✂

✂ Paa Christiansborgs den store Ridebane
Hvad Støi og Stiim! Til Klaphorn og Gonggong
Sig trænge frem med Folket Folk af Fjong,
Og Damer foran efter gammel Vane,
Imod Stilladset med den røde Fane,
Hvor fyldes nu den store Luftballon,
Med hvilken den berømte Montechriste
Idag sin Reise gjør, den allersidste.

✂ Hvor minder denne jublende Musik
Om hiin Dag, da Tardini med sin lille,
Sin hvide Dame med den blaa Mantille,
Op i Ballonen under Hurra gik,
For kort derefter Icarus at spille
Dybt i den vaade Grav med brustent Blik;
Thi Nemesis ei spare vil i Længden
Den Mand, der høit sig hæver over Mængden.

✂ Dengang jeg stod med Haanden over Brynet,
Beskuende ved Sommeraftnens Sol
Det lette Par, der gik tilveirs som Lynet,
Kun baaret af den tynde Rørgondol.
Jeg fryded mig ved Tanken som ved Synet,
Thi høit i Sky, som paa en Kongestol,
Ikkun af Himlens Hvælving sluttet inde,
Sad Jordens Herskerpar - sad Mand og Qvinde.

✂ Selv straalende af Herlighed og Glands,
De skued ned paa deres dunkle Rige,
Og følende mod Himlen sig at stige,
De paa hinanden saae med henrykt Sands.
Hvor kort en Drøm for de Ulykkelige!
Vildt Nemesis tilraabte dem sit »Stands«;
Hun Baaclen traf, og, med sit Slag dem knusende,
Nedstyrted dem i Bølgen, i den brusende.

8

✂ Forfærdeligt - og meest for Den, som fri
For Skjæbnens Stød med Lykken knytted Pagten -
Forfærdeligt, hvis Nemesis har Magten!
Hvis i sit blinde Retfærds-Raseri,
Hvis i sin Iversyges vilde Tragten,
Sin Nivelleren, hun ei selv stod bi
En evig Magt, der saaer hvad hun blot høster,
Og netop vil, hvad hendes Lune lyster. -

✂ Paa Christiansborg - thi det var der vi endte -
Man altsaa flokkes om Stilladsets Rand,
Hvor snart sig vise skal den store Mand,
Der med Begeistringsild Enhver antændte.
Af Montechriste kan man Alt sig vente;
Hans Aand, Geni, hans Mod, Talent, Forstand,
Har længst paa Reiser, ved en rig Anvendelse,
Ham skaffet europæisk Anerkjendelse.

✂ Thi ei blot, som idag, han sees at gjæste
Sylphiders Bolig i en flettet Baad;
Men han kan gaae tilveirs paa Hjorte, Heste,
Ja paa en Struds, hans meest berømte Daad;
Og hans Ballon er af de allerbedste,
Da til enhver Bekostning han har Raad;
Og op og ned han den forstaaer at tvinge,
Med samme Lethed som en Fugl sin Vinge.

✂ Hans Konst er stor, og stort hans Sprogtalent;
Med Færdighed han tale skal det Spanske,
Det Italienske, Polske, Tydske, Franske,
Ja, skjøndt saa kort Tid han har Landet kjendt,
Har allerede dog han lært det Danske.
Ei blot han det studeret har paa Prent,
Men Sproget skal han tale meget flydende,
Skjøndt med Accent og noget fremmedlydende.

✂ Desuden er han ei en Mand fra Gaden,
Men fra et Land, hvor Alt er Poesi;
Ja Nogle sige, han har Doctorgraden,
Endskjøndt man ikke rigtig veed hvori.
Physik for ham er Smørrebrød - men Maden,
Hans bedste Mad, catholsk Theologi;
Thi det nok afgjort er, han Munk har været,
Og lang Tid i et Kloster sig fortæret.

9

✂ Derfra han flygted bort i største Fart,
Og Flugten man endog et Drab tilskriver,
Skjøndt Andre kun som Flugtens Grund angiver,
At Klostrets 01 var tyndt og Brødet bart.
Fra den Tid om paa Eventyr han driver,
Og kalder med sit Klosters Navn sig snart
For Montechrist, og snart for Montechriste,
Dog altid paa Plakaterne det Sidste.

✂ Mens under slig Passiaren det bevidste
Og ubevidste Publikum en Stund
I Manden og hans Storhed aanded kun,
Lod i Ballonen ind man Gassen liste.
Da lød det pludselig fra Mund til Mund:
Der kommer han! Der er han, Montechriste!
Og neppe sagt, før let som til en Leg
Op ad Stilladsets Trappe selv han steg.

✂ Der stod han, Dagens Helt - en Mand tilaars,
Forresten kraftig bygget, svær og lille;
Klædt i Tyrolerdragt, hvorved hans Laars
Og Lægges Former Hovedrollen spille.
Hans Træk og Udtryk allermindst nu vilde
Sig passe for Peer Gante og Peer Paars;
Thi bleg og skægget smiler han ironisk,
Og Blikket er sarkastisk, ja dæmonisk.

✂ Dog tør ei dette tages ubetinget,
Da ei saa sjelden man har villet see
Hans Øie lyse af en stor Idee,
Ret som en himmelsk Glæde ham bevinged;
Thi ei forgjæves han saa høit sig svinged
Op over Jordens Usseldom og Vee.
Figuren selv, saa smidig i sin Drøihed,
Har i sin Holdning visse Spor af Høihed.

✂ Med hvilken Anstand der sin Hat han svinger,
Mens hilsende han Bræderne gaaer rundt,
Og til at juble Folkemassen tvinger,
I den Grad, at i Øret det gjør ondt.
Ham selv af Fatning ei Triumfen bringer,
Thi med en Ro, der passer for hans Dont,
Ballonens Net og Snore nu han klarer,
Og stopper Baaden fuld med alskens Varer.

10

✂ Til Ballastposen han forsømmer ei
At føie Lygten, der ved Nat skal lyse,
Med samt den uundværlige Kavai,
At i den tynde Luft han ei skal fryse.
Viin, Kringler, stegte Duer med Gemüse,
(Nødvendig Tæring paa den øde Vei)
Compas og Faldskjærm, Landkort, Instrumenter,
Alt pakkes ind, og Folket spændt nu venter.

✂ En Snor han løsner - see, Ballonen svæver
Nu frit, mens den paa Luften synes staae,
Og let i Aftenvindens Pust den bæver,
Beredt, naar Kjæden slipper, op at gaae.
Men Montechriste sig paa Taaen hæver,
Han seer omkring - hvad venter Manden paa?
Ballonen er jo fyldt og Klokken mange:
Sin Passageer han venter - Anton Lange.

✂ Der kommer netop Fyren! Hvor han piler
Afsted med aaben Vest og blottet Barm,
Og hvor af Brædetrappen op han iler
Med Stok og Briller, Kappen paa sin Arm!
Hr. Montechrist just ikke naadig smiler,
Men Anton Lange, som er bleven varm,
Og af sin Løben ilter i Kalotten,
Ta'er Hatten af og purrer sig i Totten.

✂ Betragt ham, Læser! Blikket vel sig lønner;
Thi her du seer ei blot en ung Student
Og en af Urtekræmmer Langes Sønner,
Men En, som tidt har Ordet ført paa Prent,
Og endnu daglig ved sit Blækhorn stønner,
Bebyrdet som æsthetisk Recensent.
See nøie til! See gjennem Belletristen,
Og see med Skræk og Gysen AtheistenI

✂ Hvad! Denne blonde Fyr, hvis Kyllingehoved,
Om end det passer for en Belletrist,
Os høistens dog en Procurator loved:
Har med de skjæve Been han ud sig voved
Paa Glatiis som moderne Atheist? -
Ja, kjære Læser, det er ganske vist.
Endnu for nylig lod et Skrift han trykke,
Hvori han hlæser Bibelen et Stykke;

11

✂ Hvori med Smæk og Skrub paa hele Sider
Den halve Geistlighed han høvler brav,
Og ei tilvands blot Professorer rider,
Men selv med Sjællands Biskop gjør det af;
Hvori, qua Humanist, paa Dansk han strider
Med Grunde, som en Tydsker ham indgav,
Og mens han en personlig Gud fornegter,
Bidsk for Naturen og Fornuften fegter.

✂ Betragt ham med Respect, den Anton Lange,
Som sandelig er ei at spøge med;
Thi hvis med Pen og Blæk-Horn han vil stange,
Han dig og mig kan gjøre stor Fortred.
Men - hvisker Læseren, nu alt gjort bange -
Hvad gjør Personen her paa dette Sted?
Hvorfor vil han tilveirs nu med Ballonen?
Hvem nøder ham? Mon Folket eller Kongen?

✂ Aldeles Ingen! Hvad der her ham frister,
Er blot det Væddemaal, han sluttet har
Med et Par andre unge Atheister,
For hvem, hvis bort han løb, han blev til Nar.
Da Navn af stærk Aand han kun nødig mister,
Saa trods den Svaghed, som ham selv blev klar,
Trods sin Natur og Lyst, ja trods Fornuften,
Gaaer med sin graa Hat her han op i Luften.

✂ See der! Han i Gondolen alt sig sætter,
Hvorfra han overseer den store Plads,
Og skjøndt beklemt han er, det Hjertet letter,
At vendt mod ham er hvert et Blik og Glas.
Sin Fråk han knapper, paa sin Halsklud retter,
Seer op med Briller i Ballonens' Gas,
Og hvide Handsker trækkende paa Hænderne,
Han smiler, nikker, hilser ned til Vennerne.

✂ Dem seer han vel, men ei den unge Pige,
Der bag hans Ryg ta´er frem et Brev og let
I Haanden Montechriste stikker det.
Luftskipperen, som just tilveirs vil stige,
Ta'er imod Brevet uden Ord at sige,
Thi alt hans Fod er paa Gondolens Bræt.
Han Kjæden slipper - raaber: Leve Kongen!
Og opad under Hurra gaaer Ballonen.

12

✂ Hvor let den stiger! Ak, hvorlidt dog veier,
Endog med Luften maalt, en Atheist,
For ei at tale her om Montechrist -
Den svæver, gynger, synker, dukker, neier,
Den stiger atter som Ideens Seier
Og confunderer hver en Realist;
Den solbestraalt sig hæver mod det Høie,
Og skinner rød og blaa i Alles Øie.

✂ Alt paa sin Flugt den streifer Slottets Qvist,
Hvor sig de tusind Svalereder skjule,
Og hvor, i Skræk kaldt' frem af deres Hule,
Nu sværme op og ned, og her og hist,
Omkring den store Fugl de mindre Fugle.
Men paa Gondolens Rand staaer Montechrist,
Som med sin Fane hilser ned til Alle,
Og høit til Afsked la'er Pistolen knalde.

✂ Og nedenfor, som slaaet paa Planeten,
Alt Folket mod Ballonen stirrer op,
Der uden mindste Støden i Trompeten
Ei overflyver blot hver Svalekrop,
Men Slottet selv, og Souverainiteten,
Ja, uden paa sin Vei at gjøre Stop,
Sig hæver som begeistret og bevinget
Høit over Talens Flugt i Lands- og Folkethinget.
Et større Sving endnu Ballonen faaer;
Zahlkassen, skjøndt med Mønt og Sedler stoppet,
Og Bibliotheket, skjøndt med Viisdom proppet,
At drage den til Siden ei formaaer:
Hen over Kongens Bryghuus, steilt og toppet,
Den, Langebro forbi, mod Søen gaaer,
Hvor som en dristig Flyver ud den vover sig,
Med Havet under og med Himlen over sig.

✂ Og her vi Afsked nu med Mængden tage,
Der end paa Pladsen staaer med spændte Blik
Og seer Ballonen svinde til en Prik.
Igjennem Luften vi med Baaden drage,
Hvor i den smalle Forstavn lænt tilbage
Sin snevre Plads Hr. Anton Lange fik,
Mens overfor, i Baadens Agterende,
Hr. Montechrist sees magelig sig vende.

13

✂ Han er beklemt den stakkels Anton Lange,
Og det med Grund, da ved et dristigt Hop
Han kommen er saa høit i Frihed op,
At næsten han sig føler som en Fange.
Et Blik paa Dybet gjør ham bleg og bange;
Hu! hvis af Baaden ud nu gled hans Krop,
Og tusind Favne ned han sank i Bølgerne,
Hvem indestod i Faldet ham for Følgerne?

✂ Hvem skulde vel ham holde, fange, gribe,
Hvis han fra denne Høide styrted ned,
Hvor Sundet sees kun som en sølvhvid Stribe,
Og som et malet Landkort Sjællands Bred?
O, var han sluppen vel af denne Knibe!
Ved Vindens stigende Urolighed
Sig Baaden hæver, og Ballonen flyver
Afsted, som om til Fok man satte Klyver.

✂ Det svimler for ham, og med begge Hænder
Han Snoren uvilkaarlig griber fat,
Og Blikket som om Hjælp mod Himlen vender.
Men ogsaa her han føler sig forladt:
Umaaleligt sig Himlens Telt udspænder,
I Vestens Dyb neddaler Solen mat,
Mod Øst og Nord og Syd kun Rummet kjendeligt,
Stort, tomt og ubegrændset og uendeligt.

✂ Der hører Mod til Storheds Tryk at bære,
Til ei at svimle ved en Afgrund, og
Til midt i Rummets Alt et Punkt at være,
Og ikke som et Nul sig føle dog.
Men Anton Lange husker paa sin Ære;
Skal han - en Tænker - sidde som et Fjog?
Skal han - den stærke Aand - af Svaghed dirre?
Nei, nu vil ned i Dybet just han stirre!

✂ Som tænkt, saa gjort - ud over Baaden bøiet,
Hvis Net af Snore han sig støtted paa,
De trende tusind Alen ned han saae
Paa hvad af Vand og Land ham kom for Øiet.
Ved dette Syn ham Tanken meest fornøied,
At naar nu bare hjem han komme maa,
Skal en Beretning Vennerne han give,
Der til Beundrings Udraab skal henrive.

14

✂ Saa tænkte han, og Trøst i Tanken fandt;
Men hvori fandt sin Trøst Hr. Montechriste? -
Aa, han til slig en Tour forlængst er vant,
Han veed jo, det maa bære eller briste.
Med sin Cigar han snart er paa det Sidste,
Han puster Røgen ud til hver en Kant,
Og paa Kavaien siddende behagelig,
Gjør han med spredte Been sig ret det magelig.

✂ Han seer omkring i Luftens aabne Rige,
Han bruger Jorden som sin Spyttebak,
Men mindes pludselig den unge Pige,
Hvis Brev jo nylig han i Lommen stak.
Han maa dog see, hvad hun ham har at sige.
Af Brevet river han den seige Lak,
Og strakt tilbage nu, mens Vinden blæser
Ballonen fremad, for sig selv han læser:

✂ Velædle, høivelbaarne Montechrist!
Undskyld, at Deres Titel ei jeg kjender,
Skjøndt jeg forlængst den burde have vidst,
Da jeg saa dristig er, at Brev jeg sender.
Det er i Nøden jeg til Dem mig vender;
I lang Tid har jeg vaklet, men tilsidst
Jeg ingen anden Udvei vidste finde -
Mit Spil er tabt, kan ikke De det vinde.

✂ Hvor kom mig Lykken nær for to Aar siden!
Jeg, som fra Barnsbeen af tilhaande gik
Min Fader i hans Herrehats-Fabrik
Og meest blandt Filt og Vat tilbragte Tiden;
Som langt tilbage var i Konst og Viden,
Hvorvel paa mangen Hat jeg satte Skik:
Jeg pludselig, før jeg det tænke voved,
Med en Student blev offentlig forlovet.

✂ Han i Boutiken kom, min Anton Lange,
Og hver Dag vore Hatte han besaae;
Men skjøndt jeg paa hans Hoved prøved mange,
Han aldrig dog den rette kunde faae.
Han syntes en umulig at forlange,
Men endelig tilsidst han fandt en graa;
Den med et Smiil han satte paa mit Hoved,
Gav mig et Kys - og da blev jeg forlovet.

15

✂ O, hvilket deiligt Liv der da begyndte!
Ad Døren ind og ud min Anton drog,
Og næsten daglig bragte han en Bog,
Som saa at gjennemlæse jeg mig skyndte.
Jeg allerede forhen Læsning yndte,
Men nu, da han mig under Armen tog,
Og stræbte mig at danne til sin Lige,
Nu gik det strygende, jeg nok tør sige.

✂ Var Bogen læst, og ret vi leve vilde,
Vi en Spadseretour os gjerne fik,
Og Arm i Arm vi da paa Volden gik,
Han med sin graa Hat, jeg med min Mantille.
Da var hans Ord mig som en Viisdomskilde,
Og som en Glædessol mig var hans Blik;
O, denne Tid er end mig uforglemmelig,
Jeg var saa lykkelig og saa taknemmelig.

✂ Den Tid er endt - min korte Fryd er død,
Og skulde dertil jeg en Grund angive,
Det Antons Skrivelyst da maatte blive,
Thi den min Lykke gav det første Stød.
Da han fik Lyst i Bladene at skrive,
Om at spadsere han ei meer sig brød;
Men naar den graa Hat ei mig følge vilde,
Hvad Glæde var der da i min Mantille?

✂ Dog det var jo det Mindste! Meer og meer,
Og dertil hans Forfatterskab var Grunden,
Blev han med slette Venner nu forbunden,
Hvoraf han, til min Skræk, fik fleer og fleer.
I deres Garn, af deres Net omspunden,
Fordærvedes hans rare Characteer;
Og hertil kom nu nogle tydske Bøger,
Hvori den sidste Grund til Alt jeg søger.

✂ Thi dem saalænge han studered i,
Til ham en ond Aand syntes at bestikke;
Han talte nu kun om at vorde fri -
Om fri for mig han meente, veed jeg ikke.
Saa kolde blev hans før saa varme Blikke,
Saa skarpt hans Sprog, der før var Melodi;
Og han, som var saa høflig, saa beskeden,
Blev nu saa stolt, ja ret et Barn af Vreden.

16

✂ Forfærdelige Ting han hørtes sige;
Han paastod høit, trods Skriftens Ord og Bud,
At Ingen af os var udødelige,
Men at i Døden vi som Lys gik ud,
Og at saalidt der hist i Himmerige
Som her paa Jorden gaves nogen Gud;
Det var en Fordom kun, som laa i Luften,
Hans Guder var Naturen og Fornuften.

✂ Var det ei rædsomt? O Hr. Montechriste,
Sæt i hans Piges Tilstand her Dem ind!
Min Frygt er ikke blot ham selv at miste,
Thi mindst for Sjælens Fare jeg er blind.
Tidt ængstes jeg som Hjertet skulde briste,
Og saa sørgmodigt blevet er mit Sind,
At hvert et Minde om den fordums Lykke
Mig Taarer ud af Øinene kan trykke.

✂ Jeg ligger søvnløs næsten hver en Nat,
Og staaer jeg op, er mine Øine røde;
Da synes Verden mig saa mørk og øde,
Mit Hoved tungt er og min Tanke mat.
Snart seer jeg Anton vandre blandt de Døde,
Snart styrtet i en Afgrund og, forladt
Af alle Andre, Haanden mod mig strække,
Som var det mig, der skulde Hjælp ham række.

✂ Men hvor er der en Hjælp da? Jeg forsøgte
Jo hvad jeg kunde, før jeg kom til Dem;
Jeg har jo talt, og det med Fynd og Klem,
Og grædt og bedt ham Himlens Straf at frygte.
Forleden, da saa grueligt han spøgte,
Tog Balles lille Lærebog jeg frem,
For ham hans Børnetro ihu at kalde,
Men han smed Bogen hen og lo af Balle.

✂ Jeg tidt har ham i Kirke villet føre,
Har bedt ham til en Præst med mig at gaae,
Men derom vil ei mindste Muk han høre;
Og skjøndt jeg daglig noget Nyt fandt paa,
For til Omvendelse hans Sjæl at røre,
Jeg aldrig Frugt dog af min Stræben saae.
Hver Smule Haab, jeg stundom nære turde,
Hans slemme Venner strax tilintetgjorde.

17

✂ Nu kommer jeg til Dem, o ædle Mand,
Der skal det Høie som det Dybe kjende,
Med Bøn, at De min Anton vil omvende,
Da ingen Anden dertil er istand.
Han sidder fast nu - han kan bort ei rende,
Hans slemme Venner ham ei hjælpe kan,
Og kunde blot hans stolte Mod De tvinge,
Da vilde sikkert frelst De hjem ham bringe.

✂ Det gjelder om hans Sjæl, Hr. Montechriste!
Og dersom her paa mig De tænke vil,
Da staaer min Lykke som mit Liv paa Spil,
Thi dette Haab er jo det allersidste.
O, hvis et Raad i denne Nød De vidste,
En evig Tak Dem skulde høre til,
En evig Tak, selv naar kun Støv er Skikkelsen
Af Deres Tjenerinde: Betty Michelsen.

✂ Her endte Skrivelsen, og med et Amen,
Der Hjertets Følelser ei gjorde Tort,
Hr. Montechriste lukked Brevet sammen
Og visked Taaren af sit Øie bort.
Hans Pandes dybe Rynke, Blikkets Flammen,
Hans heftig sammenknebne Læber - kort,
Hans hele Ydre, tydelig erklæred,
At Betty's Ord var' ei talt' hen iveiret.

✂ Han lod dem heller ei til Jorden falde,
Thi dybt i Lommen stak han Brevet ned,
Idet sig selv han loved med en Ed,
At hjælpe Den, der s avne d Hjælp af Alle,
At gjøre Ting, man store skulde kalde,
Og tro staae bi saa trofast Kj ærlighed.
Da det han havde svoret tvende Gange,
Saae barsk og streng han hen mod Anton Lange.

✂ Men Anton Lange vendte bort just Øiet,
Thi nu sig ganske kommen af sin Skræk,
Sad kjæk og qvik han der paa Baadens Dæk
Og ved den raske Fart sig ret fornøied.
Mens Luftballonen Luftens Bølger pløied
Og iilte fremad som en Fugl paa Træk,
Lod' høit fra Himlens Blaa til hver en Side
Igjennem Brillerne sit Blik han glide.

18

✂ Et herligt Skuespil! Just som i Vesten
Det sidste Solglimt svandt i Dybets Grav,
Steg Maanen op i Øst til Nattefesten,
Hvor stedse flere Stjerner Møde gav.
Foroven Glands - forneden Mørke næsten;
Alt Land forsvundet for det aabne Hav,
Hvis Bølgers stærke Larm og stolte Brusen
I Høiden her gik tabt i sagte Susen.

✂ Og med ham selv igjennem Himlens Hal,
Bestraalt af Maanen og ført frem af Vinden,
Beruset af den lette Gas forinden,
Hendandsed nu Ballonen som til Bal.
Dog trak sin Kappe tæt han op om Kinden,
Lidt køl ham forekom den store Sal,
Lidt bleg den Kind, som Luna mod ham vendte,
Lidt klamme Stjernerne, skjøndt klart de brændte.

✂ Hvor gaaer det? lød medeet det for hans Øre,
Og efter Lyden dreiende sit Blik,
Saae Montechrist med Haanden han at gjøre
Et Greb i Skyen, som forbi de gik,
Og derpaa sig Kavaien at iføre,
Som fast han knapped, før med tænksomt Nik
Paa Barometrets Høidestand han agted,
Og Varmemaalets Gradestok betragted.

✂ Hvad, nær ved Frysepunktet! udbrød Manden,
Hvorpaa han Thermometret lagde hen,
Og føied til, med Hatten skudt fra Panden:
Hvorledes gaaer det saa, min unge Ven?
Det gaaer fortræfligt! svared ham den Anden,
En saadan Luftseilads er rigtig Spænd;
Er Reisen kold, desmere Varmt jeg drikker,
Naar kommen hjem først i min Seng jeg ligger.

✂ Det skeer dog knap inat og her paa Øen,
Gjensvared hiin; thi hvis jeg mig forstaaer
Paa Veir og Vind, saa Stevns saalidt som Møen,
Hvad dog jeg havde troet, inat vi naaer;
Men lige lukt ud over Østersøen
Og imod Rügen hen vort Fartøi gaaer.
Aa, udbrød ganske munter Anton Lange,
For slig en Tour er jeg slet ikke bange.

19

✂ Saa mine Ønskers Maal jeg nær jo rykker,
Jeg kommer udenlands endog tilsidst.
Men hvad gaaer af Dem? De er ganske trist,
Og saa betænksom Deres Negl De tygger -
Ballonen er vel aldrig dog istykker?
Er Gassen sluppen ud, Hr. Montechrist? -
Nei, Svaret lød, Ballonen nok skal holde,
Lad ei min Alvor Dem Bekymring volde.

✂ Men seer De vel - her kasted sig tilbage
Paa Sædet Montechrist og saae omkring
I Himmelbuens store Stjernering -
Men seer De vel, i alle mine Dage
Mig Jorden aldrig vilde stort behage
Med sine Folk og Fæ og tusind Ting;
Derfor jeg tidlig mig fra Støvet hæved,
Og helst jeg eensom her i Luften svæved.

✂ Her, skilt fra Jordens Tummel og dens Jammer,
Fra Verdens Daarskab, Latter, Hyl og Graad,
Hvor i den dybe Stilhed Stjernen flammer,
Jeg seiled tidt i Natten paa min Baad.
Her var mit eenlige Studerekammer,
Hvor jeg spandt Viisdom af min Tanketraad,
Og lærte langt meer, end af Folk paa Gaderne,
Af Bjørnen, af Orion og Plejaderne.

✂ Her leved Timer jeg for Evigheden,
Thi altid jeg andægtig bliver stemt,
Naar stegen opad, som en Fugl i Reden,
Her for Alverdens Blik jeg sidder gjemt.
At Himlen oven er og Jorden neden,
Hvad der saa tidt i Livet bliver glemt,
Skjøndt det for Mennesket er Hovedsagen:
Den Sandhed er vel her saa klar som Dagen.

✂ At i en Traad vort hele Liv kun hænger,
At Døden hvert Minut kan sige stop,
Ei heller Dette glemmer let man længer,
Thi brast nu blot en Snor, hvor laa vor Krop?
Derfor til Troens Bistand her man trænger,
Og sjelden paa min Fart jeg kommer op,
Før jeg istemmer Psalmen, De maa kjende:
Hvo veed - hvo veed, hvor nær mig er min Ende?

20

✂ Og naar, som her, i Rummets Dyb jeg seiler,
Hvor Maal og Sti og Grændse gives ei;
Hvor Fugl og Fisk og Dyr og Plante feiler,
Og der er ingen Skabning uden jeg:
Da sig det Evige for mig afspeiler
Langt mere klart, end hist paa Støvets Vei;
Den dybe Tomhed Livets Fylde priser,
Det store Intet mig et Alt beviser.

✂ Da former til et Tempel for min Skuen
Sig det uendelige Verdensrum,
Hvis Hvælving løfter sig i Himmelbuen,
Hvis Pragt er Stjernernes utalte Sum;
Og mens ved deres Glimten, Straalen, Luen,
Opfyldt af Andagt, selv jeg sidder stum,
Gaaer frem af Dybet, hvori jeg mig taber,
Det Skjønnes og det Godes vise Skaber. -

✂ Ret curiøst! til Svar gav Anton Lange,
Men Templet - lo han - seer jeg intet til;
Og Guden, som De skuer frem at gange,
Deus ex machina jeg kalde vil,
Og da paa Smagens Vegne bli'er jeg bange; -
Han klare skal den vage Andagts Spil,
Dem i Naturens Drama løse Knuden;
Men er det muligt, naar et Nul er Guden?
Hvorledes? udbrød heftig Montechrist,
Hvorledes, unge Mand! Hvad maa jeg høre?
Kan ogsaa her jeg troe mit eget Øre?
De fast jo taler som en Atheist.
Ja - smiled Anton - ja, hvad skal man gjøre,
Naar Videnskaben fuldendt bli'er tilsidst.
Naar den som Atheisme culminerer,
Og viser klart, at Gud ei existerer.

✂ De bli'er forskrækket - men det lidt mig koster,
At gjøre Dem den store Sandhed klar,
Og med den ene Post de andre Poster,
Som i sit Følge den nødvendig har.
Dog det er sandt! De været har i Kloster,
Dem Videnskab vist Contrebande var:
Beviset vist Dem Hovedbrud vil volde,
Jeg derfor hos mig selv det vil beholde.

21

✂ Den Videnskab nok ligger i det Onde,
Vedblev, trods Skosen, venligt Montechrist;
Men naar De veed, at for en Atheist
Gaaer Bibel, Sjæl og evigt Liv tilgrunde,
De ved en saadan Tro Dem skammer vist.
Mig skammer! udbrød Anton: Ingenlunde!
At feie bort med Videnskabens Kost
Hvert Drømmespind, er mig en Ære just.

✂ Fra dorsk Autoritetstro, fra min Fibel,
Jeg voxed, og er Tre og Tyve Aar,
Thi kom mig ikke her med Deres Bibel!
Og hvad vor Sjæl som evig Sjæl angaaer,
Da spirer, modnes, døer den som en Zvibel.
Men heldigviis dog Himlen end bestaaer,
Afbrød ham Montechrist - Lad den nu dømme,
Lad den stadfæste, hvad De kalder Drømme!

✂ See, hvor i rolig Høihed hist de flamme,
De fjerne Lys paa Himmelkuplens Blaa!
Er det ei næsten som vi synlig saae
Nu Evigheden bag sin Stjerneramme?
Som saae vi Dødens Porte aabne staae,
Og de Udødelige bag ved samme
At sidde skjærmed' af den dybe Fred
Som ingen jordisk Higen klæber ved?
Og naar da Tanken søger Livets Kilde,
Hvoraf som Stænk de Verdener fremgik,
Der Glimt i Glimt herned i Mørket spille,
Som for at møde Menneskenes Blik;

✂ Og naar vi føle fast det Aandens Stille,
Der hersker midt i Sphærernes Musik:
Faae ei vi Bud da fra et evigt Rige,
Grundlagt til Trøst for det forgængelige?

✂ Og naar, som hist, vi see dem funkle, tindre,
De blanke Tegn paa Nattens dunkle Bund,
Maae disse Lys i Mulmet ei erindre
Om Aabenbaringsverd'nens skjulte Grund?
Al deres Glands og Pragt kan ei forhindre,
At for et Gjenskin vi dem tage kun
Af de Mysterier, der, tankedunkle,
Paa Troens Himmel dog saa klare funkle.

22

✂ Og laane saa med blendet Blik vi Øre
Til denne Susen her af Nattens Vind,
Faae ei vi da den Aandens Røst at høre.
Som vækker dybe Længsler i vort Sind?
Den Stemme, som vil alle Sjæle røre;
Som trænger med hvert Pust i Hjertet ind;
Og mon Dem Deres Videnskab forklarer,
Hvorfra den kommer og hvorhen den farer?

✂ Fra Nord den kommer, for til Syd at fare!
Gjensvared Anton med sit kjække Smiil,
Hvorpaa han føied til: De maa mig spare
For meer Declamation i mystisk Stiil!
Jeg seer nok, jeg Begrebet faaer Dem klare,
Faaer aabne Tanketaagen en Ventil;
Det lykkes nok - trods hver Bêtise voved
Jeg dog at kalde Dem et ret godt Hoved.

✂ »Et ret godt Hoved«, gjentog her den Anden;
Ja det er meget tvivlsomt, dersom jeg
Skal Prøve staae, ved at faae ind i Panden
Den nye Viisdom, som jeg fatter ei.
Jo vist, lo Anton: brug nu blot Forstanden,
Saa hjælper jeg Dem Tankerne paavei,
Og viser Dem, hvorledes Alting pipped
Frem af Naturnødvendigheds-Principet.

✂ Thi som Naturdrift, der er blind og stum,
Og efter evige, bestemte Love,
Der Former skabe sig i Tid og Rum,
Principet virker, synes end det sove.
Saaledes noget Stort vi tør os love,
Og alle Virksomheders fælles Sum,
Udtrykt som Tidsforhold i Rumfiguren,
Udgjør da ogsaa virkelig Naturen.

✂ Paa denne Viis - De maa ei Traaden tabe -
Faae altsaa paa Nødvendighedens Bud
Vi som bevidstløs her Naturen ud,
Der en bevidst Fornuft nu sees at skabe,
Som atter sees sin Moder efterabe,
Idet den selv sig skabe vil en Gud;
Thi Guds Tilværelse, det bør ei glemmes,
Ved Menneskenes Villiesact bestemmes.

23

✂ Nei, nu det bli'er for galt! skreg Montechriste;
Saa er det Mennesket, der skaber Gud?
Den Viisdom gjør det Første til det Sidste.
Men er det muligt - kan af Hjertet ud
De rive Følelsen, den gudbevidste,
Der lever i Samvittighedens Bud?
Kan alle Slægters Vidnesbyrd De glemme,
Hvori jo taler høit en Sandhedsstemme?

✂ Kun ei saa hidsig! Anton gav til Svar;
Med Følelsen vi kort Proces kan gjøre,
Thi andet Indhold Følelsen ei har,
End Meninger, der forud os tilhøre.
Den er et Vanedyr, som la´er sig røre
Af Alt, hvormed tiltakke Tanken ta´er.
Hver gammel Fordom den som gyldig stempler,
Hvorpaa man har de tusinde Exempler.

✂ Saasnart blot Tanken bøsses op med Noget,
Hvormed vor Phantasi kan drive Spil,
Saa vænner Følelsen sig snart dertil.
Det derfor lidt kun gjør mig Sagen broget,
At Manges Følelse, som hen i Taaget,
Ved tillært Gudsbevidsthed varmes vil.
Vi Atheisters Tanker ere køle,
Vi tænke skarpt, og Ingenting vi føle.

✂ Det var om Følelsen! Men nu De henter
Mig frem Beviset fra en anden Kant.
Fordi saamange svundne Slægter fandt
At der en Gud var til, De her forventer,
At Philosopher, Tænkere, Skribenter
Udraabe skal: Saa maa det være sandt!
Men heller ikke det paa os kan bide,
Da Sagens Sammenhæng tilbunds vi vide.

✂ Hvi maatte Mennesker i hine Dage,
Da det med Aandsbespiisning kun faldt tyndt,
Og Videnskaben neppe var begyndt:
Hvi maatte det nødvendigt dem behage
AL skabe sig en Gud - das ist die Frage,
Og tydsk Logik med Svaret har sig skyndt:
Fordi - naar selv de handled - de bemærked,
At en Person, et Jeg, frembragte Værket.

24

✂ Saae derfor de Naturens Kræfter røres,
Dem en Person, et Jeg, da strax faldt ind,
Til hvem som Aarsag Kraftens Spil henføres,
Og Gudsideen greb det grebne Sind.
Gud altsaa er, naar Videnskaben høres,
Vor Selvbevidstheds udadvendte Skin,
Dens potenserede Reflex, der trives
Ved Phantasien og et Skinliv gives.

✂ Men kan det end forstaaes i hine Dage,
Da hver en Indsigt hinked og var halt,
At Mennesker paa slige Tanker faldt,
Hvorunder Slægten indtil Dato lider:
Saa dog mod al Fornuft og Sands det strider,
Endnu at brygge med det samme Malt,
Og leve fort i hiin Tids Efteraben;
Dertil dog altfor høit staaer Videnskaben.

✂ Jeg bøier mig for Videnskaben, svared
Luftskipperen, og for dens ægte Søn;
Men endnu ikke De mig ret forklared,
Hvad der da bli'er af Religion og Bøn? -
Knap sig for Latter Anton Lange bared,
Han hvisked hørligt, men dog halvt i Løn:
Hvor skorter denne Fyr det paa Forstanden!
Tykt Hoved, men kun tyndt Begreb har Manden.

✂ Min gode Ven! - her hæved han sin Stemme,
Med Blikket fæstet spodsk paa Montechrist -
Min gode Ven, De synes reent at glemme
Det Punkt, hvorved Debatten standsed sidst.
Naar ingen Gud vi længer træffe hjemme
Foroven, neden - her saalidt som hist:
Hvem mon da Troens Faar vel skulde see til?
Hvem mon da Sjælene vel skulde be'e til?

✂ Nei, hold Dem til Fornuften, til Naturen,
Til Mennesket, Fornuftens andet Jeg,
I hvem Begrebet kommer ud af Skuren,
Naar gal han bli'er, men derfor tabes ei;
Hold Dem til ham, til Ideal-Figuren,
Den faste Pol paa Videnskabens Vei;
Han, efter hvem sig Humanismen kalder,
Han, af hvis Hoved Kronen aldrig falder !

25

✂ Ja, ogsaa jeg kan blive varm, min Kjære!
Jeg sværme kan saa godt som nogen Mand,
Hvis Mennesket skal Verdenskronen bære,
Som Hovedet i absolut Forstand,
Hans Tankes Kraft vi aldrig nok kan ære,
Hans Skjønhed ikke høit nok prises kan,
Hans Mod og Conseqvens, hans Aand og Evner,
Os neppe Plads nok til Beundring levner.

✂ Ja, skjøndt Naturen Intet bør forlise
Af hendes Sønners Tak for stilte Savn,
Vi større Ære bør Fornuften vise,
Naar den i Mennesket af Aand faaer Navn.
Maae ikke her vi just dens Almagt prise,
Her, hvor i Himmelrummets aabne Favn,
Af Universet udbasuunt som Kongen,
Nu Mennesket henflyver i Ballonen!

✂ O, denne Storhed, denne Kraft beruser,
Og bliver Mennesket sig først bevidst,
At ... Hvad var det? Hvorfra kom Lyden hist?
Hvorfra den Luftstrøm, der forbi os suser? -
For Pokker! Pas dog paa, Hr. Montechrist!
Ud af Ventilens Hul jo Gassen fuser.
Hvi trækker De i Snoren der? Hold op! -
Snak - Svaret lød - i Hullet maa en Prop.

✂ Ventilen har sig aabnet under Sludren -
Her fra sit Sæde Manden hurtig sprang,
Og mod Ventilen ind han Klappen tvang,
Idet han mumled: Pokker tage Pludren!
For dens Skyld gaae vi her i Skuddermudren,
Ballonen dybt er dalet paa sin Gang.
Hvad siger De! udraabte Anton bange.
Jeg siger, vi ad undas gaae, Hr. Lange J

✂ »Ad undas?« - Ja, men hold nu bare Munden,
Og klar mig Baadens Dæk der foran til,
Og smid den Ballast ud, som er paa Bunden!
Alt - stammed Anton - Alt, hvad kun De vil;
Men er saa stor en Fare der i Grunden?
Ja vist - lød Svaret - Livet staaer paa Spil!
Af Barometrets Stigen her jeg slutter,
At Bølgens Top vi naae før 5 Minuter.

26

✂ Før 5 Minuter! gjentog Anton blegnende,
Hvorpaa han bukked sig og kasted ud
I største Fart hver Klat, hver Klump, hver Klud,
Kun Vægten efter Hjertets Angst beregnende.
Alt stod igjen han stiv, skjøndt næsten segnende,
Da lød det: Staa og stir ei som en Stud!
Mens selv jeg Ballastposen ud maa tappe,
Let De Ballonen og kast Hat og Kappe!

✂ Skjøndt Offret var nødvendigt, Anton sukked,
Da begge Klædningsstykker ud han smed,
Og saae hvor Hatten sig paa Kappen vugged,
Da den tilbunds med spredte Vinger gled.
Dem fulgte Stokken, som med Knappen dukked
Og slog en Volte langt i Dybet ned;
Dog Offret Katastrophen ei forhaled,
Thi lige stærkt endnu Ballonen daled.

✂ Seer De, hvor tydeligt vi der see Havet!
Ham ind i Øret brølte Montechrist,
Og føied til: Hvis Frakken blev begravet
Med Vest og Støvler, var vi hjulpne vist.
Haardt, men nødvendigt, Anton følte Kravet;
Han Støvlerne trak af, og rask som sidst,
Thi Øxens Blad jo hviilte paa hans Nakke,
Smed ud han Støvler, Halsbind, Vest og Frakke.

✂ Ham Tøiets Fald i Dybet monne røre,
Og nedad just han stirred bleg og mat,
Da Montechrist ham greb ved Skuldren fat
Og raabte: Hør! Kan Bølgerne De høre?
Vi er forlorne Folk! Hvad skal vi gjøre?
Jeg kaster Klæderne, Kavai og Hat.
Og uden alle Faxer, alle Fuxer,
Skil Dem i Hui og Hast ved Deres Buxer!

✂ Ved mine Buxer? hørtes Anton svare,
Mens han dem fastholdt som sin sidste Trøst.
Hvad! skreg den Anden med en Tordenrøst:
Vil heller Buxer da end Liv De spare?
Træk ud! Jeg hjælper Spillet Dem at klare.
Det gik! - Der flyve Benene med Lyst
Afsted i Natten som en løsladt Fange -
Nu Deres Underbuxer, gode Lange!

27

✂ Kun ingen Vægring! slet De den begrunder.
Har De sagt A, saa maa De sige B,
Og Buxen over følger Buxen under -
Kom an! Lad os de skjønne Skanker see,
Mens til Betragtning vi endnu har Stunder.
See der i Skjortens Uskyld sidder De!
Og der gik Deres Uldbeen ud at svømme,
For Dødens bittre Kalk tilbunds at tømme.

✂ Nu Touren er til mig! Det er paa Tide
Jeg her affører mig det laante Skind,
At jeg desbedre kan med Døden stride.
Og De, min Ven! styrk De nu Blik og Sind
Ved at see ned paa Havet, hvor de hvide
Skumbølger vælte sig i Maaneskin,
Vi knap fra dem er skilt et hundred Alen,
Og vor Ballon er stadigvæk i Dalen.

✂ Her knappede han op, mens dødningbleg
Og rystende paa Kroppen Anton skued
Ned paa de rørte Bølgers vilde Leg,
Der med en snarlig Undergang ham trued.
Paa eengang dog, af Angstens Ild opluet,
Saae han tilveirs, om ei Balionen steg;
Men som med matte Vinger daler Fuglen,
Bestandig dybere sank Kæmpekuglen.

✂ Der kom et Vindpust, som et Gran den hæved
Og over Bølgerne den førte hen,
Men derpaa sank den synlig mat igjen.
Hans Blik imens ud over Havet svæved,
Der grændseløst i Maanelyset bæved
Og aabned ham sin Favn, men ei som Ven;
Thi nær og fjernt, af Skummets Gjord ombælted',
De tunge Bølger larmende sig vælted.

✂ Han skjalv ved denne Larm saa nær at høre,
Da lød den velbekjendte Stemme: Hei!
Nu er det Tid sig Skjorten at afføre,
Thi svømme vil med Skjorte De vel ei,
Saa kan jo Kroppen ikke ret De røre.
Træk ud! træk ud! Lad den gaae samme Vei
Som alt det Øvrige, der nys blev borte;
Selv til en Liigsærk er for kort en Skjorte.

28

✂ Fortvivlet Anton meer imod ei trætted,
Af Kroppen hurtig han sit Linned trak,
Og Montechrist i Smug nu, gjennem Nettet,
Af Baaden ud sin Ballastpose stak.
Da den med Skjorten sank, han skreg: Det letted!
Den Skjorte nok fortjene kan vor Tak.
Kun Lidt kan gjøre't, man medrette siger;
Hurra for Skjorten! Vor Ballon den stiger.

✂ Og virkelig! Forbauset Anton saae
Ballonen, der paa Bølgen nys sig vugged,
Nu hurtig som en Piil tilveirs at gaae.
Saa stærk var Farten, at han Øiet lukked,
At reent fortumlet han sin Isse dukked.
For ei mod Himmelloftet den at slaae.
Men da igjen han Brug fik af Fornuften,
Sad mellem Stjernerne han høit i Luften.

✂ Af Baaden vippet, gispende ved Spøgen,
Berøvet med sin Hat sin Æsthetik,
Sad han med Sokken ned om Benet strøgen,
Med sorte Briller for de stive Blik,
Med hvide Handsker, men forresten nøgen,
Saa nøgen som af Moders Liv han gik;
Og ved sin Nøgenhed gjort reent forfjamset,
Som efter Figenbladet rundt han gramsed.

✂ O, hvor han voldsomt følte Hjertet banke,
O, hvor med lidt Logik han nu var nøi't,
O hvilken Venden-Mølle med hans Tanke,
O hvilken Skiften-om af Dybt og Høit!
Den Overgang brød Mulighedens Skranke,
Det Spring var Phantasien selv for drøit:
Luft, Jord og Hav og Himmel syntes blande
Sig sammen til et Chaos i hans Pande.

✂ Han saae sig om, og blev aldeles ør.
Var det en Drøm da, som ham monne friste?
Der, lige for ham, sad endnu som før
I Baadens Agterstavn jo Montechriste,
Saa rolig, som af Ingenting han vidste,
Fuldstændig paaklædt, som sig hør og bør.
Hen paa hans spidse Hat faldt Maaneflammen,
Og sin Kavai just luunt han knapped sammen.

29

✂ Var da et fælles Skibbrud ei oplevet?
Mens selv han havde offret hver en Pjalt,
Hans Kammerat jo havde reddet Alt,
Selv ei et Hul var i Kavaien revet.
Og dog der Noget var forandret blevet
I Mandens hele Ydre og Gestalt,
Et Noget, som endog hans Indre skæmmed,
Hvorved for Anton han blev ganske fremmed.

✂ Forsvundne var de vennehulde Træk,
Den Mildhed, der om Læben forhen spilled,
Det varme Blik, der Sjælen klart fremstilled,
Og i hans Miner Anton saae med Skræk
Nu kun et Smiil, hvis dybe Haan ham drilled,
Hvis kolde Spot drev med hans Tilstand Gjæk;
Dæmonisk gloede Øiet frem bag Brynet,
Saa dybt han skjalv og vendte sig fra Synet.

✂ Jeg troer De gyser! Montechrist begyndte,
Idet han roded om i sin Kavai:
Ja her er bittert koldt jeg negter ei,
Men mod Dem selv De og Dem svært forsyndte;
Af Deres Klæder De for rask Dem skyndte,
De skulde halet Tiden ud som jeg.
Nu har af Tøiets Tab De kun den Lykke,
At ikke meer De føler Skoen trykke.

✂ Dog hvortil hjælper det forknytte Væsen?
Tobak var Manges Trøst i stort Forliis.
Maa ikke her jeg byde Dem en Priis? -
Nei, De behøver ei at være kræsen;
En Priis i Daasen og en Priis i Næsen
Har en og samme Vægt naturligviis.
Ballonens Flugt det ligemeget hemmer,
Om Næsen eller Daasen Snusen gjemmer.

✂ Ha, Satan! mumled Anton mellem Tænderne -
Hvad var det? spurgte rolig Montechrist:
Jeg synes, at De bleven er saa trist.
Men hør et Raad! De skulde gnide Hænderne,
Og stryge Ryggen kraftig ned om Lænderne,
Saa kom lidt Varme der i Kroppen vist;
Og naar saa dygtig De slog sammen Armene,
Gik Varmen nok fra Brystet ned i Tarmene.

30

✂ O De maa tro mig, jeg i Deres Jammer
Og usle Tilstand sætter klart mig ind.
Ved Deres Naturaljer jeg mig skammer,
Jeg føler Kuldens Stik i Deres Skind,
Hvis Frysen, Gysen, ikke just mig lammer,
Men gjør saa flaut og fastende mit Sind;
Thi selsomt nok, at De af Kulde gungrer,
Paa mig har gjort den Virkning, at jeg hungrer.

✂ I denne Hunger maa en dygtig Prop
Af stegte Duer, som den synes kræve -
Knap var det sagt, før Anton vild sprang op,
For Bænken mellem dem at overskræve,
Med hævnfyldt Sind, med strakt Athleterkrop,
Med kampbegjærlig Arm og knyttet Næve,
Mens frem i Skum der styrted fra hans Mund:
Skurk! Nidding! Djævel! Blod- og Helvedhund!

✂ Jeg til din Frækhed længe nok har tiet,
Jeg længe nok din Spot en Skive var,
Imens din egen Ondskab mig indvied
I Skurkestregen, Du bedrevet har.
Jeg gjennemskuer klart Forræderiet,
Din lumpne Daad mig ligger aabenbar;
Jeg læser, Satan, i din lumske Mine,
Hvor høit Du her Dig fryder ved min Pine.

✂ Men med dit Liv Du skal din Daad betale,
Dit Øie skal ei see den næste Sol!
Javist - lo Montechrist - Du godt kan prale.
Afvei'n, du Nøgne! Seer Du min Pistol?
Ikkun et Skridt, saa la'er jeg Hanen gale,
Og til din Baare bliver vor Gondol.
Saa kun et Spark til Aadslet, og begravet
Du ligger tusind Favne dybt, i Havet.

✂ Her tog af Antons Pande skarpt han Sigte,
Og Anton, hvem i Næsen Krudtet stank,
Paa eengang følte sine Kræfter svigte,
Og trods Athleten, der sig hæved rank,
For til en Dødskamp Fjenden at forpligte,
Han krummet som en Orm tilbage sank,
Endnu i Faldet hvislende med Braadden,
Dengang Popoen han slog haardt mod Baaden.

31

✂ Der laa et Par Minuter stille han,
Mens stærkt i Krampekulde Kroppen bæved,
Med vilde Blik, der rundt i Luften svæved,
Som speided Øiet efter Trøstens Land,
Til atter i sin Nøgenhed han hæved
Sig langsomt op som før paa Baadens Rand,
Hvor stum han sad, med Ho'det fuldt af Fluer,
Imens den Anden nød de stegte Duer.

✂ Under sit Maaltid Montechriste snakked:
Hør, lad os være gode Venner, Dul
(At Du jeg siger, derfor kan Du takke
De mange Skjeldsord og din iltre Hu.)
Lad ei saa stygt os paa hinanden hakke,
Nei, lad i Høflighed os omgaaes nu.
Hvad kan jeg for, at Deres Tøi De misted?
Det var ei mig, som Dem til Reisen fristed.

✂ Men ved Dem her at see, hvor kan jeg fatte
Og godt forstaae den vise Solons Ord,
Da Krøsus, for sig selv at gjøre stor,
Ham al sin Herlighed for Øie satte:
At lykkelig man Ingen burde skatte,
Før han var kommen vel i sorten Jord;
Da uvis er jo Menneskenes Vandring,
Og Livet fuldt af Skiften og Forandring.

✂ Det var en Viismand, denne Solon - men,
Bliv ikke vred, den Viisdom synes halte,
Der nylig kom fra Deres Mund, min Ven!
Om Mennesket De store Ting fortalte,
Hans Mod, hans Kraft, hans Almagt De paakaldte,
Og om hans Skjønhed kasted Ord De hen,
Som da jeg modtog som en Aabenbaring,
Men nu mig synes stride mod Erfaring.

✂ Thi holder sammen jeg i mine Tanker
Den Priis for Skjønhed Mennesket da fik,
Med Det, som her sig viser for mit Blik:
Det flade Bryst - de smalle Skulder-Planker -
De spidse Knæe - de tynde, skjæve Skanker -
Saa trods en yderst nøisom Æsthetik,
Kan al den Skjønhed, Skroget slutter inde,
Saa overordenlig dog ei jeg finde.

32

✂ Og ikke anderledes nu det gaaer mig
Med Menneskets, med Deres gode Vens
Af Dem saa høit anpriste Conseqvens,
Som aldrig til at troe paa her De faaer mig,
Hvis ikke De med Kraftbeviser slaaer mig.
Paa dem er Deres Hoved neppe lens,
Thi det saa dybt, saa tankefuldt jo luder -
Men hvad er det? Jeg troer saaskam De tuder!

✂ De sikkert Nattekulden føler stikke.
Men hvis blot Luften varm De tænke vil,
Saa vænner Følelsen sig nok dertil;
Thi andet Hold har Følelsen jo ikke,
End vore egne Meninger, der ligge
Til Grund for hver en Yttring af dens Spil.
Tænk fremfor alt barmhjertig Dem Naturen,
Saa fryser vist ei meer De paa Figuren.

✂ Men sæt, at iiskold dog De følte Luften,
Saa veed jeg for min Død ei bedre Raad,
End at De her Dem holder til Fornuften,
Der Latter destillere kan af Graad.
Indsug af denne Guddom Frihedsduften,
Belee som fri Nødvendighedens Braad,
Og ihvor skarpt endog det svier i Skindet,
Lad ret Fornuftens Seier Dem muntre Sindet!

✂ Men hvilken Lyd? I Deres Spiserør
Det huult jo piber - De maa sulten være.
Maa ikke til en Mundsmag jeg forære
Dem denne Due, som jeg spared før? -
Her kunde Anton meer sin Qval ei bære,
Og under Raabet: Montechrist, jeg døer!
Sank med en Hulken, der var næsten klukkende,
Han ned for Mandens Fødder, ydmygt sukkende:

✂ O hjælp mig, frels mig, lad mig ei forgaae!
Mit Blod er størknet, mine Lemmer stive,
Det skærer gjennem Kroppen mig som Knive,
Som Syle prikker det fra Top til Taa,
Og hvis De vil, jeg holdes skal ilive,
Saa laan mig den Kavai, De der har paa! -
Jo vist - lo Montechrist - og saae i Luften,
Det stred nok mod Naturen og Fornuften.

33

✂ Og dog - for rask jeg stopper vist mit Øre,
For lidt jeg agter stride Taarers Løb;
Thi hvis De virkelig til Korset krøb,
Til et Forlig det mulig kunde føre.
Lad derfor her af Deres Mund mig høre,
Om nu den stærke Aand vil give Kjøb?
Om Videnskabens Søn vil Lægmand lyde?
Om Alt De gjøre vil, hvad jeg vil byde?

✂ Jeg vil! udraabte Anton med Forsagelse,
Og gjentog hulkende: Jeg vil! jeg vil! -
Godt! svared Montechrist: Driv aldrig Spil
Med dette Løfte, naar med sand Deeltagelse
Jeg bøder nu paa en forsømt Opdragelse,
Og som en trofast Mentor hjælper til.
Giv nøie Agt! Her Deres Næse skiller
Jeg først ved de fordømte tydske Briller.

✂ Alt hvad De saae i dem var lutter Løgne,
De hule Glas kun avled Hjernespind,
Thi Jord og Himmel vistes skjæv og vind.
Nei, brug nu Deres gode, danske Øine,
Da snart sig Himlene vil dobbelt høine,
Og dobbelt straale vil hver Stjernes Skin.
Her kaster Brillerne jeg ned i Dybet!
Der muligviis til Gavn de komme Krybet.

✂ Og nu, min Ven! træk af de hvide Handsker,
Hvis hvide Skind gjør Deres Hud saa rød,
Og til en Belletrist en Mand forfransker,
Som til en ærlig Prosaist blev fød.
O tro mig! Æsthetiken man forvansker,
Naar selv ei Gunst hos Muserne man nød;
Og det System, som Deres Hjerne huser,
Det længst forbandet er af alle Muser.

✂ Men upoetisk Belletrist at være,
Bedømme Poesi med tør Forstand,
Det gaaer i Evighed dog aldrig an!
Nu, bliv kun ikke saa forundret, Kjære,
Fordi jeg kjender Deres Liv og Lære,
Og veed, hvor rap De Pennen føre kan;
Jeg har Spioner ude - Der gik Handskerne!
O gid de aldrig fiskes op af Danskerne!

34

✂ De uldne Sokker De beholde faaer,
Thi nu til Hovedsagen jeg mig vender:
Vær nu andægtig I Fold nu Deres Hænder
Og læs med samlet Sind et Fadervor.
Har det De gjort, da strax om Deres Lænder
Min forede Kavai til Skjul jeg slaaer,
Og Sjælens Trøst i Legemet da føler De -
Naa, hvi saa taus? - Hvad er ivei'n? - Hvi nøler De?

✂ Jeg kan det - stammed Anton - kan det ikke,
Jeg har det kunnet, men jeg har det glemt -
Ih, svared Montechrist, da er det slemt,
At denne Hindring Dem ivei'n skal ligge,
For i Kavaien Armene at stikke,
Hvortil en mægtig Lyst De har bestemt.
De kan ei Deres Fadervor, min Kjære?
Saa er ei andet for, end det at lære.

✂ Men da jeg selv mig Deres Mentor kaldte,
De paa min Bistand her kan gjøre Krav.
Thi visk af Kinden Taarerne de salte,
Og vaagn til Haabet op af Sorgens Grav!
Sku, føl og døm, om nys med Grund De talte
Mig mellem Djævle - mig, som trækker af
Mit eget Skind, blot for at see tilbedste,
Blot for at varme min forfrosne Næste.

✂ Her trak han ud - og i en Hurlumhei,
Som ved et Under dækket og tilhyllet,
Fra nøgen Krop til paaklædt Sjæl omtryllet,
Sad Anton i den forede Kavai,
Hvis Varmestrøm hans Lemmer overskylled,
Og gjennem Kroppen rask sig baned Vei,
Saa Blodet tøede op i alle Aarer,
Før ret endnu var´ standsede hans Taarer.

✂ O hvilken Overgang! Den fatter Ingen,
Der altid dukked i det lunkne Bad,
Der altid laa med Dynen over Bringen,
Der altid i den lune Stue sad.
Som frigjort løfted Anton Tankevingen,
Som sprængte skilte Hjertets Baand sig ad,
Og da han Blikket til sin Mentor hæved,
Af ny Forundring og af Fryd han bæved.

35

✂ Thi see! Af Mandens før saa kolde Træk
Til sidste Spor Dæmonen var forsvunden,
Hvis fæle Syn ham havde fyldt med Skræk.
Hvert Ansigtstræk forandret var fra Grunden:
Af Øiets Blik, af Minerne om Munden
Var Spot, Foragt og Haan som pustet væk;
Ja noget Engleligt endog sig lagde
Omkring de blide Læber, da han sagde:

✂ Som Himlen er barmhjertig, v i det være!
Et Brodersind vel sømmer sig for Den,
Der sin vildfarne, halvforlorne Ven
Det dyrebare Fadervor skal lære.
Lad os begynde Værket til Guds Ære!
Sæt Dem som før i Baadens Forstavn hen,
Og som jeg selv har gjort det i mit Kloster,
Tæl Bønnerne paa dette Paternoster.

✂ Her trak sin Rosenkrands han frem af Barmen,
Hvis Kors han kyssed som en romersk Præst,
Før han det hang Disciplen over Armen.
Og nu de satte sig - Hr. Anton bedst,
I tyk Kavai og videt ud af Varmen,
Hr. Montechrist i tynd Tyrolervest.
Vi skifted Hud - han smiilte - Jeg det føler;
I denne skarpe Luft man sig forkøler.

✂ Men længst jeg Doctor i min Kunst er vorden,
For den Sags Skyld skal ei vi sende Bud
Til nogen geistlig eller verdslig Orden.
Her aabned han ihast Ventilens Tud,
Og nedad i den varme Luft mod Jorden
Ballonen sank, mens Gassen den foer ud;
Til han igjen, kun et Par hundred Alen
Fra Havets Bølger, standsede dens Dalen.

✂ Saa let og hurtig flytted han sin Bolig,
Saa rask og sikkert saaes tilværks han gaae,
Saa stor en Tillid i hans Adfærd laa,
At Anton, skjøndt med Sagen gjort fortrolig,
I høieste Forbauselse, men rolig,
Paa Manden under hele Spillet saae,
Idet han fast beslutted, til sin Vogter
I Liv og Død at vælge slig en Doctor.

36

✂ See, denne Luft er af en anden Tønde!
Udbrød med freidig Mine Montechrist:
Og nu, vi sidde luunt, lad os begynde
Vor Underviisning, hvor vi slap den sidst.
Med Deres Fadervor De flink Dem skynde!
Og for at Tallet De med kortest Frist
Paa alle Bønnerne kan faae at vide.
Lad gjennem Haanden Rosenkrandsen glide!

✂ Men selv om De det rette Tal har faaet,
Og dets Betydning Dem er bleven klar;
Selv om hver enkelt Bøn De har forstaaet,
Og godt lært udenad min Commentar;
Selv om det Hele ei blot gjennemgaaet,
Men flere Gange repeteert De har,
Saa er endnu dog ei De færdig, Kjære!
Thi saa De Bønnen paa Latin skal lære.

✂ Det bli'er en lang Historie, før rigtig
En himmelsk Viisdom fattes af et Sind,
Der tykt er overgroet med Hjernespind;
Og dog for Deres Fremtid er det vigtig,
At Bønnen ei blot klar og gjennemsigtig,
Men uudslettelig staaer prentet ind;
Thi da først selv urokkelig De stander,
Selv naar en tydsk Fornuft Dem overmander.

✂ Saadan til Indgang talte Montechrist,
Mens med sit Fadervor Bekjendtskab stifted
Ved Kuglesnorens Hjælp vor Atheist,
Som alle Bønners Tal nu ærlig skrifted.
Og nu med Spørgsmaal og med Svar det skifted,
Og Tiden randt - og Timer gik der vist,
Før Lærer og Discipel her sig hviilte,
Og midlertid afsted Ballonen iilte.

✂ Midt i den varme Luftstrøm, under Susen
Af Nordenvinden, ført afsted med Magt,
Og et Par hundred Alen kun, som sagt,
Opløfted over Havet og dets Krusen,
Hvor Bølgerne med dump og dæmpet Brusen
Sig mod hverandre brød i afmaalt Tact,
Og med en Lyd saa huul som af Gonggongen,
Bestandig frem mod Syden fløi Ballonen.

37

✂ Og mens den i sin lette Flugt sig vugged
Paa Nattens Vinger, Nattens Timer gik,
Og andet Udtryk Jord og Himmel fik:
Først ned i Bølgen Luna bleg sig dukked,
Saa eet for eet af hine klare Blik
Paa Stjernekuplens Hvælving mat sig lukked,
Tilsidst, af alle sine Lys forladt,
Sig Kuplen hæved i en taaget Nat.

✂ En øde Dandsesal den syntes lig,
Hvor alle Ballets Stjerner bort er dragne,
Hvor alle Festens Minder er forjagne
Af Oes og Dunst, som dækker Glædens Liig,
Og Musikanterne, af Søvn betagne,
Af sted med deres Noder liste sig.
Men i Naturens Høisal nær var Trøsten,
Thi pludselig det lysned klart i Østen.

✂ Et lifligt Skuespil sig der beredte;
En sølvhvid Stribe med en guldhvid Kant,
Der allerede Nattens Skygger spredte,
Langs Horizonten som en Traad sig vandt,
Til i et høirødt Baand den ud sig bredte,
Der atter for et Purpurbælte svandt,
Som i sin Lysen, Glimten, Straalen, Luen,
Omspændte meer og meer af Himmelbuen.

✂ Den hele Horizont stod som i Glød,
Da sprængende medeet Auroras Bælte
En Hær af Purpurskyer saaes fremvælte,
Der lig Herolder rundt sig Bane brød,
Idet for Jord og Himmel høit de meldte:
Nu stiger Dagens Drot af Havets Skjød!
Og virkelig! Af Havets Skjød, som bæved,
En Kant af Solens Skive blank sig hæved.

✂ Den løfted skinnende sig meer og mere,
Og samme Stund just Anton Lange bad
Det lærte Fadervor, som udenad
Nu Montechrist, ei een Gang blot, men flere,
Ham lod i Romersproget repetere,
Til det utvivlsomt var, at fast det sad;
Hvorpaa den ædle Mentor, glad i Aanden,
Paa sin Discipels Hoved lagde Haanden.

38

✂ Frigjorte Sjæl! udbrød pathetisk Manden;
Aandsbroder! som en evig Fader har,
Og altsaa selv er evig, og en Anden,
End da det usle Kreatur De var:
Oplyste Ven! som skærpet fik Forstanden
Ved en catholsk og grundig Commentar,
Der lukked Munden til paa Protestanten,
Og aabned Øinene paa Ignoranten.

✂ Nu med Frimodighed tør frem De træde!
Nu er i Ydmyghed De værdig til,
Her i Naturens store Skuespil
Dem ved den skjønne Morgensol at glæde,
Da ei blot i Nødvendighedens Kjæde,
Men paa Guds Finger De den hænge vil;
Thi nu De veed, at dersom Gud det vilde,
Stod hisset i sin Opgang Solen stille.

✂ Nu De forstaaer, at denne gyldne Skive,
Ud fra hvis Centrum Purpurstraaler gaae,
Ei længer skinned rød, men lyste blaa,
Hvis Han som Lov det vilde foreskrive;
Nu vil bestandig i den Tro De blive,
Naar et Naturens Værk De stirrer paa,
At i et Spilleværk De Dem fortaber,
Hvis ei bag Værket stod Naturens Skaber.

✂ Nu har De lært af al den Angst og Møie,
De nylig udstod paa Fornuftens Bud,
At for Fornuften man sig vel skal bøie,
Men ikke just tilbede den som Gud.
Nu har De fattet, at den er et Øie,
Der skuer ind, mens Sandsen skuer u d;
At et modtaget Lys den kun kan skjenke,
Men gudsforladt ei noget Sundt kan tænke.

✂ Og da saamegen Indsigt nu er vunden,
Og da det grundigt lærte Fadervor
I Dem har til den vise Mand lagt Grunden -
En Grund, hvorpaa jeg haaber fast De staaer:
Saa sørg nu for, da Natten er forsvunden,
At alle Drømmespind og Tankeblaar,
At alt det Væv, der skyldtes Atheisten,
For evig feies ud af Hjernekisten!

39

✂ Her gjorde Pause den sublime Taler,
Og medens Anton, træt af Disciplin,
Et Suk udstødte, trak han frem et Skrin,
Op af hvis skjulte Gjemme rask han haler,
Med et Par konstigstøbte Sølvpokaler,
En sleben Flaske, fuld af Purpurviin.
Pokalerne han fyldte heelt til Randen,
Gav Anton een og greb saa selv den anden.

✂ Min Ven, han smiilte: klaret blev Forstanden,
Men blev nu ogsaa Hjertet rigtig rørt?
Har ikke blot De faaet ind i Panden,
Men i Gemyttet, hvad De her har hørt?
I Skriften staaer, at Vinen glæder Manden,
Og Glæden tidt har til det Gode ført.
Lad derfor dette Bæger Viin Dem qvæge,
Lad det ei blot Dem styrke, men bevæge!

✂ Vaagn op og lev! Lad Blik og Tanke stige
Med dybtfølt Tak mod Lysets Rosenknop,
Der hist i Solens Straaler lukkes op,
For Alt med Liv og Varme at berige.
Sku denne Forsorg! Føl den faderlige
Bekymring for hver mindste Sjæl og Krop,
Som sig i dette Skaberværk udtaler,
Og Menneskenes dybe Trang os maler.

✂ Thi hvad er Mennesket? Mon nogensinde
De ret i Spiritus et Foster saae?
Det lille Væsen ligger der iblinde,
Men med et Hjerte dog, som kunde slaae;
Knap som en Reie stort man kan det finde
Med heelt optrukne Been og Fødder smaa;
Og tænk Dem nu, at det er denne Reie,
Der uden Gud vil vandre sine Veie!

✂ Og tænk saa paa de Levendes Velgjører,
Som stiller alle Længsler, alle Savn,
Som alle Sjæles Suk og Bønner hører
Og selv paa Hjerte har en Reies Gavn:
O, hvis en Smule blot Dem Tanken rører,
Da skam Dem dybt ved Atheistens Navn;
Thi derom er man enig dog saa temmelig,
At styggest er af Alt en Utaknemmelig.

40

✂ Her saae han Anton skarpt og dybt i Øiet;
Men da den Trufne strax slog Blikket ned,
Og det var tydeligt, at Sjælen led,
Uagtet Vinen Legemet fornøied:
Saa bort igjen han med et Smiil sig bøied
Og saae omkring i Luftens Herlighed.
See, raabte han med Varme: Hvilke Farver!
For dem forsvinde alle Mørkets Larver.

✂ Endog hernedenfor i Rosenglands
Sig Havet vælter, medens Skum det koger.
Men hvorfra denne Sværm af lette Taager,
Der flyve os imøde som i Dands? -
Et Bud fra Landet! En Flok hvide Maager,
Der hæst som Toldbetjente skrige stands.
Hist seer jeg Land! - Men vi er narred' blevne,
Vi Rügen langt forbi mod Øst er drevne.

✂ End springer klart dog frem i Solens Flammer
Den hvide Kridtklint med de grønne Træer,
Og høit i Sky sig hæver Stubbenkammer.
Men i det Fjerne - see, paa Kysten der -
Der ligger Swinemünde By og skammer
Sig ved sit Navn, nu Dansken kommer nær.
Reis Dem, Hr. Lange! Vaagn dog op af Slummeren!
Vi holde nu vort Indtog snart i Pommern.

✂ Paa Benene kom Anton i en Hast,
Og trods den lange Pine Hjertet døied,
Han til sin Mentor hen sig strax forføied,
Med Hjertet lettet nu for Reisens Last;
Og nu stod Begge, over Baaden bøied',
Med udstrakt Haand, der holdt Pokalen fast,
Høit i Ballonen hæved' over Vandet,
Og skued i Forventning ind mod Landet.

✂ Ballonens Tag for Solens Glød dem skjærmed,
Dens Fart og Susen spredte fjernt og nær
Den hvide Maageflok, der rundtom sværmed,
Men snart opløstes som en slagen Hær.
Og meer og meer den fjerne Kyst sig nærmed -
Den laa for dem i Morgnens Rosenskjær,
Der hilste dem saa smilende, saa frydeligt,
Og Huse, Haver, Marker saaes nu tydeligt.

41

✂ Men ligefor, hvor Fiskerleiet laa,
Hvor hele Kysten som af Hytter vrimled,
En Mængde Mennesker der sammen stimled,
Som Allesammen, baade Stor´ og Smaa,
Ret som om Hovedet paa Alle svimled,
Med Haanden over Brynet opad saae;
Saa det var tydeligt, dem stak i Øie
Ballonen, med hvis Flugt de fulgte nøie.

✂ See - talte Montechrist, mod Anton vendt,
Der stod og stirred med en taaget Pande -
Naar eengang Livets Reise vi har endt,
Som denne Nats, og over Dødens Vande
Vi nærme os de ubekjendte Strande,
Og staae, som her, med Blikket fremad sendt:
Mon da saa lys en Udsigt vi vil finde?
Mon da saa liflig Morgensol vil skinne?

✂ Og naar saa Evighedens Kyst opdages,
Naar Paradisets Lunde ligge nær,
Mon af de Himmelske vi da modtages,
Som af de Jordiske vi hilses her?
Mon strax imøde vi af Venner drages,
Og gribes af en Haand, som er os kjær,
For efter Reisen, der var saa urolig,
At føres til et Hjem i Fredens Bolig?

✂ O Ven! Hvo nærer ikke dette Haab?
For dette Haab lad Vinens Draaber blinke,
Og før os Paradisets Kyster vinke,
Lad Hjertet det indvie med sin Daab!
Her saaes med Anton han begeistret klinke,
Og som de drak, et vældigt Hurraraab
(Thi just i Landet ind Ballonen svæved)
Langs hele Kysten rungende sig hæved.

✂ Et gunstigt Omen! Luftens Søn udbrød,
Som knap fik Tid for Hilsenen at takke,
Idet med Fanestangen paa sin Nakke
Til Hattesving Pistolen han afskød;
Thi nu det gjaldt om hurtig ind at pakke,
Trods al den Jubel, der forneden lød,
Og langs ad Veien hen Ballonen fulgte,
Indtil de fjerne Høie heelt den dulgte.

42

✂ Der lod sit Anker paa en Mark han falde,
Hvor endeel Bønder, som bag Ploven gik,
Ved Synet af hans Fane travlt nu fik,
Da de fra Luften høit ham hørte kalde.
Afsted med Skraal og Skrig de styrted Alle,
Og greb Ballonen samme Øieblik,
Som Reisen lykkelig var fuldendt vorden,
Og han og Anton satte Fod paa Jorden.

✂ Ved Hjælp af disse Folk, der ret sig rapped,
Fik snart han Kæmpekuglen i sin Magt,
Fik den paa Siden om i Græsset lagt,
Og, da tilbørlig Gassen ud var tappet,
Gondolen løst og Taftet sammenklappet.
Imidlertid var Vogn og Heste bragt,
Og nu blev Byrden løftet op fra Græsset,
Og Baad, Ballon og Alt paa Vognen læsset.

✂ Mens det gik for sig, stod vor Anton Lange
I grøn Kavai og Sokker, uldne, graae,
Forknyt, fortumlet, for sin Tilstand bange,
Og med det bare Hoved rundt sig saae.
Han stirred op i Luften flere Gange,
Som om Ballonens Syn han vented paa,
Som vented han, at see sit eget Billed
Imellem Jord og Himmel høit opstillet.

✂ Det gik ham nemlig, ved saa brat paa Landet
Midt i sin Luftseilads at sætte Fod,
Som det gaaer andre Folk, naar tværtimod
De fra det Tørre komme ud paa Vandet:
Ham Elementets Kræfter overmanded,
Og just fordi paa Jorden Foden stod,
Og savnede det Gyngende og Svævende,
Stod her han svimmel, vaklende og skrævende.

✂ Han tog til Panden - drømte han da kun?
Rædsomme Nat! hvor mod Naturens Orden
Den tynde Luft var ham en Bolig vorden:
Var den og Alt kun Foster af et Blund? -
Med Styrke satte Foden han mod Jorden,
For ret at føle dog den faste Grund;
For ved sit Stamp mod Braadden sig at klare
De Tanker, der jo reent fortumled' vare.

43

✂ Det i hans Hjerne summed, mylred, vrimled,
Mens Billed efter Billed trak forbi:
Først foer han op og mellem Stjerner himled,
Og havde nu med Maanen Maskepi;
Saa foer han ned, mens det for Øiet svimled
Og Bølgerne han Skjorten dypped i;
Saa baade op og ned paa eengang foer han,
Men det var Vanvid - og forvirret gloer han.

✂ Hvorlænge saa han stod, han selv ei vidste.
Men da han atter retted rank sin Krop
Og af de dybe Drømme skued op,
Stod lige for hans Øie Montechriste,
Hvis skarpe Blik nu hurtig til det sidste
Af Tankens vilde Krumspring sagde stop.
Med fremrakt Haand, som han paa Skuldren lagde
Af den confuse Yngling, Manden sagde:

✂ Farvel, min Ven! Hav Tak for denne Gang!
Det var en heldig Reise, som man siger,
Saa kort i Tiden som i Rummet lang.
Vi skilles nu; men før tilvogns jeg stiger
Og kjører ind i Tydsklands tred've Riger,
Her til et Afskedsord jeg føler Trang.
Jeg gaaer mod Syden - De gaaer imod Norden;
Gud veed, om meer vi mødes vil paa Jorden.

✂ Lad derfor mig ved Testament Dem skjenke
Til evig Arv den forede Kavai,
Hvis Tab saameget meer Dem maatte krænke,
Som Nøgenhedens Dragt Dem klæder ei.
Hvergang De bærer den, paa mig De tænke!
Paa Deres Vel bestandig tænker jeg.
I Lommen grib! En Hue vil De finde,
Samt et Par gule Tøfler dybest inde.

✂ Paa disse Tøfler trav til Swinemünde,
Og naar paa Damperen man der gjør Ild,
De strax ombord til Kjøbenhavn Dem skynde,
For paa det nye Levnet at begynde,
Som De fra denne Dag jo føre vil.
Men da en Reise der skal Penge til,
Jeg paa det nye Levnet her betaler
Dem som et Forskud disse 5 Rigsdaler.

44

✂ De rakte Penge Anton greb med lil,
Men da for Gaven rørt han vilde takke,
Slog Montechriste haanlig med sin Nakke,
Og med det velbekjendte spodske Smiil,
Der strax lod Antons Mod gaae ned ad Bakke,
Vedblev han i en mere myndig Stiil:
For Deres tabte Tøi en god Betaling;
Men spar hver Tak og lyt til min Befaling!

✂ Saasnart nu hjem De kommer, De paastand
Mig den forbudne Frugt i Røg opsender,
Idet De hine tydske Bøger brænder,
Hvis Lugt af Viisdom daared mangen Mand,
At aldrig meer ved Lugten Deres Tænder
Skal efter Frugten løbe gridsk i Vand;
Dernæst De stoppe Vox i Deres Øre,
At falske Venners Røst Dem ei skal røre.

✂ Jeg kjender disse Venner - Atheister
Og Humanister å la Feuerbach,
Hvoraf endeel omkring i stumpet Frak
Ved Rundetaarn og Petri Kirke lister.
Luk Deres Dør for dem! og hvis man frister
Dem gjennem Nøglehullet dog med Snak,
Saa siig til Vennerne, jeg kommer efter dem,
Og Troen ved et Luftbad snart bekræfter dem.

✂ Fly disse stærke Aander! Frygt Bestikkelsen
Af deres svage Domme! Vær en Mand,
Og trods den dumme Djævel hvor De kan!
Men derimod vær god mod Betty Michelsen,
Som ikke blot en Engel er i Skikkelsen,
Men Engel af Gemyt og af Forstand.
Saalænge slig en Engel huld Dem bliver,
For hendes Skyld man Meget Dem tilgiver.

✂ Her gjorde Manden pludselig omkring,
Og skred afsted, for Vognen at bestige,
Men vendte sig paany, for høit at sige:
Et Ord, Hr. Langel Kun en ringe Ting!
Hvis over Deres grønne Kasseking
Og gule Tøfler Væ man skulde skrige,
Da svar, mens De gaaer trøstig Deres Skud,
At saadan just en omvendt Sjæl seer ud.

45

✂ Her med et Spring han op i Vognen steg,
Som fire raske Heste fremad førte,
Og da saa bort med Bønderne han kjørte,
Svang muntert han sin Hat, som til en Leg.
Men stiv stod Anton - intet Lem han rørte;
Han stirred efter Vognen stum og bleg,
Og hvis ham Skjæbnen før faldt haardt for Brystet,
Stod nu han af Forundring gjennemrystet.

✂ Hvad var det for en Aand, den Montechriste?
Hvor kunde paa naturlig Maade da
Han Kundskab om de tydske Bøger ha'?
Og hine vantroe Venner - hvordan vidste
Han vel Besked om dem? Og nu det Sidste,
Hvor kjendte Betty Michelsen han fra? -
Hvorledes slig en Indsigt sig forklare?
At blive overtroisk man stod Fare.

✂ Var han en Dæmon? En af hine Magter,
Der Mennesker at plage har for Skik? -
Her minded Anton sig hans sære Fagter,
Hans fæle Spot, hans skarpe Polemik.
Men sund Fornuft ei denne Mening agter,
Dertil var mangengang for varmt hans Blik,
For fromt hans Ord, for ofte Sind og Tale
Begeistret henvendt mod det Ideale.

✂ Hvem var han da? - En Aand, sig selv modsigende!
Men derfor just en stor og myndig Aand,
Som ned fra høi're Regioner stigende,
Paa lavere Naturer lagde Baand;
En Aand, der maatte lydes, da, undvigende,
Man sikkert undslap ei hans stærke Haand;
En Aand, der ei blot skjulte Ting opdaged,
Men Hjerter og Nyrer gransked og ransaged.

✂ En Aand - og det var denne Ting fornemmelig,
Der sympathetisk Hjertet til ham drog -
En Aand, i Væsen og Natur saa hemmelig,
At aldrig rigtig man paa den blev klog,
Men derfor ogsaa evig uforglemmelig
Stod, eengang kjendt, indført i Mindets Bog,
For lig en høiere Natur at agtes,
Og daglig som et Under at betragtes.

46

✂ Saavidt var Anton færdig her med Dommen,
Da han til Selvbevidsthed vaagned brat,
Og, ved at stikke Haanden ned i Lommen,
Traf paa en laadden Hues skjulte Skat,
Og derpaa dybere mod Bunden kommen,
Fik et Par gamle, gule Tøfler fat,
Som hurtig han trak paa, for nu at skynde
Sig, før det blev for seent, til Swinemunde.

✂ Det blev en møisom, en besværlig Gang;
Han hverken Stier eller Veie kjendte,
Og derfor ofte vild paa Marken rendte,
Hvor over Grøfter han og Gjerder sprang,
Paa samme Tid som Solen Pile sendte,
Der i Kavai og Hue fast sig hang:
Saa, hvis ham Nattens Favntag var for køle,
Han Dagens Kjærtegn fik tilgavns at føle.

✂ Drivvaad af Sved han Swinemünde naaede,
Hvor Drengene ved Havnen skrege stands!
Og kredsed hans Person, hvis dybe Gaade
Med Hujen og med Skrig de søgte raade,
Mens selv han oprørt stod i Sind og Sands.
Han havde kort kun været udenlands,
Men her i Tydskland følte han sig fremmed,
Og inderlig han længtes efter Hjemmet.

✂ Hans Længsel stiltes - fra Stettin sig nærmed
Den danske Dampbaad, som ham tog ombord,
Og hjem han over Østersøen foer,
Af lutter gode Genier beskjærmet.
Kun eengang trak en ond Aand ham i Ærmet,
Da siddende ved Agterspeilets Ror,
Og stirrende paa Havet ud idrømme,
Han syntes fjernt at see en graa Hat svømme.

✂ Dengang i Kjøbenhavn han naaede Bryggen,
Var heldigviis det næsten blevet Nat,
Saa ved hans Phantasidragt, skjult i Skyggen,
Ei nogen Sjæl blev i Forundring sat,
Og selv han, uden Følgeskab i Ryggen,
Fandt Vei til Skiltet med den sorte Hat,
Hvor han omfavned ømt sin Betty Michelsen,
Som først sig næsten korsed over Skikkelsen.

47

✂ Paa hendes tusind Spørgsmaal Svaret lød,
At hændt ham var det Overordentlige,
Men at en Ed, han svor sig selv, forbød
Ham alle Andre, selv hans elskte Pige,
Et Ord om Tingens Sammenhæng at sige.
Dog spaaede Tingen Ingen af dem Nød;
Nei tværtimod! den spaaede Fryd og Gammen,
Og hun og han holdt nu for evig sammen.

✂ Fra Betty fløi han hjem, hvor Ild han tændte,
Og da i Ovnen Baalet fik Couleur,
Han alle hine tydske Bøger brændte,
Hvis Lugt af Yiisdom ham bedaared før.
Fra Stanken han med Afsky bort sig vendte,
Gik ud og skrev med Rødkridt paa sin Dør
De Ord, som ei hans Venner kan ham glemme:
Stud. Anton Lange træffes ikke hjemme.

✂ Han laased Døren af og skifted Dragt,
Og nu først i sin Sofa tog han Sæde,
Dog ikke for at nyde Hvilens Glæde,
Men for i Orden at faae Tanken bragt,
Og lade Minderne med Ro fremtræde,
Imens hans Øine fæsted sig med Magt
Paa Sømmet, hvor han nys i Hurlumheien
Ophang som Spolier Huen og Kavaien.

✂ Hvad i sin Sofa egentlig han tænkte,
Det ingen Dødelig at sige veed;
Kun er det vist, at tidt et Suk sig trængte
Frem af hans Barm, hvorved han Øiet krængte
Iveiret, mens han Brynet dybt trak ned:
Deraf tør sluttes med Sandsynlighed,
At dengang foregik den Sindsforvandling,
Som nu er a aaenbar i Liv og Handling.

✂ Thi nu, min Læser! nu i denne Time,
For slette Bøger, falske Venner fri,
Fri for at recensere, for at lime
Artikler sammen, der sig ei vil rime
Med den Raison, som der er Noget i:
Han sidder druknet i Theologi,
For snart til Attestatsen op at vove sig,
Og af hans Fremtid hvad tør ei man love sig?

48

✂ Han kjender som det Dybe jo det Høie;
Som Liv jo Død; som Aandens Himmelflugt
Det nøgne Menneske, hvis Trang til Tugt
Og til Barmhjertighed staaer ham for Øie.
Vil til Erfaring Talekonst han føie,
Hvad kan ei da man vente sig for Frugt,
Naar eengang han faaer Myndighed med Kjolen,
Naar eengang han bestiger Prækestolen!

✂

PERSONER

• ALEXANDER DEN STORE, Macedoniens og Asiens Konge.
• HEPHÆSTION, Kongens Ven.
• MELEAGER, græske Hærførere.
• NICANOR, græske Hærførere.
• PYRRHON, græske Philosoph.
• MOPSOS, græske Philosoph.
• KALANUS, indisk Philosoph.
• SANKARA, hans Moder.
• BARKAS, hans Slave.
• THAIS, græske Hetærer.
• LEDA, græske Hetærer.

✂ KONGENS PAGE. SLAVER. CHOR AF SANGERINDER. CHOR AF INDIERE. EN AFDELING MAGEDONISKE SOLDATER.

✂ Handlingen foregaaer i Pasargadæ i Persien, kort efter Alexanders Tilbagekomst fra Indien.

✂

FØRSTE ACT

(En høi, rummelig Bambushytte, aaben imod Øst, hvor just Solen staaer op.)

✂

KALANUS og SANKARA

(synge):

✂ Hil dig i din Opgangs gyldne Pragt,
Rene Lys, som alle Sjæle dyrke:
Overvinder af det blinde Mørke,
Seierherre ved din Flammes Magt!
Hil dig, paa din første Morgenvagt,
Himlens store Vogter, Bramas Tjener,
Du som Offret til hans Priis antænder,
Bønnens Offer, af vor Læbe bragt.

✂ Væk os, naar vort Hjerte slumrer mat,
Spred med dine Straaler Sjælens Skygger,
Drag os med dig, mens du fremad rykker
Paa din Bane til et Maal os sat:
Aldrig af dit Førerblik forladt,
Op i Sandheds ætherklare Rige
Altid høiere med dig vi stige,
Vor Befrier fra den dybe Nat!

✂

KALANUS.

Han høre Bønnen, vor og Solens Herre!

✂

SANKARA.

Sit Offer han modtage! Her, o Søn,
Her rækker jeg dig Maaneplantens Saft.
Dig styrke disse Draaber - ham de glæde!

✂

KALANUS

(offrer og drikker). For ham, den Høieste - for Lysets Skaber!
Han være priset, alle Guders Ophav!

✂

SANKARA.

Han være priset, Livets rige Kilde!
Hans Aande gjennemstrømmer alle Sjæle,
Og hvert et Suk, vi sende ham, er hans.

✂

KALANUS.

Hans Naades Lys forblive over dig,
Mens ned til Flodens Bølge nu jeg vandrer!

✂

SANKARA.

Han følge dig, naar du i Badet gaaer,
At renset af det klare Vand, og reen,
Du Dagens Valfart maa paany begynde!

52

✂

KALANUS.

Ja, med sin Kraft mit Hjerte styrke han,
Naar jeg fra Badet til Paladset gaaer,
At stedes for den store Konges Aasyn.

✂

SANKARA.

Dig Kongen selv har kaldt - hvorfor da frygte?

✂

KALANUS.

Ei Frygt jeg føler; Ærefrygt det er.
Den griber mig, som den hiin Morgen greb mig,
Da ned ad Indusflodens Strøm han kom
Med sine Skibe, medens Kyst og Bølge
Af Hymner og af høie Toner klang.
O, hvilket Øieblik, da først jeg saae ham!
Da han fra Stavnen af det ranke Skib
Med heel opslagen Hjelm, lig Morgensolen,
Rundt sendte sine Lotus-Ørnes Straaler!
For evig var mit Hjerte bundet til ham.

✂

SANKARA.

Hans Skridt som Skyggen ogsaa fulgte du.
Selv da han gjennem Ørknen drog tilbage,
Du maatte med. Og jeg, den gamle Qvinde,
Høit paa Kamelens Ryg jeg fulgte dig,
Og nu er vi da her, saa langt fra Hjemmet.

✂

KALANUS.

Lad Møien ei dig angre. Fjernt fra Hjemmet,
Men nærmere ved Maalet er vi her.

✂

SANKARA.

Ved hvilket Maal? - Ei nærmere ved Himlen,
Hvis Hvælving er saa høi og fjern som fordum;
Ei nærmere den Evige, hvis Væsen
Sig i den Frommes Tanke speiler af,
Og ikke nærmere de store Guder,
I hvem han aabenbaret har sin Kraft.

✂

KALANUS.

Men hvis du dog tog feil?

✂

SANKARA.

Hvad er det, Søn?
Dit Hjertes Uro mig nu ogsaa smitter.
I lang Tid du paa skjulte Tanker ruged,
Din gaadefulde Tale tidt mig ængsted,
Og her i Persien jeg dig neppe kjender.
Du, som i Hjemmet var den klare Lampe,
Hvis stille Lys af ingen Vind bevæges,
Her blusser op som en ustadig Flamme.
Dit Øie brænder. Har da Synet af
Det ene Menneske dig reent forvandlet?
Har dig den store Konges Glands forblindet,
Saa du fra Guderne dit Sind har vendt?

✂

KALANUS.

Men hvis nu han, hvem Menneske du kalder,
Var en af hine høie Guder selv?

✂

SANKARA.

Hvordan, min Søn! Jeg knap dig meer forstaaer.

✂

KALANUS.

Hvis det var opfyldt, hvad de gamle Skrifter
Forkynde med usvigelige Ord:
At eengang end skal Guden, som fornyer
53Og gjennemtrænger Verden, aabenbares
I menneskelig Skikkelse paa Jorden?

✂

SANKARA.

Du troer, en Gud er kommen ned til Jorden?

✂

KALANUS.

Jeg tvivler ei, og vee mig, om jeg tvivled!
Han, som i Oldtids Dage steg herned,
Og af en jordisk Qvinde lod sig føde,
For vilde Folkeslag at undertvinge;
Han, som paany sig herlig aabenbared
Til Hjelp og Trøst og Frelse for de Fromme,
Mod hvem Dæmonerne sig hæved frækt;
Han efter sine Løfter kommer atter,
For som en Storm at feie Verden reen,
Og veire bort som Avner alt det Onde.

✂

SANKARA.

Forbauset - ja forfærdet jeg dig hører.
Men hvilke Tegn har du for denne Tro?

✂

KALANUS.

De sikkreste! - Ei blot de gamle Skrifter,
Der ham aftegne paa den hvide Ganger,
Mens over Jordens Kreds han iler hen;
Ei blot hvad selv jeg saae - hvad selv jeg hørte,
Mens jeg den Ubetvingelige fulgte
Paa Toget langs med Indusflodens Bredder,
Hvor Folk og Stæder for hans Fødder knæled,
Og Kongerne gav Sceptret i hans Haand;
Ei blot hans egen Guddomskraft og Høihed,
Hvortil i Ørknen Alle vare Vidne:
Hvor, medens Alting spaaede Undergang,
Mens hver en Sjæl fortvivled om sin Frelse,
Mens alle Førerne lod Haabet synke,
Han blev sig lig, og som den faste Stjerne
Os gjennem Sandets Bølger viste Vei.

✂

SANKARA.

Ja det er vist, vor Frelse dengang var han,
Og uden ham vi deelte Dødens Lod
Med hine Tusinder, som Sandet gjemmer.

✂

KALANUS.

Du seer, jeg savned ikke Vidnesbyrd,
Men jeg har større Tegn end alle disse.
Indskrænkede til Hjemmets Jordbund, troe vi,
At der er Verdens Grændser. Ikke saadan!
En større Verden ligger udenfor,
Hvoraf selv her Begyndelsen kun sees,
Og denne Verden ham som Hersker hylder.
Alt har jeg forsket ud og eftersporet,
Ei nogen Leilighed forsømte jeg,
Til snart af Følget, snart af Hærens Mandskab,
At faae den Underretning, som jeg savned.
Talløse Folkeslag, umaalte Riger,
Han lænked til sig i det Seiersløb,
54Som hverken Floder eller Bjerge standsed;
Som Folkeslag han Tungemaal forened,
Der tusind Mile skiltes ad i Rummet;
En anden Skikkelse han Vetden gav,
Den halve Jord alt ligger for hans Fod,
Og paa hans Vink den anden Halvdeel venter.

✂

SANKARA.

Ja, vældig og vidunderlig han er.
Dog er der Eet, som ei du har betænkt;
Thi blandt et fjernt og fremmedt Folk han fødtes.
Gaaer Verdenssolen da i Vesten op?
Fra Østen Lyset er.

✂

KALANUS.

Men Guden selv,
Lysbringeren, fra Vestens Rige kommer,
Og kun hans Fremskridt baner Lyset Vei.

✂

SANKARA.

Men hvi er da tilbage nu han gaaet?
Hvi drog han ikke frem til Ganges' Bredder,
Hvor Folket boer, som venter paa hans Komme?

✂

KALANUS.

Det samme Spørgsmaal selv jeg gjorde ham,
Hiin ene Gang, jeg for hans Aasyn stedtes,
Da han mig bød, at følge sig til Persien.
Naar - spurgte jeg med Frygt, men dog med Tillid -
Naar kommer du, o Konge, da tilbage,
For Indiens Folk fra Mørket at befrie?

✂

SANKARA.

Og Kongen svared?

✂

KALANUS.

Taus han saae paa mig;
Men da jeg gjentog: du igjen dog kommer?
Gav han til Svar: Vær vis derpaa, Kalanus!
Hvor Østen har sin Grændse, ligger min,
Jeg kjender ingen anden. - Seer du, Moder!
Til Hjemmet, ad en Omvei, gaaer vor Fod.
I vore Fædres Land, ved Ganges' Bredder,
Der er det, han vil grunde Retfærds Rige.
Der paa sin Verdensthrone skal vi see ham;
Der skal vi hilse nær den gyldne Tid,
Som Jorden vented, men bestandig savned;
Og Lysets Seier skal løse Støvets Lænker,
Og gjøre dobbelt skjøn os Dødens Vei.

✂

SANKARA.

Ja, dobbelt skjøn sig viser Dødens Vei,
Naar Salighedens Billed alt man eier.
Men siig mig, Søn, hvi har for mig du dulgt
Den Skat af Tanker, du saalænge gjemte,
Var ei jeg værdig til at dele den?

✂

KALANUS.

Som kostbar Perlesnor jeg bar den hos mig,
Men ikke strax min Rigdom selv jeg kjendte.
Alt som jeg Meer erfared, Meer opleved,
Fra Dag til Dag jeg føied Perler til.
55Nu er den fuld, den kostelige Snor,
Nu dele du med mig den fulde Glæde:
Den være din, mens jeg dens Udspring søger!

(Gaaer).

✂

SANKARA.

Vidunderligt! saa Himlen har sig aabnet;
Saa fra dit Paradiis du ned er kommen,
Du Bramas Yndling, til os Støvets Børn.
Ei meer i Himlen jeg dig søge skal,
Men med et dødeligt, et halvblindt Øie
Din Herlighed paa denne Jord beskue.
Saa stor en Naade fatter knap min Aand;
Ei denne Salighed jeg higed efter,
Ja, mere nær endog du tyktes mig,
Dengang jeg over Stjernerne dig søgte.
Men i din Viisdom du har selv det villet;
Staa med din Guddomskraft da nu mig bi!
Thi før til Savn og Spægelse kun vant,
Hvorledes taaler jeg saa høi en Vellyst?
Bered mig selv til Synet af dit Aasyn!
Gjør selv mig værdig til dit Blik at møde!
Bønhør mig, styrk mig, rens mig og forny mig!
Han iilte bort den lykkelige Søn -
Ja, i din Længsel søg kun Gudens Bolig!
Her ved din Gjenkomst skal dig Glæden hilse
Med alle sine Smykker.
(Kalder.) Barkas! Barkas!

✂

BARKAS

(kommer fra Sidehuset). Min Herskerinde!

✂

SANKARA.

Hvi saa mørkt dit Blik?
Hvor gaaer det Dyret?

✂

BARKAS.

Altid lige daarligt:
Den syge Fod er bolnet, Benet hovnet.

✂

SANKARA.

Den tro Kameel! Hvor sikkert den mig bar
Ved Dag og Nat igjennem Ørknens Sandhav,
Mens villig af din Haand den lod sig lede.
Spar ei paa Olie; Barkas! Hvis du trænger,
Har her vi Adgang til Paladsets Forraad.

✂

BARKAS.

Jeg alt mig har forsynet. Intet mangler.

✂

SANKARA.

Saa hør det Ærende jeg har til dig.
Min Søn og mig er Naade vederfaret,
Thi Himlens Glæde gjestet har vort Tag.
At Glædens Tegn nu hilse kan din Herre,
Naar fra den store Konge hjem han vender,
Maa du mig bistaae! Blomster du mig skaffe,
De skjønneste, som Staden har i Eie,
De rigeste paa Farve og paa Duft,
56At denne visne Haand kan Krandsen binde,
Der gjør vor Hytte til en Tempelhal.
Din Kurv tag med, og ingen Møie spar!
Lad Blomsterhandlersken sit Forraad tømme,
Men inden Middag vær tilbage her!

✂

BARKAS.

Min Herskerindes Bud min Fod bevinger.

(Bort.)

(En Søilehal i Paladset.)

Nicanor møder Meleager.

✂

NICANOR.

Hvem seer jeg der? - Velkommen, Meleager!
Velkommen hjem fra Krigen! Godt, jeg traf dig.
I tvende Dage, siden Hærens Ankomst,
Jeg efter dig har spurgt og ledt og rendt;
Men mellem disse tykke Macedoner,
Og disse tusind Skjolde, Hjelme, Landser,
Som her i Pasargadæ nu sig krydse,
En gammel Ven saa let ei støves op.
Naa, lad mig ret betragte dig - ved Zeus!
Skjøndt næsten to Aar du har været borte,
Du er endnu den Samme. Indiens Sol
Har ei et Haar dig krummet.

✂

MELEAGER.

Ogsaa dig
Jeg træffer ved det gamle Huld og Mod.
Dit Træbeen selv er ganske uforandret.

✂

NIGANOR.

Ja, det har trodset baade Tid og Sygdom.

✂

MELEAGER.

Og ei dig svigtet paa den lange Reise.
Det kan jeg lide, at dit Skind du axled
Og reiste fra Persepolis itide,
For strax at hilse paa os.

✂

NIGANOR.

Roes mig ikke,
Det var Nødvendighed og ingen Dyd.
Da Budskab kom til os fra Pasargadæ,
At Kongen snart med Hæren var ivente,
Da blev Persepolis mig altfor snever,
Og altfor tung dens Luft. Og som det mig gik,
Saa gik det Alle, der en Draabe græsk Blod
I Livet havde. Baade Mænd og Qvinder,
Tilhest og -vogns, var med i Karavanen.

✂

MELEAGER.

Ja, mange velbekjendte Skikkelser
Strax ved vort Indtog traf mit Øie paa.
Men lad mig høre, hvordan Alt staaer til!
Hvorledes har du levet?

✂

NICANOR.

Godt og slet,
Som man det tager. Magelige Dage
Jeg har havt nok af, da jeg her sad hjemme
57Som gammel Invalid og passed Gryden,
Mens i det fjerne Land I lystigt sloges;
Men fast tildøde piintes jeg af Rygter.

✂

MELEAGER.

Saa I med Rygter levet har?

✂

NICANOR.

Tilgavns!
En Posefuld hver Ugedag os bragte,
Og næsten altid høist bedrøvelige.
Snart havde Hæren lidt et Nederlag,
Snart laa hveranden Mand af Feber syg,
Snart hed det sig, jer Proviant var sluppen;
Saa hørte man, at Den og Den var falden,
Saa var det vist, I kom ei meer tilbage,
Saa var det ganske vist, at Kongen selv
Var ei alene død, men lagt paa Baalet.
Og altid med omstændelig Beretning
Kom disse Rygter, og ethvert vi troede,
Til pludselig der kom et andet Rygte,
Som viste klart, det forrige var Løgn.

✂

MELEAGER.

I Stakler, som af Løgn har maattet leve;
Det var en mager Kost.

✂

NIGANOR.

En haard og bitter.
Den første ordenlige Trøst vi fik,
Var Synet af den store Drift af Oxer,
Som Kongen skikked hjem til Macedonien.
Nu, idetmindste, holdt vi det for afgjort,
At Provianten ei var sluppen.

✂

MELEAGER.

Rigtigt!
Vi havde været meer end oxedumme,
Hvis i en Hungersnød vi havde skilt os
Ved tusind Oxer.

✂

NICANOR.

Det var just vor Tanke,
Dengang med Jubelraab vi hilste Qvæget.
Men da saa Byttet efterhaanden ankom:
Kamelerne med Sækkene paa Ryggen,
Det lange Tog af Vogne, fuldt belæssed',
De hvide Elefanter, styred af
De sorte Slaver, som igjen blev styred'
Af Invaliderne, der vendte hjem:
Da, kan du tænke, blev vort Hjerte lettet.
Persepolis blev til en Sladderby,
Hver saaret Kriger til et sandt Orakel,
Der anholdt blev paa alle Gadehjørner,
Tidt for at svare paa, hvad ei han vidste.

✂

MELEAGER.

Det vil jeg troe. Hvad veed en simpel Kriger
Vel af det Hele?

✂

NICANOR.

Vore Øren fyldtes,
58Det var os nok. Men hvad vi fik at høre,
Var Intet dog, mod hvad vi fik at see,
Da Byttets Indhold først kom ret for Dagen;
Især blev Qvinderne som ellevilde,
Ved Syn af disse Sølv- og Guldklenodier,
Og disse farverige Ædelstene,
Og disse perlestukne Baand og Bælter,
Og disse tusind Uld- og Silketøier -
De tabte baade Vid og Sands og Mæle.

✂

MELEAGER.

Da var det heldigt, de kom ei til Indien,
Der havde Mund og Næse vist de tabt,
Thi høist vidunderlig er Landets Rigdom.
Paa Marschen tidt Soldaterne forbaustes
Ved Synet af de store Bygningsværker;
Og dertil en saa rig Natur vi mødte,
Saa stride Floder og saa dybe Skove,
Saa yppig Plantevæxt, saa sjeldne Dyr,
Saa krydret Luft, saa farverig en Himmel,
Og slig en Overflod af Regn og Torden,
At i en fremmed Verden vi os troede.

✂

NICANOR.

O, hvem der havde været med paa Toget!
Hvad jeg formaaer, er kun at hinke rundt
Til gode Venner, for lidt Nyt at snappe,
Og deraf lappe mig et Billed sammen.
Endnu i denne Morgenstund hos Kongen
Op i en Krog Hephæstion jeg fik,
Og holdt ham fast, til han Beretning gav
Om jer Seilads paa Floden ud til Havet,
Der klang mig som et lifligt Eventyr.

✂

MELEAGER.

Det nok er værd at høre. Men du siger,
At alt imorges du hos Kongen var.
Hvorfor saa tidlig blev til ham du kaldt?
Det er en Gunst, der ikke Hvermand vises.

✂

NIGANOR.

Den Gunst mig kunde kommet dyrt at staae.
Imellem os: han vilde ha'e Besked
Om alle Kjæltringstreger af Satraperne,
Der havde fundet Sted mens han var borte.

✂

MELEAGER.

Saa du var i Forhør og sad i Klemme?

✂

NIGANOR.

Jeg snoede mig derfra. Det blev formeget,
At svare for de Andres Kjæltringstreger,
Naar man har meer end nok i sine egne.

✂

MELEAGER.

Du er endnu det gamle, gode Hoved.
Var Kongen ellers naadig?

✂

NICANOR.

Meget naadig;
Men heel forandret han mig tyktes dog.
Hvor er han bleven bruun og mager; Aaren
59I Panden træder dobbelt stærkt nu frem,
Og naar han kaster Hovedet tilbage
Og ryster efter Skik de lange Lokker,
Sees tydelig et Dobbelthug i Brynet.

✂

MELEAGER.

Ja, der for Livstid har ham Staalet mærket.
Men ei ved dette Mærke det forblev;
Thi flere Saar, og meer Besvær og Møie
Har dette Tog til Indien skaffet ham,
End alle fordums Krige.

✂

NICANOR.

Det man hører
Fra hver en Kant. Selv her imorges traf jeg
En lille Page, der mig underholdt
Om al jer indiske Bedrift og Nød;
Men Meget i hans Snak lød høist utroligt.
Han til Exempel om en Regn fortalte,
Der i halvfjerdsindstyve Døgn holdt ved,
Saa ikke blot I vaade blev - forstaaer sig -
Men saa Jer Klæderne paa Kroppen raadned,
Og tidt I nøgne gik i Hjelm og Pandser.

✂

MELEAGER.

I dette Punkt hans Ord var nøgen Sandhed,
Og du gjør vel, om du dig mærker Tingen;
Thi denne Regn, der løste op i Pjalter
Soldatens Klæder og hvert Telt i Leiren,
Den - meer end Hærens lydelige Ønsker -
Lod Kongen vende om, og standse med
Sit Tog mod Ganges og det fjerne Østen.
Om denne Sag var Meget at berette;
Men det er Lønningsdag - Soldaten venter,
Vi træffes vel engang imorgen.

✂

NICANOR.

Stop!
Jeg holder fast dig. Lad Soldaten vente,
Desbedre smager Brødet. Naar som du
Man kommer langveisfra, maa man fortælle.

✂

MELEAGER.

Og høre paa en gammel Vens Fortællinger.

✂

NICANOR.

Du traf det, gamle Ven! I al den Tid,
I Andre borte var, for lidt jeg snakked,
Saa jeg af Taushed ordenlig blev syg.
Ved Eders Hjemkomst løstes først min Tunge,
Der næsten tørret ind var til en Pind.

✂

MELEAGER.

Til Lykke med din Cuur.

✂

NIGANOR.

Den vel maa lykkes,
Ved det uendelige Talestof,
Som Kongens seneste Bedrift os skaffer.
Ved Zeus, vor Alexander er en Helt!
Jeg har nu kjendt ham fra en lille Dreng,
Og altid bedr´ og bedre han sig arter.
60Bli'er saa han ved, gjør han tilsidst sin Fader,
Kong Philip, og os Andre reent tilskamme.

✂

MELEAGER.

Nei virkelig?

✂

NICANOR.

Perdikkas mig fortalte
Om jert Tilbagetog igjennem Ørknen,
Og om de Tusinder, som Sandet slugte,
Naar under Middagshedens Brand og Byrde,
Med marvudblæste Been og haabløst Hjerte
De meer ei mægted sig at slæbe frem.
Da hørte jeg om Nød og Jammerscener,
Der virked paa Øinene som Hvidløg; -
Men veed du, hvad mig rørte meest?

✂

MELEAGER.

Nu vel?

✂

NICANOR.

Af Alting meest mig rørte Kongens Daad,
Da Speiderne ham bragte Vand i Hjelmen,
For midt i Ørknens Brand hans Tørst at slukke.
Jeg seer ham gribe Hjelmen, medens Hæren
Enhver Bevægelse med Øiet følger,
Og, qvælt af Tørst som han, hans Lod misunder.
Jeg seer ham, med et Blik paa disse Stakler,
Ud af hvis Træk Begj ærligheden lyser,
Jo nærmere hans Læbe Drikken kommer:
Jeg seer ham vende Hjelmens Bund iveiret,
Saa hver en Draabe Vand i Sandet spildes,
Og om den tørre Mund med Smiil sig stryge -
Og nu jeg hører disse tørstige Sjæles
Uendelige Jubels Hurraskraalen.

✂

MELEAGER.

Du hører godt, og selv til Ørknen seer du.
Det kalder jeg et rigtigt Syn paa Sagen,
Og det slaaer ogsaa til - jeg selv var Vidne.

(Hephæstion, som under de sidste Repliker er traadt ind af en Sidedør og staaer bag ved Nicanor, slaaer ham medeet paa Skulderen.)

✂

HEPHÆSTION.

Jeg med, Nicanor!

✂

NICANOR

(vender sig). Hvad! Hephæstion her?
Respect for Kongens Ven! Hvad han bevidner,
Vi Andre vel maae troe.

✂

HEPHÆSTION.

Ja gjør det, Gamle!
Jeg stikker Intet under Stol, som du.

✂

NICANOR.

Som jeg?

✂

HEPHÆSTION

(til Meleager). Den Gamle har en Skjelm bag Øret.
Jeg traf ham denne Morgenstund hos Kongen,
Hvor paa hans tusind Spørgsmaal Svar jeg gav ham;
Thi som en Mand, der levet har af Sladder,
Han bleven er veltalende som Faa.

61

✂

NICANOR.

Jeg siger tusind Tak.

✂

HEPHÆSTION.

Om Alt han snakker
Og dømmer, som en ægte Athenienser;
Men gjerne Sagens Hovedpunkt han glemmer.

✂

NICANOR.

Jeg takker for din Artighed. Man mærker,
At du har hjemme Norden for Bøotien.

✂

MELEAGER.

Men hvor er Sk j elmen, han bag Øret har?

✂

HEPHÆSTION.

Tænk blot, hvor huul og snu han er, den Gamle!
Mens om de meest uvæsenlige Ting,
Om sig og om sit Tandværk og sin Gigt,
Om Løst og Fast, han gav os Underretning,
Bomstille taug han dog for mig og Kongen
Om det, som var alene værd at høre,
Og som først nu, paa Gaden, jeg erfared.

✂

MELEAGER.

Nysgjerrig gjør du mig.

✂

HEPHÆSTION.

Igjennem Staden
Jeg gjør en Vandring, og ved første Hjørne
Jeg træffer paa Anthenor og hans Flok
Af græske Skuespillere, som Alle
Var med vor Gamle reiste fra Persepolis,
For at berede Kongen her en Fest.
Og mens jeg med Anthenor Ord nu vexler,
Faaer jeg et andet Syn: Den skjønne Leda,
Og den guddommelige Thais var det.
Af deres Drenge fulgt, med Slør og Vifter
Kom beggeto de ned ad Buegangen.
Knap fik de Øie paa mig, før de hopped
Med Latter mig imøde. Skjend de fik,
At høit de voved lee i Pasargadæ,
Hvor Persiens gamle Konger blev indvied',
Og hvor den store Cyrus har sin Grav;
Men dobbelt Latter vakte kun min Alvor.
Og nu fik jeg Historier at høre
Om deres Reise fra Persepolis
I Selskab med Anthenor og Nicanor;
Om deres tusind Eventyr paa Veien;
Om Friere tilhest og -fods; om Hjerter,
Som tændte var i Brand af deres Øine,
Saa Karavanen Fakler havde spart.
Men først og sidst Nicanor Løsnet var;
Tiltrods for sine graae Haar og sit Træbeen
Han havde holdt dem varme hele Reisen,
Og meer end eengang til dem Begge friet.
De havde dog kun leet ham ud, den Gamle,
62Naar med sit ene Been han knælte for dem;
Eet Knæ var dem for lidt for tvende Hjerter.

✂

NICANOR.

De skammelige Tasker! Lutter Opspind.

✂

HEPHÆSTION.

Du vilde ha'e dem for din egen Mund,
Derfor din Taushed om dem, ikke sandt?

✂

MELEAGER.

Ja, høist begribeligt.

✂

NICANOR.

Nei, daarligt gjettet!
Min Taushed skyldtes kun det fælles Løfte,
At overraske Kongen med vor Fest.

✂

HEPHÆSTION.

Ja tro dig, hvem der vil.

(Kalanus træder ind og bliver staaende ved Døren.)

✂

NICANOR.

Hvem kommer der?
Hephæstion, see! Nei, vend dit Blik mod Døren.

✂

HEPHÆSTION.

En Ven af Kongen.

✂

NICANOR.

Hvilken selsom Dragt!
Det hvide Pandebind omkring de lange,
Kulsorte Haar; den løse Linnedkittel,
Fastholdt af Bomuldssnoren, og i Bæltet
En Krands af sorte Bær.

✂

HEPHÆSTION.

For hvert et Bær
Gjør daglig han en Bøn til sine Guder.

✂

MELEAGER,

En hellig Mand! Paa Knæ jeg tidt har seet ham,
Naar under Marschen Hæren gjorde Hviil.

✂

NICANOR.

Hvor ubevægelig han staaer ved Pillen,
Paa nøgen Fod, med korsviislagte Hænder,
Rank, bleg og stiv, som var han selv en Støtte.
Dybt sænke sig de store Øienlaag,
Og fiin og bøiet Næsen træder frem,
Imens de tynde Læber fast sig slutte.
Hvor har I fanget denne sjeldne Fugl?

✂

HEPHÆSTION.

Paa Indusflodens Bredder. Der en Morgen
Han kom tilsyne, just som Hæren landed,
I Nærhed af en vældig Palmeskov.
Imellem Træerne han stod i Frastand,
Og retted sine store sorte Øine
Paa Kongen, som fortryllet af hans Skue,
Tilsidst bemærket og for Kongen ført,
Der fandt Behag i ham og i hans Væsen,
Optoges han blandt Følget og var med
Paa hele Toget, han med samt hans Moder,
Der som en Borre hang ved Sønnen fast.

✂

NICANOR.

Og gjennem Ørknen har han fulgt Jer hjem?

63

✂

HEPHÆSTION.

Ja. Derom Meleager veed Besked,
Thi han ved Fanetroppen gav ham Plads.

✂

NICANOR.

En Kriger altsaa?

✂

MELEAGER.

Nei, en Fredens Mand,
Skjondt haardfør som jeg ingen Anden kjender.
Med Navnet Philosoph ham Pyrrhon stempler,
Og han paa Marschen ofte vandred med ham.

✂

NICANOR.

See, hvor han stirrer paa os! Hvilken Glød
I disse mørke Øine!

✂

HEPHÆSTION.

Mig nok gjelder
Det skarpe Blik, hvis Indhold jeg forstaaer.
Jeg har ham stævnet hid paa Kongens Bud,
Og gaaer at melde ham. - Farvel, Nicanor!
Vi træffes vel, før du har talt dig træt,
Og førend reent du dig fra Verden slaaer.

(Gaaer.)

✂

NIGANOR.

Ja længe før! - Du ogsaa, Meleager?
Hvortil det Hastværk?

✂

MELEAGER.

Det er høit paatide;
Men har du Lyst, saa vær min Gjest til Middag.

✂

NIGANOR.

En anden Gang; idag er det umuligt.
Til Leonnatos har jeg bort mig lovet.
Skjøndt neppe han fra Krigen er vendt hjem,
Saa driver han dog alt sin gamle Jagtleg,
Og just en Tiger har han støvet op.
Endnu iformiddag afsted vi drage
Med Jægergarn og meer end hundred Slaver.

✂

MELEAGER.

Du, med dit Træbeen?

✂

NICANOR.

Paa min Gangers Ryg
Med fire friske Been afsted jeg løber.
Nei stop! Løb ikke fra mig. Ræk mig Armen!
Til Torvet ned jeg Følgeskab dig gjør;
End har vi Meget at forhandle sammen.

(Begge bort.)

✂

KALANUS

(ene). Saa staaer paa Tærsklen jeg af Helligdommen;
Af mine Fødder strøg jeg Jordens Støv.
Fra disse Mure lyder mig imøde:
Træd ind, o Pilegrim! og kast din Byrde,
Og læg din Vandringsstav, thi her er Maalet.
Var Veien øde, tornefuld og lang,
O, rig er Lønnens Krands, som her dig rækkes!
64Er efter Kundskab tørstende din Sjæl,
Her strømme Viisdoms Kilder - øs og drik!
Er der en Skyld, som hemmelig dig tynger,
Her Guden boer, som Øre har for Bønner!
Fortærer Længsels Orm dit Hjertes Rødder,
Er Kraften brudt, og er dit Livsmod borte,
Hold dig til ham, den Stærke - hold ham fast,
Som sig om Cocuspalmen Epheu slynger,
Og løft dit Hoved, styrket ved hans Blik!
(Gaaer frem i Hallen.) Hvorfra den Uro dog, som mig forfølger?
Paa Læben Fred mens det i Brystet stormer -
Ikkun et Øieblik, saa staaer han for mig,
Den Mægtige, hvis Nærhed vækker Frygt,
Hvis Herlighed med Angst mig gjennembæver.
Hvor faaer jeg Mod, at møde Gudens Øie,
At høre denne Røst, og ei forvirres,
At holde Tanken fast, naar Hjertet zittrer? -
Imod den Stærke hjælper kun den Stærkere;
Til ham, den Stærkeste, min Bøn dig hæv! -
- Du Verdens Lys, og alle Sjæles Tilflugt!
Du, ved hvis Aande hver en Skabning lever,
De store Guder som det mindste Kryb;
Du evig Ene, som er Alt i Alle,
Usynlig-Synlige, der gjennemtrænger
Som Høiden Dybden og som Tiden Rummet,
Og mægter Alt, men kun det Gode vil:
O, stig som Kraft i dette Hjerte ned!
Gjør dette Bryst, der bæver, fast som Staalet,
At skjøndt det klinger, det ei svagt sig bøier;
Og naar mit Blik nu seer din Aabenbaring,
Den Gud og Helt, der fødtes af din Almagt,
Den stærke Aand, som af dit Lys er Gjenskin:
Giv mig et speilklart Vands den dybe Ro,
At ind jeg suger Herlighedens Billed,
Men i min Længsel dog oprøres ei!
Han kommer - alt hans Fodtrin kan jeg høre.
I disse Skridt gaaer Verdens Skjæbne frem.

(En Page aabner Døren for ALEXANDER, som træder rask ind. Pagen gaaer.)

✂

ALEXANDER.

Kalanus! - Ha, velkommen! Vær mig hilset,
Min stille Ven fra Indiens Palmeskove!
Saa mødes vi dog her i Pasargadæ,
Skjøndt paa den lange Marsch vi aldrig saaes.
En Tid jeg troede, du var gaaet under
65I Sandets Bølger eller ladt tilbage,
Men Meleager bedre mig belærte;
Du til hans Trop dig holdt. Nu, længe savnet,
Er Synet af en Ven os dobbelt kjært.

✂

KALANUS.

Dit Budskab, Herre, først igaar jeg modtog.

✂

ALEXANDER.

Jeg veed det: Du er ei af Fluesværmen,
Der ukaldt nærmer sig, og jages bort,
For næste Øieblik igjen at komme.
Men her i Pasargadæ Rast vi holde,
Her, medens Hæren hviler, har vi Tid
Til at fornye vort flygtige Bekjendtskab;
Thi forhen vi jo sjelden taltes ved.

✂

KALANUS.

Kun een Gang, Herre.

✂

ALEXANDER.

Virkelig? Kun een Gang?
Da mindes end mit Øre godt din Stemme.

✂

KALANUS.

Du skjenked mig en Plads blandt dine Mænd,
Og tilbød mig et Hjem hos dig i Persien.

✂

ALEXANDER.

Jeg mindes det; det var et daarligt Tilbud,
Naar paa det lange Hjemtog nu jeg tænker.
Du tidt vist angred, at du tog imod det?

✂

KALANUS.

Tro ikke det, o Herre! Selv du skued
Mit Hjertes Overstrømmen ved din Naade,
Og Ørknens Brand ei tørred Glædens Væld.
Jeg var jo i din Nærhed; skjult for dig,
Hvis Blik var henvendt kun paa Alles Frelse,
Som din Vasal jeg fulgte jo din Fane.
Dit Herskerbud min trætte Fod bevinged,
Dit Navn jeg fastholdt som et Skjold i Faren,
Din Kraft, der tidt som Lynet tændte Hæren,
Saa selv den Svages Sjæl i Flammer udbrød,
Har ogsaa fyldt med Styrke dette Bryst.
Hvad havde jeg at angre, store Konge?
Kun, at min Troskab ei min Herre hjalp,
Kun, at min Arm var dig til ingen Nytte.

✂

ALEXANDER.

Som modig Mand vær dobbelt mig velkommen!
Du har dog nu tilbørlig hviilt dig ud?

✂

KALANUS.

Af Badet styrket staaer jeg her for dig.

✂

ALEXANDER.

Og hun, den gamle Qvinde, som dig fulgte,
Din Moder, er hun karsk? Har hun forvundet
Den lange Reises Møie? Savner ikke
Hun Hjemmet og den Pleie, hun er vant til?

✂

KALANUS.

For hendes Trang din Naade sørget har.
66Det er ei første Gang i hendes Liv,
At paa saa lang en Reise hun sig voved.

✂

ALEXANDER.

Den gamle Qvinde?

✂

KALANUS.

Gammel var hun ei,
Da i min Barndom vi fra Ganges drog.

✂

ALEXANDER.

Fra Ganges, siger du - var der dit Hjem?

✂

KALANUS.

Ja, ved den hellige Flod min Vugge stod.
Der fostredes jeg op af Templets Præster,
Da mig en tidlig Død min Fader røved.

✂

ALEXANDER.

Og hvorfor blev du ikke da hos dem?
Hvad Magt rev dig saa tidlig ud af Templet?

✂

KALANUS.

Min Moders Kjærlighed. Men døm ei hende!
Thi mørk og sørgelig er Enkens Lod,
Naar skilt ei blot ved Manden, som hun elsked,
Men efter Loven selv sit Barn berøvet,
Til Eensomhed og Bod hun vises hen.
Som hun ved mig, hang min Sjæl fast ved hendes.
Af hendes Taarestrømme dybt bevæget,
Af hendes Bønner rørt, forlod jeg Templet,
Hvor just Indvielsen mig forestod,
Og hemmeligt, af Frygt for Bramas Præster,
I Nattens Stilhed flygted vi fra Hjemmet.

✂

ALEXANDER.

Hvor drog I hen?

✂

KALANUS.

Ud til de fjerne Bjerge,
For der et Eneboerliv at føre,
Og, skjøndt fra Templet skilt, at tjene Gud.
Men ingen Fred i Landet fandt vi mere.
Opsporede som Vildt og efterstræbte,
Bestandig længere mod Vesten drog vi,
Til efter Aar og Dag ved Indusfloden,
I Palmeskovens Ly, vi fæsted Bolig.

✂

ALEXANDER.

Og der I siden leved?

✂

KALANUS.

Tred've Aar.

✂

ALEXANDER.

Paa samme Plet?

✂

KALANUS.

Ja, i den samme Hytte.

✂

ALEXANDER.

Foruden Selskab?

✂

KALANUS.

Vi hinanden eied;
Vi havde Loven og de hellige Skrifter,
Som med os vi fra Hjemmet havde ført.

67

✂

ALEXANDER.

Forunderligt! Der i den stille Skov,
Kun af den snevre Hyttes Væg begrændset,
Som i en Grav de mange Aar du leved,
Imedens jeg, paa Land og Vand omtumlet,
I Kampens Larm den halve Jord drog rundt. -
Hvor holdt du Livet ud i sligt et Øde?

✂

KALANUS.

O, maal dog ei, guddommelige Yngling,
Med dig din ringe Tjener! dig, hvem Brama
Betroede sit Scepter her paa Jorden.
Min Lod det blev, i Stilhed ham at tjene,
I Tanken at tilegne mig hans Væsen,
Og søge skjult og aabenbart hans Spor.

✂

ALEXANDER.

Og har du fundet da den Gud, du søgte?

✂

KALANUS.

Vel fandt jeg ham; thi hvor er ei hans Sted?
Han som er Solens Lys og Jordens Kraft,
Hver Tones Klang, hvert Blomsters friske Duft,
Og Kjærlighedens Liv i Alt, hvad aander.

✂

ALEXANDER.

Saa du din Gud paa tusind Steder søgte?

✂

KALANUS.

Nei, der kom af sig selv han mig imøde.
Hvergang jeg søgte ham, den evig Ene,
Dybt i min Tankes Løndom gik jeg ind,
For, i mit Suk fortabt, hans Lys at fatte.

✂

ALEXANDER.

Begreb du ham?

✂

KALANUS.

Høit over alt Begreb
Er dette Lys, der boer i Tankens Mørke.
Det vækker jo en evig Længsel efter
I Salighedens Dyb at gaae tilgrunde,
Og finde Myggens Flammedød i Luen.

✂

ALEXANDER.

Men Barnet, som har brændt sig, Ilden skyer.
Forlængst jeg kjender dette Spil med Tanker,
Som vore Philosopher har mig lært,
Hvor Tanken stiger, og bestandig stiger,
Men i sin Stigen aldrig naaer Olympen,
Fordi den blind er paa Erfarings Øie.
Da priser jeg Homer, den gamle Sanger,
Der saae Gudinden staae ved Heltens Side
Og tale høit til Hjertet i hans Bryst.
Thi mærk mit Ord, Kalanus! Gudens Bolig
Er ikke Tankens Drøm, men Mandens Villie.
Der, dybt i Hjertet, han til Daad os driver,
Der vækker uafladelig han Tørsten,
68Som ved Bedrift og Handling kun kan stilles;
Der taler høit hans Røst om Seirens Priis,
Om Kampens Løn, om Krandsen, som ei visner,
Om evigt Liv i Skjaldesang - om Verden,
Der hører Helten til, naar selv han vil.

✂

KALANUS.

Ja dig, guddommelige Helt, tilhører
Den hele Jord -

✂

ALEXANDER.

Og er mit Ord ei Sandhed?

✂

KALANUS.

En Nøgle til mit Hjertes Dyb det er.

✂

ALEXANDER.

Lad Nøglen aabne da dit Hjerte for mig!

✂

KALANUS.

Du kjender bedst dets hemmelige Drift;
Du veed, at i min Svaghed ogsaa jeg
Til Bramas høie Røst i Villien lytted;
At ogsaa mig Bedrifters Udsigt lokked,
At ogsaa mig en Seierspalme vinked,
Skjøndt ringe kun min Kamp var imod din.

✂

ALEXANDER.

Mod hvem har du da kjæmpet?

✂

KALANUS.

Mod mig selv.

✂

ALEXANDER.

Dig selv? - Jeg spørger, imod hvilke Fjender?

✂

KALANUS.

Mod dette Bryst, der drager Liv af Luften,
Og opfyldt af dens Higen, af dens Uro,
Saa tidt har Lidenskabens Storm fornummet;
Mod dette Kjød og Blod, hvor vilde Drifter
Lig trodsige Dæmoner spotte Himlen;
Mod dette tunge Legeme, hvis Sløvhed
Gjør Sjælen af Materien til Træl.
I Bøn og Bod, berøvet Søvn og Hvile,
Ved Kuld og Hede som ved Tørst og Hunger,
Ved Staalets som ved Ildens skarpe Smerter
Fuldbyrded Straffen jeg paa disse Lemmer.
Og naar jeg spæged dette Dødens Kjød,
Var det ei Gudens Røst jeg adlød da?
I hver en Qval, hvor Legemet sig vaanded,
Mig vinked Seirens Priis - det store Haab,
At trænge frem til Hellighedens Grændse,
Den evig vigende, der aldrig naaes.

✂

ALEXANDER.

Høist selsomt! Du dit eget Legem' piinte?
Hvor kunde det dig skjenke Glæde?

✂

KALANUS.

Glæde?
Hvad Glæde kan der skjenkes af en Verden,
Hvor Alt forringes og forværres?

✂

ALEXANDER.

Hvad!
69Forværres Alt? - Hvad er din Mening? - Tal!

✂

KALANUS.

Jeg seer, du prøve vil din ringe Tjener.
Du veed det bedst, guddommelige Yngling,
Som fra din Straaleborg steg ned i Støvet,
Just for i Verdens Nød at bringe Redning.
Thi hvor er nu den fordums Herlighed?
Har ei en Vandflod Jorden ødelagt,
Gik ikke vise Folkeslag tilgrunde,
Er ikke Bjerge sunkne, Floder tørred',
Er ei fra deres Baner Stjerner vegne,
Og skifted Verdens-Polen selv ei Plads?
Blev ikke Aanderne fra Himlen styrted'?
Og Menneskenes Sjæle - de, som rene
Fra det guddommelige Væsen strømmed
Og vandred i Lyksalighedens Lys,
Drog ei Dæmonerne dem med i Faldet,
Saa deres høiere Natur gik tabt?
Blev da ei denne Jord til Fængsel skabt
For Alle, som i hiint Liv havde syndet?
For Alle, som nu lænked' til Materien,
Forhærdes og forstenes meer og meer,
Hvis ikke gjennem Bøn og Bod de luttres.

✂

ALEXANDER.

En selsom Mythe du mig der fortæller.
Du kalder denne Jord et Fængsel?

✂

KALANUS.

Ja,
Det store Fængsel; thi det mindre vi
Jo bære selv omkring i dette Kjød,
Hvor Sjælen indespærret nu sig vaander,
Hvor efter Lys og Liv den evig gisper,
Hvor den for sine Synders Skyld maa lide,
Og paa Materien sig kun kan hævne
Ved Qval og Smerte, som den selv maa dele.

✂

ALEXANDER.

Og hvad er da din Synd? Hvad er din Stræben?
Fast som en Gaade lyder mig din Tale.
Hvor kan i Qval du søge Lykke?

✂

KALANUS.

Lykke!
O, store Konge, du med Ord mig frister.
Det var ei Lykkens Drøm jeg higed efter,
Thi hvor er Lykkens Hjem paa denne Jord?
Lyksalighed - men evig - var mit Maal;
Mit Maal var Viisdom efter Lovens Bud,
Var Sjælens Ligevægt - den dybe Fred,
Hvor hver en Attraa lydløs er forstummet,
Og Tankens stille Flamme lyser kun.
70Da træder af sit Skjul jo frem det Evige,
Saa Herligheden sees, vi fordum tabte;
Da vaagner først den stærke Længsel efter
Det store Seiers-Maal, hvortil vi stræbe,
Det Høieste, hvortil vort Liv det bringer.

✂

ALEXANDER.

Det Høieste - hvad er det?

✂

KALANUS.

Døden -

✂

ALEXANDER.

Dødenl
Du tager feil, Kalanus! reent du feiler.
Det Ringeste af Alt er netop Døden,
Det Tommeste af Alt, det Fattigste
Paa Lyst og Lykke, Handling og Bedrift,
Og det, som allersidst den Kloge vælger,
Saalænge han et Valg tilbage har.
Hvordan! det øde, mørke Skyggerige,
Det priser du som Seirens Maal? - Siig, kjender
Du Heltens Klagesang i Underverdnen?
Dagleierens den usle Lod paa Jorden
Han foretrak for der at hedde Konge,
For i de Dødes Hjem at føre Spiret,
Og, selv en Skygge, kun beherske Skygger.

✂

KALANUS.

Af dine Blik, o Herre, Sandhed lyser.
O tal! Hvad er da meer end Døden?

✂

ALEXANDER.

Livet!
Det Liv, Kalanus, som du ei har kjendt,
Mens i dit Drømmeliv du sad begravet.
Du kalder denne Jord et Fængsel - Nei,
Hvis her i Billeder vi tale skal,
Kald dette Jordliv for en Rendebane,
Hvor Alle til et Kampløb bydes ind.
Herolden kalder, Løbet rask begynder,
Hver stormer frem, af Haabets Gud bevinget,
Og hvem der vinde, hvem der tabe skal,
En Stund er uafgjort for Alles Øine.
Mens langs med Banen Lokkemad der findes,
Der bringer mangen Kæmper til at standse,
Og drager Mængdens Hu fra Løbet bort:
Guld, Virak, bløde Hynder, fyldte Bægre,
En Kreds af Venner eller skjønne Qvinder,
Ja tidt en stille Hytte, som din egen,
Til Bod og ørkesløs Betragtning bygt.
Paa denne Viis er førend Banens Midte
Den største Part af Løberne forsvunden,
Der opgav for det Enkelte det Hele;
Thi kun den Gudopfyldte, som ei blendes
71Af det, der blender Mængden, Krandsen vinder:
Ei Dødens visne Krands, men Livets friske!
For ham, som seired, er ei denne Jord
Et skummelt Fængsel, hvor for Synd der bødes;
Den er hans Eiendom, og han en Hersker,
Som med sin Eiendom gjør hvad han vil.
Stærk staaer han paa den Grund, der ei ham svigter,
Alt tjener ham, som holder fast sit Maal,
Thi som sit Maal han sine Midler kjender,
Og i sin Haand han har sin egen Skjæbne.
Den voxer daglig af hans Virken op,
Mens Verden han omdanner, bruger, nyder.
Dog kan han ogsaa drømme - hvorfor ikke?
Høit over ham sig hvælver Himmelbuen,
Og der er Plads til mangt et deiligt Digt.
Der boe jo Pareerne, der spinde Lykken,
Der vandre Sol og Maane - klare Stjerner,
Som ikke lyse blot for Jordens Gjerning,
Men drage Sjælen med en mægtig Glands.
See, der er Stof til Drøm og Tankespind,
Var blot der Tid dertil - men husk, Kalanus,
Du er endnu paa Rendebanen. Fremad!
Det gjelder om at bryde ud af Fængslet,
Det gjelder om at handle, før du hviler,
Om ret at leve, førend du vil døe.

✂

KALANUS.

Med Ærefrygt og Andagt jeg dig hører,
Og taler Loven og de gamle Skrifter
Endogsaa anderledes - du, o Herre,
Blev os fra Himlen jo til Viisdom sendt.
At lyde dig, er alle Sjæles Pligt,
Thi Bramas Villie os dit Bud forkynder.

✂

ALEXANDER.

Kun som din Ven, Kalanus, her jeg taler;
Thi naar jeg mindes fra vort første Møde
Din Skikkelse, af Savn og Sorg fortæret,
Din hule Kind, dit spændte Øies Glød,
Dit blege Aasyn, som endnu er præget
Med Smertens Træk - og naar jeg saa betænker,
At Det, du vilde, var Lyksalighed:
Da ligger nær det Spørgsmaal, hvad du høsted
Af sligt et Levnet - Kummer eller Fryd?

✂

KALANUS.

Og maa da dette Liv ei bringe Smerte?
Blev ikke derfor vi til Verden født,
At gjennem Lidelse vor Sjæl skal luttres?
Er det ei paa den sorte Nat at Stjernen
Just klarest tindrer? Kan Lyksalighed
72Gaae frem af anden Grund, end Sorgens Dyb?
Sad ikke selv jeg sorgfuld, haabløs, modløs,
Da Paradisets Glæde kom mig nær?
Den uforventet kom som Himlens Gaver,
Den kom som Stormen i de dybe Skove,
Der vækker, ængster, ryster og forfærder,
Naar den med Susen jager Nattens Skyer.
Dybt i min Sjæl faldt Dagens første Straale,
Det sønderbrudte Rør sig atter reiste,
Det, som sig bøier her i ydmyg Tak.
Ja, Herre! Lad mit Hjertes Tak dig offre!
Hvad var jeg uden dig? Hvad var mit Liv,
Før Morgensolen i dit Blik mig opgik?

✂

ALEXANDER.

Nei, kast dig ei i Støvet!

✂

KALANUS.

Lad mig knæle,
Lad den med Magt tilbageholdte Strøm
Dog eengang følge sin Natur og Trang,
Og med Taksigelsen tag disse Taarer!
Ja, i sin Længsel sad min Sjæl fortæret;
Hiint evige, guddommelige Lys,
Hiint store Væsen, som er Hjertets Attraa,
Som varmer, fylder, gjennemtrænger Alt,
Jo meer jeg i min Tankes Dyb ham søgte,
Bestandig skjulte dybere sig for mig.
Dét store Alt mig til et Intet blev.
Jeg søgte Bramas Lys, men greb hans Skygge;
Jeg kaldte paa hans Navn, men intet Gjensvar
Gav mig hans Stemme fra det hule Bryst,
Hvor Haabets Fylde meer og meer forsvandt,
Og. selv min egen Klages Echo døde.
Da stod medeet for mig hans Aabenbaring,
Da saae jeg dig - o, hvad skal jeg dig nævne?
Gud, Hersker, Viisdoms Fyrste, Kraftens Konge!
Fra dine Øine drypped Naadens Dugg,
Og i min Sjæl gjenfødtes Haabets Spirer.
I Duft og Pragt og Glands vidunderlige,
De skød paa eengang frem af Hjertets Sandhav,
Som i mit Hjemland, naar ved een Nats Regn
Af Millioner Blomster Ørknen dækkes.

✂

ALEXANDER.

Min Ven, Kalanus! Ræk mig her din Haand!
Hvis dig mit Syn var til saa stor Opmuntring,
Saa lad til Gjengjeld ogsaa mig dig sige,
At strax ved første Blik du blev mig kjær.
Men reis dig, Ven! Visk disse Taarer bort!
73Vil du som jeg, vi gaae vor Bane sammen.
Vi passe for hinanden - beggeto
Vi os en Verden jo erobret har,
Hvori bestandig længer frem vi trængte,
Men end har Ingen af os Grændsen naaet.
Maaskee ved fælles Bistand det kan lykkes.
Du viser Veien mig til Ganges' Kilder,
Til Østens Hjem, til Morgenrødens Vugge,
Thi kun i denne Vugge faaer jeg Hvile;
Og jeg for dig antænder Livets Fakkel,
At den opklarer dig din Drømmeverden,
Saa du din egen Rigdom nyde kan.
Saa gaae vi frem som Venner - altid fremad,
Og troer du nogen Magt os standse vil?

✂

KALANUS.

O, hvilken Udsigt aabner du mig, Herre!
Din Naadesstrøm med sine høie Bølger
Mig overskyller som et Hav, der bruser,
Og ingen Fasthed har min Tanke meer.
Ja hold mig, før mig, led mig - dig jeg følger!
Deelagtiggjør mig i den nye Viisdom,
Viis mig den Livets Vei, som var mig skjult.
Og er jeg først din Naade bleven værdig,
Da til mit Hjemland lad mig dig ledsage!
Lad mig gaae forud der som din Herold,
Der Indiens Folk forkynder Gudens Ankomst,
Og Paradisets Gjenkomst til vor Jord!

✂

ALEXANDER.

Stands! Fra din Flugt i Skyen kom tilbage,
Det er den nye Viisdoms første Bud.
Bliv her hos mig idag! Du Pyrrhon træffer,
Som jo fra Marschen er dig velbekjendt,
Og han til andre kloge Mænd dig fører,
Thi her paa lærde Folk er ingen Mangel.
Men har af deres Ord du faaet nok,
Da see dig om i Borgen! Mangt et Konstværk,
Udført i Marmor og paa Træ, du finder,
Som vel til Middag dig forkorter Tiden.
Jeg selv maa skrive Breve. Kom, følg med!
Paa Veien jeg til Pyrrhon dig ledsager.

74

✂

ANDEN ACT

(En stor Sal i Paladset, smykket med græske Sculptur- og Malerarbeider. Midt i Salen et Taffel. I Forgrunden MOPSOS og PYRRHON i Samtale; længere tilbage KALANUS, beskuende et Maleri.)

✂

MOPSOS.

Lad intet meer mig høre! Naar du taler
Om al den Herlighed, jeg kun mig græmmer.
Forbandet har jeg tidt det lærde Lune,
Der her i Persien mig tilbageholdt,
Mens du i Kongens Selskab fulgte Hæren,
Og ei blot skued Indiens Underværker,
Men som en klog Mand tog din Deel af Byttet.

✂

PYRRHON.

Siig heller Faren - Byttet var ei stort;
Og hvad betræffer Landets Underværker,
Da staae for Grækenlands de dog tilbage.
Nei, hvad mig tiltrak meest, var Folket selv,
Dets Sæder, Religion og Videnskab,
Hvori kun altfor lidt jeg blev indviet.

✂

MOPSOS.

Da vidste du igaar dog god Besked,
Da Sagen kom ved Kongens Bord paa Tale.
Du slog om dig med lutter indisk Viisdom,
Kom med saamange Glimt og nye Tanker,
Forholdt saa skeptisk dig ved Andres Mening,
Saa jeg forbauset sad og tabte Mælet,
Og tænkte: her er meer end Aristipp.

✂

PYRRHON.

Hvorfor ei meer end Plato? Ja, du leer;
Dog er det vist, at denne Viisdom rystet
Og rokket har ved mangen gammel Sandhed
I vore philosophiske Systemer,
Og gjort mig tvivlsom mangen Troesartikel.

✂

MOPSOS.

O stakkels Grækenland, hvis vise Mænd
Sig bøie maae for indiske Barbarerl
En indisk Philosoph var mig et Under,
Hvis ikke selv jeg havde seet og talt med
Det sjeldne Dyr, der krøb herind bag Kongen,
Og hist fordybet i hans Billed staaer.

75

✂

PYRRHON.

Tys! Lad ham ikke høre, du ham spotter.

✂

MOPSOS.

Og hvorfor ei? Det er nu atter et
Af hine væmmelige Snyltedyr,
Der allevegne følge Magtens Spor,
Spytslikkende og krybende for Gunst,
Kun efter Vinding gridske. Saae du ikke,
Med hvilken Ærefrygt, ja fast Tilbedelse,
Han lytted til ethvert af Kongens Ord?
Hvordan med spændte Blik han kifted Farve,
Blev som en Elskerinde rød og bleg,
Naar Majestætens Øine hviilte paa ham;
Ja, havde gjerne kastet sig i Støvet,
Da Kongen med et naadfgt Smiil gik bort.

✂

PYRRHON.

Du dømte anderledes, hvis du kjendte ham;
En modig, tapper, ædel Mand han er,
Af Alting mindst en Hykler, skjøndt til Kongen
Han har sig knyttet med sin hele Sjæl,
Og næsten ham forguder i sin Tale.

✂

MOPSOS.

Med Guder angler han, for Gunst at fiske;
Det gjør de Allesammen. I Ægypten
Begyndte først Forgudelsen, der siden
Saa tidt sig gjentog, at den stakkels Konge
Nu halv om halv sig anseer for en Gud,
Hvem lider under Tingen uden vi?
Til Tartarus med disse Fremmede,
Der skille os ved Lønnen for vor Møie!
Der ved at smigre, hykle, logre for ham,
Gjør ikke blot ham kjed af gamle Venner,
Men af hvert frit og djærvt og ærligt Ord!

✂

PYRRHON.

Tys! Tving din djærve Tunge! Der er Manden.
(Til Kalanus, som nærmer sig.) Nu, finder du, at Kongens Billed ligner?

✂

KALANUS.

Vidunderligt, i Farve som i Liv!
En hellig Ærefrygt mit Hjerte greb,
Da første Gang jeg løfted Blikket op,
Og mødte Straalen fra det aabne Øie.
Jeg veg et Skridt tilbage, til jeg atter
Besinded mig og priste Majas Konst,
Der mægted sligt et Under at fremtrylle.

✂

MOPSOS.

Du tager feil. Apelles hedder Maleren,
Og ikke Maja.

✂

KALANUS.

Værket er dog Majas.
Hvem uden hun formaaede Sligt at skabe!

✂

MOPSOS.

Hvad - til en Qvinde Maleren du gjør?
Hvem er din Maja?

✂

KALANUS.

Maja! Er det muligt,
76Du kjender ei Gudinden?

✂

MOPSOS.

Nei, ved Zeus!
Hvis ei du mener Tyvegudens Moder.
Men til Bekjendtskab havde nok jeg Lyst;
Hvorledes seer hun ud, den ny Gudinde?

✂

KALANUS.

Hvorledes hun seer ud? - Hvem skued hende,
Der evig dækkes af det tætte Slør?

✂

MOPSOS.

Hvad! Løfter ei hun Sløret?

✂

KALANUS.

Mangengang;
Dog hvad du seer, er ikke Maja selv,
Men kun det Sted, hvor nylig hun tog Bolig.
Imens dit Øie leder om Gudinden,
Er paa sin lette Fod hun flygtet bort.

✂

MOPSOS.

En knibsk Gudinde! Men hun er vel ung,
Og frisk og deilig?

✂

KALANUS.

Deilig maa hun være,
Da hun saameget Deiligt kan frembringe;
Men gammel er hun, gammel just som Chaos,
Hvoraf hun traadte frem da Verden skabtes.

✂

MOPSOS.

Der fik vi Nyt at høre! Vise Mand,
Som veed Besked om Verden da den skabtes,
End paa din Maja jeg er lige klog.
Hun deilig er, og dog som Chaos gammel -
Usynlig og dog synlig - En Gudinde,
Og dog et simpelt Slør. - Du smiler, Pyrrhon!
Har Nøglen du til Gaaden? Veed du Noget?
Du har jo tumlet dig blandt Indiens Lærde.

✂

PYRRHON.

Af deres Ord Saameget jeg begreb,
At Maja er den skuffende Gudinde,
Hvis Væsen gjekker os i Phænomenet:
Kort, hvad vi Andre, for at gi'e det Navn,
For Illusion og Skin Qg Blendværk kalde.

✂

MOPSOS.

Saa det er Skinnet, hvori Maja hersker?

✂

PYRRHON.

Saa synes det, saavidt som jeg det fatted.

✂

MOPSOS

(til Kalanus). Nu troer jeg, at en Flip jeg løftet har
Af Majas Slør. Men du, o vise Mand,
Du som os blender med dit store Lys
Og veed lidt meer end Andre, hjelp mig nu
Med heelt at trække Sløret af Gudinden!

✂

KALANUS.

Hvi taler du, o Ven, saa haanligt til mig?
Er ei jeg fremmed og din GjestevenI

✂

MOPSOS.

Al Ære værd, min vakkre Gjesteven!
Men for saa godt Kjøb her du ikke slipper.
Du praled af, at Maja godt du kjendte;
Velan! saa svar mig nu paa dette Spørgsmaal:
77Hvorledes og hvoraf fremkommer Maja?

✂

PYRRHON.

Giv ham et Svar, Kalanus! Ogsaa mig
Er Tingen skjult og dunkel. Gjengjeld ikke
Hans onde Lune og hans spodske Ord!

✂

KALANUS.

Da var jeg først en Daare, hvis med Ondt
Jeg Ondt betalte. Lærer ei Naturen
At gjøre vel mod Alle? Skygger Palmen
Endnu ei over Den, som har den fældet?
Ja, fylder Sandeltræet ei med Vellugt
Den Øxe, som det saared?
(Til Mopsos.) Tal du kun!
Det, som jeg veed, jeg gjerne dig meddeler.

✂

MOPSOS.

Nu, du Høimodige, saa svar mig tydeligt!
Hvori har det, vi kalde Skin og Blendværk,
Og som du kalder Maja, vel sin Grund?
Det Værende sig viser som det er,
Og det, som ikke er, sig ikke viser;
Paa hvilken Maade da fremkommer Skinnet,
Der er og ikke er paa samme Tid?
Er det Product kun af vor Forestilling?
Men see, ved Tingene det fast sig klæber.
Stik blot din Haand i Vand, og strax forandrer
Sig Haandens Maal og hver en Fingers Form;
See ned ad en Allee, op ad en Gade,
Og i en Spids jo Veien løber sammen;
Betragt det malte Billed hist af Kongen,
Det paa en Flade jo fremstillet er,
Og dog sig alle Lemmer synligt runde,
Ja, langt i Rummet ud sig Armen strækker.
Hvorhen du seer, det samme Skuffespil:
Omgivelser og Forhold, Maal og Afstand,
Begrændsning og Belysning Alt forandrer;
Vi see det Store smaat, det Smaa som stort,
Det Runde fladt, det Brede smalt, og omvendt,
Og som med Formen gaaer det os med Farven;
Ja, her saavidt det gaaer, at Himlens Hvælving,
Som alle Tunger vel for blaa vil kalde,
Er, grundig undersøgt, ei blaa, men sort.
Hvori har dette Skuffespil sin Grund?
Giv mig et Svar! Men kom nu ikke her
Og snak om Lysets eller Synets Love;
Thi her jeg netop spørger om Principet
I disse skjulte Love - det, som gjør,
At disse Love, der er evig sande,
Fast lutter falske Billeder frembringe.

✂

KALANUS.

Saa hør mig, Kjære!

✂

PYRRHON.

Gjem dit Svar, Kalanus!
78Thi langtfra han sit Spørgsmaal heelt udtømte.
Han om den ydre Verden talte kun,
Men i den indre samme Vanvid hersker.
Ei blot jeg her henviser dig til Barnet,
Hvis Liv kun i Vildfarelser bestaaer,
Og i en stadig Vaagnen op af Drømme;
Ei blot til Ynglingen, hvis Forestilling
Sig daglig klarer gjennem Skin og Blendværk;
Nei, til de modne Mænd jeg vil mig holde,
Til kloge Folk, til Mopsos, dig og mig.
Hvorledes gaaer det os? Er vi nu sikkre
For Majas Tryllekonst? Kan aldrig meer
Vi daares af en Qvindes falske Taarer,
Og af en Vens bedrageriske Smiil?
Blev Ord og Blik og Miner os saa klare,
At strax vi gjennemskue Løgnens Maske? -
Hvis til vor Skam vi vel maae svare Nei,
Hvor gaaer det da med Budet: kjend dig selv?
Er vi os selv da klare? Skuffes ikke
Vi uophørlig af vor Lyst og Ulyst,
Saa Ønsker og Motiver vi forvexle,
Og i vor Handlen, Dømmen og Beslutten,
Tidt ansee Velbehag for høi Fornuft,
Ja, kalde Lasten Dyd? - Men Videnskabenl
Her burde vel den rene Sandhed findes,
Og mindst af Illusion der være Spor;
Og dog, hvor strider Mening her mod Mening l
Den ene Philosoph i Skin opløser,
Hvad for den Anden var en afgjort Sandhed;
Det Faste vakler og det Bundne løses,
Og Summen af vor Videnskab er Tvivl.
Sæt nu, vor hele Tro var ikke Meer?
Sæt, vore Guder var en Illusion,
Som alt det Andet? Illusion vor Bøn
Til disse stumme, døve, blinde Guder,
Og Svaret, Trøsten, Hjelpen, Illusion? -
Uhyre vidt sig strækker Maj as Rige!
Som drukne Folk vi tumle gjennem Livet
Med hendes Bind for Øiet - falsk vi see,
Og derfor falsk vi føle, falsk vi dømme.
Og ei alene vi; nei, Alt hvad lever,
Deeltager i det samme Skuffespil,
Og daarer os, bedaaret selv af Maja.

✂

KALANUS.

Kan det da være anderledes, Kjære?
Endeel af hvad du yttred, jeg benegter;
Men Majas store Magt jeg negter ei,

79

✂

PYRRHON.

Hvorledes fik hun da den store Magt?

✂

MOPSOS.

Hvoraf fremkommer hun? Det var mit Spørgsmaal.

✂

KALANUS.

Jeg med et andet Spørgsmaal kan dig svare:
Hvordan er Verden bygget? Ikke sandt,
I alt det Store, som i alt det Smaa,
Der er et Oven, Midten og et Neden?

✂

MO'PSOS.

Lad gaae! skjøndt om et Punkt det ikke gjelder.

✂

KALANUS.

Men Livet, Ven, er heller intet Punkt;
Selv Sjælens Liv er Liv paa tusind Punkter,
Og kun i Former kan det træde frem.
Som Planten nu har Top og Rod og Stengel,
Som Mennesket har Hoved, Bryst og Navle,
Har Verden selv et Oven, Midten, Neden.
Og hvad er Grundbestemmelsen foroven?
Mon ikke Lys? - Og neden? Mon ei Mørke?
Og midt imellem? Mon ei begges Kamp?
Foroven straaler Solen, lyser Maanen -
Forneden er den dunkle Jord - i Midten
Luftregionen, fyldt af Vexelvinde,
Et Hjem for Alt, hvad aander, vexler, lever,
Og alle Vandes, alle Draabers Væld.
I dette Luftens Rige, hvor bestandig
Med Mørket Lyset strider, hersker Maja;
Af begges Kamp hun evig ny fremkommer,
Men selv er hverken Lys hun eller Mørke,
Skjøndt hendes Væsen har i begge Deel.

✂

MOPSOS.

Saa Majas Væsen du i Midten sætter?

✂

KALANUS.

Ja, i det dybe Mulm hun træffes ei,
Saalidt som i det rene Lys.

✂

MOPSOS.

Beviis det!
Beviis, at Skinnet just i Midten findes.

✂

KALANUS.

Sligt kan kun vises; vil du ei mig troe,
Da lad Naturen selv dig det bevise.

✂

MOPSOS.

En prægtig Udflugt!

✂

PYRRHON.

Sagen blev ei klaret;
Thi den moralske Verdens Skin og Blendværk,
Hvor stamme disse fra?

✂

KALANUS.

Fra samme Lov.

✂

PYRRHON.

Forklar dig! - Vi til Mennesket os holder,
Og til det Skuffespil han lider under.
Hvor er nu her det Oven, Midten, Neden,
Hvor er nu Lyset, Mørket, og den Kamp
Imellem begge, der frembragte Skinnet
Og hvert et Blendværk i den ydre Verden?

✂

KALANUS.

Du nys det hørte.

✂

PYRRHON.

Jeg?

80

✂

KALANUS.

Ja, nys jeg nævned
Dig Hoved, Bryst og Navlens Region.

✂

MOPSOS

(leer). Et konstigt Svar! Den Viisdoin stikker dybt,
Som stikker midt i Navlen.

✂

KALANUS.

Lee ei, Kjære!
Thi troer du ikke selv paa Hjernens Lys,
Paa Bramas Væsenhed i Tankens Klarhed?
Og er ei Navlens Region det Mørke,
Hvori Fortærelse og Ubevidsthed,
Den blinde Drift og Dorskhed har sit Hjem?
Men hvad er midt imellem? - Dette Bryst!
Beslægtet med den Luft, som det indaander,
Og Majas letbevægelige Bolig.
Der mødes Hjernens Lys og Navlens Mørke,
Den klare Tanke med den blinde Drift,
Som under Kamp omforme sig til Ønsker,
Til Lyst og Ulyst, Lidenskab, Begjæring,
Der som paa Stormens Vinger hæve Sjælen,
Saa Fred og Ligevægt den taber snart.
Thi naar du skuffes, Kjære! hvor er Grunden?
Den i din Hjernes Feil ei søges kan,
Da Tanken selv sin falske Dom jo retter,
Og Sandhed aldrig siger sig imod.
Ei heller finder Grunden du i Mørket;
Thi selv den blinde Drift ei farer vild,
Og i Fortæreisen er Livet udslukt,
Nei, i dit Hjertes Lidenskab er Grunden!
I din Begjæring, i din Lyst og Ulyst,
I dine Ønsker - disse Maj as Børn,
Der lægge sig som Bind for Sjælens Øie,
Og tidt fordunkle dig den klare Sandhed,

✂

PYRRHON.

Det lod sig høre, hvis paa denne Viis
Vi ei det Ydre for det Indre tog,
Og gjorde Lys til Tanke, Drift til Mørke.

✂

MOPSOS.

Og Luft til Bryst. Nei, svar nu mig, Kalanus!
Thi hidtil kun vi tomme Taler hørte,
Kun Eventyr om Hjerner og om Navler.
Hvis for den vise Mand jeg skal dig holde,
Saa maa du spænde bedre for, min Ven!
Erindrer du mit første Spørgsmaal?

✂

KALANUS.

Hvilket?

✂

MOPSOS.

Hvorledes det gaaer til, at evig Sandhed
Frembringer falske Billeder og Tanker?

✂

KALANUS.

Du spørger om, hvordan den evig Vise
Og evig Gode kunde skabe Maja?

81

✂

MOPSOS.

Nuvel, det løber ud jo paa det Samme.
Løs denne Gaade!

✂

KALANUS.

Gaaden alt er løst;
Thi Maja fra det gamle Chaos stammer,
Ei fra den store Aand, som kun beskued
Sig selv i hendes Glands, da fyldt af Kjærlighed
Han fra sin Skuen gik til Skaben over.
Ved dette Syn i Chaosdybets Speilglands,
Faldt der et Gjenskin ind paa Skaberværket,
Og Deel i Maja nu Alverden fik.
Ei blot Materien, hvorfra hun stammer,
Og af hvis Midte stedse ny hun fødes,
Men hver en Skabning, Guder som Dæmoner,
Og alle Aander, tog af hende Præg.
Thi over Maja kun er Brama hævet,
Og op til ham, til Lys og evig Klarhed,
Fra dette Blendværks-Rige stræber Flammen,
Som i den støvbeklædte Sjæl han tændte.

✂

MOPSOS.

Du mangler aldrig Svar; kun høist uheldigt,
At stadig for Beviis du gi'er os Drømme.
Saameget af din Viisdom dog forstod jeg,
At over Skinnets Verden du vil op.

✂

KALANUS.

Og vil ei du det Samme?

✂

MOPSOS.

Hjertens gjerne!
Naar blot jeg vidste Middel, Vei og Maade.

✂

KALANUS.

Det lærer Loven dig. Behersk dit Hjerte!
Spæg Kjødet! Tving dets Drifter! Bryd de Lænker,
Hvori du holdes bunden af Materien,
Hvis tætte Taager nu dit Syn formørke.
Og vil du naae til hellig Klarhed, da
Træk dig i Bod og Eensomhed tilbage;
Vær streng og haard som Vogter af dig selv,
Og lad dit Legem' lide for din Synd.

✂

MOPSOS.

En farlig Vei! Du er vel ei den gaaet?

✂

KALANUS.

Saavidt mit svage Hjerte det formaaede.

✂

MOPSOS.

Og over Skinnet altsaa du er oppe?

✂

KALANUS.

Gid jeg det var! men Stræben er ei Maal.

✂

MOPSOS.

Ja seer du, denne Vei for mig ei passer.
Mig er saa dyrebart mit eget Kjød,
At selv en halv Dags Faste gjør mig syg.
Jeg holder af det velbesatte Bord,
Der bugner under Drikkekar og Skaaler,
Og frem for Alt er Qvinderne mig kjære.
I deres Skind har jeg mig reent forgabet,
Saa jeg paa den Viis over Skinnets Verden
Vist aldrig vil mig hæve.

82

✂

KALANUS.

Men i Mørket
Du vel paa denne Viis kan synke ned.

✂

MOPSOS.

Saa laaner jeg din Lygte; den nok klarer
Det tykke Mulm omkring mig.

✂

KALANUS.

Spot ei, Ven!
Der er forfærdeligt i Sjælens Mørke,
Hvor dig Dæmoner spærre Lysets Vei.

✂

MOPSOS.

Der findes nok en Udvei, naar kun rigtigt
Man famler om i Mørket.

✂

KALANUS.

Tro det ikke.

✂

PYRRHON.

Hvordan, Kalanus! ikke nogen Udvei?
Er ei der Hjelp for Sjælen, som gaaer nedad?

✂

KALANUS.

Umuligt, efter Tingenes Natur.
Men høist barmhjertigt er jo Bramas Væsen,
Og i hans Tjeneste staae alle Kræfter.
Steg paa hans Bud ei Guder fordum ned,
For Støvets faldne Slægter at opreise,
Og kan vi tvivle, Ven, om Tidens Tegn?
Har ei paany hiin stærke Gud sig viist,
Hvis Haand formaaer at vende Tidens Hjul?
Har ei vi seet Dæmoner for ham flye,
Seet Jordens Folkeslag, i Støvet for ham,
Forventningsfulde lytte til hans Lov?

✂

MOPSOS.

Til hvilken Lov? Om hvem er det, du taler?

✂

KALANUS.

Om ham, som selv du kalder Drot og Herre.

✂

MOPSOS.

Om Alexander?

✂

KALANUS.

Tidernes Fornyer!
Retfærdighedens Fyrstel Lysets Søn!

✂

MOPSOS.

Nei hold mig, PyrrhonI det er altfor morsomt.
Det bliver bedr´ og bedre!

(Leer høit).

✂

KALANUS

(til Pyrrhon). Hvad er Grunden
Til denne vilde Vanvidslatter?

✂

PYRRHON.

Tys!
Der kommer Slavechoret. Fat dig, Ven!
En anden Gang jeg Tingen dig forklarer;
Nu er ei Tid dertil - der har vi Kongen!

(Kongens Page, fulgt af Slaver. Nogle bringe Hynder og Fodskamler, Andre bedække Taflet med Retter og sætte Viinkummer frem. Pagen stiller sig i Nærheden af Taflet, medens Slaverne trække sig tilbage til et Sidebord.)

Alexander, fulgt af hephæstion.

✂

ALEXANDER.

Nu, mine lærde Venner! hvordan gaaer det?
Jeg haaber, Tiden er ei lang Jer falden.
83I har vel vexlet Tanker, prøvet Kræfter,
I philosophisk Kampleg krydset Klinger,
Og, som det sømmer sig for tappre Mænd,
Pareret Stød og gjengjeldt dem med Stik?
For lærde Folk er Ordstrid Livets Kryder,
Og til en Hæderskrone kortest Vei.
Dit mørke Blik, Kalanus I Pyrrhons Rynker,
Og Minen om din Mund, min gode Mopsos!
Alt tyder paa, at Kampen haard har været.
Men slut nu Fred, ialfald til imorgen,
Nu er det Hviletid. Kom, mine Venner!
Fra Bordet vinker os det fyldte Bæger,
Tag Plads her ved min Side! Du, Kalanus,
Her ved min høire! Pyrrhon ved min venstre,
Og lige for os Mopsos og Hephæstion!

(Alle tage Plads ved Taflet i den foreskrevne Orden.)

✂

ALEXANDER

(med et Blik paa Selskabet). En udvalgt Cirkel! Midt i Krigerlivet,
Hvad midt i Ørkenen en grøn Oase.
Ei sandt, Hephæstion! det er noget Andet,
At sidde her tilbords med vise Mænd,
End vade gjennem Sandet dybt til Knæet,
Og slikke Støv i sig, for Tørst at stille?

✂

HEPHÆSTION.

Ja, uden Spørgsmaal, bedre det er bedre;
Jeg foretrækker Viisdom selv for Støv,
Og Viin endog for Vand.

✂

ALEXANDER.

Det samme gjør
Vor Mopsos med.

✂

MOPSOS.

Ja, ganske sikkert, Herre!

✂

ALEXANDER.

Nu, lad dig Maden smage! Tag kun for dig!
Blot disse tvende Skaaler rør mig ei.
(Til Kalanus.) See her, Kalanus! disse tvende Skaaler
Udgjør din Andeel af vort fælles Maaltid.
Som Vert er mine Gjesters Smag mig vigtig,
Og Pyrrhon har mig sagt, at ei du nyder
Af noget Levende den mindste Bid.
Her seer du Rødder, Urter, Riis og Frugter;
Og hvad Pocalen angaaer, vær ei bange!
Den er ei fyldt med Druens vilde Blod,
Som man fortæller mig du har forsvoret;
Det er kun Palmemost, som ei har gjæret.

✂

KALANUS.

Din Venlighed, o Herre, dybt mig rører.
Selv paa mit Legems Trang du tænke vil,
84Men hver en Trang har længst din Naade stillet.
Her ved din Side, næret af dit Ord,
Af dine Øines Straaler vederqvæget,
Jeg fast mig føler som i Bramas Nærhed,
Naar Sjælens sidste Hylster falder af.

✂

MOPSOS

(halv høit). Hvor det er væmmeligt.

✂

ALEXANDER.

Hvad siger Mopsos?

✂

HEPHÆSTION.

Han fik en Mundfuld, som ei ret ham smagte.
Hei, Slaveri Keos-Viin!

✂

ALEXANDER.

Til mig Olynther!
Jeg trænger til en Drik, som klarer Panden;
Thi hele Dagen har jeg Griflen brugt.

✂

PYRRHON.

Skrev du til Hjemmet, Herre?

✂

ALEXANDER

(tømmer Pocalen). Fire Breve!
Det første til min Moder - til min Søster,
Kleopatra, det andet - og det tredie,
Som du begriber, til Antipater,
At han, som gammel, høitbetroet Kat,
Mig holde Styr paa Musene derhjemme.
Men hvem fik vel det fjerde? Gjet engang!

✂

PYRRHON.

Nu - Aristoteles?

✂

ALEXANDER.

Du har det truffet!
Min gamle Lærer maa i Agt jeg holde.
Han staaer bestandig for mig, og skjøndt længst
Jeg løb af Skolen, mindes end jeg Ferien.
Jeg haaber ret ham Brevet skal fornøie;
Thi meer end tyve Kasser følge med,
Ei fyldte blot med Planter, men udstopped'
Med Snegle, Slanger, Fiirbeen, Fisk og Fugle,
Som sidst i Indien jeg samled til ham.
Du veed, han skriver just i denne Tid
Paa sin Naturhistorie - jeg tænker,
Ham denne Ladning komme vil tilpas.

✂

PYRRHON.

Ja, ganske sikkert!

✂

MOPSOS.

Meer end Gaven, Herre,
Din høie Naade røre vil hans Hjerte.

✂

ALEXANDER.

Saa kjender slet du Aristoteles! -
Men her mig falder ind just en Historie,
Som under Griflens Løb iformiddags
Lyslevende sprang frem i min Erindring,
Og som mit lærde Selskab dog bør kjende;
Thi det var min Indvielse til Viisdom.

✂

MOPSOS.

Hvad var Historien?

85

✂

ALEXANDER.

Nu, giv lidt Stunder!
Det er en Sag, hvis Knude du knap løser.

✂

MOPSOS.

Saa stoler jeg, o Konge, paa dit Sværd.
Hvem er det ei bekjendt, at Alexander
Har løst, hvad ei Alverden kunde løse,
Da Knuden han i Gordium hugged over?

✂

ALEXANDER.

Nu vel, saa hør! - Men først et Bæger Viin,
Der Sindet muntre kan!
(Drikker, og rækker Bægeret til Pyrrhon.) Lad det gaae rundt!

✂

PYRRHON

(drikker). Tag fat, Hephæstion!

✂

HEPHÆSTION

(drikker). Til Mopsos Bærmen!

✂

ALEXANDER.

Lad ham beholde den og Bæg'ret med!
Med Guldet sine Pjalter han forgylde.

✂

MOPSOS

(stikker Bægeret til sig). O, kongelige Alexander!

✂

ALEXANDER.

Stille! -
Erindrer du endnu, Hephæstion,
Vor store Lærers lille Tævehund?

✂

HEPHÆSTION.

Den lille Phryne, som var opkaldt efter
Den deilige Hetære?

✂

ALEXANDER.

Netop den!

✂

HEPHÆSTION.

Jeg godt den husker: tyk og styg og gammel!

✂

ALEXANDER.

Men i dens Ungdom falder min Historie,
Da hvert Aar regelmæssig den fik Hvalpe.
Jeg selv var dengang en forvildet Dreng,
Som af min Fa'er, Kong Philip, tidt fik Skjender,
Kys af min Moder, Medhold af min Søster,
Naar vi om Aft'nen spilled Bold paa Engen,
Og os ved Leg for Dagens Modgang trøsted.
Thi mangt et Uheld bragte Formiddagen,
Ved Fegten, Riden, Bryden, Løben, D andsen,
Ved Landsesvingning og ved Bueskydning;
Og efter Middag Kampen stod i Haven,
Hvor Aristoteles mig foredrog
Logikens første Grunde. Her var nu
Den lille Phryne mig til Trøst og Bistand.
Dens Biæf hjalp ypperlig mig ned Logiken,
Og gav mig Leilighed til mangt et Spørgsmaal,
Der fik min Lærer til at rynke Panden.
86Snart gjaldt det Navnet Phryne - snart den Lighed,
Jeg mellem Hunden og dens Herre fandt.
Snart dens Forstand og Krumspring, og saa vid're.
I lang Tid Aristoteles bar over,
Men endelig en Dag var Maalet fuldt,
Og just fra den Dag skriver sig min Viisdom.

✂

HEPHÆSTION.

Dog ei fra Hunden Phryne?

✂

ALEXANDER.

Just fra Hunden!
Men derfor er min Viisdom dog ei cynisk.
Ved det Capitel i Logiken stod jeg,
Der angaaer Slutninger og Domme. Daglig
For Morskabs Skyld jeg gjorde Syllogismer,
Og fandt som alle Drenge stort Behag
I den Art Vid, der kan paa Alt anvendes.
Jeg brugte min Logik mod Ven og Fjende,
Beviste, de var Stude, Heste, Æsler,
Og støttet paa et nyt sophistisk Skrift,
Som just mig faldt i Haanden, voved jeg
Tilsidst at gaae i Kamp mod Aristoteles.

✂

PYRRHON.

Det var en Heltegjerning!

✂

ALEXANDER.

Hunden Phryne
En Middagsstund just havde faaet Hvalpe,
Og kommen op fra Hundehuset, traadte
Jeg dristig frem i Haven for min Lærer,
Og bragte ham en Hilsen fra hans Brødre.
Fra hvilke Brødre? spurgte han forundret.
Fra Phrynes Hvalpe! lød mit Svar. - »Hvordan!
Gjør mig du til en Hund?« - Jeg skal bevise't.
Beviis det, Søn! udbrød den kloge Mand,
Idet han satte rolig sig paa Bænken,
Men lad mig see, Beviset bliver grundigt.
Her greb sin Stok han, og jeg kjækt begyndte:
Du har en Hund, o Aristoteles,
Og den har faaet Hvalpe - ikke sandt?
»Jo, ganske sandt, min Søn!« - Din Hund, jeg vedblev,
Er altsaa Moder? - »Ja«. - Og den er din? -
»Ja vel, min Søn!« - Den altsaa er din Moder,
Og selv du altsaa Broder til dens Hvalpe.

✂

PYRRHON.

En gyldig Art Beviis for tiaars Drenge!

✂

ALEXANDER.

Nu skulde Aristoteles du seet!
Først gjentog ganske rolig han Beviset,
Og i sit klare Sprog mig gjorde klar
Urigtigheden af min Slutningsmaade;
Derpaa medeet sig reisende fra Bænken,
87Og rynkende de tykke Øienbryn,
Greb med sin venstre Haand han mig ved Armen,
Mens i den høire høit han løfted Stokken.
O, Alexander, udbrød han med Varme,
Husk paa - og til dit eget Fremtidsvel -
At Alt hvad galt og daarligt er i Verden,
Fra gal og falsk og daarlig Slutning stammer.
Den store Sandhed maa dig bankes ind
Saa grundigt, at du aldrig meer den glemmer.
Og nu, trods al min Modstand, svang han Stokken,
Hvert Slag ledsagende med disse Udraab:
»Af daarlig Slutning kommer daarlig Statsmand,
Af daarlig Slutning daarlig General,
Af daarlig Slutning ussel Philosoph,
Af daarlig Slutning jammerlig Poet,
Af daarlig Slutning næsviis Skoledreng!«
Og med saa vægtig Haand han gav sit »daarlig«,
At ei blot viis jeg blev, men grundalvorlig.

(Alle lee, undtagen Kalanus.)

✂

HEPHÆSTION.

Det ligner ham!

✂

ALEXANDER.

Men hvor mig denne Viisdom
Til Gavn er kommen - ja, det veed jeg bedst.
Han leve skal - En Skaal for Aristoteles!

(Griber Pocalen.)

✂

KALANUS.

O Herre! Hold fra Bægeret din Haand.
Nyd ikke mere Viin -

✂

ALEXANDER.

Hvad er det, Ven?
Hvorfor nu saa bevæget og urolig?

✂

KALANUS.

En Frister boer i Vinen.

✂

ALEXANDER.

Spar din Frygt!
Jeg veed, hvad der for Tid og Sted sig passer.
(Drikker Bægeret ud og vender det om.) Den Skaal i Løbet gik, Hephæstion!
Men Skylden var ei min. Nu, til Erstatning,
Giv med et Eventyr vor Tanke Flugt!

✂

HEPHÆSTION.

Aa, hav mig undskyldt! Her, med Fisken for mig,
Jeg nødes til at lade Fuglen flyve.

✂

ALEXANDER.

Saa gjør dit Bedste, Pyrrhon! Alt kan bruges,
Der krydrer Maden os med attisk Salt.

✂

PYRRHON.

Men Saltet her paa Dugen just jeg spildte.

✂

ALEXANDER.

Saa Raden er til Mopsos. Hurtig, Mopsos!
Du stammer ned jo fra den gamle Mopsos,
88Spartaneren, den store, vise Spaamand,
Der kunde tælle Bladene paa Træerne,
Der kunde høre Græsset groe - der vidste,
Hvormange Grise Soen vilde kaste,
Naar man den drægtig stilte frem for ham.
Gjør i hans Grav din Stammefader Ære!
Stik Praasen an, og lad dit Lys nu skinne!

✂

MOPSOS.

Det er ei gjørligt; jeg i Mørket sidder.
Spørg kun Kalanus! Han har Eventyr,
Og nys vi kostelige Ting fik høre.

✂

ALEXANDER.

Saa lad os høre dem!

✂

MOPSOS.

Nei, store Konge!
Lad heller noget Nyt ham os fortælle.
Hvis du tillader det, jeg ud ham fritter.

✂

ALEXANDER.

Du Frihed har, til frit ham ud at fritte.

✂

MOPSOS.

En dobbelt Frihed! - Siig mig da, Kalanus,
Hvad nys du meente med dit Ord til Kongen? -
Du ved hans Side dig saa salig priste,
Som om din Sjæl var qvit det sidste Hylster.
Hvormange Hylstre har vel du om Sjælen,
Og hvilket er det sidste, nærmest Kroppen?
Giv os Besked!

✂

KALANUS

(til Alexander). Er det din Villie, Herre?
Mit Hjertes Røst mig byder Taushed her.

✂

ALEXANDER.

Nei, giv ham Svar!

✂

MOPSOS.

Nu - hvilken er det sidste?

✂

KALANUS.

Det sidste Hylster er vel Sjælens Sjæl.

✂

MOPSOS.

Hvad! Sjælens Sjæl? - Hvormange Sjæle har du?

✂

KALANUS.

Som du, og alle Andre, tvende Sjæle.

✂

MOPSOS

(til Alexander) Der har vi Løier strax!

✂

HEPHÆSTION.

Hvad! Tvende Sjæle?
Jeg synes, een gjør os det broget nok.

✂

PYRRHON.

Det er en Misforstaaelse.

✂

MOPSOS.

Vist ikke!
Nu, Konge, hold beredt din Lattermuskel,
Thi nu er Eventyret alt igang.

✂

ALEXANDER.

Men tal ham høflig til! Jeg Spot ei taaler.

✂

MOPSOS.

Din Naade strækker sig til hver en Skabning,
Selv til den ringeste - men Mopsos lyder.
(Til Kalanus.) 89Giv Agt, du vise Mand! Vi fare fort.
Hvorledes er din anden Sjæl beskaffen?

✂

KALANUS

(til Alexander). Hvor dybt ydmyger mig dit Bud, o Herre!
Her i dit Paahør jeg forklare skal,
Hvad fuldelig kun dig blev aabenbaret;
Hvad du kun fatter heelt, imens vi Andre
Med en fordunklet Indsigt nøies maae.

✂

ALEXANDER.

Saa giv ham Svar, saa godt som du formaaer det.

✂

KALANUS.

Lad da din Viisdom komme mig til Hjelp,
Hvis her jeg feiler.

✂

ALEXANDER.

Stol paa Alexander!

✂

MOPSOS.

Ryk ud med Sproget; thi vi længes mægtigt.
Den anden Sjæl den er vel saare deilig?

✂

KALANUS.

Ja, sikkert er vidunderlig dens Skjønhed,
Naar af Uskyldighedens rene Billed
Og af et kjærligt Blik den lyser frem.

✂

MOPSOS.

Det smukt er, at den lyser. Men oplys mig,
Om hvad den rigtig er den anden Sjæl.

✂

KALANUS.

Hvad er den Andet, end det første Legeme? -
Dengang fra Bramas Væsen Sjælen skiltes,
Lig Gnisten, der sig skiller fra en Ild,
Var den fortabt jo bleven, hvis ei Guden
Den havde hyllet i et Ætherlegem',
Og Sjælen i en Skikkelse holdt fast.
Saaledes fandt da Sjælen strax ved Fødslen
Sig paaklædt med sin anden Sjæl, der følger
Den uadskillelig, som Ordet Tanken,
Og som dens Hylster atter selv omsluttes
Af Hjernens Hvælving, som dens faste Huus.

✂

PYRRHON.

Og det er denne Sjælens anden Sjæl,
Eller hvad nys dens Skikkelse du kaldte,
Den er det, som vort Legeme bevæger?

✂

KALANUS.

Ja ved Organer, som en Konstner virker
Ved Brugen af sit Værktøi.

✂

MOPSOS.

Godt! Forklar os,
Hvorledes denne Konstner da seer ud.
Hvorledes er den anden Sjæls Figur?
Er stump den eller spids? rund eller kantet?
Lang eller kort?

✂

KALANUS.

Forunderlige Spørgsmaal!
Er Sjælen synlig for den ydre Sands?
Men ønsker Sjælens Skikkelse du kjende,
Besku da Kroppen, som den giver Liv;
Betragt hvert Ledemod og alle Lemmer
90I deres Brug, Figur og Sammenføining;
Tænk over Sandserne, og fremfor Alt
Gjør ret dig klar det Aandedræts Betydning,
Der baade trykker og befrier Hjertet,
Og dig forener med den Livets Aande,
Hvoraf hver Enkelt og det Hele lever:
Da er til større Indsigt Veien banet,
Og Sjælens Skikkelse maaskee du skuer.

✂

MOPSOS.

Men før jeg paata'er mig saa svært et Arbeid,
Maa du bevise mig, at denne Sjæl
Har anden Hjemmel, end en taaget Hjerne.

✂

KALANUS.

Din egen Tanke dig det let beviser.
Kan uden Form du tænke dig en Sjæl?

✂

MOPSOS.

Det blev en formløs Sjæl.

✂

KALANUS.

En Uting, Ven!

✂

MOPSOS.

Men derfor fik just Sjælen sig en Krop.

✂

KALANUS.

Men Døden atter den ved Kroppen skiller.
Hvad bli'er i Mellemtiden der af Sjælen,
Før den har skaffet sig et andet Legem'?
Bli'er den til Intet? Du vil ei det paastaae;
Og altsaa vel sin Form den maa beholde,
Sin Skikkelse, der, som den selv usynlig,
Medrette Navn har af den anden Sjæl,
Da kun ved den et Legeme faaer Liv,
Bevæges, flyttes og til Handling drives;
Og da den selv, af eens Natur med Lyset,
Paa Tidens Vinger gjennemflyver Rummet,
Og Sjælens Væsen ta'er i Flugten med.

✂

ALEXANDER.

Du kommer slet fra den Examen, Mopsos!
Han overflyver høit din matte Kryben.

✂

MOPSOS.

Naturligt! Hvor i Luften Alting svæver,
Der kan ei Skridt med Tankespring man holde.
Men lad fra noget Fast os her gaae ud,
Da snart hans Spindelvæv afvei'n jeg feier.

✂

ALEXANDER.

Saa grib da noget Fast!

✂

HEPHÆSTION.

Et Svinehoved!
Et skoldet Vildsviinhoved! See dog Alle,
Den sjeldne Ret, som Slaven her os bringer,
Og som nu midt paa Bordet tager Plads!
Hvem skulde troe, det Hoved var et Sviins?
Hvor deiligt skrabet og hvor yndigt pillet!
Dets Reenhed gjør os Mennesker tilskamme.
Og hvilket Stof tilbyder det vor Tænkning!
Kan Philosopher ønske sig et bedre?
91Hvor dybe, disse halvtillukte Øine!
Hvor kloge, disse spidst udskaarne Øren!
Hvor liflig Pomerantslugt fra den Tryne,
Der dog saameget Snavs har gjennemrodet!
Og fæst saa Blikket paa den hele Form,
Der Aanden og Naturen aabenbarer
I tusind uforstaaelige Træk!
Hvem skuer ikke her, paa samme Tid,
Et Hoved af et stort og mægtigt Sviin,
Og dog et ægte philosophisk Hoved?

✂

ALEXANDER.

Ja, du har Ret! Jeg din Begeistring deler.
O, speiler Eder her, I vise Mænd,
Men fremfor Alle du, min vakkre Mopsos!
See, hvad af Eders Broder der er bleven!
Han stred og kæmped trolig al sin Tid:
Hver Hund, der knurred blot, han bed tilskamme,
Hver Contrapart han bister tramped ned,
Han sønderrev Sophisteriets Net,
Naar ham et kløgtigt Hoved vilde fange;
Han gjorde kort Proces med al Logik,
Idet med Hjernens Spind han slugte Hjernen;
Han roded op i mange Livssystemer,
Som ved hans skarpe Tand fik Banesaaret;
Men Philosophens Skjæbne han ei undgik.
Her ligger fældet han med skrabet Tryne,
Og hvor hans Sjæl er, veed...

✂

MOPSOS.

Kalanus, Herre!

✂

ALEXANDER.

Kalanus? - Skal en Vittighed det være?

✂

MOPSOS.

Nei, store Konge! Du igaar vel hørte,
Hvad Pyrrhon over Bordet os fortalte
Om den vidunderlige Sjælevandring,
Hvorpaa saa fast i Indien man troer,
At deres Lovbog selv indholder Loven,
Hvorefter sig de Døde har at rette.
Har end de Levende det mageligt,
Saa har de Døde deres fulde Hyre.
Endeel af dem iveiret maae til Maanen,
Endeel igjen til Mennesker forvandles,
Endeel i Dyreskikkelser gaaer over,
Og Den, som rigtig svært sig har forsyndet,
Gaaer selv i Planter og i Stene ned.
Uhyre travlt de stakkels Døde har!
Det er en puur Indbildning, naar vi troe,
At de med Næsen opad ligge stille.

92

✂

ALEXANDER.

Nu, hvem kan vide, hvad der her er Sandhed?
Men skal engang fra Hjemmet vore Sjæle,
Lig Skuespillere, der gaae paa Vandring;
Og skal, fordi vi slet vor Rolle spilled,
Fra Mennesker til Dyr vi stige ned,
Da haaber jeg, vi Rollerne tør vælge.
Er det ei tilladt, Ven Kalanus? - Nu,
Hvi seer du mig saa fast og stivt i Øiet?
Har ei mit Spørgsmaal du forstaaet?

✂

KALANUS.

O, Herre!
Det for alvorligt er, at spøge med.

✂

ALEXANDER.

Men ei desmindre ta'er jeg mig den Frihed,
Med slig en vigtig Sag at spøge lidt.
Dig, min Hephæstion! saa stridsbegjærlig,
Saa fyrig Elsker og saa modig Kæmper,
Jeg til en Hest forvandler. Dig, o Pyrrhon,
Jeg til en Væder gjør, at du i Græsset
Kan tygge Drøv paa dine mange Tvivl.
Din Rolle, Mopsos, seer du her paa Bordet,
Med mindre du, som simpel liderlig,
Vil heller være simpelt Sviin, end Vildsviin;
Og dig, Kalanus, vil i Døden jeg
Forvandle til en hvid, langhalset Svane,
Der evig synge skal din Svanesang;
Og saadan, troer jeg, hver sin Ret er skeet.

✂

HEPHÆSTION.

Undtagen du. Hvad Rolle ta'er du selv?

✂

MOPSOS.

En ubetvingelig og tapper Løves!

✂

PYRRHON.

Saa heller dog en Ørns!

✂

ALEXANDER.

Du traf det, Pyrrhon I
Lad Andre kun i Løvehuden krybe,
Jeg vilde hæve mig paa Ørnens Vinger,
Og for det Rige, jeg paa Jorden misted,
Erobre mig et nyt i Luftens Blaa.
Ha, for mit Øie jeg det skuer alt!
Mod alle Verdenshjørner ubegrændset,
Og opad saa uendeligt, at Solen
Og alle Stjerner hørte med dertil.
De skulde lære deres Konge kjende,
Naar først jeg ret fik mine Vinger øvet;
Men vee hver Høg og Glente, som i Dybet
Af Ørnens Rige vilde spille Mester:
Den skulde faae hans Næb og Kløer at føle!
Ha, fyld Pocalerne! Herhid, I Slaver,
93Og skjenker i, saa Cypervinen skummer!
Og I, den døde Alexanders Venner,
I, der paa Jorden gaae omkring som Dyr,
Og hyle for ham, hvergang Svanen synger:
Stands Eders Klageraab! Han lever herligt,
Han Dag for Dag en større Bane skyder;
Og savner end han sin Hephæstion,
Han sender snart fra Luften et Par Vinger,
At Hesten, til en Pegasus forvandlet,
Kan møde Ørnen paa dens høie Flugt.

✂

HEPHÆSTION.

Det blev et farligt Spring!

✂

MOPSOS.

En Pindar, Konge,
Midt i sin største Flugt ei her dig naaede.

✂

PYRRHON.

Pocalerne staae fyldte. Hvad er Skaalen?

✂

ALEXANDER.

Hver tømme den for Rollen, som han modtog,
Med Ønsket, at han værdig den maa spille.

✂

MOPSOS.

Det bliver let for mig.

✂

ALEXANDER.

Drik med, Kalanus!
Din Svanerolle kan ei Skam dig gjøre,
Som Svineriet Mopsos. Tag dit Bæger!
Gjør os Besked i Vinen!

✂

KALANUS.

Nei, o Herre!
Hvor kunde jeg mig ønske Svanens Lod?
Hvor kunde jeg begjære Straf i Døden,
Ved længer Afstand fra det Godes Kilde?
Hvordan du selv det kan, jeg fatter ei.

✂

ALEXANDER.

Men ei desmindre drikker jeg dig til,
Og vil du ikke her mig gjøre vred,
Saa stikker du dit Bæger ud til Bunden.

✂

KALANUS.

Dit Bud er mig en Lov. Men Synden, Herre,
Den kommer ikke over mig!

(Han drikker, og Alle tømme Pocalerne.)

✂

MOPSOS

(sættende Bægeret). Det qvæged!
Den Synd til sand Velsignelse mig var;
Thi dybt paa Bægrets Bund jeg fandt det Faste,
Som nys du bød mig gribe, store Konge!
Nu har Kalanus rigtig jeg i Klemme.

✂

ALEXANDER.

Hvad fandt du da paa Bægrets Bund?

✂

MOPSOS.

Min Sjæl!
Naturligviis den første Sjæl jeg mener,
Thi den har ei saa løs Bund, som den anden.
Siig mig, Kalanus...

94

✂

KALANUS.

Ven! Tal ikke til mig;
Thi paa din Spot jeg agter ei at svare.

✂

MOPSOS.

Jo, du maa holde Bordskik. Skikken byder,
At paa et Spørgsmaal ei der negtes Svar.
Lad Kongen dømme!

✂

ALEXANDER.

Han har Ret, Kalanus!
Du tør ei vægre dig. Men munter, Ven!
See ei saa mørk og saa fortvivlet ud;
Det er jo Spøg og Leg.

✂

HEPHÆSTION.

Saa puds ham, Mopsos!
Puds ham igjen, Kalanus! Puds dem, Pyrrhon!
Giv os en lystig, philosophisk Jagt.

✂

PYRRHON.

Nei, lad mig være udenfor din Jagt.

✂

KALANUS.

Vee mig!

✂

HEPHÆSTION.

Nei hør! det ædle Vildt alt sukker.

✂

ALEXANDER.

Det er for tidligt; Hunden gav ei Hals.
Men holla, ho! Nu slipper løs jeg Koblet.
Af sted, og skaf os Latterføde, Mopsos!

✂

MOPSOS.

Jeg gjøre skal mit Bedste, store Konge!
Giv Agt, Kalanus ! Kampen er begyndt.
Du paastod Sjælen skilte sig fra Gud;
Men skilte den sig villig eller tvungen?

✂

KALANUS

(til Alexander). O, Herre, lad mig tie! Skal for Hunde
Jeg da mit eget Hjerte kaste hen?

✂

ALEXANDER.

Du er saa stridig, Ven! Husk, du er fremmed,
Og fremmed Mand maa følge Landets Skik.
Det er min Villie, at du Mopsos svarer.

✂

MOPSOS.

Nu - skilte den sig villig eller tvungen?

✂

KALANUS.

Nei, ikke tvungen.

✂

MOPSOS.

Altsaa søger Grunden
Til Sjælens Skabelse du i den selv.
Men hvilken Grund kan tænkes til, at Sjælen
Frivillig skulde fjerne sig fra Gud,
Hos hvem den leved flot i alle Maader,
Og i Lyksalighed sad dybt til Halsen?
Den dum, ja bindegal jo maatte være,
Hvis overbord den Herligheden kasted,
Blot for den tomme Lyst at flappe bort.
Nævn mig nu Grunden, eller giv dig tabt!

✂

KALANUS.

Den Grund, du søger, laa i Sjælens Længsel.

✂

MOPSOS.

Dens Længsel? Snak! Den Alting jo besad.

✂

KALANUS.

Den længtes efter Egenskaber -

✂

MOPSOS.

Hvad!

95

✂

KALANUS.

Den eied ingen, førend i Berøring
Den traadte med den vexlende Natur
Og med dens Indtryk. Men som Sjælens Længsel
Er Grunden til vort Ophav, saa er atter
Den samme Længsel Grunden til vor Død.

✂

MOPSOS.

Og hvad i Døden længes Sjælen efter?

✂

KALANUS.

At blive qvit de vundne Egenskaber;
At vende hjem som Draaben, for at tabe
Sig i det Kildedyb, som den forlod.

✂

MOPSOS.

Nei stop! Du i en Cirkel dig bevæger.
Du smutter bort, men jeg ved Øret har dig.

✂

HEPHÆSTION.

Hør! Hvilken Larm paa Gangen udenfor!

✂

PYRRHON.

Et Chor af Stemmer, som hverandre krydse.

✂

ALEXANDER

(til Pagen). Gaa, og see efter! Vi vil ei forstyrres.

✂

HEPHÆSTION.

En Strengeleg jeg hører - ha, ved Zeus!
Der har vi just det Galskab, som jeg ønsked.

(Idet Pagen aabner Døren, trænge THAIS, LEDA og et CHOR AF SANGERINDER ind i Salen, Alle bekrandsede, og bærende Strengeinstrumenter over Skuldrene.)

✂

CHORET.

Hil Alexander! Lad Lyrerne klinge!
Cither og Luth vore Stemmer bevinge,
Løfte mod Skyen den tonende Sang!
Opad den stræber til Halvgudens Øre,
Ham vil vi hædre, ham vil vi røre;
Evig Beundring er Hjerternes Trang.

✂

LEDA.

Kan af en Qvindemund skjenkes ham Ære?
Rummes hans Daad og Bedrift i vor Favn?
Hvor er den Stærke, som mægter at bære
Ham og hans Rygte, hans Storhed og Navn?
Død er Bucephalus, død er hans Ganger,
Den som i Slaget til Seiren ham bar;
Død er Homer, den begeistrede Sanger,
Ham, som paa Armen selv Guderne ta'er.

✂

CHORET.

Dog vil vi hæve de prisende Stemmer!
Svaghed sig stærk hos den Stærke fornemmer,
Piger tør synge, hvor Helte slaae Leir;
Helten vi saae mod Barbarer at drage,
Helten fra Kampen er kommen tilbage,
Kronet som altid med Hæder og Seier.

✂

LEDA.

Ja, nu for evig hans Ry er befæstet,
Herkules selv har fra Thronen han stødt:
Stolt har i Østen Aurora han gjestet,
Fjernt har i Syden han Havguden mødt.
Nu, til en Trøst for helleniske Piger,
96Ak, som i Længsel saa sorgfulde gik,
Nu lig en Stjerne af Dybet han stiger,
Straaler imøde det søgende Blik.

✂

CHORET.

Derfor vor Glæde sig løser fra Munden,
Derfor er Krandsen, den blomstrende, bunden,
Bunden til Jubel af Asiens Folk.
Maatte vor Gave den Mægtige tækkes!
Krandsen skal Styrken af Skjønheden rækkes,
Thais, den skjønne, skal være vor Tolk!

✂

THAIS.

Verdens Behersker og Grækernes Ære,
Tag af min Haand denne duftende Krands!
Slynget om Panden en Stund du den bære,
Selv naar den visner, da straaler dens Glands.
Rosen er Ungdom, som Sundheden smykker,
Lauren dig tolker den Hæder, du vandt;
Kysset, som her jeg paa Myrtherne trykker,
Kysset, o Drot! det er Hjerternes Pant.

(Hun nærmer sig, og sætter Krandsen paa Alexanders Hoved under almindelig Jubel.)

✂

ALEXANDER.

Ha, skjønne Thais! Du mig overrasker,
Ei blot med Krandsen, hvorfor Tak jeg siger,
Men med din egen yndige Person.
Hvor kommer du til Pasargadæ?

✂

THAIS.

Hjertet
Mig førte hid, ved Budskab om dit Komme.

✂

ALEXANDER.

Og hvad Befordring valgte da dit Hjerte?

✂

THAIS.

Paa Længsels Vinger og Kamelens Ryg
Det fløi afsted med Leda og de Andre.

✂

ALEXANDER.

Det var et Venskabsstykke. Hvem har fulgt Jer?

✂

THAIS.

Nicanor.

✂

ALEXANDER.

Invaliden?

✂

THAIS.

Ja, den Gamle!

✂

HEPHÆSTION.

Men han var ikke ene om Bedriften;
De græske Skuespillere var med.

✂

ALEXANDER.

Den gamle Lux! reen Mund han holdt imorges.

✂

THAIS.

Ei for dit Øre Sagen turde komme,
Før Thais traadte frem, som her, for Kongen,
Og paa den fælles Bøn fik Kongens Ja.

✂

ALEXANDER.

Hvad er da din Begjæring?

✂

THAIS.

At du gjester
Den Fest, hvormed din Hjemkomst vi vil feire.

97

✂

ALEXANDER.

Naar vil I feire den?

✂

THAIS.

Endnu idag.
Det snart er Aften, og i Festens Hal
De tændte Fakler allerede blusse.
Alt er beredt; Theatrets Gulv er reist,
Komedien og Tragedien staae paa Pinde,
Alt efter eget Ønske Kongen vælger.

✂

ALEXANDER.

Men hvis til ingen af dem han har Lyst?

✂

THAIS.

Saa har vi anden Morskab; frygt kun ikke.
Et Chor af Dandserinder dig omsværmer,
Og paa Musik og Sang vil det ei fattes.

✂

ALEXANDER.

Men har du ingen bedre Lokkemad?
Du seer, jeg sidder her tilbords med Viisdom.
Vil fra mit Sæde du mig drage bort,
Maa dygtig Daarskab du paa Krogen sætte.

✂

THAIS.

Det Bedste har jeg gjemt; men selv du veed,
Det Bedste kan ei siges - det maa føles.

✂

ALEXANDER.

Ha, du har Ret! Men lad mig selv ei glemme,
At her som Vert jeg sidder. Rask, I Slaver!
Bring Sæder til de nys ankomne Gjester,
Sæt i en Halvkreds dem paa Gulvet her,
Og lad den bedste Viin gaae rundt til Alle.
Og du, som Nøglen har til Husets Gjemmer,
Min lette Page! hurtig flyv afsted,
Og bring mig hid det guldbeslagne Skriin,
Der ved mit Leie staaer. Det Kongen sømmer,
Naar han en Gave faaer, den at gjengjelde.

(Pagen bort.)

✂

HEPHÆSTION

(idet Choret tager Sæde). Nu er vort Taffel værdigt fattet ind;
Thi Ringen overstraaler Ædelstenen.

✂

ALEXANDER.

Eet mangler dog. Tro ei, at Alexander
Alene sidde vil med Krands om Panden,
Som var han ene værdig slig en Hæder.
Reis dig, o Leda! Denne hvide Svane,
Her ved min høire Side, vel fortjener,
At Krandsen rækkes ham af Ledas Haand.

✂

LEDA.

Men denne Krands Hephæstion bestemtes.

✂

ALEXANDER.

Lad ham en anden faae; vi har jo nok,
Og Thais vel betænker sine Venner.

98

✂

THAIS

(pegende mod Pigerne). Her er mit Blomsterbed! Af Pigens Hoved
Jeg river Krandsen, og den Helten gi'er.

✂

ALEXANDER.

Saa har han ingen Nød. - Min Ven, Kalanus!
Løft dine Øine - hæv din Svanehals!
Den skjønne Leda med en Krands sig nærmer.

✂

LEDA

(til Kalanus). Her slynger om din sorte Lok jeg Roser!

✂

KALANUS.

Bort med din Haand, o Nymphe! rør mig ikke!

✂

LEDA.

Nei, hvilke mørke Blik!

✂

HEPHÆSTION.

Saa kys ham, Leda!
Gjør Svanen tam, du Konsten jo forstaaer.

✂

LEDA

(slynger Armen om Kalanus). Saa pluk da Rosen her af Ledas Læber!

✂

KALANUS

(støder hende bort). Lad mig i Ro, du Frække! Om end ei
D u føler Skam, bring mig dog ikke Skjændsel! -
O Herre! siig: Er ogsaa det din Villie?

✂

MOPSOS.

Nu hvæser Svanen.

✂

LEDA.

Hvilket bistert Dyr!
Hans Øie spruder Ild.

✂

ALEXANDER.

Lad ham med Fred!
Min hvide Svane tør man ei fornærme.
Giv Krandsen til Hephæstion!

✂

HEPHÆSTION.

Saa kom dal
Lad Alt mig faae, hvad Svanen var bestemt:
Som Krands, saa Kys!

✂

THAIS.

Her Krandsen er til Pyrrhon!

✂

PYRRHON.

Tryk med din bløde Haand den fast om Panden!

✂

MOPSOS.

Nu een til mig!

✂

ALEXANDER.

Nei, nei, min gode Mopsos!
Du var ei med i Krigen. - Skjønne Thais!
Stil med din Luth dig her i Kredsen frem,
Og løs harmonisk op den lille Mislyd.
Du er jo Digterinde. Nylig hørte
Vi Prøver paa din Konst i Chorets Sang,
Hvori din egen Skjønhed ei du glemte;
Thi sikkert var du Mester for det Hele.

✂

THAIS.

Mit Fuskeri dog Kongens Ære gjaldt.

✂

ALEXANDER.

Nu vel, saa fusk igjen! Lad Luthen klinge,
Syng os en Sang.

✂

THAIS.

Hvorom?

✂

ALEXANDER.

Om hvad du vil.
Dog stop! jeg har et Æmne. Hele Tiden
99Har her ved Bordet vi om Sjælen stridt.
Syng os en Sang om Sjælen I Lidt du kjender
Dog vel til dette hemmelige Væsen,
Om end, som billigt, dine fleste Tanker
Du satte paa din yndige Person.

✂

THAIS.

Nei, den jeg overlod til Andres Tanker.
Men giv mig Tid at stemme Luthens Strenge l

✂

ALEXANDER.

Og til dig selv at stemme. Nu velan,
Jeg et Minut dig giver. - Ven, Kalanus!
Sid ikke der og stir mod Jorden ned.
Jag alle Griller bort! See dig omkring,
Og føl den Glæde, Livet har i Eiel
Fæst dine Blik paa denne fagre Qvinde,
Som der hun staaer med Luthen i sin Arm,
Med fremstrakt Fod, med tankevægtig Pande,
Med lidt til Siden bøiet Hals og Hoved:
Har nogen Tid saa deiligt Syn du seet?
Saa straalefuldt et Blik, saa fiin en Mund,
Saa fagre Lokker om saa frisk en Kind,
Saa rig en Ynde til saa kraftig Holdning?
Ha, skjønne Thais? Du i Pagt maa staae
Med Tidsgudinderne. Hvordan bevared
Du al den Herlighed?

✂

THAIS.

Ved Sjælens Hjelp!
(Synger:) Sjælen, hvem sin Brud Gud Eros kalder,
Sjælen til min Brudgom kaared jeg;
Den har dobbelt Kjøn, men ingen Alder
Og til hvert et Hjerte veed den Vei.
Sjælen i mit Liv er al min Lykke,
Lutter Glands og Solskin er dens Smykke,
Det er Legemet, som kaster Skygge,
Sjælen selv til Skygge kjender ei.

✂

ALEXANDER.

Det var den lyse Side.

✂

THAIS.

Nu den mørke!
(Synger:) Sjælen som et Barn vil underholdes,
Evig Vexel kræver dens Natur;
Bitter Smerte Sjælen kan forvoldes,
Sættes den i Kjedsomhedens Buur.
Sang og Skjemt, mens Blik og Læber smile,
Bølgedands og Skyer, som henile,
Stjerneskud, og Skud med Viddets Pile,
Det er Næring, som for Sjælen duer.

100

✂

ALEXANDER.

Det er en herlig Brudgom du dig fæsted.
Du har vel Børn med ham?

✂

THAIS.

Naturligviis!
(Synger:) Sjælen blandt sin Børneflok har mange
Haab og Ønsker, der faae Vingen brændt:
Ønsker, der begjære og forlange,
Haab, som knap man være tør bekjendt.
Sjælen ivrig for dem alle stræber,
Sjælen er det Kys paa vore Læber,
Der lig Bien sværmer, til det klæber
Fast ved Purpurlæben, mod os vendt.
Sjælens Drift er Hjerternes Befrien,
Navn og Bolig skifter den ifleng:
Sjælen i min Sang er Poesien,
Klangen Sjælen er i Lyrens Streng.
Sjælen i en Kriger det er Modet,
Sjælen i en Tænker staaer paa Ho'det,
Sjælen hos en Elsker er i Blodet,
Naar hans Fod bestiger Brudens Seng.

✂

HEPHÆSTION.

Fortræf ligt sagt!

✂

ALEXANDER.

Og endnu bedre sunget!

✂

THAIS

(præluderer og synger): Sjælen i en Lund er Nattergalen,
Thais, Nattergal for et Minut,
Med sin Sang er Sjælen her i Salen,
Hendes halve Sjæl er hendes Luth.
Hver en Halvhed Thais selv dog laster;
Heel hun gi'er sin Sjæl, naar bort hun kaster
Luthen, og i Heltens Arme haster,
Af hans Øines Pile vingeskudt!
(Iler mod Alexander.)

✂

ALEXANDER

(aabner Armene). Flyv frem, du skjønne Sjæl! Vær mig velkommen!

✂

KALANUS

(reiser sig pludselig). Tilbage, Nymphe! Stands, mens det er Tid!
Seer du, hvor Kniven blinker i min Haand?
Ikkun et Skridt, saa kræver den sit Offer.

(Thais viger tilbage, Alexander og Alle staae op.)

✂

KALANUS

(til Alexander). O, Herre, Herre! Du i Støv jo træder
Din egen Ære - reent du jo forglemmer
Dit store Kald. Som nys dig Vinen fristed,
101Og af den vise Gud en Daare gjorde,
Saa gjør dig her afsindig denne Qvinde.
Seer du bag Skjønhedssløret ei Dæmonen,
Der i sin tøilesløse Frækhed blander
Det Hellige med Støvet - der ifører
Sin fule Skabning Deilighedens Maske,
For Lysets Helt at standse paa sin Vei?
Men selv, o Herre, du din Ven mig kaldte,
Lad i din Fristelse mig staae dig bi!
Husk, du er Bramas Stridsmand, Jordens Sol,
De Dødeliges Længsel og Forventning!
Hvad blev af Verden, dersom ogsaa du
Skød ud af Banen som en falden Stjerne,
Og i det dybe Mørke nu foer vild? -
O, hæv dig i din fulde Guddomskraft!
Og kræves til vor Redning der et Offer,
Da staaer som Offerpræst jeg her med Kniven.
Ikkun et Vink, og denne Haand, som aldrig
Har sig besmittet med en Skabnings Drab,
Da støder Staalet i Dæmonens Hjerte,
Og qvæler Fristelsen i Nymphens Blod.

✂

THAIS.

Den Rasende!

✂

ALEXANDER

(river Kniven fra ham). Det gaaer forvidt, du Daare!
Nei, trods mig ei med disse mørke Blik!
Husk, du er Kongens Gjest. Pas paa ham, Pyrrhon!
Lad ikke meer hans Daarskab os forstyrre.

✂

MOPSOS.

Skal vi hans Hænder binde?

✂

ALEXANDER.

Snak! Mit Ord
Har alt ham bundet. - Nærm dig, skjønne Thais!
Din Kind er bleven bleg og mat dit Øie.

✂

THAIS.

Han vilde støde Kniven i mit Bryst -

✂

ALEXANDER.

Det var en Raptus, men den snart gaaer over.

✂

THAIS.

Han for en ond Aand tog mig -

✂

ALEXANDER.

Hvilken Daare!
At kalde Ondt, hvad der er Alles Fryd.

✂

THAIS.

Har ei han flere Vaaben?

✂

ALEXANDER.

Vær ei bange!
Seer du, hvor stum og stille der han sidder?
Nu gjennemborer Jorden kun hans Blik.
Ei meer paa dig han tænker.

✂

THAIS.

Evig Skade!
Var ei afsindig han, jeg skjøn ham kaldte.

✂

ALEXANDER.

Saa han behager dig? det kan jeg lide.
102Dog der vi har min Page! Hurtig, Thais!
Bring atter nu til Sæde dine Piger!

✂

THAIS.

Herhid, I Piger! Kongen Eder kalder. -

✂

HEPHÆSTION.

Som Duer skræmmed´ op ved Høgens Skrig,
De flygted rundt i alle Salens Kroge.

✂

ALEXANDER.

Har Alle faaet Plads?

✂

THAIS.

Paa Thais nær;
Thi hun fra Kongen tør ei meer sig fjerne.

✂

ALEXANDER

(sætter sig). Nu, desto bedre! Her, i Kredsens Midte,
Stil dig ved Siden af mig. Kongens Gaver
Skal gjennem dine skjønne Hænder gaae.

(Pagen bringer Skrinet.)

✂

THAIS.

Nysgjerrig er jeg.

✂

ALEXANDER.

Som Pandora?

✂

THAIS.

Ja!
Blot ikke nu de mange Verdens-Plager
Af Skrinet mylre frem.

✂

ALEXANDER.

Nei, vær du rolig;
Det kun er fuldt af Ægtemandens Plager,
Af Stads og Pynt. Til Gave for min Søster
Jeg kjøbte Skrinet af en indisk Kjøbmand,
Og var med dine Nympher ei du kommen,
Var Skatten fløiet af til Macedonien.

✂

THAIS.

Godt, at jeg kom!

✂

ALEXANDER

(aabner Skrinet). See der! Pluk Fuglens Fjedre!

✂

THAIS.

O, hvilken Herlighed!

✂

ALEXANDER.

Deel Byttet ud!

✂

THAIS.

Kom, Leda! Kom, I Piger! Nei, bliv siddende!
Jeg Stykke vil for Stykke tage frem.

✂

LEDA.

Men jeg vil hjelpe dig!

✂

HEPHÆSTION.

O Troløshed!
Der sprang hun af mit Skjød, den Lokkedue.

✂

ALEXANDER.

Hun selv forlokket blev. Men kom herhen!
Sæt dig hos mig, saa vil vi holde Øie
Med deres Fingre, naar de rapse til sig.

✂

HEPHÆSTION

(idet han sætter sig). I Skrinet alt sig drukne deres Hænder.

✂

LEDA

(tager Pynten frem). Ha, guldindvirket Purpur! Silketøier,
Som Himlen blaae, med sneehvidt Foerværk kanted'!
Brodeerte Bælter! Blomstersmykte Shawler!
Og her en Hue med Flamingofjer!
103See, hvilke Farver!

✂

THAIS.

See dog, Fuglevifter!
Og her en Bunke perlestukne Slør!
Og her et Bundt af duftende Sandaler!
Kom hid, o Søstre! Tag, og bind dem om!

✂

ALEXANDER.

Ja, lad dem Fødder faae at gaae paa.

✂

THAIS.

O, nei see!
Hvor det er nydeligt! Et Ankelbaand,
Besat med Bjælder og smaa, gyldne Klokker;
Ved hvert et Skridt af Foden, vil de klinge.

✂

ALEXANDER.

Med dem du Elskerne kan ringe sammen.

✂

THAIS.

Og her er Nok til Alle! Øreklokker,
Og Halsbaand, Ringe, Bryst- og Pandesmykker;
En Skat af Diamanter og Rubiner!
Kom hid! Vi dele vil.

✂

ALEXANDER.

Men ikke lige!

✂

LEDA.

Lad mig faae min Deel strax!

✂

THAIS.

Der, du Begjærlige! -
Og der, I Piger, der er Perlebaand,
Til under Dandsen Haaret fast at holde.

✂

LEDA

(til Hephæstion). Men hvad er Dette?

✂

HEPHÆSTION.

Det for Betel kaldes.
Det er en Rod, som Indiens Qvinder tygge,
For at faae Mund og Tænder rigtig røde.

✂

LEDA.

Fy! røde Tænder.

✂

HEPHÆSTION.

Ja, hver har nu sin Smag.
Men seer du dette Bundt af Myrrhaduske?
Dem stikker du i Barmen, for at Duften
Kan Elskerne bedaare.

✂

LEDA.

Dem jeg kjender.

✂

HEPHÆSTION.

Og her er Sandeltræ, hvormed du farver
Brystvorterne og dine Negle røde.

✂

LEDA.

Hvad! Ogsaa røde Negle?

✂

HEPHÆSTION.

Ja, min Gode!
Med røde Læber kommer du ei langt,
Hvis til en indisk Mand dit Hjerte frier;
Han ei blot Næb, men ogsaa Kløer forlanger.

✂

THAIS.

En Skovnød! See dog! Vist en sjelden Skat,
Thi den i Alabast laa indesluttet.

✂

ALEXANDER.

Kom, lad mig see! - Ja, der du fandt det Bedste!

✂

THAIS.

En Ædelsteen?

104

✂

ALEXANDER.

Nei, noget mere let,
Og mere tyndt og klart.

✂

THAIS.

Dog aldrig Luft?

✂

ALEXANDER.

Der knækked just du Nødden. Luft det er,
Men af den Luft, som indisk Luft man kalder,
Som ei man aander ind, men trækker paa.

✂

THAIS.

Det er en Gaade.

✂

ALEXANDER.

Som jeg strax dig løser,
Ved her at aabne Skallen. See nu selv!

✂

THAIS.

Hvordan! Lidt hvidt og sammenrullet Tøi?
Og dette Tøieri har faaet Navn
Af indisk Luft?

✂

ALEXANDER.

Slaa ei paa Nakken af det!
Saa tyndt og fiint er Stoffet, at i Nødden
Du finde vil halvtredsindstyve Alen.

✂

THAIS.

Umuligt!

✂

ALEXANDER.

Jo. Min Kjøbmand mig forsikkred,
At naar man deraf Kjoler vilde sye,
Saa kunde hele syv man have paa,
Den ene trukken ovenpaa den anden,
Og dog saagodt som være nøgen.

✂

THAIS.

Virkelig!
Det var da morsomt.

✂

ALEXANDER.

Men din Læbe smiler -!
Hvad har du for?

✂

THAIS.

Det Kongen vil erfare,
Naar jeg ved Festen ham Pocalen rækker.
Jeg tager Nødden med mig. Rappe Hænder
Har mine Syersker, og ei blot eet,
Men syv Gevandter faae de hurtigt færdig.

✂

ALEXANDER.

O Thais! Man medrette har dig kaldt
For en Forførerske.

✂

THAIS.

Men last mig ikke!
Hver har jo sin Bestilling her i Verden.

✂

ALEXANDER.

Hvormange Mænd har dine Læber kysset?

✂

THAIS.

Een Konge kun.

✂

ALEXANDER.

Det Svar et Kys fortjener!

✂

THAIS.

Nei, for mit Svar giv mig et gunstigt Svar.
Følg med til Festen!

✂

ALEXANDER.

Skrinet er ei tømt.
Du langt til Bunden har.

✂

THAIS.

Luk Skrinet, Leda!
105Os Kongens Slaver det iaften bringer,
Saa kan vi dele Byttet. Her er min Part!

(Kaster Juvelerne i Skrinet.)

✂

LEDA

(ligeledes). Og her er min!

✂

THAIS.

Og her jeg gjemmer Nøglen.
Nu staae vi rede, Kongen at ledsage.

✂

ALEXANDER.

Det er en vigtig Sag, som maa betænkes.

✂

THAIS.

Du allerbedst ved Festen den betænker.
Kom med, kom med! Du har erobret Verden,
Og nu vil gjennem dig vi den erobre.

✂

ALEXANDER.

Det gaaer ei an. Vort Taffel er ei hævet.

✂

THAIS.

Men det kan hurtig skee. Kom, hjelp mig, Leda!
Hjelp mig, I Piger! Det en Storm nu gjelder
Paa Taflets Skaaler og de fyldte Bægre.
Fremad til Angreb! Ingen faaer Pardon.

✂

ALEXANDER.

Afsindig er hun.

✂

HEPHÆSTION.

Ha, det kan jeg lide!
Det er at vinde Spillet med en Trumf.
See, hvor til alle Sider ned det regner:
Tallerkner, Fade, Knive, Bægre, Skaaler!
Det kalder jeg at gjøre reent Bord. See,
Der gik det store Fad! og der gik Kummen!
Ud over alle Bredder Vinen strømmer,
Og drypper ned paa Pyrrhon og Kalanus.

✂

ALEXANDER.

Den vilde Bacchantinde! - Kom tilbage!
Nu har vi nok af Legen.

✂

THAIS.

Ei endnu!
Først Dugen af, thi saa er Taflet hævet.

✂

ALEXANDER.

Du raser!

✂

THAIS.

Nei, misundelig er du!
Enhver Bedrift, som ei du selv udfører,
Du kalder Raseri. Vi andre Stakler,
Som ei har Styrke til at splintre Riger
Og til, som du, at knuse Kongekroner,
Vi maae dog ogsaa øve vore Kræfter.

✂

ALEXANDER.

Saa du med Alexander vil dig maale?

✂

THAIS.

Med ingen Anden. Kom, her er min Haand!
Afsted til Kampen. Seirens Krands os vinker.

106

✂

ALEXANDER.

Jeg faaer vel følge dig, du vilde Nymphe;
Du ellers mig det hele Huus spolerer.

✂

THAIS.

Følg efter, Leda! Giv Hephæstion Haanden.

✂

HEPHÆSTION.

Tak for Tilladelsen, min høie Dronning!

✂

LEDA.

Vi selv os hjelper.

✂

ALEXANDER.

Pyrrhon! Kom, følg med!
Jeg vil ei ene føre Daarer an.
Ræk Haanden til en Nymphe!

✂

PYRRHON.

Men Kalanus? -

✂

ALEXANDER.

Ja, han maa med til Gildet.

✂

THAIS.

Der hans Galskab
Vi nok helbrede skal.

✂

MOPSOS.

Jeg passer paa ham.

✂

THAIS

(til Pagen). Og lad saa Kongens Slaver bringe Skrinet.
Slut Troppen, Piger!

✂

ALEXANDER.

Hvor gaaer Toget hen?

✂

THAIS.

Ad Buegangen, ned til Cyrusborgen.
Men hør! Hør, hvilke høie Hundeglam!

(Hun aabner Døren. En Hund springer ind.)

✂

ALEXANDER

(fløiter). Perita, kom!

✂

THAIS

(viger tilbage). Ha, hvilket Kæmpedyr!
Fast som en Tiger stor.

✂

ALEXANDER.

Hav ingen Frygt!
Skjøndt Hals den gi'er, den som et Lam er from.

✂

THAIS.

Og den du har fra Indien bragt med?

✂

ALEXANDER.

Ja, til Erstatning for Buchephalus.

✂

THAIS.

Perita, kom! Kom, vær min Gjest, Perita!
Jeg paa et Stegebeen indbyder dig.
O, hør! den svarer med Vovvov, Vovvov!

✂

LEDA.

Vovvov! Vovvov!

✂

THAIS.

Nu gjøer for Hunden hun.
O Konge, vend dit Hoved dog omkring!
See, hvilket Tog! Bekrandset hver en Pande,
Og hvert et Øie straalende af Lyst!

✂

ALEXANDER.

Og hver en Hjerne smittet af dit Vanvid.
O, Thais, Thais! Til hvormegen Daarskab
Har ei din Skjønhed mig forledt?

✂

THAIS.

Ja husk,
107Da vi stak Ild paa Slottet i Persepolis!
Da gik det lystigt til.

✂

ALEXANDER.

Tal ei derom,
Det var en dum Streg. Men lad nu staae til!
Saa mange onde Dage har vi døiet,
At vel en munter Nat vi har fortjent.
Afsted!

✂

THAIS.

Afsted! Perita gjøer til Opbrud!

(Alexander og Toget bort.)

✂

PAGEN.

Tag dette Skriin, I Slaver, og følg med!

(Pagen og Slaverne bort)

✂

MOPSOS

(til Kalanus). Pak ind, Kalanus! Nu til dig er Raden.
Tag med i Bylten din forlorne Viisdom,
Og kom saa aldrig meer for Kongens Øine!
Hvad vil du her, du Nar, hvor ei du passer,
Og kun for bedre Mænd ta'er Pladsen op?
Du var tilgjest hos Guder, men smidt ned
Du blev igjen paa Jorden. Naadig slap du,
Men næste Gang det værre dig vil gaae.
Har Løven først dig ret i sine Kløer,
Da nytter ei din Piben og din Syngen.
Tilbage til din Ørk, hvis du er klog!
Der kan omkap med Uglerne du tude,
Fordi som Ravnen du ei her stjal Guld.
See til, du kommer bort endnu inat!
Imorgen Kongen vil din Frækhed mindes,
Og da maaskee dit Hoved kan det gjelde.
Afsted! Paa Døren med dig snarest muligt!
Jeg gaaer til Festen, og ved Leilighed
Jeg nok skal bringe Kongen dit Farvel.

(Bort.)

✂

KALANUS

(ene). (Efter en Pause reiser han sig og seer omkring.) Forsvundne Alle - Stormen afløst af
Den dybe Stilhed. Hvor mit Blik sig vender,
Kun Ødelæggelsens de stygge Spor.
O hvilke Minder! Drukkenskabs og Afsinds
Hæslige Billed - Raseriets Lyd.
End hører jeg den kaade Skjemt og Spot,
Den frække, den ugudelige Tale,
Den skingrende, den vilde Vanvidslatter.
Som fra en halvforsvunden Feberdrøm
108Jeg vaagner op, og til min Skræk endnu
Forbi mit Øre trække Drømmens Toner,
Og end dens fæle Syner ængste Sjælen. -
O Maja, Maja! grusomt du mig spotted!
Var det en Hævn, fordi med daarlig Stolthed
Jeg alt mig troede hævet over dig?
Hvor lagde tæt om Foden du din Snare!
Hvor bandt du fast om Øiet Tryllebindet!
Hvor smigred dybt du i mit Bryst dig ind,
For Sindet med hans Storhed at bedaare! -
Nu hæver selv du Trylleriets Trolddom,
Nu løfter selv du Bindet - O, hvad seer jeg!
Forvandlet til en simpel Dødelig,
Hvis Tunge taler Daarlighed - hvis Hjerte
Beseires som af Viin af Qvindekonster,
Staaer ravende den Gud, jeg nylig tilbad.
Vee mig! Jeg Undergangens Angst fornemmer.
Selv i hans Fald min Sjæl sig klamrer til ham,
Thi med hans Stjerne hvert et Haab gaaer under.
O Alexander! kun forgjæves søger
Jeg nu at fæste Glorien til dit Hoved,
Den strax i mørke Taager sig opløser.
Det er jo mig, som nu paa dig maa holde,
Mig, som maa bære over med din Svaghed,
Mig, som din Daarlighed forglemme skal.
Og du? - du vilde drage mig fra Brama,
Til Frafald friste mig med daarlig Viisdom,
Med Druens Blod og skjønne Qvinders Syn.
Nei, du er ikke Bramas Sendebud!
Nei, du er ingen Gud! Men j e g staaer skuffet,
Staaer gudsforladt nu reent forladt tilbage.
Paa Jorden som i Himlen Alting øde!
I denne Nød ei nogen Stemme lyder,
Ei nogen Skikkelse til Trøst sig viser,
Ei nogen Aand fra Oven stiger ned,
Og Brama selv er skjult og taus og stille.
Vee mig! Hvor har sig Verden heelt forandret!
Hvorhen jeg skuer, kun Dæmoners Virken;
Ei længer Lysets men kun Mørkets Aander
Opfylde Luftens Rum og Jordens Kreds.
Ved Alt har denne ene Mand mig skilt:
109Ved Hjemmet, Freden, Glæden i Naturen,
Ja, ved mig selv og ved min faste Tro!
Jeg selv, som han, staaer ravende paa Fald nu;
Men hold mig, Brama! Hold mig oppe! Frels mig!
Og bort herfra! fra dette Majas Tempel,
Fra disse Mure, hvor sit Net hun spinder,
Fra denne Hvælving, fyldt af hendes Blendværk,
Fra dette Undergangens øde Huus!

(Bort.)

110