jeg kan saa daarlig huske Aarstal.

- Naa, ja det er ogsaa det samme. Det var for Resten 1389. Gaa De kun videre.

Det gik brillant i Verdenshistorie.

Da Censurens Resultat forkyndtes for de spændte unge Kandidater ude paa Gangen, og den lød for Alice Plums Vedkommende paa ug. i Historie, gik der en forarget Summen igennem Skaren som en Kastevind gennem et Sivkrat.

- Nej - det var da rasende uretfærdigt.

- Ja, hun vidste ikke, naar Slaget ved Falkøping stod.

345

- Den gamle Professor saa' sig tosset paa hendes gamle Silkekjole.

- Og paa hendes hvide Hænder.

- Og saa var det ogsaa, fordi hun snakkede saa ufolkeligt, lød det i Dialekt.

- Og fordi hun kunde sætte Bogens Ord om, saa det lod, som det var hendes egne, sagde den lille pjuskede, der var oppe før Alice.

Et Par Dage efter modtog Alice en Konvolut paa sit Pensionat. I Konvolutten laa et Kort. Det indeholdt:

"Professor Langberg og Frue udbeder sig Æren af Frøken Alice Plums behagelige Nærværelse til en Dans Lørdagen den osv. osv.
Sv. udb."

III.

Hvilken Forskel fra Købstadens tarvelige Baller, hvor man stadig gensaa' de samme kedelige Ansigter og tidt endte med at se sig gnaven paa hinanden!

Her er en Hvirvel af Glans og Klang og Pragt, Lysekroner og Lampetter, god Musik, straalende Øjne, store farverige Toiletter, hvide Arme og Halse paa de mørke fløjlsagtige Tapeters og mørkerøde Fløjlsgardiners og Portièrers Baggrund. Unge, smidige, vege Midjer bugtede sig under kraftige Favntag. Herrernes sorte Kjoler var som et douce, ensformigt Akkompagnement til den brogede Farvekantate, der brusede frem fra de mange Damer i de mange Farver.

Alice nød det hele med fuld Tro paa dets Ægthed, saa' og hørte kun Skønhed og Livsjubel, havde ikke Strøg af Mistanke i sit Sind om, at der i dette Selskab kunde findes Herrer med raa Tanker og flabede Ord, Damer med pjankede eller flirterende Tendenser og kræmmeragtigt Livssyn. Hvor kunde hun ane anden Skygge her end den, der tjente til at forskønne og udhæve Lyset? Saa let og blødt svømmede hun i Glæden over den Lykke, hun gjorde ved sin Debut. Hendes smidige Rankhed og friske Finhed slog an. Den simple Elegance i Snit og 346 Farve paa hendes straagule Silkekjole, som hun selv havde syet, tog sig distingveret ud i farvetrætte unge Herrers Øjne, som noget for sig, som et lyst, nobelt Krysanthemum i en broget spillende Blomstermasse.

I Begyndelsen havde hun ingen Helt blandt de unge Herrer. Hun foretrak sin aldrende Vært, hendes Beskytter fra Eksamensbordet, Professor Langberg. Hver Gang han viste sig med sit graa Lokkehoved, varmt farvede, lidt svære regelmæssige Ansigt og de blanke brune Øjne i Døraabningen mellem de tilbagetrukne Portiéregardiner, tændtes der ligesom en Krone til i Salen.

Siden indrammede Alice ham som tredje Figur i et Billede sammen med sin diskrete Velgører Hofjægermesteren og med Dragonløjtnant Amsdorfs noble Skikkelser - alle tre af den Slags Mennesker, fra hvem Godhed og Ærlighed varmt straalede ud i vide, vide Kredse.

Hun havde ikke fjerneste Mistanke om en Smule Begær, naar Professoren benyttede sin Alders eller pædagogiske Autoritets Privilegium til at karessere nogle unge Damer, naar de bestrøg ham. Hun vilde selv være glad og stolt ved at have en saadan Fader, der vilde kæle for hende.

Da hun havde endt en Dans inde i Salen, og hendes Herre førte hende gennem Salonen ved Siden af, tog Professorens Frue, en midaldrende, ret statelig Dame, vel en Snes Aar yngre end sin Mand, Alice om Kinderne og kyssede hende paa Panden. Alice var ikke langt fra at ønske, at det var hendes Mand, der havde gjort det.

Han stod ved Siden af og saa' til, aabent og bredt smilende og sagde til sin Frue:

- Ikke sandt? Min Smag er ikke daarlig?

Fruen sagde:

- Ja, Du véd rigtignok at plukke smukke Blomster overalt. -

- Ja selv i Eksamensbed, i Pædagogikkens Sandjord, sagde han, lo højt og sonort. Hans Øje varmede Alice ind til Hjertet. Hun tænkte ikke, at der kunde ligge en lille giftig Braad gemt i Ægtefællernes hurtig, med Smil vekslede Replikker. Hvor kunde det være muligt andet, end at alt i dette nydelige Hus, bekendt som et Samlingspunkt for københavnsk Intelligens, maatte ligge udfoldet for Guds Sol og kunde være tjent med at være det?

Ved Bordet glimrede Professoren som vittig og beaandet Taler. Med sit smukke Organ flatterede han Ordene, især i de 347 mange Citater af Digtere - Oehlenschlager og Goethe figurerede hyppigst - og Jubelen steg om Kap med Champagneskummet, da han med løftet Glas, med funklende Øje og glødende Kind udbragte "Damernes Skaal". Det var, som hver af de unge, hvidhalsede og silkeraslende Piger fik et Glimt og en Varmestraale, da han endte med Slutningslinierne af Faust, der var nye for Alice:

Alles Vergangliche
Ist nur ein Gleichniss;
Das Unzulängliche
Hier wird's Ereigniss;
Das Unbeschreibliche
Hier ist gethan;
Das Ewig-Weibliche
Zieth uns hinan.

og tilføjede:

- Ja, kære unge Damer, Billedet af eders Ungdom og Skønhed, som det fremstiller sig her i Aften, er vel forgængeligt, men i Øjeblikket aner man det ikke, man ser det som Symbol for det uforgængelige, det, som vore dybeste Tanker længes efter og haaber paa at skue i den evige Skønhedsverden . . . vist er det, at eders Ungdom og Skønhed ikke kan beskrives, vist er det, at de drager os til.

Saadant noget havde Alice vel læst eller hørt læse, men aldrig hørt et Menneske af Kød og Blod sige højt i levende Live. Hun tænkte paa den blegfede Apotekers Skaaler for Damerne ved Ballerne derhjemme, dem, han udbragte med Munden fedtet af Andesteg.

Det var under Ballets unden Afdeling, at Alice lagde Mærke til en velvoksen og kraftig bygget blond ung Herre med et Overskæg, der syntes at have Udsigt til at vokse sig lige saa kraftigt som Hofjægermester Værns. Han syntes at søge hende, og Fruen præsenterede ham som Kandidat Halbæk. Han engagerede hende til en Dans. Hans Væsen var noget anderledes end de andre Herrers, hun havde danset med. Hun fandt dem alle interessante, men dog i nedadstigende Skala. Den første, Husets næstældste Søn, der havde faaet Digte trykte i Tidsskrifter, talte om, hvor vort Aarhundrede var ugunstigt for Poesien I snævrere Forstand og parodierede nogle af de mest bekendte Forfatteres Stil i Vers og Prosa og eftergjorde et Par Skuespilleres Manér.

348

Den næste, en ganske ung Løjtnant, talte om alt mellem Himmel og Jord, blandt andet om en Del af de tilstedeværende og lod Alice forstaa, at han vidste godt, at den Herre var hemmelig forlovet med den Dame, og at den var bleven refuseret af den, saa udbredte han sig om det herlige ved Bjergvandringer, om Hoteller og Udsigter i Schweiz. Den tredje serverede en Mængde af de nyeste Brandere og Ordspil, som Alice ikke forstod synderlig af, men hun smittedes af hans egen Latter over dem og lo med.

"Kandidat" Halbæk dansede brillant. Der var noget paa en Gang tilforladeligt og let i den Maade, han "førte" paa; der var Takt og Rytme i ham, Styrke og Smidighed. Da de havde den første Hvil i Dansen, sagde han:

- Det er virkelig meget morsommere at danse end at gaa til Eksamen.

Alice turde ikke sige noget. Hun havde endnu en Best af Stolthed og Glæde i sig over sin Eksamen, men hun følte godt, at vilde hun sige noget i den Retning, kunde det tage sig ud som Vigtigmageri eller Pedanteri.

Halbæk fortsatte:

- Ja, Professorinden præsenterede mig som Kandidat. Alice sagde:

- Og De er det ikke?

- Jo, for saa vidt som jeg sidste Sommer gik rejekt til Filosofikum. De ser paa mig, Frøken? De tror nok, jeg er en Kraftidiot. Ikke?

- De maa undskylde, men De ser ældre ud end . . .

. . . - End en, der gaar op til Filosofikum. Ja, det er rigtigt. Det er ogsaa anden Gang jeg gik rejekt, og der er tre Aars Mellemrum mellem første og anden Gang.

Alice lo og spurgte:

- Vil De saa gaa op igen om tre Aar?

- Næ dog. Men hvad skal jeg foreløbig bestille, naar jeg ikke faar Lov til at gøre, hvad jeg vil?

- Og hvad vil De da gøre?

- Ja, naar jeg bare vidste det. Jeg vilde helst altid more mig. Men det kan man ikke leve af i Længden.

Alice kunde ikke forarge sig. Han sagde Ordene skikkeligt, uden al Renommisteri, snarere sagtmodig-undselig, syntes endog at skamme sig og tilføjede: 349 - Gider De høre, hvordan det er gaaet mig? Ja, jeg er nu vant til at sige alting lige ud til dem, jeg synes om. Især, naar det er en Dame . . . det vil sige, ikke en af de unge Damer, der er lige saa fjantede og vittighedsjagende som unge Mandfolk . . . Tænk, Frøken; jeg har hele Aftenen gaaet med en indeklemt Lyst til at danse med Dem og tale med Dem?

- Hvorfor dog det?

- Det tør jeg ikke sige.

- Hvorfor?

- For . . . nej, jeg vil ikke sige det.

De dansede ud igen. Da de pauserede, følte Alice Nysgerrighed efter at høre, hvad denne løjerlige Fyr havde at sige om sig selv.

- Hvad havde De da tænkt paa at studere?

- Hm! Lige meget hvad . . . helst ingenting . . . Jeg skal sige Dem, jeg tror, jeg kunde være bleven til noget ad en praktisk Vej, hvis jeg vil sige . . . f. Eks. . . . hvis jeg i Tide var bleven alvorlig forelsket.

Alice lo højt.

- Ja. - Der ser De. De lér. Alle unge Damer lér nu om Stunder, naar bare man nævner Ord som "forelsket" eller Kærlighed. Hvis ikke de Romaner og Tragedier og Komedier, som man læser og ser, er noget forbistret Løgn, saa maa der dog have været Tider, hvori man har kunnet nævne saadan noget uden at blive til Grin.

Alice sagde:

- De lovede mig at fortælle om Deres Liv.

Han saa' paa hende og mumlede:

- Nej, nu vil jeg ikke. For De er vist lige saa durkdreven som alle de der.

Han pegede i en Kreds ud mod Damerne. Efter en kort Eftertanke kom Alice til det Resultat, at hun burde tage Distance. Da den unge Mand opdagede det, dansede han Pligtdans og var ikke til at slaa andre Ord ud af end de for Høflighedens Skyld højst nødvendige. De surmulede en Tid. Saa gjorde det Alice ondt for ham; hun syntes, han saa' ud, som han var bedrøvet. Men hun søgte forgæves efter en Form, hvorunder hun kunde faa Samtalen i Gang igen. Da Dansen var ude, forsvandt han af Salen. Først ved Slutningen af Ballets sidste Dans saa' hun ham i Døraabningen til Salonen.

350

Alice forundredes eller foruroligedes ved at se ham. Hans Ansigt blussede; hans Øjne glinsede, men med en død lys Glans som poleret Tin.

Hendes Herre bemærkede:

- De ser paa Halbæk. Det Skind! Nu er han, som sædvanlig paa Baller, bleven ramt af ulykkelig Kærlighed og været inde og bjerge sig nogle Glas Sherry.

Alice var naiv nok til at blive bedrøvet og til at fortryde, at hun havde lét af ham.

Da Halbæk opdagede, at hendes Øjne var rettede mod ham, vilde han gøre en brat Drejning paa Hælen, men hvad enten nu det var Dørtærskelen, der ikke kunde komme ud af det med hans Støvlehæl, eller det var af en anden Grund - han snublede og maatte gribe i Karmen for at undgaa at falde.

Alices Herre lo og sagde:

- Kæferen er efter ham.

Alice forstod ikke Talemaaden, vilde heller ikke spørge. Hun kunde ikke lide denne unge Herre, Søn af en rig Grosserer, ansat i Faderens Forretning.

Grosserersønnen vedblev:

- Ja, det er en rar Fyr. Ulykken er, at hans Fader er Kammerherre.

- Er der nogen Ulykke i det? spurgte Alice.

- Ja, naar man ellers kun er afskediget Kaptajn og karakteriseret Oberstløjtnant og absolut vil have sin Søn enten til Officer eller Student.

Det kogte i Alice. Hun kaldte indvendig sin Kavaler for en Kræmmerdreng, fristedes til at sige, at hun var en Ritmesterdatter, men modstod heldigvis Fristelsen. Kavaleren mærkede intet og vedblev:

- Kammerherre Halbæk har staaet i Garden, skal have formøblet det meste af den Medgift, han fik med sin Kone, en født Baronesse, tror jeg. Hun skal have været eksalteret og proppet Sønnen med Vers. Han er gaaet rejekt til adskillige Eksaminer - men det er en ærlig Sag - men han er alt andet end fin du siécle. Naar han gaar paa Komedie, er det blot i det kongelige og helst, naar de spiller Stykker af Oehlenschläger eller saadan en gammel Bede. Nu tales der om, at Familien vil hjælpe ham til en Gaard. Saa kan han jo give den æstetiske Landmand.

351

Da den unge Herre troede at opdage, at hans Tale mishagede hans Dame, slog han om og sagde med dannet Tonefald:

- Frøkenen maa endelig ikke tro, at jeg ikke sætter Pris paa Litteratur. Jeg læser det meste af, hvad der udkommer, jeg forlanger blot, at det skal være saadan en Smule . . . pikant. Og oprigtig talt - Vers! . . . véd De hvad? Det er dog vist et overvundet Standpunkt.

- Men Drachmann da? fløj det ud af Alice.

- Gud bevares: Sving, Fut, Stemning! Et stort Talent. Men . . .

Saa kom der en Bedømmelse af Digteren, som Alice ikke hørte efter. Hun var glad, da Dansen var endt.

Professoren hjalp hende Tøjet paa ude i Entreen. Han klappede hendes Kind og sagde:

- De var en Pryd for Ballet. Maa jeg haabe snart at se Dem til ungt Selskab. Forsigtig og sagte nærmede han sit Ansigt til hendes. Hun mærkede Varmen fra hans Kind straale over paa hende. De store brune Øjne, den røde svulmende Mund kom nærmere og nærmere, og uden at Alice vidste, hvordan det gik til, var deres Læber mødtes i et Kys.

Hun hyllede sit Hoved tæt ind, da hun gik ned ad de brede Trapper i den store Skolebygning. Hendes Hoved brændte, hendes Hænder rystede. Hun lokkede for sig selv og sagde :

- Det var jo, som om din Fader havde kysset Dig, og Du ham.

Men hun kunde dog ikke rigtig faa sig selv overbevist om det faderlige og datterlige i dette Kys, det første, hun havde givet en Mand, siden hun kom til Skelsaar og Alder . . . . Op i hendes Minde steg underlig manende en høj Skikkelse med blinkende Hjælm paa Hovedet. Hvorfor kom den Skikkelse frem, saa tidt hun kom uden for sin dagligdags Stemning?

Efterklang af Musikken, Genskin af Lysene og Farvepragten, Danserytmernes Takt; hurtig forbiilende, knap skelnelige Billeder af unge, glade, kønne, glødende Ansigter; hvide Halse, slanke Mandsskikkelser skinnede og suste i hende, mens hun kørte, og hun syntes at høre Champagnepropperne knalde om sig i Luften. Mindet om Professorens Kys kom til at danse lystigt med under Jubelens Ekko.

Vognens Fart sagtnede et Øjeblik. Der veksledes Ord fra Kuskesædet med en Person, men det foregik som i en lang 352 Afstand fra hendes Bevidsthed, der var betagen af disse Genklange og Reflekser.

Vognen holdt. Hun genkendte ved Lygteskæret Huset, hvor hun var i Pensionat. Kusken lukkede Døren op. Inden Alice havde naaet Porten, saa' hun en Herre der paa Fortovet, og, idet hun stak sin Nøgle i Døren, svingede han sin sorte Cylinderhat og raabte:

- Tusind Tak for i Aften, Frøken Plum!

Hun fik lige Tid til ved Lyset fra Gaslygten at genkende "Kandidat" Halbæk.

Hun hilste ham, fortrød straks, at hun havde gjort det, men mens hun gik op ad Trappen, forsonede Mindet om hans troskyldige Ansigt og barnlige eller barnagtige Væsen hende med, at han var sprungen op paa Droskens Buk, var kørt med og havde villet se hende endnu en Gang. En Anelse vovede at antyde sig i hendes Sind: Han var bleven vred over hendes Railleri, det, hun nu fandt ret overlegent og klogt, havde drukket for meget af Sorg, vilde nu gøre det godt igen.

Omhyllet af sine egne Tanker klædte hun sig af, og Tankerne spandt sig over i et forviklet Drømmenet, der ikke var til at finde Rede i. Det var et Sammensurium af Klang og Glans, af en Mængde Menneskeskikkelser. Halbæks trængte sig af og til stærkt frem i Skaren for atter at vige tilbage.

Næste Morgen laa der Brev til hende fra Hofjægermester Værn. Det gik kun sjældent paa, og, hvad der altid højlig havde forundret, stundom bedrøvet hende: Hofjægermesteren havde aldrig besøgt hende eller sendt Bud efter hende, uagtet hun flere Gange, mens hun havde opholdt sig i København, havde set hans Navn i Aviserne blandt de rejsende i Hotel d'Angleterre. Hans Breve var saa korte og knappe som Dagsbefalinger eller sligt, og han, som saa hjertelig havde bedet hende om Lov til at kalde hende ved Fornavn og sige Du til hende, skrev Frøken Alice og De. Af og til kom der Konvolut med Penge til hende - foruden dem, hun fik gennem sin Kurator Branddirektøren til sit Ophold og Undervisning - de bar en Jydsk Jernbanestations Poststempel, men indeholdt ikke Skrivelser.

Det nu modtagne lød:

"Kære Frøken Alice! Idet jeg lykønsker Dem til hæderlig overstanden Eksamen, ønsker Dem alt godt i Fremtiden, beder 353 jeg Dem blive i København, saa længe De ønsker, sørge for Deres videre Uddannelse etc. etc. og er
Deres altid faderlige Ven
Rudolf Værn.

Det var kønne og store Skrifttræk med "danske" Bogstaver. Deres store og regelmæssige Form syntes at vise, at Godsejeren maatte skrive meget langsomt.

Pensionatets Værtinde havde i den sidste Tid særlig udmærket hende. Hun havde endog hørt de andre Damer skumle over, at hun blev begunstiget med Hensyn til Smør og Ost.

De fik nemlig "paalagt" Smørrebrød til Frokost og Aftensmad. En Formiddag sagde endog en midaldrende Dame til Værtinden med den arrigste Betoning af Verden:

- Hvorfor er der Leverpostej paa Frøken Plums Smørrebrød og Frikadelle paa vores andres?

Hvorpaa Fruen svarede:

- Frøken Plum er ude hver anden Dag.

Alice var hvert Øjeblik hos Professorens. Fruen havde bemægtiget sig hende.

Fru Langberg havde en Stab af kønne unge Piger om sig. Der var livligt i disse smaa Kaffe- og Ghokoladeformiddagsgilder. Der diskuteredes Litteratur, Teater, Begivenheder i Hovedstadens high life. Værtinden var liberal-ironisk, lidt Fremskridtskvinde i Litteraturen, indrømmede paa én Gang de daværende yngre Forfatteres Talent og Tilværelsesret, men tillige, at Bladene fra deres Standpunkt havde Ret til at være strenge, "for unge Fremskridtsmænd trængte virkelig til at gennemgaa en haard Skole". Alice blev noget skuffet med Hensyn til Professoren. Naar han i Skolens "store Frikvarter" kom til Frokost, var der en Rest af Skolegnavenhed over ham og en drilsk Tone mellem ham og hans Frue.

En Dag, da et Par af de unge Piger ikke havde bemærket eller ænset Fruens Vink om at afbryde en Samtale om nyere Litteratur efter Professorens Ankomst, var Husherren lige ved at fare op og bemærkede om tre Digtere, der var paa Dagsordenen, at den første var en begavet Gavflab, den anden en affekteret Skrue, den tredje en kynisk Laban.

Alice sad ved Siden af ham. Hun saa' op paa ham. Han var ikke saa smuk, som hun før havde set ham. Ansigtet struttede ubarberet af graa Skægstubber, hans Flip var ikke helt pæn, 354 hans Negle havde fanget Skolestøv. Han mødte hendes Blik, og straks blev hans eget mildere og fik en Antydning af den varme Glans. Han tog hendes Haand under Bordet og trykkede den. Alice syntes ikke rigtig derom. Det var ikke den Haand, hun havde set ved Eksamensbordet. Han slap brat, rejste sig, gik ud og lukkede Døren haardt efter sig.

En anden Dag saa' han bedre og venligere ud, fortalte Alice, at han havde skaffet hende Timer i Fransk og Engelsk paa et Kursus og sagde, inden han rejste sig:

- Men jeg vil gerne tale et Par Ord med Dem og gjorde Tegn til hende at følge sig.

Men Fruen sagde:

- Hvad Du har at sige til Alice, kan Du siden sige til mig, saa skal jeg give hende Besked.

- Vil Du bare . . . sagde Professoren og hans Øjne blev dunkle.

- Nej, kære Ven! Jeg kender din Svaghed. Naar Du kommer i Passiar, fristes Du til at komme for sent til din Undervisningstime. Læste Du ikke en Artikel i -bladet, hvori der satiriseredes over de Skolebestyrere, der stundom kom tre Kvarter for sent til deres egne Timer og brutaliserede Lærerne, naar de kom fem Minutter for sent.

Da blev Professoren hidsig for Alvor og smækkede Døren i efter sig, saa Glas, Kopper og Lampekupler dansede og klirrede.

Fruen lo hjerteligt og sagde:

- De kære Ægtemænd er saa komiske, naar de saadan forsvinder med Brask og Bram og i bengalsk Belysning. De er saa naive, at de tror, at sligt imponerer os.

Siden gik det op for Alice, at Fruen ligefrem lagde an paa at berøve sin Mand den Glorie, der omstraalede ham i mange unge Damers Øjne. Hun satiriserede let og muntert over den kære Langbergs Magelighed, smilte, naar en af Damerne kaldte ham "Videnskabsmand" og sagde, at han mest brugte Bøger til at læse sig i Søvn med. Det var klart, at Fruen paa alle Maader hindrede, at Professoren fik en tête-à-tête med de besøgende Damer.

Alice kom paa mange Baller, i mange Selskaber, traf næsten overalt de samme unge Folk af begge Køn, uden at hun kom nogen af dem stort nærmere. Hun fik ingen "Veninde"; det hed og om hende, at hun var "stram" og "tilknappet".

355

Men Fru Landberg lod til at holde af hende, kærtegnede hende og kaldte hende sin lille "Kæledægge-Komtesse".

De unge Herrer behandledes tidt i Fru Langbergs Pique-nique Engang, da en af de unge Damer skoptiserede over den unge Halbæk og hans forfejlede Eksaminer og kaldte ham en "mankeret Eksistens", blev Professorinden ivrig og blev køn i sin Ivrighed.

- Det er rent forkert, hvad De siger, Nancy. Louis Halbæk har gaaet her i Skolen, var en rar og flink Dreng. Men han har været moderløs fra lille af, og hans Fader, som for Resten er en Gentleman i alle Maader, har villet opdrage ham som en Rekrut fra Frederik VI's Tid. Louis er bly og egentlig fin, er musikalsk og elsker Poesi, men duer ikke til at tage Eksaminer. Han har saa megen Dannelse, at den kunde forskønne og berige en praktisk Livsstilling, og fik han en god Kone med en fast Karakter, saa kunde han blive en brillant Mand. Men skal han gaa herinde for Lud og koldt Vand og ikke vide, hvor han skal gøre af sig selv - ja saa. Aa, det er Synd for Louis Halbæk . . . blodig Synd!

Alices indre Varmegrader steg, alt mens den kønne Kvinde talte. Hun tænkte paa hin Balaften, da Louis Halbæk svang sin Hat for hende, men mærkede ikke, at Fru Langberg hele Tiden betragtede hende paa skraa under sin Apologi.

De sidste Ord, Fru Langberg havde sagt, klang længe efter for Alices Øren. Den store, kønne, troskyldige Fyr, den Louis Halbæk!

Alice syntes at have glemt "Professoren" for hans Frue. Hun kunde ikke komme op til sin forrige Beundrings Højde, naar hun en enkelt Gang saa' ham. Han tog sig kun ud i Pynt; "i Negligé tabte han al Prestige" - det var hans Hustrus bittert spøgende Ord om ham - hun tilføjede rigtignok: "Men jeg er jo stolt af og lykkelig over hans glimrende Begavelse og over den Anseelse, han nyder blandt Samfundets bedste Mænd".

Da Sommerferien kom, fulgte Alice Fruens Invitation til at bo hos dem paa Landet i Taarbæk. Professoren var næsten altid ude i Middagsselskaber og var gnaven hjemme. Var Frokosten ikke præcis paa Minuttet paa Bordet, forsvandt han "i bengalsk Belysning", som Fruen sagde. Det skrøbelige Landhus rystede og bævede, naar han slog Dørene i, og Fiskerfolkenes store Hund gøede ad Braget. Dag for Dag sank han i Alices Agtelse ved sin barnagtige Hidsighed og tøsede Lunefuldhed.

356

Den almindelige Mening tillagde ham ellers en mandig Karakter og en overlegen Personlighed!

En Dag kom han hjem sent ud paa Natten fra et Middagsselskab. Alice hørte hans Stemme udenfor. Hun havde siddet i Dagligstuen og læst en af de Forfatteres Bøger, som Professoren ikke kunde lide. Hun gemte den under Bordtæppet.

Der masedes med Nøglen. Den Nøgle eller den Laas vilde ikke lystre.

- Aa det forbandede Skidt! lød Professorens Stemme udenfor, mens han sloges med Laasen. Alice gik ud for at lukke op, tog Lampen med og satte den paa en Konsol i Entreen.

"Professorens" Ansigt og Øjne luede. Da han saa' den slanke, lyse Pige paa den mørke Grund, blev han æstetisk og sagde:

- En ægte Rembrandt!

tog hende om Livet og trykkede hende tæt ind til sig.

Alice blev fortvivlet, forskræmt, rasende. En hed Vindunst havde ramt hende i Ansigtet. Et hæst Skrig pressede sig ud gennem Luftrøret paa hende. Uden at vide, hvad hun gjorde, styrtede hun ud ad den aabne Dør, i et Par Spring var hun gennem det smalle Stykke Have og ude paa Strandvejen i den mørke, stjernegnistrende Augustnat. Hun hørte som i Drømme Bølgeskvulp fra Stranden og en susende Lyd af sine egne Klæder, men hun løb ned ad Vejen uden Maal og Med. Hun mærkede, at hun bestrøg en Mandsskikkelse i sin Fart og hørte et:

- Halløj . . . hvad er der paa Færde?

Stemmen klang for hende, som kom den dybt nedefra, forekom hende dog bekendt. Det gjorde hende endnu mere angest.

- Er der nogen efter Dem? lød det igen.

Det var Louis Halbæks Stemme. Hun vilde gøre brat omkring, løbe - ja enten tilbage - til Siden - ned i en Grøft - ud i Stranden. Men hun følte et Tag i sin Arm. Da slappedes hendes Kraft som en overanstrengt Staalfjeder; hun sank hulkende i Knæ.

Det var et smerteligt Øjeblik for Alice. Hun, der hadede nervøse Kvindeskrig og hysteriske Gestus! Hun knyttede sine Hænder, saa Neglene gjorde ondt i Kødet, bed næsten sine Læber til Blods for at faa samlet Kræfter til at rejse sig. Til sin store Ærgrelse og Sorg reagerede denne Anstrengelse ved 357 en Slags Krampelatter, der gjaldede højt ud i det tavse Mørke. Og Louis Halbæk havde genkendt hende! Han sagde:

- Men, kære Frøken Plum . . . hvad er der dog? Jeg fulgte lige Professor Langberg hjem . . . De bór jo der.

Alice havde Aandsnærværelse nok til at le ud og lade, som om hendes Latter var naturlig. Hun sagde pustende:

- Ja . . . og jeg blev saa bange . . . fordi Professoren kom saa brat . . . og var saa underlig. Og nu ler jeg af min taabelige Angest.

Halbæk lo med.

- Naa-aa-h? Ja, saa maa jeg i Grunden bede Dem om Forladelse, for det er mig, der fik sminket den krøllede Longomontanus saa pænt . . . . Naa De er ikke med? Det var hans Øgenavn. Jo - han var jo min Skolebestyrer og Lærer, og han talte altid saa meget om, at det kom an paa, altid at faa en etisk Værdi ud af det historiske Stof. Det har jeg mange Gange ærgret mig over, som jeg altid gør over saadan nogle bredt skrævende Fraser og Regler. Det er i det hele taget en hul gammel Fyr. Naa, saa var han til Middag i Dag hos min Morbroder, Grosserer Brun, her nede paa Strandvejen, og ved Kaffen docerede han for mig, at jeg skulde og maatte vælge en Stilling og stræbe efter - hvordan Fanden var det, han sagde? . . . jo . . . efter at finde et Punkt, hvor min personlige Vilje konvergerede med Samfundsviljen. Han vilde være værdig, skønt han havde to Gognaker og én Curaçao under Vesten. Saa listede jeg under Samtalens Løb nogle flere i ham, og saa slog Historiens Filosofi Sludder for ham, saa blev vi Kammerater, og han blev saa gemytlig, at han slog mig paa Skulderen og lo, da jeg citerede Heines Vers:

Selten habt ihr mich verstanden,
Selten auch verstand ich euch,
Nur wenn wir im Koth uns fanden,
dann verstanden wir mis gleich.

Saa var det, jeg syntes, at jeg var bound by honour til at følge ham hjem. Det var en Skam, at jeg paa en Maade var Skyld i, at De blev saa bange . . . . Her bor Onkel Brun. De ser, De har ikke langt hjem. Her er et Lysthus inden for Laagen. Lad os sætte os lidt der, at De kan komme til Kræfter, saa skal jeg følge Dem hjem. Hvad? Det var rart, hvis De vilde gøre det? Alice havde ikke Kræfter til Modstand og lod sig tavs føre 358 af Halbæk. En Tid sad de tavse. Af og til hørte hun Havets Stemme et godt Stykke borte, ellers afbrødes den natlige Stilhed kun af et sagte Vindpust, Knagen af en Gren, Raslen af Blade, der slog sammen. Uden at hun havde lagt Mærke dertil, havde Halbæk taget sin Sommerpaletot af og dækket hendes Ryg med. Duggen faldt stærk og kold. Stjerneskud furede den sorte Himmel.

Pludselig tog han til Orde:

- Frøken Plum - jeg føler, at jeg kunde blive til noget hvis De holdt af mig.

Han fandt hendes Haand i Mørket. Den var iskold. Han gemte den mellem begge sine varme og bløde Hænder.

Var det den moderlige Trang, som er til Stede i ethvert Kvindesind? Følte hun sig smigret ved at blive paakaldt som Skytsengel af dette store kraftige Rarn af et Mandfolk? Hun gjorde ingen Modstand, da han favnede og kyssede hende.

Siden, da hun havde lært baade Halbæk og sig selv bedre at kende, blev det hende indlysende, at hvis hun ikke havde været revet saa stærkt ud af sin sædvanlige beherskede Sindsstemning, og - det sagde hun sig selv med en bitter Følelse - hvis Halbæk ikke havde været paavirket af Onkelens Champagne, var det hele blevet anderledes. Hun vilde have haft Mod til Modstand. Han vilde aldrig have faaet Mod til at erklære sig.

Den næste Formiddag fortalte hun Fru Landberg, at hun var forlovet med Louis Halbæk. Fruen omfavnede hende med et Glædesudbrud og sagde:

- Jeg ser Guds Finger heri. Det har været mit lønlige Ønske. Den gode Louis Halbæk vil blive et dygtigt Menneske og gøre sin Slægt og sine Venner Glæde.

Hun var ret tilfreds med sig selv. Hun følte sig i en vis Intimitet med Forsynet.

Professoren, der fik Efterretningen ved Frokosten, tog den med Ro, var maaske endog vel tilfreds, thi en taaget Erindring om, at han havde prostitueret sig Aftenen forud baade ved at lade sig drikke paa Pelsen og ved at lade sine erotiske Tendenser tage Magten fra hans Værdighed, sad i ham som en ond Samvittigheds Rrod. Han lagde resigneret et Stykke marineret Sild fra sig paa Tallerkenen, skubbede lidt til sit Krus baierske Øl og sagde med sin klangfulde Røst i længst afdøde N. P. Nielsens pére-noble-Stil: 359 - Til Lykke og Velsignelse mit søde, kære Barn!

Alice skrev straks til Hofjægermester Værn og modtog et af hans korte Breve, hvori hans Stil af Bestræbelse efter Højtidelighed løb i Haardknude:

Kæreste Frøken Alice! Det eneste Skaar i den Glæde, jeg føler ved, at De har fulgt Kvindens eneste rette Kald, som er at blive Hustru; (thi, at jeg raadede Dem til at tage LærerindeEksamen var blot for at De kunde have et Nødværge i, hvad vor Tid kalder Kampen for Tilværelsen, hvilken er haard for en ugift Kvinde) . . . er, at ingen af Deres af mig saa højt elskede Forældre er blandt de levendes Tal og kan glæde sig over deres eneste Datters Lykke. Min nu desværre svagelige Hustru beder mig bringe Dem sine Lykønskninger, der dog strømmer varmest fra Deres gamle Ven

Rudolf Værn.

Da Fru Alice var naaet til dette Punkt af sine Livserindringer, slog hun Øjnene op fra sit Arbejde. De mødte det store Magasins hæslige Mur. Hun mumlede:

- Ja dengang blev der spærret for al fri Udsigt for mig.

Hun foldede Hænderne over sit ene Knæ, bøjede sig forover og saa' ned mod Bordpladen.

Hendes Tanke og Haand var lige trætte. Hendes Læber bevægede sig til følgende Ord, der dog ikke klang ud:

- Det er vel bedst saadan, at jeg spærres ude fra Syn til noget frit og skønt. Nu vilde det maaske kun smerte mig. Naturen har ikke undet mig Kraft til at svinge mig frit ud over det tunge og hæmmende. Den har ej heller skænket mig den fromme Resignations Gave. Min stakkels Dreng er mig ikke nok. Jeg kan ikke lægge mig rolig til Rette og i Hengivelse betro mig til noget, der vaager over mig og styrer mig. Jeg vil dø med en bitter Protest mod mit Liv paa Læben. Og Protesten er tom, kan ingen og intet ramme. Mit Livs Minder vil langsomt dræbe mig som Naalestik. Jeg bliver vist meget gammel, vil dø som en indskrumpen Mumie.

Indadvendte, umeddelsomme Kvinder føler ofte en Trang til Selvplageri. Hvad lykkeligere Naturer letter i fortrolige Samtaler, eller, hvis de er anlagte derpaa, i skriftlig Meddelelse eller i at 360 sprede deres Tanker, bærer Kvinder af Alices Art inde i sig. Ja de gaar end ikke til Side for nogen smertelig Hændelse i det daglige Liv, nej de tager sligt op med sygelig Iver og borer det som Naale i deres Kød. De har hverken Styrke eller Idealitet til et vovet, et stort Martyrium, men gør deres Liv til et Mosaik al daglige Smaamartyrier. De mangler som oftest baade Evne til Livsironi og Selvironi. Hos Alice kom sligt kun saare sjældent glimtvis frem.

Hun havde siddet der paa Bænken vel i næsten to Timer. Kirkeuret slog sine 11 Slag, langsomt, rungende med dirrende Efterklang.

Hun længtes efter sin Dreng, om ikke for andet, saa for at se og høre noget levende om sig. Men der var 2 Timer endnu at være ene i.

Naa - altsaa til Arbejdet . . . det Arbejde, hun havde paataget sig at levere til en stor københavnsk Lingeriforretnings Filial i Byen. Folk mente med lidt Forargelse, at saa smaat var det dog ikke for hende, at hun behøvede at gøre sig til Syerske, men hun vilde have, at hendes Dreng skulde i en Latinskole, naar han var 12 Aar, thi hun var ikke fri for i Lighed med sin afdøde Svigerfader, Kammerherre Halbæk, at anse Studenter og Løjtnanter for de eneste præsentable unge Mennesker. Diskespringer skulde han i alt Fald ikke være. Saa lige saa gerne Skorstensfejer.

Hun havde vaaget over den Dreng Dag og Nat, mens han var lille og svag og tidt truedes af Døden. For hans Skyld havde hun haft Energi til at tage det op med Skæbnen eller Styrelsen, og tidt var hun ligesom lidt stolt af, at hun havde trodset ham fra denne Magt.

Al den ubrugte Ømhed og Kærlighed, der laa i hendes Natur, havde hun samlet paa dette Barn, og dog - hun ligesom fortæredes af, at hun ikke turde lade Drengen mærke dermed. Thi, havde hun foreløbig segnet i Kampen for hans Liv med den hjerteløse Stormagt, under hvis Haand hun hele Tiden havde vaandet sig, saa fulgte nu en lige saa streng Kamp for at løfte hans Sjæl ud og op fra Trivialitetens Dødvande, hvori hun havde set sine bedste Venner plaske i langsom Vaande. Hun læste selv med ham, betalte Privattimer i Sprog for ham, skønt hans Skoles Bestyrere og Lærere fraraadede hende det. Hun havde drevet sin Dreng op til Duks i hans Klasse. Mange Gange følte hun Lyst til at overdænge ham med Kærtegn, græd 361 stille, fordi hun ikke turde. Han skulde i det mindste ikke blive saadan et tøset Mandfolk som . . . nok sagt! Der skulde nedlægges i ham, hvad der aldrig var gjort i hende, en aandelig Grundkapital af solid Dannelse og Kundskab, at han kunde leve af Renterne hele sin Levetid.

Alice vilde have værget sig som en Løve, om nogen vilde have beskyldt hende for at være Fantast. Med en Blanding af Stolthed og Bitterhed erklærede hun for sig selv, at Livet havde skrabet hende ren for alle Slags Illusioner og Drømme; hun gik dog hver Dag og drømte om sin lille Drengs Fremtid. Skulde han blive ved at studere - ja saa maatte og skulde han blive en stor Videnskabsmand; valgte han at blive Officer - saa skulde han ikke blive her i Landet og vegetere, til Aldersgrænsen faldt over ham, han skulde gaa i fransk eller russisk Tjeneste og blive tapper og smuk som sin Bedstefader og maaske engang hævne hans Død paa Tyskerne.

"Altsaa - tilbage til Arbejdet."

Men saa fulgte det uundgaaelige, det, hun lønlig havde frygtet. Da fangede hendes Minder hende med dæmonisk Magt, og hendes Livshistorie spandt hende atter ind i sit snærende Net. Det nyttede ikke, hun stred imod.

VI.

. . . Ja Brylluppet var stort og flunkende. Det var jo prydet med en rød Svigerfader, der rigtignok humpede podagristisk op ad Kirkegulvet, afstivet ved en Stok; med hendes egen Hofjægermester, grøn, sølvblinkende, men uformelig tyk; med den dekorerede Professor, hvis ambrosiske hvide Lokker nu for hende stod som en Parodi paa hans ungdommelige bakkiske Erotik; "Professorinden" i straalende Satin, der fejede Gulvets Fliser osv. osv. Men da hun efter Vielsen, hvis ledsagende Brudetale og Bitual var gledet af hende, ligesom om det hele var hende uvedkommende, gik ned ad Kirkegulvet med sin Brudgom langs de fra Stolestaderne gloende nysgerrige, tvang Mindet om hendes Moders Begravelsesceremoni i Fødebyens 362 Kirke sig paa hende. Det var kun faa Aar siden . . . og for hende laa der en Menneskealder mellem dengang og nu.

Hvor var den ranke Officer! Ja, hvor tosset var hendes Søgen! Hun, som havde holdt sig kold og uberørt under hele Ceremonien, græd nu, saa Taarerne funklede i Brudesløret. Hun syntes, at hun havde sveget noget, eller at noget havde sveget hende.

Hun rystede af Kulde ved Festmiddagen. Kammerherrens blomstrende, med hoffähig Aplomb holdte Skaaltale, Hofjægermesterens med de over hinanden snublende Ord og i hinanden sig spegende Sætninger, hendes Kurator Branddirektørens, nu Kancelliraadens Købstadpatos gled ud for hende i en udmaset Vrøvlegrød. Hun saa' sig vred paa sin Brudgom over hans Mangel paa Evne til at sige et Par fornuftige Ord. Da de efter endt Fest skulde køre til Stationen, gik det op for Alice, at han var mere end halv drukken. I Drosken gjorde han et forceret Forsøg paa at kærtegne hende. Da han nærmede sit blussende Ansigt og sine døde Øjne til hende, havde hun en Følelse, som om et modbydeligt Dyr vilde røre ved hende; hun tog fra sig, saa han tumlede tilbage i Sædet og tabte sin Cylinderhat.

Han blev ligbleg, sagde ikke et Ord, famlede efter en Holdning, kunde ingen finde og sank mat hen. Et Par Gange havde hun paa Fornemmelsen, at hans Øjne ydmyg bedende søgte hendes. Hun saa' hen for sig, stram, som var hun spændt i en Staalmaskine, og saaledes gik det ligeledes i Jernbanekupeen.

Den gamle Oberst og Kammerherre Halbæk havde ved Hofjægermester Værns Hjælp købt en Gaard paa et Par Hundrede Tønder Land, hvis Jorder stødte op til Hofjægermesterens tidligere Herregaards. I al Stilhed havde Hofjægermesteren ved Hjælp af en Tillidsmand erhvervet den paa gode Vilkaar, ladet Boligen montere paa sin Bekostning uden at sige et Ord derom til andre end til Alices Kurator. Denne, som var stolt af sit Tillidshverv, fandt sig forpligtet til Tavshed over for sine Bysbørn angaaende sine stadige Rejser ned paa Gaarden og de mange Indkøb, han besørgede, men hans fornemme diplomatiske Mine røbede for Købstadens ikke saa faa prangerkloge Individer, at Kancelliraaden var Skærmbræt for noget langt fornemmere end han selv, og Gaaden var jo ikke saa svær at gætte.

Brudeparret skulde stige af ved en lille Station, kun en 363 halv Mil fra Gaarden. Halbæk havde naturligvis flere Gange været derude og set paa Tingene, saa Kusken, der holdt med Jagtvognen for at hente den unge Proprietær og hans Brud, kendte ham.

Halbæks Rus var fordunstet noget. Han var saa flov og flad, at Kusken tænkte, hvad han senere ytrede højt, "at han lignede en slapskoet Klaphingst". Han fik knap Svar paa sit "Gratulerer Herskabet!" Brud og Brudgom mælede ikke et Ord under den korte Tur.

Alice var endnu mere vred paa sig selv end paa sin Brudgom.

- O, hvor jeg har været fejg og lumpen! Jeg opdagede dog mit Selvbedrag, da jeg havde kendt den Mand i en Maaned. Jeg har jo aldrig elsket ham. At jeg ikke brød Nettet, hvori jeg havde ladet mig snære ind!

Et Liv fuldt af Fortvivlelse laa for hende.

Da Vognen var svinget om en Kampestenslænges Gavl, straalede Lys hende i Møde i den mørke Oktoberaften fra alle Vaaningshusets Vinduer. Hvor skar og brændte disse smaa gule Festflammer lige fra hendes Øjne ned i hendes Hjerte som lige saa mange gloende Knivsodde!

Hofjægermester Værn havde, lige siden han erfarede Alices Forlovelse, bogstavelig talt ikke haft anden Tanke end at gøre det rigtig godt for hende. Han havde ved Kancelliraadens Hjælp faaet opsporet Ting, der var solgte paa Auktionen efter Fru Plum: en Empiresofa med store Skabe, hvori han tidt som Løjtnant havde siddet med sin afdøde Ritmester, dampende paa Gigaren og nippende til Toddyen, og, i de Aar, der gik forud for Krigen 1864, havde de lystig anticiperet alle de drabelige Hug, de vilde anbringe paa tyske Pandeskaller, alle de Rytterchok, de vilde mase det fjendtlige Kavaleri med, sikre paa, at en god Sjællands Pallask kunde hugge de preussiske Parader igennem og slaa Berlinerhusarerne Sablerne ud af Haanden.

Ja, han havde ladet fæste en gammel Pige, der havde tjent i Ritmester Plums Hus, mens Alice var ganske lille, nu børnløs Enke efter en Smed paa hans forrige Gods, til foreløbig at styre Huset for den unge Frue.

Hun modtog Parret med aabne Arme i den oplyste Entré, medens hendes gamle Ansigt glødede af Glæde i varm Teglstensfarve mod det snehvide, stivede Lin.

Men Armene sank, da hun saa' Parret. Hun saa' med sit 364 Kenderblik - hendes Mand var død af Drik - at hendes ny Husbond var "anløben" og anstillede pessimistiske Betragtninger over, "at Drukkenskaben i denne Konges Tid var gaaet helt op i de højere Stænder. Bare nu den unge Frue vilde snakke sin Mand efter Munden, for hun vidste, at naar man sagde fulde Folk imod, kunde man risikere baade det ene og det andet."

Med den mistænksomme Listighed, der ofte bliver tilbage som en Rest af Fornuft hos drukne Mennesker, mærkede Louis Halbæk, at ikke alene hans Brud, men ogsaa den gamle Trine ansaa ham for fuld, hvad han mente var at gøre ham Uret. Der stod han midt paa Gulvet i den oplyste, rummelige, lavloftede Dagligstue foran et Konsolspejl, hvori han betragtede sig. Han var jo en køn ung Mand, tog sig ret godt ud i sin Selskabsdragt. Hvad Fanden! var det noget at bryde sig om, at han paa saadan en Højtidsdag havde stukket nogle Glas Champagne under Vesten? Pytsch! Var han fuld? Nu skulde de bare se, at han ikke fejlede noget, at han var ædru som en Fisk.

Han vilde flot snurre sig rundt paa Hælen. Men det skulde han ikke have gjort. Thi han fik Overbalance bagtil og vilde have sat sig plat ned paa Gulvet, hvis ikke en Flugtstol medlidende havde optaget ham i sit Skød. Med sin smaalig-propre Sans opdagede Alice straks, at hans skurende Støvlehæl havde boret et Hul i det lyse blomstrede Gulvtæppe, og dette Hul øgede hans Synderegister med en stor Post. Paa Kvindevis lod hun denne Bagatel blive det afgørende. Alice, der havde beholdt sin Kaabe paa, gik ud af Stuen, ind i et mørkt Kabinet, drejede resolut Nøglen om i Døren, famlede sig hen til en Chaiselongue, hyllede sig ind og blev siddende, dødsstille, dirrende af Kulde.

Louis Halbæk saa' efter hende og omkring sig. I Stuens halvmørke Baggrund stod den gamle Trine med Hænderne foldede under Brystet, ubevægelig som en Statue. Hun havde siden fortalt Alice, at hun havde holdt sig "lige saa stiv og storsnudet som et Fugleskræmsel i et Ærtebed", og at Ordene var faldne omtrent saaledes:

Manden : Hvor blev Al ... hvor blev min Kone, . . . hvor blev Fruen af?

Trine : Ja det er s'gu'tte godt at vide. Jeg tænker, hun er gaaet lidt for sig selv, for naar man længe har si't og kørt, saa . . . ja . . .

365

Manden : Ja . . . for vi skulde vel i Seng.

Trine : Ja - jager det saadan? Vil Herren ikke have en Bid Mad og noget Tevand. Det "dolmer" og svaler.

Manden : Nej . . . Ja, saa er der ikke videre Brug for Dem. De kan gaa.

Trine : Det kan jeg magelig.

Saa listede Trine sig udenom og vilde gennem Spisestuen gaa ind til Fruen. Men Alice havde ogsaa laaset Døren mellem Spisestuen og Kabinettet. Da Trine et Par Gange diskret havde sat sin Kno mod Døren, og ingen havde svaret, gik hun i Seng sukkende, men trøstende sig med, at det lige godt var bedst, som det gik, for svirende Mandfolk skal ikke indlade sig paa en vis Slags Sager, og hun vidste fra Jordemoderen i Rambølle, at de Børn, der blev til, mens Fa'ren var svirende, blev farlig dvaske og simple til Læsning baade hos Skolelæreren og siden hos Præsten.

Alice hørte sin Mand rejse sig og gaa omkring i Stuen. Han sukkede lydeligt. Langt om længe bankede han sagte paa Døren til Kabinettet. Intet Svar. En god Stund efter bankede han stærkere og nævnede ynkelig og ydmygt hendes Navn. Atter gik han rundt, og Alice kunde høre, at han en enkelt Gang kom i Kollision med et Møbel.

Da lød et Slag, saa det rungede og klirrede, og en Røst, hvori en Myndighedsbestræbelse var kendelig.

- Alice . . . Vi skal i Seng!

Hun rejste sig, gik hen til Vinduet, tog en Krog af, beredt til at springe ud, hvis han forsøgte paa at sprænge Døren.

Men det blev derved. Der blev straks dødsstille inde i Dagligstuen.

Alice satte sig igen. Hun stemte Hænderne mod Brystet, saa' ud i det Bælgmørke, som omgav hende. Ja, saadan vilde hele hendes Liv blive. Havde hun ikke altid vandret om i et sjæleligt Mørke? Havde hun nogen Sinde haft Kraft til at bryde igennem det, bore sig frem til Lys?

Havde hun nogen Sinde tænkt en Tanke, følt en Følelse til Ende? Uden Mod, uden Energi havde hun ladet sig drive derhen, hvor Strømmen bar hende, kun af og til vist passende Stædighed, af og til spjættet med Vingerne som en stækket Skade. O, gid hun kunde synke hen og sagte sluges af Mørkets bundløse Dyb!

En herlig Brudenat! Aa jo . . . det var dog godt, at hun 366 denne Aften havde været "stædig". Skulde hun have overgivet sit fine, uberørte Jomfrulegeme, som hun havde hæget saa pillent om fra Top til Taa, til en vinstinkende Mands Kys, til en drukken Fauns laadne Armes Kærtegn, gøre sig til ét med et brutalt Menneskedyr? Uvilkaarligt skærmede hun med Hænderne for sit Legeme ud i Mørket. I et Øjebliks Hallucination tegnede der sig paa Mulmets Grund en Skikkelse, der rykkede ned mod hende med halv dvaske, halv graadig skinnende Øjne, som lyste i Mørket, med dirrende, fugtige Læber og med vidt udbredte Arme, som famlede efter hende. Hun vilde skrige, hun vilde gøre Modstand, men følte sig lam i alle sine Organer, som hun fortvivlet vilde kalde frem til Kamp paa Liv og Død med det Udyr. Hun vilde kalde paa sin Moder, paa Hofjægermester Værn, paa Dragonløjtnant Amsdorf, paa Trine - paa alle dem, hun kunde tænke sig holdt en Smule af hende og vilde tage sig af hende . . .

Hun bredte Armene ud og med et fortvivlet Barns ynkelige Røst raabte hun:

- Aa, min Fa'r og min Mo'r!

Hun saa' de gamle Fotografier fra sin Moders Dagligstue. Der var noget udtryksløst udvisket i Træk og Blik . . . de var bleven fremmede for hende; hun syntes, de var ligegyldige for hende. Ja de var døde, hørte og saa' hende ikke.

Alice følte en fugtig Kulde omkring sig, saa' sin Aande hvirvle ud i Rummet.

Træt og forpint maatte hun være falden i Søvn, og hendes lange Søvn være hærjet af onde Drømme. Alle hendes Ledemod smertede, hun syntes, hun kunde høre dem knage, naar hun rørte sig.

Pludselig brødes Stilheden af en hæslig skrattende Lyd. Den gennemdirrede helt hendes af Kulde rystende Legeme.

Hvad var det? Hvor kom den fra?

Den kom fra Dagligstuen hinsides Fløjdøren.

Pludselig brød Alice ud i en ubetvingelig Krampelatter. Lyden var en høj Snorken.

Latteren, der var begyndt som en Sygdom, gled lidt efter lidt ud i et sundt og normalt Leje. Hun lo sig Ro og Klarhed til. Parodien paa en Brudenat var virkelig komisk, og hun selv var Hovedfiguren i Farcen.

Hun saa' sig i Spejlet, saa', hvor uordentlig og forpjusket hun var, lo igen, fordi hun trods al sin Fortvivlelse dog var 367 falden i Søvn og havde sovet i en seks-syv Timer, sukkede saa langt og dybt. Ja - hvad var der nu at gøre andet, end hun altid havde gjort: prosaisk at tage Tingene, som de var, og lade sig drive med Strømmen?

Ja, hun følte nu koldt og klart, at den Mand, hun havde givet sin Haand og ladet sig vie til, var hende en komplet fremmed Mand. I en eksalteret, forskræmt Stemning var hun, saa at sige, løbet i Favnen paa ham, ladet sig fange, men hun var stadig, uden ret at gøre sig del bevidst, gledet længere og længere fra ham. Hun aabnede sagte Døren til Dagligstuen. Der laa Louis Halbæk i Empire-Sofaen. Hængelampen brændte endnu med hvid Flamme i Dagslyset. Foran ham paa Bordet stod et tømt Snapseglas, en tømt Halvflaske med Gammel Carlsbergs Etikette, en Tallerken, hvorpaa der var bleven levnet et Stykke Smørrebrød med Ost.

Hendes Mand havde altsaa trøstet sig over den mislykkede Brudenat paa en praktisk Maade.

Der laa han og sov nok saa sødt paa Ghaiselonguen, saa' ret køn ud, og saa skikkelig, som om det var ham umuligt at gøre en Kat Fortræd.

Uhørt listede hun sig igennem og ud af Stuen, kom ud i en Korridor, som førte til Køkkenet. Der traf hun gamle Trine. De hilste hinanden god Morgen. De lod, som om intet var passeret. Trine viste Fru Alice til Rette i Huset, og der var Guds Velsignelse af alt. For Kancelliraaden havde sagt, at Hofjægermesteren havde sagt, at hun - Trine - bare skulde købe ind af alle Slags. Den løjerlige Hofjægermester, som Alice jo i Grunden ikke kendte! Han gad jo knap skrive hende til, og hun havde altid været i den største Forlegenhed, naar hun skulde forme et Brev til ham.

Hun sagde til Trine, at hun vilde klæde sig om, og den gamle Pige viste hende Soveværelset med de fint opredte Brudesenge.

- Ja, saadan gaar'et i Verden, sagde Trine langsomt og dybsindigt, jeg troede, jeg havde faaet et anderledes Mas med at rede dem i Dag. Men det vilde nu Vorherre ikke ha' den Gang. Ja, Mandfolkene ødelægger megen Glæde i Verden, fordi de ikke kan blive fra Spiritussen.

Da Alice kom tilbage fra sin anden Ronde med Trine, gik hun ind i Stuen og lod dække Frokostbord. Hun hørte sin 368 Mand vadske og pjaske inde i Soveværelset. Trine hørte det ogsaa, nikkede bifaldende og sagde:

- Ja se det kommer der af en god Opdragelse! Hvis vor (dvs. min Mand) bare havde smidt koldt Vand over sig om Morningen efter hver Svir, saa havde han kanske levet endnu. Nu maa Fruen ikke være for haard mod Herren, for naar han kuns bliver beskænket ved Bryllupper, Begravelser og Barsler og holder sig fra de stærke Drikkesorter til Hverdagsbrug, saa har han gjort saa meget, som man kan forlange af et stærkt og ført Mandfolk.

Alice blev mere og mere beroliget ved de prosaiske Sysler og ved Trines Smaavrøvleri. Hun var sig selv helt mægtig, da hun traadte ind i Spisestuen og lod kalde paa sin Mand.

Louis Halbæk saa' usikkert paa hende. Hun besvarede ikke hans Blik. Hun lod, som om intet var sket, talte tørt og ligegyldigt om ligegyldige Ting. Da Maaltidet var færdigt, rakte hun ham en slap Haand.

Louis Halbæk var stille og resigneret, sagde intet om Aftenen, da han opdagede, at hans Hustru havde ladet sin Seng flytte ind i Kabinettet.

Hver passede sit. Hofjægermester Værn havde afstaaet sin mangeaarige Forkarl Rasmus, der havde fulgt ham fra Sjælland til Jylland, til Louis Halbæk, som jo ikke forstod sig paa Landvæsen. Han havde sagt til hans ny Herre, at han indtil videre skulde lade Rasmus raade. Det eneste Raad, han havde givet sin Protegés Mand, var:

- Husk paa, at man sgu ikke kan give Godsejeren og køre i Landauer paa 200 Tønder Land.

En Tid lang hang den unge Proprietær ihærdigt i, syntes det. Han var hele Dagen ude med Rasmus, mødte ved Maaltiderne, og Tonen mellem ham og hans Hustru blev venligere og venligere, om end ikke varm. De talte ugenert om daglige og praktiske Anliggender. Alice fik Tiden til at gaa ret godt med Husvæsenet og med Læsning. Hendes gamle Ven, Hofjægermesteren, havde givet Professor Langberg Carte blanche til at købe et Haandbibliotek til hende, thi, sagde han: Jeg kan godt lide, at Damer har æstetiske Interesser; det er saadan en nydelig Adspredelse, og det giver dem charme, og jeg tror sgu, at de, der ikke har dem, bliver gnavne og arrige . . . og jaloux oven i Købet.

369

En jævn Hyggelighed kunde komme op i denne underlige Menage, naar der var lunt om Vinteraftenerne, og naar Manden, færdig med sit Arbejde og sin Aftensmad, fordringsløs fortalte om, hvad han havde taget sig for, og gengav morsomme Oplevelser med Folkene paa Gaarden og Bønderne i Nærheden. Alice fik mere og mere Sympati for sin Mands beskedne og taktfulde Optræden. Scenen fra Bryllupsdagens Aften og Natten derefter blev aldrig nævnet. Naar Louis Halbæk kom hjem fra nødvendige Besøg i Omegnen eller i Købstaden, hvorhen gerne Rasmus var Kusk for tillige, hvis det gjaldt en Heste- eller Kvæghandel, en Korn- elier Smørforretning med en Købmand, at agere sin Husbonds Mentor, kom han altid pæn hjem. Ja Alice kunde føle, syntes hun, at han søgte at vise sig for hende i hele sin Ædrueligheds Glans, naar han efter en saadan Hjemkomst tog en paa Bordet liggende Bog og læste op af den. Han læste ret godt og intelligent, navnlig var hans Foredrag af Drachmannske Sømandshistorier og hans dermed samklingende Digte helt fornøjeligt.

Alices Sind dyssedes i Ro ved dette jævne, ensformige Liv, og hendes Mands jævne, ensformige Humør genvandt ham den Velvilje hos hende, som hun havde haft for ham i deres Bekendtskabs første Dage.

En Aften kom han hjem fra Marked i en af de omliggende Købstæder. Det kunde aldrig have faldet Alice ind at give ham Formaninger med paa Vejen; men hun holdt nu dog saa meget af ham, at hun var bange for, at han skulde drikke for meget. Thi han havde ærligt betroet hende, at han skulde spise til Middag hos en større Kornhandler sammen rned nogle større Ejendomsbesiddere, og Rygtet om den Købmands rigelige Servering med Drikkevarer fløj Egnen rundt og udstyredes efterhaanden med sagnagtige Overdrivelser.

Hvor glad blev hun ikke om Aftenen, da hendes Mand mødte, ingenlunde drukken, men ligesom forskønnet og livliggjort af Vinen. Den barnlig triumferende Mine, hvormed han fremstillede sig for hende som en Skoledreng, der viser sin Moder en glimrende Karakterbog, indtog ham for hende. Han saa' kønnere og intelligentere ud end sædvanlig. Hun følte sig varmere stemt over for ham end nogen Sinde siden hin stjernesprudlende Augustnat. Hun rakte ham Kinden til Kys.

Louis Halbæk fik Taarer i Øjnene, mens de samtidig tindrede varmt. Han lagde Armen om hendes Hals, forsøgte sig frem . . . og, uden at hun gjorde Modstand, kyssede han hende paa Munden. 370 Hun lod sin Haand glide over hans stærke, krøllede blonde Haar og sagde:

- Læs lidt for mig, Louis.

Hans Ansigt straalede som i forklaret Glans, og Øjnene fik som et Glimt af Aand.

Han aabnede en Bog og læste endnu livligere og udtryksfuldere end ellers de Drachmannske Vers:

. . .
Hun vil ikke dvæle
saa meget som et Døgn
endnu dér, hvor hellig
er værre end som søgn;
hun ser kun derhjemme
den klammeste Forstand,
dog bæver hendes Stemme,
da hun kalder paa sin Mand.

Da deler sig Busken,
da brager Skovens Tjørn,
hun ser for sit Øje
igen den hvide Bjørn,
hun nikker, hun skælver,
hun klapper den i Hast: -
det var som om Taarer
af Bjørneøjet brast.

Hun tøved, den letted
paa Bagen hende op,
saa gik det paa Bejsen
i susende Galop.
Og Træerne nejed,
hvor Parret drog forbi,
og Vindene f ejed
gennem Skoven dem en Sti

I Foraarets Klæde
stod Skoven, hvor de drog;
med Majløv i Haanden
de Buske mod dem slog.
De husked nok Løftet,
hun huskede det med.
Men bort med de Buske;
af Sted blot, af Sted!

Hvor slog hendes Hjerte,
jo længer de drog frem,
hun greb efter Vejret,
da de naaede deres Hjem,
371 Saa spurgte Bjørnens Blikke:
Har Du været mig tro?
Hun nikked: Tvivl kun ikke!
Saa gik hun til Ro.

Alice blev beruset af sin Bevægelse. Uden at have gjort Modstand, uden at vide, hvorledes det var gaaet til, fandt hun sig baaren paa sin Mands Arme. Han løb med hende rundt i Stuen. For hendes Øre genklang de pragtfulde Vers, og de blev satte i Musik af hendes Stemning . . . hun saa' Majløvet skinne, hørte Grenene knage . . . svælgede i stort og bredt Lys, da de brød gennem Tykningen, mens hun hvilte med halvaabne Øjne i de stærke Arme, der bar hende ind der, hvorfra hun hin første Nat var flygtet.

Der var Feststemning over dem begge i en Tid. De kørte rundt i Egnen, besørgede de forsømte Visitter. Alice forlangte selv Vin paa Bordet hver Dag. Hun og hendes Mand spadserede i Haven i de blegklare Novemberdage under det nedfaldne Løvs sursøde, æggende Duft.

Den stille, sympatiske Betragter, Trine, sagde ved sig selv:

- Ja se at drikke til en Orden - det er en ædel Ting. Det gi'r glade Dage og Nætter og sunde Børn.

Men det hjemlige Solskin var ikke af lang Varighed. Der var noget uvornt i Louis Halbæk, der trængte til at revses af Modgang eller Skuffelser. Han begyndte at kede sig og blive gnaven, blandt andet over, at han mærkede, at hans Hustru stillede en passiv Modstand op mod at byde Egnens og Købstædernes Folk til Gæst.

Alice følte, at siden den Aften, da hun, reven med af hans stemningsfulde Elskværdighed, havde hengivet sig til ham, havde hun tabt sin Magt. Ikke at han stillede Vold eller Trods op mod hende, men han kneb, saa at sige, ud fra hende. Han greb enhver mulig Lejlighed til at tage bort fra Hjemmet og blev ude til langt ud paa Natten. Alice var i Seng for længe siden, laa med lukkede Øjne, men saa' meget vel, at han tidt var endogsaa temmelig overstadig drukken. Hun blev saa væmmelig ved at have denne snorkende Bylt ved sin Side, at hun mange Gange stod op og lagde sig i Kabinettet, men hendes Mand havde næppe Anelse derom; i hvert Fald viste han sig lige glad.

Trine var en Slags Reporter. Skønt hun aldrig kom uden for Gaarden, vidste hun godt, hvor hendes Husbond havde været hver Gang, han havde forladt Hjemmet. Ikke, at Fru Alice udspurgte 372 hende, men, som om Trine snakkede med sig selv, fortalte hun, mens hun rørte i en Gryde eller smurte Folkenes Mad:

- Ja se nu Mandfolk! Hvad skal man sige om dem? Ja jeg véd s'gu'tte, hvad man egentlig skal sige om dem, men jeg mener lige godt, at de simple er noget Rak, og at de fine er nogle aparte Balberer. For se alle de syv Proprietærer og Forpagtere her paa Egnen de har ingen større Morskab end at drikke sig smadrende fulde og at spille flere Penge bort i Kortenspil, end tyve Husmandsfolk kunde æde op. Se nu var Herren ovre paa Søbygaard i forrige Uge, og der tabte han 30 Kroner i L'hombrespil, og da de blev fulde, saa spillede de noget, der hedder Husar, og der blev spillet en hel Bundegaard op ... Naa, saa i Fredags, saa var han hos Forpagteren paa Krøjerup. Der siger de, at Herren vandt, men ikke nær saa meget, som han havde tabt paa Søbygaard. Og saa i Købstaden paa denne hersens Klub, der spiller de noget, som de kalder Basetting, og der flyder de bare Penge, baade Sedler og Tokroner og Enkroner, ligesom det var det bare Møg. Og hvem, der ikke har Rel'ion til at modstaa Fristelser og Forlokkelser, de ender da ogsaa i det bare Møg, for det er saadan Vorherres Straffedom, som udgaar over dem.

Alice svarede intet til sligt. Hun havde engang i Julen ladet sig forlede til at tage ud med sin Mand hos Forpagteren paa Krøjerup, Der havde Herrerne siddet og spillet L'hombre til Klokken fem om Morgenen og skyllet Cognakstoddy i sig, mens Damerne, der ikke havde haft meget, de skulde have sagt hverandre, og hvis Samtale i hvert Fald kedede Alice til Døde, endelig faldt i Søvn og snorkede om Kap, mens deres Haandarbejder laa og drev paa Bordet eller i deres Skød, og til sidst sad de i Dagligstuens Sofaer og Lænestole og sov videre, indhyllede i deres Rejsetøj.

Alice var i Angest og Kvide, thi da Herrene endelig kom ud fra Spilleværelset, gennem hvis aabnede Dør tætte Røgskyer hvirvlede ind i Dagligstuen, hørte hun en Proprietær sige til hendes Mand:

- Naa det var om en Flaske Portvin, vi væddede, Halbæk. De holdt paa, at De kunde køre hjem de halvanden Mil paa en halv Time, og jeg sagde: jeg holder paa tre Kvarter. De Herrer er Vidne paa, at den er holdt.

- Ja, men hvem skal kontrolere, om Halbæk holder Tiden, bemærkede Husets Herre.

373

- Det kan De, lille Frue, sagde Proprietæren. Lad os se, hvad Deres Ur er nu, saa giver De mig Deres Ord paa, at De siger mig, hvad den er, naar De er kommen hjem til Gaarden.

Han var ved at gribe Alices Urkæde. Denne sjofle Færd ramte hende som et Slag af en plump Næve. Med et stærkt Udtryk af Væmmelse og Angest for hun tilbage og tilkastede sin Mand et lignende Blik.

Saa vidt han i sin omtaagede Tilstand kunde modtage Indtryk, syntes han ogsaa at blive stødt, thi han slog til Proprietærens store Haand og søgte at se vred ud. Forpagteren slog en Latter op. Som den forholdsvise ædru søgte han at redde Situationen og sagde:

- Det var ret, Fru Halbæk og Halbæk! Saadan skal de ha'et, de Smørtyve. For jeg siger ogsaa, naar Folk vil henvende sig til min Kone: Nok se, men inte røre.

Alice maatte holde sig ved en Stoleryg, lammet af Rædsel over, at hun skulde betro sig til sin drukne Mands vilde Kørsel i den snetykke Nat. Hun fik endelig samlet sig til at sige:

- Paa min Mands Vegne erklærer jeg Væddemaalet for tabt. Jeg kan ikke, tør ikke køre hjem paa den Maade.

Herrer og Damer saa' paa hinanden, da hun rask ilede fra Stuen ud i Gaarden. Der svang hun sig med et rask Sæt op paa Jagtvognens forreste Sæde, greb Tømmerne og sagde rolig til Karlen, der i sin Forfjamskelse over, hvad han saa', var bleven staaende med Vogntrappen i Haanden.

- Sæt Trappen til Proprietær Halbæk. Jeg tør ikke lade ham køre Hestene i dette Mørke. Han er natteblind.

Karlen gloede op paa hende og adlød nølende. Alice sagde til sin Mand:

- Sæt Dig paa Bagsædet. Jeg vil køre. Du véd, hvor daarlig Du ser.

Louis Halbæk ærgrede sig midt i sin Rus, tænkte paa at gøre Skandale og begyndte:

- Jeg skal, min Sæ'l, have mig frabedt at . . .

Men Alice skar hans Replik igennem som med en skarp Kniv og sagde:

- Du har Ret. Du vil ikke udsætte dit og mit Liv for Fare. Staa nu op, Louis.

Han var aldeles perpleks. Han kravlede op af Trappen, svøbte sig i Pelsen, mumlede hen for sig:

- Det skal hun, Fanden tage mig, faa betalt.

374

Men Alice kørte og det i Skridtgang, saa Hjemturen varede næsten to Timer. Det var bidende koldt, men det var, som om Kulden gav hende Ro og Kraft som en Staalstang. Men Louis Halbæk sov bort fra sine Krænkelser og var knap til at faa vækket, da de var komne hjem.

Siden den Tid tog Alice aldrig ud med sin Mand. Familierne spurgte ikke efter hende. Siden den Begivenhed vandt hun Ry paa Egnen som et "Satans hampert Fruentimmer".

Den oprindelige Tavshed rugede atter over Hjemmet. Mand og Kone gik til Side for hinanden og vekslede kun ligegyldige eller uundgaaelige Ord. Men desto hyppigere for Louis Halbæk hjemmefra.

Hun betroede ham ikke, at hun var frugtsommelig. Hun skammede sig endog for sig selv over, at hun skulde blive Moder ved den Mand, der ikke havde mere Vilje og Personlighed end et Siv. I grusom Kvide sneg hendes mange ensomme Timer sig hen. Hun gravede i sit Væsen, fandt aldrig Bund. Hun havde dog ikke ment noget Menneske noget ondt, havde higet efter Lys og Lykke, men . . . ja det var det fortvivlede: Hun fandt ikke mere Klarhed, mere Vilje hos sig end i den stakkels Louis Halbæk, der gik sin sikre Undergang i Møde, i hvem der heller ikke var noget ondt, tværtimod Muligheden til en hel Del godt . . . men de kvaltes som hos hende Dag for Dag af noget uforklarligt tungt noget. Var det det , som Ibsen kalder "den store Bøjgen"?

Trine sagde en Dag i Maj til hende:

- Rasmus skal køre til S- Marked, og Herren skal ride.

- Naa, sagde Fruen som sædvanlig.

- Men Herren skal lige godt køre tilbage med Rasmus, for den røde Ridehoppe den skal sælges.

- Naa.

- Ja de brune Køreheste skal ogsaa sælges ved Lejlighed, for Rasmus siger, at det er for dyrt at holde den Slags Bæster paa det "Arial", denne Gaard har.

- Naa.

- Ja, det har Fruen saagu' Ret i. For det kan ikke nytte at stritte imod Vorherres Vilje, nej, det kan det s'gu'tte. -

- Nej, Trine.

- Ja, naar alle unge Fruer vilde ræs'nere saa fornuftigt !

Alice havde nok iagttaget en sær Sørgmodighed i sin Mands Udseende i nogen Tid, men havde, som Tonen nu var mellem dem, hverken spurgt eller villet have Udseende af at bryde sig det 375 mindste om hans Sager. Trods hendes bestemte Beslutning om at være ligegyldig, hvorledes det end gik ham, blev hun bedrøvet ved Trines Efterretning. Den røde Blodshoppe! Hofjægermester Værns Brudegave! Hun vidste, hvor meget Halbæk holdt af den, skønt den var vild og uregerlig, sky og med uberegnelige Luner og Indfald.

Hun hørte Vognrummel og Stampen af Heste i Gaarden. - Ja der sad Rasmus paa Sædet i den lette Fjervogn, og en Karl holdt den store, fine, spinkle røde Hoppe, der prustede og skrabede med Hoven i Stenbroen, krummende sin lange Hals som en Svane. Louis Halbæk svang sig rask i Sadlen. Den røde rejste sig paa Bagbenene og gjorde nogle Fiksfakserier, men dens Herre klappede den paa Halsen, snakkede for den og lod til at bringe den til Fornuft.

Alice havde staaet skjult bag Gardinet i Vinduet. Hun vilde ikke, at hendes Mand skulde se, at hun gav Agt paa ham. Hun følte i dette Øjeblik et Slags Tilbagefald til den æstetiske Sympati, hun havde følt for det ranke og kraftige i hans Skikkelse, for noget vist stemningsfuldt, der kom over ham i visse Øjeblikke. Hun havde længe anet, at det saa' broget ud med Pengesagerne, havde ment, at det var hans vel fortjente Løn, men nu blev hun modstræbende helt bevæget ved, at han, den kønne og kække Rytter, skulde af med den røde.

Hvor saa' han godt ud til Hest! Alice tænkte, mens et Smil tvang sig frem:

- Blot han forstod sig tilnærmelsesvis saa meget paa Mennesker som paa Heste.

Han var ved at ride ud af Porten, vendte sig om med et stille, vemodigt Udtryk i Øjnene, det, Alice kendte saa godt. Hun kunde ikke lade være at komme frem og opgive sit Skjulested, hun maatte nikke til ham.

Da fløj der et stort Skær af Glæde over hans store, kønne, godmodige Ansigt. Han holdt Hesten an, drejede sig helt om i Sadlen, hilste med Pisken og raabte, saa det rungede gennem Gaarden:

- Farvel, kære Alice l Jeg kommer hurtig hjem.

Han saa' saa smuk, formelig elegant ud, da han for gennem Porten paa den fine Hest, hvis Krop bugtede sig blødt som en Slange. Alice gik ned i Havestuen. Fra dens Glasdør kunde hun se et Stykke af Vejen.

I den lyse Foraarsdag saa' hun Mand og Hest skarpt profilerede 376 mod den lyseblaa Morgenhimmel. Hvor elegant var den røde Hoppes Fodskifte! Hovene blinkede i Solen, og det var, som de dansede langs ad Vejen. Og Rytteren sad rank i Sadlen med den fine krummede Ridepisk klart tegnende sig i Luften. Hovslagene tog Klang for hendes Øre, til en Krumning af Vejen skjulte Hest og Rytter.

Alice skammede sig over de Taarer, hun fik i Øjnene. Det var godt, at Louis Halbæk først kom hjem i Aften, at hun kunde faa Tid til at samle sig sammen til sin vante Holdning over for ham; det var for saa vidt ogsaa godt, at den røde Ridehoppe skulde sælges, saa vilde hun ikke mere fristes til at tilgive sin Mand af den Grund, at han saa' saa prægtig ud, naar han red det smukke, viltre Dyr. Hun sagde til sig selv:

Han burde være bleven Kentaur, - ét med sin Hest! saa vilde han have været smuk og tiltalende som Menneskedyr.

Hun satte sig i Havestuen, stirrede ud i det frempippende grønne. Hun mærkede med Gru Fosteret røre sig i hende. Hun græd allerede stille over det ufødte Liv, der sagtens var bestemt til Smerte og Elendighed. Havde hun endda været et Slagtoffer for den Naturens Raahed, i Kraft af hvilken en Kvinde kan blive Moder mod sin Vilje! Hun havde jo frit givet sig hen - men var det Elskov? Hun turde ikke bruge det Navn om det flygtige Behag, den opblussende Sanselighed, der havde gjort hende svag hin Aften, da han ør af Vin og Attraa svang hende rundt paa de højt løftede Arme, saa de tilsammen dannede en Kentaurfigur. Hun var væmmelig ved sig selv, ved hele Verden.

Hvad var det? En Vogn kom kørende i hurtig Fart derude paa Vejen. Med Forbavselse genkendte hun den lille Fjervogn, de smaa brune og Rasmus. Men hun blev siddende paa Trods og betvang sin Nysgerrighed, thi sæt, at han kom nu! Hun vilde ikke se ham.

Var han reden alene til Byen? Hun saa' hverken Hest eller Rytter. Rasmus kørte meget stærkere, end han plejede. Hun hørte Vognen rasle mod Stenbroen ude i Gaarden. Da hendes Mand ikke var med, gik hun ind i Sideværelset ud til Gaarden. Hun saa' Rasmus kaste Tømmen fra sig, syntes, han saa' bleg og forfærdet ud, og inden hun kunde besinde sig, stod den gamle Karl for hende i Stuen.

Hans store Hænder rystede, hans Læber, ja hele hans Ansigt dirrede, han søgte at tale, men Stemmen blev siddende i hans Strube og blev en uartikuleret Rallen.

377

- Men i Guds Navn . . .! Hvad er der sket? spurgte Alice. Rasmus brød ud i en stor Graad og fik formet Ordene:

- Har jeg ikke sagt til enhver Tid, at den røde Hoppe var det mest forbandede Bæst? Har jeg ikke?

- Men sig mig . . .

Rasmus knugede og vred sin sølvtressede Kasket, som han vilde flænge den, og fik fremstødt:

- Hr. Halbæk er død, og Bæstet er rendt. Men det bliver vel nok fanget, det Utuske! Aa, at Vorherre dog kan være saadan en haard Mand!

Alice forfærdedes mest over sin egen Ro. Hun spurgte klangløst:

- Sig, hvad der er sket.

Hun stod ubevægelig, mens Rasmus, der nu havde faaet Tungen paa Gled, med stor Vidtløftighed fortalte, hvorledes det "spiltossede Bæst" pludselig var blevet sky for Skyggen af et Par Møllevinger, at Herren, som sagtens var faldet hen i sine egne Spekulationer og jo havde nippet til den lille Gognakstlaske, han altid havde med, naar han tog ud, maa være bleven helt forfjamsket i det, for Rasmus, som var et godt Stykke bag ved paa Vognen, havde set ham ryge ud til Siden, havde set Bæstet rende hen over Marken som en "uvan Tyr", og da Vognen var naaet derhen, saa laa Herren med Hovedet mod en af Vejens Stenpæle i "et farligt Pløre af det bare røde Blod", og der var ikke mere Liv i ham "end som slet ingenting." Nu laa han inde hos Mølleren, hvor der netop var Doktor, der skulde se til Møllerens syge Datter. "Se det var det hele, som det faldt Vorherre ind at gøre for den stakkels Hr. Halbæk, at han havde lavet det saadan til, at Doktoren netop skulde komme lige bestemt til den Tid, men det kunde jo ikke nytte, for Doktoren han sagde, at han aldrig blev levende mere i dette Liv, formedelst at hans Hoved var flækket." Om Fruen vilde køre hen til Mulstrup Mølle?

Alice nikkede. I en Lo fandt hun det tildækkede Lig. Hun rystede paa Hovedet, da Mølleren vilde tage Klædet bort. Hun famlede blot med Haanden ind derunder, traf den kolde Haand og hviskede:

- Stakkels Louis! Vi to har gjort hinanden ulykkelige. Vi var ikke skabte til Lykke.

Mølleren og Rasmus var enige om, at Fruen tog det hele "farlig dvask".

378

Senere forbavsedes hun over den stille Styrke, hvormed hun ordnede alt til Begravelsen, døjede alle forudgaaende Formaliteter, førte Korrespondance osv. osv. Efter Egnens Skik og Brug mødte hun ikke i Kirken, hvor Liget var blevet bragt hen, saa' heller ikke noget til Følget, som havde samlet sig i Kirken. Den laa jo omtrent en halv Mil fra Gaarden.

Hofjægermester Værn havde naturligvis ikke svigtet. Men hvor blev Alice forbavset og bedrøvet, da han efter Ligfærden kom kørende sammen med den gamle Branddirektør!

Denne sidste, der var adskillig ældre end den forhenværende Kavaleriofficer, maatte hjælpe ham ned af Vognen. Hofjægermesteren trak det ene Ben tungt efter sig det Par Skridt fra Vognen til Indgangsdøren, støttende sig baade ved den gamle Herres Arm og ved en Stok. Huden hang løst og rynket i det før saa svære Ansigt, hvori Dobbelthagen nu var bleven til en styg Hudfold. Overskægget var ganske hvidt, Øjnene blakket-matte.

Hvor var Stemmen tyk og belagt, da han tiltalte Alice! Og straks efter brast han i Graad. Han havde aldrig haft let ved at udtrykke sig; nu snublede det ene Ord over det andet, mens han langsomt knappede Uniformsfrakken op, spændte sit Gehæng af, satte Hirschfængeren fra sig og lod sine matte, fugtige Øjne glide om i Stuen.

Kancelliraaden hjalp ham ved at supplere de afbrudte Sætninger, skød en Gang ind:

- Ja, man bliver gammel, Fru Halbæk - det er Livets Gang! ikke uden en vis Stolthed, blandet med en let Skadefryd over, at han selv var saa rask og frisk, og en anden Gang:

- Ja Maadehold i Spise og Drikke har altid været min første Leveregel.

Resultatet af Samtalen blev: At Gaarden maatte sælges; det havde allerede vist sig, at den havde givet Underskud, og Tiderne blev daarligere og daarligere. Den gamle, nu helt aandssløve Kammerherre Halbæk ejede intet.

Alice hørte til og nikkede. Ikke for Alverdens Skatte vilde hun være bleven paa den Gaard.

Hofjægermesteren og Kancelliraaden foreslog Alice at flytte ind i sit Barndomshjem i sin Fødeby. Hofjægermesteren sagde: - "Ja, for Deres Fremtid er der sørget, for saa vidt det staar i min Magt . . . og Forpligtelsen skal hvile paa min Efterfølger paa Godset derovre." 379 Han havde grebet Alices Haand og sad med den mellem sine bløde Haandflader, mumlende:

- Min stakkels lille Pige! De har ikke haft Chancer, De har ikke haft Chancer! Ak ja, hvad er Livet, gode Kancelliraad?

- Ja-a! Der lindes jo saa mange Forklaringer paa, hvad det er, svarede Branddirektøren og saa' melankolsk-dybsindig ud.

De vilde ikke paa nogen Maade blive til Middag, Branddirektøren søgte ærbødigt at skynde paa Godsejeren, men denne blev siddende tavs og seende sig om i Stuen. Hvert Øjeblik standsede hans Øjne deres flakkende Gang paa afdøde Fru Plums Billede. Han slap ikke Alices Haand.

- Ja, Hofjægermesteren vil vel af Sted med Eftermiddagstoget? sagde endelig Kancelliraaden.

Den stakkels Apoplektiker tog et Ryk i sin slappe Vilje og Krop og rejste sig ved Alices Hjælp. Han saa' hende ind i Øjnene med et hjælpeløst Barns bedrøvede Selvopgivelse. Saa brast han igen i en Graad, tog Alice i Favn og kyssede hende:

- Aa . . . De . . . Du ligner Deres . . . din Moder paa Øjnene . . . Ja, Farvel! Ser De . . . Du . . . der har sgu én Gang været Bud efter mig, og . . . og næste Gang kommer jeg til at trække af med den sorte Hververkorporal . . .

Han bøjede sin Mund mod hendes Øre og hviskede:

- Ja, det er sidste Gang, vi ses, mit Barn! Og saa - saa vil jeg sige Dig, at jeg . . . har holdt mere af din Moder end af noget Menneske paa Jorden . . . men . . . det . . . det . . . det skal Du vide, at hverken hun eller jeg har noget at skamme os over . . . og vi tør begge to se baade den gamle Overgeneral deroppe og min gamle Eskadronchef ærligt i Øjnene. Men med hende døde min Glæde fra mig.

Alice flyttede da til sin Fødeby og sit Fødehus. Byens Folk var nu bleven hende fremmede. Et Aar efter døde Hofjægermesteren, nogle faa Aar efter den gamle Kancelliraad.

Og, som vi har set, kalfatredes der omkring hende. Hun levede i komplet Ensomhed med den Dreng, hun fødte Sommeren efter Mandens Død. Trine flyttede med, men døde et Par Aar efter.

Over Drengen havde hun vaaget med alt hengivende Kærlighed. Men hun havde haft Selvbeherskelse nok til ikke at forkæle ham. Thi hun var led ved forkælede Mandfolk, det var jo aandelige Krøblinge. Men trods al sin opdæmmede Viljeskraft var hun 380 stadig under Tungsindets rugende Tryk, og mere og mere svandt Haabet om lidt Lys over Livet. Aar randt efter Aar, og hele Tiden var for Fru Alice som en evigvarende, tung og trist Novemberdag, saa hun knap troede paa Virkeligheden af det varme Sommersolskin, hvori i Dag alt svømmede som i gyldne Strømme.

VII.

Dog - nu da hun saa' ud om sig samtidig med, at Luften dirrede af de fire Kvarterslag oppe fra Taarnet, dernæst af de skarpere og højere klingende Timeslag, tvang Lysets Tindren og de flammende Farver i Blomsterne, ja selv Pakhustagets Teglstens luevarme Tone, hende til at indrømme, at det var Sommer i Dag.

Hun tænkte med et stille Smil over, at hun endnu kunde reflektere saa barnagtigt:

- Nu kommer Ejnar. Han bringer jo dog Solen til at skinne for mig en Gang imellem.

Hun hørte hans Stemme uden for en Laage til Gaarden, hvorfra en Smøge førte ud til Haven. Han talte med nogen. Hans Barnestemme lød for hende med glad Sølvklang, som stod i god Harmoni med alt det blanke og tindrende omkring i Rummet. Forundret hørte hun ham sige:

- Jeg synes, De kender Vejen.

- Ja, jeg har været her før, min Dreng, svarede en Stemme; der er jo nok en hel Del forandret, men jeg kan dog genkende det hele.

Var det et Eventyr? Alice genkendte den dybe, smukke Røst. Den lød til hende som et Vidunderhorn i en fortryllet Skov, et Bud fra Mindets "altes romantisches Land", hvis Tilværelse hun mente, at hun længst havde opgivet al Tro paa.

Hun mærkede Blodet fare til Hovedet og banke gennem alle Pulse ud i Fingerspidserne.

Hun sad med Ryggen til det Sted, Stemmen kom fra. Hun turde ikke vende sig i den overvældende Blanding af Glæde og Frygt ved et Møde med det "vidunderlige".

Et Øjeblik - og en høj, robust Mand stod for hende. Han holdt den lille Ejnar i Haanden.

381

Han var i lys Sommerdragt med noget fremmed i sin diskrete Elegance. Et smukt, tæt klippet, sort Fuldskæg med graa Isprængning og den stærkt solbrændte Teint forhøjede det eksotiske Indtryk.

- Kender De mig igen, Frue? lød den smukke, klangfulde Stemme.

Han rakte den store, kraftige, veldannede Haand imod hende. Hun greb den, og i en Tone, saa underlig smeltet, som hendes Røst aldrig havde haft, sagde hun:

- Amsdorf . . . Løjtnant Amsdorf!

Han smilede, saa de hvide Tænder skinnede som Perlemor under Overskægget:

- Jeg er for Resten i visse Maader Kaptajn, om De vil en Slags Røverkaptajn uden for Tjeneste. Men jeg er nu saa civil, som noget Menneske kan være.

Alice brød ud:

- Men Dragonhjælmen klædte Dem saa prægtigt! Amsdorf løftede sin Pegefinger spøgefuldt truende:

- Kære, lille Frue, tror De endnu paa Dragonhjælmes Herlighed?

Alice blev rød, sukkede og rystede paa Hovedet. Hun var flov over sit barnagtige Udbrud. Amsdorfs Ansigt blev alvorligt, da han sagde:

- Ja, jeg har jo troet paa alt det . . . og den Tro hos os alle har været vort Lands Ulykke . . . Bliv ikke bange, Frue, jeg er ikke kommen for at politisere . . . Nej, lad mig bare sige: Da jeg for et Kvarter siden eller saa kom hertil, saa var den første, jeg mødte, denne lille Kammerat her ved min Side.

Med et pludseligt Tag greb han Drengen og lod ham vende Mølle. Ejnar skoggerlo, da han med et helt pænt gymnastisk Sæt endte Evolutionen i Gangens Grus.

Amsdorf sagde til ham:

- Nu kan Du fortælle din Moder om, hvordan vi gjorde Bekendtskab, og hvordan vi i en Fart blev gamle Venner. Ejnar blev lidt vigtig over, at han fik Ordet:

- Jo, Mo'r, Hr. Amsdorf spurgte: Hør Du Kammerat der, Du skulde ikke vide, om Fru . . . ja, men Mo'r, saa kunde han ikke huske, at Du hed Fru Halbæk - og saa sagde han . . . født Alice Plum . . . om hun bor her i Byen? Jo, sagde jeg, det véd jeg godt, for det er min Mo'r, og hun hedder Fru Halbæk. Og saa sagde Hr. Amsdorf: Saa er Du paa en Maade i Familie med mig.

382

- Snak Dreng! Det sagde jeg slet ikke.

- Jo, ved Gud, det sa'e De. Og saa bad De mig om at gaa hjem med, men saa sa'e De, at vi skulde drikke . . .

- Ja, at Du skulde drikke "farbrorskål" med mig, som Svenskerne siger.

- Og saa gik vi ind til Konditormadammen, og saa gav De mig Limonade og dette store Kræmmerhus med Kager, og De drak . . .

- Whisky og Vand, rent ud sagt . . .

- Ja, og saa var det, at vi gik her hjem.

- Ja vel. Hør, Ejnar! Nu kan Du træde lidt af . . . jeg mener hen i den anden Ende af Haven og gøre nærmere Bekendtskab med dine Kager. For Du er for lille til at forstaa Filosofi, og jeg skal tale om Filosofi med din Mo'r.

- Ja, men jeg véd godt, hvad det er, for jeg har lært noget om Sokrates i Verdenshistorien, og han var "Filosôf".

- Ja, men jeg vil tale Græsk med din Mo'r.

- Det skal jeg først lære, naar jeg kommer i Latinskole. Hvordan er Græsk?

Amsdorf citerede Kilians "Mesopotamisk" i "Ulysses von Ithacia":

- Gopisinsandüng Slæstimund, Skabhalsiaskomai, renkaala væt Speckavæt.

- Det er vist noget ækelt noget, sagde Ejnar og gik uden Kny bort fra de to voksne.

Alice var saa lidet vant til en frejdig, munter Optræden og Tone, at hun straks blev reven med til Samstemning med denne raske Mand, der saadan kunde tage alt med en Trumf. Hun følte, at hun hele sit Liv havde trængt til at blive tagen med en Trumf, at de Mænd, hun havde kendt, havde været større Pjalte end noget som helst Kvindemenneske. Hun "gav sig" lige over for den forhenværende Dragonløjtnant, ønskede blot, at hendes Ungdomshelt, han, som stadig var dukket op i hendes Minde som en mystisk Skikkelse, som nu var tonet frem i Virkeligheden paa en saa mystisk Maade, blot vilde tale. Hans Røst var saa smuk, beroligende i det Maadehold, hvormed han brugte den, imponerende ved den Kraft, den havde i rigelig Reserve.

Amsdorf satte sig paa Bænken ved Siden af Fru Alice.

- Kan De huske Frue, hvad jeg sagde om Krig den eneste Gang, jeg har talt med Dem?

- Ja, hvert Ord.

383

- Nej, kan De? brød han ud med straalende Øjne. Tænk: Jeg kan ogsaa den Dag i Dag huske hvert eneste Ord, De sagde til mig.

Deres Hænder mødtes uvilkaarligt i et langt Tryk. Amsdorf fortsatte:

Ja - dengang troede jeg, at jeg var skabt til at slaas som en Landsknægt med Udsigt til at ende som Kondottiere. GaribaldiMyten sad mig i Kroppen.

- De var saa frejdig trods vor ulykkelige Krig, hvori min Fader blev dræbt!

- Ak ja, vor lille Krig i 1864! Ouverturen til Myrderierne i Europa! Ja, jeg tænkte, at den Krig maatte fortsættes, og at vort stakkels Land maatte faa Revanche. Ellers var jo Gud ikke retfærdig. Jeg har rigtignok senere lært, at det er unyttigt Arbejde at kigge den store "génèral en chef" i Kortene. Han spiller mere fordækt end Bismarck.

Alice saa' lidt betænkelig paa ham. Hun syntes ikke rigtig om hans sidste Vittighed. Ikke, fordi hun var ortodoks, men som mange Kvinder havde hun en instinktmæssig Respekt for Religion, yndede hverken selv at tale om den, tænke over den, ej heller høre andre bekende eller fornægte.

Amsdorf gik videre:

- Om Forladelse, Frue! Men i mit Hul derovre, Bankkontoret i Jylland, stod min gamle Dragonsabel i en Krog. Naar jeg tog mig for at pudse den, syntes jeg, at jeg kunde se paa den, at den tørstede efter Blod ligesom Sværdet Tyrfing. Ak, ja - jeg havde endnu en Smule oldnordisk Romantik i Kroppen. Jeg søgte at bringe Uhyret til Raison, trak Klingen halvt ud i 1870, men Moltke var hurtigere i Vendingen end Tyrfing og jeg.

Han blev glad over, at Alice smilede. Han lo kort.

- Hm! Ja saa blev der jo Mudder i Donaufyrstendømmerne. Dem brød jeg mig Pokker om. Men Tyrfing og jeg vi maatte læske os i Blod, det blev vi enige om. Gud, sikke et Par Drenge vi var! Det var os to forskrækkelig ligegyldigt, om Russen eller Tyrken fik Prygl.

En Dag, da jeg sad paa Bankkontoret, skinnede Solen hen paa Tyrfing, og jeg syntes, at han gloede forfærdelig krigersk paa mig. Jeg syntes, han sagde noget ud gennem Rummet mellem Skæftet og Parerpladen. Det lød som "pékin", som de franske militære kalder en Civilist. Jeg blev helt underlig, beundrede Tyrfing, at han talte Fransk til mig, fordi han vidste, at jeg ikke 384 kunde Islandsk. Ja, det klang virkelig ud fra den gamle Djævel, men jeg opdagede, at det var, fordi en tung Ølvogn kørte forbi uden for Kontoret paa Gadens toppede Stenbro. Men Slagsværdets Mening var dog, at det vilde i Krig. Jeg slog Plat og Krone, om vi skulde gaa med Tyrken eller Russen. Blev det Krone, skulde vi gaa med Russen, blev det Plat, skulde vi gaa med Tyrken. Jeg slog Plat. Det var ikke første, blev heller ikke sidste Gang, det hændte mig, at jeg gjorde Ende paa Tvivlsmaal og Vrøvl paa den Maade. Straks ærgrede jeg mig. For saa meget vidste jeg om Tyrkerne, at de i de mer end fire Hundrede Aar, de har haft Stade i Europa, ikke har leveret et eneste Bidrag til vor Kultur . . . Men De vil sige noget, Frue!

- Jeg vilde have sagt, at Russerne rigtignok har leveret mægtige Bidrag dertil. Jeg har læst Turgenjew og Dostojewskij.

- Rigtig, Frue! Men sikken et Regimente! Aldrig har jeg læst noget, som i den Grad har taget min hele Sjæl med Vold, som Historien om den forsultne Student, der slaar den gamle Aagerkælling ihjel. Den havde jeg lige læst og havde faaet at vide, at Dostojewskij, som Gzaren hellere skulde have knælet for end for de forgyldte Bæster af Helgener, jeg har set i de græskkatolske Kirker, er bleven sendt til Sibirien og behandlet værre end en Indbrudstyv. Saa sagde jeg til mig selv: Tyrkerne har aldrig affekteret at være civiliserede; de er de Bæster, de er. Jeg gaar med Tyrken. Naa, vor gamle, kære Hofjægermester, han sagde jo, at jeg var gal, men uden Knurren forsynede han mig med Penge . . . Men De kan tro, Frue, at det Felttog derovre kurerede mig grundig for min drengeagtige Krigsbegejstring. Krig er Bestialitet . . . Hu ha!

- Var De Officer i den Krig?

- Bevares, ja! Jeg gik ind som Løjtnant, avancerede fjorten Dage efter til Kaptajn, men aldrig har jeg set en Skilling i Gage under begge mine Charger.

Hvad levede De da af?

- Som de andre af Tyveri, Røveri og Kæltringestreger. Vi færdedes i fattige, elendige, barbariske Lande, havde ikke andet for Øjnene end Tyveri, Rov, Voldtægt, Drukkenskab, Løsladelse af det mest dyriske og sjofle i Menneskenaturen, døjede Kulde i snefyldte Bjergpasser, lugtede de raadne og flængede Kadavere af Mennesker og Heste, mens Rovfuglesværme skreg i Luften og fyldte den som Myg. Jeg saa' det værste Menneskeudskud plyndre de døde og skære Fingrene af Lig for at bjærge en Ring. Saa 385 blev det ved Siden deraf en ren Bagatel, at vi førte flere Herregaardsbesætninger af Smaadyr med, som brugte vore Kroppe til Græsgange.

Alices Ansigt fortrak sig. Amsdorf slog i Bordet og sagde:

- Hvis en Poet i vore Dage vil digte, hvad man i sin Tid kaldte et episk Digt til Forherligelse af saadanne Krige, saa vil jeg kalde ham et Ærkeasen. Og de Præster, der taler om Hærskarernes Gud og lader synge Te Deum over et vundet Slag, for dem citerer jeg den franske Poets Vers, som han lægger Vorherre i Munden:

A ma barbe, quoi? des pygmées
M'appelant le Dieu des armées,
Osent, en enuoquant mon nom,
Vous tirer des coups de canon!
Si j'ai jamais conduit une cohorte,
Je veux, mes enfants, que le diable m'emporte.

Gør det Dem ondt, Frue?

Alice havde faaet Taarer i Øjnene og sagde med dirrende Stemme:

- Men min Fader da? Ham har jeg fra mine spæde Aar set op til som til en Helt.

- Lille Frue, han var en ædel, en tapper Mand, og han faldt for sit Fædreland. Men han og jeg havde valgt en Stand, da vi valgte at blive Officerer, og havde vi unddraget os for en Krig til Forsvar for vort Land, saa havde vi været nogle Pjalte. Men en stakkels Djævel, som er reven bort fra sin Jord, sin Læst, sin Bog, sin Væv ved en Udskrivning - jeg vil f. Eks. sige en sølle Tysker, som blev dreven ud for at hjælpe til at erobre Elsass og Lothringen . . . det var jo ham saa ligegyldigt, om de Lande var tyske eller franske - om han havde hyttet sit Skind og var stukken af - jeg vilde ikke kalde ham en Kæltring for det. Eller hvad siger De om Venezianere, der blev piskede ud af Østerrigerne for at hjælpe Preusserne til at erobre Slesvig?

- Ja, nu forstaar jeg Dem.

- Jeg slog paa en Streng, som gav Genlyd i Dem, sagde Amsdorf smilende. Husk blot paa: Det er ikke Folkene, som laver Krig. Det er i vor Tid først og fremmest Diplomaterne, som tidligere Fyrsterne. Jo, Krig er væmmelig . . . ogsaa Krigen for Tilværelsen, struggle of lif e. De forstaar mig ikke?

- Nej . . . ikke rigtig.

386

- Nu vel. Jeg rendte fra Krigen paa Balkanhalvøen til Amerika, til "the far west". Jeg købte Jord paa Prærierne, jeg har blødet med mine fattige Penge til Spekulanterne og har slidt værre end nogen Husmand eller Daglejer i Høsttiden her hjemme. Men det var de samme bestialske Instinkter som i Krigen. Den herskende Evne hos de allerfleste blev en sjofel Egoisme. Alle blev Prangere. Alle Øren var lukkede for ædle Toner, alle Øjne for ædle Farver. Menneskene blev Bæster til Hobe, jeg selv med. Jeg har aldrig elsket Præster, mindst de pietistiske, men de norske Fyre, som kom derover og prækede, dem fik jeg Respekt for. De talte dog om et bedre Rige end Snyderiets, Rakkeriets, Prangeriets. De slog med Kølleslag paa de haarde Hjerneskaller, men jeg undte samme Skaller alle de Trusler om Helvede. Jeg har selv holdt en Præken i en Trækirke for nogle Banditter, der kun havde Sans for Køb og Salg, Whisky og Knivstik. Jeg sagde blandt andet: Skammer I jer ikke over, at Gud har sendt sin Søn til Jorden for at lide og dø for saadant noget Rakkerpak, som I er? Bliver I ikke skikkelige Mennesker, saa vil Satan flænge jere Indvolde i al Evighed.

- Uh! fór det ud af Alice.

Amsdorf lo og vedblev:

- Prækenen var for Resten udmærket for det Publikum. De fleste græd. Ja bagefter vilde rigtignok en irlandsk Bølle knuse min Hjerneskal med sin Hakke, men jeg fik i Tide fat i Skaftet, fik sparket ham i Maven og spændt ham bagover, saa der blev et Hul i Jorden, da han faldt. Den Slags Amen passer til den Slags Prækener.

Alice vilde ikke være ved, at hun syntes om den Slags Bedrifter, fandt sig forpligtet til at sige:

- De tror vist ikke paa meget . . . maaske slet ikke paa noget.

- Jo, paa noget.

- Paa hvad da?

- Spørg heller paa hvem?

- Naa, ja saa paa hvem da?

Alice blev lidt stødt, da Amsdorf svarede:

- For Eksempel paa Oberstløjtnant Dalgas.

- Ham med Hederne? sagde hun. Hm!

- Ja. Ser De: Det er en Erobrer, som det sig hør og bør. Han erobrer Land for os Danske. Han bøder mere end nogen nulevende dansk Mand paa Tabet af Sønderjylland; han giver 387 flittige Mænd Vaaben i Hænde til at betvinge vor genstridige Ørken derovre, saa den kan give Føde til mange og Læ til endnu flere. For de Penge, jeg har rakket mig til ovre i Amerika, har jeg købt jydsk Hedejord, gjort mig til den Mands Elev. . . . Naa . . . saa er der én Ting, jeg altid har troet paa . . . og det før jeg troede paa Oberstløjtnant Dalgas.

Amsdorf standsede lidt og saa' paa Fru Alice. Hun betragtede sine Hænder og sagde:

- Og det er . . .?

- Rent ud sagt . . . Jeg har altid troet paa den første Kærlighed.

Alice følte, at hun blev saare rød, ja hvad værre var, at hun kom til at græde. Og saa ærgrede hun sig over, at hun bar sig ad som en ung Tøs, over, at hun pillede ved sin Kjole med Øjnene borede ned i Gruset. Amsdorf lod, som om han ikke mærkede det og sagde:

- Men der gives sikkert en Del Mennesker, hos hvem den maa lagres af ligesom Vin for at blive moden . . . Ser De, min Frue, da jeg som ung Dragonløjtnant i Reserven sammen med vor kære Onkel Rudolf, som han vilde have, jeg skulde kalde ham, saa' en ganske ung Pige paa hendes Moders Begravelsesdag, følte jeg, at hendes Billede var brændt ind i - ja det maatte vel være i mit Hjerte . . . Tro nu ikke, at jeg vil være affekteret og paastaa, at jeg har sukket og vredet Hænder i vildt Elskovsraseri. Det ligger ikke for mig. Nej, jeg stræbte at dække over og gnide løs paa det indbrændte Billede, og i lange Tider troede jeg ogsaa, at det slet ikke sad der. De maa heller ikke tro, at jeg har levet som en Munk i gamle Dage. Jeg har ikke forgæves tumlet mig i barbariske Himmelstrøg og mellem barbariske Mennesker. Men Billedet har staaet sin Prøve. Det sprang frem i stærkt Relief og i fuldt Lys, naar jeg var rigtig bedrøvet, saa trøstede det mig; og naar jeg var rigtig glad og modig, saa højnede og forædlede det Glæden og Modet. Samme Billede har jeg syslet med under Bivuakker i Sneen og under ensomme Nattevagter i Brædehytter paa Prærierne. Ja, det holdt ud, trods det, at Haar og Skæg falmede. Og da jeg betraadte mit eget Lands Jord, saa tvang det mig . . . jeg stod imod . . . men, at det var stærkere end jeg, kan De nu selv se. Men det er ikke alle, der kan bære den første Kærlighed gennem Livet; der skal Kræfter til. De fleste forjasker den og tager til Takke med simplere Varer som Surrogat.

Alice havde krummet sig helt forover. Hun ramtes tungt af 388 de sidste Ord. Med ét mærkede hun en Arm om sit Liv. Hun rejste sig og saa' sin gamle Elsker stort og fast ind i Øjnene. Hun hvilede saa trygt i disse Arme. Endelig følte hun noget, der kunde bære hende gennem Livet, det hun nu ydmygt indrømmede, at hun altid havde trængt til.

Der stod de to smukke Mennesker, ganske vist med lidt falmet Haar, men sunde og stærke, arbejdsdygtige og klare i Sommerdagens varme og blanke Sol. For Fru Alice syntes det, at Pakhus, Baghusmur og Reberbane sank i Jorden, at Udsigten blev fri som før. Amsdorf sagde:

- Over Jyllands Hedejord vil Du ikke faa at se Dragonhjælme blinke, eller høre Pallasker rasle. Glansen maa komme fra Plovjern og Spadeblad. Huer og Bulehatte glimrer ikke. Men den er ægte og ikke forloren, Glansen fra et Arbejdsredskab.

Ejnar laa paa Maven i en Græsplæne og var falden i Søvn.

Amsdorf raabte:

- Ejnar - kom nu! Vi taler ikke Græsk mere.

Han tog Drengen, lod ham vende Mølle som før, løftede ham saa højt op i Lyset og Dagen og sagde hen mod Alice:

- Vi skal gøre ham til en stærk, arbejdsfør, klog og intelligent Fyr! Til en Nybygger, der skal gøre dansk Flid og Kultur Ære.