Ewald, Johannes LANDSBYE-HØITIDEN (1775)

LANDSBYE-HØITIDEN. ET FORSPIL I ANLEDNING AF KONGENS FØDSELS-FEST DEN 29. JANUARII 1775

HANDLENDE PERSONER:

  • BARONEN.
  • TO BØNDER.
  • LUCINDE, HANS DATTER.
  • JESPER, DERES BØRN.
  • FORVALTEREN.
  • KIRSTEN,
  • HOVMESTEREN.
  • BØNDERFOLK AF BEGGE KIØN.
  • SKUEPLADSEN ER BARONENS HERREGAARD.

FØRSTE OPTRIN

TO BØNDER

DEN FØRSTE BONDE
Aria.

JEG sætter min Hat
Saa høit, som den beste.
Jeg yder selv min Skat.
Jeg har, trods hver en Rig,
Nok, meer end nok til mig,
Og noget til min Næste.
Jeg sætter min Hat
Saa høit, som den beste.

DEN ANDEN BONDE
Nu, Naboe, tak du Himmelen, som hialp dig!
Og tak den kiere Konge - Ham, hvis Høitid
Vi helligholde nu! - og tak Baronen!
Før var det uselt nok, det veed vi alle. -
Det klæder ikke got - en Dag, som denne,
Da hver er glad, og da vort gode Herskab
Giør sig saa megen Flid, saa stor Bekostning,
Og skienker og bespiser os saa herlig,
Blot at vi samlede maa takke Himlen
For Bondens Velstand og for Kongens Fødsel -
Det lader ei for kiønt, min gode Naboe,
At bære Nag, og yppe gammel Trætte,
En Dag, som den. - Og siig os da, hvorfor du
10 Seer skievt til mig, og pukker, naar jeg taler.
Min Jespers Hu var falden til din Kirsten.
Nu - hun var arm, han havde lidt til beste.
DEN FØRSTE BONDE
O tael kun ei om det par Snese Daler,
Som den gang giorde dig saa stolt, saa kræsen!
Dem har vi længe seet, og meer, vor Naboe.
De Tider er forbi. - Og skiønt min Pige
Var fattig, var hun flink, rask til sin Gieming,
Og nok saa god, som nogen Knøs paa Godset.
DEN ANDEN BONDE
Hvad hielper det? du veedst, ved tomme Fade
Er sielden Fred. - Det var den gang min Tanke.
Og hvad var da vor Flid? hvad var vort Arbeid?
Ei vor, ei vore Børns, men Herrens Fordeel.
Men, som du siger, Tiden er forandret;
Og intet er forsømt endnu.
DEN FØRSTE BONDE
Hvad? Intet?
Den Tid var Pigen alt for slet. Nu kom hun
Din Jesper ret til pas. - Jeg troer dig, Naboe.
DEN ANDEN BONDE
Men hør dog... tys! der kommer vor Forvalter.

ANDET OPTRIN

FORVALTEREN. DE FORRIGE

FORVALTEREN
Nu Børn! J trættes dog vel ei? Vor Glæde
Bør ingen Kiv i Dag forstyrre. - Kommer!
Baronen har alt savnet jer - han venter.
Nu snart! opholder ei den beste Herre!
(De to Bønder gaae.)

TREDIE OPTRIN

FORVALTEREN (ALENE) Den Ædle vil forlige dem, og krone
Vor Høitid med de to Forelsktes Lykke.
11 Hvad sparer han? - Hvad giør han ei? - Hans
Idræt
Er kun hans Børns, hans kiere Bønders Velstand.
Hvor blomstrer alt ved ham. HverhærdetFordom,
Ja mig, saaledes som jeg før var sindet,
Mig selv til Trods beriges han. Dog agter
Han det kun ringe. Men i Kreds omkring ham
Velsigne tusend' ham og deres Skiebne;
Det er hans Lyst, det lønner først hans Hierte.
O ædle, rene Lyst! - og jeg har smagt dig!
Og jeg har lært at dele slig en Glæde!
Jeg græder. - Gamle Barn - om nogen saae mig.
Aria.

O fremmede Glæde,
Som klemmer mit Bryst!
O Taarer, som væde
Mit hærdede Øie!
O Glimt af den Høie!
O salige Lyst!
Ja, Himmel, du skiønner
Paa spirende Dyd;
Dit Velbehag lønner
Et Smiil til vor Næste,
Et Vink til hans Beste
Med reneste Fryd.

FIERDE OPTRIN

HOVMESTEREN. FORVALTEREN

FORVALTEREN

Hvad? kan Hovmesteren undværes inde?

HOVMESTEREN
Oh! meget vel. Baronen og hans Datter
Besørger alt, saa jeg er næsten afsat.
Men, Herr Forvalter, hvi saa mild? - Saa venlig
Har ingen seet dem før. - Dog Kornet stiger -
Den skiønne Frost...
FORVALTEREN
Min Ven, den Spot er grusom.
12 Kan denne Dag; kan CHRISTIAN omringet
Med Fred og Held, med Kongelige Venner,
Hans trygge Værn, ei glæde danske Hierter?
Og troe de mig meer følesløs, end alle?
Den aldrende, den haarde Bonde smiler -
I hvert et Øie spiller Lyst - de prise
Enstemmige den bondekiere Konge,
Der gav dem og indhegnede dem Kilder
Af Held og Lyst, som ingen Tid kan tømme.
Og nu den værdigste, den beste Jorddrot,
Hvis Hierte mødte Kongens Vink, hvis Iver
Nu alt belønnes med saa søde Frugter,
Alt med Velsignelser fra hver en Læbe,
Hvor grundet er hans Fryd - hvor stor - hvor
ædel!
Og jeg - det synes dem jeg skulde undflye
Saa sand en Lyst, og glæde mig ved Plager?
HOVMESTEREN
Tilgiv, min Ven! jeg seer min Feil med Glæde.
Den vist var følesløs, hvis Siel alene
Modstod den Strøm af Lyst, hvori Baronen
Bortriver alt med sig i Dag. Hvo seer ham,
Hvo seer Lucinde, hans udtrykte Billed,
Den Iver at fornøie hver, den Omhu,
Hvormed hun glad nedlader sig, og sørger
At ingen, ei det mindste Barn, maae savne
Sin Deel i Bordets Lyst og Festens Glæde,
Hvo seer det alt urørt og mørk og vranten? -
Dog kan de let undskylde min Forundring;
De har ei altid tænkt, som nu.
FORVALTEREN
Mit Hierte
Var aldrig Flint; Opdragelsen og Vanen
Indprentede min Siel en skiendig Fordom.
Mig syntes Bønderne kun dumme Lastdyr.
De, tænkte jeg, de skabtes til at bære
Monarkens, Eierens og mine Byrder.
Knapt Foer og Hug tilgavns er dem det beste.
13 Saa tænkte jeg, saa tænke fleer desverre! -
Et Glimt fra Tronen aabnede mit Øie.
Jeg kiender dem for Mennesker, for Brødre;
Jeg elsker dem, og vor Baron har lært mig,
At de kan elskes uden Tab.
HOVMESTEREN
Omfavn mig!
Nu har De al min Agt. - Ah! hvor almægtigt
Er Kongers Vink og store Mænds Exempel!
Dem gav du, Himmel, at omskabe Hierter!
Aria.

Soel, din Straale fryder
Alle Skovens Fugle.
Kun den blinde Ugle
Føler dig med Smerte,
Og undflyer din Pragt.

Kongelige Dyder
Smelter ædle Siele.
Kun en Feig kan qvæle,
Kun det kolde Hierte
Dæmpe deres Magt.

FORVALTEREN
Hist kommer han - den beste Konges Aftryk!
Hvor dybt nedlader han sig dog! hvor venlig
Han taler til to trættekiere Bønder!
Hvor ivrig han anstrænger al sin Viisdom
Paa at forlige dem! - Ha, Børn, ved Himlen!
Før skulde denne Haand snart have giort det.
HOVMESTEREN
Snart nok maaskee, min Ven! - men ei saa varigt
(Han gaaer.)

FEMTE OPTRIN

BARONEN. TO BØNDER. FORVALTEREN

BARONEN
(til den første Bonde.) Let kunde du forlede mig; din Stolthed,
Min kiekke Ven - jeg føler det - den smigrer
14 Mit Hierte; selv din Trods kan næsten kildre
Mit Øre. Himlen veed, hvormeget heller
Jeg hører dette Sprog, end før din Klage!
Dog, som du selv kan see, det er lastværdigt. -
Ifald du kan belønne din Velgiører...
Det vil du dog? - Jeg kiender dig - Det vil du.
DEN FØRSTE BONDE
Ja, med mit Liv.
BARONEN
Nu vel! den gode Konge,
Som gav dig det, hvoraf du nu kan prale,
Begierer kun et glad, et kierligt Hierte;
Han, som fornam dit Suk, og fra sin Trone,
Hvis Glands let kunde skiule ham for Ringe,
Dog saae din Nød, og med en Faders Omhu
Steeg ned, at hielpe dig; han, som har samlet
De mavre, de saa vit adspredte Tuer;
Han, som af dem, dit Krat, og dine Moser,
Har skabt et Paradiis i Kreds omkring dig;
Han, Ven, som har forvisset dig, din Datter,
Din sidste Slegt, om Frugten af din Møie;
Han, som har skienket dig dig selv, din Frihed;
Han vil, og du skal bistaae ham. Han troer sig
Belønnet nok, ifald du efter Evne
Vil fremme din og andre Danskes Lykke,
Og ei ved Ufred hindre den at blomstre.
Du seer din Jord. Før adspredt, uindhegnet,
Giengieldte den din Møie kun med Tidsler.
Hvor heslig grøn i Høstens gyldne Tider,
Hvor nøgen fandst du den! Dyr havde nedtrædt
Dit Haab, din Lyst, de Skatte, som du saaede.
Nu da et Hegn omgrændser den, nu nyder
Din Ager Fred, og du dit Arbeids Frugter.
Saa vil og J, naar Venskabs Baand forener
Hvert Ønske, hver Bestræbelse, hver Idræt,
Belønne Landets Ven med glade Hierter.
DEN FØRSTE BONDE
J taler som en Bog, vor gode Herre,
Og paa saa fine Ord kan intet svares.
15 Dog synes mig, jeg hader ei min Næste;
Og, som jeg før har sagt jer det, min Kirsten
Er noget værd. Man skiertser ei med Æren.
Han har forsmaaet min Pige før - den Stolte!
BARONEN
Forsmaaet? det har han ei; han var kun frygtsom.
Og burde han ei zitre, som han giorde,
Af Frygt, at see saa kiøn en Pige mangle?
Og du, som hader ei din Næste, svar mig!
Hvorledes kan du kold bedrøve fire?
Din gamle brave Ven - de to Forelskte -
Og mig - Hver af os lider ved din Haardhed;
Og det en Dag, som den, da CHRISTIAN fødtes!
DEN FØRSTE BONDE
Det, gode Herre, det er ei at udstaae.
Kom, Naboe! Snart! kom, tag min Haand og tryk
den!
Og for den gode Konges skyld, som elskte
Vor Stand saa høit, og gav os det vi eie;
Og for Baronens skyld - saa tag min Kirsten! -
Ved Himmelen! for deres skyld, vor Naboe,
Kan du begiere hvad du vil - min Blakke,
Mit Sølvlaags-Kruus, mig selv, ifald du lyster.
BARONEN
See, Ven! jeg kiendte dog dit gode Hierte.
(til Forvalteren.) Nu, Herr Forvalter, nu de to Forelskte.
(Forvalteren gaaer.) Huus, Bryllupskost, og hvad de strax kan bruge,
Det, kiere Venner, det er min Bekymring.
Men see, der er de med vort hele Selskab!
(Dørene aabnes og man seer det Inderste af Skuepladsen. I Fordybningen sees Kongens Brystbillede, med den Underskrift: Gloria ex Amore Patriæ. Ved adskillige dækkede Borde, hvorpaa man kan see, at Maaltidet allerede er til Ende, sidde nogle gamle Bønder og Bønderkoner endnu i fortrolig Samtale. Ungdommen stimler frem paa Skuepladsen.)
16

SIETTE OPTRIN

LUCINDE. JESPER. KIRSTEN. FORVALTEREN.

HOVMESTEREN. BØNDERFOLK AF BEGGE KIØN.

DE FORRIGE

LUCINDE
Min Fader, styr de overgivne Venner!
De vil ei mætte sig, ei holde Bordskik,
Før de har sunget Kongens Roes, og dandset
Engang omkring til Bondevennens Ære.
BARONEN
Stor Fryd var aldrig ordentlig, min Datter!
I Dag er Glædens Dag.
(Til de to Forelskte, hvis Hænder han samler i sine.) Kom, raske Pige!
Kom først, og giv din Brudgom Haand! Din Fader
Samtykker nu dit Valg. Monarkens Høitid
Har viist sin Kraft og smeltet ham. Hans Hierte,
Hans gode Hierte slaaer kun for jert Beste.
Nu, Himlen selv velsigne dig, du muntre,
Du gode Par! vær heldigt, glad og frugtbart!
Og glem det aldrig, at vor CHRISTIANS Fødsel
Har giort dig lykkelig, som alle Danske!
(Til alle.) Nu, Børn! Her seer J selv, hvor skiønne Frugter,
Vor Lydighed mod Bondevennen bringer!
Seer dette Par! - hvor muntert! - hvor velsignet!
Hvad var det i vor første Tilstand? Usle,
Som, hver for sig bortsvandt i Sveed og Taarer! -
Men, Børn, jeg seer den Lyst, hvoraf J brænde!
Velan! Vi vil, med Sang og raske Dandse
Erindre ham, som gav os denne Glæde.
Chor.

Kom, lyksaligste blant Dage!
Blide Fest, kom tit tilbage,
Kom med Held fra Himmelen!
Op fra vore glade Hytter
Stige Lyst til vor Beskytter;
Landets Lyst til Bondens Ven!

17
HOVMESTEREN

Egensind hold op at qvæle
Glimtet af vor gyldne Tid!
Kongens viise Vink besiele
Dansken med lærvillig Flid!

Chor.

Kongens viise Vink besiele
Dansken med lærvillig Flid!

LUCINDE

Flyer, o flyer, I leede Tretter!
Grumme Kiv, forlad vor Egn t
Fred omgierde vore Sletter;
Venskab være Danskes Hegn!

Chor.

Fred omgierde vore Sletter;
Venskab være Danskes Hegn!

FORVALTEREN

Stræbsomhed og Kundskab drage
Landets rige Skatte frem!
Danmark! brug de gyldne Dage!
Lad ei Søvn vanære dem!

Chor.

Danmark! brug de gyldne Dage!
Lad ei Søvn vanære dem!

DEN FØRSTE BONDE

Ei med Fogder vil jeg bytte,
Hvor forarmet jeg end var.
Gid kun Himmelen beskytte
Den Lyksalighed, vi har!

Chor.

Gid kun Himmelen beskytte
Den Lyksalighed, vi har!

JESPER

Glædens Fest, som aldrig glemmes!
Dag, som giør mig lykkelig!
Ved dit Glimt skal Elskov fremmes;
Danskes Æt skal pryde dig.

18
Chor.

Ved dit Glimt skal Elskov fremmes;
Danskes Æt skal pryde dig.

KIRSTEN

Taarer! Kinden, som I væde,
Vidner om min reene Lyst.
Kongen smage hver en Glæde,
Som han øser i vort Bryst!

Chor.

Kongen smage hver en Glæde,
Som han øser i vort Bryst!

Coro finale.

Kom, lyksaligste blant Dage!
Blide Fest, kom tit tilbage,
Kom med Held fra Himmelen!
Op fra vore glade Hytter
Stige Lyst til vor Beskytter;
Landets Lyst til Bondens Ven.

19