MIN FADER

✂ Nu er jeg ældre end min Fader var,
da han gik bort fra denne Jord saa tidligt,
min milde Fader med den klare Pande
fjern er han nu! — Ak fjern:

✂ Jeg mindes, da jeg gik som lille Dreng
med ham ved Haanden over Ordrup Bakke.
Han viste mig den store Vinterhimmel,
som hvælvede sig over Jordens Sne
og over Skovens mørke rene Bryn.
Han viste mig de høje klare Stjerner
Karlsvognens spinkle Guldværk. Store Bjørn
og hist Syvstjernens funklende Juveler
og Venus stor og straalende af Mildhed
og Mælkevejens perlestukne Slør

✂ Han viste mig den tætbeskrevne Himmel,
hvis tusinde ufattelige Skrifttegn
i herlig Glans, i Højhed, Stilhed, Vælde
betød det uudsigelige Navn.

✂ Ak denne Aften var vi begge Børn
alvorlige og fromme, Haand i Haand.
Han høj og vis, klædt i sin lange Kappe
og jeg en Pusling kun saa stor som saa.
Vergil og Dante da de atter gensaa
de skønne Ting, som Himmelhvælvet bærer
var ikke mere alvorsfuldt tilmode
end han og jeg.

✂ Og ofte mindes jeg da han var vred
og da jeg skjalv for Lynet i hans Øjne,
min milde Fader med den klare Pande.
Jeg ønsked mig tidt, at denne Vrede
var bleven meget længer i min Nærhed
og havde fulgt mig langt paa Vej i Livet.

✂ Nu er jeg ældre end min Fader blev.
En Ungdom risler nu som Kilder om mig.
Hvis det forundes mig at leve længe,
da skal jeg engang staa med hvide Haar,
Ansigt til Ansigt med min unge Fader.

✂ Da vil han sikkert smile ad sin Dreng
og spørge: Helge, hvad betyder dette?
Du kommer til mig her med hvide Haar.
Ret nu din Ryg og slet de Rynker ud!

✂ Og han vil smile,
vi vil begge smile
ad denne altfor sære Maskerade,
og i det Smil skal jeg paany forynges.