STJERNENATTEN

✂ JEG forsked længe, jeg gransked nøje,
jeg sønderrev mine Øjnes Bind
og hvad jeg saa var kun Sorg og Møje
og kun forfængeligt, usselt Skin.

✂ Jeg spurgte Manden, jeg spurgte Kvinden
og alle Vækster, som Jorden bar.
Jeg spurgte Bølgernes Brus og Vinden;
men fik kun Klager og Suk til Svar.

✂ Saa blodigt saaret, saa sønderrevet,
saa tvivlfortæret og haabforladt
var alt det Levendes Hjerte blevet.
Forgræmmet! — Ak, af sig selv forhadt.

✂ Vi knuste Mure, vi sprængte Fængsler,
til Fred og Godhed stod nu vor Hu;
men al vor Attraa og vore Længsler
randt sammen ud i den røde Gru.

✂ Saa vildt omrystet og sødt forlokket
gik Verden frem til den nye Pagt;
men i dens Midte stod end urokket,
af Sol bestraalet al Mørkets Magt.

✂ Da gik jeg til vore Sorgers Moder,
til Natten, stille og dyb og stor.
Jeg sad ved Glemselens sorte Floder,
hvor Stjernestraalernes Blomster gror.

✂ Jeg forsked ikke, jeg gransked ikke,
jeg sønderrev mine Øjnes Bind
og mødte Stjernernes Straaleblikke,
saa helt udløste af Mørkets Spind.

✂ Du Nat har Visdom for tusind Dage,
og Tavshed siger os mer end Ord.
O Alforener! Al Livets Klage
skal munde ud i dit Himmelkor.

✂ Søg Fred hos Vinterens høje Stjerner.
En Bølge tyst mod vort Hjerte gaar
med rene Toner fra dybe Fjerner,
hvor der er Stilhed og hellig Vaar.

✂ Søg Mod hos Natten til Dagens Virke.
O Alforener! Den dybe Klang,
der toner gennem din store Kirke,
skal ogsaa stemme vor Dag til Sang.