Paludan-Müller, Fr. KAIN ELLER VREDENS BARN (1861)

✂ Stærk og vældig Kain var,
Dyrked Jorden, nød dens Goder,
Og med Abel, med sin Broder,
Gud et Offer han frembar.
Men da nu for Gud kun Naade
Abel og hans Offer fik,
Da formørktes Kains Blik,
Og forbittret uden Maade,
Lod sit Hjertes Drift han raade.
Imod Abel vild og vred
Stormed han og slog ham ned;
Og da høit saa Herrens Stemme
Lod fra Skyen sig fornemme:
Siig, hvor er din Broder? foer
Trodsig op han med det Ord:
Sattes til min Broders Vogter
Jeg maaskee paa denne Jord?

✂ Da lød atter Dommens Torden:
Hvilken Daad fuldbyrded du!
Høit om Hævn til mig fra Jorden
Blodets Stemme raaber nu.
Fra den Jord, som her blev vandet
Af din Haand med Broderblod,
Være bandlyst nu din Fod!
Skjælv i Frygt og flygt fra Landet,
Goldt for din Skyld og forbandet!
Vee mig! lød den Dømtes Ord:
Brøden den er altfor stor;
Evig skal ved mig den klæbe,
Hvo mig træffer, vil mig dræbe.
Syvfold jeg det hævne vil,
Svared Herren - med min Ild
Jeg dig mærker, saa det kjendes,
Du som Træl mig hører til.

✂ Da lod Herren Kain gribe,
Af den dybe Frygt bespændt,
Og i Pandens hvide Stribe
Trællemærket blev indbrændt.
Mødt af Tvang fra begge Sider,
Mens Cherubens Arm ham holdt,
Stod skjøndt bævende han stolt:
Tænderne han sammen bider,
Uden Suk sin Straf han lider.
Nu det fuldbragt er og skeet -
Ordet »Skyldig« klart blev seet
Med sin røde Ildskrift lue
Midt paa Pandens brede Bue.
Løsladt, men ved Æren skilt,
Stirrende med Blikket vildt,
Flygted Kain med det Udraab:
Herrens Naade har jeg spildt!

✂ For hans Aasyn jeg mig skjuler!
Skjuler for mig selv min Nød!
Fjælested er Jordens Huler,
Er de dunkle Skoves Skjød!
Fyldt af Tanken og urolig
Bryder op han samme Stund,
Fulgt i Hælen af sin Hund,
Der med Hyl ledsager trolig
Flygtningen fra Hjemmets Bolig.
Mørket paa hans Vei ham naaer;
Stormende han frem dog gaaer,
Lyttende til Hjertets Banken,
Hver en Tanke tabt i Tanken
Paa Retfærdighedens Dom.
Mødig han til Skoven kom,
Hvor han flakker rundt i Natten,
Til han kraftløs segner om.

✂ Dybt han sov, og Solen skinned,
Fuglen sang fra Træets Top,
Da med nyfødt Mod i Sindet,
Styrket han slog Øiet op.
Alt forgjettet og udslettet
Var i Søvnens friske Bad;
Opret han paa Græsset sad,
Og for Øiet at faae tvættet
Han sit Skridt mod Kilden retted.
223 Bøiet over Bækkens Rand,
Seer sit Billed han i Vand;
Men tilbage foer han bange,
Som ved Synet af en Slange.
I hans Pande Skyldig stod,
Skyldig, skrevet som med Blod.
Alt han mindes - Kainsmærket
Sig for ham tilsyne lod.

✂ Vee! udbrød han: Kildevældet
Vasker aldrig Brøden reen;
Her jeg kjendt er! Op paa Fjeldet,
Til den følesløse Steen!
Rask han Skoven Ryggen vender,
Og endnu ved Dagens Skin
Naaer han Bjergets nøgne Tind,
Hvor ham Purpurlyset blender,
Som i Nedgang Solen sender.
Glat og sort den Klippe stod,
Som han vandrer lige mod,
Og i Stenen klart fremstillet,
Seer han pludselig sit Billed.
Samme Skrift, som Vandet bar,
Dybt i Stenen blev han vaer.
Skyldig! skreg han - Bjergets Echo
Høit ham Skyldig gav til Svar.

✂ Kain skjalv - Ei blot den bløde
Bølge speiled Straffen af;
Stenen gjemte paa hans Brøde,
Fjeldets Røst igjen den gav.
Stum han stod, og bleg var Kinden
Da i Mulm nu Solen sank,
Medens sølverhvid og blank,
Under sagte Vift af Vinden
Maanen steg bag Klippetinden.
Bort! med Bæven raabte han:
Bort til Ørknens golde Sand,
Uden Kilder, Træer og Stene,
Hvor jeg med min Hund er ene.
Her forbi ham Dyret sprang,
Og ad Stien, mørk og trang,
Ned ad Bjerget han begyndte
Nu en møisom Vandringsgang.

✂ Men paa den han ret fik sande
Dommens Trusel: Skjælv i Frygt!
Over ham hang Fjeldets Pande
Som paa Fald og heelt omskygt;
Varslende skreg Kløftens Ugler,
Og til Hundens høie Glam
Bleg i Skyen Maanen svam,
Lysende for Bjergets Huler,
Hvor den sorte Nat sig skjuler.
Hvergang dem han skred forbi,
Mørkets Svælg han stirred i,
Mens han, for sin Frygt at tvinge,
Lod sin Røst mod Hulen klinge.
Skyldig! da med Kraft han skreg,
Og endnu før Tonen veg
Gjentog Dybets Stemme: Skyldig!
Saa hans Frygt til Rædsel steg.

✂ Hvorfra denne Hjertets Bæven,
Dette skrækbetagne Sind,
Denne Tankens vilde Svæven,
Rastløs, fredløs, ud og ind;
Disse Haab, bestandig omme,
Denne Følelse af Gru
Ved hvad ei der er endnu,
Ved det ubekjendte Tomme,
Hvoraf Rædsel frem vil komme? -
Aldrig Frygtens Element
Kain forhen havde kjendt,
Aldrig før han havde prøvet
Angstens Magt, der Kraften sløved.
Ild og lis var i hans Blod,
Sveden paa hans Pande stod,
Og som efter Kamp for Livet
Ankom han til Bjergets Fod.

✂ Her i Øst gik op just Dagen,
Og begrændst af Himlens Blaa
Hvid og udstrakt som et Lagen
Ørkenen han for sig saae.
Klaret af den lyse Morgen,
Imod Nattens Skræk et Skjold,
Laa den for ham bar og gold,
Fri og aaben, som en Borgen
For et Tilflugtssted i Sorgen.
225 Bort han tørred Angstens Sved,
Frem med raske Skridt han skred,
Til, af Træthed overmandet,
Ned han kasted sig i Sandet.
Maalt med før, hvor let hans Hu!
Jord og Himmel saaes kun nu:
Ingen Krog til skjulte Fjender,
Intet Gjem for Skræk og Gru.

✂ Støttet paa sin Arm, han sendte
Over Ørknen ud sit Blik,
Til mod Bjerget han det vendte,
Og sin Hund isyne fik.
Frem den kom med Spring i Dalen,
Med de aabne Næsebor
Søgende det tabte Spor,
Og nu fjernet knap en Alen,
Stod den, logrende med Halen.
Kain Mælet fik igjen:
Vær velkommen, gamle Ven!
Blev endog min Skjæbne værre,
Aldrig svigted du din Herre.
Om dens Hals sin Arm han slog,
Nærmere sit Bryst den drog,
Skued i dens klare Øie -
Men en Zittren ham betog.

✂ Ogsaa der han saae sin Pande
Mærket med en ildrød Skrift;
Ogsaa der mon »Skyldig« stande,
Tegnet paa en ond Bedrift;
Ogsaa der ham kom imøde,
Dybt fra Dyreøiets Bund,
Dommens Ord fra Herrens Mund,
Mindet, hvori Qvaler gløde,
Straffen, blodig som hans Brøde.
Op han sprang med hævet Arm,
Sparked Dyret bort i Harm,
Og med Hylen Hunden flygted
For det Blik, hvis Lyn den frygted.
Vee mig! raabte Kain vild:
Ørknens Sand er vorden Ild!
Bort til Floden! I dens Bølger
Hjertets Brand jeg slukke vil!

✂ Og paany han her forandred
Flugtens Maal og Fodens Gang,
Og fra Ørknen bort han vandred,
Mens i høien Sky han sang:
Jord og Himmel, laan mig Øre!
Kains Drab og Kains Fald
Herren syvfold hævne skal!
Ingen Herrens Træl tør røre,
Ingen Ondt den Onde gjøre!
Under Sangen angst omkring
Speided han i Ørknens Ring,
Mens mod Nord han frem sig skyndte,
Hvor det store Vand begyndte.
Der, i Skovene mod Nord,
Tabte nu sig Kains Spor;
Dømt landflygtig, vandred fredløs,
Skjult og eensom han paa Jord.

✂ Aar randt hen - med Mosset Freden
Abels Grav alt værned om,
Da til Landet Øst for Eden,
Kaldet Nod, en Vandrer kom.
Stærk og skulderbred var Manden,
Høi af Væxt og klædt i Skind;
Bleg og furet var hans Kind,
Og det sorte Haar til Randen
Af hans Bryn ham dækked Panden.
Med et mørkt, uroligt Blik,
Støttet til sin Stav han gik
Langsomt frem i Aftensvalen,
Altid længer ned i Dalen.
Et Par Hytter kun han saae,
Ellers øde Dalen laa,
Men paa Høiderne omkring den
Eeg og Gran i Mængde staae.

✂ Kain - thi just han var Manden -
Standsed foran Dalens Bæk,
Hvor en Hytte laa paa Randen,
Krandset af en Rosenhæk.
Her, hvor i den dybe Skygge
Solen lifligt smiled ind,
Her gad af det piinte Sind
Smertes-Tornen ud han rykke,
For i Fred at boe og bygge.
Rundtom saaes kun Fredens Spor;
227 De til Hytten ledte, hvor
Han ved Arnestedet inde
Traf en ung og ældre Qvinde.
Kain Herberg fik hos dem,
Fandt bag Hyttens Væg et Hjem,
Tog til Viv den unge Qvinde
Da den næste Vaar brød frem.

✂ Men for Pagten at betrygge
Og sit Fortidsliv at fly,
Han beslutted nu at bygge
I den aabne Dal en By.
Før han havde dyrket Jorden,
Nu om fri Bedrift det gjaldt;
Haandens Brug dog let ham faldt,
Snart ved tænksom Flid og Orden
Er en Haandværksmand han vorden.
Steen og Træ til sit Behov
Hented han fra Mark og Skov;
Bygged Huse - hele Rader,
Som han deelte af i Gader.
Alt som Værket kom istand,
Tidt med Studsen udbrød han:
Altsaa uden Herrens Naade
Livet dog man føre kan!

✂ Og med dette Syn paa Sagen
Han fordobblede sin Flid;
Værk paa Værk udfyldte Dagen,
Og for kort ham blev hans Tid.
Bølgen lig, hvis Kraft sig bryder
Imod Klippen, fast og stærk,
Brød sig her mod Dagens Værk
Følelsen, der meer ei syder,
Tankens Storm, der dæmpet lyder.
Fredeligt randt Aaret ud,
Da kom fra hans Hustru Bud:
Han sig Fader kunde sige
Til en lille Dreng og Pige.
»Viet ind« er Drengens Navn,
Raabte han med Fryd og Savn,
lilte hjem til Viv og Hytte,
Tog de spæde Børn i Favn.

✂ Som han stod med dem i Armen,
Han igjen det Mod fornam,
228 Der ham fordum fyldte Barmen,
Før den hused Skræk og Skam.
Sorgens Tryk han følte vige,
Glædessmilet om hans Mund
Traadte frem, og samme Stund
Kyssed han den lille Pige.
Til sin Søn han hørtes sige:
Hanok, Barn, jeg har dig kaldt;
Byen, jeg har bygget alt,
Samme Navn jeg vil tillægge;
Gud indvied' er I Begge.
Her til Lyset hen han bar
Børnene, der stille var,
Og betragted glad sit Afkom.,
Rørt sit lille Tvillingpar.

✂ Hvor uskyldige de nøgne
Smaabørn i hans Arme laae:
Hvilke aabne, klare Øine!
Hvilke Lemmer, fine, smaa!
Men hvordan! I Begges Pande
Sees et Tegn - et dunkelt Spor -
Som et Anlæg til et Ord -
Trækkene, der Ordet danne,
Dog utydeligt sig blande.
Nu han seer dem ikke meer -
Jo, igjen han nu dem seer!
Midt i Panden sammenføie
Skriftens Træk sig for hans Øie.
Kan sit Øie da han troe?
Ordet Skyld han læser jo,
Ordet Skyld paa dem, som hvile,
Her i Uskylds dybe Ro!

✂ Kain blegned - begge Poder
Rask til Sengen bar han hen;
Lagde dem hos deres Moder,
Gik saa bort - men kom igjen.
Atter stod han spændt og stirred
Ned mod Leiet paa de Smaa,
Atter klart han Tegnet saae,
Ved hvis Syn hans Læber dirred,
Skyldens Tegn, der ham forvirred.
Dybt trak Veiret han paany;
Ned i Dalen til sin By,
Til sit Arbeid han sig skyndte;
229 Slap det Værk, han der begyndte,
Og sad stum og bed sin Negl:
Havde han dog ei seet feil?
Var maaskee dog ei det Hele
Blot hans egne Tankers Speil?

✂ Atter maatte han tilbage
Og sin Frygt i Øiet see;
Og saa gik han flere Dage
Til og fra og til sin Vee.
Snart var Skriften som borttvættet
Og de Spædes Pande klar,
Snart igjen den dunkel var,
Af det mørke Skyldtegn plettet;
Snart var Tegnet halvt udslettet.
Men tilsidst det fast dog stod,
Prentet som i Kjød og Blod:
Saae paa sine Børn han nøie,
Stod ham Brøden klart for Øie.
Ingen Tvivl fandt mere Sted,
Præget blev bestandig ved;
Som han selv bar Straffens Mærke,
Bar hans Afkom Mærket med.

✂ O, forfærdelige Tanke!
Dreven af sin dybe Skræk
lilte ned han til det blanke
Dalens Speil, den klare Bæk.
Der nedknælende paa Randen,
Bøiet af sin Straf og Tort,
Strøg det tykke Haar han bort,
For at see sig selv i Panden
Skarpt, som naar man seer en Anden.
Hvor forskjelligt fra de Smaaes
Her hans eget Skyldtegn saaes!
Som en dyb, udvoxet Skramme
I en gammel, barket Stamme.
Ha! og dette gamle Saar
Skjændselsliv hans Afkom spaaer!
Blodskyldsstraffen alt i Vuggen
Her de skyldfrie Spæde naaer.

✂ Kains hede Blod oprørtes,
Harme rystede hans Krop,
Og hans vrede Snøften hørtes,
Da forbittret han sprang op.
Hvor i Hjertet vildt det kogte!
230 Slig en Uretfærdighed
Rev jo Himlens Hvælving ned,
Og ved Jordens Piller rokte.
Men lad Herren vel sig vogte!
Kan end Livet holdes ud
Med en streng, unaadig Gud,
Er en ond, en uretfærdig,
Mennesket dog reent uværdig.
Kain, trods sin Synd og Skam,
Her sig siger løs fra ham;
Knuust af Dommen, er til Gjengjeld
Han sin Dommer evig gram.

✂ Og af Vreden fødtes Qvalen,
Der til Flugt ham drev paany;
Altfor snever blev ham Dalen,
Altfor trang den bygte By.
Bort han maatte - Livet føre
Langt fra Mindet om sin Vee;
Først de spæde Børn dog see,
Først de Toner laane Øre,
Som i Hjemmet Hjertet røre.
Hyttedøren stod paa Klem,
Og paa Leiet i sit Hjem
Saae sin Viv han slumre stille,
Mens i hver Arm laa en Lille.
Trist i Sind, i Hu saa mod,
Kain længe for dem stod,
Saae sig mørk omkring i Hytten,
Før med Suk han den forlod.

✂ Snart dog Harm paany isteden
For den bløde Smerte kom,
Og paa Flugten voxte Vreden
Over Herren og hans Dom.
Sig ihu han monne kalde
Straffens mange bittre Aar:
Eet for eet forbi ham gaaer,
Og før talte de var alle,
Var han bleven sort af Galde.
Paa hans Gang mod Syd fra Nord
De udspiilte Næsebor,
Der sig opad trodsigt kaste,
Bleve staaende og faste.
I Forbittrelsen hans Haar
Kruset, stivt iveiret staaer,
231 Og som omskabt er han vorden,
Da til Afrika han naaer.

✂ Der, paa den uhyre Slette,
Vredens Barn sit Hjem nu fandt;
Med sig selv og Gud i Trætte,
Der, i Trods, hans Liv henrandt.
Der, som Jæger med sin Bue,
Med sin Piil, sit korte Spyd,
Streifende fra Nord til Syd,
Bar, forbrændt af Solens Lue,
Han sin Nøgenhed tilskue.
Der, i Damp af Dyrets Blod,
Hærde d sig hans vilde Mod,
Aldrig bøiet under Nøden,
Evig legende med Døden.
Der, med Drab, med Kamp og Strid,
Gik blandt Dyrene hans Tid,
Mens i vældig Kraft, som Løven
Til sin Styrke han slog Lid.

✂ Der, for Skam og Frygt befriet,
Gudsforladt, sin egen Mand,
I Naturens Liv indviet,
Som dens Dyrker leved han.
Fordum han i Agerfuren
Havde sanket af dens Frugt,
Havde nyttet dens Product
Ved sin Byggen og sin Muren;
Nu ham Herre blev Naturen!
I sin Tanke vorden sløv,
For den indre Stemme døv,
Paa hans Vandringer bebuder
Sol og Maane sig som Guder.
De, som straalte for hans Blik,
De til Løn hans Offer fik;
Og paa Flugt fra Naadens Veie
Tabt for Gud, fortabt han gik.