[I.C. Grave ?] HLS Critisk Journal over alt hvad der er skrevet i Anledning af den 17de Januarii. [1-2. Hefte]

Critisk Journal over alt hvad der er skrevet i Anledning af den 17de Januarii.

Iste Hæfte.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Grandia tenues conamur!

Hvor mange Hierter den syttende Ja- nuarii har sat i Bevægelse, det er utalligt. Hvor mange Penne den har sat i Gang, det er ubeskriveligt. Hvor mange Digter og Fortællinger den har fremlokket, det er utroeligt. At ikke fleere Skribentere og Poeter opstod til værdig at beskrive og besynge dens allermærkeligste Begivenheder, det var uventeligt. At en Hær af slette Rimere og daarlige Skribentere har til Skam for Smagen, Skam for sig, Byrde for Almuen, Græmmelse for Ret-

4

4

tænkende, sludret om de samme, det er begrædeligt.

Nu kommer Du igien, Mome, tænker I maaskee, I Herrer Digtere! Det er vel dig, som i Avisen No. 25 i Flæng udpeeb heele Digter-Coret, og truede at du vilde smide alle vore Sange i Lethe- Floden. Ney! forhaster eder ikke, mine Herrer! thi vel er mit Fornavn Ego; men gid jeg var saa reen for alle, som jeg veed mig frie for denne Forbrydelse. Jeg bærer tvertimod en retfærdig Afskye for den Grovhed, med hvilken denne Skrydere uden Forskiel begegner denne Tids Digtere, just i det han giver dem uden Forskiel det ærværdige Navn af Poeter. Ney! havde han ey saa hidsig commanderet Muserne til Marsch, havde han ey saa blindt raabt Gevalt midt i Fred mod uskyldige Folk, havde han lastet hvad der burde lastes, og roest hvad der fortiener Roes, havde han ey fremstillet sig som en ildesindet Ederkop, der opvækkes ved Fluernes Snurren til at martre; Havde han ey overtraadt eet af de ældste Bud, ved at sætte al Ære af Syne, som man skylder en ær

5

5

værdig Olding i Ordet, og med en blind Foragt udpidsket den gamle Oprigtighed, som dog overlever tusinde slige Spradebasser, og overvejer Myriader spottiske Indfald. En fin, havde han skrevet med Distinction, viist større Ædelmodighed (som han raaber paa) i sin Critiqve, større Klygt i sine Udtryk, større Retsindighed i det heele, havde han giort Tillægget til Navnet saaledes: Fra Struense og slette Sange, befrie os kiere Herre Gud! saa kunde det ladet sig høre, saa vilde jeg selv have subscriberet hans Dom, men nu er det saa langt fra, at jeg tvertimod, naar ey den Smule Vittighed dette Dikt paa et par Stæder synes at vise, var for sammes Grovhed eenig med de Herrer Versemagere at udtyde hans underteguede E med et Tillæg af de tre Bogstaver s e l. Men nu extravagerer jeg. Vil de Herrer Digtere, som ved Hr. E hans Dikt med Ret finder sig fornærmede, love mig noget Got, saa skal jeg ved Slutningen af min Critiqve toe den Karl paa deres Vegne, og det i Riim. Nok paa dette Stæd, at jeg forekommer deres for hastige Domme, og forsikrer dem, at jeg skriver i et langt ree-

6

6

nere Øyemærke, end denne Petit Maitre. Jeg leverer Dem her i disse Blade en Fortegnelse paa alle de Skrifter, som ere udkomne i Anledning af den sidste 17de og paafølgende 29de Januarii. Med Vidende og Viliie skal jeg intet forbiegaae, paa det min Catalogue maae være af en fuldkommen Efterretning for de Herrer Liebhabere til saa vigtig og mærkelig en Bogsamling; Men da jeg er en Hadere af al Uorden, saa har det kostet mig meget Hovedbrud at bestemme mit Valg af Ordenen, som jeg i denne Liste beqvemmeligst burde følge.

Formaternes Forskiellighed syntes at kunde give mig den sædvanligste, men da Mængden er i Octavo, her er kuns nogle faa Qvarter, eet i Duodec. og ingen Folianter, saa overloed jeg denne til AuctionsLister — Formaten skal desuden ved ethvert i sær vorde antegnet. Tidsordenen kunde jeg ey følge, thi deri er jeg uvis, og der er intet Datum antegnet paa de fleeste. Den Forskiel, der er iblant Skrifterne i Henseende til frie eller bunden Stiil, og atter at nogle af disse ere til at synge, andre

7

7

usyngelige eller i det mindste under sin egen velklingende Melodie, kunde og danne en Orden; men den forekom mig ey heller vigtig nok at følge i saa vigtig en Journal; Jeg skal dog ikke forglemme ved ethvert at erindre saadant til deres Efterretning, som maatte være Liebhabere af Sang. Deres udvortes Værdie, da nogle ere til een, andre til flere Styvere, kunde jeg ey heller for visse Aarsager overtale mig til at følge, dog skal jeg paa sit behørige Stæd med al vedbørlig Nøyagtighed bekiendtgiøre samme, paa det enhver kan viide, hvor høyt denne rare Samling vil komme dem. Afhandlingernes Materie og deres indvortes Værdighed blev altsaa den, der maatte tiene min Fortegnelse til sin Inddeelings Rettesnoer. Her ere nogle behagelige, andre tørre, nogle klygtige, andre dumme, nogle sande, andre paadigtede, nogle nyttige, andre uskyldige og atter andre skadelige, saa at jeg endelig er blevet eenig med mig selv, at henføre heele Massen under 3 Classer, hvoriblandt de som giver nogen Vittighed eller Smag tilkiende, faaer efter Fortieneste sit Stæd i den første; De som vel ingen Vittighed fremviser, men dog kan være til Fornøyelse

8

8 for Almuen og ingen Skade for Sædeligheden findes anførte i den anden; men de, som ere blotte fra al Vid og fyldt med usømmelig Snak, findes nedstødte i den nederste Classe. Men med det samme bliver jeg jo Criticus. En farlig Post i saa slibrige Tider! Jeg seer mig ligesom forud omringet af en Hær, som fnysende spørger: Hvo haver sat dig til Dommere over os? — Ja det maae nu intet hielpe. Jeg er herfor, jeg maae heran. Jeg spaaer min Journal ikke bedre Skiebne end andres, i hvor udstrakt en Nytte den, end har. Piber den kuns frisk ud! Jeg vil imidlertid bereede mig paa fiin og grov Skyts.

9

Første Classe Hvori findes optegnede de vittige. 1. Brev til Kongen fra P. F. Suhm, i Ark stor i 4to.

Det er vel dette Patriotens Brev, som den skrydende Diktere i Adresse-Contoirets Efterretninger No. 25 undtager. Hvorfra? skal man ey i en Hast kunde sige. Fra Under- gang med Resten i Lethe Floden vil han vel meene; men fra at kiøbes til sin Bogsamling, synes han at sige. Saa urigtigt et Stæd er hans Undtagelse og Parenthes anbragt paa, hvormed han røber sin Mangel i at udtrykke sig ret, just i det han vil fremstille andres Mangler til Spot. Men enten han meener dette eller hiint, saa er dette Brev af den Beskaffenhed, at ingen Lethe kan udslette den Ære, det giør sin Forfatter.

10

10 2. Guds Hævn over Kongens Fiender, udført den 17de Januarii, 1 Ark

stor i 4to. 4 Skill.

Havde et Par forvovne og eet uædelt Træk ey vanziiret dette Poem, saa havde det formedelst sine levende og nette Træk overalt været roesværdigt.

3. Det frelste Tvilling-Riges Frvd over sin elskta og frelste Konge, paa Allerhøjst-

sammes høje Fødsels-Dag. 1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Er af samme Smag med det næstforrige; men frie for dets Feyl. De 2de sidste Stropher kan passere for et Mynster til et christeligt Ønske over en Monark.

4. Følelser paa Kong Christian den Syvendes Fødsels-Fest, helligede Kongen, Dronning Juliane og Arve-Prinzen, af

J. L. Bynch, 1 Ark stor, i 8vs.

4 Sk.

Man vil troe, at Forfatteren har følt hvad han har skrevet, da det meeste af hvad han har skrevet er følt af mange. Vittighed og et til Digtekunsten oplagt Hoved fremlyser af nogle Træk, og naar han dermed foreener Fliid og moedne Overlæg, kan han blive stor.

11

11

5. Rigernes Bøn til Kongen paa Aller- højstsammes høje Fødsels-Dag.

1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Er af samme Smag og Character i bunden, som Hr. Suhms Brev til Kongen i ubunden Stiil. Saa vigtige, saa mange (og nogle fleere) Sandheder indeholder den frie, men dog anstændig anbragte.

6. Musernes Indfald i Anledning af den 17de Januarii 1772, indsendt fra Par-

nasso. 1 Ark stor, i 12mo. 4 Sk.

Indfaldene ere gandske anstændige for disse ædle Demoiselles. Deres Udtrykke med de Styrtede og Arresterede ere ligesaa overeensstemmende med Sandhed, som med et ædelt Hierte. Deres Ønsker værdige Kongen og de Kongelige Personer. Deres Tanker overalt klædte i en jevn, men net Dragt. Alleene, Monarkens Optog omkring Kiøbenhavn den 17de Januarii synes at have indtaget disse kielne Jomfruer saa heftig, at deres Beskrivelse af samme falder lit overdreven.

7. Tanker at synges ved Kongens høje Fødsels-Fest, under den Melodie: Min

Philander, Tiden minder, 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Indeholder nette og en christelig Poet, vel anstændige Udtryk over 12 ved denne Leylighed velanbragte Bibelske Sprog.

12

12

8. Tvilling-Rigets Tvilling-Glæde over den 17 Januarii & c. Et halv Ark

stor, i 8vo. 2 Sk.

Køber paa sine Stæder en god TænkeKraft. Skabe, at Digteren har uden Tvivl villet være henrykt, hvilken Attraae synes at have for- rykket den Stadighed, som sømmer en Digtere.

9. Tanker i Anledning af Natten imellem den 16 og 17 Januarii. Et halv

Ark stor, i 8vo. 2 Sk. Forfatteren, som i Slutningen af Verset tilkiendegiver sit Naan med H. G., besynger ikke uværdig denne merkværdige Nat. De paa nogle Stæder forekommende Tautologier kan ventelig undskyldes ved Mad. Licentia, da Sangen for Resten ey er uvittig.

10. Dronningens Eftermæle for den 17 Januarii. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Titelen er bedragelig, og burde hede: Dronning Julianes Roes, hvilken vel ey uden al Roes for Forfatteren, men dog ey værdig nok for saa stor en Dronning i samme er be- synget.

11. Den paaseende Bias. Et Ugeblad. Andet Stykke. Under Navn af: Den Danske Regierings Underminering, 1 Ark stor, i 8vo.

Et fiint og net Stykke! Skade at For- fatterens Stiil paa visse Stæder taber sig, paa

13

13

nogle Stæder med melkagtige, og paa andre med smigrende Udtrykke afbryder den Højagtelse, man ellers overalt skyldede den.

12. De Danske Kongers Souveraine Magt, viist og beviist i Anledning af den

sidste 17 Januarii. 1 Ark stor, i 8vo.

Det er just intet mathematiskt Beviis. Snarere er de Danske Uudersaatteres Lyksalighed under deres Souverainer, og Kierlighed til samme i en afvexlende bunden og frie Stiil, hverken uvittig eller ubehagelig viist af Forfat- teren.

13. Den i kort Tiid ophøjede, men lige saa hastig nedstødte store Nordiske Tyv

& c., forfattet af en jammerlig Skribent. Et halv Ark stor, i 8vo.

Da Forfatteren fornedrer sig selv, saa vil vi ophøye ham i den første Classe, siden man dog ey kan fradømme Verset nogen Vittighed og maatte ønske, at ingen jammerligere Skribent var opstaaet i Anledning af den 17de Januarii. I Tyveriet mod Gud har Grev Struense desværre! mange Brødre, men at han i sit Rov mod Kongen har faa sin Lige, det maae man tilstaae Forfatteren, men om han derfor bliver et Verdens Vunderværk, det er et andet.

14

14 14. Gedanken im September 1770 geschrieben, und wegen des merkwürdigsten 17 Jenners zu einer Erinnerung beyder Zeiten im Druck gegeben. Et halv Ark stor, i 8vo.

Naar man bør troe Titulen, saa er og dette Vers et Beviis paa, at den 17 Januarii har fremført meget for Lyset, som tilforn laae skiult i Mørket, og aabenbaret mange Hiertes Tanker. Thi dette, som har været tænkt og skrevet i September 1770, har ej vovet at komme for Lyset før denne Dag. Dievelen forestilles heri at overlegge med sine Venner, hvorledes de bedste Mænd ved Hoffet og fornemmelig Grev Bernstorff skulde styrtes og forjages. Han synger Triumph over sin Lykke, hvis Undergang Digteren spaaer ham med sit Sælskab. Saa megen Vittighed fremviiser det, at man ey tør nægte det Stæd i den første Classe. Ellers er det noget underligt, at Dievelen indføres paa et Stæd at bande saaledes: Mich sollen tausend Teufel holen: og paa et andet Stæd bander denne Aand ved sin Siel. Det sidste skal maaskee være en Hebraismus og sige saa meget, som han bander ved sig selv; men den første Eed synes ikke anstændig for Lucifer.

15. Et merkværdigt Brev til Grev Struense fra hans Fader. En Oversæt- telse. Et og et halv Ark stor, i 8vo. 6 Sk.

15

15

16. Et Ditto fra hans Moder. Et Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Det første af disse er ey paa alle Stæder saa Faderligt, som det er eftertrykkeligt. Begge Brevene ere ey saa rigtige, som Tankerne ere vigtige; thi aldrig kan de indeholde saa store og fyndige Sandheder, at jo de Løgne, deres første Blad eller Titel indeholder, ere langt større. Her er intet Brev enten fra Fader eller Moder, følgelig ingen Oversættelse, ingen Merkværdighed. Forfatteren har digtet, hvad den fangne Greves Forældre kunde tænke ved deres Søns Ulykke, maaskee og truffet nogle af deres Tanker. Han skriver just ikke meget, som kunde være dem uanstændigt. Ikke destomindre bliver det uanstændigt baade for ham og hans Forlæggere, saa forfængelig at misbruge Guds Ord til at lyve, og saa forvoven at bruge Løgn til at vinde. Det kan aldrig kaldes en fraus pia, men bliver altid nigro carbone notanda, om Brevene end vare nok saa christelig, vel og vittig skrevne. At paadigte saa stor en Mand, som Superintendenten Hr. Struense et Brev af saa vigtigt et Indhold, at paabyrde et heelt Publikum saa smykket og tærende en Løgn, det bliver altid en formastelig Forbrydelse. Men maaskee! Forfatteren har ej meent det saa ilde, og Hr. Thiele har uden Tvivl den Vespasianske Troe: Bonus lucri odor & c.

16

16

17. En sandfærdig og virkelig Samtale imellem den afdøde Greve af Griffenfeld og den nu levende Greve af Struensee, holden Natten imellem den 17 og 18 Januarii i Citadellet, 2 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Den er trykt hos Thiele, og ligesaa sandfærdig og virkelig, som ovenmeldte Breve, dog saadanne trykte Sandheder, som denne, bliver ingen saa let bedraget med. Man kunde dog vel have tiet med denne Samtale, indtil Struense var død, da det kunde have faaet Stæd iblant de berømmelige Todten-Gespräche, som skrives af de Levende; men Griffenfeld maae op af Graven for at skaffe Bogtrykkeren Penge. Forfatteren beholder da den Priis, at han er den eeneste, der i Anledning af den 17de Januarii har foruroeliget de Døde. Ellers er det underligt, at Griffenfeldts forhen vittige Geist er blevet saa blind, at den ikke kan kiende, at den er ved en fangen Mand i Castellet. 18. Ob Hoftem Patriæ deviztum. A. D. XVII Januarii CICICCLXXII. 1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Besynger i Latinske Chonambiske Vers Guds Hevn over den stolte Spottere; Stiilen er efter Tankerne jævn, men neppe alle- vegne en Latinsk-Poet værdig.

NB. Hvad videre der maatte henhøre under denne Classe, skal følge i det andet Hæfte.

17

17

Anden Classe.

I hvilken de Skrifter, som ikke fremviiser nogen synderlig Vittigbed; men dog ere uskyldige, findes anførte.

19. I Anledning af Fredagen den 17de Januarii, den Freds og FrelsesDag for Tvillingen.

Den 17de Januarii havde neppe udbredet Morgenstundens Nyeheder, førend dette Qvartblad med sit Tvillings-Mærke opvakte sine Læsere til at huske paa at det var Fredag, og insinuerede Monarken en Levites Bøn. Søndagen derpaa blev det ved Kirkedøren uddeelt til got Folk mod 2 Skill. Erlæggelse. Som det første af sit Slags blev det kiøbt, men dets Korthed levnede endnu meget at be- synge til fleere Digtere. 20. De Kiøbenhavnske Borgeres Seyer- Sang over de nye, men heldige Forandringer. Under den Melodie:

Det største Glædes Flag Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Den Tvang, Rimene paa visse Stæder har giort i Digterens Tanker er ikke saa be-

18

18 hagelig. Saaledes kan han f. Ex. ey tænke paa Guds Forsyns Øye, uden han tillige maae tænke paa Vande og Høye. Den Tanke synes og noget forbarmelig. Gud sig loed forbarme, da han i Søvnens Arme ind- sluttet os tilloed; men man har maattet behol- de den, at den kunde tiene til et Riim paa Omqvædet: Vi vandt, vor Sag er god, med hvilke Ord ethvert Vers begynder og ender. For Resten er det en Sang, som kan være hver ærlig Borger, der kan synge, gandske anstændig ved denne Leylighed, og indeholder overalt forstaaelige Riim, naar man undtager Fortolkningen af de 3 Danske Heltinder, som Kongen endnu finder i Kiøbenhavn, hvilken Sangeren ventelig forbeholder sig selv.

21. Kiøbenhavns pro Memoria over den meget merkværdige Begivenhed, som skeede den 17de Jan., under samme Melodie som den næstforrige. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Den er ingen god Recept for at styrke Hukommelsen; thi dertil er den alt for lang, men for Hyrder og Bønder-Piger paa Landet kan den være tienlig til at øve samme. Saa merkværdig en Begivenhed den skol besynge, saa umærkelig er dens Fynd. Dog har den, som een af de første af slige Sange været meget

19

19

afsættelig, siden den tillige er skrevet efter Al- muens Smag og under en munter Melodie.

22. Apollions eller den store Drages Fald, efter de Guddommelige Loves uforanderlige Bestemmelse. 1. Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Saa figureret Skriftets Titul er, saa er og dets Talemaader. Forfatteren begynder med en Drage og ender med en Tyr. Maa- skee han ey saa uøye har kiendt den første, som den sidste. Afhandlingen inddeeler sig: 1) i Forelæsninger for Frietænkere, 2) Fore- stillinger, 3) Slutninger, 4) Glæder og 5) Historier. De første ere atter deelte i mange smaae Lectioner, da det dog alt er ikke meere, end en halvvittig Lærling paa eengang meget vel kunde nemme. Stiilen er nogle Stæder fiin, men paa andre saa metaphorisk, som Auctor kunde være langt ude i Familie med Hr. Ole Børgesen. Hans Forestillin- ger ere bagvendte, stiilede bag efter at den Frygt er stillet, som skulde være deres Formaal, og svingler derfore tilbage i sit mørke Intet. Hvad han kalder Slutninger, er intet andet end Spørsmaale, og hvad han kalder Historie, er et Stykke af Mythologien gandske uapplicabelt, paa den Tid, den Begivenhed og de Personer, i Anledning af hvilke han skriver.

20

20

23. Nordens Glæde forestillet i en Øde i Anledning af Kong Christian den Syvendes Fødsels Fest. 1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Indeholder Fryde-Raab og jevne Ønsker, anbragte i et muntert Slags Riim, men næsten uden Poetisk Fynd.

24. Kort Efterretning om den merkværdigste Begivenhed ved Kongens Hof den 17 Januarii & c. & c. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Er en kort Historie i Riim over hvad der passerede denne Dag. Naar man undtager de 2 første Stropher og det Udtryk: hvor Majestæten kom, løb Glæde om hans Vogn, og med opløftet Stemme sit Hurra hvirvlede; hvilket synes at viise Forfatterens Smag og Vittighed, saa er Resten simple historiske Rum; men det Ønske, hvor- med Forfatteren beslutter sin historiske Sang synes lit heterodox. Det lyder saaledes:

Gid aldrig nogen Dansk sig Efter- dags maae skamme, ved det, som ey er Guds og fromme Folks Behag.

25. En satyrisk Fortegnelse paa endeel pretiosa, Guld, Sølv & c. & c. som er fun-

21

21 den paa Gaden, Fredagen den 17 Ja- nuarii, og ved offentlig Auction skal bortsælges den 32 Januarii, som førstkommer, ved gammel Strand & c.

Naar man undtager No. 63 blant Bøgerne og No. 74 og 75 blant Skilderierne, er denne Satyre for det meeste fuld af Urimeligheder.

26. En nye Viise om den nye Haman. Synges som: Hvo veed hvor nær mig

er min Ende. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Den kan uden al Anstød synges ved en Rokke eller Malkespand af alle Vise-Elskerinder.

27. En Engelsk Supken til Struense & c.

1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Compositionen af denne Supken falder lit unaturlig. Skriftet synes at være digtet af en vellærd Matros.

28. Justice-Raad Struenses bevægelige Bebrejdelses-Brev til sin Broder Greven. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Hverken Tankerne eller Riimene ere af den Beskaffenhed at de kan opvække siine Bevægelser. Hvad de første, som ere lagte Justitz

22

22 Raad Struense i Mnnden, er angaaende, da er man høyst uvis paa, om han selv burde tænke eller tænker saaledes. I det mindste kan han tænke langt fiinere end denne matte Riimere, hvis Riim fordærver hans Tanker og Tankerne Riimet til Ækkelhed for Smagen og Poesien.

29. Fandens Fortvivlelse over sit Riges Forstyrrelse. Et halv Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Man har her taget sig den Friehed at be- skrive i Riim, hvad der den 17 Januarii er passeret i Afgrunden iblant Dievlene; thi Fanden fører Ordet overalt undtagen i de 3 sidste Stropher. Hvo tør nægte, at det meeste af hvad den indeholder kan være Sandhed og den Onde liigt nok.

30. De syv merkværdige Fanger. Den 17 Januarii 1772. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det hellige Syvtal har maattet tiene den vanhellige Begierlighed efter at vinde Sølv ved Fangers Lænker. Dens Vittighed strækker sig ey saa vidt som dens Beskyldninger.

31. Struensernes, Falkenschiolds, Brandts og Gählers fotroelige Samtale og indbyrdes Opmuntring til at udføre sin anlagte plan. Synges under den Melodie:

23

23

Nu have vi svirret saa længe. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Adskillige Bye-Rygter har ventelig maattet give Stof til denne Samtale for at binde Almuen noget Nyt paa Ermen; thi adskillige af de Hemmeligheder, den synes at ville opdage, behøver Bekræftelse. Forfatteren fantaserer dog ikke saa uvittig, som frie, paa disse Fangers Regning, af hvilke ingen har Lov eller Leylighed til at giendrive ham.

32. Det merkværdige Brev, som er funden paa Veyen imellem Kronborg og Helsingøer, til Trøst for sin bedrøvede og forladte Ven, af Karen Maria Dveter. Med Devise: Mig har du ey forført, 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Den der har fundet dette Brev har intet stort fundet. Der skal klare Øyne til at indsee dets Merkværdighed - Jomfrue Dveter maae neppe have kiendt Struense, førend han kom til Dannemark; thi ingen af de 2 Characterer, hun giver ham, sc. en forløben Tydsker og en Barber-Svend, har nogen Tid kundet passe sig paa denne Mand. Men naar hun skriver til ham som sin forladte Ven, og fortæller, at han ved Hielp af Mørkets Aander har bragt hende ud af sin første Uskyldighed, saa maae man troe, hun har været kiendt af ham.

24

24

Dette uagtet bryster hun sig paa andre Stæder af sin Uskyldighed, men strax anseer hun sig som næsten forført, og atter som et Fruentimmer der har tabt sin Uskyldighed. Dog tilspørger hun i sin Uskyldigheds Navn sin Struense, hvis Siel hun siger at være baade forvildet og forvildret. Hun kalder sine Tanker rørende og dyrebare Sandheder, maaskee alleene for hendes eget Hierte. Hun seer forud, at den fangne Greve skifter Farver ved hendes forelagte 8 Spørsmaale; men bliver han ey stillet for andet Forhør, beholder han nok Farven. Hun driver stærk paa hans Omvendelse, men samme skal bestaae deri, at han maae see, Gud kan ligesaa vel naae de Tydske, som Danske Syndere. Hun lover at bringe sine Tanker ind til ham i Castellet; men saadant bliver neppe giørligt, allerhelst da hun har tabt den paa Veyen imellem Cronborg og Kiøbenhavn. Hun roer sig med, at hendes Tanker, om de skulle være frugtesløse paa Greven, dog kunde tiene til Nytte og Advarsel for alle andre ugudelige Kroppe; men i saa Fald blev det fornødent, at deres Dybheder maatte oplyses med vidtløftige Noter, ved hvilket betydelige Værk Junior Philopatreias paa nye kunde giøre sig fortient af Publicum.

Fortsættelsen følger.

25

Critisk Journal over alt hvad der er skrevet i Anledning af den 17de Januraii.

11det Hæfte.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

26

        

27

33. Svar fra Struensee i Fængselet paa sin Faders Brev. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det er vel ufornødent at mælde, at Svaret fra Sønnen er ligesaa rigtigt, som Bre- vet fra Faderen. Denne Viise tier (3 Mos. B. 10, 3.) og hiin Ulykkelige tillades hverken Pen eller Blæk. Andre got Folk er da saa høflige at skrive for ham; men Publikum maae betale Postpengene. Dette Digt skal forestille Grev Struensee som omvendt. Hvo vilde en ønske ham denne Lykke, den største ham i sin Ulykke kan skee? Saa sorte Farver, han tegner sine Forbrydelser med, passer sig vel for en Misdæder, der indsaae sine Misgierninger i Lyset, men aldrig de Ophævelser, han giør over sine Sinds Gaver og Fortienester. Saa mysiisk den Talemaade er, at han undertiden har bedet sig Forlov af Satan til at stifte noget Got til Landets Beste, saa overdreven er den evige Velsignelse han

28

4

ønsker over den, der har røbet ham med sin Complot. Alt for moedne Frugter efter saa kort en Poenitense af saa stor en Syndere! Forfatteren af Brevet har ellers vildet vise sin Klygt ved at giøre en Sammenligning mellem Cæsar og Struensee. Cæsar maae neppe have været ham bekiendt uden fra den onde Side, ellers kunde han lettelig have skiønnet, at Struensee er for lille, for blød, for sort til at staae ved Siden af Cæsar. Cæsar! stor af sin Presence d’Esprit, Erudition, Arbeidsomhed, Mildhed. Cæsar! som befriede sit Fædreneland fra de indvortes Roeligheder, og bestyrkede Staten med de herligste Love. — Kunde Plutarchus see op!

34. Grev Struenses merkværdige Svar paa hans Faders Brev. Efter hans Begiering besvaret, 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Efter hvis Begiering? Formodentlig Bogtrykkerens. Giør det næstforrige Grev Struense Uret, naar det forestiller ham omvendt, saa giør dette ham vel ikke den, men uden Tvivl en syndigere, naar det forestiller ham trodsende sin Faders Ønsker, og pakker ham Munden fuld af de meest forbandede Spotte-Ord mod Himmelen og Faderen. Hvo er Forfatteren Borgen for, at ikke Grev Struense til den Time, da hiin har misbrugt sin Hierne og Pen til at afmale ham som den frækkeste Spotter i sine Lænker, kan med en Manasse have bøyet sit Hierte og bedet Himlen om Naade? Overalt har

29

5 man ingen saa vidtløftig eller tilforladelig Efterretning fra Struenses Fængsel, der kan undskylde nogen af disse Phantaster, som i hans Navn skriver Breve. Han tier og tænker meget: Disse skriver meget og tænker lidet. Naar man giør en liden Forandring i Forfatterens Ord Pag. 5, faaer man en Critiqve ud over dette og andre slige vanskabte Fostere, som neppe kan fattes rigtigere eller kortere, end denne: „Grev Struense maae nu destoværre taale den- nes og fleeres Spotterier. Var det end- da skrevet med Fornuft og Smag. Men dette fordømte Sladder, som (den lettroende Almue) af Vanvare bliver nødt til at læse, da de tænker at det er et virkeligt Brev og ikke saadan KierlingeSladder, opirrer billig alle Retsindige."

35 Struenses Skrivelse til Kongen paa sine og Medfangnes Vegne i Anledning af Geburts-Dagen, den 29 Jan. 1772. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Struenses Navn staaer rigtig nok under Brevet, men her er opstaaet mange Pseudo- struenser siden den sande blev fældet. Til

Kongen! — saa høyt stiger Forvovenheden.

At Grev Struense kunde ønske Lindring i sit

Fængsel, var naturligt, men at han skulde vente, eller bede derom, ugrundet. Meget mindre kan nogen troe, at han har ønsket at Kongens Fødsels-Dag maatte blive hans Døds Dag. Hver-

30

6 ken kan hans Hørelse være saa skarp eller hans Medfangers Sukke saa stærke, at de skulde trænge igiennem hans Fængsels Dørre, som Forfatteren her skriver. Vel kan man sige, at Struenses Skiendsel og Død blev Kongens Liv og Ære, men neppe siger det Ønske noget, som Forfatteren legger Struense i Munden: Din Ære Konge! være min Skiendsel, og dit Liv min Død. I Slutningen af Brevet er Struense og iblant Poeterne.

36. Struenses Skrivelse til endeel Skribentere og Bogtrykkere, som har skrevet

og trykt om ham i disse hans cririske Tider. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk. Hovedet og Halen svarer ikke til Maven af dette Foster. Lettelig kunde man formode, at det havde meer end een Fader. De 2 a 3 mellemste Blade indeholder nogle vel anbragte Tanker om Aarsagen til mange denne Tids Skribenteres Nidkierhed, andres Ubluehed, og Grev Struenses Undskyldning. Men Begyndelsen og Enden røber en dum og slet Skribent, der siger det samme 20 Gange, men hver Gang uden synderlig Vid eller Smag.

37. Et par Ord fra en Bogtrykker i Anledning af Struenses 3de Domme.

Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk. Dømmer ikke, saa skulde I ey dømmes. Havde den næstforrige Forfattere erindret dette,

31

7 saa havde han undgaaet denne Skrabe fra en Bogtrykker, som med Grund besværger sig over denne Pseudo-Struenses haarde Domme, men synes i det samme at giøre alt for store Forsikringer paa den sande Struenses Vegne, af hvilken han synes at være en hemmelig Tilhængere. Han tillegger ham Forstand og Indsigt nok, meer end nok havde han i en vis Forstand; Denne Verdens Børn ere kloge i sit Slags. Men naar han tillegger sin Struense en høy Siel, saa røber han en nedrig Tænkemaade, med mindre høy i hans Bogtrykkerie hedder det samme, som hovmodig. Naar han tillegger Struense i sin Grevelige Værdighed Ædelmodighed nok til at oversee alt hvad nogen skrev imod ham, saa er det falskt; thi Indskrænkelsen i Trykkefriheden foranledigedes just deraf, at nogle gave sine Tanker om ham for frit tilkiende. Lige saa lidt staaer den Forsikring, han giør, til Troen, at Struense var overbeviist om, at hans egne Gierninger skulde fælde ham, thi i saa Fald havde han neppe strakt sin Forvovenhed saa vidt. Og da disse Præmissæ ere falske, saa kan Slutningen, han bygger paa dem, ey heller være rigtig, thi hvo kan troe, at Struense, ifald han fik saa frie og stærke Hænder, som han forhen havde, jo vilde hævne sig paa sine Spottere. Hvortil hans høye Siel da vilde ophøye denne Bogtrykkere for den Roes og det Forsvar,

32

8 han har skienket ham, det kan man lige saa lidet bestemme, som hvad Dom han vilde fælde over sine forhaanende Modstandere.

38. Tvilling-Rigernes Taksigelse til Forsynet over Kong Christian den 7de, tilligemed Kiøbenhavns Borgeres Glæde over de vigtige Tildragelser den 17 Jan. 1772.

Der er sagt meget lit paa sexten Sider. Den eene Sandhed, at de Danske elske sin Konge og glædes over hans Vel har Forfatteren igientaget for de Eenfoldige, snart paa Riim, snart i ubunden Stiil, og for at faae sit Ark fuldt, har han uden Tvivl laant en Portion af en Prædiken, og nogle Stykker af de aarlige Kirke Bønner.

39 Første Efterretning om Grev Struenses, Grev Brandts og øvrige StatsFangers Arrestes Beskaffenhed og deres Forhold i Fængselet. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Meget har man ikke vidst derom. Ikke destomindre - har man dog faaet et nyt Skrift færdigt ved nogle faae og smaae Tillæg til det allerede bekiendte i en sømmelig historisk Stiil. Forfatteren ønsker sine Læsere ved Slutningen af sit Skrift Gud i Vold. Han takkes for sit ønske, men ey for sit uopfyldte Løfte, da man har længe ventet paa hans næste Post. Posten er endnu ikke ankommen.

33

9

40. Poetisk sandfærdig Efterretning om de fire Statsfangers Gebærder, Ord og

Levemaade i Arresten. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Hvor sandfærdige Efterretnningerne ere, skal jeg ey kunde sige; men de ere skrevne i flydende Riim. Forfatteren lover fire, men be- skriver fem Fanger.

41. Nogle smukke Arier til Tidsfordriv, digtede af Grev Struense i sit Fængsel; hvortil Musiqven er sat af Brandt. Men

nu oversat af Musiqvens og Poesiens Elskere. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Disse Elendige maae nu synge enten de vil eller ey. Enhver seer ellers let, at Titelen indeholder i det mindste 3 Løgne, naar Forfatteren giør Struense til Digteren, Brandt til Sangeren, og sig selv til Oversætteren af disse Arier. Af hans Lignelser kunde man slutte, at han var ey en mindre Elskere af Gartneriet end Musiqven og Poesien. Ellers ere hans Arier ulastelige, naar man undtager et par Stæder, hvor de behøver Noter: f. Ex. hvor Struense siger: Jeg tog alle Lasters Hyre til øverst Rand, og Min Lænke som jeg bær paa mig best rimer.

34

10

42. Tanker fra Kiøbenhavn til Cron-

borg. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det er en Sang til den derhen bortreyste Dronning. Forfatteren har været meget forliebt, i alt hvad der rimer sig paa Mathilde. Han synes at have forskiellige Relationer fra Cron- borg, da han snart synger, at Dronningen vil forblive der i mange Dage, snart at hun strax vil begive sig derfra. Over Cronborg-Slot er han ved dette Tab alt for medlidende, men hvad han forstaaer ved den Kiempe Dyst Dronningen vil vove mod Neptuni Magt, forstaaer jeg ikke. Man vil ikke formode, at Dronningen vover sig saa yderlig. Neptunus veed nok hvad Mod- gang er. Han erindrer sig nok, da han blev jaget ud af Himmelen, fordi han havde indladt sig i en Sammenrottelse mod Jupiter. Vel indlod han sig eengang, saa nøgen han var, i Striid med Minerva, men Striden endtes uden Blod. Neptunus er altsaa fredelig. Han byder alle sine Nereides til Dronningens Tieneste, og vil selv af sine Søeheste lade sig bære hen i sin Muskel, for at besee hendes Henfart; og hvad skulde da bevæge Dronningen til at vove sig i Kamp mod hans Magt? Forfatteren maae altsaa ikke ret have kiendt enten Neptunus eller Dronningen. Maaskee han vil forklare sig i Resten af sin Sang.

43. En betydelig Samtale imellem en Pige og en gammel Kierling, virkelig

35

11 holden paa Amager-Torv om disse seenere Tider og Skrifter, og sandfærdig berettet af en Tilhørende. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Alting er betydeligt i denne Tiid, og dette er ligesaa betydeligt, som noget andet KierlingeSladder. Den har sit betydelige Tvillings- Mærke, og regnes blant Virkelighederne. Dog giør neppe nogen af disse Deele den betydelig nok til at trykkes, men vel til at igienta- ges paa de Stæder, hvor man ved et Glas mangler betydeligere Fortællinger.

44. De betydelige Forandringer ved det Kongelige Hof, som af Kiøbenhavns Indvaanere med Glæde hørtes og saaes Fredagen den 17de Januarii 1772, under

den Melodie: Sørge Takter, Sørge Noder. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saavel Materien, som Skrivemaaden er meget betydeligere, end det næstforrige. Den indeholder en gandske anstændig Sang over Kongehuusets Frelse paa denne mærkværdige Dag, samt de Voldsomheder, til hvilke Pøbe- lens Glæde vanslægtede.

45. Sandfærdig Liste paa de vigtige Mænd, som efter Ordre tog Kongens

Fiender, og deres Avangemens.

Et halvt Ark stor, i 8vv. 2 Sk.

Tallet paa dem er i alt fem. De Avangemens, som har staaet i Aviserne ere bundne i ulastelige Riim, og har dannet et nyt Skrift.

36

12

46. Nordens Frvds- og Seyers-Sang paa Kongens Fødsels-Dag den 29de Januarii, som en Frugt af Guds Frelse

den 17de Januarii. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Naar man undtager eet Stæd i det første Vers, hvor Poesien synes ophængt i den Velfærds-Strikke, som Kongen ikke kiendte, er Sangen overalt fattelig og anstændig forfattet, under den Melodie: Enhver som bærer Navn af Dansk og Norsk.

47. Glade Tanker paa Kong Christian den Syvendes glædelige Geburts-Dag 1772, under den Melodie: For Kongen

af Preussen vi & c. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det er altsammen glædeligt, Melodien in-

clusive.

48. Hiertelig Taksigelse til det Guddom- melige Forsyn over Kongens Frelse den 17 Januar, af E. T. L. under den Me-

lodie: Helligste Jesu, Helligheds Kilde. Køber som det næstforrige en oprigtig Glæde over Kongens Velgaaende. Tankerne saavelsom Rimene kand Forfatteren, som har været en Trompeter, meget vel være bekiendt.

49. Citadellets Hilsen til dets nye Giester, samt Forsikring om deres Troskab og Redelighed mod dem, i Anledning

37

13

af 17 Januarii 1772. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Disse Complimenter falder noget i det spottende. Vel er det Citadellers Pligt at forvare, men ey at spotte disse nye Giester.

50. De troe Israeliters Glæde over deres Befrielse fra Hamans Kløer, tilkiendegivet i Anledning af den 17 Januarii. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Her ere nye Stykker lagte til Esthers Historie, og nye Efterretninger om Hamans Herkomst og Hensigter, som kunde i Fremtiden give en Skribent af dennes Indsigter Anledning til en Todtengespräche imellem den gamle og nye Haman. Ventelig er Forfatteren den samme, som Digteren af den nye Vise om den nye Haman. Tvende Satzer vil dog blive tunge for Skribenten at beviise. Den første, at der ey før er seet saa stor Fryd paa Jorden, som i Kiøbenhavn den 17de Jan. Den anden, at Grovsmeden pynter en Krone ud til den nye Haman, det er: Grev Struense, fordi han vilde myrde vores Gud. Han maae have havt meget particulaire Efterretninger baade af de ældre og nyere i Hænderne.

51. Struenses Bod og Poenitentses Vise af ham selv forfattet i hans Fængsel.

Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Hvo vilde ey ønske at den fangne Grev Struense maatte blive saa poeniterende, som

38

14

denne Digtere har forestillet sig ham. Men om han end giør Poenitense, saa er det derfor ey sagt, at han giør Poenitense-Psalmer og mindre en Vise som denne, hvor man vil have ham biebragt det Ønske, at han maatte lagt sit Mod i Dvale, da Kongen giorde ham til Conference-Raad. Han forestilles at spaae sig selv en skræksom Evighed, og dog i det samme at ønste, at Kongen ved en hastig Døds Dom vilde giøre Ende paa hans Klage. Hans Poenitense maae man holde det tilgode, at han udregner sig, at have faret fort i sin Ondskab fra Verdens første Dage. Det kan ikke forstaaes anderledes end i Adam; thi han er kuns et Menneske af nogle og tredive Aar.

52. Junior Philopatreias lærde Anmærk- ninger over Fangernes Sange i Castellet. 3/4 Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Junior Philopatreias ligner det just ikke, uden for saavidt, han begynder og ender ved Marqvetenteren. Mon en anden ey kan have under dette kiere Navn vildet giøre sit Skrift afsættelig? Dog kan maaskee Forfatteren med Tiden naae til denne lærde Skribents Indsigter, som han her har vovet at efterabe. Det adskillige Kram, han saa heldig har sanket af forskiellige Kilder, og i sær de behagelige Nattebetragtninger over det store Verdens Alt og Planeternes Indbyggere, dem han saa konstig har passet med Justits-Raad Struenses Obser

39

15

vatorium og Camera obscura i Castellet, giør i sær denne Formodning rimelig.

53. En Snuppert til visse Skribentere. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Vist nok fortiener de den, men fra en fyndigere og vittigere Pen, end denne.

54. Den fængslede Struenses Tanker og Betænkninger paa Kongens vigtigste

Geburts-Dag. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Om Forfatteren ey tænker for frit, naar han giør Struense til Frietænker og vover at bestemme hans Tanker, vil jeg ey bestemme. Men neppe har han Ret, naar han under sit Digt udelader sig saa afgiørende: Disse ere enhver Frietænkers Tanker.

55. Grev Brandts Tanker udført i en Arie, til Tidsfordriv for ham i sit Fængsel. Under Melodie: Kom Celinde & c.

Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saa alvidende ere visse denne Tids Digtere, at de veed de i mørke Fængsler indsluttedes Hierters Tanker. Om end denne Fanges nærværende Tanker maatte ligne disse, hvo vilde dog ikke ønske ham andre til Tidsfordriv i sit Fængsel. Har han med sine Medskyldige tilforn fordrevet megen Tid i onde Tanker og Handlinger — Giv den korte Rest maae an- vendes til bedre! Gid disse deres mørke Dage

40

16 blive dem salige for Evigheden! Deres Latter omvendes til Graad! Deres Graav virke Om- vendelse til Salighed. Deres Omvendelse herliggiøres i den Forsikring, at Gud endnu har Freds Tanker over dem. Saa bør Menne- sker, saa bør Christne tænke.

56. Grev Strnenses opvaagnede Samvittighed, med Devise: Sic fuit in fatis. Et

halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk. Under Melodie: Ach Herre from.

Forfatteren synes ey selv at have været ret vaagen i Begyndelsen af sin Sang. I det ringeste har han neppe havt mange vaagne Nætter paa Parnasso.

57. En nye Patrol-Sang om Struense og hans Anhang, trykt i Dag og synges med den bekiendte Melodie: Jeg hører

Tappenstreg at slaae & c. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saa sang man i Gaar og i Forgaars og for fire Uger siden. Bliver man ey snart træt af at synge? Forfatterens Riim kan være lige saa gode, som nogen anden af dette Slags Viser, men han gaaer alt for vidt med sine Beskyldninger mod de Elændige. Disses Hensigter og Maal ere jo endnu ikke fuldkommelig aabenbarede. Hellere maatte man ynke dem, at de ved Vantroe og Laster ere styrtede i saadan Elendighed; hellere ønske, at de ey alle

41

17 maatte befindes saa skyldige, søm de ere mis- tænkte til, end uden grundige Beviser erklære dem skyldige i de fæleste Forbrydelser. Deres Sag er jo given i visse og Viise Dommeres Hænder. Hvoraf veed denne Rimere, at Gæhler har lusket Kongens Penge og vildet dræbt ham? at Berger havde Lyst og Villie at dræbe Kongen? at Falkenschiold endnu har Sind til at tage Kronen? (Hvilken Dumhed!) at Brandt vil aldrig tale om Omvendelse, at Struensee ey ynkes af andre end de kaade Qvinder. Hvilke formastelige Domme! hvilke haarde Meeninger og uchristelige Tanker!

58. Nøyagtig Afbildning og Udtydning paa den forrige Grev Struenses prægtige Vaaben. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Forfatteren phantaserer ikke uvittig, men han blasonerer som en Fuskere; thi i hvor vel han giver sig ud for at ville for dem, som ere ukyndige i Haraldiken, giøre en Beskrivelse og Udtydning af Struenses Grevelige Vaaben, saa kan man dog let skiønne, at han hører selv blant dette Slags ukyndige. Sligt forvolder at han ikke mælder eet Ord om Farverne, har udeladt de 2de Sølv-Vinger paa den høyre Hielm, har omskabt Skioldholderne, de 2de opreiste Bævere til Ræve eller Tigre, og Laurbærgreenene til Oliegreene.

42

18

59. Veysenbørnenes billige Klage over deres Huuses ubillige Forliis, funden imellem Friderichs-Hospital og Veysen-

huus-Kirken. 1 Ark stor,

i 8vo. 4 Sk.

Man seer at det er Hittegods. Det er got for de stakkels Børn at de har tabt deres Klage. Dog taber de den neppe, førend de finder sit Veysenhuus igien i bedre Stand end de tabte det. Saadant udbeder Forfatteren dem af Kongen, og oplyser med den kongelige Fundats, at dette Forliis var ubilligt.

60. Fastelavns Løbere eller de gale Mennesker, som et Portrait af de den 17 Ja-

nuarii arresterede Personer. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saa hedder Titelen, men Digtet svarer ey til den, da denne Lignelse er aldeeles ikke i samme udviklet, eller tertium Comparationis anviist, ja ey engang nævnet, undtagen med dette skiønne Udtryk i den sidste Strophe: „Struense du løb rigtig Fastelavn den Gang du vilde være Konge."

61 Grev Brandts Vise, indeholdende en Klage over at være berøvet sin gode Ven og Broder Struense. Melodie: En ærlig Ven er rar.

Den som qvæder denne Vise i Grev Brandtes Navn har ey vidst, hvad han vilde

43

19 giøre ham til. Snart er han Fangetrøster, snart Maler, snart Spillemand. Forfatteren selv er en kiedsommelig Trøster og en maadelig Rimere.

62. En Suppliqve fra de Kiøbenhavnske Jomfrue-Huuse, som skulde have været overleveret til Grev Struense, dersom han ey formedelst indløbende Omstændigheder var bleven hindret fra at modtage

fleere Suppliqver. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Den beskriver i Latter adskillige bedrøvelige Sandheder. Gid dens Indhold var saa nyttig, som dens Forfatter synes vittig; dens Materie saa reen, som dens Stiil er peen. Hvorvidt Skribenten kan bevise, at Grev Struense har havt Omgang med de fleeste af de Kiøbenhavnske H - - - det maae han selv vide. Fanger er det lige saa lidet tilladt at paabyrde ubeviislige Beskyldninger, som frie.

63. De Retsindiges Critiqve over Suhms Moraler til Kongen, af en Veldøm-

mende. 6 Ark stor, i 4to. 2 Mrk.

En nedrig Siel synes her at ligge skiult under en sminket Dragt, for at fordunkle Sandheder som ere Kongen og Folket høystmagtpaaliggende. Stolte Optrin giør han, for at paadigte den værdigste Patriot et Feyltrin.

44

20 Denne sætter Lyset paa Stagen, at det maae skinne for alle i Huuset, men Smigreren setter sig selv i Lyset og vil formørke det, som er skabt til at lyse.

Philints Fortroelige, alle Retsindiges Tolk i Dannemark, Norge og Fyrstendømmene, en Person der ligger allerlængst fra Thronen ubemærkt i Støvet, en fattig Student, hvis Lykke er i de høye Herres Hænder. En vanvittig, som veed, hvad der passerer i Kongens allerhemmeligste Gemak, (det begriber han!) Philints Tanker og de forborgneste Sagers Sammenhæng. Saa fuld er hans Skrift af Feyl mod Modsigelsens Regel.

Kuns Vanvittige blinder han med sit Digt om sin høye Herkomst, naar han regner sig i Fannlie med Philint. Saa kalder han Kongen af Dannemark. Det Slægtskab er nok fra Adam.

Som Philints udtrykte Billede i Tænkemaade og Opførsel beskriver han sig selv, maaskee for saavidt de begge tænker med Sielen, og gaaer opreiste med Hovedet.

Han glæder sig ved at være deelagtig i Philintes Fortrin; men han begaaer uden Tvil et Feyltrin. En Mand saae i Drømme tvende Engle at holde en kongelig Krone over sit Hoved med et Paaskrift af de 2de Bogstaver L. F. @I Følge heraf drømte han saa længe om at blive i sin Tid Landets Fader, indtil en god Ven

45

21

hialp ham ud af Drømmen ved at give ham den rette Udtydning af sit L. F., hvilket i Pøbel- Sproget hedder: Lik Fossen.

Han tager sig den Dristighed at forvende Brev til Moraler, dog denne er kuns liden mod hans øvrige Forvovenhed, hvor han lover at vil afbøde Kongens Vanære, see igiennem Fingre med hans Ufuldkommenheder for ey at opsige ham sit Venskab, hvor han fordrejer Patriotens Ord og paa en vrang Maade udtolker dem, hvor han afmaler Kongen alt for uskyldig til ay undersøge Sandheden, hvor han i det han vil omskabe Hr. (S. T.) Suhms Ord, vanskaber dem, og slaaer høyt paa Smigreriets Stræng, hvor han giør dristige Beskyldninger som ey kan bevises, hvor hans upassende Lignelser, smigrende Ophøyelser, høye Ironier røber en indkneben Indsigt og et slet Hierte. Han meener, at Hr (S. T.) Suhm bliver rød ved at læse hans Critiqve. Han miskieyder ham. Lad Smigreren læse sin Character i vore Ugeblade og blive rød om der ellers er Skam i ham.

Han beskylder Patrioten at han ikke har vovet meget ved sit Skrift; Ingenlunde saa meget som denne ved sin Critiqve, at giere sig bekiendt som en Nar og en Hyklere. Saa meget kunde og vilde ey enhver vove.

Saa rund han er i at skienke den store Cramer en Roes, som han ey trænger til og

46

22

mindst af slig en Pen, saa knap vilde denne Store tilstaae ham den Roes, som han giør saa mange Vendinger for at udtvinge sit Skrift, saa knap som denne retsindige Censor admitte- rede ham eller nogen uduelig værdig til Character eller Embede; hans Ædelmodighed kunde maaskee strække sig saavidt, at han gav ham Klosterdaleren og bar for Resten Medynk med hans usle Skrift.

Han beskylder Hr. Suhm for at sætte Pletter paa Purpuret. Abi Musca! Suhm viser Pletter for at faae dem aftoet og udslettede. Dine Pletter, Veldømmende! trænger til en Tvæt, din Stolthed til en Fornedring, og dit Hierte til en Forandring. Da bliver du en Elskere af Sandheden, som du nu under en Patriotisk Masqve vil beplette og bestorme.

Men du, brave Hr Suhm! trænger til intet Forsvar, du er ophøyet over al Dadel, og din Ære skal grønnes, naar ikke alleene slige smaae Sieles Praase slukkes med en Stank, men og da, naar alle fornemme Hyklere staaer beskiæmmede.

Første Anhang

til den første Classe.

-— — procul o! procul este profane!

Forstyrrernes Forstyrrelse og Mængdens glædelige Forandring, forestillet i en

47

23 Prædiken holden i Holmens Kirke over Evangelium paa tredie Søndag efter Nytaar 1772, af (S.T.) Hr. Provst Hee. 3 Ark stor, i 8vo.

12 Sk.

Med sin sædvanlige Vittighed og Tydelighed har den Høyærværvige Forfattere hen- vendt denne Dags evangeliske Text paa vor Stats forrige Kummer og den i samme nyelig skeete glædelige Forandring. Til et Beviis paa, hvor heldig saadant er truffen, fortiener følgende Linier at anføres: Pag. 43 og 44.

„Herudi har og en Maria havt sin Medvirkning, dreven af samme reene Omhu for Kongens Høyhed og Landets Velfærd, frie for Mariæ Skrøbelighed, som tales om i vor Dags Evangelio, da hun i Be- gyndelsen var noget overilende V. 34. men derimod fuldkommeligen hende liig i den Sindighed, som hun siden efter lod see, da hun befalede Tienerne eeneste at holde sig Jesu Ord og Befaling efterrettelig, og ellers i alle andre Henseender og i alle Til- fælde bevisende en Dronningsmæssig Ca- racter. Af saa værdige Redskaber har Jesus i denne Færd betient sig, men i hvor retsindige deres Tanker og i hvor redelig deres Hensigt har været, deres største Fliid og forsigtigste Omgang derved var dog, uden Herrens egen Medvirkning

48

24 og Kraft ey bleven andet, end Tienernes Gierning, som her øste Vandet, Jesus har giort Forvandlingen til Viin, og vendt alting uden nogen bedrøvelig eller skadelig Følge til almindelig Trøst, Glæde og Fordeel."

Indgangs Ordene ere ey mindre værdig anvendt end vittig valgte af Josv. 7, 25. i hvilke a) En haard, men sandfærdig Beskyldning giøres mod Achan. b) En streng, men retfærdig Dom forkyndes ham fra Herren.

Over Pøbelens bekiendte saa ulovlige som rasende Omgang med visse Huuse, ivrer Hans Høyærværdighed med lige saa god Ret som Eftertryk. Pag. 46.

,,En lige saa vederstyggelig Gierning i Guds Øyne, som hines Ugudelighed, den man ved slig Omgang har foregivet at have Hensigt paa, og en lige saa vis For- beredelse til Helvede, som denne; thi Rø- vere have ligesaa liden Arv og Lod at vente i Guds Rige, som Horer og Hoerkarle. Al Uordentlighed derfore være forbandet og udryddet iblant os, paa det vore Hierter maae være stille for Herren til at betænke, hvorledes han har reddet os af en Fare, i hvilken vi temmelig dybt vare nedsiunkne, ligesom Faaret, der allerede er saa nær ind- sluget af Løven, at ikkun to Been eller en Ørelap, efter Herrens egen Talemaade, er

49

25 deraf at kiende, og behøves derfor ufortøvet at frelses (Amos. 3, 12.)"

Det er derfore ey at tvile paa, at jo denne hellige Tale, der med velfortient Biefald og Behag er hørt af mange, vil ligeledes læses af fleere, der tilbede den udstrakte Almagts Arm, som forstyrrede Rigets Fiender, stadfæstede Kongens Throne og omvendte Zions Fængsel. Dankpredigt über die dem Könige und seinem Volke erzeigte Hülfe Gottes, auf Befehl des Königs am vierten Sonntage nach Neujahr in der Deutschen Petrikirche gehalten und zum Druck gegeben von D. Balthasar Münter.

2 1/2 Ark stor i 8vo.

En grundig, rørende og sin Gienstand høyt anstændig Tale! Den store Nød, i hvilken Riget nyelig laae nedsiunket, saavelsom Herrens herlige Frelse, findes her med de meest levende Farver aftegnet. Inter tvunget, ingen utidig Ophævelse besmitter dens Veltalenhed. Værdige Opmuntringer indeholder den til en glædefuld Erkiendtlighed af Herrens Hielp; men og Glædens Grændser bestemmer den nøye. Med en indtagende Eftertryk tilskynder den til at iagttage de Pligter, som paaligge det frelste Folk mod sin Gud, sin Konge, sig selv, sine forrige nu fangne Forstyrrere. Den beskiemmer Daaren, som endnu i alt dette intet Forsyns Øye, ingen Almagts Arm vil kiende; men og en Christen bestyrker den i hans Allerhel-

50

26 ligste Troe paa det Guddommelige Forsyn, hvilket han baade i Nøden og i Frelsen har tilbedet. Til desto almindeligere Nytte er den derfor og oversat i det danske Sprog. Retskaffenhed og Oprigtighed, Gudsfrygts og Religionens sande Væsen og Hoved-Sag, afhandlet i en Præken paa tredie Søndag efter Nytaar over Evangel. Matth. 8, 1-3. til Hukommelse af den 17 Jan. 1772. af (S.T.) Hr. Johan Christian Schønheyder.

Saa vigtig og lærerig dens Materie er, saa grundig er samme afhandlet, saa værdig ud- trykt. Hvo finder sig f. Ex. ikke bøyet til at billige og efterfølge Hans Høyærværdigheds saa ædle som retsindige Tanker, ved sine formedelst Misgierninger i Ulykker styrtede Medmennesker.

„Kan den Retskafne som kiender sig selv, undgaae det at tilegne sig selv alle vore Kiøns fælles Vilkaar, at tage Deel i det Menneskelige Kiøns almindelige Forkrænkelse, som vores fælles Byrde og Ydmygelse? Ney, han maae bøye sig saaledes, saa tit han med et ynksomt Hierte er Vidne til sine Brødres Elendighed, til alle de Lidelser ved hvilke deres Liv og deres Lyksaligheder fortæres; ja endog saa tit hans bedre Siel forfærdes for de vilde Uordener, i hvilke de tøyløse Lyster bortføre Synderne; saa tit han skiælver for det Svælg af Ulyksalighed

51

27 som han seer aabnet under Lasternes Fød- der; thi tænker han, er det dog ikke de samme Forvildelser, de samme Synder,

hvis Sæd har forgiftet min Natur som deres, de samme Lyster, hvis Magt jeg ogsaa føler i mine Lemmer, og hvilke let nok kan føre mig i deres Trældom. Saa lader han sig advare, roeser sig ikke i an- dres Fordærvelse, naar han seer de Ugude liges Ulykke komme over dem som et Uveyr.

Hans Viise Frygtsomhed lyder Apostelens Advarsel: Rom. 11, 18-22. Roes dig ikke imod de afhugne Greene, med hvilke du var indpodet paa een Rod.

De ere afhugne i deres Vantroe. — — Hvilken Roes, at vores Kiøn, at vores Staat hvis Medborgere vi ere, at vores Christenhed af hvilken vi ogsaa bære Navnet, opføder saadanne Vanskabninger, Lasternes Trælle, Misdædere som længe have nydt Hæder og Belønning, indtil de endelig udstødes af det Menneskelige Sæl- skab. Er det Roes eller Beskiæmmelse, hvad i disse Dage er heele Landets, alle Byernes, alle offentlige Stæders og pri- vate Samlingers Materie, at saa afskyelig en Misgierning og nogle faae Ryggeslø- ses Forførelse har kunnet sprede sin Forgift iblant os? Kan vi med Ligegyldighed eller med en uviis Latter see derpaa, at i en Stad, hvis Borgere vi ere, hvis Forsyndelser

52

28 ogsaa over os raabe til Himmelen, saa mange Indvaanere have besmittet sig med Baal-Peors skamløse Afguderie (4 Mos. B. 25.) og Handel, at saa mange Ureen- heds Vaaninger i et Opløb, hvor ikke Nidkierhed for Dyden tilskyndede, men en nye løsgiven Last hos den ringe Mængde, Lysten at røve rasede, bleve tegnede med Forbandelse, og nu staae der til Ødelæggelsens Vederstyggelighed.“

Hvilken Retskaffen føler ikke sin Opmærksomhed underholdet og sin Siel paa nye opvakt til inderlig at skiønne paa den Allerhøyestes Hævn og Frelse, naar man eftertænker de levende Tegninger og rørende Opmuntringer Hans Høyærværdighed paa adskillige Stæder giver, blant hvilke man endnu vil anføre dette:

„Et Lynild gik ud fra det Mørke, hvori den Almægtige havde skiult sig, og hans Torden traf og sønderknusede Afguden. Med os var Gud, o! hans Tilbedelse og Frygt komme over os! endelig blev den afskyelige Taage, i hvilken vi og vores Ypperste og Folket var ligesom med en For- tryllelse fra Mørkheds Fyrste indsluttede, adspredet. Vi vaagnede og vare som de Drømmende. Saa uventet, men ligesaa naadig og lemfældig var den Frelse, hvilken Gud i denne Nat, en Balsazars Nat for de nu moedne Misdædere (Dan. 5.) ud-

ført. Vores Frygt, vores Bekymringer

53

29

ere borttagne fra vores Hierte, og vi — @hvad skulle vi nu giøre? Skal vi nu lade denne — som saa mange andre Beviis paa Guds Naade og Forskaanelse over os, døe bort i Forglemmelse? Vee os da! saa maatte denne Frelse blive henlagt for os til den Skat af Vrede, som upaaskiønte og foragtede Velgierninger samle for et Folk, som længe men forgieves har været baaren paa Guds Ømheds og Miskundheds Ar-

me -- For denne Ulyksalighed lader

os forfærdes meere end for alt det Onde, som hine Syndere havde raadslaaet at giøre os; Lader os skiælve derfor, at vi ikke i Dag med en hykkelsk og svigfuld Tak- sigelses-Høytid blive vores Fædrenelands, vores egen Lyksaligheds Forrædere e. s. p." Hvad man dog maatte synes at savne i denne ellers saa grundige og smukke Tale, er en almindelig tilstrækkende Tydelighed, hvorpaa man, uden ringeste Formindskelse af den Høy- agtelse, man skylder den høylærde Forfattere, alleene vil anføre et par Exempler.

Pag. 5. Endskiønt de med Forstanden sande med de Guddommelige Lærdomme.

Her forvolder det sidste med nogen Utydelighed.

Pag. 17. 18. Skarpsynedhed.

Dette Ord er uden Tvivl mod det danske Sprogs Talebrug og Vellydenhed.

54

30 Pag 20. De paaskiønne deri Forsikringen og Vilkaaret, hvormed de sætte deres Tillid til Guds Venskab og Beskiermelse.

Denne Meening har ei den ynskelige Tydelighed. e. s. p.

Prædiken paa fierde Søndag efter Nyt- aar over Evang. Matth. 8, 1-13. holden for Garnisons Meenigheden i den Herre Zebaoths Kirke, til en hellig Erindring af den store Tildragelse, som den 17 Januarii sidstafvigte var foregaaet paa det Kongelige Slot Christiansborg, af E. A. Priebst. 2 Ark stor, i 8vo. 10 Sk.

Denne hellige Tale udmærker sig derved, at H. H. er den eeneste af Stadens SognePræster der har ved denne Leilighed valgt til Afhandling de Ord af den evangeliske Text: Rigets Børn skal kastes hen ud i det yderste Mørke & c. Hvilke saa vittig som veltalende ere anvendte paa det danske Kongehuuses Fienders Fald. Hvad man synes at savne i denne Afhandling, er en Advarsel fra at søge en vanhellig Glæde i den Elendighed, i hvilken disse Ulyksaliges Laster har udkastet dem. Mængden, som er de ubefæstede, trænger til den. Den Evangeliske Aand forbinder en Christi Tiener dertil, ved en offentlig Tale af dette Slags, for at hindre al uchristelig Haardhed og Had mod Personer, hvormed Folket let maatte be

55

31 smitte den høytidelige Taksigelse, som det skylder sin Gud for Befrielsen fra disse Voldsmænd. Die richtige Freude der Christen über die göttliche Vergeltung des Bösen Eine Predigt am 4ten Sonntage nach Neujahr, als einem von Ihrer Königl. Majestät zu einen öffentlichen Danksagung für besondere Wohlthaten der Vor. sehung verordnetem Tage vor dem Könige und den Königlichen Herrschaften in der Christiansburger Schloßkirche

gehalten von H. F. Janson.

2 Ark stor, i 8vo.

Efterat den Høylærde Forfattere har viist, at den dømmende Straf-Retfærdighed er en væsentlig Egenskab i den guddommelige Maje- stæt, der endog ofte i denne Verden aabenbarer sine Virkninger paa de Onde, beskriver han grundig og veltalende i Anledning af den Epistoliske Text Rom. 12, 19. Hvilken den rette taknemmelige Glæde er, som Christne maae føle ved det Ondes Giengieldelse, som Gud her i Verden foranstalter. Til samme Glæde anvises 3de Kilder: 1) At det Onde, som udbreder saa mange ødelæggende Virkninger blant Mennesker forstyrres og hæves. Her viser H. H. at de Ondes Ulykker ey maae glæde os, uden for saa vidt samme er uomgiengelig forbunden med det Ondes Hævelse. 2) At den retfærdige Sag (det er: Sandheden, den almindelige Lyksalig-

56

32 hed, og Guds Ære, bliver befriet fra Undertrykkelse tilligemed dens Tilhængere. 3) At derved tillige gives Haab til en

Forbedring i det Heele, (hvilken dog ikke lidet kommer an paa os selv). H. Hds Ønsker til Kongen & c. har meget skiønt og rørende

i sig.

Herrens visse Hævn, Guds Folk til Advarsel og Trøst, forestillet i en Prædiken til Aftensang i St. Nicolaj Kirke, paa den fierde Søndag efter Nytaar 1772, af Jørgen Østrup. 2 og et halvt Ark stor, i 8vo. 10 Sk.

Aflegger et nyt Vidnesbyrd om sin Forfatteres Nidkierhed mod de Onde. Man finder her, hvorledes denne Herrens Hævn er ved adskillige Udtrykke forudspaaet af Hans Velærværdighed. Den Spot og det Tab, Orders Tienere har maattet lide, imedens Ondskaben herskede, er ey heller forbiegaaet, og dennes Virkninger saavel for Østen som Vesten i Staden beskrevne. — Dog savner man, med Hans Velærværdigheds Tilladelse den yn- skelige Orden, som ziirer en offentlig Tale. Vel giøre flittige Gientagelser den paa de fleeste Stæder forstaaelig nok for de Eenfoldige; men atter afbryde igientagne Udsvævelser en skiønsom Læseres Agtsomhed, ligesom i sær eet Stæd udmærker sig med nogen Uforstaaelighed Pag. 10. 11.