Ewald, Johannes V. Digteren og tiden

V. Digteren og tiden

At Ewald var dybt optaget af det vanskelige i at forene den jordiske lykke med den himmelske, ses i hans debutarbejde, som udkom i en skriftrække, udgivet af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (se s. 208), og som han modtog selskabets pris for. »Lykkens Tempel« (1764) er en belærende allegorisk fortælling i tidens klassicistiske smag, bleg, men med ung, 191 entusiastisk alvor og ikke uden ewaldsk komik fortæller den om vejen til den himmelske lyksalighed.

Fortællingen betød ikke noget opbrud i det litterære liv. Det gjorde derimod Ewalds senere forfatterskab. Som den ener han var, banede han vej i Danmark for den ny, såkaldt følsomme tids stof og skrivemåde, men også for en ny digterrolle. I den træder digteren frem i fuld individualitet og med en ny social placering som et unikt væsen, suverænt uafhængig af samfundets konventioner. Men samtidig er han stymperen på tagkammeret, der må forsøge at ernære sig ved sin pen, ubeskyttet af et borgerligt erhverv. Dette vilkår var Ewald sædvanligvis undergivet, og nok i højere grad end senere digtere. Siden fik genitanken mere vind i sejlene, og kunstnermiljøerne voksede sig frodigere.

Men han er ikke udelukkende den trodsige ensomme, der vover sig ud i det ukendte nye. Han har rødder i oplysningstiden med dens krav til digtningen om at belære. Hvad enten det nu er et skrabud for kritikken eller ej, betoner Ewald så sent som i 1780 sit ønske om at gøre sin kunst nyttig (jf. s. 187). Universet er fortsat den ortodokse kirkes og enevoldsmagtens. Poeten har til opgave at hylde de himmelske og jordiske autoriteter, idet konge og øvrighed repræsenterer en højere orden. Priser man kongen, priser man Gud.

Ude i Europa var imidlertid en ny opfattelse af individets frihed undervejs. Yderligere var den fornuftoptimistiske verden og dens kunstsyn allerede i 1760'erne ved at smuldre og stivne, også hvad smag og stil angik; det kom til at berøre Ewald. Den klassicistiske form, »Lykkens Tempel« blev skrevet i, blev ham siden for usanselig og rigid. Den kunne ikke videregive »de nye, de besynderlige, de store ædle Billeder« af det paradisiske, Ewald så, og hans dystre, forvirrende erfaringer om det onde i verden, som Gud åbenbart ikke tog sig af. Siden fornyr han den klassicistiske stil i sin lyrik, og han sprænger den i sit prosahovedværk Levnet og Meeninger.

Det nye i engelsk og tysk litteratur gav Ewald incitamenter. Mødet med C. M. Wielands tyske Shakespeare-oversættelser og skotten James Macphersons gengivelser af den gammelirske Ossian-digtning, begge dele fra 1760'erne, gav ham if. Fortalen trang til at lære sig engelsk. For Levnet og Meeninger har englænderen 192 Laurence Sterne (1713-68) betydet mest med sin stærkt subjektivistiske og bevægelige The Life and Opinions of Tristam Shandy, Gentleman (1760-67); dette omfangsrige og vittige romanfragment overrumpler ved sin tilsyneladende vildsomme, men særdeles gennemkomponerede prosa. I flere af Ewalds dramaer og i hans lyrik ser man en ligeledes importeret interesse for nordisk mytologi. Den skyldes, at man ude i Europa havde genopdaget den gammelgermanske folkedigtning. Altsammen talte det til Ewalds sans for det »besynderlige«.

Foruden den dystert visionære Ossian-digtning satte englænderen Edward Young (1683-1765) sit præg på Ewalds lyrik. Youngs tungsindige, højtidelige poesi i nyklassisk form varslede om den ny følsomhed; hans poetik var med til at introducere den høje vurdering af inspirationen og geniet, som siden blev romantikkens (se også n.t.s. 67). Men mest kom den følsomme digtnings kultskikkelse F. G. Klopstock (1724-1803) til at betyde med sin højstemte nyklassiske odedigtning og især det tunge, gådefulde kristusepos Der Messias (1748-73). Ewald forsøgte at oversætte en del af første sang (SS bd. 5, s. 66-82); hans fodnoter til oversættelsen fortæller om hans omhu for og besvær med den. Også personligt kom den tyske digter til at spille en rolle for Ewalds selvopfattelse som digter, herom senere, s. 195-96.