I

✂ I Jaget for Gunst og for Gave
gled Dagenes hjulrappe Færden,
da søgte jeg Ly i en Have,
som ligger ved Siden af Verden.

✂ Og da jeg gik ind gennem Laagen,
begyndte min Tanke at skumre.
Det var som om Luften var vaagen
og Jordmassen syntes at slumre.

✂ Til Rosernes Fest var jeg kommet,
til Sommer i Stilhedens Have;
men Tingenes Sind var forblommet
som Runer at tyde og stave.

✂ Jeg nød af al Tavshedens Naade
og Blomstringens blussende Glæde;
men nagedes vagt af en Gaade,
som inderst i Alt var tilstede.

✂ En Gaade, som Roserne kvalte.
— Her vandred Kvinder alene
i Venskab med Blomster og talte
kun ordløst med dødstille Stene.

✂ Selv Duften fra Rosernes Rødme
og Buksbommens solbrændte Aande,
al Sommerens mættede Sødme,
var Skjul for en hemmelig Vaande.

✂ Og Lyset, hvis rolige Floder
gør Sindene varme og trygge,
var lønligt Bekymringers Moder
og svangert med Mørke og Skygge.

✂ Og Vinden, som kredsed i Løvet,
den undredes, hvor den var landet
og var vist forknyt og bedrøvet
men pludrede om noget andet.

✂ Ja lod vel endog som den spøgte
stilfærdigt med Popler og Birke,
mens Bien travlt summende søgte
den vanlige Vej til sit Virke.

✂ Men Biernes dagligdags Maade,
paa Farten til Rosernes Kule
var sær og forraadte den Gaade,
som alle kun søgte at skjule.

✂ Selv Føddernes Knitren mod Gruset
gav samme tvebundede Tone,
som Biernes Summen og Suset
i Poppelens higende Krone.

✂ Det gungrede hult under Foden.
Jeg følte det op gennem Ryggen,
at Jorden var bristefuld moden
af Visdom som vokser i Skyggen.

✂ I Marmor stod Navne indprentet
for varigt at binde et Rygte;
men Navnet var hjemløst og vented,
at Stenene selv vilde flygte.

✂ Vejvisere stod der, som peged
til Siden og opad og nedad.
Slig angav en Streg overstreged
den Korsvej de Bortrejste red ad

II

✂ De Mure, hvor Efeuen vælder,
om hvem skal de værne og hygge?
I underjordiske Celler
maa Ejerne føle sig trygge.

✂ Men Tujaer, mørke og strenge
har Vagthold. — Hvem er det de vogter?
Vil Fangerne fra deres Senge
mon flygte til Langfartstogter?

✂ Nej det som vi værner og gemmer,
er noget, som ingen kan dræbe.
Ak husk dog de livstømte Lemmer,
den kolde og svarløse Læbe.

✂ Her hædres, hvad alle har frygtet.
Her gemmes, hvad ingen vil gemme.
Her dvæler — hvad længst er bortflygtet
i Hjemmet — hvor ingen har hjemme.

✂ Jeg stod ved en Sten mellem Stene
og Blodløbet standsed i Bringen.
Her udhviler stille og ene —
Her udhviler — Intet og Ingen!

✂ Jeg skimted den Mægtiges Stempel
men kunde ej udtyde Tegnet.
Jeg stod i Rædselens Tempel
hvor Intet er varligt omhegnet.

✂ Men Tanken maa bore i Grunden
og finder de ydmyge Pjalter,
en Skaal med et Offer paa Bunden,
sat frem paa Forfærdelsens Alter.

III

✂ O Tempel for Gaadernes Gaade,
som presser os Blodet mod Bringen,
mens Hjertet maa bede om Naade
og omfavner Intet og Ingen.

✂ O Dybder i Stilhedens Have,
hvor Dagenes Stolthed er kuet,
hvor Tiden er drejet af Lave
og Fortid har nedsunket Nuet.

✂ Jeg kom fra de stenglatte Gader,
hvor Livet nedstampes og stækkes
til Muldjord. — O Moder og Fader
hvis slumrende Dybder kan vækkes!

✂ Om Sneen udbreder sit Lagen
henover det jordkolde Kammer,
om Nattemulm dækker for Dagen,
skal Mørke og Sne staa i Flammer.

✂ Et Ildpust slaar Hjertet imøde
en Storm fra de dødstille Grave,
det mægtige Liv hos de Døde
i Erindringens brændende Have.