Schandorph, Sophus ET GLIMT

ET GLIMT

106
107

I.

En ung Maler fortalte mig for nogle Aar siden efter sin Hjemkomst fra en Sommerstudierejse følgende lille Historie.

Jeg havde Logi og Kost hos en Gaardejer i Midtsjælland. Der var Skov nok og kønne smaa Søer i Skovene. Gaardens Have løb op i en af disse Skove, ja var aabenbart et forhenværende Stykke Skov. De slanke unge Stammer kastede ved Aftentid Striber ned over Haven og forvirrede for Synet Inddelingen i Bedde. Kronernes Skygge rakte hen over den store Plæne foran Stuelængen. Det var, som om Græsset ved denne Skygge blev saftigere og dybere i Farven.

Det var ikke langt fra en Købstad, saa Manden drev med Fordel alskens Køkkenurter i sin Have. Der voksede temmelig meget Ukrudt i den lette Jord. Haven maatte holdes under flittig Lugning. Henimod Midten af Juli saa' jeg flere Gange en Skikkelse liggende paa Hug i Bedene. Den var stor og svær. Af den brede Ryg og de kraftige Skuldre stuttede jeg, at det var et Mandfolk, indtil jeg ved Lorgnettens Hjælp opdagede, at, hvad jeg havde taget for en Mandsbluse, var en falmet blaa Sirtses Kvindekjole med mange Lapper og med Revner under Armene og over Ryggen, frembragte ved det svære Legemes Stramning under Arbejdet, og at Ejeren var et Fruentimmer.

Jeg nærmede mig Lugekonen. Ja, stor maatte hun være. Hun maatte have antagelig Mandshøjde, naar hun rejste sig. Jeg saa' hende endnu kun fra Ryggen. Det var en vældig sort filtret Manke af Haar. Knuden, det var bundet i, var mere end halvt gaaet fra hinanden, en stor, til alle Sider strittende Dusk viftede 108 i Vinden ned ad det ene Skulderblad, der arbejdede som en Maskine.

Jeg omgik min Observationsgenstand og saa' hende fra neden af ind i Ansigtet. Hun mærkede det ikke, vilde ikke mærke det eller brød sig ikke om mig. Der laa en Bylt nær ved hende i en af de smaa Stier mellem Urtebedene, halvt skjult af Hvidkaalplanternes udhængende Blade . . . Nu rørte Bylten sig. Et Par nøgne Ben, saa solbrændte, at deres Farve nærmede sig Teglstens, sprællede i Vejret; en gryntende Klynken udgik nede fra den kaaloverskyggede Sti. Den samlede sig efterhaanden i de temmelig tydelige Ord:

- Mo'er, giv mig noget Pa'!

Kvinden greb Ungen, tog paa den, som man tager paa en Hundehvalp, hægtede Kjolen op og lagde Barnet ved Brystet. Nu saa' hun mig, men jeg var hende øjensynlig en fuldt saa ligegyldig Genstand som Træerne, deres Kroner, deres Stammer og deres Skygger. Jeg saa' et uregelmæssig bredt Ansigt. Næsen var flad og Læberne tykke, nærmende sig Negerformen. Huden var brungul som paa en Bomerinde, og Øjnene lige saa brune og funklende, og de var endog usædvanlig smukke baade i Tegning, i Farve og i Glans. De syntes at tale og sige til mig: "Hvad staar Du der og glor efter?" eller "Hvad kommer det Dig ved?" De sænkede sig straks. Barnet vedblev at die en lille Stund, saa smed hun det fra sig. Nu saa' jeg, at det gik helt godt og mindst maatte være to Aar.

Nu viste sig Gaardens Karl og en yngre Husmand i en Indgang til venstre for Lugekonen; den førte fra Marken ind i Haven. De havde begge Leen over Nakken; de havde været ude at slaa Hø. For at skyde Genvej og snarere komme op til Gaarden slog de ind i den Sti, hvori det store sorte Fruentimmer laa og lugede, for saa at gaa op ad Havens Midtergang.

Det store Fruentimmer rørte sig ikke. Barnet, der syntes at trænge til lidt fast Føde oven paa den flydende, laa paa Maven noget fra Moderen og gnavede paa en tør Gulerod.

Karlen, en ung Fyr, med Piben hængende i Mundvigen, skubbede med Træskoen til Lugekonen og sagde:

- Kan Du faa hummet Dig, din - (Skældsordet lader sig ikke skrive) og lade Folk komme frem for Dig og din f- Unge? Er Du døv? Eller fanger Du Jordlopper for at formere dit Kre'turhold?

Endnu ikke en Bevægelse. Hendes Ansigt forblev ludende 109 ned over Bedet, og de med sort Jord besatte Fingre blev ved at luge.

- Det er fælt, saa saadant noget Skab kan være stædigt, sagde Husmanden. Hun ligger ligesom en død Ko. Vi kommer til al skræve over Bedet, Hans, for der er vel ingen af os, der gider tage sig for at skubbe hende væk, for man ku' let faa noget levendes i Tilgift, hæ, hæ, hæ . . . God Avten, (her henvendte han Talen til mig) . . . kanske Herren vil afmale den sorte Lisbeth. Hæ, hæ . . . Hun ku' blive en pæn Altertavle i en Jødekirke. Hæ, hæ, hæ!

Karlen og Husmanden skrævede over Bedet og gik ud mod Gangstien. Jeg fulgte dem. Lugekonen syntes ikke at høre eller sanse noget, ej heller at Barnet skraalede højt af Angest over den høje og raa Tone, der taltes i. Hun lod det ligge.

- Hvorfor skælder De den Kone saa rædsomt ud? spurgte jeg.

- Kone! Ja, det kan man i visse Maader jo nok kalde hende. Hæ, hæ, hæ, svarede Karlen. Husmanden lo med og fortsatte:

- Det er en led Ting. Hun har fire Børn paa Sognet, og hvert af dem har hun med hvert sit Mandfolk.

- Naa ja, svarede jeg lidt forundret over denne moralske Forargelse, som jeg ellers ikke havde truffet synderlig udviklet paa den Egn og i de Lag. Men saa syntes jeg, man skal lade hende gaa for den, hun er. Man behøver jo ikke at skælde hende ud.

- Nej saa Gu', indrømmede Husmanden, strikte taget er det jo ikke saadan nødvendigt. Men, naar hun ikke kan føde en eneste af sine Unger, saa kan hun dog aldrig være for god til at faa en andægtig en paa Katekismussen en Gang imellem. Herren maa jo huske paa, at Fattigskatten jo bliver lignet paa os alle, og der er dog ingen Retfærdighed i, at andre Mennesker skal betale for saadan en -'s Drenge og Tøse. Nej, det er det da itte.

- Nej, det forstaar sig, svarede jeg og bød god Aften til Karlen og Husmanden, som gik uden om Stuelængen. Deres Leers Egge skar mig i Øjnene, da den lave Sol tændte Ild i de blanke Rande.

Jeg stod et Øjeblik foran Havestuedøren paa den næsten elegante, ny opførte Bondegaards Stuelænge, gennem Næseklemmeren skuende ud over Plænen med dens Roser og Lilier, mod Skovens brune Baggrund. Intet rørte sig i Landskabet; Lyset 110 hang drivende og smaadirrende i Haven, og Aftenen begyndte at lægge Guldlegering ud i alt det tindrende Sølv.

Lisbeth laa endnu i Bedet. Hendes sorte Nakke dukkede op og ned og anede ikke, hvor Lyset forskønnede den og gjorde Haar og Hals vidunderlig levende. Og midt mellem Kaalplanternes Toppe struttede den lille Tøses hvide Haar op som sølvforgyldt speget Traad vævet ind som et lunefuldt Islæt i alt det bleg- og blaagraa.

En Røst lød bag ved mig:

- Ja desse hersens maa være malerisk, hvad?

Jeg for sammen, som om noget koldt var løbet over et nøgent Sted paa mig.

Det var Gaardens Ejer. Ham kunde jeg ikke lide. Det var en velhavende Høkersøn fra en Købstad, og han havde købt Gaarden af den oprindelige Ejer, en forhenværende Fæstebonde, som havde gjort en god Handel og tjent mindst hundrede Procent paa Gaarden, thi han havde købt den i den "gode Tid", da Herremændene solgte Fæstegods i Massevis. Den nuværende Ejer holdt mest af at kaldes Proprietær, tidligere havde han givet sig af med Kreaturhandel. Han røg hele Dagen daarlige Cigarer og vilde absolut om Aftenen traktere mig med daarlig Toddy.

- Der er Stemning over det hele, hva'? Og se det har jeg jo opfattet, at det er Stemning, der sætter Fut i alle Sorter Kunstmaleri, hva' 'faler? Ser De, det er jo det, der mangler i det Skidt, jeg har hængende derinde. Naa, det er jo ogsaa billige Sager. Jeg har købt dem for min blidere Halvdels Skyld. Ja vent, til De bliver gift, min Fa'r. Saa kommer De kanske til at maale Lærredet i Alenvis og lade Lærdommen fra Kunstakademiet ryge hen, hvor Vildgæssene flyver. Naa, vi mere oplyste Personligheder, vi forstaar jo Spøg, hva' 'faler? . . . Men hva' . . . hva'? Tror jeg inte, at det er den sorte Lisheth, De har i Kikkerten? Ja hende er der i visse Maader inte noget i Vejen med? Ja, De forstaar jo Spøg og Plaser!

Lisbeth rejste sig op, ligesom Kirketaarnets Ur begyndte at sende en Række sitrende Metaltoner gennem Luften. Med et Ryk rev hun Barnet op fra dets Leje i Stien. Det skreg og hvinede. Hun trak det efter sig uden at lempe sig efter det i mindste Maade. Karlestor og rank gik hun med Ryggen vendt imod os i den lyst flammende Sol op mod Skoven. Barnet 111 maatte til sidst følge uden Modstand. Jo mere de kom frem ad den dæmrende Skovsti, desto sortere blev deres Skikkelser, til sidst druknede de i den sorte Baggrund.

II.

- Se se, Maler, hvor De bliver ved med at kukke efter Lisbeth! Ja noget originalt er der ved den sorte Kasse. Naa det er Arvelighed, inte andet. De siger, at Faderen var en Skærslipper, der rendte Landet rundt. For en tredive Aar siden - for saa gammel kan det gale Kre'tur vel være - kom han drivende her til Sognet med Kællingen, og hun var paa faldende Fod, bliver daarlig og smider Ungen her i Sognet, saa dør hun af Kopper, og Manden med. Det maa have været en pæn Ballade! Hva'faler? Der kom nok ogsaa Eppedemi etter 'et. Ungen kom sig. Hvor var nu saadan en Skrubtudse forsørgelsesberettiget? Det gik nok baade over Sogneforstanderskabets, Præstens og Amtmandens Forstand, hvor Tøsen var forsørgelsesberettiget, for ingen Dævel kunde jo udgranske, hvor saadan nogle Rendemasker som Forældrene havde opholdt sig ti Maaneder, før den Spurveunge krøb ud af Ægget. Saa fik Sognet hende paa Halsen, og saa blev hun sat i Pleje hos den Kælling, som hun bor hos endnu, og hun, Sidse, har alle sine Dage holdt mest af det fuselholdige, saa Opdragelsen har begribeligvis inte vaaren fin Potterikko. Der er jo Sammenhængskraft i alting, Hr. Lemberg. Men se, disse Bøndertampe, de er jo forskrækkelig fulde af Indsidigheder og Fordumsfuldheder. De kan'te begribe, al der inte kan falde en fin Hønsehundehvalp efter en ulden Slagterkøter, men det forstaar en anden en jo staks. Tøsen skød jo i Vejret som andet Ukrudt, for den Slags Urter er jo villige til at gro, og det baade i svær og let Jord, ha, ha, ha! Dum som en Torsk var hun til Læsning; for Kroppen aad Aanden i Opvæksten. Saa Præsten viste hende jo nér den ene Gang efter den anden, for ingen Slags Reli'on vilde bide paa hende. Men, da hun var en seksten sytten Aar, saa maatte han sige Pas, for Lisbeth var inte ganske alene, da hun gik op og læse den Vinter. Det var i fire og tres; der havde ligget nogle Husarer her paa Egnen. Hva' 'faler?

112

"Proprietæren" stødte mig med Albuen i Siden og ventede aabenbart, at jeg skulde give ham en Anerkendelse for hans diskrete Udtryksmaade. Jeg fremtvang den i Form af et forstaaende Nik. Han vedblev:

- Ja, ja; lidt mere Dannelse end en ren Bondefredrik har man jo lagt sig til. Naa . . . hvordan skulde man finde den rigtige Husar i hele Eskadronen? For Lisbeth gad ikke sige, hvad han hed; kanske hun aldrig havde keret sig om hans Navn og har ment, at saadanne Bakketeller kom de'nte an paa. Kanskesens ogsaa Gorpus deliclus hørte til Seviletaten. Hvem véd? For den er Lisbeth dog immer siden bleven ved. Men, som det gaar i den Slags Sitovationsforholder, saa gik hun jo nér etter. Fra en Malersvend sank hun nér til en Smedesvend og fra en Smedesvend til Skovløberens Karl; alle rendte de, en til Amerika, en til Vestindien og en til Australien, og Lisbeth tror jeg var lige glad. Men se nu kan De nok begribe, af hvad Beskaffenhed hendes sodsiale Stilling er her i Sognet, som maa betale for disse Hvalpe af de diverse Racer. Hva' 'faler? Om hun kan bide fra sig? Aa ja saamænd. Om just inte med Tand og Tunge, saa med Øjesyn og Gramasser. Bønderne kan endda linde sig i, at hun glor paa dem med sine onde Glugger, men de holder inte af, at de Glugger rammer deres Køer. Natyrligvis Overtro, Hr. Lemberg; Vrævl og Sludder! Mod den naturlige Ordning af Sagerne. Saadant Fætøj burde have Klø til. Men derfor er de jo heller inte Spor af homane. Se jeg kan være baade homan og brutal. Gør en Karl sig kinesisk, saa kan jeg godt lægge ham en ud paa Tepottetuden, naar der ingen Vidner er, forstaar sig, men Dagen efter kan jeg godt sige "lille Ven" til ham. Og se, Bønderne, de vil jo ikke unde den store Lisbeth en Smule Arbejde; her kan hun komme op og faa alt det Arbejde, ingen andre gider haft. Naa, jeg har hende jo for, hvad jeg vil give hende; hun kan æde saa meget, hun kan sla' i sig. Naa - hva? Har jeg saa'nte opfyldt min Menneskepligt, hva' 'faler? Naa, jeg skælder hende aldrig ud; jeg kan saamænd faa hende listet hen i Grinehjørnet, naar jeg siger saadant noget gebommerlig ugenert til hende. Jo sjoftere det er, jo værre hun griner. Naa, jeg opholder Dem.

Jeg gik uden om Stuelængen for gennem Gaarddøren at komme til mit Værelse. Foran Døren stod Husmanden og ventede paa, at Gaardens Ejer skulde komme, at han kunde faa sin Dagløn. Med denne Husmand stod jeg paa en Slags fortrolig 113 Fod. Han bar somme Tider Staffeli og Malerstol for mig paa mine Ekskursioner og købte Smaating til mig i Købstaden. Han sagde til mig med en sveden Mine:

- Ja nu er De kanske færdig med at lægge Politikken ud med Manden, saa en anden en kan faa, hvad han skal have hos ham?

- Ja, Gud ske Lov, nu er jeg færdig.

- Hæ, hæ, hæ! Ja Manden maa jo tage det med Vidtløftighed, for han er lidt uden for Bundestanden ligesom Herregaardssvin.

III.

Som Københavner sad jeg længere oppe om Aftenen end Gaardens Beboere. Jeg tog en Bog og vilde læse. Men den store Lisbeth lagde sig mellem mine Øjne og Bogen. Hun havde staaet saa kønt i Landskabet. Filosofere, véd De, ligger ikke egentlig for mig. Jeg tænkte blot, at der i dette store, gevaltige Fruentimmer vist var spildt en hel Del Kraft, som kunde have gjort Nytte, om . . . ja jeg havde nær sagt - om en dygtig Drænemester i god Tid havde faaet det onde ledt ud af hende. Det er noget Vrøvl: det véd jeg nok. Jeg holdt mig da til, hvad jeg forstod mig paa. Hun var nok værd at male, saadan en Type finder man ikke hver Dag. Med den Beslutning at male hende gik jeg i Seng.

Da jeg kom op næste Morgen, traf jeg hende igen liggende i Havebedene. Hun havde vel ligget der alt en to tre Timer. Som i Gaar laa den lille Pige paa Ryggen i Stien og bed paa en Gulerod.

- God Dav, Lisbeth! raabte jeg højt.

- God Dav, svarede hun uden at løfte det ludende, sorte Hoved.

- Det er en pæn lille Pige, De har, sagde jeg efter nogen Betænkning.

Hun svarede med en gryntende eller brummende Lyd, der slet ikke havde noget venligt eller imødekommende i Klangen. Jeg opgav alle indledende Forhandlinger og sagde:

- Kan jeg faa Lov til at male Dem, Lisbeth?

114

Nu løftede hun Hovedet og saa' paa mig med et Par kulperlegnistrende Øjne, og bag de tykke Læber, af Farve som overmodne Hindbær, skinnede Tænderne ud som Nøddekerner. Men hvor kønne alle disse Enkeltheder var, kan jeg ikke nægte, at hun saa' dum ud. Og af alt dette gnistrende og svulmende kom kun det ene Ord bredt og idiotisk ud:

- Hva'?

- Maa jeg male Dem af?

- Hvem?

- Dem.

- Hi, hi, hi! Siger den Mand "Di" til mig ? Hi, hi, hi! ...

- Maa jeg male Dig af, Lisbeth?

Vi vekslede et Øjekast. Hun saa' ondt paa mig. Jeg gentog Spørgsmaalet for tredje Gang. Hun mumlede:

- Jeg kan lige saa godt blive gjort Nar af paa den ene som paa den anden Maade. Jeg er lige glad. Værs'go'. Jeg bliver vel ikke værre Skidt end det, jeg en Gang er.

Kan jeg saa begynde i Morgen?

- Næ - det maa være i Dag.

- Hvorfor?

- Jo.

Tre Gange samme Spørgsmaal og Svar. Endelig ved fjerde Spørgsmaal mumlede det store Fruentimmer:

- Nej, for i Morgen er jeg her ette.

- Ja, men saa kan jeg jo male Dem i Deres Hjem.

- Hi, hi! Naa, den Mand siger "Di" til mig? Hi, hi, hi! Kan Du ligge stille, dit Olleborre?

De sidste Ord var henvendte til Barnet, der ved at rulle sig havde faaet Klæderne op over Hovedet, sprællede vildt med Benene og vrælede af fuld Hals.

Jeg gentog min forrige Opfordring. Hun svarede:

- Næ -. Det er ikke til at byde noget Menneske ind i det Svinehul.

- Ja, men det skal netop males, som det er.

- Naa ja, ja. Skal der gøres Nar, saa er det vel bedst, det bliver lavet saadan til, at de rigtig kan grine en ud i Sognet. Jeg et lige glad.

Næste Dag bar jeg med Husmandens Hjælp mine Malerapparater til den en Fjerdingvej borte liggende Nabolandsby, hvor Lisbeth havde Ophold. Det var et usselt Hus. Straataget 115 saa' ud, som om en Kæmpehaand havde vredet det med Vold. Græstotter strittede ud mellem Mosfladerne. Yinduesglassene døsede i smudsige Regnbuefarver. Dørens øverste Lem hang apoplektisk ud over den nederste. Foran Huset var en saare smal Havestrimmel, hvor nogle Kartoffeltoppe sygnede hen. Jeg havde nær traadt paa Pigebarnet, der laa under Kartoffelplanterne. Husmanden pirrede til hende med Spidsen af Træskoen og sagde:

- Naa, hum Dig, Du Skruptaase!

Væggens Bindingsværk lignede en vanfør Knokkelbygning. I en udslaaet Rudes Sted sad en gammel Uldsok.

- Ja, se her er Palæet, sagde Husmanden. Men se - Dronning Sidse og Prinsesse Lisbeth derinde er knap saa renvadskede endda som deres Smadrekasse. Men se . . at . . det er jo rimelig, at den Afmåling kan blive til farlig Grin for Folk inde i København.

Jeg var arrig paa Husmanden og rev Malerkassen ud af Haanden paa ham. Han saa' noget forundret paa mig, lettede paa Huen og gik.

I den lille Stue, hvor jeg knap kunde staa oprejst under Bjælkerne paa det sodede, umalede Loft, indtoges omtrent det halve Rum af en stor Seng, raat slaaet sammen af uhøvlede Bræder. En Kiste, der oprindelig var lysegrøn og paa Laaget prydet med en Krans af røde Roser, omslyngende Bogstaverne S. P. D. (dvs. Sidse Pers-Datter) 1836, et Par Træstole af forskellig Størrelse, begge hinkende og usikre i Holdningen, udgjorde Møblementet. Klædningsstykker af alle Arter laa i en lille Dynge i en Krog. Og dog havde de bundfattige Beboere søgt paa en vis Maade at dekorere denne elendige Hytte. Bindingsværksstolperne og de ujævne hvidkalkede Vægge var overklistrede med Billeder af Frederik VII, Generalerne Rye og Schleppegrell, af firkantede Papirer, oversmurte af Børns med Farveladens raaeste Kulører udfyldte Blyantstegninger, Omslag paa Ghokoladepakker med det danske Vaaben og Paaskrift i Forgyldning, ja selv en skævt afrevet Lap af et Europas Kort, der gik fra det nordlige Ishav ned til Koreas Sydspids, var bleven fundet god nok til at skjule en Stolpe med. Og i begge de smaa Vindueskarme, hvis oprindelige Perlemaling var slidt af og havde givet Plads for det nøgne, fedtede Fyrretræ, stod frodig blomstrende Balsaminer, i den ene en højrød i en hankeløs skaaret Overkop af blaastribet "københavnsk Porcelæn", i 116 den anden en lilla i Ruinerne af en sort Lertepotte. Det var smukke Blomster. Midt i alt det hæslige stod de som et Par dejlige Versstrofer, citerede midt i en kynisk og triviel Bladkritik.

Lisbeth stod med bare Ben i et Par Træsko og ragede noget af en gammel rusten Vandkande ud i en lille Balje. Jeg vil ikke sige, hvad det var. Det var noget, hun havde skrabet sammen paa Veje og Stier, og som hun solgte til Hvidgarveren i Købstaden. Det var den mest foragtede Forretning af alle dem, der dreves i Sognet.

Hun gengældte tvært min Hilsen. Da jeg uvilkaarlig røbede mine Lugtenervers Smerte, fniste hun raat og brummede:

- Ja, her støder vi inte Kanel.

Jeg sagde:

- Maa Deres . . . din lille . . . Tøs komme ind. Hun skal ogsaa males.

- Naa, der skal ogsaa grines ad hende. Ja, det kan jo være det samme, for hun har ingen Forstand paa det.

Hun løb ud, som hun var, hivede det skraalende Barn fra Haven ind i Stuen og smed hende ned paa Lergulvet.

- Det er Synd at tage saa haardt paa Barnet, Lisbeth, sagde jeg.

- Pyt! - Der er godt, hun bliver vænnet til i Tide, sagde Lisbeth. Der er saagu' ingen, der vil tage blødt paa hende.

Jeg vilde klappe den lille Pige paa Haaret. Men, sky som en Kat, løb hun fra mig paa alle fire. Jeg lavede da mine Maleredskaber til Rette og begyndte paa mit Arbejde. Der blev ikke mælet et Ord. Da mine Øjne faldt hen paa Sengen, saa' jeg, at der rørte sig noget under det elendige, forhenværende Hestedækken, som tjente til Overdyne. En ynkelig Klynken som af en syg Hund kom der henne fra. Op over Dækkenet dukkede et rynket udtæret, gult Ansigt; en mørkerød Næsespids og røde Pletter paa de fremstaaende Kindknokler gjorde det endnu uhyggeligere.

- Vil Du have Brændevin, Sidse? sagde Lisbeth og langede ind under Sengen.

Jeg fór op:

- Nej, fy for en Ulykke, Menneske! Lad hende dog ikke faa Brændevin, raabte jeg.

117

- Det kan være lige meget, sagde Lisbeth. Hun skal dog lige godt snart til det. Som man lever, skal man dø.

Jeg kunde ikke holde det ud længere. Jeg pakkede sammen og gik efter at have kastet et Par Kroner til Lisbeth. Dagen efter kom jeg igen. Interiøret interesserede mig, jeg vilde alligevel male det.

Jeg blev forbavset over Forandringen. Det var fejet og gjort rent. Et laset, men helt hvidt Lagen laa over Sengen. Lisbeth havde faaet en ren og nogenlunde hel blaa Bomuldskjole paa, havde faaet sine Hænder og sit Barn vadskede. Der var strøet nyt Sand over Lergulvet. Jeg udtrykte min Anerkendelse og sagde:

- Nej se, hvor pænt De har faaet det. Lisbeth sagde:

- Folk faar det, ligesom de betaler til, og naar de snakker ordentlig til Folk.

Der var et varmt Sommereftermiddagslys i Stuen. Chokoladepapirets Forgyldning glødede ned fra Væggen; hvor den nøgne Kalk kom frem, havde den en let Rosatinte. En solbeskinnet Støvpyramide laa hen over den lille Piges Hoved. Lisbeths Haand og Klæder havde kønne Glanslys, der mindede mig om de Guldstriber, som Tegnerne af de gamle Missaler gengiver Glanslys med, og hendes Hud fik en varm rødlig Tone over det brungule. Hun var køn paa sin Vis. Da den gamle Kone klynkede efter Brændevin henne fra Sengen, lod Lisbeth, som om hun ikke hørte det.

De følgende Gange blev hun forholdsvis mere meddelsom. Hun fik stadig to Kroner for hver "Siddetur". Barnet lærte at kende mig, og, skønt det dukkede sig, naar min Haand rakte sig ud efter dets Hoved, lod det mig dog til sidst klappe Haaret uden Kny.

- Det er nok Deres . . . din . . . Plejemoder, den gamle Sidse, sagde jeg en Dag. Har hun været god mod Dig?

Lisbeth brød ud i en kort Latter, men samlede sig straks og mumlede:

- Jo, siden det gik mig rigtig skidt, har hun været farlig skikkelig. Da jeg var Tøs, kløede hun mig. Men bagefter . . .

- Lisbeth . . . ser Du aldrig dine andre Børn?

- Nej. Det er bedre, de er, hvor de er, og at De aldrig ser mig. Jeg kan ikke lære dem noget, som duer.

118

- Hm! Er der ingen af ... af ... dine . . . Kærester, Du har holdt af?

- Jeg har sgu holdt altfor meget af alt det Rak.

- Hader Du dem nu?

- Nej, jeg er lige glad, hvad der bliver af dem.

- Men hvor kunde Du da . . .? Jeg kunde ikke fortsætte. Men hun svarede uden mindste Betænkning:

- Saa længe Folk snakker skikkelig til mig, kan jeg ikke sige nej til nogenting. Og jeg bliver ved at være lige tosset.

- Vilde Du ønske ondt over dem oppe paa Gaarden, hvor Du lugede?

- Ikke mere over dem, end over alle dem, jeg kender i Sognet.

- Vilde Du selv gøre dem ondt?

- Ja, naar man kunde slippe godt fra'et. Men det kan man ikke. Birkedommeren er altfor udspekuleret og skulde snart finde ud, hvor Svovlstikken kom fra, hvis en Gaard eller et Hus kom til at lugte svedent.

- Kan Du lide mig, Lisbeth?

Hun saa' paa mig med uhyggelig gnistrende Øjne:

- Ja Dem kan jeg fælt godt li'!

Men hun fortrød Ytringen, thi hun udbrød pludselig til Sidse, der klynkede:

- Nej, Du faar ingen Brændevin, din gamle Taarfylding, og sagde til Barnet: Kan Du ligge ordentlig, dit visne Spektakel!

Hun ofrede aldrig mit Arbejde den mindste Opmærksomhed. En af de sidste Gange, jeg var der, spurgte jeg, om hun vilde se det. Hun svarede:

- Næ, jeg vil ikke.

- Hvorfor?

- Næ!

- Hvorfor?

- For saa ser jeg, at De bare har talt skikkelig til mig en Tid ligesom de andre, bare for at gøre Nar af mig til sidst.

Men den sidste Gang, da Billedet var saa færdigt, som det skulde være for denne Sinde, holdt jeg det pludselig op for hendes Øjne.

Hun saa' først meget længe paa det med sløv Ligegyldighed. Saa korn der et Udtryk i hendes Ansigt, halvt af Angest, halvt af Nysgerrighed, som en Kat, der ser sit Spejlbillede, saa glimtede en vis Interesse frem; hun begyndte vistnok at genkende Mennesker og Ting, til sidst klæbede hendes Øjne med lidenskabelig 119 Opmærksomhed ved Billedet. Jeg blev træt af at holde det oppe. Med ét gik der som en Sky over hendes Blik og Træk, og hun brød ud i en Graad, der rystede hende i stødvis Hulken og endelig tvang hende til at sætte sig paa Kisten.

- Er De vred, Lisbeth? . . . Hvad? . . . Eller bedrøvet? Hvorfor græder De?

Hun fremtvang Ordene:

- Jeg . . er . . nej . . jeg er saa glad, saa jeg ikke kan taale det.

- Men hvorfor dog?

Det var mig ikke muligt at faa mere ud af hende. Hun spurgte blot:

- Og skal det hænges op inde i København og sælges ligesom de Billeder der? Hun pegede paa Kongen og Generalerne paa Væggen.

- Ja. -

- Herre Gud! Saa er man dog bleven noget værd, hulkede hun.

Mine næste Spørgsmaal om, hvad hun mente, var det mig ikke muligt at fremtvinge Svar paa.

Hvad mente hun med, "at man var noget værd"? Tænkte hun paa Pengeværdien? Eller var et dunkelt Begreb om en anden Værdi som et af Luften omvejret Frø faldet ned i denne Hjerne? Det var næppe troligt. Billedet var virkelig ikke "flatteret"; har det nogen Fortjeneste, er det brutal Ærlighed. Var det Genkendelsens Glæde, der kastede dette Lysglimt ind i det uhyggelige Sjælemørke? Til sidst vristede jeg disse Ord ud af hende:

- Det er blevet saa pænt smaat alt sammen.

Da jeg bød Farvel og vilde gaa, stod hun lidt og betænkte sig, men lod mig gaa uden at sige noget.

Jeg gik hjem gennem Skoven. Varmt Lys flammede fra Vest ind mellem de smalle Stammer, det gamle Løvs Masse blev snart guld-, snart kobber-, snart bronzeglinsende. Mod Øst laa koldt Lys og klare Linier. Det suste ind under Toppene. Pludselig aabnede Skoven sig. Langt mod Vest saa' jeg Lisbeths Hytte stærkt belyst, ligesom flammende i Sol. Som et Omkvæd til mine Oplevelser tonede Goethes Vers frem for mit Øre:

Der Gottliche lachelt; er siehet mit Freuden
Durch tiefes Verderben ein menschliches Herz.