↩

Dag-Runden et Uge-Blad.

No. 1.

Af dette Ugeblad udgaaer herefter hver Uge et halv Ark.

København 1772,

trykt hos Morten Hallager boende paa Nørregade i No. 245. og findes samme Steds tilkiøbs.

2
3

Under dette Navn agter jeg hver Løverdag at lade mine Anmærkninger gaae ud — Jeg giver mig det Navn: Runde — uden at Læseren har nødig at tænke, at det skeer, for at aftvinge ham det sædvanlige Ord Werda!

At bestemme hvor og hvorom jeg vil rundere, er for nærværende Tiid umueligt og unødvendigt—

Af Frygt for Bagtale, burde jeg vel giøre en ordentlig Fortale —

Men der er unyttigt — I der øvrige skal jeg ærlig holde ved — saa længe jeg kan — skulde jeg imidlertiid lukke Kramboeden til, og declarere Fallit, saa veed jeg vist, at jeg ikke har nødig, at giøre Fred med mine Subskribentere.

Enhver Kiøber er min Læser — Men ikke just enhver Læser min Kiøber — Ellers blev min Forlægger for riig; Men nu til Øyemærket:

Dag-Runden

Begyndt den 24 Julii 1772.

Hverken vil jeg skrive Cathechismus for Stats-Mænd — ikke heller holde Dag-Bog over det, som gaaer for sig, og ikke gaaer for sig — langt mindre spionere om Hemmeligheder — og det i en fremmed Hud — Ney Tak! allermindst det sidste — jeg vil nok beholde min egen Hud, der er nok, som maae miste den alligevel — Ikke uden min Skræder vilde borge mig en nye —

Men nok: at jeg hverken hudløs, eller i fremmed Hud — vil flaae Huden af min Næste — Jeg vil kiønt holde mig i Skindet. — Saasnart jeg lod mig mærke for en og anden, at jeg havde i Sinde saaledes at rundere, anmældte sig paa Timen en Hoben, som tilbød sig at give Raporter, baade til Lands og Vands; ja endog nogle Vægtere, som lovede mig, at de, som ærlige Folk, (thi det er jo Vægterne) skulde undertiden give en Underretning om en og anden

Tildragelse om Natten, naar jeg sover, da de derimod forlangede intet uden at læse min Dag-Rund uden Penge — Dette har jeg saa vidt accorderet dem, paa de Vilkaar, at deres Nat-Rund maae bringe mig det, som kan staae ved Siden af, hvad mine Dag-Runder rapporterer mig.

Dette anfører jeg her, for nogenledes at give mine Læsere en Slags Efterretning, om hvorledes de efterfølgende Blade blive indrettede. —

Nu begynder jeg da at rundere — Jeg havde en liden Forretning (ikke just paa dette mit Uge-Embeds Vegne) i Morges hos en ung Enke —

Det er sandt! er nogen at ynke, tænkte jeg, da jeg kom ind i den første Stue, hvor den salige Mand stod Liig, saa er det visselig de stakkels Enker — Jeg fik ikke Tiid, at komme videre i disse Tanker, da en Person i sorte Klæder med en smuk pudret og net lokket Peruque, i det samme traade ind af Døren. —

Min Læser maa mærke, at jeg havde taget sorte Klæder paa, da jeg vidste, at jeg skulde i en Sørge-Stue — Neppe havde han faaet Øye paa mig, førend han med en dyb Reverence tog ud af sin Barm en indsvøbt Paque oa deraf udtrak et i Sølv-Papiir indbunden Vers — og

overrakte samme til mig med en Slags Grace — Jeg vegrede mig for at tage imod det, undskyldende mig, at jeg ikke var af Sørge-Huset — Ikke min Herre! raabte han — O! derfore kan De gierne giøre mine ringe Vers (her bukkede han dybt) den Ære at læse dem — Lige fra mit Kammer (i det samme reyste han sit Hoved i Veyret) og op til Parnassi høye Fielde, har min Vena, metaphorice at tale, sit frie Løv — Læs min Herre, jeg beder Dem — Læs disse fire Linier! See her! — Hvilke Tanker —

Du selv ey sige kand! — nu du er bleeg om

Næsen —

Din Sieles Egenskab — Men jeg det vidne kand —

Du var i Omgang mild — og ey i Venskab

kræsen —

Derfor man kaldte Dig den allerfrommest

Mand.

Hæm! hæm! min Herre! disse Dyder var Der just ikke egentlig ved Manden —

Men ..... og lad være at disse 4 Linier Din Kone elskte du — og altid flittig stræbte —

Du ingen var for nær — i dine Handlinger— Fremfusende du ey, med Skields-Ord Næsten dræbte —

Var ædrue — kort ! — for os du et Exempel

er —

just ikke heller ere saa lige sande da enhver, som kiendte Hert Grob, vel veed langt andet — see saa..... Verset skal jo være fuldt — og .....

just at sige Folk saa lige i Øynene — kort .....

det er en Slags Licentia Poetica ..... som er nu brugelig — I det samme blev Døren aabnet — Det var den unge Enke —

Stuen blev nu fuld af Poetiske Frieheder — og jeg kan sige, at det var ligesom alle Nie Muser var kommet der paa Stedet. Den unge Enke— tog imod Versene, og Complimenterne sagtedes noget — Imidlertid hun nu gik ind i den anden Stue igien, for, mueligt, at hente Penge til denne sandrue Poet, saa betiente han sig af Leyligheden, og smaaesmiskende fortalte mig, at hun, over et Aar førend Mandens Død, var alt forlovet. Men læs kun min Herre! hvor artig jeg berømmer hende tvert imod. See her!

Du sidder sorrigfuld — som eenlig Fugl

tilbage —

Dit Øye flyder bort udi en Taare-Flod — Ach! men du hører ey! jeg raader søg en

Mage —

Dog hvor er den vel — som bliir imod Dig

saa god

Synes De ikke....... Her kom Madamen — See her sagde Hun — og gav ham 2 Ducater — Gid det havde været — Hun

græd ..... — Her, giorde denne gode Versekræmmer

en forskrækkelig Allarm igien —

Endelig forsvandt han i en Hvirvelvind af Complimenter — Gratulationer — Condolationer — og først og sidst Hyklerier — Jeg forrettede mit Ærende til Enken — og gik. —

Om hun faaer den, hun førend hendes Mands Død har været forlovet med, derom skal ieg nok rundere— Imidlertiid, hvad Poeten er angaaendes, da kan man ikke forundre sig derover:

Verden vil bedrage og bedrages.

I Henseende til Enken, da maae man ikke heller meere undre sig over hende — end over en Pige, som fæster sig bort i Tide, naar hun veed, at hun skal af Plads. —

Jeg gik i disse Tanker hiem — Mine Spioner (eller Patroller, for at blive i Lignelsen) havde imidlertiid bragt følgende Nyt, som den første Prøve paa deres Duelighed:

Rapport

Til Dag-Runden.

Fæstningen Voluptas (Vellyst) som ligger strax ved Mare Pecunianum (Penge-Søen) skal nu udvides og forbedres med mange og store Omkostninger. — Aarsagen er ellers en Frygt for Krig, hvormed Sapientia (Viisdom) har truet hele Schlaraffenland, hvortil ovenmeldte Fæstning er som Nøglen. —

Fra Skallenborg haves, at sammesteds skal opholde sig et Menneske, som er født i Kiernendorf, hvilken uden nogen udvortes Kiendetegn skal besidde besynderlige og rare Gaver. Uagtet man ellers i samme Bye giør stor Væsen af fremmede, saa er han dog kun bekiendt blandt faa, og det endda af hans egne Lands-Mænd, som boe i en egen Part af Staden, kaldet Misundelses Qvarteer i Sulte-Gaden.

Sammesteds skal ligeledes et Sladder-Academie være anlagt — Tre gamle Koner ere antagne til ordentlige Lærerinder, hvoraf den eene tracterer Snakester- og Bagtalelses-Videnskaber — den anden læser over Spaae-Logien — og den 3die afhandler de beqvemmeste og hastigste Maader at blive gifte paa. —

Her Smidsker, som i lang Tiid har tient paa en Herregaard for Hovmester, og det med stor Taalmodighed, da han heller loed sig slaae af Junkeren, end at slaae Junkeren —er nu bleven aflagt med den store og tykke Huusholderske— som i lige saa lang Tiid har tient Herren og Fruen troe — og med hende er herlig Levebrød nemlig Opsigt over Skovene — Hiorterne glæde sig nu, da de har faaet en Mand over sig, som er af deres eget Slags.

Sr. Ligefrem er afgaaet med en liden Pension for sin lange Tieneste. Kunde han kun lære af Herr Smidsker at krummes og bøyes, vilde han maaskee med Tiden blive bedre aflagt.

Fyhrbøder-Embedet paa Parnasso — Cancellie-Buds-Betieningen ved Fortunæ Expeditions-Contoir og Pedel-Embedet ved det nye Sladder-Academie — ere ledige. Disse Embeder, som alle andre af deres Slags, ere af gode Indkomster og lider Bryderie. Den største Post i deres Embeder er at finde skikkelig hjem om Aftenen og ey løbe paa Afviserne og hvad den mellemste er angaaende, da bestaaer den meest i at sidde paa Gangene og spille Dam med Contoir-Betienternes Drenge, og derved nogenledes vise deres Skiebne, som giver Ansøgninger i Fortunæ Cancellie, i det de, naar de først komme til Dams, kan med disse Brikker giøre nogle Fandens Spring over alle de andre. —

Paa Toldboden ligger er heelt Læs Samvittighed, merket Nathan Lewi og Compagnie — som er ikke bleven indfriet endnu uagtet det har lagt der over 1 Aar.

Monsr. Ligeklog er kommet hiem fra sine udenlandske Reyser — Om hans Faders Vexler havde reyst ud til ham, saa havde han vist ikke endnu reyst hiem til sin Fader.

Herr Grundskielm og hans Secretaire Monsr. Hykler, har pakket ind, fordi enhver kiender dem for vel — Man kunde ellers kiende den første paa det, at han, imod den Tiid han vilde reyse af, altiid gik med Støvler og sat sin Hat langt ned i Øynene. Hvorfor vides ey! — Den sidste kiendte man paa det, at han førte sig tykt op paa andres Bekostning. —

Herr Gammelgiek er reyst paa Landet. Imidlertiid vil hans unge Kone betiene sig af Luft-Cuuren i Staden. —

Kløver Knegt er reyst paa Landet med sin Kone, Hierter-Damme, og al sin hele øvrige Familie — da han paa denne Tiid ikke har saa travlt — Skulde nogen ellers imod Forhaabning have noget at forrette med eller hos ham da

Expederer hans Fuldmægtig dem til nøye, som findes ved Bazet-Bordet baade tidlig og sildig. N. B. Om Aftenen efter 10 er han enten paa Bagsalen, eller og Skudderne ere lukkede, af sine Aarsager.

Herr Stoerpraler og Herr Hielpitrang ere begge døde; Ved deres Død er at mærke følgende: Hielpitrang døde af Ærgrelse over at Herr Stoerpraler havde faaet en Hoben Penge af ham, paa sit Land-Gods Broutenhof, i Landskabet Nullendorf — og Herr Stoerpraler døde af Sorg fordi, at Hielpitrang var kommet under Veyer med, at bemelte Landskab laae i de uopdagede Lande, paa hiin Side Spitsbergen — og derfor ikke vilde laane ham flere Penge. Den sidste Uges Rente var saa stor, at Hr. Hielpitrangs prægtige Begravelse deraf er bekostet. —

Følgende ere copulerede.

Hr. Forrykt i Blindheds-Gade og Jfr. Gallgiæd i Lobbuuspaa-Strædet. Hr. Svirebasse i Feiud-Gaden og Mad. Ødeland i Trang-Strædet. Monsr. Dreng i Lamme-Strædet, og Jomfr. Barn i Gaase-Gaden. —

Skifte-Forvalteren i Herr Hielpitrangs Stervboe har funden efter den Afdøde en Hoben Eeder og Forpligtelser paa god Betaling.

Sr. Puf underviser enhver i at gaae ud paa Huk, Stik og Stød — alle de, som har Arme, Been og Halse at miste, vilde behage at indfinde sig hos ham, da han er boende i Træfvist-Gaden.

Oprigtig blaaesuur Melk, blandet Fløde, oliede Caffe-Bønner med flere Sorter fordærvede Vahre ere at bekomme hos Sr. Knap-Vægt, boende blandt de andre.

Her Snyder tilbyder alle og enhver Credit paa fornødne Vahre, imod at han seer sig for, og altid skriver med klyftet Griffel — Siden skal han nok observere det, naar det skal føres til Bogs. Han boer paa Hiørnet af Knapmaals-Strædet, og Skiernærafs-Gaden. —

Et oprigtig Plaster for Liigtorne kan bekommes paa Indbildnings-Torvet, i Qvaksalver-Boutiqven. Men NB. man maa først skiære Liig-Tornen reent af, førend man legger Plasteret paa — Skulde den da, som er troelig, voxe ud igien, saa maae man atter skiære den, og saaledes holde ved; og skulde det omsider være forgiæves, saa er det beste Raad, at hukke Taaen reent af — saa forgaaer Lig-Tornen — og saa trykker Skoen ikke heller.

Gode Stokke-Prygl — indlagte Pander — tykke og blaae Øyne — blodige Kinder, løse Tænder, gule og grønne Rygge, samt ægte Halt das Maul — og kein Raisonirung, faaes daglig, eller rettere aftenlig, hos Kløverknægts Fuldmægtig, ved Bazet-Bordet, i Klammerie-Strædet.

NB. Sammesteds imodtages ogsaa imod en god Latter, hele Næver fulde, af godt Sølvog Guld-Gruus til at fylde — Hullerne op med, som Tid efter anden kunde ellers komme i Bankerne. —

Gode og velbesatte Lotterie-Sedler, faaes i Lokke-Strædet, paa hvis bestemte Udtræk den Spillende ufeylbarlig faaer det Suk 70 Gange betalt, som han drog, da han vovede sine Penge — og paa Ubestemt faaer han femten Gange saa meget Haab til en anden Gang. —

Kiødhoveder, som taler Poppegøye-Maal, og rigtig nok kan vende Øynene i Hovedet, stoppede inden i med gode Krøllhaar, faaes hos Sr. Glutt, hvor Opdragelses-Skiltet sees over Dørren, med en Dreng paa, der sparker efter sin Fader, og spytter paa sin Moder. —

Paa Sr. Hielpitrangs Auction bliver en Deel deylige og nette Meubler solgt, mærket: Næstens — de ere vel indpakkede i de forrige Eyeres Sukke, uden om hvilke der er svøbt Haardug — Efter-Auctions-Conditionerne hører Sukkene de forrige Eyere til.

Monsr. Indsigt vil sælge sin hele Forstand — men kunde han faae et Partie Dristighed til Leye, paa en føye Tid, saa vil han nok beholde Forstanden selv. —

NB. Skulde der gielde, tilbyder han sig, at sætte den i Pandt for Udlaanet. Thi mens han bruger Dristigheden, har han ey Forstanden nødig.

Herr Skumler, som man kan kiende paa Opslagerne, der ere giorte af Evas Nat-Klokke, har Forraad paa alle Slags Critiqver over alle Skrifter som ere komne og kan komme i Trykken — N. B. Han vil ikke gierne lade dem trykke — Men for et godt Ord kan man faae dem at læse — Han boer hos den Skindhellige Skoeflikker— Han criticerer endog sit eget — kan man forlange mere!

Herr Følesløs laaner ikke en Skilling ud paa Taarer, om man endog sat ham Eeder til Underpandt. — Men paa Guld, Sølv — Løsøre og fast Pandt laaner han med Fornøyelse imod ubillig Rente. — Han vil ikke gierne lade nogen gaae fra sig.

Monsr. Tagop vil gierne laane hvor og af hvem han kan faae noget, da han agter med første at reyse bort og aldrig at komme igien.

Oldermanden for Jøderne & Sohn har beslutter, ikke at laane ringere ud end 10 Rdlr af gangen. Altsaa maae Pantet være derefter. --

I det sidste stærke Torden, har en Frietænker tabt sin Courage, men han fandt den strax, saa snart Veyret var over. Det er godt at legge en Ting saaledes, man kan finde den igien. —

I dette Øyeblik erfarer vi, at Herr Skumler har tabt sin hele Vittighed, som var indsvøbt i Titelblade og Fortaler — Imod den Douceur, at faae al hans Lærdom at høre af ham selv, beder han Finderen at levere ham dem. —

I ovenanførte Torden-Veyer er fundet en Samvittighed og 2de Overbeviisninger. Finderne vil nødig af med den, da de befinder dem vel ved dem. —

Væv — Slidder Sladder — Critiqve-Ondskaber — og opkogt Tøy, er at faae paa behørige Stæder.

Disse ere de første Efterretninger fra mine Spioner eller Patroller — Naar de kommer ret igang med det, skal de nok blive bedre. —

Dag-Runden No. 2. Fredagen Den 27de Julii 1772.

Jeg og mine Patroller har runderet og spioneret retskaffens i denne Uge for at erfare, om vores første Udgave har erhvervet Biefald. Enhver kan sagtens tænke, at vi alle for een og een for alle vare nysgierrige. Imod Formodning har vi dog fundet det vi ønskede paa nogle Stæder; thi hvo vilde vel rænke at behage alle? Slig en Nar burde mishage alle.

Nu vil vi fortælle vore Læsere, hvordan dette løb af:

Min første Patrol, en vittig Karl, som veed at leve, og har været Kammertiener før i de gyldne Tider, kom af en Hændelse ind i en Have, hvor fire Fruentimmere sad og drak Caffe i er Lysthuus. En liden Regn nødte ham til at søge derind. De kiendte ham ikke, altsaa talte de om andre Ting, om det nye udkomne Ugeblad Dag-Runden.

Denne Dag-Rund sagde een, som havde en nyemodens Soelhat paa, vil vist nok blive lige saadan en som Patrollen — Men Gud trøste ham, om han kommer vore Moder for nær. Har Ma-

soeur nogen Tid læst Patrollen? O ja! svarede den anden, undertiden gefaldt den mig overmaade vel, i særdeleshed naar den var skreven i Avis-Stiil. Jeg vilde ønske, at Dag-Runden kunde faae saadan en Aftræk, og blive saa længe ved; thi han synes at være nok saa munter — Masoeur har Ret, svarede den, som skienkede Caffeen, saa kunde vi dog imellem faae os en liden Tidsfordriv, og noget at læse, som ey overgik vores Forstand. O! siig ikke det min artige Jomfrue, svarede min Patrol, vi have Ugeblade nok alligevel — Allehaande, Aften-posten, Spion - - - O! tael aldrig om det, raabte hun, jeg er tilfreds De selv skriver Spionen. Ney den er for lærd for os — og de andre er der ingen Løyer i; det er Under, at De ikke ogsaa nævnte Stats-Manden — Ney de got Folk skrive ikke for Fruentimmer. Der var vel et Par Gange noget at lee af i Aften-Posten; men det var det ogsaa alt. Ney! vil den gode Dag-Rund blive ved, som han har begyndt, saa skal jeg rigtig nok kiøbe hans Blade. Ja jeg er selv i Stand til at skrive ham et Brev til. Mener Masoeur, at han tog imod det — Jo uden al Tvivl, svarede

min Patrol, han vilde kanskee med stor Ærefrygt indføre det iblant sine Efterretninger. O! vidste jeg det, sagde hun — Men kom nu Masoeur, lad os spadsere — Ja nok, nu er Regnen forbi.

Med stor Fornøyelse forsikrer jeg denne Skiønne, at ville imodtage hendes Brev, ja endog holde mig det for en stor Ære.

Paa en Deel andre Steder, hvor vi runderede i samme Ærinde, have vi just ikke funden saa

Biefald — Dag-Runden, hvad Fanden er det for et Dyr, sagde en god ærlig Mand, som just stod nede ved Blade-Boutiquen paa Amager-Torv, da det første Nummer giorde sit Indtog i den. — Naa! de godt Folk veed ey heller selv, hvad de vil kalde alle disse Ugeblade— See der hvad koster det — 4 Skilling — Gotts Blitz 4 Skilling, hvor maa disse Bogtrykkere og Bogskrivere fortiene Penge. Jeg fortiener ikke saa meget paa 10 Par Skoe, som de paa et Skrift, og jeg maa endda give Credit. See der! der er 4 Skilling; men dersom den ikke duer, saa maa Fanden kiøbe den tiere. Det er sandt, hvor er det at denne Meslinge-Mordere staaer navngivet, det er dog vel meget at navngive nogen. Men kunde man ikke faae et Skrift, som skulde hede Skribent-Morderen, den vilde jeg kiøbe, for saa vidste jeg, at jeg gav mine Penge ud til Nytte. (Det er en kririsk Skoemager, tænkte jeg.)

I det samme blev den gode Mand omringet af en heel Deel Bekiendtere. Een læste for gode Ord, en anden for 1 Skillings Afgift; og saaledes faaer mange den at læse, men saa giver Penge for den, tænkte jeg.

Den haardeste Læser af alle dem, hos hvilke vi runderede, var Hr. Skumler — Forskrækkelig raabte han, de navngiver Folk, og sætter endog deres Kiendemærke. Pr. Iovem! blev han ved at raabe, jeg skal hævne mig og i det Forset løb han ilende hiem, og skrev 3 Ark fulde af bare Critiquer, som med det første vil komme i Trykken. NB. han har ellers ikke læst uden Tittelen og det Avertissement om hans Forstands Fallit; men

deraf har han alt nok. Skulde nogen befordre Dag-Rundens Undergang, er det vist det Uveyr, hvormed han truer.

Men vi ville ikke giøre vore Læsere kiedfommelige med at fortælle deres egne og andres Tanker. Vi vilde begynde, hvor vi slap, og altsaa meddele:

Rapporter

til

Dag-Runden

Min ene Patrol har seet den lille Jomfrue, som lader sig see for Penge i Gothers-Gaden. Om hende har vi følgende Efterretning:

Hun er liden.

Men hvo vil undre sig derover! Hun er jo født i Nyrnberg og altsaa Nyrnberg-Arbeyde — Hvad giør ikke Tydsken for Penge!

Gigli var alt for stor, altsaa lod han sig see, for ved sin overnaturlige Størrelse at trække Penge ud af Landet. Catharina Støber er alt for liden, altsaa lader hun sig see; for ved hendes undernaturlige Størrelse at trække Penge fra os.

I den Henseende passer altsaa ikke det Ordsprog sig: Det er got at være hverken for stor, eller for liden.

Naar Gigli ikke havde været for stor og Catharina ikke for liden, saa havde ingen af dem fortient Penge for at lade sig see. Jeg tvivler høylig paa, at nogen gav mig 2 sk. for at see mig. Tvertimod vil jeg see eller tale med visse, maa jeg give Penge til visse. NB. Disse er af det smaa Slags; men de første af det store Slags.

En Snedker-Svend, hvis Maal tydelig røbede ham, sagde ellers med en høymodig Mine og en halv tydsk Tunge, til min Patrol og til de andre Tilstædeværende: "Daß er nimmernicht solches Wunderwärk gesehen hatte, weder in Dreßden, noch in Wien, oder andersiverts." Men paa Trappen, hvor han talede sit Moders Maal, soer han: “At han, Døvllen riv sæ a, aaller had sied sodan in.„ Min Patrol meente i det mindste, at han var fød i Hadersleben langt henne i det hellige rommerske Rige.

Vi have sat os for at rundere baade om Skiemt og Alvor. I Følge af denne Plan er min ene Patrol (just den som holdt Samtale med Jomfruerne i Haven.) i disse Dage kommet efter en virkelig Begivenhed med et ulykkeligt Fruentimmer, som jeg ikke kan undlade at meddele den gunstige Læser. Et smukt ungt Fruentimmer, som maaskee ikke saa meget manglede et beqvemt Hierte til at modtage Dydens Sæd, som en god og fornuftig Opdragelse til at giøre den moden hos hende, blev bekiendt med et ungt Menneske, som havde udvortes Egenskaber nok til at indrage og lokke et ungt Fruentimmer, hvis Uerfarenhed ikke tillod hende, at skye Skallen og lede efter Kiernen. Tusinde Umager giorde ikke det unge Menneske kiedsommelig; men som de vel veed, der har prøvet Virkningen af denne Passion, tvertimod alt mere og meere oppustede den Ild, som ulmede i hans Hierte. Omsider udfandt han et Middel — Det unge Fruentimmers Forældre vare to gamle Folk, hvis Øyne saae aldrig længere efter

andres Ærlighed, end efter deres egen: Det er at sige, som troede, at andre vare lige saa lidet i Stand til at bedrage dem, som de andre.

Denne deres Tænkemaade udfandt den unge Elskere, som, foruden at han af Naturen var snue, fik 1000de Indfald, som Kierlighed hialp ham at opfinde. Han lod derfore som han opgav alt Haab, ja endog anstillede sig for den unge Pige selv, som om han af en brændende Elskere var bleven en øm Ven, der ved Hielp af Kierlighed havde fundet saa mange gode Egenskaber hos hende, at han let kunde giøre det lille Skridt, der er imellem en Elsket og en Ven, Kort sagt: Forældrene dyssede han i Søvn ved en forstilt Koldsindighed, og Pigen ved at give hende den behageligste Plan til et saa kaldet platonisk Venskab. Kan jeg ikke kysse Dem, raabte han, som har 1000de elskværdige Egenskaber, uden at have andet Øyemærke dermed, end at bepryde Venskabs Tempel?

Med disse skiulte Hensigter, bragte han hende uformærkt til at vedligeholde sin Kierlighed, uden at hun vidste andet Navn til denne Lidenskab, end et ømt Venskab. Og under denne Maske førre han hende i Bekiendtskab med en Madame, som for længe siden havde vendt Dyden Ryggen. Nu nærmede han sig til sit Ønskes Maal. Han havde kun givet hende Planen, og de yderste Deele af et platonisk Venskab; men nu var den rette Leylighed for denne Listige, at forklare de vigtigere Punkter i dette latterlige Venskab for denne enfoldige Pige, som just idet hun stræbte at drive Kierlighed paa Flugten, underholdte den uden

selv at mærke det. Han udvidede sine Begreber og ligesom han med en lykkelig Behagelighed havde vidst at indprente hende de første Grunde, saa fuldførte han nu ogsaa med en meget heldig Fremgang, sit hele Forsæt. Jeg vil ikke opholde mine Læsere. De som veed hvad den platoniske Kærlighed er for et arrigt Lokkemad behøve ingen nærmere Forklaring, og de, som ikke forstaaer sig derpaa, kan af denne Historie faae Kundskab derom. Jeg vil derfor kun sige kort: At da han havde viist hende de sidste Punkter i dette farlige Venskab, som er understøttet med de meest giennemtrængende Tillokkelser, saa forlod han hende, som en Læremester, der veed, at hans Underviste har udlært.

Denne stakkels Pige, som vel mærkede, at denne Punkt var enten ikke at finde i det platoniske Venskab, eller i det mindste ikke burde have Sted der, erfarede omsider, at hendes Læremester havde været en falsk Philosoph.

Men denne sildige Fortrydelse var hende intet uden en nagende Bebreydelse. Den listige Kone, som havde været et Middel til dette Forsæts Fuldførelse, vilde vise, at hun ikke var Skyld deri. Hun tilbød hende sin Hielp og med de kraftigste Løfter forsikrede hende, at hun vidste Middel til at fordrive disse utidige Følger af Venskabet, naar det blev taget i Tide. Hun anbragte hende Exempler og levende Beviser paa hendes Tienstfærdighed. Hun forestillede hende den Skam for Verden; den Vrede af hendes gamle Forældre; og endelig de forskrækkelige Piinsler, som hun kunde derved undgaae.

Hun opvakte derved en Strid hos hende imellem de verdslige Fordele og det ævige Tab. Pigens Tilstand havde opvakt hos hende en vis Kleinmodighed; og denne som giorde hende kied af Verden hialp hende efterhaanden paa Kundskab om Gud. Ney! raabte hun, — jeg giver mig i hans Haand. Neppe havde hun fattet dette Forsæt, førend Belønningen var en Følge deraf. En riig Mand fik hende at see, han fattede Kierlighed til hende, og begierede hende af Forældrene til Ægte. De vidste endnu ikke af deres Datrers Skiæbne. De lovede ham hende. Allene hun vægrede sig. Endelig vandt han hendes Fortroelighed ved tnsinde uforfalskede Godheder. Hun tilstod hendes Tilstand, med alle dens Omstændigheder. Han elskede hende, og overvandt sig selv i en dyb Glemsomhed om hendes Tilstand, som ikke en utugtig Begierlighed; men en falsk Vens forføriske Garn havde bragt hende i. Hun blev altsaa lykkelig — Om Himlens Straf rammer engang den falske Ven og den listige Medhielperske, derom skal jeg lade rundere siden.

Til

Den nye Fugle-Konge Hr. General Eichstedt

Vift, ret og snart Din Konges Naade traf paa Dig, Fordi Du traf Dem vist, Ham vilde være liig —

Men nu Du Fuglen traf, traf Fugle-Kongens Ære Just paa en æred Mand, som dobbelt Baand skal bare Og sligt er dobbelt Baand Dig dobbelt binde vil Til dette Sælskab, som ved Dig vil tage til.

Dag-Runden No. 3.

Fredagen den 7de Aug. 1772.

Vi levere her vore Læsere to Breve, som ere os til Hænde komne, med Begiering, at indrykke dem i vore Blade. Det første er fra en misfornøyet Kone:

Min Hr. Dag-Rund!

Hvorledes runderer De? Har De endnu ikke været i de Afkroge, hvor vi stakkels misfornøyede Koner boe? Eller mener De, at vi ere ikke værdige nok til at mælde om i Deres Blade? Jo til visse — og for at overbevise Dem, og hele Verden derom, saa behager De, at indrykke dette Brev, i det første Blad mueligt er. De maa vide, at jeg er født til en bedre Skiebne. Jeg var ikke femten Aar, da jeg forstod baade at spille paa Instrumenter, dandse, snakke fransk, etc. etc.

Kort sagt:. Jeg havde en galant Opdragelse, en prægtig Levemaade. Var det ikke nok til at giøre et riigt Giftermaal? Min slebne Tunge var ik-

16 ke fordervet ved de enfoldige Talemaader, som Borger-Folk bruge, endskiønt min Fader var kun en Haandværks-Mand, og mine fine Hænder vare aldrig hverken vaade, røgede, eller skidne af at gaae i Huusholdningen — mit Claveer, min Silke Sye-Pude og min lille Finette i min Arm, manglede ikke — og endskiønt Udgifterne i vor Familie oversteeg Indtægterne, saa maatte min Fader dog, for at føye min Moder og mig, skaffe alt hvad der behøvedes; men midt i all vores Herlighed døde han — Rettens Midler giorde deres Skyldighed, og vore Creditorer indfandt sig i hobetal. Mit Claveer, ja min Skiøde-Hund havde nær gaaet med i Løbet. — En riig Mand, som havde 3000 Rdlr. til gode i vores Stervbod, var den anseeligste Creditor — han saae mig, han syntes got om mig og tilbød mig sin Haand, uden at betænke mig gav jeg ham min igien — Nu kom jeg i Velstand — Min Mand var meget hellig, og af et slet Gemyts-Art. Alt dette vidste jeg. Men jeg var af en meget letsindig Tænkemaade, altsaa haabede jeg, at Tiden skulde giøre Ende paa ham. — Det første Aar holdt jeg mig; men nu blev Tiden mig for lang. Nogle unge Mennesker, som kom i vor Huus, fordrev mig Kiedsommeligheden.

Min Mands vidtløftige Forretninger tillod ham ikke at komme efter denne Tidsfordriv. Endelig betalte han Naturen sin Skyldighed, og døde meget beleyligt baade for mig og mine Tilbedere. Nu var jeg paa frie Fod. Jeg valgte en behageligere Levemaade. Frieheden og Glæden regierede i mit Huus. — Jeg havde længe nok været tvun-

gen. Over 10 Tilbedere indfandt sig ved Natbordet, ved Claveret — Kort sagt hvor jeg var, omringede de mig. Hvilken Glæde! I Særdeleshed indtog en Person mit Hierte, som siden var Aarsagen til all min Ulykke. Han listede et Stykke fra mig efter det andet, og da jeg var næsten nøgen, forlod han mig — endnu var ikke alt mit Haab ude — Jeg havde nogen Skiønhed tilbage og hvad Alderen begyndte at tage bort, maatte Konsten give mig igien. — En Enkemand, som var min Lige i Alder, lokkede jeg ved mine faa yndigheder; men hvor bedrog vi ikke hiinanden? — Han troede om mig, og jeg om ham, at der var Midler. Neppe var han kommet ret ind i det, førend han saae, at han var bedraget. Jeg vilde undskylde mig med, at det ikke gik mig et Haar bedre; men det hialp ikke, han pryglede mig jammerlig og prygler mig endnu. Har jeg da ikke Aarsag at kalde mig den misfornøyede Kone. Han har saaet at vide min Levemaade i min forrige Mands Tid, og den Nar er endnu saa gal, at han vogter mig, som om jeg var en Pige paa 17 Aar, og han veed endnu ikke, at Nødvendighed er en Dyd. Jeg giør Dem dette bekiendt, min Herre, for at erhverve Deres Medhold og for at lade hele Verden vide, at jeg er den

misfornøyede Kone Grethe Lings.

Det andet Brev.

Fra en Pige som holdes i Tvang.

Min Herre!

Jeg er nu 18 Aar gammel og maa ikke see et levende Mandfolk, jeg maa aldrig spadsere, uden min Papa er med, og han klager altid over, at han har ont i Fødderne. Han gloer saa ilde af er ungt Menneske, som undertiden kommer til os, som om han skulde æde ham — Denne Stakkel er omsider bleven undseelig og tør nu ikke komme til os — Jeg vilde gierne ønske, at min Herre vilde straffe min Papa i Deres Blade, da jeg haaber, at han nok skammer sig— Den gode Patrol hialp saa mange i deres Nød i forrige Tider og derfor haaber jeg, at han ogsaa hielper paa mig. Jeg henlever

Min Herres

beredvilligste Tienerinde Lotte N.

Rapporter

til

Dag-Runden

Tal-Lotteriet blev trukken i Mandags. Heele Torvet var fuldt af Mennesker. Unge, Gamle, Rige, Fattige, Halte, Lamme, Krumme, biede der paa Lykken.— I Lovises Ansigt var alt Tegn til en tilkommende Lyksalighed — 2 Rdl. har jeg sat, hviskede hun til sin Sidemand, der-

paa kan jeg vinde mange 1000de, naar bare 4re Tall kommer ud — En prægtig Saloppe — to nye Stads-Klædninger — ja Heste og Vogne — Ah Masoeur saa kan vi gaae vore - - - - - Nu begyndte de at lave til, Lovise var opmærksom — Hist stod Clitander. En Terne, raabte han glad, faaer jeg i det mindste — derpaa beroer min S** — om Skrædderen faaer noget for min nye Klædning — Clitander stod nu paa Tæerne, da de begyndte at blæse — Eraste og Agathe holder hverandre under Armen, og vil være ligesaa samdrægtige, naar nu Tall Lotteriet giver dem alle 4re Tall ud; thi derpaa beroer deres Giftermaal. Alting hopper i Agathes Liv, det bebuder hende Glæde. Nu begynde de at trække — Eraste nærmer sig Kredsen, for at være sin Lykke nær, og Agathe iler ham i Hælene. Hillemænd! Det første Udtræk er No. 28 — Ach! min søde Eraste! Det er vores Nommer, pas kun nu paa! — Ach! Hvad? Ja der er 3 Tall endnu --- — Nu No. --- Ach! der er jo heller ikke vores — Nu har vi kun 2 endnu at haabe paa - - - Ney! Nu - - -

Jeg troer ogsaa — Nu er alt Haabet ude — —

Nu kommer det sidste - - - Ach Eraste! vinde vi ikke næste Gang i Altona, saa blive vi ikke gifte i Aar.

De vare endda lykkeligere end Lovise, hun fik slet ingen ud; og Clitander ikke heller — Han bandede Lotteriet og Skrædderen, som vilde sætte ham i Slutteriet.

Nu blæste de af all Magt — Hvorfor blæse de, raabte Clitander? For dem, svarede en, der havde faaet en Terne, som har intet vun-

det. De Folk maa jo have noget for deres Penge. Var det ikke nyt nok om Tall-Lotteriet denne Gang? Naar nu Classe-Lotteriet bliver trukken, skal jeg ikke mangle at lade Læserne vide om de, der tabte her vinde der.

Cajus var aldrig Dreng, førend han blev Karl, dertil var han for fornem. — Hr. Volonteur gik allerede paa Vertshuuse — og Vanen blev ham en Natur; da han blev ret Karl, som han kaldede det; nu maatte han vel føre sig op. — Spillehuusene forsømte han aldrig — og Contoirene vare undertiden hans afvexlende Fornøyelse. Cajus faaer en vis og anstændig Løn: men, han er ikke vandt til at passe paa, og hans Løn er ikke saa stoer, at han kan have sit Udkomme; — Uhr, Kaarde, Klædninger, det er hans eget, og i Følge deraf, tager han til det; — nu er han næsten nøgen, Penge maa vi have, raaber han. Cajus har lært at skrive; han skriver; — Hvad skriver han? det han ikke burde, just da han ikke gad skrevet det han skulde; — Konsten beskiæmmer aldrig Mesteren; men Cajus var ingen Mester; man kom efter ham, men hans Ven fik ham af Vejen; — Saaledes var Enden paa hans høye Bedrifter, som havde lært at give sin Villie Tøylen, da han altid havde været frievillig.

Meget beqvemmere Bagværelser end tilforn ere at faae til Leje paa stakket Tiid, i de nye opbygte Huse i smaae Gaderne; — da de nu ere meget bedre indrettede.

I selv samme Huuse faaes om Aftenen fra Klokken 9, filered Lokke-Mad, sminkede Øyekast, og forfalskede Sire-Sange, alt for sædvanlig Priis.

En lille vakker Herre, saa skaldet som en ung Viibe, blev forleden Aften, i en Trængsel, uformodentlig af med sin lille stive Pidsk; — Ingen uberettiget maae kiøbe den, men advares at levere den til ham, da han bruger den selv.

Sr. Skyldig lader herved bekiendtgiøre, at han kan ikke nægte, at han jo er GUd og hver Mand skyldig, og at han og hans Kone lever hver Dag, som Hunde og Katte: men han vil tillige formoede, at naar den han skylder noget, har godt Pandt, saa kan han gierne lade sig nøye, og naar han slaaer ingen uden sin Kone, saa har andre intet nødig, at lade ham sligt høre, da han nok herefter skal vedblive, at arbeyde i samme Laug, som en flink Mand.

Der hvor man kan finde paa alting, har man opfundet tvende meget nyttige Machiner: Den ene et Skib, som kan seyle under Vandet, og den anden en Vogn, hvorpaa man kan flyve i Luften, over 100de Mile i en Time. Begge Dele synes urimelig; men det beroer kuns paa Indbildningen, og at man fæster Troe dertil. Det første er ellers beqvemt til at føre contrabande Vahre til Toldboeden paa; og den anden uforlignelig til at smutte bort med, ved Termins-Tid. Dog! vi have dem, som over Vandet kan føre det første behændig nok ind; og vi mangle heller ikke dem, som uden at flyve i Luften, kan smøre Hælene paa den Tid.

Man beskylder Pigerne for den Fejl, at de tale ilde om deres Mad-Mødre, — Men Ney! — I en Urteboed hvor jeg kiøber Papier, hørte jeg forleden Dag følgende Samtale, som bevidner tvert imod: Der er et smukt Dyr, sagde en Pige, den Jomfrue som boer ved Siden af os — Hun holder til med den Gamle, som hun er hos. — Forleden laae hun en Lille i hans Seng, som han - - - Det er min S - - - Løgn raabte den anden, som just tiente hos bemældte Jomfrue; (uden at den første vidste det) Jeg maae forsvare min Jomfrue, — det er rigtig nok, at hun er gode Venner med den Gamle, — det kommer ingen ved; men der har en anden - - Jeg gik — da jeg alt havde nok.

Tanker

om Da og Nu —

I Anledning

af forrige Fugle-Kongens Vers paa Pladen.

Det Da og Nu ey bør af Tidens Minde rives, Men paa Guds Varetægt, som Pandt i Hiertet skrives, Da Rigets Støtter skialv; — Da Thronen vaklede, — Nu HErren naadig hialp, og Riget ræddede.

Da du (*) dit første Da i Tidens Bog opskrev,

Ved Arve-Rettighed, vel Christian Konge blev;

Men Nu (**) en frelst Monark, en hævned Magt blev

giver; —

Han i sin Arve-Rett, — og vi i Haab oplivet.

Forskiæl paa Da og Nu — som zirer Fugle-Baand;

Da fød til Thronen — men Nu frelst ved Himlens Haand.

(*) Da Hr. Urtekræmmer Kierumgaard første Gang blev Fugle-Konge — (**) Nu han afløses anden Gang.

Dag-Runden No. 4.

Fredagen den 14de Aug. 1772.

Tiber.

En Fortælling

Tiber var født af rige og altsaa anseelige Forældre. Han tilvendte sig en fuldkommen Indsigt i alle Videnskaber, for med dem at kunde tiene sit Fædreneland, ikke ved møysommelige Eftergrandskninger og utrættet Flid, men ved sin Faders Penge, som alt havde tilkiøbt ham en fuldkommen Forstand, medens han endnu laae i Vuggen: Og da han løb i Overtrækket, syntes de, som vare om ham, at den var alt moden.— Man veed jo, at Mistbænke saa drive Frugterne til Moedenhed længe før Tiden. — Tiber voxte til. Hans Forældre døde. Tiber var nu, som det Træe, der stod tilforn i en Urtepotte, men bliver siden forflyttet i friere Jord. — Han vidste det, han burde vide, nemlig: At han havde Penge. Han kaldte sine Venner og Veninder tilsammen

og tilkiendegav dem dette, under Pocalernes høytidelige Klang. Disse drak hans Forstands Velgaaende, som laae i den store jernbeslagne Kiste; erindrede hans Munterhed, og glemte ingenlunde de ivrigste Ønsker om hans behagelige Vittighed, og grundige Indsigter, der var indsvøbt i Prioritets Rettigheder, og Pante-Obligationer. Tiber, som blev kildret ved alt dette, skienkede tidt i og fuldt op, og jo oftere Vinens Bølger spillede paa Glassets Bredde, jo tiere udbasunede hans tilkiøbte Herolder den uforlignelige Tibers herlige Egenskaber. Ingen ung Student kan hoppe gladere, med et herligt Testimonium, fra Skoelen til Academiet, end Tiber sprang fra Spise-Border ind i Karethen, med disse oprigtige Venners ypperlige Vidnesbyrd. — Han kom i Selskaber — Hans Berømmere fulgte ham i Hælene. Her igientoge de deres Lovsange. — Og Tiber blev snart Sielen i Selskaber. Hvem skinnede herligere end han? — Paa Kiolen vare de prægtigste Monumenter af Guld og Sølvtresser opreyste for den høye Smag i at klæde sig vel; og Vesten bar de tydeligste Beviser om Tibers ædle Hierte og høye Siel.

Ved Caffe-Bordet var Tiber den vittigste, og naar han undertiden feylede Indfald, sendte hans Berømmelses Udraabere, som altid holdte sig til ham, anseelig Succurs. Ved Quadrille-Bordet taug baade han og hans Venner. Her klingede hans Forstand selv — Kort sagt: Tiber var Forstandens Mynster og Videnskabernes Kieleiedegge.

Man maa ikke tænke, at hans Venner vare Hyklere — Ney! Han forstod virkelig en Hoben. Han vidste at dantse en Menuet med al den Grace, som udfordres. Han kunde dressere en Hest, og kysse et Fruentimmers Haand, med lige Færdighed og Behagelighed. Han talte flydende Fransk og havde den Fordeel, som mangler mange andre, at han talte igiennem Næsen. En Deel Titler og Fortaler var han og mægtig: Og hvo vilde vel forlange meer af Tiber, som havde arvet alt det øvrige efter sin Fader?

Førend vi fare fort i Tibers Historie, maa vi agte, at ligesom Almanakken indrettes efter Veyret, saaledes var ogsaa Tibers Berømmelse indrettet efter hans Penge. — Da Myndten klingede, klingede hans Berømmelser høyt; — da Guldet skinnede, skinnede hans Forstand stærk og kastede Straaler i hans Venners Øyne, som derved bleve gandske forblindede. — Vore Læsere slutte altsaa deraf, at da Klangen hørte op, taug ogsaa Sangen; og da Guldet ikke skinnede mere, vare Øynene ey heller mere forblindede.

Tiber levede vel og alle hans Venner med ham. Naar Tønden er paa Hældningen, bliver Øller bærmet. Neppe begyndte Tiber at vende Bunden op paa sine Penge-Kister, førend hans Venner vendte ham Ryggen. — Nu var Tiber klog nok at indsee, at han ingen Forstand havde, og det var den første Gang, at han havde været klog. — Han søgte sine Venner — De kiendte ham ikke; han gik i Selskaberne, de loe ham ud og sang: "Der er kommen et underligt Dyr i vor Herres Have.,,

Nu vidste Tiber, ey hvad han skulde gribe til. Af en Hændelse kom han forbi en Fleske Potentatinde. — Han var ung og ikke heslig, hun var gammel og ikke smuk. — Undertiden kan gamle Folk blive i Lysten — Hun giorde sig bekiendt med Tiber. Han fandt sig i Billighed, og hun gav ham Herredømmet over alle Grynene, Erterne og Flesker. Nu var Tiber bleven klog, som Spekhøker, da han tilforn var gal, som Straae-Junker. Den første Eed, han derfor giorde i sit nye Embede, var denne: "At hans Venner skulde ikke smøre sig paa Flesket."

Exempel

paa et slet Gemyt.

August var forlovet med Sophie. Længe havde han gaaet om Borde med hende, inden han vandt hendes Hierte. Kun Dyden var det, der kunde trække Sophies Høyagtelse. August laante da en Maske for at forestille en Dydig. Nu var Sophies Hierte hans; men dette var ikke den eneste Vanskelighed. Sophies Fader var riig og Adel; men August langt neden for ham. Efter Verdens Fordomme var det altsaa en uovervindelig Vanskelighed at faae hans Ja. Er andet Middel maatte derfor optænkes. August forestillede Sophie et. Hendes Dyd streed længe derimod; men August vidste at indklæde dette Forsæt i saa overbevisende Sandheder, at han omsider overvandt hendes Undseelse. Nu var August

vis i sin Sag. Tiden, som opdager alle Ting, forklarede endelig Sophies Tilstand for hendes bedrøvede Fader. Uagtet det eneste Middel til at give sin Datter sin Ære igien var ham i Haanden, saa troede han dog at forsee sig alt for meget i mod sit Adelskab, om han gav hende til ham.

Nu var Sophie dobbelt elendig. August trøstede hende med en overtalende Tunge, at en eneste Omstændighed kunde redde dem. Lad os flygte, raabte, han min Elskeligste, fra en grum Fader og et uretfærdigt Land, som regieres af Fordomme, der, hvor vi ere ubekiendte, skal en lykkelig Forening giøre Ende paa al vor Kummer.

Sophie var bunden alt for haardt, at hun paa nogen anden Maade kunde reddes. Den, som seer sig næsten opslugt af Bølgernes Rasenhed, griber med største Glæde efter en steil Klippe, uagtet den gruelige Anseende paa en anden Tid kunde afskrække ham. Saaledes var det med Sophie.

Hun overgav sig til Augusts Førelse, og efter at hun havde ikke allene indsamlet sine egne Kostbarheder; men endog taget en Deel Penge fra sin Fader, begav hun sig paa Flugten med ham. Neppe vare de over Grændserne, førend Sophie erindrede August om sit Løfte. Han opholdt hende en Dag efter den anden og imidlertid betiente han sig af Sophies indsamlede Riigdomme. Disse gave ham den Anseelse, at han kom i Bekiendskab med en riig Kiøbmands Datter i den Bye, hvortil de vare flygtede. Uagtet Sophies Taare, var han nedrig nok, til at give denne Kiøbmands Datter sin Haand, og-

det saa hemmelig, at Sophie ikke fik det at vide, førend det var for sildig. Uagtet hendes retfærdige Taarer og haarde Bebreydelser, var han dog ikke at overtale til i det mindste at give hende nogen Hielp. Som Ubekiendt i et fremmet Land havde hun ingen Tilflugt, som kunde forskaffe hende Ret. Sorg og Fortvivlelse bragte hende til det yderste. Og endelig for at giøre Ende paa sin Elendighed, giorde hun Ende paa sit Liv.

Hanen og Ræven.

En Fabel.

En Hane galede engang høyt, og efter sin Sædvane bebudede Dagens Ankomst. En forsutten Ræv, som hørte dette, spurgte: Hvorfor synger du saa høyt o Hane? Jeg forkynder Dagens Ankomst, svarede Hanen. O du Vise, raabte Ræven, som er begavet med saa propherisk en Aand, at kunde spaae tilkommende Ting, tillad mig uværdige at kysse der Hoved, i hvilket saa høy en Gave er nedlagt. Hanen, som blev indtagen af denne Roes, kroede sig ret og med stolte Trin nærmede sig Ræven. Neppe var han Ræven saa nær, at han kunde kysse ham, førend han med et afbeed hans Hoved og siden stillede sin Hunger paa hans døde Krop.

Naar Een ved Smiger vinder dit Behag; Da allerførst i Agt dig nøye tag.

Rapporter

til

Dag-Runden

I en vis Gade raabte man forleden, at Fanden var løs. Min ene Parrol var nysgierrig, og løb derhen; men da man ret undersøgte Sagen, var det intet andet end en Kone, som pryglede sin Mand. — Her var ogsaa Fanden løs!

Jomfrue Doven, som adskillige Gange har forsøgt hvad det er, at være iblant fremmede og paa 3 a 4re Steder har tient over 14 Dage af Gangen, er nu atter kommet hiem igien til sin Moder. Hvorfor skulde den Stakkel blive der? De slemme Folk gav hende aldrig Caffe og Madammen vilde have, at hun skulde staae op Klokken 7 om Morgenen, sligt er hun ikke vandt til.

NB. Et Par prægtige Briller, gode til at sætte paa Næsen, af en Kiøkken-Snager haves til Forhandling hos Huusholdersken, som blev gift med Hr. Smidsker (See Dagrunden No. 1.) Hun giver got Kiød, da hun just ikke bruger dem nu, siden hendes Mand veed, at han kan takke hende for sin Lykke; og altsaa maa give efter. Hun bekiendtgiør ellers hermed, at hun vil betale den got, som kan giøre et Par smukke Horn til hendes Mands Pande; men de maa være ligesaa smukke, som de man bruger i Hovedstaden.

Til Beviis paa, at man og kan finde Høflighed iblant gemene Folk, bekiendtgiøres følgende Til-

dragelse: En Mand, som vist ikke har havt den franske Drengs Natur, der kan see Vand under Jorden, stødte an paa en Afviser, og da den uforskammede Rendesteen ikke vilde vige, faldt han midt i den. En Forbigaaende vilde hielpe ham op. Denne var meget høflig; men den, der laae i Rendestenen, overgik ham. Ney! Ney! raaber han, i det den anden tog ham i Haanden, det er alt for megen Uleylighed, og i det vilde han hielpe sig selv Men ach! Han trak derved den anden over Ende til sig i Rendestenen. Var det ikke at betale Høflighed med Artighed?

J L B. Paa Fornuftens Ager har Sædemanden renset Kornet fra Bynken (et Slags Ukrud) og kastet bemeldte Bynke i en Lade for sig.

Monsr. Kif i Øye lader bekiendtgiøre, at han giver Underretning til alle og enhver, som maatte forlange det, om at gloe Fruentimmerne lige ind i Øynene, endog under de dybeste Soelhatte og bag de bredeste Vifter. Dette vil han lære fra sig for billig Priis; men grovere Uforskammenheder koster mere.

Endskiønt der i sidste No. indsneeg sig den Trykfeyl Sire-Sange i Steden for Sirene-Sange, saa erfarede dog min ene Patrol, som runderede i smaae Gaderne: At en lille ung Herre baade blev lokket af Maden og forført af Sangen. Han har gandske vist forstaaet vor Mening uagtet Trykfeylen.

Dag-Runden et Uge-Blad. [No. 1.-4. Juli-August 1772]

Dag-Runden et Uge-Blad.

No. 1.

Af dette Ugeblad udgaaer herefter hver Uge et halv Ark.

København 1772,

trykt hos Morten Hallager boende paa Nørregade i No. 245. og findes samme Steds tilkiøbs.