Schandorph, Sophus SYGEBESØGET

SYGEBESØGET

416

        

417

I.

Praktiserende Læge Falkenberg var lige kommen til sit Hjem lidt uden for Købstaden Klokken elleve en Aften i December, da en rædsom Snestorm brød ud. Han gottede sig vellystig over Varmen, der fra Opholdsværelset mildt og dæmpet bredte sig i Sovekammeret. Og, da han laa i sin Seng, glædede han sig med et endnu inderligere Velbehag, efter at han ret bekvemt havde hyllet sig i det stukne Tæppe. Sneen rislede og trommede paa Ruden med korte Pauser, hvori Susen og Hvæsen, Piben og Stønnen dæmpet lød ind.

- Gud ske Lov, jeg kom hjem, inden de hvide Bier begyndte at sværme! sagde praktiserende Læge Falkenberg til sig selv, gabede, strakte sig og sov ind, luilet af Kakkelovnens Buldren inde fra Dagligstuen, der med en vel bosat Borgers Overlegenhed brummende smaalo ad det taabelige og hensigtsløse Zigeunerliv, der tumlede sig hinsides Vinduesruden.

Var det et pludseligt Knald af en bristende Knude i Kakkelovnen? Var der begyndt at falde store Hagl? Thi en stærk Lyd vakte den nys indslumrede Læge . . . Nej, det er fra Ruden den Lyd kom, for nu kom den igen . . . Nej, det er ikke Haglkorn, det er umuligt! Ih, fy for den lede, det er en Menneskekno, der banker. Den stakkels Læge blev banket op i dette Herrens Vejr. Naa, maaske var det kun til et Besøg i Byen. - Ja vel, ja vel, nu kommer jeg.

Han rokkede Vinduet op paa Klem. Paatrængende røg Sneen langt ind i Stuen og ramte isnende Lægens Fod i Tøflerne.

- Det er mig . . . Morten Persen fra Aaby Mark.

To Mils Kørsel ad Biveje, paa en fjederløs Bondevogn i det Vejr! Udenfor holdt Vognen, hvis Komme Sneen havde gjort lydløs.

418

- Hvad er der i Vejen ?

- Vor sidste Dreng har vist faaet den fæle Halssyge, den, som ved Majdagstiden slog vor ældste Tøs og den lille Ole ihjel.

Lægen kunde se Bondens store grimme Mund bæve konvulsivisk og høre Graaden hikke i hans Røst.

- Kom indenfor!

- Nej, jeg maa blive ved Vognen. Jeg har laant den af en Udflyttergaardmand paa Aaby Mark, og den nærmer har saadan sine egne Taab'ligheder for sig selv.

I et Nu var Lægen paaklædt og udrustet med sin Taske. Ved sin egen Karls og Bondens Hjælp fik han Doktorstolen spændt paa den høje Fjælevogn, for det var for meget forlangt af Gaardmanden, at han skulde laane en Fjervogn og lade Husmanden lægge ud med den ved Nattetide i saadant et Vejr.

- Er det slemt?

- Ja, det er grueligt simpelt med ham, Hr. Doktor. Han hvæser mer og mer af Vejret ud af sig. Han kan ikke have ret meget mere tilbage.

II.

Og nu gik det i Skridt hen ad Veje, som Sneen gjorde ukendelige. Vognen slingrede som en Jolle i Søgang, Doktorstolens Remme knagede, og dens Fjere sukkede og klirrede. Snart for Sneen hvinende ind i Lægens Ansigt og randt smeltet ned ad hans Øjenhaar, snart rislede den med dæmpet Lyd imod hans Pels; den fyldte Luften alle Vegne, blændede og ledte vild. Tidt stoppede Vognen i en Drive, tidt standsede Husmanden den med Vilje og saa' sig om for om muligt at øjne en opløben Pilestamme ved Vejranden, som kunde hjælpe ham til at orientere sig. Inden han saa satte Vognen i Gang, vendte han Ansigtet om mod Lægen, som vilde han henvende et Ord til ham, men denne Bevægelse blev gentaget adskillige Gange, uden at det blev til andet end den samme Trækning med den store Mund. Endelig lykkedes det ham at faa udarbejdet disse Ord mellem sit store uldne Halstørklæde og den laadne Hues nedadludende Skygge:

- Mon han skal samme Vej som de andre?

- Det er mig umuligt at sige, før jeg har set paa ham.

- Ja, det kan jeg nok tænke. Det var ellers saadan en pæn Dreng. Og nu har vi jo ikke flere end som ham.

419

- Kunde det ikke gaa lidt raskere, Morten Persen?

- Jeg bliver ulykkelig af Niels Hansen, hvis Bæsterne eller Vognen kom noget til.

Et voldsomt Ryk. Seletøj, Vognfading og Doktorstol knagede, som skulde de sprænges fra hinanden. Vognen hældede saa stærkt, at man skulde tro, den maatte vælte. Hestene virrede med Hovederne, stampede med Forbenene og sled i Tøjet. De var kørte op i en Grusbunke paa Vejranden. Vognen blev dog staaende, men var ikke til at rokke af Stedet. Under et af de forgæves Forsøg paa at faa den løs, fik Husmanden formet følgende Hjertesuk:

- Han lever vel ikke til Juleaften! Og han skulde dog til Juletræ nede i Aaby Skole.

- Jeg kan ikke sige Dem noget, før jeg har set ham.

- Nej, det kan jeg nok tænke . . . . Hvem er det ?

Spørgsmaalet var henvendt til en Skikkelse, der lige nu blev synlig. Den æltede sig frem i Sneen og aandede saa lydelig, at det lød som Smertestønnen. Svaret lød:

- Aa - ja . . . sikkendan et Vejr. Men jeg er lige godt Smeden fra Topshøj.

- Du skal jo forbi vort, Smed! Vi kan skiftes til at sidde op og gaa nedenfor paa Vejen og hitte igennem. Jeg kører med Doktor til vor sidste Dreng . . . og det er ... denHalssyge.

- Det er der ikke noget at sige til, sagde Smeden.

Lægen og Husmanden arbejdede sig ned af Vognen. Smeden holdt ved Hestene, mens de to andre løftede og skubbede, den ene paa det nærmer Forhjul, den anden paa det tilsvarende Baghjul. Ved forenede Anstrengelser fik de endelig Vognen paa ret Køl.

- Skaglerne holdt dog, sagde Smeden.

Og med lignende Hindringer, mens Husmanden og Smeden afvekslende var Vejviser nede paa Vejen og Kusk foran paa Vognen, arbejdede de sig frem.

Efter fire Timers Slid øjnede Husmanden Lyset bag det lave Vindue, der skinnede bleggult ud i Natten. Han svingede om ad den korte, lave Poppelallé ind paa den lille Vej, der fra Kørevejen førte ind til hans ensomt liggende Hus. Smeden tog Afsked med sine Fæller og forsvandt snart i Snestormens Tykning og Nattens Mørke, der slog tæt sammen om den ensomme Fodgænger.

420

III.

Det var en ganske pæn lille Husmandsstue i al sin Fattigdom. Der var Tapet paa Væggene med runde brune Klatter mellem de brune og gule Striber. Paa Væggen over Bænken under de to lave Vinduer, hvis Karme var fyldte med Nellike- og Geraniumsplanter i Potter, hang Kongen og Kronprinsen i Træsnit, samt et Par kolorerede Billeder af Kristi Korsfæstelse og Opstandelse. Paa det rødmalede Træbord brændte en Petroleumslampe, rigtignok en af de billigste man kunde opdrive. Bilæggerovnen var næsten rød, men Snestormen stod saa stærkt paa de utætte Vinduer, at halv smeltet Snestøv paa Teglstensflisegulvet gnistrede i Lampeskæret. I den store "Tospænderseng" paa den Vinduet modstaaende Væg laa den syge tolv Aars Dreng. Foran Sengen sad hans Moder paa en umalet Træstol, af den Slags, der ogsaa kunde bruges til Trappe.

Det var en oprindelig statelig Skikkelse, et halvt Hoved højere og en Snes Aar yngre end den halvhundredaarige, duknakkede Mand med de dybe Rynker paa Panden og mellem Mund og Øren. Hendes Ansigt var omsluttet af et mørkt, prikket Tørklæde. Næsen var næsten klassisk, Munden smal og lige skaaren. Underansigtet derimod uformeligt - dyrisk vilde være for grovt at kalde det - men der var noget dødt og dumt ved det, som om det ikke var kommet med i Udviklingen. Øjnene, lyseblaa og stort aabnede, stirrede Lægen i Møde.

- Det varede længe, sagde Manden, men . . . at

- Det kan enhver begribe, sagde Konen kort. Skal jeg holde Lampen for Doktoren?

Lægen nikkede, undersøgte og udspurgte den syge, lyshaarede Dreng. Han havde Moderens Øjne, men hans Næses ubestemmelige Form lod befrygte, at den med Tiden kunde blive lige saa bred og fladt udtværet i Ansigtet som Faderens. Aandedrættet peb, og Stemmen var tyk og rusten.

Lægen nikkede til sig selv. Diagnosen gav et utvivlsomt Resultat. Konen havde siddet ganske stille og havde fra Øjenkrogene fulgt hvert af hans Ord, hver af hans Bevægelser. Hun var bleven siddende paa Stolen, mens Manden stod foroverlænet med Haandfladerne mod Bordpladen. Fra hans store, graa Øjne dryppede Taarerne langsomt ned som Dryp fra Tagskægget i lige begyndende Tøvejr.

- Det er vel den samme Syge, som . . . begyndte Konen.

421

- Nej, sagde Lægen, ikke ganske.

- Gud ske Lov! udbrød Husmanden.

- Den er kanske værre endda? sagde Konen.

- Aa-aa- svarede Lægen.

- Naa, saadan, sagde Konen og klemte Langfingerens sorte Gigtring ind i Nabofingrene.

- Jeg tror ellers ikke, vi behøver at fortvivle, sagde Lægen ind i Øret paa Konen.

- Nej, det kunde aldrig falde mig ind, svarede hun næsten impertinent - tjenestepigeagtig - med en let fnysende Lyd.

Manden havde løftet den ene Haand for at klø sig i Hovedet. Han syntes, at han skulde sige noget:

- Hvad er det ellers . . . hvad kaldes ellers den Syge (dvs. Sygdom)?

- Group, sagde Lægen kort og tog i Frakkelommen efter Forbindtasken.

- Saa-aa? sagde Manden beroliget, Krop kan Heste leve længe med, saa det kan vel heller aldrig være saa slemt med Menneskene, naar det kommer paa dem.

- Du skulde hellere tie stille, sagde Konen.

- Den syge begyndte at stønne, saa peb det, saa rallede det i Halsen. Samtidig satte Vejret i et Hvin, og Sneen piskede mod Ruderne. Konen foldede de store Hænder over Knæene og sagde:

- Naar Vorherre taler saadan, saa varer han os, at vi skal tænke paa ham, men . . .

- Men hvad? sagde Lægen og pudsede en blank Tang, han havde taget ud af Tasken, med sit Lommetørklæde og holdt den op mod Lyset.

Konens Øjne fik et vredt Udtryk ved den kolde, adspredte Tone i Lægens Spørgsmaal.

- Jeg tror mere paa Vorherre end paa Dokt'erne, sagde hun. Da den lille Ole var død - ja, Kirstine var død først, da lovede jeg Vorherre, at jeg ikke skulde sige det mindste mod det hele, naar jeg fik Lov til at beholde Niels der, for at tage ham fra mig vilde være den største Synd, og Vorherre, som er fuldkommen, kan ikke synde. Det véd jeg.

- Det kan være sandt nok, mumlede Lægen og passede en lille Tingest ind i Tangen.

- Vil Doktoren ikke skrive noget op? spurgte Husmanden, nærmede sig et rødt oliemalet Møbel og beredte sig til at lukke Klappen op og lægge Papir, Pen og Blækhus frem.

422

- Det nytter ikke, sagde Lægen, men . . .

- Naa . . . ja, Husraad kan jo være lige saa gode, ka'skesens, sagde Manden.

Den syge Drengs Aandedræt lød mere og mere uhyggelig.

Lægen havde gjort sit Apparat færdigt, vendte sig om til Konen og sagde:

- Deres Dreng kan rimeligvis reddes ved en Operation med disse Instrumenter.

Konen fæstede nu først sit Øje paa Tangen og Røret. Som en havde slaaet hende med en Piskesnært tværs over Ansigtet, for hun op af Stolen.

- Ingen maa skære i mit Barns Kød, sagde hun.

- Jo, jo, Mo'r, lad Doktoren gøre ved mig, hvad han vil! lød det syge Barns tykke Mæle.

- Morten, Morten l raabte Konen hen mod sin Mand, hjælp mig, han vil skære i den lille Niels. Morten, faa ham af Vejen!

Husmanden hulkede højt.

- Mo'r, lad Doktoren dog gøre ved mig, hvad han vil, naar bare det kan . . . . stønnede Barnet.

- Morten! raabte Konen. Han vil friste Vorherre! Er det Vorherres Vilje, at Drengen skal dø, har vi ikke Lov til at hindre hans fra Evighed af fattede Beslutning . . . Og ligesom Vorherre ikke kunde hjælpe uden det . . .

Og hun slog vredt med Haanden mod Trousseau-Tangen, saa den med Tilbehør faldt klirrende mod Jorden.

Lægen trak paa Skuldrene, samlede sine Instrumenter og besaa' dem. De havde ingen Skade taget. Han stak dem i Tasken.

- Lad Doktoren . . . lød det henne fra Sengen, men Barnet kunde ikke sige mere. Lægen ilede ud ad Døren og slog den haardt i efter sig. Husmanden listede sig efter ham og sagde med Graad i Halsen:

- Dokt'ren skal nok komme bedre hjem end ud. Her holder Hans Kristensens Slæde, og Karlen skal alligevel til Byen - Han bøjede sin Mund hen mod Lægens Øre og hviskede:

- Dør han?

- Ja, saamænd dør han. Det kan De være sikker paa.

- Grete siger, at Vorherre kan gøre Mirakler, naar han selv vil.

- Ja vel. God Nat!

Næste Dags Middag kom Morten Persen til Doktor Falkenberg i skingrende klart Frostvejr med rindende Øjne og frostblaa Kinder.

- Den lille Niels er død, sagde han.

423

- I forb . . . . Det sagde jeg jer jo. Hils Deres Kone og sig, at det er hende, der har . . . .

Bondemanden gjorde en selvbeskyttende Haandbevægelse.

- Lad være at sige noget, Hr.'Doktor! De har Synd af det.

Den tilbagetvungne Graad pressede sig frem i et Hyl som et saaret Dyrs, saa fik han straks Magt over den igen, nærmede sig Døren og sagde:

- Kanske Doktoren alligevel . . . Han tog en Skindpung op af Lommen og pillede ved Løbebaandet.

- Nej, Gu' vil jeg ej. I Morgen kommer jeg ud ad jeres til, saa skal jeg syne Liget og udstede Dødsattesten.

IV.

Historien havde gjort et stærkere Indtryk paa Doktor Falkenberg, end han vilde vedgaa. Han lod for sig selv, som han havde glemt den. Han vilde glemme den, og, skønt han altid plejede paa sine Landfarter at slaa ind paa alle Sideveje og se til de fattige, der søgte ham, havde han skyet Morten Persens Hus siden den Dag, han foretog Ligsyn over den lille Niels, ja vendte vel endog Hovedet til den modsatte Side, naar han vidste, at han kunde faa det ensomtliggende Hus's Ruder at se i Aftensolgløden.

Men en Dag ved Løvspringstid stod Morten Persen i hans Konsultationsværelse.

- Er der nu noget galt igen? spurgte Lægen, ikke uden en haard Tone i Stemmen.

- Det er saa galt, som det kan blive, værre, end som det nogen Tid har væ't, sagde Husmanden, gav sig Luft i et Hyl, tav et Øjeblik og fortsatte: Grete er . . . død.

- Hm! Ja, del rnaa jo have været Vorherres Vilje . Hvad? Det var vel derfor, De ikke hentede mig. Naar Folk er gale . . . Ja, ja, Morten Persen, De er . . . en haardt prøvet Mand . . . græd De kun ud, hvis De trænger til det! Var hun længe syg?

- Nej . . . ja . . . men hun har gjort det af paa egen Haand. Hun har . . .

Han kunde ikke faa Ordet frem, men spændte om sin Hals med sine Hænder for at belagne, hvad han mente.

Lægen gjorde nogle korte, forretningsmæssige Spørgsmaal, om de nærmeste lovformelige Foranstaltninger i Anledning af et Selvmord var trufne. Jo, der var ikke andet for ham at gøre, 424 end da han sidste Gang var i Huset paa Aaby Mark. Husmanden græd til han blev træt. Det lettede noget. Saa syntes han, det maatte lette mere, hvis han kunde blive af med Ordene, som han var bleven af med Taarerne.

- Ja, se, jeg véd nu ikke, om Doktoren vil vide det hele, saadan som det er gaaet til, for jeg er kørende med Niels Hansen, og han er oppe hos Købmanden og købe al Slags, saa det jager ikke med at komme af Sted, saa jeg véd ikke om . . .

Morten Persen saa' saa troskyldig-bønlig ud, at det skar Lægen i Hjertet. Faderen stod der som en halv løjerlig, halv rørende Karikatur af "den lille Niels", og hans hæse Stemme mindede ham om Drengens sidste Bøn: Lad Doktoren gøre med mig, ligesom han vil.

- Fortæl mig det, Morten Persen! sagde Lægen.

- Ja, se, hun har jo alle sine Dage været meget bibellærd og læst i Prækenbøger og Salmebøger, og, naar hun kom ind paa saadanne Sager, saa satte hun Skolelæreren til Vægs, og heller ikke var hun saa farlig bange for Præsten, men han tror jeg dog nok kunde sætte hende. Og hun troede jo, at hun havde et eget Forbund med Vorherre angaaende Niels, fordi hun aldrig havde klaget over, at han tog Kirstine og Ole fra os, men sagde Tak til og bad om Forladelse for sine egne Syndigheder og for mine med, kan jeg tro. Derfor var hun saa kæphøj og vilde ikke have, at Doktoren maatte skære i Niels. Men dengang, det var gaaet, som det gik, saa tror jeg nok, der gik noget i Stykker inden i hende. For hvor gudfrygtig hun var, saa var hun dog lige godt forfærdelig egensindig og myndig, og jeg kunde aldrig faa noget sagt, som jeg vilde sige, for hun beviste mig alle Tider over af Bøger. Men fra Niels' Død af lod hun mig bære mig ad, som det faldt mig ind, og det var hende lige et og det samme, om jeg var fuld eller ædru. Hun gjorde ikke andet end at granske og læse og læse og granske, men det gjorde hende Fortræd, for det knugede inden i hende, og hun sov hverken Nat eller Dag, og hun, som havde været saadan et ført Fruentimmer, hun blev saa mager, saa der ikke var en Pille Fedt tilbage paa hende. Og, naar jeg om Aftenen kom hjem fra Arbejde, saa sad hun immer paa den nye Trappestol - jeg véd ikke, om Doktoren kan huske den - og den havde hun sat under et af Piletræerne langs Vejen, og der sad hun og saa' ud i Luften, og, naar jeg snakkede til hende og bad hende rigtig mindelig om at gaa ind, over det at det blæste saa koldt, saa saa' hun paa mig og satte et Ansigt op, som hun 425 Var plumpet lige ned fra den anden Verden. Og bagvendt og avet om svarede hun paa alle de Ting, som jeg sagde til hende.

Husmanden snød sin Næse, men gik belevent hen ved Spyttebakken og fuldendte Akten.

- Naa, jeg spurgte hende jo, om jeg ikke skulde hente Præsten, men saa sagde hun, at jeg bare skulde passe mit. Jeg gjorde det lige godt engang, for Præsten det er en god Mand, som baade har et Ord og Smaapenge tilovers for fattige og enfoldige Mennesker. Han kom ogaa, mens Grete saadan engang i April Maaned sad under den knortede Pil og spekulerede over Rerionen. Han spurgte, hvad hun granskede paa. Hun sagde: Jeg kæmper med Gud. Ja, hvad hun mente med det? Hun havde troet ham saa godt, sagde hun, og lagt alt i hans Haand og haft saadan Foragtelighed for Menneskehjælp, dengang Niels skulde til at dø - Ja, det var ikke rigtigt, mente Præsten; hun havde bare fristet Gud, sagde han, fordi hun ikke havde villet lade ham hjælpe sig gennem lærde og dygtige Mennesker.

Grete sagde saa, at det kunde da Gud aldrig trænge til, at en Doktor, som ingen Tro havde, hjalp ham til sin Vilje med saadan en lille Knivtang; nej, var Gud den, han skulde være, saa havde han holdt med hende imod Doktoren og gjort et Mirakel og ladet Niels leve. Det havde han lovet hende i Drømme to Nætter efter de to andre Børns Død. Ja, Drømme, sagde Præsten, det var ikke noget at obselvere paa. Saa talte Grete om alle de Drømme, hun havde læst om i Bibelen; men saa sagde Præsten, at det var kun saadan meget hellige Mennesker, som Vorherre talte til paa den Maade. Men se - at Grete hun var jo højmodig og mente, at hun kunde være lige saa god som en Bager og en hedensk Konge. Saa sagde Præsten noget, som jeg ikke rigtig kan forklare, men det var vist saadan, at i vore Tider, da Vorherre havde lært Menneskene saa mange Slags Videnskaber og . . . Instrumenter, saa skulde Menneskene bruge dem og takke Gud til. Men Grete spurgte Præsten, om der var mere end én Mægler mellem Gud og Menneskene. Saa kunde jeg ikke følge med mere i det, han sagde om de . . . ja . . . mange Redskaber . . . som Vorherre tog i Brug . . . og at den Mægling, hun mente, det var noget helt andet, og saa blev de ved at drøfte det om Troen, og til sidst blev Grete mat og skreg højt, da Præsten beviste ved alle Slags Udlægninger, at hun netop ingen Tro havde, og hun sagde til Præsten, at han var lige saa stor en Hedning som . . . Ja .

- Som jeg? sagde Lægen.

426

- Ja, nu sagde Doktoren det selv, mumlede Husmanden. Doktoren maa da endelig ikke sige til Præsten, at jeg har sagt det, for Præsten er saadan en god Mand, hvorvel han sagde til Grete, at hun var fand . . . fantas . . .

- Fanatisk.

- Det kan nok være, det var saadan. - Men se, jeg gjorde det med Præsten i en god Mening, men det har rigtignok angret mig mange Gange siden. For Grete spekulerede fra den Dag af Forstanden helt ud af Livet paa sig. Hvor skal et Bondefruentimmer holde al den Spekulation ud, Hr. Doktor? En Morgen var hun staaet op før mig, og saa hørte jeg hende rumstere ude i Køkkenet. Jeg listede mig op paa de bare Ben og lindede paa den ene Lem. Der stod hun med en Knibtang og satte den først paa sin egen Hals og kneb, saa hun gav sig ved det, saa klemte hun den om Halsen paa en Høne, som jeg havde slagtet Dagen i Forvejen og vilde bringe Præstens Frue, over det at hendes Mand havde bevist Grete over. Og saa smed hun Knibtangen og satte sig til at granske henne paa Kødblokken.

Og værre og værre knugede det inden i hende; hun sukkede, som hun skulde klemme Aanden ud med det samme, og hun gik og truede op i Vejret, og saa faldt hun bagefter paa Knæ og brummede Salmevers, og græde kunde hun ikke ; hun kunde bare hulke. Aldrig nogen Tid nævnede hun den lille Niels eller de andre Børn, og, havde jeg ikke selv passet deres Grave paa Balsløv Kirkegaard saa godt jeg kunde overkomme, saa havde de da været overgroede af al Slags Ukrudt, for hun saa' aldrig til dem en eneste Gang.

Til sidst kunde jeg ikke faa hende op af Sengen før langt oppe paa Dagen, og hun, som før var saadan en pæn Kone med Renlighed baade paa Kroppen og i Huset, hun var nu sort som en Morian.

Ja, saa var det i Overgaars . . . jeg kom fra Arbejde hos Niels Hansen . . . . saa havde hun gjort det lige i det samme Træ, hun havde siddet under saa tidt. Hvorfor mon det nu just skulde være det, Hr. Doktor? Ja, man kommer til at spekulere over saa mange Ting! . . . Hun stod med Benene paa den nye Trappestol . . . jeg véd ikke, om Doktoren kan huske den . . . Naa, der er Hans Nielsen med Vognen. Kanske Doktoren saa vil køre med?