Ewald, Johannes Udvalgte digte

2
3

JOHANNES EWALD

Udvalgte digte

EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Esther Kielberg

TEKSTUDGIVELSE I SAMARBEJDE MED
Kim Ravn

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Johnny Kondrup som tilsynsførende. Nr. 892125.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1998 · ISBN 87-21-00969-4 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen på grundlag af Erik Pauelsens maleri »Johannes Ewald« (ca. 1780) og originalmanuskriptet til romancen »Kong Christian« · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro · Papir: tonet offset Avorio, 100 g, fra T.W. Papir (overfladelimet, klor-, kadmium- og syrefrit, fremstillet af bomuld og cellulose) · ISO 14001

5 6

Titelblad til Sørge-Sange i Christiansborgs Slots-Kirke den 18. Martius 1766 da Kong Frederik den Femte skulde føres til sit Hvilested.

7

Tanker i Anledning af Hr. Hans Ebbesen,
Hørkræmmer her i Staden, og
Jomfrue Christiane Benedicte Huulegaards
Mariage
(1765)

HVOR Zephyr hvislende blant tet begroede Eger
Snart deler Solens Magt, snart skiller Skygger ad;
Saa i et sagte Hvift med søde Liljer leger,
Og, da den bøyer dem, opløfter Tornens Blad -
Hvor Skovens Fløytenist snart Sørgestykker spiller,
Og byder Dyr og Træer, at agte paa sit Suk,
Snart kurrer, fløyter, slaaer; snart i afbrudte Triller
Nedfalder Gradeviis fra Slag til søde Kluk -
Hvor - Men kast Penslen bort - I Yndigheders Bolig,
Som knap Naturen selv kand treffe ret igien,
Der boede Celadon, for al Bekymring rolig,
I mættet Nøysomhed og Pagt med Himmelen.
Ey ynket, ey misundt, ey falske Venners Slave,
Ey priist af Rosifleng, ey lastet af Zoil,
Holdt han sin vise Siæl for Himlens største Gave,
Og saae til Verdens Stoy med et hoymodigt Smiil.
Lyksaligste! - mon Guld? mon Purpur? mon en Krone?
Mon Lavrbærkrandse gav din Lykke større Glands?
Ney! siger Celadon - Ney! - med vemodig Tone
Du sukker, vise Siæl! bedaares du af Sands?
Hvem er da lykkelig, naar selv den Vise knurrer
Mod Skiebnens Karrighed? - naar den Lyksaligste -
Men billigt Suk - Hør hist, hvor Turtelduen kurrer,
Og husk, at Celadon er ikke skabt af Snee,
For Cloris sukker han - O Skabnings vise Orden!
Fra Celadon til Myg vil alle parre sig.
8 Selv Adam, hellig, viis, Gud lig, Regent paa Jorden,
Er først i Evas Arm fuldkommen lykkelig.
O ædle Drift! - o Baand! - o søde fælleds Tykke! -
O Følelse! - o Liv! - tie Muse, nu om Roe,
Roes ikke Eenlighed! søg Pynten af vor Lykke,
Hvor Elskov, Overleg og Himlen samler Toe!
Jer nevner Musen ey, I alt for svage Siæle,
Hvis Drift var ureen Lyst og kort Begierlighed -
Og Satyr give dem et billigt Eftermæle,
Som har kuns Guld og Rang til Baandets Øyemed!
Men hvor en hellig Ild i rene Flammer brænder,
Som Dyden tændte op, og Døden slukker ud:
Lyksalige! - hvor To fremrakte glade Hænder,
Som sammenbandtes af Forældre og af Gud.
Lyksalig Ebbesen, som fik Din Christiane
Til Lykkens største Pant af Himlens egen Haand!
Lyksaligt Brudepar, som midt paa Dydens Bane
Blev knyttet evig fast med Elskovs søde Baand.
Skue, Muse! føl og syng om søde Turtelduer!
Siig mig, hvor dette Par? - dog, her faldt Dekket ned -
Naar skildrede en Pen saa rene Elskovs Luer?
Og hvem kand oversee saa stor Lyksalighed?
Hun fik en værdig Mand, og Han en værdig Mage.
Naturen lover selv en talrig Efterslægt.
To Ønsker har kuns Sted; thi hvad er meer tilbage,
END LYKKENS STADIGHED, OG HIMLENS VARETÆGT?
E.

9

Sørge-Sange i Christiansborgs Slots-Kirke
den 18de Martius 1766
da Kong Frederik den Femte
skulde føres til sit Hvilested

FOR DEN FØRSTE PARENTATION

UNDERSAATTERNE
Chor.

O Skræk! hvad seer jeg her? - den Mægtige i Norden
Er falden - Stille Sort, du Vidne til vor Nød,
Og du vort Suk fortæl Indbyggerne paa Jorden,
At Frederik den Femte - ach! at Han er død.
Kuns du o Himmel maae ey see os græde;
Bort Glæde bort! - vort Tab beriger dig;
Men skiælv forladte Jord! - Vor fælleds Glæde,
Vor Frederik var - ey bestemt for dig.

EN UNDERSAAT

Ach! bange Hierte,
Det er forgiæves
At du med Heftighed nedtrykkes og ophæves.
Du kan vel føle, hvad der saarer,
Du kan vel føle til din Smerte:
At skildre den, staaer ikke i din Magt.
Selv Øyet søger frygtsom Skiul i Taarer,
Og tør halvblendet ey betragte
Den Grav, hvori dets Fryd er lagt.
Og Tungen, skiælvende ved det, som Øyet seer,
Tør neppe sige sagte:
Min Frederik, Han er - ach - ikke meer.

Arie.

Ægyptisk Mørke skiulte Norden;
Afgrunden aabnede sit Skiød;
Døds-Domme brøltes ud med Torden,
Og Lynild viiste Skræk og Død:
10 Da streed jeg med afbrudte Sukke
Mod Himmelen, som vilde slukke
Den Soel, som glædte Cimbrien.
Men nu mit taareblendte Øye
Seer smagtende op til det Høye,
Nu øyner jeg min Soel igien.

Chor.

Vor Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.

FOR DEN ANDEN PARENTATION

RELIGIONEN

Som Egens tætte Skygge
Giør Nattergaler trygge
For Ørnens Kløer og Slangens Braad;
Som Plads-Regn ikke giør dem vaad;
Og Solens alt for stærke Heede
Selv ey kan trænge til der Reede:
Saaledes giorde Frederik mig rolig;
Hans Hierte var min Tempel og hans Land mit Slot;
Han skiulte mig for frække Aanders Spot;
Han skyggede for Overtroens Heede,
Og var en trofast Muur mod bittre Fienders Vrede;
Men hvem forstyrrede min Boelig?

DYDEN
Arie.

Som Klippen staaer, skiønt Bølger, Storm og Torden
Forbittred' rasend' støder, hviner, slaaer;
Som Solens Gang, og som Naturens Orden;
Kuns ved sin Skabers Almagts Bud forgaaer:
Saa stod min Frederik, min Klippe og min Styrte,
Hvem rokkede dens Grund, Jehova, uden du?

11
UNDERSAATTERNE
Chor.

Græd Dyd, men ey for dig; du giorde kuns et Bytte:
See op til Christian: din Klippe staaer endnu.

FOR DEN TREDIE PARENTATION

FREDEN

Da Vester-Havet brusede med Torden,
Og Tydsklands Bierge svømmede i Blod;
Da Ild og Luft og Hav var enige med Jorden,
At være mig, sig selv og Himmelen imod;
Da flygtede jeg hen
Til Frederik i Norden,
Og fandt udi hans aabne Arme Skiul igien.
Hans Slot var mit Paulun; Hans Navn min Ære.
Hans ædle Hierte var min Sikkerhed.
Trods blodig Lorbær-Krands stod Olie-Greenen færdig
At pryde Frederik, som han var værdig; -
Men ach! jeg synker ned,
Cypresser, ach Cypresser skal det være!

LYKSALIGHEDEN
Arie.

See du, som Slaget ikke rører,
Og døm fra det du seer og hører,
Om vores Sorrig er for stor!
See Nordens Fryd og Cimbrers Glæde
Omhyllet med et Sørge-Klæde,
Og selv Lyksalighed i Flor.

UNDERSAATTERNE
Chor.

Ja vi, som Slag og Smerte rører,
Vi sukker mere end man hører,
Og føler mere end man troer.

12

EFTER DEN TREDIE PARENTATION

VIDENSKABERNE

Kan Viisdom selv ey holde Taarerne tilbage,
Og er Fornuftens Slutninger for svage?
Har Alderdommen, har de Viises Røst,
Har selv Naturens Stemme
Og har Erfarenhed ey nogen Trøst,
Hvorved vi kan vort Tab forglemme?
Ney bryder Taare-Kilder bryder,
Og vider, at hvor Pligt og Troeskab byder,
Og hvor en Konges Død er Grunden til vort Suk,
Er Taarer selv en Ziir for Videnskaber;
Men nu, vor Frederik er det vi taber,
Nu, ach! nu er al Klage smuk.

Arie.
TAALMODIGHED

Græder Nordens Nationer;
Lader Suk og Jammer-Toner
Stige op mod Himmelen.
Flyder, flyder salte Taarer,
Slig et Tab kan fordre Graad.
Men selv Fryd var ingen Brøde,
Thi er Frederik blant Døde,
Lever Christian igien:
Og den samme Gud, som saarer,
Giver Lægedom og Raad.

DE AFSKEDSTAGENDE UNDERSAATTER
Chor.

O matte Skræk! - vi gyse - Tungen stræber
Forgiæves at oplukke vore Læber.
Forgiæves hæves Hiertet for at see
Sin Skat endnu engang blant Levende.
Fornyede Taare-Strømme blender Øyet,
Oplivet Smerte døver Sands og Siæl.
13 Vor - Gud! - vor Siæl og Hierte er nedbøyet; Vor Konge - ach - vor Fader - ach - Far vel!

DA DEN HØYSALIGE KONGE BLEV UDFØRT
Motetto med Klage-Sange.

Chor.

Job. 30,31.

Vor Harpe er bleven til Sorrig, og vor Orgel til grædendes Lyd.

Solo.

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar - stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

Chor.

Nu bæres Kongen bort til Graven.

Chor.

Begr. 5,17.

Derfor var vort Hierte svagt; derfore ere vore Øyne formørkede.

Solo.

Lad det forgrædte Øye
Sig end engang fornøye,
Vi seer vor Frederik
Ey meere. -

Chor.

Vi seer vor Frederik ey meere.

Chor.

1 Kong. 3,6.

Han vandrede for dit Ansigt i Sandhed og Retfærdighed, og i Hiertets Oprigtighed mod dig.

14

Solo.

O Ynk! - saa bær da Norden
Din største Skat til Jorden!
Op Cimbrer følger med
Og klager! -

Chor.

Op Cimbrer, følger med og klager! -

Chor.

Psalm. 145,7.

De skal udbrede din store Godheds Ihukommelse, og synge med Fryd om din Retfærdighed.

Solo.

Viis, Naadig og Retfærdig,
Dig og Din Throne værdig! -
Tag disse Navne med
I Graven -

Chor.

Tag disse Navne med i Graven.

Chor.

Zach. 11,2.

Hyyl Fyr; thi Ceder er falden - Hyyler Basans Eeger; thi den største Skov er nedfalden.

Solo.

Farvel vor Døde Glæde!
Vi kan ey meer end græde, -
Tag disse Taarer med
I Graven -

Chor.

Tag disse Taarer med i Graven!

15

Chor.

Psalm. 112,6.

En Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.

Solo.

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar - stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

Chor.

Nu bæres Kongen bort til Graven.

Tanker i Anledning af Frøken Sophia Dorthea v. Holstein's Dødsfald
(1768)

DEN Aand, for hvilken Dødelige blegne,
Mord-Engelen stoed over Cimbrers Egne -
Teutonen skialv - og Odins stolte Sønner,
Fornedrede der Helte-Sprog til Bønner -
Tie tusinde laae ved Machaons Fod -
Faae vilde viise - ingen havde Mod. -
Skioldungen selv fandt ingen Smag i Ære,
Hvortil han intet Vidne kunde være, -
I gyldne Kiæder hang den Riges Hierte
Og Slaverie var alt hvad han begierte -
Den Kiælne frygtede den kolde Jord. -
Og Frækhed skialv, thi Gud kan holde Ord. -
Det andet Tross, een Sværm af halve Siæle,
Som skilles kuns fra Fæe ved Gang og Mæle,
Krøb sagte bort, - i Haab at Kiæmpens Øye,
Saa skarpt det var, ey mærkte dem saa nøye -
Han saae dem, men udstrakte ey sit Sværd
Af alle dem var ingen Døden værd. -
16 Da saae jeg Dydens Billede fremtræde -
I Øyet spilled Majestætisk Glæde -
Ey kied af Livet, men til Døden færdig. -
Til Throner og til Herrens Alter værdig
Usminket yndig og usminket from,
Var den Heltinde, som jeg synger om. -
Men ach! - min Sang! - det matte Hierte stræber,
At trænge sig til uopladte Læber -
Lad Taarer skildre! - dybe Suk skal sige,
At knap Naturen kiendte Hendes Liige -
Men Øye tael, hvad Sorg min Pen forbød. -
Siig Himmelen! - Siig! - ach! at Hun er død.
Men du Tyran, ubøyelig ved Taarer,
Som slaaer kuns hvor du mange Hierter saarer,
Og du Barbar, som graadig til dig river
De Dydige, som Himmelen os giver, -
Siig Grunden til dit Valg! - Og hvi din Lyst
Kuns mættedes ved Blod af Hendes Bryst.
De Viise spurgte jeg, og dem, som Jorden,
Har sadt til Regler for det Heeles Orden:
Hvad Led det var i Verdens store Kiæde
Som knytter Graad umiddelbar med Glæde? -
Og hvi det kommer at hos Mennesker
Det Gode til det Onde Aarsag er? -
En gammel Harpax lever sig til Plage,
En Dydig døer i sine beste Dage. -
En Tidsel groer, - en deylig Rose falder. -
Fortred og Laster krones kuns med Alder. -
Siig du, som veedst, at alt sin Aarsag har,
Om Laster sundt; om Dyd forgiftet var?
Men Skiæbnens Børn, I Zenons viise Daarer
Opblæste smaae, som nægte Jorden Taarer,
Og os til Trøst kuns denne Sætning lære:
Nu er det saa, og saadan skal det være! -
Hvem skrev den Dom, og hvilken Moders Haand
Har knyttet sligt et ulyksaligt Baand?
Men siig Socrat, hvad Løn kan Dyden vente?
17 Er Suk og Taarer det, som den fortiente?
Tyrannen elsker Slaven som adlyder. -
Hvor var da den, som bød og straffer Dyder?
Men Mørke taler, Lov og Evighed,
Er al den Trøst, det Intet, som I veed! -
Da steeg min Siæl; høyt bag Naturens Skranke,
Blandt Evigheder svimlede min Tanke. -
Og hvor man giennem Natten glimter Straaler
Et uskabt Lys, som Cherub neppe taaler;
Der søgte min forvovne Siel at see,
De Baand, som sammenknytter Tingene. -
Forvirret trængte mit forgrædte Øye,
Igiennem mørke Virvler til den Høye. -
Her laae de Rulder, hvori Almagt skriver;
Den store Bog, som uforandret bliver. -
Jeg saae at Verdner flyede for de Bud
Som tordnede fra Bogen og fra Gud. -
Da var det, hellig Skræk betog mit Hierte
Jeg skialv. - Forvovne, siig, hvad du begierte!
Hvo var den Orm som dristig torde krybe,
Op til det Høye og besee det Dybe?
Alviisdom talte. - Almagt svarte Ja. -
Hvi taler Støv? - hvi svarer Ormen da. -
See og fortæl! - men Glædes Taarer rinde -
Jeg saae! - mit Øye kiendte min Heltinde -
Som Orion! - men tier matte Toner, -
Hun var - Hun stod, som Brud hos sin Forsoner;
Tie matte Graad! - thi heele Himlen leer: -
Og vor Heltinde græder aldrig meer. -

18

Sørge-Digt over Frue Rahbek
(1768)

O! Viisdoms Dyb! hvori Cheruber svimle,
O Vei! hvis Maal kun den Alviise veed,
Og Du, o Skræk for alle skabte Himle!
Du aldrig skaanende Retfærdighed!
Tør Støvets Broder med et dristigt Øie
See op mod Lyset? - Tør han see sin Gud?
Og tør vel Leeret trætte med den Høie,
Og spørge ham om Aarsag til hans Bud?
Ja Lys! som Englers Øine neppe taaler,
Lad min forvovne Siel beskue Dig; -
Thi bittre Taarer brække Dine Straaler,
Og Dødens Skygger giør Dig taalelig;
Min Aand er knust - det bange Hierte banker,
Og hver en Nerve føler Vredens Dom.
Hvor skal jeg da henvende mine Tanker,
Om ei til ham, hvorfra min Smerte kom?
Tie! kiælne Harpe! thi min Aand vil høre
Den Røst, som Himle flye, og Dommens Røst,
Hans Torden være liflig i mit Øre!
Og Verdener skal falde mig til Trøst -
Hist, hvor Chiddekel ned mod Træet strømmer,
Derhen, min Aand! at høre Skræk og Død;
At Naaden tordner, og at Gud fordømmer -
Hør det! og kald det Lindring i Din Nød. - Døe! Mand! saa sagde han, som skabte Jorden,
Og al Din Afkom smulre bort i Støv.
Da bad Naturen mod den strænge Torden;
Men ingen hørte - Naaden selv var døv. -
En evig Lov gik ud fra Dommens Troner,
Som selv Al-Godhed ei kan slette ud -
Hvorfor det største Offer ei forsoner,
Som dræber Alt, endog hver Jordens Gud.
Forgiæves spreller Du mod Dødens Smerte,
Og krymper Dig, naar Du skal klædes af.
19 O Mand! som glemmer Herren i Dit Hierte -
Og Du! skal døe, og glemmes i en Grav.
Forgiæves byder Croesus Millioner;
I Guld nedgravet er hans Kiød kun Høe;
Selv Jordens Guder paa de største Troner
Er Adams Slægt, og fødes for at døe. -
Forgiæves skinne jordiske Gudinder,
Som Stierner; thi og de skal slukkes ud,
Det er kun Væirlys, som i Hast forsvinder,
Og hendes Døttre, som fortørnte Gud;
Forgiæves stoler hiin paa sine Kræfter;
Forgiæves denne paa de unge Aar;
Det er ei Ting, som Døden spørger efter,
De ere Støv, og Støv er det, den slaaer.
Kan Dyder da? kan Millioner Taarer?
Kan Guld og Rang og Ungdom ei befrie?
Hvi sukker da formastelige Daarer
Mod Himmelen? og hvad begræde vi?
Vi vil - men flyder! flyder Taare-Floder?
Ak usle Trøst! som kom af andres Nød;
Høit vil jeg græde - Ak! hun var min Moder,
Hun var det - Himmel! og nu er hun død.
Men tænk ei, Jord! at jeg alleene taber,
Og Du! som elsker Dyd, og Du! har tabt:
Til Ziir for Dig, til Ære for sin Skaber,
Til Dyden og til Døden var hun skabt.
Blodtørstige Tyran! Dit skumle Øie
Saae ei paa Rosen, da Du slog den om.
Ung var hun, yndig, elsket af den Høie,
Sin Næstes Fryd, sin Skabers Helligdom.
Hun faldt! Hvi gik ei Solen her tilbage?
Hvi frelstes hun ei nogle Aar endnu?
Høit vil vi græde - billig er vor Klage.
Hvor haardt! hvor haardt! o Herre! straffer Du;
Og Du! som nu har tabt Dit halve Hierte;
Foreen Dit Suk med mit, opløft Din Røst! -
Hør den, o Jord! o Himmel! hør vor Smerte!
20 Du sendte Sorgen, send os nu Din Trøst. - -
Hvo førte mig til Trøstens sande Kilde?
Og hvilken salig Aand erindrer mig,
At den Alviise aldrig handler ilde,
Og at min Klage var formastelig?
Skal jeg uskiønsom knurre mod din Glæde?
O Salige! og sørge, naar Du leer? -
I stille Skygger sagte vil jeg græde; -
Og fælde Taarer, som Du ikke seer;
Thi var ei Himmelen Din rette Boelig?
Og hvem belønner Dyden, meer end Gud?
Der lever Du ufristet, glad og rolig,
Og Engle kalde Dig Din Skabers Brud.
Du er lyksalig - Vi, som blev tilbage,
Kuns vi har tabt ved Din Lyksalighed;
Tilgiv os da; tilgiv os denne Klage;
Og om vi længes efter samme Sted.

Et Glimt fra Tiden ind i Evigheden ved
Frue Geheimeraadinde von Schulins Hvilested,
den 18 Junii 1770

O Nat, da ey et Gran gav Gjenskin af den Høye!
Da Godhed ey fandt Støv at hvile ved! - -
O Svælg af Lys, da Herrens Øye
Kun mødte sig i bundløs Evighed!

Ufatteligt! - og Vi! - - - Hvad var vi, før Alfader
Udstrøede Verdners Sæd - en Haandfuld Gran
Indsprengt med glimrende Monader -
I dette Svælg, der var saa stort, som han? -

Nu svævede hans Aand - nu tâlte Magtens Stemmer,
Og Soele Kredse viklede sig ud - -
21 Nu blev en Jord - - og af dens Gj emmer
Opstod et Støv - OG DETTE LIGNER GUD! -

DEN EVIGE! - - DEN GUD, SOM SOLE-KREDSE PRISE,
FORDI DE HVILE I HANS HØYRE HAAND!
O Tanke, kom at undervise,
Kom at opløfte vor nedslagne Aand! -

Hvor let opsvulme vi, naar i ubrekket Orden,
Held møder os paa Held, og Lyst paa Lyst? -
Hvor let naar Himmelen og Jorden,
Adlyde Vink af Ønsket i vort Bryst? -

Da see vi kun os selv - - men mørke Evigheder,
Da selv vor Jord var ey et Gran endnu! -
Da, naar vor Sjæl bortsank i eder,
Da kom den først Al-Godheds Magt ihu. -

Hvor let nedtrykkes vi, naar mørke Himle brøle,
Og Slag i Slag paa alle Sider slaaer? -
Naar Ønske, Haab, og hvad vi føle
I Skjebnen steds en afsagt Fiende faaer? -

Da see vi kun vor Nød - men Evigheders Fader,
Og du som bødst et Støv at ligne dig! -
Hvad Himmel og hvad Skjæbne skader? -
Hvad skrekker den, som er Alfader lig?

O Tanke! Salige, hvis Tab vi nu begræde,
Du fandt dens Trøst, og Vægten af dens Bud;
At tænke paa sit Støv i Glæde -
I Modgang paa sin Lignelse med Gud.

I Jordisk Høyhed nær Gudinderne paa Jorden! -
Hvor stort, at staae ved Siden af SCHULIN! -
I Fryd! - den Mand, hvis Aske Norden
Velsigner; og hans store Sjæl var din! -

22

Ham værdig nød du da, hvad Ære sielden nyder,
Naturens Sødhed og Alfaders Fred;
Og Frugten af de reene Dyder,
Som kun bestemmer vor Lyksalighed. -

Men Lykkens største Glands formaaede ey at blende
Din Sjæl - Og i din Kreds af Fryd og Pragt
Fandt du dig selv - glad ved at kjende
Dig, din Oprindelse, og Godheds Magt.

Da kom den fæle Skye, og Slaget traf dit Hjerte.
Han døde, den som boede i dit Bryst. -
Nu overiilte dobbelt Smerte
Den Sjæl, som var fortroelig med sin Lyst. -

Dog stod du tryg ved Dyd - og det du aldrig glemte,
Erindring om den større Salighed,
Som Verd'ners Skabere bestemte
Til Støvet, som han vilde lignes ved.

Som Klippen svulmer ey ved Middags-Soelens Heede,
Og falder ey skjønt Hav og Himmel slaae,
Saa kan dit Venskab og din Vrede,
O Jord, ey rokke dem, der tænke saa.

Nu glad og tryg i Kreds af evig reene Dyder,
O Salige, forsmaaer du Jordens Lyst
Og Suk - de, som Naturen yder -
Selv Sønnens Graad kan neppe naae dit Bryst.

Du seer ham, ømmeste blant Mødre, fra det høye -
Din Efterladtes Smerte - og du seer
Med salig Vellyst i dit Øye,
At Dyd og Ømhed rundt omkring ham leer.

23

Saa synker all din Sjæl i evig evig Glæde,
Saa døer dit Øye i Algodheds Magt -
Saa smiler du mod os, som græde
Ved Graven - der, hvor kun dit Støv er lagt.

Philet en Fortælning
(1770)

Die Götter, die jetzt lachend mit euch ziehen, Bereuen ihr geschencktes Glück. -

Ramler.

ELHØY, DEN 16. SEPTEMBR. 1770

»TRÆT er min Siel - - forfulgt af Frygtens blege Skygger,
Sank den tilsidst ved dig,
Du steile Muur, som bange Kummer bygger
Imellem Haab og sig. -
See! - standser ei min Graad? - mit følesløse Hierte
Slaaer ordentlig og svagt -
Stivt seer mit Øie Trudsler, Trøst og Smerte
Med lige stor Foragt. -
Lad Dyder Haand i Haand og zittrende og blege
Gaae mit Paulun forbi! -
Lad kaade Fauner og Sirener lege
I heslig Harmonie! -
Lad Slangen hvisle Søvn og lad Orcanen brøle! -
Mon jeg fornemmer det? -
Jeg! - som forhærdet neppe meer kan føle
Mit eget Aandedret!« -
Saa var det, at Philet bedrog sig - thi hans Klage,
Og Taaren kom igien;
Og dobbelt stærk kom Smerten snart tilbage
Til Dydens ømme Ven. -
Philet var stor blant dem, som føde sig med Taarer,
Som skiælve for at lee,
24 Som see kun Jammer, lasterhafte Daarer,
Og Ulyksalige. -
»Ak!« - raabte han igien - »hvor er da varig Glæde? -
Hvor er Lyksalighed? -
Hvor er en Ting, som Dyder ei begræde,
Og ikke blues ved? -
Ophøi Dig, Du hvis Siel er nøisom, god og roelig,
Og kald Dig lykkelig! -
Ha! - viid! - den luurer bag Din trygge Boelig,
Som skal forstyrre Dig.« -
Her overiilte Harm den fromme Sangerinde. -
»Vaagn af din onde Drøm,
Forvovne«! - raabte hun - »At Sandhed vinde,
Kom! - Følg mig, see og døm!« -
En Kreds - - - Men Iris laan mig Farver til en Scene,
I hvilken Smertens Ven
Forglemte sig! - Laan mig din Ild, Camoene,
At jeg maae skildre den! -
En Kreds af sølvgraae Mænd fandt en ærværdig Hvile,
Hist, hvor vor glade Tid
Har seet Naturen saa fortroelig smile
Mod Viisdom Konst og Flid -
Hvor Elhøy reiser sig, og stolt og venlig byder
Den trette Vandringsmand,
At undre sig paa hvert et Træ, som pryder
Det nyelig skabte Land;
Der laae de - reene Smiil brød frem af hvert et Øie,
At stride mod Philet;
Og tvang hans Suk, og syntes at fornøie,
Blot ved at blive seet. -
Thi Elhøys Top er ei saa smuk, naar Solen daler,
Og venlig kysser den;
Som Nøisomhed og Sielens Hvile maler
Hvert Træk af Alderen.-
Langt borte hylede Bacchantens vilde Glæde,
Og langt fra dette Sted
Skreg Overmod, - men Viisdom var tilstede,
25 Og tryg Fortroelighed. -
Og du, de Viises Steen, som alle Daarer søge,
Ved Vold og Sviig og Konst;
Snart under Trældoms Aag, snart ved at spøge,
Og alletid omsonst;
Lyksalighed! - din Glands nedlod sig at besiele
Et kun uskyldigt Folk;
Hvis jævne Træk, hvis uafmaalte Mæle
Var nøgne Dyders Tolk. -
En kaldte smilende sin Ungdoms Sveed tilbage,
Og syntes ung igien. -
En anden saae til sine sidste Dage,
Og priiste Skaberen. -
En sang sin Helbreds Lov - En viiste stolte Mærker
Af et arbeidsomt Liv -
En fandt i Konst - En i Naturens Værker
Et værdigt Tidsfordriv. -
Snart taug den hele Kreds, imedens en forklarte,
Besielt af himmelsk Fryd,
Hvor naadig Gud i Nødens Tid bevarte
Ham eller og hans Dyd. -
Snart slog man Haand i Haand forundret ved at høre,
Hvor farlig Krigen er;
Hvor meget ont dog Mennesker kan giøre
Mod andre Mennesker. -
Snart saae man halv med Frygt til hine Trængsels Dage,
Og man bespurgte sig,
Om Trældom ei kan kaldes Lande-Plage,
Saavelsom Pest og Krig? -
Saa kom et Glædes-Raab - »O lykkelige Tider,
Hvori vi leve nu! -
O Gud!« - saa raabte man - »Gud, som omsider
Kom sine Børn ihu!« -
»Hist« - stammer een, som taus alt længe havde peget -
»Hist bag ved Stakkene,
Opreiser jeg mit Huus - det er mit eget,
Alt, hvad i der kan see.« -
26 »Hist« - er en andens Svar, og af de blege Kinder
Sneg sig en Taare ned -
»Hist boer min Søn - min elskte Søn, og finder
Sit Leve-Brød i Fred.« -
»Gud« - raabte man igien - »det Godes Giver høre
Vor Bøn, og lønne Dig,
Du store Mand, hvis Lyst det var at giøre,
Vor Stand saa lykkelig!« -
Saaledes kom Natur, Uskyldighed og Glæde,
Usøgt til hvert et Bryst,
Og hver en Mund - I en usynlig Kiæde
Hang Lyst ved anden Lyst -
Men rundt omkring dem loe Naturen - Stolt udbreder
Den her sit Seiers-Tegn,
Sin Rigdom; og dens unge Herligheder,
Groe stærkt i Elhøys Egn -
Lad andre synge dig, guddommelige Orden,
Dig altings Skabere,
Som her frembyder hver en Skat i Jorden
Til de Lyksalige! -
Den Viise forske blant de skiulte Drive-Fiære,
Som bragte dig i Gang,
Arbeidsomhed! - og synge dig til Ære
En oeconomisk Sang! -
Thi Vellyst bandt min Siel til hine grønne Høie -
Vær mig et helligt Sted,
O Plet, hvorfra Philets henrykte Øie
Fandt Jordens Herlighed! -
Et rudret grønt med Guld igiennemvirket Teppe,
Som jævnt udstrakte sig,
Bar dig, Naturens Skat - det syntes neppe
At kunde bære dig -
O Frugt, og anden Frugt, og hver med Forskiel prægtig,
Som holdt og fordrede
Den hele Siel! - O Skabning, som almægtig
Omstøber Hierterne! -
Snart vandrede Philets umættelige Øie
27 Langs med en kroned Rad,
Af Skovens unge Børn, som venlig bøie
Sig sammen - Blad til Blad. -
Snart trængte sig et Lys, forbi den tette Skygge,
Og pegte myndig paa
En talrig Hiord, som pustende og trygge,
Og dybt i Kløvret laae. -
Her sneg sig et Christal, forfulgt af Solens Straaler,
Bag ved et Bierg af Høe;
Og hist forsøgte Lilljer og Violer
At skygge for en Søe. -
Her stod endnu og hist endnu en enkelt Trave,
Ei for sin Ringhed glemt
Af Eieren, som sildig først kan have
Sin store Forraad giemt;
Men til et Vidnesbyrd for dig halvgyldne Slette,
Som synes nu saa bar,
Gav Hændelsen Philet det Vink at giette,
Hvor stor din Rigdom var.
Dog agter han det ei; Thi bag ved Sletten leger
En Flok af kaade Lam,
Rundt om sin Væder, som forgieves bræger,
At den skal følge ham. -
Nu triple de - hvor hist den tynde Røg opstiger,
Hist under Skyggerne
Veilede de Philet, som henrykt sniger
Sig med de Skiertsende. -
Dog glemmer han dem snart - En net, ukunstled Boelig,
Beqvem og vel forseet
Med Alt, og varig bygt, og reen og roelig,
Henrykker nu Philet. -
Her saae han Nøisomhed hos Velstand - Flid og Orden,
Hos dydigt Tidsfordriv -
Og dig o Fred - »O!« - skreg han - »har da Jorden
Et saa lyksaligt Liv?« -
Alt trak den mørke Skye sig langsomt fra hans Øie,
Som stivt og aldrig met
28 Forfulgte hver en Skiønhed, som den Høie
Tilbyder Mennesket. -
Han fløi fra Gaard til Gaard, som her adspredte dele
Opmærksomhed og Lyst -
Snart kom et Hegn, en Lund, og snart det Hele,
Tilbage til hans Bryst. -
»Nei« - raabte han tilsidst - »Nei, lykkelige Gamle,
I, som en Drøm, maaskee,
Her - og just her? - i Dag har vildet samle
Til min Forvirrelse! -
Jeg veed - Jeg føler det, at Jordens største Glæde
Er Ufuldkommenhed. -
Tilstaaer mig, hvad det er, som I begræde,
Og hvad i skielve ved«! -
»Vi? - - -« svarte man - og en, udmærket ved sin Alder,
Begyndte strax igien:
»Glemt er det Ord, som du tilbage kalder,
Du Smertens mørke Ven. -
Tre Vintre var det nu - Da saaede vi med Smerte,
Og høstede med Graad -
Da skalv vi - Frygt tillukte selv vort Hierte,
For Haab og Hielp og Raad. -
Thi Trældom var vort Liv, og Tidsler bar vor Ager,
Og selv Velsignelsen
Forsvandt som Dug - Vi skreg - og vore Klager
Fandt ingen mægtig Ven.
Men hist! - det store Huus - der - tæt ved hine Rader
Af Træer - der boer en Mand -
O Gud! - og hvilken! - Armods Ven og Fader,
Skiønt af saa høi en Stand! -
Han - see min Taare nu! - han er, som alle sige,
Og, som vi let kan see,
Saa stor, - saa vigtig for det hele Rige,
Som her for Bønderne -
Først, ypperst, viisest og oprigtigst i at raade
Til Landets Gavn og Lyst;
Og stor i Guds og i Monarkens Naade,
29 Og i de Danskes Bryst. -
Ei Pragt - Ei Ærens Tegn forblinde mig - Desværre,
De pryde faae, som Ham. -
Thi ak! hvor mangen vel saa prægtig Herre
Giør sine Klæder Skam! -
Dog Magt at giøre vel, som Himlen her forener
Med Lyst - er, som jeg troer,
Saa vigtig, at den Beste først fortiener
Ved den at kaldes Stor. -
Men elskte Billede! - hvorhen? - hvor langt bortriver
Du dog min hele Siel? -
Hvad er min Roes? - Ak! - dens Undskyldning bliver,
At jeg har meent den vel.« -
Her taug den sølvgraae Mand, og saae sig om at nyde
De andres tause ja -
Og fandt den Tanke, da han saae det flyde,
Som han begyndte fra. -
»Troe mig, o Fremmede, den Graad du seer er Glæde«! -
Saa brød han ud igien -
»Af Nød og Sorrig kan vel ingen græde,
Som har saa stor en Ven. -
Thi taalte han det? - Han! - som neppe saae vor Klage
I vort tillukte Bryst;
Og dog halv trakte os til bedre Dage,
Og tvang os til vor Lyst. -
Viid, at det Land du seer var fordum vilt og øde,
Endnu halv skiult i Vand -
Hin store Strækning med den rige Grøde,
Var Kiær og Mus og Sand. -
Uorden, vor Tyran, opslugte Sæd og Møie -
Og, hvad den levnede,
Var andre nok, som med et graadigt Øie
Alt aad i Tankerne. -
Alt Mod - alt Haab forsvandt - Thi om og en utretted
I Flid var Bien lig;
Da gik det ham, som den, der bliver mætted,
Men samler ei for sig. -
30 Den søde Pligt, som man saa sielden overgiver,
Den græd - den skialv vi ved. -
»Din Arv, min Søn« - saa skreeg vi - »ak! - den bliver
Vor Ulyksalighed.« -
Men hist oprandt vor Soel - hvor god og viis og mægtig
Kom han vor Nød ihu! -
Dag, da vi saae ham først! - hvor glimrende! - hvor prægtig -
Hvor hellig er ei du! -
Thi med en vældig Arm omdannede han Jorden,
Og trak dens Skatte frem,
Og Væld af meer - og satte varig Orden
Til at indhegne dem -
Nu saae han smilende vor Glædes Grundvold færdig,
Og saae sig lykkelig. -
Endog i det sin store Skaber værdig,
Som skaber ei for sig. -
»Beboer den,« sagde han, »og eier den og nyder
Dens Frugt i varig Fred! -
Og Godhed giv, at eders Afkom fryder
Sig ved dens Herlighed!« -
Saaledes, skumle Nat forsvandt du fra vort Øie! -
Vi see fra denne Tid
Kun Haab, som steds' velsignes af den Høie,
Og aldrig skuffet Flid. -
Nu glæde vi os ved, langt fra, som før at grue
For Efterkommere,
Som Mangel ei, og Trældom ei tør true
I slig Beskiermelse. -
Hist boer den store Mand, som vil og kan beskytte
Vor Velstand og vor Fred. -
Han er det! - Han! - Vor Grundvold og vor Styrte! -
Hvad skal vi skielve ved?« -
»Ja!« - skreg Philet - som taus alt længe havde grundet,
Halv glad, halv skamfuld her -
»Der er Lyksalighed - Ja - Du har vundet,
Drøm, eller hvad du er! -
Jeg kiender ham - Vor Smags - de bedre Sæders Fader,
31 At i hans Naboe-Lav
Er ingen Torn, og ingen Urt, som skader,
Og ingen aaben Grav.« -
Nu overlod han sig til hele Kredsens Glæde -
»Bort« - smiilte han - »med dig! -
Bort Heracliters Grille! - bør jeg græde,
Hvor en er lykkelig? -
Men hist! - hvo kiender den, som iler hist og stønner,
Og tit slaaer Haand i Haand? -
Han græder - er det en af Landets Sønner? -
O Glæde styrk min Aand! -
Damoet! - - hvad er din Graad?« - - men ak, og ak vor Fader,
Var alt det Svar man fik - Nu kom han - »Ak - vor Græve - Han - forlader« - - -
Og Røst og Sands forgik. - Taus, som en Findlandsk Nat, og mørk blev Glædens Scene -
Nu kom et hylende - Nu flyede den bestyrtede Camoene,
At skiule Taarene. - »Hvad?« - skreg Philet - »o Haab! - Dit sidste Glimt forsvinder! -
Mon jeg begræder det? - Jeg! - som afmægtig neppe mere finder
Mit svage Aande-Dret!« -

Passions Oratorium, opført af det saa kaldede Raadhuusstrædets Musikalske Selskab
(1771)

Corus.

SLUTTER Forbund mod den Fromme,
Støvets Synd og Almagts Domme,
Himmel, Jord og Helvede! -
Spotter Frekke, raser Blinde!
Stille skal vor Taare rinde
Ved dit Kors, du Frommeste! -
Da Capo.

32
MARIA

Nei! - stille Taare hold kun op at rinde! -
Du lindrer - du berøver mig min Smerte -
Heel vil jeg føle den - heel vil jeg drikke
Din Kalk, o Gud! ... o strænge Gud! ... og døe -
Med Bitterhed har Herren fyldt mit Bæger -
Med al sin Skræk min Siel - o frels - o dræb mig! -
O mig, den ulyksaligste blant Mødre! -
O Søn! - o meer end Søn! - Du døer! - o dræb mig! -
Du døer! - og Gud! - saa jammerligt? - saa haanligt? -

Aria.

Vink af Skræk, som snart forsvinder! -
Dolkstød, som man neppe finder! -
Død! - o kom at frelse mig! -
Ved hvert Pulsslag fandt mit Hierte
Al din Skræk og al din Smerte,
Ei den Roe, som følger dig. -

JOHANNES

Du saligste! - ynkværdigste blant Mødre! -
Dog har mit fulde Bryst og Rum til Medynk? -
Min Ven .. min Broder .. meer end Ven og Broder -
Min Lærere - min Gud - mit Haab - min Frelse -
Min - ak de dræbe ham! - han selv vil døe -
Han kalder ei sin Faders Legioner -
Svagt slaaer det alt, det kierligste blant Hierter,
Hvorved jeg laae og følte himlisk Vellyst -
Alt spiller Døden paa de reene Læber,
Hvis mindste Lyd var Hellighed og Viisdom -
O Juda! - o min Synd! - o Støv! - o Almagt! -

Corus.

Skal Hævnerens Forbandelse
Fortære den Retfærdige? -
Sin Ven vil Jorden dræbe,
Klag Himmel, klag! - og hyl o Jord! -
33 Men du vor Smerte skab dig Ord,
En Lyd paa Støvets Læbe.

JOHANNES

Det er fuldbragt - og hvad? - Afgrundens Verk! -
Død er han! - Ondskab - Helvede, du vandt! -
Men see din Gierning blinde Hob, og skielv,
Og hyl, og flye, og fald, og døe af Skræk! -
See din Velgiørere! - Hvad har du giort?
Død er han nu - dog hvilken himlisk Magt
Var i hans sidste Ord: Det er fuldbragt? -
O Frelsens Verk! - o Liv, hvorom han talte! -
Dag, som Propheter saae! - Haab! - Dog, jeg svimler -
Ak er han ikke død? - Hvor er da Frelse? -

Aria.

Glimt af Haab brød neppe frem,
Førend Natten skiulte dem,
Smerten kom tilbage;
Smerte, som fortærer mig,
Ingen Nat skal skiule dig! -
Evig vil jeg klage! -

MARIA

O Søn! - du fromme, var det ei hans Ord? -
Han kaldte dig min Søn, og mig din Moder -
O Søn! - kom! - dog tilgiv mig dette Suk! -
Du veedst mit Tab - du er ei stor, som Jesus -
Kom! - ei med Trøst - men kom med al din Smerte
Her op til dette følesløse Bryst! -
Laan mig din Graad! - Lær mig din høie Klage! -
Fortæl mig! - er han død? - bør Miriam græde? -

Corus.

Uskyldig var du, god og kierlig,
Og viis, og stor i Magt, og herlig,
Og himlisk, og guddommelig. -
Din Død er nok til Frommes Taarer -
34 Vi, som Natur og Venskab saarer -
Vor Graad er ikke nok til dig. -

JOHANNES

O fandt du det! - et Glimt - en salig Straale
Adspreder meer og meer de mørke Tanker -
O Miriam! - i mit piinte Bryst er Vellyst -
Jeg veed ei hvad - jeg seer ham død - og haaber. -

MARIA

Ja - jeg tilstaaer det - længe streed mit Bryst
Mod Følelser - O, tør jeg nævne Lyst?
Og dog - nu kalder jeg hans Ord tilbage -
Og hvad er det, som leder min Erindring? -
Og styrker den? - og helliger min Tanke? -
Og peger paa den evige Forsoning? -
Paa Juda Løve? - Gud! - mit Syn er Vellyst! -
Min Sæd skal sønderknuse Slangens Hoved. -

JOHANNES

O evig, evig naadig er den Høie,
Som viiste dig et Glimt af Saligheder! -
Og jeg har seet - o saligste blant Mødre! -
Og jeg har seet den Tempel bygt igien,
Som han nedbrød - og jeg har seet min Ven
I al sin Guddom - og med Seier kroned -
Og ved mit Bryst - og Jordens Synd forsoned. -

Aria.
MARIA

Stort er den ømme Moders Hierte,
Stort til en falden Engels Smerte,
Og stort til gode Aanders Lyst. -
Men hvem er stor, som Frelsens Moder,
Og blander Mørkets Svovel-Floder,
Med Glædens Kilder i sit Bryst? -

35
JOHANNES

Dyb og usporlig er den evig Gode,
Men Verd'ner hvile paa hans Vink om Naade -
Et Glimt af Haab fra Gud er evig Glæde -
Hvad er da Støv, at det forvovent knurrer,
Saasnart det, fremmed paa hans Vei til Glæde,
Ei overseer hans Raad og Himlens Vellyst? -
O Salige! - selv i din Jammer salig! -
I Støv - i stille Andagt vil vi vente
Paa Glædens Soel - paa den, hvis Morgenrøde
Oprinder alt - paa vor - paa Jordens Frelse. -

Corus.

Haab og Fryd og Frelse flød
Af vor Skræk og Hævnens Domme;
Og forundret fandt den Fromme
Livet i sin Jesu Død. -
Evig, evig, vil vi prise
Dig, hvis Død vi leve ved;
Dig, du Hellige, du Viise,
Du bundløse Miskundhed! -

Ønske til Jomfrue Cecilia Wormstrup,
paa Hendes Fødsels-Dag

FRYD, som Dydige kun smage,
Skiønhed, som ey Aar betage,
Mange og u følte Dage,
Og et evig helligt Ja,
Af en kiær og værdig Mage
Krone dig CECILIA! -
Ingen Vellyst, Ingen Smerte,
Ingen Smiger naae dit Hierte! -
Viisdom styre dine Tanker
I en klog Uskyldighed! -
36 Godhed være selv det Anker,
Som din Skiæbne hviler ved! -
Elsk den Arme! - Ynk den Rige! -
Søg kun Venskab med din Lige! -
Selv vær nøysom muntre Pige! -
Skiærts og syng og dants og spil! -
Og lad alle Daarer sige,
Dem til Haanhed, hvad de vil! -
Skye den Kummer, som fortærer! -
Klag ey strax naar lidt besværer! -
Tænk og føl, før du begiærer! -
Og Algodhed svare da:
Ja! - - - - Ja! -
Fryd, som Dydige kun smage,
Skiønhed, som ey Aar betage,
Mange og ufølte Dage
Og et evig helligt Ja
Af en kiær og værdig Mage
Krone dig CECILIA! -

Recitativ og Aria, siunget den 18. Maj 1771, da det Musikalske Selskab for denne Vinter ophørte

Recitativ.

NATUREN smilte - See! - dens Haardhed smelter
O Soel, for dine Straalers Magt -
Men alle Skovens Sangersker, og alle
Som Godhed gav en Røst - en Lyd til Glæde,
Opløfte sig til Sang om Solens Seier
Og om Naturens underlige Skiønhed -
Og alle Hyrderne, og Landets Døttre
Istemme Glædens Sang, med vilde Toner -

37

Arioso.

Yndige Natur, vi glemme
Tone-Kunstens Lyst og Tvang,
Naar Hyrdindens glade Stemme
Blander sig med Lerkens Sang -

Recitativ.

Og Harmonie! - og du! - og jeg forstummer! -
Thi ensom er jeg - de som elskte mig,
Og de, som hørte paa min Sang, forlod mig,
At glæde sig ved Solen og Naturen -

Aria.

Gylden er, o Kunst, din Lenke,
Men for tung for det vi tænke -
Men for svag til at indskrenke
Hiertets høie Følelser -
Gienlyd, af de Danskes Ære! -
Gienlyd af Velgierninger! -
Sang! - ukunstled skal du være,
Som det Bryst, hvis Tolk du er. -

Da jeg var syg
Beatus ille, qui procul negotiis - Horat:
(1771)

LYKSALIG Den, som langt fra Verdens Larm,
Er ikke riig - ey heller alt for arm
Hvis Siel kan uforstyrret tænke sig,
Og Væsenet, som den bør være lig!
Er Daarens Tilraab - Ærens tomme Skal,
Er Dynger af et glimrende Metal
Er gyldne Lænker - er en kronet Træl
Er Verden os saa vigtig, som vor Siæl?
Hvi sank din stærke Siæl afmægtig ned,
Du første Mand - dybt - til Ustadighed?
38 Hvi stodst du ikke stærk ved Almagts-Haand?
Hvi kom Adspredelser til Viisdoms-Aand?
Thi kun Adspredelser var Siælens Død,
Ved Vredens Røst blev Tankerne forstrød
Nu rave de forvildede omkring,
Blant gode og blant skadelige Ting.
Siel hold din Salighed! - nu har du den!
Men Støvet kalder dig fra Himmelen!
Chimæren sluger Støvet, som du saae!
Nu veedst du selv ey hvad du tænker paa!
Ak! - naar min Andagt - naar min Bøn er varm,
Naar jeg opløftet - høyt - i Naadens Arm,
Udbreder Gud - og føler himlisk Lyst,
Hvi kommer da Dorine til mit Bryst?
Og naar jeg fandt den rene Kierlighed
Den Ild, som ingen Viis tør rødme ved,
Hvi river da en Tanke af Homer
Min Siel fra den Helene, som jeg seer?
Ak! stadig var vor Tanke god og viis,
Og Sielen fandt - og blev i Paradiis!
Thi Eftertanken kiender Salighed
Den finder den men hæfter ey derved.
O Adams Barn! - o ulyksalige!
Hvi søger du da selv Adspredelse?
Hvi svimler du? - See Strudelen! - og skielv!
Betænk! - hvad er saa kostbart, som du selv?
Lyksalig den, som ey den vilde Klang,
Af fulde Glas - og ey Sireners Sang
Ey Guldets Troldoms Røst - ey Klirrende
Af Mordrisk Staal, og ey Herolderne
Ey falske Venners Hvislen - Usles Graad
Kiedsommeliges Gaben - Daarers Raad
Ey stærke Fienders Brøl - ey Svages Skrig,
Berøver Gud - og Lyst - og Sands - og Sig!
Velkommen Gift, som raser i mit Bryst!
Velkomne Harm, som reent fordrev min Lyst!
Og Mangel - du som togst min sidste Ven,
39 Velkommen! - thi du gavst mig, Mig igien.
Som Skaberen kun henter Fryd af sig,
Og uden andres Hielp er lykkelig;
Saa skal jeg ære Ham - og føle Mig
Og glemme Roes - og Guld - og Brøl - og Skrig!

Paa Kongens Fødsels-Dag
1772

VELKOMNE Dag! - og stor blant Nordens Dage!
Og dobbelt stor, og altid meer velkommen
Jo tiere du kommer glad tilbage! -
O Dag, som stolt fortæller dine Brødre,
At det er dig, som skiøn med himlisk Pragt,
Og rig, og mægtig nok ved Godheds Magt
Kom at fornye Velsignelsernes Pagt
Med Norden - og at du har givet
Den Lyst og Haab - dens Store CHRISTIAN Livet! -
Stor er din Roes, o Dag! - og høi og hellig,
Og mægtig er din Vellyst over Cimbrer,
Og drukne giør du dem til Sang og Spaadom!

Til Alfaders Throne trænge
Sikkre Suk fra Danskes Bryst:
CHRISTIAN leve! - leve længe! -
Himlen, os, og Sig til Lyst!

Og har ei Straaler af din Pragt og Glæde,
Har Gienskin af din Roes ei naaet mit Bryst? -
Opfyldt det? - og opvarmet det til Sang? -
Og Ønsker? - mærk, du elskte Chor, og følg
Din Sangerindes Bøn! - og JULIANE -
Og FRIDERIK! - styrk den! - og hør den, Himmel!
40 Stor skal Nordens CHRISTIAN være,
Stor i Viisdom, Magt og Ære,
Stor i Undersaatters Bryst!
Haand i Haand i Thronens Skygge,
Troe, lyksalige og trygge
Skal Hans Børn udbrede Lyst!

Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav
(1772)

HER traf han mig - Her i mit fulde Hierte
Fandt jeg den dødelige Piil - -
Kun skrækkelig for Børn! - kun følt af Daarer! -
Seer mig Forsagte! - Seer, om spildte Taarer
Vanære mig! - jeg fandt den uden Smerte,
Og maaler Saaret med et roligt Smiil. -

See, var det ei til Saar, at evig Orden
Bestemte Dødeliges Bryst? -
Den kloge læger dem - men kun den svage
Opirrer dem til Smerte ved sin Klage.
Afvende - svække Taarer Almagts Torden? -
Tilbagekalde Suk forsvundet Lyst? -

Selv denne Kulde - dette Iis, som sniger
Her op til Hiertet med mit Blod -
Det hærder mig - at Solen rødmer - graaner -
At Jorden vakler - flyer - at Livet daaner -
Det smerter ei - og dette Suk, som stiger
Dybt af mit Bryst, er Vidne til mit Mod.

Død ... ARNSBACH død! ... Dag, som saa tavs frembryder,
Du har ei fundet Ham igien! -
Tom er du Dag! - o Du, som var min Glæde
Hvor er du? - ak! - men tie du Drift at græde! -
41 Men siger mig, o I, hvis Taare flyder,
Er Han da død, og har jeg tabt min Ven? -

Saa, at det ædleste, det beste Hierte
Slaaer ikke - evig ikke meer! -
Og Dyd skal aldrig - Gienskin af den Høie
Skal aldrig straale fra det brustne Øie! -
Hvad vil du Taare? - Tie du Tolk af Smerte! -
Kan Suk besiele Mennesket af Leer? -

Ak, kunde Graad, og blodig Graad oplive
Min ARNSBACH! - Asken af min Lyst! -
Men nei! - den Død, som intet kan forsone,
Har alt opreist sin skrækkelige Throne
I Venskabs Helligdom - hvo kan fordrive
Tyrannen af det elskte ... kolde Bryst? -

Nei kun forgieves - kun forgieves flyder
Den hede Graad - forgieves slaaer
Mit Hierte høit - ha nei! - Hvi vil jeg græde?
Nei, synge vil jeg om min døde Glæde! -
Kitharren skal fortælle ARNSBACHS Dyder,
Og tale om Ham med det sidste Aar.

Men reen og høi og ædel skal du være
Min Sang! - saaledes var min Ven -
Hver Følelse - hver Tanke saae man blinke
I rene Smiil - Skiøn, uden Sløer og Sminke
Var ARNSBACHS Siel - usmittet som Hans Ære,
Og aaben for enhver som Himmelen. -

Høi var Hans Siel, og rolig, og fornøiet -
I Fare kiek - i Modgang mild -
I Medgang stærk - i Skygge og i Flamme,
I Venners og i Dødens Arm den samme -
Saa stod Hans Dyd, som Klippen staaer ubøiet
I Storm - og smelter ei ved Solens Ild -

42

Og ædel var Han - øm ved fremmed Smerte,
Betænkt paa Ubekiendtes Vel -
Til Trøst, til Raad, til Rædning altid færdig -
Og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig -
Selv svages Feil fandt Medynk i Hans Hierte -
Men Dyd var ene mægtig i Hans Siel! -

Hvad vil du Taare? - nu, da Sang opliver
Min Lyst? - vil du da qvæle den? -
Hvi svækkes Harpens Lyd? hvi døer min Stemme? -
Syng høit! ... at andre Slegter maa fornemme
Hans Mod, som Christen og som Helt - Hans Iver,
Som Undersaat, som Broder og som Ven! -

Syng om enhver af de forsvundne Dyder! -
Men ak! - men Angst har qvalt min Aand! -
Død er Han - død ... dog vil jeg ikke græde -
Algodhed tog Ham - syng om salig Glæde! -
Syng høit! - men Hiertet smelter - Taaren flyder -
Og Harpen falder af den svage Haand! -

Haab og Erindring
(1772)

HOLD paa dit Nu, min Siæl! Forsøg at smage
Det Øyeblik, som er!
O, bind det Flygtige, hold det tilbage
Med stærke Følelser.
O dette! - det er stort - og reent - ublandet
Med Kummer - varmt af Dyd!
Mon Tidens Fader sender dig et andet
Saa svangert af hans Fryd?
O grib, o føl det, førend det forflyder!
Udbred dig! Hviil derved!
Er Skyggen ævig alt, hvad Siælen nyder,
43 Af sin Lyksalighed? -
Hvi skal den ævig haabe og begræde
Sit Gode, - Det den har?
Og kun barnagtig lege med den Glæde,
Som kommer, og som var?
O føl den selv! Her er den! - Hvor? - Forsvundet,
Opslugt er Glædens Nu!
O Lyst! - O Drøm! - O Siæl, hvad har du fundet?
Og hvad beholder du?
Dit store Øyeblik! - Hist see det svømme
Et ubemærket Gran
Blant Milioner, blant de ældste Drømme
I Intets Ocean!
Alt neppe kiendt fra det, som ey har været,
Fra drukne Skialdres Digt,
Udstødt af Skabningen! opslugt! fortæret!
Uigienkaldeligt!
Døe da! - Og selv det falske Gienskin vige,
Det, som fortryller mig!
Thi, ak! Mens jeg betragter det, bortsnige
Titusend' andre sig.
Mød, stands dem! - Men de glide, smutte, bruse,
flye, storme, lyne bort!
Selv til at sees, at nævnes af min Muse
Er Glædens Liv for kort.
Ja, kundskabgridske Siæl, dybt af din Dommer
Nedelted i dit Leer,
Kan du kun see din Vellyst, før den kommer,
Og naar den er ey meer?
Ak! Det Minut, som var betroed at bære
Vor Rigdom i sit Skiød,
Er først, naar det skal holde op at være!
Dets Fødsel er dets Død!
Det smiler, naar det sendes af Alfader
Betynget til vort Bryst,
Det nærmer sig - og flyer! og efterlader
Kun Skyggen af sin Lyst.
44 O HAAB! og du ERINDRING! - Thi kun Eder
Betroer den Ævige
Magt at tilveye Støv Lyksaligheder
Og himmelsk Følelse;
Velgiørende Gudinder! I, som mætter
Den fangne Siæl med Lyst,
O kommer da! og iler, og opretter
Et Tempel i mit Bryst!
Thi ak! mit Hierte higer efter Glæde,
Høyt slaaer det, svulmende,
Mod Lyst, mit Øye frygter for at græde,
O kommer, Himmelske!
Thi Myrthekrandse kan min Muse binde, -
O snart! hvad tøver I? -
Thi høye Hymner har min Sangerinde,
Og Harpers Harmonie.
Bort, ZADOKS sorte Børn! og bort, NERONER!
Og Smertens usle Træl,
Bort HERAKLIT! Forsvind! Thi Haabet throner
I min opfyldte Siæl.
O Riigdom! - Viid dig ud, mit Bryst, at fatte
Den alforherlige
Cherubers Lyst, og andre Verdners Skatte,
Og - Verdners Skabere!
O, hvilket Støv er Guld! - Hvor hastig falmer
Den stolte Daphnes Krands,
Og Epheu, og de seyerrige Palmer
Ved min Gudindes Glands!
O Glands! O Hav af underlige Straaler!
O Svælg af Salighed!
Synk i min Siæl! - heelt! - hvad den ikke taaler,
Det skal den smelte ved!
Thi dig, du Himlens Datter, er mit Hierte,
For ævig helliget:
Og ingen Skye, og intet Spor af Smerte
Skal meer formørke det.
45 Selv, dybt i Mulm, nedtrykt af Himlens Vrede,
Skal dog mit høye Raab
Fremkalde dig af Natten, og tilbede
Din Salighed, o HAAB!
Og dig, ERINDRING! Dig, hvis Smiil omhyller
Den forbigangne Lyst
Med Liv, med Pragt, som ævig nye fortryller
Det aldrig mætte Bryst:
Og dig, som raader for den Graad, som flyder
Saa smeltende, saa reen,
Saa himmelsk ved et Glimt af høye Dyder,
Ved Heltens Bautasteen,
Og ved Velgierninger, og selv ved Smerte,
Ved andre Tiders Skrig, -
ERINDRING! Hekatomber skal mit Hierte
Med Lovsang bringe dig!
Skiøn er du! Stor! Din sølvgraae Tinding pryder
Glands af den Ævige,
Du! Haabets Moder! du - og du tilbyder
Cherubers Følelse!
Men tryg, men elsket, som vort Ildsteds Skygge,
Kiendt, som en Moders Røst,
Men mægtig er din Glædes Lyd; vi bygge,
Vi hvile ved din Trøst.
Og vil jeg bygge - Templer i min Hytte
Trophæer i min Vraae,
Og for ved den, skal paa en dorisk Støtte
Den nøgne Sandhed staae. -
Med Elysæisk Pragt - Ney! bort I Drømme!
Thi paa barbarisk Viis
Skal, (frygt kun ey) skal ingen Lethe strømme
Nær ved mit Paradis.
Og ey det mindste Glimt skal giftig Slummer
Udslette af mit Bryst:
Ey selv et Gienskin af forsvundet Kummer;
Thi dette selv er Lyst.
46 Kun Nag og vrantne Fiender vil jeg glemme,
Du Giernesmilende.
Alt andet skal min Siæl huusholdrisk giemme
Og karrig tit besee;
Og stum af Lyst, som Harpax, vil jeg tage
De gamle Skatte frem
Og ofte tælle de forsvundne Dage,
Og smaaelig veye dem.
O gylden Øyeblik! hvor skiønt, hvor vægtigt!
Hvor stort! hvor fuldt af Gud!
Og dette, vil jeg raabe, hvor almægtigt
Forkynder det hans Bud!
Og hiint! Det stolte! Da det fandt mit Hierte
For snevert og for svagt,
Forlod det mig halvdød af himmelsk Smerte,
Halv qvalt af Dydens Magt.
O siælden Skat! - Fleer vil jeg finde præget
Med muntre Barders Lyst,
Og disse vil jeg smilende, bevæget,
Tit trykke til mit Bryst.
Hiint varmt endnu ved Smiil af Dydens Datter,
Hiint ved fortrolig Klang
Af Bachi Vaaben, hiint af Rabners Latter
Og hiint af Klopstoks Sang!
Og hiint - og hiint - hvi zitrer du min Læbe?
Hvi døde Glædens Lyd?
Og hiint - hvi velte Taarer frem og stræbe
At røve mig min Fryd?
Dog hvem har Sprog - hvem afmaalt Lyd til Eder
I alt for smeltende?
Hvem følte Glimt af Venskabs Saligheder,
Og sang sin Følelse.
Hvad Farve skildrer, hvilket Ord betyder
Det Nu, min Schleppegrell,
Naar Aander blandes, naar en Siæl bortflyder
I en fortrolig Siæl?
47 Hvo kan udvikle Glædens store Scene?
Hvo lærer Mennesket
Hans Taarers Sprog? Hvor er en klog Kamöne,
Som kan fortolke det?
Ney taus og hemmelig skal Siælen nyde
Hvert Gienskin af sin Ven.
Selv ey dets fulde Glands - En Tvil skal bryde
En Skye skal dæmpe den!
Og øm af Vellyst, frygtsom vil jeg stamme
Ak! er han lykkelig?
Er han i hvert et ædelt Træk den samme?
Og - TÆNKER HAN PAA MIG?
Kiøbenhavn den 31te Maji 1772.

Til Herr Berling og Jfr. Godiche paa Deres Bryllupsdag den 9 October 1772

BAG Zembla er et Bierg af Sølv, som stiger
Mod Himmelen - der boer den stolte Kriger,
Indsvøbt i tykke Skyer af ævig Snee,
Og mørk og grum og græsselig at see -
Der throner Soelens Fiende - Han, som strider
Med Livet fra utænkelige Tider,
Der ruster han sig ud til ævig Krig
Mod Haabets Børn, og dem, som glæde sig -
Hans Røst er Storm - hans hule Suk oprører
Afgrunden, og forstyrrer Skibets Fører -
Hans Øynes Vink er Mulm og Nat og Død,
Hans lumske Smiil giør Himlen bleeg og rød.
O flye Natur! Alt seer man ham nedstige
Fra Biergene af Sølv - den Skrekkelige -
Seer ham, hist svøbt i Taage vandrer han
Paa Ryggen af det vilde Ocean -
48 Fra Soelens Bredde kan man alt fornemme
Hans vilde Fnysende, hans Vredes Stemme -
Alt kommer han beredt til Kamp og Krig -
Og Soelen flyer og Glæden skiuler sig -
Naturen blegner, sukker dybt og græder -
Den hyler, sønderriver sine Klæder -
Ifører sig en Sæk, et hæsligt Sløer,
Og stønner, spretter, mattes ud, og døer.
Arbeidets Søn, den stærke Landmand, bæver,
Soldaten puster i de haarde Næver -
Den tykke Junker flyer til sin Camin,
Og Nympher pandsre sig med Hermelin.
Og alle væbne sig mod Kiæmpens Vrede,
Een med Vulcans, og een med Bacchi Heede,
Og alle flye - Den troer sig lykkelig,
Som veed et Sted, hvor han kan skiule sig.
O du, som fandt et Skiul og Liv og Varme
Og Lyst i din Hyrdindes kiælne Arme!
Min BERLING, Du! som er bevæbned med
Den rene Ild af ægte Kierlighed.
Lyksalige! lad Kiæmpen fnyse, true! -
Du smiler tryg ved Amors søde Lue,
En Himmelsk Ild, som tændt af Guders Gud
Ved Dyden selv, kan aldrig slukkes ud -
Og lad Naturen blegne, sukke, græde
Og døe! - Din Ild opliver dig til Glæde,
Den spaaer dig salig Frugt, skiønt Jordens Skiød
Er lukt - og dobbelt Liv, skiønt Pan er død*
O viise Valg! Ja BERLING! Ja den Høye,
Som elsker dig, har selv opladt dit Øye -
Han viiste dig det skiønne Tilflugts-Sted,
Og han velsigner det med Varighed! -

* 49

Fra forspillet Landsbye-Høitiden
(1775)

Aria.

JEG sætter min Hat
Saa høit, som den beste.
Jeg yder selv min Skat.
Jeg har, trods hver en Rig,
Nok, meer end nok til mig,
Og noget til min Næste.
Jeg sætter min Hat
Saa høit, som den beste.

Aria.

O fremmede Glæde,
Som klemmer mit Bryst!
O Taarer, som væde
Mit hærdede Øie!
O Glimt af den Høie!
O salige Lyst!
Ja, Himmel, du skiønner
Paa spirende Dyd;
Dit Velbehag lønner
Et Smiil til vor Næste,
Et Vink til hans Beste
Med reneste Fryd.

Aria.

Soel, din Straale fryder
Alle Skovens Fugle.
Kun den blinde Ugle
Føler dig med Smerte,
Og undflyer din Pragt.
Kongelige Dyder
Smelter ædle Siele.
50 Kun en Feig kan qvæle,
Kun det kolde Hierte
Dæmpe deres Magt.

Terzet fra syngespillet Balders Død
(1775)

DE TRE VALKYRIER
(De ere bevæbnede, som Skioldmøer, og foruden de Spyd, som hænge dem over Skulderen, har enhver af dem et kort Spyd i Haanden. De holde hinanden ved Hænderne og gaae i Kreds, imedens de synge.)
ALLE TRE

Over Bierg, over Dal,
Over brusende Søer,
Utrættede svinger
Valhalliske Møer
De blodige Vinger.
Døer! kæmper og døer!
Er det Budskab, de bringer.

DEN FØRSTE
Ei Sottesengs Qval.
DEN ANDEN
Ei Hunger.
DEN TREDIE
Ei Fængsel.
ALLE TRE

Men Heltenes Længsel,
Men Banesaar bringer
Valhalliske Møer,
Over Bierg over Dal,
Over brusende Søer,
Paa blodige Vinger.

51
DEN FØRSTE

Den bragende Lyd
Af blinkende Spyd
Er min eneste Fryd.

DEN ANDEN

De Døendes Røst,
Det rallende Bryst
Er min kiereste Lyst.

DEN TREDIE

De hvinende Skrig
Ved Kæmpernes Liig,
De kun rolige mig.

ALLE TRE

Døer! kæmper og døer!
Over Bierg over Dal,
Over brusende Søer,
Utrættede svinger
Valhalliske Møer
De blodige Vinger.
Døer! kæmper og døer!
Er det Budskab, de bringer.

I Anledning af den Sal. Mad. Jakobsens Dødsfald i Rondsted den 1 May 1775

O siig mig, du, som med afmægtig Klage
Vanærer Venners Hvilested:
Hvad gavner Graad? - hvo kaldte den tilbage
Fra Nattens tause Bred? -

Strøm Taare! - strøm, som Ild! - tyld al din Varme
I Brystet af det elskte Liig! -
52 Bøy Døden, bange Suk! - og svæk hans Arme,
Du vilde Klageskrig! -

Ak! - ubevæget, kold og døv omspænder
Tyrannen den begrædte Jord;
Som Livets Gud først vrister af hans Hænder
Ved et almægtigt Ord! -

Hvad skal de Taarer da, som intet nytte? -
Og siig mig, hvem begræder du? -
Er det den elskte Salige, hvis Hytte
Guds Vink nedbryder nu? -

See Hende smile fra Cherubers Bolig! -
Mon Hun i Sit Halleluja
Erindrer Støv, hvor Hun alt her saa rolig,
Saa glad løsrev Sig fra? -

Misund dog ey din troeste Veninde,
Den rige Frugt af prøvet Dyd! -
Mand! - Børn! - Slægt! - Armod! - ingen Graad maa rinde
For eders Elsktes Fryd! -

O hvilken Rigdom strømte fra Dit Hierte
Paa al Din Udsigts længste Kreds! -
Veninde! - Moder! - og vi see med Smerte,
At Du est vel tilfreds? -

O Jakobsens - o vor - o alles Glæde! -
Er det den Tak vi yde dig? -
Vi saae din Godheds Løn forud, - og græde,
Fordi den skyndte sig! -

Bort Taare! - men den drypper hed! - den sletter
De best udtænkte Tanker ud! -
Hvad vil du? - tie forvovne Suk, som tretter
Med Godheds viise Gud! -

53

Mon han miskiendte Tiden, da han kaldte
Sin elskte Brud fra Prøvelsen? -
Græd! - bruus! - og siig om Timen, som han valte,
Hvorfor du laster den? -

Halvtretted gik vor Moder dig imøde,
Forhadte, tunge Alderdom! -
Hun saae - hun følte halv din Vægt! - og døde,
Før al din Tyngsel kom! -

Hun nød endnu med Sit halvbrustne Øye
Fuldmoden Frugt af hver en Pligt; -
Hvad Hun forlod var meest ved Hendes Møye
Fuldført, og lykkeligt! -

Mands, Børns og Slægts taknemmelige Taarer
Forfriskte Kilden til der' Vel;
Og tyldte Lyst igiennem kolde Aarer
I Hendes trætte Siæl. -

Saa sank den i en sød og salig Slummer
I Godheds Arm, fra Venners Skiød;
Og efterlod dem kun den ene Kummer,
At Hun saa snart var død. -

Ak seer Du den, Du ømmeste Veninde;
Da see den første gang med Lyst! -
Nyd alles Graad ! - og læs Dit Æreminde
I hvert et saaret Bryst! -

O Armods Trøst! - o Dydens Roes og Glæde! -
Ey Marmor skal Du see! - men meer! -
See ved Din Aske, Fremmede, som græde,
Naar Heltens Arving leer! -

Dog, Du har endt Dit Løb! - Du vandst Din Krone! -
Og kommer ey vort Tab ihu! -
54 Mon Du, i Glands fra Herlighedens Throne,
Kan see Din Grav endnu? -

Hvad vil I da, uædle - spildte Taarer? -
Hvad skal da Sorgens hæse Raab? -
O Salige! - gav dog Din Død, som saarer,
Selv Lægedom og Haab! -

En Død, som Din, beslutte vore Dage! -
Da skal vi glemme Graad og Skrig, -
Og ey forgieves kalde Dig tilbage,
Men glade gaae til Dig! -

Rondsted, den 14 May 1775.

Rungsteds Lyksaligheder. En Ode
(1775)

I kiølende Skygger,
I Mørke, som Roser udbrede;
Hvor Sangersken bygger
Og quiddrende røber sin Rede -
Hvor sprudlende Bække,
Snart dysse, snart vække
Camoenernes Yndling, den følende Skiald,
Med steds' eensrislende Fald -

Hvor Hiordene brøle,
Mod Skovens letspringende Sønner,
Og puste, og føle
Den Rigdom, i hvilken de stønner -
Hvor Meyeren synger
Blant gyldene Dynger,
Og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab,
Til den, som har kroned hans Haab. -

55

Hvor skiærtsende Bølger
Beskvulpe den Vandrer, hvis Øye,
Snart stirrende følger
Med Helsinges graanende Høye;
Snart undrende haster
Blant Skove af Master, -
Og forsker, og kiender den Fremmedes Flag,
Og glemmer den heldende Dag. -

Hvor eensommes Liise,
Venskabelig lindrende Slummer,
Tit bød en Louise,
Forglemme sin kiærlige Kummer -
Hvor Glæder tilsmiile
Den Vandrende Hviile,
Hvor Rungsted indhegner den reeneste Lyst;
Der fyldte Camoenen mit Bryst. -

Hvor Kummer og Smerte,
Fandt glade dit Aftryk, Du Høye,
Det ædleste Hierte,
I hvert et medlidende Øye -
Hvor Venlighed pryder
De strængeste Dyder;
Der voxte min Sang; og den undrende Skov
Gav Gienlyd af Skaberens Lov. -

Jeg saae dine Throner,
O Almagt! - og stirrede længe -
Men hellige Toner
Foer giennem de zittrende Strænge -
Hvert Blad, hvor mit Øye
Fandt Præg af den Høye,
Opflammede Siælen - da voxte min Sang! -
Da raste den mægtige Klang! -

56

O Verdeners Fader! -
Saa sang jeg - Du Stærke! - Du Viise! -
Gud! - som Myriader,
Som Himlenes Vældige priise! -
See Støvet kan bære,
Din Rigdom, Din Ære,
Din Godhed, o Fader! - saa sang jeg - og Fryd
Brød Læbernes bævende Lyd. -

Lyksalige Digter,
Som Glæden indbød til sin Hytte;
Til venlige Pligter;
Til Friehed, som Dyder beskytte! -
Cheruber fornemme
Hans dristige Stemme,
Og Himle forsamles omkring ham; og Lyst
Udbredes i Menniskets Bryst. -

Men Du, som allene
Fremkaldte den Lyst af min Smerte,
Siig! - Kan min Camoene
Udbrede sin Fryd i dit Hierte? -
O siig mig, Veninde! -
Kan Sangens Gudinde,
Med smeltende Toner belønne det Skiød,
Hvoraf min Lyksalighed flød? -

Vers paa et Sølv Skildt givet til et Konge-Baand af Hr. Agent Claesen som afgangen Fugle-Konge
(1777)

DIN Afkom elskte Laug skal see
Din sidste Slægt skal glad adlyde
To Love, som den ellevte
Blant dine Konger kæk tør byde.
57 To Bud, o Slægt! af ædle Skytter,
Er alt, hvad han til Afskeed vil,
Sigt altid kun til det, som nytter,
Tref altid hvad du sigter til.

Tanker ved Graven af den unge Jens Sanderschov
(1777)

VÆR høy min Graad! - for Himlen vil jeg klage! -
Til Almagts Throne skal min Jammer naae! -
Thi den - kun den beskygger Støvets Dage! -
Den giør dem mørke, som den giør dem faa. -

Og han, den strænge Gud, som bød os Smerte,
Han smilte til os, og tilloed os Graad -
Vel smelte - kun ey trodse tør vort Hierte! -
Vel sukke - kun ey stampe mod Hans Braad!

Og - hvad er levnt den usle Søn af Jorden,
Naar Vreden knuser al Hans Lyst og Haab? -
Hvad andet har Han mod almægtig Torden,
End bange Suk, og hæse Klage-Raab? -

Ak, naar den svøbt i Nattens Mørke knittrer,
I Kamp med huule Storme, Slag i Slag;
Ak, da skal Støvets Broder, skiøndt Han zittrer,
Dog ey begræde den utabte Dag! -

Men Himmel! naar en Foraars Morgen smiler -
Naar Vesten-Vinde lisple Haab og Lyst -
Naar Solens Glands har skiult de Torden Kiler,
Som hastig slaae vort Glæde svangre Bryst. -

Da svulme Suk - da strømme hede Taarer -
Da høre Himle Klagens høye Lyd -
58 Vort Hierte iisner ved den Ild, som saarer,
Og smelter ved vort tabte Glimt af Fryd. -

O! SANDERSCHOV! - - som Soelen tilig maler
Den Søe-blaae Himmel med et blegrødt Guld,
Og spaaer os tusind Glæder, før den daler,
Og tylder Haab og Tryghed i vort Muld;

Saa Ven, saa straalte Du - din Morgen spaaede
Umørknet, varig, tryg Lyksalighed,
Dyd, Viisdom, Held og alt, hvad Støv attraade,
Og alt, hvad Siæle her kan glædes ved -

Vi Arme, vi, som Kummer nu fortærer,
Vi, som nu spilde Klagens hæse Raab -
Forældre, Slægt, og jeg, din Ven, din Lærer,
Vi saae - vi følte Dig, vor Aftens Haab! -

Igiennem Glædes Taarer saae mit Øye,
Din Siæls, dit Hiertes Dyder spire frem -
De moednedes - Jeg knælte for den Høye,
Som havde skiænkt os og betroet mig dem! -

Da kom Hans Skye - den glimter - den bortriver
Vor Fryd - vort Haab i Glædens rige Skiød! -
Du sankst i Godheds Straaler! - os omgiver
Almagtens Nat, og Skyggen af Din Død. -

Derfor skal Himlen see min Taare rinde
Ved denne Haandfuld Aske af min Lyst -
Og selv dens Vink - dens sidste Vink skal finde
Min Ven - mit Tab - min Kummer i mit Bryst.

T 59

Sang i Anledning af Kongens Fødselsdag 1778

VALFADER saae sin fromme Balder,
Og græd den første Gang ved Blod,
Ak! raabte han den ædle falder,
Til Valhall selv kun alt for god,
Hyl kun o Storm, og brøl kun Torden.
Naar faldt en Helt saa god som han?
Saa god som han, saa god som han?
Naar vil en Aser elske Norden
Saa høyt som han, saa høyt som han? -
Nei ingen vil, og ingen kan! -

Nu tordner Nornen i det Høye -
Stort er det Syn hun pæger paa!
Med eet opklares Odins Øye,
Thi CHRISTIAN staar hvor Balder laa -
Klag ey for Balder Storm og Torden! -
Jeg seer en Helt, saa god som han!
Saa god som han, saa god som han!
Jeg spørger trygt: hvo elsker Norden
Saa høyt som han, saa høyt som han?
Thi Norden svarer - CHRISTIAN!

Nu greb Valfader mild sit Bæger -
Dans Elsker glemte Balders Død,
Seer Aser, seer hvor Norden pæger
Den Dag, da Danmarks Ven blev fød!
Min Balder er ey tabt for Jorden;
Thi CHRISTIAN er saa god som han -
Saa god som han, saa god som han - Seer CHRISTIANS Smiil - hvo elsker Norden
Saa høyt som han, saa høyt som han?
Velsigner alle CHRISTIAN!

60

Et hengivent Ønske
(1778)

Odu, hvis Vink fremkaldte Myriader,
Af Intets tause Nat til dig! -
Du Cherubimers Ven! - du Støvets Fader! -
O lad dit Smiil besiæle mig! -
O byd mit Liv - mit usle Liv, at være,
Et Spor af dig, du Godheds Gud! -
Min svage Røst fortolke høyt din Ære!
Og al min Idræt dine Bud! -

Aftenen: et Fragment
(1778)

SKIUL din Straale! - Skaan mit Hierte
For det sidste Spor af Lyst!
Frydens Glimt i Skyer af Smerte
Knuse kun mit svage Bryst!
Dette Nu, hvori du smiler
Dræber dig - du Jordens Ven!
Mørket haster - Døden iler -
Ingen Almagt standser den,
Skiul dig snart - o! skiul din Glæde -
Bland den ey med Skrækkens Skye,
Svøbt i Mørket vil jeg græde
Til min Elsktes Fiender flye,
I et grundløst Mulm forsvinde
Hvert et Glimt, som trøster mig,
Medynksløse Virvelvinde
Døve mine Klageskrig!

61

Eselet og Bonden. En Fabel
(1778)

EN Esel vant til Byrder og til Slag,
Bar, i den Troe at det saa skulde være,
Taalmodig, jevnlig, Dag for Dag
Alt, hvad han fik at slæbe paa,
Saa længe han kun ey fik meer at bære,
End det han pleyede at faae -
Men - intet ont er til, som jo kan blive værre
En Esel selv - o ædle Mennesker,
Bemærker nøye, hvad jeg siger her! -
En Esel selv, hvis Kaar i dog forsmaae;
Kan blive verre faren, end han er,
Thi vor Langøre gik det saa;
Den gang han skiftede sin Herre -
En gierrig Bonde, i hvis Lod han faldt -
Tog følesløs, saasnart det var betalt,
Vor Esel - Godheds Værk! kun for sit eget,
Og daarlig, blot fordi det kunde bære meget,
Paastod han, at det skulde bære alt -
Hver Dag betyngedes vor Esel meer; -
Og som det alt for ofte skeer,
Blev med hans Byrder og hans Strimer fleer -
Hvad skulde nu den Arme giøre? -
Han fandt sit verre Kaar - og skreeg saa ynkelig,
At Himlen vist fornam hans Skriig -
Dog ak! os Mennesker kan Esler ikke røre -
Hans Herre stolt - thi Bestet var hans eget,
Saae til ham med Foragt, og raabte ubevæget:
»Unyttige Forvovne! skriger du? -
»Da skal du bære meer, og prygles meer endnu -
Han holdt sit Ord - dog med en Rest af Haab,
Som Arme saa ugierne vil forlade,
Blev Eslet ved sit jammerlige Raab;
Og da det intet kunde skade
62 Saa - skiønt det daglig af Erfaring saae
At ingen agtede derpaa,
Skreeg det saa længe som det kunde staae -
Men da dens Knæ nu zittrende og svage
Snart skulde synke - da dens Øye mat
Kun viiste det sin sidste Hvilenat,
Da gik det villig, og holdt op at klage -
»Ha!« raabte Bonden glad - »saa skal man lære
Jer dovne Esler til at bære -
Du bærer meer end før - hvi skriger du da ey?«
»Ney!« svarte nu det stolte Esel: »Ney! -
Før stod mit Haab om Lindring kun til dig
Da skreg jeg - skiønt jeg fandt dig ubevæget
Ved al min Nød - ved alle mine Skrig -
Men nu Haardhiertede, men nu
Behøver jeg dig ey - nu hielper Døden mig -
Og troe, det er mig ligemeget,
Om Døden hielper eller du.«

Naar Undertrykte lære
Hvad Eslet seent forstod,
Da først: da skal de bære
Der' Kaar med større Mod -
Hvi hyle de, som Daarer,
Til deres Fienders Lyst;
Og spilde Strømme-Taarer,
Paa hvert et Steenhaardt Bryst? -
Tyranner er kun svage,
Og kan, endskiønt de vil,
Ey skabe større Plage,
End vi har Kræfter til -
Hver nye, hver større Kummer,
Gir os langt bedre Haab;
Om Trøst og salig Slummer,
End alle vore Raab -
Thi sank vi under Nøden,
63 Da smilte Armes Ven -
Da gav han kierlig Døden,
Et Vink at ende den -

Klage-Sang over Skiødehunden: Maske
(1778)

BLAND Muse, bland din Graad med Arabelles Taarer!
For Efterslægten klag den fromme Piges Nød! -
Hyl, at Barbarer selv, og følesløse Daarer
Maae gyse ved din Sang, og hendes Yndlings Død! -
Og skiønt tredobbelt Floer skal døve Harpens Strenge;
Og skiønt du ofte bør besvime, mens du slaaer;
Skal ved et Underværk, din Klages Gienlyd trænge
Høyt over Muphtis Sang, ved Stor-Sultanens Baar!
O du hvis Øye stolt ey kiender anden Væde,
End den, som Latter, Søvn og Tunca efterlod! -
Svøm nu, og drukn' i Graad! - men I, som let kan græde -
Hvis hele Siæl er Vand - men I bør græde Blod!
Og du, som lærd og kold, og strax, naar Skiæbnen saarer,
Vil læge med din Trøst, og med et frostigt Raad -
Tie! - dog det kan du ey! - men bland latinske Taarer,
Ved Masques Hvilested, med Arabelles Graad! -

Nu krøb den skuulende, til sin bekiendte Pude -
Dens Hale, Spaniers og Bolognesers Lyst,
Laae nu vanhelliget ved en forvoven Snude
Og sneg sig til at slaae paa det beklemte Bryst -
Nu - dog hvor vil du hen, forvovne Sangerinde?
Ak! - for en straffet Feyl bør Dekket falde ned! -
Og hvi tilstaaer du sligt? - Sig frit, at din Heltinde,
Tog, som Lucretia, sin Død af Kiærlighed! -
Men laan af Cerberus hans Fraae, for stærkt at male,
Og af hans trende Gab, syng høyt om Morderen,
Som aandte Smiger først til Tippen af den Hale,
64 Hvor Masqves trygge Siæl for villig taalte den!
Barbar! et Tigerdyr var uden Tvivl din Amme; -
Med Crocodillers Gift inddrak du dig en Siæl.
Fra Morder-Kobbelet, Troeløse, maae du stamme,
Som paa Actæons Jagt rev Jægeren ihiel! -
Hvad? - eller tør du vel dumdristig forevende:
Du troede, Maske var en lykkelig Gesandt
Af dem, som Hundene har fordum skuldet sende
Til Jupiter - af dem, de siden aldrig fandt? -
O! tie med slig en Digt! - Thi her var Syn for Sagen! -
Vi saae - - Dog atter vil min Harm henrive mig
Hvad saae vi? - lumpne Hund! - mon Musen mit i Klagen
Ved sin Heltindes Grav, vil giøe sig tret med dig? -
Nok, at den kiendelig forandrede sit Væsen,
Opførsel og Diet, Sprog, Vaner og Humeur -
Den var fra denne Dag ey nær saa peen og kræsen;
Og overalt ey den polerte Hund, som før -
Saa stræng i Miner er den nyelig gifte Kone,
Som viiser stønnende, hvad Pligt hun bærer paa -
Saa megen Kummer har en sexten Aars Matrone,
Af dyr Tid, slette Folk, og Børn, som forestaae; -
Saaledes troer hun sig berettiget at glemme
Friseur og Speilet selv, saasnart hun har en Mand -
Og sminker sig med Soed, at alle maae fornemme,
Hvorlidt hun skaaner sig i hendes Ægte-Stand! -
Og naar nu Caffe-Dunst opstiger for at samle
Det talesyge Kiøn til Mynstring og Konseyl -
Saa holder hun sig nu ærværdig til de Gamle,
Og taler i Tenor om hendes Næstes Feyl -
Saaledes var det og, at Maske stræng i Sæder,
Og skiødesløs i Pynt, og viis i Gang og Røst,
Nu viiste, hvad den var - - - dog Arabella græder! -
Hun vegrer sig med Ret endog for denne Trøst! -
Thi - ak! - ey, hvad den var - men dig o Slag! - o Smerte! -
O Død som forestod! - dig Grav-Sted hvor den er -
Dig viiste den! - den fandt sin Skiæbne i sit Hierte -
Og saae sin grumme Død i mørke Anelser! -
65 Forgiæves var det, at hun deelte Liv og Varme,
Med den, og trykte den til sit beklemte Bryst! -
Den græd i Glædens Skiød, i Arabelles Arme;
Og vred sig, naar den blev ti tusind gange kyst -
Forgiæves var det, at hun med væmodig Stemme,
Tit forespurgte sig om dens Befindende -
Forgiæves raabte hun: »Min Maske kan du glemme,
Hvor tit jeg giorde dig til min Fortroelige? -
Fortroe mig nu din Nød! - hvad vil du? - hvad kan lindre?
Svar Maske! - Svar! - bliv rørt ved Arabelles Graad!«
Men Maske græd og taug - den saae alt Gnisten tindre -
Den, som saa grusom sveed dens korte Leve-Traad! -
Og saae man Tegn og sligt, som pleyer at advare,
Matroner tilig om de store Fruers Død -
Et hesligt Dødning Uhr, forkyndte Maskes Fare
En drømte tit om Æg - En anden sveed sin Grød -
Den kryllede Plaitil, vor Maskes troe Veninde,
Som var opdraget med den ulyksalige;
Forlod sin Mad af Sorg, og blæstes op af Vinde;
Og var saa nær crepert af en Forstoppelse! -
Nu kom det grumme Slag - Tre haabefulde spæde,
Krøb klynkende omkring det moderlige Bryst
Af Pareen var de kun bestemte til at græde;
Og hun misundte dem det mindste Glimt af Lyst -
De døde, før de saae - Tregange lykkelige
Kan man dog kalde dem, fordi de saae dig ey;
O grumme Fald! o Skræk! - hvortil de, sandt at sige,
Endskiønt uskyldige, dog havde banet Vey -
Bland Muse, bland din Graad, med Arabelles Taarer! -
Høyt for en anden Slægt klag Arabelles Nød! -
Men dæk dit Bryst med Staal! Thi hver en Tanke saarer -
En Dolk er skiult i hvert et Træk af Maskes Død! -
Nu laae den taus og mat, nedtrykt af Gram og Smerte
Og saae med Taarer til den forbigangne Tid -
Men naar den tænkte frem, da pikkede dens Hierte,
Kun lidet trøstet ved dens Aesculapers Flid -
Mistrøsted peeb den svagt, naar Nimrods Børn forgiæves
66 Fandt paa dens ømme Puls, og saae af dens Urin,
Saa got dens Sygdoms Art, og om den kunde hæves,
Som de, der dræbe os paa Græsk og paa Latin -
En viiste kraftigt af Erfarenhed og Grunde,
At Maskes Liv blev frelst ved Svededrik og Bad -
En soer, at kun Diet curerer Skiøde-Hunde;
Da en kom frem med et, og skilte Tretten ad -
Barbar! - dog nævn ham ey! - Min Sangerinde ryster
Endnu af Skræk - han var saa høy, og grum og vild,
Som en Cyclop - hans Haar stod stridigt op som Byster
Og i hans Øyne var en Phlegetonisk Ild -
Som Torden var hans Røst - hvad! - skreg han - hvad! for Fanden!
Er det en vigtig Ting at gruble længe paa? Jeg veed et sikkert Raad - Man skyde den for Panden!
Og ufeylbarlig skal dens Smerte snart forgaae!
Halv sukkede de selv - de grønne Skov-Colleger, -
Skiønt vante til for Spøg, at giøre slige Skud -
Men Arabelles Skræk! - den skildres kun med Streger - - -
Den kan min Læser selv langt bedre tænke ud -
Dog nu var Retten sadt - der skulde decideres;
Og da den heele Sag var overveyet vel;
O Skræk! blev Maske dømt, til at arquebuseres;
Og paa barbarisk viis forbuden al Apell -
Du slaaer Kitharren svagt udmattede Camoene!
Klirr ey saa klynkende! - høyt klinge Klagens Klang!
Dog hvem har Toner til saa skrekkelig en Scene?
Og fordrer Maskes Død ey meer end Skialders Sang?

Bland Muse, bland din Graad med Arabelles Taarer! -
Men tie! - og deel - og føel den fromme Piges Nød!
O skaan det ømme Bryst! - Betænk, hvor dybt du saarer
Med hver Erindring om den lille Yndlings Død! -
Nok, at den er ey meer - dog dette maae du sige -
Kun det, til Sandheds Tarv, og Efter-Slægtens Gavn -
Den faldt med Heltemod for tapper til at skrige;
Og intet Feygheds Træk besmittede dens Navn -
Og skiønt ey Marmor har opgiemt dit Æreminde,
67 Skal dog den sidste Slægt erindre dig endnu,
O Maske! Thi hvor er den sieldne Hund at finde
Som er saa nydelig, saa smuk, saa klog som du? -
Fiin var du i din Skiærts - alvorlig, naar du tænkte,
Og kræsen i dit Valg af Spøg og Tidsfordriv -
Forgiæves var det ey, at Arabelle skiænkte
Dig fierde Parten af et uskatteerligt Liv -
Forgiæves deelte hun dog ey sit ædle Hierte,
Imellem dine Bief og Dydens høie Røst;
Og rev den ømme Siæl saa tit fra Venners Smerte,
Til dine Knur, naar du for Spøg begierte Trøst! -
O Hund! - som med et Spring - med en Harlequinade
Kom tit i Veyen for en Herveys Billeder;
Som giorde Streger i en Sneedorfs viise Blade,
Og Parentheser i en Youngs Betragtninger!
O store Hund, som jeg uværdig tit har bandet,
Naar yndig Viisdom klang i Arabelles Mund;
Og paa det mindste Vink et Engle Sprog blev blandet
Paa meer end babelsk viis - o alt for store Hund. -
O lykkelige Hund, som ofte, for at skrige
(Hvad vigtigt Overlæg det og brød overtvert)
Fik Millioner Kys af en elskværdig Pige,
Hvoraf din ringe Skiald misundte dig ethvert! -
O Hund! - du er ey meer! - Men du som hopper, bieffer,
Og skiærtser nu saa tryg ved Maskes Hvile-Sted;
See, at den Død, som slaaer en Pudel - ak den treffer
Den beste Skiødehund! - See det, og skiælv derved! -
Min Muse! - bland din Graad, med Arabelles Taarer! -
Leg Harpen! tie og føel! - Og tag den længste Pen
Af Sphinx - og blodigt Blek af Gorgoniders Aarer,
Og skriv paa Daphnes Bark først denne Gravskrift hen:

Staae stille Hund, og hyel, ved denne haandfuld Aske,
Som da den havde Liv, var Arabelles Lyst;
Men væ dig! - om du fræk besmitter Støv af Maske
Som en elskværdig Mund saa tit har roest og kyst! -

68

Under Frue Caroline Walthers Portrait
(1778)

SEE her hvad Aand, hvad Ild, i hver en Mine,
Naar vor Aglae taus kun viser sig,
See her er Præget af Thalias CAROLINE,
Hvis Sang saa ofte har fortryllet dig.

Indføds-Retten
(1778)

STOR er den - Giennem Himlene,
Skal Glædens høye Gienlyd trænge,
Som Musen aandløs lisplende,
Betroer de neppe stemte Strænge! -
Stor er den Fryd, min Sangerinde,
Som qvæles i dit spændte Bryst! -
Stræb, at udøse den - at finde
En værdig Tone til din Lyst! -

Men svagt skal Sang fortolke dig,
Som henrykt føler, før du skuer! -
Svæk Flammer som fortære sig! -
Dæmp Muse - dæmp de vilde Luer! -
Vær kold! - og prøv den Ild som giver,
Dit Suk, din Aande Glædens Lyd! -
Udforsk den Virvel, som bortriver,
Din drukne Aand i Svælg af Fryd!

O du, hvis Hierte svulmer let,
Af Himmelsk Lyst, som Støv udbreder -
O du, som elsker Mennesket -
Vey alle hans Lyksaligheder!
Søg i Jord-Gudens vide Riger -
Opdag imellem Poelerne,
69 Det Væld hvoraf din Glæde stiger,
Rask flyvende Calliope! -

Stands ey din Flugt ved Perus Muld,
Som Støvets blinde Slægt begnaver;
Hvor Glæden qvæles under Guld;
Og under tyngre Graad af Sklaver! -
Men iil! - men bruus paa Stormens Vinger.
Hvor Blod befrugter Daphnes Træ! -
Hvor Dødens tause Ørk omringer,
En Timurs dampende Trophæ! -

Søg heller ey din Glæde der,
Hvor Hagar stolt af øde Zoner,
Giør sine tørre Felleder,
Til alfar Vey for Nationer! -
Dit Øye, som kun Tomhed trætter,
Skal mørknet savne Øyemed.
Glad, naar det i umaalte Slætter,
Dog fandt en Grav at hvile ved! -

See neppe til det Hav af Sand,
Som Magogs Horder oversvømme -
Den Ørk, som ingens Fødeland,
Er hver en Vandrers Herredømme! -
Skue ey derned! - Thi, hvo vil pryde -
Hvo vil berige Jord med Lyst;
Hvis Frugter Fremmede skal nyde,
Og skabe Fryd til Fienders Bryst? -

Skye hvert uhegned Overdrev,
Hvor Vrimmel samlet at nedtræde,
Jordfostrets Næring før den blev,
Opsluger hver fremspiiret Glæde! -
Du døer, naar vilde Humler sue
Din Lyst, dit Blod, stræbsomme Bie! -
70 En Vandrer fandt din aabne Kue,
Men Honning fandt han ey deri. -

Naturens Skat er ey forstrøed,
Paa Jord, som Hindens Fodtrin hærder -
Den giemmer Guldet i sit Skiød;
Og Rosen bag ved Tiørne-Giærder -
Bereed at mætte Myriader,
Gav den sin Vellyst ey til Priis. -
Huusholdrisk god, som Glædens Fader
Indhegner den sit Paradiis. -

Har Jorden en Lyksalighed,
En Rigdom, der formaaer at fryde
Vort Hierte, naar vi ikke veed,
At eye sikkert hvad vi nyde? -
Mon ey vort gridske Bryst indhegner
Det mindste Glimt af Himmelen? -
Hvor er den Lyst, som ikke blegner,
Saasnart enhver kan røve den?

O søg da min Calliope,
Søg Kilden til den søde Smerte,
Til dette heede Gysende,
Som kryber i mit fulde Hierte -
Og søg den kun bag Palme Skygger,
Kun hvor et høyt og troefast Hegn,
Omgiærder Glæden, og betrygger
Lyksaligheders Føde-Egn! -

Men henrykt - høy - ufattelig -
Men i en Strøm af stærke Toner,
Men, som et samlet Frydeskrig,
Af lykkelige Nationer -
Men op til Godheds Throne stiger,
Camoenens underlige Sang -
71 Og kun Skioldungen og hans Riger,
Fornam min Siæl af Harpens Klang. -

Er det da dig, jeg svulmer ved? -
Er det dit Navn du Guders Pode? -
Er det dit Folks Lyksalighed,
O Danmarks CHRISTIAN den Gode? -
Er det dit Vink, hvoraf den Iver,
Den Stolthed tændes i mit Bryst? -
Er det din Glæde som bortdriver,
Min drukne Siæl i Svælg af Lyst? -

Thi høyt, som Brag af Flammerne,
Hvori et Jubel-Offer knittrer,
Udtonte min Calliope
Det Navn, hvorunder Strængen zittrer -
Thi, som den tøede Bierg-Flod bruser,
Om Vaaren fra et Nordisk Field;
Saa sang den ypperste blant Muser,
Saa vældigt sang hun Navnets Held. -

Var det da dig, du Æt af Dan
Du ædle Spiir af Asgaards Helte?
Var det dit Smiil, vor CHRISTIAN,
Hvorved jeg fandt mit Hierte smelte? -
O! - hvilket Sløer har skiult mit Øye? -
Jeg fandt mig dansk og lykkelig -
Jeg fandt et Gienskin af den Høye,
Og - tvivlte, om det kom fra dig? -

Udsmyk mig Muse, med den Glands,
Hvorved du seer at Norden frydes,
Og med en hellig Lorbær-Krands,
Skal Dannebardens Tinding prydes! -
Og stem du selv de gyldne Strænge! -
Og styr min alt for svage Haand! -
72 Thi Christians Glæder giennemtrænge
Min Siæl - og svulme i min Aand. -

Jeg fandt et Glimt af Planteren,
Som dyrker Gothers Lod i Norden -
Som Godhed Hig omdanner den,
Til Dyders Paradiis paa Jorden -
Jeg drak et Smiil af Dans Beskytter,
Af ham, som Nor betrygges ved -
Han, som omgiærder Anguls Hytter,
Og Cimbrernes Lyksalighed. -

Derfor skal Phoebus hellige
Min Mund med Vand af Hippocrene -
Og ved hans Flamme skal jeg see,
Den underlige store Scene -
Og op til Python-Banes Tone,
Skal jeg forhøye Harpens Klang,
Og stolt - bekrandst med Daphnes Krone,
Istemme Danmarks Jubel-Sang. -

Thi Lorbær-Træets Helligdom -
Thi Olie-Greenens brede Skygge -
Thi Palmen vil jeg synge om,
Hvorunder glade Myrer bygge -
Og af en varm betrygged Kue,
Som mætte Bier mylre i.
Skal Barden fange himmelsk Lue,
Og lære Guders Harmonie! -

Og Danskes grønne - tætte Hegn -
Og Normænds Klippe-Muur fornemme -
Og hver betrygged, frugtbar Egn,
Forstaae mit Hiertes høye Stemme!
Og Jordens sidste Slægter høre,
Høyt over disse Fryde-Skrig;
73 De varme Følelser som røre -
De Syner som fortrylle mig! -

Hvor Saxers Elv troeloves med
Nordhavet - Hvor den stille Trave,
Adskiller Øster-Søens Bred
Begynder Danne-Kongens Have;
Og først hvor Zemblas hvide Høye,
Optaarne sig for Himmelen -
Hvor Nat begrændser Musens Øye -
Hvor Glæden døer - der endes den -

Det Jord-Strøg var, som Mesechs Lod,
Som Ørknerne, hvor Tubal flytter,
Arm i Naturens Overflod,
Med Lyst de alt for lette Hytter -
Jord var den kun da den Algode,
Gav den til Asa-Odins Slægt;
Og smiilte til den - og betroede
Dens Held Skioldungens Varetægt. -

Da svulmede dit kolde Skiød,
Befrugted af din Engels Øye,
O Nord! - og fremmed Rigdom flød,
Af Gothernes besneede Høye -
Da skiultes Fieldets nøgne Sider,
Med Belter af Smaragd og Guld -
Og stolte Marmor-Pyramider,
Fremspiirede af Dalens Muld. -

Da straalte Godheds Helligdom
I Leyre - Og de milde Sæder,
Og alle Sydens Kunster kom,
At boe blant Nordens unge Glæder. -
Og under tunge Olie-Greene,
Fremspiirte Vid og Helte-Dyd,
74 Og henrykt sang en dansk Camoene,
Skiold-Ungens Vælde og hans Fryd. -

Hvi svulmer min forvovne Sang,
O Nordens Guder, op til Eder? -
Hvi taler Harpens matte Klang,
Om Danne-Kongens Herligheder? -
Istem du selv din Sang, o Rygte,
Om Dalen og om Fiældene,
Som Odins tappre Børn bebygte
Og CHRISTIANS Stamme prydede. -

Thi du forraadte Glædens Egn,
Til Gomers tætbeboede Stæder
Du raabte høyt at intet Hegn,
Beskiærmte Danskes unge Glæder -
Da bruuste Sydens Nationer,
Til Trods for Arilds Skik mod Nord -
Og bad de undrende Teutoner,
Om Brødres Andeel i der' Jord. -

Saa stimle Spurrerne med Skrig,
I Kreds omkring den gyldne Trave -
Saa gridsk tilegne Humler sig,
Hver Urt i en Hesperisk Have -
Som alle Japhets Slægter trætte,
Om Gothernes Lyksalighed,
Og Norskes Fiæld, og Danskes Slætte,
Blev Europæers Føde-Sted. -

O Land, du varst Algodheds Priis
Naturens Fryd, Skiold-Ungens Ære -
Du varst et jordisk Paradiis;
Men Danmark holdst du op at være! -
Af Søen hærdet til at lide,
Uvant til Landets Overflod,
75 Gik dine Giæstfrie Børn til Side,
Og Jorden deeltes i der' Lod. -

Da - o da kom den anden Dan -
Af begge Stiftere, den Største -
Da kom den gode CHRISTIAN,
Og følte sig de Danskes Første,
Grams Arving straalte fra sin Himmel -
Hans Øye søgte smiilende,
Sit Folk - og blant et fremmed Vrimmel,
Udfandt hans Hierte Cimbrerne. -

Siig vilde Muse, hvad det er -
Udtyd de heede Suk, som trænge
Mit Bryst! - Nævn mine Følelser! -
Svulm! - brænd! - ras i de gyldne Strænge!
Adspørg min alt for søde Smerte -
Min Ild, om jeg er Dannemand? -
Siig! - Læs i mit udspændte Hierte:
Har Christian skabt mit Fødeland? -

Thi nu indhegner Elvens Bred,
Og Skagraks Vand og Spidsbergs Strømme,
Kun dansk og norsk Lyksalighed;
Kun ægte Gothers Herredømme -
Thi han, som Ørknerne adlyde,
Hvis Heeder blomstre, naar han vil,
Han saae sin Æt, og bød den nyde,
De Frugter, som den fødtes til! -

O du, som skiuler Glædens Egn -
Vort Eden, med din store Skygge! -
O CHRISTIAN, bag hvis tætte Hegn,
Vi saae med Lyst, og høste trygge! -
76 Min Ild - min smeltende Camoene
Kan henrykt ey fortolke sig -
Et klogt og stræbsomt Folk allene,
Skal værdig - evig priise dig! -

Det nye Aar 1779

HELD dig, nyeskabte Aar, som nu saa blid fremstiger
Af Evighedens Nat! - Held dig fra Verdners Gud!
Han selv - han byde dig, at være CHRISTIANS Riger,
Sit Velbehags - sin Freds - og sine Glæders Bud! -
Fyld Danne-Kongens Bryst med Smiil fra Naadens Throne! -
Hans Aand med saligt Lys, fra Viisdoms blide Soel! -
Bring Styrke til Hans Arm! bring Ære til Hans Krone! -
Udspred Lyksalighed omkring Hans gyldne Stoel! -
Vor elskte Palme-Qvist - vor FRED'RIK byd oprinde,
I stærke Skud til Træ - til Efter-Slægtens Lye! -
Stadfæst vort Nordens Ven - og Cimbrernes Veninde,
Hver Glæde, som De har, og skiænk Dem daglig nye! -
Med Belter af Smaragd omgiord de Norske Fielde! -
Og skiul de Danskes Dal, med tætte Sløer af Guld! -
Udbred vor Skat! - og viis, at al vor sande Vælde,
Var kun tildekket med en Fodbred af vort Muld!
Kron hver en Dansk med Held, som uforfærdet følger
Vor sølvblaae Vey til Roes, igiennem Storm og Skiær! -
Byd Havet skaane dem! - og tving dets vilde Bølger,
At de tilvelte os Fred og Velsignelser! -
Fyld Kunstnerne med Viid! - Arbeiderne med Styrke! -
Formeer dem! viis enhver en roelig Nærings-Vey! -
Plant Hegn af Kiæmper om det Eden, som vi dyrke! -
Fyld dem med Mod! og mag, at det behøves ey! -
Men hver, hvis Daad - hvis Røst det Godes viise Giver
Bestemte til sin Tolk - mod ham, vær dobbelt mild! -
Fyld Dommerne med Lys, og Mod og retviis Iver! -
77 Og Lærerne med Aand! - og Skjalderne med Ild! -
Straal for enhver især, som veed, hvad han begierte! -
Giv ham at naae sit Maal og troe sig lykkelig! -
Men alles Bryst opflamm'! - at hvert et indfødt Hierte
Maae føle Danmarks Vel, før det erindrer sig! -
O lær os agte det vor Lyst, vort Held, vor Ære,
Med ægte Danne-Dyd at pryde Danskes Hiem! -
At andre see vor Glands! - og at vi selv maae lære
At elske Fremmede - og ey at savne dem! -

Fra syngespillet Fiskerne
(1779)

Arioso.

En Bonde seer fra Ploven
Den mørke Torden-Skye;
Strax troer han, ræd og doven,
Nu er det Tid at flye.
Hans Qvinde breder Dugen,
Og seer saa hierteglad,
Hvor got, hvor trygt, og slugen,
Han sidder ved sit Fad.
Han æder, mens han aarker;
Saa faaer han sig en Ruus,
Og strekker sig, og snaarker,
Ved Siden af sit Kruus.
Saa glad kan nu den Qvinde
Tye til sin varme Krog;
Den trodser alle Vinde,
Som biergede sit Skrog.

Arioso.

En Søemand, med et modigt Bryst,
Kan aldrig fattes Penge.
Tab skierper kun hans Vindelyst,
78 Og Armod er ham som en Dyst,
Der ei kan vare længe.
Naar Søen plyndrer fra sin Ven,
Og setter ham paa Prøve;
Da leer han kun, og tvinger den,
At bringe tifold det igien,
Som den har tordet røve.
Han sadler dristig Havet op,
Saasnart hans Hierte lyster;
Og rider høi paa Bølgens Top,
I Trav og susende Galop,
Til guldbestrø ede Kyster.
Flux er han der saa rig han vil,
Og lystig, som den Rige;
Og setter Boven-Bram-Seil til,
Og flyver glad med Sang og Spil
Tilbage til sin Pige.

Arie.

Naar Syd-Vinden kuler,
Naar, Himmel, din Torden
Sortsløeret opstiger
Bag Isse-Fiords Høie,
Og Regn-Skyen skiuler
Dit straalende Øie,
Da savner vel Jorden
Den smilende Dag.
Men Daaren kun siger,
At Solen er svag.
Hvi blev da mit Hierte,
Skiønt svøbt i sin Jammer,
Miskiendt af sin Ven?
Ha, svolmende Hierte,
Bryd frem af din Smerte,
Som Solen frembryder
79 Med renere Flammer;
Og eier du Dyder,
Da viis dem igien!

Romance.

Kong Christjan stoed ved høien Mast,
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hielm og Hierne brast.
Da sank hvert fiendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Flye, skreg de, flye, hvad flygte kan!
Hvo staaer for Danmarks Christian
I Kamp?
Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag.
Nu er det Tid.
Han heysede det røde Flag,
Og slog paa Fienden Slag i Slag.
Da skreg de høit blant Stormens Brag:
Nu er det Tid.
Flye, skreg de, hver, som veed et Skiul!
Hvo kan bestaae for Danmarks Juel
I Strid?
O Nordhav, Glimt af Vessel brød
Din mørke Skye.
Da tyede Kiemper til dit Skiød;
Thi med ham lynte Skrek og Død.
Fra Vallen hørtes Vraal, som brød
Den tykke Skye.
Fra Danmark lyner Tordenskiold;
Hver give sig i Himlens Vold,
Og flye!
80 Du Danskes Vei til Roes og Magt,
Sortladne Hav!
Modtag din Ven, som uforsagt,
Tør møde Faren med Foragt,
Saa stolt, som du, mod Stormens Magt,
Sortladne Hav!
Og rask igiennem Larm og Spil,
Og Kamp og Seier føer mig til
Min Grav.

Romance.

Liden Gunver vandrer som helst i Qvel,
Saa tankefuld.
Hendes Hierte var Vox, hendes unge Siel
Var prøvet Guld.
O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!
Liden Gunver meder med Silken-Snoer
Ved Havets Bred;
Da hævedes Bølgen, og Vandet foer
Saa bradt afsted.
O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!
Skiøn Havmand sig op af Havet skiød,
Beklædt med Tang.
Hans Øie var kierligt, hans Tale var sød,
Som Harpers Klang.
Liden Gunver, du martrer mig Dag og Nat,
Med Elskovs Ild.
Mit Hierte vansmægter, min Siel er mat.
O vær dog mild!
Du rekker mig kun din sneehvide Arm,
Paa Søemands Troe;
Saa trykker jeg den til min brændende Barm,
Saa faaer jeg Roe.
Liden Gunver, mit Bryst, bag sit haarde Skiel,
Er blødt og ømt.
Trofast er mit Navn, min ukunstlede Siel
Foragter Skrømt.
81 Og er dig min Arm til saa stor Behag,
Til Trøst og Roe;
Skiøn Havmand, saa skynd dig, saa kom kun, og tag
Dem begge to!
Han trak hende fra den steile Bred,
Glad ved sin Sviig.
Som Storm var hans Latter; men Fiskerne græd
Ved Gunvers Liig.
O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!

Romance.

En Edder-Fugl var haardt i Klemme,
Og skreg om Hielp til Himmelen.
En Fisker hørte Fuglens Stemme;
Og skyndte sig, og frelste den.
Ak favre Fugl, Nord-Havets Ære,
Hvor glad er jeg, som frelste dig!
Hvor hvide, skiønne, bløde Fiære!
De skal herefter varme mig.
Saa plukkede han gridsk den Arme;
Og halvdød klager den med Ret:
Ha grumme Haand, som toeg min Varme,
Hvi gavst du mig mit Aandedræt?

Epigrammer
(1779)

1. VERSEMAGEREN

EN Versemager oversatte
Sin Riimbog i et fremmed Sprog;
Og, ak, nu fandt det arme Skrog,
Selv sine Yndlingsoder matte.
Han rystede det lange Øre:
82 Ney, raabde han forbittret, ney,
Det Sprog er vemmeligt at høre,
Saa klinge mine Tanker ey.

2. CLAUS RIMERS GRAVSKRIFT

Her ligger Claus
Blant andet Snaus:
Hans Krop er Slim,
Hans Siel giør Riim
For Cherubim:
Ifald den ey
Gik med Niels Klim
Den anden Vey.
Den stakkels Nar
Var aldrig tavs;
Det beste var,
Han gik til Gravs:
Derfor skal paa
Hans Liigsteen staae:
In fine laus.

3. DEN FORNUFTIGE DATTER

Hvad er Dig kierest, lille Pige?
»Mama, det er min Psalmebog.«
Nu det var skiønt, dog sandt at sige,
Jeg tænkde Dig ey halv saa klog;
Ak ney, det kan umueligt være,
Betænk Dig ret, og svar igien?
»Mama, den er det, ved min Ære;
Thi Naboes Peter gav mig den.«

83

En nye aandelig Sang, hvori indføres Forsonerens Jesu Christi kierlige Advarsel til dem som fristes af de onde og ulyksalige Tanker at ville forkorte deres eget Liv
(1779)

1.

HVORHEN? - Fortvivlede, hvorhen? -
Hvi flyer du din troefaste Ven? -
Din kierligste Forsoner? -
Stands, før du giør dit sidste Fied! -
Hør sidste Gang paa Mørkets Bred
Hans Veemods Klagetoner! -

2.

Hør ham, som i Gethsemane
Skreg angstfuld: Gud! - din Villie skee! -
Din Kalk vil jeg udtømme! -
Kun dem, som tyede til min Barm,
Dem, Dommer, dem skal ei din Harm,
Ubøielig fordømme! -

3.

Hør ham kun denne Gang med Agt! -
Han vil ei tvinge dig med Magt;
Han haaber kun at røre. -
Mærk paa hans Forslag til dit Vel,
Maaskee det sidste, som din Siæl
I Evighed skal høre! -

4.

See, jeg var herlig, før du var! -
Saa siger han, som villig bar
Din Synd og Dommens Vrede -
Mon mine Fienders Trods og Skrig,
Kan naae fra Helvede til mig,
Som Englene tilbede? -

84

5.

Hvad andet, end min Miskundhed,
Har vakt min Kummer for din Fred?
Min Medynk med din Smerte?
Hvad gavst du mig, som har aftoed
Dit Hiertes Ondskab med mit Blod
Før du fornamst dit Hierte!

6.

Siig arme da, hvad Haab, hvad Lyst,
Løsrev dig fra det ømme Bryst,
Som du saa fiendsk vil saare.
Hvi flyer du til din Dommers Harm,
Til Dødens Gab, til Satans Arm,
Fra mig, og fra min Taare?

7.

Fornamst du ei min Røst endnu?
Har du forglemt den? - Tvivler du?
Foragter du min Naade?
Hvad eller troer din Siæl i Dag
Mit Syn for kort, min Arm for svag,
At du dig selv vil raade? -

8.

Jeg veier Himle i min Haand -
Jeg bygte Verdner, før min Aand,
Opvakte dig af Støvet! -
Alt staaer og falder ved min Røst! -
Og den er dig for svag til Trøst,
Saasnart du est bedrøvet? -

9.

Mit Vink betegner Stierners Vei.
Og Ormens Gang undgaaer det ei! -
Hvad skiultes for mit Øie? -
Og vil din Siæl indsvøbt i Leer,
See meer, end jeg, som giennemseer
Det Dybe, og det Høie? -

85

10.

Hvor ofte har du hørt mit Ord:
Heft ei din Agt til denne Jord,
Som Ilden skal fortære! -
Her danner Naaden kun din Siæl
Dig, om du vilst, til evigt Vel,
Og sig til evig Ære. -

11.

Naar spildtes Fryd af Viisdoms Gud? -
Mon han forkyndte Kiød sit Bud,
Og Ormen sine Himle? -
Mon Evnerne, som Siælen fik,
Blev skabte for det Øieblik,
Hvori den her skal svimle?

12.

Qvæl, om du kanst, du Dødens Ven,
Det Aandedræt af Skaberen,
Hvormed du blevst begavet! -
Ak viid; i Sielens Evighed,
Er Tiden, som du kiedes ved,
Kun, som et Stænk i Havet! -

13.

Og dig Afgrundens fødte Træl,
Din Skabers trodsende Rebel,
Mit Forbunds Overtræder;
Dig er det tungt at lutres her
Ved snart forsvundne Lidelser,
Til ubegrændste Glæder? -

14.

Fra Evigheder saae min Aand,
Hvad Hielp, hvad Tugt, hvad Drift, hvad Baand,
Min svage Vandrer kræver. -
Den lærte selv din Siæl sin Gang, -
Den sagde dig, min Vei er trang;
Og Livets Port er snever! -

86

15.

Vil du da stærk foruden mig,
Tilsynde, og tiltrodse dig
Hvad Almagt har i Eie? -
Hvad, eller vil du, at jeg svag,
Din blinde Luune til Behag
Skal ændre Viisdoms Veie? -

16.

Vei Aaget, som du bærer paa! -
Kan dine Smerter ei forgaae? -
Kan ei din Byrde lettes? -
See dig omkring. - Kom dem ihu,
Som bære tifold meer end du,
Og ei saa hastig trættes! -

17.

Støv, til Ustadighed bestemt,
Har du før aldrig hørt og glemt,
Din revsende Paaminder?
Har du før aldrig i din Graad,
Fornummet Lindring, Trøst og Raad,
At nu dit Haab forsvinder? -

18.

Du seer din Sorg; men kanst du see,
Hvad om et Øieblik skal skee;
Hvor længe den skal vare?
Veedst du, om jeg i Morgen vil,
At du med Tak skal smiile til
Din overvundne Fare? -

19.

Dog nei, du føler dig for svag,
Du taaler ei, saa haarde Slag,
Du vilst undflye din Byrde! -
Hvi flyer du da paa Ulvens Vei? -
Mit arme Lam, hvi tyer du ei,
Til din troefaste Hyrde? -

87

20.

O du, som blind vil styrte dig,
Blant dem, der spotte med dit Skrig;
Og kildres ved din Smerte;
Hvor tit, hvor kiærligt har min Røst,
Paatryglet dig mit Haab, min Trøst,
Min Lise for dit Hierte! -

21.

Blev da dit Nag, dit Uhæld got,
Ved grumme Fienders kolde Spot,
Ved Venners bittre Klage? -
O føel de frommes Graad, som flød,
Føel Ondskabs Latter ved din Død,
Og vend endnu tilbage! -

22.

O Elskte du! som træt og mat
Forvildes i den skumle Nat,
Hvis Bryst min Fiende saarer;
Raab kun! paakald mig i din Nød! -
Kom til mig, at jeg i mit Skiød,
Maae stille dine Taarer! -

23.

Dog Arme nei! - dit haarde Sind
Vil, at du før skalt dræbes blind,
End frelses, om du troede! -
Du vilst undflye mig ved et Mord -
Ved haanlig Vantroe til mit Ord -
Ved Trods mod den Algode! -

24.

Hør da endnu - hør sidste Gang,
Min Naades høie Varsel-Klang! -
Hør den paa Nattens Bredde! -
Og rører den dig ey - da skielv,
For det, hvorfra min Værskyld selv,
Kan evig aldrig redde! -

88

25.

Mon Havets Bølger slette ud,
Mon Gift fortærer Præg af Gud? -
Kan Dolken dræbe Tanker? -
Kan Aander døe? - Kan Mennesket,
Undflye sin Siæl, sig selv saa let
Som Støv hvorpaa det anker?

26.

Hvad eller vil du skiule dig,
For ham, hvis Vrede leyrer sig
Omkring mit Hegn paa Jorden? -
Ak see hans Lynilds tunge Skye,
Hvori du rasende vilst flye,
Og hør hans Dommes Torden! -

27.

Fra Dybet møder den din Siæl,
Og skiulte Himlen dig, Rebel,
Da mødte dig dens Luer! -
Tag Morgenrødens Vinger paa,
Da skal din Iil dog ei undgaae
De Slag, hvormed den truer! -

28.

Blodhævneren er skiult deri! -
Han griber dig! - og hvo kan frie
Den Orm, som han omspænder? -
Hvo vrister dig, som fræk forloed,
Min Friestads Hegn, mit Alters Foed,
Af Morder-Englens Hænder?

29.

Vred skal han see dig i dit Dynd,
Din Trods, din Skam, og al den Synd,
Som her min Naade skiuler! -
Forbittred skal han slynge dig
Dybt i Afgrunden, og dit Skrig
Skal fylde Nattens Huler! -

89

30.

Da skalt du føle Helvede,
Og i dets tykke Mulm kun see,
Den Orm, som evig nager!
Og i din Angst skal alt dit Raab
Ei vække mindste Glimt af Haab,
Som lindrer dine Plager! -

31.

Derfor vend om i Naadens Tid! -
Slaae til min Miskundhed din Liid! -
Og du skal finde Lise! -
Mig - hør det Himmel og min Jord! -
Mig skal du, lyder du mit Ord,
Da snart og evig prise! -

32.

See Dommerens udstrakte Arm! -
Kom til mig - til min trygge Barm! -
Iil, før hans Torden rammer! -
Hvis ei - gaae! - styrt dig blind og fræk,
I evigt Nag, og Skam, og Skræk,
Og uafseelig Jammer! -

Til Min M***
(1780)

SVÆRDETS Hvinen og Skraldet af Skiolde
Tvinger nogle til Sang, og din Vellyst,
Biarkemaalet og Nornernes Hilsen,
River der Aand i din brusende Virvel,
Krigerens Thor!

Naar det skummende Bæger kun blinker,
Smeltes andre som Riimfrost i Solen,
90 Minni flød fra de flammende Læber,
Brage skal altid med Saft af Odrærer
Blande der Miød.

Mange findes, hvis Aand kan ey modstaae
Brune Piger med svulmende Bryster,
I din Lund, o du Elskerens Freja,
Sukke de Velklang og slumre og aande
Brændende Lyst.

Mig - thi ofte har Dalenes Hyrder
Tause trængt sig i Kreds om min Harpe
Naar de sittrende Strænge fortolkte
Sukkende Glæder, og Smilets og Taarens
Himmelske Sprog. -

Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov
Altid mægtig fortryllet, men aldrig
Fyldt med Sang; dine rødmende Druer
Mosel, og Øresunds blussende Piger
Kryster jeg tavs.

Mig de cimbriske Halvguders Sanger,
Mig, o sødeste, svulmende Stolthed!
Mig som kiendes og elskes af M***
Mig kan de venlige Dyder allene
Skabe til Skiald.

Stille, sølvgraae, som Maanen bag Regnskyer,
Klar, som Smiil, der fremspirer af Taarer,
Høi, (saa syntes den sittrende Amme)
Svævede Nornen, som fordum i Vuggen
Kyste mit Bryst.

»Føl,« saa sagde den svulmende Norne,
»Føl Algodhed og fredsomme Konger,
91 Jordens Venner, og Dydens og Konstens
Venner, og Armods medlidende Brødre;
Føl dem og syng!«

Derfor sang jeg om Støvets Forbarmer
Derfor sang jeg om Cimbrernes Venner
Rolf og Balder og Christjan og Fredrik
Alle som hørte min smeltende Harpe,
Smiilte og græd.

Derfor sang jeg indsvøbt i en Støvregn
Som Philet om Dannemarks Bernstorf
Kierligt fulgte min Sang og mit Hierte
Cimbrernes Ven; - nu tilvinker Cheruben
Skialden et Smiil.

Derfor, smilende Dyders og frugtbar
Viisdoms flammende Ven, o Du Jordens
Elsker! Derfor, min ædelste M***
Fylder Du mægtig mit Bryst, og min Harpes
Sittrende Stræng.

Poenitenten. En Ode
(1780)

HVO styrer nu mit bange Trin?
Hvo viser mig det Lys, som brændte?
Hvo er du, falske grumme Skin,
Du Dunst af Dynd, som Natten tændte?
Ak, at jeg, at jeg fulgte dig.
Nu slapper Angst mit Knæ, og binder
Min tunge Fod, og du forsvinder.
Hvor er jeg, hvo vil frelse mig?

92

Troløse Glands! - Min Ven, min Ven,
Du sagde det, du bad mig Daare:
Vend om! - De døe, som følge den.
Du græd, og jeg beloe din Taare!
Du viste mig en sikker Vei,
En snever Vei til Saligheder.
Min Ven, min Ven, min troe Veileder,
Ak, hvi adlød jeg dig da ei!

See, sagde jeg, bag denne Glands
Udbreder Glæden sine Hænder.
See det er Brudefaklers Dans,
Det er et Kiøkkens Ild, som brænder.
Ak, den forsvandt, og Skrek, og Død
Indslutter mig paa alle Sider.
Det første Trin er Død. Jeg glider,
Jeg synker - Afgrund, i dit Skiød.

Omkring mig koge Vandene,
Og Storme svarer dem og hviner.
Jeg synker; thi Forferdelse,
Og Død frempibler, hvor jeg triner,
Og ingen agter paa mit Raab,
Og Mulm tillukker hvert et Øie,
Og Jorden tier, og det Høie
Har skiult det mindste Glimt af Haab.

Vær sterk, og brek den tunge Skye,
Det Mulm, hvoraf jeg er omgivet.
Straal Ophirs Guld, o straal paa ny,
At jeg maae see din Vei til Livet!
Adspred den Nat, som skiuler dig,
Du Glands af Høihed, Støvets Ære!
Brænd Vellyst, lad din Ild fortære
De Vande, som opsluge mig!

93

Mørk er du, Vellyst. Hvo kan see
Din svovlede, din matte Lue,
Naar Mulm, og Død, og Helvede,
Og Dommens Evigheder true?
Hvo merker Vink af Skabningen,
Og Støvets Roes, og Smiil af Daarer,
Naar Godheds Gud er skiult af Taarer,
Og Lynild viser Hevneren?

Som Skygge er min Glæde nu,
Som giftig Røg af slukte Brande.
Flye Skygge, flye. Hvi svæver du
Omkring mig over Dødens Vande?
Flye Taage, som jeg væmmes ved.
Hvi svæver du ved Gravens Bredde?
O du, som ei formaaer at redde,
O Dunst af Støvets Herlighed?

Du Dunst af Dynd, jeg fulgte dig,
Hvorledes kunde Du forføre?
Og Viisdoms Røst advarte mig;
Men jeg forstoppede mit Øre.
Min Ven, min Ven - o Nag, o Braad,
O Forsmag paa en evig Smerte.
Du bad, Du græd; men dette Hierte
Beloe din Røst, din Bøn, din Graad.

Trofaste Ven af Syndere,
Hvis dyre Blod har flødt for Støvet,
Dig Jesu, dig Barmhiertigste,
Har jeg foragtet og bedrøvet.
Jeg Orm jeg Usle, jeg forskiød
Gud, Midleren. Min Siel forsmaaede
Hans Pagt, hans grendseløse Naade,
Og Frugten af hans bitre Død.

94

Nu hilder Mulm og Nat min Foed,
Omkring mig buldrer Almagts Vrede.
O Jesu, Ven, som jeg forlod,
Gud, som jeg neppe tør tilbede,
Nu gribe Dom og Skrek min Siel,
Ak den var kostbar i dit Øie;
Du Gud, som tordner i det Høie,
Du selv, du døde for dens Vel.

Ak jeg foragtede din Død.
Den dræber mig, som skulde trøste,
Gud - men det dyre Blod, som flød,
Skal den da døe, som det forløste?
Barmhiertighed, Barmhiertighed!
Ak jeg fortiener ei at haabe;
Men Jesu Blod, Gud kun en Draabe,
En Draabe kan jeg frelses ved.

Følelser ved Den hellige Nadvere. En Ode, tilegnet Hans Høiærværdighed Hr. Dr. Schønheyder
(1780)

BRØDRE, hvis er den Glands? - Seer i det herlige
Purpurskier, som min Siel gysende svømmer i;
Nu da Naadens Herold festlig nedstiger fra
Verdners Dommer - fra Ham, under hvis Vredes Vink
Lysets trodsende Aand sank i en haabløs Nat?
Siig, Du salige Flok! eller om een, kun een
Knæler blant dig, som sterk, længe bortvendt fra Støv,
Alt ublinkende tør stirre paa Glædens Veld;
O han lære mig snart, hvo der udgyder den
Strøm af Straaler? det Hav, som jeg omspendes af;
95 Nu da Miskundheds Bud, svævende nærmer sig
Til mig Frelste, til mig Jord-Gud, den Eviges,
Den Retferdiges Ven? nærmer sig zitrende
Under Kierligheds Magt, aandeløs af min Fryd,
Med Forsoningens Kalk i sin udstrakte Haand?

O fortolk mig mit Syn! Om det maaskee kun er
Veemods rygende Dug, Angerens dampende
Milde Regn, som min Siel smelted bortflyder i?
Er det disse min Taks Vidner, som brændende
Nu fremvelde, og nu styrte mod Livets Strøm?
Siig mig, er det maaskee Taarer, som blende mig?
Eller muligt min Aand, drukken af fremmede
Glæder, svimler og blot slumrende leger med
Store Skygger af Gud - salig som Israel,
Da han drømmende saae Skaberens Vei herned?
Elskte, siig dog, o siig, nu da min brændende
Læbe zitrer, og mat klæver ved Pagtens Blod:
Synker Jorden ei bort? Aabnes ei Himlene?
O jeg føler! jeg seer! O det er ingen Drøm,
Intet svindende Glimt! Thi jeg omfavner dig,
Min Forbarmer! min Gud! Thi, som den graanende
Taage, Sivenes Dragt, Lilliernes Natteskiul;
Som den smelter, o Soel, i dine Straalers Glands;
Saa bortsmulrer, saa flyer Kierligheds Dragt af Støv.
O jeg seer den ei meer! Ikke dit matte Smiil,
Fredens gispende Bud, ikke den gyldne Kalk!
Ham kun seer jeg, ham selv! Almagts enbaarne Søn!
Ham, som dybt af sin Barms bundløse Miskunhed
Fremdrog Himle til mig Faldne, mig, Mørkets Træl,
Mig sin Fiende! - Ham selv, som fra sin Throne steeg
Ned til mig; til en Orm! Fandt mig i Nattens Mulm!
Blev min Broder! blev Støv! slukte min Dommers Harm
Med sin Graad! med sit Blod! Viiste mig Lysets Vei!
Bad med smeltende Suk, bad mig at følge den!
Holdt mig fast, naar jeg gleed! reiste mig, naar jeg faldt!
96 Var mit Skiold mod ethvert Glimt af Retferdighed,
Tændt af trodsende Synd! kæmpte utrettelig
Mod Afgrunden, mod mig! tvang mig til Himles Fryd!

Ham kun seer jeg, kun ham! Herlig fremtriner han
Af sin graanende Skye! Støvets trofaste Ven!
Ham omfavner min Siel! og mine zitrende
Arme fyldtes af Gud! det er ham selv, som nu
Kierlig blotter sit Bryst, helder det smilende
Til min Læbe af Kiød! diende hænger jeg
Ved dets aabnede Veld, drikker et Svelg af Liv!
Men igiennem sin Graad stirrer mit Øie paa
Hvert velsignende Smiil, som med den Eviges
Magt-Ord, siger mig høit: Elskte, din Siel er frelst!

Til Sielen. En Ode
(1780)

SIIG, du nedfaldne, spæde, afmægtige
Broder af Engle! Siig, hvi udspreder du
Fierløse Vinger? - Ak, forgieves
Flagrer du op mod din første Bolig!

Som da, naar Ørnens neppe bedunede
Unge, forvoven glemmer sin Moders Røst,
Og klavrende paa Redens Kanter
Styrter, og vaagner i kolde Skygger.

Paa Myrens Fodstie, føler den krybende
Sin tabte Høihed, føler sig Ørn endnu,
Og higer, som dens ædle Brødre,
Efter din Straale, du Dagens Hersker!

97

Som den da drømmer Kræfter, og hoppende
Ofte udstrekker skaldede Vingebeen
Forgieves, til den ømme Moder
Bærer den selv til sin høie Rede.

Saa skal og du, som altid utrettelig
Flagrer og hopper, høit fra dit kolde Muld,
O faldne Siel, saa skal du aldrig
Stride dig op til dit lyse Udspring.

Aldrig, før Aanden, under hvis Vinger du
Fordum oplivet undrende fandt dig selv;
Og i dit Selv et Svelg af Glæde,
Verdeners Vel, og Algodheds Lovsang.

Aldrig før han, som tænder Cherubernes
Flammende Tanker, medynksfuld bærer dig
Op til de Himle, som du Arme
Trodsig forlodst, at udspeide Mørket.

Herlig, ak herlig var du, da Jubelsang
Vakte dig, da dit blivende Øiekast
Saae Godheds Verk og Viisdoms Under
Svæve uslørede trint omkring dig.

Natten, med al sin blendende, giftige
Taage undflyede Dagskieret af din Glands,
Du rene Gnist af den Fuldkomne,
Skygger forsvandt i din lyse Omkreds.

Men da nu evig Viisdom opelskte dig,
Men da din Flamme voxte, da Kierlighed
Opfyldte den med Kraft, og gav den
Evner og Drift, at velsigne Verdner.

98

O da istemte Dalenes Tusende
Daglig din Lovsang, Biergene svarte dem.
Du følte dig i deres Glæde,
Følte dig stor, og din Skaber værdig.

Herlig, ak herlig var du, o faldne Siel!
Lys var din Bolig! Ak, du erindrer det!
Dybt i dit Mulm, i Slangers Hule,
Tænker du dig de forsvundne Straaler!

Blussende ved det Leer, som du kryber i,
Væmmed ved Vrimlets frekke Fortrolighed,
Opsvinger du dig, vild, utretted,
Høit, som en springende Hval mod Solen.

Føler du ei din Tunghed, og glemmer du
Evig din Afmagt, og de forsøgte Fald,
Og seer du ei dig selv, du Dyndets
Borger, og blues for lyse Himle?

O da frembryde Lynild af Sinais
Truende Skygger! Glimt af Retferdighed
Adsprede Stoltheds Drøm, og Ondskabs
Giftige Dunster, og Nattens Blendverk!

O da bestraale Dommerens Øiekast
Pølen, hvori du brusende tumler dig.
At den maae være dig og al din
Jammer et Speil, som du ei kan undflye.

See dig! og see din hielpløse Nøgenhed!
See dig nedbøiet under din Last af Leer,
Udtært af Qvalm og Gift, du blege
Gispende Giendferd af Jordens Hersker!

99

See dig omspendt af Snarer, bespeidet af
Lurende Rovdyr, Tiger, og lokkende
Sireners Vink, og Klapperslangens
Gnistrende Øien, hvorved man svimler.

Over dig, see dit svulmende Ønskes Vei!
Grundløse Svelg, og - Intet, at hvile ved!
See dem! og stiig! og naae Cherubens
Flammende Sverd, og dit Edens Ildhegn!

Drukken af Mismod, kald nu din rasende
Stolthed, og kald hver svermerisk Drøm til Hielp!
Storm i din Ruus mod Almagt! glem den!
Troe dig i Pisons bestraalte Lunde!

Mørkets uhumske Flygtling! og tør du da
Dristig beskygge Glands af den Helligste?
Veedst du et Figentræ, hvis Blade
Skiule dit Dynd for hans Vredes Aasyn?

Arme Nedfaldne, vaagn af din stolte Drøm!
Vaagn! og ydmyget under din Brødes Vægt
Udbred din Angst, og al din Jammer,
Sukkende for dine Ønskers Fader!

Da skal ham ynkes over den døende
Gnist af sin Aand, som ulmer paa Nattens Bred,
Da skal han redde den fra Mørkets
Qvælende Damp, og det kolde Mismod!

Da skal en salig Straale fra Golgatha
Vise den Strøm, som Siele kan lutres i,
Og Offeret, hvis Blod kan stille
Dommerens Harm, som nedstyrter Gledne!

100

Da skal du henrykt see det, at Lysets Aand
Dalende spreder kierlige Vinger ud,
Og zitrende, veemodig, smelted
Føle hans Vink, og hans Glæders Aande.

Svulmende af hans voxende Straalers Ild
Skal da din Lovsang stræbe, at møde ham!
Og undrende skal de Ufaldne
Høre den Helliges Priis fra Dybet!

Men da, o Himmel! naar nu hans evige
Kierligheds Flamme vældig omspænder dig,
Naar han opløfter dig fra Dybet,
Op fra dit Mulm, til Algodheds Throne.

Naar du fra Naadens Arme, nu gysende,
Neppe tør see det Svelg, som du frelstes af!
O da skal Takkens ømme Vellyst
Fylde din Sang og din høie Harpe!

Da skal din Taare høit, som Cherubers Chor,
Prise den Aand, som reev dig af Nattens Favn,
Og alle Himlene skal svare:
Stor er den Aand, som opløfter Faldne!

Til Hans Kongelige Høihed Arveprinds Frederik, den 11. October 1779. En Ode

HENRYKT, troe mig, o Efterslegt! henrykt
Saae jeg Fredrikkers Dag, og dens Hæder
Bandt min zitrende Læbe; men helligt
Gysen, og underlig iisnende Vellyst
Fyldte min Siel.

101

Festlig, langsom opsteg den af Seklers
Mørke Svelg. Om dens Tindinger krandste
Sølvgraae Skyer sig, dens Smil var som Viisdoms
Smil til de Faldne, naar Høihed og Alvor
Dæmpe dets Glands.

Salig Frygt for Alfaders Udsendte
Greb min Siel; thi jeg følte den Høie.
Maalløs, gysende sank jeg i Støvet,
Tilbad og græd, da en styrkende Stemme
Naaede min Barm.

Danske! sagde den styrkende Stemme,
Danske! merk paa mit Ord, og forkynd det
Høit i Cimbrernes blomstrende Sletter!
Er det ei mig, som udvalgt af Alfader
Bringer dem Fryd?

Er det glemt, at der stolteste Ceder,
Fredrik, fordum oprandt ved min Straale*?
Stormens høie Bekiemper! den sølvgraae
Dannemand blusser, naar Heltens Erindring
Varmer hans Bryst.

Slegter blev og forsvandt, og jeg nedbar
Godheds Blink til den hellige Stamme.
I min Dugstrøm fremspirede Glædens
Yndigste Knop, og de fredkiere Cimbrer
Anede Held.

Herlig voxte den Spire. Sit Udspring
Værdig, stor, som sit Navn, er min Fredrik,
Danmarks Ven. I hans qvægende Skygger
Frydes den Kiekke, og venlige Dyder
Groe i hans Lye.

* 102

Norden samles omkring ham, og stirrer
Taus paa Flidens og Konstens Opelsker.
Blid og vældig, som jeg, skal hans Viisdom
Hastig opvarme dets hærdede Sønners
Undrende Bryst.

Alt optøedes de koldeste Hierter,
Norden smelter ved Smilet af Fredrik!
Alt fornemmer det Indfødtes Iver,
Danskheds fortryllende Vellyst, og elskte
Børnebørns Haab!

Alt fremspire de herligste Frugter,
Selvforhverved, og tryg, og usmittet
Velstands Lyst, og dens mildere Sæder,
Glædende Konst, og de høiere Dyder,
Skaldernes Ild!

See! saa sagde den heldige Dags Aand:
Disse Glæder fremkaldte min Fredrik!
Bød ei Godhed min rødmende Straale
Vække hans Siel? Er det lidet Alfader
Sendte ved mig?

Er jeg ringe, foragtet, som hine
Daarskabs Dage, bestemte til Bulder,
At man vild, og bekrandset med Myrther
Tumler mit Aasyn imøde, som var jeg
Viingudens Fest?

Skal da denne letsindige Støien,
Drukne Trælles Triumpfskrig, og skal den
Værre Dunst af berusende Virak,
Skal det fortolke velsignede Cimbrers
Flammende Fryd?

103

Vidløs, larmende Latter forkynde
Drømmes Lyst og et Øiebliks Kilder!
Slegters Held, som min Fredrik udspreder,
Hædres allene ved Knæfald og Taarens
Vældige Sprog!

Derfor merk paa mit Ord, og advar det
Elskte Folk: at det møder mig festlig,
Med andægtige Glæder, med hellig
Lovsang til ham, ved hvis Kraft mine Straaler
Vakte dets Ven!

Byd dem tænde sig store, min Fredrik
Værde Forsæt ved Glimt af mit Dagskier!
Byd dem tause forskiønne min Middags
Herligste Glands med et Gienskin af ægte
Dannemænds Dyd!

Da skal ofte min Morgen bestraale
Fredriks Smil til de heldige Cimbrer!
Da skal Godhed samtykkende hastig
Byde mig bringe sit Norden en elsket
Fredrik endnu!

Til min M** paa hans Broders Fødselsdag
(1780)

TROE mig, Damon: Vor Siel har sit bestemte Maal,
Som vort Legem af Støv - Mennesket aabner vel
Altid graadigt sit Bryst - troer det et bundløst Svælg,
Naar det higende seer Glædens kristalne Strøm -
Ak! - det veed ei, hvor faa Draaber det rummer kun! -
Hastig mætted og dorsk, seer det med Græmmelse
Nectar, Gudernes Lyst - Sig kun en smagløs Drik,
Evig strømme forbi, skiønt det ei tørster meer -
104 Ofte stræber det nidsk, dæmmende for dens Løb,
At tilegne sig Fryd, Forraad af Salighed,
Som det glubende dog, ei kan fortære selv -
Kun forgieves! - Thi snart taber den standsede
Al sin himmelske Kraft - døende bliver den
Snart et dunstende Kiær, muddret og vemmeligt! -
Kun den Glæde, som rask fandt sig en anden Flugt,
Eller frelste sig selv høit over Demningen,
Kun den snoer sig endnu reen, som sit første Væld,
Giennem Dalen - et kiert Møde for Vandreren,
Sød og kraftfuld for hver, til han har slukt sin Tørst! -

Ei den Lyst, som vor Arm vældig opøser os
I Korinthiske Kar, fremfor de svagere
Pillegrimme, som drak, af deres hule Haand -
Ei den Glæde, som Kunst, eller aarvaagen Flid,
Eller, Viisdom, Du selv leder i tusind' Rør,
Til vor higende Barm - Ei den Lyksalighed,
Som den enige Jord ydmyg frasiger sig;
Og, henrykt ved vor Glands, eller - som ofte skeer -
Blot forblindet og ræd, troer eller kalder vor -
Ei den straalende Fryd, den som Algodhed selv,
Af sit aabnede Svælg, fyldte med kierlig Haand,
I vort Begger, og mild heldte til Læberne -
Men kun den, som vort Bryst, naar det udvider sig,
Med sin yderste Kraft, mægter at spænde om,
Den, min Damon, er vor! - Den kun tilhører os! -

Croesus eier ei meer, af sine Dynger Guld
End en Drachme maaskee skienker hans mindste Træl;
Kun et Hierte - og ak! - hvilket et Hierte fuldt! -
Bort med Usle, hvis Navn smitter en Sang til Dig,
Men Pharsaliens Helt, eller Philippi Søn,
Eller - elsker Du helst ham, som i Lænkerne,
Straaler meer, end de to - Socrates! - Har de meer,
Af det Held af den Glands, som de har svøbt sig i,
End den Fryd, som der' Siel, - stoer - men dog endelig,
105 Fik af Skaberen Rum, Ømhed og Evne til? -
Troe mig, mangen ukiendt, som fra sin Hyttes Dør,
Taus udspreder i Dag, Dyd og Velsignelser,
Har et Hierte, saa fuldt - muligt, saa stort, som de! -

Før den Eviges Haand veiede Polerne,
Blev vor Glæde, som os, passende Grændser satt' -
Alle - Hyrde og Helt, Armods og Viisdoms Ven,
Møde sikkert et Maal, hvor de alt mættede,
Om de sænktes i Fryd, ei kan nedsvælge meer! -

Kun den sieldne, kun den tør overskride det,
Der, som Castor og Du, eier en dobbelt Siel! -
Der, ledsaget ved Smiil af den Algode fandt,
End et Hierte, som sit, end et udvidet Bryst,
Som han svælgende kan fylde med Held og Fryd! -

O, hvor herligt et Lod traf da Din Pythias! -
Han, som Skaberen først dannede selv en Siel,
Stor til Himlenes Fryd - Stærk til Heroers Lyst -
Øm til grædende Dyds mildere Salighed! -
Saa - som kunde han ei rumme sit Held deri -
Gav Din flammende Siel, Damon! - og saa sin H**s,
Ømme svulmende Barm - aaben for Gudernes
Vellyst! - Gav ham dem, at nyde sin Glæde med! -

O! - naar Sangersken nu seer ham - den Heldige,
Snart nedsænkt i sig selv drikke den Tappres Fryd -
Frelste Borgeres Smiil - Faldende Fienders Roes -
Og Dig, Heltenes Løn, evig uskiulte Glands! -
Snart med brændende Tørst, ved sin Venindes Barm,
Svælge Kierlighed i hurtige Aandedræt;
Henrykt - drukken, o Dyd, af Dine Taarers Lyst! -
Snart omslynged af Dig, Damon! - med himmelsk Roe,
Giennemføle, hvad før Castor og Pollux fandt;
Da det modige Par, vandrede Haand i Haand,
Dobbelt stærk ved sin Pagt, Veien til Stiernerne! -
106 Og saa samle sig heel - og med tredobbelt Siel,
Nyde Dig - og med tre Munde velsigne Dig,
Glædens herligste Dag, Du, som med smilende
Straaler vakte ham først til sit bundløse Held! -
Da, min Damon, o da smelter Calliope,
Ved det himmelske Syn! - taber sin gyldne Luth! -
Og med opløfted Haand, stammer hun neppe ud:
Ofte - Heldige Tre! - Heldigste Pythias! -
Ofte strømme Din Dag, herlig og blid, som nu,
Ned fra Glædernes Veld! - ofte opfylde den,
Din udvidede Barm! - evig, som nu, for stor,
Til min Læbe - og til kunstige Harpers Lyd! -

Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser nogle Timer før hans Død
(1781)

UDRUST dig, Helt fra Golgatha!
Løft høit dit røde Skiold;
Thi Synd og Skrek - du seer det ja -
Angriber mig med Vold.

Udstræk dit Glavind i din Harm
Mod dem, som trodse dig!
Nedstyrt dem med en vældig Arm
Fra Lyset - og fra mig.

Da skal jeg, sikker ved din Haand,
Ei frygte Døden meer;
Men offre dig min frelste Aand
Paa dens nedbrudte Leer.

107

O Herre! forund mig Liise og Roe;
Men revser du mig med Smerte,
Da lær mig at taale - at bede - og troe,
Og JESUS opfylde mit Hierte.

108
109

Digte og fragmenter, trykt efter
Johannes Ewalds dødsår 1781

110
111

Impromptu

HER hviiler Madam Godike
Hun faldt fordi hun stoed ikke
Dog tabte vi vort Mod ikke
Thi Himlen os forlod ikke;
Og hendes Presse stoed ikke -
Gaae Vandrer bort og roed ikke
Hos hendes Legems Bodike! -
A° 1780.

I Abrahamsons Stambog

TRE Ting - o skiærp mit Syn, Kalliope,
Tre sieldne Under ønsker jeg at see:
Den Draabe i Neptunus's salte Skiød
Som Solen greb, og ikke giorde sød;
Det bitre Blomster, som en vittig Bie
Forgieves søgte Kraft og Honning i;
Og saa den Gift, hvoraf den Vises Bryst
Ei tilbereder Dyd og salig Lyst.

Ja en forsagt, en haard, en nedrig Sjæl,
Ja Daarskabs usle, Lastrets feige Træl,
Ja den, hvis Øyne Pluto rørte ved,
Seer selv i Himlen ingen Salighed -
Den vrantne Klynkere, som troer sig viis
Opdager Dødens Frugt i Paradiis -
Og agter glad ved Skrækken som han fandt,
112 Ey Myrtherne hvorunder Pison randt -
Den som tør vrage, hvad Al-Godhed gav,
Som nipper Draaber, hvor han seer et Hav -
Hans sjeldne hans for tit befølte Lyst -
Er mat og lunken før den naaer hans Bryst -
Og da, naar Mørkets Konge stiger ned
Fra Østens Bjerge - naar han vild og vred
Forfølger Hesperus - Naar Intets Ven,
Forsøger at udslette Skabningen -
Da blender Angst der' Sjæl - - Mon Almagt flyer,
Du feige Hob? - Er Godhed qualt af Skyer? -
Ha see dens vink i Lynild - Hør dit Kald
Til Salighed i høye Torden Skrald! -

Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl,
I Mulm og Straaler altid seer sit Vel -
Hvis Øye Lastrets Gift - og Blodets Magt,
Og Svaghed selv kan ikke gjøre svagt
Hans Tanke fængsler Glæden og hans Bryst,
Er som en Kobber-Muur om Edens Lyst -
Hans Kreds er Vellyst - den Alvise lig,
Som finder Himlen, hvor han finder sig -
I skumle Ørk'ner saae han dine Spor
Al Godhed - og dit Smiil bag Nattens Flor -
Og om Cocyti Virvel trak ham ned,
Da sank han dog i Svælg af Salighed -
Derfor gid Amors Ild og Pluti Glands
Og Martis Palmer og Apollons Krands
Forøge din Lyksalighed min Ven -
Men Verdens Fald kan ey formindske den

113

Fragment

FØR Kunsten kom var Pragt og Orden
Før Vid og Smag var Lyst paa Jorden
Om Gamle Sagar gjelde skal. -
Før Guldet var et gyldent Rige,
Om vi skal troe, hvad Skjalder sige,
Der neppe kjende den Metal. -
Nok er det at en Tid har været;
Da Smag og Kunster ey var æret.

Fragment

LÆR mig
Vor Sjæl er Ild, - som utaknemmelig,
Fortærer det hvorved den føder sig -

Fragment

ER det kun Lyst som viise glædes ved;
Hvor arm er da vor Jord paa Salighed! -

Til Cecilia Wormstrup

BRØD vel Apoll sin Daphnes spæde Græne
Til Krands for mig? - Naar stammede jeg Digt,
Beruuset af din Kraft o Hippocrene? -
At Doris vil opfordre mig til sligt
Kun den som ni Æoniske Gudinder
114 Opammed, under Skjærts og Sang og Spil,
Hvis spæde Tinding Lorbær strax omvinder,
Kun den kan synge naar og som han vil. -
Naar Eraton i kjælne Toner klirrer,
Hyrdindens Stolthed og den troe Damoet;
Strax græder hiin og Ruusen som forvirrer
Omdanner ham til en forelskt Poët.
Saasnart Terpsichore harmonisk dandser
Ens Død, en andens seyerrige Mod
Saa er han snart i Flor og snart i Pandser
Og Taarer koster ham saa lidt, som Blod.
Og møder Satyr slig en færdig Digter,
Da naar han hyler mod en Konges Grav. -
Strax spøger han selv med Regentens Pligter,
At Sørge-Skaren skoggerleer deraf. -
Vi ønske kun - hos ham kan alting haves
Vi frygte og han skjælver strax derved
Vi lee, han leer - vi døer og han begraves
Vi gifter os - han døer af Kjærlighed. -
Af det man havde, har og sildig venter,
Gaaer intet hans Opmærksomhed forbi,
Og Himmel Jord og alle Elementer,
Har intet som undgaaer hans Poësie.
Men ey omvandt du mig med Laurbær-Græne
Latones Søn - Ey stammede jeg Digt
Beruuset af din Kraft o Hippocrene -
Vi vil man da opfordre mig til sligt. -

Vel sang jeg ofte - - men min Sang var Smerte
Chiddekel hørte det og Gabbatha
Min Sang jeg selv min Skæbne og mit Hjerte
Blev stemt til Taarer af Urania
Hvad vil du da du muntre Glædens Datter
Som spøgende udfordrede min Pen! -
Sorg er min Sang - prosaisk er min Latter
Cæcilia - kjend og undskyld din Ven.

115

Dog at du ey, opirred nu maae sige;
Han synger ey min Fest af Egensind. -
Vel! - rime vil jeg! - og du muntre Pige,
Syng Tanker til de Riim som faldt mig ind! -

Fragment

INDHYLLET i mig Selv og taus og Mørk som du
Guddommelige Nat o Yongs Veninde
Gik jeg ved Lethes Bræd - en taare stoed endnu
uføelt - og Kold og glemmende at rinde
taus var du Natt og Mørk og bag dit tykke Sløer
Saae jeg kun Siælden røde Stierner spille
og du o Vand, hvor i det forbigangne døer
Dit matte Skin forhøyede det stille -
alt knælte ieg ved Dig du dødelige Bræd
Alt smiilede Cypressernes Dryader
Alt var min Læbe vaad og alt falt Dækket need
Vor Jord forsvant bag skinnende Monader
Da kom en venlig Røst bag ved Cypresserne
igiennem Natten, naaede sang mit Øre
O for en liden tiid bliv glemt forglemmelse
thi her er noget som jeg først maa høre
Piloten - Søens Søn, naar han halv kold og Stiv
er følesløs og døv mod Venners Taarer
Da røres han endnu og gisper efter Liv,
Ved den bekiendte Lyd af Seil og aarer

116

Vers

MIN Bendsen naar Englernes Ild
opvarmer og smelter dit Bryst
naar Sandsen og Tanken er vild
og Siælen forgaaer i sin Lyst
Naar Venus giør følelsen Varm
da send fra den snee hvide arm
et smagtende smiil til din Ven -
og Glem ham fortryllet igien

Natte-Tanker

I tourn'd the tonefuld Art
From sounds to things from Fancy to the heart

I Nattens fredelige Skygge,
Naar Armod og den trætte Flid,
Og nøgne Dyder slumre trygge,
Og drømme om en bedre Tid -
Naar Trættens Træl er hæs af Skrig
Naar Vold er mæt af Armods Taarer
Og Naar den Viise glemt af Daarer,
Tør nyde Skaberen og sig -

Naar Haab venskabelig besøger
Den angrende Misdæders Bryst -
Naar Smerten glemmer sig og spøger
Med Billeder af fremmed Lyst
Naar Ærens og naar Guldets Træl
Omvelte sig blant Angst og Kummer
Da kommer Glæde til min Slummer
Og salig Vellyst til min Sjæl

117

Da naar den bange Vandrer standser
Ved Mosens blege Meteor
Og ved den røde Ild som dantser,
Bag Nattens frygtelige Flor
Naar Haaret kryber - Naar hans Knæ
Blev Svagt - Naar Spotteren paakalder
En Gud af Skræk for Løv som falder
Af Angst for Skyggen af et Træ -

Da naar han lever op og glemmer,
En Frygt som truer ham med Dyd,
Ved vidt adspredte Hundes Stemmer
Og ved bekjendte Klokkers Lyd -
Indtil igjen et StjerneSkud
Udpresser Anger af den svage
Som ønsker Lyset snart tilbage
For ret at turde trodse Gud -

Naar Mørkets Førster forestille
Ret løyerlige Spøgelser
For; til et Tids-Fordriv at drille
De taabelige Mennisker. -
Naar Uglen Skriger om ...
Og Dødens lodne Spaa-(Mænd) ...
Da kommer Haabet til ...
Og Livet til mit Hv(...)

Thi den som Phoebus ti(ilig) ...
Sin underlige Harm(onie)
Hans varme, fulde ...
Udbrede Himlene sig (i)
Hans Sjæl omspænder Soel(...),
Hans stærke Tank(e) ...
Og nu og da og ...
Adspreder ey ...

118

Over Johannes Kinast

MON den, som knæler for den Høye
Fornemmer Lyd af Skabningen? -
Seer han vor Jord? - og veed hans Øye,
Om Nattens Vinger skjule den.
Mon Mulm, som Støvet Gyser ved,
Kan naae den høye Sjæl, som roelig,
Seer ned imod sin faldne Boelig,
Fra Cherubimers Evighed -

Ney Kinast, Ney! - I Livets Strømme,
Som rev dig bort - i Lysets Hav,
Hvor Herlighedens Soele svømme
Rundt om din Aands bundløse Grav -
I Rigdoms Dyb - I Naadens Skjød,
Kan Smertens Skygger ey opdages -
Du veedst ey, at dit Støv beklages,
Du seer kun Livet i dets Død -

Din Sjæl, som Glædens Chor alt lærte
Sin underlige Harmonie
Dit varme fulde store Hjerte,
Udbrede Himlene sig i -
Hvad er din tabte Tid? - Det Gran -
I hine Svælg hvor du tilbeder -
Det Blink i Almagts Evigheder -
Det Stænk i Naadens Ocean?

Mon Støvets Sysler - mon dets Glæder
De Veyrlys, som det smiiler ved,
Og mon den Dunst, hvorved det græder
Bemærkes i din Salighed -
Mon disse Klager naae til dig? -
O Salige? - Mon du fornemmer
Vort Suk blant Himlens høye Stemmer,
Og blant Udvalgtes Fryde-Skrig -

119

Ney! - ak men vi hvis bundne Tanker
Kun flaggre lavt omkring vort Leer
Hvis Sjæl indklemt i snevre Skranker,
Kun fatter, hvad vort Øye seer. -
Vi see kun usle Levninger,
Af Kinast - af vor Ven - vor Lærer -
Det Muld som Tiden snart fortærer
Og føle dens Forstyrrelser -

Hvor dybt - hvor grundløs dybt, du Høye,
Nedsank din stolte Lignelse -
Hvor mat! - hvor mørkt er nu det Øye,
Hvori din Godhed straalede! -
Er det den Mand, som var din Lyst? -
O hvem begriber, at den Gode,
At Gud, at Aanders Fader boede
I dette kolde, tause Bryst -

Og disse Øyne som tilsmiilte
Vort Hjerte Glæde, Haab og Mod! -
Og dette Bryst, hvorved vi hviilte,
Og denne Haand, hvorved vi stod -
O Tanke hvor ydmyger du! -
Hvor billigt er det om vi græde! -
Og disse Træk, som var vor Glæde,
Skal Ormene fortære nu! -

Og skjønt du selv varst mæt af Dage,
Og skjønt din Isses Krands var hvid,
See vi umættede tilbage,
Til din forsvundne Leve-Tid
Ak en som du - en troefast Ven -
En kjærlig Fader, og en Hyrde
Som stærk og villig bar sin Byrde -
Kan vi for sildig tabe den

120

Hviil sødt! - hviil æret, skjult og roelig,
O elskte Støv! - Indtil din Gud,
Igjen fornyer dig til sin Boelig
Ved hans Barmhjertigheders Bud
Men vort taknemmelige Bryst
Skal gjemme paa dit Eftermæle,
Indtil og vore frelste Sjæle,
Bortrykkes i en Strøm af Lyst -

Over Andreas Schyth

MON Støv kan følge med den Høye,
Hvem fandt hans Spor og hvilket Øye
Har seet hans underlige Vey -
Forvovne Støv hold op at svimle
I dette Svælg af Himles Himle
Den evige begribes ey

Min Sjæl, min fængslede, min svage
Min faldne Sjæl, vil du opdage,
Hvad Lysets Aander ey kan see
Velan! - Forsøg det, om du taaler
At stirre paa det Hav af Straaler
Som bruser om den Herlige

Ak! - dybt i Støvet vil vi knæle
Og Graad og hellig Angst skal quæle
Hver Tanke som udforsker dig
Vor Aand skal zittre og tilbede
Dig, hvis Al-Godhed og hvis Vrede
Er viis og ubegribelig -

121

Men om vi med et ydmygt Hjerte
Modtager Bitterhed og Smerte
Af dit alviise Velbehag -
Og om vi knæle mens du saarer,
Da Gud tilgiv de stille Taarer
Som ene bøde for dit Slag,

Naar du fordobbler Støvets Dage
Som aander sig og os til Plage
Og snart bortrykker Jordens Ven
Da er du Gud og den alviise -
Din Villie skal vort Hjerte prise
Endskjønt det ey begriber den -

Alt hvad du gjør er got vor Fader,
Det Onde selv, som du tillader
Er frugtbart paa Lyksalighed -
Og af det Tab, hvorfor vi græde
Udspiirer Fryd og salig Glæde,
Som Himlens Aander smiile ved -

Han lever - han, hvis Muld vi gjemme
Alt blander han sin høye Stemme,
Med Cherubimers Fryde-Skrig
Alt straaler Naaden og veyleder -
Hans Sjæl igjennem Saligheder
O Gud, til Thronen og til dig

Du kaldte din troefaste Hyrde
Til Hvile - du borttogst hans Byrde,
Og du omgjerder ham med Lyst -
Hvor herlig kroner du hans Dyder
Vi veed det - Gud! - men Taaren flyder
Og Smerten svulmer i vort Bryst -

Thi ak vor Sjæl er svag du Høye -
Vort Hierte fængsles af vort Øye
122 Og lænkes til det Tab vi see -
Vi veed vor døde Faders Glæde -
Men ak vi see hans Grav og græde
At vi har tabt den Salige -

Og dyrebare var hans Dage
Ak en var meer end al vor Klage,
En Times Tab fortjente den -
Det er ey lidt som Døden røver -
Det veedst du selv, du Nyre-Prøver,
Og du, som gavst og togst vor Ven -

Thi som et Lys i Dødens Dale,
hvis Glimt veylede og husvale -
Og styrke trætte Vandrere
Saa sjelden er dit Ords Forkynder
Som ey formørkes Selv af Synder
Hvis Afgrund han opdagede

Saa var vor Schiøt - Saa var din Tjener
Et himmelsk Lys blant Syndens Venner
Et saligt Gjenskin af dit Bund -
Han levte troefast, som han lærte
Din Kjærlighed var i hans Hjerte
Og hellig Sandhed i hans Mund

Svag og Brøstfældig var hans Hytte -
Men stærk Hans Sjæl som Himlens Stytte
Utrætted i sit store Kald
Han understøttede den svage,
Han holdt den synkende tilbage
Og greb den Faldne i sit Fald -

Hans Røst var kjær - thi den var kjærlig,
Og mægtig, thi dens Grund var ærlig
O Gud - man kjendte strax din Tolk -
Kun en som han, der selv er dydig
123 Opvækker Angst hos hver ulydig
Og salig Tillid hos dit Folk

Nu tier han - derfor du Høye
Formørke Taarer Folkets Øye -
Hans Stemme trøster dem ey meer -
Vort Lys forøger Himlens Glæde
Vi kan ey øyne det - vi græde
Hos det tilbage blevne Leer -

Men Taaren trøste Himlens Venner
Og Godhed, som borttog sin Tjener,
Har derfor ikke skjult sin Vey -
Men ak - vi, som en kjærlig Fader
Uigjenkaldelig forlader,
Os kun - os trøster Taaren ey -

Nytaarsdigt til en Moder

O du mit Intets troe Veninde,
Hvad var jeg, da dit varme Bryst
Oplivede mig til at finde
Det første Gysende af Lyst? -
Hvor var min Sjæl? - O Elskte sig -
O du, som fødte mig med Smerte,
Fortæl - Hvor sov jeg, da dit Hjerte,
Med stærke Slag opvakte mig? -

Ak! - hvilket rædsomt Mulm omspændte
Min Sjæl - og bandt min Phantasie, -
Før dine reene Luer tændte
Det første Glimt af Lys deri -
Dybt sank jeg - Strudler trak mig ned
I Chaos - Natten greb mig svage -
124 Da drog din Straale mig tilbage
Ufattelige Kjærlighed

Oplys mig da min Sjæls Veyleder
Hvi valgte du Hvor fandst du den
Blant Myriader Mueligheder? -
Hvad var jeg, at jeg blev din Ven? -
Viis mig du Gnist af Gud, og du
Dens Helligdom og dens Præstinde
Lær mig, hvormed jeg kunde vinde
Din Yndest, før jeg var endnu

Fortæl, hvordan det kjælne Hjerte
Blev haardt og turde ruste sig
Mod Dødens Frygt og Dødens Smerte
Og kjæmpe for at frelse mig
Viis mig mit Forbund med din Lyst
Vort Venskabs underlige Kjæde
Du som opelskte mig til Glæde
Med Blodet af dit ædle Bryst

Dog ney, du Gjenskin af den Høye
Du Mødres ømme Følelse
Din Straale blender Støvets Øye
Dit Svælg opsluger Tankerne
Min Sjæl har maalt Orions Vey
Og fulgt med Vredens røde Straale
Afgrunden kan min Tanke maale
Men dine Grændser naaer den ey -

HVi zittre da de fulde Læber? -
Hvi ruste de sig ud til Sang?
Hvi svulmer Harpens Lyd - og stræber
At naae din Straale med sin Klang
O følg mig Muse føl og tie! -
Til at fortolke det jeg finder
125 Har alle Pindi Sangerinder
Kun kold og kunstled Harmonie

Og har Camoenen Sang til eder
I underlige Billeder
Af hine spæde Saligheder,
Min Barndoms ædle Prydelser -
Hvad Farve skal du skildres med,
Du Dyd, som Mødres Bryster lærte
Vor Sjæl - og tyldte i vort Hjerte;
Du rødmende Uskyldighed -

Slaae sagte paa de fine Strænge
Min Muse - Syng de spædes Lyst,
Og lad det kjælne Klynken trænge
Saa dybt saa himmelsk i vort Bryst -
Udfind en Stræng hvis Zittrende,
Er stærk som den frygtsomme Tone,
Hvormed de Angrende forsone
Den mindste Overtrædelse -

Den Taare, som saa villig flyder -
Og som saa let er stilt igjen -
Den ømme Sjæl - de nøgne Dyder -
Den dybe Frygt For Skaberen -
Den Drift til Venskab og til Fryd -
Den Tillid, som ey kjender Kummer -
Den muntre Spøg - den trygge Slummer -
Er meer end høye Harpers Lyd -

Men du, som gavst mig denne Glæde -
Som har bestrød min Barndoms Vey
Med Roser; og bevart mig spæde,
At Torne saarede mig ey -
Men du hvis Haand veyledte mig
Paa Dyds og Viisdoms snevre Stier,
126 Hvor fandt jeg stærke Harmonier
Som sige hvad jeg skylder dig -

Hvad er min Muse? - tør hun stræbe,
At naae den kjælne Lyd, hvormed
Din søde reene viise Læbe
Indbød mig til Lyksalighed -
Hvad eller kan min Stemme naae
Det stærke Bud, den høye Klage,
Hvormed du kaldte mig tilbage -
Fra Farer, som din Ømhed saae -

Og nu? - ak! - naar min Sjæl opregner,
De trøstende Velgjerninger,
Hvormed din Haand endnu betegner,
Hvert Øyeblik, hvori jeg er -
Da - o da flye Camoenerne
Da svimler Sjælen og fornemmer
En Gjenlyd af AlGodheds Stemmer -
Og drukner i sin Følelse -

Du som forvandlede min Smerte,
Til Slummer og til Haab om Lyst
fortolk du selv mit fulde Hjerte! -
Læs din Erindring i mit Bryst -
Der - Elskte, som jeg aander ved,
Min troe, min eneste Veninde -
Der skal du see dig selv - og finde
Et Gjenskin af din Kjærlighed -

Og den Alvidende skal mærke
Mit Suk; og agte paa min Bøn -
Han, den AlGode - Han - den Stærke -
Han være selv din Store Løn -
Hans Villie give at du maae
med Glæde sildig see tilbage
127 Med Mod erindre disse Dage
Hvis Kreds vi nu begynde paa

Hans Arm skal gjenne Frygt og Fare
Og Tvivl og Kummer af din Vey -
Hans Viisdoms Straale skal advare
Dit Fodtrin, at du snubler ey
Men naar du mættes af en sød,
En roelig, høy og æret Alder
Da byde Naaden at du falder
I dens Barmhjertigheders Skjød -

Nytaarsdigt til en Fader
(I)

O du min Ungdoms troe Veyleder,
Som styrer mig til varig Lyst
O du som planter Saligheder
Og unge Dyder i mit Bryst
Troer du, at Nattens Svælg fortærte
Det Aar som var? - Ak Ney - det er! -
Du selv, du bandst det i mit Hjerte
Med evige Velgjerninger
Min Tak har gjemt hvad Jorden taber
Den hindrer Aaret i at flye
Min levende Erindring skaber
Den alt forsvundene Tid paa nye
Mit Øye seer med Lyst tilbage -
Min Fader! - og min rørte Sjæl
Foreviger de glade Dage
Som du betegner med mit Vel -
AlGodhed lønne dig - og byde
Din Sjæl at see med Tillid frem,
At Øyne Glade Aar - at nyde -
Og ey at kunde tælle dem -
128 Han lyse dig! - og han udbrede
En lang og tryg og baned Vey
For ved dit Ansigt og veylede
Din Sjæl til Fryd som endes ey
Rigdommens - Glædens Herre træde
I din Gjeldbundne Datters Sted -
Han selv gjengjelde dig den Glæde,
Som du har overøst mig med -
Hans Naade skjæn(ke) dig en Alder -
Som er ærværdig (hø)y og sød -
Han byde at du ikke falder
Før du hensegner i hans Skjød -

Nytaarsdigt til en Fader
(II)

SOM Snee bortsmelter Støvets Dage
Som Nattens Dug forgaaer vort Liv
Hvo sagtner Tidens Gang? - Hvo binder
Det Øyeblik, som nu forsvinder
Mon du kan sige kom tilbage
Du stærke Gud, som sagde bliv! -

Glimt, som den evige betroede
Min Sjæl, af Skabningen og sig
O du som voxer ved at nydes
O Glimt, som aldrig meer tilbydes,
Uigjenkaldelige Gode,
O Tid vær meer, end Guld for mig -

Men du min, Fader, du som lærte
Mit Bryst sit første Aande-Dret
Og du, som først har viist mit Øye,
129 Mig selv, Naturen og den Høye -
O at du kunde see mit Hjerte,
Thi Ord kan ey fortolke det -

Ak selv den største Tak er liden
Er svag for dig, min første Ven? -
Hvad er da min uvante Læbe? -
Tør den vel haabe - tør den stræbe,
At lønne ham som gav mig Tiden
Og lærte mig at nyde den -

Men han som helst bønhører svage -
Gud skal betale al min Gjeld -
Ja Tidens Fader skal fornemme
Min Bøn og mærke paa min Stemme
Han skal forlænge dine Dage
Og han skal krone dem med Held

Ved ham skal du med Haab tiltræde,
Med Tak beslutte dette Aar -
Ved hans Velsignelse formeere
Din Alder sig med mange fleere,
Og han beslutte dem med Glæde
Med salig Lyst, Som ey forgaaer -

Fragment

SVULMENDE Vellyst, du som mit Bryst af Leer
Længe forgjæves stræber at dæmme for
Bundløse Veld af Støvets Glæder
Flyd kun, o strøm fra mit fulde Hjerte! -
Styrt i din Vælde! - Bruus over Dalene
Høyt, at den trætte Vandrer maae finde dig
Og fylde sig med Kraft - og nyne
Skaberens Priis paa sin tørre Foed-Stie -
130 Ikke nedsvælger MoorLands forbrændte Fjeld,
Graadig i Løndorn den sig betroede Fryd -
Den mætter tusinde - den Arme
Drænker Aegypti umaalte Sletter
Syvfold udspreder Nilen til Fremmede
Fedmer som Himlen skjænkte din Barm af Steen;
Navnløse Bjerg! - Omspændt af Ørkner,
Hører du ey dine Fostres Lov-Sang
Tøver ey Havets kolde ustadige
Vandrer at qvæge falmende Lilier -
De mætte aande Guders Vellyst
Svindende Skye, som du ey fornemmer -
Og jeg, hvis Hjerte lignende Skaberen -
Tusindfold nyder Held, som det øser ud -
Og skulde jeg i Kreds af Brødre
Stable mit Leer for AlGodheds Kilde
Styrt i din Vælde salige Strøm af Gud
Bruus fra min Læbe, høyt, at dit raske Fald

Aftenen.
(I)

INDSVØBT i al sin Skræk og vred, og vild,
Nedbruser han fra Bjergene - O flye,
Du Roesens og de spæde Liliers Ven! -
O skjærts ey meer saa tryg med Søelunds Høy! -
Din Fiende kommer! - Flye du gyldne Soel! -
Fra Helsinge - fra Østens nøgne Fjeld
Nedbruser han - hans Aandedræt er Storm -
Og huul og sørgelig, som Bølgens Lyd,
Der tørner mod en ensom Klippes Fod;
Er Lyden af hans Komme - Glædens Spor -
Hvert yndigt Malerie af Grønt og Guld -
Hver Gnist af Skovens skummende Christal -
Hvert flygtigt Glimt af Bølgens sølvblaae Ryg,
131 Har alt hans store Skygge sletted ud! -
Bag ved den Morder er Naturen død! -
O flye du Glædens Ven! - o skjærts dog ey
Saalænge med Sophies gyldne Spiir! -
Forlænge kysser du hver enkelt Busk,
Hver vestlig Høy, hvormed du drevst din Skjærts! -
De rødme ved dit kjælne Afskeeds-Kys! -
Snart skal de blegne! - som den stolte Møe,
Hvis Hjerte Helte kun tør trettes om -
Hvi sidder hun, saa ensom i sin Port -
Saa tankefuld? - Hvi løfter hun saa tit,
De store Øyne; dem, som Dyd, og Mod,
Og Viisdom, og endnu jeg veed ey hvad,
Saa yndigt blandes i - Hvi løfter hun
Dem smagtende saa tit mod Bjergets Vey? -
Hun venter ham - sit Hjertes skjulte Haab -
Sin stille Tankes Ven - den unge Helt -
Hun skildrer ham sig seyerrig - beladt
Med Jetters Rov - Og alt tillaver hun
Et meer end venligt Smiil; og Helte Sang -
Og paa sit Skjød udbreder Kampens Møe,
Det bunte, det med Guld isprængte Skjærf,
Som hun har virked til sit Hjertes Helt -
Nu kommer han - han kommer! - - - ha, han flyer! - -
Nu blusser hendes Kind - Hun skjuler vred
Det Guldisprengte Skjærf - Men ak hun seer
Den sorte Jette, som forfølger ham
Med høyt opløftet Sværd - Nu zittrer hun -
Nu svømmer hun i Graad - Hun blegner - Flye
Guulhaarede, før Jetten knuser dig! -
Saa rødme Leyre Høye ved din Flugt -
Og vrede skjule de der' gyldne Pragt,
Som hver for sig udbredte dig til Lyst;
Du bunte Høyes Elsker! - Men de see
Din sorte Fiende - Skrækkelig og vild
Forfølger han der' Ven i lange Skrit -
Da zittre de - da svømme de i Dug -
132 Snart skal de blegne! - Flye du elskte Soel,
Før Jetten naaer dig! - Guul er Jettens Hjelm,
Som Dødens Farve - Fra dens høye Kam
Nedsvæver Busken, smudsig rød og bleg,
I tynde Streifer af hans brede Ryg! -
Sort er hans Skjold, som Sorgen - Som det Floer,
Bag hvilket Enken græder - Skrækkeligt,
Som Almagts Sløer, hvormed den skjuler sig,
Naar den i Harm tillaver Dødens Ild -
Et ildrødt Meteor, er Jettens Sværd -
O see det lyne bag hans Hjelm! - og flye,
Du milde Kjæmper med de gyldne Haar! -
Ewald.

Død og Dom

HVO kan opholde Ormens Liv,
Og standse Støvets Dage? -
Hvo siger til Minutet: Bliv! -
Til Timen: Vend tilbage? -
De flye - og Døden nærmer sig -
O Angst som overfalder mig! -
O gresselige Tanke! -

Du nærmer dig med Vredens Bud,
Forfulgt af Hævnens Luer -
Du haster ned fra Dommens Gud
O Dag hvorfor jeg gruer! -
O Time, svanger af min Død
O Øyeblik, som Almagt bød,
At kalde mig for Thronen -

Ukjendeligt for Mennisket
Fra Glædens Øyeblikke
133 Lumsk som en Morder kommer det
Og Dolken blinker ikke -
De muntre Timer flye Forbi
Det Leer, som Sjælen slumrer i;
Hvo kjender den som knuser?

Hvo sinkede dens jævne Fart,
Og trættede dens Vinger -
Den kommer sikkerligt og snart,
Og det er Død den bringer -
Ak nu maaskee, det næste nu,
Forfærdelige kommer du
Og fordrer mig for Dommen

Den Hellige tilreder sig,
At prøve den han skabte
Han forsker om jeg er ham lig,
Jeg usle, jeg fortabte
Bruus Hav, bort skyl dog dette Dynd! -
Bræk AfGrund og opslug min Synd,
At jeg maae synes hellig -

Fragment

SKJØNT Himlen taug og Dagens Hersker smiilte,
Saae Vandreren en svanger Torden-Skye,
Han saae kun den - han kjendte den og iilte;
Med lange Skrit i Tide til et Lye

134

Til Generalinde Elisabeth Mokke

KEN og ukunstled er den Fryd,
Som flammer i vort Bryst
Enfoldig er vor Glædes Lyd,
Og jævn vor Sang om Lyst -
Vi føle dybt i Hjertets Grund,
Det Held, som Øyet seer,
Og ingen Kunst har lært vor Mund,
At udbasune meer

Vi see dit Liv Elisabeth
Vor Lyst, vor Tak vort Haab
Vi føle og fortolke det
Med raske Glædes Raab -
Vi see din Fest og prise den,
Med vilde Toners Klang
Og kun den raae Natur, vor Ven
Istemmer med vor Sang

Uklipped Skov besvarer kun
Ustemte Fryde Skrig -
Og raaber længe leve Hun
Hvis Smiil opliver mig,
Vor Herskerindes Moder see
Sit elskte Kraagerup
I Lye og Hegn af Planterne
Som nu først spire op -

Bemooste Høye stemmer i
Med Dalens glade Raab
Og svare - Ædle, vær, som vi
Endnu de yngres Haab -
Du Armes Moder lev og nyd
Vor Afkoms Tak og Lyst -
Og see, som i et Speyl din Dyd
Udvikkled i der Bryst

135 Og han, som finder Velbehag
I spæde Læbers Bøn,
Han skal velsigne denne Dag
Som er saa mild og skjøn
At den maae længe blive det
Som den har vært os nu
stolt af dit Liv Elisabeth
Og god, og stoer som du -

Epigram

THOREN, wie lange verfolgt ihr den Barden? - und hascht nach ein Luft-Kind? -
Lächelnd entflieht er euch - über den Dunstkreis, mit Flügeln der Geister
Schertzt mit den Sternen und dünckt sich ein Irrlicht, mit feürigen Locken;
Schvach wie das Flüstern des Windes im Schilfe, vernimmt er bisweilen
Unglück weissagender Weiber Geschrey, wie der Wespen Gesümse
Hört er den müssigen Pöbel sich härmen und krähen und kreischen -
Wundert sich, was doch für Thierchen hierunten ihn hassen und fürchten,
Schüttelt das flammende Haupt; und verfolgt die weitschweifende Bane
Ruhig und lächelnd und hell wie der Mond beym Gebelle der Hunde

136

Fragment

HELLIGE, Hellige, Hellige Gud,
Du som ufaldne med Rædsel tilbede -
Skyggerne flye for en Lyd af dit Bud
Natten forsvinder i Glimt af din Vrede
Væ den besmittede! - Væ ham! - Du kommer
Natten forsvandt, som tilsoer ham sit Lye -
Greben - omspændt af sin straalende Dommer
Væ ham! - den faldne! - hvorhen skal han flye.
Om gridsk og stolt Unøysomhed - om Trods -
Om misbrugt Friehed - om en daarlig Kamp
Af Følelsers ved Kunst opblæste Ild -
Mod Viisdoms Lye, mod Almagts kjendte Bud!
Om feig Misundelse - om giftigt Had
Til hver en ældre hver en større Aand
om selv den mig ufattelige Drift,
Den, at nedstræbe fra sit Væsens Rang
At søge Skjul dybt under sig - i Støv,
I Mulm - en Tilflugt for AlGodheds Vink
Om - med et Ord - om Frækheds Raserie
Om Ondskabs Gift - Om selv chaotisk Dynd
Som uselt Mismod villig synker i
Om det maaskee kan blænde til en Tiid
Om - og hvorledes Ont maaskee formaaer
At synes taalelig - bag sine Skyer,
Skjøn bag den Damp der brækker Viisdoms Glands,
Lys i den evig skumle Nat, hvor Gud
Langmodig sjelden viser at han seer -
Om Synd formaaer at lyve Glædens Dragt
Og Fredens Smiil - Og Viisdoms høye Sprog
For sine Dyrkere
Og himmelsk Ild - for den letsindige -
Som slumre i dens Skjød - det veed jeg ey
Men Himle naar som nu - naar Dommens Røst
Med et forkynder den Alseende -
Naar Tordner vække dem - og pludselig
137 Den Damp af Synd - der altfor svage Sløer,
Fortæres i et Glimt af Hævnens Ild
Og de med Skræk, med Afskye see sig selv
Og blottede forgjæves krympe sig -
Forgjæves kalde den forsvundne Nat
Ey kan undgaa at see sig - ey at see
Den Helligste og al hans Vredes Harm,
Og de

Til Thalias Caroline paa hendes Fødselsdag d 5te Febr: 1772

O du som henrykt seer vor Fryd,
Og hører Glædens høye Lyd,
Thalias tause Ven -
O Fremmede, hvis varme Bryst,
Udvidet føler al vor Lyst
Og ey begriber den

Udanske, som kan spørge her,
Hvi alle Musens Yndlinger
I Dag just glæde sig -
Bøy Øret til min Harpes Klang,
Og Carolines Fødsel-Sang,
Skal undervise dig -

Thalia saae fra Pindus ned,
Og saae den Dag vi glædes ved,
Og følte den sin Fest -
Og med en Moders travle Iil,
Og med et stolt og vigtigt Smiil
Bad hun Olymp til Gjæst -

138

Al Musens pludselige Fryd
Kom af de spæde Læbers Lyd,
Som hørtes første Gang -
Gudinden kjendte let deri
Sin egen elskte Harmonie
Og sine Søstres Sang

Den snilde kjendte alt for vel -
Sin Carolines raske Sjæl,
Endskjønt den først frembrød,
Da bad hun stolt Gudinderne,
At haste fra Olymp og see
Den Muse, som var fød. -

De kom i herlig Høytids Dragt
Hver ærede ved særskildt Pragt
Thalias Fest og sig -
Thalia glemte sig og dem -
Og toeg sin lille Yndling frem -
Og smiilte moderlig

Hun kyste Øye Mund og Bryst;
Og sagde vær til Danskes Lyst,
Der Hjertes trygge Speyl! -
Afbild dem i dit Vink - og byd,
Din Taare skildre Helte Dyd
Dit Smiil at skildre Feyl

Da kyste Polyhymnia,
Og alle Muser kyste da
Den spæde Sangerske -
De kyste hende alle ni,
Og alle sagde, syng som vi,
Og syng for Følende! -

139

Da kom de hulde Gratier
Og Caroline fik af hver
En himmelsk Yndighed,
De Træk i Gang og Smiil og Sprog
Som Skildres ey, og som vi dog
Saa vist fortrylles ved

Ja sagde Venus trædskelig
Dit Danmarks Ungdom elske dig -
Vær Venus i dit Nord -
Hun holdt sit Ord kun altforvel,
Nu sukker mangen ærlig Sjæl
Ved Aphrodites Ord -

Saa rask kom Hebe springende
Bagefter hinkte Cybele
Af Alder krum og tung
De trættedes af Hjertets Grund,
Og raabte i hverandres Mund
Bliv gammel og bliv ung! -

Dog Juno skilte Trætten ad
O Hebe, smiilte hun, tillad
Vor Yndling mange Aar! -
Dog det forstaaer sig Cybele,
Her tales ey om Rynkerne
Og ey om sølvgraae Haar -

Hun kyste Carolines Barm,
Bliv sagde hun, bliv længe varm! -
Bliv gammel ung endnu
Som Ninon fiin i Lyst og Smag;
Som Ninon føel din For-AarsDag -
Som Ninon falme du

140

Høy vinkte nu Saturnia,
Og alle Muser knælte da! -
Hør, bød hun, og adlyd! -
Enhver som elsker Lyst og Smag
Skal ære Carolines Dag
Ved Skjærts og Sang og Fryd! -

O Fremmede, hvis varme Bryst,
Udvidet følte al vor Lyst;
Og ey begreb dens Maal -
Nu veedst du det - Vær glad som vi! -
Og drik ved Pindi Harmonie,
Vor Carolines Skaal! -

Aftenen
Et Fragment
(II)

KLOGSKAB skaan en følsom Daare -
Skaan ham, for dit kolde Raad! -
Viisdom røv mig ey min Taare! -
Haab misund mig ey min Graad! -
Ewald.

Poenitenten et Fragment

HVIS var den tunge, velsignende Haand, som berørte mit Øye,
Vandrere? - ligner han Jordens Gud, som han stod for sin Skaber -
Hellig, og herlig - et Aftryk af ham, fra hvis Hænder han udsprang?
Er han i Adfærd og Gang, som Støvets usmittede Broder,
Engang - ak engang var, da han tilbad ved Euphrats Bredde? -
141 Siger mig: seer i hans FodSpor endnu? - Velsigner han Jorden? -
Svømmer han langsom og smilende bort i rødmende Straaler?
Tung var hans Haand af Midlerens Lyst af Forjættelsens Fylde -
Drukken af Glæde bortsank jeg i Bøn, og slumrede Lov-Sang
See da nedfaldt et Sløer af Purpur, og skjulte Naturen -
Himmel og Hav og den spraglede Jord løb i et for mit Øye -
Sangerens Røst, og den sværmende Støy af bekymrede Trælle,
Sagtnedes meer og meer og taug - I en bundløs AfGrund
Svimlede Sjælen, og famlede for sig, og søgte sin Frelser -
Henrykt fornam den hans Glimt, og forfulgte med Jubel hans Gjenskin
Vandrere! - seer i hans blegnende Glands? - thi jeg føler, han var det -
Ewald.

Vinteren, et Fragment.

NED fra Finlands nøgne Skjær,
Stiger Vinteren ukaldet,
Zittrende og grim og skaldet,
Kold og bleg, paa Næsen nær -
Knarvurn knurrer han og brummer
Langs med Doffres mørke Ryg -
Væmmelig i Sang, og styg,
Naar han stønnende forstummer -
Mosens kniprende Tyran
Fandt hans Toner altfor hæse -
VildGjæs, som dog selv kun hvæse -
Selv Kivith mishager han -
Droslen flyer fra fulde Rønner -
Svalen stum - men fiin i Smag,
Flyer fra det bekjendte Tag;
Naar den hører, at han stønner -
Skræk for Skovens Harmonie! -
142 I kun sørgelige Fugle -
Heyre, Krage, Ravn og Ugle
Stemmer melancholisk i -
Kun de tørre Granner knage -
Kun en enkelt Ulv en Bjørn,
Tude ned mod Dalens Børn,
At indbyde dem til Klage -
Jorden synes bag sit Sløer,
Stiv og dorsk og grim af Alder -
Løvet bruunes, krummes, falder -
Græsset guulnes, helder, døer -
Søen hvidnes, hærdes, fryser, -
Bække sagtnes, standse, staae -
Er det vel at undre paa,
Om min stakkels Muse gyser? -

Paa min Ære, Ney! - Men om den gode Jomfrue ikke gjerne kunde have taugt til hun var blevet optøet - det er en anden Sag -

Ewald

Cantata for Raadhuus-Strædets Concert*

Recitativ.

HUN falmede, og mat og nu afmægtig,
Og kold hensank hun i sin Fiendes Arme.
See! - Livet døer! Thi har ei Livets Moder
Holdt op at føde? - Ak! Naturen falmer;
I Skoven taler Norden kun, og Ravne;
Men du, guddommelige Philomele,
Du tier! Har du da forglemt din Ithys?
Du synger ei din Smerte meer for Skoven!
Men er ei Markens høie Sangerinde

* 143

Saa taus som hun? Naturen priser
Sin Skaber kun med gresselige Toner;
Den hyler, hviner, tuder, brummer, brøler;
Thi kold og følesløs er al Naturen.
Men jeg; hvis Bryst er varmt, hvis Hierte brænder,
Ak! af den elskte, af den rene Lue,
Af den, som I har tændt, og daglig tænder,
O Ædleste! af Skiønsomhed, og Lyst!
Men jeg! - min Sang! - Ak! skiønt den svagt udtrykker
Min Følelse, min Pligt, og Eders Ære;
Er den dog varm af Tak, og høi af Glæde.

Aria.

Pindi høie Sangerinder,
Kommer venligt til mit Bryst,
Seer den Vellyst, som jeg finder!
Byder mig at synge Lyst!
Styrker mig, I Himliske!
Høi og sterk skal Sangen være,
Høi, som Eders Venners Ære,
Sterk, som Deres Følelse!

Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen,
da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773

SOLEN flygter, Taarer skiule*
Sporet af den Himmelske;
Norden brøler i sin Hule,
Glædens Morder vaagnede,
Snart skal Zemblas Hvirvel-Vinde
Hvine høit mod Harpens Klang.
Ak, hvad vil du? Ak, Hyrdinde!
Hvi begierte du min Sang?

* 144

Lær min bange Siel fornemme
Glimt af Vaarets tabte Lyst,
Byd, at Zephirs kielne Stemme,
Hvisler Glæde til mit Bryst!
Tal til Stormen, at den tier,
Dæmp dens Røst, min Hedevig!
Da skal høie Harmonier
Prise Himmelen og dig!
Deilige! hvis ædle Hierte
Svolmer af uskyldig Fryd,
Luk dit Øie for min Smerte,
Flye min Klages hæse Lyd!
Dig, hvis aldrig mørke Øie
Dydens Himmel straaler i,
Dig kan Glæden kun fornøie
Med sin egen Melodie.

Morgen-Sang

O Du, som aabner nu mit Øie
Paa ny til al din Herlighed!
O Guders Gud! o evig Høie,
Hvis Vink nu Solen straaler ved;
O aabne dog i Dag mit Bryst
Til Troe, til Dyd, til hellig Lyst!

O byd mig - lær mig selv at prise,
O lær mig at tilbede Dig;
Du eene Gode, Stærke, Viise,
Som denne Nat bevarte mig!
Som gav mig i Dit eget Skiød,
Et Skierm for Fare, Synd og Død!

145

Opløft mit Støv til Dig, Alfader,
Mit frelste Støv til Thronens Fod,
Hvor alle Himlens Myriader
Udraabe: Gud! hvor er Du god!
Lær og min Mund at stamme ud:
O hvor barmhiertig er vor Gud!

O lær mig, følende at sige,
Du som behersker Himmelen,
Seraphers Gud, Du er tillige,
Vor Fader og vor ømme Ven!
Og lad det Navn, som giør saa trygt
Besiele mig med sønlig Frygt!

Da skal jeg Arme turde raabe,
Betrygget i Din egen Favn:
Gud Zebaoth, hvorpaa vi haabe,
Er stor, og helligt er hans Navn!
Og Cherubs Chor beundre da
Mit stammende Halleluja!

O lær mig saa alvorlig glemme
Al jordisk Rigdom, Glands og Lyst!
Lad Hiertet sige ved min Stemme
Dit Rige komme til mit Bryst!
Lær mig, at naar jeg nyder det,
Da findes alt det andet let!

Lær mig, som Ondskab tør forføre,
O byd - o tving mig Usle til,
At lide villig, og at giøre,
Med Lyst, hvad Verdens Herre vil!
Alviseste din Villie skee,
Paa Jorden, som i Himlene!

O giv mig! Du det Godes Kilde,
Arbeidsomhed og dagligt Brød!
146 Og trænger jeg og gaaer det ilde,
Da giv mig Kræfter til min Nød.
Alt hvad der tiener til mit Gavn,
O giv mig det i Jesu Navn!

Og Hellige, hvis vaagne Øie,
Seer al min Ondskab til dens Rod;
Forskyld mig ei du evig Høie!
Udslet min Skyld med Jesu Blod!
Og lad mig ydmyg see til dig,
Naar Mennesker fornærme mig!

Og du som kiender alle Snarer,
Som Kiødet stiller for min Siel;
Og du, som seer i hvilke Farer,
Jeg styrtes tit af Ondskabs Træl.
O slip mig ei i denne Nød!
O fri mig dog fra Synd og Død!

Da skal jeg evig, evig være!
Din Ven, Dit Øies Lyst, Din Priis! -
Thi Dit er Rige, Magt og Ære!
Kun Du er god og stoer og viis!
Hvor henrykt skal jeg raabe da:
Forløser! Gud! Halleluja!

Over M. B**
(1772)

ALMAGTS Ord, du store Anker,
Du, som Verden hviler ved,
Hold min Siel! - heft mine Tanker
Til din trygge Salighed!
Let og svag og uden Roer
147 Kastes jeg af Virvelvinde.
Herre, lad mit Øie finde
Havnen, som din Naade soer!

Naar jeg paa en troeløs Bølge
Seer et Glimt af Stiernerne,
Og den viger for sit Følge,
Og jeg synker gysende,
O da kom min Siæl ihu!
Store Styrmand og Veileder,
Viis mig Glimt af Saligheder,
Der var evige, som du!

Viis mig bag ved Dødens Skygge,
Som omspænder Støvet her;
Stedet, hvor Udvalgte trygge
Lære først, hvad Livet er!
Livets Kilder, viis mig dem,
Vælde ud af Almagts Throne;
Og den evig grønne Krone;
Og det nye Jerusalem!

Ak! - hvad var vi uden dette?
Bølgers og Orcaners Spøg,
Klippens og Hav-Strudlens Trette.
Prøv det! - Glæd dig til Forsøg!
Skab dig et lyksaligt Liv!
Knyt det fast ved Sundheds Kiede!
Kald det da en Drøm om Glæde,
Og et flygtigt Tidsfordriv!

Følg mig hist, hvor Fromme raabe
For et elsket Liv om Aar,
Som Forjettelsen lod haabe,
Og en munter Ungdom spaaer!
Hist, hvor de Forladtes Graad -
148 Den, som ei forgieves flyder -
Hist, hvor selv Natur og Dyder
Gaae i Kamp mod Dødens Braad!

Haab med mig, at hine vinde!
Mueligt de afvende den!
Viid, min Morbrors troe Veninde
Ung alt havde Gud til Ven!
Han har sagt: O Lydige,
Længe leve du paa Jorden! -
Og alt, hvad du har af Orden,
O Natur, har svart: Det skee!

Nu alt riig paa modne Dyder,
Viisdom, Ægte-Kierlighed,
Og dig, Mødres Ømhed! - bryder
Døden disses Tempel ned? -
Mon ei Himlen naadig seer
Til den Angst, min Morbror finder?
Til vor Graad? - Nei! - Taarer rinder
Bittre! - Thi Hun er ei meer. -

Salige! - thi Du har vundet,
Os allene traf Din Død!
Vi har tabt, men Du har fundet
Livet i Algodheds Skiød! -
Min - mit Raad! min Hielp! min Lyst!
Moder! - Han, som havde givet,
Rev Dig af en Drøm til Livet,
Og fra vort til Naadens Bryst! -

Salige! tilgiv min Smerte!
Taaren flyder ei for Dig.
Ak, mit sønderknuste Hierte
Føler kun mit Tab og mig!
Hvad skal Støvet hvile ved?
149 Hvor er Tryghed? - Verdens Anker,
Almagt, heft de bange Tanker
Til den Dødes Salighed!

Over M. Th**
(1772)*

O! forskaan mig, viise Daare,
Tret ei længer med Naturens Røst!
Denne tunge, hede Taare,
Er mig meer end al din kolde Trøst.
Ak jeg elsker denne Smerte,
Denne Nat, hvorfor du vil befrie.
Mit beklemte fulde Hierte,
Lindres ved den Graad det smelter i!

Har jeg glemt at Myriader
Daglig tabe Støvets usle Liv?
Veed jeg ikke at Alfader
Sagde: døe, saasnart han sagde: Bliv?
Eller troer du, at mit Øie
Er for blind af Taaren, til at see
Glimt af Glæden, som den Høie
Har tilsvoret den Retfærdige?

O jeg veed, jeg seerjeg finder
Haabet, og den store Sandheds Magt.
Men den bange Taare rinder,
Og en Draabe skiuler Himlens Pragt!
I et Hav af rene Lyster
Sank Din Siel, o Salige! Du leer,
Engel! Ak men før min Søster!
Du har alt og jeg har intet meer.

* 150

Koldt og brustet er det Øie
Som den bedste Siel har straalet i.
Du, min Dorthe, seer den Høie,
Men Dit faldne Støv betragte vi!
Blege blev de fromme Læber,
Som saa tidt oplod sig til vor Lyst,
Og den Sang, hvormed Du stræber
Op til Tronen, smelter ei vort Bryst.

Himlens, Dydens, vor Veninde,
Tidlig sank Du om for Dødens Lee.
Men vor hede Graad skal rinde
Paa Dit Støv, Du faldne Lilie!
Levning af det bedste Hierte,
Haandfuld Jord, som var Din Skabers Huus,
Du bortsmulrer. Men vor Smerte
Bygge Ære-Støtter paa Dit Gruus!

En dybtsaaret Ægtefælle
Prise Dine Dyder med sit Skrig!
Og en Moders Graad fortælle
Hvilken Datter hun har tabt i Dig!
Klynk og du, forladte Spæde!
Brist i Graad, - men føel den ei endnu! -
Seer Du ei, at alle græde? -
Og dog taber ingen det som du.

Suk og du, som læser dette,
Føel vort Tab, Du kolde Vandrere,
Klag, at Døden tør udslette
Dydens Aftryk - Godheds Billede.
Og den fromme Graad, som flyder
Paa vor salige Venindes Grav,
Skienke dig et Glimt af Dyder,
Som hun alt for kort har straalet af!

151

Paaskrift paa en Kaffekande

SOM Venskab, saa din Saft, du ædle Mokka Frugt,
Bør være reen og stærk og varm og umisbrugt.

Til B*** og E***
(1772)

O du, hvis stærke Flammer drive
Det store Hiul i Verdens Ur,
Hvis Straaler varme og oplive
Den ellers staaende Natur,
O Godheds Smiil! O Almagts Bud!
Du som opholder og bestyrer
Alt Liv, fra Elefant til Myrer,
Fra Støvets Vrimmel til dets Gud;

O Du, som Himmelen betroede
Det største Gienskin af sin Lyst,
Det største Glimt af den Algode,
Som kan faae Rum i Faldnes Bryst;
O Du, hvis Smiil vi smelte ved;
Hvis Vink vi stammende tilbede;
Din Lov, Dig skal min Sang udbrede,
Guddommelige Kierlighed!

Du glædede den nyelig Skabte,
Da han endnu var god og viis!
Du blevst ham troe, endskiønt han tabte
Sin Høihed og sit Paradiis.
Du straalte Vellyst i hans Harm,
Liv i den skielvende Mandinde;
Og venlig hjalpst du dem at finde
Et Eden i hinandens Arm.

152

Saa øm, saa venlig og fortrolig,
O Glædens Moder, haster du
Fra Fyrstens Slot til Hyrdens Bolig,
Saa trofast er dit Smiil endnu.
Selv Æren aagrer med sin Lyst;
Kun du frembyder og udbreder
Din Rigdom, dine Saligheder
I Heltens og i Slavens Bryst.

Du sammensmelter vrede Prindser
Dem ubevidst i salig Fred;
Og de udtømmede Provindser
Udtømme din Lyksalighed.
Og saae min Sangerske dig tidt,
Med himmelsk Lyst belæsset, snige
I Smilet af en kielen Pige
Til en usavnet Eremit.

Kun til det sorte Bryst allene,
Som skyer, som hærder sig mod Dyd,
Har du, o Hellige, o Rene,
Ei selv det mindste Glimt af Fryd.
Styg, svovlet, giftig, stinkende
Er dyrisk Ild, som Laster tænde;
Kun morderiske Flammer brænde
Paa Chamos skidne Altere.

Men, Herlige! hvis Bryst kan rumme
Din Vellyst, hvo kan skildre den?
Naar du nedstraaler paa den Fromme,
Paa Menneskets og Himlens Ven.
Da svulmer hans opfyldte Bryst,
Da sitrer først hans rene Læbe,
Da gyser han, og Taarer stræbe,
At vise Gienskin af hans Lyst.

153

Min B***, udbred Dit Hierte!
O viis, forklar min Sangerske
Det kielne Suk, den søde Smerte,
Den mægtige Fortryllelse.
Beskriv den Strøm af Ild og Iis,
Som kryber om i hver en Aare;
Fortolk den underlige Taare,
Som taler om Dit Paradiis.

O siig mig, lær mig, hvad Du finder,
Nu da et evig helligt Baand,
Af Almagt selv velsignet, binder
Dig og Din Elskte Haand til Haand,
Og Bryst til Bryst, og Kaar til Kaar;
Og naar hun rødmer ved Din Side,
Og stammer, Ja; saa lad mig vide,
Hvor tidt, hvor høit Dit Hierte slaaer.

Thi hvert et Glimt af Saligheder,
Som naaer Din Siel, som lønner den;
Hver Skygge, som Din Lyst udbreder,
Hvert Suk er vigtigt for din Ven.
Ja, ved almægtigt Sympathie
Skal min henrykte Sangerinde
Begribe, see, og troe at finde
Den Vellyst, som Du svømmer i.

Da skal hun, drukken af sin Glæde,
Af hellige Fornemmelser,
Opdage Skiebnens skiulte Kiede,
Og Himmelens Beslutninger.
Og spaae: Min B***, min Ven,
Spaae skal min Sang, og Godhed svare:
Ja, længe skal din Glæde vare,
Og himmelsk Lyst skal krone den!

154

Til F* og L*
(1773)

NU smiler Solen stolt bag aabne Himle,
Naturen føder, unge Glæder vrimle
Omkring dens Bryst;
Den blev befrugtet under Almagts Vinger,
Nu føder den, og af dens Skiød udspringer
Nyeskabtes Lyst.

Et Svælg af Haab, som ingen Skye indskrænker,
Og salig Tak besiele den som tænker,
Han føler sig.
Og hine Dyr, som Tanke ei var givet,
Forkynde hede Følelser af Livet
Ved Frydeskrig.

Jordguden kiender kun de store Skygger
Af Skaberen, som trindt omkring ham bygger
Sit Paradiis;
Men Spurven selv opflagrer mod sin Skaber
Og priser ham, og al Naturen taber
Sig i hans Pris.

Den Svageste udruster sig. Den Spæde
Udvider selv sit lille Bryst til Glæde,
Som Himlen spaaer.
Et Sødt, jeg veed ei hvad, en kielen Smerte,
En salig Længsel svulmer i det Hierte,
Der neppe slaaer.

Men Du, min Broder! Du, som Godhed leder,
Imod den Største blandt de Saligheder,
Der naae vort Bryst;
O Du! hvis ædle Hierte fandt sin Mage,
Udviid det, til at rumme, at modtage
En himmelsk Lyst!

155

Thi ei de grønne guldindsprengte Skove,
Og ei den emailerte Dal kan love
En Lyst som den.
I Biergets Skiød kan ingen Glæde findes
Som den, hvortil du nu for evig bindes
Af Himmelen.

Den skiønneste blandt alle Vaarens Dage
Er mod et Smiil af en elskværdig Mage
En Vinter-Nat;
Og mod den Ild, som Dyd og Elskov tænder,
Og mod den Ild, hvoraf Dit Hierte brænder,
Er Solen mat.

Naar Liljen falmer; naar nu Stormen leger
Med sammenskrumpet Løv af Nordens Eger;
Naar alt er Iis:
Da blomstrer Salighed i Dine Arme,
Og Glimt af Gud bestraale og opvarme
Dit Paradis.

Omfavn Din Fryd! Betroe Dig til Din Glæde!
Vær tryg ved Pagtens diamantne Kiæde,
Ved Herrens Haand!
Han bandt den! - Han velsigne den! - Han give
Sin Engel seent sit Vink, at sønderrive
Saa smukt et Baand!

156

Tanker ved Salig Hr. Ulrich Friderich Suhms Grav

JA stræng var Gud, og vreed var Himmelen;
Ey Bønner den, ei Graad bevæge kunde.
Forbarme dig! saa raabte alle Munde;
Men ubønhørt kom Graad og Bøn igien.
Han er ey meer - o grumme Dødens Bud!
Saa skinnende en Ungdoms Morgenrøde
Af Vredens Skye saa hastig sluktes ud!
Saa stort et Haab i feyrest' Blomster døde!

Min unge Ven! jeg svimler ved Din Grav!
Mørkt er Guds Raad, og Nat mit Syn omgiver,
Vellysten groer, tit sølvgraa Lasten bliver;
Men Himlen Dig saa kort en Bane gav!
Og - ach Du var den beste Faders Lyst,
Du var Din ømme Moders eene Glæde,
Din Alders Ziir, den Hielpeløses Trøst,
Mit Haab, min Ven. Hvis Øie maa ei græde?

Ja strænge Gud! for haardt var dette Slag!
Dog tie Fornuft og knæl for Naadens Throne!
Kun Godhed, kun Retviished er din Krone
Retfærdige! skaan, straf, og giv og tag.
Forblindet jeg dit Raad ei her forstaaer,
Men hist jeg skal din Miskundhed tilbede.
Her Hierte! har du Balsom for det Saar,
Som Herren slog i en barmhiertig Vrede.

Maaskee han skuer alt, den Salige,
Den Labyrinth, de Falskheds skiulte Snarer,
De Fristelser, de Millioner Farer,
Som en uskyldig Ungdom truede:
Maaskee han deres Engel være skal,
Hvis Lyst han var, hvis Glæde her paa Jorden:
157 Maaskee han her iblant Cherubers Tal
End i sin Kreds udbreder Held og Orden.

O smiil da tit, min Ven! medynksom ned
Paa mig, som end omkring i Mørket traver,
Og dersom Du for Jorden Omsorg haver,
Saa glem, o glem ey i Din Salighed,
De Elskede, hvis eeneste Du var!
Giør Sorgen mild, skab Trøst i deres Smerte!
Men du, som vist for Jorden Omsorg har,
Du Trøstens Gud, læg selv det knuste Hierte!

Rimbrev til L. Bensen
(1772)

Høystærede Herre! -
Udvalgteste Venl-
Patron!
og Moecen!
og Apoll
og Monfrere!
Og hvad du vil være! -

Forund dine troe Domestiquer den Ære,
Med heldende Hoved, og zittrende Pen,
Deels liggende, deels paa en Stoel at frembære
Vor Sjæls Pretioser! - En vigtig Affaire -
Hans ender og Peder begynder iglen -
En vigtig Affaire forrycker og trycker
Vort Hierte og sprænger det næsten i Stycker,
Det hovner af Tanker og brister af Riim,
O hielp os Gudinde som styrker og smycker
Den strandende Paars og den synkende Cliiml
158 Tæt Tankernes Skib med en digterisk Liim!
Dog skal det da synke - vel! - Muse besvim! - -
Haha! - Min Collegas Gudinde fik Nykker! -
Og min, som man veed, gik alt længe paa Krykker -
Og det, som jeg her maae bekjende med Skamme;
Den stakkels Madamme
Er læk, og brøstfældig, forfalden og svag,
Hvorhelst man beseer hende, for eller bag;
Da nemlig, og saasom, Vi tvende bekjende,
At Frændskab, Bekjendskab og Venskab i Dag,
Da atter et Aar af dit Liv gaaer til Ende;
Har optændt en Ild af det varmeste Slag -
En Flamme, hvoraf vi bestandig vil brænde -
En Lyst-Ild i Brystet og Glædes-Raquetter,
Hvis evige Hale først Døden udsletter;
Saa er det vor Sag,
I dette Poëm, af den nyeste Smag,
At - hidt nu med Pennen - at viise den Iver
Som varmer, opliver og river og driver
Vort Hierte magnetisk til alt det som giver
Dit Hierte Behag. -
Vi ville tillige - ieg Peder som skriver
Og Hans i sin Seng, hvor han ventelig bliver -
Vi ville udbrede din Ære og trække
Din Roes og dit Minde - - saa langt det kan strække;
At Store og Ringe og Viise og Giække
Maa skryde og nyne og sladdre og kiække,
Saa Jorden maae sprække,
Om dine Bedrifter, Du Helt af vor Digt; - -
Saa ville vi og iagttage vor Pligt
Og som det sig giæve Poeter mon sømme
Vor Skyldigheds Randsier til Bunden udtømme
Og ynske - Lad mig! - Jeg er øvet i sligt -
Som springende Lax i forsølvede Strømme,
Saa gid du i Glæde maae pjaske og svømme! -
Minerva kapsuun dig med Viisdommens Tømme
Mercur skal befrie dig fra sclaviske Drømme! -
159 Vær stoer hos Apollo - Vær skaanet af Mars! -
Vær elsket af Guderne himmelske Lars! - -
Calliope selv skal besætte din Hylde! -
Din Pung og din Skuffe skal Plutus forgylde! -
Dit Begger skal Bacchus bekrandse og fylde! -
Og Sødhed i Hiertet skal Gratier tyldel - -
Og Venus skal skjænke en blomstrende Pige,
En sortøyed Doris -, - Ey blaae vil han sige! -
Bort med hans Brunetter! - min kiære Monfrere
Jeg veed dog at blaae skulle Øynene være!
Nei mørke! - Ney lyse! - Ney sorte! - Ney blaae! - -
Lad dem alle da staae! -
Et mørkt - og et lyst - og et sort - og et blaae -
Saa fik vi med Æren en Ende derpaa. - -

Gud give dig hastig et Brød til dit Suul! -
Det ynske vi

troe Domestiquer og Venner
Din Spendrup - din Ewald - din Petter og Tjener

Paa Stoelen - I Sengen. Den nittende Jul:

Og som vi kan skrive foruden at lyve
Sytten Hundrede to og Halvfierdesindstyve
JoPehandernes SpenEdrupwald. -

[Fra et brev til moderen, Marie Huulegaard, dateret: D. 6te Novbr 1778]

Opfordrer jeg min Sangerinde,
At tænde Flammer i min Sjæl -
Strax spørger hun til mine Vinde;
Og om jeg kan fordøye Vel -
Berører jeg de gyldne Strænge,
160 Og vil jeg tvinge dem til Sang;
Da er et evigt Penge, Penge,
Fra først til sidst der Jammer-Klang -

Det er til Dunsers Borg, den slagne Lande-Vey -
Din Sang er skurrende, og - tie kan Du ey -

Frue Mary, hun ligger paa bløden Seng,
Saa stadselig.
Hun tænkte sig paa sin syge Dreng -
Hvor gaaer det dig? -
Saa sørgelig klinger den gyldne Harpe -
Frue Mary hun ringer paa Tærnen blaae -
Klingelingelingeling -
Vær snar Grete lille, lad Rokken staae! -
Kilt dig op og spring. -
Saa sørgelig klinger den gyldne Harpe -

161

Tillæg

162
163

Samtlige Skrifter I, Tilegnelse

TIL KONGEN ALLERNAADIGSTE KONGE!

DE Skrifter, hvoraf jeg her i dybeste Underdanighed nedlegger det første Bind for DERES MAJESTETS Throne, ere paa to eller tre smaae Stykker nær, alle forfattede under DERES blide, DERES i saa mange Henseender velsignede Regiering. Maatte mine Arbeiders indvortes Værd kun nogenledes svare til den Forudsetning, som jeg bør have derom, da jeg understaaer mig at pryde dem med min Konges Navn, da skal de overtyde Efterslægten om den Beskyttelse, de Opmuntringer, DERES MAJESTET værdigede Muserne, og blant deres Dyrkere, mig i Særdeleshed: Men de skal meer - de skal være et af de tusende talende Beviis paa den Lyksalighed, som stedse nedstrømmer fra Skioldungernes Scepter, og muligt hielpe til at udsprede Glæde og Viisdom og patriotisk Sindelav og Heltedyd, endog blant de tilkommende Danske.

Livets Herre forlænge DERES MAJESTETS Dage, og han den Algode krone DEM med Held og Fred og alle sine beste Velsignelser.

Kiøbenhavn, den 7. April 1780.
Allerunderdanigst Johannes Ewald.
164

Samtlige Skrifter I, Fortale
(1780)

TIL LÆSEREN

KUN sielden kan en Fortale være nødvendig, og jeg tør sige, at den aldrig kan blive det, uden ved en eller anden Ufuldkommenhed i Verket selv, især naar dette er digterisk. Jeg har ikke læst, eller havt Taalmodighed til at læse, tre i min Levetid, og dog bilder jeg mig ind, at have forstaaet de Skrifter, som jeg ønskede at forstaae, saa got, som jeg nogentid kunde lære det af en Fortale. Det vilde imidlertid være haardt for en Mand, der havde anvendt stor Flid og Bekostning paa at beværte og fornøie endeel Fremmede, om han ikke selv, i det mindste eengang, turde lade sig see i Giestesalen; pege paa nogle Retters fine Smag, eller deres Sieldenhed, eller deres Kostbarhed; undskylde andre; og ved selv at laste dem, om muligt, forekomme alle de Anmerkninger, som andre kunde giøre derimod; overalt ved at udbrede sine Hensigters Redelighed, ved at opregne de Vanskeligheder, han havde maattet overvinde, ved at beraabe sig paa andres Bifald, ved Høfligheder og skiulte Trusler, paa alle Maader saavidt som muligt, forvisse sig om sine Giesters Bifald og Beundring, og det som meer er, modtage den Virak, som han venter sig, saa personlig, som det kan lade sig giøre. Samme Beskaffenhed har det omtrent med en Forfatter, og jeg kunde aldrig fortænke den Mand, der, efterat have anvendt vaagne Nætter paa at fornøie mig, endnu af Mistillid til sit Arbeide, søgte at sette alle mine Lidenskaber, indtil min Frygt og min Medynk selv, i Bevægelse, for at afskræmme, aftvinge, eller aftrygle mig et Bifald, som var alle hans Ønskers Formaal. Jeg, som troer at kiende Menneskets Svaghed, jeg vilde, som sagt, ikke fortænke ham deri; men da jeg tillige, uroest, kiender deres og min Egensind, vilde jeg neppe formode, at han paa denne Maade befordrede sin Hensigt et Haarsbrede. Skal vort Bifald være en Gave, da maae det i det mindste være frivilligt. Men blot den sande og øiensynlige Fortieneste kan aftvinge os det; og denne kan bedre findes i Verket selv, end bevises i nogen Fortale. Men vil man paalegge Egoismen, denne de fleste Prolegomeners snaksomme Moder, Tavshed, og det burde man, saasnart man saae det Latterlige deri; hvad bliver da tilovers, som kunde tvinge en Digter til at opholde sine Læsere, endog imod deres 165 Ønske, i sin Forstue? Hvad kan, hvad bør han sige dem andet, end: her ere mine Skrifter! Andet havde jeg ikke heller besluttet at sige dem, dersom ikke saadanne Venner, hvis Dom jeg har meer Tillid til, end min egen, saa got som havde tilsvoret mig, at det var en plat Urimelighed at bekiendtgiøre et heelt Livs Arbeider, uden at tale noget i Forveien over denne vigtige Beslutning. Nu at skrive en Forerindring, blot af den Aarsag, at ville skrive en, det synes mig endnu langt urimeligere, end alt hvad Kierlighed til os selv kan frembringe. Og hvad skal en Forfatter i dette Tilfælde sige sine Læsere, som nogenledes kan interessere dem? uden saa er, at han vil lade en Afhandling, eller et Digt, være Fortale til alle de øvrige. Paa den anden Side vilde jeg ligesaa ugierne vove at synes besynderlig, selv maaskee uhøflig, ved at unddrage mig fra en gammel Sædvane, som overalt er saa let at efterleve. Denne Betragtning driver mig igien tilbage paa Egoistens alfare Vei, og jeg vil, for at føie Mængden af mine Læsere, anvende nogle Blade paa at tale om mig selv, da jeg paa dette Sted intet veed at anbringe, som havde bedre Sammenhæng med mine Skrifter. Men jeg skal stræbe efter at være saa kort, saa almeennyttig, med andre Ord: saa lidet kiedsommelig, som muligt. Forresten frasiger jeg mig høitidelig enhver Hensigt at bestikke, eller at overile, eller at røre, eller at forblinde, eller at skræmme mine Dommere; og jeg beder dem indstændig at ville udfinde disse Skrifters Værd eller Uværd efter den Anledning, som deres egen Skiønsomhed kan give dem, og i den Henseende lade alt det, som jeg her kan sige om den Person, der skrev, eller om de Vilkaar, hvorunder, eller om de Aarsager, hvorfor han skrev, være fuldkommen som usagt.

De Evner og det Hæng, som Naturen gav mig til at blive Digter, de Hielpemidler, hvorved jeg siden har stræbt at flytte mig frem paa denne steile, denne slibrige Bane; de Grunde, der tilsidst bestemte mig til at opofre denne kun i sin Fuldkommenhed ædle Konst al min Tid, alle mine Bestræbelser; de Vanskeligheder, som enten har standset eller hindret min Fremgang; den Plads, som jeg tilsidst troer at have opnaaet iblant mine Medarbeidere - alt dette, mener jeg, skulde være endeel af mine Læsere interessant nok, dersom jeg kun selv forstod at udvikle det. Jeg vil forsøge det, og i det mindste vist love, at være historisk oprigtig, og at fortælle Tingene, som de ere fulgte paa hinanden, om jeg og ikke har Skarpsigtighed nok til at indsee de ofte fine Nuancer, hvorved de vare sammenheftede.

Poeter, siger man, fødes. I Parenthese være det sagt, at jeg kun skriver denne Fortale for dem iblant mine Læsere, der giør mig den Ære at 166
tilstaae mig dette Navn. Jeg selv troer at være det, og jeg foragter den falske Beskedenhed alt for meget til, at jeg skulde undsee mig for at sige: je suis aussi peintre, blot fordi en Montesquieu en Gang har sagt det samme. Men om jeg er født Poet, eller om nogen fødes saaledes, det veed jeg ikke. Vist nok er jeg det ikke i den Forstand, som det synes, at Ovid tager dette Ord. Hans Quod tentabam scribere, versus erat, synes heller at passe sig til Versenes Stavelsemaal og Harmonie, end til de Tanker, som de indeholdt. Og disse Omstændigheder af Digtekonsten, Riim, og anden Velklang har al min Tid, oprigtig talt, kostet mig formeget Hovedbrud, for mange sønderbidte Penne, til at jeg nogentid skulde troe mig til at være født Versemager. Hvad det mere Indvortes af Poesien betreffer, da sporer jeg, ved at tænke min Levetid tilbage, meget tidlig hos mig en levende Indbildingskraft, og et overmaade varmt Hierte. Men det, som maaskee endnu caracteriserer en tilstundende Digter nøiere; da hørte jeg, saameget jeg kan erindre fra min Barndom af, aldrig tale om nogen stor, eller ædel, eller blot besynderlig Handling, uden baade at føle Lyst, og at tiltroe mig Evner til at giøre den efter. Den jevne alfare, støvede Vei havde aldrig noget Tillokkende for mig. Dens Tryghed, dens Beqvemmelighed havde intet morende for min Indbildningskraft, intet, der kunde trøste mit Hierte for Savnet af de Følelser, som kun uventede Hendelser og Vanskeligheder, og Farer kan opvekke. Selv dens Formaal, den timelige Lyksalighed, maatte man anprise mig saameget, som man vilde; da følte jeg lidet eller intet derved, enten fordi det endnu var for langt borte, eller fordi man ikke havde Gaver til at skildre mig det behageligt nok, eller maaskee fordi jeg helst vilde skildre og vælge min Lyksalighed selv. Imidlertid vandrede jeg med i Caravanen, fordi jeg maatte, og saalænge jeg maatte. Men naar jeg undertiden saae til Siderne, og blev en eller anden enkelt Pilegrim vaer, som vandrede sin Fodstie for sig selv; da opvakte han min hele Opmerksomhed, da brændte mit Hierte efter den ujevne, krumløbende, med Krat og Moser igiennemskaarne Bane, og jeg forud følte de himmelske Saligheder, som den altid syntes mig at føre til. Jeg vil stræbe at giøre mig tydeligere. Jeg har sagt, at det Store, det Ædle, og selv det blot Besynderlige, saavidt jeg kan erindre fra mine spædeste Aar, altid havde en uimodstaaelig Magt over mit Hierte. Nu er efter mit Begreb enhver Handling, enhver Stilling, og enhver Tildragelse, som fortiener Navn af Stor eller Ædel, af sin Natur, tillige besynderlig. Vel kan man finde saadanne paa den almindelige Bane, som jeg kalder Livets alfare Vei. Der gives Virkninger af en utrættelig Flid, af længe forud anlagte Planer, af en stræng, og uafbrudt, og langvarig 167
Klogskab, hvilke man ikke vel kan negte Navn af store, og dog kan de ikke i en egentlig Forstand kaldes besynderlige, da det i det mindste staaer i manges Magt at frembringe dem. Men just af denne Aarsag, fordi man nemlig længe og ofte har dem for Øinene, fordi man med temmelig Vished kan længe forudsee, at de maae finde Sted, og tydelig bevise, hvorfor de maae det; just derfor kan de ikke synes os saa store, som de virkelig ere, og aldrig røre os saa sterkt, som det Sieldne, det Uventede, hvorfor vi ingen Regnskab kan giøre. Derfor har jeg seet mange store og derhos lærde Folianter, mange store og velgiørende Stiftelser, og mange store Ulykker, uden at tænke eller føle det mindste derved, fordi de nemlig af ovenanførte Aarsager ikke kunde opvekke min Beundring, og jeg allerede i Forveien var, eller troede at være bekiendt dermed. Naar jeg derimod enten selv rev mig løs fra den alfare Vei, eller blot skimtede den elskte Fodstie; naar den Handling, eller Tildragelse, eller Stilling, som mødte mig, var uventet - ja var den da stor og ædel tillige, da smeltede den min hele Siel i brændende Taarer, med en uimodstaaeligere Magt, end Bedrøvelsen eller Smerten selv nogentid kunde giøre det - og var den ond, eller farlig, eller græsselig, da fyldte den selv mit Bryst med et vellystigt Gysende, med en kildrende Afskye, som jeg mere end engang har været fristet at ønske mig tilbage. I dette er slet intet Paradox eller engang Usædvanligt. Mange, som erindre, med hvilken Begierlighed de i deres Barndom have hørt paa Spøgelsehistorier og andre græsselige Eventyrer, hvorfor de dog zitrede, vil i dette Fald sande med mig. Hvad de store og ædle Handlinger betreffer, som jeg egentlig taler om, da vil man endnu lettere være enig med mig, naar jeg siger, at de røre usigelig meer, hvor de ere uventede, end hvor man rimeligviis kunde forestille sig dem. Om en Edelmann, eller om en Mandrin selv giorde noget, som var stort eller ædelt, da vilde det vist røre mig med en langt usigeligere Glæde, end om den hellige Paulus havde giort det samme. Og dette er blot Natur, det er Menneskefølelse, og Englerne tænke, som vi veed, i den Fald ligesom vi. Jeg har følgelig ikke heraf villet udlede mit større Hæng eller mine større Evner til Digtekonsten, uden for saavidt min større Grad af Følsomhed kan bevise dette. Maaden at føle paa, eller Ordenen at føle i, troer jeg at have tilfælles med alle. Men dersom alle store Handlinger efter mit Begreb, ere besynderlige, saa er det dog vist, at alle besynderlige Handlinger ikke derfor ere store. Og jeg har oventil sagt, at selv de blot besynderlige meget tidlig fængslede min Opmerksomhed, og frembragte min Efterlignelyst. Dette synes at være et Skridt nærmere. Naar jeg saae en Alexander i Sisygambis's Telt, eller en Canut ved 168
Strandbredden, da brændte mit Hierte, og heri, troer jeg, var intet overordentligt. Men ofte, naar jeg blev en Diogen vaer i sin Tønde, eller Carl den Tolvte i Bender; endog da lod jeg mig henrive af en Beundring, hvorved jeg haaber at skielne mig fra Mængden, og i mine barnagtige Henrykkelser var jeg ofte nærmere, end man skulde tænke, ved at føle det samme, som Philippiden fandt, da han saae den cyniske Philosoph. Dette forudsetter i det mindste et vist naturligt Hæng til Frihed, en vis Egensind, en vis Følelse af sit Selv, som ere Digteren temmelig væsentlige, og maaskee selv bidrage noget til at danne ham. Jeg kunde nu let anføre endeel Børnehistorier, som tiente til at oplyse alt dette, men jeg har lovet at falde Læserne saa lidet kiedsommelig, som muligt. Den umiddelbareste Følge deraf kan jeg ikke fortie, den nemlig, at Eventyrer og siden Romaner blev min unge Siels kiereste Føde, og som jeg troer uformerkt gav den et Indtryk, som siden altid var uudsletteligt. Det er vist, at jeg begyndte med at ville være den stærke Bernhardt, eller Holger Danske, eller en anden af Ammestuens Helte. Naturligt nok forædledes mine Ønsker, som min Kundskab efterhaanden udbredede sig. Miltiades, Themistokles, Aristides, med et Ord Cornelius's Helte, naar jeg undtager Pausanias og Lysander, og jeg veed ikke selv, af hvad Aarsag, Agesilaus og Atticus, bleve Tid efter anden mine Mønstere i den Orden, som jeg tyede deres Levnetsløb. Jeg erindrer nøiagtig, at jeg i en Alder af ti til elleve Aar, da min da værende og maaskee lidt enthusiastiske Lærer havde giort mig bekiendt med endeel Martyrers Historier, fik en inderlig Lyst til at lære Abyssinisk, for med Tiden at omvende Indbyggerne af det Inderste i Africa, og det, som var mig mere magtpaaliggende, ved denne Leilighed, at vinde Martyrkronen. Den første Roman som faldt mig i Hænderne, var tilfældigviis Robinson Crusoe. Rousseau's Tilbedere maae tilgive mig, eller egentlig Sandheden, at denne Bog maae være saa nyttig og saa ypperlig for Ungdommen, som den vil; da blev den i det mindste mig farlig. Dette er saa vist, at min Rector, kort efterat jeg havde læst den, maatte med Magt hente mig fire Mile tilbage fra Veien til Holland, hvorfra det var min Hensigt at reise til Batavia, i det uskyldige Haab, underveis at strande paa en eller anden ubeboet Øe. Da disse Drømme vare bortdunstede, fik jeg fat paa Fielding s Tom Jones, og jeg er positiv, at dette Skrift gav min Moralitet det første, og vist et meget farligt Stød. Disse smaae Anecdoter af min Børnehistorie synes ved første Øiekast langt ubetydeligere, end de blive, naar man anstiller de Betragtninger derover, som de give Anledning til. Jeg vil kun anstille een, som hører til min Hovedsag. De, som da kiendte mig, sagde mig det daglig, og 169
med megen Sandhed, at jeg byggede Kasteller i Luften. Men jeg er vis paa, at disse Udsvævelser tillige vare de første poetiske Arbeider, jeg giorde Udkast til. Jeg var imidlertid da saa langt fra enten at ville eller at kunne skrive Vers, som en Spradebasse er det fra at sye sine egne Klæder. Min brusende Siel tillod mig ikke det maadelige Forsæt at ville besynge Helte - jeg vilde selv være det. Vel skrev jeg i de Tider Nytaars og andre Leilighedsvers, fordi jeg maatte, og man roste dem, fordi man enten ikke vilde giøre mig mismodig, eller fordi man ikke forstod det bedre. Men efter dem at regne, som jeg endnu endeel Aar derefter har skrevet, maae det have været en sand Jammer. Jeg skrev og latinske Vers, som vist have været fortreffelige; thi jeg stial dem ved Hielp af Smetius, Weinrichius, og andre, Ord for Ord fra Virgil, Horats, og de øvrige af Ladens beste Digtere. Og jeg havde alt længe, ikke just læst, men tyet disse Digtere, da jeg endnu havde det elendige Begreb om en Ode, at dens væsentligste Fuldkommenhed bestod i at være uforstaaelig, og overalt rigelig bestrøet med endeel mythologiske Ord, hvoraf Læseren ikke kunde fatte Meningen, uden ved Hielp af Lexicon. Havde jeg da inddrukket dette Begreb af Horats? Utroligt! Og dog er det vist, at jeg endnu rødmer naar jeg eftertænker den Upoetiskhed, hvormed jeg den Tid læste denne og de øvrige classiske Digtere. Langt fra, som siden efter en halv Snees Aars Forløb, da jeg af egen Tilbøielighed begyndte at læse dem paa ny, langt fra, at føle deres fortryllende Skiønheder, læste jeg da Flaccus med Afskye, maaskee fordi han smigrede, men især fordi jeg efter min da værende Smag overalt fandt for lidet Handling, for faa eventyrlige Situationer, og for mange Ord i Oden. Virgil selv, den udødelige Virgil, læste jeg med Kiedsommelighed, fordi jeg hverken kunde lide hans Pius Æneas eller hans Fidus Achates og maaskee fordi de Pensa, som man gav mig af hans Vers, at lære uden ad, vare for vidtløftige. Jeg er overbeviist om, at mine Lærere, vare aldeles uskyldige i denne min besynderlige Feil. Jeg havde tvende, og de vare begge for brave Mænd, de havde formegen Indsigt, og for sund Smag, til at de enten ikke selv skulde have følt, eller ikke have anpriset mig Yndigheder, som det næsten er vanskeligt at oversee eller at være kold imod. Var det da Stupiditet hos mig selv? Det vil jeg ligesaa ugierne troe. Jeg bilder mig meget mere ind, at min Siel da var alt for virksom, alt for meget i Giering, til at blotte Tanker eller Billeder kunde berolige den; det var Handling, som den brændte efter. Jeg tænker, at for en god Digter, det er at sige, for en, der foruden sine Digtergaver, har en sund og moden Forstand, skulde det da have faldet ligesaa vanskeligt enten, at følge min alt for vilde 170 Indbildningskraft, eller at tilfredsstille mit alt for varme Hierte, om han ellers havde holdt dette for Umagen værd; som det var mig selv umuligt enten, at finde Ord til mine Billeder, eller Velklang til det, jeg følte. Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild. Og mig kunde først Aar, og Erfaring, og Lidelser afkiøle til Skildrer. Jeg har maaskee talt alt for meget om mine Børneaar. Og dog kan jeg ikke slippe dem, førend jeg endnu har lagt til, at jeg fra mit trettende Aar af begyndte, ikke af frit Valg, men efter min ene Lærers Befaling, at forfatte adskillige smaa tydske Poesier, som ikke alleneste da forskaffede mig Rygte af en god Versemager, men selv endnu blive omtalte med Bifald af Mænd, hvis Dom jeg skylder Høiagtelse. Blant andre et Stykke, Pantomimen kaldet, som jeg declamerede offentlig. Jeg veed ikke, hvor disse Stykker ere afblevne, og jeg har glemt dem indtil den sidste Tøddel. Men med al Agtelse for mine Velyndere være det sagt, at jeg har fundet senere Vers af mig, som slet ingen god Formodning give mig om hine; thi hvorfor skulde jeg have forverret mig?

Jeg kom til Høiskolen med et Begreb om Digtekonsten, som vore Erudite selv, og maaskee de allene ikke skulde blues ved. Jeg kiendte den ikke, jeg tiltroede mig ingen Evner dertil, og følgelig næsten foragtede jeg den. Paa min Digterliste var Klopstock og Kaalund begge anførte under det Bogstav K. Og næsten blusser jeg ved at tilstaae, at, dersom den første besad min større Agt, da havde han sit Rygte, meer end mig at takke derfor. Men hvad Under, at jeg ikke kiendte, ikke forstod denne Forløsningens sublime Sanger; da jeg, som sagt, hverken forstod eller kiendte min egen Siel: døv og kold imod Citharens melodiske Toner, havde denne allerede længe lydet efter Trompetens vilde Klang, og de Under-spaaende Krigsraab, som da naaede os fra Elvens og fra Moldauens Bredde. Mit hele Hierte hængte ved de store Handlinger, ved de høie Dyder, ved de ynkelige, de skrekkelige, de underfulde Optrin, hvormed min Indbildningskraft utrættelig udpyntede Rygtet. Det traf sig saa, at visse Omstændigheder snart næsten tvang mig derhen, hvor min egen Tilbøielighed alt længe havde lokket mig. Da jeg var femten Aar, blev jeg Krigsmand, i det stadige Haab, snart at give vore Skialdre nok at bestille. Hvilke opløftende Drømme, hvilke henrivende Billeder opfyldte ikke da min drukne Siel! Havde jeg dem kun paa Prent saaledes, som jeg da følte dem, man vilde vist tilstaae mig, at der var Poesie skiult deri, eller i det mindste en Gnist deraf, hvorom man kunde haabe, at den da vilde yttre sin Virkning, naar den fik Rum, og Luft, og Tid dertil. Erfaring, den mægtige Erfaring adspredede snart den største Deel af de romantiske Dunster, som da qvalte den. Et 171
Vinterqvarteer og et Feldtog overbeviste mig grundigere, end de beste Syllogismer skulde have giort det, at Halvgudernes Tider vare forbi, at en Soldats første og ypperste Dyd er Underkastelse, og at det ligner meer en Drøm, end et Under ved Fortienester at udmerke sig iblant 100000 Mand, som alle ere nødte til at iagttage deres Pligt, og ikke tør giøre meer. Jeg kom følgelig snart, og en stor Deel klogere Hiem, end jeg var gaaet ud. Og dette var ikke den eneste Fordeel, som min ulmende Digteraand havde af denne Reise. Jeg havde seet Bierge, og Feldtslag, og i tykke Skove eensombeliggende Munkeklostere; jeg havde været Vidne til endeel store og rørende Optrin, hvis Erindring nærede og opløftede min Siel, uden at beruse den; jeg havde nu lært at føle det Underlige, det Store, og det Vellystige i Naturen, uden just altid at ville giøre det efter, eller lide for meget ved Savnet deraf. Dette gav mig vel en større Beqvemhed til Digterkonsten, men jeg var endnu langt fra enten at merke dette selv, eller at benytte mig deraf. Uden enten at kiende Clio, og Thalia, og Melpomene, eller at bekymre mig om deres Bekiendtskab, begav jeg mig ganske rolig til at studere Hollats og Reinbeck; og til et ydermere uimodsigeligt Beviis, at jeg den Gang ikke var Digter, excerperede jeg vor gode Brochmann fra den ene Ende til den anden. I de Tider skrev jeg en Afhandling om en guddommelig Forløsers Nødvendighed for det menneskelige Kiøn, som jeg ikke finder værd at indrykkes i disse Samlinger, da jeg ikke har været denne vigtige Materie voxen nok, endskiønt det ellers kan være taalelig skrevet. Vel skrev jeg i den Tid og Vers, og uden Tvivl saadanne, som ikke fattedes Stænk af en naturlig Vittighed. Men i de første sex Aar skrev jeg intet Stykke, hvormed jeg vilde bebyrde mine Læsere - et eneste undtaget, som jeg vil lade dem see til et Forsøg. Og dette eneste havde nær for evig skræmmet mig fra Parnas. Jeg viste det nemlig til en af mine Venner, som da passerede for et Vidunder i Digterkonsten; thi han havde vundet en Priis. Denne sagde mig med rene Ord, at mit Vers intet duede, og raadede mig alvorlig, at lade en Konst fare, som jeg ingen Evner havde til. Jeg var beskeden nok til at troe ham paa hans Ord. Og dette, tænker jeg, er et Beviis meer, at jeg den Gang ikke endnu var Digter. Og det var ikke allene Tillid til mig selv, men det var Høiagtelse for Konsten, og frem for alt Læsning, som da fattedes mig. Men efterhaanden fremspirede, og udvikledes, og modnedes de Omstændigheder, som skulde give min Siel sit sidste Præg. To eller tre Aar efter mit mislykkede Tog leed jeg et Tab, som rørte mit Hierte langt nærmere og langt heftigere, end hint. Dette stemte uden Tvivl for en stor Deel min Siel i den høitidelige melankolske Tone, som 172 jeg troer, at være et Hovedtræk i de fleste af mine Poesier. Men det havde endnu en anden Virkning: det giorde mig reent uenig med alt det, som man kalder timelig Lykke. Jeg havde hidindtil kun havt en bevægende Grund, at tragte efter saa noget - og denne Grund faldt bort. Nu blev det min Plan at slentre Livet igiennem, som jeg best kunde, og, saa got som muligt, at forskiønne min Vei med en vis Art af Lyksalighed. En rolig Hytte; en behagelig Egn; maadeligt Udkomme; faa, men retskafne Venner; og jeg tør sige, frem for alt, at være saa nyttig, som min Evne tillod det, uden at være nogen til Byrde, var alt, hvad jeg den Tid ønskede mig af Jorden. I denne Sindsforfatning skrev jeg LYKKENS TEMPEL, virkelig ikke for at skrive noget skiønt og priisværdigt Stykke, men blot for at sige mig selv mine egne Tanker. Jeg har ladet det være det første Stykke i min Samling, fordi det i mere end en Forstand, nemlig baade i Hensigt til sit Indhold og til sin Skiebne, kan med Sandhed siges at have været Moder til alle de øvrige. Endskiønt blot skrevet for Tidsfordriv, fandt det dog mit Bifald alt for meget til, at jeg ikke skulde have fremviist det for mine Venner. Salig Hr. Poulsen, en Mand af Genie, og den Tid Præst i Gientofte, saae det. Han fandt det værdigt til vor store Sneedorffs Omdømme. Den patriotiske Tilskuers ædelhiertede Forfatter lærte mig at sette Priis paa mit Arbeide ved en Opmuntring, der langt overgik mit Haab, og det var efter hans Raad, at jeg foreviste det til Selskabet for de skiønne Videnskaber. Her mødte jeg den Lykke, som giorde Epoqve i min Siel, som gav den sin sidste Bestemmelse, og som egentlig har modnet mig til Digter, om jeg ellers fortiener dette Navn. Jeg blev kiendt af de danske Musers ivrigste og viseste Beskytter, af en Mand, hvis Æreminde i alle Hensigter bør og vil være udødeligt, ifald det ellers nogentid var betroet Digterkonsten at tildele dette Held - med et Ord, af Hr. Conferentsraad Carstens.

Jeg føler i dette Øieblik, at jeg kan ønske mine Skrifter Varighed, om jeg og ingen anden Aarsag havde, end den, at kunne sige til mange og selv til den sidste Efterslegt alt, hvad jeg skylder denne Ædelmodige. Lad andre, drevne af en dum Stolthed, enten ville betræde Digterkonstens steile og slibrige Bane, uden Hielp af en kyndig og forsigtig og viis Veileder, med idelig og uundgaaelig Fare, at brekke Halsen, eller lad dem med en sort Utaknemmelighed glemme den Haand, som ledsagede dem, og skiule eller i det mindste fortie den væsentlige Andeel, som denne har i deres Fortienester. Det er mig en sand Ære og en sød Vellyst, her offentlig, at kunne sige, at jeg skylder min vise, min menneskekierlige, min taalmodige Lærer den Beroligelse, det Haab, jeg nu har, at kunne nytte og fornøie mine 173 Læsere. Jeg skulde uden hans Hielp have kunnet blive en Mand af Indfald og Lune, maaskee selv min daglige Cirkels Beundring. Men jeg sagde før, at den Bevisthed, at være nyttig, var et Hovedtræk i mit Ideal af jordisk Lyksalighed, og jeg talte Sandhed. Poesiens Foragtere maae sige, hvad de vil, saa er jeg overbeviist, at jeg ved alle mine Arbeider har tragtet efter og ved endeel virkelig har opnaaet dette Held; hvorledes skal jeg da finde Ord, der værdig nok udtrykke min Taknemmelighed mod den Mand, der ved at tæmme og styre min alt for brusende Aand, ved at vise mig de Afgrunde, som jeg havde at frygte for, de Stier, som jeg burde gaae, med et Ord, ved en utrættelig Taalmodighed giorde mig beqvem til at naae det. Og dersom dette er den vigtigste Deel af min Lyksalighed, som jeg skylder Ham, da er det langt fra ikke den eneste. Ædle, store Mand! denne Tilstaaelse, som jeg her har hensat, for nogenledes at tilfredsstille mit overflydende Hierte, o, den kan langt fra ikke fortolke det heelt. Heller var det ikke Dem, men Efterslegten, som jeg vilde vise det, og det for min egen Skyld. Dem bør og vil Deres egen Bevisthed være det værdigste og tilstrekkeligste Giengield.

Da jeg med en skyldig Følgagtighed temmelig tidt havde ombygt LYKKENS TEMPEL, blev den tilsidst saaledes, at den fortiente Sted i Selskabets Skrifter. Dette gav mig Mod, og jeg begyndte at fatte den Formodning om mig selv, at jeg vel kunde være et Genie. Men Aar 1766, indtraf først den i sig selv sørgelige Begivenhed, der hendelseviis ikke alleneste gav mig Mod nok til at fylde alle mine Venners Øren med mine Vers, men selv oppustede mit uerfarne Hierte til det urimeligste, til det meest ødeleggende Overmod. Den uforglemmelige Frederik den Femte var død, og Danmark i Taarer. Nogle Studentere bleve tilsagte at indgive Prøver af de Cantater, som skulde opføres ved hans Jordefærd. En Person, som havde at befale over mig, tvang mig til at forsøge mit Held med de andre. Jeg skrev da saa got, som jeg kunde en Arie, et Chor, og et Recitativ, og jeg kan sige med Sandhed, at jeg til min egen største Forundring beholdt Fortrinet. Det var vist den Gang mine egne varme Følelser, og ikke Konsten, der hialp mig til denne Pris. Men da jeg nu havde skrevet det færdigt, da nu enhver Dansk fandt, at jeg havde skildret hans dybtsaarede Hierte, da jeg kun ligefrem skildrede mit eget; da overøste man mig med et ufortient Bifald, og man tiltroede mig at have været konstig, og vittig, og skarpsindig, hvor jeg blot havde været oprigtig. Jeg var uforsigtig nok til at inddrikke den Virak, hvormed man ved denne Leilighed, af et got Hierte, fra alle Sider beskienkede mig, saa graadig, som havde jeg endnu gaaet i fierde 174
Lectie. Den berusede mig og saaledes, at jeg nær aldrig var vaagnet. Jeg troede mig nu ikke blot Digter mere, men den beste, den ypperste Digter i Danmark, og det som verre var, uforbederlig. Saa nær var jeg ved aldrig at have blevet nogen. I denne Ruus skrev jeg iblant andre Stykker ADAM OG EVA, eller egentligere, det første Udkast af dette Stykke; thi det var da kun een Act. Jeg giorde mig den visseste Regning paa den høieste Pris derfor, uagtet ingen Pris var udsat for saadant et Stykke. Mine Dommere sagde mig med megen Venskabelighed, at de fandt mange Spor af poetisk Genie forstrøede i mit Drama, at mit Arbeide fortiente en Belønning, og at det ved Forbedring kunde blive got. Dette var nu vist al den Høflighed, som mit Arbeide fortiente; men min Forventning havde været for opskruet, til at jeg kunde tilfredsstilles derved. Jeg erklærede reent ud, at naar jeg ikke kunde være den første Digter i mit Fødeland, vilde jeg ikke være den anden, og jeg tog mit Stykke tilbage i det stadige Forsæt at udarbeide det saa længe, indtil enhver maatte tilstaae, at man ei havde seet dets Lige fra Kong Skiolds Tider. Da den raske Humor sagtnedes, faldt mig et Vink ind, som min ældste Lærer havde givet mig, der omtrent sagde, at det meste mig fattedes, var Læsning. Apollo hvidskede mig i Øret, at han havde Ret, og paa eengang fattede jeg den Beslutning, som jeg bekræftede paa det høitideligste, i de første to Aar ikke at sette Pen til Papiir, og at anvende al denne Tid til at læse. Jeg holdt mit Ord, og vel bekom det mig, endskiønt jeg som ukyndig i Litteraturen naturligviis gik i Blinde, og læste meget, som jeg siden maatte giøre mig Umage for at glemme. Til mit Held var dog den ældre Corneille s Værker det første, som faldt mig i Hænderne. Han blev og min Helt i det Franske, ligesom Forfatteren af Messiaden i det Tydske. Naar jeg nu læser min ADAM OG EVA, det første Stykke, som jeg efter denne Tid udarbeidede, finder jeg tydelige Spor deri af denne min Smag. Og enhver, som læser det med Eftertanke, vil neppe miskiende den franske Digters Hæng, Anthitheser, og Sentiments, neppe hans rige Declamation deri, og enhver, tænker jeg, vil finde, at jeg i dette Stykke i det mindste har viist Lyst nok at danne mig efter den store Klopstock, om jeg og ei har havt Evne dertil. Nu begyndte jeg og at læse de latinske classiske Digtere, som jeg hidindtil havde forsmaaet, og jeg havde blot min Begierlighed, og ikke nogens Anviisning at takke derfor, at jeg nu læste dem med Nytte, og tilsidst med Vellyst. Fleer Sprog forstod jeg den Tid ikke, thi Græsk kunde jeg den Tid og kan endnu kun tye, og jeg kiender kun Homer af dens Oversettelser. Det Engelske var mig aldeles ubekiendt. Lærebøger troede jeg, det var mig en umistelig Pligt at læse. Jeg anskaffede 175 mig følgelig baade Batteux og fleer saadanne Systematiker. Men det har al min Tid været mig plat umuligt at læse tre Blade af dem til Ende, og jeg maatte have overgivet alt Haab om at naae Parnas, ifald man ikke kunde komme der, uden ved Hielp af disse kolde Planskrivere. Imidlertid forstaaer det sig, at jeg læste baade Horatzes Brev til Pisonerne og Boileaus Digtekonst. Jeg har siden den Tid læst Pope og Mulgrave, men alle, som jeg forsikrer, blot for deres Stils og ikke for deres Indholds Skyld. Corneilles Discurser er det eneste, som jeg efter min Overbeviisning kan undtage fra denne Regel. Da nu den Tid, som jeg havde foresat mig, var udløbet; var det første, som jeg tog mig for, at igiennemsee min ULYKKELIGE PRØVE, som jeg for to Aar siden havde sat saa stor Pris paa, og jeg fandt, at det var det vanskabteste Foster, som et varmt Hierte og en brusende Indbildningskraft nogentid kunde udklekke af en aldeles uvidende Hierne. Imidlertid elskte jeg det endnu, og om ikke det, da det Ord, som jeg eengang havde givet mig selv derpaa, at ville giøre det saa fuldkomment som muligt. Jeg gav mig følgelig til dette Arbeide, og først i fem fierding Aar bragte jeg det i den Stand, som det er nu. Strax efter denne Tid, traf noget ind, som gav min Smag en ny Vending: Wielands Oversættelse af Shakespear og den prosaiske af Machpersons Ossian faldt mig i Hænderne, og saa ufuldkomne som disse ere, opvakte de dog, jeg vil ikke sige, en Lyst, men en Trang hos mig til at lære Engelsk. Jeg lærte det, og hvilket bundløst Væld af Digterrigdom aabnede sig nu for mig. Jeg havde samme Tid den Lykke at blive kiendt, og taalt, og yndet af den store Klopstock, og man kan ikke tvivle paa, at jo denne Mands Omgang var mig en ny Kilde, hvoraf jeg øste ligesaa graadig, som af den før omtalte.

Det første Stykke af Betydenhed, som jeg skrev efter denne Tid, var ROLF KRAGE. Enhver opmerksom Læser vil finde min forandrede Smag heri. Havde jeg forbedret mig? det vil jeg overlade til andres fri Omdømme, og i den saavelsom i fleer Hensigter lade min Rolf staae uforandret, saaledes som den da behagede Tydsklands første Barde. Meer vil jeg paa nærværende Tid ikke sige om mine poetiske Arbeiders Historie. De Omstændigheder deraf, som kun ere mig selv bevidste, og som kan være mine Læsere magtpaaliggende at vide, vil jeg enten anføre ved Stykkerne selv, eller ved en anden Leilighed.

I den Tid, da jeg skrev ROLF KRAGE, blev jeg angrebet af den smertelige Sygdom, som endnu holder mig ved Sengen, og som giorde mig aldeles udygtig til alle Slags Forretninger, som enten fordrede Legems Vigør, eller en Iagttagelse af ordentlig bestemte Tider. Jeg frygtede intet meer end 176 den Tanke, at blive en blot Byrde for mine Medmennesker, og dette bestemte mig til aldeles og med Iver at opofre mig til de smukke Videnskaber, de eneste, hvori jeg troede, at kunne udvirke noget got og agtværdigt. Jeg har maaskee tiere talt om min Lyst at være nyttig, end en streng Beskedenhed tillader det. Men Iver for min Konsts Ære, og den allene, frister mig til endnu eengang hellig at bevidne, at jeg aldrig skulde eller kunde have opofret mig til Poesien, dersom jeg havde troet den et blot Tidsfordriv. Det vil altid blive mit Hierte ubegribeligt; hvorledes der kan gives Mennesker, og selv indsigtsfulde og gode Mennesker, og, Himlen forlade dem det, selv Digtere, der kan indskrænke den ædelste blant alle Konster til saa ringe, til saa uselt et Formaal. Jeg siger mit Hierte, og hvor opfyldt er det ikke i dette Øieblik af alt det, der kunde siges til din Forherligelse, du Levning, du Præg af vort himmelske Udspring! og hvor gierne vilde det ikke udstrømme! og udstrømme skulde det, dersom jeg ikke allerede havde overskridt alle Grendser af en Fortale. Nu vil jeg kun sige det, jeg er overbeviist om, at nemlig: Digterkonsten blot blev betroet de Dødelige, til at lære dem Godheds Pris og den Almægtiges Under, til at opflamme høiere Dyder, til at giemme store og efterfølgelseværdige Handlinger, til med uudslettelige Træk at indpræge Viisdoms og Klogskabs Grundregler, til at sammenknytte Selskaberne, med et Ord til at udsprede de sandeste, de reneste, de stærkeste Glimt af Himlen over deres Brødre. Vee de Foragtelseværdige, som nogentid har misbrugt den til andet, de kalde sig da enten Anacreon, eller Simonides, eller Archilochus. Thi det er i forbigaaende sagt, kun dem, jeg taler om, der har havt Vittighed nok til at skade - Og vore usle Versificastere maae ingenlunde bilde sig ind, at jeg har erindret dem.

Da jeg har nævnet Simonides, og min Stilling, har tvunget mig til, selv at skrive en megen betydelig Andeel af Leilighedsvers, nødsages jeg til, for min egen Retfærdiggiørelse, her at anmerke en Omstændighed, som mine Læsere vil finde rigtig, at jeg nemlig sielden eller aldrig har brugt den Gienstand, som Leiligheden tilbød mig anderledes, end et Vehiculum enten for Guddommens Priis eller for een og anden moralsk Sandhed, hvis Indskærpelse kunde giøre mit Digt nyttigt. I Hensigt til alle mine øvrige Skrifter, tør jeg høit paastaae, og enhver Opmerksom vil finde, at jeg altid, det være nu efter Reglerne, eller ei, har tænkt paa min moralske Hensigt, førend jeg tænkte paa den digteriske Indklædning. Religionen og de høiere Dyder, Viisdoms Regler, og mit Fædrenelands Ære er det uskiulte Formaal, og det væsentligste Indhold af mine Arbeider.

177

De Hielpemidler, hvorved jeg har stræbt, at giøre mig fuldkommen i min Konst, har jeg viddøftig nok anført. Jeg har kun to Ord at sige om de Vanskeligheder, som har hindret mig deri. Foruden min smertelige Sygdom, og de Distractioner, som min alt for raske Humor har foraarsaget, bestod nemlig den største Hindring, som jeg har havt at overvinde, net op i de før omtalte Leilighedsvers, som Trang nødte mig til at skrive. Af fuldkommen Overbeviisning og af et velmenende Hierte, vilde jeg raade dem af mine Brødre, der ønske at naae nogen Høide paa Pindus, at tage sig saa nøie i agt for dette Slags Arbeider, som muligt. Digteraanden vil vække sig selv, den bliver gienstridig, naar den i Tide og Utide skal adlyde den første, den beste Opfordring; og man kan aldrig sikrere svække sin Følekraft, end ved at tillyve sig Følelser.

Ubesindig nok har jeg lovet at sige, hvad Plads jeg troer at have opnaaet mellem mine Medbrødre. Jeg ønsker, at man vilde giøre min Beskedenhed den Ret, at jeg herved blot har tænkt paa Fag, og ikke paa Høide. Aarsagen, hvorfor jeg vilde tale herom, var blot at anbringe alt det, jeg havde at erindre imod den Urimelighed hos en Digter, at ville glimre i mange, om ikke i alle Konstens Grene. Men jeg har allerede for meget misbrugt mine Læseres Taalmodighed, og jeg vil oppebie en anden Leilighed, til at udføre dette vidtløftigere.

Her vil jeg blot pege paa det Hæng til en vis Tungsindighed, som jeg før har omtalt, som jeg troer, at min Skiebne har mere Deel i, end min Natur, og som maaskee har givet mig desto større Held i visse Fag af Digtekonsten, da det derimod har giort mig reent uskikket til en stor Deel andre. Har jeg nogentid kunnet skildre noget af Glæden med Sandhed og Styrke, da har det vist været dens Taarer og ikke dens Latter. Religionens festlige, dens gysenopvekkende Fryd, Dydens og de store Handlingers, og de uforskyldt nydte Velgierningers, og den stille helligende Kummers smeltende vemodige Vellyst har maaskee undertiden strømmet følelig igiennem min Harpe. Al anden slags Glæde vilde blive ukiendelig ved min Sang, og naar jeg undertiden har forsøgt at skildre, enten Selskabeligheds, eller Elskovs, eller en blomstrende Egns eller andre slige Gienstandes smilende Vellyster; da har jeg ikke vidst det selv, førend jeg fandt min Tone klagende, og ufrivillige Taarer dryppede hede fra de Øine, der havde sat sig for at lee. Ved de faa Skrifter, hvori jeg har stræbt at opvække andres Latter over Daarligheder, der allene kunde revses og rettes paa denne Maade, har jeg langt fra at lee selv, vist været plaget af den fortrædneste, den bitterste Lune, som det kan være den tilladt at skrive Satyrer i, der afskyer at være en 178 Menneskefiende. Hvad den skildrende Poesie betreffer, da har jeg uden Tvivl havt større Held, til at treffe mine Brødre, saavel i Hensigt til deres Characterer, som til deres Handlinger, og Nuancerne imellem begge, end til at udtrykke noget andet af Naturens Under. Og jeg skulde uden Tvivl være ligesaa uskikket til Idyller, som til anacreontisk Sang. I Hensigt til Udtrykket af mine Følelser, har jeg maaskee fundet en Rigdom i vort Sprog, som de fleste, af mine Formænd har forsmaaet at søge efter, og som de Konsterfarne har tilstaaet mig at have brugt med Fordeel. Hvad Correctionen betreffer, har jeg altid været yderlig stræng imod mig selv. Jeg overdriver det ikke, naar jeg paastaaer, at det var mig en Lidelse, om ikke en Umulighed, at slippe endog den Linie af Hænderne, som jeg forudsaae at være bestemt til Forglemmelse, førend jeg selv var fuldkommen fornøiet dermed. Venskabelige og uvenskabelige Anmerkninger har jeg rettet mig efter med lige Villighed, saasnart jeg fandt dem rigtige; og jeg tænker, at jeg har handlet ret.

Nu staaer kun tilbage med to Ord at sige, hvorfor jeg har samlet mine Skrifter. Og dertil har, foruden mine Venners Overtalelse, to Aarsager bevæget mig. Den ene, at man allerede har viist mig den Ære at tillægge mig Arbeider, hvori jeg hverken havde, eller ønskede at have mindste Deel. Og jeg frygter, at man efter min Død vilde giøre det verre, dersom jeg ikke i Tide stræbte at forekomme det. Den anden Grund er, at jeg virkelig, saavelsom alle mine Medbrødre, har skrevet mangt et Riim, og mangt et Indfald til min Tidsfordriv, eller maaskee kun for at prøve min Pen, som i en lille Kreds af mine varme Venner maaskee kunde synes interessant, eller i det mindste, taaleligt. Men at jeg skulde paanøde Publikum, og selv Efterslegten det, dertil er jeg hverken uforskammet eller enfoldig nok. Heller vilde jeg ikke gierne have, at dette efter min Død skulde staae i nogens Magt, der maaskee drevet af Egennytte, kunde have mindre Omhue for min digteriske Ære, end jeg har selv. Jeg forkaster følgelig herved høitidelig alle dem af mine Arbeider, som ikke findes i nærværende Samling; enten man saa kan bevise, at jeg har skrevet dem, eller ei, med samme Rettighed, som en Fader har at giøre det Barn arveløst, som han er misfornøiet med. Jeg skylder mig selv det, her at anmerke, at det er blot Kummer for min Skribentære, der bevæger mig til denne Forsigtighed. Thi endskiønt jeg kan have skrevet meget, som jeg i Hensigt til Stilen, eller Anlegget, eller andre Omstændigheder, der udgiøre deres digteriske Værd, ikke agter gode nok til at blive læste af mange; saa tør jeg dog bevidne 179 høit, og ingen kan modsige det, at jeg i alle andre Hensigter aldrig har skrevet otte Linier, som jeg med Grund kunde ønske uskrevne i min sidste Time.

Kiøbenhavn, den 14.Febr. 1780. Johannes Ewald.
180
181

Efterskrift og noter

182
183

Efterskrift

I. Myten Ewald

En af Karen Blixens personer, den gamle madam Bæk i »Et Familieselskab i Helsingør« (1935) mindes, da hun passerer Rungsted Kro, at hun som tiårig mødte Johannes Ewald og blev venner med ham. Skønt syg og svag og trods brændevinslugten tiltrak han barnet med »den Magnetisme, som Livets store Magter besad (...) Endnu tre Aar senere, da hun gik til Præsten, havde hun tænkt sig den Herre Jesus med Haaret i en Pisk, og med den døende Digters brudte, straalende, vilde, blide og hovmodige Smil« (Syv fantastiske Fortællinger, 1957, s. 224).

Her er en kær og kendt myte om Johannes Ewald koncentreret, så den afgiver sin fulde lyskraft. Denne kunstnermyte med sit strejf af helgenlegende har vist sig levedygtig. Den er opstået ikke bare af forfatterskabets udsagn, men også af talrige anekdoter fra Ewalds levnedsløb; desuden har portrætterne af ham gjort deres, navnlig måske Erik Pauelsens fra o. 1780.1 Endelig har eftertidens romantiske forestilling om det herlige geni stadig et godt greb i os; vi slipper den nødigt.

Det er ikke tanken her at undersøge myten og afgøre, om den er sand eller falsk. Men med myten som udgangspunkt styres opmærksomheden mod de energier i forfatterskabet, der har bidraget til den, og mod de sider af værkerne, der ser ud til at modsige den. Her kommer det naturligvis især til at gælde lyrikken; men det forsøg på en karakteristik af Ewalds univers, der skulle blive resultatet, støtter sig også til enkelte af prosateksterne.

184

II. Den himmelske ild

Blixens billede af den kristuslignende digter med det mærkelige smil forsøger at sammenfatte det indtryk, Ewalds digtning og livshistorie kan give. Ewald ses som en mand, der led og døde for kunsten, men genopstod eller udødeliggjorde sig i den. Med en omskrivning af Blixens ord: Han opfyldte i ensomhed, ubundet, selvbevidst og i kærlighed sin høje bestemmelse, der var den at nære og lade sig opbrænde af »den himmelske Ild«. Denne metafor er en af Ewalds benævnelser for inspirationen, således i det selvbiografiske fragment Levnet og Meeninger (1774-78, trykt 1804-08):

»(...) da han [Ewald] blev undfanget, havde den guddommelige lagt en Gnist i hans Hjerte - og allerede havde den grebet om sig - allerede begyndte den himmelske Ild, at ulme« (LM, s. 98).2

Blixens barnlige iagttager ser denne ild i digterens strålende blik. Hvilke skikkelser antager den i Ewalds digtning og liv, og hvilke glæder og kvaler voldte den ham?

Blixen lader den ganske unge pige opfatte Ewald som en helt og martyr, ofret til »Livets store Magter«, dvs. de kræfter, der driver kunsten. Selv har Ewald i et udateret fragment en mere illusionsløs og sørgmodig betragtning om omkostningen ved et liv med kunsten. Den består i en særlig hensynsløshed hos kunstneren, der ikke blot rammer ham selv, men livet som sådant - herunder omverdenen - når det skal forvandles til kunst:

Lær mig
Vor Sjæl er Ild, - som utaknemmelig,
Fortærer det hvorved den føder sig -

(s. 113)

Den himmelske ild, siger Ewald, er givet os af Gud. Mennesket er, med et udtryk, han tit bruger, en »Jordgud«, skabt i Guds billede. Men ilden er et farligt element i daglig omgængelse. Værkerne vidner om, at Ewalds vurdering af de skabende tilstande ikke er 185 den samme fra først til sidst i forfatterskabet. Holdningerne til kunstnerrollen spænder fra det højeste hovmod til den dybeste, ydmyge anger over denne luciferiske opsætsighed mod Gud, som jeget har misbrugt sin ild til.

Digterhovmodet når et højdepunkt i et epigram på tysk, sandsynligvis fra 1774: »Thoren, wie lange verfolgt ihr den Barden?« (s. 135). Her svæver jeget frit på åndevinger som en luftens søn, der har kappet jordforbindelsen. Højt hævet over vrimlen driver han spas med stjernerne.

I et andet udateret fragment: »Hellige, Hellige, Hellige Gud« (s. 136-37) gruer jeget for straffen, som venter den, der i »misbrugt Friehed« og ved »Følelsers ved Kunst opblæste Ild« har været ulydig mod Guds bud. At ilden er opblæst ved kunst, kan hentyde til sindstilstande, hvor jeget pisker sig ekstatisk op i selvherlighed, eller som slet og ret kommer fra alkoholen. Også i dette digt tales om »himmelsk Ild«, men nu som den kraft, der er nedlagt i »Viisdoms høye Sprog«3 - dvs. det af Kristus formidlede Guds ord - en kraft, vi ydmygt bør takke skaberen for. Det er en nærliggende, om end ikke sikker antagelse, at digtet er blevet til i tiden efter Ewalds såkaldte omvendelse4 til en pietistisk farvet fromhed. Til omvendelse hører »at erkjende og oprigtigt angre sine Synder«, og »alvorligen at vende sig til Gud og tragte efter Naade«, siger Katekismen.5 Denne begivenhed i Ewalds liv, der har voldt litteraturforskningen problemer, fandt angivelig sted i 1777 (jf. Brix, s. 148 ff.). Den blev dirigeret af moderens ven og sjælesørger, den kun ét år ældre J. C. Schønheyder (1742-1803).

Imellem de yderpunkter i Ewalds liv og digtning, som de to nævnte tekster angiver, lægger sig andre, hvor jeget i større eller mindre grad hviler i en selvberoende tillid til, hvad guddomsgnisten kan udrette i et menneske. Det gælder eksempelvis det kendte digt »Natte-Tanker«, som vi skal vende tilbage til. Også efter den såkaldte omvendelse arbejder inspirationen i Ewald, som et krav, en anfægtelse, eller i beåndede udtryk for de autentiske religiøse oplevelser, fromhedslivet gav ham.

Ewald kan således til tider tale om digteren som en luftånd, der suverænt har ophævet tyngdekraften, og til andre - senere - tider 186 om sjælen som den »Arme Nedfaldne« ørneunge, der må krybe på myrens fodsti efter stolt at have svunget sig mod det himmelske. Det sker i oden »Til Sielen« (1780), som også indeholder det berømte billede af sjælen, der kaster sig »Høit, som en springende Hval mod Solen«. I Ewalds poesi finder man en vilje - og kunstnerisk evne - til at forbinde himmel og jord. Denne forbindende drift ytrer Ewald tillid til i Levnet og Meeninger:

Salige Formaal [dvs. forbillede, Gud], kan den henrykte Digter tænke - føle dig - føle din Himmel? - - og see tilbage til en Tue, hvorunder han fordum nød nogle af dine svageste Glimt - indhyllede, dæmpede, næsten qualte i en Skye af jordiske, af daarlige Glæder? - Han kan det! - Han skal det! (LM, s. 99)

Her finder man også en række af forfatterskabets tillidserklæringer til den flammende indbildningskraft og de ekstatiske tilstande, beskrevet i »Til Sielen« og andetsteds, hvor sjælen løfter sig mod sit guddommelige udspring; i Levnet og Meeninger især i det kapitel om »Høyen«, som citaterne ovenfor er hentet fra. Værket har også inderlige hengivenhedserklæringer - der samtidig overkommer at være jordisk selvironiske - til rusen og »de nye, de besynderlige, de store og ædle Billeder«, den kan indgive sjælen. En tilstand, der til stadighed må friste en digtersjæl, »uden at tilsidst enten Stregen, eller den RendeSteen, den AfGrund, som laae bag ved Stregen kunde skrekke mig derfra« (LM, s. 106).

Evnen hos Ewald til at forbinde højt og lavt har at gøre med, at hans usædvanlige formsans og -vilje kombinerer sig med stor fantasirigdom, et vidt følelsesregister, nærvær og tankens skarphed. Det giver sig altså blandt andet udslag i en humor, der viser sig tydeligst i prosaen. Ewald siger selv (i digtet til Cecilia Wormstrup s. 114), at »Sorg er min Sang - prosaisk er min Latter«. Men også i visse af digtene ytrer hans sans for det himmelske i det jordiske sig som humor, ikke mindst i bryllupsdigtene. Her besynges den sanselige kærligheds himmelske ild gerne højtideligt og muntert, som i digtet til Herr Berling og Jfr. Godiche ved deres bryllup i det kolde efterår: »Den tykke Junker flyer til sin Camin, / Og Nympher pandsre sig med Hermelin«, mens de elskende kan se frem til 187 at lune sig i hinandens arme »ved Amors søde Lue, / En Himmelsk Ild, som tændt af Guders Gud (...)« (s. 48).

III. Lejlighedsdigtning og personligt udtryk

Ewald var ellers ikke meget for at øde sit talent på de plagsomme lejlighedsdigte, som nøden tvang ham til at skrive så mange af, at de er i overtal i forhold til hans personlige digte. Han forbander denne sure nødvendighed i breve til to jævnaldrende, teologen Peder Spendrup og digtervennen P. M. Trojel (SS bd. 4, hhv. s. 347 og 363). Faren ved den art skriveri er, betror han Trojel, at man let korrumperes af den, at »jeg da ikke tør rette mig effter min egen Siæl, icke effter dens Hæng [dvs. tilbøjelighed] dens Luuner, dens Evner eller dens Biefald; men blot effter andres, - icke effter de Tilkommende Slægters, men de nu levendes, og iblandt disse icke effter de Vittiges og Oplystes; men effter de fornemmes og Riiges, icke effier faae Kienderes; men effter Mængdens«. Langt hellere ville han skrive sine personlige digte, »de søde vellystige Udøselser af en med Glæde og store Billeder opfyldt Siæl«.

Også i sin berømte »Fortale« fra 1780 til første bind af Samtlige Skrifter (1780-91, herefter Samtl. Skr.) advarer han mod lejlighedspoesi. Han anfører (s. 177), at digterånden ikke kan vækkes på kommando, den »vil vække sig selv«. Følekraften bliver nedsat, siger han, når man tvinges til at tillyve sig følelser - en ny tids melding om inspirationskraftens (og digterens) ret til uafhængighed. Men Ewald understreger i Fortalen, at han trods alt ikke har skrevet noget, han ikke kan være bekendt over for sig selv, og at han frem for at skrive et sirligt, udpyntet digt har bestræbt sig for at gøre det nyttigt ved at lade det prise Gud eller indskærpe en moralsk sandhed.

Mere iøjnefaldende for læseren er det dog, at han har bragt egne ikke-konventionelle poetiske udtryk og egne personlige overvejelser ind i sine fest- og begravelsesdigte. Ewald tilfører det sædvanligvis pompøse sørgedigt ny enkelhed og intensitet. Det kendte eksempel er fra hans sørgesange ved Frederik V's begravelse:

188

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar - stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

(s. 13)

Sorgoplevelsen og refleksionerne over dens udtryk udformes i begravelsesdigtene med en ny subjektivisme. »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav« (1772) er et eksempel.

Sørgedigtenes tankeindhold kan være radikalt; ganske vist skulle de efter konventionen være bygget op efter en bestemt formel, som Ewald også oftest følger: sorgen over tabet af den afdøde skildres, det formastelige i at knurre mod Guds vilje anføres, og der anvises trøst deri, at den døde nu er i en bedre verden, de unge og yndige piger som lykkelige Kristi brude. Men ind i digtene har Ewald lagt oprørske spørgsmål til Gud. Her som i andre af Ewalds værker - bl.a. den Voltaire-inspirerede Herr Panthakaks Historie fra 1771 - ses det, at digteren slås med det ondes problem: Hvor kan Gud nænne at lade de unge og blomstrende dø så tidligt, og hvorfor lade de udslukte eksistenser få en meningsløs høj alder?

En gammel Harpax6 lever sig til Plage,
En Dydig døer i sine beste Dage. -
En Tidsel groer, - en deylig Rose falder. -
Fortred og Laster krones kuns med Alder. -
Siig du, som veedst, at alt sin Aarsag har,
Om Laster sundt; om Dyd forgiftet var?

hedder det i »Tanker i Anledning af Frøken Sophia Dorthea v. Holstein's Dødsfald« (1768).

At den tyranniske død far lov at slukke den livsild, Ewald satte så højt, var uforståeligt for ham. Det onde i verden blev ved at være hans anfægtelse, og han søgte bestandig at finde en dybsindig guddommelig hensigt dermed. Chr. G. Proft, udgiveren af Samtl. Skr., der fuldførte udgivelsen efter Ewalds død, siger i en fodnote til »Over M. Th.**« (1772), at digteren havde en forkærlighed for dette digt. Her hedder det om sorgen over den afdøde: »O jeg 189 veed, jeg seer, jeg finder / Haabet og den store Sandheds Magt. Men den bange Taare rinder, / Og en Draabe skiuler Himlens Pragt!«

I bryllupsdigtene var det tilladt lejlighedspoeten at folde sig friere ud. Her kunne Ewald besynge den uskyldige kærlighedslykke, som Gud gav Adam og Eva at nære sig ved, og som bryllupshandlingen skal udtrykke indvielsen til. Som nævnt bliver den himmelsk-jordiske kærlighedsglød tit beskrevet med ærbart-skæmtsom frimodighed, som i et festligt bryllupsdigt fra 1765 til Christiane Benedicte Huulegaard, en søster til Ewalds elskede Arendse: »Og husk, at Celadon er ikke skabt af Snee, / For Cloris sukker han - O Skabnings vise Orden! / Fra Celadon til Myg vil alle parre sig«, (s. 7). - Eller han finder ord for en erotisk sansning ved en overraskende antitese: »Beskriv den Strøm af Ild og Iis, / Som kryber om i hver en Aare;« (»Til B*** og E***«, s. 153).

IV. Kærlighed og kunst

Men måske kunne det hellige i Ewalds øjne også sanses i en kærlighed, der ikke var velsignet af kirken. Til en noget yngre ven, Laurids Bendsen, skriver han, formentlig i begyndelsen af 1770'erne, et vers om den åndeligt-sanselige kærlighed, et tæt digt, der funkler af den ild, det vil beskrive:

Min Bendsen naar Englernes Ild
opvarmer og smelter dit Bryst
naar Sandsen og Tanken er vild
og Siælen forgaaer i sin Lyst
Naar Venus giør følelsen Varm
da send fra den snee hvide arm
et smagtende smiil til din Ven -
og Glem ham fortryllet igien

(s. 116)

Her er det ikke til at vide, om digtet fortæller, at selskabsbroderen Bendsen fornøj er sig med en fælles veninde fra et af kvarterets 190 etablissementer, eller om der er tale om en mindre forretningsmæssig kærlighed. Men i alle tilfælde siger strofen, at der er himmelske flammer i den sanselige kærlighed, når sjælen er med i den.

Digtet tyder på vemod over ikke at have del i kærligheden. Måske skyldtes det den langvarige Arendse-sorg, måske hans sygdom. Som bekendt levede Ewald alene hele sit liv. Meget tyder på, at kærlighedssavnet pinte ham, og at han følte selvforagt ved at måtte ty til korte, ligegyldige erotiske forhold. I det før nævnte bryllupsdigt til Christiane Benedicte priser han parrets paradisisk rene erotiske lykke, som er velsignet af Gud, og taler misbilligende om »ureen Lyst og kort Begierlighed«, dvs. seksuelle forhold, hvor begæret står i vejen for den åndelige kærlighed.

Dette syn på seksualiteten er også pietismens, den fromhedsverden, Ewald mødte som barn og i sine sene år knyttede sig til. Brorson bruger udtrykket »Syndens lyst«. I hans bryllupssalme »Adam gik i frydens lund« (1739) hedder det: »Syndens lyst maa intet stifte, / Dette søde bliver suurt«, idet det søde står for det rene og sande, og surheden for det fordærvende, der gør det søde uspiseligt. For at blive i ild-metaforikken: når begæret er kærlighedsløst, slukker det erotikkens himmelske ild.

Det er tit hævdet, at et kærlighedsafkald kan føre til, at den erotiske energi bliver forvandlet til skabende kræfter, som der kan komme kunst ud af.7 Om Ewald var sig det bevidst og ligefrem udnyttede det, ved vi ikke, men den særdeles moderne refleksion i den ovenfor citerede strofe om inspirationskraften, der fortærer livet, peger i den retning. Erfaringen er beskrevet af senere kunstnere; Sophus Claussen er et kendt eksempel.

V. Digteren og tiden

At Ewald var dybt optaget af det vanskelige i at forene den jordiske lykke med den himmelske, ses i hans debutarbejde, som udkom i en skriftrække, udgivet af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (se s. 208), og som han modtog selskabets pris for. »Lykkens Tempel« (1764) er en belærende allegorisk fortælling i tidens klassicistiske smag, bleg, men med ung, 191 entusiastisk alvor og ikke uden ewaldsk komik fortæller den om vejen til den himmelske lyksalighed.

Fortællingen betød ikke noget opbrud i det litterære liv. Det gjorde derimod Ewalds senere forfatterskab. Som den ener han var, banede han vej i Danmark for den ny, såkaldt følsomme tids stof og skrivemåde, men også for en ny digterrolle. I den træder digteren frem i fuld individualitet og med en ny social placering som et unikt væsen, suverænt uafhængig af samfundets konventioner. Men samtidig er han stymperen på tagkammeret, der må forsøge at ernære sig ved sin pen, ubeskyttet af et borgerligt erhverv. Dette vilkår var Ewald sædvanligvis undergivet, og nok i højere grad end senere digtere. Siden fik genitanken mere vind i sejlene, og kunstnermiljøerne voksede sig frodigere.

Men han er ikke udelukkende den trodsige ensomme, der vover sig ud i det ukendte nye. Han har rødder i oplysningstiden med dens krav til digtningen om at belære. Hvad enten det nu er et skrabud for kritikken eller ej, betoner Ewald så sent som i 1780 sit ønske om at gøre sin kunst nyttig (jf. s. 187). Universet er fortsat den ortodokse kirkes og enevoldsmagtens. Poeten har til opgave at hylde de himmelske og jordiske autoriteter, idet konge og øvrighed repræsenterer en højere orden. Priser man kongen, priser man Gud.

Ude i Europa var imidlertid en ny opfattelse af individets frihed undervejs. Yderligere var den fornuftoptimistiske verden og dens kunstsyn allerede i 1760'erne ved at smuldre og stivne, også hvad smag og stil angik; det kom til at berøre Ewald. Den klassicistiske form, »Lykkens Tempel« blev skrevet i, blev ham siden for usanselig og rigid. Den kunne ikke videregive »de nye, de besynderlige, de store ædle Billeder« af det paradisiske, Ewald så, og hans dystre, forvirrende erfaringer om det onde i verden, som Gud åbenbart ikke tog sig af. Siden fornyr han den klassicistiske stil i sin lyrik, og han sprænger den i sit prosahovedværk Levnet og Meeninger.

Det nye i engelsk og tysk litteratur gav Ewald incitamenter. Mødet med C. M. Wielands tyske Shakespeare-oversættelser og skotten James Macphersons gengivelser af den gammelirske Ossian-digtning, begge dele fra 1760'erne, gav ham if. Fortalen trang til at lære sig engelsk. For Levnet og Meeninger har englænderen 192 Laurence Sterne (1713-68) betydet mest med sin stærkt subjektivistiske og bevægelige The Life and Opinions of Tristam Shandy, Gentleman (1760-67); dette omfangsrige og vittige romanfragment overrumpler ved sin tilsyneladende vildsomme, men særdeles gennemkomponerede prosa. I flere af Ewalds dramaer og i hans lyrik ser man en ligeledes importeret interesse for nordisk mytologi. Den skyldes, at man ude i Europa havde genopdaget den gammelgermanske folkedigtning. Altsammen talte det til Ewalds sans for det »besynderlige«.

Foruden den dystert visionære Ossian-digtning satte englænderen Edward Young (1683-1765) sit præg på Ewalds lyrik. Youngs tungsindige, højtidelige poesi i nyklassisk form varslede om den ny følsomhed; hans poetik var med til at introducere den høje vurdering af inspirationen og geniet, som siden blev romantikkens (se også n.t.s. 67). Men mest kom den følsomme digtnings kultskikkelse F. G. Klopstock (1724-1803) til at betyde med sin højstemte nyklassiske odedigtning og især det tunge, gådefulde kristusepos Der Messias (1748-73). Ewald forsøgte at oversætte en del af første sang (SS bd. 5, s. 66-82); hans fodnoter til oversættelsen fortæller om hans omhu for og besvær med den. Også personligt kom den tyske digter til at spille en rolle for Ewalds selvopfattelse som digter, herom senere, s. 195-96.

VI. Liv og digt

1. Barndoms- og ungdomsår

Skal man tro Levnet og Meeninger, var Johannes Ewald allerede i puberteten blevet sig sit høje kald bevidst. Værket beretter om hans liv til og med femtenårsalderen; om årene op til skrivetidspunktet, hvor Ewald er 31, hører man så godt som intet. Men sådan som han selv fremstiller sin personlighedsudvikling, er det de tidlige begivenheder, der afgør hans videre liv. Den følgende beretning om Ewalds barndoms- og ungdomsår op til udgivelsen af »Lykkens Tempel« bygger til dels på, hvad forfatteren meddeler i erindringsfragmentet og i den nævnte Fortale.

Han blev født i København 18. nov. 1743 som den næstyngste 193 af fem søskende. Forældrene var vajsenhuspræsten Enevold Ewald (1696-1754) og den meget yngre Marie Wulf (1715-91), som havde fromme aner, men skal have været et livslystent gemyt. Enevold Ewald var en fremtrædende forkynder af pietismen. Denne fromhedsverden, i hvilken der lagdes vægt på det individuelle gudsforhold, og hvis sprog talte til følelsen, fik siden en væsentlig betydning for Ewald.

Straks da faderen var død, blev Ewald sendt til Domskolen i Slesvig. Her boede han hos skolens rektor, J. F. Licht. Den lærde filolog gjorde Ewald fortrolig med Horats og Vergil, hvad der satte sig spor i hans digtning. Men rektoren gav også drengen adgang til sin store bogsamling. Her fandt han læsning, der talte til, hvad han kalder sin »romanske Tænkemaade«, hvormed han mener, at han havde smag for det fantastiske, usædvanlige og heroiske. Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719 fik ham til at løbe hjemmefra med den plan at stikke til søs i håb om at strande på en øde ø. Også den pikareske roman eller vandreromanen mødte han i skoletiden: Henry Fieldings festlige og vittige Tom Jones (1749), som appellerede til hans smag for eventyr.

Hvad der dengang stod ham i hovedet, var if. Fortalen ikke at blive digter og besynge helte, men selv at blive en helt. Det var godt for hans debut som digter, at den blev udsat nogle år, for unge Ewald var ved at koge over af brusende fantasi og følelse. Og som det hedder i Fortalen i en betragtning om digtekunsten, der er blevet berømt: »Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild« (s. 170).

Ewalds selvindsigt siger ham, at den hidsige fantasi, som gjorde ham til digter, brænder af den samme energi, der drev hans ungdommelige begejstring for krigsdåd - en begejstring, som heller ikke helt slap den ældre Ewald, jf. »Kong Christjan« (1779) og »Til Min M***« fra 1780, i hvilken det hedder: »Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov / Altid mægtig fortryllet (...)«. Om det fantasibillede, han som dreng havde dannet sig af krigen, siger han i Fortalen, at der må have været »Poesie skiult deri« (s. 170). Ewald har været forud for sin tid med sin anelse om, at poetisk fantasi og drømmen om det heroiske kan hænge farligt sammen og føre ud på dødsruter af forskellig art. Sammenhængen er erkendt af senere 194 tiders digtere; nogle har set det skræmmende i den, andre har ladet s ig fascinere af den.

I krig kom Ewald. Knap 16 år gammel stak han af hjemmefra og kom med i Den preussiske Syvårskrig (se n.t.s. 11), men erfarede hurtigt, at krigshæren er en maskine og slagmarken ikke nogen scene for ædel dåd. Soldatens første og ypperste dyd er underkastelse; der gives ikke plads for den unikke handling.

Men inden da havde han haft et par afgørende oplevelser: Hjemkommet fra Slesvig til København i 1758 for at tage studentereksamen og studere teologi mødte han den jævnaldrende Arendse Huulegaard og tabte sit hjerte til hende. Det var ikke bare krigsbegejstring, men også kærligheden, der fik ham til at løbe hjemmefra sammen med sin ældre bror for at deltage i Syvårskrigen. Han havde indset, at den 15-årige Arendse var en voksen dame, som kunne blive giftet bort når som helst, mens han selv var en fløs med lange udsigter til at kunne gifte sig. Han håbede da at kunne gøre hurtig karriere som kriger og på den måde blive en værdig ægtemage for den elskede.

I Hamborg, fortæller Levnet og Meeninger, fik broren kolde fødder og ville hjem. Ewald drog videre alene med en flaske stjålen vin under armen. På en høj ved Elben, fri og ubemidlet, hjulpet på vej af vinen og med hjertet fuldt af Arendse, oplevede han en forbigående, gennemgribende udvidelse af sindet i et kosmisk klarsyn, i hvilket de »ædle Billeder« indfandt sig. Det blev if. selvbiografien hans indvielse til digter, og derom handler citaterne ovenfor om »den hellige Ild«.

Der blev som sagt ingen krigshelt af Ewald. Han havde først planer om at deltage på preussisk side; de blev ikke til noget. Siden lod han sig hverve af østrigerne og endte i Prag, hvor han på ydmygende vis måtte hentes hjem for sin lidet elskede stedfars penge, alvorligt syg, vistnok af den gigtlidelse, som forfulgte ham resten af livet.

Ewald var en flittig teologistuderende. Teologien har haft betydning for ham derved, at Bibelen har gennemtrængt hans tænkning og sprog i en sådan grad, at en nutidslæser, der ikke er usædvanlig bibelstærk, delvis går glip af denne dimension i Ewalds tekster.

Han blev hurtigt teologisk kandidat. Men i 1764, mens han 195 endnu var for ung til embede, indtraf kærlighedsulykken: Hans Arendse blev gift med en noget ældre hørkræmmer. »Nu blev det min Plan at slentre Livet igiennem, som jeg best kunde, og, saa got som muligt, at forskiønne min Vei med en vis Art af Lyksalighed«, skriver han i Fortalen og opregner de beskedne goder, han fra nu af begærede, såsom en rolig hytte og retskafne venner, men ikke kærlighed og ægteskab (s. 172).

Selv har han sagt i Fortalen, at han skrev »Lykkens Tempel« »ikke for at skrive noget skiønt og priisværdigt Stykke, men blot for at sige mig selv mine egne Tanker«, og at den »i mere end en Forstand, nemlig baade i Hensigt til sit Indhold og til sin Skiebne, kan med Sandhed siges at have været Moder til alle de øvrige« (s. 172). Det lyder sandsynligt. Om end i helt traditionel form fortæller historien om et vigtigt eksistentielt valg, der efter Ewalds udsagn svarer til hans eget. Den timelige lykke, som Ewald if. Fortalen havde så godt som afskrevet på det tidspunkt, bliver også i fortællingen opgivet til fordel for den evige. Den var Ewald i resten af sit liv lidenskabeligt optaget af.

Hvis man skal tro Fortalen, betød tabet af Arendse altså ikke blot, at han forblev ugift. Kærlighedstabet afgjorde også hans skæbne derved, at smerten endte med at blive til kunst (se dog n.t.s. 172). »Lykkens Tempel« opnåede kritikkens bevågenhed. Det førte til, at Ewald forlod teologien for at blive digter. Publikums hjerte vandt han i 1766 med sørgesangene til Frederik V. Den ros, Ewald indkasserede, »pustede mit uerfarne Hierte til det urimeligste, til det meest ødeleggende Overmod« (s. 173); senere priser han sig heldig, fordi han blev tvunget til at lægge denne udyd på hylden. Herom i digtet »Da jeg var syg« (1771), et digt om selvbesindelse. Man har sagt om det, at det introducerer den personlige lyrik i Danmark. En ironisk reaktion på digtet udeblev ikke, herom senere.

Inden da havde Ewald været på vej til for alvor at komme ind i varmen. Han var blevet ven med den beundrede Klopstock og hans kreds. Klopstock var af den danske udenrigsminister J. H. E. Bernstorff (1712-72) blevet ført til Danmark, hvor han modtog kongelig understøttelse. Den tyske digter omgav sig med en kreds af intellektuelle landsmænd, heriblandt digteren og kritikeren H.

196

W. Gerstenberger (1737-1823), som var den, der indførte Ewald i kredsen. Gerstenberger var optaget af gammelnordisk digtning og Ossian, hvad der, med Klopstock som mellemmand, fik betydning for Ewald. Teologen J. A. Cramer (1723-88) introducerede Edward Youngs poetik i kredsen. Foruden inspiration og selvbekræftelse skal Ewalds omgang med den tyske koloni have givet ham udsigt til materielle fordele: håb om fast digtergage og om en rejse til Skotland og Island med det formål at indsamle folkedigtning.

2. Byliv og landliv

Håbene brast ved Bernstorffs fald i 1770 (se n.t.s. 23). I digtet »Philet en Fortælning« fra samme år beskriver Ewald sin sorg over begivenheden, der synes at have forstærket en følelse af håbløshed, han på det tidspunkt led af. Et af hans udaterede fragmenter indledes: »Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du / Guddommelige Nat o Yongs Veninde« (s. 115). Det fortæller om depression og dødstanker, men også om, hvordan en sang, måske glimtet af et nyt digt, sætter hans hjerteslag i gang igen: »Da røres han endnu og gisper efter Liv«. Fragmentet kunne, med sin tale om Young, være fra denne nedslående periode8 - Young var i begyndelsen af 1770'erne et ret nyt bekendtskab for Ewald.

Efter Klopstock-miljøets opløsning var Ewald alene, måtte fægte sig frem og ernære sig som lejlighedspoet. Samtidig havde han siden 1769 været stærkt plaget af sin sygdom, og i 1770 blev han indlagt på Frederiks Hospital. Efter hospitalsopholdet sank han ned i en tilstand af druk og elendighed. Vennen Torkel Baden kom ham til undsætning; han fandt ham i 1771 på et usselt kammer i stærkt forkommen tilstand og lod ham bo som rekonvalescent på sin gård, Rygård ved Gentofte. Her skrev Ewald »Da jeg var syg«. Digtet synes at fortælle, at digteren efter at have passeret et nulpunkt har bevæget sig ud af den ufri tilstand af forfængelighed og beruset overmod, hvorom Fortalen beretter, og har erobret sig selv.

Men nu fulgte nogle urolige år, hvor Ewald med kvarter i Vingårdsstræde og med ryggen til det borgerlige samfund førte en livlig tilværelse med en broget venneskare. En del af den bestod af drikkebrødre og løse piger, men også Laurids Bendsen og den trofaste ven Peder Spendrup hørte til flokken. Om den kommers, 197 Ewald havde med vennerne, fortæller hans og Spendrups rimbrev fra 1772 til Bendsen (s. 157-59). - Til kredsen hørte desuden de tre noble og brave officerer Arnsbach, Schleppegrell og Abrahamson, alle mænd af ånd, den sidste tillige kritiker og en stor beundrer af Ewald. Til disse tre har Ewald skrevet hengivne digte. Foruden sørgedigtet over Arnsbach skriver han i 1772 til Schleppegrell det store, personlige tankedigt »Haab og Erindring«, igen om et jeg, der søger et holdepunkt i sig selv - og ønsker en mere afbalanceret måde at omgås sin inspirationshunger på.

Ved sin skønhed giver dette digt læseren en æstetisk tilgang til den oplevelse, det selv bønfalder om. Øjeblikket er forgængeligt, men poesien giver det varighed. Poesien har, med et udtryk af Jorge Luis Borges, evnen til at »genvinde en fortid og foregribe en fremtid«.9

Også det udaterede »I Abrahamsons Stambog« er et tankedigt; det ønsker vennen jordisk lykke, men desuden indsigt i, at lidelse er en nødvendig del af livet; før man har forstået det, er man ikke »viis«: »Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl, / I Mulm og Straaler altid seer sit Vel -« (s. 112). Selv lærte Ewald sig »Smertens Glæde«, som ikke er masochistisk, men består i, at livet ses i et stærkere lys på baggrund af smerte:

Er det kun Lyst som viise glædes ved;
Hvor arm er da vor Jord paa Salighed! -

lyder et fragment (s. 113).

Fra begyndelsen af 1770'erne stammer nok også det stolte digt »Natte-Tanker« (s. 116-17). Nærværende udgaves noter til digtet giver oplysninger om Chr. Thaarups rekonstruktion af de to sidste strofer i Liebenbergs Ewald-udgave. Digtets udgang lyder i Thaarups version, efter at det har talt om mørke og angst:

(...)
Naar Uglen skriger om For[træd,]
Og Dødens lodne Spaa[mænd tude:]
Da kommer Haabet til [min Pude,]
Og Livet til mit Hv[ilested.]
198 Thi den som Phoebus tilig l [ærte]
Sin underlige Harm[onie,]
Hans varme, fulde[, store Hierte]
Udbrede Himlene sig [i;]
Hans Sjæl omspænder Sol[ene,]
Hans stærke Tanke [griber Tiden,]
Og nu og da og [før og siden]
Adspreder ei [hans Følelse.]

(Lieb. bd. 2, s. 50)

Her hviler digteren i en beåndet stund roligt og selvtillidsfuldt i den »underlige Harmonie« eller den usynlige verdensorden, som inspirationen eller solens og kunstens gud Phøbus Apollon - igen en ild- og lysmetafor - har givet ham indblik i. Den rastløshed, der var problemet såvel i »Da jeg var syg« som i »Haab og Erindring«, er her ophævet. Det er ikke den kristne gud, der takkes, som i bodsdigtet »Hellige, Hellige, Hellige Gud«, men nærmere en kraft i digteren selv.

Enden på det vilde liv i Vingårdsstræde blev, at Ewalds mor allierede sig med pastor Schønheyder om at få Ewald, som var ved at blive ødelagt af druk, bort fra byens fristelser.

Moderen havde Ewald et besværligt forhold til. I et brev fra 1778 kalder han hende sin »Hjertelskte Moder« og »søde Mama«, men driller hende også med nogle spydige vers (s. 160), der antyder, at hendes omsorg for ham er overfladisk. Pastor Schønheyder kom til at fylde meget i Ewalds liv. Han har uden tvivl været fuld af vilje til at hjælpe, men hjælp var i hans øjne at lede den vildfarne tilbage til flokken og til ydmygt at finde sin plads inden for den borgerligt-kristelige orden. Som kunstner levede Ewald i en fri åndelig sfære, i hvilken præsten nok anede en uortodoks opfattelse af, hvem og hvor Gud var. Den må han have betragtet som et af tidens symptomer på farlige forstyrrelser i Guds og verdens orden. Det Skønne var ved at skille sig fra det Sande og det Gode. De nye tanker om geniet, som har sin egen orden uafhængig af samfundets, var på vej ind i det danske åndsliv, og Klopstockkredsen gjorde sit dertil. En mand som Schønheyder måtte nødvendigvis forfærdes ved en tankegang, der ikke alene tillægger geniet visionære 199 evner og giver ham ret til at bryde alle regler og fejle, men også udpeger det kontroversielle i hans værker og handlemåde som fascinerende.10

Ewald blev sat i kost hos en fiskerfamilie i Rungsted i 1773, og hans økonomi kom under Schønheyders administration. Her i de rolige, smukke omgivelser menes han at have oplevet sin bedste periode. Inspirationen har i hvert fald lejlighedsvis strømmet ubesværet, naturligt og ikke »ved Kunst opblæst«. Han kunne tage imod verdens skønhed, og han havde ord for den: »da voxte min Sang!« hedder det i oden »Rungsteds Lyksaligheder«, som er skrevet i Rungsted i 1775.

Det var også her, Ewald begyndte at skrive det veloplagte, lidet bodfærdige bekendelsesskrift Levnet og Meeninger, der radikalt og energisk fornyede dansk prosa. Men her skrev han tillige et sorgfuldt digt »Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773«; det handler om et depressivt mørke, som går hen over sindet. Og fra marts 1774 stammer et galgenhumoristisk brev til »Søvne-Trynen« Spendrup, som i nogen tid har forsømt at skrive til sin Ewald. Digteren forestiller sig, at Spendrup, den dag, han får budskab om vennens død, vil blive forbigående vemodig: »Saa er han da endelig død, den gode ærlige Gnuff?«, men glemme ham samme aften (SS bd. 4, s. 347-49). Brevet fortæller om forladthedsfølelse og dødstanker, men de mørke stemninger bliver omsat i vital og vittig prosa.

3. Ægteskabsplaner og krise

Midt i 1770'erne arbejdede Ewald på at få en professortitel. Det hang måske sammen med, at han havde faet den formastelige ide at ville gifte sig, vistnok med en pige fra Rungsted. Begge planer kuldsejlede, den sidste, fordi moderen og Schønheyder bestyrtet greb ind. Ewald blev tvangsforflyttet til Søbækshuset ved Humlebæk, et logi, han ikke brød sig om. Her tilbragte han et par mørke og bitre år, fra 1775 til 77, stærkt plaget af sit digterarbejdes to hovedfjender, fattigdom og sygdom. Gigten hærgede og krumbøjede ham mere og mere. Sin ægteskabsplan havde han i 1776 endnu ikke opgivet. Schønheyder havde tidligere over for Ewald antydet trusler om frihedsberøvelse (jf. F. C. Olsen, s. 72). I efteråret 1776 har han 200 åbenbart luftet den ide, at Ewald burde optages på en stiftelse. Vredt afviser den stolte digter i et brev 9. okt. 1776 tanken om at blive »et Hospitals Lem«: »(...) Jeg seer det nu (...), at jeg i Deres Øyne kun er et hjelpeløst elendigt Kræ, som maae takke Gud, om det faaer det daglige Foer, indtil det creperer« (SS bd. 4, s. 353).

4. Pønitenten

Det kan ikke afgøres, hvad der førte til den påståede omvendelse i 1777, efter hvilken Ewald kom til at bo i København under venlig pleje. Det er nærliggende at begrunde hans ændrede holdning med, at han var knuget af ensomhed og af den tiltagende sygdom, der hindrede ham i at skrive. Skriften var den vigtigste og måske den eneste mulighed, han havde for at holde sig mentalt oppe og den nedværdigende fattigdom nogenlunde fra døren. Men uafladelig havde han »travelt med at være syg«.

Det er imidlertid misvisende at hævde, at digtene fra de sidste år fortæller om en knækket person. Nok frygter Ewald Gud, men han gør det næppe, fordi han frygter Schønheyder eller andre jordiske autoriteter. Der er kvaliteter i digtene, der viser et personligt tilegnet gudsforhold, hvor »Gud« kan forklares psykologisk som en styrket indre overinstans; desuden bringer trosforholdet frugtbare meditative tilstande med sig. Disse erfaringer har tilsammen ført til højt disciplineret poesi af stor skønhed. Et højdepunkt er »Til Sielen«, desuden »Følelser ved Den hellige Nadvere«, som skal omtales nedenfor. Fra perioden stammer vistnok også fragmentet »Svulmende Vellyst«, som snarere end pønitense udtrykker selvbevidsthed om digterkaldet:

Svulmende Vellyst, du som mit Bryst af Leer
Længe forgjæves stræber at dæmme for
Bundløse Veld af Støvets Glæder
Flyd kun, o strøm fra mit fulde Hierte! -
(...)
Styrt i din Vælde salige Strøm af Gud
Bruus fra min Læbe, høyt, at dit raske Fald

(s. 129-30)

201

Det må have været et alvorligt ønske hos Ewald at give sine visioner varighed, ikke i form af ekstaser tidlig og silde, men ved at forvandle sine indblik i verdens usynlige sammenhænge til klogskab og sindsro og på den måde blive bedre rustet til at møde livets og dødens krav. Han ønskede øjensynlig at blive »taalmodig og stolt«, som et beslægtet lyrisk gemyt, Sophus Claussen, udtrykte det godt hundrede år senere - blive i stand til at vente på de beåndede øjeblikke, der huskes og anråbes i »Haab og Erindring«:

O gylden Øyeblik! hvor skiønt, hvor vægtigt!
Hvor stort! hvor fuldt af Gud!

(s. 46)

Denne selvopdragelse foregik i en kristen billedverden, men måske på et andet religiøst plan end kirkens. Godt nok var Ewald en uregerlig natur, han var ubundet af konvention og må have følt sig behersket af en anden lov, et andet overjeg end samfundets og den ortodokse kirkes; det er vel i den betydning, Blixen karakteriserer ham som »vild«. Men han har næppe ønsket at være »vild« i betydningen: rastløs, uafladelig jagende efter stjernestunder, bragt uden for den skjulte orden i verden, som han vidste besked med. Han synes at have ønsket sig en myndig indre stemme, der kunne stille krav til ham. Han har, forekommer det, stræbt efter at opretholde en indre orden, der kunne svare til en orden i verden, han i opladte øjeblikke har faet indblik i. En altafgørende orden, som han følte, han blev bragt ud af ved sine »Uordener«, som han kalder sine udskejelser - skønt hans hensigt med rusen jo tit netop var at opsøge synerne.

Det disciplinerende »overjeg«, han ønsker, far i de sene pønitensedigte Guds skikkelse, hvad man kunne forklare ved, at han ikke så selvbevidst som tidligere tør tro på sin egen regulerende selvjustits.11

Omvendelsen har næppe været et knæfald for kirken som magtfuld institution. Noget andet var, at kirkens ritualer ved deres binding til traditionen kunne være rammerne om et personligt fromhedsliv, som ellers kunne blive en fritsvævende spiritualitet. Oden »Følelser ved Den hellige Nadvere«, tilegnet Schønheyder, 202 fortæller om, hvordan det kirkelige ritual giver jeget oplevelsen af »Religionens festlige, dens gysenopvekkende Fryd« (jf. s. 177):

Brødre, hvis er den Glands? - Seer i det herlige
Purpurskier, som min Siel gysende svømmer i;
Nu da Naadens Herold festlig nedstiger fra
Verdners Dommer - fra Ham, under hvis Vredes Vink
Lysets trodsende Aand sank i en haabløs Nat?

(s. 94)

»Naadens Herold« i purpurskæret er ikke pastor Schønheyder iført messehagel, hvad man ved første øjekast fristes til at tro, ligesom man i »Poenitenten« (s. 91-94) har villet se velærværdigheden som adressaten for jegets henvendelse:

(...) Min Ven, min Ven,
Du sagde det, du bad mig Daare:
Vend om! (...)

(s. 92)

Men følges figurerne, henholdsvis »Naadens Herold« og »Min Ven«, gennem begge digte, ser man, at det er - eller bliver - Kristus, jeget konfronteres med. Det er tydeligst i nadverdigtet, at der må være tale om meditative tilstande, hvor jeget synker ind i sig selv, næppe i en mystisk forening med Jesus, men i en kosmisk oplevelse, et løft ind i en himmelsk uendelighedstilstand. En sådan erfaring er i det pietistiske univers en forudsætning for, hvad der betegnes som et kærlighedsforhold eller et ægteskab med Jesus, det vil sige et tæt, vedvarende åndeligt liv. Det betød ikke, at man efter den pietistiske lære skulle give afkald på et jordisk-sensuelt kærlighedsforhold til fordel for livet med Jesus, men at man skulle tage vare på kærlighedens åndelige eller religiøse dimension og ikke dræbe den ved en evig jagt efter seksuel lyst alene,12 jf. Ewalds afvisning af »ureen Lyst« (s. 190).

Vi ved, at Schønheyder forestod Ewalds omvendelse, men ikke, hvor radikal den var. Måske kunne det efter 1777 stadig hænde, at Ewald befandt sig i et mistrøstigt gudsforladt øde. Angeren var nok 203 oprigtig, men det er et spørgsmål, om frelsen var total - om der var tale om en permanent tilstand af harmoni og afklaring hos digteren. Dybt mismod præger fragmentet »Aftenen« (s. 60), trykt 1778, men var det skrevet tidligere? De usikre dateringer af tilblivelsestidspunkterne for især de utrykte skrifter gør det svært at sige noget præcist om en udvikling i forfatterskabet. Men i alle tilfælde har Ewald også efter 1777 ladet trykke og altså vedgået nogle lidet fortrøstningsfulde tekster. Og i Fortalen, hvor Ewald ellers fremstiller sig som den, der er gået i sig selv, far vi hans ord for, at han »aldrig har skrevet otte Linier, som jeg med Grund kunde ønske uskrevne i min sidste Time« (s. 179).

Det lader heller ikke til, at det fandenivoldsk lystige og lidet ydmyge hos Ewald, som vi kender fra Levnet og Meeninger, er ganske uddrevet af hans univers i de sidste år. Man finder det i versene i det nævnte brev til moderen, i den mildt ekvivokke, muntre travesti om skødehunden Maske, muligvis skrevet allerede i Rungstedtiden, men trykt 1778, og i epigrammerne fra 1779, ikke mindst »Claus Rimers Gravskrift«. Der er desperat lystighed i den groteske prosafortælling »Mester Synaals Fortelling«, skrevet i 1772, men trykt i 1780; den taler snarere om erkendelse af livets absurditeter end om fortrøstning til den af Gud indstiftede verdensorden.

Noget kunne altså tyde på, at Ewalds livsforløb ikke udgør en kontinuerlig udvikling fra ungdommens vilde Sturm und Drang frem til manddommens høje og fromme afklaring. Han har måske hele vejen bevæget sig fra den ene tilstand til den anden. If. A. D. Jørgensen stammer digtet »Død og Dom« fra 1770-71. Holder man sig til denne datering, fortæller det om tidlige anfægtelser;13 tilsvarende kan dykkene ned i intetheden også have meldt sig i den sene fase.

At Ewald døde som et troende menneske, kan man dårligt tvivle på i betragtning af den lidenskab, der er lagt i de strofer, han dikterede kort før sin død den 17. marts 1781, de såkaldte »sidste poetiske Følelser« (s. 106-107). Af dem lyder de tre første:

204

Udrust dig, Helt fra Golgatha!
Løft høit dit røde Skiold;
Thi Synd og Skrek - du ser det ja -
Angriber mig med Vold.

Udstræk dit Glavind i din Harm
Mod dem, som trodse dig!
Nedstyrt dem med en vældig Arm
Fra Lyset - og fra mig.

Da skal jeg, sikker ved din Haand,
Ei frygte Døden meer;
Men offre dig min frelste Aand
Paa dens nedbrudte Leer.

Man må huske på, at dødsangst på den tid stadig var forbundet med en konkret helvedesfrygt, som liberalteologien først ca. 100 år senere gjorde diskutabel. Men det er alligevel et spørgsmål, om ikke den synd og skræk, der tales om, kunne være Ewalds tvivl og angst for tomheden og mørket, og om ikke de trodsige væsener, der skal besejres, kunne være hans egne, syndigt tvivlende, luciferiske tanker.

En anden tolkning kunne være, at Ewald har sin egen, suveræne form for tro, som er af en anden karakter end den, folk som Schønheyder repræsenterer. Denne personlige tro bliver anfægtet af »dem, som trodse dig«, dvs. de konventionelt kristelige præster og lægfolk, Ewald er omgivet af; de har ikke fattet kærlighedsbudet og sanset det himmelske lys, sådan som Ewald selv har modtaget det. Set fra en sådan vinkel kan man måske læse en identifikation med en ensom Kristus ind i digtet, når han i anden strofe sidestiller »Lyset« og »mig«.14 Påfaldende er også de associationer til Jesus i Gethsemane Have, som de »poetiske Følelser«s afsluttende bøn giver, på trods af, at Ewalds tale om at blive revset tyder på, at han betragter sig som en arm synder mere end en Kristus:

205

O Herre! forund mig Liise og Roe;
Men revser du mig med Smerte,
Da lær mig at taale - at bede - og troe,
Og JESUS opfylde mit Hierte.

Personer, der opfyldt af en ideal forestilling (et trosforhold eller en ide, de kæmper for) udsættes for stærke smerter, fx ved sygdom eller tortur, har berettet om oplevelser af en mental løftelse. Jeget kan da opleve sig indsat i en overindividuel sammenhæng, der giver kræfter til at overkomme smerten; det fortæller fx modstandsmanden Kim Malthe-Bruun om i sine sidste breve (udg. posthumt 1946). Det kan være en sådan sindstilstand, Ewald har erfaret og i sin bøn ønsker at fastholde.

Når Blixen sammenligner Ewald med den heroiske Kristus, skyldes det måske den døende digters sidste udsagn og så et kendt øjebliksbillede fra Ewalds sidste tid, givet af forfatterinden Friederike Brun (f. Münter, 1765-1835). Det skildrer digteren krumsluttet på sit smertensleje: »(...) kun det herligt formede Ansigt og de store blaa, himmelske Øjne straalede mig med overjordisk Glans kjærligt imøde!« (Ungdomserindringer, 1917, s. 97).

Friederike Bruns portræt er præget af eftertidens tendens til idealisering i almindelighed og af Ewald i særdeleshed. Men husket bliver det.

VII. Digternes Ewald

At eftertiden har været tilbøjelig til at se Ewald som en helt eller martyr for kunsten, må skyldes, at han under så hårde vilkår og så betingelsesløst gjorde sig til instrument for inspirationen. Han oplevede den som en himmelsk energi, eller - igen med Sophus Claussens ord - en vilje i universet, der kunne sætte sig igennem i ham. Når Claussen flere gange er nævnt i det foregående, kommer det af, at den yngre digter havde et beslægtet syn på sit arbejde for poesien. Det kunne kaldes religiøst; men det var fjernere fra at være bibelsk-kristent end Ewalds, selv om Claussen som digter omgikkes den bibelske billedverden med kærlig veneration. Ligesom 206 Ewald gav Claussen sig ubetinget ind under inspirationens nødvendighed, ville nærme sig det umulige og ville »tro paa sit Drømmelands Nytte«, som det hedder i digtet »I Løvens Tegn«. Han må kaldes Ewalds nærmeste arvtager.

Flere danske digtere hører dog til dette eksklusive selskab. Nogle fa skal nævnes her, en enkelt senere.

Forud for Ewald skrev Kingo højtideligt og underfundigt i et digt til Christian V i anledning af kongens felttog 1675 (»Behierted Konge, Du aarvogne Scepter-Fører«, 1676):

Tilstæd dog at min fast hendøde Sang-Gudinde
Maa dette Liv i din Udødelighed finde.
At tænde Lyvs udi sit ringe Lygte-Skrog
Og vise Verden dit det første Ledings-Tog.

Her anråbes, også med et ildbillede, gudinden, som råder for, om der kommer lys i lygten hos Kingo, så kongen kan blive behørigt lovprist. Men Kingo er i rollen som lejlighedsdigter ikke frisat som Ewald, han må først spørge kongen, om det går an.

Brorson havde ydmygt forstået inspirationen som en overpersonlig kraft: Jesu kærligheds ild, der gennemtrænger universet:

Som paa hans himle
Der verdens grund har sat,
Stiernerne vrimle
Imod den mørke nat,
Saaledes brænder
Min JEsu kierlighed (...)

(»O! hvilken ære«, 1739)

Efter Ewald blev mødet med de skabende kræfter digterens personlige sag. Ewald var den, der i tillid til egen inspiration ubeskyttet var gået foran. Jens Baggesen udtrykte sin taknemmelighed sådan:

207

Din Hymnes Straaler tændte første Gang
med apollonisk Ild min Siæl.

(»Til Schleppegrell«, 1795)

I et digt af Schack Staffeldt indvies jeget til digter i en erotisk-kosmisk vision, som indgiver ham en stærk uendelighedslængsel - begivenheden kan minde om Ewalds oplevelse på højen. Længselen omskabes til digt, men:

Dog brænder mig Kysset jeg kiender ei Fred
Förend jeg drager Himlene ned!

(»Indvielsen«, 1803?)

To lidt mere satte brødre i ånden, Oehlenschläger og Aarestrup, har ydet Ewald deres reverens. Oehlenschläger i et digt fra 1811, der betoner den store digters sørgelige lod:

Ja Linden selv her med sin sorte Hud
Seer ved din Grav fuld af Betydning ud;
Thi du var og et Træ af stærk Natur;
Men lænket, haget ved den skumle Muur, (...)

Aarestrup skrev en del år senere, henvendt til Ewald, i et udateret digt om poesiens høje omkostninger:

Paa Sengen skrev du det med Taarer tunge,
Men Poesien greb dit Digt, og sagde:
Det er det bedste af den danske Tunge.

Sophus Claussen, hvis lyriske naturel nok er tættere på Ewalds, er nævnt. Hans beundrer Tom Kristensen, som skrev om »den evige Uro«, spørger siden i digtet »Fribytter« fra 1920, om ikke digteren er en outlaw, der er parat til at nedbryde sig selv for at kunne »slynge sin indre Verden / med dens Flammehjul ud i Rummet?« - I samme ånd siger Thorkild Bjørnvig i sit Nietzsche-digt (1959) om det søvnløse geni:

208

Ild, Skabelse, som før var Herrens Sag,
var hans nu! (...)

En linje skulle herved være trukket op. Måske har Per Lange med sit Ewald-digt fra 1932 gjort det mest indtrængende forsøg på at beskrive, hvad Ewalds ønske om at drage himlen ned på jorden har kostet ham. De to sidste strofer lyder:

Skønne af Glans fra hans Øje,
stærke af Kraft fra hans Lemmer
leved hans Ord i det Høje,
fjerne, med fremmede Stemmer.

Men under hævede Hænder
lytter han fattig og bange
ind mod et Hjærte som brænder
sygt af at savne Sange.

VIII. Ewald og samtiden

Digternes hengivne ord om deres store forgænger kompletterer kritikernes Ewald-litteratur. Denne er omfattende, men der findes ikke megen dokumentation for, hvordan samtiden tog imod hans poesi.

Det kommer af, at den danske litterære kritik først begyndte at tage form omkring midten af 1700-tallet. Med stiftelsen i 1759 af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (i daglig tale Det smagende Selskab) fik man en institution, som skulle tage vare på fremvæksten af en dansk nationallitteratur. Formålet med det skulle være at »forbedre Sproget, Sæderne og Smagen«; sådan formuleres det i Breve (1759) af J. S. Sneedorff (1724-64), som var en af initiativtagerne til selskabets oprettelse. I en artikel i Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger (Adresseavisen) 21. dec. 1759 stiller han den »skiønne« videnskab over for den »nyttige«, naturvidenskaben. Den skønne videnskab skal tilstræbe at »forbedre Hiertet ved at fremsætte Sandheden, saaledes, at den maa 209 opvekke behagelige Følelser i Siælene. (...) Hiertet og Smagen ere Dommere i disse Videnskaber og Konster«.

Den moralske nytteværdi og det smukke, hjertegribende udtryk var altså periodens krav til digtningen; begge dele skulle højne smagen. Filologen Jacob Baden (1735-1804), som også var medlem af Det smagende Selskab, redegjorde i en artikel, »Til Læseren« (bragt iKongelig privilegerede Adressecontoirs Kritiske Journal nr. 1, 1768), for sit syn på, hvad en moderne kritikers opgave var: Hans vurderinger skulle tjene til at opmuntre talenterne og befæste smagen; dette forudsatte, at kritikerne var skarpe og frie, så det ringe og middelmådige skriveri ikke fik lov at sløve smagen, brede sig på den værdifulde litteraturs bekostning og hindre det nye og originale i at slå igennem.

For et samtidigt litterært værk havde selskabets accept meget at sige. Den indflydelsesrige medlemskreds var Ewalds første kritikere. Flere af dem var højt dannede og lærde embedsmænd i administrationen, således justitsråd A. G. Carstens (1713-95, jf. s. 172), Danske Kancellis chef Bolle Willum Luxdorph (1714-88) og den ovenfor (s. 196) nævnte J. A. Cramer - alle filologisk kyndige. Disse oplysningsfolks embedsmandsdyder: dømmekraft, grundighed og ikke mindst forsigtighed, kom til at præge selskabets kritiske virksomhed. Der var hensyn at tage og interesser, som skulle tilgodeses. Det satte, trods Bådens erklæring om, at kritikken skulle være fri, visse grænser for forfatternes - altså også Ewalds - udfoldelsesmuligheder.

Man får indblik i selskabets vurdering af Ewald som digter gennem medlemmernes korrespondance om hans dramaer. Dem var man uenige om; fx brød Luxdorph sig sædvanligvis ikke om dem, hvorimod Carstens altid tog Ewald i forsvar.

Mens allegorien »Lykkens Tempel«, hvis form svarer til oplysningstidens ideal, som nævnt blev optaget i selskabets skriftrække, afviste man i 1765 manuskriptet til tragedienAdam og Ewa. Det blev omarbejdet, trykt 1769 på anbefaling af J. Kall (muligvis orientalisten og filologen J.C. Kall) og smukt omtalt iKritiske Journal (1769, nr. 29). Her fremhæver anmelderen, sandsynligvis Baden, stykket som »et unægteligt Bevis paa den gode Smag, som saa kiendelig udbreder sig hos os«; han fremhæver Evafigurens 210 psykologi og de »fortreffelig forestillede og afmalede« udtryk for hendes turbulente følelser før syndefaldet. Men stykket blev altså ikke antaget af Det smagende Selskab; samme skæbne overgikRolf Krage (1770), Ewalds radikale forsøg på at forny tragedien.Balders Død (1775) antog selskabet først, efter at Ewald efter Carstens' råd havde foretaget en række (tvivlsomme) forbedringer af teksten - Luxdorph havde i begyndelsen været af den mening, at forfatteren til stykket ikke kunne være vel forvaret. Først i 1779, medFiskerne, opnåede Ewald selskabets fulde accept som dramatiker.

Ewalds ven og beundrer, kritikeren Werner H. F. Abrahamson (1744-1812) bedømmer i sin anmeldelse iAlmindelig Dansk Literatur-Journal (II, 1780)Fiskerne som et guddommeligt genis værk; for en ordens skyld tager han dog et par forbehold af æstetisk art. Stykkets moralske fortjenester understreges. Men nok så meget berømmes Ewalds kompositoriske greb, det liv, han har bragt ind i Ove Mallings beretning fraStore og Gode Handlinger (som stykket bygger på), og realismen i den overbevisende persontegning, som viser individuelle karakterer. To af de lyriske indslag fremhæves: »En Søemand med et modigt Bryst« mener han »fortiente at synges af alle Søemænd«, og den »ypperlige Romantse« om Liden Gunver ønsker han folkelig udbredelse.

Abrahamson er bedre som teaterkritiker end som lyrikanmelder, hvad der vel har med de to kritiske genrers daværende udviklingstrin at gøre. I 1782 udkom bd. 2 afSamtl. Skr. Denne gang omtaler Abrahamson iLiteratur-Journal (III, 1782) alle de digte, bindet rummer; hans gennemført rosende anmeldelse vil imødegå fjenders bagtalelse af den afdøde ven som digter og menneske. Men omtalen er refererende, uden analyse, og referaterne fanger ikke digtenes æstetiske kvaliteter, heller ikke altid deres dybereliggende pointer. Æstetisk set er Abrahamsons kritik langt bedre på højde med sin genstand i bestemmelsenaf Rolf Krages kunstneriske kvaliteter; han fremhæver bl.a., med blik for det hos Ewald, der peger fremad: dialogens og monologens naturlighed.

Abrahamson nævner let indigneret en »Besvarelse, Parodie eller hvad man skal kalde det« på »Da jeg var syg«, der i sin tid fremkom, efter at digtet var bragt iAdresseavisen 25. sept. 1771. Det drejer sig om kritikeren Claus Fastings (1746-91) ironiske vers »Da 211 jeg var frisk«, trykt i det følgende nummer af avisen (27. sept.). Fasting var en af de mest markante publicister i Norske Selskab, som Ewald if. J. L. Heiberg var på kant med - man kritiserede ham her for dunkelhed og svulst. »Da jeg var frisk« er dog et godmodigt drilleri; Fasting beklager Ewalds nedslående verdensforsagelse, forvoldt af »blotte Skygger av / En slem og ret uhøflig Grav«, og opfordrer ham til atter at blive den gode gamle poet og bægersvinger.

IX. Senere kritikhistorie

Modsat den tidligere kritik går Knud Lyne Rahbek (1760-1830) tæt på Ewalds lyriske udtryk i sin gennemgang i tidsskriftetHesperus (1822, s. 1-37) af sørgesangene over Frederik V. Nok er sørgesangene de af digtene til kongehuset, der har fået det rigeste efterliv; men Rahbek finder dem svagere end de to andre sørgekantater, Ewald skrev til lejligheden (»Klage-Sange opførte paa det Kgl. Universitet« og »Kantate i Roeskilde Domkirke«,SS bd. 1, s. 95-97 og 104-106). Han påpeger fx det uheldige i at blande virkelige personer med allegoriske, og det »pudserlige« i, at Ewald lader en af disse, Lyksaligheden, optræde i sørgeflor. Andre løjerligheder, såsom »det forgrædte Øie«, der endnu en gang vil »fornøie« sig ved synet af den bortdragende Frederik, tilskriver Rahbek det forhold, at det danske digtersprog endnu var ringe udviklet.

Trods kritikken ser litteraturhistorikeren Rahbek sørgesangene som udtryk for, at »vor lyriske Poesie stod under Overgangen fra Tullin til Ewald«. De er forvarsler om det gennembrud for den personlige lyrik, som Ewald frem for nogen repræsenterer. »Fra selve Frederiks Grav udgik et nyt herligere Liv«. Ewald var forud for sin tid ved at være sig bevidst, at »den lyriske Poesies Væsen fremfor Alt var Følelsers og Lidenskabers Udtryk«, og at følelserne kan udtrykkes »ved den meest melodiske Sødhed og den hierteligste Simpelhed«.

I 1810-11 holdt Oehlenschläger en forelæsningsrække ved universitetet om Ewald(Om Evald og Schiller, udg. posthumt 1854). Han kommer her ind på sørgesangene, men ikke for det gode.

212

Deres stedvise »Svulst« undskylder han dog med, at den dels skyldes genren, som var tidens, dels det forhold, at Ewald var begynder. I øvrigt kommer Oehlenschläger ind på lyrikkens væsen som følelsernes udtryk ved at bruge Schillers distinktion mellem naivt og sentimentalt. Det naive består i »Følelsen og Udøvelsen af det Naturlige«, det sentimentale i »Følelsen af den jordiske Magt, i Anelsen om det Himmelske«. Tilsvarende skelner han mellem den »objektive« (dvs. den naive) digter, der optages af og beskriver verden omkring sig og ser enheden i stort og småt. Han er den harmoniske i modsætning til den »subjektive« (altså den sentimentale) digter, der er optaget af og skildrer sin følelse. Ewald havner i den sidste kategori, og digtet »Indføds-Retten« bruges i bevisførelsen herfor. Loven om Indfødsretten er i sig selv ikke poetisk stof, men Ewald begejstres af tanken om den, og det er sin begejstring, han beskriver med stærke billeder »i kjæk og dristig Flugt«.

Oehlenschläger beundrer Ewalds odedigtning; han finder, at genren er som skabt for dette digtergemyt. Men han beklager, at digteren i sine værker mangler »den naive altforbindende Følelse, og derfor maa han altid give sig et høit Sving, som undertiden har forført ham til Overdrivelser«, ja hans hang til patos var »ofte uden Smag«. Oehlenschläger lægger ikke skjul på, at hans eget ideal er den objektive, naive digter, den »sunde« ånd. At Ewald ikke kan være med her, undskylder Oehlenschläger med hans kranke skæbne, der måske var årsag til al den melankoli og usunde selvspejling; af natur, medgiver Oehlenschläger, hørte Ewald jo egentlig til de raske i riget.

Christian Molbech (1783-1857) hylder ubetinget det nybrud i dansk lyrik, Ewald skabte. Han lægger vægt på digterens rolle som enegængeren, »den Første i Danmark, der ganske indviede sig til Poesien, der intet var og blev, uden Digter, og savnede eller tabte næsten Alt hvad der kan savnes og tabes i Livet - undtagen et udødeligt Navn«(Johannes Evalds Levnet, med Bidrag til hans Digterværkers Historie og Charakteristik, 1831, s. 46. Her citeret efterForelæsninger over den nyere danske Poesie bd. 1, s. 112-13). I sørgesangene ser Molbech, hvad Rahbek vistnok også gør, optakten til Ewalds livslange, samlede poetiske bestræbelse; han finder her en »Sandhed og Dybde, en Værdighed, og Reenhed« i »Følelsens 213 næsten laconiske Udtryk«, »hvoraf ethvert Vers ligesom indeholder Stoffet til et langt Digt«(Forelæsninger, s. 126-27).

Ligesom Oehlenschläger er hans lidt yngre digterkollega Carsten Hauch (1790-1872) let kritisk over for Ewald, men han synes (i efterskriften til sit Ewald-udvalg fra 1870) at have mere gehør for Ewalds ejendommelige lyriske tone, hvad der kan skyldes, at de to digtertemperamenter stemmer bedre sammen. I Ewalds vers mærker man en »Vingekraft (...), saa man i selve Versemaalet troer at høre den stærke Susen, som naar en stor Fugl, baaren af Luftens Bølger, flyver forbi« (s. IV). Ewald er ørnen, der bevæger sig i luftlag, hvor de andre fugle mattes. Også Hauch ser en kontinuitet i forfatterskabet. »Der er en hemmelig Traad, som knytter Ewalds første Klagesang og hans sidste Digt [»Udrust dig, Helt -«, s. 106] til hinanden. De dvæle begge ved Graven, de ligne hinanden i Reenhed og Harmoni«; dog er der forskel: »Formen er ligesaa skjøn i det første Digt som i det sidste, men Tanken er her langt mere streng og dyb« (s. XIX).

I lighed med Molbech ser Hauch Ewalds livshistorie som beretningen om det ensomme genis martyrium og hævder, at ordet geni på Ewalds tid havde klang af skældsord. Den uforstand, tidens originale ånder sædvanligvis mødte, fik dem til at slå sig på druk og udsvævelser. »Geni« kom da til at betegne en uduelig person, der bildte sig ind at være noget særligt.

Historikeren A. D. Jørgensens (1840-97)Johannes Evald fra 1888 er mere biografi end litteraturhistorie; værket kommer dog summarisk ind på Ewalds digtning. Bogen er kildekritisk og vil revidere de mange Ewald-myter, navnlig dem, der er opstået ved Ewalds egne, ikke altid præcise udsagn iLevnet og Meeninger og Fortalen. A. D. Jørgensen vil revidere overleveringen om opdragerne: den slette moder og den inkvisitoriske Schønheyder, der er medskyldige i hans ulykke; bogen går ganske hårdt i rette med Ewald for hans »uordener«. Men hovedhensigten er at komme den myte til livs, som fortæller om »det ufuldendte, det afbrudte og forkomne« i Ewalds digtervirksomhed, en myte, som Oehlenschlager har været med til at skabe. Sandheden er, siger A. D. Jørgensen, at Ewald mere og mere lærte at beherske sine ubændige fantasier og syner og »give dem det mægtige udtryk i ordets konst«, der sidestiller ham 214 med Holberg og Oehlenschläger. Et skarpt modspil fik A. D. Jørgensens bog siden i Louis BobésJohannes Ewald. Biografiske Studier (l943), hvor medfølelsen med det mishandlede geni har overvægt.

Tre vigtige Ewald-studier fra nyere tid skal fremhæves: først litteraturhistorikeren Ernst Frandsens (1894-1952)Johannes Ewald. Et Stykke dansk Aandshistorie (1939, 2. udg. 1968). Frandsen opponerer mod fagfællen Hans Brix'Johannes Ewald. En Kække kritiske Undersøgelser (1913), der viser digteren som den følende skjald. Frandsen understreger, at Ewald også er en skarpsindigt tænkende digter. Sammenstødet mellem oplysningstid og romantik er et sammenstød i Ewald selv; han har rod i århundredets rationalitet, men er også i opbrud derfra. Foruden at være oplysende er Frandsens bog præget af betydelig indlevelse i kunstnerens psyke og den selvbevidsthed, det kan medføre at sidde inde med unikke personlige kunstnererfaringer. Disse er, med et udtryk af Sophus Claussen, digterens kors og hans vievand, og Ewald fremstilles som en mand, der kæmper for sin personlige digterreligions eksistensret. Han er uden referenceramme og bukker tilsyneladende under for kirkens pres, alligevel bevarer han sin digterstolthed og kan skrive mesterværket »Ode til Sielen«: »Lykkelige Ewald! De timelige vilkår kunne bøje ham og blinde ham. Men hans digtersjæl var af en vidunderlig spændkraft, han rejser sig igen, evighedens stråler funkler over ham, klarere end før, og han løfter hovedet mod lyset« (2. udg., s. 147).

Frandsens prosa har, især hvor emnet er kunstnererfaringer, Claussens vandmærke. Han sidestiller de to lyriske begavelser: Ewald og Claussen.

Også Keld ZeruneithsSoldigteren. En biografi om Johannes Ewald (1985) handler om inspirationserfaringen; forfatteren er selv lyriker.Soldigteren er nummer to i en treleddet udgivelse af biografier, der behandler den danske personlige lyriks tre store: Ewald, Aarestrup og Claussen. Det fælles synspunkt er, at de som digtere har hver deres individuationshistorie. De er, hedder det iSoldigteren, ud fra hver deres historiske forudsætninger »fælles om at pejle den befrielse, der skal rive op, kunstnerisk skaffe fornægtede kræfter lys og luft« (s. 44). En løfterig og omkostningsfuld proces, som kræver af kunstneren, at han sætter lighedstegn mellem kunst og liv. 215 Soldigteren er en udviklingshistorie, der vil fortælle om, hvordan Ewald kompromisløst og med det erotiske som brændstof sprængte sig vej til selvet og kosmos for at omsætte de kosmiske oplevelser i digt. Ewalds sene, pietistiske trosliv forklares som hans vej til den sublime erotiske enhedsoplevelse.15

Bogen indeholder glimrende enkeltanalyser af digte, men på grund af sin subjektive form er den faktuelt set svær at orientere sig i.

Den sammenhængstænkning, som er nedlagt i Zeruneiths bog, finder man ikke i Peer E. Sørensens disputatsHåb og erindring (1989). Forfatteren ser, ikke ulig Frandsen, Ewald som en overgangsfigur, en digter med udgangspunkt i oplysningstiden. Men hos Sørensen er Ewald på vej mod en moderne bevidsthed om verden som flertydig. Det sker bl.a. ved, at de gamle belærende former bruges, men samtidig tømmes. Ved fx uærbødigt at fejlcitere en af bekendelseslitteraturens store fædre, Augustin, hvorved den hellige mand fremstilles som en uforbederlig svirebroder, parodiererLevnet og Meeninger sin genre. Herved lukkes der op for en »legende flertydighed i den skabende aktivitet«. Forfatteren nedbryder normer ved at bedrive »en slags sproglig muldvarpevirksomhed mod agtværdige forestillinger«. De gamle totaltænkninger var vaklende. Ewald og visse andre forfattere i tiden reagerede herpå med en æstetisk praksis, der markerede totalitetens fravær ved at åbne sig mod det ubekendte. Den æstetiske fylde træder i stedet for forestillingen om det værendes sammenhæng. »Forfatteren fremskriver (...) fiktionen som et lystens rum og et lystigt rum«; han forsvarer legens nødvendighed. Om digtet hedder det tilsvarende, at det bliver en »forvandling af livstab til tekstlig skønhed, fylde«, hvad vægtige analyser af »Rungsteds Lyksaligheder« og »Haab og Erindring« viser: »(...) landskabet i Rungsteds Lyksaligheder er digterensvision, en poetisk sandhed, ikke en historisk«. Tilsvarende belyses »Haab og Erindring« som et digt om forholdet mellem den uafgrænsede fantasi (kunst) og den tidsbegrænsede eksistens: Skabelsesprocessen eller digtet har øjeblikkets død og glemsel som betingelser. Digtet »rejser sig fra en omgivende tavshed, dets ord hæver sig fra glemselens hvirvler og giver tavsheden stemme« (s. 272).

216

Kunstens spejlbillede får væsentlighed i forhold til den flygtige virkelighed. Det fortæller også Per Højholts digt om Ewalds Arendse-billede (fraPoetens hoved, 1963), som afslutningsvis skal citeres her:

Hvor alt sammenfalder med sit billede
hører virkeligheden op.
Ingen forveksling er mulig thi
ingen forveksling er mulig.
Men der skal et stort spejl til. Eller to.
En mængde spejle
skal til så sandt jorden er rund.
Ewald begreb det
spejl for Arendse,
bøjet, bøjet, død
med munden mod knæene.
Et slid at rette ham ud
da han skulle i kisten.

X. Teksten

Tekstgrundlaget for dette udvalg erSS bd. 1-6.

De fleste bevarede manuskripter til Ewalds værker findes på Det kgl. Bibliotek i NkS 489e, fol, nr. I-XXV. Om indholdet heraf, seSS bd. 6, s. 393-424: afsnittet »Manuskriptbeskrivelse«. Et udkast til »Sørge-Digt over Frue Rahbek« findes i Den Collinske Manuskriptsamling, ligeledes på Det kgl. Bibliotek. Mere detaljerede oplysninger om manuskriptforhold vedr. de af teksterne iSS - og dermed også nærværende udvalg - der har manuskriptet som tekstgrundlag, er givet i noterne til de enkelte tekster.

De tre eksisterende udgaver af Ewalds samlede skrifter er opført i indledningen til noteapparatet s. 224.

Nedenfor er opført rettelser og suppleringer af teksten, overtaget fraSS. Kursiverne gælderSS's rettelser og tilføjelser. Sådanne kursiver iSS's tekst er slettet i nærværende tekstudvalg; men hvorSS har indsat manglende bogstaver anbragt i parentes, er parentesen medtaget såvel i teksten 217 som i listen nedenfor. Se også variantapparatets redegørelser for nedenstående rettelser og tilføjelser,SS bd. 6, s. 352-79.

S.116, 23:

.glemer > glemmer

S.117, 9:

.glemme > glemmer

S.117, 11:

.Stemme > Stemmer

S.117, l. 22:

Spaa-(Mænd) (vedr. det defekte ms. til digtet »Natte-Tanker«, se n.t. s. 116-117)

S.117, .25:

ti(ilig)

S.117, .26:

Harm(ønie)

S.117, .28:

sig (i)

S.117, .30:

Tank(e)

S.118, . 3 fn.:

Mon (Ewald har i ms. rettet »Mon«, vistnok til: »O«)

S.120, . 7:

Sjæl > Sjæle

S.121, . 22:

veyleseder > veyleder

S.122, 22:

Vandrer > Vandrere

S.125, . 8:

Bryster: (vanskeligt læselig rettelse i ms.)

S.127, . 8:

Alder (if.SS bd 6, s. 363 er læsemåden tvivlsom, men ordet er ikke kursiveret iSS's tekstudgivelse (bd. 6, s. 97,l. 22).

S.127, . 3:

Alrm >Arm

S.128, . 9:

skjæn(ke) (ulæseligt i ms.)

S.128, . 10:

()y (ulæseligt i ms.)

S.128, l. 3 fn.:

lærte (Ewald har i ms. rettet fra »lærte« til: »læren«)

S.130, . 14:

Drænker (overstreget i ms., vistnok af fremmed hånd)

S.134, . 25:

først spire (ulæseligt i ms.)

S.136, . 26:

den >der

S.136, l. 27:

hvor (defekt i ms.)

S.136, l. 30:

Sprog (defekt i ms.)

S.136, l. 5 fn.:

for (defekt i ms.)

S.136, l. 4 fn.:

Skjød (defekt i ms.);ey (tilføjet af udg.; formodet glemt af Ewald)

S.137, l. 4:

blo tede > blottede

S.150, l. 14:

Hnus > Huus

S.151, l. 11:

destyrer > bestyrer Når der har været tvivl om rigtigheden afSS's tekstgengivelser, er disse sammenholdt med Ewalds manuskripter eller med førstetrykk 218 I nærværende udgave er følgende rettelser foretaget iSS's tekster:

S.98, l. 5 fn.:

undflye > undflye.

S.119, l. 1:

hvi > vi

S.120, l. 5 fn.:

quæ e > quæle (»quæ e« ses kun i 2. opl. 1969)

S.127, l. 10:

Skjjød (således i ms.) > Skjød

S.146, l. 7:

Forskyd > Forskyld (rettet på grundlag afSamtl. Skr.; ms. findes ikke)

S.147, l. 5:

Stiernerne > Stiernerne; (rettet på grundlag afSamtl. Skr.; ms. findes ikke)

S.156, 1. 24:

tilbede > tilbede.

Hvor et digt indeholder længere replikker, indleder Ewald hvert vers med anførselstegn. Disse er medtaget iSS, men fjernet i nærværende udgave; kun Ewalds indledende anførselstegn er bevaret. I de tilfælde, hvor et afsluttende anførselstegn mangler hos Ewald (og iSS), er et sådant indført.

Overskrifterne til de af udvalgets digte, der er trykt efter udgivelsen afSamtl. Skr., skyldes udgiveren afSS bd. 5-6, S. Pallis; de er udformet på grundlag af tidligere udgavers tradition.

Teksternes rækkefølge er den samme somSS's: De, der er trykt før 1782, dvs. i Ewalds levetid (samt »Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser«), er ordnet efter trykkeår, de øvrige i den rækkefølge, i hvilken manuskripterne findes i NkS 489e, fol.

Den typografiske opstilling iSS er i det store og hele fulgt, også hvor den kan forekomme inkonsekvent.

XI. Litteraturliste

Listen er selektiv. Den omfatter primært litteratur, der er anvendt i forbindelse med efterskriften, litteraturhistoriske indføringer i forfatterskabet samt litteratur, der specielt behandler Ewalds digte.

W. H. F. Abrahamson: »Fiskerne« iAlmindelig Dansk Litteratur-Journal 1780.

Andet Kvartal, s. 185-204.

W. H. F. Abrahamson: »Johannes Ewalds samtlige Skrifter. Andet Bind« iAlmindelig Dansk Litteratur-Journal. Andet Stykke, 1782, s. 336-404.

Fr. Münter: »Efterretninger om Johannes Ewalds Levnet« iDansk Museum

bd. l (1782), s. 680-700.

219

Knud Lyne Rahbek: »Johannes Ewalds første offentlige digteriske Fremtrædelse« iHesperus bd. 7 (1822), s. 1-37.

J. L. Heiberg: »Digter-Misundelse« (1834) iProsaiske Skrifter bd. 3 (1861), s. 402-406.

Adam Oehlenschläger: »Over Evalds Værker« iOm Evald og Schiller. Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1810 og 11 (1854), s. 4-120.

Adam Oehlenschläger: »Evalds Levnet« og »Om Evalds Liv og Værker« iAthene bd. 1 (1813), s. 355-400 og 285-311.

Christian Molbech:Johannes Evalds Levnet, med Bidrag til hans Digterværkers Historie og Charakteristik (1831).

Christian Molbech: om Ewald iForelæsninger over den nyere danske Poesie (1832) bd. 1, s. 101-130.

F. C. Olsen:Digteren Johannes Ewalds Liv og Forholde i Aarene 1774-71 oplyste ved Breve (1835).

N. M. Petersen:Bidrag til den danske Literaturs Historie bd. 5,2 (1861), s. 341-414.

Carsten Hauch: »Om Johannes Ewalds Digtervirksomhed« i hans EwaldudgivelseUdvalgte Digte (1870), s. III-XXIV

A. D. Jørgensen:Johannes Evald (1888).

Louis Bobé: »Bidrag til Ewalds Livshistorie« i hans udgivelse afLevnet og Meeninger med undertitlenSelvbiografiske Brudstykker og Breve (1911), s. 230-301.

Hans Brix:Johannes Ewald. En Række kritiske Undersøgelser (1913).

Georg Brandes: om Ewald iSamlede Skrifter, 2. udg. (1919) bd. 3, s. 515-519.

Vilh. Andersen: om Ewald iIllustreret dansk Litteraturhistorie ved Carl S. Petersen og Vilh. Andersen, bd. 2 (1934), s. 369-462.

Ernst Frandsen:Johannes Ewald. Et Stykke dansk Aandshistorie (1939), s. 231-344. 2. udg. 1968 (Gyldendals Uglebøger).

LouisBobé: Johannes Ewald. Biografiske Studier (1943).

Helge Toldberg:Det nordiske Element i Johs. Ewalds Digtning (1944)(Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, 195).

K. F. Plesner:Det smagende Selskab. Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse 1759-1959 (1959).

Frederik Nielsen: »Om Johannes Ewald som lyriker« i hansDigter og læser (1961).

F.J. Billeskov Jansen: om Ewald iDansk litteraturhistorie bd. 1: »Fra runerne til Johannes Ewald« (Politiken, 1964). Genoptrykt i 2. udg. bd. 2, som har titlen »Fra Ludvig Holberg til Carsten Hauch« (1976).

220

Erik M. Christensen: efterskrift tilPhilets Forslag og Levnet og Meeninger (1964, 2. opl. 1971, 3. opl. 1980)(Gyldendals Bibliotek, 3).

Jens Aage Doctor: Efterskrift tilLevnet og Meeninger. Udg. af Dansklærerforeningen (1973).

Knud Wentzel: »Ewald og bibelkristendommen« iIdeologihistorie I. Organismetænkningen i dansk litteratur 1770-1870. Af Aage Henriksen, Erik A. Nielsen og Knud Wentzel (1975), s. 74-77.

Edvin Kau:Den Ewald'ske tekst mellem himmel og jord. En analyse af grundtemaer i Ewalds forfatterskab - som scene for sammenstødet mellem feudal og borgerlig ideologi i overgangsprocessen mellem feudalt og kapitalistisk samfund (1977).

Jørgen Stigel: om Johannes Ewald iDansk litteraturhistorie (Gyldendal, 1983) bd. 4, s. 391-464.

Keld Zeruneith:Soldigteren. En biografi om Johannes Ewald (1985).

Johnny Kondrup: efterskrift tilHerr Panthakaks Historie ogLevnet og Meeninger (1988)(Danske Klassikere).

Peer E. Sørensen:Håb og erindring. Johannes Ewald i oplysningen (1989).

Peer E. Sørensen:Johannes Ewalds digtning og poetik (Trieste, 1997)(Hesperides. Litterature e culture occidentali bd. 3).

Erik A. Nielsen: »Pietismens genstridige søn« i hansSolens fødsel. Seks tekster om kristendommens hemmeligheder (1998), s. 115-177.

Enkeltanalyser af digte:

Hans Brix: analyse af »Kong Christian« og »Rungsteds Lyksaligheder« i hansFagre Ord (1908), s. 1-19 og 49-66. 2. udg. 1963 (Gyldendals Uglebøger).

Ove Abildgaard: »Johannes Ewalds nattetanker« i hansDet langsomme forår (1957), s. 15-20.

Jens Kruuse: om »Rungsteds Lyksaligheder« iDen underlige Harmonie (1958), s. 55-79.

Per Lange: »Ewalds Ode til Sjælen« iDigt og Læser. En Række Tolkninger af danske Digte. Red. af Volmer Dissing (1958), s. 77-85.

Hans Jørgen Schiødt: »Johannes Ewald: Til min M...« iLitterære læseøvelser. Udg. af Erik Hansen, Erik Lilsig og Hans Jørgen Schiødt (1964) s. 11-18.

Peter Madsen: »En analyse af Johannes Ewalds digt: »Et Glimt fra Tiden ind i Evigheden (...)«« iPoetik 1967/68, nr. 1, s. 73-80. Indgår i hans artikel »Strukturel digtbeskrivelse«.

Thomas Bredsdorff: »Da vi blev syge. Johannes Ewald: Da jeg var syg« i 221 den af ham redigeredeDanske digtanalyser. Digte fra folkevisen til det tyvende århundrede læst af digtere, forskere, lærere, kritikere (1969), s. 49-58.

Finn Brandt-Pedersen: »Johannes Ewald: Da jeg var syg« i hansAnvendt metrik (1970), s. 56-61.

Marie-Louise Svane: om »Liden Gunver« iTekstanalyser. Ideologikritiske tekster. Red. af Jørgen Holmgaard (1971), s. 52-55. Også iIntroduktion til litteraturkritisk metode. Red. af Kristian Kjær og Henrik Schovsbo (1973), s. 152-154.

Ivar Havnevik: »Digter, ikke poet. Ewalds »Rungsteds Lyksaligheder«« iNordisk Tidskrift för Vetenskap, Konst och Industri 1974, s. 34-45.

Thomas Bredsdorff: om »Natte-Tanker« i hansDigternes natur. En idés historie i 1700-tallets danske poesi (1975), s. 24-31.

Jens Aage Doctor: »Rungsted og Wahlheim. Johs. Ewalds »Rungsteds Lyksaligheder«« i hansHerrens billeder (1976), s. 75-81.

Klaus P. Mortensen: analyse af »Rungsteds Lyksaligheder« og »Til Sielen« iKritik 38, 1976, s. 104-108. Indgår i hans artikel »Teksten som model - modellen som tekst. Overvejelser over forholdet mellem tekst og fortolker i anledning af en lærebog i litterær semantik«.

Per Højholt: om fragmentet »Indhyllet i mig Selv (...)« iChancen 1979/80, nr. 2, s. 28-29.

Pil Dahlerup: om »Til Sielen« og »Nytaarsdigt til en Moder« i hendesLiv og lyst. Artikler og essays (1987), s. 75-97.

Per Højholt: »Nuet iscenesat« (om »Haab og Erindring«) iPassage 1990, nr. 8, s. 110-113.

Knud Wentzel: om »Følelser ved Den hellige Nadvere« i hansUtopia - et motiv i dansk lyrik (1990), s. 93-168.

Erik Oksbjerg: studier i »Philet en Fortælning« og »Da jeg var syg« iGnisten 1986, s. 40-84. Indgår i artiklen »Empirisme i Ewalds digtning 1769-72«.

Erik A. Nielsen: »Den grædende helt« (om »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav«) iKilden og flammen. En bog til Thorkild Bjørnvig Red. af Frans Lasson (1988), s. 176-181.

Bo Hakon Jørgensen: »Den sitrende læbe som vej til Gud« (om »Følelser ved Den hellige Nadvere«) i hansMastetoppe. 100 danske digte - med korte analyser (1997), s. 84-85.

Sune Auken: »Ewald og Arnsbach« i hansEftermæle. En studie i den danske dødedigtning fra Anders Arrebo til Søren Ulrik Thomsen (1998), s. 106-15.

222

Noter til efterskriften

Efterskriftens henvisninger til tekststeder hos Ewald i nærværende udvalg er angivet i parentes. Henvisninger til øvrige tekster af Ewald gælder DSL-udgavenSamlede Skrifter (1914-24, fot. genoptrykt 1969), forkortetSS og efterfulgt afbind- og sidetal.

Kim Ravn har medvirket ved arbejdet med kritikhistorien indtil 1870.

1.

Se omslaget.

2.

LM: Johnny Kondrups udg. afLevnet og Meeninger iDanske Klassikere (1988), som noterne i det følgende henviser til. Bindet omfatter ogsåHen Panthakaks Historie (1771).

3.

»Sprog« er dog en rekonstruktion (Sprog) vedSS' udgiver S. Pallis, idet tekststedet er defekt; se s. 217,l. 27 ogSS bd. 5, s. 163,l. 32.

4.

Således benævnt af bl.a. Ernst Frandsen.

5.

Luthers Catechismus. Ved C. F. Balslev. 2. opl. (1850), §90.

6.

Harpax er navnet på et sendebud i komedienPseudolus af den rom. dramatiker Plautus (ca. 250-184 f.Kr.). Ewald tænker nok snarere på Harpagon, titelpersonen i Molières komedieDen Gerrige (1668).

7.

Fx Zeruneith, s. 120-26 og 249. Jf. Ewalds betragtning s. 113 om liv og kunst.

8.

Ernst Frandsen foreslår dog: »vistnok fra 1772« (s. 74).

9.

Citeret efter Seamus Heaneys essay »Poesiens genoprettende kraft«(Fornemmelsen for stedet (1998), s. 165 (originaludgave 1980)).

10.

Således i Diderots afhandling tilEncyclopédie ou Dictionnaire ... (udk. 1751-72) om geniet; jf. Hugo Friedrich:Strukturen i moderne lyrik (1968), s. 26.

11.

Erik A. Nielsen har overvejelser herom i sit essay om Ewald iSolens fødsel, fx s. 135-36; essayet indeholder desuden sonderinger i pietismens symbolverden.

12.

Jf. Steffen Arndal:H. A. Brorsons liv og salmedigtning (1994), s. 52. Bogen belyser desuden den rolle, foreningen med Jesus spiller i det pietistiske trosliv.

13.

Brix hævder, at digtet er skrevet 1777 eller senere.

14.

Peer E. Sørensen bemærker sidestillingen, men anlægger et andet synspunkt på den (s. 377-80).

15.

Jf. Erik A. Nielsen (note 10), som dog gør gældende, at hovedtemaet hos Zeruneith: vekselvirkningen mellem erotisk og kunstnerisk lidenskab, sine steder spærrer for en nærmere analyse af, hvor omfatteride Ewalds rødder var i pietismens erfaringsverden (s. 244).

223

Noter I

Der anvendes følgende forkortelser:

Alm.Da.Bibl.: Det almindelige Danske Bibliothek et Maanedsskrift (1778-80).

Charis: Knud Lyne Rahbeks kalender Charis (udk. for 1797-99 og 1800-07).

Lieb.: Johannes Ewalds samtlige Skrifter. Udg. af Samfundet for den danske Litteraturs Fremme. Samlet af E. L. Thaarup og gennemset af Christen Thaarup. Endelig bearbejdelse og udgivelse ved F. L. Liebenberg (1850-55). Bd. 1-8.

Molbech: Christian Molbech: Johannes Ewalds Levnet, med Bidrag til hans Digterværkers Historie og Charakteristik (1831).

ODS: Ordbog over det danske Sprog (1918-56). Bd. 1-28 + Sup plement (ODS-S) (1992-). Bd. 1ff.

Samtl. Skr.: Johannes Ewalds samtlige Skrifter. Forlagt ved Christian Gottlob Proft (1780-91). Bd. 1-4. Bd. 1 er redigeret af Ewald, de øvrige bind af Proft.

SS: Johannes Ewalds samlede Skrifter. Udg. af DSL (1914-24). Bd. 1-6. Bd. 1-3 ved Hans Brix og V. Kuhr. Bd. 4 vedV. Kuhr og S. Pallis. Bd. 5-6 ved S. Pallis under medvirkning af Niels Møller. 2. opl. (fotografisk optryk) 1969.

En mindre del af noterne til digtudvalget er udarbejdet på grundlag af oplysninger fra følgende Ewald-udgaver: Lieb., SS og Jens Lund Andersens udvalg: Johannes Ewald: Udvalgte Digte (1962).

Ordliste

Algodhed: uendelig godhed, en af Guds egenskaber; også betegnelse for Gud.

Aria: solosang af poetisk indhold; tidl. også om sang eller vise i almindelighed.

Camoene: lat. Camena, dvs. kildenymfe; camoenerne tillagdes i tidl. rom.

224

mytologi sangergaver; blev af de rom. guldalderdigtere identificeret med de gr. muser.

Cherub: engel, der med flammesværd bevogter Paradisets indgang, jf. 1. Mos. 3,24. Også om engle i almindelighed. Flertal: Chembim.

Cimbrer: navn på germansk folkeslag, også om jyder; af Ewald brugt om nordboerne, især danskerne.

der': deres (også i formen der).

forvoven: modig, grænsende til det dumdristige.

Første: fyrste.

Gother: nordboere.

hvi: hvorfor; sjældnere: hvordan.

hvo: hvem (i nominativ).

kjælen: tit i betydningen: øm.

Kummer: sorg; bekymring; plage.

Leer: betegnelse for det forgængelige menneskelegeme, jf. 1. Mos. 2,7; også om den menneskelige natur, om det skrøbelige, dødelige menneske og om legemet som bolig for sjælen.

Miskundhed: barmhjertighed.

Monader: de uendelig mange væsner eller elementer, hvoraf verden if. den ty. filosof G.W. Leibniz (1646-1716) er opbygget.

Mulm: mørke, tåge.

Muse: i gr. mytologi en af de i alt ni gudinder for kunst og videnskab; også brugt om digterens inspirerende kraft og om den kvinde, der inspirerer ham.

Roes: tit i betydningen: ære, berømmelse.

Støv: tit brugt som betegnelse for mennesket som det forgængeligejordiske væsen, dannet af støv, dvs. jord, muld, jf. 1. Mos. 2,7 og 3,19.

Svelg: tit i betydningen: uudtømmelighed, uendelig mængde.

tilig: tidlig.

Vink: tegn; også: blik.

væmodig: sorgfuld, fortvivlet.

Zephyr: (især mild) vestenvind; også om mild brise i almindelighed.

Ziir: pryd.

Stærktbøjede udsagnsord og modalverber i 2. person ental har ofte endelsen -st, fx est, togst, gavst.

Udsagnsord i bydemåde, 2. person flertal, har almindeligvis endelsen -er: fx græder, bryder, flyder.

225

Oplysninger om, hvor og hvornår teksten først er trykt, bringes kun, hvis førstetrykket er fra tiden efter udgivelsen af Samtl. Skr. og før udgivelsen af SS.

Tanker i Anledning af Hr. Hans Ebbesen, Hørkræmmer her i Staden, og Jomfrue Christiane Benedicte Huulegaards Mariage

Trykt efter SS bd.l, s. 87-88, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1765, nr. 13, 30. jan.

7

Hans Ebbesen: 1730-1814. - Hørkræmmer: Hørkræmmere blev med tiden forhandlere af spegesild, klipfisk, lertøj m.v. - her i Staden: dvs. København. - Jomfrue: ugift ung kvinde af lavere stand, modsat »frøken«, som var titel for døtre af personer, der tilhørte rangklasserne eller adelen. - Christiane Benedicte Huulegaard(s) (1744-93): datter af hørkræmmer Oluf Huulegaard og Anna Benedicte, f. Borup; søster til Ewalds ungdomselskede Arendse Huulegaard (1743-94). Som enke giftede Anna Benedicte Huulegaard sig med brygger Ole Mandix. I deres hjem i Vestergade kom Ewald som student, og her traf han Arendse. - Mariage: fr. bryllup, giftermål. - tet begroede Eger: tæt voksende egetræer. - Tornens: tjørnens. - Skovens Fløytenist: nattergalen. - treffe: ramme. - Celadon: det faste navn på elskeren i franske hyrderomaner; navnet stammer fra romanen Astrée af Honoré d'Urfé (1568-1626). Hyrdedigtningen fik sin anderi renæssance i 1700-tallet. Se også n.t.s. 90. - Rosiflerig: hentyder til Magister Rosiflengius, person i Holbergs komedie Det Lykkelige Skibbrud (1731), hvis navn betyder at rose i flæng, skamrose. - Zoil: Zoilos (3. el. 4. årh. f.Kr.), gr. litteraturkritiker; Platon og Homer blev genstand for hans skarpe kritik. Her om hård kritiker i almindelighed, i modsætning til Rosifleng. - Holdt (...) for: anså for. -Stoy: ståhej. - hoymodigt: højsindet. - Purpur: kostbart, karmoisinrødt farvestof; i overført betydning om kongers pragt. - Lavrbærkrandse: tegn på ære, storhed. - bedaares: vildledes; betages. - Sands: her det sanselige. - Men billigt Suk: Men det er et berettiget suk. - Turtelduen: billede på elskeren. T. tillægges et særligt elskovsfuldt, trofast og kærligt væsen over for sin mage. - Cloris: navn på fast figur i hyrdedigtningen.

8

Tykke: vilje, indstilling. - Pynten: toppen. - Overleg: vilje, beslutning. - Satyr: i gr. mytologi halvguddommeligt, dæmonisk væsen i vinguden Dionysos' følge, afbildet med horn og hale. Her om 226 satire eller satireskriver (som med rette laster den, der kun gifter sig for pengenes el. rangens skyld). - billigt: passende. - Pant: her tegn, højtidelig forsikring. - Dekket: tæppet. - oversee: overskue. - har (...) Sted: far plads; eksisterer.

Sørge-Sange i Christiansborgs Slots-Kirke
den 18de Martius 1766 da Kong Frederik den Femte
skulde føres til sit Hvilested

Trykt efter SS bd.l, s. 98-103, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1766.

9

Sørge-Sange: opført med musik af kgl. kapelmester Johann Adolph Scheibe (1708-76). - Martius: lat. marts. - Kong Frederik den Femte: 1723-66, konge fra 1746. - For: før. - Parentation: ligtale eller mindetalc. - Sort: sort sørgeklæde, sørgedragt. - (vort Tab beriger) dig: dvs. himlen. - Vor fælleds Glæde: dvs. himlens og jordens fælles glæde. - ophæves: opløftes, svulmer. - Ægyptisk Mørke: Et stort mørke var den niende af de ti plager, som jødernes gud påførte ægypterne for at fa dem til at frigive hans udvalgte folk. Jf. 2. Mos. 10,21-23.

10

Cimbrien: Jylland; her i betydningen Danmark. - smagtende: smægtende, længselsfuldt. - Vort Hoveds Krone (...) syndet: Begrædelsernes Bog (dvs. Klagesangene) 5,16; bibelstedet her og de følgende i teksten anførte (Job 30,31; 1. Kong. 3,6) er i overensstemmelse med den bibeloversættelse, der blev foretaget af Ewalds far Enevold Ewald (udg. fra 1740, Chr. Vis bibel). - Braad: stikkende tunge; giftige tand/bid. - Plads-Regn: styrtregn. - der (Reede): deres. - Men hvem: måske Jehova, jf. 1. 30. -Jehova: hebr. for Israels Gud.

11

ey for dig: ikke for dig selv. - Christian: Christian VII (1749-1808, konge fra 1766), søn af Frederik V. - Vester-Havet (...) Torden (...) Tydsklands (...) i Blod: Der hentydes vel til Den preussiske Syvårskrig 1756-63, den første »verdens«krig, i hvilken den unge Ewald selv deltog på østrigsk side. - Ild (...) Jorden: Alle fire elementer var i oprør. - Paulun: egl. telt, teltbolig; her det, som skærmer eller beskytter. - Trods: frem for, bedre end. - Lorbær-Krands: laurbærkrans, symbol på æren; her krigeræren. - Olie-Green(en): gren af oliventræet, symbol på fred. - Cypresser: gravstedstræer, et symbol på døden. - Sorrig: sorg. - Flor: sørgeflor.

12

bryder: bryd, spring op at rinde. - igien: tilbage, efterladt; også: til gengæld. - Oplivet: med fornyet styrke. - døver: svækker, sløver.

13

Høysalige: meget salig, især hædrende om afdøde konger. - Motetto: 227 motet, kirkelig flerstemmig korsang til en bibelsk tekst. - Cithar: antikt strengeinstrument. - Begr. (5, 17): Begrædelsernes Bog; jf. n.t.s. 10. - Sig (...) fornøye: endnu en (sidste) gang glæde sig over synet af kongen.

14

din (...) Godheds Ihukommelse: erindringen om (dvs. det at blive mindet om) din godhed. - Ceder: nåletræ af granfamilien, stammer fra Libanon; i Bibelen ofte symbol på det majestætiske. - Basans Eeger: egetræerne i Basan, en frugtbar højslette ost for Genezareth Sø, nævnes sammen med Libanons cedre i Es. 2,13, jf. også Ez. 27,6.- den største Skov: bibelstedet Zach. 11,2 lyder i bibeloversættelsen 1740: den faste Skov, i 1931: Fredsskoven.

Tanker i Anledning af Frøken Sophia Dorthea v. Holstein's
Dødsfald

Trykt efter SS bd.l, s. 125-27, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1768, Torsdags-Tillæg til nr. 19, 9. marts.

15

Sophia Dorthea v. Holstein('s) (d. 1768): datter af kammerherre Adam Christopher von Holstein, ejer af Holsteinshus på Fyn. - Mord-Engelen: dødsenglen. - Teutonen: teutonere, germansk folkeslag; her om nordboere, danskere. - Odins stolte Sønner: krigerne. - der (Helte-Sprog): deres. - laae ved Machaons Fod: tryglede Machaon om helbredelse/sundhed. M. er i gr. mytologi søn af Asklepios, lægekunstens gud. - Skioldungen: dannerkongen, efterkommer af sagnkongen Skjold. - Tross: egl. om en hærafdelings bagage. Også om skarer af personer, der følger en hær, men ikke er soldater; her: løsagtige kvinder eller: den store hob; pak; påhæng. - Fæe: kreaturer. - mærkte: bemærkede.

16

færdig: beredt. - uopladte: uåbnede. - tael: udtal, sig. - ubøjelig ved: som ikke giver efter for. - dem, som Jorden har sadt til Regler (...) Orden: måske om den af mennesker udtænkte og fastsatte orden; evt. de teologisk kyndige. - umiddelbar: direkte. - Harpax: sendebud i komedien Pseudolus af den rom. dramatiker Plautus (ca. 250-184 f.Kr.). Ewald har snarere tænkt på Harpagon, titelpersonen i Moliéres komedie Den Gerrige (1668). - sig til Plage: til plage for sig selv. - Fortred: skade; ondskab. - Zenon(s viise Daarer): gr. filosof (334-262), stifter af den stoiske skole, der lærer, at det af skæbnen tilskikkede skal bæres med værdighed og ro, jf. 1. 4fn.: »Nu er det saa, og saadan skal det være«. - Socrat: Sokrates (469-399 f.Kr.), gr. 228 filosof; ved sine diskussioner af etiske grundbegreber bidrog han til grundlæggelsen af en rationel etik, i hvilken dyden, dvs. moralsk godhed, går forud for alt.

17

glimter: skimter. - Rulder: skriftruller. - Orm: betegnelse for mennesket. - Alviisdom (...) Almagt: Gud. - Orion: Jægeren Orion blev if. Ovid forvandlet til et stjernebillede, som måske her sammenlignes med jegets forestilling om den afdøde i det høje.

Sørge-Digt over Frue Rahbek

Trykt efter SS bd.l, s. 136-38, hvis tekstgrundlag er Den danske Tilskuer 1796,s.401ff.

18

Frue Rahbek: kammerrådinde Christine Marie Rahbek, død 19 år gammel 2. nov. 1768, stedmor til Knud Lyne Rahbek. - O! Viisdoms Dyb: allusion til Rom. 11,33. - den Alviise: Gud.- trætte med: diskutere med; gå i rette med. - brække: bryder, afbøder. - Dommens Røst: Guds røst. -falde mig til Trøst: styrte sammen til trøst for mig. - Chiddekel: Hiddekel (Tigris), en af de fire floder i Paradis. - Træet: muligvis allusion til kundskabens træ, 1. Mos. 3,3. - Døe! Mand! (...) han: vel allusion til 1. Mos. 3,19. - Hvorfor det største Offer ei forsoner: som selv det største offer ikke kan afvende. -Jordens Gud: betegnelse for mennesket (hvis sjæl er af guddommelig beskaffenhed) .

19

Og (Du): også. - Croesus: Krøsus, egl. navn på hovedrig ly disk konge i oldtiden; her betegnelse for rig mand. - hans Kiød kun Høe: allusion til Es. 40,6. -jordiske Gudinder: kvinder, jf. Jordens Gud. - Væirlys: lygtemænd (jf. n.t.s. 91) og andre lysfænomener i atmosfæren; if. folketroen overnaturligt væsen, der ved sit skin lokker vandreren på afveje; billedligt om noget strålende, men flygtigt og bedragerisk. - hende(s Døttre), somfortørnte Gud: Eva, jf. 1. Mos. 3. fortømte: gjorde vred. - Vi vil: her nok: hvi (dvs. hvorfor) vil. - var min Moder: If. Lieb. er digtet skrevet i stedsønnen, den otteårige Knud Lyne Rahbeks navn. - gik ei (...) tilbage: muligvis allusion til Jos. 10,12 (Sol, stat stille i Gibeon). - billig: rimelig, retfærdig. -Du! (...) Hierte: vel om ægtemanden.

20

uskiønsom: uforstandigt. - knurre: udtrykke misfornøjelse. - ufristet: vel i betydningen: uden prøvelser, genvordigheder. - tilgiv (...) om (...) samme Sted: tilgiv, at vi også længes efter at fa bolig i himlen.

229

Et Glimt fra Tiden ind i Evigheden ved
Frue Geheimeraadinde von Schulins Hvilested, 18 Junii 1770

Trykt efter SS bd. 2, s. 13-15, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1770, nr. 88, 18. juni.

20

Geheimeraadinde von Schulin(s): Catharina Maria Schulin, født Møsting (23. okt. 1714 - 2. juni 1770), enke efter lensgreve, udenrigsminister Johan Sigismund Schulin (1694-1750). Gehejmeråd: medlem af råd, der bistod kongen i regeringsførelsen. Titel i l. klasse inden for et system af ni rangklasser. - Gran: støvkorn. - Godhed: betegnelse for Gud. - (mødte) sig: sig selv. - Indsprengt: iblandet, med spor af. -glimrende: glimtende, lysende. - Monader: se ordlisten s. 224. - svævede hans Aand: jf. 1. Mos. 1,2. - Soele Kredse: solsystemer.

21

blev: blev til. - Opstod (...) LIGNER GUD: jf. 1. Mos. 1,27. - undervise: vejlede. - i ubrekket Orden: i ubrudt følge. - afsagt: afgjort, svoren. - Støv: se ordlisten s. 224. - den Mand (...) Velsigner: J. S. Schulin udformede i 1730'erne sammen med Christian VI en udenrigspolitik baseret på gensidig fred med andre nationer.

22

kun bestemmer: ene er afgørende for. - forsmaaer: vurderer lavt. - Sønnen(s): kan være kammerherre, lensgreve Frederik Ludvig S. (1747-81).

Philet en Fortælning

Trykt efter SS bd. 2, s. 19-27, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1770.

23

Philet: navnet muligvis taget efter den gr. digter Philitas fra Kos (o. 300 f.Kr.). - Die Götter (...) Glück: ty. »De guder, som nu leende drager med jer, fortryder den lykke, de har skænket jer«, fra digtet »Glaucus' Wahrsagung« af Karl Wilhelm Ramler (1725-98), ty. digter fra oplysningstiden. - Elhøy: mindre høj på det daværende gods Bernstorff i nærheden af Bernstorffstøtten ved den nuværende Lyngbyvej, ca. 7 km nord for København. - DEN (...) 1770: Den betydelige statsmand Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72) var da. udenrigsminister 1751-70. Da han stod i vejen for Johann Friedrich Struensee (1737-72), Christian VIIs tyskfødte livlæge, der tiltog sig magten som gehejmekabinetsminister i 1771, tvang denne ham til at træde tilbage den 15. sept. 1770. Herefter mistede Bernstorff alle sine embeder og forlod landet tillige med Klopstock 230 (se efterskrift s. 192 og n.t.s. 46). Om Bernstorff som mæcen for de tyske kunstnere og Ewald, se efterskrift s. 195. Bernstorffs gods var foregangssted for landboreformer; sammen med nevøen A. P. Bernstorff gennemførte han såvel afløsning af hoveri og fæsteforhold som udskiftning af de gårde, han besad. - Skygger: skyggebilleder, fantomer. - bange Kummer: ængstelig sorg. - ordentlig: regelmæssigt. - Paulun: se n.t.s. 11. - Fauner: i rom. mytologi guder af lavere orden, guder for mark og skov. Svarer til de gr. satyrer (jf. n.t.s. 8). - Sirener: if gr. mytologi kvindelige væsner med fuglekrop, der ved sang lokker de søfarende på afveje for at dræbe dem; også om smuk og forførerisk, men falsk kvinde. - føde sig: nære sig. - skiælve for: er bange for.

24

lasterhafte: ty lastefulde. Rettet hertil i optrykket i Adskilligt af Johannes Evald (1771), efter at germanismen var blevet påtalt i Kritiske Journal (se efterskrift s. 209). - blues: føler skam ved. - Ophøi Dig: ros dig; gør dig til, bryst dig. - overiilte: overvældede. - Harm: harme, vrede. - den fromme Sangerinde: vel hentydning til digterens muse, Camoene, jf. ordlisten s. 223. - At Sandhed vinde: for at sandheden kan vinde, dvs.: kom og se selv, for at du kan blive overbevist. - Iris: i gr. mytologi regnbuens gudinde. - er ei saa smuk: er aldrig så smuk (som). - Bacchant(ens): tilhænger af kulten omkring vinguden Bacchus (i rom. mytologi svarende til Dionysos, jf. n.t.s. 8); her drukkenbolt eller svirebroder.

25

de Viises Steen: stof, som if. alkymisterne kunne forvandle uædle metaller til ædle; billedligt om den højeste indsigt. - snart under Trældoms Aag (...) spøge: Meningen kunne være: nogle arbejder hårdt, tvangsbetonet, for at finde de vises sten, andre søger den uden alvor. - nedlod sig: sænkede sig ned. - uafmaalte: utvungne, naturlige. - Sveed: slid, møje. - sang (...) Lov: lovsang. - taug: tav.- eller og: eller også. - slog man Haand i Haand: slog man hænderne sammen i sindsbevægelse. - hine Trængsels Dage: hoveriets tid. - i (...) kan: I kan.

26

det Godes Giver: Gud. - Du store Mand: godsets ejer Bernstorff. - synge dig: besynge dig. -guddommelige Orden: if. Lieb. bd. 2, s. 217: orden og regelmæssighed (ikke verdensordenen). - Drive-Fiære: drivfjedre. - oeconomisk: formentlig: landøkonomisk. - rudret: formet som ruder, firkantede felter. - igiennemvirket: gennemvævet. - Skabning: her nok om det frugtbare land, resultatet af virksomheden på stedet.

27

Skovens unge Børn (...) Blad: om en allé af træer (således læst af 231 Abrahamson, se efterskrift s. 210). - Christal: bæk, vandløb. - Trave: parvis opstillet række af kornneg. - sildig: sent. - triple: tripper. -Veilede: vise (den rette) vej. - Skiertsende: legende, spøgefulde. - forseet: forsynet. - varig bygt: solidt bygget. - skreg: råbte (om lovprisning). - Alt: allerede. - met: mæt.

28

iskjelve: I skælver. - det Ord: dvs. om altirigs ufuldkommenhed. -det store Huus: det nuværende Bernstorff Slot mellem Gentofte og Charlottenlund. - Rader: rækker.

29

trakte: trak. - Mus: mose. - Sæd: såsæd. - om og: selv om. - d for sig: ej for sig selv.

30

den søde Pligt: om forplantningen. - overgiver: opgiver. - Kom (...) ihu: glemte ikke. - omdannede han Jorden: hentydning til de landbrugsreformer, som Bernstorff forsøgte sig med på sit gods, bl.a. dræningsprojekter. - Væld: stor mængde. - Beskiermelse: beskyttelse. - kiender ham (...) At: mærker hans tilstedeværelse ved, at.

31

Naboe-Lav: nærhed. - aaben Grav: om ufærdigt arbejde, uorden, på linje med torne og ukrudt. - Heracliters Grille: Heraklit (ca. 540-480 f.Kr.): gr. filosof; if. traditionen repræsentant for en pessimistisk livsopfattelse. - Damoet: Damoetas, person fra den rom. digter Vergils (70-19 f.Kr.) hyrdedigte Eclogae (bedre kendt under titlen Bucolia). - Græve: greve. - Han -forlader: hentyder til Bernstorffs afskedigelse (jf. digtets datering) og retræte; sine sidste år tilbragte han dels på sit gods i Holsten, dels i Hamborg. - Sands: mening. - Findlandsk Nat: sammenligningen gælder den tavse og mørke polarnat; udtrykket kan if. Vilh. Andersen (Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. 2, s. 406) henføres til Ossian-digtningen, jf. efterskrift s. 191. - hylende: hyl, jamren, -finder: føler.

Passions Oratorium, opført af det saa kaldede
Raadhuusstrædets Musikalske Selskab

Trykt efter 55 bd. 2, s. 29-32, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1771.

31

Passions Oratorium: musikken af den hal. kapelmester Paolo Scalabrini (1713-1803). - Raadhuusstrædets Musikalske Selskab: Ewald skrev en del tekster til dette selskab med henblik på musikalsk opførelse. Selskabet afholdt som regel sine koncerter i salen i bryggernes laugshus. - Slutter Forbund (...) du Frommeste: Lad menneskers synd og den almægtige Guds domme, ja, himmel, jord og helvede, indgå forbund mod Kristus, lad de skamløse spotte ham, 232 de forblindede opføre sig vanvittigt mod ham! Vi skal græde stille ved Kristi kors. - Støvets Synd: menneskers synd; jf. ordlisten s. 224. - Da Capo: ital. forfra.

32

Maria: Jesu moder, som stod ved korset, da Jesus døde; jf. Joh. 19,25. - Kalk: bæger; allusion til Jesu ord i Getsemane, Matt. 26,39 og 42, og Jesu spørgsmål til Zebedæussønnerne, Matt. 20,22. - den ulyksaligste blant Mødre: allusion til englen Gabriels hilsen til Maria, da Jesu fødsel bebudes: »Hil være dig, du benaadede, Herren er med dig, du velsignede iblandt qvinderne«, Luk. 1,28 (1740-oversættelsen, se n.t.s. 10). -jammerligt: smerteligt; ynkværdigt. - haanligt: fornedret. - Dolkstød: If. Joh. 19,34 stak en af de rom. soldater et spyd i siden på Jesus, efter at han var død på korset, -finder: føler, mærker. - Johannes: den discipel, Jesus elskede, stod sammen med Jesu moder ved korset, jf. Joh. 19,26. - og Rum: også plads. - Han kalder ei sin Faders Legioner: jf. Jesu ord til Peter, da Peter under tilfangetagelsen i Getsemane ville gribe til sværd for at forsvare Jesus: »Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle«, Matt. 26,53. Legion(er): rom. hærafdeling på 3-6000 mand. - alt: allerede. - Hvorved jeg laae: Under Jesu sidste påskemåltid med apostlene lå Johannes op til Jesu bryst, jf. Joh. 13,25; 21,20. -Juda: israelitisk stamfader, en af patriarken Jakobs tolv sønner; if. Hebr. 7,14 er Jesus af Juda stamme. J. gav navn til Davids kongerige med Jerusalem som hovedstad, og navnet levede videre dels i landskabs- og provinsnavnet Judæa, dels i folkebetegnelsen judæerne, heraf jøderne. - den Retfærdige: Således kaldes Jesus Kristus i 1. Joh. 2,1. - hyl[e]: jamre; forekommer ofte i 1740-oversættelsen.

33

Det er fuldbragt: Jesu sidste ord på korset if. Joh. 19,30. - Afgrunden(s): dels dødsriget (jf. fx Es. 14,15 og Rom. 10,7), dels stedet, hvor de onde ånder (jf. fx Luk. 8,31), de engle, der syndede (2. Pet. 2,4), el. Djævelen og hans hær (jf. fx Åb. 20,3) holder til. - Dag, som Propheter saae: Det er en gennemgående forestilling i NT, at Jesu død er forudsagt i GT, jf. fx Matt. 26,56. - Han kaldte (...) din Moder: jf. Joh. 19,26-27. - Miriam: Maria på hebraisk.

34

Vi, som Natur og Venskab saarer: Vi er sætningens grundled. Natur (...) saarer hentyder vel til syndefaldet (jf. 1. Mos. 3), hvorved mennesket ødelagde sin oprindelige, skabte natur. Venskab saarer indeholder formentlig en hentydning til, at ligesom apostlene svigtede Jesus i det afgørende øjeblik (jf. Matt. 26,56), vil vi også gøre det. - fandt: følte, mærkede. -Juda Løve: Der tænkes formentlig på Jesus, 233 der er af Juda stamme; jf. Åb. 5,5, hvor det siges, at løven af Juda stamme, Davids rodskud, dvs. Messias, har sejret. - Min Sæd (...) Slangens Hoved: hentydning til 1. Mos. 3,15, der er blevet forstået som en forudsigelse af Jesu sejr over Djævelen. Sæd: afkom. - Og jeg har seet: jf. Ab. 22,8. - saligste blant Mødre: jf. n.t.s. 32. Jf. også Elisabeths ord til Maria: »Og salig er hun, som troede, thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren«, Luk. 1,45. - den Tempel bygt (...) han nedbrød: jf Joh. 2,19-22 og Matt. 26,61; jf. også Åb. 21,22. - Stort til: stort nok til at rumme. - en falden Engel(s): if.jød. legender faldet fra himlen på grund af hovmod; en lignende tanke ligger bag Luk. 10,18; jf. også 2. Pet. 2,4, Åb. 12,9 o.fl. - Svovel-Floder: jf. fx Åb. 19,20 og 21,8. - Glædens Kilder: jf. Es. 12,3.

35

Dyb og usporlig: jf. Rom. 11,33. - hvile paa: beror på, afhænger af. - knurrer: udtrykker misfornøjelse. - overseer hans Raad: overskuer hans planer.

Ønske til Jomfrue Cecilia Wormstrup, paa Hendes Fødsels-Dag

Trykt efter SS bd. 2, s. 46, hvis tekstgrundlag er Adskilligt af Johannes Evald (1771). If. A. D. Jørgensen skrevet til C. W.s 18 års fødselsdag 17. feb. 1770.

35

Jomfrue: se n.t.s. 7. - Cecilia Wormstrup: Cecilia Birgitte W., f. 1752, datter af Madam W., der var værtinde på gæstgiveriet »Skibet« i Vestergade, Ewalds logi i 1769. - betage: tager bort, frarøver. - ufølte Dage: rolige, fredelige dage uden store sindsbevægelser.

36

den Arme: den fattige. - Skiærts: leg, spøg (bydemåde). - Dem til Haanhed: til hån eller skam for dem selv. - Skye: sky, undgå.

Recitativ og Aria, siunget den 18. Maj 1771,
da det Musikalske Selskab for denne Vinter ophørte

Trykt efter SS bd 2, s. 114, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1771.

36

Recitativ: talesang, fortællende afsnit i kantater, oratorier m.m., fremført i syngende tonefald. - det Musikalske Selskab: Raadhuusstrædets Musikalske Selskab (se n.t.s. 31). - Sangersker: sangfugle. - underlige: underfulde, vidunderlige. - Hyrderne (...) Hyrdindens: se n.t.s. 7, Celadon og 90, Dalenes Hyrder. - vilde: ukunstlede, naturlige.

234

37

Arioso: ital., kort, udtryksfuldt sangstykke, mellemting mellem recitativ og arie.

Da jeg var syg

Trykt efter SS bd. 2, s. 115-16, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1771, nr. 157, 25. sept.

37

Beatus (...) negotiis: lyksalig den, der fjernt fra forretningers tryk;jf. Epoder, nr. 2 af den rom. digter Quintus Horatius Flaccus (65-8 f.Kr.), her forkortet Horat:, idet kolonet er et forkortelsestegn. - arm: fattig. - tænke sig: tænke over sig selv. - Væsenet, som den bør være lig: dvs. Gud, jf. 1. Mos. 1,26. -gyldne Lænker (...) kronet Træl: om den, der opnår rigdom eller jordisk ære, men derved bliver åndeligt ufri. - første Mand: det første menneske, Adam; her betegnelse for mennesket eller menneskeheden.

38

Adspredelser: hvad der volder sjælelig uro, splittelse; forstyrrelse. - Vredens Røst: Guds vrede efter syndefaldet, jf. 1. Mos. 3,9-22. -forstrød: spredte, usammenhængende. - rave: farer, flakker. - Chimæren sluger Støvet: hentyder til 1. Mos. 3,14, hvor Gud siger til slangen, at den skal æde støv (jf. Vredens Røst). Samtidig bruges slangen/kimæren som symbol på fantasiforestillinger, dvs.: Slangen (gøglebilleder) skal opæde det støv, som din sjæl klæber ved. - veedst: ved. - Udbreder Gud: udbreder lovprisninger af Gud. - Dorine: navnet muligvis beslægtet med Doris, jf. n.t.s. 113. Her nok et typenavn som hyrdenavnene Cloris osv. -fandt: følte. - tør: behøver. - Homer: gr. digter, ca. 8. årh. f.Kr., efter traditionen forfatter til Iliaden og Odysseen. - Helene: den smukkeste af alle kvinder, datter af Zeus og Leda; i de homeriske digte Menelaos' hustru, der blev bortført til Troja af Paris; her om en kvinde, der er smuk som H. - stadig var (...) viis: Hvis vor tanke blot havde stadighed, var den god og viis. - hæfter ey derved: knytter sig ikke dertil. - Adams Barn: om det syndefulde, ufuldkomne menneske. - Strudelen: hvirvelstrømmen, malstrømmen. - Sireners Sang: se n.t.s. 23. - Klirrende: klirren. - Herolderne: her måske de, der udråber ros eller berømmelse, dvs. rygtet. - Hvislen: bagtalelse. - Kiedsommelig(es): person, der keder sig. - Sands: fornuft. - Harm: vel her: sorg, smerte. - Mangel: mangel på det nødvendige til livets ophold; nød.

235

Paa Kongens Fødsels-Dag 1772

Trykt efter SS bd. 2, s. 177, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1772. Af dette fremgår det, at værket blev opført af »Raadhuus-Strædets Musicalske Sælskab« med musik af den ital. hofkapelmester Paolo Scalabrini (1713-1803). Uvist af hvilken grund mangler teksten den musikalske angivelse af recitativ, kor og/eller arie; koret nævnes dog i 1. 3 fh. og en sangerinde i den følgende linje.

39

Kongens Fødsels-Dag: Den 29. jan. fyldte Christian VII (se n.t.s. 11) 23 år. - Roes: ære. - Vellyst: berusende lystfølelse. - Cimbrer: se ordlisten s. 224. - drukne: her: glædesdrukne, inspirerede. - Alfader: Gud. - Sikkre Suk: her nok: suk, der med sikkerhed vil melde sig. - JULIANE Marie (1729-96): enke efter Frederik V og mor til arveprins Frederik (1753-1805). - FRIDERIK: formentlig arveprins Frederik, Christian VIIs yngre halvbror, som også hyldes af Ewald i andre digte; muligvis menes dog kronprins Frederik (1768-1839), den senere Frederik VI, søn af Christian VII og Caroline Mathilde; konge fra 1808.

Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav

Trykt efter SS bd. 2, s. 191-93, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1772.

40

Frederik von Arnsbach(s) (1732-72): officer, Ewalds ven (se efterskrift s. 197); død den 26. marts. - Fandt: følte, mærkede. - Seer: se. - Forsagte: som har tabt håbet, modløse. - Opirrer: irriterer. - Drift (at græde): trang til.

41

brustne: bristede, om øjne, der i døden har mistet deres glans. - oplive: kalde til live. - Kitharren: citeren, antikt strengeinstrument; digterguden Apollons attribut. - tale (...) med det sidste Aar: vel: berette om ham, som jeg husker ham fra hans sidste leveår. - Saa: sådan.

42

øm: medfølende. - Betænkt paa: optaget af, bekymret for. -færdig: rede, parat. - var (...) mægtig: havde magt.

236

Haab og Erindring

Trykt efter SS bd. 2, s. 197-201, hvis tekstgrundlag er Bibliothek for nyttige Skrifter (1772), nr. 52, sp. 409ff.

42

Tidens Fader: Gud. -forflyder: forsvinder.

43

fundet: følt. - beholder: her: husker, bevarer i erindringen. - Gran: (støv)korn. - Alt: allerede. - drukne Skialdre(s): inspirerede skjalde, digtere. - Skabningen: det skabte, universet. - Nedelted i dit Leer: jf. Visd. 15,7, Rom. 9,21. - Alfader: Gud.

44

tilveye Støv: tildele mennesket. - Velgiørende Gudinder: haabet og erindringen. - frygter for at græde: måske i betydningen: frygter at (komme til at) begræde (tabet). - Myrthekrandse: sædvanligvis bryllupssymbol, symbol på uskyld og kærlighed; også glædessymbol. - hvad tøver I?: hvorfor tøver I? - Hymne(r): højstemt især religiøs lovsang, lovprisning. - ZADOKS sorte Børn: saddukæerne, en jødisk sekt på (og før) Kristi tid, som har navn efter præsten Zadok eller Sadok. Saddukæerne afviste troen på opstandelsen, på en udødelig sjæl og på en belønning efter dette liv, jf. Mark. 12,18, Ap.G. 23,8; at saddukæerne kaldes sorte, kunne altså hentyde til, at deres lære er pessimistisk og/eller syndig. - NERONER: tyranner, egl. flertal af Nero, navnet på Roms despotiske kejser fra 54-68. - HERAKLIT: se n.t.s. 31. - Den alforherlige: her vel om håbet. - Skabere: skaber. - Daphnes Krands: laurbærkrans, se n.t.s. 67. - Epheu el. vedbend: attribut for vinguden, i gr. mytologi Dionysos, i rom. Bacchus. - Palmer: symbol på sejr, storhed, ære. - min Gudindes: dvs. håbets. - underlige: vidunderlige, underfulde.

45

raader for: styrer. - Bautasteen: mindesten i oldtidens Norden; på Ewalds tid opfattet som gravsten. - Hekatombe(r): gr., egl. ofring af 100 dyr, stor offerfest. - Din sølvgraa (...) Ævige: Glands er subjekt, Tinding objekt. - og du: også du. - Og vil jeg: og jeg vil, eller: jeg vil også. - Trophæ(er): sejrstegn. - Vraae: krog, beskeden bolig. - for ved den: foran den, forrest. - dorisk: ældste og enkleste gr. bygningsstil. - Støtte: søjle. - Elysæisk: salig, himmelsk; Elysium er if. gr. mytologi de saliges opholdssted i dødsriget (modsætning til Tartaros). - Lethe: i gr. mytologi den flod i underverdenen, hvoraf de døde drak for at glemme det forbigangne. - giftig Slummer: nok om den bedøvelse, den døde opnår ved at drikke af Lethe.

46

Gierne (smilende): her nok: ofte. - huusholdrisk: sparsommeligt. - Harpax: se n.t.s. 16. - smaaelig: nøjagtigt, omhyggeligt. - Barde(rs): digter, sanger; egl. digter i keltisk og germansk oldtid. - Dydens237Datter: en ædel pige. - Klang / Af Bachi Vaaben: bægerklang. - Rabner(s): Gottlieb Wilhelm Rabener (1714-71), ty. satiriker, brugt af Ewald som forbillede i prosasatiren Philets Forslag om Pebersvendene (1771) og komedien Pebersvendene (1773), jf. Vilh. Andersen (Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. 2, s. 436). - Klopstok(s): Friederich Gottlieb Klopstock (1724-1803), ty. digter, bosat i Danmark 1751-70, fik stor betydning for Ewald. K.s digtning betød ved sin betoning af følelser og deres udtryk et brud med rationalismen. Hans digte og oder (se n.t.s. 54) besynger venskab, kærlighed, Gud, natur og fædreland. Hovedværk: det episke digt Der Messias (1748-73). Se også efterskrift s. 192 og 195. - afmaalt Lyd: artikuleret tale. - Hvad Farve: hvilken farve. - betyder: betegner. - Schleppegrell: R C. von Schleppegrell (1742-1819), da. officer. Det fremgår af førstetrykket, at »Haab og Erindring« er skrevet til F. C. S. i dennes stambog (dvs. bog, hvori venner skriver deres navn og evt. en sentens, et vers el. lign. til erindring). F. C. S. hørte til den kreds af unge officerer, Ewald var ven med.

47

udvikle: fremstille, udtrykke. - Kamöne: se ordlisten s. 223, Camoene. -fortolke: forklare. - Selv ey: end ikke. - Tvil: tvivl.

Til Herr Berling og Jfr. Godiche paa Deres Bryllups-Dag
den 9 October 1772

Trykt efter SS bd. 2, s. 202-203, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1772.

47

Herr Berling: bogtrykker og brygger G. C. Berling (1737-78), søn af E. H. Berling, der grundlagde Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender (17495), senere kaldt Berlingske Tidende. -Jfr. Godiche: Godiche var navnet på en berømt bogtrykkerslægt, jf. n.t.s. 111, Madam Godike. Originaltrykket oplyser, at digtet er trykt »hos A. H. Godiches Efterleverske«. Jfr.:jomfru; se n.t.s. 7. - Bag Zembla: højt mod nord. Novaja Semlja er en russ. polarø ved det daværende da. monarkis nordgrænse. Der alluderes måske til Saxo (d. ca. 1220) som i sin fortale til Gesta Danorum siger, at der nord for Norge findes »et land, hvis navn og omfang ingen véd rede på; her oppe bor der ingen mennesker, men der er fuldt op af sælsomme utysker«. - Alt: allerede.

48

Fra Soelens Bredde: Lieb. har: »Fra Polens Bredde« og citerer Chr. Thaarup: »Maaskee bør der læses Fra Solens Brede d. e. Bredegrad, 238 den varme Zone« (bd. 2, s. 293). - Fnysende: fnysen. - spretter: spjætter. -Junker: adelsmand, herremand. - Nymphe(r): ung (smuk) kvinde. - Vulcan(s): i rom. mytologi ildgud; arnestedets gud. - Bacchi: se n.t.s. 24. - Amor: i rom. mytologi kærlighedsguden. - Pan er død: »Den store Pan er død«, citat fra den gr. forfatter Plutarch (ca. 48-122): De defectu oraculorum. - Let themjtnd it out!: fodnoten kan være maliciøst ment eller være kommet ind ved et uheld, jf. Vilh. Andersen i Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. 2, s. 390.

Fra Landsbye-Høitiden. Et Forspil i Anledning af Kongens
Fødsels-Fest den 29.Januarii 1775

Trykt efter SS bd. 3, s. 9-13, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1775.

Med musik af Scalabrini (se n.t.s. 31).

Jeg sætter min Hat

Fra l. optrin. Arien indleder stykket og synges af en bonde, som derefter formanes af en anden til større ydmyghed og taknemmelighed over for Gud, kongen og baronen, deres herskab, som har gjort bønderne så meget godt.

49

Jeg sætter min Hat (...): som udtryk for stolthed, selvbevidsthed, jf. ODS bd. 7, sp. 936,1. 49ff. - trods hver en Rig: såvel som enhver rig mand.

O fremmede Glæde

Fra 2. optrin. Synges af godsforvalteren i begejstring over de lykkelige forhold på godset.

Soel, din Straale fryder

Fra 4. optrin. Synges af godsets hovmester (her nok om den person, der forestod opdragelsen og uddannelsen af baronens unge sønner) som en hyldest til »Kongers Vink og store Mænds Exempel«.

239

Fra Balders Død. Et heroisk Syngespil i Tre Handlinger.
En Priisdigt af Johan Ewald

Trykt efter SS bd. 3, s. 35-36, hvis tekstgrundlag er Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber samlede ved et patriotisk Selskab. 11. stykke. 1774 (udk. 1775).

Over Bierg, over Dal

Fra 2. handling, l. optrin.

50

Valkyrier: i nord. mytologi kvindelige væsener (skjoldmøer), som udvalgte dem, der skulle dø i slaget, og førte de faldne til Valhal, Odins hal for faldne krigere. - Valhalliske Møer: valkyrier. - Sotteseng(s): sygeseng, der medfører døden, -rolige: glæder, tilfredsstiller.

I Anledning af den sal. Mad. Jakobsens Dødsfald i Rondsted
den l May 1775

Trykt efter 55 bd. 3, s. 85-87, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1775, nr. 78, 17. maj.

51

Sal: salige.- Mad. Jakobsen (s): Cathrine Maria Jacobsen, gift med kgl. fiskemester Ole Jacobsen, Rungsted Kro, nu Rungstedlund, hvor Ewald boede 1773-75, og hvor mad. Jacobsen tog sig meget af ham. Mad.: madam, gift kone uden for rangklasserne. - Rondsted: Rungsted. - hvo kaldte den tilbage: Lieb. har rettet hvo > hvem (med argumentet, at Ewald »endog i Nominativ oftere skrev hvem end hvo«, underforstået, at formen »hvo« ikke bruges om genstandsled), dvs.: hvem formåede den (gråden) at kalde tilbage. Alternativ: den er fejl for dem, dvs. de døde venner. - Nattens tause Bred: Lethe, glemselens flod i dødsriget, jf. n.t.s. 45. - tyld: hæld.

52

den begrædte Jord: jord i betydningen støv, altså den begrædte eller savnede afdøde. - Hytte: her om legemet, det jordiske hylster. - Halleluja: hebr., Gud være lovet. - alt: allerede. - troeste: mest trofaste. - al din Udsigts længste Kreds: alt hvad der kommer inden for din synskreds. - Godheds Løn: om det evige liv. - tretter: fører proces imod; går i rette med.

53

miskiendte: tog fejl af. - Prøvelsen: om menneskets liv på jorden som en prøvetid. - bruus[e]: være i lidenskabelig bevægelse. - laster: anklager, beskylder. - (Halv)tretted: udmattet, træt. - Tyngsel: bekymringer, problemer. - (halv)brustne: se n.t.s. 41. - der' (Vel): deres. - 240tyldte: se n.t.s. 51. - snart: i løbet afkort tid. - Æreminde: mindesmærke. - Roes: ære. - Marmor: vel om gravmæle. - Helten(s)Arving: den afdøde. Helten: Jesus, helten fra Golgatha.

54

En Død, som Din, beslutte: Lad en død som din afslutte.

Rungsteds Lyksaligheder. En Ode

Trykt efter SS bd. 3, s. 88-90, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1775, nr. 102, 28. juni. If. Lieb. (bd. 2, s. 244) og Brix (s. 98) skal digtet være skrevet 1773. Digtets versemål svarer til en samtidig, populær hyrdevises metrum: »Naar Stormen forsvinder, Naar Torden og Lynild ophører«. Om digtets mulige forudsætninger hos Horats, se Vilh. Andersen: Horats bd. 4,1, s. 169ff.

54

Rungsted(s): om Ewalds tilknytning hertil, se n.t.s. 51 og efterskriften s. 199. - Ode: gr. sang, højstemt digt, ofte med patetisk eller filosofisk indhold, inspireret af en person eller idé; en af Ewalds foretrukne digteriske former. - Camoenerne(s): se ordlisten s. 223. - den følende Skiald: den følsomt bevægede digter. - steds' eensrislende Fald: vedvarende, monotont løbende vand. - Hiordene: kvægflokkene. - Skovens letspringende Sønner: poetisk betegnelse for hjorte, kronvildt; udtrykket kan if. Vilh. Andersen (Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. 2, s. 406) henføres til Ossian-digtningen (jf. efterskrift, s. 191). - Meyeren: den, der mejer korn; bonden el. høstkarlen. - gyldene Dynger: dynger af høstet korn.

55

skiærtsende: spøgende, muntre. - Helsinge(s): Helsingborgegnen. - kiender: genkender. - den Fremmedes Flag: de forbisejlende fremmede skibes flag. - den heldende Dag: dagen, der går på hæld, er ved at afsluttes. - Liise: lindring. - Louise: dronning Louise (1667-1721), tidligere ejer af Rungstedgård. Gift 1695 med den senere kong Frederik IV (1699-1730). - kiærlige Kummer: kærlighedssorg på grund af Frederik IVs forbindelse med Anna Sophie Reventlow, med hvem han lod sig vie til venstre hånd, mens Louise endnu levede. - Kummer og Smerte: menneske, der (som Ewald) er tynget af sorg og smerte. - Fandt glade dit Aftryk: blev glade ved at finde dit (dvs. Guds) billede. - Lov: lovprisning.

56

Himlenes Vældige: englene. - Støvet kan bære: mennesket forstår at værdsætte. - Veninde: Litteraturforskere har været uenige om, hvorvidt der er tale om en autentisk person eller ej; af historisk kendte er foreslået flere: madam Jacobsen (se n.t.s. 51), datteren Anna 241 Hedevig Jacobsen, Arendse (se efterskrift s. 194f), madam Jacobsens niece Hedvig Rørs og Ewalds mor; se Brix s. 97. - Sangens Gudinde: kamønen, jf. str. 1.

Vers paa et Sølv Skildt givet til et Konge-Baand af
Hr. Agent Claesen som afgangen Fugle-Konge

Trykt efter SS bd. 3, s. 99, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1777, nr. 124, 5. aug. Her berettes om »den aarlige Fugle-Skydning i Helsingøer, der blev begyndt den 30 Julii«.

56

Konge-Baand: Man opnår retten til at bære et kongebånd som sejrherren i fugleskydning, dvs. festlig sammenkomst, ved hvilken en forening af »skydebrødre« skyder en træfugl ned.

Tanker ved Graven af den unge Jens Sanderschov

Trykt efter SS bd. 3, s. 104-105, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1777, nr. 187, 24. nov.

57

Jens Sanderschov døde som 14-årig 19. nov. 1777. - stampe mod Hans Braad: jf. Ap. Gern. 26,14. - huule: som frembringer en hul lyd. -Ak naar (...) den utabte Dag: måske: menneskets korte liv (Støvets Dage) er tit kvalfuldt; alligevel bør man ikke ønske sig livet kortere, eller: alligevel skal man skønne på hver dag, man far tildelt. - lisple: hvisker. - Torden Kile(r): tordengudens våben; poet. om lynstrålen.

58

tylder: hælder. - din Lærer: Digtet er skrevet i den afdødes lærers navn (T). - den glimter: Skyen udsender et lyn (fra Gud), der bortriver Sanderschov fra de levendes tal.

Sang i Anledning af Kongens Fødselsdag 1778

Trykt efter SS bd. 3, s. 109, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1778, nr. 22, 9. feb. Sangen blev skrevet i anledning af en opførelse af Ewalds skuespil Balders Død (1775) på Hofteatret 7. feb. 1778.

59

Kongen(s): Christian VII (1749-1808), konge fra 1766. - Fødselsdag: den 29. januar fyldte kongen 29 år. - Valfader: faderen for de faldne, navn for den nord. hovedgud Odin som krigsgud. - Balder: gud i nord. mytologi, tilskrives mod og mandighed, men også godhed; 242 et kristuslignende symbol på lidelse pga. sin tragiske død, der lamslog alle aserne: Alt det skabte i verden, undtagen misteltenen, var taget i ed om ikke at skade Balder. Tilskyndet af Loke dræbte den blinde Høder Balder med en pil, dannet af misteltenen. - græd den første Gang (...) ved Blod: græd for første gang over blodsudgydelse. - Valhall: Odins hal for faldne krigere. - Naar: hvornår. - Aser: sideform til »As«, fællesbetegnelse for de herskende guder i nord. mytologi. - Nornen: nornerne var if. nord. mytologi tre skæbnegudinder. - pæger: peger. - opklares Odins Øye: forsvinder (den enøjede) Odins tårer. - mild: glad, fornøjet. - Dans Elsker: Danmarks elsker, dvs. Odin (Valfader). - Norden (pæger): måske fejl for »Nornen«.

Et hengivent Ønske

Trykt efter SS bd. 3, s. 115, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1778, bd. l,nr. l, s. 81.

60

Myriader: talløse skarer. - Intets tause Nat: allusion til skabelsesberetningen; Gud skabte verden af mørket, jf 1. Mos. l,lf - Cherubimer: cherub (se ordlisten s. 224) er hebræisk; flertal: cherubim. - Støvets Fader: menneskets fader, dvs. Gud. - Idræt: virken, handlen.

Aftenen: et Fragment

Trykt efter SS bd. 3, s. 116, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1778, bd. l, nr. l, s. 81f. Datering: if. Brix fra 1776.

60

din: solens. - Frydens Glimt (...) Knuse kun mit (...) Bryst: vistnok: frydens glimt (dvs. dine frydefulde sidste glimt) knuser blot mit bryst. - min Elskte(s): om solen. - Iet grundløst Mulm forsvinde (...) mig: Lad hvert et trøstens glimt forsvinde i et bundløst mørke. - Døve: svækker, sløver.

Eselet og Bonden. En Fabel

Trykt SS bd. 3, s. 117-18, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1778, bd. l, nr. l, s. 82ff. Udkast til digtet vistnok fra 13. marts 1777, dvs. kort efter Ewalds overflytning til Søbækshus (se efterskriften s. 199).

243

61

Fabel: fortælling, ofte med moralsk belærende eller kynisk indhold. - jevnlig: her: jævnt, støt. - som jo kan: som ikke kan. - i (...) forsmaae: I foragter. - verre faren: dårligere stillet. - gierrig: begærlig, grådig. - i hvis Lod han faldt: hvem han tilfaldt, i hvis besiddelse han kom. - Tog (...) Godheds Værk! kun for sit eget: anså ufølsomt æslet for sit eget uden hensyn til, at det også er Guds værk. - daarlig: uklogt, urimeligt. - betyngedes: belastedes. - Blev med (...) Strimer fleer: Sammen med hans byrder blev også hans strimer (mærker efter piskeslag) flere, -fandt: følte. - vist: visselig, -fornam: fornemmede, bemærkede. - Bestet: dyret. - ubevæget: upåvirket. - Arme: her: elendige, nødlidende; også: fattige, -jammerlige: ynkelige.

62

saa (skal man lære): sådan. - troe (...) ligemeget: Du kan tro, det er mig (dvs. det er mig virkelig) ligemeget. - salig Slummer: om døden som overgang til den evige salighed. - Thi sank vi: for hvis vi sank.

63

Armes Ven: de elendiges ven, dvs. Gud. - Vink at: tegn om at.

Klage-Sang over Skiødehunden: Maske

Trykt efter SS bd. 3, s. 119-24, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1778, bd. l, nr. l, s. 84ff. Datering: if. Brix skrevet i Rungstedårene 1773-75.

63

Maske: Hunden har måske sit navn på grund af en maskelignende farvetegning på hovedet (jf. ODS bd. 2, sp. 4, 1. 3). - Arabelle: if. Brix Ewalds vært fiskemester Jacobsens datter Anna Hedevig. - Floer: sørgeslør. - døve: dæmpe. - Muphti(s): mufti, muslimsk retslærd. Man opfattede på Ewalds tid en m. som en muslimsk ypperstepræst. - (Stor-)Sultanen: muslimsk fyrste. Sultan Mustapha III døde 1773. - Baar: båre. - Tunca: tonkanød, velduftende bestanddel i snus. - frostigt: iskoldt, meget køligt. - latinsk(e): lærd (med bibetydningen: pedantisk, stivstikkeragtig). - Spaniers og Bolognesers Lyst: hentyder til, at Maske er en bologneser (dvs. fra den ital. by Bologna), en race, der var almindelig som skødehund. På maleren Goyas fremstillinger af spaniere af høj eller lavere rang (fx maleriet af Hertuginden af Alba fra 1795) ses tit en b. - det beklemte Bryst: Arabellas bryst. - Dekke(t): tæppe. - Lucretia: den dydige L., gift med en fornem romer, begik if. sagnet i 509 f.Kr. selvmord efter at være blevet voldtaget. - Cerberus: if. gr. mytologi hund med to eller flere hoveder, der vogter indgangen til dødsriget Hades. - Fraae: fråde. - 244male: gengive i kunstnerisk form. - trende: tre. - aandte: udtrykte, meddelte.

64

Crocodillers Gift: hentyder til, at krokodillen if. folketroen er et falsk, hyklerisk væsen. - (Morder-)Kobbelet: her hundekobbel. - Actæon(s): Aktæon blev if. gr. mytologi forvandlet til en hjort og dræbt af sine egne jagthunde som straf, fordi han belurede den kyske og jomfruelige Artemis, mens hun tog bad. -forevende: fremføre som undskyldning, foregive. - Gesandt (...) Jupiter: Den lat. fabeldigter Phaedrus' (ca. 15 f.Kr.-ca. 50 e.Kr.) fabel »Canes legatos miserunt ad Iouem« (Phaedrus, 4,19) fortæller, at hundene engang sendte gesandter til Jupiter for at klage over, at menneskene behandlede dem med foragt ved at lade dem leve på en sultekost bestående af klidbrød. Skrækslagne over at møde guden tilsvinede hundene hans palads med ekskrementer og blev jaget bort. Af skam vendte de aldrig hjem; hundene afsendte nye bud, som først blev parfumeret bagi. Men også for dem gik det galt, og Jupiter idømte dem den straf, at de skulle sulte, så de bedre kunne holde sig; de hunde, der sendte dem, blev straffet med, at de aldrig skulle blive fri for menneskenes ydmygelser. Hundene venter stadig på sendebudene, og alle fremmede hunde, der kommer, snuser de bagi. -Jupiter: øverste gud i rom. mytologi. - Harm: stærk sorg. - mit: midt. - Diet: levemåde, spisevaner. - peen og kræsen: omhyggelig, pertentlig med sit ydre. - overalt: i det hele taget. - Matrone: ældre (værdig) gift kvinde. - hun (...) sminker sig med Soed: I stedet for at pleje sig lader hun sig tilsmudse af sod fra ildstedet i køkkenet. - Mynstring: parade; også: eftersyn, kritik. - Konseyl: rådslagning, møde. - taler i Tenor: taler med skinger stemme. - (Saaledes var det) og: også. - viis: her vel ironisk: med gammelkloge el. snusfornuftige lader. - vegrer sig (.. .)for: afviser, -fandt: følte.

65

kyst: kysset. - Fortroe: betro. - Leve-Traad: livstråd, livslængde, jf. ndf., Pareen. - Og saae man: man så også. - Dødning Uhr: insekt (borebille), hvis tikkende lyd if. almuetro varslede død. - drømte tit om Æg (...) sveed sin Grød: If. folketroen kunne æg varsle om ulykke, men Dansk Folkemindesamling har ikke kunnet finde belæg for, at det samme gjaldt sveden grød. - Plaitil: her nok navnet på en pudelhund (Maskes kryllede veninde); navnet kan være dannet af fr. »plaît-il« med betydningen »Kan du være sød!«. - blæstes op af Vinde: fik luft i maven. - Pareen: I rom. mytologi var pareerne opr. fødselsgudinder, men blev af digterne identificeret med de gr. moirer, skæbnemagter, der hos den gr. digter Hesiod (o. 700 f.Kr.) 245 fremtræder som tre skæbnegudinder, én af dem med navnet Klotho, dvs. spindersken, idet menneskeskæbnen tænktes spundet af hende som en tråd. - misundte: undte ikke. - Lyst: lys. - Gram: smerte, sorg. - Aesculaper(s): læger; Æskulap var if. gr. mytologi lægekunstens gud. - Nimrods Børn: jægere; jf. 1. Mos. 10,9 og 1. Krøn. 1,10.

66

Fandt: følte. - Svededrik: vanddrivende drik. - soer: svor. - Tretten: trætten, striden, diskussionen. - Cyclop: if. gr. mytologi en kæmpe med ét øje midt i panden. - stridigt: stridt, genstridigt. - Byster: børster (strittende hår). - Phlegetonisk: Hos rom. digtere, fx Vergil, omtales Phlegeton, en flod i underverdenen, der flyder med ild og glødende klippestykker. - Skov-Colleger: dvs. jægerne. - decideres: træffes afgørelse. - arquebuseres: henrettes ved skud. - Kithanen: se n.t.s. 41. -fromme: gode, dydige. - opgiemt: bevaret, gemt.

67

Skiærts: spøg, leg. - uskatteerligt: uvurderligt, uerstatteligt. - Harlequinade: fr., narrestreg, løjer. - Hervey(s): den eng. digter James H. (1714-58), hvis meditative digtning var beslægtet med Edward Youngs. H. blev oversat til da. 1764-77. - Sneedorfs viise Blade: Forfattereren og pædagogen Jens Schielderup Sneedorff (l724-64) udgav 1761-63 det moraliserende tidsskrift Den patriotiske Tilskuer. S. var stiftende medlem af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, jf. efterskrift s. 208. - Young(s): Edward Y. (1683-1765), eng. digter; især hans digt »The Complaint, or Night Thoughts on Life, Death, and Immortality« (da. 1767) spillede en væsentlig rolle for Ewald. - jeg uværdig: jeg uværdige, eller måske: som jeg uden rimelig grund. - bandet: forbandet. - babelsk: om den babelske sprogforvirring, jf. 1. Mos. 11,9. - Overlæg: overvejelse; drøftelse. - og brød overtvert: end afbrød. - Leg: læg (bydemåde). -Sphinx: if. gr. mytologi et uhyre med vinger, løvekrop og en jomfrus ansigt; den sad på en klippe og forelagde de forbigående gåder; de, der ikke kunne løse gåderne, blev dræbt af sfinxen. - Gorgonider(s): if. gr. mytologi tre kvindelige uhyrer, deriblandt den frygtelige Medusa. - Daphne(s Bark): gr. laurbærtræ, Apollons (se n.t.s. 41) hellige træ. Nymfen Dafne afviste Apollons tilnærmelser og blev under sin flugt forvandlet til et laurbærtræ. I sin sorg over tabet af hende bærer Apollon altid en laurbærkrans; denne er blevet symbol på den ære, man kan vinde især som kunstner. - Staae stille Hund: parodi på den alm. formel i gravskrifter: »Stat stille Vandringsmand osv«. - væ dig: ve dig. - elskværdig: elskelig.

246

Under Frue Caroline Walthers Portrait

Trykt efter SS bd. 3, s. 127, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl 1778, bd. l, nr. 2, s. 127f. Ewald havde tidligere hyldet Caroline Walter i et fødselsdagsdigt, se s. 137.

68

Frue Caroline Walther(s): Caroline Frederikke Walter, f. Halle (1755-1826), skuespiller. Hendes mand havde titel af kommercesekretær, dvs. han var en rangsperson; derfor tituleres C. W. Frue og ikke »madam« (jf. n.t.s. 51). - Portrait: udført 1777 af kobberstikker Terkel Kleve (1743-97) efter tegning af Corn. Høyer, fremstiller C.W. som Aglae, hovedpersonen i Claus Fastings syngestykke Aglae eller Stylten (1774). Findes på Teatermuseet. - hvad: hvilken. - Thalia(s): if. gr. mytologi komediens muse.

Indføds-Retten

Trykt efter SS bd. 3, s. 128-34, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1778, bd. 2, nr. 6, s. 44-54.

68

Indføds-Retten: Lov om indfødsret af 29. jan. 1776 sikrede indfødte danskere, nordmænd og holstenere statsembederne. Loven var et resultat af stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldbergs (1731-1808) forsøg på at sikre den danske adel (og velhavende borgerlige) adgang til de magtfulde embeder i statsadministrationen. Over for ham stod A.P. Bernstorff (1735-93), der var stærk modstander af den nationale og borgerlige politik. Han ønskede at bevare den tyske adel som kernen i embedsstanden. I 1776 udsatte Selskabet for de skiønne Videnskaber en pris for en ode om emnet. Ewald vandt dog ikke prisen. - aandløs: åndeløs (af bevægelse). - lisplende: stammende, læspende. - Men svagt (...) du skuer: Men er du helt i dine følelsers vold, kan du dårligt give dem udtryk i sang eller digt. - drukne: inspirerede. - som Støv udbreder: som mennesket (jf. ordlisten s. 224) i sin lovsang udbreder, fortolker. - Vey: vej (bydemåde). - Jord-Guden(s): mennesket (jf. n.t.s. 18).

69

Calliope: if. gr. mytologi musen for episk digtning; den skønne digtnings beskytterinde. - Perus Muld: Det indianske Inkarige, hvis kerne var Peru, var berømt for sit guld. Spanierne gjorde indianerne til slaver (Sklaver). - tyngre: tungere. - Blod befrugter Daphnes Træ: Daphne: jf. n.t.s. 67. Blodet, der befrugter træet, må hentyde til, at 247 der hersker krig eller blodig undertrykkelse, hvor træet vokser. Grækenland havde siden 15. årh. været erobret af osmannerne (tyrkerne), der var fjender af de kristne. I 1770, fa år før Ewald skrev sit digt, førte den russ.-østr. krig til oprør i Grækenland. Oprøret blev slået ned af besættelsesmagten. - Hvor (...) Timurs dampende Trophæ: hentyder muligvis til det osmannisk besatte Grækenland, men snarere til en anden lokalitet. Timur Lenk (1336-1405), mongolsk (ikke tyrkisk) erobrer, gjorde sig til herre over bl.a. Persien, Lilleasien og dele af Sydrusland. Kendt for sin grusomhed; rejste på sine sejrstogter tårne af afhugne hoveder. - Ørk: ørken. - Hagar: slavinden H. fik med Abraham sønnen Ismael. Mor og søn blev på befaling af A.s hustru Sara fordrevet til ørkenen, hvor de bosatte sig, jf. 1. Mos 21,9-20. Hagar blev gennem Ismael stammoder til ismaelitterne, et forbund af tolv stammer, der var beslægtet med israelitterne, og som havde hjemme i ørkenen syd for Palæstina. -Felleder: udyrket areal. - alfar Vey for Nationer: Heri kan ligge en hentydning til to forhold. 1: Hagars efterkommere, ismaelitterne. 2: Den europæiske udforskning af Arabien, der begyndte med den da. ekspedition, udsendt 1761 af J. H. E. Bernstorff (se n.t.s. 23) på Frederik Vs (se n.t.s. 9) vegne. Carsten Niebuhr, der var eneste overlevende af ekspeditionens da., sv. og ty. deltagere, var kommet hjem 1776 og skrev de næste ti år fem omfattende værker om rejsen. Arabien var derfor et aktuelt emne i 1778. - Øyemed: her: sigtepunkt for blikket. - Magogs Horder: if. Lieb. bd. 2, s. 250 gammeltestamentligt navn for fjerne, uciviliserede ørkenboere; egl. efterkommere af Jafets søn M.; her måske allusion til Ezekiels Bog 38-39, der profeterer om fyrsten Gog i Magogs land og hans overfald på det israelske folk. I Enevold Ewalds Bibelkonkordans (1740) bruges udtrykket om skytherne. - Overdrev: fælles uopdyrkede jordarealer.- Vrimmel samlet at: en vrimmel, som er samlet for at. -Jordfostrets Næring før den blev: menneskets føde, før den blev moden. - Humler: humlebier, der efter folkelig opfattelse var asociale snyltevæsner og stjal honning fra de arbejdsomme tambier.

70

Kue: kube.-forstrøed: strøet el. spredt omkring; splittet. - Bereed at mætte Myriader: beredt på at mætte talløse skarer. - Huusholdrisk: økonomisk, sparsommelig. - Gysende: gysen. - underlige: forunderlige, underfulde.

71

Skioldungen: Christian VII, sagnkongen Skjolds ætling; genstandsled for Fornam: hørte, fornemmede. - Pode: egl. ung plante; her afkom, efterkommer. - CHRISTIAN: Christian VII (1749-1808), konge 248

1766

84. - Min drukne (...) af Lyst: dvs. min glædesdrukne sjæl i afgrunde af lyst eller fryd. - Navnets Held: navnets lovprisning. - Æt af Dan: sagnkongen Dans efterkommere. - Spiir: efterkommer, spire. - Asgaards Helte: de nord. guder, aserne, boede i Asgård, der if. mytologien lå midt i verden, -fandt: følte. - tvilte (...) dig?: Kunne jeg da tvivle på, at den kom fra dig? - Lorbær(-Krands): laurbær. - Dannebarden(s): den danske digter eller sanger; barde: egl. digter hos oldtidens keltere og germanere.

72

Planteren: egl. gartner; her om kongen. - Gothers Lod: goternes jordlod, dvs. det da. rige, bestående af Danmark (Dan), Norge (Nor) og Holsten (Angul). - Cimbrerne: jyderne. - Phoebus: navn for digterguden Apollon som solgud. - Hippocrene: gr., egl. hestekilde, if. gr. mytologi en til muserne indviet kilde på bjerget Helikon, udsprunget ved Pegasus' skraben. Pegasus er musernes hest. En drik af kildens vand vakte digterisk begejstring. - Python-Banes Tone: Apollon dræbte i Delfi dragen Python, dvs. han blev dens bane(mand). Tone er her den klang, der var i Apollons harpe. - Daphnes Krone: laurbærkrans. - Lorbær-Træets Helligdom: jf. n.t.s. 67. - Olie-Greenen(s): gren af oliventræ, symbol på fred, forsoning. - Palmen: symbol på ære. - Barden: digteren, sangeren.

73

Saxers Elv: floden Elben, der udspringer i Bøhmen (Tjekkiet), men løber gennem Sachsen, og som før sit udløb danner Holstens sydgrænse mod vest. - troeloves med Nordhavet: dvs. forener sig med, løber ud i Nordsøen (Vesterhavet). - Trave: flod, der løber ud i Østersøen ved Lübeck og danner Holstens sydgrænse mod øst. - Zemblas hvide Høye: polarøen Novaja Semljas snebjerge. Jf. n.t.s. 47. - Jord-Strøg: landområde. - Mesechs Lod (...) Tubal: Mesechs jordlod; Mesech var efterkommer af Noahs søn Jafet, jf. 1. Mos 10,2. Tubal: efterkommer af Noahs søn Jafet, jf. 1. Mos 10,2. M. og T. er gammeltestamentlige navne for nomadiske folkestammer. - alt for lette Hytter: nomadetelte. - Asa-Odins Slægt: efterkommere af Odin, overhoved for de nord. guder, aserne. - din Engel(s): måske »Nordens Engel«, nævnt i digtet »I Anledning af Hendes Kongelige Majestæts Dronning Juliana Maria Høie Fødsels-Fest den 4. September 1778«, SS bd. 3, s. 137. - Smaragd og Guld: her billede på grønne skove eller græsgange og gyldne kornmarker. - Marmor-Pyramider: vel æreminder over afdøde, dvs. oldtidens gravhøje og bautasten. - Leyre: Lejre ved Roskilde var kongsgård for de danske sagnkonger. - Vid: visdom, skarpsindighed.

74

sang (...) Skiold-Ungens Vælde: besang skjoldungens magt, 249 herredømme. - Gomer(s ...) Stæder: if. 1. Mos. 10 en af Jafets sønner, Noahs sønnesøn. Hans efterkommere henførtes bl.a. til Lilleasien (Frygien). Her ligesom Jafets slægt repræsentant for Sydens Nationer, også blot: fremmede, udlændinge. - Arilds Skik: ældgammel skik eller hævd. - Teutoner: germansk folkeslag; her om nordboere, danskere. - Spurrerne: spurvene. - Trave: samling af kornneg, parvis opstillet. - saa gridsk (...) Humlen se n.t.s. 69. - Hesperisk Have: hesperia: gr. aftenlandet. If. gr. mytologi bor nattens døtre yderst mod vest, i hesperidernes (dvs. aftendøtrenes) have; her vokser de gyldne æbler, som skænker evig ungdom. -Japhets Slægter: efterkommere af Noahs søn Jafet, jf. folketavlen i 1. Mos. 10, omfattende folkene ved Middelhavet, i Lilleasien m.m.; her måske i almindelighed om sydlige folkeslag. - trætte: strides. - Europæers Føde-Sted: alle europæeres spisekammer, fodringssted.

75

Og Jorden (...) der' Lod: Og jorden, der var i deres lod, deltes, dvs. mellem danskerne og de fremmede. - den anden Dan: Christian VII. - Grams Arving: Christian VII, den anden Dan. Kong Gram var if. Saxo kong Skjolds søn. - sin Himmel: sin herlighed. - vilde: henrykte, berusede. - Udtyd: forklar, fortolk. - Thi nu: dvs. efter loven om indfødsretten. - Spidsberg(s): den no. polarø Spitsbergen. - Eden: Paradisets have.

76

Kan henrykt ey fortolke sig: er så henrykt, at hun ikke kan finde udtryk derfor.

Det nye Aar 1779

Trykt i SS bd. 3, s. 139-40, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1779, nr. l, 4. jan.

76

Held dig (...)fra Verdners Gud: Digteren ønsker gudsendt lykke for det nye år. - CHRISTIANS Riger: Christian VIIs lande: Danmark, Norge og Holsten. - gyldne Stoel: trone.- Palme-Qvist:palmekvist, symbol på sejr og storhed; her om kronprinsen. - FRED'RIK byd oprinde: Befal Frederik at vokse sig stor. Frederik: den 11-årige kronprins, se n.t.s. 39. - Stadfæst: grundfæst, styrk. - Nordens Ven: arveprinsen, se n.t.s. 39.- Cimbrernes Veninde: enkedronning Juliane Marie, se n.t.s. 39. - Belter af Smaragd (...) Sløer af Guld: jf. n.t.s. 73. - omgiord: spænd rundt om. - Vælde, / Var kun tildekket (...) Muld!: Der tænkes vel på afgrøderne som rigets største kraftkilde. - Fodbred: 1 fod = ca. 31,5 cm. - Held: lykke. - Vor sølvblaae Vey til Roes: 250 om havet, jf. romancen »Kong Christjan« s. 80, 1. 1. - tilvelte (...) Velsignelser!: (om bølgerne:) skyller (eller lader strømme) fred og velsignelse til os. - Viid: vid; visdom; skarpsindighed. - Kiæmper: krigere. - mag: sørg for. - det Godes viise Giver: Gud. - retviis: retskaffen, retfærdig.

77

indfødt (Hierte): Ordet havde aktualitet, jf. digtet »Indføds-Retten« (s. 68).-før det erindrer sig: før det tænker på sig selv. - agte det: anse, regne det for. - Med (...) Danne-Dyd: med danskerdyd, underforstået: med ærlighed, retskaffenhed som hos de sande danske, jf. »Dannemand« (hædersmand). - Danskes Hiem: danskernes hjem, her i betydningen det danske land.

Fra Fiskerne. Et Syngespil i Tre Handlinger.
En Priisdigt af Johannes Ewald

Trykt i SS bd. 3, (s. 155-56, 164, 182, 187-88, 205-206, 213), hvis tekstgrundlag er Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber. 13. stykke (1779).

Stykket bygger på en autentisk historie om en redningsaktion, udført af hornbækfiskere i 1774. Ewald har læst om begivenheden i Ove Malling: Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere (1777).

En Bonde seer fra Ploven

Fra 1. handling, 1. optrin. Synges af fiskerhustruen, den gamle Gunild som en formaning til datteren Lise, der er angst for sin fæstemand, fiskeren Svends skæbne på havet.

77

Arioso: se n.t.s. 37.

En Søemand, med et modigt Bryst

Fra l. handling, 3. optrin. Synges af fiskeren Knud, som vil sætte mod i sin fæstemø Birthe, Lises søster. Birthe er bekymret, fordi stormen har taget fiskerfamiliens bundgarn, hvad der betyder et stort økonomisk tab.

78

tifold: ti gange. - tordet: turdet, vovet. - Boven-Bram-Seil: stort firkantet sejl, udspændt mellem råerne, dvs. tværliggere på masten.

Naar Syd-Vinden kuler

Fra 2. handling, 2. optrin. Synges af Lise. Hun er ulykkelig over, at hendes fæstemand, fiskeren Svend, har vist hende foragt, fordi hun vil holde ham tilbage fra redningsaktionen. Hun beslutter nu at blive herre over sin frygt ved at overvinde sin kærlighed til Svend.

251

78

kuler: blæser frisk. - Isse-Fiord(s): fjord i det vestlige Nordsjælland, fjernt fra Hornbæk.

Kong Christjan stoed ved høien Mast

Fra 2. handling, 5. optrin. Romancen synges af fiskeren Knud, der foregiver at have planer om at gå i krigstjeneste til søs. Melodien er skrevet af Ewalds ven, D. L. Rogert.

79

Romance: på Ewalds tid især brugt om et folkeligt digt; nu om et lyrisk-episk digt. - Kong Christjan: Christian IV (1577-1648, konge fra 1588); der refereres til søslaget ved Kolberger Heide 1644 under krigen mod svenskerne. - Værge: sværd, våben. - Gothen(s): poet.: egl. person fra Götaland, dvs. svensker. - Speil: agterspejl, agterdelen af skibet. Det beskrives, hvordan skibene synker eller måske: hvordan de glider bort i røgen. - Niels Juel: da. søhelt (1629-97); der refereres nok til slaget ved Køge Bugt 1. juli 1677, hvor N. J. sejrede over svenskerne i tre tempi. - Stormens Brag: vindens retning. - det røde Flag: signalet til angreb. - Nu er det Tid: ni. til at flygte. - bestaae: stå imod, holde stand mod. - Nordhav: Kattegat. - Vessel: Peder Wessel Tordenskjold (1691-1720) da. søhelt; der refereres formentlig til slaget ved Dynekilen 1716, ligeledes en sejr over svenskerne. - Da tyede Kiemper til dit Skiød: Krigerne søgte tilflugt i havet (og druknede). - Vall(en): (højtliggende) kyst, her nok om den sv. kyst. - Vraal: skrig, jammer. - Den tykke Skye: krudtrøgen.

80

Roes: ære. - Spil: kampbulder, våbengny.

Liden Gunver

Fra 3. handling, 3. optrin. Synges af Lise. Hun tror ikke på Svends kærlige ord på grund af den foragt, han tidligere har vist hende. Romancen synes inspireret af et folkevisemotiv, måske «Agnete og Havmanden« (Danmarks gamle Folkeviser, 38)

80

som helst: allerhelst; sædvanligvis. Her måske blot poetisk fyldord. - i Qvel: i kvæld, om aftenen. - prøvet Guld: ægte guld. - meder: fisker. - Paa Søemands Troe: i tillid til en sømands ærlighed. - Skiel: skæl; havmanden er skællet som fiskene. - Skrømt: forstillelse.

252

En Edder-Fugl

Fra 3. handling, 5. optrin. Synges af Gunild. Den skibbrudne Thomas, som fiskerne har reddet, tilbyder dem en sum penge, som kan erstatte de mistede bundgarn. Fiskerne er i tvivl om, hvorvidt de bør modtage den.

81

Nord-Havet(s): Kattegat.

Epigrammer

Trykt efter SS bd. 3, s. 221, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1779, bd. 3, nr. 9, s. 57f.

81

Epigram (mer): gr., egl. ind- eller påskrift på gravmæle; kort, fyndigt digt, der udtrykker en sentens, en vittig eller satirisk pointe.

l. Versemageren

Riimbog: bog, der indeholder rimede digte. - (Yndlings)oder: se n.t.s. 54. - det lange Øre: vel det opmærksomme øre; jf. »have lange ører«. Måske hentydes der desuden til et æsels lange ører.

2. Claus Rimers Gravskrift

82

Cherubim: flertal af cherub, jf. ordlisten s. 224. - Ifald: hvis. - Niels Klim: hovedperson i Holbergs satirisk-utopiske roman Nicolai Klimii Iter Subtenaneum (Niels Klims underjordiske rejse) fra. 1741. - Den anden Vey: Niels Klim styrtede ned i jordens indre. - Liigsteen: gravsten.- In fine laus: lat., i døden (er) hans ros.

3. Den fornuftige Datter

Betænk: overvej, tænk efter.

En nye aandelig Sang, hvori indføres Forsonerens Jesu Christi kierlige Advarsel til dem som fristes af de onde og ulyksalige Tanker at ville forkorte deres eget Liv

Trykt efter SS bd. 3, s. 222-28, hvis tekstgrundlag er originaltrykket 1779. Blev trykt som gadevise med denne anmærkning af Ewald: »Da Selvmord syntes at blive almindeligt endog hos den ringeste Almue; søgte jeg at indrette denne Sang, og selv dens Titel, efter de Enfoldiges Indsigt og Kiøbelyst.«

83

aandelig Sang: religiøs sang. -flyer: flygter fra. - din troefaste Ven: dvs. 253 Kristus. - paa Mørkets Bred: på grænsen til døden. - Veemod(s): her: fortvivlelse. - Gethsemane: if. Matt. 26,36 og Mark. 14,32 navnet på den have på eller ved Oliebjerget, som Jesus gik ud i sammen med sine disciple efter deres sidste påskemåltid; her bad Jesus til Gud, og her blev han forrådt af Judas og pågrebet af ypperstepræstens folk. - Skreg angstfuld (...) vil jeg udtømme: jf. Matt. 26,37-44 (1740-oversættelse, se n.t.s. 10). - Kalk: bæger. - Harm: vrede. - Agt: opmærksomhed. - Mærk paa: lyt til. -jeg var herlig, før du var: jf.Joh. 1,1-3 og 17,5. - (før du) var: var til. - Som Englene tilbede: allusion til Matt. 4,11.

84

aftoed (...) Blod: jf. l.Joh. 1,7 og Ab. 1,5; også Jer. 4,14 (1740-oversættelse); afto(ed): aftørre, fjerne, -fornamst dit Hierte: mærkede dit hjerte slå. - arme: elendige. - til Satans Arm: hentyder til kirkens forkyndelse af, at selvmordere var hjemfaldne til helvedesstraf - min Røst: allusion til Joh. 10,1-6 og 16,25-28. - Hvad eller: spørgende i betydningen: eller. - At du: siden du. -Jeg bygte Verdner: If. Joh. 1,3 blev alt til ved Guds ord, Kristus. -før min Aand (...) af Støvet: If. 1. Mos. 2,7 formede Gud mennesket af støv og blæste livsånde i dets næsebor, så det blev en levende sjæl. - Alt staaer (...) ved min Røst: Gud skaber og opretholder alt ved sit ord. - Mit Vink betegner Stierners Vei: formentlig allusion til Job 9,7-9. - Ormens Gang: måske om ormens (el. slangens) underjordiske bolig. - din Siæl indsvøbt i Leer: If. Es. 64,7 er mennesker ler, formet af Gud, jf. også 1. Mos. 2,7, Job 10,9 og 2. Kor. 4,7. - Det Dybe, og det Høie: allusion til Rom. 8,39.

85

Agt: opmærksomhed eller agtelse. - denne Jord (...) fortære: allusion til Sef. 1,18 og 3,8; jf. også 2. Pet. 3,10. - sig: sig selv. - Mon han (...) sit Bud: Mon han kundgjorde sit bud for den forkrænkelige del af mennesket (dvs. legemet, modsat sjælen)? - Ormen: nedsættende om mennesket; i kristen metaforik også om slangen i syndefaldsberetningen, 1. Mos. 3. - svimle: blive svimmel; vakle. - Qvæl: kvæl, stands. - Det Aandedræt (...) begavet: allusion til 1. Mos. 2,7, jf n.t.s. 84: før min Aand (...) af Støvet. - Afgrunden(s): dødsriget; helvede; jf. Ab. 9,1-11. - trodsende Rebel (...) Overtræder: hentyder til, at Adam og Eva trodsede Guds forbud og spiste af kundskabens træ, jf. 1. Mos. 3. - Forbund(s): pagt. - Drift: tilskyndelse. - Min svage Vandrer: mennesket. - min Vei (...) er snever: allusion til Matt. 7,14.

86

Tilsynde: opnå ved synd. - tiltrodse: opnå ved trods, stædighed. - Almagt: Gud. - Luune: sindsstemning, humør. - Aaget, som du bærer254paa (...) din Byrde lettes: allusion til Matt. 11,29-30. - tifold: ti gange. - Ustadighed: forgængelighed; måske: vankelmodighed. - Fornummet: fornemmet. - At nu dit Haab: siden dit håb nu. -jeg (...) vil: jeg vil have. - Hvi flyer (...) troefaste Hyrde: jf.Joh. 10,11; 1. Pet. 2,25.

87

kildre(s): føle velbehag. - Paatryglet: påtrængt, pånødet. - Lise: ro, lindring. - Blev (...) dit Uhæld got: blev din pinefulde sindstilstand og vanskæbne god, til at bære. -paakald mig i din Nød: jf. SI. 50,15. -frelses, om du troede: jf. fx Luk. 17,19 og Rom. 10,9. - den Algode: Gud.-paa Nattens Bredde: på dødens rand; jf. str. 1: Mørkets Bred. -Værskyld el. værdskyld: om Kristi forsoningsdød og den nåde, de troende gennem den har del i.

88

Havets Bølger (...) Gift (...) Tanker: dvs. man kan ikke ved at drukne sig, med gift eller dolk dræbe sin sjæl, som er hjemfalden til dommerens vrede. - Præg af Gud: hentydning til sjælens guddommelige beskaffenhed. - Støv hvorpaa det anker: formentlig legemet, som mennesket beklager sig over som sjælens onde fængsel. - vil du skiule dig: jf. Sl. 139,7-8. - ham, hvis Vrede (...) paa Jorden: Gud. - Lynilds tunge Skye (...) Dommes Torden: måske Sir. 43,15. - Morgenrødens Vinger: jf. Sl. 139,9. - Iil: hast, travlhed. - Blodhævneren: Gud; jf. 1. Mos. 9,5 og Matt. 23,34-36. - Orm: betegnelse for mennesket, jf. Sl. 22,7. - Min Friestads Hegn: måske om kirken, som er omhegnet af Guds fred; evt. om Edens Have, som Adam og Eva blev jaget ud af efter syndefaldet. Friestad(s): fristed. - Morder-Engelen(s): dødsenglen. Det er en alm. forestilling, at det var en dødsengel, der som den tiende plage gik gennem Ægypten og dræbte alle førstefødte, jf. 2. Mos. 11 og 12, især 12,23. Jf. også 1. Krøn. 21,15-27. - Dynd: åndelig urenhed, slethed. - slynge dig (...) i Afgrunden: jf. Es. 14,15 og 2. Pet. 2,4.

89

Den Orm, som evig nager: jf. Es. 66,24 og Mark. 9,48. - lyder du: hvis du adlyder. - uafseelig: endeløs.

Til Min M***

Trykt efter SS bd. 3, s. 229-30, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1780, bd. l, nr. l, s. 74ff. Datering: formentlig skrevet 1776. Om versemålet, se evt. Vilh. Andersen: Horats bd. 4, s. 176f.

89

M***: Frederik Mokke (1754-1836), kammerjunker, statsminister 1810-14, elev af Ewald og en af hans mest trofaste støtter i de 255 sidste leveår. - Biarkemaalet: oldnord. heltedigt, der skildrer Lejres fald og sagnkongen Rolf Krakes heltedød; kendt gennem Saxos lat. gendigtning. - Nornerne(s): se n.t.s. 59. - River der Aand i: river deres ånd ind i. - (Krigerens) Thor: den stærkeste af de nord. guder, krigsguden.

90

Minni: egl. (nord.) mindebæger, skål for den afdøde, her i betydningen (minde- eller højtids)sang. - Brage: if. nord. mytologi digtekunstens gud. - Odrærer: odrører (»sjælens bevæger«), if. nord. mytologi den kedel, hvori skjaldemjøden blev opbevaret; enhver, der drak af skjaldemjøden, blev digter. - der Miød: deres mjød. - (Elskerens) Freja: if. nord. mytologi gudinde for kærlighed og frugtbarhed. - Dalenes Hyrder: mennesker; der hentydes til hyrdedigtningens ideallandskab, dalen, befolket af hyrder, som lever en enkel tilværelse i pagt med naturen og fri af civilisationens byrde. Hyrdedigtningen fik sin anden renæssance i 1700-tallet. - dine (...) Druer Mosel: Moseldalen er berømt for sine vine. - Kryster: omfavner lidenskabeligt. - cimbriske Halvguder(s): betegnelse for de da. stormænd; til dem hører Moltke. - Føl[e]: blive begejstret for. - fredsomme: fredelige, måske: fredselskende.

91

Støvets Forbarmer: Frelseren (jf. Ewalds tragedie Adam og Ewa, 1769). - Rolf: sagnkongen Rolf Krake; jf. Ewalds sørgespil Rolf Krage (1770). - Balder: jf. Ewalds syngespil Balders Død, se s. 50 med note. - Christjan: Christian VII; se n.t.s. 11. - Fredrik: kronprinsen; se n.t.s. 39. - smeltende: som kan fa hjertet til at smelte. -indsvøbt i en Støvregn: muligvis: under stærk gråd. Støvregn kan have betydningen »plaskregn«; se under opslagsordet »Støbregn«, ODS bd. 12, sp. 831,1. 10. - Philet (...) Bernstorf: Ewald hyldedej. H. E. Bernstorff og begræd hans skæbne i sit digt »Philet en Fortælning«. Bernstorff døde 1772, se n.t.s. 23. - Cheruben: vel Bernstorff i sin himmel; måske Fr. Moltke. - Jordens Elsker: menneskevennen Moltke.

Poenitenten. En Ode

Trykt efter SS bd 3, s. 254-56, hvis tekstgrundlag er Samtl Skr. bd. l, s. 285ff. Datering: if. Brix skrevet ca. 1777.

91

Poenitent(en): angerfuld, bodfærdig synder. - Ode: se n.t.s. 54. -Skin: fremtræden, der bedrager. - Dunst af Dynd (...) tændte: naturfænomenet lygtemænd blev i folketroen opfattet som 256 overnaturlige væsener, der lokkede vandrere ud i den bundløse mose; videnskabeligt er de blevet forklaret som svovlholdige dampe (Dunst) fra moser, der ved berøring med atmosfæren bliver lysende.

92

beloe:lo ad. - En snever (...) Saligheder: jf. Matt. 7,14. - Brudefaklers Dans (...) Kiøkkens Ild: er blevet udlagt som hentydning til de ægteskabsplaner, Ewald havde i 1774, men som moderen og J. C. Schønheyder (se n.t.s. 94) satte sig imod, jf. efterskriften, s. 199f. - Omkring (...) Vandene: billede på den vej (til helvede), pønitenten betræder, og som sammenlignes med en farlig vandring gennem en mose. - brek: bryd. - Ophirs Guld: i GT betegnelsen for det fineste guld; kong Salomo importerede guld og ædelsten fra Ofir, jf. l. Kong. 10,11. Her påkalder pønitenten forgæves de jordiske herligheder, for at de skal frelse ham. - adspred den Nat: spred det nattemørke.

93

svovlede (...) matte Lue: jf. n.t.s. 91, Dunst af Dynd. - Skabningen: mennesket. - Støvets Roes: menneskelig ære, berømmelse. - Lynild viser Hevneren: Lynet giver varsel om straffen. - Bredde: rand, bred. - Nag: skrupler; sorg. - Braad: stikkende redskab, også om slangens tunge; overført om, hvad der piner, nager, -forskiød: afviste. - Midleren: om Kristus, der formidlede forbindelsen mellem menneske og Gud. - Pagt: det forhold mellem Gud og mennesker, Jesus oprettede (den »nye pagt« modsat den »gamle pagt«, dvs. forholdet mellem Gud og Israels folk).

94

hilder: indhyller; vikler ind (så man snubler), -forløste: udfriede af syndens vold.

Følelser ved Den hellige Nadvere. En Ode, tilegnet Hans Høiærværdighed Hr. Dr. Schønheyder

Trykt efter SS bd. 3, s. 257-58, hvis tekstgrundlag er Samtl Skr. bd. l, s. 303ff. Versemålet er det antikke asklepiadeiske metrum.

94

Ode: se n.t.s. 54. - Schønheyder: Johan Christian S. (1742-1803), præst ved Trinitatis Kirke; Ewalds formynder og sjælesørger fra 1774 til hans død. - Purpur(skier): mørkerødt eller rødviolet farvestof; symbol på ophøjet, kongelig pragt. - Naadens Herold: Guds udsending. Lieb. foreslår: »Et Englebud«. - Lysets trodsende Aand: hentydning til den oprørske engel Lucifer (lat. lysbringeren, jf. n.t.s. 34, en falden Engel(s)), som blev nedstyrtet fra himlen. L. er navn for Satan som personifikation af den tanke, der er oprørsk 257 mod Gud. - Du salige Flok: om de troende, menigheden. - eller om: eller hvis. - Knæler blant dig: knæler sammen med dig (nemlig den salige Flok}. - Alt: allerede. - ublinkende: uden at blinke, skræmmes.

95

Miskundhed (s): nåde, mildhed. - Jord-Gud: mennesket. - Forsoningens Kalk: alterkalken. - rygende Dug: tåredampe. - Israel: patriarken Jakob. - Da han drømmende saae (...) herned: jf. Jakobs drøm, 1.Mos. 28,12. - klæver: klæber, hænger. - Pagtens Blod: Kristi offerblod, som altervinen er billede på, knytter an til beretningen om pagtens blod i 2. Mos. 24,8. - gispende: her måske: bævende. - sin Fiende: det syndige menneske.

96

Retferdighed: himlens straffende retfærdighed. - Svelg: se ordlisten s. 224. - Magt-Ord: befalende ord.

Til Sielen. En Ode

Trykt efter SS bd. 3, s. 259-62, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. l, s. 307ff. Ewalds renskrift har påskriften »I Anledning af Pindse-Festen 1778«. Versemålet er den alkæiske strofe og svarer til en strofeform hos Horats (se Vilh. Andersen: Horats bd. 4, s. 173). Datering: if. Brix skrevet 1777.

96

Ode: se n.t.s. 54. - nedfaldne (...) Broder af Engle: sjælen, som er af guddommelig oprindelse. - Myrens Fodstie: jordoverfladen, jorden. - Dagens Hersker: solen.

97

drømmer Kræfter: drømmer sig kræfter til. - Saa: sådan. - oplive (t): give (nyt) liv. -fandt dig selv: følte dig selv, blev dig bevidst. - dit blivende Øiekast: dit øjekast, blik, idet det blev til. - Kierlighed: her nok betegnelse for Gud.

98

Dalenes Tusende: menneskene. Dalene: her de jordiske regioner i modsætning til de himmelske; smlgn. n.t.s. 90. - Du følte dig: Du følte, du var til, levede. - Blussende (...) Leer (...) kryber i: skamfuld ved de fornedrende livsforhold (i syndens pøl), -forsøgte: erfarede, prøvede. - Dyndets Borger: den faldne sjæl. - Sinai(s): bjerget, hvor Moses modtog loven af Gud, jf. 2. Mos. 24,12. - Giftige Dunster, og Nattens Blendverk: se n.t.s. 91. - Pølen: syndens pøl. - nedbøiet under din Last af Leer: tynget af din jordiske mennesketilværelse, synden. - Qvalm: giftige dunster. - Giendferd af Jordens Hersker: J. H. må betegne Adam før syndefaldet, jf. 1. Mos. 1,26; at sjælen er et genfærd heraf, skyldes synden.

99

Snarer: egl. fælder, her: jordiske fristelser, - bespeidet: beluret. - 258Sirene(rs): se n.t.s. 23. - Cherubens / Flammende Sverd: jf. 1. Mos. 3,24. - Drukken: overvældet. - Pison(s): en af de fire floder i Paradis. - bestraalte: beskinnede. - Dristig: her nok: frækt, formasteligt. - Glands af den Helligste: Guds afglans på jorden. - Figentræ (...): Skiule jf. 1. Mos. 3,7. - dine Ønskers Fader: Gud (hvorfra sjælens længsler stammer). - en salig Straale fra Golgatha: Jesu forsoningsdød frelser sjælen. - lutres: renses. - stille: fa til at lægge sig. - Harm: vrede. - Gledne: de faldne.

Til hans kongelige Høihed Arveprinds Frederik, den 11. October 1779. En Ode

Trykt efter SS bd. 3, s. 263-65, hvis tekstgrundlag er Samtl Skr. bd. l, s. 436ff. Om versemålet, se n.t.s. 89.

100

Arveprinds Frederik: se n.t.s. 76. - Fredrikkers Dag: jf. digtets fodnote. - underlig: forunderlig, vidunderlig.

101

Seklers: århundreders. - Alfader(s): Gud. - merk paa: indprent dig. - mig, som udvalgt af Alfader: »den heldige Dags Aand«, se s. 102. - der: deres. - Ceder: se n.t.s. 14. - Fredrik: Frederik IV; se n.t.s. 55. - Dannemand: se n.t.s. 77. - Heltens Erindring: erindringen om helten. - blev: blev til. - Godhed(s): betegnelse for Gud. - den hellige Stamme: vel den da. kongestamme, skjoldungerne. - Held: lykke.

102

Alt fornemmer det: allerede mærker det (nemlig Norden). - Indfødte(s): de, der har indfødsret, jf. n.t.s. 68. - Selvforhverved: selverhvervet. - Skalaernes, Ild: digternes inspiration. - heldige: lykkelige. - Bulder: uro. - Myrther (...) Viingudens Fest: Myrter kan være symbol på glæde, men if. traditionen er den gr. vingud Dionysos (i rom. mytologi Bacchus) bekranset med vedbend (efeu), når han går i spidsen for sit følge. Ms. har: Epheu. - Virak: røgelse; også om anden vellugt.

103

Byd dem (...) værde Forsæt: byd dem (dvs. folket) fatte store forsætter, som er min Frederik værdige.

Til min M** paa hans Broders Fødselsdag

Trykt efter SS bd. 3, s. 313-15, hvis tekstgrundlag er Alm.Da.Bibl. 1780, bd. 2, nr. 7, s. 274ff. Om versemålet, se n.t.s. 94, Følelser ved Den hellige Nadvere.

259

103

M**: se n.t.s. 89. - hans Broder(s): Adam Ludvig Mokke (1743-1810), regimentschef, siden general. Brødrene dannede sammen med svogeren Adam Wilhelm Hauch (1755-1838) et venskabsforbund. - Fødselsdag: 6. dec. - Damon: gr. filosof (4. årh. f.Kr.), ven med Phintias. Da tyrannen Dionysios II dømte P. til døden, fik denne en frist til at ordne sine affærer mod, at D. imens lod sig tilbageholde som gidsel. P. nåede tids nok tilbage til at redde D., og Dionysios blev så bevæget over D.s og P.s venskabshandlinger, at han benådede P. I Ewalds digt er Damon og Phintias (fejlagtigt kaldet Pythias) betegnelse for Frederik og Adam Ludvig Moltke. - bestemte: afgrænsede, fastsatte. - troer det: anser det for. - kristalne: krystalklare. - Nectar: if. gr. mytologi den drik, der gjorde guderne udødelige; også om udsøgt drik. - seer det (...) strømme forbi: ser det (dvs. mennesket) med græmmelse nektaren strømme forbi sig, nektaren, der for mennesket er en drik uden smag, fordi det menneskelige bryst kun kan rumme et vist mål af lykke.

104

nidsk: havesygt. - dunstende: stinkende. - Korinthiske Kar: lat. vasa Corinthia, kar af korinthisk erts, en særlig fin kobberlegering. - Viisdom: tiltale til Damon, dvs. Fr. Moltke. - i tusind' Rør: ad mange veje. - Begger: bæger. - Croesus: egl. navn på en hovedrig, lydisk konge i oldtiden; her betegnelse for enhver rig mand. - Drachme: oldgræsk sølvmønt. - smitter: besmitter, tilsmudser. - Pharsaliens Helt: tilnavn til den rom. kejser Gajus Julius Cæsar (100-44 f.Kr.), efter at han havde besejret sin tidligere ven Pompejus i slaget ved Farsalos (48 f.Kr.). - Philippi Søn: Aleksander den Store (356-323 f.Kr.), der skabte det hellenske verdensherredømme, var søn af kong Filip af Makedonien. - Socrates (469-399 f.Kr.): gr. filosof. Athenienserne dømte ham til døden for ungdomsforførelse og krænkelse af statens guder. Hans elev Platon har bl.a. meddelt hans forsvarstale i retten og nogle af de samtaler, han førte med sine venner i fængslet. - Held: lykke. - endelig: begrænset.

105

den Eviges Haand veiede Polerne: vel hentydning til skabelsesberetningen. - alt: allerede. - Castor og Du (...) dobbelt Siel: Castor og Pollux, de lat. navne på Zeus' tvillingesønner, var berømte for deres trofaste venskab. Da C. døde, tillod Zeus P., der var udødelig, at tilbringe hveranden dag i Hades og hveranden i himlen. - End: endnu, nok (et). - Pythias: fejl for Phintias. - Hero(ers): helt, egl. halvgud. - H**(s): Adam Wilhelm Hauch; jf. n.t.s. 103. - Sangersken: camoenen; se ordlisten s. 223. - den Heldige: den lykkelige. - sin Veninde(s): vel A. L. Moltkes hustru Margrethe Sophie Hauch. - 260drukken: overvældet, betaget, -fandt: følte. - Veien til Stiernerne: For at belønne Castor og Pollux for deres venskab anbragte Zeus dem i stjernebilledet Tvillingerne.

106

Calliope: se n.t.s. 69. - Ofte strømme Din Dag: Gid din (fødsels)dag ofte må strømme. - kunstige: kunstfærdige; efter kunstens regler.

Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser nogle Timer før hans Død

Trykt efter SS bd. 3, s. 316, hvis tekstgrundlag er originaltrykket (1781).

106

sidste poetiske Følelser: dikteret af den 37-årige Ewald kort før hans død 17. marts 1781. Samtl. Skr. har bemærkningen: »Vor Digters sidste Sang. Han dikteerte den i een af de mange sørgelige søvnløse Nætter, faa Dage førend han sov hen« (bd. 3, s. 265). Salmen blev omdelt ved Ewalds begravelse. Først i 1855, med Roskilde Konvents Psalmebog, blev den en salme for menigheden; nu Den Danske Salmebog nr. 614. - Golgatha: den høj, hvor Jesu kors stod, jf. Matt. 27,32-33. - (du seer det) ja: jo (germanisme). - Glavind: lanse eller spyd. - Harm: vrede.

107

Liise: lindring, fred.

Impromptu

Trykt efter SS bd. 5, s. l, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. III,a.

111

Impromptu: improviseret digt. Anledningen til digtet skal være en påstand om, at man ikke kunne rime på navnet Godike. - Madam Godike: Anna Magdalena Høpfner (1721-80), g.m. den bekendte bogtrykker A. H. Godiche (se n.t.s. 47). Hun førte med stor dygtighed bogtrykkeriet videre efter mandens død. Madam: se n.t.s. 51. - Presse: bogtrykkeri. - Gaae Vandrer bort: jf. n.t.s. 67, Staae stille Hund. - roed: slå rod; evt.: grave, rode jorden op. - Bodike eller buddike: egl. rund trææske; her om ligkisten. - : forkortelse af det lat. anno, dvs. i året.

261

I Abrahamsons Stambog

Trykt efter SS bd. 5, s. 33-34, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. 4, s. 355, her med overskrift »Til A***«, samt NkS 489e fol., nr. IX, 15r.

111

Abrahamson(s): den da.-ty. kritiker Werner Hans Frederik A. (17441812), redaktør af tidsskriftet Den kritiske Tilskuer, medudgiver af Alm. Da.Bibl., anmeldelser i Almindelig Dansk Literatur-Journal. Officer, forfatter til bl.a. den satiriske vise: »Min Søn, om du vil i Verden frem / Saa buk«. A. var en af Ewalds mest trofaste beundrere. Ewald har i sit ms. bemærkningen: »skrevet i en Stambog d. 15. Januarii 1773«. Stambog: se n.t.s. 46. - Kalliope: se n.t.s. 69. - Neptunus: if. rom. mytologi havets gud. - sød: fersk (ved fordampning). - vittig: klog, snild, -forsagt: modløs. - Lastrets: lastens. - Pluto: if. ældre gr. mytologi var Plutos gud for rigdom; her er måske tale om Pluton (lat. Pluto), underverdenens gud (d.s.s. Hades). De to forveksles/identificeres ofte med hinanden. - Dødens Frugt: måske en (tænkt) modsætning til frugterne på livets træ, altså noget, der ikke findes; jf. l. Mos. 3,3. - agter (...) ved: bryder sig om, kerer sig om.

-fandt: følte.

112

Myrtherne: m. er sædvanligvis symbol på glæde, kærlighed og uskyld. - Pison: flod i Paradis. - befølte: befamlede. - Mørkets Konge: natten, Intets Ven. - Hesperus: aftenstjernen. - blender: forblinder. - dens vink i Lynild: dens (dvs. godhedens) tegn i lynet. - Straaler: lys. - Kobber-Muur: bruges ofte billedligt; jf. Jer. 1,18. Ewald citerer i en efterskrift i stambogen 1. 60-61 fra Horats' epistel 1,1 til Maecerias: hic murus aeneus esto, / nil conscire sibi, nulla pallesære culpa: Lad dette være bronzemuren: at vide med sig selv, at man er uden skyld, som kan fa en til at blegne. - Kreds: virkekreds; element. - Vellyst: velbehag. - den Alvise: Gud. -finder: føler. - Flor: slør. - Cocyti: genitiv af Cocytus, if. gr. mytologi jammerens flod i underverdenen. - Amor(s): i rom. mytologi kærlighedsguden. - Pluti: genitiv af Plutus, jf. n.t.s. 111. - Martis: genitiv af Mars, if. rom. mytologi krigsguden. - Palmer: hæderstegn. - Apollons Krands: laurbærkrans; se n.t.s. 67.

262

Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 40, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol. nr. IX, 18r. Udkast (18r og 18r) indeholder omfattende rettelser; se SS bd. 6, s. 334-35.

113

Sågar: sagaer, sagnagtige fortællinger. - Før Guldet var et gyldent Rige: Guld er blevet betragtet som symbol på det højeste gode, rene og vise og tillagt guddommelighed. Forestillingen om en guldalder har rødder i indisk og jødisk kultur, men har faet digterisk udformning hos Hesiod (se n.t.s. 65) og senere hos den rom. digter Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.). If. dem var guldalderen den lykkelige tid, der udgjorde den ældste periode i menneskehedens historie, efterfulgt af sølv- og kobberalder, dernæst heroernes tid og endelig nutiden, jernalderen. Fra den klassiske kultur er betegnelsen gået videre som udtryk for en tidligere, utopisk tilstand, som skal vende tilbage. - Skjalder: sangere, digtere. - Nok er det: hvorom alting er.

Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 40, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. IX, 19v.

113

Jøder sig: nærer sig.

Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 44, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. IX, 38v.

113

arm: fattig.

Til Cecilia Wormstrup

Trykt efter SS bd. 5, s. 45-46, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. IX, 39r.v.. If. A. D.Jørgensen skrevet til C. W.s fødselsdag 17. feb. 1770. Trykt i Charis 1807, s. 17-19.

113

Cecilia Wormstrup: se »Ønske til Jomfrue Cecilia Wormstrup«, n.t.s. 35. - Apoll (...) Daphne: se n.t.s. 67. - Græne: grene. - Hippocrene: se n.t.s. 72. - Doris: navn kendt fra hyrdedigtningen; her om 263 Cecilia Wormstrup. - ni Æoniske Gudinder: de ni muser; se ordlisten s. 224.

114

opammed: opfostrede. - Skjærts: leg, spøg. - Lorbær: laurbær. - Eraton: Erato, if. gr. mytologi gudinde for elskovsdigtet. - klirrer: klimprer (om hyrdindens stolthed osv.). - Damoet: se n.t.s. 31. - hiin: dvs. digteren (som er skildret i 1. 4-8). - Terpsichore: if. gr. mytologi dansens og korlyrikkens muse. - dandser / Ens Død: mimer eller fremstiller ens død. - Flor: sørgeflor. - Satyr: se n.t.s. 8; her om satirisk inspiration, -færdig: villig, parat; også: dygtig, øvet. - Latones Søn: Letos søn, dvs. Apollon. - Vivil: hvi (dvs. hvordan, evt.: hvorfor) vil. - Chiddekel: Hidekkel, en af de fire floder i Paradis. - Gabbatha: domstolen i Jerusalem, hvor Pilatus dømte Jesus til korsfæstelse, jf. Joh. 19,13. - Urania: Venus Urania, i rom. mytologi den himmelske kærligheds gudinde. - prosaisk: på prosa.

115

opirred: tirret, irriteret. - Han synger ey min Fest af Egensind: det er på grund af egensindighed, at han ikke besynger min fest.

Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 48-49, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol, nr. IX, 53r. Datering: muligvis 1772 (jf. efterskriften s. 196). Trykt i: Lieb. bd. 2, s. 181.

115

Yong(s): Edward Young, jf. n.t.s. 67. - Lethe(s): if. gr. mytologi den flod i underverdenen, hvoraf de døde drak for at glemme. - Bræd: bred. - ufødt: ubevæget. - Vand: dvs. Lethe. - alt: allerede. - Cypressernes: se n.t.s. 11. - Dryader: i gr. mytologi skov- og trænymfer. - Dækket: tæppet. - Monader: se ordlisten s. 224. - Piloten - Søens Søn: styrmanden, rorgængeren.

Vers

Trykt efter SS bd. 5, s. 49, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. IX (på bindet bagi). Datering: sandsynligvis fra perioden 1771-73. Trykt i Lieb. bd. 2, s. 182.

116

Bendsen: formentlig Lars eller Laurids Bentzen (1752-1830), renteskriver, en ven fra perioden 1771-73. - Sandsen: fornuften. - Venus: if. rom. mytologi kærlighedsgudinden. - smagtende: smægtende.

264

Natte-Tanker

Trykt efter SS bd. 5, s. 87-89, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol, nr. XIII, 3r-4r. Datering: if. A. D.Jørgensen 1772 el. 1773. Trykt i Lieb. bd.2, s. 49-50.

116

Natte-Tanker: allusion til Edward Youngs digtcyklus »The Complaint, or Night Thoughts on Life, Death, and Immortality« (1742-45). Tiden på det utrykte digt er ikke Ewalds, men skyldes Chr. Thaarup, der udførte det tekstkritiske forarbejde til Lieb. Liebenberg antager, at digtet er skrevet omtrent samtidig med »Over Johannes Kinast«, dvs. jan. eller feb. 1773 (bd. 2, s. 241). - Itourn'd (...) heart: ortografisk ukorrekt citat fra det afsluttende brev nr. IV i den eng. digter Alexander Popes An Essay on Man. Addressed to a Friend (1733-34). C. C. Lous' oversættelse (i Pope's Forsøg om Mennesket, 2. opl. 1776, s. 80) lyder (idet digteren henvender sig til en ven): »At jeg den tonefulde Konst, ved dig tilskyndet, vendte / Fra Lyd til Ting, fra Phantasie til Hierte og til Siel«. - Armod: den fattige; personificeret begreb i lighed med Flid og Dyder. - Trættens Træl: den, der ikke kan lade være med at yppe kiv. - Vold: den voldelige. - og sig: og sig selv.

117

Mosens blege Meteor: om lygtemænd (jf. n.t.s. 91). - Og ved den røde Ild som dantser: rettet i ms. fra »Og røde Stjerners Glimt, som hoppe«. - Nattens (...) Flor: mørket. - Haaret kryber: håret rejser sig. - Naar Uglen Skriger om (...) Adspreder ey ...: Tilføjelserne i parentes skyldes SS, jf. efterskriften, s. 216-17. På grundlag af Ewalds utrykte varianter samt 3. strofe af »Over Johannes Kinast« (s. 118) og kladde hertil bringer Lieb. (bd. 2, s. 50) følgende version ved Chr. Thaarup af de to sidste strofer:

Naar Mørkets Fyrster forestille
Ret løierlige Spøgelser,
For til et Tidsfordriv at drille
De taabelige Mennesker;
Naar Uglen skriger om For[træd,]
Og Dødens lodne Spaa[mænd tude:]
Da kommer Haabet til [min Pude,]
Og Livet til mit Hvfilested.]
265 Thi den, som Phoebus tilig l [ærte]
Sin underlige Harm[onie,]
Hans varme, fulde[, store Hierte]
Udbrede Himlene sig [i;]
Hans Siæl omspænder Sol[ene,]
Hans stærke Tanke [griber Tiden,]
Og nu og da, og [før og siden]
Adspreder ei [hans Følelse.]

Uglen: if. folketroen en ulykkesfugl. - Dødens lodne Spaa-(Mænd): ulvene. - Phoebus: Phoibos gr. lysende; navn for kunstens gud Apollon som solgud. - underlige: underfulde. - Adspreder: se n.t.s. 38, Adspredelser.

Over Johannes Kinast

Trykt efter SS bd. 5, s. 89-91, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol, nr. XIII, 4r, llr.v. Datering: 1773. Trykt i Molbech s. 232-34.

118

Johannes Kinast (1705-73): sognepræst ved Frederiksberg Kirke. - den Høye: Gud. - faldne Boelig: det afdøde legeme; muligvis: den syndige jord. - Cherubimer(s): egl. cherubim, hebr. flertal af cherub; se ordlisten s. 224. - Grav: grube. - I Rigdoms Dyb: allusion til Rom. 11,33: »O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab«. - opdages: bemærkes. - Din Sjæl (...) sig i: jf. n.t.s. 117f. - alt: allerede. - underlige: underfulde. - Gran: støvkorn. - Veyrlys: lygtemænd (jf. n.t.s. 91) og andre lysfænomener i atmosfæren; her billedligt om noget strålende, men flygtigt og bedragerisk. - Dunst: tåge; hvad der i sig selv intet er. - Mon (du fornemmer): ms. har if. SS muligvis: »O«.

119

vi: ms. har: hvi. -flaggre: flagrer rastløst. - Levninger: jordiske rester. - vor Lærer: dvs. religionslærer; måske er digtet et lejlighedsdigt, bestilt af medlemmer af J. K.s menighed. Jf. undertitlen i Charis til »Over Andreas Schyth«, n.t.s. 120.- Forstyrrelser: ødelæggelser. - Lignelse: efterligning, billede (af Gud), dvs. mennesket. - billigt: rimeligt. - Og: også.

120

fornyer dig til sin Boelig: der hentydes vel til opstandelsen på den yderste dag (jf. »kødets opstandelse«, Joh. 11,24 osv).

266

Over Andreas Schyth

Trykt efter SS bd. 5, s. 91-94, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XIII, 5r-6r Trykt i Charis 1806, s. 49-54 med undertitlen »Ved en elsket Religionslærers Død. Et Anecdoton [dvs. tekst, der overleveres mundtligt] af Johannes Ewald. Jf. n.t.s 119, vor Lærer. »Religionslærer« blev tidligere brugt som betegnelse for præster.

120

Andreas Schyth (1723-72) var øverste kapellan ved Nicolai Kirke. -underlige: forunderlige. - Velan: opmuntrende tilråb.

121

fordobbler Støvets Dage: forlænger et menneskes tid på jorden. - Som aander (...) Plage: (om støvet, dvs. mennesket) som ånder (dvs. er i live), sig selv og os til plage. - snart: hurtigt. -Jordens Ven: her nok: menneskevennen, den gode. - Muld: jordiske rester. -Alt (blander han): allerede.- Cherubimers: se ordlisten s. 224 og n.t.s. 118.

122

En Times Tab fortjente den: Der var grund til at klage over tabet af blot en time (af hans liv). - Nyre-Prøver: en, der ransager hjerte og nyrer; om Gud. - opdagede: var opmærksom på. - Bund: forbund; om pagten mellem Gud og mennesker. - Brøstfældig: faldefærdig. - Hytte: om kroppen. - mægtig: stærk.

123

Vort Lys: om Andreas Schyth. - Taaren trøste: måske: lad tåren trøste. - Godhed: Gud. - Tjener: »Guds tjener« er betegnelse for en gejstlig.

Nytaarsdigt til en Moder

Trykt efter SS bd. 5, s. 94-97, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol, nr. XIII, 8r, 4r.v., 5r, 7v, 10r.v.- Digtets tekstforhold er komplicerede, specielt er strofernes rækkefølge usikker, jf. SS bd. 6, s. 358-63. Datering: if. A. D. Jørgensen antagelig skrevet o. nytår 1773. Trykt i Charis 1806, s. 78-82 under overskriften: »Til en Moders Fødselsdag fra en Datter. (Et Anecdoton [se n.t.s. 120] af Joh. Ewald.)«.

123

mit Intets troe Veninde: næppe Ewalds egen mor, til hvem han skal have haft et dårligt forhold. Måske om det kvindelige, moderlige som sådant. Evt. kan digtet være et lejlighedsdigt; jf. overskriften i Charis. mit Intet(s): måske om den tilstand, det ufødte barns sjæl befinder sig i. Jf. s. 138 om sjælen, der »først frembrød« ved fødslen. - Oplivede: vakte. - finde: føle. - Gysende: gysen. - Strudler: hvirvler. - Chaos: if. gr. mytologi det tomrum, i hvilket verden blev skabt.

124

Myriader: talløse mængder. - Lær mig: belær mig om. -førjeg var267endnu: allerede før jeg var til. - Viis mig mit Forbund med din Lyst: Forklar mig, hvordan jeg er blevet en forudsætning for din lykke. - underlige: underfulde. - opelsk(t)e: bringe til udvikling ved omhyggelig røgt og pleje. - Svælg: altomfattende væsen. - Orions Vey: if. gr. mytologi blev jægeren Orion dræbt af Artemis; i underverdenen fortsatte han sit jægerliv. If. Ovid blev O. forvandlet til et stjernebillede, som tænkes at fortsætte hans jagt på himlens bane. - Vredens røde Straale: lynet.

125

Pindi Sangerinder: muserne. R: genitiv af gr. Pindos, bjerg helliget Apollon og muserne. - kunstled: kunstig, opstyltet. - tyldte: hældte, fyldte (i store mængder).- Zittrende: sitren, -forsone: gør bod for.

126

Hvad eller: eller. - betegner: præger. - din Erindring: erindringen om dig.

127

Mod: her nok: lyst. - gjenne: fjerne, fordrive.

Nytaarsdigt til en Fader (I)

Trykt efter SS bd. 5, s. 97-98, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol.,nr. XIII, 8v. Datering: if. Brix antagelig skrevet o. nytår 1773. Trykt i Charis 1806, s. 20-21 under overskriften »Et Andet [nl. »Anecdoton«, se n.t.s. 120] fra en Datter til en Fader (af Ewald)«.

127

Troer du (...) det er! -: Tror du, at natten har fortæret det år, som gik? Ak nej, det er stadig til (i erindringen). - alt: allerede. - betegner: præger.

128

Han lyse dig: Måtte han velsigne dig, el. måtte han lyse for dig, jf. Joh. l, 4-5; 8,12. - For ved: foran. - din Gjeldbundne Datter(s): jf. oplysningerne om trykkets overskrift.

Nytaarsdigt til en Fader (II)

Trykt efter SS bd. 5, s. 98-99, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XIII, 9r. Datering: if. Lieb. antagelig skrevet o. nytår 1773. Trykt i Charis 1806 s. 17-19 under overskriften: »Nytaarshelsen fra en Datter til sin Fader. (Et Anecdoton af Joh. Ewald.)«. »Anecdoton«: se n.t.s. 120.

128

en Fader: jf. n.t.s. 127. - bliv!: bliv til! - og sig: og sig selv.

129

O at: oh gid. - mærke paa: indprente sig. - beslutte: afslutte.

268

Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 108, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XIV, 10v. Datering: if. Brix skrevet efteråret 1777. Strofeformen er det alkæiske metrum, se evt. Vilh. Andersen: Horats bd. 4, s. 173. Trykt i Lieb. bd. 2, s. 191.

129

finde: føle. - nyne: nynne.

130

MoorLand(s): allusion til 4. Mos. 12,1; i oversættelserne frem til og med 1871 forekommer stednavnet Morland (af mor: morian, neger), derefter anvendes ordet kusjtisk, der betyder ætiopisk. - den sig betroede Fryd: dvs. Nilens vand. - den Arme: Lieb. har: »dens Arme« (bd. 2, s. 191). - Drænker: oversvømmer. - umaalte: umådelige. - Nilen: Den Hvide Nil (Bahr-el-Abyad) løber i Khartoum sammen med Den Blå Nil (Bahr-el-Azraq), der udspringer i det ufrugtbare Ætiopien. - Fedmer: rigelige afgrøder. - Navnløse Bjerg: vel om de ufrugtbare bjerge i Ætiopien. - Fostre(s): afkom, spæde børn. - Tøver ey Havets kolde ustadige / Vandrer (...) Lilier: kan evt. læses: Ej tøver havets kolde ustadige vandrer (dvs. skyen?) med at vande de slappe liljer. - De mætte aande: formentlig: Når de er mætte, ånder (dvs. udspreder) de. - Skye: nok om den vellugt, liljerne udånder efter vandingen. - Og jeg, hvis Hjerte (...) skulde jeg (...) Stable mit Leer for AlGodheds Kilde: Skulle jeg, i hvis hjerte det guddommelige er nedlagt, hvorved det føler tusindfoldig lykke, som det øser ud, skulle jeg i brødres kreds, med mit bryst af ler (dvs. i min jordiske forkrænkelighed, eller trangbrystethed) dæmme op for den guddommelige kilde jeg har i mit hjerte? - Held: lykke

Aftenen (I)

Trykt efter SS bd. 5, s. 151, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XVII, nr. 5 (1r.v.) og nr. XIX, 2r. Datering: måske sommeren 1773 eller 1774. Om motivet, se Ernst Frandsen, s. 159ff. Versemålet er blankvers. Trykt i Charis 1807, s. 57-60.

130

Roesens (...) Ven: solen. - skjærts: leg, spøg (bydemåde). - Søelunds Høy: lokalitet nær Søbækshus ved Humlebæk, hvor Ewald opholdt sig 1775-77. - Helsinge: Helsingborg. - Christal: krystal, dvs. bæk.

131

Har alt: har allerede. - Sophies gyldne Spiir: Sophienberg, dronning Sofie Magdalenes (1746-1813) lystslot, beliggende ved Rungsted, 269 var endnu på Ewalds tid i brug som kongeligt lystslot. - trettes: strides. - smagtende: smægtende. - beladt / Med Jetters Rov: belæsset med jætternes røvergods. - tillaver: forbereder. - bunte: brogede. - Skjærf: bredt bånd, der bæres fra skulderen til hoften (tidl. ofte som gehæng for våben) el. om livet. - virked: forarbejdet, broderet, især om udsyning med guld- el. sølvtråd (jf. »guldindvirket«). - Leyre: se n.t.s. 73.

132

Kam: opstående rand på (strids)hjelm, hjelmkam. - Busken: fjerbusken. - Streifer: strimler, striber. - Floer: sørgeflor. - Harm: vrede.

Død og Dom

Trykt efter SS bd. 5, s. 153-54, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol.,nr. XVII, nr. 7. Datering: if. A. D.Jørgensen fra 1770-71. Brix tidsfæster digtet til ca. 1777.

132

opholde: her vel: standse, holde tilbage. - Orm(ens): betegnelse for mennesket. - Støvets Dage: menneskelivets gang. - flye: flygter (bort). - Almagt: Gud. - Ukjendeligt: uskelneligt.

133

Leer: menneskelegemet. - den som knuser: dødsenglen. - tilreder sig: bereder sig på. - Dynd: slethed. - Bræk: bryd op. - synes: skønnes, bedømmes som. - hellig: her: from.

Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 154, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XVII, nr. 8, 1r.

133

Dagens Hersker: solen.

Til Generalinde Elisabeth Mokke

Trykt efter SS bd. 5, s. 157-58, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol.,nr. XVII, nr. 14. Datering: ca. 1775. Trykt første gang i Samtl. Skr. bd. 4, s.405.

134

Elisabeth Moltke: mor til Frederik Mokke (se n.t.s. 89); hun holdt hus på godset Krogerup nær Søbækshus ved Humlebæk sammen med sin datter, der var enke efter kammerherre Frederik v. der Maase (d. 1774) og ejerinde af godset. - Enfoldig: enkel. - Held: 270 lykke. - raske: muntre. - vilde Toner(s): naturlige, spontane toner. - Bemooste: mosklædte. - Armes Moder: den, der er mor for de nødstedte. - der Bryst: deres bryst.

Epigram

Trykt efter SS bd. 5, s. 160, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XVII, nr. 15, 2v. Optegnet på samme ark som ms. til bryllupsdigtet »Til Hr. Knap og Jfr. Lemvig« (1774). Versemålet er det daktyliske heksameter. Trykt i Molbech s. 236.

135

Epigram: se n.t.s. 81. - Thoren (...) Hunde: ty.:

I dårer, hvor længe vil I forfølge barden? -
og gribe efter luftens søn?
Smilende undflyr han jer - over de jordiske luftlag, på åndevinger,
driver han spas med stjernerne og forestiller sig at være en
lygtemand med ildlokker;
Svagt som vindens hvisken i sivene fornemmer han stundom
kvinders skrig, der varsler om ulykke, som hvepsenes summen
hører han den ørkesløse pøbel græmme sig og gale og skråle -
undrer sig over, hvad det er for småkryb hernede, der hader og
frygter ham,
ryster på sit flammehoved, og forfølger sin udstrakte bane
rolig og smilende og lys som månen ved hundenes tuden.

Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 163-64, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol, nr. XVII, nr. 19. Versemålet er fra v. 9 blankvers. Trykt i Lieb. bd. 2, s. 189-90.

136

ufaldne: de salige; englene; de syndefrie. - Væ den besmittede: ve den urene, syndefulde. - tilsoer: tilsvor, lovede. - Om gridsk og stolt Unøysomhed - om Trods (...) maaskee kan blænde til en Tiid (...) det veedjeg ey: Jeg ved ikke, om grisk og hovmodig ubeskedenhed, om trods osv. måske kan blænde for en tid.- daarlig: tåbelig.- Viisdom(s) (...) Almagt(s): navne for Gud. - nedstræbe: søge ned. - Tilflugt for AlGodheds Vink: tilflugt fra Guds bud, befaling; evt.: Guds blik. - med et Ord: kort og godt. - Raserie: vanvid, urimelighed. - Dynd: moralsk fordærv. - Om - og hvorledes Ont (...) skumle Nat: (Jeg ved ikke,) om og hvordan det onde formår at synes godt bag sine skyer, 271 (formår at synes) skønt bag det tågeslør, der bryder visdommens lysglans, (formår at synes) lyst i den evigt mørke nat. - Damp: tågeslør. - brækker: bryder. - lyve (Glædens Dragt): tale usandt om. 137 der (altfor svage Sløer): deres. - Hævnens Ild: dvs. Guds vrede. - kalde: påkalder.

Til Thalias Caroline paa hendes Fødselsdag d 5te Febr: 1772

Trykt efter SS bd. 5, s. 185-87, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XVIII, nr. 2, 1V-2v (A). Trykt i Lommebog for Skuespilyndere udgivet af Knud Lyne Rahbek (1788), s. (55)-60.

137

Thalias Caroline: den unge skuespillerinde Caroline Walter, jf. n.t.s. 68. Thalia var if. gr. mytologi komediens muse. - undervise: meddele, underrette. - Pindus: gr. Pindos, bjerg helliget Apollon og muserne. - den sin: den som sin. - vigtigt (Smiil): betydningsfuldt. -Olymp: gr. Olympos, bjerg i det nordl. Grækenland, i gr. mytologi gudernes bolig.

138

raske: livlige; livskraftige, -først: her: ikke mere end, kun lige (dvs. værende på et tidligt stadium). - sig: sig selv. - kyste: kyssede. - Der (Hjertes): deres.- Vink: tegn, gestik. - Polyhymnia: muse for de hellige hymner.

139

hulde: skønne. - Gratier: lat. for det gr. chariter, tre gudinder for skønhed og ynde, knyttet til bl.a. kærlighedsgudinden Afrodite og muserne. - Som Skildres ey: som ikke kan beskrives. - Venus: if. rom. mytologi navn for kærlighedsgudinden; på gr. kaldet Afrodite. - trædskelig: her nok i positiv betydning: kløgtigt, underfundigt. -Hebe: ungdommens gudinde. - Cybele: lilleasiatisk gudinde; opfattet som gudernes mor. - trættedes: stredes. -Juno: if. rom. mytologi g.m. den øverste gud Jupiter. Parret svarer i gr. mytologi til Zeus og Hera. Juno var kvindernes og kvindelivets gudinde. - Ninon: den fr. adelsdame N. de Lenclos (1620-1705), kendt for sine mange kærlighedseventyr; holdt i Paris en elegant salon.

140

Saturnia: Juno. - Skjærts: spøg, leg. - Pindi: genitiv af Pindus, se n.t.s. 137.

272

Aftenen. Et Fragment II

Trykt efter SS bd. 5, s. 191, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XIX, 2v. Trykt i Molbech s. 235 med bemærkningen: »Til samme Fragment [dvs. »Aftenen (I)«, ovf. s. 130] høre, som det synes, følgende Linjer:«

Poenitenten et Fragment

Trykt efter SS bd. 5, s. 193-94, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol.,nr. XIX, 3v (A). Trykt i Molbech, s. 235-36. Versemålet er det daktyliske heksameter. Datering: if. Brix sandsynligvis skrevet 1776-77.

140

Poenitenten: den angrende, bodfærdige. - Vandrer(e): betegnelse for mennesket med henblik på livsvandringen; jf. n.t.s. 67, Staae stille Hund. -Jordens Gud: mennesket. - Støvets usmittede Broder: Adam før syndefaldet. - Euphmt(s): d.s.s. Frat, if. 1. Mos. 2,14 en af de fire hovedstrømme, i hvilke floden i Edens Have delte sig. E. gennemløber Tyrkiet, Syrien og Irak.

141

Midleren(s): formidleren; om Kristus som mellemmand mellem Gud og menneske. - Drukken: betaget, henrykt. - slumrede Lov-Sang: betydningen er vel: befandt mig i en drømmeagtig tilstand, i hvilken jeg lovsang Kristus. - Purpur: kostbar, mørkerød farve med blåligt skær; værdighedstegn. - sværmende: summende. - bekymrede Trælle: mennesker, der er underlagt deres verdslige bekymringer. - han var det: det var ham. - Ewald: udeladt i en efterfølgende variant med mange rettelser; denne kan sammenfattes sådan: »Himmel, hvor var jeg? - hvor er jeg endnu? Min salige Fører, / Stands din brusende Flugt - Fra Virvel til Virvel bortreved, / Trættes min Sjæl - den spæde, den quæles af mødende Tanker; / Alt for store for Aander i Støv - dem fatte kun Engle -/ Stands din Flugt thi flaggrende dale de matte Vinger - / Hist min Ven, hist seer jeg en Høy, som indbyder til Hvile - / Yndige Høy, hvor venlig du dog tilsmiiler den trætte / I den balsamiske kjølende Luft, som skjærtser omkring dig - / I dine Skygger er Kjærlighed, Fred, og smeltende Tanker - / Fra din bemoosede Top nedstrømmer den reeneste Vellyst - / Her lad mig hviile min trættede Sjæl og ledske mit Hjerte - / Yndige Høy - men hvi gyser min Aand og iisner af Andagt / Meer end før? - Hvi smelter jeg bort i væmodige Taarer?- / Anger opfylder mit Bryst - mit skjælvende Knæ nedbøyes - / o min Fører, hvi kryber / Iisnende Længsel i Sangerens Bryst, i det 273 flammende Hjerte? / Yndige Høy / Saligheds«. If. Vilh. Andersen (Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. 2, s. 383) er fragmentet optakt til et episk digt svarende til Klopstocks Messiade (se efterskriften s. 192 og n.t.s. 46) eller snarere John Milton: Det genvundne Paradis (Paradise Regained, 1671), »hvis »Helt« altsaa ikke skulde være Frelseren, men den omvendte Synder«.

Vinteren, et Fragment.

Trykt efter 55 bd. 5, s. 194-95, hvis tekstgrundlag er NkS 489e fol., nr. XIX, 3v-4r. Trykt første gang i Charis 1805, s. 22-23.

141

Finland(s): se n.t.s. 31. - Doffre(s): Dovre, fjeldplateau nord for Gudbrandsdalen, Norge. - Mosens kniprende Tyran: storken (kniprende: knebrende). - Kivith: navn for viben, efterlignende dens skrig. - Rønner: rønnebærtræer. - bekjendte: velkendte (for svalen). - Skræk for: til skræk for; en skræk for.

142

sørgelige (Fugle): sørgmodige; som viser sorg. - Heyre (...) Ugle: alle standfugle, uden den sang, der kendetegner en varmere årstid. - at (indbyde): for at. - synes: ses. - helder: falder; nærmer sig sin død. - er (...) undre paa: Er det så mærkeligt? - den gode Jomfrue: vel musen. - taugt: tiet.

Cantata for Raadhuus-Strædets Concert

Trykt efter 55 bd. 5, s. 203, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. 2, s. 364-67.

142

Raadhuus-Strædets Concert: se n.t.s. 31. - Recitativ: se n.t.s. 36. - Hun: naturen. - Norden: nordenvinden. - Philomele (...) Ithys: Filomele var if. gr. overlevering datter af sagnkongen Erichtonios. Kong Tereus i Daulis havde faet hendes søster Prokne til hustru og havde med hende en søn, Itys. Tereus blev betaget af sin svigerinde Filomele, voldtog hende og skar hendes tunge af, for at hun ikke skulle røbe ugerningen. Men Filomele skildrede alt, hvad der var sket, i en kunstfærdig billedvævning. Prokne hævnede sig ved at slagte Itys og sætte hans kød for faderen. Søstrene flygtede, forfulgt af Tereus. Alle blev forvandlet til fugle: Prokne til en nattergal, Filomele til en svale. I en anden version er det Filomele, der forvandles til en nattergal, hvorved navnet F. har faet sin poetiske betydning. 274 Om nattergalen siger grækerne, at den med sin sang: »Itys, Itys« klager over den dræbte søn; om svalen siges det, at den kvidrer så uforståeligt, fordi den har faet sin tunge skåret af. - Markens høie Sangerinde: lærken.

143

Pindi høie Sangerinder: muserne (se n.t.s. 137). - finder: føler. - synge: besynge.

Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773

Trykt efter SS bd. 5, s. 204, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. 2, s. 393-94.

143

Jomfrue: se n.t.s. 7. - Anna Hedevig Jacobsen: datter af Ewalds værtsfolk på Rungsted Kro, f. 1751. - Norden: nordenvinden. - Zembla: se n.t.s. 47. - Hyrdinde: se n.t.s. 7 og 90.

144

Vaaret(s): våren, foråret. - Zephir(s): vestenvinden eller mild brise i almindelighed. - Svolmer: svulmer. - Flye: flygt for, undgå. - mørke (Øie): formørket af mismod, vrede, uædle følelser.

Morgen-Sang

Trykt efter SS bd. 5, s. 205f, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. 3, s. 261-64. Optaget i forkortet og bearbejdet form i Evangelisk-Christelig Psalmebog udg. af N. E. Balle (1793).

145

Myriader: talløse skarer. - Lær og: Lær også. - Du som behersker Himmelen (...) Magt og Ære: I det følgende er Fadervor indskrevet og parafraseret, jf. Matt. 6,9-13. - Serapher(s): i Es. 6,1 brugt om engle med seks vinger omkring Jahves trone. - som giør saa trygt: vel: som gør én så tryg. - Zebaoth: i GT betegnelse for Gud som hærskarers herre, dvs. herre over Israels hære, uvejr, jordskælv osv., den vældige gud, som virker i alt. - Halleluja: hebr., lovet være Gud. - nyder: besidder, har fordel af.

146

trænger: har det trangt, svært; evt.: har jeg trang. - Forskyld[e]: tilregne skyld (for en brøde). - Snarer: fælder; fristelser. - styrtes: nedstyrtes. - Ondskabs Træl: vel den onde, syndige menneskenatur; næppe: fristeren, den Onde. - Din Priis: din lovprisning.

275

Over M. B**

Trykt efter SS bd. 5, s. 207-208, hvis tekstgrundlag er Samtl Skr. bd. 3, s. 288-91.

146

M. B**: Madam Berling, dvs. G. C. Berlings (se n.t.s. 47) første hustru, den 31-årige Maria Catharina Berling, f. Godiche. Madam: se n.t.s. 51. - Anker: symbol på håb. - Salighed: livet efter døden, det evige liv.

147

søer: tilsvor, gav løfte om. - Dødens Skygge: jf. SI. 23,4 (bibeloversættelsen fra 1740). - Livets Kilder: jf. Si. 36,10 og Joh. 4,14. - Vælde ud af Almagts Throne: jf. Ab. 22,1. - den evig grønne Krone: hentyder til livets træ, der vokser ved livets flod midt i det ny Jerusalem, Ab. 22,2. - det nye Jerusalem: jf. Ab. 21,1-22,5, hvor det ny Jerusalem, eller den evige stad, er beskrevet i en vision om det evige liv. - (hvad var vi uden) dette: dvs. Almagt Ord eller måske det nye Jerusalem, dvs. salighedshåbet. - Bølgers og Orcaners Spøg: kastebold for bølger og orkaner, prisgivet deres leg. - Klippens og Hav-Strudlens Trette: et bytte, klippen og malstrømmen strides om. - Kiede: kæde, dvs. ankerkæde. - raabe: anråber om. - Forjettelsen (...) Forladtes Graad: jf. Åb.21,4.

148

Dødens Braad: jf. 1. Kor. 15,55. - hine: dvs. Natur og Dyder. - min Morbroers troe Veninde: Digtet skal udtrykke G. C. Berlings søstersøn, E. A. H. Møllers tanker. - (Nu) alt: allerede. - Lydige (...) paa Jorden: jf. 5. Mos. 5,16. -finder: føler. - Os allene traf Din Død: Kun vi, dvs. de efterladte, blev ramt af døden (den døde er i Guds rige).

Over M. Th**

Trykt efter SS bd. 5, s. 210-11, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. 3, s. 299-301.

149

M. Th**: Madam Dorothea Cathrine Thonning, g.m. amtskirurg Rasmus Thonning; død 22 år gammel 13. sept. 1772. Madam: se n.t.s. 51. - Digteren havde Prædilektion (...) Udg.: Fodnoten skyldes udgiveren af Samtl. Skr. Chr. G. Proft. Prædilektion: forkærlighed. - viise Daare: jf. måske n.t.s. 16, Zenon(s viise Daarer). - Tret: træt, kæmp. - hvorfor: fra hvilken. - Myriader: talløse skarer. - tabe (...) Liv: dør. - Bliv: bliv til. - den Retfærdige: den, der er fritaget for skyld; også den, der ikke fraviger Guds bud. -finder: føler.

150

brustet: bristet; om øjne, der i døden har mistet deres glans. - oplod276sig: åbnede sig. -faldne: visnede. - Lilie: symbol på uskyld, renhed, kvindelig skønhed. - vor Smerte / Bygge: bydemåde: lad vor smerte bygge. - Ære-Støtter: gravmonumenter. - Skrig: klageråb. - Suk og: suk også. - Vandrere: betegnelse for mennesket med henblik på livsvandringen, jf. gravskriftformularen »Stat stille Vandringsmand osv.«, se n.t.s. 67.

Paaskrift paa en Kaffekande

Trykt efter SS bd. 5, s. 212, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. 4, s. 365. 151 saa: således også. - Mokka: fin arabisk kaffe fra Yemen. Kaffe korn til Norden i beg. af 1700-tallet.

Til B*** og E***

Trykt efter SS bd. 5, s. 212-14, hvis tekstgrundlag er Samtl Skr. bd. 4, s. 394-98. Trykt i Lieb. bd. 2, s. 114-17.

151

B*** og E***: ej identificerede. - staaende: som står stille. - opholder: opretholder; holder liv i. - dets Gud: støvets gud, dvs. mennesket. - Faldne(s): syndige mennesker. - Lov: lovprisning. - Dig: dig selv. - den nyelig Skabte: Adam, jf. 1. Mos. 2,7ff. - Vellyst: lystfølelse. - Harm: sorg; nød; ydmygelse. - Mandinde: jf. Evas skabelse og navngivning, 1. Mos. 2,23.

152

aagrer: driver åger med (så ikke alle kan fa del deri). - Prindser: fyrster. - Og de udtømmede Provindser / Udtømme din Lyksalighed: Selv i de provinser (dvs. egne), der er udpinte pga. de vrede fyrsters krige, har menneskene en ressource tilbage, nemlig kærligheden, at øse af.- Og saae min Sangerske dig: min muse så dig også. - usavnet: ensom. - sorte: onde, slette. - Chamos: (her genitiv, altså egl. Chamos') i GT afgud for moabitterne, folkeslag øst for Det døde Hav; jf. Dom. 11,24.

153

udbred Dit Hierte: tolk, hvad dit hjerte føler. - underlige: forunderlige, vidunderlige, -finder: føler. - Sympathie: samfølelse. - min henrykte Sangerinde: min begejstrede muse. - drukken: lidenskabeligt bevæget, henført. - Kiede: kæde, sammenhæng.

277

Til F* og L*

Trykt efter SS bd. 5, s. 215-16, hvis tekstgrundlag er Samtl. Skr. bd. 4, s. 402-404.

154

F* og L* : muligvis farver Rasmus Find og jomfru Anna Lund, som blev viet 26. maj 1773. - Almagt(s): Gud. -føler sig: føler, han er til, bliver sig selv bevidst. -Jordguden: mennesket, her nok med allusion til Adam i Paradiset. - taber / Sig: hengiver sig.

155

emailerte: med smykket overflade, -findes: måske: føles. - elskværdig: elskelig. - Eger: egetræer. - diamantne: der skinner som diamanter.

Tanker ved Salig Hr. Ulrich Friderich Suhms Grav

Trykt efter SS bd. 5, s. 221-22, hvis tekstgrundlag er Adresseavisen 1778, nr. 12, 21. jan. Digtet er i SS bragt i et tillæg, der omfatter tekster af usikker oprindelse.

156

Ulrich Friderich Suhm: søn af den velhavende mæcen, historikeren P. F. Suhm (1728-98); døde 16 år gammel. - feyrest' Blomster: fagreste blomstring el. flor. - Raad: beslutning, plan. - Bane: livsbane. - Retviished: retfærdighed, - giv og tag: allusion til Job 1,21. - Balsom: balsam, lindring. - skuer alt: ser allerede.

157

End: endnu. - Kreds: virkekreds. - Held: lykke. - medynksom: medfølende. - vist: visselig.

Rimbrev til L. Bensen

Trykt efter SS, 2. opl. (1969) bd. 6, Tillæg udg. af Erik M. Christensen, s. 4-6. Tekstgrundlaget er originalmanuskriptet; dette er i Bakkehusets forvaring og tilhører Frederiksberg Kommunes Biblioteker. Datering: vel o. 19. juli 1772, jf. s. 159,1. 19 og 21. Brevet er skrevet af Ewald og vennen Peter Spendrup (se ndf.) i fællesskab. Ewalds hånd gengives i nærværende tryk med ordinær, Spendrups (i øvrigt ukendte) med kursiv skrift. Ms. indeholder tilføjelsen: A Monsieur Monsieur L: Bensen å son Logis.

157

L. Bensen: se n.t.s. 116. - Patron: beskytter, velynder. - Moecen: mæcen. - Apoll: Apollon, se n.t.s. 41. - Monfrere: fr. »min broder« (finere tiltaleform). - Domestiquer: tjenerskab. - Pretioser: kostbarheder. - Hans: Johannes (Ewald). - Peder: Peter Matthias Spendrup (1747-1828), cand.theol.; overtog siden faderen Mads Spendrups 278 brændevinsbrænderi. I årene 1771-73 boede Ewald i ejendommen Vingårdsstræde 135, som ejedes af Mads Spendrup. Ewalds venskab med sønnen stammer fra denne periode. - hovner: svulmer op. - Paars (...) Cliim: i Holbergs komiske heltedigt Peder Paars (1719-20) strander hovedpersonen på Anholt; i hans fantastiske roman Niels Klims underjordiske Rejse (1741) styrter helten ned i jordens indre.

158

Dog skal det da: dog, hvis det da skal. - Poem: (større lyrisk eller episk) digt. - tillige: sammen. - ventelig: sandsynligvis. - Roes: ære, berømmelse. - nyne: nynne. - Giæk(ke): tåbelig person. - kiække: sladre. - Minerva: i rom. mytologi bl.a. videnskabens gudinde. - kapsuun[e]: lægge kapsun (tøjle, tømme) på. - Mercur: i rom. mytologi handelens gud. - sclaviske: som passer sig for en slave.

159

Mars: i rom. mytologi krigsguden. - Calliope: se n.t.s. 69. - Plutus: se n.t.s. 111. - Bacchus: i rom. mytologi vinens gud. - Gratier: se n.t.s. 139. - tylde: hælde. - Venus: i rom. mytologi kærlighedsgudinden. - Doris: navn kendt fra hyrdedigtningen. - Brunetter: I Levnet og Meeninger (se efterskriften s. 184) taler Ewald om »disse bydende, mægtige, fortryllende Brunetter« (LM s. 121). - et Brød til dit Suul: spiller på talemåden at fa sul (kød) til brødet, evt. også brød i betydningen levebrød. - Fetter: her måske om åndeligt slægtskab. - Tjener: stregen over n er en fordoblende nasalstreg, som angiver den ældre skrivemåde: Tjenner. -Jul: forkortelse for Julii.

Fra et brev til moderen, Marie Huulegaard, dateret D. 6te Novbr 1778

Trykt efter SS bd. 4, s. 366-67, hvis tekstgrundlag er Det kgl. Bibliotek, Nyere Brevsamling. Ewalds sengeliggende mor har, fremgår det af hans brev, bedt sønnen om »en Prøve af min Konst, til Tids-Fordriv«.

159

min Sangerinde: min muse. - Vinde: tarmluft.

160

der (jammer-Klang): deres. - Dunser(s): dumrian, dosmer (af eng. »dunce«; især kendt fra Alexander Popes værk The Dunciad, 1728-42). - kilt[e] (...) op: (om langt skørt o.lign.:) løfte op og fæstne fx om hofterne med et bånd.

279

Noter II
til Tillæg

Fra Samtl. Skr. bd. l: »Tilegnelse« og »Fortale«

Trykt efter SS bd 3, s. 231-53.

Noterne til tillægget indskrænker sig til de nødvendigste. Enkelte af dem er udarbejdet med udgangspunkt i fodnoterne til Dansk litterær kritik. Fra Anders Sørensen Vedel til Sophus Claussen. Et udvalg ved Jørgen Elbek (1964).

163

Kongen: Christian VII, se n.t.s. 11. - det første Bind: Udgivelsen omfatter fire bind (se indledning til Noter, s. 223), hvoraf Johannes Ewald vistnok redigerede det første. Af digte indeholder bindet foruden en række hyldest- og sørgedigte til kongehuset - heriblandt sørgesangene over Frederik V - nogle kantater og anden kirkelig musik, bl.a. passionsoratoriet fra 1771. Bindet rummer desuden digtene »Poenitenten«, »En aandelig Sang mod Selvmord«, »Følelser ved den hellige Nadvere«, »Til Sielen« og »Indfødsretten« (titlernes ortografi er udgavens). Af dramaer med indlagte arier er »Landsbye-Høitiden« medtaget.

164

Prolegomener(s): forord (flertal).

165

Hæng: tilbøjelighed. - slibrige: glatte, vanskelige. - Medarbeidere: her: digterkolleger. - vist: sikkert. - Poeter (...) fødes: Tanken stammer fra Cicero (106-43 f.Kr.), som i forsvarstalen Pro Archia kap. 8 udtrykker, at digterevnen er noget medfødt; forekommer som »bevinget ord« i flere formuleringer; kendest er nok »Nascimur poetae, fimus oratores«, lat.: Vi er født som digtere, vi bliver (uddannet til) talere.

166

je suis aussi peintre: I Pensées détachées sur la peinture, l'architecture et la poésie (1776-77) skriver Denis Diderot: »Heureux celui qui parcourant la vie des grands hommes les approuve et ne les admire point, et dit:«, fr.: Lykkelig den, som, når han betragter store mænds liv, føler respekt, men ikke beundring for dem og siger: - Son pittor anch'io«, ital.: Også jeg er maler. Se Diderot: Heros et martyrs. Salon280des 1769, 1771,1775, 1781 udg. af Else Marie Bukdahl, Annette Lorenceau og Gita May (Paris, 1995), s. 393 og note 55. Ordene tillægges den ital. maler Correggio (1494-1534) som hans udråb ved synet af et af Rafaels malerier. - Quod (...) erat: lat. Alt, hvad jeg ville skrive, blev til vers; fra Ovids (43 f.Kr.-18 e.Kr.) selvbiografiske elegier Tristia IV, 10,26. Motto for Ewalds dramatiske digt »Adamiaden, et Drama om Guds Godhed« (1765), en forløber for tragedien »Adam og Eva« (1769). - besynderlig: enestående, usædvanlig.

167

Edelmann, Chr. (1698-1768): ty. teolog, pga. kontroversielle teologiske synspunkter blev han i sin samtid betragtet som en farlig kætter. - Mandrin, Louis: fransk smuglerkonge (1724-55). - Englerne tænke (...) ligesom vi: jf. Luk. 15,7. - Sisygambis('s): Da Alexander den Store i 333 f.Kr. sejrede over perserkongen Dareios, blev dennes mor Sisygambis taget til fange; Aleksander skal have behandlet hende med stor hensynsfuldhed. - Canut: Knud den Store (da. konge, d. 1035); en anekdote fortæller, at han for at belære en skjald, der smigrede ham, om sin magts begrænsning satte sig på sin trone ved strandbredden og bød havet holde bølgerne tilbage fra hans fødder. Da vandet skyllede hen over dem, lod han det være et bevis på, at Gud er den eneste, der er almægtig.

168

Diogen[es]: gr. filosof af den kyniske skole (d. ca. 323 f.Kr.); if. overleveringen levede han tilfreds i en tønde. - Carl den Tolvte (1682-1718): sv. konge. 1709-13, efter nederlaget ved Poltava, lå han med resterne af sin hær uden for byen Bender ved floden Dnjestr. Skildret som et frivilligt fangenskab af Voltaire i 1729. - Philippiden (...) den cyniske Philosoph: Alexander den Store (jf. n.t.s. 104) var søn af kong Filip af Makedonien. If. overleveringen opsøgte han Diogenes, som han beundrede, og spurgte, om han kunne gøre noget for ham. Diogenes svarede: Flytte dig, du skygger for solen. - den stærke Bernhardt: ej identificeret; måske figur i folkebog el. eventyr. Navnet er af oldhøjtysk oprindelse og betyder den hårde el. stærke bjørn. - Miltiades (d. 489 f.Kr.): athensk fyrste. - Themistokles (525-460 f.Kr.): athensk feltherre, statsmand. - Aristides (530-467 f.Kr.): attisk feltherre, statsmand. - Cornelius('): den rom. historieskriver Cornelius Nepos (ca. 100-25 f.Kr.); forfatter til berømte hærføreres biografier, som blev brugt ved begynderundervisning i latin. - Pausanias (d. 468 f.Kr.): spartansk konge. - Ly sander (d. 395 f.Kr.): spartansk feltherre og statsmand. - Agesilaus (444-360 f.Kr.): spartansk konge. - Atticus (109-32 f.Kr.): rom. ridder, 281 historisk forfatter, Ciceros ven og forlægger. - tyede: tydede, læste; oversatte og kommenterede på skolemanér. - Rousseau's Tilbedere (...) denne Bog (.. .)for Ungdommen: I Émile, 3. bog (1762) anbefaler Jean-Jacques Rousseau Robinson Crusoe som børnelæsning. - Tom Jones: se efterskrift s. 193. - positiv: sikker på.

169

Spradebasse: laps. - Smetius: formentlig H. Smetius a Leda (egl. de Smet) (1537-1614), flamsk digter, hvis håndbog i lat. verslære blev meget udbredt. - Weinrichius: Der henvises til C. G. Jöcher: Allgemeines Gelehrten-Lexicon (1750-51), som omtaler flere filologisk kyndige med efternavnet Weinrich, fx Valent. W. (1553-1622) ty. rektor, digter og grammatiker; udgav bl.a. carmine latino & graeco. - Latien(s): af Latium, en omskrivning for Rom, romerriget. - Flaccus: Horats, se n.t.s. 37. - Virgil: Vergil, se n.t.s. 31. - Pius Æneas: helten, den fromme, »dydige« Æneas i Vergils Æneide. - Fidus Achate(s): Æneas' tro følgesvend i Æneiden.

170

Høiskolen: universitetet. - Erudite: lat. egl. eruditi: mænd af faget, de lærde. - Klopstock: se efterskrift, s. 192 og 195. - Kaalund: vel H. V. Kaalund (1709-67), en lejlighedsdigter. - Elvens og Moldauens Bredde: Med floderne Elben og Moldau hentydes der til Den preussiske Syvårskrig, se efterskrift s. 194.

171

Clio [Kleio] (...) Thalia (...) Melpomene: hhv. historieskrivningens, komediens og tragediens muse. - Hollats: David Hollaz (1648-1713): ty. teolog. - Reinbeck, J.G. (1683-1741): ty. teolog. - Brochmann: Jesper Brochmand (1585-1652): Sjællands biskop, hvis Huspostil fik stor udbredelse. - Afhandling: »Svar paa det Spørgsmaal: Hvorfor var en Guddommelig Forløsere nødvendig for det Menneskelige Kiøn?« (1762). - Vittighed: ånd. - et eneste (Stykke): if. Knud Lyne Rahbek (Hesperus, s. 36) brudeversene fra 1765 til hørkræmmer Ebbesen og jfr. Huulegaard (s. 7f), men A.D.Jørgensen mener (s. 248), at der må være tale om et lejlighedsdigt fra 1762-64. - en af mine Venner: L. J. Benzon (1740-99), cand.theol., Ewalds ven på Valkendorfs Kollegium. - mit mislykkede Tog (...) Tab: se efterskriften s. 194 og 195.

172

LYKKENS TEMPEL: se efterskriften s. 195. If. A.D.Jørgensen er værket vistnok skrevet før Arendses bryllup. - Poulsen, A. B. (1726-64), præst og digter, medlem af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. - Sneedorff(s): se n.t.s. 67. - Carstens: se efterskriften s. 209.

173

Følgagtighed: (ikke nedsættende) om at rette sig efter nogen/noget. - uforbederlig: fuldkommen. - en Arie, et Chor, og et Recitativ: se s. 9ff. 282 - konstig, og vittig: kunstforstandig og åndfuld. - fierde Lectie: latinskolens næstøverste el. tredjeøverste klasse.

174

ADAM OG EVA [egl. Ewa] eller Den Ulykkelige Prøve (1769): se efterskriften s. 209. - den ældre Corneille('s): den fr. tragedie digter Pierre C. (1606-84), hvis mindre kendte broder Thomas C. (1625-1709) også skrev tragedier. - Forfatteren af Messiaden: Klopstock; jf. n.t.s. 46. - Sentiments: følelsesudbrud.

175

Batteux, Charles (1713-80): fr. filosof og litterat, kendt for værket Les beaux arts réduite à une même principe (1746), da. Indledning til de skjønne Konster og Videnskaber (1773). Fælles for kunstarterne er if. B. efterligning af naturen, dvs. naturens skønneste træk udvælges og udvikles til en idealisering, som dog ikke må overskride det sandsynlige. »De skønne Kunster« blev i sidste halvdel af 1700-tallet fællesbetegnelse for poesi, maleri, musik, skulptur og dans. - Planskrivere: systematikere. - Horatzes Brev til Pisonerne: H.s (se n.t.s. 37) poetik Ars poetica. - Boileau(s): Nicolai Boileau-Despréaux (1636-1711): fr. digter og kritiker; hans L'Art poétique (1674) sammenfatter den klassicistiske humanismes poetik: efterligning af naturen og den ældre litteratur, fornuft, mådehold, klarhed. - Pope, Alexander (1688-1744): jf. n.t.s. 116. - Mulgrave: den eng. digter John Sheffield (1684-1721), jarl af Mulgrave, er kendt for sit An Essay on Poetry. - Corneilles Discurser: C.s tre teoretiske værker: Discours de l'utilité et des parties du poème dramatique, Discours de la tragédie og Discours des trois unités, alle fra 1660. -fem fierding Aar: ét og et kvart år. - Wieland(s) (...) Machperson(s): se efterskriften s. 191.-ROLFKRAGE: se efterskriften s. 210.

176

Præg af: vidnesbyrd om. - Anacreon: gr. digter fra midten af 6. årh. f.Kr.; skrev ret konventionel poesi om vin og kærlighed. A. har givet navn til en ty. litterær retning, anakreontikken, der florerede ca. 1740-70 som en gren af rokokodigtningen. En elegant og vittig, selskabelig og underholdende poesi, der ikke gav sig ud for at være mere. - Simonides fra Keos (556-468 f.Kr.). S. stillede sig i magthavernes tjeneste og var den første gr. digter, der skrev digte på bestilling. - Archilochus: gr. digter, ca. 650 f.Kr.; digtede om krig og kærlighed.

177

Humor: temperament.- Pindus:se n.t.s. 125. 283 Tak til redaktør, cand. mag. Svend Eegholm-Pedersen, som har gennemlæst og suppleret notemanuskriptet, til cand.mag. Finn Gredal Jensen, som har givet gode rettelses- og suppleringsforslag til hele udgaven, til centerleder, dr. phil. h.c. Niels Jørgen Cappelørn, der har besvaret tvivlsspørgsmål om allusioner til GT og NT, samt til lektor, dr. phil. Vibeke Winge, som har gennemset Esther Kielbergs tyske oversættelser.

284
285

Titel- og førstelinjeregister

Udarbejdet af stud. mag. Jacob Søndergaard Jensen

Aftenen (I) 130
Aftenen Et Fragment (II) 140
Aftenen: et Fragment 60
Almagts Ord, du store Anker 146

Bag Zembla er et Bierg af Sølv, som stiger 47
Balders Død (Valkyriernes terzet fra syngespillet Balders Død) 50
Bland Muse, bland din Graad med Arabelles Taarer! 63
Brev [Fra et brev til moderen Marie Huulegaard] 159
Brød vel Apoll sin Daphnes spæde Græne 113
Brødre, hvis er den Glands? - Seer i det herlige 94

Cantata for Raadhuus-Strædets Concert 142
Claus Rimers Gravskrift 82

Da jeg var syg 37
Den Aand, for hvilken Dødelige blegne 15
Den fornuftige Datter 82
Det er til Dunsers Borg 160
Det nye Aar 1779 76
Din Afkom elskte Laug skal see 56
Død og Dom 132

En Bonde seer fra Ploven 77
En Edder-Fugl var haardt i Klemme 81
En Esel vant til Byrder og til Slag 61
En nye aandelig Sang, hvori indføres Forsonerens Jesu Christi kierlige Advarsel til dem som fristes af de onde og ulyksalige Tanker at ville forkorte deres eget Liv 83
En Søemand, med et modigt Bryst 77
En Versemager oversatte 81
Epigram [Thoren, wie lange vervolgt ihr den Barden?] 135
Epigrammer [1. Versemageren. 2. Claus Rimers Gravskrift. 3. Den fornuftige Datter] 81
Er det kun Lyst som viise glædes ved 113
Eselet og Bonden. En Fabel 61
Et Glimt fra Tiden ind i Evigheden ved Frue Geheimeraadinde von Schulins Hvilested, den 18. Junii 1770 20
Et hengivent Ønske 60

Fiskerne (Fra syngespillet Fiskerne) 77
Fortale (Samtlige Skrifter bd. 1) 164
Fragment [Er det kun Lyst som viise glædes ved] 113
Fragment [Før Kunsten kom var Pragt og Orden] 113
Fragment [Hellige, Hellige, Hellige Gud] 136
Fragment [Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du] 115
Fragment [Lær mig] 113
Fragment [Skjønt Himlen taug og Dagens Hersker smiilte] 133
Fragment [Svulmende Vellyst, du som mit Bryst af Leer] 129
Frue Mary, hun ligger paa bløden Seng 160
Fryd, som Dydige kun smage 35
Følelser ved Den hellige Nadvere. En Ode 94
Før Kunsten kom var Pragt og Orden 113

Haab og Erindring 42
Held dig, nyeskabte Aar, som nu saa blid fremstiger 76
Hellige, Hellige, Hellige Gud 136
Henrykt, troe mig, o Efterslegt! henrykt 100
Her hviiler Madam Godike 111
Her ligger Claus 82
Her traf han mig - Her i mit fulde Hierte 40
Hold paa dit Nu, min Siæl! Forsøg at smage 42
Hold Taare op at trille 13
Hun falmede, og mat og nu afmægtig 142
Hvad er Dig kierest, lille Pige? 82
Hvis var den tunge, velsignende Haand, som berørte mit Øye 140
Hvo kan opholde Ormens Liv 132
Hvo styrer nu mit bange Trin? 91
Hvor Zephyr hvislende blant tet begroede Eger 7
Hvorhen? - Fortvivlede, hvorhen? 83
Høystærede Herre! 157

I Abrahamsons Stambog 111
I Anledning af den Sal. Mad. Jakobsens Dødsfald i Rondsted den 1 May 1775 51
I kiølende Skygger 54
Impromptu 111
I Nattens fredelige Skygge 116
Indføds-Retten 68
Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du 115
Indsvøbt i al sin Skræk og vred, og vild 130

Ja stræng var Gud, og vreed var Himmelen 156
Jeg sætter min Hat 49
Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser nogle Timer før hans Død 106

Klage-Sang over Skiødehunden: Maske 63
Klogskab skaan en følsom Daare 140
Kong Christjan stoed ved høien Mast 79
Landsbye-Høitiden (Fra forspillet Landsbye-Høitiden) 49

Liden Gunver vandrer som helst i Qvel 80
Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm 37
Lær mig 113

Min Bendsen naar Englernes Ild 116
Mon den, som knæler for den Høye 118
Mon Støv kan følge med den Høye 120
Morgen-Sang 144

Naar Syd-Vinden kuler 78
Natte-Tanker 116
Naturen smilte - See! - dens Haardhed smelter 36
Ned fra Finlands nøgne Skjær 141
Nu smiler Solen stolt bag aabne Himle 154
Nytaarsdigt til en Fader (I) 127
Nytaarsdigt til en Fader (II) 128
Nytaarsdigt til en Moder 123

O du, hvis Vink fremkaldte Myriader 60
O du, hvis stærke Flammer drive 151
O du min Ungdoms troe Veyleder 127
O du mit Intets troe Veninde 123
O du som henrykt seer vor Fryd 137
O Du, som aabner nu mit Øie 144
O! forskaan mig, viise Daare 149
O fremmede Glæde 49
O Herre! forund mig Liise og Roe 107
O Nat, da ey et Gran gav Gjenskin af den Høye! 20
O siig mig, du, som med afmægtig Klage 51
O Skræk! hvad seer jeg her? - den Mægtige i Norden 9
O! Viisdoms Dyb! hvori Cheruber svimle 18
Opfordrer jeg min Sangerinde 159
Over Andreas Schyth 120
Over Bierg, over Dal 50
Over Johannes Kinast 118
Over M.B** 146
Over M.Th** 149

Paa Kongens Fødsels-Dag 1772 39
Paaskrift paa en Kaffekande 151
Passions Oratorium, opført af det saa kaldede Raadhuusstrædets Musikalske Selskab 31
Philet en Fortælning 23
Poenitenten. En Ode 91
Poenitenten et Fragment 140

Recitativ og Aria, siunget 18. Maj 1771, da det Musikalske Selskab for denne Vinter ophørte 36
Reen og ukunstled er den Fryd 134
Rimbrev til L. Bensen 157
Rungsteds Lyksaligheder. En Ode 54

Sang i Anledning af Kongens Fødselsdag 1778 59
See her hvad Aand, hvad Ild, i hver en Mine 68
Siig, du nedfaldne, spæde, afmægtige 96
Skiul din Straale! - Skaan mit Hierte 60
Skjønt Himlen taug og Dagens Hersker smiilte 133
Slutter Forbund mod den Fromme 31
Soel, din Straale fryder 49
Solen flygter, Taarer skiule 143
Som Snee bortsmelter Støvets Dage 128
Som Venskab, saa din Saft, du ædle Mokka Frugt 151
Stor er den - Giennem Himlene 68
Svulmende Vellyst, du som mit Bryst af Leer 129
Sværdets Hvinen og Skraldet af Skiolde 89
Sørge-Digt over Frue Rahbek 18
Sørge-Sange i Christiansborgs Slots-Kirke 18de Martius 1766 da Kong Frederik den Femte skulde føres til sit Hvilested 9

Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav 40
Tanker i Anledning af Frøken Sophia Dorthea v. Holstein's Dødsfald 15 Tanker i Anledning af Hr. Hans Ebbesen og Jomfrue Christiane Benedicte Huulegaards Mariage 7
Tanker ved Graven af den unge Jens Sanderschov 57
Tanker ved Salig Hr. Ulrich Friderich Suhms Grav 156
Terzet fra syngespillet Balders Død 50
Thoren, wie lange verfolgt ihr den Barden? 135
Til B*** og E*** 151
Til Cecilia Wormstrup 113
Til F* og L* 154
Til Generalinde Elisabeth Moltke 134
Til Hans Kongelige Høihed Arveprinds Frederik, den 11. October 1779. En Ode 100
Tilegnelse (Samtlige Skrifter bd. 1) 163
Til Herr Berling og Jfr. Godiche paa Deres Bryllupsdag 9 October 1772 47
Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Soelen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773 143
Til Kongen (Samtlige Skrifter bd. 1, Tilegnelse) 163
Til Læseren (Samtlige Skrifter bd. 1, Fortale) 164
Til min M** paa hans Broders Fødselsdag 103
Til Min M*** 89
Til Sielen. En Ode 96
Til Thalias Caroline paa hendes Fødselsdag d 5te Febr: 1772 137
Tre Ting - o skiærp mit Syn, Kalliope 111
Troe mig, Damon: Vor Siel har sit bestemte Maal 103
Træt er min Siel - - forfulgt af Frygtens blege Skygger 23

Udrust dig, Helt fra Golgatha! 106
Under Frue Caroline Walthers Portrait 68

Valfader saae sin fromme Balder 59
Velkomne Dag! - og stor blant Nordens Dage! 39
Vers 116
Vers paa et Sølv Skildt givet til et Konge-Baand af Hr. Agent Claesen som afgangen Fugle-Konge 56
Versemageren 81
Vinteren, et Fragment 141
Vær høy min Graad! - for Himlen vil jeg klage! 57

Ønske til Jomfrue Cecilia Wormstrup, paa Hendes Fødsels-Dag. 35

291

Indhold

Udvalgte digte 7

Tillæg:
Tilegnelse (Samtlige Skrifter bd. 1) 163
Fortale (Samtlige Skrifter bd. 1) 164

Efterskrift
I. Myten Ewald 183
II. Den himmelske ild 184
III. Lejlighedsdigtning og personligt udtryk 187
IV. Kærlighed og kunst 189
V. Digteren og tiden 190
VI. Liv og digt 192
1. Barndoms- og ungdomsår 192
2. Byliv og landliv 196
3. Ægteskabsplaner og krise 199
4. Poenitenten 200
VII. Digternes Ewald 205
VIII. Ewald og samtiden 208
IX. Senere kritikhistorie 211
X. Teksten 215
XI. Litteraturliste 218

Noter 223

Titel- og førstelinjeregister 283