↩

ODE TIL ARVE-PRINDSEN, DEN 11. OCTOBER 1776

✂ EI Glædes Raab af Kampens grumme Helte
Og ei Trompetens vilde Klang
Kan naae den fromme Bardes Bryst - og smelte
Hans Siel i himmelsk Sang.

✂ Og naar Sejaner fryde sig ved Rænker,
Forstummer zitrende den Skiald,
Som hørte dem tilhvisle Brødre Lænker,
Og Nationer Fald.

✂ Med Taabers Latter blander ei hans Stemme
Sin Vellyst - hvor en usel Slægt
Fortrylled ved et Flagger-Guld kan glemme
De skiønne Byrders Vægt.

✂ Og hvor Tyrannen tordner Lyst - hvor Sverdet
Aftvinger Trælle Glædes Lyd,
Fandt Phoebi Ven sit ømme Hierte hærdet
Mod hvert et Glimt af Fryd -

✂ Men naar en Stammes vældige Beskytter,
Naar Folkets Engel stiger ned,
Som smilende tilvinker Landets Hytter
Velsignelser og Fred -

✂ Og synlig fra sin lyse Skye udbreder
En hellig Ild, og Dyd og Ret
Og Virksomhed og Haab og Saligheder,
Som hastig krone det -

✂ Og knuser Dødens Orm, hver lumsk Forræder,
Som hvisler i den glade Egn,
Og gienner gridske Rovdyr fra dens Glæder
Med evigt sikkert Hegn:

92

✂ Og naar nu Frydeskrig fra Myriader
Opløfte sig mod Skaberen -
Naar Folkene tilbede Glædes Fader,
Som gav dem slig en Ven -

✂ O da skal Glæden svulme høit og stræbe
Mod Bardens alt for snevre Bryst -
Og tvinge ham til Sang - og fra hans Læbe
Skal strømme Guders Lyst -

✂ Ja store FREDERIK, vort Nordens Vægter! -
O Du! som Raadet sendte ned,
At kalde Dans og Nors og Anguls Slægter
Til tryg Lyksalighed.

✂ Ja Gothers Engel, Du hvis store Skygge
Fra Zembia til de Cimbrers Elv
Som CHRISTIANS Glands udbredes - at betrygge
Den Lyst, Du planter selv.

✂ Naar Millioner, som bekrandste møde
Din Fest med høie Frydeskrig,
Velsigne Glimtet af den Morgenrøde,
Der først tilsmiilte Dig.

✂ Og hver en Høi, som kunde først fornemme
Din første Glands... da Viisdoms Haand
Adspredte Dine Skyer - og Dydens Stemme
Udviklede Din Aand.

✂ Og naar de nu fortryllede, og varme
Omfavne sig - og Bryst ved Bryst
Med hede Taarer i hinandens Arme
Fortolke FREDERIKS Lyst.

✂ Og naar De samled' knæle for den Høie,
Og med forvirred, afbrudt Lyd
Anraabe ham, at Sønne-Sønners Øie
Maa see den samme Fryd - - - !

93

✂ O da forstummede Bellonæ Helte,
Da taug Tyrannens hæse Træl -
Men Himle fylde Bardens Bryst - og smelte
Fredskialdens drukne Siel -

✂ Og høit opløfter han den raske Stemme,
Og blander gyldne Strengers Klang
Med Folkets Røst - og Guderne fornemme
Den underlige Sang!

✂ Og Jorden og dens sidste Slægter lære
Henrykte denne Festes Fryd -
Vort Held - vort Haab - vor FREDERIK - og Hans Ære

✂ Af Harpens høie Lyd.

94