BENEDICT FRA NURSIA OG HANS AMME (1861) - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

BENEDICT FRA NURSIA
OG HANS AMME
(1861)

234

235

✂

I.

✂ Hvor er Scenen? I Campagnen!
I den Romerske Campagne,
Den saa vidt udstrakte Slette,
Som omgiver Verdensstaden,
Og som selv igjen begrændses
Af de blaa og fjerne Bjerge,
Fra hvis Høider Aniofloden
Strømmer ned med sine klare
Bølger mod den gule Tiber,
For i Løb med den at gjeste
Dronningen blandt Jordens Stæder,
Det udødelige Rom.

✂ Men naar Scenen er Campagnen,
Hvilken Tid af Roms Historie
Føres frem da her paa Scenen:
Kongedømmets, Republikens
Eller Keiserdømmets Tider?
Ingen af dem! Heltelivets,
Frihedslivets, Herskerlivets
Gyldne Tider ere svundne:
Rom, det gamle, som med Sværdet
Kued Verden, er ei meer, og
Rom, det nye, som i Kraft af
Korset og Sanct Peters Nøgler
Holdt i Ave Folk og Fyrster,
Er endnu ei til, men spirer
Bag det dunkle Fremtids-Dække.
Det er Tiden mellem begge:
Folkelivets Nat og Dæmring
Efter Oldtidssolens Nedgang,
Dog med Glimt af Morgenrøden;
236 Tiden, da Italiens Hersker,
Gotherkongen i Ravenna,
Skaffed Fred og skabte Orden
Af hensvundne Tiders Chaos;
Tiden, da den sidste Rest af
Hedenskabets Sæd og Skikke
Gjorde Plads for Christendommen,
Alt i Secler kjendt og lært.

✂ Altsaa Blikket til Campagnen!
Der lad Øiet følge Veien,
Lige fremad, over Sletten!
Sletten rundtom ligger øde,
Ubebygget og udyrket,
Opholdssted for store Oxer,
Drivende omkring i Flokke,
Hvor dem Næring Græsset byder.
Sjelden her en Stemme lyder,
Menneskeforladt er Egnen,
Hvor i Ly af Oldtidsmindets
Sunkne Mure Bøflen græsser,
Faaret tripper, Lammet bræger.
Hist og her kun sees en Jæger,
Som, med Buen spændt, forfølger
Haren i dens Flugt til Leiet;
Hist og her en mosdækt Hytte,
Støttet mod en knudret Steeneg,
Viser Faarehyrdens Bolig;
Hist og her en Røg opstiger,
Drager Øiet mod det fjerne
Landskabs Eensomhed og Stilhed.
Men trods Egnens øde Vildhed,
Af Naturen rigt dog smykket
Er den bjergomkrandste Slette:
Græsset spirer, Blomsten dufter,
Dyret, under Løb og Springen,
Boltrer sig paa Grønsværtæppet;
Tusind muntre Fugle qviddre,
Medens summende Insecter
Røre deres gyldne Vinger
I den varme Luft, der livnes
Af den straalende Aprilsol.
Solbelyst Camp agnen ligger;
Meer og mere skraa dog falde
Solens Straaler ned paa Veien,
Der fra Rom til Tibur fører,
237 Hvor et Tog af tre Personer
Nu i Stilhed drager frem.

✂ Henad Veien folg med dem!
Paa det hvidgraa Æsel rider
I Matronedragt en Qvinde,
Med et venligt, aabent Ansigt,
Trivelig og frisk af Farve,
Midt imellem ung og gammel,
Fra hvis Solhat Baandet flagrer,
Hvergang, dreiende sin Nakke,
Med Behag omkring hun skuer,
Og i fulde Drag indaander
Foraarsluftens friske Balsam.
Bagved hende, men i Frastand,
Paa et Muldyrs Ryg - belæsset
Med en Tværkurv - høit sig gynger
Æseldriveren, hvis gamle
Hoved skjules fast af Hattens
Brede, dybtnedslagne Skygge.
Langsomt ridende, han drager
Efter sig et andet Muuldyr,
Hvoraf nylig steg den unge
Rytter, som er vandret forud.
See ham hist, tilfods paa Veien!
Huen paa de brune Lokker,
I sin hvide Lærreds Kittel,
Med en Læderrem om Livet.
Rank og tynd og fiin af Bygning,
Langs med Sporet frem han skrider
Til Matronen ham indhenter.
Kun et Øieblik han standser,
Saa igjen han skrider fremad,
Vandrende ved Qvindens Side,
Hvilende sin Haand paa Sadlen,
Medens hendes Blik med Ømhed
Dvæler ved hans Træk og Skabning.
Synet vel maa Hjertet glæde!
Fra hans klare, dybe Øine,
Fra det fine Ansigt lyser
Frem en ædel Aand, og herligt
Svarer Legemet til Sjælen.
Halv et Barn og halv en Yngling
(Fjorten Aar han netop fylder)
Skrider her han frem paa Veien
Mod Sabinerlandets Bjerge,
238 Mod sin store Fremtidsskjæbne,
Rig paa Daad og fuld af Savn.

✂ Spørges om den Unges Navn,
Benedict, da lyder Svaret,
Benedict fra Staden Nursia.
I sin Barndom med sin Amme
Sendt til Rom, for at optugtes,
Har fra den Tid fjernt fra Hjemmet,
(Skilt fra Fader som fra Moder)
Under Ammens Røgt og Pleie
Han i Verdensstaden levet,
Og forsøgt dens Viisdomsveie:
Kirkens Sol, som ham bestraaled,
Har hans Hjerte gjennemglødet;
Lærdom af de gamle Skrifter
Har i Skolen han indsuget;
Daglig mødende ved Skranken,
Har han Talens Konst studeret;
Og i Vaabenlegen ofte,
Som hans ædle Byrd det sømmed,
Modets Prøve har han aflagt.
Dog, fra Vaabenlegens Bulder,
Som fra Skranken, Skolen, Kirken,
Vendte hver Dag han tilbage
Til sin Ammes aabne Arme.
Altid trofast holdt de sammen
Iust som her de sees paa Veien,
Hvor hans Øie søger hendes,
Mens til ham hun taler nu:

AMMEN.: Et velsignet Veir, min lille
Benedict! og et velsignet
Mildt og klart og yndigt Foraar!
Her paa Landet ud at tage,
For din Fødselsdag at feire,
Ret var et velsignet Indfald.
Men det er da intet Under
At Velsignelse dig følger
Og dig Held og Fryd beskærer,
Da det Navn, som selv du bærer,
Den Velsignede betyder.

BENEDICT.: Meest, Cyrilla, nu mig fryder
Synet af de nære Bjerge,
Hvor den solforgyldte Fjeldkam
Os en deilig Aften lover.
Lykken tog vi med paa Reisen,
239Den har fulgt os Dagen over.
Gamle Markus spaaede rigtig,
Da saa tidlig han imorges
Mulerne trak frem for Døren.
Skyen, som med Regn os trued,
Førtes hurtig bort af Vinden;
Smukt blev Veiret, og din lange
Middagssøvn i Hyrdens Hytte
Kom i Heden os til Nytte.
Styrkede ved Gedemelken,
Dobbelt rask saa drog vi fremad,
Og nu ligger Maalet for os,
Maalet, som vi længtes efter:
Tibur med sin Krands af Bjerge,
Dunkelblaa med Guld paa Toppen,
Halv i Lys og halv i Skygge.

AMMEN.: End til dem vi har et Stykke;
Men jeg godt forstaaer din Længsel.
Træt og kjed af Skolens Fængsel,
Af den Læsen og Studeren,
Som har gjort dig saa alvorlig,
Ud fra Byen nu du higer,
For paa Landet og i Frihed
Skolestøvet af at ryste.
Benedict sig frit kan trøste,
Løn for Fliden vil han hoste!
Naar vi først har Fødselsdagen
Paa det høie Viinbjerg feiret,
Og vi vel er inden Døre
Hos vor Vert, den rige Bonde,
Tænker jeg, at der en Stund vi
Ophold ta'er, som sidste Sommer:
Da du nyde kan din Frihed
Lig et Kid, naar det fra Stalden
Ud paa Græs i Vaaren kommer;
Da kan Viingaardsmandens Sønner
Du i Marken gjøre Selskab,
Søge Fuglereder med dem,
Hjelpe dem at vande Heste,
Drive Bondens Qvæg paa Engen,
Gaae ham selv tilhaande, naar han
Poder og beklipper Ranker,
Og naar Jagt der bli'er i Dalen
Efter Harer og Kaniner,
Følge Jægerne med Buen.
Men er Dagen ved sin Nedgang,
240Er den stærke Hede svunden,
Som mit Hoved godt ei taaler,
Da vil du og jeg spadsere
Medens Aftenrøden straaler.
Da vi gaae fra Bondens Have,
Hvor ifjor saatidt vi vandred,
Bag om Bjerget ned til Kløften,
Hvor i Dybet Fossen bruser.
Der vi ved Kastanie træet
Træde nær den sorte Fjeldvæg,
Hvorfra Flodens hvide Vandstrøm
Under Larm og Tordenbulder
Styrter sig i Klippehulen,
Og igjen iveiret kastes
Til et sneehvidt Støv forvandlet.
Husker du endnu hiin Aften,
Da vi stod med Panden bøiet
Over Svælget? da fra Dybet
Skummet fløi mig ind i Øiet,
Og min Fod paa Randen gled? -

BENEDICT.: Dødens Angst vi dengang led.
Derfor lov mig, at for Svælget
Du iaar dig ta'er ivare!

AMMEN.: Dengang, som mit Skjold i Fare,
Havde dig, min Søn, jeg hos mig;
Og paa Benedict jeg stoler,
Stod jeg selv i Dødens Porte.

BENEDICT.: Men ifald nu jeg var borte?

AMMEN.: Neppe langt du dog dig fjerner.

BENEDICT.: Men hvis dog i Himlens Stjerner
Anderledes det stod skrevet?
Hvis nu vore Veie skiltes? -

AMMEN.

✂

✂ Ja, hvis den Sorg jeg opleved,
Da nok mange Taarer spildtes;
Men min Trøst er, at i Stjerner
Der Saameget skal staae skrevet,
Som dog aldrig læst er blevet.

✂ Her med Smiil om Kind og Læbe,
Traved rask hun fremad, medens
Benedict besteg sit Muuldyr.
I et hurtigt Trav indhented
Han Cyrilla, og i Taushed
Red de Begge hen ad Veien,
Hver fortabt i sine Tanker.
Ud og ind blandt lave Banker
Veien nu sig fremad snoede,
241 Jævnt opstigende mod Bjerget,
Ved hvis Kæmpefod i Dalen
Rødsteensfarvede Ruiner
Midt i tæt opskudte Buske,
Sammenfaldne Marmorbuer
Mellem Pinier og Cypresser,
Hvor endog de hen sig bøied
Allevegne mødte Øiet.
Komne over Bækken, red de
Paa en stenet Fjeldvei opad
Imod Bjergets brede Kegle,
Mens til altid vid're Udsigt
Veiens Dreininger dem førte.
Her paa eengang kasted Ammen
Sig i Sadlen heelt tilbage,
Strammende de løse Tøiler;
Og, da Holdt nu ogsaa gjorde
Benedict, med venligt Nik hun
Tog paa denne Viis tilorde:

AMMEN.: Du, som er saa lærd og kjender
(Jeg det siger til din Ære)
Med de nye, de gamle Tider,
Du mig her vist kan belære.
Send et Blik derned i Dalen!
Der, hvor nu min Finger peger,
Hvor de gjennembrudte Mure
Med de lange Buegange,
Og de mange hvide Støtter,
Af det dunkle Krat indhegnes:
Hvem har boet i disse Huse? -
Hvergang her forbi jeg reiste,
Spurgte jeg mig for, men Ingen
Vidste ret Besked om Tingen.

BENEDICT.: Det er Rester af den gamle
Keiserborg og Sommerbolig,
Kaldet Villa Hadriani.

AMMEN.: Saa en Keiser har havt Bolig
Der i Dalen?

BENEDICT.: Ja, den samme
Keiser Hadrian, der bygged
Til sig selv det runde Gravsted,
Som i Rom saa tidt du seet har
Paa den anden Side Floden.

AMMEN.: Mægtig Borgen her har været,
Som en By saa stor i Omfang.

242

BENEDICT.: Ja, et stort Rum var fornødent
Til hans mange store Fester,
Til hans Templer og hans Haver,
Til hans Skuespil og Lege,
Til at gjemme al den Rigdom
Han paa Reiser havde samlet.
Alt hvad mærkeligt og skjønt han
Havde truffet rundt i Verden,
Enten her var stilt tilskue,
Eller konstigt efterlignet.

AMMEN.

✂

✂ O, mit Barn, du er velsignet,
Hvis, naar hjem igjen vi kommer,
Af den tykke Pergamentsbog
Hans Historie du mig læser.
Hvad staaer ikke der optegnet
Om de gyldne Keisertider,
Da vort Navn saa høit var steget!
Men jeg selv har ogsaa meget
Hørt om disse stolte Romere,
Som man kalder for de Gamle,
Skjøndt vel de, saavel som Andre,
Eengang og har været unge.
Tænk blot! sig i Melk de baded,
Deres Træer med Viin de vanded,
Deres Kjøkkentøi af Sølv var,
Og et Overmod de viste,
Saa af Fugl og Fisk de spiste
Tunge kun og Bryst og Hale.
Men lad dem ha'e været gale,
Og lad os tilveirs nu stige!
Nok jeg pustet har, og Æslet
Skraber med sin Hov i Jorden,
Som det kunde lugte Høet
Og den lune Stald hos Bonden.

✂ Her, idet hun Pilevaanden
Spille lod mod Dyrets Sider,
Traved atter fremad Ammen.
Benedict og Markus fulgte
Nær i Sporet, hen ad Veien,
Der nu meer og meer steg opad,
Til den, ikke længer synlig,
Sig i Olieskoven dulgte.
Komne gjennem Skoven, fulgte
For en Stund de Kløftens Vandløb,
Til paa eengang - hvor just Veien
243 Dreied af mod Byen Tibur -
Ligefor dem klart sig viste
Reisens Maal, det høie Viinbjerg,
Af en Steenmuur sluttet inde.
Som nu der, langs Muren, langsomt
De red ned mod Bondens Bolig,
Sagde Ammen: Mærk dig, lille
Benedict, hvad her jeg siger!
Naar vi nu gjør Holdt ved Broen,
Medens jeg gaaer ind til Bonden
Og til Haven henter Nøglen,
Og bestiller Herberg til os,
Maa du hjelpe gamle Markus
Med hans Tværkurv, at der Intet
Gaaer istykker og forkommer.
Er med Losningen I færdig,
Lad saa Markus vogte Tøiet,
Og begiv dig op ad Stien
Til den høie Fjeldterrasse.
Der en Stund dig selv du passe,
Til Musiken dig forkynder,
At vor store Fest begynder.

✂ Her steg Ammen af og priste
(Tørrende sin varme Pande)
Reisens Held, hvorpaa tilfods hun,
Førende sit Dyr ved Tøilen,
Ind ad Bondens Port begav sig,
Medens Benedict af Sadlen
Markus hjalp hans mange Sager,
Kurv og Dunk og Sæk og Poser,
Og, med Ammens Bøn i Minde,
Varlig tog paa hvert et Stykke.
Bleven færdig dermed, iilte
Op han ad den snevre Fjeldsti,
Op paa Bjergets øde Tinde,
Til en ubegrændset Udsigt
Imod alle fire Vinde:
Bag ham skraaned ned en Huulvei
Mod Sabinerlandets Bjerge;
For ham udstrakt laa Campagnen
Med et Glimt af Verdensstaden,
Milevidt for Øiet borte;
Paa hans venstre Haand sig viste
Mellem de fiolblaa Bjerge
Tusculum og Alba Longa,
244 Og tilhøire Tiberdalen,
Der i Fjernets lyse Taage
Sig uendelig forlængde.
Længe, som af Synet slaaet,
Stille stod den unge Vandrer,
Blikket tabt i Egnens Storhed:
Da, som vakt af dybe Tanker,
Vendte han Campagnen Ryggen,
Gik til Kløften hen og satte
Paa en Steen sig der i Skyggen.

✂

II.

✂ Tiden randt; thi godt en Time
Var forsvunden, og i Tanker
Eensom sad endnu paa Stenen
Benedict, der fremadbøiet
Snart Figurer skrev i Sandet,
Snart igjennem Klippekløften
Skued ned ad Fjeldets Huulvei,
Over mod Sabinerlandets
Fjerne, solbeskinte Bjerge:
Da medeet lød op fra Haven
Sækkepibens skarpe Toner,
Og fra Stenen han sig reiste
Med et Blik, som var hans Aand just
Fra et fjernt Land vendt tilbage.
Hvilket Veemod i hans Øie,
Og dog hvilken fast Bestemthed
I hans Mine, Gang og Holdning!
Næsten var det, som han ældre
Var i Eensomheden bleven.
Langsomt skred han hen ad Klippen
Medens Tonerne hendøde,
Og paa Knæ han nu sig kasted
Med mod Himlen strakte Hænder:
Gud! udbrød han: du som kjender
Dette Hjertes faste Forsæt,
Lad sin Frugt idag det bære!
Udfør Sagen til din Ære!
245 Saa han bad, og taus en Stund han
Knælede med bøiet Hoved,
Som for ret at samle Styrke
Til den nu saa nære Prøve:
Da lød atter Sækkepiben,
Og han rask sprang op fra Jorden,
Og fra Fjeldterrassen iilte
Atter han ad Klippestien
Ned mod Viingaardsmandens Have,
Hvorfra nu de høie Toner,
Alt som Muren han sig nærmed,
Dobbelt skrattende ham hilste.
Vidt paa Gab stod Havedøren,
Og i den stod gamle Markus
Uden Hat, med Viinløv krandset,
Blæsende med spiilte Kjæver
Overlydt paa Sækkepiben,
For at hædre Dagens Helt og
Ind til Festen ham at byde.
Benedict, med Tak for Æren,
Gik forbi ham ind i Haven,
Op ad Gangen, heelt omhvælvet
Med det friske, grønne Viinløv,
Op mod Træet, hvor hans Amme,
Lig den Gamle festlig krandset,
Prydet med sit Høitidssmykke,
Stod med Læberne paa Fløiten,
Spillende hans Yndlingsstykke.
Lokket af de blide Toner,
Gik han hurtig frem; men Ammen
Høire om paa eengang gjorde,
Satte sig i Skridt, og Toget
(Fløiten foran, Piben bagved)
Skred i Tact nu rundt om Træet,
Fremad gjennem Æreporten,
Hen til Grotten, hvor en Græsbænk
Om et aflangt Bord sig viste.
Her igjen opløstes Toget,
Thi ærbødig trak sig Markus
Fjernt i Løvets Skjul tilbage,
Hvor med udsøgt Spil en Tidlang
Han sin unge Ven tractered,
Medens Ammen Laurbærkrandsen
Satte paa sin Yndlings Hoved,
Og til Bordet op ham førte,
Hvor de overfor hinanden
246 Plads tog paa den bløde Græsbænk. -
Sød var Hvilen her paa Græsset,
Frisk var Vaarens Duft omkring dem,
Klar var Himlen, mild var Luften,
Smukt faldt Aftensolens Lysglimt
Ind paa Løvet, der omhvælved
Bordet, hvorpaa trende Kurve,
Dækkede med Laag, befandt sig.
Men trods Foraarsaft'nens Fylde,
Ei dens straalerige Skjønhed
Maalte sig med Glædens Solskin
Speilet af i Ammens Aasyn;
Med det milde Blik, hvormed hun
Her sit Hjertes Søn betragted,
Som, ved Bordets anden Side,
I sin hvide Lærredskittel
Sad og lyttede til Spillets
Fjerne Toner, der knap endte,
Før Cyrilla Ordet tog.

AMMEN.: Naa, nu kan vi tale sammen,
Lille Benedict! Den Gamle
Sækkepiben ind har stukket
Og man Ørenlyd kan høre. -
Hvor velsignet der du sidder,
Ret saa yndig for mit Øie,
Lig den store Julius Cæsar
Med din Laurbærkrands om Panden!
Men alvorlig du er bleven;
Tiden vist vi lang dig gjorde
Oppe blandt de øde Stene?
Meget dog var her at ordne
Under megen Snak med Bonden,
Og om Alting var jeg ene.
Nu er Sagen paa det Rene.
Fjorten Dage her vi bliver,
Huus og Have staaer os aaben,
Rolig kan vor Fest vi holde,
Trygt i Græsset her os leire,
Til iaften Bondens Sønner
Vende hjem, og høit paa Fjeldet
Gammelt Qvas og Riis skal brændes;
Da det spørges vil og kjendes,
At din Fødselsdag vi feire.
Fra imorgen du med Solen
Kan i Herlighed dig reise
Til dit Landlivs mange Glæder:
247Kjøren, Agen, Riden, Jagen,
Og begynde paa din Vandren
Med de store, lange Drenge,
Rundt i Mark og Skov og Enge.

BENEDICT.: Derpaa nu dog mindst jeg tænker.

AMMEN.: Pokker tro dig! Men jeg seer, at
Mine Kurve her paa Bordet
Din Opmærksomhed du skjenker.
Ja, betragt dem nær og nøie!
Just til dig jeg frem dem satte.
Alle Tre har skjulte Skatte
Gjemt' bag Laaget for dit Øie;
Alle Tre skal vorde dine;
Thi jeg har besluttet, Kurven
Trende Gange dig at give,
Førend Fødselsdagen ender.

BENEDICT.: Al din Kjærlighed jeg kjender.

AMMEN.: Ja, nu gjelder det en Prøve,
Naar med Kurven jeg mig melder.
ørst den mindste Kurv det gjelder.
Giv nu Agt, om ei, naar Laaget
Op jeg løfter med min Finger,
Frem en lille Muus der springer -
Naa, hvad skjuler sig paa Bunden?

BENEDICT.: Ingen Muus - En Pergamentsbog?

AMMEN.: Rul den op da!

BENEDICT.: O hvad seer jeg!
Testamentet! Og vor Frelsers
Navn med Guld paa Bindet skrevet!
Evangelier og Epistler
I den samme Bog optegned!
Og med hvilken Konst og Omhu
Det er udført! Farveskriften
Vexlende for hvert et Afsnit:
Rød Matthæus - blaa Johannes -
O hvor yndigt! Titelbladet
Smykt med Fugle og med Engle,
Og blandt dem den gode Hyrde
Med sit fundne Lam paa Skuldren!
O Cyrilla, dyrebare,
Ingensinde du en Gave
Mere kjær mig kunde give!
Den skal følge mig ilive,
Paa min Vandring, hvor jeg gaaer!

AMMEN.: Paa din Festdag du den faaer,
Til Opmuntring og Belønning
248For din Flittighed i Skolen
Og Andægtighed i Kirken,
Hvortil selv jeg tidt var Vidne.
Læs i denne Bog et Stykke
Hver en Morgen, og lad stemme
Med din Læsning Liv og Levnet,
Da, mit Barn, jeg spaaer dig Lykke.

BENEDICT.: O Cyrilla, jeg har gjort det!
Daglig læste jeg mit Stykke;
Klart i Hu mig staaer indprentet
Hvert et Sprog af Testamentet.
Men fortæl mig, paa hvad Maade
Du den store Skat har faaet.

AMMEN.: Det naturligt til er gaaet.
Underhaanden jeg den kjøbte
Af den Pir grim, som i Vinter
Os ved Juletid besøgte.

BENEDICT.: Han, som nylig hjem var kommen
Fra Jerusalem?

AMMEN.: Den Samme,
Som tilsøes kom fra Ægypten,
Og Saameget os fortalte
Om den hellige Antonius
Eller Paulus, hvad han hedder,
Og de andre fromme Brødre,
Der i Ørknen eensomt leved,
Og med Grubien Livet spildte.

BENEDICT.: Han ved denne Skat sig skilte?

AMMEN.: Ja, for fire Guld-Denarer,
Hvortil høilig vist han trængte;
Thi hans Skotøi og hans Kappe
Fast i Laser om ham hængte.

BENEDICT.: Skriftens Ord for Guld han bytted!

AMMEN.: Guldet dengang meest ham nytted,
Og for din Skyld han det gjorde.
Men lad ham beholde Skammen,
Og rul du din Bog nu sammen!
Her imedens jeg for Øie
Dig min store Kurv vil stille,
Som ei mindre end den lille
Vist jeg troer, dig skal fornøie.
Løft kun Laaget!

BENEDICT.: End jo Skatten
Skjules af et linnet Dække -

AMMEN.: Det tør ikke bort du trække,
Førend jeg har holdt min Tale.

249

BENEDICT.: Tal, du Kjære! jeg vil høre.

AMMEN.: Nu, saa laan opmærksom Øre! -
Fjorten Aar idag du fylder,
Barnet er af Ærmet rystet,
Skolebænken vendtes Ryggen,
Og for første Gang til Alters
Var du sidste Palmesøndag.
Snart i Verden ind du træder
Som en rig og dannet Yngling,
Der ifølge fornemt Slægtskab
Og paa Grund af egne Dyder
(Dyder, der maae bære Rente)
Held i Livet tør forvente;
Ja forvente tør hvad Embed,
Hæderspost og høi Bestilling,
Der i Staten eller Kirken
Meest i Øinene dig stikker.
Hjelp og Bistand er dig sikker
Ei blot hos din rige Farbro'er
Lucius, men hos den store
Mægtige Senator Varro,
Med hvis lille Datter Julie
Fordum du saa tidt har leget.
Herligt blev mit Ønske kronet,
Ihvor høit det end var steget:
Hele Verden holder af dig,
Æren med sin Krands dig vinker,
Lykken smiler - Ungdomsglæden
Lig en smuk uskyldig Pige
Sine Arme mod dig breder;
Og for paa en værdig Maade
Alle disse Herligheder
At tilegne dig, du fattes
Een Ting kun - og det er Klæder.
Hidtil, for din Aand at smykke,
Legemet blev stilt i Skygge;
Men i Skygge sig at stille
Med det Ansigt og den Skabning,
Som Naturen dig forundte,
Næsten man en Synd maa kalde.
Lyset skinne bør for Alle!
Og hvis nu paa Pintsefesten,
Naar paa Roms Spadserepladse
Hele den galante Ungdom
Sig i Foraarsstadsen viser,
Og tilskue Byens Rigdom
250Og de nye Moder bærer -
Hvis du der nu stod tilskamme,
Just naar Prisen du begjærer,
Græmmed sig ei mindst din Amme.

BENEDICT.: Prisen gjerne jeg undværer,
Maatte jeg paa Pintsefesten
Aandens Gave kun annamme!

AMMEN.: Aanden, ja! men ogsaa Klæder.
Træk mig bort nu Kurvens Dække,
At dit Blik maa Skatten møde!

BENEDICT.: Fine Tøier - hvide, røde!
Og til mig er denne Gave?

AMMEN.: Den til Pintse skal du have;
Disse Klæder skal du bære
Og ved Festen gjøre Lykke.
Tag nu frem hvert enkelt Stykke!

BENEDICT.: Gjerne jeg dig takke vilde -

AMMEN.: Jeg faaer hjelpe dig, min Lille!
Du jo Tøiet knap tør røre. -
Seer du denne Underklædning,
Tunica'en, purpurfarvet,
Heelt fra Halsen ned til Bæltet
Rigt med Guld og Sølv broderet? -
Ei sit Værk man selv skal rose,
Men jeg troer dog nok, at disse
Sting ei gjør min Naal tilskamme,
Og at denne Guldbaldyring
Sig i alle Ting tør maale
Med de smaa Senatorsønners,
Der saa konstig syes i Ramme.
Ja, betragt kun ret mit Arbeid!
Tænk dig selv i denne Klædning
Vandrende forbi de smukke
Pintseklædte Romerinder,
Da vist skjøn du Verden finder;
Midlertid jeg frem af Kurven
Tage vil den hvide Toga
Med den brede Purpurbræmme,
Som ei heller vil dig skæmme.
Aldrig før saa fiin en Uld man
Væved til saa fiin en Toga.
Her jeg om min Hals den binder,
At den i sin Glands og Hvidhed
Ret i Øinene dig skinner,
Medens jeg det Sving dig lærer,
Hvormed Togaflippen kastes
251Over Skuldren, naar man hilser. -
Seer du, saadan gjør man Kastet!
Saadan, rask, idet med Haanden
(Med den høire vel at mærke)
Fat man ta'er om Kappens Hjørne,
Og med eet Slag over Brystet
Og paa Skuldren Flippen slynger.
Det er Øvelsen som gjør det!
Prøv nu du! - her er din Toga,
Hver en Ynglings Maal og Længsel,
Dette kostelige Stykke,
Der fra Barnet Manden skiller.
Tag den paa og prøv din Lykke!
Gjør det Kast, jeg nys dig viste!
Antag mig for Varro's lille
Datter Julie, hvem du hilser,
Mens du her forbi spadserer.

BENEDICT.: Kappen du en Anden give!
Som jeg klædt er, lad mig blive.

AMMEN.: Hvadfornoget! Vil min Gave,
Vil din Toga ei du have?

BENEDICT.: Hvortil disse rige Klæder,
Naar min Kittel meer mig glæder?

AMMEN.: Hvad! den grove Lærredskittel,
Med dens Bælterem af Læder? -

BENEDICT.: Fra idag og til min Dødsstund
(Dette Løfte Gud jeg gjorde)
Skal den hvide Lærredskittel
Skjul og Skjerm mit Legem skjenke.

AMMEN.: Men du spøger, kan jeg tænke!
Eller skal det Alvor være?
Denne Hampelærreds Kittel,
Syet til Reisen ud paa Landet,
Den for Livstid vil du bære?
Hvordan troer du Dragten passer
Til den Rigdom, som i Arv dig
Inden lang Tid vil tilfalde?

BENEDICT.: Selv i Minde du dig kalde,
Hvad der skrevet staaer i Bogen,
Som til Rettesnor du gav mig:
Vi vor Rigdom maae forsage,
Hvis fuldkomne vi vil blive;
Al vor Eiendom bortgive
Og saa Korset paa os tage.
Men naar Gods og Guld er borte,
Da, Cyrilla, netop herligt
252Fattigdom og Kors og Kittel
Med hinanden sig forliger.

AMMEN.: Men hvad er det dog du siger!
Vil du ogsaa være fattig,
Du som ovenpaa kan svømme?

BENEDICT.: Fattig, ja! som Herren selv og
Hele hans Apostelskare.

AMMEN.: Da Godnat, I Lykkens Drømme!
Da for Intet vil jeg svare!
Troer du, at den skjønne Julie
Længe lytter til en Frier,
Der for hende sig fremstiller
Tiggerklædt med tomme Lommer?
Godt, hvis hun dig aabner Døren!

BENEDICT.: Men til Døren ei jeg kommer;
Ugift vil mit Liv jeg leve.

AMMEN.: Ugift vil dit Liv du leve!
Men jeg neppe meer forstaaer dig,
Du jo reent forstyrret taler -
Ugift, trods de mange Piger?

BENEDICT.: Tænk paa, hvad Sanct Paulus siger
I den Bog, du nys mig skjenked:
For et Menneske det godt er,
Om en Qvinde han ei rører.

AMMEN.: Nei, hvad er det dog jeg hører!
Du et Barn er, og Sanct Paulus
Du forstaaer ei. Ja, forstaa mig!
Dengang jeg blev gift, da hed det:
Ei for Mennesket det godt er,
At i Verden han er ene.
Det er Guds Ord, tør jeg mene,
Saa det rigtigt vel maa være.
Nei, lad du Sanct Paulus fare
Og lad Godtfolk dig belære!
Troer du, at Senator Varro,
Eller Andre af de Store,
Under Armene dig tager
Og dig hjelper frem i Verden,
Naar du som en ussel Stakkel,
Ei engang en Kone mægtig,
Med Clientens Buk dig nærmer?
Troer du, høie Æresposter
Vil staae aabne for en Tigger,
Eller at sig Magt og Storhed
Hyller i en Lærredskittel?

BENEDICT.: Just min Armod er min Titel.
253Glem ei, hvad os Skriften siger:
Hvo der være vil den Første,
Netop være skal den Sidste,
Alles Tjener skal han være.

AMMEN.: Du mit Hoved gjør fortumlet!
Altid skal mig Skriften lære,
Altid kommer du med Skriften.
Skriftens Ord jo skal udlægges,
Skal af Præsterne forklares,
For at holde Aanden vaagen.
Hvis saa daarlig du gjør Brug af
Skriften, det mig næsten angrer,
At jeg før dig skjenked Bogen.
Alles Tjener vil du være,
Offre vil du Magt og Ære;
Saml engang dog dine Tanker!
Kaster bort du Jordens Glæder,
Kone, Børn og Gods og Hæder,
Siig mig da, hvordan du frelser
Livets Lykke, ja forklar mig,
Hvad af Livet der er blevet? -

BENEDICT.: Men du veed jo der staaer skrevet,
At just Den, som Livet frelser,
Skal det miste; og at Den kun,
Som det mister, skal det frelse. -
Vær ei vred nu og bedrøvet!
Selv vist mangengang du prøved
Trøsten inderst i vort Hjerte,
Naar vort Ønske vi opoffre,
Naar vor Villie vi fornegte:
Denne Sindets høie Svulmen
Midt i Følelsen af Smerte;
Denne dybe Fred i Sjælen
Trods et taarevædet Øie;
Denne Flugt fra Jordens Goder
Op mod Himlens Glæde -

AMMEN.: Aldrig!
Aldrig, Barn, jeg det erfared;
Og dog troer jeg, jeg tør kalde
Saa gudfrygtig mig som Alle.
Hvorfor opgi'e sine Ønsker?
Hvorfor flye fra Jordens Goder? -
Hvem skal nyde dem, hvis ikke
Mennesket, for hvem de skabtes?
Hvem skal glæde sig ved Livet
Og dets mange skjønne Gaver,
254Dersom Mennesket ei gjør det?
Hvem skal bæres i Triumf og
Purpurklædt med Jubel hilses,
Eller staae med Ærens Palmer,
Hvis det Mennesket formenes?
Hvem skal pynte sig til Fester,
Hvem skal krandse sig med Roser,
Hvem skal klinke, synge, dandse,
Hvis ei Mennesket? Og siig mig,
Hvortil Jordens Rigdom skabtes:
Guld og Sølv og Ædelstene,
Fine Klæder, skjønne Farver,
Perler, Qvaster, Fjer og Fryndser;
Ja, forklar mig, hvis du kan det,
Hvorfor Fruentimmer skabtes,
Dersom Mændene forsmaae dem -
Dog lad her mig tie stille!
Klæderne jeg pakker sammen,
Du idag kun vil mig drille.
Fra din Barndom af jeg kjender
Dette stive Sind og disse
Flyvenykker, som dig Ingen
Ud af Hovedet kan pille.
Hvis du tænker som du taler,
Du vel ogsaa kaster Vrag paa
Denne sidste Kurv, der dækker
Skatten, for os Begge fælles,
Den, som her jeg nu dig rækker:
Først vor lille Viindunk - dernæst
Festpocalerne - og dernæst
Noget, som vil Plads optage -
Seer du! mine Hænders Gjerning!
Denne myrthekrandste Kage! -
Den tør du vel ikke smage?

BENEDICT.: Jo, du Kjære! Jo, et Stykke.

AMMEN.: Naa, det var dog nogen Lykke!
Kun for din Skyld har jeg bagt den,
Og den gjort saa stor, at Navnet
Colosseum den fortjener.
Saae du nogentid dens Lige?
Hvad i Kredsen midt paa Kagen
Med det store B jeg mener,
Du maaskee dig selv kan sige;
Men de fjorten hvide Mandler,
Som du Randen seer at pryde,
Dine fjorten Aar betyde,
255Og den grønne Krands af Myrtheiy
Der om Kagen danner Bæltet,
Dig det Sindelag fortolker,
Hvormed Deien jeg har æltet.
Med det samme Sind du nyde,
Hvad jeg her dig nu vil bydel

BENEDICT.: Det Formeget er!

AMMEN.: Vist ikke!
Naar til Maden kommer Drikke.
Spiis og glæd dig! Her dit Bæger
Med den søde Viin jeg fylder,
Som os hjemmefra de sendte
Sidste Gang til Julegave.
Ingen bedre kan man have!
Alle Sorger ned den skyller!
Selv den Sorg du nys mig gjorde,
(Naar din Daarskab kun du angrer)
Vi paa Bægrets Bund begrave.
Munter, Barn! Alt er tilgivet!
Sid ei der og pil ved Kagen,
Men tag for dig! Grib Pocalen,
Fyldt med Druens Blod, det røde,
Og med Ønsker for din Lykke
Lad os her nu sammen støde:
Benedict skal leve!

BENEDICT.: Leve
Skal min kjære Barndoms-Amme!

AMMEN.: Du og jeg, det er det Samme! -
Men hvad er det! Ganske bleg jo
Du om Kind og Næb er bleven!
I dit Øie staae jo Taarer -
Er du syg? - Siig, har du Smerte?

BENEDICT.: Saa beklemt nu er mit Hjerte.

AMMEN.: Ja, der Noget er iveien!
Af dit Ord som af din Adfærd
Har alt længe jeg det mærket.
Siig mig, Kjæreste, hvad er det?
Hvorfra komme disse Taarer?

BENEDICT.: Det er Tanken, som mig saarer -

AMMEN.: Hvilken Tanke? - Tal, du lille
Rare Benedict! Fortæl mig,
Hvad dit Hjerte nu beklemmer.
Tal, mit Barn! Og tro blot ikke,
Jeg paa mindste Nag nu gjemmer,
Eller mindste Smule vred er
For hvad nylig var paa Tale.
256Dine Tanker var vist gode
Om endogsaa de var gale;
Og hvad Klæderne betræffer,
Kan til Pintse de jo ligge,
Mens vi see, om du til den Tid
Skifter Mening eller ikke.
Derfor vær kun du frimodig!
Tør din Taare bort, og siig mig,
Hvad dit Sind saa stærkt bevæger.

BENEDICT.: At med dig det sidste Bæger,
Afskedsbægret her jeg tømmer -

AMMEN.: Afskedsbægret - Men du drømmer,
Vil du bort?

BENEDICT.: Endnu iaften
Over Bjergene mod Vesten.
Dette Løfte Gud jeg gjorde.

AMMEN.: Dette Løfte Gud du gjorde -
Men hvad er det dog for Noget!
Du mig snart det gjør for broget!
Over Bjergene du bort vil -
Vil du hjem til Nursia? Veien
Gaaer jo nordpaa. Gaaer mod Vest du,
Kommer ud du i en Steenørk,
Hen mod Anioflodens Kilder:
Steen foroven - Steen omkring dig,
Og den stride Strøm forneden.

BENEDICT.: Derhen just i Eensomheden
Gaaer min Vandring.

AMMEN.: Hen i Ørknen? -
Og med hvem skal der du mødes?

BENEDICT.: Kun med Gud - med ingen Anden!

AMMEN.: Er du reent da fra Forstanden?
Der i Ørknen? - Og til Byen
Du vel seent tilbage kommer?

BENEDICT.: Seent, ja!

AMMEN.: Maaskee først til Sommer?

BENEDICT.: Aldrig mere. Fra idag jeg
Magten, Æren, Lysten, Lykken,
Roms Tyranner, vender Ryggen;
Fra idag jeg kun min Skaber,
Min Forløser har til Herre.

AMMEN.: Nei, det værre bli'er og værre!
Reent forkeert i alle Dele -
O, nu fatter jeg det Hele!
Du vil Eneboer være,
Boe i Ørkenen og slide
257Tiden hen med Bod og Bønner,
Mens du Ingenting bestiller.
Ja, nu Alting jeg begriber!
Det er Pilegrimens Ord og
Konster, som dig har bedaaret.
Du og han var altid sammen,
Og jeg husker godt hans Præken
Om den hellige Antonius,
Og hans lange Liv i Ørknen,
Og hans Fruentimmersyner
I de maaneklare Nætter -
Men en Pind derfor jeg sætteri
I din Faders og din Moders
Navn jeg det bestemt forbyder;
Og hvis ikke mig du lyder,
Skal din Farbro'er Lucius komme -

BENEDICT.: Men han komme vil forgjæves;
Alt det Brev han har ihænde,
Hvori jeg Farvel ham siger.
Ei for Kjød og Blod jeg viger,
Ei for Bud og ei for Bønner,
Førend Dagen er tilende,
(Vil mod Himlen ei jeg synde)
Maa min Vandring jeg begynde.
Lang er Veien, fjernt er Maalet,
Og bestandig nær de Stemmer,
Der fra Verden bort mig kalde.

AMMEN.: O, Gud hjelpe dog os Alle!
Og hvad troer du, at din Fader,
At din Moder, Abundantia,
Og din lille Søster siger,
Naar dem Alt bekjendt er blevet?

BENEDICT.: Ogsaa dem jeg har tilskrevet,
Og mit Brev er snart i Nursia.
Ei min Moder mig fordømmer,
Det jeg veed saa vist og sikkert;
Men min Faders Sind og Tanke
Gud vil med sin Aand oplyse,
Og min fromme Søsters Hjerte,
(Denne Trøst min Sjæl husvaler)
Mig sit fulde Bifald skjenker.

AMMEN.: O, hvad Daarskab der du taler!
Og paa mig du ikke tænker!
Mig, din Amme, som har kjendt dig
Siden du blev svøbt og baaret;
Mig, som i saamange Aar dig
258Nu i Moders Sted har været;
Mig, som af dit Ord bedaaret
Her paa Landet ud har fulgt dig,
For din Fødselsdag at feire -
Mig du nænned at bedrage!

BENEDICT.: Ei saa haardt du mig anklage!
Tidt jeg vilde skriftet for dig,
Aabenbaret dig mit Forsæt,
Selv idag jeg det forsøgte.
Men mit Ord du aldrig agted,
Tog for Skrømt hvad der var Alvor,
Og med Afskedstanken spøgte.
Da sank Modet, og paa Læben
Før det fødtes Ordet døde.

AMMEN.: O, Gud staa mig bi, mig Stakkel!
Mig, som kom med Spøg imøde
Ham, som kom med ramme Alvor.
Græd dog ikke nu, du Søde,
Mindst jeg dig anklage turde,
Dig, som selv er saa bedrøvet
For det Løfte, Gud du gjorde.
O men ham, den Skurk af Pil'grim,
Din Forfører gad jeg ramme!

BENEDICT.: Og hvad Ondt har han da gjort mig?

AMMEN.: Han? Ja, han sig vel maa skamme!
Fra en smuk og munter Yngling
Gjøre dig til Eneboer!
Lokke dig fra Rom til Ørknen,
For at sulte og forkomme;
Binde dig med Ed og Løfte,
Medens han for Livets Lykke
Dig saa lumskelig bedrager -

BENEDICT.: Af os Begge feil du tager!
Ikke ham det var, som lokked
Mig til Verden at forsage,
Og i Ørknen ud at drage.

AMMEN.: Ikke ham? Og hvem da var det?

BENEDICT.: Han, hvis Ord er Lov for Støvet,
Og hvis Fjed skal efterfølges:
Herren selv, om hvem staaer skrevet,
At til Ørknen Aanden drev ham,
For med Fristeren at kæmpe,
Før sit Livsværk han begyndte.

AMMEN.: Før sit Livsværk han begyndte!
Der du talte ret; men hvilket
Værk har da en Eneboer,
259Saadan En, som du vil være?

BENEDICT.: Ogsaa jeg jo Gud til Ære
Ud i Eensomheden drager,
For i Aanden mig at styrke,
Før min Gjerning jeg begynder.

AMMEN.: Hvilken Gjerning?

BENEDICT.: Før omkring mig
Menneskenes Børn jeg samler:
Denne Slægt, der nu, lig Hjorden,
Uden Hyrde vild jo farer.

AMMEN.: Nu du reent forstyrret svarer!
Eneboer, som forsamler
Menneskenes Børn. - Da priser
Ord jeg, som Forstand beviser.

BENEDICT.: Du forstaaer mig ei, Gyrilla!

AMMEN.: Der du talte sandt!

BENEDICT.: Deroppe
Vilde bedre du forstaae mig.

AMMEN.: Hvor?

BENEDICT.: Deroppe paa Terrassen -

AMMEN.: Oppe paa den høie Fjeldpynt,
Hvor saalænge du sad ene?

BENEDICT.: Saae du ned fra Bjergets Stene,
Vilde Synet dig forklare,
Hvad jeg her ei mægter sige.

AMMEN.: Men saa lad derop os stigel
Du for Suk jo knap kan tale,
Og jeg selv er saa fortumlet,
At mit Hoved nok kan trænge
Til i fri Luft sig at svale.
Kom! - Men hvad kan Det dog være,
Som deroppe jeg skal lære?
Kom, mit Barn! Ræk her mig Haanden!
Kagen kan vi altid spise,
Naar dit Hjerte du har lettet,
Og vi her er vendt tilbage
Meer til Glæde stemt i Aanden.
Her, idet endnu hun talte,
Reiste sig fra Bænken Ammen,
Rækkende sin Yndling Haanden.
Benedict stod op, og villig
Ud af Grotten hende fulgte
Ned i Gangen, hvor han standsed,
Dreiende sit Blik og Hoved
Efter Hyrdepibens Toner,
260Der sig dæmpede lod høre.
Tonerne ham syntes røre,
Taus han stod, imens Cyrilla,
Der kun lidt paa Spillet agted,
Utaalmodig ham betragted.
Med sin Laurbærkrands om Panden,
Med en løvrig Qvist i Haanden,
Som i dybe Tanker stod han,
Lyttende til Hyrdestykket,
Hvormed gamle Markus her ham
Som til Afsked vederqvæged.
Afskedstanken ham bevæged,
Et Par Skridt han fremad gjorde,
Og sin Pengepung han glide
Lod i Haanden paa den Gamle,
Der med Fattigdom og Toner
Lige stærkt hans Hjerte rørte.
Da sin Ammes Røst han hørte:
Kom og følg mig! - Dagen lider;
Hvad jeg lære skal deroppe,
Vel maa skee, før Aftensolen
Bort i Mulm og Taage skrider.
Kom, mit Barn, og vær min Støtte!
Steil er Veien; jeg er mødig,
Og din Bistand har jeg nødig. -
Her hans Arm hun greb; men Markus,
Bagved Løvet, som ham dulgte,
Atter nu sit Spil begyndte,
Tolkende sin Tak for Gaven. -
Benedict Cyrilla fulgte,
Og til blide Toners Hilsen
Beggeto forlod de Haven.

✂

III.

✂ Men paa Fjeldterrassen skinned
Aftensolen i sin Nedgang
Mod Tyrrhenerhavets Bølge.
Det var lyst og klart deroppe,
Og i Klarhed nedenunder
Laa Campagnen, fri og aaben,
Imod Sønden kun begrændset
261 Af de blaa og dunkle Bjerge,
Alle her i Aftenrøden
Smykt med rosenrøde Toppe.
Og som Alt var lyst paa Fjeldet,
Var det stille: Vinden hviled
Fra sin Flugt, og neppe hørlig
Svang i Kreds sig Myggesværmen;
Ingen Lyd fra Bjergets Huulvei
Klang igjen som Livets Minde,
Og kun altimellem kredsed
Ørnen i en langsom Svæven
Høit i Luften Klippens Tinde.
Alt var som i taus Forventning
Af det Øieblik, da Lyset
I sin Kamp med Mørket viger,
Naar i Flammer Solen sender
Luft og Jord sin Afskedshilsen,
Førend, skjult bag Purpurdækket,
Ned i Bølgerne den stiger.

✂ Midt i denne Stilhed toned
Pludselig Cyrillas Stemme,
Der med dæmpet Lyd og afbrudt
Nedenfra sig lod fornemme.
Lig Herolden, der gaaer forud,
Meer og meer sig nærmed Røsten,
Indtil Ammen selv sig viste
Paa den steile Sti forneden,
I en langsom Stigen-opad
Støttet fast paa Pleiesønnen.
Endelig hun høsted Lønnen
For sin Møie: heelt ved Maalet,
Stod hun høit paa Fjeldterrassen
Med sin Benedict ved Haanden,
Der ei meer forsagt med Taarer,
(Som i Grotten nys) men freidig
Saae sig om til alle Sider,
Med Begeistrings Glød paa Kinden,
Fyldt af Troens Mod i Aanden.
Ved hans Side stum og stille
Stod forventningsfuld Cyrilla,
Mens omkring sig, spændt opmærksom,
Hun med aabne Øine stirred.
Snart dog træt af denne Stirren,
Fæsted spørgende hun Blikket
Paa sin Følgesvend, og lagde
262 Haanden venligt paa hans Skulder,
Mens hun venligt tog tilorde:

AMMEN.: Saa, nu staae vi da heroppe,
Lille Benedict! og trøstet,
Ja med Rosenskjær paa Kinden,
Gudskeelov igjen jeg seer dig.
Glem kun Taaren og fortæl mig,
Hvor det Syn nu er, som her mig
Alle Spørgsmaal skulde spare
Og det Hele mig forklare.
Op og ned - tilhøire, venstre -
Rundt jeg seer - men Intet seer jeg,
Hvoraf jeg det Allermindste
Mig forklarer, og hvormed jeg
En bekymret Sjæl gjør rolig.

BENEDICT.: Seer du ei Campagnen for dig,
Ei Latinerfolkets Bolig?

AMMEN.: Godt jeg seer den!

BENEDICT.: Naar du følger
Hist med Øiet Solens Nedgang,
Seer du da ei midt paa Sletten,
End belyst af Dagens Stjerne,
Byen Rom, der halv sig dølger,
Halv sig viser i det Fjerne?

AMMEN.: Rom jeg seer, som mange Gange
Just fra denne Plet jeg saae den.

BENEDICT.: Og vil Meer du da forlange?
Her er Synet!

AMMEN.: Hvadfornoget!
Vil du have mig tilbedste?
Skal jeg slæbes op ad Bakke,
For at see Campagnen og det
Fjerrie Glimt af Hovedstaden
Med dens Buer, Kupler, Søiler,
Som jo tusind Gange bedre
Hjemme jeg kan see paa Gaden?

BENEDICT.: O Cyrilla! Ingen Steder,
Naar jeg Herrens Hjem undtager,
Ingen Steder rundt paa Jorden
Møder du et Syn som dette.

AMMEN.: Hvilket? - Hvor? - Paa denne Slette?

BENEDICT.: Just paa denne - Skuepladsen
For de gamle Romerdyder,
For et Liv i Kraft og Storhed,
Som det aldrig seet er vorden
263Og vel aldrig meer skal findes.

AMMEN.: Nu forstaaer jeg - det var Synet!
Her det gamle Rom du mindes,
Det, hvorom saa tidt du taler.

BENEDICT.: Det, hvis svundne Glands afmaler
Hisset sig i Purpurskyen! -
Seer du Skjæret over Byen?
Aftensolens Skin paa Tinden
Af det høie Capitolium,
Hvor det stærke Lys sig viser?
Der var Romerfolkets Arne,
Der, i Fædrelandets Fare,
Traadte frem de store Helte,
Som endnu hver Tunge priser:
Curtius, Scævola og Cocles,
Brutus, Decius, Camillus,
Fabius, Regulus, Æmilius,
Scipioner og Catoner -
O Cyrilla! hvilke Minder,
Straalende som Himlens Stjerner,
Stige her ei frem af Graven,
Hvor det gamle Rom nu blunder!
Hvilken Storhed gaaet under,
Hvilken Herlighed lagt øde,
Hvilke Seierstoner, trods den
Dybe Stilhed om de Døde!

AMMEN.: Men forsvundet er forsvundet;
Altfor nær du ta'er dig Tingen,
Det saa tidt jeg har befundet.
Op og ned gaaer Alt i Verden,
Dag og Nat bestandig mødes,
Og en stor Mand maa begraves,
Før en anden En kan fødes.
Død er Cæsar og Pompeius,
Men endnu din Farbro'er Lucius
Og Senator Varro lever.
Ned i Graven steg fra Thronen
Den berømte Keiser Titus,
Der kom hjem med Lyseln
Og med Jødefolket bundet;
Men saa throner jo til Gjengjeld
Gotherkongen i Ravenna,
Vor Theodorik, der fried
Os fra alle vore Fjender,
Og ifjor, da Rom han gjested,
Høsted Priis af alle Munde -

264

BENEDICT.: Men fra Graven Prisen toned;
Herligheden gik tilgrunde!

AMMEN.: Gik tilgrunde - hvor du taler!
For mit Blik endnu sig maler
Al den Pragt og Glands og Glimmer,
Som ifjor just Rom udfolded
Under Gotherkongens Indtog!
Husk paa Processionen, da de
Purpurklædte Senatorer,
Efterfulgt af Bisp og Præster
I de linnedhvide Klæder,
Droge gjennem Byens Gader
Med de tusind Kors og Kjerter!
Husk, hvordan til Kirkeklokkers
Uafladelige Kimen
Trommer og Trompeter toned!
Husk hvad selv vi saae, da Kongen
Paa sin hvide Hest, med Kronen
Over Hjelmen, Sværd i Haanden,
Red i Skridtgang ind ad Porten,
Fulgt af sine harske Gother:
Hvordan dybt for ham sig bøied
Romerfolkets Knæe og Ørne,
Krigens Mænd med sænkte Faner,
Fredens Mænd med Virakskaaler,
Øvrigheden, som med blottet
Hoved overrakte Sceptret -
Og hvor naadig Kongen nikked,
Medens alle Munde raabte:
Vivat Rex Italiæ. vivat!
Og da Kongen og hans Gother
Over blomstersmykte Tæpper
Saa red op til Capitoliet,
Hvordan ud af alle Huse
(Som paa Tærsklen paa Altanen)
Stimled Mænd i sneehvid Toga,
Qvinder klædt i Guld og Purpur,
Straalende af Ædelstene,
Alle svingende med Krandse,
Hilsende med Raab og Haandklap
Majestæten og Triumfen -
Ja, naar Alt hvad Stort og Kostbart
Da vi skued, jeg betænker,
Da, mit Barn, det gamle Rom jeg
Med dets Herlighed dig skjenker!

BENEDICT.: Men paa Æren ei du tænker,
265Ei paa Skammen, ved at skue
Vore store Fædres Moder,
Rigets Dronning og Forsvarer,
Verdens gamle Herskerinde
Dybt i Støvet for Barbarer.
Seirens Krands er sønderreven,
Alles Skovisk er vi bleven!
Rundtom Skjændsel kun og Brøde,
For vor Afmagt ingen Støtte;
Landet vidt og bredt lagt øde,
Røveres og Voldsmænds Bytte.
Folket adspredt og forvildet,
Uden Lov og Ret og Orden,
Folkets Hyrder ikke bedre,
Næsten værre selv end Hjorden.
Og hvad er af Rom der vorden?
Rom, hvor Hedenskabets Ørne
Mod og Manddomsliv betrygged;
Rom, hvor Christenhedens Vidner
Sig med Martyrkrandsen smykked;
Rom, hvor hellige Apostle
Fast paa Klippen Kirken bygged:
Rom er fra sin Throne stegen,
Al dens Hæder er bortvegen.
Uden Mod og uden Helte
Har i Støv den ladt sig træde;
Uden Dyd og uden Troskab
I sin Skjændsel søgt sin Glæde;
Uden Blu sig selv fornedret,
Kastet fra sig Tugtens Bælte
Og sig iført Skjøgens Klæde !

AMMEN.: Der, mit Barn, du talte Sandhed!
Over Roms de store Synder
Mennesker og Engle græde.
Disse fæle Mænd og Qvinder,
Disse bandende Soldater,
Disse nedrige Krabater,
Disse Lov- og Retsfordreiere,
Disse ryggesløse Præster,
Disse lave Skjendegjester,
Disse slemme Spillefugle,
Disse glubske Aagerkarle,
Disse stygge Drukkenbolte,
Disse lumpne Tyveknægte,
Disse overstadig frække
Offentlige Fruentimmer,
266Dem jeg Roms den aabne Skade,
Kræft og store Pestbyld kalder -
Men der een Ting ind mig falder!
Selv du kalder dig en Romer,
Rom var dine Fædres Hjemstavn,
Saa jo du er allernærmest
Til at redde den fra Faldet
Og at hjelpe os tilrette.
Ja mit Barn, min lille kloge
Benedict, betænk dog Dette!
Nu er du for ung, men inden
Lang Tid var du Byens Censor,
Vogter for de gode Sæder,
Naar du selv det bare vilde.
Da fik Nok du at bestille,
Naar paa Gader og paa Torve,
Naar i Kipper og i Kroer,
Naar i Kamre og i Kroge
Du paa Jagt var efter Skrabet,
Rigtig støved op i Snavset,
Og med Fængselsstraf og Bøder
Al den frække Trods fik avet.
Det var noget ganske Andet,
End at være Eneboer;
Meer behageligt for Himlen,
Og til større Gavn for Jorden.

BENEDICT.: Men kun spildt var Liv og Møie,
Lige fjern var Ret og Orden.
Nei, Cyrilla! hele denne
Slægt er dømt som Jødefolket,
Der i meer end fyrretyve
Aar i Ørknen maatte vandre. -
Sæd og Skik sig maa forandre,
Verden blive maa en anden
Og et andet Folk opdrages,
Før vor Ære kan oprettes
Og Velsignelsen modtages.

AMMEN.: Verden blive maa en anden:
Det er let sagt; var det bare
Lige let at gjennemføre.
Til et nyt Folk at opdrage,
Hvor er Manden? Hvem vil tage
Denne Byrde paa sin Skulder?

BENEDICT.: Jeg, Cyrilla!

AMMEN.: Du? . . . Forstod du
Hvad jeg sagde?

267

BENEDICT.: Ja, Cyrilla!
Jeg vil tage Byrden paa mig.

AMMEN.: Saa alvorlig han det siger
Og med Haanden lagt paa Hjertet -
Er det Alvor da du taler?

BENEDICT.: Det er Alvor.

AMMEN.: Du vil føre
Verden ind paa andre Veie,
Og en anden Slægt opdrage?

BENEDICT.: Denne Gjerning j e g vil gjøre.

AMMEN.: Du, mit Barn! Du lille Stakkel,
Fjorten Aar idag just gammel,
Du vil gjøre det Mirakel? -
Sig mig dog, hvor er du kommen
Paa de underlige Tanker?

BENEDICT.: Da jeg fra vor store Fortid
Vendte Blikket mod vor Nutid,
Skued Folket, trods sin Adel,
Trods Velsignelsen i Korset,
Trællesindet og forbandet.
Mange bittre Taarer græd jeg
Dengang over Fædrelandet,
Til igjennem Sorgens Toner
Klarlig Aandens Kald jeg spored,
Klart fornam dens Bud, at frelse
Mine Brødre, og til Herren
Samle Folkets Børn, som Moses.

AMMEN.: Ak, mit Barn, du er for ringe
Til at ta'e det op med Moses.
Moses var jo viis og gammel,
Havde til sin Hjelper Aron,
Og forstod sig paa Mirakler;
Dem i Skolen knap du lærte,
Og hvad anden Hjelp og Bistand
Har vel du at raade over?

BENEDICT.: Over Hjelp, der Seier mig lover,
Over Vaaben, der sig passe
For en Christen og en Romer.

AMMEN.: Hvilke Vaaben?

BENEDICT.: Troens Vaaben!
Thi fra Romerne, Cyrilla,
Som fra Skriften vel jeg mindes,
At i Troen kun er Seiren,
Hvorved Verden overvindes.

AMMEN.: Og hvad har du da isinde?

BENEDICT.: Offre mig til Gud, og vinde!

AMMEN.: Offre dig?

268

BENEDICT.: Ja heelt mig give
Hen til Gud, ved mig fra Verden
Og dens Væsen løs at rive.

AMMEN.: Men endnu er lige klog jeg!
Siig, paa hvilken Viis din Gjerning
Du begynder da og ender?

BENEDICT.: Maaden jeg endnu ei kjender;
Derfor ud i eensom Stilhed
Nu min Hu og Fod sig vender:
Der vil Herrens Aand mig raade,
Vise Midler, Vei og Maade.

AMMEN.: Ak, du er paa gale Veie!
Laan Fornuftens Raad dog Øre!
Her din Ammes Røst du høre!
Værket aldrig vil dig lykkes.

BENEDICT.: Jo, naar fast i Tro det bygges!
Spaa ei ilde! Heller Varsel
Tag af Solen, der bestraaled,
Just paa Dagen, da jeg fødtes,
Mine første Skridt mod Maalet:
See dens Glands og sku dens Purpur!
Førend denne Sol er nede,
Maa jeg fremad paa min Vandring
Og til Værket mig berede -
Dette Løfte Gud jeg gjorde.

AMMEN.: Meer du loved, end du burde!
Men jeg neppe selv det fatter:
Saa det virkelig er Alvor
Og til Graad er vendt min Latter?
Lynet fra en skyfri Himmel
Alt med eet Slag har lagt øde;
Alle Haab paa eengang døde;
Brat for Dag det Nat er vorden;
Bort han gaaer, og her paa Jorden
Aldrig Hjertets Savn vil stilles.

BENEDICT.: Men naar Troskab boer i Hjertet,
Ei for evig dog vi skilles.

AMMEN.: Af mit Barn jeg her forstødes -

BENEDICT.: Eengang dog med Fryd vi mødes.

AMMEN.: Hvert et Baand er sønderrevet -
O, du veed ei, hvad du var mig,
Hvordan jeg i dig har levet!
Vaagned jeg i Morgenstunden,
Da var du min første Tanke,
Benedict det første Billed,
Der med altid milde Miner
269For det vaagne Blik sig stilled.
Stod jeg op til Dagens Gjerning,
Dig i Alt jeg saae og hørte,
Indtil Solen sank, og dit Navn
Frem for Gud i Bøn jeg førte.
Ja, dit Hjerte her det rørte,
Vidste du, hvortidt jeg gaaet
Er mig træt, for dig at møde;
Vidste du, hvortidt jeg staaet
Har forventningsfuld ved Vindvet,
For at see dig, naar fra Skolen,
I din lille korte Kappe,
Hjem med Bog i Haand du vendte.
Dine Sorger vare mine,
Mine vare dine Glæder,
Og Fornøielser (det veed jeg)
Skilt fra dig jeg aldrig kjendte.
Aldrig nød en Frugt jeg, eller
Hvad der Ganen kunde fryde,
Uden dig jeg længtes efter,
For det Halve dig at byde;
Just som i din spæde Barndom,
Naar vor Kage ret vi meelte,
Naar jeg paa mit Skjød dig maded
Og vi Skeens Indhold deelte.
Og nu er min Glæde borte;
Mørkt og øde nu er Hjemmet,
Og i Haabets Sted tilgjest jeg
Sorgens Minde skal udkaare.

BENEDICT.: O Gyrilla, spar din Taare!
Ogsaa du som jeg nu kaldes
Til for Seirens Løn at kæmpe,
Til, ved Offer af dit Hjerte,
Gud i Tro at herliggjøre.

AMMEN.: Ja, lad Daarlighed mig høre!
Rive Hjertet ud af Livet,
Tage selv din Fryd afdage,
Sig at pine og at plage,
Er det Gud at herliggjøre?
Men med mig det er det Samme!
Mig lad dette Slag kun ramme!
Men at du, du lille Stakkel,
Nu saameget Ondt skal lide,
Gjennem Savn og Sorg dig stride,
Det en Dolk er for din Amme.
Vildsom paa de øde Steder
270Skal i Vintrens Kuld du gyse,
Røvet dine varme Klæder;
Mens jeg laver Mad derhjemme,
Sult og Tørst du skal fornemme;
Du skal gaae med bare Fødder,
Du, hvem over Livets Torne
Jeg saa gjerne bar paa Hænder;
Skilt ved Hjem og Slægt og Venner,
Skal du nøies med Guds Naade,
Nøies med en fugtig Hytte,
Uden Værn til dig mod Slanger
Og mod Udyr at beskytte.
Mørkt omkring dig, naar i Natten
Stormene du hører tude;
Kun en Steen til Hovedpude
Naar paa Vandring du vil hvile;
Og til Skjerm mod Solens Pile,
Svier Somrens Brand dig Issen,
Intet Dække meer, thi Krandsen
Om din Tinding da er vissen.

BENEDICT.: Hvad! Endnu jeg Krandsen bærer?
Reent din Laurbærkrands jeg glemte,
For at agte paa din Klage.
Tag den! Tag igjen tilbage
Lykkens Pant du mig bestemte,
Seirens Tegn, der Helten ærer.
Ingen Laurbær jeg begjærer,
Ingen Triumphators Throne,
O, men eengang Livets Krone!

AMMEN.: Livets Krone - ja, hvor er den?
Hvem har seet den?

BENEDICT.: Jeg, Cyrilla!

AMMEN.: Du? -

BENEDICT.: Ja, i sin Glands og Skjønhed
For mit Øie har den tindret!

AMMEN.: Livets Krone?

BENEDICT.: Ja, i Klarhed
For mit Blik den straaled!

AMMEN.: Hvordan
Saae da Kronen ud?

BENEDICT.: Dens Skue
Fyldte mig med salig Glæde;
Men med Farver ei den males,
Ei med Ord dens Glands udtales.
Eet jeg veed kun, at fra den Stund
Denne Krone blev mig synlig,
271Falmed alle Livets Krandse,
Blegned Lykkens Sol og Skinnet
Hvormed Ærens Purpur med.
Havde Kronen ei jeg skuet,
Var hos dig jeg her forbleven;
Men med evig Glands den blinker,
Fremad - opad den mig vinker!

AMMEN.: Vee mig!

BENEDICT.: Ei saa dybt du sukke!
Skal da jeg min Amme tysse,
Som har sunget for min Vugge?

AMMEN.: Ei i Søvn som Barnets Sorger
La'er sig denne Smerte dysse.
Bort du gaaer, og hvem er hos mig
I de lange, lange Tider?

BENEDICT.: Haabet, der forbi dem skrider,
Evighedens Haab, Cyrilla,
Vinkende med Livets Krone.
Denne Krone dig med Jordens
Savn og Taarer vil forsone.
Lær dens Herlighed at kjende
Af det Tab, den mig erstatted,
Af det Liv, som her fik Ende!
Kast et Blik ud over Sletten,
Vore store Fædres Bolig,
Nu saa øde og saa stille!
See omkring dig! her, hvor Magtens,
Lykkens, Ærens, Seirens Krandse
Smuldre hen i Oldtidsgraven
Med de Pander, som dem bare;
Her, hvor Riget er lagt øde
Med dets høie Helteskare;
Her, hvor sorgfuld Nat bedækker
Tidens Børn, og Mindets Tone
Hjertets stærke Gjenlyd vækker;
Her, hvor Alt om Død erindrer,
Her, just som i Mulm en Stjerne,
Straalte første Gang i Klarhed
For mit Øie Livets Krone.

AMMEN.: I dit Blik for mig den tindrer!

BENEDICT.: Tænk, hvad Glæde, naar vi Begge
Smykkede med denne Krone
Til et evigt Samliv mødes,
Og hvor alle Savn skal stilles
Troe hinanden Haanden række!

AMMEN.: Da vil søde Taarer spildes,
272Naar min Benedict jeg Armen
Seer imøde mig at strække;
Naar mit Barn igjen jeg favner
Der, hvor aldrig meer man skilles:
Ingen Krone da jeg savner,
Naar til Hjertet dig jeg trykker.

BENEDICT.: Da for os af dunkle Skygger,
Med en Trøst som aldrig viger,
Paradisets Sol opstiger;
Ikke den forgængelige,
Der i Purpur hist gaaer under
Og mod Natten ned nu higer.

AMMEN.: Dagens Sol, gaaer alt den under?

BENEDICT.: Den gaaer under, og til Vandring
Mig den vinker med det Samme.

AMMEN.: Ak, min Dom du der afsiger!

BENEDICT.: Nu Farvel, min Barndoms Amme!

AMMEN.: O Farvel, mit Hjertes Søn!

BENEDICT.: Kjære Amme!

AMMEN.: Kjære Søn!

✂ Og han kasted sig med Varme
I sin Ammes aabne Arme,
Og i lang Tid fast omsluttet
Holdt hun ham med Graad i Favnen.
Da rev atter han sig løs og
Viskende af Øiet Taaren,
Med et ildfuldt Blik mod Himlen
Og med opadløftet Hoved
Vendte han sig bort og vandred,
Let og tynd og ungdomssmidig,
Nedad gjennem Bjergets Huulvei,
I hvis dunkle Kløft hans Kittels
Hvide Farve dobbelt skinned.
Men paa samme Plet stod Ammen,
Begge Arme strakte mod ham,
Følgende med spændte Blikke
Skridt for Skridt ham hen ad Veien. -
Længe tydelig hun saae ham;
Solen i sin dybe Dalen
Med det gyldne Skjær ham farved
Nakken og de brune Lokker,
Og endnu han tabt ei syntes.
Uvilkaarlig i sin Længsel
Efter ham et Skridt hun gjorde:
Da - ved Veiens bratte Dreining
273 Brat afsyne svandt han hende,
Og ustandselige Taarer
Vælted frem af hendes Øine,
Ved det Mulm, som overskygged
Pludselig det piinte Hjerte.
Bøiet fremad i sin Smerte,
End med Armene udstrakte
Mod det Haab, der var forsvundet,
Saa utrøstelig nu stod hun -
Trøst dog vist hun havde fundet,
Havde med prophetisk Blik hun
Mægtet gjennemtrænge Tiden,
Og med Efterverdnens Øie
Seet sin Benedict at straale
Høi og herlig, som den dunkle
Middelalders lyse Heros:
Seet ham som Europas Lærer,
Videnskabens første Grunder,
Folkeaandens vise Leder,
Munkelivets faste Styrer,
Stærk i Daad og reen i Levnet;
Seet ham seirende ved Maalet,
Ham, hvem Kirken og Historien
Stor og hellig har benævnet.

Paludan-Müller, Fr. BENEDICT FRA NURSIA OG HANS AMME (1861)

BENEDICT FRA NURSIAOG HANS AMME(1861)

I.

II.

III.

BENEDICT FRA NURSIA
OG HANS AMME
(1861)