Over Johannes Kinast
✂
MON den, som knæler for den Høye
Fornemmer Lyd af Skabningen? -
Seer han vor Jord? - og veed hans Øye,
Om Nattens Vinger skjule den.
Mon Mulm, som Støvet Gyser ved,
Kan naae den høye Sjæl, som roelig,
Seer ned imod sin faldne Boelig,
Fra Cherubimers Evighed -
✂
Ney Kinast, Ney! - I Livets Strømme,
Som rev dig bort - i Lysets Hav,
Hvor Herlighedens Soele svømme
Rundt om din Aands bundløse Grav -
I Rigdoms Dyb - I Naadens Skjød,
Kan Smertens Skygger ey opdages -
Du veedst ey, at dit Støv beklages,
Du seer kun Livet i dets Død -
✂
Din Sjæl, som Glædens Chor alt lærte
Sin underlige Harmonie
Dit varme fulde store Hjerte,
Udbrede Himlene sig i -
Hvad er din tabte Tid? - Det Gran -
I hine Svælg hvor du tilbeder -
Det Blink i Almagts Evigheder -
Det Stænk i Naadens Ocean?
✂
Mon Støvets Sysler - mon dets Glæder
De Veyrlys, som det smiiler ved,
Og mon den Dunst, hvorved det græder
Bemærkes i din Salighed -
Mon disse Klager naae til dig? -
O Salige? - Mon du fornemmer
Vort Suk blant Himlens høye Stemmer,
Og blant Udvalgtes Fryde-Skrig -
✂
Ney! - ak men vi hvis bundne Tanker
Kun flaggre lavt omkring vort Leer
Hvis Sjæl indklemt i snevre Skranker,
Kun fatter, hvad vort Øye seer. -
Vi see kun usle Levninger,
Af Kinast - af vor Ven - vor Lærer -
Det Muld som Tiden snart fortærer
Og føle dens Forstyrrelser -
✂
Hvor dybt - hvor grundløs dybt, du Høye,
Nedsank din stolte Lignelse -
Hvor mat! - hvor mørkt er nu det Øye,
Hvori din Godhed straalede! -
Er det den Mand, som var din Lyst? -
O hvem begriber, at den Gode,
At Gud, at Aanders Fader boede
I dette kolde, tause Bryst -
✂
Og disse Øyne som tilsmiilte
Vort Hjerte Glæde, Haab og Mod! -
Og dette Bryst, hvorved vi hviilte,
Og denne Haand, hvorved vi stod -
O Tanke hvor ydmyger du! -
Hvor billigt er det om vi græde! -
Og disse Træk, som var vor Glæde,
Skal Ormene fortære nu! -
✂
Og skjønt du selv varst mæt af Dage,
Og skjønt din Isses Krands var hvid,
See vi umættede tilbage,
Til din forsvundne Leve-Tid
Ak en som du - en troefast Ven -
En kjærlig Fader, og en Hyrde
Som stærk og villig bar sin Byrde -
Kan vi for sildig tabe den
✂
Hviil sødt! - hviil æret, skjult og roelig,
O elskte Støv! - Indtil din Gud,
Igjen fornyer dig til sin Boelig
Ved hans Barmhjertigheders Bud
Men vort taknemmelige Bryst
Skal gjemme paa dit Eftermæle,
Indtil og vore frelste Sjæle,
Bortrykkes i en Strøm af Lyst -