Skrifter i Udvalg - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

SMAASTYKKER.

✂ Forsøg til Himmelbrev i Grundtvigs Stil. Himmelbreve er gudelige Betragtninger og Formaninger i Form af Breve, som fingeredes, stundom ogsaa troedes at være nedfaldne fra Himmelen. Saadanne Breve, oftest oversatte fra Tysk, udgaves i tidligere Tider jævnlig af Boghandlerne i et stadseligt Udstyr, trykte paa Folioark, omgivne af en kobberstukken Ramme. Holberg omtaler 412 dem et Par Steder (se Werlauffs Historiske Antegnelser S. 142). I November 1918 var der i Følge »Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger« for 10. Novbr. udkommet »Indholdet af det saakaldte Himmelbrev, der skal være fundet i Kina«, og et Par Dage før Offentliggørelsen af Poul Møllers Himmelbrev meddeles det i »Dagen« for 12. December, at et Himmelbrev, der om Sommeren havde været i Omløb i Slagelseegnen (hvor Poul Møller, der den Gang endnu opholdt sig paa Espe som Huslærer, kan have set det), i disse Dage falbødes i Hovedstaden. Langt ned i Aarhundredet er saadanne Himmelbreve, til Dels trykte i Neu Ruppin, udkomne her i Landet. Det lille satiriske Stykke, der stod trykt i »Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn« Nr. 101, d. 19. December 1818, er, som Titlen angiver, rettet imod Grundtvig og fremkaldt af hans Optræden til Forsvar for Baggesen, som tolv af Oehlenschlægers unge Beundrere, »Tylten«, hvoriblandt Poul Møller selv, nylig havde udfordret til i en akademisk Diskussion paa Latin at forsvare de Principer, hvorefter han bedømte Oehlenschlægers Poesi. Det hører saaledes sammesteds hen som de to polemiske Digte fra den baggesenske Fejdes Tid, der er trykte i nærværende Udgave (I, 34 ff), og er et Sidestykke til Parodien paa Baggesens Digt »Da jeg var lille«. I et Foredrag, der, som nedenstaaende Oplysninger viser, er sammensat af grundtvigske Elementer og sammenholdes af en grundtvigsk Rytme, søger Forfatteren at eftergøre den ejendommelige historiske Stil i Grundtvigs Stridsskrifter (især i Artiklen »Om Tylten til Vedkommende« i de to nærmest foregaaende Numre af Skilderiet), for derigennem at latterliggøre hans lige saa ejendommelige historiske Syn, hvorefter der frakendes den aandelige Retning, Poul Møller selv tilhørte, den danske Klassicisme, enhver Betydning i Danmarks Historie.

✂ Velkommen, Aand! i gamle Danmarks Vænge«. Grundtvigs Digt »Til Baggesen« i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1816 Nr. 18 (Poetiske Skrifter IV, 248). - I Slutningen af Digtet »Til Baggesen« sammenstiller Grundtvig Digteren med en Kærminde. - Den, der angriber Baggesen, hedder 413 det i Slutningen af Digtet »Til Baggesen«, skal faa med to at gøre og »- indeklemmes, ganske mutters ene, / imellem tvende, ja to haarde Stene, / der male, knuse ham saa smaat som Smul«. Jvfr. Baggesens Udtryk: »Træde vi sammen i Kres, træde vi eder itu« i Digtet »Til Grundtvig« i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1818 Nr. 85. - Grundtvig lader i Artiklen »Et lidet Bidrag til Dagens Penne-Historie« i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1818 Nr. 90 f. »de dristige og bryske Ungersvende« vide, at »en saadan Optræden i hans Ungdom vilde - - have indbragt Vedkommende Navn af en Gabmund eller, hvis det kom meget højt, en Gabflab«. - »Baggesens Pile ere kun sløve, for saa vidt Aandens Pile altid forekomme Kødhoveder at være det« (sammesteds). - Den historiske Orden er et stadigt tilbagevendende Udtryk i Grundtvigs Artikel »Om Tylten til Vedkommende« i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1818 Nr. 99-100 (hvorfra ogsaa i det følgende Citaterne er hentede, naar intet andet Findested opgives). - »Med Trompeten for min Gane / hvad jeg skue kan og ane / højt forkynder jeg i Nord. / - Hører dog Trompeten gale / højt og hardt fra Kirkesvale, / og foragter ej dens Kald«. (Mindesang paa Fædres Gravhøj« i »Prøver af Saxos og Snorros Krøniker« 1815. Poetiske Skrifter III, 497.) - »Til Aander talte jeg, mig svared Kroppe« (»Til Baggesen«). Grundtvig henvender sig i sine forskellige Indlæg i Striden til »Aander« og beklager sig over, at Tylten vil virke »ved sin blotte Naturkraft og da især med sin Krop«. - Grundtvig havde i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1815, Nr. 90 ff. (Poet. Skr. IV, 138 ff.) offentliggjort en Række »Rimelige Strøtanker ved Kalundborgs i Livet vel meriterede Stadssatyrikus Jens Baggesens Grav«. - De dybe Toner er et grundtvigsk Yndlingsudtryk. - Fjerde Bind af Grundtvigs Tidsskrift Danne-Virke indeholder en Afhandling »Om Danefæ og Hittegods«, d. e. om »aandeligt Dannefæ, alt det Guld og Sølv, klumpet eller udarbejdet, man kan finde i Menneskets store Gravhøj, Historien«, og om »videnskabeligt Hittegods, alt hvad man, naar man gør sig tilbørlig Umage, kan finde i Bøger og Biblioteker«. 414 Ogsaa i Artiklen »Til Tylten« taler Grundtvig om sit »Danefæ«. - Du priste det lydeligen. I »Allerseneste Parnassiske Nyheder« i »Danfana« Aug.. 18I6 havde Baggesen kaldt to Afhandlinger i »Danne-Virke« »det aandrigste og herligste fra Tankens og Foredragets Side, jeg hidindtil har læst i dansk Prosa«. - I den bare Vest. Smlgn. »Mellem Drenge er jeg ikke Præsten, / men balancerer kun i Vesten«. (Rimbrev til Ingemann i »Danne-Virke«, 2. Bind. Poet. Skr. IV, 375). - Græde maa jeg o s. v. Hyppig Ordstilling hos Grundtvig, f. Eks. »Bløde maa Hjærtet ved at beskue denne Skjald« (om Baggesen i Verdenskrøniken 1812, S. 337). - Verden kan ikke staa til Paaske. »Saa snart denne Overtro, at man har Kald og Ret og Dygtighed til alt, hvad man drømmer at have Naturkraft til at give sig Mine og Skin af - - lig en Kuller indtager Ungdommens Hoved, da er det forbi med Aandens Historie, med Fortsættelsen af Menneskets historiske Levned«.

✂ Tolv Studenter have kaldt Jens Baggesen iste. »Ingen Agtelse er Studenter saa naturlig som den for udmærkede Hoveder og navnkundige Forfattere, og naar de saa rent kan aflægge den, som Tylten i sit Angreb paa Baggesen, hvem den jo bryster sig af at kalde »iste« til Foragt [det latinske iste, hin, har i Modsætning til ille, som i Manifestet i »Dagen« for 3. Oktober brugtes om Oehlenschlæger, nedsættende Betydning], da ved jeg ikke, hvad, uden haandgribelige Kraft-Beviser, der skulde afnøde dem Agtelse«. - Ingemann har faaet Rejsestipendium. I »Kjærmindebladet til Ingemann« og paa flere Steder beklager Grundtvig, at denne »grunddanske, velsignede Skjald« netop nu er rejst til fremmede Lande. - Historien vil komme i Ragnamørk. Grundtvig udtaler det Haab, at »Danmarks studerende Ungdom i det hele vil i Tylten lære at se et advarende Eksempel, et gyseligt Forvarsel om Bærsærke-Gangen i Danmarks Ragna-Roke«. - »Paa de Danske er jeg saa vis, at jeg tør sige: kom der paa Marken [d. e. i Danmark; Poul Møller forstaar det om Bymarken i Udby, Grundtvigs Fødeby] en Tid, da historisk Orden, Digten og Tragten var som landforvist, da 415 vilde de trods den dybt indgroede Kærlighed til de blaaligombæltede, smilende, majgrønne Holme, hejse Dannebrog højt i Raa, sige Marken med Taarer Farvel, og stævne saa ud over sortladne Hav, var det end til Helgafjælds den isgraa Kyst for der i Ro at fuldende Danskens historiske Liv«. Brogen er i Oehlenschlægers »Thors Rejse« Navn paa en Madpose. - Smaalig smlgn. Anm. t. S. 35. - Sagas (rettere: Urds) Skjold er et grundtvigsk Yndlingsudtryk. - Min Spaadomskraft. Grundtvig havde i 1814 udgivet »En mærkelig Spaadom, ogsaa om Danmark«. - »Navnkundighed - - giver ej Dagens [Hentydning til Bladet af dette Navn] Tylt, men Sagas Pren, som ogsaa i hans [Historikerens] Haand gennemborer den [Tylten]«. - Med Haand og Mund i Sagas Aand, med Staal, med Gny, med Lys, med Taarer«. Det indskudte Ord (Skidt) bruges meget af Grundtvig i »Rimelige Strøtanker«. - Grundtvig underskrev sig selv N. F. S. Grundtvig, men nævnedes undertiden af Baggesen pompøst med det fulde Navn. - »Kunde man [hvis Tyltens Brud paa den historiske Orden godkendtes af den studerende Ungdom] med Hjærte i Livet se rolig paa et Brud, hvorover der kun med Liget af en Slægt lagdes Bro?« - Grundtvig vil naturligvis i »Et lidet Bidrag o. s. v.« ikke indrømme, at Tyltens Medlemmer »ere at anse for Litteraturens tolv Aser«. Samme Artikel foreholder Tylten dens Ungdom og bebrejder den dens Ubeskedenhed. »Sæt ogsaa, at Baggesen gik som Skribent i Barndom - - at han havde spottet med et ganske forsvarligt Værk af en yngre Digter, da mener jeg, at i det mindste de yngste burde tiet«.

✂ Gid det var i mig igen. Her som i det følgende hentydes til den Villighed, hvormed Grundtvig plejede at tilbagekalde sine Vildfarelser. - Navne i Litteraturen. »Tylten er en Sammensætning af et Par begyndende Forfattere og en Del i Litteraturen hidtil ganske ubekendte Studenter«. - Tage det i jer igen. »Selv har jeg mere end een Gang gjort Brud paa den historiske Orden, - - men foreløbig misbilliger og af beder jeg for det sande historiske Publikum alt, hvad der i mit offentlige Ord kan bevises, selv paa fjærneste Maade, at ligne Tyltens Adfærd«. - Tylten har 416 ikke »hjemlet sig Stemmeret«. [At »hjemle« forekom den Gang ikke meget i det almindelige Sprog, men bruges ofte af Grundtvig]. - »Modsagde vi dem ikke«, da »vare vi sikre paa at blive staaende som de sidste danske Klassiker til Verdens Ende«. - Grundtvig erklærer Tylten for »udelukt af den historisk-danske Litteratur, til den gør Bod«. - Af Nyerups og Krafts »Ålmindeligt Litteraturleksikon for Danmark og Norge« var en Prøve udkommen 1815. - Grundtvig var i dette Aar flyttet til Løngangsstræde gl. Nr. 168, hvorfra i disse Dage Oversættelsen af Snorre og Saxo averteredes til Salgs. - Dersom I fremture o. s. v. Jvf.: Imod den lille Anklager Pag. 15. (Forf. Anm.). Som Svar paa H. C. Ørsteds Skrift »Imod den store Anklager«, fremkaldt af Grundtvigs Svar paa Ørsteds Kritik af »En mærkelig Spaadom o. s. v.«, udgav Grundtvig i 1815 (altsaa ikke »i Fjor«) »Imod den lille Anklager, det er Prof. H. C. Ørsted«. Heri læses S. 15: »Naar Professoren taler om at drive mig ud af mit sidste Smuthul - - vil jeg betro ham ganske i Fortrolighed, at jeg rigtignok har et Smuthul, men om hans Arme skulde være lange nok til at naa mig, det skulde jeg hartad omtvivle, thi sandt at sige er det hos vor Herre. Det skulde da være i en Luftmaskine. men jeg kan da ikke vide, om den transcendentale Fysik ogsaa virkelig skulde have forsteget sig saa vidt, - - siden den kom ud af vor Herres Ledebaand. Imidlertid, jeg vover det paa det samme: Slaar de vor Herre ihjel, er det i Grunden ikke værd at leve længer, og jeg skal ikke nægte, jeg har den Tro, Han staar sig endnu denne Gang, og det ved jeg, saa længe Professoren ikke faar Bugt med Ham, kan han skyde en hvid Pind efter mig; naar det kniber, søger jeg mit Smuthul og lader ham staa udenfor med en lang Næse«. I Fortalen til det lille Skrift tales endvidere om dem, som vil gøre Bibelen til en Luftmaskine, fylde den med alle Filosofiens Gasarter og da salig gennembæve en Planetbane efter Diagonalen i Kræfternes Parallelogram. Men, hedder det, »hvor Aanden er, behøves hverken Vind eller Spiritus«.

417

✂ Hør du mig nu, Rasmus Müller o. s. v. Begyndelsen af Grundtvigs Artikel »Om Tylten til Vedkommende« er henvendt til Prof. theol. Peter Erasmus Müller, der i »Dansk Litteraturtidende« havde optaget en Artikel, der forsvarede Tyltens Optræden. P. E. Müller kaldes her »en agtværdig Forfatter«. - Et angbrystigt Udgangsøg. Jvf.: Litteraturtidendens Skudsmaal Pag, 26. (Forfs. Anm.). I et lille Skrift af dette Navn, hvormed Grundtvig i 1816 havde imødegaaet P. E. Müllers Kritik af hans Prøver af Saxo og Snorre, karakteriserer han Recensentens Stil som »højtravende, stivbenede, angbrystige Udgangsøg« og kalder ham »trangbrystig«. Recensenten havde dadlet Oversætteren, fordi han i Gengivelsen af Saxos latinske Digt om Habors og Signes Kærlighed havde brugt det Udtryk, at den »skal mindes, selv naar Verden svales«, som ikke staar i Teksten. Hertil svarer Grundtvig, at »det gennemgløder Sangen, gennembryder alle Skranker, og leger under aaben Himmel som en tonende Lue, der kvæder om Habors og Signes evige Bryllup« (S. 20), og mener sig derfor berettiget til at kalde Recensenten »sin Sangs Skarpretter« (S. 25). - Tilstaar, du est en Løgner. »Jeg anser Prof. Müller for en Mand, der, naar Sandhed fordrer det, ej vil vægre sig ved den Tilstaaelse at have fejlet«. - »Mig - - skænkede Historien Øje for Tidernes Tegn, mig blev Magt givet til at pege paa alle de svundne Tidsaldre som en sammenkædet Vogn-Borg om Kirken, og til at løfte det Danske Folks hele Historie som en Skjold-Borg for Saga: for den historiske Orden paa Daners Mark«. - En Lovtale paa fastende Hjærte. Nr. 100 af Skilderiet, hvori sidste Halvdel af Grundtvigs Artikel er trykt, indledes med Digtet »Alvor«, hvori Baggesen takker Grundtvig for hans Bistand.

✂ I Artiklen »Et lidet Bidrag« o. s. v.« siger Grundtvig, at han vilde skammet sig, hvis han ikke som nittenaarig Ungersvend skulde have ført Striden i det mindste tolv Gange saa godt som hele Tylten, og i sin Afhandling om Baggesen og Oehlenschlæger i Danne-Virkes 4. Bind, at »havde han ikke vist tusinde Gange mere poetisk Evne og Indsigt end de, da havde han saa godt som intet vist«. - 418 Herren kan gærne sige 1000 Gange til. Jacob v. Tyboe I, l: Ak, Herren maatte nok sætte et O til. - Mine Kærmindekvad slaa Sparto o. s. v. I en Efterskrift til Digtet »Nikolai Frederik Severin Grundtvig« i Skilderiet 24. Oktober erklærer Baggesen, at han foretrækker Grundtvigs «Paaske-Lilien«, ikke alene for alle Oehlenschlægers Skuespil og Sange, men for sine egne samtlige danske Digte. - Versionen af Snorro. I Artiklen »Hvorledes gaar det med Saxo og Snorro?« i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1817 Nr. 99 oplyser Grundtvig i fuld Følelse af Værkets Værd, at Trykningen kan begynde. - Krøniken og mig. Grundtvig brugte selv ofte denne Sammenstilling. I Artiklen om Tylten lader han Saga sige til sig: »Du var ikke ene, jeg var med dig«. Under Tilegnelsen foran sidste Bind af Danne-Virke staar: »paa Krønikens og egne Vegne«. - Amen. Grundtvigs Afhandling om Baggesen og Oehlenschlæger i Danne-Virke slutter med Ordene: Sat sapienti! Trøstegrunde over Poeternes Mangfoldighed. Lige efter Udkastet til »Lægdsgaarden« findes i Studiebogen fra Kinarejsen Kladden til et lille Stykke med denne Titel, hvoraf Thaarup i »Anhanget til Novellen« (Udg. II, 168 ff) har meddelt et Uddrag. Det optages her som et Forarbejde til Novellen, hvortil der oftere har været henvist under Behandlingen af dette Arbejde. Desværre har Manuskriptet i Midten en Lakune af et eller to (næppe flere) udrevne Blade.

✂ Ligesom Himmelbrevet og »Lægdsgaarden« har ogsaa Trøstetalen formelt Karakteren af en Parodi. Parodiens nærmeste Genstand er en »Lovtale over Daniel Ranzau, kronet Prisskrift af Peter Tetens, Kandidat i Teologien«, som i Aaret 1819 tilkendtes Prisen af Selskabet for de skønne Videnskaber. Dette Veltalenhedsværk, hvis Forfatter allerede som Student havde udgivet et lignende: »Tale til Universitetets Studerende i Anledning af Freyas Alter, forkastet af Teatercensorerne«, optoges, foruden at det udkom særskilt, i Selskabets Skrifter og anbefaledes af Dommerne som et Mønster, hvorefter unge Mænd kunde uddanne sig til Talere, men blev straks efter sin Fremkomst 419
kritisk gennemheglet af den senere bekendte T. Algreen-Ussing i et lille Skrift, kaldet »Kraft-Extrakt af P. Tetens' Lovtale over Daniel Ranzau, af Morten Hammer, Litteratus«. Denne Bog omtales af Poul Møller i et Brev fra Kina d. 15. Oktober 1820, hvori han skriver: »Jeg længes meget efter at se og høre, om der ikke er blevet noget af en djærv Ungersvend, navnlig (d. e. ved Navn) Ussing, som kort før min Afrejse gjorde et Fastelavnsris til Lovtaleren Tetens«. Under dette Tilnavn optræder Tetens, der senere blev Præst og udgav bl. a. en Række »Mindetaler over vor Frelser Jesus Christus«, i Poul Møllers Aforismer som et Eksempel paa en »Stylistiker«, d. e. en, der, uden at have noget at skrive om, skriver alene for at skrive, altsaa, som Poul Møller et Sted siger om Tetens: en Skribent, hos hvem Naturtilskyndelse fattes. I den retoriske Indledning følger Poul Møller paa sine Steder temmelig nøje Forbilledets Veltalenhed, som han derpaa, da han slaar over i den didaktiske Tone, nødes til at lade fare. Bortset fra det særlige Forbillede er Trøstetalen en Satire over den ciceronianske Stil i Talen, der af den ældre Slægt mentes at betegne Talekunstens Højde. Af herhenhørende Forbilleder havde Poul Møller to om Bord hos sig: en hollandsk Købmand (se ovenfor S. 46), der til hans store Fornøjelse foredrog Stykker af Taler, skrevne alene for at efterligne Cicero og Demosthenes, og - Cicero selv, som han skal have læst helt igennem paa Rejsen. De Ord, hvormed han oprindelig havde tænkt at begynde sin Tale: »Dersom jeg besidder noget Geni, hvilket jeg føler er højst umanerlig lidet«, er en fri, men heldig Gengivelse af Begyndelsen til Ciceros Tale for Archias. I sit reelle Indhold giver Satiren en ironisk Fremstilling af den Opfattelse af Poesien, som en forholdsvis uskadelig og ikke ganske unyttig Tidsfordriv, som Poul Møller som ung havde ærgret sig over at finde almindelig udbredt hos den ældre Slægt. Som Forbillede kan han have brugt P. F. Suhms »Nogle Tanker om Poeter og Poesi« 1786 (Saml. Skr. VI, 95), der viser, hvilken Nytte Poesien medfører, baade moralsk og økonomisk, især for Forfattere og Bogtrykkere. Men det er lige saa tydeligt, 420 at om Sagen selv, Poeternes alt for store Mængde, er Taleren og Forfatteren i Grunden ganske enige. Baade Tanke og Udtryk er i den sidste Del af Talen ofte Poul Møllers egne og genfindes paa andre Steder i hans Produktion, Saaledes i den i denne Udgave optagne literære Anmeldelse fra 1824.

✂ Ikke Bevidsthed om særdeles Dybsind o. s. v. Med hele denne Indledning kan sammenlignes Begyndelsen af Tetens' Tale til Studenterne: »Mine Herrer! Dersom jeg ved min Tale skulde tænde en Ild, der ikke allerede luede i Gemytterne, da vilde det være forvovent af mig at fremtræde i denne Forsamling. Jeg skulde have tiet og ladet Tavsheden brænde i mit Indre, hellere end at have hovmodet mig af en Kraft, der er for uøvet til at kunne bøje og lænke (styre) Hjærterne! Men naar den unge Taler med Kærlighed omfatter en Genstand, naar han ved, at For? samlingen omfatter den med samme Kærlighed, da har han kun at følge sin indre Trang, da griber han dristig til sit eget Hjærtes Akkorder, og han er vis paa at finde Samklang i hvert følende Hjærte« o. s. v. - Ærens højtsvævende Palmegren. »Jeg nægter det ej: højt banker mit Hjærte. Jeg ved det: eftergrebet af mangen, fanget af ingen hænger den Lavre, hvorefter jeg nu strækker den frygtsomme Haand«. (Lovtale over Daniel Ranzau S. 5). - Et Vink af Ødet Det svenske Ord öde (d. e. Skæbne), der foresloges indført af de saakaldte Sprogrensere i Slut? ningen af det 18. Aarhundrede, har aldrig været almindelig brugt. Det forekommer en enkelt Gang hos Grundtvig.

✂ En snævrere Ring. Der foresvæver Taleren et ciceroniansk Udtryk som: angustiore gyro circumscribere. Smlgn. I, 298, L. 16. - De særegne Lægemidler, som Hygæa skabte o. s. v. Smlgn. »Nu drager Bellonas tapre Edsvorne gennem de samme Lande, han som Minervas fredelige Dyrker havde gæstet«. (Daniel Ranzau S. 19).

✂ I et Brev fra 1816 citerer Poul Møller »den paa disse Ti? der anvendelige Linje af Hesiod [»Ἔργα καὶ ὶαὶ ήμέραι ν. 26]: Καὶ πτωχὸς πτωχῷ φθονέει καί ἀοιδός ἀοιδὸς ἀοιδῷ.« - Horats Epistler II, 1, 117: Scribimus indocti doctique poemata passim. (Vers skriver lærd, og læg skriver Vers, og Vers skriver 421 alle). - Holbergs Breve. I Ep. 275 siges der imellem Danske og Norske at være »nu om Stunder fast lige saa mange Autores som Mennesker«; i Jacob v. Tyboe, I, 3 og Melampe I, 7 siges der at være lige saa mange Poeter i Staden som Fluer i September Maaned. - Ogsaa den tyske Satiriker G. W. Rabener skæmter ofte med de mange Poeter. I hans Afhandling om Ordsprog (Satiren 1757 IV, 222) hedder det: »Antallet af disse Digtere [som regner sig selv for udødelige] udgjorde i Fjor i Over- og Nedersachsen 6586, selv fraregnet dem, der nu og da bringer et taaleligt Digt for Dagen«. - Den indiske Raja Hyder Ali (d. 1782) virkede ivrigt for europæisk Kultur i sit Rige. - I den ossianske Heltekonges Fingals »sorgomsuste Halle« - hedder det i et Digt af Poul Møller (Udg. VI, 19) - »gjalde hundred Harper«. I Blichers Oversættelse siges Ossian at være opvokset blandt Vaaben og Harper og at have hørt to Tusinde Barders Sange.

✂ Men hvo skælder en uskyldig Dreng for Musikus. Denne Tanke har Poul Møller udtrykt i et Epigram: Den er ej Musikus, som sang paa Redekam, / og den ej Fidias, som gør en Jydepotte, / og den ej Arkitekt, som rejser Kort til Slotte; / men Mads er straks Poet blot for et Epigram.

✂ En Opsang af Matroser citeres i Optegnelser fra Kinarejsen S. 38.

✂ Kløser er drøje Kød- eller Melboller. - De saliske Præster forvarede de tolv til Mars indviede Skjolde, hvoraf det ene efter Sagnet var himmelfaldet, de andre, til Sikkerhed mod dets Rov, eftergjorte paa Kong Numas Tid. Kvindelighed. De tre Smaastykker, som af Udgiveren af de Efterl. Skr. 3. Bind, F. C. Olsen, er samlede under denne Titel, er skrevne i Aarene 1822 og 1823, paa en Tid da Poul Møller i de københavnske selskabelige Krese paa nært Hold kunde iagttage den Form for æstetisk Kultur, der af mange beundredes som Kvindelighedens fineste Væsen, men som i høj Grad stødte hans Sans for den oprindelige Natur. Sin Harme imod denne »Qvindelighed« udtaler han i de tre Smaastykker med saa megen Kraft og Heftighed, 422 at man tænker sig ham personlig interesseret i Sagen (P. M. l, 230 ff).

✂ Min Kusine. Dette Karakterbillede aabner under Titlen »Moral, af Elias Knurpotte« et Hefte, som Poul Møller begyndte i Aaret 1822, og som foruden dette og følgende lille Stykke (og Digtet »Længsel« I, 70) i øvrigt kun indeholder Aforismer. Som en psykologisk Silhuet i Theofrasts Maner (se Anm. t. S. 165), en Form for Sjælemaleri, som Poul Møller yndede (jfr. Bertels Skildring af sin Fætter Licentiaten i Novellen), fremstiller det en fuldt udviklet Type af den æstetiske Kvindelighed, hvori den naturlige Medfølelse med Livet forduftes til en poetisk Sympati med Kunstens og Fantasiens Præparater. Det er vist ikke tilfældigt, at Kusinen bærer samme Navn som Frederikke Bruns beundrede Datter Adelaide, hvis »æstetiske Opdragelse« Moderen har skildret. Om Stykkets mulige Forbindelse med Novellen se I, 366. Dets Tankegang har Forfatteren overført paa en tilsvarende mandlig Type, Fantasten, i et Epigram:

✂ Bestandig Frands i Tankens Glæder
har drømt, han gjorde noget stort.
Han glemmer, han fik intet gjort,
og kræver frisk det stores Hæder.

✂ Dette Vers blev et Udgangspunkt for Egede Schacks Roman »Phantasterne«.

✂ Opløst og bragt i et Luftbilled. Hs. og Udv. Skr.; Udg.: [ulæseligt]. Ordet bruges i Novellen (I, 280) af den jyske Bertel om »spinkle Fantasier«, udtrykt i »vaade Rim«.

✂ Retterbænken (Skafottet). Hs. og Udv. Skr.; Udg. Retterstedet.

✂ En finere Skueplads - - til Brug for nervesvage Personer. Et Træk af Kusinens Karakter, som Forfatteren her vilde have afhandlet: hendes »Kunstkærlighed« - at hun f. Eks. blev søsyg ved at se det bølgende Klæde paa Teatret - er omtalt i en Aforisme fra denne Tid (S. 287).

✂ Kvindelig Blufærdighed. Det lille Stykke, der under denne Titel er indskrevet paa samme Sted som det nærmest foregaaende og kort efter dette, danner Overgangen til det 423 følgende, hvor den her opstillede Paastand nærmere udvikles og begrænses.

✂ Brev til en Dame. I en Bog, som Poul Møller i Aarene 1823 og 1824 brugte til allehaande Optegnelser, og som bl. a. indeholder Oversættelsen af »Drømmen« og »Et Blad af Dødens Dagbog«, findes ved Siden af et Par andre Brevudkast Kladden til et Brev, som med rette er optaget i 1. Udgave af de Efterladte Skrifter. Den med Bogstaverne G. F. G. betegnede Dame, som man almindelig har antaget for at være Poul Møllers Veninde Fru Gyllembourg, er, som det med Sikkerhed kan sluttes (P. M. I, 232), Fru Vilhelmine Grüner, Enke efter Auditør i Søetaten Hans Grüner, i hvis Hus Poul Møller ofte kom. Naar man da ved, at den i Brevet omtalte Søster var den Dame, der kort Tid efter at dette Brev var skrevet afviste Poul Møllers Frieri (se Oplysningen til Sonetten fra 1823 I, 398), og hertil føjer den rimelige Formodning, at det Spørgsmaal, der er Brevets Emne, ikke alene den foregaaende Aften har været Genstand for Samtaler i Fru Grimers Hus, og at de to begavede Kvinder har været af en ganske anden Mening om denne Sag end Brevskriveren, vil man ikke undre sig over, at Poul Møller har gjort sig saa megen Umage, som Koncepten viser, med Udarbejdelsen af det Brev om Kvindelighedens sande Væsen, som han, med Tanken paa sin Elskede, skrev til hendes Søster.

✂ Som Motto for Brevet kan tjene et Epigram, som Poul Møller, rimeligvis paa denne Tid, paa et andet Sted har nedskrevet:

✂ Laura gør Vers, den skønne Kone?
I, Gud forbyde saadan Skik !
Før lægge Rosen bort sin Krone
for at studere Botanik !

✂ Brevet blev ved sin Fremkomst i Efterl. Skr. en Stimulans i den litterære Kvindeemancipation (Pouline Worm: En Brevveksling S. 34).

✂ Mad. Anne Dacier ( 1720) var Filolog. Fru Brun (Hs. og Udv. Skr.; Udg. Fru B.) er den ovenfor omtalte tysk-danske Forfatterinde. - Forfatterskab - - Slagsmaal424 efter den af Poul Møller yndede Vittigheds-Figur, se Anm. t. S. 6 og I, 278.

✂ Ariost. Poul Møller læste paa denne Tid italiensk Poesi med Fru Rahbek. - Hvad han led og levede fra Goethes Indgangsvers »An die Günstigen« (Was ich litt und was ich lebte), brugt som Motto af Oehlenschlæger i Digte 1803.

✂ Et matthissonsk Digt. Fr. Matthissons »Lieder« og »Gedichte« er fra den sentimentale Periode i Slutningen af forrige Aarhundrede. - Den uendelige Blidhed. Dette Udtryk genfindes som Navn paa den højeste kvindelige Dyd i Digtet »Revuen« (I, 107 og 109).

✂ Subskriptionsindbydelse til et Mønsterarbejde i latinsk Stil. En Affektation, som Poul Møller idelig forfulgte med sin Spot, var den »stylistiske«, der fremkommer ved, at Skribenten tager Stoffet alene som et Middel til at lade den stilistiske Evne træde frem i et glimrende Lys. I Talen »Trøstegrunde over Poeters Mangfoldighed« har han givet en Parodi paa en saadan stilistisk Veltalenhed, og i Strøtankerne behandler han meget ofte denne Genstand. Saaledes haaner han i en Aforisme fra Slutningen af Tyverne (S. 317), altsaa fra den Tid, da der i den danske Litteratur førtes en hel Fejde om Form og Stof i Poesien, de nyere Forfattere, i hvis Værker der er »netop saa meget Stof tilbage, at Evnen kan lade sig til Syne derved og tager sig saa meget brillantere ud, jo mer den er i Forgrunden og staar sejrrig over Stoffet«. I Flugt med denne Aforisme har han nedskrevet denne lille, først i Udv. Skr. trykt Satire. Den gælder det stilistiske Pedanteri, at tvinge Latinen, der endnu var Videnskabens Sprog, efter Ciceros Sprogbrug, da dog Opgaven maatte være, som Poul Møller siger i en litterær Anmeldelse af et akademisk Arbejde, uden at indlade sig paa »den forfængelige Jagt efter ciceronianske Gengangere, at behandle det gamle Sprog næsten som et levende og lade det træde ganske i Tankens Tjeneste«, et Krav, han selv oftere har fyldestgjort (se f. Eks. Visen Laus Tabaci I, 31).

425

✂ Rasmussens ABC som S. 7 og I 352. - Hertugen af Lichtensteins Privatbibliotek fingeret ligesom »Fyrsten af Katzenellenbogen« (I 287).

✂ Zumpts og Ramshorns latinske Gramatikker (fra 1818 og 1824) er videnskabelige Fremstillinger, Krebses (fra 1817) en Skolegrammatik for de lavere Klasser. - INærheden af Skagens Fyr. I en Erklæring i Kjøbenhavns Skilderi 1819 Nr. 66 beklager P. Tetens det uheldige i at han »fra en Udkant i Jylland ved Boglaan allestedsfra« har maattet samle Stoffet til sin Pristale over Daniel Rantzau.

✂ Centralsolen. Paa en løs Lap mellem Poul Møllers efterladte Papirer findes dette først i Udv. Skr. optagne lille Stykke, som efter Haandskriftens Udseende at dømme ikke er ældre end 1835. Med Begyndelsen af dette Aar var Poul Møller indtraadt i Redaktionen af det af et anseligt Antal af Professorer udgivne »Maanedsskrift for Litteratur«. Det ligger da nær at formode, at han ved sin satiriske Subskriptionsindbydelse paa et anstændigt Ugeskrift har tilladt sig at skæmte med den ophøjede Besindighed og ligesom centraliserede Intelligens, hvormed det ansete Maanedsskrift redigeredes, og hvorover han i Breve fra denne Tid udtaler sin Fornøjelse. Maaske har kollegiale Skumlerier over Poul Møllers »balstyrige« Optræden i en Polemik, han paa denne Tid førte om Chr. Winthers Poesi med Chr. Wilster i Sorø, givet Stødet til hans Satire. Med Ordet Centralsol betegnes i Astronomien det i Analogi med Solens Stilling i Planetsystemet antagne Midtpunkt i Fiksstjerneverdenen.

✂ Efter Søndagsbladets Eksempel. Søndagsnummeret af »Dagen« udkom i Folioformat.

✂ Plan til en filosofisk Antologi. Den almindelige Uskik at opfylde en videnskabelig Fremstilling med allevegne fra sammenbragte Citater paataler Poul Møller, der havde Evnen til at forstaa og selv at frembringe organisk Sammenhæng i Stilen, i flere Aforismer og i denne i Udg. optagne Satire.

426

✂ Om at fortælle Børn Eventyr. Ligesom det foregaaende og følgende er ogsaa dette Stykke, der synes bestemt til at indrykkes i et periodisk Skrift, men først er blevet trykt i Udg., nedskrevet i en lille Oktavbog, som Poul Møller i Slutningen af sit Liv brugte til sine Aforismer og Udkast. Med saadanne smaa Prosa-Forsøg, hvori han over en Idé eller et Indfald som Kærne kunde forme et lille Kunstværk, tilfredsstillede han i disse Aar ofte sin Trang til et friere Forfatterskab. Foruden de i denne Udgave aftrykte Smaastykker findes imellem hans Papirer en Del Titler paa Opgaver, som han kunde ønske at behandle paa denne Maade, herimellem »Københavnernes Kritiksyge« og »Københavnernes Ironi« (med Tilføjelse: Ikke for Børn!) samt et Udkast til »En Sammenligning mellem Helten Akilleus og en dansk Justitsraad«. Det foreliggende Stykke, der, som man vil se, henhører under den praktiske Pædagogik, synes at være fremkaldt af en personlig Tilskyndelse hos Forfatteren. Det er skrevet paa en Tid, da hans Sønner var saa vidt i Alder, at de var modtagelige for Faderens aandelige Paavirkning. Hvorledes han da søgte at regulere deres Fantasiliv, ses bl. a. deraf, at der imellem hans Papirer findes Uddrag af en Afhandling om Indianernes Liv i Nordamerika, som han sikkert har gjort sig bekendt med for ikke uden Kontrol at udlevere sine Sønner til Indianerhistoriernes billige Romantik.

✂ Orbis [sensualium] pictus, Verden i Billeder, er Navn paa Comenius' Haandbog i Anskuelsesundervisning (1657).

✂ Om Foræringer. Poul Møller kunde, især i de sidste Aar af sit Liv, finde en Tilfredsstillelse i med en noget besk Kritik at undersøge Værdien af Samfundets vanemæssige Høflighedsregler. I en Optegnelse fra denne Tid fremsætter han endog den Paastand, at »det er en Grovhed at hilse Folk paa Gaden«. I en saadan Stemning skrev han denne lille Studie, der i Manuskriptet bærer Forfattermærket »Eremita«.

101

✂ To Figurer. Af nogle Optegnelser i den ovenfor omtalte Oktavbog fra Trediverne fremgaar det, at Poul 427 Møller paa den Tid havde Lyst til at forfatte en Komedie. Mellem disse »Collectanea til en Komedie« nævnes det andet af de her meddelte Stykker »om Ildprøven af Kvinder«, som i Udg. efter en usikker Henvisning i Manuskriptet er opført mellem Ahasverus-Fragmenterne. Ogsaa den første, i Udg. ikke optagne, ufuldendte Skitse indeholder maaske den psykologiske Silhuet af en Figur, der skulde optræde i Komedien. I Forfatterens flygtige Rids genkender man to nationale Typer af Racens fedeste Marv.

✂ Ahasverus. Den betydeligste af de poetiske Planer, Poul Møller omgikkes med i Slutningen af sit Liv, var Ideen til en »Ahasverus«. Saa vidt det kan skønnes, vilde han i denne Figur som i et Skræmselsbillede have legemliggjort en fortvivlet Stemning, som han havde haft megen Møje med at kæmpe sig ud af. Igennem den gamle bitre Iagttagers Mund vilde Poul Møller have udtalt den Tvivl om Livets Værdi, om Sandhed og Natur i Selskabet og Samfundet, om Videnskabens Magt og Kunstens Herlighed, hvoraf der findes saa mange Spor i hans Optegnelser fra de senere Aar. Om Formen for dette Arbejde er det ikke muligt at sige noget: man kunde tænke sig en Dagbog, en Enetale, dog snarere en Række dramatiske Scener. Med Undtagelse af Nr. 4 og 6 optoges Fragmenterne i 3. Bind af Efterl. Skr., der udkom 1843, i samme Aar som Søren Kierkegaards Enten-Eller, hvis Indledningsstykke ΔΙΑΨΑΛΜΑΤΑ ligner dem meget baade i Stil og Stemning.

103

✂ Hans Øjne se ud som en Vinduesrude o. s. v. smlgn. S. 46.

105

✂ Dus-Harmonien. Hs. og Udv. Skr.; Udg.: Disharmonien.

Møller, Poul Martin Skrifter i Udvalg

SMAASTYKKER.