Paludan-Müller, Fr. UNGDOMSKILDEN EN FORTÆLLING (1865)

✂ Det var i de store Opdagelsers Tid. Den Vei, Columbus først havde betegnet, og paa hvilken en ny Verden ligesom var fremdraget af Havets Skjød, til Forbauselse for alle Datidens Vise og til Henrykkelse for alle Daarer: denne Vei var siden bleven fulgt af mange tappre og modige Mænd, og hver Dag hørte man om nye Opdagelser af Landskaber og Øer, af forhen useete Dyr og Planter, af uhyre Skove, af skyhøie Bjerge, af Floder svulmende som Havet, af nye Stjerner og Stjernebilleder, der her fremstraalede med ukjendt Glands; thi endog Naturen syntes i denne nye Verden at være bleven en anden. Lægger man hertil de mange Rygter og Beretninger om vidunderlige Folkefærd, om et Amazon-Rige, om et fundet Eldorado, der ved reisende Lykkeriddere bragtes til Europa, saa forstaaer man, hvordan i Europa alle Tanker fyldtes med Billeder af en overvættes Herlighed, alle Samtaler i den gamle Verden dreiede sig om Tilstanden i den nye, og alle Ønsker og Forhaabninger toge samme Løb som Solen, fra Øst til Vest, til Kysterne af det fjerne Guldland og Vidunderland.

✂ Paa denne Tid levede i Spanien en ædelbyrdig Ridder ved Navn Diego de Herrera. Han var tilaars rnen endnu kraftig; hans Blod endnu ligesaa varmt, hans Aand ligesaa fyrig, som da han i sin Ungdom kæmpede mod Maurerne under Dronning Isabella af Castilien, af hvis Haand han paa Valpladsen havde modtaget Ridderslaget. Endnu før denne store Dronnings Død havde han taget sin Afsked baade som Kriger og Hofmand, og levede alt i flere Aar tilbagetrukken og bosat i den lille Søstad St. Lucar, med sin Hustru Donna Ines, to unge Døttre, Elvira og Isabella, og en næsten tyveaarig Søn, Fernando. Det gik imidlertid Don Diego i sin Tilbagetrukkenhed som en i Skygge stillet Plante, der higer efter Solskin: hans Blik var vendt udad; hans daglige Spadseretoure gjaldt Havnen, Samlingsstedet for Byens Kjøbmænd og Lediggængere, hvor Skibe ladede og lossede, afseilede til den nye Verden og vendte tilbage derfra, hjembringende Skatte og Reisende, der fyldte Folkets Øren med deres mærkelige Fortællinger. Ingen lyttede begjærligere til disse Fortællinger end Don Diego. Jo flere han hørte, des fattigere tyktes ham Hjemmet og det eensformige Liv i Fædrelandet, og i desto større 282 Glands viste sig Amerikas Herlighed. Meer og meer begjærede hans Sjæl Andeel i den fjerne Lykke; Tanken paa samme lod ham tilsidst ingen Ro Dag eller Nat, og da først hans Beslutning var moden, udførte han den rask. Han solgte Huus og Jord, bød Farvel til Slægt og Venner, og besteg med Viv og Børn Brigantinen, der for fulde Seil førte ham og alt hans Eie over Havet, den nye Verden imøde. Nu først aandede han frit! Med Smiil paa Munden vandrede han op og ned ad Skibets Dæk og lod Vinden spille med sine hvide Lokker, medens hans Blik som henrykt fulgte med Solen, naar den mod Aften nedsank i Vestens gyldne Skyer. Var Havet blankt og stille, kunde han staae hele Timer bøiet over Skibets Reling, stirrende ned i Atlanterhavets dybe og klare Vande. Da saae han i Billeder sin egen Forventning, der hentede Næring af Dybet, strømme sig forbi. Længst forsvundne Ungdomsdrømme nærmede sig ham atter, og gamle Minder viste sig i Bølgespeilet som straalende Haab. Hurtig henglede paa denne Viis Dagene for den gamle Drømmer. Da han en Morgen fra Skibets Forstavn sendte Blikket ud over Havet, laa hans Reises Maal, Øen San Domingo, for ham i Morgenrødens Skjær.

✂ Som første Mand iland, og hilsende den nye Verden, svang Don Diego triumferende Hatten, hvorpaa han førte sin Hustru tilligemed de to hulde Døttre fra Borde, og i Følgeskab med dem og Sønnen begav sig op til Staden. Denne, af samme Navn som Øen og endnu i sin første Opkomst, laa paa en opadskraanende Høi, hvor Cathedralkirken, omkrandset af hvide Huse med mellemliggende Haver, allerede langtfra hilste dem. Ankommen til Byen, fæstede Don Diego Bolig til sig og Familie, og opsøgte derpaa flere her boende, ham fra Spanien bekjendte Landsmænd, der studsede ved Gjensynet, men forøvrigt modtoge ham paa det Bedste, og af hvem han strax erfarede Coloniens Tilstand og Forholdene der paa Stedet. Vilde han gjøre sin Lykke - og derfor var han formodentlig kommen - var der ingen Tid at spilde! Allerede i flere Dage laa Flaaden, hvormed der skulde gjøres en ny Opdagelsesfart, færdig til Afreise. Farten gjaldt et af Rygtet priist nordligt Guldland, og paa Veien vilde man opsøge Øen Bemini, om hvilken fortaltes utrolige Ting. Enhver som ønskede at deeltage i Toget, maatte uden Ophold give Møde ved Skibene, der kun ventede paa gunstig Vind. - Ingen glædeligere Nyhed kunde meldes Don Diego. Han ilede tilbage til sit Hjem, kyssede Donna Ines til Afsked paa Haand og Mund, omfavnede sine Døttre, anbefalede dem og Huset til Fernandos Varetægt, og begav sig derpaa skyndsomst til Havnen, hvor han ankom i sidste Øieblik og fik Plads paa Admiralskibet Argo. Vinden var just sprungen om, og hvor priste han sin Lykke! Neppe landet i den nye Verden, og allerede som en anden Jason paa Tog, for at vinde det gyldne Skind! - For en frisk Kuling heisede Flaaden Seil, og i Spidsen af Eskadren løb det Skib, hvorpaa han selv befandt sig tilligemed Togets 283 berømte Fører, Floridas Opdager, Admiralen Ponce de Leon, hans gamle Ven fra Spanien, og en Reisefælle af den store Columbus.

✂ Seiladsen gik heldig. Ponce de Leon, hvis første Maal var Øen Bemini, styrede i nordlig Retning. Øen søgtes længe forgjæves; thi først da man naaede St. Salvador, hvor Columbus tidligere var landet, erfarede man Øens Sømærker og den nordvestlige Cours, der maatte følges. Vinden var gunstig, og med skummende Fart kløvede Skibskjølene Bølgerne. Alle vare i spændt Forventning, og paa hele Flaaden gik Navnet Bemini fra Mund til Mund. Hvad der fortaltes om denne Ø, lød jo vidunderligt; men i en Tid, hvor man daglig oplevede og forventede saa mange og saa store Undere, var Troen mægtigere end Tvivlen. Paa denne Ø - saaledes meldte Sagnet - skulde der findes en Kilde med et saa kraftigt Vand, at man vel kunde kalde den en Livets Kilde, da Livet ikke blot styrkedes, men fornyedes i dens Væld. Dukkede man deri en Blomst, selv nok saa falmet og vissen, strax vendte Duft og Friskhed og Farve tilbage. Sænkede sig en Fugl, der var truffen af Pilen, ned i dens Vande, strax var Saaret lægt, og den lammede Vinge gjengiven sin Svingkraft og Flyvekraft. Badede sig et gammelt udlevet Dyr i dens Vover, snart saae man det atter stige op deraf i fornyet Skikkelse, kraftigt og skjønt som i dets bedste Ungdomstid. Saaledes lød Talen, der med nye Rygter bekræftede det gamle Sagn. Don Diego studsede. Var det Fortalte da virkelig muligt? lod virkelig den svundne Livskraft sig trylle tilbage? lod tørre, kolde, slappede Aarer sig paany fylde med blussende Ungdomsild? lod Aar, Rynker og Afmagt sig bortskylle, som i Lethes Bølger, i Tryllekildens Bad? - Blot ved Tanken svulmede den gamle Ridders Hjerte, og en aldrig anet Lykke foresvævede ham som hans Reises Maal.

✂ Saa kom Bemini isigte, og Flaaden kastede Anker. Skibenes Besætninger erholdt skifteviis Landlov, og Baad paa Baad gled over Bølgerne ind mod Kysten. I Stavnen af den første stod ved Admiralens Side den gamle Ridder, for hvis Øine nu Øen klart udbredte sig med Dale og Høie, heelt bedækket med Skov, med Undtagelse af den nøgne Strandbred, hvor der hverken viste sig Spor af Træer, Huse eller Mennesker. Da man fra Kysten begav sig ind i Landet, sank efterhaanden de store Forventninger. Alt var øde, og de dybe Skove, hvor Jorden dækkedes af Krat og Torn, gave ingen Udsigt til gyldne Skatte og anden Herlighed, men vel til besværligt Arbeide og til streng Kamp med Naturen. Det var kun de Kjækkeste af Mandskabet, der sporede Lyst og Mod til at gjennemvandre Øen, for at søge efter Ungdomskilden, hvis Tilværelse forekom dem meer og mere tvivlsom, jo dybere de trængte ind i de uveisomme Skove og jo møisommeligere Fremgangen blev. Allerede før Solnedgang vendte de samtlige tilbage til Baadene, aldeles udmattede, og trætte af den forgjæves Søgen. Kun Een af Mandskabet - Diego de Herrera - vendte ikke tilbage. Allérede midt paa Dagen var han bleven skilt fra sine Ledsagere, da hans 284 brændende Higen ikke havde tilladt ham at hvile og standse, medens han med Øxen banede sig Vei gjennem det slyngede Krat og de hvasse Torne. Uden at trættes af Møien, og uden at opgive Haabet, skred han uafbrudt fremad. Dagen var næsten svunden, da han nærmede sig en friere Deel af Skoven, hvor Krattet ophørte og Noget, der lignede en Sti, viste sig mellem Træerne. Han kastede sig ned ved en Træstub, tørrede Sveden af Panden, aabnede sit Tornister, og efter at have styrket sig med Brød og Viin, fortsatte han sin Vandring. Himmelhvælvingen blev nu af og til synlig og en frisk Luftning kom ham kølende imøde. Fuglene sang omkring ham; han følte Haabet stige og Modet voxe. Med større Kraft satte han Foden paa Jorden og ilede frem ad Stien, indtil denne medeet ophørte og han pludselig, hvor Skoven aabnede sig, stod ligefor en stor, græsklædt Slette med en Høi i Midten, rundtom indfattet af en skarp, nøgen Fjeldkam, der straalede i Aftenrødens stærkeste Farveskjær. Som vakt af dybe Drømme, standsede Don Diego og spidsede Øren. Han fornam tydelig en Vandstraales Pladsken. I rhytmisk Fald, næsten som en Tryllesang, lod fra det Fjerne Lyden sig høre. Lyttende og tryllet saae han sig omkring i Aftenrøden, der lig en luende Rosenkrands omgav den græsgrønne Høi. Han tvivlede ikke længer. Henrykt ilede han hen over Sletten, og stod nu ved Foden af Høien, ud af hvis Side Vandstraalen krystalklar sprang frem, og derpaa udtømte sig i en stor, cirkelrund Dam nedenunder.

✂ Med bankende Hjerte traadte den gamle Ridder hen til Bredden af Dammen, som paa hans Side var fuldkommen speilklar og stille, medens Vandet ovre ved Høiens Fod bevægedes i lette Kruusninger. Han bøiede sig ud over Vandet, og et Smiil fløi over hans Læber og et Suk fra hans Bryst. Hurtig kastede han sine Klæder og nedsteg nøgen i de klare Vover, der naaede ham til midt paa Livet. Idet hans Fod berørte Dammens Sandbund, gjennemfoer ham en stærk Gysen. Han dukkede sig tre Gange: den sidste Gang saa dybt, at Vandet overskyllede hans Isse, og for hver Gang fornam han en vidunderlig Kraft og Qvægelse i Hjertet og i alle Lemmer. Da han atter steg op af Badet, følte han sig som nyfødt, Foden saa let, som skulde han dandse hen ad Jorden, og ved at betragte sit eget Legeme, saae han med Forundring alle Tidens Spor og Mærker udslettede. Strækkemusklernes Striber langs ad Benene vare forsvundne, Lemmerne rundede sig, Brystet hvælvede sig som paa en Yngling, og ved at gribe en af sine egne Lokker, fandt han de hvide Haar forvandlede til kastaniebrune. Halv uvilkaarlig gjorde han et høit Spring, strøg derpaa Vandet af sig, og iførte sig Stykke for Stykke de nys aflagte Klæder. Hermed var han dog endnu ikke kommen tilende, før han følte sig betagen af en stærk Sovelyst. Tumlende paa Foden, kastede han som beruset endnu engang Blikket rundt i den straalende Aftenrøde, lagde sig derpaa ned i Græsset og sov øieblikkelig ind.

✂ Da Don Diego igjen aabnede sine Øine, var det høilys Dag. Han 285
saae sig omkring og gjenkjendte Stedet, og Lyden af den pladskende Vandstraale kaldte strax Aftenens Minder tilbage i hans Sjæl. Han sprang hurtig op fra sit Leie og traadte hen foran Dammen, hvor nu hans egen ungdommelige Skikkelse, som han godt mindedes, lig en tyveaarig Yngling med funklende Blik, mørke Bryn, frisk Farve og krusede Lokker viste sig for ham, og levende kom ham imøde fra Vandspeilet. Det var altsaa dog ingen Drøm! Hans Fortid var virkelig vendt tilbage, og den Ungdomskraft, der gjennemstrommede ham, havde faaet sin ydre, tilsvarende Form. Kun med Møie løsrev han sig fra sit eget Billede; han maatte paa eengang undre sig og prise den undergjørende Magt. Paakaldende og takkende Madonna, kastede han sig paa Knæ, og lovede at anvende det nye ham skjenkede Liv ikke mindre til Guds og Kirkens Ære, end til sin egen og sin Families Lykke. Efter dette Løfte, og efter til Afsked at have drukket af Kilden, tiltraadte han Tilbagevandringen gjennem Skoven, hvor han dog snart igjen maatte gjøre Brug af Øxen, da det forrige Spor ikke var at finde. Først efter stor Anstrengelse og Møie naaede han ved Aftenstid Kysten, men forefandt her til sin Skræk hverken Mennesker eller Skibe. Flaaden var forsvunden og den Nat, der nu pludselig faldt paa, aabnede ham kun Udsigt til en rædselfuld Eensomhed. I mørke Tanker gjennemvaagede han Natten, men Auroras første Smiil var ogsaa Fortunas. Idet han ved Solopgang kastede Blikket ud over Havet, blev han en Brig vaer, der førte spansk Flag, og i Forbiseiling nærmede sig Kysten. Hurtig fæstede han sin befjedrede Hat paa en Stang og gjorde dermed Tegn til Skibet. Tegnet iagttoges; Briggen vendte og kastede Anker, og kort efter sattes en Baad ud, som styrede lige mod Øen og efter nogen Parlementering optog Ridderen og bragte ham ombord, hvorpaa Skibet fortsatte sin Reise. Det var ganske rigtig, hvad han havde formodet, et af Flaadens Skibe; men dets Mandskab var ham ligesaa ubekjendt som dets aldrende Capitain, der gravitetisk og med Anstand nærmede sig ham og sagde: Unge Mand, vær os velkommen ombord! Nævn mig Eders Navn, Eders Stand, og fortæl mig, hvordan I kom i denne store Nød. - Don Diego, som ved Tiltalen: unge Mand! havde seet sig omkring, tog sig sammen og svarede, at han, der nylig var kommen fra Spanien, hørte til Besætningen paa Admiralskib et Argo, og var ved et Tilfælde ladt tilbage paa Øen. Var Hjælpen udebleven, vilde han i sin Eensomhed, og uden Fødemidler, sandsynligviis snart være omkommen. Derpaa nævnede han sit Navn og sit Ridderskab, hvortil Capitainen gjorde store Øine og udbrød: Ædle Ridder! Hvo der i Eders unge Alder er naaet saa høit paa Ærens Stige, maa have Fortjenester at fremvise, der kunne tjene os alle til Exempel. Lad mig forestille Eder for mine Officerer! Her vinkede han ad nogle unge Mænd, hvem Don Diego venskabelig rakte Haanden. Bekjendtskabet var snart gjort, og Ridderen erfarede i Samtalens Løb, at Flaaden, siden sin Afreise fra Bemini, havde havt Lykken med sig og for faa Dage siden mod Nord havde opdaget et stort og rigt Land, 286
der lovede Opdagerne overordentligt Bytte. Gapitainen var nu paa Tilbagereisen til San Domingo, for at hente ny Proviant til Skibene, der i længere Tid skulde krydse ved Landets Kyster. Med stigende Forundring hørte Don Diego denne Beretning, der reent forvirrede hans Tidsregning. Paa hans Spørgsmaal: Hvorlænge da Flaaden havde været borte fra Bemini, svarede Gapitainen: 12 Dage! - Netop for 12 Dage siden, ved Daggry, havde Skibene forladt Øen, paa hvis Skatte og Tryllekilde Ingen længer troede, efter at man i 3 Døgn, med forskjelligt Mandskab, forgjæves havde gjennemsøgt Landet, og allevegne fundet det øde og skovbedækket. Hertil svarede Ridderen Intel, men mærkede nu klart, at hans Søvn véd Kilden maatte have været dyb og langvarig, og at under den dybe Slummer Solen oftere maatte være gaaet op og gaaet ned. Han takkede Capitainen for hans Underretning, vendte sig bort, og overgav sig paany til sine Drømmerier, der aldrig havde spiret frodigere, eller taget hoiere Flugt. Forynget i Kraft, og gammel af Erfaring, hvad vilde han nu ikke kunne udrette i Verden! Hvilken glimrende Bane til Bedrift, Hæder og Rigdorn laa nu ikke aaben for ham, og ved ham for hans høitelskede Familie! Og hvorlænge vilde han ikke kunne nyde dette lyksalige Jordliv! Han maatte jo nu have et heelt Menneskeliv for sig, hvori han kunde undgaae alle fordums Vildfarelser og udføre alle sine opgivne Ungdomsplaner. - Af disse behagelige Drømme vaktes han pludselig ved Tiltale af En af de unge Officerer, der indbød ham til et Maaltid i Kahytten, hvor Capitainen vel ikke vilde være tilstede, men som til Gjengjæld skulde blive desto muntrere og lystigere. Don Diego tog mod Indbydelsen, og befandt sig snart ved Bordet, omgiven af lutter unge Mennesker, hvoraf et Par vare sande Galninger. Vinen gik rask omkring, Bægrene tømtes, og Talen dreiede sig, foruden om Midler til at gjøre sin Lykke, meest om Amouretter og smukke Fruentimmer. Den ene Kjærlighedshistorie op diskedes efter den anden; Enhver fremdrog Gammelt og Nyt til fælles Underholdning, og endelig opfordredes Don Diego, der hidtil havde været stum Tilhører, til ogsaa at aabne sit Hjerte og skrifte sine Synder. Ak, mine Herrer! svarede Ridderen: hvad kan i dette Capitel en Mand af min Alder have at skrifte? Naar man, som jeg, i mange Aar har været gift, og allerede har voxne Børn, falder det kun sparsomt med Elskovs-Eventyr. Disse Ord modtoges af hele Selskabet med en Skoggerlatter, og En af Galningerne udbrød: Har Ingen et Nysepulver, for at hjælpe vor ærede Gjæst til Besindelse? Nei, Hr. Ridder, saa stor en Tro maae I ikke forlange af Lægfolk! I! som knap kan være 24 Aar gammel, I skulde allerede have voxne Børn! Muligheden af Eders Ægteskab tør jeg ikke benægte, men har I virkelig, som I siger, været gift i mange Aar, saa har I neppe selv formaaet at knappe Eders Buxer, da I gik til Brudeskammelen. En ny Latter paafulgte og Galningen vedblev: Vor ærede Gjæst vil ikke ud med Sproget; men hans forlegne Mine taler høiere end Ord: Jeg foreslaaer en Skaal for hans ubekjendte 287 Skjønne, for denne Amanda, Miranda eller Galanta, hvad enten hun nu har fanget ham i sit Garn som Legefælle, Ægtefælle eller Musefælle. Alle svang Pokalerne, og Ridderen, som ikke kunde spille den Alvorlige midt i saamegen Munterhed, takkede for Skaalen, men tilføiede dog, idet han satte Bægeret paa Bordet: Det vilde være lavt af mig, at fornægte Hustru og Børn. Snart, mine Herrer! haaber jeg at gjøre Dem bekjendt med min Familie, og at overtyde Dem om Sandheden af mine Ord. Paa en lykkelig Reise! og paa et lykkeligt Gjensyn med dem vi elske! - Alle klinkede og man reiste sig fra Bordet; men fra denne Stund af var det forbi med Ridderens Eensomhed. Trods sit tilbageholdne og noget alvorlige Væsen, havde han i hoi Grad vundet de unge Officerers Tilbøielighed, og under hele Reisen vare de hans stadige Selskab. Han maatte deeltage i deres Vaabenovelser og Maaltider, og lade sig betroe deres Hemmeligheder. Især var den Ene af de omtalte Galninger, hvis Navn var Leandro Gomez, uuatømmelig i fortrolig Meddelelse. Han havde to Elskerinder, om hvis Yndigheder han uafladelig underholdt Don Diego, hvem han lovede at indføre hos Begge, for at han kunde dømme om deres Elskværdighed, og hjælpe ham selv til at afgjøre, hvem af dem der fortjente Prisen. Ridderen undslog sig for dette Dommerkald, og følte sig i det Hele noget trykket ved dette bestandige Samliv med den glade Ungdom, hvis Tanker til syvende og sidst dreiede sig om Lykke i Spil og Kjærlinghed. Dens Sprog var blevet ham fremmedt, dens Interesser kunde han ikke dele, dens Leveviis forekom ham daarlig og letsindig, og dens Tale drev ham mangengang Blodet op i Kinderne. Saa ofte det lod sig gjøre, unddrog han sig derfor det muntre Selskab og henvendle sig til den gamle, lidt pedantiske Skibschef, som daglig slog flere Timer ihjel, ved at spadsere op og ned ad Dækket. Her maatte han dog være lutter Øre, da den gravitetiske Capitain let blev stødt cg tilbageviste enhver af hans Bemærkninger og Indvendinger med de Ord: Ja, ja, min unge Mand! derom ville vi nok enes, naar I bliver en Snees Aar ældre. Hermed maatte saa Ridderen lade sig nøie. Han faldt nu igjen tilbage til sit unge Selskab, af hvis Omgang han dog, som sagt, havde faaet Meer end Nok, da man efter en langvarig Seilads atter fik San Domingo isigte.

✂ Idet Skibet løb ind i Havnen og lagde til ved Bulværket, hvor en Mængde Mennesker vare forsamlede, blev Don Diego, som just havde taget Afsked fra sit Reiseselskab, to unge Damer vaer, der Arm i Arm spadserede paa Skibsbroen. Ved første Blik gjenkjeridte han sine Døttre. Han følte Faderhjertet svulme, sprang hurtig iland og iilte dem imøde, under Udraabet: Elviral Isabella! - De unge Piger standsede og betragtede ham med Studsen. Mine Børn! (vedblev han) her har I mig tilbage! Han udstrakte Armene, favnede dem og drog dem op til sit Hjerte; men rødmende, stønnende, og vridende sig i hans Favn, reve Pigerne sig løs, under de Omstaaendes Latter og medens Officererne fra Skibet raabte: Bravo, Don Diego! Bravo! - 288
Idetsamme ilede en ung Mand til med blottet Kaarde, og stillede sig skjermende foran de unge Damer. Fernando! raabte Ridderen: Min Søn! Hvad skal det sige? Stik Kaarden ind og tal dine Søstre tilrette! - Tilbage, Skurk! (lød Svaret) Vov igjen at røre disse Damer, og du er dødsens! - Mine Børn! sukkede Ridderen: Har I da ingen Øine og Øren? Kjender I ikke længer Eders Fader? - Afsindige! raabte Fernando: Bort med dig! at ikke din Galskab skal smitte mig, saa jeg udgyder en Vanvittigs Blod. - En Vanvittig! gjentog Don Diego, idet han stirrede stivt paa Sønnen: Men du har Ret. Kom, følg mig til Eders Moder! Følg mig til Donna Ines! Her vække vi kun Forargelse, og beskæmme hverandre! - Med disse Ord vendte Don Diego sig hurtig bort fra den gabende Mængde og begav sig ind mod Byen, fulgt et Stykke paa Vei af Drenge og Folk, der begloede ham fra alle Sider. Endelig befriet for denne besværlige Cohorte, sagde han til sig selv: hvor besynderligt, at jeg altid selv forglemmer det skete Under! Hvor kan jeg vente, at Andre skulle tage mig for den Gamle, naar jeg fremstiller mig ung for deres Blik? Hvad nu er hændt, skal være mig en Lære for Fremtiden. Selv vil jeg være min egen Herold hos min Hustru! - Med denne Beslutning ilede han ind i Staden til sin Bolig, hvor han lod sig melde hos Husets Frue. Han blev strax modtaget af Donna Ines, en ærværdig og trods sine graa Haar endnu smuk ældre Dame, der betragtede ham vist og derpaa bød ham tage Plads og udrette sit Ærende. Jeg har en Hilsen at bringe Eder fra Eders Husbond, begyndte Ridderen; han bad mig forkynde Eder hans snarlige Hjemkomst. Budskabet syntes i høi Grad at glæde Damen; hun erkyndigede sig om Don Diegos Befindende, om hvor han sidst var bleven seet, og var overhoved utrættelig i sine Spørgsmaal om hans Person og Reise. Om denne gav nu Ridderen en udførlig Beretning, ganske i Overeensstemmelse med hvad Læseren allerede har erfaret. Med Opmærksomhed, og holdende Øie med Fortælleren, lyttede Donna Ines til hans Tale. Jo længere Ridderen kom frem i sin Beretning, desmere spændte bleve hendes Træk, og da han endelig omtalte Beminis Kilde og det der foregaaede Under, skiftede hun pludselig Farve og udbrød: I Sandhed, I fortæller utrolige Ting! Eders Ord bringer mit Hjerte til at bæve. Det er, som droges jeg selv ind i den Tryllekreds, I aabner for mig. Eders Røst forekommer mig saa bekjendt; Eders Skikkelse, som jeg her seer for første Gang, gjenkalder mig saa levende min egen Ungdom og Billedet af min Husbond i hans feireste Aar. Just saaledes saae han ud, som I der sidder! Ligheden er fuldkommen: Haar, Træk, Miner, Blik og Farve - ja selv hans Hænder havde ganske den samme Form som Eders. Ræk mig engang Eders Haand - hvor vidunderligt! I fatter neppe den Sympathi, I selv vækker. Hvorledes kalder I Eder? Hvad er Eders Navn? Diego, svarede Ridderen med dæmpet Stemme. Diego! gjentog hun, og stirrede forbauset paa ham. Og Eders Efternavn? - de Herrera, svarede han, idet han kastede sig ned foran hende og udbrød: Ja, min Ines! det 289
er virkelig mig selv, det er virkelig Diego de Herrera, Eders Ungdoms Brudgom, der her ligger for Eders Fod. Det er kun Aarenes Vægt, kun deres fordunklende Slør, som er borttaget. Den I seer for Eders Øie, er den sande, den blomstrende, den lykkelige Diego, og det er hans forældede, hensmuldrede Billede, der er blevet tilbage, paa Bunden af Ungdomskilden. Da vee mig! hviskede Donna Ines, idet Taarerne rullede ned ad hendes Kinder: Eders Ord, og endnu mere Eders Udseende, fælder Skilsmissedommen imellem os. Hvorledes! udbrød Ridderen, idet han sprang op, og fyrigt trykkede hendes Haand til sine Læber: Skilsmisse - aldrig! Nu først gaaer Lykken os op i vor Ungdomssols Straaler! Nu tændes os Hymens Fakkel paany! - Saa døm da selv, sukkede Donna Ines, idet hun førte ham hen foran Speilet: Kan mine graa Haar forenes med Eders kastaniebrune? Kan disse blege, indfaldne Kinder, denne af Tiden mærkede Pande, denne bøiede Skikkelse: kan alt Dette harmonere med Eders friske, ungdommelige Aasyn, Eders funklende Blik, Eders ranke Figur? Aldrigl - Ridderen stod et Øieblik forvirret foran Speilbilledet, men udbrød derpaa: Ungdomskilden er ikke udtørret; den er til endnu! Hvad Møie det end skal koste, at bane ogsaa Eder Vei til dens foryngende Bad, vi ville ikke spare os den! - Spar Eder dog Møien, hviskede Donna Ines med et veemodigt Smiil: Dens Bad er ikke for mig. Aldrig hengav jeg mit Hjerte til Trolddom; aldrig vilde jeg kalde min flygtede Ungdom tilbage. Da maatte jeg jo skilles fra mine Børn, som her fra Eder, og tykkes dem en Fremmed. Tys! udbrød Don Diego, idet han pludselig foer sammen: jeg hører deres Stemmer. Underret I dem om Alt! Jeg gaaer bort, at I kan bane Vei for et fredeligt Gjensyn. Med disse Ord forlod Ridderen Værelset, og Børnene, der synlig bevægede kort efter traadte ind i Stuen, meddeelte deres Moder, hvad der var foregaaet ved Havnen med den vanvittige unge Mand, der havde udgivet sig for deres Fader. Donna Ines bad dem, ikke strax at fatte Nag til den Fremmede. De kjendte jo Alle af Rygtet den Livskilde, der skulde findes paa Øen Bemini, og som den sidst afseilede Flaade havde havt til Hensigt at opsøge. Hvad om Don Diego nu virkelig havde fundet Kilden og gjenfundet sin Ungdom i dens foryngende Bad? Hvad om den fremmede unge Mand virkelig var deres gamle Fader? - Fernando, ikke mindre end Elvira og Isabella, stirrede her spørgende, og som i høieste Forundring paa Donna Ines, der bevæget, men dog rolig vedblev: I troer, at jeg taler over mig. Betragt da med egne Øine Den, i hvem jeg gjenkjendte min Ungdoms Brudgom. Hør med egne Øren, hvad han vil fortælle Eder om hans og vort lange Samliv, hvis nemmeligste Begivenheder han kjender. Her aabnede hun en Sidedør og bad Don Diego træde ind til dem. Idet han viste sig, vege Pigebørnene - der strax i ham gjenkjendte den Fremmede - forskrækkede tilbage, medens Fernando greb til Kaardefæstet. Donna Ines førte Ridderen ved Haanden hen imod Børnene, idet hun sagde: See her Eders Fader! Hans Liv er Eet med vores. Han sad ved Eders Vugge, og 290 har baaret Eder paa sine Arme. Spørg ham, og han vil svare Eder paa Alt! - De unge Piger stode forlegne, og kun tøvende tog Fernando mod Ridderens fremrakte Haand. Gjenkjendelsen faldt langt vanskeligere for Børnene, end for Donna Ines. De havde jo aldrig før seet denne ungdommelige Skikkelse, og kun Røsten og Talen mindede dem om deres Fader. Efter et længere Ordskifte, syntes de endelig at komme til en Slags Erkjendelse, men det var dog kun med Undseelse og Skamfuldhed at de lode sig indeslutte i de faderlige Arme og modtoge hans Kys. Denne Forlegenhed ophørte ikke, selv efter flere Dages Samliv, ja den syntes endogsaa at blive gjensidig, saa Ridderen kun med en vis Ængstelighed nærmede sig sine unge Døttre, eller indlod sig i Samtale med Sønnen. Mere og mere maatte han sande sin Hustrues Ord, at der var indtraadt en Adskillelse, en Skilsmisse mellem dem Alle. I Tjenestefolkenes Nærværelse, ved Maaltiderne og ved andre huuslige Sammenkomster viste Donna Ines sig ofte tilsløret og bestandig alvorlig, og Ridderens blotte Indtræden i Værelset drev Undseelsens Rødme op i hans Døttres Kinder. Fernando var stiv og ordknap; Dagene hengik i Taushed, og et fælles Foretagende - som en Spadsere- eller Ridetour - hvorved man i Forening skulde vise sig for Verden, hørte til Umulighederne. Denne gjensidige Sky og Forstemning blev tilsidst saa piinlig for dem Alle, at Ridderen besluttede sig til en frivillig Adskillelse fra sin Familie, indtil han ved Ponce de Leons Tilbagekomst kunde faae Leilighed til at forlade Øen paa en ny Opdagelsesreise.

✂ I Overeensstemmelse hermed, indrettede Don Diego sig nu paa sine Værelser, saa at han ikke mere behøvede at samles til Middag, og andre bestemte Tider, med Hustru og Børn. En gammel Tjener besørgede hans Fornødenheder og gik Bud mellem ham og Donna Ines, hvorved, midt i Adskillelsen, et Slags Forbindelse dog vedligeholdtes. Ridderen følte imidlertid smertelig sin Tilstand, der var saa langt fra at svare til hans gyldne Lyksalighedsdrøm. Aftenen efter den første i Eensomhed tilbragte Dag, forlod han i sørgmodig Stemning sin Bolig, for paa en stille Spadseretour at hæve sit nedstemte Sind og, om muligt, under Tankernes frie Løb, at finde paa en Udvei. Det var første Gang, at han siden sin Hjemkomst viste sig offentlig. Ved at gaae ned ad Gaden, stødte han paa sit unge Reiseselskab fra Skibet, der strax jublende omringede ham og forlangte, at han, efter sit Løfte, skulde gjøre dem bekjendt med sin Familie, med sin smukke Kone, sine smukke Døttre, der vel endnu laae i Vuggen med Sut i Munden, og fremfor Alt med de smukke unge Damer, som han paa Skibsbroen havde trykket i sine Arme. Kun med Besværlighed befriede sig Don Diego fra de unge Galninger, der, til Held for ham, just samme Aften skulde afseile med Proviantskibet, og han fortsatte nu sin Spadseregang forbi Dominicanerklosteret ned til Strandbredden, hvor Maanen allerede var kommen op, og med sine Sølvstraaler spillede paa Bølgerne. Her vandrede han nu en Stund frem og tilbage i det stærke og 291
klare Maanelys, der fremkaldes af den tropiske Himmel, og overlod sig ganske til sine Tanker. Flere Spadseregængere mødte ham, og blandt dem en ældre, sortklædt Dominicanermunk, der et Par Gange gik ham forbi og betragtede ham stivt, men endelig ved en ny Omdreining standsede, og hilste ham med følgende Ord: En yndig og behagelig Aften, min unge Herre I Tilgiv, at jeg afbryder Eders Betragtninger; men Eders Udvortes forekommer mig saa bekjendt, skjøndt jeg i dette Øieblik ikke mindes, hvor jeg før har seet Eder. - Det maa sikkert være en Feiltagelse, gav Ridderen til Svar: jeg er først nylig kommen hertil fra St. Lucar i Spanien, og har kun faa Bekjendte her paa Stedet. - Fra St. Lucar! gjentog Munken, uden at agte paa Indvendingen: saa er I vist ogsaa bekjendt i Sevilla? - Saa temmelig! lød Svaret. O, min unge Mand (vedblev den Geistlige) saa slipper jeg Eder ikke, før I giver mig Underretning om nogle derboende fornemme Slægtninge, fra hvem jeg ikke har hørt i 10 Aar. Han nævnede et Par Navne, som Don Diego godt kjendte, og Samtalen var nu indledt, og fortsattes længe, som det lod til gjensidig Tilfredshed, medens Begge spadserede frem og tilbage paa Kysten. Kunde Ridderen give Broder Lorenzo, (hvis Familienavn var Tormado) Underretning om Spanien, saa gjorde Munken fuldkommen Gjengjæld, ved at fortælle ham om Forholdene her i Amerika, som han lod til nøie at kjende, og om alle de senest foretagne Opdagelsesrejser. Han skildrede ham Nugnez de Balboas Tog over Landtungen Panama, hvori han selv havde deeltaget, og beskrev det paa en saa livlig og underholdende Maade, at Beskrivelsen ganske henrev Diego. Han omtalte den fra Cuba iværksatte Expedition under Cortez, hvormed Rygtet nu havde travlt, og som levende beskæftigede alle Gemytter. Adskillige nye Oplysninger om dette store Foretagende, som han i de sidste Dage havde modtaget fra en Ven paa Cuba, lovede han at meddele Ridderen, naar denne næste Aften, ved Vesperklokkens Slag, vilde indfinde sig paa samme Sted; thi nu var Tiden saa langt fremrykket, at han maatte byde ham god Nat. Dermed adskiltes de nye Bekj endte, men Don Diego undlod ikke Dagen efter at give Møde ved Strandbredden. Ogsaa Broder Lorenzo indfandt sig og medbragte de lovede Breve, der indeholdt Oplysninger om Cortez og Toget til Mexico, som i høi Grad interesserede Ridderen. Han følte sig opflammet af Lyst til at slutte sig til dette berømmelige Tog, der lovede Deeltagerne saamegen Ære, og Broder Lorenzo billigede ganske hans Forsæt. Begge fordybede sig i Planen til Forsættets Udførelse, medens de langsomt vandrede op og ned ved Stranden, og ofte standsede og saae ud over det maanebelyste Hav. Aftenen var saa skjøn, Tormado saa veltalende, og Fortroligheden gjorde, efter den sidste Tids bittre Erfaringer, Don Diego saa godt, at det var med Beklagelse han igjen løsrev sig fra Munken, der nu ved Afskeden indbød ham til at besøge sig i Klosterhaven, hvor han vilde vise ham nogle sjeldne Blomster, af vidunderlig Pragt og Farveskjær. Allerede næste Dag benyttede Ridderen sig af denne 292
Indbydelse, og den forekommende Tormado viste ham omkring allevegne, i Bygningen og Haven, ja syntes at fordobble sin Venlighed, jo mere Don Diego aabnede sit Hjerte for ham. Fra begge Sider voxede Tilnærmelsen under den livlige Samtale, og deres Vandring i Haven var endnu ikke tilende, da Tormado medeet stod stille og udbrød: I Sandhed! ikke havde jeg ventet, paa mine ældre Dage at stifte et saa kjært Bekjendtskab. I er ganske en Mand efter mit Hjerte; just et Modstykke til hine Lykkeriddere, af hvem vi her omsværmes. Begjærligheden efter Guld er hos Eder underordnet en priisværdig Attraa efter Ære og Berømmelse. Vel er I en ung, ja, efter Eders Udseende at. dømme, en meget ung Mand; men Eders Erfaring er stor: Eders Tale og Adfærd er ganske som den prøvede Mands, og det er med fuldkommen Tillid, at jeg her følger mit Hjertes Drift, og tilbyder Eder Broderskab og Venskab. - Jeg tager med Glæde derimod, svarede Ridderen, idet han greb den rakte Haand; jeg skal ikke svigte Venskabet, og heller ikke skal den Ungdom, I omtaler, gjøre Skilsmisse imellem os. Eet - afbrød ham Munken - Eet vil forhindre det, og hurtig udfylde Aarenes Kløft: Eders fulde Fortrolighed! dette Venskabets store Pant og Privilegium. - Ja, gav Ridderen til Svar: hvorfor ikke lønne Eders Tillid med Aabenhjertighed og indvie Eder i mit Livs Hemmelighed? I er en geistlig Mand; et Skriftemaal for Eder vil lette mit Hjerte, der ofte er omspændt af Tvivl og Bekymringer. Her drog han Broder Lorenzo ned paa Bænken under et skyggefuldt Træ, og begyndte sit Skriftemaal. I korte og klare Træk fremstillede han, under Munkens dybe Taushed, sin Ungdoms og Manddoms Historie; sit Liv i Spanien som Kriger, Hofmand og Familiefader; sin Afreise til den nye Verden, og endelig Toget til Bemini, hvor han i Ungdomskilden ombyttede Oldingens Skikkelse med Ynglingens. Da han taug, hævede Tormado langsomt Hovedet og sagde: Det er vidunderlige Ting I der beretter. Nu forstaaer jeg, hvordan jeg i Omgang med Eder, trods Forskjellen i Alder, følte mig tiltrukken som af mine Lige. Til min Tak for den beviste Fortrolighed føier jeg den Bøn, at I skriftlig vil meddele mig, hvad I her mundtlig har fortalt, for at jeg i min Eensomhed kan grunde derover, samle de adspredte Træk til et fuldkomment Billede af Vennen, og i hans Skjæbne erkjende Viisdommen af den guddommelige Styrelse. Don Diego lovede at opfylde hans Ønske, og allerede Dagen efter tilsendte han Tormado, i en udførlig Epistel, et Omrids af sit nys fortalte Liv, og ventede nu Vennens Svar og lovede Besøg, for i Forening med ham nærmere at drøfte Brevets Indhold. Svaret udeblev imidlertid, og heller ikke lod Broder Lorenzo sig see i hans Bolig. Endelig, tre Dage efter, da Ridderen i sin Eensomhed sad tilbords, meldte hans gamle Tjener to geistlige Sendebud fra Dominicanerklosterets Prior. De overbragte en Stævning, lydende paa Diego de Herrera, som ifølge samme uopholdelig havde at møde for Inqvisitionens Domstol. Der var medgivet Sendebudene militær Escorte, saa Ridderen strax 293 maatte adlyde Opfordringen. Han fik neppe Tid til med et Par Ord at berolige sin gamle Tjener, og paalægge ham at melde Donna Ines Sagen, men hverken som vigtig eller farlig. Den gamle Tjener udrettede sit Ærende, men da han kun slet formaaede at dølge sin egen Ængstelighed, satte han Donna Ines og hele Huset i største Uro og Bevægelse.

✂ Imidlertid var Don Diego bleven henbragt til Inqvisitionsfængslet, hvor han kort efter underkastedes et foreløbigt Forhør. Under dette erfarede han, at han sigtedes for Trolddom, og at hans Brev til Tormado paa eengang indeholdt Stævningens Grund, og Hovedbeviset imod ham. Vel havde et foregaaende Rygte, der kort efter hans Hjemkomst fra Bemini var udgaaet fra hans egne Tjenestefolk, givet Anledning til Mistanke, og til at Broder Lorenzo sattes ud paa ham, for at udfritte og udspeide ham; men uden hans egen skriftlige Tilstaaelse vilde Anklage ikke været reist, og han selv Intet havt at befrygte. Nu derimod var Sagens Udfald utvivlsom, hvis han ikke fuldstændig formaaede at modbevise, ikke blot Beskyldningen for Trolddom, men Sandheden af sine egne Ord, Med disse sørgelige Udsigter forlod Don Diego Retssalen og førtes atter tilbage i den mørke Fængsels-Celle, hvor han ret havde Tid til at overveie, saavel sin egen Ubesindighed som Menneskenes Falskhed og Troløshed. Det varede flere Dage, før han igjen toges i Forhør, og i det Hele var der vel hengaaet en Maanedstid siden hans Indspærring, da han en Aften, just som han sad trist og sammenbøiet i sin Celle, hørte Fodtrin udenfor, og blandt flere Stemmer en bekjendt Røst, der nævnede hans Navn og forlangte at indlades. Røsten syntes ham at tilhøre hans gamle Ven, Admiralen Ponce de Leon, som altsaa maatte være vendt tilbage fra sit Tog, og som ogsaa virkelig strax efter traadte ind i Fængslet, hvorpaa Slutteren slog Døren i, og lovede, snart at vende tilbage med Lys. - Er I her, Don Diego? hviskede den Indtrædende, idet han famlede sig frem i Mørket. Det er mig, Eders Ven, Ponce de Leon, som her kommer at besøge, og om muligt at frelse Eder. - Saa vær mig velkommen I svarede Ridderen fra sin mørke Krog: I har paa Reisen havt Lykken med Eder; det er Mere end jeg kan sige, som vel naaede Maalet, men gik glip af Prisen. - Ja, det er i en sørgelig Forfatning jeg træffer Eder, gjensvarede Vennen. Saavel Skjæbnen som Rygtet har behandlet Eder haardt, siden vi seilede fra Eder, og af en Feiltagelse lod Jer tilbage paa Bemini. Kan man troe den løgnagtige Fama, skal I jo have drevet Trolddom der paa Øen, og i forgjort Skikkelse være kommen her tilbage. I dette Øieblik traadte Slutteren ind med Lys og satte det paa Bordet foran Fangen. Hvor er Don Diego? spurgte Admiralen, idet han saae sig omkring i Fængslet. Der, Herre l lige for Eder! svarede Slutteren, som nu atter fjernede sig, medens Ponce de Leon i taus Forbauselse stirrede paa Ridderen og derpaa udbrød: Hvem skal jeg troe: mine Øine eller Øren? - Her er jo ingen Anden - Tal, unge Mand? Er I virkelig min gamle Ven, Diego de Herrera?

✂ - Ham selv! gav Ridderen til Svar: ham selv, den gamle, hvidha årede Diego, hvem I skiltes fra paa Veien til Tryllekilden, hvor han gjenfandt sin Ungdom, men tabte sin Lykke. - Ja, det er hans Stemme! udbrød Admiralen paany: det er virkelig hans Stemme; og naar jeg tænker paa vort første Møde i Sevilla, for 40 Aar siden, er heller ikke dette Aasyn mig fremmedt. Her greb han sin Vens Haand og tilføiede bevæget: Har I drevet Trolddom, Diego! saa har vi Alle havt Deel i Brøden. Alle søgte vi Tryllekilden, og at I naaede Maalet, gjør ikke Eders Skyld større. Men reis Eder! I er en dødsdømt Mand, Skal I frelses, har vi ingen Tid at spilde. Hurtig! Kast denne Munkekappe om Eder. Fangevogteren er i min Sold, og Skibet, der vil føre Eder herfra, ligger allerede seilfærdigt. Alt er ordnet: Her har I Anbefalingsbreve til Cuba, eller hvor I ellers kommer hen, og selv skal jeg underrette Eders Familie om Afreisen og bringe Eders Hustru og Børn Eders Farvel. Kom! Hvad skal jeg kalde Eder: Aand eller Menneske?

✂ - Hvor forunderligt, naar jeg saadan holder Lyset op for Eders Ansigt! Trods Eders blomstrende Udseende og vort lange Bekjendtskab, kunde jeg gjerne blive bange for Eder. I er jo virkelig en Gjenganger, der ikke meer passer blandt gamle Venner og til Eders forrige Omgivelser. Kom! Følg efter mig, men i dybeste Taushed! - Her gav Admiralen den udenfor ventende Fangevogter et Tegn, og pustede Lyset ud. Døren aabnede sig sagte, og gjennem flere dunkle og bugtede Gange førtes nu Ridderen ud af Fængselsbygningen og ned til Skibet, hvor Ponce de Leon med hemmelig Gru modtog hans sidste Omfavnelse og Haandtryk, og et Øieblik efter, med lettet Hjerte, saae Skibet for en frisk Kuling forlade Havnen og Øen.

✂ Morgensolen frembrød, og Skibet befandt sig midt paa det aabne Hav. I sin ungdommelige Skikkelse, med Fjerbaretten paa de brune Lokker og svøbt i sin Kappe, vandrede Don Diego op og ned ad Skibsdækket. Han kastede flere Gange Blikket tilbage i Retningen af St. Domingo, og da hverken Byen eller Øen mere vare isigte, udbrød han: Nu kunde jeg sige med Cæsar: Loddet er kastet! Mit hele Liv ligger bag mig. Den fordums Diego, med Hustru og Børn, Slægt og Venner, har jeg sagt Farvel, og nu gaaer jeg som Yngling atter ud i Verden, for at gribe den flygtende Lykke. Har end Hjemmets kjærlige Favn lukket sig for mig; passer jeg end ikke længer til Vennerne og mit fordums Selskab, hverken det gamle eller unge: endnu har jeg dog mig selv, endnu det vinkende Haab, det trøstige Mod, min vundne Indsigt, min kraftige Arm, og dertil min tabte, min gjenfundne Ungdom. Fremad, Diego! Fremad! Den lange Tid, der ligger for dig, vil 295
udfyldes: Den taler om store Bedrifter, om glimrende Daad, om Ærens Løn, om.Seirens Krandse og Lyksalighedens Krone! - Under slige Udbrud og Betragtninger hengled Tiden hurtig, og begunstiget af Vinden naaede vor Helt snart Øen Cuba, hvorfra han, efter faa Dages Ophold, fortsatte Seiladsen videre mod Vest til Ny-Spanien og Vera-Cruz, den nylig paa Fastlandet anlagte Plantestad, fra hvilken han derpaa, i Følge med en Afdeling Rekrutter, over Land begav sig til Hæren foran Hovedstaden Mexico, som Gortez just dengang beleirede. Allerede Reisen gjennem dét vidtudstrakte frugtbare Land, rigt paa store og blomstrende Stæder, fyldte ham med Beundring; men endnu høiere voxede hans Mod, da han kom over Bjergene, og efter faa Dages Marche, midt paa Sletten, i den speilklare Indsø blev Hovedstaden vaer, med sine lange Dæmninger, sine talløse hvide Huse, Templer og Taarne. Han begav sig strax til Leiren, ved Enden af Hoveddæmningen, hvor Gortez havde sit Telt og hvor Alt var i Bevægelse, da Spanierne, understøttede af de indfødte Hjælpetropper, just forberedte et Angreb paa Staden, baade fra Sø- og Landsiden. - Anmeldt hos Gortez som Landsmand og frivillig Soldat, modtoges Don Diego med megen Forekommenhed af den store Hærfører. Gortez erkyndigede sig om hans Ønsker, hans Slægtskab og tidligere Tjenesteforhold her i Amerika, og da han hørte at han var en Bekjendt af Ponce de Leon, udbrød han: Det er Anbefaling nok! Har I gjort Tjeneste under denne Mand, vil I ikke her svigte Fanen. I skal faae en Plads, hvor der er Ære at vinde. Var I ældre, vilde jeg give Eder en egen Gommando. Nu maa jeg stille Eder som yngste Officeer under Gonzalo de Castro, en dygtig Soldat, men haard som Flint. Tag Eder iagt for at spille Staalet, thi da vil det gi'e Gnister. Her er Eders Bestalling! I maa strax melde Eder til Tjenesten, da vi snart vil have Brug for Eders Kaarde. Don Diego, skjøndt skuffet i sine Forventninger, vogtede sig vel for, til egen Anbefaling at paaberaabe sig sit Ridderskab eller sit fordums Krigerliv i Spanien. Her, hvor han var ukjendt af Alle, skulde ogsaa hans Fortid være gjemt og glemt, at ikke, som hidtil, det nye Liv skulde forqvakles af det gamle. - Efter at have taget Afsked med Cortez, begav han sig uopholdelig til Don Gonzalos Telthytte. Manden var ikke tilstede, men paa hans Vegne modtoges Ridderen af hans Datter Dorothea, en ung og overordentlig deilig Pige, der deels af Nødvendighed og deels af Lyst til Eventyr havde fulgt med sin Fader her til Leiren, halv som Page og halv som Bestyrerinde af hans Telt- og Huusvæsen. Hun var klædt i en bruun Soldaterfrak, der sluttede stramt om Livet, i hvis Læderbælte stak en Dolk, og over hvis nedslagne Krave de sorte, krusede Lokker frit rullede ned: en Dragt, der i al sin Simpelhed fremhævede den slanke Figur, det hvælvede Bryst og den ranke Holdning. Hendes Kinder farvedes af et svagt bruunligt Rødt, og over de store straalende Øine buede sig frit og kjækt de dunkle, fine Bryn. Hele Ansigtet udtrykte Godhed, Kjækhed og ungdommelig Munterhed, og idet hun aabnede 296
Døren for Ridderen, og ved Synet af den ubekjendte unge Kriger først studsede, men derpaa greb om sin Dolk: lignede hun paa eengang en tryllende Fee og en truende Amazone. Den stolte Skikkelse forvandlede sig dog snart til en venlig. Hun bad Ridderen træde ind i Hytten og oppebie hendes Faders Hjemkomst. Don Diego fulgte Indbydelsen, og Begge befandt sig snart ligeoverfor hinanden, i en livlig Samtale. Dorothea fortalte om Cortez og hans Krigere, om Mexicanernes og de indfødte Troppers Maade at kæmpe paa, samt om sit eget Liv her i Leiren, blandt alle disse Soldater og Marketentersker, hvoraf Mange vare hende paa Nakken som En, der gjorde Indgreb i deres Rettigheder. Men - lo hun - jeg bryder mig ikke derom, saa' lidt som om Harpeslagernes Vrede, der heller ikke kunne taale, at jeg om Aftenen spiller paa Mandoline for min Fader og hans Venner. Her tog hun Instrumentet ned fra Hylden og lod Haanden løbe over Strængene. Holder I af Musik? spurgte hun, idet hun saae paa Ridderen. Nu skal I høre en mexicansk Krigssang, at I kan være forberedt paa disse vilde og selsomme Toner, naar I faaer dem at høre i Kampen. Med Liv og Begeistring istemte Dorothea Krigssangen, som hun ledsagede med en tilbørlig truende Mimik, for end ydermere at skræmme den supponerede Fjende. Ridderen beundrede Foredraget og Sangen, der netop var tilende, da Don Gonzalo, en høi, mørkladen Mand med skarpe Træk og graasprængt Haar, tilligemed et Par andre Officerer traadte ind i Teltet. Don Diego reiste sig og hilste, nævnte sit Navn og Ærende, hvorpaa Don Gonzalo, efter at have modtaget hans Bestalling, bød ham velkommen som Teltkammerat. Han vendte sig nu til sin Datter og sagde: Ved den hellige Jomfru! troer jeg ikke, Dorothea, at du allerede har underholdt vor Landsmand med din Sang og Qvinkeleren. Tag Tiden bedre iagt! Læg din Mandoline og sørg for Bordet! - Dorothea gik ud, og hendes Fader vedblev, idet han vendte sig mod Ridderen: I undrer Eder vist over, at see en ung Pige her i Teltet, og ovenikjøbet iført Soldaterdragt. Det Sidste er hendes eget Paafund; men som udcommanderet Officeer blev jeg nødt til at tage mit eneste Barn med i Felten, da hun paa Cuba hverken har Moder eller Slægtninge ilive. Og nu, mine Herrer, til vore Forretninger! Det var i rette Tid, at vor nye Krigskammerat indfandt sig. - Her bød han Ridderen og de andre Officerer at tage Plads, hvorpaa han meddeelte dem den nylig i Krigsraadet lagte Plan for Angrebet paa Staden, der var bestemt til næste Dag. De Tropper han selv commanderede, havde at indtage og forsvare en Dæmning, af hvis Fastholden Angrebets Udfald tildeels vilde afhænge. Som Commandeur indviede han sine Undergivne i de trufne Dispositioner, og i den Maade, hvorpaa han forlangte dem udførte. De andre Officerer bukkede og tilkjendegave deres fulde Bifald; men Don Diego, hvis lange Krigserfaring kom ham til Hjælp, yttrede Tvivl om Rigtigheden af et Par Bestemmelser, og forfegtede sin afvigende Mening med stor Iver og Kraft, Officererne rømmede sig forlegent, medens Don Gonzalos Mine 297
blev mørkere og mørkere. Endelig, da Ridderen taug, udbrød han: Unge Mand! I er den Yngste iblandt os, og dog vil I være den Klogestel I vil vide bedst Besked om Forholdene, og dog er I først igaar kommen her til Leiren! Lærte I maaskee al den Viisdom blandt de nøgne Indianere paa Hispaniola? Her i Ny-Spanien holde vi god Disciplin; her faaer Ægget aldrig Lov til at lære Hønen. Dette til foreløbig Underretning! men betræffende Kampen imorgen, da kjender I min Villie - gjør derefter I - Med disse Ord reiste Don Gonzalo sig fra sit Sæde, og vor Helt, som ihukom hvad Cortez havde sagt, forholdt sig taus og rolig. De andre Officerer søgte vel at bringe en Samtale igang, men dette lykkedes først, da den skjønne Dorothea paany indfandt sig, dækkede Bordet og fremsatte Retterne. Under Maaltidet glattedes efterhaanden Don Gonzalos Pande, Vinen gjorde ham oprømt, ja endog forsonlig, og neppe var Dugen tagen af Bordet, før han opfordrede sin Datter til at synge og spille, for at fornøie deres nye Gjæst og opmuntre dem Alle til den forestaaende Kamp. Dorothea fulgte Opfordringen, satte sig midt i Kredsen og sang med Liv og Varme flere Romanzer, digtede under Maurerkrigen, som alle udtrykte levende Begeistring for Tro og Fædreland. Diego lyttede henrykt til. Enkelte af disse Sange vare ham bekjendte fra hans egen Deeltagelse i Krigen, og hvergang den skjønne Sangerske havde endt en Romanze, spurgte han om en ny, om hun mindedes den og den, som han saa nynnede for hende, og næsten altid traf det sig, at hun strax var istand til at slaae ind i Tonen. Det var synligt, at hun følte sig smigret og glædet ved den Deeltagelse, der vistes hende af deres nye Bordfælle. Hun sendte tidt under Sangen Diego et flammende Blik, men hændte det sig, at hendes Øine mødte hans, rødmede hun og greb stærkere i Strængene. Hendes Fader var ikke den mindst Begeistrede blandt hendes Tilhørere. Han var stolt af denne Datter, af hendes Skjønhed og Talent, og det Velbehag hvormed han lyttede til hendes Toner, prægede sig ikke blot i hans tilfredse Mine, men udtalte sig ofte i et levende Braval Brava! under hvilket han da triumferende saae sig omkring i Kredsen. Paa denne Viis hengled Aftenen fredelig og behagelig. Don Gonzalo førte selv Ridderen til hans Leie i Sideteltet og bød ham Godnat. Det blev virkelig en god Nat for vor Helt -den bedste han i lang Tid havde havt. Hans Søvn var qvægende, og liflige Drømme fra hans Ungdomstid - maaskee Eftervirkning af Aftenens liflige Sange - omsvævede ham blidt. Styrket reiste han sig i den tidlige Morgenstund og iførte sig sine Vaaben. Altsaa, idag skulde han atter gjøre Prøve med disse Vaaben, med denne Kaarde, som han sidst havde svunget mod Maurerne, i Paasyn af sin store Dronning. Hvorlænge var det ikke siden! og dog følte han sin Arm lige saa kraftig, sit Mod lige saa svulmende som dengang. Hans Sorg var kun, at han her skulde gjøre Tjeneste som yngste Officeer, han, som efter sin Alder og Indsigt burde være Anfører. Imidlertid var han første Mand paa Samlingsstedet, og rykkede kampbegjærlig frem 298
mod Dæmningen i Spidsen for sine faa Soldater, til han omtrent midt paa Dæmningen indhentedes af en større Troppe-Afdeling, der førtes af Don Gonzalo og de øvrige Officerer. Paa dette Sted havde Fjenden for faa Dage siden ved et Angreb overskaaret Jordvolden, saa Vandet var brudt igjennem. Aabningen var ikke bleven udfyldt, og kun en af Bjælker dannet smal Bro var kastet over Gabet, Don Gonzalo førte saavel Tropperne som Skytset over Broen og gav sine Befalinger angaaende Stormen, som strax skulde finde Sted naar Fjenden viste sig, der ikke blot skulde kastes tilbage, men forfølges heelt ind i Staden til det store Tempel, hvor Spanierne og de indfødte Hjælpetropper, der ad forskjellige Veie vare brudte frem over Dæmningerne, da skulde forene sig til et Hovedangreb paa det forskandsede Tempel, hvorfra den mexicanske Rigsfane vaiede, Ved Overgangen over Broen, var Don Diego med sin lille Trop bleven Arrieregarde, og han kunde ikke afholde sig fra endnu engang at gjøre sin Commandeur Forer stillinger angaaende dette farlige Punkt, der allerede Dagen i Forveien havde udgjort Hoved-Stridspunktet imellem dem. Idetmindste den ene Kanon burde med tilstrækkeligt Mandskab blive tilbage ved Gabet, for i Tilfælde af et Uheld at dække Tilbagetoget. Kom Tropperne i Flugt, vilde de, efter Don Diegos Mening, her være forlorne. Men der bliver ikke Spørgsmaal om Flugt og Retirade, afbrød ham Gonzalo de Gastro, idet han rynkede sine tykke Bryn og saae barsk paa Ridderen. Her gjælder det Seier eller Død, men ingen Sikkerhed for Krystere! Fremad! Hører I Krigsraabet? Med disse Ord ilede Don Gonzalo frem, i Spidsen af sine Folk. Kolonnen satte sig i Marche, og ved den anden Ende af Jordvolden saaes nu tydelig store Masser af Mexicanere, der brøde frem under vilde Skrig, ved Lyden af deres store Tromme. Don Diego svang sin Kaarde, for med sin lille Hob at følge Hovedtroppen, der allerede i rask Løb, under Hurraraab, styrtede frem over Dæmningen: da - just som han hævede Foden -paatrængte sig ham paany, og med uimodstaaelig Kraft den Overbeviisning, at Spanierne vare forlorne, hvis han ikke her beholdt sin Stilling. Hans Kaarde sank i hans Haand, hans Fod var som naglet til Jorden, og det eneste Ord, han mægtede at fremføre, var Ordet Holdt! - Hans Folk saae forbausede paa ham. Holdt! gjentog han med svag Stemme: her er vor Plads! I dette Øieblik fandt Sammenstødet med Fjenden Sted. Man hørte Geværskud og en Kanonsalve, der dog næsten overdøvedes af Mexicanernes Krigsraab. Kampen blev heftigere og heftigere, Masserne væltede sig ud og ind, frem og tilbage, men tilsidst maatte de faa spanske Soldater vige for de talrige Fjender. Med bankende Hjerte var Diego i Frastand Vidne til Kampen, til Geledernes Opløsning, og endelig til Spaniernes Flugt. Han gjorde Alt for at sikkre sine Landsmænd Tilbagetoget over Broen, men uden Artilleri indsaae han Umuligheden af at standse Forfølgerne. Han og hans Mænd stillede sig med fældede Landser foran Gabet i Dæmningen; men saa vild var Flugten, og saa voldsomt trængte Forfølgerne 299 paa, at han og hans Folk i stormende Fart kastedes tilbage og heelt ud i Vandet, hvor Nogle omkom, og han selv og Andre svømmende naaede den anden Bred. Kun endeel af Spanierne, og blandt dem Don Gonzalo, lykkedes det at komme over Broen, der utvivlsomt vilde være bleven taget af Fjenderne, hvis ikke Cortez med friske Tropper i dette Øieblik var kommen til Undsætning. Hans Klogskab og Fasthed standsede Fjendens rivende Fremgang. Under vilde Skrig og høie Triumfraab vendte Mexicanerne om, bortslæbende Byttet og de til Slagtoffere for deres Guder bestemte Fanger. Nu først kunde Spanierne oversee Storheden af deres Tab. Over halvhundrede Mand vare deels fældede, deels fangne; tre Kanoner vare gaaede tabt, og til Undskyldning for Udfaldet vidste Don Gonzalo kun at anføre sin nye Officeers Ulydighed, hvis Udeblivelse fra Kampen i det afgjørende Øieblik, han paastod var Skyld i Ulykken. Don Diego paa sin Side fremhævede Nødvendigheden af at dække Broen og sikkre Tilbagetoget, hvori Cortez maatte give ham Ret; men da han derhos paaberaabte sig sin lange Krigserfaring, afbrød Generalen ham kort: Ja vist, for Eders lange Krigserfaring taler Eders Jomfrukinder og skæggeløse Hage. Men I har overtraadt Eders Foresattes Befaling; en stor Ulykke er afstedkommet, og Krigsraadet maa dømme Eder imellem. Giv min Ledsager Eders Kaarde, og vær Arrestant paa Æresord! -

✂ Saa berøvedes da Ridderen paany sin Frihed, hvorved han tillige røvedes Leiligheden til at deeltage i de næsten daglige Kampe, hvorved nu Mexicos Skjæbne afgjordes. I sit Fangenskab kunde han ret grunde og gruble over den nye Ulykke, hvoraf han her forfulgtes. En Hovedgrund til den laa i hans tilsyneladende Ungdom, som altid vilde hindre ham i at opnaae en overordnet Gommando-Post, der atter var Betingelsen for selvstændig Daad og Bedrift. Hvad dog meest beskjæftigede hans Tanke, var en ny Erfaring med Hensyn til hans eget Indre. I det Øieblik, han paa Dæmningen havde modtaget sin Commandeurs Befaling til at rykke frem, og allerede hævede sin Fod for at efterkomme Budet, havde han i sig selv sporet den forunderligste, selsomste Fornemmelse, hvorved Bevægelsen pludselig var lammet. Det var ikke blot hans Overbeviisning om Nødvendigheden af at dække Broen, der dengang holdt ham tilbage og naglede hans Fod til Jorden; men det var en indre Spaltning i ham selv, der med uimodstaaelig Magt havde gjort sig gjældende. Han havde i det Øieblik tydelig følt sig som to modsatte Personer: den ene let og flygtig, den anden tung betænksom; den ene ildfuld glødende, den anden kold beregnende; den ene higende og gribende, den anden slippende og vigende - og Følgen var bleven Ubevægelighed i Villie, og fuldstændig Opgiven af al Handlen. - Hvorfra skrev sig denne forunderlige Sjælstilstand, som han ikke før havde kjendt, og som, hvis den blev vedvarende, vilde tilintetgjøre enhver Bedrift? Han selv formaaede ikke at løse denne Gaadef Nedstemt og ulykkelig kastede han sig paa Jorden og forbandede 300
sin Skjæbne. Da hørte han pludselig, nærved i Sideteltet, trøstende Toner og liflig Musik. Det var den skjønne Dorothea, som her lod sig høre. Med levende Smerte havde hun erfaret hvad der var skeet, og lod nu sin Deeltagelse komme saavel sin Fader som hans Modpart tilgode. Hun følte en dyb Medlidenhed med den unge Mand, der saa nylig var kommen til Leiren, og allerede var bleven som et Udskud og en foragtet Lampe. Og det var ikke blot denne Aften, at hun gav sit beklemte Hjerte Luft, og samtidig sendte sin nye Ven Tonernes Trøst: daglig fornyede hun sin Medlidenheds Offer, gjentog hver Dag til bestemte Tider sit Spil og sin Sang, saa Tonerne snart bleve som levende Sendebud imellem dem, der fløi frem og tilbage med Spørgsmaal og Svar. Ridderen var nemlig paa sin Side heller ikke ledig. Hos sin Vogter havde han laant en gammel Luth, til hvis Strænge han tolkede sin Tak og sin Stemning, idet han derhos opfriskede sin Ungdoms halvglemte Troubadourkonst. - Paa denne Viis hengik flere Uger, og endnu var Don Diego ikke kaldt for Krigsretten for at forsvare sig og modtage sin Dom. Cortez og hans Krigere vare altfor optagne af deres store Formaal, Hovedstadens Erobring, til at beskjæftige sig med en saa ringe Sag. Endelig var, efter blodige Kampe, Maalet naaet. Mexico var falden, Kongen flygtet og tagen til Fange, og Spaniernes Herredømme grundfæstet. Nu først lod Gortez Ridderen kalde for sig, dog ikke til Forsvar og Dom, men for at underrette ham om, at Sagen ikke videre skulde forfølges. Hans Vederpart, Gonzalo de Gastro, havde i de sidste Kampe, og især ved Hovedstadens Erobring, lagt saa stor Dygtighed og Bravour for Dagen, at den tidligere Feil maatte betragtes som udslettet. Hvad Ridderen selv angik, da agtede Generalen ikke paa ham at statuere noget Exempel. Hans Ulydighed kunde maaskee undskyldes ved Forholdene, og der var for faa Officerer i Hæren, til at Nogen burde afskediges uden den yderste Nødvendighed. Mexico var vel erobret, men mange af Provindserne befandt sig endnu i Fjendens Hænder. Det var besluttet, at udsende Hærafdelinger til flere Sider, for at kue Modstanden og bringe de indfødte Stammer til Underkastelse, og til Deeltager og Næstcommanderende ved en slig Expedition var Don Diego bestemt. Men da Expeditionen skulde finde Sted under Anførsel af hans gamle Chef, Don Gonzalo, maatte Cortez formane ham til Iagttagelse af den strengeste Disciplin, og til at udvise den Ærbødighed, som Ungdommen skylder Alderdommen. Med denne Formaning tilbagegav Cortez ham sin Kaarde og sin Frihed, og ikke uden Bitterhed fjernede sig Don Diego, der var bleven udelukket fra Deeltagelse i de store Bedrifter, og nu skulde bruges til en Tjeneste, hvori der maaskee var Guld, men ingen Ære at vinde, og hvor han ovenikjøbet ganske skulde underordne sig en fremmed, en Modstanders, Villie. Imidlertid besluttede han at føie sig efter Omstændighederne, for ikke selv at forspilde enhver Fremtidsudsigt. Han meldte sig endnu samme Dag hos sin Chef, af hvem han blev modtaget med større Høflighed, end han havde ventet. Det var 301 øiensynligt, at Don Gonzalo ikke var upaavirket af Cortez, og at han ønskede at bringe den gamle Strid i Forglemmelse. Han betvang fuldkommen sin indre Harme, indviede Ridderen i sine Planer, med Hensyn til den forestaaende Expedition, og lod ham vide, at Opbrudet vilde skee næste Morgen. Til Afsked rakte han ham Haanden og sagde: I skal see, min unge Ven! vi ville faae en fornøielig Campagne. Ved Sværdet ville vi vinde Hedningernes Guld; ved Broder Francisco frelse deres Sjæle; og i Teltet vil min Datter Dorothea sørge for vor Forpleining og Underholdning. -

✂ Det er ikke Fortællerens Agt, at lade Læseren Skridt for Skridt følge Helten paa dette Streiftog gjennem Mexicos nordlige Provindser. Hvo som ønsker nærmere Underretning, kan finde den i de spanske Krigsannaler fra hiin Tid. Vi skulle blot bemærke, at Toget i ingen Henseende adskilte sig fra de mange lignende Expeditioner, som dengang og senere fandt Sted. Man gjennemstreifede Landet, fratog Indvaanerne deres Skatte, lod deres Høvdinger (Gazikerne) hylde den spanske Konge, medens samtidig de fanatiske Munke, der ledsagede Tropperne, anvendte deres Overtalelsesgaver og Konster, for at frelse de fortabte Sjæle. Det gik sjelden af uden Blodsudgydelse og Ildbaal, paa hvilke de trodsige Caziker og de forstokkede Hedninger modtoge deres Straf. Kun med Modbydelighed og Harme var Don Diego Vidne til disse Scener, hvorimod hans Ghef i Troessager ganske lod Broder Francisco raade, og kun forbeholdt sig selv det militære Dommerkald og Ret til at udpresse og udsuge de Indfødte. Der gjordes et umaadeligt Bytte, som efter at Kronens Part var fradragen, deeltes mellem Officererne og Mandskabet. Ved denne Fordeling iagttog Chefen en sjelden Redelighed, hvori han satte sin Stolthed, og Don Diegos Part forøgedes snart i den Grad, at hans Rigdom begyndte at tynge og besvære ham. Forøvrigt bevirkede Samlivet og den daglige Omgang ingen Forandring i begge de Commanderendes Forhold. Ridderen forblev kold, høflig og ordknap som før, og Don Gonzalos Nedladenhed var atter gaaet over til det gamle, hovmodige Væsen, der yttrede sig i en kort og skarp Befalingstone. Det Eneste, hvori Begge samstemmede, var deres fælles Behag i den skjønne Dorotheas Person, Samtaler og Sange. Hun var Teltets gode Aand og vidste altid at tilbagekalde Freden, naar et skarpt, bittert Ord, eller en tilfældig Omstændighed, havde forjaget den.

✂ Ved at passere en Flod og en lav Bjergryg, vare Tropperne, efter flere Ugers Streiftog, trængte ind i et bakket og rigtbefolket Landskab, hvor de indfødte Høvdinger gjorde Spanierne en lang og haardnakket Modstand, der dog som sædvanlig endte med Gazikernes Tilfangetagelse, og Indvaanernes ved Vaaben fremtvungne Omvendelse. Ved denne Leilighed besluttede Broder Francisco og Don Gonzalo at statuere et stort og for Nabofolkene afskrækkende Exempel. Et høit Baal blev opreist, og meer end Hundrede af de fornemste Indfødte maatte bestige det, for at luttres i Ilden og ved Døden afsone deres Trods.

✂ Med dyb, indre Fofbittrelse havde Don Diego deeltaget i Forberedelserne til denne Dødsfest, der forekom ham endnu afskyeligere end de Autodaféer, hvortil han i sin Ungdom havde været Vidne, og hvis Minder endnu mangengang, saavel i vaagen som drømmende Tilstand, fyldte ham med Rædsel. Selv havde han her, paa sin Commandeurs Befaling, maattet lade Offrene gribe og føre op paa Baalet, for der at bindes til Pælene, og i stærkt indre Oprør begav han sig nu tilbage til Teltet, for at melde, at Alt var udført efter Ordre. Nei! (udbrød han ved sig selv) det var ikke saaledes jeg tænkte at indvie mit nye Liv til Guds og Kirkens Ære! Det var ikke Bøddelbedrifter jeg attraaede! ikke Piintes Suk og Forbandelser, jeg vilde drage over mig!

✂ - Med Varme forestillede han sin Chef det Uretfærdige og Ugudelige i Domfældelsen; bestormede ham først med Bønner, og da disse ikke hjalp, med heftige Bebreidelser, for at faae de Ulykkeliges Straf eftergivet, og erklærede tilsidst, da han afvistes med Strenghed, at han ikke agtede meer at deeltage i Dommens Fuldbyrdelse. - Hvordan! (lød Svaret) I nægter mig atter Lydighed? Betænk Jer vel, unge Mand! Husk paa, at I endnu har Eders Straf tilgode, og at I her er i min Vold. Ved disse Ord antog Don Gonzalos Aasyn et mørkt og ildespaaende Udtryk. Han befalede Ridderen øieblikkelig at følge sig, og Begge begave sig nu til Retterpladsen, hvor Soldater med skarpladte Geværer stode opstillede foran det endnu ikke antændte Baal, og Munkene allerede istemte deres Sange, for at berede de Dømtes Sjæle til den forestaaende Ildprøve. Don Gonzalo rev en tændt Fakkel ud af Profossens Haand og rakte den til Ridderen, der modtog den som halv i Tanker, medens han med bøiet Hoved saae ned for sig. Der! udbrød Commandeuren med høi Røst, idet hans Blik gik rundt blandt de Tilstedeværende: der, Don Diego! overgiver jeg Eder Faklen, for at tænde Baalet, og som Retfærdighedens Haandlanger hævde Guds og Kongens Ære. Fremad, Mand! og gjør Eders Pligt! - Don Diego hævede Panden og stirrede taus paa ham. Gjør Eders Pligt! gjentog Chefen: Tænd Baalet eller vær Døden vis! - Alles Øine fæstedes paa Ridderen, der stod vaklende og ubestemt, som halv fraværende. Endelig drog han et dybt Suk, lod Faklen falde til Jorden, og skjulte med Haanden Øine og Pande. I denne Stilling forblev han ubevægelig, til han paa Don Gonzalos Befaling under Bevogtning førtes bort, hvorpaa Baalet tændtes af Profossens Haand, og Executionen gik for sig, under Iagttagelse af de sædvanlige religiøse og militære Ceremonier.

✂ Hvad foregik under den nys fortalte Scene i Don Diegos Hjerte?

✂ - Dette Spørgsmaal beskjæftigede ham netop selv, da han kort Tid efter befandt sig eensom og bunden i den dunkle Hytte, og i Fængslets Stilhed lyttede til Skildvagtens afmaalte Gang udenfor. Det var med en stærk, indre Bevægelse, at han fæstede Tanken paa sig selv og paa den Sjælstilstand, hvori han dengang havde befundet sig. Huskende paa Cortez, der befriede den paa Gløder lagte Mexicanerdrot, havde han dengang havt til Hensigt, at kaste den brændende Fakkel for sin 303
Commandeurs Fod, og i Kongens Navn opfordre Soldaterne til at nedrive Baalet, og løse og befrie de bundne Offere - men Udførelsen af denne Beslutning havde været ham umulig. Just som hans Haand løftede Faklen, havde han atter i sig selv fornummet hiin Dobbelthed i Villie og Væsen, hiin Følelse af tvende stridige og modsatte Naturer, i hvis indre Splid hans Jeg gik under, og hans Handlekraft ophævedes. Ligesaalidt som under hiin Kamp paa Dæmningen, havde han her formaaet at udføre sit Forsæt Faklen var falden ham af Haanden, Ordet forstummet paa hans Læber, og lammet i sin inderste Personlighed, havde han kun formaaet at hengive sig i sin Skjæbne. Det var med hemmelig Gru at Don Diego tænkte paa denne selsomme Sjælstilstand, denne indre Disharmoni, der nu atter havde aabenbaret sig, og næsten gjorde ham til en Fremmed for sig selv. Var det maaskee Badet i Ungdomskilden, der havde bevirket denne Spaltning i hans Væsen, denne Strid i Følelse og Villie, og derved denne Afmagt til at handle? - Han turde ikke mere tænke derpaa; det kunde jo gjøre en Mand afsindig, saaledes at vide sig sjælelig lammet. Med Anstrengelse vendte han Tankerne i anden Retning. Følgerne af hans Insubordination, af hans Commandeurs hadefulde og hævngjerrige Sindsstemning, fremstillede sig for ham. Det var ikke lyse Billeder og Fremtidsudsigter, der her viste sig, og dog vare disse Tanker ham langtfra saa piinlige, som de nys forjagne. Han følte sit Hjerte lettet, lagde sig paa det haarde Leie, og faldt kort efter i en dyb Søvn. Af denne vaagnede han først ved Midnatstid, da en Skikkelse stod for ham med en Lampe i Haanden. Idet han slog Øinene op, gjenkjendte han Dorothea, der var i Reisedragt og med iilsom og bevæget Røst tiltalte ham saaledes: Staa op, Don Diego! hurtig! Tag denne Kniv og skær Eders Baand over og følg mig! Det gjælder Eders Liv. Forblev I her, vilde den næste Morgen ikke see Eder levende: jeg veed det af En, som raader over Eders Dage. Har I Tillid til mig, saa følg mig ufortøvet! Ved min Side skal der ikke krummes et Haar paa Eders Hoved. - Ja vel har jeg Tillid til Eder, svarede Ridderen, idet han reiste sig op, hvorpaa han med Kniven skar Baandene over, og fulgte hende ud af Hytten i det klare Maaneskin, hvor Skildvagten var forsvunden og en indfødt Mand med to opsadlede Heste ventede paa dem. Her er vor Ledsager, sagde Dorothea, pegende paa Indianeren: han kjender Vei og Sti, og vil føre os sikkert gjennem Landet. - Hvordan, Dorothea! udbrød Ridderen: I følger med? I vil forlade Eders Fader? - Min Fader har fældet Eders Dødsdom, gav hun alvorlig til Svar: Han har hverken agtet Bønner eller Taarer, og jeg har truffet mit Valg mellem Eder og ham. I vil dog ikke lade mig i Stikken? - Aldrig! svarede Ridderen. - Nu vel, vedblev hun: saa sæt Eders Fod i Bøilen og stig op! Eders Randsel er pakket og Eders Skatte bag paa Hesteryggen. Med disse Ord svang sig Dorothea let i Sadlen, og Don Diego fulgte Exemplet. De rede rask afsted, mens Indianeren løb ved Siden af Damens Hest, som han 304 fastholdt i en tynd Snor, og holdt under Løbet uden Vanskelighed Skridt med Dyret. Saaledes gik Flugten fremad i flere Timer, til de ved Morgengry naaede en Palmeskov, hvor de toge en kort Hvile. Saavel Dorothea som Ridderen vare tause, og syntes Begge optagne af deres Tanker. Deres Ledsager holdt med speidende Blik Udkig over Sletten, og forlod ikke sin Post, før de atter vare komne i Sadlen, hvorpaa Reisen fortsattes indtil Mørket faldt paa. En Indianerhytte gav dem Herberg om Natten; men allerede ved Solopgang stege de paany tilhest og gjennemrede nu et vidtudstrakt, bakket og skovdækket Land, hvor de bestandig droge i østlig Retning. Indianeren syntes som Fører at lugte sig frem og gjorde kun sjelden en Afstikker til en og anden fjerntliggende Hytte, for at skaffe sig Underretning om Veien. Paa denne Viis fortsattes Reisen i flere Dage. Om Nætterne laante de Indfødtes Hytter, og om Dagen i Middagsheden et skyggefuldt Træ dem Ly. De havde nu Høilandet i Ryggen og nærmede sig Havet og Kysten. Her slog deres kyndige Fører ind paa en ganske modsat Vei, saa at de næsten uafbrudt paa den øvrige Reise beholdt Havet isigte. Efter nogle Dages Ridt og efter adskillige Eventyr, som vi dog ikke her skulle opholde os ved, naaede de endelig Colonien Vera-Cruz, hvor de i Havnen forefandt flere spanske Skibe, og hvor deres trofaste Ledsager og Fører tog Afsked med dem.

✂ Det var i en forunderlig eventyrlig Stemning at Don Diego, Dagen efter Ankomsten til Vera-Cruz, sad i Verandaen paa det spanske Herberg og saae ud over Haven, Søen og Skibene. Hans lange og fortrolige Samliv med Dorothea, med hvem han paa Reisen havde deelt Sol og Vind, Godt og Ondt, havde givet hans Tanker en usædvanlig Varme, og hans Indbildningskraft fremmanede uafladelig Billedet af den skjønne og kjække Pige, der for hans Skyld havde opgivet Alt og trodset Farer og Møisommeligheder. Som han saaledes sad halv drømmende, fordybet i Erindringer, saae han fjerntfra en qvindelig Skikkelse, der, holdende en Solskjerm for Ansigtet, kom op igjennem Havegangen. Af den slanke Figur og lette Gang sluttede han sig til en ung Pige, og jo nærmere Skikkelsen kom, desmere bekjendt tyktes den ham. Den unge Pige steg op ad Terrassen, lige for Verandaen, og idet hun gik forbi Ridderen, bøiede hun Solskjermen tilside og hilste ham, hvorpaa hun i nogle Skridts Afstand satte sig paa en Bænk, dog saaledes, at hun vendte Siden til ham, og halv skjultes af en lille Busk. Don Diego sad stum i sin Forundring. Det var jo Dorothea, dog ikke længer iført Soldaterklæder, men i qvindelig Dragt, med Haaret opbundet og fastholdt af en Sølvpiil, fra hvilken et langt hvidt Slør bølgede hende ned ad Nakken. Man kunde troe, at Venus selv havde laant hende Bæltet, der sammenholdt hendes Klædning, saa yndig fremtraadte den ranke, ungdommelige Skabning. Idet hun skred forbi Ridderen, gled et Rosenskjær over hendes Kinder, og hun nedslog hurtig sit neppe løftede Blik. Nu sad hun halv skjult bag Grenen, da Ridderen udbrød oppe fra Verandaen: Dorothea! Er det 305
virkelig Eder? Skjul ikke Eders skjønne Aasyn, men stig herop og tag Plads hos Eders Ven! Eller tøv! Jeg kommer ned til Eder. -Bliv hvor I er! lød Svaret; det er med Forsæt jeg sætter mig her, hvor I vel kan høre mig, men ikke betragte mig. Jeg har aflagt Soldatens Klæder, og iført mig dem, der passe sig for mit Kjøn; det er ikke mere Eders dristige Teltkammerat, men en ung Pige, der taler til Eder. Hør mig, Don Diego, men med Overbærelse! Det er en Bekjendelse, jeg har at aflægge. - Tal! svarede Ridderen, og Dorothea begyndte: Da I, Don Diego, første Gang traadte ind i min Faders Telt og jeg kom Eder imøde, maa I sikkert have bemærket min Overraskelse. Jeg havde kort i Forveien ladet mig spaae af en gammel Mexicanerinde, at jeg just paa den Dag vilde i en Ubekjendt træffe min bedste Ven og min værste Fjende. Min Ven skulde være en ung, skjøn Mand, som efter hendes Beskrivelse ganske kom til at ligne Eder; og min Fjende en gammel Mand, der var nærbeslægtet med den unge, og fulgte med ham. Da I nu stod for mig, og jeg strax af Eders Træk, efter Beskrivelsen gjenkjendte Vennen, ved hvis Syn jeg studsede: blev jeg, ved at see Eder ind i Øinene, betagen af en selsom Skræk. Erindrer I, at jeg greb til min Dolk? Det forekom mig, som saae jeg min Fjende, den gamle Mand, dybt inde i Eders Øine. Dette Syn varede vel kun et Øieblik, men Virkningen af det dobbelte Indtryk er usvækket vedbleven under vort Samliv, under al den Modgang og Sorg I har prøvet, og al den Medlidenhed og Deeltagelse, I har vakt. I blev virkelig, Diego! min bedste Ven: min Tanke var bestandig hos Eder; Eders Billede stod altid for mig, hvad enten jeg vaagede eller drømte, ja, I gik over i mit Aandedræt, og min høieste Attraa var, at den Kjærlighed, jeg nærede for Eder, maatte vække Eders Gjenkj ærlighed. Mangengang tyktes det mig, at mit Ønske var opfyldt; men kom jeg saa af en Hændelse til at sidde ligefor Eder og see Eder ind i Øinene: da syntes mig igjen at jeg saae hiin gamle Mand, som ud fra Eders Blik betragtede mig med Kulde og Ligegyldighed, ja stundom ganske forskød mig. Saaledes vexlede uafladelig Haab og Frygt, og mit Hjerte var under vort lange Teltliv et Rov for nagende Tvivl. Er det ikke en ydmygende Tilstaaelse jeg gjør Eder? Men just derfor har jeg iført mig Qvindeklæder, for at tale dette ydmyge Sprog. Siden vor Flugt, paa hele vor Reise, har I viist Eder saa god imod mig, saa fuld af Omhu, saa trofast beskjermende, at jeg ikke mere har Brug for Soldatens Dolk og Maske, men tør vedkjende mig Qvinden. Ja, Don Diego! det er Eders ydmyge Tjenerinde, det er en svag Pige, Eders stolte Fjendes hjælpeløse Datter, som her henvender sig til Eder. For Eders Skyld - for i Eder at vinde den bedste Ven - staaer jeg forladt og eensom i Verden. Udstræk da nu Eders Arme til min Beskyttelse! Giv mig et Tegn paa Eders Kjærlighed, et Pant paa Eders Troskab! Jeg har intet Hjem paa Jorden, hvis I forskyder mig, ingen Ven, hvis I svigter mig! - Ved disse Ord var Dorothea i stærk Bevægelse traadt frem og knælede nu som en ydmygt Bedende, med 306 fremrakte Hænder, paa det nederste Trin af den Trappe, der førte -op til Verandaen. Don Diego reiste sig hurtig og udstrakte allerede Armene mod den Knælende, for at løfte hende op og trykke hende til sit Hjerte: da trængte sig pludselig Billedet af Donna Ines og hans Fortid sig mellem ham og den unge Pige. Han fornam igjen hiin Spaltning i sit Inderste, hiin Modsætning og Dobbelthed i Tanke og Følelse, i Væsen og Villie, hvorved han nu oftere havde følt sin Beslutning tilintetgjort og sin Handlekraft lammet. Hans Arme sank slappe ned; og som om han var gaaet istaa stod han der ubevægelig taus og stirrende, Blikket fæstet paa den unge Pige. Endelig drog han et dybt Suk og vendte sig bort, idet han mumlede: I skal høre fra mig, Dorothea! - Langsomt fjernede han sig, men Dorothea slog Hænderne sammen over sit Hoved og udbrød: Vee mig! Han stod atter for mig, den gamle Mand - min værste Fjende! -

✂ Da Don Diego var kommen i Eensomhed, overgav han sig ubunden til sine sørgelige, ja fortvivlede Tanker. Det faldt ham som Skjel fra Øinene; hans Tilstand blev ham medeet klar. Ynglingen og Oldingen boede med samme Liv i hans Indre, og kun af deres modsatte Drifter, Tilbøieligheder, Tanker og Stemninger, lod hans Sjælstilstand sig forklare. Ved ligegyldige, intetsigende Handlinger, saalænge han holdt sig rolig og passiv, mærkede han intet til Modsætningen; men hvergang han tog sig sammen til virkelig Beslutning, traadte Spaltningen frem: Striden i Villie og Følelse, der bevirkede en pludselig Tilintetgjørelse af Handlekraften, en aandelig og legemlig Afmagt. Hvad var nu Livet mere for ham? hvor var der Udsigt til Daad og Bedrift? Hvad hjalp ham Ungdom og Skjønhed, Sundhed og Styrke, naar hans Væsens Kjærne var fordærvet, hans Daadskraft brudt, hans Lykke opløst i et Intet? - Men for hans Skyld skulde en Anden ikke lide! Han satte sig strax ned og skrev et Brev til Dorothea, hvori han tog Afsked med hende, testamenterede hende sine Skatte, og paalagde hende uopholdelig at begive sig til San Domingo med det Skib, der laa færdig til Afreise. Der vilde hun træffe hans nære Slægt og Venner, hos hvem hun vilde finde Trøst i Sorgen, Hjælp i Nøden og, som han forvist haabede, en lykkelig Fremtid. Hoslagt medfulgte et Brev til en Dame, ved Navn Donna Ines de Herrera, hos hvem hun skulde tage Ophold, og som vilde underrette hende om Grunden til hans selsomme Adfærd, og gjøre hende bekjendt med hans tidligere Skjæbne.

✂ Brevet til Donna Ines lød saaledes: Naar I, min høitelskede Hustru, modtager disse Linier, er jeg langt borte fra Ny-Spanien, paa et fjernt og eensomt Sted, hvor jeg agter at gjøre Bod for mit Livs Daarskab, og hvor jeg haaber at Himlen i sin Naade vil tilgive mine Feiltrin og udslette deres Følger. Jeg er vaagnet af min Drøm; jeg seer med Forfærdelse omkring mig og betragter mig selv med Gru. Trods Ungdom, Kraft og Sundhed, er jeg gammel, afmægtig og syg, og kun ved at vente, tør jeg haabe Helbredelse. Først naar Tiden paany har kølet mit Blod, bleget mit Haar, rynket min Pande, og afført mig 307 mit laante Ungdomssmykke: først da vil Kløften i mit Væsen udfyldes, mit spaltede Sind og min splittede Villie heles. - Lev vel, min Ines! Naar vi gjensees, er det i en anden Tilværelse, i forynget og fornyet Skikkelse. I har havt Taalmodighed med mig her paa Jorden, og nu skal jeg selv tilegne mig denne Dyd i den lange Læretid, der forestaaer mig. - Den unge Pige, som overbringer Eder dette Brev, er mit Livs Frelserinde, og jeg er i dyb Gjæld til hende. Gid min Hustru og mine Børn vilde betale den for mig! Gid hun maatte finde en Moder i Eder, Søstre i Elvira og Isabella, og gid Fernando, som I saa tidt har kaldt mit udtrykte Billede, maa skjenke hende den Lykke, som hun forgjæves søgte hos hans Fader! -

✂ Det var med en vis Tilfredsstillelse at Don Diego, efter at have afgivet sine Breve, om Aftenen saae Skibet afseile til San Domingo med den skjønne Dorothea. Selv gik han den næste Morgen ombord paa et andet Skib, hvis Maal var Bugten ved Darien og Landtungen Panama. Den Skildring, som den falske, men aandrige Tormado engang havde gjort ham af disse Egne, og af Spaniernes Tog over Panamas Bjergryg til det stille Ocean: denne Skildring fyldte og bevægede endnu hans Sjæl. Han mindede sig Fortællingen om Eneboeren, som var bleven efterladt der, og selv at føre et lignende eensomt og forventningsfuldt Liv, tyktes ham den eneste ham levnede Udvei. Denne Tanke optog ham ganske under hans korte Søreise. Efter en hurtig og heldig Seilads, landede han i den lille Havn, Santa Maria, og tiltraadte faa Dage efter, ledsaget af et Par af de Indfødte, Toget til Bjergene, ad samme Vei som fordum Balboa og hans Soldater. Som disse havde han paa sin Vandring at kæmpe med utallige Kryb og Slanger, og da han endelig fra det fugtige Sumpland steg op mod Høilandet og Bjergene og aandede den renere Luft, følte han sit Bryst svulme af samme Forventning og Begeistring, som den, der efter Tormados Beretning havde grebet Helten Balboa, da han lod sine Soldater blive tilbage ved Bjergets Fod, og ene steg op paa Toppen, for først af Alle at nyde det forventede Syn: det anede, men aldrig sete sydlige Ocean. Snart stod nu ogsaa Diego paa Fjeldtinden, paa samme Plet, hvor Helten fordum havde knælet og takket Gud, at Han havde ladet ham opleve og skue saa store Ting - og i Sandhed! Synet var stort og majestætisk: Rundtom og opad den Meste Udsigt i den klare blaa Æther; mod Syd og Nord en Kjæde af sneedækte Bjergtinder, og nedenfor i Dybet det uendelige, solbestraalte Verdenshav, hvis Bølger rørte sig i sagte Takt. Beundring og Sorg greb samtidig Ridderens Hjerte: Beundring over Scenens Storhed og Høihed, og Sorg ved Tanken om hans eget strandede Haab og forspildte Liv. Det var Bedrifter, som dem Balboa, Cortez, Columbus havde udført, hvorom han havde drømt; men Drømmen havde opløst sig i et Intet. Skjæbnen havde afsagt Dommen: ikke mange Skridt borte laa hans Livsvandrings Maal, Eneboerens Hytte, hvori han nu traadte ind, efter at have lønnet og afskediget sine Førere.

✂ I Hytten traf han endnu den samme Munk, som Tormado havde omtalt, en gammel Franciscaner, der modtog Ridderen med stor Venlighed, vederqvægcde ham med et tarveligt Maaltid, og erkyndigede sig om Anledningen til hans Fjeldvandring. Ridderen forkyndte ham sin Hensigt, at bygge en Hytte som hans paa denne Bjerghøide, og deri at føre et lignende Eneboerliv. Munken studsede, rystede paa Hovedet og sagde: Nei, min unge Ven! Et sligt daadløst og eensomt Liv passer ikke for Eders Alder. Hvad vilde I vel opnaae derved? -Hvad I selv har opnaaet, gav Diego til Svar: hvide Haar, runkne Kinder, en bøiet Nakke og zittrende Lemmer, disse Dødens Forbud og Tidens herlige Gaver. Franciscaneren betragtede ham forundret og Ridderen vedblev: I seer saa vist paa mig. Maaskee lyde mine Ord selsomme i Eders Øren; de tykkes Eder maaskee at komme fra en Afsindig. Men I tager feil: det er en Ulykkelig, som taler med Eder; en Mand, der flygter fra Fortvivlelsen. Her gjorde Don Diego en kort Pause, og begyndte derpaa en, af mange Suk afbrudt, Fortælling om sit foregaaende Liv, hvortil Franciscaneren deeltagende lyttede. Da Ridderen under stærk Bevægelse havde endt sin Beretning, greb Munken hans Haand og udbrød: Vær en Mand, og vær ikke fortvivlet! Jeg seer af Eders Livs Historie, at I hører til Dem, som Forsynet sætter til Exempler i denne Verden. Jeg billiger nu ganske Eders Beslutning, her, under from Betragtning, at lade Tiden drage Eder forbi, indtil den har fortæret Eders Ungdom og ført Eders Alderdom tilbage. Da vil ogsaa Hjertets flygtede Fred vende tilbage. Kom! Vi ville oplede en Plads til Eders Bolig. - Med disse Ord førte Eneboeren sin Gjæst ud i det Frie, og efter nogen Søgen fandt de, i kort Afstand fra Hytten, en eensom Plet, der syntes dem at svare til Hensigten. Allerede den næste Dag lagde Diego her Haand paa Værket og Grundvolden til sit Fremtidshuus, der i Sandhed kunde siges bygget paa en Klippe. Inden en Maaned var Hytten færdig, et Par Huusdyr anskaffede, den lille Have anlagt og besaaet, og Alt indrettet til et langt og eensomt Liv. Indenfor paa Bordet, i den lille Stue, saaes et Crucifix og nogle Bøger, og udenfor Døren under Træet en Bænk, hvorfra havdes den videste Udsigt over Bjerg og Dal, Himmel og Hav. Her valgte den nye Eneboer første Gang sin Hvileplads, da Aftensolen med al den tropiske Himmels Glands gled ned i Oceanet; her sad han daglig med Billedet af Guds Almagt for sig, og med Hans voxende Viisdom i sit Hjerte.

✂ Thi ikke frugtesløs henrandt Tiden for Diego under hans nu begyndte Eneboerliv. Lidt efter lidt lagde sig hans Hjertes stærke Bølgegang, og som han her fra Klippetinden saae ud over Verden, lærte han efterhaanden i ophøiet Ro at see tilbage paa sit Liv. Saavel i stille Betragtning, som i Samtale med den gamle Nabo-Eremit, oplod sig meer og meer hans Tanke for Skaberens Hensigt med den omskiftelige Verden og med den for Skabningen indstiftede Orden. Ikke blot erkjendte han nu det Gode, men det Skjønne i Tidens Former, i 309 Ungdom og Alderdom, i Væxt og Udvikling, i Blomstring og Henvisnen; men i sit eget Indre gjenfandt han i Haab og Erindring de samme vexlende Livsformer, den samme Viisdoms Love. Saaledes førtes hans Aand gjennem Tidens skiftende Phænomener ind i det Uforanderlige og Evige, hvortil han nu hengav sig med hele sin Sjæl, og med hvis Betragtning han i den lange Læretid udfyldte Timer og Dage.

✂ Men hvorledes maalte og talte han disse Dage i sit eensformige, næsten af ingen udvortes Begivenhed afbrudte Liv? Ganske havde han ikke kunnet betvinge den Drift til at virke, til at udrette Noget, der saa stærkt havde rørt sig i hans Bryst. Allerede den første Dag efter hans Ankomst paa Fjeldtinden, havde han i nogen Afstand fra Eremitboligen opdaget en Steenørk, hvor talløse Steen, af alle Former og Størrelser, laa omstrøede og spredte. Disse Steen besluttede han at gjøre til sine Tidsmaalere, ved Dag for Dag at lægge Steen paa Steen, og samtidig at lade dem tjene hans Virksomhedsdrift, ved at føie dem sammen i Lag, og af disse Granitlag at bygge hele Pyramider, hvoraf een aarlig fuldendtes og afsluttedes, og kom til at indeholde lige saamange Steen som der var Dage i Aaret. Det blev hans stadige om end langsomme Gjerning, at reise disse Steenbygninger, at opføre dem paa passende, for Øiet fremspringende Steder, at give dem forskjellig Form og Høide, og lade dem alle tjene til tankevækkende Indfatning af den Hytte, hvorfra han selv skuede ud, og ved Synet af de ubevægelige Steenstøtter mindede sig den tilbagelagte Tid og det flygtende Liv.

✂ Saaledes henrandt Tiden - Dag for Dag, Aar for Aar. Steen lagdes paa Steen, den ene Pyramide reiste sig efter den anden, den ene Verdensbegivenhed afløste den anden: Guldlandet opdagedes, Peru erobredes, Verden omseiledes - og endnu sad Don Diego paa Klippen i sine stille Betragtninger. Sporløs gik dog Tiden ikke forbi ham: ogsaa paa disse eensomme Bjerghøider gjorde den sin Ret gjældende. Den gamle Nabo-Eremit døde, og en ung Munk af samme Orden tog Bolig i hans Hytte. Saaledes fik Ridderen nyt og ungt Selskab; men han selv var da allerede saa fremrykket i Aar, at det nu var ham, der maatte tjene den Yngre til Lærer og Veileder. En anden Virkning af den uafladelig og i Stilhed arbeidende Tid, var den Opløsning af alle stridige Elementer, der, alt som Aarene randt, foregik i hans Indre. Den dybe Disharmoni, som stammede fra Badet i Ungdomskilden, og som han siden den Tid uafladelig havde sporet: denne Disharmoni tabte sig meer og meer, jo mere hans Legemskraft svandt, og hans Ynglingsskikkelse gik over i Mandens og Oldingens. Det var, som om i hans Indre den ene Knude løstes efter den anden, den ene Bølge efter den anden sank og udglattedes, og i Bruusningens og Kruusningernes Sted et Fredens Dække, lig et speilklart Hav, udbredte sin dybe Ro over hans Væsen.

✂ Saaledes henglede Aarene. Lig Draaben der huler Stenen, Dryp efter Dryp, havde under det lange, eensformige Liv Tidens mægtige Kraft - Evigheden - gjennemtrængt hans Væsen. Det var et Forventningens 310 Liv han forte. Hele hans Haad og al hans Attraa var Tilbagevendelsen af den Alderdom, hvorfra han var flygtet. Hans Haabs Opfyldelse var kommen. Ved utrættelig og taalmodig at vente, var Maalet naaet. Sneehvide Lokker omkrandsede paany hans indfaldne Kinder og ærværdige Hoved; et langt, hvidt Skjæg bølgede ned paa hans Bryst, og over de milde, drømmende Øine hævede sig, som et Speil af Hjertets Fred, den høie, klare Pande. Saaledes stod han en tidlig Morgen i sin brune Munkekappe foran Hyttedøren, og saae ud over den Hær af Steenstøtter, der omgave hans Bolig, og hvormed han havde mærket sig de mange henrundne Aar. Han syntes at tælle dem, thi hans Øie dvælede ved hver enkelt iblandt dem, hvorpaa det med et veemodigt Udtryk vendte sig ud mod Himmel og Jord, Luft og Hav. Trods det vide Rum, der omgav ham, sukkede han dybt, som en Fange i sit snevre Fængsel. Langsomt hævede sig hans Blik, og fulgte længe med de lette, røde Skyer, som giede hen over Himmelbuen, ovenover en forbidragende Fuglesværm, der søgte hjem til Rederne: Da var det, som om hans Hjerte pludselig blev grebet af en uendelig Længsel efter den evige Ungdom, hvori Sjæl og Legeme have lige Deel, hvori Alle skulle forenes, og ingen Adskillelse mere finde Sted. Med udstrakte Arme ilede han hen ad Bjergstien, forbi Nabohytten. Der stod den unge Eremit i Døren og spurgte om Maalet for hans Løb. Seer du da ikke Dødsengelen? svarede Oldingen med et straalende Blik: seer du ikke hans løftede Vinger og udbredte Arme? Her ilede han Munken forbi og videre frem ad Stien, til han paa eengang standsede og, som greben af Nogen, bøiede sig heelt tilbage og sagte sank til Jorden. Eremiten ilede ham til Bistand, men han fandt ham allerede død, hvilende paa Ryggen, med lukkede Øine og et Smiil paa Læberne.

✂ Den unge Eremit bar den gamle tilbage til Hytten, og erfarede der, af Diegos efterladte Optegnelser, hans Familienavn, Slægt og Skjæbne. Ved Munkens Foranstaltning blev Liget kort efter bragt ned til Kysten, og derfra overskibet til San Domingo, hvor det modtoges af Fernando de Herreras og den skjønne Dorotheas Børn og Børnebørn, som lode det bisætte i Cathedralkirken, ved Siden af den forlængst afdøde Donna Ines, og lige overfor det Gravmæle, der indesluttede den store Columbus. Endnu ved Slutningen af forrige Aarhundrede var Ridderens Gravmonument - en sort Marmorsarkophag - at see i Kirken, men skal senere være ødelagt under de mange borgerlige Uroligheder. Den latinske Inskription lød i Oversættelse saaledes:

✂ STANDS, O VANDRER, FOR DENNE SARKOPHAG.

✂ HER GJEMMES STØVET
AF
DEN TAPPRE OG BERØMMELIGE RIDDER
D. DIEGO de HERRERA,
SOM I SIT LANGE JORDLIV BLEV TO GANGE YNGLING
OG TO GANGE OLDINGJ MEN FØRST SOM
ENEBOER LÆRTE AT FORSTAAE DEN
GUDDOMMELIGE STYRELSE.

✂ OM HANS LANGE LIDELSE,
HANS STORE TAALMODIGHED OG DAADKRAFTIGE AAND
VIDNE HØIT PAA FJELDET
HALVTREDSINDSTYVE AF HAM REISTE
STEENPYRAMIDER,
HANS EENSOMME LIVS VÆRK.

✂ EN TAKNEMMELIG EFTERSLÆGT,
SOM VED HANS ULYKKE BERIGEDES MED GULD
OG VIISDOM
SATTE HAM DETTE MINDE.