FOR PARENTATIONEN

✂ FLYER! blege Stierner flyer! o Nat - og Himmel,
Min Vens Fortrolige, Hans Hiertes Tanke,
Indsvøb Dig i Dit Sløer, i Mulm og Taage!
Thi Mulm omspænder nu Hans skarpe Øye,
Som stirrende udforskte dine Stier,
Og fattede din Lov, og nød din Pragt -
Ak Stierners Lys er i Hans Nat for svagt.

✂ Nattens Speyder, træt at vaage,
Slumrer dybt - forhadte Hvile!
Musers Glæde, træt at smile,
Slumrer i en evig Nat -

✂ Neppe sees i Mulm og Taage,
Blegnende Pleiader svømme -
Og af hede Taare-Strømme
Blev Camoeners Øye mat.

EFTER PARENTATIONEN

✂ Men vi? - o Himmel!
Hvo veyer vore Suk? - Vor tunge Taare
Fortolker meer, end Musens Graad.
Urania har tabt en kiær Fortrolig,
En yndet Ven - og Phoebi Sønner savne
En viis Veyleders Vink - Ak vi, som tabte
Vor Ven, og vi, som savne vor Ledsager,
Vi tabte meer - Os Arme, os forlader
Vor kiærlige MAECEN, vor ømme FADER!

✂ Elskte HORRBOW! ved Din Urne
Skal WALKENDORPHS forladte SØNNER græde,
Og græde meer, end alle Pindi Slægter -
Sorg opfylder nu vor Boelig,
Som Dine Smiil har fyldt med Lyst - Vor Friestad -
Det Hegn, som Du beskiærmede, forstyrres
Af Graad og Skræk - Vor Muses Alter
Staaer eensomt uden Ild - Adspredte løbe
Gudindens unge Dyrkere - og klage,
Og HORRBOWS Navn opfylder alle Celler
Ak! - samlet vil vi græde
Ved Urnen, som har skiult vor Glæde -

✂ En Vandrings-Mand beklager
Sin døende Ledsager,
Og savner ofte sukkende
Det før saa trygge Raad -
Men Børn, hvis Bryst en Fader
Velsignende forlader,
Skal smelte bort i Graad.

✂ Og hede tunge Taare
Skal skildre Ham - Og Jorden
Skal see Ham i vor Graad - O Ven! - Dit Øye
Er lukt, vort Savn, vor Smerte -
Dog er vort største Tab - Dit Hierte!

✂

Chor.

✂ Ak, vor Ven, vort Lys, vor Glæde,
Evig skal vi savne Dig!

✂

Endeel af Choret.

✂ Ved Dit Støv skal Muser græde!
Phoebi sidste Slægter lære
Din udødelige Ære
Af Der' Raab og Klage-Skrig.

✂

Chor.

✂ Ak, vor Ven, vort Lys, vor Glæde,
Evig skal vi savne Dig!