Møller, Poul Martin Uddrag fra Skrifter i Udvalg

Centralsolen. Paa en løs Lap mellem Poul Møllers efterladte Papirer findes dette først i Udv. Skr. optagne lille Stykke, som efter Haandskriftens Udseende at dømme ikke er ældre end 1835. Med Begyndelsen af dette Aar var Poul Møller indtraadt i Redaktionen af det af et anseligt Antal af Professorer udgivne »Maanedsskrift for Litteratur«. Det ligger da nær at formode, at han ved sin satiriske Subskriptionsindbydelse paa et anstændigt Ugeskrift har tilladt sig at skæmte med den ophøjede Besindighed og ligesom centraliserede Intelligens, hvormed det ansete Maanedsskrift redigeredes, og hvorover han i Breve fra denne Tid udtaler sin Fornøjelse. Maaske har kollegiale Skumlerier over Poul Møllers »balstyrige« Optræden i en Polemik, han paa denne Tid førte om Chr. Winthers Poesi med Chr. Wilster i Sorø, givet Stødet til hans Satire. Med Ordet Centralsol betegnes i Astronomien det i Analogi med Solens Stilling i Planetsystemet antagne Midtpunkt i Fiksstjerneverdenen.