SØRGE-CANTATA OPFØRT PAA
COLLEGII MEDICEI AUDITORIO
DEN 28 JULII 1777 I
ANLEDNING AF COLLEGII
EPHORI HR. DOCTOR
OG PROFESSOR
PEDER HOLMS
DØD
FOR PARENTATIONEN
✂ Ps. 39, v. 5, 6.
✂
HERRE! lad mig kiende min Ende, og mine Dages Maal, hvad det er; at jeg kan kiende, hvor snart jeg skal lade af at leve! - See, du haver sat mine Dage, som en Haandbreed, og mit Lives Tid
er som intet for dig. - Visselig, hvert Menneske er
idel Forfængelighed, hvor fast han end staaer!
- ✂
-
Recitativ.
✂ Ach! - Viisdoms første Støtte faldt! -
Og, du Religion! - saa varm - saa nidkiær Ven,
Som den, hvis Aske du begræder,
Saa kiæk, saa rask, saa stærk mod Fiende og Forræder -
✂ Nei, aldrig, aldrig kan du nok begræde den! -
Du tabte Holm - hans Lys - hans Ild, hans Aand
- hans Mod!
✂ Du tabte ham - din Roes og dines Lyst! -
O græd - og svæk din Glands! - o skiul den i en
Taare Flod! -
✂ Kun mat bestraal hans Gravskrift i vort Bryst! -
- ✂
-
Aria.
✂ Svøbt i Regn belys vor Jammer
Og din sølvgraae Tieners Leer!
Dæmp dit Alters høye Flammer,
Som han ey bevogter meer!
✂
Skiul din Glæde for vort Hierte!
Lad vor Taare mørkne dig!
Viis os kun vort Tab - vor Smerte
Og en elsket Faders Liig!
Svøbt i Regn belys vor Jammer
Og din sølvgraae Tieners Leer! -
Dæmp dit Alters høye Flammer,
Som han ey bevogter meer! -
EFTER PARENTATIONEN
✂
O! - kunde du strax skabe os til Guder -
Til Cherubim! - Religion! - o da,
Sang vi som HOLM! - o Fryd! - Hallehya! -
Vor Ven har naaet sin Løn, og knæler nu for Thronen,
✂
Men Støv omgierder os endnu -
Vi savne Legemet af HOLM! - hans Smiil - hans
Læbe! -
✂
Og hvad kan vi, som græde her? -
Hans egne Børn, hans Yndlinger? -
Hvad kan vi uden Graad? - O skienk os - und
os den! -
✂
O Borch! - og nu o HOLM! - o Stifter! - o Beskytter! -
✂
Hvad kan vi uden Suk? - Og o vor HOLM! - vor
Ven! -
✂
Din Lovsang kan vort Bryst - o Fader, und os
den! -
- ✂
-
Aria.
✂ O maatte dog din Lovsang være,
Din Dyd en Løn - ét Glimt af Ære;
Da blev den os et Glimt af Trøst! -
Da skulde Himlene fornemme
Din Viisdom af vor høye Stemme,
Din Fromhed af vor hæse Røst!
O maatte dog din Lovsang være,
Din Dyd en Løn - et Glimt af Ære!
Da blev den os et Glimt af Trøst!
- ✂
-
Choral.
✂ Vor Ven, vor Lærer og vor Lyst,
Dit Navn skal aldrig glemmes! -
I meer end Marmor - i vort Bryst,
Skal dine Dyder giemmes! -
Og selv for dem, som ey kan see,
Hvad vi med Graad erindre,
Skal dog dit Lys blant Stiernerne,
Usvækket - evig tindre! -