↩ Hør du mig nu, Rasmus Müller o. s. v. Begyndelsen af Grundtvigs Artikel »Om Tylten til Vedkommende« er henvendt til Prof. theol. Peter Erasmus Müller, der i »Dansk Litteraturtidende« havde optaget en Artikel, der forsvarede Tyltens Optræden. P. E. Müller kaldes her »en agtværdig Forfatter«. - Et angbrystigt Udgangsøg. Jvf.: Litteraturtidendens Skudsmaal Pag, 26. (Forfs. Anm.). I et lille Skrift af dette Navn, hvormed Grundtvig i 1816 havde imødegaaet P. E. Müllers Kritik af hans Prøver af Saxo og Snorre, karakteriserer han Recensentens Stil som »højtravende, stivbenede, angbrystige Udgangsøg« og kalder ham »trangbrystig«. Recensenten havde dadlet Oversætteren, fordi han i Gengivelsen af Saxos latinske Digt om Habors og Signes Kærlighed havde brugt det Udtryk, at den »skal mindes, selv naar Verden svales«, som ikke staar i Teksten. Hertil svarer Grundtvig, at »det gennemgløder Sangen, gennembryder alle Skranker, og leger under aaben Himmel som en tonende Lue, der kvæder om Habors og Signes evige Bryllup« (S. 20), og mener sig derfor berettiget til at kalde Recensenten »sin Sangs Skarpretter« (S. 25). - Tilstaar, du est en Løgner. »Jeg anser Prof. Müller for en Mand, der, naar Sandhed fordrer det, ej vil vægre sig ved den Tilstaaelse at have fejlet«. - »Mig - - skænkede Historien Øje for Tidernes Tegn, mig blev Magt givet til at pege paa alle de svundne Tidsaldre som en sammenkædet Vogn-Borg om Kirken, og til at løfte det Danske Folks hele Historie som en Skjold-Borg for Saga: for den historiske Orden paa Daners Mark«. - En Lovtale paa fastende Hjærte. Nr. 100 af Skilderiet, hvori sidste Halvdel af Grundtvigs Artikel er trykt, indledes med Digtet »Alvor«, hvori Baggesen takker Grundtvig for hans Bistand.