LITTERÆR ANMELDELSE FRA 1824.
✂ Paa Opfordring af Redaktøren for Dansk Litteraturtidende, Prof. P. E. Müller, anmeldte Poul Møller i Numrene 6, 7, 33 og 34 af dette Blad fra Aaret 1824 (Recensionen af Chr. Deichmanns Digte i Nr. 43 for 1825 er ikke af ham) nogle, især lyriske Digte. Disse Recensioner, der til Dels er optagne i Udg., 6. Bind, har litteraturhistorisk Betydning som en Protest imod den slette Romantik, der som Poul Møller skriver i et Brev fra 1817, »saaledes tyllede ud af alle Studenter, at Hædersnavnet Digter fast var et Øgenavn«, og blivende Værd som Mønstre paa en baade rask og grundig Stil i Kritikken. I den første af disse Anmeldelser, af hvilken det første Stykke, Recensionen af M. N. Schmidts »Himeros, en Samling af blandede Smaakvad«, her er optaget, dog med nogle Udeladelser, gennemgaar Recensenten efter en Karakteristik af den derivative Kunst, der, som han et Sted har sagt, er Løgn, fordi den ej kommer af Livet, en ung Lyrikers Forsøg i den ingemannske Efterklangspoesi.
128
✂ Veklage over det umaadelige Antal Poeter smlgn. S. 75 og I, 280.
130
✂ Mens han, skønt med Taarer, skoggerler. Udtrykket er gaaet over i et af Poul Møllers sidste Digte I, 94.
132
✂ Weyses bekendte Skildring af Signelils bedrøvelige Endeligt, slutter med følgende Strofe: Mod'ren af Skræk fik Apopleksi, / livløs hun segned paa Tilje; / Midnattens 430 Maane gik Ruden forbi, / saa paa den stakkels Familje. / Maanen vender sit Ansigt bort, / Natten bliver saa ravnesort, / rædsomt Uglerne tude. / Hermed er Visen ude.