Ewald, Johannes 2. Byliv og landliv

2. Byliv og landliv

Håbene brast ved Bernstorffs fald i 1770 (se n.t.s. 23). I digtet »Philet en Fortælning« fra samme år beskriver Ewald sin sorg over begivenheden, der synes at have forstærket en følelse af håbløshed, han på det tidspunkt led af. Et af hans udaterede fragmenter indledes: »Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du / Guddommelige Nat o Yongs Veninde« (s. 115). Det fortæller om depression og dødstanker, men også om, hvordan en sang, måske glimtet af et nyt digt, sætter hans hjerteslag i gang igen: »Da røres han endnu og gisper efter Liv«. Fragmentet kunne, med sin tale om Young, være fra denne nedslående periode8 - Young var i begyndelsen af 1770'erne et ret nyt bekendtskab for Ewald.

Efter Klopstock-miljøets opløsning var Ewald alene, måtte fægte sig frem og ernære sig som lejlighedspoet. Samtidig havde han siden 1769 været stærkt plaget af sin sygdom, og i 1770 blev han indlagt på Frederiks Hospital. Efter hospitalsopholdet sank han ned i en tilstand af druk og elendighed. Vennen Torkel Baden kom ham til undsætning; han fandt ham i 1771 på et usselt kammer i stærkt forkommen tilstand og lod ham bo som rekonvalescent på sin gård, Rygård ved Gentofte. Her skrev Ewald »Da jeg var syg«. Digtet synes at fortælle, at digteren efter at have passeret et nulpunkt har bevæget sig ud af den ufri tilstand af forfængelighed og beruset overmod, hvorom Fortalen beretter, og har erobret sig selv.

Men nu fulgte nogle urolige år, hvor Ewald med kvarter i Vingårdsstræde og med ryggen til det borgerlige samfund førte en livlig tilværelse med en broget venneskare. En del af den bestod af drikkebrødre og løse piger, men også Laurids Bendsen og den trofaste ven Peder Spendrup hørte til flokken. Om den kommers, 197 Ewald havde med vennerne, fortæller hans og Spendrups rimbrev fra 1772 til Bendsen (s. 157-59). - Til kredsen hørte desuden de tre noble og brave officerer Arnsbach, Schleppegrell og Abrahamson, alle mænd af ånd, den sidste tillige kritiker og en stor beundrer af Ewald. Til disse tre har Ewald skrevet hengivne digte. Foruden sørgedigtet over Arnsbach skriver han i 1772 til Schleppegrell det store, personlige tankedigt »Haab og Erindring«, igen om et jeg, der søger et holdepunkt i sig selv - og ønsker en mere afbalanceret måde at omgås sin inspirationshunger på.

Ved sin skønhed giver dette digt læseren en æstetisk tilgang til den oplevelse, det selv bønfalder om. Øjeblikket er forgængeligt, men poesien giver det varighed. Poesien har, med et udtryk af Jorge Luis Borges, evnen til at »genvinde en fortid og foregribe en fremtid«.9

Også det udaterede »I Abrahamsons Stambog« er et tankedigt; det ønsker vennen jordisk lykke, men desuden indsigt i, at lidelse er en nødvendig del af livet; før man har forstået det, er man ikke »viis«: »Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl, / I Mulm og Straaler altid seer sit Vel -« (s. 112). Selv lærte Ewald sig »Smertens Glæde«, som ikke er masochistisk, men består i, at livet ses i et stærkere lys på baggrund af smerte:

Er det kun Lyst som viise glædes ved;
Hvor arm er da vor Jord paa Salighed! -

lyder et fragment (s. 113).

Fra begyndelsen af 1770'erne stammer nok også det stolte digt »Natte-Tanker« (s. 116-17). Nærværende udgaves noter til digtet giver oplysninger om Chr. Thaarups rekonstruktion af de to sidste strofer i Liebenbergs Ewald-udgave. Digtets udgang lyder i Thaarups version, efter at det har talt om mørke og angst:

(...)
Naar Uglen skriger om For[træd,]
Og Dødens lodne Spaa[mænd tude:]
Da kommer Haabet til [min Pude,]
Og Livet til mit Hv[ilested.]
198 Thi den som Phoebus tilig l [ærte]
Sin underlige Harm[onie,]
Hans varme, fulde[, store Hierte]
Udbrede Himlene sig [i;]
Hans Sjæl omspænder Sol[ene,]
Hans stærke Tanke [griber Tiden,]
Og nu og da og [før og siden]
Adspreder ei [hans Følelse.]

(Lieb. bd. 2, s. 50)

Her hviler digteren i en beåndet stund roligt og selvtillidsfuldt i den »underlige Harmonie« eller den usynlige verdensorden, som inspirationen eller solens og kunstens gud Phøbus Apollon - igen en ild- og lysmetafor - har givet ham indblik i. Den rastløshed, der var problemet såvel i »Da jeg var syg« som i »Haab og Erindring«, er her ophævet. Det er ikke den kristne gud, der takkes, som i bodsdigtet »Hellige, Hellige, Hellige Gud«, men nærmere en kraft i digteren selv.

Enden på det vilde liv i Vingårdsstræde blev, at Ewalds mor allierede sig med pastor Schønheyder om at få Ewald, som var ved at blive ødelagt af druk, bort fra byens fristelser.

Moderen havde Ewald et besværligt forhold til. I et brev fra 1778 kalder han hende sin »Hjertelskte Moder« og »søde Mama«, men driller hende også med nogle spydige vers (s. 160), der antyder, at hendes omsorg for ham er overfladisk. Pastor Schønheyder kom til at fylde meget i Ewalds liv. Han har uden tvivl været fuld af vilje til at hjælpe, men hjælp var i hans øjne at lede den vildfarne tilbage til flokken og til ydmygt at finde sin plads inden for den borgerligt-kristelige orden. Som kunstner levede Ewald i en fri åndelig sfære, i hvilken præsten nok anede en uortodoks opfattelse af, hvem og hvor Gud var. Den må han have betragtet som et af tidens symptomer på farlige forstyrrelser i Guds og verdens orden. Det Skønne var ved at skille sig fra det Sande og det Gode. De nye tanker om geniet, som har sin egen orden uafhængig af samfundets, var på vej ind i det danske åndsliv, og Klopstockkredsen gjorde sit dertil. En mand som Schønheyder måtte nødvendigvis forfærdes ved en tankegang, der ikke alene tillægger geniet visionære 199 evner og giver ham ret til at bryde alle regler og fejle, men også udpeger det kontroversielle i hans værker og handlemåde som fascinerende.10

Ewald blev sat i kost hos en fiskerfamilie i Rungsted i 1773, og hans økonomi kom under Schønheyders administration. Her i de rolige, smukke omgivelser menes han at have oplevet sin bedste periode. Inspirationen har i hvert fald lejlighedsvis strømmet ubesværet, naturligt og ikke »ved Kunst opblæst«. Han kunne tage imod verdens skønhed, og han havde ord for den: »da voxte min Sang!« hedder det i oden »Rungsteds Lyksaligheder«, som er skrevet i Rungsted i 1775.

Det var også her, Ewald begyndte at skrive det veloplagte, lidet bodfærdige bekendelsesskrift Levnet og Meeninger, der radikalt og energisk fornyede dansk prosa. Men her skrev han tillige et sorgfuldt digt »Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773«; det handler om et depressivt mørke, som går hen over sindet. Og fra marts 1774 stammer et galgenhumoristisk brev til »Søvne-Trynen« Spendrup, som i nogen tid har forsømt at skrive til sin Ewald. Digteren forestiller sig, at Spendrup, den dag, han får budskab om vennens død, vil blive forbigående vemodig: »Saa er han da endelig død, den gode ærlige Gnuff?«, men glemme ham samme aften (SS bd. 4, s. 347-49). Brevet fortæller om forladthedsfølelse og dødstanker, men de mørke stemninger bliver omsat i vital og vittig prosa.