Det Kiøbenhavnske muntre Borger-Sældskab. [Forberetning og No. 1-3]

Det

Kiøbenhavnske

muntre Borger-Sældskab.

Forberetning.

(Man har formerket i de daglige borgerlige Selskaber, et Slags Misfornøielse over, at Katten er bleven udstødt af Gnavspillernes Laug.

Jeg forsikrer paa Kattens Vegne, at det hverken er skeet, fordi den saa tit har kiset de brave Borgere af, ikke heller fordi Holberg har giort Katten til en Philosoph, hvilket vigtige Embede den ogsaa skal beklæde i rette Ugeværk; men Aarsagen var denne:

Man havde alleneste indrettet Bladet, for 5 Personer, der ved gode borgerlige Samtaler skulde fornøie hinanden; men nu herefter kommer dette Borgersældskab til at bestaae af 6 Personer i dette og følgende Blade.

2

Formældes altsaa Kattens Hilsen til det samtlige kiere Gnavspiller-Kollegium, at han alletider skal indfinde sig paa Pletten med de andre gnavende Herrer.)

Katten, en lært Mand.

Nær havde man glemt mig, men troe mig! jeg skal vide at hævne mig paa Autor for dette Puds.

Hans Muus skal i det første Aar have fri Indqvartering i hans Huus, og hverken jeg eller mine ærværdige Medkolleger skal være hans Kammerjægere.

Her kan man see, hvor ilde man skiønner ipaa Folk i Verden, langt mindre husker man paa, at belønne dem for deres mange Møier og Umag.

Veed man ikke Kattens herlige Egenskaber? Eller vil man ikke vide dem? Er Vankundighed eller Glæmsomhed Skyld derudi?

Det er ikke alene vor Kammerjagd, der bør giøre Folk opmærksomme over os; nei, de er meget mere hos os, der fortiener Folkes Skiønsomhed og Kierlighed.

3

Hvor ofte trøster og opmuntrer vi ikke Folk i deres søvneløse Nætter, naar vi opføre vor Natopera, og istemmer vore fine Syngestykker!

Men det vilde blive for vidtløftig her at opregne alle de Tienester, vi viser daglig og nattelig imod got Folk.

Men tys! tys! nær havde jeg glemt at jeg var Philosoph, og saa munter en Tone torde maaskee skurre imod saa lært en Mands Embede.

Vi vil derfor stige ned i en alvorligere Tone, og snakke en Smule filosofisk.

Man veed, at vi ere et Sældskab af 6 Personer, der har slaaet os sammen, og indfinder os gierne om Aftenen paa Vertshusene, for at høre paa Borgerens Diskurser, naar han ved sit Krus Øl og sin Supken er i gode Lune.

Vi har besluttet, at lade anføre offentlig ved vor Protocolist, Hr. Blarius de Samtaler, vi kan høre paa Vertshusene, for at fornøie Borgerne, ved at læse deres egne Betænkninger, og Indfald over een og anden daglig Materie.

Enhver af os taler og resonnerer efter sin Karakteer, som for Exempel:

Hr. Staae for Gøgen taler som en fornem Borger. Hr. Hug af, som

4

en lært Borger. Hr. Gaae forbi, som en sindig Borgere. Herren med Potten, som en velhavende Borger. Hr. Blarius, som en munter Borgere.

Hr. Staae for Gøgen.

Jeg er en Mand, som elsker det Offentlige. Gaaer det det Almindelige vel, gaaer det ligeledes det Særdeles.

Er Roden, kraftig og saftig paa et Træe, gaaer Grenene neppe ud, men blomstre og giver en velsignet Væxt til sin Tid.

Jeg anseer det Almindelige som en Have, hvor enhver retskaffen Borgere bør giøre sit; han maae enten grave, eller pode, eller vande, eller giøre noget got og nyttig til Træernes sine Medborgeres Fremvext.

Er Vertshuusmanden ikke ogsaa et Træ i den almindelige Verdens Have? Bør den ene Borger ikke lade den anden leve?

Hvorfor skulde jeg ikke da imellem ynde ham min Aftenskilling?

Hvad vil derfor Momus eller Dadleren stikle paa mig og mine Laugsbrødre,

5

fordi vi om Aftenen fortærer en Skilling hos ham ved det uskyldige Gnavspil?

Hr. Hug af.

Høer! min kiere Ven! jeg høer saa mange tale om det Almindelige, som De nu nylig talte om; ja mange bruger det Almindelige til hver andet Ord, naar de snakker, men jeg har mærket, at dette Ord i de flestes Mund har ikke megen større Virkning, end en Bielde; man høer en Klang deraf, men for Resten intet mere; den er og bliver dog tom og huul inden i, i hvor meget den end rasler.

Jeg holder for, at dette Ord burde være ret hellig og høitidelig i en sand Borgeres Mund, langt vigtigere dets Betydning og Virkning i hans Gierninger

og Forhold.

Naar man forstaaer ved det Ord: det Almindelige den fælles Velfærd i et Rige, mener jeg, at man ikke noksom kan tale med Ærbødighed om saa vigtig eu Sag, men ikke desto mindre høer jeg dog ofte unge Mennesker at tale ligesaa letsindig om denne Sag, som om de kunde tale om Lisettes Strømper, og det ærgrer mig, at disse Sprandebaser tør nævne den

6

almindelige Velstand, da de hver Øieblik giør deres Muelige til at underminere og svække den, deels ved nedrige Laster, deels ved utidige Udgifter, deels ved forsukrede Forførelser.

Hr. Gaae forbi.

Men hvor kan de snakke saadan?

Kan man vente af vore Sønner i deres kaagende og ret raslende Alder, at De skal befatte sig med den alvorlige og retsindige Sag, at befordre det Almindelige Beste?

Spørg kun de fleste unge Mennesker ad, om de befordrer det Almindelige Vel! Du skal høre at de svarer dig rigtig nok Ja; Den Eene vil svare dig: Jeg arbeider paa, hvorledes jeg kan lære at stille det netteste og meest rørende Kierligheds-Brev til en lille Glut, som mange lurer paa. Spørg ham videre, om det er at befordre det Almindelige Beste? Er han snild, vil han vist nok svare dig: Ja, i den Alder jeg er befordrer jeg det Almindelige Vel paa denne Maade? jeg stræber at vinde Gluttens Hierte, og i Fremtiden at parre mig med hende, for derved at spare hendes Kydskhed

7

og Ære fra mange Forføreres Greeb, og hendes Forældre fra græmmende Sorger.

Vel holder jeg ikke med de Unges udskeiende Trin; men det beste er, at enhver Alder beholder sine Forretninger; thi for min Part skiottede jeg ei om at boe i en Verden, hvor enten alle vare Fornufttige, eller alle Daarer. Jeg kunde jo hverken vide, at sette Priis paa Fornuft, eller lee af Daarlighed, naar ikke begge vare sammenblandede i en Verden? Og tænk engang! hvad vilde vore unge Jomfruer sige, naar de ikke fandt andre Opvartere, end egensindige og knorvurne Folk, som man kan være paa vor Alder. Det vilde rigtig see kiønt ud, og vor Verden fortiente da med Rette, at kaldes den forkierte Verden.

Herren med Potten.

Snakker I kuns væk. Jeg har Pengene, I andre leder efter. Høer! Blarius! jeg har Lyst til at snakke med Dig; de andre gode Venner ere faldne ind i lærte Diskurser, og gandske har fordybet dem i Statssager.

Jeg har tit havt Lyst til at spørge Dig om en Ting: Hvor kommer det sig,

8

at naar Du er i Selskab med Folk, saa kan man enten ikke lide Dig, eller ogsaa man leer saa meget af Dig?

Hr. Blarius.

Naar jeg skal sige min Sandhed, saa er jeg en Fandens Skielm. Min eneste Hensigt gaaer ud paa, at skille Folk ved Penge.

Nu er det jo naturligt, at Skillingen sidder temmelig fast hos somme. Naar jeg vil snyde en af disse Karle, som gierne gider drukket paa andres Regning, saa setter han et suurt Gesicht op, og seer ud som han vilde æde mig, naar han tager og krammer mig inden i sin Næve, for at see ret til, om det er ogsaa mig.

Sommetid treffer jeg paa en frisk Fetter, der gierne bil føre andre i Fare med sig, han skriver sin Streg med et mild Ansigt og en lystig Haand, naar jeg snyder ham; men siden jeg hedder Blarius og har lagt min Skilling med i Lauget, vil jeg ogsaa bladre en Smule med.

Det gaaer med mig som med stakkels Struensee; nogle hader ham, andre leer af ham; saadan gaaer det mig ogsaa.

9

Det

Kiøbenhavnske muntre Borger-Sældskab.

No. 1.

Katten, en lært Mand.

Siden alle udenlandske fornuftige Skribentere daglig i deres grundige Skrifter lader sig forlyde, og formerke med, at Videnskaberne, isteden for at nærme til deres Fuldkommenheds Period, kommer daglig nærmere deres Affald og Undergang, siden det er bleven en Mode, (jeg vil ikke sige Tilladelse) at antage med Graadighed Fuskeres Fostere og Arbeider, ja mange Gange at udmærke og belønne dem frem for Mesterstykker, værdige Mesterstykker af store og vigtige Genier, saa vil vi ikke undre over, at her i vort kiere Dannemark ofte og hyppig lader sig see

10

og kommer for Lyset det ene Misfoster efter det andet, der ene galere og dumdristigere, end der andet.

Iblant disse tør vi anslaae en uanseelig Pies, der for nogen Tid siden er bleven synlig, og som har insinueret sig hos Publikum under Navn af Aftenposten.

Samme Pies er en Væv af forglemte og igiennemtykkede Sager, som er og altid bliver for visse Folk en Skat og Ligendefæe, der ved deres mavre Indsigt skaffer denne og flere Pieser af samme Mærke en lovlig Afgang.

Jeg ønsker Autor til Piesen til Lykke med hans Penge for samme, men jeg kondolerer ham med Piesens mavre og slunkne Krop og Udseende.

Hr. Staae for Gøgen.

Nu vel! I gode Venner! jeg høer saa megen Snak om denne Aften-Post; hvor kommer det sig, at man overalt laster den saa meget? Er der noget Ondt i den? Eller er det lutter Slidderfladder, som man pleier at trykke i disse mavre Tider.

Hr. Katten, en lært Mand.

Her har jeg ta af Nummerne: for min Part maae jeg sige, at det er noget

11

uselt Væv, og var ikke Islettet sommetider en Smule bedre, vilde det see galt ud for Autor; det er det alene, der afsetter hans Pies.

Hr. Staae for Giøgen.

Lad see, min Ven. Men hvad kalder De Islet i en Pies; thi hvad Islet er i Tøi, skiøtter jeg ikke om at vide; thi jeg er ingen Kierling-Mandfolk. Dette og mere fører jeg hen under den Klasse, som betreffer min Kones Videnskab.

Jeg har. aldrig giort Reiser til Væveren for min Kone, og hun vilde nok give mig en smuk Tøraf, hvis jeg giorde noget Indgreb i hendes Spinde- og Væve-Kundskab.

Hr. Katten, en lært Mand.

Islettet i Aften-Postens tvende Nummere, som vi her har ved Haanden er moersom Bibliotek i No. 3. og Tilskueren i No. 4.

Disse to Materier kunde endda gaae an for dem, der setter nogen Troe til disse Beretninger, eller veed dem noget nøiere, end Autor selv til Piesen, men hvad er alt det andet for noget, uden noget opkaagt Tøi, der ligner mere et Ekko fra Byen, end et lærerigt og opbyggeligt Skrift, hvoraf vi ei tør vente os meget i vore raa

Fuskertider.

12

Hr. Hug af.

Sandt er det, mine Venner; en Ting kan umuelig være fuldkommen, ja alting fortiener Dadel, men enhver Ting med sin Forskiel.

Jeg troer, at Autor til Aften-Posten aldrig har havt den Tanke, at lægge sig et Navn ind med dette Blad; med saavidt jeg kan dømme, har hans Hensigt uden Tvivl været at fornøie Publikum med en Blanding af det iblant os i disse Tider Paserende.

Seer I vel! har Karlens Hensigt været denne, saa har han jo endnu hidindtil svaret til sit Foretagende.

Enhver seer jo lettelig, at dette Skrift er uden Lærdom, og at en ustuderet Person vist nok skriver det; bør det ikke da at ligne den Plan, han haa foresadt sig med Bladet?

Naar en Snedkier staaer og tilskier og afpasser noget Træ til en Dragkiste, efter den Plan, han foresetter sig, var dette da ikke saa baade urimeligt og unyttigt, at han i det samme giorde nogle Skamler af det til Dragkisten indrettede, afpassede og bestemte Træe.

Hr. Gaae forbi.

Aften-Posten er vist artig nok for Liebhaberen; man kan jo umuelig være alle

13

til Pas; hvad een roser, kaster en anden Vi har jo ikke alle een Smag og Omdømme. Men dette at forbigaae, lagde jeg Merke til hvad Hr. Katten sagde i Førstningen om Videnskabernes Forfald.

Vi har største Grund til at sige, at dette Aarhundrede er som Udskudet af alle Aarhundrede: det lader som det var en afgiort Skiebne, at hele Jorden skulde oversvømmes med en Vandflod af usle Skribentere.

Det er ikke alleneste her at dette offentlige Onde grasserer, at see saa mange Misfostre paa Prent; den samme Ulykke regierer udenlands..

Ingen Dag gaaer forbi, at man jo imod sin Villie maae staae Fadder og være Vidne til disse Vanskabninger.

Den ulykkelige Autorsyge har vel ikke før været saa meget i Svang iblant os Danske; men ved Skrivefrihedens Ankomst til Dannemark, vrimlede de utidigste og mavreste Hoveder frem af Krogene. De vilde og de skulde være Skribentere.

Jeg hørte forleden Dag en samtale hos en Brøkker imellem to Karle; de saae ud som Studentere paa Udseendet, men deres Snak, der lignede mere Popegøiernes, end fornuftige Mandfolkes, betoeg

14

mig den Tanke, at de vare Studentere. Her er Samtalen:

Har Monfrere læst nogle af de nye Skrifter, siden den ulykkelige Greves Pudserier? Nei, jeg maae sige, at det Studium, som jeg arbeider udi, og som er Chimien udfordrer alt for megen Tid og Arbeide til at jeg skulde kunde befatte mig med at læse de nye Pieser, og tilmed troer jeg, at det meste som skyller fra vore Presser, er uden Tvivl Narrerier, siden det gaaer saa drivende paa, og at læse sligt nytter ikke til andet, end til at adsprede Tankerne hos den der har noget Alvorligt fore.

Hvad! — har Monfrere, inte selv skrevet noget? Og skal jeg troe, at han endnu ikke er Autor? Ak! fi Monfrere. Jeg undseer mig ved at kiende ham for min Ven; veed han ikke, at det er en Skam uden Lige, naar mau ikke kan rose sig af at være Autor til et Par Dusin Pieser.

Det giør mig ondt, Monfrere, at jeg ikke før i Dag har vidst at han er en Nar; hvor tør han snakke saaledes i fornuftige Folkes Nærværelse? Mener han, at han ustraffet kan dræbe hvem han vil med den Sous, der avles i hans forrykte Hierne? Jomfrue Skrubbe; hvad er dette her? tør han angribe en saa brav Autor? han har beriget Byen med de smukkeste Psalmer og

15

Pieser, og skal denne grove Konfekt være Belønningen for hans Sveed og Møie ?— Her fik jeg ikke mere at høre, men løb min Vei, da jeg hørte at man greb til Kaffekopperne for at hevne sig, og brugte Jomfruens smukke høie Set til en Parereplade.

Jeg spørgede siden, at denne Feide endte sig ikke, førend Chimisten maatte love den lille kiephøiede Autor den første Prøve af det Guld, han nu i 16 Aar har arbeidet paa at svede til Verden.

Jeg tænkte ved mig selv: her skulde en frisk Felter skrive en Tragicomedie om Guldmageren og Skribenten; den kunde vor danske Skueplads trænge til, og den vilde vist give brav Penge af sig.

Herren med Potten.

Hvad er alt det I gode Venner snakker saa meget øm? Er det om den Kiøbenhavnske Læse-Sahl? Jeg skal fortælle Jer, at den kommer ud paa Løverdag første Gang

Den har et forbandet lært Ansigt. Jeg var i Gaaer henne hos en god Ven, at betale ham for et Par smukke Karets Hopper, han underhaanden har kiøbt til min Kone, som hun vil bruge til Lystiourer i Sommer, naar vi kiører til vor Lystgaard Græssendall; der var en af de personer, der i Avisen kalder sig Stands-Person; han viste min gode Ven det første Nummer af dette Skrift:

Der var nogle besynderlige Materier derudi,

Dukke, og de Underværker hun havde giort i et vist Land.

16

Hr. Blarius.

Bliver der dog Alvor af med Læse-Sahlen? Det havde jeg aldrig tænkt. Jeg tænkte at disse Herrer Stands-Personer vare blevne forbausede og kussen fra Fadet, da Aften-Posten førte sin 4de Brevsæk

til Kiøbenhavn.

Det maae endelig blive noget got, siden der vaer saa længe, og man gaaer saa langsom til Verks, inden man vil lukke denne Læsesahl op for os.

Jeg skal holde det Blad, i hvordan det end gaaer; thi jeg mærker nok at Aften-Posten og Stands-Personerne vil faae hinmden ved Haaret, og jeg gad nok vist hvem af dem, der vil gaae af med Profiten.

Skal det være sandt, som man siger i Byen. at Aften-Posten paa sin sidste Reise fik en stærk Svindsot, frygter jeg for, at han taber, og neppe staaer sig imod de Fire Stands-Personer, især ere de alle saa stærke og rørige Herrer, som den af dem. Herren med Pøtten her seet hos sin gode Ven.

Nu herefter vil vi knap faae Tid til at gnave saa ofte, som hidindtil, skal vi ellers faae læst alle de Ugepieser, der nu strøifer omkring Kiøbenbavns Gader. Betænk engang hvilken Kiøbenhavns Yngel: Det Kiøbenhavnske muntre Borger-Selskab—

skriv en Streg! Kiøbenhavns Allehaande nok

en Streg! Aften-posten — tre Streger! den Kiøbenhavnske Læse-Sahl — den fierde Streg! Borgeren i Guds Rige --- Det var den femte Streg; men det bilver nok ikke derved; jeg tænker, at enhver Bogtrykker faaer vel sin Uge-Pies; saa at Urtekræmmerne og Spækhøkkerne ikke herefter skal blive forlegen for Papiie at svøbe i; det vil lade artig nok; en Spegesild i Læse-Sahlen; et Pund Smør i Aftenposten; et Pund Ost i Borger-Selskabet; en Slump Gryn i Borgeren i Guds Rige; et pund Svidsker i Kiøbenhavns Allehaande — jo det vil see herligt ud.

17

Det

Kiobenhavnske

muntre

Borger-Sældskab.

No. 2.

Katten, en lært Mand.

Hvor rig er ikke Byen nu paa Nyeheder, hvis man kan troe alt hvad man hører. Nu siger man overalt, at der skal oprettes Danske Operer og Operetter. Er det sandt, maae jeg sige, at det er ganske lovligt og roesværdigt; thi for det første blev man fri for at føde, klæde og lønne de Italienske Folk, her kommer ind (som mange mener at være Omløbere og Skummet af Nationen; men som Dannemark dog saa artig tager imod, og lønner saa vel) For det andet, saa kunde vore egne Sønner blive brugte

18

til dette og mere offentlig, som Fremmede løber af med og faaer vel betalt.

Jeg har to Sønner og en Datter, som fra Barns Been har haft et besynderligt naturligt Anlæg, Drift og Lyst til den ædle Kunst, Musiken; hvor de gaaer, saa hør man dem synge og nonne, og somme Tider sætter de dem her eller der i et Kammer alene for dem selv og synger ret artig, ja saaledes, at jeg troer ikke, at vor Sarti, denne elskværdige Komponist, skulde undsee sig ved, at laane sit Øre til disse raae, naturlige og uslebne Musikanteres Toner.

Hr. Staae for Gøgen.

De, min Ven! — og de, de vilde opofre deres Børn til den Sag, at være offentlige Sangere. Veed de da ikke, hvad Rygte Operister og Komediantspillere har her til Lands?

Hr. Katten, en lært Mand.

De have hvad Rygte det være sig, saa kan dette Rygte saavel som mange andre være ilde grundet; det er ingen Sag at tale ilde om Folk, men at forsvare vor Næste, vil vi saa nødig til.

Skulle jeg vel være saa ubillig, at være enten Byens eller Bagtalerens Ekko, uden at vide dertil? nei aldrig;

19

jeg har lært mit ottende Bud saa got som nogen, og jeg veed, at jeg bør mene og tale vel om alle, og tage Alting op i den beste Mening.

Vel veed jeg, at man har fæstet et maaskee lige saa utidig, som uheldigt Begreb til Skuespillernes og de offentlige Sangeres Forretning; men lad os undersøge, hvorvidt dette Begreb er grundet paa en tilbørlig og almindelig Menneske-Kierlighed?

Er det alene Skuespillerne og de offentlige Sangere, der ere underkastede Mangler, Feil og Forseelser?

Er det fra Theatret alene, at man tør paastaae at vise os en Skueplads af Frækheder, Udladenheder og Laster? mon Skuespillere og offentlige Sangere da alene ere Mennesker og bære den svage Menneskeligheds Mærke, og mon vi andre ere bedre Mennesker end dem, mere fritagne fra Forseelser, end dem, stærkere at imodstaae Forseelser, end dem? Nei, dette begriber jeg ikke, thi hverken har jeg saa megen Forfængelighed at ville begribe dette, eller saa megen Stolthed, at jeg turde begribe det; og mere endnu; fordi en Aktør, eller en Aktrice kan blive et Offer for en eller anden Forførelse, skal

20

derfor det hele Selskab undgielde derfor og være medskyldig med en enkelt Person og dens Forseelser?

Det kommer mig lige saa urimeligt og ubilligt for, som om man ville foragte og bagtale alle en Mands Sønner eller Døttre, fordi en af dem kunde have falden i en eller anden Forseelse.

I Følge heraf, seer jeg ikke, at en Mand havde Aarsag til at slaae sit Hoved ned for sine Borgere, fordi han havde overladt og brugt sine Børn til Skuespillere eller offentlige Sangere, naar de dertil havde bedre Gaver, end til noget andet; thi skal en ugrundet Fordom betage en Fader og Moder den Fordeel, Glæde og Nytte for det Almindelige, at følge og lyde Naturens Røst eg Kald, der ligesom peger paa, hvad ethvert Barn bør bruges til, naar dets spæde Kræfter og raa Drifter begynder at udvikles?

Hr. Hug af.

Sandt er det, det er uden Tvivl ubilligt, at hade eller foragte alle Aktører og Aktricer, alle Sangere og Sangerinder paa Theatret i Almindelighed, fordi nogle af dem kan have faldet forseet dem; thi hvad Tillokkelser, der kan skee paa Theatret, eller Forførelser bag Thea-

21

tret, kan ogsaa gierne skee i vore Huse med vore Sønner og Døttre, naar ikke en høyere Haand bevarer og forsvarer dem; men ikke destomindre, skulde det være den sidste Vei, jeg vilde tage med mine Sønner og Døttre.

Og naar jeg skulde sige Aarsagen dertil, blev det vist nok den Ækelhed og Foragt, man fra Barns Been iplanter os, for at være Komediantspiliere eller Aktrice, offentlig Sangere eller Sangerinde, denne Fordom voxer med Alderen, og mange Gange ikke forlader en Deel af os, førend vi forlader Verden.

Hr. Gaae forbi.

Men skulle det ikke være mueligt eller giørligt, ar sætte sig over, eller til intet giøre en Fordom af saa betydelige Følger for vore Børn? thi jeg sætter, jeg har en Søn, som har alle de naturlige Egenskaber og Beqvemmeligheder, der udfordres til at blive og være enten en stor Musikant, eller stor Sangere.

Jeg som Fader mærker, at Musiken eller Sangen er Naturens Røst, som mit Barn bør høre og følge; jeg tager samme min Søn med paa en Opera eller Konsert, jeg giver Agt paa alle hans Sindsbevægelser, hans Fornemmelser,

22

hans Geberder og Vendinger imens Musiken eller Sangen varer; jeg spørger ham, naar han kommer hiem, hvordan denne Musik eller denne Sang gefaldt ham; hans hele Væsen bliver lutter Svar, som afbilder hans store naturlige Drift til at blive anført og brugt til det Musikalske. Han spørger videre, om han ikke med Tiden kunde komme til at synge med paa et af disse offentlige Steder? her begynder den gamle Fordom at kaage op hos mig, og jeg nødes til at følge Strøm men og sige til min Søn, at det vel kan gaae an for ham at blive Sangere paa en offentlig Konsert, men ikke paa et offentlig Theater; man begriber lettelig, at en Opera har mange tusinde flere Tillokkelser og Ynder for en ung Person, der har naturlig Drift og Gaver til det Musikalske, end en offentlig Konsert; endelig, min Søns Drift og Genegenhed er større for Opera, end for Konserten; men her maae jeg forklare for ham Fordommen i sit hele Omfang, sige ham mine Tanker derom, men ikke destomindre give ham en uindskrænket Frihed til at vælge hvilket han vil, hvis jeg vil være en retskaffens Fader, og sætte ham paa den Plads i Verden, som Naturen fordrer.

23

Hr. Blarius.

Ak! mine Venner! hvor falder jer Diskurs maver og tør! jeg maae til at strøe nogle Løyer iblant jer Snak, skal vi ellers komme til at lee en Smule i Aften.

Nu falder det mig til at bladre en Smule om Musiken, endskiønt jeg ikke forstaaer en Node.

Min ældste Søn Peter er saa fuld af Musik, som hans Fader er af Vinde, naar han har spist Kaal; han synger saa sterk en Tone, som en Kakkelovn med 3 Trumler, naar den trækker sterk.

Han har stiaalen nogle Triller af vor Bindehund, Pakan, og saasnart Hunden giøer, giølper Drengen efter Takten saa net som nogen Musikus.

Forleden Dag var der en af mine gode Venner hos mig; Peter maatte strax ind at lade sig høre med sin Rørstemme. Jeg spurgte min Ven, hvad han meente om denne velsignede Dreng, om denne unge Kanter: han svarte, at han frygtet for at opholde sig længe i den Kirke, hvor Peter var Degn; thi gamle Kirkemure vilde staae stor Fare for at revne, naar Drengen oplod sin Strube. Tænk engang, mine Venner! hvilken lovtale I men skulde det være sandt hvad nogle af mine Bekiendtere har sagt om min gode Ven, at han neppe var kommen ud af mit Huus og ind paa et Vertshuus, forend han lod sig høre med disse Ord, at han havde været henne hos en Mand, der var saa forgabet i sin Søn Peter, at han troede, hans Søn fortiente at være al Verdens Degn, endskiønt

24

hans Stemme umuelig kunde stemme overeens med andre Sangere, end med Rørdrummer, Natng er, eller med en forrusten og fordrukken Vægter, hvis Takt er en huul Hoste, og hvis Nodebog er en Brændeviinsflaske. I kan sagte tænke, hvordan jeg elsker min Dreng, for hans Sangs Skyld; hvem elsker ikke sine Børn, naar de ere Mestre i et eller andet Videnskab?

Min Kone, der har en gemenere Smag og Indsigt, end jeg, mener, at Peter skulde være Vægter; hun siger tit af Glæde, med Taarene i Øinene, naar hun hører hans Triller og Trimulanter, hvad Glæde <S!sd« vilde det ikke være for mig paa min gamle Alder, at høre Peter uden for vore Vinduer at straale: Hov Vagter! Hov! Klokken er slagen tey?

Jeg har en lille Datter, hedder Grete; hun qvidrer ligesaa net som de glimrende Piger, der staaer og hvæser og gisper paa Theatret.

Hun kan ryste en Trille ud af sin Ralle ligesaa net og klinger, som man kan rulle Ærter ud af en Særk.

Hun sang forleden Dag den nye Hamans Vise saa ynkelig og hiertelig, at min Kone græd tre Nætter og Dage af lutter Glæde og Forundring over Pigen; jeg er vis paa, at om jeg blev en forarmet Mand, og lille Grete skulde nødes til at synge for Dørre, fik hun vist nok 4 Skilling for hver Vise, især hvis hun intonneret med Chrisillis, du mit Verdens Guld. Denne Vise synger hun ligesaa net, som Peter synger Vægtervisen.

Jeg troer, at min Peter bliver Pibere ved Dragonerne og Grete skal herefter synge til Bords for mig og min Kone, at hun ikke skal glemme sin Sang imens vi andre spiser.

25

Det

Kiøbenhavnske

muntre

Borger-Sældskab.

No. 3.

Katten, en lært Mand.

Nu! I got Folk! hvad bliver der af med vore Statsfanger? Jeg synes, det gaaer meget langsom til. Struensee har længe været stegt og brændt af meenige Mand. Nogle som tænker en Smule skikkeligere, har dømt ham og Resten til Munkholm; men jeg for min Part troer ikke meget eller underskriver saa strax alle Byerygter.

Men hvordan staaer det sig med Dronningen? Hvad vil de vel giøre ved hende? Har I hørt noget derom for nyelig?

26

Hr. Staae for Gøgen.

Ja tilvisse. Nu arbeider man jo paa et nyt Udstyr til hende, for at give hende en anstændig Hofstat med paa Reisen; man mener at denne Foræring kommer til at koste Dannemark 40000 Rd.

Katten, en lært Mand.

Ja, hvad er vel det for en Dronning? Mener I, at det er for meget? Jeg synes, at det er baade billigere og bedre, at anvende noget paa vor egen Dronning, end paa andre Fremmede, der lader sig i en Hast see i Dannemark, og om en farlig Strøm skyller med sig ud af Riget Sølv, Guld, Juveler, kostbare Sager og hele Stumper af Rigets Velfærd.

Hr. Hug af.

Ja, alt dette er got nok; men mener I ikke dog at det havde været bedre, om disse offentlige Ulykker ikke havde skeet? Dannemark har knap Raad til at miste 42 Rdlr. i den Tilstand det er nu omstunder, langt mindre 40000 Rdlr.

Jeg var i Gaaer i et Sældskab, hvor jeg traf en norsk Spaaekone, der hidindtil har spaaet Dannemark temmelig rigtig sine forrige Tilfælde. Hun aabnede hendes sorte Kunster med en

27

lang Fortale om en nye Skat, som skulde kaldes: nødvendige Følger af en kritisk Sag; hun sagde videre, at denne Skat vilde blive en Sønne-Søn af Extraskatten for en vis Tid, og hun skimtet allerede en heel Hær af Sukke og Taarer, der vilde strømme frem af de Danske Øine.

Hr. Gaae fordi.

Ha! ha! jeg maae lee, at I got Folk vil lægge Mærker til Kierling-Sladder; jeg mener, at det lader ikke smuk for en Undersaat at tale saa meget om sit Føderiges Armod; han giver jo Fremmede derved Leilighed baade at foragte og maaskee fatte visse Hensigter imod vor Rige.

Var det ikke bedre, at vi ikke lod os mærke offentlig med Dannemarkes Trang? Hvad kommer den ud af? Mon fremmede Nationer giver Riget noget, fordi vi klynker? Eller afyielpes vor Mangel, fordi vi bestandig tykker paa Extraskatten. Jeg mener at vore Tænder allerede kunde være stumpe af denne sure Drik; hvad har det hiulpen, at man har skreven og snakket offentlig om denne og flere Skatte? Ere de derfore bleven hævede? Nei Skat bliver Skat,

28

saalænge det behøves, og skal vi have saa slette Tanker om vore Statsmænd, at de ikke skulde have større Indsigt i Rigets Trang, end vi?

Herren med Potten.

Han har Ret, min Ven i visse Dele. Jeg har altid været af den Tanke, at hvis Extraskatten og andre Skatte ikke havde sin nødvendige Nytte for det Hele, bleve de hævede og Borgerne fritagne fra Byrde af dette Slags.

Det er jo ingen Spas for et Rige, om Borgerne forarmes. Bonder og Borgere ere jo de Støtter hvor paa et Riges hele Rest skal hvile; bliver disse fortærede eller nedsiunkne af ubærlige Byrder, synker jo hele Staten, og bliver til Intet.

Hr. Hug af.

Ja, alt dette er sandt; men ingen kan bilde mig ind, at Extraskatten er saa almindeligen nyttig, som en Deel mener. Jeg slutter fra mig selv til det Almindelige. Naar jeg nu er en Haandværks-Mand og skal fortiene Føden til Kone, Børn, mig selv og Tyende ved mit Arbeid og Hænders Gierninger, og jeg ikke kan faae mine Penge af dem jeg arbeider for uden i Smag-Dele, kan jeg ikke kom-

29

me fort med min Profession. Skal jeg ikke have Penge til Udlæg for hvad jeg forbruger i mit Haandværk? Hvor skal de komme fra? Skal jeg laane 20 Rdl. af en Jøde eller en christen Aagerkarl, og give ham 6 Rdlr. af 20 Rdlr. om Maaneden, fik ikke saa min Kreditor 3 gange saa meget Profit som jeg fik? Ligesaadan gaaer det med Extraskatten; dens Smaa-Dele kan umuelig være af den Nytte for Statten (saalænge de mangfoldige unyttige Udgifter skal taales her i Riget) som om en Borgere paa engang, efter Proportion om Aaret maatte give, hvad han vilde og kunde.

Hr. Gaae forbi.

Men om jeg maatte sige det; er det ikke billig, at fornuftige, nødvendige og i Fremtiden nyttige Stats-Hensigter opfyldes, og at en Dronning behandles efter den Velanstændighed, der er hæftet paa hendes høie Stand?

Som der bør være Proportion og Forskiel i alle Ting, saa bor der ogsaa og langt mere i dette. Om min Kone for evig skulde skilles fra mig, vilde jeg vel sørge over, at en nødvendig Skilsmisse var for Døren og maatte udføres, men jeg vilde giøre alt mit Muelige for at for-

30

lette hendes Livs Byrder og Sorger, naar jeg havde saa ædelt et Hierte at beklage den svage Menneskelighed i hvis Person det end maatte være, hvad Under da, at der i dette skeer hvad der skeer.

Katten, en lært Mand.

For min Part maae jeg sige, at var der noget i mine Glemmer saa værdigt, som jeg ønskede det, vilde jeg skattere mig lykkelig, hvis jeg torde udlevere det til vor Dronning, og see det i Naade modtagen af saa høi en Person.

Himlen velsigne hende i hendes tilkommende Residents, og holde sin almægtige Haand over et kronet Hoved.

Hr. Gaae forbi.

Men mener I, at det det er sandt, at Struense og hans slemme Anhang slipper med Livet som man siger?

Herren med Potten.

Det troer jeg aldrig; endskiønt man veed kuns lidet af hans Forbrydelser; thi Byesnak er som Sneebolle, jo mere man ruller den, jo større bliver den.

Hr. Gaae forbi.

Jo! man siger, at man bygger et galt Huus paa Munkenes Holm, hvor han og hans Herrer Kollessker skal væ-

31

re og blive paa Livets Frist; er det sandt, da pyt! sagde Peder til Kongen.

Hr. Stage for Giøgen.

Sliddersladder! Fanden frier nok sine, hvis jeg kiender ham ret, Struense har ingen Nød, ingen Fare; han staaer sig som en Helt; han har intet giort, uden hvad enhver anden Slyngel kan giøre, og hvad vilde vel saa giøre? Hvad hielper det vel at hænge de smaae Tyve og lade de store gaae? Til hvad Nytte? Siig frem du arme Synder.

Hr. Blarius.

Løber I gale, Karle! sagde Sibille til sin Trefod? Troe mig sikkerlig paa mit ærlige røde Kaaber Ansigt! jeg vilde gierne være en Statsfange i disse løierlige Tider. Troe mig! jeg har mange gange i baade Drømme og vaagende ønsket at jeg var i Dronningens Sted. Det var ingen dum Streg af mig, at ønske sligt; de 40000 Rdlr. vare dog gode at tage med i disse forbandede snevre Tider. Og hvor mange Løier vilde jeg ikke saa have, naar jeg reiste fra Kongens Kiøbenhavn, for at henbringe min Levetid blant de dum-

32

me Jyder og Jøder! men tys! jeg er ikke saa lykkelig.

Hvad Monsieur Strut angaaer, saa troer jeg rigtig nok, at jeg kommer til, at see ham at giøre Churer i Luften udenfor en af Portene, enten han piber som en Trane, eller synger som en Nymphe, og da vil det heede til alle Nymferne: Adis mon Plæsi; nu seer jeg jer aldrig mere.