✂

b
c

JOHANNES EWALDS

📖 SAMLEDE SKRIFTER
EFTER TRYK OG HÅNDSKRIFTER

TREDIE BIND

Udgivet af
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

GYLDENDAL
d
Johannes Ewalds samlede skrifter,
tredie bind udkom første gang i 1916.
Nærværende 2. oplag er et
uændret fotografisk optryk af
originaludgaven, udført af
Villadsen og Christensen, København
Printed in Denmark 1969

e f
g

JOHANNES EWALDS

📖 SAMLEDE SKRIFTER
EFTER TRYK OG HAANDSKRIFTER

UDGIVNE AF
HANS BRIX OG V. KUHR
ORDBOG AF H. JUUL-JENSEN

TREDIE BIND

KØBENHAVN 1916 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

h
i

✂

INDHOLD AF TREDIE BIND

✂ Side

✂

Cereris og Thetidis Strid. En Prologue (1774)	1
Landsbye-Høitiden. Et Forspil (1775)	9
Balders Død. Et heroisk Syngespil i Tre Handlinger. En Priisdigt (1775)	19
I Anledning af den Sal. Mad. Jakobsens Dødsfald i Rondsted den 1 May 1775 (1775)	85
Rungsteds Lyksaligheder. En Ode (1775)	88
Ode til Arve-Prindsen, den 11. October 1776 (1776)	91
Sørge-Cantate opført paa Walk. Collegii Auditorio den 14 October 1776. I Anledning af Hr. Chr. Horrebows Død (1776)	94
Sørge-Cantata opført paa Collegii Medicei Auditorio den 28 Julii 1777 i Anledning af Hr. Peder Holms Død (1777)	96
Vers paa et Sølv Skildt givet til et Konge-Baand af Hr. Agent Claesen som afgangen FugleKonge (1777)	99
I Anledning af Dronning Juliana Maria Høie Fødsels-Fest den 4. September 1777 (1777)	100
Tanker ved Graven af den unge Jens Sanderschov (1777)	104
Sørge-Cantata ved Salig Herr Ulrich Friderich Suhms Begravelse den 22 Jan. 1778 (1778)	106
Sang i Anledning af Kongens Fødselsdag 1778 (1778)	109
Opinions (1778)	110
Et hengivent Ønske (1778)	115
Aftenen: et Fragment (1778)	116
Eselet og Bonden. En Fabel (1778)	117
Klage-Sang over Skiødehunden: Maske (1778)	119
Ved en Fest paa Kronprindsens Fødselsdag (1778)	125
Under Frue Caroline Walthers Portrait (1778)	127
Indføds-Retten (1778)	128
I Anledning af Dronning Juliana Maria Høie Fødsels-Fest den 4. September 1778 (1778)	135 j
Det nye Aar 1779 (1779)	139
Cantate opført ved Universitetets sædvanlige Høitidelighed i Anledning af Kongens Fødselsdag 1779 (1779)	141
Cantate ved Jubileet den 11 May 1779 i Anledning af Universitetets Indvielse for 300 Aar siden (1779)	143
Fiskerne. Et Syngespil i Tre Handlinger. En Priisdigt (1779)	146
Epigrammer (1779)
1. Versemageren	221
2. Claus Rimers Gravskrift	221
3. Den fornuftige Datter	221
En nye aandelig Sang (1779)	222
Til Min M*** (1780)	229
Samtlige Skrifter I, Tilegnelse (1780)	231
Samtlige Skrifter I, Fortale (1780)	232
Poenitenten. En Ode (1780)	254
Følelser ved Den hellige Nadvere. En Ode (1780)	257
Til Sielen. En Ode (1780)	259
Til Arveprinds Frederik, den 11. October 1779. En Ode (1780)	263
Mester Synaals Fortelling I (1780)	266
Mester Synaals Fortelling II (1780)	297
Til min M** paa hans Broders Fødselsdag (1780)	313
Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser nogle Timer før hans Død (1781)	316
Tillæg
Gratulation Da Seigr. Peder Huulegaard Og Frue Maria Wulf Celebrerede Deres Bryllups-Fæst (1759)	319
Tanker i Anledning af Sr. Huulegaards dødelige Afgang (1769)	323

✂

CERERIS OG THETIDIS STRID.
EN PROLOGUE. I ANLEDNING AF HANS KONGELIGE HØIHEDS ARVEPRINDSENS FORMÆLING

✂ (1774)

✂

HANDLENDE PERSONER:

CERES.
VERTUMNUS.
THETIS.
HØSTFOLK AF BEGGE KIØN I CERERIS FØLGE.
GARTNERE OG GARTNERSKER I VERTUMNI FØLGE.
NEREIDER I THETIDIS FØLGE.

✂

FØRSTE OPTRIN

CERES. VERTUMNUS. HØSTFOLK. GARTNERE OG GARTNERSKER

(Handlingen aabnes af Gudens og Gudindens Følgeskab med afvexlende Sang og Dands.)

✂ Chor.

✂ O Danske, skiertser trygge,
I fulde Laders Skygge,
I Kreds om gyldne Dynger,
I Hegn af Lyst og Haab!

✂ O skiertser kun, og synger!
Lyksalige, som bygge
I Tronens milde Skygge,
Fordobler Glædens Raab!

CERES: Du fatter ei min hele, stolte Glæde,
Vertumnus! - min Triumph er sikker.
Erindrer du, da Nordens CHRISTIAN,
Med Hans og Danmarks troeste Veninde
Og Viisdoms unge Ven,
Tilvinkte mig og dig og Thetis,
At vende om, med al vor Lyst og Rigdom,
2Til Danmark, til vort elskte Land?
Erindrer du? Da kom en venlig Strid
Imellem mig og Havets Herskerinde.
Den, som tilførte Norden først
Den største Rigdom, den var størst;
Den af os begge skulde vinde.
Nu see, og hør, og døm! - Du seer dem,
De Bierge af mit Guld, hvorunder
Dans glade Slegter, frie for Frygt og Kummer,
Velsigne Himmelen og CHRISTIANS Huus;
Og Fryd opfylder Christians store Huus.
De Danskes Glæde,
De høie Fryde-Skrig
Af tusinde, som takke Det for mig,
Af tusinde, som, modige og trygge,
Opdynge Rigdom i Dets Skygge;
Den Kongelige Fryd, Vertumnus,
Opfylder nu Skioldungens Bolig.
Har Thetis meer? Siig! kan den gyldne Fred
Indhegne meer Lyksalighed?

✂ Aria.

✂ Rigdom, Held og Styrke strømmer
Af mit fredelige Skiød,
Og min Vellyst oversvømmer
Selv det Veld, hvoraf den flød.

✂ Stolte Søe, hold op at trette!
Sølvblaa Hav, tilstaae det nu,
At de Danskes gyldne Slette
Bar en større Skat end du!

VERTUMNUS: Min Ceres, jeg tilstaaer det,
Stor er din Rigdom, og din Vellyst naaer
Til CHRISTIANS Huus.
Skioldungen, og hans fødte Ven,
Og Hun, den hulde Dannebod,
Indhøste selv den Glæde, de har plantet.
Men om du stolt tilegner dig
Hvert Smil, som Straaler nu fra CHRISTIANS Øie,
3Hver Lyst, som slaaer i JULIANES Hierte,
Hver Fryd, som zittrer nu paa FREDRIKS Læber,
Og hele Nordens Glædes-Skrig,
Da, Ceres, er det Overmod af dig. -
Og jeg har Rigdom nok, og gyldne Frugter,
Hvormed jeg glæder Norden og dets Fader.
Men viid! Snart kommer her en ung Heltinde,
Bestemt til Løn for FREDRIKS Dyd;
Alt iler Hun fra Varnas Bredde.
Hun lover meer, end vi kan give.
Viid! Haab om bedre Frugt, end du og jeg
Aflokke Jorden; Haab om ædle Poder
Af den saa elskte, den saa hellige,
Af den saa skyggefulde Stamme,
Hvorunder vi og Norden blomstre;
Haab om en Æt af unge Helte,
Der ligne FREDERIK og blive snart som Han,
Til Lye for os, til Hegn for CHRISTIAN;
Det Haab besieler nu Skioldungens Huus,
Og hvert et Dansk og hver en Normands Bryst,
Med meer end din og end Vertumni Lyst.

✂ Aria.

✂ I Kamp med alle Vinde
Staaer Høiens Eeg, og byder
Dem Trods og hver en Skye.
Men i dens Skygge nyder
Dens spæde Slegtskab Lye.

✂ Sin Giengield vil den finde,
Naar disse Spirer groe.
Naar de med venlig Skygge
Det elskte Træ betrygge,
Da grønnes det i Roe.

✂

ANDET OPTRIN

DE FORRIGE. THETIS. NEREIDER

THETIS: Jeg vandt, min Ceres! og du selv
Skal snart med Fryd tilstaae det, at jeg vandt.
4At jeg har ført en større Skat til Norden
End du - en større Fryd, end Ceres har.
Jeg blev det vaer, at Nordens fredrik smilte
Mod Varnas Bred - du veedst Hans Vink er nok.
Jeg hastede derhen. Der mødte mig
En ung Gudinde - uden Tvivl
Den, som bestyrer varig Fryd og Held;
Thi, som Minerva, naar hun, træt af Krig,
Af Gratier omskiertset, Venus lig,
Selv viis besøger Viisdoms Gud,
Saa forekom Hun mig,
Den Himmelske! - Hun bød mig bringe sig
Til Dannemark, til fredriks Arme.

VERTUMNUS: Du hører det, min Ceres;
Det er Heltinden selv, hvorom jeg talte.

CERES: (til Thetis). Bliv Ved!

THETIS: Fortryllet, stolt tilvinkte jeg
De skiønneste blant Østerhavets Bølger.
Hver løftede den sølvblaa Ryg, og bar
Gudinden frem. Jeg selv, udrustet
Til Kamp mod hver en Storm, hvertroløs Nordvind,
Gik høi foran og førte Nordens Glæde.
Saa bragte jeg den milde FREDERIKKE
(Det er Gudindens Navn) til FREDRIKS Bryst.
Hun, som blev sendt af Himmelen,
Med Elskovs og med Viisdoms Smil bevæbnet,
At lønne og opmuntre Nordens Ven,
At pryde CHRISTIANS Slegt, og at formere den;
Hun, som udbreder Fryd i hvert et Bryst,
Og lig den hulde JULIANE,
Skal være Nordens Roes og Lyst;
Hun kom, o Ceres, paa min sølvblaa Bølge
Til Danmarks Bred. Du seer det, at jeg vandt.

CERES: Jeg føler det, min Rigdoms Glands forsvinder
5Saa nær ved FREDRIKS Lyst, ved frederikke.
Jeg tør ei trættes meer.

THETIS: Ei du, kun Elskovs Gud, kun Amor tør
Aftrette mig min Roes. - den Stolte!
I det han før omflaggrede
Den høie Mast, da saae han mig, og loe,
Og slog de gyldne Vinger ud, og raabte:
Opblæs dig ei, forfængelige Hav!
Du bærer kun den Glæde, som jeg gav.

✂ Aria.

✂ Gavst kun du saa stor en Glæde,
Elskovs alt for stolte Gud?
Mon din Ild, din Haand alene
Dannede den gyldne Kiede,
Den, som evig skal forene
Nordens fredrik med sin Brud?

✂ Amor! Dyden holdt din Bue,
Viisdom styrede din Piil,
Almagt hialp dig, og din Lue
Tændte Godhed med sit Smiil.

CERES: Det er da ikke dig, men Himmelen,
Og Elskovs-Gud, og FREDERIKKE,
Som glæde Norden og dens Ven.

VERTUMNUS: Du taler ret, min Ceres! FREDERIKKE
Tilhører denne Dags Triumph, dens Glæde.
Hun skienker Norden meer, end du og Thetis,
Hun skienker den sig selv.
Omfavner eder, yndige Gudinder,
Og følger mig! saa vil vi, Haand i Haand,
Gaae FREDRIKS høie BRUD i Møde;
Og ydmyge nedlegge vore Skatte
For Hendes Fod; og knælende tilstaae,
At Jordens Skiød, og at det rige Hav
Har ei saa stor en Glæde, som Hun gav.

THETIS: Det vil vi - kun at Ceres ei
Vil have vundet.

CERES: Nei, min Thetis, nei!
Vi vil omfavne os. Dog er vor Strid
For ædel til at ende sig saa snart.
Saa længe Norden staaer, vil vi fortsette
Vor skiønne, vor venskabelige Trette,
Og kierligt kappes at berige den.

THETIS: Velan! Men siig, Vertumnus,
Hvad bringe vi den høie FREDERIKKE
Til værdigt Offer, til vor Huldskabs Pant?
Jeg negter ei, nu synes jeg mig arm.

CERES: Jeg finder ei en værdig Gave,
Jeg som dog nylig fandt mig selv saa riig.

VERTUMNUS: Og hvad vil FREDRIKS BRUD vel have?
Hun tænker, føler alt som Han,
Som JULIANE, og som CHRISTIAN;
Hvad kan den Ædles Ønske være?
»Ah giører kun, vil I berige mig,
»Hver Dansk, hver Nordmand lykkelig!
Det er den kiereste, den største Gave,
O FREDRIKS Brud, o ædle FREDERIKKE,
Som Jord og Hav kan bringe dig!

CERES: Det Offer vil vi bringe Dig,
Udvalgte Par! I Kreds om Eder,
I Kreds omkring Skioldungen og Hans Huus,
Vil vi udbrede al vor Rigdom,
Og samle glade lykkelige Danske.
Og den Lyksalighed,
Som Himlen ei betroede til vor Magt;
De Godes Bifald, og den gyldne Fred,
Og Viisdoms Lys, og Kunstens Pragt;
7Og Nordens Haab og CHRISTIANS Styrke,
O høie Par, o dyrebare Stamme!
Din Frugtbarhed,
En yndig Rad af ædle Poder,
Som ligne FREDRIK og Hans Moder,
Skal Himlen selv omgierde Tronen med.

: Chor.
✂ Himmel, Jord og Hav udbreder
Alt det Gode, som I har!
Samler nye Lyksaligheder
Trindt omkring det ædle Par!

CERES: ✂ Ageren og Bølgen lyde
Dannekongens Vink, og fryde
Alle dem, Hans Scepter naaer!

THETIS: ✂ Almagt gierde for Hans Trone!
Den velsigne Ham! den krone
CHRISTIAN med sølvgraae Haar!

VERTUMNUS: ✂ Glædens Fader overskygge,
Han formere, han betrygge
Kongens Huus, til alt forgaaer!

: Chor.
✂ Glædens Fader overskygge,
Han formere, han betrygge
Kongens Huus, til alt forgaaer!

CERES: ✂ Norden, af dit Skiød udspringe
Fylde, Styrke, Mod og Lyst!

THETIS: ✂ Og min sølvblaa Bølge bringe
Pluti Skatte til din Kyst!

VERTUMNUS: ✂ Fred indhegne, Kunsten pryde,
Klogskab samle, Viisdom nyde
8 Alt, hvad Himmel, Jord og Hav,
Alt hvad Glædens Fader gav!

: CERES. THETIS. VERTUMNUS Terzet
✂ Fred indhegne, Kunsten pryde,
Klogskab samle, Viisdom nyde
Alt hvad Himmel, Jord og Hav,
Alt hvad Glædens Fader gav!

: Chor.
✂ Himmel, Hav og Jord udbreder
Alt det gode, som I har!
Samler nye Lyksaligheder
Trindt omkring det ædle Par!

CERES: ✂ Ageren og Bølgen lyde
Dannekongens Vink, og fryde
Alle dem, Hans Scepter naaert

THETIS: ✂ Almagt gierde for Hans Trone!
Den velsigne Ham! den krone
CHRISTIAN med sølvgraae Haar!

VERTUMNUS: ✂ Glædens Fader overskygge,
Han formere, han betrygge
Kongens Huus, til alt forgaaer!

: Chor.
✂ Glædens Fader overskygge,
Han formere, han betrygge
Kongens Huus, til alt forgaaer!

(Handlingen sluttes med en Dands af Cereris og Vertumni Følgeskab.)

✂

LANDSBYE-HØITIDEN. ET FORSPIL I ANLEDNING AF KONGENS FØDSELS-FEST DEN 29. JANUARII 1775

✂

HANDLENDE PERSONER:

BARONEN.
TO BØNDER.
LUCINDE, HANS DATTER.
JESPER, DERES BØRN.
FORVALTEREN.
KIRSTEN,
HOVMESTEREN.
BØNDERFOLK AF BEGGE KIØN.
SKUEPLADSEN ER BARONENS HERREGAARD.

✂

FØRSTE OPTRIN

TO BØNDER

DEN FØRSTE BONDE: Aria.
✂ JEG sætter min Hat
Saa høit, som den beste.
Jeg yder selv min Skat.
Jeg har, trods hver en Rig,
Nok, meer end nok til mig,
Og noget til min Næste.
Jeg sætter min Hat
Saa høit, som den beste.

DEN ANDEN BONDE: Nu, Naboe, tak du Himmelen, som hialp dig!
Og tak den kiere Konge - Ham, hvis Høitid
Vi helligholde nu! - og tak Baronen!
Før var det uselt nok, det veed vi alle. -
Det klæder ikke got - en Dag, som denne,
Da hver er glad, og da vort gode Herskab
Giør sig saa megen Flid, saa stor Bekostning,
Og skienker og bespiser os saa herlig,
Blot at vi samlede maa takke Himlen
For Bondens Velstand og for Kongens Fødsel -
Det lader ei for kiønt, min gode Naboe,
At bære Nag, og yppe gammel Trætte,
En Dag, som den. - Og siig os da, hvorfor du
10Seer skievt til mig, og pukker, naar jeg taler.
Min Jespers Hu var falden til din Kirsten.
Nu - hun var arm, han havde lidt til beste.

DEN FØRSTE BONDE: O tael kun ei om det par Snese Daler,
Som den gang giorde dig saa stolt, saa kræsen!
Dem har vi længe seet, og meer, vor Naboe.
De Tider er forbi. - Og skiønt min Pige
Var fattig, var hun flink, rask til sin Gieming,
Og nok saa god, som nogen Knøs paa Godset.

DEN ANDEN BONDE: Hvad hielper det? du veedst, ved tomme Fade
Er sielden Fred. - Det var den gang min Tanke.
Og hvad var da vor Flid? hvad var vort Arbeid?
Ei vor, ei vore Børns, men Herrens Fordeel.
Men, som du siger, Tiden er forandret;
Og intet er forsømt endnu.

DEN FØRSTE BONDE: Hvad? Intet?
Den Tid var Pigen alt for slet. Nu kom hun
Din Jesper ret til pas. - Jeg troer dig, Naboe.

DEN ANDEN BONDE: Men hør dog... tys! der kommer vor Forvalter.

✂

ANDET OPTRIN

FORVALTEREN. DE FORRIGE

FORVALTEREN: Nu Børn! J trættes dog vel ei? Vor Glæde
Bør ingen Kiv i Dag forstyrre. - Kommer!
Baronen har alt savnet jer - han venter.
Nu snart! opholder ei den beste Herre!
(De to Bønder gaae.)

✂

TREDIE OPTRIN

: FORVALTEREN (ALENE) Den Ædle vil forlige dem, og krone
Vor Høitid med de to Forelsktes Lykke.
11Hvad sparer han? - Hvad giør han ei? - Hans
Idræt
Er kun hans Børns, hans kiere Bønders Velstand.
Hvor blomstrer alt ved ham. HverhærdetFordom,
Ja mig, saaledes som jeg før var sindet,
Mig selv til Trods beriges han. Dog agter
Han det kun ringe. Men i Kreds omkring ham
Velsigne tusend' ham og deres Skiebne;
Det er hans Lyst, det lønner først hans Hierte.
O ædle, rene Lyst! - og jeg har smagt dig!
Og jeg har lært at dele slig en Glæde!
Jeg græder. - Gamle Barn - om nogen saae mig.

: Aria.
✂ O fremmede Glæde,
Som klemmer mit Bryst!
O Taarer, som væde
Mit hærdede Øie!
O Glimt af den Høie!
O salige Lyst!
Ja, Himmel, du skiønner
Paa spirende Dyd;
Dit Velbehag lønner
Et Smiil til vor Næste,
Et Vink til hans Beste
Med reneste Fryd.

✂

FIERDE OPTRIN

HOVMESTEREN. FORVALTEREN

FORVALTEREN: Hvad? kan Hovmesteren undværes inde?

HOVMESTEREN: Oh! meget vel. Baronen og hans Datter
Besørger alt, saa jeg er næsten afsat.
Men, Herr Forvalter, hvi saa mild? - Saa venlig
Har ingen seet dem før. - Dog Kornet stiger -
Den skiønne Frost...

FORVALTEREN: Min Ven, den Spot er grusom.
12Kan denne Dag; kan CHRISTIAN omringet
Med Fred og Held, med Kongelige Venner,
Hans trygge Værn, ei glæde danske Hierter?
Og troe de mig meer følesløs, end alle?
Den aldrende, den haarde Bonde smiler -
I hvert et Øie spiller Lyst - de prise
Enstemmige den bondekiere Konge,
Der gav dem og indhegnede dem Kilder
Af Held og Lyst, som ingen Tid kan tømme.
Og nu den værdigste, den beste Jorddrot,
Hvis Hierte mødte Kongens Vink, hvis Iver
Nu alt belønnes med saa søde Frugter,
Alt med Velsignelser fra hver en Læbe,
Hvor grundet er hans Fryd - hvor stor - hvor
ædel!
Og jeg - det synes dem jeg skulde undflye
Saa sand en Lyst, og glæde mig ved Plager?

HOVMESTEREN: Tilgiv, min Ven! jeg seer min Feil med Glæde.
Den vist var følesløs, hvis Siel alene
Modstod den Strøm af Lyst, hvori Baronen
Bortriver alt med sig i Dag. Hvo seer ham,
Hvo seer Lucinde, hans udtrykte Billed,
Den Iver at fornøie hver, den Omhu,
Hvormed hun glad nedlader sig, og sørger
At ingen, ei det mindste Barn, maae savne
Sin Deel i Bordets Lyst og Festens Glæde,
Hvo seer det alt urørt og mørk og vranten? -
Dog kan de let undskylde min Forundring;
De har ei altid tænkt, som nu.

FORVALTEREN: Mit Hierte
Var aldrig Flint; Opdragelsen og Vanen
Indprentede min Siel en skiendig Fordom.
Mig syntes Bønderne kun dumme Lastdyr.
De, tænkte jeg, de skabtes til at bære
Monarkens, Eierens og mine Byrder.
Knapt Foer og Hug tilgavns er dem det beste.
13Saa tænkte jeg, saa tænke fleer desverre! -
Et Glimt fra Tronen aabnede mit Øie.
Jeg kiender dem for Mennesker, for Brødre;
Jeg elsker dem, og vor Baron har lært mig,
At de kan elskes uden Tab.

HOVMESTEREN: Omfavn mig!
Nu har De al min Agt. - Ah! hvor almægtigt
Er Kongers Vink og store Mænds Exempel!
Dem gav du, Himmel, at omskabe Hierter!

✂ Aria.

✂ Soel, din Straale fryder
Alle Skovens Fugle.
Kun den blinde Ugle
Føler dig med Smerte,
Og undflyer din Pragt.

✂ Kongelige Dyder
Smelter ædle Siele.
Kun en Feig kan qvæle,
Kun det kolde Hierte
Dæmpe deres Magt.

FORVALTEREN: Hist kommer han - den beste Konges Aftryk!
Hvor dybt nedlader han sig dog! hvor venlig
Han taler til to trættekiere Bønder!
Hvor ivrig han anstrænger al sin Viisdom
Paa at forlige dem! - Ha, Børn, ved Himlen!
Før skulde denne Haand snart have giort det.

HOVMESTEREN: Snart nok maaskee, min Ven! - men ei saa varigt
(Han gaaer.)

✂

FEMTE OPTRIN

BARONEN. TO BØNDER. FORVALTEREN

BARONEN: (til den første Bonde.) Let kunde du forlede mig; din Stolthed,
Min kiekke Ven - jeg føler det - den smigrer
14Mit Hierte; selv din Trods kan næsten kildre
Mit Øre. Himlen veed, hvormeget heller
Jeg hører dette Sprog, end før din Klage!
Dog, som du selv kan see, det er lastværdigt. -
Ifald du kan belønne din Velgiører...
Det vil du dog? - Jeg kiender dig - Det vil du.

DEN FØRSTE BONDE: Ja, med mit Liv.

BARONEN: Nu vel! den gode Konge,
Som gav dig det, hvoraf du nu kan prale,
Begierer kun et glad, et kierligt Hierte;
Han, som fornam dit Suk, og fra sin Trone,
Hvis Glands let kunde skiule ham for Ringe,
Dog saae din Nød, og med en Faders Omhu
Steeg ned, at hielpe dig; han, som har samlet
De mavre, de saa vit adspredte Tuer;
Han, som af dem, dit Krat, og dine Moser,
Har skabt et Paradiis i Kreds omkring dig;
Han, Ven, som har forvisset dig, din Datter,
Din sidste Slegt, om Frugten af din Møie;
Han, som har skienket dig dig selv, din Frihed;
Han vil, og du skal bistaae ham. Han troer sig
Belønnet nok, ifald du efter Evne
Vil fremme din og andre Danskes Lykke,
Og ei ved Ufred hindre den at blomstre.
Du seer din Jord. Før adspredt, uindhegnet,
Giengieldte den din Møie kun med Tidsler.
Hvor heslig grøn i Høstens gyldne Tider,
Hvor nøgen fandst du den! Dyr havde nedtrædt
Dit Haab, din Lyst, de Skatte, som du saaede.
Nu da et Hegn omgrændser den, nu nyder
Din Ager Fred, og du dit Arbeids Frugter.
Saa vil og J, naar Venskabs Baand forener
Hvert Ønske, hver Bestræbelse, hver Idræt,
Belønne Landets Ven med glade Hierter.

DEN FØRSTE BONDE: J taler som en Bog, vor gode Herre,
Og paa saa fine Ord kan intet svares.
15Dog synes mig, jeg hader ei min Næste;
Og, som jeg før har sagt jer det, min Kirsten
Er noget værd. Man skiertser ei med Æren.
Han har forsmaaet min Pige før - den Stolte!

BARONEN: Forsmaaet? det har han ei; han var kun frygtsom.
Og burde han ei zitre, som han giorde,
Af Frygt, at see saa kiøn en Pige mangle?
Og du, som hader ei din Næste, svar mig!
Hvorledes kan du kold bedrøve fire?
Din gamle brave Ven - de to Forelskte -
Og mig - Hver af os lider ved din Haardhed;
Og det en Dag, som den, da CHRISTIAN fødtes!

DEN FØRSTE BONDE: Det, gode Herre, det er ei at udstaae.
Kom, Naboe! Snart! kom, tag min Haand og tryk
den!
Og for den gode Konges skyld, som elskte
Vor Stand saa høit, og gav os det vi eie;
Og for Baronens skyld - saa tag min Kirsten! -
Ved Himmelen! for deres skyld, vor Naboe,
Kan du begiere hvad du vil - min Blakke,
Mit Sølvlaags-Kruus, mig selv, ifald du lyster.

BARONEN: See, Ven! jeg kiendte dog dit gode Hierte.
(til Forvalteren.) Nu, Herr Forvalter, nu de to Forelskte.
(Forvalteren gaaer.) Huus, Bryllupskost, og hvad de strax kan bruge,
Det, kiere Venner, det er min Bekymring.
Men see, der er de med vort hele Selskab!
(Dørene aabnes og man seer det Inderste af Skuepladsen. I Fordybningen sees Kongens Brystbillede, med den Underskrift: Gloria ex Amore Patriæ. Ved adskillige dækkede Borde, hvorpaa man kan see, at Maaltidet allerede er til Ende, sidde nogle gamle Bønder og Bønderkoner endnu i fortrolig Samtale. Ungdommen stimler frem paa Skuepladsen.)

✂

SIETTE OPTRIN

LUCINDE. JESPER. KIRSTEN. FORVALTEREN.

HOVMESTEREN. BØNDERFOLK AF BEGGE KIØN.

DE FORRIGE

LUCINDE: Min Fader, styr de overgivne Venner!
De vil ei mætte sig, ei holde Bordskik,
Før de har sunget Kongens Roes, og dandset
Engang omkring til Bondevennens Ære.

BARONEN: Stor Fryd var aldrig ordentlig, min Datter!
I Dag er Glædens Dag.
(Til de to Forelskte, hvis Hænder han samler i sine.) Kom, raske Pige!
Kom først, og giv din Brudgom Haand! Din Fader
Samtykker nu dit Valg. Monarkens Høitid
Har viist sin Kraft og smeltet ham. Hans Hierte,
Hans gode Hierte slaaer kun for jert Beste.
Nu, Himlen selv velsigne dig, du muntre,
Du gode Par! vær heldigt, glad og frugtbart!
Og glem det aldrig, at vor CHRISTIANS Fødsel
Har giort dig lykkelig, som alle Danske!
(Til alle.) Nu, Børn! Her seer J selv, hvor skiønne Frugter,
Vor Lydighed mod Bondevennen bringer!
Seer dette Par! - hvor muntert! - hvor velsignet!
Hvad var det i vor første Tilstand? Usle,
Som, hver for sig bortsvandt i Sveed og Taarer! -
Men, Børn, jeg seer den Lyst, hvoraf J brænde!
Velan! Vi vil, med Sang og raske Dandse
Erindre ham, som gav os denne Glæde.

: Chor.
✂ Kom, lyksaligste blant Dage!
Blide Fest, kom tit tilbage,
Kom med Held fra Himmelen!
Op fra vore glade Hytter
Stige Lyst til vor Beskytter;
Landets Lyst til Bondens Ven!

HOVMESTEREN: ✂ Egensind hold op at qvæle
Glimtet af vor gyldne Tid!
Kongens viise Vink besiele
Dansken med lærvillig Flid!

: Chor.
✂ Kongens viise Vink besiele
Dansken med lærvillig Flid!

LUCINDE: ✂ Flyer, o flyer, I leede Tretter!
Grumme Kiv, forlad vor Egn t
Fred omgierde vore Sletter;
Venskab være Danskes Hegn!

: Chor.
✂ Fred omgierde vore Sletter;
Venskab være Danskes Hegn!

FORVALTEREN: ✂ Stræbsomhed og Kundskab drage
Landets rige Skatte frem!
Danmark! brug de gyldne Dage!
Lad ei Søvn vanære dem!

: Chor.
✂ Danmark! brug de gyldne Dage!
Lad ei Søvn vanære dem!

DEN FØRSTE BONDE: ✂ Ei med Fogder vil jeg bytte,
Hvor forarmet jeg end var.
Gid kun Himmelen beskytte
Den Lyksalighed, vi har!

: Chor.
✂ Gid kun Himmelen beskytte
Den Lyksalighed, vi har!

JESPER: ✂ Glædens Fest, som aldrig glemmes!
Dag, som giør mig lykkelig!
Ved dit Glimt skal Elskov fremmes;
Danskes Æt skal pryde dig.

: Chor.
✂ Ved dit Glimt skal Elskov fremmes;
Danskes Æt skal pryde dig.

KIRSTEN: ✂ Taarer! Kinden, som I væde,
Vidner om min reene Lyst.
Kongen smage hver en Glæde,
Som han øser i vort Bryst!

: Chor.
✂ Kongen smage hver en Glæde,
Som han øser i vort Bryst!

: Coro finale.
✂ Kom, lyksaligste blant Dage!
Blide Fest, kom tit tilbage,
Kom med Held fra Himmelen!
Op fra vore glade Hytter
Stige Lyst til vor Beskytter;
Landets Lyst til Bondens Ven.

✂

BALDERS DØD. ET HEROISK SYNGESPIL I TRE HANDLINGER. EN PRIISDIGT

✂ (1775)

✂

PERSONERNE:

BALDER.
HOTHER.
THOR.
NANNA.
LOKE.
DE TRE VALKYRIER.

: Skuepladsen er en Graneskov paa de Norske Fielde. Rundt omkring den seer man steile og ujevne Klipper. Toppen af de bagerste og høieste er bedekket med Snee. Handlingen begynder i Dagbrekningen, og endes den anden Dag om Morgenen.

✂

FØRSTE HANDLING

✂

FØRSTE OPTRIN

BALDER OG THOR sidde noget fra hinanden paa Stene. Begge ere bevæbnede, Thor med sin Hammer og Balder med Spyd og Sverd.

Duet..

BALDER: ✂ EGN, som stolt af trygge Fielde,
Roelig trodser Himlene!

THOR: ✂ Viisdom, Dyd, og Mod og Vælde
Spaaer du dine Dyrkere.

BALDER: ✂ Odins røde Pile*) glide
Matte fra din haarde Side,
Solen smelter ei din Snee.

THOR: ✂ Prøv, om Kampens Bulder skrekker,
Om den kielne Vellyst svækker
Dem, som boe paa Klipperne?

* 20

BEGGE: ✂ Egn, som stolt af trygge Fielde,
Roelig trodser Himlene,
Viisdom, Dyd, og Mod og Vælde
Spaaer du dine Dyrkere.

BALDER: (Han springer op. Thor derimod bliver siddende, som een, der er i dybe Tanker.) Ha! fly e dig vil jeg - fly e dig strax - for evig!
Forhadte Jord! hvor alt med bitter Stolthed
Bebreider mig min Svaghed - mine Lenker;
Hvor jeg, forfulgt af haabløs Elskovs Pine,
Omvanker Nætterne blant døve Fielde,
Hvis Gienlyd spotter kun med Balders Klager;
Hvert koldt, hvert følesløst, som Nannas Hierte! -
Ha Medynksløse! Grumme!

THOR: Søn af Odin!

BALDER: Ak store Thor!

THOR: Du sukker! - og forgieves?

BALDER: Forgieves! - uden Glimt af Haab, fortvivlet!
Hvad har jeg ei forsøgt, og lovt, og soret?
Hvor ofte - ha! jeg rødmer, Thor, men hør det!
Ja, tit nedlod jeg mig til Graad - Min Taare
Har flydt for Gevars Datter - og forgieves!

THOR: For Gevars Datter?

BALDER: For den stolte Nanna.

THOR: Den kloge Konges? Han fortolker Himlen,
Han læser den ufødte Helts Bedrifter,
Og Skiebnens Lov, og lumske Fienders Anslag,
Og Mord, og Krig, og Kiempers Fald, i Stierner.
Den Spaamands Datter?

BALDER: Troer du, fleer kan have
En Nanna?

THOR: Guder!
(Han seer igien ned for sig, som een, der grunder dybt.)

BALDER: Bag ved hine Graner
Opreyste han en Steen for dig og Odin.
Hist seer man Spidsen af hans tause Boelig,
Der boer hun - Jordens Freya - ha den Grum-
me! -
Der slumrer hun maaskee - den Stolte hviler
I Glædens Arm - og drømmer ei om Balder!
Som om jeg ei var til, ei var en Halvgud,
Som om mit Navn blev aldrig hørt af Skialder,
Som om jeg var en Trold, og ond som Loke!
Ha! var der Gift og Troldom paa min Tunge,
Naar Mishaab binder den, og Læben zittrer,
Naar halve Ord og en forvirret Klynken
Er alt, hvormed jeg mægter at fortolke
Mit Hiertes Længsel og uvante Smerter;
Ha! var min Røst som Finds, naar han opirret
Gaaer over Herthedal, som naar han brøler,
Og vild tilsidst, og blind af Harm, adsplitter
Den stolteste blant Helligdommens Eger;
Ha! klævte Blod af Møer og Værgeløse,
Af fromme Vandringsmænd paa Balders Hænder;
Ha! brændte Lynild giennem disse Fingre;
Da var det ret, at blegne! at forstumme!
At flye! - da, Nanna, var det ret, at flye mig!

THOR: Nu, Balder, hør mit Ord, og flye du Nanna!

BALDER,: (bestyrtset). Jeg Nanna? - Ak! jeg seer det vel, jeg burde! -
Ha! hvilken Trold har heftet mine Fødder
Til disse Klipper, og til Nannas Skygge? -
Og er da intet, intet Haab tilbage?
Naar blev jeg da saa grim, saa slet afskyelig?
Naar? - svar mig, Thor! svar! dræber da min
Aande?
22Er Døden i min Smil, i mine Taarer?
Hvad skal jeg? - svar mig! lær mig! - Men du tier,
Og i dit skumle Øie gnistrer Vrede!

THOR: (han reyser sig). Det er for mig, for Asa Thor, du klynker?

BALDER: For Odins Ven udøste jeg mit Hierte.

THOR: Hvor længe troer du, svage Søn af Odin!
At kielen Graad, Forelsktes Daarligheder,
At feig, umandig Kummer - for en Pige -
Kan føles i et Bryst, som Dyden hærder?
Du sværmer? - Sværm, og græd, og svøm i Taarer! -
Men ved din Faders Arm, ved Odins Ære,
Iil, skiul din Graad og dig i Elle-Skygger!
Iil til de stille fredelige Dale,
Hvor dovne Hyrder velte sig i Klever!
Der væd hvert Blad, som Vesten-Vinden kysser,
Hver Urt, som aander Vellyst, med din Taare!
Der støn og klag! - Og den udtrælte Bonde
Skal høre dig, og standse bag sit Plovjern,
Og undre paa din Nød, og ynke Balder!

BALDER: Og det er al den Trøst, min Ven kan give?

THOR: Før gav jeg dig et Raad - Fly e den, som flyer dig! -
Hvad holder dig, hvor intet er at haabe?

BALDER: Og kan jeg? - Ak min Ven, jeg veed, jeg burde! -
Men flye? - og aldrig, aldrig see dig Nanna? -
Ei kunde øine dette Tag, hvorunder
Du slumrer? - Skrek! - Den blotte Tanke dræber! -
Før visne Balder her, uroest, usavnet!

THOR: Vel, døe da! - Thi jeg seer, det er forgieves,
At kæmpe mod en haard, en evig Skiebne!

: Aria.
✂ Bierg-Trolden zittrer for min Hammer,
Og Jetten blegner, naar den rammer,
Og Klipper falde, hvor jeg slaaer.
Men, Skiebne! dig kan intet bøie,
Og hvad Alfader i det Høie
Har eengang soeret paa, det staaer!

Viid, Søn af Odin, som Fornuft, som Venskab,
Som Haanhed, Haanhed selv, kan ei bevæge;
Viid, at dit Ord var Spaadom! - Skiebnen haster!
Alt har Valkyrien tillavet Spydet,
Alt hvæsser hun den dødelige Spidse!
See! Kampens Fyrste har det alt i Hænder!
Det rammer alt! og alle Aser sørge.

BALDER: Mørk er din Tale, Thor! mørk, som dit Aasyn.

THOR: Og skumle Skygger foer forbi mit Øie!
En Dødelig med Asa-Blod bestænket;
Og Asgaards Fald, og Guders Kamp og Bane!
Hør, Søn af Odin, usle Træl af Elskov!
Tænk ei, at Nattens Børn, at Luftens Blendverk,
At Spøgelser forvirrede min Hierne;
Ei heller tænk, at Hendelse har ført mig
Paa Balders Fodspor og til disse Graner.
Jeg søgte dig; jeg iilte, at advare.
Hør da! - Det er din Ven, og Thor, som taler,
Og Odins Ord til dig er paa min Læbe.
Du veedst, der groer et Træ, som intet Øie
Endnu har seet, i Nattens tause Dale;
Det har en Green, som, naar den først er hærdet
I Nastronds Ild, kan dræbe dig.

BALDER: Det veed jeg.

THOR: Det veedst du, Ven? Og er det kun en Slummer,
Et flygtigt Blund, en venlig Drøm om Kampe,
Som Spyd besvangres med i Nastronds Flammer?
Ha! den, de fælde, vaagner ei i Valhall;
I Mulm og Dvale ligger han for evig! -
For evig skilt fra Mennesker og Guder,
Skal Balder Hæls, vor Fiendes, Bytte blive,
Ei Odins Giest.

BALDER: Ja - naar den Green opdages.

THOR: Nu vel! fornem og merk en Faders Varsel!
Da Odin saae fra Lidskialf, at du sværmte
Af Kierlighed blant Nors besneede Fielde,
Faldt Mimers Tale vægtig paa hans Hierte.
Hør den, og skielv! - ei Balder, ei for Døden,
Ei selv for Hæl, men for din Faders Taarer! -
»Det Aar« saa var hans Ord - (du kiender Mimer,
Og neppe troer du, at hans Ord bedrager)
»Det Aar, da Nordens øde Klipper høre
»Den fromme Halvgud spilde kielne Klager,
»Da han forkastes af en Spaamands Datter,
»Det Aar skal see det Spyd, hvorfor han falder,
»Og Odins Graad, og alle Asers Taarer.«
Hør det! og skielv, og flye, og skaan din Fader!
Hvis ikke, sværm, og døe! det er din Skiebne!
(Han forsvinder imellem Træerne.)

✂

ANDET OPTRIN

BALDER: Døe skal jeg da? - Nu vel! hvad kan jeg tabe?
Et Aandedræt - som er forhadt af Nanna -
Forhadt! ha Marter! Døden ene, Døden
Kan slukke denne Tanke! Ha den brænder
Med meer end Nastronds Ild! - Forhadt! - foragtet! -
I Himle! jeg af Nanna! - Sluk den, qvæl den,
Tidobbelt Død! knuus Tanken med mit Hierte! -
25Held være Thor, som dog oplod mit Øie,
Og viste mig et Glimt af Haab - om Døden!
Ja, Surtur selv, hvis fiendske Haand har plantet
Det sorte Træ ved matte Glimt af Stierner;
Han, som opelskte det, og gav dets Rødder
Uskyldigt Blod, og skrev en Kreds omkring det,
Og talte Troldoms Ord, og gav det Kræfter
At bringe Nastronds Død i dette Hierte;
Han var dog ei saa grum, som du, o Nanna! -
Hvad grum? - Ved Odin! Medynk drev ham, Medynk,
At han opelskte Lægedom og Lindring
For disse Saar, hvormed du roelig martrer!
Ha Døden har du lært mig elske, Grumme! -
Dog døe! - og døe fra dig! - og aldrig, aldrig...
Ah! Hiertet iisner! Ordet selv kan dræbe!
Dog da maaskee, da vil du ynke Balder,
Og skienke ham en heed, en kostbar Taare!

✂ Aria.

✂ Taare siig, hvorfor du rinder
Paa den Stoltes blege Kinder
Ved et ubesielet Leer?

✂ Grumme, lad - lad af at græde!
Ak, du spilder kun din Smerte!
Det af Sorg bespændte Hierte,
Som din Medynk skulde glæde,
Ak, det Hierte slaaer ei meer!

: O Nanna! Nanna!
(Han setter sig ned og holder begge Hænder for Øinene.)

✂

TREDIE OPTRIN

LOKE, (i en gammel Biergfins Skikkelse). BALDER

LOKE: (Han gaaer meget kroget, og stytter sig ved en knudret Stav. Han kommer saaledes ind, at han vender Ryggen til Balder.) Hielper, Guder, hielper! -
O jeg elendige! at Frost og Hunger,
Og Frygt for Biørne og for lede Trolde,
Endnu skal dræbe mig paa disse Klipper!
26Ak! saae jeg kun en venlig Røg af Miler,*)
Et eenligt Spor af en forvildet Jæger!
Ak! hørte jeg kun Lyden af et Krumhom!
Men intet, intet! Aldrig, aldrig hørtes
En venlig Lyd i disse skumle Ørkner!
Ak aldrig saaes her Folkefied! Jeg usle!
Hvo hielper mig?

BALDER: (Han gaaer ham i Mode, og tager ham venlig under Armene.) Hvad fattes dig, du Gamle?

LOKE: (som forskrekket.) Aha! Jeg kan ei meer. Ah!

BALDER: Kom og hvil dig;
Her, hold dig ved min Arm!

LOKE: Ah!

BALDER: Hvor afmægtig!
Du zittrer, gamle Mand. Lad Frygten fare!
Her er du tryg; mit Bryst er varmt af Medynk.

LOKE: Tilgiv mig, Herre! Ak, jeg var forvildet!
Du seer en gammel, arm, enfoldig Bierg-Finn.
Langt borte, langt fra disse skumle Klipper,
Opreyste jeg i Aar min snevre Hytte.
Jeg søgte fire Renner - al min Rigdom.
Ak, Biørnen tog dem uden Tvivl! Jeg usle!
Mit Syn er svagt, og Natten overfaldt mig,
Og Vinden, som jeg merker nu for silde,
Har dreiet sig, og ingen Stierne blinkte.
Ak, lang maa Veien være til min Hytte!
Nu kan min Fod ei længer! Jeg har vanket
Den lange kolde Nat blant disse Klipper.

BALDER: Hvad vil du?

LOKE: Ak, jeg døer af Frost og Hunger!

* 27

: O hvem du er, ifald du føler Medynk...
Tilgiv min Tvivl - Men om du vil opholde
Den Rest af Liv, som zittrer paa min Læbe,
Da før mig kun til dine Trælles Ildsted!

BALDER: Den Vei vil falde dig for lang. Men seer du
Det høie Tag - hist bag ved denne Skovpynt -
Der boer den deiligste blant Jordens Døttre!
Der slæb dig hen, du lykkelige Gamle!
Der boer hun - Ak jeg veed, du bliver Nanna
En kier, velkommen Giest! hun elsker Usle;
Det ædle Hierte svulmer høit af Medynk
Med hver Nødlidende - kun ei... Du tøver?
Hvi gaaer du ei?

LOKE: Tilgiv! - du talte, troer jeg,
Om Nanna.

BALDER: Ja.

LOKE: Den vise Gevars Datter?

BALDER: (forundret.) Du kiender hende?

LOKE: Nei. Men hendes Brudgom
Kom ofte træt af Jagten til min Hytte.

BALDER: Hvad? hvilken?

LOKE,: (lader som han vil gaae.) Boer hun der?

BALDER,: (griber ham i Armen.) Ha! hvilken Brudgom?
Tal, Hugorm, tal! Hvem? naar? - Forræder, svar mig!
Til hvilken Hytte?

LOKE: (Han anstiller sig meget forskrekket.) Herre! - skaan mig arme! -
Jeg døer af Skrek!

BALDER: Ha svar! Ved alle Guder,
28Dit mindste Haar er helligt! - Jeg har soeret.
Nu tal!

LOKE: Jeg er kun gammel og enfoldig.

BALDER: Nu, Nannas Brudgom?

LOKE: Ak tilgiv! jeg undrer,
At een, som du, der boer paa disse Klipper,
Ei kiender ham, den ædelste, den beste,
Den tapperste blant Jordens Børn.

BALDER: I Guder! -
Og hvem? hans Navn?

LOKE: Een, der er kiek, som Odin,
Og stærk, som Thor, og vel saa skiøn, som Balder...

BALDER: Ha Gamle, dræb mig ei! svar! nævn ham!

LOKE,: (med Høihed.) Hother.

BALDER: (bestyrtset.) Hvad? - Hvem? - Skioldungen Hother? - Leire-Konge?

LOKE: Som er opfostret her, hos Nannas Fader.

BALDER: Du dræber mig! du seer, jeg zittrer, Gamle! -
Men, at jeg ei har seet ham her! - Hvor er han?

LOKE: Hos Gevars.

BALDER: Ha, jeg er mig selv ei mægtig!
Hvad? under Nannas Tag?

LOKE,: (som forskrekket.) Men - kun om Natten -
Saavidt jeg troer. Før Østens Klipper rødme,
29Staaer Helten op, skiøn, som en Foraars-Morgen.
Saa griber han det lette Spyd, og flakker
Blant Klipperne. Ak Herre! du har seet ham,
Det feiler ei. Dog skiuler Leire-Kongen
Paa nogen Tid den ranke Krop i Vadmel,
De gyldne Lokker i en lodden Hefte.
Det undrer mig, hvorfor?

BALDER: Ha Lys! - ha Lynild!
Du, som opklarer mig med eet! - Jeg Daare!
Hvor var jeg sandseløs! hvor blind af Stolthed!
Til Jordens Børn nedlod jeg ei mit Øie.
Ak, var min Suk og al min stolte Kummer,
Ak, Nannas Hierte kan kun elske Guder!

LOKE: Tilgiv mig! jeg begriber ei din Tale.
Hun elsker Odin ei saa høit, som Hother.

BALDER: Fly, Træl! forsvind! Gift, Lokes Gift af Udgaard,
Er paa din Tunge. Guders lumske Fiende,
Han sendte dig; du er hans Tolk, Forræder! -
Du tøver? - Dog min Eed og, Orm, din Afmagt
Beskytte dig. Jeg selv vil flye min Vrede.
(Han gaaer.)

✂

FIERDE OPTRIN

LOKE: (Han seer spodsk efter Balder. Derpaa reyser han sig til sin fulde Storelse, aflegger pludselig den paatagne Skikkelse, og viser sig som Loke.) Min Afmagt? - stærke Balder! - den er farlig,
Den styrter dig i Støv og Mulm, du Stolte!
Ei Lokes Tolk har martre! dig, men Loke. -
Høit brøler alt den unge Gud af Marter.
Hør, Odin! hør din elskte Søn! Han hyler! -
Forsøm dig ikke! nyd hans Røst og føl den!
Ah! den er Velklang selv i Lokes Øre!
Forsøm den eil maaskee det er den sidste!
Besee ham nøie! Svulmer ei hver Aare
Af Gift, som jeg har gydet i hans Hierte?
30Snart, Odin, snart forstummer han - den Elskte!
Snart mister du din Balders Syn for evig!
Da falder Ordenen til dig, at hyle!
Tyran! den kommer, Hevnens Dag; den kommer,
Giengieldelsens for længe ønskte Time.
Hvor længe søndersledst du Lokes Indvold,
Og trampte frekt hans Afkom under Fødder!
Hør Hæl, og Fenris Ulv, og Midgaards-Ormen l
De hyle! hør dem Dag og Nat udbrede
Din Grusomhed med græsselige Stemmer!
Hver af dem var en Gud, og skiøn, som Balder;
Nu Jorden, Himmelen - mig selv til Afsky;
Uhyrer, kobblede med Mørkets Lenker!
Ha Timen kommer, Hevnens seene Time! -
Alt blæste jeg i Krigens Horn - Til Kampen,
I høie Guder! Op at frelse Balder! -
Hist seer jeg ham, den unge Helt, der ene,
Som Skiebnen vil, af Odins Møer bevæbnet
Med Dødens Træ, kan blive Balders Bane.
Og han skal blive det - han snart skal svinge
Den dødelige Gren - Om Asa Loke
Ved mægtig Kunst, og underfulde Syner,
Veed Valhalls Piger til sit Maal at lede. -
Han kommer. Jeg vil skiule mig, og høre.
(Han skiuler sig.)

✂

FEMTE OPTRIN

HOTHER, og siden LOKE

(Den første forklædt som en Norsk Bonde, med et Jagtspyd i Haanden; den anden i sin egen Skikkelse.)

HOTHER: (Han kommer ned fra Fieldene, og spænder Skierne af, førend han gaaer frem paa Skuepladsen.)

✂ Aria.

✂ Et Egern, som leger
I Toppen af Eger,
En Raslen forfører
Den dristige Jæger.
Han standser og kiger,
Til Byttet sig sniger,
31 Og løfter sit Spyd,

✂ Og svulmende stiger
Hans Hierte for Fryd.
O heldige Jagt!
Nu frisk, uforsagt!
Hist er han, giv Agt!
En Mandbiørn, en Mandbiørn!*)
Hist er han, o Fryd!
O liflige Lyd!
Han kommer, den største,
Som faldt for mit Spyd!
O Skovenes Fyrste,
Lyksalige Jæger!
O heldige Jagt!
Nu frisk, uforsagt!
Hist er han, giv Agt!
Hvor er han, den grumme?
Hvo hørte ham brumme?
Han tier, og rører
Kun Grenene svagt.
En Raslen forfører
Den dristige Jæger,
Og det, som han hører,
Er Bladenes Lyd,
Som Vinden bevæger.

: Hist kommer han! hist er han! hvor? - Jeg Daare!
Som vanker her, i fire fulde Dage,
Paa Sporet af et Spøgelse! - Ha Nanna!
Du skuffer mig, du prøver kun din Elsker!
Og troer du, Dydigste, at om en Guddom
I Lysets Glands kom ned, og knælte for dig,
Og lagde Himle for din Fod - ha troer du,
At Frygt, at nedrig Tvivl om Nannas Troeskab
Da strax besmittede din Hothers Hierte?
Jeg veed, du elsker mig! du selv har sagt det.
Hvad skal den Beiler da, som ei maa vredes?
Hvortil den Tant?

* 32

LOKE: Hil dig, du Søn af Hothbrod!

HOTHER,: (forundret.) Ha! neppe kiender jeg mig selv! - Ved Odin!
Jeg ligner meer en lodden Trold, end Hother -
Hvem er da du, som kiender mig? Hvem er du?

LOKE: Mit Navn er Vanfred. Da din Moder undfik,
Var jeg tilstede, og tilsoer dig Venskab.

HOTHER: Grim er du, Vanfred, og dit Øie lover
Kun lidet got. Hvad vil du da?

LOKE: Hvem frygter
Skioldungen for? Hvi skiult i denne Kofte?

HOTHER: Jeg frygte? Trold! klog varst du, at du talte
Om Venskab!

LOKE: Spar dit Mod, min unge Kæmper!
Til Fiender spar det!

HOTHER: Ikke skal de savne!

LOKE: Dog veed jeg, at du skiuler dig for nogen.

HOTHER: Ha, Nanna bød mig det! - Ved Thor! jeg blues.
Jeg altid lydte blindt, naar Nanna talte;
Hun har vanskabt mig, som du seer - den Grumme!
Hun plager mig! Den Drømmerske vil ikke,
Slet ikke - Guder! el for Verdens Rigdom -
At Alfen, mueligt en usynlig Elsker,
Maa kiende mig.

LOKE: Usynlig? Gode Taabe!
Usynlig Balder? han, den skiønne Halvgud?

HOTHER: Hvad? Balder, Odins Søn? - Han hendes Elsker? -
O Himmel! tal! hvor er han? hvor?

LOKE: Hos Nanna.

HOTHER: Der? - Nu?
(Efter nogen Betænkning.) Mig drev hun ud.

LOKE: Maaskee du merker,
At hun ved List har skaffet dig til Side.

HOTHER: Jeg tog den Alf for din Indbildings Foster.
Men Balder, Falske! han skal snart erfare,
Jeg frygter ingen.
(Han vil gaae.)

LOKE: Vogt dig, Hother! vogt dig!
Jeg seer dit Mod, men mægtig er din Fiende.

HOTHER: Og er min Arm da svag?

LOKE: Ja mod en Halvgud.
Dog kan han døe. Jeg veed et Spyd, som dræber...

HOTHER: Du drømmer!

LOKE: Spar din Trods! det Spyd aleene
Kan saare Balders Bryst - Men Solen stiger,
Og jeg maa flye til underjordske Steder.
Dog skal jeg ei forlade dig - Her har du
Et Horn! og naar din Nød er størst, da, Hother,
Da stød kun stærkt deri, og raab mod Vesten
Tre gange høit paa Vanfred, Vanfred, Vanfred!
(De to sidste gange raaber han det med en huul Stemme, efterat han allerede er forsvundet blant Klipperne; og den ene gang kiendelig længere borte end den anden. Strax derpaa hører man en Buldren imellem Klipperne, som naar det tordner langt borte.)

✂

SIETTE OPTRIN

HOTHER, og strax derpaa NANNA

HOTHER,: (kaster Hornet bort.) Fordømt er du, dit Horn, og al din Troldom!
Er Hother feig? og trænger han i Kampen
Til Troldes Hielp, og til uædle Kunster?
Og er min Arm ei nok? Ha du skal see det!
(Han vil gaae, men Nanna møder ham ved Enden af Skuepladsen.)

NANNA: Hvorhen?

HOTHER: Jeg gaaer, at prøve Balders Vrede.

NANNA: (forskrekket.) Ah!

HOTHER: Hans bistre Syn maa lære mig at zittre.

NANNA: O Himmel!

HOTHER: Hold mig ei!

NANNA: (beængstet og kielent.) Hvorhen, min Hother?

HOTHER: Jeg nok skal finde ham!
(Han gaaer, uagtet Nannas Bestræbelser, at holde ham tilbage.)

✂

SYVENDE OPTRIN

NANNA: Han gaaer! - han raser!
Og Balder fnyser! Hvilken Hugorm aander
Sin Gift i Dag i to saa ædle Hierter!
De hade... ha de søge sig! Hvo holder
De vrede Biørne nu? Ak! hvo formilder
De skummende? - Jeg skialv for denne Time,
Og længe skiød jeg den med List tilbage.
Ak nu er List, og Bøn, og alt forgieves!
Nu har de fundet sig! - Hvad kan jeg Arme?
35Hvad kan min Taare nu? - Ak Blod aleene
Kan mætte dem og Himmelen! - og hvilket!
Min Hother, ah! hvad vil du mod en Halvgud?

: Arie.
✂ Vrede, naar din Ild kun ulmer,
Qvæle Taarer den endnu!
Dog den brænder! - kan de svage
Holde Luens Magt tilbage?
Dine vilde, grumme Flammer
Næres af den Elsktes Jammer,
Pustes op af kielne Skrig.
Graad, hvoraf mit Øie svulmer,
Svage Graad, hvad vil da du?
O hold inde, spildte Klage!
Lad mit Hierte giemme dig!

: (Hun gaaer.)

✂

ANDEN HANDLING

✂

FØRSTE OPTRIN

DE TRE VALKYRIER

(De ere bevæbnede, som Skioldmøer, og foruden de Spyd, som hænge dem over Skulderen, har enhver af dem et kort Spyd i Haanden. De holde hinanden ved Hænderne og gaae i Kreds, imedens de synge.)

Tercet

ALLE TRE: ✂ Over Bierg, over Dal,
Over brusende Søer,
Utrættede svinger
Valhalliske Møer
De blodige Vinger.
Døer! kæmper og døer!
Er det Budskab, de bringer.

DEN FØRSTE: ✂ Ei Sottesengs Qval.

DEN ANDEN: ✂ Ei Hunger.

DEN TREDIE: ✂ Ei Fængsel.

ALLE TRE: ✂ Men Heltenes Længsel,
Men Banesaar bringer
Valhalliske Møer,
Over Bierg over Dal,
Over brusende Søer,
Paa blodige Vinger.

DEN FØRSTE: ✂ Den bragende Lyd
Af blinkende Spyd
Er min eneste Fryd.

DEN ANDEN: ✂ De Døendes Røst,
Det rallende Bryst
Er min kiereste Lyst.

DEN TREDIE: ✂ De hvinende Skrig
Ved Kæmpernes Liig,
De kun rolige mig.

ALLE TRE: ✂ Døer! kæmper og døer!
Over Bierg over Dal,
Over brusende Søer,
Utrættede svinger
Valhalliske Møer
De blodige Vinger.
Døer! kæmper og døer!
Er det Budskab, de bringer.

DEN FØRSTE: Jeg hørte Lyd af Vaaben. - Men den tier. -
Hvor længe tøver han, den ædle Kæmper!

DEN ANDEN: Hvem venter du?

DEN FØRSTE: Og du? - Hvad vil min Søster
I denne Ørk, som Blod har aldrig farvet?

DEN ANDEN: Hvad samler os? og her? hvor Kampen tier,
Hvor neppe Sverd fra Ymers Tid var blottet.
Var det en Gud, som drev os? Var det Skiebne?

DEN FØRSTE: Du veedst, at Morgenrøden alt bestraalte
Titusend blanke Spyd paa Skotlands Bierge.
Alt slaaer af Fryd hver Kæmpers Bryst. De trænge
Sig tause frem, og vente kun mit Anskrig.
Did var min Vei. - Men hør det sieldne Møde,
Som standsede min Flugt paa disse Klipper!
Svøbt i en Storm forfulgte jeg en Skrid-Finn,
Som dristig hoppede paa Fielde-Kanter,
Og skiødesløs sprang over hver en Afgrund.
Da saae jeg Hothbrods kiekke Søn; jeg saae ham
I Elven skylle Støvet af sit Pandser,
Og møisom slibe den halvrustne Daggert,
Og prøve Sverdets Kraft i tykke Graner.
Han svingede det alt for lette Jagdspyd,
Langt lagde han den stærke Arm tilbage;
Da hørte jeg det surre. Men mit Øie
Fornam det neppe; det forsvandt, som Lynild,
I sorte Skyer. Forgieves led'e Hother.
Da saae jeg rundt omkring. - Og see min Skrid-Finn
Med Spydet i sin Haand! Han loe; jeg stormte.
Da sank han og forsvandt i Nattens Afgrund,
Og op af Dybet steeg en Røst, som Torden,
Der langsom rulder ind i Finske Ørk'ner.
»Uvæbnet,« brølte den, »skal Kæmpen falde!
»Af Ælde skal han visne bort, og skiules
»I Hælhiem, langt fra Odin, langt fra Valhal!«
Forbittret rev jeg Eger om, og søgte
Et Spyd til Kampens Ven. - Da fandt jeg dette.
Jeg gav det Stormens Fart, og Kraft at fælde
Hver Kæmper, som det naaer, da jeg forundret
Fornam en Gienlyd af din raske Stemme.

DEN ANDEN: I Stierner! hvilket Koglerie! - Men hør mig!
38Jeg hastede til Hertes tykke Skove,
At mætte mig paa Romerblod. - Da saae jeg
Ned fra den Tordenskye, hvori jeg vandrer,
Og Øiet heftedes til disse Klipper;
Da saae jeg Danmarks Hother, Kampens Fyrste.
Som Klippens Gran, der helder over Havet,
Stod han, og Stormen legte med hans Lokker.
Da sprang en Ulv af Krattet - gridsk, og grusom,
Og stor, som Fenris Ulv. Skioldungen saae den,
Og svingede det blanke Spyd. Jeg hørte
Det hvine, som en Hvirvelvind fra Norden.
Og Ulv og Spyd forsvandt. - Men dybt i Skoven
Blev hørt en Hylen, som af tusind Ulve.
»See,« hylte det, »Skioldungen Hother tabte
»Sit Spyd, og skiørt er Sverdet i hans Hænder.
»Nu har vi Fred, nu slumre Nordens Kæmper.«
Ved sligt et Koglerie opirret, greb jeg
Den Stang af Staal, du seer, og lagde Lynild
Og Troldes Død i Spidsen, da jeg saae dig.

DEN TREDIE: (Som hidindtil har staaet i dybe Tanker.) Skarpt er mit Syn i Kamp; men her er Mørke.
Dog, troer mig, blinde Hendelser og Troldom
Har ei forsamlet Kampens vrede Døttre.
Alfader ruster sig til Strid; Alfader
Forsamler os med mørke Vink. Jeg saae ham,
Den høie Thor. Vred var han, og hans Hammer
Var i hans Haand. Han stod ved Gevars Bolig.
Han talte til mig, og saa snart jeg svarte,
Forsvandt han tordnende i Østens Himle.
Ei er det Spøg, ei heller Børne-Trette,
Det gielder om, naar Thor forlader Asgaard.

DEN FØRSTE: Han talte til dig?

DEN TREDIE: Som naar Stridsmænd slumre,
Og vekkes pludselig til tusend Farer
Af Skioldes Brag og blandte Skarers Tummel;
Saa foer han op og raabte, da han saae mig;
39Og skrekkelig og huul, som Havets Bulder,
Som Skovens Suk i nattelige Storme,
Var Lyden af hans Røst. Hvad? krigske Rotat
Hvad? raabte han, du her! - I store Guder!
Hvem søger du, hvor ubestegne Klipper
Indhegne Fred? o tal! hvem, sendt af Skulda,
Skal du indvie paa disse stille Fielde?
Men hvilket Lys formaaede jeg at tænde?
Mørk er min Aand. Den frygtelige Norne,
Hun, som tilmaaler Tiden, før den kommer,
Sin Held, og binder den med sikkre Hænder
Til Skiebnens Lov, er taus, og driver Rota
Langt fra hver yndet Mark, hvor Kampen raser.
Dog zitrede det Spyd, hvormed jeg hilser
Paa Kongerne, det skialv ved Solens Opgang;
Og i min Arm er Døden tung - det veed jeg.
Men Offeret...

DEN FØRSTE: Ak, truer Skiebnen Hother?

DEN ANDEN: Thors Frygt og alt forraader større Fare.

DEN TREDIE: Saa lader det. Dog om det gieldte Hother!
I mindes vel, hvor høitjeg altid elskte
De Danskes Helt. - Jeg saae ham ved en Kilde,
Mismodig, vaabenløs, og halv i Slummer.
Men dybt i Skoven flygtede den Vildmand,
Som han fratog sit Sverd, det skarpe Mimring;
Og Hothers Spyd var i hans lodne Hænder.
»Behold nu kun mit Sverd, du grumme Kæmper!
»Kun lidet vil det nytte dig i Trefning;«
Saa raabte han, og alle Klipper svarte.
Da bragte jeg mit beste Spyd fra Valhal.
Jeg skar det fordum af en ensom Risbøg,
Der, skiult for Dagen, groer i Laplands Ørk'ner;
Og rundt omkring det var en Kreds af Stene;
Paa hver var levret Blod og Been og Aske;
Og da jeg skar mit Spyd, flød Blod af Stammen.
Det knuser Steen og Staal og Jettens Pandser.

✂

ANDET OPTRIN

HOTHER. DE FORRIGE

HOTHER: (Han er bevæbnet, dog uden Spyd.) Hvor er han da? - den Skiønne! - Nannas Afgud!
(I det han bliver Valkyrierne vaer, standser han noget. De gaae ham Haand i Haand i Møde.) Tilgiver min Forundring, favre Skioldmøer!

DEN FØRSTE: Hil dig, du dierve Kæmper! Gelders Bane!

DEN ANDEN: Hil dig, Skioldunge! kiekke Søn af Hothbrod!

DEN TREDIE: Hil dig, min Hother, tapre Leire-Konge!

HOTHER,: (forundret.) I kiende mig?

DEN TREDIE: Vi elske dig, du Ædle!

HOTHER: Jeg fatter ei min Held - men hvilken Guddom
Har skienket mig det lykkelige Møde?

DEN FØRSTE: Jeg bringer dig et Spyd til Kamp med Tappre.

DEN ANDEN: Og det, jeg skienker dig, kan dræbe Trolde.

DEN TREDIE: Og dette Spyd er got i Kamp med Jetter.

HOTHER: Hvormed giengielder jeg saa sieldne Gaver?

DEN FØRSTE: Vær tapper! strid! send Kampens Børn til Valhall

DEN ANDEN: Udbred de Danskes Magt, og Odins Love!

DEN TREDIE: Vær Fader til stridbare Leire-Kongert
(De forsvinde.)

✂

TREDIE OPTRIN

HOTHER: Er alting Koglerie paa disse Klipper?
De flye! - Men drømmer jeg i Dag? - hvor er jeg? -
Ah! Syn, Begreb, Forstand, alt er fortryllet!
Men her! - I Guder! - her i Hiertet raser
Troldommen - Vanfreds Gift. - Ha Nanna, Nanna!
Skal jeg mistænke dig? - Hvem? Jeg, din Hother!
(Han setter de to Spyd op til et Træ, hvorpaa han hænger sit Skiold. Det, som den første Valkyrie gav ham, beholder han i Haanden.)

: Arie.
✂ Den Ild, som Elskov tænder,
Opvarmer først til Lyst.
Men ak, den Falske brænder,
Og martrer snart vort Bryst!
Først viser Elskovs Flamme
Kun reen Uskyldighed.
Ak, er det da den samme,
Som Last opdages ved?
Din Flyvelyst forsvinder.
Sluk dine Flammer ud,
O Elskov! thi jeg finder
Kun Falskhed hos min Brud.

✂

FIERDE OPTRIN

NANNA. HOTHER

NANNA: (Som har staaet i Indgangen af Skuepladsen, og hørt det sidste af Hothers Sang.) Jeg hørte dig, uædle, svage Hother!

HOTHER: Ja svag, troskyldig.

NANNA: Skaan dig selv for Anger!

HOTHER: Hvor er din Halvgud?

NANNA: Hother, dette Hierte
42Frikiender mig. Og det var nok for Nanna,
Om...

HOTHER: Ak forklar dig!

NANNA,: (kielent.) Om jeg elskte mindre...

HOTHER,: (spottende.) Hvem? Balder?

NANNA: Grumme! hvilken Trold har gydet
Sin Edder i dit Bryst? - Ha fly e mig! had mig!
Vil Hother elske den, han kan mistænke!

HOTHER: Ha Nanna!

NANNA: Jeg nedlod mig til Undskyldning.
(Ah! Dyden rødmer ved sit Forsvar, Hother!)
Dog troer du ei! - Naar troer man ei den Elskte?
Du veedst, (jeg sagde dig det før) hvad Gevar,
Din vise Ven har sagt; at Himlen truer
Et stort, et skrekkeligt, et blodigt Vanheld,
Ifald vor Elskov rygtedes paa Asgaard,
Før visse Stiemer stod i andre Hiømer.
Hvad Under, da saa ypperlig en Aser,
Som Odins Balder selv, uventet kommer,
Hvad Under, at jeg zitrende vil skiule...

HOTHER: Ha zitrende! - Forvorpne Træl, der opfandt
Et Ord, som tør besmitte Nannas Læber!
Ak din Undskyldning dræber mig! - Jeg sagde:
Det er en øm, jomfruelig Betænkning,
Hvoraf min Nanna rødmer ved vor Elskov.
Jeg lydte uden Knur, og skiulte Hother.
Ak, hvi betogst du mig den stille Tanke?
Hvi taugst du ei? - Og siig, for hvem du zitrer.
For Balders Død? Du elsker da din Halvgud.
Men nei - I Guder! - nei, jeg troer dig, Nanna!
Det er for min, for Hothers Død, du skielver.
43Mig troer du da saa svag, saa slet afmægtig?
Og elsker mig? Naar elskte Møer den Feige?

NANNA: Hvad? Er det Skam, at zitre for en Halvgud?

HOTHER: For Odin selv kun zitre Trælle. - Hør mig!
Ved Hothbrods Aske! ved min Faders Ære!
Jeg, eller Balder, døer i Dag.

NANNA: Ak Hother!
Jeg kom til Trette - rustet ud med Vrede.
Ak den bortsmelter snart i hede Taarer!
Du, eller Balder! - Hvem? En Halvgud?

HOTHER: Nanna!
Din Graad fornærmer mig, og dog - jeg veed ei -
Den glæder mig. - Den martrer - den fortryller.
Jeg elsker - jeg undskylder den - Jeg veed ei...
Hold op at flyde, bittre - søde Taare!
Du viser Kierlighed - men ak, du røber
Mistillid, ringe Agt! - Ah, elsk din Hother,
Men troe, han vil fortiene dig, min Nanna!
For ædelt er dit Hierte for den Feige,
Som fører Skiold og Sverd, og dog kan zitre.
Duet

HOTHER: Kun Trælle kan frygte.

NANNA: Ah, Helten kan døe!

HOTHER: Saa lever hans Rygte,
Saa æres hans Møe.

NANNA: Saa græder hans Møe.

HOTHER: Hun æres!

NANNA: Hun græder.

HOTHER: ✂ Hun æres!

NANNA: ✂ Og græder.

HOTHER: ✂ Saa trøster hans Rygte
Den grædende Møe.

BEGGE: ✂ Saa trøster hans Rygte
Den grædende Møe.

NANNA: ✂ Ak, om du nu falder?

HOTHER: ✂ Og om jeg nu faldt?

NANNA: ✂ Da skal jeg fortæres
Af nagende Smerte.

HOTHER: ✂ Men om jeg vanæres,
Da brister dit Hierte.

NANNA: ✂ Hvad har jeg tilbage?

HOTHER: ✂ Min Kiekheds Erindring.

NANNA: ✂ Kun Længsel og Klage.

HOTHER: ✂ Mit Navn er din Lindring.

NANNA: ✂ Ak, om du nu falder?

HOTHER: ✂ Og om jeg nu faldt?

NANNA: ✂ Ak, om du nu faldt,
45 Da skal jeg fortæres
Af Længsel og Klage.

HOTHER: ✂ Mit Navn er tilbage.
Men om jeg vanæres,
Da taber du alt.

BEGGE: ✂ Kun Trælle kan frygte.
Naar Helten skal døe,
Da trøster hans Rygte
Den grædende Møe.

NANNA: (Hun griber Hother beeengstet i Armen, i det hun bliver Balder vaer.) Ak Hother, kom!

✂

FEMTE OPTRIN

BALDER. HOTHER. NANNA

BALDER: Mig flyer du, grumme Nanna!
Er jeg saa græsselig? Hvad er min Brøde?

HOTHER: (Vil gaae Balder i Møde, og Nanna giør sig al Umag for at holde ham derfra.) Ha Balder! vi har fundet os!

NANNA,: (meget beængstet.) Min Hother!
Ifald du elsker mig - ifald du agter
Min Bøn...

BALDER: Din Hother! - Bittert, Guder, bittert!

HOTHER: Det synes dig. Mig er det sødt og lifligt.

BALDER,: (med Høihed). Forvovne!

NANNA: (Kaster sig i Angest næsten ned for Hothers Fødder, som vil gaae Balder paa Livet.) Om du nogen Tid har elsket,
Saa følg mig, Hother! følg mig til min Fader!

HOTHER: Hvad? Jeg skal flye?

NANNA: Giør siden det, dig synes!
Du vil dog ei, at jeg skal døe i Skoven.
Du vil dog ei, at jeg skal være Vidne...

BALDER: Ha Nanna, flye mig ei!

HOTHER,: (til Balder.) Du overtaler.
Jeg vil, at hun skal flye dig. (til Nanna) Kom, min Nanna! -
(Til Balder.) Fortvivl kun ei! Frygt heller ei, at Tiden
Skal blive dig for lang - om du tør vente.

: (Hother og Nanna gaae.)

✂

SIETTE OPTRIN

BALDER: Ha, hvi jeg ikke knuser den Forvovne!
Dog Nanna elsker ham. - Og skulde Balder
Bedrøve Nanna, lære hendes Hierte
Fortvivlelse, og mørkne hendes Øie
Med tunge Taarer? - Og hvad er hans Brøde?
Den ædle Helt! han elsker. Ha, hvem seer dig,
Og elsker ei, du Grumme? - Men han trodser! -
Ah! han er ung og lykkelig. Og om jeg
Nu dræbte ham, da var det Nannas Elskov,
Og ei hans Trods, jeg straffede. Og skal da
Din rene Ild fornedre dig, mit Hierte? -
Nei, Balder, elsk og døe! men bliv dig værdig!
Ha lad mig tabe Liv og alt, Alfader!
Og Nanna selv! - ja lad mig tabe Nanna! -
Kun ei den rene Dyd, som hun tilbeder!
(Han hænger sit Skiold paa et Træ, der er lige over for det, hvor Hothers hænger, og setter sit Spyd op dertil.)

: Aria.
✂ Du sande Lyst, som Dyden ene
Kan bane Vei til, og fortiene,
47 Kun du attraaes af dette Bryst!
Min marterfulde Siel forkaster
En Himmel, som skal koste Laster;
Saa dyrt maa Trælle kiøbe Lyst!

Ja, bliv dig værdig. Balder! - Bør du ønske,
At Nanna lader af at elske Hother?
At hun, hvis Dyd din høie Siel tilbeder,
Blev svag - blev troløs - dig til Beste nedrig?
Dog - mon hun elsker ham? mon hun har soeret?
Ak, om hun kun forstilte sig, og viiste
En digtet Flamme, for at prøve Balder!
O søde Drøm!

✂

SYVENDE OPTRIN

NANNA. BALDER

NANNA: (Kommer forskrekket ind.) Ha Balder, om du elsker...
Ak om du...

BALDER: (Kaster sig ned for Nannas Fødder.) Guder! - Nanna, kan du tvivle?
Jeg brænder, Nanna!
(Ved det at Nanna i sin Angest giør sig al Umag for at reyse ham, komme de i en fortrolig Stilling, i hvilken Hother, (som har dræbt Biørnene, og tørrer Blodet af sit Spyd, i det han lader sig see) bliver dem vaer. Han studser, og bliver staaende imellem Træerne, saa at han ikke hører hvad de sige.)

NANNA: O saa frels min Hother!
To grumme Biørne hist i hine Buske...
O snart! o Balder, om du elsker Dyden...
Hist overfaldt de os. Ak, om du tøver,
Da sønderrive de det beste Hierte!
O snart! betænk dig ei!

BALDER: Nei, grumme Nanna,
Vær tryg! Min Arm skal frelse den, du elsker.
(I det han just vil reyse sig, træder Hother nærmere ind paa Skuepladsen.)

✂

OTTENDE OPTRIN

HOTHER. DE FORRIGE

HOTHER: I Guder! drømmer jeg? - Ha, kielne Halvgud,
Tilgiv at jeg forstyrrer dig!

BALDER,: (i det han reyser sig.) Der er han!

NANNA,: (gaaer Hother kielent i Møde.) Ak Hother, ak min Hother!

HOTHER: (Skyder hende tilbage med Haanden.) Gaae, Troløse!

BALDER: Hvor utaknemmelig! hvor haard! hvor grusom!
Kan du - kan slig en Biørn fortiene Nanna?

HOTHER: (Tager sit Skiold ned af Træet.) Bød for dig, og udfør din Snak i Valhal!

NANNA: Du vil dog ei, du Grumme...
HOTHER Vaer dig, Nanna!

NANNA: O hør dog...

HOTHER: Jeg har seet. - Gaae! - skiul dig, Falske!

NANNA: Du vil dog ei...

HOTHER: Jeg vil! - Og nu, ved Hothbrod!
Nu skal han døe!

BALDER: Forvovne Dødelige!

HOTHER: Dit Skiold! dit Spyd! Jeg hader Pral, min Halvgud.

NANNA: (Hun løber Balder i Mode, som tager sine Vaaben.) O Balder, ædle Balder!

BALDER: Anne Nanna!
Du seer, han tvinger mig! - Han trygler Døden.

HOTHER: Ha det er alt for meget! - Skiul ham! Giem ham!
Bedek din Boler med dit falske Hierte!
Ei vil jeg dræbe dig. - Men jeg har soret -
Han eller jeg skal døe! - og nu!
(Han vender Spidsen af Spydet imod sig selv.)

NANNA: Ah Hother!
Hvad giør du?

HOTHER: Jeg har soeret.

NANNA: Hold, du Grumme!
Jeg gaaer - jeg flyer! - O hielper. Guder, hielper!
(Hun gaaer bort i en Art af Fortvivlelse. Dog bliver hun staaende ved Indgangen af Skuepladsen, hvor hun med en angestfuld Nysgierighed af og til seer hen til de Kæmpende. Kæmperne gaae i Kreds med opløftede Spyd.)

HOTHER: Nu, kiekke Balder! nu paakald din Fader!

BALDER: Ha, Hother! skaan dig! - Du fornærmer Nanna!

HOTHER: Endnu, min Helt?

BALDER: Velan! - du vil!

HOTHER: Ha Hothbrod!
(Han kaster sit Spyd; det, som han fik af den første Valkyrie og beholdt i Haanden. Det rammer Balder, men falder uden Virkning ned for hans Fødder. Balder derimod kaster sit Spyd i den venstre Haand, og river et stort Stykke af den nærstaaende Klippe.)

NANNA,: (som seer det.) O alle Gevars Guder!

BALDER: Nanna!
(Han kaster sit Spyd bag ved sig ud af Skuepladsen.)

NANNA: Ædle!

HOTHER: Ha du tør spotte Hother, stolte Praler!
(Han tager det Spyd fra Træet, som Valkyrien Rota gav ham, og kaster det. Det tørner saa stærkt imod Balders Bryst, at han næsten segner i Knæe derved; men det falder dog ned, uden at skade ham.)

BALDER: Ha Surtur! - Ha, var det den lumske Morder?
(Til Hother.) Skielv for min Vrede!

HOTHER: Kiøl den af i Valhal!
(Han kaster det sidste Spyd, som han imidlertid har grebet til; dog uden kiendelig Virkning, som det første.)

BALDER,: (i det han trekker Sverdet.) Endnu, Forvovne!

HOTHER,: (som ligesaa trekker.) Trold, og ei en Halvgud,
Du døver Spyd - men her er Sverd tilbage!
Nu Hothbrod!
(Han hugger til ham af alle Kræfter; men Hugget tørner af paa Balders Hielm.)

BALDER: Odin!
(I en Haandevending slaaer han Hother Sverdet af Hænderne, saa at det springer i Stykker; falder ham i Armene, og setter ham Sverdet paa Struben. Hother ved det stærke Tag synker i Knæe; men reyser sig strax igien, uden at Balder setter sig derimod. Dog beholder denne ham saaledes i sin Magt, at han ikke kan røre sig. Nanna styrter ind, og kaster sig paa Knæe for Balder.)

NANNA: Ædle, fromme Balder!

BALDER: Afstaae din Brud, og lev!

HOTHER: Jeg hader Livet!
Og skiønt den Brud, du taler om, er troløs,
Saa gav jeg ei det mindste Haar af Nanna
For tusind Aar, for hele Balders Guddom.

BALDER: Døe da!
(Han løfter Sverdet, som een, der vil støde til.)

HOTHER: Hvi tøver du?

NANNA: Ha her, du Grumme!
Her stød i dette Bryst, og skaan min Brudgom!
(Balder lader Sverdet synke.)

HOTHER: Du elsker mig endnu? - o Nanna, Nanna! -
Der seer du, Trold, hun elsker mig.

BALDER: Ah Marter! -
Ha jeg kan ende dig!
(Han løfter Sverdet igien.)

NANNA: Ak lad min Taare..

HOTHER: Hun spotter dig, ved Himlen! Om du tøver,
Da skal hun lee dig ud i Hothers Arme.

NANNA: O troe ham ei! - troe Dyden! - troe dit Hierte!

BALDER,: Lev, Hother lev!
(stikker Sverdet ind.)

HOTHER: Ha, har jeg tryglet Livet?

BALDER: Nei! - Lev og glem vor Strid, du kiekke Kæmper!
Omfavn din Ven, og vær, som før, ubunden!

HOTHER: Ha Grumme! - alt for ædle - stolte Fiende!
Du veedst - du føler alt for vel din Seier!
Ha du har overvundet - nedtrykt Hother!
Og troer du, han kan leve! Himlen hørte
Min Eed. - Jeg eller Balder døer!
(Han griber sin Daggert og vil stikke sig ihiel dermed; men Balder river ham den af Hænderne.)

BALDER: Betænk dig!

HOTHER: I Guder! - Hother, ak, hvad est du blevet!

NANNA,: Min Hother!
(kieient.)

HOTHER: Ak! - Lev evig vel, min Nanna!
(Han faaer hastig bort. Nanna vil gaae efter ham, men Balder opholder hende.)

✂

NIENDE OPTRIN

NANNA. BALDER

NANNA: Jeg arme! Ha han dræber sig!

BALDER: Ved Odin,
Han skal det ei! - vær tryg! tiltroe mig Evne,
At hindre det! - Troe dog din Balder, Nanna!

NANNA: (Hun tager ham med Hede ved Haanden, og helder sig noget derover.) Jeg troer dig. Ak jeg kiender dig, du Ædle!
Jeg føler al din Høihed. Jeg tilbeder
Din Dyd. O at dog disse hede Taarer,
At alt mit Venskab var dig en Belønning!

BALDER: (Kaster sig paa Knaee for hende.) O Glimt.. og Svælg af Haab, hvori jeg drukner!

NANNA,: (bestyrtset.) Hvad haaber du?

BALDER: Ah Nanna, lad din Læbe
Ei vekke Balder af hans Drøm om Vellyst!
Ah lad ham nyde den! - Ah lad ham læse
Sin Dom, sit Haab, sit Liv i disse Taarer!

NANNA: Hvad nytter det, at stride mod sin Skiebne?
Mit Hierte kan dog ei fortiene Balder.

BALDER: Ak, at kun jeg...

NANNA: Tilgiv! - Du veedst, at Nanna
Har... ak en ulyksalig Ven at trøste!
(Hun river sig løs fra ham, giver ham et venligt Øiekast, og gaaer. Han følger hende nogen Tid med Øinene.)

✂

TIENDE OPTRIN

BALDER: Dog vil jeg haabe! - Hører det, I Klipper,
At Balder haaber! - Skiebnen er forsonet!
Den døver Surturs Spyd - og Nanna tvivler.
O Dyd, som overvandt, da Blodet raste,
Hvor vist, hvor herligt lønner du din Elsker!

: Aria.
✂ Venlige Klipper, I hørte mig græde;
Hører mit Haab, og udbreder min Glædet
Yndige Skove besvarer min Fryd!
Balder! forgieves skal Himmel og Skiebne
Hærde dens Hierte, du elsker, og væbne
Kæmperens Arm med fortryllede Spyd.
Dyden skal krone sin fromme Tilbeder!
Skingrende, mægtige Gienlyd, udbreder
Elskovs Triumph og den lønnende Dyd!

✂

ELLEVTE OPTRIN

THOR. BALDER

THOR: Rask er din Sang, du Kampens Ven! Saa bruste
Den blodige, den møisomt vundne Seier,
Og faldne Fienders Ros fra Heltens Læber,
I det han overseer den øde Valplads. -
Du smiler; i dit Øie tindrer Glæde,
Som Odins, naar han har betrygget Jorden,
Og dynget den med Blod af grumme Jetter.

BALDER: Ha Ven! - her tryk dit Bryst - til dette Hierte!
Og føl, hvad Læberne kun svagt fortolke,
Føl Himlens Vellyst i min Siel!

THOR: Du sværmer.

BALDER: Ak, Nanna, Ven...

THOR: Ha Nanna! - Jeg forstaaer dig.
Og det var vel! dog vel, at Odins Balder
54Engang ved Graad har vundet Gevars Pige.
O den Triumph...

BALDER: Du spotter!

THOR: Nei! din Seier
Skal være mig, som een af mine beste,
Som den, jeg vandt fra Udgaards grimme Trolde.
Ha den er stor! den skiller mig og Odin
Ved kielen Frygt, som alt for længe martrer
Vort ubevante Bryst. - Nu kan jeg spare
Tiltaler, spildte Raad. Nok! Pigen elsker.

BALDER: Hun elsker - ja ved Hæl! hun elsker - Hother.

THOR: Hvad? giekker du din Ven? - Hvem? hvilken Hother?

BALDER: Har Thor da glemt den kiekke Leire-Konge?

THOR,: (i Tanker.) Nei! - ved min Hammer, nei! - Jeg saae ham kæmpe
Ved Rolfs, den Danskes, Giestebud - Jeg saae ham!
Stærk er hans Arm.

BALDER: Dog kan den tabe Sverdet.

THOR,: (endnu i Tanker.) Det var som Vox, det tykke Kobber-Pandser
For Heltens tunge Spyd. - Mon han.. Dog neppe
Formaaer en Dødelig... Men om...

BALDER: Forslaae dog
De mørke Tanker, Thor, og deel min Vellyst!

THOR: Din Vellyst? drømmer jeg? Svar! Elskes Hother
Af Nanna?

BALDER: Ja.

THOR: Det glæder dig? du raser!

BALDER: Ak hør! - du selv skal billige min Glæde.

THOR,: (efter nogen Betænkning.) Nu, Ædle, nu forstaaer jeg dig. - Omfavn mig!
Den Seier var dig værd - og mig - og Odin.
Jeg selv skal grave den i Gevars Klippe.
Ei kun en svag, blødhiertig Møe - men Balder,
Men dig, min Ven; det Udyr i dit Hierte,
Din Daarlighed, din Elskov overvandst du.

BALDER: Ah Grumme, tie! jeg føler at jeg rødmer.
Viid, aldrig var din Ven sig mindre mægtig.
Jeg brænder, Thor, og gruer for den Tanke,
At see den Flamme slukt, hvoraf jeg martres.

THOR: Hvad hører jeg? I Himle! kan en Aser
Saa tabe Dyd og Alt? - Vel! drik din Vellyst!
Og rav og sværm! - Du elsker, og forkastes.
Hvor glædeligt! - Ha, ved min Arm! jeg tænker,
Valkyrien har alt berørt din Isse.
Du raser alt. Jeg seer, din Skiebne haster.

BALDER: Min Skiebnes første Lov er Elskov.

THOR: Ha, den anden
Er Død!

BALDER: Og hvor er Kamp? hvor er en Drabsmand?

THOR: En Drabsmand? Hother.

BALDER: Vaabenløs, fortvivlet,
Omvanker han blant Klipperne. Vi kæmpte.

THOR: Han lever?

BALDER: Nanna græd.

THOR: I koster Asa-Blod! Fordømte Taarer,

BALDER: Og om han kunde,
Saa troer du. Ven, at Hother, at Skioldungen,
Feig vilde dræbe den, som gav ham Livet?

THOR: Han vil det ei. Men om han maa? hvad kan han
Mod Skiebnen, om den rekker ham sit Mordspyd,
Og fører selv hans Haand?

BALDER: Min Thor, o glem dog
Din bange Kummer! Hør og deel min Glæde!
Før, da jeg skaante Hothers Liv, da straalte
Den første Gnist igiennem Nannas Taarer,
Det første Glimt af kierlig Ynk. Hun smilte
Til Balder, og hun skienkte mig sit Venskab,
Og kielent trykte hun min Haand.

THOR: Ha skaan dog
Mit Øre for din Daarlighed! - Kun lidet
Forstaaer sig Asa Thor paa kielen Elskov.
Dog seer jeg hendes Hiertelav. Hun takker
For Hothers Liv. Det kildrer dig? du drømmer.

BALDER: Den er mit Liv, den Drøm, du vil adsprede.

THOR: Den er din Død!

BALDER: Hvad Død? See Skiebnen opfyldt!
Betragt det Spyd, som Leire-Kongen svingle!
Mit Knæ blev svagt, jeg gyste, da det traf mig;
Dog lever jeg, dog faldt det sløvt til Jorden.

THOR: (i det han beseer Spydet.) Bedrag dig ei. Viid, dette Spyd er hærdet
Ved Guders Ild, men ei ved Nastronds Flammer. -
Dog hilste Døden Odins Søn - og Rota,
57Hun, som indvier Kongerne til Valhal, Er her, hvor aldrig Vaabens
Bragen hørtes.
Forfærdet saae jeg Kampens stoute Datter.
Mørk stod hun over Klippen, svøbt i Taage,
Og Dødens Fugl, den sørgelige Ugle,
Sad klynkende paa hendes brede Skulder.
Hvem søger hun, langt fra hver blodig Slette?
Og Surturs Green - hvor snart er den ei fundet,
Naar Skiebnen vil! Og troer du, Loke sover?
Ah, Balder, flye! forglem en daarlig Brynde!
Din Skiebne haster; flye, før den fuldendes!
Følg med mig!

BALDER: Jeg at flye! forsage Nanna!
For herligt er det Haab, hvorved jeg lever,
At Balder skulde flye for det.

THOR: O hør mig.
Hør, hvi jeg kom, og vil du selv din Frelse,
Saa merk en Vens, en Faders sidste Varsel!
Forvirret af dit Sværmene, bestyrtset
Ved truende, nu ikke mørke Varsler,
Omspændt af Frygt, nedtrykt af uvant Kummer,
Forlod jeg Gevars Field, og Tordens Brummen
Forkyndte mig i Asgaard. Alle merkte
Min Sorg. Alt stimledes de ældste Aser
I Kreds omkring mig. Hver vil først erfare,
Hvi synlig Smerte, meer end Smerte, Banghed
Nedslaaer mit Øie. Men Valfader vinkte.
Han blues - Odin rødmer ved din Svaghed.
Han bød mig dølge den, imens vi kunde,
Og først endnu engang adspørge Mimer.
Jeg spurgte ham, og Skiebnens Speider svarte
Om Solen, var hans Svar (ak hør og zitter,
Og frels dig, mens du kan!) om den i Morgen,
Naar af dens Straaler hine Klipper rødme,
Som tit gientog den fromme Halvguds Klager,
Seer ham endnu forelsket og forkastet,
Da seer den og det Spyd, hvorfor han falder,
Og Odins Graad og alle Asers Taarer.

BALDER: Det haster da. - Tilgiv mig, Thor! Jeg iler
At bløde Nannas ædle Siel med Taarer;
At røre hende ved min Bøn; at fordre
Min Dom - Liv eller Død - af hendes Læbe.
Snart skal min Skiebne vise sig.
(Han gaaer.)

THOR: (i det han seer medynksfuld efter ham.) Ha Daare,
Du iler selv din Undergang i Møde!

✂ Aria.

✂ Naar Sielen ei vil vinde,
Men villig lod sig binde
Af Elskovs Tyrannie;

✂ Skal selv paa Vennens Læbe
Raad blive Gift, og dræbe
Den, som han vil befrie.

✂ Nei, Sielen kan ei vinde,
Som villig lod sig binde
Af Elskovs Tyrannie.

✂

TREDIE HANDLING

(Det er mørk Nat. Stormen tuder imellem Klipperne. Undertiden lyner og tordner det, og Biørnene brumme hist og her i Skoven.)

✂

FØRSTE OPTRIN

HOTHER: (siddende paa en Klippe, vaabenløs og i en nedslagen Stilling.)

: Aria.
✂ Lad Klipper zitre,
Naar Stormen brøler
Og Tord'ner knitre;
Min Siel er kiek!
Ah det, jeg føler,
Er meer end Torden,
End Storm fra Norden;
Er meer end Skrek!

: Velkomne Nat! - O tykke Mulm, hvor venlig
Medlidende du skiuler mig - for Hother!
Ha for den svage - overvundne - faldne! -
Saakom! omfavn mig, Hælhiems mørke Dronning,
Med al din sorte Skrek - du Glædens Fiende!
Kom, skiul de svage, sønderbrudte Vaaben,
Bedek den skumle Klippe, hvor jeg... Torden
Udslette dig, formastelige Tanke!
Tør du forstyrre Hother, hvor han hviler? -
Var den ei her, den Klippe, hvor... I Guder! -
Dog Natten kan jeg sige det, og Hælhiem
Kan jeg betroe Skioldungens, Hothers, Haanhed.
Ha! hør det, Nat, og skiul det i din Afgrund! -
Her er en skummel, en afskylig Klippe;
Thi lede Trolde sværme paa dens Toppe,
Og Drager yngle i dens mørke Huler.
Der faldt jeg, og mit Navn, og Hothers Ære!
Afmægtig knælte jeg - og tog mod Livet! -
Nu seer jeg den ei meer; nu er jeg rolig.
Jeg seer og ei, den ædle, stolte Fiende;
Ei heller seer jeg Nannas Kinder blusse;
Og ei de hede, de forhadte Taarer,
Som frelste mig, - som kiøbte mig af Balder!
Ha Storm, du sagtnes! - Hvin! - o hyl omkring mig! -
Brøl Torden! - brøl og døv den grumme Gienlyd
Af svag, af frygtsom Bøn, af Nannas Forbøn!

: Arioso.
✂ O elskte Læbe,
Du aander Død!
Hvi holdt din Klage
Et Stød tilbage,
For selv at dræbe
Med tusend Stød?

: Du elsker mig? - Ha kielne, svage Nanna!
Du elsker Hothers Liv, - og ei din Hother.
Hvor kold, hvor grum imod hans Navn, hans Ære! -
60Dog jeg - og jeg var grusom! Jeg beskyldte...
O elskte Nanna! snart - ved dine Fødder
Skal snart din Hothers Blod aftoe hans Brøde!
(Han springer op og gaaer omkring paa Skuepladsen.) Hvi dvæler jeg? - Hvi tøver jeg at holde
Mit Ord, min Eed? - Ha grumme, grumme Skiebne!
Selv Døden stræber du at negte Hother!
Du skiuler hvert et Sverd, og hver en Afgrund! -
Ha svage Spyd! hvorpaa jeg Daare stoelte,
Hvor er I nu? - Og du, min skiøre Mimring,
Før ikke skiør i Kamp? - og du, min Daggert?
(Han snubler over det Horn, som han kastede bort i den første Handling.) Hvad... hvad er dette? - Ha det Horn, som Vanfred
Gav mig, at kalde ham dermed i Nøden.
Ved Odin, hvor er Nød saa stor som denne,
At gierne ville døe, og ei at kunne!
En Dolk formaaer dog vel hans varme Venskab,
At rede ud til dette Bryst.
(Han støder i Hornet, og det giver en græsselig Gienlyd imellem Klipperne.) Ha Vanfred!
Jeg kalder dig. Hvor est du, Vanfred, Vanfred!
(En Hvirvelvind høres, og strax derpaa lader Loke sig see.)

✂

ANDET OPTRIN

LOKE. HOTHER

LOKE: Hil dig, du lykkelige Søn af Hothbrod!

HOTHER: Ha du tør spotte Hother?

LOKE: Hvad kuldkaster
En Lykke, som din Fiende selv, som Skiebnen,
Som himmelske og underjordske Guder
Med samlet Kraft befæste?

HOTHER: Gamle Drømmer!
Laan mig et Spyd, og denne Haand skal bedre
Befæste den, end alle, dem du nævner!

LOKE: Jeg veed dit Mismod, og dit usle Forsæt! -
Ved Nastrond! var ei Balder - om den Daare
Ei havde blendet dig ved Asa-Kunster,
Og skiult hver Dolk, hver Afgrund, som du søgte;
Da laae du alt i Mulm - beleet - uhevnet.

HOTHER: Hvad? han har hindret mig? - den Ædle! Stolte!

LOKE: Ja Stolte! - Han foragter dig.

HOTHER: Foragter?

LOKE: Og troer du, at han, for at føie Nanna,
Nedlod sig til at vogte dig for Døden,
Ifald han tænkte stort om Hothers Vrede,
Og om han lagde Merke til din Elskov?

HOTHER: Ond est du, Vanfred! Giftig er din Tale!

LOKE,: (opbragt.) Ha Hother! Ilde lønner du mit Venskab,
Og slet giengielder du det Held, jeg bringer.

HOTHER: Og hvilket?

LOKE: Dog din Kummer giør dig bitter.
Viid, at jeg strax kan lindre den!

HOTHER: Og tøver?

LOKE: Fornem da, lykkelige Søn af Hothbrod!
Det Spyd, som sender Balders Aand til Hælhiem...

HOTHER: Endnu et Spyd! - og evig...

LOKE: Det er fundet!
Jeg vidste - thi jeg havde læst i Stiemer,
At Valhals krigske Møer selv maatte søge
62Det aldrig seete Spyd, og selv tillave
Dets dødelige Od; og jeg forførte
Dem alle tre - de Stolte, til at søge.

HOTHER: Forførte?

LOKE: Troer du, de vil dræbe Balder?

HOTHER: Ha Vanfred! - meer!

LOKE: Ei fik du strax det rette;
Din Kamp udviiste det. Nær havde Balder
Da knust dig og mit Anslag. Bange saae jeg,
Den Stærke svinge Jetters Død - Jeg kiender
Hans Armes Kraft - Dog kierlig var den Taabe!
Han saae din Brud, og skaante dig. Da voxte
Mit Mod og dit.

HOTHER,: (for sig selv.) Mit Mod og dit! Jeg blues.
(til Loke.) Hvad Mod? - Ha, jeg var blind af Harm, jeg raste!

LOKE: Harm eller Mod - Ved Hæl, jeg agter lidet,
Min unge Helt, hvoraf dit Øie gnistrer,
Naar kun du søger Hevn, og Fienden falder.

HOTHER: Hvem er du? hvem? - Dog tael! bliv ved! forklar dig!

LOKE: Stærk var din Arm, og stærk mod Jetters Pandser
Var Rotas Spyd - men alt for svagt mod Balder.
Dog knælte han, jeg saae den Stolte blegne.
Men ak han reyste sig! Mit hele Hierte
Blev lis; jeg følte best din fulde Fare.
Alt var hans Arm opløftet; Sverdet blinkte.
Han raabte paa sin Odin, og da kunde
Han selv, min Ven, kun frelse dig - Den Daare!
Hans høie Mod skal styrte ham.

HOTHER: Ha Vanfred!

LOKE: Nu?

HOTHER: Jeg beundrer meer og meer din - Viisdom.
Dog Stridens Møer! - hvor var de, da vi kæmpte?

LOKE: Det var min Frygt. Jeg skialv, naar Løvet rørtes;
Naar Skyggen voxte, skialv jeg for at see dem.
Da jeg fornam, at ingen af dem hørte
De høie Raab, og Skioldets Brag, og Sverdet,
Da steeg mit Mod, da vidste jeg dig sikker.
De høre kun den Kamp, hvor een skal falde.

HOTHER: Og nu det Spyd, du talte om?

LOKE: Hun har det,
Valfaders yndte Møe. Hans troe Slavinde
Fandt endelig ved ufortrøden Omhu
Det Spyd, hvorfor hans elskte Søn kan falde. -
Kort før du kaldte, sad jeg i min Hule.
Da zitrede dens tykke Marmor-Hvelving,
Tre gange zitrede min tause Bolig,
Og over mig fornam jeg Lyd, som Stormens,
Naar den udriver Klippens Eg; da hørte
Jeg Rotas Røst, og sorte, tykke Draaber
Af Jette-Blod, af dem, som Odin dræbte,
Faldt giennem Klippens Rifter - Da begreb jeg
Af alle Merker, at hun fandt det rette.

HOTHER,: (utaalmodig.) Hvor er det? hvor?

LOKE: Hun hærder det i Nastrond.

HOTHER: Tie, Drømmer! - Gaae!

LOKE: Jeg elsker denne Hede.
64Og, for at dæmpe al din Tvivl, da - tør du -
Da vil jeg vise dig den grumme Rota.

HOTHER: Hvad, Vanfred? om jeg tør?

LOKE: Vel! - see mod Vesten!
(Han rører ved Hothers Øinelaag. Strax derpaa seer man Indgangen til en stor Hule, der kun oplyses ved de Flammer, der med en bestandig Bragen af og til lade sig tilsyne dybest i den. Forrest i Indgangen er paa hver Side et lidet rundt Alter. Paa det ene brænder en Ild, hvori det fatale Spyd ligger; paa det andet staaer en Kiedel. Valkyrierne gaae i Kreds om det første.)

DE TRE VALKYRIER

Tercet

DEN FØRSTE: ✂ Buldrende brøle
Nastronds Flammer;
Dybene føle
Valhals Møe.

DEN ANDEN: ✂ Svovlede Lue,
For hvis Bragen
Aserne grue,
Skiebnen adlyd!

ROTA: ✂ Giftige Flammer,
Hærder et Spyd
For Valhals Møe!

ALLE TRE: ✂ Giftige Flammer,
Hærder et Spyd
For Valhals Møe!

ROTA: ✂ Den, som det rammer,
Den skal døe!

DEN FØRSTE: ✂ Den, som det rammer,
Den skal døe.

DEN ANDEN: ✂ Den, som det rammer,
Den skal døe!

ALLE TRE: ✂ Den, som det rammer,
Den skal døe.

ROTA: (Hun tager Spydet af Ilden, og gaaer hen imod det andet Alter.) Saa! det er nok! - Nu skal dets røde Spidse
Afkiøles her. - Nu vender Kredsen baglends;
Og, som vi gaae, saa gaae dens Liv tilbage,
Som Spydet naaer! - Som Nastronds Gnister slukkes,
Saa skal dens Liv forsvinde, som det saarer.
(Hun beholder Spydet i Haanden, og alle tre gaae i Kreds omkring Kiedelen.)

ALLE TRE: ✂ I Saft af Ruder,
Og Firblads-Klever,
I Marv af Biørne,
Og Blod af Trolde,
Og spraglet Edder,
Skal Spydet kiøles,
Tre gange kiøles
Af Nastronds Flammer,
Til Valhals Møe!

ROTA: (Hun dypper det i, og giver det derpaa strax til den første Valkyrie, som giør det samme, og ligesaa den anden, alt som de synge.)
✂ Den, som det rammer,
Han skal døe!

DEN FØRSTE: ✂ Den, som det rammer,
Han skal døe!

DEN ANDEN: ✂ Den, som det rammer,
Han skal døe!

ALLE TRE: Den, som det rammer,
Han skal døe!
(Rota tager Spydet ud. Valkyrierne og Hulen forsvinde. Skuepladsen seer saaledes ud, som først i denne Handling. Stormen bliver endnu ved at rase.)

HOTHER: Forsvundet! - sunket! - Koglerie omspænder
Hvert Trin, jeg giør, og hilder Hothers Arme.
Jeg Daare! - Snart skal Morgenrøden spille
Paa GevarsField; og jeg, - ved Hothbrods Aske! -
Som een der frygtsom vil forlænge Livet,
Jeg agter her paa Spøgelser! Ha Vanfred!
Trold, som tilsoer mig Venskab! som jeg afskyer!
Hvor er nu dette Spyd, som vist kan dræbe?

LOKE: Du saae det.

HOTHER: Ha jeg saae! jeg saae! - Hvor blev det?

LOKE: Og veed jeg ei, at Odins Møer tillavte
Det just for dig; at Skiebnen kun tillader
Din Arm, at støde det i Balders Hierte?

HOTHER: Før var dit Ord: Mon de vil dræbe Balder?
Nu er det kun mod ham de hærde Glavind;
Nu hade Valhals Møer den fromme Halv-Gud.
Det skal jeg troe. - Hold op! - Forsvind, Bedrager!

LOKE: Jeg har jo sagt dig det, at jeg forførte.
Min List, og ikke de, har hærdet Spydet.

HOTHER: Nu vel! Din List! - Hvor skiønt, hvor ædelt Hother
Henbringer Natten! - Dog fortæl! - hvorledes?

LOKE: Velan, saa hør! Du mindes Rotas Gave,
Det Spyd, der kom vor Halvgud til at knæle.
Det knuste jeg, og bragte det til Rota.
67Jeg laante Tyrs, den Asers Dragt og Mine.
»See, sagde jeg, dit Spyd, du kloge Rota!
»Saaledes laae det ved en Jettes Fødder.
»Det foer af Leire-Konges Haand; det hvinte -
»Thi stærk er Hothers Arm. - Jeg kiendte Spydet,
»Og jeg, som bygte paa din Kunst, jeg raabte:
»Nu staaer det ilde til med Biergets Jette!
»Men Biergets Jette loe. Han greb om Spydet,
»Og knuste det; og her, du kloge Rota,
»Her bringer jeg dets kostelige Stykker!«
Med Glæde saae jeg Rotas Øine gnistre.
Hun soer ved Odins Arm, ved alle Guder,
Og ved Alfader selv, ei at aflade,
Før hun udfandt et Spyd, der sikkert dræbte
Hver Ymers Søn, og hver som kunde dræbes.
Hun soer og strax forsvandt. Det var som Skiebnen
Kun havde ventet paa saa dyrt et Løfte.
Tre gange tordnede den høie Norne.
Hun talte - skrekkelig er Skuldas Torden,
Jeg taaler ei at høre den - jeg flyede.
Men snart fornam jeg, at vort Spyd var fundet.
Da kaldte du. - Dog hør de tunge Vinger! -
Hun er det! - Rota! - Jeg vil gaae tilside;
Thi Valhals Piger hade mig.
(Loke gaaer afsides.)

✂

TREDIE OPTRIN

HOTHER, og strax derpaa Valkyrien ROTA

HOTHER: (som seer med Foragt efter Loke.) Forvorpne! -
Ha, feige Træl! og du tilsoerst mig Venskab!
Nei, aldrig varst du Hothers Ven, Forræder!
Men Gudernes, men Dydens soerne Fiende.

ROTA: (Hun rekker ham det fatale Spyd, med halv bortvendt Ansigt.) Her, Søn af Hothbrod! Her min elskte Kæmper!
Tag dette Spyd! - og brug det, som...

HOTHER: Du græder?

ROTA: Du saae min Taare? - See den! dyrt og ædelt
Er Blodet, som denspaaer. - Men brug kun Spydet!
Dog er det ikke min, men Skiebnens Gave.

HOTHER: Jeg veed, du frygter for den fromme Balder.
Men, ædle Møe, men kiender du mit Hierte,
Da veedst du, han er tryg, som Thor i Valhal.

ROTA: Hvad vilst du, Helt, mod Nornen? - Nornen talte.
Hun røbte mig det skiulte Træ; hun bød mig
Afbryde Dødens Green; hun bød mig hærde
Dens Od i Nastronds Ild; hun... dog hvad vil jeg?
Spildt er min Taare, som dit ædle Forsæt.
Velan! - Brug dette Spyd! Død er dets Tilnavn.
Den, som det naaer, skal evig Dvale fængsle
I Hælhiems tause Nat, om det er mueligt
At dræbe ham; selv den Udødelige,
Hvis Øie Had og nedrig Ondskab mørkner,
Nedstyrter det i tusend Vintres Marter.
Merk det og brug det vel! dit Bryst er ædelt.
Men ham, som aander Gift i det, den Frekke,
(Jeg veed, han er os nær) ham skal du straffe.
(Rota forsvinder.)

✂

FIERDE OPTRIN

HOTHER, og strax derpaa LOKE

HOTHER: Hvordan? Er alt en Drøm? - Dog Spydet har jeg!
Velkomne Død! dig skal min ædle Fiende
Dog ikke røve mig, ei skiule for mig!
Nu kan jeg holde, hvad jeg soer! O Nanna,
Nu bringer jeg din Dyd et værdigt Offer!
(Han vil gaae, men Loke møder ham i Udgangen.)

LOKE: Hvorhen, du Skiebnens Yndling?

HOTHER,: (fortrøden.) Ha! til Hælhiem!

LOKE: Ak Hother! jeg beleer dit kloge Forsæt.

HOTHER,: (opirret.) Beleer?

LOKE: Du har din Fiendes Liv i Hænder;
Ogduvildøe!

HOTHER: Og hvilken Fiendes, Vanfred?

LOKE: Hvis, om ei Balders?

HOTHER: Ha, han gav mig Livet!
Og skiønt jeg lidet agter slig en Gave,
Saa tog jeg den. - Og bør hans høie Hierte
Da fælde ham? - bør jeg, bør Hother straffe
Den Medynk, som jeg ønsker ei?

LOKE: Han kommer!
O spild dog Tiden ei med Daarers Drømme!

HOTHER: Hvad vil du?

LOKE: Staa bag denne Gran, og dræb ham!

HOTHER: Ha, feige Træl!
Han slaaer Loke med Spydet over Hovedet, og denne synker strax hylende i Afgrunden. Saasnart han er af Syne, bliver alting stille. Solen staaer just op i sin fulde Glands. Efterat Hother nogen Tid med Bestyrtelse har seet paa alt dette, siger han: Saa styrte hver Forræder,
Som aander Ondskab i Skioldungens Hierte! -
Ha Balder!
(Han gaaer noget afsides.)

✂

FEMTE OPTRIN

HOTHER. BALDER

BALDER,: (som ikke bliver Hother vaer.) Denne Nat var fæl og skummel!
Omkring mig holdtes Raad af vrede Guder.
Hvad vil de? Mon de vil forskrekke Balder? -
Nu tier alt.

HOTHER: Hvor stolt og ubekymret
Den høie Halvgud gaaer! Han tænker ikke,
At hvert hans Aandedræt er Hothers Gave.

BALDER: Hvo nævner Hother. Jeg har hørt ham nævne. -
Dog alt er taust, som Døden. - Veed jeg heller,
Hvi dette Navn kan røre meer end andre,
Og hvi det altid skurrer i mit Øre?
Ak! kan jeg meer end ynke ham, den Arme,
Som nu begræder Livet og sin Afmagt,
Som vaabenløs nu zitrer for sin Skygge.

HOTHER: Ha nu - thi det er stort - Skioldungen værdigt -
Nu vil jeg være stolt, som du! - og flye dig!
(Han gaaer.)

BALDER: Hvo taler her? hvo tør forstyrre Balder? -
Dog veed jeg ei, at Finske Trolde sværme
Paa Klipperne? - Alt naaede Solen Havet;
Dog fandt jeg Nanna ei. Tomt, som en Udørk,
Var Gevars Huus, og huult klang hver en Gienlyd
Af Balders Suk. - Hvor var hun da? Hvor var hun. -
Ak, Hother fængsler dig; i Hothers Arme
Fornamst du ei mit Suk, min bange Banken,
Din Balders Graad, hans kielne Raab, du Haarde!
Og, om jeg havde fundet dig - hvad var det?
Maaskee, dit Svar da skulde dødet Balder. -
Jeg kiender mig ei meer. Mit Hierte banker,
Og her omkring det kryber fremmed Kulde.
Ja, Nanna, ja du lærte mig at zitre.
Ak! elskte Pige! jeg - en Halvgud skielver,
Naar du kun aander, naar du rører Læben!
Ha! aabnes den til Nei - o tie da, Grumme!
O tie, og lad mig gaae med Haab til Hælhiem!
Dog! - saae jeg ei dit Øie straale Venskab
Til Balder? - Fandt jeg ei din hede Taare
71Paa denne Haand? - Og saae dig rødme, Nanna?
Ha jeg vil giennemtænke, jeg vil nyde
Mit Haab. - Hvi slaaer du da saa høit mit Hierte?
Hvi trænge Taarer frem i Balders Øine? -
Og Haabet er mig fremmed! O min Rigdom,
Du lærer mig en Nidings Frygt! Jeg zitrer,
Nu, da jeg har et Glimt af Haab at tabe.
Ak, om det røves mig igien! om Nanna...
O Tvivl! - o Frygt, som Hiertet ei kan bære!

: Aria.
✂ Først blender Haabets Glands vort Øie,
Da synes alting blidt og trygt.
De matte Straaler
Skal snart forgaae,
Som Øiet taaler,
At stirre paa.
Besee vi Haabet alt for nøie,
Forsvinder det i Tvivl og Frygt.

Ja, Thor! ja Sandhed - Viisdom var din Tale.
Det Glimt af Ynk var Tak for Hothers Frelse.
Hun skialv kun for sin Hother - for den Elskte;
Hver Taare bad mig om hans Liv. - Hvad Blendverk
Forvildede min Siel! Ak usle Veirlys
Af tomt, af flygtigt Haab, du kunde glimte
For mig, som om jeg hendes Had ei kiendte!
Ak stedse flyede hun mit Fied, min Skygge!
Og naar jeg dog engang, mig selv til Marter,
Aftvang den Stolte nogen Agt og Giensvar,
Da var det Spot. Hun kaldte sig uværdig,
At være Balders Brud og Odins Datter,
Og tog mit kielne Suk for Skiemt og Smiger. -
Dog har jeg aldrig hørt det Ord, som døder
Foruden Surturs Green og Nastronds Lue,
Det skrekkelige Nei, af hendes Læber.
Ha jeg vil høre det! - Ved Hælhiems Mørke,
Min Graad skal trygle dette Nei af Nanna!

✂

SIETTE OPTRIN

NANNA. BALDER

NANNA: (Hun kommer ganske forskrekket ind paa Skuepladsen.) Ak! - ingen svarer mig! - O haarde Klippe,
Hør du min Røst, som ingen Guder agte!
Formild min Angest! Svar, hvor er min Elskte?

BALDER,: (afsides.) Min Skiebne vil... Ha Nanna!

NANNA: Tause Graner!
Før yndte, nu saa græsselige Skygger!
O viser mig, forraader mig min Elskte!

BALDER,: (afsides.) Ha skal jeg? - tør jeg?

NANNA: Ak hvor er du, Hother?
Ak mueligt i en Afgrund! - knust og blodig!
Og taus! - for evig taus! - o væ mig arme!

BALDER,: (som springer hen til hende.) O Nanna! hvilken Skrek...

NANNA: Ha jeg har seet ham!
Den fælste Drøm har viist mig ham - min Hother!
Han stod paa Bredden af en bundløs Afgrund,
Og rundt omkring ham brølte gridske Udyr.

BALDER: Din - som du kalder ham - din Hother lever.

NANNA,: (i det hun kiender Balder.) Ha Balder, du har dræbt ham! - ak tilgiv mig!
Min Drøm forvirrer mig - du seer, jeg zitrer. -
Jeg hørte Guders Fald og Guders Hylen;
Og blodig stod et Spøgelse ved Hallen.
Stort var det røde Saar, hvorpaa det pegte.
73Som een, der grunder, skiulte det sit Ansigt;
Men giennem Fingrene faldt store Taarer.
Ah Nattens blege Søn var høi, som Hother.

BALDER: Ha Hother kan ei være død!

NANNA: Jeg troer dig.
Men ak jeg kan, jeg kan ei hvile, Balder,
Før jeg har seet ham, talt med ham, og favnet
Hans Arm, og trykt den her til dette Hierte!

BALDER,: (fortvivlet.) Ha Nanna, det er meer, end jeg kan bære! -
Ved Odin, det er meer!

NANNA,: (forskrekket.) I høie Guder! -
Du skrekker mig! - Jeg arme!
(Hun vil undflye, men Balder opholder hende med Magt, og kaster sig ned for hendes Fødder.)

BALDER: O min Nanna!
Bliv! - jeg besværger dig ved disse Taarer,
Ved al min Qval - bliv Nanna! bliv!

NANNA,: (beængstet.) Hvad vil du?

BALDER: Og veed jeg det? - ak jeg har haabet, Nanna!

NANNA: O slip mig! - lad mig fly e! - hvad har du haabet?
Du veedst jo, hvem jeg elsker - slip mig, Balder!

BALDER: Nei her, ved dine Fødder vil jeg høre
Min Dom. - Er intet, intet Haab tilbage?
Kan al min Kierlighed - kan disse Taarer -
Kan intet røre dig? - O svar mig, Nanna! -
Siig Nei! Stød Dolken i mit Bryst!

NANNA: Ha Balder!
Hvi elsker du en Dødelig?

BALDER: Maaskee du
Kun tvivler paa min Elskov, kun vil prøve
Din Balders Hiertelav. Ha jeg vil løfte
Min høire Haand mod Himlen, og tilsværge
Dig evig, evig Kierlighed, min Nanna!
Og vil du større Prøver, o da nævn dem,
At jeg maa vise dig, hvor høit jeg elsker!

NANNA: Ak Balder! - skaan mig! - skaan dig selv! - Hvad vil du? -
Hvor ofte har jeg sagt dig det. Mit Hierte
Kan ei fortiene dig?

BALDER: Forhadte Omsvøb! -
Hvi vil du skaane mig? Ha knus mig! dræb mig!
Siig, at du aldrig vil!

NANNA: Jeg elsker Hother.
Hvor kan jeg?

BALDER: Ha maaskee du troer at elske.
Kan han, en Dødelig fortiene Nanna?

NANNA,: (opbragt.) Han elsker Dyden, Balder; han er tapper;
Og han er stor blant Konger. Han behersker De Danske.

BALDER: Nanna, jeg er meer, end Konge.

NANNA: Og var du Gud, saa vil jeg kun min Hother.

BALDER: (Han rekker fortvivlet den høire Haand op imod Himmelen.) Endog forkastet - hører det, i Himle! -
Endog forkastet skal jeg elske Nanna!
Han har neppe udtalt, førend Valkyrien Rota lader sig see. Dødens Fugl sidder paa hendes Skulder. Hun vender Ansigtet bort, i det hun berører hans Isse med sit Spyd, og siger: Til Kamp, min Ven! til Saar! og Fald! - og Mørke!
(Hun forsvinder strax, og som Balder og Nanna har vendt hende Ryggen, og begge har været for opmerksome paa sig selv, til at kunne agte paa andet, bliver hun hverken seet eller hørt, uden af Tilskuerne.)

BALDER: (Han springer op, som en Rasende, og holder Haanden nogen Tid for Hovedet.) Ha, hvi jeg sværmer! - hvi jeg spilder Tiden
Med kielne Suk, - og klynker, som en Qvinde!
Og har jeg ikke Skiold og Sverd? - Til Kampen!
Til Kampen, Balder! Ha lad Sverdet blinke!
Løft Sverdet høit! Adsplit den stolte Kriger,
Og toe dit Spyd i Blod, du Søn af Odin!
Ha Brag af Skiold mod Skiold, og Kampens Bulder,
De, de skal glæde mig! - og døve Nanna!
Og Kæmpers Blod skal kiølne dette Hierte!
(Han trekker Sverdet, og løber bort i Raserie.)

✂

SYVENDE OPTRIN

NANNA,: (aleene.) I Guder! - Hvad var dette? - Ak han raser! -
Jeg arme! Ha nu dræber han min Hother!

: Aria.
✂ O himmelske Magter,
I knuse mit Haab!
Hvo styrker mig Svage
Mod Gudernes Arm?
Hvo agter min Klage?
Hvo merker min Harm?
Ha hvem kan jeg røre?
Mon Jorden vil høre
Afmægtige Raab,
Som Himlen foragter?
O himmelske Magter,
I knuse mit Haab!

Ha I har knust mit Hierte! - Hother! Hother!
Hvor er du? - Ak, jeg kan ei meer! Jeg svimler! -
O Død! o Freya!
(Hun hælder sig afmægtig op til et Træ.)

✂

OTTENDE OPTRIN

HOTHER. NANNA

HOTHER,: (som løber bestyrtsct hen til hende.) Elskte!

NANNA,: (seer stift paa ham.) Ak! - min Hother!

HOTHER: Saa vild? - saa bleg? - Ak at dit ædle Hierte
Var ei saa ømt!

NANNA: O elskelige Stemme! -
O tael endnu! O tael endnu!

HOTHER: Du zitrer,
Min Brud, min elskte Brud! - og hede Taarer...
O skiul dem! ha de brænde mig, de smelte! -
Græd ei, min Brud!

NANNA: Ak Glæde, Guders Glæde
Fremlokker disse Taarer! - Hother lever.

HOTHER,: (væmodig.) Endnu.

NANNA,: (kiælent og bedrøvet.) Endnu?

Hother,: (han vender Ansigtet bort.) O haarde, haarde Skiebne!
Dog jeg har soeret.

NANNA: Skrek mig ei, min Hother!
O skrek mig ei! - Hvad er det? - Høie Guder!
Du vender Øiet fra din Brud?

HOTHER,: (han seer med Ømhed til hende.) Ah Nanna!

NANNA: O frels mig, Freya! Graad paa Hothers Kinder! -
Hvad er det? Ha jeg døer!

HOTHER,: (han omfavner hende med Heftighed.) O elskte Nanna!

NANNA: O Himmel! siig...

HOTHER,: (omfavner hende igien.) Engang endnu!

NANNA: Jeg bæver.
Hvad er det?

HOTHER: Kan du, Nanna, kan du glemme
Din Hothers grumme Tvivl - hans ene Brøde?
Kan du tilgive den?

NANNA: Kan jeg erindre,
Om Hother nogen Tid har feilet?

HOTHER: Ædle!
O! lev, lev evig vel, min Brud.
(Han omfavner hende tredie gang og vil gaae; men hun hænger sig fast ved hans Arm.)

NANNA: Ha Grumme!
Om du har elsket mig...

HOTHER: Ak kan du tvivle? -
Ved Odin, meer end Lyset! - Kan min Taare,
Kan Hothers Graad ei vise dig hans Hierte?

NANNA: Ak! - men du flyer mig!

HOTHER: Æren kalder - Æren;
Og den - tilgiv mig! - den er meer, end Nanna.
Ha jeg maa flye dig, Nanna! - Disse Taarer
Giør kun mit Hierte svagt, og Døden bitter.
(Han vil gaae.)

NANNA: Ak, agter du min Skrek - vor Ungdoms Løfte;
Vil du ei see mig døe, og døe fortvivlet...

HOTHER: Hvad vil du?

NANNA: Ak en Bøn! - Tilgiv! - Jeg zitrer -
Men om du møder Balder...

HOTHER: Ha, jeg flyer ham!

NANNA,: (forundret og roligere.) Du flyer ham?

HOTHER: Kan du troe mig til, at hade
Den, som har skienket dig et Glimt af Glæde;
Een - Guder! - næsten een af Hothers Dage?
Ha kan jeg dræbe den, som gav mig Livet? -
O Nanna... jeg har tænkt den store Tanke;
Men Læben zitrer dog derved - o Nanna!
Kan du belønne Dyd? Kan du forglemme
Din Hother, og - med Tiden - elske Balder?

NANNA: O tie, o tie, min Hother!

HOTHER: Han er dydig,
Han elsker dig, og Odin er hans Fader.

NANNA: Ha Grumme!

HOTHER: Nanna! - Jeg maa flye dig! - evig!

NANNA: O Skrek! hvad vil du da? hvorhen? hvad vil du?

HOTHER: Døe! døe! - Du veedst min Eed - Ha Solen iler!
Seer du, hvor høit? - Jeg soer ved Hothbrods Aske:
Jeg lever ei et Døgn med Balder. - Slip mig!
Ha seer du ei, hvor høit...

NANNA: Og jeg har soeret
Ved Kierlighed, ved Freya, ved mit Hierte:
Jeg vil ei slippe dig; jeg vil forfølge
79Dit Fied i Dødens Nat! - Her vil jeg hænge -
Her ved din Arm - og mit forgrædte Øie
Skal see dig, see sin Hother, til det brister!

HOTHER: Vel, Nanna! Vær da kiek, din Hother værdig!
Tænk paa hans Eed, og...

NANNA,: (hun slipper ham.) Ak, hvad vil du, Hother?

HOTHER: Og see ham døe!
(Han løfter Spydet, for at stikke sig ihiel. I det samme styrter den rasende Balder ind paa Skuepladsen.)

✂

SIDSTE OPTRIN

BALDER. DE FORRIGE

BALDER: (han løber lige hen imod Nanna.) Nu kom! nu følg mig, Nanna!
Nu er vor Bryllupsfest bereed i Hælhiem...
I Asgaard. Kom, du Glædens mørke Datter!
Ha snart! Jeg dvæler ei ved kielen Elskov,
Og Jetter vente paa min Arm. - Du tøver?
Du tø ver? Følg!
(Han griber hende i Armen og vil trekke hende bort med Magt. Hother gaaer imellem og vil støde ham til Side med Haanden.)

NANNA: Ha frels mig, frels mig, Hother!

HOTHER: Hold, Balder!

BALDER: (Han slipper Nanna, trekker sit Sverd, og hugger af alle Kræfter ind paa Hother, som søger at afbøde hans Hug med sit Spyd, og viger tilbage.) Ha Forvovne, styrt!

HOTHER: Ha skaan dig!

BALDER: Styrt, Søn af Nither!

HOTHER: Skaan dig!

BALDER: Døe!
(Han snubler og render ved den Leilighed Spydet i sit Bryst; hvorved han strax taber Sverdet og synker i det ene Knas.)

HOTHER: Ha Balder!

BALDER: Ha Nanna! - Thor! - Jeg har fortient min Skiebne.
(Han døer, og en stærk Hvirvelvind gaaer over Skuepladsen.)

NANNA: I Guder!

HOTHER: Han er død, den store Balder!
EN STEMME LANGT BORTE I SKOVEN Han er død, den store Balder!

: MANGE STEMMER, SOM SVARE HINANDEN IMELLEM KLIPPERNE Den store Balder er død.

: (Det tordner. Odin og Frigga lade sig see paa en Skye, i en meget væmodig Stilling. Thor og mange af Aserne komme ud fra den ene Side af Skoven, og de tre Valkyrier fra den anden.)

: THOR OG HANS FØLGE Odin, din Balder er død.

: DE TRE VALKYRIER Frigga, din Balder er død.

: Chor.
✂ Tordner, brøler! Storme, tuder!
Hyler, Himmel, Jord og Hav!
Hyler, Mennesker og Guder,
Ved den store Balders Grav!

THOR: ✂ Krigens høie Guder græde,
Græde ved en Kæmpers Liig.
Ak vor Balder! Asers Glæde!
Kielen Elskov fældte dig.

: Chor. Ak vor Balder! Asers Glæde!
Kielen Elskov fældte dig!

ROTA: ✂ Nedlags hærdede Gudinder
Sørge ved en Kæmpers Liig.
Balder! Jetters Overvinder!
Lokes Ondskab fældte dig.

: Chor.
✂ Balder! Jetters Overvinder!
Lokes Ondskab fældte dig.

HOTHER: ✂ Hothers hede Taare flyder
Ved den store Balders Liig.
Ædle Balder! dine Dyder,
Ak, din Høihed fældte dig!

: Chor. Ædle Balder! dine Dyder,
Ak, din Høihed fældte dig!

NANNA: ✂ See fra Hælvei Nanna græde,
Fromme Halvgud, ved dit Liig!
Menneskers og Guders Glæde!
Skiebnen ene fældte dig.

: Chor.
✂ Menneskers og Guders Glæde!
Skiebnen ene fældte dig.

THOR OG HANS FØLGE: ✂ Odin, din Balder er død!

: DE TRE VALKYRIER
✂ Frigga, din Balder er død!

: MANGE STEMMER, SOM SVARE HINANDEN IMELLEM KLIPPERNE
✂ Den store Balder er død!

: Slutnings- Chor.
✂ Tordner, brøler! Storme, tuder!
Hyler, Himmel, Jord og Hav!
Hyler, Mennesker og Guder,
Ved den store Balders Grav!

✂

FORKLARING OVER GAMLE, ISÆR MYTHOLOGISKE ORD OG NAVNE, SOM FOREKOMME I DETTE STYKKE

✂ ALFADER var eet af Odins Tilnavne; men betyder i dette

✂ Stykke det høieste Væsen, som raader for alle Ting og for Odin selv.

✂ ALF, en Aand; det samme som DÆMON hos Grækerne. Der vare gode og onde Alfer; LYSE og SORTE, som Edda kalder dem.

✂ ASER. As var et af Odins Tilnavne, og ligesaa gaves alle Guder Navn af ASER.

✂ ASGARD, (Asgaard,) Gudernes Borg eller Stad, opbygt af Odin og hans Brødre.

✂ ASGARDS FALD. Paa Verdens Yderste skulde ogsaa Himmelen revne og Gudernes Bolig undergaae.

✂ BALDER, Odins og Friggas Søn, den beste og skiønneste blant Aserne. Hans Død og de Omstændigheder, som foraarsage den i dette Stykke, det er, hele Anlægget til samme, ere tagne deels af Edda (43, 44 og 45de Fabel,) deels af Saxos tredie Bog, og noget er, efter den vedtagne poetiske Frihed, lagt til, eller forandret.

✂ FENRIS ULV var avlet af Loke med Troldkæmpinden Angerbode. Denne Ulv skulde i Surturs Kamp med Guderne opsluge Odin, som for denne Spaadoms skyld holdt ham bunden.

✂ FIND, et Trold af dette Navn.

✂ FREYA, den ypperste Gudinde efter Frigga, var Mennesker i Almindelighed, og særdeles Elskerne, bevaagen.

✂ FRIGGA, Odins Kone og Balders Moder, den ypperste af alle Gudinder.

✂ GELDER, Saxernes Konge, (efter Saxo i Hothers Levnet,) antages her at være dræbt af Hother, som derfor kaldes GELDERS BANE.

✂ GEVAR, en Spaamand, Nannas Fader og Hothers Fosterfader, efter Saxo. Han giør ham og til Konge i Norge; men det er Gevar ikke i dette Stykke.

✂ GUDERS KAMP. GUDERS BANE. Ved denne Verdens Undergang skulde Odin og de øvrige Guder kæmpe med Surtur og hans Følge, og alle omkomme i dette Slag. Denne Tidspunkt kaldes i Edda RAGNAROKR, Gudernes Tusmørke.

✂ HÆL, Dødens Gudinde. Hun var Lokes og Troldkæmpinden Angerbodes Datter, og Odin havde kastet hende ned til hendes stygge Opholdssted.

✂ HÆLHIEM, Hæls Bolig. I Edda kaldes den HELIUR, det er Helvede. Men da det Ord HELVEDE nu har en anden Bemerkelse, saa maatte her et nyt Ord dannes til at betegne Hæls Bolig.

✂ HÆLVEI, Dødeveien eller Veien til Hælhiem.

✂ HERTE eller HERTHA, Jorden, anseet for et guddomeligt Væsen, og dyrket som en Gudinde af de gamle Tydske og Nordiske Folk, som ogsaa af Romerne og andre. Edda kalder denne Gudinde JØRD, (det er JORD, ligesom HERTE kommer af det tydske ERDE) og giør hende til Odins Datter og Kone, og til Thors, hans første Søns, Moder.

✂ HERTEDAL, det Sted i Sielland, hvor Hertes Lund skal have

✂ været.

✂ HOTHBROD, Hothers Fader efter Saxo, som giør ham til Konge i Sverrig og saaledes Hother til en Svensk. Hvorimod Forfatteren til dette Stykke har fundet sig foraarsaget og berettiget til at regne Hother blant Skioldungerne.

✂ HOTHER skal, efter Saxo, have været Konge til Danmark og Sverrig; men hans Levnet hos samme er en Kiede af Fabler, som dog har givet en beqvem Anledning til Indholden af dette Stykke.

✂ LIDSKIALF, i Edda HLIDSKIALF, et Sted i Asgard, fra hvilket Odin overseer den hele Verden.

✂ LOKE, en meget ond Gud, som, efter Edda, var Aarsag i Balders Død, og derfor af de andre Guder blev ført til en Hule, hvor de fæstede ham til tre Klipper, og han maatte lide den pinagtigste Straf indtil Verdens Undergang. Med Troldkæmpinden ANGERBODE avlede han FENRIS ULV, MIDGARDS-ORMEN og HÆL. Han regnedes ogsaa blant Aserne, og var, uagtet hans Ondskab, deilig af Udseende.

✂ MIDGARDS-ORMEN. en Slange, avlet af Loke med Troldkæmpinden Angerbode. Den skulde være med at tilveiebringe Verdens Undergang, og blev derfor af Odin kastet i det dybe Hav, hvor den voxte saaledes, at den laae uden om alle Lande og beed i Halen paa sig.

✂ MIMER, Eieren af en Brønd, hvori Viisdom og Kundskab om det tilkommende laae forborgen, og hvoraf han drak hver Morgen. Odin maatte engang sette sit Øie i Pant, for at faae en Drik af denne Brynd. Han skulde og, ved Surturs Anfald paa Guderne, ride til denne Brønd og søge Raad hos Mimer paa sine og sin Krigshærs vegne.

✂ MIMRING. Saa kaldes her det Sverd, som Hother, efter Saxos Fortælling, havde frataget en Satyr eller Vildmand af samme Navn.

✂ NANNA, Gevars Datter, elsket af Hother og af Balder, Odins Søn, efter Saxo; hvis Fortælling gaaer ud derpaa, at Hother ægtede Nanna, og siden dræbte Balder ved Hielp af et fortryllet Belte, som tre Nympher havde begavet ham med.

✂ NASTROND var egentlig det Sted, hvor de Ugudelige skulde være efterverdens Undergang. Men her skal dette Ord bemerke den gloende og brændende Verden mod Sønden, paa hvis yderste 84 Ende Surtur havde Sæde, og som ellers i Edda kaldes Mu-SPEL eller MUSPELHEIM.

✂ NORNER vare Skiebnens Gudinder, hvis Bud Odin selv maatte frygte og adlyde. De vare tre i Tal. Den ældste urd (været) bestyrede det forgangne, den anden VERANDE (værende) det nærværende, og den yngste SKULD (skulde) det tilkommende.

✂ ODIN, Krigens Gud, den øverste blant Guderne, og Fader til dem alle.

✂ ROTA, een af Valkyrierne. See VALKYRIER.

✂ SKULDA, (i Edda SKULD) den yngste Norne. See NORNER.

✂ SURTUR, (den Sorte) Beherskeren af den gloende og brændende Verden, paa hvis yderste Ende hans Sæde eller Bolig var. See heroven for NASTROND. Til den forud bestemte Tid skulde han med sin Hær overvinde og dræbe Odin og alle Guder, og derpaa opbrænde den hele Verden.

✂ THOR var Gud for Torden og Styrke. Med sin Hammer ihielslog han Jetter. Trolde og andre Odins og Gudernes Fiender.

✂ TYR, een af de kiekkeste og viseste Guder, saa at man pleiede at sige ordsprogviis: Kiek som Tyr; viis som Tyr.

✂ VALFADER, de Dræbtes eller i Kamp omkomnes Fader; eet af Odins Tilnavne.

✂ VALHALL, (de Dræbtes Bolig) det Sted hvor alle Stridsmænd, som vare faldne for Fienden, saa herlig bevertedes af Odin. Det kaldes og jevnligen VALHALLA; men VALHALL er det rette, og Valhalla egentlig det latinske Navn i Resenii Udgave af Edda.

✂ VALKYRIER vare Jomfruer eller Skioldmøer, som opvartede Heltene i Valhall. Tre af dem, blant hvilke ROTA, udsendtes jevnligen af Odin til Feldtslage og Kampe, for at udkaare dem, som skulde dræbes; hvilken Forretning og Navnet VALKYRIE bemerker. Disse tre har faaet Sted i dette Syngespil, og Rota giøres til den ypperste blant dem.

✂ UDGARD, (Udgaard) Lokes Bolig uden for Himlen. Hans sædvanlige Navn i Edda er UDGARDA-LOKE, Loke af Udgard; og ligesaa kalder Saxo i Gormo den førstes Levnet ham Ugarthilocum.

✂ YMER, den første Kæmpe eller Jette, som levede, før Himmel og Jord blev til, og med sin Afkom blev ihielslagen af Odin og hans Brødre. Kun een af denne Kæmpeslegt. ved Navn BERGELME, undflyede med Sine, og blev Stammefader til de følgende Jetter.

✂

I ANLEDNING AF DEN SAL. MAD. JAKOBSENS DØDSFALD I RONDSTED DEN 1 MAY 1775

✂ O siig mig, du, som med afmægtig Klage
Vanærer Venners Hvilested:
Hvad gavner Graad? - hvo kaldte den tilbage
Fra Nattens tause Bred? -

✂ Strøm Taare! - strøm, som Ild! - fyld al din Varme
I Brystet af det elskte Liig!
- Bøy Døden, bange Suk! - og svæk hans Arme,
Du vilde Klageskrig! -

✂ Ak! - ubevæget, kold og døv omspænder
Tyrannen den begrædte Jord;
Som Livets Gud først vrister af hans Hænder
Ved et almægtigt Ord! -

✂ Hvad skal de Taarer da, som intet nytte?
- Og siig mig, hvem begræder du?
- Er det den elskte Salige, hvis Hytte
Guds Vink nedbryder nu? -

✂ See Hende smile fra Cherubers Bolig!
- Mon Hun i Sit Halleluja
Erindrer Støv, hvor Hun alt her saa rolig,
Saa glad løsrev Sig fra? -

✂ Misund dog ey din troeste Veninde,
Den rige Frugt af prøvet Dyd!
- Mand! - Børn! - Slægt! - Armod! - ingen Graad maa rinde
For eders Elsktes Fryd! -

✂ O hvilken Rigdom strømte fra Dit Hierte
Paa al Din Udsigts længste Kreds!
- Veninde! - Moder! - og vi see med Smerte,
At Du est vel tilfreds? -

✂ O Jakobsens - o vor - o alles Glæde! -
Er det den Tak vi yde dig? -
Vi saae din Godheds Løn forud, - og græde,
Fordi den skyndte sig! -

✂ Bort Taare! - men den drypper hed! - den sletter
De best udtænkte Tanker ud! -
Hvad vil du? - tie forvovne Suk, som tretter
Med Godheds viise Gud! -

✂ Mon han miskiendte Tiden, da han kaldte
Sin elskte Brud fra Prøvelsen? -
Græd! - bruus! - og siig om Timen, som han valte,
Hvorfor du laster den? -

✂ Halvtretted gik vor Moder dig imøde,
Forhadte, tunge Alderdom! -
Hun saae - hun følte halv din Vægt! - og døde,
Før al din Tyngsel kom! -

✂ Hun nød endnu med Sit halvbrustne Øye
Fuldmoden Frugt af hver en Pligt; -
Hvad Hun forlod var meest ved Hendes Møye
Fuldført, og lykkeligt! -

✂ Mands, Børns og Slægts taknemmelige Taarer
Forfriskte Kilden til der' Vel;
Og fyldte Lyst igiennem kolde Aarer
I Hendes trætte Siæl. -

✂ Saa sank den i en sød og salig Slummer
I Godheds Arm, fra Venners Skiød;
Og efterlod dem kun den ene Kummer,
At Hun saa snart var død. -

✂ Ak seer Du den, Du ømmeste Veninde;
Da see den første gang med Lyst! -
Nyd alles Graad! - og læs Dit Æreminde
I hvert et saaret Bryst! -

✂ O Armods Trøst! - o Dydens Roes og Glæde! -
Ey Marmor skal Du see! - men meer! -
See ved Din Aske, Fremmede, som græde,
Naar Heltens Arving leer! -

✂ Dog, Du har endt Dit Løb! - Du vandst Din. Krone! -

✂ Og kommer ey vort Tab ihu! -
Mon Du, i Glands fra Herlighedens Throne,
Kan see Din Grav endnu? -

✂ Hvad vil I da, uædle - spildte Taarer? -
Hvad skal da Sorgens hæse Raab? -
O Salige! - gav dog Din Død, som saarer,
Selv Lægedom og Haab! -

✂ En Død, som Din, beslutte vore Dage! -
Da skal vi glemme Graad og Skrig, -
Og ey forgieves kalde Dig tilbage,
Men glade gaae til Dig! -

✂ Rondsted, den 14 May 1775.

✂

RUNGSTEDS LYKSALIGHEDER.
EN ODE
(1775)

✂ I kiølende Skygger,
I Mørke, som Roser udbrede;
Hvor Sangersken bygger
Og quiddrende røber sin Rede -
Hvor sprudlende Bække,
Snart dysse, snart vække
Camoenernes Yndling, den følende Skiald,
Med steds' eensrislende Fald -

✂ Hvor Hiordene brøle,
Mod Skovens letspringende Sønner,
Og puste, og føle
Den Rigdom, i hvilken de stønner -
Hvor Meyeren synger
Blant gyldene Dynger,
Og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab,
Til den, som har kroned hans Haab. -

✂ Hvor skiærtsende Bølger
Beskvulpe den Vandrer, hvis Øye,
Snart stirrende følger
Med Helsinges graanende Høye;
Snart undrende haster
Blant Skove af Master, -
Og forsker, og kiender den Fremmedes Flag,
Og glemmer den holdende Dag. -

✂ Hvor eensommes Liise,
Venskabelig Undrende Slummer,
Tit bød en Louise,
Forglemme sin kiærlige Kummer -
Hvor Glæder tilsmiile
Den Vandrende Hviile,
89 Hvor Rungsted indhegner den reeneste Lyst;
Der fyldte Camoenen mit Bryst. -

✂ Hvor Kummer og Smerte,
Fandt glade dit Aftryk, Du Høye,
Det ædleste Hierte,
I hvert et medlidende Øye -
Hvor Venlighed pryder
De strængeste Dyder;
Der voxte min Sang; og den undrende Skov
Gav Gienlyd af Skaberens Lov. -

✂ Jeg saae dine Throner,
O Almagt! - og stirrede længe -
Men hellige Toner
Foer giennem de zittrende Strænge -
Hvert Blad, hvor mit Øye
Fandt Præg af den Høye,
Opflammede Siælen - da voxte min Sang! -
Da raste den mægtige Klang! -

✂ O Verdeners Fader! -
Saa sang jeg - Du Stærke! - Du Viise! -
Gud! - som Myriader,
Som Himlenes Vældige priise! -
See Støvet kan bære,
Din Rigdom, Din Ære,
Din Godhed, o Fader! - saa sang jeg - og Fryd
Brød Læbernes bævende Lyd. -

✂ Lyksalige Digter,
Som Glæden indbød til sin Hytte;
Til venlige Pligter;
Til Friehed, som Dyder beskytte! -
Cheruber fornemme
Hans dristige Stemme,
Og Himle forsamles omkring ham; og Lyst
Udbredes i Menniskets Bryst. -

✂ Men Du, som allene
Fremkaldte den Lyst af min Smerte,
Siig! - Kan min Camoene
Udbrede sin Fryd i dit Hierte? -
O siig mig. Veninde! -
Kan Sangens Gudinde,
Med smeltende Toner belønne det Skiød,
Hvoraf min Lyksalighed flød? -

✂

ODE TIL ARVE-PRINDSEN, DEN 11. OCTOBER 1776

✂ EI Glædes Raab af Kampens grumme Helte
Og ei Trompetens vilde Klang
Kan naae den fromme Bardes Bryst - og smelte
Hans Siel i himmelsk Sang.

✂ Og naar Sejaner fryde sig ved Rænker,
Forstummer zitrende den Skiald,
Som hørte dem tilhvisle Brødre Lænker,
Og Nationer Fald.

✂ Med Taabers Latter blander ei hans Stemme
Sin Vellyst - hvor en usel Slægt
Fortrylled ved et Flagger-Guld kan glemme
De skiønne Byrders Vægt.

✂ Og hvor Tyrannen tordner Lyst - hvor Sverdet
Aftvinger Trælle Glædes Lyd,
Fandt Phoebi Ven sit ømme Hierte hærdet
Mod hvert et Glimt af Fryd -

✂ Men naar en Stammes vældige Beskytter,
Naar Folkets Engel stiger ned,
Som smilende tilvinker Landets Hytter
Velsignelser og Fred -

✂ Og synlig fra sin lyse Skye udbreder
En hellig Ild, og Dyd og Ret
Og Virksomhed og Haab og Saligheder,
Som hastig krone det -

✂ Og knuser Dødens Orm, hver lumsk Forræder,
Som hvisler i den glade Egn,
Og gienner gridske Rovdyr fra dens Glæder
Med evigt sikkert Hegn:

✂ Og naar nu Frydeskrig fra Myriader
Opløfte sig mod Skaberen -
Naar Folkene tilbede Glædes Fader,
Som gav dem slig en Ven -

✂ O da skal Glæden svulme høit og stræbe
Mod Bardens alt for snevre Bryst -
Og tvinge ham til Sang - og fra hans Læbe
Skal strømme Guders Lyst -

✂ Ja store FREDERIK, vort Nordens Vægter! -
O Du! som Raadet sendte ned,
At kalde Dans og Nors og Anguls Slægter
Til tryg Lyksalighed.

✂ Ja Gothers Engel, Du hvis store Skygge
Fra Zembia til de Cimbrers Elv
Som CHRISTIANS Glands udbredes - at betrygge
Den Lyst, Du planter selv.

✂ Naar Millioner, som bekrandste møde
Din Fest med høie Frydeskrig,
Velsigne Glimtet af den Morgenrøde,
Der først tilsmiilte Dig.

✂ Og hver en Høi, som kunde først fornemme
Din første Glands... da Viisdoms Haand
Adspredte Dine Skyer - og Dydens Stemme
Udviklede Din Aand.

✂ Og naar de nu fortryllede, og varme
Omfavne sig - og Bryst ved Bryst
Med hede Taarer i hinandens Arme
Fortolke FREDERIKS Lyst.

✂ Og naar De samled' knæle for den Høie,
Og med forvirred, afbrudt Lyd
Anraabe ham, at Sønne-Sønners Øie
Maa see den samme Fryd - - - !

✂ O da forstummede Bellonæ Helte,
Da taug Tyrannens hæse Træl -
Men Himle fylde Bardens Bryst - og smelte
Fredskialdens drukne Siel -

✂ Og høit opløfter han den raske Stemme,
Og blander gyldne Strengers Klang
Med Folkets Røst - og Guderne fornemme
Den underlige Sang!

✂ Og Jorden og dens sidste Slægter lære
Henrykte denne Festes Fryd -
Vort Held - vort Haab - vor FREDERIK - og Hans Ære

✂ Af Harpens høie Lyd.

✂

SØRGE-CANTATE OPFØRT PAA
WALK. COLLEGII AUDITORIO
DEN 14 OCTOBER 1776.
I ANLEDNING AF COLLEGII EPHORI
HR. ETATS-RAAD
CHRISTIAN HORREBOWS
DØD

✂

FOR PARENTATIONEN

✂ FLYER! blege Stierner flyer! o Nat - og Himmel,
Min Vens Fortrolige, Hans Hiertes Tanke,
Indsvøb Dig i Dit Sløer, i Mulm og Taage!
Thi Mulm omspænder nu Hans skarpe Øye,
Som stirrende udforskte dine Stier,
Og fattede din Lov, og nød din Pragt -
Ak Stierners Lys er i Hans Nat for svagt.

✂ Nattens Speyder, træt at vaage,
Slumrer dybt - forhadte Hvile!
Musers Glæde, træt at smile,
Slumrer i en evig Nat -

✂ Neppe sees i Mulm og Taage,
Blegnende Pleiader svømme -
Og af hede Taare-Strømme
Blev Camoeners Øye mat.

✂

EFTER PARENTATIONEN

✂ Men vi? - o Himmel!
Hvo veyer vore Suk? - Vor tunge Taare
Fortolker meer, end Musens Graad.
Urania har tabt en kiær Fortrolig,
En yndet Ven - og Phoebi Sønner savne
En viis Veyleders Vink - Ak vi, som tabte
Vor Ven, og vi, som savne vor Ledsager,
Vi tabte meer - Os Arme, os forlader
Vor kiærlige MAECEN, vor ømme FADER!

✂ Elskte HORRBOW! ved Din Urne
Skal WALKENDORPHS forladte SØNNER græde,
Og græde meer, end alle Pindi Slægter -
Sorg opfylder nu vor Boelig,
Som Dine Smiil har fyldt med Lyst - Vor Friestad -
Det Hegn, som Du beskiærmede, forstyrres
Af Graad og Skræk - Vor Muses Alter
Staaer eensomt uden Ild - Adspredte løbe
Gudindens unge Dyrkere - og klage,
Og HORRBOWS Navn opfylder alle Celler
Ak! - samlet vil vi græde
Ved Urnen, som har skiult vor Glæde -

✂ En Vandrings-Mand beklager
Sin døende Ledsager,
Og savner ofte sukkende
Det før saa trygge Raad -
Men Børn, hvis Bryst en Fader
Velsignende forlader,
Skal smelte bort i Graad.

✂ Og hede tunge Taare
Skal skildre Ham - Og Jorden
Skal see Ham i vor Graad - O Ven! - Dit Øye
Er lukt, vort Savn, vor Smerte -
Dog er vort største Tab - Dit Hierte!

: Chor.
✂ Ak, vor Ven, vort Lys, vor Glæde,
Evig skal vi savne Dig!

: Endeel af Choret.
✂ Ved Dit Støv skal Muser græde!
Phoebi sidste Slægter lære
Din udødelige Ære
Af Der' Raab og Klage-Skrig.

: Chor.
✂ Ak, vor Ven, vort Lys, vor Glæde,
Evig skal vi savne Dig!

✂

SØRGE-CANTATA OPFØRT PAA
COLLEGII MEDICEI AUDITORIO
DEN 28 JULII 1777 I
ANLEDNING AF COLLEGII
EPHORI HR. DOCTOR
OG PROFESSOR
PEDER HOLMS
DØD

✂

FOR PARENTATIONEN

✂ Ps. 39, v. 5, 6.

✂ HERRE! lad mig kiende min Ende, og mine Dages Maal, hvad det er; at jeg kan kiende, hvor snart jeg skal lade af at leve! - See, du haver sat mine Dage, som en Haandbreed, og mit Lives Tid
er som intet for dig. - Visselig, hvert Menneske er
idel Forfængelighed, hvor fast han end staaer!

✂ Recitativ.

✂ Ach! - Viisdoms første Støtte faldt! -
Og, du Religion! - saa varm - saa nidkiær Ven,
Som den, hvis Aske du begræder,
Saa kiæk, saa rask, saa stærk mod Fiende og Forræder -

✂ Nei, aldrig, aldrig kan du nok begræde den! -
Du tabte Holm - hans Lys - hans Ild, hans Aand
- hans Mod!

✂ Du tabte ham - din Roes og dines Lyst! -
O græd - og svæk din Glands! - o skiul den i en
Taare Flod! -

✂ Kun mat bestraal hans Gravskrift i vort Bryst! -

: Aria.
✂ Svøbt i Regn belys vor Jammer
Og din sølvgraae Tieners Leer!
Dæmp dit Alters høye Flammer,
Som han ey bevogter meer!

✂ Skiul din Glæde for vort Hierte!
Lad vor Taare mørkne dig!
Viis os kun vort Tab - vor Smerte
Og en elsket Faders Liig!
Svøbt i Regn belys vor Jammer
Og din sølvgraae Tieners Leer! -
Dæmp dit Alters høye Flammer,
Som han ey bevogter meer! -

✂

EFTER PARENTATIONEN

✂ O! - kunde du strax skabe os til Guder -
Til Cherubim! - Religion! - o da,
Sang vi som HOLM! - o Fryd! - Hallehya! -
Vor Ven har naaet sin Løn, og knæler nu for Thronen,

✂ Men Støv omgierder os endnu -
Vi savne Legemet af HOLM! - hans Smiil - hans
Læbe! -

✂ Og hvad kan vi, som græde her? -
Hans egne Børn, hans Yndlinger? -
Hvad kan vi uden Graad? - O skienk os - und
os den! -

✂ O Borch! - og nu o HOLM! - o Stifter! - o Beskytter! -

✂ Hvad kan vi uden Suk? - Og o vor HOLM! - vor
Ven! -

✂ Din Lovsang kan vort Bryst - o Fader, und os
den! -

: Aria.
✂ O maatte dog din Lovsang være,
Din Dyd en Løn - ét Glimt af Ære;
Da blev den os et Glimt af Trøst! -
Da skulde Himlene fornemme
Din Viisdom af vor høye Stemme,
Din Fromhed af vor hæse Røst!
O maatte dog din Lovsang være,
Din Dyd en Løn - et Glimt af Ære!
Da blev den os et Glimt af Trøst!

: Choral.
✂ Vor Ven, vor Lærer og vor Lyst,
Dit Navn skal aldrig glemmes! -
I meer end Marmor - i vort Bryst,
Skal dine Dyder giemmes! -
Og selv for dem, som ey kan see,
Hvad vi med Graad erindre,
Skal dog dit Lys blant Stiernerne,
Usvækket - evig tindre! -

✂

VERS PAA ET SØLV SKILDT GIVET TIL ET KONGE-BAAND AF HR. AGENT CLAESEN SOM AFGANGEN FUGLEKONGE (1777)

✂ DIN Afkom elskte Laug skal see
Din sidste Slægt skal glad adlyde
To Love, som den ellevte
Blant dine Konger kæk tør byde.

✂ To Bud, o Slægt! af ædle Skytter,
Er alt, hvad han til Afskeed vil,
Sigt altid kun til det, som nytter,
Tref altid hvad du sigter til.

100

✂

I ANLEDNING AF HENDES KONGELIGE MAJESTÆTS DRONNING JULIANA MARIA HØIE FØDSELS-FEST DEN 4. SEPTEMBER 1777

✂ ER det dig selv, min Sangerske, som svæver
I Skyggen? - eller fordres jeg
Af Cimbrers Aand til Sang? - thi Harpen bæver
Paa sin bemooste Eeg. -

✂ Thi høit og lifligt klang de slappe Strænge,
Som naar de ane Danskes Fryd,
Og Nordens Hymner - og de giemme længe
Den festelige Lyd. -

✂ Og vældig var den Varselklang - mit Hierte
Slaaer høit mod det udspændte Bryst -
Og Øiet smelter alt af Glædens Smerte,
Af skiulte Flammers Lyst -

✂ Siig Harpe! - thi den Ild, som jeg fornemmer,
Den søde Ild oplyser mig -
Siig! - var det ei, de Danskes Jubel-Stemmer,
Hvis Gienlyd fyldte dig? -

✂ Og unge Barde! - du, hvis Tanke brænder
Ved Glimtet af Skioldungers Dyd -
Skiul ei din Siel af Ild! - mit Hierte kiender
Din Læbes elskte Lyd! -

✂ Siig! - var det dig, hvis varme Aande rørte
Den gyldne Stræng? - og krævte Sang? -
Var det en Gienlyd af din Siel jeg hørte
I Harpens høie Klang? -

101

✂ Og du - - thi blant de glade Millioner,
Som høit forkynde Nordens Vel!
Udfandt jeg let din Røst - de stærke Toner,
Som talte til min Siel. -

✂ Og du, som henrykt af din Fryd fremkalder
Mig zitrende til Thronens Fod,
At synge høit blant alle Nordens Skialder -
Høit om vor Dannebod! -

✂ Den Sang er Pligt, som Danmarks Glæder byde -
Men svar mig Barde, du, som seer
Min Læbe zitre - mine Taarer flyde -
Kan Sang fortolke meer? -

✂ Saa hør da! - thi jeg stræber alt at lære,
Den slappe Stræng harmonisk Lyd,
Og Cimbrers Salighed, og Nordens Ære,
Og JULIANES Dyd. -

✂ Thi heller er det ei kun Sværdets Helte,
Ei kun Skioldungens Herlighed;
Hvis varme Straaler Bragas Sønner smelte,
I høie Hymner ved. -

✂ Og dine Døttre bødst du tit nedstige,
O Freia! - bødst dem smilende
Udbrede Glæder i din Odins Rige,
Og Fryd blant Cimbrerne! -

✂ Mild hørte du de kiekke Barder prise
Dit Kiøn ved gyldne Harpers Klang -
Vor Thyre - vor Margrete - vor Lovise
Med Glædens kielne Sang -

✂ Og mig, som Nornen smilende bestemte
Det største Lod - og mig, hvis Bryst -
Og mig, hvis Harpe hun huusholdrisk
Til JULIANES Lyst. -

102

✂ Og mig skal Freia - mig skal Himlen høre! -
Fredsælle Dronning - og vort Vel! -
Din Roes - Dit Navn, skal fylde Guders Øre,
Og smelte Støvets Siel! -

✂ Høit skal min spendte Stræng fortælle Jorden,
Hvor god - hvor viis - hvor stor Du er! -
Og at dit mindste Vink befrugter Norden
Med nye Velsignelser! -

✂ Og, at Din Glands adspreder skumle Taager -
Og at Din Straale byder Fred -
Og, at Dit Smiil opelsker og bevaager
Dit Folks Lyksalighed! -

✂ Dog først - thi hvad formaaer de s vage Toner
Mod denne Storm af Frydeskrig? -
Dog først forstumme Nordens Millioner,
At man maae høre mig! -

✂ Og siig saa Barde, naar du nu fornemmer
Min Vellyst i harmonisk Klang;
Om ei et Folks - en Verdens Jubel-Stemmer
Var meer, end al min Sang. -

✂ De hæse Raab - »vor Moder! - vor Veninde! -
»Vor Roes! - vort Held! - vor Fryd! - vort
Haab«

✂ Klang selv din Pindars Luth, min Sangerinde,
Saa skiønt, som disse Raab? -

✂ Den Pris, som zitrer paa de aabne Læber -
De Taarer, som fortolke den, -
De heede Suk - det Stamlende, som stræber
At naae til Himmelen! -

✂ Ah! det er meer end Velklang! - det alene,
Fortolker JULIANES Dyd! -
Kunst maaler ei, du ziirlige Camoene,
Dens Glands, og Nordens Fryd! -

103

✂ Kast Harpen! - bryd den Dæmning, som indskrænker

✂ Min Vellyst! - bort i skiønne Baand! -
Bort gyldne Strænge! - bort i gyldne Lænker,
Som fængslede min Aand! -

✂ Med Gother vil jeg stamle Fryd - og mænge
Min Siel med Cimbrers vilde Raab! -
»Du er vor Dannebod! - Du blive længe
»Vor Lyst - vort Held! - vort Haab.« -

104

✂

TANKER VED GRAVEN AF DEN UNGE JENS SANDERSCHOV (1777)

✂ VÆR høy min Graad! - for Himlen vil jeg klage! -

✂ Til Almagts Throne skal min Jammer naae! -
Thi den - kun den beskygger Støvets Dage! -
Den giør dem mørke, som den giør dem faa. -

✂ Og han, den strænge Gud, som bød os Smerte,
Han smilte til os, og tilloed os Graad -
Vel smelte - kun ey trodse tør vort Hierte! -
Vel sukke - kun ey stampe mod Hans Braad!

✂ Og - hvad er levnt den usle Søn af Jorden,
Naar Vreden knuser al Hans Lyst og Haab? -
Hvad andet har Han mod almægtig Torden,
End bange Suk, og hæse Klage-Raab? -

✂ Ak, naar den svøbt i Nattens Mørke knittrer,
I Kamp med huule Storme, Slag i Slag;
Ak, da skal Støvets Broder, skiøndt Han zittrer,
Dog ey begræde den utabte Dag! -

✂ Men Himmel! naar en Foraars Morgen smiler -
Naar Vesten-Vinde lisple Haab og Lyst -
Naar Solens Glands har skiult de Torden Kiler,
Som hastig slaae vort Glæde svangre Bryst. -

✂ Da svulme Suk - da strømme hede Taarer -
Da høre Himle Klagens høye Lyd -
Vort Hierte iisner ved den Ild, som saarer,
Og smelter ved vort tabte Glimt af Fryd. -

✂ O! SANDERSCHOV! - - Som Soelen tilig maler
Den Søe-blaae Himmel med et blegrødt Guld,
Og spaaer os tusind Glæder, før den daler,
Og tylder Haab og Tryghed i vort Muld;

105

✂ Saa Ven, saa straalte Du - din Morgen spaaede
Umørknet, varig, tryg Lyksalighed,
Dyd, Viisdom, Held og alt, hvad Støv attraade,
Og alt, hvad Siæle her kan glædes ved -

✂ Vi Arme, vi, som Kummer nu fortærer,
Vi, som nu spilde Klagens hæse Raab -
Forældre, Slægt, og jeg, din Ven, din Lærer,
Vi saae - vi følte Dig, vor Aftens Haab! -

✂ Igiennem Glædes Taarer saae mit Øye,
Din Siæls, dit Hiertes Dyder spire frem -
De moednedes - Jeg knælte for den Høye,
Som havde skiænkt os og betroet mig dem! -

✂ Da kom Hans Skye - den glimter - den bortriver
Vor Fryd - vort Haab i Glædens rige Skiød! -
Du sankst i Godheds Straaler! - os omgiver
Almagtens Nat, og Skyggen af Din Død. -

✂ Derfor skal Himlen see min Taare rinde
Ved denne Haandfuld Aske af min Lyst -
Og selv dens Vink - dens sidste Vink skal finde
Min Ven - mit Tab - min Kummer i mit Bryst.

106

✂

SØRGE-CANTATA VED SALIG HERR ULRICH FRIDERICH SUHMS BEGRAVELSE DEN 22 JAN. 1778

: Chor.
✂ SEE da, tag da Offeret,
Strænge Gud, som du begierte! -
Styrk os, lær os bringe det,
Med et ugienstridigt Hierte! -
Tag vor Fryd, Almægtige! -
Ak, det var vor Eneste! -

: Solo.
✂ Abraham adlød din Dom -
Mamre hørte Saras Klage! -
Og du smiilte; og han kom
Ved sin Isaaks Arm tilbage;
Ak for os var Naaden døv! -
Al vor Lyst - vort Haab er Støv! -

: Tutti.
✂ Langsomt gaae vi, hver for sig,
Isserne med Støv bestrøde -
Angstfuld, vild, med bittre Skrig,
Seer os Moderen i Møde -
Ak min Søn, min Søn, jeg seer
Aldrig dig! - ak! - aldrig meer! -

: Aria.
✂ Det sidste Glimt af Haab berøvet,
Forlade vi vor Ven i Støvet;
Og mørk, og eensom er vor Vei! -
Den Gud, hvorpaa vi turde haabe,
Bød ingen kiærlig Engel raabe:
Død, skaan dem! - skaan dem! - dræb ham ei! -
Det sidste Glimt af Haab berøvet,
Forlade vi vor Ven i Støvet;
Og mørk, og eensom er vor Vei! -

107

✂ Recitativ.

✂ Skiønt var vort Haab - og stort - og trygt!
Thi Glæder qvalte hver en Frygt! -
Vor FREDRIK, ak Du vante
Vort Hierte kun til himmelsk Vellyst! -
Fortroelige med den, med alt hvad Dyden spaaer,
Saae vi den modne Frugt - den, som Du skulde
bære:

✂ Din Kredses Held, og Lyst - Dit Lands - Din Alders Ære! -

✂ Og lydigste, hvad Himlen spaaer;
Din Løn, Dit Vel, Dit sølvgraae Haar! -
O Gud!
Dit Blomster saae vi kun - og hastig gik det ud!
Enhver, som saae det, græd -
Hver Ven af Cimbrer græd -
Hver Muses Graad fortolkte Tab og Smerter -
Men bange FADER! - MODER! - knuuste Hierter!
O skiænk dem, Gud, o skiænk dem salig Graad! -
O smelt det stirrende - det matte mørke Øie! -
Viis dem der' FREDRIK i din Glæde!
Viis dem hans Fryd! - at der' beklemte Bryst,
Selv, naar de see hans Grav, maae føle Væmods
Lyst!

: Aria.
✂ Svøbt i Glands af Din Forsoner;
Elskte, skiult i Svælg af Fryd;
Mærker Du blant Glædens Toner,
Ei vor Jammers hæse Lyd! -
Nyd Din Lyst! - vor Graad skal væde,
Graven, Asken af vor Glæde;
Og hvert Fodspor af Din Dyd! -

: Choral.
✂ Knæl, og tilbed
Hans Miskundhed,
Hvis Domme vi tilbede! -
Frelste Siæl, Dig gav han Fred;
Os kun traf hans Vrede! -

108

✂ Priis glade Aand
Din Frelsers Haand,
Som gav Dig Livets Krone! -
Evig frie for Støvets Baand,
Knæl for Naadens Throne! -

✂ Dig har hans Røst,
Lægt og forløst! -
Os fængsler den og saarer;
Vi beholdt kun til vor Trøst,
Disse heede Taarer!

109

✂

SANG I ANLEDNING AF KONGENS FØDSELSDAG 1778

✂ VALFADER saae sin fromme Balder,
Og græd den første Gang ved Blod,
Ak! raabte han den ædle falder,
Til Valhall selv kun alt for god,
Hyl kun o Storm, og brøl kun Torden.
Naar faldt en Helt saa god som han?
Saa god som han, saa god som han?
Naar vil en Aser elske Norden
Saa høyt som han, saa høyt som han? -
Nei ingen vil, og ingen kan! -

✂ Nu tordner Nornen i det Høye -
Stort er det Syn hun pæger paa!
Med eet opklares Odins Øye,
Thi CHRISTIAN staar hvor Balder laa -
Klag ey for Balder Storm og Torden! -
Jeg seer en Helt, saa god som han!
Saa god som han, saa god som han!
Jeg spørger trygt: hvo elsker Norden
Saa høyt som han, saa høyt som han?
Thi Norden svarer - CHRISTIAN!

✂ Nu greb Valfader mild sit Bæger -
Dans Elsker glemte Balders Død,
Seer Aser, seer hvor Norden pæger
Den Dag, da Danmarks Ven blev fød!
Min Balder er ey tabt for Jorden;
Thi CHRISTIAN er saa god som han -
Saa god som han, saa god som han -
Seer CHRISTIANS Smiil - hvo elsker Norden
Saa høyt som han, saa høyt som han?
Velsigner alle CHRISTIAN!

110

✂

OPINIONS
(1778)

✂ RELIGION, Sædelære, og den borgerlige Lov vare fra utænkelige Tider Dommere over de menneskelige Handlinger - Guddommen selv - thi den indskiød og de borgerlige og selskabelige Love - Guddommen berettigede dem til, at bestemme vor Opførsel - Men fra Arilds Tid var og Menneskets Natur STOLTHED, og af en medfødt Begiærlighed efter det ypperste Sted har det, saa længe man kan erindre, søgt at nedtrykke den til sig, som det ikke kunde ophøye sig til. - Ligesaa lidet var det mueligt, at Mennesket ey hastig skulde kaste sig op til Dommere over DE HIMMELSKE, hvoraf de burde lade sig dømme - som det var rimeligt, at det ikke snart skulde finde Mangler og Feyl hos dem, naar det først søgte Mangler. De bleve befundne, at være for enfoldige, for alvorlige og for strænge - man troede følgelig, at man burde sette dem Formyndere, eller rettere, man holdt det for tienligt, at sætte sig selv en Øvrighed, som var mægtig nok, til at holde den anden af Gud beskikkede Ligevægten, og i Nødsfald, at see den paa Fingrene. - En Maxime, som den Gang var falsk og u-undskyldelig, men som til andre Tider, og i andre Tilfælde, har været fulgt med god Nytte - for Ex. da Rommerne satte Tribunos Plebis imod deres Borgemestere, eller ifald det er tilladt, at sammenligne smaae Ting med store - da Kiøbenhavns Borgere beskikkede 32 Mænd, til at holde et aarvaagent Øye med deres høyviise Magistrat - Det dristige, som var øyensynligt i Menneskets Foretagende mod Himmelens Fuldmægtige, søgte det at gotgiøre ved de Personers Anseelse som det beskikkede til dets Overdommere - FORNUFT blev givet Religionen, LEVEMAADE Sædelæren, og PATRIOTISME de borgerlige Love til Opseere - Alle tre gode og priisværdige - men som det i Almindelighed 111
pleyer at hændes, de bleve hastig fordærvede ved den nye og uventede Høyhed, hvortil man opløftede dem - Det varede ikke længe, førend at de, som alle nye Tyranner, søgte at vise og bestyrke deres Myndighed ved at giøre Forandringer - Den Enfoldighed og Omgiængelighed, hvori RELIGIONEN, Himmelens elskværdigste Datter, hidindtil havde sat al sin Styrke - Den Nøgenhed, hvori hun havde søgt al sin Skiønhed, var det første, som syntes Fornuften anstødeligt - Den gav hende Klæder og Prydelser, og tvang hende til at iføre sig dem - Dog vare de endnu tarvelige, og FORNUFTEN havde ikke betroet andre, end sig selv, deres Forfærdigelse - Men for ævig skiulte de dog Yndigheder, hvis Tab den ikke oprettede; Skiønheder, som Menneskets Børn ey har seet siden - LEVEMAADE OG PATRIOTISME fulgte snart Fornuftens Exempel - Thi de vare enige endnu, og FORNUFTEN havde, som den ældste, et billigt Fortrin - Snart indsvøbtes SÆDELÆRE OG POLITIQUE i Klæder, som, endskiønt ordentlige og velpassende, dog giorde, at man neppe kiendte dem, for det de havde været før - LEVEMAADE, munter og ustadig selv, merkede snart paa sin Side, at SÆDELÆREN var for alvorlig - Den forandrede denne jævntsindede Skiønheds Prydelser, og forøgede dem - Den sminkede hende, og drev det saavidt, at den undertiden tvang hende til at dandse - Dog var det endnu kun LEVEMAADEN selv, som sang, naar SÆDELÆREN dandsede - FORNUFTEN, føyelig for at være desto myndigere, gav sin Med-Regents Paafund Biefald, og troede, at sligt vilde giøre de himmelske Beherskerinder behageligere for deres Undersaatter - RELIGIONEN maatte dandse med, skiønt den græd og snublede ved hvert andet Trin - PATRIOTISME vilde gierne endog heri have fulgt de andres Exempel - Men den kunde aldrig tilfulde naae sit Øyemærke - om dette nu kom fordi dens Sang aldrig var harmonisk - eller fordi 112 Politiquen, som den Menneskeligste af de tre Systre, var tillige den Høymodigste og Egensindigste - Vist er det, at PATRIOTISMENS Sang altid har været hylende og skurrende, og at Politiquen indtil denne Dag, neppe tør lade sig bebreide, at have dandset en Dands til Ende derefter - Heller søgte den sande PATRIOTISME, som dengang endnu var hendes Opseere, ikke at tvinge hende dertil, uden sielden, naar et enkelt Tilfælde havde giort hende alt for suurseende, og da skeede det kun ved Overtalelse. - Herved betog hun hende virkelig en Deel af hendes naturlige Strænghed - Men disse Tider var endnu de gyldne - FORNUFT, LEVEMAADE OG PATRIOTISME har altid søgt at forfremme det menneskelige Kiøns Beste; skiønt de ikke altid har truffet de rette Midler dertil - Endskiønt de troede, at skylde sig selv det, at giøre nogle Forandringer med de himmelske Behersk erinder, var de dog overmaade vaersomme dermed - de bar Ærbødighed for dem, da de var overbeviiste om, at de elskede Mennesket - de lod sig nøye med, saa at sige, at humanisere dem lidet, i den Tanke, derved at giøre dem behageligere - Og om de undertiden drev dette forvidt, skeede det meer af Svaghed end af Ondskab - Endnu var RELIGION og SÆDELÆRE kiendelige, uagtet deres laante Prydelser - endnu var de tilgiængelige for Mennesket, og undertiden fortroelige med dem, endskiønt ey saa ofte, som før - endnu føelte man Nytten af deres naadige og viise Regiment, endskiønt man sielden smagte dets himmelske Sødheder - og endnu var den patriotiske Borger ingen uforsonlig Fiende af Lovene - Men hvem veed ikke, at Menneskets Liv og Vellyst er Forandring? Det varede ikke længe, førend endog disse Regentere syntes dem for enfoldige, for alvorlige, og strænge - og det varede ey længe, førend man greb til, om ey rent at afskaffe dem, dog at give dem nye Med-Regentere som kunde bøde paa disse Mangler -

113

✂ Hertil udsaae man INDBILDNINGS-KRAFTEN, MODELYST, og en vis Egenskab, som jeg vil kalde RAISONNERE-SYGE - Og fra denne Tidspunkt begyndte den bedrøvede Forfatning, ifald en fuldkommen Forvirrelse, ellers kan kaldes Forfatning, hvori RELIGION OG SÆDELÆRE har været indtil vore Tider. - Fra denne Tidspunkt begyndte det evige Fiendskab, som hersker imellem enhver TYKHOVEDET BORGER, og DE LOVE, som beskytte ham. - Det var lidet, at INDBILDNINGS-KRAFTEN fandt RELIGIONENS gamle troe Tiennere: de ærværdige Christelige Pligter, at være for faae; og at den forøgede dem, med et stort Antal andre af sin egen Facon - det var lidet, at den gav dem sit eget Liberie, en naragtig Klædedragt, som den forandrede hvert Øyeblik, for at giøre den meer uskikket og bizarre - RELIGIONEN selv blev nu ikke kiendeligere, fra en Tid til en anden end St. Maria til Loretto - Hæslig, sort og forstilt af utallige Lampers Røg, ligesom denne; blev hun og ligesaa ofte omklædt. - INDBILDNINGS-KRAFTEN, denne ævige Febricitant gav hende Klæder, ligesom den selv var plaget med Kulde eller Heede - Snart saae hun ud, som en lodden og hæslig Grønlænderinde, snart som en lethoppende parisisk Nympfe - Og i sine hypochondriske Tilfælde vanskabte den hende snart til en Furie, snart til en Coquette - Alt hvad hun beholdt bestandig, var en vis Charletans Masque, hvori INDBILDNINGS-KRAFTEN havde forgabet sig, fordi den havde en stor Deel af dens egne Lineamenter. - Og nu blev Lystigheder anstillede i Religionens Navn - Der var et bestandigt Carneval - De helligste Pligter gik Dag og Nat paa Masquerade, og Lasterne sneg sig ind med dem under deres Forklædning - Nu dandsede ofte Hellighed og Stolthed, Religions-Iver og Gruesomhed sammen i en Quadrille, og Mennesket kiendte dem ikke meer fra hinanden - Fra den Tid er det, at man ikke længer kiender Andagt fra Hyklerie, 114 eller Rundhed fra Ødselhed, eller Kierlighed til Fædrene-Landet fra Vinde-Syge og Oprør. - Thi det er at merke, at MODE-LYST og RAISONNEER-SYGE, som to i dette Tilfælde værdige Døttre af INDBILDNINGS-KRAFTEN, hastig fulgte dens Exempel, og da denne sidste endnu kun sielden, og ved Overtalelse, kunde faae Lovene til at dandse med, saa forklædte den sig selv, og gik i et Selskab af PAALÆG OG SÆDVANER, der vare udklædte som Lovene, paa Masquerade med de andre. -

115

✂

ET HENGIVENT ØNSKE (1778)

✂ O du, hvis Vink fremkaldte Myriader,
Af Intets tause Nat til dig! -
DuCherubimersVen! - du Støvets Fader! -
O lad dit Smiil besiæle mig! -
O byd mit Liv - mit usle Liv, at være,
Et Spor af dig, du Godheds Gud! -
Min svage Røst fortolke høyt din Ære!
Og al min Idræt dine Bud! -

116

✂

AFTENEN: ET FRAGMENT (1778)

✂ SKIUL din Straale! - Skaan mit Hierte
For det sidste Spor af Lyst!
Frydens Glimt i Skyer af Smerte
Knuse kun mit svage Bryst!
Dette Nu, hvori du smiler
Dræber dig - du Jordens Ven!
Mørket haster - Døden iler -
Ingen Almagt standser den,
Skiul dig snart - o! skiul din Glæde -
Bland den ey med Skrækkens Skye,
Svøbt i Mørket vil jeg græde
Til min Elsktes Fiender flye,
I et grundløst Mulm forsvinde
Hvert et Glimt, som trøster mig,
Medynksløse Virvelvinde
Døve mine Klageskrig!

117

✂

ESELET OG BONDEN. EN FABEL (1778)

✂ EN Esel vant til Byrder og til Slag,
Bar, i den Troe at det saa skulde være,
Taalmodig, jevnlig. Dag for Dag
Alt, hvad han fik at slæbe paa,
Saa længe han kun ey fik meer at bære,
End det han pleyede at faae -
Men - intet ont er til, som jo kan blive værre
En Esel selv - o ædle Mennesker,
Bemærker nøye, hvad jeg siger her! -
En Esel selv, hvis Kaar i dog forsmaae;
Kan blive verre faren, end han er,
Thi vor Langøre gik det saa;
Den gang han skiftede sin Herre -
En gierrig Bonde, i hvis Lod han faldt -
Tog følesløs, saasnart det var betalt,
Vor Esel - GodhedsVærk! kun for sit eget,
Og daarlig, blot fordi det kunde bære meget,
Paastod han, at det skulde bære alt -
Hver Dag betyngedes vor Esel meer; -
Og som det alt for ofte skeer,
Blev med hans Byrder og hans Strimer fleer -
Hvad skulde nu den Arme giøre? -
Han fandt sit verre Kaar - og skreeg saa ynkelig,
At Himlen vist fornam hans Skriig -
Dog ak! os Mennesker kan Esler ikke røre -
Hans Herre stolt - thi Bestet var hans eget,
Saae til ham med Foragt, og raabte ubevæget:
»Unyttige Forvovne! skriger du? -
»Da skal du bære meer, og prygles meer endnu -
Han holdt sit Ord - dog med en Rest af Haab,
Som Arme saa uglerne vil forlade,
Blev Eslet ved sit jammerlige Raab;
Og da det intet kunde skade
Saa - skiønt det daglig af Erfaring saae
At ingen agtede derpaa,
Skreeg det saa længe som det kunde staae -

118

✂ Men da dens Knæ nu zittrende og svage
Snart skulde synke - da dens Øye mat
Kun viiste det sin sidste Hvilenat,
Da gik det villig, og holdt op at klage -
»Ha! raabte Bonden glad - saa skal man lære
»Jer dovne Esler til at bære -
»Du bærer meer end før - hvi skriger du da ey?
»Ney! svarte nu det stolte Esel: Ney! -
»Før stod mit Haab om Lindring kun til dig
»Da skreg jeg - skiønt jeg fandt dig ubevæget
»Ved al min Nød - ved alle mine Skrig -
»Men nu Haardhiertede, men nu
»Behøver jeg dig ey - nu hielper Døden mig -
»Og troe, det er mig ligemeget,
»Om Døden hielper eller du.

✂ * * *

✂ Naar Undertrykte lære
Hvad Eslet seent forstod,
Da først: da skal de bære
Der' Kaar med større Mod -
Hvi hyle de, som Daarer,
Til deres Fienders Lyst;
Og spilde Strømme-Taarer,
Paa hvert et Steenhaardt Bryst? -
Tyranner er kun svage,
Og kan, endskiønt de vil,
Ey skabe større Plage,
End vi har Kræfter til -
Hver nye, hver større Kummer,
Gir os langt bedre Haab;
Om Trøst og salig Slummer,
End alle vore Raab -
Thi sank vi under Nøden,
Da smilte Armes Ven -
Da gav han kierlig Døden,
Et Vink at ende den -

119

✂

KLAGE-SANG OVER SKIØDEHUNDEN: MASKE (1778)

✂ BLAND Muse, bland din Graad med Arabelles
Taarer!

✂ For Efterslægten klag den tromme Piges Nød! -
Hyl, at Barbarer selv, og følesløse Daarer
Maae gyse ved din Sang, og hendes Yndlings
Død! -

✂ Og skiønt tredobbelt Floer skal døve Harpens
Strenge;

✂ Og skiønt du ofte bør besvime, mens du slaaer;
Skal ved et Underværk, din Klages Gienlyd trænge
Høyt over Muphtis Sang, ved Stor-Sultanens
Baar!

✂ O du hvis Øye stolt ey kiender anden Væde,
End den, som Latter, Søvn og Tunca efterlod! -
Svøm nu, og drukn' i Graad! - men I, som let kan
græde -

✂ Hvis hele Siæl er Vand - men I bør græde Blod!
Og du, som lærd og kold, og strax, naar Skiæbnen
saarer,

✂ Vil læge med din Trøst, og med et frostigt Raad -
Tie! - dog det kan du ey! - men bland latinske
Taarer,

✂ Ved Masques Hvilested, med Arabelles Graad! -

✂ * * *

✂ Nu krøb den skuulende, til sin bekiendte Pude -
Dens Hale, Spaniers og Bolognesers Lyst,
Laae nu vanhellige! ved en forvoven Snude
Og sneg sig til at slaae paa det beklemte Bryst -
Nu - dog hvor vil du hen, forvovne Sangerinde?
Ak! - for en straffet Feyl bør Dekket falde ned! -
Og hvi tilstaaer du sligt? - Sig frit, at din Heltinde,
Tog, som Lucretia, sin Død af Kiærlighed! -
Men laan af Cerberus hans Fraae, for stærkt at
male,

120

✂ Og af hans trende Gab, syng høyt om Morderen,
Som aandte Smiger først til Tippen af den Hale,
Hvor Masqves trygge Siæl for villig taalte den!
Barbar! et Tigerdyr var uden Tvivl din Amme; -
Med Crocodillers Gift inddrak du dig en Siæl.
Fra Morder-Kobbelet.Troeløse, maae du stamme,
Som paa Actæons Jagt rev Jægeren ihiel! -
Hvad? - eller tør du vel dumdristig forevende:
Du troede, Maske var en lykkelig Gesandt
Af dem, som Hundene har fordum skulde! sende
Til Jupiter - af dem, de siden aldrig fandt? -
O! tie med slig en Digt! - Thi her var Syn for Sagen! -

✂ Vi saae - - Dog atter vil min Harm henrive mig
Hvad saae vi? - lumpne Hund! - mon Musen mit
i Klagen

✂ Ved sin Heltindes Grav, vil giøe sig tret med dig? -
Nok, at den kiendelig forandrede sit Væsen,
Opførsel og Diet, Sprog, Vaner og Humeur -
Den var fra denne Dag ey nær saa peen og kræsen;
Og overalt ey den polerte Hund, som før -
Saa stræng i Miner er den nyelig gifte Kone,
Som vitser stønnende, hvad Pligt hun bærer paa -
Saa megen Kummer har en sexten Aars Matrone,
Af dyr Tid, slette Folk, og Børn, som forestaae; -
Saaledes troer hun sig berettiget at glemme
Friseur og Speilet selv, saasnart hun har en
Mand -

✂ Og sminker sig med Soed, at alle maae fornemme,
Hvorlidt hun skaaner sig i hendes Ægte-Stand! -
Og naar nu Caffe-Dunst opstiger for at samle
Det talesyge Kiøn til Mynstring og Konseyl -
Saa holder hun sig nu ærværdig til de Gamle,
Og taler i Tenor om hendes Næstes Feyl -
Saaledes var det og, at Maske stræng i Sæder,
Og skiødesløs i Pynt, og viis i Gang og Røst,
Nu viiste, hvad den var - - - dog Arabella græder! -

✂ Hun vegrer sig med Ret endog for denne Trøst! -

121

✂ Thi - ak! - ey, hvad den var - men dig o Slag!
- o Smerte! -

✂ O Død som forestod! - dig Grav-Sted hvor den
er -

✂ Digviiste den! - den fandt sin Skiæbne i sit Hierte -
Og saae sin grumme Død i mørke Anelser! -
Forgiæves var det, at hun deelte Liv og Varme,
Med den, og trykte den til sit beklemte Bryst! -
Den græd i Glædens Skiød, i Arabelles Arme;
Og vred sig, naar den blev ti tusind gange kyst -
Forgiæves var det, at hun med væmodig Stemme,
Tit forespurgte sig om dens Befindende -
Forgiæves raabte hun: »Min Maske kan du glemme,

✂ »Hvor tit jeg giorde dig til min Fortroelige? -
»Fortroe mig nu din Nød! - hvad vil du? - hvad
kan lindre?

✂ »Svar Maske! - Svar! - bliv rørt ved Arabelles
Graad!«

✂ Men Maske græd og taug - den saae alt Gnisten
tindre -

✂ Den, som saa grusom sveed dens korte Leve-Traad! -

✂ Og saae man Tegn og sligt, som pleyer at advare,
Matroner tilig om de store Fruers Død -
Et hesligt Dødning Uhr, forkyndte Maskes Fare
En drømte tit om Æg - En anden sveed sin
Grød -

✂ Den kryllede Plaitil, vor Maskes troe Veninde,
Som var opdraget med den ulyksalige;
Forlod sin Mad af Sorg, og blæstes op af Vinde;
Og var saa nær crepert af en Forstoppelse! -
Nu kom det grumme Slag - Tre haabefulde spæde,
Krøb klynkende omkring det moderlige Bryst
Af Parcen var de kun bestemte til at græde;
Og hun misundte dem det mindste Glimt af
Lyst -

✂ De døde, før de saae - Tregange lykkelige
Kan man dog kalde dem, fordi de saae dig ey;
122 O grumme Fald! o Skræk! - hvortil de, sandt at
sige,

✂ Endskiønt uskyldige, dog havde banet Vey -
Bland Muse, bland din Graad, med Arabelles Taarer! -

✂ Høyt for en anden Slægt klag Arabelles Nød! -
Men dæk dit Bryst med Staal! Thi hver en Tanke
saarer -

✂ En Dolk er skiult i hvert et Træk af Maskes Død! -
Nu laae den taus og mat, nedtrykt af Gram og
Smerte

✂ Og saae med Taarer til den forbigangne Tid -
Men naar den tænkte frem, da pikkede dens Hierte,
Kun lidet trøstet ved dens Aesculapers Flid -
Mistrøsted peeb den svagt, naar Nimrods Børn
forgiæves

✂ Fandt paa dens ømme Puls, og saae af dens Urin,
Saa got dens Sygdoms Art, og om den kunde hæves,

✂ Som de, der dræbe os paa Græsk og paa Latin -
En viiste kraftigt af Erfarenhed og Grunde,
At Maskes Liv blev frelst ved Svededrik og Bad -
En soer, at kun Diet curerer Skiøde-Hunde;
Da en kom frem med et, og skilte Tretten ad -
Barbar! - dog nævn ham ey! - Min Sangerinde
ryster

✂ Endnu af Skræk - han var saa høy, og grum og
vild,

✂ Som en Cyclop - hans Haar stod stridigt op som
Byster

✂ Og i hans Øyne var en Phiegetonisk Ild -
Som Torden var hans Røst - hvad! - skreg han
- hvad! for Fanden!

✂ Er det en vigtig Ting at gruble længe paa?
Jeg veed et sikkert Raad - Man skyde den for
Panden!

✂ Og ufeylbarlig skal dens Smerte snart forgaae!
Halv sukkede de selv - de grønne Skov-Colleger, -
Skiønt vante til for Spøg, at giøre slige Skud -

123

✂ Men Arabelles Skræk! - den skildres kun med
Streger - - -

✂ Den kan min Læser selv langt bedre tænke ud -
Dog nu var Retten sadt - der skulde decideres;
Og da den heele Sag var overveyet vel;
O Skræk! blev Maske dømt, til at arquebuseres;
Og paa barbarisk viis forbuden al Apell -
Du slaaer Kitharren svagt udmattede Camoene!
Klirr ey saa klynkende! - høyt klinge Klagens
Klang!

✂ Dog hvem har Toner til saa skrekkelig en Scene?
Og fordrer Maskes Død ey meer end Skialders
Sang?

✂ * * *

✂ Bland Muse, bland din Graad med Arabelles Taarer! -

✂ Men tie! - og deel - og føel den fromme Piges
Nød!

✂ O skaan det ømme Bryst! - Betænk, hvor dybt
du saarer

✂ Med hver Erindring om den lille Yndlings Død! -
Nok, at den er ey meer - dog dette maae du sige -
Kun det, til Sandheds Tarv, og Efter-Slægtens
Gavn -

✂ Den faldt med Heltemod for tapper til at skrige;
Og intet FeyghedsTræk besmittede dens Navn -
Og skiønt ey Marmor har opgiemt dit Æreminde,
Skal dog den sidste Slægt erindre dig endnu,
O Maske! Thi hvor er den sieldne Hund at finde
Som er saa nydelig, saa smuk, saa klog som
du? -

✂ Fiin var du i din Skiærts - alvorlig, naar du tænkte,
Og kræsen i dit Valg af Spøg og Tidsfordriv -
Forgiæves var det ey, at Arabelle skiænkte
Dig fierde Parten af et uskatteerligt Liv -
Forgiæves deelte hun dog ey sit ædle Hierte,
Imellem dine Bief og Dydens høie Røst;
Og rev den ømme Siæl saa tit fra Venners Smerte,
Til dine Knur, naar du for Spøg begierte Trøst! -

124

✂ O Hund! - som med et Spring - med en Harlequinade

✂ Kom tit i Veyen for en Herveys Billeder;
Som giorde Streger i en Sneedorfs viise Blade,
Og Parentheser i en Youngs Betragtninger!
O store Hund, som jeg uværdig tit har bandet,
Naar yndig Viisdom klang i Arabelles Mund;
Og paa det mindste Vink et Engle Sprog blev blandet

✂ Paa meer end babelsk viis - o alt for store
Hund. -

✂ O lykkelige Hund, som ofte, for at skrige
(Hvad vigtigt Overlæg det og brød overtvert)
Fik Millioner Kys af en elskværdig Pige,
Hvoraf din ringe Skiald misundte dig ethvert! -
O Hund! - du er ey meer! - Men du som hopper,
bieffer,

✂ Og skiærtser nu saa tryg ved Maskes Hvile-Sted;
See, at den Død, som slaaer en Pudel - ak den
treffer

✂ Den beste Skiødehund! - See det, og skiælv derved! -

✂ Min Muse! - bland din Graad, med Arabelles Taarer! -

✂ Leg Harpen! tie og føel! - Og tag den længste
Pen

✂ Af Sphinx - og blodigt Blek af Gorgoniders Aarer,
Og skriv paa Daphnes Bark først denne Gravskrift hen:

✂ _ _ _

✂ Staae stille Hund, og hyel, ved denne haandfuld
Aske,

✂ Som da den havde Liv, var Arabelles Lyst;
Men væ dig! - om du fræk besmitter Støv af
Maske

✂ Som en elskværdig Mund saa tit har roest og
kyst! -

125

✂

VED EN FEST PAA KRONPRINDSENS FØDSELSDAG (1778)

: Aria.
✂ DIN Fryd, o Nord! stadfæstes fra det Høye. -
I aabne Himle seer det glade Øye
Et herlig Glimt af Efterslægtens Aar! -
Igiennem Glæder see dit Held i Møde! -
Føel, nyd og priis din FREDRICHS Morgenrøde,
Betrygged ved den Dag, som Haabet spaaer!

✂ Sang.

✂ Frygt ey for Nattens Skygger,
O Land, hvis Glæde Dan betrygger! -
Din Fryd kan ey forsvinde,
Din Soel kan ey gaae ned -
See FRID'RICH alt oprinde
Mens CHRISTIANS Soel udbreder
Al sin Middags Herligheder! -
Den enes Glands veyleder
Den andens raske Fied
Til din Lyksalighed! -

✂ O Cimbrer heft dit Øye
Kun trygt til dine gyldne Høye! -
Det Skiær, hvori de svømme
Spaaer dig umørknet Fryd -
De lyse Purpur-Strømme,
Som Himlene udgyde,
Spaae den Soel, hvoraf de flyde -
See al dens Glands frembryde! -
See FREDRICHS Glands, og nyd
Dag-Skiæret af hans Dyd! -

✂ Din Dag skal ey forsvinde,
O Nord! - ved Soel, see Soel oprinde! -
See FREDRICHS Morgenrøde,
I Glimt af CHRISTIAN! -

126

✂ See Dagens Gud i Møde! -
Ustandset skal han stige
Herlig, som hans store Lige! -
Priis ham, du Lykkelige,
Du trygge Lod af Dan! -
For dig oprinder han! -

: Aria.
✂ Bland dig vor Røst, med Himlens høye Stemme! -
Din Dal o Dan, dit Field o Nord fornemme
Vort trygge Held, af raske Glæde-Raab! -
Og hver, som føler, hvad hans Æt skal nyde,
Og hver, hvis Barm Ufødtes Lyst kan fryde,
Velsigne FREDERICH, vor Afkoms Haab! -

: Chor.
✂ Velsigne FREDERICH, vor Afkoms Haab! -

✂ - - -

✂ Stiig høyt vor Soel! - og naar du stiger,
Opflamm' det Folk, som du beriger!
Smelt Cimbrers Bryst i Frydesang! -
Da CHRISTIAN skal vort fulde Hierte
Udøse Glæden, som det lærte
Den Dag, du straalte første Gang! -

: Chor.
✂ Den Dag, du straalte første Gang! -

✂ - - -

✂

INDSKRIFTER VED FESTEN

✂ Skue Nord og nyd
Din Afkoms Aar
Tryg ved den Fryd,
Som FRIDRICH spaaer.

✂ Straal Soel og stiig,
Styr og beriig
Og smelt vort Bryst
I Tak og Lyst.

127

✂

UNDER FRUE CAROLINE WALTHERS PORTRAIT (1778)

✂ SEE her hvad Aand, hvad Ild, i hver en Mine, Naar vor Agiae taus kun viser sig, See her er Præget af Thalias CAROLINE, Hvis Sang saa ofte har fortryllet dig.

128

✂

INDFØDS-RETTEN
(1778)

✂ STOR er den - Giennem Himlene,
Skal Glædens høye Gienlyd trænge,
Som Musen aandløs lisplende,
Betroer de neppe stemte Strænge! -
Stor er den Fryd, min Sangerinde,
Som qvæles i dit spændte Bryst! -
Stræb, at udøse den - at finde
En værdig Tone til din Lyst! -

✂ Men svagt skal Sang fortolke dig,
Som henrykt føler, før du skuer! -
Svæk Flammer som fortære sigt -
Dæmp Muse - dæmp de vilde Luer! -
Vær kold! - og prøv den Ild som giver,
Dit Suk, din Aande Glædens Lydt -
Udforsk den Virvel, som bortriver,
Din drukne Aand i Svælg af Fryd!

✂ O du, hvis Hierte svulmer let,
Af Himmelsk Lyst, som Støv udbreder -
O du, som elsker Mennesket -
Vey alle hans Lyksaligheder!
Søg i Jord-Gudens vide Riger -
Opdag imellem Poelerne,
Det Væld hvoraf din Glæde stiger,
Rask flyvende Calliope! -

✂ Stands ey din Flugt ved Perus Muld,
Som Støvets blinde Slægt begnaver;
Hvor Glæden qvæles under Guld;
Og under tyngre Graad af Sklaver! -
Men iil! - men bruus paa Stormens Vinger.
Hvor Blod befrugter Daphnes Træ! -
Hvor Dødens tause Ørk omringer,
En Timurs dampende Trophæ! -

129

✂ Søg heller ey din Glæde der,
Hvor Hagar stolt af øde Zoner,
Giør sine tørre Felleder,
Til alfar Vey for Nationer! -
Dit Øye, som kun Tomhed trætter,
Skal mørknet savne Øyemed.
Glad, naar det i umaalte Slætter,
Dog fandt en Grav at hvile ved! -

✂ See neppe til det Hav af Sand,
Som Magogs Horder oversvømme -
Den Ørk, som ingens Fødeland,
Er hver en Vandrers Herredømme! -
Skue ey derned! - Thi, hvo vil pryde -
Hvo vil berige Jord med Lyst;
Hvis Frugter Fremmede skal nyde,
Og skabe Fryd til Fienders Bryst? -

✂ Skye hvert uhegned Overdrev,
Hvor Vrimmel samlet at nedtræde,
Jordfostrets Næring før den blev,
Opsluger hver fremspiiret Glæde! -
Du døer, naar vilde Humler sue
Din Lyst, dit Blod, stræbsomme Bie! -
En Vandrer fandt din aabne Kue,
Men Honning fandt han ey deri. -

✂ Naturens Skat er ey forstrøed,
Paa Jord, som Hindens Fodtrin hærder -
Den giemmer Guldet i sit Skiød;
Og Rosen bag ved Tiørne-Giærder -
Bereed at mætte Myriader,
Gav den sin Vellyst ey til Priis. -
Huusholdrisk god, som Glædens Fader
Indhegner den sit Paradiis. -

✂ Har Jorden en Lyksalighed,
En Rigdom, der formaaer at fryde
Vort Hierte, naar vi ikke veed,
At eye sikkert hvad vi nyde? -

130

✂ Mon ey vort gridske Bryst indhegner
Det mindste Glimt af Himmelen? -
Hvor er den Lyst, som ikke blegner,
Saasnart enhver kan røve den?

✂ O søg da min Calliope,
Søg Kilden til den søde Smerte,
Til dette heede Gysende,
Som kryber i mit fulde Hierte -
O søg den kun bag Palme Skygger,
Kun hvor et høyt og troefast Hegn,
Omgiærder Glæden, og betrygger
Lyksaligheders Føde-Egn! -

✂ Men henrykt - høy - ufattelig -
Men i en Strøm af stærke Toner,
Men, som et samlet Frydeskrig,
Af lykkelige Nationer -
Men op til Godheds Throne stiger,
Camoenens underlige Sang -
Og kun Skioldungen og hans Riger,
Fornam min Siæl af Harpens Klang. -

✂ Er det da dig, jeg svulmer ved? -
Er det dit Navn du Guders Pode? -
Er det dit Folks Lyksalighed,
O Danmarks CHRISTIAN den Gode? -
Er det dit Vink, hvoraf den Iver,
Den Stolthed tændes i mit Bryst? -
Er det din Glæde som bortdriver,
Min drukne Siæl i Svælg af Lyst? -

✂ Thi høyt, som Brag af Flammerne,
Hvori et Jubel-Offer knittrer,
Udtonte min Calliope
Det Navn, hvorunder Strængen zittrer -
Thi, som den tøede Bierg-Flod bruser,
Om Vaaren fra et Nordisk Field;
Saa sang den ypperste blant Muser,
Saa vældigt sang hun Navnets Held. -

131

✂ Var det da dig, du Æt af Dan
Du ædle Spiir af Asgaards Helte?
Var det dit Smiil, vor CHRISTIAN,
Hvorved jeg fandt mit Hierte smelte? -
O! - hvilket Sløer har skiult mit Øye? -
Jeg fandt mig dansk og lykkelig -
Jeg fandt et Gienskin af den Høye,
Og - tvivlte, om det kom fra dig? -

✂ Udsmyk mig Muse, med den Glands,
Hvorved du seer at Norden frydes,
Og med en hellig Lorbær-Krands,
Skal Dannebardens Tinding prydes! -
Og stem du selv de gyldne Strænge! -
Og styr min alt for svage Haand! -
Thi Christians Glæder giennemtrænge
Min Siæl - og svulme i min Aand. -

✂ Jeg fandt et Glimt af Planteren,
Som dyrker Gothers Lod i Norden -
Som Godhed liig omdanner den,
Til Dyders Paradiis paa Jorden -
Jeg drak et Smiil af Dans Beskytter,
Af ham, som Nor betrygges ved -
Han, som omgiærder Anguls Hytter,
Og Cimbrernes Lyksalighed. -

✂ Derfor skal Phoebus hellige
Min Mund med Vand af Hippocrene -
Og ved hans Flamme skal jeg see,
Den underlige store Scene -
Og op til Python-Banes Tone,
Skal jeg forhøye Harpens Klang,
Og stolt - bekrandst med Daphnes Krone,
Istemme Danmarks Jubel-Sang. -

✂ Thi Lorbær-Træets Helligdom -
Thi Olie-Greenens brede Skygge -
Thi Palmen vil jeg synge om,
Hvorunder glade Myrer bygge -

132

✂ Og af en varm betrygged Kue,
Som mætte Bier mylre i.
Skal Barden fange himmelsk Lue,
Og lære Guders Harmonie! -

✂ Og Danskes grønne - tætte Hegn -
Og Normænds Klippe-Muur fornemme -
Og hver betrygged, frugtbar Egn,
Forstaae mit Hiertes høye Stemme!
Og Jordens sidste Slægter høre,
Høyt over disse Fryde-Skrig;
De varme Følelser som røre -
De Syner som fortrylle mig! -

✂ Hvor Saxers Elv troeloves med
Nordhavet - Hvor den stille Trave,
Adskiller Øster-Søens Bred
Begynder Danne-Kongens Have;
Og først hvor Zemblas hvide Høye,
Optaame sig for Himmelen -
Hvor Nat begrændser Musens Øye -
Hvor Glæden døer - der endes den -

✂ Det Jord-Strøg var, som Mesechs Lod,
Som Ørknerne, hvor Tubal flytter,
Arm i Naturens Overflod,
Med Lyst de alt for lette Hytter -
Jord var den kun da den Algode,
Gav den til Asa-Odins Slægt;
Og smiilte til den - og betroede
Dens Held Skioldungens Varetægt. -

✂ Da svulmede dit kolde Skiød,
Befrugted af din Engels Øye,
O Nord! - og fremmed Rigdom flød,
Af Gothemes besneede Høye -
Da skiultes Fieldets nøgne Sider,
Med Belter af Smaragd og Guld -
Og stolte Marmor-Pyramider,
Fremspiirede af Dalens Muld. -

133

✂ Da straalte Godheds Helligdom
I Leyre - Og de milde Sæder,
Og alle Sydens Kunster kom,
At boe blant Nordens unge Glæder. -
Og under tunge Olie-Greene,
Fremspiirte Vid og Helte-Dyd,
Og henrykt sang en dansk Camoene,
Skiold-Ungens Vælde og hans Fryd. -

✂ Hvi svulmer min forvovne Sang,
O Nordens Guder, op til Eder? -
Hvi taler Harpens matte Klang,
Om Danne-Kongens Herligheder? -
Istem du selv din Sang, o Rygte,
Om Dalen og om Fiældene,
Som Odins tappre Børn bebygte
Og CHRISTIANS Stamme prydede. -

✂ Thi du forraadte Glædens Egn,
Til Gomers tætbeboede Stæder
Du raabte høyt at intet Hegn,
Beskiærmte Danskes unge Glæder -
Da bruuste Sydens Nationer,
Til Trods for Arilds Skik mod Nord -
Og bad de undrende Teutoner,
Om Brødres Andeel i der' Jord. -

✂ Saa stimle Spurrerne med Skrig,
I Kreds omkring den gyldne Trave -
Saa gridsk tilegne Humler sig,
Hver Urt i en Hesperisk Have -
Som alle Japhets Slægter trætte,
Om Gothemes Lyksalighed,
Og Norskes Fiæld, og Danskes Slætte,
Blev Europæers Føde-Sted. -

✂ O Land, du varst Algodheds Priis
Naturens Fryd, Skiold-Ungens Ære -
Du varst et jordisk Paradiis;
Men Danmark holdst du op at være! -

134

✂ Af Søen hærdet til at lide,
Uvant til Landets Overflod,
Gik dine Giæstfrie Børn til Side,
Og Jorden deeltes i der' Lod. -

✂ Da - o da kom den anden Dan -
Af begge Stiftere, den Største -
Da kom den gode CHRISTIAN,
Og følte sig de Danskes Første,
Grams Arving straalte fra sin Himmel -
Hans Øye søgte smiilende,
Sit Folk - og blant et fremmed Vrimmel,
Udfandt hans Hierte Cimbrerne. -

✂ Siig vilde Muse, hvad det er -
Udtyd de heede Suk, som trænge
Mit Bryst! - Nævn mine Følelser! -
Svulm! - brænd! - ras i de gyldne Strænge!
Adspørg min alt for søde Smerte -
Min Ild, om jeg er Dannemand? -
Siig! - Læs i mit udspændte Hierte:
Har Christian skabt mit Fødeland? -

✂ Thi nu indhegner Elvens Bred,
Og Skagraks Vand og Spidsborgs Strømme,
Kun dansk og norsk Lyksalighed;
Kun ægte Gothers Herredømme -
Thi han, som Ørknerne adlyde,
Hvis Heeder blomstre, naar han vil,
Han saae sin Æt, og bød den nyde,
De Frugter, som den fødtes til! -

✂ O du, som skiuler Glædens Egn -
Vort Eden, med din store Skygge! -
O CHRISTIAN, bag hvis tætte Hegn,
Vi saae med Lyst, og høste trygge! -
Min Ild - min smeltende Camoene
Kan henrykt ey fortolke sig -
Et klogt og stræbsomt Folk allene,
Skal værdig - evig priise dig! -

135

✂

I ANLEDNING AF HENDES KONGELIGE MAJESTÆTS DRONNING JULIANA MARIA HØIE FØDSELS-FEST DEN 4. SEPTEMBER 1778

✂ STORT er Dit Navn, Du Cimbrernes Veninde! -
Dets Lyd er høie Hymners Klang;
Og ved dets Kraft, skal Bragas Afkom finde
Et bundløst Veld af Sang.

✂ Glimt af Din Roes skal naae de sidste Skialder,
Og hastig smelte dem, det naaer,
I Minni-Sang om Nordens gyldne Alder,
Og JULIANES Aar! -

✂ Kun jeg, hvis Bryst dens første Straaler fryde -
Jeg, Skiebnens alt for glade Ven,
Som svimler i din Glands, kun jeg vil nyde,
Og ei besynge den! -

✂ Hvi skulde jeg, som Glæder giennemtrænge,
Afmaale Sprog og Røst? - og slaae
Med sikker Haand de nøiestemte Strænge,
Som ingen hører paa? -

✂ Ei vil jeg trette mig med Sang, og kiøle
Min Fryd med kunstled Harpe-Leg;
Hvor hver, som selv kan see, paastaaer at føle
Dens Magt saa got, som jeg. -

✂ Naar Minni-Sang - Naar Arilds Tider strømme
Igiennem Harpen fra min Siel;
Da smile de, som troe mig ei, og dømme,
At jeg har siunget vel. -

136

✂ Forundrings Raab, og Bifalds høie Stemme,
Opflamme den roeskiere Skiald,
Og gierne skuffed troer han at fornemme
Sin Ild og Bragas Kald. -

✂ Men neppe svulmer en forvoven Tone,
O Nordens Moder, af din Dyd;
Før hver, som øiner Glandsen af Din Throne,
Forsmaaer dens matte Lyd. -

✂ »Stolt siger man, og daarlig maa du være,
»Som tør anprise Cimbreme,
»Den Himmel, de bestraales af - og lære
»Dit Folk den Kunst at see! -

✂ »Føel, knæl, og græd, som vi, om Du vil prise
»Vor JULIANES ædle Barm;
»Og stræb ei mat, og frostig, at bevise,
»At Soelens Ild er varm! -

✂ Dog stræbte Harpen - - skiønt jeg ydmyg lærte,
At al min Kunst ei skildrer Dig,
Saa sandt, saa stærkt, som hvert et cimbrisk Hierte,
Der blot udøser sig. -

✂ Men Du, selv Du, som Helte-Dyd er Vane,
Som Skialders Roes er daglig Klang;
O store, alt for store JULIANE,
Du føler ei min Sang!

✂ De Toner, som tiltroe sig at ophøie
Din Siel - De - ak de naae den ei,
Ustyrkede ved Smilet af Dit Øie,
Paa dens umaalte Vei. -

✂ Derfor lad seent en Barde, som ei nyder
Dit Vink - som kun Dit Navn betroes,
Naae Bragas Krands ved Klang af dine Dyder,
Ved Gienlyd af Din Roes! -

137

✂ Men jeg, som zitrer i Din Glands - hvis Læbe,
Hvis Hierte smelter i din Lyst;
Min Sang skal stolt attraae dit Smiil - og stræbe
At naae Dit eget Bryst. -

✂ Og naae det skal jeg! - Nordens Engel lærte
Min gyldne Stræng en mægtig Lyd;
Som rask og sikker altid traf Dit Hierte,
Og tvang det til sin Fryd!

✂ Thi Cimbrer vil jeg synge om - og prise
Dit Danmarks Floer og Vext og Fred!
I tusind Straaler skal min Flamme vise,
Dit Folks Lyksalighed. -

✂ I tusind' Toner skal din Siel fornemme,
De elskte Myriaders Held,
Og Nordens Fryd skal bruse i min Stemme,
Tilbage til sit Veld. -

✂ Da skal Dit Smiil bestraale Odins Høie,
Og søge Danne-Harpens Klang -
Og henrykt skal jeg læse i Dit Øie,
At Du har følt min Sang. -

✂ Men naar den da, opflammed ved Dit Minde,
Fortolker Nationers Raab;
Som kalde Dig der' Moder, der' Veninde,
Der' Liv, der' stolte Haab. -

✂ Da skal Din Glæde voxe høit - og ligne
De Danskes Fryd - og blande sig,
Med Normænds Lyst - - Og Du skal selv velsigne
Den Dag, som gav os Dig! -

138

✂

INDSKRIFT VED EN FEST I SAMME ANLEDNING

✂ Giem Steen - Giem Præget af vort Bryst,
At Evighedens Børn maae lære
Vort Nordens Roes - dets Held, dets Lyst,
Vor Tak - og JULIANES Ære!

139

✂

DET NYE AAR 1779

✂ HELD dig, nyeskabte Aar, som nusaa blid fremstiger

✂ Af Evighedens Nat! - Held dig fra Verdners Gud!
Han selv - han byde dig, at være CHRISTIANS Riger,
Sit Velbehags - sin Freds - og sine Glæders
Bud! -

✂ Fyld Danne-Kongens Bryst med Smiil fra Naadens
Throne! -

✂ Hans Aand med saligt Lys, fra Viisdoms blide
Soel! -

✂ Bring Styrke til Hans Arm! bring Ære til Hans
Krone! -

✂ Udspred Lyksalighed omkring Hans gyldne
Stoel! -

✂ Vorelskte Palme-Qvist - vor FREDERIK byd oprinde,
I stærke Skud til Træ - til Efter-Slægtens Lye! -
Stadfæst vort Nordens Ven - og Cimbrernes Veninde,

✂ Hver Glæde, som De har, og skiænk Dem daglig ny e! -

✂ Med Belter af Smaragd omgiord de Norske Fielde! -

✂ Og skiul de Danskes Dal, med tætte Sløer af
Guld! -

✂ Udbred vor Skat! - og viis, at al vor sande Vælde,
Var kun tildekket med en Fodbred af vort Muld!
Kron hver en Dansk med Held, som uforfærdet følger

✂ Vor sølvblaae Vey til Roes, igiennem Storm og
Skiær! -

✂ Byd Havet skaane dem! - og tving dets vilde Bølger,

✂ At de tilvelte os Fred og Velsignelser! -
Fyld Kunstnerne med Viid! - Arbeiderne med
Styrke! -

✂ Formeer dem! viis enhver en roelig NæringsVey! -

140

✂ Plant Hegn af Kiæmper om det Eden, som vi dyrke! -

✂ Fyld dem med Mod! og mag, at det behøves ey! -
Men hver, hvis Daad - hvis Røst det Godes viise
Giver

✂ Bestemte til sin Tolk - mod ham, vær dobbelt
mild! -

✂ Fyld Dommerne med Lys, og Mod ogretviis Iver! -
Og Lærerne med Aand! - og Skjalderne med
lidt -

✂ Straal for enhver især, som veed, hvad han begierte! -

✂ Giv ham at naae sit Maal og troe sig lykkelig! -
Men alles Bryst opflamm'! - at hvert et indfødt
Hierte

✂ Maae føle Danmarks Vel, før det erindrer sig! -
O lær os agte det vor Lyst, vort Held, vor Ære,
Med ægte Danne-Dyd at pryde Danskes Hiem! -
At andre see vor Glands! - og at vi selv maae lære
At elske Fremmede - og ey at savne dem! -

141

✂

CANTATE OPFØRT VED UNIVERSITETETS SÆDVANLIGE HØITIDELIGHED I ANLEDNING AF KONGENS FØDSELSDAG 1779

✂ NAAR Landets Børn, Du evig Viise,
I Dine Glimt tør fryde sig,
Hvor høyt skal da hver Læbe priise, -
Hvor høyt hver Daad forkynde Dig! -

✂ Af Soele-Kredse, som forsvinde,
Skal de forstaae Dig ene stoer! -
Og i et Støv-Gran skal de finde
Din Almagts underlige Spoer! -

✂ Af tause Nætter skal de lære
Din skiulte Stie til Held og Fryd,
Og Din bestraalte Vey til Ære,
Af Minnie-Sangens høye Lyd! -

✂ Derfor skal Dan og Nor ophøye
Din Miskundhed, Du Lysets GUd! -
Thi bliidt er Vinket af Dit Øye,
Og liflig Klangen af dit Bud! -

✂ Med Dine Vingers brede Skygge
Indhegner du Dit Folk i Fred,
At vi, lyksalige og trygge,
Maae mættes af Din Herlighed! -

✂ Dit Smiil har skiult Skiold-Ungens Throne -
Dit Smiil, som intet Mørke naaer! -
Du fyldte Lys i CHRISTIANS Krone,
Og spredte Glans omkring Hans Aar! -

142

✂ Og, HErre, Du skal naadig skiænke
Hans Bryst et Gienskin af vort Held! -
Du, HErre, Du skal mægtig sænke
Hans Aand i Dine Straalers Veld! -

✂ Som Lynild lad Dit Vink adsprede
Hver giftig Damp, hver farlig Skye,
Og mød med Flammer af Din Vrede
Hver Storm, som truer Viisdoms Lye! -

✂ Indhegn de Frugter af dens Glæde,
Som nu saa roelig spiire frem! -
Udryd hvert Dyr, som tør nedtræde,
Hvert Kryb, som tør benage dem! -

✂ Da skal vor Elsktes Fødsel være
Vor Slægt et Minde af Dit Lys;
Og høye Hymner, Dig til Ære
Skal vidne, naar dens Fest fornyes! -

✂ Og naar vor Afkom seer tilbage
Fra Fod-Spor af opklared Fliid,
Skal den velsigne CHRISTIANS Dage,
Som Springet af sin gyldne Tiid! -

✂ Høyt skal da Nordens glade Sønner
Lovsynge Dig, vor GUd - vort Haab,
Fordi Du hørte vore Bønner,
Og mærkte paa vort hæse Raab! -

✂

EFTER TALEN

✂ Fyld, Gud - opfyld vor CHRISTIANS Dage,
Med Lys og Held! - og ofte byd:
Hans Fest, at vende bliid tilbage,
Og os, at møde den med Fryd! -

143

✂

CANTATE VED JUBILEET DEN 11 MAY 1779 I ANLEDNING AF UNIVERSITETETS INDVIELSE FOR 300 AAR SIDEN

✂

FOR BEGYNDELSES-TALEN

: Chor.
✂ SÆNK, Viisdom, sænk din Glands herned! -
Besøg Dit Helligdom i Norden! -
Opfyld det med Dit Smiil, at Jorden
Maae see Dit Tempels Herlighed! -
Fyld Alt'ret, som vi bygde Dig
I Lye af Skiolds bemooste Stamme! -
Straal Aanders Lys! - brænd Guders Flamme! -
At Dan og Nor maae fryde sig.

: Recitativ.
✂ I Herthas kolde Skygger
Opreiste Dan de vidtadspredte Hytter: -
Hver, stolt, og stærk, og heldig ved sin Arm -
Riig ved sin Fiendes Overflod -
Kun samlede til Fryd ved Vaabenbrag,
Ved Luurets vilde Skrald og Minni-Sang;
Thi Himlen dulgte dem endnu sin Fryd -
Og hver en Slette skiulte, ræd for Vold,
Sin Skat i Lyng, og Kiær, og evig Snee. -
Da straalte Viisdom, og den Himmelske
Kom til Skioldungen i et Smiil fra Gud -
Da, o Canut! da smeltede Dit Pandser;
Og undrende saae Norden Fredens Glæder
Udvelde fra Din sey er vante Barm -
Og voxende og vældig flød en Strøm
Af saligt Lys fra Danne-Kongers Throne. -
Da følte Cimbrerne det blide Dag-Skiær -
Og Haab, og virksom Drift, og Forske-Lyst;
Og mildrende og vennekiære Kunster
Oplivedes trint om Din Søn, Estrithe,
Og trint om Valdemar, om Axels Ven,

144

✂ Og om hans seyer-sælle Navner. -
Men, Christiaan, Dig, Du store Konge-Fader
Vor Glædes Veld, vor elskte Skygges Rod,
Dig, Helt fra Oldenborg, Dig var det giemt,
At bygge Himlens feire Datter
Et Huus, et varigt Helligdom i Norden! -
Tre Sæder alt modtager Viisdom her
Med Velbehag vor Dyrkelse, vort Offer -
Og daglig blidere, med større Glands,
Med altid voxende Fortrolighed
Nedlader Hun sig synlig, at udsprede
Sin Rigdom - Himmelsk Lys, og Jordisk Vælde,
Og Glædens Aand, og sand Lyksalighed,
Og Helte-Dyder fra sit Alter
Blant alle Dans og Nors og Anguls Slægter -
Tre Sæder staaer det høie Alter -
Og - hør os Himmel! - evig skal det staae.

: Arie.
✂ O Viisdom, tryg som Nordens Fielde,
Uskiult og stadig, som dets Poel
Udspreed Dit Lys, Din Fryd, Din Vælde
Trint om Skiold-Ungens Konge-Stoel!
Trods Mulm og vilde Hvirvel-Vinde,
Viis os Din sikre Vey til Held;
Og styr vor Gang, indtil vi finde
Dig selv og Dit bundløse Veld!

: Chor.
✂ Straal, evig Viisdoms reene Flamme,
I Lye af Christians høie Stamme! -
Fyld Templet, som Han bygde Dig! -
Dans yngste Slægt skal see Dig tindre,
Og, mættet af Din Glands, erindre
Dit første Glimt med Fryde-Skrig.
FOR DEN THEOLOGISKE TALE

: Chor.
✂ Fyld dem med Kraft, hvis Læber prise,
Hvis Aand fortolker Almagts Bud;
145 At de med sikkre Skridt maae viise
Din Vey til Dig, Du Glimt af Gud!

✂

FOR DEN JURIDISKE TALE

✂ Styr dem, hvis Kald det blev at byde
Dit Danmark Held, og Ret, og Fred,
At hver, o Viisdom! trygt maae nyde
Sin Deel af Din Lyksalighed!

✂

FOR DEN MEDICINSKE TALE

✂ Du, som opreiste Siælens Hytte
Til Helligdom for Skaberen,
Vær dem et Lys, hvis Raad beskytte,
Hvis Kunst paa nye befæster den!

✂

FOR SLUTNINGS-TALEN

✂ Betrygged Rigdoms milde Sæder
Og prøved Sandheds ægte Dyd
Forevige ved moedne Glæder
Det første Dag-Skiær af Din Fryd!

146

✂

FISKERNE. ET SYNGESPIL I TRE HANDLINGER. EN PRIISDIGT (1779)

✂ ANLEDNINGEN til dette Stykke er tagen af en Hendelse, som Herr Kammer-Raad MALLING i de STORE OG GODE HANDLINGER AF DANSKE, NORSKE OG HOLSTENERE, Side 48 - 51 fortæller saaledes:

✂ For to Aar siden (1775) indstrandede et Skib imellem Fiskerleierne Hornbek og Villingebek paa Cronborg Amt. Skibet, som var bestemt til Skotland med Byg, førtes af en Engelsk Skipper, Thomas Bruun, og havde, foruden ham, endnu fem Mand ombord. Det var om Efteraaret i en mørk og stormende Nat at disse ulykkelige Mennesker maatte friste saa haard en Skiebne. De ventede kun efter Dagens Anbrekning, for at see hvor de vare, og hvad Haab de kunde giøre sig om Redning. Dagen kom; de saae sig et Bøsseskud fra Landet, og raabte om Hielp. Ved disse ynkelige Raab forsamlede Bønderne af Hornbek og Villingebek sig paa Strandbredden. De satte Baade ud for at roe ombord; men Stormen blev ved at rase saa stærk, at det ei var mueligt at trænge igiennem. Ofte giorde de Forsøg derpaa; men Forsøgene mislykkedes; de nniaatte hver gang vende tilbage, uden at naae deres Hensigt. Imidlertid stode de arme Skibbrudne paa Vraget, overladte til dem selv. Trættede af forrige Nats Arbeide, udmattede af Kuld, Hunger og Angest, tabte de efterhaanden Mod og Styrke, og styrtede døde ned ved Siden af hinanden. Hen paa Eftermiddagen vare aleene Skipperen og Styrmanden tilbage. Styrmanden, forfærdet ved at see Ligene omkring sig. besluttede da at anvende de sidste Kræfter, han havde tilbage, paa at svømme i Land. Han favnede Skipperen, sagde ham Farvel, og kastede sig derpaa ud. Men neppe var han kommen nogle Favne ud fra Vraget, før et Stykke nydende Træ stødte paa ham; det knusede hans Hoved, han sank. Alle disse ynkelige Scener maatte Bønderne paa Strandbredden være Tilskuere til. Enhver Scene havde rørt dem. Denne sidste satte dem i saadan Bevægelse, at de paa ny begyndte at eraadslaae, om det da ei paa nogen Maade skulde være mueligt at redde Skipperen, som nu eene var tilbage. Da traadde frem Huusmændene ANDERS JENSEN, PEDER JENSEN, SVEND BAGGE. og Tieneste-Karlene JENS LARSEN og SVEND PEDERSEN, alle af Hornbek. og forbandt sig til at vove det alleryderste paa det sidste Forsøg. De sette sig i en Baad. legge Aarer til, anspænde alle Kræfter, arbeide sig frem igiennem Bølgerne, naae endelig ud til Vraget, tage Skipperen med i Baaden, arbeide sig igien tilbage, og bringe ham i Land til almindelig Glæde. Den halvdøde Mand blev derpaa baaren 147 op til et Huus, hvor de forfriskede ham efter deres fattige Evne, det beste de kunde, indtil han kort efter blev modtagen i Dronning-Møllen, et Sted der i Nærheden, hvor han ved omhyggelig Pleie efterhaanden fik Liv, Helbred og Styrke igien. Da Skipperen var kommen til sig selv, og saae disse gode Folk, som havde vovet deres Liv for at redde hans, tog han frem de Penge, han havde hos sig, og bød dem en Deel deraf. Men saa modige, som de før havde været til at gaae Faren i Møde, saa uegennyttige vare de nu. De forlangte ingen Belønning, men ansaae det for Pligt, at have udrevet en ulykkelig Mand fra Døden. Dog deres ædle Handlinger fortienede Belønning, og fik den. En indfødt dansk Mand, som lever uden for Fædrenelandet, da han hørte Fortællingen derom, glædede han sig over sine Landsmænd, og besluttede at vise dem den Skiønsomhed, der tilkom dem. Til den Ende tillagde han enhver af benævnte fem Personer 25 Rigsdaler saa længe de leve. Disse Gaver nyde de nu aarlig. Naar nogen af dem døer, skal hans Anpart deles mellem de overlevende, og den, der bliver sidst tilbage, nyder de fulde 125 Rigsdaler aarlig paa sin Livstid.

✂

HANDLENDE PERSONER:

ANDERS, en Fisker.
GUNILD, hans Kone.
LISE, BIRTHE deres Døttre.
KNUD, en Fisker, forlovet med Birthe.
SVEND, en Fisker, forlovet med Lise.
PEDER, JENS FISKERE.
THOMAS, en Skibbrudden.
ODELHIEM, en Dansk Herremand.
CLAUS, en Bonde.
Fiskere og Fiskerinder.

Skuepladsen er Hornbeks Fiskerleie. Handlingen begynder om Morgenen, og endes samme Dags Eftermiddag.

148

✂

FØRSTE HANDLING

Skuepladsen er i denne Handling en Fiskerhytte. Saa længe den varer, hares Stormen af og til, og Sludet mørkner Dagen.

✂

FØRSTE OPTRIN

GUNILD, LISE OG BIRTHE

Da sidde omkring et Fisker-Garn, som de bøde paa. Ved Siden af Gunild staaer et Bord med en slukket Lampe og et Time-Glas.

Tercet

GUNILD: ✂ TRODSIGE og vilde
Brøle Bølgerne.
Natte-Stormen svinger
Tung de vaade Vinger
Blant de skummende.

LISE: ✂ Livets rige Kilde,
Moderlige Hav!
Skal da Kiv og Vrede
I dit Skiød tilrede
Dine Fostres Grav?

BIRTHE: ✂ Lad vort Suk formilde
Din og Himlens Harm!
O hold op at trættes,
At vi trygt kan mættes
Ved din elskte Barm!

ALLE TRE: ✂ Lad vort Suk formilde
Din og Himlens Harm!
O hold op at trættes,
At vi trygt kan mættes
Ved din elskte Barm!

LISE: ✂ Paa Bølgen svæver
Mit Hiertes Ven!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

149

LISE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Stormen stige!
Ak, hvor jeg bæver,
Jeg arme Pige!
Paa Bølgen svæver
Mit Hiertes Ven!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

LISE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Stranden kaage,
Og sprudle Taage,
Som skiuler den!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

LISE: ✂ Jeg arme Pige!
Ak, hvor jeg bæver!
Paa Bølgen svæver
Mit Hiertes Ven!

GUNILD: ✂ Paa Stormens Vinge
Kan Almagt bringe
Ham karsk igien.

BIRTHE: ✂ Jeg troer at føle
Min Brudgoms Død.

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

BIRTHE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Stormen stige!
Hør Havet brøle!
Jeg arme Pige!
Jeg troer at føle
Min Brudgoms Død.

150

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

BIRTHE: ✂ Hvad vil du sige?
Hør Havet syde
Blant Skiær, som bryde
Dets hule Stød!

GUNILD: ✂ Frygt ei, min Pige!

BIRTHE: ✂ Jeg arme Pige!
Hør Havet brøle!
Jeg troer at føle
Min Brudgoms Død.

GUNILD: ✂ Vort Suk kan drage
Ham karsk tilbage
Af Havets Skiød.

ALLE TRE: ✂ Livets rige Kilde,
Moderlige Hav!
Skal da Kiv og Vrede
I dit Skiød tilrede
Dine Fostres Grav?
Lad vort Suk formilde
Din og Himlens Harm!
O hold op at trættes,
At vi trygt kan mættes
Ved din elskte Barm!

LISE: Du dreier Glasset ei! - Hvor ofte, Moder,
Udløb det, fra den Tid vort Folk forlod os?

GUNILD: Snart skal det dreies første gang.

LISE: Du skiertser!
To Timer, veed jeg vist, at Svend var borte.
151Først gik han, som du veedst - og kom tilbage -
Og kyste mig - og gik igien. - Den Arme!
Han gik! han rev sig løs fra dette Hierte!
Og iilte dristig nynende mod Stormen,
Al Havets Skrek, maaskee sin Grav i Møde! -
Saa stod jeg stum, jeg veed ei selv hvor længe,
Og sukkede, da han forsvandt i Taagen.
Saa faldt vi, som du veedst, paa Knæe, og læste,
Og græd, og bad til ham, som styrer Havet,
Om hans Beskiermelse.

GUNILD: Beskierm dem, Fader!

LISE: O hør vort Suk!

BIRTHE: Bønhør det!

LISE,: (efter en liden Pause.) Nu - saa sang vi
En Morgen-Sang. - Saa, som du veedst, min Moder,
Saa puslede vi lidt omkring i Hytten -
Og puslede - og skurte Bord og Bænke -
Og gav vort Kræ, og talte det - og satte
Alt paa sit rette Sted, som Brug og Skik er.
Nu da - saa satte vi os her, at bøde
Paa Garnene, og sang alt som vi bødte.
Saa tænkte jeg paa Svend - og græd, og tænkte,
Og sang; og nu - hvor længe har jeg talt nu?
Alt dette sammenlagt - to lange Timer,
To Timer er det vist - det veed mit Hierte.

GUNILD: Dit kielne Hierte skuffer dig, min Pige!
See kun paa Maskerne, som hver har knyttet;
Hvad synes dig? Er det en Times Arbeid?
Det var ei got, vist ikke got, min Datter,
At Armes Gierning gik saa seent fra Haanden.
Men Sagen er, dig længes, og du frygter.

LISE: Aha! det er kun alt for sandt. Jeg zittrer!
152Og længe, (thi jeg tvinges til at troe dig,)
Og længe, hele tre, maaskee vel fire,
Hvem veed, hvor mange Timer jeg skal qvæles
Af denne Angst. Nu svæve de paa Havet!
Hvem veed? O Himmel! Hvert et Stød af Stormen
Forskrekker mig! Nei aldrig, aldrig saae jeg
Saa fæl, saa lang, saa evig lang en Morgen.

BIRTHE: Ja fæl, og haard for Fattige! Jeg frygter,
De komme, som i gaar, med tomme Hænder.

LISE: Ah, kom de kun!

BIRTHE: Vel nok! og vel i morgen,
Og altid vel! Thi hvad er kiert, som Livet?
Men er vi rige? Har vi Køer og Agre
At trøstes ved, naar Havet længe glipper?
Betænk det kun, at mange slige Nætter
Vil dræbe os og dem, her i vor Hytte!
Og skal vort Bundgarn længe staae urygtet,
Og Hampen ei betalt, saa lidt som Baaden;
Seent bliver da vort Fæstens-Øl, min Søster!
Du veedst, paa dette Garn heroer vort Bryllup.

LISE: Ah kom de, kom de kun med Liv og Helbred!

GUNILD: Maaskee, mit Barn, er al vor Frygt utidig.
Dog lad det være som det vil, din Vantroe
Er altid Synd. - Er Himlens Arm forkortet?
Fæst al din Liid til den!

LISE: Jeg vil, min Moder!
Jeg vil - og dog... Ak var vi ei saa arme,
Da var det Synd at trodse sligt et Uveir.
Naar var saa græsselig en Storm, som denne?

GUNILD: Den sagtnedes dog lidt, som Dagen gryede.

153

LISE: Og steeg den ei igien? Ha, hør de grumme,
De vilde Stød! hør Havet, hvor det brøler!
Hør Brenningen! Hvad skulde de paa Stranden?
Hvad jog dem ud? - Ak! var vi ei saa arme!

BIRTHE: Men Armod er en mægtig Lov, min Søster!
Stil dig tilfreds! Hav Tanken til din Gieming!
Jeg er saa ræd, som du. Men naar jeg knytter,
Og hvad det ellers er, jeg har i Hænder,
Saa stræber jeg, og seer paa mine Fingre,
Hvor hurtigt de kan flytte sig. Og naar jeg
Saa nyner lidt, høit snakker lidt imellem,
Da synes mig, jeg glemmer, at jeg frygter.

LISE: Du est da lykkelig! Ak naar jeg zitrer,
Og zitrer for min Ven, da, ak! da glemmer
Jeg arme, at jeg har en Haand og Fingre;
Og hvad de sysle med, og hvad jeg snakker.
Min Ven, min elskte Ven, er al min Tanke.

BIRTHE: Jeg elsker min saa høit, som du, min Pige!

LISE: Det veed jeg, Beste! - Ak, jeg er enfoldig.
Jeg er ei stærk, som du; tilgiv min Svaghed!

: Arie.
✂ Vel kan Sang og Sysler byde
Frygten Skin af Rolighed;
Stirrende kan Øiet dølge
Taaren, som det blendes ved.
Ord kan standse, Flid kan dræbe
Klager paa min aabne Læbe,
Suk i mit beklemte Bryst.
Dog min bange Siel undflyde
Disse Glimt af kunstlet Fred.
Ak, den er ei her! den følger
Giennem Storm og Skiær og Bølger
Med sin Kummer og sin Lyst!

154

BIRTHE: Jeg er saa ræd, som du. Ak! om et Uheld
Nu treffer dem, hvor fandt jeg vel saa duelig,
Saa dristig, saa vindskibelig en Brudgom?
Hvor fandt jeg een, saa kiek som Knud? Nei aldrig!
Ei paa det hele Leie!

LISE: Ak jeg Arme!
Hvor faaer jeg Svend, min Svend, min egen Elsker!
Ha ei paa tusind Leier, ei paa Jorden!
Dybt i dit Skiød, umættelige Nord-Hav,
Sank al min Lyst! du ruer paa min Glæde!
Der kan jeg finde den, kun der!

GUNILD: Forvovne!
Din overdrevne Frygt fortørner Himlen;
Og som jeg før har sagt, og atter siger,
Halv troer jeg - ja, jo meer jeg eftertænker,
Desmeer forvisses jeg - den er utidig.

LISE: Utidig nu? - Ak, saae du ei vor Lampe,
Hvor mat, hvor bleg, hvor dødelig den brændte,
Kort før de gik? Ret, som de sidste Gienskin
Af Sielens Ild i et halv brustent Øie,
Hvis Glimt kun vise, at de snart skal slukkes.

BIRTHE: Og Lenke-Hunden tudede i morges,
Saa hæs, som naar den sporer Liig fra Stranden.

LISE: Og har jeg ikke hørt, naar undertiden
Nord-Vinden taug, et Jammerskrig fra Havet?
Et Skrig om Hielp, som af skibbrudne Søefolk.

GUNILD: Nu, Børn, det er, som det forstaaer sig, noget.
Jeg selv fornam de samme Skrig. Men Stormen,
Selv Stormen byder mig at frygte mindre.
Troe mig! den kiekkeste, den Danske Søemand
Vil aldrig, blot af Trang, blot for at vinde,
155Betroe sit Liv til sligt et Veir. I hørte,
At selv min Anders, han, som aldrig skyede
Nord-Havets Harm, naar Nød og Pligter kaldte,
I hørte, at han vred og stivt modstræbte
Det raske Mod, som voxte hos de Yngre,
Da Stormen syntes pludselig at hvile;
Og at han, træffet kun tilsidst og vranten,
Halv som af Tvang, samtykte i det Forsæt,
Hvorved han spaaede dem kun liden Lykke.
Nu veed I selv, hvor langt de kunde komme,
Før Stormen atter kulede fra Norden.
Og nu - hvor høit maa Søen gaae! Nei, neppe
Har Anders løsnet Baad i Dag fra Landbred.

LISE: Hvor blev de da? Hvi tøve de saa længe?
Ak Svend, som veed min Frygt!

Gunild: Din Frygt? - desverre!
Han merker den for vel. O skiul din Svaghed,
Ifald du elsker ham! O stræb at dølge
Hvert Glimt af Kummer, som han ei bør agte!
Troer du, han bør paaskiønne sligt? og føle
Din Angst, saa snart du seer, at Bølgen hvidnes?
Og see mod Bredden længselfuld, og tænke
Hvor got det var, at slumre ved din Side?
Hvad vil du, Barn! hvad vil du med en Søemand?
Hvi tragter du saa høit? Saa svagt et Hierte
Var best betrygge! hos den rædde Bonde!

: Arioso.
✂ En Bonde seer fra Ploven
Den mørke Torden-Skye;
Strax troer han, ræd og doven,
Nu er det Tid at flye.
Hans Qvinde breder Dugen,
Og seer saa hierteglad,
Hvor got, hvor trygt, og slugen,
Han sidder ved sit Fad.
Han æder, mens han aarker;

156

✂ Saa faaer han sig en Ruus,
Og strekker sig, og snaarker,
Ved Siden af sit Kruus.
Saa glad kan nu den Qvinde
Ty e til sin varme Krog;
Den trodser alle Vinde,
Som biergede sit Skrog.

LISE: Du spotter mig, og svarer ei. O svar mig!
Ifald de, som du troer, har frygtet Stormen,
Hvor blive de da nu? hvor kan de være?

GUNILD: Maaskee de har besøgt vor syge Naboe,
Maaskee de vente bedre Veir i Kroen.

BIRTHE: Ja, vist nok der. - O, jeg har sagt det længe,
Det var en Daarlighed af os, at vælge
Saa unge Fæstemænd! Vel sandt, jeg elsker
Min Knud oprigtig, som mit eget Hierte;
Men tigge vil jeg ei. Er det hans Tanke,
Da er det vel, at Baandet er uknyttet.

✂

ANDET OPTRIN

ANDERS. KNUD. DE FORRIGE

ANDERS,: (i Døren endnu.) Det er forgieves, Knud! Lad Haabet fare.

KNUD: Jeg Haabet? - Aldrig, før det selv vil slippe
Mit Bryst!

ANDERS: Nu dog.

KNUD: Hvorfor?

ANDERS: Det er umueligt.

KNUD: Hvorfor?

157

GUNILD: I see det, Børn! det var forgieves.
Og nu, min Ven, velkommen til vor Hytte!
(Anders giver hende Haanden, og setter sis for Bord-Enden.)

KNUD: Forgieves! Ja det synes saa. Dog er det
En usel, søvnig Ting, at gaae fra Gilder,
Naar man endnu kan høre Strængen klinge.
Og uselt er det, jammerligt, at gabe,
Og folde Hænderne, og ønske Haabet
God roelig Nat, før man har seet det synke
I Havets Dyb.

BIRTHE: Hvad? hvilket Haab, min Fader?

LISE: Svend? - hvor er Svend?

ANDERS: Han tøvede ved Stranden
Saavel som fleer, til Solens Glands kan bryde
Det tykke Slud, som Sky'r og Bølger sprudle.
Vist nok et Skib - Gud trøste dem, de Arme! -
Et Skib har stødt paa Grund i Nat.

GUNILD, LISE OG BIRTHE: De Arme!

ANDERS: Man hører tydeligt, at Folket skriger
Om Hielp. - Men ak! hvo kan?

GUNILD: De har da længe
Forgieves raabt. Vi hørte dem i morges.

LISE: Hvor staae de da? Er intet Haab om Redning?

KNUD: Om de maaskee kan bierges i vort Bund-Garn.

GUNILD: Tal ei saa vildt!

ANDERS: Tæt over Havet svæver
En Rad af tunge Sky'r, forfulgt af Stormen;
158For ved sig pidske de Nord-Havets Bølger,
Som trodsig vilde sprudle Damp, og blande
Forbitrede den hvide Fraae med Regnen.

BIRTHE: I har da ei forsøgt at see vort Bund-Garn?

ANDERS: Forsøgt, min Datter? Ja, var det ei hendet,
Som gav for megen Grund til Frygt, desverre!
Og havde Nød ei drevet os; da skulde
Hver klog - jeg selv, jeg først blant alle, kalde
Vort dristige Forsøg, daaragtig Frekhed.
Dog sligt et Fald, kan, haaber jeg, undskylde,
Maaskee undskylde, hvad den Arme vover.

LISE: Hvad! hvilket Fald?

BIRTHE: Hvad Uheld? hvad er hendet?

ANDERS: Og kan I troe, at vi har seet paa Havet,
Saa lang en Tid med Hænderne i Barmen?

BIRTHE: O nævn, for Himlens skyld!

KNUD: O nævn det ikke!
Hvem veed da, om vi ei endnu tør haabe?
Tør haabe? Vi? - Og hvorfor ei? Nu vil jeg,
Til Trods for Slud og Storm og Havets Afgrund!

ANDERS: Min Søn, at ville, hvad man seer umueligt,
Er Daarlighed.

KNUD: Hvad vil du? Ved mit Hierte,
Jeg kalder det ei Viisdom. Jeg tilstaaer dig,
Jeg veed ei selv, hvorpaa mit Haab er grundet.
Det er nu saa min Siels Natur. Hvad vil du?
Mit Overlæg, og Klogskab selv, maa sige
Alt, hvad den vil, saa bliver det mit Hierte
Modbydeligt, at skille sig ved Haabet.
159Umuelighed! - Hvad er det? Aldrig saae jeg
Endnu det Spøgelse, den lede Uting,
Hvis Navn saa let kan skræmme rædde Bønder
Fra Farer og fra vanskelige Forsæt.
Umueligt? - Ja, jeg bander ei den Stymper,
Som først udfandt det Ord; han var min Næste.
Men Dansk og Søemand var han ei. - Umueligt? -
Alt Lyden af det skurrer i mit Øre,
Som Ugle-Skrig, som Dødning-Klokkens Kimen,
Som Vinter-Storm, der hyler giennem Rifter
Af gamle Vrag.

ANDERS: Ak tie! det er forgieves.
Tre gange prøvte vi, at roe mod Stormen;
Tre gange slengte Bølgen os tilbage.
Dit Been kan vidne det.

BIRTHE: Ak du est saaret?

KNUD: Et Flue-Stik! - Jeg faldt ved Baadens Tørning,
Og det er alt.

BIRTHE: Men siig da, siig, hvad Uheld!

ANDERS: Nu - dølges kan det ei. Vi fandt ved Bredden
Bestyrtede ni Pæle af vort Bund-Garn,
Som Stormen drev paa Land i Nat.

GUNILD: o Himmel!

BIRTHE: Vort Bund-Garn! Ak alt hvad vi Arme havde!
Alt - Haabet selv - med eet opslugt af Havet!

LISE: Ak Svend, den arme Svend! hvad maa han lide!

BIRTHE: Alt - og saa pludselig - alt hvad vi eiel
Og eie! - Ha, hvad eie vi? Jeg sværmer!
Svar! hvem betaler nu vor Gield? Ha, hvi jeg,
Som dog har Sands, ha, hvi jeg vilde haabe!
160Vanvittig er den Arme, den Forskudte,
Som smigrer sig med Haab, med glade Drømme!

GUNILD: Ak, du fortørner Himmelen, min Datter!
Eet af dens Smil kan skienke Fred og Velstand.
Ei heller er vort Haab saa reent forsvundet.
Hvem veed, hvad Trøst den blide Soel kan bringe?
Hvem veed, om ei en Pæl kan holde Garnet?
Den kan det vist, om Almagt vil. - Og om den
Ei vil - o, hvem tør sige, den giør Uret?
Dens Vink er altid got og altid helligt.

LISE: Ak Svend! - Jeg veed hans gode Hierte bløder,
Ei for sig selv, men for sin Elsktes Kummer!
Jeg seer hans Øie fuldt af bange Væmod;
Jeg seer - jeg føler alt de hede Taarer!

BIRTHE: Hvad Taarer? hvad udretter vel hans Klynken?
En herlig Trøst! - Hans Graad! Ha føel vor Jammer!
Føel, at vi tabte alt - vor Flid, vor Ungdom,
Vort Haab, det sidste Glimt af Haab!

GUNILD: Forvovne!
Du lever, du est karsk, og stærk, og duelig;
Du seer din Fæstemand, og troer en Himmel;
Og det er dig, som tabte alt? Halv blusser
Min gamle Kind ved slig uskiønsom Feighed!
Hvad, om du var paa Vraget hos de Arme,
Som zittrende af Dødens Gab fremstrekke
De alt afmægtige, alt kolde Hænder
Mod Jorden og mod Himlen, og forgieves
Opløfte matte, hæse Skrig om Redning!
Hvor gierne gav de deres Skib, og om det
Var fyldt med Guld, for Pladsen, du betræder!
Betænk det vel, min Datter, og ydmyg dig
For ham, som gav dig meer, end du fortiente!
Du, LISE, kom! vi vil tilrede Davren.
(Gunild og Lise gaae.)

161

✂

TREDIE OPTRIN

BIRTHE. ANDERS. KNUD

BIRTHE: Arie.
✂ Ha føler et Hierte,
Som nages af Smerte,
Med Lyst at det slaaer?
Ah haabløse Dage,
Ah skrekfulde Aar,
Som Himlen tilreder,
Den Arme til Plage!
Ak, om den vil tage
Alt, hvad den har givet,
Da tør vi ei græde!
Men fordrer det Glæde,
At I blev tilbage,
O haabløse Dage,
O skrekfulde Aar?
Ved Tanken om Eder
Mistrøstes den Svage,
Som seer kun i Livet
Den Kummer, det spaaer!
Ha føler et Hierte,
Som nages af Smerte,
Med Lyst at det slaaer?

: Ha det er trøsteligt! - Og er vor Smerte
Da lindret strax, og er vort Tab oprettet,
Fordi vi har, jeg veed ei hvad tilbage?
Og er det glemt, saa snart kun andre findes,
Som tabte meer end vi, og haabe mindre?
Og hvad kan tabes meer? Ha det var bittert,
At røve mig den Graad, jeg har tilovers!

ANDERS: Din fromme Moder laster ei din Klynken;
Hun taaler den, endskiønt den lidet gavner.
Det er kun din Uskiønsomhed, dit Mismod;
Det er din Trods, din vrantne Trods, hun straffer.
Og bedre hun, end Himlen selv. - Jeg gyser! -
162Ak Himlens Vink ydmyger den Forvovne,
Men det forkaster, det nedslaaer en Haabløs.

BIRTHE: Du haaber da endnu? Tilgiv mig, Fader!
Du veedst det usle Garn er al vor Velfærd;
Og har du Haab, et Glimt af Haab tilbage,
O kan min Graad, kan da din Datters Taarer
Ei røre dig - at du endnu forsøger,
Endnu engang at redde det? - Før Havet
Opsluger alt. - O prøv det dog! o prøv det!

ANDERS: Jeg haaber vist - og meer, jeg veed, at Himlen
Seer tusind Veie til vort Vel, hvorpaa den
Kan styre os, skiønt vi kun see den ene.
Den kan, og uden Tvivl den vil, det veed jeg!
Selv dette Garn, hvorved dit Hierte hænger,
Selv det kan mueligt bierges ved et Under.
Men var det Guld, da vil jeg ikke vove
En Times Liv derfor i sligt et Uveir.
Viid, Mennesket er vigtigt for den Høie;
Vort Liv er dyrebart, og ei vort eget.
Det var formastelig, fortvivlet Feighed,
At vove det saa yderligt for Vinding.
Det er ei Storm og Død, men Himlens Vrede,
Jeg ræddes for. Uroest, veed hele Leiet,
Og mangen fremmed Søemand veed, om Anders
Kan frygte, hvor det er tilladt at vove.

BIRTHE: Min Fader vil da ei! - Og du, som sidder
Med Haanden under Kind - og du, min Brudgom,
Du tør vel heller ei. Ak om du elskte...
Ha Falske! var vort Giftermaal dit Alvor...

KNUD: O tie kun, tie! Jeg veed, hvad du vil sige;
At om jeg elskte dig, da var det Smaaeting,
Ifald jeg gik til Bunds engang af Elskov.
Og Roer vil jeg plante og Kartofler,
163Og grave mig i Jorden som en Muldvarp,
Min hele Levetid, ifald jeg agter
Al Havets Brag, og al min egen Fare,
For Enden af et gammelt Tov. - Men seer du,
At blive skylt, og høit - hvem veed sin Skiebne? -
Til Ære for min Møe, at maale Dybet,
Er alt, hvad jeg aleene kan udrette.
Meer kan jeg ei. - Og nu at overtale
Din Fader eller Svend til sligt et Søe-Tog,
Det vil jeg ei. - Thi seer du, om det hændtes -
Som det vel kunde treffe sig, da Søen
Gaaer høi, og Stormen staaer saa stivt paa Landet -
Og om nu Lykken var os verst, og om vi
Kuldseilede; da døde jeg af Anger,
Fordi jeg havde talt til Svend og Anders.
Ak naar jeg af og til kom op paa Bølgen,
Og saae den gamle Gunild og vor Lise,
Hvor de saa ængstelig løb om ved Stranden,
Og græd, og strakte Hænderne mod Himlen,<

Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter

JOHANNES EWALDS

JOHANNES EWALDS

📖 SAMLEDE SKRIFTEREFTER TRYK OG HAANDSKRIFTER

KØBENHAVN 1916 GYLDENDALSKE BOGHANDELNORDISK FORLAG

INDHOLD AF TREDIE BIND

CERERIS OG THETIDIS STRID.EN PROLOGUE. I ANLEDNING AF HANS KONGELIGE HØIHEDS ARVEPRINDSENS FORMÆLING

HANDLENDE PERSONER:

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

LANDSBYE-HØITIDEN. ET FORSPIL I ANLEDNING AF KONGENS FØDSELS-FEST DEN 29. JANUARII 1775

HANDLENDE PERSONER:

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

SIETTE OPTRIN

BALDERS DØD. ET HEROISK SYNGESPIL I TRE HANDLINGER. EN PRIISDIGT

PERSONERNE:

FØRSTE HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

SIETTE OPTRIN

SYVENDE OPTRIN

ANDEN HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

SIETTE OPTRIN

SYVENDE OPTRIN

OTTENDE OPTRIN

NIENDE OPTRIN

TIENDE OPTRIN

ELLEVTE OPTRIN

TREDIE HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

SIETTE OPTRIN

SYVENDE OPTRIN

OTTENDE OPTRIN

SIDSTE OPTRIN

FORKLARING OVER GAMLE, ISÆR MYTHOLOGISKE ORD OG NAVNE, SOM FOREKOMME I DETTE STYKKE

I ANLEDNING AF DEN SAL. MAD. JAKOBSENS DØDSFALD I RONDSTED DEN 1 MAY 1775

RUNGSTEDS LYKSALIGHEDER.EN ODE(1775)

ODE TIL ARVE-PRINDSEN, DEN 11. OCTOBER 1776

SØRGE-CANTATE OPFØRT PAAWALK. COLLEGII AUDITORIODEN 14 OCTOBER 1776.I ANLEDNING AF COLLEGII EPHORIHR. ETATS-RAADCHRISTIAN HORREBOWSDØD

FOR PARENTATIONEN

EFTER PARENTATIONEN

SØRGE-CANTATA OPFØRT PAACOLLEGII MEDICEI AUDITORIODEN 28 JULII 1777 IANLEDNING AF COLLEGIIEPHORI HR. DOCTOROG PROFESSORPEDER HOLMSDØD

FOR PARENTATIONEN

EFTER PARENTATIONEN

VERS PAA ET SØLV SKILDT GIVET TIL ET KONGE-BAAND AF HR. AGENT CLAESEN SOM AFGANGEN FUGLEKONGE (1777)

I ANLEDNING AF HENDES KONGELIGE MAJESTÆTS DRONNING JULIANA MARIA HØIE FØDSELS-FEST DEN 4. SEPTEMBER 1777

TANKER VED GRAVEN AF DEN UNGE JENS SANDERSCHOV (1777)

SØRGE-CANTATA VED SALIG HERR ULRICH FRIDERICH SUHMS BEGRAVELSE DEN 22 JAN. 1778

SANG I ANLEDNING AF KONGENS FØDSELSDAG 1778

OPINIONS(1778)

ET HENGIVENT ØNSKE (1778)

AFTENEN: ET FRAGMENT (1778)

ESELET OG BONDEN. EN FABEL (1778)

KLAGE-SANG OVER SKIØDEHUNDEN: MASKE (1778)

VED EN FEST PAA KRONPRINDSENS FØDSELSDAG (1778)

INDSKRIFTER VED FESTEN

UNDER FRUE CAROLINE WALTHERS PORTRAIT (1778)

INDFØDS-RETTEN(1778)

I ANLEDNING AF HENDES KONGELIGE MAJESTÆTS DRONNING JULIANA MARIA HØIE FØDSELS-FEST DEN 4. SEPTEMBER 1778

INDSKRIFT VED EN FEST I SAMME ANLEDNING

DET NYE AAR 1779

CANTATE OPFØRT VED UNIVERSITETETS SÆDVANLIGE HØITIDELIGHED I ANLEDNING AF KONGENS FØDSELSDAG 1779

EFTER TALEN

CANTATE VED JUBILEET DEN 11 MAY 1779 I ANLEDNING AF UNIVERSITETETS INDVIELSE FOR 300 AAR SIDEN

📖 SAMLEDE SKRIFTER
EFTER TRYK OG HAANDSKRIFTER

KØBENHAVN 1916 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

CERERIS OG THETIDIS STRID.
EN PROLOGUE. I ANLEDNING AF HANS KONGELIGE HØIHEDS ARVEPRINDSENS FORMÆLING

RUNGSTEDS LYKSALIGHEDER.
EN ODE
(1775)

SØRGE-CANTATE OPFØRT PAA
WALK. COLLEGII AUDITORIO
DEN 14 OCTOBER 1776.
I ANLEDNING AF COLLEGII EPHORI
HR. ETATS-RAAD
CHRISTIAN HORREBOWS
DØD

SØRGE-CANTATA OPFØRT PAA
COLLEGII MEDICEI AUDITORIO
DEN 28 JULII 1777 I
ANLEDNING AF COLLEGII
EPHORI HR. DOCTOR
OG PROFESSOR
PEDER HOLMS
DØD

OPINIONS
(1778)

INDFØDS-RETTEN
(1778)