Ewald, Johannes Vinteren, et Fragment (DK)

Vinteren, et Fragment.

NED fra Finlands nøgne Skjær,
Stiger Vinteren ukaldet,
Zittrende og grim og skaldet,
Kold og bleg, paa Næsen nær -
Knarvurn knurrer han og brummer
Langs med Doffres mørke Ryg -
Væmmelig i Sang, og styg,
Naar han stønnende forstummer -
Mosens kniprende Tyran
Fandt hans Toner altfor hæse -
VildGjæs, som dog selv kun hvæse -
Selv Kivith mishager han -
Droslen flyer fra fulde Rønner -
Svalen stum - men fiin i Smag,
Flyer fra det bekjendte Tag;
Naar den hører, at han stønner -
Skræk for Skovens Harmonie! -
142 I kun sørgelige Fugle -
Heyre, Krage, Ravn og Ugle
Stemmer melancholisk i -
Kun de tørre Granner knage -
Kun en enkelt Ulv en Bjørn,
Tude ned mod Dalens Børn,
At indbyde dem til Klage -
Jorden synes bag sit Sløer,
Stiv og dorsk og grim af Alder -
Løvet bruunes, krummes, falder -
Græsset guulnes, helder, døer -
Søen hvidnes, hærdes, fryser, -
Bække sagtnes, standse, staae -
Er det vel at undre paa,
Om min stakkels Muse gyser? -

Paa min Ære, Ney! - Men om den gode Jomfrue ikke gjerne kunde have taugt til hun var blevet optøet - det er en anden Sag -

Ewald