Schandorph, Sophus EN KØBENHAVNSTUR I GAMLE DAGE

EN KØBENHAVNSTUR I GAMLE DAGE

122
123

I.

Paa hver sin Side af Hovedlandevejen, hvor Armene af en Korsvej inde fra Landet mundede ud i den, stod en taaget, sludfuld Februardag et Mandfolk og et Fruentimmer lige over for hinanden. Det var vel i Aaret 1842.

De havde nikket til hinanden som Folk, der kendte hinanden, men de blev staaende, hvor de stod, midt i Ruskregnen. Fruentimmerets Nakkebaand hang og slaskede ned ad Ryggen af Fugtighed, og Mandfolket slog af og til den Vandpyt af, som stadig samlede sig i hans Filthattepulds Fordybning foroven.

Hun havde ingen anden Tidsfordriv end at tørre sine af Føret stærkt medtagne Sko af i Vej rabattens bleggule Græstotter, og han havde, foruden den ovennævnte Hatterensning, kun den af og til at rykke i de korte Snipskøder paa sin grønne Klædes Trøje, der betegnede ham som staaende lidt over almindelige Bønderkarle.

Han kunde vel være et Stykke op i Trediverne, hun var kun fire og tyve Aar, men i gamle Dage tog saadan en Bondepige svært fat, saa en Københavner vilde vist have anslaaet hendes Alder lidt højere. Hun havde store, temmelig mørke Øjenbryn, kønne og hensvømmende lyseblaa Øjne; de røde, svære Læber aabnede sig til stadig Brug; smilte hun, saas hele Fortandrækken og dens kraftige Kødindfatning. Han bar en Skægdusk paa Hagen, Ringe i Ørene, den lille Næse havde bevægelige Næsebor, hvis Udvidelse og Sammentrækning ledsagedes af tilsvarende Sænkning og Løftning af Øjenbrynene.

Jævnlig gled de to Par Øjnes Blik i samme Retning langs Landevejen. De ventede aabenbart Befrielse for det kedsommelige 124 Ophold paa aaben Mark under en Himmel, der havde jævn Snue ligesom vore to Jordbeboere. Langt om længe sagde Mandfolket med en høj Fistelstemme:

- Det er inte morsomt, dette herre.

- Det har heller ingen sagt, det skal være, sagde Fruentimmeret, men saa sagte, at Mandfolket blot paa Læbernes indbyrdes Tilnærmelse og Fjernelse kunde se, at hun talte.

- Det er dog tyvagtigt, saa den Fragtmand bliver længe borte, sagde han.

- Han maa have sin Tid som alle andre, sagde hun paa samme Maade som før.

Skal vi ikke gaa sammen hen og møde ham? spurgte han og gjorde en Bevægelse til Siden.

- Hvad skulde det gøre godt for? svarede hun.

- Jeg tror, jeg gaar.

- Jeg har ikke bedt Per Bindner om at blive.

Peter Bindner og Karen blev, hvor de var. Der var ikke Spor af Vogn at se ned ad Vejen.

- Skal Du køre helt til København med Fragtmanden, Karen?

- Der er jo ingen, der spør Peter Bindner om, hvor han skal hen.

- Nej, for jeg skal inte ind til Kæresten.

- Det er der ingen, der skal, sagde Karen og gjorde en saa sur Forvridning af Ansigtet, som om hun slugte en Skefuld engelsk Salt.

- Er Niels Peter ikke inde og tjene Kongen?

- Jeg har ikke noget med Niels Peter at gøre. Lad mig være, Peter Bindner!

En Taarestrøm brast ud i det opløftede Forklæde. Peter Bindner lod, som han ikke mærkede det, men sang med en Tenor saa skrattende som en Postkarls Trompet:

Hans Pige var saa tro som Guld,
men den Soldat var svigefuld.
Den røde Trøje, som han bar,
hver Pigelil i Øjne skar.
Han sveg dem alle, hver og en,
det gjorde dem saa megen Men.
To endte deres unge Liv:
En fandtes mellem Søens Siv,
en om sin Hals en Strikke bandt,
i grønne Skov man hende fandt,
125 og Maanens sølverhvide Skin
bestraaled hendes blege Kind.

Foredraget var, om muligt, monotonere end Rytmerne og nærmede sig til Koraltakt i Langsomhed. Karen havde vendt sig helt om og stod nu med Ryggen vendt mod ham.

Gennem den tykke Luft arbejdede en høj, sort Genstand sig frem, tungt og langsomt, som om Luften var en fast Masse, der gjorde Modstand mod et fremmed Legemes Indbrud i den. Langt om længe skelnede man fire Heste, det høje Fragtlæs bag ved dem, endelig Fragtmanden, som kørte, og en Skikkelse ved Siden af ham i den højt i Luften svævende Agestol. Saa hørte man Hjulenes tungt skærende Lyd i Sporene, saa Knagen af Rebene, der holdt den hele Mangfoldighed af Tønder, Kasser, Sække, Pakker, raa Kohuder og andre ubestemmelige Genstande sammen, ligesom Sprængbuerne de gotiske Hvælvinger i en Katedral. Der hørte en egen arkitektonisk Knnst til at bygge et saadant gammeldags Fragtlæs solidt.

- Er der Plads for to til København, Niels Ottesen? raabte Peter Bindner til Fragtmanden, da Vognen var en Snes Alen fra Korsvejen.

- Er det Skrædderen fra Nidløse? spurgte den tykke, langstøvlede, kobberrøde Fragtmand i den store Lammeskindspels.

- Ja vel, sagde Peter Bindner.

- Trrr! sagde Fragtmanden, standsede Hestene og sagde, mens han først kradsede sin Pibe ud og derpaa langsomt stoppede den paa ny:

- Ja, det maa vi snakke vidtløftigere om, Skrædder. For Peter Bindner vil naturligvis enten køre gratis eller paa Kredit. Og det bliver jo lige et og det samme med Peter Bindner, hæ, hæ, hæ.

- Lader I mig køre med, Niels Ottesen, saa skal jeg bande paa ved hvad I vil have, at jeg skal skrive et Vers paa jeres Gravkors, naar I er død.

- Vil I saa betale Malningen med og lave Bogstaverne saa store, at jeg kan læse dem oppe fra Paradisets Vinduer? spurgte Fragtmanden.

- Det kommer an paa, om jeg overlever Maleren, for ham maa jeg ogsaa love et Vers paa hans Grav, for det er heller ikke sikkert, at jeg har rede Penge ved Haanden til den Tid.

- Peter Bindner har vist bedst af at gaa Vejen, sagde 126 Fragtmanden. Det er sundt for Skræddere at strække Benene, for ellers kommer de altid til at sidde over Kors . . . Vil den Pige køre med for en Rigsdalerseddel?

Her henvendte han Ordet til Karen. Hun havde faaet Øjnene tørrede og havde under den foregaaende Samtale gentagne Gange skottet spørgende op til den højttronende Niels Ottesen.

- Jeg faar det vel for fire Mark og otte? sagde Karen.

- Ja, men saa kommer den Pige til at lægge ud for mig til to og en halv, naar vi holder ved Ousted Kro.

- Det er otte Skilling til. Lad gaa!

Ikke uden Besvær klavrede Karen ad det ene Forhjul, Vognfadingens Band og entrede op ad de tykke Reb, til hun naaede Fragtmandens udstrakte store Haand, der med et Ryk svang hende i Højden.

- Se at faa de sorte Uldsokker med, Karen, sagde Peter Bindner. Det er ellers et net Menneske, Du faar til Bordkavaler. Du skal se, Du bliver Kæreste med ham paa Vejen. Han staar vist ved de sorte Husarer, kan man se paa hans Mundering. Og naar Garderen Niels Peter Nielsen ikke vil have Dig, saa maa Du nøjes med en af et ringere Regiment.

Nu bemærkede Karen, at den Person, der sad i Midten var en skrækkelig luslidt, ubarberet, rødnæset Karl i en blank slidt sort Dragt med en forhenværende sort nu næsten ræverød langhaaret høj Filthat paa Hovedet. Han sad og halvsov med en gammel "Felleisen" i Skødet for Varmens Skyld.

- Han kører vist inte ene, raabte Peter Bindner pegende op mod ham.

- Hvem skulde han have med? spurgte Fragtmanden.

- Aa, saadan en lille Besætning Smaakre'tur, svarede Peter Bindner.

- Før bliver jeg Kejser i Kinesien, end I nogen Tid holder op med utidig Snak. Men I gider vel nødig anstrenge jeres Hejreben saadan en syv Mils Vej ? I kan lægge jer tværs over Læsset paa et Dækken bag Agestolen; men, sætter I ikke en Prop i Gabet paa jer og holder tæt med jeres Behageligheder, saa kunde det være, at I kom til at entre gesvindtere ned, end I entrede op, og tabte jere Hanelægge paa Vejen. Der . . . tag fat i Piskeskaftet . . . hiv op!

Skrædder, Spillemand, Vise- og Gravversdigter, jordløs Husmand, Markedssanger og landlig Festarrangør Peter Bindner klavrede op paa sit umagelige Sæde. Fragtmanden knaldede," efter 127 et kraftigt Ryk af Hestene kom Vognen los, og det svære Køretøj raslede og knirkede i saa langsom en Fart som en gammel korpulent Mands Spadserehastighed hen ad Landevejen. To, halvtredje Time gik med til hver Mil. Det landlige Geni pintes af den af Fragtmanden paalagte Tavshedsbetingelse. Han gav sig af og til ynkelig, thi trods det underliggende Dækken undgik han ingenlunde at føle Ujævnhederne under sig, og Vognen skumplede, og Læsset dinglede, saa den stakkels Peter slet ikke kunde faa Hvile.

Den evindelige gulbrune Landevej fik aldrig Ende, de brune skallede Marker var en uendelig Ørken, det lettede lidt, naar Vejen krydsede et Stykke Skov, men, længe inden Skoven hørte op, blev man ked af den, længtes efter den aabne Mark og længtes saa atter efter et Stykke Skov. Det var blevet jævn, tæt Regn, Kirketaarne, Træer og Huse var kun højere eller lavere, smallere eller bredere Pletter paa det store, alt omhyllende smudsige Sludlagen. Peter Bindner havde den inderligste Medlidenhed med sin nye grønne Skødetrøje; han beskyttede den ved at svøbe Dækkenet om sig, men hans Leje blev saa meget utaaleligere. Og saa turde han hverken beklage sig eller "gøre lidt Mas", for Fragtmand Niels Ottesen var en "sær gammel Rad" og stod i Ry for Ordholdenhed, lige det modsatte af, hvad Peter Rindner var bekendt for. Peter sukkede og gav sig højere og højere. Endelig sagde Fragtmanden uden at vende sig:

- I ligger vel rigtig godt, Skrædder?

- Maa jeg snakke, Niels Ottesen?

- Ja, naar I bliver spurgt.

- Trænger I ikke snart til et Par nye Skindbukser, Niels Ottesen?

- Jo-o-o. Jeg har Skind liggende til to Par. Hvad rager det ellers jer?

- Jeg syr dem gratis, hvis jeg maa bytte Plads med den Mahogni-Herre, I har i Midten.

- Ja, det vil sige: I beholder Skindet, men der bliver aldrig Rukser af det.

- I kan faa skriftligt for det med Underskrift af to Vitterlighedsvidner: Karen Jensdatter fra Skjelby og den Balkavaler midt imellem jer.

Fragtmanden betænkte sig lidt, rodede saa i sin Lomme, tog en Lap Papir ud fra et Uhyre af en Skindbrevtaske og rakte den bagud.

128

- Blyantspen har jeg selv, sagde Skrædderen med Selvfølelse. Hold bare lidt, Niels Ottesen!

Han arbejdede sig hen paa et Sted, hvor han kunde bruge et fladt Kasselag som Pult, lagde sig paa Maven og anvendte meget lang Tid paa Redaktionen af følgende Tekst, som han oplæste:

"At Undertegnede Forplikter og Forbinder sig til Fjorten dage efter et til et Almindelig par Buxers Størrelse hørende Skinds udlevering fra Fraktmand Niels Othesen af R- Købstad at levere Ovennevnte Buxer ferdige til erstadtning for leveret kørsel af Ovennevnte Niels Othesen og i alle maader Forsvarlig arbede og uden betaling. Vilket herved Bevidnes med Vitterlighedsvidners underskrivt
Peter O. Bindner
af Nidløse.

- Ja, det maa være Ord nok. Vil den Pige sætte sit Navn under? sagde Niels Ottesen og rakte Papir og Blyant til Karen.

- Det kender jeg ikke noget til, svarede hun, og jeg kan ikke skrive undtagen det, jeg nu skriver, men jeg kan vel ikke komme noget til for det.

Hun tegnede K. I. D. (dvs. Karen Jensdatter), det samme Mærke, som stod malet paa hendes Kiste hjemme. Fragtmanden sagde:

- Men det bliver værre med den Lybekker her. For først skal man vaagne ham, for han sover bestandig, og saa er det en tysk Abekat, som ikke kan forstaa et fornuftigt Ord. Kan I snakke Tysk, Skrædder?

- Jo, noget.

Peter Bindner gav den rejsende "Haandværksbursch" tre Dunk i Nakken, før han vaagnede, dirrende af Kulde.

- Schreiben Sein Navne unternieden dieser Papir, brøltc han ham ind i Øret.

- Wie? sagde Haandværkssvenden og saa' sig om med en pludselig vækket berusets sløvt forvirrede Blik.

- Sie bist Schustergesell? spurgte Skrædderen.

- Ja wohl!

Skrædderen gentog sin Opfordring flere Gange, og hver 129 Gang paa værre og værre Tysk. Det var umuligt for ham at faa Fyren til at forstaa hans Mening.

- Vi faar nøjes med Karen. Hun er en Datter af salig Gaardmand Jens Persen i Skjelby, og nu ejer hendes Broder Gaarden. Vi kan kanske faa et Vitterlighedsvidne til, naar vi kommer til Kroen. Maa jeg nu bytte Plads med Tyskeren?

- Lad gaa! sagde Fragtmanden. Men I maa selv verfe ham over.

- Del er rimeligt, Niels Ottesen.

Nu vækkede han paa ny Tyskeren og sagde:

- Von hinten, Schuster! Ich soli sein Platz haben.

Da Tiltale ikke hjalp, tog Peter Bindner ham om Livet, løftede ham i Sædet og væltede ham bagover. Tyskeren gjorde al mulig Modstand.

- Enten zum hinten eller dort nieder in das Schnavs. Yerstehst Du?

- Han er fuld, sagde Fragtmanden, ellers maatte det Kvæg jo forstaa hvert eneste Ord, for det gør jeg. Trrr! Vil den Pige holde Hestene en Kende?

Haandværkssvenden var for slap til at gøre mere Modstand, især da Fragtmandens kraftige Haand tog fat i ham. Han mumlede nogle bønlige Ord, men, da han efter fuldbragt Flytning indsaa', at noget værre kunde været vederfaret ham, arrangerede han sig, som han bedst kunde, og faldt snart i Søvn igen.

II.

Det gled og gled, det rumlede og knagede, det klirrede og skar. Mørket faldt paa, og omtrent samtidig hoftede det med Regnvejret. Taagen blev fra blygraa til hvidgraa. Saa lettede den, og gennem en tyndere Dises Flor kikkede hist og her en Stjerneprik frem som et Knappenaalshoved i en uhyre stor, fattig besat Naalepude.

Passagererne sov, Kusken sov, Hestene sov, for saa vidt de kunde sove gaaende. Naar de faldt helt i Søvn, og Vognen stod helt stille, vaagnede Fragtmanden halvt, tjattede dem med Pisken, og saa gled det atter under sagte Klirren og Knirken.

Peter Bindner vaagnede først ved Følelsen af, at noget skar 130 ham i Øjnene. Han slog med Haanden efter det Tøjeri, saa Hestedækkenet faldt ned over hans Skuldre. Saa opdagede han, at det var Maanen, som i en forbavset hvid Halvcirkel gloede ud gennem den nu let beslørede Luft. Han var saa meget oplært til Poet, at han vidste, at Maaneskin bør frembringe Poesi. Han saa' hen paa sin Naboerske, som stundom nikkede saa dybt, at hendes Hoved faldt nær ned mod hendes Skød. Peter hentede en af sine egne gamle Viser frem for sin Erindring. Han ændrede blot et Par Ord, afpassende dem efter Situationen:

Maaneden stander paa Himmelens Loft
og skinder ned saa saare.
Min Pigelil, jeg elsker Dig
med Sorg og salten Taare
Men, skænk er Du mig Hjerte og Haand
alt her paa Fragtvognens Sæde,
saa vil jeg blive saa fro i Aand
og smage Elskovs Glæde.

Fragtmanden vaagnede og sagde:

- Hold Kæft, Skrædder!

Karen skubbede til ham og mumlede:

- Der er ingen, der har talt til Peter Bindner. Hum jer lidt!

Skrædderen tav straks og flyttede sig fra Karen. Hun kunde nu heller ikke sove mere for Maanen, men hun lod, som om hun sov. "Gesellen" der bagude gennemsnorkede et helt Register af Toner.

En hel Hær af Stjerner havde tændt sig, da Hestene ganske mekanisk standsede uden for en Kro, med Bomme foran Stuehuset. Rejsestaldens Port var for lav til, at det høje Læs kunde køre ind under den. Fragtmanden vaagnede og sagde til Staldmesteren, der kom løbende i Luntetrav med en Krybbe under Armen:

- En og en halv, Morten! . . . Ja, se Pengene skal Du have hos den Pige. Løs Skaglerne, Morten! jeg vil ned og rette Benene.

Først satte den tykke Fragtmand Bagen paa Fodbrættet under Sædet og firede sig langsomt ned. Da han stod paa Jorden, sagde han op til Karen:

- Vil saa den Pige række mig tolv Skilling.

- En stor Saapian og en halv Københavnsøl kan kun blive otte Skilling, svarede Karen og rakte ham fire store Toskillinger.

131

- Ja, men vær saa medlidende at lade Skrædderen faa en Saapian med.

- Det gør jeg aldeles ikke, sagde Karen i alvorsfuld Læsetone, uden at ænse Peter Bindners ydmyg bedende Mine i Maanelyset.

Et dumpt Klask! Noget tungt faldt til Jorden.

Ved Fragtmandens Nedgliden havde Læsset givet sig lidt, og den sovende Bursch var ganske sagte gledet ned ad Skraaningen og faldt nu til sidst.

Staldmesterens Lygte oplyste Fragtmandens betænkelige Ansigt.

- Har han brukket Halsen, sagde Fragtmanden, saa bliver jeg lige godt ulykkelig.

- Var han fuld? spurgte Staldmesteren, idet han knælede ned mod den faldne, saa' to hvide Øjenkugler og hørte en svag Klynken.

- Ja, vel var han fuld, sagde Niels Ottesen.

- Saa har Vorherre nok sparet ham, sagde Staldmesteren beroliget, men ikke uden Højtidelighed.

De fik den faldne rejst op. Der var intet Lem brudt i ham; thi saa længe de to støttede ved ham, kunde han staa.

- Kan Du Sotysk, Morten? spurgte Fragtmanden, for det er en Lybekker. En Skustergesell.

- Ja, her kommer nogle af alle Slags, saa noget lærer man af flere Slags Sprog.

- Han har kun betalt to Mark og har kørt fire Mil. Saa . . . hvis han kunde blive her . . . . det er dog et Menneske, Morten!

- Aa ja, paa sin Maade, sagde Staldmesteren. Han kan ligge i en Baas inde i Laden, saa kommer jo Fragtmand Per Herman i Morgen tidlig, saa kan han jo tage ham op, og saa er Fyren vel bleven ædru, hvis han kan blive det.

- Men hvor skal han faa Mad fra, naar han faar sine Sanser igen? spurgte Peter Bindner oppe fra Læsset.

Niels Ottesen svarede bagud, mens han og Staldmesteren halv ledte, halv bar den drukne og forfrosne Vagabond ind i Rejsestalden:

- Lige saadan som alle Spillemænd, Markedsbariasser og Haandværksburscher . . . de maa tigge sig igennem. Naa - de har gerne nogle Skillinger syet ind i Laserne eller gemt i Støvleskafterne.

Peter Bindner hviskede til Karen: 132 - Laan mig otte Skilling til Gesellen, Karen!

- Jeg vil hellere give ham to, lød Svaret.

Spillemanden tog sig til Lommen, trak et Tørklæde op, rakte det til Karen, som kunde føle flere Specier bundne ind i en Knude. Hun saa' forbavset paa sin Sidemand.

- Saadan nogle højnæsede Snøbler som Fragtmænd, Prangere og kalkunske Gaardmænd skal man bilde ind, at man er en Prakker, for saa tror de paa ens Sjeni og Talang, det Rak, og jeg synes dog, de skal give noget for noget.

Det var første Gang, at Karen følte eller viste Sympati for sin Rejsefælle. Hun smilede ganske lidt til ham, gav ham et Sideblik og hviskede:

- Er I saadan en Spekulanter? Dér! Der er otte Skilling.

Da Staldmesteren var kommen tilbage, og Niels Ottesen var gaaet ind i Kroens Kælderstue, kastede Peter Bindner med en tlot Mine, som var han Millionær, et 2½ Kuranlskillingsstykke ned i Krybben foran Hestene og sagde:

- Staldmester! her er Penge til en Bid Brød og en Saapian til Schusteren der inde i Laden . . o . . . og . (Karen . . . kan jeg faa fire Skilling til?) . . og der er lidt til Staldmesteren.

Fire Enesteskillinger fulgte raslende efter. Staldmesteren lettede paa sin laadne Hue og sagde op mod Læsset:

- Naa, i Dag kører nok Niels Ottesen for galante Folks Børn.

Langt om længe kom Fragtmanden ud af Kroen, og nu gik det videre i den fugtige, blege Nat. Nu skinnede Genstandene hvidt ud i Rummet, og lange Skygger laa efter dem hen ad Mark og Vej.

Det blev mere og mere uudholdeligt af Kedsommelighed; thi de kørende blev efterhaanden ømme i alle Lemmer, kunde ikke finde Hvile i nogen Stilling, kunde følgelig ikke sove. Mørket og Sludet var næsten bedre end denne grødede Maanenat med sit hvide Dødningegrin. Fragtmanden gabede først med et højt Brøl, saa gabede Spillemanden med et Hvin, saa Karen med et dæmpet Suk, og denne Akt gentoges med passende Mellemrum. Efter fire fem Timers Kørsel naaede man Roskilde Klokken tre om Morgenen. Der bededes atter en Time. Fragtmanden tingede sig atter en lille Fortæring til og sagde endda:

- Hvad? Har ingen af jer en Rundtenom med? Saa kan I give mig en Bid at tygge paa.

Men de forsikrede begge, at det havde de ikke, Fragtmanden maatte da ind i "Møllehusene" og skaffe sig en Bid.

133

Mens han var derinde, stødte Peter Bindner til Karen, trak en stor Stump Rugbrød og et Stykke stegt Flæsk op, rev det itu med Fingrene og bød galant Karen et Stykke. Saa stødte hun til ham, tog to Rundtenommer med Spegepølse og to med Knapost frem, brød dem over og gengældte Spillemandens Gæstfrihed. Deres gensidige Sympati mødtes i et lille smørret Grin, da Fragtmanden kom ud.

Nu gled de videre mod København. Maanen sank, Bælgmørke og overtrukken Himmel. Taage, der blev til Støvregn, fulgte paa. Time sneg sig efter Time med Sneglefjed.

- Kan I ikke tage Linerne Skrædder, saa jeg kan blunde lidt? spurgte Fragtmanden. I har jo sovet.

Peter Bindner nikkede og tog Tømmerne. Straks efter snorkede Fragtmanden som et Taagehorn ud i Mulmet.

Karen gabede og sukkede med stedse kortere Mellemrum. Endelig hørte Peter hende hulke.

- Hvad er det, Karen? spurgte han.

- Det er myrderlig, saa jeg keder mig. Jeg tror lige godt, jeg dør.

Peter bøjede sin Mund hen til hendes Øre og nynnede:

Det tror og mener jeg sikkert og vist,
at Niels Peter Nielsen, den Hestgardist,
vil lumsk sin Kærest bedrage.
Niels Peter Nielsen var allen Stund
hvad jeg vil kalde en vidtløftig Hund
og storsnudet uden Mage.
Men vil Du have en Spillemand,
som Viser digte og synge kan,
saa skal dine Levnets Dage
henrinde med Sang og med Strengespil,
og noget haver han lagt sig til,
som han til Terminen kan tage
med Lethed af Sparekassen ud;
tre Hundred Daler hans favre Brud
med hannem kan til sig rage.

Hvad, Karen?

- Bliv fra mig! sagde Karen hulkende.

- Vist saa, Karen! Jeg har mange Professioner. De giver alle lidt af sig.

- Og et jordløst Hus.

- Jeg køber den Parcel i Nidløse, som Lars Lederup har.

- Hvad kan tre Hundrede Daler forslaa til det?

134

- Den ny Møller vil hjælpe mig. Sig ja!

- Næ-æ-j.

- Skynd Dig, inden Niels Ottesen vaagner!

- Næ-æ-j. I er ogsaa vidtløftig . . . de siger, at den store Jomfru Kristiansen . . .

- Jeg lader bare saadan. Jeg er lige saa klog som Bønderne, men løber avet om for Professionens Skyld. Sig ja!

- Næ-æ-j.

Peter Bindner maatte tie. Efter to Timers Forløb lød Karens Hulken meget stærkt.

- Gud hjælpe mig! Jeg keder mig . . . det er dog forskrækkeligt, dette herre.

- Sig ja, Karen!

- Ja da, for Satan! sagde hun arrig og stampede mod Fodbrættet, saa Fragtmanden vaagnede. Men, da Peter Bindner listede Armen om hendes Liv, kneb hun den, saa Skrædderen skreg ved det.

Efter nogle Gange at have bedet i Kroer, efter at alle Vidtløftigheder ved Acciseboden var gennemgaaede, kørte Niels Ottesens Fragtlæs ind i Gardergaarden paa Vestergade Klokken ni om Morgenen. Hans to Passagerer fulgtes stiltiende ad ned over Gammel Torv.

III.

- Kan Du se Vandspringet, Karen?

- Jeg er lige glad.

- Kan Du se, alle Husene er, som det kunde være Slotte.

- Det er nogle fælt høje Staværer! . . . Jeg véd ellers ikke, hvad jeg skal herinde. Jeg vil hjem igen.

- Hvorfor tog Du da herind?

- Hvad rager det Peter Bindner?

- Jo . . . nu, da vi skal vandre sammen baade gennem Livets Rosen- og Tornebuske. Du skal ellers sige Du til mig.

- Nej, Gu' gør jeg ej.

- Tænker Du endnu paa Niels Peter, det Bæst?

- Jeg behøver ikke at sige til nogen, hvad jeg tænker. Lad mig være!

135

- Har Du ikke givet mig dit Løfte?

- Jeg kan lige saa godt tage Peter Bindner som enhver anden, naar jeg ikke kan faa den, jeg vil. Og hellere, end jeg vil tjene hele mit Liv, vil jeg tage jer, hvor gal en Abekat I saa er.

- Ja, men jeg elsker Dig.

- Ja, Sludder har vi nok af.

Peter Bindner tog sit Lommetørklæde op, løsnede en af Knuderne og sagde, mens han lod en Specie glimre i Solen:

- Der har Du, hvad jeg skylder Dig . . . med Rente og Rentes Rente.

- Jeg kan ikke give igen, sagde Karen.

Spillemanden sukkede. At det sidst udspillede Kort skulde stikkes, havde han mindst ventet. Tavse gik de nyforlovede ved hinandens Side. Karen fulgte ham, fordi hun ikke anede, hvorhen nogle af alle de Gader førte, og slet ikke vidste, hvor hun skulde finde, hvad hun søgte. Graaden klukkede stadig i Halsen paa hende. Peter Bindner var noget uhyggelig til Mode, vilde nødig tilstaa det for sig selv og gav sig derfor til at snakke løs.

- Ja, se jeg er nu taget herind for . . . ja det er egentlig en Hemmelighed, men til sin Forlovede (Pyh! sagde Karen) . . . til sin Fæstemø kan man sige alt. Den ny Møller i Nidløse Mølle, det er en mere fin Mand, han skriver sig G. P. Rendberg, Kand. Pil., Møller; det vil sige, han har studeret Latinsk i sin Tid. Og han vil gøre et Fastelavnsgilde, som kan sige Sparto til Kammerraadens Mikkelsgilde paa Nidløsegaard. Der skal være et Orsjester . . . og jeg skal være, hvad han kalder Kapelmester, det vil sige Over-Mosekker. Per Trille fra Randløv spiller Fiolin, Stadsmusikanten Mosbøll fra Købstaden skal trutte paa Valdhorn, Slagtersvend Kjølby skal blæse paa Tværfløjte, Skomager Peter Hansen skal gnide Brumlebassen, og jeg, som kan spille paa alle mulige Instrumenter, jeg skal baade blæse Klarinet og føre an, for jeg har set, hvordan de bær sig ad i det kongelige Teater, hvor jeg har været to Gange. Her skal Du se ... Ser Du, der er Frue Kirke . . . saadan.

Skrædderen slog med Armen som med en Taktstok og fortsatte:

- Og saa skal jeg gøre Foredrag af nogle af mine selvdigtede Viser, men det skal jeg have en Guitar til. Det er saadan en.

Mellem Kirken og Universitetet standsede Peter Bindner, 136 lod sin venstre Overarm agere Guitar og lod som han spillede paa den med Fingrene paa højre Haand, mens han sang til:

Skønne Pige med de sorte Bryn!
Jeg elsker Dig.
Jeg er truffen af dit Øjes Lyn.
Elsk Du dog mig!

Av - av!

En rødkjolet og grønkravet Person med høj Hat og en tyk Spanskrørsstok stod for dem. Han sagde:

- Kan saadan en Bondeknold inte indse, at man inte synger og danser paa offentlig Gade. Hold Mund! Naar jeg taler, maa ingen svare.

Peter Bindner, hvis Ben gerne vilde undgaa en ny Rerøring af Spanskrørsstokken, tog Hatten af for Politibetjenten og gik videre. Karen tænkte ved sig selv: "Det Bap havde han godt af."

Skrædderen standsede i en Gade, langs hvis ene Side der løb en Kirkemur. Karen tænkte, det maatte være Markedsdag i Dag i København, for inde i Kirkemuren var Boder, hvorfra Kobbermaskiner, Messingkaffekander, Kasseroller, Dørslag skinnede ud, og foran den var Stilladser, hvor der hang Frakker, Bukser, Skørter, Klokker, Sko, Støvler . . . men det var lige godt et underligt Marked, for det var dog alt sammen saadan noget gammelt Skidt. Og saa brølede Kræmmere og Markedskællinger noget ud imod hende, som hun ikke kunde forstaa hvad var. Højest og mest skærende lød et Hvin fra en lille sortsmudset, krumnæset Mand under et fremspringende Stillads. Paa dette og paa Muren hang Shawler, Sadler, Fade, Stegepander, Brandspande og - musikalske Instrumenter.

Peter Bindner pegede op mod en Guitar og sagde:

- Ser Du, Karen! Havde jeg haft den at spille paa, da vi sad paa Niels Ottesens Fragtlæs, saa havde Du givet mig dit Ja med Fryd og Glæde, for, naar jeg faar saadan en under mine Fingre og synger den Vise, jeg begyndte paa, da den røde smak mig over Benene, saa er der Sympati i det, og saa kan intet Pigehjerte modstaa mig; men se, hidindtil har jeg jo somme Tider haft saadan en Tingest, som jeg immer har købt hos samme Jøde, som der staar, for han rejser jo ogsaa om til Markeder . . . men jeg har ikke nænnet at bruge min Magt 137 over de uskyldige Hjerter, ser Du. Men nu køber jeg Guitaren for Møllerens Specier, og med den skal jeg fortrolde Dig, saa Du ikke kan stritte mod, men maa synke daanende op mod min Drejels Vest. ' Det er det, som kaldes Sympati. Og naar det kommer sammen med det 01, Du drak oppe i Gæstgivergaarden, for jeg bestilte Sympatiøl, saa virker det noget mageløst. Saa bliver jeg lige saa overmægtig over Dig som Vandtrolden, der i gamle Dage lokkede de uskyldige Piger ned paa Bunden af Borup Sø.

Karen skottede op til ham, uvis, om der var noget i det, eller om det var noget rent Sludder.

- Eh, eh - lød det hen imod dem. Hvad køber de to rare Folk saa?

- Det er jo Jøde Jakobsen, sagde Peter Bindner.

- Ja, ja . . . ach . . . Spillemanden fra . . .

- Nidløse.

- Ja, ja. Instrumenter! Hva?

- Guitar, Tromme og Klarinet. Fire Rigsdaler for hele Klatten.

- Den gode Mand fra Nidløse spøger nok i al Spashaftighed og mener nok otte Rigsdaler.

- Farvel, Jøde Jakobsen!

- Syv Rigsdaler, min gode Spillemand, for hanses schmukke lille Kærestes Skyld. God Dag, lille Pige, god Dag, god Dag! Hun kender mig vist, hva'?

- Nej, jeg har aldrig set den Jøde, sagde Karen.

- Skal den lille Pige inte ha' nogle Baand. Silkebaand, rosenrøde Silkebaand? spurgte Handelsmanden.

Han tog en Rulle Baand og gik ned med den til Karen. Hun slog Ansigtet til Siden. Handelsmanden befølte Nakkebaandene i hendes Hue og udbrød, mens han benyttede Lejligheden til at klappe hende paa Halsen:

- De Baand har jo den lille Pige købt hos mig paa . . . paa . . . lad mig se . . . Køge Marked.

- Bliv fra mig, sagde Karen og skubbede efter ham, men han var uden for hendes Haands Rækkevidde, inden hun naaede ham.

- Naa, lille schmukke Pige, græd inte! jeg skal være billig. Køb den Rulle! Hele Geschichten for ni Mark.

- Jeg skal ogsaa have nogle Baand til al sætte uden paa 138 Fastelavnsnarrens Skjorte og Hat, sagde Peter Bindner. En Daler for Rullen og fem Daler for Guitar, Tromme og Klarinet.

En larmende Pruttehandel fulgte paa. Under Forhandlingerne stod Karen afsides og græd. Handelsmanden saa' det, afbrød et Øjeblik Pruttehandelen og løb hen til hende, klappede hende paa Ryggen og sagde:

- Gud straffe mig, om jeg ikke slaar en Daler af for hendes Skyld, rare lille Pige! Na, na, sæt saa en Smil op paa de smaa Rosalæber - he - Jeg holder sgu saa meget af de søde, rare Smaapiger. Hva' Spillemand fra Nidløse? Naa . . . lad mig faa de fire Specier for det hele . . . Eh, eh, Madam! igen der! Det tænkte jeg nok. Madammen har betænkt sig og tager det nysselige, næsten splinterny franske Shawl . . . hva', lille søde Madam? Spadsere til Fritsberg med det Fastelavns Søndag, hva?

De sidste Replikker henvendtes til et paa Fortovet lige over for spadserende Par: en meget stor og fed blussende rød Kone med kyseagtig sort Fløjls Hat, en sort- og rødblommet ulden Kjole og Kaabe med chenilleagtigt Slag, samt hendes Kavaler, en høj slank Soldat i lyseblaa Bajstrøje, Benklæder og skyggeløs Hue af samme Farve med hvide Striber og Besætning.

Peter Bindner og Karen havde vendt sig om. Handelsmandan saa' dem staa stive som Statuer, med aaben Mund, opspilede Øjne og med en isnende Forfærdelse i alle Miner.

- Inte angest, godt Folk ude fra Nidløse! sagde han kærtegnende, det er bare Madam Sivertsen nere fra Hjørnet af Bryghusgade og Frederiksholms Kanal. Og Soldaten, det er bare en Hestgarder, for hele den kongelige Livgarde til Hest søger i Madam Sivertsens Beværtning. Den er saa nær ved Kasernen. Der er slets inte noget at være bange for, min gode Spillemand og min rare Pige.

Peter Bindner mumlede:

- Jeg er hverken bange for gale Tyre eller for noget Menneske, som Gud haver skabt, undtagen for Madam Sivertsen, som ellers hedder Jomfru Kristiansen.

Den fede, sort- og rødblommede Kone slog Nakken langt tilbage, og hendes mildest talt svulmende Overkrop fulgte med. Hun foldede et Par Hynder af Hænder foran Hjertekulen, stillede sig tæt op mod Skrædderen, der forgæves forsøgte en Flankebevægelse, og trængte ham op mod Kirkegaardsmuren: 139 - Skurk og Forræder! Der gaar Du med en ung og ubefæstet Pige fra Landet, som Du vil forføre med dine Viser og dine møstiske Klimperier paa alle mulige Instrumenter. Du skulde hellere betale, hvad Opdragelsen har kostet af din Datter Minona, som Du ikke har set noget til i fire Aar. Jeg er ikke mere den uerfarne Husjomfru hos afdøde Møller Karlsen i Nidløse, jeg er min egen Mand og skylder ingen noget. - Hun vendte sig nu til Gardisten og sagde: Niels Peter Nielsen . . . der staar min uerfarne Ungdoms listige Forfører. Men der kan Du se, Peter Bindner, din Usselryg, at jeg har faaet mig en ung Forlovet.

- En lille Smule Plads, Mutter! sagde en Skomagerdreng, som kom fløjtende, mens han holdt et Par ved Stropperne sammenbundne Støvler og lod dem dingle til begge Sider. Han fremkaldte med ondskabsfuld Glæde et stærkt Sammenstød mellem sig og Madam Sivertsens Mave og gik fløjtende videre uden at bryde sig om, at hun sendte en Salve efter ham:

- Saadan en lang Unge! Skal han gaa og skubbe til ordentlige Folk, der staar og snakker sammen om alvorlige Genstande! Han kan tro, jeg skal lede hans Mester op og fortælle ham om det Janhagel, som kommer og gnaver sig ind i alle mulige Handværks-Lav, lige nere fra Skorstensfejer-Lavet op til Isenkræmmer-Lavet.

Under alt dette havde Karen og Gardisten vekslet følgende Ord:

Han : Det er et ondt Øjesyn, Du ser paa mig med, Karen.

Hun : Jeg er taget til København bare for at se, om Du havde Skam eller Samvittighedsnag i Dig. For siden jeg fik det skændige Brev fra Dig, har jeg ikke lukket et eneste Øje nogen Nat.

Han : Ja, der stod jo ikke andet i, end hvad sandt var.

Hun : Jeg kan det udenad. Der stod: "Uvist er det, hvorhen Skæbningen vil drage mig, eftersom en stor Stad har saa mange Fristelser, og den Løn, en Soldat faar selv i den kongelige Livgarde til Hest, ej kan forslaa til varm Mad hver Dag, hvilket endog er langt fra." . . . Og nu ser jeg, at Du er bleven Kæreste med den føre Jomfru Kristiansen, som kom i Utide fra den forrige Møller i Nidløse.

Han: Nej, Karen. Jeg har kun hyklet Kærlighed til hende for at faa varm Flæskesteg og et Glas 01 hver Dag paa Kredit i hendes Kælder. Det er noget, jeg vil forsvare for Gud og 140 Mennesker, at jeg om Søndagen spadserer til Fritsberg med hende, og det svær jeg Dig til, Karen, at hun for hver Gang maa give Kaffe med frisk Hredebrød til paa Rosenlund. Hvordan skal en fattig Karl, som ligger i Tjenesten, undvære en Madkæreste ?

Hun : Ja, naar det ikke er andet end det . . . Hvor meget skylder Du hende, Niels Peter?

Han : Fire Rigsdaler og elleve Skilling.

Hun : Der er to Specier. De elleve Skilling maa Du selv betale.

Han : Karen! Aldrig vil jeg tilhøre nogen anden Pige end Dig, saa længe Sol, Maane og Stjerner lyser paa Himlens Rue.

Karen græd af Rørelse og Glæde, og de to gik Haand i Haand ned ad Fortovet. Karen sagde:

- Ja, naar Peter Rindner siger, at jeg har lovet at være hans Kæreste, saa gjorde jeg det bare af lutter Kedsomhed oppe paa Niels Ottesens Fragtlæs i Nat. Det var slet ikke af Hævngerrighed mod Dig, Niels Peter. Men hvad skulde jeg gøre, saa arrig og sorrigfuld, som jeg var?

- Det siger jeg ikke noget imod, naar det bare er Hykleri, sagde Gardisten og nikkede, overbevist om Nødvendigheden af at tage alt muligt Hensyn til Livets praktiske Krav.

Skomagerdrengen havde befriet Peter Rindner fra Madam Sivertsens generende, umiddelbare Nærhed. Peter havde benyttet Øjeblikket til, trods Handelsmandens skrigende Protest, at tage en stor Grødsløv ned fra Stilladset. Med den holdt han hende fra Livet, saa godt han kunde, og, mens Handelsmanden raabte:

- Lad os bare handle og faa afgjort, saa kan jo det andet komme bagefter . . . . Sleven koster tolv Skilling . . . . - gled Peter Rindner frem og tilbage langs Muren, skurende Ryggen op mod den, holdende Madam Sivertsen, der trolig fulgte ham, i Afstand med den store Sløv; Munden gik uafladelig paa hende:

- Gift har jeg vaaren, for jeg blev viet til salig Sivertsen, som havde Kælderen, før jeg fik den, mens han laa paa sit yderste, og, dersom Du tror, at jeg vil gifte mig med Dig, saa tager Du fejl, men de Penge, Du skylder mig, vil jeg have. For Rarnet har jeg selv født med Smerte, men Du . . .

Hun rakte Haanden ud; Peter Rindner slog hende over 141 den med Sløven. Hun hvinede. Nogle Drenge og Sjovere stimlede efterhaanden sammen, og Mandfolk og Fruentimmer fra de andre Boder forstærkede Tilskuernes Tal. Hurra, Latter, Hujen, Piben i Fingrene akkompagnerede Madam Sivertsens Tale saa stærkt, at den helt overdøvedes. Forbitret og fortvivlet raabte hun efter Gardisten, men øjnede ham nu langt nede i Gaden, spadserende Haand i Haand med Karen. Nu truede hun efter ham, men Ordstrømmen, der ledsagede denne Gebærde, var uhørlig.

- Passér Gaden! lød en kommanderende Stemme. En Stok løftedes, og en rød Politibetjent gjorde lyst med den til alle Sider. Peter Bindner fandt Situationen højst betænkelig, og, da Betjenten vredt spurgte, hvad der var paa Færde, lettede han paa Hatten og sagde:

- En lille hidsig Scene, som saa tidt forefalder i det ægteskabelige Liv.

Madam Sivertsen saa' op paa sin utro forhenværende Elsker:

- Taler Du Alvor? spurgte hun. Vil Du virkelig bøde paa din Synd og give din Datter og mig et ærligt Navn? . . . For det gaar slet ikke godt med Beværtningen, og paa Landet er det billigere at leve, og Du kan saamænd meget godt føde baade Kone og Barn med dine mange Professioner og Talanger.

- Peter Bindner sukkede dybt. Han gjorde i en Fart nogle indvendige Betragtninger i Stil med Per Ruus' Skæbnefilosofi. Besolut tog han den for otte Aar siden forskudte Kæreste under Armen. Handelsmanden løb efter dem med de købte Varer, det franske Shawl iberegnet. Madam Sivertsen draperede sin føre Taille dermed, mens han spadserede med Favnen fuld af musikalske Instrumenter. Sløven tingede han sig til som Tilgift.

To Dage efter, en Søndag, kørte det forsonede Par den lange Vej med Niels Ottesen og sov sødelig den største Del af Tiden. Men Karen tog mod en ledig Plads som Kælderpige i Gardergaardens simplere Beværtning, saa Niels Peter fik Hjerte- og Madkæreste forenet i samme Person. Hun holdt ham fra alle "Vidtløftigheder" med sin stille Myndighed, og, da han "kom ud af Tjenesten", blev han Gaardskarl i Gardergaarden og gift med sin ihærdige Forlovede.