OPINIONS
(1778)

✂ RELIGION, Sædelære, og den borgerlige Lov vare fra utænkelige Tider Dommere over de menneskelige Handlinger - Guddommen selv - thi den indskiød og de borgerlige og selskabelige Love - Guddommen berettigede dem til, at bestemme vor Opførsel - Men fra Arilds Tid var og Menneskets Natur STOLTHED, og af en medfødt Begiærlighed efter det ypperste Sted har det, saa længe man kan erindre, søgt at nedtrykke den til sig, som det ikke kunde ophøye sig til. - Ligesaa lidet var det mueligt, at Mennesket ey hastig skulde kaste sig op til Dommere over DE HIMMELSKE, hvoraf de burde lade sig dømme - som det var rimeligt, at det ikke snart skulde finde Mangler og Feyl hos dem, naar det først søgte Mangler. De bleve befundne, at være for enfoldige, for alvorlige og for strænge - man troede følgelig, at man burde sette dem Formyndere, eller rettere, man holdt det for tienligt, at sætte sig selv en Øvrighed, som var mægtig nok, til at holde den anden af Gud beskikkede Ligevægten, og i Nødsfald, at see den paa Fingrene. - En Maxime, som den Gang var falsk og u-undskyldelig, men som til andre Tider, og i andre Tilfælde, har været fulgt med god Nytte - for Ex. da Rommerne satte Tribunos Plebis imod deres Borgemestere, eller ifald det er tilladt, at sammenligne smaae Ting med store - da Kiøbenhavns Borgere beskikkede 32 Mænd, til at holde et aarvaagent Øye med deres høyviise Magistrat - Det dristige, som var øyensynligt i Menneskets Foretagende mod Himmelens Fuldmægtige, søgte det at gotgiøre ved de Personers Anseelse som det beskikkede til dets Overdommere - FORNUFT blev givet Religionen, LEVEMAADE Sædelæren, og PATRIOTISME de borgerlige Love til Opseere - Alle tre gode og priisværdige - men som det i Almindelighed 111
pleyer at hændes, de bleve hastig fordærvede ved den nye og uventede Høyhed, hvortil man opløftede dem - Det varede ikke længe, førend at de, som alle nye Tyranner, søgte at vise og bestyrke deres Myndighed ved at giøre Forandringer - Den Enfoldighed og Omgiængelighed, hvori RELIGIONEN, Himmelens elskværdigste Datter, hidindtil havde sat al sin Styrke - Den Nøgenhed, hvori hun havde søgt al sin Skiønhed, var det første, som syntes Fornuften anstødeligt - Den gav hende Klæder og Prydelser, og tvang hende til at iføre sig dem - Dog vare de endnu tarvelige, og FORNUFTEN havde ikke betroet andre, end sig selv, deres Forfærdigelse - Men for ævig skiulte de dog Yndigheder, hvis Tab den ikke oprettede; Skiønheder, som Menneskets Børn ey har seet siden - LEVEMAADE OG PATRIOTISME fulgte snart Fornuftens Exempel - Thi de vare enige endnu, og FORNUFTEN havde, som den ældste, et billigt Fortrin - Snart indsvøbtes SÆDELÆRE OG POLITIQUE i Klæder, som, endskiønt ordentlige og velpassende, dog giorde, at man neppe kiendte dem, for det de havde været før - LEVEMAADE, munter og ustadig selv, merkede snart paa sin Side, at SÆDELÆREN var for alvorlig - Den forandrede denne jævntsindede Skiønheds Prydelser, og forøgede dem - Den sminkede hende, og drev det saavidt, at den undertiden tvang hende til at dandse - Dog var det endnu kun LEVEMAADEN selv, som sang, naar SÆDELÆREN dandsede - FORNUFTEN, føyelig for at være desto myndigere, gav sin Med-Regents Paafund Biefald, og troede, at sligt vilde giøre de himmelske Beherskerinder behageligere for deres Undersaatter - RELIGIONEN maatte dandse med, skiønt den græd og snublede ved hvert andet Trin - PATRIOTISME vilde gierne endog heri have fulgt de andres Exempel - Men den kunde aldrig tilfulde naae sit Øyemærke - om dette nu kom fordi dens Sang aldrig var harmonisk - eller fordi 112 Politiquen, som den Menneskeligste af de tre Systre, var tillige den Høymodigste og Egensindigste - Vist er det, at PATRIOTISMENS Sang altid har været hylende og skurrende, og at Politiquen indtil denne Dag, neppe tør lade sig bebreide, at have dandset en Dands til Ende derefter - Heller søgte den sande PATRIOTISME, som dengang endnu var hendes Opseere, ikke at tvinge hende dertil, uden sielden, naar et enkelt Tilfælde havde giort hende alt for suurseende, og da skeede det kun ved Overtalelse. - Herved betog hun hende virkelig en Deel af hendes naturlige Strænghed - Men disse Tider var endnu de gyldne - FORNUFT, LEVEMAADE OG PATRIOTISME har altid søgt at forfremme det menneskelige Kiøns Beste; skiønt de ikke altid har truffet de rette Midler dertil - Endskiønt de troede, at skylde sig selv det, at giøre nogle Forandringer med de himmelske Behersk erinder, var de dog overmaade vaersomme dermed - de bar Ærbødighed for dem, da de var overbeviiste om, at de elskede Mennesket - de lod sig nøye med, saa at sige, at humanisere dem lidet, i den Tanke, derved at giøre dem behageligere - Og om de undertiden drev dette forvidt, skeede det meer af Svaghed end af Ondskab - Endnu var RELIGION og SÆDELÆRE kiendelige, uagtet deres laante Prydelser - endnu var de tilgiængelige for Mennesket, og undertiden fortroelige med dem, endskiønt ey saa ofte, som før - endnu føelte man Nytten af deres naadige og viise Regiment, endskiønt man sielden smagte dets himmelske Sødheder - og endnu var den patriotiske Borger ingen uforsonlig Fiende af Lovene - Men hvem veed ikke, at Menneskets Liv og Vellyst er Forandring? Det varede ikke længe, førend endog disse Regentere syntes dem for enfoldige, for alvorlige, og strænge - og det varede ey længe, førend man greb til, om ey rent at afskaffe dem, dog at give dem nye Med-Regentere som kunde bøde paa disse Mangler -

✂ Hertil udsaae man INDBILDNINGS-KRAFTEN, MODELYST, og en vis Egenskab, som jeg vil kalde RAISONNERE-SYGE - Og fra denne Tidspunkt begyndte den bedrøvede Forfatning, ifald en fuldkommen Forvirrelse, ellers kan kaldes Forfatning, hvori RELIGION OG SÆDELÆRE har været indtil vore Tider. - Fra denne Tidspunkt begyndte det evige Fiendskab, som hersker imellem enhver TYKHOVEDET BORGER, og DE LOVE, som beskytte ham. - Det var lidet, at INDBILDNINGS-KRAFTEN fandt RELIGIONENS gamle troe Tiennere: de ærværdige Christelige Pligter, at være for faae; og at den forøgede dem, med et stort Antal andre af sin egen Facon - det var lidet, at den gav dem sit eget Liberie, en naragtig Klædedragt, som den forandrede hvert Øyeblik, for at giøre den meer uskikket og bizarre - RELIGIONEN selv blev nu ikke kiendeligere, fra en Tid til en anden end St. Maria til Loretto - Hæslig, sort og forstilt af utallige Lampers Røg, ligesom denne; blev hun og ligesaa ofte omklædt. - INDBILDNINGS-KRAFTEN, denne ævige Febricitant gav hende Klæder, ligesom den selv var plaget med Kulde eller Heede - Snart saae hun ud, som en lodden og hæslig Grønlænderinde, snart som en lethoppende parisisk Nympfe - Og i sine hypochondriske Tilfælde vanskabte den hende snart til en Furie, snart til en Coquette - Alt hvad hun beholdt bestandig, var en vis Charletans Masque, hvori INDBILDNINGS-KRAFTEN havde forgabet sig, fordi den havde en stor Deel af dens egne Lineamenter. - Og nu blev Lystigheder anstillede i Religionens Navn - Der var et bestandigt Carneval - De helligste Pligter gik Dag og Nat paa Masquerade, og Lasterne sneg sig ind med dem under deres Forklædning - Nu dandsede ofte Hellighed og Stolthed, Religions-Iver og Gruesomhed sammen i en Quadrille, og Mennesket kiendte dem ikke meer fra hinanden - Fra den Tid er det, at man ikke længer kiender Andagt fra Hyklerie, 114 eller Rundhed fra Ødselhed, eller Kierlighed til Fædrene-Landet fra Vinde-Syge og Oprør. - Thi det er at merke, at MODE-LYST og RAISONNEER-SYGE, som to i dette Tilfælde værdige Døttre af INDBILDNINGS-KRAFTEN, hastig fulgte dens Exempel, og da denne sidste endnu kun sielden, og ved Overtalelse, kunde faae Lovene til at dandse med, saa forklædte den sig selv, og gik i et Selskab af PAALÆG OG SÆDVANER, der vare udklædte som Lovene, paa Masquerade med de andre. -