Schandorph, Sophus Fortællinger

SOPHUS SCHANDORPH

FORTÆLLINGER
ANDET BIND


KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
FR BAGGES BOGTRYKKERI
1901

b

CARLO GOZZI I SACCHIS TRUP

2
3

I.

Vinden piskede Regnens næsten ubrudte Vandstraaler mod Agterstævnen og ruskede voldsomt i Latinersejlet paa et lille Fartøj, der lagde an ved Riva dei Schiavoni tæt ved la Piazzetta i Venezia, en blæksort Novemberaften i Aaret 1775.

Blodrøde Lysskær dansede gennem Mørket og slog bugtede, sitrende Striber hen ad Lagunen. Ensformig snøvlende lød Raabet: Gondola, gondola fra to Stemmer. Rask gled to Gondoler om Kap hen mod Fartøj els Rov, hvorfra Rebstigen sænkedes ned. Øksebladet paa Forstævnen af den Gondol, der først naaede Maalet, blinkede brandgult i Lygteskæret fra den selv og fra det større Fartøj; Metallet drev af Vand, i Mellemrum saa' det ud, som dryppede der Blod fra Eggen i den sorte Masse tæt nedenunder.

To Skikkelser kom flygtig til Syne paa Rebstigen. Den nederste med Hætte om Hovedet, kastede først en Kuffert ned i Gondolen, derpaa rakte den Haanden til den øverste. Nedstigningen gik langsomt. Den øverste Skikkelse syntes i det flimrende og flakkende Lys ganske umaadelig stor. Gondolieren brummede noget om en ,,forfærdelig Længde", da han saa' Skikkelsens Ben nærme sig Gondolens Ræling, uden at det lod til, at Hovedet kom med for det første. Endelig viste sig virkelig en usædvanlig høj Mand med Pelskrave op over Ørene og en laadden Rejsehue trykket ned i Øjnene. Han gik ind under Gondolens Ruf, medens den mindre med Hætten blev udenfor og høflig spurgte:

- Sidder Hr. Greven godt?

- Udmærket! lød en dyb, brummende Bas.

- Poste a San Cassiano, sagde Hættemanden til Gondolieren.

4

- Ho capito !*) svarede denne.

Lydløst gled Gondolen gennem Vandet foroven og forneden langs Ganale grandes brede Slangebugtning. Snart saas kun Vandets svage Glimten, der gennemtrænger selv det tætteste Mørke; snart kastede Skæret af Lygterne paa Paladsernes Landingstrapper fra hver af Kanalens Kyster Lys hen over det. Da gnistrede det som rødgyldne Skæl. Stundom dukkede ud af de sorte opragende Masser paa Bredderne et prægtigt spidsbuet Vindue med fantastisk gennembrudt Kniplingsarbejde, stundom saas i den skraa lange Lyslinie øverst en Søjlesokkel, saa nedenunder et kanneleret Stykke Skaft, saa længere nede langt til Siden derfor en Kapitæl, hvis oprindelig hvide Marmor tog en Tinte mellem det gule og blegrøde. Saa slugtes atter for en Stund alt i Mørket, indtil andre Stykker af pragtfulde Bygningsled lyste frem som ved et Lynglimt for at forsvinde lige saa brat. Og, naar saa alt druknede i Mørke, syntes det, som om Regnen tog voldsommere Tag, som om den trommede Reveille paa Gondolens Ruf.

- Et Djævelens Vejr, sagde Gondolieren. I Tonen laa aabenbart en Indbydelse fra hans Side til Grevens Tjener til en Passiar, men Tjeneren fjernede Hættens Flige fra Ansigtet.

- Forstyr ikke Greven! hviskede han.

- Forstyrre? For en Ulykke, hvad bestiller han?

- Zitto!**) Og Tjeneren satte sin Pegefinger under Øjet og sænkede sine Mundvige bueformet ned paa hver Side af Hagen. Hr. Greven er Poet, hviskede han endnu sagtere.

- Cospetto! ***) Poet, jeg forstaar, hviskede Gondolieren; det har noget at sige. Og han bankede sig paa Panden med Knoen, som for at vise, at han var fuldstændig paa det rene med, at Poeter altid har en Masse at tumle med inden for Pandeskallen.

Det gik videre i Mørket, uden anden Lyd end Regnens Trommehvirvler. Man nærmede sig Rialtobroen, hvis Lygters Lys furede Vandet paa langs. Et Lys fra den venstre Bred afdækkede nu en Arkade af en Buehal samt Sokkel og et Stykke Skaft paa et Par Halvsøjler. Der lød en dæmpet Latter inde fra det bedækkede Rum, og i brummende Bastone lød Ordene:

- Palazzo Tiepolo - ja vel, Mammas Fædrehjem. I det 13de Aarhundrede var Jacopo og Lorenzo Tiepolo Venezias Doger! Ha, ha, ha. Deres Ætlinger paa Spindesiden er forsultne Grever, * * * 5 befængte med Skrivekløe, Prakkere i Venezia samt Oste-, Olie-og Høprangere i Friuli. Ja, gav Engene i Friuli tidobbelt Hø, mod hvad de giver, ved San Antonios Krop, vilde en af Ætlingene i det mindste give Afkald paa Grevetitlen. Ak ja - min poetiske Svigerinde Luisas pindariske Husførelse har kostet mig atten Processer for at redde Stumperne af de grevelige Gozziske Herligheder. At Broder Gasparo ogsaa i genial poetisk Distraktion skulde fri til det sonetsprudende Vesuv!

- Jer Greve gør nok Vers derinde, hviskede Gondolieren.

- Zitto, zitto, svarede Tjeneren, kneb Øjnene sammen og stak Tungespidsen ud af Munden.

- Er han ikke en Smule saadan . . . hm? og Gondolieren lod sin Pegefinger beskrive en Cirkel paa Panden.

- Er I gal! Det er jo Grev Carlo Gozzi! Et umaadeligt Talent er han!

- Ja vel, ja vel, men netop derfor . . . hvad?

Gondolen passerede under Rialto. Lys, Skrig, Raab, stærk Genlyd af Folkemasser foroven gennemskar, gennemhvinede og gennemdundrede Natten og tabte sig efterhaanden i Summen og Brummen, ud af hvilken enkelte skarpe, stakkate Lyd hævede sig. Men pludselig blev alt bomstille og bælgmørkt, da Gondolen med et brat Sving til venstre drejede ind i en lille Kanal. Der var sort som det indre af et Kakkelovnsrør, alt mens Føreren langsom, i syngende Tone udstødte det sædvanlige Varskoraab. Vinden, der var snævret inde i det smalle Rum, gav pludselig et Hvin fra sig og drev en Vandmasse ind i Gondolierens og Tjenerens Ansigt.

- Oh che tempaccio! *) udbrød den sidste.

- Oh, brutta bestia per Venezia quella pioggia! **) sekunderede den første, og som for at sætte en Modstand mod Kastevinden og Regnen brølede han lige ud i den med en Stemme som en Basun:

Mio primo amor vù sè,
E l'ultima sarè,
E se ho da maridarme
Sposarme voi con vù.

(Du er min første Kærlighed, og Du skal være min sidste; og, hvis jeg skal gifte mig, vil jeg gifte mig med Dig).

- Bravo, bravo! brummede det inde under Ruffet. Det * * 6 er god gammeldags Moral! ikke franske Varer; gammel venetiansk Troskab og Enfold!

- Nu digter Greven igen, hviskede Gondolieren til Tjeneren. He - nu er vi ved Poste a San Gassiano.

Han satte Aaren i Lave og nærmede sin Lygte til det lukkede Rum. Greven kom ud sammenkrummet og rettede sin lange, smalle Skikkelse højt op i Vejret. En usynlig Haand paa Kajen tog mod Gondolens Stød, men den blev straks efter, under Gondolierens Lygtes Lys, tilstrækkelig synlig til, at man kunde opdage, at den ikke i lange Tider havde været i Berøring med Sæbevand. Imidlertid lagde dog den høje Herre i Kappen sin behandskede Haand i den og svang sig op ved dens Hjælp, efter at han havde betalt Gondolieren og vekslet disse Ord med ham:

- Hvorfor har I gjort den lange Omvej? Hvorfor bøjede I ikke ind ad Rio della Madonna?

- Jeg kunde høre, at Hr. Greven lavede Vers inde under Ruffet, og mente, at eders Velbyrdighcd skulde have Tid til at gøre en Sonet eller en Sestina færdig, inden eders Velbyrdighed blev forstyrret ved, at vi lagde til.

- Kender I mig? spurgte den høje Herre med en ingenlunde uvenlig Stemme.

- Hvem kender ikke Grev Carlo Gozzi, Venezias Ære?

Grev Garlo Gozzi gav Gondolieren nogle Smaamønter ekstra; han lod ikke til at have Mistanke om, at Fyren ikke havde haft Anelse om hans Tilværelse, end mindre om hans Digternavn, før Tjeneren havde ladet de ovenfor anførte Ytringer falde.

Sjoveren, der hjalp ham op, tog straks hans Kuffert paa Nakken, Tjeneren tog hans store trekantede Hattefutteral. Grev Gozzi sagde til Sjoveren:

- Til Palazzo Gozzi . . . bag om . . . ad Calle della Regina . . . I véd . . . Paladset lige over for Campo di Santa Maria, mater Domini.

- Ho capito, Signore! sagde Sjoveren og bukkede med Kufferten paa Nakken.

De krogede, kun nogle Alen brede Gyder strømmede af Vand, og Brolægningens Kvaderstensfliser var saa glatte som Isflager; de vandrendes Støvlehæle gled paa dem. De blinkede, naar et svagt Skær faldt ud fra de aabent staaende Døre i Husenes nederste Etager. Der inde skimtede man afvekslende Haandværkere arbejde ved Tællelyset paa Bordet, Spækhøkere og 7 Urtekræmmere sladre med Kunderne, en Knøs med Faldhat og store Ringe i Ørene kurtisere et Pigebarn med Livstykke og Skørt og med bare Fødder i røde Safians Tøfler.

Med ét, som de tre drejede om Hjørnet ind i Calle dellet Regina saa' de hele Gaden staa i en brandgul Lysdis, i hvilken en tæt Menneskemylder bevægede sig som dansende Taagebilleder med Regnskærme over Hovederne. Da Grev Gozzi kom ind i Massen, saa' han Mænd og Kvinder i brogede, fantastiske Karnevalsdragter og med Masker for Øjnene skubbe og puffe til hinanden for at bore sig frem gennem den tætte Stimmel, der hujede, skoggerlo, sang og hvinede. Der var Lys i alle Vinduer.

- Det er umuligt at komme frem med Kufferten her, sukkede Sjoveren bag ved Grev Gozzi.

- Hvad Djævelen gaar her for sig? spurgte denne fortrædelig en Maske, der strøg forbi ham og puffede til hans Albue.

- Véd De ikke det? spurgte den maskerede, idet han fægtede med Armene for at faa Plads til at staa og svare med Venezianernes naturlige Høflighed. I Dag er Patricieren Bragadino bleven udnævnt til Venezias Patriark. Hans Palads ligger jo inderst her i Gaden. Der er baade Fyrværkeri, Begfakler og Illumination og alskens Stads, Bal i Paladset, og Folk faar Brød, Vin og Penge kastet i Grams i hele tre Dage.

Grev Gozzi vendte sig med et Suk. Han var dødtræt. I et Par Døgn var han rejst ad Veje, som Regnen havde gjort til Mudderpøle, og hvor han var bleven skumplet gennem dybe Huller; han havde ladet sig færge over opsvulmede Floder, og var nu endelig naaet til Venezia Klokken ét om Aftenen (Kl. 9 efter den nuværende Maade at betegne Klokkeslettet paa). Han havde med Længsel imødeset den Stund, da han skulde lægge sig i sin Seng i det lille Værelse i hans Families store øde Palads, som han nu alene beboede. Han maatte nu gaa en Omvej gennem Calle del Ravano og Contrada di San Eustachio for at komme ud paa Broen, der fører til Campo Santa Maria Mater Domini. Den gik i Linie med den ene Sidemur af Paladset, saa kunde han gaa til venstre og komme ind ad Døren paa dets Hovedfacade, der vendte ud til Kanalen Rio Santa Maria Mater Domini.

Vandet drev af hans Pels. Med Hengivelse i sin Skæbne, rystede han sig som en Hund, bøjede Pelshuen dybere ned og begav sig paa Vej med sine Ledsagere.

Nej, nu troede han, at enten han eller Venezia var bleven 8 gal. Fra Pladsen saa' han sin Paladsfacade straale i blændende Lyspragt. Den lignede et af de Slotte, han selv havde set i Fantasien, naar han digtede sine Fabeldramaer, hvis Scene han holdt af at henlægge i det fjerne Østen, Eventyrromantikkens Hjemstavn. Var det en Scene af hans "Lykkelige Tiggere", af "Prinsesse Zobeïde", af "Det blaa Uhyre", som modtog deres Digter for at byde ham velkommen? Hvor meget end Carlo Gozzi elskede det eventyrlige, kunde han ikke rigtig nyde det i dette Øjeblik. Han havde gerne opgivet alle Morgenlandenes Feslotte for sin store Egetræs Seng i Kammeret paa anden Sal.

Ja, det var virkelig det gamle Palazzo Gozzi, der var lavet saadan til. De tre store Vinduers Rundbuer midt paa Facaden i første Etage med samt deres doriske Halvsøjler, der lod, som de bar Vinduesbuerne, var behængte med røde, gule og grønne Lamper, som fulgte de arkitektoniske Linier og Led, gjorde dem paa én Gang tydelige og forvanskede dem. Store Vokslys flammede inden for første og anden Sals Vinduer. Mellem de to Hovedetager slyngede sig en mangefarvet Lysguirlande, og op ad Pillerne i Stueetagen flagrede Begfakler som røde Fjerbuske i Stormvejr. Fra dem stod en rød, gul og violet Røg op imod Facadens øvrige Lys. Den mørke Kalkpuds paa det sorte Palads tog en grønlig Tinte, og i Vandet nede i Rio Santa Maria Mater Domini herskede det vildeste Lyskaos: Reflekserne løb mellem hinanden i tusinde Krydslinier, hvirvlede og snoede sig, bævede og tindrede. Og alle de maskerede, som fyldte den lille Kirkeplads - il campo - saa' ud, som om de stammede fra et eller andet fortryllet Feland, som de stod og gik i den brandrøde Em, der brat slukte sig i den dybe sorte Regnvejrsnats Mørke.

Der stod nu Paladsets Ejer, Grev Carlo Gozzi, midt ud for sin Dør, hinsides Vandet og saa' op og ned ad sit Hus. Lysmassen faldt paa hans fine Hoved med den spidse, bøjede Næse, de sorte Øjne med Laage, der i brat Skraaning løb spidst ned i Øjenkrogene, de svære Bryn, der krummede sig stærkt ned mod Næsen, den store, sanselige Mund, hvis Vige syntes noget fortrukne og var i bestandig Dirren. Hans Pels var gleden til Side, og de sølvbroderede Blade langs Randen paa hans Kjole flimrede pailletagtig.

Ja, der stod han vel et Kvarter i øjneopspilet Forbavselse. Saa blev det ham klart, at det virkelig var hans Hus i rent prosaisk, haandgribelig Forstand. Han lo med en indvendig Klukken, vinkede ad sine to Følgesvende og banede sig med 9 dem atter Vej over Broen. Han slog Hammeren stærkt mod den lave grønmalede Dør. Det varede en god Stund; da blev Døren brat reven op, en ny Lysmasse fusede ud gennem Aabningen. Men, da Grev Carlo Gozzi vilde træde ind, krydsede to Halvpiker hans Bryst. Fra hver Side truede et Par kulsorte Knevelsbarter, glinsende som af Blanksværte, ham i Møde. De tilhørte to Individer af Bygarden i karmoisinrøde lange, vidskødede Kjoler. Med dalmatinsk Dialekt, som Grev Gozzi saa godt kendte fra sin Ungdom, da han som Kavalerikadet laa i Garnison i Zara, lød ham i Møde unisont fra begge Sider:

- Denne Vej er spærret.

Grev Gozzi anlagde sin Ungdoms militære Holdning, trak Brynene sammen over Næsen og spurgte myndig:

- Hvad for noget? Kan jeg ikke komme ind?

- Nej, Herre, svarede den ene Dalmatier med tjenstlig Høflighed, ikke ad denne Dør. Vil De gaa hjem og tage Maske paa og gaa ind ad Porten der henne til højre, den hører til Palazzo Bragadino. Der kan enhver maskeret komme ind til Festen.

- Ja, men hvis jeg var Herren i dette Hus og var kommen forfrossen og søvndrukken fra en lang Rejse - hvad? - mon jeg saa ikke kunde komme ind i mit eget Hus og gaa i Seng?

- He - Herren i Huset? Vil De saa vente et Øjeblik, saa skal De faa Svar.

Saa blev Døren bragende smækket i lige for Næsen af Husets Herre, som opdagede sin Tjener, der stod og sov op ad Muren, og Sjoveren, der sad paa Kufferten i Døraabningen og gloede paa ham med et stupidt Udtryk i de røde, rindende Øjne. Grev Gozzi brast i Latter ved Synet og mumlede:

- Dersom ikke Truffaldino og Brighella*) er lyslevende Mennesker, meget sandere end Doktor Goldonis dydige Kaféværter og ædle Skøger, saa vil jeg være fordømt til aldrig at komme ind i mit gamle Hus eller til at læse alle min arkadiske Svigerinde Luisa Bergallis**) Sonetter, og saa kysse hende lige under hendes spidse Næse og kalde hende en Sappho.

Under disse Betragtninger aabnedes den grønne Dør indenfra, og i Døraabningen fremtonede en fra Top til Taa med * * 10 Guldkniplinger besat Hushovmester, bukkede gentagne Gange og bød Grev Carlo Gozzi at træde ind. Høje Bronzekandelabre og Voksfakler oplyste Forhallen og den brede Marmortrappe. Hist og her skuede en gammel sortskægget Grev Gozzi fra det 16de Aarhundrede, malet af Tizian eller Tintoretto, barsk ned fra Lærredet med den afblegede Ramme. Hele Forhallen synes at have været behængt med Anernes Portrætter; Familiens voksende Armod havde tvunget Carlos Fader til at gøre adskillige af sine Forfædre i Penge, men i Aften erstattedes de tomme Pladser af blinkende og flimrende firkantede Transparents, hver med en forskellig Farvesammensætning af Lys, alle forestillende den mægtige Patricierfamilie Bragadinos Vaabenskjold.

Disse funklende Skjolde skar Carlo Gozzi i Øjnene, og den skærende Smerte forplantede sig til Hjertet. Med flydende Tunge og mange Haandbevægelser sagde den guldbesatte Hushovmester:

- Og De véd virkelig ikke noget derom, Hr. Greve? Min Herre, Hans Excellence Patricieren Gasparo Bragadino (en dyb Bøjning ledsagede Titlerne og Navnet) - vidste jo forud, at hans Hr. Broder vilde blive valgt til Patriark; men, da hans Palads, som Hr. Greven véd, ikke er saa meget stort, saa ønskede han at lægge en Bro mellem Vinduerne i Deres og Excellencens Hus, og det er jo sket med Deres Velbaarenheds udtrykkelige Tilladelse. Festerne holdes nu i begge Paladser, og Hans Excellence lader kaste Brød og Penge ud til Folket. Men naturligvis er Deres Soveværelse bleven forbeholdt Dem og omhyggelig lukket; og, dersom Hr. Greven vil følge med mig, skal jeg anvise Dem det.

Havde det ikke været for Værdighedens Skyld, havde Carlo Gozzi let den beskyttende Hushovmester lige i Ansigtet. Thi det var sikkert, at ingen havde spurgt ham om Tilladelse til denne ugenerte Benyttelse af hans Hus. Men disciplineret til den faste Tro paa, at Venezias Patriciat eksisterede af Guds Naade, tog han sin Tanke fangen under Troens Lydighed og spurgte den guldbroderede:

- Maaske min Herre vil være saa god at sige mig, hvor længe dette Spektakel . . . denne Højtidelighed skal vare?

- Tre Nætter i Træk, fra det bliver mørkt, til det bliver lyst, svarede den guldbroderede.

- Det er mig en stor Fornøjelse at kunne være Familien Bragadino til Tjeneste, sagde Carlo Gozzi. Vil De behage at hilse Deres Excellencer.

11

- Vil Hr. Greven ikke behage at tage Deres Hus i Øjesyn? Jeg tror at kunne sige, uden at rose mig selv, at Udsmykningen vidner om en vis Smag. Jeg skal straks bringe Greven en Maske og en rød Domino.

Til Tjeneren og Sjoveren, som var komne ind, kastede en Tjener i Bragadinos Livré paa Hushovmesterens Vink med en Mine, som man rækker Føde til en Hund, to store Stykker hvidt Brød og rakte dem en Kande rød Vin. Sjoveren slugte Brødet med Graadighed, Grev Gozzis Tjener greb ivrig efter Vinkanden, gennem hvis Tud han hældte en betydelig Slurk i Halsen; saa rakte han den til Sjoveren med en lige saa overlegen Gestus som den, hvormed Hans Excellence, Patricieren Bragadinos Lakaj havde overleveret den til ham, der tjente Grev Gozzi, den lavere Adelsmand. Thi han hørte ikke til Patriciatet, men kun til "la Cittadinanza", den lavere Adel. Parret faldt i Søvn op ad Væggen. De dalmatinske Spydbærere værdigede dem kun et flygtigt Alvorsblik.

Tjeneren vækkedes, da Grev Gozzi kastede ham sin Pels i Armene, i det Øjeblik den røde Domino og den sorte Maske blev ham bragte. Saa gik Husets overrumplede Herre langsomt op ad den store Marmortrappe, paa hvis Brøst ved de senere Tiders Ugunst hans Slægt kun havde formaaet at bøde ved Indfældninger af tarveligere Stenarter. Nu havde Excellencerne Bragadino lagt røde Draperier, som kønne Plastre paa Saarene. De sviftede langs Balustraden i den livlige Trækvind, der gennemsusede det øverste af Vestibulen, saa Faklernes og Kandelabrernes Flamme strakte sig til Siden. Carlo Gozzi syntes, at de gadedrengeagtig rakte Tunge ad hans Slægts svundne Herlighed. Da han som altid, naar han blev ramt af en eller anden Sindsbevægelse, gav sig til at le højt, sagde Hushovmesteren, som ledsagede ham:

- Excellencen Bragadino vil glæde sig, naar han hører, at Arrangementet morer Hr. Greven.

Fra første Etages Trappeafsats saa' Carlo Gozzi gennem de vidt aabne Fløjdøre ind i sit Huses store Festsal. Den skingrede af Musik, gennembrudt af Summen, Raab og Hyl. Lyset blottede den afblegede og paa mange Steder afbrudte Forgyldning om Loftets Stukkaturfelter og i den rokokoagtig slyngede Ramme om det store Freskomaleri i Loftets Midte, et Værk fra Kunstens Forfaldstid, med et af de evige Emner: Diana i Bad med sine Nymfer, hvor tykke Arme og Ben i rødgul eller rødbrun 12 Kødfarve væltede og slyngede sig mellem hverandre som levende fede Aal i en Ruse. Man skelnede kun tydelig Forgrundsfiguren, en kolossal Nymfe, der saas bagfra. Billedets tusinde Sprækker og de mange Pletter, hvor Farven var falden af, grinte ubarmhjertig ned.

I det store Rum snoede sig og bølgede en Mylder af de mest forskellige Farver. Galoner og Pailletter flimrede og tindrede, lange Baand og Sløjfer slyngede sig som blinkende Slanger ud i Luften, spidse Narrehatte og højt opstruttende Fjer ragede ud over Hovedernes Vrimmel som højt opløbne Aks i en Majsmark.

Danse knyttedes og brødes hver Minut. Grupper pressedes sammen som Sild i en Fjerding og opløstes igen. Den forrejste og trætte Husherre var ved at blive greben af Svimmelhed. Han tog sig til Panden over Masken, og for at blive fri for Svimmelheden vilde han give sit Øje et fast Punkt at hvile ved. Det traf den store Nymfe i Loftsbilledets Forgrund og fæstede sig paa en ualmindelig kødfuld Del, som for Grevens ugenerte venetianske pebersvendeagtige og maskekomedieagtige Fantasi syntes at henvende en populær, uhøflig Opfordring til Mængden. En ny Latterparoksysme fulgte efter og vakte to nær ved Døren samtalende Maskers Opmærksomhed, saa de vendte sig om. Den ene var en kvindelig Maske i en tyrkisk Dragt af grønt Atlask, stærkt sølvskrammereret og med røde Atlaskes Pampusser. Et Par gule Maroquins Halvstøvler fremhævede det fineste Smalben og Begyndelsen af Læggens kraftige Kurve. Hun greb uvilkaarlig, ligesom skræmmet, om Armen paa den mandlige Maske, hvis skarlagenrøde Fløjls Dragt å la Louis-Treize, brusede og struttede af Sløjfer, af stivnet Linned mellem Vamsen og "les haut de chausses" og af Guldkniplinger. En stærk Parfumeduft udgik fra Parret. Pludselig satte det sig i meget hurtig Bevægelse og fægtede sig tappert med Albuerne gennem Vrimlen.

Grev Carlo Gozzi for sammen, knyttede begge sine Hænder og gjorde Forsøg paa at følge Parret. Men dels var han ikke hurtig, dels ikke hensynsløs nok. Efter at have boret sig en Snes Skridt ind i Salen, forsvandt Herremaskens hvide Fjerbusk for hans Øjne i den bølgende Stimmel. Han arbejdede sig nu tilbage og ud gennem Døren, gik ned ad Trappen i en saadan Skyndsomhed, at han tørnede sammen med opstigende maskerede Skikkelser, kom ned, kastede Maske og Domino til en fremmed Tjener, vækkede sin egen og sagde til Hushovmesteren:

- Jeg kan ikke sove i Nat for denne Larm.

13

- Men Hr. Grevens Værelse er i Stand.

- God Nat!

Atter gik det ud i den sorte, af Lysstriber og Lysprikker gennemfurede og gennemtindrende Nat. Sjoveren bar Kufferten, og Tjeneren fulgte med til den nærmeste Lokanda, hvor Grev Gozzi bestilte Logi for de tre Nætter, hvori Excellencen Bragadino holdt Fest i Palazzo Gozzi til Ære for sin Broder, Venezias nye Patriark.

II.

Grev Carlo Gozzi kunde ikke sove den Nat. Billedet af den grønne Tyrkinde vibrerede stadig mellem hans Øjne og deres Laag. Han kunde ikke som i sit Hjem forjage Tankerne ved at skrive Vers eller læse ved sit Skrivebord. Han blev liggende længe i Sengen, som man i Almindelighed gør, naar man ikke har sovet om Natten, i Haabet om at faa Erstatning for Nattesøvnen i en Morgenlur, et Haab, som i Almindelighed skuffer. Det skuffede ogsaa Grev Carlo Gozzi. Han stod op, betraadte med en vis Modbydelighed Værtshuskammerets rødgule Murstensflisegulv, da Klokken var 13 (dvs. 9 om Morgenen), kaldte paa sin Tjener, som barberede ham, krøllede hans Paryk og satte Haarbuklerne til Rette over Tindingerne. Da Toilettet var besørget, beordrede Grev Gozzi Tjeneren at bestille en Gondol.

Det regnede ikke mere. Luftens Hovedmasse var mælkeagtig diset; Vandet laa lysegrønt; over Bygningernes Toppe stod Striber som af tynd Forgyldning, lagt over Sølv. Men fra det Øjeblik, Gondolen gled ind i meget snævre Kanaler, og alt formørkedes af meget høje Huse, sluktes de blege Farver af det blygraa. Vandet blev lillaagtigt, stundom gennemdirret af hvide Striber. Husene stod skidengule med de store nøgne Murflader, gennembrudte stundom af yndige smaa Vinduer med en koket Dværgsøjle, hvorfra to smaa Buer slyngede sig ud, oftere af grimme lave og brede Vinduer paa de vanvittigste, Symmetrien mest trodsende Steder, gerne højt oppe under Taget. Vandet havde slikket en Slim op ad det nederste af Husmurene; den tegnede grønne, spidse, flammeagtige Figurer paa dem og laa i dorsk drivende, flossede Frynser fladt ud i Lagunen.

14

Gondolen standsede uden for et meget stygt højt Hus i en afsides Gade i Stadens sydøstlige Ende. Grev Carlo Gozzi betalte Gondolieren og steg ud, ganske tankeløst, og kom først til Bevidsthed om Omverdenen, da et stærkt Stød i Panden mindede ham om hans egen Længde og Indgansdørens Lavhed. Taalmodig glattede han sin friserede Paryk og bødede paa de Buler, hans bløde, trekantede Hat havde faaet ved den øverste Dørkarms ublide Berøring.

Vindeltrappens nederste Trin grinede kridhvidt gennem den ud mod Lagunen aabne Dør, saa tabte Trappen sig i det sorteste Mulm. Men det generede ikke Grev Carlo Gozzi. Han kendte Trappen, og med sine lange Ben tog han et Par Trin ad Gangen i en stærk Opstigningsfart. Midt i denne støder han uventet paa en fast Hindring; han hører noget falde bagover samt Udraabet: Oibó. . . Cristo! Madonna! Diavolo!

- Hvad Pokker - jeg kender denne Røst, det er jo jer, gamle Truffaldino ! sagde Grev Gozzi.

- Nej, det er ikke mig, Hr. Greve, det svær' jeg ved alle Kalenderens Helgene, eders Højvelbaarenhed. Men, saa sandt jeg haaber at faa Forladelse for mit lange Livs mange Synder, tror jeg, at mine stakkels podagristiske Ben mod deres Vilje er bleven omsvøbte af Hr. Grevens Tabarro*). Paa den kendte jeg Hr. Greven. Siger ikke Quintilian: Cauda leonem facit, og en anden Klassiker, jeg tror den udødelige Plautus: leonum animi index cauda"? - Kan jeg ikke sige: Comitis Caroli de Gozzibus index longitudo tabarrorum?

- Hold jer Mund, Sacchi og se at faa jer rejst! jert Makaronilatin kan I gemme, til I næste Gang agerer Arlecchoni. Hvad havde I at gøre her? . . . Saa . . . er I oppe? Kom længere ned, at jeg kan se jer! I stødte jer da ikke?

- Arlecchino falder altid paa Benene ligesom Kattene, svarede den skarpe, lidt hæse Røst . . . ja, det vil sige, naar han bliver firsindstyve Aar, og hans Ben er podagristiske, saa gør en anden Legemsdel Tjeneste . . . aa . . . ja . . . ja . . .

Den faldne Mand var naaet ned under Døraabningens Lysvirkning. Der stod han, førladen, krumrygget med den store Høgenæse midt i det skarpe, store Ansigt, hvis gule Hud var gennemfuret af utallige hverandre krydsende smaa Rynker, der sagte vibrerede om de for Lyset dirrende Øjenlaag. De falmede * 15 brune Pupiller med blaahvide Rande tog sig ud som Tællelysflammer i en Hornlygte.

Carlo Gozzi betragtede den gamle Impressario, den mesterlige Fremstiller af Truffaldinos burleske Partier, med et skarpt prøvende Blik. Hvad vilde den gamle Karl her? Hvorfor havde han faaet en splinterny, omhyggelig behandlet Paryk i Stedet for sin sædvanlige fedtede, hvorfor mødte han i sviklede Silkestrømper med forlorne Lægge og i papegøjegrønne moderne Klæder ?

- Hvordan har la Ricci det? spurgte Carlo Gozzi med roligt Tonefald trods sit bankende Hjerte.

Den gamle Komiker grinede mod Solen og sagde:

- Aa den brave Ricci! Hr. Greven havde Ret, da De tog hende til Truppens Primadonna. Og Hr. Greven havde Ret, da De roste hendes Moralitet og hævdede Dydens Betydning for den store heroiske Kunst.

Grev Gozzi mønstrede den gamle saa skarpt, han formaaede, men der var intet usædvanligt at læse i denne stereotype komiske Maske, hvis Udtryk gengav en gaadefuld Mellemting mellem dum Naivetet og "durchdreven" Ondskabsfuldhed.

- Jeg forhøj er altsaa Riccis Gage med 100 Ducater om Aaret, Hr. Greve . . . hvad?

- Farvel, Trulfaldino-Sacchi! - god Morgen! sagde Grev Carlo Gozzi.

Og Greven gik sukkende op ad den endeløse Trappe, fyldt af ubestemte og drillende Anelser, som han ikke gad klare for sig selv. For førte Gang i det fleraarige Bekendtskab og Kammeratskab med Teodora Ricci følte han Generthed, da han drev Hammeren ind mod den lille Jernknop paa Døren.

Naa - Døren gik saa hurtig op, at Grev Carlo Gozzi nær var gaaet paa Næsen ind ad den i et lille Værelse med en stor Højde til Loftet. Det havde hvidkalkede Vægge, rødt Stengulv, Kønrøgssokkel, to meget lave Straastole med et sølle Fyrretræsskelet, der stod en bred Seng med falmet Lærredsomhæng daskende ned fra en Slags usynlig Tronhimmel. Ud over de tilbagetrukne Gardiner bevægede sig i livlig Takt to skindmagre, sort behaarede Arme.

- Digter I, Ricci? Er I stadig paa Olympens højeste Toppe, hvad? spurgte Grev Gozzi.

- Jeg tror, jeg i Gaar Aftes har naaet Maalet, Hr. Greve, i en Sonet . . . De véd, Petrarca er mit evige Forbillede.

Den højre magre, laadne Arm ragede nogle intime 16 Klædningsstykker til Side paa en Stol, der stod foran Sengen, trak et ikke aldeles propert Manuskript frem, pustede til et Edderkoppespind, som blev lidt nærgaaende mod hans trekantede, spidse Næse og begyndte med hæs Patos:

Amor! med Vold Du indbrød i mit Hjerte
og fyldte det med Sorg saa tung som Blyet
og gjorde Livets Dag saa mørk og skyet,
som fordum laa bestraalt af Foebi Kerte.
O - hvis mit matte Aandedræt, som Smerte
og glohed Graad har standset . . .

. . . Her afbrød en Hoste Petrarchisten, og Carlo Gozzi benyttede sig deraf til at spørge:

- Er jer Kone derinde?

Digteren nikkede ved dette som ved de nærmest følgende Spørgsmaal.

- Ligger hun i Sengen? - Har den gamle Sacchi talt med hende? - Plejer han i den sidste Tid at komme her?

Nu tog Ricci igen til Orde, efter at være bleven Herre over sin Hoste:

- Ak, Hr. Greve, naar De er borte, gaar det løjerligt til . . . eller . . . ja, hvad skal jeg sige? Jeg faar aldrig min Chokolade til rette Tid. Teodora staar ikke op før Middag, klæder sig aldrig paa, før hun skal paa Teatret, viser aldrig Spor af Sans for Poesi og højere Aandsøvelser . . . ja i de sidste Dage har rigtignok vort Hus haft en Ære, Hr. Greve. Véd De, hvem der besøger os og beundrer Teodoras Geni i allerhøjeste Grad? Tør jeg bede Greven at gætte?

- Tal, for en Ulykke, Tossehoved . . . eller, ha, ha, ha, . . . hvad Pokker kommer det mig ved? . . . Hvem er da den Beundrer, siden det brænder jer paa Tungen at sige det?

- Pietro Antonio Gratarol, Patricier fra Padova og Sekretær i Venezias mægtige Senat, sagde Ricci, rejste sig helt paa Hug i Sengen og tog sin Nathue af. Grev Gozzis tykke Bryn trak sig sammen som to sorte, uvejrstruende Skyer. Noget, der lignede Tænderskæren lød, og ud under Tabarro'en røg Carlo Gozzis knyttede Haand i Retning af Digteren og Primadonnamanden Riccis karmoisinrøde Næsetip. Signetringens store røde Agatplade paa Grevens Pegefinger blinkede tæt under Petrarchistens Øjne. Ricci gav et lille Vræl fra sig . . . da lo Grev Gozzi højt og sagde:

- Vedbliv at danne jer efter de klassiske Mønstre, min 17 gode Ricci! og med en Hurtighed, der bragte den lange Kappe til at suse ud i Rummet, bevægede den høje, smalle Mand sig hen mod Kammerets inderste Dør, drejede rask Nøglen om og var forsvunden.

- Stort Geni i den dramatiske Gren af Poesien - men uden skarpt Øre for Lyrikken, mumlede Ricci, tog fat paa sit Manuskript og deklamerede indvendig hele den afbrudte Sonet igennem.

Den første Genstand, der mødte Grev Gozzis Øje, da han traadte ind i det næste, noget bedre møblerede Værelse, hvis Vægge var overmalede med Limfarve - lysegul Grund med Kolonner af mørkegule paa skraa mod hinanden flettede Blade - var en Masse af hvidt Atlask. Bjergagtig væltede det sig i Vejret fra Benenden af en Seng og funklede med sølvforgyldte Reflekser i det gullige Dagslys. Grev Gozzi gjorde en omgaaende Bevægelse om Atlaskmassen. En smukt formet, ikke lille, hvid, men ikke særdeles soigneret Haand med en Smaragdring paa Lillefingeren bevægede sig ud gennem Atlasket, straks efterfulgt af et Haandled med et spiralformet Guldarmbaand. Saa blottede en trind, kraftig Arm sig.

- God Morgen, Comare! sagde den indtrædende, idet han kastede sin Kappe hen mod en Stol.

- God Morgen, Compare!*) lød det med kælen Klang fra Dybden af Sengen. De fra Hovedgærdet nedhængende Gardiner skjulte hendes Ansigt. Greven slog dem uden videre bagud og tiltvang sig saaledes Møde med et Par smukke, blaa smægtende Øjne i et regelmæssigt, stort formet Ansigt, der var noget koparret. Men i de Tider var dette saa almindeligt, at det ikke synderlig stødte Skønhedssansen, der, som bekendt, er meget elastisk.

- Velkommen hjem, Hr. Gompare, mumlede Damen med et Smil, hvis Mathed røbede, at det havde nogen Møje med at arbejde sig frem.

- I ventede mig ikke endnu, kan jeg tænke.

- Hvorfor siger I det? sagde hun med et stærkere og mere behersket Smil og rejste sig paa Hug. Det blonde, flammede Haar faldt ned over den storblomstrede, grønne og karmoisinrøde Ulddamaskes Nattrøje.

* 18

Grev Gozzi svarede ikke, men gik op og ned i Stuen, mens han saa' sig omkring i den. Saa gav han sig til at pille ved nogle Flaconer foran Spejlet paa et Toiletbord, tog Glaspropperne af, rystede misfornøjet paa Hovedet og mumlede:

- Jeg havde Lyst til at smide dette franske Krammeri ud af Vinduet. Det gør os lige saa blødagtige som de fordømte franske Saucer og Likører, ja som den hundske franske Fritænkerfilosofi.

- Det er Essenza de mille flours, sagde det blonde Hoved og slog med Nakken.

- I kunde i det mindste udtale det rigtigt, sagde Carlo Gozzi - Ess-en-ce de mille fleurs. Har I skrevet den Opgave i italiensk Ortografi og lært Oversættelsen af de hundrede Vers af Boileans Epistel, som jeg gav jer for, før jeg tog til Friuli?

- Jeg kan ikke komme ud af det Djævletøj, klynkede Damen.

- I er dum, Teodora Ricci.

- Saadan er jeg født, Hr. Compare.

- Nej, saadan er I bleven. Sig hellere, at I er født doven. Det er ellers en smuk Modtagelse, I giver mig, efter at jeg ikke har set jer en Maaned.

- Jeg er syg, sagde Teodora Ricci og gemte sit Hoved med et Slag i Hovedpuden, og det med en saadan Kraft, at Puden, Hovedet og den stolte Haarpragt kom til at danne en uformelig Masse.

- Hvad fejler I?

- Jeg har Kvalme.

- Saa-aa? Saa er det farligt at have saadan en kostbar Masse sart Atlask liggende foran jer.

- Ha, ha, ha, lo Damen og sparkede med Benene under Sengetæppet, saa Atlasken raslede og smaahvinede. - Ak, ja, nu kender jeg igen min egen Compare. Hun rejste sig atter paa Hug, slog begge Sider af den blonde Manke bagud, aabnede Favnen, saa Armene atter blottedes, skinnende som svagt gulnende Marmor.

Den nogle og halvtredsindstyveaarige Carlo Gozzi følte Varmen gennemstrømme sine Aarer. Den skød Flammer i de af Læsning og Nattearbejde anstrengte mørke Øjne. Hans store Mund bævede, hans højre Haand strøg let ned ad Damens kølige, trinde Arm; men paa én Gang fordunkledes Øjnene atter. 19 Brynene spændte sig stramt; han trak Haanden til sig, lagde den bag paa Ryggen og spurgte:

- I har gjort et stort Indkøb?

- Ja, jeg trænger til en hvid Atlaskes Kjole, for at spille Barbarina i min kære Gompares yndige Stykke "Den lille grønne Fugl". Den skal jeg have paa, naar Barbarina viser sig som Prinsesse, svarede Damen med en saa katteagtig Kælenskab, som vilde hun stryge sig op ad Carlo Gozzis lange Kappe.

- I har stadig beklaget jer over, at I bliver saa knap lønnet. Det glæder mig at se, at I har noget tilovers til at opfylde jer brændende Længsel efter Stads.

- Jeg var ude med Sacchi i Gaar, sagde Teodora Ricci; vi var ude hos en Kræmmer og valgte dette Stykke Atlask. Kræmmeren gav mig Kredit paa det, og jeg gjorde Akkord med Sacchi om, at han skulde trække tre Zecchiner hver Maaned fra min Gage, til han fik det betalt. Med en saadan Kjole vil jeg fortrylle hele Venezia i San Samueleteatret, og alle Blomsterbuketterne vil jeg lægge for Fødderne af Italiens største Digter, min egen Compare, Hr. Greve Garlo Gozzi.

Carlo Gozzi fjernede sig fra hende, stillede sig med Ryggen op mod et Vindue og sagde rolig:

- Det er ikke sandt, hvad I siger, Teodora. I er en god Skuespillerinde paa Scenen, men i Livet har I den Fejl, at I bliver rød i Hovedet, naar I lyver. Ha, ha! Se nu løber Rødmen fra Ansigtet, over Halsen og lige ned paa Brystet af jer. Hvad havde det gamle Dyr at gøre paa denne Tid i jert Hus? Hvorfor vilde han snige sig forbi mig paa Trappen, da jeg mødte ham for et Øjeblik siden? Ja, nu bliver I endnu rødere, fordi I spekulerer paa en ny Løgn, Comare! Jeg kan se paa jer, hvad I vil sige. Han vil indøve jer i jeres nye Rolle i "Den filosofiske Prinsesse". Ja vel. Men den firsindstyveaarige Faun gav sig til at spille Komedie for mig paa Trappen og talte Maccaronilatin. Saa véd jeg af Erfaring, at han enten vil snyde mig eller lyve for mig. Ellers taler han som et andet Menneske; men, naar han vil være Diplomat, tager han Arlecchinomasken paa uden for Scenen. Det har han gjort i den senere Tid, sidst ved en Middag hos Patricieren Grimani, der er saa naadig at indbyde ham af Beundring for hans Talent.

Pludselig hvinede Atlasken under et kort Greb af Grev Gozzis Haand, saa hvinede Skuespillerinden langt højere, som 20 om skarpe Kløer borede sig ind i hendes Bryst, da hun saa' Tøjmassen slæbe hen ad det rødlige Flisegulv.

- Gompare! . . . Hr. Greve . . . stønnede hun . . . det dejlige snehvide Atlask! . . . Hvor har I Hjerte til det? . . . Jeg skal ærlig og udførlig fortælle om den gamle Æsels tusinde Nedrigheder.

Grev Gozzi kastede Atlasket paa en Stol. Teodora Ricci rejste sig paa Hug og fortalte med aandeløs Hastighed, at den gamle Sacchi, Truppens Chef og berømmelige Komiker i de improviserede Truffaldino- eller Arlecchinoroller, længe havde været dødelig forelsket i sin otte og tyveaarige Primadonna, havde lovet hende kostbare Smykker og Klædningsstykker, uden at komme sit Maal nærmere. Han havde nu indfriet sit Løfte . . . og Teodora Ricci kunde ikke nægte, at saadant et Stykke hvidt Atlask . . .

- Denne hvide Kjole, som I vil have ud af dette Stykke Tøj, sagde Grev Gozzi, vil blive den mest besudlede, den mest smudsige, den mest infame af eders Klæder, en Kjole, der vil hæfte Skøgemærket paa jer Krop. Men hvad bryder I jer om det? Ja nu ruller I jer sammen som en Bold og vrider jer i hysterisk Krampegraad. Men jeg vil ikke tale til den Ære, I ikke har, og som jeg har været dum nok til at tro at kunne redde gennem jert Gøglerliv.

- Aa, Hr. Compare, Hr. Compare! . . . jeg skal skrive min Stil til hver Dag . . . jeg skal lære lige saa mange franske Vers udenad, som I vil, jeg skal . . . ja jeg skal smide Atlasken . . . aa . . . ud af Vinduet i Kanalen.

Hun syntes al ville gøre sine Ord til Handling. Et Par smukke hvide Fødder og prægtig formede Ben, fine som paa Dianastatuerne bevægede sig frem under Sengetæppet, og i en Fart samlede hun Ghemisen over Knæene.

Carlo Gozzi stod stiv og rank med sammenbidte Tænder. Han rystede paa Hovedet, smilede svagt og sagde:

- Saadan, Teodora! Markér Bevægelsen . . . saadan . . . op med Armen . . . lidt højere endnu . . . Det er kønt . . . Naa, jeg tænkte jo nok, I spillede kun Komedie. Atlasket lader I pænt blive liggende og gaar først i Seng - saa klæder I jer paa, mens jeg ser ud af Vinduet. Naar I saa er klædt paa, har jeg noget mere, jeg vil tale med jer om. Skynd jer!

Fra Spot var Carlo Gozzis Tone gaaet gennem flegmatisk Kulde over til noget næsten brutalt kommandoagtigt, dog uden al Hidsighed. Signora Ricci skælvede og adlød. Da hun havde 21 gjort et nogenlunde præsentabelt Toilette, mumlede hun frygtsomt noget om, at hun var færdig. Grev Gozzi vendte sig om mod hende med et Ansigt og en Holdning saa ubevægelige som paa en Bronzestatue. Skuespillerinden kendte ham. Hun vidste, at nu vilde alt Kæleri være unyttigt, ja farligt. Hun hulkede, overmandet af en sammenfiltret Masse Sindsbevægelser. Grev Carlo sagde tørt:

- I var paa Maskebal i Gaar.

- Jeg? . . . (Signoraen blev blussende rød).

- Ja. I mit Hus?

- I eders Hus . . . jeg . . .?

- Ja, lad være at gentage mine Spørgsmaal! I var i Tyrkindedragt. I saa' mig godt. Hvem var den Herre, der var med jer?

Skuespillerinden støttede begge sine Hænder til Knoppen paa Sengestolpen og vred sig smertelig i Hofterne. Gozzi fortsatte:

- Siden I synes at have vanskeligt ved at sige det, saa skal jeg gøre det for eder. Kavaleren var Pietro Antonio Gratarol, Sekretær i Senatet.

- Men . . . Gompare . . . har I ikke altid selv raadet mig til at ... til at gaa opad i min Omgang . . .

- Ja, fra Sacchi til Gratarol! Det er unægtelig en opad gaaende Bevægelse. Fra Arlecchino til det ærværdige Senats Sekretær! I har Ret, Teodora Ricci, I har smukt fulgt mine Raad i de seks Aar, jeg har kendt eder. Farvel!

- Men Hr. Gompare . . .

- Farvel, Teodora Ricci!

Gozzi samlede sin store Kappe, som han paa Grund af den fugtige Kulde i Stuen, ikke havde taget af, og gik hurtig ud gennem Forværelset. Skuespillerindemanden laa endnu i Sengen.

- Min Sonet er nu helt færdig, hviskede han halv angest.

Ganske stille og med et Smil, der baade var bittert og mildt, tog Carlo Gozzi Papiret ud af Riccis magre Haand og sagde:

- Jeg skal korrigere den for jer og bringe jer den en Aften paa Teatret.

Dermed gik han ud af Døren. Den stakkels Poet slog sjæleglad Hænderne sammen.

- Nu kommer min Tid, raabte han. Jeg er nu sikker paa, at Grev Gozzi faar min Sonet ind i en Raccolta, naar 22 Patricieren Vendramins Datter skal tage Sløret ved Juletid*). Grev Gozzi er en sær Mand. Han skatter min lyriske Poesi mere, end han vil være ved. En Smule Jalousi - naa Heregud - det har alle Digtere, jeg selv med. Hm. . . . jeg faar nok ingen Chokolade i Dag. Jeg hører, at Teodora slaar Triller derinde, saa er hun arrig for Alvor. Greven maa have moraliseret for hende. Taalmodighed, Giovanni Ricci, min kære Digter! Du maa lægge Dig lidt igen. Maaske kommer da Ideen til en ny Sonet over Dig.

III.

I et af "gli stanzini", Smaaværelser bag Scenen i San Samueleteatret, et Rum, hvis ene Skraavæg dannedes af en Trappes takkede Bagside, og hvis Loft var Undersiden af en Afsats paa samme Trappegang, sad omtrent en Uges Tid efter det her fortalte Grev Carlo Gozzi ganske alene med et Lys i en Stage foran sig paa et lille Bord. Han læste afvekslende i en gammel, skrækkelig trykt spansk Bog og skrev nogle Linier paa et over Bordet udbredt Folioark med en stor, sirlig Haandskrift. Stilheden afbrødes temmelig hyppig af de ved Afstanden dumpt og hæst lydende Klap- og Lattersalver i det fjerne, af hurtige lette Trin paa Trappen ved Siden af, men Garlo Gozzi lod sig ikke forstyrre; han læste og skrev rolig fort. Han hørte ikke, at nogen pillede ved den lille Dørs Beslag som med frygtsom eller famlende Haand. Først, da en Trækvind isnende bestrøg hans skaldede Isse, som han havde befriet fra Parykken, der laa paa en Stol, vendte han sig om med et lille ærgerligt Udraab.

Men da var det ham, som Lys spredte sig rundt om i det halvdunkle Rum. Et ungt, rødt og hvidt Ansigt, udslagne kastanjebrune Haar, en paillettindrende rosafarvet Kjole, nøgne fine Arme, Ben i kødfarvede Trikotstrømper, der syntes drejede, saa faste og kraftige var deres Omrids, tonede frem i Kammeret.

Skikkelsen stod i en balletmæssig Position og dog mygt * 23 ludende med Hovedet, med et pudsigt Smil om Læberne, der godt kunde betegne en Overgang til Graad. Den holdt sig aldeles ubevægelig, og et Par store mørkegraa Øjne, tæt beslørede af lange Øjenhaar, der kastede Skygge paa Næse og Kinder, saa' afvekslende ned mod Gulvet og skulede angest bedende - koketterende op mod Grevens strenge, furede Ansigt. Carlo Gozzi mønstrede hende rolig og nøje, uden at fortrække en Mine. Hun ventede aabenbart paa, at han skulde sige eller gøre noget, der kunde bringe Bevægelse i Situationen, men han vedblev at stirre paa hende med sammenknebne Øjne og Mund. Hun gjorde da nogle lidt teatralsk beregnede Trin tilbage mod Døren og stillede sig med Ryggen op imod den. Hovedet sank ned paa Siden, mens hun pressede de foldede Hænder mod Brystet, som rebelsk sprang op under det nedringede Korset.

- Hr. Greve, peb hun, ynkelig som en klynkende lille Bologneserhund, jeg er saa ulykkelig.

- Virkelig? sagde Garlo Gozzi, parodierende hendes tøseagtig fortvivlede Mine og Tone. Har de pebet ad den lille Zecca? Hvad? Lille Zecca havde dog ellers ikke et Ord at sige. Hun skulde bare gøre nogle Dansetrin og se køn ud, og det burde lille Zecca dog kunne gøre, naar hun kun har gjort det samme paa Scenen i to Aar . . . Naa, saa kom da, saa skal jeg lege med hende!

Han knipsede med Fingrene som ad en Hund, man kalder til sig. Det rosenfarvede Silkeskørt gav et kort susende Hvin fra sig, idet hun med et Spring satte over Stengulvet og fløj hen paa Carlo Gozzis Skød. Hun lagde sin Kind op til hans Bryst, men trak den tilbage, nervøst dirrende gennem hele Kroppen; det stive Kalvekrøs havde kradset den bløde, fint behaarede Kind. Hun gav sig til at hulke med lange Mellemrum.

- Vil Du have Sukker og Vand, Zecca? spurgte Greven hende leende. Du har jo Hikke, Barn.

Hun gemte sit Hoved ved hans hvide, broderede Silkevest. Han strøg Haanden over hendes brune, stride, bugtede Haarfylde og vuggede hende paa Knæet som et Barn.

- Jeg er forfærdelig ulykkelig, stønnede hun.

- Af Kærlighed, Zecca!

- Naturligvis.

- Ja, naturligvis. Hvad anden Ulykke skulde en ung Skuespillerinde kende, naar hun endnu ikke har faaet store Roller 24 og kan tænke paa at blive Primadonna? Hvem er saa Genstanden ?

- De véd jo godt, at min første og dybeste Kærlighed gjaldt . . .

- Mig? Ja, vel. Det véd jeg nok. Det sagde I mig allerede i Fjor, da jeg gav jer de røde Silkestrømper, da I spillede den lille Rolle i min "Zobëide". Men hvem elskede I saa næst efter mig.

- Elskede , . . ja, jeg har kun elsket Hr. Greven. -

- Snak, Zecca! Hvem elskede I saa? I maa ikke lyve, Zecca! Ellers . . . I kender mig. -

- Saa . . . ja saa . . . ja der var ham i Padova . . . Attilio.

- Officer?

- Nej, Iddio mio! Han havde doktoreret (addot torato) til Advokat. Men han . . .

- Kan ikke gifte sig med jer, Zecca!

- Nej, den Forræder, det Uhyre!

- Ja vel. Men det kan han ikke. En Advokat kan ikke gifte sig med en Aktrice, hvis han virkelig vil være Advokat. Naa . . . og saa, Zecca? Saa . . . græd først af, min lille! Ja, det var slemt med den Advokat og Doktor.

- Ja, saa har jeg her et Brev, som jeg vil vise Hr. Greven.

Hun tog et Papir ud af en Lomme og rakte det til Carlo Gozzi. Han læste det hurtig; Øjnene trak sig sammen, Tungen slikkede de bevægelige lange Læber, han smaalo under Læsningen. Da han var færdig, sagde han:

- Hvad er den Luigi Giampi fra Bergamo?

- Bundtmager. Han har en rigtig køn Bottega i Via Calzajuoli.

- Brava, Brava, lille Zecca! Slaa til straks! En Haandværker passer brillant for jer. Han skriver Italiensk som den Bøffel af Bergamasker, som han er. Men det lader til at være vel ment. Min Advokat Signore Zannini rejser til Bergamo i denne Uge, jeg skal beordre ham til at undersøge denne Pelsmagers Sager. Staar de godt, saa skal I gifte jer med ham, Zecchina!

- Ja, men . . .

- Ja . . . men . . . og saa? Hvad vil I sige, Zecca?

- Ja, det er ikke saa let at sige, det, som jeg vil sige, Hr. Greve. Jeg har aldrig lært hverken Latin eller Toskansk, som man skal kunne for at forklare de ophøjede Følelser, den Heroisme, som Hr. Greven selv taler saa dejlig og poetisk om i 25 Deres Komedier. Aa, naar De skriver Vers om Kærligheden . . . aa . . . disse versi sciolti, som den store Ricci deklamerer . . . aa . . . hvor Kærligheden, den rigtige, gevaltige Kærlighed, altid sejrer over al Nedrighed . . . ak, ved Madonnas Blod, kære, søde Hr. Greve . . . naar man kan de Vers udenad og . . . ja . . . bliver løftet saa højt, ak, saa højt op, hvor er det saa muligt at gifte sig med en hjulbenet Bundtmager i Bergamo? Luigi Giampi er grusom kedelig, det tykke Uhyre! Jeg hader og foragter ham af mit Hjertes dybeste Grund.

Den femtenaarige Skuespillerinde eller rettere Statistinde, var sprungen ned fra Grev Gozzis Skød, stod midt paa Gulvet, havde gjort store Armbevægelser, havde efterlignet Primadonnaen, Teodora Riccis patetiske Foredrag og endte med at slaa sig for Brystet, bøje Hovedet og slaa de sammenpressede Hænder med op advendte Haandflader saa højt op, at de kom i betænkelig Nærhed af det skraa og lave Loft. Grev Gozzi greb hende om Haandleddene og holdt hende foran sig, mens han talte:

- Zecchina skal alligevel tage Pelsmageren, hvis Maestro Zannini finder ham solid.

- Men hvor kan det blive Heroisme?

- Hvad er Heroisme, Zecca?

- Kærlighed naturligvis. Sand, rigtig - uh! - flammende Kærlighed.

- Nu skal jeg sige jer noget, lille! Saa længe I er saa ung, saa køn (Zecca kyssede Greven paa Kinden) saa kattevæver, saa kan l have denne Heroisme i Kærlighed. I kunde lade jer brænde levende for jer Padovanerstudent. (Zecca rynkede Huden mellem Brynene). Naa? Knap nok. Men for mig da?

- Ja, for Hr. Greven lod jeg mig brænde, hænge og ...

- Naa, lad gaa! Jeg vil lade, som jeg tror det . . . Saa, saa . . . græd ikke, jeg tror det, jeg tror det, jeg tror det, Zecchina! Men, naar nu Zecca har faaet tre, fire, fem Børn . . .

- Aa, nej lad være, lad være, Hr. Greve, fy (Zecca tog ham atter om Halsen og skjulte Ansigtet ved hans Vest).

. . . Saa bliver I fed og uhandlelig, Zecca. I kan hverken Toskansk eller Latin, siger I, og Madonna skal vide, at I taler sandt. Men, naar den Tid kommer, saa kan I ikke bevare Heroismen uden ved at læse de gamle Latinere og Toskanere, glæde jer ved hvert fuldt klingende Vers, hver Sætning, der er udformet som en Gesims af Sansovino, hver Tanke, der glimter som Aftensolen paa Santa Maria della Salute . . . Jo, det forstaar sig.

26

I kunde blive from; knæle Dage lange foran et Madonnabillede i en Kirke, ofre hende jert hele Liv, om Natten døde jert Kød med Bodssvøbens Remme, til Jorden gled bort under jeres Fødder, og I saa' Himlen aaben og den guddommelige Bambino aabne Armene imod jer. Men husk paa, saa maatte I piske jer, saa jer kælne, bløde, varme Hud blev furet af røde Strimer, og I vædede jere Fodsaaler i jert eget Blod. Gider I lære Latin og Toskansk? Tør I flænge jert Kød, Zecca?

- Uh, uh, uh, stønnede den lille, rystede og knugede sig tættere ind til Carlo Gozzi.

- Naa, naa, sæt ikke Tænderne i min Vest, brummede denne. I bider den itu, Zecca! Er det saa ikke bedre at gifte jer med Bergamaskeren, spise god Mad hver Dag, opdrage jere Børn, skændes lidt med Bundtmageren og ende med at faa Magten over ham i et og alt, sladre med Nabokonerne i al Lystighed?

- Jo, sukkede Zecca, jeg tror dog, det bliver bedre for mig. Er Heroismen saa svær?

- I kan jo se det af mine Komedier. Alle de elskende maa jo gennemgaa forfærdelige Kvaler.

- Ja, men de varer saa kort . . . blot en eneste Aften. Men jeg forstaar Dem nok, det er kun paa Teatret, at det gaar saa hurtig over.

- I er et meget fornuftigt Fruentimmer, Zecca. Saa skal jeg diktere jer et Brev til Bergamaskeren, men I bliver her til efter Karnevalet og gør jer Tjeneste; saa til Marts, naar Truppen gaar til Bergamo, tager I Bundtmageren . . . Kys mig en Gang, Zecchina!

Den lille rosenrøde spidsede sin kirsebærrøde Mund til Kys, da det pludselig bankede paa Døren.

- Cristo! hviskede Zecca, hvis det er la Ricci . . . hun prygler mig forfærdelig eller kniber mig med Neglene, naar jeg næste Gang skal spille med hende.

- Aa nej . . . nu ikke mere, sagde Greven. Den lille saa' saa letnem-forstaaende og forbavset ud, at Carlo Gozzi hurtig tilføjede:

- Jeg har forbudt hende det.

Det bankede igen. Nu raabte Greven: Kom ind! Døraabningen fyldtes rigelig af en mægtig, robust Kvindeskikkelse i Maskekomediens Smeraldinakostume: det lyseblaa med forskelligfarvede brede Baand kantede sorte Silkeskørt, det broget-blomstrede Korset med den hvide broderede Brystsmække. I Halsens 27 og Barmens alabasteragtige Hvidhed, der formelig lyste ud fra Halvdæmringen havde Fedtsminke Hovedandelen. Det var Truppens første, komiske Skuespillerinde Andriana Sacchi Zannoni, en Niece af Direktøren og gift med det Medlem af Truppen, som bar det sidste Navn og i Regelen udførte Brighellas Sekond-Arlecchinoparti i Carlo Gozzis dramatiske "Fiabe".

Da Andriana Sacchi Zannoni saa' den lille Zecca i Carlo Gozzis "Stanzino", lavede hun en heroisk forarget Mine med sammenklemmede Læber. Greven havde sit Øjenglas for Næsen, bemærkede det straks og sagde:

- Zecca gifter sig til Sommer med Bundtmageren Luigi Ciampi i Bergamo. Jeg vil i Morgen diktere hende et Brev, hvori hun slaar til. Altsaa . . . hvad vil I, Andriana?

Med en bred Teaterdronningeholdning aabnede Andriana Sacchi Zannoni sine fede Arme og raabte:

- Kom i min Favn, Zecchina, tryk Dig til din moderlige Venindes Hjerte. O, Zecca, Zecca, se Taarerne paa mine Kinder! Kys mig, Du søde unge Sjæl! . . . Ja, saadan er jeg, Hr. Greve! O, hellige Madonna! Hvis Du havde begavet mig med Sangstemme, havde jeg aldrig nedværdiget mig til at spille Smeraldina, trods al den Klap og den glimrende Furore, som den velsignede Hr. Greve har skaffet mig ved sit umaadelige Geni . . . nej, nej, min Figur og min indre uendelige Lidenskab havde bragt mig til at synge Heltindepartierne i Operaerne paa San Lucateatret . . . Semiramis er mit Ideal. Kom, Zecca, lad mig kysse Dig, lille søde, hvide Kat med den rosenrøde Snude!

Det saa' ud, som hun skulde mase den lille bløde Brunette i sine vældige Arme. Efter dette heroiske Favntag dimitterede hun Zecca, stillede sig op med Pegefingeren strakt ud i Luften, med den højre Fod fremstrakt og sagde:

- Hr. Greve . . . i Kompagniets, i Kunstens, i Moralens Navn . . . appellerer jeg til Deres Velbyrdighed!

- Det bliver højtideligt, Zecca, mumlede Carlo Gozzi; gaa Du ud, Barn!

Den lille snoede sig ud gennem Døren.

Den store Andriana stillede sig i en ny Positur. Hun nærmede sig Bordet, hvor Carlo Gozzi sad, stemmede Pegefingeren mod dets Plade, nikkede i højtidelig Takt med Hovedet, saa Pudderet fra Parykken dryssede ned paa Halsens Fedtsminke.

- Men I spiller jo en Hetinde fra Abate Chiaris Tragedier, sagde Greven. Hvad Djævelen gaar der ad jer, Andriana?

28

Jeg spørger Dem, velbaarne Hr. Greve Carlo Gozzi, sagde hun med sine dybeste Alttoner, har ikke Kompagniet Sacchi i mange Aar udmærket sig ved Dyd og ædel Moralitet?

- Jo-o- forholdsvis . . . i Sammenligning med andre Trupper af Komedianter - aa jo, svarede Gozzi.

- Men nu har den franske Filosofi, som Hr. Greven saa sejrrig har bekæmpet i "Den lille grønne Fugl", med sin Gift angrebet vort Kompagni i selve Roden, og derfra, det er jeg vis paa, vil den sive ud i Stammens spædeste Kviste. Madonna bevare mine syv uskyldige Børn, saa aldrig Lastens Skurv angriber Glutternes Englehud! O, gid navnlig mine Pigebørn maa vedblive at være ubesmittede som den hellige selv! . . . Hr. Greve . . . med Fare for at støde Dem, erklærer jeg, at Teodora Ricci er en Kvinde uden Undseelse . . . og véd I, hvem der er hendes Elsker? Aner De Lastens Dyb? Min firsindstyveaarige, vattersottige Farbroder, Truppens Direktør, Antonio Sacchi.

Damen endte sin Tale ved at ledsage de sidste Ord med to knyttede oprakte, dirrende Hænder. Efter en beregnet Pause fortsatte hun:

- Men tror De, at Giften ikke har grebet videre om sig, Hr. Greve, (hun traadte et Par Skridt tilbage og korsede Armene mod Brystet, saa det klaskede derved), saa siger jeg Dem i al Ydmyghed, at De tager fejl. Fremmede Moder styrte ind over Venezia og gennembryder de Diger, som Fædrene opførte mod Højvande i Lagunerne. At Skuespillerinder have Elskere, det er en Naturens Lov; dertil er intet at sige, . . . hvad skulde ellers begejstre de stakkels Skabninger med den usle Gage, der bydes dem? Men aldrig har nogen Skuespillerinde i Truppen Sacchi brugt Mellemhandlere i Kærlighedssager, og aldrig har hun haft mere end én Elsker ad Gangen, og endnu har ingen staaet i Forhold til Direktøren, der nu besmitter sin Families Ære. Men hvad gør la Ricci? Hun tager mod Presenter og Kærlighedserklæringer af den hvidhaarede Olding med de hovne Fødder, af sin egen Direktør, og hun bruger Pyntekonen Maddalena Coralli som Brevbærerske mellem sig og en højtstaaende Mand, en af Venus' frækkeste Korsarer her i Venezia. Madonna og de hellige bevare min Mund fra at nævne hans Navn! Jeg fører aldrig Sladder, men Navnet er bekendt for enhver, der har set ham med sin papegøjegrønne Silkepels danse over la Piazza eller lure paa Kvinder i Procuraziernes Kafeer.

Det var Carlo Gozzis faste Beslutning ikke at fortrække en 29 Mine, der kunde røbe enten Ærgrelse eller Ironi under hele denne Harangue af Andriana, der efter at have rystet Publikums Lunger i Salen gav Digteren en Forestilling i det ham saa forhadte borgerlige Dramas Stil. Thi det var ham klart, at den robuste Komikerinde ikke uden Bihensigt optraadte som Vogterske for Truppens Sædelighed og Dyd. Hun havde altid hadet Teodora Ricci, der var Primadonna i de patetiske versificerede Roller, medens Improvisationen i de komiske Smeraldinapartier var overladt Andriana Sacchi Zannoni. Hvor glimrende hun end spillede disse Smeraldinaroller, netop naar hun var allerarrigst, kunde hun ikke glemme, at hun som nittenaarig Pige havde sværmet for Carlo Gozzi og stillet sig som Ideal at tolke hans romantiske Elskerindepartier. At hun havde en dyb, mandfolkeagtig Stemme og fuld Mandshøjde, havde hun selv intet Begreb om. Carlo Gozzi havde kælet for alle de unge Piger i Sacchis Trup. Han selv havde altid betragtet sine Kærtegn som udgaaende fra en faderlig, beskyttende Følelse, men det kunde vel hænde sig, at en ubevidst Erotik blev stærkere end hans etiske Principper, især naar denne Erotik mødtes og forstodes af varme, fuldblodige Temperamenter som Andriana Sacchis.

Der kom saaledes noget tirrende, drilsk ind i Forholdet mellem ham og hans unge Klientinder; de tyranniserede grundig hinanden en Tid. Og naar han i Kraft af sin Stilling og overlegne Intelligens tvang sig ud af Situationen, efterlod han en Braad i disse Kvinders Sjæl. Den pirrede dem til at udmærke sig i deres Kunst; hæsblæsende løb de om Kap for at vinde hans Bifald. Andriana Sacchi var en af de faa, der i sin Tid havde haft Taalmodighed til at lære italiensk Ortografi af ham; men til hans Sorg blev hun baade i Skrift og Tale en Frasedrejerske. Hun havde en Følelse af, at han Aar for Aar blev koldere og mere ironisk over for hende, uden at hun vilde tilstaa det for sig selv. At Teodora Ricci, dette uvidende Fruentimmer, der ikke kunde lære at skrive to Linier rigtig, kunde spille saa rørende, saa betagende - for det maatte Andriana indrømme, at hun gjorde - var hende en daglig Anledning til Forbavselse og dyb Forbitrelse. De voldsomste Skændsmaal i de raaeste Udtryk fandt jævnlig Sted mellem den romantiske og den komiske Primadonna. Det kom af og til til smaa Haandgribeligheder: som Kniben, naar de paa Scenen skulde tage hinanden i Haanden, chikanøs Træden hinanden paa Foden, Albuestød og deslige, naar de mødtes mellem eller bag Kulisserne.

30

Carlo Gozzi maatte have røbet en eller anden Sindsbevægelse i Mine eller Blik under Andriana Sacchi Zannonis Fortælling, thi Skuespillerinden blev pludselig sentimental-medlidende. Et Suk løftede Barmen op mod Hagen, mens hun sagde:

- Og at De, Hr. Greve, skulde faa den Sorg, De, som er Riccis Gompare, Truppens uegennyttige Velgører! - den tykke Soubrettes Øjne beduggedes - ak, Hr. Greve! Naar jeg mindes gamle Dage, Ungdommens uskyldige Glæder . . .

Carlo Gozzi rejste sig i sin Kæmpelængde, saa Parykken bestrøg Loftet, trak sine tykke Ben zeusagtig sammen og sagde:

- Véd I, Andriana, at det hele er mig ganske ligegyldigt. Jeg skriver ikke et Stykke mere for Truppen og beder la Ricci, Antonio Sacchi etc. at gaa til Djævelen eller at hente Dr. Goldoni tilbage fra Paris.

Andriana betragtede ham stift et Øjeblik og saa', at hver Fold i Grev Gozzis Ansigt stod ubevægelig, som var den støbt i Bronze. Hun betænkte sig. Skulde hun forsøge, om hendes Ynde endnu kunde øve nogen Magt over Carlo Gozzi? Skulde hun styrte hele sin Kødmasse i hans Favn? Thi hvad var hun, hvad var hele Sacchis Trup, dersom Eventyrkomediernes Digter slog Haanden af dem? Eller havde en anden Teaterdirektør vundet Greven? Hun vidste jo, at for Betaling kunde han ikke vindes, da han aldrig i de Aar, han havde skrevet sine Stykker, havde villet modtage en Soldo af Antonio Sacchi. Og Teodora Ricci? En Masse hverandre krydsende Pile for igennem Andriana Sacchi Zannonis Hjerne. Naar hun vilde gribe et Par i Flugten, kom der en Pileregn fra oven, fra neden, fra begge Sider . . . hun kunde ikke kombinere, regne ud eller gøre nogen som helst Slutning.

Det ringede uden for Døren . . . én . . . to . . . tre Gange. Andriana stod bestandig med aaben Mund. Grev Gozzi havde sat sig igen og læste . . . Klingelinge-ling lød det igen. Straks blev Døren reven op, og Direktøren viste sig i den stribede Harlekinsdragt og med det meget tykke Sminkelag over det nedfaldne spidsvinklede Oldingeansigt. Han brølte:

- Ved alle Madonnas Indvolde og Pavens Tarme! . . . er Du forhekset, Andriana, din Dromedar? . . . Aa tusinde Gange om Forladelse, Hr. Greve, jeg vidste ikke, at De var her . . . jeg gaar straks, fortsatte Direktøren med pludselig blød Røst og bukkede for Carlo Gozzi.

Og med en Gestus, der viste, at han ridderlig respekterede 31 en tête à tête, trak han sig hen i Døraabningen og sagde atter blødt:

- Kære Andriana! Anden Akt begynder straks . . . Turde jeg udbede mig et Par Ords Samtale med Hr. Greven, naar Akten er færdig, for saa er jeg ogsaa færdig.

Carlo Gozzi nikkede og pegede mod Døren.

Truffaldino (Sacchi) og Smeraldina (Andriana) gik ud af den. Carlo Gozzi hørte dem skændes med dæmpet Stemme, hvori Tændernes Gnidsel røbede sig, mens deres Sko strejfede Trappetrinene med en strygende Lyd.

Gud ske Lov for mit lattermilde Temperament! sukkede Carlo Gozzi. Han lo . . . i det mindste vilde han le - ja, han lo ogsaa, men Latteren var som en stædig Hest, der trængte til Viljens skarpe Spore. Carlo Gozzi saa' sig om i det snævre Rum, lyttede, som om han vilde kontrolere sin egen Latters Lyd, om den var ægte. Jo - hvorfor ikke? Den lød som altid. Ja, saa kunde han jo skrive og læse videre, til det gamle Dyr, Sacchi, kom igen og for hundrede og tyvende Gang serverede ham en Hob Løgne.

Men hans Tanke fløj ud over Bogstaverne i Bogen. Han havde læst en Side ned og opdagede, at han ikke vidste, hvad han havde læst.

Saa lo han igen . . . et Suk brød tværs igennem den Latter, som Viljen tvang frem. Latteren døde, som om den var bleven dræbt ved et apoplektisk Slag. Grev Carlo Gozzi for med Haanden over Øjnene. De var fugtige.

- Alderen kommer, sagde han til sig selv, mine Øjne løber i Vand, naar jeg skal arbejde ved Lys.

Han lagde sig tilbage mod Straastolens lave Ryg, blankede sin Signetring med Vaabnet: en Oliven over en Due med en Oliegren i Næbbet, over hvilke hævede sig en Fjerhat og over den en Due med strakte Vinger med Devisen: nunqvam inficiar, tog en Pennekniv op og gav sig til at pudse sine Negle med stor Omhu.

Han vilde ikke høre paa de Tanker, der krævede at komme til Mæle i hans Indre, og søgte ved et hurtigt Raisonnement at afskære dem Ordet. Hvad skadede ham? Hvad forstyrrede hans Ro og hans lattermilde Temperament? Han havde jo gennemlevet tre store Kærlighedseventyr. Det første havde han haft som Kavalerikadet i Zara i Dalmatien med sin dejlige lille Genboerske, da hans Fantasi var ung nok til at skabe baade 32 ham og hende Vinger til platonisk Fart i de rene Ideers Sfære. Men derfra faldt han ned med et vældigt Brag efter sin Hjemkomst fra en Tjenesterejse. Thi han opdagede, at den unge brune Dalmatierinde havde solgt sig til Regimentets Intendant for tre Skæpper fint Hvedemel. Det andet Eventyr indtraf, da han laa i Kvarter i en By i Dalmatien hos en raa og gerrig Vært. Det førte en trettenaarig, serafisk udseende Skønhed, Genstand for Værtens Mishandlinger, i Officersaspirantens beskyttende, faderlige Favn, der snart blev en Elskers Favn, indtil han fik Syn for Sagn for, at hun var en usædvantig dæmonisk Messalina. Det tredje var vævet af de romantiske Kærlighedstraade, der spinde sig over Venezias snævre Gyder fra Vindue til Vindue eller fra Balkon til Balkon. Genstanden var en fuldmoden, dejlig Blondine, gift med en svindsottig Mand. Maaneskin over Lagunen i dejlige sang- og duftfyldte Sommernætter slog hvidgrønt Sølvislet i Væven, gjorde den fastere, saa den snærede sig om de elskende tæt under Gondolens sorte Ruf - ak - under de kyske Nymfers hylende Graad, indtil en dristig Ven, en militær Don Juan, snappede den blonde Skønhed fra Carlo lige for hans Øjne, mens han var Vært for Vennen og Elskerinden i en Restauration paa en af Lagunens cypresbevoksede Øer.

Nej, Carlo Gozzi mente, at han efter de tre Erfaringer var skudfast mod de dybt rammende Pile. For dem, der kun strøjfende ridse Huden, havde han aldrig holdt noget Skjold oppe; han var Venezianer, altsaa alt andet end af Stok og Sten. Og denne Teodora Ricci skulde have mere at betyde for hans Sjælero end Andriana Sacchi i sin Tid, da hun var ung og slank, mere end den lille Zecca!

Teodora Ricci! Ak ja . . . da hun som tyveaarig og frugtsommelig Kone gjorde Prøve for ham, deklamerede som en Skolepige og slog Takt med Hælen for at indprente sig Blankversets Rytme! Dette lille, forknytte, koparrede Skind, der var saa skikkelig og lyttede til hans Ord som til et Orakel! . , . Vrøvl, Passiar! Skulde hun genere hans Sindsro, fordi hun lod den firsindstyveaarige Sacchi kurtisere sig? Men Senatssekretæren? . . . Uh, den Abekat, den Voltairianer! - Men det var. Synd for Ricci, hvis hun skulde blive fordærvet. Havde ikke han, Carlo Gozzi, søgt at danne hende, rigtignok uden Held? Men havde han ikke opaaet, at hun i hans Selskab var bleven optaget, ikke alene i respektable Borgerhuse, men endog mellem Patriciere paa Osterier og Kaffeer?

33

- Hun er koparret, hun har fem Børn, de fleste med det Mulæsel af en Mand, den forløbne Boghandlersvend og fjollede Poet! Hun er sjusket, vrøvlevorn, ikke fuldstændig renlig! Ha, ha, ha! Hun har begyndt at snakke om de moderne Ideer; hun vil tage til Frankrig og spille paa Teatro italiano i Paris! Lad hende rejse! Ja, lad hende rejse til alle Djævles Hjem, og lad de franske Lopper brække Benene i hendes Kopar!

Aa, den stakkels halvgamle Mand! Hans Brystkasse gik som en Pumpe, medens han forsøgte humoristisk at hæve sig over Virkeligheden.

Men han bar jo et Madonnaideal i sin Fantasi. Ud af det havde han digtet alle de uendlig trofaste, evindelig opofrende, mod den himmelske Kærlighed opadflagrende Kvinder i sine dramatiske Eventyr.

. . . Som Torden af fjerne Kanoner drønede Bravobrølene og Stampen i Gulvet fra Tilskuerpladsen ind i det lille Rum, hvor Bøger og Manuskripter laa forsømte paa Bordet.

Atter knagede Nøglen i den lille Dør. Denne Gang var det Truppens Direktør i egen høje Person. Han havde kastet en blaa Kappe om Resterne af sin Arlecchinodragt. Den tykke Sminke sad endnu om Øjnene i sorte Striber og paa Kinderne i røde Lag, men paa denne Afstand dækkede den ikke de dybe Rynker og den indfaldne Oldingemund. Hans lille brune, halvslukte Øje mønstrede hurtig Digteren, der sad med sammenbidte Læber og Øjenbrynene rynkede til en tæt, mørk Linie. Det var akkurat den samme Ubevægelighed, han havde vist over for Niecens Tale.

- Har Hr. Greven Lejlighed, saa vilde jeg gerne have en Samtale med Dem, sagde den gamle Direktør i en velopdragen Klients høflige Tone.

Grev Gozzi nikkede, mens han betragtede Papirerne paa Bordet og mumlede:

- Det lovede jeg jer jo før.

- Det var nærmest om Truppens pekuniære Tilstand . . . Tillader Hr. Greven?

Da Carlo Gozzi nikkede igen, tog den gamle Skuespiller en lang smal Bog ud af sin Kappe og satte et Par Glas paa sit Fuglenæb. Han benyttede blot Bogen til Grundlag for sin Statusopgørelse, som skete med en øvet og i Forretninger dreven Kræmmers Færdighed. Det fremgik deraf, at hans Underbalance i de sidste to Aar var meget betydelig. Der var ikke 34 synlige Spor af Komedianten under hele det temmelig lange Foredrag. Han slog hverken paa patetiske, rørende eller parodiske Strenge. Det var en Købmands tørre, resignerede Alvor. Carlo Gozzi bladede i sine Papirer; men røbede ved et Nik og gentagne "Eh" - at han fulgte med. Men, da Direktøren var færdig og efter en Pause rømmede sig med en spørgende Klang, gabede Carlo Gozzi let og gentog sit "Eh?"

- Hr. Greven mener? . . . spurgte Sacchi, atter klientmæssig.

- Jeg mener, at det hele ikke kommer mig ved, mumlede Carlo Gozzi tørt.

- Der var en Tid, da Greven interesserede sig for mig og mine stakkels Komedianter.

- Og den Tid er forbi, Antonio Sacchi!

Den gamle Arlecchino blev raadvild. Han vidste ikke, hvilken Rolle han nu skulde spille, da hans kyndig-bekymrede Handelsmandsrolle slet ikke havde slaaet an. Carlo Gozzi kendte jo ham og hele hans Repertoire af Masker udenad, selv om han anlagde dem nok saa fint. Forretningsmanden var hidtil bleven respekteret af Digteren, saa Sacchi havde faaet den Overbevisning, at Carlo Gozzi ansaa' den Maske for hans sande Fysiognomi og derfor antog den for nogenlunde Alvor. Medens han famlede om i sin Fantasi, for at faa fat paa en stille bekymret Familefaders Udtryk og Skikkelse og slog Kappen tæt om de rød- og hvidstribede Silkehoser, afbrød Carlo Gozzi hans Selvinstruktion med følgende Ord:

- Jeg bliver ældre, min Fantasi lystrer mig ikke mere. Og, naar jeg har foræret jer ti Eventyr og en Mængde Bearbejdelser efter spanske Stykker . . .

- Tro aldrig, at jeg og min stakkels Artistfamilie nogen Sinde glemmer Grevens Velgørenhed og ...

- Jeg vil heller ikke have Honorar i Form af Tak, Antonio Sacchi, men jeg skriver ikke flere Stykker.

- Men har da den Slange af Andriana bagtalt mig for Hr. Greven? spurgte Sacchi og blegnede under Sminken. Naturen gik over Optugtelsen; Sacchi blev sand, da hans Øjnes Rest af Ild sprudede Gnister, da hans indfaldne Mund savlede, og hans knoklede Hænder med de svulne Aarer og løst hængende Hud knyttede sig, saa Knoerne skinnede, og da han brølte: 35 - Endnu kan jeg svinge en Tamp mod den Rakkermærs Flæskeryg og . .

Gozzi rejste sig. Hans Paryk naaede op mod Loftet, mens han ligesom dryssede sin Latter ned over Impressarioens skallede Hoved:

- I udtrykker jer med sjælden Delikatesse i min Nærværelse, min gode Truffaldino. I er dum - mere, end jeg troede. Spar baade jere Skældsord og jer Tamp. Kn Andriana-Smeraldina har ikke noget med mine Beslutninger at gøre; de udklækkes i en anden Æter end den, hun og I trækker Vejret i. Det troede jeg dog, I havde en lille Forestilling om. Hendes Bagtalelser mod Ricci er jeg vant til.

- Ja, er hun ikke et Udyr ? Den brave Ricci! Nu er hun ogsaa brødløs, naar Hr. Greven slaar Haanden af os. Og jeg, som havde tænkt at lægge tre Dukater om Maaneden paa hendes Løn! Stakkels Ricci!

Nu strammede Carlo Gozzis Øjenbryn sig endnu mere; alle hans Træk blev endnu haardere og stivere. Han tog sin Hat, slog sin Tabarro om sig, skubbede let til den gamle Sacchi og sagde med sammenbidte Tænder, mens han gik ud af Døren:

- Du er ikke alene dum, Truffaldino; Du er en gammel Ærkeæsel!

Sacchi for hen i det lille Kammers modstaaende Hjørne, hvor han hvæsede som en Kat, der er trængt op i en snæver Krog og ingen Udgang kan finde. Hans Mundvige stod i Skum, Sminken randt ned ad hans Ansigt, han slog begge sine Hænder mod Panden og hvinede:

- Han har Ret, det lange Uhyre! Jeg er en Ærkeæsel . . . af Dumhed. Han véd alt. Jeg er ruineret.

IV.

Nej - saa gik det lystigere til efter det første Stykke i en større og hyggeligere Stanzino paa den modsatte Side af Scenen, et Kabinet, som Primadonnaen Teodora Ricci for et Par Maaneder siden havde faaet overladt af Sacchi til Paaklædningsrum.

Som ved Trylleri var de nøgne Vægge bleven beklædte med 36 moderne storblomstrede franske Tapeter. Stengulvet var forsvundet bag et flandersk Tæppe. Midt paa Gulvet stod et lille Bord med Marmorplade og forgyldte krumme Ben. En silkebetrukken Kanapé strakte sig langs den ene Væg - kort sagt, Værelset var kommet til at ligne alt andet end et "Stanzino" paa et italiensk Teater; snarere antydede det et pænt fransk borgerligt Boudoir i Louis-Quinze Stil. En parfumeret Duft var dog ikke helt i Stand til at fortrænge den almindelige fugtige og mugne Atmosfære, blandet med Lugt af Mennesker, der ikke er fuldkommen omhyggelige med deres Person, hvad navnlig Teodora Riccis Ægtefælle slet ikke kunde beskyldes for at være. Det var som et satirisk Miniaturbillede af den franske Indtrængen i de venezianske Sæder, den, som var for Carlo Gozzi en Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Denne Valplads, paa dette Sted, havde han dog ikke set. Kampen var først begyndt her, mens han drog om og undersøgte de gozziske Fideikommisbesiddelsers Status i Friuli.

Ind ad den aabnede Dør susede først en Strøm af Latter og højrøstet Tale, saa kom et Par unge, flor- og gazeomkrusede Pigebørn ind, endelig Arm i Arm med Værelsets Værtinde, der funklede af Guldpailletter, Fløjl og Atlask i sit pragtfulde Primadonnakostume, traadte en elegant efter sidste Mode omhyggelig tilskaaren Herre ind i paillegul Kjole og Knæbenklæder og lillabroderet Vest, alt af Silke. Han var dog langtfra nogen Yngling. Paa hans ret regelmæssige Ansigt med den lille fremstaaende tyklæbede Mund, der mindede om et sugende Pattebarns, kunde man selv gennem den behændig anbragte Sminke aflæse godt og vel fyrretyve Aar. Næsen var lille, kvindagtig blødt og ubestemt formet, Kinderne fyldige, Øjnene graablaa og blankt skinnende, næsten gnistrende. Han gik ind paa Siden efter Teodora Ricci, som han blev ved at holde under den venstre Arm. I den højre Haand, der funklede af Ringe med Juveler, holdt han en kæmpemæssig, fugtig duftende Buket af hvide, røde og gule Roser blandede med store Violer. Oven over dem struttede fine Venushaar, dirrende i Lyset med flimrende Draaber. Han førte la Ricci hen til Kanapeen, hvor hun slængte sig i en ugenert Stilling med glødende Kinder og bølgende Bryst. Herren tog en Vifte ud af sit Kniplingskalvekrøs og gav sig sagte og omsigtsfuld til at vifte den skønne. Hun lønnede ham med kælent-smægtende Skraablik og spurgte:

- Var De tilfreds med mig i Aften, Hr. Senatssekretær?

37

- Kære Signora, hvorfor bruge et Udtryk saa mat, saa trivielt som tilfreds? J'ai été charmé, on ne peut plus de votre talent et de votre personne -

- Aa, lad være at tale Fransk, Hr. Pietro Antonio, det minder mig om min Gompares Stiletimer.

- I maa lære det Sprog, Teodorina! Paa Italiensk mangler man Ord for det fine Galanteri; man maa enten bruge latterlig overdrevne Superlativer eller nærgaaende Kæleudtryk . . . Se, hvor kønt mit paillegule Silkeærme slaar mod jeres kirsebærrøde Robe. I var smukt kostumeret i Aften, og ganske i Eventyrkomediens Aand, men jeg vil se jer i en flunkende moderne fransk Selskabsdragt - jeg skal selv vælge hvert Stykke af den . . . saa kan I paradere paa La Piazza i Promenadetiden trods nogen Patricierdame . . . naa, knur ikke, i smaa derhenne! ne murmurez pas, je vous prie; jeg skal ogsaa forære jer hver en parisisk Spadseredragt, for I skal ledsage Signora Ricci som dames d'honneur. Men I maa lægge eder efter Fransk, Teodorina! Ikke gennem pedantisk Grammatiklæsen og Stilskrivning, men gennem Konversation med mig. Ikke sandt? I tager mig til Instruktør ogsaa i fransk Væsen og Toilette.

Primadonnaens Øjne tindrede af Fryd. Hun rakte sin ene Haand op mod den paillegule Herres Øjne og sagde:

- Kan De se, Hr. Senatssekretær; jeg har efter Deres Anvisning ladet Neglene gro, som De sagde, at de franske Damer gøre.

- Tillad mig, min skønne . . . men . . .

- Men? . . . og Ricci betragtede ham med standset Aandedræt.

- Il faut les faconner . . . de skal have en anden Form. Tenez, Teodorina! Vi opfører en lille Privatkomedie her.

Signoraen saa' spørgende paa ham. Han gik hen og tog ud af sin Pels, som havde ligget paa en Stol fra hans Besøg i forrige Mellemakt, et grønt Fløjls Etui med snørklede forgyldte Prydelser og aabnede det. Der laa Sæbe og Sminke i smaa Glaskrukker, og den mørkviolette Fløjlsbund var beklædt med Sakse, Pincetter, smaa File, Kamme, Tand- og Neglebørster. Teodora Ricci fulgte hver af hans Bevægelser med spændt og forbavset Nysgerrighed, men turde ikke røbe sin Uvidenhed om det elegante Toilettes Hemmeligheder ved naive Spørgsmaal om, hvortil alle disse Instrumenter tjente. En ængstelig Følelse dukkede op i hende, en Følelse, der forholdt sig til den Frygt, 38 en Patient føler for en nær forestaaende kirurgisk Operation, som Frygten for en Rift af en Katteklo forholder sig til Dødsangesten for en truende Tigerpote.

- I skal jo ikke mere spille offentlig i Aften, søde Teodorina, sagde Senatssekretær Pietro Antonio Gratarol. Nu spiller vi en Privatkomedie i Hyrdestilen, ikke i Grev Gozzis heroiske "Versi sciolti", men vi laver, hvad Franskmændene kalder et Tableau, komponeret af Pietro Antonio Gratarol, snart Republikken Venezias Ministerresident hos hans Majestæt Kongen af begge Sicilierne.

- Gud! udbrød Teodora Ricci . . . er De bleven Minister . . . aa - Hr. Senatssekretær . . . aa.

Og hun slog Armene om hans Hals og kyssede ham paa begge Kinderne. Gratarol søgte med Held hendes Mund og gav den et langt Kys, men afbrød det, da en lydelig Fnisen fra de to Statistinder røbede deres Nærværelse.

- Rice og Nannina, I smaa søde Kaninunger! raabte han, gik atter hen til sin Kappe, tog en Pakke ud, aabnede den og kastede nogle store blanke Drops hen i Favnen paa de to fjortenaarige Kunstnerinder.

- Diavoloni!*) raabte de jublende og sloges om Slikkerierne, der bar det besynderlige Navn. Gnaskende og sugende Lyd beviste, i hvor høj Grad de fandt Rehag i den.

- Altsaa, Teodorina, fortsatte Gratarol, vi skal spille en Komedie, hvis Sujet er, at jeg former jeres Negle á la française. Skal vi kalde den "Herkules og Omfale" efter det store Rillede i Versailles?

- Jeg er lige glad, svarede Skuespillerinden, for, naar Grev Gozzi ikke forklarer mig saadant noget, saa véd jeg ikke, hvad det er.

- I har Ret; de mytologiske Sujetter er ude af Mode. Nej - lad os tænke os, at dette "Stanzino" er et Roudoir i Trianon, at I er Madame du Rarry og jeg Louis-Quinze. Meningen bliver den samme. Herskermagten, der gør Trælledont for Skønhedens Fødder . . . Ja, det er ikke i Grev Gozzis Stil, Teodorina.

- Ja, var De Kongen af Frankrig, saa vil jeg være den Grevinde dou Barri, raabte Teodora Ricci med munter Rarnelatter.

- Og I vil spille eders Rolle til det yderste? hviskede * 39 Gratarol hende ind i Øret og plantede sine glinsende Øjne tæt ind mod hendes.

Hun smilte med den ene Mundvig, gav ham et let Slag paa Kinden med Viften og skød ham lempelig fra sig, thi de to dropsgnaskende Pigebørn fniste igen. Gratarol kastede flere Diavoloni i Grams til dem.

Herkules-Louis-Quinze i Republikken Venezias Statssekretærs Person lagde sig paa Knæ for Omfale-Barry-Ricci, vadskede hendes Hænder i en crémeagtig Vædske, børstede hendes Negle, kneb Neglerødderne bort fra deres Omgivelser med en Pincet, filede dem, klippede dem til i spidsbuet Form, polerede dem med en Salve, der gav dem en stærk Rosenfarve, og drev sit Værk med en Alvor, som om han udarbejdede en diplomatisk Note om Napolis Politik til Dogen af Venezia.

- Syng, Bice og Ninetta, I Smaadjævle, naar I har spist de store Djævle af Munden. Jeg har jo lært jer den Sang, som er en vogue ved Hoffet i Versailles. Syng! eller jeg bider Hul i jere Tomatkinder. Naa . . .

Marlborough s'en va-t- en guerre.
Mironton. mironton, mirontaine.

Naa, vil I synge, eller . . .

Og Republikken Venezias Statssekretær og tilkommende Gesandt i Napoli kastede en spids lille Saks med stor Behændighed ind mellem de to Statistinders Hoveder, saa den borede sig ind i Væggens Tapetpapir. Smaapigerne hvinede, og nu sang de med skrækkelig Udtale af de franske Ord den bekendte Vise, medens Hr. Gratarol fortsatte sin Forfranskningsproces med den sacchiske Trups Primadonna. Hun fordrev Tiden med at spise de neapolitanske Diavoloni, som Gratarol kastede til hende, og som hun behændig fangede i Munden som en vel afrettet Hund. Af og til røbede nogle Smaahvin den nervøse Fornemmelse, som Operationen forvoldte hende. Da den var færdig, holdt Gratarol hendes Hænder op mod Lyset og nød sit Værk. Hænderne skinnede blankt som Marmor, og Neglene var bleven saa franske, som deres Natur tillod det.

- I er endnu ikke færdig, skønne Signora, sagde Gratarol, da Skuespillerinden atter havde indtaget sin henslængte Stilling i Bergèren. Her er Essenser til Barmen og Halsen.

40

Og han besprængte hendes Hals og Bryst af to smaa Krystalflakoner. En sød Jasminduft udbredte sig i Kabinettet.

Syng, Smaapiger, sagde Gratarol - syng kun en veneziansk Sang! Der er en vis Jasminduft ved de gamle, dumme Viser.

Og de to unge Piger sang:

Mi son tanto inamorao
In dona Nina mia vesina
Che mi dá gran disciplina
Che mi vedo desperao
Gnao, bao, bao, gnao
Mi son tanto inamorao *)

- Min skønne skal være comme il faut i alle Henseender, pudset som den dejlige Grevinde du Barry, som jeg selv har set i Versailles og Trianon, sagde Gratarol, da Sangen og hans sidste Toiletarbejde var endt.

De tilstedeværende mærkede ikke, at Døren gik op, før en kold Luftstrøm omsusede dem. Carlo Gozzi stod i sin hele Kæmpehøjde midt i Værelset, rolig og stiv som en af Granitsøjlerne paa la Piazzetta.

Med et Skrig hilsede Signora Ricci sin indtrædende Gompare. Hun turde ikke røre sig, ikke sætte sig. Senatssekretæren gjorde en lille flot Antydning af en Pirouette, gik saa med de høje Hæle skrabende hen ad Gulvet, hvad han havde set var Brug ved Hoffet i Versailles, et Par Skridt hen mod Garlo Gozzi og hilste ham med et Skrabud og et Buk. Carlo Gozzi bukkede høflig til Gengæld med et Ansigt og en Holdning som det personificerede Flegma. Teodora Bicci stod endnu midt paa Gulvet med sammentrukne Skuldre og sammenknugede Hænder. Gralarol brød først Tavsheden.

- At enhver Venezianer kender en af vor Bys lysende Stjerner, er en Selvfølge. Jeg hilser Venezias store Digter. Men, om jeg tør smigre mig med, at Hr. Greven kender mig, er en anden Sag.

- Hr. Senatssekretær Pietro Antonio Gratarol, sagde Garlo Gozzi. Jeg har den Ære at kende Dem af Udseende. - Hvorfor staar I saa tosset der, Teodora Ricci? Sæt jer!

- Jeg var ved at hylde et af de Talenter, som er spirede * 41 frem under Hr. Grevens Digtersol, vedblev Gratarol. Det overrasker Dem maaske at se en Statsembedsmand af min - ikke saa helt ubetydelige Rang - i et Teaters Stanzino. Ja, det er imod veneziansk Skik, men i Frankrig er man ude over de Fordomme. Jeg er af den unge Hertug de Fronsac bleven præsenteret for de første Skuespillerinder ved Gomédie française i deres Boudoirs paa Teatret. Sligt er almindeligt i Frankrig.

- Jeg har nok hørt noget om det, sagde Carlo Gozzi og mødte Senatssekretærens blanke Øjne med et Par underlig ligegyldige ditto.

- Vi faar vel snart et nyt Mesterværk fra Hr. Grevens Haand til Ære for vor Stad og til Forherligelse for vor skønne Signora Ricci, vedblev Gratarol med utrættelig Tungefærdighed.

- Nej, Hr. Senatssekretær. Jeg bliver gammel og er fast bestemt paa intet at skrive for Scenen.

- Grev Garlo Gozzi gammel? Elskovens flammende Digter? En Genius med den Ild i Fantasien ældes aldrig. Spørg vor kære Ricci! Hun vil være den sidste til at erklære Greven for gammel. Hvad, Signora?

- Min Compare er saa ung som . . . Resten blev siddende i Halsen paa Skuespillerinden, der krøb sammen i det Overkast, hun havde svøbt om sig.

Senatssekretæren vedblev med flydende Tunge at rose Garlo Gozzi, men alt prellede af. Til sidst maatte han standse. Digteren opnaaede ved sit ubevægelige Ansigt og sin haardnakkede Tavshed at sætte en Stopper for denne utrættelige Gauseur. Gratarol blev virkelig forlegen og afbrød pludselig Pausen med de Ord.

- Jeg har her noget helt moderne neapolitansk Konfekt: Alle roser dets pikante Smag, den kaldes Diavoloni - behager Greven ?

Carlo Gozzi maatte bide sig i Læberne for ikke at le. Han fik Latteren sat om i en ironisk, høflig Mine og svarede:

- Min Konstitution taaler aldeles ikke noget som helst sødt . . . Teodora - I skulde tage hjem nu, der er Gondol til jer, og jeres Pige Paola staar med Overtøj til jer.

- Min Compare vil ikke følge mig? spurgte Skuespillerinden kælent. Nu havde hun faaet Magt over Ansigt og Stemme.

- I véd, jeg er Rekonvalescent efter en Gigtfeber, og at jeg har langt hjem.

Han hilste brat, vendte Ryggen til de tilstedeværende og 42 nærmede sig Døren. Gratarol saa' glædestraalende ud, men Signora Ricci sendte ham et bedende Blik og betydede ham, at han ikke maatte blive. Han fulgte da efter Carlo Gozzi, efter at han gennem en hurtig Mineveksel med Signora Ricci havde faaet ud, at han senere kunde træffe hende i hendes Bolig. Ude fra Korridoren hørte Ricci ham tilbyde Grev Gozzi sin Gondol, men ikke, hvad den sidste svarede. Derimod lød Carlo Gozzis Stemme højt:

- Paola, jer Frue venter!

En gammelagtig Tjenestepige traadte ind med Tøj paa Armen. Teodora Ricci for op fra sit Sæde, og med Lynets Hastighed susede hendes hvidt sminkede Haand gennem Luften! et kraftigt Ørefigen ramte den stakkels Paolas gule Kind og blev ledsaget af Ordene:

- Dyr! Hvorfor advarede Du mig ikke i Tide om, at Greven var i Farvandet?

Hun rev Tøjet ud af Haanden paa Tjenestepigen, der straks var bleven forbløffet. Men hun fik Mælet igen i den mørke Korridor, og den genlød af et larmende Skænderi mellem Frue og Tjenestepige, medens de passerede den. Samme Skuespillerindes Mund, der snart saa glansfuldt og pikant, snart saa blødt og sværmerisk tolkede fra Scenen Carlo Gozzis romantiske Elskovsdigtning, udslyngede nu en Salve af det italienske Sprogs store Rigdom paa Skældsord med en Sælgekællings skingrende Røst.

V.

Tyndt og fint, rent og blankt hang den sene Efteraarsformiddags Lys sagte dirrende over Canale grandes lysegrønne Vande med svage hvide Krusninger. I dette Lysbad fik hver Genstand rolige og klare Toner og spillede i Paul Veroneseske Sølvreflekser.

Og paa sin Vandring gennem Vinduerne paa et gammelt, klassik simpelt Renaissancepalads, hvis sværtede Marmorvægge laa brunlig-grønne, dæmpedes Lyset endnu mildere af, da det naaede et rummeligt Kabinet bag Husets store Festsal. I sagte, fast umærkeligt Spil sneg det sig langs de hvide Kanapeers og 43 Stoles gyldne Kannelurer, blegede det pistachefarvede Betræk, gav det kobberrøde, med hvidt indlagte Mosaikgulv en Smule fugtig Glans, smaahoppede paa de hvide og blaa Porcelænsplader, der beklædte Kammen og barokt brødes af to krumme, hver i en Muslingeskal endende Marmorgavllinier for oven, der ikke løb sammen, men efterlod en bred, meningsløs Aabning imellem sig. Og Lyset fangedes brat og døde i de mange dybe Partier i Gesims og Loft, der forestillede et svagt hvælvet Teltdække. Dets Flige båres af krumbøjede, sammentrængte, tykmavede Drengefigurer i Stuk. Dets Rande hævede sig i smaa Buer, baarne af Smaasøjler med fletningssnoet Skaft. Loftet forestillede et Tæppe. Fra Midten af det hang forgyldte Stukkvaster og Frynser stift ned. En Essens parfumerede Værelset med en sød Verveineduft.

En Renaissanceskal omsluttede en Rokokokerne i den mest overlæssede Louis-Quinze-Stil.

Paa en stor Kanapé, der for Varmens Skyld var rykket hen foran Kaminen sad i en magelig Stilling en Dame. Hun var høj og fyldig, Haaret, der ikke var friseret eller pudret, havde en rødlig Guldglans og var bunden sammen i en stor løs Knude i Nakken. En med en uendelig Masse Kniplinger prydet hvid "peignoire" (dvs. Pudderkaabe) var skødesløst kastet om den yppige Overkrop, saa en mægtig, snehvid Barm røbede sig ved hver Bevægelse, hun gjorde. Hænderne med deres svagt rosenfarvede Smilehuller paa hver Kno var blændende hvide, havde lange smalle Fingre med lange mandelformede, rosenrøde Negle, gennemsigtige som tynde Alabasterplader. Paa den ene Fod sad endnu en karmoisinrød Atlaskes Tøffel; den anden havde hun befriet for dette Paahæng, og gennem de kødfarvede Silkestrømper saas hver Muskeltrækning, hver Krumning af Tæerne. De syntes lige saa smidige og vævre som Fingrene, der legede paa Kanapeens ene Arm. Fødderne var lige saa udmærket skønne som Hænderne. De store blaa Øjne dvælede med Interesse paa den bøjede Olding, der staaende foran hende i temmelig lang Frastand ude paa Gulvet med ydmyg Klient- næsten Lakaj holdning, klædt i en ensfarvet, brun Dragt, holdt den trekantet opkrampede bløde Hat i Haanden. Han syntes lige at have endt noget, der lignede en Rapport, og at vente paa videre Ordrer eller mulige Notitser til den afleverede Tekst.

- Naa - saa Carlo Gozzi kommer ikke mere til la Ricci? sagde Damen.

44

- Nej, Eccellenza - saa vidt jeg skønner.

- Hm! Og trækker sig nu tilbage i sit Telt som den vrede Akilles og vil ikke skrive flere Komedier for San Samueleteatret?

- Det har han sagt, Eccellenza!

- Er han jaloux paa jer, Sacchi? For I er en gammel . . . nok sagt. Ha, ha, ha.

- Jeg stakkels gamle Mand! klynkede Sacchi, men de mægtige Rynker om Øjenkrogene dirrede skælmsk, og Tungespidsen slikkede de indfaldne Læber.

Damen saa' paa ham med det underlig straalende Smil i Øjet. Den gamle Komiker strøg sig om Munden, satte sit helligste Ansigt op og sagde:

- Ja, Eccellenza ler ad mig.

- I skal leve af Latteren, Antonio Sacchi . . . Men sig mig, er la Ricci bleven . . . ja . . . umoralsk.

- Ja, Eccellenza, svarede Sacchi og lagde Hænderne krydsvis over Brystet.

- Lille Stakkel! sagde Damen.

- Ja, Stakkel! sekonderede Sacchi og lagde Hovedet paa Siden med en saa infam Kapucinermine, at Damen atter brød ud i en højt klingende Latter og sagde:

- Og det bedrøver jer meget, Antonio Sacchi?

- Umaadelig meget! svarede Komikeren og satte en højst pudsig Mine op, der kunde være Forberedelse til et Udbrud af Latter eller Graad, som det nu kunde passe.

- Ak, stakkels Sacchi, som altid har været jer Trups Moralvægter.

- Ja, som Patriarken af Venezia, den høj ærværdige Hr. Bragadino, vaager over Stadens Dyd, har jeg vaaget . . .

- Ja. Og for la Riccis Vedkommende har I endda haft Carlo Gozzi til Medarbejder.

- Ja, han har vaaget over hende som en Fader over sit Barn, svarede Komikeren, strejfende saa let hen i Prædiketonen, som han kunde, uden at blive burlesk.

- Og nu har I, der kunde være hans Bedstefader, og Grev Carlo, der kunde være hendes Fader, dyb Hjertesorg af jert Barn?

Damens Stemmeklang var nu saa ubesløret parodisk, at Arlecchino-Truffaldinos øvede Fremstiller fandt, at han nu kunde slaa sig løs i sit Spil, og havde Følelsen af, at en morsom improviseret Commedia dell' arte-Scene muligvis kunde komme i 45 Stand mellem ham og hendes Eccellenza Procuratessa Gaterina Giovanna Dolfin Tron - saaledes hed Paladsets skønne, af Poeter besungne, af kvindelige Standsfæller misundte, af forsmaaede Klienter hadede Frue.

Den gamle Komiker satte sig trøstig i Positur med skrævende Ben, korslagte Arme, vendte Øjnene mod Himlen, trak den tandløse Mund saa langt ind, at Næsens Spids og Hagen truede med at tørne sammen. Patricierinden lo indvendig, saa hendes store Barm bølgede i feberpulserende Takt under Peignoiren. Det var det Fjæs, som Sacchi nu satte op. Mange Gange havde det vakt Skoggerlatter, Jubel og rasende Klapsalver i Teatret.

Opmuntret ved Damens Bifald forandrede han paa et Sekund hele sin Personlighed. Han rettede Ryggen stramt og gjorde sig saa høj som muligt, trak sine Øjenbryn sammen til én uafbrudt Linie, lod, som om han stødte Panden mod en Dørkarm, skød Munden frem og lod Læberne gøre konvulsiviske Bevægelser, transponerede sin Stemme over i Bassen og sagde:

- Al vor Umoralitet kommer fra de franske saakaldte Filosoffer, der vil lære os, at Egenkærligheden er Grunden til alle vore Handlinger, de dydige og heroiske som de lastefulde og lave (Nu lagde han sin Hage i sin hule Haand og fortsatte i docerende Katedertonart): Nu vel. Lad gaa, at der gives en tilskyndende Drift, fremgaaende af selve det Liv, der rører sig i os, og som er bevægende Kraft for vor Handlen til andres Fordel eller Skade, men sæt, at dette Incitament, som de moderne Slyngelfilosoffer kalder Egenkærlighed, ikke er andet end den os af Gud indplantede Sjæl, af hvilken vi gør en god eller slet Brug, eftersom vi lader os lede af dens gode eller dens slette Tilbøjeligheder, saa kan vi gerne indrømme, at Egenkærlighed er Kilden til alle vore Handlinger, men samme filosofiske Opdagelse kan kun kaldes ny i samme Forstand som en af en dygtig Skrædder vendt og moderniseret gammel Kjole.

Caterina Dolfin Tron havde efterhaanden faaet Magt med Latteren, som var brudt frem paa ny, da hun saa' hvor glimrende Sacchi parodierede Garlo Gozzis Stemme og Manerer, uden egentlig at karikere. Hun saa' lidt fornemt paa Skuespilleren, som om hun vilde bibringe ham den Tro, at hun ikke havde forstaaet, hvorhen han sigtede. Hun sagde tørt:

- Det er jo gode og nyttige Sentenser, Sacchi -

- Glimrende, Eccellenza! Ikke sandt? Og nu kan Deres 46 Naade tænke Dem! Jeg har hørt hans Velbaarenhed Hr. Grev Carlo Gozzi ordret prædike det samme for Teodora Ricci i hendes Stanzino paa San Samueleteatret. Og for at gøre Sentenserne ret indtrængende for hende, havde han givet hende Plads paa sit Skød, faderlig, som han er, den ædle Greve. Men tror Deres Naade, at Ricci forstod saa meget, som et eneste Ord? Ak ja: margaritæ porcis*), som det hedder i den hellige Skrift gennem den hellige Jeronimi Latin i Vulgata.

- Saa har I maaske prædiket den ny Filosofi for hende, Sacchi. I har sagt til hende, hvad I siger som Truffaldino i "Den lille grønne Fugl", at man ikke skal befatte sig med Taarer og heroiske Ømheder, og at jeres Fattigdom ikke tillader nogen som helst Heroisme.

- Ak nej, Eccellenza, jeg har brugt min Replik i fjerde Akts sidste Scene: Jeg bæver og ryster, jeg forsikrer, at jeg forsager den moderne Filosofis Grundsætninger, og at jeg for Fremtiden kun vil kysse min Kone. Men det hjælper ikke mere paa Teodora Riccis Moralitet end Grevens Foredrag. Nej, hun er bleven betaget af en langt større Filosof, en stor Reformator af det venezianske Barbari. - Ja, Deres Naade - undskyld, men De har selv lokket mig til at spille Truffaldino, og han har jo som de gamle Hofnarre Lov til at sige alt. Thi den Mand, jeg sigter til, yder jeg min ærbødige Hyldest, da jeg véd, at han ofte er kommen i Deres Naades Hus . . .

Gaterina Dolfin Tron forandrede brat Stilling, men lagde sig atter rolig tilbage over Kanapeens ene Arm. Legende med sin Vifte sagde hun:

- Mener I Senatssekretæren Gratarol, Sacchi?

Skuespildirektøren bukkede bekræftende. Et ondt Glimt tændtes i Patricierindens ellers milde Dueøjne, men sluktes straks. Den gamle Sacchi lod, som han intet havde bemærket, og fortsatte:

- Men Resultatet er, Deres Naade, at Grev Carlo er bleven vred og ikke vil skrive flere Komedier for mig. Jeg er en stakkels, gammel ruineret Mand.

- Hm, ja det er jo kedeligt for jer, Sacchi, sagde Damen.

- Og Deres Naade kan ikke gennem hans Broder Grev Gasparo, som De hædrer med Deres Beskyttelse, udrette noget for en gammel Familiefader?

* 47

- Grev Carlo er ikke saadan at komme til Rette med, sagde Patricierinden.

Sacchi nikkede og trak melankolsk paa Skuldrene. Den fornemme Dame og Gøgleren tog et Øjeblik Maal 'af hinanden.

- I skulde ikke vide, Sacchi, begyndte hun, at Grev Carlo har bearbejdet en spansk Komedie, som han har kaldet: "Pulver mod Skinsyge" og har den liggende i Manuskript?

- Det har jeg ikke den fjerneste Anelse om, svarede den gamle, lyvende med udmærket Anstand.

- Jeg troede, at I skaffede ham Originalerne til de spanske Komedier, som han i de senere Aar har arrangeret til Brug for jer Trup.

- Ja-a-a, men den, Deres Naade nævnede, kan jeg virkelig ikke erindre.

- I bliver gammel, Sachhi, og jer Hukommelse bliver svag.

- Desværre, Deres Naade har Ret.

- Ja vist har jeg Ret. Husker I ikke, hvad I sagde til den unge, kønne Romer Renedetti, en af jere Komikere, da Grev Carlo hjemme hos sig selv læste et Par Akter for jer? Grev Gasparo var til Stede og hørte det? Det var om Don Adones Rolle.

- Nej, som Eccellenza sagde . . . min stakkels Hukommelse . . .

- Frisk den lidt op, Sacchi! Hør nu! I klager over, at Teodora Ricci bestandig forlanger Forhøjelse i sin Løn, og at jer Kasse ikke tillader jer at gaa ind paa hendes Forlangender. I kan faa Penge hos mig. Men jeg elsker dette Drama, og jeg vil have det opført . . . og jeg vil have Don Adone spillet . . . efter jeres og Renedettis Opfattelse. Men jeg vil ikke have et af Carlo Gozzis bjørneagtige Afslag. I sørger for det hele, og, naar det er i Orden, faar I fra mig en Anvisning paa 500 Zecchiner. I forstaar jo nogenlunde Veneziansk, Antonio Sacchi? Men en eneste Indiskretion . . . og I er forsvunden fra Venezias Teatre! Naa - se ikke ud som San Lorenzo, da han skulde lægges paa Risten . . . jo, I maa nok sætte det Ansigt op, halv som en Martyr og halv som en Galgenknebel ... I gør det morsomt, Antonio Sacchi! Men . . . I forstaar jo ogsaa Fransk? Homme averti en vant deux. Hvad?

Hun svang Viften mod den gamle Komikers Hoved med en blid Bevægelse, men med Svøbeslagets Energi i sine Øjne; 48 gav ham den ejendommelige italienske Hilsen med den dejlige lille Haand indadkrummet mod sig selv og betegnede ham derved, at Audiensen var til Ende. Sacchi bukkede dybt og gentog Bukkene, mens han baglæns arbejdede sig hen mod Døren og ud af den. Han trippede hurtig gennem den store Sal og ud paa den brede Marmortrappegang. Her saa' han sig, forsigtig spejdende som en Rotte, om til alle Sider, og, da ingen Lyd hørtes, tog han en Lommebog op, og paa den brede og flade Rækværksrand skrev han Tal op med Blyant, mens han mumlede:

- 500 Zecchiner kontant. - Overskud af et Gozzisk Stykke . . . rundt og lavt regnet . . . 500 Zecchiner . . . la Ricci Forøgelse af 6 Zecchiner om Maaneden i et Aar . . . hm . . . hm . . . Der er sikker Fortjeneste - hm - hm - hm . . . der bliver Raad til en ny Atlaskes Kjole, hvis den lille Glut er fornuftig.

La Tron, den lange Greve og jeg lige jaloux paa den friserede Abekat, som ogsaa har snappet en af Benedettis Smaapiger! Bravissimo! He - jeg spiller med jer alle, jeg er Direktør for finere Folk end mine Gøglere. Og saa, her slog han over i parodieret Patos - Du dejlige, fuldbarmede Teodorina! Du skal varme mit firsindstyveaarige Hjerte!

Med Raabet, som Mulæseldriverne sætter Dyrene i Spring med: Ari, ari, slog han med sin lange Stok paa sine tynde Lægge og mumlede:

- Avanti, avanti, Antonio, min gamle Dreng!

Paa Perronen, der vendte ud til Vandet, mødte han Damens Ægteherre, Republikkens Prokuratore, Excellencen Tron, der i sin Gondol var vendt tilbage fra Dogepaladset. Sacchi blev staaende og bøjede sig dybt. Den lille tykke Senator sænkede flygtig Øjenlaagene til Genhilsen og strøg tæt forbi Komikeren, saa det karmoisinrøde Fløjls Slæb, der stak frem under den sorte Kappe, fejede over hans Fødder paa Marmortrinnet. Sacchi bukkede endnu en Gang, men gjorde en vrængende Grimace, da Procuratore Tron var forsvunden gennem den lave Paladsdørs dybe Karm.

VI.

- Jeg har ondt ved at forstaa jer, Grev Carlo, sagde den lille kønne Hr. Carlo Maffei, alle Poeters og Litteraters Ven, en 49 klar Decemberformiddag, da han sad sammen med Carlo Gozzi i et Trattori under de gamle Procuraziers Portiker og nippede til sin "Mischio" *). Mener I virkelig, at denne Stad særlig skulde være udvalgt af den guddommelige . . . Verdensstyrelse.

- Af Gud, den almægtige selv, raabte Carlo Gozzi og slog mod det lille Bords røde og hvide Marmorplade. Jeg gider ikke høre de franske Omskrivninger af hans Navn, og jeg er ikke bange for det, som Matematikerne og Anatomerne kalder Paradokser. Ja, kære Signore Carlo, jeg mener, at Venezia har været en Stad, særegent beskyttet af Gud. Har I set en anden Stad end netop denne, hvor dejlige Marmorpaladser svømmer i det smaragdgrønne Vand? Har Gud ikke skærmet den, saa den aldrig er bleven erobret af en Fjende, ved at kaste den midt ud i Vandet?

- Ja . . . den har jo tilfældigvis faaet en Pokkers gunstig Beliggenhed, og i sin Tid, før Søvejen til Ostindien blev opdaget, var den jo Europas største Handelsby, . . . men nu, kære Greve . . . nu.

- Ja nu! Nu aabner den sin Favn for al den nedrige, liderlige og gudsbespottelige franske saakaldte Filosofi, der vil kikke Gud den almægtige i Kortene. Den vil ikke agte den af ham satte Forskel mellem fornemme og ringe, fattige og rige. Den vil hidse Gemytterne op mod Religionen, Menneskenes eneste Lægedom, der lærer den rige at give og den fattige at lide, opmuntrer den rige og trøster den fattige, naar den lover et andet Liv med Belønning for Velgørenhed og Taalmodighed. Derfor gaar Staden tilbage, som den gør.

Solen brød frem med mægtig Glans og tvang Skyerne bort i den sene Eftermiddag. Guldstjerner glitrede paa de fugtige Marmorfliser paa Markuspladsen, flygtige Rosastriber løb op ad de fine mørkegraa Marmorsøjler langs Prokuraziernes Buegange, ud over det brede Vand ved Havnen flød i et Par Minutter karmoisinrøde Reflekser. Carlo Gozzis Rynker glattede sig, hans Øjenlaage lukkede sig paa Klem; han svøbte Tabarroen om sig. Den lille Maflei saa' Taarer pible frem hos ham og en underlig mat - stille Andagt lægge sig over hans Træk.

Der blev nogle Minutters Tavshed. Da sluktes Glansen brat, og Farvere døde; den hurtige, sydlige Solnedgang tog Fart.

* 50

Folkeskarens Summen paa Pladsen tog til, mens Mørket faldt paa og Lygterne langsomt tændtes.

Det var blevet helt mørkt, da Carlo Gozzi igen tog til Orde med sin Basstemte, som nu havde en blød, dæmpet Klang. Han sagde:

- Kære Carlo Maffei! I tror vel, jeg er gal, eller dog i det mindste, at jeg spiller en gal Mands Rolle . . . Nej . . . nej ingen Protestationer, Signore Carlo! Jeg mener virkelig, at vor kære Venezia er . . . eller dog har været særlig begunstiget af Gud. I kender saavel som jeg vor Republiks saa skønt og saa sindrig ordnede Forfatning, der røber en Visdom større end Lykurgs og Solons. Med guddommelig Kunst er alt fordelt mellem dem, som Gud har skabt til at regere, saa at de, han har skabt til at lyde, kan faa Tid til at more sig uskyldig og hvile sig fra deres Arbejde. Jeg har skaffet dem en saadan køn Morskab ved at lave Ammeeventyr om til Komedier, mens Goldoni og de andre har fordærvet baade Sprog og Moral . . . Men lad nu det ligge . . . Maffei, I saa' jo nylig den nedgaaende Sols Genskin! Lagde I Mærke til Farverne, den skabte?

- Ja, naturligvis. En Solnedgang og en Solopgang er altid uendelig skøn.

- Ja vel, ja vel. Men Venezias Sol og Farver genkendes i dets Folks ypperste. Ja, nu bliver jeg gal igen, Maffei!

- Gal - hi - hi ... nej, I er kun for klog, for genial, Grev Carlo! Gal - nej!

- Ja, saa anstiller jeg mig gal . . . Ser I, underligt har Venezias Himmellys spejlet sig i vor Stads Liv og Historie. Hvorfra har Tiziano faaet sit Guldlys uden fra Venezias Lys, der ved Middagstid spiller over Lagunen? Samme Guld, Venezias dejlige Solguld ser vi i Stolaen paa Senatorernes Skulder. Saa' I Lagunen blive karmoisinrød og gennem violet synke hen i sort? Det er de tre Farver i Senatorernes Klæder. Men Guldlyset er Venezias dyreste Skat. Derfor flimrer Dogen i Guldebrokade, derfor er hans Skib "il Bucentuoro" lueforgyldt. San Marcos Basilika har østerlandske Former; derved minder den om, at vor hellige Religion er kommen fra Østen; vor Ærkebisp hedder endnu Patriark; saa hed ogsaa Jerusalems hellige Ærkebiskopper, Apostelen Jakobs, Herrens Broders Efterfølgere. Og se, hvor de ældste Paladser i Vinduesbuernes Kniplingsfletning gentager Dogepaladset, men i ydmygere Former. Enhver Patricier kan stige til Doge; hans Paladsers Arkitektur minder ham 51 derom. Ja, de yngre Paladsers Façader afbilder mere eller mindre rent Arkitekturen i Dogepaladsets Gaard. Der er en guddommelig ordnet Rangfølge i Mennesker og Ting i Venezia. Vore ædle Fyrster er alle "serenissimi" *), men en Dandolo eller en Foscari er dog mere »sereno" end en Vendramin eller en ... jeg havde nær sagt Manin **) . . . Er jeg gal, Maffei?

- Nej, men . . . I er en stor Digter, Grev Carlo!

- Hm! I tror nu saa bestemt paa, at to og to er fire. I er Matematiker, Maffei . . . Hør, foreløbig tror jeg ogsaa paa, at to og to er fire, men maaske Gud regner paa en anden Maade og bruger en anden Logik. Stundom fristes man til at tro, at det er Guds Vilje, at to og to skal være fem, naar man ser, hvad de moderne Filosoffer faar sluttet sig til i Kraft af Matematikken og Logikken. Men naar jeg taler saadan, saa vil jeg tilgive jer, Maffei, hvis I paastaar, at mit Hoved ikke er aflangt, men firkantet . . . Men sig mig dog imod, for Djævlen, Maffei! Vi er vel komne sammen for at disputere. Hvis I snakker mig efter Munden, gaar jeg straks og sætter et Ansigt op som en Forbryder, saa enhver, der møder mig tror, at jeg vil myrde et Menneske, - akkurat som da jeg digtede min "Lille grønne Fugl" og gik med sammentrukne Øjenbryn langs Riva dei Schiavoni. Jeg maa have set umaadelig barsk ud, for to Tyrker og tre Armeniere løb til Side for mig, som om de ventede et Stiletstød.

Lygteskæret faldt nu paa et vemodigt - mildt Ansigt, som Ejeren bestræbte sig for at gøre barsk ved at trække den lange Mund tæt sammen, men Brynene fulgte ikke med. Vennen Carlo Maffei lod, som om han saa' ned i Jorden, men, naar han saa' sit Snit, for hans lille spillende, brune Øje hen i Øjenkrogen og fikserede skarpt Udtrykket i Digterens Fysiognomi. Carlo Gozzi havde foldet Hænderne over Knæet; hans Ryg havde krummet sig i en stor Rue. Han nynnede nogle gravdybe Rastoner, mens Øjnene plantede sig i Brolægningens slidte Marmorfliser. Da han havde siddet en Stund saaledes, rettede han sig, en Trækning bragte Liv i hans Ansigt; han løftede Skuldrene, hævede Rlikket op mod Maffei, som om han ventede noget. Da den lille Mand blot rømmede sig uden at sige noget, udbrød Carlo Gozzi i en halv gnaven Tone:

- Hvorfor siger I ikke noget, Signore Carlo? Jeg er ikke * * 52 vant til Tavshed, naar I er til Stede. Men det er nok muligt, at det er mig selv, der taler, fordi I ægger mig til det . . . Kære Carlo Maffei, jeg kan ikke taale at tie i denne Tid. Mine Tanker gør mig Fortræd; jeg kan i Dag ikke fordrage den Tavshed og Stilhed, som ellers gør mig saa godt.

Carlo Maffei skottede atter op mod Carlo Gozzi og forsigtig sonderende sagde han:

- Jeg kan begribe, at det Teatervæsen volder jer megen Fortræd . . . . de Historier med Teodora Ricci. (Da han saa' Carlo Gozzi svøbe sig tæt i Kappen og blive ganske smal og krumbøjet, udforskede han ham endnu skarpere fra Øjenkrogene) . . . ja, jeg forstaar godt, at I i Vrede har truet Sacchi med at slaa Haanden af ham, men, som I sagde før, I har gennem jeres hele dramatiske Digtning været en Velgører for Venezia, og Venezia vil I dog ikke slaa Haanden af.

- Ha, ha! udbrød Gozzi, den gamle Truffaldino har villet bruge jer til Mægler. I er en altfor godmodig Mand, Carlo Maffei . . . I maa ikke tro, at jeg først nu har opdaget, at Sacchi er en lige saa stor Æsel som dygtig Komiker; det har jeg vidst i mange Aar. Det er ikke Grunden til, at jeg ikke vil skrive mere for Teatret; den sande Grund er den, at jeg bliver gammel; jeg kan ikke elske mere, og den, der ikke kan elske mere, kan ikke digte.

- Aa - hvad, I er ung endnu, Grev Carlo . . . Venezias skønne Kvinder vil længe aabne deres Arme for vor Stads store Poet.

- Ha, ha, ha! Jeg maa le. Jeg bryder mig Pokker om Venezias skønne Kvinder.

- Hm-m-m, sagde Maffei langtrukkent og betragtede Digteren med et indsmigrende og opmuntrende Smil. Gozzi svarede ikke paa hans Minespil, men bøjede sig atter forover og talte ned i Fliserne.

- Forstaa mig vel, Carlo MafFei, I, som siger, at I elsker Poesien. I maa vide, at dens Væld er Kærlighed. Den, som ikke kan elske, kan ikke digte. Som vi jordiske Mennesker nu en Gang er skabte, bliver den i vor Sjæl nedlagte Kærlighedstrang hurtigst og stærkest fanget af Kvinderne . . . deri har I Ret. Ja de fleste tilsætter vel al den Kærlighed, der er i dem, i Elskoven til Kvinden. Men for den rigtige store Kærlighed, den, der begejstrer til heroisk Daad og ædel Poesi, bliver Kvinden kun et Middel. Den heroisk anlagte Mand behøver 53 hende, som Guitaren behøver Haanden, for at den Vellyd, der gemmes i Strengene, kan faa Liv og Lyd . . . Jeg er ingen Hyler, Carlo Maffei; jeg hører til dem, som har maattet være forelsket for at digte. Men alle de Forelskelser, jeg har haft . . . og jeg giver jer mit Ord paa, at de er begyndte med en hellig Andagt for deres Genstand . . . alle mine Forelskelser er endte med, at baade Genstanden og jeg er bleven forfærdelig latterlige. Men jeg har behøvet den Følelse; uden den havde min Fantasi ingen Kraft, mit Liv ingen Glans. Jeg maatte have noget bestemt at ofre til . . . ja, hvis I ikke misforstaar, hvad jeg siger, og kalder mig en Bespotter, saa vil jeg sige, jeg maatte have en Guddom at ofre til, og det maatte være en Gudinde. Tidt og mange Gange har min Fornuft givet min Fantasi et Styrtebad, og jeg har set, at mit Gudebillede var en Kødblok, en Aseninde, en Hunabe . . . eller hvad I vil af dumt, forslagent og sanseligt. Gentagne Styrtebad har kølet mig, til sidst har jeg lét ad mig selv og grædt over hende . Saadan er det gaaet mig fra mit attende til mit halvtredsindstyvende Aar, ja maaske lidt længere. Men nu kan jeg ikke forelske mig mere, og jeg mærker, at jeg ikke hører til de udvalgte, der kan holde Kærligheden, Begejstringen, Heroismen vedlige ved at stirre ind i det hvide, usanselige Lys. Jeg er dum, kære Maffei, jeg maa have en Musa, der lever og rører sig. Selv om hun er en Ko, kan jeg digte hende om til en Venus, men Stoffet: Kødet og Blodet maa være der, af den blotte Luft kan jeg intet skabe . . . Men jeg maa klæde de Skikkelser, jeg har fundet i Livet, i Fantasiens guldpailletterede Kaabe; jeg maa, saa at sige, først dræbe dem, for at lade dem genopstaa i et nyt Livs Herlighed. At skildre Skikkelserne, som de gaar og staar her paa la Piazza, i Osterierne, i Husene, i Værkstederne, dertil behøves ingen Digter, men kun en Carlo Goldoni, en uvidende Kopiermaskine, en Muldvarpenatur, der gennemroder Jorden, men er blind for det Lysspil i Luften, der omdanner dens Genstands Linier, iklæder dem dejlige Farver; det Lysspil, som vore gamle Kunstnere hengav sig i Tro til, naar de opførte Bygninger som San Marco dér, disse Marmorbuegange, dette Dogepalads, som Venezias klare Lysreflekser faar til at sitre i feagtig - orientalsk Farvepragt, vekslende efter Dagens forskellige Tider. Selv naar de nu rager op i den sorte Nathimmel under Mulmets mystiske Slør røber de deres dejlige Former.

54

- Ja, jeg forstaar jer vel, sagde Maffei og nikkede anerkendende . . . men det var Komikerne og Kærligheden, I kom fra.

- Naa, I vil høre Galskaben helt ud. Nu vel, min Ven, Maffei! har I læst Plato?

- Nej, jeg læser ikke Græsk.

- Jeg ej heller; jeg kender ham kun af Oversættelser. Han paastaar, at alle Væsener har levet i en Fortilværelse og i den var fuldkommen skønne og gode, og at de ved et dybt Fald er sunkne ned i den jammerlige Verden, vi lever i. Jeg tror, han har Ret. Jeg tror ogsaa, at Kvinden i denne Fortilværelse var langt skønnere og elskeligere end Manden, men at hendes Fald var langt dybere, og at hun led langt mere ved det. Thi vist er det, at hun er baade dummere til at tænke og langt falskere og løgnagtigere i Ord og Gerning end Manden. Men lige saa vist er det, at hun trods det har bevaret noget langt elskeligere, at hun ubevidst kan naa langt videre end han. Jeg har kendt Skuespillerinder, som har kunnet tolke menneskelige Følelser, de fineste og yndefuldeste, saavel som de stærkeste og voldsomste, saa gribende sandt, at jeg har maattet tilstaa, at de først gav Ordene, jeg havde skrevet, den Klang og Glans, som de havde, da de lød for min Sjæls Øre, før de faldt ned paa Papiret, hæse og vingestækkede. Og samme Kvinder kunde knap læse eller skrive, knap forstaa den elementæreste Slutning i Logikken. Og Kvinder, om hvem jeg vidste eller senere fik slemme Ting at vide, har jeg set græde saa betagende, at jeg selv har grædt med, smile saa sødt, at jeg hos dem har glemt al min Kval, te sig saa gratiøst selv i de taabeligste Kattespring og den mest fjantede Spas, at jeg har maattet erkende Guddommen i dem. Men det er ogsaa sandt, at Djævelen eller Dyret i dem altid er kommen til sin Ret. Jeg har i det mindste ikke formaaet at mane det ud og faa Guldmøntens Urpræg frem. Jeg har arbejdet paa det med Tro paa dets Virkelighed hver Gang, jeg har elsket en Kvinde; jeg har grædt hver Gang, jeg saa' at min Tro blev gjort til Nar, og dog er jeg tidt begyndt forfra igen. Men - nu - nu har jeg - ikke opgivet Troen paa Kvinden, men paa min Evne til at løfte hende en Smule op mod det Punkt, hvorfra hendes Ursjæl er falden ned. Jeg er mellem de halvtreds og de treds, Carlo Maffei. Jeg kan ikke mane Sjæle mere ud af . . . af Aseninder, Maffei!

Carlo Gozzis Stemme var begyndt at blive stærkere, og, havde ikke den høje Summen af de spadserende paa Pladsen og i 55 Portikerne været, vilde han have vakt Opsigt. Maffei rykkede saa tæt ind til ham som muligt, søgte ved Lygteskæret at udforske hans Ansigt, men det laa saa stærkt i Skygge, at det var ham umuligt at læse noget i det. Maffei betænkte sig, om han skulde vove en Replik, der svagt antydede en Anvendelse af Grev Gozzis almindelige Betragtninger paa et bestemt Forhold. Han havde en hemmelig Ordre, men han havde ikke stort Mod paa at lystre den. Efter nogen Tavshed slog han ind paa en spøgende Tone:

- Naa, saa Grev Gozzi vil, ligesom han gør nu, svøbe Tabarroen om sit Hoved og foragtelig vende den sidste Illusion Ryggen.

Gozzis Ansigt bevægede sig lidt frem i Halvlyset fra den nærmeste Lygte; Maffei saa' hans Mund knibe sig ind og hans Øjne gnistre.

- Véd I, sagde han, at min Slægt rimeligvis stammer fra dalmatinske Landadelsmænd. Mine Forfædre var vældige Ryttere og Jægere, og jeg tumler en Hest som en Morlakker; det lærte jeg som Kavalerikadet i Dalmatien. Fra mine Fædres Tid hænger hjemme i mit Hus en vældig Tyrepisk. Med den vil jeg tugte den sidste kvindelige Kødblok, der har bragt mig til at tro paa hendes Sjæls Evne til at komme for Lyset . . . God Nat, Hr. Carlo Maffei . . . nej, følg mig ikke, . . . I véd, jeg tager helst ene hjem.

- Men, jeg vilde gerne spørge . . .

- Farvel, Hr. Carlo Maffei!

Da Grev Carlo Gozzi var forsvunden ned ad en Gade, rejste Maffei sig og gik ud gennem en Slags Porthvælving, der fra de gamle Procurazier førte ned til Cavallettobroen. Han raabte en Gondoliere an og sagde:

- Til Palazzo Tron.

Carlo Gozzi gik gennem Gadernes Labyrint over Rialtobroen til sit Palads - aandeløs, i en Fart, som om han vilde dæmpe alt, hvad der krævede Mæle i hans Sind ved en voldsom Fart, der bød hans halvgamle Bens Kræfter alt, hvad de kunde taale.

Han havde en Følelse af at have naaet at sluge baade Tid og Rum, da han hug Dørhammeren haardt mod den lave Dør ud imod Broen over Rio di Santa Maria Mater Domini.

Tjeneren, den eneste Tjener i det øde Palads, lukkede op og spurgte, om han skulde lyse Hr. Greven op.

- Nej, svarede Carlo Gozzi, jeg gaar ud igen. Men hent mig den store Pisk med Snært af Oksetarme, den staar i det 56 mørke Rum bag mit Soveværelse . . . Naa, hent den straks og glo ikke paa mig, forstaar I.

Tjeneren gik hovedrystende op ad de mange Trapper med sin Voksstabel i Haanden, mens han mumlede:

- Greven har været rent besat, siden vi kom hjem fra Friuli. Madonna og alle Helgene bevare hans sunde Fornuft!

Han bragte et rent Monstrum af en Pisk med Blynagler paa den tykt flettede Snært ned i Vestibulen, hvor Garlo Gozzi ventede. Han spurgte med et Buk:

- Skal jeg følge med Hr. Greven?

Nej, var Svaret, og Husets Herre slog Døren i med et Brag, saa det dundrede gennem det store, tomme Hus som en Torden.

Gennem den bælgmørke Gadelabyrint, hvor der en sjælden Gang i et enligt Vindue højt oppe under Hustaget skimtedes Lys, som skarpt kløvede Mulmet, der derefter blev sortere, ilede den kæmpehøje Mand ad lange Veje ud til den afsides Gade, hvor det Hus laa, som vi en Gang før har set ham aflægge Besøg i. De tre Vinduer i næstøverste Stokværk skinnede stærkt brandrøde ned i Vandet, som et faa Alen bredt Fortov skilte fra Huset, og satte store hvide Firkanter paa Genbohusets Mur hinsides den smalle Kanal. Først lød Sang, saa Genlyd af et højt Latterkor med gennemklingende Diskanter ned mod Carlo Gozzi.

Han tog den store Dørnøgle op af sin Lomme. Den havde stadig fulgt ham i en fem Aar. Han var nær ved at græde, da Nøglens Greb lagde sig i hans Haand som en gammel Bekendt. Men der var i Aften ingen Brug for samme Nøgle; Døren stod aaben, og Lys fra oven spidsede sig helt ned langs Trappen.

Hans Hjertes Banken lød højere end hans Skridt op ad den snoede Trappes trekantede Trin. Døren til Lejligheden stod paa vid Gab. Han kunde overse begge Værelserne.

De var bleven lige saa forskønnede som Signora Riccis Stanzino paa Teatret San Samuele. Der var mørke Tapeter med Guldblomster paa Væggene, og det før mer end tarvelige Møblement var afløst af udpolstrede franske smaa Kanapeer og store Bergérer. I en af de sidste sad Primadonnamanden og Digteren, forhenværende Boghandlersvend Ricci, og sov. I det inderste Værelse saa' Garlo Gozzi et dækket Bord. I Glasopsatserne prangede Oranger, Ferskener, Aprikoser, Pærer og Druer, Blomster og Løv som mat Guld, blinkende Ametyster og dunkle Muranoglasblade. Over Glassenes Rande flød Champagnens hvide Skum 57 ned paa Dugen. Høj Tale og Latter slog ham i Ansigtet som Regn med en ond Østenstorm.

Det lille Selskab var lutter Bekendte. For Bordenden tronede Teodora Ricci i en kirsebærrød Silkekjole. Ved hendes Side sad Senatssekretæren Pietro Antonio Gratarol i lysegrøn Fløjls Dragt med tindrende Diamanter i Kjolens og Vestens Knapper. Han lagde kælent Hovedet mod den skønnes Skulder. Paa den ene Langside af Bordet sad Andriana Sacchi Zannoni med Benene paa Bordet, samt et Par Skuespillere af Sacchis Trup, paa den anden Side de to unge Statistinder, som Carlo Gozzi havde set hin Aften i Teodora Riccis Paaklædningsværelse, en ung Adelsmand samt den lille Zecca, hvis Giftermaal Digteren havde sikret ved at diktere hende Brevet til Bundtmageren i Bergamo. Zecca laa omtrent i Favnen paa den unge Junker og pillede Guldbroderiet paa hans violette Fløjls Kjole ud i Trevler.

- Vive la France! raabte Gratarol. Tag alle sammen til det dejlige Land, Børn! Venezianerne er lige saa fulde af Fordomme som Morlakker og Uskokker. Naar de driver Kærlighed, trækker de Tabarroen over Hovedet og skrifter den næste Dag for en Præst. I Frankrig bruges der intet andet Slør end det duftende Buskads om de hvide Havepavilloner. Marmornymfer ler til de elskende i Maaneskinnet, og Kaskaden akkompagnerer sagte de Madrigaler, som de flammende Hjerter synger under Favntaget.

Et Latterkor hvinede op og vækkede Digteren Ricci. Han skuttede sig som en Pudel, der kommer op af Vandet, raabte: Evviva! for en Ordens Skyld, men faldt straks i Søvn igen.

- Naa, min skønne, sagde Gratarol, tog sit Glas og rakte la Ricci et, sug med denne ægte franske Champagne Foragt ind for de Fordomme, der forbyder os at nyde de lykkelige Øjeblikke ved at true os med Straf efter Døden. »L'homme est une machine", siger Franskmanden. Lad Urværket gaa rask, med stærke Pulsslag! naar Fjeren springer paa Pareens Bud, er alt forbi. Lad os elske og leve! i Morgen dør vi. Kys mig alle sammen, dejlige Nymfer fra Sacchis Skov!

Forfærdeligt Hyl! Alle de nedringede Skuespillerinder styrtede sig over Gratarol. Det var en forvirret Masse af helnøgne Arme og halvnøgne Rygge, af opløste blonde og mørke Lokker, af forskellig farvede Kjolestoffer og hvide Kniplinger, der brusede som Bølgeskum. - Et dumpt Klask hørtes som af et Ørefigen. Det var Signora Riccis Straf til den lille Zecca, der formodentlig havde kysset Senatssekretæren inderligere, end hans 58 første Sultaninde ønskede det. Den lille satte sig ned paa sin forrige Plads og græd som en Skolepige.

Ja - der udenfor paa Trappen stod Grev Carlo Gozzi, han, der havde stræbt at moralisere Sacchis Trup, at virke paa dens Primadonnas Intelligens og drive den bundne Sjæl i hende op til Flugt i Idealets Æter!

Hans Haand klemte om Piskens korte Skaft, slog et Knald, saa lo han pludselig krampagtig og højt -

- Hu-uh- hvad var det? hvinede den lille Zecca.

Carlo Gozzi skyndte sig ned ad Trappen. Han tog den nærmeste Gondol og sejlede hjem. Under Farten forsikrede han sig selv, at det, han nys havde set, var den fornøjeligste Komedie, han havde oplevet, og han tvang sig til at le højt ad den. Det lykkedes ham en fire, fem Gange, saa, da han vilde le nok en Gang, mærkede han, at Latteren blev siddende i Brystet. Da tog han Pisken og slog et Knald med den. Gondolieren for forbavset op og spurgte, om Herren befalede noget, Da lykkedes det Carlo Gozzi at le igen.

Langsomt og betænksomt gik han op i anden Etage i Palazzo Gozzi, naaede sit Soveværelse, tændte Lys og befalede Tjeneren, der sov paa en Stol, at gaa. Grev Carlo Gozzi aabnede saa et Skab med høje, snørklede Ben og tog et Billede ud af det. Det var ikke indrammet og forestillede en blond, yppig Kvinde, klædt i en fantastisk, stærkt nedringet Teaterdragt.

Han satte Billedet paa en Stol og Lampen paa en anden, saa at et stærkt Lys faldt paa Teodora Riccis Træk. Saa gik han et Par Skridt tilbage, svang Pisken i Luften og ramte Figuren tæt over det nøgne Bryst. Dumpt lød Blyklumperne mod Lærredet som et Trommeslag paa et slapt Skind. Lærredet slog en stor gennemgaaende Revne, der næsten skilte Hovedet fra Kroppen.

Carlo Gozzi tog Billedet, holdt det op mod Lyset, stirrede en god Stund paa det. Saa klukkede det i ham. Han paastod for sig selv, at han lo; havde nogen hørt det, vilde vedkommende muligvis have paastaaet, at han hulkede.

Voldsomt drev han Billedet ned mod det gamle, sprukne og ujævne Mosaikgulv og sendte det med et langt Spark ind under Sengen.

59

VII.

Den i lidt mere end moden Fylde svulmende Signora Tron var i stort Toilette, men ikke som ellers efter sidste Parisersnit. I de sidste Par Uger havde hun erklæret for sin Kreds, at de franske Moder var hæslige og unationale; vilde en Dame klæde sig med Smag, skulde hun gaa tilbage til den gode venezianske Tid. Hun havde bragt sin Skrædder til Fortvivlelse ved at bestille og mange Gange lade omsy en lilla Fløjls Kjole, rundt nedringet, saa Ryg, Bryst og Skuldre dannede en alabasterhvid Masse. En bred, brocheret Gyldenstykkes Rand sad neden for Brystet. Ærmerne endte i brandgule gennemskaarne Silkepuffer, hvis Udskæringer fyldtes af hvidt, blankt og mat Atlask. Over Kjolen hang et folderigt højrødt figureret Overkast af Atlask, der dannede et langt Slæb og i rige Folder draperede sig langs Ryggen og Overarmene. Hendes gyldne Haar hang frit ned, blot sammenholdt af et hvidt Perlebaand midt i Nakken.

Hun gjorde Prøve paa sin nye Dragt i Aften for et udelukkende mandligt Selskab, der sad i Halvkreds om hendes Sofa og bestod af Senatoren, Patriciere, et Par rige Handelsmænd og en ung Professor fra Padova.

Samtalen havde en gemytlig, pludrende Karakter og gled velbehagelig hen i den kælne, nonchalante venezianske Mundart. Det var lette Hentydninger til velbekendte Begivenheder, Skandaler fra Privat- og Teaterlivet, uforstaaelige for ikke indviede, saa Professoren slet ikke kunde begribe, hvorfor de øvrige lo ved den blotte Nævnelse af et Navn eller en Lokalitet.

Da Carlo Maffei bukkende traadte ind og hilste Husets Frue med et Haandkys, sagde en yngre Patricier, en Mocenigo:

- Er det nye Drama paa San Samuele i Gang? Almindelig Latter.

- Hvad hedder det Drama? spurgte Professoren.

- Ministerresidenten i Napoli, svarede Hans Excellence Mocenigo.

Umaadelig Latter igen. Gaterina Tron trak Brynene let sammen og rejste sig. Halvkredsen brødes og veg ærbødig til begge Sider for den anselige Dame, hvis Slæb flot bølgede hen ad Gulvets brogede, tindrende Mosaik. Lidt langsomt fordelte og grupperede Selskabet sig, det vidste ikke, hvad Damen vilde. Hun gik ind i den store Sal, vinkede ad to Tjenere, der straks kom ind og bød lette Forfriskninger om: Kaffe med Is, 60 Sorbet, Vin o. s. v. Procuratessa Tron gik hen til den unge Mocenigo, just som han tog et Glas Sorbet af Bakken.

- Er Pietro Antonios Udnævnelse en afgjort Sag? spurgte hun. Patricieren bejaede det bukkende.

- Har I det fra jer Onkel, Dogen? . . . Men hvor kunde han dog falde paa det?

- Var det ikke jert eget Ønske? Støttede I ikke Gratarols Onkel Gontarini . . . jeg synes, min Onkel Dogen har sagt, at I selv anbefalede Gratarol paa et Bal i Dogepaladset først paa Efteraaret.

- Forstaar Hans Durchlauchtighed Alvise Mocenigo ikke Spøg? Gratarol bliver ikke Resident i Napoli; hvad vil I vædde, Mocenigo?

- Signora Dolfin Tron tør ingen vædde med, naar det gælder Besættelse af Republikkens Embeder, svarede Patricieren med et Buk og et let - maaske sarkastisk - Smil, der besvaredes med et endnu finere af Damen.

Hun gik hen til Maffei og tog ham lempelig til Side.

- Naa, vil vor Bjørn bide, Signore MafFei?

- Forstod jeg ham ret, vil han prygle la Ricci. Han begyndte med at filosofere og . . . Her kom et Referat af hans Samtale med Garlo Gozzi, som ofte afbrødes af Fruens sølvklingende Latter. Da han var færdig, blev hendes Ansigt majestætisk alvorligt. Hun slog ud med Haanden og sagde:

- Gratarols Liv er til Forargelse for vor Stad og Senatet. Ingen Straf kan være haard nok for ham. Jeg beklager, at jeg nogen Sinde har optaget den Person i mit Hus for hans Onkels, hans Excellence Gontarinis Skyld.

Garlo MafFei bukkede, da Signora Tron vendte sig brat fra ham. En af de store Handelsmagnater, som havde hørt hendes sidste, højt udtalte Replik, strøg forbi ham, da hun havde blandet sig mellem det øvrige Selskab, og listede sig til at hviske ham i Øret:

- Véd I, at Gratarol har sagt i et Selskab, at, naar han først havde Napoli i Sigte, vilde han ikke mere spise overgemte Appelsiner. Det Ord kan maaske endnu komme ham dyrt at staa. Vor Signora véd at hævne sig over utro Tilbedere. Hun kender Ytringen om Appelsinen.

Det løb Carlo MafFei koldt ned ad Ryggen. Han havde blot villet sætte en Teaterintrige i Gang, bringe sin bizarre Ven, Carlo Gozzi, til at lade sit Stykke, som han paa Forhaand 61 beundrede, komme frem. Hans Motiver var Lyst til litterært Pottekikkeri og en lille Uvilje mod Teodora Ricci, som havde behandlet ham med overseende Hovmod. Han mærkede, at han var bleven trukken ind i et Spil, hvis Indsats og hasardagtige Omfang han blev bange for. Ad Omveje og tøvende søgte han at nærme sig Husfruen igen. Det lykkedes ham at faa sagt til hende:

- Deres Excellence . . . Grev Carlo har forsvoret at give Sacchi Manuskriptet til sin nye Komedie.

- Ha, ha, ha! Skal jeg sige jer noget, Carlo Maffei? . . . Men, sladrer I af Skole, vil jeg ikke være i eders Sted. I har forstaaet? . . . Vor Ven Bjørnen har givet en Afskrift af sit ufuldendte Stykke til min egen Papa, hans Broder Gasparo, som nu er i Padova. Den Afskrift gemmer jeg under Laas og Lukke og sender den til Sacchi ved Lejlighed. Men lad nu Truppen først rejse til Mantova! Naar den kommer tilbage, skal I faa løjerlige Ting at se.

VIII.

Carlo Gozzi havde aldeles indelukket sig i den sidste Tid. Han gik kun ud i Skumringen, ene og søgte afsides Steder . . . Han var forpint af Følelser, der ligesom fordrede at belyses af Bevidsthedens Sol, men som han af al Evne vilde tvinge ned i Skyggen. Han mærkede, at en Hævntanke fordrede Gehør . . . de første Stavelser af Gratarols og Riccis Navn tvang sig frem i ham. Men han var jo en troende Katolik, Hævnen hørte ikke ham til.

Nej . . . hvad skulde han hævne sig for? Hans tidligere Forelskelser i Ungdommen og den første Manddomsalder havde jo ikke afsat Hævnlyster i hans Sjæl; og i Teodora Ricci havde han jo aldrig været forelsket.

Hvorfor voksede Lysten i ham til at lade det henlagte Drama spille . . . det om Kuren for Skinsyge? . . . Det var jo det Drama, som han selv, mismodig over dets Længde og Mathed, havde bedet sin gamle Broder Gasparo om at læse og kritisere, men aldrig havde faaet tilbage fra samme Broder, der nu var i Padova for at reformere Universitetet. Jesuiterordenen, under hvis Bestyrelse det tidligere havde staaet, var nys ophævet af 62 Paven. Han maatte have fat i dette Manuskript. Manuskriptet laa naturligvis og flød et Sted i Grev Gasparos Bolig, som han for Resten skiftede hvert Øjeblik, thi hans Hustru, Digterinden Luisa Bergalli, havde aldrig Ro for Forandringslyst og Kreditorer.

Men hans Trussel til Ricci og Sacchi! Han vilde jo give et Stykke bort af sin Myndighed, hvis han trods samme Trussel dog leverede Truppen et nyt Arbejde. Var det værdt at hjælpe Sacchi, denne gamle Slubbert og Libertiner? Jo - hans stakkels Kunstnere, de godmodige og morsomme Kvinder i Truppen burde dog ikke lide Nød. Det var en kristelig Gerning at hjælpe de fattige Folk; det vilde være et Offer, velbehageligt for Gud.

Det var et endnu større Offer at søge Svigerinden, som han ikke kunde udstaa, og som rigelig gengældte hans Følelser. Hun var jo optraadt som Vidne imod ham i de Processer, hvorved han havde søgt at redde Familiens Formue; hun havde jo ved sine "poetiske Bestialiteter" modarbejdet hvert Gran sund Fornuft, som han, Carlo, havde villet liste ind som Medicin mod Familiens vanvittige Husførelse.

Jo, han burde bringe Offeret. Han vilde i Morgen gaa til sin "pindariske" Svigerinde, og et Hundrede Zecchiner til at stoppe et af hendes Gælds Huller med vilde han bringe hende. Summen kunde maaske paa højere Steder blive regnet for Afladspenge for hans Synder. Han lo ret naturlig ad sit sidste Indfald.

Som han fik det, standsede han sin ensomme Gang langt ude mod Arsenalet. Himlen var besaaet med Stjerner, paa det brede, let kreppede Vand tindrede deres Billeder i let hoppende Dans. Mellem Arsenalets to firkantede Taarne stod Halvmaanen som en tyrkisk Krumsabel, der gjorde Honnør for den ærværdige Institution. Den havde jo i Aarhundreder igennem udsendt mægtige Galejer, der havde vundet store Stykker Land fra Halvmaanen for Korset.

Carlo Gozzi lukkede Øjnene efter at have indsuget Synet af den dejlige Nat i sin Fantasi. Den spandt saa lange Traade ud og svang sig langt ud fra Virkeligheden.

Lagunen vrimlede af Galejer. Sejlene svulmede for Brisen som unge Kvindebarme og lyste snehvide i Maanenatten. Strandbredden funklede af Lys. Arsenalets Façade glimrede af brogede Blus som Palazzo Gozzi i den bragadinoske Festnat; Fakkelglansen svang sig hen over Land og Vand. Luften dirrede af Sejrsjubel. Se, dér straaler Bucentaurens Guld! Dogen sejler den sejrrige Flaade i Møde. Fra Tov, Stævne og Spryd hang 63 mægtige snoede Blomsterguirlander ned, berusende Duft fyldte Rummet.

Taarer piblede frem under Digterens lukkede Øjenlaag. Ordene: Venezia! . . . Du dejlige, mægtige Stad! arbejdede sig hviskende frem. Længe stod han med lukkede Øjne, støttende Albuerne paa Marmorbolværket.

Skærende Latter, vilde Hyl vakte ham af Drømmene, Carlo Gozzi for sammen. Han vilde nu styre sin ensomme Gang ind mod Byen. Latteren og Skrigene kom nærmere. En Skare Mennesker styrtede ud fra et uanseligt smalt Hus ud paa Kajen. Carlo Gozzi svøbte sig i Kappen og trykkede sig saa nær til Bolværket som muligt.

Skaren bar Lygter med. Der var en tolv Stykker, lige mange Mænd og Kvinder. De dansede af Sted, bestandig leende og skrigende. Da de strøg forbi, kendte Carlo Gozzi nogle af Venezias mest berygtede Kvinder og blandt deres Ledsagere en ung Pesaro, en ung Renier . . . de fornemste Navne.

Det var deres Forfædre, sagde Carlo Gozzi til sig selv, som gjorde Erobringstog til Orienten og hentede Skatte hjem. Se her det nuværende unge Venezias Erobringer!

Bagest kom et Par, der holdt hinanden om Livet. Herren havde rimeligvis tabt sin Hat, thi hans Pudderparyk skinnede som Sølv. Hans lygtebelyste Ansigt vendte sig lige hen mod Carlo Gozzi, medens Damen tiltalte sin Kavaler med følgende Ord:

- Naar Du bliver Resident i Napoli, skal Du leje til mig paa Santa Lucia.

- Komedien skal spilles, sagde Carlo Gozzi til sig selv. Han vilde nu hurtig hjem og lejede den nærmeste Gondol.

Som sædvanlig havde Tjeneren tændt Lys i hans Værelse. Paa Bordet laa et stort forseglet Brev. Carlo Gozzi kendte ikke Haandskriften. Han brød Lakken og læste først studsende, saa skoggerleende. Brevet var en hel Afhandling paa tolv Sider fra Skuespillerindemanden og Digteren Ricci. Indledningen indeholdt en i den krænkede Værdigheds Tone skreven Irettesættelse til Greven, der nu, en Uge efter Sacchis Trups Tilbagekomst fra sin Rejse paa Fastlandet, ikke havde besøgt sin Comare og saaledes overladt det til Bagtalelsen at skamskænde hende, hvad den havde gjort, siden han saa uretfærdig forlod hende. Det var ikke kavalermæssigt handlet. Saa fulgte en Forklaring af Kærlighedens Natur og Væsen hos kvindelige Individer. Han, Ricci, havde af sit filosofiske Studium af moderne Tænkere og 64 lærde, udledt det sikre Resultat, at Kvindens Kærlighed ikke tabte i Værd ved at fordele sig paa flere. Det var en europæisk Fordom, hvad man kunde se af Orientens Sæder og erfare ved en nøjere naturvidenskabelig Betragtning af genus femininum. Han kunde slet ikke mere gaa ind paa Grevens Filosofi. Men, selv om han, Ricci, i Øjeblikket vilde stige ned til Grevens Standpunkt, maatte han ud fra dette erklære, at, naar han, Ricci, hvem Greven altid havde kendt som en noget despotisk Ægtemand, ikke modsatte sig, at hans Kone modtog flere Mænd i sit Hus og sluttede intimt Venskab med saa mange Mænd, hun vilde, saa havde ingen af disse Mænd Ret til at beklage sig eller holde sig borte. Det maatte være nok, at Ægtemanden var glad.

- Farvel, glade Ægtemand! sagde Carlo Gozzi leende og foldede det filosofiske Rrev sammen. Han nægtede sig hjemme, da Tjeneren næste Morgen meldte ham Sacchis Besøg. Nu havde han forandret Beslutning fra i Gaar. Han vilde nu søge sin Komedies Manuskript hos Svigerinden, men for at tilintetgøre det, saa snart han havde fundet det. I den Grad havde den glade Ægtemands uegennyttige Glæde meddelt sine Straaler til hans Sjæl. Han vilde skrive et andet Stykke til Sacchi for hans fattige Kunstneres Skyld, sende ham det og lade Ricci være den, hun var.

- Guds Barmhjertighed! udbrød Carlo Gozzi, da han højt op ad den næste Formiddag betraadte sin Broders venezianske Bolig. De tre Værelser, gennem hvilke en Tjenestepige paa hullede, gulbrune, forhen hvide Hosesokker førte ham, saa' skrækkelige ud. Papirer og Stykker Linned, Kamme og umage Sko prydede Gulve og Stolesæder. Hvilestederne for de fem, nu voksne Børn, som Luisa Bergalli i Aarenes Løb havde skænket sin Mand til Gengæld for de Digte, han havde hyldet hende med i Forlovelsesaarene, stod i Form af uredte Senge paa de mest irrationelle Pladser i Stuerne. Grev Carlo og hans baade tungt og blødt trædende Ledsagerske maatte bevæge sig rundt om dem i store krumme Linier for at naa Husfruens "Studio". Saaledes benævnede Tjenestepigen det inderste, lille Værelse.

Dynger af Papirer laa paa Gulvet, Bøger var opstablede i Vindueskarmen, Levningerne af en Frokost gjorde et lille Bord med Marmorplade uappetitligt. Foran en vældig Pult stod et magert Individ. Havde Carlo Gozzi ikke set det før, vilde han umulig have kunnet skelne dets Køn. Individets Ryg var dækket af en 65 stor laadden Pelskrave, og mellem den og et slæbende Silkeskørt var der et hvidt udposende Stykke Linned.

Den uredte og skoløse Tjenestepige meldte:

- Fru Grevinde! Det er Hr. Greve Carlo Gozzi . . . men her er de to Pund Salamepølse.

En lille væver Vending var det første Svar. Carlo Gozzi saa' at det var hans Svigerinde. Hun havde en Mandfolkeparyk paa Hovedet. Carlo Gozzi sagde til sig selv:

- Aa Herregud! Det er gamle Broder Gasparos gamle Gallaparyk fra den Tid, han gjorde stærkest Kur til Procuratessaen Caterina Dolfin Tron. Det er et gammelt veltjent Familiestykke.

Det magre Ansigt paa den snart halvfjerdsindstyveaarige Dame druknede komisk i den store Paryk. Hendes ikke ubetydelige Knevelsbart antydede noget maskulint-bidsk hos Digterinden.

- Min Hr. Svoger kommer vel i Anledning af en Proces . . . Naa, det er Pølser, Pellegrina . . . der er Penge . . . nej . . . det er sandt, jeg har ingen før i Morgen eller i Overmorgen . . . hm . . . hm . . . hm . . . (Saa mumlede hun op fra Manuskriptet foran paa Pulten):

Naar Lidenskabens Ild mig gennemgløder,
naar ud imod mig aabnes stærke Arme,
naar ej jeg fatte kan den Elskovsvarme,
som strømmer gennem mig . .

- Har Broder Gasparo ikke et af mine Manuskripter? sagde Carlo Gozzi koldt og kommanderende.

Grevinde Luisa svarede i hurtig Takt:

- Min Mands Manuskripter er betroede til Procuratessa Caterina Dolfin Tron; mig betror han intet.

Grevinde Luisa anskueliggjorde sine Ord om Mandens Troløshed ved at bide Spidsen af sin tørre Negl paa Lillefingeren og spytte Stykket hen ad Gulvet. Saa sagde hun til Pigen:

- Pellegrina . . . Pølsen koster . . . naa, jeg har ingen Penge i Dag . . . læg Pølsen paa Bordet . . . er det Vers godt, Hr. Svoger:

Naar Lidenskabens Ild mig gennemgløder.

- Det er pindarisk Stil, svarede Carlo Gozzi, mens han ugenert gav sig til at gennemsøge en i smuk Renaissancestil 66 skaaren, men forfalden Reol, der stod i Værelset, og som han kendte fra gammel Tid som sin Broders. Han rystede paa Hovedet, da han intet fandt efter lang Søgen. Under denne mumlede Digterinden stadig Vers i Sonettakt og kløede sig under sin Mands Paryk. Ved hver af hendes Bevægelser udbredte den en muggen sødlig Lugt af overgemt Pudder. Nej, der var ikke noget at finde. Carlo Gozzi stod vel en Time og søgte; Grevinde Luisa mumlede Vers, Svogeren sagde bestandig: Ja vel, Pindar! Sapfo! Petrarca! . . . dejligt!

- Her er en Oversættelse fra Fransk, Svoger . . . vil I høre den? udbrød hun.

- Læs, læs, højstærede Svigerinde!

- Luisa Gozzi, født Bergalli, læste op af et Komediemanukript og blev saa ivrig i Aktionen, at hun tog sin Mands gamle Paryk i Haanden og gestikulerede med den. Hendes Svoger ledte paa ny i Papirsdynger, lo og smaabandede med dyb Brummen. Af og til udtrykte et Sideblik hans dybe Modbydelighed for den stakkels gamle Digterinde.

Midt under sin Søgen tog Carlo Gozzi to gamle fedtede Pergamentstumper frem, brummede igen, saa' sig om, gik uden videre hen til Bordet, hvor den indsvøbte Pølse laa, viklede Pergamentindsvøbningen ud, satte den sammen med de to nys fundne Stumper, tog Næsebrillerne op og læste halvhøjt el latinsk Skøde, medens Digterinden vedblev sin teatralske Deklamation:

- Jeg siger Dig, Ernestine, at, selv om Du ikke elsker mig mere, saa vil jeg aldrig, aldrig ophøre, aldrig aflade . . . Carlo Gozzi læste:

- Dio nona januarii anno mtllcsimo - scxcentcsimo quinquagesimo septimo comes Pezzolus de Gozzis, pleno jure margravio Octavio de Tencinis Bergamensi cessit et dimisit, pure, libere et simpliciter *) . . .

- Jeg bryder mig ikke om Virgil og slige gamle Herrer, raabte Grevinde Luisa og slog i Pulten . . .

- Vi er enige, Fru Svigerinde, paa det nær, at I intet Øre har for Heksametre, siden I ikke kan skelne dem fra hæslig, barbarisk latinsk Prosa . . . Hvor kommer ellers det Pergamentomslag fra om Salamepølsen?

* 67

- Min praktiske Svoger, Familiens Forretningsfører! Hvor skulde det komme fra uden fra Spækhøkeren?

- Min geniale Svigerinde, som er Medlem af Arkadiernes Akademi i Rom og bærer Krigsnavnet Irminda Partenide, I har altsaa solgt disse Pergamenter til Spækhøkeren?

- Det har min Svigermoder, jeres Moder, hendes Excellence, Angela Tiepolo gjort. Hun ryddede alt det gamle Stads ud af Huset tillige med jer, min sagførende Svoger, som altid færdes mellem Advokater, skønt I altid kalder jer Digter, og som har vendt min Mands Hjerte fra mig og faaet ham til at besynge Procuratessaen Tron i Stedet for mig, hans ægteviede Hustru. Men jeg skal endnu en Gang tale til Gasparo . . .

- Ja, gør det, kære Svigerinde, tal til denne indolente Martyr, der er munter, endog naar han har Feber, og som er saa stor Filosof, som en Mand kan være. Gud velsigne ham . . . jer med, for den Sags Skyld! Naa, det er til Spækhøkeren paa Hjørnet her, I har solgt de Pergamenter? Farvel kære Svigerinde, alle ni Muser og tre Gratier, det hele Parnas og Helikon være med jer, og gid jere Lensgodser i Arkadien maa give hundredfold Vers!

Carlo Gozzi bukkede dybt og gik ud.

Grevinde Luisa smed sin Mands gamle Paryk efter ham, men først da han var kommen ud af Døren, og gav derefter sin Pige et Ørefigen.

Carlo Gozzi gik ned i Spekhøkerbutikken, undersøgte dens Indpakningspapirer, samlede Pergamentstumperne og rekonstruerede af Makulaturpapirerne et Dokument. Det gav Anledning til en ny Proces. Hvis den faldt heldig ud, vilde den skaffe hans Familie 400 Dukater om Aaret fra Marcheserne Tencini. Han blev i saa godt Humør, at han med Latter ønskede Sacchi, Ricci og Gratarol en lykkelig og lang Rejse til Dantes Fjenders Land og rent glemte Manuskriptet til sin Komedie.

Han blev snart mindet derom.

Efter at have tilbragt en Dag med Løb til Advokaten i Anledning af Processen om Fideikommisserne i Bergamo og derefter forfrisket sig med Studier af gamle florentinske Poeter fra det 15de og 16de Aarhundrede, hvis rene Toskansk han nød, som en Kender nyder en gammel Vins henrivende Buket, sov han de retfærdiges Søvn.

Næste Morgen, lige efter at Grev Carlo Gozzi var staaet op 68 og med Arbejdslyst havde sat sig til sit Skrivebord, meldte Tjeneren:

- Signore Giovanni Ricci.

Grev Carlo var saa oprømt, at han sagde til sig selv: "Det skal more mig at se, hvorledes det Skrog tager sig ud nu," Primadonnamanden blev altsaa indladt. Men hvor var han forandret? Han var pænt klædt i en ny kastanjebrun Torskehalekjole, Benklæder af samme Stof, en blaa gulstribet Vest, hvide blaastribede Strømper med udstoppede Lægge og en splinterny Paryk med Hanekam over Panden og glatte runde Bukler ved Tindingerne. Hr. Bicci gjorde energiske Forsøg paa at bilde Grev Gozzi ind, at han havde Mave og Bryst ved at skyde Overkroppen saa langt frem som muligt.

Husets Herre blev rolig siddende i sin Lænestol, pegede paa en anden Stol til Ricci og beordrede Tjeneren at servere Chokolade.

Ricci satte sig ikke. Han greb med begge Hænder om Stoleryggen, skuttede sig og stak sin trekantede Spidsnæse i Vejret, kvalte et Par Sukke og rømmede sig. Chokoladekopperne klirrede i hans Haand. Med nervøs Ilterhed sank han den varme Drik i to Drag, vinkede saa ad Tjeneren, mens han holdt Øjnene tillukte, og skød Skuldrene tilbage. Paa et Vink af Greven fyldte Tjeneren Koppen paa ny. Ricci tog den; Husets Herre vinkede til Tjeneren, at nu kunde han gaa.

- Vi er komne fra Mantova med Kompagniet Sacchi for nogen . . . nogen Tid siden, sagde Ricci. Greven undskylder paa mine og min Kones Vegne, at jeg først nu kommer og hilser paa Dem. Vi har haft saa travlt med Udpakningen.

- Det er en Skam, at De har gjort Dem Ulejlighed, svarede Carlo Gozzi. Velkommen til Venezia!

Ricci forblev tavs nogle Øjeblikke, foretog nogle fortvivlede Hævninger af Brystkassen og sagde:

- Desuden har jeg skrevet et Brev til Dem, men ikke faaet noget Svar.

Carlo Gozzi svarede flegmatisk:

- De har gjort ilde i at skrive det Brev, jeg har gjort vel i ikke at besvare det og kaste det bort.

Ricci tog dette Flegma for paalideligt, satte sig i Stolen og sagde med Værdighed:

- Nej, jeg har handlet fuldkommen rigtig ved at skrive det Brev.

69

Carlo Gozzi rejste sig med sit vredest sammentrukne Ansigt, stillede sig foran Ricci og sagde:

- Husk paa, at Du er i mit Hus, Karl! misbrug ikke min Gæstfrihed og Overbærenhed! Jeg forbavses over, at slig en Klodrian har den Frækhed at komme og forstyrre mig i min egen Stue og vedgaa det uforskammede Sludder, som Du har smurt op.

Primadonnamanden blev ligbleg og rystede som et Æspeløv. Han forslugte sig i en Mundfuld varm Chokolade, skar ynkelige Grimacer, sukkede og satte Koppen fra sig.

- Jeg faar ondt, klynkede han; jeg kan ikke drikke mere.

Saa brast han i Graad, faldt paa Knæ foran Grev Gozzi og hulkede: "Tilgiv, tilgiv, velbaarne Hr. Greve!

- Staa op, Ricci! svarede Grev Gozzi smilende. I har jo blot skrevet det Brev efter Diktat.

- Ja det véd alle Helgene, at jeg har, sukkede Ricci og løftede sig op med Hænderne. Signore Pietro Antonio Gratarol er Skyld i det hele. Mens Hr. Greven var i Friuli sidste Efteraar, fordærvede han hele Truppen med den forbandede Konfekt, som kaldes Diavoloni. Min Kone blev som forhekset deraf. Gives der ikke visse kemiske Forbindelser, Hr. Greve, som gør Fruentimmerne tossede, saaledes som Horats beretter, at Helleborus . . .?

- Jo, det er rimeligt nok, sagde Carlo Gozzi og gabede.

- Ja, for min Kone, som tidligere aldrig her i Venezia modtog andre Herrer end Greven, fik sendende en Pakke Diavoloni fra Signore Gratarol med en Billet. Han bad om Lov til at besøge hende og personlig bringe hende flere Diavoloni. Hun gav sig straks til at skrive til ham, at hans Besøg vilde være hende og mig en Ære. Saa blev jeg rasende. De véd, Hr. Greve, hvor myndig, ja næsten despotisk jeg er, naar Galden koger op i mig. Jeg sagde: Aldrig tillader jeg sligt, Teodora! og hvad vil din Compare, vor mangeaarige Raadgiver og Beskytter, Grev Gozzi, sige? Men, naar den moderne revolutionære Aand farer i en Kvinde, Hr. Greve . . . De har selv skildret sligt. Hun sparkede efter mig og kaldte mig et Fæ og skrev Brevet. De véd, Hr. Greve, at lige over for min Kone er det ganske ligegyldigt, enten jeg skriger op eller tier stille; den Drage gør dog, hvad hun vil. Jeg sværger ved alt, hvad der er mig det helligste, at ingen mere end jeg har ærgret sig over 70 Hr. Gratarols Besøg, som siden den Tid uafbrudt har fundet Sted uden mit Samtykke.

Den stakkels Ricci var atter falden paa Knæ og hulkede:

- Og kan man under saadanne Omstændigheder være i Stemning til at digte? Min store Epopee om Longobarderne er standset midt i første Sang. Kan alt sligt komme af de forbandede neapolitanske Diavoloni?

- Det er meget rimeligt, svarede Carlo Gozzi med dyb Alvor. Han rejste Ricci op, klappede ham paa Skuldrene og sagde:

- Gaa kun, brave Ricci, hils jeres Hustru og sig, at jeg aldeles ikke er vred paa hende! Hun har sin fuldstændige Frihed til at gøre og lade, som hun lyster.

- Tak - Hr. Greve! Men, naar D e ikke er vred paa Teodora, er der vel strengt taget ingen egentlig Grund til, at jeg raser imod hende.

- Ikke Spor af Grund, min gode Ricci! Farvel, hils jeres Hustru og Hans Velbaarenhed, Senatssekretæren!

Carlo Gozzi fulgte Primadonnamanden ud, vilde fremtvinge sin Latter, da han blev ene, men i Stedet for at le, brusede den Vrede op i hans Blod, som det atter var lykkedes ham at beherske. Han slog i Bordet, saa Manuskripter og Bøger røg til alle Sider, satte sig ned og holdt længe Hænderne for sine Øjne. Han for saa op, knyttede Hænderne og raabte:

- Nej, der skal andet til end Broder Gasparos satiriske Silkesnærte. Jeg vil igen svinge min Pisk af Oksetarme. Manuskriptet maa lindes. Hvis ikke, laver jeg Komedien forfra.

IX.

Foraaret var kommet. Der var atter Guld i Luften, duftige, ganske fine Glanslinier bestrøg Prokuraziernes smækre Søjleskafter; de forgyldte og brogede Marmorpartier paa SanMarco stod i henrivende mild Farvetemperatur. Luftens lune Varme var mættet med Fugtighed. Alt det farverige og klare mødte venlig Øjet og rislede dulmende og indsmigrende ind i de Sind, der var tilbøjelige til at blive tunge, saa de nu kunde svømme hen i mild Mystik, sødt pirrende og muntrende i de 71 lette Gemytter, saa de kunde faa al Glædestrang fyldt af en lille Messe med smuk Musik om Formiddagen, af et lille Slag Hasard efter Middag og af et kønt lille Pigebarn om Aftenen.

I en Kafé under Prokuraziernes Søjlegange, hvor en stor Masse Mennesker sad ledige og badede sig i den lækre Formiddags Luft og Lys, sad Carlo Gozzi og holdt Øje med Vrimlen paa den marmorbelagte Plads, glædende sig over en Gruppe Gondolierer og Lastdragere midt paa Torvet. De lyttede til en lang pjaltet gammel Karl, der med vældig Røst og store Armbevægelser deklamerende gengav Brokker af Ariost og Tasso: Episoderne om Feerne Alcinas og Armidas prægtige Haver og ædelstenstindrende Paladser. For at anskueliggøre Rubinerne, Smaragderne og Topaserne pegede han paa de forskellig farvede Pjalter i sin Dragt, og efter hver grammatikalsk Bommert afbrød han Foredraget med den Forsikring:

- Det er det reneste Toskanske.

Af denne harmløse Nydelse blev Digteren brat udrevet, da han saa' den gamle Sacchi med lange Støvler paa stolpre over Pladsen. Den gamle Teaterdirektør opdagede eller lod, som han opdagede Carlo Gozzi pludselig og uventet. Han gav den mildt resignerede og værdige Olding og kneb Øjnene til, rimeligvis for at deres kæltringeagtige Skælmeri ikke skulde glimte igennem dem mod hans Vilje. Han blev staaende med Hatten i Haanden, til Carlo Gozzi havde peget paa en Stol.

- Véd De, Hr. Greve, at la Ricci nu tænker paa at tage til Paris? og det trods den Kontrakt, hvori hun forpligter sig til 500 Dukaters Mulkt, hvis hun bryder den, den Mulkt, som Deres Velbaarenhed er gaaet i Kaution for?

- Lad hende rejse, Sacchi! svarede Carlo Gozzi. Hun er snart over den Alder, der gør Lykke her i Italien. Hold hende blot fast til Sæsonens Slutning. Det er jo dog Synd at formene hende at sørge for sin Alderdom. I véd jo, at alle italienske Skuespillerinder ender i Armod. I Paris faar de en Løn, som tillader dem at lægge noget op.

- De er en ædel Mand, Hr. Greve, og lærer andre at være ædle, sagde Sacchi og tog hans Haand. Bliver hun blot til Slutningen af Sæsonen, lader jeg Kontrakt være Kontrakt. Desuden har der jo i den senere Tid været et og andet at udsætte paa hendes Moralitet.

- Saa - aa? Ja det maa jo end mere lette jer at savne hende.

72

- Naturligvis. Vor Trup har jo altid levet som en ærbar, borgerlig Familie.

- Rigtig, under dens Chefs, den ærværdige Oldings strenge Tugt.

- Hvormed Hr. Greven har hjulpet mig trofast.

De slog begge Øjnene op, betragtede hinanden med en Alvor, der var fuldt saa betegnende som de to klassiske Augurers Smil.

Sacchi tog et ægformet Ur op af en Lomme i sine Benklæder, bukkede for Greven og sagde:

- Prøverne begynder om en halv Time. Ja, Hr. Greven gaar naturligvis ikke med op paa Teatret. De gider naturligvis ikke se la Ricci . . . og

- Er I gal? I understaar jer . . .

- Om Forladelse, Deres Velbaarenhed, jeg troede . . .

- I skal ingenting tro om mig og ikke slutte fra jer selv til mig . Tror I, at jeg ikke tør se en af jeres Kornediantinder ?

- Naa, Hr. Greven gør os altsaa den Ære . . .

- Ja, jeg gaar op med paa San Samueleteatret.

- Men turde jeg i al Ærbødighed spørge om den nye Komedie . . . denne "Medicin" eller "Pulver" mod Skinsyge.

- Jeg kan ikke finde Manuskriptet.

- Men, hvis det findes engang . . .

- Saa spil den dumme Komedie i alle Djævles Navn! Sacchis gamle Øjne skraanede sig ned mod Næsen og blinkede som en Snogs.

- Grev Gozzis Ord uden Vidner er fuldt saa godt som en skriftlig Erklæring paa Æresord, mumlede han.

- Jeg ønsker ikke, at I anstiller nogen som helst Refleksion over mig, Antonio Sacchi, sagde Carlo Gozzi og slog med Haanden ad Komikeren.

San Samueleteatrets Scene var optaget, og Personalet sad eller stod og passiarede indbyrdes. Den fem Etager høje Sal dæmrede uhyggelig i Tusmørke. Teodora Ricci, straalende i en hvid Atlaskes Kjole, hvis Stof Carlo Gozzi genkendte, stod med Ryggen vendt mod den indtrædende Digter og Direktør. Hun lod, som om hun ikke mærkede, at de kom. Men da Grev Gozzi var tæt bag ved hende, løftede hun sin Røst paafaldende og sagde til Andriana Sacchi Zannoni, som hun samtalede med, og hvis føre Talje hendes Arm kærlig omsluttede: 73 - Det er dumt, min søde Andriana, at vi stakkels Skuespillerinder har gjort os Livet saa surt. Heroisme! Aa, Madonna! Vi bliver solgte af vore Mødre, naar vi er femten Aar, og Kærligheden bliver vi kede af, før vi er tyve. Senere lærer man os at fremsige høje Følelser i Blankvers eller Martellianere. Ja, det var jo dejligt, hvis det gik saadan til i Verden, som der staar i de Vers. Men Menneskene er nu en Gang lavede saadan, at de hellere vil have det godt end ondt. Mens jeg troede paa Heroismen, eller blev kusket til at tro paa den, saa brændte jeg osende Lamper og drak tynd Kaffe; jeg var Prinsesse her paa Bræderne og tiggefærdig hjemme. Siden jeg har lært, at Egenkærlighed er . . . ja hvad kalder de det nu ... er det eneste, der bliver tilbage, naar man smøger alle de dejlige Talemaader af sig . . . ser Du, saa brænder jeg Vokslys, drikker Barolo og Goneglianovin i Stedet for at blande sur Pøjt med Vand; jeg spiser kandiserede Frugter, faar tyk Chokolade, saa tyk, saa Skeen kan staa i den; jeg faar dejlige Presenter i Klæder og Smykker . . . Hør, søde Andriana, vi Skuespillerinder bliver dog aldrig rigtige Prinsesser og faar høje Fornemmelser, ja Gud véd, om de rigtige Prinsesser er en Smule bedre end vi. Jeg vil ikke have Formyndere mere, Andriana, jeg vil være fri og raabe: Leve Friheden! Nej Venezia er en Kloak. Jeg vil til Paris. Der er nogle rige Folk, som kaldes Generalforpagtere. De giver Millioner af Luigidorer ud paa talentfulde Kunstnerinder og forærer dem baade Heste og Vogne. Jeg er ked af den sultne og prædikende Dyd, Andriana!

Den korpulente Komikerinde satte en naiv lærvillig Mine op under denne Forelæsning, og, da Teodora Ricci tog et Pust for at hvile sine Lunger og sin galoperende Tunge, spurgte Andriana med det uskyldigste Ansigt af Verden:

- Lugter der saadan af Moskus i Paris, som Du lugter af, Teodorina?

- Ja, tænk Dig! Endogsaa Træerne i Tviglieriernes Have lugter af Moskus.

- Saa? Gror det da paa Træer?

- Nej, nej, nej. Men Damerne, som støtter sig op ad dem, er saa parfumerede af Moskus, at Træerne igen bliver parfumerede af dem.

- Er det sandt, Teodora, at de franske Katte kan lære at synge italienske Arier, og at de franske Grise kan lære at slaa 74 Pirouetter og Kolbøtter paa én Gang? spurgte Andriana Sacchi Zannoni med dyb Alvor.

En Skoggerlatter lød blandt de omstaaende. Teodora Ricci langede Andriana et velment Ørefigen, som ikke lod vente paa Svar. De to skønne vilde sikkert have fortsat Haandgemænget, hvis ikke den gamle Sacchi havde taget sin Broderdatter ved Armen og rutschet hende et langt Stykke hen ad Scenens Gulv.

Carlo Gozzi hviskede halv sukkende, halv leende hen for sig:

- Stakkels Teodora Ricci! Hun synes, hun er i Gæld til mig for de mange Moralprædikener, jeg har holdt for hende. Nu begynder hun at afbetale sin Gæld. Jeg skriver det første Afdrag a conto straks.

Tankefuld satte han sig ned og lagde knap Mærke til, at Læseprøven begyndte. Jambetakten, som han var saa vant til, dansede for hans Øren. Han hørte nok, at det var hans Vers, men hans Tanker var saa langt borte fra, hvad der læstes, at Versenes Indhold lige netop strøjfede hans Bevidsthed. Den gamle Sacchi stod midt i den siddende, oplæsende Halvkreds og sendte stjaalent forbavsede Øjekast hen til Greven, der sad hen mod en Kulisse, svøbt i Kappen og stirrede ud i Tilskuerpladsens Mulm. Sacchi fandt, at han saa' saa gammel og skarp ud, ti Aar ældre, end da de mødtes i Prokurazierne for et Øjeblik siden. Flere af de oplæsende saa' ogsaa hen paa Greven, efter at de havde endt deres Replikker, ventende paa et Raad eller en Rettelse, men ingen turde henvende Ordet til ham.

Teodora Ricci havde sine første Replikker i 6te Scene. Hun hviskede dem jasket og hurtig frem, som gad hun knap sige dem. Hvis det var hendes Maal at ærgre sin fordums Beskytter, skød hun fejl. Carlo Gozzi rørte sig ikke; han var langt borte. Hun maatte forsøge andre Midler.

I den næste Scene, i et Replikskifte mellem Prinsesse Leonora og Kammerpigen Lisa brugte hun pludselig sin Stemmes kraftigste Toner i Ordene:

Ja, ja, jeg siger højt: jeg elsker ham,
men han - han elsker ikke mig. Jeg véd jo,
at jeg fornedrer og beskæmmer mig
ved disse Ord. Forstaar Du ej, Du Daare,
om Elskovs Gunst skal Manden bede Kvinden,
og ikke omvendt. Og, hvis Kvinden tilstaar
en Mand en Gunst, tilkøber hun sig Ret
til ham at binde under Ærens Lov.
75 Vi har kun dette Herredømme over
hint stolte Køn, der lænker vore Fødder.
Min Elsker maa ej have til fortrolig
en Mand, hvis Øre han betror enhver
uskyldig Gunst, han tvinger fra mit Hjerte;
hvad sker imellem elskende er helligt,
en Tempelløndom; hver en fremmeds Viden
besmitter Helligdommen.

Stemmeklangen dirrede gennem Carlo Gozzis Bryst som hen over en Sangbund. Det var denne bløde Stemme, der havde idealiseret den løse Kvinde for hans Fantasi; det var denne melodiske Diktion, der saa tidt havde givet hans Vers bevinget Liv; i den syntes det ham, som Teodora Riccis evige Sjæl boede og talte et Sprog, stammende fra en ideal kvindelig Tilværelse, hvorfra atter ridderlig Elskov, Udspringet til al Livets Storhed og Skønhed, stammede. Han rettede sig, og hans Øje mødte Skuespillerindens. Et Øjeblik forekom det ham, som han mødte samme højbaarne Sjæl i hendes blaa Dueøjne . . . men saa sank den brat fra hint overjordiske Rige ned i en veneziansk Gadepøl, da hun gav et plebejisk Kast med Nakken og fnøs gadetøseagtig hen imod ham.

Saa lynede der noget ned i hans Revidsthed; han sprang op fra Stolen og ilede hen mod Sacchi.

- Er I gal? sagde han . . . Hvor har I faaet den Komedie fra?

- Af Hr. Greven selv, svarede Impressarioen med uforstyrret Ro og bukkede.

- Men det er jo . . . Zelos con zelos se cura af Tirso de Molina . . . hvad kaldte jeg den i min Bearbejdelse?

- "Pulver mod Skinsyge" svarede Antonio Sacchi.

Carlo Gozzi søgte i sin Hukommelse. Naar havde han dog givet Sacchi Manuskriptet, som han aldrig havde faaet tilbage fra sin Broder Gasparo, og som han forgæves havde søgt i dennes Hus? Faktum var, at Manuskriptet var i Sacchis Vold. Carlo Gozzi saa' deri en Skæbnens eller Guds Dom. Den Stemme i hans Samvittighed, som havde holdt Stykket tilbage, fik han døvet ved et katolsk-jesuitisk Raisonnement; Gud vil det; sker det, kan jeg ikke gøre for det.

Læseprøven gik uforstyrret sin Gang. Carlo Gozzi fandt, at Stykket, som han havde været tilbøjelig til at kassere, tog sig ret godt ud. Den gamle Kamphanelyst efter at slaa et Slag 76 for god gammeldags Moral mod de nye Ideer, blussede op i ham. Endnu en Gang skulde han prædike for sine Venezianere.

Foran første Akts fjortende Scene læser Sacchi Scenearrangementet op:

Don Adone træder ind. Han maa være rigt pyntet efter alle Modens Fordringer, men ikke som en plump Karikatur. Mens han kommer ind ad Døren, sprøjter han Parfumer paa sit Lommetørklæde og lugter bagefter til det.

Almindelig Latter blandt Personalet. Forfatteren sad med Hænderne foldede om Knæet og saa' ikke op. Skuespilleren, hvem Rollen var tildelt, læste:

Naa, Federigo blev da Hertug. Bah!
Han maatte blive det, naturligvis:
Den, som har tre Gran filosofisk Sans
forarges ej ved Slumpelykkens Streger,
- den er jo hver en Fordoms Skytsgudinde.
. . . Min sødeste Grevinde . . . undskyld gunstigst,
at ej jeg saa' jer før.

Saa tog Signora Ricci fat:

Ak Don Adone!
I er alt undskyldt. I har Ret: vor Sjæl
kan over Skæbnens plumpe Stød os hæve,
men vore Ho'der bøje de og bringe
os til at glemme, at vi selv er til.

Ny Latter.

Stille! raabte Sacchi, ingen maa le under Læseprøven.

Carlo Gozzi rejste sig, lod, som han ikke havde hørt Sacchis Ordre, og kommanderede med Stentorrøst:

- Hvis nogen ler, bliver hans Rolle i mit Stykke frataget ham. I forstaar.

Alle Hoveder bøjede sig blidt og lydig som Sivtoppe for el Vindpust, og Læseprøven gik tyst og korrekt de tre lange Akter igennem. Kun Teodora Ricci vred og vendte sig paa sin Stol, slog Øjnene op mod Loftet, smilede og sukkede med Hovedrysten, hver Gang den moderne Laps, Don Adone, og hun skiftede Replikker.

Carlo Gozzi fæstede gennemborende Øjne paa hende som en Forhørsdommer paa en anklaget. Naar hun gjorde Larm med Stolen, spurgte han koldt og høflig:

Har Signora Ricci noget at indvende ?

77

Hun smilede og svarede gentagne Gange:

- Aldeles intet.

- Videre! sagde Carlo Gozzi.

- Videre, videre! raabte Sacchi og gned sig i Hænderne.

Da Læseprøven var endt, rejste Carlo Gozzi sig, gik hen til enhver af de agerende, tog dem i Haanden og sagde Tak. Sidst gik han til Signora Ricci. Hun smilede ham i Møde, men Smilet var af den Art, at det frembragte Rynker om Mundvigene og gjorde hendes blaa Øjne grønne. Læberne fortrak sig til Grimacer, og hun fløjtede næsten ud igennem dem disse Ord:

- Aa, Deres Don Adone! . . . aa Deres Don Adone! . . . han er ... aa ... han er ikke til at udholde!

Men den skønnes Selvbeherskelse svigtede hende, og Ondskaben blussede mægtig op i hende. Hun borede sine fransk tilskaarne Negle ind i Puderne paa Indersiden af Grev Gozzis Haand, saa det gjorde ondt.

Carlo Gozzi tænkte:

- Havde jeg nu Tyrepisken, nøjedes jeg næppe med at fugtle hende in effigie.

X.

Carlo Gozzi viste sig ikke ved de følgende Prøver af "Pulver mod Skinsyge" paa San Samueleteatret. Han lod sig nægte hjemme for Sacchi gentagne Gange. En Dag ankom et Brev, hvori Direktøren indtrængende bad ham om en Samtale under de gamle Procurazier.

Den gamle sad og ventede. Han saa' forfjamsket og forfærdet ud og nærmede sig Carlo Gozzi saa hurtig, som hans firsindstyveaarige Ben formaaede.

- Hr. Greve, sagde han aandeløs, for Guds Skyld, hjælp mig! Jeg er en ulykkelig Mand. Forleden Morgen fik jeg en Ordre fra Signore Francesco Agazi, Sekretær-Notar-Revisoren i "Magistraturen mod Gudsbespottelse", om igen at sende ham "Pulver mod Skinsyge" til Eftersyn. Jeg havde jo naturligvis besørget det én Gang, som jeg altid gør. Jeg for hen til Signore Agazi og spurgte i al Ærbødighed om Grunden til denne Ordre. Han svarede, at der var gjort Anmeldelse fra en indflydelsesrig 78 Person om, at nogle Steder i Don Adones Rolle maatte underkastes en ny Censur.

- Ja, hvad saa? I har vel adlydt Signore Agazis Ordre straks, sagde Carlo Gozzi tilsyneladende fuldkommen ligegyldig.

- Nej, det har jeg just ikke, svarede Sacchi; jeg er en fattig Mand, og jeg har gjort mit for at redde den Kapital, som Hr. Greven med sædvanlig Uegennyttighed har skænket mig. Jeg sagde til Signore Agazi, at en fornem Patricierdame havde bedet mig om at læse Manuskriptet, og at jeg havde sendt hende det.

- Naa, og det er vel Løgn, Antonio Sacchi?

- Ja, det forstaar sig. Fattigdommen nedværdiger en Mand, og Løgn er en af de mindste Synder, som daarlige Kaar avler. Men man hjælper sig, som man kan, for at bøde paa de Synder, Livet tvinger en til, naar man er firsindstyve Aar, og Døden og Dommen truende rykker en nærmere.

Carlo Gozzi brast i Latter; Sacchis fjolletfromme Fjæs holdt sig et Sekund, saa lo Skuespilleren med og sagde:

- For ikke at staa som en Løgner over for en høj Embedsmand i Republikken løb jeg hen til den Dame og gav hende Bogen, bad hende om at læse den og modvirke Gratarols og den giftige Hugorms, Teodora Riccis Rænker.

Carlo Gozzi tog Sacchi i en Kjoleknap, nærmede sit Ansigt til hans og sagde:

- Intet har en større Forplantningsevne end Løgn. Den ene avler den anden.

- Det er en dyb Sandhed, Hr. Greve.

- Ja, og som I skulde lægge i Truffaldinos Mund, naar I selv næste Gang spiller ham. Nu forstaar jeg, hvordan I har faaet mit Manuskript. I har faaet det af den samme Dame, som I nu har leveret det til, thi det er ikke Løgn. I har vidst, at hun var opbragt paa Gratarol, I er skinsyg paa ham og arrig paa Ricci; det er jer, der har lavet det hele ud af mit uskyldige Drama, som aldrig har indeholdt den fjerneste personlige Satire. I ser, at jeg kan pille hele jeres Løgnevæv i Stykker; det nytter ikke, at I finder paa nye Lapper til at bøde paa den med.

Den gamle kneb Øjnene til, foldede Hænderne over Maven og sagde:

- Lad gaa! Hvorfor skulde jeg hykle for min Velgører, som i saa mange Aar har kendt mig saa godt og ikke har skammet sig ved Bekendtskabet. Hr. Greven vilde vel have gjort det, hvis jeg havde været værre end de fleste andre Mennesker.

79

- I kan have nogen Ret, Sacchi, svarede Carlo Gozzi med et let Suk. Men I forstaar, at mit Navn ikke maa slæbes gennem den venezianske Sladders Kloak. Jeg vilde ikke have Ord for at sætte respektable Folk paa Scenen. I lystrer straks Signore Agazis Ordre, og saa opsættes Stykkets Opførelse, til Don Adones Rolle er gjort om.

Der skinnede noget frejdigt eller trodsigt i Sacchis matte Øjne. Han sagde:

- Undskyld, Hr. Greve! Lad os en Gang tale fuldt ud Sandhed med hinanden! De hader den sminkede Abekat fuldt saa vel som jeg. Er alle Deres Omsvøb og Delikatesser og Tvivl egentlig sande i Deres Hjerte? Hvorfor ikke gøre Front mod dem, som gør os ondt? Hvorfor skal man lade sig spytte i Øjnene af de rige og fornemme Slyngler?

Carlo Gozzi betragtede Sacchi længe og tav. Derpaa forlod han ham med disse Ord:

- I véd, at Komedianter nu en Gang ikke kan gøre mig vred; ellers vilde mit Svar være: Pak jer!

Sacchi bukkede. Da Carlo Gozzi var et Stykke borte, sagde han:

- Det var en "heroisk" Udgangsreplik. Men jeg kender Hr. Greven. Han vil gerne gøre Gratarol alt ondt i Verden, gør det ogsaa til sidst, men først maa han føre en lang Passiar med sine heroisk-adelige Fornemmelser. Vi mødes dog til sidst i den "samme Æter", Deres Højvelbaarenhed; skønt De forleden vilde bilde mig ind, at Deres og mine Lunger ikke var ens skabte. Truffaldino har dog altid Ret over for den Ridder, han parodiercr. Narren har hjemme paa Jorden, Helten i Luften.

Carlo Gozzi havde faaet stærk Uro i Rlodet. Maaske havde den gamle Cyniker Ret i, at Vreden og Hævnlysten laa dybest forborgent i hans Sind, men nu skulde det onde og genstridige Kød dødes. Komedien maatte standses. Paa Vejen hjemad gik Carlo Gozzi ind i Kirken San Cassiano, hvor hans Forfædre havde deres Gravsteder. Han knælede længe foran et lille Sidealter. Da han havde endt sin Andagt, saa' han sig om. Skulde en Bekendt have set ham og trukket paa Smilebaandet? Men Kirken var tom, det lille Martyrium: at udsætte sig for dannede Menneskers Satire faldt ikke denne Gang i Carlo Gozzis Lod.

Venezia var i to Dage udelukkende beskæftiget med at snakke om Carlo Gozzis nye Drama. Hvor Forfatteren viste sig paa offentlige Steder, hviskedes Navnene: "Pulver mod Skinsyge" - Gratarol, Ricci. Og Satiren skulde ikke alene gælde Gratarol, 80 adskillige unge, udsvævende Patriciere skulde faa deres Part ogsaa; ja endog bekendte Damer skulde være skildrede. Om Aftenen surrede de samme Navne evindelig over "la Piazza". Passiarende Grupper begyndte at diskutere Sagen med dæmpet Røst. Efterhaanden sluttede flere Personer sig til. Stemmerne steg i hurtigt crescendo og voksede til Brøl. De disputerendes Fagter blev livligere og livligere, til sidst holdt man de knyttede Hænder op mod hinandens Øjne. Gigolotti, den pjaltede Fortolker af Ariost og Tasso, improviserede nede ved Havnen en hel rimet Fortælling om Gratarol, Ricci og Carlo Gozzi.

Den sidste var virkelig forpint. En af hans Grundsætninger var jo at være ensom og sky Berømmelsen og Ryet. Og dog havde han altid glædet sig som et Barn, naar et Stykke af ham havde fyldt Teatret og vakt Jubel og Bifald. En anden af hans Grundsætninger var, at Teaterfolk til Hobe var noget Pak, og dog havde han i en Snes Aar bestandig søgt dem. Han paastod for sig selv, at Teodora Ricci aldrig havde været andet for ham end en Genstand for hans humoristisk-psykologiske Eksperimenter, som et Kadaver for en Læges Undersøgelser, og dog følte han stikkende Smerte i sit Indre ved Tanken om hende. Han paastod for sig selv, at Pietro Antonio Gratarol var ham det ligegyldigste Individ af Verden, og dog saa' han hen til Skabet, hvor den gamle Tyrepidsk hang, naar Senatssekretærens Person randt ham i Hu.

Han gentog Bønnen ved det lille Alter i San Gassiano, lige ud for sine Aners Gravmæler, fire Gange i de to Dage. Han vidste ikke ret, hvad han bad om; Suk steg op fra hans Bryst, men ingen Ord formede sig ud af dem. Hvad skulde han desuden bede om? Han vilde jo ikke gøre nogen Fortræd; der var jo intet Had i hans Hjerte. Og et Øjeblik efter at have erklæret dette for sig selv, stampede han mod Fliserne og sagde:

- Jeg er en lige saa stor Æsel som den gamle Sacchi.

Han raabte endog disse Ord højt i sin Stue et Kvarter efter, at han havde følt sig smigret ved, at Senatoren Paoli Balbi, som havde mødt ham i Dogepaladsets Gaard, havde klappet ham paa Skulderen og hvisket ham i Øret:

- Bravo, bravo, Gozzi! I gør vel. Sørg blot for, at der ikke bliver Slagsmaal i San Samueleteatret!

Det var et Stykke op paa Tredjedagen efter den anførte Samtale. Carlo Gozzi vidste, at Sacchis Hænder holdt fast paa Dramaet som Djævlens Klør paa en Sjæl i Helvede.

81

Han gik til Sekretær-Notar og Revisor Francesco Agazi efter skriftlig at have underrettet ham om Grunden til sit Besøg. Den magre, krumnæsede og glat barberede aldrende Herre udtalte i Lapidarstil følgende Orakel fra sin Lænestol:

- De har givet en Komedie, betitlet "Pulver mod Skinsyge", til Komediedirektør Sacchis Trup.

Komedien er bleven læst, undersøgt og tilladt at opføres paa Scenen af den Magistratur, som jeg tjener. Den skal altsaa opføres. De har aldeles ingen Raadighed over den mere. De erindrer altsaa ikke at modsætte Dem, men endog paaskynde Opførelsen. Venezias Øvrigheder tager aldrig fejl.

- Men Deres Excellence véd vel, at Senatets Sekretær har beklaget sig i manges Nærværelse over, at . . .

- De vil se, svarede Agazi, ti à tolv Vers mærkede af mig med Blyant i 3dje Akts 12te Scene i Deres Komedie nu ved den anden Revision, som jeg beordrede Sacchi til at lade foretage. Dem maa Skuespillerne ikke sige. De indeholder virkelig de skadelige Lærdomme, som bliver prædikede i Gratarols Omgangskreds og desværre af mange i vore Dage. De kan da forstaa, at jeg har undersøgt Komedien med Strenghed, og at Venezias Øvrigheder ikke kan tage fejl.

- Deres Excellence, sagde Gozzi; jeg har ikke tænkt paa bestemte Personer, og Replikkerne maa opfattes ironisk. Tilskuerne skal le ad de fordærvelige Grundsætninger.

- Det er ingenlunde undgaaet min Opmærksomhed, svarede Øvrighedspersonen og skød sine Bryn i Vejret, men Magistraturen mod Gudsbespottelser kender vor Befolkning. Den kan ikke skelne en ironisk Kritik fra selve det sagtes materielle Indhold. Komedien skal gaa, som den nu fra mig er sendt til Sacchi. Jeg bryder mig ikke om, hvad visse højstaaende Herrer siger; de Herrer kan passe, hvad der ligger inden for deres Jurisdiktion. Jeg gentager min Ordre: Komedien spilles, som den nu er rettet, og min alvorlige Erklæring, at Venezias Øvrigheder aldrig tager fejl. Gaa med Gud, Grev Gozzi!

Han vinkede til Afsked ad Carlo Gozzi, saa det sorte vide Fløjlsærme viftede som en Fane.

Carlo Gozzi gik igen ind i Kirken San Cassiano, da han kom forbi den, og bad ved det samme Alter som sidst.

Næste Morgen kom Sacchi til ham. Den gamle sagde:

- Hr. Greve, Ricci er utaalelig. Ved Prøverne paa Deres Stykke skælder hun alle Venezias Patriciere og Patricierinder ud, 82 sparker, slaar og kniber sine Kammerater og spytter ad mig, naar jeg vil tale hende til Rette. Hr. Gratarol har været hos sin Onkel Excellencen Contarini, og han har gennem en anden Neveu, Patricieren Rafaelle Todeschini, ladet mig anmode om at opsætte Deres Stykkes Opførelse til næste Sæson. Saa er jo la Ricci rejst til Paris og Gratarol til Napoli, saa vil ingen kunne se andet i Don Adones Rolle end en almindelig Satire. Jeg blev helt glad ved at kunne imødekomme Hr. Grevens Ønske.

- Tak, Sacchi! svarede Carlo Gozzi og drog et Befrielsens Suk.

- Jeg har underrettet mit Kompagni om Stykkets Udsættelse.

- Kan jeg stole paa det, Sacchi?

- Ja-a-. I Karnevalstiden bliver Teatret jo mest besøgt af Smaafolk, og for dem er Deres Drama for fint. Det er bedre at tage nogle af Deres gamle Eventyrkomedier, de vil give mere i Kassen. Tror Greven mig saa?

- Jo, saa tror jeg jer, Sacchi.

Da den gamle sad i Gondolen i Rio Santa Maria Mater Domini, grinede han op mod Palazzo Gozzi og mumlede:

Jeg tror, Horats siger et Sted: Credat Judæas Apella.

Næste Dag kom Sacchi igen og berettede, at Gratarol ved at løbe til alle Øvrigheder og fordre Forbud nedlagt mod Stykket havde opbragt sine mange mægtig Fjender, og at han - Sacchi - havde faaet et Brev fra Signore Agazi, der paabød Stykkets snare Opførelse.

Blev Carlo Gozzi glad eller bedrøvet? Han havde nær sagt: Guds Vilje ske! men det syntes ham, som om han greb sig selv i Hykleri. Han trak da paa Skuldrene og sagde:

- Man maa lyde Øvrigheden. Og til sig selv sagde han, da Sacchi var gaaet:

- Kun paa min Skriftefaders Befaling vilde jeg tilgive den, der paastod, at jeg har haft nogen Hævntanke mod Don Adone!

Pra Palazzo Gozzi sejlede Sacchi til Palazzo Tron. Procuratessaen var ikke visibel, men Schweizeren leverede Komikeren en forseglet Seddel, hvori der stod:

- Vitalba skal spille Don Adone. Det vil virke stærkest. Sacchi gned sine Hænder og mumlede:

- Den Ordre lystrer jeg gerne. Vitalba kan komme til at ligne Originalen. Skandalen og Tilløbet bliver storartede.

Han slog paa sin Lomme, som om han forud vilde nyde i Fantasien de raslende Zecchiners Klang. Han mødte Signore 83 Agazi paa Trappen. Magistratspersonen hilste ham med fornem Høflighed, som om han ikke kendte ham.

Sacchi saa' sig om efter ham, efterabede hans Hilsen og sagde, parodierende Carlo Gozzis Stemme:

- Nu staar alt i Guds Haand.

XI.

Den skæbnesvangre Aften, der var bestemt til Stykkets Opførelse, nærmede sig. Carlo Gozzi gik som sædvanlig, naar hans Sind var bevæget, lange Ture til afsides Steder. Han paastod, at sligt var et ypperligt Middel mod Hjertebanken.

Kirken San Cassianos Halvdæmring, Venezias blinkende Foraarsglans, Teatrets funklende Lysmasser afsatte vekslende Stemninger i Digterens Sind paa disse Ture. Anernes Glans var dæmpet som Dagen i San Cassiano, Nutiden stod klar og kølig som Vaaren over Vand og Land; i Teatrets gule Flammer dirrede Fremtidsryet, Udødelighedsglorien.

Dagen kom. Carlo Gozzi læste Plakaten paa Broernes Rækværk:

San Samueleteatret. "Pulver mod Skinsyge", Drama i tre Akter efter Tirso de Molina af Grev Carlo Gozzi.

Aftenen kom. Carlo Gozzi var som sædvanlig gaaet ind i sin Stanzino, tog nogle Advokatindlæg til en af sine Processer op af sin Lomme og svor for sig selv ganske sagte, at han ikke vilde gaa ind i sin Loge i tredje Etage, før han havde læst disse Dokumenter igennem.

Da naar en ganske forfærdelig Larm hans Øre. Fra Salen brusede den ind over Scenen, helt ind i det afsides Rum. Han kunde skelne Trampen, Hyl og Piben; højrøstet udtalte korte Ord brød ind midt imellem. Carlo Gozzi kunde slutte sig til, at det var Skældsord. Han ilede ned paa Scenen. Der stod Sacchi bag Tæppet, omringet af Personalet i Kostume. Alle talte i Munden paa hinanden, Sacchi bandte, og Riccis Mand, den eneste civilklædte, skælvede under Sacchis Haand, der havde grebet ham i Skuldrene som en Klo.

- Hun sender Bud nu - i dette Øjeblik, raabte Sacchi, 84 at hun har forstuvet sin Fod og ikke kan spille i de første Uger.

- Ja, hun faldt paa Trappen, ligesom hun vilde tage til Teatret . . . jeg sværger ved min Ære . . .

- Som hverken Du eller hun har! raabte Direktøren. Vil Du øjeblikkelig fortælle Publikum Løgnen for aabent Tæppe, for ingen af os skøtter om at faa raadne Appelsiner i Hovedet.

- Jeg - jeg - men jeg er jo ikke Kunstner . . . det vil sige . . . jeg er ikke Skuespiller.

Den ulykkelige gjorde Forsøg paa at undløbe, men Andriana Sacchi Zannoni fangede ham i Kulissen.

- Op med Tæppet, op med Tæppet! brøledes der ude fra Salen, og forfærdelige Skrig og Larm af al optænkelig Art syntes at maatte sprænge Husets Mure.

Sacchi lod Scenen rydde og lod sin haandfaste Broderdatter støde den stakkels Giovanni Ricci ind paa Scenen.

En Latter, som en Kanonsalve hilste ham. Han var til Mode, som en fordømt Sjæl maa være det, naar den første Gang mødes med Helvedes Uhyrer. Alle disse Ansigter med de sorte, gnistrende Øjne og de brølende Munde tilhørte lige saa mange Djævle. Med bævende Stemme meldte Ricci sin Hustrus Uheld. Det første Svar, han fik, var et tordnende:

- Det er Løgn!

Og nu fulgte en Regn af Appelsinskaller, Agurker, Sellerier og rimeligvis flere Frugter og Grønsager, lige saa mange Kastevaaben, til hvis Skive Publikum udkaarede den ulykkelige Ricci. Han slap nogenlunde uskadt derfra, kun en Gulerodstop blev hængende i hans Paryk, og en Agurk havde sprøjtet ham sine Kerner paa Kinden.

Sacchi vred sine Hænder. Carlo Gozzi skyndte sig at komme ubemærket bort og hjem. Der ventede Carlo Maffei ham. Den lille Mand for ham i Møde og sagde:

- Grev Carlo, saa sandt I har et menneskeligt Hjerte, saa sandt I evangelisk kan tilgive den, der har syndet mod jer, saa und Gratarol en Samtale i Morgen tidlig i jert Hus . . . i min Nærværelse . . . men for Guds Skyld, den største Tavshed!

Carlo Gozzi saa' stift paa Maffei, tav en Stund, smilede ganske let og sagde:

- Hr. Gratarol har ikke syndet mod mig, det jeg véd. Hvem I fører ind i mit Hus, Hr. Carlo, er velkommen. Min Tavshed véd I, at l kan stole paa.

85

Carlo Gozzi gik længe ene op og ned i sit Værelse og forberedte sig paa det underlige Besøg. Forventningen om det satte ham i en stærk Spænding. Hvor kunde det dog falde den indbildske Blære, Gratarol, ind at ydmyge sig saaledes?

Tidlig, længe inden Visittid meldte Tjeneren Hr. Carlo Maffei og en "Herre i Maske". Gozzi skyndte sig med at fuldende sin Paaklædning. Maffei og den maskerede sad i hans Arbejdsværelse. Tjeneren stod og ventede, om hans Herre skulde befale noget, men fjernede sig, da Greven straks ved sin Indtrædelse rystede paa Hovedet.

- Er vi ene? spurgte Masken i en noget melodramatisk Tone, spejdede gennem Øjenhullerne om i Værelset, demaskerede sig, og Pietro Antonio Gratarol rejste sig fra Stolen og bukkede dybt for Carlo Gozzi, der hilste og pegede paa en Lænestol til hver af Gæsterne. Maffei lød Opfordringen, men Gratarol gik bag ved den ene Stol, lagde den ene Haand paa dens Ryg, stak den anden ind under Vesten og rømmede sig. Han har studeret sin Rolle, tænkte Carlo Gozzi.

Ja, det var et Foredrag, bygget efter Reglerne for forensisk Veltalenhed: Cicero var ikke ubenyttet, Thomas var meget benyttet; Rousseauske Stænk gav den timelange Tale en følelsesfuld Tinte af og til. Carlo Gozzis Ansigt var som en Voksmaske. Carlo Maffei raabte Bravo et Par Gange af litterær Beundring for Gratarols Veltalenhed, men, da han opdagede Sarkasmen i et Blik, som Husets Vært sendte ham, nøjedes han med at nikke til Gratarol i Smug, naar en veldrejet Frase kom, og han saa' sig i Ly for Carlo Gozzis spotske Blik. Under Talen blev Gratarols Kinder feberhede, saa Garlo Gozzi saa' sig om i Værelset efter den Røg, som en saadan Hede lod vente.

Senatssekretæren begyndte at vægre sig imod, at han var kommen som en bedende til Digteren; han kom med en Fordring. Hans Raisonnement, paastod han, var saa tæt logisk sammenkædet, Ring til Ring, at hans Foredrag ingen Afbrydelse taalte.

Carlo Gozzi nikkede og kvalte en Gaben.

Gratarol erklærede derpaa, at han ikke vilde undersøge, om det Stykke, der var bestemt til Opførelse i Sacchis Trup, indeholdt en personlig Satire mod ham i Don Adones Person. Men alle paastod det, saa det blev faktisk det samme. Han omtalte saa sin fornemme Fødsel, den glimrende Opdragelse, han havde faaet i Frankrig, sin Fædrenearv, sin hurtige Stigning paa 86 Embedsbanen; saa han nu var naaet til Gesandtskabsposten hos hans neapolitanske Majestæt.

Men nu var han, den af alle beundrede, bleven Skive for Pøbelens offentlige og en Haandfuld misundelige Patricieres hemmelige Spot. Disse Patriciere var ophidsede af en lunefuld, herskesyg og skinsyg Dame, der forgæves havde forsøgt sine falmede Yndigheders Magt paa ham. Men han kunde virkelig ikke være alle venezianske Damers Elsker. Enhver vidste jo, hvor efterstræbt han var. Samme Dame havde ladet udbrede Rygtet om, at nu skulde Gratarol fremstilles paa Scenen, og nu - fortsatte han -

- Hør, Hr. Greve! Togaklædt skred jeg i Gaar over la Piazza til Dogepaladset, alvorsfuld, som jeg er, naar jeg optræder med mit mægtige Embedes Insignier, ja lige saa alvorsfuld, som jeg er spøgefuld i fordomsfrit Samkvem med de skønne, der belejrer mit Hjerte. Pøbelagtige Fjæs grinede med djævelsk Glæde gennem Butikkers og Trattoriers Døre, smudsige Personer flokkede sig sammen paa Torvet, lo højt og pegede Fingre ad Sekretæren, der skulde paa Bræderne i San Samueleteatret.

Da havde han søgt Republikkens ypperste for at fordre deres Beskyttelse mod en saadan Forhaanelse og udvirke et Forbud mod Komediens Opførelse. Men en hemmelig Magt, en ond Fe, en aldrende Alcina havde forseglet deres Døre med sin Tryllestav. For ham, Senatets Sekretær, var alle Republikkens Magnaters Døre lukkede.

- Nu fordrer jeg Retfærdighed hos Stykkets geniale Forfatter, hvis Religion maa indgyde ham samme Humanitet, som min Filosofi altid har indgydt mig. Grev Carlo Gozzi ene kan og bør standse dette Stykkes Opførelse.

Carlo Gozzi svarede høfligt og lidenskabsløst:

- Hr. Senatssekretæren maa bedre end jeg kende Venezias Love og dets Øvrigheders Myndighed. Stykket er ikke mere mit, efter at det er leveret til Sacchi og censureret af Magistraten mod Gudsbespottelse. De maa ligeledes vide, at Teatrets Ejer Patricieren Vendramin maa give sin Tilladelse til Stykkets Standsning. Jeg troede endelig, at Hr. Senatssekretæren kendte Sacchi tilstrækkelig til at vide, at han ikke slipper et Stykke, der giver ham Haab om en stor Fortjeneste. At jeg ikke har villet fremstille Dem paa Scenen, er en Sag, som vi ikke kan 87 forhandle; at forudsætte en saadan Mulighed vilde være en Fornærmelse mod den Mand, under hvis Tag De befinder Dem.

- Jeg taler naturligvis kun om, hvad Rygtet siger, bemærkede Gratarol med lidt dirrende Røst.

- En Mand med de Egenskaber, som Hr. Senatssekretæren nylig tilkendte Dem selv, og jeg har ingen Grund til at tro, at De har overvurderet Dem, en saadan Mand maa jo være højt hævet over Pøbelsnak.

Gratarols blanke Øjne gnistrede. Han klemte begge Hænder fast om Stoleryggen. Han sagde langsomt, idet han fremstødte hvert Ord med Vanskelighed.

- Men det gode Publikum betragter ogsaa, naturligvis med Urette, Dem, Hr. Greve, som min Avindsmand. Sæt, at det fattede Medlidenhed med mig og vendte det Had mod Dem og gjorde Dem forhadt i Deres Fødestad?

Maffei blegnede og bed sig i Knoerne, men beroligedes, da Gozzis Ansigt bestandig holdt sig ubevægeligt. Grev Gozzi sagde:

- Hverken det gode eller det slette Publikum har yndet mig synderlig.

- Aa, kære Grev Carlo, sagde Maffei, hvad siger I dog der?

- Ja, ja . . . lad det nu være godt, Hr. Carlo Maffei, svarede Gozzi smilende. Men Hr. Gratarol vil maaske indrømme, at, hvis Komedien standses, vil "det gode Publikums" Mening snarere vende sig imod mig og tage Standsningen for et Bevis paa, at jeg selv erkendte at have skrevet personlig Satire mod Dem.

Gratarol aabnede pludselig sine Arme mod Gozzi og raabte:

- Jeg, jeg skal forkynde med Trompetstød over hele Byen, at Komediens Standsning er en Frugt af Deres ædle Hjerte og fine Følelse.

Grev Gozzi bukkede meget dybt. Et Øjeblik maalte de to Mænd hinanden i Tavshed, medens Carlo Maffeis Øjne urolig gled fra den ene til den anden.

Grev Gozzi sagde:

- Jeg frygter, at en saa myndig Magistratsperson som Hans Excellence Hr. Agazi aldrig tager sin Befaling tilbage.

Den franske Fernis, som laa over Gratarol, slog en Sprække ved dette Navns Nævnelse.

- Hvad Djævlen vil De bryde Dem om den æselsagtige 88 Pedant, den gammeldags Stivstikker, den hykleriske Cavaliere servente hos gamle fede Patricierinder -?

- Undskyld, Hr. Pietro Antonio Gratarol, jeg ærer og agter den Mand, som min Fyrste og mit Lands Regering har betroet et saadant Embede . . . under mit Tag siger man ikke sligt.

- Men, hvor gider De, Grev Gozzi, tage saadan overgemt Frase i Deres Mund? Det er dog baade Dem og mig uværdigt at sige sligt Pjank.

Maffei greb Gratarol i Armen og tyssede paa ham som paa en uartig Dreng. Senatssekretærens underlige runde og tyklæbede Barnemund stod i Skum. Han rev sig løs og skreg:

- Lad Agazi beholde sin fede Procuratessa!

- Hr. Pietro Antonio! Hr. Pietro Antonio! De nedriver alt, hvad De har opbygget, jamrede Maffei.

- Nej, kære Ven! Hr. Gratarol har ikke opbygget noget, kan følgelig heller ikke rive noget ned, sagde Gozzi smilende. Jeg skal i Morgen sætte mig i Bevægelse og se, om jeg kan faa Stykket henlagt til næste Sæson, naar Hr. Gratarol er i Napoli, Ricci i Paris, og al Snak er glemt.

- Ja, men i Morgen Aften skal Stykket spilles, sagde Maffei.

- Saa -aa? La Ricci har jo anmeldt en længere Upasselighed. Hun har jo forstuvet sin Fod, sagde Carlo Gozzi uden ganske at kunne holde et sardonisk Smil tilbage.

Gratarol løb op og ned ad Gulvet, knyttede Hænderne i Luften og kunde ikke komme til Orde. Maffei tog Carlo Gozzi hen i Vinduesfordybningen og sagde hurtig og hviskende:

- Det er blevet forkyndt Ricci fra Statsinkvisitorerne, at, hvis hun ikke møder i Morgen Aften og spiller, bliver hun hentet af en Betjent.

Gozzi studsede. Maffei vedblev endnu sagtere:

- Jeg véd det ganske, ganske bestemt.

- Fra Procuratessaen ? spurgte Gozzi.

- Pst, pst . . . for Guds Skyld, Grev Carlo . . . nej, det er ikke fra hende, at jeg véd det . . . Det er fra . . . det er fra Sacchi.

- Naa-aa? Ja saa er det ikke sandt.

- Jo, det er sandt, for jeg véd det ogsaa fra . . . ja jeg tør ikke sige det, tilgiv mig!

- Jeg véd, hvad De Herrer talte om, sagde Gratarol.

89

Forgæves har jeg protesteret mod dette Tyranni og den Brutalitet mod en Kvinde.

- Det skulde De ikke have gjort, sagde Gozzi koldt. Skuespillerinder kan kun regeres tyrannisk, med Hundepisken for Eksempel. Det er vilde Dyr. De skulde sørget for, at la Ricci ikke faldt paa Trappen, Hr. Senatssekretær.

Gratarol nærmede sig tæt op til Greven og sagde med vild Patos, som Gozzi ikke fandt aldeles lavet:

- Hvis denne Komedie bliver spillet i Morgen Aften, bryder jeg mig ikke mere om mit Liv. Jeg gentager: saa bryder jeg mig ikke mere om mit Liv; - og De skal faa det at se.

- Pjalt! sagde Carlo Gozzi til sig selv. Til Gratarol sagde han med halv foragtelig Medlidenhed:

- Jeg skal gøre alt, hvad der staar i min Magt for at hindre Opførelsen. Mere kan og vil jeg ikke love.

- De kan og bør forhindre den, raabte Gratarol, i hvem Gozzis sidste Tonefald havde faaet Vreden til atter at blusse op.

- Der kan strides meget om begge Deres Paastande, vel mest om den første.

Han bukkede, Gratarol ilede hen imod ham og kyssede ham paa begge Kinder. Carlo Gozzi maatte af Høflighed besvare denne italienske Venneafskedshilsen.

- Og jeg, som havde ventet en interessant Turnering mellem de to talentfuldeste Repræsentanter for de største aandelige Modsætninger her i Venezia! sukkede Carlo Maffei indvendig, da han og Gratarol gik ned ad Trappen.

XII.

Carlo Gozzi vilde skure sin Samvittighed saa blank, at han ved det næste Skriftemaal i San Cassiano kunde udfolde den helt for Skriftefaderens Øjne, uden at denne skulde formaa at finde ringeste Plet eller Lyde paa dens skinnende Marmorbund.

Først skrev han til Excellencen Vendramin om at befale sin Teater forpagter*) at opsætte Opførelsen af "Pulver mod * 90 Skinsyge" paa Grund af de Skandaler, det vilde afstedkomme i Kraft af det dumme Rygte om, at Don Adone skulde være en Satire paa Senatssekretæren. Tjeneren havde Ordre til at vente paa Excellencen, hvis han ikke traf ham, og straks medbringe hans Svar.

Han traf ham ikke. Men Carlo Gozzis Tjener var ikke dum, og ved at klæbe Øret til Nøglehullet, naar hans Herre var i Besøg, ved lange Passiarer med Signora Riccis gamle Paola, Gasparo Gozzis og adskillige Patricieres Tjenere var han naaet til en Kundskab om Personer og Forhold i Venezia, som var al Ære værd. Trøstig begav han sig til Palazzo Tron. Patricieren Vendramin var der virkelig, og Brevet fra Gozzi blev ham overleveret. Tjeneren modtog efter et Kvarters Forløb det lakoniske Svar fra Excellencen:

Velbaarne Hr. Greve Carlo Gozzi.
Hverken De eller jeg kan eller bør modsætte os Øvrighedens hellige Bud. De forlanger Umuligheder. Venezias Øvrigheder tager aldrig fejl. Jeg hilser Dem i al Venskabelighed.
N. H. V. *) Andrea Vendramini.

Carlo Gozzis næste Skridt var at søge Sacchi. Han var ikke hjemme, men til Middag hos Patricieren Lini. Carlo Gozzi lod ham kalde ud fra Spisesalen. iDen gamle svor, at netop i Morgen Aften turde han ikke standse Forestillingen for nogen Pris; men, hvis Greven vilde love ham et nyt Drama til næste Sæson, skulde "Pulver mod Skinsyge" kun gaa denne ene Gang. Patricieren Giuseppe Lini hævede sit Glas, og han og hans Selskab raabte i Kor:

- Det skal gaa mindst ti Gange til Fryd for hele Venezia? Leve dets Digter!

Gozzi maatte drikke og takke, enten han vilde eller ej. Med Nød værgede han sig mod at blive og deltage i det lystige Maaltid.

Han sejlede hjem for at spise; men, da han læste Vendramins Billet og hørte af Tjeneren, hvor han havde truffet Excellencen Vendramin, gav han sig ikke Tid til noget, men ilede til Fods til Palazzo Tron. Prucuratessaen var taget ud i Gondol med Sekretær-Notar-Revisor Francesco Agazi og nogle andre * 91 Herrer og kom først sent hjem. Carlo Gozzi hendrev nogle sene Eftermiddagstimer i en Kafé og sejlede Kl. 1½ (dvs. 9½) om Aftenen hinsides Rialtobroen for at træffe Damen.

Mange Lys, Summen af Passiar, larmende Skoggerlatter! Ud fra Salen lød en bekendt Røst og bekendte Ord. Røsten var Skuespilleren Luigi Benedettis, Ordene var Carlo Gozzis egne i hans nye Drama. Den smukke Romer fra Sacchis Trup sad ved Husfruens Side og læste Stykket op for en munter Kreds af Damer, Senatorer og Litterater, der jublede og klappede hvert Øjeblik.

Carlo Gozzis Hjerte bankede. Han rettede sig under Klapsalverne som en gammel Stridshingst under Trompetfanfarens Gjald. Han stod længe i Forværelset og lyttede. Renedetti var midt i en Scene, hvor Lapsen Don Adone har en af sine længste Replikker. Men hverken hans Røst eller hele Manér at tage Rollen paa mindede om Gratarols Person. Var det hele dog ikke latterligt? Rurde Carlo Gozzi gribe mere ind.

Jo, bestemt jo! Carlo Gozzi løftede Rrystet og aandede dybt. Han naaede at faa Ærgerrigheden efter at fremlægge den blanke Marmorsamvittighed i Skriftestolen i San Cassiano til at besejre Ærgerrigheden efter det rungende Bifald under Teatersalens straalende Lampetter. Han bad en Tjener ansøge Procuratessaen om en Samtale under fire Øjne. Et Øjeblik efter blev Kandelabrerne tændte i det Værelse, hvori Carlo Gozzi var. Damen kom ind i et pragtfuldt Toilette med et tredobbelt Perlebaand om den blændende Hals; Fløjlet i Dragten slæbte kælent hen ad Gulvet, Silken smaakvidrede koket; Haaret lyste som Guld, og Øjnene blinkede over de sortsminkede underste Øjenlaage med mangfoldiggjort Glans. I hurtig Gang ilede hun mod Carlo Gozzi, greb ham" om Haandleddene, saa han baade mærkede de bløde buttede Hænders Varme og Ringenes isnende Kulde paa sin Hud. Hun slap med den ene Haand for med den anden at trække ham hen til en Kanapé. Hun satte sig ved Siden af ham og sagde:

Min kære Onkel Bjørn! Hvad bringer jer ud af jer Hule? Fy, at I aldrig betræder mine Stuer og ikke søger at bøde paa Savnet af min egen Papa, jer Broder, der til vor Stads Sorg begraver sig i Padova! Asketiske Eremit, strenge Trappist Fra Carlo, hvad skylder jeg Æren af eders Besøg og denne højtidsfulde Tete å tete, som I forlanger?

92

Carlo Gozzi fortalte sit Ærinde og berettede Vendramins Svar paa hans Brev. Damen lo og sagde:

- Jeg har dikteret Vendramin Svaret.

- Men jeg bønfalder Deres Excellence, sagde Carlo Gozzi, om at anvende al Deres Indflydelse for min Samvittigheds Skyld, hvis ikke Medlidenheden med en anden ulykkelig . . .

Damen afbrød ham med en ny, denne Gang haanlig Latter og sagde:

- Jeg priser eders gode Hjerte, Grev Carlo, men I er og bliver dog en morsom Spøgelseseer ved højlys Dag. I siger, at jeg har et følsomt Hjerte; men, Cristo santissimo! her er ingen Grund til Følsomhed. I kender ikke alle de Dumheder og Lumpenheder, som Gratarol har gjort, og jeg tør ikke sige jer dem. I Morgen bliver Ricci hentet af en Betjent hos Chefen for Finansraadet, hvis hun endnu vover at lade sig besnakke af sin lumpne Elsker. Tror I ikke mig, saa vil de her tilstedeværende Senatorer bevidne, at alt, hvad I gør i denne Sag, er spildt Umage. Stykket skal gaa i Morgen Aften; det sværger jeg jer ved det hellige Sakrament.

Rødmen havde gydt sig over Procuratessaens Hals og Bryst, og hendes Øjne var bleven onde. Men det varede kun et Sekund, saa lo hun atter og sagde med Stemmens kælneste Tone, idet hun bød ham sin bedaarende Haand til Kys:

- Vær nu ikke Bjørn i Aften, Onkel! Kom ind i mit Selskab. I har en Ven, som I nylig har erhvervet jer ved jeres skønne Tænkemaade. Det er Hr. Francesco Agazi af Magistraturen mod Gudsbespottelser. Kom!

Hun trak ham ind i en Salon. Han sad vel en halv Time i Salen, adspredt og pinlig til Mode. Den ene Senator efter den anden trykkede ham i Haanden og ledsagede Haandtrykket med Komplimenter for hans Virken for den konservative Sag i Venezia. Agazi gav ham et tavst, men varmt Haandtryk. Kun Skuespilleren Benedetti lod, som han ikke saa' ham, og benyttede den første gunstige Lejlighed til at liste sig bort.

- Saa ske da, hvad Himlen vil! sagde Garlo Gozzi, da han kom hjem.

Hvorfor syntes han at opdage Pletter paa sin blanke Samvittighed, og hvorfor glædede han sig ikke længere til et Skriftemaal i San Cassiano? Han havde gjort, hvad han kunde, for at hindre Komediens Opførelse, men . . . han kunde have ladet være at skrive Don Adones Rolle. Han turde vel erklære 93 offentlig, at han ikke havde tænkt paa Gratarol, erklærede det ogsaa højtidelig for sig selv, men der var et mørkt Punkt i hans Indre, hvorhen Erklæringen ikke naaede, en lukket Port, som den slog imod, dumpt, uden genlydende Klang.

Carlo Gozzi laa endnu i Sengen højt op ad den næste Formiddag, træt og udaset, som han var efter Gaarsdagens Anstrengelser og Sindsbevægelser. Paa Sengen maatte han modtage Besøg af Patricieren Paolo Balbi, Medlem af Fyrretyvemandsraadet. Den lille, tykke, gemytlige og højtalende Senator var en ultrakonservativ. Han for ind i Soveværelset, greb om Hovedet paa den parykløse, skallede Digter og kyssede ham paa Kinderne.

- Bravo, bravissimo, Gozzi! I er en prægtig Mand, I Aften slaar I et Slag for den gode Sag!

Carlo Gozzi sukkede og sagde:

- Gratarol vil tro, at jeg har givet ham et Judaskys.

Patricieren Paolo Balbi vred Mund og sagde:

- Fy, har I kysset ham? Saa fortryder jeg næsten, at jeg har kysset jer.

- Stakkels Fyr! mumlede Gozzi. Han er allerede straffet mere end nok.

- Han kan aldrig straffes nok, Grev Gozzi. . . . Men, saa sandt Madonna lever, tror jeg, I græder . . . Staa nu op, bliv hos mig i Dag, saa følges vi ad til San Samuele i Aften.

Carlo Gozzi stod og vadskede sine Hænder, da hans Tjener meldte, at en fremmed Tjener var der med et Brev, som skulde overleveres i Grevens egne Hænder.

- Lad ham komme! svarede Husherren og slog en Slaabrok om sig.

En meget skrammereret og friseret Lakaj kom ind og overrakte Carlo Gozzi Brevet, hvori der stod følgende:

- Hr. Greve! Den Forhandling, der i Gaar fandt Sted i eders Hus, sammenholdt med Teaterplakaten fra San Samuele, giver Hovedtaleren fra samme Forhandling Ret til at sige eder, at han aldrig i sit Liv har kendt en større Hykler og Bedrager end eder, og Plakaten raaber ham i Møde, at I er en slet Adelsmand og en Løgner.

Fortsæt kun at mætte en gammel, lidenskabelig og lønlig Elskers skinsyge Hævn! Eders Kærlighedsbedrifter kender jeg i deres fulde Udstrækning. Bliv ved med Maske for Ansigtet at 94 marchere i Spidsen for alle dem, der misunde, hade og forfølge mig. I Dag kan I le; men maaske kan Sagen vende sig og forandre eders uværdig Triumf og Fornærmelsen mod mig til min Triumf og eders Fordærvelse.

28de Februar 1776/77
Pietro Antonio Gratarol.

Carlo Gozzi løftede rolig sit Ansigt fra Brevet og mødte et halvt udvisket Grin i Tjenerens glatte Ansigt. Han sagde i den blideste Tone, han formaaede:

- Jeg har forstaaet. Hils jer Herre!

Han rakte Excellencen Balbi Brevet. Denne skiftede Farve under Læsningen, for hen mod Døren og raabte:

- Vil I ikke, Gozzi, - saa vil jeg besørge den Karl med et Spark ned ad tredive Trappetrin, for at han des hurtigere kan bringe sin Herre den Hilsen, at han er en topmaalt Æsel.

- Det er for sent, Deres Excellence, og jeg tror at have handlet som en Kristen ved at svare, som jeg har gjort.

- Men jeg beholder Brevet.

- Gerne, Eccellenza! Jeg sætter ingen Pris paa det Dokument, svarede Gozzi og lo. Men Tak for eders Indbydelse til i Dag! Saa følges vi ad til San Samuele i Aften.

XIII.

Alle fem Etager i Salen var tæt pakkede fra øverst til nederst. Den almindelige Samtale blandt to Tusinde Mennesker flød sammen i et dumpt drønende Bulder.

I en af de første Etages bredeste Loger sad Procuratessaen Caterina Dolfin Tron, omgiven af en Stab ældre og yngre Kavalerer. Hun saa' ud over Teatret som over et Omraade, hun beherskede som Dronning. Haanden bevægede sig spillende paa Logeranden, som om den rørte hemmelige Strenge, der spændte sig fra hendes Plads til hinsides det nedrullede Tæppe. Der var en ond Triumf i hendes Øje. Hendes trodsige, fyldige Skønhed mindede om en romersk Kejserinde, der forud nyder Glæden af med nedvendt Tommelfinger at give Signal til at bibringe en overvunden Gladiator Naadestødet.

95

I lys lilla, guldbroderet Fløjlsdragt traadte Senatssekretæren Pietro Antonio Gratarol ind i en anden af Beletagens Loger. En velbekendt, men nogenlunde præsentabel Halvverdensdame ledsagede ham. Han saa' muntert leende ud over Forsanilingen, opdagede Procuratessaen og hilste hende meget dybt og med et Smil, der gjorde hans Mund helt vanskabt. Procuratessaen gengældte Hilsenen med en yderst venlig vinkende Haandbevægelse, som var de de bedste Venner af Verden. Procuratessaens Stab af Herrer lo højt. Gratarol sagde til sin Ledsagerske:

- Jeg skal vise den venezianske Kanaille, at jeg er Filosof, at jeg foragter den . . . aa saa dybt!

Og han konverserede hende ivrig, forceret og med stærke Grimacer, slængte sig frem og tilbage paa sit Sæde og gjorde alt for at gøre sig bemærket.

Da Carlo Gozzi sammen med Patricieren Balbi gik op ad Trappen til første Etage, saa' han en smuk trediveaarig Dame foran sig mødes med en fem og tyveaarig ung Herre af Familien Gontarini. Mødet fulgtes af det italienske, jublende "Eh!", og Damen sagde højt:

- Jeg vil dog se min kære Mand paa Bræderne!

Carlo Gozzi sukkede. Patricieren Balbi snappede efter Vejret. Venezias moralske Atmosfære tyngede deres Aandedræt. Det var almindelig bekendt, at samme unge Contarini, Gratarols Fætter, var hans Hustrus Cicisbeo.

Silke og Fløjl, Flor og Gaze livnede Salens Baggrund med skønne og høje Farver, svulmende og flydende Linier. I Smykker af Guld og Ædelstene, i flunkende Broderier og tindrende Pailletter brød Lysflammerne sig mangefold. Som i et Drivhus, hvis Luft er overfyldt af de mest forskelligartede Blomsters Aande, svævede de fineste Essensers Duftbølger højt over Hovedet paa Parterret. Det lugtede slet ikke godt. Det var Drivhusets Muldjordsbund. Der havde Almues- og Smaafolk, Gondolierer og Haandværkere deres Staapladser. Entreen var saare lav, men Indehaverne af disse Pladser kunde heller ikke gøre store Fordringer. Fra Etagerne kastede man Papir og Konfektlevninger ned paa dem; ja af og til maatte Parterret gøre Tjeneste som Spyttebakke for Logernes Publikum. De, der ramtes, bandede snart ved Madonna, snart ved Djævelen, men fandt sig i den gode, gamle, nationale Skik.

Tæppets Opgang gjorde kun en kort Standsning i den almindelige drønende Lyd i Salen. Først, da Teodora Bicci viste 96 sig som Grevinde Leonora i sjette Scene, opstod der en voldsom Kamp mellem Klappere og Pibere. Primadonnaen stod tavs med et overlegent Smil, som om hun ventede paa, at Larmen skulde høre op, men som om det hele var noget, der ikke angik hende.

- En fortrinlig Skuespillerinde er hun, hviskede Carlo Gozzi til Patricieren Balbi; jeg kender hende. Hendes Indre er i dette Øjeblik som Ætnas Krater!

- Hun har lært ny fransk Filosofi af sin nye Elsker, sagde Balbi.

Carlo Gozzi lo og viste sig derved som en god Skuespiller, thi Replikken skar ham som en Kniv i Hjertet.

Da Teodora Ricci kom til Orde og blot havde sagt Leonoras simple Replik til Kammerpigen:

Ser Du vor Hertugs Yndling staa alene?
Kan Pylades forlade sin Orestes?

tog Stemmens forunderlige Musik Stemningen saaledes med Storm, at Jubel brød løs med orkanagtig Vælde.

Ricci var glimrende. Hver hendes Replik var en Triumf. Gratarol og hans Dame klappede som rasende. Han lo over til Procuratessaen Tron. Hun svarede med et uhyre sødt Vennesmil, vendte sig om til sin Stab og lo.

Den summende Passiar fortsattes og standsede kun, naar Ricci spillede. Hun havde generobret Publikum. Det glemte rent Historien med den forstuvede Fod. Hun spillede, som om Musen og ikke Statsinkvisitorernes Betjent havde tvunget hende dertil.

Under følgende Replikskifte mellem Grevinde Leonora (Ricci) og Kammerpigen Lisa:

Donna Leonora.

Ti stille! Don Adone kommer.

Lisa.

Kan I
dog taale dette vindopfyldte Hoveds
forfærdelige Elskovssnak ?

blev der en almindelig Bevægelse. Der hørtes Skraben med Stole. Hovederne stak sig saa langt frem som muligt. Alle Øjne plantede sig begærligt paa Scenen, man puffede hinanden 97 i Siderne. Carlo Gozzi stræb Le al se ud som Flegmaet i egen Person.

Men ved Don Adones Indtræden for han sammen og greb Patricieren Balbi i Armen.

Et Brøl, som om alle Arsenalets Kanoner affyredes, Hvin, Hujen, Klap, Stampen frembragte en djævelsk Larm.

Det var ikke, som der stod paa Plakaten, Benedetti, der havde faaet Don Adones Rolle. Det var Vitalba, en ung blond Skuespiller. Han bar ikke alene Gratarols ekstravagente Frisure, han var endog, i skærende Modsætning til de andre Personers almindelige, ingen bestemt Tid tilhørende Ridderkostume, helt moderne klædt, og Dragten var en karikeret Kopi af den lilla Fløjlsdragt, som Gratarol bar i Logen netop denne Aften. Vitalba efterlignede Gratarols franske Slæben med Hælene, hans blaserede Udtale halvt gennem Næsen, halvt gennem Tænderne, for paa de patetiske Steder at slaa over i skingrende Tenortoner, mens han løftede Næsen i Vejrs og gjorde Munden rund og savlendc som Gratarols.

Ingen gav Agt paa, at Teodora Riccis Raseri tog Magten fra hendes Talent. Fra Don Adones første Indtræden hviskede hun Replikkerne frem, glemte det halve og slængte sig skødesløst paa Scenens Møbler. De andre Skuespilleres Tale overdøvedes af Samtalen. Kun, naar Don Adone kom, lyttede man til hans Ord, hvis Slutning altid ledsagedes af vanvittig Klap og Brøl som: Leve Vitalba! Ned med Pier Antonio!

Da Tæppet rullede ned efter anden Akt, rejste Procuratessa Caterina Dollin Tron sig op i sin Loge, slyngede en Buket tværs over Salen over mod Gratarol, der med knyttet Haand holdt sig fast ved sin Dames Overstykkes Hermelinsbræmme. Da Buketten faldt i hans Skød, sank han mat tilbage.

- Bravo, bravissimo! brølte Parterret, og nogle Appelsinog Mandelskaller kastedes op mod Gratarols Loge.

Signore Agazi, Alvorsmanden fra Magistraten mod Gudsbespottelser, som var med i Procuratessaens Stab, bøjede sig med sit glat barberede, graablaa Ansigt over mod sin Beskytterinde. Hun holdt Overkroppen ubevægelig, mens hun rakte ham Haanden under Logens Brystværn og hviskede:

- Jeg lykønsker den ny Gesandt i Napoli!

Hans Excellence Francesco Agazi trykkede den dejlige Haand saa haardt, at dens Ejerindes Mund fortrak sig lidt, men samme 98 Øvrighedspersons glatte Ansigt stod stivt og strengt, som hvert Træk var støbt i Metal.

Sacchi kom op i Carlo Gozzis Loge og sagde til sin Digter:

- Procuratessaen betaler Billetter til hele Parterret for fem Forestillinger. O, kære Hr. Greve! min evindelige Velgører!

- Gaa! hviskede Carlo Gozzi med sammenbidte Tænder. Jeg vil nødig give en Olding et Ørefigen.

- Lad os gaa, Eccellenza! hviskede han til Paolo Balbi.

I tredje Akt besvimede Teodora Ricci; en Skuespiller meldte, at hun var syg. Publikum brølede, men var lige glad og gik jublende hjem.

Da Carlo Gozzi kom ned i Teatrets Forsal med Paolo Balbi under Armen, greb en maskeret, rank ungdommelig Skikkelse let hans Haand. Fra en smilende, rød Mund udgik følgende Ord under Masken:

- I har gjort jer fortjent af Staten, Grev Gozzi. Hs. Durchlauchtighed Alvise den fjerde Mocenigo, Dogen, takker eder. I har givet ham frie Hænder. I faar trefold Oprejsning. Men sig intet, eller . . . I kender Venezias Øvrigheder.

- Jeg skælver for dem alle, sagde Gozzi bukkende. Masken forsvandt hurtig ad en Sidedør.

Paolo Balbi hviskede til Carlo Gozzi:

- Den unge Alvise Mocenigo, Dogens Brodersøn, var i la Trons Loge.

Gozzi tog hjem, gennempisket af en Masse Sindsbevægelser som af lige saa mange Svøbesnærte. Om Formiddagen modtog han følgende Billet:

Højstærede Hr. Greve!

Ganske i Modsætning til de Følelser, som jeg gav Udtryk i min forrige Billet, maa jeg nu erklære, at den oprigtige Agtelse og Velvilje, som jeg i mange Aar har næret mod Digteren Grev Carlo Gozzi, er bleven forøgede, og med Glemsel af, hvad der er gaaet forud, skal jeg stedse vise Dem samme Agtelse og Venskab, idet jeg smigrer mig med at erholde Gengæld i samme Maal, som denne min Erklæring er oprigtig og aabenhjertig.

1ste Marts 1776/77.
Deres hengivneste Tjener og Ven
Pietro Antonio Gratarol.

99

Carlo Gozzi fik Taarer i Øjnene, gik ud i Forværelset og sagde til Tjeneren:

- Hils eders Herre og sig ham, at jeg beder Gud velsigne ham!

Da Tjeneren havde vendt Ryggen, kendte Carlo Gozzi det Tronske Livre, men blev saa lynslagen, at han ikke fik besindet sig og kaldt Tjeneren tilbage.

Han læste Billetten endnu en Gang. Jo, det var Gratarols egen Haandskrift.

Inden Gozzi var bleven klædt paa for at tage ud i Byen og erfare Sagernes Stilling, kom Carlo Maffei. Den lille kønne Mand var bedrøvet.

- De har sejret, Grev Carlo, sagde han. Ak, jeg holdt saa meget af Gratarol. Jeg fandt, han var en genial Mand, og at De og han, Repræsentanterne for det nye og det gamle, kunde mødes i Kærlighed og Venskab paa Halvvejen, og at Sandheden, som altid ligger i Midten . . .

- I er gal, Carlo Maffei! mumlede Gozzi, men hvad vil I sige? Jeg mener om virkelige Ting, Hr. Carlo!

I Nat er Francesco Agazi bleven udnævnt til Republikkens Gesandt i Napoli af Dogen Alvise IV Mocenigo. Gratarols Underslæb er blevet konstateret. Han var i Morges tidlig hos Procuratessaen. Hun betalte ham Rejsepenge til Udlandet . . . Det var for Resten ædelmodig handlet.

Carlo Gozzi spyttede ud ad Vinduet og klemte begge sine Hænder om Panden.

- Sacchis Trup giver endnu fire Gange "Pulver mod Skinsyge" og rejser saa til Fastlandet.

- Gid den rejste til Helvede! brummede Carlo Gozzi.

- Den har Ordre til at blive borte for det første, sagde Maffei.

- Leve Doktor Goldoni! raabte Carlo Gozzi. Han sank ned i en Stol med Hænderne for Øjnene og sad der længe. Saa rejste han sig med et smilende Ansigt, hvori kun Øjenbrynene var urolige, og sagde:

- Lad os spise sammen i Murano i Dag, Hr. Carlo Maffei!

100

XIV.

Det var en stærk Storm fra Østen, et Efterslæt af Vinteren i Vaaren. Af og til piskede den fint, straks smeltende Snestøv ind over Byen fra Skyer med Rande som nyt poleret Kobber, men ellers væltede samme Skyer uformelige skidenviolette Masser hen over den blegblaa Himmel. Store Rester af Dagslyset holdt sig endnu oppe i Luften. Forneden ved Jorden var det Skumring, som i enkelte Øjeblikke brødes, naar Skyerne spaltedes, og Sneen pauserede.

En Skonnert laa sejlfærdig ved Nordvestkanten af Venezias Havn ud mod den aabne brede Lagune, der skiller Staden fra Fastlandet. Den skulde føre Sacchis Trup med sig.

Lastdragere kom med uhyre Kufferter, som kun italienske Sjovere forstaar at haandtere. Hver Kufferts Ejer fulgte tæt efter Drageren for at passe paa sin Ejendom. Den gamle Paola bar i hver Haand et Bur; i det ene var to Par Turtelduer, i det andet en Papegøje. Den sidste blev stadig drillet af en lille Abe, som blev ført af en halvvoksen Dreng, Andriana Sacchis Søn. Aben dirrede af Kulde, trak arrig i Kæden, og, hver Gang den saa' sit Snit, arbejdede den paa at faa Poten ind mellem Burets Tremmer til Papegøjen; Papegøjen vrælede, og Aben hvinede. Andriana Sacchi Zannpni bar paa Armene noget hvidt, laaddent noget: ved nærmere Eftersyn viste det sig at være et Lam. Signore Vitalba kom med en stor Hund, der gøede ad en Kat; Hundens Ejerinde, Maskinmesterens Kone, havde ondt ved at holde den, naar Katten rejste Børster og hvæsede ad Hunden. Bagest trippede den gamle Sacchi og søgte at genne hele Truppen hurtigst mulig om Bord, ligesom en Vogter driver Faar ad en smal Vej.

Ude fra Skonnerten lød Skrig og Skænderi. Det var Teodora Riccis Stemme. Den blev saa styg, naar hun blev arrig. Hendes Kat var sluppen ud fra et Hønsebur; en Matros og en Skibsdreng løb efter Katten. Katten klatrede til Vejrs. Primadonnaen tvang sin Mand til at entre et Stykke op ad Vanterne, men Digterens Ben var for stive til længere Voltigering; han maatte opgive Jagten. Imidlertid var de fleste Mennesker og Dyr komne om Bord, og deres Røster blandede sig i vilde Disharmonier som de rene og urene Kreaturers i Noæ Ark.

Katten stod og mjavede og hvæsede højt til Vejrs i den 101 forreste Mast, medens dens Ejerinde med udbredte Arme, højt grædende raabte op imod den:

- Miscetta! Miscetta! kom, min eneste Skat paa Jorden!

Under dette lettede Skibet Anker og gyngede hen over Lagunen. Vinden var god; det gik ret rask. Det varede ikke længe, før Skonnerten kun saas som en sort, langagtig Stribe. Et Øjeblik spejlede noget rødt sig fra Skyerne i Kølvandet, men det sluktes pludselig som et Lys, der pustes ud.

Ingen af de bortrejsende havde givet Agt paa en i Pels indhyllet Skikkelse, med laadden Hue trykket ned i Øjnene, som sad paa en Afvisersten i Skyggen af et enligt højt Hus. Truppens mangeaarige Poet havde listet sig ud til det ensomme Udskibningssted. Efterhaanden som Skonnerten fjernede sig, blev hans Hjerte tungere, og hans Øjne løb i Vand. Ja han greb sig til sidst i at hulke.

Hvor havde han tidt foragtet og forbandet disse løse, simple, uvidende, løgnagtige, pengegridske, i alle Maader upaalidelige Skabninger, som Skonnerten nu førte af Sted! Hvad havde han med dem at gøre? Nu var han fri for deres Paahæng; han kunde følge sin Lyst til Eneboerlivet, lukke sig inde i det gamle Hus ved Rio Santa Maria Mater Domini og fordybe sig i Studiet af Klassikerne fra det 14de til det 16de Aarhundrede.

Men han mistede jo sine Undersaatter, sit Stof. Han befandt sig som en Billedhugger midt i en Sandørken, hvor der ikke findes en Klump Ler til at ælte en menneskelig Form af. Og han spurgte sig selv, om ikke Zinnober, Bleghvidt, Ultramarin osv. havde været Livsbetingelser for Giorgione og Tizian, skønt disse Farver i og for sig var uædle Mineraliers Produkt.

Han tænkte paa den Tid, da Ricci som ung troende hengav sig til ham. For hundrede Gang randt den Spænding ham i Hu, hvormed han lyttede til, om hendes bundne Sjæl løftede sig mod Befrielsen; han mindedes den naive Glæde, hvormed han havde vugget sig i Klangen af sine Vers, naar hendes bløde Stemme genskabte Digtningens begejstrede Undfangelsesøjeblik i hans Sjæl. Havde han forstaaet hende , den stakkels vildførte Kvinde, mere end hun ham? Havde han ikke været en slet Aandemaner, naar han ved teoretisk Skoledannelse havde villet løfte Sjælen i hende mod Lyset?

Han mindedes, da han for over tyve Aar siden skrev en begejstret Dithyrambe til Antonio Sacchi, der vendte tilbage fra Portugal, og i ham hilste en Frelser for gammel veneziansk uskyldig Glæde, 102 som den bedste Bekæmper af det nye Drama, der var smittet af franske Lærdomme og spekulerede i overfladiske Rørelser i Publikum. Ja, han var en gammel Slyngel, denne Antonio Sacchi. Men hvor uimodstaaelig morsom! Naar han som Truffaldino fra Baggrunden tørt citerede latinske Brokker midt i sine burleske improviserede Replikker, maatte Digteren juble af Fryd.

Skulde han, Digteren Carlo Gozzi ikke netop bruge en Samling muntre, letbevægelige, upaalidelige Eksistenser, med let futtende Fantasi, med Følelserne liggende tæt under Overhuden, saa de stod til Raadighed for ham, naar han blot kommanderede ? Kunde en Konge i Eventyrdigtningens Rige tænke sig bedre Undersaatter? Carlo Gozzi stod nu som en Suveræn uden Land.

Og det var jo et Stykke gammelt Venezia, denne Maskekomediebande, som nu blev revet løs fra Moderstadens Skød. Det gamle Venezia! Ja det blev revet itu Stykke for Stykke. Han lo ad sin egen Kamp for dets Bevarelse. Det var vel ikke mere til.

Han havde jo liden Fortjeneste af, at Gratarol nu var fordrevet. Og havde han ikke i latterlig Hidsighed overdrevet denne gamle Laps's Betydning som farlig Ungdomsforfører og frivol Prædikant af de moderne Tankegange? De Kræfter, der havde fjernet Gratarol, var lige saa frivole som han selv.

Han tænkte paa Procuratessaen, Signore Agazi, ja trak lønlig og halv forfærdet paa Skulderen ad Dogen Alvise IV Mocenigo; Procuratessaen havde jo brugt Dogen som en Marionet.

Og Goldini, hans gamle Fjende! Den skikkelige, muntre, godmodige Digter, som han, aandelig talt, havde pisket med sin Tyrepisk, som han ikke havde levnet Ære, som han havde drevet i Landflygtighed ved sine blodige Satirer i Maskekomedier og Digte! Havde han, Carlo Gozzi, ikke ofret et muntert, godt Barn paa Doktrinens Moloksalter! Han erindrede Goldonis glade, smilende, fede Ansigt, hvor der ikke var Udtryk for en ond Tanke.

Han pressede Øjnene sammen og Hænderne mod Brystet for at kue den oprørske Tvivl om hele sin Livsgernings Betydning.

Da byggede sig for hans Fantasi en Scene, som strakte sig tilbage i en uoverskuelig Dybde. Prosceniets Arkitrav bares af snoede Luesøjler. Sidedekorationer og Bagtæppe var Paladser med tusinde Minareter. Om deres Stokværk løb lave Søjler, der bar gennembrudte Spidsbuer lig dem om Dogepaladset. Langs Buernes Rande løb Mosaikbaand af Rubiner, Smaragder, Safirer og Ametyster. Paa Balkonen midt paa Façaden stod Konge og 103 Dronning straalende af Fløjl og Atlask, Guld og Ædelstene. I Forgrunden tumlede sig glade Masker: Pantalone, den gamle venezianske Spidsborger i sin røde og sorte Dragt, de store Pludderbukser og det lange Skæg, Truffaldino i sin af brogede Lapper sammensyede Dragt med sin Pendant, den anden Harlekin, Brighella. Rundt om dem snoede sig fløjlsklædte, fjerbuskbrusende, guld- og sølvbroderede Hoffolk og dejlige Kvinder; men dejligst var hun, der stod paa den med rødt Fløjl betrukne Estrade. Hun var klædt som Tyrkinden hin Aften, da Excellencen Bragadin holdt Fest i Palazzo Gozzi; fra hendes Mund flød en vemodig Elskovsklage over i Triumfsang om den store Elskovs Sejr over alt smaat og lumpent. Pludselig gør Truffaldino-Sacchi et Bukkespring og citerer parodisk:

- Den store Pan er død!

For sidste Gang saa' Carlo Gozzi sit ideale Teater i vaagen Drøm.

. . . Endnu spillede Lanternernes Kors paa Santa Maria della Salute i hvid Flamme . . . kun et Øjeblik, og Vand og Stad laa i Bælgmørke.

. . . Da Carlo Gozzi kom hjem, trak han det lemlæstede Portræt frem og saa' længe paa det. Næste Dag sendte han det til en Malerirestaurator. I de næsten tredive Aar, han endnu levede som Eneboer i sit øde Hus, gemte han det i et Skab, men tog det frem hver Dag og betragtede det stille og alvorlig med sammentrukne Bryn, stive Miner og Hovedrysten.

Han oplevede at se Franskmændene og Østerrigerne spille Bold med Dogernes gamle Stad.

Stoffet til denne Fortælling er taget af Carlo Gozzis Erindringer ("Memorie inutili della vita di C. G. scritte da lui medesimo e pubblicate per umiltà" I-III. Venezia 1797), nu en bibliografisk Sjældenhed. Den findes ikke paa vore Biblioteker; i sin Tid bragte et heldigt Tilfælde mig i Besiddelse af den.

Man kan gerne kalde Fortællingen en Pastiche. Af egen Opfindelse er der ikke ret meget i den. Selv til Samtalerne har jeg bestandig taget Ord og Motiver fra C. Gozzis Skrifter, baade 104 de poetiske og de raisonnerende. Til Interiører og sligt har jeg benyttet dels P. G. Molmentis udmærkede Arbejde "Storia di Venezia nella vita privata", dels Vink fra en veneziansk Ven Dr. Gristoforo Pasqualigo, dels endelig mine egne Erindringer og Optegnelser fra et Ophold i Venezia i 1877. Min Gerning har mest været at sammentrænge og arrangere.

ET GLIMT

106
107

I.

En ung Maler fortalte mig for nogle Aar siden efter sin Hjemkomst fra en Sommerstudierejse følgende lille Historie.

Jeg havde Logi og Kost hos en Gaardejer i Midtsjælland. Der var Skov nok og kønne smaa Søer i Skovene. Gaardens Have løb op i en af disse Skove, ja var aabenbart et forhenværende Stykke Skov. De slanke unge Stammer kastede ved Aftentid Striber ned over Haven og forvirrede for Synet Inddelingen i Bedde. Kronernes Skygge rakte hen over den store Plæne foran Stuelængen. Det var, som om Græsset ved denne Skygge blev saftigere og dybere i Farven.

Det var ikke langt fra en Købstad, saa Manden drev med Fordel alskens Køkkenurter i sin Have. Der voksede temmelig meget Ukrudt i den lette Jord. Haven maatte holdes under flittig Lugning. Henimod Midten af Juli saa' jeg flere Gange en Skikkelse liggende paa Hug i Bedene. Den var stor og svær. Af den brede Ryg og de kraftige Skuldre stuttede jeg, at det var et Mandfolk, indtil jeg ved Lorgnettens Hjælp opdagede, at, hvad jeg havde taget for en Mandsbluse, var en falmet blaa Sirtses Kvindekjole med mange Lapper og med Revner under Armene og over Ryggen, frembragte ved det svære Legemes Stramning under Arbejdet, og at Ejeren var et Fruentimmer.

Jeg nærmede mig Lugekonen. Ja, stor maatte hun være. Hun maatte have antagelig Mandshøjde, naar hun rejste sig. Jeg saa' hende endnu kun fra Ryggen. Det var en vældig sort filtret Manke af Haar. Knuden, det var bundet i, var mere end halvt gaaet fra hinanden, en stor, til alle Sider strittende Dusk viftede 108 i Vinden ned ad det ene Skulderblad, der arbejdede som en Maskine.

Jeg omgik min Observationsgenstand og saa' hende fra neden af ind i Ansigtet. Hun mærkede det ikke, vilde ikke mærke det eller brød sig ikke om mig. Der laa en Bylt nær ved hende i en af de smaa Stier mellem Urtebedene, halvt skjult af Hvidkaalplanternes udhængende Blade . . . Nu rørte Bylten sig. Et Par nøgne Ben, saa solbrændte, at deres Farve nærmede sig Teglstens, sprællede i Vejret; en gryntende Klynken udgik nede fra den kaaloverskyggede Sti. Den samlede sig efterhaanden i de temmelig tydelige Ord:

- Mo'er, giv mig noget Pa'!

Kvinden greb Ungen, tog paa den, som man tager paa en Hundehvalp, hægtede Kjolen op og lagde Barnet ved Brystet. Nu saa' hun mig, men jeg var hende øjensynlig en fuldt saa ligegyldig Genstand som Træerne, deres Kroner, deres Stammer og deres Skygger. Jeg saa' et uregelmæssig bredt Ansigt. Næsen var flad og Læberne tykke, nærmende sig Negerformen. Huden var brungul som paa en Bomerinde, og Øjnene lige saa brune og funklende, og de var endog usædvanlig smukke baade i Tegning, i Farve og i Glans. De syntes at tale og sige til mig: "Hvad staar Du der og glor efter?" eller "Hvad kommer det Dig ved?" De sænkede sig straks. Barnet vedblev at die en lille Stund, saa smed hun det fra sig. Nu saa' jeg, at det gik helt godt og mindst maatte være to Aar.

Nu viste sig Gaardens Karl og en yngre Husmand i en Indgang til venstre for Lugekonen; den førte fra Marken ind i Haven. De havde begge Leen over Nakken; de havde været ude at slaa Hø. For at skyde Genvej og snarere komme op til Gaarden slog de ind i den Sti, hvori det store sorte Fruentimmer laa og lugede, for saa at gaa op ad Havens Midtergang.

Det store Fruentimmer rørte sig ikke. Barnet, der syntes at trænge til lidt fast Føde oven paa den flydende, laa paa Maven noget fra Moderen og gnavede paa en tør Gulerod.

Karlen, en ung Fyr, med Piben hængende i Mundvigen, skubbede med Træskoen til Lugekonen og sagde:

- Kan Du faa hummet Dig, din - (Skældsordet lader sig ikke skrive) og lade Folk komme frem for Dig og din f- Unge? Er Du døv? Eller fanger Du Jordlopper for at formere dit Kre'turhold?

Endnu ikke en Bevægelse. Hendes Ansigt forblev ludende 109 ned over Bedet, og de med sort Jord besatte Fingre blev ved at luge.

- Det er fælt, saa saadant noget Skab kan være stædigt, sagde Husmanden. Hun ligger ligesom en død Ko. Vi kommer til al skræve over Bedet, Hans, for der er vel ingen af os, der gider tage sig for at skubbe hende væk, for man ku' let faa noget levendes i Tilgift, hæ, hæ, hæ . . . God Avten, (her henvendte han Talen til mig) . . . kanske Herren vil afmale den sorte Lisbeth. Hæ, hæ . . . Hun ku' blive en pæn Altertavle i en Jødekirke. Hæ, hæ, hæ!

Karlen og Husmanden skrævede over Bedet og gik ud mod Gangstien. Jeg fulgte dem. Lugekonen syntes ikke at høre eller sanse noget, ej heller at Barnet skraalede højt af Angest over den høje og raa Tone, der taltes i. Hun lod det ligge.

- Hvorfor skælder De den Kone saa rædsomt ud? spurgte jeg.

- Kone! Ja, det kan man i visse Maader jo nok kalde hende. Hæ, hæ, hæ, svarede Karlen. Husmanden lo med og fortsatte:

- Det er en led Ting. Hun har fire Børn paa Sognet, og hvert af dem har hun med hvert sit Mandfolk.

- Naa ja, svarede jeg lidt forundret over denne moralske Forargelse, som jeg ellers ikke havde truffet synderlig udviklet paa den Egn og i de Lag. Men saa syntes jeg, man skal lade hende gaa for den, hun er. Man behøver jo ikke at skælde hende ud.

- Nej saa Gu', indrømmede Husmanden, strikte taget er det jo ikke saadan nødvendigt. Men, naar hun ikke kan føde en eneste af sine Unger, saa kan hun dog aldrig være for god til at faa en andægtig en paa Katekismussen en Gang imellem. Herren maa jo huske paa, at Fattigskatten jo bliver lignet paa os alle, og der er dog ingen Retfærdighed i, at andre Mennesker skal betale for saadan en -'s Drenge og Tøse. Nej, det er det da itte.

- Nej, det forstaar sig, svarede jeg og bød god Aften til Karlen og Husmanden, som gik uden om Stuelængen. Deres Leers Egge skar mig i Øjnene, da den lave Sol tændte Ild i de blanke Rande.

Jeg stod et Øjeblik foran Havestuedøren paa den næsten elegante, ny opførte Bondegaards Stuelænge, gennem Næseklemmeren skuende ud over Plænen med dens Roser og Lilier, mod Skovens brune Baggrund. Intet rørte sig i Landskabet; Lyset 110 hang drivende og smaadirrende i Haven, og Aftenen begyndte at lægge Guldlegering ud i alt det tindrende Sølv.

Lisbeth laa endnu i Bedet. Hendes sorte Nakke dukkede op og ned og anede ikke, hvor Lyset forskønnede den og gjorde Haar og Hals vidunderlig levende. Og midt mellem Kaalplanternes Toppe struttede den lille Tøses hvide Haar op som sølvforgyldt speget Traad vævet ind som et lunefuldt Islæt i alt det bleg- og blaagraa.

En Røst lød bag ved mig:

- Ja desse hersens maa være malerisk, hvad?

Jeg for sammen, som om noget koldt var løbet over et nøgent Sted paa mig.

Det var Gaardens Ejer. Ham kunde jeg ikke lide. Det var en velhavende Høkersøn fra en Købstad, og han havde købt Gaarden af den oprindelige Ejer, en forhenværende Fæstebonde, som havde gjort en god Handel og tjent mindst hundrede Procent paa Gaarden, thi han havde købt den i den "gode Tid", da Herremændene solgte Fæstegods i Massevis. Den nuværende Ejer holdt mest af at kaldes Proprietær, tidligere havde han givet sig af med Kreaturhandel. Han røg hele Dagen daarlige Cigarer og vilde absolut om Aftenen traktere mig med daarlig Toddy.

- Der er Stemning over det hele, hva'? Og se det har jeg jo opfattet, at det er Stemning, der sætter Fut i alle Sorter Kunstmaleri, hva' 'faler? Ser De, det er jo det, der mangler i det Skidt, jeg har hængende derinde. Naa, det er jo ogsaa billige Sager. Jeg har købt dem for min blidere Halvdels Skyld. Ja vent, til De bliver gift, min Fa'r. Saa kommer De kanske til at maale Lærredet i Alenvis og lade Lærdommen fra Kunstakademiet ryge hen, hvor Vildgæssene flyver. Naa, vi mere oplyste Personligheder, vi forstaar jo Spøg, hva' 'faler? . . . Men hva' . . . hva'? Tror jeg inte, at det er den sorte Lisheth, De har i Kikkerten? Ja hende er der i visse Maader inte noget i Vejen med? Ja, De forstaar jo Spøg og Plaser!

Lisbeth rejste sig op, ligesom Kirketaarnets Ur begyndte at sende en Række sitrende Metaltoner gennem Luften. Med et Ryk rev hun Barnet op fra dets Leje i Stien. Det skreg og hvinede. Hun trak det efter sig uden at lempe sig efter det i mindste Maade. Karlestor og rank gik hun med Ryggen vendt imod os i den lyst flammende Sol op mod Skoven. Barnet 111 maatte til sidst følge uden Modstand. Jo mere de kom frem ad den dæmrende Skovsti, desto sortere blev deres Skikkelser, til sidst druknede de i den sorte Baggrund.

II.

- Se se, Maler, hvor De bliver ved med at kukke efter Lisbeth! Ja noget originalt er der ved den sorte Kasse. Naa det er Arvelighed, inte andet. De siger, at Faderen var en Skærslipper, der rendte Landet rundt. For en tredive Aar siden - for saa gammel kan det gale Kre'tur vel være - kom han drivende her til Sognet med Kællingen, og hun var paa faldende Fod, bliver daarlig og smider Ungen her i Sognet, saa dør hun af Kopper, og Manden med. Det maa have været en pæn Ballade! Hva'faler? Der kom nok ogsaa Eppedemi etter 'et. Ungen kom sig. Hvor var nu saadan en Skrubtudse forsørgelsesberettiget? Det gik nok baade over Sogneforstanderskabets, Præstens og Amtmandens Forstand, hvor Tøsen var forsørgelsesberettiget, for ingen Dævel kunde jo udgranske, hvor saadan nogle Rendemasker som Forældrene havde opholdt sig ti Maaneder, før den Spurveunge krøb ud af Ægget. Saa fik Sognet hende paa Halsen, og saa blev hun sat i Pleje hos den Kælling, som hun bor hos endnu, og hun, Sidse, har alle sine Dage holdt mest af det fuselholdige, saa Opdragelsen har begribeligvis inte vaaren fin Potterikko. Der er jo Sammenhængskraft i alting, Hr. Lemberg. Men se, disse Bøndertampe, de er jo forskrækkelig fulde af Indsidigheder og Fordumsfuldheder. De kan'te begribe, al der inte kan falde en fin Hønsehundehvalp efter en ulden Slagterkøter, men det forstaar en anden en jo staks. Tøsen skød jo i Vejret som andet Ukrudt, for den Slags Urter er jo villige til at gro, og det baade i svær og let Jord, ha, ha, ha! Dum som en Torsk var hun til Læsning; for Kroppen aad Aanden i Opvæksten. Saa Præsten viste hende jo nér den ene Gang efter den anden, for ingen Slags Reli'on vilde bide paa hende. Men, da hun var en seksten sytten Aar, saa maatte han sige Pas, for Lisbeth var inte ganske alene, da hun gik op og læse den Vinter. Det var i fire og tres; der havde ligget nogle Husarer her paa Egnen. Hva' 'faler?

112

"Proprietæren" stødte mig med Albuen i Siden og ventede aabenbart, at jeg skulde give ham en Anerkendelse for hans diskrete Udtryksmaade. Jeg fremtvang den i Form af et forstaaende Nik. Han vedblev:

- Ja, ja; lidt mere Dannelse end en ren Bondefredrik har man jo lagt sig til. Naa . . . hvordan skulde man finde den rigtige Husar i hele Eskadronen? For Lisbeth gad ikke sige, hvad han hed; kanske hun aldrig havde keret sig om hans Navn og har ment, at saadanne Bakketeller kom de'nte an paa. Kanskesens ogsaa Gorpus deliclus hørte til Seviletaten. Hvem véd? For den er Lisbeth dog immer siden bleven ved. Men, som det gaar i den Slags Sitovationsforholder, saa gik hun jo nér etter. Fra en Malersvend sank hun nér til en Smedesvend og fra en Smedesvend til Skovløberens Karl; alle rendte de, en til Amerika, en til Vestindien og en til Australien, og Lisbeth tror jeg var lige glad. Men se nu kan De nok begribe, af hvad Beskaffenhed hendes sodsiale Stilling er her i Sognet, som maa betale for disse Hvalpe af de diverse Racer. Hva' 'faler? Om hun kan bide fra sig? Aa ja saamænd. Om just inte med Tand og Tunge, saa med Øjesyn og Gramasser. Bønderne kan endda linde sig i, at hun glor paa dem med sine onde Glugger, men de holder inte af, at de Glugger rammer deres Køer. Natyrligvis Overtro, Hr. Lemberg; Vrævl og Sludder! Mod den naturlige Ordning af Sagerne. Saadant Fætøj burde have Klø til. Men derfor er de jo heller inte Spor af homane. Se jeg kan være baade homan og brutal. Gør en Karl sig kinesisk, saa kan jeg godt lægge ham en ud paa Tepottetuden, naar der ingen Vidner er, forstaar sig, men Dagen efter kan jeg godt sige "lille Ven" til ham. Og se, Bønderne, de vil jo ikke unde den store Lisbeth en Smule Arbejde; her kan hun komme op og faa alt det Arbejde, ingen andre gider haft. Naa, jeg har hende jo for, hvad jeg vil give hende; hun kan æde saa meget, hun kan sla' i sig. Naa - hva? Har jeg saa'nte opfyldt min Menneskepligt, hva' 'faler? Naa, jeg skælder hende aldrig ud; jeg kan saamænd faa hende listet hen i Grinehjørnet, naar jeg siger saadant noget gebommerlig ugenert til hende. Jo sjoftere det er, jo værre hun griner. Naa, jeg opholder Dem.

Jeg gik uden om Stuelængen for gennem Gaarddøren at komme til mit Værelse. Foran Døren stod Husmanden og ventede paa, at Gaardens Ejer skulde komme, at han kunde faa sin Dagløn. Med denne Husmand stod jeg paa en Slags fortrolig 113 Fod. Han bar somme Tider Staffeli og Malerstol for mig paa mine Ekskursioner og købte Smaating til mig i Købstaden. Han sagde til mig med en sveden Mine:

- Ja nu er De kanske færdig med at lægge Politikken ud med Manden, saa en anden en kan faa, hvad han skal have hos ham?

- Ja, Gud ske Lov, nu er jeg færdig.

- Hæ, hæ, hæ! Ja Manden maa jo tage det med Vidtløftighed, for han er lidt uden for Bundestanden ligesom Herregaardssvin.

III.

Som Københavner sad jeg længere oppe om Aftenen end Gaardens Beboere. Jeg tog en Bog og vilde læse. Men den store Lisbeth lagde sig mellem mine Øjne og Bogen. Hun havde staaet saa kønt i Landskabet. Filosofere, véd De, ligger ikke egentlig for mig. Jeg tænkte blot, at der i dette store, gevaltige Fruentimmer vist var spildt en hel Del Kraft, som kunde have gjort Nytte, om . . . ja jeg havde nær sagt - om en dygtig Drænemester i god Tid havde faaet det onde ledt ud af hende. Det er noget Vrøvl: det véd jeg nok. Jeg holdt mig da til, hvad jeg forstod mig paa. Hun var nok værd at male, saadan en Type finder man ikke hver Dag. Med den Beslutning at male hende gik jeg i Seng.

Da jeg kom op næste Morgen, traf jeg hende igen liggende i Havebedene. Hun havde vel ligget der alt en to tre Timer. Som i Gaar laa den lille Pige paa Ryggen i Stien og bed paa en Gulerod.

- God Dav, Lisbeth! raabte jeg højt.

- God Dav, svarede hun uden at løfte det ludende, sorte Hoved.

- Det er en pæn lille Pige, De har, sagde jeg efter nogen Betænkning.

Hun svarede med en gryntende eller brummende Lyd, der slet ikke havde noget venligt eller imødekommende i Klangen. Jeg opgav alle indledende Forhandlinger og sagde:

- Kan jeg faa Lov til at male Dem, Lisbeth?

114

Nu løftede hun Hovedet og saa' paa mig med et Par kulperlegnistrende Øjne, og bag de tykke Læber, af Farve som overmodne Hindbær, skinnede Tænderne ud som Nøddekerner. Men hvor kønne alle disse Enkeltheder var, kan jeg ikke nægte, at hun saa' dum ud. Og af alt dette gnistrende og svulmende kom kun det ene Ord bredt og idiotisk ud:

- Hva'?

- Maa jeg male Dem af?

- Hvem?

- Dem.

- Hi, hi, hi! Siger den Mand "Di" til mig ? Hi, hi, hi! ...

- Maa jeg male Dig af, Lisbeth?

Vi vekslede et Øjekast. Hun saa' ondt paa mig. Jeg gentog Spørgsmaalet for tredje Gang. Hun mumlede:

- Jeg kan lige saa godt blive gjort Nar af paa den ene som paa den anden Maade. Jeg er lige glad. Værs'go'. Jeg bliver vel ikke værre Skidt end det, jeg en Gang er.

Kan jeg saa begynde i Morgen?

- Næ - det maa være i Dag.

- Hvorfor?

- Jo.

Tre Gange samme Spørgsmaal og Svar. Endelig ved fjerde Spørgsmaal mumlede det store Fruentimmer:

- Nej, for i Morgen er jeg her ette.

- Ja, men saa kan jeg jo male Dem i Deres Hjem.

- Hi, hi! Naa, den Mand siger "Di" til mig? Hi, hi, hi! Kan Du ligge stille, dit Olleborre?

De sidste Ord var henvendte til Barnet, der ved at rulle sig havde faaet Klæderne op over Hovedet, sprællede vildt med Benene og vrælede af fuld Hals.

Jeg gentog min forrige Opfordring. Hun svarede:

- Næ -. Det er ikke til at byde noget Menneske ind i det Svinehul.

- Ja, men det skal netop males, som det er.

- Naa ja, ja. Skal der gøres Nar, saa er det vel bedst, det bliver lavet saadan til, at de rigtig kan grine en ud i Sognet. Jeg et lige glad.

Næste Dag bar jeg med Husmandens Hjælp mine Malerapparater til den en Fjerdingvej borte liggende Nabolandsby, hvor Lisbeth havde Ophold. Det var et usselt Hus. Straataget 115 saa' ud, som om en Kæmpehaand havde vredet det med Vold. Græstotter strittede ud mellem Mosfladerne. Yinduesglassene døsede i smudsige Regnbuefarver. Dørens øverste Lem hang apoplektisk ud over den nederste. Foran Huset var en saare smal Havestrimmel, hvor nogle Kartoffeltoppe sygnede hen. Jeg havde nær traadt paa Pigebarnet, der laa under Kartoffelplanterne. Husmanden pirrede til hende med Spidsen af Træskoen og sagde:

- Naa, hum Dig, Du Skruptaase!

Væggens Bindingsværk lignede en vanfør Knokkelbygning. I en udslaaet Rudes Sted sad en gammel Uldsok.

- Ja, se her er Palæet, sagde Husmanden. Men se - Dronning Sidse og Prinsesse Lisbeth derinde er knap saa renvadskede endda som deres Smadrekasse. Men se . . at . . det er jo rimelig, at den Afmåling kan blive til farlig Grin for Folk inde i København.

Jeg var arrig paa Husmanden og rev Malerkassen ud af Haanden paa ham. Han saa' noget forundret paa mig, lettede paa Huen og gik.

I den lille Stue, hvor jeg knap kunde staa oprejst under Bjælkerne paa det sodede, umalede Loft, indtoges omtrent det halve Rum af en stor Seng, raat slaaet sammen af uhøvlede Bræder. En Kiste, der oprindelig var lysegrøn og paa Laaget prydet med en Krans af røde Roser, omslyngende Bogstaverne S. P. D. (dvs. Sidse Pers-Datter) 1836, et Par Træstole af forskellig Størrelse, begge hinkende og usikre i Holdningen, udgjorde Møblementet. Klædningsstykker af alle Arter laa i en lille Dynge i en Krog. Og dog havde de bundfattige Beboere søgt paa en vis Maade at dekorere denne elendige Hytte. Bindingsværksstolperne og de ujævne hvidkalkede Vægge var overklistrede med Billeder af Frederik VII, Generalerne Rye og Schleppegrell, af firkantede Papirer, oversmurte af Børns med Farveladens raaeste Kulører udfyldte Blyantstegninger, Omslag paa Ghokoladepakker med det danske Vaaben og Paaskrift i Forgyldning, ja selv en skævt afrevet Lap af et Europas Kort, der gik fra det nordlige Ishav ned til Koreas Sydspids, var bleven fundet god nok til at skjule en Stolpe med. Og i begge de smaa Vindueskarme, hvis oprindelige Perlemaling var slidt af og havde givet Plads for det nøgne, fedtede Fyrretræ, stod frodig blomstrende Balsaminer, i den ene en højrød i en hankeløs skaaret Overkop af blaastribet "københavnsk Porcelæn", i 116 den anden en lilla i Ruinerne af en sort Lertepotte. Det var smukke Blomster. Midt i alt det hæslige stod de som et Par dejlige Versstrofer, citerede midt i en kynisk og triviel Bladkritik.

Lisbeth stod med bare Ben i et Par Træsko og ragede noget af en gammel rusten Vandkande ud i en lille Balje. Jeg vil ikke sige, hvad det var. Det var noget, hun havde skrabet sammen paa Veje og Stier, og som hun solgte til Hvidgarveren i Købstaden. Det var den mest foragtede Forretning af alle dem, der dreves i Sognet.

Hun gengældte tvært min Hilsen. Da jeg uvilkaarlig røbede mine Lugtenervers Smerte, fniste hun raat og brummede:

- Ja, her støder vi inte Kanel.

Jeg sagde:

- Maa Deres . . . din lille . . . Tøs komme ind. Hun skal ogsaa males.

- Naa, der skal ogsaa grines ad hende. Ja, det kan jo være det samme, for hun har ingen Forstand paa det.

Hun løb ud, som hun var, hivede det skraalende Barn fra Haven ind i Stuen og smed hende ned paa Lergulvet.

- Det er Synd at tage saa haardt paa Barnet, Lisbeth, sagde jeg.

- Pyt! - Der er godt, hun bliver vænnet til i Tide, sagde Lisbeth. Der er saagu' ingen, der vil tage blødt paa hende.

Jeg vilde klappe den lille Pige paa Haaret. Men, sky som en Kat, løb hun fra mig paa alle fire. Jeg lavede da mine Maleredskaber til Rette og begyndte paa mit Arbejde. Der blev ikke mælet et Ord. Da mine Øjne faldt hen paa Sengen, saa' jeg, at der rørte sig noget under det elendige, forhenværende Hestedækken, som tjente til Overdyne. En ynkelig Klynken som af en syg Hund kom der henne fra. Op over Dækkenet dukkede et rynket udtæret, gult Ansigt; en mørkerød Næsespids og røde Pletter paa de fremstaaende Kindknokler gjorde det endnu uhyggeligere.

- Vil Du have Brændevin, Sidse? sagde Lisbeth og langede ind under Sengen.

Jeg fór op:

- Nej, fy for en Ulykke, Menneske! Lad hende dog ikke faa Brændevin, raabte jeg.

117

- Det kan være lige meget, sagde Lisbeth. Hun skal dog lige godt snart til det. Som man lever, skal man dø.

Jeg kunde ikke holde det ud længere. Jeg pakkede sammen og gik efter at have kastet et Par Kroner til Lisbeth. Dagen efter kom jeg igen. Interiøret interesserede mig, jeg vilde alligevel male det.

Jeg blev forbavset over Forandringen. Det var fejet og gjort rent. Et laset, men helt hvidt Lagen laa over Sengen. Lisbeth havde faaet en ren og nogenlunde hel blaa Bomuldskjole paa, havde faaet sine Hænder og sit Barn vadskede. Der var strøet nyt Sand over Lergulvet. Jeg udtrykte min Anerkendelse og sagde:

- Nej se, hvor pænt De har faaet det. Lisbeth sagde:

- Folk faar det, ligesom de betaler til, og naar de snakker ordentlig til Folk.

Der var et varmt Sommereftermiddagslys i Stuen. Chokoladepapirets Forgyldning glødede ned fra Væggen; hvor den nøgne Kalk kom frem, havde den en let Rosatinte. En solbeskinnet Støvpyramide laa hen over den lille Piges Hoved. Lisbeths Haand og Klæder havde kønne Glanslys, der mindede mig om de Guldstriber, som Tegnerne af de gamle Missaler gengiver Glanslys med, og hendes Hud fik en varm rødlig Tone over det brungule. Hun var køn paa sin Vis. Da den gamle Kone klynkede efter Brændevin henne fra Sengen, lod Lisbeth, som om hun ikke hørte det.

De følgende Gange blev hun forholdsvis mere meddelsom. Hun fik stadig to Kroner for hver "Siddetur". Barnet lærte at kende mig, og, skønt det dukkede sig, naar min Haand rakte sig ud efter dets Hoved, lod det mig dog til sidst klappe Haaret uden Kny.

- Det er nok Deres . . . din . . . Plejemoder, den gamle Sidse, sagde jeg en Dag. Har hun været god mod Dig?

Lisbeth brød ud i en kort Latter, men samlede sig straks og mumlede:

- Jo, siden det gik mig rigtig skidt, har hun været farlig skikkelig. Da jeg var Tøs, kløede hun mig. Men bagefter . . .

- Lisbeth . . . ser Du aldrig dine andre Børn?

- Nej. Det er bedre, de er, hvor de er, og at De aldrig ser mig. Jeg kan ikke lære dem noget, som duer.

118

- Hm! Er der ingen af ... af ... dine . . . Kærester, Du har holdt af?

- Jeg har sgu holdt altfor meget af alt det Rak.

- Hader Du dem nu?

- Nej, jeg er lige glad, hvad der bliver af dem.

- Men hvor kunde Du da . . .? Jeg kunde ikke fortsætte. Men hun svarede uden mindste Betænkning:

- Saa længe Folk snakker skikkelig til mig, kan jeg ikke sige nej til nogenting. Og jeg bliver ved at være lige tosset.

- Vilde Du ønske ondt over dem oppe paa Gaarden, hvor Du lugede?

- Ikke mere over dem, end over alle dem, jeg kender i Sognet.

- Vilde Du selv gøre dem ondt?

- Ja, naar man kunde slippe godt fra'et. Men det kan man ikke. Birkedommeren er altfor udspekuleret og skulde snart finde ud, hvor Svovlstikken kom fra, hvis en Gaard eller et Hus kom til at lugte svedent.

- Kan Du lide mig, Lisbeth?

Hun saa' paa mig med uhyggelig gnistrende Øjne:

- Ja Dem kan jeg fælt godt li'!

Men hun fortrød Ytringen, thi hun udbrød pludselig til Sidse, der klynkede:

- Nej, Du faar ingen Brændevin, din gamle Taarfylding, og sagde til Barnet: Kan Du ligge ordentlig, dit visne Spektakel!

Hun ofrede aldrig mit Arbejde den mindste Opmærksomhed. En af de sidste Gange, jeg var der, spurgte jeg, om hun vilde se det. Hun svarede:

- Næ, jeg vil ikke.

- Hvorfor?

- Næ!

- Hvorfor?

- For saa ser jeg, at De bare har talt skikkelig til mig en Tid ligesom de andre, bare for at gøre Nar af mig til sidst.

Men den sidste Gang, da Billedet var saa færdigt, som det skulde være for denne Sinde, holdt jeg det pludselig op for hendes Øjne.

Hun saa' først meget længe paa det med sløv Ligegyldighed. Saa korn der et Udtryk i hendes Ansigt, halvt af Angest, halvt af Nysgerrighed, som en Kat, der ser sit Spejlbillede, saa glimtede en vis Interesse frem; hun begyndte vistnok at genkende Mennesker og Ting, til sidst klæbede hendes Øjne med lidenskabelig 119 Opmærksomhed ved Billedet. Jeg blev træt af at holde det oppe. Med ét gik der som en Sky over hendes Blik og Træk, og hun brød ud i en Graad, der rystede hende i stødvis Hulken og endelig tvang hende til at sætte sig paa Kisten.

- Er De vred, Lisbeth? . . . Hvad? . . . Eller bedrøvet? Hvorfor græder De?

Hun fremtvang Ordene:

- Jeg . . er . . nej . . jeg er saa glad, saa jeg ikke kan taale det.

- Men hvorfor dog?

Det var mig ikke muligt at faa mere ud af hende. Hun spurgte blot:

- Og skal det hænges op inde i København og sælges ligesom de Billeder der? Hun pegede paa Kongen og Generalerne paa Væggen.

- Ja. -

- Herre Gud! Saa er man dog bleven noget værd, hulkede hun.

Mine næste Spørgsmaal om, hvad hun mente, var det mig ikke muligt at fremtvinge Svar paa.

Hvad mente hun med, "at man var noget værd"? Tænkte hun paa Pengeværdien? Eller var et dunkelt Begreb om en anden Værdi som et af Luften omvejret Frø faldet ned i denne Hjerne? Det var næppe troligt. Billedet var virkelig ikke "flatteret"; har det nogen Fortjeneste, er det brutal Ærlighed. Var det Genkendelsens Glæde, der kastede dette Lysglimt ind i det uhyggelige Sjælemørke? Til sidst vristede jeg disse Ord ud af hende:

- Det er blevet saa pænt smaat alt sammen.

Da jeg bød Farvel og vilde gaa, stod hun lidt og betænkte sig, men lod mig gaa uden at sige noget.

Jeg gik hjem gennem Skoven. Varmt Lys flammede fra Vest ind mellem de smalle Stammer, det gamle Løvs Masse blev snart guld-, snart kobber-, snart bronzeglinsende. Mod Øst laa koldt Lys og klare Linier. Det suste ind under Toppene. Pludselig aabnede Skoven sig. Langt mod Vest saa' jeg Lisbeths Hytte stærkt belyst, ligesom flammende i Sol. Som et Omkvæd til mine Oplevelser tonede Goethes Vers frem for mit Øre:

Der Gottliche lachelt; er siehet mit Freuden
Durch tiefes Verderben ein menschliches Herz.

EN KØBENHAVNSTUR I GAMLE DAGE

122
123

I.

Paa hver sin Side af Hovedlandevejen, hvor Armene af en Korsvej inde fra Landet mundede ud i den, stod en taaget, sludfuld Februardag et Mandfolk og et Fruentimmer lige over for hinanden. Det var vel i Aaret 1842.

De havde nikket til hinanden som Folk, der kendte hinanden, men de blev staaende, hvor de stod, midt i Ruskregnen. Fruentimmerets Nakkebaand hang og slaskede ned ad Ryggen af Fugtighed, og Mandfolket slog af og til den Vandpyt af, som stadig samlede sig i hans Filthattepulds Fordybning foroven.

Hun havde ingen anden Tidsfordriv end at tørre sine af Føret stærkt medtagne Sko af i Vej rabattens bleggule Græstotter, og han havde, foruden den ovennævnte Hatterensning, kun den af og til at rykke i de korte Snipskøder paa sin grønne Klædes Trøje, der betegnede ham som staaende lidt over almindelige Bønderkarle.

Han kunde vel være et Stykke op i Trediverne, hun var kun fire og tyve Aar, men i gamle Dage tog saadan en Bondepige svært fat, saa en Københavner vilde vist have anslaaet hendes Alder lidt højere. Hun havde store, temmelig mørke Øjenbryn, kønne og hensvømmende lyseblaa Øjne; de røde, svære Læber aabnede sig til stadig Brug; smilte hun, saas hele Fortandrækken og dens kraftige Kødindfatning. Han bar en Skægdusk paa Hagen, Ringe i Ørene, den lille Næse havde bevægelige Næsebor, hvis Udvidelse og Sammentrækning ledsagedes af tilsvarende Sænkning og Løftning af Øjenbrynene.

Jævnlig gled de to Par Øjnes Blik i samme Retning langs Landevejen. De ventede aabenbart Befrielse for det kedsommelige 124 Ophold paa aaben Mark under en Himmel, der havde jævn Snue ligesom vore to Jordbeboere. Langt om længe sagde Mandfolket med en høj Fistelstemme:

- Det er inte morsomt, dette herre.

- Det har heller ingen sagt, det skal være, sagde Fruentimmeret, men saa sagte, at Mandfolket blot paa Læbernes indbyrdes Tilnærmelse og Fjernelse kunde se, at hun talte.

- Det er dog tyvagtigt, saa den Fragtmand bliver længe borte, sagde han.

- Han maa have sin Tid som alle andre, sagde hun paa samme Maade som før.

Skal vi ikke gaa sammen hen og møde ham? spurgte han og gjorde en Bevægelse til Siden.

- Hvad skulde det gøre godt for? svarede hun.

- Jeg tror, jeg gaar.

- Jeg har ikke bedt Per Bindner om at blive.

Peter Bindner og Karen blev, hvor de var. Der var ikke Spor af Vogn at se ned ad Vejen.

- Skal Du køre helt til København med Fragtmanden, Karen?

- Der er jo ingen, der spør Peter Bindner om, hvor han skal hen.

- Nej, for jeg skal inte ind til Kæresten.

- Det er der ingen, der skal, sagde Karen og gjorde en saa sur Forvridning af Ansigtet, som om hun slugte en Skefuld engelsk Salt.

- Er Niels Peter ikke inde og tjene Kongen?

- Jeg har ikke noget med Niels Peter at gøre. Lad mig være, Peter Bindner!

En Taarestrøm brast ud i det opløftede Forklæde. Peter Bindner lod, som han ikke mærkede det, men sang med en Tenor saa skrattende som en Postkarls Trompet:

Hans Pige var saa tro som Guld,
men den Soldat var svigefuld.
Den røde Trøje, som han bar,
hver Pigelil i Øjne skar.
Han sveg dem alle, hver og en,
det gjorde dem saa megen Men.
To endte deres unge Liv:
En fandtes mellem Søens Siv,
en om sin Hals en Strikke bandt,
i grønne Skov man hende fandt,
125 og Maanens sølverhvide Skin
bestraaled hendes blege Kind.

Foredraget var, om muligt, monotonere end Rytmerne og nærmede sig til Koraltakt i Langsomhed. Karen havde vendt sig helt om og stod nu med Ryggen vendt mod ham.

Gennem den tykke Luft arbejdede en høj, sort Genstand sig frem, tungt og langsomt, som om Luften var en fast Masse, der gjorde Modstand mod et fremmed Legemes Indbrud i den. Langt om længe skelnede man fire Heste, det høje Fragtlæs bag ved dem, endelig Fragtmanden, som kørte, og en Skikkelse ved Siden af ham i den højt i Luften svævende Agestol. Saa hørte man Hjulenes tungt skærende Lyd i Sporene, saa Knagen af Rebene, der holdt den hele Mangfoldighed af Tønder, Kasser, Sække, Pakker, raa Kohuder og andre ubestemmelige Genstande sammen, ligesom Sprængbuerne de gotiske Hvælvinger i en Katedral. Der hørte en egen arkitektonisk Knnst til at bygge et saadant gammeldags Fragtlæs solidt.

- Er der Plads for to til København, Niels Ottesen? raabte Peter Bindner til Fragtmanden, da Vognen var en Snes Alen fra Korsvejen.

- Er det Skrædderen fra Nidløse? spurgte den tykke, langstøvlede, kobberrøde Fragtmand i den store Lammeskindspels.

- Ja vel, sagde Peter Bindner.

- Trrr! sagde Fragtmanden, standsede Hestene og sagde, mens han først kradsede sin Pibe ud og derpaa langsomt stoppede den paa ny:

- Ja, det maa vi snakke vidtløftigere om, Skrædder. For Peter Bindner vil naturligvis enten køre gratis eller paa Kredit. Og det bliver jo lige et og det samme med Peter Bindner, hæ, hæ, hæ.

- Lader I mig køre med, Niels Ottesen, saa skal jeg bande paa ved hvad I vil have, at jeg skal skrive et Vers paa jeres Gravkors, naar I er død.

- Vil I saa betale Malningen med og lave Bogstaverne saa store, at jeg kan læse dem oppe fra Paradisets Vinduer? spurgte Fragtmanden.

- Det kommer an paa, om jeg overlever Maleren, for ham maa jeg ogsaa love et Vers paa hans Grav, for det er heller ikke sikkert, at jeg har rede Penge ved Haanden til den Tid.

- Peter Bindner har vist bedst af at gaa Vejen, sagde 126 Fragtmanden. Det er sundt for Skræddere at strække Benene, for ellers kommer de altid til at sidde over Kors . . . Vil den Pige køre med for en Rigsdalerseddel?

Her henvendte han Ordet til Karen. Hun havde faaet Øjnene tørrede og havde under den foregaaende Samtale gentagne Gange skottet spørgende op til den højttronende Niels Ottesen.

- Jeg faar det vel for fire Mark og otte? sagde Karen.

- Ja, men saa kommer den Pige til at lægge ud for mig til to og en halv, naar vi holder ved Ousted Kro.

- Det er otte Skilling til. Lad gaa!

Ikke uden Besvær klavrede Karen ad det ene Forhjul, Vognfadingens Band og entrede op ad de tykke Reb, til hun naaede Fragtmandens udstrakte store Haand, der med et Ryk svang hende i Højden.

- Se at faa de sorte Uldsokker med, Karen, sagde Peter Bindner. Det er ellers et net Menneske, Du faar til Bordkavaler. Du skal se, Du bliver Kæreste med ham paa Vejen. Han staar vist ved de sorte Husarer, kan man se paa hans Mundering. Og naar Garderen Niels Peter Nielsen ikke vil have Dig, saa maa Du nøjes med en af et ringere Regiment.

Nu bemærkede Karen, at den Person, der sad i Midten var en skrækkelig luslidt, ubarberet, rødnæset Karl i en blank slidt sort Dragt med en forhenværende sort nu næsten ræverød langhaaret høj Filthat paa Hovedet. Han sad og halvsov med en gammel "Felleisen" i Skødet for Varmens Skyld.

- Han kører vist inte ene, raabte Peter Bindner pegende op mod ham.

- Hvem skulde han have med? spurgte Fragtmanden.

- Aa, saadan en lille Besætning Smaakre'tur, svarede Peter Bindner.

- Før bliver jeg Kejser i Kinesien, end I nogen Tid holder op med utidig Snak. Men I gider vel nødig anstrenge jeres Hejreben saadan en syv Mils Vej ? I kan lægge jer tværs over Læsset paa et Dækken bag Agestolen; men, sætter I ikke en Prop i Gabet paa jer og holder tæt med jeres Behageligheder, saa kunde det være, at I kom til at entre gesvindtere ned, end I entrede op, og tabte jere Hanelægge paa Vejen. Der . . . tag fat i Piskeskaftet . . . hiv op!

Skrædder, Spillemand, Vise- og Gravversdigter, jordløs Husmand, Markedssanger og landlig Festarrangør Peter Bindner klavrede op paa sit umagelige Sæde. Fragtmanden knaldede," efter 127 et kraftigt Ryk af Hestene kom Vognen los, og det svære Køretøj raslede og knirkede i saa langsom en Fart som en gammel korpulent Mands Spadserehastighed hen ad Landevejen. To, halvtredje Time gik med til hver Mil. Det landlige Geni pintes af den af Fragtmanden paalagte Tavshedsbetingelse. Han gav sig af og til ynkelig, thi trods det underliggende Dækken undgik han ingenlunde at føle Ujævnhederne under sig, og Vognen skumplede, og Læsset dinglede, saa den stakkels Peter slet ikke kunde faa Hvile.

Den evindelige gulbrune Landevej fik aldrig Ende, de brune skallede Marker var en uendelig Ørken, det lettede lidt, naar Vejen krydsede et Stykke Skov, men, længe inden Skoven hørte op, blev man ked af den, længtes efter den aabne Mark og længtes saa atter efter et Stykke Skov. Det var blevet jævn, tæt Regn, Kirketaarne, Træer og Huse var kun højere eller lavere, smallere eller bredere Pletter paa det store, alt omhyllende smudsige Sludlagen. Peter Bindner havde den inderligste Medlidenhed med sin nye grønne Skødetrøje; han beskyttede den ved at svøbe Dækkenet om sig, men hans Leje blev saa meget utaaleligere. Og saa turde han hverken beklage sig eller "gøre lidt Mas", for Fragtmand Niels Ottesen var en "sær gammel Rad" og stod i Ry for Ordholdenhed, lige det modsatte af, hvad Peter Rindner var bekendt for. Peter sukkede og gav sig højere og højere. Endelig sagde Fragtmanden uden at vende sig:

- I ligger vel rigtig godt, Skrædder?

- Maa jeg snakke, Niels Ottesen?

- Ja, naar I bliver spurgt.

- Trænger I ikke snart til et Par nye Skindbukser, Niels Ottesen?

- Jo-o-o. Jeg har Skind liggende til to Par. Hvad rager det ellers jer?

- Jeg syr dem gratis, hvis jeg maa bytte Plads med den Mahogni-Herre, I har i Midten.

- Ja, det vil sige: I beholder Skindet, men der bliver aldrig Rukser af det.

- I kan faa skriftligt for det med Underskrift af to Vitterlighedsvidner: Karen Jensdatter fra Skjelby og den Balkavaler midt imellem jer.

Fragtmanden betænkte sig lidt, rodede saa i sin Lomme, tog en Lap Papir ud fra et Uhyre af en Skindbrevtaske og rakte den bagud.

128

- Blyantspen har jeg selv, sagde Skrædderen med Selvfølelse. Hold bare lidt, Niels Ottesen!

Han arbejdede sig hen paa et Sted, hvor han kunde bruge et fladt Kasselag som Pult, lagde sig paa Maven og anvendte meget lang Tid paa Redaktionen af følgende Tekst, som han oplæste:

"At Undertegnede Forplikter og Forbinder sig til Fjorten dage efter et til et Almindelig par Buxers Størrelse hørende Skinds udlevering fra Fraktmand Niels Othesen af R- Købstad at levere Ovennevnte Buxer ferdige til erstadtning for leveret kørsel af Ovennevnte Niels Othesen og i alle maader Forsvarlig arbede og uden betaling. Vilket herved Bevidnes med Vitterlighedsvidners underskrivt
Peter O. Bindner
af Nidløse.

- Ja, det maa være Ord nok. Vil den Pige sætte sit Navn under? sagde Niels Ottesen og rakte Papir og Blyant til Karen.

- Det kender jeg ikke noget til, svarede hun, og jeg kan ikke skrive undtagen det, jeg nu skriver, men jeg kan vel ikke komme noget til for det.

Hun tegnede K. I. D. (dvs. Karen Jensdatter), det samme Mærke, som stod malet paa hendes Kiste hjemme. Fragtmanden sagde:

- Men det bliver værre med den Lybekker her. For først skal man vaagne ham, for han sover bestandig, og saa er det en tysk Abekat, som ikke kan forstaa et fornuftigt Ord. Kan I snakke Tysk, Skrædder?

- Jo, noget.

Peter Bindner gav den rejsende "Haandværksbursch" tre Dunk i Nakken, før han vaagnede, dirrende af Kulde.

- Schreiben Sein Navne unternieden dieser Papir, brøltc han ham ind i Øret.

- Wie? sagde Haandværkssvenden og saa' sig om med en pludselig vækket berusets sløvt forvirrede Blik.

- Sie bist Schustergesell? spurgte Skrædderen.

- Ja wohl!

Skrædderen gentog sin Opfordring flere Gange, og hver 129 Gang paa værre og værre Tysk. Det var umuligt for ham at faa Fyren til at forstaa hans Mening.

- Vi faar nøjes med Karen. Hun er en Datter af salig Gaardmand Jens Persen i Skjelby, og nu ejer hendes Broder Gaarden. Vi kan kanske faa et Vitterlighedsvidne til, naar vi kommer til Kroen. Maa jeg nu bytte Plads med Tyskeren?

- Lad gaa! sagde Fragtmanden. Men I maa selv verfe ham over.

- Del er rimeligt, Niels Ottesen.

Nu vækkede han paa ny Tyskeren og sagde:

- Von hinten, Schuster! Ich soli sein Platz haben.

Da Tiltale ikke hjalp, tog Peter Bindner ham om Livet, løftede ham i Sædet og væltede ham bagover. Tyskeren gjorde al mulig Modstand.

- Enten zum hinten eller dort nieder in das Schnavs. Yerstehst Du?

- Han er fuld, sagde Fragtmanden, ellers maatte det Kvæg jo forstaa hvert eneste Ord, for det gør jeg. Trrr! Vil den Pige holde Hestene en Kende?

Haandværkssvenden var for slap til at gøre mere Modstand, især da Fragtmandens kraftige Haand tog fat i ham. Han mumlede nogle bønlige Ord, men, da han efter fuldbragt Flytning indsaa', at noget værre kunde været vederfaret ham, arrangerede han sig, som han bedst kunde, og faldt snart i Søvn igen.

II.

Det gled og gled, det rumlede og knagede, det klirrede og skar. Mørket faldt paa, og omtrent samtidig hoftede det med Regnvejret. Taagen blev fra blygraa til hvidgraa. Saa lettede den, og gennem en tyndere Dises Flor kikkede hist og her en Stjerneprik frem som et Knappenaalshoved i en uhyre stor, fattig besat Naalepude.

Passagererne sov, Kusken sov, Hestene sov, for saa vidt de kunde sove gaaende. Naar de faldt helt i Søvn, og Vognen stod helt stille, vaagnede Fragtmanden halvt, tjattede dem med Pisken, og saa gled det atter under sagte Klirren og Knirken.

Peter Bindner vaagnede først ved Følelsen af, at noget skar 130 ham i Øjnene. Han slog med Haanden efter det Tøjeri, saa Hestedækkenet faldt ned over hans Skuldre. Saa opdagede han, at det var Maanen, som i en forbavset hvid Halvcirkel gloede ud gennem den nu let beslørede Luft. Han var saa meget oplært til Poet, at han vidste, at Maaneskin bør frembringe Poesi. Han saa' hen paa sin Naboerske, som stundom nikkede saa dybt, at hendes Hoved faldt nær ned mod hendes Skød. Peter hentede en af sine egne gamle Viser frem for sin Erindring. Han ændrede blot et Par Ord, afpassende dem efter Situationen:

Maaneden stander paa Himmelens Loft
og skinder ned saa saare.
Min Pigelil, jeg elsker Dig
med Sorg og salten Taare
Men, skænk er Du mig Hjerte og Haand
alt her paa Fragtvognens Sæde,
saa vil jeg blive saa fro i Aand
og smage Elskovs Glæde.

Fragtmanden vaagnede og sagde:

- Hold Kæft, Skrædder!

Karen skubbede til ham og mumlede:

- Der er ingen, der har talt til Peter Bindner. Hum jer lidt!

Skrædderen tav straks og flyttede sig fra Karen. Hun kunde nu heller ikke sove mere for Maanen, men hun lod, som om hun sov. "Gesellen" der bagude gennemsnorkede et helt Register af Toner.

En hel Hær af Stjerner havde tændt sig, da Hestene ganske mekanisk standsede uden for en Kro, med Bomme foran Stuehuset. Rejsestaldens Port var for lav til, at det høje Læs kunde køre ind under den. Fragtmanden vaagnede og sagde til Staldmesteren, der kom løbende i Luntetrav med en Krybbe under Armen:

- En og en halv, Morten! . . . Ja, se Pengene skal Du have hos den Pige. Løs Skaglerne, Morten! jeg vil ned og rette Benene.

Først satte den tykke Fragtmand Bagen paa Fodbrættet under Sædet og firede sig langsomt ned. Da han stod paa Jorden, sagde han op til Karen:

- Vil saa den Pige række mig tolv Skilling.

- En stor Saapian og en halv Københavnsøl kan kun blive otte Skilling, svarede Karen og rakte ham fire store Toskillinger.

131

- Ja, men vær saa medlidende at lade Skrædderen faa en Saapian med.

- Det gør jeg aldeles ikke, sagde Karen i alvorsfuld Læsetone, uden at ænse Peter Bindners ydmyg bedende Mine i Maanelyset.

Et dumpt Klask! Noget tungt faldt til Jorden.

Ved Fragtmandens Nedgliden havde Læsset givet sig lidt, og den sovende Bursch var ganske sagte gledet ned ad Skraaningen og faldt nu til sidst.

Staldmesterens Lygte oplyste Fragtmandens betænkelige Ansigt.

- Har han brukket Halsen, sagde Fragtmanden, saa bliver jeg lige godt ulykkelig.

- Var han fuld? spurgte Staldmesteren, idet han knælede ned mod den faldne, saa' to hvide Øjenkugler og hørte en svag Klynken.

- Ja, vel var han fuld, sagde Niels Ottesen.

- Saa har Vorherre nok sparet ham, sagde Staldmesteren beroliget, men ikke uden Højtidelighed.

De fik den faldne rejst op. Der var intet Lem brudt i ham; thi saa længe de to støttede ved ham, kunde han staa.

- Kan Du Sotysk, Morten? spurgte Fragtmanden, for det er en Lybekker. En Skustergesell.

- Ja, her kommer nogle af alle Slags, saa noget lærer man af flere Slags Sprog.

- Han har kun betalt to Mark og har kørt fire Mil. Saa . . . hvis han kunde blive her . . . . det er dog et Menneske, Morten!

- Aa ja, paa sin Maade, sagde Staldmesteren. Han kan ligge i en Baas inde i Laden, saa kommer jo Fragtmand Per Herman i Morgen tidlig, saa kan han jo tage ham op, og saa er Fyren vel bleven ædru, hvis han kan blive det.

- Men hvor skal han faa Mad fra, naar han faar sine Sanser igen? spurgte Peter Bindner oppe fra Læsset.

Niels Ottesen svarede bagud, mens han og Staldmesteren halv ledte, halv bar den drukne og forfrosne Vagabond ind i Rejsestalden:

- Lige saadan som alle Spillemænd, Markedsbariasser og Haandværksburscher . . . de maa tigge sig igennem. Naa - de har gerne nogle Skillinger syet ind i Laserne eller gemt i Støvleskafterne.

Peter Bindner hviskede til Karen: 132 - Laan mig otte Skilling til Gesellen, Karen!

- Jeg vil hellere give ham to, lød Svaret.

Spillemanden tog sig til Lommen, trak et Tørklæde op, rakte det til Karen, som kunde føle flere Specier bundne ind i en Knude. Hun saa' forbavset paa sin Sidemand.

- Saadan nogle højnæsede Snøbler som Fragtmænd, Prangere og kalkunske Gaardmænd skal man bilde ind, at man er en Prakker, for saa tror de paa ens Sjeni og Talang, det Rak, og jeg synes dog, de skal give noget for noget.

Det var første Gang, at Karen følte eller viste Sympati for sin Rejsefælle. Hun smilede ganske lidt til ham, gav ham et Sideblik og hviskede:

- Er I saadan en Spekulanter? Dér! Der er otte Skilling.

Da Staldmesteren var kommen tilbage, og Niels Ottesen var gaaet ind i Kroens Kælderstue, kastede Peter Bindner med en tlot Mine, som var han Millionær, et 2½ Kuranlskillingsstykke ned i Krybben foran Hestene og sagde:

- Staldmester! her er Penge til en Bid Brød og en Saapian til Schusteren der inde i Laden . . o . . . og . (Karen . . . kan jeg faa fire Skilling til?) . . og der er lidt til Staldmesteren.

Fire Enesteskillinger fulgte raslende efter. Staldmesteren lettede paa sin laadne Hue og sagde op mod Læsset:

- Naa, i Dag kører nok Niels Ottesen for galante Folks Børn.

Langt om længe kom Fragtmanden ud af Kroen, og nu gik det videre i den fugtige, blege Nat. Nu skinnede Genstandene hvidt ud i Rummet, og lange Skygger laa efter dem hen ad Mark og Vej.

Det blev mere og mere uudholdeligt af Kedsommelighed; thi de kørende blev efterhaanden ømme i alle Lemmer, kunde ikke finde Hvile i nogen Stilling, kunde følgelig ikke sove. Mørket og Sludet var næsten bedre end denne grødede Maanenat med sit hvide Dødningegrin. Fragtmanden gabede først med et højt Brøl, saa gabede Spillemanden med et Hvin, saa Karen med et dæmpet Suk, og denne Akt gentoges med passende Mellemrum. Efter fire fem Timers Kørsel naaede man Roskilde Klokken tre om Morgenen. Der bededes atter en Time. Fragtmanden tingede sig atter en lille Fortæring til og sagde endda:

- Hvad? Har ingen af jer en Rundtenom med? Saa kan I give mig en Bid at tygge paa.

Men de forsikrede begge, at det havde de ikke, Fragtmanden maatte da ind i "Møllehusene" og skaffe sig en Bid.

133

Mens han var derinde, stødte Peter Bindner til Karen, trak en stor Stump Rugbrød og et Stykke stegt Flæsk op, rev det itu med Fingrene og bød galant Karen et Stykke. Saa stødte hun til ham, tog to Rundtenommer med Spegepølse og to med Knapost frem, brød dem over og gengældte Spillemandens Gæstfrihed. Deres gensidige Sympati mødtes i et lille smørret Grin, da Fragtmanden kom ud.

Nu gled de videre mod København. Maanen sank, Bælgmørke og overtrukken Himmel. Taage, der blev til Støvregn, fulgte paa. Time sneg sig efter Time med Sneglefjed.

- Kan I ikke tage Linerne Skrædder, saa jeg kan blunde lidt? spurgte Fragtmanden. I har jo sovet.

Peter Bindner nikkede og tog Tømmerne. Straks efter snorkede Fragtmanden som et Taagehorn ud i Mulmet.

Karen gabede og sukkede med stedse kortere Mellemrum. Endelig hørte Peter hende hulke.

- Hvad er det, Karen? spurgte han.

- Det er myrderlig, saa jeg keder mig. Jeg tror lige godt, jeg dør.

Peter bøjede sin Mund hen til hendes Øre og nynnede:

Det tror og mener jeg sikkert og vist,
at Niels Peter Nielsen, den Hestgardist,
vil lumsk sin Kærest bedrage.
Niels Peter Nielsen var allen Stund
hvad jeg vil kalde en vidtløftig Hund
og storsnudet uden Mage.
Men vil Du have en Spillemand,
som Viser digte og synge kan,
saa skal dine Levnets Dage
henrinde med Sang og med Strengespil,
og noget haver han lagt sig til,
som han til Terminen kan tage
med Lethed af Sparekassen ud;
tre Hundred Daler hans favre Brud
med hannem kan til sig rage.

Hvad, Karen?

- Bliv fra mig! sagde Karen hulkende.

- Vist saa, Karen! Jeg har mange Professioner. De giver alle lidt af sig.

- Og et jordløst Hus.

- Jeg køber den Parcel i Nidløse, som Lars Lederup har.

- Hvad kan tre Hundrede Daler forslaa til det?

134

- Den ny Møller vil hjælpe mig. Sig ja!

- Næ-æ-j.

- Skynd Dig, inden Niels Ottesen vaagner!

- Næ-æ-j. I er ogsaa vidtløftig . . . de siger, at den store Jomfru Kristiansen . . .

- Jeg lader bare saadan. Jeg er lige saa klog som Bønderne, men løber avet om for Professionens Skyld. Sig ja!

- Næ-æ-j.

Peter Bindner maatte tie. Efter to Timers Forløb lød Karens Hulken meget stærkt.

- Gud hjælpe mig! Jeg keder mig . . . det er dog forskrækkeligt, dette herre.

- Sig ja, Karen!

- Ja da, for Satan! sagde hun arrig og stampede mod Fodbrættet, saa Fragtmanden vaagnede. Men, da Peter Bindner listede Armen om hendes Liv, kneb hun den, saa Skrædderen skreg ved det.

Efter nogle Gange at have bedet i Kroer, efter at alle Vidtløftigheder ved Acciseboden var gennemgaaede, kørte Niels Ottesens Fragtlæs ind i Gardergaarden paa Vestergade Klokken ni om Morgenen. Hans to Passagerer fulgtes stiltiende ad ned over Gammel Torv.

III.

- Kan Du se Vandspringet, Karen?

- Jeg er lige glad.

- Kan Du se, alle Husene er, som det kunde være Slotte.

- Det er nogle fælt høje Staværer! . . . Jeg véd ellers ikke, hvad jeg skal herinde. Jeg vil hjem igen.

- Hvorfor tog Du da herind?

- Hvad rager det Peter Bindner?

- Jo . . . nu, da vi skal vandre sammen baade gennem Livets Rosen- og Tornebuske. Du skal ellers sige Du til mig.

- Nej, Gu' gør jeg ej.

- Tænker Du endnu paa Niels Peter, det Bæst?

- Jeg behøver ikke at sige til nogen, hvad jeg tænker. Lad mig være!

135

- Har Du ikke givet mig dit Løfte?

- Jeg kan lige saa godt tage Peter Bindner som enhver anden, naar jeg ikke kan faa den, jeg vil. Og hellere, end jeg vil tjene hele mit Liv, vil jeg tage jer, hvor gal en Abekat I saa er.

- Ja, men jeg elsker Dig.

- Ja, Sludder har vi nok af.

Peter Bindner tog sit Lommetørklæde op, løsnede en af Knuderne og sagde, mens han lod en Specie glimre i Solen:

- Der har Du, hvad jeg skylder Dig . . . med Rente og Rentes Rente.

- Jeg kan ikke give igen, sagde Karen.

Spillemanden sukkede. At det sidst udspillede Kort skulde stikkes, havde han mindst ventet. Tavse gik de nyforlovede ved hinandens Side. Karen fulgte ham, fordi hun ikke anede, hvorhen nogle af alle de Gader førte, og slet ikke vidste, hvor hun skulde finde, hvad hun søgte. Graaden klukkede stadig i Halsen paa hende. Peter Bindner var noget uhyggelig til Mode, vilde nødig tilstaa det for sig selv og gav sig derfor til at snakke løs.

- Ja, se jeg er nu taget herind for . . . ja det er egentlig en Hemmelighed, men til sin Forlovede (Pyh! sagde Karen) . . . til sin Fæstemø kan man sige alt. Den ny Møller i Nidløse Mølle, det er en mere fin Mand, han skriver sig G. P. Rendberg, Kand. Pil., Møller; det vil sige, han har studeret Latinsk i sin Tid. Og han vil gøre et Fastelavnsgilde, som kan sige Sparto til Kammerraadens Mikkelsgilde paa Nidløsegaard. Der skal være et Orsjester . . . og jeg skal være, hvad han kalder Kapelmester, det vil sige Over-Mosekker. Per Trille fra Randløv spiller Fiolin, Stadsmusikanten Mosbøll fra Købstaden skal trutte paa Valdhorn, Slagtersvend Kjølby skal blæse paa Tværfløjte, Skomager Peter Hansen skal gnide Brumlebassen, og jeg, som kan spille paa alle mulige Instrumenter, jeg skal baade blæse Klarinet og føre an, for jeg har set, hvordan de bær sig ad i det kongelige Teater, hvor jeg har været to Gange. Her skal Du se ... Ser Du, der er Frue Kirke . . . saadan.

Skrædderen slog med Armen som med en Taktstok og fortsatte:

- Og saa skal jeg gøre Foredrag af nogle af mine selvdigtede Viser, men det skal jeg have en Guitar til. Det er saadan en.

Mellem Kirken og Universitetet standsede Peter Bindner, 136 lod sin venstre Overarm agere Guitar og lod som han spillede paa den med Fingrene paa højre Haand, mens han sang til:

Skønne Pige med de sorte Bryn!
Jeg elsker Dig.
Jeg er truffen af dit Øjes Lyn.
Elsk Du dog mig!

Av - av!

En rødkjolet og grønkravet Person med høj Hat og en tyk Spanskrørsstok stod for dem. Han sagde:

- Kan saadan en Bondeknold inte indse, at man inte synger og danser paa offentlig Gade. Hold Mund! Naar jeg taler, maa ingen svare.

Peter Bindner, hvis Ben gerne vilde undgaa en ny Rerøring af Spanskrørsstokken, tog Hatten af for Politibetjenten og gik videre. Karen tænkte ved sig selv: "Det Bap havde han godt af."

Skrædderen standsede i en Gade, langs hvis ene Side der løb en Kirkemur. Karen tænkte, det maatte være Markedsdag i Dag i København, for inde i Kirkemuren var Boder, hvorfra Kobbermaskiner, Messingkaffekander, Kasseroller, Dørslag skinnede ud, og foran den var Stilladser, hvor der hang Frakker, Bukser, Skørter, Klokker, Sko, Støvler . . . men det var lige godt et underligt Marked, for det var dog alt sammen saadan noget gammelt Skidt. Og saa brølede Kræmmere og Markedskællinger noget ud imod hende, som hun ikke kunde forstaa hvad var. Højest og mest skærende lød et Hvin fra en lille sortsmudset, krumnæset Mand under et fremspringende Stillads. Paa dette og paa Muren hang Shawler, Sadler, Fade, Stegepander, Brandspande og - musikalske Instrumenter.

Peter Bindner pegede op mod en Guitar og sagde:

- Ser Du, Karen! Havde jeg haft den at spille paa, da vi sad paa Niels Ottesens Fragtlæs, saa havde Du givet mig dit Ja med Fryd og Glæde, for, naar jeg faar saadan en under mine Fingre og synger den Vise, jeg begyndte paa, da den røde smak mig over Benene, saa er der Sympati i det, og saa kan intet Pigehjerte modstaa mig; men se, hidindtil har jeg jo somme Tider haft saadan en Tingest, som jeg immer har købt hos samme Jøde, som der staar, for han rejser jo ogsaa om til Markeder . . . men jeg har ikke nænnet at bruge min Magt 137 over de uskyldige Hjerter, ser Du. Men nu køber jeg Guitaren for Møllerens Specier, og med den skal jeg fortrolde Dig, saa Du ikke kan stritte mod, men maa synke daanende op mod min Drejels Vest. ' Det er det, som kaldes Sympati. Og naar det kommer sammen med det 01, Du drak oppe i Gæstgivergaarden, for jeg bestilte Sympatiøl, saa virker det noget mageløst. Saa bliver jeg lige saa overmægtig over Dig som Vandtrolden, der i gamle Dage lokkede de uskyldige Piger ned paa Bunden af Borup Sø.

Karen skottede op til ham, uvis, om der var noget i det, eller om det var noget rent Sludder.

- Eh, eh - lød det hen imod dem. Hvad køber de to rare Folk saa?

- Det er jo Jøde Jakobsen, sagde Peter Bindner.

- Ja, ja . . . ach . . . Spillemanden fra . . .

- Nidløse.

- Ja, ja. Instrumenter! Hva?

- Guitar, Tromme og Klarinet. Fire Rigsdaler for hele Klatten.

- Den gode Mand fra Nidløse spøger nok i al Spashaftighed og mener nok otte Rigsdaler.

- Farvel, Jøde Jakobsen!

- Syv Rigsdaler, min gode Spillemand, for hanses schmukke lille Kærestes Skyld. God Dag, lille Pige, god Dag, god Dag! Hun kender mig vist, hva'?

- Nej, jeg har aldrig set den Jøde, sagde Karen.

- Skal den lille Pige inte ha' nogle Baand. Silkebaand, rosenrøde Silkebaand? spurgte Handelsmanden.

Han tog en Rulle Baand og gik ned med den til Karen. Hun slog Ansigtet til Siden. Handelsmanden befølte Nakkebaandene i hendes Hue og udbrød, mens han benyttede Lejligheden til at klappe hende paa Halsen:

- De Baand har jo den lille Pige købt hos mig paa . . . paa . . . lad mig se . . . Køge Marked.

- Bliv fra mig, sagde Karen og skubbede efter ham, men han var uden for hendes Haands Rækkevidde, inden hun naaede ham.

- Naa, lille schmukke Pige, græd inte! jeg skal være billig. Køb den Rulle! Hele Geschichten for ni Mark.

- Jeg skal ogsaa have nogle Baand til al sætte uden paa 138 Fastelavnsnarrens Skjorte og Hat, sagde Peter Bindner. En Daler for Rullen og fem Daler for Guitar, Tromme og Klarinet.

En larmende Pruttehandel fulgte paa. Under Forhandlingerne stod Karen afsides og græd. Handelsmanden saa' det, afbrød et Øjeblik Pruttehandelen og løb hen til hende, klappede hende paa Ryggen og sagde:

- Gud straffe mig, om jeg ikke slaar en Daler af for hendes Skyld, rare lille Pige! Na, na, sæt saa en Smil op paa de smaa Rosalæber - he - Jeg holder sgu saa meget af de søde, rare Smaapiger. Hva' Spillemand fra Nidløse? Naa . . . lad mig faa de fire Specier for det hele . . . Eh, eh, Madam! igen der! Det tænkte jeg nok. Madammen har betænkt sig og tager det nysselige, næsten splinterny franske Shawl . . . hva', lille søde Madam? Spadsere til Fritsberg med det Fastelavns Søndag, hva?

De sidste Replikker henvendtes til et paa Fortovet lige over for spadserende Par: en meget stor og fed blussende rød Kone med kyseagtig sort Fløjls Hat, en sort- og rødblommet ulden Kjole og Kaabe med chenilleagtigt Slag, samt hendes Kavaler, en høj slank Soldat i lyseblaa Bajstrøje, Benklæder og skyggeløs Hue af samme Farve med hvide Striber og Besætning.

Peter Bindner og Karen havde vendt sig om. Handelsmandan saa' dem staa stive som Statuer, med aaben Mund, opspilede Øjne og med en isnende Forfærdelse i alle Miner.

- Inte angest, godt Folk ude fra Nidløse! sagde han kærtegnende, det er bare Madam Sivertsen nere fra Hjørnet af Bryghusgade og Frederiksholms Kanal. Og Soldaten, det er bare en Hestgarder, for hele den kongelige Livgarde til Hest søger i Madam Sivertsens Beværtning. Den er saa nær ved Kasernen. Der er slets inte noget at være bange for, min gode Spillemand og min rare Pige.

Peter Bindner mumlede:

- Jeg er hverken bange for gale Tyre eller for noget Menneske, som Gud haver skabt, undtagen for Madam Sivertsen, som ellers hedder Jomfru Kristiansen.

Den fede, sort- og rødblommede Kone slog Nakken langt tilbage, og hendes mildest talt svulmende Overkrop fulgte med. Hun foldede et Par Hynder af Hænder foran Hjertekulen, stillede sig tæt op mod Skrædderen, der forgæves forsøgte en Flankebevægelse, og trængte ham op mod Kirkegaardsmuren: 139 - Skurk og Forræder! Der gaar Du med en ung og ubefæstet Pige fra Landet, som Du vil forføre med dine Viser og dine møstiske Klimperier paa alle mulige Instrumenter. Du skulde hellere betale, hvad Opdragelsen har kostet af din Datter Minona, som Du ikke har set noget til i fire Aar. Jeg er ikke mere den uerfarne Husjomfru hos afdøde Møller Karlsen i Nidløse, jeg er min egen Mand og skylder ingen noget. - Hun vendte sig nu til Gardisten og sagde: Niels Peter Nielsen . . . der staar min uerfarne Ungdoms listige Forfører. Men der kan Du se, Peter Bindner, din Usselryg, at jeg har faaet mig en ung Forlovet.

- En lille Smule Plads, Mutter! sagde en Skomagerdreng, som kom fløjtende, mens han holdt et Par ved Stropperne sammenbundne Støvler og lod dem dingle til begge Sider. Han fremkaldte med ondskabsfuld Glæde et stærkt Sammenstød mellem sig og Madam Sivertsens Mave og gik fløjtende videre uden at bryde sig om, at hun sendte en Salve efter ham:

- Saadan en lang Unge! Skal han gaa og skubbe til ordentlige Folk, der staar og snakker sammen om alvorlige Genstande! Han kan tro, jeg skal lede hans Mester op og fortælle ham om det Janhagel, som kommer og gnaver sig ind i alle mulige Handværks-Lav, lige nere fra Skorstensfejer-Lavet op til Isenkræmmer-Lavet.

Under alt dette havde Karen og Gardisten vekslet følgende Ord:

Han : Det er et ondt Øjesyn, Du ser paa mig med, Karen.

Hun : Jeg er taget til København bare for at se, om Du havde Skam eller Samvittighedsnag i Dig. For siden jeg fik det skændige Brev fra Dig, har jeg ikke lukket et eneste Øje nogen Nat.

Han : Ja, der stod jo ikke andet i, end hvad sandt var.

Hun : Jeg kan det udenad. Der stod: "Uvist er det, hvorhen Skæbningen vil drage mig, eftersom en stor Stad har saa mange Fristelser, og den Løn, en Soldat faar selv i den kongelige Livgarde til Hest, ej kan forslaa til varm Mad hver Dag, hvilket endog er langt fra." . . . Og nu ser jeg, at Du er bleven Kæreste med den føre Jomfru Kristiansen, som kom i Utide fra den forrige Møller i Nidløse.

Han: Nej, Karen. Jeg har kun hyklet Kærlighed til hende for at faa varm Flæskesteg og et Glas 01 hver Dag paa Kredit i hendes Kælder. Det er noget, jeg vil forsvare for Gud og 140 Mennesker, at jeg om Søndagen spadserer til Fritsberg med hende, og det svær jeg Dig til, Karen, at hun for hver Gang maa give Kaffe med frisk Hredebrød til paa Rosenlund. Hvordan skal en fattig Karl, som ligger i Tjenesten, undvære en Madkæreste ?

Hun : Ja, naar det ikke er andet end det . . . Hvor meget skylder Du hende, Niels Peter?

Han : Fire Rigsdaler og elleve Skilling.

Hun : Der er to Specier. De elleve Skilling maa Du selv betale.

Han : Karen! Aldrig vil jeg tilhøre nogen anden Pige end Dig, saa længe Sol, Maane og Stjerner lyser paa Himlens Rue.

Karen græd af Rørelse og Glæde, og de to gik Haand i Haand ned ad Fortovet. Karen sagde:

- Ja, naar Peter Rindner siger, at jeg har lovet at være hans Kæreste, saa gjorde jeg det bare af lutter Kedsomhed oppe paa Niels Ottesens Fragtlæs i Nat. Det var slet ikke af Hævngerrighed mod Dig, Niels Peter. Men hvad skulde jeg gøre, saa arrig og sorrigfuld, som jeg var?

- Det siger jeg ikke noget imod, naar det bare er Hykleri, sagde Gardisten og nikkede, overbevist om Nødvendigheden af at tage alt muligt Hensyn til Livets praktiske Krav.

Skomagerdrengen havde befriet Peter Rindner fra Madam Sivertsens generende, umiddelbare Nærhed. Peter havde benyttet Øjeblikket til, trods Handelsmandens skrigende Protest, at tage en stor Grødsløv ned fra Stilladset. Med den holdt han hende fra Livet, saa godt han kunde, og, mens Handelsmanden raabte:

- Lad os bare handle og faa afgjort, saa kan jo det andet komme bagefter . . . . Sleven koster tolv Skilling . . . . - gled Peter Rindner frem og tilbage langs Muren, skurende Ryggen op mod den, holdende Madam Sivertsen, der trolig fulgte ham, i Afstand med den store Sløv; Munden gik uafladelig paa hende:

- Gift har jeg vaaren, for jeg blev viet til salig Sivertsen, som havde Kælderen, før jeg fik den, mens han laa paa sit yderste, og, dersom Du tror, at jeg vil gifte mig med Dig, saa tager Du fejl, men de Penge, Du skylder mig, vil jeg have. For Rarnet har jeg selv født med Smerte, men Du . . .

Hun rakte Haanden ud; Peter Rindner slog hende over 141 den med Sløven. Hun hvinede. Nogle Drenge og Sjovere stimlede efterhaanden sammen, og Mandfolk og Fruentimmer fra de andre Boder forstærkede Tilskuernes Tal. Hurra, Latter, Hujen, Piben i Fingrene akkompagnerede Madam Sivertsens Tale saa stærkt, at den helt overdøvedes. Forbitret og fortvivlet raabte hun efter Gardisten, men øjnede ham nu langt nede i Gaden, spadserende Haand i Haand med Karen. Nu truede hun efter ham, men Ordstrømmen, der ledsagede denne Gebærde, var uhørlig.

- Passér Gaden! lød en kommanderende Stemme. En Stok løftedes, og en rød Politibetjent gjorde lyst med den til alle Sider. Peter Bindner fandt Situationen højst betænkelig, og, da Betjenten vredt spurgte, hvad der var paa Færde, lettede han paa Hatten og sagde:

- En lille hidsig Scene, som saa tidt forefalder i det ægteskabelige Liv.

Madam Sivertsen saa' op paa sin utro forhenværende Elsker:

- Taler Du Alvor? spurgte hun. Vil Du virkelig bøde paa din Synd og give din Datter og mig et ærligt Navn? . . . For det gaar slet ikke godt med Beværtningen, og paa Landet er det billigere at leve, og Du kan saamænd meget godt føde baade Kone og Barn med dine mange Professioner og Talanger.

- Peter Bindner sukkede dybt. Han gjorde i en Fart nogle indvendige Betragtninger i Stil med Per Ruus' Skæbnefilosofi. Besolut tog han den for otte Aar siden forskudte Kæreste under Armen. Handelsmanden løb efter dem med de købte Varer, det franske Shawl iberegnet. Madam Sivertsen draperede sin føre Taille dermed, mens han spadserede med Favnen fuld af musikalske Instrumenter. Sløven tingede han sig til som Tilgift.

To Dage efter, en Søndag, kørte det forsonede Par den lange Vej med Niels Ottesen og sov sødelig den største Del af Tiden. Men Karen tog mod en ledig Plads som Kælderpige i Gardergaardens simplere Beværtning, saa Niels Peter fik Hjerte- og Madkæreste forenet i samme Person. Hun holdt ham fra alle "Vidtløftigheder" med sin stille Myndighed, og, da han "kom ud af Tjenesten", blev han Gaardskarl i Gardergaarden og gift med sin ihærdige Forlovede.

EN OLDENBORREGROSSERER

144
145

I.

Forhenværende Fiskeriforpagter, nuværende Landsbyhøker Lars Blom ventede ikke flere Kunder i sin Bod den Dag, thi Klokken var over syv, og det begyndte at skumre. Lars Blom tændte aldrig Lys i sin Bod om Sommeraftenerne. Sveddrivende, som han var, efter den usædvanlig varme Dag i Maj Maaneds Slutning, vilde han afkøle sig og ryge sin Pibe paa Bænken, der stod ved Siden af Butiksdøren i det okkermalede, lave, grundmurede Hus's Gavl. Han naaede ogsaa derud med sin korte Træhovedspibe i Munden, i Skjorteærmer og Straahat, med broderede nedtraadte Morgensko over de hvidgule tykke Uldsokker.

Udsigten skulde han ikke glæde sig over, thi han kunde intet se uden Genbogaardens Længer og dens Haves Pilehegn. Frisk Luft skulde han ikke vederkvæge sig ved, thi langt ud paa Vejen udaandede den aabne Butiksdør en meget sammensat Duft, hvori man navnlig kunde skelne Kaffe, Allehaande, Tjære og Spegesild. Men det var nu Lars Bloms stadige Atmosfære.

Han ventede paa Selskab. Han havde sat to halve Baiere og to Glas ved Siden af sig paa Bænken. Den ene Baier var bestemt for ham selv, den anden for Aftægtsmand Jens Persen fra Gaarden lige overfor. Hver Aften, naar Vejret tillod det, sad de to gamle Fyre paa samme Bænk, uden at tale stort til hinanden, blot fremmumlende enkelte korte Sætninger, der udtalte Ærgrelse over Forhold og Personer, Stemninger og Tilstande fra Nutidslivet i Brøndby Hovedsogn og tilhørende Anneks Kringelse. Høker Lars Blom blev først hidsig, naar Aftægtsmand Jens Persen gav sig til at politisere og gengive de Resultater, 146 som Jens Persens Svigersøn, Gaardens nuværende Besidder, havde draget ud af Købstadens Venstreblad. Thi Lars Blom havde en Søstersøn, der var Herskabsjæger hos Hofjægermesteren, Sognets Godsbesidder, og var af den Grund en ivrig Højremand. Saa skændtes de to gamle som føre Karle, uden Argumenter, men med Masser af Skældsord, som de dels sendte hinanden indbyrdes, dels rettede henholdsvis mod Jens Persens Svigersøn og mod Lars Bloms Søstersøn.

Men, da Jens Persen kom denne Aften, var der fredelige Tilbøjeligheder i Luften. Lars Blom havde haft en god Dag, det vil sige, havde solgt for 20 Kroner i sin Bod, og fandt sig foranlediget til at traktere med en Kirsebærsnaps, thi Baieren betalte Jens Persen altid selv.

De klinkede med Snapseglassene og missede med Øjnene mod Aftensolen, der forgyldte Pilenes Blade, rosenfarvede Bondegaardslængens hvidkalkede Væg, strøede lyse Stænk langs dens Straatag og gav Bøgsøjlerne fra de nærmeste Skorstene kobberglinsende Bræmmer. De tav begge, nippede til Kirsebærsnapsene, nikkede saa til hinanden og drak dem helt ud.

Lars Blom var en stor krumbøjet Skikkelse; hans Ansigt var gennemfuret paa alle Kanter; hans blonde Haar og Helskæg var kun sparsomt isprængt med graat. Jens Persen var en lille tyk sammentrængt Mand; hans kobberrøde Ansigt var glat og blankt som en gammeldags Temaskine, men hans Hageskægdusk og hans under den laadne Hue uregelmæssig nedhængende Haartotter var helt hvide, og paa de barberede Dele af hans Ansigt struttede Skægstumperne sølvglinsende ud.

- Man har det lige godt rart paa denne Bænk, bemærkede Jens Persen.

- Man kunde ha' det meget værre end som saa, bemærkede Lars Blom.

- Den salig Kromands Søn fra Kværkeby, det er ellers et Bæst, sagde Jens Persen.

- Ja, han er mere end det, Jens Persen, han er et Asen, sagde Lars Blom. Jeg kender ham, Jens Persen.

- Ja, det tror jeg sgu nok, Lars Blom.

Lars Blom nikkede langsomt. Begge de gamle bøjede sig forover og saa' ned mod Vejen. Jens Persen pirrede i Vejstøvet med sin Kæp; Lars Blom spredte en Sky i Vejret med sin Morgensko. De faldt hen i et dvask Velvære, i en mystisk Henflyden i Omgivelserne. De vaktes ved en Sang i Nærheden.

147

Foredraget var paa én Gang frækt skingrende og smørret sentimentalt. Teksten lød:

Hør, Du lille Pige, med det guldgule Haar,
sig mig, hvorfor Du saa tankefuld staar.
Kender Du "Armod", den venlige Gud?
Føler dit Hjerte hans tryllende Bud?

Mens Sangeren udførte denne Strofe, var Lars Blom røget op fra sit Sæde. Hans Ansigt var kommet i en krampagtig Bevægelse, saa hver Rynke sitrede. Hans tykke, røde, graasprængte Øjenbryn trak sig sammen, Munden bevægede sig, men kunde ikke faa Ordene frem, Kroppen rystede, og Næverne knyttede sig. Ved en Kraftanstrengelse fik han Luft og brølte med et vildt Hvin:

- Min store Hanøkse, Jens Persen! Skaf mig min store Hanøkse! For jeg vil slaa Kværkebyeren med den i Panden, saa Hjernen skal ryge i Smadder lige over i jer Have, Jens Persen.

Den gamle Bonde var for tung til at faa lettet sig fra Bænken, og Lars Blom var for arrig. Han blev ved at brøle paa sin store Hanøkse; men, da Mordvaabnet ikke kom spadserende af sig selv, rev Lars Blom en Fyrrestave ud af sit Havestakit, svang den i Luften, som en Indianerhøvding svinger sin Tomahawk, og drejede i langskridtet Trav om Hjørnet af sit Hus, langs hvis Façade der løb en Markvej med Grøft og Dige paa hver Side. Mens Klapren af smaa Træsko og Trætøfler hørtes, og hvidhaarede Børn myldrede ud af de nærliggende Huse, fik Jens Persen endefig rejst sig; men, medens han drejede om Høkerhusets Hjørne og ind paa Markvejen, purrede han besindig med Pegefingeren i sit Pibehoved for at oplive den søvnige Ild. Lars Blom stod stormægtig oppe paa sit Havedige, gestikulerende med Fyrrestaven ud mod en Fyr, der laa ganske rolig i den lave Grøft paa den anden Side Markvejen, med Bagen i Grøftebunden og med Hoved og Byg lænede op mod den ene og Benene strakte op langs den anden Skraaning. Det var en snesaars Knøs, klædt i rødstribet Skjorte og lysegraa slidte og fedtede Benklæder stoppede ned i de lange Fedtlæders Støvler, med en jockeyagtig smudsig hvid Lærredshue paa Hovedet. Han røg ganske rolig paa en kort Shagpibe og satte den mest flegmatiske Mine op til Lars Bloms lange Tale, der lød omtrent saaledes:

- Er det dog ikke Satan til Dreng, den Dreng? Aldrig i 148 mit Livs Dage har jeg kendt saadan en Dreng, som den Dreng, Kromandens Dreng fra Kværkeby. For Du er ikke andet end en Dreng, din Løjert!*) Og et Asen har Du været, saa længe Du har kunnet gaa ene. Var det ikke Dig, der ragede ved mine Redskaber nede ved Taastrup Sø og krebsede i Tude Aa? Og det, desuagtet at der stod ved Forpagtningskontrakten med højtidelige Ord: "Og haver ingen anden Ret til at fiske i ovennævnte Sø eller krebse i ovenanførte Aa." Hvad? Og har Du ikke drukket Brændevin, siden Du blev vænnet fra? Og saa, da din salig hensovede Fader døde, hvem tog sig saa af Dig? Hvad? Ja, hvem andre end Lars Andersen Blom, akkurat jeg, som her staar? Og hvem jog Dig bort fra Fiskehuset nede ved Taastrup Sø? Jeg, som svinger denne Fyrrestave - Gud give, den kunde slaa dine Ribben ind i din Lunge og din Lever! Og hvorfor jog jeg Dig væk? Fordi din Plag, som Du var, kyssede min Datter Franciska i Smug og i Løndom nede under Hyldetræet, da hun var tretten Aar. Saadant et Asen, som Du har været alle dine Dage, din ledagtige Kværkebydreng! . . . Og hvem tog Dig saa til Kræmmerdreng, da jeg fik denne Bod, dengang det gik saa skidt med Fiskeriet, og da Aalene i Tude Aa havde faaet Kolera-Sygen og døde ud ligesom Menneskeheden i København for en Snes Aar siden? . . . Ja, nu kan jeg ikke huske, hvad jeg vilde sige . . . væk her, I Unger! - her svang Lars Blom sin Fyrrestave ud i Børneflokken, der lyttende, gabende, med Fingrene i Munden beundrede denne interessante Scene - og bort fløj de til alle Sider som Avner for Vinden, men blot for at flokke sig i Grupper langs Grøfterande og paa Grøftevolde i kortere eller længere Afstand, blot i Sikkerhed for Fyrrestavens Rækkevidde. Lars Blom vedblev :

- Og saa ligger Du der i Grøften, ligesom en anden Somikkel, og lader, som om det hele ikke rager Dig. Hvem skulde det ellers rage? Har jeg ikke sagt Dig, at hvis Du kom min Grund hundrede Alen nær, saa skulde jeg . . . Og saa synger Du saadan en Skarnsvise . . . Hvad glor Du efter? . . .

Lars Blom fulgte Retningen af Knøsens Sideblik, lyttede, hørte en sagte Raslen af Hyldebusken, som ludede ud over Grøften, lige i Havens yderste Hjørne, der, hvor Jorddiget bøjede om fra Markvejen og begrænsede Haven ud mod den store Tørvemose. Aftensolen farvede Mosens Damp gul og lyserød; * 149 de sorte Tørvestakke lignede et Korps af spredte Ligbærere i deres gammeldags Kapper.

Vejen var ikke lang fra Lars Bloms første Stade paa Havegærdet til Hylden, hans lange Ben kunde tage den i faa Skridt; men, da han var kommen Halvvejen, smuttede noget lyst ud af Hyldens Tykning ned over Gærdet og ud over Mosen. Lars Blom standsede og drev Fyrrestaven ned i Jorden. Han følte Trang til en ny Lettelse i Ord:

- Nu har jeg set det Syn med. Aa, min egen Datter Franciska, som jeg har opkaldt efter en Oberstinde! Tænkte jeg ikke nok, at hun vilde kukettere med den Kværkebykalv. Ja, rend Du, rend Du, for din gamle Fader kan ikke rende Dig op! faa Du kun vaade Ben ude i Mosen og rag Dig en Sygdom til! jeg køber ingen Jord til Dig, Du kan blive begravet mellem Fattighuslemmerne paa Kirkegaarden . . . Men det er din Skyld, Du dernede i Grøften, og gid den Onde . . . Her fulgte en Række Paakaldelser af Mørkets Aand med alle hans folkeligste Navne, ledsagede af Ønsker om, at han vilde foretage alle mulige og umulige Operationer med den rødstribede Fyr, der rolig blev liggende i Grøften lige overfor, som endog med uforskammet Sindsro bankede sit Pibehoved ud, stoppede en ny Tot Tobak i det, rev en Svovlstik af paa et Laarstykke af sine Benklæder og tændte.

Lars Bloms Sindsbevægelse over Knøsens Frækhed, over Datterens Ulydighed, over Oldenborrernes Uforskammethed, der nu i den sene Aften ytrede sig ved, at de svirrede tæt forbi hans Øren og Næse, og som han forgæves søgte at afbøde ved Slag ud i Luften med sin Knippel, mattede ham. Han sænkede sit Vaaben mod Jorden og saa' sig om efter Trøst. Ja, der stod Jens Persen midt paa Vejen med udspilede Ben, kløede sig bag Øret og pustede sin Petum optimum's Røg ud i Aftengløden. Da Lars Bloms fortvivlet spørgende Blik mødte hans rolige ditto, brummede han:

- Ja, Verden er nu en Gang, som den er, Lars Blom, og Menneskene . . . ja . . . de bliver mere og mere taabelige, jo længere Verden staar.

- Ja, det er et Sandhedens Ord, Jens Persen. He! Nu er Tøsen rendt, og der ligger Drengen. Hvad skal jeg nu gøre?

- Vi kan jo først tage "Bai'ren" omme paa Bænken, saa kan vi jo drøfte Tingene med Rolighed, svarede Jens Persen. Blom drev Fyrrestaven over mod den rødstribede, men han 150 havde aabenbart blot til Hensigt at gøre en Demonstration, thi det store Stykke Træ faldt langt til Siden for Fyren, som ogsaa ganske rolig blev liggende i sin vinkelbøjede Stilling.

Mosens Damp blev hvidere, Landskabets Farver hendøde, mens Lars Blom og Jens Persen langsomt strøg om Hjørnet paa den førstes Hus, satte sig paa Bænken og fik hver en Baier til.

- Hun render vel ikke længere end til den første Tørvestak, sagde Jens Persen.

- Nej, det plejer hun ikke, sagde Lars Blom, pustende efter den Anstrengelse, hans Hidsighed havde kostet ham.

- Der linder at blive arrig. Man bliver sagtmodigere bagefter, bemærkede Jens Persen.

Men man ærgrer sig lige godt over, at man er saadan en gammel Bede, sagde Lars Blom. For nu er jeg ogsaa medlidende. For han, Drengen der omme i Grøften, er rigtignok et Utuske, men han er ogsaa et Talang.

- Det var Sat'en, brummede Jens Persen. Det saa fint udtalte Ord vidste han ikke, hvad betød, men desto mere imponerede det ham. Lars Blom vedblev:

- Men se, saadanne Finheder som Talang, Jens Persen, det passer sig for Grosserere og inte i en Høkerhandel. For dengang de byggede Jernbanen, saa var her jo svær Søgning her i Boden, og derfor har jeg tjent de Skillinger, jeg nu har. Og dengang stod jo han, Olaf i Boden. Du søde Gud, hvor snød han de Jernbanearbejdere. Sikken han kunde stryge et halvt Pund Kaffe og et Pund Puddersukker, og sikken han kunde lave Tungen paa Vægtskaalen til. Se, det er det, jeg kalder Talang. Og aldrig havde det Bæst en Smule Samvittighed. For han sagde: Hør, Blom, sagde han, saadan en snollet Dreng, som han var, det er jo ikke vores Landsmænd, de Tampe! Der er nu Svenskerne. De tog Malmø, Holland og Blekingen fra os, og der er nu Engelskmændene; de stjal vores Flaade i gamle Dage, og der er nu Tyskerne, som tog Slesvigholsten og Lauenberg fra os. De skal, saa bandte han, knappes af paa hver Vægt. Og jeg sagde: Det er Satan til Dreng, den Dreng, aldrig har jeg kendt saadan en Dreng. Men jeg grinte jo, Jens Persen, hvad?

- Ja, Fa'en sku' da græde, naar Fortjenesten bliver i Familien, sagde Jens Persen.

- Ja, jeg havde sgu megen Kærlighed til den Dreng; og han og Tøsen, Franciska, kunde jo godt have faaet hinanden 151 med Tiden, for den Sags Skyld. Men Olaf var lige godt en Kæltring. Han fik mig til at holde fine Drikkevarer og svenske Svovlstikker og Figener. Men saa vaagner jeg en Nat ved, at det knirker paa Trappen. Og jeg farer op som en Vipstjært, Jens Persen, og staar med Lyset i Haanden neden for Trappen, uh, ligesom en Løve. Der kommer Olaf listende paa bare Ben med en Flaske under Armen. Jeg smak ham en paa Kallunet og gik ovenpaa. Vorherre være min evige Fjende, om ikke Olaf og Franciska havde holdt Jul midt i Paasketiden. Der laa Kort oppe paa Kammeret, og der stod to Ølglas paa Bordet, og de lugtede af den fede svenske Punsch, og der laa Figener, og der laa svenske Svovlstikker, og Tøsen laa langs ad to Stole og røg paa en Toskillings Cigar.

- Det har været ledt at se paa, fandt Jens Persen Anledning til at bemærke.

- Ja, jeg skældte dem begge to myrderlig ud, men jeg jog ikke Drengen væk, for han gjorde Regnskabet op Dagen efter, og han havde ordentlig balberet de Jernbanetampe samme Dag, han gjorde de Utuskestreger. Og jeg siger immer, Jens Persen: Noget for noget.

- Ja, det er en vis Vej, sagde Jens Persen.

- Naa, og saa sendte jeg ham jo til Marked med den røde . . . den husker I jo nok.

- Ja, jeg kan huske alle de Bæster, der har været her i Byen i de sidste fyrretyve Aar, sagde Jens Persen med Selvfølelse. Den røde var ellers bovlam.

- Saa-aa? Ja, det var den ogsaa, for nu er det det samme, for nu er den solgt for to Aar siden. Og der snød jo Olaf Brygger Petersen paa Markedet. Ja . . . Hestehandel, hvad er det andet end Kæltringestreger, Jens Persen?

- Nej, det bliver aldrig til andet, saa længe Verden staar.

- Ja, det mener jeg med. Men Olaf blev ved at snyde mig og drikke baade svensk Punsch og ryge Toskillings Cigarer. Og Franciska blev jo stor og svær, og han blev en Snes Aar . . . og Dyden, Jens Persen! Men jeg holdt mig tavs. Men saa var det, at jeg havde faaet det brune Bæst, da jeg havde solgt den røde.

- Den brune havde Dødkuller, bemærkede Jens Persen.

- Nej!

- Jo!

- Ja vel, ja vel! Men, da jeg sendte Olaf med den til 152 Mortensmarkedet, saa vidste jo ingen det. Og jeg sagde til ham, at han skulde prakke Prokurator Raag den paa. For han er jo hestegal, og ham kan man snyde lige op i hans aabne Øjne. Men sikken et Bæst han var, den Dreng. Han kom hjem med den brune lige saa tosset, som den var. For dengang havde Prokuratoren faaet Hestepranger Klausen med, og han kunde se, at der var noget galt ved Bæstet. Og, da de saa' paa Olaf, saa kunde han inte bare sig for at grine, det sagde han selv, for Prokuratoren havde en Vorte paa Næsen med fem Haar i, og de dirrede saadan i Vinden. Og da Olaf grinte, saa blev Ole Klausen rævedannet, og saa tog han Drengen med ind paaPeter Povlsens Beværtning, og saa drak de Punsch paa Formiddagen, og saa tog det ene Ord det andet, og saa blev Olaf ærlig af lutter Drukkenskab. Det vil sige, Ole Klausen har vel givet ham noget paa Haanden. Olaf og den brune kom hjem, lige saa kulrede, som de var før Markedet. Saa jog jeg Drengen ad Helvede til; jeg havde tabt 200 Daler, og det var lige saa meget, som han tjente til mig ved de udenlandske Jernbanearbejdere. Nu var vi kvit, Jens Persen.

Det var blevet helt mørkt. Der lød Skridt tæt ved de to gamle. I Mørket kunde Lars Blom skelne Olaf fra Kværkeby, Lars Blom vilde mande sig op til Patos, men Olaf sagde ganske rolig:

- Jeg har faaet en Idé, Blom, saadan en, der kan tjenes ved.

- Det er Løgn . . . vil Du se, at Du kommer af Sted! Hvad er det for en Idé?

Den lange Fyr tog Lars Blom til Side og hviskede ham noget i Øret. En lang, hviskende Forhandling paafulgte. Under den faldt Jens Persen i Søvn. Blom rystede Olafs Haand, før de skiltes.

II.

Hvilket Liv i den lyse, disede Nat paa Sognefoged Ole Andersens store Eng med de vidt spredte Æbletræer! Haven løb umærkelig over i Engen. Det var et tyst vrimlende Liv, klart og dog mystisk belyst af den store perlemorsagtige Maane, som lo stille overlegen ned til de barbenede Drenge og Tøse, 153 der løb om i det høje, dugvaade Græs. Nogle rystede Træerne af al Kraft og pillede de søvndrukne Oldenborrer op for straks at putte dem i store Sække, andre tømte en Masse halvdruknede Oldenborrer ned i deres Sække, efter først at have heldt Vandet ud af Kar, Bøtter og Tønder. Rundt mellem Skaren for den lange Lømmel Olaf i den rødstribe de Skjorte og Benklæderne stoppede ned i Fedtlæderstøvlerne, bestandig tyssende, naar Drengene eller Tøsene talte for højt eller løb for tungt, og i Nødsfald svippende dem over de tynde, nøgne Lægge med sin vege Pilevaand. Midtpunktet i Billedet var den store Lars Blom, siddende paa en fugtig Sten, der tindrede sølvagtig i den duggede Maaneskinsnat. Han havde bag Stenen et Batteri af Halvflasker baiersk Øl, som han selv flittig tog til, og, naar Olaf kom ham nær, rakte han ham fedtet smilende en Baier. Olaf holdt Flasken for Munden og tømte den i ét Drag med glimrende Virtuositet. Naar han havde tømt en Flaske, holdt han dens Bund i Vejret og Halsen nedad, kastede den saa op i Luften og fangede den samtidig med, at han slog en Slags Pirouette. Efter hver Gentagelse af dette Kunststykke mumlede Lars Blom:

- Det er dog Satan til Dreng, den Dreng! Aldrig har jeg kendt saadan en Dreng, som den Dreng.

Hørtes der en Lyd i Nærheden, der kunde give Mistanke om, at en Vogn nærmede sig, svang Olaf sin Pilevaand, og paa Kommando kastede alle de lasede Unger sig plat paa Maven ned i Græsset, indtil Vognen, hvis der virkelig var en saadan i Anmarche, var kørt forbi, eller indtil Larmens Bortdøen havde fjernet al Frygt.

Det knibsede og krablede rundt omkring af nedfaldende Oldenborrer og af deres endnu ulykkeligere Kolleger, der, efter at have været i Bad, blev puttede i Sækkene i en Tilstand mellem Liv og Død.

Lange, hvide, vandrette Striber tændtes i Horisonten. Olaf skubbede Lars Blom blidt bort fra Stenen. Den gamle gjorde ingen Modstand, han grinede og satte en Halvflaske for Munden. Olaf svang sin Tryllestav og vinkede Skaren hen til sig. Alle Ungerne kom trippende, Pigerne med pjaltede Skørter sluskende om Benene, Drengene med Bukser smøgede op over Knæene. Hver Arbejder fik lo Øre kontant udbetalt af Olafs fedtede Skindpung, hvis Læderløbebaand flagrede ud i Luften.

Saa bares Sækkene ud af Enghaven, og det var en vældig Masse Sække. De læssedes paa Lars Bloms Vogn, der holdt et 154 Stykke op ad Markvejen med halmombundne Hjul. Olaf svang sig op paa Sædebrættet; en Dreng og en Pige krøb op ad Baghjulene. Lars Blom begyndte at bande dem, men Olaf tyssede og sagde:

- De to er fra Kværkeby Sogn - kan De ikke forstaa det, Blom? Dem maa jeg have med; saa fisker jeg et Par andre Fattighusunger fra samme Sogn op paa Vejen - forstaar De, Blom?

Blom gentog igen med smilende Forstaaelse:

- Det er dog Satan til Dreng, den Dreng osv. Ja vel, Dreng, ja vel, ja vel! Ja, hvis ikke Nøden tvang Dig til at være Kæltring, saa vilde Du være en stor Grosse'r og kanske ende baade som Etatsraad og Ridder af Dannebroge samt Dannebrogsmand.

Olaf satte Hestene i forsigtig Skridtgang, og tyst gik det frem i den dæmrende Dag. Den grønne Sæd paa Markerne og Grøftens Græs glimrede af de dirrende Draaber. Det hvide i Østen gled umærkelig over i rosenrødt.

Lars Blom gik hjem med dukkende Nakke, fuld af Haab og Frygt, drivende de lasede Børn foran sig som en Flok Faar ned til Landsbyens Fattighus ved Gadekæret. En Kone stod paa Vagt og skottede ud af Dørens paa Klem staaende øverste Laage. Hun tyssede ogsaa ad Børnene og aabnede den nederste Dørlem. Børnene smuttede ind som en Flok Rotteunger i deres Hul, efter at de hver havde holdt den glinsende Bronzetoøre op mod Kællingen. Hun nikkede og kasserede ti Øre ind i Provision for sin Part.

Og Olaf, den salig afdøde Kromands Søn fra Kværkeby, kørte i Morgenrødens fulde Pragt hen til sin Fødeby. Bag i Lars Bloms Vogn sov Drengen og Tøsen, og Oldenborrernes Kraller kradsede fortvivlet mod Lars Bloms gamle Kaffesække.

Det var et Oldenborreaar. Disse elskværdige Skabninger satte sig, efter at have gennemsvirret Luften i Millionvis, til Hvile i Træerne, hvis Blade de aad med djævelsk Graadighed til Frokost. Yngre oplyste Sogneraadsmedlemmer mente, at der kunde gøres noget for at udrydde Oldenborrerne og ved samme Lejlighed skaffes lidt Fortjeneste til fattige Børn. Sogneraadet i det Sogn, hvor Lars Blom boede, tilbød en Betaling af 4 Øre for hver Skæppe Oldenborrer, der blev indsamlet. De skulde leveres i Sognefogdens Gaard og kommes i Kar med kogende Vand. En Dyrlæge havde gjort opmærksom paa, at de døde 155 Oldenborrer kunde afgive en udmærket Gødning. Sognefogden skulde til Løn for sin Ulejlighed med Oldenborrernes Modtagelse have Lov til at gøde sine Asparges- og Jordbærbede med deres døde Legemer.

Olaf, Kromandens Søn fra Kværkeby, forhenværende Medhjælper i Lars Bloms Bod, derpaa Karl hos forskellige Hesteprangere, saa Marketender for Arbejderne paa den nye Jernbane, en kort Tid beklædende paa en Herregaard en Post, som han kaldte Staldassistent, alle Vegne bortjaget for Upaalidelighed og erotiske Tendenser, fandt i denne nye Bestemmelse en Virkekreds for sin livlige Aand. Han tilbød Sognefogden i Brøndby at organisere Opsamlingen af Oldenborrer uden Vederlag, samlede selv et Korps af Fattighusbørn og nogle voksne, forfaldne mandlige og kvindelige Fattighuslemmer, og hver Aften i otte Dage havde han bragt utrolige Masser af Oldenborrer op til den gamle Sognefoged Ole Andersen. Ja, Olaf havde endog været saa ædel at tilbyde Ole Andersen at lægge de i kogende Vand dræbte Oldenborrer ned i Ole Andersens Asparges- og Jordbærbede, som var den gamle Mands Stolthed og Kilde til en ikke ringe Fortjeneste paa den nærmeste Købstads Torv. Og hver Morgen, naar Ole Andersen kom ud i sin Have, pirrede han med sin Kæp i Jorden, og fandt ogsaa Vinger og Underliv af Oldenborrerne i Bedene.

Nu hændte det, at Kværkeby-Bavelse Sogneraad tilbød 7 Øre for ^kæppen af de indsamlede Oldenborrer. I disse Handelskonjunkturer spekulerede Olaf, hvis "Talang" Lars Blom havde maattet anerkende midt i sin dybe Forbitrelse over Døgenigtens Kurmageri til hans eneste Datter Franciska, som han havde opkaldt efter en Oberstinde.

Olaf fik hver Aften Kar med kogende Vand udleveret fra Sognefogden og de nærmeste Gaardmænd. Men han blandede det med Vand fra Dammen i Sognefogdens Have, saa Oldenborrerne ikke døde helt. Saa samlede han om Natten en ny Bataillon af Børn, lod de halvdøde Oldenborrer tage op af Karrene og kørte med dem til Kværkeby, hvor han fik 7 Øre for hver Skæppe, akkurat de samme Oldenborrer, han fik 4 Øre pr. Skæppe for i Brøndby Sogn. Sognefogden i Kværkeby forbavsedes hver Gang over de uhyre Masser af Oldenborrer, der indløb til ham. Som en dygtig og snild Forretningsmand havde Olaf for at berolige Sognefoged Ole Andersen i Brøndby bestrøet hans Bede med en hel Hob Oldenborrer, og den gamle Mand gik 156 hverken dybt i Tingene eller gravede dybt i Jorden. Vagabond, som han var, havde Olaf en stor Indflydelse paa alle Fattighuslemmer og Dagdrivere i de nærliggende Sogne, og han havde organiseret sin Bande med stor Dygtighed.

En Fjerdingvej fra Kværkeby stod to gamle Stoddere, tre Kællinger og tre Børn parate, da Olaf kom kørende for fjerde Gang med Lars Bloms Vogn. De læssede hver sin Sæk paa den. Og med et vældigt Fragtmandslæs svingede Olaf om Morgenen Klokken halv fem ind i Sognefogdens Gaard i Kværkeby.

Sognefogden i Kværkeby, Kristen Jørgensen, en hvidhaaret Gubbe med rindende, milde, lyseblaa og rødkantede Øjne stod i sin Gaard, støttet paa en tyk, kroget Egespire og saa' sine Kalve blive vandede af Truget foran Vandposten. Han saa' det store Læs arbejde sig gennem Porten. De øverste Sække skurede mod dens Loft. Olaf slog et herregaardskuskeagtigt Knald med Pisken, da Vognen rullede frem foran Vandposten. De to gamle Mænd og Kællinger, som var stegne ned, før Vognen kom ind ad Porten, hvor der slet ikke var Plads til dem, kom sluskende ind med blottede Hoveder og ydmyge Miner.

- Hvad Fa'en . . . der bliver fler og fler Oldenborrer, jo fler Du fanger af dem, Olaf, sagde Kristen Jørgensen med sit uforanderlig blide Smil.

- Ja, det Rak yngler myrderlig, svarede Oldenborregrossereren. Se, hvor de er spillevende, ligesom friskfangede Aborrer i et Hyttefad.

Han aabnede for en af Sækkene og smed en Haandfuld Oldenborrer ned paa Stenbroen.

Kristen Jørgensen bøjede sig ned mod Oldenborrerne, støttende sig tungt mod sin Egespire.

- Jeg synes lige godt, de ser noget blege og daarlige ud, Olaf, sagde han og pirrede lidt ved de paa Ryggen liggende, svagt sprættende Oldenborrer.

- Nej, det er, saa sandt jeg er til, friske Varer, Kristen Jørgensen.

- Ja, det kan nok være. Men dvaske er de, Olaf, saadan større Humør er der dog ikke i de Bæster.

- Saa-aa? Ja, som De ser, Kristen Jørgensen, saa er der jo ingen Fjedre under Vognen, og Vejene er jo stenede. Det kan godt være, de stakkels Smaafugle ikke har haft megen Nattero, formedelst at de er ble ven skumplede saa læsterlig.

- Du har helt ondt af dem, Olaf?

157

- Ja, naar det først er kommet saa vidt med Mennesker eller Kre'tur, saa kommer der jo saadan et og andet op i en af de blidere Hjertefornemmelser. Ens Kallun er jo inte af brabandsk Saalelæder.

- Nej saagu', sagde Kristen Jørgensen. Vorherre har jo skabt os alle, saa smaa eller store Bæster vi saa er, men det maa han jo om.

- Ja, der sagde De det, jeg vilde sige, Kristen Jørgensen, sagde Olaf med en nederdrægtig andægtig Mine.

- Ja, Karlen og de to store Piger er ude ved Kvæget, saa vi kommer selv til at maale Læsset i Skæppevis, sagde Sognefogden med et kærligt Sideblik til Olaf. Det vilde ellers glæde din salig Fader i hans Grav, naar han saa', hvor Du sla'r Dig paa Handelen, Olaf. For, mens han levede, saa sagde han alstillens, at han havde kendt mange Utusker i Verden, men aldrig havde han kendt saadant et Utuske som hans ældste Søn, som han endda havde opkaldt . . . ja, enten var det efter General Rye eller ogsaa efter General Slippingræl.

- Ja, man bedrer sig, Kristen Jørgensen, efterhaanden som man lever og maa slaas for Føden.

- Ja, man gør vel saa, sagde den gamle Sognefoged med sin fromme Røst og Mine. Men der er ogsaa en farlig Hoben Tyveknægte, Røverbanditer og Forrædere til i denne Verden.

- Ja, det onde maa vel tage mere til, efterhaanden som Menneskeslægten bliver mere rævedannet, indrømmede Olaf.

- Synes Du ikke, at Du kan mærke det paa Dig selv, sagde Sognefogden venlig.

- Aa . . . jeg véd sgu dog inte, svarede Olaf og begyndte at skotte til Kristen Jørgensens Ansigt, der hang ubevægelig i sine dybe og slappe Folder.

- Saa-aa-aa? Ja, nu vil jeg sige Dig noget, Olaf. Du er det største Rakkerbæst, jeg nogen Tid har kendt i mit Livs skabte Dage. Nu har Du snydt os her i Sognet med tre Læs Oldenborrer. Men, Gud ske Lov, der er Forrædere alle Vegne, og jeg véd, hvad jeg véd. Og, fordi Ole Andersen er saadan et Fæ af en Sognefoged, saa er Kristen Jørgensen det ikke. En af de Kæltringer, Du har hyret, er større Kæltring end Du, det kan kanske trøste Dig noget. Se . . . jeg kunde jo faa Dig taget*), men hvad saa? Du er forsørgelsesberettiget her i Kværkeby * 158 Sogn, og saa fik jo Sognet bare Udgifter, og engang kommer Du jo nok paa Fattigvæsnet, men saa beder jeg til, at jeg maa være død og borte. Se nu til, at Du og den Kæltring Lars Bloms Køretøj kommer lidt paa den anden Side Porten, og lad det gaa lidt flinkt, lille Olaf! Ja, nu gaar jeg ind, men Du skal ikke gøre dig Ulejlighed med at følge med, for vor Mo'er har kun Frokost til én i Dag.

Olaf lettede paa sin hvide Hue og kløede sig bag Øret, tog et Tag i sin rødstribede Skjorte og kløede sig bagpaa, overvejede et Øjeblik Situationen og fandt, at intet var raadeligere end et Tilbagetog.

Men saa faldt det ham ind, at han kunde hævne sig paa Sognefogden Kristen Jørgensen, der ikke havde anden Hjælp ved Haanden end den Tøs, der vandede Kalvene.

Olaf vinkede ad sine Proletarspirer. De mødte paa Vinket. Med tavse Gestus kommanderede han dem. De rystede alle Oldenborrerne ud al Sækkene. Oldenborrerne blev oplivede af den dejlige Morgensol. Den varmede deres haarde Vingedækker og trængte lige ind i deres inderste Organisme. De kriblede og krablede, som de laa der i Gaarden paa Ryg og paa Mave, og efter faa Minutters Forløb fløj en Sværm af Oldenborrer op og formørkede hele Gaardens Luftrum. Olaf og hans hujende og hurrabrølende Assistenter sad alt paa Lars Bloms Vogn, da den gamle Kristen Jørgens.en kom ud og slog med sin Egespire efter Oldenborrernes Tusender.

- Det er ingen Nytte til, sagde Sognefogden efter ti Minutters Forløb. Olaf er et forfær-r-r-deligt Bæst. Og saa tænke sig, at hans Bedstefader var den største Lodsejer i Kværkeby Sogn.

Olaf rullede i flyvende Fart hen ad Landevejen paa Lars Bloms Vogn.

III.

Da han kom til Høkerhuset i Brøndby og maatte berette Lars Blom, hvorledes hans Oldenborrehandel en gros til sidst var strandet paa Administrationens Bornerthed, raabte Lars Blom efter "Hanøksen" tog Fyrrestaven og opførte akkurat den 159 samme Scene, som alt er skildret. Lars Blom erklærede, at, hvis Olaf nogen Sinde kom ham for Øjne, skulde han faa fem haandfaste Folk til at smide ham ud i Svinetruget, saa kunde de fire Grise æde ham, ligesom de aad Oldenborrer.

Et Par Maaneder efter sad Aftægtsmanden og Høkeren paa Bænken og drak hver sin "Baier". Lars Blom sagde:

- Ja, hvem der havde Olafs Talang og sin egen Bedelighed.

- Ja . . . Kromandens Dreng fra Kværkeby falder lige godt alstillens ned paa Benene ligesom Kattene.

Lars Blom spidsede Øren.

- Ja, jeg siger bare, hvad jeg har set, sagde Aftægtsmanden. Jeg saa' ham forgangen paa K- Mikkelsmarked. Han sad og skreg op uden for en Lade, hvor der var Komediantspillere indenfor. Jeg kendte ham godt, men han havde jo klistret et sort Overskæg paa sig og havde en blaa Spidskjole med Guldbilletter paa Skulderen. Ja, han bliver lige godt til et eller andet i denne Verden.

- Ja, Talang har han, sukkede Lars Blom.

- Ja, det var dog snildt, det med Oldenborrerne.

- Ja, og at han pudsede den gamle Sognefoged, som havde solgt mig det dødkulrede Bæst. Ja, ja. Kommer Olaf til Bolighed, saa skal . . . nej, jeg lover ingenting i Vitterlighedsvidners Nærværelse, Jens Persen.

- Aa - naar der ikke er noget skriftligt, saa kan det være del samme.

Jeg gør det lige godt ikke, Jens Persen. Men . . . ja, naar Franciska bliver de to og tyve . . . for hun kan ikke undvære den Dreng.

- Nej, saagu' sagde Jens Persen og pirrede i Pibehovedet.

*

EN "BEHAGELIG" JULEAFTEN

162
163

I.

Paa skrævs over Kirken ved dens lave Vaabenhus sad den gamle Mursvend og lagde nye Sten paa Mønningen i Stedet for dem, som var itu.

Nedenfor stod hans Haandlanger. Naar den gamle oppefra gav ham et Vink, gik Haandlangeren op ad Stigen og langede ham en Sten. Saaledes var Arbejdet gaaet i evig Gentagelse fra Juleaftens Morgen til nu, da Skumringen meldte sig.

Det var vaadt, halvtaaget Tøvejr. Kirkegaardens Gange var opblødte, Vandet rislede sagte ned ad Træernes fedt glinsende Stammer, mens deres Grene og Toppe stod dødsstille og sortegraa mod den blyfarvede Himmel.

Mursvenden var en gammel, lang, knoklet Fyr med lys Læderhue paa det hvidhaarede Hoved, et indfaldent Ansigt, helt behersket af en Næse, der fra den brede Rod løb ud i en skarp Spids.

Skønt han var født i den en Fjerdingvej fra Landsbyen liggende Købstad og talte Dansk med lidt sjællandsk Tonefald, bar han Navnet Kosciuzko. Om sin Herkomst vidste han intet. Han var stokdøv.

Haandlangeren var en lille skrutrygget, mager Fyr med slunken Mave, tynde Ben, graasprængt rødt Haar, et Ansigt bevægeligt som Guttaperka, rynket som et overgemt Æble, en bred tandløs Mund, der saa' ud, som den altid lo. Derfor bar han Navnet Grine-Jens.

Beholdningen af Sten var sluppen op for Haandlangeren. Han søgte at gøre det begribeligt for Mursvenden ved at besvare hans Nik med en Rysten paa Hovedet. Men Mursvenden nikkede 164 lige ud for sig og ikke ned mod Grine-Jens. Da han ikke fik en Sten langet, nikkede han igen . . . anden, tredje og fjerde Gang i dvask Taalmodighed.

Da Kosciuzko havde nikket tredje Gang, raabte Jens saa højt, saa Stemmen slog over:

- Der er ingen Sten fler.

Efter det fjerde Nik, sagde Mursvenden ganske roligt:

- Giv mig en Sten, Jens!

- Der er ingen Sten fler.

- Giv mig en Sten, Jens!

Jens skreg af alle Livsens Kræfter:

- Der er ingen Sten fler. Men hvad Fa'en ka'ed hjælpe, at jeg snakker til Dem, Kosvidsk, for De er jo døv, og De ka'tte høre.

Endelig rettede den gamle Mursvend sin Næsetip ned mod Jens.

- Naa-aa! sagde han. Ja, ja da, samlede sit Værktøj, gik ned ad Stigen med lidt Besvær og ind i Vaabenhuset, hvor han trak en langskødet blaa Frakke paa, stak Skødskindet og Skindhuen i Baglommen, ombyttede Slæberne' med store Fedtlæders Sko, satte en uhyre højpuldet gammel Cylinderhat, med faa Rester af Silkelu paa sit skallede Hoved og gik ud ad Kirkegaardsporten med Frakkeskøderne sluskende om de hvide Lærredsbukser.

Da Jens havde ordnet sine Sager, kom han paa Siden af Kosciuzko et Stykke fra Kirkegaardsmuren paa den graagule Landevej, hvor Vandet gloede dovent op fra Hjulsporene i den skumrende Dag.

- Hvor skal De æde Julenad're, Kosvidsk? hvinede han ham ind i Ørene.

- Det véd jeg sgu ikke, brummede Mursvenden. Hvor skal Du æde Julenad're, Jens?

- Det véd jeg s'gu'tte.

- Ja, saadan gaar det til i Livet, Jens.

- Ja, det gør'ed, Fanneme, Kosvidsk! Det var et sandt Ord.

- Har Du noget til Juleaften, Jens?

- Nej, men jeg gaar ind til Høkeren og spørger ham, hvad Klokken er, saa gi'r han nok en sød Saapian og et Par Svesker og Rosiner i Tilgift.

Jens lo af sin Vittighed, saa hans Mundvige nærmede sig hans røde, tykke Øreflipper.

- Hva? sagde Kosciuzko. Jens' Replik var for lang, til at 165 han kunde opfatte den, og Jens opgav at faa den gjort hørlig. Han raabte igen:

- Skal De til Byen?

- Ja - skal Du hjem?

- Ja, det bliver vel Enden paa det.

- Du kan jo følge mig lidt paa Vej.

- Saagu' ka' jeg saa . . . Der kommer lige godt Æble-Sidse.

- Hva?

- Der kommer lige godt Æble-Sidse.

- Ja, det gør hun sgu ogsaa.

- God Dav, Sidse! lød det fra Mursvenden og Haandlangeren, henvendt til en lille tyk, gammel Kone, der kom æltende gennem Vej dyndet med en stor Kurv paa Armen. Hun solgte Hvedebrød og Frugt.

- God Dav! svarede hun. Det er lige godt beskidt Føre. Kommer I fra Arbejde paa Kirken?

- Ja vel, sagde Jens. Men det ka'tte nytte, at Du snakker til Kosvidsk, for han er døv, og han ka'tte høre.

- Nej, det ka' han ju'tte. Det er sørgeligt med saadan en gammel Ungkarl. Hvor skal nu saadan en hen en høj hellig Aften som denne?

- Det er farligt, saa Du har Medlidenhed med ham, for jeg er sgu heller ikke videre gift, Sidse, undtagen at vi to skulde sla' os sammen.

- Sludder og Vrævl! Du bjærger Dig nok, saa godt som Du kan tale for Dig. Men saadan et døvt, gammelt Skind, som Vorherre har straffet saa haardt, uden at han kan gøre for det, - for den gamle Kosvidsk er saamænd ikke nær saa gal efter Brændevin som Du, Jens . . .

- Du er da heller ikke saa bange for Brændevin, om ogsaa Du er et Fruentømmer.

- Har Du nogen Tid set mig fuld? Der er Forskel paa at være et Svin og paa at skabe sig.

- Farvel, Sidse! Glædelig Fest!

- Tak, i lige Maade! Glædelig Fest, Kosvidsk!

Mursvenden, der havde staaet og hængt med Øjet døsende ud i Luften, tog til Hatteskyggen. Deres Veje var ved at skilles. Kosciuzko skulde til Købstaden, Jens til de Skrædderfolk, han boede hos i Landsbyen, Sidse ad Markvejen ind til de Husmandsfolk, hun havde lejet en Stue hos. Men lige med ét sagde Sidse: 166 - Høj . . . tøv lidt!

Mursvenden gik videre. Sidse indhentede ham, tog ham i Skulderen og raabte saa højt, at han kunde høre det:

- Det er det samme! Gi'r I Brændevin, saa gi'r jeg Brød og lidt at bide paa til'et. For om ogsaa ingen af os er gifte, saa er vi dog saa gamle, at ingen kan hitte paa noget Sludder og Vrævl, om I æder Julenad're i min Stue. I havde vel Brændevinsflasken fuld, da I gik paa Arbejde? Der er vel en Taar tilovers?

- Nej, vi havde kuns en lille Taar, og den er helt gaaet med, sagde Jens grinende, tog en Trepægleflaske op af Trøjelommen og rystede den for at bevise, at den ingen klukkende Lyd gav.

- Saa faar Du købe noget Øl og Brændevin hos Høkeren. Saa skal jeg lave til.

II.

Æble-Sidse havde strengt sig an. En liflig Lugt af stegt og branket modtog Mursvenden og Haandlangeren. Et Viskestykke laa som Dug over det lille Bord mellem Vinduerne, der med en Seng og fire Træstole udgjorde Møblementet. Tre ristede røgede Sild, tre Skiver stegt Flæsk og en god Portion Boghvedegrød i et rødt Lerfad sendte Røgskyer ud i Stuen. To Tællelys - det ene lavt i en høj Stage, det andet højt i en lav ditto - lyste ud i den. Sidse havde dekoreret den med Firkanter af forskellige Slags Tapetpapir, saa de kalkede Vægge dækkedes af røde og graastribede, gule bruntblomstrede, karmoisinrøde hvidblomstrede Felter.

- Her er fint, Kosvidsk, sagde Grine-Jens.

- Det er en høj hellig Aften, sagde Kosciuzko, som ikke anede, hvad Jens sagde. Han foldede sine Hænder.

Sidse bød dem til Sæde. De spiste i dyb Tavshed. Jens trak en Brændevins-, Mursvenden en Ølflaske op af Lommen og vilde til at byde Sidse at drikke af dem, men hun sagde:

- Nej, paa saadan en høj hellig Aften bær man sig ordentlig ad, tog et Snapse- og et Ølglas - de eneste, hun ejede - frem af et Hængeskab, og nu gik Glassene paa Omgang.

Tre gamle, rynkede Ansigter om de svagt slikkende 167 Lysflammer, ivrigt arbejdende med de halv tandløse Kæber, af og til nikkende til hverandre, Jens bestandig grinende, Kosciuzko stadig dybt alvorlig, Sidse hverken det ene eller det andet, med en blid Ro over de kridhvide Haar under Huen og over den stille, smalle Mund.

Da Madvarerne var fortærede, og det havde hulet noget paa Drikkevarerne, sad de og saa' paa hinanden. Sidse sagde til Kosciuzko:

- Det er mageløst, saa De kan blive ved af slide i det, Kosvidsk.

Det er taav'ligt af Dig, Sidse, at tale til ham, for Kosvidsk er døv, og han kan itte høre, sagde Jens.

Saa blev der tavst igen. Trætheden begyndte at melde sig hos de tre forasede gamle Stakler, og Søvnigheden fulgte snart efter. De gabede ugenert om Kap, endog højt, saa det rungede. Først snorkede Mursvenden, saa Haandlangeren. Sidse sad lidt og saa' paa dem, faldt saa ogsaa i Søvn, vaagnede ved, at hun nikkede, tænkte sig lidt om, gav sig saa til at klæde sig af, slukkede det ene Lys og gik i Seng, hvorfra hun blandede sin Snorken i de andres.

Pludselig vaagnede Kosciuzko og saa' sig om.

- Jens! raabte han, hvor er Sidse? Grine-Jens vaagnede, saa' sig ligeledes om.

- Ja, der sagde De Fanneme et sandt Ord, Kosvidsk, for hvor Fa'en er Sidse? Jo, hun ligger der i Sengen, den gamle Kasse. Men det ka' ju'tte nytte, at jeg taler til Dem, Kosvidsk, for De er døv, og De ka'tte høre.

Han pegede hen til Sengen og sagde:

- Det er Synd at vaagne hende.

Han gjorde Tegn til den gamle Svend, at de skulde gaa. Grine-Jens slukkede Lyset, og Gæsterne listede sig varsomt ud i Vinternattens Rusk og Regn.

- Det var en mageløs fornøjelig Aften, Jens, sagde Kosciuzko.

- Ja, det er længe siden, at jeg har haft saadan en behagelig Juleaften, sagde Jens; men det ka' ju'tte nytte, jeg taler til Dem, for . . . Ja, ja, god Nat og glædelig Fest, Kosvidsk!

De to gamle gik til hver sin Side i Mørket, Svenden ad Købstaden, Haandlangeren ad Landsbyen til.

DEN STORE MADEMOISELLE

.... Sans doute d'horribles
desordres, des orgies grossières se
transmetlent encore parmi cette jeune
noblesse à laquelle Louis XIV impose
pour prix de sa faveur, la dignité,
la politesse et l élégance . . .

Sainte-Beuve.

170
171

I.

Hans Majestæt var først kommen hjem henad Morgenstunden fra Jagten i Saint-Germain. Hans Majestæt vilde sove længe. Der blev i Dag ikke noget af alle de Audienser, som ellers hørte til hans "lever".

Den uhyre Havefacade paa Slottet i Versailles laa og bredte sig i en Oktobermorgens skarpe, hvide Lys. Koldt og fornemt smilte det ud af sine Handreder af Vinduer.

Paa den øverste Terrasse foran de daværende mange Portaler i Hovedfløjens Stueetage gik to hellebardbærende Gardister i blaat med Sølvgaloner frem og tilbage med sagte Skridt. Næppe hørtes Gruset under deres Hæle. Den ene truede ad den anden, naar han syntes, at Kammeraten frembragte en for stærk Knirken.

Og hver af dem standsede brat paa Kammeratens Trussel.

Hans Majestæt sov - rigtignok ud til den anden Side, mod Marmorgaarden, men alligevel - tænk om den fjerneste Lyd trængte ind til ham!

Det store Bassin i Forgrunden laa i ventende Dvaskhed, blaagraat, temmelig glansløst som dugget Staal. Det kunde endnu ikke fange Sol.

De pyramideformig udklippede Takstræer var lige saa stive og endnu ubevægeligere end Gardisterne. De rakte deres spidse Toppe i Vejret, som for at præsentere for den slumrende Almægtighed.

I Guderne, Gudinderne, Nymferne, Tritonerne og Heroerne i deres væltevorne eller pjedestalfaste Stillinger, til Lands og til Vands, var der heller intet Humør. De stod, sad eller laa som 172 ramte af et Trylleslag, som var de Bevogtere af Prinsessen i den slumrende Skov.

De ventede vel ogsaa baade paa Himlens Sol og paa Versailles' Sol, paa Helios og paa Louis-Quatorze. Louis-Quatorze var desværre i Dag adskillige Timer længere tilbage end sin himmelske Fætter.

Klangfuldt syngende slog Slottets Ure fire Kvarterslag, saa ti stærkere endnu fuldere rungende Timeslag. Den hvide Sol tog til at gløde stærkere, begyndte at stænke nogle Pailletter ud over det store Midterbassins Flade. Guddommene, som det rummede, fik lidt Glans hist og her paa deres friserede Lokker, og Næsetipperne blev blanke paa nogle af dem.

Lidt efter lidt begyndte den yderste Ende af Terrassen nede mod den store Trappe at blive befolket. Der strømmede flere og flere Mennesker til fra højre og venstre. De samlede sig hinsides det første Bassin.

Fjer vajede, Kaardehefter blinkede mat, Broderier af Guld og Sølv lyste endnu mat, brede Skøder struttede ud, røde spidse Hæle skurede mod Gruset, en purret Parykskov rejste sig. De bukkede, alle de dernede; de tog til Hattebræmmen, smilede, tyssede, vinkede ad hverandre. Parykkernes Bagsider, der naaede ned paa Kjolernes Rygge i Højde med Kaardeheftet paa venstre Side, gjorde langsomt og ufuldstændig Ejernes Bevægelser med, svajede sagtelig frem og tilbage. Først suste det sagte, saa summede det muntert, saa brød høj Tale igennem.

Hans Majestæt maatte være vaagen. Gardisterne satte modigere end før Hælene mod Jord, vovede endog at tale til hinanden.

Som om det var et Feltraab, gik det fra Mund til Mund, at det havde behaget Hans Majestæt, at Dejeûneren skulde finde Sted i den "runde Kolonnade" nede ved "Kejsersalen". Og det skulde være en rigelig Dejeûner. Der skulde Damer med. De paryk-, kaarde- og broderibærende Herrer af Hoffet og Garden kunde sagtens trøste sig over, at de ikke havde faaet Lov til at staa opstillede til Audiens i Timevis og spille hver sin Rolle som Aktør eller Statist ved Hans Majestæts Morgentoilette, over at de ikke fik ham se vælge Skjorte, Halstørklæde, Manchetter o. s. v., o. s. v. af første, anden og tredje Kammerjunkers Haand.

En Frokost i den runde Kolonnade med Damer var nok saa god.

173

De ventede i Timer, de ventede i to. Det var de vante til, og det gjorde ikke Skaar i de Herrers gode Humør.

Skaren voksede. Parykskoven tyknedes. Sorte, brune, rødbrune, cendréblonde, rimfrostpudrede Kroner brød ind mellem de grønne purrede Kroner til Siden og bagude.

Der kom Liv i Bassinerne. Da Kongen vaagnede, blev de klarøjede, gjorde sig ogsaa færdige til at frembære deres Hilsen og Hyldest.

Blev der givet et usynligt Signal, en uhørlig Kammando ovenfra af en Ceremonimester eller Kammerherre?

Thi pludselig flyttede Parykskoven sig, og i en Fart forvandlede den sig til en Allé. Den strakte sig helt oppe fra Slottets Façade i to Rækker i Gangen til venstre langs det første Bassin og helt ned ad den store Trappe, hvor den forsvandt for dem, der stod Slottet rærmest.

Et Øjeblik - og Hans Majestæt kom frem i Facadens midterste, halvdunkle Rundbue. Et Sekund forløb næppe, før han tonede frem i fuld Solglans.

Velvoksen var han, endnu slank, endnu ikke med den bekendte sammensnærpede Mund, hvor Tandløsheden bragte Overlæben til at forsvinde. Endnu saas tydelig Overskæggets kunstigsmalle Stribe; der stod et forbindtligt Smil ud fra de mørkegraa Øjne. Næsen med den stærke Krumning fra Roden af og den lille Knop i Spidsen, som afbrød den majestætiske Begyndelse, var stærkt farvet, men endnu ikke kobberrød. Mørk og med vældige Bukler hang Parykken ned over Skuldrene. Majestæten bar en brungul Dragt af tykt flandersk Klæde; om Kjole og Vest løb en bred Rand af Guldbroderi, saa tykt og solidt, at det maatte gøre Dragten tung som et Harnisk. Let og gratiøst sad den opkrampede Hat med røde Fjer, der luede op som sviftende Flammer, paa Parykkens Bukler. En stor Stok med Guldbeslag og Diamantknap holdt han i sin højre Haand, hans venstre laa let krummet om det lange, tynde, rubinbesatte Kaardehefte. Resten af Kaarden dulgte sig under Kjolens krinolineagtig udstruttende Skøder, til den kom frem bagtil i en Metalspids, der ogsaa var spækket med Ædelstene.

Louis-Quatorze skred langsomt frem. Han havde de smukkeste Ben i sit Kongerige, de fyldte plastisk-skønt de lyseblaa Silketrikots-Strømper.

Efter ham fulgte endnu mere straalende klædte Herrer og Damer af Hoffets fornemste.

174

Silkens Raslen, Hælenes Knirken, Fjerenes sagte Susen var det eneste hørlige under Togets Fremadskriden; men Synet blev svimmelt ved alle disse Farver: højrødt, mørke- og lyseblaat, mørke- og lysegult, grønt og violet, de fleste høje og skarpe, af al denne Blinken fra Hoveder og Halse, fra Hatte og Sko, fra Bræmmer og Kaardehefter af Guld, Sølv, Diamanter, Rubiner, Smaragder, Perler, Rav og Gud véd hvad.

Dog var det slet ingen Galladag. Ordren havde lydt paa almindelig Paaklædning.

Alleens Parykker bøjede sig mod hinanden fra begge Sider; de forreste først, de bageste sidst, alt som den store Konge skred frem. Kaardespidserne stod bagud i Højde med Ejernes Skuldre.

Det var Træer med Dressur og Forstand, de, der dannede denne Allé paa Kongens Vej. Dressuren havde lært dem den dybe Bøjning, Forstanden havde lært dem at fange en Solstraale fra Majestætens Øje.

Og samme Øje forstod at forstærke og afdæmpe fra Lysog Varmestyrke efter de bukkendes Rang og Yndest. Stundom sløredes og kølnedes Straalen ved, at Øjenlaaget sænkedes som en let Sky, stundom lyste den mildt og roligt, stundom dvælede den varmere, men aldrig varede dens Glans længe.

Der stod ogsaa Damer i Alleen. De nejede dybt i Skørternes uhyre Cirkel. Knæhaserne maatte have erhvervet en utrolig Smidighed. Damernes Hoveder sank ned mod Skørternes brusende Masse.

Deres Hilsen blev ikke ubesvaret. Hans Majestæts hvidhandskede Haand berørte Hatteskyggen til Svar paa hver enkelt Dames Reverens. Var Damen ung og smuk, smilede baade Mund og Øje paa Frankrigs mægtige Herre.

Kongen med Følge drejede til venstre, neden for den store Trappe. Menneskealleen opløste sig, bøjede sig sammen og fulgte Kongen og hans nærmeste Følge som Kometens Hale dens Kerne.

II.

Den ubedækkede Rotunde med de slanke Søjler, afvekslende af rødspættet og blaagraat Marmor, de let svungne Arkader af hvidt Marmor med fede, sig lystig tumlende Relieffigurer paa Fligene mellem Buerne var forbeholdt de udvalgte. Runde Borde 175 fulgte Rotundens Cirkellinie. Under hver Bue fangede en Marmorkumme de højt opstigende Springvandsstraaler, som Solen smykkede hist med Guld, her med indbrydende Regnbuepragt. I Centrum stod Pluto i Færd med at bortføre Proserpina, skinnende nyt karrarisk Marmor.

"Kejsersalen", en Løvhal noget fra Kolonnaden, hvor de kunstig i Vejret drevne Lindetræer dannede Søjler og Buer, rummede Anden-Rangsfolkene, endda temmelig fornemme Folk. De maatte nøjes med forskellige romerske døde Majestæters Selskab til Erstatning for den levende i Rotunden.

Romerske Imperatorers Buster fra Augustus' til Marcus Aurelius' flankerede "Kejsersalen". De saa' ikke synderlig glade ud. Særlig laa Kejser Augustus' lille alvorlige Ansigt i stærk Skygge under en Gren, der havde været saa uærbødig at falde ned i Hovedet paa ham.

Pager og Tjenere færdedes idelig i Buskadsgangene mellem Kolonnaden og Kejsersalen og bragte nyt fra Bord til Bord.

Frankrigs og Himlens Sol blev i skøn Enighed gladere og gladere. Den sidste lod den jordiske Pragt, der fulgte den første, komme til sin fulde Ret; den lod Stoffernes Farver træde skarpt frem, spejlede sig i Ædelstenenes slebne Facetter eller svagt buede Flader, fik dem sat i Brand til et Fyrværkeri med hvide, røde, gule, grønne, blaa Flammer. Den forsmaaede end ikke at guddommeliggøre den jordiske Majestæts Føde- og Drikkevarer. Den bronzerede det store og smaa Fuglevildts brune og gule Hud, den lagde hen over de purpurrøde, oliven- og gulgule, mørkviolette og lysegrønne Frugter glinsende Lys og kokette Skygger: Vinen blev varmt Purpur og kølig forgyldt Sølv. Krystalbægrenes Rande skar i Øjnene med glødende Striber.

De runde Borde i Rotunden, de lange i Kejsersalen bugnede under Dækningens Vægt. Fadene stod saa tæt, at de berørte hverandre. Pager og Tjenere bar om, skænkede i, satte til, tog fra; de styredes af specielle Embedsmænd, som stille og myndig uddelte Ordrer. Bag hans Majestæts og hans nærmestes Stole stod en Vifte af fornemme tjenende Aander; rangbenaadede Funktionærer med kuriøse Navne.

Dog laa Ceremoniellet i Dag løsere i Fugerne end ellers ved store Fester. Hver Ret blev ikke som ellers ved Taflerne baaret i Procession med sit tilhørende Følge. Thi efter Gaarsdagens anstrengende Jagt vilde Kongen udhvile sig i rolig 176 Ugenerthed. Det var en Slags landlig Fest, han gav i sin nye Slotshave.

Der gik en Susen gennem Ruskadsgalerierne fra Rotunden til "Kejsersalen". Man havde hørt Hans Majestæt le højt. Hvad havde Hans Majestæt lét ad? Det var saare sjeldent, at det behagede Hans Majestæt at le højt.

Alle følte sig forpligtede til at smile stærkt. Ingen vovede at le højt endnu. Saa maatte Hans Majestæt være saa naadig at le højt to Gange endnu.

Selskabet følte vel Trang til at give sig hen til de udmærkede Vines og Spisevarers Virkning paa Sindet, men de Folk var vante til at ave sig i Majestætens Nærværelse.

Det var tydeligt at se Virkningen af de duftende Vine og Retter paa de fleste Damer. De begyndte at svulme om Kap med de tæt farcerede, vilde og tamme Fjerkræs bovnende Buge. Stærke Barme løftede sig rebelsk over Korsetternes Rand; buttede Arme spillede livligt som Fisk i Kniplingernes Bølger; mange Kinder fik røde Pletter uden for Sminkens Grænser som Huden paa Ferskener og Aprikoser. Det menneskelige Kød kom med i al denne svulmende Overdaadighed, lyste hvidt, mere dæmpet gult og rødt, intelligentere og finere end Stegene, Frugterne og Vinene. En dæmpet Kvidren fra tilspidsede Læber erstattede den nu i Efteraaret uddøde Fuglesang under Trækronerne. Kun Mundene kneb sig endnu lidt ceremonielt sammen.

Den store Konges Smil rakte hen over hele den Skare, han kunde overse. Der laa i det snarere Spot end Sympati. Han vinkede stadig til de karmoisinrøde, guldbroderede Pager, at de skulde fylde Damernes Glas og byde dem Mad af Sølvfadene. Det var en Dyretæmmer, der glædede sig over sit Menageris Affbdring, over Dyrenes glubende Appetit, der vel kunde lade sig forene med god Dressur.

Se, hvor hun spiste, den dejlige Madame de Montespan! Se, hvor de nøddebrune Øjne lyste om Kap med Smaragderne, som var indflettede i det højrøde Skulderbaand og gennemstraalede det aabne Sølvkreps-Fichu!

Se, hvor hun glad sugede Champagnen, den aandrige Madame de Sévigné, med det lille runde Hoved, med den korte Profil, med den lille krumme Næse! Dobbelthagen bævede livligt mod den hvide Hals. Hun var sminket med den fineste Kunst. Hendes milde Øjne løb iagttagende rundt i Kredsen. De 177 saa' ellers uskyldige ud, der var noget pigeagtigt endnu i den aldrende Dames Blik.

Damen til højre for Kongen havde ikke forandret en Mine. Det var ikke Dronningen, hun var som sædvanlig i Messe, hun var tilmed i velsignede Omstændigheder. Det var Kongens Kusine, Heltinden fra Frondekrigen, hende, der som en ny Jeanne d'Arc havde erobret Orleans fra Mazarinisterne, hende, der havde givet en halv Snes bejlende europæiske Fyrster Kurven, Frankrigs rigeste og største Godsbesidderske, Anne Marie Louise af Orléans Mademoiselle de Montpensier, "la grande Mademoiselle".

Der sad hun, stor og svær. Hun havde mandhaftige Træk med fyldig krum Næse, store blaa Øjne under store og stærkt nedhvælvede Øjenlaag. Haaret var næsten helt ægte, stærkt kreppet ud til Siderne laa det som en Manke om Hovedet. Mon alt det hvide i det blonde var isprængt af Pudderkvasten eller af Aar og Sorger? Af Aar havde "la grande Mademoiselle" vel en fem og fyrre, af Sorger havde hun haft mange. Hendes Fader, den usle Gaston af Orleans, havde altid hadet sin ældste Datter, og havde hans Evne været lige saa god som hans Vilje, havde han snydt hende for hendes store Arv til Fordel for sine Børn af andet Kuld.

Hun var den stolteste Prinsesse af Blodet, den mest utilgængelige af Hoffets Damer. Over hendes Frondørtid havde Kongen og hans Moder strøget den officielle Tilgivelses Svamp.

Der sad hun stor og ubevægelig, saa' kold og haard ud som en Isklippe. Diamantkransen paa den svaneagtig lange Hals og det store, høje og brede Bryst blinkede som soltændte Punkter i glitrende Sne. Hendes Guldbrokades Korset sad stramt om Livet; over Skulderen hang en Art Mantille, lyseblaa med indvirkede Guldblade.

Hun talte ikke til sin Sidemand til venstre; hun talte til ingen. Kun med Kongen vekslede hun en sjælden Gang nogle Ord og bøjede hyldende sit Hoved, naar hun talte til ham eller blev tiltalt af ham. Hun saa' til ingen, undtagen et Par Gange til Kongens Elskerinde, Madame de Montespan; Blikket var ledsaget af en fast umærkelig Antydning af et forbindtligt Smil.

Tys! . . . Nu lo Kongen igen . . . og se, "den store Mademoiselle" smilede helt tydelig, men skadefro. Hendes blaa Øjne blev vandgrønne. Tsklippen smeltede paa et enkelt Punkt. "Den store Mademoiselle" nedlod sig til at hviske til sin venstre Sidemand, 178 en Hertug af nyt Datum, en "Brevet-Hertug". Hun sagde hurtig:

- Hr. de Louvois har forslugt sig i en Pære. Frugten paa hans Stamtræ.

Hertugen af de faa Aner saa' langs Bordet, skottede saa fra Kongen til Mademoiselle de Montpensier, og, da Kongen blev ved at le, og Mademoiselle blev ved at smile, da endelig den frygtede, af mange saa hadede borgerlig fødte Krigsminister var saa beskæftiget med at skjule sit Uheld bag Servietten, medens hans svære Ansigt blev tomatrødt - saa lo Hertugen af de faa Aner højt, efter at have bukket dybt for Mademoiselle.

Saa lo de alle, ogsaa inde i "Kejsersalen", hvor ingen havde set, hvad der havde ramt Ministeren. Latteren var længst standset, da Efterretningen om Sammenstødet mellem den store Pæremundfuld og Louvois' Vrangstrube naaede de i "Kejsersalen" nederst siddende.

Louvois, Kontormanden og Administratoren, saa' ondt over paa "den Store Mademoiselle", en af de sejgeste Rester fra det gamle, feudale Frankrig.

Herskeren syntes, at Dyrene, han havde fodret, nu kunde røre sig en Smule inden for deres skønne Bur af broget Marmor og grønne Træer. Han vidste, at de ikke kunde bryde ud. Han sagde noget til Mademoiselle de Montpensier, lo højt, hun lo lidt for at tækkes Kongen.

Da baade Kongen og den store Mademoiselte lo, steg Larmen højere og Bevægelserne blev dristigere, Hænder og Fødder mødtes i Smug under Bordene.

Kongen vinkede ad Ceremonimesteren. Alt blev stille. Man maatte vide, hvad Kongen ønskede.

- Hvor er Lauzun? spurgte Kongen.

- Sire, han har i Dag Tjeneste i Deres Majestæts Garde.

- Lad ham hente!

En Page løb af Sted for at give Ordren til en anden Page. Den sidste besteg en Hest og sprængte af Sted. Hinsides Buskadserne stod der nemlig fem Heste opsadlede. Ingen kunde jo vide, om Kongen behøvede en Kurér eller flere.

Mademoiselle de Montpensiers Læber aabnede sig. Hendes Øjenlaag hævede sig. Nu var det hende, som talte livlig med Kongen, mens han spiste, spiste en Masse Frugt og drak det ene Glas Syrakusaner-Vin efter det andet.

179

Kongen havde ikke alene de smukkeste Ben, men desuden den stærkeste Mave i sit Kongedømme.

Alle havde hørt Kongens Befaling. Selv de, der ikke kunde fordrage den lunefulde og fremtrædende Generaloberst for Dragonerne, Kaptajn i Livgarden, nu Kongens erklærede Yndling, raabte højt om hans mageløse Bedrifter ved Gortray og Lille, for at Kongen skulde høre det. Men, da de raabte i Munden paa hverandre, hørte Kongen kun en almindelig Ovation bekranse Navnet Lauzun. Han brød sig sagtens ikke stort derom; han kendte vel sine Folk. Han sagde til Mademoiselle med et sarkastisk Smil:

- Hvor min brave Livgarde-Kaptajn er elsket af alle. Se, min Kusine, hvor Hr. de Louvois synlig glæder sig over min Ordre!

Krigsministeren bøjede pligtskyldig Hovedet, da Kongen nævnte hans Navn, men smilede ikke. Han saa' lige saa mut ud som ellers og pustede sine store Kinder ud til to Poser.

Den "store Mademoiselles" smidige, lange og hvide Fingre klemte med langsom Omhu en Fersken ud i Ghampagnepokalen. Hun saa' ikke op, var meget beskæftiget med sit Arbejde. Hun kunde føle Madame de Montespans klare Øjne fæste sig skarpt paa hende; hun kunde føle hende smile til Madame de Sévigné.

Næppe ti Minutter efter Kongens Ordre hørtes dumpt, sagte Hestetramp. En Herre i mørkeblaa Kjole tæt besat med svære Sølvgaloner paa Bryst, Ryg, Opslag, Lommer og Skøder, i højrøde Benklæder og blinkende Støvler kom sprængende og sprang af i Buskadsgangen med et flot, berideragtigt Sæt. De lange Sporers store Hjul klirrede krigerisk mod Smaastenene i Gangen.

Det var en lille, svejrygget Mand. Hans ungdommelige Holdning og smidige Figur viste mange Aar mindre end det lille skarpe Ansigt, de rødkantede, rindende Øjne og den rynkede Hals. En underlig Blanding af en Dreng og en fuldmoden Mand.

Han traadte frem ud for Kongens Plads paa den anden Side af Bordet og hilste militærisk. Kongen nikkede og sagde:

- De trænger vist til Frokost, min gode Lauzun. Hvorfor kom De ikke før?

- Sire - Deres Majestæts Tjeneste i Krig som i Fred gaar for alt. Jeg vovede ikke at følge Tilsigelsen, fordi det var min Tjenestedag.

- Kom herover, Lauzun! sagde Kongen.

180

- Der er noget fordringsfuldt, næsten uforskammet i den Maade, han gaar paa, hviskede en ældre Herre til sin Dame. Hans Sporeklirren har noget, jeg véd ikke hvad, noget, som trodser.

- Alligevel klæder det ham, sagde Damen og sugede med Næseborene Duften ind af sin Violbuket.

Madame de Sévigné sagde til sin Herre:

- Noget af Fronden er der ved ham, man mærker den vilde Frugt fra Skoven, som er mildnet og har faaet Sødme i Solen fra Versailles' Have.

- Hyrdestil, Marquise! svarede Herren. Se, hvor den Gascogner snuser Luft, som om han vilde tage alt for sig, hvad der findes deraf.

Generaloberst ved Dragonerne og Kaptajn ved Livgarden Hr. de Péguilin eller Puiguilhem Greve af Lauzun gjorde en Omgang om Bordet i Peristylens Indre, næsten i Løb om bag Kongens Stol. Hans Majestæt hviskede ham et Par Ord i Øret, smilede og lagde Haanden paa hans Skulder.

Det var, som en elektrisk Strøm løb Bordel rundt i Peristylen og derfra sprang ind i "Kejsersalen".

Kongen havde klappet Lauzun og hvisket til ham.

Saadant noget gjorde Hans Majestæt stundom blot for at drille "Hertugerne", som han ikke led.

Generaloberst-Kaptajnen havde stillet sig bag ved Kongens Stol. Kongen drejede sig halvt om, pegede ned ad Bordet og sagde:

- Sæt Dem og spis, Lauzun!

En ny elektrisk Strøm.

- Pst, pst, pst . . , Hans Majestæt byder Hr. de Lauzun at sidde.

Den Ære plejede kun at vederfares Prinser og Prinsesser af Blodet, Hertuger og Pairer og deres Gemalinder.

- Han er Dagens Favorit, hviskedcs der ude i "Kejsersalen. "

- Vent, Lauzun! sagde Kongen.

Den tiltalte bøjede sig dybt, Fjerene i hans Hat fejede Gulvet.

Kongen vendte sig til Mademoiselle de Montpensier og sagde:

- Min Kusine har oftere udtalt sin Beundring for Dem, Lauzun, hun sværmer for Dragonerne.

181

- Mademoiselle har gjort mig den Ære at lykønske mig, Sire, dengang Deres Majestæt allernaadigst gav mig Kommandoen over denne hæderkronede Hærafdeling, som Deres Majestæt har skabt, og som altid har været inspireret af sin Skabers Aand, svarede Lauzun.

Kongen smilede. Den "store Mademoiselles" Øjenlaag var faldne helt til.

Hun sagde nogle Ord til Lauzun, som ingen hørte.

Kongen sagde højt:

- Giv Hr. de Lauzun en Blomst, min Kusine! De er dog et Stykke af en Soldat.

Mademoiselle de Montpensier rettede sin Overkrop saa majestætisk og strunk som en Marskal og sagde:

- Paa Deres Majestæts Befaling rækker jeg Hr. de Lauzun denne Blomst, hvis Navn jeg ikke kender, men som paa denne Aarstid maa repræsentere Liljen, Huset Bourbons Mærke.

Lauzun løftede Blomsten i Vejret, bøjede sit ene Knæ, gik saa hen og spiste. Han indhentede paa et Kvarter, hvad de andre havde været to Timer om.

Disse Begivenheder gjorde selv de mest vinanløbne i Selskabet nøgterne. Der var nu Stof til Konversation i en Uge.

Kort efter hævedes Taflet. Processionen ordnede sig som før. Den gik tilbage til Slottet om ad Orangeriets Terrasse.

Da man naaede Slottet, fik Kongens Gæster en ny Bekræftelse paa, at Livet ved Hoffet var anstrengende. Ordren lød paa øjeblikkeligt Opbrud til Satoryskoven. Kongen vilde jage igen i Dag.

Det vilde trække saare længe ud med Dineen. Men - enfin - Frokosten havde været solid, og efter Jagten plejede Dineen at være af første Rang. Det var en Trøst.

Damerne blev allernaadigst fritagne for at møde til Jagt den Dag.

III.

Versailles' Slot var endnu ikke færdigt. Selv Prinser og Prinsesser af Blodet maatte nøjes med to eller tre Værelser. Hvad der var færdigt af første Etage, benyttede Kongen; han nøjedes endda med en Snes Gemakker dengang.

182

Anne Marie Louise af Orléans, Mademoiselle de Montpensier, beboede tre Gemakker i en af de fremspringende pavillonagtige Fløje af Ludvig den XIII's gamle Jagtslot med Vinduer ud til den anden Gaard, regnet fra Marmorgaarden.

Hendes Soveværelse med den mægtige forgyldte Bronzeseng, overhvælvet af en gylden Baldakin, hvorfra mørkeblaa Silkegardiner, broderede med Guldliljer, hang ned til begge Sider, var hendes Opholdsværelse. Efter Skik og Brug modtog hun der, baade naar hun var i Seng, og naar hun var oppe.

Paa den ene Side Sengen stod et Natbord af Ibenholt, indlagt med Sølv, paa den anden et Skrivebord af Nøddetræ med Porfyrplade. Det var altid bedækket med Papirer. Mademoiselle de Montpensier fyldte meget Papir med sine lange Bogstaver, der faldt over hverandre som vildt sammenrodede Kort og næsten var ulæselige. Hendes Skrift var endnu værre end hendes Fætters, Kongens.

Hun var straks efter Frokosten i Kolonnaden stegen op paa sine Værelser, havde med en myndig Gestus betydet sine Æresdamer, at de ikke maatte tale til hende, og med en venligere ditto tilkendegivet sin Kammerjomfru det samme.

Hun var gaaet ind i sit Soveværelse og havde lukket Døren i efter sig.

Hendes Højhed følte sig ikke rigtig vel - og dog ønskede hun ikke at befinde sig som hun plejede. Hun vilde hellere have det, som hun nu havde det.

Hun ringede paa Kammerjomfruen. Denne kunde straks se, at "Mademoiselle" ikke var som ellers. Prinsessen talte ikke, men gjorde Tegn til, at hun vilde af med sit Korset. Kammerjomfruen adlød, forstod en halvkvædet Vise, hentede en karmoisinrød Atlaskes Slaabrok og hængte den om sin Herskerindes Skuldre.

Prinsessen tvang et lille venligt Smil frem. Anstrengelsen ved at stramme Musklerne til Smil røbedes ved, at den store Næses lidt røde Tip blev hvid.

- Gaa saa, Toinon!

Kammerjomfruen gik baglængs ud og nejede paa Dørtærskelen.

Der blev livligt nede i den store Gaard. Hovslag dundrede mod de store Brosten. Hylen og Gøen af Hunde opfyldte Luften.

183

"Den store Mademoiselle" flyttede sig hen ved Vinduet bag det grønne Fløjls Gardin.

Der stod Masser af Hunde, ordnede efter Racer: De sprang og hylede de langhaarede gule Mynder, Hønsehunde med sorte Pletter paa del blaagraa Skind, smaa robuste, bulbideragtige Fyre med Underbid og fremstaaende Tænder, langhaarede røde og dorske Vandhunde, Grævlingehunde med Rokokoben, delingsvis ordnede og holdte i Snører af Jægere i grønt med rød Fløjlsbesætning, der atter blev kommanderede af grønne, guldbroderede Pikører.

Hundepiske knaldede, Jægere og Pikører brølede.

Snart mødte de indbudte Herrer paa stejlende Heste. Nu bar de lange og umaadelig vide Støvler. Kraverne posede ud om Laarene som de lange Handsker om Armene, lige under Albuerne.

Jægere til Hest med store Krumhorn over Skuldrene gav Hundeofficererne Ordrer.

Men for Mademoiselle var den sølvglinsende Herre med de røde Benklæder Hovedfiguren i det brogede Billede.

Denne forunderlige Gratie, forbunden med Ugenerthed, dette faststøbte Sæde i Sadlen, denne spidse lille Profil, der tvingende skar sig med skarpt Relief i Luften . . . . der var noget, jeg véd ej hvad, ved den Garderkaptajn og Dragon-Generaloberst, som der ikke var ved andre Mennesker.

Fjerhattene røg af. Hans Majestæt sprængte frem i blaa Kjole med brede Guldbræmmer og højrødt forede, ombøjede Skøder, korte, gennemskaarne, hvide Ærmer, broderede med Guld langs Udskæringernes Rande, højrøde Benklæder og gule Støvler, graa Filthat med sort og rød Fjerbusk.

Og under Hornklang og Hundeglam for Louis-Quatorze i Spidsen for Jagten af Sted ned ad den nys begyndte brede Avenue de Paris, der endnu laa halvt i Skovtilstand. Toget samlede sig til en broget, sammenflydende Masse. Støv og visne Blade omhvirvlede det som en Sky.

Det sidste tydelige, Mademoiselle de Montpensier skelnede, var en sølvbroderet blaa Ryg og ditto Skøder. Saa maatte hun lade Løv og Støvskyen gaa af med Sejren. Hun saa' ikke mere, rejste sig brat, slog Bagen af Haanden vredt op mod sit ene Øje, saa mod sit andet. De Øjne randt. Som Lauzuns! - de randt ogsaa, og han græd dog virkelig ikke. Mademoiselle græde! Nej, hvad skulde hun græde for? Det havde hun jo 184 ikke gjort, siden hendes salige Fader, Monsieur, var gaaet til sine højsalige Fædre og ikke kunde gøre hende Fortræd mere.

Nej, Mademoiselle vilde skrive. Nu var der saa dejlig Ro i Versailles' Slot.

Men, da hun vilde hvile sig ud i Stilheden, nyde den, suge den ind som en Læskedrik, træt og underlig, som hun følte sig, blev hun bange for den samme Stilhed.

Aa, gid det igen vilde tage til med Larm og Bulder nede i den store Gaard, med halsende Hunde, vrinskende Heste, klaprende Hovslag, raabende Mennesker!

Det var uforskammet - nærgaaende Tanker, der benyttede denne Stilhed til at genere Henrik IV's Sønnedatter.

Lad dem saa komme, sagde hun til sig selv.

Hun, som, uden at være bange, i sine unge Dage havde stillet sig over for Lanser og Kanoner, skulde hun være bange for sine egne Tanker?

Hun satte sig i Stolen foran Skrivebordet, bredt udspilet, med sit store, nøgne Bryst skudt højt op til Kamp mod det, der rugede i Luften rundt om hende.

Hun var oppe i Fyrrerne; hun var erfaren i Livet. Hun lod ganske Tankerne komme; hun tog imod dem, gav sig Tid, ordnede dem som Brikker paa et Skakbræt, lod dem forme sig i Ord og førte en tavs Monolog med sig selv, omtrent som saa :

- Ingen undgaar Elskovens Passion; den har Gud gjort alle Hjerter modtagelige for. De fleste kommer den paa i Ungdommens Aar; men der er dem, hvem Gud har beredt en usædvanlig Skæbne, og det gør han vel mest med dem, som han har været saa naadig imod at lade fødes til en Rang, som staar højt over de fleste dødelige Menneskers. Saa er Tilfældet med mig. Gud har beredt mig megen Sorg fra min tidlige Ungdom lige til høj salig Monsieurs Afgang til sine Fædre for en halv Snes Aar siden, og jeg har for Græmmelsens Bitterhed ikke haft Rum i mit Hjerte for Elskovens Sødme. Nu ønsker jeg, at en ret af Hjertet havde mig kær, og at jeg af mit hele Sind kunde yde denne ene Gengæld. Men i min Alder sømmer det sig vel at granske denne Sag ud til Bunds, thi endnu véd jeg ikke, hvem jeg vil unde Kong Henrik IV's Sønnedatters Haand, den, jeg fandt for god til Tysklands Kejser, Englands Konge og andre Suveræner.

Mademoiselle vilde endnu dølge for sig selv, hvad hun vel vidste. Hun jog de paatrængende Tankegæster bort nogle Dage, 185 viste sig ved Hoffet som ellers, men sad oppe til langt ud paa Natten i sit Kammer. Først Klokken to ringede hun paa Kammerjomfruen til Afklædning.

Mademoiselle de Montpensier havde været ved Dronningens "lever" en Morgen. Hun vilde gaa ned i Parken. Hun havde allerede bestemt sig til at lade sine Damer gaa langt bag sig og selv granske alene over sit Hjertes Tilstand i en ensom Allé bag Orangerierne, fra hvilken hun kunde se den hvide Kolonnade af Rotunden blinke frem mellem Efteraarets tynde Løv. Hun vilde vanke om som de gamle Hyrdinder i Arkadiens Skove, naar Amors Pil havde ramt dem.

Hun var kommen ud i et Galeri, hvorfra en mindre Trappe førte ned til Sueetagen, da hun hørte Glasdøre klirre og høj Tale lyde.

Det var en Del Herrer, der kom fra Kongens lever.

Lyden af de skingre Røster skræmmede først Mademoiselle, saa hun havde mest Lyst til at beordre de to Damer til at følge hende ind ad Døren tilbage til Dronningens Gemakker, men - nej - Henrik IV's Sønnedatter turde ikke fly. Hvad vilde Helten fra Ivrai med den hvide Fjerbusk sige i sin Himmel, hvis hun flyede? Han havde aldrig flyet hverken i Mars' eller Amors Batailler.

Hun sagtnede sin Gang. Hun følte den Dirren, der løb gennem hendes Nerver, og den Banken, der fra Hjertet forplantede sig til alle Pulse, som en bitter Vellyst og sød Smerte.

Lauzun kom med tre andre Herrer ud paa Afsatsen, hvor Mademoiselle de Montpensier stod stille og lod de søde Pile gennembore sig som den hellige Sebastian paa det Billede af Guido Reni, hun havde set i Palais Royal saa mange Gange.

Garderkaptajnen og hans Ledsagere, en Montigny, Kaptajn i Gardes francalses, og to andre ringere Stjerner, bøjede sig dybt for Anne Marie Louise af Orléans. Hun besvarede Hilsenen efter Ceremoniellet, men hendes hvide Hals blev rød.

Hun lod Herrerne gaa ned ad Trappen. Lauzun vovede at vende sig om og se paa hende. Nu følte hun en ny Bunke Pile i sit Kød, og Saarfeberen meldte sig straks som en glødende Hede.

- Jeg vil over i mine Gemakker, sagde hun til sine Damer.

De maatte gøre omkring og følge deres Herskerinde gennem Sale og Galerier.

186

Og Mademoiselle følte sig henrykt, da hun var ene. Hun var sikker paa, at det var Lauzun, hun elskede, og at det var Guds Vilje, at hun maatte elske ham, thi en saadan sær Elskov var ikke kommen over en Dame af Bourbonnernes Kongelinie, Guds særlig udkaarne Fyrsteslægt, og det i den Alder, hvis Gud ikke selv i sin Himmel havde besluttet, at saa skulde det være.

Var Marie Louise af Frankrig ikke mægtig nok til at gøre sin Elsker mægtig?

Hun spurgte sig selv: Hvad kan jeg gøre for ham for at skaffe ham en stor Ophøjelse? Hun svarede sig selv: Lauzuns store Fortjeneste af min kongelige Herre og Fætter og han Rige Frankrig staar over alt, hvad jeg kan gøre for ham. Han nyder saadan en Agtelse ved Hoffet, at jeg kan se, at det ikke er mig, som af Forkærlighed for ham sætter ham højere, end hans Plads er.

Mademoiselle havde en særlig Evne til at afkøle sig ved Betragtninger. Saarfeberen satte sig, og den gamle Pige følte blide, smægtende Luftninger suse om hende. Det var, som de forgyldte Amoriner i Amorsalen derhenne i Kongefløjen havde løsnet sig fra Loft og Hvælvingskapper og i sagte Flugt strøg igennem Værelset, saa Sengegardinerne og Mademoiselles store Frisureapparat bævede blidt derved.

Hun følte, hun havde et dybt gemt Forraad af Ømhed i sig. Hun kunde trykke den lille Lauzun til sit Bryst, saa han maatte blive borte i hendes Favntag.

Dog var det vel næppe sømmeligt at give sig saaledes hen. Hvad vilde hendes Farbroder, Ludvig XIII, der rødmede, naar en Kvinde saa' paa ham - hvad vilde han vel sige?

Men Bedstefaderen, Henrik IV? - Han vilde sige: "Jeg holder af min Glut!" Han var dog en større Konge end Sønnen.

Mademoiselle de Montpensier havde ikke været nogen flittig Teatergænger, havde ikke haft nogen Interesse for Pierre Corneille, endmindre for Jean Racine. At hendes kongelige Fætter havde nogen Godhed for denne Poquelin, kaldet Moliére, havde altid været hende en Gaade. For ikke længe siden havde hun været paa deres Parti, som vilde hindre Opførelsen af "Le Tartuffe". Nu indrømmede hun, at Corneille havde baade Heroisme og Kristendom i sine Tragedier og i sin Komedie "Løgneren ".

187

Hun reciterede for sig selv nogle Vers af dette sidste Stykke. Hun var ung, da hun hørte dem, derfor kunde hun huske dem:

Naar Himlen har to for hinanden ladt fødes,
maa sent eller tidlig i Samklang de mødes.
Dens Haand har i Kraft af en hemmelig Magt
lagt Spiren til Hjerternes evige Pagt.
Ja, selv før en Elsker sin elskede skuer,
hendes Navn har alt optændt hans Kærligheds Luer.
Man søger hinanden, man mødes. Hvert Ord
som Sædekorn falder i tilberedt Jord.
Hvert Forbehold falder som Løvet det døde,
og Tillid og Tro løber Ordet i Møde.
Et Ord kun - og Tungen det hele faar sagt,
men Blikket besidder Veltalenheds Magt.
Og selv om i Fællig de puste til Flammen,
er Hjertet mer klogt end de begge tilsammen.

Mademoiselle sagde til sig selv:

Disse Ord passer vidunderlig vel for mig, hvorledes jeg end vender dem. De er kristelige, skønt tagne af en Komedie. De viser, hvorledes den almægtige Gud forudser alle Ægteskaber og forudbestemmer dem, før Ægtefolkene fødes. Desforuden er de de galanteste og ømmeste Ord, man kan tænke sig. Gud har altsaa bestemt, at jeg skal blive i mit Land og aldrig forlade dette mægtige Hof og drage til kolde og barbariske Lande, hvor jeg ikke forstaar de Folk, som jeg skulde være Dronning for. En Undersaat af en saa stor Konge, som min elskede Fætter er, kan vel opveje mange saadanne Suveræner.

Det kunde aldrig skade at tale noget mere med sin Gud, og ham fik man dog bedst i Tale i hans eget Hus, naar han hengav sit eget Legeme og Blod til Nydelse for de troende.

Mademoiselle de Montpensier var god Katolik. Hun maatte søge det sikre Orakelsvar i selve Templet.

Endnu var Versailles' Slotskapel ikke opført. Naar der ikke var Messe i de kongelige Gemakker, forrettede Hoffet sin Andagt i Recollet-Ordenens Klosterkirke. Den laa tæt neden for Slottet mod Sydøst i en smal Gade, Rue des Récollets. Nu er Klosteret en Kaserne.

Dronning Marie Therese havde i lang Tid daglig tilbragt halve Dage der for at fejre sin Landsmand Pedro af Alcantaras Kanonisation. Den niende Dag, "la neuvaine" skulde slutte Festlighederne med en Udstilling af det hellige Sakrament.

Mademoiselle magede det saa, at hun fik Tilsigelse til at 188 ledsage Dronningen den sidste Dag. Hun steg op i den forgyldte Karosse, høj som et Hus, med det buede Loft. Den rummede otte Personer.

Hun straalede i sin sunde Efteraarssæson, den store Mademoiselle, ved Siden af den lille Dronning, der var saa snøret, at alt hendes Blod var trængt op i hendes surmulende Ansigt, hvis Hage blev borte, naar hun knejste. Hendes lille, lidt fedladne Krop blev til ingenting i Korsettet og Skørterne, perlegraa, diamantbesatte, struttende stive som den spanske Hofetikette, hun var opvokset i.

Karossen jolrede i lynende Galop ned ad den bratte Skraaning langs Slottets ydre Sydfløj til Recolletgaden.

Hoffets fornemste sad skjulte bag Logens Gardiner. Paa Alteret tændte de mandshøje Vokskerter Monstransens granatbesatte, gyldne Tabernakel i tindrende lysegult og blodrødt, mens der af Røgelse stod en Dis ud. Den fyldte den lille Klosterkirke og gjorde den endnu mørkere, end den før var.

Munkenes hvide Særke dukkede ud fra Røgelseskyen, et enkelt Ansigts Profil blev skaaret skarpt ud og farvet ildrødt i Lyset, sodbrunt i Skyggen, hist og her kom en Tonsur frem, gul som gammelt Elfenben.

Alenlange latinske Litanier blev sungne, snart af Solostemmer, snart med indbrydende Kor; det var hule Bastoner, som dominerede. De, der ikke forstod Latin, opfangede næppe andre Ord end: Deus, pater, films et spiritus sanctus. Orgelet faldt ind, snart dumpt brummende, snart med dundrende Basunstød. De sidste kom, naar den ved Alteret fungerende Recolletmunk løftede Monstransen og lod den blinke, saa den skar Menigheden i Øjnene.

Der blev en kort Pause. Med Møje fik Dronning Marie Therese drejet sig om i sin tunge Pragt blot saa meget, at hun kunde faa sagt til Mademoiselle:

- Min Kusine sang højt, synes mig. Man maa sikkert huske paa, hvem man er og ikke lade sin Andagt overvælde sig.

Mademoiselle bøjede sig, følte, at hendes Majestæt havde Ret, og sagde:

- Tusinde Gange om Forladelse, Deres Majestæt, jeg véd ikke hvorfor, men aldrig har jeg forrettet min Andagt med et saa glødende Hjerte som i Dag. Jeg ser det hellige Blod overstænke Tabernaklet.

189

Det var de røde Ædelstene, der saa' ud som Bloddraaber gennem Mademoiselles taaredryppende Øjne.

- Jeg er henrykt derved, min Kusine, siden den gælder min Landsmand, den hellige Pedro af Alcantara, men alligevel, De forstaar, kære Kusine.

- Fuldkomment, Deres Majestæt, og jeg takker Deres Majestæt, fordi De varede mig.

Mademoiselle de Montpensier havde virkelig sunget, virkelig været fuld af brændende Andagt. Men uden at vide det havde hun lagt disse Vers ind i de hellige Litaniers og Responsoriers Rytmer:

Naar Himlen har to for hinanden ladt fødes,
aa sent eller tidlig, i Samklang de mødes.
Dens Haand har i Kraft af en hemmelig Magt
lagt Spiren til Hjerternes evige Pagt

og det inden Præsterne sang: Te Deum laudamus eller Gloria in excelsis, Deo.

Hvordan hun fik de Aleksandrinervers til at passe til de latinske Ords moderniserede Rytmer-ja, det maa de Amoriner vide, som fyldte Lofter og Gesimser i Versailles' Sale.

Men hun var fuldt sanddru, da hun sagde til Marie Therese, at hun aldrig havde forrettet sin Andagt med et saa glødende Hjerte.

Hun var saa temmelig sikker paa, at Gud og hun forstod hinanden, og snart blev hun lige saa sikker derpaa, som paa Treenighedsdogmet.

Thi hvad var det første, der mødte hendes Øje, da hun ved Dronningens Side traadte ud fra den dunkle Kirke i den solbeskinnede, kridhvide Klostergaard ?

Lauzun til Hest i Spidsen for en Afdeling af Livgarden! Hun vidste ikke, at han havde faaet Befaling til at ledsage Dronningens Karet fra Kirke paa San Pedro af Alcantaras Neuvaine.

Stolt, sejrrig saa' han ud. Mademoiselle fandt Lighed i hans og hendes Slægtning, den store Gondés martialsk-ugenerte Maade at føre sig paa, men Lauzun havde heldigvis ikke samme store Feltherres Pierrotansigt. Naar den store Condés Næse krummede sig ned over Munden som et Høgenæb, skar Lauzuns med en kæk Mine Luften igennem som en skarp Klinge et Stykke Taft.

At hun saa' ham nu, lige efter at have talt med Gud, var 190 det bedste og sikreste Svar, Gud kunde give hende. "Gud vil det!" raabte det med Korsfarertro i hendes Indre.

Og mens han red ved Siden af Vognen med Hatten i Haanden det ganske korte Stykke Vej fra Klosteret til Slottet, vekslede han vel en Del Ord med Dronningen og meget faa med Mademoiselle, men paa hende dvælede hans Blik - syntes hun - Himlens Forudbestemmelser havde ogsaa grebet hans Sjæl.

Mademoiselle de Montpensier fattede den faste Beslutning, mens hun ledsagede Dronningen op ad den røde Marmortrappe i den indre Slotsgaard, at hun endnu i Dag vilde tale med Livgardens Kaptajn.

IV.

Mademoiselle de Montpensier satte sig i en Lænestol foran sit Skrivebord og skrev i en Hast nogle ulæselige Linier. Saa ringede hun paa Kammerjomfruen og beordrede hende til at kalde paa en af hendes Æresdamer. Damen kom og saa' paa Fyrstindens Mine, at hun i Dag var i Solskinshumør. Hun havde ikke i mange Dage talt et Ord til sine Omgivelser.

Mademoiselle pegede paa en vidt skrævende, hvidbenet Taburet, som der endnu er saa mange af i Versailles' Sale. Det var en ikke ringe Naade; den maatte gentages tre Gange, før dens Genstand ifølge god Tone kunde modtage den.

- Min gode Mademoiselle de Prie, sagde hun; véd De, om Rygtet siger sandt, at Hr. de Guitry har smykket sit Værelse med lutter kinesisk Porcelæn, har formelig tapetseret Væggene dermed?

- Jo, Deres kongelige Højhed!

- Har De sét det, de Prie?

- Ja, Deres kongelige Højhed! Intet er skønnere og originalere.

- Har Hr. de Guitry saa megen Smag?

- Hr. de Lauzun viger ikke fra hans Side. Der er dem, som siger, at det egentlig er Hr. de Lauzun, som har besørget Ophængningen. Hans Majestæt har set det, forkyndt Hr. de Guitry sin allerhøjeste Tilfredshed, men man siger - -

- Man siger . . . ?

191

- Man siger, at Hans Majestæt lagde sin Haand paa Hr. de Lauzuns Skulder og sagde: De kommanderer kinesisk Porcelæn lige saa godt, som de kommanderer Dragoner, min gode Lauzun!

- De Prie! . . jeg ønsker at se Hr. de Guitrys Værelse lige straks.

- Skal Deres kongelige Højhed ikke til Dronningen?

- Hun beder endnu til Gud. Det varer halvanden Time efter det spanske Hofs Skik. Jeg har Tid. Følg mig, de Prie!

De gik ned i Stueetagen, hvor Garderofficerernes Værelser var.

Hr. de Guitrys Værelse var tomt for Mennesker, men fuldt af Porcelæn.

Mademoiselle de Montpensier kastede et flygtigt Blik op og ned ad Væggene og langs Møblerne, sagde derpaa til Mademoiselle de Prie:

- Naar hverken Hr. de Guitry er her for at modtage mig eller Hr. de Lauzun for at forklare mig det hele, har jeg ingen Fornøjelse deraf, saa gaar jeg til Dronningen. For jeg maa tale med en af de Herrer. Følg efter!

Mademoiselle vidste muligvis, at Lauzun havde "jour" hos Dronningen den Dag.

I det første Gemak saa' hun ham staa i en Vinduesfordybning og tale med en Dame. Hun sagde:

- Jeg vil tale med Dem, Hr. de Lauzun.

Generaloberst-Kaptajnen afbrød straks sin Samtale.

Damen, som var Grevinde de Guiche, snørede sine Mundvige sammen og sagde smilende, som en bitter Mandel dyppet i Sukker:

- De skal faa ham, naar det saa behager Dem, men lad mig beholde ham et lille Øjeblik, mens jeg nu har ham. Lauzun sagde:

- Vi er færdige om et Øjeblik.

Han saa' hele Tiden paa Mademoiselle, mens han talte med Grevinden. Da han forlod hende, gik han hen mod Fyrstinden med en romersk Kejsermine.

En flygtig Følelse af, at Lauzun ikke teede sig saa ydmygt, som han burde, naar en Prinsesse af Huset Frankrig talte til ham, blev kvalt af en Hjertebanken, som drev Pendulslag ud i Henrik IV's Sønnedatters med Kongeblod fyldte Pulse. Det var hende, der skælvede, det var ham, der var sikker. Den fem 192 og fyrretyveaarige Prinsesse var generet, men hun kunde magte sin Undseelse og sagde:

- De har vist Kongen megen Troskab, altsaa min Familie meget Venskab. Jeg vil raadføre mig med Dem i en vigtig Sag, Hr. de Lauzun.

- De skal ikke blive bedraget, Deres kongelige Højhed; mit Hjerte tilhører Kongen og hans Hus.

- De har Kongens Øre, Hr. de Lauzun.

- Hans Majestæt er bestandig mere naadig imod mig, den ene Dag mere end den anden.

- Sig mig, Hr. de Lauzun, har De hørt Tale om, at Kongen vil have mig gift med Hertugen af Lorraine?

- Nej, Deres kongelige Højhed. Men i hvert Fald vil Kongen kun gøre, hvad De vil.

- Nu vel! I min Alder tvinger man jo ikke Folk til Ægteskab.

- Deres kongelige Højhed behøver jo blot at pege ud over Europa . . .

- Ja, det forslaar sig. Men jeg elsker mit Land. Jeg er dér en saa fornem Dame, at det er nok for min Ambition. Og - disse udenlandske Fyrster, som taler slet Fransk og ikke kan bevæge sig med Ynde hen over Gulvet i en af vore Sale! Jeg kan ikke elske en Mand, som jeg ikke kan agte. Og hvor kan man agte selv en kronet Fyrste, naar han har slette Manerer?

- Jeg beundrer Deres kongelige Højheds forstandige Følelser. Jeg forstaar vel, at De, som er saa lykkelig i Deres høje Stilling, ikke kan tænke paa at gifte Dem.

- Ja, Hr. de Lauzun, jeg er i Sandhed lykkelig, mere end de fleste dødelige, og jeg kan ikke noksom takke den almægtige Gud, fordi han har ladet mig fødes til en saa høj Stilling i Verden. Men jeg kan blive rasende, naar jeg tænker paa de Folk, som længes efter at arve mig.

- Ja, havde jeg nogle af den Slags . . . min Tro, jeg giftede mig blot for at se deres lange Ansigter.

- Ja ikke sandt?

Begge lo, lidt tvungent. Da sagde Mademoiselle:

- Jeg véd ingen, jeg kan udveksle saa forstandige Tanker med som med Dem.

Lauzun svarede:

- De tillader mig altsaa at benytte mig af den Ære, De gør mig ved at skænke mig Deres Fortrolighed. Der er saa 193 meget at tale om de Ting, at Deres kongelige Højhed vel tillader mig at optage Samtalen igen. Hendes Majestæt er færdig med sin Andagt.

Mademoiselle de Montpensier afventede ikke Dronningen. Hun gik til sine Gemakker med Følelsen af at have spillet sine Kort fint.

Næste Dag efter Dronningens Diné nærmede Lauzun sig dristig Mademoiselle de Montpensier, da hun strøg forbi en Vinduesfordybning ud mod Marmorgaarden. Han bukkede paa en næsten fortrolig Maade. Han sagde:

- Man kunde skrive en hel Bog om alle de Luftkasteller, jeg har bygget i min Hjerne, siden jeg sidst havde den Ære at se Deres kongelige Højhed.

- Det kunde jeg ogsaa. Men det er jo muligt, at de kunde blive til virkelige Paladser.

Mademoiselle nærmede sit Ansigt til hans.

Lauzun tænkte :

Næsen er stor. Sæt, om den ramte mine daarlige Øjne!

Saa sagde han højt:

- Jeg vilde være stolt, om De gjorde mig til Chef for Deres Raad, Mademoiselle.

- Deri gør De Ret, thi De kan være vis paa, at Deres Raad vil blive fulgte.

- De er bedrøvet, Deres kongelige Højhed?

- Nej, jeg er vred.

- Da ikke paa Chefen for Deres Raad? Lauzun gjorde en Grimace, saa Mademoiselle de Montpensier lo. Hun sagde:

- Nej paa dem, som lurer paa min Arv.

- Jeg forstaar Dem. Og gifte Dem vil De jo ikke.

- Nej.

- Det forstaar jeg ogsaa. De kan ikke i hele Verden finde en, som er Deres skønne Haand værdig. Jeg beklager Deres kongelige Højhed; jeg beklager-enhver, som har attraaet denne Haand (han greb den og kyssede den let). Thi De har Fornemhed, De har Dyd, De er rig, men De har for meget af disse Lykkens Goder, til at nogen tør tænke paa at sætte sig ved Deres Side. Kongen holder af Dem, det maa være Deres Trøst. Dog . . . kan De finde en Mand, som De ikke hader, saa kan De løfte ham højt, De vil være hans Herre, han Deres Slave. Enhver ved Hoffet vil sige; Den Mand, Mademoiselle har valgt, 194 er mere værd end alle Suveræner paa nær Hans kongelige Majestæt af Frankrig . . . Ak, det er atter et Luftkastel, thi der findes ikke paa Jorden en Mand, som fortjener den uendelige Lykke.

Mademoiselle lo højt og sagde:

- Jeg er dog, naar alt kommer til alt, ingen Gudinde. Lad os tale mere sammen! Jeg trænger til Deres Raad. Der kommer Dronningen fra sin Andagt . . . Lad os tales ved om otte Dage. Det sømmer sig ikke, at vi taler saa længe sammen.

- Tusinde Gange Tilgivelse! men Deres kongelige Højhed har selv . . .

- Ganske vist, Hr. de Lauzun . . . Men der er Hensyn . . .! Forstaar De . . . foreløbig Tilbageholdenhed . . . Forstaar De?

- Fuldkommen, Deres kongelige Højhed . . . Deres Rang og min ringe Stilling.

- Saaledes maa De ikke opfatte det, min kære Hr. de Lauzun . . . ja saadan kalder min Fætter Kongen Dem jo. Farvel!

Hr. de Lauzun gjorde de forberedende Bevægelser til Knæfald og Haandkys. Mademoiselle de Montpensier afværgede Fortsættelsen ved en let Haandbevægelse og gik.

Lauzun sagde til sig selv:

- Hendes Gorge har holdt sig glimrende, og hendes Haand er dejlig . . . Naa et Lune! Hun keder sig . . . Det vilde jeg ogsaa gøre i hendes Sted . . . Der er Guitry . . . Hør, min gamle, lad os gaa ned til Dig!

Nede i sit Værelse spurgte Guitry Lauzun:

- Hvad mener den store Mademoiselle? Hun borer sig jo ind i Dig. Ildebrand i gamle Huse.

Lauzun lo og sagde:

- Blusser rask op, men Mur og Træværk er tørt. Der er ingen Føde for Ilden.

V.

Hoffet fik Ordre til at rejse Nord paa i Foraaret. Hoffet gjorde smaa Dagsrejser i uhyre Karosser, stoppede med Fødevarer, Kongen vilde bese sine Fæstningsværker.

195

Mademoiselle havde Dagen før Afrejsen i Paris set Hr. de Lauzun fare i Galop foran Fronten af et Regiment Dragoner, der fyldte det halve af Saint-Honorégaden.

Han var i rødt med hvide Fjer. Hun havde beordret sin Kusk til at køre langs Dragonernes Front. Hun hilste med Haanden, Generalobersten med Kaarden. Hun tænkte:

Kan Krigsguden Mars have haft en stoltere Holdning. Han vil sikkert vinde større Sejre end Turenne, den store General og grove Person, som han er.

Mademoiselle var i St. Quentin til Messe med Dronningen. Hun bad inderlig til Gud først om Sejr for Kongens Vaaben, saa om, at Dragonerne maatte udføre de mest glimrende Bedrifter, endelig om, at hun selv maatte faa Ordre til at følge med paa Rejsen, thi hun mente, at, naar hun gemte sig selv til sidst, vilde Gud belønne hendes Ydmyghed.

Ved Udgangen fra Messen kom Kongen Dronningens Følge i Møde. Da han havde hilset Dronningen, vinkede han til Mademoiselle.

Det foregik i et for Tilfældet opført Brædegaleri, som fra Domkirken var lagt over til det gamle Slot.

- Dronningen maa have god Ledsagelse paa Rejsen, sagde han. Hun vil træffe mange fremmede, og De véd, min Kusine, hvor let hun skræmmes. Forlad hende ikke, følg hende til Messen og overalt!

Gud havde altsaa først opfyldt Mademoiselle de Montpensiers sidste Bøn. Se, hvor han gav de ydmyge Naade! Nu var hun beroliget, var vis paa, at Gud vilde opfylde hendes andre Bønner i den omvendte Orden af den, hun havde fremsat dem i.

Om Aftenen sent kom Ordren paa Opbrud Klokken syv Morgen.

Mademoiselle de Prie sagde til sin Herskerinde:

- Hans Majestæt skaaner ikke Damerne. Prinsessen sagde:

- Hans Majestæt skal ikke skaane nogen. Vi skal lyde ham, thi han er Frankrig.

- Deres kongelige Højhed har Ret, svarede Æresdamen. Gud bevare Hans Majestæt!

Det øste ned med Regn. Der var halvmørkt i den store Karosse. Vandet flød ned ad Ruderne.

De seks store Heste gjorde, hvad de kunde. Men hvert 196 Øjeblik borede Hjulene sig ned i Dynd og skar dybe Furer. Det var evindelig grædende Pile og Popler, man saa' udenfor. Grøfterne rummede ikke Vandet. Det sivede over deres Rande langt, uoverskueligt, ud over flade Marker.

Karosserne standsede hvert Øjeblik.

Store Karrer sad fast. Styrtede Heste laa paa tværs over Vejene. Mulæsler, som var slupne for deres Byrde, stod paa tværs ad Vejen og gloede trist ud i den endnu tristere Luft.

Kongen red frem og tilbage, nærmede sig af og til den Karosse, hvor Dronningen og Mademoiselle sad. Dronningen var hyllet i Pelsværk udvendig og tæt snøret indvendig, hilste dog pligtskyldigst og svarede, at hun befandt sig vel, naar Kongens behandskede Kno rørte ved Vognvinduets Rude.

Et Øjeblik lyste Vejret op. Man kunde se lidt længere ud i Landet. Det var som en uhyre Sø.

Kongen kom igen ridende mod Karossen. Hans Støvler var overklistrede med et Dyndlag; hans røde Hattefjer hang tungt ned over Hatteskyggen. Han aabnede Vinduet udefra.

- Nu bliver Vejene mig for slette, sagde han. Lauzun er jo draget forud. Hvorfor har han ikke sendt Bud og berettet, at det er umuligt at komme frem?

- Deres Majestæt . . . sagde Mademoiselle, han tænker kun paa at vinde Laurbær for Deres Majestæt og ile Fjenden i Møde.

- Hin, min Kusine . . . Hvem véd, om der er nogen Fjende? De behøver ikke at bede godt for Hr. de Lauzun. Ham kan jeg ikke blive vred paa. Men Hr. de Louvois har anlagt Vejen, og . . . han.

Kongen bevægede sin Ridepisk, som om han havde Lyst til at lade sin Krigsminister føle den.

Mademoiselle sagde:

- Sire, hvorfor vil De ikke stige op i en Karosse?

- Min heroiske Kusine spøger. Kørte Cæsar i Karosse, da han erobrede Gallien? Eller Gharlemagne, vor Stamfader?

- Sire, De har Ret.

Lys, meget Lys brød frem. Hesteskotrampen gungrede Vogn- og Ryttertoget i Møde. Men man saa' intet, trods de røde Flammer. En tyk sodbrun Røg fyldte Luften.

Man hørte Kongens Stemme:

- Hvem der?

197

- Sire, jeg er Landrecies Guvernør, de Roncherolles. Deres Majestæts Generaloberst over Dragonerne, Hr. de Lauzun, har beordret mig til at møde Deres Majestæt med Fakler og sige Dem, at Sambrefloden har oversvømmet alle Moser her omkring. Vi naar ikke til Landrecies.

Vognvinduet gik brat ned med Klirren. En stor Næse, hvis Tip luede vinrød i Fakkelskæret, vovede sig ud i Regnen:

- Er Hr. de Lauzun i god Behold? lød en dyb Altstemme.

- Ja.

- Det trækker vist paa Dronningen, min Kusine, lød Kongens Røst. Behag at lukke!

- Sire, stønnede Dronningen ud fra Pelsværk og Korset, stig her ind!

- Jeg bliver ved at ride. Hr. de Rocherolles, her maa være et Vadested, hvor Heste og Vogne kan komme over.

- Sire, jeg er saa angest for Vandet, klynkede Dronningen.

Mademoiselle stemte i med:

- Det er blevet mig sagt i min Barndom, at jeg skulde sky Vandet, Sire, at det vilde blive min Død.

- Er der et Vadested? Der skal, der maa være et, Guvernør !

- Hr. de Lauzun og Dragonerne er komne over i Morges . . . derud ad . . . Sire!

Mademoiselle blev varm lige ned i sine Fødder og hviskede:

- Maaske tør vi da forsøge . . . og . . .

Hun tav straks. Hun hørte Kongen le højt ude i Mørket. Hun var ikke sikker paa, at han lo ad hendes Udbrud, men blev bange.

- Fremad! sagde Kongen.

Toget gik rask gennem Byens Hovedgade; men, da det kom ud paa Vejen, sank Kongens og Følgets Heste i til Knæene, Vognene standsede med et frygteligt Stød. Dronningen, Mademoiselle og Damerne hvinede. Fra Vognene bagude lød fjernere Kvindehvin ud i Mørket.

- Stille! raabte Kongen. Man glemmer, at jeg er med. Ingen maa være bange.

Der blev dødstille. Man kunde igen høre Regnen plaske. Vandet strømmede ned fra Himlen, sivede op af Jorden.

198

- Rid til Floden, Hr. de Roncherolles, bød Kongen, og find Hr. de Lauzuns Vadested!

Over en Time holdt de ridende og kørende stille. Faklerne slukkedes af Regnen.

Hr. de Roncherolles og hans Ryttere kom tilbage og erklærede, at enhver Overgang var umulig.

Det gik videre ad Landevejen. Et Lys saas dybt nede til venstre.

- Der maa vi tilbringe Natten, sagde Kongen. Der, hvor Lyset er.

- Et usselt Bondehus, Sire, sagde Guvernøren.

- Som jeg siger, sagde Kongen. Bring Folkene min Befaling! . . .

De underordnede Personer i Kongens Følge steg af Hestene og fordelte Arbejdet imellem sig.

Nogle trak Ridehestene gennem Mudderet, andre tog fat i Karossernes Hjul.

Damerne maatte dæmpe deres Skrig; de mærkede, at Kongen var vred.

Vognene blev vrikkede ned paa en Eng.

Kongen var stegen af Hesten, aabnede selv Døren til den første Karosse og bød Dronningen Haanden.

- Min Kusine af Montpensier maa bære Deres Slæb, sagde Kongen.

Den "store Mademoiselle" arbejdede sig gennem Pelsværket, til hun fik Greb i et tykt Stykke Silketøj. Hun kendte et af Dronningens Slæb igen. Det var iskoldt og isnede hendes Haand gennem Handskerne.

Plump! Dronningen sank i og skreg.

Plask! Mademoiselle de Montpensier sank i. Vandet sprøjtede højt op under hendes Klæder. Hun skreg ogsaa.

- De trækker i mig, min Kusine af Montpensier, sagde Dronningen. Hvordan skal jeg komme frem?

- Deres Majestæt! Jeg er sunken ned i et dybt Hul! klynkede Mademoiselle. Jeg kan ikke røre mig.

- Men jeg maa frem, sagde Dronningen. De, min Kusine, som er saa forfaren i, hvad Rangen fordrer . . . maa dog vide, i hvilken Orden vi skal gaa.

Mademoiselle anstrengte sig. Men hun faldt og borede sine behandskede Hænder og Arme omtrent lige saa dybt ned som sine Fødder. Da hun ikke turde slippe Hendes Majestæts Slæb, 199 maatte hun trække i det. Hendes Majestæt faldt dybt, blødt paa den mindst fornemme Del af sit kongelige Legeme.

Nu hvinede Damerne trods alle kongelige Forbud op mod de revnede Skyer.

Hofdamer laa og væltede i Æltet.

Et Lys flimrede i Hyttens Dør. Det blev holdt af en bukkende, vanddrivende Kammerjunker. Bagved knejsede Kongens skarpe Ansigt under en opblødt Hatteskygge og forpjusket Fjerbusk.

- Her er kun to usle Kamre, sagde Kongen af Frankrig, og kun to Stumper Lys. Vi afventer Dagen og sover i Karosserne. Spænd dem fra!

Man adlød. Hestene blev anbragte i Bondens to Stuer. Han og hans Familie maatte ligge i Kostalden.

Dronningen fik den ene Lysestump, Mademoiselle den anden. Mademoiselle bar atter Dronningens Slæb, ledsagede hende til den Karosse, hvori hun hidtil havde kørt sammen med hende. Der steg Marie Therese af Øslerrig op med to Hofdamer. Mademoiselle søgte sin egen Karosse, som hendes Æresdamer havde brugt under Rejsen.

Der var et Spejl baade over Forsædet og Bagsædet. Ved dets Hjælp viklede Mademoiselle sine Krøllers Masse op i Papillotter, tog en Nathue og en Slaabrok paa, lindede en Smule sit Korsets stærkt snørede Lidser og lagde sig langs Sædet.

Regnen piskede mod Ruderne. Lystige Trækvinde strøg ind fra begge Sider, tværs gennem det store indre Vognrum. Mademoiselle sov ikke.

Det blev saa lyst, som det kan blive paa en øsende Regndag.

Mademoiselle hørte en læspende Stemme raabe nogle Ord højt.

- Det er jo Monsieur, sagde hun.

Monsieur, Kongens Broder Philippe, før Hertug af Anjou, nu af Orléans, viste sig til Hest med nogle unge Herrer. Han bankede paa Vognvinduet.

- God Morgen, min Kusine!

- De er her, min Fætter? Har De redet . . . eller hvordan ?

- Tror De, jeg er gal, min Kusine?

Det var en ret køn, trediveaarig Mand. Hans læspende Stemme og lømmelagtige Væsen mindede Mademoiselle om hendes 200 Fader Gaston, den forrige Hertug af Orléans. Hun spurgte sig selv i en Hast, om alle yngre Sønner af Kongehuset var dømte til at være Drenge hele deres Liv. Ludvig XIV's Broder var rød i Kammen, hans Fjerhat sad paa Sned.

- Nej, min Karosse staar her. Jeg har sovet her i et Bondehus, sovet godt. Jeg kom sammen med Hr. de Lauzun i Gaar.

- Og min Fætter vidste ikke, at Kongen og Damerne kom bagefter?

- Nej, Djævlen tage mig . . . om jeg vidste det.

- Sagde Hr. de Lauzun Dem det ikke?

- Det véd jeg ikke. Men, har han sagt det, saa har jeg naturligvis troet, at det var Løgn. Den Gascogner siger jo kun sandt i yderste Nødsfald. Men denne Gang har han sagt sandt, mod sin Vane. Hvor saa' han ud! Aldrig vilde jeg være bekendt at vise mig saadan. Han lignede en gammel Karpe, der lige er trukken op af Vandet. Slimet, vaad var han. Han stank af Dynd. Hans Haar drev som Tang. Aldrig har jeg set et Menneske se saa afskyelig ud. Ikke sandt, Villeroy?

Den tiltalte Marquis svarede:

- Jo, Deres kongelige Højhed!

- Kan De tænke Dem, min Kusine, noget væmmeligere? . . . Han vilde finde Vadesteder . . . Jo vist!

- Han kom dog over selv, min Fætter! han og Dragonerne, sagde Mademoiselle.

- Ja med fem druknede Mænd, og jeg véd ikke, hvor mange druknede Heste.

- Saa er de druknede i Hans Majestæts Tjeneste, mumlede Mademoiselle.

Philippe af Orléans slog med sin Ridepisk paa Marquis de Villeroys Støvlekrave, lo højt og kaad og sagde:

- Nu har jeg gjort min Morgenvisit hos min kære Kusine. Gud bevare Dem, Mademoiselle! God Morgen! . . . Se, se . . . hvad er det?

Midt gennem Regnen red Hr. de Roncherolles i Spidsen for et Tog af Ryttere og Fodgængere. Noget ragede højt op midt mellem dem.

- Portechaiser, Deres Majestæt, sagde Guvernøren.

- Men er De her, Lauzun? sagde Kongen.

Lauzun saa' virkelig ud, som Hertugen af Orléans havde beskrevet. Han sagde: 201 - Deres Majestæt, jeg er redet tilbage. Alt i Regimentet er i Orden. Jeg har skaffet Portechaiser til Hendes Majestæt og de andre Damer. Og ved Hr. de Roncherolles Hjælp har vi opdaget et ret renligt Bondehus paa den anden Side Engen.

Kongen beordrede Guvernøren til at sørge for Dronningen. Lauzun stod af Hesten, slængte Tømmerne til en rød Dragon og gik hen til Mademoiselles Karosse.

- Undskyld mit Udseende, Deres kongelige Højhed . . . men . . .

- Jeg har aldrig set Dem skønnere, Hr. de Lauzun.

Portechaiserne blev baarne over Engen. Portørerne gik i Vand til midt paa Laarene. Baade Kongen og hans Broder lod sig bære.

I det brede, hvide Bondehus var der kun to store Bum. De lugtede af Køer og Faar.

- Jeg er søvnig, sagde Dronningen, mens hun støttede begge Albuerne mod sine Skørter, der var saa stive som en muret Kuppelhvælving.

- Hr. de Lauzun har skaffet Madrasser og en Seng, sagde Kongen. Den skal straks blive redt.

Lauzun kom ind, snavset som han var, i Spidsen for fire Mænd, som slæbte en stor Seng.

- Den er skrækkelig, sagde Dronningen. Lauzun hjalp med at faa den stillet op og faa den redt. Der var Lagener med Kniplinger. Lauzun sagde:

- Fru de Roncherolles har leveret mig dem.

- Jeg kan ikke sove paa dem, sagde Dronningen . . . Og hvor skal alle de andre sove? Skal vi ligge alle sammen i de to Stuer? Min Kusine af Montpensier . . . det er umuligt?

- Her bliver tolv Damer, Hans Majestæt og Monsieur, sagde Mademoiselle. Vi er jo i Krig. Ikke sandt, Hr. de Lauzun . . . Tak!

- Men jeg dør af Sult, klynkede Dronningen. Lauzun sagde:

- Folkene bringer Fødevarer med fra Landrecies.

- Men De er jo en frelsende Engel, Lauzun, sagde Kongen.

Pyh . . . lød Monsieurs (Hertugen af Orléans') undertrykte Latter.

Han saa' sin Kusine af Montpensiers store blaa Øjne hæftede paa Generalobersten.

Man tømte Kurvene. De unge Hofdamer morede sig, Lauzun 202 hjalp til, Tjenerne gjorde det grovere Arbejde, og paa et langt Træbord serveredes forskellige Retter.

- Det ser hæsligt ud, sagde Dronningen. Jeg kan ikke spise.

- Det kan jeg, sagde Kongen.

Suppen var iskold og tynd.

- Jeg spiser den ikke, sagde Dronningen grædende, da hun havde smagt den.

Kyllingerne var sejge.

- Min Kusine, træk! sagde Kongen og bød Mademoiselle en Kylling.

De trak hver i sit Kyllingelaar under høj Latter.

- De har fortjent Skroget, Lauzun, sagde Kongen. De kan dele det med min Broder.

- Nu er der jo intet tilbage til mig, sagde Dronningen og græd.

- Deres Majestæt, sagde Kongen, Ilden brænder lige foran Deres Seng. Nu er her varmt. De er meget angreben, De skulde lægge Dem.

Dronningen saa' om paa Damerne. Ja, der var Marquisen af La Valliére med sit uskyldige Pigeansigt! der var Marquisen af Montespan med sin lille pikante Profil og de nøddebrune Øjne. Begge Rivalerne!

- Hold Deres Sengegardin aabent, sagde Kongen, saa kan De se alt, Madame!

To Damer lagde sig paa en Madras lige under Dronningens Seng; saa laa de andre tæt op ad hverandre. Man klædte sig begribeligvis ikke mere af end højst nødvendigt.

Efter Hofdamernes Madrasser laa man i følgende Orden: Kongens Broder, hans stakkels skæve Hustru af England, Mademoiselle de Montpensier, Rivalerne La Vallière og Montespan og saa Kongen.

Slaabrokker, Natkapper, Nathuer, Tæpper, guldbroderede Kapper og Pelse laa hulter til bulter i og over Sovcstederne.

- Hvor er Lauzun og mine Officerer? spurgte Kongen.

- Her, Sire! lød det gennem en Dør.

- Jeg vil se, hvordan I ligger.

Lauzun svarede:

- Jeg tillader mig at blive staaende, Sire, og holde Riddervagt for Deres Majestæt og Damerne.

- Saa sover min Kusine af Montpensier ikke af lutter Medlidenhed, raabte Hertug Philippe af Orléans.

203

- Som saa ofte passer det sig bedst for min Broder at tie, sagde Louis XIV og skrævede majestætisk over to Madrasser. Lauzun - slaa Hul i den Væg, at jeg kan give mine Ordrer!

Spark af store Dragonstøvlehæle sprængte et Bræt ud af Skillerummet.

- Mine Officerer ligger paa Stengulvet, Madame! sagde Kongen til Dronningen, De ser Begyndelsen til Krigen.

Hans Majestæt vilde tilbage til sin Madras. Han maatte gaa bag om Marquise de la Vallières. Hun laa og saa' op mod Brædeloftet med sine store Dueøjne.

Pludselig skreg hun og tog sig til Hovedet.

Almindelig Latter.

Hertugen af Orléans sagde:

- Sire, Deres Sporer har forvildet sig og ødelagt Marquise de la Vallières herlige blonde Coiffure. Det er Synd at angribe hende fra den Side.

Det var sandt, hvad Monsieur sagde. Kongen havde taget for kort Maal af sin omgaaende Bevægelse. Hans Sporehjul var komne ind i hans ene Elskerindes Frisure.

Kongen lo med. Dronningen vendte sig i Sengen, saa hendes Fiskeben, Silke og Broderi knagede.

Pause. Pludselig hørtes Lyd bag ved Hovedgærderne gennem den Væg, der laa lige over for dem, som Støvlerne havde sparket itu.

Nu skreg Dronningen igen.

Den tykke Hofdame, Madame de Thianges, Datter af en Landadelsmand, laa nærmest Hendes Majestæt. Hun sagde rolig:

- Det er Æsler, som skryder, og Kalve, som brøler.

Hertugen af Orléans sagde:

- Min kongelige Broder! Frankrigs Frelser! Okse og Asen brøler over Dem, som over Vorherre, da han fødtes i Stalden i Bethlehem.

- Min Broder af Orléans skulde hellere tie ...

Men Kongen standsede, thi Dronningen sendte en klukkende Latter ud fra sin Seng. Saa lo Kongen, saa lo de alle.

Mademoiselle sagde til sig selv:

- Selv af en Spotters Ord kan den gudfrygtige drage Andagt. At vi kongelige Personer ligger her, kan minde os om Vorherres Fødsel paa det ringe Sted og lære os, at en kongelig Person ikke tør se for dybt ned paa en god fransk Adelsmand.

204

De fornemme Herskaber var saa søvnige og trætte, at de sov hele Dagen og ud paa Natten.

Der lød en Stemme som Stød fra en Bas-Tuba:

- Stabsadjutant . . . Broen er færdig. Det er lyst. Meld Kongen det!

Mademoiselle de Montpensier vaagnede og saa', at det var lyst.

- Sire, raabte hun til Kongen. Der er Hr. de Louvois.

- Kom ind, Hr. de Louvois! raabte Kongen.

Den svære Krigsminister kom ind med Hættekappe. Han værdigede ikke den underlige Scene lige for hans Øjne et Blik. Han fandt ikke, at der var det mindste komiske i, at han kom ind gennem den itusparkede Væg, morede sig ikke over de forfærdede halvvaagne Damer uden Paryk med Pudder og Sminke tværede ud i Ansigtet.

- Uh, nu brølede Oksen igen, sagde Hertug Philippe, idet han vendte sig paa Madrassen. Hr. de Lauzun, syng Asenets Parti, for at den andægtige Stemning kan komme igen!

Krigsministeren vendte sig om, saa' gennem Hullet og sagde over sin Skulder:

- Hr. de Lauzun, jeg troede, De var ved Deres Regiment.

- Hr. de Louvois, jeg er, hvor Kongen er, svarede Hr. de Lauzun. Dragonerne er i gode Hænder.

- I al Fald ikke i Deres.

- Hr. de Lauzun har fulgt min Ordre, sagde Kongen. Krigsministeren bukkede meget kort for Kongen. I sit Indre sagde han: Det er Løgn. Derpaa sagde han:

- Der er nu Bro over Floden.

Lauzun sagde:

- Det glæder mig, at den er færdig. Jeg bød mine Dragoner at arbejde, om de saa alle skulde dø over det Broarbejde.

- Godt, Lauzun! sagde Kongen.

Byen Landrecies laa, som om den svømmede i en Vandmasse. Dens røde, høje Slot stod melankolsk knejsende i Taagen, som en Skildvagt paa sin Post.

Efter et Par Dages Forløb berettedes der, at Vejene var fremkommelige. De store Vogne, omgivne af den store Rytterskare, satte sig atter i Gang. Det var et tungt Apparat lige fra Hattene med de drivende Fjer og nedregnede Skygger til de store Heste og Vognhjulene med deres armtykke Radier.

Kongen var steget ind i Dronningens Karosse. Han havde 205 spillet sin Rolle som Erobrer til Hest længe nok, til at Folk troede paa den.

Lauzun og Dragonerne dannede stadig Vagt om Toget. Kongen kaldte hvert Øjeblik paa Chefen. De talte lidt sammen, men ganske sagte, Generalobersten altid med Hatten paa Laaret. Regnen drev ned ad hans Paryk.

Hver Gang det gentog sig, bøjede Mademoiselle uvilkaarlig sit Hoved om mod det aabne Karetvindne.

- Hvad er De angest for, min Kusine? spurgte Dronningen ud fra den Masse, hun var pakket ind i.

- Angest, Deres Majestæt?

- Ja, jeg kan jo se det.

Mademoiselle knejste rank med hele sin Overkrop, ragede et Hoved op over Dronningen, blev rød baade paa Kinder og Næse og svarede:

- Ja, saa er det for, at Hr. de Lauzun skal blive syg. Tillad dog, Sire, at han beholder Hatten paa!

- Som De vil, min Kusine, svarede Kongen med en Smilkrumning af sine smalle Læber . . . men, naar Hr. de Lauzun om faa Nætter skal sove i Lejren, saa . . .

- Deres Majestæt . . . lad Soldaterne ligge over i den næste By! Skal de sove i Lejr i dette Vejr, vil jo alle Hestene dø.

- De har Ret, min Kusine, det vilde være Synd for alle de smukke Heste, svarede Louis XIV.

VI.

Næste Station var Avesnes. Dronningen boede i Guvernørens Bolig. Der var Spilleparti hos hende.

Mademoiselle de Montpensier var ikke med i Partiet. Dronningen var sur imod hende. Hun spadserede om i det temmelig lille Værelse en Tid, da hørte hun Stemmer ved Siden af. Hr. de Lauzun stod ved et Vindue og talte med en anden Herre.

Da Mademoiselle nærmede sig, sagde han hastig til denne Herre.

- Jeg maa gaa. Min Ven, Patricieren Morosini, Venedigs Gesandt, har længe ventet paa mig.

206

Han hilste dybt paa Prinsessen.

- De gaar? Er det nødvendigt?

- Ja, Deres kongelige Højhed!

- Om jeg nu vilde tale med Dem.

- Saa er jeg nødtvungen til at blive, naar en Dame af Deres Rang befaler det.

- Hr. de Lauzun! De lyder altsaa kun nødtvungent.

Han svarede ikke, men trak paa Skuldrene.

Den anden Herre gled sagte ud af Vinduesfordybningen og gav sig til at spadsere frem og tilbage.

- Er De bedrøvet, Hr. de Lauzun? spurgte Prinsessen.

Denne Altstemme, som ellers var træet i sin Lyd, forædledes i dette Øjeblik i Klang til noget, der kunde minde om en dyb, blød Fagottone.

Lauzun klemte sin venstre Haand om Kaardeheftet og stirrede mod Gulvet.

- I den Tilstand, jeg er, er jeg mere rede til at fly til en Eneboerhytte end til at leve i Verden.

- Gaar Verden Dem imod?

- Nej. Jeg skimter i den saa skønne, saa store Forhaabninger. Svigter de mig, dør jeg af Smerte. Jeg bør trække mig tilbage. Alle vil sige, at jeg er gal.

- Vil De ikke betro mig Deres Hemmeligheder? Vi er jo allerede gamle Venner.

- Hemmeligheder? Jeg har ingen Hemmeligheder, Deres kongelige Højhed.

Det lykkedes Mademoiselle de Montpensier at faa en Slags Latter frem:

- Ah . . . naar man siger saaledes, saa tænker man paa Ægteskab. De har aldrig haft noget saadant i Tanker, Hr. de Lauzun ?

- Nej. Naar jeg har mærket, at nogen vilde have mig den Vej, har jeg altid trukket mig tilbage. Det eneste, jeg bryder mig om hos en Kvinde, det er Dyden. Og hvor mange Damer ved Hoffet er uden Plet og Lyde?

- Der er dem, der er det, Hr. de Lauzun.

- Ja, der er Mademoiselle de Montpensier.

Den gamle Pige dirrede fra Top til Taa. Hun kunde ikke holde sine Hænder stille. Hun satte Fingerenderne haardt mod Vindueskarmen og bøjede dem tilbage, saa det knagede i Leddene.

207

- Mener De det, Hr. de Lauzun? sagde hun med Graad i Halsen.

- Ja. Og, da jeg ikke kan gifte mig med Kongens Kusine, og jeg ikke stoler paa nogen ligestillet Dames Dyd - ja, saa vilde jeg hellere tage en Kammerjomfru, som jeg var sikker paa . . . Men vi er . . . undskyld Deres kongelige Højhed . . . vi er ude over den Alder, hvor man digter Eventyr om sit Liv. Tusinde Gange om Forladelse, at jeg bryder af. Min Ven, den venetianske Ambassadør . . . .

Han næsten løb ud af Stuen. Mademoiselles Øjne fulgte ham, til den sidste Flig af hans røde Kjole var forsvunden bag Dørstolpen.

Hun greb sig selv i at citere Gorneilles Vers højt . . . Ruden duggede af hendes Aande:

Man søger hinanden, man mødes. - Hvert Ord
som Sædekorn falder i tilberedt Jord.

- De kan gaa i Seng. Jeg trænger ikke til Dem i Aften, sagde Mademoiselle til sine Æresdamer, da hun om Aftenen var gaaet op til sine to smaa Værelser ad den smalle Stenvindeltrappe.

Den store Seng i det forreste Værelse skulde Hofdamerne dele. De var trætte og glade over, hverken at skulle læse for Fyrstinden eller underholde hende paa anden Maade. Til Kammerjomfruen sagde hun:

- Du gaar med mig, Toinon! Du bliver hos mig i Nat! Kan Du sove paa Stolen der?

Den lille kraftige Pige fra Bourgogne saa' lidt skævt til det smalle Straasæde paa Stolen og sagde:

- Jeg kan vist sove udmærket der, Deres kongelige Højhed.

- Du maa skaffe Vand til et Bad, Toinon!

Kammerpigen saa' fortvivlet ud. Hun vidste ingen Udvej. Men hun maatte finde en. Hun gik.

Mademoiselle satte sig paa den lille Stol med Ansigtet i sine Hænder. Hun klemte dem mod Øjnene, vilde ikke se. Hun sænkede sig dybt i de Ord, hun i Dag havde vekslet med Lauzun, gentog atter og atter hans og sine egne Beplikker som en Melodi, der har fæstet sig i Erindringen, som man ikke kan slippe fra, som man vugger sig i, som man dulmer og ægger paa én Gang.

Guderne maa vide, hvorledes Toinon fandt varmt Vandt, fik 208 hældt det i en Balje og baaret det hele op ad den smalle Trappe.

Hun klædte Mademoiselle af. Det varede længe. Thi for hvert Klædningsstykke, hun tog, sagde Fyrstinden:

- Jeg vil klædes meget langsomt af, Toinon!

- Men Vandet bliver koldt, Deres kongelige Højhed.

- Du har Ret, lille. Tag mine Strømper af!

Mademoiselle de Montpensier saa' paa sine ikke smaa Fødder, paa sine lange og kraftige Ben. De stod hvide som Marmor mod den brune Hovedtone i det slet oplyste Kammer.

Toinon bearbejdede dem med Sæbe, Parfumer, Svampe og Børster.

- Tag haardt, Toinon, børst stærkt!

Den lille Bourgognepige bøjede sig ned over sin Herskerindes Knæ. Hendes stive krøllede Haar berørte Prinsessens Hud.

- Du kilder mig, Toinon. Men Du maa nok . . . . Hvor Du har et smukt blondt Haar! Hvor det er tæt! Du faar det for varmt, Toinon. Befri Dig for det Kjoleliv . . Jo, Du skal; jeg vil have det . . . Læg først et Tæppe over mine Knæ!

Pigen kastede sit Korset. Et smukt ungt Bryst sprang i Vejret som en Fange, der faar sin Frihed.

Mademoiselle sukkede. Da hun løste det Bind, der bar hendes engang saa skønne og fulde Barm oppe, faldt Brystet ned, træt, overanstrengt.

- Frottér mig saa igen!

Pigen blev rød under Arbejdet. Hendes Bryst syntes at arbejde om Kap med hendes Hænder. Varmen fra hendes sunde, unge, fyldige Legeme meddelte sig til Prinsessens.

Pigen laa der knælende med Haarets Strøm rullende ned over hendes Linned. Fyrstinden fik en sær Lyst til at fordybe sine Hænder i dette Haar, stift og tæt som et Tjørnekrat, og paa samme Tid en Trang til - - ja hun vidste ikke, om det var til at slaa Toinon . . . eller til at kysse hende - ja baade til at slaa og kysse hende fordærvet.

Hun gjorde hverken det ene eller det andet.

- Jeg er færdig, Toinon. Hjælp mig i Seng!

Pigen løftede halvt Prinsessen op i den høje Himmelseng. Mademoiselle blev siddende med Hænderne i det endnu rige Haar. Hun kunde se de stærke Sølvstriber i dets blonde Masse. Hun følte sine Øjne blive fugtige. Hun lod dem have deres 209 Vilje, thi Haaret skjulte dem halvt. Toinon kunde ikke se dem.

Da Prinsessen var bleven Herre over sine Øjnes oprørske Hensigter, sagde hun:

- Du holder vist meget af Dragoner, Toinon.

- Gud, Deres kongelige Højhed! Det gør jeg virkelig slet ikke . . . det vil sige . . . noget . . .

- Kunde Du ikke have Lyst til at gifte Dig med en af Dragonerne? Det er mit Alvor. Svar oprigtig!

- Jo-o-o. Det kunde jeg maaske nok. . . . Ja . . . det vil sige. Ikke saadan med den første den bedste.

- Vælg, Toinon! Jeg skal skaffe Dig den, Du vil.

- Ja saa . . . maatte det da være . . . ham, ham, der skriver for Generalobersten . . . ham . . . La Sabliére . . . for han har sagt . . . saadan flere Gange . . . Det er den eneste, jeg saadan kender nøjere.

Jeg skal tale med Generalobersten derom i Morgen. Det er ikke godt at vandre sit Liv alene, Toinon. Gud har bestemt, at Kvinden skal have en Mand, og Manden en Kvinde. Og Du er jo . . . hvor gammel er Du?

- Fire og tyve Aar, Deres kongelige Højhed.

- Saa er det lige tilpas, sagde Mademoiselle. Sluk Lyset, sæt Dig paa Stolen og sov!

Hoffet rejste videre. Den 8. Maj var det i Cateau-Cambrésis.

- Det er mærkeligt. . . der ligger dog vist en guddommelig Bestemmelse i, at vi altid skal mødes, Hr. de Lauzun, sagde Mademoiselle de Montpensier, da hun i Værelset ved Siden af Dronningens saa' Hr. de Lauzun. Hun havde ventet et Kvarter paa, at han skulde komme ud.

Lauzun svarede med et koldt Buk.

- Jeg er nær ved at tro det.

- Jeg har gjort Dem til Chef for mit Statsraad, sagde Mademoiselle, De har modtaget Udnævnelsen. Jeg har noget at tale med Dem om.

- Jeg er Deres kongelige Højheds meget ydmyge Tjener.

- Og nu forlanger jeg Deres Raad. Jeg er fast besluttet paa at gifte mig. Men jeg tør jo ikke gøre det uden Samtykke af Chefen for mit Statsraad. De siger nej . . . ikke?

- Deres kongelige Højhed. Der kræves lang Betænkningstid . . . aarelange Overvejelser.

210

- Jeg er fyrretyve Aar. Og, naar man tænker paa at gøre en Daarskab - -

(Ja fem og fyrre er hun, tænkte Lauzun.)

Mademoiselle blev ved:

- - - saa har man ikke lang Tid. Men man maa forebygge, at den, man vælger, ikke gør en Daarskab. Jeg vil tale med Kongen. Jeg vil gifte mig i Flandern. Det vil gøre mindre Opsigt end i Paris eller Versailles.

- Jeg, Chefen for Deres Statsraad, sætter mig bestemt derimod.

- De er morsom. Fordi De har forsvoret at gifte Dem, vil De hindre andre deri!

- Deres kongelige Højhed, hvis jeg troede paa Horoskoper, havde jeg giftet mig for lang Tid siden. En Dame, som jeg har kendt meget godt, lod stille mit Horoskop hos en gammel Kone, som gav sig af med de Sager. Horoskopet viste, at jeg skulde svinge mig højt i Vejret ved Giftermaal. Hun - Damen - græd, var aldeles fortvivlet.

- Elskede hun Dem?

- Aa jo. Men hun var fortvivlet over, at det ikke var hende, som kunde svinge mig i Vejret.

- Hvem var hun?

- Mademoiselle . . . en Dames Navn i en Kavalers Mund!

- Vel . . . De har Ret.

Mademoiselle rødmede. Der blev et Minuts Stilhed. Hr. de Lauzun stod med et underlig stivfrossent Smil og betragtede hende.

Hun slog sin korte forede Kaabe tæt om Hals og Bryst og sagde:

- De har ikke udnævnt mig til Chef for Deres Statsraad.

- Jeg er ikke Fyrste.

- Nu vel. Saa udnævner jeg, som er Fyrstinde, mig til Deres Veninde.

Hun strakte Haanden lidt frem. Hendes Øine blev som en Dues, der lukker og aabner Laagene i hurtig Afveksling. Han greb den endnu skønne, hvide, stærke Haand og kyssede den.

Hun trak den hurtig til sig, men lod, som om Ceremoniellet slet ikke var krænket. Hun sagde :

- Altsaa som Deres Veninde siger jeg Dem: Tænk i Guds Navn paa det, der er blevet forudsagt Dem! Sæt Dem den største Plan i Hovedet, som De kan udtænke om Deres Giftermaal! 211 Uden at være Astrolog tør jeg forudsige Dem, at De kan gøre Fordring paa Planens Opfyldelse . . . O, der kommer Kongen til sin Soupé.

VII.

Det var en brændende varm Sommerdag sent paa Formiddagen. De store Terrasser foran Versailles' Slots Hovedfacade strakte sig i Heden dovent og bredt. Slottet stod kridhvidt og lo ned mod Skoven.

Men der var stille. Ingen vovede sig ud i Solheden. Der var køligere inde end ude.

Mademoiselle var rejst hjem med Hoffet. Det blev ikke Krig den Gang. Hun sad nu foran sit lille Nøddetræs Skrivebord med indlagte sælsomt slyngede Arabesker, der endog snoede sig om dets Grævlingehundeben. Fjerpennen pirrede blødt langs Papiret og lavede tykke, langstrakte, uformelige Bogstaver.

Stundom tænkte Mademoiselle dog en Stund sig om. Retskrivningen var ikke hendes Sag, især siden man var begyndt paa at udelade saa mange s'er. Hun var saa vred paa alt nymodens. Paa Trods skrev hun to s'er, hvor der skulde være ét.

Hun var klædt i den dybeste Sorg. Et langt tæt Slør skjulte hende næsten helt. Det løb fra Issen paa begge Sider ned til hendes Fødder.

Madame, det vil sige - Kongens Broders Hustru var nylig død. Hendes Mand, Monsieur, havde altid forsømt hende.

Mademoiselle skrev:

"Madame døde Klokken tre, og Kongen erfor det Klokken seks. Han besluttede at opgive sine Bade og af Sorg at medicinere. Man kom og meldte mig denne Nyhed, hvorover jeg blev saare bedrøvet. Jeg sov ikke den hele Nat, thi jeg tænkte som saa: Hvis Monsieur sætter sig i Hovedet at ville ægte mig, vil jeg dog ikke forandre Beslutning, men der maa Tid til at skaffe denne Sag af Vejen paa en sømmelig Maade. Og, hvis Kongen vil det, hvad skal jeg gøre? Kort at sige: Jeg er i stor Vaande, i en meget ulykkelig og følelig Forlegenhed."

Mademoiselle græd, mens hun skrev, ja hulkede stundom. Men at faa lavet disse Ord var en Art Fortørringsproces. Da 212 hun havde faaet Fraserne drejede færdig, var hendes Taarer fangede af Sløret.

- Aa, hvor var alt tørt og hedt, eller snarere koldt!

Mademoiselle var virkelig bedrøvet over Madames Død. Hun havde sagt Farvel til det lille svage Væsen, da hun laa og vaandede sig i Saint-Gloud, og Madame havde sagt til hende: "De mister en god Veninde."

Var det saa ikke ukristeligt, at hun ikke kunde faa lagt en hjerteligere Klang i de Ord, hun skrev, og at hun tænkte saa meget paa sig selv?

Men hun havde dog grædt. Og hun havde ved Madames Dødsleje troet at se en Taare i Kongens Øje.

- Ja, vi Bourbonner har dog et godt Hjerte, tænkte hun. Det har Gud givet os foruden at gøre vort Hus til det fornemste i Verden.

Hun vilde bede, men kunde ikke; hun vilde gerne græde, men det var, som hendes Taarekilder var tømte.

- Jeg forgaar af Hede, raabte hun vredt og slog de to Slørflige bagud. Og alt er saa tørt, saa tørt!

Hofdamen de Prie for hen til hende:

- Er Deres kongelige Højhed ikke vel?

- Føl, hvor mine Hænder brænder, de Prie! Deres er kølige og fugtige. Lad mig holde dem lidt mellem mine . . . De Prie, tror De, at jeg har Feber?

- Tilgiv, Deres kongelige Højhed . . . De græd før, som jeg aldrig har set Dem græde.

- Naar en saa nær Slægtning af mig og tilmed en Dame af saa høj Rang dør, saa er det min Pligt at græde . . . Jeg vil ned paa Orangeriets Terrasse. Følg med, de Prie!

- Tilgiv, Deres kongelige Højhed, den ligger mod Syd; se, hvor Solen brænder Stenene, eller hvad det er, der er i det . . . det, som de strør over Jorden . . . Grus, kalder de det nok, det gnistrer i Solen. Hvis Mademoiselle har det med Hede, frygter jeg, det bliver værre.

- Jeg vil alligevel derned. Lad Pagerne tilsige!

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Mademoiselie spadserede lidt frem og tilbage paa Orangeriterrassen. Hun lignede en Nonne, tæt indsvøbt i Sløret. To sørgeklædte Pager holdt Slæbet. To Hofdamer gik paa hver Side af hende i lang Afstand.

Hun gik saa sært ud og ind, med saa bratte Bevægelser, 213 at hun rent krydsede Pagernes Beregning. De var stundom nær ved at falde over deres egne Ben, lo til hinanden, naar de var sikre paa, at Æresdamerne helt vendte Ryggen til dem.

Mademoiselle standsede foran den lange Balustrade mod Syd og blev staaende med Armene lænede mod dens glohede Sten. Hun kunde ikke faa Varme nok, skønt Stenen brændte som en ophedet Kaminramme. Det gjorde ondt i hendes Arme, men hun trykkede dem tættere og tættere mod Stenkanten, som om hun vilde tvinge Armene ind i dens Masse, om de saa skulde steges derved.

Hinsides en stor Dam laa Satoryskoven dampende langs Kammen. Dammen gnistrede som et Skørt af Brokade med tæt oversaaede Pailletter. Dybt nede laa Orangerihavens Blomsterbede regelmæssig udskaarne, med matematisk aflinede Blomsterfigurer. En rød, en hvid, en gul, en blaa Blomst, fire Farver ad Gangen, stadig kommende igen i samme Orden, i det uendelige. Et kunstig vævet Tæppe i en endnu større Sal end selve Spejlgaleriet og Oeil-de-Boeuf deroppe i Kongens Pragtbolig.

Hofdamerne maatte staa langs samme Balustrade paa hver Side i lang Afstand; Pagerne bagved, stegende i Solbranden, missende med Øjnene i dorsk Fortvivlelse.

Det var fem nye Statuer paa den af Statuer fyldte Terrasse, tilsyneladende mindre levende end de af Marmor; thi de vred og snoede sig ikke i krampagtige Vridninger som Stenmenneskene.

Mademoiselle de Montpensiers Øjne dvælede ved al den Pragt, hun havde beundret og svælget i: til venstre det mægtige Slot, foran sig denne Blomster- og Stensalon, til højre de allerede mægtige Alleer, som man havde huggel i den gamle Skov. Nede omkring Bassinerne, hvor Galerierne udvidede sig til Sale, spadserede større og mindre Grupper, mangefarvede som de geledopstillede Blomster. Broderierne og Perlerne glinsede, som var der sprængt Dugdraaber over dem.

Uden for dette Bum gik hendes Tanke ellers aldrig. Havde hun været paa Jagt der ovre i Skoven, var det for Jagtens, ikke for Skovens Skyld. Den var jo grim og uordentlig, ubetvungen og udisciplineret mod den herlige Park, hvis Alleer brød ud som Straaler fra Slottets Stjernekerne.

Og i Dag var hendes Fantasi ikke bange for Vandet der nede i den store Dam. Ak, havde hun blot Vinger som Oldtidens søde smaa Amoriner! kunde hun blot svinge sig over i 214 den Skov der . . . ind i den . . . faa Folk til at hugge Alleer og saa ved Enden af den største Allé flyve ind i et Marmortempel, rundt som Kolonnaden, der glimtede til højre mellem Træerne, men mindre end den, og høre derinde usynlige Buer løbe langs Strengene paa Violer og Celloer, som smykkede Hvælvingsflige, Vægfordybninger, Piller, Arkitraver, høre usynlige Munde blæse i de som Pile ordnede Fløjter og Oboer, se Nymfer dansende mellem Skovens Stammer saa let, at kun Taaspidsen strøjfede Græs og Mos . . . Kunde hun sove ind ved denne blide Musik og dette søde Skue . . . og vaagne, favnet af to jernpansrede Arme og køle sin Pande mod Brystkyradsets Plade . . og saa . . . . .

Hun standsede Tankernes Flugt ved et Ryk tilbage, saa begge de halvsovende Pager nær havde tabt Slæbet helt og var faldne bagover. Begge Damerne gjorde en lignende Bevægelse som deres Herskerinde.

- Jeg vil bede, sagde Mademoiselle . . . hvis Dronningens Bedekammer er ledigt. Kom!

Atter en Vandring gennem dette Hav af Varme. Det triste Tog krydsede Slottets Stueetage. Det skulde op ad den prægtige Trappe med rødbrunt og sort Marmorrækværk, "Dronningens Trappe".

Midt paa Afsatsen mellem Stuen og første Sal stod en Herre med fint Guldløvbroderi paa en lilla Silkekjole og med en hvid Bukkelparyk, som gjorde hans lille magre Ansigt til næsen slet ingenting.

- Nu vel, Hr. de Saintol, sagde Mademoiselle.

- Hans Majestæt venter Deres kongelige Højhed i Dronningens Værelse. Hendes Majestæt er saa dybt greben over Madames Død, at hun er gaaet til Sengs.

Damerne og Pagerne vidste, hvad de havde at rette sig efter. Naar deres Herskerinde fik en saadan Ordre, kunde de kun ledsage hende til Dronningens Dør. Der forlod de hende med behørige Nejninger og Buk, som hun ikke besvarede.

I Dronningens Soveværelse foran Sengen sad Kongen, stiv, strunk og pyntet, i violet Kjole med storbladet Sølvbroderi, violette Atlaskes Sko og Strømper. Han var i Halvsorg.

Oprejst foran Kongen stod en middelhøj Herre, med et fint, noget rynket Ansigt, udkreppede graalige Haar under en sort Kalot, i sort Talar, hvid Kniplingsskjorte over den og rødviolette Strømper.

215

Det var Biskoppen af Condom, Jacques Benigne de Bossuet, nu Dauphinens Opdrager. Kongen bød ham med en Gestus at sige nogle Ord til Mademoiselle.

Monseigneur de Gondom sagde:

- Verdens Storhed er intet, naar Gud kalder. Men Gud kalder paa Verdens store gennem de hellige, som omgiver hans Trone foran Kerubers og Serafers vingede Hær. Fra disse hellige Skarer daler den himmelske Musik ned til Jorden. Der omsættes den til Befalinger i de mægtiges Mund; de Befalinger, som Folkene knælende skal lyde. Saaledes bliver Kongernes Ord Guds Ord.

Nu gik Bassen over i Baryton, mens Bossuet vendte sig med en let hyldende Holdning over mod Mademoiselle:

- Jeg var en Time hos Hendes kongelige Højhed. Jeg fandt hende ved fuld Bevidsthed. Hun talte og gjorde alt uden Anstrengelse, med saa meget Mod, med saa stor Fromhed, at jeg endnu er ude af mig selv af Beundring derover. Alt havde Sognepræsten i Saint Gloud givet hende alle Sakramenterne, endog den sidste Olie; hun trykkede det hellige Viatikum mod sit Bryst; hun kyssede det hellige Krucifiks, som bævede i hendes Haand; hun sagde mange Ting til Kongen, til Monsieur, til dem, som omgav hende, og hendes Sætninger var korte, rigtig formede og overordentlig klare i Tanken. Aldrig er en Fyrstinde bleven mere beundret, aldrig er en Gemalinde bleven mere savnet. Hun sagde: Først takker jeg Monsieur, min kære Gemal, saa takker jeg de to Konger af England og Frankrig, som har værdiget mig deres Venskab og Fortrolighed; ja jeg gaar fra neden opad til . . . til sidst gaar jeg til det højeste og takker Kongernes Konge, hvis Fodsaal hviler paa Jordens Kongers Nakke.

Og da lænede hun sit trætte Hoved til Ørepuden og sagde til Lægerne: Kom med eders Lægemidler! jeg tror ikke, de hjælper mig, thi jeg tror, Gud kalder mig, men ej vil jeg friste ham.

Til sidst sagde hun: Nu kan jeg dø. Nu har jeg opfyldt alle de for min Rang nødvendige Former.

Prælatens Stemme lød som en Sinaitorden, men dog noget dæmpet, som naar en Operasanger lemper sin Stemme til Salonbrug:

- Det er Herren selv, Herren i det højeste, hvem et 216 trefoldigt "Hellig" omgiver som tre Koggere med guldflammende Straalepile; det er ham, som vælger en Brud for dem, han har sat paa de høje Sæder. Hvo kan erstatte den hedengangne, uden en, som er hende lig i Fromhed og endnu højere i Rang?

Kongen vinkede og nikkede. Prælaten tog først hans, saa Dronningens, saa Mademoiselles Haand, kyssede dem, gjorde et velsignende Korstegn hen over Værelset.

Den store Ring paa hans Pegefinger glimrede om Kap med de Draaber, som hans patetiske Tale havde drysset ned paa hans sorte, hvidrandede Bladkrave. Hurtig, med langt Slæb, der snoede sig til højre og venstre, forlod han Værelset.

Kongen rejste sig, tog sin Kusine ved Haanden og førte hende ind i en smal Gang mellem Dronningens Seng og Væggen med det liljebroderede Tapet. Dronningen laa saa tæt indhyllet i sine Tæpper som ellers i sin spanske Etikette og sine struttende Kraver, stramme Korsetter og isstive Skørter, sagde ikke et Ord, gjorde ikke en Bevægelse.

Hans Majestæt havde holdt sig for Munden flere Gange, medens Biskoppen talte. Han sagde meget tørt, som om han gav en militær Ordre:

- Min Kusine! der er en Plads ledig. Vil De fylde den?

Sminken paa Mademoiselles Kinder gjorde, at han ikke saa', hvor hun skiftede Farve. Hun svarede:

- Sire, De har at befale! Aldrig skal jeg have nogen anden Vilje end Deres.

- Nu vel! Har De intet andet at sige?

- Nej, Deres Majestæt!

- Har De en bestemt Modbydelighed for at fylde Pladsen?

Mademoiselle svarede ikke.

- Hm! sagde Kongen. Min Broder vil snart trøste sig. Han har et lykkeligt Temperament.

Han vendte sig til Dronningen, saa', at hun sov og raabte højt:

- Madame! De maa hurtig gøre Toilette. Jeg agter at promenere til Vogns til Saint Gloud for endnu en Gang at se Madames dødelige Levninger.

- Min Kusine!

Han tog Mademoiselle ved Spidsen af Fingrene. De fulgtes ud til den øverste Afsats paa den røde Marmortrappe. Kongen 217 sagde ikke et Ord, da hans Kusine gik mod den Side, hvor hendes Værelser laa. Han tog ganske let til Hatteskyggen, da de skiltes.

VIII.

Hoffet drog til Saint Germain.

Slottes uhyre lange Murstensterrasser laa og gloede blegrødt ud i Julisolen med de mange Trapper til alle Sider. Det var lidt skyet Vejr. Bassinerne var blaa som et sydligt Hav i Vindstille. Træerne stod og solede sig, uden Bevægelse, i glad Dovenskab. Den meget lange, lave Slotsfacade kunde ikke øjnes fra den af de nederste Murstensterrasser, hvor to Damer gik Arm i Arm i den Fritid, som de havde mellem Dronningens "lever" og Frokosten.

Mademoiselle de Montpensier, bestandig i stor Sorg, gik Arm i Arm med den langt mindre Madame de Montespan, som bar hvide og klare Stoffer. Den begyndte Samtale fortsattes som følger.

Madame de Montespan sagde:

- Aldrig har mine dristigste Drømme vovet sig saa vidt. At Deres kongelige Højhed siger, at De er min Veninde! At jeg har set Dem græde! At jeg tør græde sammen med Deres kongelige Højhed!

- Vi er jo begge Kvinder, sagde Mademoiselle, trods den store Afstand i Rang.

Madame de Montespans lysebrune Øjne fik en mørkere Glans, mens hun slikkede sine Læber. Hun trykkede Mademoiselles Arm, løftede hendes Haand op til sit Bryst og sagde:

- Det trøster at høre saadanne Ord af en af de mægtige paa Jorden. Ja vi bøjer os alle for Gud. Jeg maa bøje mit Hoved dybere end en Fyrstinde af Blodet. Jeg hører af Biskoppen af Gondom, at den hellige Skrift, som den Hellig Aand har dikteret de hellige Apostle i det latinske Sprog, bestemt adskiller Rangklasserne blandt de hellige, som danner Halvkreds om Guds Tronstol i Himlen . . . Deres kongelige Højhed! Véd De, at jeg er meget ulykkelig?

- Min kære Montespan! Deres Mand er gal.

218

- Har De ogsaa opdaget det, Deres kongelige Højhed?

Marquisen af Montespan holdt ikke rigtig af, at Mademoiselle de Montpensier udelod hendes Titulatur, men lod som ingenting. Mademoiselle sagde:

- De véd, at han er i Slægt med mig. I Gaar Aftes kom han ind i mit Værelse som en Uvejrsstorm. Jeg skændte meget paa ham. Han anførte ogsaa Steder af den hellige Skrift, talte om David og Bathseba og kaldte sig Urias, som nok er en af samme bibelske Konges uheldige Generaler.

Madame de Montespan sagde:

- Han er sikkerlig gal. Han har truet mig med at gøre store Skandaler over det naadige Venskab, som Kongen viser mig.

- Ganske rigtig. Men ønsker De det, skal jeg sørge for, at han bliver arresteret.

- Hvis De vil være mig naadig, Mademoiselle, beder jeg Dem true ham med Bastillen, men ikke lade det udføre . . . . Ak De, Mademoiselle, De er baade stor og klog og fin. De forstaar Passionernes Magt over stakkels dødeliges Sind.

- Hvad mener De, Marquise?

- Jeg mener, at De af datterlig Kærlighed til Deres højsalige Fader, Hertug Gaston af Orléans, i sin Tid vovede at give det Udseende af, at De bekæmpede vor fælles allernaadigste Konge . . . jeg mener under Fronden.

Ja . . . . ja . . . ., sagde Mademoiselle. Kys mig, kære Marquise!

De omfavnede hinanden. Mademoiselle saa' bidsk ud efter Favntaget - som en stor, godt disciplineret Hund, der er afrettet til at leve med Katte og ved Opdragelsen tvungen til at skaane dem. Mademoiselle tog igen Marquisen af Montespans fyldige, kølige Arm. Hun sagde:

- Ja, Passionerne . . . . men de sendes vel ogsaa fra Gud.

- Kunde Djævelen ikke ogsaa have Fingren med i sligt? mumlede Marquisen af Montespan.

- Jo stundom, jo, naturligvis. Men Gud vilde aldrig tillade, at Djævelen kom til at friste Huset Frankrig. Fristes en Bourbon, saa udgaar Fristelsen fra Gud.

- Gud velsigne Deres kongelige Højhed for disse Ord! . . . De vil aldrig mere modtage Marquis'en af Montespan.

- Jeg vil lade ham bortvise af en af mine Damer efter 219 den Forsømmelse af Høflighed, han har vist mod mig ved sin rasende Tale.

Ludvig XIV's Elskerinde kyssede Mademoiselles Haand og fik til Gengæld et stort Kys paa Kinden af Prinsessen. Mademoiselle fortsatte:

- Lad os komme tilbage til Passionernes Magt over Sindet hos Personer, der er stillede saa højt, at Guds Øje naar dem, før det kommer længere ned i Menneskenes store Vrimmel! Det kan jo ikke nægtes, at Hans Majestæt ikke altid har kunnet blive Herre over disse Passioner.

- Som de gamle Romeres Gud Jupiter har han vel stundom maattet ofre paa visse Passioners Alter, Mademoiselle. Véd Deres kongelige Højhed, hvorledes jeg forestiller mig Sagen? Kun Gud i sin hellige Treenighed er uden Passioner. Men han maa tilgive sine Skabninger, fordi han har skabt dem med Passioner. Og disse gamle hedenske Guder, som vore Poeter, Malere og Billedhuggere ikke kan undvære, de har vel hersket i sin Tid som mægtige Fyrster. Den ene sande Gud har tilladt dem at følge deres Passioner, hvor meget mere maa han da ikke bære over med kristne og katolske Herskere, som tror paa alt, hvad Kristi Statholder paa Jorden siger er det rette?

- De har Ret, kære Marquise! Jeg mener som De. Og hvis nu Passionerne kom over en Dame af meget højt kongeligt Blod og tvang en saadan Dame af Rang til at gaa et Par Skridt ned mod den, hendes Sind stod til . . . ja . . . disse Spørgsmaal er jo morsomme at drøfte, ganske uden Interesse for mig eller Dem . . . mon saa ikke den himmelske Konge vilde indgyde Tilgivelsens Sind hos den jordiske mod den Slægtning af ham, som noget saadant kom over?

- Jo, det vilde han sikkert; Gud vilde sikkert indgyde sin første Undersaat en slig Følelse. - O ... det er min faste Overbevisning.

Igen en Omfavnelse og mange Kys under Laurbærtræerne og Nerierne paa Terrassens Stenrækværk!

- De er dog lykkelig trods alt, hvad De har lidt, Deres kongelige Højhed! udbrød Ludvig XIV's Elskerinde med Taarer i de skønne Øjne.

- Hvorfor, Marquise?

- Gud har begavet Dem rigt med jordisk Gods. Og, dør De ene, hvor meget godt kan De ikke gøre med Deres store Rigdomme, de mange Slotte og Jorder?

220

- Skulde jeg skænke dem alle til fromme Øjemed? Synes De det, Marquise? Jeg har dog Familie, jeg bør dog opretholde Glansen for dem, som skal bære Navnet Orléans, for dem, der skal kaldes Montpensier?

- Jeg mente heller ikke Klostre og Kirker, sagde Madame de Montespan - for, egentlig talt . . . . saa har de kære hellige Stiftelser vist nok til deres jordiske Tilværelse i en uoverskuelig Fremtid.

- Naa, ja, det mener jeg med.

Det ringede til Frokost oppe fra Slottet.

- Vi maa skynde os, kære kongelige Højhed! sagde Madame de Montespan. Der er jo Børn af Frankrig - tilgiv, at jeg siger det, Deres kongelige Højhed, - ikke fuldblods Børn, men franske Kongers Børn . . . . De indrømmede før Passionernes Ret. Der er Børn, som Frankrigs Konger kun kan give Titler, men ikke Godser og Rigdomme til at bære disse Titler oppe og skaffe dem Glans. Hvis De vil opnaa noget af Kongen . . . saa . . . . husk dem, der ligger hans kongelige Hjerte nær . . . . uskyldige Skabninger.

Mademoiselle bed sig i Underlæben, mens Madame de Montespan græd videre. Prinsessen sagde:

- Déjeuneren venter os, min kære Marquise! De har Ret. Lad os følges ad op til Dronningen! Og, saa længe Terrassens Rampe skjuler os, saa lad os gaa med Armen om hinandens Liv som tvende trofaste Søstre - Ak, vi bør jo bøje vort Hjerte under den Etikette, vor Rang paalægger os af Blodet.

Madame de Montespan syntes, at hun var træt, da hun naaede op til Slottet, at Prinsessen havde været tung at gaa med i Venindestilling.

I Dronningens Værelse skulde Frokosten indtages. Mademoiselle, der havde et Øje paa hver Finger, opdagede en kort, talende Øjenveksel mellem Kongen og Elskerinden, Madame de Montespan. Hun saa' ogsaa, at hun senere strøg bag om Kongens Stol og troede at kunne læse Ordene, de vekslede. Hun kom det rigtige temmelig nær.

- Har hun forstaaet? spurgte Kongen.

- Fuldkommen, Sire! svarede Madame de Montespan.

- Altsaa forberedt?

- Ja, Sire!

221

Da man havde rejst sig, stillede Kongen sig foran sin Kusine. Hun maatte standse i sin paabegyndte hurtige Gang og neje. Kongen vinkede hende hen mod Vinduet.

- Jeg har talt med min Broder, sagde han. Han gik ind paa det Forslag, jeg gjorde ham, og han gjorde det med stort Behag. Men han er jo endnu saa rystet over Madames saa sørgelige Hedengang, at en ny Forbindelse maa opsættes nogen Tid.

Audiensen var færdig. Knæene rystede under Prinsessen, da hun gik i Kirke. Midt i Kirkegangen stod Lauzun med Sølvstav i Haand. Han kommanderede Gardervagten den Dag. Mademoiselle de Montpensier satte sig lige over for ham.

Uden at vende sig til hende, hviskede Lauzun ud gennem den Mundvig, som vendte mod Prinsessen:

- Nu vel, De ægter Monsieur?

- Nej, det haaber jeg ikke.

- Jo, det er Kongens Vilje. - Højsalig Madame gjorde mig den Ære at vise mig Venskab; jeg er da sikker paa at arve hendes Efterfølgerskes Venskab.

- Det sker ikke.

- Maa jeg underdanigst ansøge om en Audiens? . . . . I Deres eller i Dronningens Gemakker?

- I Dronningens.

Efter Middagen, da Kongen var i Raadet, fandt Samtalen Sted. Lauzun sagde:

- Véd De, hvad Chefen for Deres Raad siger? Adlyd Kongen hensynsløst, uden Raisonnement! følg Deres Pligt blindt! De vil befinde Dem bedst derved. Tænk paa, hvad Monsieur er! Han har kun Kongen og Hr. Dauphinen foran sig; De vil komme i Rang næst efter Dronningen. De vil kunne sætte igennem, at der bliver langt flere Baller og Komedier, trods Dronningens strenge Fromhed, som vi alle ærer, men dog tinder mere spansk end fransk.

- Jeg er mere end femten Aar. De lokker mig med noget, der passer for Børn.

- Deres kongelige Højhed; hvis De har nogen Godhed for mig, saa nær ikke dristige Planer i Deres Aand! Jeg tør ikke mishage Monsieur; fordi jeg var højsalig Madames ydmyge Tjener. Han véd, De beærer mig med Deres Venskab. Han vilde tro, at al Modstand kom fra mig . . . . Kald ikke mere paa mig, naar nogen ser det! Skriv mig ikke til, send ikke 222 Bud til mig! Mit Hjerte bløder ved at sige disse Ord. Men jeg taler kun saaledes af Hensyn til Dem.

- Men jeg vil ikke ægte Monsieur. Hvad Glæde kan jeg have deraf? Ja, jeg vilde faa Følge af hans Garde; nogle Aar vilde jeg befries for at sidde paa Klappen i Dronningens Karosse og faa Plads ved hendes Side paa Hyndet, naar Hoffet er paa Rejse. Men, naar Hr. Dauphinen engang bliver gift, naar Madame, Kongens Datter, bliver voksen, saa tilfalder det Klapsæde mig igen, og siden Ridderen af Lorraine har Kuvert over for mig ved Kongens Bord, naar Huset Lorraine regnes lige med Huset Bourbon, hvad har jeg saa at haabe? Jeg kan aldrig blive lykkelig med Monsieur. Han er yngre end jeg, ikke lidt yngre (Lauzun vidste godt, at Monsieur var femten Aar yngre end Mademoiselle), vi er af ulige Humør desuden . . . . Gaa ikke, Hr. de Lauzun! jeg er ulykkelig.

- Jo, jeg vil gaa . . . Der kommer Kongen. Tal til ham!

Hans Majestæt saa' ret oprømt ud og nikkede venlig til sin Gardekaptajn.

- Vil De mig noget, min Kusine?

- Skal jeg berede mig paa dette Ægteskab, Sire?

- Det haster jo ikke. De synes ikke at have megen Lyst til det.

- Jeg forsikrer Deres Majestæt, at intet er mig kærere end at opfylde Deres Vilje.

- De vil finde Egenskaber hos min Broder, som vil mishage Dem. Han forlanger - jeg har lige talt længe med ham efter Statsraadets Slutning - han forlanger, at, hvis hans Ægteskab med Dem bliver barnløst, skal De give alt Deres Gods til hans Datter af første Seng. Han tilføjer, at han ønsker meget ikke at faa Børn i et nyt Ægteskab, da han forudsætter, at hans Datter skal ægte min Søn Dauphinen.

Mademoiselle vovede at se Kongen stift i Øjnene:

- Synes De, Sire, at en saadan Tale af Monsieur om hans tilkommende Giftermaal er høflig mod den, han vil vælge til Gemalinde ?

Kongen lo højt og sagde:

- Om det Kapitel har min kære Broder sagt endnu latterligere Ting, som jeg har raadet ham til ikke at sige for sin egen Æres Skyld.

Dronning Marie Therese havde nærmet sig og hørt Samtalen. Mademoiselle havde vendt sig om. Paa en stærk Knagen 223 af Fiskeben og Knitren af Skørter mærkede hun, at Hendes Majestæt var nær. Dronningen sagde med en Røst, der dirrede af Forargelse:

- Sire! Deres Broder er latterlig. Hvad han har sagt om sit nye Ægteskab, er hæsligt.

Kongen lo og pegede paa Stolene.

- Lad os sætte os og holde Familieraad! sagde han.

Mademoiselle forundrede sig over sin kongelige Fætter. Han plejede ellers ikke at være oprømt eller gemytlig. Hun vovede da at tale i en indigneret Tone:

- Deres Majestæt vil næppe indføre den Klausul i Kontrakten om mine Godser. Og, skønt jeg ikke er ung (Mademoiselles Stemme blev sagte), saa er jeg dog ikke saa gammel, at jeg ikke kan faa Børn. Slige Forslag gør man Skabninger af en meget lav Art. Deres Majestæt vil tilgive, naar jeg siger, at de behager mig ikke.

- Endelig siger jeg Dem forud, min Kusine, sagde Kongen, jeg giver aldrig min Broder noget Statholderskab. Jeg vil ikke have Provinsregenter i Frankrig. Frankrigs Børn skal ikke have andet Hjem end mit Hof og ingen andre Indkomster end dem, jeg finder for godt at tilstaa dem. Bliver De hans Gemalinde, skal han lade sine Ansøgninger om Penge, Ædelstene, Møbler og sligt gaa igennem Dem . . . Men jeg gentager: Jeg vil ikke tvinge Dem.

Dronningen sagde:

- Men Sire, hvorfor taler De da bestandig om dette Ægteskab? Jeg har jo heller ingen anden Vilje end Deres, men . . . det behager mig ikke. Forstaar De, hvad hans Majestæt mener, min Kusine?

- Kongen vil vist have os begge lidt til Bedste, Deres Majestæt! Endnu i Formiddag befalede han mig at ægte Monsieur . . .

- Vilde De hade mig i Deres inderste, hvis jeg fritog Dem for Deres Lydighedsløfte i den Sag? spurgte Kongen.

- Jeg har sagt Dem, Sire, at jeg har ingen anden Vilje end Deres.

- Jeg vil ikke forbyde Dem at vælge en Ægtefælle. Naturligvis maa det være en Fyrste . . . ja, et andet Valg kunde ikke falde Dem ind.

- Maaske.

- Hvad siger min Kusine? sagde Kongen og slog Benene 224 over Kors, saa Buksernes Kniplinger kom til at ligne Skum paa Bølgerne.

- Jeg tillader mig at spøge, Sire, fordi De selv er stemt til Spøg i Dag, sagde Prinsessen. Og der er dog en alvorlig Tanke skjult under min Spøg. Jeg er af en saa mægtig Familie, at ingen Fyrste i Europa kan gøre mig fornemmere. Men, tog jeg en ikke fyrstelig Person, saa kunde jeg hæve ham højt; han vilde skylde mig alt, og i den Alder, jeg er, vil jeg være min Mands Beskytter; han skal ikke være min.

- Jeg er aldeles ikke enig med min Kusine af Montpensier, sagde Marie Therese af Østerrig med en sur Mine.

Mademoiselle følte, at hun for at klappe Kongen var kommen til at slaa til Dronningen.

- Jeg beder Deres Majestæt tusinde Gange om Forladelse; men det faldt mig ikke ind, at nævne det habsburgske Hus, da ingen Prins af del Hus for Øjeblikket er giftefærdig.

Kongen sagde:

- Vi faar meget at tale sammen om, min Kusine. Sagen med Monsieur haster jo ikke.

- Jo senere den bliver ordnet, jo bedre, sagde Mademoiselle.

Kongen smaalo, tog Dronningens Haand og hilste Mademoiselle. Men straks efter kom han ud paa Trappen, hvor Mademoiselles Damer ventede, og . . . hvor Lauzun stod.

Mademoiselle navde lige villet nærme sig ham; nu afbrød Kongens Komme enhver Samtale.

Kongen stod et Øjeblik og saa' sig om. Da Prinsessen var forsvunden i en Sidegang, sagde han smilende til Lauzun;

- Hr. de Lauzun . . . De er født friseret*).

- Deres Majestæt mener . . .?

- Hvad jeg siger, sagde Kongen og gik videre.

IX.

- Hvorfor flyer De mig, Lauzun? sagde Mademoiselle de Montpensier fra et af de nederste Trin paa den store Kalkstenstrappe i Versailles' nordlige Slotsfløj.

* 225

Garderkaptajnen vilde lige til at gaa ind til sit Værelse i Stueetagen. Mademoiselle kom fra Dronningens Værelser paa første Sal og saa' meget godt, at Lauzun vidste, hvad han gjorde.

Han vendte sig om, hilste, men saa' koldt paa Prinsessen.

- Hør dog en Nyhed, De Chef for mit Raad! Der bliver intet af mit Giftermaal med Monsieur.

- Det er ingen Nyhed. De ægter jo saa Hertugen af Longueville.

- En af Huset Lorraine? Ligner det mig?

- Madame de Montespan taler om det til alle.

- Ogsaa til Dem?

- Ja.

- Og uden nærmere Forklaring? - Vær kun rolig! Kongen arbejder, og Dronningen sover. - Montespan har ikke givet Dem en nærmere Forklaring?

- Aa, hun ler listig . . . og . . . hvem kan blive klog paa hende?

- Ser De. Hun siger det for at drille Dem.

- Mig?

Mademoiselle fortalte Lauzun sin Samtale paa Saint Germains Slotsterrasse med Maitressen, og sine senere Forhandlinger med Kongen i Dronningens Nærværelse.

Lauzun smilte overlegent og sagde:

- Jeg véd det. Det har Madame de Montespan betroet mig. Men jeg finder, at Deres kongelige Højhed har handlet rigtig.

- Tak! Det tænkte jeg nok. Da jeg følte i mit inderste, at jeg maatte afslaa saa naadigt et Tilbud fra Hans Majestæts Side, var jeg vis paa, at Gud vilde det for min evige Saligheds Skyld.

- Men hvem vil De da vælge, Deres kongelige Højhed? sagde Lauzun, lod, som om han var forlegen, saa' stift paa sit ene Ærmes Sølvgaloner og pillede ved dem.

- Om et Par Dage skal jeg underrette Dem om mit Valg.

- Deres Valg, hvilket det saa end er, bringer mig til at skælve. Jeg ser, at De har fattet en urokkelig Beslutning. Hvis jeg ikke billiger den, vil jeg aldrig mere faa Dem at se, og det vilde være det haardeste, som kunde vederfares mig i Verden, at miste den Ære at nyde Deres Velvilje. Og forraade Dem mit Hjertes Mening, det tør jeg ikke. Jeg er saa forvirret over dette, at jeg bønfalder Deres kongelige Højhed om ikke at tale mere til mig derom.

226

- Ja, men jeg siger Dem i Morgen, hvem jeg vælger.

- Pin mig ikke! Sig det hellere straks!

- Det kan jeg ikke.

Fyrstindens Livstykke saa' ud som det var levende.

- Sig mig det! Lauzun foldede sine stridsbehandskede Hænder.

- Nej, det er Fredag i Dag. I Dag tør jeg ikke. Havde jeg et Skrivetøj ved Haanden, skulde jeg skrive det til Dem. Kan vi liste os ind der . . .?

Mademoiselle pegede mod en Dør, der førte til en lang Række Værelser i Stueetagen. Lauzun saa' spørgende paa hende.

- Jo, sagde hun, for der er maaske et Spejl. Det vil jeg aande paa og skrive Navnet, mens De vender Ryggen til.

- Det er da Deres Spøg, Mademoiselle?

- Ja naturligvis! Vi tales nærmere ved, før Dronningen gaar i Messe.

De mødtes i Dronningens Forgemak. Mademoiselle sagde til Hr. de Lauzun:

- Jeg har det i min Lomme. Men det er Fredag. De faar ikke det forseglede Papir, som indeholder Navnet.

- Giv mig det! Jeg giver Dem mit Æresord paa, at jeg skal lægge det under Hovedgærdet paa min Seng og ikke aabne det, før Klokken er slaaet tolv i Nat. Vær vis paa, at jeg ikke kan sove af Spænding og Angest! Jeg skal tage det med i Aften til Paris; jeg kommer først igen i Overmorgen.

- Saa faar De det først paa Søndag.

- Det er to Dage paa Pinebænken, Deres kongelige Højhed!

- De maa vente.

Lørdag Aften spurgte Mademoiselle sin nu gifte Kammerjomfru:

- Du synes godt om at være gift, Toinon!

- Det er det dejligste, jeg endnu har kendt. Tak, Deres kongelige Højhed, for, hvad De har gjort for mig!

Mademoiselle sagde ved sig selv:

- Gid Du kunde gøre det samme for mig, Toinon!

Om Natten sov Mademoiselle saare urolig. Det var, som blev der leget Himmelspræt med hende i hendes store Seng. Hun laa snart paa langs, snart paa tværs i den. Det var Gud, hun tænkte paa, det var Kongen, det var Huset Orléans' Ære, det var Lauzun, det var Slottene og Godserne, Saint Fargeau, Ghampigny, Lésigny, Dombes, Eu, Vernon; Indtægterne af Korn, 227 Vin, Olie, Kastanjer, Brænde; hun saa' sin Fader Gaston med Underbidet under Overskægget, de sorte Øjenbryn over de smaa, ondskabsfulde Øjne; sin Fætter Kongen med hans koldeste, mest afvisende Ansigt; Lauzun snart i blaa sølvbroderet Garderuniform, snart i skarlagenrød Dragonuniform; hun saa' hans Ansigt tæt ved Monsieurs, Kongens Broders; de lo begge raat hen imod hende; hun kunde læse paa Monsieurs spotske, smalle Læber de Ord, Kongen havde sagt til hende om hendes Ufrugtbarhed.

Straks da hun var staaet op om Morgenen, kastede hun en Slaabrok om sig, stak de nøgne Fødder i et Par Fløjls Tøiler, ilede hen til sit Bord og skrev noget paa et Ark Papir højt oppe til højre, tæt ved Papirets Rand.

Hun stak saa Papiret i Lommen, løftede Hænderne mod Himlen, men kunde ikke finde paa noget at sige til Gud.

Mademoiselle havde lært lidt Latin i sin Barndom. Hun sagde med de bævende Hænder stadig i Bønstilling:

- Bubicon er passeret. Jacta ext alea.

Søndag Formiddag efter Messen i Récolletklosterets Kirke fulgte Mademoiselle Dronningen ind i Dauphinens Værelse.

Louis de France, "den store Dauphin", stod henne ved Marmorkaminen i det store, temmelig mørke Gemak med Paneler af stærkt aaret lysegraat Marmor i store Rektangler, hvorom sort, hvidaaret Marmor dannede Rammer. I hvert Marmorpanels Midte var der en lille Romboidefigur af rødt Marmor med hvide Aarer, omrammet af grønt Marmor.

Frankrigs Tronarving, Ludvid XIV's og Marie Thérèses eneste Søn, var vel en otte Aar gammel. Det var en meget tyk Dreng. Det Fedt, han havde diet ud af sin kraftige Amme, hang endnu ved ham. Han var klædt aldeles som en voksen Kavaler, med stor blond Allongeparyk, der bagtil naaede ham til Bæltestedet. Han stod i "anden Position" med den buttede venstre Haand om Kaardeheftet i repræsentativ Stilling, med en trist, dum, tankeløs Værdighed om de vaade, tykke Læber. Herrer og Damer omringede ham, henvendte hver et Par komplimenterende Ord til ham. Den fede Dreng bukkede og slog ud med Haanden, som var hver Bevægelse fremkaldt ved et lindt Tag i Snore gennem hans Krop.

Da Kuren var til Ende, rakte hans Moder Dronningen ham Haanden. Sur og tvær lod Drengen sig føre midt ud i Værelset, mens Skaren fordelte sig i Grupper. Dronningen kyssede sin 228 Søn. Han vrissede i tavs Arrigskab, blev derpaa ført ud af sin Bonne.

Det var klingrende Vinterfrost. Kaminen varmede ikke stort i den marmorbeklædte Sal.

Mademoiselle de Montpensier nærmede sig Kaminen, lagde sig paa Knæ foran den og saa' til Siden, hvor Hr. de Lauzun stod. Hun blev liggende længe. Han turde kun nærme sig hende ad Omveje. Endelig naaede han til Kaminen.

Mademoiselle vendte Ryggen til ham med Hænderne foldede ind mod Flammen, der blussede i Vejret fra de store knitrende og knagende Favnestykker. Hun sagde:

- Jeg er gennemisnet af Kulde.

Han svarede:

- Deres kongelige Højheds Muffe ligger paa den Taburet der.

- Tag den til mig, Hr. de Lauzun!

Han rakte hende Muffen. Med en hastig Bevægelse tog hun noget op af sin Lomme og puttede det ind i Muffen. Hun stak Hænderne i den, men sagde straks efter:

- Nej, den bliver mig dog for varm. Mine Hænder brænder som Ild. Hr. de Lauzun, tag den igen!

Hun smilede til ham saa stærkt, at Garderkaptajnen saa' hendes stygge sorte Tænder. Hun hviskede med krampagtig Hast:

- Hvad der er i Muffen, er Deres Ejendom.

- Deres kongelige Højhed, nu er jeg gennemisnet af Rædselens Kulde, sagde Lauzun, sneg sig behændig ud af Gemakket og naaede ned til sit eget Værelse i Stueetagen. Der aabnede han det forseglede Brev, han havde fundet i Muffen.

Hele Arket var hvidt. Kun paa den tredje Side oppe i Randen til højre stod:

"Det er Dem."

Garderkaptajnen studsede lidt, men var slet ikke overvældet:

- Det var som Fanden, mumlede han, at hun saadan giver mig sort paa hvidt for det . . . Hm . . . ja der er ingen Underskrift, men Haanden kan Madame de Montespan da ikke tage fejl af.

Han ringede. Hans Tjener kom.

- Løb ned i Værtshuset "Guldsolen" i Gamle-Versaillesgade! Der træffer Du sikkert Poeten Lachartre. Du kender ham. Sig, at han skal vadske sig, tage sine sorte Klæder paa og komme til mig i største Hast! Han kan ikke være drukken endnu. Sig ham, at der er nogle Livres at fortjene!

229

Lauzun kradsede en hel Del Ord op paa et Stykke Papir. Han skrev endnu, da Tjeneren meldte Lachartre, skrev endnu, da den ankomne traadte ind ad Døren, som han af Ydmyghed aabnede saa lidt, at hans Krop gled ind som en Snog gennem et Hul.

Hr. Lachartre var en lille Mand, helt klædt i sort med hvid tæt Krave, saa han i en Fart kunde antages for en Abbé. Han havde en lille slidt hvid Paryk paa Hovedet. Hans smaagraa Øjne randt, Tippen af hans Næse og hans Kindknokler var meget farvede.

- Er Du ædru, Slubbert? spurgte Garderkaptajnen ham uden at besvare hans Hilsen.

- Paa en høj hellig Dag ofrer man ikke til en hedensk Gud som Bakkus, Hr. Greve! Som min store Medbroder i Apollo og mit Mønster i al parnassisk Dont, Théophile Viaud, siger i sit Digt: Moses.

-- Théophile Viaud . . . han blev jo brændt.

- Hans Sjæl svævede, efter at al jordisk Vindust var brændt ud af den, op til de elysæiske Marker for at mødes med Horats, Virgil, Ovid og . . .

- Hold nu Mund! Se her . . . Sæt det der i Stil for mig!

Garderkaptajnen kastede Papiret hen til Lachartre. Denne dechiffrede det med en lærds Taalmodighed over for et vanskeligt Haandskrift fra Middelalderen.

- Jeg forstaar det ikke ganske, Hr. Greve!

- Hvem Fanden siger, at Du skal forstaa det? Sæt det i Stil, skriv det Tøjeri op, som Du finder paa! saa skriver jeg det rent.

- Det er intet almindeligt Elskovsbrev, Hr. Greve!

- Nej. Derfor skal Du ogsaa faa syv i Stedet for tre Livres for dit Kradseri.

Lachartre satte sig til Arbejdet. Garderkaptajnen kasserede tre Gange hans Manuskript: om det fjerde sagde han:

- Det er daarligt nok endnu. Men lad gaa! Pengene skal Du faa siden ved Lejlighed.

- Men, hvis det var Hr. Greven muligt i Dag . . .

- Hvad for noget? . . .

Hr. de Lauzun tog Poeten ved Skuldrene, drejede ham rundt som en Top og besørgede ham gennem Døren ved et Spark i Bagen.

Men næppe var han kommen ud, før Lauzun raabte: 230 - Kom ind igen . . .! Faldt Du? Naa . . . ja der ligger han paa Maven. Pierre (det var Tjeneren) rejs ham op! Da vor store Konge som en anden Augustus beskytter Poeterne, maa jeg, hans ringe Tjener, lære at holde dem i Ære.

Han tog i sin Lomme, fandt nogle Livres, kastede dem imellem Poeten og Tjeneren, som man kaster et Ben i Grams til Hunde og sagde:

- Drik dem op sammen, I to! Du skal endda faa de syv Livres, Lachartre, naar jeg bliver i Humør til at betale dem. Det er Skade, Pierre, at Du ikke er Poet ligesom denne Poquelin eller Moliére, hvad han hedder. Han er jo Domestik hos Kongen, som Du hos mig. Det at være Poet løfter nu om Stunder en Slyngel af Snavset. Drik nu din Mæcenas' Skaal i sur Suresnevin, Lachartre! I to er for Resten lige saa taabelige og giver mig lige saa meget at le ad som de Slyngler og Gavtyve, som han, Poquelin, laver til Kongens og Hoffets Forlystelse . . . Pierre, nu har Du Lov til at lave Poemer sammen med Lachartre et Par Timers Tid. Vent lidt, Lachartre! Hr. de Lauzun tog en Pung ud af en Skuffe.

Han sagde:

- Her er flere Penge. Dem skal Du have, fordi Du er min Landsmand, en Gascogner og Løgnhals.

Poeten kyssede sin Mæcenas' Haand og dansede Arm i Arm med Hr. de Lauzuns Tjener ned til Værtshuset.

Hr. de Lauzun undersøgte Poetens Manuskript endnu en Gang.

- Ja Antitheser er der jo i det, sagde han. Og de taabelige Karle kan jo destillere sligt ud af alle Sager trods nogen Apoteker.

Han skrev af efter Manuskriptet:

"Mademoiselle.
Saaledes belønnes min Iver i Deres Tjeneste! Alvor belønnes med Spot, Troskab med Haan! Men det er Ret; De har al Retten, jeg har al Pligten; De er min Herskerinde, jeg er Deres Tjener. Jeg har ingen Ret til det Venskab, De har vist mig. Det er min Pligt at sige Dem det. Men, kan det være Deres Pligt at spotte mig, skønt det er Deres Ret. Ak, Mademoiselle, hvorfor har De benyttet Dem af Deres Ret, da Pligt og Ret dog ikke her faldt sammen? Da jeg modtog Deres forseglede Kuvert med de tre Ord oppe i højre Hjørne for oven, 231 hvortil intet svarede i venstre Hjørne for neden, blev jeg gennemisnet af Kulde. Det var af Angest og Rædsel. Derpaa blev jeg gennemglødet af Hede. Det var af Ydmygelse over, at De spottede den ydmygeste af Deres Tjenere."

X.

Høje Vokslys skinnede langs Bordet i en lav, lang Sal i Værtshuset "den kronede Løve", et af Versailles' fineste, som laa midt i den kun lidet bebyggede, endnu ufuldendte Avenue de Sceaux.

Maaltidet var endt. Endnu stod paa Bordet kun en stor Krystalopsats med Frugter og nogle halvtømte Vinflasker. Dugen flød af Vin og var bestrøet med Orange- og Drueskaller, med Pæreskrællinger og Osteskorper.

Greven af Lauzun var Vært for syv Landsmænd, Gascognere, tre Officerer, tre civile Adelsmænd og en sortklædt borgerlig. Den sidste havde en væselagtig Profil og spotske Øjne.

- Skulde det virkelig være sidste Gang, vi samles, vi Sydens Børn? sagde en middelaldrende Rytterofficer.

Ja, sagde Lauzun, jeg skulde næsten tro det. Jeg faar saa meget at gøre ved Hoffet, at jeg ikke kan tænke mig det muligt at snige mig herned og spille og drikke med jer . . . Hvorfor lér Du, Fère? (han henvendte sig til den sortklædte borgerlige). Tror Du, jeg lyver?

- Gud bevare mig, Hr. Greve . . . men . . .

- Men? . . .

- Det kunde gaa Dem denne ene Gang som forrige Gang, da De samlede os for at drikke Deres Skaal som Mester for Artilleriet. Og kan Hr. Louvois ikke lige saa let forhindre Dem i at blive en Slags Fætter til Kongen, som han dengang hindrede Deres Lykke og fik Dem i Bastillen?

- Pyh . . . nej denne Gang slaar vi et af Mademoiselles Godser i Gabet paa Montespan for at pynte paa hendes Dreng.

- Hun var jo forrige Gang i Pagt med Louvois. Hun kan falde paa at forlange mere i Gods og Penge, end Mademoiselle vil ud med. Huset Orleans har altid vidst, hvad Penge betyder.

232

- Montespan kender jeg og forstaar at behandle hende.

- Det var som Fanden, udbrød de tre Officerer i Kor.

- Hvad véd Du ellers om den Ting, Fere? spurgte Lauzun, da han saa' den tiltalte le og nikke.

- Hr. Greven af Lauzun har jo fortalt mig i et fortroligt Øjeblik mellem to Vine . . .

- Hvad er det? spurgte den yngste Gascogner, en Løjtnant og Halvnevø af Lauzun.

- Statshemmelighed, Vicomte! sagde Fère.

- Fortæl den kun, Fère! Du er Løgnhals af Oprindelse og Profession, men Du forstaar at lave det hele til med pikant Sauce. De Herrer er naturligvis forberedte paa, at det er Løgn, hvad Fère vil brygge sammen af, hvad jeg kan have bildt ham ind. Han er jo en Vinhandlersøn og forstaar sig paa Blanding. Det er en Novelle i den højsalige Dronning Marguerite af Navarras Manér, Drik! - Træk kun jeres Kjoler af! Endnu i Aften er jeg jeres Landsmand og Kammerat. Fortæl, Fère!

Nysgerrige som Børn, der venter et Eventyr, rykkede de sorte Gascognere sammen, da Fère fortalte:

Kongen havde lovet Hr. de Puyguilhem, nu Greve og tilkommende Hertug af Lauzun, at blive Mester for Artilleriet, men i al Hemmelighed, og en Dag, da samme Herre havde Entré sammen med de første Kammerjunkere, sagde Kongen: I Dag efter Raadet, Puyguilhem. Hr. de Puyguilhem stiller sig sjæleglad op i Gemakket foran Raadsalen. Da nu vi gode Gascognere altid skal ud med vor Glæde og vor Sorg, omfavner Hr. Puyguilhem den af Kongens Kammertjenere, som havde Vagt, og sagde: Kære Nyert, i Dag bliver jeg en af Rigets Stormænd, Mester over Artilleriet. Nyert bevidner sin Glæde, og Hr. de Puyguilhem tilsiger ham sin Beskyttelse.

- Det er Løgn, Fère.

- Som Greven vil. De tillader mig at digte videre?

- Lyv, din Kæltring! Jer ser, det morer de andre Narre.

- Altsaa, vedblev Fere med Hænderne først foldede over Maven, derpaa fægtende med dem i Luften. Han efterlignede paa karikerende Vis alle de Personers Holdning og Stemme, som han indførte i Fortællingen.

- Men Nyert lister af sagte, sagte som en Huskat til Hr. de Louvois' Bureau, fortæller ham, hvad Hr. de Puyguilhem har betroet ham. Han faar nu en Omfavnelse af Krigsministeren. De véd, at Hr. de Louvois altid har hadet alle, der er af gammel 233 Adel, og at han ikke er bange. Han bryder ind i Kongens Raad, trækker Hans Majestæt til Side og hvisker: "Sire, bliver Hr. de Puyguilhem Mester for Artilleriet, kan jeg ikke tjene Deres Majestæt." Kongen siger: "Intet er afgjort . . . gaa Louvois!" Og da Kongen efter Raadet vil gaa i Messe, siger han til Hr. de Puyguilhem, som endnu staar i det lille Værelse og venter: "De faar vente, vi faar at se." Hr. de Puyguilhem farer til Madame de Montespan. Han har altid vidst at faa Damernes Øre.

- Leve Gascogne! raabte Løjtnanten.

- Den skønne lovede Guld og grønne Skove og paastod, at hun var Hr. de Puyguilhems tro Beskytterinde. Men i mange Dage vendte Kongen Ryggen til, naar Hr. de Puyguilhem vilde tale med ham ved hans "Lever" eller "Coucher", hvoraf Hr. de Puyguilhem sluttede, at den skønne Sultaninde ikke var ham gunstig. Hør nu noget højst mærkværdigt, som han siger, vor gamle Krønikeskriver, Villehardouin!

Lauzun afbrød ikke. Under den følgende Historie gled hans Øjne rundt fra Ansigt til Ansigt paa hans Landsmænd som en Digters, der hører sit Arbejde oplæse og spændt aflurer hver Mine hos Tilhørerne.

- Vor højbaarne Landsmand lægger sig efter den blonde Sultanindes Kammerjomfru - og hvem kan modstaa ham? især da han, naar han er ved Penge, betaler glimrende. Han faar Nøglen til et Gemak, hvor . . . ja lad os tale forsigtig! - og gaa fra Tyrkiet til det gamle Grækenland . . . i Gemakket, hvor Jupiter som Svane stundom mødes med Leda. Han lægger sig under Svanereden. Den guddommelige Svane breder sine Vinger over Leda . . . og . . . og . . . og . . . hvad skal vi kalde ham . . .? Lad os kalde ham, der laa under Svanereden, Ganymed. Ganymed hører Svanen synge til Leda: "Skal jeg vælge mellem Louvois og den Pralhans, som morer mig, saa lader jeg den kære Nar falde." Og Leda siger: "Jeg kender ingen mere paatrængende gasconsk Løgnhals . . . eller . . . om Forladelse . . . trojansk Prins end denne Ganymed.

- Løgn! sagde Lauzun, men saa pligtmæssig klangløst, at Landsmændene overhørte det. Han hørte nu til med opspilede Øjne, da Fère vedblev:

- Ganymed var mere lykkelig end vis. Var han bleven funden . . . var det gaaet ham . . .

234

- Saadan! sagde en af Officerne og lod en Kniv antydningsvis berøre sit Strubehoved.

- Han stiller sig uden for Ledas Gemak. Han vidste, hun skulde se en Prøve paa en Ballet den Aften. Hun tog forbavset hans fremrakte Haand. "De har holdt Deres Løfte om at tale for mig hos Jupiter, sagde Ganymed?" Ja, Hr. de Ganymède!" Sidstnævnte trækker da den skønne tæt ind til sig og siger ind i Øret paa hende: De lyver, De er et gement Fruentimmer, en ... nogle mener, at han sagde en . . . pst.

- Hvad . . . hvad? Hvad sagde han? lød det i Kor.

- En . . .

- Lyv kun videre, Fère! raabte Lauzun med jublende Latter.

- En Rakkermær . . . en Tæve!

- Bravo, Bravo . . . udmærket! lød Koret igen.

- Men Løgn er det naturligvis, Onkel, sagde Løjtnanten.

- Ellers fortalte Fere jer det ikke, svarede Lauzun. Videre, Fère!

- Den trojanske Prins fulgte Leda til Teatret. Man vil vide, at han trykkede hendes Haand, saa hun vaandede sig derved, og Benene rystede under hende, alt mens han gentog hvert Ord, som den store Jupiter og hun havde sagt til hinanden i Svanereden. Leda, skønt Grækerinde, blev Kristen, talte Latin og sagde: "Apage, Satanas!" Thi den trojanske Prins maatte jo være i Pagt med Djævelen. Leda faldt besvimet om i sin Loge i hele Hoffets . . . nej, det er sandt . . . i hele Olympens Nærværelse. Jupiter maatte ogsaa tro paa en Pagt med Djævelen, da hans skønne Hyrdinde samme Nat betroede ham Eventyret.

Jupiter saa' surt til sin Yndling i flere Dage. Men Ganymed stillede sig dristig paa hans Vej fra hans "Lever" til Kapellet og sagde: Sire, jeg har Deres Ord for, at jeg skal blive Mester for Deres Torden." Gudernes Konge svarede: "De har brudt Deres Løfte om at holde mit hemmeligt. Ti og gaa!" Da træder Helten to Skridt tilbage, vender Ryggen til Optimus Maximas, drager sin Kaarde, lægger Klingen over Knæet, knækker den, kaster Stumperne langt fra sig og raaber: "Aldrig vil jeg tjene en Fyrste, som lumpent bryder sit Ord."

Lauzuns Øjne gnistrede, hans Kinder var højrøde:

- Det er sandt, hvad Du siger, Fère! Det er sandt, din fordømte Kæltring!

235

Fortælleren blev mere og mere inspireret, han fortalte videre med en voldsom Hurtighed i Ord og Bevægelser:

- Hvad gør Jupiter? Han vender sig om, kaster sin store Stok ud ad Vinduet og siger: "Jeg vilde have været vred paa mig selv, om jeg havde pryglet en Mand af gammel Adel?"

- Bravo, Bravo! hylede Gascognerne. Lauzun sagde:

- Og han . . . hvad var det, Du kaldte mig, din Hund . . . Ganymed kom i Bastillen, svor Jupiter Troskab. Han blev snart fri, blev, hvad han nu er, . . . for . . . Bourbonnerne . . . eller . . . giv dem et antikt Navn, Fère . . .

- Kroniderne, sagde Fère og lo højt.

- Naa. Ja de skal trakteres med Stok selv, det vil sige: De skal mærke, at den hænger over deres Hoved, saa er de lette at føre. Og, Djævlen, som jeg er i Pagt med . . . Djævlen skal hente mig, om jeg ikke skal trække dette Frondeurfruentimmer ved hendes lange Næse, hvorhen jeg vil.

- Min Onkel, sagde Løjtnanten, bliver hun virkelig Deres Hustru?

- Vil Du have en Bassette paa det, Dreng?

- Ja - det var udmærket!

- Kom med Kort! Hent Kort, Fère!

Der blev spillet en Omgang. Lauzun vandt 1000 Livres. Han raabte:

- Kongen har sagt, at jeg var født med Paryk paa. Men jeg vover Parykken.

Han kastede sin Paryk i Hovedet paa sin Nevø og stod med skallet, glinsende Isse. Kun faa graablonde Haar dækkede Nakken.

- Og her har I Kortene, Pengene, Vinen . . . . hele Stadsen!

Han kylede Kortene og Guldstykkerne om i Ansigterne paa Vennerne, tog en halvfuld Champagneflaske, slog dens Indhold over Hovedet paa Fere og skreg:

- Jeg vil være Konge over Gascogne! jeg standser ikke, før jeg ser alle Gascognere knæle for mig . . . knæl først, I Slyngler! I vil ikke . . . Bi! Jeg vil sige jer noget. Den lange Montpensier er kravlet over Orleans' Mure. Hun skal være min Stormstige. Jeg skal klavre over hendes Ryg op til Sol, Maane og Stjerner! Jeg véd ikke, hvor højt . . . Gaa . . jeg vil hjem!

236

Lauzun var ikke drukken af Vin. Han havde kun nydt lidt. Det var Féres Fortælling og hans egne Fantasier, han var beruset af.

Da de kom ud paa den bælgmørke Vej, sagde han til sine Venner:

- Jeg vil gaa ene hjem, ganske alene . . . forstaar I? Mens jeg gaar hjem, vil jeg svinge min Kaarde i Luften, og ved alle Djævle i Helvede - den, som kommer inden for dens Rækkevidde, slaar jeg ned som en Hund. Var jer nu!

Lauzun tilbragte en fortvivlet Nat. Han kunde ikke finde Hvile, vred sig som en Orm i Sengen. I vild Uorden tumlede Tanker i hans Hjerne som Skyer, der taarne sig op paa Himlen en stormfuld Novemberdag. Den ene jog den anden. Han raabte ud i Mørket: Jeg hader det Fruentimmer!

Hun troede at bevise ham en Naade. Ja, hvis ikke hendes Rang og Rigdomme var, hvad brød han sig saa om denne blonde Kolos? Men han skulde vise, at han forstod at svinge Stokken over en Bourbons Hoved. Han var lige saa god Adelsmand som nogen Bourbon . . . Krig, Krig, Krig! Der var hans Element. Bøsseknald, Kanontorden, stejlende og vrinskende Heste, Fald mellem hinanden hulter til bulter, Trompeternes Skingren, Klingernes Lyn i vildt Haandgemæng . . . Hu!

Han brølede som et vildt Dyr. Og saa Livet i Lejren med Kort og Flasker, den ene overbydende den anden i Eder og Løgne, Fart fra By til By, en eller flere Kærester i hver, altid Kaarden beredt, snart med Eggen løftet mod fjendtlige Hatte og Hjelme, snart med Klingens Flade rettet mod hans egne Dragoners Rygge, naar Folkene ikke gjorde, som han vilde. Ja, han skulde hugge sig Vej til alle Sider. Hvorfor ikke blive den anden Condé? Kun ikke standse paa Halvvejen som han, de kaldte den store Condé, og kysse Kongens Haand. En ny Fronde! Kunde han ikke give Mademoiselle de Montpensiers gamle Frondeurblod et Opkog? . . . Pst, pst! Nej, først et Bryllup med Glans og Pragt, med brusende Orgel, guldblinkende Biskopper, blaakappede Hertuger og Pairer, en Stads, der skulde funkle hen over hele Europa . . . .

- Jeg er gal - raabte han igen, vred og vendte sig, fik ingen Ro. Forfængelighedens og Ærgerrighedens Djævle myldrede frem, talrigere og talrigere i hans Gascognerfantasi.

- Jeg er syg, meget syg, raabte han, da Tjeneren bankede paa om Morgenen.

237

Han blev liggende i et Par Dage. Der kom Bud paa Bud fra Mademoiselle. Lauzun svarede ikke. Han laa for lukkede Skodder i Bælgmørke.

Stundom lagde Tjeneren Øret til Nøglehullet. Han hørte tydelig, at hans Herre fór om i Værelset, og mente at høre en susende Lyd som af en svungen Kaarde. Men banke paa turde han ikke.

Tredje Dag blev alt stille. Pierre hørte først intet, saa en velbekendt Lyd: en stærk Snorken. Greven af Lauzun sovsen Snes Timer i Træk.

- Pierre! lød saa Garderkaptajnens Røst en Morgen tidlig, mens Tjeneren var ved at klæde sig paa.

Tjeneren hængte det nødvendigste om sig og skyndte sig ind.

Ikke alene var Skodderne, men endog Vinduerne aabnede alle som ét. Sommersolen styrtede sin Lysmasse ind i det høje Værelse og randede alle Porcelænssagerne med tindrende Flammer.

Foran et Spejl stod Hr. de Lauzun i fuld Gardegalla, prunkende i blaat, i Sølv, i rødt med vajende Fjer i Hatten, smilende og blid.

- Hægt Agraffen rigtig ved Kaarden der, Pierre! sagde Lanzun. Jeg skal til Kongens Lever.

- Hr. Greven er rask nu, helt rask?

- Har Du hørt eller mærket noget, Pierre, mens jeg har været syg?

- n - - e-j!

- Hm! . . . Puds den Klinge lidt, lille Pierre!

Han trak sin lange, tveeggede, spidse Kaarde ud af Skeden. Pierre pudsede den endnu blankere, end den var, med et Stykke Skind. Han rakte sin Herre det solglimtende Vaaben.

- Kom lidt her, Pierre! sagde Lauzun med blødt, næsten kærligt Tonefald.

Hr. de Lauzun tog med sin behandskede Haand midt om Kaarden og satte dens Spids paa sin Tjeners Adamsæble. Pierre blev lidt bleg, men stod ganske stille med et fremtvunget halvfjollet Smil paa Læberne.

- Kilder det, Pierre, hvad?

- Jo, Hr. Greve!

- Ja hør, lille Ven! Hvis jeg hører noget fortælle, som skal være foregaaet med mig nu, mens jeg har været syg, saa . . . - kilder den Staalkæp Dig ikke - saa stikker den og 238 stikker dybt - saa vist som der er en Gud i Himlen og en Djævel i Helvede.

I Forværelset blev Hr. de Lauzun en Stund igen staaende foran et Spejl, svajede sin Ryg og skød sine Lægge bagud, rettede lidt paa Hat og Paryk og mumlede:

- Nu er Landsknægten manet ud; det er Hofmanden fra Top til Taa, smidig som Silke, blød som Fløjl. Ha, ha, ha! . . . Du Pierre! Om nogle Dage farer din Herre ligesom Profeten Elias paa en gloende Vogn op i en forfærdelig Højde. Kan Du holde Dig bagpaa som en flink Lakaj uden at falde?

- Jeg skal nok blive staaende, sagde Pierre med et lille Smil og et Buk.

- Og selv om Du dumper af, er jeg vis paa, at Du falder ned paa Benene, din Kæltring, ligesom Kattene. Det gør alle vi Gascognere.

XI.

Smilende og smidig forrettede Hr. de Lauzun sine Pligter ved Kongens "lever", gik derfra til Dronningen. Selv den tvære Marie Thérèse maatte indrømme, at han tog sig godt ud.

- Men, sagde hun til sine Damer, hvad han tænker paa, skal han ikke opnaa.

Lauzun kunde se paa Dronningen, hvad hun sagde eller mente. Han sagde ved sig selv:

- Vi faar at se, Madame.

Han havde forlængst opdaget Madame de Montespan i den vrimlendc Mængde i Dronningens Forgemak. Han nærmede sig hende. Hun mærkede det ikke eller lod, som hun ikke mærkede det.

Lauzun kendte, trods nogen, Versailles-Slottets store og smaa Gange, vidste meget vel, at Kongens Elskerinde valgte en af de smaa Vindeltrapper til at stige op til sine Værelser i den nye Nordfløj. Paa en Afsats af den samme Trappe var der en lille Dør. Den førte til et unævneligt, men nødvendigt Rum.

Garderkaptajn og Dragonoberstgeneral Lauzun gik derind og lod Døren staa paa Klem. Han maatte spænde sin Kaarde løs for at faa Plads i Rummet. Hans stive, tæt broderede Kjoleskøder skurede mod Væggene.

239

- Jeg har haft det værre i Krigen, mumlede han leende, jeg vil gøre mig det bekvemt.

Han satte sig ned paa Stensædet og ventede en Stund.

Da hørte han Silkeknitren paa Trappen, ventede rolig, til han hørte Hælene klapre smaat ude paa Afsatsen. Da fór han ud som en Maskinegud i en Tragedie og stillede sig lige for Marquisen.

Hun gav et lille Skrig fra sig, blev blussende rød helt ned paa den hvide, blottede Barm, hvor en lille Rosenknop tittede frem til venstre bag Korsettets Rand.

- Hr. de Lauzun! stammede hun. Deres Frækhed . . . den . . . kender ingen Grænser.

- De har fuldkommen Ret, Marquise . . . naar ingen forstaar at begrænse den. Men det formaar en smuk Dame altid . . . De i dette Øjeblik har Magt over den.

- De har beluret mig . . . og paa et saadant Sted . . .

- En Krigsmand vælger Terrainet, hvor det er gunstigst. Han forsmaar intet Baghold, selv ikke den smudsigste Grøft, Han pegede leende paa Døren, han var kommen ud fra.

- Hr. de Lauzun, hvis Kongen kom . . .

- Ha, ha, ha! Hvem af os vilde være værst stillet, Marquise ?

- De er uforskammet.

- De har fuldstændig Ret. Det er jeg virkelig. Er det første Gang, De opdager det, Marquise? Jeg har en Gang bragt Dem til at besvime . . . og (han klemte om hendes Haandled) . . . anden Gang kunde jeg faa Besvimelsen til at vare længere endnu. Men jeg har Medlidenhed med Deres Skønhed. Navnlig er Deres nøgne Fødder henrivende, naar de hænger i Luften oppe fra Sengen . . . Jeg har set mere, end De véd, Marquise. Jeg beder Dem, besvim ikke straks, men lad mig tale med Dem! Bagefter maa De gerne besvime, jeg skal straks bringe Ætherflasken, uden at det skal vække den ringeste Skandale.

Marquisen samlede alle sine Kræfter til Trods og sagde:

- De tror, De kan behandle mig som Madame de Monaco, Deres forhenværende Elskerinde.

- Hvor De er aandrig, Marquise! Fra et lignende Sted overraskede jeg hende. Det var derovre, i Kongens Fløj! Hans Majestæt havde sat Nøglen udvendig. Jeg snappede den fra mit smudsige Baghold . . . De kender jo de hemmelige Kabinetter i Versailles, Madame! Jeg tog Nøglen og blev Vidne til en yderst interessant Forhandling mellem Jupiter og Alkmene gennem 240 Nøglehullet. Jupiters Almagt blev standset . . . Alkmene maatte ned ad Trappen. Der blev ingen Herkules til den Gang.

- De lyver!

- Marquise, spørg Kongen ! Jeg tillader Dem at sige ham, hvad jeg her har betroet Dem.

Marquisen følte, at hun maatte tage Sagen anderledes, følte, at denne Gascogner ikke bævede tilbage for noget mellem Himmel og Jord.

- Lad os gaa ned i Galeriet i første Etage, Hr. de Lauzun! Nu er der ingen.

- Jeg ønsker intet bedre, Marquise. Giv mig Deres Haand! Jeg skal kun røre ved de rosenrøde Negles skønne Perlemorsrand . . . En sagte Menuet nogle Gange op og ned ad det lange Galeri! Den danses af to, som elsker Hans Majestæt af Frankrig lige højt.

- Aand har De, Hr. de Lauzun! sagde Madame de Montespan mat smilende og lod sig føre en Trappe ned og ud i det uhyre øde Galeri paa første Sal, hvor der ikke var et Menneske.

Lauzun sagde:

- Denne Gang arbejder De altsaa for min Sag og mere oprigtig, end da der var Tale om at opnaa at blive Mester for Artilleriet?

- Hvad skal jeg arbejde for, Hr. de Lauzun?

- Har De ikke talt med Mademoiselle paa den store Terrasse i Saint-Germain?

- Naar De véd alt, véd De vel ogsaa, hvad vi talte om.

- De mener Handelsbetingelserne? svarede Lauzun og lo blødt. Deres Diskonto var jo Godset Dombes.

- Jeg forstaar Dem ikke.

- Om Forladelse, jeg udtrykte mig ogsaa forkert. Det var en Arveafgift til en lille Bourbon - nej, det er sandt, De véd vel ikke, hvad han hedder. Det er vist Louis Auguste, om jeg mindes ret. Et ganske lille, uskyldigt Barn, hvis Fremtid maa sikres. Jeg synes, De har Taarer i Øjnene, Madame?

- Nej!

- Om Forladelse! Men om saa var? Elsker vi ikke begge Hans Majestæt i den Grad, at vi ogsaa elsker Frugten af hans menneskelige Svagheder.

- De er ond som en Djævel.

Marquisen faldt ud af sin Rolle.

- De er skøn som en Engel, sagde Garderkaptajnen og tvang hendes Haand op til sine Læber.

241

- Min Gud . . . om Kongen kom! udbrød Madame de Montespan.

- Han arbejder med Hr. de Louvois. Det véd De saa godt som jeg . . . Men, hvis nu Mademoiselles Sekretær Guilloire den Dag i Morgen bringer Dem en lovformelig udstedt Afstaaelse af Godset Dombes til det kære Barn af Huset Bourbon, saa taler De min Sag hos Kongen. De véd, at jeg har Midler til at faa at vide, hvad De og Kongen taler om.

- Mademoiselle kunde krone sine Velgerninger ved ogsaa at afstaa Eu. Hun bliver endda den rigeste Fyrstinde i Verden.

- Det faar blive ved Dombes.

- Véd De alt saa nøje Besked med Mademoiselles Hensigter?

- Nu vel. Hvorfor skulde jeg holde det hemmeligt for en saa tro Veninde som Dem. Guilloire og jeg konfererer stadig ved en Mellemmand, som har Øjne og Øren med sig. Altsaa, naar Guilloire bringer Dem Dokumentet, saa giver De ham blot en forseglet Seddel, hvori De skriver: Vedtaget, Marquise de Montespan.

- Nej!

- Bliv ikke bange! Tror De, at jeg, Ætling af et af Frankrigs ældste Huse, kan bryde mit Æresord?

- Nej ! det er umuligt.

- Vel! Naar jeg altsaa har Kongens Samtykke, paa Ære, saa leverer jeg Dem Sedlen tilbage. Thi saa er jeg vis paa, at De har talt for mig. Gaar De ikke ind paa Forslaget, saa . . .

- Hvad vilde De saa gøre mig?

- Det véd jeg ikke endnu. Aa jo! Jeg vilde hævne mig ganske smaat. For Eksempel fortælle Gardens Officerer, hvorledes jeg fangede et ædelt Vildt fra et uædelt Baghold. Ved dette Hof er det farligt at blive latterlig.

- De morer mig i den Grad, at jeg for at belønne Dem for Deres ejendommelige Opførsel og Temperament lover Dem, hvad De beder om, men paa den Betingelse, at vi nu straks skilles.

Lauzun gjorde militært "Omkring" paa sin høje Hæl, sprang saa et langt Stykke bort fra Madame de Montespan, bukkede dybt og sagde:

- Vi to har ikke set hinanden i Dag, Madame. Det skal jeg sværge paa, hvis nogen paastaar det modsatte - kun ikke ved mit Æresord. Jeg hilser Dem, Madame!

242

De gik hver til sin Side i det hvide Galeri med sagte, uhørlige Fjed.

Lauzun styrede ned mod Parken. Han gik til højre omkring Neptunbassinet, bestandig mod Nord. Der laa endnu alt i et Kaos; udgravne brede Baner, bestemte til tredobbelte Alleer, spærrede af fældede Ælme, Bøge og Ege.

Saa drejede han om mod Vest i den Retning, hvor senere "Store Trianon" blev bygget. Han saa' sig spejdende omkring.

Paa en udhugget Lysplet i Skoven saa' han sin Landsmand Fere. Han laa paa Byggen langs en fældet Træstamme midt i Solen, som brændte ned mod Sandbunden. Han nød baade Himlens og Jordbundens Varme.

- Du slikker Solskin, din Hugorm, sagde Lauzun.

Fère rejste sig smidig, gjorde en bajadsagtig Pirouette, bukkede og sagde:

- Jeg hilser Hr. Greven!

- Tak! Har Du faaet Papiret af Guilloire?

- Den Tværdriver! Man faar hverken Papir eller Ord ud af ham. Man den lille Toinon . . .

- Hvad for en Toinon?

- Mademoiselles Kammerpige.

- Naa, nu husker jeg! Hun er nydelig. Hun er gift med ham, Dragonen. Ja, hun har et blødt Hjerte. Har Du ogsaa erfaret det?

- Man er diskret med slige Erfaringer, Hr. Greve! Men maa jeg fortælle, hvad Toinon har betroet mig?

- Ja! Spæk kun dine Kramsfugle med Løgnens Flæsk, for det kan Du dog ikke lade være! Jeg kender Dig og forstaar at bruge af din Anretning. Læg Dig kun ned og lad Dig inspirere af Solen!

- Tak, Hr. Greve! Saa fortæller jeg bedst.

- Nu vel! Mademoiselles Sekretær Guilloire havde jo forhandlet med Madame de Montespans Sekretær. Men de kunde ikke blive enige. Slottet og Godset Eu var dem imellem. Mademoiselle kunde aldeles ikke undvære Brændet fra Skovene. Hendes Gemakker i Luxembourg har store Kaminer, og hun faar jo mange Penge ind ved at sælge Brænde fra Eu. Saa lider hun godt den gamle røde Bede. Den bringer hende til at føle sig som suveræn Fyrste fra før Frondens Tid.

- Hun har Bet. Nu . . . videre!

- Hademoiselle elsker Dem højt, Hr. Greve! Hun er endnu 243 mere omhyggelig med sit Toilette end ellers. Toinon gnider hende hver Dag ind med Parfumer over hele Kroppen og gør hendes Hud marmorblank med Fedtsminke.

- Hold Mund, Fère! sagde Lauzun, men hans Smil viste, at han slet ikke var vred.

- Mademoiselle er i Reglen i straalende Humør, naar hun saadan er ene med Toinon. Men i Gaar var hun rasende. Inden hun var færdig med Toilettet, forlangte hun at tale med Sekretæren Guilloire. "Erindrer Deres kongelige Højhed, at De er nøgen?" tillod Toinon sig at indvende. Hun fik en paa Øret og Ordre til at hænge Badekaaben over hendes Højheds Skuldre og sætte de dunbesatte Fløjlstøfler paa hendes Fødder, som skal være saa smukke, siger Toinon. Saa blev Sekretæren kaldt til. Hendes kongelige Højhed var meget unaadig. Mademoiselle skænder voldsomt paa ham, fordi han har vovet at forebringe hende et Forslag om Afstaaelsen af Eu. Guilloire mumler, at Mademoiselle jo selv havde givet ham Befaling til at overbringe alle de Forslag, som Madame de Maintenons Sekretær havde at stille. Saa rejser Mademoiselle sig paa Taaspidsen i Tøflerne - De véd, Guilloire er lang, højere end Hendes kongelige Højhed - tager Sigte efter hans Kind, men rammer hans Næse, som springer op at bløde. Hun bliver forfærdet derved, og i Forfærdelsen taber hun Badekaaben . . . og staar - paa Tøflerne nær - som den gode Gud skabte hende.

- Hold nu din Tunge i Ave, Fere! Husk paa, hvem Du taler om!

- Nu vel! Med Lynets Hastighed dækker den gode Toinon Mademoiselles Yndigheder til. Hendes Højhed blev roligere efter denne afkølende Katastrofe. Guilloire blev paa hendes Ordre vadsket af Toinon. Mademoiselle forlanger, at han paa ny skal forklare det Forslag, der havde skaffet ham en Næsestyver af en saa høj fornem Haand. Mademoiselle satte sig og grundede længe.

"Vil Kongen ikke give sit Samtykke, uden mit kære Eu gaar med? spurgte hun.

"Der siges saa, Deres kongelige Højhed," svarede Guilloire med Næsen nede paa den blodplettede Halskluds Snipper.

Mademoiselle rejste sig, stor og majestætisk med sit Haandspejl løftet. Hun skal have lignet det store Portræt der oppe i Kongens Gemakker, hvor hun er aftaget som Amazone med Skælpanser, Hjelm med Fjerbusk over de blonde Krøller og 244 blottede Fødder i Sandalerne, holdende sin ædle Faders, Gastons, skønne Miniaturportræt i sin Haand.

- Stop lidt, Gøgler! udbrød Lauzun. Har Toinon fortalt Dig dette? Saadan som Du fortæller det?

- Hr. Greve! Vilde De betale mig for mine Fortællinger, stundom fem Livres for Stykket, hvis jeg fortalte dem i bourguignonsk Bondestil? Nej, jeg danner mig efter den store Stil, som Sendebudene bruger i Pierre Corneilles Tragedier.

- Snarere efter den, Slynglerne bruger i Poquelins Komedier, synes jeg. Naa . . . og saa?

- Saa sagde hun til Guilloire, at han kunde foreslaa den anden Sekretær, at, hvis hun blev barnløs i sit Ægteskab, saa skulde Eu tilfalde Hertugen af Maine efter den længst levende Ægtefælles Død. Dokumentet er alt i Orden, Toinon har set baade Notar og Vidner. Det kommer maaske endnu i Eftermiddag Madame de Montespan i Hænde.

- Fere, sagde Lauzun og svang sin Hat . . . kommer det i Stand, giver jeg Dig en fast Sum om Aaret som min faste Bravo. Men saa skal Du uden Knurren slaa enhver Slyngel ihjel, som staar mig i Vejen.

Da Lauzun efter at have været til Stede ved Kongens "Coucher" kom ned paa sit Værelse, fandt han Sedlen, han havde bedet Madame de Montespan om.

Denne Nat sov han godt, uden Drømme. Men i flere Dage skyede han paa en for Mademoiselle de Montpensier paafaldende Maade at tale med hende. Han sørgede altid for at fjerne sig mere, naar han opdagede en fremrykkende Bevægelse fra hendes Side.

XII.

Dronningens Soupé var endt; hendes Spilleparti skulde begynde. Mademoiselle de Montpensier plejede altid at være med. Det morede hende egentlig ikke, thi Hendes Majestæt var mut og sur, naar hun tabte. Mademoiselle spillede godt al Slags Kortspil og satte en Ære deri; heller ikke var hun fri for Lyst til at vinde Penge. Selv om hun ved Spillets Begyndelse havde 245 besluttet at lade Dronningen vinde for at undgaa hendes onde Lune, tog Spillet hende fangen under sit Løb, og saa blev Dronningen endnu mere vred, fordi det havde tegnet bedre for hende, da de begyndte. Men Mademoiselle betragtede det som en Ærespligt at være blandt de nærmeste om Dronningen.

Denne Aften stod hun som sædvanlig tæt ved Spillebordet. To seksarmede Sølvstagers høje Vokslys oplyste kun den ene Krog af det høje, mørke Kabinet.

Indbydelsen plejede at udgaa fra den tjenstgørende Kammerjunker. Siden Madames, Arveprinsessens, Død plejede Mademoiselle de Montpensier at faa det første Kort præsenteret.

Men i Aften! Kunde hun tro sine egne Øjne? Kammerjunkeren bød det første Kort til den unge Hertuginde af Ludes, en blond, bleg Dame med spids Næse, tilbagefaldende Hage og smukke brune Øjne.

Selvfølgelig fjernede Mademoiselle sig. Blev ikke det første Kort budt hende, var det usømmeligt for hende at være med i Partiet. Dog kunde hun ikke lade være at se, hvem der fik det andet og tredje Kort præsenteret, inden hun forlod Hendes Majestæts Kabinet.

Dronningen maatte have lagt an paa at fornærme hende dødelig. Det andet Kort blev budt Mademoiselles forrige Hofdame, Grevinden af Fiesque, som hun havde skændtes med i en Aarrække, og som hun endelig havde afskediget i Unaade, da Grevindens Beskytter Gaston af Orleans var død.

Rødmen steg op i Mademoiselles Kinder og Taarerne i hendes Øjne af Harme. Paa sin Gang gennem Værelset søgte hun efter noget at støtte sig til, men der var kun Taburetter, og de duede ikke dertil. Dirrende af Harme var hun naaet til den talrige Gruppe af Hoffets Herrer og Damer i Kabinettets dunkle Baggrund. Hun kløvede den, som et Skib kløver Bølgerne.

Den lukkede sig efter hende med en hvislende Hvisken; dens Øjne fulgte hende gennem den aabne Dør til Forgemakket.

Lauzun og nogle Garderofficerer dannede en Gruppe der i Midten under Lysekronen. De havde været i ivrig Samtale. Lauzun opdagede ikke Mademoiselle . . . eller havde i det mindste ladet saa . . . før hun stod for ham, stor, blussende og forgrædt. Her havde hun. fundet det, hun vilde støtte sig til. Hun havde omfavnet ham bg lagt sin Kind til hans, om hun havde turdet.

- Jeg ønsker at tale med Dem, sagde hun.

246

Han bukkede dybt og koldt og fulgte hende hen i en Vinduesfordybning. Hun sagde:

- Jeg forbavses over den ringe Lyst, De har til at tale med mig i den sidste Tid, da vi har saa meget at tales ved, siden jeg fik Deres Brev.

- De har jo blot at befale.

Hun saa' stift paa ham, samlede alle sine Kræfter til Kamp mod sin Graad, forundret og forarget over hans Tone. Men hun formaaede ikke at faa sig lagt en fornem Ro til. Hendes Tonefald var mere hidsigt end fornemt, da hun sagde:

- Hvem skal begynde? Han svarede:

- Den af os, der er højest i Rang.

- Nu vel! Jeg har læst Deres Brev. Den Ydmyghed, De viser, er overflødig. Naar jeg ikke agtede Dem højere end nogen anden, vilde jeg ikke gifte mig med Dem.

- De er Kongens kødelige Kusine. De kan ikke ægte en af hans Tjenere. Hvad jeg skrev i mit Brev, er min Hjertens Mening.

- Jeg er min Fætters Tjenerinde, som De hans Tjener. At jeg kun er en Tjenerinde, har jeg faaet at føle i Aften.

Hun fortalte ham, hvorledes Dronningen havde ydmyget hende. Han sagde:

- Der kan De se. Dronningen véd alt, hun vil aldrig tillade det.

- Men jeg tror, hun er vred, fordi Kongen er os vel stemt.

- Hvoraf véd De det?

Lauzun spillede sin Rolle fortrinlig som den uvidende. Han blev sikker i den, thi han kendte Prinsessen saa godt, at han vidste, at hun aldrig havde kunnet tie i Længden, hvis hun havde erfaret hans Forbindelse med hendes Sekretær og med Madame de Montespan. Han lo selvtilfreds, da hun sagde:

- Skulde jeg have levet saa længe ved Hoffet i en saa høj Stilling og ikke have mine hemmelige Forbindelser? Jeg har allerede skrevet til Kongen.

- Min Gud . . . og afleveret Brevet?

- Nej.

Lauzun vidste fra Toinon gennem Fère, at Mademoiselle havde arbejdet paa et Brev i flere Dage. Han sagde:

- De vover ikke at gøre det. Mit Brev faar dog Ret.

- Jeg har skælvet, det tilstaar jeg. Hvem skælver ikke 247 for Kongen? Hvad der mest har behaget mig hos Dem, er netop Deres Underdanighed over for ham.

- De vover ikke at sende Kongen Brevet.

- Jeg har vovet mere før, Hr. de Lanzun!

- De vover det ikke.

Mademoiselle rettede sig.

- Jeg vil levere ham det endnu i Aften gennem Kammertjeneren Bontemps . . . Tag det! Gaa ud fra Gemakkerne, læs det og bring mig det her! Lad ingen se det! De skal se . . . (hun pegede ind mod Dronningens Kabinet) . . . Frankrig skal sejre over Spanien. Den Ydmygelse gav mig Mod. Jeg gaar frem og tilbage i Gemakkerne, mens De er ude.

Lauzun blev saa længe borte, at han maatte have kunnet tage en Afskrift af Brevet.

Det lød saaledes:

"Deres Majestæt vil blive overrasket over den Tilladelse, jeg beder Dem om, den nemlig at gifte mig. Sire! i Kraft af min Fødsel og den Ære, jeg har ved at være Deres Kusine, finder jeg mig i den Grad ophøjet over alt, at jeg har Grund til at være tilfreds med, hvad jeg er. Naar man gifter sig med Udlændinge, kender man hverken disse Folks Humør eller Fortjenester; det er saaledes vanskeligt at forudse, at man kommer i en lykkelig Stilling. Min er meget lykkelig, men jeg er sikker paa, at den, jeg attraar, vil blive endnu mere lykkelig. Det er en saa almindelig Ting blandt Menneskene at gifte sig, at jeg ikke tror, man kan dadle de Folk, som ville det. Det er paa Hr. de Lauzun, at jeg har kastet mine Øjne: hans Fortjenester og den Hengivenhed, han nærer for Deres Majestæt, er det, som har behaget mig mest hos ham. Deres Majestæt véd, hvor meget jeg har misbilliget min Søster af Lorraines Giftermaal; alt, hvad jeg i mit Liv har sagt af Lidenskab og gjort af utidigt, det bønfalder jeg meget ydmygt Deres Majestæt om at glemme, og, hvis det nu er en anden Lidenskab, som bringer mig til at tale, da at tro, at den er grundet paa Fornuft, og at jeg længe har overvejet det, jeg vil gøre, før jeg har vovet at forelægge det for Deres Majestæt. Jeg tror, at Gud vil lade mig vinde min Frelse i denne Stand; det tykkes mig, at mit Livs Ro beror derpaa, og at jeg uden dette aldrig kan naa den. Altsaa beder jeg Deres Majestæt som om den største Naade, De nogen Sinde kan vise mig, om at unde mig denne Tilladelse. Den Ærespost, som Hr. Lauzun har, den at være Kaptajn i Deres 248 Majestæts Garde, gør ham ikke uværdig til min Haand. Hr. Prinsen af Gondé, som faldt i Slaget ved Jarnac forgangen Aar, var Oberst ved Fodfolket, før denne Charge blev et Kronens Embede. Madame Prinsessen af Roche-sur-Yon, som var formælet med en Prins af Blodet, hvilken Prins var yngste Søn af den Gren af Familien Bourbon, hvorfra min Moder stammede, var Hofdame hos en Dronning, og jeg, Sire, vil agte det for en stor Ære, at blive Dronningens Overintendantinde, og, da Grevinden af Soissons afgik ved Døden, havde jeg i Sinde ydmygst at bønfalde Deres Majestæt, i Tilfælde af, at Prinsessen af Carignan ikke overtog hendes Charge, og den skulde sælges, da at tillade mig at købe den. Jeg siger Deres Majestæt alt dette for at tilkendegive Dem, at, jo mere Højhed, Fødselen har givet en, des mere er man værdig til at leve nær Deres Majestæter, og hvorledes intet fornedrer en, og hvorledes alle Charger er til ens Hæder, saa snart der er Tale om at tjene Deres Majestæter." Lauzun sagde ved sig selv :

- Saa godt som Lachartre kan hun ikke skrive; men, om jeg saa stod paa mit Hoved, kunde jeg ikke sætte saadant noget sammen.

Pierre fik et venskabeligt Knips paa Næsen, da hans Herre atter gik ovenpaa.

Hr. de Lauzun skulde møde ved Kongens Diné. Han stod blandt de første i Rækken, mens den store Procession af Køkkenembedsmænd med Kaarder ved Siden bar den første Ret ind.

Han traadte et Par Skridt hen mod Kongen.

Hans Majestæt sagde hurtig:

- Eu faar De ikke. Dombes kun for Livstid. Og dermed Gud befalet, Hr. de Lauzun!

Kongen vinkede ham bort. Lauzun bukkede sig til Jorden og lo ned mod Parketgulvets bonede Fliser.

Hans Ven Guitry hviskede til ham, mens de sluttede sig til Følget:

- Er De nu sikker?

- Ikke rigtig, avarede Lauzun. Lad os høre, hvad Dronningen siger til Mademoiselle i Aften! Er Dronningen velvillig, siger Kongen nej.

Efter Middagen sagde Dronningen til Mademoiselle de Montpensier:

- Min Kusine! Behag at komme herind!

249

De fulgtes ind i et højloftet Værelse, hvidt, forgyldt, med blaa Møbler. Dronningen satte sig i en forgyldt Armstol. Mademoiselle stod foran hende. Dronningens Dobbelthage laa som en stramt stoppet Pude ned mod hendes Halskrave. Hun sagde:

- Nu, min Kusine?

Mademoiselle knælede ned, saa det gungrede mod Gulvet. Dronningen for sammen ved Lyden og slog Krøller paa sin spidse Næse.

Mademoiselle de Montpensier sagde:

- Deres Majestæt vil blive overrasket, naar jeg siger Dem, at jeg har besluitet . . .

- At gifte Dem. Det véd jeg. Ja, jeg er meget overrasket derover. Hvem vil De gifte Dem med?

- Med Hr. de Lauzun.

Dronningen lo højt. Mademoiselle rejste sig i sin fulde Højde og sagde:

- Han er af lige saa gammel Adel som nogen Grande af Spanien. Og Deres Majestæt véd bedre end jeg, at Grander fra Deres Land gifter sig med Infantinder.

- Jeg misbilliger det i høj Grad, min Kusine! Til sidst vil dog Kongen forbyde det.

- Jeg tror det ikke, Deres Majestæt!

Dronningen rejste sig. Hun naaede næppe med sin høje Frisure til Mademoiselles Øreflip.

Der maa have været noget i Mademoiselles Holdning eller Mine, som bragte Marie Therese uden for alle Etikettens Grænser. Hun skreg sin følgende Replik ud, arrig som et simpelt Fruentimmer:

- Det vilde klæde Dem bedre at blive ugift og skænke min Søn af Anjou Deres Godser end at lade Dem købe til at skænke dem til . . . til Bastardhvalpe.

- Ak . . . jeg skammer mig over, hvad Deres Majestæt siger, sagde Mademoiselle og knejsede højt. Jeg skal aldrig sige det til nogen.

Det knagede i alle Dronningens Klæder. Hun brast ud i Graad, høj som et Barns.

- Gaa, gaa, gaa! skreg hun.

Mademoiselle de Montpensier gik baglængs ud. Hun vidste, at Lauzun var i det yderste Forgemak. Hun saa' hen til ham, medens hun svævede derigennem med svansende Slæb.

250

Han vidste, hun ventede ham i Galeriet. Da hun havde fortalt ham, hvad Dronningen havde sagt, sagde han:

- Nu er vi sikre. Nu vil jeg give 100,000 Livres til at pynte mit Kompagni. Ved næste Revu skal alle Soldaterne have ægte Sølvbroderi. Fire Brigader skal ride frem paa spanske, berbiske, ungarske og kroatiske Heste; alle Sabler skal løftes, alle Heste karakolere til Ære for Dem. Alle Gardisterne skal glimre i splinternye Bøffelkøllerter; deres Ærmer skal være skrammererede af vekslende Guld- og Sølvgaloner.

Mademoiselles Øjne straalede. Hun klappede i Hænderne og raabte :

- Og hvide og grønne Fjer i Hattene og ildrøde Sløjfer over Støvlerne.

Lauzun sagde:

- Og Kongen vil sige: Min Kusine glæder sig lige saa højt som jeg over min Garde. Hun er en sand Soldat. Mademoiselle sagde:

- Næste Aar skal Deres Ekvipager blive skønnere end nogen Sinde. Deres Muldyrs Dækkener skal blive overbroderede med Guldliljer. Det skal ikke gaa Dem som min Søster, der tog Hr. de Guises Livre, men ikke fik hans Vaaben paa sine Dækkener. De skal faa baade mit Vaaben og mine Livreer, de samme, som min Fader, Gaston af Orleans, Henrik IV's Søn, gav sine Heste, Muldyr og Tjenere at bære. . . . De hører nu til Huset Frankrig.

- Men Kongens Svar . . . Deres kongelige Højhed! Det har endnu ikke lydt.

- Jeg beder Gud hver Dag om at røre min Fætters Hjerte.

Mademoiselle søgte Kongen gentagne Gange: efter Morgentoilettet, før hans Sengetid, paa hans Kirkevej, og bad ham om en Samtale. Kongen sagde:

- Ikke før jeg har svaret Dem paa Deres Brev, min Kusine!

Men et velvilligt Smil havde bestandig ledsaget hans Afvisning, og den sidste Gang, Mademoiselle gentog sin Bøn, kyssede han hende paa Kinden.

Det gjorde stor Opsigt. De følgende Dage udvekslede Hoffets Damer en Mængde Visitter. Kongen havde kysset Mademoiselle! Skulde det blive Alvor? Nej, Damerne var enige om, at Kongen ligesom de selv gjorde Nar af den aldrende Fyrstinde. 251 Nogle vidste ogsaa at berette, at Madame de Montespan havde let højt, da Sagen blev nævnet i hendes Nærværelse. Andre fandt en Bekræftelse paa, at det ikke blev til noget, deri, at Madame de la Vallière, Kongens nu forsømte Elskerinde, havde sagt, at hun kunde ønske Mademoiselle den Lykke, hun attraaede. Thi i det sidste Aar skete næsten altid det modsatte af, hvad Madame de la Valliére ønskede. Hun var nu et daarligt Kort at have paa Haanden.

Sagen var allerede halvt ude af Sladderens Dagsorden hen mod Juletid, da Hoffet tog til Paris, hvor Mademoiselle boede i en Fløj af Luxembourg Paladset. Den Fløj havde hun i Proces vundet fra sin Stifmoder Marguerite af Lorraine.

Der skrev hun et nyt Brev til Kongen. Det handlede om Lauzuns Stamtavle. Hun søgte deri at bevise, at Huset Gaumont, af hvilket han var en yngre Søn, stammede fra Skotlands Konger, og at Hertugen af Lauzun i 1404 havde forhandlet direkte med Kongens Hærfører i Guienne, Jean af Bourbon, medens Huset Lorraines Mænd dengang kun havde Væbnerrang og først mange Tider efter svang sig op til at blive Fyrster. I en Efterskrift tilføjede hun, at Gregoire af Tours vidste at berette, at to Døtre af Kong Dagobert I, at en Datter af Karl Martel, en Datter af Karl den Store, en Datter af Karl VII, en Datter af Filip den Lange, alle havde ægtet "Privatmænd" af langt ringere Huse end Huset Caumont.

Lauzun saa' man lidet til de Dage i Paris. Dagen efter det sidste Brevs Afsendelse gik Mademoiselle til Kur hos Dronningen i Louvre og traf Kongen. Gemakket var af de mørke, træpanelede fra Henrik IV's Tid. Ansigterne stod sodbrune og gule som i et flandersk Glair-obscurmaleri. Men Mademoiselle saa' godt, at Dronningen var forgrædt, og at Kongen var i sit ondskabsfulde Humør.

Dronningen besvarede næppe Mademoiselles Hilsen. Monsieur, Kongens Broder, hilste hende saa dybt, at hans Buk blev karikaturmæssigt; men Kongen . . . han kyssede igen Mademoiselle paa Kinden.

Der gik noget hen over den store mørke Forsamling som et Vindstød gennem en Sivskovs duvende Hoveder i mørkt Vejr.

Kongen vendte sig til Dronningen og sagde:

- Jeg maa beundre min Kusine af Montpensier. Hun er ligefrem lærd i vore gode Slægters Historie.

252

Dronningens underste Hage dirrede. Kongens smalle Læber skilte sig ved Smilet og blottede nogle stygge, sorte Fortænder. Han vendte sig derpaa til sin Broder og sagde:

- Jeg vilde ønske, at alle yngre Børn af vor Slægt vilde tage sig noget lige saa nyttigt for. Min Kusine . . . De har skrevet mig til. De skal høre Svaret af mig alene. Behag at følge mig!

En ny Susen og Duvning gennem Skaren. Og, mens Kongen langsomt forsvandt med Mademoiselle ved Haanden ud ad Døren, rejste Dronningen sig, forlangte Monsieurs Haand og gik med Følge ud til den modsatte Side.

Da steg de tilbageblevnes Summen til halv- og helhøj Tale. Skulde det være Sagen med Lauzun? Var det virkelig Alvor?

Dronningen var meget upasselig, meldte en af de tilbagevendte af hendes Damer. Hun vilde holde Sengen hele Dagen, ikke se nogen. Der blev ingen Dine, intet Spilleparti, ingen "Coucher" i Dag.

Alle var nu enige om, at Dronningen allerede ved sin "Lever" havde haft forgrædte, røde Øjne.

Igennem det lange, lange Galeri i Louvres Kolonnadefløj førte Kongen langsomt og tavst sin Kusine. Der var Mennesker spredte hist og her. Kongen gjorde en Bevægelse med Haanden. De spredte Mennesker forsvandt gennem mange Døre som Avner, der blæses paa.

Kongen førte stadig Mademoiselle langsommere og langsommere, saa' ikke paa hende, lod, som han ikke mærkede hendes urolige Skotten mod hans Ansigt, hendes blussende Rødme, hendes Haands Rysten.

Han gik med hende lige til Enden af Galeriet, gjorde saa en lille Drejning hen mod det store Yindue, som behersker et langt Stykke af Seinen, hvorfra Udsigten til venstre begrænses ved Notre Dames Taarne med de ranke, takkede, spidsbuede Gennembrud.

Han blev staaende lige over for hende. Han nød nu hendes Spænding og smilede ned mod det under Fichuen bankende Hjerte. Hun vovede at løfte Øjnene spørgende til ham, han blev ved at smile længe.

Da brast Mademoiselle i Graad og faldt paa Knæ for sin Fætter. Det var, som hver Muskel slappedes som brustne Fjedre i dette mandhaftige Kvindelegeme.

Endnu stod Hans Majestæt ubevægelig med Albuen lænet 253 mod Karmen og Hoften mod Pillen. Støvpyramider dirrede i det lange Rum, hvor det kolde Vintermiddagslys magelig bredte sig og gnistrede hen ad det bonede Parketgulv.

Et Øjeblik rettede Kongen sit Blik hen mod Øst. Var det i Retning af Forstaden Saint-Antoine, af Bastillen? Saa sænkede han det ned paa sin store Kusine, som laa der knælende og rystede af tilbagetrængt Hulken.

Var hun nu helt ydmyget, Frondens Heltinde, hun, som i sin Tid gav Ordre til fra Bastillens Mure at rette Kanonerne mod hans, Kongens Hær?

- Staa nu op, min Kusine! sagde han endelig med en meget venlig Stemmeklang.

Et af Louis XIV's Naturgaver var Skuespillertalentet, og hans Livsførelse gjorde ham til sit Lands første Skuespiller.

Han tog en smuk Position, bøjede let det ene Knæ, løftede Mademoiselle op ved Haanden, saa begges Hænder kom højt i Vejret. Kniplingsmanchetten bruste om den kongelige, store, hvide Højrehaand, Lyset spillede hen over den fint krummede Arm i det karmoisinviolette Fløjlsærme med de guldkantede Udskæringer om de hvide Kammerdugsfyldninger. Dragtens Farver overstraalede rent Fyrstindens. Hun, som bar Sorg, hver Gang en Fyrste i Europa døde, var nu i en Slags graa og lille Halvsorg for en afdød "Kusine" af Bayreuth.

Det varede en god Stund, før Kongen sagde:

- Jeg vilde være en daarlig Konge af Frankrig, hvis jeg ikke var en god Fader for min Familie. En god Familiefader tvinger ikke en Datter i Deres Alder, Mademoiselle! Vi slutter nu en evig Fred. Da De jo ikke vil nægte, at Frondens Parti er det overvundne, har De vel ogsaa forstaaet, at der maa lidt Krigsomkostninger til . . . en lille Landafstaaelse. Besørg nu Sagen i al mulig Hurtighed og Stilhed! Hører De! Nok dermed! Deres Vogn holder forspændt for at føre Dem til Luxembourg. Der er sendt Bud til min Garderkaptajn om at møde Dem i Karyatidesalen. Gud være med Dem!

Han bød hende atter Haanden og førte hende som før tavs gennem Galeriet. I et Forværelse ventede Mademoiselles Damer og Pager. De vidste ikke ret, hvad de skulde mene om deres Herskerinde. Øjnene straalede af Glæde og var dog rødrandede.

Mellem to af Jean Goujons vældige Karyatidefigurer i Drabantsalen stod Hr. de Lauzun. Han sagde højt, saa Garden hørte det: 254 - Jeg har Kongens Ordre til at ledsage Deres kongelige Højhed til Vogns.

Mademoiselle trykkede hans Haand stærkt.

- Kongen har givet sin Tilladelse.

Til hendes Overraskelse forholdt Lauzun sig rolig og ceremoniel, saa' slet ikke glad ud, da Prinsessen gav Damerne og Pagerne Tegn til i Afstand at vente paa hende.

- De er ikke forbavset? spurgte hun.

- Jeg var forberedt paa, at Kongen vilde vise, at han hverken regeres af Dronningen eller Monsieur.

- Svaret virkede kølende og slappende paa den højtblussende Dame. Hun sagde:

- Hans Majestæt sagde, at han ønskede Sagen fremmet i al mulig Hurtighed.

- Vel. Men Hans Majestæt elsker ogsaa Moderation. Jeg gaar i Dag til Kongen, takker ham for den Ære, han har bevist mig, spiller med ham som sædvanlig. Kun ved en saadan Opførsel viser jeg mig værdig til den Ære, De lader mig vederfares. I Morgen møder jeg med Deres Tilladelse i Luxembourg, hvor der bliver stor Kur. Det har jeg alt sørget for.

- Men Kongen talte ogsaa om, at han ønskede, at alt skulde ske i Stilhed.

- Han vil ikke have, at hans nære Slægtning skal undvære den Glans, hendes Herkomst kan gøre Fordring paa. Det indestaar jeg for.

Skønt Mademoiselle følte sig underlig berørt ved sin Elskers sikre og halvt affejende Tone, kunde denne Stemning dog ikke dukke op jævnsides med Henrykkelsen over Resultatet af Samtalen med Kongen. Drømmende lod hun sig ledsage til sin Vogn af Hr. de Lauzun, talte ikke til sine Damer, men sad tæt indhyllet i sine Tanker og sin Hermelins Kaabe under Farten fra Louvre til Luxembourg.

XIII.

Hovedfløjen i Luxembourg ud mod Haven laa stille og med tæt tildækkede Vinduer. Gaston af Orleans' Enke, Marguerite af Lorraine, lod, som hun ikke var hjemme den Dag.

255

Til Gengæld var der Liv og Bevægelse i den ellers saa stille Nordfløj, Mademoiselles ved Proces erobrede Bolig.

Der var for Resten Mennesker nok til daglig Brug: Æresdamer, Kammerjomfruer, Kammerjunkere, Staldmestre, Pager. Men det var et ørkesløst Hof. Personalet drev halvsovende gennem de lyse Gemakker med hvide Pilastre og brogede Gobelinstapeter i italiensk god Renaissancestil, slentrede gennem Galerierne og op og ned ad de temmelig smalle Vindeltrapper.

Mademoiselle de Montpensier tog vel ogsaa mod Kur, naar hun var i Paris, men det var mest gamle Herrer fra Frondens Tid med gammeldags Krydsskæg og smalle sorte Parykker uden svulmende Bukler, aldrende Damer, som endnu spækkede deres Sprog med italienske og spanske Talemaader, og som bar længere og snævrere Skørter, end Moden forlangte det.

Men i Dag, den kolde, rolige Decemberdag, kom høje Karosser dinglende i Karmfjedrene, den ene efter den anden jolrende ind i Slotsgaarden. Højt til Vogns sad de galonerede Kuske paa den ryg- og armløse Buk, tæt omgivet af vaabenbroderede Draperier, bagpaa, mellem Fjedrenes krumbøjede Opstandere, stod knæbuksede Tjenere med hvidsirømpede Lægge dirrende i Kulden, ellers holdende sig saa ranke som Lanser, der er drevne ned i Jorden.

Bag Ruderne saas i Dag moderne Herrer i brusende Forværk og svulmende Parykker. De Ansigter, som ikke var meget kraftig skaarne, blev borte i disse svære Omgivelser. Damernes Lod var for saa vidt heldigere. Profilerne saas tydelig trods de brusende Sidekrøller. Her er en skarp og dog fin Ansigtslinie som Madame de Sévignés; de spillende Øjne for om til alle Sider; hist en blød Tegning i Hertuginden af Navailles kønne, venlige Træk med den lidt faareagtige, store Overkæbe; snart smaatmejslede, spidse Ansigter med brat tilbagevigende Hager, som de to Grevinder af Bethunes. Sete gennem et Vognvindue lignede de to Profiler paa en Mønt, det ene i lidt højere Relief end det andet.

Evig Gungren gennem Porten. I Gaarden smeldende Piske og gnistrende Hjulskinner. De store Karossers Fjedre knirkede dg hvinede, Hjulene skrabede og knagede, naar Kolosserne vendte. Det var hele Huse, som skulde flyttes.

Hver aabnet Vogndør sendte ud i Porten en duftende Luftstrøm; Portrummet lugtede som en fin Parfumebutik. Op ad Vindeltrappens Kalkstensfliser bølgede lydløst Fløjl, smaat 256 hvinende Silke; Kaardeskedernes Duppe klirrede stundom mod Jernrækværket.

Der var stor Kur hos den store Mademoiselle.

Det havde i de sidste Dage, efter at Kongens Samtykke til hendes Giftermaal med hans Yndling, Greven af Lauzun, var bleven almen bekendt, myldret med Visitter fra Dame til Dame i Louvre og i Versailles; Passiaren havde suset gennem Gange og Gemakker.

Madame de Sévigné havde grædt af Glæde, gnistret af Livlighed. Hun var straks faret op til sit Skrivebord og havde i morsomme, paa en Gang fint udtænkte og naive Ord, gennem mange Omsvøb og Opfordringer til at gætte den store Nyhed, underrettet sin Onkel Abbé de Coulanges om den epokegørende Begivenhed ved Hoffet. Nu var hun faret fra Versailles til Paris for at møde paa Pletten blandt de første. God og blød, som hun var, havde hun altid haft Sympati tilovers for den aldrende, underlige Dame, som ingen ellers rigtig led.

Der stod Prinsessen, ragende højt op paa en lille Estrade for Enden af den lange, lyse Sal med de riflede, hvide Marmorpilastre. De korintiske Kapitælers Forgyldning faldt i det kobberrøde ligesom Mademoiselles Ansigt i Dag.

Hun bar en Dragt, lempet efter hendes store Portræt i Amazonedragten. Hendes Korset var saa tæt guldbesat, at det vel kunde minde om en Ringbrynje; de kødfarvede Silkesko kunde godt minde om Billedets nøgne Fødder, de perlebesatte om Smalbenet snoede Skobaand om Sandalsnore; det højrøde, liljebroderede Overkast var lagt om Skuldrene med peplumsagtigt Kast og hæftet over Brystet med et stort, fladt Turkissmykke. Underkjolen var bleggraa, sølvpailleteret og temmelig kort.

Da Salen var vel besat med besøgende, da hun kunde forestille sig, at de, der var komne, alle havde set hende, gav Henrik IV's Sønnedatter et Vink til Hr. de Lauzun, der i Gardens sølvskrammererede Uniform stod ved Estradens Fod.

De rakte hinanden Fingerspidserne. Med stor Gravitet steg Mademoiselle ned fra det Trin, der højnede hende over den øvrige Menneskehed, blandede sig mellem den, omhyggelig beregnende, at hun talte først til de første i Rangen, og at hendes Gunst dalede nedad i regelmæssige Trin.

Lauzun slap hendes Haand, da de var komne ned, og dulgte sig i Mængden.

Først faldt Mademoisselles Øje paa Hr. Le Tellier, 257 Ærkebipsen af Rheims. Hans Slægt havde ellers ikke søgt Mademoiselle og hvad der hørte hende til. Der stod han nu i sin violette Roquet og det guldbroderede Skulderoverslag med et Ansigt, der lignede en melet Kartoffel, med Munden smilende helt tværs over det. Han sagde :

- Deres kongelige Højhed vil dog vel ikke gøre mig den Sorg at vælge en anden end mig til at vie Dem?

Han fik til Svar:

- Hr. Ærkebiskoppen af Paris har ønsket, at det blev ham.

Hans Højærværdighed bukkede og smilede sødsurt. Mademoiselle kaldte paa Lauzun. Regge takkede Ærkebiskoppen, som sagde:

- Gudsfrygt og Dyd vil faa en ny, stærk Støttepille ved Hoffet, naar et saadant Ægtepar beklæder en af de første Stillinger der.

- Lauzun svarede :

- Den, der elsker sin Konge, elsker ogsaa sin Gud og hans hellige Kirke.

- Derfor signe samme Gud eder begge! sagde Ærkebispen.

Medens Mademoiselle vendte sig til Damerne, underholdt Lauzun sig en Stund med Ærkebiskoppen, derefter med nogle fornemme Abbéer og andre gejstlige. Hans Holdning over for dem var næsten ydmyg, medens han tog de Adelsmænd, der flokkede sig om ham, fra oven nedad.

En Marquis hviskede til en Greve, da han havde været nedladende mod dem:

- Denne yngre Søn af et gascognisk Hus har faaet Mademoiselles 1,500,000 Livres om Aaret i Vrangstruben, kan man mærke.

Man tog ved Hoffet til Takke med temmelig tarvelige Vittigheder. Denne surrede om i Salen som en Myg fra Øre til Øre paa de mange Adelsmænd, som ikke undte deres Standsfælle slet saa fed en Rid.

Mademoiselle nærmede sig en Gruppe, hvor samme Myg just surrede rundt. Da bøjedes alle Rygge. Den ærværdige Marskal de Bellefonds løste sig ud fra Gruppen, bøjede det ene Knæ foran Prinsessen og sagde:

- Hele Kongerigets Adel bør kysse de Fodspor, som Deres kongelige Højheds Fødder afsætter, saaledes ærer De den ved Deres Valg. Mademoiselle! der har desværre fra sidste Felttog 258 været et noget koldt Forhold mellem Hr. de Lauzun og mig, men jeg haaber, jeg skal fortjene hans Yndest.

Marskallen talte meget højt; han saa', at Lauzim gik i Retning af Mademoiselle og den nysnævnte Gruppe, som nu svulmede op til en tættrykket Masse om Hovedpersonen i Dagens Komedie.

Pludselig vender Hr. de Bellefonds sig om, lader, som han studser, først ved at se Lauzun, derpaa ved at se den forøgede Gruppe. Den guldbroderede gamle, svære Marskal bøjede sig for den lille, spinkle, sølvbroderede, midaldrende Garderkaptajn som for en overordnet og sagde:

- For Fremtiden evigt Venskab mellem os Krigskammerater! Den Mand, Kongen hædrer med et sligt Venskab, bør enhver fransk Soldat elske.

Lauzun bukkede let, men med en spotsk Mine, og berørte flygtig Marskallens fremstrakte Haand.

- Jeg er vis paa, Marskallen taler af sit fulde Hjerte, sagde Mademoiselle de Montpensier i en Hoftone saa korrekt, at det var umuligt af den at slutte, om hun mente, hvad hun sagde, eller ej.

- Naar Mademoiselle indestaar for mig, kan jeg ikke have en bedre Kautionist, sagde Marskallen; ingen Mand af Ære svigter en saadan Borgen.

Lauzun gav den paa ny fremstrakte Haand Antydningen af et Tryk.

Nu brød frem af Gruppen en af Kongens Yndlinge, Hertugen af La Feuillade, en smuk, smidig, midaldrende Mand med straalende sorte Øjne. Han sagde til Mademoiselle:

- Deres kongelige Højhed ! naar jeg har set surt til Hr. Lauzun, saa er det af Jalousi. Vi elsker begge Kongen lige højt, og jeg har oprigtig talt misundt Hr. de Lauzun, at han ligger Hans Majestæts Hjerte nærmere, end jeg gør det. Vil Deres kongelige Højhed garantere for mig som for Hr. de Bellefonds, at jeg evig vil være Hr. de Lauzuns tro Tjener og Ven?

Madame gjorde en Bevægelse, der kunde tages for et Nik. Hr. de Feuillade bredte sine Arme ud, alt mens Øjnene rullede og funklede stærkere end før, og tvang den langt mindre og spinklere Lauzun ind i sit tætte Favntag og til at kysse sig. Over Lauzuns Ansigt spillede en Mine, der mindede om et Barns Gnavenhed efter et aftvunget Kærtegn.

- Vil De tro, kære Ven, raabte han, at det første, jeg 259 gjorde, da jeg hørte, at De skulde ægte Mademoiselle, det var lige at fremstille mig for Hans Majestæt og takke paa hele den franske Adels Vegne?

Gardens ældste Kaptajn, Hr. de Charost, borede sig frem. Han gav den gamle Krigers brave Ligefremhed og butte Hjertelighed Udtryk i følgende Replik:

- Min Sæl . . . havde jeg tænkt paa at sælge min Charge. Og nu vilde jeg, paa Ære, ikke gøre det for to Millioner. Guds Død og Pine! Være Kammerat med Mademoiselles Gemal! Ikke vilde jeg ombytte nogen Stilling paa Jorden, om jeg saa kunde blive Grande af Spanien.

Han solgte sin Post 3 Aar senere og blev Hertug.

Efter ham kom Gardens yngste Kaptajn, Hr. de Rochefort, Louvois' Yndling, blond, soigneret og duftende, med noget dansemesteragtigt i Gang og Væsen. Han pustede lidt og sagde:

- Deres kongelige Højhed undskylder vel, at jeg kommer sent, men jeg har just Kvarter*) i denne Tid . . . Ja, kære Hr. de Lauzun! vi har ikke levet sammen, som vi burde. Vi er begge to for ivrige i Tjenesten og for fyrige i Sindet. Men oprigtige - ikke? Sanddru? Hvad? Og man har sal ondt imellem os. Et Hof! Undskyld Mademoiselle . . . men det er Intrigernes . . . . . forstaar sig, ogsaa den gode Tones, de fine Sæders Hjem. Nu skal intet skille os ad! Vel, Hr. de Lauzun?

Lauzun lo højt, mens han lod sig omfavne og sagde:

- Hr. de Rochefort, vi kender jo hinanden ud og ind; vi behøver ikke at tilsværge hinanden noget.

Kaptajnen slog endnu en Gang sine Arme om sin Kammerats svaje Ryg, men slog over i en anden Gade, da han slap, og vendte sig mod Prinsessen:

- Hvornaar skal den store Fest staa . . . . Brylluppet?

Svaret lød:

- Det vides ikke.

Rochefort sagde i blød, hjertelig Tone:

- Tøv endelig ikke! For Guds Skyld, hellere i Dag end i Morgen! Man maa gribe til, naar man nærmer sig Lykkens Top! - O! - vedblev han og lod sit Blik ærbødigt og kærligt glide fra Mademoiselles ned paa Lauzuns Ansigt - aldrig har jeg set et saa lykkeligt Par. Gid De kunde se i et Spejl, hvor den højeste Fryd staar malet paa Deres Ansigter!

* 260

Mademoiselle sagde:

- Jeg er overbevist om, at jeg har mere Grund til at være glad end Hr. de Lauzun.

Lauzun tav. Da udbrød Rochefort:

- Du store Gud, Hr. de Lauzun! De kan høre paa en saa sød Tale fra en saa ædel Mund og siger intet.

Gascognerens Taalmodighed forgik ham. Han havde i for mange Dage maattet spænde dette Panser saa fast, at Remmene brast. Han fusede ud:

- Min Lykke har ikke gjort mig tosset i Hovedet; derfor vil jeg hverken sige eller gøre Dumheder.

Han drejede sig paa Hælen. Mademoiselle bed Læberne sammen og begav sig til Damerne.

Hun havde aldrig set Lauzun saaledes. Naar han havde fortalt hende om sit umedgørlige og utilgængelige Sind, havde hun taget det for Udtryk af en elskværdig melankolsk Misfornøjelse med sig selv, noget, hun kendte af Selverfaring.

Nu summede der adskillige Myg op blandt Herrerne:

- Det ender med, at de slaas, lo Hertugen af La Feuillade.

- Det bliver ingen Kamp efter Krigskunstens Regler, sagde Marskal de Bellefonds, for vor gode Ven vil helst fægte vildt som en tysk Landsknægt fra Wallensteins Tider.

- Og, faar han Prygl, sagde Kaptajn de Rochefort, for Modparten ser større og stærkere ud, saa Gud hjælpe hans Kompagni! Saa maa Soldaternes Rygge modtage Kaptajnens Prygl multiplicerede med ti!

- Saa slaar han Kortene i Hovedet paa de Folk, han spiller med, sagde Kaptajn de Gharost.

En Abbé bemærkede pegende mod Salens Baggrund:

- Véd De, mine Herrer, hvorfor den Estrade der er rejst? Det vidste de ikke.

- Det er ikke for Gudindens, det er for hendes jordiske Elskers Skyld. Det er, for at han kan stige op paa den og naa saa højt, at han kan suge Nektar af de guddommelige Læber mens hun staar nedenfor.

Havde det før summet med Myg, saa brummede det nu med Spyfluer. Det kan nok være, at de spyede Ondskaber ud over Lauzun og Mademoiselle, som nu var omringet af Damer.

Det var den svære Madame Tambonneau, Kammerpræsidentens Frue, borgerlig født, stumpnæset, halvgammel, vel lidt for sin Snaksomhed, søgt for de store Middage, hendes Mand gav. Man 261 tilgav hende den kammeratlige Ftothed, hun behandlede højtstaaende Mænd med. Da Lauzun kom hende nær, sagde hun:

- Lykkelige lille Gavtyv! Jeg havde Lyst til at banke Dem.

- Ak, Mademoiselle, kom mig til Hjælp! sagde Lauzun til sin Brud. Madame Tombonneau kunde knuse mig!

Madame Tombonneau sagde til Prinsessen:

- Kan De tænke Dem! Endnu for tre Uger siden anede jeg ikke det mindste. Jeg tog den lille Frøken de Ligny med mig i Logen paa Komedien i Saint-Germain, og da sad denne Hjerteknuser derinde. Jeg sagde til ham: Aa, Hr. de Lauzun, giv denne lille Frøken en lille Plads! Hun har 500,000 Daler kontant, det vilde ikke være en daarlig Plads for en yngre Søn fra Gascogne. Han svarede helt sørgmodig: Ak, hvem vil have mig? Er han saa ikke en Gavtyv?

Hertuginden af Montausier, en meget ceremoniel Dame, Kronprinsens Guvernante, sagde:

- Hvad der glæder mig saare, Deres kongelige Højhed! det er, at De har valgt en Adelsmand af saa gammelt et Hus. Jeg véd, at Hans Majestæt har vist Dronningen og siden flere en Stamtavle over Huset Gaumont, som Hr. de Lauzun er af. Det stammer fra Konger af Skotland.

Lauzun var gnaven i Forvejen og var bleven det mere over Madame Tombonneaus Tone, der vel, mente han, kunde passe før, men ikke nu. Han sagde:

- Hvad véd jeg om den gamle Snak? Jeg lever af de Bedrifter, jeg selv har øvet, ikke af, hvad mine Forfædre har gjort paa Korstogenes Tid.

- Men, er man ikke af gammel Slægt, bemærkede Mademoiselle lidt formanende, saa kan man ikke udrette saa store Bedrifter.

- Hm . . . se paa Hr. de Louvois! sagde Lauzun og smilede bittert. Hvad har han ikke udrettet?

Damegruppen turde ikke le. Den smilede blot. Lauzun var misfornøjet med, at den ikke lo højt som ellers ad hans Ondskaber. Nu maatte han dog være stærk nok til at rette dem, hvor højt, han vilde. Mademoiselle skævede ned til ham, fik af hans Mine en ny Bekræftelse paa, at han ikke var saa glad, som hun syntes, han burde være.

Hertuginden af Montausier mente, at hun burde komme tilbage til Stamtavlen og sagde: 262 - Historisk sikkert er det da, at Jean Nompar de Gaumont for over syv Hundrede Aar siden . . .

Lauzun svarede:

- Befri mig for mine Forfædre! Har De dem opskrevne, saa giv Mademoiselle dem! hende morer slige Dumheder.

Hans ellers slørede og sagte Maade at tale paa, naar han var i fint Selskab, fik nu den skingre, skrattende høje Klang, som naar han kommanderede eller var blandt Kammerater. Den skræmmede Damerne, mest Mademoiselle. Hun turde ikke se paa ham. Hendes Øjne mødte Madame de Sévignés evig farveskiftende Pupiller. I dette Øjeblik holdt hun mest af hendes Ansigt. Hun kunde ikke skimte nogen Ondskab i det.

Lauzun forlod Damegruppen under uhyggelig Tavshed. Det knagede i Mademoiselles panseragtige Korset.

Salen tømtes efterhaanden. En hel Del Herrer og Damer havde allerede gjort Mademoiselle deres Afskedskompliment, da Hr. de Lauzun nærmede sig hende og gjorde det samme. Han efterlignede endogsaa sin Formand og Kollega de Gharots Buk paa en Maade, der var mindre parodierende end drilsk mod den, han bød den.

Madame de Sévignés Øjne var ikke vegne fra Parret.

Mademoiselle de Montpensier blev blussende rød og sagde til Lauzun:

- De gaar nu?

- Jeg skal i Tjeneste.

- Og nu vilde jeg gerne tale med Dem.

- Lykkeligvis for mig vil vi for Fremtiden faa Lejlighed til at tale meget sammen. Men nu . . . tilgiv . . . Hans Majestæts Tjeneste! Den er jo for os begge det første af alt . . og vil altid blive det.

Efterhaanden var Skaren næsten drysset ud af Salen. Madame de Sévigné nærmede sig Mademoiselle for at tage Afsked.

I Dag syntes Mademoiselle, at Madame de Sévignés Øjne var det eneste forstaaende, hun havde mødt.

- Bliv, Madame! sagde Prinsessen, da Madame de Sévigné havde gjort sin Reverens.

Tonen lød haardt, bydende, men Madame de Sévigné var lydhør og skelnede den bekæmpede Graad bag ved den. Hun, Mademoiselles jævnaldrende, med sin stadig pigeagtige Ynde, saa' forknyt deltagende op paa Fyrstinden. Blikket gjorde Mademoiselle 263 godt. Hun fik ved det Kraft til med sædvanlig fornem Kulde at modtage de sidste Afskedsreverenser.

Ned gennem Gangene og ad Trapperne var Lauzuns Gnavenhed og næsten uartige Opførsel samt Mademoiselles Tilbageholdelse af Madame de Sévigné, som aldrig havde omgaaedes hende fortrolig, Genstand for Passiar og mange Fortolkninger.

XIV.

Mademoiselle brugte, som mange af hendes samtidige, den Kur mod Sorg og Modgang: at gaa i Seng.

Saaledes ogsaa den Dag. Hun havde ladet Skodderne for Vinduerne i sit Soveværelse lukke, havde ladet Gardinerne trække til. Medens Toinon klædte hende af, havde hun sukket. Da hun kom i Seng, hulkede hun.

Madame de Sévigné havde været til Stede, medens dette gik for sig. Et Par Gange havde hun gjort Mine til at ville gaa. Prinsessen havde ved tydeligt Minespil betydet, at hun vilde, hun skulde blive.

Mademoiselle de Montpensier standsede sin Graad, rakte sin Haand, omraslet af Kniplinger, ud gennem Gardinerne og vinkede til Madame de Sévigné, at hun skulde gaa om Sengen ind i den smalle Gang mellem den og Væggen. Det var et Tegn paa Naade, naar en saa fornem Person bød en underordnet Plads i sin "ruelle".

Madame de Sévigné lagde sig paa Knæ der. Pludselig følte hun to stærke Arme lægge sig om hendes Hals, løfte hende, bøje hendes Hoved op mod en hed, taarevædet Kind, og mærkede, at hun blev vugget af et svært Brysts Bølgegang.

- Jeg kommer aldrig i god Havn, jeg kommer aldrig i god Havn.

- De har jo Kongens Løfte. Lad Brylluppet fuldbyrde saa hurtig som muligt!

- Ikke sandt. De tror, der bliver noget deraf? Nej sig, at De ikke tror det! Jeg er saa angest, jeg er saa opfyldt af onde Anelser.

- Min Gud, Mademoiselle! jeg kan fuldt vel forstaa, at De er bange i Sindet. Mange misunder Hr. de Lauzun.

264

- Mon det var derfor, at han var i Dag, som han var, tror De? De maa ikke lade, som De ingenting har set, De ser jo alting.

- Det kan vel være. Derfor skynd Dem! Det er maaske at friste Gud og Kongen, at ville trække denne usædvanlige Sag saa længe ud, at hele Riget kommer til at tale derom Dag efter Dag.

- Men er det saa usædvanlig en Sag, at en Kvinde elsker en Mand? Og er Hr. de Lauzun ikke af et udmærket Hus? Er han ikke en Krigshelt?

- Sikkert nok, Mademoiselle! men De véd jo dog bedre end nogen, hvad Forskel i Rang betyder.

- Det skal jeg med Guds Hjælp aldrig glemme. Men Hr. de Lauzun skal kaldes Hr. de Montpensier. Han skal bo i dette Palads . . . Men var det blot Tanken om onde Menneskers Misundelse over hans Lykke, der gjorde ham saaledes, som han var i Dag?

- Kære Mademoiselle! naar De beærer mig med Deres Venskab saaledes som i Dag, saa maa jeg tale lige ud. Man bebrejder os Kvinder Lunefuldhed og ulige Humør. Tro mig! Mændene er langt værre. De bliver vredagtige og uomgængelige for rene Smaatings Skyld. Det er langt oftere deres Luner end vore, som gør de fleste Ægteskaber ulykkelige.

- Kan være. Men Elskoven overvinder alt sligt. Ikke?

- Jeg har vist aldrig kendt den, hviskede Madame de Sévigné. Jeg var atten Aar, da jeg blev gift med Marquis de Sévigné; han blev, som De véd, dræbt i en Duel syv Aar efter. Jeg har aldrig mærket, at jeg har elsket ham. Hvis saa var, vilde jeg være død af Sorg over hans Død, lige saa vist, som jeg vilde dø, om jeg mistede min Datter, Madame de Grignan.

- Atten Aar! Ja, hvad Forstand kan et saadant Barn have paa Kærlighed? Men, naar den Passion betager en i en moden Alder, vær vis paa, at saa bemestrer den en helt!

Det var godt, det var saa mørkt i Prinsessens Værelse. Den gode Madame de Sévigné var først bleven greben af Mademoiselles Sorg og havde grædt med hende; nu bragte den sidste Replik hende til at smile saa stærkt, at Smilet nær var bleven til Latter. Prinsessen fortsatte:

- Først nu har jeg følt, hvad det er at leve. Og er det ikke underligt, min kære? Før talte jeg aldrig med nogen om, hvad der levede inderst paa Bunden af mig. Nu er det mig, 265 som vil mit Hjerte sprænges, fordi jeg ikke taler med nogen om det . . . Og De er jo saa klog . . . og god . . .

- Deres kongelige Højhed . . . god vilde jeg gerne være. Hvor jeg er rørt over Deres Godhed!

- Jeg har ikke været god før, jeg véd det nok. Jeg har været for hidsig. Det har jeg arvet efter Monsieur, min Fader. Stolt har jeg ogsaa været, men det vil jeg blive ved at være. Det har vi af Bourbon Ret til at være. Men hvor kan det være, tror De, at en Passion som Elskov, som, naar den er lykkelig, burde fremkalde lutter Fryd og Glæde, hvert Øjeblik føder Angest og Sorg? Min Elskov er besvaret, og dog græder og klager jeg.

- Der gives vel ikke fuldkommen Lykke her paa Jorden. Netop, naar vi dødelige elsker højest, da lister Frygten for at miste det, vi elsker, det, der skaber vor Lykke, sig ind i vore stakkels svage Hjerter.

- Ja . . . Mændene er . . . sjælden tro i Kærlighed, deri har De Ret, sagde Mademoiselle tankefuld.

Madame de Sévigné fik atter Møje med at holde sit Smilebaand i Lave. Alverden vidste, at Lauzun gjorde Kur til enhver køn Kammerpige, han saa'. Men hun blev siraks alvorlig ved at genoptage sin Tankegang, som Mademoiselle havde afbrudt.

- Hvad Elskov er for Dem, Deres kongelige Højhed, er Kærligheden til min Datter for mig. Jeg mener, at den Trang, der er i os Kvinder til at elske af fuldt Hjerte, lige saa godt kan mættes ved den Slags Kærlighed som ved Elskov.

- Det tror jeg, er aldeles falskt tænk, sagde Mademoiselle næsten vrissende.

Madame de Sévigné gav ikke Agt derpaa, men fortsatte:

- Naar jeg tænker paa min Datter - og jeg tænker paa hende hver Time paa Dagen - saa lever jeg et helt Liv i Fryd over, at hun er saa sød og skøn, i Sorg og Savn, fordi hun skal leve saa langt fra mig, i Skinsyge paa hendes Mand, Hr. de Grignan, i Angest for, at noget ondt skal tilstøde hende. Naar det stormer om Natten ligger jeg vaagen og ængstes for, at hun skal være med paa sin Mands Embedsrejser i Provence, tænker paa, hvor Rhonen kan være vild.

- Hm! Det er en Trøst, at et Barn kan vække slige Følelser. De kan muligvis erstatte Elskoven, naar Alderen udslukker den . . . De er jo ældre, en Del ældre end jeg, Marquise!

- Jeg er 47 Aar - 266 - Hm. Ja saa er De noget ældre.

Forskellen mellem dem kunde vel være et Aar. Madame de Sévigné smilede for tredje Gang, denne Gang fint og uden Hang til Latter. Den meldte sig først, da Mademoiselle sagde:

- Naar jeg ikke mere kan føle Elskov til min Gemal paa Grund af fremrykket Alder, vil jeg mindes Deres Ord og leve for mine . . . Børn, som De. Det trøster mig at tale med Dem . . . Jeg har det bedre. Skinner Solen derude?

- Jo. Det er koldt, men det er dejligt Solskin. Ikke sandt, kære Mademoiselle? Naar den gode Gud lader sin Sol skinne, saa er det for at gøre sine stakkels Skabninger glade.

Mademoiselle ringede paa sin Kammerjomfru og bød hende slaa Skodderne op. Det var under hendes egen Værdighed at gøre det; heller ikke kunde hun bede Madame de Sévigné derom; hun var jo dog af et gammelt Hus, født Baronesse af Ghantal.

Sollyset drog sejrrigt ind i Mademoiselles Sovekammer og tændte Farverne i det svære, brune Atlaskesomhæng med de gule Arabesker, og gjorde Mademoiselles højtfarvede Lød kobberglinsende.

Madame de Sévignés fine lille Hoved fik en sølvforgyldt Glorie af blonde Hængekrøller.

- De ser ung ud, Madame! sagde Mademoiselle i en Tonart, der gik over i en misfornøjet Klynken.

- Det maa være, fordi jeg stadig tænker paa Provences Sol, som skinner paa min Datter - det maa være en Hilsen fra Provence, som rigtignok er afkølet paa den lange Vej til Paris, sagde Madame de Sévigné med et lille Smil. Men den har skinnet paa mit yndige Barn.

Nu var det Mademoiselles Tur til at undertrykke en Latter. Madame de Grignan! Stiv som Stokken til en Vinplante! Lang og mager med Hesteprofil! Mademoiselle undrede sig over, at Kærlighed kunde blænde en saa skarpsynet Dame som Madame de Sévigné. Madame de Grignan var dog en Grimrian!

Mademoiselle stod op og lod Toinon pynte hende flygtig. Medens Kammerjomfruen kreppede og pudrede hende, sagde hun til Madame de Sévigné:

- Elskovens Passion kan dog vist aldrig opvejes af Kærlighed til Børn. Jeg forstaar dog ikke rigtig, hvad De før sagde, Madame!

267

Mademoiselle tænkte stadig paa Madame de Grignan, Madame de Sévignés stive og kolde Datter.

- Jo, Deres kongelige Højhed! svarede Madame de Sévigné, mens hun stod lysombølget . . . jo. Ethvert Menneske, og vel især enhver Kvinde har en Sum af Kærlighed i sig. Hun higer efter at anbringe den . . . I de unge . . . maaske stundom ogsaa . . . i de ældre . . . eller modne Aar, saa anbringer hun den i Elskov.

- Det er det eneste naturlige, sagde Mademoiselle de Montpensier.

- Men alle Stemmer staar ikke saa højt, saa de kan tage de skarpe Diskanttoner, sagde Madame de Sévigné. Den store Musikmester, jeg mener den gode Gud, omsætter da Musikken efter Stemmens Behov, fra Elskovens Diskant til Moderkærlighedens Gontrealto.

Toinon havde givet Mademoiselle Skoene paa og hængt Silkeslaabrokken om hendes Skuldre.

- Det er smukt sagt, Madame! sagde Prinsessen eftertænksomt . . . Ja, Solen skinner. Tak, min Gud! Det er et godt Varsel. Bliv hos mig, Marquise! Solens Skin og Deres Tale jager de bange Tanker ud af mit Sind. Jeg tror, alt vil gestalte sig godt for mig . . . Jeg vil bede Gud om at skænke mig Børn. Bliv hos mig! Kom nu med mig, saa vil jeg vise Dem noget! Men det er en stor Hemmelighed. De vil jo ikke forraade mig. Vel?

- Naar Deres kongelige Højhed hædrer mig med slig Fortrolighed, hvor kan De saa tro . . .?

- De føler anderledes end de andre. Gaa Toinon!

Kammerjomfruen gik, skottende over Skuldrene. Hvad kan her gaa for sig? tænkte hun, Mademoiselle havde jo tidligere kaldt Madame de Sévigné en Snerpe, en "precieuse".

- Skønt Kammerjomfruen var gaaet, hviskede Mademoiselle, som var hun bange for, at nogen skulde høre hende:

- Jeg skal vise Dem den tilkommende Herre af Montpensiers nye Værelse her i Luxembourg.

Med raske, ungdommelige Bevægelser gik den nys saa syge Prinsesse hen i en Krog af Værelset. Hun standsede, lagde Fingeren paa Munden og sagde:

- Madame . . . fuldstændig Tavshed! Ikke sandt?

- Naturligvis, Deres kongelige Højhed!

268

- Se ikke paa mig! Jeg kan mærke, at jeg rødmer, Madame!

- Jeg skal ikke se paa Dem.

Det gjorde nu Madame de Sévigné alligevel. Hun kunde ikke opdage, at Prinsessen var rødere end ellers.

Mademoiselle trykkede paa en Knap eller et Haandtag. En Vægdør sprang op. Hun gjorde Tegn til Madame de Sévigné, at hun skulde følge. Der laa et lille, ganske mørkt Rum bag Døren. Mademoiselle rørte atter ved noget i Væggen. En Dør skød sig lydløst til Side, og en Lysmasse vældede frem.

Prinsessen og hendes Ledsagerske stod i et temmelig stort, meget højt Værelse.

- Du store Gud! udbrød Madame de Sévigné . . . det er jo Hans Majestæts Sovekabinet i Versailles.

- I mindsket Maalestok, sagde Prinsessen og brystede sig, mens hendes Øjne tændtes.

Gennem to store Vinduer saa' man Havens bladløse Træer med glinsende, brunvioletle Grene i skarpe Rids mod den lyseblaa Vinterhimmel.

Op til den modsatte Væg stod paa en Forhøjning en fem Alen bred Seng. Paa hver Side af den var der Trapper. Den var saa høj, at man uden dem ikke vilde have kunnet komme op i den. Et Tæppe af prægtigt Kniplingsbroderi, hvis tætte Dele forestillede afvekslende Huset Orleans', Huset Montpensiers, Huset Gaumonts Vaaben, dækkede et stukket Tæppe af karmoisinrødt Atlask. Lagenernes Silkekniplings-Bræmmer faldt helt ned over Sengens Løvefødder af Bronze. Højt over den laa en toppet Sengehimmel ligeledes af forgyldt Bronze. Den bestod af to halvrunde Gavle, som nærmede sig hinanden uden at naa sammen; der var et aabent Rum i Midten. Ned fra den hang i kunstige Slyngninger og Folder det dunkelblaa med Sølvliljer tæt broderede Fløjls Gardin. Væggen, Sengen stod op imod, havde forneden et Porfyrpanel med grønne Marmorfyldinger, saa kom Felter af Gobelinstapeter, graalig-blegrøde, indvirkede med Liljer af kirsebærrødt. Tapeterne laa mellem Pilastrene, som svarede til dem paa de øvrige Vægge: hvide med vildt udviklede korintiske Kapitæler; Skafterne var tæt kannelerede; der var ikke Ro for Øjet i dem, selv Rillerne var op i hver Pilasters halve Højde fyldte med Forgyldning: Stave af slyngede og sammensnoede Baand, samlede af store Rosetter midt paa og 269 endende i Lilje- og Akanthblade. Et forgyldt Gitter foran Sengen delte Værelset i to Dele.

Til højre for Sengen højt oppe hang det store Portræt af Mademoiselle de Montpensier som Amazone. I Haanden holdt hun et haandspejlformet Miniaturportræet af sin Fader Gaston af Orleans med den fløsede Mund, der saa' ud, som den savlede, under det kulsorte lille Overskæg, de stikkende brune Tudseøjne, den lave Pande under den sorte Paryk, Totalindtrykket var af et sort Vædderhoved. Under dette var der et langt mindre Billede af Mademoiselles længst afdøde Moder af Bourbon, som døde straks efter sit eneste Barns Fødsel. Datteren lignede hende, men baade Moderens Ansigt og Vækst var langt mindre end Datterens. Maleren, aabenbart en Flamlænder, havde haft det løjerlige Indfald tydelig at antyde et langt fremrykket Svangerskab.

Saa var der en Kopi af Tizians bodfærdige Magdalena og en hellig Familie af Garacci.

Mademoiselle havde fremtryllet et aldeles moderne Stykke Rokoko i sin Slotsfløj, hvor ellers alt var i mer eller mindre vel efterlignet italiensk Renaissance fra sidste Halvdel af det 16de Aarhundrede.

Hemmelig havde Sekretæren Guilloire antaget Arkitekt og Dekoratør, Haandværkerne var bleven listede ind om Natten og ud om Morgenen. De havde faaet streng Ordre til at arbejde saa lydløst som muligt. Men Guilloire havde fortalt det hele til Fere med nøjagtig Angivelse af Sengens Omfang i begge Retninger. Fere havde fortalt det til sin Herre Lauzun, og han havde lét og sagt, at det var jo godt, saa kunde Hendes Højhed vælge frit, om hun vilde ligge paa langs eller paa tværs i sin Seng.

Madame de Sévignés Øjne samlede hvert Stykke i Værelset og overleverede det hele i en trofast Erindring. Hendes Øjne glimrede med farvede Hjul om Pupillerne. Der var nok at tale om - naar hun blev løst fra sit Hemmelighedsløfte paa Mademoiselles Bryllupsdag. Thi Hoffet skulde dog have det at vide, at, før nogen fik Værelset at se, havde Madame de Sévigné set det.

"Den store Mademoiselle" følte sig i dette Øjeblik som den unge, bly Brud og saa' i Madame de Sévigné den jævnaldrende unge Pige, som nysgerrig og undselig tager et Brudekammer i Øjesyn. Hun bøjede sig ned mod den nyvalgte Veninde, syntes, 270 hun saa' sød ud - hvad hun ogsaa gjorde paa Grund af de smaa line Træk og den udmærkede Sminkekunst, hun raadede over, og Mademoiselle krummede Ryggen saa dybt, at hendes Hoved kom til at hvile paa Madame de Sévignés Barm. Hun hviskede:

- Mange Aar er rent slettede ud af min Erindring. Jeg er meget ung, meget ung, Marquise! Ak . . . kun et Par Aar, og jeg vil gerne dø. Dø i dette Gemak! Det skal være mit Fristed efter mange Aars Sorger. Gud vil unde mig den Lykke! Og ... ikke sandt, De tror ikke, at Hr. de Lauzuns Adfærd i Dag varsler ondt. De skal sige nej.

- Nej jeg tror det ikke, sagde Madame de Sévigné med sit lille godmodig-satiriske Smil.

- Gud velsigne min Fætter, Kongen ! sagde Mademoiselle. Inden jeg gør ham min Opvartning, vil jeg bede for ham. Farvel, kære Marquise! Kan en Konge vel bryde sit Ord?

- Nej, Mademoiselle !

XV.

Lauzun havde ikke kunnet faa Kongen i Tale i to Dage. Han havde stillet sig paa hans Vej til Messen efter Morgenaudienserne, men Kongen var gaaet ham forbi uden at ænse ham, havde endog paa en paafaldende brat Maade vendt Hovedet fra ham, som var han led ved at se ham. Det var efter det, at han opførte sig saaledes, som han gjorde, i Luxembourg.

Tredje Dagen skød Gascogneren Frækheden op i sig, stillede sig saadan, at Kongen maatte gaa til Side, hvis han vilde undgaa ham. Herrerne i Kongens Følge saa' forbavsede og forfærdede paa hverandre. Kongen fortrak ikke en Mine, sagde blot:

- Hr. de Lauzun! Hvad vil De?

- Deres Majestæt! mit Liv, min Lykke beror paa en Samtale med Dem.

- I Morgen i Versailles, Hr. de Lauzun! I Dag vil jeg ikke tale med Dem.

Gascogneren veg ikke endnu.

Kongen blev rød, og hans Tindingeaarer svulmede. Men han hviskede ganske rolig: 271 - Lauzun . . . De véd, jeg bruger nødig Stokken mod en Adelsmand, men man kan tvinge mig til det.

Nu veg Lauzun til Side. Medens Messen stod paa, skikkede han Bud efter sin Landsmand Fère og gav ham Ordre til at udforske, hvem Kongen talte med efter Messen.

Fère gav Lakajer og Dørvogtere Penge for at lure. Selv snusede han op, at Kongen talte med Krigsministeren Louvois, at denne havde fulgt Kongen ind i hans Kabinet, og, da Døren gik op, havde man skimtet Dronningen og den gamle Prins af Gondés Høgenæse derinde.

Men uheldigvis var den bestukne Dørvogter en Dumrian, som ikke, trods sit Lureri, havde faaet nogen Forstaaelse af, hvad der forhandledes i Kongens Kabinet. Da han efter Aftale med Fère mødte ham paa et Værtshus i en af de Træboder, som højnede sig paa begge Sider af Pont de Ghange, kunde han kun berette:

- Uh! Dronningen . . . hun lignede, med Respekt at melde, en kalkunsk Høne . . . saadan klukkede hun op mod Kongen - og det maa man sige, han tog mod det alt sammen og rørte sig ikke mere end de Støtter der ovre paa Notre-Dame-Kirken.

- Hvad sagde Dronningen da, Fæhoved? spurgte Fère.

- Jo, hun sagde, at "den store Mademoiselle var gal . . . at hun tænkte paa - ja, det kan jeg ikke huske. Men den, der var galest, det var den tykke Minister. Han sagde, at denne Hr. de Lauzun, som jeg for Resten heller ikke kan lide, for han ser ud, som han regnede hele Verden for det bare Skidt . . . jeg mener, Ministeren sagde, at han var en Bandit, som ingen pæn General kunde bruge i en ordentlig Krig, og det syntes den gamle Prins med, og han nikkede med sin store Næse til det. Man skulde tro, han vilde æde sin egen Næse, for den faldt helt ned over Munden paa ham. Og han talte om udenlandske Konger og Prinser, som vilde blive rasende paa den store Mademoiselle . . . det kan jeg for Resten ogsaa godt forstaa, for hun glor altid saa galt, og saa render hendes Næse altid . . . og alt saadant noget . . .

- Hvad sagde Kongen?

- Hans Majestæt? Han hørte paa dem, men jeg tror ikke, han sagde noget. Jo, det er sandt, han sagde, at der blev ikke noget af det hele; men hvad det var, der ikke blev noget af, se, det kunde jeg ikke blive klog paa.

Men det var Besked nok for Fère. Han bragte Lauzun 272 den. Han lod som ingenting. Han viste sig hverken ved Hoffet eller hos Mademoiselle den Dag, men spillede Hasard om Natten med Vennerne fra Gascogne.

Hoffet tog til Versailles næste Morgen tidlig. Lauzun søgte først Kongen før hans Soupé. Hans Majestæt standsede og saa' meget ligegyldig paa sin Yndling.

- De vil tale med mig, Hr. de Lauzun?

- Deres Majestæt har lovet mig . . . i Gaar i Louvre.

- Det erindrer jeg ikke. Hvad har De paa Hjerte?

- Vil Deres Majestæt naadigst bestemme Dagen for mit Bryllup med Mademoiselle?

- Hvad kommer den Sag mig ved, gode Hr. de Lauzun?

- Jeg troede at have Deres Majestæts Løfte.

- Paa hvad?

- Jeg mener Deres Tilladelse til at ægte Hendes kongelige Højhed, Mademoiselle de Montpensier.

- Vel mulig! Men har De ogsaa mit Løfte paa, at jeg vil bestemme Bryllupsdagen? Jeg siger Dem, det hele er mig uvedkommende.

- Hans Naade Ærkebiskoppen af Paris, Monseigneur Hardouin de Péréfix, har lovet at vie os . . . saa derfor . . . ønskede jeg lidt Pomp, Sire!

- Det bliver der ikke noget af, Hr. de Lauzun . . . Deres Øjne rinder . . . Naa, det er Deres sædvanlige Øjenonde. De skulde søge en Læge.

- Deres Majestæt! Monseigneur af Rheims har tilbudt at forrette Vielsen i hvert Fald.

- Det bliver der heller ikke noget af, min gode Lauzun! Ingen Biskop maa fungere i violet Fløjl eller broderet Skulderoverslag ved den Lejlighed. Det er jo kun den rene Elskov, som driver Dem hen imod min Kusine af Montpensier?

- Naturligvis, Sire!

- Det vidste jeg! Den rene Elskov bryder sig jo ikke om Pragt eller Stads.

- Nej visselig ikke!

- Hvorfor bliver De saa bleg, min gode Lauzun? Nu vel! Jeg véd, at mine kære Undersaatter fra Gascogne holder meget ef Pragt og Glans, Sang og Klang. De vilde hellere have en Biskop i violet og Guld?

- Sire . . . som De befaler!

- Ja, det maa De vel sige. Jeg er en Fader for alle mine 273 Undersaatter; naturligvis er de, som staar højest i Rang, mine kæreste Børn . . . Naa, saa er der disse Gavebreve, testamentariske Bestemmelser, som min kære Kusine har udstedt i stor Ubesindighed, og hvori hun kalder Dem Hr. de Montpensier. Det er latterligt. Hr. de Louvois og jeg har lét meget af disse Dumheder. Deres Elskov er jo uegennyttig, min kære Lauzun! Ja naturligvis!

- Men, Sire! om De tillader . . .

- Tal frit, min kære Hr. de Lauzun!

- Mademoiselle har vist ladet disse Gavebreve læse for Parlamentet.

- Ha, ha, ha! lo Kongen højt. Parlamentet lystrer denne (han svippede med en lille Ridepisk), og jeg skal lære hele Frankrig at lystre den. Og først skal jeg (han svippede igen med Pisken) . . . skal jeg lære Parlamenterne at skrive under, hvad jeg vil, og stryge ud, hvad jeg vil . . . Hm. Lauzun! De véd, at jeg holder af Dem. De er en brav Soldat, og sidst paa min Rejse i Flandern førte De os godt igennem og holdt Guvernørerne til at modtage mig og Hoffet paa en sømmelig Maade. Jeg under Dem gerne min kære Kusine af Montpensier. Jeg har sagt hende, at jeg ikke vil tvinge hende i den Alder, hun er i. Ægt hende, men i al Stilhed!

- Sire, det bliver saa kun et Ægteskab . . .

- Til venstre Haand, om De vil. Ja vel! . . . De ser ud, som De har noget at sige, min gode Hr. de Lauzun!

- Intet, Deres Majestæt!

- Godt! Men én Ting endnu. Naar en Dame som Mademoiselle, en Dame, der staar mig saa nær, har hædret Dem med sin Godhed, saa forlanger jeg . . . forstaar De min gode Hr. de Lauzun? saa forlanger jeg, saa længe hun lever, en ridderlig og hengiven Opførsel fra Deres Side. Gud være med Dem, Kaptajn af min Livgarde!

Garderkaptajnen gik ned i sit Værelse. Med sammenbidte Tænder betvang han sin Hulken som et arrigt Barn. Han sad et Øjeblik stille med Hænderne for Øjnene. Saa drog han sin Kaarde, hug med den om i Luften. Saa tog han en Flaske Likør ud af et Skab og tømte den. Han gav sig til at hyle som et Dyr og slog alt Porcelænet ned af Væggen, saa Skaarene føg gennem Stuen, mens han udstødte afbrudte Skældsord:

- Kongen . . . den Kæltring! . . . skulde jeg tage den Skindmær . . . uden Medgift? . . . Puh! . . . det har Kammertjeneren 274 Poquelin . . . jo faaet os til at le ad i "den Gerrige"! Pierre, din Æsel . . . hvor er Du . . . Fère . . .! For tusind Djævle . . . i hede Helvede!

Han kastede sig ned paa Gulvet og sprællede. Likøren gjorde sin Virkning. Han faldt i Søvn i fuld Uniform paa Tæppet, hulkede i Søvne.

Hans Tjener fandt ham der om Morgenen, snavset i Ansigtet, med sønderrevne Manchetter og Halstørklæde. Da han havde faaet sin Herre rejst op, fik han et Slag i Næse og Mund til Tak.

Pierre vidste, at han i Løbet af Dagen kunde faa presset en Skadeserstatning paa 5 Livres ud af sin Herre. Han tørrede sig rolig i sin Herres Haandklæde og sagde:

- Kongen er taget til Paris igen.

- Klæd mig paa og gør mig i Stand, din Slyngel! raabte Lauzun. Bestil de mest rasende Heste! Jeg betaler dem, hvis de sprænger Maven paa Vejen til Paris. Der er Penge (han kylede en Pung i Hovedet paa ham). Snyd mig, saa meget Du har Lyst til, Kæltring!

Vognen for af Sted; Hestene rendte, som de var gale. Og, da de kom til Paris, følte Lauzun, at han ogsaa var gal. Han vidste hverken ud eller ind. Han tog ind i et af de smaa Huse, der laa klinede op ad Louvres Slot, nær ved Kirken Germain l'Auxerrois, lige over for den store Kolonnade.

Han lod sig lave til, saa han saa' sømmelig ud. Han kørte til Luxembourg og vilde tale med Mademoiselle. Hun var der ikke. Hun havde ligget over i Louvre. Det var paa Dronningens Bud, sagde Sekretæren Guilloire.

Lauzun for derhen. I Karyatidesalen blev der stille blandt Hoffolk og Garderofficerer ved hans Ankomst. Det hændtes ofte Lauzun, naar han var mest betaget af sine Anfald af en Slags Vanvid, at han blev kold og klar, naar han fandt sig indspændt i en vanskelig Situation og saa' den spejle sig i Omgivelsernes Fysiognomier.

En ældre Brigadegeneral Forfé nærmede sig ham med en diplomatisk Mine. Han trak Lauzun til Side og hviskede:

- Marskalinden af Créqui har bedet mig et tilbyde Dem hendes Hus. Der kan Vielsen ske i Stilhed.

- Tak! sagde Lauzun. Hils Marskalinden, jeg tager med Glæde derimod.

275

Det var ikke hans Mening. Uden Pomp og Pragt - hvad brød han sig saa om Brylluppet?

Hans Ven Guitry nærmede sig og sagde :

- Jeg véd bestemt, at Kongen har sagt, at Mademoiselle og De kan tage til et af hendes Godser, Saint-Fargeau eller Eu, og lade Dem vie der.

- Tak! sagde Lauzun. Det vil vi allerhelst.

Mange nærmede sig ham for at trykke hans Hænder. Lauzun læste Medlidenhed i Blikkene. Med Møje slap han gennem Sværmen. Kongens Morgenaudiens var i fuld Gang. Lauzun benyttede sig af sin Rang med Kammerjunkere til at gaa ind i det første Hold, som endnu ikke var færdigt.

Kongen saa' venlig paa ham og sagde:

- Det var Ret, Hr. de Lauzun! Jeg troede, De laa syg i Versailles.

Og han tilføjede halv højt:

- De skulde tale med Madame de Montespan. Hun interesserer sig for Deres Sag, og De véd, hvor højt hun sætter min Kusine.

Lauzun sluttede af Kongens Ord, at der maatte være en Intrige i Gære. I hvert Fald maatte han tale med Elskerinden.

Han gik over i Tuilerierne, hvor Dronningen boede. Kongens Elskerinde var jo hendes Hofdame. Han gik lige løs paa hende i Forgemakket og sagde:

- De har jo med Deres Ord og Skrift indestaaet for, at Mademoiselles og mit Giftermaal skal finde Sted.

- Den skønne Dame sagde med sin elskværdigste Mine:

- Ja, Hr. de Lauzun! De har vel mærket, at Hendes Majestæt Dronningen, Monsieur, Hr. de Louvois og mange andre gør alt hos Kongen for at virke mod Sagen. De kommer til mig efter Kongens Raad? Ikke?

- Jo!

- I Overmorgen rejser Hoffet til Versailles. Kom til mig tidlig om Morgenen! En Præst skal være rede. Vielsen kan ske i Kongens Oratorium.

- En Præst! Jeg ventede, at Ærkebiskoppen af Rheims, som udtrykkelig har lovet det, skulde fungere.

- Det med Biskopperne maa De opgive.

- Ogsaa Titelen af Hertug af Montpensier . . . og De véd - hvad der ellers har været Tale om?

276

- Nogle Godser kan nok reddes for Dem, naar De er forsigtig og ikke taler om den Seddel, De har fra mig.

- For Djævlen, skal jeg holde Bryllup i Smug, som en Bonde, der har besvangret sin Brud? Madame de Montespan lo.

- Det vover ingen at mistænke Dem for, Hr. de Lauzun, og Mademoiselles Dyd er jo forlængst hævet over al Tvivl. Nu vel: De har jo et Slags Privilegium paa at sige alt. Men et Par store Godser og saa et elskende Hjerte . . . det er dog værd at tage med.

- Altsaa i Overmorgen tidlig hos Dem, Marquise? Men Deres Papir beholder jeg.

- Ja, ja! De skal se, alt vil gaa vel. Men kom tidlig paa Dagen til mit Toilette!

Da Lauzun forlod hende, sagde han til sig selv:

- Mon hun lyver, den - - - - -? Men hm! Lad os prøve ! Dombes og Saint-Fargeau kan rimeligvis reddes.

Fra Place du Garrousel saa' han broderede Hoffolk bag Vinduerne, saa' Parykkerne sænke sig. Kongen passerede altsaa. Lauzun knyttede sin Haand og mumlede:

- Han er mere gridsk og fedtet end nogen Hestepranger hjemme i Gascogne.

XVI.

Lauzun strøg i fuld Puds gennem Porten mellem Versailles Hovedfløj og den søndre Fløj, hvor en Del af Hoffets Damer boede. Da hans Syn var svagt, stod Forhallen inden for Glasdøren ganske mørk for ham. Han kunde ikke se, at en svær, bred Skikkelse var lige indenfor, og, da han havde Fart i sig, tørnede han lige imod den.

- Naa, for en Ulykke! brummede en Basstemme.

Nu kunde de begge orientere sig. Lauzun kendte Krigsministeren, Hr. de Louvois, og denne saa' straks, hvem han havde for sig. Hr. de Louvois tog flygtig til Hatten og vilde fortsætte sin Vej.

Men i et Nu blussede en Masse af Had op i Gascognerens 277 Sind. Overtroisk, som hans Landsmænd er, saa' han i Mødet med Hr. Louvois, det første Menneske, han i Dag traf paa sin Vej, et ulykkebringende Varsel. Han maatte fornærme ham; noget i hans Indre bød det med uovervindelig Myndighed.

- Min Herre! raabte han, véd De, at jeg taaler ikke, at man skubber til mig?

- Det vilde jeg heller ikke gøre i Deres Sted, brummede Ministeren, mens hans brede, røde, kvabsede Ansigt med de kloge Øjne med flegmatisk Foragt rugede ned over Garderkaptajnen. De var saa uheldig at løbe paa mig. Det tilgiver jeg Dem. Farvel!

Lauzun stillede sig i Døraabningen. Ministeren lettede lidt utaalmodig paa Skuldrene som over for et Barns Uartighed og sagde:

- Jeg skal frem!

Lauzun blev staaende og sagde:

- Det er ikke første Gang, De kommer mig i Vejen. De satte ondt for mig hos Kongen, da jeg skulde være Mester for Artilleriet, ogsaa da jeg ledede den sidste Ekspedition i Flandern; nu vil De hindre mit Ægteskab og min Ophøjelse.

- Siden De siger det . . . ja, det har jeg gjort. Jeg holder ikke af at betro høje Kommandoposter til Folk af Deres Art, der ikke lystrer Ordrer.

- Kaarden skal ikke lystre Pennen.

- Jo, den skal! naar den, der fører Kaarden, ikke fører den med Forstand, men hugger i Blinde løs. Jeg har lært mange Kaarder til at lystre min Pen. Og jeg vil ikke have Adelen ind i Kongehuset. Det bliver Stof til en ny Frondekrig. Har De forstaaet?

- Jeg skal vise Dem, hvorledes en kaardeførende Adelsmand behandler en penneslikkende Roturier, sagde Lauzun og for med Haanden til sit Kaardehefte.

Men i et Nu sad begge hans Haandled i Ministerens store, stærke Hænder, indeklemte som i et Par Skruestikker.

- Ser De, min kaardeførende Adelsmand! De kan ikke faa Klingen ud af Læderet, før den penneslikkende Roturier behager at give los. Tak mig til! Havde De en anden Gang draget Kaarde paa den Vis i Kongens Hus, var De næppe sluppet saa godt derfra som første Gang.

Lauzuns Mund fraadede. Han havde ikke Tredjedelen af sin robuste Modstanders Legemskraft. Louvois blev ved at 278 holde rolig fast, tilsyneladende uden at anvende Vold, men hans kuglerunde, smaa brune Øjne sprudede nu Ild.

- Nu kan jeg tvinge Deres Haand til at trække Deres Kaarde, og jeg kan knække den. De fornemme Herrer, som jo nu efter Moden giver sig af med at skrive Vers, kan heraf se og digte et Sindbillede paa Administrationens Overmagt over Deres private Krigslyster. Skal vi saa skilles for denne Gang, Hr. Greve af Lauzun?

Raseriet over hans Magtesløshed overvældede Lauzun. Det blev sort for hans Øjne, da Louvois slap hans Hænder. Ministeren var borte, før han kom til sine Sansers Brug. Men med Selvopholdelsens Drift orienterede han sig. Han maatte forsøge det sidste Kort i sit Spil. Altsaa til Madame de Montespan!

Han fløj op i den sydlige Attika, op ad de mange Trapper. Forpustet bankede han paa Døren til Marquisens Forgemak uden at have husket at rette sine Manchetter, som hang forkrøllede om de røde, glohede Haandled.

En Kammerjomfru stak Næsetippen uden for Døren med en Mine, som vilde hun tysse.

- Marquisen venter mig. Vil De melde mig!

- Marquisen er meget syg - er lige nu bleven aareladt paa Foden, hviskede Kammerjomfruen.

- Hvorledes det?

Hun listede sig ud gennem Døren og hviskede videre:

- Da Hans Majestæt sent i Aftes forlod Marquisen, sagde han til os alle, at Marquisen var meget syg, at vi skulde vaage hos hende i Nat, at Kirurgen skulde hentes, at vi ikke maatte indlade nogen som helst, uden han kom med skriftligt Bud fra Hans Majestæt selv.

Lauzun bed Tænderne sammen. Pludselig sagde han:

- Og Krigsministeren Hr. de Louvois har i egen høje Person maaske bragt det Bud?

- Ja netop! Hr. de Louvois skulde blot forsikre sig om, at Marquisen havde fulgt Kongens Bud og ladet sig aarelade. Heldigvis var Kirurgen her endnu, da Hr. de Louvois kom.

Lauzun forstod det hele, gik tilbage til sit Værelse og lukkede sig inde. Han hørte Sværmen, der skulde til Morgenaudiens, summe og brumme gennem Galeriet. Han var heldigvis naaet ind, før samme Sværm naaede Trappen mellem Stue- og Hovedetagen.

279

Ja, der var Liv i Dag. Snakken gik løs fra Mand til Mand paa langs og paa sværs i den umaadelig lange, hvælvede Gang.

- Det er aldeles sikkert, Det skal være i Dag.

- Der bliver ikke noget deraf.

- Snak - det gør der.

- Hvad skal vi vædde?

- Jeg holder paa Lauzun . . . 1000 Livres.

- Væd ikke! De taher.

- Der har været talt frem og tilbage om Sagen.

- Der bliver ikke noget deraf. Jeg holder paa Dronningen, Monsieur og Krigsministeren - 1000 Livres paa hver.

- Er det dem, der har faaet Sagen til at strande?

- Tys, det siger jeg ikke! Det véd ingen.

- Hvor er Lauzun?

- Han er ikke kommen fra Paris.

- Jo, han kom sent i Nat.

- Nej, vist ikke!

- Jo, vist saa, kære . . .

- Og Mademoiselle -?

- I Paris!

- Nej, hun er her ogsaa. -

- Nej . . . nej . . . jo . . . jo . . .

- Det vil jo vise sig ved Dronningens "lever".

- Pst . . . vi skal jo passere lige forbi Døren til Lauzuns Værelse.

- Pst . . . Mademoiselle vil sprude Ild og Flamme.

- Sig hellere Gift og Edder . . . pst, pst! Det var ikke mig, der sagde det.

Den Summen tog af ud for Trappeafsatsen ved første Etage, døde hen paa Vandringen gennem den lange Række Gemakker, tog lidt stærkere Lyd i det første store mørke "Appartement", døde hen i Kabinettet, hvor det første Hold ventede, til en hvislende Lyd som af en Græshoppesværm, kraftig gennembrudt af Sangurets rungende Kvarterslag.

Men intet af de forskellige Hold saa' noget usædvanligt paa Kongen. Frankrigs Sol lyste jævnt i sin dæmpede Morgenglans uden opblussende Flammer, uden forbidragende Skyer. Tøfler, Slaabrok, Skjorte, Manchetter, Benklæder, Kniplingshalstørklæder med de tilhørende Embedsmænd for hvert Klædningsstykke gik den sædvanlige Urværksgang.

Første Audienshold berettede til andet, andet til tredje og 280 saa fremdeles, at hverken de lyse eller de dunkle Pletter paa Solen var anderledes end sædvanlig. Der var kun det at bemærke, at Kongen havde kaldt Hr. de Louvois ind til sig paa et hemmeligt Sted, som i Hofsproget kaldtes Garderoben. Der holdt Hans Majestæt Raad med sin Krigsminister i godt og vel tyve Minutter. Sligt hændtes just ikke hver Dag, men hørte dog ikke til det rent usædvanlige.

Saa skulde Turen gaa til Dronningen. Efter at have modtaget Damerne ved sit intime Toilette, kom Herrernes Tur til at være til Stede ved dets Fuldendelse.

Damerne, som kom derfra, kvidrede som Spurve. Da de mødtes med Herrerne, erklærede de, at de straks havde set paa Dronningen, at der ikke blev noget af Partiet, men at Herrerne maatte tie stille.

Og Hendes Majestæt var saa oprømt, at hendes Hages nederste Etage løftede sig og formelig blev livlig. Hun talte dobbelt saa meget, som hun plejede.

Hendes Majestæt saa' ud, som havde hun vundet et Slag.

"Monsieur" saa' lystig ud. I Dronningens Forgemak sagde han saa højt, at adskillige af de nærmeste hørte det:

- Det havde været bekvemmere at faa en fransk gold Ko i Stedet for en frugtbar tysk Kvie . . . men lad nu Koen komme paa Stald . . . Hr. de Noailles . . . De kender jo Lafontaine. Faa ham til at lave en Fabel derom!

Monsieur var saa kaad som en Skoledreng, der har faaet Ferie. Han skulde sladre med saa mange, han kunde overkomme, spurgte hist en Herre om han troede, at Hr. de Lauzuns Øjne i Dag randt mere end sædvanlig, her en Dame, om hun vidste, hvor mange Tænder hans Kusine havde igen, for hun vilde sikkert bide et Par Stykker itu.

Straks efter Morgenaudienserne for Kongen til Paris med et ringe Følge og drog ind i Tuilerierne.

XVII.

Mademoiselle de Montpensier havde været syg af Skræk, dels fordi Lauzun blev borte, dels fordi hun havde set den tiltagende 281 Maane til højre for sig, da hun en Gang var staaet op af Sengen, og det var et meget ondt Varsel.

Hen paa Aftenen hørte hun, trods sin strenge Befaling, at alle skulde gaa listende, hurtige Trin gennemfare Sideværelset og nærme sig hendes Dør. Vreden rejste hende paa Hug i Sengen.

Det var en af hendes Hofdamer. Da hun saa' Fyrstindens ildevarslende Udseende, sagde hun i største Fart:

- Kongen sender Bud efter Deres kongelige Højhed. Budet siger, De maa komme straks.

Alt er forbi! sagde Mademoiselle og brast i Graad.

- Nej! vovede Damen at sige, saa havde Hr. de Lauzun sikkert vist sig og underrettet Dem derom.

Fyrstinden tog sig sammen og sagde:

- I hvert Fald maa jeg lyde Kongen.

Hun var hurtig klædt paa. En af HofFets Herrer ventede hende i Sideværelset. Han bukkede og sagde, at det var Kongens Befaling, at han straks vilde se Hendes kongelige Højhed. Mademoiselle tog sin mest hofmæssig-fornemme Mine paa og spurgte:

- Er Hans Majestæt ved sit Spillebord?

- Nej, Deres kongelige Højhed! Han beder Dem komme i Deres egen Karosse, at gaa lige til hans Værelse, men passere gennem Garderoben.

Fyrstinden holdt sig stram i Kareten paa Turen fra Luxembourg til Tuilerierne. Hun havde stadig Maanen paa højre Haand, grinende ud over Seinen, til Karossen drejede til venstre ned ad Kaien.

I det af Kongens Sendebud betegnede Bum - for øvrigt et stort, men mørkt Værelse, der kun var oplyst af et Par Lampetter, stod Hr. de Rochefort, Garderkaptajnen, stille højtidelig.

- Kongen beder Dem vente et Øjeblik.

Mademoiselle hørte en Stemme inde i Kongens Sovekabinet. Skønt den lød dæmpet, kendte hun paa den dybe, dumpe Klang, at det var Hr. de Louvois, som talte. Hr. de Rochefort stod lyttende foran Døren for at høre, naar vedkommende gik. Han, der var saa bøjelig i Ryggen og saa fuld af Smil hin Dag i Luxembourg, talte ikke et Ord til Prinsessen.

- Træd ind, Mademoiselle! sagde han endelig, bukkende dybt, idet han aabnede Døren og straks lukkede den, da Mademoiselle 282 var traadt ind. Hendes Knæ skælvede, men hun holdt sig rank.

Kongen stod ene midt paa Gulvet med Fødderne omtrent i fjerde Position, med Armene slyngede over Brystet. Paaklædningen var brunrødt Fløjl med smaabladet Guldbroderi og højrøde Strømper. Han afdæmpede sin Røst og lagde en bevæget Blødhed i de Ord, som han udtalte, efter at have besvaret sin Kusines dybe Nejning med et Buk. Det havde ogsaa et Udtryk af Melankoli og Medfølelse, dette Buk.

- Ja - jeg er meget fortvivlet over, hvad jeg har at sige Dem. Man har sagt mig alle Vegne fra, at det ytres ude i Verden, at jeg var ved at opofre Dem, min Kusine, for min Yndlings, Hr. de Lauzuns, Lykke, at dette vilde skade mig saare meget i fremmede Lande, og at jeg ikke burde tillade, at denne Sag blev fuldendt. De har Ret til at beklage Dem over mig. Om De vil, maa De gerne slaa mig. De maa blive vred og saa heftig, som De vil, jeg skal taale al Deres Heftighed, thi jeg fortjener den.

Medemoiselle holdt sig fast ved en Kant af den grønne Marmorkamins Ramme og satte Neglene mod den kolde Sten. Hendes Mundmuskler bævede i Krampe. Inderst inde følte hun Lyst til at tage mod Kongens Tilbud og slaa ham i Ansigtet. Men hun var jo ikke mere Frondens Jeannne Darc; hun var jo en af de fornemste Damer ved det Hof, hvor høflige Sæder var alt, hvor Ceremoniellet var Religion. Endnu var denne Religion, som hun havde svoret til, siden hun blev optaget i Kongens Kreds, stærk nok til at ave den gamle oprørske Ubændighed i hendes Sind. Stolt over den Styrke fik hun sagt:

- Sire, hvad siger De dog! Hvilken Grusomhed. Men, hvad De end gør, jeg skal aldrig overtræde den Ærbødighed, jeg skylder Dem. Thi den er for dybt indgravet i mit Hjerte. Og Hr. de Lauzun har hjulpet mig dermed Dag for Dag og gjort Præget dybere, hvis der i Fortiden har manglet mig noget.

- Saa er jo alt vel, sagde Kongen, smilede lidt, saa hans Overskægs Blækstreger fjernede sig fra hinanden og løftede sig ved Spidserne.

Mademoiselle de Montpensiers Haand slap Kaminrammen og knyttede sig, mens den gled langs Marmoret. Kongens Overskæg og Mund sank tilbage i Alvorsstilling. Han blev ved at se paa hende. Hendes Mundvige kom i stærkere bævende Bevægelse; 283 den forplantede sig til Læberne. Blodet steg stærkere og stærkere op i hende. Øjenlaagene blev blodrøde.

- Fat Dem, min Kusine! sagde Kongen.

Mademoiselle løftede Øjnene. Hele det hvide i Øjet saas om Pupillerne. Hun for frem mod Kongen med knyttet Haand:

- De er mit Livs Ulykke, min Tyran. Jeg har ofret Dem alt, De har taget alt . . . De kan ikke unde mig en Smule Glæde i Resten af mit Liv. De er værre, end min Fader, Gaston. Træd paa mig! Slaa mig ihjel! De har løjet. De har brudt Deres Ord! Men De er den stærkeste! Sæt Deres Hæl paa min Hals ! Knus den eneste af Deres Slægtninge, som har Rester af Henrik den Fjerdes Blod i sig! De andre er Kammertjenere, Slavinder . . . betalt Pak . . . skidne Smigrere . . . Deres Broder er en . . . Æsel! Lad Deres Bastarder arve den kongelige Families Godser! Spyt paa Frankrigs Adel! . . . Træk flere Herrer af Louvois op af det skidneste Gadeskarn . . . jeg . . . jeg . . . jeg er af Kongeblod . . .

En Graad, som bestod af lutter afbrudte Skrig, brød ud fra Prinsessens sammensnørede Strube.

Saa faldt hun slap ned paa Gulvet. Hendes Legeme laa der som en stor formløs Klud. Hendes Klæder løftedes og sænkedes af Krampegraaden, den sindrig opsatte Frisure bølgede langs Gulvet, mens Lyset aabenbarede de mange, mange graa Haar i hele den blonde Sammenfiltring af Natur og Kunst.

Hun hørte som et Ekko af sine vanvittige Ord lyde i det høje, genklingende Rum. Hun havde manet Aander frem, som var stærkere end hun. Forfærdet løftede hun Øjnene. De traf straks den brunrøde, guldbroderede Fløjlsmand. Han stod i femte Position.

- Hvor er han, Sire? stønnede hun. Hvor er Hr. de Lauzun?

Som oppe fra Skyerne lød det:

- Vær ikke bange! Man vil ikke gøre ham noget.

- Aa, hans Fjender myldrer frem fra alle Kroge. Han er dræbt.

Hun rejste sig op paa Knæene og raabte:

- Sire! Jeg véd ikke, hvad jeg har sagt. Har jeg sagt forbryderske Ord?

Hun slæbte sig paa Knæene tæt hen til Kongen og omfavnede hans røde Silkestrømper.

Kongen saa' et Øjeblik paa hende. Hun laa stille grædende 284 for hans Fødder. Da løsnede han lempelig hendes Hænder, tog en sort sølvbroderet Fløjlspude fra en Lænestol, tvang den ind under hendes Knæ og lagde sig paa Knæ paa samme Pude lige over for og tæt op til hende.

Han lænede sin Kind op mod hendes, som var glødende og vaad af Graad. Han gav sig til at hulke. Men, om han græd, kunde ingen vide. I hvert Fald var Mademoiselles Taarer saa rigelige, at de kunde gælde for to grædende Menneskers. Saaledes laa Kongen længe ved sin Kusines Kind med sin Arm om hendes Hals.

Hun hviskede stødvis:

- Hvorfor forbød De mig det ikke straks? Hvem kunde have Mistillid til Deres Ord? De har jo aldrig brudt det før? . . . Hvorfor begyndte De med mig og Hr. de Lauzun? . . . Aa, kunde jeg bare dø! Dø . . . jeg har aldrig elsket nogen eller noget . . . og nu elsker jeg (hun knugede Kongen tæt til sig, og han lod hende gøre, som hun vilde) . . . Er han ikke den ædleste Mand i Deres Rige? . . . Jeg havde tænkt paa, at han skulde kaldes Hertug af Montpensier . . . Jeg havde beredt et saa smukt Værelse for ham . . . i Luxembourg. De skulde set det . . . Sire! . . . Jeg vilde have tilbragt Resten af mit Liv med at elske ham . . . og Dem. De gav mig ham . . . nu har De taget ham fra mig . . . De har revet Hjertet ud paa mig . . . Han skulde have vundet glimrende Sejre for Dem . . . og alle sine Laurbær vilde han have lagt for Deres Fødder . . . De vilde være blevne til Guldkranse om Deres Tinding . . . Hører De, Sire?

Uh - . . . hvad er det? Er her nogen?

Kongen saa' sig om. Der lød virkelig noget som en Hoste bag en Portiere for Døren, der førte ind til Dronningens Gemakker. Kongen rystede let smilende paa Hovedet.

Mademoiselle rejste sig. Dirrende over hele Legemet, med bævende og skrigende Røst raabte hun:

- Sire, hvem er det, De opofrer mig for? Det var Hr. Prinsen af Godes Stemme. Han skylder jo mig, at han er i Deres Majestæts Naade, at hans Liv er frelst. Han gaar Ærinder nu for Huset Lorraine, for min Stifmoder og hendes Døtre. Tys, der er flere, jeg hører Hr. de Louvois' Trin. Det er den største Fornærmelse, der endnu er vist mig. Jeg hader og foragter alt, hvad der hedder Guise og stammer fra Lorraine. Øgler, Hugorme er det, skident, giftigt Kryb.

285

Hun drejede sin høje, spidse Hæl, som om hun knuste et Kryb under den. Atter brast hendes Kraft, og hun kastede sig ned paa Gulvet.

- Sire, De bliver dog større ved at holde Deres Ord end ved at bryde det! Sire, jeg vil lyde Dem i alt, hvis De lader Dem røre!

Hun slyngede Armene om hans Ankler, rev Hænderne mod Strømpernes Guldbroderi, og kyssede hans rubinbesatte Skospænder.

Kongen løftede sin Stemme, som for at den skulde høres i nogen Frastand:

- Det er Kongernes Pligt at ofre deres private Venskab for deres Pligt mod det almene.

- De, som har faaet Dem til at sige dette, vil gøre Nar ad Dem bagefter, Sire! Det er Hr. de Louvois' Stemme, De taler med.

- Kongens Ansigt fortrak sig lidt. Med næsten brutal Kraftanstrengelse tvang han Mademoiselle op fra Gulvet.

- Det er silde, sagde han. Det nytter ikke, De bliver her længere. Det bliver ikke anderledes.

- Sire . . . det, jeg sagde sidst, har fornærmet Dem.

- Min Kusine, igennem mig taler ingen anden end jeg selv . . . og, hvis nogen i Længden vil søge at skrige mig over . . . saa véd De, at min Haand er haard. God Nat, min Kusine!

Han kyssede hende paa Kinden og førte hende til Døren gennem det mørke Rum. En Herre førte Mademoiselle ned til hendes Karrosse. Hun vidste ikke, hvem det var. Hun hørte en Stemme befale Kusken at køre hurtig. Hun faldt bevidstløs i Armene paa sin Hofdame, som havde ventet hende i Vognen. Tavs gik hun op ad den første Trappe til sine Gemakker i Luxembourg. Ved Hofdamens Arm gik hun ind i sit Kabinet.

Hun saa' sig forvildet om. Øjnene løb fra den ene bekendte Genstand til den anden.

Pludselig udstødte hun et Skrig - voldsomt, vildt som et Dyrs i Dødsangest. Det lød ud i de øde Korridorer. Mademoiselle laa bevidstløs. Trin hørtes. Damerne og Kammerjomfruen bragte deres Herskerinde i Seng. En Lugt af Æter bredte sig gennem Gemakkerne.

Der blev vaaget over Prinsessen.

286

- Kan det være lutter Elskov . . . i hendes Alder? hviskede den ene alderstegne Hofdame til den anden.

Den tiltalte svarede:

- Frondedamens sidste Oprørsforsøg! Vi maa alle lyde Kongen.

Den første Hofdame, som var over halvfjerdsindstyve Aar, løftede sine Hænder i Vejret og hviskede:

- Kardinalerne Richelieu og Mazarin gaar igen efter deres Død. Det er deres Politik.

XVIII.

Fere havde været hos Lauzun samme Aften i Versailles og berettet ham, at Kongen vilde holde ham skadesløs for, hvad han tabte af Gods. Det vidste han fra en af Louvois' Betjente. Men han maatte endelig ikke forulempe Madame de Montespan.

Næste Morgen mødte Lauzun efter Tilsigelse ved Kongens Morgenaudiens i Tuilerierne. Hans Majestæt kaldte ham til Side og berettede ham i faa Ord, at der slet ikke blev noget Bryllup af. Hr. de Lauzun havde haft Tid til at lave sig til Hofmand fra Paryk til Skospænde. Han græd eller udgød dog Taarer, men sagde blot:

- Deres Majestæt er Herre over mit Liv. Jeg er bedrøvet til Døden, men ærer og elsker Deres Majestæt højere end tilforn.

Han kyssede Kongens Haand. Kongen omfavnede ham og sagde:

- Min kære Lauzun, jeg vidste i Forvejen, at saaledes vilde De tage den Sag. Følg med mig!

Kongen førte sin Garderkaptajn gennem nogle Gemakker ind til en Sal i Tuileriernes nordlige Pavillon. Der sad Louvois, nogle høje Statsfunktionærer og deres Sekretærer. Kongen førte Lauzun ind ved Haanden. Alle rejste sig.

Kongen sagde til Louvois:

- Lad Brevet til Frankrigs Repræsentanter i Udlandet læse op for Greven af Lauzun!

En Sekretær traadte frem paa Louvois' Vink. Han holdt et Pergamentsdokument med nedhængende Segl.

Kongen satte sig. De andre blev staaende, Lauzun bag 287 Kongens Stol. Kongen vinkede venlig til ham, at han skulde tage en Taburet. Almindelig Bestyrtelse i Forsamlingen!

- Læs! sagde Kongen.

Louvois' Sekretær læste:

Saasom det, der er foregaaet i Løbet af fem eller seks Dage i Kraft af en Plan, som min Kusine af Montpensier havde fattet, at ægte Greven af Lauzun, en af Kaptajnerne i min Livgarde, uden Tvivl vil vække stor Opsigt overalt, og den Færd, jeg ved dette har vist, vilde kunne blive ondskabsfuldt fortolket og dadlet af dem, som ikke er ret underrettede, har jeg troet at burde give alle de Ministre, som tjener mig udenlands, fuld Besked derom. Det er vel omtrent ti eller tolv Dage siden, at min Kusine, saasom hun endnu ikke havde haft den Dristighed selv at tale til mig om en Ting, som hun vel vidste i allerhøjeste Grad vilde overraske mig, skrev mig et langt Brev til for at forklare mig den Beslutning, som hun sagde, at hun havde taget, nemlig at fuldbyrde dette Ægteskab, bønfaldende mig af alle de Grunde, hun kunde udfinde, om at ville give mit Samtykke dertil, dog besværgende mig at have den Godhed, indtil det havde behaget mig at gaa ind paa det, ingenlunde at tale til hende derom, naar jeg maatte møde hende hos Dronningen. Mit Svar ved en Billet, som jeg tilskrev hende, var, at jeg bad hende bedre at overtænke sligt, særlig ved at tage Vare paa, intet forhastet at gøre i en Sag af saadan Natur, som sikkert vilde have ubodelig og lang Anger til Følge. Jeg nøjedes med intet videre at sige hende, haabende bedre at kunne det ad mundtlig Vej og ved saa mange gode Fornuftgrunde, som jeg havde at stille frem for hende, med det gode at bringe hende til at forandre Mening. Ikke desto mindre fremturede hun i ved nye Breve og ad alle andre Veje, som kunde falde hende i Tanker, al trænge paa, al jeg skulde give del Samlykke, hun bad mig om, hvilket, sagde hun, var den eneste Ting, som kunde skabe hende Ro og Lykke i hendes Liv, og at mit Afslag vilde gøre hende til den ulykkeligste, som fandtes paa Jorden. Da hun endelig saa', at hun ikke nær nok fik den Fremgang, hun vilde, og efter at hun havde fundet Middel til at faa den fornemste Adel i mit Rige til at gaa ind paa hendes Tanke, saa udskikkede hun og Greven af Lauzun fire Personer af første Adelsrang, hvilke var Hertugerne af Gréqui og af Montausier, Marskal d'Albret og Marquis'en af Guitry, min Garderobemester, at de skulde forestille mig, at, hvis jeg, efter at have samtykket 288
i min Kusine af Ginses Ægteskab, ikke alene uden at gøre nogen Vanskelighed, men med Glæde, jeg da satte mig imod dette, som hendes Søster af Montpensier saa inderligen ønskede, saa vilde jeg øjensynlig gøre kundbart for al Verden, at jeg gjorde en meget stor Forskel mellem yngste Børn af et regerende Hus og min Krones Embedsmænd, hvad Spanien ingenlunde gjorde, at det derimod foretrak sine Grander fremfor alle de fremmede Fyrster, og at det var umuligt, at denne Forskel jo dødelig vilde krænke hele mit Riges Adel. Hvorpaa de forestillede mig, at de havde flere Eksempler til Gunst for deres Formening, ikke alene paa Prinsesser af kongeligt Blod, som har bevist Adelsmænd den Ære at ægte dem, men at de endog kunde anføre Enkedronninger af Frankrig. Sluttelig var disse Personers Bønner saa indtrængende og deres Grunde saa overbevisende angaaende det Princip ikke at forfordele den franske Adel, at jeg til sidst gik ind paa at give et, om end tavst, Samtykke til dette Giftermaal, blot trækkende paa Skuldrene af Forbavselse over min Kusines store Hidsighed derpaa, idet jeg kun sagde hende, at hun, saasom hun var fem og fyrretyve Aar, kunde gøre, som hun syntes for godt. Fra dette Øjeblik blev Sagen holdt for afgjort; man begyndte at gøre alle derhen sigtende Forberedelser; hele Hoffet begav sig til min Kusine for at hilse paa hende og bragte ogsaa Greven af Lauzun sin Lykønskning. Næste Dagen blev det mig berettet, at min Kusine havde sagt til flere Personer, at hun kun indgik dette Ægteskab, fordi jeg havde villet det saa. Jeg lod hende da kalde, og, da jeg ej havde villet ønske at tale med hende uden Vidners Nærværelse, hvilke hidkaldte Vidner var Hertugen af Montausier, de Herrer af Le Tellier, af Lyonne, samt Hr. de Louvois og en af mit Hus, fordi jeg ej havde kunnet finde andre, nægtede hun stærkt at have ført en saadan Tale og forsikrede tværtimod, at hun havde vidnet og vilde vidne for hele Verden, at der var intet, som ikke jeg havde gjort for at rive den Plan ud af hendes Sind og bevæge hende til at ændre sin Beslutning. Men, da det den Dag i Gaar fra flere Kanter blev mig forebragt, at største Delen af Folk havde sat sig i Hovedet en Formening, som var højst fornærmelig for mig, nemlig, at al den Modstand, jeg havde sat op mod denne Sag, kun var Tant og Komediespil, og at min sande Mening var, at jeg var glad ved at forskaffe Greven af Lauzun, som enhver tror, at jeg elsker og agter, hvilket ogsaa er sandt, et saa stort Gode, da besluttede jeg mig straks, da jeg 289 saa' min kongelige Ære saaledes interesseret i denne Sag, at bryde dette Giftermaal og ej at tage mere Hensyn hverken til Prinsessens eller til Grevens Tilfredsstillelse, hvilken sidste jeg kan og vil vise andre Velgerninger imod. Jeg lod da min Kusine kalde, jeg erklærede hende, at jeg ingenlunde vilde taale, at hun fremturede videre i Henseende til ovennævnte Giftermaal, at jeg heller ingenlunde vilde give mit Minde til, at hun ægtede nogen af de mig undergivne Prinser, men at hun af det hele Frankrigs betitlede Adel kunde vælge, hvem hun vilde, uden denne ene, Greven af Lauzun, og at jeg selv vilde føre hende i Kirke. Det er forbavsende for mig at sige eder, med hvilken Smerte hun tog denne Sag, hvor mange Taarer hun udgød, hvor stærkt hun hulkede, og kastede sig paa Knæ, som havde jeg bibragt hende hundrede Dolkestød i Hjertet; hun vilde røre mit Hjerte, men jeg stod haardt imod; og, da hun var gaaet ud, lod jeg de Herrer, som havde hørt det hele, træde ind og erklærede dem, at jeg agtede at sige det til Greven af Lauzun, hvilken jeg ogsaa meddelte det, og jeg kan sige, at han modtog det med al den Standhaftighed og dybe Underdanighed, som jeg kunde ønske.

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Lauzun havde rejst sig, da Oplæsningen begyndte. Han stod med samlede Hæle og sin Fjerhat tæt trykket til sit højre Laar, fortrak ikke en Mine. Kongen havde siddet lidt tilbagelænet med den venstre Haand hvilende paa Knæet, med den højre paa sit Bryst. Hans Øjne var ikke vegne fra Lauzuns Ansigt, men han læste intet, anede ikke, at hans Garderkaptajn indvendig nummererede flere af de meddelte Fakta med "1ste, 2den, 3dje, 4de, 5te Løgn".

De tilstedeværende Dignitarier havde siddet som Stenstøtter, ikke en Bukkel paa deres Allongeparykker havde rørt sig.

Da Sekretæren tav, bøjede Lauzun Knæ for Kongen, rakte sin hvidbehandskede Haand i Vejret og sagde:

- Jeg er Deres Majestæts lydigste Tjener til min Død.

Kongen rakte ham sin Haand. Lauzun kyssede den. Hans Majestæt gav ham Tegn til at rejse sig.

De Herrer, som havde overværet denne Scene, selv Hr. de Louvois, maatte erkende, at intet kunde være fuldkomnere end den Adfærd, Hr. de Lauzun havde vist i en saa stor Sag.

I alle de Dage, Hoffet og især dets Damer aandelig levede af Mademoiselle de Montpensiers og Hr. de Lauzuns Historie, 290 lød Hr. de Lauzuns Pris enstemmig. Madame de Sévigné skrev til Hr. de Coulanges:

"Hr. de Lauzun modtog Kongens Befaling med al den Respekt, al den Underdanighed, al den Fasthed og al den Fortvivlelse, som et saa stort Fald fortjente. Men, hvad angaar Mademoiselle, saaledes som hendes Sind nu engang er beskaffent, saa brød hun ud i Graad, i Skrig, i voldsomme Smerter, i vidt gaaende Klagemaal, og hele Dagen har hun holdt Sengen uden at nyde andet end klare Supper. Det var en skøn Drøm, et skønt Emne til en Roman eller en Tragedie, men især et skønt Emne til evig at raisonnere og tale om, hvad vi da ogsaa gør Dag og Nat, Morgen og Aften, uden Ende, uden Ophør, og vi haaber, at De vil gøre ligedan hos Dem: E fra tanto vi bacio le mani."

Men nogle Dage efter viste Mademoiselle sig med sit sædvanlige Ansigt, maaske med en lidt strammere Holdning til sine sædvanlige Hoffunktioner hos Dronningen. Man saa' hende og Lauzun tale sammen, som om intet mærkeligt var vederfaret. Alle roste Hans Majestæts store Klogskab og Takt i denne vanskelige Sag og beundrede, med hvor let Haand han havde strøet Sand hen over den.

XIX.

Men det varede ikke længe, før Madame de Montespan i fortrolige Timer med grædende Taarer atter og atter gentog for Kongen, at hun enten maatte dræbe sig eller fly fra Hoffet, hvis Greven af Lauzun skulde være der længere.

Gentagne Gange havde Hans Majestæt søgt at slaa det hen i Spøg. Han holdt jo meget af Lauzun, som var ham tro og morede ham som en fornem Hofnar. Man maatte holde ham lidt til gode i denne Tid, mens Mindet om hans Modgang var frisk.

Saa faldt den skønne Dame i Krampegraad i et for hans Majestæt ubelejligt Øjeblik. Det var i Versailles.

- Hvad var der saa med Lauzun?

Jo, Hr. de Lauzun indfandt sig regelmæssig efter Dronningens "lever" og før hendes "coucher" iblandt de Kavalerer, som 291 havde gjort eller skulde gøre Opvartning hos Kongen. Stadig borede han sig saadan ind i Skaren, at han kom lige op ad Madame de Montespan. Med den fineste Kourtoisi i Miner og Holdning - saa saa' det ud for Alverden - bøjede han sig konverserende mod hende. Men det var de forfærdeligste Ting, han hviskede til hende; det var Skældsord, som han maatte have samlet op fra de sletteste Huse. Han bar altid det famøse Papir sammenkrummet i sin Haand. Det var endda det mindst fornærmende. Men sidst havde han hvisket: De blev nok aareladt forleden, Marquise - man sagde, det var paa Foden. Men andre siger . . . .

Madame de Montespan hviskede til Kongen Resten af, hvad Garderkaptajnen havde sagt.

Den Gang opnaaede hun at gøre Kongen rasende. En Hentydning til, at Louis Quatorze ikke var den sundeste og kraftigste Elsker i sit Rige, det var ligefrem en Majestætsforbrydelse i hans Øjne.

Endnu i dyb Negligé slog han ud med Haanden og sagde:

- De skal blive hævnet, Madame! Jeg giver ham i Deres Haand . . . . Men ingen Skandaler, forstaar De . . . .

Efter at have tænkt over Sagen nogle Øjeblikke, gav han Marquisen Ordre paa, hvorledes hun havde at forholde sig. Hun takkede ham med Taarer og med den lydigste Hyrdindeømhed.

Hun lod Hr. de Lauzuns slemme Tunge have frit Løb i nogen Tid. Men pludselig en Dag, da han paa vanlig Vis nærmede sig hende, lo hun og sagde:

- Véd De, Hr. de Lauzun, at Kongen og jeg har moret os kostelig over Dem i den sidste Tid?

- Virkelig? sagde Lauzun og studsede let. Kongen ogsaa?

- Ja, De er jo hans forkælede Barn. Han siger, at han har samme Fornøjelse af Dem som af en af de lystige Personer i Moliéres Komedier. Men, ikke sandt - nu holder De op med den Komedie, De har spillet med mig?

- Jeg er ikke ked af den endnu, og jeg spiller den, saa længe den morer mig.

- Men De tror stadig, at jeg har forraadt Dem.

- Det er ikke første Gang, min kære Skøge!

- Ha, ha, ha! De studerer Sproget efter de bedste Mønstre, Hr. de Lauzun . . . f. Eks. efter den gamle Mester Françous Rabelais. Men, om jeg nu beviste Dem, at De i den Sag 292 med en højtstaaende Dame ikke har haft nogen bedre Ven end mig?

- Og hvorledes det . . . Sultaninde Nr. 5 eller 7?

- De maa ikke tro, jeg frygter Deres Tunge. De gør den til en sløv Klinge ved at bruge den i Tide og Utide. Bliv hellere fornuftig! Maaske kan De ved Resignation og Taalmod opnaa min Hjælp til at naa Deres Ønskers Maal.

- Hm! Virkelig? Men bild mig nu blot ikke ind, at De gør det gratis! Og Deres skriftlige Ord, som jeg har her, vil jeg ofre paa Alteret i det Tempel, hvorfra jeg engang overraskede Dem. De er en af de dyreste af Deres Haandtering. Det er almindelig bekendt.

- Jeg vil blive i Deres Stil. Jeg vil have Betaling og høj Betaling for mine Tjenester.

- Og, naar De har stukket Betalingen til Dem, hvem borger mig saa for, at De ikke beholder den og snyder mig?

- Ti stille, Hr. de Lauzun! De vil forstaa, at De intet risikerer, naar De hører mit Forslag. De véd, jeg holder af Juveler.

- Ja . . . . der talte De sandt.

- Nu véd jeg, at der hinsides Pont-Neuf bor en italiensk Jøde; han hedder Bafaelluccio. Han har et Turkissmykke i Pant for en Sum, Hertuginden af Beaumont har laant af ham. De kender hende og hendes Mands Stilling. De vil aldrig kunne løse Smykket ind. Jøden vil sælge det underhaanden for 20,000 Livres. Men jeg vover ikke at gaa til ham, hvad De vel kan forstaa. En højtstaaende Ven, som vi begge elsker lige højt, men som endnu mindre end jeg kan give sig af med denne Sag, har bedet mig at henvende mig til Dem og har sagt: Der kan altid træffes en Ombestemmelse med visse Godser til Fordel for den, der i en Fart vil gøre Dem denne Tjeneste.

- Om det nu var Løgn alt sammen?

- Tror De, vor fælles mægtige Ven lyver?

- Hm! . . .

- Hvorledes . . . De mener . . .?

- At den højtstaaende Ven naturligvis altid siger sandt, skyndte Lauzun sig med at sige.

- Naar De i Dag passerer forbi ham og hvisker . . . men lad ingen mærke det . . . naar De hvisker Rafaelluccio, saa læg Mærke til hans Mund!

- Naa lad gaa! sagde Lauzun.

293

Hver Gang Lauzun lugtede Intrige, blev han saa interesseret i at faa Fingre med i Spillet, at han blev lettroende.

Paa Kongens Vej fra Messen udførte han Elskerindens Mission. Ra-fa-el-luccio lød hviskende fra ham. Kongen smilede med sammenbidte Læber, men ud fra den ene Mundvig udpustede han :

- Godset Fargeau . . . megen Kapital . . . Gaa!

- Nej, der kunde ikke være noget at risikere. Han kunde bryde sit Ord, forstaar sig, men saa stod hans, Lauzuns, Sager jo ikke daarligere end før.

Lauzun og hans Bravo Fere fløj til Paris. Madame de Montespan havde sendt Garderkaptajnen de 20,000 Livres. Fere besørgede Sagen med den italienske Jøde.

Samme Aften skulde Hoffet til Saint Germain. Midnat derefter begyndte Lauzuns Kommando over hans Kompagnis Slotsvagttjeneste. Han havde et Firspand af Kongens Hurtigløbere til sin Raadighed; han var i Saint-Germain Klokken elleve.

Dagen i Paris havde været munter. Lauzun og Fère havde, som sædvanlig, moret sig godt sammen. Fère havde indkasseret baade Ørefigen og Penge. Han havde forsikret Lauzun om, at han, Fere, der som en Rotte kunde smutte ind under Paneler, mellem Dør og Tærskel, som tilmed nød mange Kammerpigers Gunst, var sikker paa, at Kongen forbeholdt Lauzun en Udnævnelse til Marskal. Først havde Lauzun paastaaet, at det var Løgn, men de to Gascognere blev efterhaanden drukne, ikke af Yin, men af Fantasier.

Til sidst blev Lauzun sikker paa sit Marskals-Patent og Fere sikker paa at blive Intendant paa et af Mademoiselles Godser.

I Vognen havde de overbudt hinanden i Udmaling af glimrende Fremtidsudsigter.

Lauzun havde tænkt paa en ublid Maade at jage Fère bort paa det nederste Trin af Saint-Germains Slotsterrasse, men glemte det, da Fère fortsatte sin Tale fra Vognen:

- Og saa bliver der naturligvis Krig i Flandern. Gør mig til Deres Overspion, Hr. Greve! Lad os krydse Kontorernes Planer! Ikke lange Relejringer, men raske Stormløb! Hu . . . naar det knalder og piber uden for Voldene, saa er De i Spidsen for Dragonerne! Jeg er allerede inde i Fæstningen . . . blandt Fjenderne, vinker fra Volden . . . Forstaar sig, forinden har jeg sikret Dem en Dejlighed, for at De, Hr. Greve, kan 294 udhvile Deres trætte Feltherrelegeme i et Par saadanne flanderske kridhvide, bløde Arme med smaabitte Dun paa - aa!

Det blæste koldt over den store Terrasse. Vinden gjorde Lauzun lidt ædru.

- Hold nu din Mund, Slyngel, og se at komme ned! sagde han til sin Landsmand.

Fere forsvandt. Garderkaptajnen gik op ad de mange Trin, nynnende en gammel Soldatervise:

Den Fæstning er saa stejl og stærk,
men sprængt er alt dens Udenværk,
derinde venter Sejrens Løn,
thi under Sejrens Palme grøn,
der skinner frem saa hvid en Barm,
der aabner sig saa blød en Arm.

Det var en gammel Soldatervise fra hans Hjemstavn.

- Hvad Djævlen! Der er Lys paa mit Værelse. Mon Pierre skulde holde Fest. Eller . . .

Sporeklirrende og med Haanden paa Kaardeheftet sparkede han Døren op. I Begyndelsen saa' han intet uden det enlige Lys' flakkende Lue i det store, højloftede Værelse.

Da traadte frem fra den mørke Grund en Mængde Sølvbroderi. Det klirrede og raslede fra samme Kant.

- I Kongens Navn . . . . Deres Kaarde, Hr. de Lauzun!

Lauzun tog sig til Panden. Var han ved sine fem? . . . Saa' han Syner? Det gjorde han jo saa tidt.

Ordene blev gentagne. Han kendte nu den, de kom fra.

- Hr. de Rochefort . . . det er en Spøg!

Tredje Gang lød Ordene, og deres Alvor blev bekræftet af to fuldt væbnede Gardister, som løsnede sig ud fra Mørket.

Lyset blev slukket. Lauzun, som havde draget Kaarden, blev afvæbnet.

Ad lange, lange Veje, bestandig mod Syd, førte Hr. d'Artagnan, Kaptajn i Kongens Musketerer, Kongens forhenværende Yndling hele Frankrig igennem, helt ned til det sydlige Pignerol mod det sydligste Syd, under piskende Regnskyl i det usædvanlig onde Efteraar.

Aftenen efter Hr. de Lauzuns Arrestation sad Mademoiselle de Montpensier ved sin triste Soupé i Luxembourg med sine Damer og med Lauzuns Søster, Marquisen af Nogent.

295

Med den sidste havde hun hvisket Ord, som Damerne ikke skulde høre. Mademoiselle sagde netop:

- Men Kongen har ikke forbudt mig at tale med ham. Ak . . . jeg faar vel nøjes med ømme Ord ... men . . . hvem véd? Tiden forandrer Tingenes Gang og Menneskenes Hjerter . . . Lad os gaa ned i mit Kammer!

Hun tilføjede højt:

- Mine Damer, Soupeen er endt!

- Der er nogen, der ringer!, sagde den ene Hofdame.

- Gaa ud og hør, hvad det er, sagde Prinsessen og gik med Marquisen af Nogent ind i Sengekammeret.

Hofdamen kom straks efter derind uden at banke paa. Mademoiselle var lige ved at fare op mod hende. Men Damen sagde:

- Hr. de Lauzun . . .

Mademoiselle lo og lagde sin Kind til Madame de Nogents Skulder.

- Han lister sig ind ad den lille Trappe, hviskede hun . . . det er nu hans Maade. Jeg troede, han var i Saint-Germain.

- Hr. de Lauzun er arresteret! sagde Hofdamen.

Mademoiselle vidste ikke af sig selv i to Dage, vaagnede kun ved, at hun hulkede.

Da hun fik at vide, hvorledes alt var gaaet, forstod hun, at der var bygget en Mur foran hende, som hun ikke kunde sprænge.

Hun vilde ikke være en Genstand for glad Medlidenhed ved Hoffet, for sine mange hemmelige Fjender der. Hun mødte ved alle Lejligheder, hvor hendes Nærværelse fordredes, stram og fornem med kalkunagtig udskudt Bryst.

Hun kom til Komedier, hun kom til Balletter i Tuilerierne, i Louvre, i Versailles, i Saint-Germain, i Fontainebleau, i Marly. Hun dansede Menuet, Quadrille, Contredanse, Folie d'Espagne med urokkelig Alvor og Værdighed, dog med et pligtskyldigt Smil, som trak den ene Mundvig op mod den tilsvarende Næsefløj.

Det er ikke altid, at Sorg og Savn frembringer Magerhed. "Den store Mademoiselle" blev sværere og sværere.

Hun gik til Messe med Dronningen overalt, hvor Hoffet opholdt sig. Ingen bad inderligere end hun. Intet forstyrrede hendes Bøn. Den havde kun en eneste Genstand. Nu kunde 296 Monstransens Stene funkle saa blodrødt, som de vilde. Mademoiselle saa' dem ikke. Hun saa' kun Solen over Højalteret med de regelmæssig vekslende ud- og indgaaende Straaletakker omkring Ordet [x][x][x][x]. Til disse mystiske Tegn, til dette uforstaaelige hellige Ord klæbede hendes Tanker sig. Derfra maatte Trøsten komme, fra dette urimeligt overmenneskelige, siden alt menneskeligt svigtede hende.

Hun hørte af den unge Artagnan, Musketerkaptajnens Brodersøn, at Lauzun havde talt om hende paa hele Rejsen til sit Fængsel. Det var for saa vidt sandt, som Lauzun havde sagt: - Sig til Mademoiselle, at hun er min sidste Tanke, naar jeg lægger mig til Sengs, den første, naar jeg vaagner!

Men han sagde ikke, hvad Lauzun havde sagt eller bedrevet i Kroerne, hvor de holdt Rast paa Rejsen, naar en Smule Vin og megen Fantasi havde løst hans Tunge. Mademoiselle skrev i sine Erindringer efter en Samtale med den unge Artagnan: "Ofte lod jeg ham fortælle de samme Ting mange Gange, thi ved slige Gentagelser keder man sig just ikke. Hvad jeg kan høre af nyt er saare flovt ved Siden af disse mange Gange sagte Ord."

Mademoiselle fik at vide, at man imellem den arresteredes Papirer havde fundet mange ømme Billetter fra Damer, mange fint indrammede Miniaturportrætter i Pastel. Hun sagde til de velvillige Sjæle, der forebragte hende det: "Det er maaske til liden Ære for Hr. de Lauzun, men til ubodelig Skam for de Fruentimmer, som har gjort sligt. Ikke heller har han skaanet dem. Det gaar dem, som de fortjener, naar sligt bliver omtalt ved Hoffet og af Alverden."

Hun skrev i sine Erindringer:

- "Da jeg aldrig kan finde, at dette hører til det skønneste i hans Liv, taler jeg saa lidt som muligt derom; inderlig vilde jeg ønske, at det havde været saa godt skjult for Alverden, at jeg aldrig havde faaet noget derom at vide, og gid jeg selv og Alverden kunde glemme det!"

Da der kom Krig paa, og Mademoiselle i Versailles hørte om store Slag og mange døde, følte hun en Slags Glæde over, at Lauzun sad fængslet i Pignerol og ikke stod under Kugleregnen eller sank med sin Hest i Flanderns Moser. "Gud har tilladt, at han blev sat i Fangenskab for at bevare ham for mig, og skulde jeg elendige ikke takke Gud derfor? . . . Jo, jeg vil takke ham og bede. Jeg kunde da blive i Stand til ved mine Bønner at opnaa, at han blev fri." 297 Om Foraaret maatte Mademoiselle drage med Hoffets Damer til Krigsskuepladsen. Hun sad strunk til Hest ved mange Revuer, men Dragoner kunde hun ikke taale at se. Hun vendte Hovedet bort, naar deres røde Kjoler tonede frem. Naar der blev fortalt hende om dette Korps' Krigsbedrifter, blev hun vred paa Fortælleren og mente, at han sagde det for at gøre hende Fortræd. Mange Gange, naar hun kunde komme Kongen nær, gjorde hun forblommede Hentydninger og Spørgsmaal angaaende Lauzun. Det behagede i Reglen Hans Majestæt at tie og smile. Hun skrev i sine Erindringer:

"Jeg er overbevist om, min Nærværelse stadig genkalder Hr de. Lauzun for Kongens Tanke. Derfor vil jeg bestandig være foran hans Øjne. Efter det, jeg sagde ham, da han brød mit Ægteskab, kan jeg ikke tro andet, end at han altid tager mine Øjekast for Ansøgninger til Gunst for Hr. de Lauzun."

Ved Hoffet kunde hun se paa Læberne, naar Navnet Lauzun blev nævnet; hun kunde høre i lang Frastand, hvad der fortaltes om ham, sandt og Løgn. Hun hørte om, at han var klavret ned og op ad Mure, vadet gennem mudrede Grave for at komme i Forbindelse med den i Pignerol fængslede Overintendant Fouquet, at denne havde troet, at Lauzun var gal. Fouquet havde kendt Lauzun som en yngre Søn af et gascogniesk Hus uden glimrende Udsigter. Da Lauzun fortalte ham Historien om Giftermaalet med Mademoiselle, antog han det for en ægte Gascognerløgn; og, da Lauzun blev vred og paastod, at hvert Ord var sandt, talte Fouquet ham efter Munden, som man gør ved drukne eller sindssvage Folk. Hun hørte om hans Undvigelsesforsøg: At han i tre Aar havde arbejdet paa at bore et Hul i Muren, at han med megen Snedighed havde lavet et Tov af Lagenstrimler, at han ved Hjælp af det havde hejset sig ned i en Højde, at det var et Vidunder, at han ikke havde brækket Halsen. Morgenen gryede, da hans Fødder berørte Jorden. Han saa' en aaben Dør til et Brændeskur, en Tjenestepige var ved at bære Brænde ud derfra. Han lovede hende Penge, hvis hun vilde hjælpe ham til Flugt. Det vilde hun, hvis hendes Kæreste, en Soldat, vilde hjælpe til og løbe bort med Lauzun. Men Lauzun var ædel; han vilde ikke være Medvider i, at en Soldat deserterede fra Kongens Tjeneste. Paa Bordet i sit Fængsel havde Lauzun lagt et Brev til Kongen. Heri skildrede han sin Sorg over ikke at være med i Krigen og kæmpe for Hans Majestæt.

298

Da vovede Mademoiselle selv at skrive til Kongen. Hun fik intet andet Svar end Hans Majestæts tavse, forbindtlige Smil, naar de mødtes. Hun turde ikke spørge.

Hun led som paa en Pinebænk, da det rygtedes, at Hr. de Lauzun var farlig syg, skrev atter til Kongen; han vendte sig mildt smilende fra hende, da hun vilde samtale med ham om Lauzun. Hun opsnappede et Stykke Samtale mellem Lauzuns Søster Madame de Nogent og en anden fornem Dame, Madame de Moresan. Den første græd over sin Broders Sygdom. Den sidste sagde: "Hvad er De saa bedrøvet over, Madame? Glad burde De være, om Deres Broder døde en naturlig Død; det er en saa hidsig og gal Person, at han let kan blive hængt en skønne Dag, thi han er rede til hvilken som helst Galenskab."

Mademoiselle satte sine Negle i Madame de Moresans Hals, da hun mødte hende paa en af Trapperne i Versailles. Madame de Moresan skreg højt, men ingen syntes at have hørt det.

Dronningens spanske Kammerjomfru Molina sagde engang til Dronningen i Mademoiselles Nærværelse sagte, men hørligt:

- Hvis i Spanien en Undersaat havde understaaet sig til at bejle til en Konges Datter, vilde man have halshugget ham, saaledes burde Kongen ogsaa gøre.

Madame de Sévigné blegnede og gik hen til Mademoiselle og kærtegnede hende. Prinsessens Arm skælvede. Ellers var der intet at se paa hende. Paa Madame de Sévignés tavse Spørgsmaal svarede hun saa højt, at flere kunde høre det:

- Jeg kan ikke flyve saa lavt, at jeg kommer i Linie med en Tjenestepige. Gud har ikke alene ladet mig fødes i fornem Stand, men har ogsaa givet mig Følelser, der skikker sig for en saa høj Rang, hvad jeg takker ham for. Nej, jeg vil bede Gud om, at ikke Synet af en hæslig og arrig Trold maa volde, at et af Frankrigs Børn kommer til at ligne hende, naar den, der bærer det under sit Hjerte, stadig har en saadan led Trold for Øje.

Dronningen var frugtsommelig, og Molina var en lille Vanskabning. Marie Therese elskede hende som en Moppe eller Papegøje og havde hende altid om sig.

Aar slæbte sig hen efter Aar. Mademoiselle skrev og skrev. Hendes Manuskript fyldte snart en stor Kuffert. Hun lod Kongens Arkitekt Lenôtre bygge et pragtfuldt, moderne Landslot med store Parkanlæg i Ghoisy ved Seinen. Hun færdedes mellem Haandværkere og Kunstnere, stolt uddelende sine Befalinger.

299

Billeder af Kongens Sejre, mange Billeder af Kongen smykkede dets Sale; Spisesalen indeholdt Portrætter af hendes talrige fyrstelige Slægt. Her vankede hun om med Slæbet baaret af Damer eller Pager.

Saa lod hun bygge og smykke ud paa sit gamle Slot Eu i Normandiet. Paa alle Maader søgte hun Trøst, men fandt den ikke. Intet af de Slotte, hun byggede og smykkede, kom til at ligne det, hun havde bygget i Luften hin Dag paa Terrassen over Orangeriet i Versailles.

Der gik en halv Snes Aar. Da behagede det Kongen, efter at Mademoiselle havde ladet sig afpresse endnu et Par Godser og en stor Pengesum til hans og Madame de Montespans Børn, at frigive Lauzun, men paa Betingelse af, at han og Mademoiselle aldrig ægtede hinanden, ligesom han erklærede ikke at ville gengive Lauzun hans Charge som Garderkaptajn og Generaloberst for Dragonerne. Lauzun gjorde for øvrigt alt, hvad han kunde, for at redde saa meget Gods og saa mange Penge som muligt. Hemmelige Bud gik stadig mellem ham og Mademoiselle, mellem hende og Madame de Montespan.

Der prangedes, der prakkedes, der pruttedes. Stundom laa Mademoiselle og Madame de Montespan grædende Bryst ved Bryst, mens Navne paa Godser: Ghâterrault, Saint Fargeau, Thiers svømmede som faste Øer i al den Taareflod.

Under en saadan Scene viste Kongen sig pludselig i Madame de Montespans Gemakker.

Han saa' nogle Øjeblikke paa det hinanden omslyngende Par. Saa gik han hen og kyssede sin Kusine og sagde:

- De holder jo saa meget af Børn. Den lille Hertug af Maine og hans lille Søster vil blive opdragne til at erkende, hvad de skylder deres ophøjede Tante af Montpensier, og til kun at tænke paa at gøre samme Tantes Liv behageligt i alle Maader.

XX.

Madame de Montespan havde bedet Prinsessen, om hun vilde gøre hende den Glæde første Gang at gense Lauzun i hendes Værelser i Versailles.

300

Den aldrende Dame klædte sig i stor Stads. Hun maatte nedringe sig dybt, for at hendes Skønhedsrester kunde gøres begribelige for Øjet. I mellemblaat, sølvindvirket Silkerobe, i en Tunik af lysegult Atlask med Guld, med Rubinbaand om Halsen sad hun færdig til at modtage Hr. de Lauzun, der havde været til Audiens hos Kongen.

Han kom og saa' . . . en gammel, fed, stor, helt falmet Kvinde. Han maatte falde paa Knæ, men Ordene blev hængende i Struben paa ham.

Selv gav han den af Fængslet haardt medtagne. Han bar sin nu gammeldags Hofdragt; den var luslidt og falmet, Kjoleskøderne var altfor korte. Med de tynde, forholdsvis lange Ben og den korte Overkrop lignede han en Græshoppe. En grim, fedtet Paryk betegnede end yderligere hans ydmyge Bodfærdighed.

Mademoiselle græd af oprigtig Rørelse og kunde heller intet sige. Der blev en lang Pause, mens Lauzun vedblev at ligge paa Knæ, og Mademoiselle vedblev at græde.

Madame de Montespan sagde:

- Hvor De maa være glade ved atter at tale sammen, mine kære Venner!

Endelig rejste Lauzun sig op, ikke uden Møje. Han bevægede sig helt stivbenet efter det lange Knæfald. Han satte Tørklædet for sine Øjne; han maatte dog for Sømmeligheds Skyld gøre noget og valgte at græde.

Madame de Montespan skjulte ogsaa sine Øjne bag ved Kniplinger.

Saa sagde Hr. de Lauzun:

- Jeg maa gaa til Monseigneur og Madame Dauphine, Monsieur og Madame (*dologoeO* Kronprinsen og Kronprinsessen, Arveprinsen og Arveprinsessen).

- Det maa koste Dem meget at tage saa hurtig Afsked med Mademoiselle efter det første Møde, sagde Madame de Montespan.

- Det første Møde er saa angribende, mumlede Lauzun.

Mademoiselle hævede sine Øjne og saa' Lommetørklædet i Lauzuns Haand. Der gik et Solglimt over hendes Ansigt. Da han var gaaet, sagde hun til Madame de Montespan:

- Saa' De, han græd?

- Jo, jeg saa' , at han græd, svarede Marquisen, men jeg hørte Dem græde!

301

- En Mand maa ikke græde højt, mindst en Kriger, sagde Mademoiselle.

Hun var nu vis paa, at Lauzun endnu elskede hende. Nogle Dage efter lod han sig melde til Besøg hos hende om Formiddagen i hendes nye Lystslot Ghoisy.

Han kom med to Venner og blev indladt med dem i Mademoiselles Sovekabniet, fra hvis Vægge Henrik IV, Ludvig XIII, Gaston af Orleans, Ludvig XIV, Monsieur, Dauphinen og deres Gemalinder skuede ned paa Bronzesengen, der knejste fra en tre Trins Forhøjning. Foran den sad Mademoiselle i en Art Morgennegligé.

Den tilbagevendte Elsker fandt hende ældre og grimmere end før i den lyserøde Atlaskes Slaabrok, med det halvt opløste Haar, hvorfra en Mængde brogede Baand flagrede ud. Hun mindede ham om de store Trækheste i hans Fødeegn med de mange Baand i Hovedets Seletøj. Han var i det mest uvorne Lune. Efter at have hilst surt paa Fyrstinden, sagde han:

- Jeg blev forundret, da jeg saa' Dronningen helt fuld af kulørte Baand i Hovedet forleden Morgen.

Mademoiselle blev lige saa rød som nogle af Baandene: Hun sagde:

- De maa altsaa blive mere forundret over, at jeg har saadanne Baand, jeg, som er ældre end Dronningen.

- Det er jeg ogsaa, sagde han.

De to ledsagende Herrer vekslede Øjekast, trak sig langsomt tilbage og sagte ud af Værelset. Mademoiselle svarede:

- Jeg maa vel have Lov til at bære dem her paa Landet og i Slaabrok.

- Tag dog de røde bort! sagde han. De er virkelig ikke ung nok til at bære rødt.

- Folk af min Stand er altid unge, sagde Mademoiselle. Hendes Blik var saa hvast, at Lauzun fandt det raadeligst at gøre et Tilbagetog. Han sagde:

- Undskyld, jeg har glemt saa meget af, hvad jeg før vidste paa mine Fingre, i min lange Fængselstid! Naar jeg ser nærmere til, er De ung og skøn endnu.

Hvasheden i Øjet smeltede saa brat, at den straks afløstes af Fugtighed. Prinsessen saa' sig om i Stuen. Da hun var vis paa, at de andre Herrer var gaaede, rejste hun sig, blev staaende et Øjeblik, betragtende Lauzun med høneagtig Ømhed. Hun gjorde et Skridt hen imod ham. Han blev staaende ubevægelig.

302

Endnu et Skridt. Lauzun rørte sig ikke. Da satte hun sig igen. Blikket skar atter som en blinkende Spydsod. Lauzun sagde:

- Det er et smukt Slot, De har bygget her, Mademoiselle.

Prinsessen blev mildere.

- Hvor er Deres Venner? spurgte hun?

- Barail og La Hillière? . . . Der gaar de ude i Haven.

- De maa se det hele.

Mademoiselle viste Lauzun Salene og Galerierne, Billederne og Busterne. Han havde ikke andet at sige ved hver Standsning end:

- Ja, det er henrivende.

Hver Gang han gentog det, skraanede Fyrstindens Blik halv glad, halv mistænkeligt op mod ham. Det blev ikke sikrere efter Undersøgelsen.

- Det er henrivende, lød det atter og atter.

Mon han gabede? Nej . . . Mademoiselle kunde ikke tro det. Det hele var jo samlet sammen i Haab om, at det kunde glæde ham engang.

- Kan De se mine Terrasser - mine Fontæner ude i Haven? Og de Balustrer?. . . Et lille Versailles? Synes De ikke?

- Ganske og aldeles et lille bitte Versailles.

De spadserede længe om. Lauzun lod sig vise alt.

Det er henrivende, sagde han baade om de store Fontæner, de smaa opad sprøjtende Vandspring, de brogede Bede af matematisk ordnede Blomsterpolygoner. Til sidst sagde han:

- Der er Barail og La Hillière. Vi maa skynde os, for at vi kan træffe Prinsen af Condé.

To af Mademoiselles Damer havde ledsaget Herrerne til Gitterporten. De skyndte sig at naa deres Herskerinde. Den ene af dem, Madame de Langlée, lang og stiv som en Bønnestage, sukkede.

- Hr. de Lauzun saa' godt ud, sagde hun.

- Ikke sandt? sagde Mademoiselle.

- Men han var træt, han bliver gammel som vi andre.

- Det mærker jeg og han ikke . . . Hvorfor siger De det, Madame ?

- Han sagde, da han gik ud af Gitterporten: "Jeg er lige ved at dø. Og jeg vilde dø, hvis jeg hver Dag blev trukken saaledes omkring". Det var stygt sagt.

- Det har han ikke sagt, sagde Mademoiselle.

303

- Maaske jeg har hørt fejl, sagde Madame de Langlée blidt.

- Det har De, sagde Mademoiselle.

Prinsessen maatte lukke sig inde igen. Hun vilde ikke se nogen. "Men han sagde jo om alt, at det var henrivende". Det gentog og gentog hun under sin Sorg og Graad.

Hvor den gamle Prinsesse græd i denne Tid! Hun sagde mange Gange: Hvor vi Bourbonner har et godt Hjerte!

Lauzun gjorde hende fortvivlet, hver Gang de saas, ved Drillerier og spydige Ord. Mademoiselle kunde ikke holde det ud. Stolthedsfjedren i hende slappedes mange Gange. Hun beklagede sig over Lauzun til dem, der mente ham det mindst vel, bebrejdede sig det bagefter og løftede med Anger sine Øjne op til sin Bedstefaders Billede i sit Sovekabinet i Ghoisy.

I denne Tid var ingen saa sød mod hende som Madame de Montespan. Hun holdt med hende i alle hendes Klagemaal. Men, da hun engang sagde:

- Hvis han bliver saaledes ved, saa er jo Pignerol eller, om han vil, Bastillen aaben for ham, saa lagde Mademoiselle Haanden for hendes Mund og raabte:

- Nej - Nej! hun var knust af Skamfølelse over, at hun havde fornedret sig. Og, da Madame de Montespan sagde:

- Skal jeg hjælpe Dem med at faa ham tam? saa stampede Mademoiselle i Gulvet og raabte:

- Nej - nej!

- Kære Højhed . . . . han maa tæmmes. Forleden, da Ministeren Hr. Golbert forhandlede med ham om, hvad han vilde have for sin Post i Gården, det tilbagestaaende af hans Løn, hans Kompagni i Ravnenæbenes Adelsgarde, erklærede han, at han ikke vilde sælge sine Embeder. Hr. Golbert svarede: Jeg véd, at Kongen har talt med Mademoiselle derom, og at hun ønsker denne Sag ordnet. Véd De, hvad Hr. de Lauzun svarede ? Han svarede: Siden Mademoiselle har blandet sig i mine Sager, er jeg det ulykkeligste Menneske i Verden.

- Man maa undskylde, at hans Sind er blevet mørkt i den lange Fængselstid, sagde Mademoiselle.

- Ja, ikke sandt! Det sagde jeg ogsaa til Hr. Golbert, sagde Madame de Montespan. Jeg véd jo desuden, at Hr. de Lauzun i Fængslet mange Gange har sagt, at han var glad over at være sluppen fra at være Garderkaptajn, da hans Ben altid var flaaede, fordi han altid skulde ride efter Hoffets Kalecher. Og nu gaar han i en blaa Kjole med Sølv, som ligner meget 304 Livgardens Uniform. Det er Kongen meget misfornøjet over. Og har De ikke mærket, hvor han lyver?

- Det er desværre alle Gascognere i Kødet baaret, sukkede Mademoiselle.

- Og saa bander han den ene store Ed efter den anden.

- Det gør Monsieur ogsaa.

- Og saa sværmer han bestandig om Mademoiselle de Fouquet.

- Er det sandt?

Med stor Dygtighed beviste Madame de Montespan, at Lauzun virkelig havde tilbragt Aftenerne hos denne Dame i Auteuil, naar han havde sendt Bud til Mademoiselle de Montpensier i Choisy, at han var syg og sengeliggende. Hun havde selv været der en saadan Aften, og Hr. de Lauzun havde været yderst forlegen. Ja hvad der var værre, Hr. de Lauzun havde solgt to Diamantmanchetknapper, som Mademoiselle havde foræret ham. Da hun - Madame de Montespan - havde erfaret det, havde hun sagt det til Lauzun. Han havde bandet som en Matros og sagt, at Mademoiselle havde smidt de Penge ud til at bygge Choisy, som hun burde have givet ham. Han maatte køre i Hyrevogn af lutter Armod, hvad Under da, om han solgte en saadan unyttig Gave? Den skønne Dame sluttede saaledes:

- Men tilgiv ham alligevel, Mademoiselle! Gud har skabt ham saaledes. Uden Dem vil han være ulykkelig alle sit Livs Dage.

Hun kunde se, at nu var Prinsessen saa vred, som hun vilde have hende. Saa overlod hun hende til hendes Betragtninger.

Mademoiselle kom til det Resultat, at det var Hoffets Skyld, at Lauzun var, som han var. Han var fortvivlet over ikke at kunne vinde sin forrige Plads tilbage. Nej, hun skulde blot have ham alene nogle Dage. Da vilde han blive den gamle.

Hun tog til sit Slot Eu efter at have faaet Kongens Tillaladelse til at modtage Hr. de Lauzun dér i al Stilhed. Madame de Montespan overbragte hende Tilladelsen og var nær ved at kysse hende ihjel. Leende tilføjede hun:

- Men Hr. de Lauzun er saa sær. Han siger, at han ikke kan komme til Eu, før han har en Vogn at køre i.

Mademoiselle tænkte paa, hvor mange Penge hun i de senere Aar havde givet ud. Imidlertid lod hun købe baade Heste og Vogn til sin vanskelige Ridder. Det bør ikke fordølges, 305 at det var med et Suk og en fortrædelig Mine, at hun gav sin Sekretær Summen.

Men Hyrdetimer i det stille Eu, lange Rideture i de store Skove - det var hendes sidste Trøst. Tanken derom fik den nogle og halvtredsindstyveaarige Dame til at juble og nynne . . . . . Maaske dog lidt Glæde endnu i Livet . . . . lidt Kærlighed!

Lauzun skulde se hende til Hest. Alle sagde, at hun tog sig godt ud endnu, naar hun red.

Hun sad paa det gamle, smukke Slot, der strakte sin treetages røde Façade ud mod de grønne mægtige Skove, der i Udhugningerne aabnede Synet til lave, blødt formede Højdedrag.

Hun ventede i Dage, i Uger. Skovene var alt ude over Løvspringet, de lysegrønne Ege mørknedes. Han maatte dog sikkert komme.

Han holdt jo saa meget af Jagt. Og her sprang Raaer over Lyspletterne i Skovene; hvor for de dansende over Engen foran Slotsgraven! Hvor knejsede de store Kronhjorte kongeligt, med hornet Krone, naar de enkeltvis ragede op over alt det mindre Vildt!

Ja, Hr. de Lauzun holdt meget af Jagten.

I Mademoiselles Gave til ham, den store Karosse, var der fuldt op af Mad og Drikke i dens Masser af Lommer og Magasiner. Lauzun og hans Ledsager Fere, nu gammel og rynket, der ledsagede ham i en renlig sort Dragt som Sekretær, tog godt for sig og gav sig god Tid. Naar de kedede sig paa de uendelige Farter under Seksspandets langsomme Kørsel ad stenede eller sandede eller dyndede eller helt ubanede Veje, saa aad og drak de, fra Sol stod op, til den gik ned. I Landevejskroerne lød begge Gascogneres Banden og Tordnen, naar Nattelejet ikke var til Pas, og det var det aldrig. Mere end én Vært og Staldkarl fik føle, hvorledes en forhenværende Garderofficers flade Klinge smager. Og, da Skovene begyndte, lød evindelige Geværplaf ud fra Vognruderne.

Hr. de Lauzun tog sig fri Jagt paa Vejen. Han havde tre Hunde med i Vognen. Saa' han et Stykke Vildt i en Bondes Kornager, lod han Vognen holde - han, Fere og Hundene for ud og holdt Jagt i Sæden. Lauzun pryglede Bonden, hvis han kom med knubbede Ord, kastede ham nogle Mønter og nogle Skældsord i Hovedet, hvis han klynkede.

Viste en Skovbetjent sig, vidste Lauzun, at han var paa Adelsgrund. Da slog han Kappen til Side, viste sin Dragt, der 306 kom hans gamle Garderuniform saa nær, som tilladeligt var, spurgte om Herrens Navn, nævnede sit, bad Herren hilse. Da bukkede Skovbetjenten og forsvandt i den raslende Underskov.

Skov drog sig tættere og tættere omkring Vognen, alt mens Lauzun og hans Drabant gav sig god Tid. Fra et Værelse i et Trappetaarn spejdede Mademoiselle de Montpensier ud over det Stykke Eng mellem Slotsgraven og Skoven, som Vejen bugtede sig over. Hun vidste, at Karossen var bronzelakeret, at de seks Heste var gulskimlede. At de dog ikke var her endnu!

Med et Suk gik hun hen og skrev. Brillerne paa hendes store Næse duggedes tidt.

Endelig en Aften - Duggen var alt begyndt at falde -, øjnede hun i Skovbrynet noget, der maatte være det, hun ventede. Men paa én Gang standsede Bevægelsen. Mademoiselle tog Brillerne af og skyggede med Haanden for Øjet.

Jo Vognen var standset. Det var ganske rigtigt. Men Aftendæmringen var saa vidt skreden frem, at hun ikke kunde se andet end Vogn og Heste, eller snarere slutte sig til, at det var det.

Da hørte hun halsende Hunde og straks efter Bøsseskud. Raaer og Kronhinder for i forskellige Retninger over Engen. Tre store Hunde: en Mynde, en Hønsehund, en langhaaret Vandhund efter dem.

Mens de mange spidse Tage paa Slottet Eu blinkede i Dug og Aftensol som Sølv, mens Vindfløjene lignede Lysflammer, gulhvide og stille brændende, holdt den længselsfuldt ventende Borgfrøkens Ridder Jagt paa egen Haand i Borgens nærmeste Omgivelser.

Prinsessen bed sin Læbe til Blods. Nu maatte hun være som en Klippe.

Hun svøbte sig i en Kaabe, gik ned ad Trappen. Hun gav Ordre til, at da den Herre, som vilde komme fra Jagt, var hendes Gæst, skulde der aabnes for ham og Følge, beredes dem Aftensmad og Natteleje, men der skulde meldes Hr. Greven, at Hendes kongelige Højhed havde "Vapeurs" og var gaaet i Seng. Men hun vilde modtage Hr. Greven tidlig den næste Morgen Klokken syv præcis.

Mademoiselle laa i sin Seng og lyttede. Endelig, da Klokken var slaaet halv elleve, gungrede Broen under Hjulskinner og Hestesko. Hun hørte Døre aabnes og lukkes i Stueetagen, hørte Latter, saa høj og vred Tale, saa Sang, saa Bægerklang i Spisesalen, 307 saa Skridt i det tilstødende Galeri. Først Klokken ét blev alt stille.

Mademoiselle sov ikke, talte Klokkeslagene fra det store Bronzeur paa det krumbenede Bord i hendes Soveværelse. De kom lidt før Urets Slag fra et af Slotstaarnene. Da det slog seks, ringede hun. Hun maatte ringe to Gange og blev meget vred. Hendes Kammerjomfru, der nu var en trind og midaldrende Matrone, viste sig for at gøre Mademoiselles Toilette i Sengen til Rede, saa hun kunde give Audiens.

Mademoiselle sagde studsende:

- Hvorfor kommer Du, Toinon? Det er jo Léonies Dag.

- Jeg véd ikke, hvor Léonie er . . . og, da Deres kongelige Højhed ringede anden Gang . . . saa kom jeg.

Toinon var underlig forfjamsket og maatte tage mod mere end ét Knubs, mens hun pyntede sin Herskerinde. Efter fuldendt Sengetoilette laa Prinsessen beredt til at modtage.

Klokken blev syv, den blev halv otte. Ingen kom.

Toinon stod bag ved Hovedgærdet, saa' Prinsessen rejse sig paa Hug, kaste sig tilbage, løfte sig paa Albuen, lytte og lytte. Toinon rystede. Hun havde haft Øren og Øjne med sig Aftenen forud.

Da sagde Mademoiselle:

- Hjælp mig op!

Toinon adlød, trak Strømper paa Prinsessens Fødder, hjalp hende i Sko og Slaabrok.

- Min Loup og min Stok!

Toinon rakte hende en Fløjlsmaske og en lang Stok, lige saa høj som Mademoiselle. Prinsessen tog fast midt om den.

- Jeg vil spadsere, og jeg vil være ene.

Toinon blev tilbage, lyttende, anende al Slags Skandale.

I Slottets lave Stueetage løb et langt vinduesløst Galeri langs Ydermuren ud til en smal Gaard.

En lille Dør aabnedes . . . et flygtigt Lysskær viste en lille Herre, der kyssede paa Fingeren ind ad Døren.

- God Morgen, min yndige Léonie! lød en blød, kælen Stemme. Paa Gensyn, dejlige! Pst.

Han listede sig igennem Mørket. Pludselig mærker han et Slag langs Ryggen, anbragt med en saadan Kraft, at det smertede helt igennem ham. En knækkende Lyd hørtes samtidig, noget raslede hen ad Stengulvet.

308

Herren tog fra sig. Men en, der var stærkere og højere end han, bibragte ham en Hagel af Ørefigen.

Han prøvede ikke mere paa at tage fra sig. Han kendte Haanden, han kendte det prustende Aandedræt paa den, der pryglede ham.

Han maatte give sig hen i sin Skæbne, skønt Slagene gjorde ondt.

Mademoiselle kom med Maske for Ansigtet, men uden Stok i Haanden tilbage til sit Sovekabinet.

- Hofdamerne venter i Forværelset, Deres kongelige Højhed! sagde Kammerpigen.

Prinsessen gjorde en Haandbevægelse, tog ikke som ellers Masken fra sit Ansigt, satte sig i en Lænestol og vinkede til Toinon, at hun skulde gaa. Kammerpigen saa', at hendes ellers saa hvide Hænder var ildrøde, at de rystede, at Svedperler trillede ned under Masken, hun hørte hendes Aandedræt pibe i Luftrøret.

En Time efter rullede den bronzelakerede Karet ud af Slottet. Mademoiselle var stegen op i Trappetaarnet og fulgte dens Vej til Skoven. Da denne lukkede sig om den, gav hun et Skrig fra sig og gav sig bitterlig til at græde.

Derpaa faldt hun paa Knæ og bad længe. Bønnen endte i de lydelige Ord:

- Lykken findes først i Himlen. Hvorfor blev jeg ikke Guds Brud alt hernede? Og nu er jeg i den Alder, at jeg ikke kan byde ham en saa gammel Brud.

Da Dronningen var død, var Mademoiselle næsten altid, hvor Hoffet var. Her saa' hun tidt Hr. de Lauzun. Den kongelige Naades Sol nærmede sig ham mere og mere. Han blev Hertug og Pair af Frankrig. Mademoiselle de Montpensier og han talte tidt sammen, men Hoffet var snart klar over, at der ikke var noget at tale om mere angaaende de to.

Sagte visnede den store Mademoiselle hen. Nu bar hun altid Sorg for en eller anden afdød fyrstelig Person i Europa. Hun døde 63 Aar gammel.

Nogle Aar efter, da Lauzun var 60 Aar, gjorde han et rigt Giftermaal med en ung Dame og forenede hendes Arv med det, der var tilfaldet ham efter "den store Mademoiselle".

ALICE

310
311

I.

Haven laa og drev i Julimorgensolens Straalebad og blomsterbrogede Pragt. Sommerfugle fløj om i glimtende Sving, trædende deres Livs- og Elskovsdans; det glimtede citrongult, hvidt brogetprikket; det kvidrede under de nu for det meste afblomstrede Buske; det summede med Tilsætning af Piben fra Myggenes fast usynlige Sværme, som en Humlebis Bas af og til overdøvede.

Foran Husets skæve Bindingsværks Mur sad en Kvinde og en otte-niaars Dreng under et stort Rosentræ, myldrende af hvide Blomster, der dannede et Slags Lysthus og sendte sin sødtkrydrede Aande ud i den nærmeste Luftkreds.

Damen var høj og slank med regelrette Træk, ensfarvet bleg, med store staalgraa Øjne, mørkeblondt Haar med enkelte graa Stænk, glat opsat med svær Nakkefletning, i umoderne, sirlig lysegraa, stramt siddende Kjole med sparsom mørkeblaa Besætning. Hendes velformede smalle, men magre og noget tørre Hænder syslede med at sy paa et Stykke Linned.

Drengen sad lige over for hende. Han havde sat sin hvide Kasket langt ned i Panden for at dæmpe det stærke Lys, som faldt ned paa den Bog, han sad og læste i. Foran ham laa en Stabel Bøger i en endnu uspændt Rem. Under Læsningen bearbejdede hans Hænder hans Tindingehaar, og Tungen spillede med den blegrøde Spids flittig langs hans Læber, naar han ikke bed Tænderne sammen og rynkede Brynene. Navnlig paa disse mørke, lige tegnede Øjenbryn kunde man se, at han var den slanke Dames Søn.

Der hørtes kun Kvidder og Summen og Knitren en rum Stund. De to menneskelige Væsener forholdt sig aldeles tavse.

312

To Slag rungede dirrende gennem Luften fra Kirketaarnet, hvis høje spidse Spir med den solflammende Vindfløj viste sig hinsides Taget af det høje Pakhus. Langs Havens ene hele Side lukkede det for Udsigten og saa' saa bundkedeligt ud med sin Flensborgerstens Mur og de tre Stokværks tjærede, lukkede Luger i Stedet for Vinduer.

Damen løftede brat sine Øjne fra sit Arbejde.

- Det var halv otte, Ejnar! sagde hun med en klar, kold Stemmeklang. Kan Du endnu ikke de sidste ti Linier af din Lektie i Historie, som Du ikke kunde et Ord af, da jeg hørte Dig? Kan Du dem?

- Ja-a-

- Kom!

Hun tog rask Bogen ud af Drengens Haand.

- Naa . . . . begynd Ejnar! Du skal jo straks af Sted. Naa . . . .

Drengen ramsede:

- . . . . Den anden puniske Krig begyndte 218. Hannibal vilde ikke afvente den romerske Hær i Spanien, men besluttede at søge den i Italien. Han valgte at gaa over Pyrenæerne op gennem Gallien og over Alperne. Forgæves søgte Konsulen Scipio at standse ham i Gallien. Hannibal bekæmpede baade de vilde Folkeslag og Naturens Hindringer, og slog de romerske Konsuler ved . . . . . . ved Tricinus og Tippia . . . . . . og . . .

- Ticinus og Trebia, rettede Moderen.

- Jeg kan ikke lære de rædsomme Navne, sagde Drengen halv ynkelig, halv arrig.

- Man kan, hvad man skal, Ejnar, Ti-ci-nus og Tre-bi -a.

- Jeg har glemt det, inden Historietimen kommer, sagde Drengen.

- Saa kommer Du vel hjem med tg.? i Historie ligesom i Forgaars ?

Drengen satte Kasketten til Rette paa det korte, stride Haar. Tungen gled over i hans ene Mundvig, og et skælmsk Blink tændtes i hans mørkegraa Øjne.

- Mo'r, maa jeg i en stejlende Fart plukke en Buket?

- Nej, . . . Hvad vil Du med den?

Drengen sagde med inderlig Bestræbelse for at være lun:

- Jo for de store Drenge i 5te, de siger, at Hr. Hjort vil saa gerne være Kærest med den mellemste Frøken Grønlund nede 313 fra Korsgade . . . og at hun er saa gal efter Blomster . . . og at naar en Dreng har saadan en rigtig pæn Buket med og lægger den op paa Katederet, lige før Hr. Hjort kommer ned i Klassen, saa giver han den Dreng godt ×, naar han skulde have tg. ?, for saa sparer Hr. Hjort en hel Krone til en Buket til den mellemste Frøken Grønlund.

- Gaa, Ejnar. Du maa ingen Buket plukke. Hvor kan Du tro den Snak?

- Aa - hvad? Maa jeg? Bare fem Roser og to Knopper?

- Gaa! siger jeg.

Drengen spændte sin Rem om Bogpakken og sluskede surmulende af Sted.

Atter denne Stilhed, som kun de svage Lyde ude i Rummet fremhævede ved deres Afbrydelser.

Naalen gik sin Gang. Damens Øjne sad i Timevis hæftede paa det hvide Tøj, indtil det sved saa stærkt i dem, at hun standsede sin Naals Gang, skød Tøjet fra sig, satte begge Hænderne for Øjnene med Albuerne støttede mod Havebordets Plade.

Saaledes sad hun en Stund ubevægelig, mens det summede om hende, og mens Lyset tændte smaa Flammer i Nakkehaarets fri Kruser, der flimrede ud, smaadirrende for Vindens sagte Aandedræt.

Hun rettede sig stram. Et stort Suk pressede sig op af Brystet og bragte hele Overkroppen i Bevægelse. Det blev lydeligt, trods det, at hun satte sin Vilje op mod sin Trang til et stort, lettende Udbrud.

Hun saa' frem for sig. Hendes Blik standsede ved det store, grimme treetages Pakhus, gled med Udtryk af uendelig Lede op og nedad og langs den skidengule Mur, fæstede sig saa et Øjeblik paa den af Nælder og Skarntyde overgroede Grøft foran det. Og Blikket drog saa til højre: en nøgen, vindueløs høj Mur, Bagsiden af et nys opført Baghus; slap denne stygge, hvidkalkede Flade, søgte til venstre: en lang af tjærede Planker bygget ny Reberbane.

Det lød næsten uhørligt:

- Aar for Aar, Dag for Dag indsnævres mit Liv. Det maa vel snart kvæles.

Med et nyt Suk tog hun fat paa Sytøjet, arbejdede fort med nervøs Hidsighed. Uudtalte Ord formede sig med Magt i 314 hendes Indre, og alt mens Naalen prikkede, og Øjnene sved, og Heden steg, rullede hendes lange lydløse Monolog sig ud.

Endnu for faa Aar siden strakte et Bed af lutter dejlige røde Roser sig dér, hvor nu den overgroede Muddergrøft ligger. Hvor det Udyr af et Pakhus staar, laa en Sædemark, over hvis flammebølgen de Korn man saa' ud over Fjorden til Fartøjerne med de skinnende hvide Sejl, naar de sagte gled ind i eller ud fra Havnen. Hvor Reberbanen strækker sin uformelige tjærede Krop som en lang Dreng i Lømmelalderen, bar endnu sidste Sommer et langt Jordbærbed sin friske, læskende Duft hen til hende, naar hun arbejdede under sin hvide Rosenbusk, og bag dette Red svajede de svulmende Aspargestoppe for Vindens letteste Pust. Hvor Raghusmuren knejser raat grinende, laa Nabohaven med den gamle Nøddehæk, tæt som et Hus, hvælvet som en gammel Klosteromgang, og der løb hendes Dreng og legede med de venlige gamle Nabofolks Rørnebørn. Nu var den gamle Gørtler og hans Kone døde; Sønnen havde solgt Forhus og Have, paa dens Grund var denne Kasse klasket op til Rrug for Keglebane og Reværtning med Sangerinder. Hendes egen Husvært havde solgt det Stykke af sin Haves Grund, hvor Pakhuset laa, og den Strimmel, hvor Reberbanen var tømret op.

Luft, Lys, Duft, Farver stængtes fra hende, sluktes, kvaltes af raa Hæslighed!

Og Enden var ikke endda. Om føje Tid skulde hun vel rykke ud af det lille Havehus, thi der var jo Tale om, at hendes Vært i Forhuset vilde sælge hele sin resterende Grund til et Konsortium, der prøvede paa at bygge et stort "tidssvarende" Hotel. Havnebyens kønne Omegn havde begyndt at fange disse Landliggere, der efterhaanden udspyedes over hele Landet af det uforholdsmæssige Uhyre af en Hovedstad. Til sidst vilde alle Sjællands kønt beliggende Ryer blive dens Forstæder.

- Saa gaar min sidste Herlighed i Løbet, det gamle hvide Rosentræ!

Hun saa' op til Siden, hvor Roserne vældede frem i bugnende Fylde, saa de næsten skjulte Løbet, og aabnede de hvide Kroners inderste blegrøde Blade og Støvdragernes Guldtraadebundt ud mod hende.

Da brast hun i Graad - hun kunde ikke bemestre den, hvor haard hun end gjorde sig, og hulkende brød hun højt ud:

- Mit stakkels kære, gamle Rosentræ! - rejste sig, gik hen og kyssede et Par Roser og tvang et Knippe af Blomsterne 315 op mod sin aflange, hvide Kind som et kært Barn, om hvem man aner, at det trues af Fare eller Død.

Men hun for sammen, da hun hørte sin Stemme, hvor svag og hvor sagte den end lød, saa' op, saa' til Siden, om nogen skulde være saa nær, at hun kunde tænke, at man havde hørt hendes Ord eller set, at hun kærtegnede Roserne.

Nej, der var ingen . . . Gud ske Lov! Igen et dybt Suk!

Hun skyndte sig med at rette paa de Blomsterkroner, hun havde krøllet ved at kryste dem, satte Stilkene til Rette, satte sig igen, gav sig til at arbejde videre, medens hun for vel mere end hundrede Gang lod sin Livshistorie passere forbi sig fra sin første bevidste Oplevelse.

II.

Hun var en lille fire Aars Pige, var i den samme Have, hvori hun nu sad. Solen skinnede, men det var over Sne paa Jorden og Rimfrost paa Træer og Buske. Og hendes Fader bar hende paa sine Arme rundt i den solbestraalte Vinterdag. Hun kunde føle hans iskolde Sølvbandoler mod sin varme Kind, hun saa' hans blanke Hjælmkam brænde i Solen, hørte hans Rytterpallask rasle og hans Sporer klirre; frem båres i hendes Minde et klart straalende, fuldt tonende, kraftigt Liv. Hun kunde huske Skumtoppene paa Fjorden og Skibe og Baade, som skar ud mod Havet. Det var den første og den sidste Erindring, hun ejede om sin Fader; den var saa glad, og dog det var en Afsked, Ritmester Plum fejrede med sin lille Datter. Den Dragoneskadron, hvis Chef han nylig var bleven, skulde just af Sted for at støde til Regimentet i en anden Købstad, hvor dets Hovedkvarter var, og saa over til Slesvig. Krigen stod for Døren. Den lille Pige ænsede for Solglansen om sig og for al Faderens Stads hverken sin Moders stille Graad eller Forældrenes lange Afskedskys. Jublende vinkede hun og kyssede paa Fingeren ad Faderen, da han med dragen Sabel i sin store lyseblaa Kappe i Spidsen for sine Dragoner red forbi, mens Trompeterne lød klart i den høje Frostluft sammen med Hestenes Hovslag og en sammenstimlet Flok Menneskers Hurraraab. Hun 316 kunde ikke begribe, hvorfor hendes Moder højt hulkende sank om i Lænestolen paa Forhøjningen, da det sidste Glimt af Eskadronen forsvandt for hendes Øjne.

Ritmester Plums Hoved blev splintret af en Granat under Myrderierne ved Dybbøl.

Sorg og stille Graad, sorte Klæder, sort Rand om Brevpapir og Konvolutter! Pigebarnet syntes en Tid, at det var ganske morsomt baade med alt det sorte og med alle de fremmede Folk, som kom til hendes Moder. Saa forsvandt det sorte, saa gled Dagene hen, den ene som den anden. "Mamma" var meget ude, men naar hun kom hjem, gik hun aldrig til Sengs, før hun havde givet lille Alice Godnatkys. Og lille Alice groede op, sund og glad i det hyggelige Bindingsværkshus, der laa villaagtig i den da afsides og landlige Gade med Have baade for og bag og til Siderne. Hun kom i Skole, fik Veninder, kom til Børneballer, gjorde Lykke ved sin vævre Dans, sine kokette Øjenbryn og sin store blondbrune Haarmanke. Hun mindedes helt vel at have hørt sin Moder tale med andre Fruer om, hvor trangt det nu var for hende at slaa sig igennem med en Ritmesterenkes Pension, men det gik ind ad hendes ene Øre og ud af hendes andet, thi hun mærkede ingen "smalle Steder". Der kom sendende fra Herregaarde og fra Venner i Byen hele Sider Flæsk, Gæs, Ænder og Vildt, og hun blev helt stolt, naar hun i Ferien var Gæst tilligemed sin Moder paa Herregaarden Boistrup og hørte sin Fader kaldes "den smukke Ritmester Plum". Allerede da fornam hun, at der stod en Art Herosduft om hans Minde, og at Jægermester Værn, forhenværende Drogonløjtnant, nu Herremand, en smuk, førladen Mand, tidt ved Middagsbordet løftede sit Glas over mod hendes Moder, og, mens der glimtede en Taare i begges Øjne, sagde med sin lidt hæse Stemme: Min Frue, paa min kære Eskadronchefs Minde! Hun kunde ogsaa huske, at Fru Værn drak med, men uden Taarer med stive, ubevægelige Træk, og at Fruen, naar Jægermesteren efter Bordet spadserede om med hendes Moder paa den høje Sti paa Dæmningen langs Stranden og saa' saa godt ud begge to - han i sort Kjole og lyse Benklæder, hun i lys Sommerdragt i den klare Sommerdag - vekslede uforstaaelige Ord paa Fransk med sin Søster, en midaldrende Stiftsdame. Da saa' begge Damerne noget sure ud og rystede paa Hovedet som Akkompagnement til de franske Ord. Fruen talte sjælden til Alice, Stiftsdamen aldrig, og hendes Barneøjne skønnede helt vel, at naar 317 de kaldte hendes Moder "søde Frue", mente de slet ikke noget dermed. Det var et barnløst Hus. Alice havde ingen at lege med, men hun legede med sig selv, med de tre store Hunde, der slikkede hendes Haand med de varme, vaade Tunger, med Svanerne i Havens Kanal, ja selv med den føre Jægermester, der løb efter hende rundt om en stor rund Plæne med højstammede Roser i, og som altid, naar han fangede hende, trykkede sin mægtige lysblonde Moustache mod hendes Pande eller Kind og derpaa lod hende "vende Mølle" over sin Skulder, indtil hun, 8 Aar gammel, protesterede mod denne Gymnastik med de Ord: Aa nej . . det er saa flovt! Men dejligt var der i Gæsteværelset paa første Sal i Taarnet midt paa den rødbrune Hovedbygning. Havel laa foran med Haven imellem. I de lyse Sommeraftener båres alskens Duft op til dem, mens Mørket sagte sneg sig op, og Lanterner tændtes paa de forbisejlende Skibe og Nattergaleslag trillede fra de tætte Buske ved Kanalens Rand. Om Morgenerne saa' Moder og Datter fra deres Senge med de storblomstrede Omhæng skumtoppede Bølgers lystige Gyngen, Fartøjernes Sejl, der blev helt blegrøde, saa' Maagerne flette og bryde uendelige Ringdanse, slaa ned i Vandet, fare op, hørte deres korte, hæse Skrig. Der var dejligt paa Boistrup!

Og trods Borgfruen og hendes Søster følte Alice sig hjemme der. Hun følte, at hun og Moderen havde Tilhold hos "Manden for det hele".

- Du er en Stadspige, Alice, sagde han og løftede hende saa kraftigt og højt i Vejret, saa hun syntes, at hun fløj - et ægte Soldaterbarn, lige saa rank i Rejsningen som min salig Ritmester - og som din søde Moder. Alice kunde godt høre, at naar Jægermesteren kaldte hendes Moder "sød", saa var det hans Hjertens Mening.

Jægermester Værn arvede et større Gods i Jylland, Boistrup blev solgt. Moderen fortalte Alice, at han var bleven Hofjægermester. Men saa hørte hun ikke mere om ham. Det var forbi med Pinse- og Sommerferiebesøgene paa Herregaarden.

- Det var den første Bom, som blev slaaet ned for mig og indsnævrede mit Liv! hviskede Fru Alice og saa' mod Pakhuset lige over for sig.

Alice skønnede skarpere og skarpere, alt som Aarene gik, at hendes Moders Omgangskreds svandt ind. Det var nu længe siden, at Dragonernes Afdeling var flyttet fra Byen, og Faderens tidligere Kammerater fra Nabobyen spredtes. Hun saa' ikke mere 318 de lyseblaa Uniformer med den karmoisinrøde Besætning og de hvide Bandolerer.

Tidligere sendtes der friske Kranse, som hendes Moder hængte om Ritmester Plums Billede. Der kom ingen Kranse mer. Herosduften fordunstede med Aarene. En gammel vissen Krans hang om det store Fotografi, til den smuldrede og faldt ned i Sofaen, Blad for Blad som Løvet fra Havens Træer i Efteraaret. Hendes Moder blev mere og mere stille og ordknap. Hun indskrænkede sig, mærkede Datteren. Hun fik kun Ostepaalæg paa sin Skolefrokost, og der serveredes ikke Kaffe mere end én Gang om Dagen.

Borgmesteren, Postmesteren, Toldforvalteren, gamle Venner af Huset forflyttedes; ny Mænd kom i deres Sted. Fru Plum sad nu altid ene med sin Datter. Kun Byens gamle, hvidhaarede Provst kom og saa' til dem. Da Alice skulde konfirmeres, fik hun tyve Kroner med i en Konvolut til Provsten som Honorar for et halvt Aars Religionsundervisning. Alice havde følt sig tilsidesat for de finere Konfirmander, for de var anderledes flot klædte paa end hun. Det havde hun siddet og ærgret sig over, og den gamle tandløse Præsts mumlende og halvt uforstaaelige Foredrag var summet forbi hende som en Humlebis Summen i Haven. Hun var ved at falde i Søvn i den stærkt opvarmede, daarlig ventilerede store Konfirmationsstue med den okkergule Limfarve paa Væggene.

Men hun blev underlig bevæget den sidste Undervisningsdag, da hun havde rakt den hvidhaarede Provst Konvolutten fra sin Moder. Thi den gamle Mand fæstede sit ganske lyseblaa Øje paa hende og sagde, mens han lagde sin haarde, magre Haand paa hendes Isse:

- Vil Alice hilse sin Moder fra mig og give hende denne Konvolut tilbage og sige til sin Moder, at nu, da mine to voksne Sønner er døde fra mig, saa har jeg Raad til at tænke paa de faldne Fædrelandsforsvareres efterladte.

Han sagde disse Ord saa sagte, at kun Alice kunde høre dem. Hun saa' godt, at de andre Konfirmandpiger havde deres Øjne skarpt rettede mod Provsten og hende, hørte Hvisken og Tisken fra dem. Hun mærkede, at en hed Strøm randt igennem hende, derpaa en kold, at hendes Knæ ligesom lammedes, at hendes Tunge blev tør. Hun greb efter en Vindueskarm at støtte sig til, at hun ikke skulde segne. Hun fik nu for anden Gang ridset ind i sin Sjæl de Ord, en af hendes Skolekammerater, 319 en rig Bryggerdatter, havde sagt til hende under en Ordstrid i et Frikvarter.

- Aa Du med det engelske Navn! Du gaar jo frit i Skole, fordi din Moder ikke har Raad til at betale Skolepenge, og fordi Du er el Invalid-Barn. Ja det véd jeg fra Kammerjunker Toft paa Boistrup, for der var mine Forældre og jeg til Middagsselskab i Søndags.

Hvad kunde det hjælpe Alice at køre op med Jægermester Værn? Alle de gamle Minder fra Ferierne paa Boistrup kom op i hende, sammensnørede hendes Bryst, steg op i hendes Hoved, saa det gnistrede for hendes Øjne. Hun kunde have slaaet, sparket, spyttet ad den store fede Pige, turde ikke, kunde ikke finde et bittert Ord, blev ude af sig selv, blev raa i sin Fortvivlelse og raabte:

- Uh, din baierske Øl-Tøs!

Der gives ikke raaere Væsener end Pigebørn i "Back-fisch Alderen!"

Alice blev "meldt" til Institutbestyrerinden, der foreholdt hende, at de Tider var forbi, da Rang og Stand havde noget at sige; det var Arbejdets og Industriens Tidsalder, vi levede i, hvor en stor Fabrikant "mindst" rangerede med en Ritmester, som "- husk paa det, Barn, - dog ikke er Stabsofficer".

Alice fortav Scenen for sin Moder. Nu rippedes den op ved den gamle Provsts lidt kluntet udøvede Uegennyttighed. Hun takkede ham ikke, gik hjem, fortalte sin Moder, hvad Provsten havde sagt og rakte hende Konvolutten.

Fru Plum sukkede, sagde ikke et Ord og lagde Konvolutten ned i en Skuffe i sit Skrivebord.

Kort Tid efter sin Konfirmation saa' og hørte Alice en Morgen et farligt Opstyr i den Del af Haven, der vendte ud til Gaden. Øksehug klang. Det knagede og bragede, skrattede og hvinede, høje og stygge Mandsrøster lød. Hun saa' ud i den taagede, hvide Foraarsdag.

Der laa det gamle store Kejserindepæretræ fældet og bedækkede med sine Masser af bladløse Grene et stort Stykke Jord. To gamle Linde, et Par mindre Frugttræer delte dets Skæbne og laa sammen med det i det mudrede, sorte Ælte. Mænd i Skjorteærmer stod til hver Side og anrettede et drabeligt Myrderi paa Buske og mindre Træer, lo og bandede højt, saa det rungede op over den øvrige Larm.

Saa rumlede det af Vogne, fyldte med store gule Sten.

320

Saa gravedes der Kuler. Kvælende Røg stod op fra Kalken. Fru Plum maatte holde sine Vinduer lukkede. Forsommeren kom. Enkelte Tulipaner, senere enkelte Roser og Liljer skød op mellem Sten- og Grusbunker, endnu higende efter at bjærge Livet i Sol og Luft. De blev traadte ned under grimme Stenbunker og brutale Træskohæle.

Alice huskede, at hendes Moder sagde en Aftenstund i Forsommeren, da de begge saa' to Karle i islandsk Nattrøje, laset Straahat og smudsige Lærredsbukser sætte sig og i Sædet knuse en blomstrende Rosenbusk.

- Du Alice! Kan Du huske fra din Historie det om Folkevandringen! Da slog saadan nogle som disse to Karle Grækernes og Romernes Marmorsøjler og Billedstøtter i Stykker.

Alice nikkede stille, og da hun saa' den ene Nattrøjemand række en Trepægleflaske over til sin Fælle efter selv at have taget en forsvarlig Slurk, rev hun hidsig Krogen af Vinduet, aabnede det og raabte ud i Gaarden:

- Gother, Hunner, Alaner, Vandaler og Svever!

Hun mindedes Ramsen paa de værste Barbarer fra den Tid, hendes Moder havde nævnt.

De to Fyre lettede paa deres lasede Straahatte, og den ene sagde:

- G'maaren og velgaaende, lille Jomfru! og tog samtidig et nyt Drag af Trepægleflasken.

Flere og flere Vogne, flere og flere Folk.

Paa den anden Side af den sløjfede Have rejste sig en gul Murstenskasse; Brolæggere drev Sten ned i Havens Grund, og inden Sommeren var forbi, laa der et ækelt, kedeligt Gaardsrum med et Købmandshus lige for Fru Plums Vinduer og en Staldbygning til den ene Side. Vogne buldrede mod Gaardens Stenbro, naar der var Markedsdage i Byen, og ud fra Skænkestuens aabne Vinduer i Forhuset væltede Tobaksrøgens Skyer og drukne Bønders Vrøvl og Sang.

Fru Plum fortalte sin Datter, at deres Vært, Købmanden paa Søndergaden, havde faaet en Sum Penge udbetalt af en Del Beboere fra By og Omegn, der svarede til 15 Aars Leje for det gamle Bindingsværkshus i Haven, for at "den for Fædrelandet faldne Krigers" Enke saa længe kunde nyde fri Bolig. Men nu, da Byen havde faaet Jernbaneforbindelse, vilde efter al Sandsynlighed Trafikken flytte sig fra Søndergade til den før saa øde, halv landlige Gade, og nu havde Købmanden flyttet sin Forretning 321 derhen i det ny Forhus paa den før næsten værdiløse Havegrund.

Denne Meddelelse stak Alice i Hjertet som en Syleod. Det Saar, den baierske Ølbryggers Datter i sin Tid havde tilføjet Ritmesterens Datter, brød op ved dette Stik. Det var en ny Bekræftelse paa, hvor fattig hun var, og hun forstod nu tydelig, hvorfor hendes Skolekammerater om Vinteren for om fra Bal til Bal, fra den ene Kanefart til den anden, om Sommeren fra Skovtur til Skovtur, og at hun aldrig kom med. Nu læste hun, maaske uden Grund, en nedladende Ringeagt i de Nik, hendes jævnaldrende hilste hende med, naar de mødtes, i, at de tog hende under Armen, afslog fra nu af, trods sin Moders Protester, de faa Indbydelser til "ungt Selskab", som hun fik. Der udviklede sig mere og mere en sygelig og pirrelig Grundstemning hos den 16-17aarige Pige. Hvert Ord, hver lille Oplevelse tog hun op som en Naal og stak dem i sit Kød med hysterisk Iver. Fru Plum sagde af og til:

- Alice - hvem har Du dog arvet det vanskelige Sind efter? Din Fader var glad hele den lange Dag.

- Er Du da saa glad, Moder?

- Jeg? Nej; men Du er jo ung og rask. Jeg synes for Resten ikke, at jeg nogen Sinde er gnaven eller pirrelig.

Det var Fru Plum heller ikke, men uden hun selv mærkede det, og uden at hendes Datter i Begyndelsen gjorde sig det ret klart, sank hun sagte hen i en tavs Apati. Fru Plum, der ellers havde været flittig og huslig, sukkede og stønnede under Byrden af sin lille Husgerning, faldt i Staver over sit Sytøj, klagede over sin skikkelige Tjenestepiges bondske Væsen, men havde ikke Energi til at paatale en virkelig, eller formentlig Uorden fra hendes Side. En uhyggelig Tavshed rugede i de lave, ikke meget lyse Stuer.

Den Tanke kom smertelig op i Alice, at hun ingen Gavn gjorde, at hun laa sin Moder til Byrde. Men hvad skulde hun gribe til? Tage ud? Som hvad? Som Lærerinde? Hun kunde jo ingenting ordentlig. Lære Husvæsen? Nej, det kunde en Datter af en Officer dog ikke være bekendt. Gaa og rode i Gryder, faa røde og ru Hænder og sorte Negle? Hun, hvis Fader havde baaret den funklende Hjælm, det sølverne Bandoler og Sabelgehæng, som havde Ret til at sætte von foran sit Navn! Saa vilde hun miste sin eneste Overlegenhed over disse Kræmmer-, Brygger- og civile Embedsmænds Døtre! Det vilde 322 være en Triumf for dem, om Frøken Alice von Plum (hun kaldte sig selv saaledes i uudtalte Ord) gjorde sig til Husjomfru. Men Selskabsdame paa en Herregaard i en fornem Familie? Hun kunde jo skrive til Hofjægermester Værn.

Men hun turde ikke og opsatte at virkeliggøre sin Plan, alt medens Livet gled tyst og tungt som et overgroet Aaløb uden Sol og med hæmmet Strøm. Baadc Moder og Datter sank hver paa sin Vis hen i sig selv. Fru Plum klagede over Hovedpine; Alice lagde Mærke til, at hun hvert Øjeblik faldt i Søvn i sin Stol paa Vinduesforhøjningen. Hun, som ellers var tidlig paa Færde, laa nu og sov til langt op paa Formiddagen. Alice tog sig lidt af Husvæsenet, der jo ikke krævede synderlig Anstrengelse eller Dygtighed, da alt i Huset var enkelt og tarveligt. Fru Plum tog tidt gamle Breve frem, læste dem, græd under Læsningen, rev med Taarer i Øjnene det ene Brev itu efter det andet og brændte Stumperne.

En Dag, da Fruen endnu laa i Sengen ved Middagstid, gik Alice ind og mente, at hun nu vel maatte vække hende.

Hendes Moder var sovet ind i Døden.

Alice stod og stirrede paa Liget, følte sig lige saa stiv og kold, som det maatte være. Da begyndte det at arbejde i hendes Indre som Tøbrud efter isnende Frost.

Aa den nydelige, lille, fine, vævre Kone, der stod saa smukt i Solen og straalede i Livets sundeste Farve paa Dæmningen i Herregaardshaven - hun laa der, indskrumpen, voksbleg!

Hvor var hun mild og sød, mens Alice var lille! Hvorfor blev alt saa tyst og koldt imellem dem, som om deres Aande frøs i det Rum, hvori Hjerte skulde tale til Hjerte? De havde ikke haft en eneste fornuftig Samtale, siden Alice blev voksen, og Ordene var bleven færre og triviellere mellem dem, alt mens Aarene randt.

Nu syntes Alice, at hun havde saa meget, hun skulde have sagt sin Moder.

Pigen havde hentet Lægen. Uden den ringeste Opfordring fra Alices Side bad han hende saa kønt, som om han anmodede hende om en Tjeneste, "om han maatte paatage sig at ordne alt, hvad der fordredes i denne sørgelige Anledning".

Hun kunde kun sige: Mange Tak! Hun græmmede sig selv derover. Hvor lød denne Tak kold!

Den var jo lige saa død som Liget. "Men jeg selv da? Maatte Manden ikke tro, jeg var en Istap?" 323 Da brød hun ud i en fortvivlet, højthulkende Graad, blev siddende i Stuen, hvor Liget laa, sagde adspredt ja til alt, hvad Pigen sagde til hende.

Hvad der skulde blive af hende? Hun var lige glad. De kunde jo sætte hende i Fattighuset. Hun kunde ønske, at de vilde gøre det; de, som havde været saa grusomme mod Enken og Datteren efter en Mand, der var falden i Kampen for sit Land, mens de andre sad hjemme i Varme, havde spist og drukket paa samme Tid, som han havde lidt Kulde, Strabadser, Sorg og Savn og til Løn faaet sit Hoved knust.

Som om det hele foregik i lang Afstand fra hende, saa hun knap kunde høre eller se det, skete der en hel Del om hende. Lægen kom med en gammel Herre, der var Sagfører og Branddirektør.

- De husker vel nok, at jeg er Deres Kurator, Frøken, sagde han.

Jo Alise huskede nok, at det i sin Tid var blevet hende sagt.

- Ja, det er desværre et let Hverv. For Fruen har jo . . . saadan rent ud sagt . . . ikke efterladt sig noget.

Alice saa' paa ham, som paa en fremmed, ligegyldig, uforstaaelig Genstand.

Hver Dag sad hun stirrende ned paa Gulvet, tændte ikke Lys, blev siddende, til det var helt mørkt, fandt ingen Gud over Stjernerne, ingen Trøst under dem, græd snart trodsigt, snart fortvivlet, men den længste Tid sad hun med Følelsen af en Isklump i sit Bryst.

Der kom Folk: Snedker, Graver, Retsbetjente, den gamle Provsts Kapellan, som hun knap kendte. Han forsøgte nogle opbyggelige Ord; de gled af hende som Vanddraaber af Olietøj. Hun svarede ja paa hans Spørgsmaal, om hun ikke følte Trøst i at bede til Gud, ligesom hun svarede ja til alle de andre Folks praktiske Spørgsmaal angaaende Begravelsen osv., osv., blot for at blive fri for at høre flere Ord og for selv at tale.

Og der kom hendes Kurator, Branddirektøren osv., og der kom en Fuldmægtig fra Byfogedkontoret sammen med et Par andre Mennesker.

Alice genkendte en Skomager, der kaldte sig Retsvidne, og en gammel fordrukken Snedker og Bælgetræder ved Orgelet i Kirken, og Branddirektøren og Fuldmægtigen læste nogle Papirer op for hende, som hun ikke forstod eller gad gøre sig Umage for at forstaa. De bad hende om at skrive sit Navn derunder.

324

Hun skrev sit Navn, og saa kradsede Skomager og Retsvidne Mikkelsen og den fordrukne forhenværende Snedker og Bælgetræder ved Orgelet deres Navne under som Vitterlighedsvidner med tilhørende Blækklatter af den spruttende Pen.

Saa kom Snedkeren med Kisten og Ligbærerne og bar Kisten ud. De fandt, at Frøkenen var en skikkelig Dame, thi hun sagde ja til alt, hvad de spurgte hende om, og lod dem gøre lige hvad de vilde.

Begravelsesdagen kom. For første Gang siden Moderens Død saa' Alice ud for sig.

Straalende Foraarssolskin! Ude i det endnu store tilbageblevne Stykke Have, mod hvilken Opholdsværelserne vendte ud, var Muldjorden mørkebrun, og om to runde Rabatters Rande i den store Plæne flettede gule og bleglilla Krokus en Krans.

Alice græd stille over den døde og det frempippende Liv.

Kapellanen kom i Ornat. Han saa' ogsaa ud i Haven og talte om, at det nye Liv blev forkyndt af Vaaren, at Plantelivet var Symbol paa Menneskelivet, spurgte Alice, om hun ikke troede paa et evigt Liv.

- Ikke sandt! Legemet, som saas i Forkrænkelighed, opstaar i Uforkrænkelighed. Det tror De jo fast paa, Frøken Plum? Ikke?

- Ja, svarede Alice.

- Saa har De jo Trøsten ved Haanden. Ikke sandt, Frøken Plum? Og De har jo bedet til Gud om Trøst?

- Ja, svarede Alice - denne Gang lidt tvært, idet hun mente, at Kapellanen, da han anden Gang spurgte, gerne kunde have betænkt sig og sagt: "Frøken von Plum."

Han saa' forskende paa hende.

- De mindes vel Deres Daabspagt, Frøken. Ikke?

- Jo, svarede Alice.

Kapellanen trak paa Skuldrene. Efter en lille Pause sagde han:

- De kommer altsaa i Kirken Klokken tolv, Frøken. De vil se, at vi i vor lille By stræber at hædre Enken efter en af dem, der hengav sit Liv for vort elskede Fædreland. De kommer vel, Frøken? Ikke?

- Jo, svarede Alice.

Kapellanen gik med dybt dukkende Nakke ud af Døren. Alice satte sig igen ved Vinduel og saa' paa de Krokus, der funklede i Solen. Da sagde hun ved sig selv: 325 - Stakkels Moder, som ikke fik se din Have blomstre! Ingen har været god imod Dig! Hvor er det muligt at være god, naar alt er ondt mod en?

Kapellanen havde spurgt, om hun havde bedet.

Hun havde svaret ja, og det var ikke sandt.

Nu da Solen kom og havde tvunget Blomster op af det kolde Muld, syntes hun, som om hun fornam en mild Magt over Verden og sig. Det var vel den samme, der havde ladet hendes Moder sove ind, mildt og fredeligt. Ak, havde den samme Magt smeltet Isen om Moders og Datters Hjerter, saa var de lange Aar, de havde levet tavse ved hinandens Side, ikke rundne ud i Sandet uden Indhold, tunge og tærende!

Ja, hun vilde bede, hun trængte dertil. Til hvem eller til hvad? Det var det samme. Der maatte være nogen eller noget, der forstod hende.

Hun sank paa Knæ, satte Hænderne for sine Øjne. Ingen Tanke klarede sig eller formede sig til Ord i hendes Sind; hun paakaldte intet Navn, hun hyllede sig ind i en Sjælestilhed, der var saa stærk, at hun intet ænsede, intet sansede. Det var en Synken hen i det store Nirvana, i Tilværelsens dybe stille Vande, en Bøn med "Aandens uudsigelige Sukke", ja en Bøn, for saa vidt som hun ikke begærede andet end at hvile i en lullende, kærlighedsfuld Favn. Og efterhaanden syntes hun, at hun hørte Sus af lette Vinger, at hun saa mærkede dem sagte slaa sig om hende og favne hende som bløde Arme, at hun fandt Hvile og Støtte, at de stille Vande begyndte at tone sagte, melodiøst som en Æolsharpe, men med en Fylde af Trøst i hver enkelt Tone, der kvægede hendes syge Sjæl som Duggen de dybe Dales Græs.

Da hun rejste sig, følte hun en sælsom Lethed i sit Legeme, et ubegribeligt Mod i sit Sind. Hun tænkte paa, at hun nu vilde tage mod, hvad der bød sig, at hun vilde tage fat i en Gerning, lige meget hvilken.

Da Klokken nærmede sig Middag, mødte den gamle Branddirektør, hendes Kurator, i Uniform. Alice havde endog Sans for, at han saa' pudsig ud, snævert omsnøret af Frakken, med sin korte Hals, der gjorde den opstaaende Krave med Guldgalonen næsten usynlig, mens den trekantede Hats bageste Snip kradsede ned paa Frakkeryggen.

- De skal se, hvor pæn Byen er mod Dem, lille Frøken, sagde han.

326

Solen skinnede, som den havde sat Festblus paa. Gaderne var overstrøede med Gran og Buksbom, hvis Lugt fyldte Luften. Klokkerne klang fra Kirketaarnets Lydhuller; pludselig skinnede noget blankt deroppe, og Basuntoner rungede ud over Land og By.

Det var Melodien til:
"Slumrer sødt i Slesvigs Jord,"

den, hendes Moder havde sunget for Jægermester Værn i sin Tid, og som havde bragt dem begge Taarer i Øjnene. Den gamle Branddirektør blev nu rørt og sagde:

- Herre Gud! Det er ligesom vi var i 1848, saadan gik det akkurat ogsaa til dengang.

Alice smilede venlig-vemodig takkende op under den trekantede Hat. Det gav den gamle Herre Mod til videre Meddelelse.

- Det er Dragonmusikken fra N-, sagde han. Ved en saadan Anledning kunde Byen ikke tage til Takke med Slagter Ebstrup og hans Undertrompetere, for første Stemme bliver altid falsk, siger Borgmesterens Frue.

Da de var komne til Kirkegaardsporten og skulde gaa ind, standsede Branddirektøren et Øjeblik og sagde:

- Frøken! De husker, at De tillod mig og Doktoren at ordne denne Sorgens Højtid . . . paa en mere moderne . . . og . . . og mere sparsommelig Maade.

Alice saa' paa ham. Hun huskede ingenting.

- Jeg mener, vedblev Branddirektøren, at vi mod, hvad der ellers er Skik, lod den salige bære til det sidste Hvilested her fra Kirken og ikke fra Hjemmet. For saa skulde Følget jo have været beværtet med Kransekage, Portvin og Sherry. Ja, det havde maaske været højtideligere, om den salige var bleven baaren gennem Byen, og Følget havde defileret gennem Hovedgaden, som de militære sagde. Ak, ja, det var i de gode Tider, da vi havde Garnison her i Byen! Med civile tager det sig slet ikke ud.

Endnu en Gang standsede han ved Indgangen til Vaabenhuset.

- Kære Frøken, sagde han . . . ja jeg vil dog sige Dem forud, for at De ikke saadan . . . skal blive overvældet af . . . overraskende . . . saadan Sindsbevægelse og . . . hvad dertil hører . . . at Borgmesterens Frue selv spiller paa Orgelet, for hun 327 siger, at Organisten, Skrædder Skramby ikke forstaar det med Pedalerne og de finere Stemmer, og saa vil hun spille:

Kongernes Konge, ene Du kan
skærme vort elskede Fædreneland.

Og saa tillader De mig at følge Dem op paa Pulpituret. Jeg har lagt en Sang til Dem, forfattet af Lærer Rosengren, men han er psuedo- og anonym, saa De skal ikke takke ham. Den gaar paa Melodien: Dejlig er Jorden, men De er vel for bevæget til at synge med, og Borgmesterens Frue har sørget for syngende Damer og Herrer oppe paa Orgelgaleriet.

Stærkt Solskin randt ind i det hvide spidsbuede Rum fra Vinduesrækkerne paa hver Side af Højkirken. I Stolestaderne sad det talrige Følge: Byens Embedsmænd i Galla: Borgmesteren, Postmesteren og Amtsforvalteren i blaat, Toldforvalteren i grønt, alle med guldbroderede Kraver, og en gammel Kammerjunker, Besidder af en større Gaard i Omegnen, glimrede med sin højrøde Kjole mellem de mørke Uniformsfrakker og de mange sorte Spidskjoler.

Alle syntes, at Moderen fik en Slags Oprejsning for aarelang Glemsel og Tilsidesættelse.

Foran Kordøren stod Kisten, overdækket af et Mylder af Kranse.

Mens Orgelet bruste, og efter at det øvrige Følge var samlet, lige før Talen skulde begynde, viste sig to nye uniformerede Herrer i Midterskibets Gang: en meget svær Herre, grøn, sølvbroderet, med en Fjerhat i Haanden . . . og en yngre, der fik Alice til at fare sammen.

Det var en høj, rank Mand med en svær mørk Knevelsbart i lyseblaa Dragonuniform og Hjælmen med den blanke Kam paa Hovedet. Hans Sølvbandoler tindrede som Sne i Solen, og Billedet af den uforglemmelige Dag, hendes første bevidste, da hendes Fader bar hende rundt i Haven paa den is-sneglimtende hvide Vinterdag, selv klirrende og blinkende, greb Alice med betagende Magt. Den grønne Herre hviskede noget til sin Fælle; i en Fart rev Dragonofficeren Hjælmen af Hovedet, før de gik ind i Stolen.

Alice kunde ikke løsrive sig fra denne Mand. Han havde et af disse Ansigter, der syntes at lægge alt frem, hvad der bor i dets Ejers Indre. Det kunde nok være, at der ikke var 328 mange skjulte Dybheder, mange interessante Gaader bag denne tilknappede lyseblaa Vaab en frakke, men disse store, brune, venlige Øjn, trofaste som en stor Hunds, kloge og tillidsfulde, fortalte kun godt og skikkeligt, jævnt og forstandigt om deres Ejer. Man maatte tro, at naar han drog sin Pallask, vilde han bruge den med direkte Kraft, uden Bagtanke, til Forsvar for Land og Venner og til ærligt Angreb forfra paa Landets og sine egne Fjender.

Saaledes forekom det i det mindste Alice Plum. Hun saa' paa ham under hele Ligtalen, som for Resten var et Repertorium af Bibelcitater, der stod i lige saa umærkelig Sammenhæng indbyrdes som med den afdødes Personlighed. Naar Graaden vilde frem, syntes hun, at dette rare, alvorlige Ansigt hjalp hende til at bekæmpe den. Det ligesom tyssede paa hende.

Saadan som han vist var, havde hendes Fader vist været.

Hvem mon det dog var?

En lang Tid saa' Alice kun ham. Pludselig blev hun opmærksom paa hans Sidemand, den meget tykke Herre i den grønne Frakke med Sølvbroderiet. Men . . . hvad var der dog paa Færde med den Mand?

Duknakket sad han i Stolen. Hans svære Legemsmasse rystede og bævede; fra oven, fra Pulpituret kunde Alice se, at han storgræd som en Kvinde eller et Barn. Over hans blussende røde Basunenglekinder løb Taarer i Strømme, men af og til syntes han at stramme sig op; forsøgte at se barsk ud i Rummet, mens han tog et haardt Tag i sit mægtige graa og blonde Overskæg, der dækkede Overlæbe, Mund og en Del af Kinderne.

Hvem mon det dog var?

Jo ... det gik pludselig op for Alice. Men hvor var han bleven fed, skaldet og graa! Det var jo hendes Moders og hendes egen gamle Ven, den forrige Herremand paa det yndige Boistrup, nuværende Hofjægermester Værn fra det store Gods i Jylland.

Hvor var det dog nydeligt af ham at tage den lange Vej! "Ak, hvis Moder dog kunde se det!" At en saa fornem Herre selv var rejst saa langt og havde taget en Kammerat af hendes Fader med som denne herlige Officer! En Slags Triumf eller Trods overgroede et Øjeblik hendes Vemod og Sorg. Uvilkaarlig rettede hun sig i Sædet og saa' overlegent ned paa det øvrige Følge.

Talen endte med det sædvanlige "Amen, i Jesu Navn, 329 Amen!" Den sidste Salme blev sungen. Et firstemmigt "Farvel" lød fra Orgelgaleriet.

Følget rejste sig, Ligbærerne kom og tog fat i Tovstropperne paa Kisten.

Men til Alices store Forbavselse nærmede Hofjægermester Værn og Dragonofficeren sig, vinkede ad de to forreste Ligbærere og tog fat i hver sin Strop.

En Bevægelse gik gennem Følget. De uniformerede Embedsmænd og den røde Kammerjunker saa' paa hverandre. Den store, højt opragende grønne Toldforvalter gjorde en Bevægelse med Hovedet til de andre uniformerede. De syntes at forstaa, rejste sig: Borgmesteren, Postmesteren, Amtsforvalteren, Alices Kurator, den gamle Branddirektør, den gamle røde Kammerjunker, de gik hen og tog fat i hver sin Strop, saa kun to Ligbærere tog fat i de bageste, og mens det firstemmige Farvel klang videre, bar den fremmede Godsejer, den fremmede Officer og Byens Dignitarier den fattige Ritmesterenke gennem Hovedskibets Gang.

Alice var ved at knæle deroppe, følte Trang til at løfte Hænderne foldede i Vejret, men nøjedes med en Antydning af disse Gestus. I hendes Indre klang Ordene:

"Fa'r og Mo'r! Kan I se!

Det sidste, hun saa', var den blinkende Hjælmkam, da Kisten var naaet hen under det lavt nedludende Orgelgaleri.

Underlig trøstomhyllet, med et sagte tindrende Vemod gik hun ned ad Pulpiturets Trappe, men da hun stod i Kirkens Sideskib, faldt Ensomhedsfølelsen atter tyngende paa hende.

Hun skulde gaa ene hjem, sidde ene, i sin sorte Sørgedragt, i det tomme, dødstille Hus og angre, at hun ikke havde været noget for den stille henvisnende Moder.

Henne ved Udgangen stod Borgmesterens Frue, der i den højtidelige Anledning havde helliget Orgelet sit musikalske Talent. Hun plejede at se ud, som hun gik og bar paa en permanent Indignation. Kun naar hun hilste, trak Munden sig op til et nedladende Smil, der dog syntes at anerkende Menneskeværdet hos den, hun hilste eller genhilste. Dette Smil havde hun i Dag tilsat med en lille Dosis Vemod af den officielle Art, som de mere dannede fungerende Bedemænd og Gravere ogsaa forstaa at frembringe ved Begravelser. Hun sagde:

- Ja, lille Frøken! Vorherres Veje er urandsagelige. Lad Deres Fødebys kærlige Deltagelse være Dem en liden Trøst . . . Nej, De skal ikke takke mig. Jeg gjorde det saa gerne. Jeg 330 bliver mere ophøjet i Sjælen, naar jeg spiller Orgel, om ogsaa det er lidt anstrengende. Men naar det er et Orgel, man anstrenger sig paa, saa bringer man jo Vorherre et Offer. Gud trøste og styrke Dem, Frøken Plum! Og det gør han nok, det skal De faa at se.

Var Borgmesterfruen end nok saa musikalsk, vist er det, at Alice Plum fornam lutter falske Toner i hendes Tale.

Det var allerede et Brud paa Købstadens Sæd og Skik, at Alice havde været til Stede i Kirken. Det gik ingenlunde an, at hun gik med Følget til Graven. Hun saa' det langsomt bevæge sig hen ad Kirkegaardens Gang. Borgmesterfruen syntes at være ivrig for at faa hende af Sted og redde det passende. Hun tog atter til Orde - en ny falsk Intonation i Alices Øren:

- Tillad mig, kære Pige! (Alice væmmedes ved, at hun kaldte hende saadan - hun havde jo næsten ikke kendt hende) tillad, at jeg blot nogle Minutter træder den forældreløse i Moders Sted ved at følge Dem hjem og saa straks overlade Dem til de opbyggelige Tanker, som ved en Lejlighed som denne nødvendigvis vil tage Vejen til den hellige Giver af Sorgen som af Glæden. Deres Fader døde Heltedøden for vort elskede Fædreland, lad hele Deres Liv vorde til Ære for hans Minde!

Navnlig skar det herlige Ord "vorde", som Fruen syntes at smage paa med Velbehag, gennem den unge Pige, ligesom naar en Knivsod skurer mod Sten.

Hun lod sig atter behandle som en viljeløs Ting, gik gennem Gaderne med Borgmesterens Frue, som med et velvilligt med Vemod passende tilsat Smil nikkede til de i mange Vinduer fremdukkende Dameansigter, sikker paa at læse i disse Ansigter en varm Anerkendelse af, hvor smukt og ædelt det var af Borgmesterfruen saa hjerteligt at tage sig af den forældreløse Pige.

Dermed mente hun rigeligt at have opfyldt sin Pligt som kristen Kvinde. Maaske havde hun endog udført et "opus supererogatorium" og fulgt Alice ind i Huset, især da hun nok kunde have Lyst til at se, hvorledes dette Interiør i det gamle Baghus saa' ud. Men Alice standsede foran Indgangsdøren og tvang et "Tusind Tak, Frue" frem, men det lød saa tørt og klangløst, at Fruen blev lidt stødt og sagde hurtigt og næsten gnavent: Ja, altsaa gid Gud maa styrke Dem, drejede sig om paa sin Støvlehæl, gik bort med hurtige Skridt og knejsende Hoved og sagde, da hun kom hjem:

- Det er dog en indbildsk Ting, den Alice Plum.

331

Nu følte Alice en Ørks Tomhed og Øde om sig. Hun satte sig paa sin Moders gamle Plads og saa' ud i Haven. Det rykkede i hende, naar Pigen gik gennem Stuen.

Det ringede paa Gangdøren ud til Gaarden, og hun hørte en Stemme i Entreen. Skridt lød gennem Spisestuen. Hun hørte Pigen sige: "Den Dør", og saa bankede det.

Ind traadte den meget svære Hofjægermester Værn. Nu havde han skiftet Dragt og viste sig civil i sort Frakke. Hans graasprængte Overskæg bævede, da han sagde:

- Kan De huske Deres Forældres gamle Ven, Frøken Plum? Maa jeg ikke nok kalde Dem Alice?

Alice genkendte nu tydelig den troskyldige Røst med sære Intervaller mellem Ordene, som udfyldtes med Rømmen. Den lød saa hjemlig - sympatetisk i hendes Øre, og Indtrykket forhøjedes af det store, meget lyseblaa Øjes uendelige Skikkelighed.

Alice rakte ham sin Haand og saa' saa tillidsfuldt paa ham, som hun ikke havde set paa noget Menneske i aarevis. Den Skikkelse bragte hende Bud fra lyse og glade Dage; denne Stemme og disse Øjne vakte noget ungt og frejdigt dybt inde i hendes Sind. Hun vedblev at holde ham i Haanden; til sidst smilede han, nikkede og sagde:

- Alice - De er bleven en rigtig stor og køn Pige.

Saa sad de en Stund tavse. Hendes lange, magre hvide Haand laa som i en Seng i hans kødrige og bløde højre med de store omhyggelig behandlede Negle, som han selv stirrede paa.

- Der er min gamle Eskadronchef! raabte han pludselig, som om han trængte til dette Udbrud for at komme til Vejret, gik hen og stirrede paa et Fotografi af den ved Dybbøl dræbte Ritmester Plum. Han opdagede saa den nys begravede Frues Portræt. Det hang som Pendant til Ritmesterens paa den anden Side Døren ind til Spisestuen.

Hofjægermester Værn foldede Hænderne over sin tykke Mave og stod ganske stille og tavs. For Alice syntes denne Betragtning overmaade lang. Brat vendte han sig om, fæstede sine Øjne, som han søgte at gøre barske, paa Alice og sagde med en underlig forceret Kommandostemme:

- Véd De, Alice, at Deres Moder var en henrivende dejlig Dame?

Alice skottede op imod ham.

332

Han satte sig paa en Stol, satte Hænderne op for sit Ansigt og mumlede med lange Mellemrum mellem hvert Ord:

- Jeg . . . hm! . . . Jeg vilde saa gerne spørge Dem, . . . lille Frøken . . . lille Alice . . . hm . . . om Deres salig Moder ikke skulde have vist Dem . . . saadan . . . en Æske . . . en stor en af . . . pænt Træ . . . med noget Beslag paa . . . . med hvidt Fløjl eller saadant noget inden i . . . saadan en foret Æske . . . He . . . Hm! Hvor gammel er De, Frøken Alice . . .? Hm . . . lad mig se . . . Ja De maa være 19 Aar . . . . Ja . . . ser De . . . Deres Moder og jeg skrev somme Tider til hinanden . . . saadan for gammelt Venskabs Skyld . . . det kan De nok forstaa . . . ikke sandt, lille Alice . . .? Og ser De . . . de Breve kommer jo ikke saadan andre ved . . . jeg mener . . . de kan jo ikke saadan more andre . . . og jeg vilde saa gerne have dem, bare, bare som en venlig Erindring . . . om . . . hvad vi saadan talte om . . . der ude paa Gaarden . . . i Anledning af Deres Faders Død . . . og mere . . . saadan . . . sligt.

Der tændtes brat i Alice Plum et Blus, som bragte gamle Minder og senere Oplevelser i en Belysning, som gav dem Sammenhæng. Jo vel, hun kendte den smukke Æske med Guldbeslag. Hun havde set sin Moder aabne den, tage Breve op af den, læse dem, gemme Æsken, laase af for den og stirre tankefuld hen for sig.

Hun sagde:

- Min Moder brændte en stor Bunke Breve, før hun døde. Æsken er i hendes Sybord.

Hun kom med en Kurv, hvori der laa en hel Del Nøgler og præsenterede den for Hofjægermesteren.

Han rystede paa Hovedet og mumlede:

- Alice . . . Luk selv op . . . Gør det! saa er De sød.

Alice stak Nøglen i Sybordet, hvis øverste Skuffes Indhold altid var blevet holdt hemmeligt for hende.

Ja der fandtes kun den guldindlagte, brunrøde flammede Æske med den lille forgyldte Nøgle i.

- Luk den op, Barn! sagde Hofjægermester Værn med en vis Kommandotone, skønt Røsten var dæmpet.

Alice lukkede op. Hofjægermester Værn saa' graadig ned mod det hvide Fløjlsfor, saa' op paa Alice og sagde:

- Der er jo ingenting. Hvad?

333

- Jeg har jo sagt, at min Moder brændte en hel Del Breve - og det var vist dem, som laa deri.

- Naa-aa -

Hofjægermesteren fik atter sine store Hænder anbragte foran sit store Ansigt og mumlede:

- Ja, ja! Det var maaske godt det samme. Fru Plum var en klog Dame . . . Satans intelligent . . . og poetisk . . . Alt, hvad et Menneske burde være og sjælden bliver til . . . Aa, lille Alice; jeg er saa rædsomt bedrøvet over, at Deres Moder er død . . . Men hvad Fa'en skulde jeg gøre? Jeg sad og djævledes med det Gods ovre i Jylland . . og med . . . . . naa ja . . . ja med alt muligt. Men . . . ja . . . Branddirektøren vil sige Dem Besked . . . Død og Pine! - Nu har jeg glemt. . . Naa . . . ja . . . den Dreng kan jo vente. Hm, hm . . . hvad er Klokken? . . . Ja Verden er sgu haard, lille Alice. Selv om et Menneske vil gøre noget, han synes er skikkeligt og godt, kan han, Fanden fløjte mig, ikke faa Lov til del for Kone og Familie . . . eller . . . for Godsforvaltere . . . og for kalkunske Yenstrebønder . . . for sine Standsfæller . . . og for Skolelærere . . . og for Højskoler . . . Nej, bare man selv kunde have skabt Verden, saa skulde den, min S'æl, være ble ven en hel Del bedre, det skulde den sgu være bleven . . . ja det skulde den! . . .

Og Godsejeren slog et Slag mod Pladen af en "stum Tjener", saa den var ved at ramle. Han saa', at det gøs i Alice. Han tog da lindt paa det lette Møbel, som om det var et lille Barn, og sagde ydmyg-bedende:

- Om Forladelse, mit Barn . . . men man bliver saa let arrig, naar man bliver ældre. De er da ikke vred? Vel?

- Nej, nej, Hr. . . . Hr. . . . Hofjægermester.

- Hør, lille Alice, . . . vil De være rigtig rar og kalde mig . . . kalde mig Onkel Rudolf? Jeg holdt saa meget af Deres Fa'r og Deres dejlige, velsignede Moder . . . saa . . . hvis De ikke har saadan . . . specielt noget imod det, saa kald mig saadan.

Alice saa' ind i disse uimodstaaelig rare Øjne. Et Væld af Godhed, som hun ikke havde stødt paa i mange Aar, strømmede ud imod hende. Og da den tykke Godsejer syntes, at han læste Imødekommenhed i hendes Træk, saa', at hendes mørke, lidt staalagtige Øjne fik varmere og blødere Glans, blev han saa modig, at han forsøgsvis løftede sine Arme, dog ikke 334 højere, end at han kunde sænke dem straks, uden at det blev paafaldende. Men Alice tog ham brat om Halsen. Da sluttede Hofjægermesteren hende tæt i sin Favn og kyssede hende, men syntes selv at ræddes ved sin modige Gerning. Han gav los, strøg sit Overskæg og mumlede:

- Ja, lille Alice . . . skal vi sende det Kys op til Deres Mo'r . . . og . . . der . . . hvor hun nu er . . . ifølge vor Religion . . . Ja, men . . . Død og Pine! . . . De maa ikke blive vred . . . De maa ikke tro, at det ikke var en Fornøjelse . . . ja en Ære . . . at kysse saadan en nydelig ung Pige . . . men . . . men . . . ja . . . hvad Fanden . . . Ja nu maa jeg sgu ud til Drengen, som venter ude i Gaarden.

Hofjægermester Værn rev sin Haand ud af Alices. Hun fulgte ham, og da de kom ind i Spisestuen, saa' hun midt i Gaarden den Officer, hun havde set i Kirken, gaa frem og tilbage, funklende i Eftermiddagssolen, høj, rank.

- Naa der er han, sagde Hofjægermesteren.

Et Vindue stod aabent. Han raabte ud deraf:

- Du er vel bleven ked af at vente, lille Karl.

Officeren tog smilende til Hjælmen. Alice kendte straks af hans knapløse Officersdistinktioner, at den smukke, kraftige Mand kun var Sekondløjtnant.

Hun blev vred paa sig selv, da hun af den Hede, der steg hende til Hovedet, sluttede, at hun maatte have rødmet stærkt.

Der kom over hende den resolutte Vildskab, som undselige Mennesker tidt griber til som en reddende Planke, Hun sagde med langt højere og kækkere Stemme, end Hofjægermesteren før havde hørt hende bruge:

- Hvorfor kommer Løjtnanten ikke ind? Jeg kan se, at han hører til min Faders Folk.

Hofjægermesteren tilkastede hende et kort, studsende Blik.

- Vil De have ham ind, Alice?

- Ja, jeg vil takke ham, fordi kan kom til min Moders Begravelse.

- Naa - ja -. Det er jo rimeligt. Men han er ikke i Tjenesten mere. Han er Bankfuldmægtig i H-, min Naboby . . .

- Jeg vil sige ham Tak, sagde Alice.

- Naa ja -. Du Karl Amsdorf. - Frøkenen beder Dig komme ind, min Unge, raabte Hofjægermesteren ud gennem Vinduet.

Løjtnanten tog atter til Hjælmen og kom ind.

335

Da han tog Ordet efter Præsentationen, klang hans Røst sympatetisk i Alices Øre. Han var slet ikke forlegen som Hofjægermesteren; han talte distinkt og færdigt:

- Ja, Frøken! Jeg red ved Deres Faders Side, da Granaten ramte ham . . . jeg fik selv et Par Fingre lidt ødelagte. (Han tog Handsken af og viste sin venstre Haand, hvor Langog Ringfingeren hang lamme ned). Med et lille elskværdigt Smil fortsatte han: Jeg synes ligesom jeg er en Slags Halvfætter til Dem, Frøken, paa Grund af de Fingre. Jeg var en Latinskoledreng paa sytten Aar, meldte mig, blev Officersaspirant. Men, som De maaske kan se, Frøken, saa kom jeg ikke højt op paa det militære Hierarkis Stige.

- Ja, kan De nu begribe det, Alice? udbrød Hofjægermester Værn. Han begynder sin Bane brillant, viser sig som en hel Karl, mens han endnu er Dreng - og De ser, hvor brillant han tager sig ud i Tøjet og flunker som den flotteste Kavalerist i Landet, og saa løber han fra det hele.

- Undskyld, Onkel Rudolf . . . men jeg har jo tidt nok forklaret Dem . . .

- Ja vel, ja vel . . . Men siden Du har sagt A til Frøkenen, saa maa Du ogsaa sige B.

Hofjægermesteren satte sig magelig til Rette i Stolen, nikkede til den unge Mand, saa' paa ham som paa en Søn, han var stolt af, og lyttede til hans følgende Ord med en Mine som en Kender, der nyder sin Yndlingsvin.

- Det skal jeg saamænd gerne, sagde Dragonløjtnanten. Jeg synes, at en Officer, der ikke har Udsigt til at komme i Krig, men stadig ligger i Garnison og slæber Sabelen langs Stenbroen, er en Driver, som ikke engang fortjener den usle Gage, han faar.

- Skulde man ikke tro, at Karl Amsdorf var Venstremand, Alice?

- Jeg har slet ikke kunnet naa til at interessere mig for Politik, sagde Alice.

- Gud velsigne Dig . . . Det har Du Skam gjort Ret i, for det er det væmmeligste Vrøvl og Roderi, der er til ... Men hvem véd, Karl? Vi kan maaske faa Krig endnu?

- Gud hjælpe vort Land, hvis det skete. Det vilde være ude med det. Det tror De jo ogsaa, Onkel Rudolf.

- Ja vel. Men hvor gammel og tyk jeg end er, jeg meldte 336 mig til Tjeneste alligevel. Og det gjorde Du med, Karl Amsdorf.

- Jeg blev jo nødt til at gaa med. Jeg vilde blive indkaldt som værnepligtig Løjtnant, og for min Skyld ingen Alarm. I 64 blev jeg vant til den Sport og kom vel snart efter den igen. Men jeg vilde ikke være mere begejstret derved end ved at skrive Tal og regne paa min Kontorstol i Banken, for det var haabløs Gerning, og man vilde være grædefærdig hver Dag, man saa' sit Land rykke mod sin Undergang.

- Aa, Du vilde saamænd befinde Dig allerbedst i Krig. Du trænger til et rask Liv.

- Ja . . . det kan være sandt nok. Jeg kan godt lide i skarpt Ridt at fare om i Terrainet, ja med Skam at tale om, jeg holder ogsaa af hele Kommersen, der følger med Krig. Men naar galt skulde være, saa vilde jeg hellere slaas i en Krig for at slaas, at jeg kunde sige om de stridende Parter: Det er mig lige meget, om Hunden æder Svinet, eller Svinet Hunden.

- Sikken en Landsknægt! . . . Hvad Alice ?

Amsdorf vedblev, idet han ligesom faldt i Tanker.

- Eller rejse over til et Sted som Brasilien, hvor der endnu er Urskove at fælde og vilde Bæster at slaa ihjel, hvor man kan gøre alt sit Arbejde under aaben Himmel.

- Eller til Sydafrika og skyde Gorillaer og andre store Abekatte? sagde Hofjægermesteren smilende.

- Aa ja. Hellere end ligge i Garnison i et af de forbandede Huller . . . om Forladelse, Frøken . . . men de danske Købstæder er min Rædsel og Gru.

- Tænk Dem, Alice, sagde Hofjægermesteren. Han vilde ikke en Gang hjælpes til en god Gaard paa Landet.

- Og saa være tvungen til at regne med dalende eller stigende Kornpriser, studere Smørnoteringer?

- Er det morsommere at sidde og studere Pengekurser og beregne Renterne der i din Bank? sagde Hofjægermesteren.

- Nej. Men naar jeg er færdig med min Kontortid og ellers gør min Skyldighed, er jeg uden Ansvar for andre Menneskers Skæbne. Naar jeg er fri, er jeg fri og kan i det mindste læse om Livet, siden jeg ikke kan leve det.

- Tænk Dem, Alice; han kunde godt være bleven sat i Stand til at blive Student i sin Tid og saa gaa videre.

- Jeg vilde have været Dem inderlig taknemmelig, Onkel 337 Rudolf . . . for De kan jo nok forstaa, Frøken, at det var ham, som . . .

- Sludder, Karl . . . Det var jo ikke det, vi skulde tale om, afbrød Hofjægermesteren og blev endnu rødere i Hovedet, end han forud var.

Amsdorf fortsatte:

- Ja, hvis jeg havde følt Tømmer i mig til en Videnskabsmand, men civil Embedsmand . . . hu . . . ha! Nu kan jeg da føde mig selv og, som jeg sagde, være fri en god Del af Dagen. Gagen er lige saa stor som en Kaptajns eller Ritmesters, og naar . . .

- Ja, naar Du ikke vil gifte Dig, men Du bliver nok fangen for Alvor, min Dreng, sagde Hofjægermesteren.

- Vær vis paa, Onkel Rudolf, at jeg skal forsvare min Frihed saa tappert som jeg kan.

- Ja i visse Maader er en vis Herres Pileskud farligere end Kruppske Projektiler. Hvad Alice?

- Aa, man kan søge Dækning for dem.

- Og det har Du gjort?

- Ja, sagde Amsdorf, fordi jeg maatte gøre det. Hofjægermester Værn tog sit Ur op og sagde:

- Ja vi maa af Sted, enten vi vil eller ej, - for Toget gaar om 25 Minutter. Maa jeg kysse Dig til Afsked, lille Alice? I Morgen vil den gamle Branddirektør bringe Dig noget fra mig . . . Aa . . . kan vi ikke gaa gennem Haven og bag om Byen til Stationen?

Det var hældende Dag med rød Sol, da de to Mænd gik gennem Haven. Amsdorfs Hjælmkam var som luende Guld; Hofjægermester Værns høje Cylinder havde en Sølvstribe ned ad Siden. Da de, efter endnu en Gang at have vendt sig og hilset Alice, der stod i Vinduet, var forsvundne hinsides Laagen, var det hende, som Tæppet var rullet ned for et Skuespil, det kønneste og mest sympatetiske, hun nogen Sinde havde været til Stede ved. Hun sagde ved sig selv:

- Det var to prægtige Mennesker!

Alice stirrede længe efter dem, syntes endnu at høre Ekko af deres Stemmer.

Alice havde ikke, saa længe hun kunde mindes, hørt en Mand tale som Amsdorf.

Hun følte sig dum efter dette Møde.

At donne smukke Løjtnant ikke vilde være Onicer mere!

338

Officer! Var det ikke det højeste, en ung smuk Mand kunde drive det til?

Hun skulde aldrig mere se Karl Amsdorf i Uniform!

Hun havde set hans Hjælm glimte sejrrigt, som hun havde set sin Faders i sin Tid. Hun saa' ud i Haven. Løjtnantens Hjælm . . . ja den var der ikke mere . . . Men . . . ja det var Yrøvl . . . men hun syntes, den havde efterladt et Genskin over Træer og Buske . . . og han et Genskin i hendes Sjæl.

Og den velsignede, tykke Hofjægermester! Ja, han var ikke saa smuk . . . men . . .

Hun digtede en lille Roman om, at hvis han var blevcn hendes Stiffader . . . for han havde jo holdt af hendes Moder! Ak, ja, hans uvenlige Frue levede vel endnu . . . Uh, hun var vist en slem en . . . Hun tænkte: Hvorfor er Livet lagt saa vanskeligt til Rette? Hvorfor er der saa mange Hindringer for, at gode Mennesker, som holder af hverandre, kan mødes? Hun formede sin Tanke i de udenad lærte Ord:

- Hvorfor er der ingen Harmoni i Tilværelsen?

Hun gik videre:

- Hvorfor vil Karl Amsdorf ikke være Officer? Hvorfor tvinger Hofjægermester Værn ham ikke dertil? Hvorfor vil han ikke være Embedsmand? . . . Hvad skal et Menneske da blive? Det var jo dog de eneste anstændige Stillinger her i Landet . . .

Samtalen havde pirret op i Forestillinger, som havde ligget fast i hende . . . Uh! gaa ud i de fjerne, barbariske Lande, slaa Slanger, Røfler, Elefanter og andre vilde Bestier ihjel, naar man her hjemme kan blive Ridder af Dannebrog og faa fast Gage og køn Uniform!

Og ingen Sejr mere i Krig! Hun nynnede, eller det klang indvendig i hende:

Og flyver Du mod Himlen
i stolte Snekkers Favn,
saa nævn for Stjernevrimlen
din høje Hvitfeldts Navn.

Og Valdemar Sejr! Og Drost Peder Hessel! Og Svend Trøst!

Hun sad og tænkte:

- Det er vel Snak alt sammen! Men hvad skal jeg leve for? Hvad skal jeg søge Trøst i?

Pigen kom ind.

339

- Skal Frøkenen ikke have noget til Middag?

- Nej. Spis selv.

- Vil Frøkenen da i Seng?

- Ja.

- Ja, det kan jeg forstaa. Naar man har rigtig Sorg og Bedrøvelse, saa skal man lægge sig. Det gør Bønderne ude paa Landet altid.

Alice sov ikke stort den Nat. Hun vaktes ved Mindet om en Hjælm og om en klar, helt udtonende Stemme.

Næste Formiddag kom ganske rigtig hendes Kurator, den gamle Branddirektør. Der var udbredt noget højtideligt over ham, noget i Betning af diplomatisk Fornemhed eller Reservation. Han havde endog for at betegne, at han bar paa en alvorlig Hemmelighed, knappet sin sorte langskødede Frakke til, saa hans Buste ikke var helt ulig en tæt stoppet Pølse.

- Ja-a-a, sagde han helt betænkelig. Han knappede de to øverste Knapper af Frakken op, sukkede eller aandede dybt og halede en Pakke Papirer op af Brystlommen.

Han gentog dette "Ja-a-a" og søgte at lægge en højtidsfuld Varselstone deri. Med Haanden glattede han nænsomt og omhyggelig Papirerne ud gentagne Gange. Han fortalte nu, efter flere Gange at have rømmet sig, i en Tone, hvori han, da han ikke kendte anden Form for højtidelig Diktion, eftergjorde dels Dokumentstilen, dels gamle Præsters salvelsesfulde Prækedur, følgende:

At hans Højvelbaarenhed Hofjægermester og Bidder Budolf Værn af personlig og patriotisk Følelse for den for Fædrelandet faldne Bitmester og Bidder Otto Plum indtil Dato havde udbetalt hans efterlevende Enke Ottilia Charlotte født Ahlmann den Sum 800 Kroner aarlig, men alt i Hemmelighed med den for ægte adelige ejendommelige Noblesse, saaledes at Summen var gaaet gennem hans Datters Kurators "den her tilstedeværende Branddirektør og Prokurator Jakob Peter Dalhoffs Hænder, og han her paa lovformelig Vis havde forpligtet sig til, saa længe han var i Live, at lade ovennævnte Ægtepars eneste Datter, Alice Plum, tilflyde samme Sum, saa længe hun forblev i ugift Stand; dog tilføj ende det Ønske, at bemeldte Frøken Alice Plum . . . "De forstaar nok, at der menes Dem, Frøken" . . . uddannede sig til en for hendes sociale Stilling passende Virksomhed, formentlig til Lærerinde, til hvilken Ende, tidt nævnte Hofjægermester og Bidder Budolf Værn end ydermere vilde tilskyde, 340 hvad hendes Uddannelse paa et af Københavns mest ansete Kursus for vordende Lærerinder, vilde beløbe sig til i den Tid et saadant Kursus maatte kræve. Han endte:

- Maaske jeg i den Anledning turde æske Frøkenens Udtalelse og Frøkenens i saa Henseende fattede Beslutning, som forventes at blive bekræftende. Dog i en saa vigtig Sag burde behørig Betænkningstid, Raadførelse med Gud og sin Samvittighed ingenlunde modarbejdes, men tværtimod tilraades af den, hvem Deres afgangne, nu hos Herren salige Moders Ønske med Tilslutning af Frøkenens egen fri Vilje og Valg har gjort den Ære at sætte til Deres lovlige Værge.

Den gamle Branddirektør smækkede lidt med Tungen, da han langt om længe pauserede, ligesom for at nyde sit med Omhu udarbejdede Foredrags liflige Eftersmag. Han vilde til at tage Afsked og spørge, naar han maatte komme igen, da Alice pludselig udbrød:

- Jeg behøver ingen Betænkning, for der er jo intet andet for mig at gøre end at takke og sige ja.

- Saa-aa? sagde Branddirektøren og blev staaende.

Hans hele Ansigt udtrykte Skuffelse og Overraskelse. At beslutte sig i saadan en Fart uden vidtløftige forudgaaende Forhandlinger, var hans hele Naturel imod. Han blev næsten forarget og stammede:

- Saa hurtigt . . . ja - ja - ja -

Alice gentog sine Ord.

- Ja saa? sagde Branddirektøren. Hm! Saa skal jeg altsaa lige straks træffe Foranstaltninger?

- Ja, tusind Tak.

Kuratoren gik ud, rystende paa Hovedet, fortsættende under sin Gang hjem sit betænkelige:

- Ja-a-a . . . Ungdommen siger i vore Dage: Jo hastigere jo bedre. I gamle Dage sagde man: Jo grundigere og langsommere, desto bedre og sikrere.

I dunkel Forvirring ravede i Alices Erindring Billederne den Tid hun tilbragte i sin Fødeby, før hun rejste til København :

Afskeds visitter til Folk, hun ikke brød sig det mindste om, hvor Raad - efter hendes Mening alle dumme og hen i Vejret 341 - vekslede med Ønsker, obligate Kærtegn, Forsikringer fra Fruer om, hvor højt de havde elsket den yndige, stille og beskedne Fru Plum. Fra nogle af de ældste kom Erklæringer, at det var den gode Tid for Byen, da nuværende Hofjægermester Værn ejede det dejlige Boistrup, for det var det yndigste Sted, man kunde tænke sig - og sikken en Bolig! - De havde aldrig været inden for dens Døre! Alice var ikke rørt et Øjeblik, gjorde heller ikke Indtryk deraf. Hun fandt, at alle disse fine Fruer, for ikke at tale om Frøknerne, i alle de mange Aar havde set baade hendes Moder og hende selv over Hovedet, maaske mest af Hævn over, at de havde været udestængte fra det adelige Herresæde trods alle Anstrengelser for at faa Adgang dertil. Nu "snobbede" de atter for Hofjægermester Værns Navn, derfor faldt der lidt af til hans Protegé. Fruerne ytrede siden, at Alice Plum var et koldt og hjerteløst Pigebarn, som endda var utilbørlig indbildsk af, at Hofjægermesteren tog sig af hende. "Gud ske Lov! - deres Døtre behøvede ikke at leve af Almisse. De var meget for stolte til at blive adelige Vartovslemmer!"

Det stod ogsaa for Alice som en dunkel Drøm, at hun, ledsaget af sin Kurator havde siddet i en Kupé. Han havde stadig talt under hele Rejsen til København, uden at hun havde hørt efter, men kun svaret ja, nej og hm. Hun blev præsenteret for den store, tykke Kursusbestyrer. Han saa' alt andet end elegant ud med sin gennemsvedte Flip og sine afbidte Negle, og skønt han mest mindede om en af de simplere Skippere, hun havde set i sin Fødebys Havn, talte han i bred Præketone, endnu mere drævende end den gamle Branddirektørs.

Saa fulgte Lektielæsning paa det lille Kammer, hun beboede i et Pensionat hos Kursusbestyrerens gamle, sødbeske Søster. Hun fik daarlig og tynd legemlig Føde, ganske svarende til den aandelige i Timerne i den lange, smalle Sal med et søvnigt Lys, et langt, voksdugbelagt Bord og dinglende Rørstole. Lærere og Lærerinder kom forpustede med alle Tegn paa Forslidthed, stangede Tænder og rensede Negle eller Ører i Timerne. Den tykke Kursusbestyrer serverede de unge Piger Religion i teologisk skematisk Form. En endnu tykkere Cand. phil. afleverede Historie og Geografi under evig Kamp med en perennerende Halvrus, der røbede sig for de nærmest siddende af hans Aandedræt, og med sine frempippende erotiske Tendenser, der ytrede sig i Forsøg paa at komme i Berøring med samme nærmest siddendes Hænder. Regnestykker, saa lange som fra Kyndelmisse til Paaske, 342 pinte Alice baade i Kursusstuen og paa hendes Værelse om Kap med danske Stile over Emner, der stundom laa over, altid uden for hendes Interesse, Erfaring og Tankemodenhed.

Kursuskammeraterne, de unge Piger, mindedes hun impressionistisk som to Rækker lyse og mørkeblonde, sorte og røde Hoveder, dybt dukkende sig ned over Bordets Voksdug, adspredt gloende ud i det halvmørke Rum, eller ligesom legende Tagfat med Lysets lunefulde og uberegnelige Gennembrud. Fattige og flittige Piger, sejgt slidende sig hen mod Eksamen! Deres forskellige sociale og aandelige Dannelsestrin røbede sig i Sprogets Klang, naar de reciterede Lektierne. Nogle talte kønt og klart, nogle med københavnsk forfladiget Udtale, hvori a blev æ, og u blev o, Gade til Gæde, Mund til Mond, andre med sjællandsk Dræven, fynsk eller lollandsk Syngen, Jydsk Forveksling af haarde og bløde d'r og Stødtoner, dumpe og klangløse som Lyden af Træskotrampen i Muldjord. Alle maatte de tvinge deres højst forskellige Evner og Temperamenter ind under Eksamensfordringernes Uniform: lade sig tynge af Teologiens Tornyster, af Kongerækkers og Aarstals Eksercitsvaaben, indspænde i de mange Regningsarter og Pædagogikkens Formler som i stramt Soldaterlædertøj. Dansk Litteraturhistorie var for Alice det utaaleligste Fag. Den gamle Lærer, "Professoren", smagte selvbehagelig paa hver af de forlorne Aandrigheder eller Vittigheder, han havde paa Lager, de samme til hvert Kursus fra Aar til Aar. Afvekslende kælede han for og irettesatte mildt danske, længst afdøde Digtere, mens opløst Snus fra Næsen langsomt banede sig Vej gennem de to dybe Rynker paa hver Side af Næse og Mund. Han skulde ikke give sit Auditorium nogen straalende Forestilling om den danske Litteraturs Guldalder, Romantikens Aladdinspalads, Kæmpehøje paa Ildsøjler, Kæmpevisetoner til Elverpigerdans, ikke engang om Musernes Dans ved Studerelampens Skin paa Hostrups Hybel eller ved Punsch- og Pibedamp i det Plougske Akademikum.

I sine Velmagtsdage havde Fru Plum om Vinteraftenerne læst Digtninger fra den Tid højt for sig selv og sin Datter. Alice havde dengang kun fulgt Oplæsningen af Pligtfølelse, og Indtrykkene var siden gledne af hende. Nu vaktes de igen til Liv, og fik Farve af hendes Forargelse over "Professorens" fordringsfulde selvbehagelige Oplæsning af de samme Digterværker. Hvilken Modsætning mellem hans sødlige Foredrag, hans smudsige hvide Halsklud, hans bondeagtige brede, malpropre Hænder 343 og Moderens klingre, fine Røst, lille sarte Skikkelse og fra Top til Taa soignerede Personlighed!

Der gaar den lille Ælling, saa gul og rund og ren,
ret som en Æggeblomme, der nylig har faaet Ben.

Disse Verslinier af Christian Winther blev for hende slikrøde, ækle og vamle i "Professorens" altfor vaade Mund.

Hendes Bekendtskaber med Kammeraterne blev flygtige. Hun stod over for dem som for Væsener af en hende fremmed Race. Naar de pludrede højest, blev hun tavs som en Mur.

Hun gled glat gennem alle Eksamensfag, havde faaet mg. i hvert af dem. Den sidste Dag skulde hun op i Historie. Det var hun bange for, thi hun havde endnu den sidste Gang, da den halvfulde gamle, tykke Lærer foretog en almen Overhaling af sine Dimittender, bumret ret artigt i Aarstal og Kongcrækker.

Da hendes Forgængerinde var oppe, saa' Alice under Gaslampens flakkende Skær den lille nussede Eksaminand med den kroniske Snue med tilhørende evindelig Snøften opad, med de smaa røde Hænder, hørte hende aflevere Lærebogens Ramse lige saa raat, som den var gaaet i hende. Eksaminator sad stærkt i Skygge, lænet tilbage mod Stoleryggen. Han sagde ikke et Ord, bevægede sit graa, krøllede Hoved i evindelige Nik. Det var ikke godt at vide, om han nikkede, fordi han sov, eller fordi han bifaldt. Alice kunde ikke se hans Ansigt. Endelig vinkede han den ramsende Pige til Afsked og sagde med en dyb, dvask Stemme:

- Frøken Alice Plum!

Alice traadte hen til Eksamensbordet og saa' op paa Eksaminatoren, en titulær Professor og Bestyrer af en privat Latinskole i Hovedstaden. Hvor var det en smuk, gammel Mand! Han havde prægtigt hvidt krøllet Haar, store, varme brune Øjne, et for sin Alder passende Embonpoint, soigneret i sit hele Ydre. Han fortjente - saa syntes det Alice - det Ridderbaand, han bar i sit Knaphul.

"Professoren" rettede sig i Sædet, da Alice traadte frem i Lyset. Den høje, ranke Pige i den sorte, riflede Silkekjole, med den lille Guldkæde, Arv efter Moderen, med de lange smalle Hænder, den høje, kolde Pande, syntes ham, som hun senere fik at vide, af langt bedre Race end de Eksaminander, han hidtil havde overhørt. Der kom Ild i de store brune Øjne. Med 344 en bukkende Bevægelse og et imødekommende Smil bød han den unge Dame at trække en af de Sedler, hvorpaa Eksaminationsemnerne stod, ud af Bunken. Han sagde med en elskværdig dyb, nu helt afklaret Stemme:

- Træk nu det store Lod i Lotteriet, min Frøken!

Alice trak og læste:

"Dronning Margrethe og Sverrig."

"Professoren" slog ud med Haanden, som han vilde give hende Ordet,

Hun fortalte rolig, klart og tørt, uden Bogsprog om Kong Albrecht og den danske Dronning, og "Professoren" sagde skælmsk og sagte:

- Ja, det er vel ikke værdt at spørge Dem, Frøken, om De kender de stygge Øgenavne, denne tyske Herre beærede vor Dronning med.

Alice sagde lige saa stille og uforfærdet, som hun havde fortalt det foregaaende:

- Han kaldte hende "Kong Bukseløs" og "Munkedejen".

"Professoren" smilte end venligere end før, mens en Mumlen gik gennem Auditoriet. En af Dimittenderne hviskede til en anden: "Gud! det er rædsomt!" og den lille pjuskede unge Dame, Alices Forgængerinde, hviskede til sin Nabo:

- Og det var hende, der agerede saa fin paa det, og saa bruger hun saadanne sjofle Ord.

Men "Professoren" havde den største Fristelse til at sige til Alice, at hun var sød, saa nydelig syntes han Ordene klædte hende.

Han spurgte hende, da hun nævnede Slaget ved Falkøping:

- Hvad Aar var det, Frøken!

Alice søgte lidt og sagde:

- Jeg kan saa daarlig huske Aarstal.

- Naa, ja det er ogsaa det samme. Det var for Resten 1389. Gaa De kun videre.

Det gik brillant i Verdenshistorie.

Da Censurens Resultat forkyndtes for de spændte unge Kandidater ude paa Gangen, og den lød for Alice Plums Vedkommende paa ug. i Historie, gik der en forarget Summen igennem Skaren som en Kastevind gennem et Sivkrat.

- Nej - det var da rasende uretfærdigt.

- Ja, hun vidste ikke, naar Slaget ved Falkøping stod.

345

- Den gamle Professor saa' sig tosset paa hendes gamle Silkekjole.

- Og paa hendes hvide Hænder.

- Og saa var det ogsaa, fordi hun snakkede saa ufolkeligt, lød det i Dialekt.

- Og fordi hun kunde sætte Bogens Ord om, saa det lod, som det var hendes egne, sagde den lille pjuskede, der var oppe før Alice.

Et Par Dage efter modtog Alice en Konvolut paa sit Pensionat. I Konvolutten laa et Kort. Det indeholdt:

"Professor Langberg og Frue udbeder sig Æren af Frøken Alice Plums behagelige Nærværelse til en Dans Lørdagen den osv. osv.
Sv. udb."

III.

Hvilken Forskel fra Købstadens tarvelige Baller, hvor man stadig gensaa' de samme kedelige Ansigter og tidt endte med at se sig gnaven paa hinanden!

Her er en Hvirvel af Glans og Klang og Pragt, Lysekroner og Lampetter, god Musik, straalende Øjne, store farverige Toiletter, hvide Arme og Halse paa de mørke fløjlsagtige Tapeters og mørkerøde Fløjlsgardiners og Portièrers Baggrund. Unge, smidige, vege Midjer bugtede sig under kraftige Favntag. Herrernes sorte Kjoler var som et douce, ensformigt Akkompagnement til den brogede Farvekantate, der brusede frem fra de mange Damer i de mange Farver.

Alice nød det hele med fuld Tro paa dets Ægthed, saa' og hørte kun Skønhed og Livsjubel, havde ikke Strøg af Mistanke i sit Sind om, at der i dette Selskab kunde findes Herrer med raa Tanker og flabede Ord, Damer med pjankede eller flirterende Tendenser og kræmmeragtigt Livssyn. Hvor kunde hun ane anden Skygge her end den, der tjente til at forskønne og udhæve Lyset? Saa let og blødt svømmede hun i Glæden over den Lykke, hun gjorde ved sin Debut. Hendes smidige Rankhed og friske Finhed slog an. Den simple Elegance i Snit og 346 Farve paa hendes straagule Silkekjole, som hun selv havde syet, tog sig distingveret ud i farvetrætte unge Herrers Øjne, som noget for sig, som et lyst, nobelt Krysanthemum i en broget spillende Blomstermasse.

I Begyndelsen havde hun ingen Helt blandt de unge Herrer. Hun foretrak sin aldrende Vært, hendes Beskytter fra Eksamensbordet, Professor Langberg. Hver Gang han viste sig med sit graa Lokkehoved, varmt farvede, lidt svære regelmæssige Ansigt og de blanke brune Øjne i Døraabningen mellem de tilbagetrukne Portiéregardiner, tændtes der ligesom en Krone til i Salen.

Siden indrammede Alice ham som tredje Figur i et Billede sammen med sin diskrete Velgører Hofjægermesteren og med Dragonløjtnant Amsdorfs noble Skikkelser - alle tre af den Slags Mennesker, fra hvem Godhed og Ærlighed varmt straalede ud i vide, vide Kredse.

Hun havde ikke fjerneste Mistanke om en Smule Begær, naar Professoren benyttede sin Alders eller pædagogiske Autoritets Privilegium til at karessere nogle unge Damer, naar de bestrøg ham. Hun vilde selv være glad og stolt ved at have en saadan Fader, der vilde kæle for hende.

Da hun havde endt en Dans inde i Salen, og hendes Herre førte hende gennem Salonen ved Siden af, tog Professorens Frue, en midaldrende, ret statelig Dame, vel en Snes Aar yngre end sin Mand, Alice om Kinderne og kyssede hende paa Panden. Alice var ikke langt fra at ønske, at det var hendes Mand, der havde gjort det.

Han stod ved Siden af og saa' til, aabent og bredt smilende og sagde til sin Frue:

- Ikke sandt? Min Smag er ikke daarlig?

Fruen sagde:

- Ja, Du véd rigtignok at plukke smukke Blomster overalt. -

- Ja selv i Eksamensbed, i Pædagogikkens Sandjord, sagde han, lo højt og sonort. Hans Øje varmede Alice ind til Hjertet. Hun tænkte ikke, at der kunde ligge en lille giftig Braad gemt i Ægtefællernes hurtig, med Smil vekslede Replikker. Hvor kunde det være muligt andet, end at alt i dette nydelige Hus, bekendt som et Samlingspunkt for københavnsk Intelligens, maatte ligge udfoldet for Guds Sol og kunde være tjent med at være det?

Ved Bordet glimrede Professoren som vittig og beaandet Taler. Med sit smukke Organ flatterede han Ordene, især i de 347 mange Citater af Digtere - Oehlenschlager og Goethe figurerede hyppigst - og Jubelen steg om Kap med Champagneskummet, da han med løftet Glas, med funklende Øje og glødende Kind udbragte "Damernes Skaal". Det var, som hver af de unge, hvidhalsede og silkeraslende Piger fik et Glimt og en Varmestraale, da han endte med Slutningslinierne af Faust, der var nye for Alice:

Alles Vergangliche
Ist nur ein Gleichniss;
Das Unzulängliche
Hier wird's Ereigniss;
Das Unbeschreibliche
Hier ist gethan;
Das Ewig-Weibliche
Zieth uns hinan.

og tilføjede:

- Ja, kære unge Damer, Billedet af eders Ungdom og Skønhed, som det fremstiller sig her i Aften, er vel forgængeligt, men i Øjeblikket aner man det ikke, man ser det som Symbol for det uforgængelige, det, som vore dybeste Tanker længes efter og haaber paa at skue i den evige Skønhedsverden . . . vist er det, at eders Ungdom og Skønhed ikke kan beskrives, vist er det, at de drager os til.

Saadant noget havde Alice vel læst eller hørt læse, men aldrig hørt et Menneske af Kød og Blod sige højt i levende Live. Hun tænkte paa den blegfede Apotekers Skaaler for Damerne ved Ballerne derhjemme, dem, han udbragte med Munden fedtet af Andesteg.

Det var under Ballets unden Afdeling, at Alice lagde Mærke til en velvoksen og kraftig bygget blond ung Herre med et Overskæg, der syntes at have Udsigt til at vokse sig lige saa kraftigt som Hofjægermester Værns. Han syntes at søge hende, og Fruen præsenterede ham som Kandidat Halbæk. Han engagerede hende til en Dans. Hans Væsen var noget anderledes end de andre Herrers, hun havde danset med. Hun fandt dem alle interessante, men dog i nedadstigende Skala. Den første, Husets næstældste Søn, der havde faaet Digte trykte i Tidsskrifter, talte om, hvor vort Aarhundrede var ugunstigt for Poesien I snævrere Forstand og parodierede nogle af de mest bekendte Forfatteres Stil i Vers og Prosa og eftergjorde et Par Skuespilleres Manér.

348

Den næste, en ganske ung Løjtnant, talte om alt mellem Himmel og Jord, blandt andet om en Del af de tilstedeværende og lod Alice forstaa, at han vidste godt, at den Herre var hemmelig forlovet med den Dame, og at den var bleven refuseret af den, saa udbredte han sig om det herlige ved Bjergvandringer, om Hoteller og Udsigter i Schweiz. Den tredje serverede en Mængde af de nyeste Brandere og Ordspil, som Alice ikke forstod synderlig af, men hun smittedes af hans egen Latter over dem og lo med.

"Kandidat" Halbæk dansede brillant. Der var noget paa en Gang tilforladeligt og let i den Maade, han "førte" paa; der var Takt og Rytme i ham, Styrke og Smidighed. Da de havde den første Hvil i Dansen, sagde han:

- Det er virkelig meget morsommere at danse end at gaa til Eksamen.

Alice turde ikke sige noget. Hun havde endnu en Best af Stolthed og Glæde i sig over sin Eksamen, men hun følte godt, at vilde hun sige noget i den Retning, kunde det tage sig ud som Vigtigmageri eller Pedanteri.

Halbæk fortsatte:

- Ja, Professorinden præsenterede mig som Kandidat. Alice sagde:

- Og De er det ikke?

- Jo, for saa vidt som jeg sidste Sommer gik rejekt til Filosofikum. De ser paa mig, Frøken? De tror nok, jeg er en Kraftidiot. Ikke?

- De maa undskylde, men De ser ældre ud end . . .

. . . - End en, der gaar op til Filosofikum. Ja, det er rigtigt. Det er ogsaa anden Gang jeg gik rejekt, og der er tre Aars Mellemrum mellem første og anden Gang.

Alice lo og spurgte:

- Vil De saa gaa op igen om tre Aar?

- Næ dog. Men hvad skal jeg foreløbig bestille, naar jeg ikke faar Lov til at gøre, hvad jeg vil?

- Og hvad vil De da gøre?

- Ja, naar jeg bare vidste det. Jeg vilde helst altid more mig. Men det kan man ikke leve af i Længden.

Alice kunde ikke forarge sig. Han sagde Ordene skikkeligt, uden al Renommisteri, snarere sagtmodig-undselig, syntes endog at skamme sig og tilføjede: 349 - Gider De høre, hvordan det er gaaet mig? Ja, jeg er nu vant til at sige alting lige ud til dem, jeg synes om. Især, naar det er en Dame . . . det vil sige, ikke en af de unge Damer, der er lige saa fjantede og vittighedsjagende som unge Mandfolk . . . Tænk, Frøken; jeg har hele Aftenen gaaet med en indeklemt Lyst til at danse med Dem og tale med Dem?

- Hvorfor dog det?

- Det tør jeg ikke sige.

- Hvorfor?

- For . . . nej, jeg vil ikke sige det.

De dansede ud igen. Da de pauserede, følte Alice Nysgerrighed efter at høre, hvad denne løjerlige Fyr havde at sige om sig selv.

- Hvad havde De da tænkt paa at studere?

- Hm! Lige meget hvad . . . helst ingenting . . . Jeg skal sige Dem, jeg tror, jeg kunde være bleven til noget ad en praktisk Vej, hvis jeg vil sige . . . f. Eks. . . . hvis jeg i Tide var bleven alvorlig forelsket.

Alice lo højt.

- Ja. - Der ser De. De lér. Alle unge Damer lér nu om Stunder, naar bare man nævner Ord som "forelsket" eller Kærlighed. Hvis ikke de Romaner og Tragedier og Komedier, som man læser og ser, er noget forbistret Løgn, saa maa der dog have været Tider, hvori man har kunnet nævne saadan noget uden at blive til Grin.

Alice sagde:

- De lovede mig at fortælle om Deres Liv.

Han saa' paa hende og mumlede:

- Nej, nu vil jeg ikke. For De er vist lige saa durkdreven som alle de der.

Han pegede i en Kreds ud mod Damerne. Efter en kort Eftertanke kom Alice til det Resultat, at hun burde tage Distance. Da den unge Mand opdagede det, dansede han Pligtdans og var ikke til at slaa andre Ord ud af end de for Høflighedens Skyld højst nødvendige. De surmulede en Tid. Saa gjorde det Alice ondt for ham; hun syntes, han saa' ud, som han var bedrøvet. Men hun søgte forgæves efter en Form, hvorunder hun kunde faa Samtalen i Gang igen. Da Dansen var ude, forsvandt han af Salen. Først ved Slutningen af Ballets sidste Dans saa' hun ham i Døraabningen til Salonen.

350

Alice forundredes eller foruroligedes ved at se ham. Hans Ansigt blussede; hans Øjne glinsede, men med en død lys Glans som poleret Tin.

Hendes Herre bemærkede:

- De ser paa Halbæk. Det Skind! Nu er han, som sædvanlig paa Baller, bleven ramt af ulykkelig Kærlighed og været inde og bjerge sig nogle Glas Sherry.

Alice var naiv nok til at blive bedrøvet og til at fortryde, at hun havde lét af ham.

Da Halbæk opdagede, at hendes Øjne var rettede mod ham, vilde han gøre en brat Drejning paa Hælen, men hvad enten nu det var Dørtærskelen, der ikke kunde komme ud af det med hans Støvlehæl, eller det var af en anden Grund - han snublede og maatte gribe i Karmen for at undgaa at falde.

Alices Herre lo og sagde:

- Kæferen er efter ham.

Alice forstod ikke Talemaaden, vilde heller ikke spørge. Hun kunde ikke lide denne unge Herre, Søn af en rig Grosserer, ansat i Faderens Forretning.

Grosserersønnen vedblev:

- Ja, det er en rar Fyr. Ulykken er, at hans Fader er Kammerherre.

- Er der nogen Ulykke i det? spurgte Alice.

- Ja, naar man ellers kun er afskediget Kaptajn og karakteriseret Oberstløjtnant og absolut vil have sin Søn enten til Officer eller Student.

Det kogte i Alice. Hun kaldte indvendig sin Kavaler for en Kræmmerdreng, fristedes til at sige, at hun var en Ritmesterdatter, men modstod heldigvis Fristelsen. Kavaleren mærkede intet og vedblev:

- Kammerherre Halbæk har staaet i Garden, skal have formøblet det meste af den Medgift, han fik med sin Kone, en født Baronesse, tror jeg. Hun skal have været eksalteret og proppet Sønnen med Vers. Han er gaaet rejekt til adskillige Eksaminer - men det er en ærlig Sag - men han er alt andet end fin du siécle. Naar han gaar paa Komedie, er det blot i det kongelige og helst, naar de spiller Stykker af Oehlenschläger eller saadan en gammel Bede. Nu tales der om, at Familien vil hjælpe ham til en Gaard. Saa kan han jo give den æstetiske Landmand.

351

Da den unge Herre troede at opdage, at hans Tale mishagede hans Dame, slog han om og sagde med dannet Tonefald:

- Frøkenen maa endelig ikke tro, at jeg ikke sætter Pris paa Litteratur. Jeg læser det meste af, hvad der udkommer, jeg forlanger blot, at det skal være saadan en Smule . . . pikant. Og oprigtig talt - Vers! . . . véd De hvad? Det er dog vist et overvundet Standpunkt.

- Men Drachmann da? fløj det ud af Alice.

- Gud bevares: Sving, Fut, Stemning! Et stort Talent. Men . . .

Saa kom der en Bedømmelse af Digteren, som Alice ikke hørte efter. Hun var glad, da Dansen var endt.

Professoren hjalp hende Tøjet paa ude i Entreen. Han klappede hendes Kind og sagde:

- De var en Pryd for Ballet. Maa jeg haabe snart at se Dem til ungt Selskab. Forsigtig og sagte nærmede han sit Ansigt til hendes. Hun mærkede Varmen fra hans Kind straale over paa hende. De store brune Øjne, den røde svulmende Mund kom nærmere og nærmere, og uden at Alice vidste, hvordan det gik til, var deres Læber mødtes i et Kys.

Hun hyllede sit Hoved tæt ind, da hun gik ned ad de brede Trapper i den store Skolebygning. Hendes Hoved brændte, hendes Hænder rystede. Hun lokkede for sig selv og sagde :

- Det var jo, som om din Fader havde kysset Dig, og Du ham.

Men hun kunde dog ikke rigtig faa sig selv overbevist om det faderlige og datterlige i dette Kys, det første, hun havde givet en Mand, siden hun kom til Skelsaar og Alder . . . . Op i hendes Minde steg underlig manende en høj Skikkelse med blinkende Hjælm paa Hovedet. Hvorfor kom den Skikkelse frem, saa tidt hun kom uden for sin dagligdags Stemning?

Efterklang af Musikken, Genskin af Lysene og Farvepragten, Danserytmernes Takt; hurtig forbiilende, knap skelnelige Billeder af unge, glade, kønne, glødende Ansigter; hvide Halse, slanke Mandsskikkelser skinnede og suste i hende, mens hun kørte, og hun syntes at høre Champagnepropperne knalde om sig i Luften. Mindet om Professorens Kys kom til at danse lystigt med under Jubelens Ekko.

Vognens Fart sagtnede et Øjeblik. Der veksledes Ord fra Kuskesædet med en Person, men det foregik som i en lang 352 Afstand fra hendes Bevidsthed, der var betagen af disse Genklange og Reflekser.

Vognen holdt. Hun genkendte ved Lygteskæret Huset, hvor hun var i Pensionat. Kusken lukkede Døren op. Inden Alice havde naaet Porten, saa' hun en Herre der paa Fortovet, og, idet hun stak sin Nøgle i Døren, svingede han sin sorte Cylinderhat og raabte:

- Tusind Tak for i Aften, Frøken Plum!

Hun fik lige Tid til ved Lyset fra Gaslygten at genkende "Kandidat" Halbæk.

Hun hilste ham, fortrød straks, at hun havde gjort det, men mens hun gik op ad Trappen, forsonede Mindet om hans troskyldige Ansigt og barnlige eller barnagtige Væsen hende med, at han var sprungen op paa Droskens Buk, var kørt med og havde villet se hende endnu en Gang. En Anelse vovede at antyde sig i hendes Sind: Han var bleven vred over hendes Railleri, det, hun nu fandt ret overlegent og klogt, havde drukket for meget af Sorg, vilde nu gøre det godt igen.

Omhyllet af sine egne Tanker klædte hun sig af, og Tankerne spandt sig over i et forviklet Drømmenet, der ikke var til at finde Rede i. Det var et Sammensurium af Klang og Glans, af en Mængde Menneskeskikkelser. Halbæks trængte sig af og til stærkt frem i Skaren for atter at vige tilbage.

Næste Morgen laa der Brev til hende fra Hofjægermester Værn. Det gik kun sjældent paa, og, hvad der altid højlig havde forundret, stundom bedrøvet hende: Hofjægermesteren havde aldrig besøgt hende eller sendt Bud efter hende, uagtet hun flere Gange, mens hun havde opholdt sig i København, havde set hans Navn i Aviserne blandt de rejsende i Hotel d'Angleterre. Hans Breve var saa korte og knappe som Dagsbefalinger eller sligt, og han, som saa hjertelig havde bedet hende om Lov til at kalde hende ved Fornavn og sige Du til hende, skrev Frøken Alice og De. Af og til kom der Konvolut med Penge til hende - foruden dem, hun fik gennem sin Kurator Branddirektøren til sit Ophold og Undervisning - de bar en Jydsk Jernbanestations Poststempel, men indeholdt ikke Skrivelser.

Det nu modtagne lød:

"Kære Frøken Alice! Idet jeg lykønsker Dem til hæderlig overstanden Eksamen, ønsker Dem alt godt i Fremtiden, beder 353 jeg Dem blive i København, saa længe De ønsker, sørge for Deres videre Uddannelse etc. etc. og er
Deres altid faderlige Ven
Rudolf Værn.

Det var kønne og store Skrifttræk med "danske" Bogstaver. Deres store og regelmæssige Form syntes at vise, at Godsejeren maatte skrive meget langsomt.

Pensionatets Værtinde havde i den sidste Tid særlig udmærket hende. Hun havde endog hørt de andre Damer skumle over, at hun blev begunstiget med Hensyn til Smør og Ost.

De fik nemlig "paalagt" Smørrebrød til Frokost og Aftensmad. En Formiddag sagde endog en midaldrende Dame til Værtinden med den arrigste Betoning af Verden:

- Hvorfor er der Leverpostej paa Frøken Plums Smørrebrød og Frikadelle paa vores andres?

Hvorpaa Fruen svarede:

- Frøken Plum er ude hver anden Dag.

Alice var hvert Øjeblik hos Professorens. Fruen havde bemægtiget sig hende.

Fru Langberg havde en Stab af kønne unge Piger om sig. Der var livligt i disse smaa Kaffe- og Ghokoladeformiddagsgilder. Der diskuteredes Litteratur, Teater, Begivenheder i Hovedstadens high life. Værtinden var liberal-ironisk, lidt Fremskridtskvinde i Litteraturen, indrømmede paa én Gang de daværende yngre Forfatteres Talent og Tilværelsesret, men tillige, at Bladene fra deres Standpunkt havde Ret til at være strenge, "for unge Fremskridtsmænd trængte virkelig til at gennemgaa en haard Skole". Alice blev noget skuffet med Hensyn til Professoren. Naar han i Skolens "store Frikvarter" kom til Frokost, var der en Rest af Skolegnavenhed over ham og en drilsk Tone mellem ham og hans Frue.

En Dag, da et Par af de unge Piger ikke havde bemærket eller ænset Fruens Vink om at afbryde en Samtale om nyere Litteratur efter Professorens Ankomst, var Husherren lige ved at fare op og bemærkede om tre Digtere, der var paa Dagsordenen, at den første var en begavet Gavflab, den anden en affekteret Skrue, den tredje en kynisk Laban.

Alice sad ved Siden af ham. Hun saa' op paa ham. Han var ikke saa smuk, som hun før havde set ham. Ansigtet struttede ubarberet af graa Skægstubber, hans Flip var ikke helt pæn, 354 hans Negle havde fanget Skolestøv. Han mødte hendes Blik, og straks blev hans eget mildere og fik en Antydning af den varme Glans. Han tog hendes Haand under Bordet og trykkede den. Alice syntes ikke rigtig derom. Det var ikke den Haand, hun havde set ved Eksamensbordet. Han slap brat, rejste sig, gik ud og lukkede Døren haardt efter sig.

En anden Dag saa' han bedre og venligere ud, fortalte Alice, at han havde skaffet hende Timer i Fransk og Engelsk paa et Kursus og sagde, inden han rejste sig:

- Men jeg vil gerne tale et Par Ord med Dem og gjorde Tegn til hende at følge sig.

Men Fruen sagde:

- Hvad Du har at sige til Alice, kan Du siden sige til mig, saa skal jeg give hende Besked.

- Vil Du bare . . . sagde Professoren og hans Øjne blev dunkle.

- Nej, kære Ven! Jeg kender din Svaghed. Naar Du kommer i Passiar, fristes Du til at komme for sent til din Undervisningstime. Læste Du ikke en Artikel i -bladet, hvori der satiriseredes over de Skolebestyrere, der stundom kom tre Kvarter for sent til deres egne Timer og brutaliserede Lærerne, naar de kom fem Minutter for sent.

Da blev Professoren hidsig for Alvor og smækkede Døren i efter sig, saa Glas, Kopper og Lampekupler dansede og klirrede.

Fruen lo hjerteligt og sagde:

- De kære Ægtemænd er saa komiske, naar de saadan forsvinder med Brask og Bram og i bengalsk Belysning. De er saa naive, at de tror, at sligt imponerer os.

Siden gik det op for Alice, at Fruen ligefrem lagde an paa at berøve sin Mand den Glorie, der omstraalede ham i mange unge Damers Øjne. Hun satiriserede let og muntert over den kære Langbergs Magelighed, smilte, naar en af Damerne kaldte ham "Videnskabsmand" og sagde, at han mest brugte Bøger til at læse sig i Søvn med. Det var klart, at Fruen paa alle Maader hindrede, at Professoren fik en tête-à-tête med de besøgende Damer.

Alice kom paa mange Baller, i mange Selskaber, traf næsten overalt de samme unge Folk af begge Køn, uden at hun kom nogen af dem stort nærmere. Hun fik ingen "Veninde"; det hed og om hende, at hun var "stram" og "tilknappet".

355

Men Fru Landberg lod til at holde af hende, kærtegnede hende og kaldte hende sin lille "Kæledægge-Komtesse".

De unge Herrer behandledes tidt i Fru Langbergs Pique-nique Engang, da en af de unge Damer skoptiserede over den unge Halbæk og hans forfejlede Eksaminer og kaldte ham en "mankeret Eksistens", blev Professorinden ivrig og blev køn i sin Ivrighed.

- Det er rent forkert, hvad De siger, Nancy. Louis Halbæk har gaaet her i Skolen, var en rar og flink Dreng. Men han har været moderløs fra lille af, og hans Fader, som for Resten er en Gentleman i alle Maader, har villet opdrage ham som en Rekrut fra Frederik VI's Tid. Louis er bly og egentlig fin, er musikalsk og elsker Poesi, men duer ikke til at tage Eksaminer. Han har saa megen Dannelse, at den kunde forskønne og berige en praktisk Livsstilling, og fik han en god Kone med en fast Karakter, saa kunde han blive en brillant Mand. Men skal han gaa herinde for Lud og koldt Vand og ikke vide, hvor han skal gøre af sig selv - ja saa. Aa, det er Synd for Louis Halbæk . . . blodig Synd!

Alices indre Varmegrader steg, alt mens den kønne Kvinde talte. Hun tænkte paa hin Balaften, da Louis Halbæk svang sin Hat for hende, men mærkede ikke, at Fru Langberg hele Tiden betragtede hende paa skraa under sin Apologi.

De sidste Ord, Fru Langberg havde sagt, klang længe efter for Alices Øren. Den store, kønne, troskyldige Fyr, den Louis Halbæk!

Alice syntes at have glemt "Professoren" for hans Frue. Hun kunde ikke komme op til sin forrige Beundrings Højde, naar hun en enkelt Gang saa' ham. Han tog sig kun ud i Pynt; "i Negligé tabte han al Prestige" - det var hans Hustrus bittert spøgende Ord om ham - hun tilføjede rigtignok: "Men jeg er jo stolt af og lykkelig over hans glimrende Begavelse og over den Anseelse, han nyder blandt Samfundets bedste Mænd".

Da Sommerferien kom, fulgte Alice Fruens Invitation til at bo hos dem paa Landet i Taarbæk. Professoren var næsten altid ude i Middagsselskaber og var gnaven hjemme. Var Frokosten ikke præcis paa Minuttet paa Bordet, forsvandt han "i bengalsk Belysning", som Fruen sagde. Det skrøbelige Landhus rystede og bævede, naar han slog Dørene i, og Fiskerfolkenes store Hund gøede ad Braget. Dag for Dag sank han i Alices Agtelse ved sin barnagtige Hidsighed og tøsede Lunefuldhed.

356

Den almindelige Mening tillagde ham ellers en mandig Karakter og en overlegen Personlighed!

En Dag kom han hjem sent ud paa Natten fra et Middagsselskab. Alice hørte hans Stemme udenfor. Hun havde siddet i Dagligstuen og læst en af de Forfatteres Bøger, som Professoren ikke kunde lide. Hun gemte den under Bordtæppet.

Der masedes med Nøglen. Den Nøgle eller den Laas vilde ikke lystre.

- Aa det forbandede Skidt! lød Professorens Stemme udenfor, mens han sloges med Laasen. Alice gik ud for at lukke op, tog Lampen med og satte den paa en Konsol i Entreen.

"Professorens" Ansigt og Øjne luede. Da han saa' den slanke, lyse Pige paa den mørke Grund, blev han æstetisk og sagde:

- En ægte Rembrandt!

tog hende om Livet og trykkede hende tæt ind til sig.

Alice blev fortvivlet, forskræmt, rasende. En hed Vindunst havde ramt hende i Ansigtet. Et hæst Skrig pressede sig ud gennem Luftrøret paa hende. Uden at vide, hvad hun gjorde, styrtede hun ud ad den aabne Dør, i et Par Spring var hun gennem det smalle Stykke Have og ude paa Strandvejen i den mørke, stjernegnistrende Augustnat. Hun hørte som i Drømme Bølgeskvulp fra Stranden og en susende Lyd af sine egne Klæder, men hun løb ned ad Vejen uden Maal og Med. Hun mærkede, at hun bestrøg en Mandsskikkelse i sin Fart og hørte et:

- Halløj . . . hvad er der paa Færde?

Stemmen klang for hende, som kom den dybt nedefra, forekom hende dog bekendt. Det gjorde hende endnu mere angest.

- Er der nogen efter Dem? lød det igen.

Det var Louis Halbæks Stemme. Hun vilde gøre brat omkring, løbe - ja enten tilbage - til Siden - ned i en Grøft - ud i Stranden. Men hun følte et Tag i sin Arm. Da slappedes hendes Kraft som en overanstrengt Staalfjeder; hun sank hulkende i Knæ.

Det var et smerteligt Øjeblik for Alice. Hun, der hadede nervøse Kvindeskrig og hysteriske Gestus! Hun knyttede sine Hænder, saa Neglene gjorde ondt i Kødet, bed næsten sine Læber til Blods for at faa samlet Kræfter til at rejse sig. Til sin store Ærgrelse og Sorg reagerede denne Anstrengelse ved 357 en Slags Krampelatter, der gjaldede højt ud i det tavse Mørke. Og Louis Halbæk havde genkendt hende! Han sagde:

- Men, kære Frøken Plum . . . hvad er der dog? Jeg fulgte lige Professor Langberg hjem . . . De bór jo der.

Alice havde Aandsnærværelse nok til at le ud og lade, som om hendes Latter var naturlig. Hun sagde pustende:

- Ja . . . og jeg blev saa bange . . . fordi Professoren kom saa brat . . . og var saa underlig. Og nu ler jeg af min taabelige Angest.

Halbæk lo med.

- Naa-aa-h? Ja, saa maa jeg i Grunden bede Dem om Forladelse, for det er mig, der fik sminket den krøllede Longomontanus saa pænt . . . . Naa De er ikke med? Det var hans Øgenavn. Jo - han var jo min Skolebestyrer og Lærer, og han talte altid saa meget om, at det kom an paa, altid at faa en etisk Værdi ud af det historiske Stof. Det har jeg mange Gange ærgret mig over, som jeg altid gør over saadan nogle bredt skrævende Fraser og Regler. Det er i det hele taget en hul gammel Fyr. Naa, saa var han til Middag i Dag hos min Morbroder, Grosserer Brun, her nede paa Strandvejen, og ved Kaffen docerede han for mig, at jeg skulde og maatte vælge en Stilling og stræbe efter - hvordan Fanden var det, han sagde? . . . jo . . . efter at finde et Punkt, hvor min personlige Vilje konvergerede med Samfundsviljen. Han vilde være værdig, skønt han havde to Gognaker og én Curaçao under Vesten. Saa listede jeg under Samtalens Løb nogle flere i ham, og saa slog Historiens Filosofi Sludder for ham, saa blev vi Kammerater, og han blev saa gemytlig, at han slog mig paa Skulderen og lo, da jeg citerede Heines Vers:

Selten habt ihr mich verstanden,
Selten auch verstand ich euch,
Nur wenn wir im Koth uns fanden,
dann verstanden wir mis gleich.

Saa var det, jeg syntes, at jeg var bound by honour til at følge ham hjem. Det var en Skam, at jeg paa en Maade var Skyld i, at De blev saa bange . . . . Her bor Onkel Brun. De ser, De har ikke langt hjem. Her er et Lysthus inden for Laagen. Lad os sætte os lidt der, at De kan komme til Kræfter, saa skal jeg følge Dem hjem. Hvad? Det var rart, hvis De vilde gøre det? Alice havde ikke Kræfter til Modstand og lod sig tavs føre 358 af Halbæk. En Tid sad de tavse. Af og til hørte hun Havets Stemme et godt Stykke borte, ellers afbrødes den natlige Stilhed kun af et sagte Vindpust, Knagen af en Gren, Raslen af Blade, der slog sammen. Uden at hun havde lagt Mærke dertil, havde Halbæk taget sin Sommerpaletot af og dækket hendes Ryg med. Duggen faldt stærk og kold. Stjerneskud furede den sorte Himmel.

Pludselig tog han til Orde:

- Frøken Plum - jeg føler, at jeg kunde blive til noget hvis De holdt af mig.

Han fandt hendes Haand i Mørket. Den var iskold. Han gemte den mellem begge sine varme og bløde Hænder.

Var det den moderlige Trang, som er til Stede i ethvert Kvindesind? Følte hun sig smigret ved at blive paakaldt som Skytsengel af dette store kraftige Rarn af et Mandfolk? Hun gjorde ingen Modstand, da han favnede og kyssede hende.

Siden, da hun havde lært baade Halbæk og sig selv bedre at kende, blev det hende indlysende, at hvis hun ikke havde været revet saa stærkt ud af sin sædvanlige beherskede Sindsstemning, og - det sagde hun sig selv med en bitter Følelse - hvis Halbæk ikke havde været paavirket af Onkelens Champagne, var det hele blevet anderledes. Hun vilde have haft Mod til Modstand. Han vilde aldrig have faaet Mod til at erklære sig.

Den næste Formiddag fortalte hun Fru Landberg, at hun var forlovet med Louis Halbæk. Fruen omfavnede hende med et Glædesudbrud og sagde:

- Jeg ser Guds Finger heri. Det har været mit lønlige Ønske. Den gode Louis Halbæk vil blive et dygtigt Menneske og gøre sin Slægt og sine Venner Glæde.

Hun var ret tilfreds med sig selv. Hun følte sig i en vis Intimitet med Forsynet.

Professoren, der fik Efterretningen ved Frokosten, tog den med Ro, var maaske endog vel tilfreds, thi en taaget Erindring om, at han havde prostitueret sig Aftenen forud baade ved at lade sig drikke paa Pelsen og ved at lade sine erotiske Tendenser tage Magten fra hans Værdighed, sad i ham som en ond Samvittigheds Rrod. Han lagde resigneret et Stykke marineret Sild fra sig paa Tallerkenen, skubbede lidt til sit Krus baierske Øl og sagde med sin klangfulde Røst i længst afdøde N. P. Nielsens pére-noble-Stil: 359 - Til Lykke og Velsignelse mit søde, kære Barn!

Alice skrev straks til Hofjægermester Værn og modtog et af hans korte Breve, hvori hans Stil af Bestræbelse efter Højtidelighed løb i Haardknude:

Kæreste Frøken Alice! Det eneste Skaar i den Glæde, jeg føler ved, at De har fulgt Kvindens eneste rette Kald, som er at blive Hustru; (thi, at jeg raadede Dem til at tage LærerindeEksamen var blot for at De kunde have et Nødværge i, hvad vor Tid kalder Kampen for Tilværelsen, hvilken er haard for en ugift Kvinde) . . . er, at ingen af Deres af mig saa højt elskede Forældre er blandt de levendes Tal og kan glæde sig over deres eneste Datters Lykke. Min nu desværre svagelige Hustru beder mig bringe Dem sine Lykønskninger, der dog strømmer varmest fra Deres gamle Ven

Rudolf Værn.

Da Fru Alice var naaet til dette Punkt af sine Livserindringer, slog hun Øjnene op fra sit Arbejde. De mødte det store Magasins hæslige Mur. Hun mumlede:

- Ja dengang blev der spærret for al fri Udsigt for mig.

Hun foldede Hænderne over sit ene Knæ, bøjede sig forover og saa' ned mod Bordpladen.

Hendes Tanke og Haand var lige trætte. Hendes Læber bevægede sig til følgende Ord, der dog ikke klang ud:

- Det er vel bedst saadan, at jeg spærres ude fra Syn til noget frit og skønt. Nu vilde det maaske kun smerte mig. Naturen har ikke undet mig Kraft til at svinge mig frit ud over det tunge og hæmmende. Den har ej heller skænket mig den fromme Resignations Gave. Min stakkels Dreng er mig ikke nok. Jeg kan ikke lægge mig rolig til Rette og i Hengivelse betro mig til noget, der vaager over mig og styrer mig. Jeg vil dø med en bitter Protest mod mit Liv paa Læben. Og Protesten er tom, kan ingen og intet ramme. Mit Livs Minder vil langsomt dræbe mig som Naalestik. Jeg bliver vist meget gammel, vil dø som en indskrumpen Mumie.

Indadvendte, umeddelsomme Kvinder føler ofte en Trang til Selvplageri. Hvad lykkeligere Naturer letter i fortrolige Samtaler, eller, hvis de er anlagte derpaa, i skriftlig Meddelelse eller i at 360 sprede deres Tanker, bærer Kvinder af Alices Art inde i sig. Ja de gaar end ikke til Side for nogen smertelig Hændelse i det daglige Liv, nej de tager sligt op med sygelig Iver og borer det som Naale i deres Kød. De har hverken Styrke eller Idealitet til et vovet, et stort Martyrium, men gør deres Liv til et Mosaik al daglige Smaamartyrier. De mangler som oftest baade Evne til Livsironi og Selvironi. Hos Alice kom sligt kun saare sjældent glimtvis frem.

Hun havde siddet der paa Bænken vel i næsten to Timer. Kirkeuret slog sine 11 Slag, langsomt, rungende med dirrende Efterklang.

Hun længtes efter sin Dreng, om ikke for andet, saa for at se og høre noget levende om sig. Men der var 2 Timer endnu at være ene i.

Naa - altsaa til Arbejdet . . . det Arbejde, hun havde paataget sig at levere til en stor københavnsk Lingeriforretnings Filial i Byen. Folk mente med lidt Forargelse, at saa smaat var det dog ikke for hende, at hun behøvede at gøre sig til Syerske, men hun vilde have, at hendes Dreng skulde i en Latinskole, naar han var 12 Aar, thi hun var ikke fri for i Lighed med sin afdøde Svigerfader, Kammerherre Halbæk, at anse Studenter og Løjtnanter for de eneste præsentable unge Mennesker. Diskespringer skulde han i alt Fald ikke være. Saa lige saa gerne Skorstensfejer.

Hun havde vaaget over den Dreng Dag og Nat, mens han var lille og svag og tidt truedes af Døden. For hans Skyld havde hun haft Energi til at tage det op med Skæbnen eller Styrelsen, og tidt var hun ligesom lidt stolt af, at hun havde trodset ham fra denne Magt.

Al den ubrugte Ømhed og Kærlighed, der laa i hendes Natur, havde hun samlet paa dette Barn, og dog - hun ligesom fortæredes af, at hun ikke turde lade Drengen mærke dermed. Thi, havde hun foreløbig segnet i Kampen for hans Liv med den hjerteløse Stormagt, under hvis Haand hun hele Tiden havde vaandet sig, saa fulgte nu en lige saa streng Kamp for at løfte hans Sjæl ud og op fra Trivialitetens Dødvande, hvori hun havde set sine bedste Venner plaske i langsom Vaande. Hun læste selv med ham, betalte Privattimer i Sprog for ham, skønt hans Skoles Bestyrere og Lærere fraraadede hende det. Hun havde drevet sin Dreng op til Duks i hans Klasse. Mange Gange følte hun Lyst til at overdænge ham med Kærtegn, græd 361 stille, fordi hun ikke turde. Han skulde i det mindste ikke blive saadan et tøset Mandfolk som . . . nok sagt! Der skulde nedlægges i ham, hvad der aldrig var gjort i hende, en aandelig Grundkapital af solid Dannelse og Kundskab, at han kunde leve af Renterne hele sin Levetid.

Alice vilde have værget sig som en Løve, om nogen vilde have beskyldt hende for at være Fantast. Med en Blanding af Stolthed og Bitterhed erklærede hun for sig selv, at Livet havde skrabet hende ren for alle Slags Illusioner og Drømme; hun gik dog hver Dag og drømte om sin lille Drengs Fremtid. Skulde han blive ved at studere - ja saa maatte og skulde han blive en stor Videnskabsmand; valgte han at blive Officer - saa skulde han ikke blive her i Landet og vegetere, til Aldersgrænsen faldt over ham, han skulde gaa i fransk eller russisk Tjeneste og blive tapper og smuk som sin Bedstefader og maaske engang hævne hans Død paa Tyskerne.

"Altsaa - tilbage til Arbejdet."

Men saa fulgte det uundgaaelige, det, hun lønlig havde frygtet. Da fangede hendes Minder hende med dæmonisk Magt, og hendes Livshistorie spandt hende atter ind i sit snærende Net. Det nyttede ikke, hun stred imod.

VI.

. . . Ja Brylluppet var stort og flunkende. Det var jo prydet med en rød Svigerfader, der rigtignok humpede podagristisk op ad Kirkegulvet, afstivet ved en Stok; med hendes egen Hofjægermester, grøn, sølvblinkende, men uformelig tyk; med den dekorerede Professor, hvis ambrosiske hvide Lokker nu for hende stod som en Parodi paa hans ungdommelige bakkiske Erotik; "Professorinden" i straalende Satin, der fejede Gulvets Fliser osv. osv. Men da hun efter Vielsen, hvis ledsagende Brudetale og Bitual var gledet af hende, ligesom om det hele var hende uvedkommende, gik ned ad Kirkegulvet med sin Brudgom langs de fra Stolestaderne gloende nysgerrige, tvang Mindet om hendes Moders Begravelsesceremoni i Fødebyens 362 Kirke sig paa hende. Det var kun faa Aar siden . . . og for hende laa der en Menneskealder mellem dengang og nu.

Hvor var den ranke Officer! Ja, hvor tosset var hendes Søgen! Hun, som havde holdt sig kold og uberørt under hele Ceremonien, græd nu, saa Taarerne funklede i Brudesløret. Hun syntes, at hun havde sveget noget, eller at noget havde sveget hende.

Hun rystede af Kulde ved Festmiddagen. Kammerherrens blomstrende, med hoffähig Aplomb holdte Skaaltale, Hofjægermesterens med de over hinanden snublende Ord og i hinanden sig spegende Sætninger, hendes Kurator Branddirektørens, nu Kancelliraadens Købstadpatos gled ud for hende i en udmaset Vrøvlegrød. Hun saa' sig vred paa sin Brudgom over hans Mangel paa Evne til at sige et Par fornuftige Ord. Da de efter endt Fest skulde køre til Stationen, gik det op for Alice, at han var mere end halv drukken. I Drosken gjorde han et forceret Forsøg paa at kærtegne hende. Da han nærmede sit blussende Ansigt og sine døde Øjne til hende, havde hun en Følelse, som om et modbydeligt Dyr vilde røre ved hende; hun tog fra sig, saa han tumlede tilbage i Sædet og tabte sin Cylinderhat.

Han blev ligbleg, sagde ikke et Ord, famlede efter en Holdning, kunde ingen finde og sank mat hen. Et Par Gange havde hun paa Fornemmelsen, at hans Øjne ydmyg bedende søgte hendes. Hun saa' hen for sig, stram, som var hun spændt i en Staalmaskine, og saaledes gik det ligeledes i Jernbanekupeen.

Den gamle Oberst og Kammerherre Halbæk havde ved Hofjægermester Værns Hjælp købt en Gaard paa et Par Hundrede Tønder Land, hvis Jorder stødte op til Hofjægermesterens tidligere Herregaards. I al Stilhed havde Hofjægermesteren ved Hjælp af en Tillidsmand erhvervet den paa gode Vilkaar, ladet Boligen montere paa sin Bekostning uden at sige et Ord derom til andre end til Alices Kurator. Denne, som var stolt af sit Tillidshverv, fandt sig forpligtet til Tavshed over for sine Bysbørn angaaende sine stadige Rejser ned paa Gaarden og de mange Indkøb, han besørgede, men hans fornemme diplomatiske Mine røbede for Købstadens ikke saa faa prangerkloge Individer, at Kancelliraaden var Skærmbræt for noget langt fornemmere end han selv, og Gaaden var jo ikke saa svær at gætte.

Brudeparret skulde stige af ved en lille Station, kun en 363 halv Mil fra Gaarden. Halbæk havde naturligvis flere Gange været derude og set paa Tingene, saa Kusken, der holdt med Jagtvognen for at hente den unge Proprietær og hans Brud, kendte ham.

Halbæks Rus var fordunstet noget. Han var saa flov og flad, at Kusken tænkte, hvad han senere ytrede højt, "at han lignede en slapskoet Klaphingst". Han fik knap Svar paa sit "Gratulerer Herskabet!" Brud og Brudgom mælede ikke et Ord under den korte Tur.

Alice var endnu mere vred paa sig selv end paa sin Brudgom.

- O, hvor jeg har været fejg og lumpen! Jeg opdagede dog mit Selvbedrag, da jeg havde kendt den Mand i en Maaned. Jeg har jo aldrig elsket ham. At jeg ikke brød Nettet, hvori jeg havde ladet mig snære ind!

Et Liv fuldt af Fortvivlelse laa for hende.

Da Vognen var svinget om en Kampestenslænges Gavl, straalede Lys hende i Møde i den mørke Oktoberaften fra alle Vaaningshusets Vinduer. Hvor skar og brændte disse smaa gule Festflammer lige fra hendes Øjne ned i hendes Hjerte som lige saa mange gloende Knivsodde!

Hofjægermester Værn havde, lige siden han erfarede Alices Forlovelse, bogstavelig talt ikke haft anden Tanke end at gøre det rigtig godt for hende. Han havde ved Kancelliraadens Hjælp faaet opsporet Ting, der var solgte paa Auktionen efter Fru Plum: en Empiresofa med store Skabe, hvori han tidt som Løjtnant havde siddet med sin afdøde Ritmester, dampende paa Gigaren og nippende til Toddyen, og, i de Aar, der gik forud for Krigen 1864, havde de lystig anticiperet alle de drabelige Hug, de vilde anbringe paa tyske Pandeskaller, alle de Rytterchok, de vilde mase det fjendtlige Kavaleri med, sikre paa, at en god Sjællands Pallask kunde hugge de preussiske Parader igennem og slaa Berlinerhusarerne Sablerne ud af Haanden.

Ja, han havde ladet fæste en gammel Pige, der havde tjent i Ritmester Plums Hus, mens Alice var ganske lille, nu børnløs Enke efter en Smed paa hans forrige Gods, til foreløbig at styre Huset for den unge Frue.

Hun modtog Parret med aabne Arme i den oplyste Entré, medens hendes gamle Ansigt glødede af Glæde i varm Teglstensfarve mod det snehvide, stivede Lin.

Men Armene sank, da hun saa' Parret. Hun saa' med sit 364 Kenderblik - hendes Mand var død af Drik - at hendes ny Husbond var "anløben" og anstillede pessimistiske Betragtninger over, "at Drukkenskaben i denne Konges Tid var gaaet helt op i de højere Stænder. Bare nu den unge Frue vilde snakke sin Mand efter Munden, for hun vidste, at naar man sagde fulde Folk imod, kunde man risikere baade det ene og det andet."

Med den mistænksomme Listighed, der ofte bliver tilbage som en Rest af Fornuft hos drukne Mennesker, mærkede Louis Halbæk, at ikke alene hans Brud, men ogsaa den gamle Trine ansaa ham for fuld, hvad han mente var at gøre ham Uret. Der stod han midt paa Gulvet i den oplyste, rummelige, lavloftede Dagligstue foran et Konsolspejl, hvori han betragtede sig. Han var jo en køn ung Mand, tog sig ret godt ud i sin Selskabsdragt. Hvad Fanden! var det noget at bryde sig om, at han paa saadan en Højtidsdag havde stukket nogle Glas Champagne under Vesten? Pytsch! Var han fuld? Nu skulde de bare se, at han ikke fejlede noget, at han var ædru som en Fisk.

Han vilde flot snurre sig rundt paa Hælen. Men det skulde han ikke have gjort. Thi han fik Overbalance bagtil og vilde have sat sig plat ned paa Gulvet, hvis ikke en Flugtstol medlidende havde optaget ham i sit Skød. Med sin smaalig-propre Sans opdagede Alice straks, at hans skurende Støvlehæl havde boret et Hul i det lyse blomstrede Gulvtæppe, og dette Hul øgede hans Synderegister med en stor Post. Paa Kvindevis lod hun denne Bagatel blive det afgørende. Alice, der havde beholdt sin Kaabe paa, gik ud af Stuen, ind i et mørkt Kabinet, drejede resolut Nøglen om i Døren, famlede sig hen til en Chaiselongue, hyllede sig ind og blev siddende, dødsstille, dirrende af Kulde.

Louis Halbæk saa' efter hende og omkring sig. I Stuens halvmørke Baggrund stod den gamle Trine med Hænderne foldede under Brystet, ubevægelig som en Statue. Hun havde siden fortalt Alice, at hun havde holdt sig "lige saa stiv og storsnudet som et Fugleskræmsel i et Ærtebed", og at Ordene var faldne omtrent saaledes:

Manden : Hvor blev Al ... hvor blev min Kone, . . . hvor blev Fruen af?

Trine : Ja det er s'gu'tte godt at vide. Jeg tænker, hun er gaaet lidt for sig selv, for naar man længe har si't og kørt, saa . . . ja . . .

365

Manden : Ja . . . for vi skulde vel i Seng.

Trine : Ja - jager det saadan? Vil Herren ikke have en Bid Mad og noget Tevand. Det "dolmer" og svaler.

Manden : Nej . . . Ja, saa er der ikke videre Brug for Dem. De kan gaa.

Trine : Det kan jeg magelig.

Saa listede Trine sig udenom og vilde gennem Spisestuen gaa ind til Fruen. Men Alice havde ogsaa laaset Døren mellem Spisestuen og Kabinettet. Da Trine et Par Gange diskret havde sat sin Kno mod Døren, og ingen havde svaret, gik hun i Seng sukkende, men trøstende sig med, at det lige godt var bedst, som det gik, for svirende Mandfolk skal ikke indlade sig paa en vis Slags Sager, og hun vidste fra Jordemoderen i Rambølle, at de Børn, der blev til, mens Fa'ren var svirende, blev farlig dvaske og simple til Læsning baade hos Skolelæreren og siden hos Præsten.

Alice hørte sin Mand rejse sig og gaa omkring i Stuen. Han sukkede lydeligt. Langt om længe bankede han sagte paa Døren til Kabinettet. Intet Svar. En god Stund efter bankede han stærkere og nævnede ynkelig og ydmygt hendes Navn. Atter gik han rundt, og Alice kunde høre, at han en enkelt Gang kom i Kollision med et Møbel.

Da lød et Slag, saa det rungede og klirrede, og en Røst, hvori en Myndighedsbestræbelse var kendelig.

- Alice . . . Vi skal i Seng!

Hun rejste sig, gik hen til Vinduet, tog en Krog af, beredt til at springe ud, hvis han forsøgte paa at sprænge Døren.

Men det blev derved. Der blev straks dødsstille inde i Dagligstuen.

Alice satte sig igen. Hun stemte Hænderne mod Brystet, saa' ud i det Bælgmørke, som omgav hende. Ja, saadan vilde hele hendes Liv blive. Havde hun ikke altid vandret om i et sjæleligt Mørke? Havde hun nogen Sinde haft Kraft til at bryde igennem det, bore sig frem til Lys?

Havde hun nogen Sinde tænkt en Tanke, følt en Følelse til Ende? Uden Mod, uden Energi havde hun ladet sig drive derhen, hvor Strømmen bar hende, kun af og til vist passende Stædighed, af og til spjættet med Vingerne som en stækket Skade. O, gid hun kunde synke hen og sagte sluges af Mørkets bundløse Dyb!

En herlig Brudenat! Aa jo . . . det var dog godt, at hun 366 denne Aften havde været "stædig". Skulde hun have overgivet sit fine, uberørte Jomfrulegeme, som hun havde hæget saa pillent om fra Top til Taa, til en vinstinkende Mands Kys, til en drukken Fauns laadne Armes Kærtegn, gøre sig til ét med et brutalt Menneskedyr? Uvilkaarligt skærmede hun med Hænderne for sit Legeme ud i Mørket. I et Øjebliks Hallucination tegnede der sig paa Mulmets Grund en Skikkelse, der rykkede ned mod hende med halv dvaske, halv graadig skinnende Øjne, som lyste i Mørket, med dirrende, fugtige Læber og med vidt udbredte Arme, som famlede efter hende. Hun vilde skrige, hun vilde gøre Modstand, men følte sig lam i alle sine Organer, som hun fortvivlet vilde kalde frem til Kamp paa Liv og Død med det Udyr. Hun vilde kalde paa sin Moder, paa Hofjægermester Værn, paa Dragonløjtnant Amsdorf, paa Trine - paa alle dem, hun kunde tænke sig holdt en Smule af hende og vilde tage sig af hende . . .

Hun bredte Armene ud og med et fortvivlet Barns ynkelige Røst raabte hun:

- Aa, min Fa'r og min Mo'r!

Hun saa' de gamle Fotografier fra sin Moders Dagligstue. Der var noget udtryksløst udvisket i Træk og Blik . . . de var bleven fremmede for hende; hun syntes, de var ligegyldige for hende. Ja de var døde, hørte og saa' hende ikke.

Alice følte en fugtig Kulde omkring sig, saa' sin Aande hvirvle ud i Rummet.

Træt og forpint maatte hun være falden i Søvn, og hendes lange Søvn være hærjet af onde Drømme. Alle hendes Ledemod smertede, hun syntes, hun kunde høre dem knage, naar hun rørte sig.

Pludselig brødes Stilheden af en hæslig skrattende Lyd. Den gennemdirrede helt hendes af Kulde rystende Legeme.

Hvad var det? Hvor kom den fra?

Den kom fra Dagligstuen hinsides Fløjdøren.

Pludselig brød Alice ud i en ubetvingelig Krampelatter. Lyden var en høj Snorken.

Latteren, der var begyndt som en Sygdom, gled lidt efter lidt ud i et sundt og normalt Leje. Hun lo sig Ro og Klarhed til. Parodien paa en Brudenat var virkelig komisk, og hun selv var Hovedfiguren i Farcen.

Hun saa' sig i Spejlet, saa', hvor uordentlig og forpjusket hun var, lo igen, fordi hun trods al sin Fortvivlelse dog var 367 falden i Søvn og havde sovet i en seks-syv Timer, sukkede saa langt og dybt. Ja - hvad var der nu at gøre andet, end hun altid havde gjort: prosaisk at tage Tingene, som de var, og lade sig drive med Strømmen?

Ja, hun følte nu koldt og klart, at den Mand, hun havde givet sin Haand og ladet sig vie til, var hende en komplet fremmed Mand. I en eksalteret, forskræmt Stemning var hun, saa at sige, løbet i Favnen paa ham, ladet sig fange, men hun var stadig, uden ret at gøre sig del bevidst, gledet længere og længere fra ham. Hun aabnede sagte Døren til Dagligstuen. Der laa Louis Halbæk i Empire-Sofaen. Hængelampen brændte endnu med hvid Flamme i Dagslyset. Foran ham paa Bordet stod et tømt Snapseglas, en tømt Halvflaske med Gammel Carlsbergs Etikette, en Tallerken, hvorpaa der var bleven levnet et Stykke Smørrebrød med Ost.

Hendes Mand havde altsaa trøstet sig over den mislykkede Brudenat paa en praktisk Maade.

Der laa han og sov nok saa sødt paa Ghaiselonguen, saa' ret køn ud, og saa skikkelig, som om det var ham umuligt at gøre en Kat Fortræd.

Uhørt listede hun sig igennem og ud af Stuen, kom ud i en Korridor, som førte til Køkkenet. Der traf hun gamle Trine. De hilste hinanden god Morgen. De lod, som om intet var passeret. Trine viste Fru Alice til Rette i Huset, og der var Guds Velsignelse af alt. For Kancelliraaden havde sagt, at Hofjægermesteren havde sagt, at hun - Trine - bare skulde købe ind af alle Slags. Den løjerlige Hofjægermester, som Alice jo i Grunden ikke kendte! Han gad jo knap skrive hende til, og hun havde altid været i den største Forlegenhed, naar hun skulde forme et Brev til ham.

Hun sagde til Trine, at hun vilde klæde sig om, og den gamle Pige viste hende Soveværelset med de fint opredte Brudesenge.

- Ja, saadan gaar'et i Verden, sagde Trine langsomt og dybsindigt, jeg troede, jeg havde faaet et anderledes Mas med at rede dem i Dag. Men det vilde nu Vorherre ikke ha' den Gang. Ja, Mandfolkene ødelægger megen Glæde i Verden, fordi de ikke kan blive fra Spiritussen.

Da Alice kom tilbage fra sin anden Ronde med Trine, gik hun ind i Stuen og lod dække Frokostbord. Hun hørte sin 368 Mand vadske og pjaske inde i Soveværelset. Trine hørte det ogsaa, nikkede bifaldende og sagde:

- Ja se det kommer der af en god Opdragelse! Hvis vor (dvs. min Mand) bare havde smidt koldt Vand over sig om Morningen efter hver Svir, saa havde han kanske levet endnu. Nu maa Fruen ikke være for haard mod Herren, for naar han kuns bliver beskænket ved Bryllupper, Begravelser og Barsler og holder sig fra de stærke Drikkesorter til Hverdagsbrug, saa har han gjort saa meget, som man kan forlange af et stærkt og ført Mandfolk.

Alice blev mere og mere beroliget ved de prosaiske Sysler og ved Trines Smaavrøvleri. Hun var sig selv helt mægtig, da hun traadte ind i Spisestuen og lod kalde paa sin Mand.

Louis Halbæk saa' usikkert paa hende. Hun besvarede ikke hans Blik. Hun lod, som om intet var sket, talte tørt og ligegyldigt om ligegyldige Ting. Da Maaltidet var færdigt, rakte hun ham en slap Haand.

Louis Halbæk var stille og resigneret, sagde intet om Aftenen, da han opdagede, at hans Hustru havde ladet sin Seng flytte ind i Kabinettet.

Hver passede sit. Hofjægermester Værn havde afstaaet sin mangeaarige Forkarl Rasmus, der havde fulgt ham fra Sjælland til Jylland, til Louis Halbæk, som jo ikke forstod sig paa Landvæsen. Han havde sagt til hans ny Herre, at han indtil videre skulde lade Rasmus raade. Det eneste Raad, han havde givet sin Protegés Mand, var:

- Husk paa, at man sgu ikke kan give Godsejeren og køre i Landauer paa 200 Tønder Land.

En Tid lang hang den unge Proprietær ihærdigt i, syntes det. Han var hele Dagen ude med Rasmus, mødte ved Maaltiderne, og Tonen mellem ham og hans Hustru blev venligere og venligere, om end ikke varm. De talte ugenert om daglige og praktiske Anliggender. Alice fik Tiden til at gaa ret godt med Husvæsenet og med Læsning. Hendes gamle Ven, Hofjægermesteren, havde givet Professor Langberg Carte blanche til at købe et Haandbibliotek til hende, thi, sagde han: Jeg kan godt lide, at Damer har æstetiske Interesser; det er saadan en nydelig Adspredelse, og det giver dem charme, og jeg tror sgu, at de, der ikke har dem, bliver gnavne og arrige . . . og jaloux oven i Købet.

369

En jævn Hyggelighed kunde komme op i denne underlige Menage, naar der var lunt om Vinteraftenerne, og naar Manden, færdig med sit Arbejde og sin Aftensmad, fordringsløs fortalte om, hvad han havde taget sig for, og gengav morsomme Oplevelser med Folkene paa Gaarden og Bønderne i Nærheden. Alice fik mere og mere Sympati for sin Mands beskedne og taktfulde Optræden. Scenen fra Bryllupsdagens Aften og Natten derefter blev aldrig nævnet. Naar Louis Halbæk kom hjem fra nødvendige Besøg i Omegnen eller i Købstaden, hvorhen gerne Rasmus var Kusk for tillige, hvis det gjaldt en Heste- eller Kvæghandel, en Korn- elier Smørforretning med en Købmand, at agere sin Husbonds Mentor, kom han altid pæn hjem. Ja Alice kunde føle, syntes hun, at han søgte at vise sig for hende i hele sin Ædrueligheds Glans, naar han efter en saadan Hjemkomst tog en paa Bordet liggende Bog og læste op af den. Han læste ret godt og intelligent, navnlig var hans Foredrag af Drachmannske Sømandshistorier og hans dermed samklingende Digte helt fornøjeligt.

Alices Sind dyssedes i Ro ved dette jævne, ensformige Liv, og hendes Mands jævne, ensformige Humør genvandt ham den Velvilje hos hende, som hun havde haft for ham i deres Bekendtskabs første Dage.

En Aften kom han hjem fra Marked i en af de omliggende Købstæder. Det kunde aldrig have faldet Alice ind at give ham Formaninger med paa Vejen; men hun holdt nu dog saa meget af ham, at hun var bange for, at han skulde drikke for meget. Thi han havde ærligt betroet hende, at han skulde spise til Middag hos en større Kornhandler sammen rned nogle større Ejendomsbesiddere, og Rygtet om den Købmands rigelige Servering med Drikkevarer fløj Egnen rundt og udstyredes efterhaanden med sagnagtige Overdrivelser.

Hvor glad blev hun ikke om Aftenen, da hendes Mand mødte, ingenlunde drukken, men ligesom forskønnet og livliggjort af Vinen. Den barnlig triumferende Mine, hvormed han fremstillede sig for hende som en Skoledreng, der viser sin Moder en glimrende Karakterbog, indtog ham for hende. Han saa' kønnere og intelligentere ud end sædvanlig. Hun følte sig varmere stemt over for ham end nogen Sinde siden hin stjernesprudlende Augustnat. Hun rakte ham Kinden til Kys.

Louis Halbæk fik Taarer i Øjnene, mens de samtidig tindrede varmt. Han lagde Armen om hendes Hals, forsøgte sig frem . . . og, uden at hun gjorde Modstand, kyssede han hende paa Munden. 370 Hun lod sin Haand glide over hans stærke, krøllede blonde Haar og sagde:

- Læs lidt for mig, Louis.

Hans Ansigt straalede som i forklaret Glans, og Øjnene fik som et Glimt af Aand.

Han aabnede en Bog og læste endnu livligere og udtryksfuldere end ellers de Drachmannske Vers:

. . .
Hun vil ikke dvæle
saa meget som et Døgn
endnu dér, hvor hellig
er værre end som søgn;
hun ser kun derhjemme
den klammeste Forstand,
dog bæver hendes Stemme,
da hun kalder paa sin Mand.

Da deler sig Busken,
da brager Skovens Tjørn,
hun ser for sit Øje
igen den hvide Bjørn,
hun nikker, hun skælver,
hun klapper den i Hast: -
det var som om Taarer
af Bjørneøjet brast.

Hun tøved, den letted
paa Bagen hende op,
saa gik det paa Bejsen
i susende Galop.
Og Træerne nejed,
hvor Parret drog forbi,
og Vindene f ejed
gennem Skoven dem en Sti

I Foraarets Klæde
stod Skoven, hvor de drog;
med Majløv i Haanden
de Buske mod dem slog.
De husked nok Løftet,
hun huskede det med.
Men bort med de Buske;
af Sted blot, af Sted!

Hvor slog hendes Hjerte,
jo længer de drog frem,
hun greb efter Vejret,
da de naaede deres Hjem,
371 Saa spurgte Bjørnens Blikke:
Har Du været mig tro?
Hun nikked: Tvivl kun ikke!
Saa gik hun til Ro.

Alice blev beruset af sin Bevægelse. Uden at have gjort Modstand, uden at vide, hvorledes det var gaaet til, fandt hun sig baaren paa sin Mands Arme. Han løb med hende rundt i Stuen. For hendes Øre genklang de pragtfulde Vers, og de blev satte i Musik af hendes Stemning . . . hun saa' Majløvet skinne, hørte Grenene knage . . . svælgede i stort og bredt Lys, da de brød gennem Tykningen, mens hun hvilte med halvaabne Øjne i de stærke Arme, der bar hende ind der, hvorfra hun hin første Nat var flygtet.

Der var Feststemning over dem begge i en Tid. De kørte rundt i Egnen, besørgede de forsømte Visitter. Alice forlangte selv Vin paa Bordet hver Dag. Hun og hendes Mand spadserede i Haven i de blegklare Novemberdage under det nedfaldne Løvs sursøde, æggende Duft.

Den stille, sympatiske Betragter, Trine, sagde ved sig selv:

- Ja se at drikke til en Orden - det er en ædel Ting. Det gi'r glade Dage og Nætter og sunde Børn.

Men det hjemlige Solskin var ikke af lang Varighed. Der var noget uvornt i Louis Halbæk, der trængte til at revses af Modgang eller Skuffelser. Han begyndte at kede sig og blive gnaven, blandt andet over, at han mærkede, at hans Hustru stillede en passiv Modstand op mod at byde Egnens og Købstædernes Folk til Gæst.

Alice følte, at siden den Aften, da hun, reven med af hans stemningsfulde Elskværdighed, havde hengivet sig til ham, havde hun tabt sin Magt. Ikke at han stillede Vold eller Trods op mod hende, men han kneb, saa at sige, ud fra hende. Han greb enhver mulig Lejlighed til at tage bort fra Hjemmet og blev ude til langt ud paa Natten. Alice var i Seng for længe siden, laa med lukkede Øjne, men saa' meget vel, at han tidt var endogsaa temmelig overstadig drukken. Hun blev saa væmmelig ved at have denne snorkende Bylt ved sin Side, at hun mange Gange stod op og lagde sig i Kabinettet, men hendes Mand havde næppe Anelse derom; i hvert Fald viste han sig lige glad.

Trine var en Slags Reporter. Skønt hun aldrig kom uden for Gaarden, vidste hun godt, hvor hendes Husbond havde været hver Gang, han havde forladt Hjemmet. Ikke, at Fru Alice udspurgte 372 hende, men, som om Trine snakkede med sig selv, fortalte hun, mens hun rørte i en Gryde eller smurte Folkenes Mad:

- Ja se nu Mandfolk! Hvad skal man sige om dem? Ja jeg véd s'gu'tte, hvad man egentlig skal sige om dem, men jeg mener lige godt, at de simple er noget Rak, og at de fine er nogle aparte Balberer. For se alle de syv Proprietærer og Forpagtere her paa Egnen de har ingen større Morskab end at drikke sig smadrende fulde og at spille flere Penge bort i Kortenspil, end tyve Husmandsfolk kunde æde op. Se nu var Herren ovre paa Søbygaard i forrige Uge, og der tabte han 30 Kroner i L'hombrespil, og da de blev fulde, saa spillede de noget, der hedder Husar, og der blev spillet en hel Bundegaard op ... Naa, saa i Fredags, saa var han hos Forpagteren paa Krøjerup. Der siger de, at Herren vandt, men ikke nær saa meget, som han havde tabt paa Søbygaard. Og saa i Købstaden paa denne hersens Klub, der spiller de noget, som de kalder Basetting, og der flyder de bare Penge, baade Sedler og Tokroner og Enkroner, ligesom det var det bare Møg. Og hvem, der ikke har Rel'ion til at modstaa Fristelser og Forlokkelser, de ender da ogsaa i det bare Møg, for det er saadan Vorherres Straffedom, som udgaar over dem.

Alice svarede intet til sligt. Hun havde engang i Julen ladet sig forlede til at tage ud med sin Mand hos Forpagteren paa Krøjerup, Der havde Herrerne siddet og spillet L'hombre til Klokken fem om Morgenen og skyllet Cognakstoddy i sig, mens Damerne, der ikke havde haft meget, de skulde have sagt hverandre, og hvis Samtale i hvert Fald kedede Alice til Døde, endelig faldt i Søvn og snorkede om Kap, mens deres Haandarbejder laa og drev paa Bordet eller i deres Skød, og til sidst sad de i Dagligstuens Sofaer og Lænestole og sov videre, indhyllede i deres Rejsetøj.

Alice var i Angest og Kvide, thi da Herrene endelig kom ud fra Spilleværelset, gennem hvis aabnede Dør tætte Røgskyer hvirvlede ind i Dagligstuen, hørte hun en Proprietær sige til hendes Mand:

- Naa det var om en Flaske Portvin, vi væddede, Halbæk. De holdt paa, at De kunde køre hjem de halvanden Mil paa en halv Time, og jeg sagde: jeg holder paa tre Kvarter. De Herrer er Vidne paa, at den er holdt.

- Ja, men hvem skal kontrolere, om Halbæk holder Tiden, bemærkede Husets Herre.

373

- Det kan De, lille Frue, sagde Proprietæren. Lad os se, hvad Deres Ur er nu, saa giver De mig Deres Ord paa, at De siger mig, hvad den er, naar De er kommen hjem til Gaarden.

Han var ved at gribe Alices Urkæde. Denne sjofle Færd ramte hende som et Slag af en plump Næve. Med et stærkt Udtryk af Væmmelse og Angest for hun tilbage og tilkastede sin Mand et lignende Blik.

Saa vidt han i sin omtaagede Tilstand kunde modtage Indtryk, syntes han ogsaa at blive stødt, thi han slog til Proprietærens store Haand og søgte at se vred ud. Forpagteren slog en Latter op. Som den forholdsvise ædru søgte han at redde Situationen og sagde:

- Det var ret, Fru Halbæk og Halbæk! Saadan skal de ha'et, de Smørtyve. For jeg siger ogsaa, naar Folk vil henvende sig til min Kone: Nok se, men inte røre.

Alice maatte holde sig ved en Stoleryg, lammet af Rædsel over, at hun skulde betro sig til sin drukne Mands vilde Kørsel i den snetykke Nat. Hun fik endelig samlet sig til at sige:

- Paa min Mands Vegne erklærer jeg Væddemaalet for tabt. Jeg kan ikke, tør ikke køre hjem paa den Maade.

Herrer og Damer saa' paa hinanden, da hun rask ilede fra Stuen ud i Gaarden. Der svang hun sig med et rask Sæt op paa Jagtvognens forreste Sæde, greb Tømmerne og sagde rolig til Karlen, der i sin Forfjamskelse over, hvad han saa', var bleven staaende med Vogntrappen i Haanden.

- Sæt Trappen til Proprietær Halbæk. Jeg tør ikke lade ham køre Hestene i dette Mørke. Han er natteblind.

Karlen gloede op paa hende og adlød nølende. Alice sagde til sin Mand:

- Sæt Dig paa Bagsædet. Jeg vil køre. Du véd, hvor daarlig Du ser.

Louis Halbæk ærgrede sig midt i sin Rus, tænkte paa at gøre Skandale og begyndte:

- Jeg skal, min Sæ'l, have mig frabedt at . . .

Men Alice skar hans Replik igennem som med en skarp Kniv og sagde:

- Du har Ret. Du vil ikke udsætte dit og mit Liv for Fare. Staa nu op, Louis.

Han var aldeles perpleks. Han kravlede op af Trappen, svøbte sig i Pelsen, mumlede hen for sig:

- Det skal hun, Fanden tage mig, faa betalt.

374

Men Alice kørte og det i Skridtgang, saa Hjemturen varede næsten to Timer. Det var bidende koldt, men det var, som om Kulden gav hende Ro og Kraft som en Staalstang. Men Louis Halbæk sov bort fra sine Krænkelser og var knap til at faa vækket, da de var komne hjem.

Siden den Tid tog Alice aldrig ud med sin Mand. Familierne spurgte ikke efter hende. Siden den Begivenhed vandt hun Ry paa Egnen som et "Satans hampert Fruentimmer".

Den oprindelige Tavshed rugede atter over Hjemmet. Mand og Kone gik til Side for hinanden og vekslede kun ligegyldige eller uundgaaelige Ord. Men desto hyppigere for Louis Halbæk hjemmefra.

Hun betroede ham ikke, at hun var frugtsommelig. Hun skammede sig endog for sig selv over, at hun skulde blive Moder ved den Mand, der ikke havde mere Vilje og Personlighed end et Siv. I grusom Kvide sneg hendes mange ensomme Timer sig hen. Hun gravede i sit Væsen, fandt aldrig Bund. Hun havde dog ikke ment noget Menneske noget ondt, havde higet efter Lys og Lykke, men . . . ja det var det fortvivlede: Hun fandt ikke mere Klarhed, mere Vilje hos sig end i den stakkels Louis Halbæk, der gik sin sikre Undergang i Møde, i hvem der heller ikke var noget ondt, tværtimod Muligheden til en hel Del godt . . . men de kvaltes som hos hende Dag for Dag af noget uforklarligt tungt noget. Var det det , som Ibsen kalder "den store Bøjgen"?

Trine sagde en Dag i Maj til hende:

- Rasmus skal køre til S- Marked, og Herren skal ride.

- Naa, sagde Fruen som sædvanlig.

- Men Herren skal lige godt køre tilbage med Rasmus, for den røde Ridehoppe den skal sælges.

- Naa.

- Ja de brune Køreheste skal ogsaa sælges ved Lejlighed, for Rasmus siger, at det er for dyrt at holde den Slags Bæster paa det "Arial", denne Gaard har.

- Naa.

- Ja, det har Fruen saagu' Ret i. For det kan ikke nytte at stritte imod Vorherres Vilje, nej, det kan det s'gu'tte. -

- Nej, Trine.

- Ja, naar alle unge Fruer vilde ræs'nere saa fornuftigt !

Alice havde nok iagttaget en sær Sørgmodighed i sin Mands Udseende i nogen Tid, men havde, som Tonen nu var mellem dem, hverken spurgt eller villet have Udseende af at bryde sig det 375 mindste om hans Sager. Trods hendes bestemte Beslutning om at være ligegyldig, hvorledes det end gik ham, blev hun bedrøvet ved Trines Efterretning. Den røde Blodshoppe! Hofjægermester Værns Brudegave! Hun vidste, hvor meget Halbæk holdt af den, skønt den var vild og uregerlig, sky og med uberegnelige Luner og Indfald.

Hun hørte Vognrummel og Stampen af Heste i Gaarden. - Ja der sad Rasmus paa Sædet i den lette Fjervogn, og en Karl holdt den store, fine, spinkle røde Hoppe, der prustede og skrabede med Hoven i Stenbroen, krummende sin lange Hals som en Svane. Louis Halbæk svang sig rask i Sadlen. Den røde rejste sig paa Bagbenene og gjorde nogle Fiksfakserier, men dens Herre klappede den paa Halsen, snakkede for den og lod til at bringe den til Fornuft.

Alice havde staaet skjult bag Gardinet i Vinduet. Hun vilde ikke, at hendes Mand skulde se, at hun gav Agt paa ham. Hun følte i dette Øjeblik et Slags Tilbagefald til den æstetiske Sympati, hun havde følt for det ranke og kraftige i hans Skikkelse, for noget vist stemningsfuldt, der kom over ham i visse Øjeblikke. Hun havde længe anet, at det saa' broget ud med Pengesagerne, havde ment, at det var hans vel fortjente Løn, men nu blev hun modstræbende helt bevæget ved, at han, den kønne og kække Rytter, skulde af med den røde.

Hvor saa' han godt ud til Hest! Alice tænkte, mens et Smil tvang sig frem:

- Blot han forstod sig tilnærmelsesvis saa meget paa Mennesker som paa Heste.

Han var ved at ride ud af Porten, vendte sig om med et stille, vemodigt Udtryk i Øjnene, det, Alice kendte saa godt. Hun kunde ikke lade være at komme frem og opgive sit Skjulested, hun maatte nikke til ham.

Da fløj der et stort Skær af Glæde over hans store, kønne, godmodige Ansigt. Han holdt Hesten an, drejede sig helt om i Sadlen, hilste med Pisken og raabte, saa det rungede gennem Gaarden:

- Farvel, kære Alice l Jeg kommer hurtig hjem.

Han saa' saa smuk, formelig elegant ud, da han for gennem Porten paa den fine Hest, hvis Krop bugtede sig blødt som en Slange. Alice gik ned i Havestuen. Fra dens Glasdør kunde hun se et Stykke af Vejen.

I den lyse Foraarsdag saa' hun Mand og Hest skarpt profilerede 376 mod den lyseblaa Morgenhimmel. Hvor elegant var den røde Hoppes Fodskifte! Hovene blinkede i Solen, og det var, som de dansede langs ad Vejen. Og Rytteren sad rank i Sadlen med den fine krummede Ridepisk klart tegnende sig i Luften. Hovslagene tog Klang for hendes Øre, til en Krumning af Vejen skjulte Hest og Rytter.

Alice skammede sig over de Taarer, hun fik i Øjnene. Det var godt, at Louis Halbæk først kom hjem i Aften, at hun kunde faa Tid til at samle sig sammen til sin vante Holdning over for ham; det var for saa vidt ogsaa godt, at den røde Ridehoppe skulde sælges, saa vilde hun ikke mere fristes til at tilgive sin Mand af den Grund, at han saa' saa prægtig ud, naar han red det smukke, viltre Dyr. Hun sagde til sig selv:

Han burde være bleven Kentaur, - ét med sin Hest! saa vilde han have været smuk og tiltalende som Menneskedyr.

Hun satte sig i Havestuen, stirrede ud i det frempippende grønne. Hun mærkede med Gru Fosteret røre sig i hende. Hun græd allerede stille over det ufødte Liv, der sagtens var bestemt til Smerte og Elendighed. Havde hun endda været et Slagtoffer for den Naturens Raahed, i Kraft af hvilken en Kvinde kan blive Moder mod sin Vilje! Hun havde jo frit givet sig hen - men var det Elskov? Hun turde ikke bruge det Navn om det flygtige Behag, den opblussende Sanselighed, der havde gjort hende svag hin Aften, da han ør af Vin og Attraa svang hende rundt paa de højt løftede Arme, saa de tilsammen dannede en Kentaurfigur. Hun var væmmelig ved sig selv, ved hele Verden.

Hvad var det? En Vogn kom kørende i hurtig Fart derude paa Vejen. Med Forbavselse genkendte hun den lille Fjervogn, de smaa brune og Rasmus. Men hun blev siddende paa Trods og betvang sin Nysgerrighed, thi sæt, at han kom nu! Hun vilde ikke se ham.

Var han reden alene til Byen? Hun saa' hverken Hest eller Rytter. Rasmus kørte meget stærkere, end han plejede. Hun hørte Vognen rasle mod Stenbroen ude i Gaarden. Da hendes Mand ikke var med, gik hun ind i Sideværelset ud til Gaarden. Hun saa' Rasmus kaste Tømmen fra sig, syntes, han saa' bleg og forfærdet ud, og inden hun kunde besinde sig, stod den gamle Karl for hende i Stuen.

Hans store Hænder rystede, hans Læber, ja hele hans Ansigt dirrede, han søgte at tale, men Stemmen blev siddende i hans Strube og blev en uartikuleret Rallen.

377

- Men i Guds Navn . . .! Hvad er der sket? spurgte Alice. Rasmus brød ud i en stor Graad og fik formet Ordene:

- Har jeg ikke sagt til enhver Tid, at den røde Hoppe var det mest forbandede Bæst? Har jeg ikke?

- Men sig mig . . .

Rasmus knugede og vred sin sølvtressede Kasket, som han vilde flænge den, og fik fremstødt:

- Hr. Halbæk er død, og Bæstet er rendt. Men det bliver vel nok fanget, det Utuske! Aa, at Vorherre dog kan være saadan en haard Mand!

Alice forfærdedes mest over sin egen Ro. Hun spurgte klangløst:

- Sig, hvad der er sket.

Hun stod ubevægelig, mens Rasmus, der nu havde faaet Tungen paa Gled, med stor Vidtløftighed fortalte, hvorledes det "spiltossede Bæst" pludselig var blevet sky for Skyggen af et Par Møllevinger, at Herren, som sagtens var faldet hen i sine egne Spekulationer og jo havde nippet til den lille Gognakstlaske, han altid havde med, naar han tog ud, maa være bleven helt forfjamsket i det, for Rasmus, som var et godt Stykke bag ved paa Vognen, havde set ham ryge ud til Siden, havde set Bæstet rende hen over Marken som en "uvan Tyr", og da Vognen var naaet derhen, saa laa Herren med Hovedet mod en af Vejens Stenpæle i "et farligt Pløre af det bare røde Blod", og der var ikke mere Liv i ham "end som slet ingenting." Nu laa han inde hos Mølleren, hvor der netop var Doktor, der skulde se til Møllerens syge Datter. "Se det var det hele, som det faldt Vorherre ind at gøre for den stakkels Hr. Halbæk, at han havde lavet det saadan til, at Doktoren netop skulde komme lige bestemt til den Tid, men det kunde jo ikke nytte, for Doktoren han sagde, at han aldrig blev levende mere i dette Liv, formedelst at hans Hoved var flækket." Om Fruen vilde køre hen til Mulstrup Mølle?

Alice nikkede. I en Lo fandt hun det tildækkede Lig. Hun rystede paa Hovedet, da Mølleren vilde tage Klædet bort. Hun famlede blot med Haanden ind derunder, traf den kolde Haand og hviskede:

- Stakkels Louis! Vi to har gjort hinanden ulykkelige. Vi var ikke skabte til Lykke.

Mølleren og Rasmus var enige om, at Fruen tog det hele "farlig dvask".

378

Senere forbavsedes hun over den stille Styrke, hvormed hun ordnede alt til Begravelsen, døjede alle forudgaaende Formaliteter, førte Korrespondance osv. osv. Efter Egnens Skik og Brug mødte hun ikke i Kirken, hvor Liget var blevet bragt hen, saa' heller ikke noget til Følget, som havde samlet sig i Kirken. Den laa jo omtrent en halv Mil fra Gaarden.

Hofjægermester Værn havde naturligvis ikke svigtet. Men hvor blev Alice forbavset og bedrøvet, da han efter Ligfærden kom kørende sammen med den gamle Branddirektør!

Denne sidste, der var adskillig ældre end den forhenværende Kavaleriofficer, maatte hjælpe ham ned af Vognen. Hofjægermesteren trak det ene Ben tungt efter sig det Par Skridt fra Vognen til Indgangsdøren, støttende sig baade ved den gamle Herres Arm og ved en Stok. Huden hang løst og rynket i det før saa svære Ansigt, hvori Dobbelthagen nu var bleven til en styg Hudfold. Overskægget var ganske hvidt, Øjnene blakket-matte.

Hvor var Stemmen tyk og belagt, da han tiltalte Alice! Og straks efter brast han i Graad. Han havde aldrig haft let ved at udtrykke sig; nu snublede det ene Ord over det andet, mens han langsomt knappede Uniformsfrakken op, spændte sit Gehæng af, satte Hirschfængeren fra sig og lod sine matte, fugtige Øjne glide om i Stuen.

Kancelliraaden hjalp ham ved at supplere de afbrudte Sætninger, skød en Gang ind:

- Ja, man bliver gammel, Fru Halbæk - det er Livets Gang! ikke uden en vis Stolthed, blandet med en let Skadefryd over, at han selv var saa rask og frisk, og en anden Gang:

- Ja Maadehold i Spise og Drikke har altid været min første Leveregel.

Resultatet af Samtalen blev: At Gaarden maatte sælges; det havde allerede vist sig, at den havde givet Underskud, og Tiderne blev daarligere og daarligere. Den gamle, nu helt aandssløve Kammerherre Halbæk ejede intet.

Alice hørte til og nikkede. Ikke for Alverdens Skatte vilde hun være bleven paa den Gaard.

Hofjægermesteren og Kancelliraaden foreslog Alice at flytte ind i sit Barndomshjem i sin Fødeby. Hofjægermesteren sagde: - "Ja, for Deres Fremtid er der sørget, for saa vidt det staar i min Magt . . . og Forpligtelsen skal hvile paa min Efterfølger paa Godset derovre." 379 Han havde grebet Alices Haand og sad med den mellem sine bløde Haandflader, mumlende:

- Min stakkels lille Pige! De har ikke haft Chancer, De har ikke haft Chancer! Ak ja, hvad er Livet, gode Kancelliraad?

- Ja-a! Der lindes jo saa mange Forklaringer paa, hvad det er, svarede Branddirektøren og saa' melankolsk-dybsindig ud.

De vilde ikke paa nogen Maade blive til Middag, Branddirektøren søgte ærbødigt at skynde paa Godsejeren, men denne blev siddende tavs og seende sig om i Stuen. Hvert Øjeblik standsede hans Øjne deres flakkende Gang paa afdøde Fru Plums Billede. Han slap ikke Alices Haand.

- Ja, Hofjægermesteren vil vel af Sted med Eftermiddagstoget? sagde endelig Kancelliraaden.

Den stakkels Apoplektiker tog et Ryk i sin slappe Vilje og Krop og rejste sig ved Alices Hjælp. Han saa' hende ind i Øjnene med et hjælpeløst Barns bedrøvede Selvopgivelse. Saa brast han igen i en Graad, tog Alice i Favn og kyssede hende:

- Aa . . . De . . . Du ligner Deres . . . din Moder paa Øjnene . . . Ja, Farvel! Ser De . . . Du . . . der har sgu én Gang været Bud efter mig, og . . . og næste Gang kommer jeg til at trække af med den sorte Hververkorporal . . .

Han bøjede sin Mund mod hendes Øre og hviskede:

- Ja, det er sidste Gang, vi ses, mit Barn! Og saa - saa vil jeg sige Dig, at jeg . . . har holdt mere af din Moder end af noget Menneske paa Jorden . . . men . . . det . . . det . . . det skal Du vide, at hverken hun eller jeg har noget at skamme os over . . . og vi tør begge to se baade den gamle Overgeneral deroppe og min gamle Eskadronchef ærligt i Øjnene. Men med hende døde min Glæde fra mig.

Alice flyttede da til sin Fødeby og sit Fødehus. Byens Folk var nu bleven hende fremmede. Et Aar efter døde Hofjægermesteren, nogle faa Aar efter den gamle Kancelliraad.

Og, som vi har set, kalfatredes der omkring hende. Hun levede i komplet Ensomhed med den Dreng, hun fødte Sommeren efter Mandens Død. Trine flyttede med, men døde et Par Aar efter.

Over Drengen havde hun vaaget med alt hengivende Kærlighed. Men hun havde haft Selvbeherskelse nok til ikke at forkæle ham. Thi hun var led ved forkælede Mandfolk, det var jo aandelige Krøblinge. Men trods al sin opdæmmede Viljeskraft var hun 380 stadig under Tungsindets rugende Tryk, og mere og mere svandt Haabet om lidt Lys over Livet. Aar randt efter Aar, og hele Tiden var for Fru Alice som en evigvarende, tung og trist Novemberdag, saa hun knap troede paa Virkeligheden af det varme Sommersolskin, hvori i Dag alt svømmede som i gyldne Strømme.

VII.

Dog - nu da hun saa' ud om sig samtidig med, at Luften dirrede af de fire Kvarterslag oppe fra Taarnet, dernæst af de skarpere og højere klingende Timeslag, tvang Lysets Tindren og de flammende Farver i Blomsterne, ja selv Pakhustagets Teglstens luevarme Tone, hende til at indrømme, at det var Sommer i Dag.

Hun tænkte med et stille Smil over, at hun endnu kunde reflektere saa barnagtigt:

- Nu kommer Ejnar. Han bringer jo dog Solen til at skinne for mig en Gang imellem.

Hun hørte hans Stemme uden for en Laage til Gaarden, hvorfra en Smøge førte ud til Haven. Han talte med nogen. Hans Barnestemme lød for hende med glad Sølvklang, som stod i god Harmoni med alt det blanke og tindrende omkring i Rummet. Forundret hørte hun ham sige:

- Jeg synes, De kender Vejen.

- Ja, jeg har været her før, min Dreng, svarede en Stemme; der er jo nok en hel Del forandret, men jeg kan dog genkende det hele.

Var det et Eventyr? Alice genkendte den dybe, smukke Røst. Den lød til hende som et Vidunderhorn i en fortryllet Skov, et Bud fra Mindets "altes romantisches Land", hvis Tilværelse hun mente, at hun længst havde opgivet al Tro paa.

Hun mærkede Blodet fare til Hovedet og banke gennem alle Pulse ud i Fingerspidserne.

Hun sad med Ryggen til det Sted, Stemmen kom fra. Hun turde ikke vende sig i den overvældende Blanding af Glæde og Frygt ved et Møde med det "vidunderlige".

Et Øjeblik - og en høj, robust Mand stod for hende. Han holdt den lille Ejnar i Haanden.

381

Han var i lys Sommerdragt med noget fremmed i sin diskrete Elegance. Et smukt, tæt klippet, sort Fuldskæg med graa Isprængning og den stærkt solbrændte Teint forhøjede det eksotiske Indtryk.

- Kender De mig igen, Frue? lød den smukke, klangfulde Stemme.

Han rakte den store, kraftige, veldannede Haand imod hende. Hun greb den, og i en Tone, saa underlig smeltet, som hendes Røst aldrig havde haft, sagde hun:

- Amsdorf . . . Løjtnant Amsdorf!

Han smilede, saa de hvide Tænder skinnede som Perlemor under Overskægget:

- Jeg er for Resten i visse Maader Kaptajn, om De vil en Slags Røverkaptajn uden for Tjeneste. Men jeg er nu saa civil, som noget Menneske kan være.

Alice brød ud:

- Men Dragonhjælmen klædte Dem saa prægtigt! Amsdorf løftede sin Pegefinger spøgefuldt truende:

- Kære, lille Frue, tror De endnu paa Dragonhjælmes Herlighed?

Alice blev rød, sukkede og rystede paa Hovedet. Hun var flov over sit barnagtige Udbrud. Amsdorfs Ansigt blev alvorligt, da han sagde:

- Ja, jeg har jo troet paa alt det . . . og den Tro hos os alle har været vort Lands Ulykke . . . Bliv ikke bange, Frue, jeg er ikke kommen for at politisere . . . Nej, lad mig bare sige: Da jeg for et Kvarter siden eller saa kom hertil, saa var den første, jeg mødte, denne lille Kammerat her ved min Side.

Med et pludseligt Tag greb han Drengen og lod ham vende Mølle. Ejnar skoggerlo, da han med et helt pænt gymnastisk Sæt endte Evolutionen i Gangens Grus.

Amsdorf sagde til ham:

- Nu kan Du fortælle din Moder om, hvordan vi gjorde Bekendtskab, og hvordan vi i en Fart blev gamle Venner. Ejnar blev lidt vigtig over, at han fik Ordet:

- Jo, Mo'r, Hr. Amsdorf spurgte: Hør Du Kammerat der, Du skulde ikke vide, om Fru . . . ja, men Mo'r, saa kunde han ikke huske, at Du hed Fru Halbæk - og saa sagde han . . . født Alice Plum . . . om hun bor her i Byen? Jo, sagde jeg, det véd jeg godt, for det er min Mo'r, og hun hedder Fru Halbæk. Og saa sagde Hr. Amsdorf: Saa er Du paa en Maade i Familie med mig.

382

- Snak Dreng! Det sagde jeg slet ikke.

- Jo, ved Gud, det sa'e De. Og saa bad De mig om at gaa hjem med, men saa sa'e De, at vi skulde drikke . . .

- Ja, at Du skulde drikke "farbrorskål" med mig, som Svenskerne siger.

- Og saa gik vi ind til Konditormadammen, og saa gav De mig Limonade og dette store Kræmmerhus med Kager, og De drak . . .

- Whisky og Vand, rent ud sagt . . .

- Ja, og saa var det, at vi gik her hjem.

- Ja vel. Hør, Ejnar! Nu kan Du træde lidt af . . . jeg mener hen i den anden Ende af Haven og gøre nærmere Bekendtskab med dine Kager. For Du er for lille til at forstaa Filosofi, og jeg skal tale om Filosofi med din Mo'r.

- Ja, men jeg véd godt, hvad det er, for jeg har lært noget om Sokrates i Verdenshistorien, og han var "Filosôf".

- Ja, men jeg vil tale Græsk med din Mo'r.

- Det skal jeg først lære, naar jeg kommer i Latinskole. Hvordan er Græsk?

Amsdorf citerede Kilians "Mesopotamisk" i "Ulysses von Ithacia":

- Gopisinsandüng Slæstimund, Skabhalsiaskomai, renkaala væt Speckavæt.

- Det er vist noget ækelt noget, sagde Ejnar og gik uden Kny bort fra de to voksne.

Alice var saa lidet vant til en frejdig, munter Optræden og Tone, at hun straks blev reven med til Samstemning med denne raske Mand, der saadan kunde tage alt med en Trumf. Hun følte, at hun hele sit Liv havde trængt til at blive tagen med en Trumf, at de Mænd, hun havde kendt, havde været større Pjalte end noget som helst Kvindemenneske. Hun "gav sig" lige over for den forhenværende Dragonløjtnant, ønskede blot, at hendes Ungdomshelt, han, som stadig var dukket op i hendes Minde som en mystisk Skikkelse, som nu var tonet frem i Virkeligheden paa en saa mystisk Maade, blot vilde tale. Hans Røst var saa smuk, beroligende i det Maadehold, hvormed han brugte den, imponerende ved den Kraft, den havde i rigelig Reserve.

Amsdorf satte sig paa Bænken ved Siden af Fru Alice.

- Kan De huske Frue, hvad jeg sagde om Krig den eneste Gang, jeg har talt med Dem?

- Ja, hvert Ord.

383

- Nej, kan De? brød han ud med straalende Øjne. Tænk: Jeg kan ogsaa den Dag i Dag huske hvert eneste Ord, De sagde til mig.

Deres Hænder mødtes uvilkaarligt i et langt Tryk. Amsdorf fortsatte:

Ja - dengang troede jeg, at jeg var skabt til at slaas som en Landsknægt med Udsigt til at ende som Kondottiere. GaribaldiMyten sad mig i Kroppen.

- De var saa frejdig trods vor ulykkelige Krig, hvori min Fader blev dræbt!

- Ak ja, vor lille Krig i 1864! Ouverturen til Myrderierne i Europa! Ja, jeg tænkte, at den Krig maatte fortsættes, og at vort stakkels Land maatte faa Revanche. Ellers var jo Gud ikke retfærdig. Jeg har rigtignok senere lært, at det er unyttigt Arbejde at kigge den store "génèral en chef" i Kortene. Han spiller mere fordækt end Bismarck.

Alice saa' lidt betænkelig paa ham. Hun syntes ikke rigtig om hans sidste Vittighed. Ikke, fordi hun var ortodoks, men som mange Kvinder havde hun en instinktmæssig Respekt for Religion, yndede hverken selv at tale om den, tænke over den, ej heller høre andre bekende eller fornægte.

Amsdorf gik videre:

- Om Forladelse, Frue! Men i mit Hul derovre, Bankkontoret i Jylland, stod min gamle Dragonsabel i en Krog. Naar jeg tog mig for at pudse den, syntes jeg, at jeg kunde se paa den, at den tørstede efter Blod ligesom Sværdet Tyrfing. Ak, ja - jeg havde endnu en Smule oldnordisk Romantik i Kroppen. Jeg søgte at bringe Uhyret til Raison, trak Klingen halvt ud i 1870, men Moltke var hurtigere i Vendingen end Tyrfing og jeg.

Han blev glad over, at Alice smilede. Han lo kort.

- Hm! Ja saa blev der jo Mudder i Donaufyrstendømmerne. Dem brød jeg mig Pokker om. Men Tyrfing og jeg vi maatte læske os i Blod, det blev vi enige om. Gud, sikke et Par Drenge vi var! Det var os to forskrækkelig ligegyldigt, om Russen eller Tyrken fik Prygl.

En Dag, da jeg sad paa Bankkontoret, skinnede Solen hen paa Tyrfing, og jeg syntes, at han gloede forfærdelig krigersk paa mig. Jeg syntes, han sagde noget ud gennem Rummet mellem Skæftet og Parerpladen. Det lød som "pékin", som de franske militære kalder en Civilist. Jeg blev helt underlig, beundrede Tyrfing, at han talte Fransk til mig, fordi han vidste, at jeg ikke 384 kunde Islandsk. Ja, det klang virkelig ud fra den gamle Djævel, men jeg opdagede, at det var, fordi en tung Ølvogn kørte forbi uden for Kontoret paa Gadens toppede Stenbro. Men Slagsværdets Mening var dog, at det vilde i Krig. Jeg slog Plat og Krone, om vi skulde gaa med Tyrken eller Russen. Blev det Krone, skulde vi gaa med Russen, blev det Plat, skulde vi gaa med Tyrken. Jeg slog Plat. Det var ikke første, blev heller ikke sidste Gang, det hændte mig, at jeg gjorde Ende paa Tvivlsmaal og Vrøvl paa den Maade. Straks ærgrede jeg mig. For saa meget vidste jeg om Tyrkerne, at de i de mer end fire Hundrede Aar, de har haft Stade i Europa, ikke har leveret et eneste Bidrag til vor Kultur . . . Men De vil sige noget, Frue!

- Jeg vilde have sagt, at Russerne rigtignok har leveret mægtige Bidrag dertil. Jeg har læst Turgenjew og Dostojewskij.

- Rigtig, Frue! Men sikken et Regimente! Aldrig har jeg læst noget, som i den Grad har taget min hele Sjæl med Vold, som Historien om den forsultne Student, der slaar den gamle Aagerkælling ihjel. Den havde jeg lige læst og havde faaet at vide, at Dostojewskij, som Gzaren hellere skulde have knælet for end for de forgyldte Bæster af Helgener, jeg har set i de græskkatolske Kirker, er bleven sendt til Sibirien og behandlet værre end en Indbrudstyv. Saa sagde jeg til mig selv: Tyrkerne har aldrig affekteret at være civiliserede; de er de Bæster, de er. Jeg gaar med Tyrken. Naa, vor gamle, kære Hofjægermester, han sagde jo, at jeg var gal, men uden Knurren forsynede han mig med Penge . . . Men De kan tro, Frue, at det Felttog derovre kurerede mig grundig for min drengeagtige Krigsbegejstring. Krig er Bestialitet . . . Hu ha!

- Var De Officer i den Krig?

- Bevares, ja! Jeg gik ind som Løjtnant, avancerede fjorten Dage efter til Kaptajn, men aldrig har jeg set en Skilling i Gage under begge mine Charger.

Hvad levede De da af?

- Som de andre af Tyveri, Røveri og Kæltringestreger. Vi færdedes i fattige, elendige, barbariske Lande, havde ikke andet for Øjnene end Tyveri, Rov, Voldtægt, Drukkenskab, Løsladelse af det mest dyriske og sjofle i Menneskenaturen, døjede Kulde i snefyldte Bjergpasser, lugtede de raadne og flængede Kadavere af Mennesker og Heste, mens Rovfuglesværme skreg i Luften og fyldte den som Myg. Jeg saa' det værste Menneskeudskud plyndre de døde og skære Fingrene af Lig for at bjærge en Ring. Saa 385 blev det ved Siden deraf en ren Bagatel, at vi førte flere Herregaardsbesætninger af Smaadyr med, som brugte vore Kroppe til Græsgange.

Alices Ansigt fortrak sig. Amsdorf slog i Bordet og sagde:

- Hvis en Poet i vore Dage vil digte, hvad man i sin Tid kaldte et episk Digt til Forherligelse af saadanne Krige, saa vil jeg kalde ham et Ærkeasen. Og de Præster, der taler om Hærskarernes Gud og lader synge Te Deum over et vundet Slag, for dem citerer jeg den franske Poets Vers, som han lægger Vorherre i Munden:

A ma barbe, quoi? des pygmées
M'appelant le Dieu des armées,
Osent, en enuoquant mon nom,
Vous tirer des coups de canon!
Si j'ai jamais conduit une cohorte,
Je veux, mes enfants, que le diable m'emporte.

Gør det Dem ondt, Frue?

Alice havde faaet Taarer i Øjnene og sagde med dirrende Stemme:

- Men min Fader da? Ham har jeg fra mine spæde Aar set op til som til en Helt.

- Lille Frue, han var en ædel, en tapper Mand, og han faldt for sit Fædreland. Men han og jeg havde valgt en Stand, da vi valgte at blive Officerer, og havde vi unddraget os for en Krig til Forsvar for vort Land, saa havde vi været nogle Pjalte. Men en stakkels Djævel, som er reven bort fra sin Jord, sin Læst, sin Bog, sin Væv ved en Udskrivning - jeg vil f. Eks. sige en sølle Tysker, som blev dreven ud for at hjælpe til at erobre Elsass og Lothringen . . . det var jo ham saa ligegyldigt, om de Lande var tyske eller franske - om han havde hyttet sit Skind og var stukken af - jeg vilde ikke kalde ham en Kæltring for det. Eller hvad siger De om Venezianere, der blev piskede ud af Østerrigerne for at hjælpe Preusserne til at erobre Slesvig?

- Ja, nu forstaar jeg Dem.

- Jeg slog paa en Streng, som gav Genlyd i Dem, sagde Amsdorf smilende. Husk blot paa: Det er ikke Folkene, som laver Krig. Det er i vor Tid først og fremmest Diplomaterne, som tidligere Fyrsterne. Jo, Krig er væmmelig . . . ogsaa Krigen for Tilværelsen, struggle of lif e. De forstaar mig ikke?

- Nej . . . ikke rigtig.

386

- Nu vel. Jeg rendte fra Krigen paa Balkanhalvøen til Amerika, til "the far west". Jeg købte Jord paa Prærierne, jeg har blødet med mine fattige Penge til Spekulanterne og har slidt værre end nogen Husmand eller Daglejer i Høsttiden her hjemme. Men det var de samme bestialske Instinkter som i Krigen. Den herskende Evne hos de allerfleste blev en sjofel Egoisme. Alle blev Prangere. Alle Øren var lukkede for ædle Toner, alle Øjne for ædle Farver. Menneskene blev Bæster til Hobe, jeg selv med. Jeg har aldrig elsket Præster, mindst de pietistiske, men de norske Fyre, som kom derover og prækede, dem fik jeg Respekt for. De talte dog om et bedre Rige end Snyderiets, Rakkeriets, Prangeriets. De slog med Kølleslag paa de haarde Hjerneskaller, men jeg undte samme Skaller alle de Trusler om Helvede. Jeg har selv holdt en Præken i en Trækirke for nogle Banditter, der kun havde Sans for Køb og Salg, Whisky og Knivstik. Jeg sagde blandt andet: Skammer I jer ikke over, at Gud har sendt sin Søn til Jorden for at lide og dø for saadant noget Rakkerpak, som I er? Bliver I ikke skikkelige Mennesker, saa vil Satan flænge jere Indvolde i al Evighed.

- Uh! fór det ud af Alice.

Amsdorf lo og vedblev:

- Prækenen var for Resten udmærket for det Publikum. De fleste græd. Ja bagefter vilde rigtignok en irlandsk Bølle knuse min Hjerneskal med sin Hakke, men jeg fik i Tide fat i Skaftet, fik sparket ham i Maven og spændt ham bagover, saa der blev et Hul i Jorden, da han faldt. Den Slags Amen passer til den Slags Prækener.

Alice vilde ikke være ved, at hun syntes om den Slags Bedrifter, fandt sig forpligtet til at sige:

- De tror vist ikke paa meget . . . maaske slet ikke paa noget.

- Jo, paa noget.

- Paa hvad da?

- Spørg heller paa hvem?

- Naa, ja saa paa hvem da?

Alice blev lidt stødt, da Amsdorf svarede:

- For Eksempel paa Oberstløjtnant Dalgas.

- Ham med Hederne? sagde hun. Hm!

- Ja. Ser De: Det er en Erobrer, som det sig hør og bør. Han erobrer Land for os Danske. Han bøder mere end nogen nulevende dansk Mand paa Tabet af Sønderjylland; han giver 387 flittige Mænd Vaaben i Hænde til at betvinge vor genstridige Ørken derovre, saa den kan give Føde til mange og Læ til endnu flere. For de Penge, jeg har rakket mig til ovre i Amerika, har jeg købt jydsk Hedejord, gjort mig til den Mands Elev. . . . Naa . . . saa er der én Ting, jeg altid har troet paa . . . og det før jeg troede paa Oberstløjtnant Dalgas.

Amsdorf standsede lidt og saa' paa Fru Alice. Hun betragtede sine Hænder og sagde:

- Og det er . . .?

- Rent ud sagt . . . Jeg har altid troet paa den første Kærlighed.

Alice følte, at hun blev saare rød, ja hvad værre var, at hun kom til at græde. Og saa ærgrede hun sig over, at hun bar sig ad som en ung Tøs, over, at hun pillede ved sin Kjole med Øjnene borede ned i Gruset. Amsdorf lod, som om han ikke mærkede det og sagde:

- Men der gives sikkert en Del Mennesker, hos hvem den maa lagres af ligesom Vin for at blive moden . . . Ser De, min Frue, da jeg som ung Dragonløjtnant i Reserven sammen med vor kære Onkel Rudolf, som han vilde have, jeg skulde kalde ham, saa' en ganske ung Pige paa hendes Moders Begravelsesdag, følte jeg, at hendes Billede var brændt ind i - ja det maatte vel være i mit Hjerte . . . Tro nu ikke, at jeg vil være affekteret og paastaa, at jeg har sukket og vredet Hænder i vildt Elskovsraseri. Det ligger ikke for mig. Nej, jeg stræbte at dække over og gnide løs paa det indbrændte Billede, og i lange Tider troede jeg ogsaa, at det slet ikke sad der. De maa heller ikke tro, at jeg har levet som en Munk i gamle Dage. Jeg har ikke forgæves tumlet mig i barbariske Himmelstrøg og mellem barbariske Mennesker. Men Billedet har staaet sin Prøve. Det sprang frem i stærkt Relief og i fuldt Lys, naar jeg var rigtig bedrøvet, saa trøstede det mig; og naar jeg var rigtig glad og modig, saa højnede og forædlede det Glæden og Modet. Samme Billede har jeg syslet med under Bivuakker i Sneen og under ensomme Nattevagter i Brædehytter paa Prærierne. Ja, det holdt ud, trods det, at Haar og Skæg falmede. Og da jeg betraadte mit eget Lands Jord, saa tvang det mig . . . jeg stod imod . . . men, at det var stærkere end jeg, kan De nu selv se. Men det er ikke alle, der kan bære den første Kærlighed gennem Livet; der skal Kræfter til. De fleste forjasker den og tager til Takke med simplere Varer som Surrogat.

Alice havde krummet sig helt forover. Hun ramtes tungt af 388 de sidste Ord. Med ét mærkede hun en Arm om sit Liv. Hun rejste sig og saa' sin gamle Elsker stort og fast ind i Øjnene. Hun hvilede saa trygt i disse Arme. Endelig følte hun noget, der kunde bære hende gennem Livet, det hun nu ydmygt indrømmede, at hun altid havde trængt til.

Der stod de to smukke Mennesker, ganske vist med lidt falmet Haar, men sunde og stærke, arbejdsdygtige og klare i Sommerdagens varme og blanke Sol. For Fru Alice syntes det, at Pakhus, Baghusmur og Reberbane sank i Jorden, at Udsigten blev fri som før. Amsdorf sagde:

- Over Jyllands Hedejord vil Du ikke faa at se Dragonhjælme blinke, eller høre Pallasker rasle. Glansen maa komme fra Plovjern og Spadeblad. Huer og Bulehatte glimrer ikke. Men den er ægte og ikke forloren, Glansen fra et Arbejdsredskab.

Ejnar laa paa Maven i en Græsplæne og var falden i Søvn.

Amsdorf raabte:

- Ejnar - kom nu! Vi taler ikke Græsk mere.

Han tog Drengen, lod ham vende Mølle som før, løftede ham saa højt op i Lyset og Dagen og sagde hen mod Alice:

- Vi skal gøre ham til en stærk, arbejdsfør, klog og intelligent Fyr! Til en Nybygger, der skal gøre dansk Flid og Kultur Ære.

PER PÉRSEN

390
391

I.

Per Pérsen havde gennemgaaet sin hele Bane paa Røjlevgaard, den langsomt opadstigende og hurtigt nedadgaaende Bane.

Han havde tjent Bedstefaderen til den nuværende Ejer, saa hans Fader, nu dennes Søn.

Han var begyndt som Gaasedreng, avancerede saa til Svinedreng, gik nogle Aar til Haande i Kostalden, blev Karl 18 Aar gammel, deltog i Høstarbejdet, blev Staldkarl i Hestestalden, Avlskarl fra han var tredive til han var halvtreds, kørte saa med Korn og Flæsk til København i nogle Aar, men disse Rejser var farlige for Per Persens Moralitet. Dengang var der kun Jernbane mellem Roskilde og København, og man agtede det ikke for Umagen værd at læsse om i Roskilde. Havde man kørt de 10 Mil pr. Aksel, kunde man tage de 4 med samme Vilkaar.

Der var mange Kroer paa Vejen. Bæsterne maatte jo hvile sig og vederkvæge sig, naar de havde trukket et tungt Læs et Par Mils Vejs eller halvtredje, og et Menneske kunde efter Per Persens Mening dog ikke være bekendt at staa tilbage for et Bæst. Et Menneske som Per Persen kunde nok være enig med Bæsterne i at tage en ordentlig Skofte Brød, men han maatte dog have Smør til og helst et Stykke Rullepølse eller Kommenost til Paalæg. Han vilde være tro mod sin Husbond og ikke spise varmt, stegt Flæsk som Prangernes Karle. Per Persen var stolt af, at hans Fortæring i alle de mange Kroer og i "Hvide Hane" i København aldrig beløb sig til mere end l Daler, fire Mark og otte Skilling frem og tilbage.

392

Saa døde hans anden Husbond, og Sønnen, som i nogle Aar havde været Forvalter paa Gaarden, blev Ejer. Da var hele den vestsjællandske Jernbane i Stand, og Per Persen havde kun to Mil at køre til nærmeste Station, saa blev der læsset om, og snart blev Transport- og Handelsforholdene helt anderledes. Per Persen gik og drev om fra det ene til det andet hjemme paa Gaarden. Naturligvis kunde det aldrig falde den nye Ejer ind at skille sig ved det gamle Inventarium. Det var hans Mening, at Per Persen skulde fylde 60 Aar, før han blev Røgter - det var jo Pensionen for veltjente og tro Folk paa saadan en Gaard paa et halvandet Hundrede Tønder Land.

Da Per Persen var henved et halvt Hundrede Aar, havde han giftet sig med et nogle og trediveaarigt Fruentimmer. Hun hed Birthe, havde tjent hos Sognepræsten, fra hun var tyve Aar, havde faaet et Barn med Præstens Avlskarl, som "rendte", saa snart han saa', at det var galt fat med hende. Som Bryggerkarl i København gik det ham godt, og der var intet i Vejen med ham, for han betalte Alimentationsbidraget, 56 Kroner om Aaret, uden at det kom til Rettergang. Saa døde Barnet, og Birthe glemte snart baade sit Barn og dets Fader.

Det gik saaledes til med Per Pérsens Giftermaal.

Det traf sig engang, mens Per Pérsen var paa sit sociale Højdepunkt, at han var til "Ornegilde" hos en Gaardmand. Per Persen betegnede sig som Fremskridtsmand ved at ryge Cigar i Stedet for Pibe. Det forargede Gæsterne noget. Selv Værten sagde til ham:

- Du er nok Embedsmand, Per, ligesom Toldbetjentene i Købstaden.

Per havde taget et Stykke graat Papir op af Lommen. Der laa tre Cigarer i det. Han sagde :

- Ja, ja, La's Lars', vi behøver jo ikke at blive krakilske for den Sags Skyld. Tag en af Segarerne; de koster kuns en Skilling Stykket, og det er en stor Adspredelse at patte paa dem. Saa kan I bagefter lade mig stoppe et Par Piber af en af Kastrups store Karduser.

- Ja, ja . . . der skal være Redelighed i alting, sagde den gæstfri Vært og tog Cigaren . . . Hør Du, Per (han tog ham til Side) Gider Du ikke røre dine gamle Ben?

- Jo saagu, Las' Lars', men se nu har jeg taget en pæn Blaagarnslærreds Skjorte paa, og jeg vil nødig svede den igennem, for 393 jeg skal bruge den paa Søndag, for saa skal jeg lige godt til Alters.

- Ja hver har jo sine Synder, sagde Gaardmanden. Men der sidder lige godt Præstens Birthe, og hun sidder altid over, over det, at hun i sin Tid kom skidt af Sted. Kunde Du ikke røre hende lidt, Per, for Du er dog i den Alder, at de helt unge Tøse griner af Dig. Rør den gamle, hvad? Det er en kristelig Medlidenhedsgerning.

- Jo det er Synd andet, sagde Per, flyttede sin Cigar tæt over i den anden Mundvig, og uden videre Ceremonier gik han over til Birthe, tog hende om Livet, og de to modne Mennesker traadte ud og dansede "Hamborgerskotsk" sammen.

Efter den første Uddansning fandt de Behag i hinanden. Per saa', at Birthe smilte til ham med en Række store hvide Tænder i rosenrødt fedt Tandkød. Det opmuntrede ham til at knibe hende i den ene Kind. Hun sagde rigtignok:

- Hold dine Fingre hos Dig selv; men hun sagde intet, da Per Persen siden kneb hende i den ene Side.

Per og Birthe dansede hele Aftenen og Natten.

Da Klokken var fem om Morgenen, sagde Birthe:

- Jeg vil lige godt hjem, for jeg sveder, saa det er mageløst.

- Ja, jeg véd s'gu'tte, hvordan jeg skal gaa til Alters med min Skjorte paa Søndag, for jeg kan lugte, at den lugter som sur Valle. Skal Du hjem, Birthe, saa følger jeg Dig lige hjem til Præstens.

- Nej, la' vær!

- Jeg gør det lige godt

Uden at sige Farvel gik Per og Birthe ud.

Det var lidt efter Fastelavn, først i Marts, Himlen var tæt spraglet af Stjerner. Det var let Frostvejr. Per havde drukket en Del Brændevin og gammelt Øl, noget Punsch, var ikke fuld, men saa lyrisk, som han kunde blive.

Han klemte Birthes Arm stærkt.

- Lad være med at "nive" mig, sagde Birthe.

- Du kan jo "nive" mig igen, sagde Per.

- Nej, det kunde aldrig falde mig ind, sagde Birthe.

- Skal vi gaa derop? sagde Per og pegede paa en lille Høj, der stod ensom paa Marken med Tjørne- og Brombærkrat paa Toppen.

394

- Hvad skulde vi der? sagde Birthe.

- Jeg véd det s'gu'tte, svarede Per. Vi kan ogsaa blive derfra.

Men de gik derop alligevel.

II.

En Søndag sidst i Juli stod Per Persen og røg Pibe uden for Tofteporten.

Nede paa Markstien saa' han en Skikkelse snart dukke op, snart forsvinde mellem de opstillede Traver paa Rugmarkerne og den høje, modne Hvede.

Syvklokken sang sin Velsignelse over al den dejlige Sæd, og Per Persen havde hidtil følt sig ret andagtsfuld.

- Hvad er det for en rød Rad, som kommer alkende? sagde Per. Denne bevægelige Figur forstyrrede hans Andagt over Udsigten til den gode Høst, en Andagt, som Klokkestrengen hævede saa højt, som Per Persens Sjæl kunde orke at komme til Vejrs. Hans lange Syn kendte snart Birthe paa Fodskiftet, trods det røde Forklæde, som omhyllede hendes Hoved.

Fra Gud sank han ned til Djævelen, da han sagde:

- Fa'en fare i hende det Stavær! Der er vist blevet Bukser af Skindet.

Per var ved at vende sig og gaa ind ad Porten. Men da lød Birthes Stemme:

- Hør Du, Per Persen, Du kommer til at tøve, for jeg skal tale med Dig.

Per blev staaende, til Birthe var naaet hen til ham. Han saa' op og ned ad hende. Hun brast i Graad og sagde:

- Ja, der kan Du selv se, Per Persen.

- Ja, jeg har da Øjne i Ho'det, sagde Per tvært.

- Hvad nu, Per? . . .

- Ja . . . Og det bare for en eneste Gangs Skyld, sukkede han.

- Vil Du være en Kæltring, Per?

- Ikke uden at jeg bliver haardt nødt til det.

- Jeg er i den fjerde Maaned.

Per talte paa Fingrene og sagde nikkende: 395 - Ja, det slaar akkurat til . . . Det er nøjagtigt i alle Maader, er det . . . Det var dog Satans!

- Ja og se, Præsten han blev saa myrdelig gal, da han saa', hvordan jeg sad i det. For han sagde, at i Ungdommens Tid saa kunde man sige baade det ene og det andet om den Slags Ting, men - at naar et Fruentimmer er bleven fem og tredive Aar . . . og at hvis jeg ikke kunde blive gift, inden Ulykken skete, saa kunde jeg ikke blive længere i Præstegaarden . . . og han er dog saadan en god Mand . . . men han mente, at naar Fruen havde levet endnu . . . saa kunde hun have hjulpet med til at dølge det, saadan som hun gjorde første Gang, jeg kom skidt af Sted, men at nu havde den ældste Datter Frøken Marie saa megen Sans for saadanne Dele, at hun kunde begribe, at saadant noget ikke kom af sig selv.

- Nej, det gør det, Fanneme, ikke heller, sagde Per Persen og kløede sig under Huen. Hvad der er Sandhed er Sandhed . . Men det er lige godt bedst, Du hitter hjem, Birthe! . . . Jeg skal snakke med Manden, for han har ingen Børn med Konen, som er død, uden Sønnen, men Sønnen har lige godt tre Børn udenom, saa han faar lige godt nogen Medlidenhed med et gammelt trofast Tyende som mig, som har haft saadan et forbandet Uheld med sig . . . Nu skulde Du ellers helst rubbe af, Birthe. Du har jo Tid nok til at tude, mens Du gaar hjem.

Per Pérsen sov ikke den Nat. Han studerede paa den Tale, han vilde holde til sin Husbond. Han huskede fra Balles Lærebog, som han var bleven konfirmeret paa, Begyndelsen af tredje Kapitel, hvis Schwabacher-Typer og store Fraktur stod forfærdende for hans Øjne: "Erfaring viser, at Mennesker ere ikke saa gode, som de burde være, (ja saa langt gik Schwabacherskriften, saa kom Fraktur-Korpus). Alle have de Fejl, og hos dem alle ytrer sig enten en eller anden ond Tilbøjelighed, skønt i forskellige Grader.

Da Scwabacheren hørte op med sine Trusler, syntes Per Persen, at Frakturpartiet ligesom indeholdt en Trøst for de første strenge Ord.

Han tænkte:

- Aa Skidt, det gaar saa mange saadan . . .

Per var ret modig, da han mødte sin Husbond, Proprietær Hornfeldt, i Gaarden om Morgenen tidlig.

- Kanske jeg kunde tale et Par Ord med Husbond? sagde han. Den høje, trivelige Mand slog en høj Latter op: 396 - Naa Per . . . ja, ja. Du gaar paa Sneppejagt i din modnere Alder.

- Naa, saa Husbond véd - det - ?

- Ja, Degnen i Taastrup har sagt mig det. For Birthe kan jo ikke holde sin Mund tættere til end andre Fruentimmer. Ja, ja. Vi er alle Mennesker, Per. Kanske det var ikke saa morsomt for os at leve, hvis vi var Engle. Hvad Per?

Per Persen kløede sig bag Øret og sagde:

- Nej, det er s'gu'tte let at sige noget om den Ting, naar man ikke har prøvet det.

- Jeg har talt med Præsten, Per. Blot I lader jer vie, saa er alt godt . . . det vil sige, det maa ske om fjorten Dage. Saa bliver Birthe hos Præsten og Du hos mig, for Fanden skal tage mig, om jeg vil have gifte Tjenestefolk paa Gaarden . . . Du skal faa en Dalers Penge til at holde Bryllup for med din dejlige Brud, lille Per, men saa bagefter . . . forstaar Du Per . . . saa véd jeg ingenting af, at Du er gift . . . Med det første Barn skal jeg hjælpe Dig . . . kommer der flere, saa svarer jeg ikke for noget . . . Er Du saa fornøjet, Du gamle Don Johan? Stik Tungen mellem de Fortænder, som Du ikke har . . . Vær nu glad. Jeg kan ikke fordrage sure Fjæs her paa Gaarden.

- Ja, det er jo meget nydelige Vilkaar, sagde Per Pérsen. Og der skal ikke komme flere, det lover jeg Husbond.

- Fa'en tro Dig, Perl Loven er ærlig, men Holden besværlig.

- Jeg skal ta' mig i Agt, sagde Per højtideligt.

Proprietær Hornfeldt lo igen, saa det skraldede i Gaarden.

Fjorten Dage derefter blev Per Persen og Birthe Mortensdatter viede i Taastrup Kirke. Med Forloverne drak de 01 og Punsch i Kroen for Proprietær Hornfeldts Penge. Saa gik Brud og Brudgom hver til sit.

I November fødte Birthe et Pigebarn paa Sygehuset i nærmeste Købstad, men døde kort efter.

Per Pérsen fik Lov til at tage til Købstaden til Begravelsen. Hans Husbond sagde: - Per, tag Du kun Ungen med her. Malkepigen Stine har jo faaet et Barn, som er dødt. Hun skal vel af med Mælken. Lad hende give Birthes og din Unge Patte. Saadant et lille Bæst æder jo ikke en ud af Gaarden. Tag Dig lidt af hende, naar Du har Tid, saa kan hun jo gaa her og vokse op med de andre Spædekalve, Ællinger og Gæslinger.

397

III.

Saa voksede den lille Kathrine - eller Trine - som hun hed til daglig Brug, op paa Røjlevgaard, hvor hun jo nok blev drillet lidt, men dog ikke stort mere, end hun kunde døje. Da hun var en seks syv Aar, blev hun Gaasetøs, passede saa Hønsene, indtil hun avancerede til at gaa til Haande i Mejerigerningen.

Hendes Fader strøg hende over Haaret, naar deres Veje mødtes. Han passede sin Dont og blev gammel under den.

Da Trine var 17 Aar, blev hun indvendig Pige. Da indtraadte der et Regeringsskifte. Ejeren døde, og hans Søn arvede Gaarden.

Saa var det, at Per Persens Københavnsrejser havde vist det Resultat, at han saa' dybere i Flasken, end nødvendigt var. Efter sin sidste Rejse var der Vrøvl med det Regnskab, han skulde aflægge, for han havde trakteret en Hob Prangere i Ordrup Kro . . . Nu var Jernbanen færdig - og som alt er sagt . . . med dens Fuldførelse blev Per reduceret og endte med at blive Røgter.

Per Persen havde altid holdt af Køer. Han kunde ikke lide, at hans ny Husbond stundom modtog nogle unge Københavnere, Studenter og Løjtnanter, for, naar de kom ned i Kostalden, saa var de lystige efter Middagen og sagde Vittigheder.

Per Persen sagde - skønt han ikke forstod Vitserne:

- Jeg kan ikke begribe, at Manden vil trække saadan nogle Springfyre . . . for det kalder jeg dem - enten saa de har Sølv eller Guld eller Møg paa deres Skuldre . . . ned i Stalden for at de skal gaa omkring og grine ad Kvæget.

Den unge Proprietær var en ivrig Jæger. Om Efteraaret holdt han et stort Jagtgilde. Da lyste Vaaningshusets Vinduer, saa det halve Gaardsrum blev oplyst.

- Det ligner ikke noget, sagde Per Pérsen. Enten har man Gas som i Købstæderne, eller ogsaa har man det ikke . . . Verden og Menneskene bliver mere og mere taab'lige.

Han havde det godt i Kostalden og i det Brædeskur, som tjente ham til Sovekammer. Der var lunt om Vinteren, og om Sommeren, naar Kvæget var paa Græs, sad han med sit evige Vaaben, Tøjrekøllen, paa den fede Eng ved den slyngede Aa med tætte Skove paa den anden Bred, rejste sig kun magelig af og til for at flytte Kvæget. Det var en nem Gerning. Denne Eng, denne Aa, disse Skove var Per Pérsens gamle, gode Venner. Han fandt nok, at det var noget "Satans Sludder", naar Københavnergæsterne 398 udbredte sig over Egnens Skønhed. Det var ikke mere kønt end andre Steder, hvor der var mere Agerland . . . hvad nyttede alt det Vand og de Skove? . . . Men han holdt af dem paa den Vis, som gamle borgerlige Folk holder af gamle Papirstapeter, gamle Mahognimøbler og gamle Astrallamper.

- Dette herre bliver sgu, som det nu en Gang er, mente Per Pérsen, naar han flyttede om i det fede Græs, spyttede i Aaen og saa' over til Skovene.

Mens Trine gik i Skole, kunde det hænde, at Per Persen traf hende paa Vejen til Skolen. Saa klappede han hendes Haar og sagde:

- La' mig se, at Du ikke stikker op for Gaardmændenes Tøse, og det hverken i Lærebog eller Katekismus eller Bibel. For jeg kan det endnu, Trine . . . Nu skal Du bare høre: . . . Hør nu, Tøs!

"Det er højst vigtigt for os Mennesker, at vi lære at kende Gud, da vi ellers ikke kunde forstaa, hvorledes Verden er bleven til. Vi vidste heller ikke, hvad Haab vi turde gøre os om vor Tilstand efter Døden og havde ingen sikker Hjælp i vor Nød at forlade os paa (og nu gik Per Persen videre uden at standse) Anmærkning. Man kalder det Religion at have Kundskab om Gud og hans Vilje, samt om den Maade, hvorpaa han vil æres og lydes af os . . . Ser Du, Trine, saadant noget har Doktor Morten Luther hittet paa, og i de mange Aar, siden han døde, har ingen kunnet stikke den gamle Tamp over. For han har nok overbevist baade Paven i Rom og Sultanen i Konstantinopel, at de var ikke mere end som Kammerherren ovre paa Kaløgaard, og han er saa dum som et Bæst; det siger hans Skovrider selv . . . Ja, ja, ja, ja Trine. Lær bare dine Rel'ionskundskaber. Det linder paa Verdensgangen, og der er mange, som tjener mange Penge paa'et.

Per Pérsen fulgte sin lille Pige til det Sted, hvor Vejen gjorde et Spring. Han saa' da tidt op til den gamle, kratbevoksede Høj.

Trine groede og blev før og stor. Da hun gik op "og læste"*) hos Præsten og skulde konfirmeres, blev Per Persen glad over, at Præsten gav hende meget godt baade i Kundskab og Opførsel.

Per Pérsen sagde: "Der kan man se, hvor Forsynet indretter alt viseligen. For jeg kan næsten dels ikke gøre ved, at Trine blev til.

* 399

Proprietæren havde sørget for, at Per Pérsen og hans Datter kom kørende til Kirke paa Konfirmationsdagen.

Per hilste paa Krat og paa Skove, paa Damme og paa Kær, paa Gaarde og paa Huse og lidt storsnudet paa Husmands- og Indsidderfolk, som maatte føre deres Børn til Konfirmationen, æltende i Vejens klægede Dynd.

- Det linder lige godt at tjene paa et ordentligt Sted, sagde han, mens han nød Boniteten af Trines sorte uldne Kjole ved stadig at beføle den med sine store ru Fingre.

Og Trine kunde svare Præsten paa alt, hvad han spurgte hende om.

- Jeg vil spørge Dig om Pligterne, mit kære Barn, sagde Præsten og begyndte: Vi maa ingenlunde

Trine fortsatte:

. . . forholde dem deres tilbørlige Løn, som arbejde for os, men skulle give dem, hvad de fortjene i rette Tid.

- Skriftstedet? spurgte Præsten, mens han lod sin Haand hvile paa Trines hørgule Haar.

Trine ramsede op med stor Færdighed:

- Se! Arbejdernes Løn, som have høstet eders Marker, hvilken I haver forholdt dem, skriger, og Høstfolkenes megen Raab er kommet ned for den Herre Zebaoths Øre.

- Det er, som det skal være, sagde Per Persen og slog i Træbænken.

Altsaa Trine blev godt konfirmeret. Da Per gik ud af Kirken med hende, Haand i Haand, sagde han:

- Du svarede godt for Dig. For paa Herregaardene vil de gerne knibe paa Daglønnen i Høsttiden . . . Ja nu er jeg lige glad, men Du er jo ung, min Tøs, og hvem kan vide, om Du ikke skal tjene dit Brød paa en Herregaard. Saa kan Du jo stikke Forvalteren Guds egne Ord ud, . . . hvad skal han saa svare til det? . . . Jeg mener, han maa holde Kæft i al Beskedenhed.

Per og Trine fik Flæskesteg og Kartofler, da de kom hjem.

Saa skulde Per Persen til Alters med sin Datter Søndagen efter Konfirmationen.

Karle og Piger stod og grinede ad ham, da han kom ud fra Kostalden med en gammel høj Cylinderhat, hvis Lu Solskinnet gjorde næsten ræverød.

- Har Du flaaet den sidste røde Ræv, Per - - den som "Manden" skød paa Akademiets Jagt . . . og saa sat Skindet om din Hat?

400

- Hold Kæft! sagde Per.

- Og Du har stivet Krave . . . og det er den salig afdøde Mands gamle Atlaskesvest . . . den han fulgte Lig med . . . sagde Stuepigen. - Du er ikke billig, Per!

Røgteren sagde:

- Hold Kæve, din Tran-Malene!

- Skal jeg lade det sidde paa mig? sagde Stuepigen grædende til Avlskarlen.

- Du kommer vist til det, Margrethe, sagde Avlskarlen; ellers siger han noget værre endda.

Per Persens udrakte Haand modtoges af hans Datter med den sorte uldne Kjole og Shawlet. Denne Gang var der ingen Vogn. De gik til Kirke.

IV.

Det var en skikkelig gammel Præst, han, der havde konfirmeret Trine. Den indre Missions tunge Tros havde ikke endnu kørt over Landet, og han var alt Præst, da den spekulative Teologis Husareskadron red let hen derover.

Han var Kristen i den Forstand, hvori alle skikkelige Mennesker er Kristne. Med særegen Venlighed klappede han Trine paa Haaret, efter at hun havde drukket af Kalken.

Per og Trine gik stille Haand i Haand. Da de naaede lige ud for Højen med det Krat paa Toppen, pegede Per Persen op derimod og sagde:

- Tag Dig i Agt for den Banke, Trine. D'ævlen lurer deroppe . . . Havde den Banke ikke været, saa var det hverken gaaet mig, som det gik mig i sin Tid . . . Men jeg skal nok passe Kvæget, saa "Manden" kan være tjent med det.

Og Per Persen gik i den lune Kostald, rugede over gamle Synder og drak sig lidt glad af og til. Foreløbig forfaldt han ikke. Somme Tider sagde han i Borgestuen til det yngre Tyende:

- Det er en ædel Ting at drikke til Orden. Men ikke videre . . . ikke videre. Der kommer den Tid, man skal holde paa Bunden af Flasken.

Per nøjedes ogsaa med at drikke "til en Orden".

401

Men én Gang om Aaret - det var netop naar han gik til Alters, - saa for en Djævel i ham. Han fik en saa ubetvingelig Lyst til paa Hjemvejen at gaa ind i Kroen og traktere et Par jævnaldrende Husmænd.

Det var ikke uden Betænkelighed, at han tog de første Snapse. Han havde lige forrettet en hellig Handling, og mens den varede, havde han været rørt og angrende paa sin Vis. Men efter den tredje Snaps sagde han til sig selv: - Ja, jeg fik jo Syndernes Forladelse tilsagt af Præsten lige ud og uden Vrøvl. Den gode Gud giver vel et Aars Kredit, til jeg kommer til Alters igen med et angergivent Hjerte.

Han kunde saa lige netop bære Rusen hjem. Markvejen, som fra Sognevejen bøjede ind til Røjlevgaard, var lige bred nok for Per Persen. Han bestrøg under sin Siksakgang begge Grøfterandene, men han havde saa megen Magt over sin Rus, at han, naar Grøften truende gabede ham i Møde, kunde undgaa Svælget ved et Ryk i sig selv og for en Stund nogenlunde holde Midten af Vejen.

Naar han kom hjem, sov han et Par Timer i en Baas i Kostalden. Naar han vaagnede, angrede han dybt sin Synd i Dag og de foregaaende Altergangsdage og vogtede sig vel for at vise sig ude i Gaarden.

Hans daarlige Humør gav sig Luft over for Kvæget. Naar han passerede Fodergangen, syntes han, at Køerne lo ad ham. De stod nok saa dvaske og gumlede, og intet andet Menneske end Per Persen vilde kunne have opdaget mindste Glimt af Grin i disse dvaske, milde Øjne, eller paa disse snøftende, blanke og dampende Muler. Men Per sagde:

- Nej, det gaar med Høveder som med Mennesker. De bliver mere og mere ondsindede mod gamle Folk . . . Se Du brogede Rad . . . se . . . vil I andre bare se, hvor hun griner. Nej, Fa'en skulde tjene længere paa en Gaard, hvor der er saadant noget krakilsk Kvæg.

Saa tog han den Ko, som han syntes grinte mest "krakilsk", rystede den ved Hornene, uden dog at nænne at gøre den Fortræd, rystede dens Hoved lidt, saa' den ind i dens aldeles uforstaaende Øjne og sagde:

- Tror Du ikke, jeg kan se, at Du staar og gør Nar ad mig indvendig?

Den gamle Præst døde, og han blev erstattet af en yngre og ivrigere Mand, som prækede Bod og Omvendelse.

402

Det vakte Forfærdelse i Sognet, at han havde nægtet en Gaardmand at stedes til Alters, fordi han altid fik Børn med sine Piger, og fra Prækestolen direkte havde tiltalt en Husmand, der var forfalden til Drik, og revset ham i Menighedens Nærværelse. Det hed sig endog, at den ny Præst vilde nægte Altergang til alle, som ellers ikke besøgte Kirken.

Det hed sig fremdeles, "at han havde sine Spioner ude alle Vegne." Staldkarlen i Hestestalden sagde en Aften ved Nadveren i Borgestuen til Per Persen:

- Nu kan Du godt sælge din røde Hat, Per, den, Du gaar til Alters med, til den højest bydende, for Degnens Pige, hun sa' til mig forgangen Dag til Gildet hos Niels Jør'n, at Præsten vidste, at Du altid kom hjem fra din Altergang med en paa Skallen.

Per svarede ikke. Men en isnende Angest gennemrislede ham fra Hoved til Fod. Maatte han ikke komme til Alters? Han havde dog ellers været et skikkeligt Menneske, havde aldrig med sin gode Vilje snydt sin Husbond, havde været god mod Kvæget og mente ikke et Menneske noget ondt. Havde den nye Præst heller ingen Synder paa sin Samvittighed? Det saa' da for det første farlig ledagtigt ud, at han gik med Overskæg. Det var galt nok, at Degnene havde begyndt for nogle Aar siden at lade alt Skægget gro, men en Præst skulde dog aldrig være med til at skabe sig ud som en Kaptajn.

Jo mere den Dag i Marts nærmede sig, paa hvilken den gamle Røgter plejede at gaa til Alters, desto mere Tyngde faldt der over hans Sind. Ja, hvis han turde sige Præsten, hvad den og den Gaardmand, den og den Husmand, den og den Indsidder havde bedrevet . . . ikke at tale om hans egen Husbond med de uægte Børn . . . saa vilde den ny Præst ikke faa stor Afsætning paa "Abelaterne" og Vinen.

Røgteren turde ikke betro sig til nogen i sin Angest og Kvide. Det nyttede ikke, at han raisonnerede for sig selv, at han jo kunde blive borte det Aar og se Tiden an. Han kunde ikke blive fri for den Tanke, at Vorherre vilde blive farlig vred paa ham. Han saa' Gud for sig i den Skikkelse, hvori han kendte ham fra et gammelt Kobberstik, som hang over "Mandens" Skrivebord paa "Kantoret". Der sad han mellem Skyer og saa' saa "bøs ud med sit forskrækkelige lange Skæg og langede ud med Arme og Hænder, som han vilde give hele Verden "et Par ordentlige nogle paa Kejen."

Per Pérsen kastede sig tidt paa Knæ i en eller anden tom 403 Baas, løftede angergiven sine Øjne op mod det mørke Rum under Kostaldens Tag og bad Vorherre om at bøje Præstens Sind, saa han fik Lov til at gaa til Alters. Nu havde han jo ikke Sind til Piger mere . . . nej det var længe siden, at han havde faaet syndige Tanker ved at se et Fruentimmer i bar Særk, og han vilde love, saa vidt han kunde holde det, og hvis Vorherre selv vilde give ham Kraft til det, ikke paa Alterdagen at smage anden Spiritus end Altervinen.

Med en uhyre Selvovervindelse gik han til Præsten Søndagen før sin sædvanlige Altergangssøndag. Han havde af Ydmygelse taget en laadden Hue paa i Stedet for den gamle Cylinderhat.

Da han naaede Kroen, følte han en heftig Lyst til at gaa derind og skaffe sig Styrke til sin Samtale med Præsten med Overskægget. Han standsede sin Gang, vendte om tre eller fire Gange under dybe Overvejelser. Han kom til det Resultat, at en grøn Malurtbitter, den Jordemoderens Mand altid drak for sin Maves Skyld som en Slags Medicin, og en lille Hvidtøl til dog aldrig kunde være en Synd.

Han tog da de nævnte Drikkevarer og maatte indrømme, at de "lindede inden i ham" og gjorde ham en Smule modigere. Han gik endog ret frejdig ind i Præstegaarden og bad om at faa Pastoren i Tale.

Der saa' rigtignok ganske anderledes fint ud i Studerekammeret end i den gamle Præsts Dage. Sikken en Masse Tæpper paa Gulvet og mellem Dørene! Sikken en Hob Puder paa Sofaen og de to Lænestole, og det var da ogsaa en urimelig Hob Skilderier, der hang paa Væggen! Og det undrede Per, at en hel Del af Menneskene paa de Billeder var helt nøgne, og at de fleste Fruentimmer paa dem allenfals ikke havde mere paa sig end Pigerne i Høsttiden. Barbenede var de da alle sammen ligesom fattige Kællinger og Børn om Sommeren.

Præsten vendte sig om mod den indtrædende. Var det en Præst ? Ikke alene bar han Knevelsbart og Fip, men han havde en kort Jakke af dem, som Avlskarlen paa Røjlevgaard kaldte "Rumpeforkølere" og et kulørt Slips.

Per stod og pillede Luven af sin laadne Hue. Han syntes, at Pastoren lignede mere en Hofjægermester end en Præst. Og saa var hans Øjesyn saa farlig hvast.

- Hvem er De? Hvad ønsker De? spurgte en skarpt klingende Stemme.

- Det er ikke andet end som mig, Deres Højvelærværdighed 404 Ellers er jeg ikke andet end som Røgter paa Røjlevgaard hos den unge Hornfeldt, men jeg har tjent baade hans Fa'r og hans Bedstefa'r, og ellers hedder jeg ikke andet end som Per Pérsen.

Præsten fæstede sit Blik endnu skarpere paa den krogede Skikkelse med det rynkede, røde Ansigt og de immergrædende matte Øjne, der var saa lyse som en "glasøjet" Hests.

- Hm - naa - ja . . . jeg har hørt noget om Dem. De drikker Dem fuld, hver Gang De har nydt Nadveren . . . Kan De huske . . . elier véd De, hvad Paulus siger om det?

- Ja, jeg kan saamænd saa meget af min Lærebog udenad, om ogsaa det er over et halvt Hundrede Aar siden, at jeg gik op og "læse".

- Ja, det er nu godt nok . . . men jeg spørger Dem igen: Véd De, hvad Apostelen Paulus siger om dem, der uværdig møder ved Herrens Bord?

Per Persen rodede om i sin Hukommelse efter de Skriftsteder, han havde lært uden at forstaa dem. Men han var saa angest som en teologisk Eksaminand ved det grønne Bord, greb saa ned i den uordnede Bunke, som laa gemt i hans Hjerne og sagde:

- Det sku' da aldrig være dette here?

Han ramsede op i Læsetone:

"Ingen haver nogen Sinde hadet sit eget Legeme, men føder og vederkvæger det."

Præstens Mund fortrak sig til et Smil.

- Ja, De kan nok pille ud af Skuffen, hvad der passer Dem. Nej, jeg tænkte paa de Ord: "Thi den, som æder og drikker uværdig, æder og drikker sig selv til Dom."

- Ja, men se jeg har nu rigtignok aldrig mødt fuld; det er jeg først bleven, naar jeg gik fra Kirke, sagde Per, men saa har jeg ogsaa angret og ærgret mig hele fjorten Dage efter.

- Ja, jeg modtager Dem ikke til Alters . . . De har ogsaa levet i et usædeligt Forhold til en Pige, som tjente hos min Formand.

- Ja, men jeg tog hende jo dog lige godt, og hun ejede saamænd ikke to danske Skilling . . .

- Det gør intet med Hensyn til Deres Saligheds Sag. De havde avlet Barnet, før Kirken havde beseglet Baandet.

- Ja, men det gav den gamle Præst mig Forladelse for.

- Den Forladelse gælder til Wandsbeck, men ikke til Himmerig. De kommer i Helvede alligevel.

405

- Aa nej, Hr. Pastor, naar man siden har levet skikkelig.

- Snak! De har drukket Dem fuld, som jeg før sagde . . . De har horet . . . De kommer i Helvede.

- Var der dog ikke en Manér jeg kunde slippe paa? spurgte den gamle Mand bønligt, foldede sine Hænder, saa den laadne Hue faldt paa Gulvet, mens Taarerne rigeligere end ellers randt ned gennem alle Rynkekanalerne.

- Jo, naturligvis. Naar De hver Dag vil arbejde paa Deres Saliggørelse i Frygt og Bæven.

- Ja, det skulde jeg gerne, bare jeg kunde faa Tid til det. For hele Dagen gaar med Arbejde, og Kræfterne sla'r ikke til som i Ungdommens Dage.

- Kan De ikke angre og bede, mens De arbejder?

- Ja, men jeg kan saa daarlig tænke paa andre Ting, naar Arbejdet skal gøres akkurat.

- Snak, Per! Det er bedre, at De forsømmer Deres jordiske Arbejde end Deres Sjæl.

- Ja, men, Hr. Pastor, det er saadant et beskidt Arbejde mange Gange.

- Herren agter ingen Gerning ringe, naar den forrettes i hans Frygt.

- Ja, men er det passende, Hr. Pastor? For somme Tider roder jeg i det bare Møg, naar Baasene skal "møves" (dvs. muges, renses).

- Tror De, Vorherre er en snærpet Jomfru? Har han ikke skabt alt?

- Men jeg troede ikke, at han rigtig vilde kendes ved det alt sammen, naar han saa' rigtig paa'et.

- Ja, I er kristelig oplyste paa denne Egn! At være jeres Sjælesørger, det er værre end at muge Stalde.

- Ja, det er rimeligt nok . . . Men vil dog Præsten ikke have Medlidenhed og tage mig til Alters lige godt. For de vil grine ad mig hjemme paa Gaarden, naar De hører, at jeg er bleven vist nør*).

- Det kan De tage som en Straf fra Gud. De kommer ikke til Alters denne Gang. Kom nu i Kirke hver Søndag i et Aar og se at blive kristelig oplyst om Deres store Synder og om Helvedes Pine.

* 406

Per Pérsen bønfaldt:

- Kan det ikke blive ved en Gang hver Maaned med den Kirkegang?

- Nej. Er Rædselen for Helvede bleven vaagen i Dem, saa vil De lære at passe paa Djævelen og undgaa ham, naar han lurer paa Dem for at gribe Dem.

- Ja, men mit Syn er blevet saa simpelt i de sidste Aar, Hr. Pastor, og D'ævlen maa vel være mere rævedannet end som andre Mennesker. Han kan vist dølge sig, saa jeg ikke kan hitte ham.

- De skal bruge Deres Sjæls Syn.

- Naa-aa saadan! sukkede Per, som ikke forstod, hvad Præsten mente.

- Her er noget, som De kan forstaa . . Læs hver Dag i disse fire smaa Bøger.

Han rakte Per nogle smaa Traktater.

- Ja, men jeg har aldrig været skrap til at læse, klynkede Per, og nu kan jeg slet ikke se.

- Saa køb et Par Briller. De kan faa et Par for en Krones Penge.

Per bøjede sig, men tænkte lumskelig paa at knibe ud med Hensyn til Læsning og Briller.

- Ja, saa siger jeg Tak, Hr. Pastor og byder Farvel.

- Farvel, gamle. De skal se, Vorherre vil hjælpe Dem paa god Vej. Og ligger noget Dem paa Hjerte, saa kom og udøs det for mig.

Han rakte Per Haanden og sagde ret venlig:

- Jeg skal bede for Dem. Per følte sig trøstet og sagde:

- Ja, saa gaar det nok nemmere, tænker jeg.

Han gik og tænkte: Det er ellers en herlig Mand at snakke med. Han siger "Di" til saadan en gammel Røgter . . . Men han er farlig haardnakket og sjalû. Den gamle, han kunde nok begynde med at skælde ud, men bagefter kunde man næsten faa'et med ham, som man selv vilde.

407

V.

Per Pérsen spenderede dog for sine Synders Skyld 1 Krone og 50 Øre paa et Par Briller. Men der var daarligt Lys i Kostalden. Den gamle Hjerne og de gamle Øjne arbejdede. Per Persen læste Side op og Side ned, forstod saare lidet. Kun nogle Forestillinger om Blod beholdt han i sit Hoved. Han drømte om meget Blod.

Han gik ogsaa i Kirke. Naar Præsten talte om Helvedes forfærdelige Kvaler og om Lammets Blod, saa væltede der sig i Per underlige Billeder af de store Stege, som han havde set i Køkkenet paa Gaarden, og han lugtede Ulden fra gamle Dage, da de klippede Faar i Borgestuen paa det lange Bord . . Men det var længe siden, det var i den første "Mands" Tid.

Han fik Skænd, fordi han ikke passede ,,Kre'turerne" saa godt som før. For Per Pérsen forsøgte paa at tænke paa sin Saligheds Sag. Og alle hans Anstrengelser frembragte kun en uformelig Klump i hans stakkels enfoldige Hoved. Saa kunde han blive arrig paa de smaa Bøger, som Præsten havde givet ham, for han fandt, at de gjorde ham mere tosset, end han før var. Men naar han i Arrigskab havde smidt dem hen ad Gulvet i Staldens Hovedgang, saa blev han angest, samlede dem op og kyssede det skidne Omslag.

Han gik i Kirke fire Søndage i Træk. Han sang Salmerne med en Stemme saa brægende som en gammel Væders, græd under hvert Vers.

Han anstrengte sig for at lytte til Prædikenen om Djævelens Rænker og Frelserens Forløsningsværk, men nikkede af Søvn, naar Præsten var naaet til Midten af sin Præken; han kneb sig i Laarene for at holde sig vaagen.

Men Passionshistorien, der blev behandlet ved Paasketider, den betog ham. Mishandlingen af Kristus, som holdt saa meget af alle fattige Stakler, fik ham til at knytte Haanden og sagte slaa i Stolestadets Bænk og til sagte at sige: Han maa have været Vorherres Søn, naar han kunde døje alt det, uden et eneste Øjeblik at blive arrig . . . eller ikke engang en Smule gnaven.

- Bare jeg havde kendt ham; sukkede Per Persen. Jeg var vist ikke bleven saa bange for at snakke med ham, som jeg er bange for at snakke med min Husbond og med Præsten.

Per Persen holdt ud til Pinse. Men saa opgav han Ævred, for han forstod ikke et Ord af, hvad Præsten sagde. Han havde 408 aldrig betraadt hans Stue, trods Præstens ret venlige Opfordring, han havde haft nok at bestille med at "tænke" over alt det, som Præsten havde paalagt ham at tænke over, for at han kunde blive fri for at komme i Helvede paa sine gamle Dage. Det kunde jo hænd's, at Præsten vilde give ham flere af de smaa Bøger at læse, og de Bøger var hans Fortvivlelse. Han vilde ikke have forstaaet mere af dem, om han slet ikke havde givet l Krone og 50 Øre for de "skidt Glasøjne". Og det kunde Vorherre dog ikke have mindste Fornøjelse af, siden han ikke kunde forstaa de Bøger og endda tabte Glasøjnene ned i Komøget.

Saa blev Per Persen borte fra Kirken efter Pinse.

Han kunde ikke overvinde sig til at gaa derhen.

Og saa angrede han, at han ikke gik derhen.

- Det bryder i alle mine Knokler og Ledemod, sagde han, naar han forsøgte paa at bede og lagde sig paa Knæ i en Baas . . . Herre min Gud, jeg har jo dog ikke smagt Brændevin i min Mund, siden jeg talte med Præsten i Februarii Maaned . . . Det kunde dog ellers være nok for en gammel Synder.

Naar han kom i Borgestuen til Davre, Middag og Nadvere, sad han og spiste, indhyllet i sig selv og hørte ikke engang Karlenes Drillerier over, at den gamle Røgter var bleven "hellig".

Efter hvert Maaltid gjorde han Forsøg paa at bede: Men han kunde ikke hitte paa, hvad han skulde sige. Engang sagde han højt i sin Utaalmodighed:

- Hør kære Vorherre! Tror Du ikke, at vi to har sagt alt, hvad vi skulde have sagt til hverandre? . . Nu har Du Ordet, for jeg har snakket saa meget indvendig, og Du har aldrig svaret et eneste Ord paa alt mit Vrævl. Husk paa, at jeg kuns er en simpel Bonde, som ikke har lært at belægge mine Ord . . . Men jeg kan mit Fadervor.

Den gamle Per Persen bad sit Fadervor under Angest og Graad. Han mærkede ikke, at en stod lige bag ved ham og lurede paa ham, før han følte et Tag i sin islandske Nattrøjes Rygstykke.

Forfærdet vendte han sig og løftede sig op ved Hjælp af et Tag i Spilbommen. Han var nær ved at synke i Knæ igen. Det maatte jo være "den Onde" selv. Men den, der stod der, var hans Herre, den unge Proprietær Hornfeldt, han med de mange uægte Børn, som Præsten i den sidste Præken, Per havde hørt, havde forudsagt Helvedes værste Kvaler. For Præsten havde sagt: Ve Forførerne, de velhavende Horkarle, som forlokke fattige Piger, 409 og hvad værre er, haaner vor hellige Tro. De er Kar skabte til Vanære, bestemte til Fordømmelse efter Guds fra Evighed af fattede Beslutning; Djævelen lurer paa dem, og Djævelen har Ret . . de er hans Bytte . . . Per havde tænkt: "Det er vor Mand hjemme, som han mener, for han kan ikke lade en køn Pige gaa, og han griner ad Præster og Rel'ion. Men ellers er han dog en skikkelig Mand og giver større Dagløn end baade hans Bedstefa'r og hans Fa'r."

Per Persen ventede en forfærdelig Afrøfling, og saa' ydmygbedende op mod sin Husbond.

Men Proprietær Hornfeldt lo gennem sit store Skæg ned mod sin gamle Røgter i den dampende, halvmørke Stald, hvor Køerne lettede paa Halerne og ofrede deres Tribut til vor fælles Moder Jorden.

- Hør Du gamle Kvæggeneral, sagde han. Har Du Lyst til at blive hellig paa dine gamle Dage, saa værs'artig, hvis det morer Dig. Men Klokken er fem Minutter over tolv, og Fodergangen ser ud som et umuget Svinehus.

Det var første Gang i sit Liv, at Per Persen ikke havde passet Tiden. Hans Hoved var ellers saa sikkert som et Ur.

Han ilede ud og rensede Fodergangen, men under Arbejdet græd han, som han var pisket, og hans Hoved var, syntes han, ved at sprænges af den Strid, der førtes i det mellem hans Pligt mod Sjælen og Pligter mod Legemet og det timelige Velfærd.

Da han havde gjort sit Arbejde færdigt og var kommen i Seng i sit lille Brædeskur, væltede han sig om, kunde ikke sove og sagde tidt:

- At saadan et stakkels gammelt Skrog, som aldrig har gjort noget tobenet eller firbenet Bæst Fortræd, skal komme i saadan en Fristelse!

Kirken turde han ikke søge. Sin Husbond turde han ikke se! En Søndag Eftermiddag, da han var gaaet et Stykke op ad Sognevejen, saa' han Præsten komme gaaende. Han krøb ned i Grøften, lagde sig paa Maven i dens vaade Bund og blev der, indtil Præsten var kommen langt bort.

Naar han hørte sin Husbonds Stemme i Gaarden, krøb han i en Baas og skjulte sig mellem en Kos Ben, under dens Mave.

- Mon man faar det værre i Helvede, end som man nu har det? sukkede han? . . Hvorfor mon Vorherre dog er bleven 410 saa meget strengere, end som han var for en halv Snes Aar siden? . . . Mon Menneskene er blevne saa meget mere utuskeagtige paa saa kort Tid?

VI.

Per Pérsen kom kun uden for Kostalden og dens nærmeste Omgivelser, naar han skulde have Mad i Borgestuen. Først da Kvæget kom paa Græs, maatte han længere ud, men han overlod mere end ellers dets Pasning til Drengen, som gik ham til Haande. Om Søndagen blev han i sit Kammer lige til Aften og gjorde fortvivlede Forsøg paa at læse de Traktater, Præsten havde givet ham; men han maatte opgive Forsøget efter en halv Times Tids forgæves Granskning. Baade Tanke og Øjne svigtede i det af raa Bræder opførte Rum, som kun fik Lys fra en Luge i Straataget, der dannede Kammerets skraa Ydervæg.

En saadan Søndag hørte han en Stemme nede i Kostalden og kendte Avlskarlens Røst: - Ja han maa være der oppe . . For i de sidste Tider borer han sig ind i sit Hul, den gamle Rotte . . . . Hvordan har Du det ellers ovre paa Herregaarden? Per Pérsen kendte sin Datters Røst, den han, mens hun tjente paa Røjlevgaard havde sagt om: "Den er lige saa grov som et Mandfolks". Den laa nemlig i afgjort Altregister. Den lød:

- Bliv fra mig, Hans . . hold dine Fingre hos Dig selv!

Per aabnede den lille Dør, som han ikke kunde staa oprejst i, og viste et vredt Ansigt ned ad Trappen til Kostalden.

Hans opgav straks sit Attentat paa et Kys hos Trine og vendte om.

Per Persen gik et Par Trin ud og rakte Trine Haanden. Han syntes, at hun var saa tung at hive op, som om hun var et halvt Hundrede i Stedet for 24 Aar.

Da hun var kommen ind i Kammeret, spurgte han:

- Hvorfor byltrer Du Dig saadan ind med Sjaler og Skidt paa en mild Sommerdag, Trine? . . . Er Du syg, min lille Tøs? Hvordan er det, Du ser ud i Ansigtet? . . . . . Hvad er der dog i Vejen, lille Trine?

Trine sank om paa sin Faders Kiste, det eneste Møbel i Rummet foruden Sengen og en Træstol. Hun græd højt, som da hun var et lille Barn.

411

Per Pérsen betragtede hende. Hans Ansigt var stivnet i Rædsel.

- Vil Du dø fra mig, Trine? . . . Nej saa haard kan Vorherre ikke være mod mig, hulkede den gamle Mand . . . Skal jeg linde lidt for Dig, hvad?

Trine lod ham løse det tykke uldne Shawl, som var bundet over hendes Overkrop.

- Naa saadan? sagde Per Persen, da han havde set op og ned ad hende . . . Trine, Trine, hvem er det, der er Skyld i den Synd?

Trine gled fra sit Sæde paa Kisten ned paa Gulvet, hvor hun faldt sammen som en uformelig Bylt.

Den gamle Per knælede ned, tog hendes Hoved mellem sine Hænder, klappede hendes glatte gule Haar, som da hun var Barn, og var lige ved at begynde at "visse" for hende.

- Hvem er det saa? hvem er det saa, lille Trine?

Trine fik hulket frem:

- Det er Gartnørens Svend, men han er rendt til Australien . . . Er Du saa forskrækkelig vred paa mig, Fa'er?

- Ja jeg skulde jo være det ... men jeg kan ikke, Trine.

Han satte sig ned paa Gulvet ved Siden af hende. Der sad de og græd uden at sige et Ord.

Langt om længe rejste Røgteren sig, aabnede sin Kiste og støttede dens Laag mod sin skaldede Isse.

Han tog en Bylt ud, løste en Del gamle Klude op, tog saa en Uldsok frem, hentede ud af den en lille Bog.

Med graaddirrende Stemme sagde han:

- Værs'go, Trine. Det er bare en Sparekassebog. Det er halvandet Hundrede Daler i gamle Penge. Tag den Trine. Enten Du faar den et Par Aar før eller siden . . . for Du skulde dog have den . . . og "Manden" sla'r vel ikke Haanden af mig og lader mig komme paa Sognet . . . Men saa maa Du selv om det, Trine, for jeg har ondt ved at hjælpe mig selv og kan ikke hjælpe Dig . . . Gaa saa Trine . . . Du er vel ikke saa langt henne . . . Nej det kan jeg nok se . . . Men lad mig binde det Tørklæde om Dig igen, at Karlene og Pigerne ikke skal grine Dig ud, naar de møder Dig i Gaarden eller paa Vejen og kan se, hvordan Du ser ud.

Han klappede hende ned ad Siderne og Ryggen, som man klapper en Hund eller en Kat, skubbede hende blidt ud gennem Døren efter at have varet hende om ikke at støde sit Hoved.

412

Da han kunde beregne, at hun var ude af Gaarden, gik han ned og ud af Porten. Han saa' hende i den dalende Sols milde, lysegule Skær vandre op ad Vejens sagte Skraaning, til hun forsvandt ved en Omdrejning. Det var Bakken med Krattet paa, som skjulte hende for ham.

- Aa, at Vorherre dog kunde hævne sig saadan paa mig! sagde han.

Han gik igen til sit Kammer, vadskede sig, iførte sig sin lange blaa Vadmelsfrakke, satte den gamle høje Hat paa sit Hoved, tændte en kort Pibe, gik ned i Kostalden, vristede et Stykke Tov løs fra en Baas og gik op paa den Høj.

Han havde ikke været der siden den Dag, han fulgte Birthe fra Ornegildet.

Nu var der en pæn Bænk deroppe. Per knyttede Rebet om en gammel Tjørnegren og prøvede dens Styrke.

- Jo den Bad holder nok, mumlede han.

Han lavede en Løkke.

- I Helvede kommer jeg dog, hvordan jeg saa bærer mig ad, saa jeg kan lige saa godt komme der i Dag som i Morgen.

Han hivede i Bebet og bandt det stærkere om.

Han saa' uvilkaarlig ned for sig. Der laa Søen med Skov paa de to Bredder med det store dejlige Engdrag . . . der laa det i Guld og rødt. Ja der skulde han jo dog ned og flytte Kvæget . . . . . han kunde kende hver af Gaardens Køer trods den lange Afstand . . .

. . . Det var Synd, at hans Bedrøvelighed skulde gaa ud over Kvæget . . . Han maatte ned og flytte det, inden han gjorde en Ulykke paa sig selv.

Han lod Bebet blive, hvor det hang, og gik ned. Han passerede et Kær med Eliekrat om, Levninger af en Mose. En Nattergal sang derinde, trillede højt op.

- At saadant et Kræ kan have Sind til at synge, naar det gaar et andet Menneske saadan, mumlede han.

Han snakkede venlig og bedrøvet til hver Ko, han flyttede, sagde f. Eks. :

- Ja Du sku' bare vide, hvordan det gaar mig! Saa vilde Du hverken æde eller staa og grine.

Efter forrettet Dont stilede han ad Stien op mod Højen . . .

Men han vendte om . . . Fortvivlelsens Mod var brudt i ham.

- Nej, sagde han . . . jeg fik det kanske værre bagefter, 413 hvis jeg selv gjorde Ende paa det . . . Jeg maa vel snart dø af mig selv.

Han gik hjem. Men da han gik op i sit Kammer, rev og sled det i ham, og hans Hoved værkede som en Byld. Han græd og forsøgte at bede for sig selv, men kunde ikke faa Orden paa noget . . . Han sagde kun en Gang:

- Naar jeg pines der oppe eller der nøre, saa vil vel Trine komme og snakke for mig, for hun kommer jo samme Vej med Tiden.

Næste Morgen opdagedes det, at Per Persen var farlig syg. Han rystede paa Hovedet, naar man talte til ham, og vilde ingen Føde tage til sig. Der blev sendt Bud efter Lægen, men inden han kom, var Per Pérsen død. Lægen konstaterede et Hjerteslag.

Havde han blot kunnet høre Præstens Ord ved hans Grav, det havde dog maaske trøstet ham. Thi Præsten sagde blandt andet:

- Det var rigtignok en stor Synder. Jeg er dog ikke saa sikker paa, at han er i Helvede, som jeg er det paa, at de fleste her i Sognet kommer der. For i det Hul, de ugudelige lod ham dø i, der fandtes nogle af de smaa Bøger, der viser et Menneske Frelsens Vej, og Bladene var saa beskidte, at man kunde se, at den gamle Mand havde gennempløjet Bøgerne godt. Det kunde jo være, at det sletter adskillige Syndeposter ud af den Regnskabsbog, han skal forelægge Vorherre, og den Herre har saa sine egne Indfald . . . Men det skal I andre ikke trøste jer ved, for I er i den Alder, at I kan forstaa, hvad jeg siger, og det tror jeg egentlig ikke, at den gamle sløve Stakkel kunde . . . Husk paa, at Helvede lurer paa jer, og omvender I jer ikke i Tide, saa har I ikke den Undskyldning, at I var for gamle og dumme til at lytte til Ordet . . . og lystre Kaldelsen . . . Amen!

SYGEBESØGET

416
417

I.

Praktiserende Læge Falkenberg var lige kommen til sit Hjem lidt uden for Købstaden Klokken elleve en Aften i December, da en rædsom Snestorm brød ud. Han gottede sig vellystig over Varmen, der fra Opholdsværelset mildt og dæmpet bredte sig i Sovekammeret. Og, da han laa i sin Seng, glædede han sig med et endnu inderligere Velbehag, efter at han ret bekvemt havde hyllet sig i det stukne Tæppe. Sneen rislede og trommede paa Ruden med korte Pauser, hvori Susen og Hvæsen, Piben og Stønnen dæmpet lød ind.

- Gud ske Lov, jeg kom hjem, inden de hvide Bier begyndte at sværme! sagde praktiserende Læge Falkenberg til sig selv, gabede, strakte sig og sov ind, luilet af Kakkelovnens Buldren inde fra Dagligstuen, der med en vel bosat Borgers Overlegenhed brummende smaalo ad det taabelige og hensigtsløse Zigeunerliv, der tumlede sig hinsides Vinduesruden.

Var det et pludseligt Knald af en bristende Knude i Kakkelovnen? Var der begyndt at falde store Hagl? Thi en stærk Lyd vakte den nys indslumrede Læge . . . Nej, det er fra Ruden den Lyd kom, for nu kom den igen . . . Nej, det er ikke Haglkorn, det er umuligt! Ih, fy for den lede, det er en Menneskekno, der banker. Den stakkels Læge blev banket op i dette Herrens Vejr. Naa, maaske var det kun til et Besøg i Byen. - Ja vel, ja vel, nu kommer jeg.

Han rokkede Vinduet op paa Klem. Paatrængende røg Sneen langt ind i Stuen og ramte isnende Lægens Fod i Tøflerne.

- Det er mig . . . Morten Persen fra Aaby Mark.

To Mils Kørsel ad Biveje, paa en fjederløs Bondevogn i det Vejr! Udenfor holdt Vognen, hvis Komme Sneen havde gjort lydløs.

418

- Hvad er der i Vejen ?

- Vor sidste Dreng har vist faaet den fæle Halssyge, den, som ved Majdagstiden slog vor ældste Tøs og den lille Ole ihjel.

Lægen kunde se Bondens store grimme Mund bæve konvulsivisk og høre Graaden hikke i hans Røst.

- Kom indenfor!

- Nej, jeg maa blive ved Vognen. Jeg har laant den af en Udflyttergaardmand paa Aaby Mark, og den nærmer har saadan sine egne Taab'ligheder for sig selv.

I et Nu var Lægen paaklædt og udrustet med sin Taske. Ved sin egen Karls og Bondens Hjælp fik han Doktorstolen spændt paa den høje Fjælevogn, for det var for meget forlangt af Gaardmanden, at han skulde laane en Fjervogn og lade Husmanden lægge ud med den ved Nattetide i saadant et Vejr.

- Er det slemt?

- Ja, det er grueligt simpelt med ham, Hr. Doktor. Han hvæser mer og mer af Vejret ud af sig. Han kan ikke have ret meget mere tilbage.

II.

Og nu gik det i Skridt hen ad Veje, som Sneen gjorde ukendelige. Vognen slingrede som en Jolle i Søgang, Doktorstolens Remme knagede, og dens Fjere sukkede og klirrede. Snart for Sneen hvinende ind i Lægens Ansigt og randt smeltet ned ad hans Øjenhaar, snart rislede den med dæmpet Lyd imod hans Pels; den fyldte Luften alle Vegne, blændede og ledte vild. Tidt stoppede Vognen i en Drive, tidt standsede Husmanden den med Vilje og saa' sig om for om muligt at øjne en opløben Pilestamme ved Vejranden, som kunde hjælpe ham til at orientere sig. Inden han saa satte Vognen i Gang, vendte han Ansigtet om mod Lægen, som vilde han henvende et Ord til ham, men denne Bevægelse blev gentaget adskillige Gange, uden at det blev til andet end den samme Trækning med den store Mund. Endelig lykkedes det ham at faa udarbejdet disse Ord mellem sit store uldne Halstørklæde og den laadne Hues nedadludende Skygge:

- Mon han skal samme Vej som de andre?

- Det er mig umuligt at sige, før jeg har set paa ham.

- Ja, det kan jeg nok tænke. Det var ellers saadan en pæn Dreng. Og nu har vi jo ikke flere end som ham.

419

- Kunde det ikke gaa lidt raskere, Morten Persen?

- Jeg bliver ulykkelig af Niels Hansen, hvis Bæsterne eller Vognen kom noget til.

Et voldsomt Ryk. Seletøj, Vognfading og Doktorstol knagede, som skulde de sprænges fra hinanden. Vognen hældede saa stærkt, at man skulde tro, den maatte vælte. Hestene virrede med Hovederne, stampede med Forbenene og sled i Tøjet. De var kørte op i en Grusbunke paa Vejranden. Vognen blev dog staaende, men var ikke til at rokke af Stedet. Under et af de forgæves Forsøg paa at faa den løs, fik Husmanden formet følgende Hjertesuk:

- Han lever vel ikke til Juleaften! Og han skulde dog til Juletræ nede i Aaby Skole.

- Jeg kan ikke sige Dem noget, før jeg har set ham.

- Nej, det kan jeg nok tænke . . . . Hvem er det ?

Spørgsmaalet var henvendt til en Skikkelse, der lige nu blev synlig. Den æltede sig frem i Sneen og aandede saa lydelig, at det lød som Smertestønnen. Svaret lød:

- Aa - ja . . . sikkendan et Vejr. Men jeg er lige godt Smeden fra Topshøj.

- Du skal jo forbi vort, Smed! Vi kan skiftes til at sidde op og gaa nedenfor paa Vejen og hitte igennem. Jeg kører med Doktor til vor sidste Dreng . . . og det er ... denHalssyge.

- Det er der ikke noget at sige til, sagde Smeden.

Lægen og Husmanden arbejdede sig ned af Vognen. Smeden holdt ved Hestene, mens de to andre løftede og skubbede, den ene paa det nærmer Forhjul, den anden paa det tilsvarende Baghjul. Ved forenede Anstrengelser fik de endelig Vognen paa ret Køl.

- Skaglerne holdt dog, sagde Smeden.

Og med lignende Hindringer, mens Husmanden og Smeden afvekslende var Vejviser nede paa Vejen og Kusk foran paa Vognen, arbejdede de sig frem.

Efter fire Timers Slid øjnede Husmanden Lyset bag det lave Vindue, der skinnede bleggult ud i Natten. Han svingede om ad den korte, lave Poppelallé ind paa den lille Vej, der fra Kørevejen førte ind til hans ensomt liggende Hus. Smeden tog Afsked med sine Fæller og forsvandt snart i Snestormens Tykning og Nattens Mørke, der slog tæt sammen om den ensomme Fodgænger.

420

III.

Det var en ganske pæn lille Husmandsstue i al sin Fattigdom. Der var Tapet paa Væggene med runde brune Klatter mellem de brune og gule Striber. Paa Væggen over Bænken under de to lave Vinduer, hvis Karme var fyldte med Nellike- og Geraniumsplanter i Potter, hang Kongen og Kronprinsen i Træsnit, samt et Par kolorerede Billeder af Kristi Korsfæstelse og Opstandelse. Paa det rødmalede Træbord brændte en Petroleumslampe, rigtignok en af de billigste man kunde opdrive. Bilæggerovnen var næsten rød, men Snestormen stod saa stærkt paa de utætte Vinduer, at halv smeltet Snestøv paa Teglstensflisegulvet gnistrede i Lampeskæret. I den store "Tospænderseng" paa den Vinduet modstaaende Væg laa den syge tolv Aars Dreng. Foran Sengen sad hans Moder paa en umalet Træstol, af den Slags, der ogsaa kunde bruges til Trappe.

Det var en oprindelig statelig Skikkelse, et halvt Hoved højere og en Snes Aar yngre end den halvhundredaarige, duknakkede Mand med de dybe Rynker paa Panden og mellem Mund og Øren. Hendes Ansigt var omsluttet af et mørkt, prikket Tørklæde. Næsen var næsten klassisk, Munden smal og lige skaaren. Underansigtet derimod uformeligt - dyrisk vilde være for grovt at kalde det - men der var noget dødt og dumt ved det, som om det ikke var kommet med i Udviklingen. Øjnene, lyseblaa og stort aabnede, stirrede Lægen i Møde.

- Det varede længe, sagde Manden, men . . . at

- Det kan enhver begribe, sagde Konen kort. Skal jeg holde Lampen for Doktoren?

Lægen nikkede, undersøgte og udspurgte den syge, lyshaarede Dreng. Han havde Moderens Øjne, men hans Næses ubestemmelige Form lod befrygte, at den med Tiden kunde blive lige saa bred og fladt udtværet i Ansigtet som Faderens. Aandedrættet peb, og Stemmen var tyk og rusten.

Lægen nikkede til sig selv. Diagnosen gav et utvivlsomt Resultat. Konen havde siddet ganske stille og havde fra Øjenkrogene fulgt hvert af hans Ord, hver af hans Bevægelser. Hun var bleven siddende paa Stolen, mens Manden stod foroverlænet med Haandfladerne mod Bordpladen. Fra hans store, graa Øjne dryppede Taarerne langsomt ned som Dryp fra Tagskægget i lige begyndende Tøvejr.

- Det er vel den samme Syge, som . . . begyndte Konen.

421

- Nej, sagde Lægen, ikke ganske.

- Gud ske Lov! udbrød Husmanden.

- Den er kanske værre endda? sagde Konen.

- Aa-aa- svarede Lægen.

- Naa, saadan, sagde Konen og klemte Langfingerens sorte Gigtring ind i Nabofingrene.

- Jeg tror ellers ikke, vi behøver at fortvivle, sagde Lægen ind i Øret paa Konen.

- Nej, det kunde aldrig falde mig ind, svarede hun næsten impertinent - tjenestepigeagtig - med en let fnysende Lyd.

Manden havde løftet den ene Haand for at klø sig i Hovedet. Han syntes, at han skulde sige noget:

- Hvad er det ellers . . . hvad kaldes ellers den Syge (dvs. Sygdom)?

- Group, sagde Lægen kort og tog i Frakkelommen efter Forbindtasken.

- Saa-aa? sagde Manden beroliget, Krop kan Heste leve længe med, saa det kan vel heller aldrig være saa slemt med Menneskene, naar det kommer paa dem.

- Du skulde hellere tie stille, sagde Konen.

- Den syge begyndte at stønne, saa peb det, saa rallede det i Halsen. Samtidig satte Vejret i et Hvin, og Sneen piskede mod Ruderne. Konen foldede de store Hænder over Knæene og sagde:

- Naar Vorherre taler saadan, saa varer han os, at vi skal tænke paa ham, men . . .

- Men hvad? sagde Lægen og pudsede en blank Tang, han havde taget ud af Tasken, med sit Lommetørklæde og holdt den op mod Lyset.

Konens Øjne fik et vredt Udtryk ved den kolde, adspredte Tone i Lægens Spørgsmaal.

- Jeg tror mere paa Vorherre end paa Dokt'erne, sagde hun. Da den lille Ole var død - ja, Kirstine var død først, da lovede jeg Vorherre, at jeg ikke skulde sige det mindste mod det hele, naar jeg fik Lov til at beholde Niels der, for at tage ham fra mig vilde være den største Synd, og Vorherre, som er fuldkommen, kan ikke synde. Det véd jeg.

- Det kan være sandt nok, mumlede Lægen og passede en lille Tingest ind i Tangen.

- Vil Doktoren ikke skrive noget op? spurgte Husmanden, nærmede sig et rødt oliemalet Møbel og beredte sig til at lukke Klappen op og lægge Papir, Pen og Blækhus frem.

422

- Det nytter ikke, sagde Lægen, men . . .

- Naa . . . ja, Husraad kan jo være lige saa gode, ka'skesens, sagde Manden.

Den syge Drengs Aandedræt lød mere og mere uhyggelig.

Lægen havde gjort sit Apparat færdigt, vendte sig om til Konen og sagde:

- Deres Dreng kan rimeligvis reddes ved en Operation med disse Instrumenter.

Konen fæstede nu først sit Øje paa Tangen og Røret. Som en havde slaaet hende med en Piskesnært tværs over Ansigtet, for hun op af Stolen.

- Ingen maa skære i mit Barns Kød, sagde hun.

- Jo, jo, Mo'r, lad Doktoren gøre ved mig, hvad han vil! lød det syge Barns tykke Mæle.

- Morten, Morten l raabte Konen hen mod sin Mand, hjælp mig, han vil skære i den lille Niels. Morten, faa ham af Vejen!

Husmanden hulkede højt.

- Mo'r, lad Doktoren dog gøre ved mig, hvad han vil, naar bare det kan . . . . stønnede Barnet.

- Morten! raabte Konen. Han vil friste Vorherre! Er det Vorherres Vilje, at Drengen skal dø, har vi ikke Lov til at hindre hans fra Evighed af fattede Beslutning . . . Og ligesom Vorherre ikke kunde hjælpe uden det . . .

Og hun slog vredt med Haanden mod Trousseau-Tangen, saa den med Tilbehør faldt klirrende mod Jorden.

Lægen trak paa Skuldrene, samlede sine Instrumenter og besaa' dem. De havde ingen Skade taget. Han stak dem i Tasken.

- Lad Doktoren . . . lød det henne fra Sengen, men Barnet kunde ikke sige mere. Lægen ilede ud ad Døren og slog den haardt i efter sig. Husmanden listede sig efter ham og sagde med Graad i Halsen:

- Dokt'ren skal nok komme bedre hjem end ud. Her holder Hans Kristensens Slæde, og Karlen skal alligevel til Byen - Han bøjede sin Mund hen mod Lægens Øre og hviskede:

- Dør han?

- Ja, saamænd dør han. Det kan De være sikker paa.

- Grete siger, at Vorherre kan gøre Mirakler, naar han selv vil.

- Ja vel. God Nat!

Næste Dags Middag kom Morten Persen til Doktor Falkenberg i skingrende klart Frostvejr med rindende Øjne og frostblaa Kinder.

- Den lille Niels er død, sagde han.

423

- I forb . . . . Det sagde jeg jer jo. Hils Deres Kone og sig, at det er hende, der har . . . .

Bondemanden gjorde en selvbeskyttende Haandbevægelse.

- Lad være at sige noget, Hr.'Doktor! De har Synd af det.

Den tilbagetvungne Graad pressede sig frem i et Hyl som et saaret Dyrs, saa fik han straks Magt over den igen, nærmede sig Døren og sagde:

- Kanske Doktoren alligevel . . . Han tog en Skindpung op af Lommen og pillede ved Løbebaandet.

- Nej, Gu' vil jeg ej. I Morgen kommer jeg ud ad jeres til, saa skal jeg syne Liget og udstede Dødsattesten.

IV.

Historien havde gjort et stærkere Indtryk paa Doktor Falkenberg, end han vilde vedgaa. Han lod for sig selv, som han havde glemt den. Han vilde glemme den, og, skønt han altid plejede paa sine Landfarter at slaa ind paa alle Sideveje og se til de fattige, der søgte ham, havde han skyet Morten Persens Hus siden den Dag, han foretog Ligsyn over den lille Niels, ja vendte vel endog Hovedet til den modsatte Side, naar han vidste, at han kunde faa det ensomtliggende Hus's Ruder at se i Aftensolgløden.

Men en Dag ved Løvspringstid stod Morten Persen i hans Konsultationsværelse.

- Er der nu noget galt igen? spurgte Lægen, ikke uden en haard Tone i Stemmen.

- Det er saa galt, som det kan blive, værre, end som det nogen Tid har væ't, sagde Husmanden, gav sig Luft i et Hyl, tav et Øjeblik og fortsatte: Grete er . . . død.

- Hm! Ja, del rnaa jo have været Vorherres Vilje . Hvad? Det var vel derfor, De ikke hentede mig. Naar Folk er gale . . . Ja, ja, Morten Persen, De er . . . en haardt prøvet Mand . . . græd De kun ud, hvis De trænger til det! Var hun længe syg?

- Nej . . . ja . . . men hun har gjort det af paa egen Haand. Hun har . . .

Han kunde ikke faa Ordet frem, men spændte om sin Hals med sine Hænder for at belagne, hvad han mente.

Lægen gjorde nogle korte, forretningsmæssige Spørgsmaal, om de nærmeste lovformelige Foranstaltninger i Anledning af et Selvmord var trufne. Jo, der var ikke andet for ham at gøre, 424 end da han sidste Gang var i Huset paa Aaby Mark. Husmanden græd til han blev træt. Det lettede noget. Saa syntes han, det maatte lette mere, hvis han kunde blive af med Ordene, som han var bleven af med Taarerne.

- Ja, se, jeg véd nu ikke, om Doktoren vil vide det hele, saadan som det er gaaet til, for jeg er kørende med Niels Hansen, og han er oppe hos Købmanden og købe al Slags, saa det jager ikke med at komme af Sted, saa jeg véd ikke om . . .

Morten Persen saa' saa troskyldig-bønlig ud, at det skar Lægen i Hjertet. Faderen stod der som en halv løjerlig, halv rørende Karikatur af "den lille Niels", og hans hæse Stemme mindede ham om Drengens sidste Bøn: Lad Doktoren gøre med mig, ligesom han vil.

- Fortæl mig det, Morten Persen! sagde Lægen.

- Ja, se, hun har jo alle sine Dage været meget bibellærd og læst i Prækenbøger og Salmebøger, og, naar hun kom ind paa saadanne Sager, saa satte hun Skolelæreren til Vægs, og heller ikke var hun saa farlig bange for Præsten, men han tror jeg dog nok kunde sætte hende. Og hun troede jo, at hun havde et eget Forbund med Vorherre angaaende Niels, fordi hun aldrig havde klaget over, at han tog Kirstine og Ole fra os, men sagde Tak til og bad om Forladelse for sine egne Syndigheder og for mine med, kan jeg tro. Derfor var hun saa kæphøj og vilde ikke have, at Doktoren maatte skære i Niels. Men dengang, det var gaaet, som det gik, saa tror jeg nok, der gik noget i Stykker inden i hende. For hvor gudfrygtig hun var, saa var hun dog lige godt forfærdelig egensindig og myndig, og jeg kunde aldrig faa noget sagt, som jeg vilde sige, for hun beviste mig alle Tider over af Bøger. Men fra Niels' Død af lod hun mig bære mig ad, som det faldt mig ind, og det var hende lige et og det samme, om jeg var fuld eller ædru. Hun gjorde ikke andet end at granske og læse og læse og granske, men det gjorde hende Fortræd, for det knugede inden i hende, og hun sov hverken Nat eller Dag, og hun, som havde været saadan et ført Fruentimmer, hun blev saa mager, saa der ikke var en Pille Fedt tilbage paa hende. Og, naar jeg om Aftenen kom hjem fra Arbejde, saa sad hun immer paa den nye Trappestol - jeg véd ikke, om Doktoren kan huske den - og den havde hun sat under et af Piletræerne langs Vejen, og der sad hun og saa' ud i Luften, og, naar jeg snakkede til hende og bad hende rigtig mindelig om at gaa ind, over det at det blæste saa koldt, saa saa' hun paa mig og satte et Ansigt op, som hun 425 Var plumpet lige ned fra den anden Verden. Og bagvendt og avet om svarede hun paa alle de Ting, som jeg sagde til hende.

Husmanden snød sin Næse, men gik belevent hen ved Spyttebakken og fuldendte Akten.

- Naa, jeg spurgte hende jo, om jeg ikke skulde hente Præsten, men saa sagde hun, at jeg bare skulde passe mit. Jeg gjorde det lige godt engang, for Præsten det er en god Mand, som baade har et Ord og Smaapenge tilovers for fattige og enfoldige Mennesker. Han kom ogaa, mens Grete saadan engang i April Maaned sad under den knortede Pil og spekulerede over Rerionen. Han spurgte, hvad hun granskede paa. Hun sagde: Jeg kæmper med Gud. Ja, hvad hun mente med det? Hun havde troet ham saa godt, sagde hun, og lagt alt i hans Haand og haft saadan Foragtelighed for Menneskehjælp, dengang Niels skulde til at dø - Ja, det var ikke rigtigt, mente Præsten; hun havde bare fristet Gud, sagde han, fordi hun ikke havde villet lade ham hjælpe sig gennem lærde og dygtige Mennesker.

Grete sagde saa, at det kunde da Gud aldrig trænge til, at en Doktor, som ingen Tro havde, hjalp ham til sin Vilje med saadan en lille Knivtang; nej, var Gud den, han skulde være, saa havde han holdt med hende imod Doktoren og gjort et Mirakel og ladet Niels leve. Det havde han lovet hende i Drømme to Nætter efter de to andre Børns Død. Ja, Drømme, sagde Præsten, det var ikke noget at obselvere paa. Saa talte Grete om alle de Drømme, hun havde læst om i Bibelen; men saa sagde Præsten, at det var kun saadan meget hellige Mennesker, som Vorherre talte til paa den Maade. Men se - at Grete hun var jo højmodig og mente, at hun kunde være lige saa god som en Bager og en hedensk Konge. Saa sagde Præsten noget, som jeg ikke rigtig kan forklare, men det var vist saadan, at i vore Tider, da Vorherre havde lært Menneskene saa mange Slags Videnskaber og . . . Instrumenter, saa skulde Menneskene bruge dem og takke Gud til. Men Grete spurgte Præsten, om der var mere end én Mægler mellem Gud og Menneskene. Saa kunde jeg ikke følge med mere i det, han sagde om de . . . ja . . . mange Redskaber . . . som Vorherre tog i Brug . . . og at den Mægling, hun mente, det var noget helt andet, og saa blev de ved at drøfte det om Troen, og til sidst blev Grete mat og skreg højt, da Præsten beviste ved alle Slags Udlægninger, at hun netop ingen Tro havde, og hun sagde til Præsten, at han var lige saa stor en Hedning som . . . Ja .

- Som jeg? sagde Lægen.

426

- Ja, nu sagde Doktoren det selv, mumlede Husmanden. Doktoren maa da endelig ikke sige til Præsten, at jeg har sagt det, for Præsten er saadan en god Mand, hvorvel han sagde til Grete, at hun var fand . . . fantas . . .

- Fanatisk.

- Det kan nok være, det var saadan. - Men se, jeg gjorde det med Præsten i en god Mening, men det har rigtignok angret mig mange Gange siden. For Grete spekulerede fra den Dag af Forstanden helt ud af Livet paa sig. Hvor skal et Bondefruentimmer holde al den Spekulation ud, Hr. Doktor? En Morgen var hun staaet op før mig, og saa hørte jeg hende rumstere ude i Køkkenet. Jeg listede mig op paa de bare Ben og lindede paa den ene Lem. Der stod hun med en Knibtang og satte den først paa sin egen Hals og kneb, saa hun gav sig ved det, saa klemte hun den om Halsen paa en Høne, som jeg havde slagtet Dagen i Forvejen og vilde bringe Præstens Frue, over det at hendes Mand havde bevist Grete over. Og saa smed hun Knibtangen og satte sig til at granske henne paa Kødblokken.

Og værre og værre knugede det inden i hende; hun sukkede, som hun skulde klemme Aanden ud med det samme, og hun gik og truede op i Vejret, og saa faldt hun bagefter paa Knæ og brummede Salmevers, og græde kunde hun ikke ; hun kunde bare hulke. Aldrig nogen Tid nævnede hun den lille Niels eller de andre Børn, og, havde jeg ikke selv passet deres Grave paa Balsløv Kirkegaard saa godt jeg kunde overkomme, saa havde de da været overgroede af al Slags Ukrudt, for hun saa' aldrig til dem en eneste Gang.

Til sidst kunde jeg ikke faa hende op af Sengen før langt oppe paa Dagen, og hun, som før var saadan en pæn Kone med Renlighed baade paa Kroppen og i Huset, hun var nu sort som en Morian.

Ja, saa var det i Overgaars . . . jeg kom fra Arbejde hos Niels Hansen . . . . saa havde hun gjort det lige i det samme Træ, hun havde siddet under saa tidt. Hvorfor mon det nu just skulde være det, Hr. Doktor? Ja, man kommer til at spekulere over saa mange Ting! . . . Hun stod med Benene paa den nye Trappestol . . . jeg véd ikke, om Doktoren kan huske den . . . Naa, der er Hans Nielsen med Vognen. Kanske Doktoren saa vil køre med?

MARGUERITE

428
429

Var det Nat endnu? Var det Morgen?

Soveværelset laa mørkt bag de lukkede, faste PersienneSkodder. Tyk Dæmring. Man kunde ikke se Benenden af sin Seng.

Jeg tog Uret ned fra Sømmet paa Væggen. Jo saamænd var det Morgen. Klokken var halv ni, og Opvartningskonen (la femme de ménage) var ikke kommen endnu. Hun skulde være der Klokken otte.

Naa ja, hvad saa? Det var jo dejligt at slibe en Skraber hen ad Morgenstunden, denne triste, hvidtaagede Morgenstund i November Maaneds Begyndelse - den, jeg anede bag Persiennernes Tremmer.

Men trods den faste Beslutning, jeg havde taget, at ville sove videre, lykkedes det ikke. Det var bedre at staa op. Men - for en Ulykke! Ens Tøj var jo ikke børstet. Støvlerne maatte jo se skrækkelige ud fra den foregaaende Aftens Vandring langs Seinens kalkdyndede Kaj imellem Asniéres og Courbevoie, under hvilken jeg havde fortabt mig i Skibslygternes højrøde, langstrakte Reflekskast i det sorte Vand og lyttet til Hundenes Gøen gennem Taagen fra Gourbevoie- til Glichy-Siden, i Piletræernes tavse, dæmrende Silhouetter, som blødt tonede op i Efteraarsaftenens tætte Taagedis, i Klokkernes skarpe Klemten, i Hornenes tungsindige Toner, som lignede dødssaarede Dyrs Hyl. De kom fra Dampbaaden, der havde Varepramme paa Slæb.

Aa, lidt Lys! Lidt Morgenluft! bad jeg. - Mit Morgensuk blev kun bønhørt saa som saa.

430

Paa den anden Side af Gaden, der hvor den store Have laa med den fine Louis-Quinze-Villa i Baggrunden, med den tætte Moëllon-Mur ud til Gaden, med de to røde Murstenspavilloner paa hver Side Porten, med de forgyldte Jernspidser paa Gitteret - der saa' jeg det store Akacietræs Blade græde Vand og Piniestammen græde Gummi.

Ja, Morgenluft! Blakket guldhvid i Farve, sur i Lugt og Smag, lys uden Glans, laa alt i en gennemsigtig Sky, hvor Genstandenes Omrids levede, men Farverne var døende.

Selv kom jeg til at gispe ud i denne saa lidet forfriskende Luft.

Jeg spejdede til højre. Derfra skulde Madame Gacogne komme, vor glade Opvartningskone med den sorte Moustache under den røde Spidsnæse, med de slikkende, hvidrandede Øjne. Men der var ingen at se. Man kunde lige saa godt gaa i Seng igen. Og saa gjorde jeg. Men jeg sov ikke.

Det Asen! Det var anden Gang, hun blev borte om Morgenen ! Forrige Gang sendte hun dog en anden Kælling, fed som en So, pjadrende som en And. Men Støvlerne og Klæderne blev dog børstede, Værelserne gjort rene.

Jeg maa alligevel have døset hen. Thi jeg for op, da jeg hørte en Stemme, spædt pibende som en Spurveunges Syngen, uden for Sovekammerdøren paa den store Trappeafsats. Versene vilde omtrentlig kunne gengives saaledes:

Smaa Kobbersous skal drysse
ned i min Sparebøsse.
Tire - lire - lire!
Tire - lire - lire!
tre eller fire
fire Gange tre.
Paa Søndag skal I bare faa at se,
saa skal jeg mig vise,
klædt som Marquise,
rank som en Spire.
Tire - lire - lire!
Tire - lire - lire!

Det bankede paa Døren.

- Entrez! raabte jeg gnavent henne fra Sengen.

- Det er mig. Det er den lille Marguerite. Mo'r er syg. Jeg skal være femme de ménage i Dag.

- God Morgen - lille Marguerite!

431

Den lille Pige var en Morgen kommen tillige med sin Moder. Det var et underligt Væsen, paa en Gang gammelklogt og aldeles barnagtigt.

Smuk? Ja paa sin Vis. Det var en nydelig Hovedoval, en fin, svagt krummet Næse, et rigt blondt Haar, meget mørkebrune Øjne, men de var lidt mat smægtende i deres dybe Farve, og Kinderne - de var saa blege, saa blodløse, Lemmerne saa tynde og sarte som et Raakids. Overalt laa Aarerne lyseblaat dæmrende ud i den hvid-gullige Hud, der havde en Tone som ikke ganske nyt Elfenben.

- Men kan Du gøre alt det grove Arbejde, lille Marguerite? Det store Uhyre af en Madras? Børste Støvler? Gøre Ild paa Chouberskien*)?

- De skal bare se, Monsieur.

Da hun var gaaet ind i Dagligstuen, tog jeg de nødvendigste Klædningsstykker paa. Jeg vilde dog se, om dette lille, spinkle Barn virkelig kunde udrette, hvad hun lovede.

Gennem den fra Trappeafsatsen halvaabne Dør til Køkkenet saa' jeg Marguerite bearbejde Støvlerne med Blanksværte, behændig, kyndig som en fuldt udlært Enepige, alt mens hun nynnede:

Tire - lire - lire
Tire - lire - lire

Hun havde, kunde man se, mange Gange haft fat paa det Arbejde. Saa gik jeg ind og gjorde fuldt Toilette. Men hvordan vilde den lille Pige tumle en fransk Seng med dens tunge og vidtløftige Apparat?

Bare jeg selv havde kunnet gøre det! Det var ikke første Gang i mit Liv, at jeg ærgrede mig over, at jeg var "klatfingret", som de siger hjemme paa Sjælland.

Jeg ventede en Stund i Dagligstuen, saa længe jeg hørte Servantestellet ringle. Marguerite opsatte den tungeste Gerning til sidst - den at rede Seng.

Hun laa paa Knæ paa Straastolen, thi Sengen var saa høj, at dens øverste Rand var i Højde med Barnets Bryst. De hvidgule Kinder var bleven teglstensrøde, saadan asede hun for at faa den store, udstoppede Madras til at lystre hende. Hun sang ikke mere, men arbejdede og sled, mens den lille spidse Tunge vekslede Plads fra Mundvig til Mundvig. Hendes Haars Nakkeknude var ved at løses op; et Par Haarnaale dryssede ned paa Gulvet.

* 432

- Nej, det er for galt . . . Lad mig hjælpe Dig, Barn!

- De, Monsieur!

Hun lo stakaandet og hostede straks efter.

- Jeg kan godt, Marguerite - jeg kan godt - saadan min Ven.

- Det er daarligt, Monsieur.

- Ja, det faar saa være. Du maa ikke slide saadan.

- Ja, men jeg kan godt.

- Snak. Pil nu af! Der er 7 Sous til din Tire-lire. - Hvad fejler din Moder?

- Jeg véd ikke, Monsieur. Men hun ligger.

- Farvel, lille Marguerite!

II.

Næste Morgen stillede Madame Gacogne præcis Klokken otte. Hun saa' virkelig ud, som hun have været meget syg. Kinderne hang ned som Kæbeposer paa en Hunabe. Moustachen selv var slap og vaad. Hun rystede paa Hænderne. Da jeg saa' paa hende, græd hun. Hun græd endnu, da jeg morgenpaaklædt kom ind i Dagligstuen for at drikke Kaffe.

- De har været syg, Madame Gacogne?

- Ja, Monsieur, rigtig slemt syg.

- Er De stadig svag?

- Ja. Lægerne - for jeg har haft en tre fire Stykker, - dem kan jo ingen blive klog paa. En siger Reumatisme, en anden Nevralgi, en tredje Hysteri. Hvad skal man tro?

- Til daglig Brug ser De ellers ikke svag ud.

- Ja, men det er jo netop Ulykken, Monsieur. De Mennesker, som ser stærkest ud, de er for det meste sygelige. Der er nu Madame Brignaud - hende, den fede, som jeg sendte forleden, da jeg var syg.

- Er hun svagelig?

- Ja, hun hvæser som en Blæsebælg, naar hun skal røre ved noget. Nu skal De se - jeg er ogsaa svagelig, men jeg er ikke fed. Derfor kan jeg da ogsaa tage et Tag - Hu!

Madame Gacogne tumlede den store Madras, som havde det været en Kattekilling; men rigtignok perlede Sveden i store Draaber ned over hendes røde Næse.

Jeg havde ondt af hende.

433

- Vil De have et Glas Vin og Seltersvand, Madame Gacogne?

- Nej, bevares, Monsieur.

- Et lille Glas Gognak da?

- Hvor er De henne, Monsieur? Tror De, at en ordentlig Kone drikker den Slags?

- Naa, ja, ja. Men Deres Marguerite, hun kan vist ikke taale at mase med alt det der.

- Marguerite! Jo, hun har udmærket af at arbejde. Det giver hende Blod. Og hun er køn, ikke?

- Jo, det er et kønt Barn.

- Ja, men hun er for mager. Om en fem seks Aar maa hun være køn og sund, for magre Piger passer ikke for den Slags Mænd af Arbejderstanden, som hun kan vente sig. - Om Forladelse, Monsieur. De bød mig et lille Glas Cognak.

- Ja, og De sagde nej.

- Det var, fordi jeg glemte, at en Herre som De havde god Gognak og ikke saadan noget Sprøjt, som Fattigfolk maa nøjes med. - Det er en ren Medicin, god Gognak.

Hun slikkede det lille Glas indtil den sidste Draabe ligesom en Hundehvalp en Underkop med Mælk.

- Har De det bedre nu, Madame Gacogne?

- Gud hjælpe mig! Ja, det har jeg. Men naar jeg kommer hjem - hu!

Hun græd, tørrede sine Øjne og sit Ansigt med Bomuldsforklædet, snøftede lidt, og nu var hun atter Herre over sin Tunge - eller rettere - hendes Tunge var Herre over hende.

- Min Mand er en Gris. Han foretrækker den fede Madame Brignaud for mig. Han tænker ikke paa, at jeg har mistet alt mit Fedt ved at skaffe ham tre søde Børn. Men de to Smaadrenge er døde; vi har kun den magre Tøs tilbage. Ja, om Forladelse, Monsieur, De holder jo af hende, og, for Fanden, jeg elsker hende; men Drenge, de kan hurtig begynde at tjene til Føden, men Tøse koster bare Penge. Ser De, naar Kærlighed kunde gøre det, saa havde jeg været rig som Rothschild inde i Rue Lafitte, for jeg har ved Gud haft megen Kærlighed i dette stakkels Hjerte, til grumme mange Mennesker, og, naar jeg skal sige det rent ud, baade til Mandfolk og Fruentimmer - men aldrig mere end ét Mandfolk ad Gangen - for en Gris har jeg aldrig været, men, ser De . . .

- Farvel, Madame Gacogne, sagde jeg, og tog Hat og Paraply. Hun blev ved at snakke. Jeg havde ladet Døren staa 434 aaben fra Dagligstuen til Trappegangen, og mens jeg gik ned ad Gangen, hørte jeg hende bestandig snakke videre.

Da jeg kom hjem, syntes jeg, der var Svind i Cognaksflasken paa Buffeten. Men jeg kunde jo tage fejl.

III.

Næste Morgen udeblev Madame Gacogne igen. Støvlerne faldt over hinanden ude i Køkkenet, og paa Køkkenbuffeten stod Bordtøjet urørt fra Aftenen i Forvejen. Hun havde altsaa ej heller indfundet sig om Eftermiddagen, mens jeg var taget til Paris - som Aftalen var, da hun blev fæstet. Det var koldt. Chouberskien var brændt ud, og jeg forstod ikke at gøre Ild paa.

Jeg ventede en halv Time. Muligvis vilde Marguerite komme i Moderens Sted ligesom forleden; men jeg spejdede forgæves gennem den regntunge Morgen. Der kom ingen.

Jeg maatte altsaa ned i Rue Falle t, hvor Madame Gacogne havde angivet, at hun boede.

Jeg gik langs Floden.

Seinen laa og sloges med Søvnen, indhyllet i Taage, som Smaabølgerne syntes at ville lette ved svage, søvnige Spark som mod et generende Lagen. Vejen langs Kajen var opblødt. Der flød Vandstriber ned ad Havernes Mure, Vaserne med Kaktusplanter paa Murpillerne stod taalmodig ventende, uden Haab om Sol i en overskuelig Fremtid.

Huset, jeg søgte, laa fremskudt i Gaden. Der var ingen Have med Mure og Port foran. Umiddelbart op fra Fortovet rejste det sig, fem Stokværk højt, med hvidgraa Puds. Mange Vinduer gloede aandløst ud i Hvidtaagen. Stueetagens Mur var malet rødbrun op under første Sals Vinduer. Øverst oppe i det brune indtoges hele Husets Bredde af to Indskrifter med skidengule store Bogstaver. Over den ene Side af Indgangsdøren stod: Bly-, Zink - og Tækkearbejde , paa den anden Side: Kaffe, Vine , Øl, Likører.

Bag Vinduerne under den første Skiltindskrift laa tyndt spredte, bleggrønne Malmhaner og skidengraa Zinkrør paa de støvede Hylder.

I Kafeens Vinduer stod Flasker med forskellig farvede Etiketter: Grenadine, Menthe, Groseille, Absinthe, Gomme, og 435 Gud véd hvad. Og mens Stueetagens Ruin under Tække- og Metalarbejderskiltet saa' ud, som om alt bag var uddød, lød der ud fra Kafeens Rum høje Stemmer, og fra den aabne Dør ud til Entreen hvirvlede Emmen ud paa Gaden. Den lugtede af de fæleste af alle de fæle Røgtobaksorter, som det franske Regeringsmonopol kan opvarte Tobaksforbrugere med.

Madame Gacogne havde sagt, at hendes Mand var Metalarbejder og Tækker og havde et Værksted, hvor de Varer forarbejdedes og solgtes, som Indskriften paa den ene Side af Døren angav.

Uden at give Agt paa Dunsten og Larmen inde fra Kafeen, bankede jeg paa Døren til Butikken eller Værkstedet, hvad man nu vil kalde det.

- Kom ind! lød det tyndt og skarpt.

Paa en Træstol med Straasæde midt paa Gulvet i den tomme Stue - thi kun Hanerne og Rørene paa Hylderne møblerede den - sad Marguerite og syede paa et Stykke Tøj.

Uh, hvor slog Kulde og Fugtighed mig i Møde fra det Rum! Værelset var tapetseret med grimt, graat Papir med røde Romboidefigurer. Tapetet havde givet los paa mange Steder paa Grund af Murens Fugtighed, og de løsrevne Partier var revnede og sprukne.

Den lille Marguerite havde et sort, strikket Tørklæde om Hovedet. Den fine Næse og de brune Øjne var det eneste, der saas af hendes Ansigt.

- Men Monsieur - er Madame Brignaud ikke kommen til Dem i Morges? Gud! Saa er hun syg ligesom Moder. For Moder ligger og er meget syg. Men nu kommer jeg. Aa, men vil De ikke vente, blot ti Minutter? for ser De - min Fætter, den lille Georges, skal have sin Bluse færdig til i Morgen - og Moder er syg.

- Ja, saa gaar jeg over paa Kafeen.

- Det skulde De ikke gøre. Aa nej! Gør det ikke!

- Ja, hvor Fanden skal jeg være i de ti Minutter?

- Gaa ikke over paa Kafeen! Jeg beder Dem.

- Nu er Du sær, Marguerite. Jeg gaar derover. Sig mig saa, naar Du er færdig. Men hvorfor græder Du, lille?

- Ikke for noget. Gaar De saa over paa den ækle, væmmelige Kafé?

Hendes Ord gjorde mig nysgerrig. Jeg gik tværs over Gangen fra det ørkenagtige Værksted over i Knejpen.

436

Sorte Vægge, men mange brede og store Spejlglas, simple Træborde med Yoksdug over Pladerne, halte Fyrretræsstole med Straasæder, der var oprevne og hullede; under Spejlene læderbetrukne Bænke med Støv i Stopningens Fordybninger; den brune Drikkebuffet med den massive Bakke af Zink ludende bredt og tungt ud over Buffetens Bordplade - det var Sceneriet - det samme som i alle franske Smaaknejper i og omkring Paris.

Der sad en Del bluseklædte Folk i Stuen med Filthatte og Kasketter skudte bag i Nakken, nogle med hvidløglugtende varm Mad foran sig: Kanin- og Lammeragout; andre blot nydende Drikkevarer, Absinth, Vermouth med Solbær, smaa Snapse Gognak eller Kirsch. De sidste røg korte Træpiber og dampede, mens Munden gik paa dem, høj- og hurtigmælet, under Gestus med knyttede Næver og sammentrukne Bryn.

Det var ikke let at blive klog paa, hvad der taltes om, eftersom de talende snakkede i Munden paa hverandre. Enkelte Ytringer af den nærmeste Gruppe, fire Mænd om et Bord, naaede mig, men hulter til bulter:

- Jeg siger, at Boulanger er et Fæ!

- Og jeg siger, at Floquet er et Asen.

- Og jeg siger, at Du er et Fæ!

- Og jeg siger, at Du er et Asen!

De to disputerende rejste sig op, støttede de knyttede Næver mod Bordet og bøjede Ansigterne tæt ind mod hinanden som to Vædere, der vil stanges.

En tredje, der var bleven siddende, en lille Fyr paa nogle og tredive Aar, grinende med hvide Tænder under en kulsort, tyk Moustache, smilede hen til mig med et Skuldertræk, da han saa', at mine Øjne rettede sig hen mod de disputerende. Han stødte med Albuen til sin Sidemand og trak et Smil ud af ham ogsaa i Retning af mig.

Denne Sidemand var en løjerlig Fyr at se til. Han var saa blond som den bedste Nordbo, saa lys af Øjne som en "glasøjet" Vallak. Han bar et tyndt, hørblondt Krydsskæg, blødt, dunagtig viftende, og en Manke af Haar faldt fra den skyggeløse, tærnede Baret næsten ned paa Skuldrene. Det var det romantiske Polkahaar, som Kunstnere, navnlig Skuespillere, bar for en tyve-tredive Aar siden. Han var i en hvid Bluse, røg Cigaret, havde fremstaaende Kindknokler og bar en utvivlsomt uægte Pladering paa den venstre Lillefinger. Hans Alder var 437 ubestemmelig. Det var umuligt at afgøre, om han var tredive eller fyrretyve Aar.

Den lille sortsmudsede Arbejder sagde til de to Politikere, bestandig smaagrinende hen til mig, som havde sat mig ved et ledigt Bord og nød en Vermouth sec med Sodavand:

- Kender I - kender Du, Benoit, Boulanger personlig? Og Du, Ernest, er Du bleven præsenteret for Floquet? Det er naturligvis - det er da mærkeligt, at I ikke kan begribe det - to rigtige Hundetampe, som vil tjene Penge, et Par Jobbere. Den ene spiller paa Hausse, den anden paa Baisse. Det er mærkeligt, at vi Arbejdere altid skal gaa i Tøjet for saadanne nogle Rævepelse og ikke kan se overlegent paa dem. Saa længe vi er saadan nogle Dosmere, faar vi ingen Reformer, og saa længe vi ingen Reformer faar, som f. Eks. Normalarbejdsdag og Statskontrol med Værkstederne, saa er det lige fedt, om vi har en Præsident, som hedder Carnot, eller vi faar Badinguet*) den Fjerde til Kejser.

Nu rejste de tre sig op. Samtalen blev aldeles uforstaaelig. Seks knyttede Næver fægtede i Luften tæt op mod hverandre, tæt ind mod de respektive Ansigter. Jeg vidste godt, at der ikke var Tale om Udsigt til Slagsmaal. Den Art Gestikulation hører med til en Disput mellem Folk i visse franske Samfundslag.

Den blonde med Polkahaaret tog slet ikke Del i den Ordstrid, hvoraf jeg kun opfangede Ord som Boulanger, Garnot, Floquet, Ferry, Kommunen, Louise Michel, Eudes, Rochefort . . . Den blonde rullede sig en ny Cigaret og tog smaa Slurke Absinth. Han ofrede sine Fæller et medlidende Skuldertræk.

De to oprindelige Modstandere rejste sig brat, og samtidig standsede Disputen. Deres Frokosttid var vel forbi, de skulde sagtens paa Værkstedet. De gik sammen ud ad Døren, og de, som for fem Minutters Tid siden saa' ud, som vilde de slaa hinanden ihjel, syntes nu at nære den mest fredelige og kammeratlige Stemning lige over for hinanden.

Ved de andre Borde gik Talen lige saa højt. Ogsaa fra dem fløj løsrevne Ord: Grevister, Skruebrækkere . . . Stenbrud . . . Droskekuskene har Ret . . . Nej, for de er sikre! . . . Fanden ta' mig, om de er. . . . Jo! Men Arbejdsgiverne tjener ikke noget . . . Aa Sludder o. s. v. hen mod mig.

Saa varede det vel nogle Minutter. En efter en rejste sig og gik. Kun de to, han med den sorte Moustache over de * 438 hvide Tænder og den glasøjede med Krydsskægget blev siddende. Den sidste henvendte nn Ordet til mig:

- Det var en logisk Disput . . . hvad? sagde han.

- Jeg forstod ikke stort af den, svarede jeg, saadan som de raabte i Munden paa hverandre.

- Nej, det tror jeg nok - hvad Brignaud? (Her henvendte han Ordet til sin mørke Kammerat). De Dummerhoveder kan ikke tænke en Tanke til Ende.

Han rejste sig, gik hen til mig og bad om Lov til at tænde en Cigaret ved min Cigar. -

- Med Fornøjelse! -

Han sagde: De kender ikke mig, men jeg kender Dem. Min Kone og min Datter - det er Madame Gacogne og den lille Marguerite.

- Jeg hører, Deres Kone er syg.

Han gjorde en underlig Grimace, trak paa Skuldrene og begyndte straks at tale:

- Ser De, jeg vil ikke være blandt den Kanaille mere. Derfor har jeg gjort mig til Patron og oprettet den Forretning der ovre. Jeg vil være Chef, ser De. Men jeg vil gøre noget usædvanligt, forstaar De. I et Par Aar vil jeg drive denne Tække- og Metalvareforretning. - Tror De paa en Gud? - Ja det er maaske et Samvittighedsspørgsmaal. Jeg gør det ikke. Brignaud der . . .

- Fanden skal tage mig, om der ikke maa være en, som har skabt det hele der . . .

Den sorte pegede ud mod den disede Flod og det taagede Landskab, hvori Tagene i Clichy ridsede Figurer med udflydende Omrids.

- Vel, vel Brignaud. Du holder paa Trosfriheden, men Du kommer nok til samme Resultat som jeg, at alt har arbejdet sig ud af et Stof, der har været fra Evighed af. Men ser De - De er jo Forfatter . . . Digter, Hr. . . . Hr. . . .?

Jeg nævnede mit Navn, som han søgte at gentage. Han gengav det i en meget forvansket Form.

- Nu vel, - vedblev han, det er jeg ogsaa. Det vil sige, jeg vil være det. Ja, jeg er det ogsaa allerede, men jeg har ikke faaet noget paa Tryk, og før regner det store Publikum jo ikke en for noget. Nu skal De høre. Min Livsplan er ikke saa gal. Jeg vil først være Patron. Han der, Brignaud, er min Associé.

439

Jeg sammenlignede disse to smaa Mandslinger med deres store, stærke Koner, der syntes at maatte kunne kvæle deres Mænd, om de favnede dem, og Mændenes tynde, fløjtende Røster med Konernes brummende Bas.

Brignaud tog til Huen - jeg tog til Hatten.

- Ser De, Hr. . . . tilgiv, at jeg har glemt Deres Navn. - Naa, lige meget. Naar jeg, som har det der (han pegede paa sin Pande), og han, som har det der (han gav sin Vens sorte, store Næve et Klask langs de tykke, knoklede Fingre) . . . naar vi, forstaar De, har arbejdet sammen i en tre, fire Aar og tjent en Kapital - for jeg har en hemmelig Opfindelse - undskyld, at jeg ikke tør betro Dem den, selv mod Deres Æresord - ser De - naar vi har tjent en Kapital, saa vil jeg udgive de Værker, jeg har skrevet, og skrive videre. Uh, De skulde vide, hvor mange Dramaer, Digte og Romaner, jeg har der inde. Nogle har jeg fremsagt ved Aftenunderholdninger for Arbejdere ovre i Clichy-Perret. - De der, Mademoiselle bag Buffeten! Avisen for Courbevoie og Omegn! - Tak! Læs, min Herre!

Han markerede med sin lange, sorte Negl paa Tommelfingeren en lille Artikel i det lille Lokalblad.

Jeg læste:

. . . Men Aftenens største Succes var Hr. Léonce Gacognes Deklamation. En Digter er opstaaet i vor Midte. Han har uden Tvivl en Fremtid for sig, blot hans Talent kunde blive lutret gennem Studier. Endnu stormer han vildt frem. Men hvilken Patos! Hvilken Kraft! . . .

- Hvad? spurgte Hr. Gacogne og fæstede sine lyseblaa Øjne paa mig . . . Det Svin der, Brignaud, har faaet mig til at drikke Absinth, saa jeg kan kun i Øjeblikket huske de Par Vers:

Jorden skal gødes, skal gødes med Blod,
men af det skal Roserne vokse,
Mod, mine Venner, Djævelens Mod!
slaa ned Kapitalens Okse!
Roser og Liljer i Morgenens Gry!
Guldaldertiden skal fødes paa ny!
Med krydret Vin, med guldfager Honning
skal Floderne rinde,
Poesiens straalende Dronning
skal blive Alverdens Gudinde.

- Er det ikke smukt?

- Jo, sagde jeg.

Den sortsmudsede Kammerat grinede med sine hvide 440 Tænder hen imod mig, nærmede sin Haand til min Skulder, som vilde han klappe den, men trak den tilbage, som af Frygt for at blive alt for fortrolig. Hvislede ud gennem Tænderne:

- Ja, naar den Tid kommer.

- Den kommer, den kommer, sagde den blonde Poet, og hans Kindknokler glødede - som den lille Marguerites, da hun havde tumlet med de store Sengklæder. - Men . . . men . . . men . . .

Han knyttede sin Haand ud i Luften.

- Men, spurgte Hr. Brignaud. Naar, gamle?

- Naar jeg bliver den, jeg skal være.

- Eh, sagde Brignaud, bestandig tavs grinende. Naar Du bliver fri for Kællingen og Ungen.

- Om jeg saa skulde ofre dem som Abraham Isak i den dumme Præstefabel.

Gacogne hostede tørt og haardt og søgte at komme til Mæle. Endelig sagde han:

- Gennem Haandværket gaar Vejen til Kunsten. Jeg er ikke en almindelig Haandværker, jeg er Kunsthaandværker. Jeg har tegnet en Model til en Buste af Republikken. Den vil ærgre, forbitre, gøre Opsigt . . . Kom, I skal se Modellen . . . Den skal i Tiden staa oven over Tæppet paa Comédie française, naar mit første Stykke gaar der.

Han sank hen i en mystisk Henrykkelse.

Brignaud hviskede til mig:

- Han er fuld, ser De. Han taaler ingenting. Ulykken er, at han har lært Latin nede i en Skole i Blois, hvor hans Fader var Toldbetjent. Saa tog han en Kone, som havde tjent nogle Skillinger ved at sælge Østers oppe paa Jernbanetorvet i Gourbevoie. Fanden tage alle Kællinger! Min var Grønthandlerske i Puteaux. Men nu . . . ptøj! Han spyttede og stoppede sin Pibe af Lædertobakspungen, vendte sig om mod Spejlet og nikkede til Genbilledet af sine hvide Tænder og sit sorte Overskæg.

Det var begyndt at blæse, og Skyerne derude revnede med store Flænger. Solen blev skarp og sved i Øjnene.

Et Vindstød rev Døren op ud til Gangen.

Gennem den hvirvlende Tobaksrøg derude, som var trængt ind ad den aabne Dør til Værkstedet eller Butikken lige overfor, saa' jeg den lille Marguerite midt i det tomme Bum. Stille og ubevægelig sad hun i Halvprofil mod os. Det sorte Tørklæde var faldet af hendes Hoved ned over Ryggen. Solen gjorde det 441 halve af hendes Ansigt hvidt som Marmor og forgyldte hendes Haar. En lille, skær Madonna, tonen de frem gennem Røgelsesskyen paa en Konkas mørke Baggrund!

Vi standsede alle tre et Øjeblik. Hr. Gacogne gik stille ind i sit Værksted, tog den lille Pige om begge Kinder og kyssede hendes Haar. Uvilkaarlig fulgte Brignaud og jeg hans Eksempel.

- Nu er jeg færdig, Papa, med det til den lille George. Nu gaar jeg med den fremmede Herre.

- Og Maman?

Marguerite trak paa Skuldrene.

- Naa-aa! brummede Faderen. - Ja saa skal vi vel til at arbejde paa Millionen, Brignaud.

Nu lo han, som om Selvironien kom op i ham.

Brignaud lo højere og sagde:

- Lad os hellere sige Milliarden, gamle!

Da vi kom hjem, bød jeg Marguerite af min Frokost. Hun spiste stærkt, som var hun meget sulten. Jeg bød hende Vin. Nej, hun vilde kun have Vand. Hun drak en Kop Kaffe, men da jeg trak den lille Karaffel med Gognak ud af Buffeten, vendte hun sig bort med et Udtryk af Modbydelighed i de blide, brune Øjne. De gnistrede et Øjeblik med grønlige Striber om Pupillerne.

IV.

De fleste vilde vel for længe siden have søgt en anden femme de ménage end den uefterrettelige Madame Gacogne og hendes lige saa uefterrettelige Stedfortræderske, Madame Brignaud, og det samme vilde jeg have gjort, hvis jeg ikke havde holdt saa meget af den lille Marguerite, hvis hun ikke havde tiltrukket mig ved det Skær af Hemmelighedsfuldhed, der laa over hende. Hun indgød mig en Slags Bespekt. Jeg havde samme Sky for at spørge hende ud, som jeg vilde have haft over for en voksen Kvinde. Jeg var glad, naar hun kom, og hun kom tidt og gjorde sin Moders Arbejde i Vinterens Løb.

En Søndag Morgen var Barnet helt underligt. I Stedet for at gaa ned i Soveværelset og gøre sit Arbejde, blev hun staaende i Dagligstuen og saa' drømmende ud i Begnen, som faldt ned i Strømme. Pludselig for hun sammen, da hun saa', at jeg gav Agt paa hende, saa gav hun sig til at synge, skrigende og 442 forceret. Visen indeholdt lutter Tvetydigheder i tilsløret Form. Ved hver Strofes Slutning sang Barnet: Plan, plan, plan! og trommede med sine smaa Knoer mod en Avis for at efterligne en Tamburin. Da hun havde sunget nogle Linier, der omtrent kunde svare til følgende danske:

Og naar jeg i Dansen har spjættet
med Arme og Ben som en rasende en,
saa klinger og knager Korsettet
af spændte Staalfjer og Fiskeben.
Saa blotter en Rose sig kæk og kry,
som dulgte sig bly bag min Fichu,
saa frodig en Knop, saa rød, saa rød;
min elskte finder, den er saa sød,
som ud den løfter sig fin og rund
fra liljehvid Alabastergrund

Den Art Lyrik lød saa uhyggelig i Barnets Mund, hendes smaa Fødder bevægede sig i Takt. Tæerne krummede sig under Halvstøvlernes forslidte bronzefarvede Tøj.

Jeg lagde min Haand paa hendes Skulder. Hun afbrød Sangen, saa' venlig op paa mig og spurgte:

- Finder De ikke, at det er en morsom Vise?

- Hvem har lært Dig den, Marguerite?

- Det har Maman. Det vil sige, jeg hørte den paa en Kafé i Levallois-Perret, for der staar nogle nydelige Damer - saadan, ser De - saadan højt oppe - og der har jeg været med Papa og Maman, og Maman har siden sunget Visen saa mange Gange, at nu kan jeg alle Versene.

- Forstaar Du, hvad Du synger?

- Ja, hvorfor ikke?

- Ogsaa det sidste Vers. Det om Bosen?

- Jo, det er om en Bose . . . ligesom den dér, De har henne paa Kaminen i den lille hvide Vase. Men Damen havde den bag sin Fichu sammen med en Lilje, som De selv hørte, og saa dansede hun, og saa kom baade Liljen og Bosen frem under Kjolen, og det maa have set morsomt ud. Naturligvis har Maman haft nedringet Kjole paa ligesom den Dame, jeg hørte synge ovre i Levallois-Perret.

Jeg tog om hendes hvide Kinder.

- Syng hellere den om tire - lire - lire?

- Hvorfor? Den er jeg ked af.

- Den er kønnere.

- Jeg synes, alle Viser er kønne, den ene er lige saa køn 443 som den anden, om ogsaa jeg ikke kan forstaa dem. Nu skal De høre.

Paa en Melodi, som ikke var af de berømte klassiske, sang hun den gamle kirkelige Hymnes Ord med den for os saa løjerlige franske Udtale af Latin:

Stabat mater dolorosa
Subter crucem, lacrymosa,
Dum pendebat filius.

- Hvor har Du lært den?

- Den har min Moder ogsaa lært mig at synge, da vi havde hørt den Langfredag i Kirken i Courbevoie. Men det er ikke Fransk, det er Latin. Moder kan huske alle de Sange, hun hører i Kirker og Kafeer. Og tidt, om hun ogsaa er meget syg, saa bliver hun ved at ligge og synge alle Slags Viser, baade dem, hun har hørt i Kirken i Gourbevoie og i Kafeerne, der ovre.

- Du er en god lille en.

- Det véd jeg nok. Det siger alle Mennesker. Vil De kysse mig? Jeg vil gerne kysse Dem.

Det var det uskyldigste Koketteri af Verden.

Da Marguerite var færdig med sit Arbejde og skulde til at gaa, var jeg ogsaa i Lag med at gaa ud. Vi fulgtes ad.

- Nu gaar jeg hjem, sagde hun. - Gaar De med? . . . Skal vi løbe? Kan De løbe?

Jeg tog Barnet i Haanden, og vi løb langs Kajen.

- Stærkere, stærkere!

- Jeg kan ikke løbe saa stærkt, Marguerite.

- Nej, for De er altfor tyk. Ha, ha, ha! Papa kan løbe meget stærkere. Men Maman kan ikke, for hun er ogsaa for tyk.

Den lille Pige pustede efter Løbet endnu stærkere end jeg. Jeg var svedt, hun var glorød.

- Kom nu og gaa ordentlig med mig, Marguerite! sagde jeg.

Vi naaede endelig Huset med Værkstedet og Knejpen.

- Lad være at gaa ind med, Monsieur! sagde Barnet. Det er ikke noget Sted for Dem.

Hun saa' saa alvorlig paa mig, at jeg adlød. Jeg havde desuden nok af hendes litterære Fader, - hans sorte Kammerat kunde jeg bedre lide - og jeg kunde jo risikere at faa et poetisk Manuskript til Gennemsyn, og enhver, der har gjort Erfaringer i den Retning, vil kunne sympatisere med den Rædsel, jeg følte ved Udsigten dertil.

444

Jeg sagde blot til Marguerite:

- Jeg rejser til Fontainebleau. Din Moder behøver først at komme næste Søndag. Sig det til hende.

- Bare jeg kunde rejse med! sagde den lille og gik ind gennem Husets smalle Dør med ludende Hoved og krum Ryg.

V.

Det blev Regnvejr om Fredagen i Fontainebleau. Der var utaaleligt i de store Skove med de opblødte Stier, hvor gule, dyndede Strømme randt. Jeg tog bort igen og kom hjem Lørdag Eftermiddag.

Det var tidligt paa Foraaret. Endnu var det højlys Dag Klokken seks. Blegt, men skarpt Lys mødte mig fra Vinduerne, da jeg traadte ind i min Dagligstue. Men Du forbarmende! Hvilket Syn! Hvilken Jerusalems Forstyrrelse !

Paa Bordet stod en tom Vinflaske med en Stump af et Stearinlys i Halsen. Samme Lys havde dryppet langs Flasken ned paa det karmoisinrøde Fløjls Bordtæppe og paa samme Tæppe lavet en hel udmaset Pøl. Glasskaar laa spredte omkring paa Gulvtæppet. Det var Levninger af et af de store Vinglas i Buffetten. Paa samme Buffet fandtes en tom Gognaksflaske - mig tilhørende - en ditto Kirschflaske, som jeg vidste, ikke var min, og et Par smaa uvadskede Likørglas - det var min Værtindes.

Gulvtæppet laa ufejet og forkrammet i alle Hjørner. Skident Fodtøj havde sat sine Mærker overalt. Det saa' ud, som om de smudsige Saaler i slæbende Dansetrin havde strøget tungt hen over det.

Der lugtede modbydeligt. Det smalle Skab med Spejlglasset i Fyldingen stod aabent. Fire Bordeauxvins- og to Cognaksflasker, der var fulde ved min Bortrejse, stod med smaa Slatter i.

Det var en nydelig Modtagelse af den hjemvendende.

Hu - alle Vinduer op! Af Sted i Raseri - nu skulde da alle Ulykker times den nederdrægtige Kælling!

Alle Ulykker! Den skarpe Foraarsvind, der bed mine Kinder paa Vejen til Rue Fallet i Gourbevoie, kølede snart det hidsige Sind . . .

445

Ja - hvad Pokker vilde jeg gøre hende? Skælde hende Huden fuld? En billig, men ufrugtbar Fornøjelse! - Naturligvis maatte hun nu have sin Afsked.

Det vilde maaske være fornuftigst slet ikke at gøre andet, end lade Portnerkonen skaffe en anden "femme de ménage" og ligefrem lade hende afvise Madame Gacogne, hvis hun igen skulde vise sig om Morgenen ved Gitterporten. Ja naturligvis! Det vilde jeg gøre.

Men den lille Marguerite! Hende maatte jeg sige Farvel til. - Jeg vilde alligevel mundtlig bringe Kællingen min Opsigelse.

Altsaa naaede jeg det grimme, triste Hus med det tomme Værksted paa den ene og den ækle Knejpe paa den anden Side af Gangen.

Døren stod aaben til det sidst nævnte Lokale, der sendte et ilde lugtende Pust ud fra sig. Der var ingen andre Gæster end Hr. Brignaud, der med Piben i Mund, de riflede, fløjlsbeklædte Ben over Kors og med sin hvide Bluse bredte sig paa en Stol og læste det lokale Blad.

Han løftede Øjnene over Avisen ved Lyden af mine Trin; hans sorte Moustacher skilte sig, hans hvide Tænder blottede sig til en smilende Hilsen, hvori jeg troede at læse Haabet om at blive trakteret med en Vermouth eller en Bock.

- God Dag! sagde jeg. Jeg skulde tale med Madame Gacogne. Tror De, hun er hjemme?

- Sikkert, Monsieur! sagde han med sin lune Latter. Hun har vist "holdt Bryllup" *) i et Par Dage.

- Ja, hun er vel fordrukken.

- Ganske enormt fordrukken. Jeg tænker, hun sover Deres Gognak ud. - Manden er for Resten hjemme og digter vist. Det gør han gerne, naar Kællingen er fuld. Det er hendes Rus, som vækker Begejstringen hos ham.

Jeg fortalte Hr. Brignaud alt, hvad jeg havde opdaget hjemme. Hans lunt grinende Træk formørkedes lidt.

- Gaston, raabte han hen over Zinkdisken til Værten - Høj !

Den tykke Vært viste sig i Skjorteærmer med brunt Napoleonsskæg.

* 446

- Hør, gamle!

- Laan mig din Hundepisk . . . den, Du klør din store Nyfoundlænder med.

Værten bragte en Hundepisk og overleverede den til Brignaud med et Skuldertræk og et lille Smil halvt rettet til mig.

- Hvad er Deres Mening, Hr. Brignaud?

- Af hvad De fortæller, mærker jeg, at Madame Gacogne har haft Selskab. Og det Selskab har jeg noget at sige over, min Herre. Saadan en Svir, som der er holdt i Deres Lejlighed, er man ikke ene om. Den trænger til Kammerater. Og en af de Kammerater - - De skal faa at se. - Jeg skal finde Kammeraten.

Han stødte Døren op til Værkstedet eller Butikken paa den anden Side Gangen. Malmhanerne og Jernrørene, Zink- og Jernstumperne laa stadig urørte paa Hylderne. Brignaud lyttede lidt. Der var ganske stille, intet at høre. Saa lagde han Øret til Nøglehullet ved en mørk, rødbrun Dør. Der var, som sædvanlig her i Frankrig, intet Laasegreb paa Dørens udvendige Side, Nøglen var sat i indvendig. Men Monsieur Brignaud vidste endnu bedre end jeg, af hvor liden solid Kaliber fransk Laasetøj er. Han stemmede - med Respekt at melde - sin Bag saa kraftigt mod Døren, at Laasen gav sig. Jeg hørte Nøglen falde ned paa den anden Side klirrende mod Gulvets Stenfliser. Der var mørkere i det Rum, vi kom ind i, end i det første. Jeg var ganske blændet og saa' kun en lille blond Nakkefletnings tætte Knude henne i det eneste Vindue.

Det var et Værelse, som havde Vindue ud til en temmelig mørk Gaard, omgiven af høje Huse. Det havde den samme stygge Form som de fleste københavnske Spisestuer. Efterhaanden kunde jeg bedre orientere mig i det dunkle, kolde Rum med Lugt af gammel Fugtighed og Os af branket Fedt. - Midt paa Gulvet stod et haltende Spisebord med uvadskede Tallerkener dg tømte Glas, hvis Dunster røbede, at de havde indeholdt meget slet Kirsch. Et Par Stole med oprevne Halmsæder stod ude paa Gulvet. Paa den ene Langvæg var et gammeldags Fyrrechatol, foran hvis udtrukne Skriveklap Hr. Gacognes Polkahaar tegnede sig under Kasketten, der sad paa Sned ned over det ene Øre.

Lige over for ham paa den modstaaende Væg opdagede jeg i Dæmringen en af de sædvanlige meget høje og brede franske Senge. Denne Seng havde aabenbart kendt bedre Dage, thi den havde Løvefødder og Mahognibeklædning. En forvirret Masse?

447

af Tæpper og Lagener, kaotisk sammenfiltret, hang og drev ned paa Gulvet.

Hr. Brignaud havde holdt sig stille. Det lille Barnehoved henne i Vinduet havde flygtig drejet sig om, men fór tilbage som i Angest og dukkede ned over Bogen, der laa opslaaet i Karmen. Jeg troede at høre en undertrykt Hulken - eller et Suk.

Manden henne ved Chatolklappen mumlede: Vær stille, Brignaud. - Jeg er midt i en Verslinie. Lad mig ikke glemme Rimet. - Om Forladelse, min Herre - om faa Minutter er jeg - til Deres Disposition.

Brignaud nærmede sig Sengen og strøg en Svovlstik af mod sine riflede Fløjlsbenklæder.

Aldrig mindes jeg at have set et hæsligere Syn end det, som denne Svovlstiks Flakkelys aabenbarede.

Over Sengen laa to røde, fede Fruentimmer og snorkede. De var aabenbart døddrukne. Ud over Tæpperne laa spredte skidne Kort. De maatte være faldne i Søvn under Kortspil, thi den, der laa yderst, Madame Brignaud, havde endnu Klør-Knægt og Ruder syv dinglende mellem Ringfingeren og Lillefingeren.

Jeg hørte et Piskeknald, vendte mig om og saa' Brignaud med sit uforanderlig stikkende Smil svinge den Hundepisk, han havde laant af Kroværten.

Hvad der nu skete, foregik vel ti Gange hurtigere, end det kan fortælles.

Knaldet lod ikke til at vække de to Fruentimmer. Brignaud svang Pisken for anden Gang. Men Marguerite var faret op fra sin Bog; hendes Haar havde løst sig op og hang med rødlig Guldglans ned over de spinkle Skuldre og den smalle Ryg. Hun havde grebet Brignauds Arm.

Han kunde have brækket den lille tynde Arm over som et Rør med sin store, sorte Næve. Men han lod sin korte, muskelstærke Arm falde og saa' paa Barnet.

- Hvis De slaar Maman, Hr. Brignaud, saa bliver jeg meget vred. Og saa kysser jeg Dem aldrig.

- Snak, lille! Snærten var bestemt for den dejlige Madame Brignaud, min egen Hjertenskær.

- Er det smukt at slaa et Fruentimmer, som ligger saadan, som hun ligger?

- Hun er jo fuld, Tøs!

448

- Nej, hun og Maman er syge.

- Skab Dig ikke, Marguerite!

- De er syge. De er syge begge to. De kan ikke gøre ved det. - Ikke sandt, Monsieur?

Hun henvendte de sidste spørgende Ord til mig. Jeg nikkede. Brignaud udstødte en prustende Lyd, gjorde en Grimace hen til mig og sænkede Haanden med Hundepisken. Saa tog han den lille Marguerites Hoved mellem sine Hænder og mumlede :

- Gid Dævlen havde den Tøs! hun er stærkere end jeg. Ser De, Monsieur, Børn og Katte kan jeg nu en Gang ikke modstaa. - Men det er et Par pæne Damer - hvad?

Han bed sig i sit sorte Overskæg og bevægede Pisken i sin Haand med en afmattet Lyst til dog at bruge den mod sin Ægtehalvdel. Marguerite saa' efter den og syntes at blive beroliget, efterhaanden som Hundepiskens Snært sagtnede sine Svingninger. Da gik hun stille hen og satte sig ved sin Yindueskarm.

Jeg nærmede mig hende hurtig, men lydløst. Hun læste aabenbart paa sin Lektie til Skolen. Det var en med Træsnit forsynet Frankrigs Historie. De to opslaaede Sider fortalte, kunde jeg se, om Ludvig XI og Karl den Dristige, og der saas Kongens Brystbillede med den nathuelignende Hue trykket ned i Panden over Ansigtet, der mindede om en gammel Bondes rynkede, vejrbidte Fjæs, mens Hertugen af Bourgogne med Baretten paa Sned og glatbarberet truede vældig ud mod Tilværelsen med samlede Bryn.

Imidlertid var Brignaud gaaet hen til sin uforstyrret skrivende Kammerat og Lidelsesfælle i Ægteskabet.

- Du er en Idiot, min gamle, sagde han. Havde hun derhenne ikke set paa mig med sine store Gloøjne, saa havde min Ko derhenne faaet af denne herre, og et Par Svip af Snærten kunde vel være faldne af til din interessante Ægtefælle. Hvis der var en Smule ved Dig, saa hjalp Du mig med at bære dem derud (han pegede ud gennem Vinduet mod Gaarden) og lægge dem paa Skarndyngen, hvor de hører hjemme.

- Hm - hvad skulde det vel nytte til? mumlede Gacogne adspredt. Blev de bedre, naar de vaagnede paa samme Skarndynge? Du har ikke Begreb om Filosofi, min gamle! - God Dag, min Herre (her henvendte han sig til mig). Det er kedeligt, at jeg er bleven forstyrret, ellers havde jeg haft hele denne 449 Scene færdig af mit nye Drama paa Vers, og saa vilde jeg have spurgt Dem om Deres Mening. Nu sad Marguerite saa rart og læste, og Kællingerne sov, saa jeg havde saa dejlig Ro - og saa kommer denne gode Ven og vil agere Overdommer og Straffeengel over Ting, som nu en Gang aldrig kan blive anderledes.

- Han har, min Tro, ikke saa ganske Uret, sagde Brignaud og lo til mig.

- Sig hellere, jeg har fuldt ud Ret. Vi - Brignaud og jeg - giftede os, ikke af Kærlighed, men for at faa en lille Medgift med de to der, som er ældre, og rent ud sagt, meget grimmere end vi to Mænd. Godt! Vi gjorde det for at faa Driftsomkostninger til at hæve os op til Arbejdsgivere eller dog Mestere - og jeg havde mit kunstneriske Maal, som jeg kun kunde naa, naar jeg havde faaet Penge til at bestikke Teaterdirektører og Kritikere med. Hensigten helliger Midlet i Politik og Litteratur, deri har de forbandede Jesuiter Ret. - Naa, de lever lidt vel længe, de to Gognaksvampyrer. Men jeg siger: Lad dem drikke sig ihjel snarest muligt. Nu, da deres Medgift er brugt, koster de os bare Penge og standser - i det mindste mig - paa min Flugt.

Hans lyse Glasøjne var hæftede paa mig. De var iskolde, udtryksløse, var hverken onde eller gode i Udtrykket. En tør, kold Monomani, et forstenet Halvvanvid laa over disse voksagtige ubevægelige Ansigtstræk, hvori den lyse Knevelsbart var det eneste bevægelige.

- Enten er Du et Geni eller ogsaa er Du aldeles Idiot, mumlede Brignaud.

- Fuldkommen rigtig! En af Delene, svarede Gacogne, nikkede med en sikker Tro paa, at det første var Tilfældet. Han fortsatte:

- For Resten har jeg faaet Tid til at gøre en Tegning færdig. Den forestiller den franske Republik, saadan som jeg vil have, at den skal være - dens Ideal, med andre Ord.

Under høj Snorken henne fra den afskyelige Seng, under sagte, læsende Hvisken henne fra Vinduet, under sin Kammerats stillestaaende, lune Smil, aabnede Blytækker Gacogne en knagende Skuffe paa det gamle Chatol og fremtog et Stykke tykt Papir, hvorpaa han havde tegnet en Kvindebuste.

Guderne skal vide, at det ikke var noget Kunstværk, den Tegning. Men sikkert er det, at Manden havde Sans for Form, 450 og at hvad han havde set af officielt allegorisk Plastik havde efterladt et Minde hos ham, der sammen med hin Sans havde frembragt noget, der slet ikke saa' tosset ud. Naturligvis manglede den frygiske Hue ikke paa Kvindebusten, som skulde forestille den franske Republik. De buklede Lokker hang symmetrisk ned paa begge Sider af det aflange Hoved med de regelmæssige, døde Træk. Da jeg saa' nærmere til, troede jeg at opdage en - ja - en tilstræbt Portrætlighed med Barnet henne ved Vinduet. Jeg kunde jo tage fejl, men Næsens uklassiske skarpe Bue og de uklassiske store Øjne tydede hen paa en individuel Afvigelse fra Modellen. Kitonen skilte sig over den højre Arm, sammenholdt af det klassiske runde Spænde, men gled langt ned over den venstre, saa det venstre Bryst var helt blottet,

- Forstaar De? spurgte Hr. Gacogne mig.

- Fuldstændig, svarede jeg.

- Ja, for en Mand med Deres Dannelse er naturligvis Forklaring overflødig.

Brignauds Fingerspids gled hen over hans store, fugtige Læber. Han saa' paa mig, ventede et satirisk Svar i mine Øjne paa sin skeptiske Grimace, men jeg holdt mit Ansigt ubevægeligt.

- Kommer Du i Dag, lille Marguerite? spurgte jeg sagte.

- Nej, min Herre, svarede Barnet uden at vende sig om.

Jeg følte, hun havde Grund til sit Afslag, og bød Farvel til Firmaet Gacogne & Brignaud.

Langsomt gik jeg langs Seinen. Da hørte jeg Trin bag ved mig, vendte mig og saa' Marguerite komme løbende efter mig. Jeg standsede og vilde klappe hende paa Kinden. Hun trak sig sky tilbage.

- Jeg kommer aldrig til Dem mere, sagde hun med sænkede Øjenlaag. Det er stygt, at De har set Maman i hendes skrækkelige Sygdom - for hun er syg - og det er Madame Brignaud ogsaa. Papa og Hr. Brignaud kan sidde hele Timer der henne (hun pegede mod Kafeen) og drikke baade Cognak og Absinth, og de har taget Maman og Madame Brignaud med, men de bliver syge af det, som De ser. Men det skulde De aldrig have set. Jeg kan ikke lide, at De kom derind. Nu maa De tage en anden femme de ménage.

- Det maa jeg vel. Men tag her de syv Francs, som Du eller din Moder skulde have for forrige Uge. - Vent lidt, Marguerite - siden vi skal skilles - vil Du have dette lille Tifrancs-Stykke?

451

Hun løftede Øjnene. De antog, syntes jeg, Glansen af det gule Metal, som jeg bød hende; der var et Begær i disse brune Øjne, som ikke tiltalte mig.

- Tak - Tak! Saa har jeg noget til en ny Kjole. Hun stak Tifrancs-Stykket i Lommen. Jeg bøjede mig ned imod hende. Hun spidsede Munden som til Kys, men pludselig trak hun Hovedet tilbage og sagde:

- Nej, jeg er for stor. Og jeg vil ikke kysse Dem, for De vil vist gøre Nar ad Maman, fordi hun saa' saa styg ud. Nej. Farvel, farvel!

VI.

Sommeren gik hen, Efteraaret med. Det var Nytaarsdag. Jeg sad ved Frokostbordet henad Klokken et, da det bankede paa Døren.

Marguerite traadte ind med en tung Pakke, indsvøbt i Silkepapir. Hvor blev jeg glad ved at se dette Barn, hvis Spor jeg havde tabt for over et halvt Aar siden.

Hun var bleven stor, men var mager og bleg som før.

- Jeg skulde hilse Dem fra Papa og bede Dem ikke forsmaa dette her.

Hun rakte mig Pakken. Jeg aabnede den. Det var en Buste af Republikken i bronzeret Jern. Modellen kendte jeg. Marguerite sagde: Maman er død. Jeg har takket Gud for det i Kirken, for hun var altid syg. Papa og jeg bor nu i Paris. Papa har Arbejde i et Værksted af den Slags - og han har det godt. Han siger, at han ikke vil skrive mere, før han har gjort en hel - saadan en stor, stor en af samme Slags, men den skal være i Marmor og staa i det store Industripalads i Champs-Elysées. Han taler ikke om andet.

- Og Hr. Brignaud og hans Kone?

- Dem véd Papa og jeg ikke noget om. De var ikke gode Folk. Men nu gaar jeg i Skole i Paris, og Papa og jeg har det ganske godt. Farvel!

- Vil Du ikke blive lidt, Marguerite?

- Nej tusend Tak! Papa venter mig hjem. Farvel, Monsieur!

- Hvor Du er bleven stor, Marguerite!

452

- Ja, det er jeg ogsaa . . . nej, De maa ikke kysse mig paa Munden; det er jeg for stor til.

Hun vendte Kinden til. Jeg tog til Lommen. Marguerite gjorde en afværgende Bevægelse.

- De ser, jeg har faaet en ny sort ulden Kjole. Det siger jeg Dem Tak for, for De gav mig de første fem Francs til den, og saa gav De mig ti Francs, og derfor sagde jeg til Papa, at vi maatte give Dem den Figur der. For Æren, den skal man holde paa. Men . . .

- Men . . . hvad, Marguerite?

- Hvis De vilde hjælpe Papa til det, som han tænker videre paa?

- Ja, her er ti Francs.

Hun kniksede og saa' glad paa Guldskillingen.

- Jeg kunde nu nok have Lyst til en Fjer i min nye Hat, sagde hun grundende hen i Luften, med tungsindigt Udtryk i Øjet, med glædeløs Klang i Stemmen. Men Papa maa vist have Pengene.

- Tak for den lille Buste! sagde jeg. Hils din Fader, Marguerite, og gør med Pengene, hvad Du vil.

- Tak!

Jeg tog hende i Øjesyn. Hun havde en lille, højt opkrampet Hat paa. Den sorte, uldne Kjole havde baade Garneringer og Tournure. Hun var klædt som en voksen.

Hun skottede hen til den lille Buste, som jeg havde sat afdækket paa Bordet; et lille Smil krusede hendes smalle Læber.

Hm, sagde hun, det var stygge Viser, dem, jeg sang for Dem i Fjor. For nu véd jeg godt, at den "Rose", - det var noget, man ikke skal tale om til Herrer.

Hun ligesom pegede med Øjnene hen paa Statuens venstre Bryst; men der var ikke Frivolitet i Blikket - kun en tung, sørgmodig Halvviden.

- Farvel, Marguerite!

- Farvel, Monsieur!

Hun gav mig Haanden og gik. Jeg var urolig over den lille Marguerite. Aldrig har jeg set hende siden, faar hende sagtens aldrig at se. Hvad mon der bliver af hende?

VALGTRYK

454
455

I.

Lejehusmand Anders Larsen havde i sin Tid været Gartnerkarl paa Herregaarden Ulstrupgaard. Han havde været dygtig og havde den afdøde Kammerherre Billichs Attest for, "at ingen kunde være flinkere i Opdriften af velsmagende artichauts". Efter nogle Aars Forlovelse med Præstens Stuepige fik han et Hus i Leje under Ulstupgaard. Han tog Præmier for Havesagers Dyrkning ved flere Udstillinger og sad forholdsvis godt i det.

Kammerherre Billich døde i en høj Alder som barnløs Enkemand, og hans Søstersøn, Kammerjunker Hjelm, arvede det lille Gods. De fem seks Fæstegaarde var alt solgte, kun Husmandsjorden var Herremanden endnu Ejer af. Der var ingen særegen Godsforvalter. Nabogodset Grevskabet Snertinges Forvalter, Kammerraad Rump, forbandt Bestyrelsen af Ulstrupgaards Gods som en Biforretning med sin store Charge.

Kammerjunker Hjelm var alt en Mand paa henved de halv Hundrede, da han blev Godsejer. Hans Bedstefader paa mødrene Side, Generalkrigskommissær Billich, havde nok været Kaperskipper under den engelske Krig 1807-14, var senere gaaet til vore vestindiske Kolonier, kom tilbage som en hovedrig Mand med dumpe Beskyldninger susende om sig: at han havde været Slavehandler, købte Ulstrupgaard, som hans Søn arvede. Datteren giftede sig med en Hestgardeløjtnant von Hjelm, der trængte til Dukater til at forgylde sit falmede Adelsskjold med. Han døde som karakteriseret Ritmester. Sønnen var bleven Student, havde efter sine Forældres Død levet i London og Paris som ulønnet 456 Attaché ved Legationerne. Man sagde, at han allerede havde elsket og levet tilstrækkeligt, da hans Morfaders Gaard og Gods tilfaldt ham. Han levede stille, gjorde sine Visitter, fulgte Indbydelserne til andre Herregaarde; men, da han ikke indbød igen, hørte Omgangen op. Kammerjunker Hjelm holdt af Kobberstik, havde en god Samling. Man vilde vide, at hele hans Dagsarbejde var at blade i denne Samling. Ellers gjorde han ingen noget, var en høflig og pæn Mand, lille, mager, med en løst daskende graablond Knevelsbart.

Folketinget var opløst. Nye Valg var udskrevne. Valgdagen var sat midt i Høsttiden. Der agiteredes voldsomt for Regeringspartiets Kandidat af Godsforvalter og Kammerraad Rump paa Snertinge. Samme Kammerraad var højt forbavset og stille forarget over Kammerjunker Hjelms fuldstændige Ligegyldighed for Politikken. Naar Kammerraaden talte om de samfundsopløsende Tendenser, løftede Kammerjunkeren ikke Hovedet fra den Mappe med Kobberstik, som han sad og bladede i.

- Kredsen har altid været vaklende, sagde Kammerraad Rump en Dag, da han sad i Kammerjunkerens "Kontor" i den enetages Hovedbygning paa Ulstrupgaard, som Ejeren havde ladet dekorere i Louis-Quinze-Stil, og et Par Stemmer kan afgøre Valget.

- Ja, ja . . . saa bliver det et Par Slemmer, sagde Kammerjunkeren og knibsede nogle Støvgran bort fra et Blad i Mappen.

- Men de Stemmer kan maaske Ulstrup Gods komme til at afgive.

- Saa-aa? - Ja saa lad da Ulstrup Gods afgive det Par Stemmer.

- For Kammerjunkeren ønsker dog ikke en Samfundsomstyrter valgt?

- Næ-æ-, svarede Kammerjunkeren og løftede sine Øjne mod Kammerraaden, som ikke kunde skelne, om Herremandens Blik var dumt eller maliciøst.

- Ja for det er jo nærmest os - jeg mener Hr. Kammerjunkeren og de større Besiddere, der trues. Alt Rak, rent ud sagt, rotter sig sammen. Enhver, der har noget og kan noget, maa oprøres i sit inderste.

- Vel især de, der kan noget, sagde Kammerjunker Hjelm næsten uhørligt, mens han lod Fingrene glide langs Konturerne paa Skikkelserne i et Kobberstik efter Rembrandts "Nattevagt".

457

- Ja, og de, der kan noget, paa den anden Side, de er Fornægtere af det helligste . . . af vor Tro, Som Adelsmand er Kammerjunkeren naturligvis . . .

- Hvad? spurgte Hjelm dvask og adspredt. Han saa' ikke op fra Kobberstikket.

- Ja jeg mener - troende . . . saadan for saa vidt det kan forenes med Logik . . . Fornuft . . . Astronomi . . . Ikke, Hr. Kammerjunker?

- Jo, det forstaar sig.

- Man siger, at Kammerjunkeren undlod at møde ved forrige Valg.

- Ja . . .

- Turde jeg i al Ærbødighed spørge Hr. Kammerjunkeren hvorfor?

- Jeg gad ikke.

- Det forstaar jeg saa udmærket. En Mand i Hr. Kammerjunkerens Stilling maa overvinde sig for at gaa ind i et Valglokale, hvor skidne Støvler har afsat uhyggelige Spor, hvor der stinker af Bondetobak.

- Uh, ha . . . føj . . . det er væmmeligt.

- Men vi er tvungne til at overvinde os, Hr. Kammerjunker. De vil da ikke opofre alt det Arbejde, det har kostet Deres ærede Forfædre at skabe Deres Formue og . . . som De nu arbejder videre paa at vedligeholde.

Kammerjunkeren saa' paa Kammerraaden og sagde:

- Ja, det er virkelig et Slid uden Lige.

- Aa-aa . . . Er Hr. Kammerjunkeren ironisk?

- Vil De behage at gaa videre.

- Hr. Kammerjunkeren har en Stilling at hævde mellem Egnens Godsejere. Ikke?

- Jo-o.

- Hvis Hr. Kammerjunkeren nu ikke stemmer denne Gang, saa vil Deres Stilling blive . . .

- Prekær?

- Netop. For . . . tillader Hr. Kammerjunkeren mig at tale frit?

- Vær saa god!

Kammerraaden rejste sig i al sin Højdes og sin Fedmes Vælde. Kammerjunkeren holdt fast paa det lette fine Bord med en Flade af fint eftergjort florentinsk Mosaik, som han vilde værne det mod denne Kødmasses mulige Fald ud over det.

458

- Hr. Kammerjunkeren er - - rent ud sagt i den Alder, at De burde være Kammerherre . . . Herre Gud . . . vi er jo . . . vi er jo alle Mennesker . . . og en Anerkendelse fra allerhøjeste Sted er jo ingen loyal Statsborger aldeles ufølsom lige overfor . . . og en Godsejer paa Hr. Kammerjunkerens Alder kan ikke godt være bekendt at være mindre end Hofjægermester.

- Nej . . . vist ikke . . . det er sandt.

- Men, blev Kammerraaden ved, bestandig løftende Røsten, saa den til sidst skrattede som en Trompet. Passivitet er ikke nok. Der maa agiteres aktivt.

- Saa-aa-? Det gider jeg ikke. Gør De det, Hr. Kammerraad.

- Ja vel. Derfor er jeg Adelens lønnede Tjener, hvorvel den øverste af disse Tjenere.

- Udmærket! sagde Kammerjunkeren og bladede videre.

- Jeg beder blot Hr. Kammerjunkeren at køre med mig om blandt Husmændene i Overmorgen. Hr. Kammerjunkeren skal ikke have ringeste Ulejlighed . . . blot vise Dem med mig . . . Vil De ikke?

- Jo-o-o. Det kan jeg gerne.

- Godt - saa er jeg glad. Gud velsigne Dem . . . for jeg tror paa Gud - det véd Gud jeg gør (han slog paa Brystkassen, saa det rungede) - og paa al den Autoritet, som udgaar fra ham, paa vor elskede Konge og hans Hus, paa de gamle Slægter, som staar Tronen nærmest - hvortil Hr. Kammerjunkeren ogsaa hører. Er Hr. Kammerjunkeren ikke enig med mig?

- Ganske og aldeles.

- Altsaa i Overmorgen.

- Parfaitement.

II.

Det gik langs Markveje mellem blomsterspættede Grøfter, hvor den røde Valmue overgloede de blaa, violette og gule Blomster, mellem Marker med hvidblond Rug og blaalig-lysegrøn Hvede. Rugen faldt for Leen. Strygespaanen klang mod dens Blad. Karles og Pigers Skjorter og Særke hvidnede i Solen.

459

Gamle Koner og smaa Børn viste sig uden for Husene langs Vejene. De gamle Koner nejede. Børnene gloede mod Vognen med Liberikusken paa Forsædet, med Herremanden og Godsforvalteren paa Bagsædet. Den lille spinkle Kammerjunker med sit træt-resignerede Udtryk overragedes og overskyggedes af den svære ud mod Tilværelsen overlegent smilende Kammerraad. En gammel "Huskælling" sagde til sin halvvoksne Datterdatter:

- Man sku' lige godt snarere tro, at den bøvede var Herremanden, og den klejne var Forvalteren, og saa er det den klejne, der er Herremanden, og den bøvede, der er Forvalteren. Det er mærkeligt at tænke paa. Men det er tidt, at Fedtet ikke bider paa de Grise, som tegnede bedst, mens de var smaa.

- Kammerjunkeren tillader, at jeg raaber Kusken an, naar der er noget at gøre, spurgte Kammerraaden.

Kammerjunkeren nikkede. Saa lød det hvert Øjeblik:

- Høj, halløj ! . . . I dér, godt Folk . . .!

Høstfolkene nærmede sig Grøfteranden. Mandfolkene stod med Hatten i Haanden. Sveddraaber trillede paa Pande og Kinder. En sur Lugt af Sved generede Kammerjunkeren. Han holdt et verveinebestænket Lommetørklæde for Næsen, mens Kammerraaden med stor Tungefærdighed og Prædike-Patos afleverede en Tale om Pligter mod sin Gud, sin Konge, sit Herskab, sit elskede Fødeland. Akkurat den samme Tale hver Gang. Den endte:

- Og saa møder I paa Ulstrupgaard Kl. 5, naar Valgdagen oprinder . . . Befordring til Byen, fri Fortæring for hver den danske Mand, der stemmer paa Overretsassessor Horn, Kongens og Folkets, Lovens og Lydighedens, den sande, inden for de rette Grænser sig bevægende Friheds haandgangne Mand. Sandelig, siger jeg eder, I skal ikke fortryde det. I modsat Fald kunde det jo være . . . dog sligt forudsætter jeg ikke. Farvel, Børn, den almægtige Gud signe jert Arbejde og give os alle en god Høst!

De kørte saa. Godsforvalteren mærkede Herremandens Øjne skraa op imod ham, da han fjerde Gang havde afleveret samme Prædiken med samme Salvelse. Var det Sideblik dumt eller maliciøst ?

- Kammerjunkeren forbavses nok over, at jeg saadan kan blive ved i det uendelige. Men Samfundets Vel er mit Evangelium.

- Aa-aa- !

460

- Pligten, Hr. Kammerjunker! Jeg er som en gammel Præst, som aldrig trættes ved Aar ud og Aar ind at prædike over de samme Tekster. Det er Troen, det kommer an paa, Hr. Kammerjunker. Ikke?

- Jo-o-.

- Med Tilladelse . . . Trr-rr-! Hans! Undskyld, Hr. Kammerjunker . . . men her bor en Mand, vi maa ind hos.

- Saa-aa-aa? Skal vi af Vognen?

- Hr. Kammerjunker, det er Lejehusmand Anders Larsen. Han er en af de Husmænd, som læser Bøger . . . han er Havedyrker, er klogere, eller tror at være klogere, end den Slags Folk er ... har Præmier for Grøntsager . . . men jeg er bange for, at inderst inde er han ikke alene Venstre, men endog Socialist.

- Vil man bare se, mumlede Kammerjunkeren.

Foran Huset laa Haven, hvor Bønner klavrede op ad Stænger, hvor de smaa regelmæssige Bede var bedækkede med grønt, hvor endog en lille Mistbænk, hvis Ruder blinkede i alle Regnbuens Farver, havde faaet Plads. Op ad Husets Mure slyngede sig Nasturtier, endnu sparsomt blomstrende. En enkelt rødgul, klokkeformet Krone stak ud mellem de aflang-runde Blade.

- De tillader, Hr. Kammerjunker! Knald med Pisken, Hans!

Kusken knaldede. Efter en lille Stunds Forløb viste sig en køn, ung solbrændt Mand med aaben Skjorte foran det sortlaadne Bryst, med brune Øjne funklende under Straahatten. Huden paa hans Haand var rødbrun som en Indianers.

- Det er en køn Mand, sagde Kammerjunkeren sagte til Forvalteren.

- Saamænd . . . ikke ilde . . . God Dag, Anders Larsen! Lejehusmanden tog Hatten høflig af, men satte den paa igen.

- Fryser Anders Larsen? spurgte Kammerraaden og fulgte hans Bevægelse.

Husmanden lod, som han ikke hørte eller forstod.

- Naa, Anders Larsen . . . hvem stemmer saa . . . Du . . . jeg skal vel sige De paa? . . . Ser De, Hr. Kammerjunker, i de gode gamle, patriarkalske Dage sagde man D u til saadanne Fyre, som man har set vokse op fra barbenede Unger af. Men jeg følger med Tiden . . . ha, ha, ha! God Demokrat - aa, ha, ha, ha! Vi er alle Demokrater, Hr. Kammerjunker.

461

- Jeg ikke, sagde Kammerjunkeren vrissende.

- Han er dog vist dum, tænkte Kammerraaden, sagde saa: Naa hjælp os af, Anders Larsen! Kammerjunkeren vil tale et Alvorsord med Dem .

Lejehusmanden satte en lille Trappe under Vogntrinnet. Kammerjunkeren saa' sig om i Havebedene, gik ikke ind i Huset, besaa' Planter og Blomster, saa' op paa Anders Larsen, tog en lille Bog op af sin Lomme og gav sig til at skrive . . . eller tegne i den med en Blyant, mens Kammerraaden og Husmanden tavse blev staaende i Gangen. Endelig sagde Godsforvalteren :

- Hvis Kammerjunkeren tillader . . .?

- Tal, tal, tal bare! Tal væk!

- Altsaa Anders Larsen, Valgdagen nærmer sig.

- Den gør saa, Hr. Kammerraad.

- De har nok aldrig afgivet Deres Stemme tidligere.

- Nej, jeg har saamænd ikke.

- Men denne Gang . . .

- Har jeg heller ikke i Sinde at stemme.

- Hvorfor ikke?

- Jeg har ikke Raad til det, Hr. Kammerraad.

- Hvad er det for noget Sludder? . . . Undskyld Udtrykket, Hr. Kammerjunker!

- Jeg be'er, mumlede Kammerjunkeren, bestandig seende omkring sig og op paa Husmanden, mens Blyanten arbejdede i hans Bog.

- Men denne Gang gælder det Konge og Fædreland.

- Mon?

- Jo Gu' gjør'et saa. Der maa handles, Anders Larsen. Her paa disse Godser . . . se ud! . . . tre Herregaarde rager op i Horisonten bag Skovene. Kan Smaafolk leve i et sikrere Ly end under en Jorddrots milde Scepter? Se nu Haven og Huset her! Billige Betingelser fra Kammerjunkerens Side. De . . . ja for Du tør jeg ikke sige . . . nej Død og Pine . . . De altsaa, De kan sidde her og virke for, hvad De i Deres Stilling formaar, og gøre Fremskridt i det Gartnervæsen, fordi Kammerjunkeren er en saa human Mand, at det aldrig kunde falde ham ind at forhøje Deres Afgift, naar De ikke gør Dem obstinatsig. Thi saa . . . Naa . . . hvad vil Anders Larsen sige?

- Jeg? Ikke noget, Hr. Kammerraad.

- Men De forstaar mig . . . Nu er det Alvor. Nu bliver 462 man ikke hjemme paa en Valgdag, men stemmer paa den Kandidat, som siger: Gud og Kongen, og det gør Overretsassessor Horn, som bærer det gyldne Kors med denne Indskrift paa sit Bryst.

- Har den Mand ikke en Stol, man kan sidde paa? mumlede Kammerjunkeren.

- Jo.

Lejehusmanden gik ind, hentede to Stole, Kammerjunkeren satte sig paa den ene og blev ved at kradse i sin Lommebog. Forvalteren fandt, at han var utaalelig, men fortsatte:

- Vi forudsætter, at enhver Mand, der er Fæster eller Lejer under Grevskabet Snertinge og Godset Ulstrupgaard, stemmer for Overretsassessor Horn. Det gør vi.

- Saa bliver jeg helst hjemme, Hr. Kammerraad. For den Mand vil jeg nødig stemme paa.

- Sludder, Anders . . . Hvorfor ikke?

- Det er ham, der har forvansket Grundlovens Aand ved sine Fortolkninger. Det har aldrig været Grundlovens Mening, . . . at . . .

- Hvor Satan véd Du . . . eller De (om Forladelse), hvad Grundlovens Mening er. Jeg er sgu ogsaa Jurist, og jeg er enig med Overretsassessorcns meget skarpsindige Fortolkning.

- Ja, men jeg synes nu, at, naar en Fortolkning af simple Ord bliver altfor skarpsindig, saa bliver det Prokuratorkneb. Især en Grundlov skulde være fri for saadanne Kunster. Den skulde en simpel Mand dog kunne forstaa.

- Jeg tror, Fa'en pine mig, den Mand er gal. Hvad, Hr. Kammerjunker! Han vil være klogere end hele det juridiske Fakultet. Hvad, Hr. Kammerjunker?

- Ho-oh, sagde Kammerjunkeren, mens hans Blyant løb i kradsende Fart.

- Naa, saa Hr. Lejehusmanden sidder inde med en autentisk Fortolkning af Grundloven?

Lejehusmanden svarede:

- Nej, men den maa jo være let at faa.

Saa-aa-? Hører De, Hr. Kammerjunker?

- Jo-o, mumlede Herremanden.

- Ja, sagde Husmanden, Biskop Monrad lever jo endnu. Man kan jo spørge ham om, hvad Grundlovens Mening er. Han er jo en af dens Forfattere.

463

- Den gamle Idiot! . . . for det er han bleven til . . . Men ikke sandt, Hr. Kammerjunker? Oprør her taaler vi ikke.

- Nej ingenlunde.

- Jeg kan tale, som om det var Kammerjunkeren selv, der talte?

- Vær saa god!

- Ergo, Anders Larsen . . . Nu hører De selv. De bliver opsagt her fra Huset, hvis De ikke stemmer paa Overretsassessor Horn paa Valgdagen.

- Kan jeg ikke lade være at stemme? sagde Husmanden sagte, og hans Blik søgte Kammerjunkerens. Men Kammerjunkeren blev ved at kradse.

- Ingenlunde, ingenlunde, svarede Kammerraaden.

- Skal vi saa køre? sagde Herremanden.

De steg til Vogns. Kammerjunkeren viste Forvalteren sin Bog. Han havde ondt ved at skelne Figurer og Landskaber i det hurtig opsmurte Blyantsrids.

Endelig genkendte han Huset med Nasturtierne og de høje Bønnestaver. Midt i Gangen stod en stor Gase, en mager stækket Hejre og en Hane, den sidste paa en lille Forhøjning, sikkert galende over Hovedet paa Gasen og Hejren.

- Kammerjunkeren er Kunstner? spurgte Forvalteren og saa' usikkert op paa Herremanden.

- Dilettant, Hr. Kammerraad. Forstaar De Tegningen?

- Et . . . man kalder det vel Genremaleri?

- Aa, ja . . . men allegorisk.

- Naa saadan? Med en Idé! . . . et Ideal bagved . . . saadan noget man skal gætte ligesom en Rebus i de illustrerede Blade? Det er min Kone saa flink til.

Kammerjunkeren rev Tegningen ud af sin Bog og sagde:

- Forær Deres Frue den, Hr. Kammerraad!

- Hver Stemme er kostbar, Hr. Kammerjunker. Her i Kredsen dingler Valget altid. En halv Snes Stemmer bragte sidst en Oppositionsmand ind i Tinget.

- Saa-aa? . . . Den Mand . . . jeg mener den Husmand med Haven . . . har for Resten en Overbevisning . . . det Bæst!

- Tak, Hr. Kammerjunker, nu er jeg sikker, fordi De sagde, at han var et Bæst, for det er de Bønder, som læser og har Overbevisning. Men han skal komme til at lystre. Det skal han. Jeg har Hr. Kammerjunkerens Ord paa, at han bliver smidt fra Huset, hvis han ikke stemmer paa Overretsassessoren.

464

- Ja . . . For Fanden!

De holdt uden for Ulstrupgaards Hovedbygning.

- Min Vogn kører Dem hjem, Hr. Kammerraad, sagde Kammerjunker Hjelm.

- Megen Ære^ Hr. Kammerjunker! Gud være med Dem!

- Tak i lige Maade . . . ogsaa med Dem!

Da Kammerraad Rump kom hjem, sagde han til sin Kone:

- Her er en Tegning af den grinagtige Kammerjunker fra Ulstrupgaard. Det er en Rebus. Stor Original, men Hjertet slaar paa den rette Side. Jeg troede, han havde indsuget samfundsfarlige Ideer i Udlandet, men det er der ikke Tale om.

III.

Valgdagen kom. Det skylregnede. Det var endda godt, mente nogle Bønder, at Vorherre havde lavet det saaledes. Thi der kunde ikke høstes i saadant et Vejr.

I Ælteføret kørte Vogne ad alle Veje, som førte til Købstaden, hvor Valget gik for sig. Tætpakkede Vogne, med tre paa hver Agestol, bestemt for to; tykke Folk paa Skødet af hverandre, Husmænd og Indsiddere stuvede paa Høstvogne med Halm i. De, der sad yderst og bagest, fik store Klatter stænkede paa deres Klæder af Vejens vaade Dynd.

I Købmand Baldrups Gaard ved Siden af Raadhuset, hvor Valghandlingen foregik, stod store Ballier med Punsch, som Greven paa Snertinge spenderede paa enhver, der vilde stemme paa Overretsassessoren. Kammerraad Rump og en Godsforvalter fra en anden Herregaard gik om og var gemytlige, slog Husmænd og Indsiddere paa Skuldrene, som var de deres Kammerater.

- Dejligt Vejr til at slukke Revolutionens Ild, sagde Kammerraad Rump . . . Se, der staar Mogens Hansen og er beskeden . . . og beskidt, hvad Mogens? Ja, den stænker i Dag. Kom til Truget, gamle! Det der i Ballierne er bedre end Vorherres bare Regnvand. Gør Plads for gamle Mogens Hansen . . .! Halløj . . . der har vi en Høstvogn hjemme fra . . . Hi-hi . . . Der er Anders Larsen! Puh! sikket et Bededagsansigt paa en glad Dag! Glad for Vennerne af Kongen og Samfundsordenen, Anders Larsen! Saa-saa-saa!

465

Kammerraaden klappede i Hænderne, samlede Folkene fra Snertinge Grevskab og Ulstrupgaards Gods som en Driver sine Faar . . . Saa over i Raadhusgaarden, Børn! Hver af jer kan, naar han har afgivet sin Stemme efter Valget, komme herind og faa en lille Sjælevarmer igen; men . . . I forstaar, Folk - jeg sidder ved Protokollen fra først til sidst. Se, hvor Anders Larsen gaar duknakket! Ja, ja, Anders. Enten er man Lejehusmand og loyal . . . eller man er Luseknækker og radikal.

- Jeg skal nok stemme, sagde Anders Larsen, men jeg vilde gerne være fri for at høre paa Talerne.

- Hm-hm-hm . . . Det kunde ellers Anders Larsen have godt af ... det vil sige af at høre paa Overretsassessorens Tale. Den anden Bondetamp, Venstrekanutten, han siger jo ikke andet end Vrøvl. Men værs'go . . . hvis Anders vil overlade sig til sine egne Tanker . . . saa . . . værs'artig! Men jeg sidder ved Protokollen, Anders Larsen.

Anders drev om i Regnvejret, og hans Hjerte græd om Kap med Himlen. Hans Kone havde tudbrølet, da han tog hjemmefra, og havde sagt:

- Ja det er haardt, at man er nødt til at være Kæltring for ikke at blive smidt ud af Huset. Men der er ikke andet for, Anders. Vorherre vil ikke gaa altfor strengt i Rette med en fattig Mand, der en enkelt Gang adlyder Menneskene mere end ham.

Lejehusmanden gik Gade op og Gade ned i Søle og Regn.

Det tumlede og brødes i ham. Ingen Tanke klarede sig ud af al det Virvar. Hans Sind var som den graa, evig regnende Himmel. Han lagde ikke Mærke til, hvad der foregik om ham.

Han blev tørstig af Sindsbevægelse, mente, at et Glas 01 aldrig kunde skade. Han gik ind i Byens Gæstgivergaard med den Hensigt at nyde sin "Genstand" i Kælderstuen. Da først saa' han et Par Mænd, som stod i Gaarden uden for Døren til Kælderstuen. Det var to andre Lejehusmænd fra Ulstrup Gods.

- Ja, nu er det lige fedt, sagde den ene, for Venstre vinder alligevel. Der er allerede tre Hundrede Stemmer flere paa Niels Povlsen end paa den Overretsassessor med Provisorierne.

- Gud ske Lov, saa skadede det da ikke, at vi stemte paa Overretsassessoren!

- Nej, svarede den første, lo og gned sig i Hænderne. Nu er jeg lige glad.

466

Et Ansigt kom til Syne i et aabent Vindue i Bygningens Stueetage. Ansigtet var Kammerjunker Hjelms.

De to Husmænd for fra hinanden, som om en Granat var sprungen midt imellem dem.

Ingen kunde læse paa dette blege Ansigt, om Kammerjunkeren havde hørt noget eller ikke, om han var vred eller mild. Han rømmede sig og spurgte :

- Hør - de Folk der . . . Er der langt tilbage med Afstemningen?

- Nej - nu kan det ikke vare farlig længe.

- Hm! Sæt bare Hattene paa, Folk . . . Hør De . . . der . . . hvad hedder De . . . De med Haven og med Præmien . . . kom lidt her ind!

Anders Larsen studsede, gik op ad Stentrappen, saa' ned ad en lang Korridor. Kammerjunkeren stod i en aaben Dør til et af Gæsteværelserne.

En Røg af fin Tobak slog Lejehusmanden i Møde. Bukkende gik han ind i Stuen. Hele det runde Bord var fuldt af Tegninger.

- Har De stemt? spurgte Kammerjunkeren.

- Nej, Hr. Kammerjunker.

- Jeg ikke heller. Men saa maa vi over at stemme. Hm . . . hm! . . . Det regner nok ikke mere.

- Jeg tror, det er ved at klare op, Hr. Kammerjunker.

- Hm . . . ja, men det er ikke sikkert. Vel?

- Nej, der er flere Skyer oppe i Vindhjørnet, Hr. Kammerjunker.

- Vil den Mand følge med mig over paa Realskolen, hvor vi skal stemme, og bære min Regnkappe. Jeg har en daarlig Arm . . . jeg kan ikke godt taale at bære noget.

- Med Glæde, Hr. Kammerjunker.

- Ja vi maa stemme paa Overretsassessoren . . . ellers véd De jo . . ., at . . .

Anders Larsen bed sig i Læben.

- Ja saa mister jeg Huset, mumlede han.

- Det har jeg givet mit Ord paa.

Anders Larsen gik et Stykke bag sin Herremand. Gennem Realskolens skrækkelig snavsede Korridor, hvor Smudset laa saa tykt, at man ikke kunde skønne, om Gulvet var af Sten eller af Bræder, borede de sig ind i det Klasseværelse, hvor de skulde stemme.

467

Der stod Greven fra Snertinge.

- Det gaar snavs, Kammerjunker Hjelm. Vor Sag staar ikke til at redde.

- Hm, det var slemt.

- Og denne Gang har vi, Skam, strengt os an.

- I høj Grad, svarede Kammerjunkeren uden at forandre en Mine.

- Der sidder stakkels Kammerraad Rump og sveder ved Protokollen. Hans Sved rinder forgæves.

Greven lo, Kammerjunkeren lo med. Han troede at kunne læse en vis Skadefryd i Grevens Blik, men dette Udtryk blev straks efterfulgt af et samfundsbekymret ditto.

- Ja, det er sgu galt . . . Men . . . ja . . . Har De stemt?

- Nej! -

- Ja, De maa gøre det for en Ordens Skyld.

- Ja vel. Men det gør jo hverken fra eller til.

- Nej; men alligevel.

- Ja, ja. Det forstaar sig.

Kammerjunkeren borede sig frem mod Protokollen. Kammerraad Rump sukkede og sagde til ham:

Intet Haab, Hr. Kammerjunker! Meget sørgeligt.

- Tilvisse. Naa jeg stemmer naturligvis alligevel paa . . .

- Ja det forstaar sig.

Godsforvalteren skrev sin Herremands Navn i Rubrikken for Stemmerne paa Regeringens Kandidat. Kammerjunker Hjelm gjorde lige omkring og gik hen mod sin Lejehusmand.

- Stem efter Deres Overbevisning! hviskede han ham i Øret.

- Men Huset . . .? Kammerjunkeren har jo lovet Kammerraaden . . .

- Stem efter Deres Overbevisning, for en Ulykke! Er De lige saa fejg som . . .

Han standsede. Hans blege Ansigt var blodrødt.

Anders Larsens Hænder rystede, da han stod foran Protokollen. Kammerraad Rump løftede sit Øje op paa ham.

- Naa, der er Anders Larsen. Anders kommer sent.

- Jeg har opvartet Kammerjunkeren.

- Ah-so! Naa, altsaa sætter jeg Deres Navn for.

- Niels Povlsen, raabte Anders, saa han blev bange for sin egen Røst.

- Er De . . . gal . . .?

468

Forbitrede Raab løftede sig i Stuen: "Valgtryk . . .! Manden har Lov at stemme, som han vil."

Kammerraaden raabte:

- Ja . . . ja. Gu' har han Lov. Men jeg har ogsaa Lov til at forbavses. Staar Anders Larsen ved sit Ord?

- Ja.

IV.

Nogle Dage efter holdt Kammerjunkeren foran Anders Larsens Hus, denne Gang alene med sin Kusk. Anders Larsen kom ud. Kammerjunkeren stod af Vognen og gik ind i Haven.

- Ja, ser De . . . De maa flytte. For det er mit Løfte. Det er for Resten sidste Gang, jeg afgiver min Stemme . . . saa ækelt snavset, som der var alle Vegne i den By . . . uh . . . og de Skolestuer, de stank! . . . Naa . . . men ser De . . . det Stykke Jord dér (han slog en Kreds med sin Stok) saadan et Par Tønder Land vil jeg have lagt ud til en Køkkenhave, som jeg nærmere skal give Dem Planen til. De er jo en udmærket Gartner for Køkkensager . . . De bliver altsaa opsagt som Lejehusmand . . . faar en anden Stilling . . . og . . . Kammerraad Rump kan ikke sige, at jeg har brudt mit Ord . . . Vi er alle under et haardt Tryk, min gode Mand. Vi maa se at hjælpe paa hverandre . . . De kan være glad over, at De ikke stemte mod Deres Overbevisning.

- Tak, Hr. Kammerjunker . . .! maa jeg tillade mig at sige Dem . . .

- Nej . . . ja, men ganske kort, min gode Ven! jeg har daarlig Tid.

- At . . . at . . . siden jeg har lært at ære Dem . . . saa - ærer jeg ogsaa for saa vidt Hr. Kammerjunkerens Overbevisning.

- Ti stille! Jeg har ingen. Farvel! Kør, Hans!

Nogle Dage efter blev Kammerjunker Hjelm for første Gang buden til en Gallamiddag paa Snertinge, hvor alle fandt, at han var en Tværdriver.

- Ja, bemærkede en Jægermester, han sad hele Valgdagen paa Nr. 3 paa Gæstgivergaarden og gloede paa sine gamle Skilderier.

JULEAFTEN I HØNSEHUSET

470
471

I.

Garver-Bolette i R- Fattighus havde en uægte Søn, som hed Ludvig, og som boede hos Moderen i Fattighuset. Han gik for al være den værste Gadedreng i Byen. Naar de "fine" Drenge om Sommeren badede sig i Aaen, efter at have afklædt sig paa den lukkede Badebro, overraskedes de tidt af Garver-Bolettes Ludvig og blev af ham regalerede med nogle frygtelige Dukkerter. Han havde klædt sig af paa den aabne Bred, var først soppet, saa svømmet ud og faldt saa, lig en Haj, over sit Bytte, og, før de "fine" Drenge kunde samle sig til Modstand, var Proletaren allerede i Land og løb splitternøgen op ad Landevejen med sine Klæder under Armen, hylende og hujende. Om Vinteren havde de "fine Drenge" deres Rutschbane paa en Bakke tæt uden for Byen. Tidt, naar en "fin , Drengs" Slæde var i vildest Fart, mærkede den kørende et Ryk i Mejerne, han væltede da til Siden og følte sig bearbejdet i Ansigtet af Sne, der blev strøget haardt og fladt hen over det. Det var Garver-Bolettes Ludvig, der ogsaa nu var paa Hærværk.

I Friskolen kunde han aldrig nogen Sinde et Ord af sine Lektier, men om Sommeren morede han sig med Bedrifter som at stikke en levende Frø eller Skindet af en røget Sild i Lærerens Baglomme eller fylde hans Hat med Oldenborrer.

Prygl af Læreren bed ikke paa ham, og Læreren holdt op at prygle Garver-Bolettes Ludvig fra den Dag af, da han under en Strambuksforretning følte et Bid i Læggen, saa ærlig ment, som var det en Bindehund, han var kommen for nær. Men siden den Dag var Drengen ikke slet saa ondsindet, og hans Uvornheder havde en mindre ondartet Karakter.

472

Hans Moder, den karlehøje og føre Garver-Bolette med det store røde, beskæggede Ansigt, kunde prygle sin Dreng mør, naar hun tog sig det for. Men hun var kun lidt hjemme, hun maatte ud som Vadske- eller Rengøringskone for at bjærge Føden. Kun enkelte Gange, naar hun fik at vide, at Drengen havde slaaet Ruder ind i Fattighuset eller var strejfet rundt i Byen og havde forsømt Skolen, tog hun et Tag i hans Arm, vred den med sin vældige Haand, og Knoerne bearbejdede da hans Overarms Muskler, saa der sad blaa Pletter længe efter.

II.

Det var Juleaften. En tæt Taage hang hen over Byen som en Sky over et Fjeld. Genboerne kunde ikke se over til hinanden. Stenbroen var fedtet-glat. Folk drev om som uformelige matmørke Afbrydelser af den store klamme Masse, der fortærede alle faste Omrids, alle Farver. Den lugtede surt som Emmen i et Vadskerhus eller Bryggers. I Købmændenes Boder, som fra den tidlige Morgenstund var fyldte af Landboere, der gjorde Indkøb til Højtiden, brændte Lys. De gloede løjerlig ud i Taagen. Den højrøstede Tingen og Prutten, Snapseglassenes Klinken lød, som om den fangedes af et uldent Tæppe. Det eneste, som, alt mens det led højere op ad Dagen, kunde gøre sig gældende i denne altomfattende Ensformighed, var Duften af de Æbleskiver, som bagtes overalt; siden varieredes den af Duft af Gaasesteg fra de velhavende Huse, Ribbens- eller Svinesteg fra Middelstandens, Klipfisk fra Smaafolks Køkkener; af og til gav Rødkaalen sit Bidrag til det duftende Kor.

Igennem dette Ælteføre forneden, foroven, rundt omkring til alle Sider havde Garver-Bolettes Ludvig vadet om fra den tidlige Morgen. Hans Moder havde ikke været hjemme i Fattighuset i flere Dage; hun havde haft Rengøring og Vadsk at besørge, sidst hos en velhavende Snedker Jørgen Rasmussen, og der var hun indbudt til at spise Julenadver. Drengen var naturligvis fri for Skole. Tidlig var han gaaet ud uden nogen fast Plan, men det Forsæt havde han fattet, at faa saa megen Kommers ud af sin Fridag som muligt.

Men der var ingen "fine" Drenge paa Gaden, som han 473 kunde chikanere. Hans Kollegaer Gadedrengene interesserede ham mindre. Da han havde været oppe at slaas med en tre, fire Stykker, blev han ked af denne ensformige Sport. Saa havde han drevet det til at spænde Ben for en Tjenestepige, saa hun faldt med sin Kurv, og derefter vekslet nogle Skældsord med hende. Det var lykkedes ham at sætte sin store smudsige Tøffelhæl paa en nedfalden Snip af en Dames Kjoleslæb. Han var derefter dreven ind i en Købmandsgaard, hvor der var fuldt af Bøndervogne, havde raabt en lidt anløben Gaardmand an med de Ord: "Pas paa, pas paa! - Hjulet gaar rundt", men havde ikke som ved sidste Efteraarsmarkedsdag fundet en saa naiv Mand, der var standset, sagde: "Hvad gør Hjulet?" og stod af for at se efter, om der var noget i Vejen; nej, denne Gang fik han til Tak for sin Vittighed en Piskesnært over Nakken, mens Vognen hjulgnistrende for ind i Taagen.

Garver-Bolettes Ludvig var ikke i godt Humør. Han fandt, det var en tarvelig Juleaften, den i Aar med den kedelige Taage. Nej, i klart Vejr, i skingrende Frost var der noget at gøre, da kunde der blive Sjov i Gaden. Han drev videre om, Time efter Time, fik ved at liste sig ind i et Par af de halvmørke, af Bønder opfyldte Butikker Lejlighed til at rapse et Par "Formelys", et Kræmmerhus Rosiner og ved at smutte ind i en simpel Beværtning bag en Bondes brede Ryg til at "negle" fire store Stykker "brunt Sukker" fra en Underkop samt en Æske Tændstikker, som stod i Vindueskarmen. Garver-Bolettes Ludvig plejede nemlig, naar han kedede sig og ikke vidste nogen bedre Beskæftigelse, at stryge Tændstikker af, en for en, saa gik den Tid dog med en Slags Afveksling, Knald og Fut.

Men, Herre Gud! Skulde det være hans sidste Haab til en Juleaftens Morskab? I Fjor havde han dog hjemme i Fattighuset spist Grød og Flæsk sammen med sin Moder og faaet sød Mjød til og havde haft følgende Ekstraglæder: at køre som paatvungen Gæst i Slæde med tre "fine" Drenge om Dagen og om Aftenen at traktere det gamle Fattighuslem, Rebslager Setler, med en Flaske Brændevin, han havde stjaalet fra en Disk, saa samme værdige Olding havde gennemgaaet alle Drukkenskabens Stadier: Sang, Dans, vemodig Graad ved Mindet om gamle Kærester og bedre Dage, Opblussen af Ungdomsmodet, saa han vilde prygle sine Kollegaer i Fattighuset, Forsikring om, at det var af lutter Kærlighed til dem, Rallen i Stemmen og Dinglen i Benene, endelig en fuldstændig dødlignende Tilstand.

474

Men i Aar! Mørket faldt paa, mens Drengen drev om paa sin mislykkede Ekspedition, og snart var det bælgmørkt udenfor. Inden for alle Ruder saas Lys; bag nogle lød Klavérspil, bag nogle Sang, bag andre højrøstet Tale, Barnelatter, Raslen med Glas og Porcelæn. Garver-Bolettes Ludvig gled ene gennem Taagen som en mat Skygge over en Væg i et halvmørkt Rum. Og, hvor saa' de tirrende ud, alle disse oplyste Ruder! Skulde han drive en Sten mod et Par af dem? Han var lige ved det et Par Gange, havde bukket sig og faaet fat paa en Sten, men . han nøjedes med at bruge Gadesnavs og kaste det paa Dørene. Maaske tittede Bevidstheden om det haabløse i en Enekamp mellem ham og alle Byens Huse frem hos ham; det vilde dog ende med, at han blev taget af Politiet, og stort Skaar kunde det jo ikke gøre i Beboernes Juleglæde, om en Rude blev splintret.

Modet sank mere og mere i Garver-Bolettes Ludvig. I hans paa Ideer til Gavtyvestreger aldeles tomme Hoved sivede med Luftens Fugtighed en underlig myg Forknythed ind, noget, han ellers aldrig kendte til. Havde han ikke holdt fast ved den eneste moralske Følelse, han havde: Afsky og Foragt for en "Pibeunge" eller "Tøsedreng", - for vist vilde Garver-Bolettes Ludvig have sat sig paa en af de store Afviserstene i Postgaardens Indkørselsport og lettet sig i Graad, som han da rimeligvis havde forceret op til vilde Brøl og Skraal for at overdøve noget ækelt noget, der laa og gjorde ondt inde i ham. Han vilde have hidset sin Arrigskab og Uartighed op mod dette "Indvendige", som var ham det ubehageligste af alt. For det gjorde lige saa ondt, som Svien af det Brandsaar, han havde faaet for et halvt Aar siden, da en Smededreng fik ham listet til at røre ved et uskyldig udseende Stykke Jern, men som var glohedt. Det var en Hævn, fordi Garver-Bolettes Ludvig en Dag havde sparket til et Vognhjul, som Smededrengen rullede ned ad Gaden, saa det faldt om og slog ham over Benene.

Drengens Moder havde aldrig været øm mod ham, men hun var dog den eneste, han hørte til, og som hørte ham til. Han vidste, hun var hos Snedker Jørgen Rasmussen, vidste ogsaa, hvorfor hun ikke vilde eller turde tage ham med, thi det Ry, han stod i, var ham velbekendt. Han var "hoven" paa sin Vis, og han vilde - det svor han en drøj Ed paa - ikke paa nogen Maade prakke sig paa den "Høvlespaansfiler" Jørgen Rasmussen eller hans tykke Kone. Alligevel kunde Drengen ikke 475 lade være stadig at komme tilbage til St. Bentsgade. Jørgen Rasmussen boede i Enden af den, længst fra Torvet. Drengen gik stadig længere og længere ned ad St. Bentsgade. Ikke fordi han vilde se eller være sammen med sin Moder - men . ja, han vidste ikke, hvad der stak ham.

III.

Uden at Drengen vidste, hvorledes det gik til, stod han trods sin gentagne Ed paa ikke at ville se Jørgen Rasmussens Hus paa én Gang midt i samme Snedkers Gaard. Det var Bælgmørke, og Taagen var bleven til Ruskregn.

Køkkendøren var lukket, men Madosen opfyldte hele Gaarden, og Drengen kunde høre det stege og brase indenfor. Han saa' gennem Vinduet Profilen af sin Moder, saa' hendes Skæghaar flimre i Lyset, mens hun tog en vældig Bid af en dampende Æbleskive.

Drengen var skrupsulten. Det var for galt, saa de aad derinde. Der maatte gøres noget.

Garver-Bolettes Ludvig saa' sig om i Gaarden, ledte efter en Idé og fandt den i en Hast, som om han greb den svævende i Luften. Han vidste, at der i Gaarden til højre for Vaaningshuset var en lille Udbygning, og at et af Rummene tjente til Hønsehus. Det kunde være "Grin" at se, hvordan der saa' ud i et Hønsehus en Juleaften.

Han rekognoscerede først Omgivelserne. Hvad var det? Der blev Uro i Køkkenet. Hans Moder og Pigen tørrede sig om Mund og Hænder i hver sin Snip af et Viskestykke, saa aabnedes en Dør, og i en Fart saa' Drengen et oplyst Træ, straalende broget af Guld, Sølv og alskens Farver . Vips . saa blev Døren smækket i. Men Køkkenlampen stod og brændte paa Bordet.

Drengen fik Klinkefaldet paa Døren fra Køkkenet til Gaarden lydløst lirket op, strøg lige saa lydløst igennem den, erobrede nogle Æbleskiver fra en Tallerken, drak en forsvarlig Slurk af en Punschekande, tog en hel Nævefuld af noget rødt, der laa i en Si paa Skorstenen, og stak baade Æbleskiver og den røde vaade Masse i Lommen. Da han beredte sig til et 476 uhørligt og hurtigt Tilbagetog, saa' han, at han havde en Kollega i sin Strandhugs-Idræt. En stor sort Hankat, kommen Gud véd gennem hvilken Aabning, stod og labede Mælk af en Skaal paa Køkkenbordet. Den Kat vandt straks Drengens Sympati. Han tog en Flødekande og hældte Indholdet ud i en tom Skaal for at lette Katten Lejligheden til yderligere at delikatere sig; hvorpaa han atter gled ud i Gaarden.

Det var i rette Tid. Garver-Bolette og Jørgen Rasmussens Pige, der havde været inde og danse om Juletræet, kom atter frem. Kattens Niddingsdaad blev opdaget, og Misdæderen blev med Kosten jaget ud i Gaarden under en Række Skældsord, af hvilke "Hundetamp" og "Svine-Peter" var baade de mindst logiske og de mindst uhøviske.

Drengen havde lige faaet løftet Krogen paa Døren til Hønsehuset; da dukkede han sig brat, skræmmet ved det fra Køkkendøren i Gaarden udsivende svage Lys, og i det samme saa' han sin Ven Katten.

Den Kat kunde være en ganske grinagtig Kammerat at have med i Hønsehuset den Aften. Han gav sig til at kæle for Katten og sagte hvisle: Mis, Kis! Han kunde se den i Form af en sort Klump stryge sig langs en Mur. Den nærmede sig tøvende, den standsede og spejdede ud i Mørket med gnistrende Øjne.

Imidlertid, den fandt maaske et Slags Aandsslægtskab mellem sig og Drengen; den lod sig lokke af hans dæmpede, kælne Kalden; snart følte han dens Ryg krumme sig varmt og blødt under hans klappende Haand, - med den anden Haand løftede han Krogen til Hønsehusets Dør, lindede den paa Klem, og Katten og Drengen strøg ind i Hønsehuset.

Kun en svag, straks ophørende Kaglen røbede, at en eller to af de højt oppe paa Pinde sovende Høns havde lidt en flygtig Forstyrrelse af Søvnen. Alt blev straks stille i det rugende Mørke. Katten unddrog sig Drengens Rækkevidde; han følte den ikke længere, han saa' ikke engang dens Øjne lyse i Mørket. Naa, foreløbig havde Drengen ingen Brug for Katten. Han var voldsom sulten og vilde i Lav med nogle af sine Tyvekoster, det brune Sukker og Rosinerne. Han undte nok Katten en Bid med, men han indsaa', at hans Indbydelse til et saadant Maaltid var unyttig og sagde halv højt:

- Nej, den Slags Mad er Du nok ingen Kat efter, Mo'ns Pir's!

477

Drengen følte et lignende Velvære, som naar han træt kom i Seng om Aftenen. Frisk eller god Luft var han ikke vant til hjemme paa Fattiggaarden eller fra Friskolen. Hønsehusets sødlig lumre Atmosfære, Lunheden i Modsætning til Rusket der udenfor, ja selv Stilheden gjorde, at han befandt sig hyggeligt nogle Øjeblikke, mens han sad og gnaskede Kandissukker og Rosiner.

Men han følte Trang til noget vaadt; han begyndte at blive tørstig. Garver-Bolettes Ludvig var en Dreng med Udveje. Katten kunde sagtens; den havde faaet baade Mælk og Fløde.

En Tændstik blev reven af og et af de stjaalne Formelys tændt. Katten hvæsede af Overraskelse - og en Hane begyndte at gale. Den tronede højt oppe paa Pinden midt mellem en Række Høns, som sad med Hovederne dukkede ned mellem Halefjerene. Hanens røde Øjne gloede uendelig dumt ud, men dens Halskrave glimtede som tæt Guldbroderi paa rødt Silkestof som Grund.

Der er, som bekendt, kun en ringe Æggeproduktion paa den Tid af Aaret. Der findes kun faa og spredte Eksemplarer; det vidste Drengen. Men han havde før været i Hønsehuse; han vidste al finde dem. Hele fire Æg! Sikken en Svir at spise raa Æggeblommer til sit Kandissukker. Lækrere Sager fik Jørgen Rasmussens skævbenede Peter og rødhaarede Elvine vist næppe. "Æh - I Høvlespaansfiler-Unger! I skal ikke være vigtige!"

"I har Lys der oppe i Stuen til Gaden! Æh! - jeg kan ogsaa lyse op."

Han tændte det andet Lys. Det kneb med at faa Lysene stillede fast; flere Forsøg paa at faa et af dem borede ned i Jordgulvet mislykkedes. Jorden var for tør. Lyset faldt om, gik ud og sved nogle Halmstraa i Faldet.

Drengen "borede" i sig, og Opfindelseskilden sprudlede. Søm var der nok af paa Hønsehusets Vægge, og det prikkede Bomuldshalstørklæde, han bar, var ikke mange sure Sild værd. Han løste det op, rev det midt over, bandt den resterende Halvdel igen om sin Hals - den var saamænd til lige saa stor Nytte, som den havde været i Forbindelse med sin fraskilte Halvdel - denne blev nu igen halveret og af hver Kvartdel lavede Drengen to Klanker; de nederste bandt han om "Formelysene", de øverste hængte han paa Sømmene. Det var improviserede Lampetter, Lysene sad svært paa Sned, dinglede og dryppede rigelig Tælle ned paa Gulvet, men hvad gjorde det?

478

Garver-Bolettes Ludvig var helt "hoven" af sin Opfindelse. Han syntes, at den lignede noget "Dingeldangel" med Lys i, som han havde set engang i Raadstuesalen, der var smykket til Aftenens Bal, en Formiddag, da hans Moder vadskede Salens Gulv sammen med Arrestforvarerens Kone. Det var, inden Ludvigs Rygte var blevet saa slemt, at Folk kun tog Garver-Bolette paa Arbejde under den Retingelse, at hun lod sin Dreng blive hjemme.

Nej, sikken et Sjov! Hvor der var lyst i Hønsehuset! Alt mens Drengen spiste Æg og Sukker, vaagnede Hønsene, saa' sig forbavsede om - og Hanen galede, som om det kunde være lys Morgen. Hønsene kaglede smaat, og Katten, som Drengen helt havde glemt, tog en Klavretur op ad Væggens Bindingsværksstolpe og sendte den store Hane nogle prøvende mistænkelige Sideblik, som blev besvarede i samme Aand. Hanen blev siddende paa Pinden, Katten i Lugevinduets Karm, indtagende den bevæbnede Neutralitetsholdning, som Katten og Hønsehusets Befolkning altid iagttog paa de Tider, der ingen Kyllinger eksisterede, thi i Kyllingetiden herskede der et om ikke aabenlyst, saa dog meget aarvaagent Fjendskab.

Katten krummede Ryg, Hanen rejste Hoved og lod sin Halskrave bruse. Katten gabede, Hanen rystede sig; der var en stadig Korrespondens i deres Bevægelser hver paa sin Side: Hver eneste Høne holdt stift Øje med det Individ af en anden Race, der var trængt ind paa dens Enemærker - Drengen lod ikke til at interessere dem synderlig.

Han var nu færdig med sin Æggemad, befandt sig rigtig vel, blev velvillig i Sind, som mætte Folk plejer at blive, fandt, at Hønsene og Katten ogsaa burde more sig.

Idet han rejste sig for at pirre de vaagne, men forlegne eller benovede Høns ned fra Pindene, mærkede han noget fugtigt paa sit ene Laar. Det kom fra Lommen. Han tog ned i den, fik en hel Nævfuld af noget fugtigt. - Aa! Det var det røde, han havde stjaalet fra Sien i Køkkenet.

Mon det var Syltetøj? Lad os smage . Nej, det var en Blanding af surt og stærkt! Det smagte egentlig nederdrægtigt. Gud véd, om Hønsene vilde æde det?

"Husch! Hu - Halloj .! Ned med jer! Hej Du store Hane . ned med Dig og alle dine Madammer! . Kat! . ned med Dig, dit Næshorn!"

Katten hvæsede og trak sig ind i et Hjørne af Vindueslugen.

479

Hanen og Hønsene kaglede og skreg op, flagrede spjættende ned paa Gulvet . og styrtede sig graadig, indbyrdes kæmpende for Føden over den røde Masse, som Garver-Bolettes Ludvig havde strøet ud over Halmen.

Uh - hvor de aad, aad og aad! Og jo mere de aad, jo mere Spektakel gjorde de Drengen kaglede, galede og hvinede om Kap med Hønsene, for om mellem dem som deres Kammerat; kun Katten blev siddende med krum Ryg, gloede ned paa det hele med en mefislofelisk Mine. Havde den kunnet synge Partiet af Gounods "Faust", vilde den have omsat Baspartiet i Kattediskant og sunget:
"Fanden fører Ballet op !"

Hønsene blev lystigere og lystigere. Hanen blev erotisk; der foregik ubeskrivelige Episoder midt under den vilde Dans. Det var første Gang, at Garver-Bolettes Ludvig fik Indtrykket af, at Høns var Fugle, saadan fløj de, under Vingebasken og Halløj. Han legede Tagfat med dem, naaede stundom at rykke en Vingefjer ud, stundom at gribe den store Hane om Benet - uh, hvor Hanen eller Hønen skreg - Katten mjavede i vilden Sky; de Høns, som ikke for Øjeblikket var med i den vilde Jagt, aad af den røde Masse.

Drengen var beruset af Bevægelsen, Larmen, Vildskaben! Han skreg og hvinede, overdøvede al den Galen og Kaglen, fór om som en besat, greb ned i, hvad der laa paa Gulvet, kylede det til alle Sider, lo og sang:

Og derfor vil jeg slaas
som tapper Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra!

Han anede intet, sansede intet; han og Hønsene var lige besatte under den infernalske Juleleg, han førte op.

Hvad nu?

Det dundrer paa Døren.

"Lad dundre, jeg dundrer igen!" Og Drengen dundrede med begge Støvlehælene en Trommehvirvel paa Indersiden af Hønsehusets Dør, alt mens han bestandig irriterede Hønsene til at flagre og rende omkring.

- Hvem er i Hønsehuset? lød det ude fra den anden Side Døren med en dyb Røst.

480

Drengen kendte Røsten. Det gik op for ham, at den varslede ham Ørefigen og Hug. Men han var saa lyrisk begejstret, at han betragtede slige Dagligdagsting som Ubetydeligheder.

- God Aften og glædelig Jul, Garver-Bolette! brølte han ud gennem Døren.

Udefra lød det:

- Nej, aldrig saa længe jeg har levet, og lige til jeg skal gaa her fra denne Verden, har jeg kendt Mage til Asensbæst!

Drengen raabte:

Tak, Mutter, Tak, i lige Maade!

- Du skal faa lige saa mange Hug, som dit Liv kan taale.

- Tak, Mutter! Vent bare, til det bliver Frostvejr, saa varmer det saa yndigt.

- Vil Du lukke op, din Svineplanet?

- Værs'artig, Mutter! . naa, god Aften! Det er Jørgen Rasmussens Trine! God Aften, Trine!

Garver-Bolette og Tjenestepigen Trine havde oppe fra Køkkenet hørt den usædvanlige Bevægelse i Hønsehuset, set en Lysstribe i Dørsprækken, og Garver-Bolette havde straks haft en Anelse om, at, hvis der var nogen i den hele By, som kunde gøre saadant et Spektakel i Jørgen Rasmussens Hønsehus, maatte det være Laad'vi!

Trine og Garver-Bolette kom ind. Drengen lukkede dem op.

- Nej - hør véd Du hvad, Bolette, sagde Trine, der er, min S'æl, Lampeininger paa Væggen. Se - Bolette! . se Hønsene, hvor de skaber sig! Se den store Hane . Hi-hi-hi! Du, Bolette . se, hvor den . puh . den er . hvad? Den er .

- Ti stille, Trine! der er jo et Barn til Stede!

- Puh . saadan en som Laad'vi! Han véd lige saa god Besked som Hanen.

- Hold din Kæve i, Trine!

- Ja, der er noget i'ed, Bolette.

- Hurra for Trines to Børn! raabte Drengen.

- Der kan Du selv se, Bolette! sagde Trine.

- Du er et Bæst, sagde Bolette til sin Søn . Men Du, Trine - sikken Hønsene skaber sig! Sikken de render! Høns, som ellers er saadan nogle søvnige Bæster! Og, de dingler, Trine! Gud hjælpe mig, om de ikke dingler! De er fulde, Trine!

481

- De slubrer noget rødt i sig, Bolette! Du, Laadevi! hva' er'ed, de slubrer i sig?

- Det er bare Syltetøj, Trine! sagde Drengen.

Trine greb efter det røde, lugtede til det og sagde:

- Bolette, ved den levendes! Det er de Solbær, som har været paa Brændevin, dem, som jeg hældte ud i Morges. Det er dem, at Hønsene er bleven fulde af . Men hvordan er de Solbær komne herned?

- Jeg har snuppet dem, sagde Drengen. Han kunde ikke holde sin Selvfølelse tilbage.

Trine sagde :

- Ja, hør, Bolette! hvis den Dreng ikke er et Sjeni, saa vil jeg aldrig .

- Have faaet to Børn, brølte Drengen; en med Vognmand Herman Petersen Herman og ... en med .

Trine langede ham en over Nakken. Moderen vilde fuldstændiggøre Afstraffelsen med en Ørefigen, men Drengen stak i en Fart to Fingre i en Æggeskal, som han holdt op for sig som et Skjold.

Hønsene kaglede voldsomt op, løb dinglende om, berusede, som de var blevne, af de alkoholholdige Solbærrester. Og (iarver-Bolettes forargede Forbavselse døvede hendes Slagfærdighed ; hun sagde til Trine :

- Han har ædt Æg, den Hundetunge!

Den store Trine brød ud i en forfærdelig Skoggerlatter, kneb den lige saa store og endnu førere Garver-Bolette i Armen og fremarbejdede Ordene:

- Nej, nu har jeg oplevet det med, inden jeg døde! Det er en ren Komedie-Dreng!

- Og der sidder, vor Herre Død, Katten, sagde Bolette.

- Ja, der sidder sgu Katlen, sekunderede Trine, stadig højt leende . Hør, Bolette, jeg tager noget Punsch og nogle Æbleskiver med herned, saa sætter vi os ogsaa og gør Grin ligesom Katten og Hønsene og Drengen . , Hva', Bolette? Der er ingen, der skafter en anden Morskab end som den, man selv skaffer sig.

Den glade Stemning smittede Alvorsvadskerkonen. Trine bragte det lovede; hun, Bolette og "Laadevi'" delte Delikatesserne, Katten og Hønsene fik deres Part af Æbleskiverne; Punschen virkede paa Menneskene som Solbærrene paa Hønsene, 482 Trine, Moderen og Sønnen dansede i Kæde mellem de dinglende og trippende Høns, mens Trine sang:

Om Vinteren kører vi i Slæde,
saa vores Næser bli'r tyrkeblaa.

Badovs! Der faldt Lysestumperne ud af Klankerne og ned paa Gulvet. De rygende Tander sluktes i en Fart under Tøffelhælenes Tryk.

Med Mørket kom Bevidstheden.

- Hvis "de S'æle" hørte det, sagde Bolette.

- Ja, Død og Pine! saa bliver jeg ulykkelig, mumlede Trine.

Alle listede sig op i Køkkenet. Familien var oppe endnu undtagen Snedkerens gamle, firsindstyveaarige Svigermoder, som beboede et Kammer ud til Gaarden. Der var lukket og slukket, og Gardinet var nedrullet.

Garver-Bolette og hendes Dreng fulgtes ad til Fattighuset. Drengen fik hverken Hug eller onde Ord; thi Garver-Bolette indrømmede i sit stille Sind, at Drengen havde skaffet hende en glad Juleaften.

IV.

Den gamle Madam Brask, Madam Rasmussens Moder, hviskede ved Kaffebordet Julemorgen med en hemmelighedsfuld Mine:

- Sikke't Spektakel i Hønsehuset i Aftes!

Snedkeren trak paa Skuldren. Den gamle gik jo i Barndom og saa' og hørte, hvad ingen andre saa' eller hørte.

- Der var Lys, Sang og Dans dernede, vedblev Madam Brask.

- Ja, jeg tror det nok, sagde Snedkeren og gik ud af Stuen, mumlende: Aa Sludder!

Madam Brask hviskede til sin Datter:

- I min Tid satte man lidt Mad ud til . til disse herre Smaafolk Juleaften. Nu skal man være saa oplyst. Men jeg har været i Hønsehuset til Morgen, og der laa fire tomme Æggeskaller og to Lysestumper i Halmen. Og saa vil I endda sige, at der er ikke andet til, end hvad man kan ta' og føle paa. Hvem tror I, der har holdt Julenad're der? Og Hønsene var ikke til at faa vaagne.

483

INDHOLD.

  • Carlo Gozzi i Sacchis Trup (Fremmed og Hjemligt 1885)....................1
  • Et Glimt (Seks Fortællinger 1886)..................................105
  • En Københavnstur i gamle Dage (Fremmed og Hjemligt 1885).............121
  • En Oldenborregrosserer (Fremmed og Hjemligt 1885)...........................143
  • En "behagelig" Juleaften (Fra Udlandet og fra Hjemmet 1890)..............161
  • Den store Mademoiselle (Fra Isle de France og fra Sorø Amt 1888)..........169
  • Alice (Alice og mindre Fortællinger 1895)...................................309
  • Pér Persen (Alice og mindre Fortællinger 1895)...........................389
  • Sygebesøget (Fremmed og Hjemligt 1885)...........................415
  • Marguerite (Paa Rejse, Fortællinger 1891).....................................427
  • Valgtryk (Fra Udlandet og fra Hjemmet 1890).........................453
  • Juleaften i Hønsehuset (Fra Isle de France og fra Sorø Amt 1888)............469