Den Kiøbenhavnske Læse-Sahl, eller en Blanding af Litteraturen, indeholdende: galante, historiske, lærte, kritiske, moralske, satiriske, politiske, alvorlige og skiertsende Materier saavelsom de daglige iblant os og i vore Tider indtræffende Begivenheder. (Prøvenummer og No. 1-2)

Den

Kiøbenhavnske

Læse-Sahl,

eller

en Blanding

af

Litteraturen,

indeholdende: galante, historiske, lærte, kritiske, moralske, satiriske, politiske, alvorlige og skiertsende Materier, saavelsom de daglige blant os og i vore Tider indtræffende

Begivenheder.

(Bladet indrettes Aaseviis som følger.)

Kiøbendavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare, i Skindergade den i No. 76.

2

(Det galante.)

En Dame af Stand, hvis Opdragelse snarere var en Følge af en ugudelig og udladen Moders Væv, end en opbyggelig Frugt af en oplyst og fornuftig Moders Kierlighed, havde lært fra Barns Been af, at hun ved Hielp af en levende og straalende Indbildning kunde frembringe Børn, uden at møde med sin Ægtemand paa Naturens Stevnemaal. Hendes Mand, der vidste sin Levemaade saa vel, at han ikke vilde lægge nogen Hindring i Veien for sin Kones Indbildning, saalænge den gik ikke forvidt, toeg til Takke med en Foræring, som hun giorde ham første Aar, de vare komne sammen, bestaaende af trende Børn, til hvilke han vidste sig aldeles fri at være Fader; andet Aar forærte hun ham tvende Børn, og tredie Aar tømte ganske bort med en Franskmand af lige saa stor Indbildning som hun

Manden vilde hevne sig paa sin Kone, hendes Indbildning og hendes Galaner, men da de vare borte, og han intet andet fandt for sig, imens den første Hede varede, end en af hans Kones Natkoster, en Pakke forliebte Breve, og en Mandshat med hvide Fier, loed han Executionen udføre paa bemeldte Tøi, og saaledes bekientgiorde det, som hans Kone saavel vidste at fortie, nemlig dette: At en Mand, som tillader sin Kone at have saa stærk en Indbildning, at hun kan faae ham til at troe, at hun kan tænke sig frugtsommelig, fortiener, at være offentlig Handrei.

(Det historiske.)

Det fortiener enhvers Opmæksomhed os Forun-

3

dring hvad man forsikrer om et Slags Jagthunde Engeland, at de kan giøre Forskiel paa en Reisende og en Stratenrøver, paa en Jæger og en Morder, hvilket Physici holder for at være en Følge af Transpirationen eller de smaae materiele Legemer, der farer ud af dem, og trænger sig ind i andre Legemer. Følgende Historie oplyser denne Sag heel klarligen. En Herremand reiser en Dag igiennem en Skov i Engeland, og havde til Reiseselskab en brav stor og stærk Dogge. Hunden løber fra ham langt ind i det tykkeste af Skoven, hvor Herremanden begiver sig did, af Frygt for at miste samme fin Hund. Han kalder paa ham. Hunden svarer ham med den sørgeligste Tuden; Herremanden skynder sig, at komme Hunden nær; men hvor stor bliver ikke hans Skræk, da han træffer ham at staae og lugte til et Fruentimmer der nylig var qvalt, og hvis Bryst var saaret med mange Knivstød. Herremanden blev Hiertelig rørt over denne tragiske Hændelse, og satte sig for at antaste Morderen, hvis han skulde treffe ham underveis som skede ogsaa. Neppe var Herremanden kommen nogle Skridt længer frem i Skoven, førend hans Hund igien forlader ham, og hører et Menneske at skrige jammerlig om Hielp. Han kommer nær til og seer sin Hund at have fat paa et velklædt Mandfolk, som han havde meget ilde medhandlet. Herremanden lader den Saarede bringe til nærmeste Landsbye at forbinde og rygte. Saasom der var ingen Dokter der i Nærheden, stiger Herremanden til Hest, for at vilde selv opsøge en Feldskier; og imidlertid lader sin Hund blive tilbage hos den Saarede.

Han kommer tilbage med nogle Rettens Betientere, og hvor stor Forundring bliver der ikke imellem Rets-Offiseren og den Saarede, da de vare hinandens Naboer og gode Venner; Herremanden med Hunden befalede Offiseren at arrestere den Saarede, blot paa hans Hunds Formodninger; hvis ikke ansaae han Rettens Betientere for Medskyldige. Imens de herom tvistede med hinanden, mærker han, at hans

4

Hund lugter til den Saaredes Lomme. Her var Morderen røbet; de finder i hans Lomme et blodig Silketørlæde øg en Kniv, tilligemed 50 Gineer. Ak Himmel! raabte Rets-Offiseren: det er min Datters Tørklæde; skulde du Ulyksalige vel have myrdet hende og bestiaalen hende de 50 Gineer, jeg i Dag har

sendt hende ud at betale til en af mine Skyldnere.

De begav sig hen i Skoven, og Offiseren fandt sin Myrdede Datter til sin Bedrøvelse og det hele Selskabs Forundring.

(Det lærte.)

Mange taler om Genier, uden at vide dette Ords rette Forhold og Bestemmelse. Den nøieste Bestemmelse er og bliver denne: I Almindelighed forstaaer man ved det Ord Genie den høieste Fuldkommenheds-Punkt, hvortil den menneskelige Forstand kan række; men hvad er den menneskelige Forstands Fuldkommenhed? Den er Forstandens meest skinnende Evne, den Evne, der rører meest, ja indjager Indbildningen en virkelig Forundring, og har Ret til at fordre og erholde Kienderes Bifald. Er altsaa Geniet en ligesaa rigtig som igiennemtrængende, er ligesaa sandfærdig som vidtløftig Forstand, som ikke alleneste bestandig vogter sig for Vildfarelse som en erfaren Styrmand vogter sig for Klipper, men som endog benytter sig af Fornuften, som hiin af sit Kompas, ikke viger fra sit Øiemeed, som behandler Sandheden med lige saa stor Nøiagtighed som Tydelighed, og som omfatter letteligen og med et Øiekast en Mængde af Begreder, hvis Sammenkiedning udgiør et experimentalsk System, ligesaa tydelig i sine Grunde som rigtig i sine Følger, seer man lettelig, hvor mange der støder an imod Fornuftens og Geniets saa ofte ukiendtlige Klipper og Vanskeligheder, og i det Øieblik man resonnerer lings og rechts om Geniet, er man ofte de huleste og maverste Genier.

5

(Det kritiske.)

Ligesaa overflødig en Vext som vi har paa Skribentere i denne vor nye Tidspunkt, ligesaa umoden er og denne Vext. At forbiegaae mange Aarsager til den hyppige Yngel af unge Skribentere, vil vi allene denne Gang tage i Betænkning denne uden Tvivl almindeligste Aarsag, nemlig: En ung studeert Persons Armod og uvisse Næring. Enhver sette sig iden fattige Studenters Forfatning! Han høer og erfarer, at vor milde Konge tillader Skrive-Friheden; han undersøger, naar han er fornuftig, hvorvidt hans Pund strækker sig; han erfarer Tid efter anden sine Medborgeres Nysgierighed, han er forlegen og mangler Penge endelig han skriver, det være sig Ondt eller Got; ved Betalingen for sin Skrift forletter han sine truble og trængende Omstændigheder, og hvad er mere naturlig og tilladelig, end at stræbe for sit Lives Ophold, saa længe man paa en uvis Maade maae ernære sig? Jeg kiender en fattig Student, som for kort Tid siden besøgte mig, der fortælte mig, at havde Skrive-Friheden ikke kommet, havde han maaske enten bleven imod sin Villie en Skielm eller en Bedrager, saasom han var stærk gieldbunden, og havde til hans Sinds storste Frihed og Roelighed brugt hvad han havde indsamlet for sine Skrifter, til at betale sin Gield med. Det er altsaa en Deel urimeligt, at vore avingsyge Medborgere klager, at vi har saa manne slette Skrifter siden Skrivefriheden; de som udgyder sig i disse Klager, bør man at beklage, siden de, hvis de huskte paa, at Alting i Verden er en Blanding af Ondt og Got, aldrig udlod sig med et saa ugrundet Klagemaal.

(Det moralske.)

Der ere et Slags Folk, (endog iblant de Lærte) der har saa høie Tanker om den forfaldne Menneskelighed, at de tør fordre en Fuldkommenhed i en Ver-

6

den saadan som vores. Den fornemste Feil ved en Deel af vore Lærte er denne, at de fra den Dag, de mener at være lærte Folk glemmer, at de ere Mennesker; dette mærkes allertydeligst i deres klagende Udladelser over Verdens Ufuldkommenheder og de moralske Mangler i det Øieblik, de selv begaaer de Laster, de bebreyder i unge Menneskers Vandel.

Det var at ønske for det Heles Beste, at samme utidige Lærte, stræber at overvinde deres egne Laster, førend de snakker fra meget om Skieven i deres Brødres Øie, og dernest stræber, at ophielpe og forbedre de moralske Ufuldkommenheder, der ere muelige at befordre.

Hvad Under, at man seer saa mange Laster iblant vore unge Folk af begge Kiøn, siden de Ældre hverken har Lyst eller Mod til at foregaae dem med Dyds Exempler?

(Der satiriske.)

Er en Last enten større eller mindre Last, naar den treffer ind i en fornem Persons Vandel og bør Lovene glemme deres Strænghed, naar en adelig Persons Forbrydelse er Gienstand for deres Udøvelse? — Svar paa dette Spørsmaal i første Nummer,

(Der politiske.)

Man har længe ønsket saavel det danske, som andre Hoffer den Lykke, at et Riges Velfærd ikke maatte beror paa mange snedige Statsmænds Geskæftigheder, men paa et lidet Antals rigtige Indsigt i Statens Fordele og oprigtige Flid i at befordre et Riges almindelige Velfærd.

Man venter, at, for at naae en Lykke af saa betydelige Følger og vidtløftig lykkelig Omfang, det maatte herefter blive en Brug og Maade, at antage til Rigets Velfærds Bestyrelse ikke alleneste Adelsmænd;

7

men borgerlige og uædle Personer, paa hvis tilforladelig Indsigt man bedre kunde bygge end paa de Blod, der løber i adelige Aarer, men stivnes og størknes saa ofte ved Egennyttens alt for snedige Indfald.

(Der alvorlige.)

En liden Gnist har ofte antændt en stor Ildebrand. Ligeledes en liden Skade kan ofte føre betydeligere med sig, naar man enten af Mangel paa Indsigt, eller af andre tilstødende Aarsager forsømmer at oprette den lille Skade, førend de Større møder. Mon det ikke kan ansees for en virkelig Skade i en Stat, som kan være rig og frugtbar paa brave og lykkelige Genier i alle Slags Videnskaber, naar samme enten forglæmmes, forsømmes eller foragtes. Skal denne Skade afhielpes og de andre deraf flydende større Skader hindres, maae man først stoppe sine Øren for Misundelsens Sirenesprog, og dernest giøre sit Muelige for at opdage og belønne de brave Karle, der, af Mangel paa at blive bekiendte, eller at fatte et nyttig og lykkelig Anlæg til at befordre deres timelige Velfærd, ligger i et skadelig Mørke og utilbørlig Forglæmmelse.

(Det skiemtende.)

Der menes, at man med første vil oprette et Gældskab iblant os, som skal kaldes Ægteskabs-Compagniet. Samme Sældskab skal bestaae af 4 erfarne Jordemødre, hvis Alder maae ikke gaae over 14 Aar pro Persone, af 4 gamle Mænd, der aldrig har været gode Venner med Knarvorenhed, af 12 gamle Jomfruer, alle i det 40 Aar, og 6 Pebersvenne, alle i det 50 Aar.

For dette ærværdige Selskab skal ethvert ungt Brudepar fremstilles, der maatte have den mindste Tvivl om hinanden i henseende til Kydskhed og Afhold,

8

da Jomfruen skal først examineres og besigtes fra Hovedise indtil Fodføle af Fruentimmerne, og Mandspersonen af Mandfolkene, for hvilken lille kierlige Tieneste de unge Brudefolk yder til Sældskabet, de Penge, som det kunde koste, at foræde og fordrikke sig efter Sædvane i Brudehuset.

Det var at ønske, at dette Sældskabs Oprrettelse maatte afskaffe den kostbare, unyttige og urimelige Traktering ved Bryllups Leiligheder, da det lader som de unge Ægtefolk dog engang i deres Liv skulde æde paa Kap med deres gode Venner, for i Fremtiden med desto bedre Samvittighed at sulte.

(De daglige Nyheder og Begivenheder.)

Hvis man vidste at der endnu var en Smule tilovers af den fortøkkede Struense, skulde vi ogsaa i Dag anføre noget derom, for at følge Strømmen, og vise Publikum, at man ogsaa flyder efter paa den Vogn der helder. Saavidt som vi veed har der endnu ingen tøkket paa hans Befrielse af sit Fengsel og Benaadelse for hans vel fortiente Straf. Skulde Struense altsaa befries og benaades, da vilde vi paa det væmodigste kondolere Bødelen, og glemme, at der er Retfærdighed til i Dannemark; men lige saavist som der er Retfærdighed til iblant os, gratulerer vi Bødelen med sit tilkommende Bytte, og anseer Misdæderen for den han er.

9

No. 1.

Den

Kiøbenhavnske

Læse-Sahl,

eller

en Blanding

af

Litteraturen,

indeholdende: galante, historiske, lærte, kritiske moralske, satiriske, politiske, medicinske, alvorlige og skiertsende Materier, saavelsom de daglige iblant os og i vore Tider indtræffende

Begivenheder.

(Bladet indrettes klaseviis som følger.)

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L.N. Svare, i Skindergaden i No. 76.

10
11

(Det galante.)

Rusland er et koldt Land, hvor man ikke møder de smukke Dage, man kan vente i et tempereret Klima; dets Bierge er næsten altid bedækkede med Snee, og dets Træer ere alletider saa fulde af Isklumper, at naar Solens Straaler falder paa dem, lader de, som de vare indfattede i Krystal; der ere Skove af en skrækkelig Størrelse, hvor hvide Ulve tager grumt afsted. man jager idelig efter dem og dræber dem; men det koster megen Møie og Fare; og denne Jagt er den ædleste og almindeligste Tidsfordriv iblant Russerne.

Dette Folk var regieret af en ung Prints, ved Navn Adolph, som var saa vel skabt, saa smuk, saa sædelig og sindrig, at dette neppe var trolig, at finde saa fuldkommen en Prints i saa raa og vild et Land.

Han var endnu ikke fuld 20 Aar, da han allerede havde udholdt en skarp Krig imod Moskoviterne, i hvilken han lod see et udforfærdet Mod og et forundringsværdig Forhold; da han lod sin Hær hvile, hvilede han aldrig selv, men gik altid paa denne farlige Ulvejagd.

Da han en Dag befandt sig der med en stor Svite as hans Folk, gik han saa vidt i sin ædle Heftighed og Lyst til at jage, at han begav sig længer og længer ind i Skoven, saa at han tilsidst blev forvildet; da han nu mærket, at han var alene, at det var sildig, og at han ikke kieudte det Sted, han opholdte sig paa, og at et uformodentlig Uveir snart kunde overfalde ham, gav han sin Hest af Sporerne, og kom

12

4

frem paa en bred Vei under en bestandig Stoden i sit Jagdhorn, for at underrette Jægerne hvor han var, men det var forgieves Strax derpaa blev det kulmork, og bet eneste Lys, han i Førstningen saae, var ikke andet end Lynet; Tordnen giorde en fæl Allarm, det regnede og blæste stærkere og stærkere.

Printsen skiulte sig under nogle Træer, men han maatte snart forføie sig fra dette Sted; thi Vandet strømmet ned fra alle Sider, og Veiene stod fulde deraf; han besluttede endelig, at ride ud af Skoven, og at opsøge sig et Sted, hvor han knnde være i Sikkerhed indtil at saa stærk Udveier var dreven over; det kostet ham inegen Møie, at komme ud paa Marken, hvor han endnu stod mere blot for det onde Uveir.

Hau kastet Øinene til alle Sider, og skimtede langt borte paa en Bakke et Lys, han begav sig derhen, og efter megen Møie og Besværlighed kom han endelig hen til et høit Bierg, som lod ikke til at kunde bestiges af Mennesker, omringet med steile Klipper og farlige Kløfter; han vandret omkring to a tre Timer, snart til Fods, snart til Hest; tilsidst kom han tæt til en stor Hule, hvorigienncm han kunde skimte et Lys, og det var just det, han havde seet langtfra: han stod i Beraad, om han skulde gaae derind eller ei; han tænkte, at det kunde være en Røverkule, siden der vare mange i Landet af dette Slags, og som idelig strøifet omkring og giorde Ulykke og som gierne kunde plyndre og myrde ham, uden at frygte for nogen Straf eller Fare.

Men som kongelige Personer har noget mere ædelt og høimodigt hos dem, end andre Mennesker, bebreidet han sig selv sin Frygt, og gik ind i denne Hule, med Haanden paa Kaarden, for at være i Stand til at forsvare sig, hvis man var saa forvoven at anfalde ham

I Førstningen blev han betagen af saa stor en Kulde, at han var færdig af døe.

13

5

Ved den Allarm, han giorde ved at gaae frem, mærket han en gammel Kone, som kom frem bag af Hulen med Alderdommens Mærke hvide Haar og store Rynker, Hun loed til at blive meget bestyrtset da hun faae ham; og sagde til ham: Du er den første Dødelige, jeg har seet paa dette Sted. Veed Du, Herre! hvem her boer? Nei, min kiere Moder, sagde Adolph, jeg veed ei hvor jeg er. Hun svarede igien: her boer Eolus, Gud for Vindene. Han begiver sig herind med alle sine Børn, jeg er deres Moder, og Du finder mig alene, siden enhver af dem er ude paa sine Veie, at giøre Ondt og Got i Verden; men sagde hun videre, mig synes, Du er vaad af Regn, jeg vil tænde Ild, at jeg kan tørre Dig, og det giør mig ondt, Herre, at jeg kan kuns bevært Dig maadelig, Vindene spiser meget let Spise, og Mennesker behøver noget mere trivelige Ting.

Printsea takkede hende for hendes artige Beværtning; han nærmet sig til Ilden, der blev antændt i et Øieblik; thi Vesten-Vind var nyelig kommen hiem, og det var ham, der blæste Ilden op.

Neppe var han kommen ind, førend Nord-Ost og mange Norden-Vinde begav sig ind i Hulen. Eolus bee ikke længe, førend han kom ind ledsaget af Synden-Vind, Ost, Syd-Vest og Nordvinden; de vare gandske vaade, de havde store pussede Kiever, Haarene hang uordentlig omkring deres Hoved, deres Adfærd var hverken høflig eller artig, og naar de talte til Priutsen, vare de færdige at giøre ham til en Klump Iis saa kold var deres Aande.

Den eene fortælte, at han havde været henne at adsprede en Søemagt, den anden at han havde ladet nogle Skibe omkomme og undergaae; den tredie at han havde beteet sig gunstig imod nogle visse Skibe, og at han havde ræddet dem fra nogle Søerøvere, der vilde fange dem; mange sagde at de havde rykket Træ-

14

6

er op fra Rodden, kastet Huse om, veltet Mure, med et Ord, enhver roste af sine Heltegierninger. Den Gamle hørte paa dem; men strax derpaa gav sin Sorg og Uroe tilkiende, og sagde til sine Sønner: har I ikke truffen underveis Eders Broder: Synden-Vind; det er alt siidig. og han kommer ei endnu, jeg forsikrer, at jeg frygter, at ham er noget vederfaren. Da de nu svarte hende, at de intet havde seet til ham, mærkede Adolph ved Indgangen af Hulen en lille ung Dreng saa smuk, saa smuk som man afmaler Kierligheds Guden; han havde et Par Vinger, som var en Blanding af hvide og lyserøde Fier, der vare saa fine og delikate, at de loed som de altid rørte sig; hans lyse Haar faldt i tusinde Butler uagtsom omkring paa hans Skuldre; omkring Hovedet havde han en Krands af Roser og Jasminer, hans Udseende var venlig og hans Væsen behagelig.

(Fortsættelsen i næste Nummer.)

(Det historiske.)

Erfarenhed har lært os, og lærer os daglig, at Pengemangel fører ligesaavel noget ondt som noget got med sig: for nogle er den som et Riis, der straffer og forbedrer for andre som et Riis, der straffer og forhærder.

Følgende Hændelse, som er skeet i Frankerig bær vidue herom.

Et elendig Menneske, der ikke kunde finde sig i at mangle, blev kied af Livet, og søgte at stille sig ved hans Daglige Fiende. Mangelen paa følgende Maade:

Som han formeente, at han ingen hastigere og sikrere Middel kunde faae, for at giore Ende paa et Liv, der i hans Tanker var en langsom og daglig Død gaaer han ogsaa med største Koldsindighed Døden, denne Syndens Hævnere i Møde, førend hans rette og bestemte Døetid var kommen; øg forend han

15

7 vilde forlade den Verden, hvor han en Tidlang havde været som en halv Dødning formedelst hans store Pengemangel, skriver en Seddel til en evig Erindring om hans Tænkemaade for de Efterlevende af dette besynderlige Indfald:

"Jeg har levet godt og i Overflødighed saa længe jeg har kundt; nu da jeg befinder mig skrøbelig, og tillige mangler Livets Behageligheder og Beqvemmeligheder, forlader jeg det. En Nar er den, der heller gider lidt ondt, end følge mit Exempel". I Følge denne hans faste Beslutning, tager han en af sine Rageknive, og skier Struben ud paa sig selv

Hans Vert, der ikke ventet sligt, loed ham efter Sædvane i Roelighed paa sit Kammer indtil Middag, da han skulde kaldes til Bords; men da han mærket at han ei kom ned at spise, sendte han en af sine Folk op, for at spørge hvordan han befandt sig Buddet bankede paa, men som ingen svarte ham, gik han ned igien i den Tanke, at den Indlogerede sov. Lidet derefter treffer det sig, at en af Naboerne kommer op paa et Kammer, der var nest op til det Kammer, hvor denne ulyksalige Person logerede, og som var kuns skildt fra Naboens Kammer ved et tyndt Paneelværk.

Han seer Blodet at løbe frem paa Gulvet i hans Kammer, og strax løber ind og giver Verten det tilkiende. Dr brækker Kammeret op og finder ham død med en Ragekniv ved hans Side.

(Det lærte.)

Den nøie Forholdsmaade, som det har behaget Altings Fader at sette og iagttage imellem Aarsager og Virkninger overbeviser mig om, at de ere ikke simpel Skin af Aarsager, men i Gierningen virkelige Aarsa-

16

8

ger; den nøie og stadige Forhold forbyder mig, at tvivle derpaa. Man maatte jo ellers sige, at Altings Fader havde brugt sin Viisdom iil al sette alting i Verk for at give lutter Skin, lutter Skygger, lutter Sandlynligheder en SkikkeIse og Udseende af Virkelighed, vidre at han intet har forsømt og efterladt, for at kaste os i Tvivl. Uvished og altsaa Feiltagelse for at forekomme al Formodning og Mistanke, og hindre os i at lære at kiende ham og hans foranderlige Fuldkommenheder, der dog bliver en Siels nødvendigste og helligste Arbeid og Videnskab. Var der ingen virkelig Aarsag, saa var det det samme, enten en Kugles Bevægelse og Stød imod en Muur var en roelig eller uroelig Bevægelse; af sig selv er den ligesaa beqvem til det ene, som til det andet; den kan rulle; den kan ligge stille. Den spidse Vinkel paa en Kiile har ikke mere Beqvemmelighed i sig selv end den flade Vinkel til at kløve Brænde, og Pærepoder skulde være ligesaa beqvemme og virkende Aarsager til at frembringe Æbler og Kirsebær, som Æbler- og Kirsebærymper. Et Menneske ønsker at spise Blommer, langtfra at Altings Fader misbilliger dette Ønske nei, han vil ndvikle sin Almagt, for at opfylde samme; men det bliver ikke nok, at Mennesket ligefrem giør dette Ønske til Altings Fader, som en naturlig Bøn; vil han bønhøres, maa han geleide denne Bøn med visse Slags Foretagender, som ere som det Hemmelige eller som Kunsten i den naturlige Religion; han maae tage en Ympe, han maae indympe den i en vis Stub eller Green af et vis Træe, og en vis Tid om Aaret.

Paa denne Maade finder man en hemmelig Hentydning paa de hendende Aarsager i det Raad, Sibille giver Eneas, ikke at møde for Proserping, uden med en Guldgreen afbrukken inde i det Tykkeste as en vis Skov.

Du har Lyst til en Ret Tosk, saasnart Du høer en Kone at gaae forbi dine Vinduer, og raaber med

17

9

med samme Fisk, lover denne hendende Aarsag dig snart dit Ønske opfyldt; du kiøber Fisken af hende, og dit Ønske er opfyldt, men ikke uden disse visse Foretagender ved denne visse Aarsag: at høre Konen raabe med Tosken, at kalde paa hende, at handle med hende, at kiøbe af hende etc.

(Det kritiske.)

To Tvivls-Spørsmaale 1mo Hvis det jødiske Partier Sandheds Parti, har da Gud tilladt, at det skal gaae under? 2do Hvis det kristelige Parti er Vildfarelsens parti, har da Gud tilladt at det skal have Overmagten?

Til Jøderne: Det er nu 17ten Aar hundrede, at I har ventet paa jer Mesias, som skal befrie Eder fra Nationernes Aag, og at I har bestridet den, som Nationerne tilbeder, uden endnu at kunde have erboldet hvad I venter, eller overvundet hvad I bestrider. I forestiller unyttig for Gud, at Eders Sag er hans egen Sag, og at Eders Viderværdigheder giver Eders Fiender Vaaben imod Eder, holder Sandheden sangen, og lader Løgnen gielde for Sandhed, Himmelen, som tilforn var naadig imod Eders Ønsker, ja forekom Eder, I hvad I bad om, er bleven as Kaaber og ubøielig for Eders Bønner.

Og som den tilforn var saa nidkier for sin Ære, at den endog hevnet dens Ret ved de kiendeligste og vigtigste Mirakler, har den nu forladt den, for 17ten Aarhundrede siden, ja nægtet den den Omsorg, som man venter endog af det almindelige Forsyn.

Det er ogsaa forgieves, at I vilde lade Nationerne forstaae, at den Mesias, som de tilbeder, er kuns en Bedrager, og at intet er ubilligere, end den skiendige Fordom man er udi i Henseende til Eder.

18

10

Som de har været bedragne alletider ved Religions Sistemer meget dummere end Eders, som dog er det eneste, der skal have kundet bedrage dem, og andre, lidet genegne til at have nogen Omgang med mindre omgiengelige Folk, end Eder, saa er I ikke desto mindre det eneste Folk imod hvilket de har beholdt deres Høimodighed. Hvilken sælsom og almindelig Forvirring i de Opførsels Grunde, der ere til saavel paa Guds, som paa Menneskenes Side.

Hvis Himmelen og Jorden saaledes lægger deres Kræfter tilsammen for at undertrykke Jødedømmet, og at ophøie Kristendømmet, hvem ere da I, som tør underslaae Eder at vilde opholde og holde med det som er undertrykt, og at vilde undertrykke det som er forsvaret og beskiermet ved disse to Magter?

I finder Eder fornærmet, siger I, ved det at I seer en Mand, som I har korsfæstet og dødet, skal, som en Bedrager, roeligen nyde guddommelig Ære; men har I mere Andeel i denne Sag, eller mere Nidkierhed oa Kraft til at forsvare den, end Gud selv? Og hvis Gud, som er Sandheden og Almagten selv taaler dog, nu en 17teu Aarhundrede at Verden paakalder ham ved denne Korsfæstede og i hans Navn, tilbeder ham idelig med denne Korsfæstede, hvad Kald og Ret har I da til, at beklage Eder over det, som Gud tillader og bemander? Hvad Evne, hvad Kræfter har I til at vilde overvinde det, som skulde have gieldt og beholdt Overmagten imod Gud selv? Troer I, eller ere I saa dumme at troe, at I har mere Indsigt end alle Nationer? Og dersom, (naar vi undtager de afgudiske Nationer, hvis Skiønsomhed siger intet, i Henseende til Religion,) den hele kristelige og mahometaniske Verden tilbeder, som Mesias og ærer som Profet den, som I har fordømt, som en Bedrager, hvor tør I da blive ved, at ansee den for

19

11

billig fordømt, som den hele Verden retfærdiggiører og tilbeder, uagtet Eders Fordømmelse?

(Der moralske)

Der ere mange Ting, som giør en god Opdragelse umuelig for dem, der har ingen Færdighed i at behandie og ledsage unge og bøielige Subjekter til den heldige Fuldkommenheds-Grad, det var mueligt at naae med Sædelæren, endog i en fordervet Verden. Man har største Aarsag til at troe at den fornemste Gienstand for Forældre, som Verdens Herre velsigner med Børn er denne; at giøre dem til fornuftige Borgere, og sande Kristene; men gid denne Gienstand var saa vist Forældrenes flittige og sande Øiemerke, som den burde at være det, o! hvor vi de ikke da Sædelæren være et blomstrende Videnskab og Studering iblant os; men hvor sørgeligt for os, hvor uanstændigt for dem, at finde det som er tvertimod.

Vil man endnu maaskee, som man pleier, anføre til sit beskiemmende Forsvar disse to ligesaa ubillige som urimmelige Aarsager: De slette Exempler og Børnenes Genegenhed og Nedhængighed til at indsluge og efterabe det Lastværdige? Vi vil spørge, som for den Alvidendes Aasyn, enhver retsindig Fader og Moder, der ikke alene søger deres hele Ære i den Heldighed at avle og frembringe fornuftige og velskabte Børn, men som anseer for den væsentlige og sande Ære i Ægtestanden det velsignede og nyttige Arbeid, at danne disse Spædes raae Siele til Religion og Dyd, om de med en frelst Samvittighed kan sige og gotgiøre for den Mand, der har betroet dem disse Børn, at de i dette møisommelige, men velsign de Arbeid, at opdrage deres Børn, som fornuftige Skabninger og engang udødelige Borgere, i et uforkrænkkeligt og evigt Rige, har viist al den Omhue,

20

12

Troeskab og Fliid, som det var mueligt at faae Kræfter til af den, der saa hiertelig elsker alle smaae Børn. Dette er et Spørsmaal, som jeg giver enhver retsindig Faders og Moders Hierte at besvare.

Er der nogen mere berettiget til at giemme og skiule deres Børn for Forførelser og onde Exempler, end Fader og Moder selv? Og tør man vente saa reen og billig Omhue hos Fremmede, hos Undervisere eller Tienstefolk, at deres Øie skulde kunde være saa troe i sin Forretning og Opsigt, som det retsindige Fader- og Moder-Øie, der ikke alene bliver vaer de Farer, som de Spædes Fied besaaes med, men endog veedpaa den heldigsie Maade at bevare deres Børn fra at falde i dem saalænge Fader- og Moderhiertet har det rette og ægte Kierligheds-Mærke. Denne Materie agter vi at afhandle bestandig i dette Blad, som en Sag, man ikke noksom kan undersøge og eftergrandske.

(Det satiriske.)

Vi har lovt, i dette Nummer at besvaredet Spørsmaal, man har læst i den satiriske Artikel i Planen af dette Verk: om en Last er enten større eller mindre Last, naar den treffer ind i en fornem Persons Vandel, og om Lovene bør glemme deres Strenghed naar en adelig Persons Forbrydelse er Gienstand for deres Udøvelse.

Ligesaa vist som Sandhed er og bliver Sandhed endog i Løgnerens Mund, ligesaa fast er og bliver en Last, Last i en fornem Persons Vandel, med den Forskiel at Lasten forstørres i mange Grader mere, uaar en adelig Person falder i en eller anden Forbrydelse; Aarsagen bliver denne: Man venter, ja man fordrer af en fornem eller adelig Person end bedre Opdragelse Tænke- og Levemaade, altsaa større Hjelpemidler til

21

13

at afværge og imodstaae de Laster, som et Menneske i eu raae og usleben Forfatning kan falde udi. Love ere Love for den ene som for den anden; Strængheden i deres Udøvelse indrettes efter Forbrydelserne, Graderne i dem og Personernes Stand, Alder, Indsigt, Tænke og Levemade.

(Det politiske.)

Hvad er det, som giør, at et Folk fornemmer Mildheden i en Regiering, uden af føle dens Byrde? Det er at sige, naar man vil forklare sig ved en Lignelse, hvad hindrer, at en Pyramide ikke velter om kuld? Det er Billighed, Maadelighed, Naade og Mildhed hos dem, som ere beklædte med den fornemste Rang. Hvad er det som vedligeholder Ligevægten, og som giør at enhvers Parti befinder sig vel paa sit Sted, gior sit Muelige for at blive fast og stadig derud, og som stræber at befæste sig i sammeligesom det skeer med en Pyramide man spidser oven til?

Det er fremdeles Bellighed, Maadelighed, Høflighed, god Orden, Overflødighed, en viis indrettet Handel, som er baade vedligeholdt og yndet, som lader Penge rulere iblant Folk, som mager det saa, at den ene lige saavel kan stole paa den andens Peng kiste, som paa sin egen, og som befinder sig saa meget desto rigere, i en vis overflødig Indkomme, som han mærker, en auden Slags Indkomme at være overflødig hos sine Naboer; denne samme Statsmand indseer ogsaa at man kunde sige tillige, at de Regieringer ere de beste, som har de beste Regentere, og at Forskiellen mindre ligger i Behandlingen selv, end i de Behandlendes Person, hvilket har maaskee været Hensigten og Meningen af denne gamle Satz i at agte vise og fromme Personer ligesaa høit som de Versligvise,

22

14

nemlig: at de beste Regentere vare de, hvor Kongerne vare Versligviise, eller at de Versligville der vare Konger.

(Det medisinske)

De gangbare Sygdomme iblant os nemlig: Springlinger, Frislinger og Meslinger forretter i disse Tider Tienesten for Blodgang og andre deres Lige; men det er ikke disse Syger alene, der grasserer iblant os; her er et Slags Svagheder iblant os som ere meget vanskelige, at kurere; iblant mange hielpeløse Syger er Dadlesygen og moralsk Svindsot; mange af vore gode Venner plages forskrækkelig heraf, og det giør os mest ondt, at Aften-Posten, der først blev angreben af Dadlesygen, maae nu holde for i nok en Syge, nemlig: den moralske Svindsot; man siger, den tæres bort hver Dag, svinder ind. og vil vist nok blive, som et vissen Blad. Vi venter dog, at Foraarsluften skulde nogenlunde bedre disse Svagheder naar Sygdommen gaaer i Benene, saa at Patienterne kommer til at giøre Lystturer, og vi for en Tid bliver dem qvit her i Byen.

(Det alvorlige.)

Er det vel Eders Søn, sagde det jødiske Raad til den Blindfødtes Forældre, og hvis det er ham hvorledes er han da kommen til at bruge en Sands, som Naturen havde nægtet ham? Forældrene svarte det: Denne Mand har sagt os det og vi tvivler ikke paa hans Ord, at det just er vor Søn: spørg ham selv om det øvrige! Han er saa gammel, at han selv kan svare for sig. Lad det saa være, men vi anslaaer den for en Ugudelig, som saaledes tør vanhellige Sabat-

23

15

ten; hvis IEsus har oplyst dig med dit Syn, bør du at forbande endog en Velgierning, naar det skeer imod Guds egen Villie; men svarte den gode Israelit, skulde Gud bønhøre en Skielms Bøn? I det mindste er det mig umueligt at tvivle om en Sag, som er mig personlig skeet; jeg var blind og nu seer jeg Slutningen blev at man jaget ham ud af Synagogen.

(Det skiemtende.)

Det omtalte Sældskab, kaldet: Ægteskabs-Sældskabet siges at have giort sin første Prøve paa følgende Maade: En Pige, som sidste Sommer meget flittig havde søgt Kongens Have, under Paaskud af en Krampesyge i Føderne, som hendes egen Moders Kabinetslæge havde forsikret best at forjage og kurere ved Spadseregang, stod paa Nippet, at gaae i Brudeseng; men da en god Ven af Brudgommen fortælte ham, at hans tilkommende Brud havde aldrig nogen Aften forsømt at indfinde sig sidste Sommer i Kongens Have, blev han noget underlig og tvivlsom; til hans Lykke hørte han, at et vis Selskab var oprettet, der skulde hemme al galant Uorden, og bevare et retsindig Menneske fra en urigtig; Ægtestands farlige Følger, iler derhen med sin Brud, for at lade hende udstaae sin Examen, og udfordrede Besigtelse, men hvor stor blev ikke hans Forundring, i Henseende til hans Lille, der havte havt saa kysk og uskyldig Ansigt, og hans Glæde, i Henseende til ham selv, der fik sin Frihed, der var saa nær ved, at lide Skibbrud, da Sældskabet udlod sig med disse Ord, og afsagde Dommen saaledes;

Der opdages daglig mange Vrag af Skibe der har stødt an, og lidt Skibbrud paa de mange Forførelses Klipper, der mødte dem overalt sidste Sang i Rosenborg-Haven: men til en Erin-

24

16 dring af de da værende slette og frekke Tider, er vores Mening og Dom, at disse Vrag dog ikke ganske skal forglæmmes, men giemmes i dertil indrettede Klostere, enten i Forældrenes Huus, eller deruden for, som Beviser paa en al for stor Friheds ulykkelige og visse Følger.

(De daglige Nyheder og Begivenheder.)

Det er ikke nok, at elske og ære alene en Konges høie og vigtige Person, nei man bør bære en hiertelig Ærbødighed yg Høiagtelse for alt det, der tilhører Samme og der igienkalder mig Erindringen om samme høie Persons Værelse. Hvad skal vi da dømme om dem, der har Hierte til at beskadige eller vanære de Mindesmærker, som erkiendtlige Borgere daglig bør have for Øje, for at erindre en stor Konges Velgierninger og milde Regimente, og som bør tiene Fremmede til Beundring og en glad Eftermæle? Vi maae troe om en saadan Lastværdig, at han aldrig i sit Hierte har æret den Konge, hvis Afbildning eller Erindring han vanærer.

I Følge heraf spørger vi, om det ikke er baade billig og nyttig at sætte en stærk Vagt om de offentlige Mindesmærker, der baade har kostet Penge og Tid, og som Tiden alene har Ret til at beskadige eller ned- bryde.

25

No. 2.

Den

Kiøbenhavnske

Læse-Sahl,

eller

en Blanding

Litteraturen,

indeholdende: galante, historiske, lærte, kritiske moralske, satiriske, politiske, medicinske, alvorlige ogskiertsende Materier, saavelsom de daglige iblant os og i vore Tider indtræffende

Begivenheder.

(Bladet indrettes klaseviis som følger.)

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare, i Skindergaden i No. 76.

26
27

(Det galante.)

Hvorfra kommer Du! Du lille Rykkesløse raabte den Gamle til ham med en hees Røst; alle Dine Brødre ere allerede komne; Du er den eneste der tager Dig god Tid, og ikke kerer Dig om den Sorg, Du foraarsager mig

Kiere Moder, sagde han, jeg har havt ondt ved at komme tilbage saa sildig, og at begive mig til Eder, saasom jeg vidste, at I kunde tage det ilde op; men jeg var i Prinsesse Felicites Have; hun spadserede der omkring med sine Fruentimmer: En giorde en Krands af Blomster, den anden laae paa en Græsbænk, blottede en Smule sit Bryst, for at give mig Frihed til al nærme mig til hende og at kyse hende; mange dansede og sang; den deilige Prinsesse spadserede omkring i en Gang af Pomerants-Træer; min Aande nærmet sig til hendes Mund, jeg skiemtet med hende, og jeg bevægede sagte hendes Sløer Sefir, sagde hun, hvor yndig er Du ikke for mine Øien! hvor megen Fornøielse giør Du mig ikke; saalænge Du er her, vil jeg ikke lade af at spadsere; jeg tilstaaer Dig, at jeg bliver henrykt ved at høre de søde Taler, som saa yndig en Person frembringer, og jeg var saa lidt Herre over mig selv, at jeg ikke kunde have beslutlet at forlade hende, hvis jeg ikke havde frygtet for at mishage Eder.

28

20

Adolph hørte paa Sefir med saa stor Fornøielse, at det giorde ham ondt, da han holdte op at fortælle; tillad mig elskværdige Sefir, sagde han til ham, at spørge dig, hvor Printsesseu regierer som du nyelig har talt om. Paa Øen Felicite; svarede Gefir, ingen kan komme derind, min Herrer; man bliver ikke tret af at oplede den, men Menneskens Skiebne er saaledes, at man ikke kan finde den, det er Forgieves, at man reiser der omkring; man smigrer sig sommetider med, at man er der, eftersom man kommer ofte ind i andre smaa Havne, hvor man har gaaet i Land med et sagte Veir og Roelighed, mange skulde blive der med Fornøielse; men disse Øer som ligner kuns maadeligen Øen Felicite, svemmer altid omkring; man taber dem snart af Sigte, og Misundelsen, som ikke kan taale, at Dødelige smigrer dem (endog med Skyggen af Roelighed) er den, som jager dem fra disse Steder.

Jeg seer mange store Mænd daglig der at omkomme. Printsen blev ved at giøre mange Spørsmaal som han svarte paa meget nøiagtig og fornuftig. Det var meget sildig, og den gode Moder befalede alle sine Børn at gaae i deres Hule. Sefir bød Printsen sin lille Seng til der stod i en meget reenlig Krog og ikke saa kold som paa de andre Hulinger i Grotten; der var strøet paa dette Sted tyndt Græs med Blomster blandet. Adolph kastet sig ned derpaa, og passerte Resten af Natten med Sefir, men den hendrev hele Natten med at tale om Printsessen Felicite. Ak! hvor jeg ønsket at see hende sagde Printsen, er det just plat umueligt, at jeg ikke ved deres Hielp kunde naae denne Lykke? Sebr sagde, at det var et noget farlig Foretagende; men hvis han havde Dristighed til at overlade sig til hans Behandling, saa udtænkte han et Middel, uemlig: Han vilde føre ham

29

21

paa sine Vinger, og føre ham igiennem Luften; jeg har en Kappe, sagde han videre, som jeg vil give Dem, naar De vil vende den grønne Side udi saa bliver De usynlig, saa ingen skal mærke Dem; hvilket ogsaa vil blive en nødvendig Sag, hvis De agter at beholde Livet; thi hvis Øens Vægtere, som ere nogle forskrækkelige Uhyrer, faaer Dem at see, saa skal, de dog ikke kunde staae sig, ihvor stor en Helt de end maatte være.

Adolph havde saa stor en Lyst til at bringe denne Sag til Endelighed, endskiønt hvad Sefir forestilte ham, var noget farlig, men han toeg derimod med største Glæde.

Neppe begyndte Morgenroden at lade sig see i sin Perlemoer-Vogn førend den utaalmodige Prints opvakte Sefir, som var bleven en Smule tung og søvnig. Jeg giver Eder ingen Frist sagde han til ham, og omfavnet ham, men min ædelmodige Vert! jeg synes, det allerede er Tid at reise, lad os reise, min Herre! lad vs reise! langt fra, at jeg beklager mig derover tvertimod jeg takker Dem; thi jeg maae tilstaae Dem, at jeg er forliebt i en Rose som er stolt og modstridig, og hvor stor en Strid skulde jeg ikke have med den, hvis jeg ikke fik den at see saasnart det er Dag; den opholder sig i en af Printsessens Lyst-Korterer.

Da han havde sagt dette, gav ham Printsen Kappen, som han havde lovt ham, og han vilde tage ham paa sine Vinger, men han syntes det var ikke saa beqvem.

Jeg vil føre Eder bort paa samme Maade, Herre, om jeg bortførte Psiche efter Kierligheds Ordre, da jeg bragte hende hen i det Palæ, som han bygde heude, han tog ham derpaa imellem Armene, og da han havde sadt sig paa Spidsen af en Klippe begyndte

30

22

han at væve omkring, og toeg sin Flugt hen igiennem Luften,

(Fortsettelsen følger.)

(Det historiske.)

De gamle Hedninger bebreidede de Christne, fordi de hverken havde Templer, eller Altere, eller kiendelige Billeder eller Offere, eller Faster, og de Christne forsvarte sig ikke med andet end med at sige, at hverken Templer eller Altere, giorde med Hænder, eller blodige Offere paste sig ikke paa den guddommelige Majestet; at de ingen andre Billeder havde, end hans Søn og de fornuftige Siele, som ved at efterfølge denne Søn giorte sig hans Fader lige, at de oprettede paa alle Tider og Steder Lovoffere paa deres Hierters Altere, antændt med Kierligheds Ild.

Endelig at de sande Christne bestandig holdte Fest, ved at giøre sig løs fra alle timelige Ting, ved at have en god og rolig Samvittighed, og et glad Haab om den evige Salighed,

See! saaledes forsvarte de Christne sig imod de Hedningers Bebreidelse. De sagde ikke: vi har Templer og Altere ligesom I, men af en anden Skikkelse. I Sandhed disse Ord gav Hedningerne langt anderledes Tanker om Vores. Et Alter var et Ildsted af Steen, som var opbygt paa en Plads for an en Tempel eller en Afgud, men altid blot og aaben, da det var bestemt til, at lade Offerkiødet der brændes, og at udgyde Vin, MæIk, Honning og andre Slags Offringer. En Tempel var en Bygning af en vis rund eller avlang Skikkelse, hvor man iagttoeg en

31

23

vis Proportion og visse Prydelser, i Følge af Forskiellen paa Afguderne. De fleste af dem vare smaa, uden Vinduer, eller med liden Lysning; der var ikke audet der inden i end de Afguder og de Gaver, man giorde dem; Folket gik heller ikke derind, men blev uden for omkring Alteret.

Vore Tider skulde ikke være saa rige paa Ugudeligheder, hvis man i Hiertet og i Gierningen kunde svare og forsvare, at man var en Christen.

Vel er det noget let en Christen sig at kalde Men Gierningen maa slig udsigende bifalde.

(Det lærte.)

En Maade at lære fødte Dumme og Stumme i en kort Tid at tale. Imo Den som lær at tale saaledes, røres ved Struben af den som tal r for ved Anrørelsen at saae det Begreb eller Fornemmelse af den Bevægelse, der gaaer for sig i Talens Orgener og Lemmer. IIo. Han undersøger selv paa samme Maade sin egen Strube, og søger at efterfølge de samme Bevægelser. som han ved sin Følelse allerede har mærket, IIIo. Hans Øine tiener ham til Øren, det vil sige, han betragter nøie Tungens adskillige Bevægelser, saavelsom Kindbenets og Læbernes naar Informatoren udtaler et Bogstav, IVo. Han giør selv de samme Bevægelser for an et Speil, og bliver saaledes ved indtil han naaer sin Hensigt. Vo. Informatoren trykker sagte hans Skolars Næseborer til, for at vende ham til ikke at lade Veiret gaae igiennem andre Steder, end igiennem Munden. VIo. Han skriver Bogstavet, som han lader udtale, paa det man kan studere det og udtale det bestandig, naar man er alene.

32

24

(Det kritiske.)

Det er umueligt, til Gavns at kiende et Menneske, hvis man ikke har levet fortroelig med ham.

Naar man vil dømme om hans Sindelaug ved hans Gierninger, giør man mange gange et Portræt i Tankerne.

Det offentlige Liv lærer os ikke hvad man er; det siger kuns hvordan man vil synes.

Det er kuns i den private Omgang at man faaer Øie paa de Træk, der røber og blotter en Mand.

Der er kuns saae Mennesker, der har noget vist fast og afgiort Sindelag. Hiertet er de samme Forandringer underkastet som Ansigtet.

Vi kiender os ei selv, hvordan vil vi da kiende andre? Det er forgieves, vi siger: det første er lettere end det sidste.

Og hvorfor kiender vi os ei selv? Efterdi vi aldrig ligner os selv

De fleste Historie-Skrivere antager Masker isteden for Ansigter, Helten isteden for Manden. Isteden for at forestille, maler de, og maler efter Siden, og ofte skildrer de sig selv.

(Det moralske.)

En af Forældrenes store Pligter imod deres Børn er, at lære at kiende dem til Grunde; dette Videnskab er et besværligt og vidtløftig Videnskab, men ligesaa besværligt og vidtløftig som det er, ligesaa nødvendigt og nyttigt ja tillige billigt er det.

Men førend man kan lære at kiende sine Børns Hierte og Sindelags hele Omfang, førend man kan

33

25

med Silkerhed os Nytte begive sig ind i denne det menneskelige Hiertes Labyrint og og Vildnis, maae man bevæbne sig med den ægte og vedvarende Kierligheds Stok, med en grundig Erfarenheds visse og ufeilbare Rettesnor Og alt dette under brændende Bønner til Skaberen om Fremgang og Velsignelse i et Arbeid af denne Vigtighed og saa tækkeligt for Herrens Øine og saa nyttig for hans Skabninger.

Hvad maae man vel bede Forældrene om og raade dem mere indstændig til, end til dog engang alvorlig at giøre en Begyndelse med dette Kierligheds Arbeid og dette Videnskab saa billigt for Forældre og saa nyttig for Børn, saa tækkelig for Gud, saa nødvendig for Mennesker.

(Det satiriske.)

Kan den Skindhellige vel med Rette paastaae at have den første Prioritet i Himmelen? Vil vi undersøge hans Vandel, veed vi ikke hvad Sted vi skal bestemme ham, men vi veed tilfulde, at han langtfra ikke faa fordre Plads i det salige muntre Sældskab, der skal befinde sig paa det gode Sted paa hin Side Tiden.

Hans Andagt i de offentlige Forsamlinger er saa stærk, at han vist vilde faae et Slag eller Rørelse, hvis han ikke giorde sine gudfrygtige Vendinger, sine Miner, sine Sukke og al sin Adfærd saa kiendelig, at enhver kunde mærke det, men med al dette har dog den Skindhellige en Ræv i Hiertet.

Er han rig, giver han ikke Almisse uden paa de Steder, hvor han veed, at Folket er forsamlet, at de kan see, og prise hans gode Gierninger.

34

26

Er han fattig, lever han alene ved Bagtale, eller ved at indsnige sig i de Eenfoldiges og Uskyldiges Huse, for at tage dem med Fordeel, og opfylde deres Huus med en Helligheds Lugt.

Hvor mangt et frit Maaltid har han ikke faaet for et gemeent og almindelig Suk, som alene var en Virkning af en uordentlig Mave, plaget af Vinde, men som den Eenfoldige dog antoeg for en Følge af hans rene Andagt. Enhver tage sig i Agt for den Skindhellige, han er den fineste Bedrager, som Verden eier.

(Der politiske.)

Der en Mænd til, som ere uskatteerlige, det er som giver en ilde regiert Stat viise Love. og som en allerede æret Stat mere ærværdig.

Disse Mænd ere, ikke rare, men det er rar, at man bruger dem.

Der ere maaskee flere Mænd der har manglet Leiligheder, end der ere Mænd, som Leiligheder har Manglet

Omstændighederne udvikler Manden; det hører Printser til at dømme hvilke man skal give Omstændighederne at udvikle,.

En Prints maae beside den lykkelige Kunst, at giøre Forskiel paa Folk, og den endnu mere lykkelige Kunst, at bruge dem og sette dem i Betieninger, som passer sig til deres Talenter og Gaver.

En Mand som ikke er sat paa sit naturlige Sted ligner et Pharao-Bord.

Mænd ere i en Stat det samme, som Instrumenter er i en Orkester. De giver Toner meer eller

35

27

mindre behagelige, eftersom de ere vel eller ilde rørte til.

En Prints kan ei see alting, eller altid handle ved sig selv; han maae altsaa forstaae sig paa Folk, han har ikke Tid til at undersøge sine Mænd; han maae altsaa forstaae sig paa Fysionomier.

Et Øiekast paa et Menneskes Fysionomie giver os et tydeligere Begreb om hans Siel, end den langvarigste Studering og Grunden paa Haas Sindelag.

(Det medisinske)

Alle Dyrs Kiød klapper, efter at de ere døde, ligesaa længe som Dyret er mere kold og aander og dunster mindre, som sees paa Skildpader, Fierbene og Slanger.

De Muskler, som ere skildte fra Legemet trækker sig tilbage, naar man rør derved og stikker deri.

Indvoldene beholde længe deres peristaltiske Bevægelse

En simpel Indspruttelse med varm Vand opliver Hiertet og Musklerne.

En Pades Hierte, som bliver lagt i Solen eller paa en heed Tallerken rører sig over en stiv Time efter at det er trukken ud as Legemet.

Et Menneskeb lev engang overbeviist om et Mord; man aabnet ham i Levende Live, kastet hans Hierte i noget varmt Vand. Det sprang mange gange op og need.

Bevægelsen i de afskaarne Dele forøges i det varme Vand, hvilket kan erfares med Silkeorme, Æderkopper, Fluer, Høns, Duer og Aal.

36

28

(Det alvorlige.)

Naturens Herre har ei vildet havt, at vi skulde kunde kiende hvad vi ere, og iblant alt for nysgirrige Længsler efter at vide alting, har han bragt os til den Nødvendighed ikke at kiende os selv. Han opliver Fierene og Bevægelserne i vor Siel, men han skiuler os den hemmelige Kunst, som foraarsager Bevægelsen, og denne vise Bygmester har sig selv forbeholden om Kunst at indsee og dømme rigtig om hans Arbeid.

Han har sadt os midt iblant en Mængde Gienstande med Sandser i Stand til at blive rørte deraf: han har givet os en Forstand, som idelig arbeider paa at kiende disse Gienstande.

Himlene, Solen, Stiernerne, Elementerne, hele Naturen, ja endog den, som de dependerer af; alting er underkastet, om ikke hans Kundskab, saa dog hans Granskning; men føler vi den mindste Smerte saa forsvinder vore smukke Granskninger.

Ere vi i Dødsfare, saa var der kuns faae Folk, som jo gierne gav bort alle deres Forstands Fordele og Pretensioner, for at beholde denne nedrige og grove Deel, dette jordiske Legeme, som de Grandskende giør saa lidet Væsen af.

Aldrig har noget Menneske været rigtig og tilfulde overbeviist ved sin Fornuft, enten at Sielen vist var udødelig eller den vist blev til intet med Legemet. Man tvivler ikke paa, at jo Sokrat har troet Sielens Udødelighed.

Hans Historie siger det, og de Meninger som Plato tillægger ham synes at forsikre os derom; men Sokrat forsikrer os ikke selv derom; thi da han var for sine Dommere taler han som et Menneske, der

37

29

ønsker den, og trakterer Tilintetgiørelsen som en Filosof der ikke foragter den.

Hvorfra kommer Aristotelis og Senecasses Modsigelser over denne Materie, uden af den Uvished, man er i om en Tanke, de ikke kunde fastsettes endog i den vigtigste Materie, i Henseende til dens Værd, og den allermørkeste i Henseende til dens Kundskab? Hvorfra kommer denne almindelige Forandring? Det er fordi de ere forvirrede ved de adskillige Tanker om den nærværende Død og tilkommende Liv

Deres Siel som er uvis i sig selv, stadfæster eller kuldkaster sine Tanker, efterhaanden som den er forført ved de adskillige Skin af Sandhed.

Salomon som var den allerstørste Konge og viseste Mand, forskaffer de Ugudelige nok at søde og vedligeholde deres Vildfarelser med, og underviser de Gudfrygtige at blive fast i Sandheds Kierlighed; hvis nogen har burdt være fri for Vilfarelse, Tvivl og Forandring har det været Salomon. Imidlertid seer vi dog i hans saa ulige Levnet, at han tilsidst er bleven tret af sin Daarlighed, at hans Laster og Dyder vexelviis har givet ham nye Ækkelhed, at han sommetider har tænkt, at alting skeedte hen i Taaget, at han sommetider har tilskrevet Forsynet alting.

(Det skiemtende.)

Man siger, at Ægteskabs-Kompagniet bliver ved med deres Examinatorium og Prøver, Forleden Dag har en gammel Pebersvend udstaaet sin Prøve paa følgende Maade:

Han havde været nogle Dage tilforn paa Bal med en Pige, hvis muntre Øine havde giort i hans gamle Hierte nogle ulægelige Skrammer, hvis man ellers kan troe en Pebersvends Eeder og Bander.

38

30

Deu lille Pige, som han friede til, havde vel ikke forsoren, at gaae mindre Pige ud af Verden, end da hun kom derind udi; men hun fordrede af den, der vilde ægte hende, hvad en Kone tilkommer efter Naturens Lov og Villie; men som hun tvivlte paa, at en Pebersvend paa 60 Aar, var i Stand til at fyldestgiøre hendes Villie, paastod hun, ei at vilde skienke ham sit Hierte og Haand med mindre han kunde staae sig i den Prøve, som det oprettede Ægkeskabs-Kompagnie vilde sette paa ham efter hendes Forlangende; da de nu vare samlede for Ægtestabs-Raadet, fordret hun af hendes tilkommende Mage. Io. Flittige Ægteskabs-Pligter om Natten og det i Gierningen uden noget Skin af Pligter., IIo. Ingen Udgang om Aftenen, men vel Sældstab hiemme, men alene med unge Mandfolk, for at afhøvle den Knurvorenhed, som gierne er et Appendix med Alderen. IIIo. En fri og ubehindret Tilladelse for hende at gaae paa Bal, Maskerader Komedier og Spadseregange, uden at føre hendes Mands Øine eller Briller med, siden slige Ting ikke vare ham tienlige paa sin gamle Alder, men vel nyttige og sunde for hende endnuen Snees Aar, siden hun var kuns 19 Aar.

Da Pebersvenden nu var besigtet og examineert,

blev Sældskabets Dom denne: Lille Jomfrue!

hun er for smuk til at vansmægte i en Brudgoms Arme, der ikke kan skienke hende andet end lange Drømme om Hjortetakker og Strudsfier, og som ikke er beqvem til at karesere andre, end Tiden for at overtale den til at forlænge hans Liv, for ei lor snart at miste sine Penge. Jomfruen blev glad, og soer paa i den første Hede, at hun strax uden Betænkning vilde gaae hen at ægte

39

31 en ung Dotter, som var qvæstet af hendes Øines Ild.

(De daglige Nyheder og Begivenheder.)

Hvor oplives ikke vore Hierter daglig ved Synet af vor dyrebare Konge. Vore Siele føler nu de samme glade Virkninger, som vore Legemer ere vandt til at fornemme naar vi opvarmes og vederqvæges ved den kiere Soels Straaler, naar Foraaret nærmer sig til os. Nu regierer et sagte og sødt Foraar ved det Danske Hof; vore Rigers Soel skinner daglig frem i sin rette og væsentlige Glands. og Undersaatternes Haab springer daglig ud, for at slaae ud i en heldig, og forønsket Vext. I aaaer havde vi igien den Lykke, at see vores dyrebare Christian at bivagne det heldige og majestætiske Syn at tvende Skibe, som løeb af Stabelen. Vi læste af vor Konges Ansigt at Skuespil af dette Slags misfalder ikke kronede Hoveder, da de høie Hensigter med slige flydende Slotter sigter til Rigernes Velfærd Forsvar og Frelse. Længe leve vor dyrebare Christian! Handelen florere! Skibsfarten fremmes, og alle Danske Skibe bringe Lykke med sig fra vore Landkante og Velsignelse tilbage til os fra fremmede Riger oa Nationer — Men en Tanke maae vi en nu allerunderdanigst lægge til de forrige. Hvor ønskeligt var det ikke ved offentlige Leiligheder at befordre en mere forsigtig Orden iblant Folkemængden, for at afbøde Uleiligheder og uformodentlig Farer.

40

32

Eu al for stor Folkemængde, mættede og muntre af bemeldte Syn, ved Skibenes Udfart i Søen befandt sig paa Trækbroen ved Nye Holm. Vandet gik en halv Alen over Broen: Mængden ansaae dette for en fugtig Spøg, men vi spørger, om dette Spøg ikke muelig kunde have gravet en Grav uformodentlig for mange, og forvandlet i en Hast en forvirret og ubestandig Glæde til en virkelig og billig Sorg. En Eftertanke ved denne og slige Lejligheder formener vi ei at være forgieves.