Paludan-Müller, Fr. AHASVERUS, DEN EVIGE JØDE (1853)

AHASVERUS, DEN EVIGE JØDE (1853)

160

        

161

PROLOG Et Værelse paa Fredensborg Slot. (I Sommeren 1853.)

(Digteren og hans Musa.)

MUSEN.
Hvi saa forknyt, min Ven?
DIGTEREN.
Af gode Grunde.
MUSEN.
Dem gad jeg kjende. - Har ved fælles Hjelp
Vi ei Kalanus nys til Maalet bragt,
Og der fra Støvets Lænker ham befriet?
Har ei fra Hovedstadens qvalme Mure,
Fra Sværmens Larm, jeg ført dig ud paa Landet?
Og har ei selv du qvæget her dit Sind
Ved Vandring i den stolte Sommerhave,
Den skjønneste, som Danmarks Jordbund eier;
Ved Fuglesangen bag det grønne Løv,
Ved Synet af den herlige Natur,
Hvor Esromsøen, som et sølvblaat Speil
Af Mark og Skov, af Høi og Dal indfattet,
Dig viste Luft og Jord i lige Skjønhed;
Hvor Kattegattets Vindpust mødte Sundets,
Og bragte Sjæl og Legem Friskheds Bad;
Hvor mangen Høi dit Øie aabned Udsigt
Til Sverrigs Kyst og Øresundets Skibe,
Til Fredriksborgs de skovomkrandste Taarne,
Til Kullens blaaligdunkle, skarpe Bjergryg;
Hvor endelig, til alle Sider, Rester
Af Fortids Liv og Daad dig vinked til sig:
Hvor Gurre, Nakkehoved, Asserbo,
Hvor Søborg, Esromkloster, du har gjestet,
Og med de Døde gjennem Mindet talt.
Hvad mangler dig da meer til din Tilfredshed?
Har da maaskee de Levende du savnet
I dette Hvilens, dette Fredens Hjem,
Hvor meest Erindrings stille Fugle bygge?
Traf ei du her da paa en sjelden Aand,
162 Hvis Vingeslag din egen Aand har hævet,
Og saae ei daglig Mennesker du nok?
DIGTEREN.
Du taler Sandhed. Men betænk, hvorhen
Du selv mig førte fra det Offerbaal,
Hvorpaa Kalanus Afsked tog med Livet:
Det var til muntre Scener du mig hendrog,
Til lyse Skikkelser, til Skjemt og Latter,
Hvormed du i Forglemmelse mig bragte
Den Vises Dødssuk og min Sorg derved.
De svæved for mig disse muntre Scener,
De glade Skikkelser mig let omdandsed,
Og meer og meer de kasted Taagesløret,
Til for mit Øie de saa klart fremtraadte,
At jeg dem allerede vilde gribe,
For i min Digtning dem at holde fast.
Da, midt i Glæden - du vist Dagen mindes -
Kom Bud fra Hovedstaden, hvor med Sværdet
En Morderengel gjennem Folket gik.
De faldt i hundredviis de stakkels Offre,
Som i den strenge Pesttid rased Sygen,
Der efterhaanden blev til Landeplage,
Og over Landet trak sig Sorgens Flor.
Ei blot de lyse Skikkelser tilhyltes
Af dette Flor, men det saa dybt sig sænked,
At det Naturens Herlighed mig skjulte,
Ja, mig formørked selv dit klare Blik.
Een efter een forsvandt bag Sørgefloret
De muntre Scener, som mit Øie søgte,
Og hvergang jeg, forglemmende mig selv,
Til deres halv forsvundne Toner lytted,
Da vaktes jeg medeet ved Dødens Fodtrin,
Og kun en Dommedagsprolog jeg hørte.
MUSEN.
Saa hørte du dog Noget. Lad dem hvile
Til bedre Tider disse muntre Scener,
Og her kom frem med Dommedagsprologen!
DIGTEREN.
Hvorledes! Lade slige dunkle Toner
Sig da i Tanker og i Ord omsætte?
Og selv om det var gjørligt - selv om Vinger
Du gav mig til at naae de sidste Tider,
Og til at gribe, midt i Tidens Flugt,
Den yderste af denne Verdens Dage:
Hvor faaer jeg til mit Billed klare Omrids,
Og Skikkelser, som Liv det kan forlene?
Hvem lever vel af Mennesker til den Tid?
MUSEN.
Der leve Mennesker.
DIGTEREN.
Men hvilken enkelt,
Bestemt Personlighed?
163
MUSEN.
Jeg Een dig nævner:
Jerusalems Skomager.
DIGTEREN.
Ahasverus?
MUSEN.
Den evige Jøde, som til Verdens Ende
Paa Jorden vandrer rundt, og derfor sikkert
Vil give Møde paa den sidste Dag.
Du hans Historie da kjender vel?
Uhyre lang, den dog er snart fortalt.
Det var Langfredag Morgen da hans Skjæbne
Drev fra hans Værksted ham i Døren ud,
Hvor høit ad Veien hen lød Folkeraabet,
Og hvor paa samme Tid den Herre Christus,
Af Pontius Pilatus nys fordømt,
I Følgeskab med Ven og Fjende vandred
Sin Gang til Golgatha, og netop segned
Ved Byrden af det Kors, hans Skulder bar.
En Bænk for Døren Ahasverus havde,
Hvorpaa sig Herren nedlod, for at hvile;
Men Ahasverus ham med Haan bortstødte,
Slog med sin Læst til Træet paa hans Skulder,
Og føied barsk sit Anathema til.
Da - i sin Eenfold taler her Legenden -
Da vendte Herren sig mod Ahasverus,
Og sagde streng: Du jager bort den Trætte,
Og Den, som søger Hvile, du forstøder;
Saa vær da selv nu hvileløs paa Jorden,
Og som den Døende du her forskyder,
Forskyde Døden dig! Bliv her i Verden,
Til selv, ved Verdens Ende, jeg dig kalder. -
Der har du Sagnet! Men fra denne Stund
Var Ahasverus hvileløs paa Jorden,
Hvis Skjæbner og Tilskikkelser han deelte.
Jerusalems Forstyrrelse han skued,
Roms Fald, Barbarers Indbrud, Undergangen
Af Oldtids hele Videnskab og Konst,
Og som Culturens Død dens anden Fødsel,
Og underfulde Væxt i Tid og Rum:
Tænk, hvilken klog og viis Mand han maa være!
Og hvor i Verden har han ei omstreifet
Paa sine Syvmiilsstøvler! Fod han satte
Paa Gurres som paa Babylons Ruiner,
Paa Chimborazo som paa Nakkehoved,
I Syd og Nord hver Mindesteen han kjender,
Europa, Asien, Afrika, Amerika,
Ja selv Australien, han rundt har travet:
Hvor gives der saa vidtbereist en Olding?
164 Og hvor forskjelligt fandt han Tidens Udtryk!
Hvad Spring fra Keiser Neros Fegterspil
Til Klosterlivets Bod og stille Bønner,
Fra Venustemplet til Sanct-Peterskirken,
Fra Regner Lodbrok til Louis- Quatorze,
Fra Korstogsridderen til Demagogen,
Fra Brændekløveren i Vestens Urskov
Til Ordets fine Kløver paa Cathedret!
Hvor findes der en Mand af slig Erfaring?
Og hvor maa han paa Mennesker forstaae sig!
Han, som Nomadens Hytteliv har deelt,
Og ud og ind gik af de store Stæder;
Som i Berøring kom med begge Kjøn,
Og alle Stænder, paa sit Haandværks Vegne;
Som saae at fødes og til Jorden stedes
Langt over hundred dødelige Slægter,
Der ikke blot den svundne Tid tilhøre,
Og ei blot disse Tider, men endog
Den fjerne Fremtid, som foran dig ligger,
Og, skjult for dig, kun sees af Musens Blik:
Hvor finder man saa rig en Verdenskundskab?
Jeg tænker, han et Digt kan give Holdning!
DIGTEREN.
Jeg frygter Nei; Historien er saa lang,
At let Personen bli'er til blot Historie.
MUSEN.
Saa mit Klenodie du kaster Vrag paa?
Hvad! Denne Perle af en Vandringsmand,
Ham agter du for ringe for din Sang?
DIGTEREN.
O, frist mig ikke! Hundrede Poeter
Greb fat den gamle Karl ved Kjoleskjødet,
For ham i Digtertjenesten at tage;
Men bort han smutted - deres Løn var borte.
MUSEN.
Maaskee fordi paa Vandringen de greb ham,
Og ei ved Maalet, hvor han Stand maa holde.
DIGTEREN.
Du vil bestandig have frem din Krig! -
Hvorledes naae vi da de sidste Tider?
MUSEN.
Ræk mig din Haand! - See, nu er Skridtet gjort,
Og bag os rulle Tidens tunge Bølger,
Og for os ligger Evighedens Udsigt.
Endnu et Skridt - og langt i Verden ud,
Hvor hvert et Spor af Fredensborg forsvinder!
DIGTEREN.
Og hvor er Scenen da?
MUSEN.
See, der er Scenen!
165

Scenen er en gammel, forfalden Eirkegaard, ved Foden af et Bjerg, paa en Brink ved Havet.

AHASVERUS
(kommer ilende).

De Rasende! Jeg sandsed knap,
Før her bag Muren ind jeg slap,
Og, dengang Sværmen trængtes haardt,
Kom fra de slagne Veie bort.
Der var en Støi, et Stiim, et Myl,
Et blandet Chor af vilde Hyl,
Af Raab om Hjelp, af Bønner om
Befrielse fra Død og Dom,
Og dertil Helvedangst og Skræk
I de fortrukne Ansigtstræk.
De holdt mig fast i deres Kløer,
Og mens den Ene skreg: jeg døer,
Paa Antichristen skreg den Anden,
Og Størsteparten skreg paa Fanden.
Hvert Baand er løst, hver Skranke brudt
Og da sig Folket troer caput,
Har nu det hele Kjæltringpak,
Der Piben ind for Loven stak:
Hver Røver, Tyv og Æreskjænder,
Hver Hund, der gjøer og viser Tænder,
Hver Skjelm og Skalk og Skjøge, kjækt
Lagt Masken af, som holdt dem dæk't.
De drive deres Væsen frit,
Og Skjændighed ved hvert et Skridt,
Og Vold og Mord i hver en Vraa,
Som Dagens Værk man støder paa,
Mens Folket selv, i Oprør heelt,
I trende Hobe har sig deelt.
En lille, men en udvalgt Trop,
Som Troens Børn fra Bjergets Top
Til Himlen Bønner sender op;
En talrig Hob, langs Veien hist,
Kun raaber paa sin Antichrist,
Og som et Slæb Propheten følger,
Mens nedenfor ved Havets Bølger,
I Dødens Frygt bag Brinkens Skjerm
Sig leiret har den største Sværm,
Der sidder som et Hylerchor,
Og giver Angsten Luft i Ord.

(Han sætter sig paa en gammel Gravsteen, og seer omkring).

End zittrer du, du faste Jord!
Afgrundens Skjælven end fornemmes,
166 Og dette Jordstød seent vil glemmes.
End skjules Solen af det Flor,
Som dengang trak sig over Himlen;
End sees ved Middag Stjernevrimlen,
Hvis største Stjerner staae i Glød;
End hænger, lig den gustne Død,
I Vesten hist den blege Maane,
For Dagens Skygger Skin at laane;
End er en tyk og svovlet Damp
Med Atmosphærens Dunst i Kamp;
Og end, til Lyd af dæmpet Torden,
Et blaaligt Mulm gaaer over Jorden,
Saa hver en Gjenstand, fjern og nær,
Kun sees som i et Dødningskjær. -
At Mængden som en afgjort Sag
I disse Tegn seer Dommedag,
At Folket Staden har forladt,
Og tænder Lys, som var det Nat,
At hver Mand sig for Brystet slaaer
Og raaber Vee, jeg godt forstaaer;
Thi hvad forstaae vel disse Stakler,
Hvis Liv er kort som Sommersnee,
Sig paa Naturens dybe Vee,
Og paa en Dommedags Mirakler?
Men jeg, der Tusinder af Aar
Omkring som Jord-Betragter gaaer,
Fra Folk til Folk, fra Egn til Egn,
Jeg har seet nok af Rædselstegn,
Der kunde Dommedag bebude,
Til strax at troe, det her er ude.
Og dog - hvis Enden kommen var?
Thi eengang dog det Ende har;
Hvis disse fjerne Tordenbrag
Var Verdens sidste Times Slag -
Hvis virkelig den store Stund,
Som tidt, men ak forgjæves kun,
Jeg haabed paa, nu stod for Døren -
Hvis snart for Menneskenes Øren
Nu Domsbasunen skulde lyde,
Og Gravens Dække gjennembryde,
Mens under Drøn af Jord og Himmel
Af Muldet steg de Dødes Vrimmel,
For, med de Levende foreent,
At hente Lønnen som fortjent:
O Stund, som ingen anden ligned,
Du skulde være mig velsignet!
167 Da var for mig det Tegnet til,
At dette Jordlivs Skuespil,
Af saa forfærdelig en Længde,
Hvis Acter blev en talløs Mængde,
Hvis Handlings Fremgang til et Nul
Kun af Gjentagelse var fuld,
Hvis Personale, som paa Prøve,
Kun saaes bestandig sig at øve,
Hvis Poesi var halt og stum,
Hvis Graad og Latter lige dum,
Hvis Indhold mig var længst bekjendt,
Var endelig for Alvor endt.
Da vidste jeg, at dette Øie,
Af Livets brogede Syner mæt,
Sig kunde lukke trygt og tæt,
Og mod en evig Drøm sig bøie:
At denne gamle Fod, saa træt
Af uophørlig Sted-Forandring,
Sig kunde hvile fra sin Vandring;
At disse visne, stive Lemmer,
Hvis runkne Hud kun Knogler gjemmer,
Da kunde søge sig en Grav
I Støvet, som de toges af,
Og dette Legem, knap en Skygge,
I Skyggers Land Paulunet bygge.

O Herre! Løs dog op for mig!
En Ende gjør paa disse Qvaler!
Saa længe Naaden du forhaler.
Dog - du er altid naaderig,
Selv naar du Syndens Løn betaler,
Og Straffen selv forklarer dig.
Aartusinder din strenge Dom
Jeg her paa Jorden bærer om,
Og uafladelig min Mund
Din Naades Priis forkynder kun,
Og evig bortstødt af min Dommer,
Min Frelser nærmere jeg kommer.
Saa danned du ved Tidens Smerte
For Evighedens Trøst mit Hjerte,
Og løste mig den store Gaade,
At Dom er Haab - at Straf er Naade.
- Men hør! Igjen de vilde Hyl!
Hvem bryder ind i mit Asyl?

168

To Mænd med dragne Sværd.

FØRSTE MAND.
Hold Stand, og udleveer min Skat!
ANDEN MAND.
Ja see, hvordan du faaer den fat.
FØRSTE MAND.
Giv mig i Haand det stjaalne Guld!
ANDEN MAND.
En Gniers Haand da blev for fuld.
FØRSTE MAND.
Driv til det Yderste mig ei!
ANDEN MAND.
Nei, Skatten inderst gjemmer jeg.
FØRSTE MAND.
Husk, vi var Venner!
ANDEN MAND.
Ganske sandt!
Dit Guld jeg tog som Venskabspant.
FØRSTE MAND.
Du frække Tyv! Mit Sværd da smag!
ANDEN MAND.
Og dette Hug til Gjengjeld tag!
FØRSTE MAND.
Og det igjen! Din Haand er lam.
ANDEN MAND.
Den venstre dog gik fri for Ram.
Op Kniv, og træf i Hjertet ham!
FØRSTE MAND.
Nei, slet dig hjalp din lumske Færd.
Du Nidding, far til Helved her!

(Støder ham ned.)

ANDEN MAND.
Og du, til Løn, forbandet vær!

(Døer.)

FØRSTE MAND
(plyndrer den Dræbte). Her er mit Guld, her er den Skat,
Jeg ruged over Dag og Nat!
Og her, som Bytte, skjønne Ting,
Hans Naal, hans Uhr, hans Fingerring!
Og meer endnu! hans Pengepung,
Vel spækket, af Ducater tung.
Det var en Lykke! Nemt jeg kom
Til al hans stjaalne Eiendom,
Og tømmes Pungen, han har fyldt,
Faaer Tyven Løn kun som forskyldt. -
Saa lig nu der, du døde Liig!
Din Arving du gjør dobbelt rig;
Og du, nu dobbelt dyre Guld,
Vær meer end før mig tro og huld:
Min Tankes Maal, mit Øies Lyst,
Tag atter Hvile ved mit Bryst!
AHASVERUS.
Hvorlænge?
MANDEN.
Hvorfra denne Røst?
See der! den gamle, gale Jøde,
Som troer, at han kan aldrig døe,
Skjøndt fra sit Vid forlængst han døde. -
Ei sandt, du Gamle! Kjød er Hø?
AHASVERUS.
Det kan dit Offer her dig sige.
Vee over dig og dine Lige!
169 Hvorlænge troer du vel, dit Guld
Har større Værd, end Støv og Muld?
MANDEN.
Det veed en Jøde bedst. Saalænge
Som Folk har Liv, er Livet Penge.
AHASVERUS.
Men anden Lyd nok Piben fik,
Ifald nu Verden brat forgik?
MANDEN.
Ja vist, du Nar! Paa Dommedagen
Da vil vi tales ved om Sagen.

(Bort.)

AHASVERUS
(ene).

Fly du kun bort, du haarde Hals,
Som troer, Alverden er tilfals!
For dig som Ransmand at anklage,
Den døde Tyv her bli'er tilbage,
Og Døden Klagen giver Vægt. -
O, den ugudelige Slægt,
Imellem hvem jeg her maa færdes,
Dens Hjerte meer og meer forhærdes!
Da jeg begyndte først min Gang,
Gik store Synder vel i Svang,
Men altid værre blev det siden,
Og fire Syn mig viste Tiden.
Først, gjennem Seklers lange Rad,
Paa Verdensthronen Herren sad,
Og Verden, under al sin Virken,
Sig bøied dybt for ham og Kirken.
Men saa der frem et Væsen kom,
Som stort var efter Alles Dom,
Og som ei Kirken blot nedtrykked,
Men Kirkens Gud selv overskygged.
Det kaldte sig Humanitet,
Og da paa Thronen det var seet,
Al Jorden rundt det blev tilbedt.
Thi hvert et grønt og vissent Skud
Af Adams Æt det holdt for Gud,
Og hver et Drog, og hver en Flane,
I Støvet krøb for det Humane,
Og ved human Philosophi
Hver nedrig Sjæl erklærtes fri,
Og Mennesket for Guders Lige.
Men da var ogsaa det forbi
Med hele det humane Rige;
Midt i sin Høide, saa at sige,
Det sloges voldsomt paa Planeten;
Thi nu kom Bestialiteten,
170 En Mellemting af Mand og Tyr,
Og gjorde Mennesker til Dyr,
Hvorvel endnu, af gammel Vane,
De Masker bar, som var humane.
Den hersked i mangfoldig' Aar
Saa glubsk, som Ulven over Faar,
Til Frygten sig forbandt med Listen,
Og, trods sin Bestialitet,
Sig Verden kaared en Prophet,
Og hjalp paa Thronen Antichristen.
Hans Regiment, endnu saa ungt,
I Vantro tog sit Støttepunkt,
Men bredtes ud, i Mag og Ro,
Ved Hjelp af Mængdens Overtro;
Befæsted sig, og gik i Arv
Fra Fa'er til Søn, til Slægtens Tarv,
Og hvis mig Skriftens Ord ei blende,
Staaer det endnu ved Verdens Ende.
Ved Verdens Ende - Lyden blot
Gjør dette gamle Hjerte godt!

Ved Verdens Ende - gyldne Ord,
Hvori Befrielsen kun boer,
Hvori just Enden mig forkynder,
At Naadens Tid forvist begynder!
O, hvorfor tør ei Verdens Ende
I disse Tegn jeg da erkjende?
Og hvorfor ei med Fryderaab
Forjage Tvivlen fra mit Haab?
Og hvorfor sidder her jeg bøiet
Og grubler over Tidens Spil,
Og vender kun mod Graven Øiet,
Som var min Frelser ikke til? -

De troe, for Ho'det mig at støde,
Ved altid mig at kalde Jøde,
Og for med eget Vid at prale,
De lægge gjerne til: den gale.
Den gale Jøde - vær saa god!
Men hvordan Jøde vel forblive,
Naar meer og meer, som Tiden gik,
I Hænderne jeg Troen fik,
Og spored Dommen frem mig drive,
Og saae mig ene holdt ilive,
Mens Alle sig begrave lod?
Nei! naar min Christendom imod
171 Al deres Hedenskab jeg veier,
Jeg tænker, min Tro vinder Seier.
Aartusinder, og endnu meer,
Mod Herrens Billed kun jeg seer,
For al dets Herlighed at kjende,
Til salig Trøst i min Elende;
Aartusinder og meer, i Rad,
For ret til Sandheds Grund at komme,
Jeg gaaer med Biblen i min Lomme,
Skjøndt heelt jeg kan den udenad;
Aartusinder, og meer, jeg frister
Med Spørgsmaal om hvert dunkelt Sprog
De hellige Evangelister,
Matthæus, Marcus, Lucas og
Johannes, i hvis Aabenbaring
Jeg har mit eget Livs Erfaring.
Og trods min christne Viisdomsføde,
Jeg mellem disse Troens Døde
Skal kaldes for den gale Jøde! -
Lad gaae! Men aldrig gal jeg Bud
Dog sender efter deres Gud,
Og bøier Knæ for Antichristen,
Som holder dem i Daarekisten,
Hvoraf han selv er sluppen ud.
For al hans Trolddom og Magi
Har Gudskeelov jeg holdt mig fri,
Hvorvel jeg som et Tidens Uhr
Holdt Skridt med Tidernes Gultur.
Jeg kjender Livet ud og ind,
Som Mandens Hjerte, Qvindens Sind;
Jeg veed, hvad Dommen af en Slægt
Betyder paa Historiens Vægt;
Hvad Slægten i sin lange Følge,
Har mægtet i Afmægtighed,
Mens den, som Bølge født af Bølge,
I Tidens Storhav rulled ned.
Men trods min Viden - trods jeg veed,
Med bedre Grund end dem i Skolen,
At Intet nyt er under Solen:
Endnu dog tvivlende jeg grunder
Paa Tegnet for det store Under,
Paa Timen, det mod Enden stunder.

(Han tager Biblen frem og slaaer den op.)

Her af Matthæus skrevet staaer,
Hvad Herren selv om Enden spaaer,
Hvad med Sanct Lucas sammenholdt,
172 Saatidt mig Glæde har forvoldt;
Og er end svagt nu Dagens Skjær,
Hvert Ord af Kraft dog lyser her. -
Her staaer, at Solen skal formørkes,
Og Maanen ikke gi'e sit Skin:
Et Ord, hvorved mit Haab bestyrkes,
Da Solens Tegn er truffet ind.
Her staaer, at Stjernerne skal falde,
Men er endog fra Nattens Hjem
De her ved Middagstid traadt frem,
De fast endnu jo sidder alle,
Og Tvivlen hefter sig ved dem.
Her staaer, at Bølgerne skal bruse,
Og selsomt nok! trods Vindens Blund
Er vildt i Oprør Havets Bund,
Og Bølger sig mod Kysten knuse,
Der koge, som ved Dybets Ild,
Saa dette Tegn slaaer ganske til.
Men atter staaer, at med Basunen
Udsendes skal en Englehær
Med Kald imod de fire Veir,
Og hvordan her vel raade Runen?
Den raader Tiden kun, men jeg,
Trods mine Aar, det mægter ei;
Paa ingen Kant af Himlens Egn
Sig viser Spor af dette Tegn;
Det overgaaer enhver Forstand
Og spotter kun mig gamle Mand,
Som indeklemt i Tidens Fængsel,
Som daaret af min egen Længsel,
Af Fængslets Gitter kigger ud,
I Haabet om et Frihedsbud.

Men tys! Der Nogen gaaer forbi.
Bedst, jeg min Bibel lukker i!

(Stikker Bogen ind.)

En Qvinde med en lille Dreng, fulgt af en Olding.

DRENGEN.
Her var det, Mo'er, at Fa'er gik ind.
QV INDEN.
Hvis her han er, saa er jeg blind.
DRENGEN.
See der! Paa Jorden ligger han.
QVINDEN.
Gud hjelpe mig! det er min Mand,
Med Kinden hvid og Munden aaben,
Og i sin Haand det blanke Vaaben!
OLDINGEN.
Min Søn, min Søn! Og slaaet ihjel!
Hans brustne Blik er hans Farvel.
173
QVINDEN.
O Nød, o Jammer! Død og stiv,
Han som var nys saa fuld af Liv!
Men hvem gik da med ham herind?
DRENGEN.
Det var vor Nabo, Gniepind.
De skjeldte paa hinanden haardt,
Og mens de skjendtes, løb jeg bort.
QVINDEN.
Saa har den Skurk her dræbt min Mand,
Og jeg er nu i Enkestand.
OLDINGEN.
Min Søn, min Søn! O bittre Nød!
DRENGEN.
O fæle Syn!
QVINDEN.
O haarde Stød!
Hvem skaffer nu os Alle Brød?
Hvem hjelper os igjen til Huus,
Nu hele Verden er corifus?
Og hvordan faaer i den Stahøi
Jeg her ihast nu Sørgetøi?
AHASVERUS.
For den Bekymring rolig vær!
QVINDEN.
Nei, see engang! Hvem taler der?
DRENGEN.
Det er den gale Jøde, som
Saatidt igjennem Gaden kom,
Og om hvis mange tusind Aar
I Billedbogen hjemme staaer.
Til Verdens Ende, lød hans Dom,
Skal han paa Jorden vandre om;
Til Verdens Ende Døden see,
Men aldrig træffes af dens Lee -
AHASVERUS.
Til Verdens Ende gaae alene,
Som en foragtet Sandhedstolk,
Og Drenge selv til Spot kun tjene,
Som sidste Levning af mit Folk.
QVINDEN.
Saa det er ham, den gale Jøde?
Fortæl mig, Jøde! var du her
Tilstede, da min Mand han døde?
AHASVERUS.
Jeg saae, han faldt for Hævnens Sværd.
Paa sine Gjerninger han ligger.
Bedst, du i Tingen fromt dig skikker!
QVINDEN.
Ja, du forstaaer dig paa vor Tarv!
Med dine Raad vi langt skal komme.
See efter, Barn, i Faders Lomme!
Vi nok kan trænge til vor Arv.
DRENGEN.
Hans Pengelomme den er tom.
QVINDEN.
Saa rod da under Vesten om,
Der pleied Pungen ind han stikke.
DRENGEN.
Bag Vesten er den heller ikke.
AHASVERUS.
Du lille Aadselgraver, stop!
Hold med din Roden der kun op.
174 Om Pungen kan I lede længe;
Den, som ham slog, tog og hans Penge.
QVINDEN.
Saa er jeg ganske ruineert,
I Bund og Grund nu reent spoleert!
DRENGEN.
Hans Uhr og Ring er ogsaa borte,
Endog hans Brystnaal i hans Skjorte!
QVINDEN,
Saa veed ei meer jeg Hjelp og Raad.
See der! Nu brister han i Graad.
DRENGEN.
Naar blot jeg Uhret havde faaet!
QVINDEN.
Kom hid og giv mig Haanden, Barn!
Jeg veed, hvad Klokken den er slaaet,
For jeg er gammel og erfar'n.
Ja pib kun og med Ho'det hæng!
Du er jo nu en fattig Dreng,
Som kun kan vente Spark og Stød,
Og knap engang det daglig´ Brød,
Jeg kjender Verdens kolde Sind,
Jeg veed, at Venners Trøst er Vind,
At staaer man ei paa egne Been,
Er Andres Hjerte haardt som Steen.
Kom, lad os gaae! Jeg stakkels Enke,
Jeg paa vor Fremtid nu maa tænke.
OLDINGEN.
Tøv, Sønnekone! Tag mig med!
QVINDEN.
Hos os er ikke meer dit Sted!
Hvad skal vi med en gammel Mand,
Som Ingenting fortjene kan?
Den Smule, som jeg har endnu,
Behøver jeg, og hvad har du?
OLDINGEN.
Jeg er saa skrøbelig og svag.
QVINDEN.
Ja, Fa'er, det bli'er din egen Sag,
OLDINGEN.
Jeg kan dog ei gaae om og tigge.
QVINDEN.
I Verdens Gang man maa sig skikke.

(Bort med Drengen.)

OLDINGEN.
Forstødt, forskudt paa denne Jord!
AHASVERUS.
Naar Uretfærdighed er stor,
Er Kjærligheden kold i Mange;
Det er et dybt prophetisk Ord,
Jeg har det sandet tusind Gange,
OLDINGEN.
Hvorhen i denne Jammer tye?
Hvorhen fra disse Rædsler flye?
AHASVERUS.
Tab ikke Modet!
OLDINGEN.
Ak, du veed
Kun lidt af min Elendighed!
Min sidste Klædning her du seer,
Og ingen Føde har jeg meer;
175 Jeg uden Krykker ei kan gaae,
Jeg uden Støtte knap kan staae,
Ja, uden Hjelp jeg arme Mand
Min Nødtørft ei forrette kan.
Paa Jorden alle Lys udslukt,
I Himlen alle Døre lukt.
Faaer til at døe jeg stundom Lyst,
Strax sammensnører Angst mit Bryst;
Det er mig, som et Svælg jeg saae,
Hvor jeg blandt Kryb og Slanger laa.
Og disse skrækkelige Tegn,
Som spores nu i hver en Egn,
Og denne natligdunkle Dag,
Og disse dumpe Tordenbrag,
Og disse fjerne Hy! og Skrig,
Og Synet her af dette Liig,
Og Straffen, jeg har selv forskyldt:
Alt har med saadan Angst mig fyldt,
At, skjøndt mig Livet er en Qval,
Mig Dødens Frygt gjør næsten gal.
AHASVERUS.
I Klemme Djævlene dig dreve;
Du hverken døe tør, eller leve.
Hvad har du været?
OLDINGEN.
Geistlig Mand.
Jeg var berømt for min Forstand;
I Rhetorik og Dialectik
Mig ingen Anden overgik,
Og en fortrinlig Prædicant
Den hele Verden i mig fandt.
AHASVERUS.
Saa søg din Trøst i Skriftens Ord!
OLDINGEN.
Jeg lagde Skriften under Bord,
Og præked ud af Aande n blot,
Det holdt jeg for, var nok saa godt,
AHASVERUS.
Af hvilken Aand da præked du?
OLDINGEN.
Af den Aand, som jeg har endnu.
AHASVERUS.
Da var det ikke stort bevendt,
Og godt, at Prækenen er endt.
OLDINGEN.
O, spot mig ei, men giv mig Raad;
Mit Liv kun hænger i en Traad.
AHASVERUS.
Velan! Til Sangen hist laan Øre,
Der lyder ned fra Bjergets Top! En udvalgt Skare der steg op,
Og Proselyter vil den gjøre.
CHOR FRA BJERGET.

Fra Stadens Skjul, fra Dalens Læ,
Vi steg paa Bjergets Tinde,
176 For her i Bøn, med bøiet Knæ,
Vor Angst at overvinde.
Vor Tro skal byde Frygten Trods,
Skal os mod Fald betrygge;
Thi sank end Bjerget under os,
Paa Herren fast vi bygge.

Skjøndt Solen mistet har sit Skin,
Skjøndt Jordens Slægter grue,
Vi see dog her i Himlen ind,
Og vor Forløser skue.
Hans Blik i Nøden er vor Trøst,
Hans Nærhed vi fornemme:
Vi høre gjennem Tordnens Røst
Dog Kjærlighedens Stemme.

Vel er vi kun en liden Hob
Og Verden vildt i Røre,
Men du, vor Konge, vil vort Raab
Igjennem Larmen høre.
Fra dig vi Hjelpen lover os,
See til din Flok, der skrækkes!
Bred dine Vinger over os,
At under dem vi dækkes!

Ja, Herre! Midt i Mørkets Tegn
Dit Lys vi her anraabe;
Vi skue frem mod Fredens Egn,
Og paa dit Komme haabe.
Og selv om Verdens Grundvold brast,
Vort Haab ei vild kan føres;
Vi har dit Ord, og det staaer fast,
Naar Himlens Kræfter røres.

AHASVERUS.
For slig en Tro maae Djævle flye;
Derop, min Ven, du skulde tye!
OLDINGEN.
Det blev mig gamle Mand for drøit!
Det Bjerg er altfor steilt og høit.
Giv bedre Raad, saa vil jeg takke.
AHASVERUS.
Saa du kan kun gaae ned ad Bakke?
Men ogsaa derfor Raad jeg veed.
Her neden for ved Havets Bred,
Sig leiret har et andet Chor.
Naar hist du følger Stiens Spor,
Vil den paa rette Vei dig føre.
OLDINGEN.
Jeg Chorets Stemmer alt kan høre.
177
AHASVERUS.
Jeg har i lang Tid her dem hørt.
Lyt efter! Da du selv er rørt,
Vil sikkert Tonerne dig røre.
CHOR FRA HAVBREDDEN.

Hvad er at gjøre?
Vee os! Vor Styrke forlod os,
Hele Naturen reiser sig mod os.
See dette Hav med de Bohlende Vover!
Som i en sydende Kjedel Vandet
Koger det over,
Stiger med Brusen herop mod Landet.
Føl denne blytunge Luft!
Huden den slikker med svovlede Tunger,
Aander i Hjertet os qvælende Duft,
Tørrer som Brand vore Lunger.
Mærk denne zittrende Jord!
Ei paa dens Fasthed og evige Orden
Længer vi troer.
Afgrundens Indvoldes smeltede Lag
Komme som glødende Flammer for Dag,
Græsset er rygende Aske vorden.
Hør! Over Bjergenes Skuldre
Fjernt Elementerne buldre;
Voldsomt, i Oprørets Harme,
Kræfterne larme,
Nu ere Herrer de bl evne.
Brudt har Naturen med Mennesket Pagten;
Vi er som Fyrster, fra Thronen fordrevne,
Røvede Magten.

Vi, som dog pløiede Havet,
Som Bølgerne aved,
Som i Kraft af Fornuften
Beseilede Luften,
Som Vindene lænked,
Som Dalene hæved og Høiene sænked,
Som planered og udmaalte Jorden,
Som reve Lynet fra Himlens Torden,
Som gjennembrød Landene,
Ledede Vandene:
Vi, som Naturen saa stramt holdt i Tømme,
At daglig tiltog vort Herredømme;
Vi, som ved Jordsmonnets Blanding,
Ved konstmæssig Vanding,
Sikkred os Høsten, og ikke
Behøvede Himlen om Regn at tigge;
178 Vi, med vor Aandsstyrkes Mindesmærker,
Med vore Maskiner og storladne Værker,
Som over vor Fremgang i Kløgt og Viden
Forbaustes selv, og beundrede Tiden:
Ak! Vi tilkort nu dog komme!
Vore Dæmninger brast, vore Vandspring er tomme;
Fra Jorddybets aabnede Indelukke
Istedetfor Kilden
Frembryder nu Ilden,
Og vore Sprøiter kan ikke den slukke.
Bag os ligger den herlige Tid,
Da ved Menneskets Konst og Flid
Jorden var bleven en Edens Have,
Vor Lyksaligheds Gidsel,
Der skjenked os Overflødigheds Gave,
Og ei, som i Oldtiden, Torn og Tidsel.
Bag os ligger den gyldne Tid,
Da med Syndens Frugt dens Frygt var forjaget,
Da vi leved saa trygt uden Gud,
Og midt i vor Tryghed os selv behaged.
Vee os! Nu har ved Skrækkens Bud
Frygten medeet os betaget!
Vi, som dog Stjernernes Løb beregned,
Som Veien betegned
For hver enkelt i Vrimlen:
Vi tør ei løfte vort Øie mod Himlen,
Thi som Slangeblik gløde,
Gnistrende røde,
Himlens Stjerner vor Angst imøde;
Vi tør ei skue mod Jorden, der truer
Med opspilet Gab og hvislende Luer;
Omspændte - tæt slutted' inde -
I Slangens Vold vi os finde.
Rundtom kun Fare,
Himmel og Jord os blev til en Snare;
Fangne vi ere,
Vi kan ei undslippe mere!

Vee os! Forventningens Smerte
Knuger vort Hjerte,
Modet er brudt, og Haabet forsmægter.
Vi, de mange, de mægtige Slægter,
Som vor Stolthed ei dulgte,
Som Triumfer kun feired,
Som hver Hindring beseired,
Naar med samlet Kraft et Maal vi forfulgte:
Vi stimle her sammen som jaget Vildt,
179 Det kløgtigste Raad nu er spildt!
Vi, som Naturen forstod at regere,
Forstaae den ei mere;
Brudt er dens Orden, og oven og neden
Hersker et gaadefuldt Væsen isteden.
Vor Viisdom og Konst, den Alt erstattende,
Her svinder bort;
Menneskeaanden, den vidtomfattende,
Kommer tilkort.
Indenfor, Nød,
Udenfor, Død!
Rædsel og Skræk
Speiler sit Billed i Alles Træk!
Hvor er, som Tilflugt, en styrende Magt?
Hvem er nu Kræfterne underlagt?
Hvem holder sammen paa Verdensringen?
Ingen! -
Alt er forbi!
Styrtede vi!
Frelsen er ude, og Haabet er omme!
Hvad skal der komme?

OLDINGEN.
O, skrækkeligt!
AHASVERUS.
Ja vist, min Ven,
Det var en styg Historie, den!
Men bort du gaaer?
OLDINGEN.
Jeg maa derned;
Det drager mig.
AHASVERUS.
Hvad er Magneten?
OLDINGEN.
Er ikke der Majoriteten?
AHASVERUS.
Jo vel, med sin Elendighed,
Sin Skræk, der banker i alle Pulse.
OLDINGEN.
Commune naufragium dulce.

(Lister af.)

AHASVERUS
(ene).

Gaae du kun ned og hyl med dem!
Jeg bliver her i Dødens Hjem,
Og henter Næring for mit Haab
Af Eders høie Klageraab.
Var blot jeg vis paa denne Død,
Der volder Jer saa stor en Nød;
Var I Propheter blot, hvis Sang
Bebuded sikker Undergang:
Jeg skulde hilse Klagens Lyd
Med Jubeltoner af min Fryd;
Thi ei fra Eders Dødsangst kan
Mit store Frihedshaab jeg skille,
180 Og her udgyder samme Kilde
Det beeske og det søde Vand.
Men ovenfor - i Lysets Land,
Hvor ubevægelige, stille,
Endnu dog Himlens Stjerner staae!
I samme Hvile jeg dem saae
Aartusinder her ned at skinne.
Jeg kan ei Slangens Øine finde,
Som Hine bange stirred paa;
Jeg deres Troskab prise maa,
Hvorvel ei hvide meer, men røde
De tindre her mit Blik imøde,
Saa selv den blanke Sirius
Nu flammer som et ildrødt Blus.
De staae endnu i samme Orden,
I samme Stilling imod Jorden,
Som da jeg selv, paa Herrens Bud,
Gik paa min lange Vandring ud.
De gjør endnu mig Veien tryg,
Som naar med Randsien paa min Ryg
Jeg vandrer gjennem Aftnens Svale
Op over Bjerge, ned i Dale.
Hvor ofte da, paa ukjendt Vei,
Til dem mit Øie løfted jeg,
Og spurgte ved det tabte Spor:
Siig, hvor er Syd og hvor er Nord?
Hvor har i Nattens Timer tidt
De lettet mig de tunge Skridt,
Og, kom Fortvivlelsen mig nær,
Mig trøstet med et himmelsk Skjær!
Hvor ofte, fra det fjerne Blaa,
Min Drøm i Stilhed vogtet paa,
Naar til den længst forspildte Lykke
Mig Søvnen vidste Bro at bygge,
Og atter i Jerusalem
Jeg saae min Slægt og fandt mit Hjem!
Og mangengang, naar Livsforagt
Og Bitterhed med mig fik Magt,
Og Menneskenes Troløshed
Og frække Trods mig gjorde vred:
Hvor har mig deres Fasthed qvæget,
Hvor dybt mig deres Ro bevæget!
Men nu, I faste Stjerner, nu,

(Thi ogsaa jeg har skiftet Hu)

Nu er min Bøn kun til Jer Alle,
Om snart at styrte, snart at falde! -
181 Forgjæves! De kun Bønnen haane -
Men ei Taalmodighedens Konst
I Livet dyrked jeg omsonst;
Den lærte jeg af Nattens Maane,
Mens aldrig trættet af sin Dont
Den stadig Jorden vandred rundt,
Og, uden Suk og Muk, med Mildhed
Sin Trældomsbane gik i Stilhed.
See, hvor den med sit hvide Skin
Hist gjennem Busken lyser ind,
Og rundt med Straaler har omspændt
Det oldtidsgamle Monument,
Som under Tryk af Tidens Magt
Sin Kuppels Dække har aflagt,
Og af hvis Støtter kun et Par
Gravkamret overlevet har,
Der, sunket halvt i Jordens Grund,
En Dysse Steen nu ligner kun.
Hvem ligger vel begravet der? -
Det er den ældste Steenhob her
Paa denne øde Kirkegaard,
Der ubrugt stod saamange Aar;
Den ældste Grav, hvorom sig siden
De andre samlede med Tiden;
Og her, hvor Døden sluttes inde,
Om Livet selv det ældste Minde.

Hvad siger jeg? det ældste? Nei,
Om Livet, der er opslugt vorden,
Det ældste Minde her er jeg!
Jeg passer just paa Kirkegaarden,
Hvor hine Slægter lagdes ned,
Der mig forbi paa Banen skred;
Jeg er den rette Mindesteen
For alle disse smuldne Been,
Thi ogsaa min Tid dengang faldt,
Da hine Slægter Noget gjaldt,
Da disse Been paa Fødder stod
Og gik omkring som Kjød og Blod,
Og jeg om Tiderne kan tale,
Da der var Liv i Dødens Dale.
O, naar tilbage her jeg seer -
Jeg ingen Taarer eier meer,
Men naar tilbage her jeg seer
Paa al den sunkne Kraft og Magt,
Paa al den visne Glands og Pragt,
182 Paa al den glemte Jubels Larm,
Paa al den spildte Fryd og Harm,
Paa al den Nød og al den Lyst,
Paa al den Sæd og al den Høst,
Der, som de svundne Tiders Minde,
Af dette Hjerte sluttes inde:
Da gjennembæves Sjæl og Krop,
Da bryder atter Saaret op,
Jeg længesiden troede lægt;
Da falder som med Centnervægt
Erindringsloddet paa mig ned,
Og minder om den Eensomhed,
Hvori jeg fastholdt kun mig selv
Paa Farten ned ad Tidens Elv;
Hvori jeg Skygger gik paa Spor,
Der flygted bart fra denne Jord;
Hvori blandt Skikkelser jeg vandred,
Der uophørlig sig forandred
Og skiftende forbi mig drev,
Mens dog jeg selv den Samme blev.
Forfærdelige Eensomhed!
Af dig kun Ahasverus veed.
Hvad hjalp det, jeg mit Hjerte bandt
Til hine Slægter, der forsvandt
I Tidens Svælg saa hurtig, som,
Naar Møllehjulet dreies om,
Den op adførte Strøm af Vand
Forsvinder under Hjulets Rand?
Hvad hjalp det mig, jeg søgte Ly
Og kjærligt Tilhold hos de nye,
Der, komne i de gamles Sted,
Dog ikke længer vared ved?
Hvad hjalp det, jeg vist hundred Gange
Mig lod af Skyggespillet fange,
Og skjøndt bedragen for min Lykke,
Paany dog bandt mig til en Skygge,
Der ud af Armen strax mig gled,
Og kun til Vinding lod mig Graven? -
Tilsidst af Skyggespillet kjed,
Jeg holdt mig blot til Vandringsstaven.
Den hele Verden rundt jeg skred,
Og fristet af min Eensomhed,
Jeg til de Gamles Skik forfaldt,
At tænke høit, som det er kaldt,
Og snakke med mig selv om Alt.
De Skygger, som jeg nu traf paa,
183 Lod rolig jeg forbi mig gaae,
Og af Erfaring godt belært,
Mig hvert et Folk var lige kjært.
Min Profession jeg stadig drev,
Skomager var jeg, og jeg blev
Ved Læsten al min Levetid.
Mit Brød fortjente mig min Flid,
Mit Redskab bar jeg i min Randsel,
Den hele Verden gav mig Handsel;
Thi vandrende fra Sted til Sted,
Jeg hvert Lands Mode gjorde med,
Og hver en ny Façon paa Skoe
Jeg i mit Haandværk fulgte tro,
Og selv paa mine ældste Dage
Blev ei i Konsten jeg tilbage.
Saa syede Skoe jeg, Stik for Stik,
Mens Sekler kom og Sekler gik,
Og ikke stemt just for Musik,
Jeg kun mig øved i Critik,
Hvormed jeg stundom Andre smerted,
Men saared meest dog selv mig Hjertet.
Saaledes Tiderne gik hen,
Foruden Viv, og uden Ven,
Som min Gritik behøved skaane -
Foruden Ven? Nei, det er sandt,
Een Ven jeg dog i Verden fandt,
Og det var dig, du blege Maane,
Som selv fra Luften skuer ned
I tusindaarig Eensomhed,
Og af naturlig Sympathi
Med Smiil din Broder gik forbi.
Sad jeg ved Arbeid, mørk i Sind,
Du kigged gjerne til mig ind,
Og vilde laane mig dit Skin;
Og naar i Skoven Vei jeg søgte,
Da kom du gjerne med din Lygte.
Du blev mig tro, min gustne Ven,
Foer end de andre Venner hen,
Men ogsaa jeg var tro igjen;
Saa stadig op til dig jeg saae,
At din Couleur jeg selv tog paa,
Ja, næsten her jeg sværge vil,
At mig dit Ansigt hører til,
Saa uden stort mig just at haane,
Man og dit Navn mig frit kan laane,
Og kalde mig den gustne Maane.
184 (Han reiser sig pludselig.)
Men hvad! Bedrager mig mit Syn?
Slog ned i Maanen der et Lyn?
Dens hvide Skive, heelt i Glød,
Medeet jo flammer luerød,
Og som et aabenbart Mirakel
Den ryger lig en antændt Fakkel!
See, hvor den Røgen sender ud,
Som fra et Kraters aabne Tud,
Og farver med et høirødt Skjær
Den Krands af Skyer, der stod den nær,
Saa ikke Skyen blot, men Jorden
Her ved min Fod, er ildrød vorden!
Hvor bringer dette Syn til Fald
De Lærdes Snak om Maanens Skal,
Som var den kun en død Krystal;
Thi at dog Ild den slutted inde,
Derom vel Flammen her kan minde.
Pragtfulde Syn! Jeg aldrig før
Har Maanen seet med den Couleur;
Det er ei længer Maaneskin,
Og Maanens Tegn er truffet ind.
Men gaaer min gamle Ven i Brand,
Da staaer paa Undergangens Rand
Vel Jord og Himmel allerede -
Hør, hvor i Dødens Angst dernede
Ved Havets Bred sig Sværmen gi´er!
Nu troer jeg selv det Alvor bli'er.
Ja, sving din Hat og Staven slæng
Nu, Ahasverus, gamle Dreng!
Der gik den første Stjerne - see,
Hvor glimrende afsted den skyder!
Og der den anden Banen bryder,
Og der medeet gik hele tre;
Og der forsvandt i Dybets Fjerne
Den straalerige Hundestjerne! -
Hold fast, mit Hjerte! Frem de trænge
De Taarer, som frøs inde længe;
Det er mig, som min hele Krop
I Veemod skulde løses op,
Som stod et Skridt jeg nu kun borte
Fra Paradisets aabne Porte.
Ja, rør Jer frit, som Friheds Pant,
I Lysets Børn, paa hver en Kant!
See, der den røde Mars forsvandt!
Og der, trods al sin Glands og Styrke,
185 Begroves Jupiter i Mørke!
Og der, at Hjertet reent skal smelte,
Der, Venus, brast dit gyldne Bælte! -
O Herre! Vær velsignet du,
Som ikke glemt mig har endnu,
Som fra din Himmel kom ihu
Den gamle Vandrers Smertensgang!
Nu mangler blot Basunens Klang,
Saa synger jeg min Svanesang
Saagodt som Melkeveiens Svane;
Saa naaer jeg Maalet paa min Bane,
Hvor Støvets Lænke falder af,
Og Lemmen aabnes for min Grav;
Og om end hele Jordens Slægt
Nedsegned under Dommens Vægt,
Jeg i min Sjæl dog juble vil,
Thi min Forløsning stunder til. -

Men hvem vil atter nu mig plage?
See der! Just som i Noæ Dage!

(Sætter sig igjen paa Graven, med Blikket vendt imod Himlen.)

Et Par Elskende kommer ind.

PIGEN.
O, hold mig! See Stjernerne falde!
YNGLINGEN.
Lad falde, lad styrte dem alle!
Saalænge de Stjerner jeg skuer,
I hvis Straaler min Glædessol luer,
Saalænge de deilige Øine
En Himmel over mig høine,
Saalænge din Kjærlighed lyser,
Ved Stjernernes Fald jeg ei gyser.
PIGEN.
O, stands dog! See Maanen i Glød!
Forfærdelse Foden mig lammer.
YNGLINGEN.
Nei, Priis for de straalende Flammer,
Der farve dig Kinden saa rød.
Hvor din Skræk gjør dig yndig og sød!
Men forglem i min Arm nu hver Smerte!
Hvad er Maanens den brændende Kjerte
Mod dit eget blussende Hjerte,
Mod Attraaens Brand i din Ven?
PIGEN.
O, Elskte! Hvor drog du mig hen?
YNGLINGEN.
Til min Barm, som min Kjærligheds Bytte!
PIGEN.
Fra Hjemmets beskjermende Hytte
Til en Kirkegaards mosgroede Stene!
YNGLINGEN.
Med vor Elskov er her vi alene.
Intet Speiderblik her vil os møde
186 Fra de lysskye, slumrende Døde;
Ingen Spot eller Fare sig nærme,
Hvor de livløse Skygger kun sværme.
PIGEN.
See der da! Et Gjenfærd paa Graven -
YNGLINGEN.
Hvordan! Den Gamle med Staven?
For et Gjenfærd tager du, Søde,
Jerusalems evige Jøde?
Følg med! Du maa være hans Gjest.
- Skomager, kom frem med din Læst!
AHASVERUS.
Du Daare, lad her mig i Ro!
I trænge vel næppe til Skoe,
For jer Lidenskabs Løb at forcere?
YNGLINGEN.
Men til Syvmiilsstøvler desmere!
See her denne deilige Glut,
I hvem jeg er dødelig skudt,
Og som selv har til Hjemmet vendt Ryggen,
For ved min Haand at opsøge Lykken:
I vor Hæl er en Flok af Drabanter,
Forældre med Onkler og Tanter,
De første med farlige Vaaben,
De Sidste med Skjelden og Raaben,
Og Alle i Støv vil nedtræde
Vor Rose, vor Kjærligheds Glæde.
Thi flygted med Iil vi fra Reden,
Og søge nu Eensomheden,
For i Lundenes skjermende Skygge
Som Fugle at bo og at bygge.
PIGEN.
Viis Vei os til Paradiset,
Og evig du være mig priset!
YNGLINGEN.
Tag Støvlerne frem af din Randsel!
Men hurtig; jeg giver dig Handsel.
AHASVERUS.
I nok vil faae Fødder at gaae paa,
Naar Jorden nu synker, I staae paa.
PIGEN.
Den synker! O, hører du, Kjære?
YNGLINGEN.
Og sank den, jeg skulde dig bære!
Omslynge med styrkende Varme
Ei her dig de trofaste Arme,
Og voxer, ved Rullen af Blodet,
I min Favn nu ikke dig Modet?
PIGEN.
Ja, her har jeg fundet den Vugge,
Hvori Hjertet forglemmer at sukke.
Den Kraft, som mig binder i Lænker,
De himmelske Vinger mig skjenker.
YNGLINGEN.
Saa flyv da!
AHASVERUS.
Nei, flye dog nu heller!
Gjør ikke de Stemmer Jer bange? -
187
PIGEN.
O vee! Det er os, man vil fange.
AHASVERUS.
Vist ikke! Det større Ting gjelder.
Det Raab Antichristen anmelder;
Det er Folket, der følger i Hælen
Sin Mester, som Legemet Sjælen.
YNGLINGEN.
De komnie! Hvorhen skal vi flygte?
Nu, Gamle, vær du os en Lygte!
AHASVERUS.
See, hist er en Aabning i Muren,
Der fører Jer ud i Naturen.
Om ogsaa dens Toner nu skurre,
Hvad skader det Duer, som kurre?
YNGLINGEN.
Du har Ret! Paa Kjærligheds Vinge
Afsted vi til Skoven os svinge,
Til Træernes luftige Kneisen!
Farvel, du Gamle! Formeld nu
Vor Hilsen derhjemme!
PIGEN.
Farvel, du!
AHASVERUS.
Farvel, og Lykke paa Reisen!

(De Elskende bort.)

AHASVERUS
(ene).

Rundtom mig Ævret man opgi'er,
Det meer og mere broget bli'er,
Og neppe Daarskab Flugten tager,
Før Galskab mig imøde drager,
Mens oven, neden, rundt omkring,
Sees Forbud paa de sidste Ting:
Foroven brænder Luftens Maane,
Forneden Jordens Slægter daane,
Foroven Himlens Stjerner falde,
Forneden Dybets Tordner kalde,
Og rundt omkring, til alle Sider,
En Verden, som med Døden strider.
Forunderligt! Mens Alt spaaer ilde,
Bli'er i mig selv det her saa stille,
Som stod jeg, lænet til min Stav,
Og saae mod Aftenrødens Hav;
Som gik jeg gjennem Skovens Gang
Ved Lyd af fjerne Klokkers Klang;
Som lød der Toner fra en Fest,
Der indbød mig til Høitidsgjest;
Som Alt, hvad Hjertet maatte savne,
Sig nærmed, for mig ømt at favne,
Saa jeg behøved blot at vente,
For mig en evig Trøst at hente.
O, Hjertets underfulde Bolig!
I Smerte trang, i Glæde vid -
188 Men der er Guden i vor Tid,
Nu, Ahasverus, hold dig rolig!

Antichristen træder op, fulgt af Folket.

CHOR AF FOLKET.

Ophold ei meer
Os nu med Snak!
Før Tegn vi seer,
Faaer ei du Tak.
Indblæs os Mod
Med din Magi,
Hjelp os paa Fod
Ved Trylleri!
Hvad du har sagt,
Gjør uden Frist:
Beviis din Magt
Som Antichrist!

ANTICHRISTEN.

Har ikke jeg beviist den hundred Gange,
I Daarer, som et Tegn forlange?
Var ikke Tegnet stort,
Da nys til Vand jeg Vinen havde gjort,
Saa I berustes ikke,
Skjøndt hele Dagen I jo saaes at drikke?
Har ei til Steen jeg tidt jert Brød forvandlet,
Saa I Jer spiste trætte,
Og dog ei mægted, Jer at spise mætte?
Har ikke fuld af Underkraft jeg handlet,
Da sidst jeg ved min Konst, ja næsten
Blot ved mit Aandepust, fremkaldte Pesten,
Og min og Eders Fjende lod crepere?
Hvad vil I Mere? -

EN STEMME BLANDT FOLKET.
Vi vil et Tegn af Verdens Herre,
Og ikke Tegn, som Ondt gjør værre.
Skaf os en Hjelp i Nøden,
Fordriv os Frygten og forjag os Døden!
ANTICHRISTEN.
Har I da glemt mit Raad, som Alt udretter:
Hvordan i disse Nætter,
Ved Strengelegens Toner,
Til Skin af tændte Lysekroner,
I skulde pyntede hinanden gjeste;
Forsamle Jer i store Sale,
For, under skjemtefuld og vittig Tale,
At have Frygten, Døden og Jer selv tilbedste?
O, troer mig Venner! det vil Eder styrke;
189 Thi Dødens Angst bortiler,
Hvor Øiet straaler og hvor Læben smiler,
Og Frygt kun boer i Eensomhed og Mørke.
Gjør Nat til Dag! da svinder alle Drømme,
Og alle Syner, der ei Mænd sig sømme.
EN STEMME BLANDT FOLKET.
Dit Raad vi trolig fulgte,
Men kun en stakket Hjelp sig deri dulgte;
Ei længer til det strækker.
Skaf os en Trøst, som Modet vækker,
En Trøst, hvoraf vi Fremtidshaab kan hente!
ANTICHRISTEN.
Den skal I faae - men I maae vente.
GHOR AF FOLKET.

Vi vente skal,
Og staae for Fald;
Det ligner ham,
Gid han faae Skam!
Saa siig os, du,
Hvi styrter nu
Fra Himlens Egn
En Stjerneregn?
Hvi staaer i Brand
Nu Maanens Rand?
Hvi syder op
Nu Bølgens Top?
Hvi spruder vild
Nu Jorden Ild?
Forklar den Sag,
Gjør Hjertet trygt
Og dræb vor Frygt
For Dommedag!

ANTICHRISTEN.

For Dommedag? Altid den samme Sang!
Endnu engang,
Hvor kan et dannet Folk mig byde Sligt?
Die Weltgeschichte ist das Weltgericht!
Hvor kan I troe det gamle Digt
Om Dommedag og Verdens Ende?
Lad dog af disse Tegn Jer her ei blende!
Hvergang mod dem I Blikket vend«
Med Angst i Sindet,
Da husk, hvorledes Rævens Mund
En Overgang det kaldte kun,
Dengang af Kroppen man den flaaede Skindet.
Thi hvad betræffer Solens Død,
190 Og Maanens Glød,
Og Jordens Nød,
Og Branden dybt i Underverdnens Skjød,
Og disse Himlens tusind Stjerneskud:
Da er det Hele kun et Gjennembrud;
Og tro mig, efter denne Dyst
Vil Livet skjenke dobbelt Trøst,
Tilværelsen gaae frem med dobbelt Lyst,
Og dobbelt herlig Jorden vil florere.

EN STEMME BLANDT FOLKET.

Men da er Ingen af os mere.
Vi holde ikke Pinen ud,
Og vi forgaae i dette Gjennembrud.

ANTICHRISTEN.

Nei, da I leve just i Mindets Glands!
Paa Eders Grav jeg flette vil min Krands,
Og Jer som lysende Heroer prise;
Til Efterverdnens Favn
Betroe hver Enkelts Navn,
Og frem jert Billed som et Storhedsmønster vise!

EN STEMME BLANDT FOLKET.

Passiar! Hvad Stort
Har Peer og Poul og jeg da gjort?
Nu vil igjen du smøre os om Munden
Med dine hule Phraser - Løgn i Grunden.

ANTICHRISTEN.

Hvorledes, mine Venner?
Jeg Eders gamle Tro ei mere kjender.
Besind Jer dog!
Antaget og,
At mine Ord i Tidens Løb forgaae,
Saa vil dog Jord og Himmel evig staae,
Naturen kan I stole paa!

EN STEMME BLANDT FOLKET.

Ja, der er Syn for Sagen,
Du Løgner, du! Men nu det Alvor bli'er.
Kom strax for Dagen
Med det Mirakel, som skal ende Plagen,
Thi det er os, til hvem det svier.
Benyt den Magt,
Hvorom saa store Ting du har os sagt!
Viis dig som Aandehærens Mester,
Gjør Tegnet, som dit Ord stadfæster,
Skaf Fred paa Jorden,
Bring Verden og dens Løb i Orden,
Tænd Himlens slukte Kjerter,
191 Men fremfor Alt, blæs Mod i vore Hjerter,
Og i en Studs til Død og Nød siig stop!
Bring Sagen i det Rene!
Hvis ei, vi sige dig vor Troskab op,
Og da staaer Mester Urian alene.
Du i din Storhed ei dig sikker mene!
For Folket du dig hytte!
Thi tro blot ei,
Vi for din egen Skyld dig elske - nei,
Vi elske dig, fordi du gjør os Nytte!
En ligefrem Accord:
Du skaffer Plagen bort,
Og viser, at du vil og kan beskytte,
Og vi, til Gjengjeld, aabne dig som før
Dit kolossale Tempels Dør,
Bekrandse dig din Ærestøtte,
Og sætte dig paa Thronen som vor Gud.

ANTICHRISTEN.

Velan! Fornemmer da mit Bud!
Begiver Eder ned
Til Eders Brødres Chor ved Havets Bred;
Jeg følger efter,
Og der, i Alles Paasyn, ved et Tegn,
Der spores skal i hver en Egn,
Der skaber Liv af Død,
Der sætter Grændse for al Verdens Nød,
Min Magt og mine Ord jeg klart bekræfter!

CHOR AF FOLKET.

Ja det var rart!
Bekræft dem klart,
Saa er igjen
Du Folkets Ven;
Saa raabe ud
Vi dig som Gud,
Og bøie Knæ
For din Trophæ.
Nu gaae vi ned
Til Havets Bred,
For der at see,
Hvad snart skal skee;
Men vee dig, vee,
Ifald med Ord
Igjen du troer
At vinde Spil,
Og, tungerap,
Igjen en Knap
Os dreie vil:
192 Da slaae vi til,
Og feie bort
Den Antichrist,
Der kom tilkort
I Løgn og List;
Da kan for os
Du gaae din Vei,
Thi byde Trods
Dig nytter ei.

(Folket bort.)

ANTICHRISTEN.

Hvor høist besynderlig sig Verden viser
I denne sidste Tid!
Den ikke meer som før mit Væsen priser,
Og til mit Ord vil ei den meer slaa Lid.
Men endnu meer besynderligt! i Splid
Jeg med mig selv geraadet er ved Tvisten,
Der mig en Kamp forkynder,
Saa nasten jeg begynder
At tvivle om mig selv som Antichristen.
Jeg - Antichristen - jeg, i hvem der boede
Urokket Selvtillid, af Tvivl ublandet,
Som paa mig selv og mine Tegn kun troede,
Og ikke troede paa Andet:
Jeg meer og meer fralistes
Ved Folkets Trods min egen sikkre Ro,
Saa jeg af Verden ordenlig nu fristes
Til ikke mere paa mig selv at troe.
Hvori kan Grunden ligge?
Thi hvad er kraftige Gjerninger, hvis ikke
Da mine var det? Hvad er Tegn og Under,
Hvis ikke d e, hvorpaa mit Ry sig grunder?
Fik over Sjælene jeg ikke Magt?
Tog ikke Aand for Aand jeg fangen?
Har ikke Hjerter jeg mig underlagt
Paa samme Viis, som man har sagt
At Fugle trylles kan af Klapperslangen:
Blot ved et Blik,
Et Nik? -
Bar Verden ei min Tømme?
Har ikke jeg udstrakt mit Herredømme
Til Christenhedens Ender?
Og mine Ord og Bud,
Har ikke jeg blandt Folket sendt dem ud,
Og greb ei Folket dem med begge Hænder?
Har ei de ynglet og en Indgang faaet,
193 Der langt mit eget Haab har overgaaet,
Blandt rige Matadorer,
Blandt lærde Professorer,
Blandt tusinde Skribenter,
Blandt Millioner af Studenter,
Saa Verden - hvorom Ingen meer nu tvister -
Er overfyldt af mindre Antichrister?
Og desuagtet, ja tiltrods
For disse Gjerninger, udført af Os,
Dog spotter nu man Antichristens Røst,
Og mens jeg Folkets Knurren hører,
Her i mit eget Bryst
Endog sig Tvivlen om mit Væsens Sandhed rører.

Hvor let til Tvivl os Andres Tvivl forfører!
Var da maaskee den Aandskraft ei min egen,
Hvormed saa høit iveiret jeg er stegen?
Og båres oppe jeg maaskee paa anden Haand
Af Meninger, der nu for Vinden spredes?
Hvorledes!
Er i sig selv da ikke Antichristen
En fri og myndig og selvstændig Aand?
Ja - derom er jo Tvisten.
De kalde mig for Løgner,
Og har de Ret, jeg ingen Udvei øiner
Til at faae Lys i Sagen:
Da staaer jeg slagen,
I Grunden
Som paa Munden,
Og om mit eget Selv jeg Intet mere
Da mægter at bekræfte og negere.
Thi vel jeg veed, at jeg til Intet bliver,
Som Alt, naar først Alverden mig opgiver;
Men hvem jeg er, og hvad
Der egentlig udgjør mit Væsens Kjærne,
Ja, derom gjerne
En sikker Kjendelse jeg mig udbad.
Paa dette Spørgsmaal kan jeg selv ei svare,
Og Verden maa i mit Sted Sagen klare.

Men Skinnet maa jeg søge at bevare;
Derom det gjelder,
Jo meer min Stjerne mod sin Nedgang helder.
Hvad Bryderi det end skal volde,
Jeg maae det Løfte holde,
Som jeg har Folket gjort,
194 Hvorvel det altfor kæmpemæssig stort
Sprang som en Kobold mig af Hjertegruben,
Da nys man satte Kniven mig paa Struben.
Med min Magi
Er det forbi,
Den ferierer med Naturens Love,
Saa jeg med den tør Intet vove;
Og kun ved Hjelp af Aandens Trylleri,
Der støtter sig paa Ordets Konst,
Og virker gjennem Folketaagens Dunst,
Det bliver muligt, Spillet her at vinde.
Men hvor nu i en Hast da finde
Det Aandens store Tegn,
Der spores kan i hver en Egn,
Der skaber Liv af Død,
Der sætter Grændse for Alverdens Nød -
Hvor i Alverden søge Tegnet?

AHASVERUS.
Her!
ANTICHRISTEN.
En Røst fra Graven! - Siig, hvem taler der?
Hvem er du, blege Skygge blandt de Døde?
AHASVERUS.
Jeg Ahasverus er.
ANTICHRISTEN.
Den gamle Jøde?
AHASVERUS.
Ham selv!
ANTICHRISTEN.
Ja, nu jeg kjender Stemmen;
Det Maal sig godt indprenter.
Og der paa Graven du et Tegn forventer?
AHASVERUS.
Som hjelper dig af Klemmen,
For derpaa reent dig til et Nul at gjøre.
ANTICHRISTEN.
Nei, vil man høre!
Men uden Gaader,
Og uden alle grove Talemaader,
Nævn mig dit Tegn og raad mig Runen.
AHASVERUS.
Det Tegn, jeg venter, er Basunen.
ANTICHRISTEN.
Basunen!
AHASVERUS.
Ja, det store Tegn,
Der spores skal i hver en Egn,
Der Liv vil kalde frem af Død
Og ende Slægtens hele Nød,
Naar med de dybe Toners Klang
195 Dens Malmrøst standser Verdens Gang,
Og lader Jorden selv forgaae
Med Støvet, som den blæser paa.
ANTICHRISTEN.
Men Jorden evig vil bestaae!
AHASVERUS.
Det siger vel en Daare?
ANTICHRISTEN.
Nei,
Du gamle Nar, det siger jeg.
Blev denne Jord af Dage mæt,
Blev af sin Gang maaskee den træt,
Og kom der Noget den iveien
For dens bestandige Omdreien?
Boer i dens tusind Slægters Bryst
Endnu som før ei Levelyst,
Og misted de maaskee den Kraft,
De til Forplantelse har havt?
Gaae rundt og spørg dem, Flok for Flok,
Om de af Livet alt har nok,
Om til at døe de spore Trang,
Saa skal du høre Svar engang!
Og nu det egentlige Liv,
Som skyldes Menneskenes Bliv:
Familiens, Gulturens, Statens,
Skribentens, Tænkerens, Soldatens,
Og hvad der mere nævnes kan:
Mon Undergangen det staaer an?
Nei, lad du Jorden smukt bestaae!
Vil du, at Livet skal forgaae,
Maa du en gyldig Grund det skikke.
AHASVERUS.
Nu, Grunden er, det duer ikke.
ANTICHRISTEN.
Hvorledes! Dette Liv ei duer?
Veed du, hvad latterlig Figur
Du selv gjør med dit dumme Svar?
Thi Ret bestandig Livet har.
Det duer ikke - vil man høre!
Hvordan vil du Beviset føre?
Gik fra sit Udsprings dunkle Hjem
Ei Menneskenes Liv da frem
Og fremad indtil vore Dage? -
Kom stundom det et Skridt tilbage,
Det var kun, for i alle Ting
At gjøre nye og større Spring
Mod den Fuldkommenhedens Dal,
196 Som altid var vort Ideal.
Betragt hver Konst og Industri,
Hvert Haandværk, der er Hoved i,
Hver Videnskab, og hvad du vil,
Og see, om ei mit Ord slaaer til.
Ja, hvad vi Tidens Fremgang skylde,
Vel med Forbauselse maae fylde,
Og vække vor Forventning om
Det ei paa een Dag bygte Rom,
Men som vil glimrende opbygges,
Jo meer Bestræbelserne lykkes. -
See bare paa de sidste Tider,
Som fremfor alle godt jeg lider,
Da med min Suurdei jeg dem syred,
Og jeg i dem stod selv for Styret:
Har ei i dem vi skjenket Ly
De gamle Sæder med de nye?
Og skaffed Gyldighed vi ikke
Med Østens Love Vestens Skikke?
Ja, fik vi ei til vores gjort
Alt det, som Verden kalder stort,
Idet vi Tider sammenblandte,
Og, ubegrændset tolerante,
Kun lukked Troens snevre Port,
Men ellers aabned alle Døre
For Viisdom, der var værd at høre? -
Og denne ypperlige Jord,
Som nylig stod i bedste Flor,
Og som vi snart igjen tør haabe
Vil sig iføre Fredens Kaabe:
Den, mener du, skal gaae tilgrunde?
Var der en Gud, som paa dit Ord
En saadan Gjerning øve kunde,
Ja, som blot Tanken kunde fatte,
Saa riig en Jord at ødelægge,
Og ned i Undergang at trække
Dens uvurdeerlig sjeldne Skatte
Af Kløgtens og af Konstens Haand,
Der, glædende hver dannet Aand,
I Bibliotheker snart indlemmes,
Og snart i Konstmuseer gjemmes -
Som kunde, just naar bedst den fremmes,
Culturen give Naadestødet,
Og, uden at ham Hjertet bløded,
Tilføie Konst og Videnskab
De uerstatteligste Tab:
197 En saadan Gud jo maatte nævnes
For en Barbar og en Vandal,
Og al Gulturens bittre Qval
Værst paa ham selv jo vilde hævnes.
AHASVERUS.
Ho, ho! Min Gud bestemt har Raad
Til slig en uhørt kostbar Daad;
Det kommer ham bestemt ei an
Paa noget Videnskab, og han,
Som vækker Abraham Børn af Stenene,
Nok hjelper Konsterne paa Benene.
Men hvad nu angaaer denne Jord,
Som du fortæller stod i Flor,
Og dette Liv, hvorpaa du viste,
Idet med Stolthed du mig priste
Dets Fremgang og dets store Spring;
Da glemte bare du en Ting,
Nødvendig som en Knevl i Klokken,
Naar man vil prøve Klokkens Klang:
Du glemte nemlig Maalestokken
For disse Spring paa Livets Gang;
Den gamle Maalestok, du veed,
Der er justeert fra Evighed.
Tag denne Maalestok i Haand,
Og gaae omkring som luttret Aand
Blot halv saamange Aar som jeg,
Og læg dit Maal paa Livets Vei,
Og Slægten eftersee i Sømmene,
Du bli'er nok anderledes dømmende.
ANTICHRISTEN.
Jeg mærker, du er Pessimist.
AHASVERUS.
Og du en Optimist, som Alle,
Der ei sig Maalet blev bevidst.
ANTICHRISTEN.
Ja, det maa gjerne du mig kalde!
Den Titel tager jeg imod,
Thi hvilken Jord var halv saa god?
Men du, som sidder der og angler
Paa Graven efter Livets Mangler,
Og sagtens fisked nogle smaa:
Fortæl, hvad Stort da Jorden fattes,
Som gjør, at den uværdig skattes
Til meer blandt Kloder at bestaae?
AHASVERUS.
En Konge fattes den.
ANTICHRISTEN.
Ja saa!
Det havde mindst jeg ventet høre.
Hvad skulde denne Konge gjøre?
198
AHASVERUS.
Han Regimentet skulde føre.
ANTICHRISTEN.
Og med ansvarlige Ministre
Vel Jordens Grundlov sammenklistre?
AHASVERUS.
Jo vist! Nei, ingen Konge-Prakker,
Der Mængden for sin Krone takker,
Og uden Raader staaer perplex,
Men just en Dei gratia Rex!
En Konge netop af Guds Naade,
Som selv kan Rigets Bedste raade:
En Konge, paa hvis Magt kan pukkes,
Og ved hvis Storhed der kan dvæles;
En Konge, for hvis Stol ei bukkes,
Men for hvis Fod med Fryd der knæles;
En Konge, mod hvis Bud ei mukkes,
Men af hvis Ord hans Folk besjæles;
En Konge, som har Herskerstemplet
Ei blot paa Thronen, men i Templet.
En saadan Konge savner Jorden,
Og derfor er det i sin Orden,
At Jordens Slægter nu forgaae.
ANTICHRISTEN.
Nei, derfor godt de kan bestaae!
Saa godt som i de svundne Dage
Kan selv jeg Kongespiret tage.
AHASVERUS.
Hvordan! Trods Alt, hvad her er skeet,
Du end med Kongenavn vil prale?
Har du da glemt din egen Tale,
Da nys, berøvet Folkets Hale,
Du som en kjærneløs Gomet,
Blev i din Huulhed gjennemseet
Af mig, som her paa Graven kured?
ANTICHRISTEN.
Saa du har siddet der og luret?
Men kalder mig du for Comet,
Jeg kalder dig for falsk Prophet,
Hvem Undergangens Rygte skyldes.
Din Spaadom aldrig vil opfyldes!
AHASVERUS.
Jeg altsaa løiet har - Velan,
Betragt da ret mig gamle Mand!
Troer du maaskee man lyve kan,
Naar man i flere tusind Aar
Omkring som et Skelet kun gaaer
Imellem Levende og Døde?
ANTICHRISTEN.
Du er en meget gammel Jøde,
199 En virkelig naragtig En,
Som kun bestaaer af Skind og Been,
For saa vidt her du taler sandt;
Men alt det Andet er kun Tant,
En evig Jøde gi'es der ikke.
AHASVERUS.
Og dermed troer du død at stikke,
Og reent for Liv at pumpe lens
En tusindaarig Existens?
Men lad nu dette Spørgsmaal ligge!
Tag mine Ord da kun for Løgne,
Og tro blot dine egne Øine!
Betragt som Jorden Himlens Egn!
Hvad siger du til disse Tegn:
Til Maanens Brand, til Stjerners Regn,
Til Havets Brøl, til Dybets Flammer,
Til Folkets Hyl og Verdens Jammer?
ANTICHRISTEN.
Jeg siger, at før Klokken Ni
Vil Himlens Pragtfyrværkeri,
Og Havets Brøl og Jordens Røre
Med Solnedgangen nok ophøre.
AHASVERUS.
Det siger du, du blinde Daare,
Som, ramt, tør spotte Himlens Lyn;
Som skuer Liget lagt paa Baare,
Og dog benegte vil dit Syn!
ANTICHRISTEN.
Ja, jeg Fornuftens Sag forfegter,
Og til det Yderste jeg negter
Basun, og Undergang og Alt,
Hvad der om Enden bli'er fortalt.
AHASVERUS.
Nuvel! Du troer ei mine Ord,
Dit eget Syn du ikke troer,
Vær idetmindste da saa klog
Og tro nu denne gamle Bog,
Som, af sit Gjemme bragt for Dagen,
Med afgjort Vished klarer Sagen,
Og Tvivlens Avner veirer hen -
Seer du min Bibel?
ANTICHRISTEN.
Bort med den,
Forvirringens og Stridens Kilde!
Dens gamle Sagn forlængst er mugne,
Dens gamle Blade ormestukne,
Og Bindet selv mig lugter ilde.
AHASVERUS.
Det vover du at sige?
ANTICHRISTEN.
Ja,
Det vover jeg, og meer endda!
200
AHASVERUS.
Vantroens Fyrste! Veed du hvad:
Til ingen Sjæl jeg bærer Had,
Jeg dig endog har vidst at skaane;
Men naar du vover her at haane
Det Eneste, som ret jeg veed
Mig hjalp i min Elendighed,
Min lange Jammers dyre Trøst:
Da sporer jeg en mægtig Lyst
Til, før mit sidste Skridt er traadt,
Endnu at gjøre noget Godt,
Som ret kan kalde dig til Orden:
Til her at slaae dig ned i Jorden,
Og dig ved Livet skille nu.
ANTICHRISTEN.
Skomager, Usling, Skygge, du!
AHASVERUS.
Ja, vel en Skygge, længst forødet,
Mens end du strutter stolt i Kjødet;
Men dog der blev en Aand til Rest
I disse Knogler, disse Sener,
Og Aanden Kjødet dømmer bedst.
Seer du mit Vaaben - denne Læst!
ANTICHRISTEN.
Stik Læsten ind, det bedst dig tjener;
Igjen i Lommen den begrav!
Hvor bliver Tolerancen af?
AHASVERUS,
Du, med din Tolerance, med
Den lunkne, qvalme, vamle Drik,
Som Den, der kraftig Næring fik,
Igjen spyer ud og væmmes ved;
Her var den paa urette Sted!
Men denne Læst - vidunderligt,
At nu jeg mindes skal om Sligt,
Nu da en Løgner Ordet har -
Men dengang denne Læst jeg sidst
Opløftede til Slag, da var
Den vendt imod den Herre Christ,
Og mod det hellige Kors, han bar.
Da, i min blinde Iver, tog
Jeg Hvidt for Sort og mig bedrog;
Da saae jeg skjævt i Sandheds Speil,
Jeg dømte - men jeg dømte feil.
Det Største dengang voved jeg,
Og nu det Mindste tør jeg ei;
Min egen Skyld mod Herren gjør,
At ei jeg dig fordømme tør,
Og denne Læst mig husker paa,
201 At lade hvert et Regnskab staae,
Endogsaa dit, til han er kommen;
Thi hans er Hævnen - hans er Dommen!
ANTICHRISTEN
(seer omkring). Hvorfra de Toner?
AHASVERUS.
Hør dem, hør!
Brug Naadens Tid, før Tiden døer!
ANTICHRISTEN.
Trompetstød!
AHASYERUS.
Ja, nu raades Runen!
Ned til din Hjord, og frem den før!
Basunen kalder.
ANTICHRISTEN.
Ba - Basunen!

(Antichristen flyer, og Ahasverus synker i Knæ.)

BASUNEN
(fra Skyerne).

Knæl, knæl, o Jord! og, iført Sæk og Aske,
Afkast din Herligheds og Stoltheds Maske!
I Himlens Skyer er Engleskaren kommen,
Den følger Dommen.

Ned, ned i Støv, hvad kneiser og hvad trodser:
Naturens Steen- og Konstens Muur-Kolosser!
Hvert kronet Spiir, og alle høie Taarne,
Til Fald udkaarne.

Ned, ned i Støv, for Dødens Drik at tømme,
Med Hovmods Planer Ærens stolte Drømme!
Ned, for i Undergangens Dyb at favne
De store Navne!

Frem, frem for Lyset Alt, hvad Mørket skjuler
I Jordens Afgrund som i Lastens Huler!
Frem, Livets skjulte Tanker, for at klares,
Og aabenbares!

Frem, frem af Hjertets hemmelige Kammer
Hver Id, som ulmer, og hver Lyst, som flammer,
Hvert Haab, som spirer, og hver stille Kummer,
Hvis Suk forstummer!

Op, op af Graven, alle blege Minder
Om alle gamle Synder og forgrædte Kinder!
Op, med de halvthensmuldne, muldne Bene,
For Gud at tjene!

202

Op, op af Graven, alle fordums Døde,
For med den sidste Slægt til Dom at møde!
Op til den Dag, hvor ingen Skygger fjæle
De nøgne Sjæle!

Stands, stands i Verdensløbet, Livets Kilde!
Og du, o Tid, midt i din Flugt staa stille!
Frem strømme kun fra Evighedens Zoner
Basunens Toner!

AHASVERUS.
Det drøner - Himmelloftet runger,
Og Jordens Svælg har faaet Tunger.
Til Marven gik Basunens Klang,
Fra Bjerget svarer Chorets Sang,
Og Dybets Veeraab standser ei.
Men her, o Herre! her er jeg,
Forventende din Frelses Vei,
Af Domsbasunens Toner knuust
Og dog af evig Fryd beruust,
Her, dybt i Støv, paa Gravens Muld,
Lyksalig og forhaabningsfuld.
Den Stemme, som hvert Hjerte traf,
Forkynder Enden paa min Straf;
Den Røst, som bragte Dødens Bud,
Mig af mit Fængsel kalder ud;
Det Ord, som Verden slog med Gru,
I Naaden mig opløfter nu,
For gjennem Gravens Nat at bære
Dit Korses Herlighed med Ære,
Og din til evig Tid at være.
(Han reiser sig.) End zittrer Jorden - alle Ting
Har skiftet Farve rundt omkring.
Selv denne gamle Kirkegaard
Nu i en ny Belysning staaer,
Skjøndt lige øde - lige stille.
Paa Gravene som Blaalys spille,
Og hisset, ved det oldtidsgraa,
Det halvt nedsunkne Monument,
Ved Pillen, op til Muren læn't,
En dunkel Skygge seer jeg staae,
En Skikkelse, mig halv bekjendt.
See, hvor den skjælver som i Skræk!
Forgjæves Foden vil den røre.
Men hvem i Verden dog tilhøre
Dens skarpe, mig bekjendte Træk?
203 Til hvilket Minde dem henføre?
Hvordan! Mig Gravens Lys afsløre
Paa eengang her dens hele Status:
Saa sandt jeg lever, Pontius Pilatus!
PILATUS
(fra Steendyssen). Hvem kalder mig ved Navn paa disse Steder?
AHASVERUS.
Pilatus! Saa det virkelig er Eder?
PILATUS.
Jeg er Pilatus, ja.
AHASVERUS.
Jer Mine sørger.
Hvor gaaer det Eder?
PILATUS.
Hvem er du, som spørger?
AHASVERUS.
I sikkert Navnet Ahasverus mindes;
Paa jer Erindringstavle maa det findes.
Jeg ofte Vidne var, naar I holdt Dom,
Og hele to Aar jeg med Skotøi kom
Til Jer og til jer Frue.
PILATUS.
Hvor? I Rom?
AHASVERUS.
Nei, i Jerusalem, da som Dictator
I hersked, under Navn af Procurator
Provinciæ.
PILATUS.
Hvorledes - du er Jøde?
AHASVERUS.
Nu ikke meer. I mig den Sidste døde.
PILATUS.
Jeg fatter ei din Tale. Siig, hvordan
Staaer til det i Judæa?
AHASVERUS.
Arme Land!
Paa jer Tid gik det galt, men siden værre.
I vilde ikke kjendes ved det, Herre!
Af fordums Slægter findes ikke een,
Af fordums Bygninger ei Steen paa Steen.
PILATUS.
Hvor daarligt har min Eftermand da handlet!
Det smukke Landskab til en Ørk forvandlet.
Hvad siger Keiseren?
AHASVERUS.
Ei mindste Ord.
Jer Romerkeiser længst er under Jord.
PILATUS.
Men Keiserne, som fulgte ham i Tiden?
AHASVERUS.
Er blevne Støv og Muld for længe siden!
PILATUS.
Saa Rom har skiftet Herre?
AHASVERUS.
Mange Gange!
Hvis I det saae, I vilde blive bange.
Af Jordens Flade næsten reent udslettet,
I Folks Erindring næsten heelt forgjettet,
204 Er Cæsars Rom forsvundet.
PILATUS.
Rom forsvundet! -
Hvorlænge har mit Støv i Graven blundet?
AHASVERUS.
Aartusinderl - Nei, bliv dog ei forskrækket,
Fordi Jer Muldet har saa længe dækket!
Jeg selv saa tidt forbi kom denne Grav,
Men aned mindst, at Jer den Hvile gav.
Det var vel, da I landsforviist var vorden,
At her, saa langt fra Rom, I kom i Jorden?
I sukker - siig, gaaer Noget Jer imod?
PILATUS.
Du seer, til Stedet bunden er min Fod;
Jeg vil herfra, men kan mig ikke røre.
Men kom herhid! Lad mig din Tale høre,
Thi dybe Gaader skjule sig deri.
Du siger, at du tidt kom her forbi;
Kom ogsaa du, som jeg, da fra de Døde?
AHASVERUS.
Nei, Herre! nei, jeg blev ei Ormes Føde.
Min Lod var stik mod Eders. I sov ind,
Mens Frygt og Bæven vaagent holdt mit Sind;
Og mens fra Eders Dødsstund her I siden
Paa samme Plet Jer opholdt hele Tiden,
Har jeg paa Reiser været Jorden rundt,
Og døiet Regn og Blæst, og andet Ondt.
Mens blandt de stille Døde I har bygget,
Blev af de Levende jeg stødt og trykket;
Mens Gravens søde Slummer I har smagt,
Har jeg paa Verdens vilde Vei holdt Vagt;
Og mens de møre Been I uforandret
Har udstrakt her, og Jordens Nød bortdrømt,
Har Livets Bitterhed tilbunds jeg tømt,
Og træt til Døden disse Lemmer vandret.
PILATUS.
Din Tale kommer med sig selv i Strid.
Du siger, at vi er fra samme Tid,
Og du endnu ilive være skulde,
Skjøndt over tusind Aar jeg laae i Mulde?
AHASVERUS.
Ja vist, det lyder gaadefuldt.
PILATUS.
Saa skynd
Dig med at løse Gaaden!
AHASVERUS.
Min er Skammen,
Og min er Skylden; men den hænger sammen
Dog meget nær med Eders egen Synd.
PILATUS.
For hvilken Synd vil du mig her anklage?
205
AHASVERUS.
Tænk, Herre, paa Jerusalem tilbage!
I mindes dog jert sjette Dommeraar?
For min Erindring er det som igaar,
Saa klart staaer Alting: Stedet, Timen, Dagen.
PILATUS.
Nu vel, min Ven! men hvad gjør det til Sagen?
AHASVERUS.
Fredag før Paaske var det. Husk Jer om!
Det tidlig Morgen var, da I holdt Dom.
Veiret var klart og koldt, og nylig kommen
Til Staden var I selv.
PILATUS.
Hvem stod for Dommen?
AHASVERUS.
Jesus af Nazareth -
PILATUS.
Ha, stille, stille!
Tal ei om ham. Jeg veed, jeg dømte ilde.
AHASVERUS.
Fordømt af Jer, paa Veien til sin Død,
Kom han til mig, som ham med Haan forskød,
Og ved Forbandelsen forstørred Brøden.
Dengang faldt Dommen, at, forskudt af Døden,
Jeg hvileløs paa Jorden skulde gaae,
Til Enden jeg paa denne Verden saae,
Og Dommen opfyldt seer I her at være.
Men tidt, naar Korset blev mig tungt at bære,
Jeg tænkte ved mig selv: Naar mig der traf,
Fordi jeg ham forskød, saa haard en Straf,
Hvor gaaer det da Pilatus, som ham dømte,
Og paa hvis Bud hans hellige Blod udstrømte?
PILATUS.
Hold inde! Hvorfor pine mig saa haardt?
AHASVERUS.
Nei, Herre! vend jert Aasyn ikke bort!
Lad ei mig troe, at Jer mit Ord har skadet!
Har end jeg fordum Jer som Fremmed hadet,
I er dog kjær og dyrebar mig nu.
I kalder mig mit Fædreland ihu.
Jert Syn opvækker de forsvundne Minder,
Og Hjem og Slægt og Venner jeg gjenfinder.
Jeg skuer atter Zions hellige By,
Min egen Ungdom møder jeg paany;
De træde frem igjen de glemte Dage,
For her mig gamle Mand i Favn at tage.
Ja, skjøndt det mod Befrielsen nu gaaer,
Skjøndt Frelsens Porte nu saa nær jeg staaer,
Her i min Sjæl sin Ret dog Mindet kræver,
Det strømmer over, og mit Hjerte bæver.
206 I var den eneste Bekjendt, jeg traf
I al den lange Tid, jeg led min Straf.
O, see paa mig som før! Deel denne Glæde,
Som Synet af Jer lod i mig fremtræde!
Lad mig jer Tilstand kjende! Giv mig Svar!
Har I en Sorg, maaskee en Trøst jeg har.
Hvor gik det Jer i Døden?
PILATUS.
Det gik daarligt!
Men plag mig ikke! Mindet er alvorligt.
AHASVERUS.
Tal! I mit Hjerte brænder der en Lyst
Til Alt at dele med Jer - Haab og Trøst.
PILATUS.
Saa du mig trøste vil? - Hvordan? Hvormed?
Du meente nys, mig Hvilens Palme raktes
Den lange Tid i Gravens dybe Fred;
Men viid, at da i Døden først jeg vaktes,
Jeg fandt mig paa et mørkt og eensomt Sted.
Ei mindste Lyd sig til mit Øre trængte,
Ei mindste Lys sig i mit Øie sænkte,
Jeg intet hørte, og jeg Intet saae,
Undtagen Eet, jeg evig grunded paa.
AHASVERUS.
Hvad var det, Herre?
PILATUS.
Noget, jeg opleved,
Et dunkelt Ord, der Sjælen splitter ad.
AHASVERUS.
Men hvilket Ord da?
PILATUS.
»Hvad er Sandhed«?
AHASVERUS.
Hvad!
Jert eget Ord, der saa berømt er blevet?
Det Ord, I selv anvendte ved jer Dom,
Da i Forlegenhed for Svar I kom?
PILATUS.
Paa det i Graven jeg bestandig grunded.
AHASVERUS.
Forunderligt! Og har I Svaret fundet?
PILATUS.
Ja, hvis du vil, men rettere dog Nei.
Thi seer du vel, i Døden er det ei
Som her i Livet, hvor med Smiil man spørger:
Ja, hvad er Sandhed? og ihast besørger
Saa med et Skuldertræk den hele Sag;
Hvor paa Debatten kun der ligger Lag,
Hvor pro og contra der bestandig trættes,
Hvor lige godt paa Nei og Ja der sættes,
Og Sandhed til en Pulje bliver kun,
Hvorom man spiller i en ledig Stund,
207 For Morskabs Skyld, til man ved Spillet kjedes.
O nei, i Graven er det anderledes.
Uhyre vigtig bli´er den Sandhed da,
Som ikke meer man løs kan komme fra,
Det hele Selskab, som man har tilbage.
For mig var Sandhed kun en Aand til Plage,
Et Spøgelse, der midt i Dødens Hjem
Bestandig nyt og drillende kom frem,
Og for mit Blik sig strax i Mørket dulgte,
Hvergang med Iver jeg dets Spor forfulgte.
AHASVERUS.
Men naar hvad Sandhed er, I spurgte om,
I husked dog vel Eders egen Dom? -
PILATUS.
Troer du, at Mindet kan i Graven svinde?
Min Dom var i mit Spørgsmaal sluttet inde,
Og hvergang jeg tilbage til det kom,
Holdt atter jeg i Dødens Rige Dom,
Og atter prøvende betragted nøie
Jeg denne Jesus, der mig stod for Øie
Som fordum, da for Skranken han blev kaldt;
Thi om hans Tales Sandhed det jo gjaldt,
Og om hans sande Væsen fremfor Alt. -
Til Indgang strax sig tvende Spørgsmaal danned:
Er der en Sandhed til? Og for det Andet,
Var der i denne Jesus Sandhed da?
Paa begge Spørgsmaal svared jeg med Ja,
Og at bestandig med et Ja jeg svared,
Paa denne Maade jeg mig selv forklared:
Jo længere jeg paa hans Aasyn seer,
Jo længere jeg hører ham, desmeer
Umuligt bli'er det mig, at troe ham skyldig;
Saa denne Sandhed er, og er mig gyldig:
Han var en god, uskyldig, sanddru Mand.
Men om et Sandheds-Rige taler han,
Ja, som dets Konge han sig selv forkynder,
Og her for Alvor Tvivlen først begynder.
Af min Erfaring hurtig lærer jeg,
(Selv om hans eget Ord jeg ikke mindes) At Riget er af denne Verden ei;
At altsaa kun i Tankens Verden findes
Den Art af Sandhed, som der spørges om,
Og som kun naaes ved Slutning og ved Dom;
At altsaa min Bestilling bli'er at dømme,
For kun det logisk Visse at indrømme.
Men dømmende hver enkelt Sandhed frit,
Og sluttende mig fremad, Skridt for Skridt,
208 Jeg mærker snart, at Sandheds Veie spredes,
Saa, Riget søgende, jeg vild kun ledes;
Og endnu meer, at skjøndt hver Sandhed jeg
Saalænge kan forfølge paa dens Vei,
Til ved et sluttet Punkt tilsidst jeg standser,
Hvor noget vist Guddommeligt jeg sandser,
Og altsaa vel kan komme til en Gud,
I hvem hver enkelt Sandhed løber ud:
Jeg til et Menneske dog aldrig kommer,
Og endnu mindre til en Mand, hvis Dommer
Og Øvrighed jeg selv mig kalde kan;
Saa denne Jesus altsaa ei var sand,
Og selv i Sandhedsriget ei har været,
Da han for Sandheds Konge sig erklæred.
Her standsed jeg - og prøvende min Dom,
Imod den Dømte dreied jeg mig om,
Men ved hans Syn blev Dommen strax ugyldig;
Han stod jo for mig sanddru og uskyldig,
Og Sagen forfra maatte tages fat.
Igjen, som før, paa Dommersædet sat,
Jeg altsaa hans Proces paany begyndte:
Til Documentationen jeg mig skyndte,
Løb Acterne igjennem, Blad for Blad,
Fremdrog Beviserne, til fast jeg sad
Netop paa samme Sted som sidst i Dommen,
Hvor Slutningsrækken var tilende kommen;
Og nu bedømmende hans Udsagn, fandt
Jeg det saa lidet conseqvent og sandt,
At idethøieste jeg kunde sige:
Han Konge var i Illusionens Rige,
Paa Sværmeriets taagede Gebeet,
Hvor man saamange Konger jo har seet.
Dermed var Sagen endt; men proclameret
Var Dommen knap, før strax igjen casseret;
Thi gjennem Tanken mig paa eengang foer
Hans klare, simple, tillidsfulde Ord,
Og vendende mig atter mod hans Billed,
Der i den høie Reenhed sig fremstilled,
Strax over den Formodning Streg jeg slog,
At han, sig selv bedragende, bedrog;
Og atter blev, som før, den Dom mig gyldig:
Nei, han var sand, saa sanddru som uskyldig,
Og altsaa Sandhedsrigets Konge dog.
AHASVERUS.
Og derved, Herre, blev I da vel og?
PILATUS.
Et Øieblik, indtil, af Tvivlen plaget,
209 Igjen det vundne Resultat jeg vraged,
Og mig paany gav til Processen hen,
For at begynde forfra den igjen,
Og, dømmende, forkaste Dommen atter.
O, Ahasverus! aldrig du det fatter,
Hvad jeg for Sandheds Skyld har døiet Ondt.
Som Møllehesten gik jeg Kredsen rundt
I samme Tankegang, hvor Lys ei straaled;
Og lige nærved, lige fjern fra Maalet,
Bestandig fremadskridende, jeg kom
Tilbage kun, hvor sidst jeg dreied om;
Og skjøndt i Sandhedsveiens Dyb jeg trælled,
Fik aldrig dog den visse Dom jeg fældet.
O, meer for denne Sandhed har jeg lidt,
End om forfulgt for den jeg havde stridt,
Og havde maattet rundt i Verden vandre,
For, spottet, at forkynde den for Andre:
En evig Uro i den stille Grav,
En evig Frygt i Hjertet den mig gav.
AHASVERUS.
Da maatte bort, o Herre, vel den flygte;
Det er jo ei ved Sandheden at frygte,
Men ved at elske den, man faaer den fat.
PILATUS.
Og saa det Aasyn, som i Dødens Nat
Mig altid stod for Øie - dette Billed
Af denne Jesus, der sig for mig stilled,
Og op af Hvilen skræmmede mit Sind,
Hvergang i Graven træt jeg slumred ind,
Og under evig Angst mig Freden røved,
Mens det mig baade tiltrak og bedrøved!
End staaer det for mig paa den dunkle Vei,
Og spørger: Siig mig, hvem og hvad er jeg?
Døm nu, Pilatus! men en Dom, som gjelder:
Er jeg den Sandheds Konge? sanddru, eller -
Vee mig! Hvor føres atter Tanken hen?
Jeg dømmer ham, og dømmer om igjen,
Og ei den mindste Frist han vil mig give.
O, kunde denne Qval dog løs jeg blive,
Saa dette Dommerkald en Ende fik!
AHASVERUS.
I er bønhørt, Pilatus! Hæv jert Blik!
Fra Gravens Nat igjen til Livet kommen,
I skal ei dømme meer, men selv for Dommen.
PILATUS.
For hvilken Dom?
AHASVERUS.
For Sandheds egen Dom.
PILATUS.
Og hvem har Ordet?
210
AHASVERUS.
Skranken er vendt om;
Det er nu Jer, som møde skal paa Pletten,
Og det er Jesus, som vil pleie Retten.
PILATUS.
Hvad siger du!
AHASVERUS.
See kun forbauset ud!
Den Mand, som I fordømte, var en Gud.
Længst Verdens himmelfarne Hersker vorden,
Han kommer atter ned, at dømme Jorden.
PILATUS.
Hvem? - Jesus? - Han, som bunden for mig stod?
AHASVERUS.
Den samme Jesus, I korsfæste lod!
PILATUS.
Den samme Jesus, som bar Tornekronen?
AHASVERUS.
Den samme Jesus, men paa Himmelthronen!
PILATUS.
Da vee mig, vee!
AHASVERUS.
Nei, ved hans Navn ei skjælv!
PILATUS.
O Ven! Sæt han nu dømte som jeg selv?
Sæt, i retfærdig Harm han mig gjengjeldte
Den Dom, som i Jerusalem jeg fældte?
AHASVERUS.
Han Sandhed er.
PILATUS.
Ja, hvad er Sandhed?
AHASVERUS.
Han!
I hans Person I heelt den finde kan.
PILATUS.
Er Sandhed en Person?
AHASVERUS.
Det var den Gaade,
Som I, Pilatus, mægted ei at raade,
Men Ansigt I til Ansigt vil den see.
PILATUS.
Ja, for at kjendes skyldig - vee mig, vee!
AHASVERUS.
Nei, bæv ei! Lad ei Mindets Qval Jer skrække!
To gamle Syndere vi er jo Begge,
To af de største denne Verden saae;
Og her ved Verdens Undergang vi staae,
Som Slaver, nys fra deres Jern befried',
Med Tanken opfyldt end af Slaveriet:
O, bæv ei! Jeg i Livet led min Straf,
Og Jer i Dødens mørke Nat den traf,
Men min Erfaring ogsaa Jer kan baade;
Thi som jeg veed forvist, at Straf er Naade,
Jeg skimted selv i Dommens Lyn et Haab.
Jeg har den prøvet, denne Ildens Daab,
Længst paa mit Hoved følte jeg at gløde
Den Herres Dom, som I nu gaaer imøde.
PILATUS.
Men dog min Tilstand her du fatter ei.
Som splittet ad min Sjæl fornemmer jeg;
I Gru for Dommen jeg tilbage viger,
211 Og dog dens Udfald jeg imøde higer.
Såa drager mig min Længsel mod min Vee,
For Sandhed eengang heel og klar at see,
For dens forgjæves søgte Lys at finde,
Og, ved at dømmes af den, Vished vinde.

(Basunen lyder.)

AHASVERUS.
Den er Jer nær! Hør, hør fra Himlens Skyer
Basunens Røst, hvis Torden sig fornyer!
PILATUS.
O, hvilke Toner! Jord og Himmel gjalder.
AHASVERUS.
For anden Gang den Støvets Slægter kalder,
Nu gjelder det Opreisning eller Fald.
PILATUS.
Forfærdelig er denne Stemmes Kald!
Som over mig og Alt den bryder Staven.
AHASVERUS.
Det var den Røst, som kaldte Jer af Graven,
Og som til Sandhed her Jer viser Vei.
PILATUS.
Fri blev min Fod - og fremad føres jeg.

(Pilatus forsvinder.)

AHASVERUS.
Pilatus! Han er borte alt.
For Lyset ind er Skyggen kaldt,
Og tom tilbage Graven staaer
Her paa den øde Kirkegaard.
Hvordan! - Nei, ikke længer øde!
Mig Livets Syner her jo møde,
Basunens Røst i Dødens Have
Har gjennembrudt de stille Grave,
Og fjernt og nær, fra Mørkets Hjem,
Nu Skikkelser der stige frem,
Een efter een, og fleer og fleer,
Som ei tilhøre Jorden meer.
Men hvor forskjellig' ud de seer!
Mens nogle som i Fryd fremstige,
Sig andre reise som i Skræk
Med Lidelsens de dunkle Træk,
Og bævende tilbage vige.
Og see - hist af den gamle Grav,
Der nys en Hvileplads mig gav,
Hvor Stenen ligger kastet af,
En lys og salig Aand sig hæver!
Den allerede fremad svæver,
Skjøndt neppe løst af Dødens Baand -
Stands paa din Vei, du lyse Aand!
Gjør mig for Gravens Tilstand Rede,
Og siig, hvordan der er dernede!
212
AANDEN.
I Graven er der Hvile - dyb og sød.
AHASVERUS.
Nei, ikke bort du Salige dig vende!
O, bliv og tal! Din Røst saa liflig lød.
Siig, hvo du er, og lad dit Navn mig kjende!
AANDEN.
Da jeg optaget blev i Kirkens Skjød,
Marie Seguier jeg døbtes;
Og dette Navn jeg bar til nyt det støbtes,
Da mig en elsket Brudgom kaldte sin.
Men kort var Jordens Glæde min,
Og eensom snart i Dødens Liin jeg svøbtes.
Nu drage Kjærlighedens Kræfter
Mig hen til dem, hvis Navn jeg kaldtes efter,
Hvis fjerne Skikkelser min Længsel seer:
Hen til et Gjensyn i fornyet Møden,
Og til et Samfund, som ei brydes meer.
AHASVERUS.
O, du Opstandne! siig mig, hvad er Døden?
AANDEN.
Det er en Søvn, som Drømme kjender ei;
Hvor i sin faste Slummer
Ei Billed eller Ønske Sjælen rummer:
Ved ingen Forestilling dvælte jeg,
Forbi mit Blik der ingen Syner iilte,
Der ingen Lyd fandt til mit Øre Vei,
Og kun i Tillid uafbrudt jeg hviilte.
Men en naturlig Søvn det var dog ei;
Thi skjøndt mig intet Indtryk mægted friste,
Og skjøndt jeg Intet sandsed, dog jeg vidste,
At Noget med mig foretoges,
At mod et Maal jeg droges,
At sig mit Væsen klared,
Og en Forvandlings Virken jeg erfared.
Men selv jeg Intet vilde,
Jeg selv laa qvæget ved min Slummers Kilde,
Som Barnet mod sin Ammes Bryst henvendt,
I ubegrændset Tillid, tryg og stille. -
Nu er jeg færdig - nu den Nat er endt,
Som for en evig Dag er Borgen,
Og nu begynder der for mig den Morgen,
Hvori man aldrig trættes. Jeg har sovet
Den Søvn, som i Forjættelsen er lovet,
Hvoraf Velsignelsernes Dugg nedstrømmer,
Hvis Styrkes Fylde Tiden ei udtømmer,
Og Kraft til evigt Liv i mig nu boer;
Og nu er ingen Glæde mig for stor,
Nu skal til Gud jeg hen. -
213 Men du, o Ven!
Du, som med Savn i Øiet,
Og under Alderdommens Vægt nedbøiet,
Her staaer for mig, et Billede af Nøden:
Frygt ikke denne Søvn - frygt ikke Døden!
Før denne Søvn du sovet har tilende,
Du en Opvaagnens Lyst ei faaer at kjende;
Før under dette Dødens Bind du dækkes,
Du fatter ikke, hvad det er at vækkes,
For til en evig Glæde at opstaae.
Og nu, o Ven, jeg dig forlade maa.
Endnu i Tidens Land du staaer tilbage;
Men see! forbi mit Øie drage
Der Syner af et evigt Held,
Og fremad drager Længsel mig - Farvel!
AHASVERUS.
Farvel!
Og naar, som du, af Gravens Skjød jeg fødes,
Da hilse mig din Røst!
AANDEN.
Vi sikkert mødes.

(Bort med udbredte Arme.)

AHASVERUS.
Saa det var dig, du ædle Viv!
From i dit Liv
Og luttret i din Stræben,
Som døde med de Ord paa Læben:
»O, evig leve! evig elske!« - Ja,
Dig er nu opfyldt, hvad du haabed da,
Og alt dig Englene tilsmile. -
I hendes Grav maa være sødt at hvile,
Den jeg mig kaarer til mit sidste Hjeml
(Gaaer hen imod Graven.) Hvem stikker der bag Tuen frem?
Et Liig, som Jorden ikke gjemte!
Den dræbte Tyv, som reent jeg glemte
For de Mirakler, her er skeet,
Og Alt, hvad siden jeg har seet:
Ja, lad i Støvet ham kun ligge!
Basunens Røst han agted ikke,
Og ret som ham den ei kom ved,
Han ligger der paa samme Sted,
Med samme stive Træk og Blik,
Som da han Hjertestødet fik,
Og end, som om paa Hævn han ruged,
Om Kniven fast hans Haand er knuget.
Men bort fra dette stygge Syn!
214 Hvad angaaer mig hans vrede Bryn?
Endnu et Skridt kun frem ved Staven,
Saa staaer jeg foran Frelsens Port,
Saa har mit sidste Skridt jeg gjort,
Thi her er Graven!
(Standser og seer ned i Graven.) Hvor dyb og mørk! - Hvem skulde troe,
At her var lysteligt at boe?
At denne Hule, skummel, trang,
Til Lys og Liv var Gjennemgang?
At dette Leerhul, skjult af Nat,
Indslutted Salighedens Skat? -
Men Han deroppe, han forstaaer det!
Just som han vil, med os han faaer det:
Han, som os knuger i sin Haand,
Til vor Natur er brændt til Aand,
Til Hjertet, der var haardt som Flint,
Er blevet bøieligt og lindt,
Til Det, som vi vor Frihed kalder,
I Smulder for hans Villie falder.
Han selv mig bygged dette Huus,
At gjennem Støv og Leer og Gruus
Den Sindets skarpe, bittre Lud,
Den Suurhed, der fra Jødens Dage
Blev i min christne Sjæl tilbage,
Filtreres kan og feies ud,
Før, vakt igjen ved Livets Bud,
Jeg luttret og med renset Sind
I Himlens Herlighed gaaer ind.
(Kaster sin Stav ned i Graven.) Gaa du foran mig i min Grav,
Du halv opslidte Vandringsstav,
Og læg dig paa mit sidste Leie!
Har du paa Verdens vide Veie
Den trætte Vandrer understøttet,
Og, mens sin Fod i Savn han flytted,
Saa mangengang hans Byrde deelt,
Saa følg ham og til Maalet heelt,
Hvor al den Sorg, ham Verden gav,
Han med sin Byrde kaster af!
(Kaster Randselen ned.) Lig, som min Hovedpude, der,
Du, der i Tusinder af Aar
Min gamle Ryg var til Besvær!
Den store Vesperklokke slaaer,
Min Arbeidsdag tilende gaaer,
215 Min Vandring har mig Hvile kjøbt,
Mit Skjødskind har jeg sammen svøbt,
Min Risp, min Syl, min Læst lagt hen,
For ei at tage dem igjen.
Jeg føler det, det er forbi,
Jeg føler det, jeg løses fri;
Den dybe Nat, hvor Ingen meer
Arbeide kan, jeg for mig seer.
Den breder ud mod mig sin Favn:
Velan! Derned, i Jesu Navn!
(Basunen lyder.) Igjen? Det var den tredie Gang!
For tredie Gang den samme Klang,
De samme dybe Toners Lyd,
Og Gjensvar høit i Nord og Syd
Fra Bjerg og Dal, fra Land og Hav!
Nu aabner sig den yngste Grav,
Og see! fra Havets Kyst opstiger
Alt Folket, der til Dommen higer;
Og hist - hvad endnu mere siger -
Den dræbte Tyv igjen jo gaaer!
Nei, altfor levende det bliver
Nu paa den øde Kirkegaard:
Bedst, at til Ro jeg mig begiver!

(Han stiger ned i Graven.)

DEN DRÆBTE.
Hvad er det?
Seer jeg ret?
Her jeg staaer paa min Fod.
Ved et Gjald
Af et Skrald
Kom der Liv i mit Blod;
Ved et Baand
Fik min Aand
Midt i Flugten jeg fat,
Og et Gys
Gav mig Lys
I den bælmørke Nat. -
Hist den Sti
Gaaer forbi,
Hvor fra Havbredden op,
Som en Fangst,
I sin Angst
Steg en Menneske-Trop.
Skjult blandt dem
Gaaer jeg frem,
Da dog fremad jeg maa,
Og i Skjerm
216 Af en Sværm
Vil for Dommen jeg staae.

(Bort.)

AHASVERUS
(seer op af Graven.) Men bag dit Skjerm man nok dig hitte vil.
Ja, løb afsted og slut dig til
Det store Chor af Mænd og Qvinder,
Der hist sig nærme, Rad i Rad,
Med stive Blik og dødninghvide Kinder.
See, hvor de listigt sig har baaret ad!
De stilled deres Smaabørn først i Række,
At de Uskyldige dem selv skal dække.
Skjøndt klogt betænkt, det nytter Eder ei.
Og midt i Sværmen, nei hvad skuer jeg!
Vantroens store Fyrste, som til Barmen
Har trykt det Pattebarn, han har paa Armen!
Det kalder jeg en mægtig Overtro,
Hvorover Antichristen selv vist lo,
Hvis ei han Latter havde nu forsvoret.
Men hurtig fremad skrider Choret;
De hid mod Graven styre deres Gang -
Og hvilken liflig Englesang!
Nu er det Tid, sit Hoved ned at dukke,
Og til den sidste Slummer Øiet lukke.

(Han lægger sig ned i Graven.)

ENGLESANG.
Fast dit Øie kun luk,
Ahasverus, du gamle!
For at tage dit Suk,
Her sig Englene samle.
Ved dit Hoved, din Hæl,
Staaer en vingeklædt Skare,
Som din flygtende Sjæl
Vil i Døden bevare.
Thi dit Liv er forbi,
Det elendige, lange;
For din Jordvandring fri,
Kan til Hvile du gange.
Salig Fred vi dig spaaer,
Naar fra Døden du kommer
Til den himmelske Vaar,
Og den evige Sommer.
AHASVERUS.
Høilovet være min himmelske Dommer!
CHORET
(drager forbi.) I Tordentoner Basunen lød,
Den Jordens Indvolde gjennembrød,
217 Af Graven sig reise de Døde.
Den blæser os sammen fra Syd og Nord,
Med bævende Hjerter, i samlet Chor,
Til Dommedag skulle vi møde.
Vor Skjæbne at kjende, vor Dom at faae,
Her komme vi Alle, Store og Smaa,
Men hvor er den evige Jøde?
AHASVERUS
(i Graven). Ja, led ham op! han Pip ei gi'er.
Her i den lune Seng jeg bli'er,
Mens I til Dommedag ile.
Den Kalk, Jer venter, jeg har tømt;
Forlængst min Dommer har mig dømt,
Og naadig nu sees han smile.
Han aabned den Trætte Gravens Skjød,
Han fører mig gjennem den stille Død,
Og ind i den evige Hvile.
CHORET
(fra det Fjerne). Til Dommedag skulle vi møde!
AHASVERUS
(sagte). Og ind i den evige Hvile -

(Han døer.)

Finis.