Ewald, Johannes Efterskrift

Efterskrift

I. Myten Ewald

En af Karen Blixens personer, den gamle madam Bæk i »Et Familieselskab i Helsingør« (1935) mindes, da hun passerer Rungsted Kro, at hun som tiårig mødte Johannes Ewald og blev venner med ham. Skønt syg og svag og trods brændevinslugten tiltrak han barnet med »den Magnetisme, som Livets store Magter besad (...) Endnu tre Aar senere, da hun gik til Præsten, havde hun tænkt sig den Herre Jesus med Haaret i en Pisk, og med den døende Digters brudte, straalende, vilde, blide og hovmodige Smil« (Syv fantastiske Fortællinger, 1957, s. 224).

Her er en kær og kendt myte om Johannes Ewald koncentreret, så den afgiver sin fulde lyskraft. Denne kunstnermyte med sit strejf af helgenlegende har vist sig levedygtig. Den er opstået ikke bare af forfatterskabets udsagn, men også af talrige anekdoter fra Ewalds levnedsløb; desuden har portrætterne af ham gjort deres, navnlig måske Erik Pauelsens fra o. 1780.1 Endelig har eftertidens romantiske forestilling om det herlige geni stadig et godt greb i os; vi slipper den nødigt.

Det er ikke tanken her at undersøge myten og afgøre, om den er sand eller falsk. Men med myten som udgangspunkt styres opmærksomheden mod de energier i forfatterskabet, der har bidraget til den, og mod de sider af værkerne, der ser ud til at modsige den. Her kommer det naturligvis især til at gælde lyrikken; men det forsøg på en karakteristik af Ewalds univers, der skulle blive resultatet, støtter sig også til enkelte af prosateksterne.

184

II. Den himmelske ild

Blixens billede af den kristuslignende digter med det mærkelige smil forsøger at sammenfatte det indtryk, Ewalds digtning og livshistorie kan give. Ewald ses som en mand, der led og døde for kunsten, men genopstod eller udødeliggjorde sig i den. Med en omskrivning af Blixens ord: Han opfyldte i ensomhed, ubundet, selvbevidst og i kærlighed sin høje bestemmelse, der var den at nære og lade sig opbrænde af »den himmelske Ild«. Denne metafor er en af Ewalds benævnelser for inspirationen, således i det selvbiografiske fragment Levnet og Meeninger (1774-78, trykt 1804-08):

»(...) da han [Ewald] blev undfanget, havde den guddommelige lagt en Gnist i hans Hjerte - og allerede havde den grebet om sig - allerede begyndte den himmelske Ild, at ulme« (LM, s. 98).2

Blixens barnlige iagttager ser denne ild i digterens strålende blik. Hvilke skikkelser antager den i Ewalds digtning og liv, og hvilke glæder og kvaler voldte den ham?

Blixen lader den ganske unge pige opfatte Ewald som en helt og martyr, ofret til »Livets store Magter«, dvs. de kræfter, der driver kunsten. Selv har Ewald i et udateret fragment en mere illusionsløs og sørgmodig betragtning om omkostningen ved et liv med kunsten. Den består i en særlig hensynsløshed hos kunstneren, der ikke blot rammer ham selv, men livet som sådant - herunder omverdenen - når det skal forvandles til kunst:

Lær mig
Vor Sjæl er Ild, - som utaknemmelig,
Fortærer det hvorved den føder sig -

(s. 113)

Den himmelske ild, siger Ewald, er givet os af Gud. Mennesket er, med et udtryk, han tit bruger, en »Jordgud«, skabt i Guds billede. Men ilden er et farligt element i daglig omgængelse. Værkerne vidner om, at Ewalds vurdering af de skabende tilstande ikke er 185 den samme fra først til sidst i forfatterskabet. Holdningerne til kunstnerrollen spænder fra det højeste hovmod til den dybeste, ydmyge anger over denne luciferiske opsætsighed mod Gud, som jeget har misbrugt sin ild til.

Digterhovmodet når et højdepunkt i et epigram på tysk, sandsynligvis fra 1774: »Thoren, wie lange verfolgt ihr den Barden?« (s. 135). Her svæver jeget frit på åndevinger som en luftens søn, der har kappet jordforbindelsen. Højt hævet over vrimlen driver han spas med stjernerne.

I et andet udateret fragment: »Hellige, Hellige, Hellige Gud« (s. 136-37) gruer jeget for straffen, som venter den, der i »misbrugt Friehed« og ved »Følelsers ved Kunst opblæste Ild« har været ulydig mod Guds bud. At ilden er opblæst ved kunst, kan hentyde til sindstilstande, hvor jeget pisker sig ekstatisk op i selvherlighed, eller som slet og ret kommer fra alkoholen. Også i dette digt tales om »himmelsk Ild«, men nu som den kraft, der er nedlagt i »Viisdoms høye Sprog«3 - dvs. det af Kristus formidlede Guds ord - en kraft, vi ydmygt bør takke skaberen for. Det er en nærliggende, om end ikke sikker antagelse, at digtet er blevet til i tiden efter Ewalds såkaldte omvendelse4 til en pietistisk farvet fromhed. Til omvendelse hører »at erkjende og oprigtigt angre sine Synder«, og »alvorligen at vende sig til Gud og tragte efter Naade«, siger Katekismen.5 Denne begivenhed i Ewalds liv, der har voldt litteraturforskningen problemer, fandt angivelig sted i 1777 (jf. Brix, s. 148 ff.). Den blev dirigeret af moderens ven og sjælesørger, den kun ét år ældre J. C. Schønheyder (1742-1803).

Imellem de yderpunkter i Ewalds liv og digtning, som de to nævnte tekster angiver, lægger sig andre, hvor jeget i større eller mindre grad hviler i en selvberoende tillid til, hvad guddomsgnisten kan udrette i et menneske. Det gælder eksempelvis det kendte digt »Natte-Tanker«, som vi skal vende tilbage til. Også efter den såkaldte omvendelse arbejder inspirationen i Ewald, som et krav, en anfægtelse, eller i beåndede udtryk for de autentiske religiøse oplevelser, fromhedslivet gav ham.

Ewald kan således til tider tale om digteren som en luftånd, der suverænt har ophævet tyngdekraften, og til andre - senere - tider 186 om sjælen som den »Arme Nedfaldne« ørneunge, der må krybe på myrens fodsti efter stolt at have svunget sig mod det himmelske. Det sker i oden »Til Sielen« (1780), som også indeholder det berømte billede af sjælen, der kaster sig »Høit, som en springende Hval mod Solen«. I Ewalds poesi finder man en vilje - og kunstnerisk evne - til at forbinde himmel og jord. Denne forbindende drift ytrer Ewald tillid til i Levnet og Meeninger:

Salige Formaal [dvs. forbillede, Gud], kan den henrykte Digter tænke - føle dig - føle din Himmel? - - og see tilbage til en Tue, hvorunder han fordum nød nogle af dine svageste Glimt - indhyllede, dæmpede, næsten qualte i en Skye af jordiske, af daarlige Glæder? - Han kan det! - Han skal det! (LM, s. 99)

Her finder man også en række af forfatterskabets tillidserklæringer til den flammende indbildningskraft og de ekstatiske tilstande, beskrevet i »Til Sielen« og andetsteds, hvor sjælen løfter sig mod sit guddommelige udspring; i Levnet og Meeninger især i det kapitel om »Høyen«, som citaterne ovenfor er hentet fra. Værket har også inderlige hengivenhedserklæringer - der samtidig overkommer at være jordisk selvironiske - til rusen og »de nye, de besynderlige, de store og ædle Billeder«, den kan indgive sjælen. En tilstand, der til stadighed må friste en digtersjæl, »uden at tilsidst enten Stregen, eller den RendeSteen, den AfGrund, som laae bag ved Stregen kunde skrekke mig derfra« (LM, s. 106).

Evnen hos Ewald til at forbinde højt og lavt har at gøre med, at hans usædvanlige formsans og -vilje kombinerer sig med stor fantasirigdom, et vidt følelsesregister, nærvær og tankens skarphed. Det giver sig altså blandt andet udslag i en humor, der viser sig tydeligst i prosaen. Ewald siger selv (i digtet til Cecilia Wormstrup s. 114), at »Sorg er min Sang - prosaisk er min Latter«. Men også i visse af digtene ytrer hans sans for det himmelske i det jordiske sig som humor, ikke mindst i bryllupsdigtene. Her besynges den sanselige kærligheds himmelske ild gerne højtideligt og muntert, som i digtet til Herr Berling og Jfr. Godiche ved deres bryllup i det kolde efterår: »Den tykke Junker flyer til sin Camin, / Og Nympher pandsre sig med Hermelin«, mens de elskende kan se frem til 187 at lune sig i hinandens arme »ved Amors søde Lue, / En Himmelsk Ild, som tændt af Guders Gud (...)« (s. 48).

III. Lejlighedsdigtning og personligt udtryk

Ewald var ellers ikke meget for at øde sit talent på de plagsomme lejlighedsdigte, som nøden tvang ham til at skrive så mange af, at de er i overtal i forhold til hans personlige digte. Han forbander denne sure nødvendighed i breve til to jævnaldrende, teologen Peder Spendrup og digtervennen P. M. Trojel (SS bd. 4, hhv. s. 347 og 363). Faren ved den art skriveri er, betror han Trojel, at man let korrumperes af den, at »jeg da ikke tør rette mig effter min egen Siæl, icke effter dens Hæng [dvs. tilbøjelighed] dens Luuner, dens Evner eller dens Biefald; men blot effter andres, - icke effter de Tilkommende Slægters, men de nu levendes, og iblandt disse icke effter de Vittiges og Oplystes; men effter de fornemmes og Riiges, icke effier faae Kienderes; men effter Mængdens«. Langt hellere ville han skrive sine personlige digte, »de søde vellystige Udøselser af en med Glæde og store Billeder opfyldt Siæl«.

Også i sin berømte »Fortale« fra 1780 til første bind af Samtlige Skrifter (1780-91, herefter Samtl. Skr.) advarer han mod lejlighedspoesi. Han anfører (s. 177), at digterånden ikke kan vækkes på kommando, den »vil vække sig selv«. Følekraften bliver nedsat, siger han, når man tvinges til at tillyve sig følelser - en ny tids melding om inspirationskraftens (og digterens) ret til uafhængighed. Men Ewald understreger i Fortalen, at han trods alt ikke har skrevet noget, han ikke kan være bekendt over for sig selv, og at han frem for at skrive et sirligt, udpyntet digt har bestræbt sig for at gøre det nyttigt ved at lade det prise Gud eller indskærpe en moralsk sandhed.

Mere iøjnefaldende for læseren er det dog, at han har bragt egne ikke-konventionelle poetiske udtryk og egne personlige overvejelser ind i sine fest- og begravelsesdigte. Ewald tilfører det sædvanligvis pompøse sørgedigt ny enkelhed og intensitet. Det kendte eksempel er fra hans sørgesange ved Frederik V's begravelse:

188

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar - stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

(s. 13)

Sorgoplevelsen og refleksionerne over dens udtryk udformes i begravelsesdigtene med en ny subjektivisme. »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav« (1772) er et eksempel.

Sørgedigtenes tankeindhold kan være radikalt; ganske vist skulle de efter konventionen være bygget op efter en bestemt formel, som Ewald også oftest følger: sorgen over tabet af den afdøde skildres, det formastelige i at knurre mod Guds vilje anføres, og der anvises trøst deri, at den døde nu er i en bedre verden, de unge og yndige piger som lykkelige Kristi brude. Men ind i digtene har Ewald lagt oprørske spørgsmål til Gud. Her som i andre af Ewalds værker - bl.a. den Voltaire-inspirerede Herr Panthakaks Historie fra 1771 - ses det, at digteren slås med det ondes problem: Hvor kan Gud nænne at lade de unge og blomstrende dø så tidligt, og hvorfor lade de udslukte eksistenser få en meningsløs høj alder?

En gammel Harpax6 lever sig til Plage,
En Dydig døer i sine beste Dage. -
En Tidsel groer, - en deylig Rose falder. -
Fortred og Laster krones kuns med Alder. -
Siig du, som veedst, at alt sin Aarsag har,
Om Laster sundt; om Dyd forgiftet var?

hedder det i »Tanker i Anledning af Frøken Sophia Dorthea v. Holstein's Dødsfald« (1768).

At den tyranniske død far lov at slukke den livsild, Ewald satte så højt, var uforståeligt for ham. Det onde i verden blev ved at være hans anfægtelse, og han søgte bestandig at finde en dybsindig guddommelig hensigt dermed. Chr. G. Proft, udgiveren af Samtl. Skr., der fuldførte udgivelsen efter Ewalds død, siger i en fodnote til »Over M. Th.**« (1772), at digteren havde en forkærlighed for dette digt. Her hedder det om sorgen over den afdøde: »O jeg 189 veed, jeg seer, jeg finder / Haabet og den store Sandheds Magt. Men den bange Taare rinder, / Og en Draabe skiuler Himlens Pragt!«

I bryllupsdigtene var det tilladt lejlighedspoeten at folde sig friere ud. Her kunne Ewald besynge den uskyldige kærlighedslykke, som Gud gav Adam og Eva at nære sig ved, og som bryllupshandlingen skal udtrykke indvielsen til. Som nævnt bliver den himmelsk-jordiske kærlighedsglød tit beskrevet med ærbart-skæmtsom frimodighed, som i et festligt bryllupsdigt fra 1765 til Christiane Benedicte Huulegaard, en søster til Ewalds elskede Arendse: »Og husk, at Celadon er ikke skabt af Snee, / For Cloris sukker han - O Skabnings vise Orden! / Fra Celadon til Myg vil alle parre sig«, (s. 7). - Eller han finder ord for en erotisk sansning ved en overraskende antitese: »Beskriv den Strøm af Ild og Iis, / Som kryber om i hver en Aare;« (»Til B*** og E***«, s. 153).

IV. Kærlighed og kunst

Men måske kunne det hellige i Ewalds øjne også sanses i en kærlighed, der ikke var velsignet af kirken. Til en noget yngre ven, Laurids Bendsen, skriver han, formentlig i begyndelsen af 1770'erne, et vers om den åndeligt-sanselige kærlighed, et tæt digt, der funkler af den ild, det vil beskrive:

Min Bendsen naar Englernes Ild
opvarmer og smelter dit Bryst
naar Sandsen og Tanken er vild
og Siælen forgaaer i sin Lyst
Naar Venus giør følelsen Varm
da send fra den snee hvide arm
et smagtende smiil til din Ven -
og Glem ham fortryllet igien

(s. 116)

Her er det ikke til at vide, om digtet fortæller, at selskabsbroderen Bendsen fornøj er sig med en fælles veninde fra et af kvarterets 190 etablissementer, eller om der er tale om en mindre forretningsmæssig kærlighed. Men i alle tilfælde siger strofen, at der er himmelske flammer i den sanselige kærlighed, når sjælen er med i den.

Digtet tyder på vemod over ikke at have del i kærligheden. Måske skyldtes det den langvarige Arendse-sorg, måske hans sygdom. Som bekendt levede Ewald alene hele sit liv. Meget tyder på, at kærlighedssavnet pinte ham, og at han følte selvforagt ved at måtte ty til korte, ligegyldige erotiske forhold. I det før nævnte bryllupsdigt til Christiane Benedicte priser han parrets paradisisk rene erotiske lykke, som er velsignet af Gud, og taler misbilligende om »ureen Lyst og kort Begierlighed«, dvs. seksuelle forhold, hvor begæret står i vejen for den åndelige kærlighed.

Dette syn på seksualiteten er også pietismens, den fromhedsverden, Ewald mødte som barn og i sine sene år knyttede sig til. Brorson bruger udtrykket »Syndens lyst«. I hans bryllupssalme »Adam gik i frydens lund« (1739) hedder det: »Syndens lyst maa intet stifte, / Dette søde bliver suurt«, idet det søde står for det rene og sande, og surheden for det fordærvende, der gør det søde uspiseligt. For at blive i ild-metaforikken: når begæret er kærlighedsløst, slukker det erotikkens himmelske ild.

Det er tit hævdet, at et kærlighedsafkald kan føre til, at den erotiske energi bliver forvandlet til skabende kræfter, som der kan komme kunst ud af.7 Om Ewald var sig det bevidst og ligefrem udnyttede det, ved vi ikke, men den særdeles moderne refleksion i den ovenfor citerede strofe om inspirationskraften, der fortærer livet, peger i den retning. Erfaringen er beskrevet af senere kunstnere; Sophus Claussen er et kendt eksempel.

V. Digteren og tiden

At Ewald var dybt optaget af det vanskelige i at forene den jordiske lykke med den himmelske, ses i hans debutarbejde, som udkom i en skriftrække, udgivet af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (se s. 208), og som han modtog selskabets pris for. »Lykkens Tempel« (1764) er en belærende allegorisk fortælling i tidens klassicistiske smag, bleg, men med ung, 191 entusiastisk alvor og ikke uden ewaldsk komik fortæller den om vejen til den himmelske lyksalighed.

Fortællingen betød ikke noget opbrud i det litterære liv. Det gjorde derimod Ewalds senere forfatterskab. Som den ener han var, banede han vej i Danmark for den ny, såkaldt følsomme tids stof og skrivemåde, men også for en ny digterrolle. I den træder digteren frem i fuld individualitet og med en ny social placering som et unikt væsen, suverænt uafhængig af samfundets konventioner. Men samtidig er han stymperen på tagkammeret, der må forsøge at ernære sig ved sin pen, ubeskyttet af et borgerligt erhverv. Dette vilkår var Ewald sædvanligvis undergivet, og nok i højere grad end senere digtere. Siden fik genitanken mere vind i sejlene, og kunstnermiljøerne voksede sig frodigere.

Men han er ikke udelukkende den trodsige ensomme, der vover sig ud i det ukendte nye. Han har rødder i oplysningstiden med dens krav til digtningen om at belære. Hvad enten det nu er et skrabud for kritikken eller ej, betoner Ewald så sent som i 1780 sit ønske om at gøre sin kunst nyttig (jf. s. 187). Universet er fortsat den ortodokse kirkes og enevoldsmagtens. Poeten har til opgave at hylde de himmelske og jordiske autoriteter, idet konge og øvrighed repræsenterer en højere orden. Priser man kongen, priser man Gud.

Ude i Europa var imidlertid en ny opfattelse af individets frihed undervejs. Yderligere var den fornuftoptimistiske verden og dens kunstsyn allerede i 1760'erne ved at smuldre og stivne, også hvad smag og stil angik; det kom til at berøre Ewald. Den klassicistiske form, »Lykkens Tempel« blev skrevet i, blev ham siden for usanselig og rigid. Den kunne ikke videregive »de nye, de besynderlige, de store ædle Billeder« af det paradisiske, Ewald så, og hans dystre, forvirrende erfaringer om det onde i verden, som Gud åbenbart ikke tog sig af. Siden fornyr han den klassicistiske stil i sin lyrik, og han sprænger den i sit prosahovedværk Levnet og Meeninger.

Det nye i engelsk og tysk litteratur gav Ewald incitamenter. Mødet med C. M. Wielands tyske Shakespeare-oversættelser og skotten James Macphersons gengivelser af den gammelirske Ossian-digtning, begge dele fra 1760'erne, gav ham if. Fortalen trang til at lære sig engelsk. For Levnet og Meeninger har englænderen 192 Laurence Sterne (1713-68) betydet mest med sin stærkt subjektivistiske og bevægelige The Life and Opinions of Tristam Shandy, Gentleman (1760-67); dette omfangsrige og vittige romanfragment overrumpler ved sin tilsyneladende vildsomme, men særdeles gennemkomponerede prosa. I flere af Ewalds dramaer og i hans lyrik ser man en ligeledes importeret interesse for nordisk mytologi. Den skyldes, at man ude i Europa havde genopdaget den gammelgermanske folkedigtning. Altsammen talte det til Ewalds sans for det »besynderlige«.

Foruden den dystert visionære Ossian-digtning satte englænderen Edward Young (1683-1765) sit præg på Ewalds lyrik. Youngs tungsindige, højtidelige poesi i nyklassisk form varslede om den ny følsomhed; hans poetik var med til at introducere den høje vurdering af inspirationen og geniet, som siden blev romantikkens (se også n.t.s. 67). Men mest kom den følsomme digtnings kultskikkelse F. G. Klopstock (1724-1803) til at betyde med sin højstemte nyklassiske odedigtning og især det tunge, gådefulde kristusepos Der Messias (1748-73). Ewald forsøgte at oversætte en del af første sang (SS bd. 5, s. 66-82); hans fodnoter til oversættelsen fortæller om hans omhu for og besvær med den. Også personligt kom den tyske digter til at spille en rolle for Ewalds selvopfattelse som digter, herom senere, s. 195-96.

VI. Liv og digt

1. Barndoms- og ungdomsår

Skal man tro Levnet og Meeninger, var Johannes Ewald allerede i puberteten blevet sig sit høje kald bevidst. Værket beretter om hans liv til og med femtenårsalderen; om årene op til skrivetidspunktet, hvor Ewald er 31, hører man så godt som intet. Men sådan som han selv fremstiller sin personlighedsudvikling, er det de tidlige begivenheder, der afgør hans videre liv. Den følgende beretning om Ewalds barndoms- og ungdomsår op til udgivelsen af »Lykkens Tempel« bygger til dels på, hvad forfatteren meddeler i erindringsfragmentet og i den nævnte Fortale.

Han blev født i København 18. nov. 1743 som den næstyngste 193 af fem søskende. Forældrene var vajsenhuspræsten Enevold Ewald (1696-1754) og den meget yngre Marie Wulf (1715-91), som havde fromme aner, men skal have været et livslystent gemyt. Enevold Ewald var en fremtrædende forkynder af pietismen. Denne fromhedsverden, i hvilken der lagdes vægt på det individuelle gudsforhold, og hvis sprog talte til følelsen, fik siden en væsentlig betydning for Ewald.

Straks da faderen var død, blev Ewald sendt til Domskolen i Slesvig. Her boede han hos skolens rektor, J. F. Licht. Den lærde filolog gjorde Ewald fortrolig med Horats og Vergil, hvad der satte sig spor i hans digtning. Men rektoren gav også drengen adgang til sin store bogsamling. Her fandt han læsning, der talte til, hvad han kalder sin »romanske Tænkemaade«, hvormed han mener, at han havde smag for det fantastiske, usædvanlige og heroiske. Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719 fik ham til at løbe hjemmefra med den plan at stikke til søs i håb om at strande på en øde ø. Også den pikareske roman eller vandreromanen mødte han i skoletiden: Henry Fieldings festlige og vittige Tom Jones (1749), som appellerede til hans smag for eventyr.

Hvad der dengang stod ham i hovedet, var if. Fortalen ikke at blive digter og besynge helte, men selv at blive en helt. Det var godt for hans debut som digter, at den blev udsat nogle år, for unge Ewald var ved at koge over af brusende fantasi og følelse. Og som det hedder i Fortalen i en betragtning om digtekunsten, der er blevet berømt: »Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild« (s. 170).

Ewalds selvindsigt siger ham, at den hidsige fantasi, som gjorde ham til digter, brænder af den samme energi, der drev hans ungdommelige begejstring for krigsdåd - en begejstring, som heller ikke helt slap den ældre Ewald, jf. »Kong Christjan« (1779) og »Til Min M***« fra 1780, i hvilken det hedder: »Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov / Altid mægtig fortryllet (...)«. Om det fantasibillede, han som dreng havde dannet sig af krigen, siger han i Fortalen, at der må have været »Poesie skiult deri« (s. 170). Ewald har været forud for sin tid med sin anelse om, at poetisk fantasi og drømmen om det heroiske kan hænge farligt sammen og føre ud på dødsruter af forskellig art. Sammenhængen er erkendt af senere 194 tiders digtere; nogle har set det skræmmende i den, andre har ladet s ig fascinere af den.

I krig kom Ewald. Knap 16 år gammel stak han af hjemmefra og kom med i Den preussiske Syvårskrig (se n.t.s. 11), men erfarede hurtigt, at krigshæren er en maskine og slagmarken ikke nogen scene for ædel dåd. Soldatens første og ypperste dyd er underkastelse; der gives ikke plads for den unikke handling.

Men inden da havde han haft et par afgørende oplevelser: Hjemkommet fra Slesvig til København i 1758 for at tage studentereksamen og studere teologi mødte han den jævnaldrende Arendse Huulegaard og tabte sit hjerte til hende. Det var ikke bare krigsbegejstring, men også kærligheden, der fik ham til at løbe hjemmefra sammen med sin ældre bror for at deltage i Syvårskrigen. Han havde indset, at den 15-årige Arendse var en voksen dame, som kunne blive giftet bort når som helst, mens han selv var en fløs med lange udsigter til at kunne gifte sig. Han håbede da at kunne gøre hurtig karriere som kriger og på den måde blive en værdig ægtemage for den elskede.

I Hamborg, fortæller Levnet og Meeninger, fik broren kolde fødder og ville hjem. Ewald drog videre alene med en flaske stjålen vin under armen. På en høj ved Elben, fri og ubemidlet, hjulpet på vej af vinen og med hjertet fuldt af Arendse, oplevede han en forbigående, gennemgribende udvidelse af sindet i et kosmisk klarsyn, i hvilket de »ædle Billeder« indfandt sig. Det blev if. selvbiografien hans indvielse til digter, og derom handler citaterne ovenfor om »den hellige Ild«.

Der blev som sagt ingen krigshelt af Ewald. Han havde først planer om at deltage på preussisk side; de blev ikke til noget. Siden lod han sig hverve af østrigerne og endte i Prag, hvor han på ydmygende vis måtte hentes hjem for sin lidet elskede stedfars penge, alvorligt syg, vistnok af den gigtlidelse, som forfulgte ham resten af livet.

Ewald var en flittig teologistuderende. Teologien har haft betydning for ham derved, at Bibelen har gennemtrængt hans tænkning og sprog i en sådan grad, at en nutidslæser, der ikke er usædvanlig bibelstærk, delvis går glip af denne dimension i Ewalds tekster.

Han blev hurtigt teologisk kandidat. Men i 1764, mens han 195 endnu var for ung til embede, indtraf kærlighedsulykken: Hans Arendse blev gift med en noget ældre hørkræmmer. »Nu blev det min Plan at slentre Livet igiennem, som jeg best kunde, og, saa got som muligt, at forskiønne min Vei med en vis Art af Lyksalighed«, skriver han i Fortalen og opregner de beskedne goder, han fra nu af begærede, såsom en rolig hytte og retskafne venner, men ikke kærlighed og ægteskab (s. 172).

Selv har han sagt i Fortalen, at han skrev »Lykkens Tempel« »ikke for at skrive noget skiønt og priisværdigt Stykke, men blot for at sige mig selv mine egne Tanker«, og at den »i mere end en Forstand, nemlig baade i Hensigt til sit Indhold og til sin Skiebne, kan med Sandhed siges at have været Moder til alle de øvrige« (s. 172). Det lyder sandsynligt. Om end i helt traditionel form fortæller historien om et vigtigt eksistentielt valg, der efter Ewalds udsagn svarer til hans eget. Den timelige lykke, som Ewald if. Fortalen havde så godt som afskrevet på det tidspunkt, bliver også i fortællingen opgivet til fordel for den evige. Den var Ewald i resten af sit liv lidenskabeligt optaget af.

Hvis man skal tro Fortalen, betød tabet af Arendse altså ikke blot, at han forblev ugift. Kærlighedstabet afgjorde også hans skæbne derved, at smerten endte med at blive til kunst (se dog n.t.s. 172). »Lykkens Tempel« opnåede kritikkens bevågenhed. Det førte til, at Ewald forlod teologien for at blive digter. Publikums hjerte vandt han i 1766 med sørgesangene til Frederik V. Den ros, Ewald indkasserede, »pustede mit uerfarne Hierte til det urimeligste, til det meest ødeleggende Overmod« (s. 173); senere priser han sig heldig, fordi han blev tvunget til at lægge denne udyd på hylden. Herom i digtet »Da jeg var syg« (1771), et digt om selvbesindelse. Man har sagt om det, at det introducerer den personlige lyrik i Danmark. En ironisk reaktion på digtet udeblev ikke, herom senere.

Inden da havde Ewald været på vej til for alvor at komme ind i varmen. Han var blevet ven med den beundrede Klopstock og hans kreds. Klopstock var af den danske udenrigsminister J. H. E. Bernstorff (1712-72) blevet ført til Danmark, hvor han modtog kongelig understøttelse. Den tyske digter omgav sig med en kreds af intellektuelle landsmænd, heriblandt digteren og kritikeren H.

196

W. Gerstenberger (1737-1823), som var den, der indførte Ewald i kredsen. Gerstenberger var optaget af gammelnordisk digtning og Ossian, hvad der, med Klopstock som mellemmand, fik betydning for Ewald. Teologen J. A. Cramer (1723-88) introducerede Edward Youngs poetik i kredsen. Foruden inspiration og selvbekræftelse skal Ewalds omgang med den tyske koloni have givet ham udsigt til materielle fordele: håb om fast digtergage og om en rejse til Skotland og Island med det formål at indsamle folkedigtning.

2. Byliv og landliv

Håbene brast ved Bernstorffs fald i 1770 (se n.t.s. 23). I digtet »Philet en Fortælning« fra samme år beskriver Ewald sin sorg over begivenheden, der synes at have forstærket en følelse af håbløshed, han på det tidspunkt led af. Et af hans udaterede fragmenter indledes: »Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du / Guddommelige Nat o Yongs Veninde« (s. 115). Det fortæller om depression og dødstanker, men også om, hvordan en sang, måske glimtet af et nyt digt, sætter hans hjerteslag i gang igen: »Da røres han endnu og gisper efter Liv«. Fragmentet kunne, med sin tale om Young, være fra denne nedslående periode8 - Young var i begyndelsen af 1770'erne et ret nyt bekendtskab for Ewald.

Efter Klopstock-miljøets opløsning var Ewald alene, måtte fægte sig frem og ernære sig som lejlighedspoet. Samtidig havde han siden 1769 været stærkt plaget af sin sygdom, og i 1770 blev han indlagt på Frederiks Hospital. Efter hospitalsopholdet sank han ned i en tilstand af druk og elendighed. Vennen Torkel Baden kom ham til undsætning; han fandt ham i 1771 på et usselt kammer i stærkt forkommen tilstand og lod ham bo som rekonvalescent på sin gård, Rygård ved Gentofte. Her skrev Ewald »Da jeg var syg«. Digtet synes at fortælle, at digteren efter at have passeret et nulpunkt har bevæget sig ud af den ufri tilstand af forfængelighed og beruset overmod, hvorom Fortalen beretter, og har erobret sig selv.

Men nu fulgte nogle urolige år, hvor Ewald med kvarter i Vingårdsstræde og med ryggen til det borgerlige samfund førte en livlig tilværelse med en broget venneskare. En del af den bestod af drikkebrødre og løse piger, men også Laurids Bendsen og den trofaste ven Peder Spendrup hørte til flokken. Om den kommers, 197 Ewald havde med vennerne, fortæller hans og Spendrups rimbrev fra 1772 til Bendsen (s. 157-59). - Til kredsen hørte desuden de tre noble og brave officerer Arnsbach, Schleppegrell og Abrahamson, alle mænd af ånd, den sidste tillige kritiker og en stor beundrer af Ewald. Til disse tre har Ewald skrevet hengivne digte. Foruden sørgedigtet over Arnsbach skriver han i 1772 til Schleppegrell det store, personlige tankedigt »Haab og Erindring«, igen om et jeg, der søger et holdepunkt i sig selv - og ønsker en mere afbalanceret måde at omgås sin inspirationshunger på.

Ved sin skønhed giver dette digt læseren en æstetisk tilgang til den oplevelse, det selv bønfalder om. Øjeblikket er forgængeligt, men poesien giver det varighed. Poesien har, med et udtryk af Jorge Luis Borges, evnen til at »genvinde en fortid og foregribe en fremtid«.9

Også det udaterede »I Abrahamsons Stambog« er et tankedigt; det ønsker vennen jordisk lykke, men desuden indsigt i, at lidelse er en nødvendig del af livet; før man har forstået det, er man ikke »viis«: »Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl, / I Mulm og Straaler altid seer sit Vel -« (s. 112). Selv lærte Ewald sig »Smertens Glæde«, som ikke er masochistisk, men består i, at livet ses i et stærkere lys på baggrund af smerte:

Er det kun Lyst som viise glædes ved;
Hvor arm er da vor Jord paa Salighed! -

lyder et fragment (s. 113).

Fra begyndelsen af 1770'erne stammer nok også det stolte digt »Natte-Tanker« (s. 116-17). Nærværende udgaves noter til digtet giver oplysninger om Chr. Thaarups rekonstruktion af de to sidste strofer i Liebenbergs Ewald-udgave. Digtets udgang lyder i Thaarups version, efter at det har talt om mørke og angst:

(...)
Naar Uglen skriger om For[træd,]
Og Dødens lodne Spaa[mænd tude:]
Da kommer Haabet til [min Pude,]
Og Livet til mit Hv[ilested.]
198 Thi den som Phoebus tilig l [ærte]
Sin underlige Harm[onie,]
Hans varme, fulde[, store Hierte]
Udbrede Himlene sig [i;]
Hans Sjæl omspænder Sol[ene,]
Hans stærke Tanke [griber Tiden,]
Og nu og da og [før og siden]
Adspreder ei [hans Følelse.]

(Lieb. bd. 2, s. 50)

Her hviler digteren i en beåndet stund roligt og selvtillidsfuldt i den »underlige Harmonie« eller den usynlige verdensorden, som inspirationen eller solens og kunstens gud Phøbus Apollon - igen en ild- og lysmetafor - har givet ham indblik i. Den rastløshed, der var problemet såvel i »Da jeg var syg« som i »Haab og Erindring«, er her ophævet. Det er ikke den kristne gud, der takkes, som i bodsdigtet »Hellige, Hellige, Hellige Gud«, men nærmere en kraft i digteren selv.

Enden på det vilde liv i Vingårdsstræde blev, at Ewalds mor allierede sig med pastor Schønheyder om at få Ewald, som var ved at blive ødelagt af druk, bort fra byens fristelser.

Moderen havde Ewald et besværligt forhold til. I et brev fra 1778 kalder han hende sin »Hjertelskte Moder« og »søde Mama«, men driller hende også med nogle spydige vers (s. 160), der antyder, at hendes omsorg for ham er overfladisk. Pastor Schønheyder kom til at fylde meget i Ewalds liv. Han har uden tvivl været fuld af vilje til at hjælpe, men hjælp var i hans øjne at lede den vildfarne tilbage til flokken og til ydmygt at finde sin plads inden for den borgerligt-kristelige orden. Som kunstner levede Ewald i en fri åndelig sfære, i hvilken præsten nok anede en uortodoks opfattelse af, hvem og hvor Gud var. Den må han have betragtet som et af tidens symptomer på farlige forstyrrelser i Guds og verdens orden. Det Skønne var ved at skille sig fra det Sande og det Gode. De nye tanker om geniet, som har sin egen orden uafhængig af samfundets, var på vej ind i det danske åndsliv, og Klopstockkredsen gjorde sit dertil. En mand som Schønheyder måtte nødvendigvis forfærdes ved en tankegang, der ikke alene tillægger geniet visionære 199 evner og giver ham ret til at bryde alle regler og fejle, men også udpeger det kontroversielle i hans værker og handlemåde som fascinerende.10

Ewald blev sat i kost hos en fiskerfamilie i Rungsted i 1773, og hans økonomi kom under Schønheyders administration. Her i de rolige, smukke omgivelser menes han at have oplevet sin bedste periode. Inspirationen har i hvert fald lejlighedsvis strømmet ubesværet, naturligt og ikke »ved Kunst opblæst«. Han kunne tage imod verdens skønhed, og han havde ord for den: »da voxte min Sang!« hedder det i oden »Rungsteds Lyksaligheder«, som er skrevet i Rungsted i 1775.

Det var også her, Ewald begyndte at skrive det veloplagte, lidet bodfærdige bekendelsesskrift Levnet og Meeninger, der radikalt og energisk fornyede dansk prosa. Men her skrev han tillige et sorgfuldt digt »Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773«; det handler om et depressivt mørke, som går hen over sindet. Og fra marts 1774 stammer et galgenhumoristisk brev til »Søvne-Trynen« Spendrup, som i nogen tid har forsømt at skrive til sin Ewald. Digteren forestiller sig, at Spendrup, den dag, han får budskab om vennens død, vil blive forbigående vemodig: »Saa er han da endelig død, den gode ærlige Gnuff?«, men glemme ham samme aften (SS bd. 4, s. 347-49). Brevet fortæller om forladthedsfølelse og dødstanker, men de mørke stemninger bliver omsat i vital og vittig prosa.

3. Ægteskabsplaner og krise

Midt i 1770'erne arbejdede Ewald på at få en professortitel. Det hang måske sammen med, at han havde faet den formastelige ide at ville gifte sig, vistnok med en pige fra Rungsted. Begge planer kuldsejlede, den sidste, fordi moderen og Schønheyder bestyrtet greb ind. Ewald blev tvangsforflyttet til Søbækshuset ved Humlebæk, et logi, han ikke brød sig om. Her tilbragte han et par mørke og bitre år, fra 1775 til 77, stærkt plaget af sit digterarbejdes to hovedfjender, fattigdom og sygdom. Gigten hærgede og krumbøjede ham mere og mere. Sin ægteskabsplan havde han i 1776 endnu ikke opgivet. Schønheyder havde tidligere over for Ewald antydet trusler om frihedsberøvelse (jf. F. C. Olsen, s. 72). I efteråret 1776 har han 200 åbenbart luftet den ide, at Ewald burde optages på en stiftelse. Vredt afviser den stolte digter i et brev 9. okt. 1776 tanken om at blive »et Hospitals Lem«: »(...) Jeg seer det nu (...), at jeg i Deres Øyne kun er et hjelpeløst elendigt Kræ, som maae takke Gud, om det faaer det daglige Foer, indtil det creperer« (SS bd. 4, s. 353).

4. Pønitenten

Det kan ikke afgøres, hvad der førte til den påståede omvendelse i 1777, efter hvilken Ewald kom til at bo i København under venlig pleje. Det er nærliggende at begrunde hans ændrede holdning med, at han var knuget af ensomhed og af den tiltagende sygdom, der hindrede ham i at skrive. Skriften var den vigtigste og måske den eneste mulighed, han havde for at holde sig mentalt oppe og den nedværdigende fattigdom nogenlunde fra døren. Men uafladelig havde han »travelt med at være syg«.

Det er imidlertid misvisende at hævde, at digtene fra de sidste år fortæller om en knækket person. Nok frygter Ewald Gud, men han gør det næppe, fordi han frygter Schønheyder eller andre jordiske autoriteter. Der er kvaliteter i digtene, der viser et personligt tilegnet gudsforhold, hvor »Gud« kan forklares psykologisk som en styrket indre overinstans; desuden bringer trosforholdet frugtbare meditative tilstande med sig. Disse erfaringer har tilsammen ført til højt disciplineret poesi af stor skønhed. Et højdepunkt er »Til Sielen«, desuden »Følelser ved Den hellige Nadvere«, som skal omtales nedenfor. Fra perioden stammer vistnok også fragmentet »Svulmende Vellyst«, som snarere end pønitense udtrykker selvbevidsthed om digterkaldet:

Svulmende Vellyst, du som mit Bryst af Leer
Længe forgjæves stræber at dæmme for
Bundløse Veld af Støvets Glæder
Flyd kun, o strøm fra mit fulde Hierte! -
(...)
Styrt i din Vælde salige Strøm af Gud
Bruus fra min Læbe, høyt, at dit raske Fald

(s. 129-30)

201

Det må have været et alvorligt ønske hos Ewald at give sine visioner varighed, ikke i form af ekstaser tidlig og silde, men ved at forvandle sine indblik i verdens usynlige sammenhænge til klogskab og sindsro og på den måde blive bedre rustet til at møde livets og dødens krav. Han ønskede øjensynlig at blive »taalmodig og stolt«, som et beslægtet lyrisk gemyt, Sophus Claussen, udtrykte det godt hundrede år senere - blive i stand til at vente på de beåndede øjeblikke, der huskes og anråbes i »Haab og Erindring«:

O gylden Øyeblik! hvor skiønt, hvor vægtigt!
Hvor stort! hvor fuldt af Gud!

(s. 46)

Denne selvopdragelse foregik i en kristen billedverden, men måske på et andet religiøst plan end kirkens. Godt nok var Ewald en uregerlig natur, han var ubundet af konvention og må have følt sig behersket af en anden lov, et andet overjeg end samfundets og den ortodokse kirkes; det er vel i den betydning, Blixen karakteriserer ham som »vild«. Men han har næppe ønsket at være »vild« i betydningen: rastløs, uafladelig jagende efter stjernestunder, bragt uden for den skjulte orden i verden, som han vidste besked med. Han synes at have ønsket sig en myndig indre stemme, der kunne stille krav til ham. Han har, forekommer det, stræbt efter at opretholde en indre orden, der kunne svare til en orden i verden, han i opladte øjeblikke har faet indblik i. En altafgørende orden, som han følte, han blev bragt ud af ved sine »Uordener«, som han kalder sine udskejelser - skønt hans hensigt med rusen jo tit netop var at opsøge synerne.

Det disciplinerende »overjeg«, han ønsker, far i de sene pønitensedigte Guds skikkelse, hvad man kunne forklare ved, at han ikke så selvbevidst som tidligere tør tro på sin egen regulerende selvjustits.11

Omvendelsen har næppe været et knæfald for kirken som magtfuld institution. Noget andet var, at kirkens ritualer ved deres binding til traditionen kunne være rammerne om et personligt fromhedsliv, som ellers kunne blive en fritsvævende spiritualitet. Oden »Følelser ved Den hellige Nadvere«, tilegnet Schønheyder, 202 fortæller om, hvordan det kirkelige ritual giver jeget oplevelsen af »Religionens festlige, dens gysenopvekkende Fryd« (jf. s. 177):

Brødre, hvis er den Glands? - Seer i det herlige
Purpurskier, som min Siel gysende svømmer i;
Nu da Naadens Herold festlig nedstiger fra
Verdners Dommer - fra Ham, under hvis Vredes Vink
Lysets trodsende Aand sank i en haabløs Nat?

(s. 94)

»Naadens Herold« i purpurskæret er ikke pastor Schønheyder iført messehagel, hvad man ved første øjekast fristes til at tro, ligesom man i »Poenitenten« (s. 91-94) har villet se velærværdigheden som adressaten for jegets henvendelse:

(...) Min Ven, min Ven,
Du sagde det, du bad mig Daare:
Vend om! (...)

(s. 92)

Men følges figurerne, henholdsvis »Naadens Herold« og »Min Ven«, gennem begge digte, ser man, at det er - eller bliver - Kristus, jeget konfronteres med. Det er tydeligst i nadverdigtet, at der må være tale om meditative tilstande, hvor jeget synker ind i sig selv, næppe i en mystisk forening med Jesus, men i en kosmisk oplevelse, et løft ind i en himmelsk uendelighedstilstand. En sådan erfaring er i det pietistiske univers en forudsætning for, hvad der betegnes som et kærlighedsforhold eller et ægteskab med Jesus, det vil sige et tæt, vedvarende åndeligt liv. Det betød ikke, at man efter den pietistiske lære skulle give afkald på et jordisk-sensuelt kærlighedsforhold til fordel for livet med Jesus, men at man skulle tage vare på kærlighedens åndelige eller religiøse dimension og ikke dræbe den ved en evig jagt efter seksuel lyst alene,12 jf. Ewalds afvisning af »ureen Lyst« (s. 190).

Vi ved, at Schønheyder forestod Ewalds omvendelse, men ikke, hvor radikal den var. Måske kunne det efter 1777 stadig hænde, at Ewald befandt sig i et mistrøstigt gudsforladt øde. Angeren var nok 203 oprigtig, men det er et spørgsmål, om frelsen var total - om der var tale om en permanent tilstand af harmoni og afklaring hos digteren. Dybt mismod præger fragmentet »Aftenen« (s. 60), trykt 1778, men var det skrevet tidligere? De usikre dateringer af tilblivelsestidspunkterne for især de utrykte skrifter gør det svært at sige noget præcist om en udvikling i forfatterskabet. Men i alle tilfælde har Ewald også efter 1777 ladet trykke og altså vedgået nogle lidet fortrøstningsfulde tekster. Og i Fortalen, hvor Ewald ellers fremstiller sig som den, der er gået i sig selv, far vi hans ord for, at han »aldrig har skrevet otte Linier, som jeg med Grund kunde ønske uskrevne i min sidste Time« (s. 179).

Det lader heller ikke til, at det fandenivoldsk lystige og lidet ydmyge hos Ewald, som vi kender fra Levnet og Meeninger, er ganske uddrevet af hans univers i de sidste år. Man finder det i versene i det nævnte brev til moderen, i den mildt ekvivokke, muntre travesti om skødehunden Maske, muligvis skrevet allerede i Rungstedtiden, men trykt 1778, og i epigrammerne fra 1779, ikke mindst »Claus Rimers Gravskrift«. Der er desperat lystighed i den groteske prosafortælling »Mester Synaals Fortelling«, skrevet i 1772, men trykt i 1780; den taler snarere om erkendelse af livets absurditeter end om fortrøstning til den af Gud indstiftede verdensorden.

Noget kunne altså tyde på, at Ewalds livsforløb ikke udgør en kontinuerlig udvikling fra ungdommens vilde Sturm und Drang frem til manddommens høje og fromme afklaring. Han har måske hele vejen bevæget sig fra den ene tilstand til den anden. If. A. D. Jørgensen stammer digtet »Død og Dom« fra 1770-71. Holder man sig til denne datering, fortæller det om tidlige anfægtelser;13 tilsvarende kan dykkene ned i intetheden også have meldt sig i den sene fase.

At Ewald døde som et troende menneske, kan man dårligt tvivle på i betragtning af den lidenskab, der er lagt i de strofer, han dikterede kort før sin død den 17. marts 1781, de såkaldte »sidste poetiske Følelser« (s. 106-107). Af dem lyder de tre første:

204

Udrust dig, Helt fra Golgatha!
Løft høit dit røde Skiold;
Thi Synd og Skrek - du ser det ja -
Angriber mig med Vold.

Udstræk dit Glavind i din Harm
Mod dem, som trodse dig!
Nedstyrt dem med en vældig Arm
Fra Lyset - og fra mig.

Da skal jeg, sikker ved din Haand,
Ei frygte Døden meer;
Men offre dig min frelste Aand
Paa dens nedbrudte Leer.

Man må huske på, at dødsangst på den tid stadig var forbundet med en konkret helvedesfrygt, som liberalteologien først ca. 100 år senere gjorde diskutabel. Men det er alligevel et spørgsmål, om ikke den synd og skræk, der tales om, kunne være Ewalds tvivl og angst for tomheden og mørket, og om ikke de trodsige væsener, der skal besejres, kunne være hans egne, syndigt tvivlende, luciferiske tanker.

En anden tolkning kunne være, at Ewald har sin egen, suveræne form for tro, som er af en anden karakter end den, folk som Schønheyder repræsenterer. Denne personlige tro bliver anfægtet af »dem, som trodse dig«, dvs. de konventionelt kristelige præster og lægfolk, Ewald er omgivet af; de har ikke fattet kærlighedsbudet og sanset det himmelske lys, sådan som Ewald selv har modtaget det. Set fra en sådan vinkel kan man måske læse en identifikation med en ensom Kristus ind i digtet, når han i anden strofe sidestiller »Lyset« og »mig«.14 Påfaldende er også de associationer til Jesus i Gethsemane Have, som de »poetiske Følelser«s afsluttende bøn giver, på trods af, at Ewalds tale om at blive revset tyder på, at han betragter sig som en arm synder mere end en Kristus:

205

O Herre! forund mig Liise og Roe;
Men revser du mig med Smerte,
Da lær mig at taale - at bede - og troe,
Og JESUS opfylde mit Hierte.

Personer, der opfyldt af en ideal forestilling (et trosforhold eller en ide, de kæmper for) udsættes for stærke smerter, fx ved sygdom eller tortur, har berettet om oplevelser af en mental løftelse. Jeget kan da opleve sig indsat i en overindividuel sammenhæng, der giver kræfter til at overkomme smerten; det fortæller fx modstandsmanden Kim Malthe-Bruun om i sine sidste breve (udg. posthumt 1946). Det kan være en sådan sindstilstand, Ewald har erfaret og i sin bøn ønsker at fastholde.

Når Blixen sammenligner Ewald med den heroiske Kristus, skyldes det måske den døende digters sidste udsagn og så et kendt øjebliksbillede fra Ewalds sidste tid, givet af forfatterinden Friederike Brun (f. Münter, 1765-1835). Det skildrer digteren krumsluttet på sit smertensleje: »(...) kun det herligt formede Ansigt og de store blaa, himmelske Øjne straalede mig med overjordisk Glans kjærligt imøde!« (Ungdomserindringer, 1917, s. 97).

Friederike Bruns portræt er præget af eftertidens tendens til idealisering i almindelighed og af Ewald i særdeleshed. Men husket bliver det.

VII. Digternes Ewald

At eftertiden har været tilbøjelig til at se Ewald som en helt eller martyr for kunsten, må skyldes, at han under så hårde vilkår og så betingelsesløst gjorde sig til instrument for inspirationen. Han oplevede den som en himmelsk energi, eller - igen med Sophus Claussens ord - en vilje i universet, der kunne sætte sig igennem i ham. Når Claussen flere gange er nævnt i det foregående, kommer det af, at den yngre digter havde et beslægtet syn på sit arbejde for poesien. Det kunne kaldes religiøst; men det var fjernere fra at være bibelsk-kristent end Ewalds, selv om Claussen som digter omgikkes den bibelske billedverden med kærlig veneration. Ligesom 206 Ewald gav Claussen sig ubetinget ind under inspirationens nødvendighed, ville nærme sig det umulige og ville »tro paa sit Drømmelands Nytte«, som det hedder i digtet »I Løvens Tegn«. Han må kaldes Ewalds nærmeste arvtager.

Flere danske digtere hører dog til dette eksklusive selskab. Nogle fa skal nævnes her, en enkelt senere.

Forud for Ewald skrev Kingo højtideligt og underfundigt i et digt til Christian V i anledning af kongens felttog 1675 (»Behierted Konge, Du aarvogne Scepter-Fører«, 1676):

Tilstæd dog at min fast hendøde Sang-Gudinde
Maa dette Liv i din Udødelighed finde.
At tænde Lyvs udi sit ringe Lygte-Skrog
Og vise Verden dit det første Ledings-Tog.

Her anråbes, også med et ildbillede, gudinden, som råder for, om der kommer lys i lygten hos Kingo, så kongen kan blive behørigt lovprist. Men Kingo er i rollen som lejlighedsdigter ikke frisat som Ewald, han må først spørge kongen, om det går an.

Brorson havde ydmygt forstået inspirationen som en overpersonlig kraft: Jesu kærligheds ild, der gennemtrænger universet:

Som paa hans himle
Der verdens grund har sat,
Stiernerne vrimle
Imod den mørke nat,
Saaledes brænder
Min JEsu kierlighed (...)

(»O! hvilken ære«, 1739)

Efter Ewald blev mødet med de skabende kræfter digterens personlige sag. Ewald var den, der i tillid til egen inspiration ubeskyttet var gået foran. Jens Baggesen udtrykte sin taknemmelighed sådan:

207

Din Hymnes Straaler tændte første Gang
med apollonisk Ild min Siæl.

(»Til Schleppegrell«, 1795)

I et digt af Schack Staffeldt indvies jeget til digter i en erotisk-kosmisk vision, som indgiver ham en stærk uendelighedslængsel - begivenheden kan minde om Ewalds oplevelse på højen. Længselen omskabes til digt, men:

Dog brænder mig Kysset jeg kiender ei Fred
Förend jeg drager Himlene ned!

(»Indvielsen«, 1803?)

To lidt mere satte brødre i ånden, Oehlenschläger og Aarestrup, har ydet Ewald deres reverens. Oehlenschläger i et digt fra 1811, der betoner den store digters sørgelige lod:

Ja Linden selv her med sin sorte Hud
Seer ved din Grav fuld af Betydning ud;
Thi du var og et Træ af stærk Natur;
Men lænket, haget ved den skumle Muur, (...)

Aarestrup skrev en del år senere, henvendt til Ewald, i et udateret digt om poesiens høje omkostninger:

Paa Sengen skrev du det med Taarer tunge,
Men Poesien greb dit Digt, og sagde:
Det er det bedste af den danske Tunge.

Sophus Claussen, hvis lyriske naturel nok er tættere på Ewalds, er nævnt. Hans beundrer Tom Kristensen, som skrev om »den evige Uro«, spørger siden i digtet »Fribytter« fra 1920, om ikke digteren er en outlaw, der er parat til at nedbryde sig selv for at kunne »slynge sin indre Verden / med dens Flammehjul ud i Rummet?« - I samme ånd siger Thorkild Bjørnvig i sit Nietzsche-digt (1959) om det søvnløse geni:

208

Ild, Skabelse, som før var Herrens Sag,
var hans nu! (...)

En linje skulle herved være trukket op. Måske har Per Lange med sit Ewald-digt fra 1932 gjort det mest indtrængende forsøg på at beskrive, hvad Ewalds ønske om at drage himlen ned på jorden har kostet ham. De to sidste strofer lyder:

Skønne af Glans fra hans Øje,
stærke af Kraft fra hans Lemmer
leved hans Ord i det Høje,
fjerne, med fremmede Stemmer.

Men under hævede Hænder
lytter han fattig og bange
ind mod et Hjærte som brænder
sygt af at savne Sange.

VIII. Ewald og samtiden

Digternes hengivne ord om deres store forgænger kompletterer kritikernes Ewald-litteratur. Denne er omfattende, men der findes ikke megen dokumentation for, hvordan samtiden tog imod hans poesi.

Det kommer af, at den danske litterære kritik først begyndte at tage form omkring midten af 1700-tallet. Med stiftelsen i 1759 af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (i daglig tale Det smagende Selskab) fik man en institution, som skulle tage vare på fremvæksten af en dansk nationallitteratur. Formålet med det skulle være at »forbedre Sproget, Sæderne og Smagen«; sådan formuleres det i Breve (1759) af J. S. Sneedorff (1724-64), som var en af initiativtagerne til selskabets oprettelse. I en artikel i Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger (Adresseavisen) 21. dec. 1759 stiller han den »skiønne« videnskab over for den »nyttige«, naturvidenskaben. Den skønne videnskab skal tilstræbe at »forbedre Hiertet ved at fremsætte Sandheden, saaledes, at den maa 209 opvekke behagelige Følelser i Siælene. (...) Hiertet og Smagen ere Dommere i disse Videnskaber og Konster«.

Den moralske nytteværdi og det smukke, hjertegribende udtryk var altså periodens krav til digtningen; begge dele skulle højne smagen. Filologen Jacob Baden (1735-1804), som også var medlem af Det smagende Selskab, redegjorde i en artikel, »Til Læseren« (bragt iKongelig privilegerede Adressecontoirs Kritiske Journal nr. 1, 1768), for sit syn på, hvad en moderne kritikers opgave var: Hans vurderinger skulle tjene til at opmuntre talenterne og befæste smagen; dette forudsatte, at kritikerne var skarpe og frie, så det ringe og middelmådige skriveri ikke fik lov at sløve smagen, brede sig på den værdifulde litteraturs bekostning og hindre det nye og originale i at slå igennem.

For et samtidigt litterært værk havde selskabets accept meget at sige. Den indflydelsesrige medlemskreds var Ewalds første kritikere. Flere af dem var højt dannede og lærde embedsmænd i administrationen, således justitsråd A. G. Carstens (1713-95, jf. s. 172), Danske Kancellis chef Bolle Willum Luxdorph (1714-88) og den ovenfor (s. 196) nævnte J. A. Cramer - alle filologisk kyndige. Disse oplysningsfolks embedsmandsdyder: dømmekraft, grundighed og ikke mindst forsigtighed, kom til at præge selskabets kritiske virksomhed. Der var hensyn at tage og interesser, som skulle tilgodeses. Det satte, trods Bådens erklæring om, at kritikken skulle være fri, visse grænser for forfatternes - altså også Ewalds - udfoldelsesmuligheder.

Man får indblik i selskabets vurdering af Ewald som digter gennem medlemmernes korrespondance om hans dramaer. Dem var man uenige om; fx brød Luxdorph sig sædvanligvis ikke om dem, hvorimod Carstens altid tog Ewald i forsvar.

Mens allegorien »Lykkens Tempel«, hvis form svarer til oplysningstidens ideal, som nævnt blev optaget i selskabets skriftrække, afviste man i 1765 manuskriptet til tragedienAdam og Ewa. Det blev omarbejdet, trykt 1769 på anbefaling af J. Kall (muligvis orientalisten og filologen J.C. Kall) og smukt omtalt iKritiske Journal (1769, nr. 29). Her fremhæver anmelderen, sandsynligvis Baden, stykket som »et unægteligt Bevis paa den gode Smag, som saa kiendelig udbreder sig hos os«; han fremhæver Evafigurens 210 psykologi og de »fortreffelig forestillede og afmalede« udtryk for hendes turbulente følelser før syndefaldet. Men stykket blev altså ikke antaget af Det smagende Selskab; samme skæbne overgikRolf Krage (1770), Ewalds radikale forsøg på at forny tragedien.Balders Død (1775) antog selskabet først, efter at Ewald efter Carstens' råd havde foretaget en række (tvivlsomme) forbedringer af teksten - Luxdorph havde i begyndelsen været af den mening, at forfatteren til stykket ikke kunne være vel forvaret. Først i 1779, medFiskerne, opnåede Ewald selskabets fulde accept som dramatiker.

Ewalds ven og beundrer, kritikeren Werner H. F. Abrahamson (1744-1812) bedømmer i sin anmeldelse iAlmindelig Dansk Literatur-Journal (II, 1780)Fiskerne som et guddommeligt genis værk; for en ordens skyld tager han dog et par forbehold af æstetisk art. Stykkets moralske fortjenester understreges. Men nok så meget berømmes Ewalds kompositoriske greb, det liv, han har bragt ind i Ove Mallings beretning fraStore og Gode Handlinger (som stykket bygger på), og realismen i den overbevisende persontegning, som viser individuelle karakterer. To af de lyriske indslag fremhæves: »En Søemand med et modigt Bryst« mener han »fortiente at synges af alle Søemænd«, og den »ypperlige Romantse« om Liden Gunver ønsker han folkelig udbredelse.

Abrahamson er bedre som teaterkritiker end som lyrikanmelder, hvad der vel har med de to kritiske genrers daværende udviklingstrin at gøre. I 1782 udkom bd. 2 afSamtl. Skr. Denne gang omtaler Abrahamson iLiteratur-Journal (III, 1782) alle de digte, bindet rummer; hans gennemført rosende anmeldelse vil imødegå fjenders bagtalelse af den afdøde ven som digter og menneske. Men omtalen er refererende, uden analyse, og referaterne fanger ikke digtenes æstetiske kvaliteter, heller ikke altid deres dybereliggende pointer. Æstetisk set er Abrahamsons kritik langt bedre på højde med sin genstand i bestemmelsenaf Rolf Krages kunstneriske kvaliteter; han fremhæver bl.a., med blik for det hos Ewald, der peger fremad: dialogens og monologens naturlighed.

Abrahamson nævner let indigneret en »Besvarelse, Parodie eller hvad man skal kalde det« på »Da jeg var syg«, der i sin tid fremkom, efter at digtet var bragt iAdresseavisen 25. sept. 1771. Det drejer sig om kritikeren Claus Fastings (1746-91) ironiske vers »Da 211 jeg var frisk«, trykt i det følgende nummer af avisen (27. sept.). Fasting var en af de mest markante publicister i Norske Selskab, som Ewald if. J. L. Heiberg var på kant med - man kritiserede ham her for dunkelhed og svulst. »Da jeg var frisk« er dog et godmodigt drilleri; Fasting beklager Ewalds nedslående verdensforsagelse, forvoldt af »blotte Skygger av / En slem og ret uhøflig Grav«, og opfordrer ham til atter at blive den gode gamle poet og bægersvinger.

IX. Senere kritikhistorie

Modsat den tidligere kritik går Knud Lyne Rahbek (1760-1830) tæt på Ewalds lyriske udtryk i sin gennemgang i tidsskriftetHesperus (1822, s. 1-37) af sørgesangene over Frederik V. Nok er sørgesangene de af digtene til kongehuset, der har fået det rigeste efterliv; men Rahbek finder dem svagere end de to andre sørgekantater, Ewald skrev til lejligheden (»Klage-Sange opførte paa det Kgl. Universitet« og »Kantate i Roeskilde Domkirke«,SS bd. 1, s. 95-97 og 104-106). Han påpeger fx det uheldige i at blande virkelige personer med allegoriske, og det »pudserlige« i, at Ewald lader en af disse, Lyksaligheden, optræde i sørgeflor. Andre løjerligheder, såsom »det forgrædte Øie«, der endnu en gang vil »fornøie« sig ved synet af den bortdragende Frederik, tilskriver Rahbek det forhold, at det danske digtersprog endnu var ringe udviklet.

Trods kritikken ser litteraturhistorikeren Rahbek sørgesangene som udtryk for, at »vor lyriske Poesie stod under Overgangen fra Tullin til Ewald«. De er forvarsler om det gennembrud for den personlige lyrik, som Ewald frem for nogen repræsenterer. »Fra selve Frederiks Grav udgik et nyt herligere Liv«. Ewald var forud for sin tid ved at være sig bevidst, at »den lyriske Poesies Væsen fremfor Alt var Følelsers og Lidenskabers Udtryk«, og at følelserne kan udtrykkes »ved den meest melodiske Sødhed og den hierteligste Simpelhed«.

I 1810-11 holdt Oehlenschläger en forelæsningsrække ved universitetet om Ewald(Om Evald og Schiller, udg. posthumt 1854). Han kommer her ind på sørgesangene, men ikke for det gode.

212

Deres stedvise »Svulst« undskylder han dog med, at den dels skyldes genren, som var tidens, dels det forhold, at Ewald var begynder. I øvrigt kommer Oehlenschläger ind på lyrikkens væsen som følelsernes udtryk ved at bruge Schillers distinktion mellem naivt og sentimentalt. Det naive består i »Følelsen og Udøvelsen af det Naturlige«, det sentimentale i »Følelsen af den jordiske Magt, i Anelsen om det Himmelske«. Tilsvarende skelner han mellem den »objektive« (dvs. den naive) digter, der optages af og beskriver verden omkring sig og ser enheden i stort og småt. Han er den harmoniske i modsætning til den »subjektive« (altså den sentimentale) digter, der er optaget af og skildrer sin følelse. Ewald havner i den sidste kategori, og digtet »Indføds-Retten« bruges i bevisførelsen herfor. Loven om Indfødsretten er i sig selv ikke poetisk stof, men Ewald begejstres af tanken om den, og det er sin begejstring, han beskriver med stærke billeder »i kjæk og dristig Flugt«.

Oehlenschläger beundrer Ewalds odedigtning; han finder, at genren er som skabt for dette digtergemyt. Men han beklager, at digteren i sine værker mangler »den naive altforbindende Følelse, og derfor maa han altid give sig et høit Sving, som undertiden har forført ham til Overdrivelser«, ja hans hang til patos var »ofte uden Smag«. Oehlenschläger lægger ikke skjul på, at hans eget ideal er den objektive, naive digter, den »sunde« ånd. At Ewald ikke kan være med her, undskylder Oehlenschläger med hans kranke skæbne, der måske var årsag til al den melankoli og usunde selvspejling; af natur, medgiver Oehlenschläger, hørte Ewald jo egentlig til de raske i riget.

Christian Molbech (1783-1857) hylder ubetinget det nybrud i dansk lyrik, Ewald skabte. Han lægger vægt på digterens rolle som enegængeren, »den Første i Danmark, der ganske indviede sig til Poesien, der intet var og blev, uden Digter, og savnede eller tabte næsten Alt hvad der kan savnes og tabes i Livet - undtagen et udødeligt Navn«(Johannes Evalds Levnet, med Bidrag til hans Digterværkers Historie og Charakteristik, 1831, s. 46. Her citeret efterForelæsninger over den nyere danske Poesie bd. 1, s. 112-13). I sørgesangene ser Molbech, hvad Rahbek vistnok også gør, optakten til Ewalds livslange, samlede poetiske bestræbelse; han finder her en »Sandhed og Dybde, en Værdighed, og Reenhed« i »Følelsens 213 næsten laconiske Udtryk«, »hvoraf ethvert Vers ligesom indeholder Stoffet til et langt Digt«(Forelæsninger, s. 126-27).

Ligesom Oehlenschläger er hans lidt yngre digterkollega Carsten Hauch (1790-1872) let kritisk over for Ewald, men han synes (i efterskriften til sit Ewald-udvalg fra 1870) at have mere gehør for Ewalds ejendommelige lyriske tone, hvad der kan skyldes, at de to digtertemperamenter stemmer bedre sammen. I Ewalds vers mærker man en »Vingekraft (...), saa man i selve Versemaalet troer at høre den stærke Susen, som naar en stor Fugl, baaren af Luftens Bølger, flyver forbi« (s. IV). Ewald er ørnen, der bevæger sig i luftlag, hvor de andre fugle mattes. Også Hauch ser en kontinuitet i forfatterskabet. »Der er en hemmelig Traad, som knytter Ewalds første Klagesang og hans sidste Digt [»Udrust dig, Helt -«, s. 106] til hinanden. De dvæle begge ved Graven, de ligne hinanden i Reenhed og Harmoni«; dog er der forskel: »Formen er ligesaa skjøn i det første Digt som i det sidste, men Tanken er her langt mere streng og dyb« (s. XIX).

I lighed med Molbech ser Hauch Ewalds livshistorie som beretningen om det ensomme genis martyrium og hævder, at ordet geni på Ewalds tid havde klang af skældsord. Den uforstand, tidens originale ånder sædvanligvis mødte, fik dem til at slå sig på druk og udsvævelser. »Geni« kom da til at betegne en uduelig person, der bildte sig ind at være noget særligt.

Historikeren A. D. Jørgensens (1840-97)Johannes Evald fra 1888 er mere biografi end litteraturhistorie; værket kommer dog summarisk ind på Ewalds digtning. Bogen er kildekritisk og vil revidere de mange Ewald-myter, navnlig dem, der er opstået ved Ewalds egne, ikke altid præcise udsagn iLevnet og Meeninger og Fortalen. A. D. Jørgensen vil revidere overleveringen om opdragerne: den slette moder og den inkvisitoriske Schønheyder, der er medskyldige i hans ulykke; bogen går ganske hårdt i rette med Ewald for hans »uordener«. Men hovedhensigten er at komme den myte til livs, som fortæller om »det ufuldendte, det afbrudte og forkomne« i Ewalds digtervirksomhed, en myte, som Oehlenschlager har været med til at skabe. Sandheden er, siger A. D. Jørgensen, at Ewald mere og mere lærte at beherske sine ubændige fantasier og syner og »give dem det mægtige udtryk i ordets konst«, der sidestiller ham 214 med Holberg og Oehlenschläger. Et skarpt modspil fik A. D. Jørgensens bog siden i Louis BobésJohannes Ewald. Biografiske Studier (l943), hvor medfølelsen med det mishandlede geni har overvægt.

Tre vigtige Ewald-studier fra nyere tid skal fremhæves: først litteraturhistorikeren Ernst Frandsens (1894-1952)Johannes Ewald. Et Stykke dansk Aandshistorie (1939, 2. udg. 1968). Frandsen opponerer mod fagfællen Hans Brix'Johannes Ewald. En Kække kritiske Undersøgelser (1913), der viser digteren som den følende skjald. Frandsen understreger, at Ewald også er en skarpsindigt tænkende digter. Sammenstødet mellem oplysningstid og romantik er et sammenstød i Ewald selv; han har rod i århundredets rationalitet, men er også i opbrud derfra. Foruden at være oplysende er Frandsens bog præget af betydelig indlevelse i kunstnerens psyke og den selvbevidsthed, det kan medføre at sidde inde med unikke personlige kunstnererfaringer. Disse er, med et udtryk af Sophus Claussen, digterens kors og hans vievand, og Ewald fremstilles som en mand, der kæmper for sin personlige digterreligions eksistensret. Han er uden referenceramme og bukker tilsyneladende under for kirkens pres, alligevel bevarer han sin digterstolthed og kan skrive mesterværket »Ode til Sielen«: »Lykkelige Ewald! De timelige vilkår kunne bøje ham og blinde ham. Men hans digtersjæl var af en vidunderlig spændkraft, han rejser sig igen, evighedens stråler funkler over ham, klarere end før, og han løfter hovedet mod lyset« (2. udg., s. 147).

Frandsens prosa har, især hvor emnet er kunstnererfaringer, Claussens vandmærke. Han sidestiller de to lyriske begavelser: Ewald og Claussen.

Også Keld ZeruneithsSoldigteren. En biografi om Johannes Ewald (1985) handler om inspirationserfaringen; forfatteren er selv lyriker.Soldigteren er nummer to i en treleddet udgivelse af biografier, der behandler den danske personlige lyriks tre store: Ewald, Aarestrup og Claussen. Det fælles synspunkt er, at de som digtere har hver deres individuationshistorie. De er, hedder det iSoldigteren, ud fra hver deres historiske forudsætninger »fælles om at pejle den befrielse, der skal rive op, kunstnerisk skaffe fornægtede kræfter lys og luft« (s. 44). En løfterig og omkostningsfuld proces, som kræver af kunstneren, at han sætter lighedstegn mellem kunst og liv. 215 Soldigteren er en udviklingshistorie, der vil fortælle om, hvordan Ewald kompromisløst og med det erotiske som brændstof sprængte sig vej til selvet og kosmos for at omsætte de kosmiske oplevelser i digt. Ewalds sene, pietistiske trosliv forklares som hans vej til den sublime erotiske enhedsoplevelse.15

Bogen indeholder glimrende enkeltanalyser af digte, men på grund af sin subjektive form er den faktuelt set svær at orientere sig i.

Den sammenhængstænkning, som er nedlagt i Zeruneiths bog, finder man ikke i Peer E. Sørensens disputatsHåb og erindring (1989). Forfatteren ser, ikke ulig Frandsen, Ewald som en overgangsfigur, en digter med udgangspunkt i oplysningstiden. Men hos Sørensen er Ewald på vej mod en moderne bevidsthed om verden som flertydig. Det sker bl.a. ved, at de gamle belærende former bruges, men samtidig tømmes. Ved fx uærbødigt at fejlcitere en af bekendelseslitteraturens store fædre, Augustin, hvorved den hellige mand fremstilles som en uforbederlig svirebroder, parodiererLevnet og Meeninger sin genre. Herved lukkes der op for en »legende flertydighed i den skabende aktivitet«. Forfatteren nedbryder normer ved at bedrive »en slags sproglig muldvarpevirksomhed mod agtværdige forestillinger«. De gamle totaltænkninger var vaklende. Ewald og visse andre forfattere i tiden reagerede herpå med en æstetisk praksis, der markerede totalitetens fravær ved at åbne sig mod det ubekendte. Den æstetiske fylde træder i stedet for forestillingen om det værendes sammenhæng. »Forfatteren fremskriver (...) fiktionen som et lystens rum og et lystigt rum«; han forsvarer legens nødvendighed. Om digtet hedder det tilsvarende, at det bliver en »forvandling af livstab til tekstlig skønhed, fylde«, hvad vægtige analyser af »Rungsteds Lyksaligheder« og »Haab og Erindring« viser: »(...) landskabet i Rungsteds Lyksaligheder er digterensvision, en poetisk sandhed, ikke en historisk«. Tilsvarende belyses »Haab og Erindring« som et digt om forholdet mellem den uafgrænsede fantasi (kunst) og den tidsbegrænsede eksistens: Skabelsesprocessen eller digtet har øjeblikkets død og glemsel som betingelser. Digtet »rejser sig fra en omgivende tavshed, dets ord hæver sig fra glemselens hvirvler og giver tavsheden stemme« (s. 272).

216

Kunstens spejlbillede får væsentlighed i forhold til den flygtige virkelighed. Det fortæller også Per Højholts digt om Ewalds Arendse-billede (fraPoetens hoved, 1963), som afslutningsvis skal citeres her:

Hvor alt sammenfalder med sit billede
hører virkeligheden op.
Ingen forveksling er mulig thi
ingen forveksling er mulig.
Men der skal et stort spejl til. Eller to.
En mængde spejle
skal til så sandt jorden er rund.
Ewald begreb det
spejl for Arendse,
bøjet, bøjet, død
med munden mod knæene.
Et slid at rette ham ud
da han skulle i kisten.

X. Teksten

Tekstgrundlaget for dette udvalg erSS bd. 1-6.

De fleste bevarede manuskripter til Ewalds værker findes på Det kgl. Bibliotek i NkS 489e, fol, nr. I-XXV. Om indholdet heraf, seSS bd. 6, s. 393-424: afsnittet »Manuskriptbeskrivelse«. Et udkast til »Sørge-Digt over Frue Rahbek« findes i Den Collinske Manuskriptsamling, ligeledes på Det kgl. Bibliotek. Mere detaljerede oplysninger om manuskriptforhold vedr. de af teksterne iSS - og dermed også nærværende udvalg - der har manuskriptet som tekstgrundlag, er givet i noterne til de enkelte tekster.

De tre eksisterende udgaver af Ewalds samlede skrifter er opført i indledningen til noteapparatet s. 224.

Nedenfor er opført rettelser og suppleringer af teksten, overtaget fraSS. Kursiverne gælderSS's rettelser og tilføjelser. Sådanne kursiver iSS's tekst er slettet i nærværende tekstudvalg; men hvorSS har indsat manglende bogstaver anbragt i parentes, er parentesen medtaget såvel i teksten 217 som i listen nedenfor. Se også variantapparatets redegørelser for nedenstående rettelser og tilføjelser,SS bd. 6, s. 352-79.

S.116, 23:

.glemer > glemmer

S.117, 9:

.glemme > glemmer

S.117, 11:

.Stemme > Stemmer

S.117, l. 22:

Spaa-(Mænd) (vedr. det defekte ms. til digtet »Natte-Tanker«, se n.t. s. 116-117)

S.117, .25:

ti(ilig)

S.117, .26:

Harm(ønie)

S.117, .28:

sig (i)

S.117, .30:

Tank(e)

S.118, . 3 fn.:

Mon (Ewald har i ms. rettet »Mon«, vistnok til: »O«)

S.120, . 7:

Sjæl > Sjæle

S.121, . 22:

veyleseder > veyleder

S.122, 22:

Vandrer > Vandrere

S.125, . 8:

Bryster: (vanskeligt læselig rettelse i ms.)

S.127, . 8:

Alder (if.SS bd 6, s. 363 er læsemåden tvivlsom, men ordet er ikke kursiveret iSS's tekstudgivelse (bd. 6, s. 97,l. 22).

S.127, . 3:

Alrm >Arm

S.128, . 9:

skjæn(ke) (ulæseligt i ms.)

S.128, . 10:

()y (ulæseligt i ms.)

S.128, l. 3 fn.:

lærte (Ewald har i ms. rettet fra »lærte« til: »læren«)

S.130, . 14:

Drænker (overstreget i ms., vistnok af fremmed hånd)

S.134, . 25:

først spire (ulæseligt i ms.)

S.136, . 26:

den >der

S.136, l. 27:

hvor (defekt i ms.)

S.136, l. 30:

Sprog (defekt i ms.)

S.136, l. 5 fn.:

for (defekt i ms.)

S.136, l. 4 fn.:

Skjød (defekt i ms.);ey (tilføjet af udg.; formodet glemt af Ewald)

S.137, l. 4:

blo tede > blottede

S.150, l. 14:

Hnus > Huus

S.151, l. 11:

destyrer > bestyrer Når der har været tvivl om rigtigheden afSS's tekstgengivelser, er disse sammenholdt med Ewalds manuskripter eller med førstetrykk 218 I nærværende udgave er følgende rettelser foretaget iSS's tekster:

S.98, l. 5 fn.:

undflye > undflye.

S.119, l. 1:

hvi > vi

S.120, l. 5 fn.:

quæ e > quæle (»quæ e« ses kun i 2. opl. 1969)

S.127, l. 10:

Skjjød (således i ms.) > Skjød

S.146, l. 7:

Forskyd > Forskyld (rettet på grundlag afSamtl. Skr.; ms. findes ikke)

S.147, l. 5:

Stiernerne > Stiernerne; (rettet på grundlag afSamtl. Skr.; ms. findes ikke)

S.156, 1. 24:

tilbede > tilbede.

Hvor et digt indeholder længere replikker, indleder Ewald hvert vers med anførselstegn. Disse er medtaget iSS, men fjernet i nærværende udgave; kun Ewalds indledende anførselstegn er bevaret. I de tilfælde, hvor et afsluttende anførselstegn mangler hos Ewald (og iSS), er et sådant indført.

Overskrifterne til de af udvalgets digte, der er trykt efter udgivelsen afSamtl. Skr., skyldes udgiveren afSS bd. 5-6, S. Pallis; de er udformet på grundlag af tidligere udgavers tradition.

Teksternes rækkefølge er den samme somSS's: De, der er trykt før 1782, dvs. i Ewalds levetid (samt »Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser«), er ordnet efter trykkeår, de øvrige i den rækkefølge, i hvilken manuskripterne findes i NkS 489e, fol.

Den typografiske opstilling iSS er i det store og hele fulgt, også hvor den kan forekomme inkonsekvent.

XI. Litteraturliste

Listen er selektiv. Den omfatter primært litteratur, der er anvendt i forbindelse med efterskriften, litteraturhistoriske indføringer i forfatterskabet samt litteratur, der specielt behandler Ewalds digte.

W. H. F. Abrahamson: »Fiskerne« iAlmindelig Dansk Litteratur-Journal 1780.

Andet Kvartal, s. 185-204.

W. H. F. Abrahamson: »Johannes Ewalds samtlige Skrifter. Andet Bind« iAlmindelig Dansk Litteratur-Journal. Andet Stykke, 1782, s. 336-404.

Fr. Münter: »Efterretninger om Johannes Ewalds Levnet« iDansk Museum

bd. l (1782), s. 680-700.

219

Knud Lyne Rahbek: »Johannes Ewalds første offentlige digteriske Fremtrædelse« iHesperus bd. 7 (1822), s. 1-37.

J. L. Heiberg: »Digter-Misundelse« (1834) iProsaiske Skrifter bd. 3 (1861), s. 402-406.

Adam Oehlenschläger: »Over Evalds Værker« iOm Evald og Schiller. Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1810 og 11 (1854), s. 4-120.

Adam Oehlenschläger: »Evalds Levnet« og »Om Evalds Liv og Værker« iAthene bd. 1 (1813), s. 355-400 og 285-311.

Christian Molbech:Johannes Evalds Levnet, med Bidrag til hans Digterværkers Historie og Charakteristik (1831).

Christian Molbech: om Ewald iForelæsninger over den nyere danske Poesie (1832) bd. 1, s. 101-130.

F. C. Olsen:Digteren Johannes Ewalds Liv og Forholde i Aarene 1774-71 oplyste ved Breve (1835).

N. M. Petersen:Bidrag til den danske Literaturs Historie bd. 5,2 (1861), s. 341-414.

Carsten Hauch: »Om Johannes Ewalds Digtervirksomhed« i hans EwaldudgivelseUdvalgte Digte (1870), s. III-XXIV

A. D. Jørgensen:Johannes Evald (1888).

Louis Bobé: »Bidrag til Ewalds Livshistorie« i hans udgivelse afLevnet og Meeninger med undertitlenSelvbiografiske Brudstykker og Breve (1911), s. 230-301.

Hans Brix:Johannes Ewald. En Række kritiske Undersøgelser (1913).

Georg Brandes: om Ewald iSamlede Skrifter, 2. udg. (1919) bd. 3, s. 515-519.

Vilh. Andersen: om Ewald iIllustreret dansk Litteraturhistorie ved Carl S. Petersen og Vilh. Andersen, bd. 2 (1934), s. 369-462.

Ernst Frandsen:Johannes Ewald. Et Stykke dansk Aandshistorie (1939), s. 231-344. 2. udg. 1968 (Gyldendals Uglebøger).

LouisBobé: Johannes Ewald. Biografiske Studier (1943).

Helge Toldberg:Det nordiske Element i Johs. Ewalds Digtning (1944)(Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, 195).

K. F. Plesner:Det smagende Selskab. Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse 1759-1959 (1959).

Frederik Nielsen: »Om Johannes Ewald som lyriker« i hansDigter og læser (1961).

F.J. Billeskov Jansen: om Ewald iDansk litteraturhistorie bd. 1: »Fra runerne til Johannes Ewald« (Politiken, 1964). Genoptrykt i 2. udg. bd. 2, som har titlen »Fra Ludvig Holberg til Carsten Hauch« (1976).

220

Erik M. Christensen: efterskrift tilPhilets Forslag og Levnet og Meeninger (1964, 2. opl. 1971, 3. opl. 1980)(Gyldendals Bibliotek, 3).

Jens Aage Doctor: Efterskrift tilLevnet og Meeninger. Udg. af Dansklærerforeningen (1973).

Knud Wentzel: »Ewald og bibelkristendommen« iIdeologihistorie I. Organismetænkningen i dansk litteratur 1770-1870. Af Aage Henriksen, Erik A. Nielsen og Knud Wentzel (1975), s. 74-77.

Edvin Kau:Den Ewald'ske tekst mellem himmel og jord. En analyse af grundtemaer i Ewalds forfatterskab - som scene for sammenstødet mellem feudal og borgerlig ideologi i overgangsprocessen mellem feudalt og kapitalistisk samfund (1977).

Jørgen Stigel: om Johannes Ewald iDansk litteraturhistorie (Gyldendal, 1983) bd. 4, s. 391-464.

Keld Zeruneith:Soldigteren. En biografi om Johannes Ewald (1985).

Johnny Kondrup: efterskrift tilHerr Panthakaks Historie ogLevnet og Meeninger (1988)(Danske Klassikere).

Peer E. Sørensen:Håb og erindring. Johannes Ewald i oplysningen (1989).

Peer E. Sørensen:Johannes Ewalds digtning og poetik (Trieste, 1997)(Hesperides. Litterature e culture occidentali bd. 3).

Erik A. Nielsen: »Pietismens genstridige søn« i hansSolens fødsel. Seks tekster om kristendommens hemmeligheder (1998), s. 115-177.

Enkeltanalyser af digte:

Hans Brix: analyse af »Kong Christian« og »Rungsteds Lyksaligheder« i hansFagre Ord (1908), s. 1-19 og 49-66. 2. udg. 1963 (Gyldendals Uglebøger).

Ove Abildgaard: »Johannes Ewalds nattetanker« i hansDet langsomme forår (1957), s. 15-20.

Jens Kruuse: om »Rungsteds Lyksaligheder« iDen underlige Harmonie (1958), s. 55-79.

Per Lange: »Ewalds Ode til Sjælen« iDigt og Læser. En Række Tolkninger af danske Digte. Red. af Volmer Dissing (1958), s. 77-85.

Hans Jørgen Schiødt: »Johannes Ewald: Til min M...« iLitterære læseøvelser. Udg. af Erik Hansen, Erik Lilsig og Hans Jørgen Schiødt (1964) s. 11-18.

Peter Madsen: »En analyse af Johannes Ewalds digt: »Et Glimt fra Tiden ind i Evigheden (...)«« iPoetik 1967/68, nr. 1, s. 73-80. Indgår i hans artikel »Strukturel digtbeskrivelse«.

Thomas Bredsdorff: »Da vi blev syge. Johannes Ewald: Da jeg var syg« i 221 den af ham redigeredeDanske digtanalyser. Digte fra folkevisen til det tyvende århundrede læst af digtere, forskere, lærere, kritikere (1969), s. 49-58.

Finn Brandt-Pedersen: »Johannes Ewald: Da jeg var syg« i hansAnvendt metrik (1970), s. 56-61.

Marie-Louise Svane: om »Liden Gunver« iTekstanalyser. Ideologikritiske tekster. Red. af Jørgen Holmgaard (1971), s. 52-55. Også iIntroduktion til litteraturkritisk metode. Red. af Kristian Kjær og Henrik Schovsbo (1973), s. 152-154.

Ivar Havnevik: »Digter, ikke poet. Ewalds »Rungsteds Lyksaligheder«« iNordisk Tidskrift för Vetenskap, Konst och Industri 1974, s. 34-45.

Thomas Bredsdorff: om »Natte-Tanker« i hansDigternes natur. En idés historie i 1700-tallets danske poesi (1975), s. 24-31.

Jens Aage Doctor: »Rungsted og Wahlheim. Johs. Ewalds »Rungsteds Lyksaligheder«« i hansHerrens billeder (1976), s. 75-81.

Klaus P. Mortensen: analyse af »Rungsteds Lyksaligheder« og »Til Sielen« iKritik 38, 1976, s. 104-108. Indgår i hans artikel »Teksten som model - modellen som tekst. Overvejelser over forholdet mellem tekst og fortolker i anledning af en lærebog i litterær semantik«.

Per Højholt: om fragmentet »Indhyllet i mig Selv (...)« iChancen 1979/80, nr. 2, s. 28-29.

Pil Dahlerup: om »Til Sielen« og »Nytaarsdigt til en Moder« i hendesLiv og lyst. Artikler og essays (1987), s. 75-97.

Per Højholt: »Nuet iscenesat« (om »Haab og Erindring«) iPassage 1990, nr. 8, s. 110-113.

Knud Wentzel: om »Følelser ved Den hellige Nadvere« i hansUtopia - et motiv i dansk lyrik (1990), s. 93-168.

Erik Oksbjerg: studier i »Philet en Fortælning« og »Da jeg var syg« iGnisten 1986, s. 40-84. Indgår i artiklen »Empirisme i Ewalds digtning 1769-72«.

Erik A. Nielsen: »Den grædende helt« (om »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav«) iKilden og flammen. En bog til Thorkild Bjørnvig Red. af Frans Lasson (1988), s. 176-181.

Bo Hakon Jørgensen: »Den sitrende læbe som vej til Gud« (om »Følelser ved Den hellige Nadvere«) i hansMastetoppe. 100 danske digte - med korte analyser (1997), s. 84-85.

Sune Auken: »Ewald og Arnsbach« i hansEftermæle. En studie i den danske dødedigtning fra Anders Arrebo til Søren Ulrik Thomsen (1998), s. 106-15.

222

Noter til efterskriften

Efterskriftens henvisninger til tekststeder hos Ewald i nærværende udvalg er angivet i parentes. Henvisninger til øvrige tekster af Ewald gælder DSL-udgavenSamlede Skrifter (1914-24, fot. genoptrykt 1969), forkortetSS og efterfulgt afbind- og sidetal.

Kim Ravn har medvirket ved arbejdet med kritikhistorien indtil 1870.

1.

Se omslaget.

2.

LM: Johnny Kondrups udg. afLevnet og Meeninger iDanske Klassikere (1988), som noterne i det følgende henviser til. Bindet omfatter ogsåHen Panthakaks Historie (1771).

3.

»Sprog« er dog en rekonstruktion (Sprog) vedSS' udgiver S. Pallis, idet tekststedet er defekt; se s. 217,l. 27 ogSS bd. 5, s. 163,l. 32.

4.

Således benævnt af bl.a. Ernst Frandsen.

5.

Luthers Catechismus. Ved C. F. Balslev. 2. opl. (1850), §90.

6.

Harpax er navnet på et sendebud i komedienPseudolus af den rom. dramatiker Plautus (ca. 250-184 f.Kr.). Ewald tænker nok snarere på Harpagon, titelpersonen i Molières komedieDen Gerrige (1668).

7.

Fx Zeruneith, s. 120-26 og 249. Jf. Ewalds betragtning s. 113 om liv og kunst.

8.

Ernst Frandsen foreslår dog: »vistnok fra 1772« (s. 74).

9.

Citeret efter Seamus Heaneys essay »Poesiens genoprettende kraft«(Fornemmelsen for stedet (1998), s. 165 (originaludgave 1980)).

10.

Således i Diderots afhandling tilEncyclopédie ou Dictionnaire ... (udk. 1751-72) om geniet; jf. Hugo Friedrich:Strukturen i moderne lyrik (1968), s. 26.

11.

Erik A. Nielsen har overvejelser herom i sit essay om Ewald iSolens fødsel, fx s. 135-36; essayet indeholder desuden sonderinger i pietismens symbolverden.

12.

Jf. Steffen Arndal:H. A. Brorsons liv og salmedigtning (1994), s. 52. Bogen belyser desuden den rolle, foreningen med Jesus spiller i det pietistiske trosliv.

13.

Brix hævder, at digtet er skrevet 1777 eller senere.

14.

Peer E. Sørensen bemærker sidestillingen, men anlægger et andet synspunkt på den (s. 377-80).

15.

Jf. Erik A. Nielsen (note 10), som dog gør gældende, at hovedtemaet hos Zeruneith: vekselvirkningen mellem erotisk og kunstnerisk lidenskab, sine steder spærrer for en nærmere analyse af, hvor omfatteride Ewalds rødder var i pietismens erfaringsverden (s. 244).