VED CHR. ZAHRTMANNS DØD

✂ AK, Fuglebakkens Blomsterpragt
— nu gik din glade Herre bort,
mens røde Roser staar paa Vagt
om det forladte Fort.

✂ Den Fæstning bag en Blomsterhær
blev bygget af en tapper Haand,
som værnede et Farveskær
og Lyset i en Aand.

✂ Værn var der i den hvide Mur
mod koldt og ondt, mod Svamp og Mug,
men aabent var den Gamles Bur,
som Blomst, for Sol og Dug.

✂ Den dybblaa Dør stod vidt paa Gab
til Fest og venlig Sammenkomst.
Der sad den Gamle med sin Stab,
som i en Kæmpeblomst.

✂ Han sad helt bred og mindetung,
som den der snart har set alt,
men vennesæl og hjerteung,
saa snart der blot blev kaldt.

✂ Mens Solen styrede sin Kaas,
den øste ham hans Skæppe fuld,
den funklede i Messinglaas
og gamle Rammers Guld.

✂ I Silkespind paa Væg og Stol,
i Billedernes Farveglød
blev Glimt af Sol til tifold Sol
og alt fik Blomsterlød.

✂ Han sad i sine Drømmes Sal
af Blaat og Guld, Viol, Karmin
og tømte ud sit Livs Pokal
til sidste Draabe Vin.

✂ Han hviled i et Farvespil
af Før og Nu og vented glad,
imedens Natten stunded til
paa hvad? — Vi ved ej hvad.

✂ Det er jo tungt at rejse bort
fra det som Hjertet holder af,
men Viljen sætter Haardt mod Haardt
og Drøm mod Død og Grav.

✂ Da Stunden kom: Du skal afsted
til Mørke, Smerte, Nat og Død —
han tog vel Farvespillet med
og Sindets dybe Glød.

✂ For sidste Gang paa Livets Strand!
Sæt Sejl, læg fra, glid hastigt bort,
styr frem mod Horisontens Rand!
Ret frem er Vejen kort!

✂ Paa Stranden laa det gyldne Rav
og Sneglehus og Perlemor.
Derude gik det store Hav
hvor Lysets Blomster gror.

✂ Glid bort — svind hen i Solgangsskær
i fjerne Stjerners Straalespil,
alt det vi ej kan gribe her,
men som jo dog er til.

✂ Spil nu Musik en Sørgesang,
men blidt. — Den søde Melodi
skal følge Sjælens Pilgrimsgang,
som ender fuglefri.