Ewald, Johannes POENITENTEN. EN ODE (DK)

Poenitenten. En Ode (1780)

HVO styrer nu mit bange Trin?
Hvo viser mig det Lys, som brændte?
Hvo er du, falske grumme Skin,
Du Dunst af Dynd, som Natten tændte?
Ak, at jeg, at jeg fulgte dig.
Nu slapper Angst mit Knæ, og binder
Min tunge Fod, og du forsvinder.
Hvor er jeg, hvo vil frelse mig?

92

Troløse Glands! - Min Ven, min Ven,
Du sagde det, du bad mig Daare:
Vend om! - De døe, som følge den.
Du græd, og jeg beloe din Taare!
Du viste mig en sikker Vei,
En snever Vei til Saligheder.
Min Ven, min Ven, min troe Veileder,
Ak, hvi adlød jeg dig da ei!

See, sagde jeg, bag denne Glands
Udbreder Glæden sine Hænder.
See det er Brudefaklers Dans,
Det er et Kiøkkens Ild, som brænder.
Ak, den forsvandt, og Skrek, og Død
Indslutter mig paa alle Sider.
Det første Trin er Død. Jeg glider,
Jeg synker - Afgrund, i dit Skiød.

Omkring mig koge Vandene,
Og Storme svarer dem og hviner.
Jeg synker; thi Forferdelse,
Og Død frempibler, hvor jeg triner,
Og ingen agter paa mit Raab,
Og Mulm tillukker hvert et Øie,
Og Jorden tier, og det Høie
Har skiult det mindste Glimt af Haab.

Vær sterk, og brek den tunge Skye,
Det Mulm, hvoraf jeg er omgivet.
Straal Ophirs Guld, o straal paa ny,
At jeg maae see din Vei til Livet!
Adspred den Nat, som skiuler dig,
Du Glands af Høihed, Støvets Ære!
Brænd Vellyst, lad din Ild fortære
De Vande, som opsluge mig!

93

Mørk er du, Vellyst. Hvo kan see
Din svovlede, din matte Lue,
Naar Mulm, og Død, og Helvede,
Og Dommens Evigheder true?
Hvo merker Vink af Skabningen,
Og Støvets Roes, og Smiil af Daarer,
Naar Godheds Gud er skiult af Taarer,
Og Lynild viser Hevneren?

Som Skygge er min Glæde nu,
Som giftig Røg af slukte Brande.
Flye Skygge, flye. Hvi svæver du
Omkring mig over Dødens Vande?
Flye Taage, som jeg væmmes ved.
Hvi svæver du ved Gravens Bredde?
O du, som ei formaaer at redde,
O Dunst af Støvets Herlighed?

Du Dunst af Dynd, jeg fulgte dig,
Hvorledes kunde Du forføre?
Og Viisdoms Røst advarte mig;
Men jeg forstoppede mit Øre.
Min Ven, min Ven - o Nag, o Braad,
O Forsmag paa en evig Smerte.
Du bad, Du græd; men dette Hierte
Beloe din Røst, din Bøn, din Graad.

Trofaste Ven af Syndere,
Hvis dyre Blod har flødt for Støvet,
Dig Jesu, dig Barmhiertigste,
Har jeg foragtet og bedrøvet.
Jeg Orm jeg Usle, jeg forskiød
Gud, Midleren. Min Siel forsmaaede
Hans Pagt, hans grendseløse Naade,
Og Frugten af hans bitre Død.

94

Nu hilder Mulm og Nat min Foed,
Omkring mig buldrer Almagts Vrede.
O Jesu, Ven, som jeg forlod,
Gud, som jeg neppe tør tilbede,
Nu gribe Dom og Skrek min Siel,
Ak den var kostbar i dit Øie;
Du Gud, som tordner i det Høie,
Du selv, du døde for dens Vel.

Ak jeg foragtede din Død.
Den dræber mig, som skulde trøste,
Gud - men det dyre Blod, som flød,
Skal den da døe, som det forløste?
Barmhiertighed, Barmhiertighed!
Ak jeg fortiener ei at haabe;
Men Jesu Blod, Gud kun en Draabe,
En Draabe kan jeg frelses ved.