Paludan-Müller, Fr. LUFTSKIPPEREN OG ATHEISTEN ET DIGT (1852)

LUFTSKIPPEREN OG ATHEISTEN ET DIGT (1852) 6

        

7

Paa Christiansborgs den store Ridebane
Hvad Støi og Stiim! Til Klaphorn og Gonggong
Sig trænge frem med Folket Folk af Fjong,
Og Damer foran efter gammel Vane,
Imod Stilladset med den røde Fane,
Hvor fyldes nu den store Luftballon,
Med hvilken den berømte Montechriste
Idag sin Reise gjør, den allersidste.

Hvor minder denne jublende Musik
Om hiin Dag, da Tardini med sin lille,
Sin hvide Dame med den blaa Mantille,
Op i Ballonen under Hurra gik,
For kort derefter Icarus at spille
Dybt i den vaade Grav med brustent Blik;
Thi Nemesis ei spare vil i Længden
Den Mand, der høit sig hæver over Mængden.

Dengang jeg stod med Haanden over Brynet,
Beskuende ved Sommeraftnens Sol
Det lette Par, der gik tilveirs som Lynet,
Kun baaret af den tynde Rørgondol.
Jeg fryded mig ved Tanken som ved Synet,
Thi høit i Sky, som paa en Kongestol,
Ikkun af Himlens Hvælving sluttet inde,
Sad Jordens Herskerpar - sad Mand og Qvinde.

Selv straalende af Herlighed og Glands,
De skued ned paa deres dunkle Rige,
Og følende mod Himlen sig at stige,
De paa hinanden saae med henrykt Sands.
Hvor kort en Drøm for de Ulykkelige!
Vildt Nemesis tilraabte dem sit »Stands«;
Hun Baaclen traf, og, med sit Slag dem knusende,
Nedstyrted dem i Bølgen, i den brusende.

8

Forfærdeligt - og meest for Den, som fri
For Skjæbnens Stød med Lykken knytted Pagten -
Forfærdeligt, hvis Nemesis har Magten!
Hvis i sit blinde Retfærds-Raseri,
Hvis i sin Iversyges vilde Tragten,
Sin Nivelleren, hun ei selv stod bi
En evig Magt, der saaer hvad hun blot høster,
Og netop vil, hvad hendes Lune lyster. -

Paa Christiansborg - thi det var der vi endte -
Man altsaa flokkes om Stilladsets Rand,
Hvor snart sig vise skal den store Mand,
Der med Begeistringsild Enhver antændte.
Af Montechriste kan man Alt sig vente;
Hans Aand, Geni, hans Mod, Talent, Forstand,
Har længst paa Reiser, ved en rig Anvendelse,
Ham skaffet europæisk Anerkjendelse.

Thi ei blot, som idag, han sees at gjæste
Sylphiders Bolig i en flettet Baad;
Men han kan gaae tilveirs paa Hjorte, Heste,
Ja paa en Struds, hans meest berømte Daad;
Og hans Ballon er af de allerbedste,
Da til enhver Bekostning han har Raad;
Og op og ned han den forstaaer at tvinge,
Med samme Lethed som en Fugl sin Vinge.

Hans Konst er stor, og stort hans Sprogtalent;
Med Færdighed han tale skal det Spanske,
Det Italienske, Polske, Tydske, Franske,
Ja, skjøndt saa kort Tid han har Landet kjendt,
Har allerede dog han lært det Danske.
Ei blot han det studeret har paa Prent,
Men Sproget skal han tale meget flydende,
Skjøndt med Accent og noget fremmedlydende.

Desuden er han ei en Mand fra Gaden,
Men fra et Land, hvor Alt er Poesi;
Ja Nogle sige, han har Doctorgraden,
Endskjøndt man ikke rigtig veed hvori.
Physik for ham er Smørrebrød - men Maden,
Hans bedste Mad, catholsk Theologi;
Thi det nok afgjort er, han Munk har været,
Og lang Tid i et Kloster sig fortæret.

9

Derfra han flygted bort i største Fart,
Og Flugten man endog et Drab tilskriver,
Skjøndt Andre kun som Flugtens Grund angiver,
At Klostrets 01 var tyndt og Brødet bart.
Fra den Tid om paa Eventyr han driver,
Og kalder med sit Klosters Navn sig snart
For Montechrist, og snart for Montechriste,
Dog altid paa Plakaterne det Sidste.

Mens under slig Passiaren det bevidste
Og ubevidste Publikum en Stund
I Manden og hans Storhed aanded kun,
Lod i Ballonen ind man Gassen liste.
Da lød det pludselig fra Mund til Mund:
Der kommer han! Der er han, Montechriste!
Og neppe sagt, før let som til en Leg
Op ad Stilladsets Trappe selv han steg.

Der stod han, Dagens Helt - en Mand tilaars,
Forresten kraftig bygget, svær og lille;
Klædt i Tyrolerdragt, hvorved hans Laars
Og Lægges Former Hovedrollen spille.
Hans Træk og Udtryk allermindst nu vilde
Sig passe for Peer Gante og Peer Paars;
Thi bleg og skægget smiler han ironisk,
Og Blikket er sarkastisk, ja dæmonisk.

Dog tør ei dette tages ubetinget,
Da ei saa sjelden man har villet see
Hans Øie lyse af en stor Idee,
Ret som en himmelsk Glæde ham bevinged;
Thi ei forgjæves han saa høit sig svinged
Op over Jordens Usseldom og Vee.
Figuren selv, saa smidig i sin Drøihed,
Har i sin Holdning visse Spor af Høihed.

Med hvilken Anstand der sin Hat han svinger,
Mens hilsende han Bræderne gaaer rundt,
Og til at juble Folkemassen tvinger,
I den Grad, at i Øret det gjør ondt.
Ham selv af Fatning ei Triumfen bringer,
Thi med en Ro, der passer for hans Dont,
Ballonens Net og Snore nu han klarer,
Og stopper Baaden fuld med alskens Varer.

10

Til Ballastposen han forsømmer ei
At føie Lygten, der ved Nat skal lyse,
Med samt den uundværlige Kavai,
At i den tynde Luft han ei skal fryse.
Viin, Kringler, stegte Duer med Gemüse,
(Nødvendig Tæring paa den øde Vei)
Compas og Faldskjærm, Landkort, Instrumenter,
Alt pakkes ind, og Folket spændt nu venter.

En Snor han løsner - see, Ballonen svæver
Nu frit, mens den paa Luften synes staae,
Og let i Aftenvindens Pust den bæver,
Beredt, naar Kjæden slipper, op at gaae.
Men Montechriste sig paa Taaen hæver,
Han seer omkring - hvad venter Manden paa?
Ballonen er jo fyldt og Klokken mange:
Sin Passageer han venter - Anton Lange.

Der kommer netop Fyren! Hvor han piler
Afsted med aaben Vest og blottet Barm,
Og hvor af Brædetrappen op han iler
Med Stok og Briller, Kappen paa sin Arm!
Hr. Montechrist just ikke naadig smiler,
Men Anton Lange, som er bleven varm,
Og af sin Løben ilter i Kalotten,
Ta'er Hatten af og purrer sig i Totten.

Betragt ham, Læser! Blikket vel sig lønner;
Thi her du seer ei blot en ung Student
Og en af Urtekræmmer Langes Sønner,
Men En, som tidt har Ordet ført paa Prent,
Og endnu daglig ved sit Blækhorn stønner,
Bebyrdet som æsthetisk Recensent.
See nøie til! See gjennem Belletristen,
Og see med Skræk og Gysen AtheistenI

Hvad! Denne blonde Fyr, hvis Kyllingehoved,
Om end det passer for en Belletrist,
Os høistens dog en Procurator loved:
Har med de skjæve Been han ud sig voved
Paa Glatiis som moderne Atheist? -
Ja, kjære Læser, det er ganske vist.
Endnu for nylig lod et Skrift han trykke,
Hvori han hlæser Bibelen et Stykke;

11

Hvori med Smæk og Skrub paa hele Sider
Den halve Geistlighed han høvler brav,
Og ei tilvands blot Professorer rider,
Men selv med Sjællands Biskop gjør det af;
Hvori, qua Humanist, paa Dansk han strider
Med Grunde, som en Tydsker ham indgav,
Og mens han en personlig Gud fornegter,
Bidsk for Naturen og Fornuften fegter.

Betragt ham med Respect, den Anton Lange,
Som sandelig er ei at spøge med;
Thi hvis med Pen og Blæk-Horn han vil stange,
Han dig og mig kan gjøre stor Fortred.
Men - hvisker Læseren, nu alt gjort bange -
Hvad gjør Personen her paa dette Sted?
Hvorfor vil han tilveirs nu med Ballonen?
Hvem nøder ham? Mon Folket eller Kongen?

Aldeles Ingen! Hvad der her ham frister,
Er blot det Væddemaal, han sluttet har
Med et Par andre unge Atheister,
For hvem, hvis bort han løb, han blev til Nar.
Da Navn af stærk Aand han kun nødig mister,
Saa trods den Svaghed, som ham selv blev klar,
Trods sin Natur og Lyst, ja trods Fornuften,
Gaaer med sin graa Hat her han op i Luften.

See der! Han i Gondolen alt sig sætter,
Hvorfra han overseer den store Plads,
Og skjøndt beklemt han er, det Hjertet letter,
At vendt mod ham er hvert et Blik og Glas.
Sin Fråk han knapper, paa sin Halsklud retter,
Seer op med Briller i Ballonens' Gas,
Og hvide Handsker trækkende paa Hænderne,
Han smiler, nikker, hilser ned til Vennerne.

Dem seer han vel, men ei den unge Pige,
Der bag hans Ryg ta´er frem et Brev og let
I Haanden Montechriste stikker det.
Luftskipperen, som just tilveirs vil stige,
Ta'er imod Brevet uden Ord at sige,
Thi alt hans Fod er paa Gondolens Bræt.
Han Kjæden slipper - raaber: Leve Kongen!
Og opad under Hurra gaaer Ballonen.

12

Hvor let den stiger! Ak, hvorlidt dog veier,
Endog med Luften maalt, en Atheist,
For ei at tale her om Montechrist -
Den svæver, gynger, synker, dukker, neier,
Den stiger atter som Ideens Seier
Og confunderer hver en Realist;
Den solbestraalt sig hæver mod det Høie,
Og skinner rød og blaa i Alles Øie.

Alt paa sin Flugt den streifer Slottets Qvist,
Hvor sig de tusind Svalereder skjule,
Og hvor, i Skræk kaldt' frem af deres Hule,
Nu sværme op og ned, og her og hist,
Omkring den store Fugl de mindre Fugle.
Men paa Gondolens Rand staaer Montechrist,
Som med sin Fane hilser ned til Alle,
Og høit til Afsked la'er Pistolen knalde.

Og nedenfor, som slaaet paa Planeten,
Alt Folket mod Ballonen stirrer op,
Der uden mindste Støden i Trompeten
Ei overflyver blot hver Svalekrop,
Men Slottet selv, og Souverainiteten,
Ja, uden paa sin Vei at gjøre Stop,
Sig hæver som begeistret og bevinget
Høit over Talens Flugt i Lands- og Folkethinget.
Et større Sving endnu Ballonen faaer;
Zahlkassen, skjøndt med Mønt og Sedler stoppet,
Og Bibliotheket, skjøndt med Viisdom proppet,
At drage den til Siden ei formaaer:
Hen over Kongens Bryghuus, steilt og toppet,
Den, Langebro forbi, mod Søen gaaer,
Hvor som en dristig Flyver ud den vover sig,
Med Havet under og med Himlen over sig.

Og her vi Afsked nu med Mængden tage,
Der end paa Pladsen staaer med spændte Blik
Og seer Ballonen svinde til en Prik.
Igjennem Luften vi med Baaden drage,
Hvor i den smalle Forstavn lænt tilbage
Sin snevre Plads Hr. Anton Lange fik,
Mens overfor, i Baadens Agterende,
Hr. Montechrist sees magelig sig vende.

13

Han er beklemt den stakkels Anton Lange,
Og det med Grund, da ved et dristigt Hop
Han kommen er saa høit i Frihed op,
At næsten han sig føler som en Fange.
Et Blik paa Dybet gjør ham bleg og bange;
Hu! hvis af Baaden ud nu gled hans Krop,
Og tusind Favne ned han sank i Bølgerne,
Hvem indestod i Faldet ham for Følgerne?

Hvem skulde vel ham holde, fange, gribe,
Hvis han fra denne Høide styrted ned,
Hvor Sundet sees kun som en sølvhvid Stribe,
Og som et malet Landkort Sjællands Bred?
O, var han sluppen vel af denne Knibe!
Ved Vindens stigende Urolighed
Sig Baaden hæver, og Ballonen flyver
Afsted, som om til Fok man satte Klyver.

Det svimler for ham, og med begge Hænder
Han Snoren uvilkaarlig griber fat,
Og Blikket som om Hjælp mod Himlen vender.
Men ogsaa her han føler sig forladt:
Umaaleligt sig Himlens Telt udspænder,
I Vestens Dyb neddaler Solen mat,
Mod Øst og Nord og Syd kun Rummet kjendeligt,
Stort, tomt og ubegrændset og uendeligt.

Der hører Mod til Storheds Tryk at bære,
Til ei at svimle ved en Afgrund, og
Til midt i Rummets Alt et Punkt at være,
Og ikke som et Nul sig føle dog.
Men Anton Lange husker paa sin Ære;
Skal han - en Tænker - sidde som et Fjog?
Skal han - den stærke Aand - af Svaghed dirre?
Nei, nu vil ned i Dybet just han stirre!

Som tænkt, saa gjort - ud over Baaden bøiet,
Hvis Net af Snore han sig støtted paa,
De trende tusind Alen ned han saae
Paa hvad af Vand og Land ham kom for Øiet.
Ved dette Syn ham Tanken meest fornøied,
At naar nu bare hjem han komme maa,
Skal en Beretning Vennerne han give,
Der til Beundrings Udraab skal henrive.

14

Saa tænkte han, og Trøst i Tanken fandt;
Men hvori fandt sin Trøst Hr. Montechriste? -
Aa, han til slig en Tour forlængst er vant,
Han veed jo, det maa bære eller briste.
Med sin Cigar han snart er paa det Sidste,
Han puster Røgen ud til hver en Kant,
Og paa Kavaien siddende behagelig,
Gjør han med spredte Been sig ret det magelig.

Han seer omkring i Luftens aabne Rige,
Han bruger Jorden som sin Spyttebak,
Men mindes pludselig den unge Pige,
Hvis Brev jo nylig han i Lommen stak.
Han maa dog see, hvad hun ham har at sige.
Af Brevet river han den seige Lak,
Og strakt tilbage nu, mens Vinden blæser
Ballonen fremad, for sig selv han læser:

Velædle, høivelbaarne Montechrist!
Undskyld, at Deres Titel ei jeg kjender,
Skjøndt jeg forlængst den burde have vidst,
Da jeg saa dristig er, at Brev jeg sender.
Det er i Nøden jeg til Dem mig vender;
I lang Tid har jeg vaklet, men tilsidst
Jeg ingen anden Udvei vidste finde -
Mit Spil er tabt, kan ikke De det vinde.

Hvor kom mig Lykken nær for to Aar siden!
Jeg, som fra Barnsbeen af tilhaande gik
Min Fader i hans Herrehats-Fabrik
Og meest blandt Filt og Vat tilbragte Tiden;
Som langt tilbage var i Konst og Viden,
Hvorvel paa mangen Hat jeg satte Skik:
Jeg pludselig, før jeg det tænke voved,
Med en Student blev offentlig forlovet.

Han i Boutiken kom, min Anton Lange,
Og hver Dag vore Hatte han besaae;
Men skjøndt jeg paa hans Hoved prøved mange,
Han aldrig dog den rette kunde faae.
Han syntes en umulig at forlange,
Men endelig tilsidst han fandt en graa;
Den med et Smiil han satte paa mit Hoved,
Gav mig et Kys - og da blev jeg forlovet.

15

O, hvilket deiligt Liv der da begyndte!
Ad Døren ind og ud min Anton drog,
Og næsten daglig bragte han en Bog,
Som saa at gjennemlæse jeg mig skyndte.
Jeg allerede forhen Læsning yndte,
Men nu, da han mig under Armen tog,
Og stræbte mig at danne til sin Lige,
Nu gik det strygende, jeg nok tør sige.

Var Bogen læst, og ret vi leve vilde,
Vi en Spadseretour os gjerne fik,
Og Arm i Arm vi da paa Volden gik,
Han med sin graa Hat, jeg med min Mantille.
Da var hans Ord mig som en Viisdomskilde,
Og som en Glædessol mig var hans Blik;
O, denne Tid er end mig uforglemmelig,
Jeg var saa lykkelig og saa taknemmelig.

Den Tid er endt - min korte Fryd er død,
Og skulde dertil jeg en Grund angive,
Det Antons Skrivelyst da maatte blive,
Thi den min Lykke gav det første Stød.
Da han fik Lyst i Bladene at skrive,
Om at spadsere han ei meer sig brød;
Men naar den graa Hat ei mig følge vilde,
Hvad Glæde var der da i min Mantille?

Dog det var jo det Mindste! Meer og meer,
Og dertil hans Forfatterskab var Grunden,
Blev han med slette Venner nu forbunden,
Hvoraf han, til min Skræk, fik fleer og fleer.
I deres Garn, af deres Net omspunden,
Fordærvedes hans rare Characteer;
Og hertil kom nu nogle tydske Bøger,
Hvori den sidste Grund til Alt jeg søger.

Thi dem saalænge han studered i,
Til ham en ond Aand syntes at bestikke;
Han talte nu kun om at vorde fri -
Om fri for mig han meente, veed jeg ikke.
Saa kolde blev hans før saa varme Blikke,
Saa skarpt hans Sprog, der før var Melodi;
Og han, som var saa høflig, saa beskeden,
Blev nu saa stolt, ja ret et Barn af Vreden.

16

Forfærdelige Ting han hørtes sige;
Han paastod høit, trods Skriftens Ord og Bud,
At Ingen af os var udødelige,
Men at i Døden vi som Lys gik ud,
Og at saalidt der hist i Himmerige
Som her paa Jorden gaves nogen Gud;
Det var en Fordom kun, som laa i Luften,
Hans Guder var Naturen og Fornuften.

Var det ei rædsomt? O Hr. Montechriste,
Sæt i hans Piges Tilstand her Dem ind!
Min Frygt er ikke blot ham selv at miste,
Thi mindst for Sjælens Fare jeg er blind.
Tidt ængstes jeg som Hjertet skulde briste,
Og saa sørgmodigt blevet er mit Sind,
At hvert et Minde om den fordums Lykke
Mig Taarer ud af Øinene kan trykke.

Jeg ligger søvnløs næsten hver en Nat,
Og staaer jeg op, er mine Øine røde;
Da synes Verden mig saa mørk og øde,
Mit Hoved tungt er og min Tanke mat.
Snart seer jeg Anton vandre blandt de Døde,
Snart styrtet i en Afgrund og, forladt
Af alle Andre, Haanden mod mig strække,
Som var det mig, der skulde Hjælp ham række.

Men hvor er der en Hjælp da? Jeg forsøgte
Jo hvad jeg kunde, før jeg kom til Dem;
Jeg har jo talt, og det med Fynd og Klem,
Og grædt og bedt ham Himlens Straf at frygte.
Forleden, da saa grueligt han spøgte,
Tog Balles lille Lærebog jeg frem,
For ham hans Børnetro ihu at kalde,
Men han smed Bogen hen og lo af Balle.

Jeg tidt har ham i Kirke villet føre,
Har bedt ham til en Præst med mig at gaae,
Men derom vil ei mindste Muk han høre;
Og skjøndt jeg daglig noget Nyt fandt paa,
For til Omvendelse hans Sjæl at røre,
Jeg aldrig Frugt dog af min Stræben saae.
Hver Smule Haab, jeg stundom nære turde,
Hans slemme Venner strax tilintetgjorde.

17

Nu kommer jeg til Dem, o ædle Mand,
Der skal det Høie som det Dybe kjende,
Med Bøn, at De min Anton vil omvende,
Da ingen Anden dertil er istand.
Han sidder fast nu - han kan bort ei rende,
Hans slemme Venner ham ei hjælpe kan,
Og kunde blot hans stolte Mod De tvinge,
Da vilde sikkert frelst De hjem ham bringe.

Det gjelder om hans Sjæl, Hr. Montechriste!
Og dersom her paa mig De tænke vil,
Da staaer min Lykke som mit Liv paa Spil,
Thi dette Haab er jo det allersidste.
O, hvis et Raad i denne Nød De vidste,
En evig Tak Dem skulde høre til,
En evig Tak, selv naar kun Støv er Skikkelsen
Af Deres Tjenerinde: Betty Michelsen.

Her endte Skrivelsen, og med et Amen,
Der Hjertets Følelser ei gjorde Tort,
Hr. Montechriste lukked Brevet sammen
Og visked Taaren af sit Øie bort.
Hans Pandes dybe Rynke, Blikkets Flammen,
Hans heftig sammenknebne Læber - kort,
Hans hele Ydre, tydelig erklæred,
At Betty's Ord var' ei talt' hen iveiret.

Han lod dem heller ei til Jorden falde,
Thi dybt i Lommen stak han Brevet ned,
Idet sig selv han loved med en Ed,
At hjælpe Den, der s avne d Hjælp af Alle,
At gjøre Ting, man store skulde kalde,
Og tro staae bi saa trofast Kj ærlighed.
Da det han havde svoret tvende Gange,
Saae barsk og streng han hen mod Anton Lange.

Men Anton Lange vendte bort just Øiet,
Thi nu sig ganske kommen af sin Skræk,
Sad kjæk og qvik han der paa Baadens Dæk
Og ved den raske Fart sig ret fornøied.
Mens Luftballonen Luftens Bølger pløied
Og iilte fremad som en Fugl paa Træk,
Lod' høit fra Himlens Blaa til hver en Side
Igjennem Brillerne sit Blik han glide.

18

Et herligt Skuespil! Just som i Vesten
Det sidste Solglimt svandt i Dybets Grav,
Steg Maanen op i Øst til Nattefesten,
Hvor stedse flere Stjerner Møde gav.
Foroven Glands - forneden Mørke næsten;
Alt Land forsvundet for det aabne Hav,
Hvis Bølgers stærke Larm og stolte Brusen
I Høiden her gik tabt i sagte Susen.

Og med ham selv igjennem Himlens Hal,
Bestraalt af Maanen og ført frem af Vinden,
Beruset af den lette Gas forinden,
Hendandsed nu Ballonen som til Bal.
Dog trak sin Kappe tæt han op om Kinden,
Lidt køl ham forekom den store Sal,
Lidt bleg den Kind, som Luna mod ham vendte,
Lidt klamme Stjernerne, skjøndt klart de brændte.

Hvor gaaer det? lød medeet det for hans Øre,
Og efter Lyden dreiende sit Blik,
Saae Montechrist med Haanden han at gjøre
Et Greb i Skyen, som forbi de gik,
Og derpaa sig Kavaien at iføre,
Som fast han knapped, før med tænksomt Nik
Paa Barometrets Høidestand han agted,
Og Varmemaalets Gradestok betragted.

Hvad, nær ved Frysepunktet! udbrød Manden,
Hvorpaa han Thermometret lagde hen,
Og føied til, med Hatten skudt fra Panden:
Hvorledes gaaer det saa, min unge Ven?
Det gaaer fortræfligt! svared ham den Anden,
En saadan Luftseilads er rigtig Spænd;
Er Reisen kold, desmere Varmt jeg drikker,
Naar kommen hjem først i min Seng jeg ligger.

Det skeer dog knap inat og her paa Øen,
Gjensvared hiin; thi hvis jeg mig forstaaer
Paa Veir og Vind, saa Stevns saalidt som Møen,
Hvad dog jeg havde troet, inat vi naaer;
Men lige lukt ud over Østersøen
Og imod Rügen hen vort Fartøi gaaer.
Aa, udbrød ganske munter Anton Lange,
For slig en Tour er jeg slet ikke bange.

19

Saa mine Ønskers Maal jeg nær jo rykker,
Jeg kommer udenlands endog tilsidst.
Men hvad gaaer af Dem? De er ganske trist,
Og saa betænksom Deres Negl De tygger -
Ballonen er vel aldrig dog istykker?
Er Gassen sluppen ud, Hr. Montechrist? -
Nei, Svaret lød, Ballonen nok skal holde,
Lad ei min Alvor Dem Bekymring volde.

Men seer De vel - her kasted sig tilbage
Paa Sædet Montechrist og saae omkring
I Himmelbuens store Stjernering -
Men seer De vel, i alle mine Dage
Mig Jorden aldrig vilde stort behage
Med sine Folk og Fæ og tusind Ting;
Derfor jeg tidlig mig fra Støvet hæved,
Og helst jeg eensom her i Luften svæved.

Her, skilt fra Jordens Tummel og dens Jammer,
Fra Verdens Daarskab, Latter, Hyl og Graad,
Hvor i den dybe Stilhed Stjernen flammer,
Jeg seiled tidt i Natten paa min Baad.
Her var mit eenlige Studerekammer,
Hvor jeg spandt Viisdom af min Tanketraad,
Og lærte langt meer, end af Folk paa Gaderne,
Af Bjørnen, af Orion og Plejaderne.

Her leved Timer jeg for Evigheden,
Thi altid jeg andægtig bliver stemt,
Naar stegen opad, som en Fugl i Reden,
Her for Alverdens Blik jeg sidder gjemt.
At Himlen oven er og Jorden neden,
Hvad der saa tidt i Livet bliver glemt,
Skjøndt det for Mennesket er Hovedsagen:
Den Sandhed er vel her saa klar som Dagen.

At i en Traad vort hele Liv kun hænger,
At Døden hvert Minut kan sige stop,
Ei heller Dette glemmer let man længer,
Thi brast nu blot en Snor, hvor laa vor Krop?
Derfor til Troens Bistand her man trænger,
Og sjelden paa min Fart jeg kommer op,
Før jeg istemmer Psalmen, De maa kjende:
Hvo veed - hvo veed, hvor nær mig er min Ende?

20

Og naar, som her, i Rummets Dyb jeg seiler,
Hvor Maal og Sti og Grændse gives ei;
Hvor Fugl og Fisk og Dyr og Plante feiler,
Og der er ingen Skabning uden jeg:
Da sig det Evige for mig afspeiler
Langt mere klart, end hist paa Støvets Vei;
Den dybe Tomhed Livets Fylde priser,
Det store Intet mig et Alt beviser.

Da former til et Tempel for min Skuen
Sig det uendelige Verdensrum,
Hvis Hvælving løfter sig i Himmelbuen,
Hvis Pragt er Stjernernes utalte Sum;
Og mens ved deres Glimten, Straalen, Luen,
Opfyldt af Andagt, selv jeg sidder stum,
Gaaer frem af Dybet, hvori jeg mig taber,
Det Skjønnes og det Godes vise Skaber. -

Ret curiøst! til Svar gav Anton Lange,
Men Templet - lo han - seer jeg intet til;
Og Guden, som De skuer frem at gange,
Deus ex machina jeg kalde vil,
Og da paa Smagens Vegne bli'er jeg bange; -
Han klare skal den vage Andagts Spil,
Dem i Naturens Drama løse Knuden;
Men er det muligt, naar et Nul er Guden?
Hvorledes? udbrød heftig Montechrist,
Hvorledes, unge Mand! Hvad maa jeg høre?
Kan ogsaa her jeg troe mit eget Øre?
De fast jo taler som en Atheist.
Ja - smiled Anton - ja, hvad skal man gjøre,
Naar Videnskaben fuldendt bli'er tilsidst.
Naar den som Atheisme culminerer,
Og viser klart, at Gud ei existerer.

De bli'er forskrækket - men det lidt mig koster,
At gjøre Dem den store Sandhed klar,
Og med den ene Post de andre Poster,
Som i sit Følge den nødvendig har.
Dog det er sandt! De været har i Kloster,
Dem Videnskab vist Contrebande var:
Beviset vist Dem Hovedbrud vil volde,
Jeg derfor hos mig selv det vil beholde.

21

Den Videnskab nok ligger i det Onde,
Vedblev, trods Skosen, venligt Montechrist;
Men naar De veed, at for en Atheist
Gaaer Bibel, Sjæl og evigt Liv tilgrunde,
De ved en saadan Tro Dem skammer vist.
Mig skammer! udbrød Anton: Ingenlunde!
At feie bort med Videnskabens Kost
Hvert Drømmespind, er mig en Ære just.

Fra dorsk Autoritetstro, fra min Fibel,
Jeg voxed, og er Tre og Tyve Aar,
Thi kom mig ikke her med Deres Bibel!
Og hvad vor Sjæl som evig Sjæl angaaer,
Da spirer, modnes, døer den som en Zvibel.
Men heldigviis dog Himlen end bestaaer,
Afbrød ham Montechrist - Lad den nu dømme,
Lad den stadfæste, hvad De kalder Drømme!

See, hvor i rolig Høihed hist de flamme,
De fjerne Lys paa Himmelkuplens Blaa!
Er det ei næsten som vi synlig saae
Nu Evigheden bag sin Stjerneramme?
Som saae vi Dødens Porte aabne staae,
Og de Udødelige bag ved samme
At sidde skjærmed' af den dybe Fred
Som ingen jordisk Higen klæber ved?
Og naar da Tanken søger Livets Kilde,
Hvoraf som Stænk de Verdener fremgik,
Der Glimt i Glimt herned i Mørket spille,
Som for at møde Menneskenes Blik;

Og naar vi føle fast det Aandens Stille,
Der hersker midt i Sphærernes Musik:
Faae ei vi Bud da fra et evigt Rige,
Grundlagt til Trøst for det forgængelige?

Og naar, som hist, vi see dem funkle, tindre,
De blanke Tegn paa Nattens dunkle Bund,
Maae disse Lys i Mulmet ei erindre
Om Aabenbaringsverd'nens skjulte Grund?
Al deres Glands og Pragt kan ei forhindre,
At for et Gjenskin vi dem tage kun
Af de Mysterier, der, tankedunkle,
Paa Troens Himmel dog saa klare funkle.

22

Og laane saa med blendet Blik vi Øre
Til denne Susen her af Nattens Vind,
Faae ei vi da den Aandens Røst at høre.
Som vækker dybe Længsler i vort Sind?
Den Stemme, som vil alle Sjæle røre;
Som trænger med hvert Pust i Hjertet ind;
Og mon Dem Deres Videnskab forklarer,
Hvorfra den kommer og hvorhen den farer?

Fra Nord den kommer, for til Syd at fare!
Gjensvared Anton med sit kjække Smiil,
Hvorpaa han føied til: De maa mig spare
For meer Declamation i mystisk Stiil!
Jeg seer nok, jeg Begrebet faaer Dem klare,
Faaer aabne Tanketaagen en Ventil;
Det lykkes nok - trods hver Bêtise voved
Jeg dog at kalde Dem et ret godt Hoved.

»Et ret godt Hoved«, gjentog her den Anden;
Ja det er meget tvivlsomt, dersom jeg
Skal Prøve staae, ved at faae ind i Panden
Den nye Viisdom, som jeg fatter ei.
Jo vist, lo Anton: brug nu blot Forstanden,
Saa hjælper jeg Dem Tankerne paavei,
Og viser Dem, hvorledes Alting pipped
Frem af Naturnødvendigheds-Principet.

Thi som Naturdrift, der er blind og stum,
Og efter evige, bestemte Love,
Der Former skabe sig i Tid og Rum,
Principet virker, synes end det sove.
Saaledes noget Stort vi tør os love,
Og alle Virksomheders fælles Sum,
Udtrykt som Tidsforhold i Rumfiguren,
Udgjør da ogsaa virkelig Naturen.

Paa denne Viis - De maa ei Traaden tabe -
Faae altsaa paa Nødvendighedens Bud
Vi som bevidstløs her Naturen ud,
Der en bevidst Fornuft nu sees at skabe,
Som atter sees sin Moder efterabe,
Idet den selv sig skabe vil en Gud;
Thi Guds Tilværelse, det bør ei glemmes,
Ved Menneskenes Villiesact bestemmes.

23

Nei, nu det bli'er for galt! skreg Montechriste;
Saa er det Mennesket, der skaber Gud?
Den Viisdom gjør det Første til det Sidste.
Men er det muligt - kan af Hjertet ud
De rive Følelsen, den gudbevidste,
Der lever i Samvittighedens Bud?
Kan alle Slægters Vidnesbyrd De glemme,
Hvori jo taler høit en Sandhedsstemme?

Kun ei saa hidsig! Anton gav til Svar;
Med Følelsen vi kort Proces kan gjøre,
Thi andet Indhold Følelsen ei har,
End Meninger, der forud os tilhøre.
Den er et Vanedyr, som la´er sig røre
Af Alt, hvormed tiltakke Tanken ta´er.
Hver gammel Fordom den som gyldig stempler,
Hvorpaa man har de tusinde Exempler.

Saasnart blot Tanken bøsses op med Noget,
Hvormed vor Phantasi kan drive Spil,
Saa vænner Følelsen sig snart dertil.
Det derfor lidt kun gjør mig Sagen broget,
At Manges Følelse, som hen i Taaget,
Ved tillært Gudsbevidsthed varmes vil.
Vi Atheisters Tanker ere køle,
Vi tænke skarpt, og Ingenting vi føle.

Det var om Følelsen! Men nu De henter
Mig frem Beviset fra en anden Kant.
Fordi saamange svundne Slægter fandt
At der en Gud var til, De her forventer,
At Philosopher, Tænkere, Skribenter
Udraabe skal: Saa maa det være sandt!
Men heller ikke det paa os kan bide,
Da Sagens Sammenhæng tilbunds vi vide.

Hvi maatte Mennesker i hine Dage,
Da det med Aandsbespiisning kun faldt tyndt,
Og Videnskaben neppe var begyndt:
Hvi maatte det nødvendigt dem behage
AL skabe sig en Gud - das ist die Frage,
Og tydsk Logik med Svaret har sig skyndt:
Fordi - naar selv de handled - de bemærked,
At en Person, et Jeg, frembragte Værket.

24

Saae derfor de Naturens Kræfter røres,
Dem en Person, et Jeg, da strax faldt ind,
Til hvem som Aarsag Kraftens Spil henføres,
Og Gudsideen greb det grebne Sind.
Gud altsaa er, naar Videnskaben høres,
Vor Selvbevidstheds udadvendte Skin,
Dens potenserede Reflex, der trives
Ved Phantasien og et Skinliv gives.

Men kan det end forstaaes i hine Dage,
Da hver en Indsigt hinked og var halt,
At Mennesker paa slige Tanker faldt,
Hvorunder Slægten indtil Dato lider:
Saa dog mod al Fornuft og Sands det strider,
Endnu at brygge med det samme Malt,
Og leve fort i hiin Tids Efteraben;
Dertil dog altfor høit staaer Videnskaben.

Jeg bøier mig for Videnskaben, svared
Luftskipperen, og for dens ægte Søn;
Men endnu ikke De mig ret forklared,
Hvad der da bli'er af Religion og Bøn? -
Knap sig for Latter Anton Lange bared,
Han hvisked hørligt, men dog halvt i Løn:
Hvor skorter denne Fyr det paa Forstanden!
Tykt Hoved, men kun tyndt Begreb har Manden.

Min gode Ven! - her hæved han sin Stemme,
Med Blikket fæstet spodsk paa Montechrist -
Min gode Ven, De synes reent at glemme
Det Punkt, hvorved Debatten standsed sidst.
Naar ingen Gud vi længer træffe hjemme
Foroven, neden - her saalidt som hist:
Hvem mon da Troens Faar vel skulde see til?
Hvem mon da Sjælene vel skulde be'e til?

Nei, hold Dem til Fornuften, til Naturen,
Til Mennesket, Fornuftens andet Jeg,
I hvem Begrebet kommer ud af Skuren,
Naar gal han bli'er, men derfor tabes ei;
Hold Dem til ham, til Ideal-Figuren,
Den faste Pol paa Videnskabens Vei;
Han, efter hvem sig Humanismen kalder,
Han, af hvis Hoved Kronen aldrig falder !

25

Ja, ogsaa jeg kan blive varm, min Kjære!
Jeg sværme kan saa godt som nogen Mand,
Hvis Mennesket skal Verdenskronen bære,
Som Hovedet i absolut Forstand,
Hans Tankes Kraft vi aldrig nok kan ære,
Hans Skjønhed ikke høit nok prises kan,
Hans Mod og Conseqvens, hans Aand og Evner,
Os neppe Plads nok til Beundring levner.

Ja, skjøndt Naturen Intet bør forlise
Af hendes Sønners Tak for stilte Savn,
Vi større Ære bør Fornuften vise,
Naar den i Mennesket af Aand faaer Navn.
Maae ikke her vi just dens Almagt prise,
Her, hvor i Himmelrummets aabne Favn,
Af Universet udbasuunt som Kongen,
Nu Mennesket henflyver i Ballonen!

O, denne Storhed, denne Kraft beruser,
Og bliver Mennesket sig først bevidst,
At ... Hvad var det? Hvorfra kom Lyden hist?
Hvorfra den Luftstrøm, der forbi os suser? -
For Pokker! Pas dog paa, Hr. Montechrist!
Ud af Ventilens Hul jo Gassen fuser.
Hvi trækker De i Snoren der? Hold op! -
Snak - Svaret lød - i Hullet maa en Prop.

Ventilen har sig aabnet under Sludren -
Her fra sit Sæde Manden hurtig sprang,
Og mod Ventilen ind han Klappen tvang,
Idet han mumled: Pokker tage Pludren!
For dens Skyld gaae vi her i Skuddermudren,
Ballonen dybt er dalet paa sin Gang.
Hvad siger De! udraabte Anton bange.
Jeg siger, vi ad undas gaae, Hr. Lange J

»Ad undas?« - Ja, men hold nu bare Munden,
Og klar mig Baadens Dæk der foran til,
Og smid den Ballast ud, som er paa Bunden!
Alt - stammed Anton - Alt, hvad kun De vil;
Men er saa stor en Fare der i Grunden?
Ja vist - lød Svaret - Livet staaer paa Spil!
Af Barometrets Stigen her jeg slutter,
At Bølgens Top vi naae før 5 Minuter.

26

Før 5 Minuter! gjentog Anton blegnende,
Hvorpaa han bukked sig og kasted ud
I største Fart hver Klat, hver Klump, hver Klud,
Kun Vægten efter Hjertets Angst beregnende.
Alt stod igjen han stiv, skjøndt næsten segnende,
Da lød det: Staa og stir ei som en Stud!
Mens selv jeg Ballastposen ud maa tappe,
Let De Ballonen og kast Hat og Kappe!

Skjøndt Offret var nødvendigt, Anton sukked,
Da begge Klædningsstykker ud han smed,
Og saae hvor Hatten sig paa Kappen vugged,
Da den tilbunds med spredte Vinger gled.
Dem fulgte Stokken, som med Knappen dukked
Og slog en Volte langt i Dybet ned;
Dog Offret Katastrophen ei forhaled,
Thi lige stærkt endnu Ballonen daled.

Seer De, hvor tydeligt vi der see Havet!
Ham ind i Øret brølte Montechrist,
Og føied til: Hvis Frakken blev begravet
Med Vest og Støvler, var vi hjulpne vist.
Haardt, men nødvendigt, Anton følte Kravet;
Han Støvlerne trak af, og rask som sidst,
Thi Øxens Blad jo hviilte paa hans Nakke,
Smed ud han Støvler, Halsbind, Vest og Frakke.

Ham Tøiets Fald i Dybet monne røre,
Og nedad just han stirred bleg og mat,
Da Montechrist ham greb ved Skuldren fat
Og raabte: Hør! Kan Bølgerne De høre?
Vi er forlorne Folk! Hvad skal vi gjøre?
Jeg kaster Klæderne, Kavai og Hat.
Og uden alle Faxer, alle Fuxer,
Skil Dem i Hui og Hast ved Deres Buxer!

Ved mine Buxer? hørtes Anton svare,
Mens han dem fastholdt som sin sidste Trøst.
Hvad! skreg den Anden med en Tordenrøst:
Vil heller Buxer da end Liv De spare?
Træk ud! Jeg hjælper Spillet Dem at klare.
Det gik! - Der flyve Benene med Lyst
Afsted i Natten som en løsladt Fange -
Nu Deres Underbuxer, gode Lange!

27

Kun ingen Vægring! slet De den begrunder.
Har De sagt A, saa maa De sige B,
Og Buxen over følger Buxen under -
Kom an! Lad os de skjønne Skanker see,
Mens til Betragtning vi endnu har Stunder.
See der i Skjortens Uskyld sidder De!
Og der gik Deres Uldbeen ud at svømme,
For Dødens bittre Kalk tilbunds at tømme.

Nu Touren er til mig! Det er paa Tide
Jeg her affører mig det laante Skind,
At jeg desbedre kan med Døden stride.
Og De, min Ven! styrk De nu Blik og Sind
Ved at see ned paa Havet, hvor de hvide
Skumbølger vælte sig i Maaneskin,
Vi knap fra dem er skilt et hundred Alen,
Og vor Ballon er stadigvæk i Dalen.

Her knappede han op, mens dødningbleg
Og rystende paa Kroppen Anton skued
Ned paa de rørte Bølgers vilde Leg,
Der med en snarlig Undergang ham trued.
Paa eengang dog, af Angstens Ild opluet,
Saae han tilveirs, om ei Balionen steg;
Men som med matte Vinger daler Fuglen,
Bestandig dybere sank Kæmpekuglen.

Der kom et Vindpust, som et Gran den hæved
Og over Bølgerne den førte hen,
Men derpaa sank den synlig mat igjen.
Hans Blik imens ud over Havet svæved,
Der grændseløst i Maanelyset bæved
Og aabned ham sin Favn, men ei som Ven;
Thi nær og fjernt, af Skummets Gjord ombælted',
De tunge Bølger larmende sig vælted.

Han skjalv ved denne Larm saa nær at høre,
Da lød den velbekjendte Stemme: Hei!
Nu er det Tid sig Skjorten at afføre,
Thi svømme vil med Skjorte De vel ei,
Saa kan jo Kroppen ikke ret De røre.
Træk ud! træk ud! Lad den gaae samme Vei
Som alt det Øvrige, der nys blev borte;
Selv til en Liigsærk er for kort en Skjorte.

28

Fortvivlet Anton meer imod ei trætted,
Af Kroppen hurtig han sit Linned trak,
Og Montechrist i Smug nu, gjennem Nettet,
Af Baaden ud sin Ballastpose stak.
Da den med Skjorten sank, han skreg: Det letted!
Den Skjorte nok fortjene kan vor Tak.
Kun Lidt kan gjøre't, man medrette siger;
Hurra for Skjorten! Vor Ballon den stiger.

Og virkelig! Forbauset Anton saae
Ballonen, der paa Bølgen nys sig vugged,
Nu hurtig som en Piil tilveirs at gaae.
Saa stærk var Farten, at han Øiet lukked,
At reent fortumlet han sin Isse dukked.
For ei mod Himmelloftet den at slaae.
Men da igjen han Brug fik af Fornuften,
Sad mellem Stjernerne han høit i Luften.

Af Baaden vippet, gispende ved Spøgen,
Berøvet med sin Hat sin Æsthetik,
Sad han med Sokken ned om Benet strøgen,
Med sorte Briller for de stive Blik,
Med hvide Handsker, men forresten nøgen,
Saa nøgen som af Moders Liv han gik;
Og ved sin Nøgenhed gjort reent forfjamset,
Som efter Figenbladet rundt han gramsed.

O, hvor han voldsomt følte Hjertet banke,
O, hvor med lidt Logik han nu var nøi't,
O hvilken Venden-Mølle med hans Tanke,
O hvilken Skiften-om af Dybt og Høit!
Den Overgang brød Mulighedens Skranke,
Det Spring var Phantasien selv for drøit:
Luft, Jord og Hav og Himmel syntes blande
Sig sammen til et Chaos i hans Pande.

Han saae sig om, og blev aldeles ør.
Var det en Drøm da, som ham monne friste?
Der, lige for ham, sad endnu som før
I Baadens Agterstavn jo Montechriste,
Saa rolig, som af Ingenting han vidste,
Fuldstændig paaklædt, som sig hør og bør.
Hen paa hans spidse Hat faldt Maaneflammen,
Og sin Kavai just luunt han knapped sammen.

29

Var da et fælles Skibbrud ei oplevet?
Mens selv han havde offret hver en Pjalt,
Hans Kammerat jo havde reddet Alt,
Selv ei et Hul var i Kavaien revet.
Og dog der Noget var forandret blevet
I Mandens hele Ydre og Gestalt,
Et Noget, som endog hans Indre skæmmed,
Hvorved for Anton han blev ganske fremmed.

Forsvundne var de vennehulde Træk,
Den Mildhed, der om Læben forhen spilled,
Det varme Blik, der Sjælen klart fremstilled,
Og i hans Miner Anton saae med Skræk
Nu kun et Smiil, hvis dybe Haan ham drilled,
Hvis kolde Spot drev med hans Tilstand Gjæk;
Dæmonisk gloede Øiet frem bag Brynet,
Saa dybt han skjalv og vendte sig fra Synet.

Jeg troer De gyser! Montechrist begyndte,
Idet han roded om i sin Kavai:
Ja her er bittert koldt jeg negter ei,
Men mod Dem selv De og Dem svært forsyndte;
Af Deres Klæder De for rask Dem skyndte,
De skulde halet Tiden ud som jeg.
Nu har af Tøiets Tab De kun den Lykke,
At ikke meer De føler Skoen trykke.

Dog hvortil hjælper det forknytte Væsen?
Tobak var Manges Trøst i stort Forliis.
Maa ikke her jeg byde Dem en Priis? -
Nei, De behøver ei at være kræsen;
En Priis i Daasen og en Priis i Næsen
Har en og samme Vægt naturligviis.
Ballonens Flugt det ligemeget hemmer,
Om Næsen eller Daasen Snusen gjemmer.

Ha, Satan! mumled Anton mellem Tænderne -
Hvad var det? spurgte rolig Montechrist:
Jeg synes, at De bleven er saa trist.
Men hør et Raad! De skulde gnide Hænderne,
Og stryge Ryggen kraftig ned om Lænderne,
Saa kom lidt Varme der i Kroppen vist;
Og naar saa dygtig De slog sammen Armene,
Gik Varmen nok fra Brystet ned i Tarmene.

30

O De maa tro mig, jeg i Deres Jammer
Og usle Tilstand sætter klart mig ind.
Ved Deres Naturaljer jeg mig skammer,
Jeg føler Kuldens Stik i Deres Skind,
Hvis Frysen, Gysen, ikke just mig lammer,
Men gjør saa flaut og fastende mit Sind;
Thi selsomt nok, at De af Kulde gungrer,
Paa mig har gjort den Virkning, at jeg hungrer.

I denne Hunger maa en dygtig Prop
Af stegte Duer, som den synes kræve -
Knap var det sagt, før Anton vild sprang op,
For Bænken mellem dem at overskræve,
Med hævnfyldt Sind, med strakt Athleterkrop,
Med kampbegjærlig Arm og knyttet Næve,
Mens frem i Skum der styrted fra hans Mund:
Skurk! Nidding! Djævel! Blod- og Helvedhund!

Jeg til din Frækhed længe nok har tiet,
Jeg længe nok din Spot en Skive var,
Imens din egen Ondskab mig indvied
I Skurkestregen, Du bedrevet har.
Jeg gjennemskuer klart Forræderiet,
Din lumpne Daad mig ligger aabenbar;
Jeg læser, Satan, i din lumske Mine,
Hvor høit Du her Dig fryder ved min Pine.

Men med dit Liv Du skal din Daad betale,
Dit Øie skal ei see den næste Sol!
Javist - lo Montechrist - Du godt kan prale.
Afvei'n, du Nøgne! Seer Du min Pistol?
Ikkun et Skridt, saa la'er jeg Hanen gale,
Og til din Baare bliver vor Gondol.
Saa kun et Spark til Aadslet, og begravet
Du ligger tusind Favne dybt, i Havet.

Her tog af Antons Pande skarpt han Sigte,
Og Anton, hvem i Næsen Krudtet stank,
Paa eengang følte sine Kræfter svigte,
Og trods Athleten, der sig hæved rank,
For til en Dødskamp Fjenden at forpligte,
Han krummet som en Orm tilbage sank,
Endnu i Faldet hvislende med Braadden,
Dengang Popoen han slog haardt mod Baaden.

31

Der laa et Par Minuter stille han,
Mens stærkt i Krampekulde Kroppen bæved,
Med vilde Blik, der rundt i Luften svæved,
Som speided Øiet efter Trøstens Land,
Til atter i sin Nøgenhed han hæved
Sig langsomt op som før paa Baadens Rand,
Hvor stum han sad, med Ho'det fuldt af Fluer,
Imens den Anden nød de stegte Duer.

Under sit Maaltid Montechriste snakked:
Hør, lad os være gode Venner, Dul
(At Du jeg siger, derfor kan Du takke
De mange Skjeldsord og din iltre Hu.)
Lad ei saa stygt os paa hinanden hakke,
Nei, lad i Høflighed os omgaaes nu.
Hvad kan jeg for, at Deres Tøi De misted?
Det var ei mig, som Dem til Reisen fristed.

Men ved Dem her at see, hvor kan jeg fatte
Og godt forstaae den vise Solons Ord,
Da Krøsus, for sig selv at gjøre stor,
Ham al sin Herlighed for Øie satte:
At lykkelig man Ingen burde skatte,
Før han var kommen vel i sorten Jord;
Da uvis er jo Menneskenes Vandring,
Og Livet fuldt af Skiften og Forandring.

Det var en Viismand, denne Solon - men,
Bliv ikke vred, den Viisdom synes halte,
Der nylig kom fra Deres Mund, min Ven!
Om Mennesket De store Ting fortalte,
Hans Mod, hans Kraft, hans Almagt De paakaldte,
Og om hans Skjønhed kasted Ord De hen,
Som da jeg modtog som en Aabenbaring,
Men nu mig synes stride mod Erfaring.

Thi holder sammen jeg i mine Tanker
Den Priis for Skjønhed Mennesket da fik,
Med Det, som her sig viser for mit Blik:
Det flade Bryst - de smalle Skulder-Planker -
De spidse Knæe - de tynde, skjæve Skanker -
Saa trods en yderst nøisom Æsthetik,
Kan al den Skjønhed, Skroget slutter inde,
Saa overordenlig dog ei jeg finde.

32

Og ikke anderledes nu det gaaer mig
Med Menneskets, med Deres gode Vens
Af Dem saa høit anpriste Conseqvens,
Som aldrig til at troe paa her De faaer mig,
Hvis ikke De med Kraftbeviser slaaer mig.
Paa dem er Deres Hoved neppe lens,
Thi det saa dybt, saa tankefuldt jo luder -
Men hvad er det? Jeg troer saaskam De tuder!

De sikkert Nattekulden føler stikke.
Men hvis blot Luften varm De tænke vil,
Saa vænner Følelsen sig nok dertil;
Thi andet Hold har Følelsen jo ikke,
End vore egne Meninger, der ligge
Til Grund for hver en Yttring af dens Spil.
Tænk fremfor alt barmhjertig Dem Naturen,
Saa fryser vist ei meer De paa Figuren.

Men sæt, at iiskold dog De følte Luften,
Saa veed jeg for min Død ei bedre Raad,
End at De her Dem holder til Fornuften,
Der Latter destillere kan af Graad.
Indsug af denne Guddom Frihedsduften,
Belee som fri Nødvendighedens Braad,
Og ihvor skarpt endog det svier i Skindet,
Lad ret Fornuftens Seier Dem muntre Sindet!

Men hvilken Lyd? I Deres Spiserør
Det huult jo piber - De maa sulten være.
Maa ikke til en Mundsmag jeg forære
Dem denne Due, som jeg spared før? -
Her kunde Anton meer sin Qval ei bære,
Og under Raabet: Montechrist, jeg døer!
Sank med en Hulken, der var næsten klukkende,
Han ned for Mandens Fødder, ydmygt sukkende:

O hjælp mig, frels mig, lad mig ei forgaae!
Mit Blod er størknet, mine Lemmer stive,
Det skærer gjennem Kroppen mig som Knive,
Som Syle prikker det fra Top til Taa,
Og hvis De vil, jeg holdes skal ilive,
Saa laan mig den Kavai, De der har paa! -
Jo vist - lo Montechrist - og saae i Luften,
Det stred nok mod Naturen og Fornuften.

33

Og dog - for rask jeg stopper vist mit Øre,
For lidt jeg agter stride Taarers Løb;
Thi hvis De virkelig til Korset krøb,
Til et Forlig det mulig kunde føre.
Lad derfor her af Deres Mund mig høre,
Om nu den stærke Aand vil give Kjøb?
Om Videnskabens Søn vil Lægmand lyde?
Om Alt De gjøre vil, hvad jeg vil byde?

Jeg vil! udraabte Anton med Forsagelse,
Og gjentog hulkende: Jeg vil! jeg vil! -
Godt! svared Montechrist: Driv aldrig Spil
Med dette Løfte, naar med sand Deeltagelse
Jeg bøder nu paa en forsømt Opdragelse,
Og som en trofast Mentor hjælper til.
Giv nøie Agt! Her Deres Næse skiller
Jeg først ved de fordømte tydske Briller.

Alt hvad De saae i dem var lutter Løgne,
De hule Glas kun avled Hjernespind,
Thi Jord og Himmel vistes skjæv og vind.
Nei, brug nu Deres gode, danske Øine,
Da snart sig Himlene vil dobbelt høine,
Og dobbelt straale vil hver Stjernes Skin.
Her kaster Brillerne jeg ned i Dybet!
Der muligviis til Gavn de komme Krybet.

Og nu, min Ven! træk af de hvide Handsker,
Hvis hvide Skind gjør Deres Hud saa rød,
Og til en Belletrist en Mand forfransker,
Som til en ærlig Prosaist blev fød.
O tro mig! Æsthetiken man forvansker,
Naar selv ei Gunst hos Muserne man nød;
Og det System, som Deres Hjerne huser,
Det længst forbandet er af alle Muser.

Men upoetisk Belletrist at være,
Bedømme Poesi med tør Forstand,
Det gaaer i Evighed dog aldrig an!
Nu, bliv kun ikke saa forundret, Kjære,
Fordi jeg kjender Deres Liv og Lære,
Og veed, hvor rap De Pennen føre kan;
Jeg har Spioner ude - Der gik Handskerne!
O gid de aldrig fiskes op af Danskerne!

34

De uldne Sokker De beholde faaer,
Thi nu til Hovedsagen jeg mig vender:
Vær nu andægtig I Fold nu Deres Hænder
Og læs med samlet Sind et Fadervor.
Har det De gjort, da strax om Deres Lænder
Min forede Kavai til Skjul jeg slaaer,
Og Sjælens Trøst i Legemet da føler De -
Naa, hvi saa taus? - Hvad er ivei'n? - Hvi nøler De?

Jeg kan det - stammed Anton - kan det ikke,
Jeg har det kunnet, men jeg har det glemt -
Ih, svared Montechrist, da er det slemt,
At denne Hindring Dem ivei'n skal ligge,
For i Kavaien Armene at stikke,
Hvortil en mægtig Lyst De har bestemt.
De kan ei Deres Fadervor, min Kjære?
Saa er ei andet for, end det at lære.

Men da jeg selv mig Deres Mentor kaldte,
De paa min Bistand her kan gjøre Krav.
Thi visk af Kinden Taarerne de salte,
Og vaagn til Haabet op af Sorgens Grav!
Sku, føl og døm, om nys med Grund De talte
Mig mellem Djævle - mig, som trækker af
Mit eget Skind, blot for at see tilbedste,
Blot for at varme min forfrosne Næste.

Her trak han ud - og i en Hurlumhei,
Som ved et Under dækket og tilhyllet,
Fra nøgen Krop til paaklædt Sjæl omtryllet,
Sad Anton i den forede Kavai,
Hvis Varmestrøm hans Lemmer overskylled,
Og gjennem Kroppen rask sig baned Vei,
Saa Blodet tøede op i alle Aarer,
Før ret endnu var´ standsede hans Taarer.

O hvilken Overgang! Den fatter Ingen,
Der altid dukked i det lunkne Bad,
Der altid laa med Dynen over Bringen,
Der altid i den lune Stue sad.
Som frigjort løfted Anton Tankevingen,
Som sprængte skilte Hjertets Baand sig ad,
Og da han Blikket til sin Mentor hæved,
Af ny Forundring og af Fryd han bæved.

35

Thi see! Af Mandens før saa kolde Træk
Til sidste Spor Dæmonen var forsvunden,
Hvis fæle Syn ham havde fyldt med Skræk.
Hvert Ansigtstræk forandret var fra Grunden:
Af Øiets Blik, af Minerne om Munden
Var Spot, Foragt og Haan som pustet væk;
Ja noget Engleligt endog sig lagde
Omkring de blide Læber, da han sagde:

Som Himlen er barmhjertig, v i det være!
Et Brodersind vel sømmer sig for Den,
Der sin vildfarne, halvforlorne Ven
Det dyrebare Fadervor skal lære.
Lad os begynde Værket til Guds Ære!
Sæt Dem som før i Baadens Forstavn hen,
Og som jeg selv har gjort det i mit Kloster,
Tæl Bønnerne paa dette Paternoster.

Her trak sin Rosenkrands han frem af Barmen,
Hvis Kors han kyssed som en romersk Præst,
Før han det hang Disciplen over Armen.
Og nu de satte sig - Hr. Anton bedst,
I tyk Kavai og videt ud af Varmen,
Hr. Montechrist i tynd Tyrolervest.
Vi skifted Hud - han smiilte - Jeg det føler;
I denne skarpe Luft man sig forkøler.

Men længst jeg Doctor i min Kunst er vorden,
For den Sags Skyld skal ei vi sende Bud
Til nogen geistlig eller verdslig Orden.
Her aabned han ihast Ventilens Tud,
Og nedad i den varme Luft mod Jorden
Ballonen sank, mens Gassen den foer ud;
Til han igjen, kun et Par hundred Alen
Fra Havets Bølger, standsede dens Dalen.

Saa let og hurtig flytted han sin Bolig,
Saa rask og sikkert saaes tilværks han gaae,
Saa stor en Tillid i hans Adfærd laa,
At Anton, skjøndt med Sagen gjort fortrolig,
I høieste Forbauselse, men rolig,
Paa Manden under hele Spillet saae,
Idet han fast beslutted, til sin Vogter
I Liv og Død at vælge slig en Doctor.

36

See, denne Luft er af en anden Tønde!
Udbrød med freidig Mine Montechrist:
Og nu, vi sidde luunt, lad os begynde
Vor Underviisning, hvor vi slap den sidst.
Med Deres Fadervor De flink Dem skynde!
Og for at Tallet De med kortest Frist
Paa alle Bønnerne kan faae at vide.
Lad gjennem Haanden Rosenkrandsen glide!

Men selv om De det rette Tal har faaet,
Og dets Betydning Dem er bleven klar;
Selv om hver enkelt Bøn De har forstaaet,
Og godt lært udenad min Commentar;
Selv om det Hele ei blot gjennemgaaet,
Men flere Gange repeteert De har,
Saa er endnu dog ei De færdig, Kjære!
Thi saa De Bønnen paa Latin skal lære.

Det bli'er en lang Historie, før rigtig
En himmelsk Viisdom fattes af et Sind,
Der tykt er overgroet med Hjernespind;
Og dog for Deres Fremtid er det vigtig,
At Bønnen ei blot klar og gjennemsigtig,
Men uudslettelig staaer prentet ind;
Thi da først selv urokkelig De stander,
Selv naar en tydsk Fornuft Dem overmander.

Saadan til Indgang talte Montechrist,
Mens med sit Fadervor Bekjendtskab stifted
Ved Kuglesnorens Hjælp vor Atheist,
Som alle Bønners Tal nu ærlig skrifted.
Og nu med Spørgsmaal og med Svar det skifted,
Og Tiden randt - og Timer gik der vist,
Før Lærer og Discipel her sig hviilte,
Og midlertid afsted Ballonen iilte.

Midt i den varme Luftstrøm, under Susen
Af Nordenvinden, ført afsted med Magt,
Og et Par hundred Alen kun, som sagt,
Opløfted over Havet og dets Krusen,
Hvor Bølgerne med dump og dæmpet Brusen
Sig mod hverandre brød i afmaalt Tact,
Og med en Lyd saa huul som af Gonggongen,
Bestandig frem mod Syden fløi Ballonen.

37

Og mens den i sin lette Flugt sig vugged
Paa Nattens Vinger, Nattens Timer gik,
Og andet Udtryk Jord og Himmel fik:
Først ned i Bølgen Luna bleg sig dukked,
Saa eet for eet af hine klare Blik
Paa Stjernekuplens Hvælving mat sig lukked,
Tilsidst, af alle sine Lys forladt,
Sig Kuplen hæved i en taaget Nat.

En øde Dandsesal den syntes lig,
Hvor alle Ballets Stjerner bort er dragne,
Hvor alle Festens Minder er forjagne
Af Oes og Dunst, som dækker Glædens Liig,
Og Musikanterne, af Søvn betagne,
Af sted med deres Noder liste sig.
Men i Naturens Høisal nær var Trøsten,
Thi pludselig det lysned klart i Østen.

Et lifligt Skuespil sig der beredte;
En sølvhvid Stribe med en guldhvid Kant,
Der allerede Nattens Skygger spredte,
Langs Horizonten som en Traad sig vandt,
Til i et høirødt Baand den ud sig bredte,
Der atter for et Purpurbælte svandt,
Som i sin Lysen, Glimten, Straalen, Luen,
Omspændte meer og meer af Himmelbuen.

Den hele Horizont stod som i Glød,
Da sprængende medeet Auroras Bælte
En Hær af Purpurskyer saaes fremvælte,
Der lig Herolder rundt sig Bane brød,
Idet for Jord og Himmel høit de meldte:
Nu stiger Dagens Drot af Havets Skjød!
Og virkelig! Af Havets Skjød, som bæved,
En Kant af Solens Skive blank sig hæved.

Den løfted skinnende sig meer og mere,
Og samme Stund just Anton Lange bad
Det lærte Fadervor, som udenad
Nu Montechrist, ei een Gang blot, men flere,
Ham lod i Romersproget repetere,
Til det utvivlsomt var, at fast det sad;
Hvorpaa den ædle Mentor, glad i Aanden,
Paa sin Discipels Hoved lagde Haanden.

38

Frigjorte Sjæl! udbrød pathetisk Manden;
Aandsbroder! som en evig Fader har,
Og altsaa selv er evig, og en Anden,
End da det usle Kreatur De var:
Oplyste Ven! som skærpet fik Forstanden
Ved en catholsk og grundig Commentar,
Der lukked Munden til paa Protestanten,
Og aabned Øinene paa Ignoranten.

Nu med Frimodighed tør frem De træde!
Nu er i Ydmyghed De værdig til,
Her i Naturens store Skuespil
Dem ved den skjønne Morgensol at glæde,
Da ei blot i Nødvendighedens Kjæde,
Men paa Guds Finger De den hænge vil;
Thi nu De veed, at dersom Gud det vilde,
Stod hisset i sin Opgang Solen stille.

Nu De forstaaer, at denne gyldne Skive,
Ud fra hvis Centrum Purpurstraaler gaae,
Ei længer skinned rød, men lyste blaa,
Hvis Han som Lov det vilde foreskrive;
Nu vil bestandig i den Tro De blive,
Naar et Naturens Værk De stirrer paa,
At i et Spilleværk De Dem fortaber,
Hvis ei bag Værket stod Naturens Skaber.

Nu har De lært af al den Angst og Møie,
De nylig udstod paa Fornuftens Bud,
At for Fornuften man sig vel skal bøie,
Men ikke just tilbede den som Gud.
Nu har De fattet, at den er et Øie,
Der skuer ind, mens Sandsen skuer u d;
At et modtaget Lys den kun kan skjenke,
Men gudsforladt ei noget Sundt kan tænke.

Og da saamegen Indsigt nu er vunden,
Og da det grundigt lærte Fadervor
I Dem har til den vise Mand lagt Grunden -
En Grund, hvorpaa jeg haaber fast De staaer:
Saa sørg nu for, da Natten er forsvunden,
At alle Drømmespind og Tankeblaar,
At alt det Væv, der skyldtes Atheisten,
For evig feies ud af Hjernekisten!

39

Her gjorde Pause den sublime Taler,
Og medens Anton, træt af Disciplin,
Et Suk udstødte, trak han frem et Skrin,
Op af hvis skjulte Gjemme rask han haler,
Med et Par konstigstøbte Sølvpokaler,
En sleben Flaske, fuld af Purpurviin.
Pokalerne han fyldte heelt til Randen,
Gav Anton een og greb saa selv den anden.

Min Ven, han smiilte: klaret blev Forstanden,
Men blev nu ogsaa Hjertet rigtig rørt?
Har ikke blot De faaet ind i Panden,
Men i Gemyttet, hvad De her har hørt?
I Skriften staaer, at Vinen glæder Manden,
Og Glæden tidt har til det Gode ført.
Lad derfor dette Bæger Viin Dem qvæge,
Lad det ei blot Dem styrke, men bevæge!

Vaagn op og lev! Lad Blik og Tanke stige
Med dybtfølt Tak mod Lysets Rosenknop,
Der hist i Solens Straaler lukkes op,
For Alt med Liv og Varme at berige.
Sku denne Forsorg! Føl den faderlige
Bekymring for hver mindste Sjæl og Krop,
Som sig i dette Skaberværk udtaler,
Og Menneskenes dybe Trang os maler.

Thi hvad er Mennesket? Mon nogensinde
De ret i Spiritus et Foster saae?
Det lille Væsen ligger der iblinde,
Men med et Hjerte dog, som kunde slaae;
Knap som en Reie stort man kan det finde
Med heelt optrukne Been og Fødder smaa;
Og tænk Dem nu, at det er denne Reie,
Der uden Gud vil vandre sine Veie!

Og tænk saa paa de Levendes Velgjører,
Som stiller alle Længsler, alle Savn,
Som alle Sjæles Suk og Bønner hører
Og selv paa Hjerte har en Reies Gavn:
O, hvis en Smule blot Dem Tanken rører,
Da skam Dem dybt ved Atheistens Navn;
Thi derom er man enig dog saa temmelig,
At styggest er af Alt en Utaknemmelig.

40

Her saae han Anton skarpt og dybt i Øiet;
Men da den Trufne strax slog Blikket ned,
Og det var tydeligt, at Sjælen led,
Uagtet Vinen Legemet fornøied:
Saa bort igjen han med et Smiil sig bøied
Og saae omkring i Luftens Herlighed.
See, raabte han med Varme: Hvilke Farver!
For dem forsvinde alle Mørkets Larver.

Endog hernedenfor i Rosenglands
Sig Havet vælter, medens Skum det koger.
Men hvorfra denne Sværm af lette Taager,
Der flyve os imøde som i Dands? -
Et Bud fra Landet! En Flok hvide Maager,
Der hæst som Toldbetjente skrige stands.
Hist seer jeg Land! - Men vi er narred' blevne,
Vi Rügen langt forbi mod Øst er drevne.

End springer klart dog frem i Solens Flammer
Den hvide Kridtklint med de grønne Træer,
Og høit i Sky sig hæver Stubbenkammer.
Men i det Fjerne - see, paa Kysten der -
Der ligger Swinemünde By og skammer
Sig ved sit Navn, nu Dansken kommer nær.
Reis Dem, Hr. Lange! Vaagn dog op af Slummeren!
Vi holde nu vort Indtog snart i Pommern.

Paa Benene kom Anton i en Hast,
Og trods den lange Pine Hjertet døied,
Han til sin Mentor hen sig strax forføied,
Med Hjertet lettet nu for Reisens Last;
Og nu stod Begge, over Baaden bøied',
Med udstrakt Haand, der holdt Pokalen fast,
Høit i Ballonen hæved' over Vandet,
Og skued i Forventning ind mod Landet.

Ballonens Tag for Solens Glød dem skjærmed,
Dens Fart og Susen spredte fjernt og nær
Den hvide Maageflok, der rundtom sværmed,
Men snart opløstes som en slagen Hær.
Og meer og meer den fjerne Kyst sig nærmed -
Den laa for dem i Morgnens Rosenskjær,
Der hilste dem saa smilende, saa frydeligt,
Og Huse, Haver, Marker saaes nu tydeligt.

41

Men ligefor, hvor Fiskerleiet laa,
Hvor hele Kysten som af Hytter vrimled,
En Mængde Mennesker der sammen stimled,
Som Allesammen, baade Stor´ og Smaa,
Ret som om Hovedet paa Alle svimled,
Med Haanden over Brynet opad saae;
Saa det var tydeligt, dem stak i Øie
Ballonen, med hvis Flugt de fulgte nøie.

See - talte Montechrist, mod Anton vendt,
Der stod og stirred med en taaget Pande -
Naar eengang Livets Reise vi har endt,
Som denne Nats, og over Dødens Vande
Vi nærme os de ubekjendte Strande,
Og staae, som her, med Blikket fremad sendt:
Mon da saa lys en Udsigt vi vil finde?
Mon da saa liflig Morgensol vil skinne?

Og naar saa Evighedens Kyst opdages,
Naar Paradisets Lunde ligge nær,
Mon af de Himmelske vi da modtages,
Som af de Jordiske vi hilses her?
Mon strax imøde vi af Venner drages,
Og gribes af en Haand, som er os kjær,
For efter Reisen, der var saa urolig,
At føres til et Hjem i Fredens Bolig?

O Ven! Hvo nærer ikke dette Haab?
For dette Haab lad Vinens Draaber blinke,
Og før os Paradisets Kyster vinke,
Lad Hjertet det indvie med sin Daab!
Her saaes med Anton han begeistret klinke,
Og som de drak, et vældigt Hurraraab
(Thi just i Landet ind Ballonen svæved)
Langs hele Kysten rungende sig hæved.

Et gunstigt Omen! Luftens Søn udbrød,
Som knap fik Tid for Hilsenen at takke,
Idet med Fanestangen paa sin Nakke
Til Hattesving Pistolen han afskød;
Thi nu det gjaldt om hurtig ind at pakke,
Trods al den Jubel, der forneden lød,
Og langs ad Veien hen Ballonen fulgte,
Indtil de fjerne Høie heelt den dulgte.

42

Der lod sit Anker paa en Mark han falde,
Hvor endeel Bønder, som bag Ploven gik,
Ved Synet af hans Fane travlt nu fik,
Da de fra Luften høit ham hørte kalde.
Afsted med Skraal og Skrig de styrted Alle,
Og greb Ballonen samme Øieblik,
Som Reisen lykkelig var fuldendt vorden,
Og han og Anton satte Fod paa Jorden.

Ved Hjælp af disse Folk, der ret sig rapped,
Fik snart han Kæmpekuglen i sin Magt,
Fik den paa Siden om i Græsset lagt,
Og, da tilbørlig Gassen ud var tappet,
Gondolen løst og Taftet sammenklappet.
Imidlertid var Vogn og Heste bragt,
Og nu blev Byrden løftet op fra Græsset,
Og Baad, Ballon og Alt paa Vognen læsset.

Mens det gik for sig, stod vor Anton Lange
I grøn Kavai og Sokker, uldne, graae,
Forknyt, fortumlet, for sin Tilstand bange,
Og med det bare Hoved rundt sig saae.
Han stirred op i Luften flere Gange,
Som om Ballonens Syn han vented paa,
Som vented han, at see sit eget Billed
Imellem Jord og Himmel høit opstillet.

Det gik ham nemlig, ved saa brat paa Landet
Midt i sin Luftseilads at sætte Fod,
Som det gaaer andre Folk, naar tværtimod
De fra det Tørre komme ud paa Vandet:
Ham Elementets Kræfter overmanded,
Og just fordi paa Jorden Foden stod,
Og savnede det Gyngende og Svævende,
Stod her han svimmel, vaklende og skrævende.

Han tog til Panden - drømte han da kun?
Rædsomme Nat! hvor mod Naturens Orden
Den tynde Luft var ham en Bolig vorden:
Var den og Alt kun Foster af et Blund? -
Med Styrke satte Foden han mod Jorden,
For ret at føle dog den faste Grund;
For ved sit Stamp mod Braadden sig at klare
De Tanker, der jo reent fortumled' vare.

43

Det i hans Hjerne summed, mylred, vrimled,
Mens Billed efter Billed trak forbi:
Først foer han op og mellem Stjerner himled,
Og havde nu med Maanen Maskepi;
Saa foer han ned, mens det for Øiet svimled
Og Bølgerne han Skjorten dypped i;
Saa baade op og ned paa eengang foer han,
Men det var Vanvid - og forvirret gloer han.

Hvorlænge saa han stod, han selv ei vidste.
Men da han atter retted rank sin Krop
Og af de dybe Drømme skued op,
Stod lige for hans Øie Montechriste,
Hvis skarpe Blik nu hurtig til det sidste
Af Tankens vilde Krumspring sagde stop.
Med fremrakt Haand, som han paa Skuldren lagde
Af den confuse Yngling, Manden sagde:

Farvel, min Ven! Hav Tak for denne Gang!
Det var en heldig Reise, som man siger,
Saa kort i Tiden som i Rummet lang.
Vi skilles nu; men før tilvogns jeg stiger
Og kjører ind i Tydsklands tred've Riger,
Her til et Afskedsord jeg føler Trang.
Jeg gaaer mod Syden - De gaaer imod Norden;
Gud veed, om meer vi mødes vil paa Jorden.

Lad derfor mig ved Testament Dem skjenke
Til evig Arv den forede Kavai,
Hvis Tab saameget meer Dem maatte krænke,
Som Nøgenhedens Dragt Dem klæder ei.
Hvergang De bærer den, paa mig De tænke!
Paa Deres Vel bestandig tænker jeg.
I Lommen grib! En Hue vil De finde,
Samt et Par gule Tøfler dybest inde.

Paa disse Tøfler trav til Swinemünde,
Og naar paa Damperen man der gjør Ild,
De strax ombord til Kjøbenhavn Dem skynde,
For paa det nye Levnet at begynde,
Som De fra denne Dag jo føre vil.
Men da en Reise der skal Penge til,
Jeg paa det nye Levnet her betaler
Dem som et Forskud disse 5 Rigsdaler.

44

De rakte Penge Anton greb med lil,
Men da for Gaven rørt han vilde takke,
Slog Montechriste haanlig med sin Nakke,
Og med det velbekjendte spodske Smiil,
Der strax lod Antons Mod gaae ned ad Bakke,
Vedblev han i en mere myndig Stiil:
For Deres tabte Tøi en god Betaling;
Men spar hver Tak og lyt til min Befaling!

Saasnart nu hjem De kommer, De paastand
Mig den forbudne Frugt i Røg opsender,
Idet De hine tydske Bøger brænder,
Hvis Lugt af Viisdom daared mangen Mand,
At aldrig meer ved Lugten Deres Tænder
Skal efter Frugten løbe gridsk i Vand;
Dernæst De stoppe Vox i Deres Øre,
At falske Venners Røst Dem ei skal røre.

Jeg kjender disse Venner - Atheister
Og Humanister å la Feuerbach,
Hvoraf endeel omkring i stumpet Frak
Ved Rundetaarn og Petri Kirke lister.
Luk Deres Dør for dem! og hvis man frister
Dem gjennem Nøglehullet dog med Snak,
Saa siig til Vennerne, jeg kommer efter dem,
Og Troen ved et Luftbad snart bekræfter dem.

Fly disse stærke Aander! Frygt Bestikkelsen
Af deres svage Domme! Vær en Mand,
Og trods den dumme Djævel hvor De kan!
Men derimod vær god mod Betty Michelsen,
Som ikke blot en Engel er i Skikkelsen,
Men Engel af Gemyt og af Forstand.
Saalænge slig en Engel huld Dem bliver,
For hendes Skyld man Meget Dem tilgiver.

Her gjorde Manden pludselig omkring,
Og skred afsted, for Vognen at bestige,
Men vendte sig paany, for høit at sige:
Et Ord, Hr. Langel Kun en ringe Ting!
Hvis over Deres grønne Kasseking
Og gule Tøfler Væ man skulde skrige,
Da svar, mens De gaaer trøstig Deres Skud,
At saadan just en omvendt Sjæl seer ud.

45

Her med et Spring han op i Vognen steg,
Som fire raske Heste fremad førte,
Og da saa bort med Bønderne han kjørte,
Svang muntert han sin Hat, som til en Leg.
Men stiv stod Anton - intet Lem han rørte;
Han stirred efter Vognen stum og bleg,
Og hvis ham Skjæbnen før faldt haardt for Brystet,
Stod nu han af Forundring gjennemrystet.

Hvad var det for en Aand, den Montechriste?
Hvor kunde paa naturlig Maade da
Han Kundskab om de tydske Bøger ha'?
Og hine vantroe Venner - hvordan vidste
Han vel Besked om dem? Og nu det Sidste,
Hvor kjendte Betty Michelsen han fra? -
Hvorledes slig en Indsigt sig forklare?
At blive overtroisk man stod Fare.

Var han en Dæmon? En af hine Magter,
Der Mennesker at plage har for Skik? -
Her minded Anton sig hans sære Fagter,
Hans fæle Spot, hans skarpe Polemik.
Men sund Fornuft ei denne Mening agter,
Dertil var mangengang for varmt hans Blik,
For fromt hans Ord, for ofte Sind og Tale
Begeistret henvendt mod det Ideale.

Hvem var han da? - En Aand, sig selv modsigende!
Men derfor just en stor og myndig Aand,
Som ned fra høi're Regioner stigende,
Paa lavere Naturer lagde Baand;
En Aand, der maatte lydes, da, undvigende,
Man sikkert undslap ei hans stærke Haand;
En Aand, der ei blot skjulte Ting opdaged,
Men Hjerter og Nyrer gransked og ransaged.

En Aand - og det var denne Ting fornemmelig,
Der sympathetisk Hjertet til ham drog -
En Aand, i Væsen og Natur saa hemmelig,
At aldrig rigtig man paa den blev klog,
Men derfor ogsaa evig uforglemmelig
Stod, eengang kjendt, indført i Mindets Bog,
For lig en høiere Natur at agtes,
Og daglig som et Under at betragtes.

46

Saavidt var Anton færdig her med Dommen,
Da han til Selvbevidsthed vaagned brat,
Og, ved at stikke Haanden ned i Lommen,
Traf paa en laadden Hues skjulte Skat,
Og derpaa dybere mod Bunden kommen,
Fik et Par gamle, gule Tøfler fat,
Som hurtig han trak paa, for nu at skynde
Sig, før det blev for seent, til Swinemunde.

Det blev en møisom, en besværlig Gang;
Han hverken Stier eller Veie kjendte,
Og derfor ofte vild paa Marken rendte,
Hvor over Grøfter han og Gjerder sprang,
Paa samme Tid som Solen Pile sendte,
Der i Kavai og Hue fast sig hang:
Saa, hvis ham Nattens Favntag var for køle,
Han Dagens Kjærtegn fik tilgavns at føle.

Drivvaad af Sved han Swinemünde naaede,
Hvor Drengene ved Havnen skrege stands!
Og kredsed hans Person, hvis dybe Gaade
Med Hujen og med Skrig de søgte raade,
Mens selv han oprørt stod i Sind og Sands.
Han havde kort kun været udenlands,
Men her i Tydskland følte han sig fremmed,
Og inderlig han længtes efter Hjemmet.

Hans Længsel stiltes - fra Stettin sig nærmed
Den danske Dampbaad, som ham tog ombord,
Og hjem han over Østersøen foer,
Af lutter gode Genier beskjærmet.
Kun eengang trak en ond Aand ham i Ærmet,
Da siddende ved Agterspeilets Ror,
Og stirrende paa Havet ud idrømme,
Han syntes fjernt at see en graa Hat svømme.

Dengang i Kjøbenhavn han naaede Bryggen,
Var heldigviis det næsten blevet Nat,
Saa ved hans Phantasidragt, skjult i Skyggen,
Ei nogen Sjæl blev i Forundring sat,
Og selv han, uden Følgeskab i Ryggen,
Fandt Vei til Skiltet med den sorte Hat,
Hvor han omfavned ømt sin Betty Michelsen,
Som først sig næsten korsed over Skikkelsen.

47

Paa hendes tusind Spørgsmaal Svaret lød,
At hændt ham var det Overordentlige,
Men at en Ed, han svor sig selv, forbød
Ham alle Andre, selv hans elskte Pige,
Et Ord om Tingens Sammenhæng at sige.
Dog spaaede Tingen Ingen af dem Nød;
Nei tværtimod! den spaaede Fryd og Gammen,
Og hun og han holdt nu for evig sammen.

Fra Betty fløi han hjem, hvor Ild han tændte,
Og da i Ovnen Baalet fik Couleur,
Han alle hine tydske Bøger brændte,
Hvis Lugt af Yiisdom ham bedaared før.
Fra Stanken han med Afsky bort sig vendte,
Gik ud og skrev med Rødkridt paa sin Dør
De Ord, som ei hans Venner kan ham glemme:
Stud. Anton Lange træffes ikke hjemme.

Han laased Døren af og skifted Dragt,
Og nu først i sin Sofa tog han Sæde,
Dog ikke for at nyde Hvilens Glæde,
Men for i Orden at faae Tanken bragt,
Og lade Minderne med Ro fremtræde,
Imens hans Øine fæsted sig med Magt
Paa Sømmet, hvor han nys i Hurlumheien
Ophang som Spolier Huen og Kavaien.

Hvad i sin Sofa egentlig han tænkte,
Det ingen Dødelig at sige veed;
Kun er det vist, at tidt et Suk sig trængte
Frem af hans Barm, hvorved han Øiet krængte
Iveiret, mens han Brynet dybt trak ned:
Deraf tør sluttes med Sandsynlighed,
At dengang foregik den Sindsforvandling,
Som nu er a aaenbar i Liv og Handling.

Thi nu, min Læser! nu i denne Time,
For slette Bøger, falske Venner fri,
Fri for at recensere, for at lime
Artikler sammen, der sig ei vil rime
Med den Raison, som der er Noget i:
Han sidder druknet i Theologi,
For snart til Attestatsen op at vove sig,
Og af hans Fremtid hvad tør ei man love sig?

48

Han kjender som det Dybe jo det Høie;
Som Liv jo Død; som Aandens Himmelflugt
Det nøgne Menneske, hvis Trang til Tugt
Og til Barmhjertighed staaer ham for Øie.
Vil til Erfaring Talekonst han føie,
Hvad kan ei da man vente sig for Frugt,
Naar eengang han faaer Myndighed med Kjolen,
Naar eengang han bestiger Prækestolen!