↩

FISKERNE. ET SYNGESPIL I TRE HANDLINGER. EN PRIISDIGT (1779)

✂ ANLEDNINGEN til dette Stykke er tagen af en Hendelse, som Herr Kammer-Raad MALLING i de STORE OG GODE HANDLINGER AF DANSKE, NORSKE OG HOLSTENERE, Side 48 - 51 fortæller saaledes:

✂ For to Aar siden (1775) indstrandede et Skib imellem Fiskerleierne Hornbek og Villingebek paa Cronborg Amt. Skibet, som var bestemt til Skotland med Byg, førtes af en Engelsk Skipper, Thomas Bruun, og havde, foruden ham, endnu fem Mand ombord. Det var om Efteraaret i en mørk og stormende Nat at disse ulykkelige Mennesker maatte friste saa haard en Skiebne. De ventede kun efter Dagens Anbrekning, for at see hvor de vare, og hvad Haab de kunde giøre sig om Redning. Dagen kom; de saae sig et Bøsseskud fra Landet, og raabte om Hielp. Ved disse ynkelige Raab forsamlede Bønderne af Hornbek og Villingebek sig paa Strandbredden. De satte Baade ud for at roe ombord; men Stormen blev ved at rase saa stærk, at det ei var mueligt at trænge igiennem. Ofte giorde de Forsøg derpaa; men Forsøgene mislykkedes; de nniaatte hver gang vende tilbage, uden at naae deres Hensigt. Imidlertid stode de arme Skibbrudne paa Vraget, overladte til dem selv. Trættede af forrige Nats Arbeide, udmattede af Kuld, Hunger og Angest, tabte de efterhaanden Mod og Styrke, og styrtede døde ned ved Siden af hinanden. Hen paa Eftermiddagen vare aleene Skipperen og Styrmanden tilbage. Styrmanden, forfærdet ved at see Ligene omkring sig. besluttede da at anvende de sidste Kræfter, han havde tilbage, paa at svømme i Land. Han favnede Skipperen, sagde ham Farvel, og kastede sig derpaa ud. Men neppe var han kommen nogle Favne ud fra Vraget, før et Stykke nydende Træ stødte paa ham; det knusede hans Hoved, han sank. Alle disse ynkelige Scener maatte Bønderne paa Strandbredden være Tilskuere til. Enhver Scene havde rørt dem. Denne sidste satte dem i saadan Bevægelse, at de paa ny begyndte at eraadslaae, om det da ei paa nogen Maade skulde være mueligt at redde Skipperen, som nu eene var tilbage. Da traadde frem Huusmændene ANDERS JENSEN, PEDER JENSEN, SVEND BAGGE. og Tieneste-Karlene JENS LARSEN og SVEND PEDERSEN, alle af Hornbek. og forbandt sig til at vove det alleryderste paa det sidste Forsøg. De sette sig i en Baad. legge Aarer til, anspænde alle Kræfter, arbeide sig frem igiennem Bølgerne, naae endelig ud til Vraget, tage Skipperen med i Baaden, arbeide sig igien tilbage, og bringe ham i Land til almindelig Glæde. Den halvdøde Mand blev derpaa baaren 147 op til et Huus, hvor de forfriskede ham efter deres fattige Evne, det beste de kunde, indtil han kort efter blev modtagen i Dronning-Møllen, et Sted der i Nærheden, hvor han ved omhyggelig Pleie efterhaanden fik Liv, Helbred og Styrke igien. Da Skipperen var kommen til sig selv, og saae disse gode Folk, som havde vovet deres Liv for at redde hans, tog han frem de Penge, han havde hos sig, og bød dem en Deel deraf. Men saa modige, som de før havde været til at gaae Faren i Møde, saa uegennyttige vare de nu. De forlangte ingen Belønning, men ansaae det for Pligt, at have udrevet en ulykkelig Mand fra Døden. Dog deres ædle Handlinger fortienede Belønning, og fik den. En indfødt dansk Mand, som lever uden for Fædrenelandet, da han hørte Fortællingen derom, glædede han sig over sine Landsmænd, og besluttede at vise dem den Skiønsomhed, der tilkom dem. Til den Ende tillagde han enhver af benævnte fem Personer 25 Rigsdaler saa længe de leve. Disse Gaver nyde de nu aarlig. Naar nogen af dem døer, skal hans Anpart deles mellem de overlevende, og den, der bliver sidst tilbage, nyder de fulde 125 Rigsdaler aarlig paa sin Livstid.

✂

HANDLENDE PERSONER:

ANDERS, en Fisker.
GUNILD, hans Kone.
LISE, BIRTHE deres Døttre.
KNUD, en Fisker, forlovet med Birthe.
SVEND, en Fisker, forlovet med Lise.
PEDER, JENS FISKERE.
THOMAS, en Skibbrudden.
ODELHIEM, en Dansk Herremand.
CLAUS, en Bonde.
Fiskere og Fiskerinder.

Skuepladsen er Hornbeks Fiskerleie. Handlingen begynder om Morgenen, og endes samme Dags Eftermiddag.

148

✂

FØRSTE HANDLING

Skuepladsen er i denne Handling en Fiskerhytte. Saa længe den varer, hares Stormen af og til, og Sludet mørkner Dagen.

✂

FØRSTE OPTRIN

GUNILD, LISE OG BIRTHE

Da sidde omkring et Fisker-Garn, som de bøde paa. Ved Siden af Gunild staaer et Bord med en slukket Lampe og et Time-Glas.

Tercet

GUNILD: ✂ TRODSIGE og vilde
Brøle Bølgerne.
Natte-Stormen svinger
Tung de vaade Vinger
Blant de skummende.

LISE: ✂ Livets rige Kilde,
Moderlige Hav!
Skal da Kiv og Vrede
I dit Skiød tilrede
Dine Fostres Grav?

BIRTHE: ✂ Lad vort Suk formilde
Din og Himlens Harm!
O hold op at trættes,
At vi trygt kan mættes
Ved din elskte Barm!

ALLE TRE: ✂ Lad vort Suk formilde
Din og Himlens Harm!
O hold op at trættes,
At vi trygt kan mættes
Ved din elskte Barm!

LISE: ✂ Paa Bølgen svæver
Mit Hiertes Ven!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

149

LISE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Stormen stige!
Ak, hvor jeg bæver,
Jeg arme Pige!
Paa Bølgen svæver
Mit Hiertes Ven!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

LISE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Stranden kaage,
Og sprudle Taage,
Som skiuler den!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

LISE: ✂ Jeg arme Pige!
Ak, hvor jeg bæver!
Paa Bølgen svæver
Mit Hiertes Ven!

GUNILD: ✂ Paa Stormens Vinge
Kan Almagt bringe
Ham karsk igien.

BIRTHE: ✂ Jeg troer at føle
Min Brudgoms Død.

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

BIRTHE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Stormen stige!
Hør Havet brøle!
Jeg arme Pige!
Jeg troer at føle
Min Brudgoms Død.

150

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

BIRTHE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Havet syde
Blant Skiær, som bryde
Dets hule Stød!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

BIRTHE: ✂ Jeg arme Pige!
Hør Havet brøle!
Jeg troer at føle
Min Brudgoms Død.

GUNILD: ✂ Vort Suk kan drage
Ham karsk tilbage
Af Havets Skiød.

ALLE TRE: ✂ Livets rige Kilde,
Moderlige Hav!
Skal da Kiv og Vrede
I dit Skiød tilrede
Dine Fostres Grav?
Lad vort Suk formilde
Din og Himlens Harm!
O hold op at trættes,
At vi trygt kan mættes
Ved din elskte Barm!

LISE: Du dreier Glasset ei! - Hvor ofte, Moder,
Udløb det, fra den Tid vort Folk forlod os?

GUNILD: Snart skal det dreies første gang.

LISE: Du skiertser!
To Timer, veed jeg vist, at Svend var borte.
151Først gik han, som du veedst - og kom tilbage -
Og kyste mig - og gik igien. - Den Arme!
Han gik! han rev sig løs fra dette Hierte!
Og iilte dristig nynende mod Stormen,
Al Havets Skrek, maaskee sin Grav i Møde! -
Saa stod jeg stum, jeg veed ei selv hvor længe,
Og sukkede, da han forsvandt i Taagen.
Saa faldt vi, som du veedst, paa Knæe, og læste,
Og græd, og bad til ham, som styrer Havet,
Om hans Beskiermelse.

GUNILD: Beskierm dem, Fader!

LISE: O hør vort Suk!

BIRTHE: Bønhør det!

LISE,: (efter en liden Pause.) Nu - saa sang vi
En Morgen-Sang. - Saa, som du veedst, min Moder,
Saa puslede vi lidt omkring i Hytten -
Og puslede - og skurte Bord og Bænke -
Og gav vort Kræ, og talte det - og satte
Alt paa sit rette Sted, som Brug og Skik er.
Nu da - saa satte vi os her, at bøde
Paa Garnene, og sang alt som vi bødte.
Saa tænkte jeg paa Svend - og græd, og tænkte,
Og sang; og nu - hvor længe har jeg talt nu?
Alt dette sammenlagt - to lange Timer,
To Timer er det vist - det veed mit Hierte.

GUNILD: Dit kielne Hierte skuffer dig, min Pige!
See kun paa Maskerne, som hver har knyttet;
Hvad synes dig? Er det en Times Arbeid?
Det var ei got, vist ikke got, min Datter,
At Armes Gierning gik saa seent fra Haanden.
Men Sagen er, dig længes, og du frygter.

LISE: Aha! det er kun alt for sandt. Jeg zittrer!
152Og længe, (thi jeg tvinges til at troe dig,)
Og længe, hele tre, maaskee vel fire,
Hvem veed, hvor mange Timer jeg skal qvæles
Af denne Angst. Nu svæve de paa Havet!
Hvem veed? O Himmel! Hvert et Stød af Stormen
Forskrekker mig! Nei aldrig, aldrig saae jeg
Saa fæl, saa lang, saa evig lang en Morgen.

BIRTHE: Ja fæl, og haard for Fattige! Jeg frygter,
De komme, som i gaar, med tomme Hænder.

LISE: Ah, kom de kun!

BIRTHE: Vel nok! og vel i morgen,
Og altid vel! Thi hvad er kiert, som Livet?
Men er vi rige? Har vi Køer og Agre
At trøstes ved, naar Havet længe glipper?
Betænk det kun, at mange slige Nætter
Vil dræbe os og dem, her i vor Hytte!
Og skal vort Bundgarn længe staae urygtet,
Og Hampen ei betalt, saa lidt som Baaden;
Seent bliver da vort Fæstens-Øl, min Søster!
Du veedst, paa dette Garn heroer vort Bryllup.

LISE: Ah kom de, kom de kun med Liv og Helbred!

GUNILD: Maaskee, mit Barn, er al vor Frygt utidig.
Dog lad det være som det vil, din Vantroe
Er altid Synd. - Er Himlens Arm forkortet?
Fæst al din Liid til den!

LISE: Jeg vil, min Moder!
Jeg vil - og dog... Ak var vi ei saa arme,
Da var det Synd at trodse sligt et Uveir.
Naar var saa græsselig en Storm, som denne?

GUNILD: Den sagtnedes dog lidt, som Dagen gryede.

153

LISE: Og steeg den ei igien? Ha, hør de grumme,
De vilde Stød! hør Havet, hvor det brøler!
Hør Brenningen! Hvad skulde de paa Stranden?
Hvad jog dem ud? - Ak! var vi ei saa arme!

BIRTHE: Men Armod er en mægtig Lov, min Søster!
Stil dig tilfreds! Hav Tanken til din Gieming!
Jeg er saa ræd, som du. Men naar jeg knytter,
Og hvad det ellers er, jeg har i Hænder,
Saa stræber jeg, og seer paa mine Fingre,
Hvor hurtigt de kan flytte sig. Og naar jeg
Saa nyner lidt, høit snakker lidt imellem,
Da synes mig, jeg glemmer, at jeg frygter.

LISE: Du est da lykkelig! Ak naar jeg zitrer,
Og zitrer for min Ven, da, ak! da glemmer
Jeg arme, at jeg har en Haand og Fingre;
Og hvad de sysle med, og hvad jeg snakker.
Min Ven, min elskte Ven, er al min Tanke.

BIRTHE: Jeg elsker min saa høit, som du, min Pige!

LISE: Det veed jeg, Beste! - Ak, jeg er enfoldig.
Jeg er ei stærk, som du; tilgiv min Svaghed!

: Arie.
✂ Vel kan Sang og Sysler byde
Frygten Skin af Rolighed;
Stirrende kan Øiet dølge
Taaren, som det blendes ved.
Ord kan standse, Flid kan dræbe
Klager paa min aabne Læbe,
Suk i mit beklemte Bryst.
Dog min bange Siel undflyde
Disse Glimt af kunstlet Fred.
Ak, den er ei her! den følger
Giennem Storm og Skiær og Bølger
Med sin Kummer og sin Lyst!

154

BIRTHE: Jeg er saa ræd, som du. Ak! om et Uheld
Nu treffer dem, hvor fandt jeg vel saa duelig,
Saa dristig, saa vindskibelig en Brudgom?
Hvor fandt jeg een, saa kiek som Knud? Nei aldrig!
Ei paa det hele Leie!

LISE: Ak jeg Arme!
Hvor faaer jeg Svend, min Svend, min egen Elsker!
Ha ei paa tusind Leier, ei paa Jorden!
Dybt i dit Skiød, umættelige Nord-Hav,
Sank al min Lyst! du ruer paa min Glæde!
Der kan jeg finde den, kun der!

GUNILD: Forvovne!
Din overdrevne Frygt fortørner Himlen;
Og som jeg før har sagt, og atter siger,
Halv troer jeg - ja, jo meer jeg eftertænker,
Desmeer forvisses jeg - den er utidig.

LISE: Utidig nu? - Ak, saae du ei vor Lampe,
Hvor mat, hvor bleg, hvor dødelig den brændte,
Kort før de gik? Ret, som de sidste Gienskin
Af Sielens Ild i et halv brustent Øie,
Hvis Glimt kun vise, at de snart skal slukkes.

BIRTHE: Og Lenke-Hunden tudede i morges,
Saa hæs, som naar den sporer Liig fra Stranden.

LISE: Og har jeg ikke hørt, naar undertiden
Nord-Vinden taug, et Jammerskrig fra Havet?
Et Skrig om Hielp, som af skibbrudne Søefolk.

GUNILD: Nu, Børn, det er, som det forstaaer sig, noget.
Jeg selv fornam de samme Skrig. Men Stormen,
Selv Stormen byder mig at frygte mindre.
Troe mig! den kiekkeste, den Danske Søemand
Vil aldrig, blot af Trang, blot for at vinde,
155Betroe sit Liv til sligt et Veir. I hørte,
At selv min Anders, han, som aldrig skyede
Nord-Havets Harm, naar Nød og Pligter kaldte,
I hørte, at han vred og stivt modstræbte
Det raske Mod, som voxte hos de Yngre,
Da Stormen syntes pludselig at hvile;
Og at han, træffet kun tilsidst og vranten,
Halv som af Tvang, samtykte i det Forsæt,
Hvorved han spaaede dem kun liden Lykke.
Nu veed I selv, hvor langt de kunde komme,
Før Stormen atter kulede fra Norden.
Og nu - hvor høit maa Søen gaae! Nei, neppe
Har Anders løsnet Baad i Dag fra Landbred.

LISE: Hvor blev de da? Hvi tøve de saa længe?
Ak Svend, som veed min Frygt!

Gunild: Din Frygt? - desverre!
Han merker den for vel. O skiul din Svaghed,
Ifald du elsker ham! O stræb at dølge
Hvert Glimt af Kummer, som han ei bør agte!
Troer du, han bør paaskiønne sligt? og føle
Din Angst, saa snart du seer, at Bølgen hvidnes?
Og see mod Bredden længselfuld, og tænke
Hvor got det var, at slumre ved din Side?
Hvad vil du, Barn! hvad vil du med en Søemand?
Hvi tragter du saa høit? Saa svagt et Hierte
Var best betrygge! hos den rædde Bonde!

: Arioso.
✂ En Bonde seer fra Ploven
Den mørke Torden-Skye;
Strax troer han, ræd og doven,
Nu er det Tid at flye.
Hans Qvinde breder Dugen,
Og seer saa hierteglad,
Hvor got, hvor trygt, og slugen,
Han sidder ved sit Fad.
Han æder, mens han aarker;

156

✂ Saa faaer han sig en Ruus,
Og strekker sig, og snaarker,
Ved Siden af sit Kruus.
Saa glad kan nu den Qvinde
Ty e til sin varme Krog;
Den trodser alle Vinde,
Som biergede sit Skrog.

LISE: Du spotter mig, og svarer ei. O svar mig!
Ifald de, som du troer, har frygtet Stormen,
Hvor blive de da nu? hvor kan de være?

GUNILD: Maaskee de har besøgt vor syge Naboe,
Maaskee de vente bedre Veir i Kroen.

BIRTHE: Ja, vist nok der. - O, jeg har sagt det længe,
Det var en Daarlighed af os, at vælge
Saa unge Fæstemænd! Vel sandt, jeg elsker
Min Knud oprigtig, som mit eget Hierte;
Men tigge vil jeg ei. Er det hans Tanke,
Da er det vel, at Baandet er uknyttet.

✂

ANDET OPTRIN

ANDERS. KNUD. DE FORRIGE

ANDERS,: (i Døren endnu.) Det er forgieves, Knud! Lad Haabet fare.

KNUD: Jeg Haabet? - Aldrig, før det selv vil slippe
Mit Bryst!

ANDERS: Nu dog.

KNUD: Hvorfor?

ANDERS: Det er umueligt.

KNUD: Hvorfor?

157

GUNILD: I see det, Børn! det var forgieves.
Og nu, min Ven, velkommen til vor Hytte!
(Anders giver hende Haanden, og setter sis for Bord-Enden.)

KNUD: Forgieves! Ja det synes saa. Dog er det
En usel, søvnig Ting, at gaae fra Gilder,
Naar man endnu kan høre Strængen klinge.
Og uselt er det, jammerligt, at gabe,
Og folde Hænderne, og ønske Haabet
God roelig Nat, før man har seet det synke
I Havets Dyb.

BIRTHE: Hvad? hvilket Haab, min Fader?

LISE: Svend? - hvor er Svend?

ANDERS: Han tøvede ved Stranden
Saavel som fleer, til Solens Glands kan bryde
Det tykke Slud, som Sky'r og Bølger sprudle.
Vist nok et Skib - Gud trøste dem, de Arme! -
Et Skib har stødt paa Grund i Nat.

GUNILD, LISE OG BIRTHE: De Arme!

ANDERS: Man hører tydeligt, at Folket skriger
Om Hielp. - Men ak! hvo kan?

GUNILD: De har da længe
Forgieves raabt. Vi hørte dem i morges.

LISE: Hvor staae de da? Er intet Haab om Redning?

KNUD: Om de maaskee kan bierges i vort Bund-Garn.

GUNILD: Tal ei saa vildt!

ANDERS: Tæt over Havet svæver
En Rad af tunge Sky'r, forfulgt af Stormen;
158For ved sig pidske de Nord-Havets Bølger,
Som trodsig vilde sprudle Damp, og blande
Forbitrede den hvide Fraae med Regnen.

BIRTHE: I har da ei forsøgt at see vort Bund-Garn?

ANDERS: Forsøgt, min Datter? Ja, var det ei hendet,
Som gav for megen Grund til Frygt, desverre!
Og havde Nød ei drevet os; da skulde
Hver klog - jeg selv, jeg først blant alle, kalde
Vort dristige Forsøg, daaragtig Frekhed.
Dog sligt et Fald, kan, haaber jeg, undskylde,
Maaskee undskylde, hvad den Arme vover.

LISE: Hvad! hvilket Fald?

BIRTHE: Hvad Uheld? hvad er hendet?

ANDERS: Og kan I troe, at vi har seet paa Havet,
Saa lang en Tid med Hænderne i Barmen?

BIRTHE: O nævn, for Himlens skyld!

KNUD: O nævn det ikke!
Hvem veed da, om vi ei endnu tør haabe?
Tør haabe? Vi? - Og hvorfor ei? Nu vil jeg,
Til Trods for Slud og Storm og Havets Afgrund!

ANDERS: Min Søn, at ville, hvad man seer umueligt,
Er Daarlighed.

KNUD: Hvad vil du? Ved mit Hierte,
Jeg kalder det ei Viisdom. Jeg tilstaaer dig,
Jeg veed ei selv, hvorpaa mit Haab er grundet.
Det er nu saa min Siels Natur. Hvad vil du?
Mit Overlæg, og Klogskab selv, maa sige
Alt, hvad den vil, saa bliver det mit Hierte
Modbydeligt, at skille sig ved Haabet.
159Umuelighed! - Hvad er det? Aldrig saae jeg
Endnu det Spøgelse, den lede Uting,
Hvis Navn saa let kan skræmme rædde Bønder
Fra Farer og fra vanskelige Forsæt.
Umueligt? - Ja, jeg bander ei den Stymper,
Som først udfandt det Ord; han var min Næste.
Men Dansk og Søemand var han ei. - Umueligt? -
Alt Lyden af det skurrer i mit Øre,
Som Ugle-Skrig, som Dødning-Klokkens Kimen,
Som Vinter-Storm, der hyler giennem Rifter
Af gamle Vrag.

ANDERS: Ak tie! det er forgieves.
Tre gange prøvte vi, at roe mod Stormen;
Tre gange slengte Bølgen os tilbage.
Dit Been kan vidne det.

BIRTHE: Ak du est saaret?

KNUD: Et Flue-Stik! - Jeg faldt ved Baadens Tørning,
Og det er alt.

BIRTHE: Men siig da, siig, hvad Uheld!

ANDERS: Nu - dølges kan det ei. Vi fandt ved Bredden
Bestyrtede ni Pæle af vort Bund-Garn,
Som Stormen drev paa Land i Nat.

GUNILD: o Himmel!

BIRTHE: Vort Bund-Garn! Ak alt hvad vi Arme havde!
Alt - Haabet selv - med eet opslugt af Havet!

LISE: Ak Svend, den arme Svend! hvad maa han lide!

BIRTHE: Alt - og saa pludselig - alt hvad vi eiel
Og eie! - Ha, hvad eie vi? Jeg sværmer!
Svar! hvem betaler nu vor Gield? Ha, hvi jeg,
Som dog har Sands, ha, hvi jeg vilde haabe!
160Vanvittig er den Arme, den Forskudte,
Som smigrer sig med Haab, med glade Drømme!

GUNILD: Ak, du fortørner Himmelen, min Datter!
Eet af dens Smil kan skienke Fred og Velstand.
Ei heller er vort Haab saa reent forsvundet.
Hvem veed, hvad Trøst den blide Soel kan bringe?
Hvem veed, om ei en Pæl kan holde Garnet?
Den kan det vist, om Almagt vil. - Og om den
Ei vil - o, hvem tør sige, den giør Uret?
Dens Vink er altid got og altid helligt.

LISE: Ak Svend! - Jeg veed hans gode Hierte bløder,
Ei for sig selv, men for sin Elsktes Kummer!
Jeg seer hans Øie fuldt af bange Væmod;
Jeg seer - jeg føler alt de hede Taarer!

BIRTHE: Hvad Taarer? hvad udretter vel hans Klynken?
En herlig Trøst! - Hans Graad! Ha føel vor Jammer!
Føel, at vi tabte alt - vor Flid, vor Ungdom,
Vort Haab, det sidste Glimt af Haab!

GUNILD: Forvovne!
Du lever, du est karsk, og stærk, og duelig;
Du seer din Fæstemand, og troer en Himmel;
Og det er dig, som tabte alt? Halv blusser
Min gamle Kind ved slig uskiønsom Feighed!
Hvad, om du var paa Vraget hos de Arme,
Som zittrende af Dødens Gab fremstrekke
De alt afmægtige, alt kolde Hænder
Mod Jorden og mod Himlen, og forgieves
Opløfte matte, hæse Skrig om Redning!
Hvor gierne gav de deres Skib, og om det
Var fyldt med Guld, for Pladsen, du betræder!
Betænk det vel, min Datter, og ydmyg dig
For ham, som gav dig meer, end du fortiente!
Du, LISE, kom! vi vil tilrede Davren.
(Gunild og Lise gaae.)

161

✂

TREDIE OPTRIN

BIRTHE. ANDERS. KNUD

BIRTHE: Arie.
✂ Ha føler et Hierte,
Som nages af Smerte,
Med Lyst at det slaaer?
Ah haabløse Dage,
Ah skrekfulde Aar,
Som Himlen tilreder,
Den Arme til Plage!
Ak, om den vil tage
Alt, hvad den har givet,
Da tør vi ei græde!
Men fordrer det Glæde,
At I blev tilbage,
O haabløse Dage,
O skrekfulde Aar?
Ved Tanken om Eder
Mistrøstes den Svage,
Som seer kun i Livet
Den Kummer, det spaaer!
Ha føler et Hierte,
Som nages af Smerte,
Med Lyst at det slaaer?

: Ha det er trøsteligt! - Og er vor Smerte
Da lindret strax, og er vort Tab oprettet,
Fordi vi har, jeg veed ei hvad tilbage?
Og er det glemt, saa snart kun andre findes,
Som tabte meer end vi, og haabe mindre?
Og hvad kan tabes meer? Ha det var bittert,
At røve mig den Graad, jeg har tilovers!

ANDERS: Din fromme Moder laster ei din Klynken;
Hun taaler den, endskiønt den lidet gavner.
Det er kun din Uskiønsomhed, dit Mismod;
Det er din Trods, din vrantne Trods, hun straffer.
Og bedre hun, end Himlen selv. - Jeg gyser! -
162Ak Himlens Vink ydmyger den Forvovne,
Men det forkaster, det nedslaaer en Haabløs.

BIRTHE: Du haaber da endnu? Tilgiv mig, Fader!
Du veedst det usle Garn er al vor Velfærd;
Og har du Haab, et Glimt af Haab tilbage,
O kan min Graad, kan da din Datters Taarer
Ei røre dig - at du endnu forsøger,
Endnu engang at redde det? - Før Havet
Opsluger alt. - O prøv det dog! o prøv det!

ANDERS: Jeg haaber vist - og meer, jeg veed, at Himlen
Seer tusind Veie til vort Vel, hvorpaa den
Kan styre os, skiønt vi kun see den ene.
Den kan, og uden Tvivl den vil, det veed jeg!
Selv dette Garn, hvorved dit Hierte hænger,
Selv det kan mueligt bierges ved et Under.
Men var det Guld, da vil jeg ikke vove
En Times Liv derfor i sligt et Uveir.
Viid, Mennesket er vigtigt for den Høie;
Vort Liv er dyrebart, og ei vort eget.
Det var formastelig, fortvivlet Feighed,
At vove det saa yderligt for Vinding.
Det er ei Storm og Død, men Himlens Vrede,
Jeg ræddes for. Uroest, veed hele Leiet,
Og mangen fremmed Søemand veed, om Anders
Kan frygte, hvor det er tilladt at vove.

BIRTHE: Min Fader vil da ei! - Og du, som sidder
Med Haanden under Kind - og du, min Brudgom,
Du tør vel heller ei. Ak om du elskte...
Ha Falske! var vort Giftermaal dit Alvor...

KNUD: O tie kun, tie! Jeg veed, hvad du vil sige;
At om jeg elskte dig, da var det Smaaeting,
Ifald jeg gik til Bunds engang af Elskov.
Og Roer vil jeg plante og Kartofler,
163Og grave mig i Jorden som en Muldvarp,
Min hele Levetid, ifald jeg agter
Al Havets Brag, og al min egen Fare,
For Enden af et gammelt Tov. - Men seer du,
At blive skylt, og høit - hvem veed sin Skiebne? -
Til Ære for min Møe, at maale Dybet,
Er alt, hvad jeg aleene kan udrette.
Meer kan jeg ei. - Og nu at overtale
Din Fader eller Svend til sligt et Søe-Tog,
Det vil jeg ei. - Thi seer du, om det hændtes -
Som det vel kunde treffe sig, da Søen
Gaaer høi, og Stormen staaer saa stivt paa Landet -
Og om nu Lykken var os verst, og om vi
Kuldseilede; da døde jeg af Anger,
Fordi jeg havde talt til Svend og Anders.
Ak naar jeg af og til kom op paa Bølgen,
Og saae den gamle Gunild og vor Lise,
Hvor de saa ængstelig løb om ved Stranden,
Og græd, og strakte Hænderne mod Himlen,
Da troede jeg, de bandte mig- - Ak, Birthe,
Det var mig en umuelig Ting at drukne!
Min Siel blev qvalt af Angst og bitter Smerte,
Før Søen slugte mig!

BIRTHE: Min Ven, jeg troer dig.
Du vil da ei af kierlig Frygt - for andre.
Nu vel, og kun et Ord endnu! Mig synes,
At det var dig, som før saa ivrig paastod,
At alt, helst det, hvorpaa jeg nu saa længe
Har spildt mit Ord, var i det mindste mueligt.
Det troede du, indtil jeg bad, indtil du,
Mig til Behag, forandrede din Tanke!

KNUD: Jeg min? Har jeg forandret den? nei aldrig!

BIRTHE: Og troer du, troer du da vort Garn kan bierges,
Imedens du, med Hænderne i Skiødet,
Beregner her din kielne Lises Taarer?

164

KNUD: Og hvorfor ei? Maaskee det har det Indfald,
At drive selv paa Land ved Hielp af Stormen.
Et venligt Skiær kan møde det paa Veien,
Og holde det, saa varlig, som en Moder
Sit Barn, og vogte det for andre Stene.
Hvem veed, om det ei kierligt selv har svøbt sig
Omkring det Skib, som ventelig er strandet?

BIRTHE: Du spotter mig? Nu vel! - Men svar! Ifald det,
Som jeg, der ikke seer saa skarpt, formoder,
Ifald det hændtes, at din Snak er Drømme,
Og alt er tabt - siig! troer du det da mueligt,
At Stormen kan betale det, vi skylde?

KNUD: Og hvorfor ei? - Det koster den ei andet,
End blot engang at snoe mig rundt om Jorden;
Herfra til Cap, til Tranqvebar, til Canton,
Og saa med Kisten proppet fuld tilbage!

: Arioso.
✂ En Søemand, med et modigt Bryst,
Kan aldrig fattes Penge.
Tab skierper kun hans Vindelyst,
Og Armod er ham som en Dyst,
Der ei kan vare længe.
Naar Søen plyndrer fra sin Ven,
Og setter ham paa Prøve;
Da leer han kun, og tvinger den,
At bringe tifold det igien,
Som den har tordet røve.
Han sadler dristig Havet op,
Saasnart hans Hierte lyster;
Og rider høi paa Bølgens Top,
I Trav og susende Galop,
Til guldbestrøede Kyster.
Flux er han der saa rig han vil,
Og lystig, som den Rige;
165 Og setter Boven-Bram-Seil til,
Og flyver glad med Sang og Spil
Tilbage til sin Pige.

BIRTHE: Ak Ven! om dette skeer, ifald du kommer
Saa rig igien, da er det meer end mueligt,
At du vil beile til en stor Madame.

KNUD: Giv dig tilfreds! Jeg føler, at mit Hierte
Har intet Hæng til Falskhed eller Hovmod.
Jeg skal erindre dig, trods al min Velstand.

BIRTHE: Jeg mig tilfreds? Gaae, Ven! du har mit Minde.
Gift dig med hvem du vil! Thi, sandt at sige,
Jeg har ei den Taalmodighed, at vente
Med kierligt Haab, paa slige Drømmes Udfald;
Saalidt, min Ven, saalidt, som jeg vil give
Min Haand derpaa, at døe med dig af Mangel.

KNUD: Det er da, synes mig, en Kurv?

BIRTHE: Hvad andet?

KNUD: Ha, Birthe! - Viid, jeg ynker dig, du Arme!
Du taber meer i Dag, end tyve Bundgarn;
Og meer end jeg har tabt. - Det er mig mueligt
At glemme dig - skiønt ei dit falske Hierte!

ANDERS: Hvor ofte har jeg sagt dig det? din Brød-Sorg
Er alt for stor; din idelige Klynken
Er væmmelig, den plager kun din Brudgom,
Og trætter ham tilsidst. - Enhver maae tænke,
Det er ei ham, men blot dig selv du elsker.

BIRTHE: Jeg elsker ham. Jeg tænker det kun daarligt,
At legge sligt et Baand paa tomme Hænder.

166

KNUD: En Haand, saa karsk, som min, saa stærk, saa
haardføer,
Kan den da være tom? - Dog vel, min Pige!
Giør, hvad du vil! - Men om du ei fortryder
Alt, hvad du nu har sagt, og snart, saa kast mig
Frit over Bord, som reent ubrugbar Ballast!

ANDERS: Tie, Søn! Jeg hører Fremmede ved Hytten.

✂

FIERDE OPTRIN

CLAUS. DE FORRIGE

ANDERS: Ha Claus! - Velkommen, Ven!

CLAUS: Nu gamle Fader!
Halv frygter jeg, at spørge dig om Fangsten
I dette Veir.

ANDERS: Den er, som du kan tænke.
Ak bød kun Himlen, at det ei var værre!

CLAUS: Jeg havde selv kun lidet Haab. Ei heller
Vil jeg adspørge fleer end dig paa Leiet;
Jeg veed, det nytter ei, naar du og Dine
Selv ei har tordet driste sig paa Søen.
Dog ærgrer det mig meer i Dag end ellers,
At I just nu slet intet har at sælge;
Deels for mit Herskabs skyld, som gierne føier
Vor Fremmede, og deels for eders Beste.

ANDERS: Dit Herskab har da Fremmede paa Gaarden?

CLAUS: En ædel Dansk, en stor og mægtig Herre,
Som skiønt han mange Aar og længst har levet
I herlige og vidtberømte Lande,
Dog ei endnu har glemt sit kiere Danmark.
Det, siger han, det var hans Tankers Hvile,
167Naar Pragt og Rigdoms Glands og Kunstens Under
Ufølte havde trætte! dem; da saae han
Med Længsel til sit Fødeland, og smiilte.
Den fattigste, som hører ham, maa glædes,
Og troe sig stor som fødtes her; han elsker
En ærlig Dansk, om han var klædt i Pialter.
Hans Lyst er Dansk. Mit Herskab lod, som billigt,
Anskaffe alt, hvad kostbart er og lekkert,
Af det, som groer i Verdens fire Hiørner;
Da han besøgte dem. Hvad var det? Intet!
Han vil kun det, som Danske Hænder skaffe.
Det havde været dig en vis Foræring!

ANDERS: Ak det er ei at tænke paa! - Den Ædle! -
Hans Navn?

CLAUS: Er Odelhiem.

ANDERS: Den Slegt var altid
Berømt af ædel og høimodig Rundhed,
Og i min Ungdom var den Danmarks Hæder.

✂

FEMTE OPTRIN

SVEND OG STRAX EFTER HAM GUNILD OG LISE.

DE FORRIGE

SVEND: Ak Fader, ak! - ifald du saae den Jammer!

BIRTHE: Saae du vort Garn?

SVEND: Hvad Garn? - Ei! hvem kan tænke
Paa sligt? - det er i Havets Dyb! - Men, Himmel!
Nu seer man Vraget tydeligt. Ak, Fader,
Sex Mennesker har klynget sig ved Masten,
Som bugner ved sin jammerlige Byrde!
Ak, saae du dem, hvor ængstlig de fremstrække
Den ene Haand mod os, som staae ved Bredden;
Og klamre sig ved Livet med den anden!
Og ak, man seer - man hører alt kun Afmagt,
168Kun Mismod i de matte Skrig! de Arme!
Ak! er da intet Haab? Mit Hierte bløder.

ANDERS: Gaaer Søen høit, som før?

SVEND: Jeg troer, den sagtnes.

LISE: Og Stormen stiger kiendelig; mit Øre
Kan ei bedrage mig.

SVEND: Ak saae du Vraget!

ANDERS: Vor Baad er tæt.

SVEND: Og stærk.

KNUD: Og vi har Kræfter.

SVEND: Ak kunde vi! - ak, Fader, hvilken Glæde!
(Anders gaaer ud, og Claus med ham.)

LISE: Ha Svend, jeg kiender dig! - men, om du vover
Dit Liv for Fremmede i sligt et Uveir;
Og agter ei mit tro, mit ømme Hierte;
Da - merk mit Ord! - da glemmer jeg det aldrig!

SVEND: Ha, er det Tid, at agte paa din Ømhed?
Hvad vil du her? - Hvad vil du med din Trusel? -
Jeg veed, at Frygt aftvang dig den; dog, Lise,
Den Frygt er mig en Last. Derfor betænk dig!

LISE: Og kan jeg det?

SVEND: Giør, hvad du ei kan lade!

GUNILD: Jeg sagde dig det før.

LISE: Nu vel! - men kald mig
169Den taabeligste Møe paa hele Leiet,
Om han ei snart skal angre denne Haardhed.

ANDERS,: (i det han kommer ind.) Jeg veed ei ret. - Dog er det vist, at Stormen
Ei klinger nær saa farlig i mit Øre.

BIRTHE: Ei nær! Det synes dig? Nu tør jeg sige,
Du frygter ei; men da det galt vor Velfærd...

ANDERS: Og hvem har lært din usle Siel, at ligne
Et aandløst Garn ved Mennesker?

BIRTHE: Men seer du,
Siig! seer du Muelighed at redde disse?

ANDERS: Ha saae jeg kun! - Ak neppe tør jeg haabe!
Dog er jeg sikker nu paa Himlens Bifald;
Og kan en Mand da frygte Storm og Bølge?

SVEND: Man glemmer alt, saasnart man seer de Arme.

✂ Sextet.

SVEND: ✂ Endnu kan jeg høre,
Hvor ængstlig de raabe.
Mit gysende Øre
Mit Hierte fornemmer
De hvinende Stemmer,
Som stride mod Braget
Af Himmel og Hav.

GUNILD: ✂ Ak, Hiertet maae bløde!
Hvad kan de da haabe,
Som Taarer kun møde
Fra hielpløse Bredde?
Ak intet kan redde!

170

GUNILD, LISE OG BIRTHE: ✂ Ak intet kan redde!

LISE: ✂ Hver seer nu i Vraget
Sin Jord og sin Grav.

GUNILD, LISE OG BIRTHE: ✂ Hver seer nu i Vraget
Sin Jord og sin Grav.

KNUD: ✂ Mit Inderste brænder.

SVEND: ✂ Ak naar de udstrække
De kolde, de matte,
De zitrende Hænder,
Da græder den Kiekke!

LISE: ✂ Ha! hvad kan de haabe,
De arme Forladte,
Som Døden omspænder?

KNUD: ✂ Jeg elsker de Kiekke,
Fordi de tør haabe
Trods Nord-Vind og Hav.

GUNILD: ✂ Ak! hvad kan de haabe
Fra hielpløse Bredde?

GUNILD, LISE OG BIRTHE: ✂ Ak! hvad kan de haabe
Fra hielpløse Bredde?

ANDERS: ✂ Ak han, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde
Det Liv, som han gav!

ALLE: ✂ Ak han, i hvis Hænder
171 Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde
Det Liv, som han gav!

SVEND: ✂ Trøstløse Sukke!

KNUD: ✂ Magtløse Taarer!

SVEND: ✂ Hvad, om vi prøve?

LISE: ✂ Grumme, hvorpaa?

KNUD: ✂ Niddinger tøve.

BIRTHE: ✂ Nu tør du gaae?

SVEND OG KNUD

✂

✂ Ha vi maae prøve!
Niddinger tøve.

(til Anders)

✂ Fader, vi gaae.

LISE,: (til Svend)
✂ Grumme, du vil dog ei
Flye fra mit Bryst og døe?
Svar mig, o Elskte, svar!
Vil du? Ah! kunde du?

BIRTHE,: (til Knud)
✂ Mig kan du sige nei,
Kold mod din Fæstemøe?
Viid, at jeg ikke har
Glemt din Foragt endnu!

LISE: ✂ Kan du forlade mig,
Naar kun et fremmed Skrig
Kalder til Død og Grav?

172

BIRTHE: ✂ Naar kun en fremmed Røst
Raaber om Hielp og Trøst,
Trodser du Storm og Hav?

SVEND: ✂ Tænk, at det gielder om
Menneskers dyre Liv!

ANDERS, SVEND OG KNUD: ✂ Tænk, at det gielder om
Menneskers dyre Liv!

KNUD,: (til Svend)
✂ Ven, har du Mod, saa kom!

LISE,: (til Svend)
✂ Er jeg dig kier, saa bliv!

SVEND: ✂ Elskte, det gielder om,
Menneskers dyre Liv!

ANDERS, SVEND OG KNUD: ✂ Elskte, det gielder om
Menneskers dyre Liv!

LISE: ✂ Grumme, du vil dog ei
Flye fra mit Bryst og døe?

BIRTHE: ✂ Mig kan du sige nei,
Kold mod din Fæstemøe?

SVEND: ✂ Tie dog, o Elskte, tie!
Glem det, som Frygten spaaer.
Glem, at det forestaaer;
Tænk, om det var forbi!

KNUD: ✂ Himmel! ak naar vi nu
Roede med Seier hiem,
173 Og havde reddet dem!
Fader, hvad siger du?

SVEND OG KNUD: ✂ Fader, hvad siger du?

ANDERS: ✂ Nu, da det gielder om
Menneskers dyre Liv...

SVEND OG KNUD: ✂ Modige Gamle, kom!

LISE OG BIRTHE: ✂ Fader, ak Fader, bliv!

LISE: ✂ Himmel! og om de nu
I det oprørte Hav
Søge sig selv en Grav!
Moder, hvad siger du?

LISE OG BIRTHE: ✂ Moder, hvad siger du?

GUNILD: ✂ Ak! - Men det gielder om
Menneskers dyre Liv.

ANDERS, SVEND, KNUD OG GUNILD: ✂ Elskte, det gielder om
Menneskers dyre Liv.

SVEND: ✂ Endnu kan jeg høre,
Hvor ængstlig de raabe.
Mit gysende Øre,
Mit Hierte fornemmer
De hvinende Stemmer.

GUNILD: ✂ Ah Hiertet maae bløde!
Hvad kan de da haabe,
Som Taarer kun møde
Fra hielpløse Bredde?

174

SVEND: ✂ Ah kunde vi redde!

LISE OG BIRTHE: ✂ Ak intet kan redde!

ANDERS, SVEND OG KNUD: ✂ Ah kunde vi redde!

SVEND: ✂ Mit Inderste brænder.

LISE: ✂ Ak, hvad tør du haabe?

KNUD: ✂ Ha skal da de Kiekke,
Som Døden omspænder,
Forgieves udstrække
De trættede Hænder
Mod Dannemarks Bredde?

LISE: ✂ Hvad tør du da haabe?

BIRTHE: ✂ Ak intet kan redde!

ANDERS: ✂ Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Hans Almagt kan redde.

GUNILD: ✂ Han ene kan redde.

ANDERS, SVEND OG KNUD: ✂ Ved os kan han redde
Det Liv, som han gav.

ALLE: ✂ Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Hans Miskundhed redde!

ANDERS: ✂ Han styrker de Hænder,
Som prøve at redde.

175

SVEND: ✂ O bød han os redde!

KNUD: ✂ Han byder os redde.

ANDERS, SVEND OG KNUD: ✂ Ved os kan han redde
Det Liv, som han gav.

GUNILD, LISE OG BIRTHE: ✂ Hans Miskundhed redde
Det Liv, som han gav!

ALLE: ✂ Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Hans Miskundhed redde
Det Liv, som han gav!

(Mandfolkene og strax derefter Fruentimrene gaae hurtig ud af Skuepladsen.)

✂

ANDEN HANDLING

(Skuepladsen forestiller i denne Handling Strandbredden. Ved den venstre Side sees Hytterne af Leiet; ved den høire nogle Træer, og bag ved dem et høit Næs, hvorpaa i denne hele Handling Mennesker løbe af og til. Paa Skuepladsen ligger en kantret Baad med sit Redskab. Himmelen er i denne Handling klar; men Stormen vedvarer, og Havet er meget oprørt.)

✂

FØRSTE OPTRIN

LISE. SVEND

(Lise forbinder Svends Arm, imedens de synge.)

Duet

SVEND: Ha, Svage, du græder! Jeg seer jo din Taare.

LISE: Du Haarde! jeg maae vel! Jeg seer jo dit Blod.

SVEND: Hvi mørknes dit Øie?

LISE: Hvi rødmer din Aare?

SVEND: Ha nagende Taarer!

LISE: De lindre.

SVEND: De saare.

176

LISE: De kiøle mit Hierte.

SVEND: De qvæle mit Mod.

LISE: Ak! her ved mit Veemods foragtede Kilder,
Her burde du smeltes i Kierligheds Fryd.

SVEND: Ha! her ved det rygende Blod, som jeg spilder,
Her burde du hærdes til stærkere Dyd.

LISE: Skal Kiekhed da hærde det elskende Hierte?

SVEND: Skal Elskov da svække det modige Bryst?

LISE: O kæmpende Dyder, I spaae mig kun Smerte!

SVEND: Men enige spaae de den reneste Lyst.

BEGGE: O Kiekhed, som hærder det elskende Hierte!
O Elskov, som smelter det modige Bryst;
O ender den qvælende Strid og vor Smerte!
Forenede styrker og blander vor Lyst!

SVEND: Ak, Svage, du græder!

LISE: O føel da min Taare!

SVEND: O stil den!

LISE: Jeg kan ei. Her drypper dit Blod.

SVEND: De hædrende Draaber! de pryde.

LISE: De saare.

SVEND: Ha nagende Taarer!

177

LISE: De lindre.

SVEND: Desaare.

LISE: De kiøle mit Hierte.

SVEND: De qvæle mit Mod.

BEGGE: O Kiekhed, som hærder det elskende Hierte,
O Elskov, som smelter det modige Bryst;
O ender den qvælende Strid og vor Smerte!
Forenede styrker og blander vor Lyst!

SVEND: Nu got! nu meer end got! - Nu slip! - (for sig) Ved
Himlen!
Den Rift er lægt, før den er halv forbunden.
(til Lise igien) Hør Stormen! hør de hule Stød! Jeg zitrer!
Er Vraget flot - og ak din Fader meente,
At det ei længe kunde staae... De Arme!
De arme tre, som dog endnu kan reddes!
Tre har alt Havet slugt. Jeg brænder! Slip mig!

LISE,: (i det hun slipper Armen) Du veedst ei selv, hvor dybt et Saar...

SVEND: O farligt!

LISE: Spot kun.

SVEND: Jeg maatte føle det.

LISE: Du føle?
Ak, Svend! din Huud er haardføer, som dit Hierte.
Hvad føler du? Vist ei min Angst, min Kummer,
Mit Suk er dig, som Vesten-Vindens Aande,
Min hede Graad, som Foraars-Regn. Ha, Grumme!

SVEND: Du veedst, jeg elsker dig.

178

LISE: Du mig? Du elsker?
Ha kunde du da spotte med min Taare?
Og haard, som før - urørt ved Bøn og Trusel,
Og alt, hvad Angsten lærte da min Læbe;
Af egen Drift, og uden Haab om Nytte,
Kold, agtløs vriste dig af disse Arme,
Og blindt og trodsig styrte dig i Havet?
Thi det var dig, som fristede de andre.
Selv Knud var ei saa fræk, som du, og Anders
Betroede sig kun frygtsom til sin Medynk.
Jeg saae det, at han følte Gunild, Enke;
Og veefuld veiede sin Elsktes Kummer
Mod de Ukiendtes Død. Men du! Hvi skulde
Saa ringe Ting, som jeg, som Lises Taarer,
Bekymre dig og sinke dine Forsæt?
Du gikst foran, du slæbte dem i Baaden.
Ha slet giengielder du mit ømme Hierte!

SVEND: Og svagt, og uselt er det Bryst, som føler,
Som længe føler Elskovs kielne Ømhed,
Hvor Menneskers, hvor Brødres Liv kan reddes.

LISE: Og kunde det? og var der Haab? du saae det.
Udfaldet sandede mit Ord, og Stormen
Samtykkede mit Suk, og gav det Kræfter.
Ei mange Favne stredst du dig fra Landet,
Før den forbitret slængte dig tilbage.
Du bærer Merket af dit Fald. Ha Stenen,
Den stumme Steen, hvorpaa du faldt, bevidner,
Bestænk! med Blod, endnu dit vilde Hierte.
Og Anders nu, som styrtede tilbage
I Bølgerne! og nu din kiekke Frænde,
Som, for at redde ham, saa nær var druknet!
Og gyser ei din Siel? ak var de døde,
Da, Grumme, var det dig, som havde dræbt dem!

SVEND: Ha, hvad de dog kan sysle med! De soer dog
179At komme snart. De kunde være bagte
I halv den Tid, de tørre sig.

LISE: Min Fader
Er svag og gammel.

SVEND: Iil da, iil og hielp ham!

LISE: Hvad haster det? er Gunild ei i Hytten?
Hvad vil du ham? hvad vil du?

SVEND: Ha jeg spilder
Min Tid kun her! Maaskee jeg torde finde
De to retskafne Mænd, hvorom vi talte,
Hist paa den Udkant, hvor jeg seer, at Folket
Er stimlet sammen, for at see paa Vraget.
Der siig dem, at jeg er; der send dem til mig.
(Han vil gaae)

LISE: Men svar mig først, for Himlens skyld! Hvad skal
de?

SVEND: Ha hør dem, hør dem, hør de hule Vindstød!
Jeg zitrer! - Er det saa, at Vraget driver...

LISE: Og om det sank... Ak, Svend! da maae det smerte
Enhver, som ei er følesløs, at see det;
Helst, naar han veed, at Redning er umuelig.

SVEND: Umuelig?

LISE: Ja; en Ting, som ei kan giøres.

SVEND: Ei kan?

LISE: Ja! - ja! - ei kan. Jeg troer ved Himlen,
At du endnu... dog nei, du har din Samling.
Du veedst dog, hvad du nyelig har erfaret.

SVEND: Jeg veed, at tre kan ei regiere Baaden
180I sligt et Veir; men finde vi paa Leiet
To Dannemænd, og helst de to, jeg mener...

LISE: Ha jeg forstaaer dig, Svend! Jeg seer, jeg føler
Dit Raserie, dit Had til mig. Ha, Grumme,
Mit bange Hierte spaaer dit hele Forsæt!
Men før du nævner det, før du afsiger
Min Dom, saa hør mit Ord! - og hør mig Himmel! -
Seer jeg, at al min Angst, min bittre Dødsangst,
Min Graad, mit Skrig er Intet for dit Hierte;
Formaaer det ei at holde dig fra Døden;
Da, o da raes og døe! - thi aldrig, aldrig...

SVEND: Hold, svage Lise! true mig ei! Jeg hader,
Min Siel afskyer den blotte Lyd af Trusler!
Og du, som anden gang i Dag tør prøve,
At skræmme mig fra Søemands Pligt og Ære,
Fra Navn af Dannemand - og du, som vover,
At true mig til haard og usel Feighed
Med Tab af dit - paalidelige Hierte,
Siig! troer du det saa mageløst, saa kostbart?

LISE: Jeg veed jo, du foragter det.

SVEND: Jeg burde.
Jeg blues, at jeg kan det ei. Men vogt dig!
Ha, lær mig ei at rødme ved min Elskov!

LISE: Din Elskov?

SVEND: Den er stoer, den kan tilgive
Din Trusel, din uædle Frygt.

LISE: Uædle?

SVEND: Og var det mig, som halvdød hang ved Vraget,
181Og andre vilde frelse nu, ha skulde
Din Graad forhindre dem?

LISE: Det veedst du bedre.

SVEND: Jeg veed det alt for vel. Ha, svage Lise!
Feig er den Siel, som haaber meer af andre,
End den med Lyst tør give dem; og uselt
Den Piges Bryst, som egennyttig veier
Sin kielne Frygt, sin muelig spildte Kummer
Mod Brødres Liv og mod sin Elskers Ære.

✂ Arie.

✂ Fra Merset seer en søetræt Skipper
Fortryllet brede Granne-Skygger,
Som spaae Forfriskning, Lyst og Roe.
Ak vee ham, om hans Haab betrygger,
Om han ei tidlig seer de Klipper,
De blinde Skiær, hvorpaa de groe.

✂ O Elskovs Tolk, o Smiil! du fryder.
Men varlig, som i flakke Vande,
Men frygtsom vil jeg nærmes dig!
At om det Sind, hvoraf du flyder,
Har Kroge, hvor min Pligt kan strande,
Jeg da i Hast kan redde mig.

(Han gaaer.)

✂

ANDET OPTRIN

LISE, aleene: Ha gaae kun! - gaae! - men dette Bryst skal vise,
Om det fortiente slig Foragt! - Troløse!
Vist nok, jeg elskte dig for høit! Jeg kiender
Min Daarlighed. Jeg angrer, jeg afskyer den!
Hvad er jeg ikke? Svag, og feig og usel,
Og haard og følesløs! fordi jeg elsker! -
Ha er min Siel urørt ved andres Jammer,
Fordi den zitrer ved min Elsktes Fare?
Den er det ei! Ak maatte dog min Medynk,
182Min Taare frelse dem! - Men kun min Brudgom,
Kun al min Glæde kan, den skal jeg vove?
Det er... det var mig haardt! det syntes bittert!
Det, alt for svage Siel, det var din Brøde! -
Jeg skal udslette den! dig, bange Kummer,
Dig, kielne Kierlighed, dig, som jeg troede,
Min Pligt - Uhyre, dig, hvis Aande qvæler
Hvert Glimt af Dyd, dig skal min Harm udslette!
Da, stolte Svend, da skal du see mit Hierte
Dig værd, usvækket ved foragtet Elskov!

✂ Arie.

✂ Naar Syd-Vinden kuler,
Naar, Himmel, din Torden
Sortsløeret opstiger
Bag Isse-Fiords Høie,
Og Regn-Skyen skiuler
Dit straalende Øie,
Da savner vel Jorden
Den smilende Dag.
Men Daaren kun siger,
At Solen er svag.

✂ Hvi blev da mit Hierte,
Skiønt svøbt i sin Jammer,
Miskiendt af sin Ven?
Ha, svolmende Hierte,
Bryd frem af din Smerte,
Som Solen frembryder
Med renere Flammer;
Og eier du Dyder,
Da viis dem igien!

✂

TREDIE OPTRIN

ANDERS. GUNILD. KNUD. LISE

ANDERS: Svend! hvor er Svend?

LISE: Hist, hvor den Flok er samlet,
Hist søger han to Fiskere.

183

ANDERS: Ak at vi,
Ak at vi dog maae finde dem i Tide!

GUNILD: Nu er min Isse graae; men aldrig saae jeg
Saa huul en Søe. Nei, aldrig brølte Stormen
Saa græsselig, saa fælt. Mit Hierte iisner
Ved hvert et Stød.

ANDERS: Ja, Gunild, Faren voxer.
Ifald endnu de arme tre skal reddes,
Da er det Tid. - Bliv, Søn, og see til Baaden,
Hvad Bræk den fik, og om det snart kan hielpes;
Thi voldsomt slængte Bølgen den paa Landet.
Frisk, brave Knud! hav alt paa rede Hænder
Og vent os her. - Følg du med mig, min Gunild.
(Anders og Gunild gaae. Knud giør et og andet til rette paa Baaden, og bliver ved dette Arbeide i de tre følgende Optrin.)

✂

FIERDE OPTRIN

LISE OG KNUD

LISE,: (hun vil gaae.) Og jeg vil følge dem.

KNUD: Du faaer ei anbragt
Tre kielne Ord hos Svend i denne Skynding.

LISE: Hvad? hvilke kielne Ord? hvad rører Svend mig?
Er Svend et Barn, at kiele for? og er han
Saa elskelig, at ingen kan afsee ham?
Hvad, eller troer du mig saa stærkt bedaaret?
(Hun tager sit Knytte-Tøi op, sætter sig paa en Kant af Baaden, og begynder at knytte.)

KNUD: Ja saa, mit Barn! Jeg tænkte, du... var Lise.
Og, da jeg veed, at Svend vist ei kan rumme
To Ting, som dig og Vraget, i sin Hierne,
Og Drengen, som du ventelig har prøvet,
Er lidt fremfusende, lidt rask, lidt kildren,
Saa varte jeg dig ad.

184

LISE: Aha!

KNUD: Du græder?
Den Haarde! kommer alt mit Raad for sildig?
Du har alt brændt dig, arme Barn? Jeg vedder,
Han har forsmaaet din Angst, maaskee belagt den
Med eet og andet Æres-Navn. Den Vildmand!
Vist nok er Knøsen haard, som Staal.

LISE,: (grædende) Den Falske!

KNUD: Falsk er han ei. Har han opsagt dig Kiøbet?

LISE: Hvad Kiøb? hvi fritter du? hvad vil du, Spotter? -
Opsagt? han mig? hvorfor?

KNUD: Nu, Barn, jeg tænkte,
At var det saa, da traf det sig desbedre.

LISE: Desbedre?

KNUD: Veedst du ei, hvor snildt vor Birthe
Gav mig, sit halve Hierte, Pas og Afskeed?

LISE: Nu! og hvad saa?

KNUD: Hvad saa? Ved Søemands Ære,
Hun skal fortryde det! Og om din Elskte
Har sprængt dig over Bord, saa top! - saa vil vi,
Til Trods for dem, forelskes i hinanden.

LISE: Hvad, Spotter, jeg i dig? Troløse Slægtning.

KNUD: Ha, Lise, du mistyder mig. Ved Himlen,
Jeg vil dig ei! Du falder mig for kielen;
Ei heller hader jeg endnu min Birthe.
Vi vil kun ærgre dem. Min kloge Pige
185Har alt fortrydt sit raske Ord. Den Arme!
Jeg seer med Lyst, hvor ængstlig, hvor forlegen,
Hun krydser nu imellem Haab og Stolthed.
Thi, at tilstaae sin Feil, var alt for haanligt.
Og, om hun ei tilstaaer den, ei husvaler
Mit bange Hierte med det Haab, at alting
Kan blive got, og at hun blot har skiertset;
Saa kan hun tabe mig. Det var dog Jammer!
Hvad gav hun ei derfor, at jeg begyndte,
Kun med et Ord, kun med et Tegn til Trætte?
I altid skuffet Haab, gaaer hun og kommer,
Og sukker dybt, og giør sig tusend Sysler;
Og snakker høit, hun veed ei hvad, om Stormen,
Og Vraget, og sit Garn, og falske Hierter.

LISE: Og du?

KNUD: Jeg seer og hører ei, jeg nyner.
Utrættet duver hun mig an, den Arme!
Jeg viser mig, og smiler, og undviger,
Som Pynten af et ønsket Næs i Taage.

LISE: Ak, du est ond og alt for haard.

KNUD: Nu vil jeg
Anstille mig forelskt i dig, min Lise.
Bær dig kun ad, som jeg! ydmyg din Sværmer!
Og du skalt see, hvor krybende, hvor tosset,
Hvor jammerlig han hastig vil bekiende
Sin Daarlighed.

LISE: Ak mon han vil? Og kan jeg
Forstille mig? - Ha var han uden Fare,
Var denne Skynding kun forbi, og kunde
Mit Hierte roligt føle al hans Haardhed,
Da, troe mig, var en Hævn paa Skrømt for liden.
Han skulde see mig, som jeg er, forbitret,
Og stolt. Og ret for Alvor...

KNUD: See dig græde.
186Men, Lise, tie! der kommer min Forelskte,
Med opspiilt Øre, som en Loots, der vaager
En Storm-fuld Nat, og lurer efter Nedskud.

✂

FEMTE OPTRIN

BIRTHE. DE FORRIGE

KNUD,: (i det han springer op, og nærmer sig til Lise, ladende som han ikke seer Birthe) Ha jeg maae kysse dig, min søde Lise!

LISE,: (bestyrtet) Hvad fattes dig?

KNUD: Tak for din kiekke Tillid!

LISE: Hvad? hvilken?

KNUD: Saa du troer, at disse Hænder,
Saa tomme, som du seer dem nu, kan skaffe
Alt hvad vi to behøve til vort Ophold?

LISE: Og hvorfor ei? hvad vil du?

BIRTHE,: (som ligeledes knytter, i det hun faaer nærmere) Svar, o svar kun
Alt, hvad du vil! Dog var det meer anstændigt,
Du talte med din Svend.

LISE: Min Svend? Og er han
Just min? Hvad har jeg stort med Svend at tale?

KNUD,: (der, saasnart Birthe har begyndt at tale, igien har givet sig til sit Arbeide) Du burde moere ham; den kielne Elsker!

LISE: Ha lad ham elske, hvem han vil!

BIRTHE: Troløse!
Saa hastig alt forført?

LISE: Hvad?

187

KNUD,: (som falder hende i Ordet) Søde Lise!
Men kan du da, om Fiskeriet glipper,
Tilstæde, at jeg giør saa lang en Reise?

LISE: Hvad vil du? Reis med Fred!

KNUD: Tak, raske Pige!
Men siig mig nu, ifald det gik til Orlogs.

LISE: Hvad vil du da med alle disse Spørsmaal?

KNUD: Ha, troe mig, det er Herrefærd til Orlogs!

: Romance. Kong Christjan stoed ved høien Mast,
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hielm og Hierne brast.
Da sank hvert fiendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Flye, skreg de, flye, hvad flygte kan!
Hvo staaer for Danmarks Christian
I Kamp?
Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag.
Nu er det Tid.
Han heysede det røde Flag,
Og slog paa Fienden Slag i Slag.
Da skreg de høit blant Stormens Brag:
Nu er det Tid.
Flye, skreg de, hver, som veed et Skiul!
Hvo kan bestaae for Danmarks Juel
I Strid?
O Nordhav, Glimt af Vessel brød
Din mørke Skye.
188Da tyede Kiemper til dit Skiød;
Thi med ham lynte Skrek og Død.
Fra Vallen hørtes Vraal, som brød
Den tykke Skye.
Fra Danmark lyner Tordenskiold;
Hver give sig i Himlens Vold,
Og flye!
Du Danskes Vei til Roes og Magt,
Sortladne Hav!
Modtag din Ven, som uforsagt,
Tør møde Faren med Foragt,
Saa stolt, som du, mod Stormens Magt,
Sortladne Hav!
Og rask igiennem Larm og Spil,
Og Kamp og Seier føer mig til
Min Grav.

✂

SIETTE OPTRIN

GUNILD. DE FORRIGE

GUNILD: Ak, Børn! jeg kan ei meer.

LISE: Her, Moder, hviil dig.
Du zitrer!

GUNILD: Ak, hvem zitrer ei, naar Himlen
Fremkalder Skabningen af Støv til Regnskab,
Naar Dommen tordner, naar Afgrunden aabnes,
Naar... o!

KNUD: Hvad nyt?

GUNILD: Naar Lys og Haab forsvinder.

KNUD: Hvad Haab? Er Vraget sunket?

GUNILD: Ak, de Arme!
Det er dem ei saa vel endnu. De skulde
Dog ei fortvivlede kun føle Dødens
189Udstrakte Arm, ei aandeløse vente,
Ei tænke sig, ei føle, giennemføle
Det grumme Slag i hver udspile! Nerve;
Dog ei, omspændte af et haabløst Mørke,
Forgieves martres ved et Glimt af Livet;
Ei see den skiønne, den saa nære Landbred,
Og trygge Mennesker, og stille Hytter,
Og spæde Børn paa unge Koners Arme! -
Haabløse To! - Hvem veed, hvis hede Taarer
Nu brænde deres klemte Bryst, hvis blege,
Trøstløse Skygge svæver nu forbi dem.
En Brud maaskee - hvem veed? - en elsket Moder
Med sølvgraae Haar. - Gud lindre hendes Jammer!

KNUD: To siger du? kun to? Tre var tilbage.

GUNILD: Og rev ei nu en vild afskyelig Bølge
Den ene jamrende i Havets Afgrund?
Jeg hører ham endnu; jeg seer ham angstfuld,
Fortvivlet strække Hænderne mod Leiet.
Ak, han var ung og stærk! han kiempte længe.
Det sidste mørke Øieblik har viist ham
Hvert Aar, hvert heldigt Aar han kunde leve.

KNUD: Fordømt! hvi sladdre vi da her? Hvor dvæler
Din Anders? Hvor er Svend?

GUNILD: Du veedst, de søgte
To Mænd til Hielp. De fandt dem ei.

KNUD: O, herligt!
En skiøn Undskyldning! Men vor Svend har stødt sig!
Og Anders tænker jeg blev vaad!

GUNILD: Hvad vil du?
Hvad skal, hvad kan de da?

KNUD: O, skiønt! hvad kan de?
190Her kan de klynke, her, i from Forventning,
Og folde Hænderne, og kielent græde
Mod Bølgerne - til de har slugt den sidste.

GUNILD: Ak, kolde Spotter! - Dog dit Hierte brænder,
At redde dem. Ha, var det ei umueligt!

KNUD: Snak! Qvinde-Snak!

GUNILD: Ak KNUD, maaskee du veedst ei
Det farligste, det skrekkeligste Uheld,
Hvori hvert Glimt af Haab forsvandt. Du tænker,
At Vraget staaer endnu, og trygt kan vente,
Til Stormen sagtnes, til I tre aleene
Kan naae derud og bierge dem. - Det driver
For Bølgerne!

KNUD,: (Han springer op paa Reelingen af Baaden, og seer ud af Havet.) Ha Storm og Død! - Jeg seer det! -
Er ingen Dansk? - Fordømt! - Ha, danske Drenge!
De synke, mens jeg dvæler. Svend! hvor est du?
(Han gaaer hastig bort, og Lise følger ham.)

✂

SYVENDE OPTRIN

GUNILD. BIRTHE

GUNILD: Ak arme! ak, hvad vil du da mod Himlen?
Ak, var der Spor af Haab! Men Døden greb dem!
Ha, hvo kan vriste dem af Dødens Hænder?
Den vil det ei, som kan! - Hvem ei? - Forvovne!
Hvad har du sagt? Saa taler en Fortvivlet!
Jeg ræddes for min Angst! O milde Fader,
Tilgiv den! - end den! - Ak, jeg veed, du vilde,
Om det var got! - Ak, var det got! Ak maatte
Den Rest af Liv, det Par frugtløse Dage,
Som jeg Unyttige maaskee kan vente,
Ha kunde det løskiøbe dem! - Hvor gierne! -
Dog mueligt er den Tanke selv for dristig. -
Men unge synes disse dog og raske;
191Og jeg, hvad er jeg? gammel og afmægtig! -
Dog Daarlige, som underviser Himlen,
Hvorhen bortrives du af Angst og Medynk?

✂ Arie.

✂ Min Angst er Iis! min Medynk brænder!
Mit Mismod qvæler Sands og Siel!
Hvad vil jeg da, hvis Hierte kiender,
At Himlens Vink er Støvets Vel?
Ak brækker Storm de ranke Pile,
Og skaaner et unyttigt Rør?
Hvi negtes Gravens Elsker Hvile,
Naar Haabets muntre Yndling døer?

✂ Hvad vil jeg da? Seer ei Alfader,
Hvad ei vort svage Syn kan see?
Og hvad han byder og tillader,
Bør det ei upaaanket skee?
Men Angst er Iis! og Medynk brænder!
Og Mismod qvæler Sands og Siel!
Hvad vil jeg da, hvis Hierte kiender,
At Himlens Vink er Støvets Vel?

(Ved Slutningen af denne Sang begynder man at see en Kant af Vraget. Det driver langsomt, indtil det bliver liggende midt for Skuepladsen.)

BIRTHE,: (som er steget op paa Baaden, og seer ud imod Vraget) Ak een endnu! ak een endnu, min Moder!
Han, ak han holder ham, den anden Arme!
Forgieves! - O!

GUNILD: Jeg taaler ei at see det!

BIRTHE: Det er forbil nu seer jeg kun den ene.
Nu klynger han sig bedre op i Masten,
O Jammer! hører du? o hør ham raabe! -
Nei, det er ham som faldt. Jeg seer, jeg seer ham!
Hist flyder han paa Bølgens Ryg. Han stræber
Endnu. - Endnu. - Høit løfter han sit Hoved.
Men ak, bag ved ham velter sig et Vandbierg!
Nu naaer det ham. - Jeg seer ham ei. - Den Arme!

GUNILD: O Himmel!

192

✂

OTTENDE OPTRIN

SVEND. KNUD. ANDERS. DE FORRIGE

SVEND: Det er meer end Mænd kan udstaae!
Er Døden da saa beesk, som slig en Pinsel!
Endnu engang, for Himlens skyld, min Fader!
Eengang!

ANDERS: Ak, Søn! hvad kan vi tre aleene?
Ak kunde vi! - Dog nei, det var kun daarligt,
Det var formasteligt. - Ha, kiekke Bagge,
Hvor er du da? og, Knud, hvor er din Fader?

KNUD: Ha var han her!

SVEND: Ved Himlen, Vraget synker,
Før vi har talt! Er ingen da, er ingen,
Som føler Ynk? - Udanske, kolde Hierter!
Har Frygt, har usel Frygt forstene! alle?

ANDERS: Vort Uheld før og slig en Søe kan skræmme
Den Modigste.

KNUD: Ha Torden slaae de Feige!

ANDERS: Skield ei min Søn! - de faa, som er tilstede,
Er unge Børn, og marveløse Gamle,
Og Leiede, som ikke fødtes Danske.

KNUD: Hvad, om vi skyde Baaden ud, og gribe
To eller tre, og kaste dem i Baaden,
Og siden spørge dem, om de vil hielpe?

ANDERS: Tael ei saa vildt.

SVEND: Og skal han døe, den Arme?

LISE: Vel, Fader! ofte har jeg trakt en Aare;
Min Arm er stærk; min Siel foragter Døden.

193

SVEND: Du, Use, du?

LISE: Jeg vil, om ingen anden!

SVEND: Du, kiekke Lise, du?

KNUD: Kom, raske Pige!
Jeg vil omfavne dig!

BIRTHE: Hun skal ei ene
Gaae med! Jeg er saa stærk, som hun; ei heller
Er Livet mig saa kiert. Jeg er den femte!

SVEND: Hvad skal vi nu? Hvad, skal vi ei? - Ha, Lise,
Du hevner dig! - Det fattedes! - Ha kan jeg,
Ha kan jeg vove dig? - Og kan jeg negte
Den Døende din Hielp? - Ha jeg fortvivler!

LISE: Det er mit Liv, du sørger for, du Stolte?

✂

NIENDE OPTRIN

PEDER KNUDSEN. JENS BAGGE. FISKERE OG FISKERINDER. DE FORRIGE

KNUD: Ha, Seier, Seier, Børn! Her er min Fader
Og Bagge. - Baaden ud! - Frisk, brave Danske!
Velkomne her til Herrefærd!
(Han begynder med de andres Hielp, at skyde Baaden ud.)

ANDERS: Velkomne!
Nu har jeg Haab.

SVEND: Tak, evig tak, o Himmel,
Som frelste mig, og dog endnu den ene!

BAGGE: Det haster, som jeg seer. Vi fløi fra Gildet
Hos Møllerens, hvortil vi vare budne,
Saasnart din Dreng fortalte os det Uheld.

194

KNUD: Nu, Brødre, frisk om Bord! - Til Roeret, Anders! -
Frisk, Svend!

SVEND,: (i det han gaaer i Baaden.) Lev vel, min Lise, og tilgiv mig!

KNUD,: (i det han springer i Baaden) Du, Gunild, hold os got Øl varmt, og mød os
Med Kruset i din Dør; det kan behøves.
Nu alle Mand, som een! nu træk med Kræfter!
(De begynde at roe.)

GUNILD: Ledsag dem, Havets Gud! Beskierm dem, Fader!
(Fiskerne og Fiskerinderne fordele sig i to Hobe paa Strandbredden.)

Chor.

FISKERNE: ✂ Havets mægtige Betvinger,
Tael til Bølgen i din Harm!
Almagt, grib Orkanens Vinger
Med en vældig udstrakt Arm!

FOLKENE I BAADEN: ✂ Lige Slag!
Dvæl ei længe!
Seie Tag,
Danske Drenge!

FISKERINDERNE: ✂ Bøi, du Livets milde Fader,
Bøi dit Øre til vort Skrig!
Byd, at Haabet ei forlader
Dem, som haabe kun paa dig!

FOLKENE I BAADEN: ✂ Nu er Tid;
Odder, snoe dig!
Træk med Flid,
Rask og modig!

FISKERNE: ✂ Kiekke Søemænd, Hornbeks Ære!
Dannemænd! det gielder nu.
195 Brave Slegt, dit Navn skal være
Danskes Roes, og kiert, som du.

FOLKENE I BAADEN: ✂ Alle Mand,
Rask og lige!
For mit Land!
For min Pige!

FISKERINDERNE: ✂ Elskte Hob, fornem vor Klage!
Stil den, qvæl den snart i Lyst!
Stræb, og vind, og iil tilbage!
Nyd din Seier ved vort Bryst!

FOLKENE I BAADEN: ✂ Stærke Tag!
Danmarks Krone!
Danmarks Flag!
Christjans Throne!

(Baaden, som for Modvindens og Bølgernes skyld, har maattet slaae et Slag, tæt forbi det omtalte Næs, tabes nogen Tid af Sigte, og Folkenes Raab kan ikke høres mere, førend de paa Hiemveien igien har naaet den samme Pynt.)

FISKERNE OG FISKERINDERNE: ✂ O Himmel, som bød os at elske vor Næste,
O frels dem, de Ædle! beskierm dem, de Beste!
Dit Bud gav dem Kiekhed, dit Vink gav dem Haab.
Beskierm dem, som, selv paa den rasende Bølge,
Paa Afgrundens Veie, saa villige følge
Din Kierligheds Røst og de Lidendes Raab!
O Nordhav! vor Moder! vor - Danmarks Veninde!
O skaan dem, som daglig fortrolige finde
Liv, Mæthed, og Lyst i dit frugtbare Skiød!
Vort Nordhav! vor Stolthed! vor Bane til Ære!
O skal dine skummende Bølger da være
Vor Skrek og de modigste Dannemænds Død?

(Baaden begynder igien at blive seet.)

FISKERNE: ✂ Himmel! skuffer ei vort Øie?
Tør vi troe det Glimt af Haab?
Seier! Glæde fra den Høie!
Han har hørt vort svage Raab!

196

FOLKENE I BAADEN: ✂ Hver som jeg!
Nidding svige!
Søemænds Leeg!
Alle lige!

FISKERINDERNE: ✂ Himlen saae til vore Taarer,
Seierfulde roe de hiem,
Hurtig slaae de raske Aarer;
Held og Glæde følge dem!

FOLKENE I BAADEN: ✂ Søemænds Lyst!
Verdens Riger!
Siellands Kyst!
Hornbeks Piger!

FISKERNE: ✂ Ædle Hob, vor Roes og Glæde!
Held dit stolte Fødested!
Held dig, Ven, som kan betræde
Siellands lykkelige Bred!

FOLKENE I BAADEN: ✂ Nok et Strøg!
Søemænds Glæder!
Slæb og Spøg,
Kamp og Hæder.

FISKERINDERNE: ✂ Iil, du raske Helte-Skare!
Iil, vor Ven! iil til vor Arm!
Glem din overvundne Fare,
Glem den ved vor ømme Barm!

FOLKENE I BAADEN: ✂ Frisk i Land!
Seier lønner!
Alle Mand!
Danne-Sønner!

: De springe i Land, og hielpe den afmægtige Skibbrudne af Baaden. Gunild, Lise og Birthe omfavne ham paa det Herligste, gribe ham derpaa under Armene og ledsage ham langsomt til deres Hytte. De fem, som have reddet ham, følge efter. Imedens dette gaaer for sig, synge Fiskerne og Fiskerinderne: 197
✂ O Seier! han lever. Hans rolige Øie
Kan smile til Jorden, og prise den Høie;
Hans Hierte kan svolme af Haab og af Fryd.
Omfavner ham Dannemarks værdige Sønner!
O føler det Hierte, hvis Banken belønner,
Hvis Varme giengielder den ædleste Dyd!

(Fiskerne og Fiskerinderne gaae.)

✂

TREDIE HANDLING

Skuepladsen er i denne Handling en Skov paa den venstre Side af Leiet. Paa den høire Side seer man Hytterne, og ligefor bliver man Glimt af Stranden vaer igiennern Hytterne. Stormen har hørt op og det er en skiøn Foraars-Dag.

✂

FØRSTE OPTRIN

ODELHIEM OG CLAUS

ODELHIEM

✂ Arie.

✂ Saphirne Luft! og gyldne Ager!
Og sølvblaae, stolte, danske Strand!
Og Helte-Glimt i Fredens Hytter!
Og Æt af Skiold, hvis Vink beskytter,
Hvis ømme Smiil opelsker dem!
Selv Zemblas dorske Søn indtager
Hans iisbedækte Fødeland.
Men her, hvor Held og Tryghed mødtes,
Her glemmer Hiertet, hvor det fødtes,
Og vælger Danmark til sit Hiem.

✂ Ei blot naturlig Drift og sød Erindring
Af Ungdoms Lyst, ei blot en elsket Fordom
Opfylde mig med Danmarks Roes. Mit Hierte
Samtykker kun med raske Slag; det priser
Med al sin Ild, med denne Strøm af Flammer,
Som former sig til Lovsang paa min Læbe,
Det priser kun hvad Syn og moed Erfaring
Og koldt og hærdet Overlæg stadfæste.
Den enlige, særskilte, trygge Slette,
Mod Vold og Ran fra hver en Kant indgrøftet,
Hvis fede Dug opammer Mod og Vellyst,
Og fylder mætte Hyrders Bryst med Lovsang,
Med altid venlig Dyd, og ædle Forsæt,

198

✂ Og Mandoms Ild, og Glimt af frugtbar Viisdom,
O, den skal alle Hedens Børn og alle
De aabne Markers Børn eenstemmig prise!
Det er dit Billede, mit elskte Danmark!
Saa skal hver Vandrer finde dig, og henrykt
Betroe sig til dit Lye, du Glæders Hauge!

CLAUS: Tilgiv mig. Herre, mig, som er enfoldig,
Om det ei skikker sig, hvad jeg vil sige.

ODELHIEM: Tael frit! est du ei Dansk?

CLAUS: Jeg kan ei tale,
Saa lærd, som I. Ei heller tør jeg fragaae,
Hvad I saa snildt har sagt; skiønt, sandt at sige,
Jeg fatter ei den fierde Deel. Vel veed jeg,
Vort Land er mig det kiereste paa Jorden.
Det er i min Natur. Jeg, som I seer mig,
Forloed det kun engang. - Jeg skulde prøve
Mit Held til Søes, skiønt jeg var født en Bonde.
Men neppe kom jeg fire Miil fra Bredden,
Da græd jeg, som et Barn, og saae mod Landet.
Og skiønt jeg frygter Søen ei, og skiønt vi
Nød ærlig Kost og vakker Løn, saa græd jeg
Den hele Tid; saa hiemmesyg, saa vranten,
Ved hver en fremmed Kyst, som andre Søefolk
Anprise høit, saa kold, saa tom i Hiertet!
Det kom sig, som jeg fast har troet, fordi det
Var ikke Dansk. Dog I forstaaer det bedre. -
Men disse gode Folk, (det veed jeg sikkert,)
Som før har vovet Liv og alt, at redde
Den arme Mand, de boe ei nær saa herligt,
Som I nu her saa kunstigen beskriver.

ODELHIEM: Troe mig, min Ven! ei Fiskeren, (endskiønt han
Vist ei, som du, i Døren af sin Hytte
Kan see sin Hiord og sine gyldne Traver,)
199Kun den umætte Træl er arm, som skeler
Til Brødres Lod, og veier den, og sukker.
See, om du kan, see med en Fiskers Øine
Den rige, den utømmelige Kilde,
Hvoraf han øser Mættelse og Glæde,
Saa stor som din; forvisset, at hans Afkom
Skal evig finde den utømt og aaben.

CLAUS: Det kan de takke Gud og Danmarks Konge.

ODELHIEM: Og værdigt har de takket ham, de Ædle!
O slig en Handling, Claus, er meer end Lovsang!
Dens Rye er Godheds Tolk, og Himlens Glæde,
Og Folkets Roes, og Danne-Kongers Giengield.

CLAUS: Alt det er skiønt, men desto større Jammer,
At Uheld just skal treffe dem, de gode,
De kiekke Folk, som vist fortiente bedre!
Hver af dem, veed jeg, har kun lidt tilheste;
Men to har tabt det sidste Glimt af Velfærd,
Og just i Dag! et Garn, hvorpaa hver Udsigt
Af Bryllup med to elskte Møer beroede.

ODELHIEM: Det bliver da vor Sag, min Ven, som nyde
De Kiekkes Lyst og Danmarks Lyst ublandet,
Det er vor Sag, at prise den Algode
Ved Glimt, ved svage Glimt af ham, at yde
Skioldungens Barm sin elskte Told, sit Giengield,
Smiil, danske Smiil! - Gaae derfor! flyv! adspørg
dem!
Udforsk det mindste Spor af Disses Kummer!
At ei de Ædles Frygt, det Sløer, hvormed de
Kun alt for gierne skiule Trang og Dyder,
Maae dølge Taare, som vi kan udslette.

CLAUS: Hist kommer een af dem, som tabte Garnet,
200Og hist den andens Brud. Hvor taus, hvor nedslaaet,
Hver gaaer for sig! Det gaaer dem nær til Hierte.

ODELHIEM: Gaae, spørg enhver, som kiender dem paa Leiet,
Spørg dem om alt, og søg mig her ved Stranden.
(Claus gaaer ind i Leiet, og Odelhiem afsides i Skoven.)

✂

ANDET OPTRIN

SVEND. BIRTHE, (knyttende.)

Duet.

SVEND: ✂ Alle føle Dydens Glæder;
Mig, kun mig, fortære Nag.

BIRTHE: ✂ Alle lee; jeg ene græder,
Jeg, kun jeg, har tabt i Dag.

SVEND: ✂ Medynk var mit Hiertes Hede!

BIRTHE: ✂ Mismod iisnede min Barm.

SVEND: ✂ Ak, min alt for vilde Vrede!

BIRTHE: ✂ Ak, min alt for blinde Harm!

BEGGE: ✂ Alle føle Dydens Glæde;
Os, kun os, fortære Nag.
Alle lee; vi ene græde,
Vi, kun vi, har tabt i Dag.

BIRTHE: ✂ Angst, som qvæler!

SVEND: ✂ Nag, som saare!

BIRTHE: ✂ Ak, min Brudgom!

SVEND: ✂ Ak, min Brud!

201

BEGGE: ✂ Kunde disse hede Taare
Slette vor Misgierning ud!

SVEND: ✂ Hiertet, som min Elskte hader,
Bløder ved forskyldte Saar.

BIRTHE: ✂ Brystet, som min Ven forlader,
Sukker ved forskyldte Kaar.

BEGGE: ✂ Alle føle Dydens Glæde;
Os, kun os, fortære Nag.
Alle lee; vi ene græde,
Vi, kun vi, har tabt i Dag.

SVEND: Det er umueligtl Hvad? min Brud, min Lise,
Hun mig saa pludselig, hvad? hun mig utroe?
Mig, som hun elsker? Ha, jeg vil ei troe det!
Endnu engang, det er umueligt, Birthe!

BIRTHE: Hvor ofte skal jeg sige det? Min - Himmel!
Nu ikke min - ak han, som var min Brudgom,
Vel er han haard, men ingen daarlig Praler,
Jeg kiender ham, han skiertser ei med Trudsler,
Og han, den Grumme! han har sagt og soret,
I Gunilds, i din Bruds, i alles Paahør,
At han var trædt i Forbund med din Lise,
Til Trods for mig og dig.

SVEND: Ha den Forræder!
Og hun?

BIRTHE: Ih nu! Hun tier og samtykker,
Og ofte taler hun afsides med ham.
Saa klager hun paa dig. Du har foragtet
Al hendes ømme Angst, og kold og bitter
Kaldt hende med, jeg veed ei hvad for Navne.

202

SVEND: Ak alt for sandt! Dog Himlen veed, mit Hierte
Det var ei koldt, ei haardt; min Siel var drukken
Af Medynk mod de Lidende, jeg raste.
Hun bad, hun klynkede af frygtsom Elskov;
Og det var det, jeg kaldte feigt og uselt.
Ha jeg som kiendte dig! - Ha kiekke Pige,
Du viste snart, hvor lidt din Siel fortiente
Saa haarde Ord! saa vild, saa grum en Brudgom!

BIRTHE: Ak du est reen, som Snee, mod mig! Jeg Daare! -
Vel var min Frygt, mit Mismod ei ubilligt!
Hvad har vi nu? Hvad Hielp? hvad kan vi haabe? -
Men var det ei mit dyrt besorne Løfte,
Min første Pligt, at deele Held og Uheld
Med ham, den Elskte, som jeg gav mit Hierte?
Og jeg saa pludselig, saa stolt, saa haanlig,
Forkaste ham, den brave Knud! - Ak aldrig
Kan han tilgive det! - Ei heller bør han!

SVEND: Vær stille! seer du ham? - Ha den Troløse!
Hvor lumsk han leer! hvor stolt? - Ha nu jeg seer
ham,
Begynder alt mit hele Blod at kaage!

BIRTHE: For Himlens skyld, yp ingen Kiv! Jeg zitrer!
(Svend vil gaae.)

✂

TREDIE OPTRIN

KNUD. DE FORRIGE

KNUD: Ha bliv kun, Svend! Jeg hader, at forstyrre
En ærlig Leeg. Jeg søgte kun min Lise.

SVEND: Din Lise? din?

KNUD: Ja, min. Vel veed jeg, Frende,
Du troer mig vist en from, godhiertet Taabe,
203Fordi jeg gladelig toeg strax til Takke
Med een, som du saa haanlig har forkastet.
Men Lise, skiønt hun elsker lidt for kielent,
Lidt for blødagtig for en hærdet Søemand,
Saa har hun, troe mig. Svend, dog visse Dyder.
Hvad vil du meer? - Jeg saae hun drev for Strømmen,
Og jeg var flot - som Birthe kan bevidne -
Hvad Under, at jeg entrede?

SVEND: Ha Spotter!
Jeg veed ei, hvad der hindrer mig, at kryste
Din vindige, din edderfyldte Strube,
At sprænge den, som en oppustet Blære!

KNUD: Nu, Ven, maaskee du frygter dig for Knaldet.
Men siig mig dog, hvad plage dig for Griller?
Misunder du mig det, som du foragter?

SVEND: Foragter? Jeg? Du veedst det, lumske Stiemand!
Du veedst for vel, jeg har fortørnet Lise.
Hun kan foragte mig, hun kan bortslænge
Mit Hierte, om hun vil, i Havets Afgrund.
Hun giør mig kun min Ret; jeg har forskyldt det.
Men du, Søerøver! du, som troer min Pige
En lovlig Priis for dig, saa snart du finder,
At jeg er kastet over Bord, ha vov ei,
At duve hende an! - ei, mens jeg lever!

KNUD: Vel! døe da snart! thi jeg er klar.

SVEND: paa Stedet,
Her, strax afsværg hvert Glimt af Haab om Lise!

KNUD: Sov Rusen ud!

SVEND: Ha du er Dansk og Søemand!

KNUD: Og saa? Hvad meer?

204

SVEND: Viid, giennem dette Hierte
Gaaer Veien til min Brud!

KNUD: Og saa?

SVEND: Ved Himlen,
Jeg skiertser ei! kom, er du Mand! forsvar dig!
(Han sætter sig i en angribende Stilling. Knud holder ham fra sig.)

KNUD: Er det dit Alvor, Svend?

BIRTHE: Ha Gunild! - Anders! -
For Himlens Skyld!

✂

FIERDE OPTRIN

LISE, (med Strikke-Tøi i Haanden.) DE FORRIGE

LISE: Hvad vil da dette sige?

KNUD: Vi lege ner kun saa.

LISE: Ha, jeg forstaaer dig!
Kun saa, som Stormen skiertser med en Seiler,
Som hvide Bølger kysse Skiærets Toppe,
Og sprudle Damp, og brøle høit af Kaadhed.
O, jeg har seet de fromme Mandfolk skiertse!

KNUD: Hvem vover ei en Dyst sin Møe til Ære?
Hvad vil du meer? det er om dig, vi trettes.

LISE: I to om mig? en feig og usel Pige?

SVEND: Ha Lise! Lise! skal et Ord adsplitte
Den Pagt, som du saa tit besoerst? kuldkaste
Vort søde Haab? Skal et usalig! Mundsveir,
Udstødt af Raserie, skal det fordømme,
Ha, skal det dræbe din trofaste Brudgom?

205

LISE: Bort! aldrig samledes Foragt med Troskab.
Gaae derfor, gaae! Jeg troer dig ei saa usel,
At frie til Piger, som du kanst forhaane.
Ei heller var du rasende; skiønt mueligt
Ophidset nok, at sige, hvad du tænkte.

KNUD: Nu vel! du seer da, Svend, at jeg er Manden.
Thi aldrig har min Mund forhaanet Lise.

LISE: Bort! du est vild og grum, og haard som Klippen;
Og fuld af Svig som alle dine Brødre.
For evig vil jeg sky e de falske Mandfolk,
At det ei gaaer mig, som den arme Gunver.
Merk paa min Sang om lille Gunvers Skiebne!

: Romance. Liden Gunver vandrer som helst i Qvel,
Saa tankefuld.
Hendes Hierte var Vox, hendes unge Siel
Var prøvet Guld.
O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!
Liden Gunver meder med Silken-Snoer
Ved Havets Bred;
Da hævedes Bølgen, og Vandet foer
Saa bradt afsted.
O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!
Skiøn Havmand sig op af Havet skiød,
Beklædt med Tang.
Hans Øie var kierligt, hans Tale var sød,
Som Harpers Klang.
Liden Gunver, du martrer mig Dag og Nat,
Med Elskovs Ild.
Mit Hierte vansmægter, min Siel er mat.
O vær dog mild!
Du rekker mig kun din sneehvide Arm,
Paa Søemands Troe;
Saa trykker jeg den til min brændende Barm,
Saa faaer jeg Roe.
206Liden Gunver, mit Bryst, bag sit haarde Skiel,
Er blødt og ømt.
Trofast er mit Navn, min ukunstlede Siel
Foragter Skrømt.
Og er dig min Arm til saa stor Behag,
Til Trøst og Roe;
Skiøn Havmand, saa skynd dig, saa kom kun,
og tag
Dem begge to!
Han trak hende fra den steile Bred,
Glad ved sin Sviig.
Som Storm var hans Latter; men Fiskerne
græd
Ved Gunvers Liig.
O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!

SVEND: Jeg er ei falsk, som han; det veedst du bedre.
Dog skeer mig Ret. Ja, jeg tilstaaer, jeg føler,
Min Adfærd kan du, bør du ei tilgive.
Jeg hader, jeg afskyer mig selv, den Blindhed,
Hvormed jeg dømte dit retskafne Hierte.
Og jeg skal straffe mig! - Lev vel for evig! -
Uværd at see dig, du, som var min Glæde,
At frydes ved dit Øiekast, at høre
De Læbers Vellyd, som saa tit tilsoer mig
Mit Livs Lyksalighed, alt, hvad jeg ønskte;
Uværd at leve, vil jeg flye dit Aasyn.
Langt borte vil jeg skiule mig, min Jammer
I Mulm, og Storm skal døve mine Klager.
Men først vil jeg frikiende dig, min Lise,
Og her endnu engang tilstaae min Brøde.
Dit ømme, dit maaskee for ømme Væsen
Ansaae jeg ofte for elskværdig Svaghed;
Men da det streed mod mit oprørte Hierte,
Da syntes det mig feigt. Tilgiv mig, Lise!
Det Mod, hvormed du siden selv tilbødst dig,
At redde den Uheldige, det lærte
Min hele Siel, at al din Frygt var Elskov,
Øm, kielen Elskov, kun deri at laste,
207At den var ufortient, spildt paa en Daare,
Som kun miskiendte den.

LISE: Jeg kan ei længer! -
Ak Svend! fortryder du da hine Navne,
Hvormed du kaldte mig?

SVEND: Ak spørg mit Øie,
Og svar dig selv! Mig binder Veemod Læben.

LISE: Jeg har da holdt mit Ord, og, Svend, her er jeg,
Bereed...

SVEND: Hvortil?

LISE: At skiule mig i Mulmet,
At trodse Storm og Død med dig, min Elskte.

SVEND: O Himmel! - og dit Ord til Knud?

LISE: Var Paafund.
Adspørg ham kun.

KNUD: Ha taabelige Pige,
Godhiertede, saa let kan du tilgive?

LISE: Og du giør best, om du tilgiver Birthe.

KNUD: Du skiertser. Det er mig, som hun forskyder.

BIRTHE: Du veedst det bedre, Knud.

KNUD: Jeg veed, du agter
Mig og min Drøm saa lidt, som du vilst give
Din Haand derpaa, at døe med mig af Mangel.

BIRTHE: Ha glæd dig, Grumme, at du fandst en Aarsag,
At bryde hver en Eed!

208

KNUD: Og det var daarligt,
At legge Baand paa disse tomme Hænder.

BIRTHE: Jeg kiender dig. Et Ord, som Angst og Kummer
Den Tid aftvang min alt for raske Læbe,
Det Ord har ei fortørnet dig.

KNUD: Nei, Birthe,
Ord, Pigers Ord, fortørner ei den Kiekke.
Men just den Angst, du taler om, din Brød-Sorg,
Dit alt for nærige, dit snevre Hierte,
Din ringe Tillid til min Arm, dit Mismod,
Det er min Siel en Gift, det bør fornærme
Hver ærlig Karl, som har en Haand at røre.

LISE: Men synes dig vor Frygt saa reent utidig?
Er ei vort Bundgarn tabt? Hvo skal betale
Saa stor en Gield? Hvormed skal vi begynde?
Hvad kan forhverves uden Baad og Redskab?
Ak mørk og ængstlig nok er hver en Udsigt!
Hvad kan vi Arme nu? hvad kan vi?

KNUD: Stræbe.

LISE: Ja, stræbe, men for alt anraabe Himlen.
Qvartet

LISE: ✂ I Himle, beskytter
De hellige Baand,
Som Kierlighed knytter
Med bævende Haand!

ALLE: ✂ I Himle, beskytter
De hellige Baand,
Som Kierlighed knytter
Med bævende Haand!

209

SVEND: ✂ O yndigste Kiede,
Som Kierlighed fletter
Af Pligt og af Glæde!

LISE OG BIRTHE: ✂ Du sinker og tretter
De rappeste Hænder.

SVEND OG KNUD: ✂ Du styrker og letter
Det Bryst, du omspænder.

LISE: ✂ Du nager.

BIRTHE: ✂ Og brænder.

SVEND: ✂ Du fryder.

KNUD: ✂ Og letter.

ALLE: ✂ O yndigste Kiede,
Du nager og brænder,
Du fryder og letter
Det Bryst, du omspænder.

LISE: ✂ O ængstende Kiede,
Som Kierlighed fletter,
Hvor mørk er din Glæde!

LISE OG BIRTHE: ✂ Hvor mørk er din Glæde!

SVEND OG KNUD: ✂ Hvert Leed er en Glæde.

LISE: ✂ Som tynger.

SVEND: ✂ Som letter.

210

KNUD: ✂ Som styrker.

BIRTHE: ✂ Som trætter.

ALLE: ✂ O ængstende Kiede!
O yndigste Baand!
Hvor mørk er din Glæde!
Du tynger og letter,
Du styrker og trætter
Vor bævende Haand.

LISE OG BIRTHE: ✂ Naar Armod skal bindes,
Er Blomster-Baand tunge.

SVEND OG KNUD: ✂ Kan Armod da findes
Hos Raske og Unge?

LISE OG BIRTHE: ✂ Hvad har vi da?

SVEND OG KNUD: ✂ Hænder.

LISE OG BIRTHE: ✂ Ja, tomme.

SVEND OG KNUD: ✂ Men flinke.

LISE OG BIRTHE: ✂ Ha Baand, der omspænder
Arbeidsome Hænder,
De trætte og sinke!

SVEND OG KNUD: ✂ Kun Døden kan qvæle
Den Iver, som brænder
I modige Hierter.

LISE: ✂ Ak Sorger!

BIRTHE: ✂ Og Smerter!

211

LISE OG BIRTHE: ✂ Ha Sorger og Smerter
Kan kue, kan qvæle
De munterste Stele,
De modigste Hierter!

SVEND OG KNUD: ✂ Skal Haabløshed ende
Den yndigste Kiede?

LISE OG BIRTHE: ✂ Kun Himlen kan vende
Vort Mismod til Glæde.

ALLE: ✂ I Himle, beskytter
De hellige Baand,
Som Kierlighed knytter
Med bævende Haand!

✂

FEMTE OPTRIN

GUNILD. ANDERS. THOMAS. DE FORRIGE

GUNILD: Her, Børn, her bringe vi vor Ven. Hans Hierte,
Maaskee for varmt i det han troer at skylde
Medskabninger og blot Algodheds Redskab,
Fordi de glade giorde, hvad de burde,
Hans gode Hierte svolmer af et Forslag,
Hvortil vi to har svart, hvad hver bør svare.
Men ei tilfreds paastaaer han at forsøge,
Om I maaskee vil føie ham. Ei vil vi
Afslaae ham denne Bøn. Vi veed for sikkert,
I troer, som vi og alle brave Danske.

THOMAS: Ei meer, Ærværdigste! ei meer, min Moder!
O merker - føler dog, som jeg - I Ædle!
Hvad jeg har tænkt, er ei et dristigt Forslag;
Det er en Bøn, en ivrig Bøn. Jeg trygler
En salig Lyst af dem, som gav mig Livet.
O dette Guld, som I, kun I har vristet
212Af Havets gridske Svælg, det er dog eders!
O letter mig for denne Last! o skienker
Min Siel det Haab, den Lise at opfylde
Dog noget af sin Pligt! den Fryd at ende
De ædleste, de beste Danskes Kummer
Som de har endt min Angst! - Jeg veed hvad
Uheld...
Det Guld, I biergede, kan just betale
Et Bundgarn, og en Baad, og hvad I bruge;
Og skienke mig den Vellyst at befordre
Den dydigste, den heldigste Forening.

SVEND: Jeg troer dig, arme Ven! det kan ei være
Din Hensigt, at fornærme os.

KNUD: Mig undrer,
Hvorfor du ei har hængt din Pung i Merset,
Til Lokkemad for vore danske Søemænd!

GUNILD: Du est for haard, min Knud.

BIRTHE: Jeg har et Ønske.
Blev det mig undt, at svare for os alle...

KNUD: Du, Birthe?

ANDERS: Du?

GUNILD: Hvorfor just du, min Datter?

LISE,: (som har talt noget afsides med sin Søster.) Tilstæder Birthe denne Lyst. Jeg lover,
Hun svarer, som hun bør.

SVEND: Vel! vi vil høre.

KNUD: Min Mening dog uskadt.

BIRTHE: Tør jeg, min Moder?

213

GUNILD,: (ligesom vognende af dybe Tanker) Hvad vil du, Barn? Jeg var adspredt. Jeg tænkte
Paa Sagnet om en vis vanartet Fisker. -
Tilgiver, Børn! min Alder giør mig snaksom;
Og Visen er kun kort.

KNUD: Syng den, vor Gunild!

GUNILD: Romance. En Edder-Fugl var haardt i Klemme,
Og skreg om Hielp til Himmelen.
En Fisker hørte Fuglens Stemme;
Og skyndte sig, og frelste den.
Ak favre Fugl, Nord-Havets Ære,
Hvor glad er jeg, som frelste dig!
Hvor hvide, skiønne, bløde Fiære!
De skal herefter varme mig.
Saa plukkede han gridsk den Arme;
Og halvdød klager den med Ret:
Ha grumme Haand, som toeg min Varme,
Hvi gavst du mig mit Aandedræt?

BIRTHE: Ak Moder, jeg forstaaer din Sang! - Dog troer jeg,
Mit Hierte trængte mindst til den Erindring.
Det er mig dybt, maaskee for dybt indprentet,
At Mangel er saa grum, som Storm og Bølge.
Ved Savn af det, som ingen kan undvære,
Og blot ved daglig Trang til andres Medynk,
Blev Livet dig hos os, som før paa Vraget,
Ei længer Liv, blot Kummer for at leve.
Derfor, o Fremmede! und dine Venner
Den Handling, som du troer saa god; og skiønsom,
Beed dem ei selv fordærve den ved Niskhed!
Den Danskes Liv er ei tilfals, og, troe mig,
Hver Vinding er ham leed, om ikke haanlig,
Som ei hans valgte Næringsvei tilbyder.
Derfor skienk os din Agt! Dit Liv, din Glæde
214Var Disse Giengield nok. Den blide Himmel,
Som frelste dig, skal sørge for os andre.

KNUD: Det var min Brud, min brave Møe, som talte!
Omfavn mig! Glem vor Tvist! - Brum, naar dig
lyster!
Kuul frisk i mine Seil! Hvad, mon jeg agter
Den Storm, der blæser fra saa got et Hiørne?

GUNILD: Du seer da, Fremmede, mit Ord stadfæstet,
At vore Børn var eet med os. Tilgiv mig
De Glædes Taarer, som du seer mig fælde.
Troe mig, det er ei Stolthed af min Seier;
Ei heller, at jeg daarlig skulde tænke,
At slig en Adfærd var saa stor og sielden.
Jeg veed for vel, at her til Lands, de fleeste
Vist svarte dig, som vi har svart. Du seer kun
En Moders ømme Fryd! - Omfavn mig, Birthe!

THOMAS: Ak alt er skiønt og ypperligt! Jeg ene -
Tilgiver mig! - jeg er nedtrykt, veemodig,
Halv, synes mig, halv skamfuld ved mit Forslag.
Dog var det meent saa vel! Ha var mit Hierte
Sig selv den mindste Drøm bevidst om Giengield,
Da brast det i min Barm! - Dog nei, umueligt!
Det kan ei ligne Guld ved Dyd, ei heller
Fornærme saa retskafne Folk. Jeg tænkte:
Det kan afhielpe Disses Nød, som hialp dig,
Og trøste dem, og hastig sammenknytte
To ædle Par. Det var min stolte Glæde.
Og, ak hvi skal den røves mig? og Kummer
Formørke Disses Vei? Ha det er bittert!
Hvo skal nu ende den? Hvo kan, hvo vil det?

215

✂

SIETTE OG SIDSTE OPTRIN

ODELHIEM. DE FORRIGE ODELHIEM

Den Himmel, som de stoelte paa. - Tilgiver,
Om jeg for frie, som ubekiendt, begierer
En Deel, en ringe Deel af denne Vellyst;
Thi Vellyst er de Ædles Tvist om Dyder! -
Jeg selv har ved en Hændelse fornummet
En Deel af det I trettes om; det andet
Har Claus berettet mig. Nu er mit Ønske,
Min Bøn, at det mit varme Hierte føler,
Det Himlen vidner i min Siel, maa høres!

KNUD: Vi veed ei, hvo du est.

ODELHIEM: En Dansk.

KNUD: Vel! tael da!

ODELHIEM: At du, min Ven, tilbødst, hvad du formaaede
Til Disses Vel, var Pligt. Din ømme Iver
Forædler den; dit Liv var værd at frelses.
Og at de Kiekke rødme ved dit Forslag,
Og skye din Gave meer, end haabløs Kummer,
Det var Natur hos dem, og ei uventet.
Hvert Støvgran af dit Gods, som du paatvangst
dem,
Skal hastig dybt nedtrykke dem, og mørkne
Den Lyst, de nyde, den, de blot attraaede;
Dit Vels, din Taks, din Glædes rene Taare.
Ei heller undres jeg, om slige Hierter
Vil ømme sig ved hvert et synligt Giengield.
Thi hvad er skiønt, som Dydens egne Straaler?
Og Tanken om et Side-Blink til Vinding
Kan alt beskygge den - det veed Retskafne. -
Dog, Brødre, bød vor Pligt, at vi modtoge
Den ubegierte Løn, som Himlen skienker.

216

GUNILD: Vi har modtaget den.

ODELHIEM: Det veed jeg, Ædle!
Dog naar tør Støvet vrage Gud, og sige:
Hold op! det er mig nok! meer vil jeg ikke!
Og har vi ei hos os en kierlig Moder,
Som kan paatvinge Løn?

SVEND: Hvor?

KNUD: Hvilken?

ODELHIEM: Danmark.
Det var dets høie Ret, dets Vel, dets Ære,
At lønne Dyd, som at bestraffe Laster.
Vel maa den ømmeste blant Mødre slippe
Det Baand, hvorved hun holder os, og frygtsom
Betroe vor Foedstie til os selv og Himlen,
Før vi kan naae den rene Dyd, den Kilde,
Hvoraf al hendes ægte Glands udstrømmer.
Dog lokker hun endnu. - Ei os, ei Kiekke,
De naar den selv; men vore svage Brødre,
Dem lokker hun, og er det hendes Velfærd
At lede dem derhen ved Bøn og Løfter,
Ved sikkert Haab, ved Rye om andres Giengield.
Og I, som nu dog sukke ved at føle,
At selv den skiønneste blant eders Dage,
Udmerkte sig ved grumt, ufrygtet Vanheld,
Ved Tab af alt, ved Nag af haabløs Elskov;
Og vil I vel, at Fremmede skal sige:
De Arme hædrede det stolte Danmark,
Med Glandsen af en ædel Daad - og nedsank
I Nød og Sorg, som Danmark ei har lindret?

KNUD: Min Siel er dansk! og var ham Styrke tienligst,
Der, naar jeg hører det, tør knye mod Danmark!
Og hvad det bød, bør ei forsmaaes, det veed jeg!
217Dog hvor, og naar, og hvad det skal tilbyde,
Os til en Trøst og andre til Opmuntring,
Det, Herre, det er meer, end jeg begriber.

ODELHIEM: Viid, at det alt udstrakte sine Arme
Til Hielp! - Thi mægtigt er dets Vink, og evig
Dets tause Lov, til sine rige Sønner;
At skatte til de Kiekkes Dyd; at troe det
Just Velmagts Pligt, at yde dem den Lise,
Den Drift, og selv den Glands, som Guld kan give.
Held mig, at Rigdom blev min Lod! og at jeg
Var nær, og hørte Danmarks Røst! O Brødre,
O under mig den Vellyst, at adlyde
Saa øm en Moders Bud! Jeg har adlydt det!
Alt har jeg nedlagt hos min Ven paa Gaarden,
Hvad Garn, og Baad, og Bryllupsfærd kan koste.
Og til vor Anders og de to Retskafne,
Som kiekke toeg enhver sin Deel i Faren,
Et Hæders-Tegn, af samme Værd, som eders.
Og til et Speil for Børne-Børn, skal aarlig,
Indtil den sidste af de Fem er jordet,
Paa denne Dag den skiønne Daads Erindring,
Fornyes ved samme Pant paa Danmarks Bifald.
Alt dette har jeg sørget for; det, Brødre,
Har Dyden og mit Fødeland befalt mig.

SVEND: Dit Ord, o Fremmede, var stort og herligt;
Men det bestyrter os!

KNUD: Jeg troer ved Himlen,
Min Siel er Vox! naar var jeg saa qvindagtig?
Foragt mig ei, fordi du seer min Taare!
Hvad skal jeg svare dig? Tael du, vor Anders!

ANDERS: Jeg føler det, du est den ædle Landsmand,
Hvorom vor Ven fortalte før. - Retskafne!
Giør, hvad du vil! Du har fortient den Glæde,
218At hielpe brave Dannemænd! Jeg tænker,
At vrage sligt, var blot haardnakket Stolthed.

GUNILD: Det var Uskiønsomhed og Trods mod Himlen!

KNUD,: (Han tager Odelhiem i Haanden.) Tak, brave Mand!

SVEND: Vi takke dig, du Ædle!

LISE: Vor Taare takker dig!

ODELHIEM: Ei mig, men Danmark!
Er ei dets Fest i Dag? Jeg har besørget,
At vi ved Sang, og et fortroligt Begger,
Og vore Pigers Lyst, ved raske Dantse,
Kan slutte den. Derfor, I brave Brødre!
Vil vi nu glemme alt, og blot erindre
De modige, de lykkelige Danske.

Chor.

ODELHIEM: ✂ O Dyd! hvor Byrder ikke qvæle,
Hvor Kummer nager ei din Rod;
Hvor Held befrugter ædle Stele,
Og Frihed varmer cimbrisk Blod,
Bag Danne-Kongens trygge Hegn
Er modne Dyders Føde-Egn.

ALLE: ✂ Bag Danne-Kongens trygge Hegn
Er modne Dyders Føde-Egn.

GUNILD: ✂ O Fromhed! hvor du, vis paa Hæder,
Fortrolig selv med yngre Aar,
Tør dele dig imellem Glæder,
Som Jorden har og Himlen spaaer,
I Skyggen af din Dannebod
Opammer du det ægte Mod.

219

ALLE: ✂ I Skyggen af vor Dannebod
Opammer Fromhed ægte Mod.

ANDERS: ✂ Hvor Smiil af Himlen synlig lønner
Flid, Indsigt og Erfarenhed,
Som styre Modets raske Sønner
I prøvet Klogskabs trygge Fied,
Hvor Viisdoms Vink er Kiekkes Fryd,
Forædles Mod til Helte-Dyd.

ALLE: ✂ Ved Viisdoms Ven, vort Nordens Fryd,
Forædles Mod til Helte-Dyd.

LISE: ✂ Hvor Mod kun fordum kunde smelte
De kiekke Skiold-Møers haarde Barm,
Der hvile, der belønnes Helte
Endnu som før i Elskovs Arm.
De danske Pigers Kierlighed
Er Ild, som Kiekhed tændes ved.

ALLE: ✂ De danske Pigers Kierlighed
Er Ild, som Kiekhed tændes ved.

SVEND: ✂ Hvor tusind skiønne Fodspor lære
Beskedne Dyders varme Ven
En baned Alfarvei til Ære,
Og Haabet bød ham følge den,
Paa Danmarks minderige Kyst
Spaae Farer selv kun Roes og Lyst.

ALLE: ✂ Paa Danmarks minderige Kyst,
Spaae Farer selv kun Roes og Lyst.

BIRTHE: ✂ Hvor Brødre kappes om at bøde
Paa ubekiendte Brødres Tab,

220

✂ Hvor Haab og Hielp og Medynk møde
Fortvivlelsen i Dødens Gab,
Ved Dans venskabelige Bred
Er Svig og Ondskab ene ræd.

ALLE: ✂ Ved Dans venskabelige Bred
Er Svig og Ondskab ene ræd.

KNUD: ✂ O elskte Hav! din Aande tænder
Sin raske Giæring i vort Blod;
Din Bølge hærder Bryst og Hænder,
Din Luft udvider Haab og Mod.
O Nord-Hav! du vor Roes og Lyst,
Du sprudler Ild i Danskens Bryst.

ALLE: ✂ O Nord-Hav! du vor Roes og Lyst,
Du sprudler Ild i Danskens Bryst.

ALLE MANDFOLKENE: ✂ I gyldne Sletter, smiler trygge!
Bruus i din Stolthed, sølvblaae Strand!

ALLE FRUENTIMMERNE: ✂ Hvil evig i Skioldungers Skygge!
Vær evig Heltes Fødeland!

MANDFOLKENE: ✂ O Danmark, vær de Ædles Hiem!

FRUENTIMMERNE: ✂ Og alle prise dig og dem!

ALLE: ✂ O Danmark, vær de Ædles Hiem!
Og alle prise dig og dem!

Synge-Spillet endes med Dands af Fiskere og Fiskerinder.

Ewald, Johannes FISKERNE. ET SYNGESPIL I TRE HANDLINGER. EN PRIISDIGT (1779)

FISKERNE. ET SYNGESPIL I TRE HANDLINGER. EN PRIISDIGT (1779)

HANDLENDE PERSONER:

FØRSTE HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

ANDEN HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

SIETTE OPTRIN

SYVENDE OPTRIN

OTTENDE OPTRIN

NIENDE OPTRIN

TREDIE HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

SIETTE OG SIDSTE OPTRIN