Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 18

No. 1.

Blandinger.

Løverdagen den 10 Oktober 1772.

1. Smaa Stykker i Vers og Prose.

1. Tanker i Anledning

af

Hendes Kongelige Høiheds, Prindsesse

Charlotte Amalies

høie Fødselsdag.

Charlottes Siel er Dydens reene Tempel Og Hendes Liv en deilig Sommerdag: Det viser i et straalende Exempel Gudfrygtigheds Belønning og Behag.

O Gud lad Christian og Hans

Undersaatter

Sin gode Engel, sin Velsignelse!

Lad Fierde Friedrichs Stammei Hans Daatter Hans kongelige Dyders Billede!

2

2. Erfarenheds Forklaring over end eel brugelige Ord. Ved en fransk Officeer.

A, B, C. Mange klygtige Hoveders heele

Videnskab.

Accidenser. Sammenbragte Børn af Ret og Uret.

Apparence. Et moralsk Forhæng, bag hvilket man sikkert kan giøre hvad man lyster.

Armod. Et Slags Onde, som giør større Skade end Udyd.

Auction. Et Slags Kiøbmandskab, hvori man pleier at sælge med Skade eller at kiøbe til Unytte.

Autorer. Besynderlige Slags Folk, som ofte blive modbydelige ved deres Indbildning, og ofte keedsommelige ved deres Lærdom.

Bataille. Et blodigt Raserie efter Befalning.

Begierligheder. Ere ofte langt sødere

end deres Opfyldelse.

Bravoure. Den første Dyd Soldaten, den sidste Officeeren behøver.

Bøger. Smagens Prøvesteen og den Viises Rustkammer. Comedie. Efter Sigende Sædernes, men i sig selv alleene Forstandens Skole.

3

Complimenter. Ord som man opramser med ligesaa megen Meening, som smaa Børn, der læse til Bords.

Conversation. Sammenblandet Sniksnak som ligner Pactolus: fornuftige Tanker findes som Guldkorn i en heel Strøm.

Creditorer. Ærlige Folk som altid maa have Uret, og som lære Høflighed uden Betaling.

Duel. En nødtvungen Misgierning.

Dyd. En herlig Ting i alles Øine som enhver danner efter sit Sind.

Effronterie. En sikker Vei at komme igiennem Verden, naar den ledsages af Forstand.

Flatterie. Et Garn hvori man fanger Taasser.

Fordomme. Fornuftens ældgamle Fiender.

Forfængelighed. Æres og Daarligheds Datter.

Forstand. En farlig Løgtemand for store Hoveder.

Fortieneste. En Ting som man ikke kan bedømme, med mindre man selv haver nogen.

Forvovenhed. En Handling som kaldes langt anderledes, naar den lykkes.

Fortsættelsen efter Leilighed.

4

3. Til en Gravskriftmager. Efter Pope.

Stax, lad os med Gravskrifter eengang i Roe: Du giør dem saa høie, saa lange.

Det halve du skriver kan Folk ikke troe,

Og Resten, den læser ei mange.

—M—.

4. Et ypperligt Middel imod Trødske.

Trødske er hidtil bleven holden, i det mindste af Almuen, for een af de farligste eller dog vanskeligste Tilfælde, især hos Voxne; ja for et Tegn til Døden i de onde Febre.— Den kan ogsaa være slem og ubetvingelig nok hos visse særskilte Syge; men i Almindelighed er den ikke saa vanskelig at faae bort, naar man bruger den rette Hielpemaade. Den, som jeg nu skal beklendtgiøre for Publicum, er den sikkerste, lemfældigste og letteste af alle.

Eet Quintin gandske fiin stødt Borax smeltes i to Spiseskeer fulde af kaagende heedt Vand. Dertil kommer man da ligesaameget Rosenhønning eller anden god Honning. — Med denne Saft bliver Trøsken besmurt eller penslet: den Syge kan ogsaa blive sprøitet eller gurgle sig dermed, naar man giør det

5

tyndere med lidt meere Vand. Om Patienten endog skulde synke noget deraf, skader det aldeles ikke. Denne Renselse igientages efter Fornødenhed, hver tredie Time eller tre Gange om Dagen. Paa denne Maade er Trødske gemeenligen meget let at faae reent bort, enten det er hos Unge eller Gamle.

Dette Middel er lige nyttigt hos smaa Børn saavelsom Voxne: og de endogsaa, som mest elske Huusraad, bør at have Høiagtelse derfor; thi omendskiønt det nu bruges af de beste Læger, saa haver dog en gammel Kone allerførst opfunden det.

D —.

5. En Ord-Gaade. Logogryphon.

Nysgierige her er en Gaade,

Paa Herr Mercur de Frances Maade,

Nu brugelig i Kongens Kiøbenhavn

Til Tidsfordriv. Og for de Rige

Er Tidsfordriv saa god som Gavn. —

Her er en Logogryph. Det er at sige:

En Ting at giætte, i hvis Navn Man giætter mange andre Ting tillige.

Jeg fødes Stykke efter Stykke,

Af lige Farve, lige Skikkelse;

Men ulig Sindelaug og ulig Lykke.

Jeg fandtes først hos Engelske. —

6

Dog holdt det er ei af det Heele, Min Læser, du skal kiende mig; Nei, ved at rage i de skiulte Deele Mit Navn besidder, skal du hielpe dig. Syv Lede har det. Øv dig nu:

Riv hver en Stavelse itu:

Og dan deraf udi din kloge Hierne En Bogstav-Ambe, Terne og Quaterne.

Der finder du det glimrende Metal, Saa rart at finde andre Steder;

Det som befaler hvad du skal;

En Fugl som saare ilde quæder;

En anden, kiælen Elskovs Billede;

Et Forraadshuus hos vore Bønder;

Et Slør paa Chloes Bryst og Engene; En Stand, den Vornede ei meget ynder; Det første Offer for Misundelse;

En Vædske overmaade bitter;

Den beste Rente af et Faar;

En Modecur hos Moscoviter;

Og tvende Perioder i et Aar.

Du seer en Plads umistelig i Stæder;

En Ting nødvendig i en Bog;

En Skabning baade ond og klog.

Og liig et Menneske i Gang og Sæder;

Et Sted, som findes vist hvor Bierg og Klipper er; En slugen Fisk for haard for svage Mager:

Et Bad, som Kokkepigen laver

7

Til Fade og Tallerkener. —

Dog see ret til, du seer til visse Foruden Hielp af alle disse,

Med egne Øine, hvo jeg er. Y —.

6. Landsbypræsten.

En Fortælling ved Dr. Goldsmith.

Jeg haver altid været af den Meening, at en brav Mand, som gifter sig og opdrager endeel Børn, giør sit Fædreneland langt større Gavn end den, som bliver i den eenlige Stand og ikkun raisonerer om Folkeformerelsen. Af den Aarsag havde jeg neppe været eet Aar i Kiolen førend jeg begyndte for Alvor at tænke paa at gifte mig. Jeg saae i at vælge mig en Kone paa samme Egenskaber, som hun giorde da hun udsøgte sig en Brudeklædning: ikke paa en glimrende udvortes Anseelse, men paa saadanne Dyder, som holde længest.

For at lade hende vederfare Ret, saa var hun et got retskaffent Fruentimmer: og hvad Levemaaden angik, da vare der faa Landsbyfruer som overgik hende. Hun kunde læse sit Modersmaal i hvilken Bog det skulde være, uden at have nødig at stave sig meget frem; og i at sylte, bage og koge havde hun ikke sin Mester. Hun giorde sig ogsaa til af hendes Huusholdningskunst, omendskiønt jeg kunde aldrig mærke at vi bleve rigere ved alle hendes Paafund. Ikke desmindre elskede vi hinanden

8

inderligen, og vor Kiærlighed tiltog med Alderen. Der var heller ikke noget som kunde giøre os vrede paa Andre eller paa os selv. Vi havde et smukt Huus: det laae i en behagelig Egn og imellem gode Naboer. Aaret tilbragte vi med moralske saavelsom Land-Forlystelser, med at besøge de riige Raboer og at see til de Fattige. Vi havde ingen Modgang at frygte, ingen Besværlighed at udstaae: alle vore Begivenheder tildroge sig ved Caminen, og alle vore Vandringer gik fra den blaae Seng til den brune.

Siden vi boede nær ved Landeveien, saa havde vi ofte Besøgelser af de Reisende eller Fremmede, der vilde smage vor Stikkelsbærviin, som vi vare meget berømte for: og jeg maae tilstaae, med al historisk Sandfærdighed, at jeg aldrig mærkede at en Eeneste af dem havde noget at sætte ud paa den. Endogsaa vore Sødskende-Børn, Frender og Slægtninger i det fyrgetivende Led, erindrede sig alle, uden ringeste Hielp af Genealogien, deres Slægtskab med os og kom meget ofte for at besøge os. Nogle af dem giorde os vel ingen stor Ære ved disse Fordringer paa vort Slægtskab, da der vare baade Blinde og Halte iblant dem. Dog paastod min Kone stedse, at de burde spise ved samme Bord som vi, da de vare vort Kiød og Blod. Havde vi altsaa ikke meget riige, saa havde vi dog meget fornøjede Venner omkring os; thi den Anmærkning vil man altid finde rigtig, at jo fattigere en Giest er,

9

jo bedre smager ham det man byder ham: og ligesom nogle Mennesker gabe med Forundring paa en braaget Tulipan eller en spættet Sommerfugl, saa haver jeg altid været en Elsker af fornøjede Ansigter.

Ikke desmindre, naar een eller anden af vore Slægtninger havde et slet Gemytte eller slette Sæder, og vi gierne vilde være af med ham, saa pleiede jeg altid at passe det saaledes at jeg kom til at laane ham, naar han tog bort, en Reisekiortel, eller er Par Støvler, eller undertiden en Hest af ringe Værdie: og jeg havde den Fornøielse, at han aldrig kom igien. Saaledes blev Huset frit for dem, som vi ikke kunde lide; men aldrig vidste man, at min Dør var lukket for den Reisende eller Trængende.

Paa saadan en Maade levede vi nogle Aar, i en meget lyksalig Tilstand; dog kunde der indløbe een og anden af de smaa Fortredeligheder, som Forsynet tilsender os, for at forhøie sine Velgierninger. Ofte plyndrede Skoledrengene min Frugthauge: og min Kones Bagværk bortsnappede Kattene eller Børnene. Undertiden faldt Herremanden i Søvn over de mest rørende Steder i min Prædiken; eller den naadige Frue knixede ikke artig nok for min Kone. Dog overvandt vi snart den Fortred, som saadanne Tilfælde giorde os: og nogle Dage derefter pleiede vi al forundre os over at saadanne Smaating havde kunnet giøre os nogen Fortred. Fortsættelsen følger.

10

7. Fortvivlelse af Kiærlighed.

En Sang.

En Efterlignelse af hagedorn.

I Sandhed den er at beklage.

Den sorrigfulde Elskovs Træl,

Hvis Taare aldrig kan indtage

Den Skiønne, som indtog hans Siæl.

Al Nattevaagen, Beden, Skrigen

Er spildet paa en haardfør Møe:

Den Stakkel maa dog endeligen,

Af bare Suk og Klage døe.

"Clarisse" raabte Stax: "Grusomme!

Du vil da aldrig elske mig!

Du vil jeg skal af Sorg omkomme!

Velan jeg vil adlyde dig!" Stax glemte at han var en Christen:

Dog hvad kan ei Fortvivlelse?

Han rendte lige op i Quisten

Og — stod og saae paa Folkene.

Man bad ham komme ned at spise.

Han kom; men ach! han kom ihu,

At Stax, det Offer for Clarisse,

At han var levende endnu.

"Clarisse!« raabte han; ”du byder Den allertroeste Elskers Død!

Det er for dig mit Blod nu flyder!"

Saa tog han Kniven og star Brød.

11

Knap var han mæt saa fandt hans Hierte, Igien til Selvmords fæle Drift.

Uheldig Elskovs lønlig Smerte Er best at stille ved Forgift.

Saa tænkte Stax og fandt, desværre? Fortvivlendes Liv-Medicin:

Og ret for Alvor at crepere

Han tog og drak en Flaske Viin.

Nu bander han sin onde Lykke,

Som skuffer hans Fortvivlelse.

Han henter Skammel, Søm og Strikke Og sværger paa, nu skal det skee.

Dog Elskere er at beklage,

Som døe i alt for megen Hast;

Hans Søm og Strikke var for svage Og Skammelen stod ikke fast.

Sin egen Banemand at være,

Den Ting er noget vanskelig;

Dog var endnu et Middel meere,

Det letteste: at quæle sig.

Begiærlig at forkorte Piinen,

Tilskyndt af sort Melancolie,

Gik Stax til Sengs, krøb under Dynen Og sov fra Elleve til Ti.

12

8. Smaa Kneb.

Til Nytte for Procuratorer.

Tagen udaf Nouvlles Causes celebres.

En Advocat havde en Sag for et faderløst Barn paa 4 Aar. Da han var i sin beste Tale, tog han Barnet paa sin Arm og bad Dommerne med de mest rørende Ord, at betragte dets uskyldige og forladte Ungdom. Barnet græd og dets Taare, som kom Advocatens Veltalenhed til Hielp, bragte alle Nærvæende til Medlidenhed.

Hans Contrapart blev uroelig, da han saae alle Hierter i Bevægelse til den Lilles Fordeel. Han opløftede sin Stemme og sagde til Barnet: ”Hvad fattes dig, min søde Glut, hvorfor græder du?"

"Han kniber mig:" raabte den lille Uskyldige. — Paa Timen blev heele Selskabets sympathetiske Bedrøvelse til Latter: alle de rørende Ord den Anden havde brugt, giorde ham og hans Sag meere Skade end Nytte: og man kunde længe ikke glemme denne List, som ret kunde kaldes et Kneb.

13

II. Videnskaber.

Pressefrihedens andet Aar haver endet sig paa saadan en Maade, at man dog eengang kan giøre sig Haab om at den hæftige Fermentation i den Danske Litteratur, som en løsgiven Indbildningskraftes, eller rettere Skrivekløes første Heede og Tidernes politiske Giær have given Anledning til, endeligen er nær ved at udrase. Projectmagernes Vind og Dunster synes at have giort sig Luft og søgt igien til det Vacuum, de vare komne fra: det Vandagtige som de elendige Poeter have spædt til, er bortdunstet: den Forgift og Galde Ondskab havde spyet sammen, er bleven mat og harmløs: og det tunge taassede Væv haver sat sig til Bunds, ligesom det lette Fiads er alt bleven afskummet og brugt til Huusbehov. Sandheds, Vids og Lærdoms reene, sunde Viin kommer nu frem igien, ufordervelig af de heterogene Materier, som gierne ville hænge sig ved.

Der er neppe nogen Videnskab, som ikke i disse sidste Tre Maaneder er bleven beriiget med eet eller andet nyttigt Skrift, og nogle iblant disse kunne endogsaa ansees som Mesterstykker.

14

Behøve vi vel at lede efter Exempler, som kunne tiene til Beviis? Der ere nok; men Eet af de Vanskeligste og Heldigste, en Guldbergs Verdens-Historie er allene tilstrækkeligt; et Værk, som underholder ligesaameget som det underviiser, hvori historisk Rigtighed findes foreenet med classisk Ziirlighed; og hvis Læsning er forbunden med eu bekymret Frygt for at det maatte have endeel andre ypperlige Skrifters Skiæbne, at blive ufuldført, eller det som værre var,

at blive fuldført af en anden Autor.

Vel have vi seet for nylig endnu et

Exempel paa alt det som kan kaldes elendig

Scribent i denne Titels heele Strækning: en Junior Philopatreias oplivet og opstanden eller forflyttet i en patriotisk Sandsiger. Dog denne Autor haver sat sig strax under, og i visse Maader uden for al Critique. I Almindelighed er det aldeles ikke saa ilde giort af slette Skribenter, at de skrive lige ved Siden af de Ypperlige: de tiene til at sætte disse i et større Lys: og man kan ligne dem med en Mørk Forgrund paa et Skilderie, som giør saa fordeelagtig en Effect paa det Heele.

Octobermaaneds første litterariske Producter ere Følgende.

15

1. Beschreibung von Arabien. Aus eigner Erfahrung und im Lande selbst gesamleten Nachrichten abgefasset von Carsten Niebur.

Trykt hos Møller, 2 Alphab. 4. med 26 Kaab. Sælges hos Heiniche og Faber for 5 Rdlr.

Dette kostbare Værk, som skal tilfredsstille saa mange Lærdes og Ulærdes Længsel, er nu eengang kommen for Lyset, efter at Forfatteren ved et Kort over Arabien i Forveien havde bestyrket Publicums Tilliid til hans Efterretningers nøiagtige Rigtighed. Han har nu opfyldet dette Haab og beriget fleere end een af Videnskabernes Deele med magtpaaliggende Oplysninger. Dog de, som mindre have seet paa denne Reises Øiemeed og sande Nytte, end paa de Reisendes formodentlige Tildragelser paa saa lang en Vei, iblant saa mange vild fremmede Nationer og i Særdeleshed i det Land, hvorom de have læst tusinde og et Æbentyr, ville ingen Føde finde for deres Nysgierighed.

2. Einer Tambeskielver, et Sørgespil i fem Optog til Brug for den K. D. Skueplads, ved Joh. Nordahl Brun, Medlem i det Norske Videnskabers Selskab.

Trykt hos Godiches Enke 5 Ark 8. Sælges hos Forfatteren for 2 Mark.

Dette deilige Stykke er da det første gode originale Sørgespil i danske Vers over et Subject af Fædrenelandets Historie; thi Jomfru Weydes Beleyring er vel et tragisk Stykke og tilvisse et Original, men ikke det som kan kaldes Skuespil. — Men hiin sande Tragedie hører egentligen til det dramatiske Fag; dog yde vi i forbigaaende vor Hr. B. Tak for den Fornøielse, som Hans Einers Læsning nu allerede haver forskaffet os.

16

III. Dramaturgie.

Omendskiønt vi vente med Længsel efter at see det muntre Stykke, Kiærlighed uden Strømper, saavelsom den rørende Einer Tambeskielver opført, saa vilde vi dog endmeere glæde os end meere dertil, hvis Forfatterne vilde føie os i at giøre følgende smaa Forandringer, hvorved vist ikke skulde tabe af deres Skiønheder.

Kunde ikke det Udtryk ”det veed, det veed vor Herre" omdannes til ”det maa Himlen viide" eller en anden ligelydende Talemaade? Kunde ikke den nye Psalme-Bog blive fra Theatret og en gammel Vise-Bog, eller nogen anden Bog træde i dens Stæd?

Iligemaade ønskede vi at Einer maatte faae saadant et Banesaar, som tillod ham at kunne gaae saa langt og at tale saa længe. En Piil siges ikke at dræbe førend den drages udaf Saaret; men den der haver en Piil siddende i Lungen, lader nok være at dialoguere saaledes som Einer giør. Voltaire, som synes her og der, i sær S. 57 at have været Hr. Bruns Mønster pleier endogsaa at iagttage Chirurgiens Regler.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

17

No. 2. Blandinger. Løverdagen den 17 October 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Tanker i Anledning

af

Hans Kongelige Høiheds,

Prints Friderichs

høie Fødselsdag.

Prinds, i hvis Aarer flyder,

En dobbelt Heltestammes Blod,

Du elskte Søn af Friedrich From og God, Du himmelyndte Arving til Hans Dyder!

Bliv ved som Han at være Nordens Lyst, Som Han vær Menneskenes Glæde:

Saa arver ogsaa Du et Kongesæde,— En Throne i vort Bryst.

18

2. Poetens egne Anmærkninger over det Foregaaende.

For at forekomme fremmed Critique i Henseende til et Udtryk, som jeg selv holder for smukt fordi det er sandt, men som letteligen kunde støde de Betænkelige, maa jeg vise Læseren— ikke til Aristoteles, Horatius, Batteux, Home o. s. v. — men til Friederichsborg Slot. Af alle de Inscriptioner, som jeg haver havt Leilighed at læse paa de Stores og de Vises Eftermæler, i sær i Peters-Kirke i London, haver ingen rørt mig meere end den, som findes paa een af hiin ærværdige Slots Bygninger, for saavidt samme indeholder en ypperlig Konges uhyklede og beskeedene Berømmelse, eller rettere Character. De faa Ord

”Friederich then Anden god oc from"

sige i vore Tanker langt meere og tale langt stærkere, end kold Lærdom eller smigrende Vid nogentiid formaaer at giøre: thi de sige intet andet end Sandhed og de tale lige til Hiertet. Det rette Majestætiske fremstraaler des klarere, da det ikke er indsvøbt i Konstens Prydelser. Hvilken Ære for en Regent at sætte sin Høiheds Attributer saavelsom sin personlige Character i Godhed og Fromhed!

19

Alle andre Titeler, som tillægges Potentaterne, Uovervindelighed undtagen, kunne have deres Grund og Nytte, minde den Herskende paa sin Værdigheds Pligter og forhøie Undersaatternes Begreb om den Ærbødighed de skylde ham; men Godhed og Fromhed vinde Hierterne endogsaa uden for hans Rige, hos republicanske Friheds-Trælle og hypochondriske Forfægtere af de Dødeliges Liighed.

3. Til Voltaire.

Efter det Engelske af Young.

Du er saa ond, saa gammel, fæl og tynd,

Du minder os paa Miltons Død og Synd,

4. Et tilforladeligt Middel imod Liigtome.

Reent at borttage denne Plage, især naar den er ret indgroet, er let at sige men ikke let at giøre. For ei at spilde Tiid og Penge med Huusraad og udenlandske Plastere, vil jeg allene tilraade et af de beste blødende og løsnende Midler.

Dette bestaaer i et lidet Stykke af et Aloe-Blad, frisk lagt paa saa ofte det er bleven tørt, saaledes at den inderste eller saftige Side kommer til at ligge paa Liigtor-

20

nen. Den Blanding af Gummi og Harpix, som giver de fleeste Plastere sine Kræfter, findes reenere og mildere i disse Blade.

Det er med en stram spændt Traad, at man afskiær saadant et Stykke af Aloe-Planten.

5. En Ordgaade.

Høivise, Giættefærdige!

Hvis Næse ideligen rager I Ting for Eder uvedkommende,

Hvis grandskende Forstand opdager Den skiulte Grund til hver Tildragelse,

Den hemmelige Drift til det Folk foretager:

O lader paa en stakket Tiid Et Naboelaug, en heel Regiering være.

Og bruger den utrættelige Fliid,

Det skarpe Syn, hvormed I dechiffrere, Analysere, combinere,

Og ufeilbarlig demonstrere.

Til meer behagelige Øvelser Og giætter hvad Slags Ting jeg er.

Jeg tager min Oprindelse Af to Bevægelser, alt stille stridige.

Som sielden finde Sted tillige —

Dog, Læser, lad Dig mine Deele sige.

Hvad Navn jeg har: viid, det bestaaer af Fem. Prøv nu engang Din Konst paa dem.

21

Du seer en blodløs Levning af et Saar;

En Deel i Legemet, som aldrig savner Væde ;

En anden, to Slags Pinslers Sæde;

En Mundfuld af den Sorrigfuldes Glæde;

Et Vand som stille giennem Engen gaaer.

Men ved en Mølle praleragtig skralder,

Og taus igien i større Vande falder;

Et Tal som man Fuldkommen kalder;

Det som Enhver, i Rettergang paastaaer;

Et Stykke Træ, umisteligt i Baade;

Og Tiidens længste Periode

For mange Tusinde, desværre! — Dog, min Ven,

Dit Hierte maa nu kiende mig igien,

6. Hvorledes Hyacinther drives

om Vinteren paa Glas med Vand

De stunder nu til Vinteren. — Det er ret vel, hører jeg en stor Mængde Folk af Smag og Levemaade sige, Sommeren er smuk nok, men den er saa kiedsommelig, ingen artige Selskaber kan man faae samlet, uden man skal reise heele Miile efter dem, den eene er paa sine Godser, den anden paa sit Lyststæd og den tredie i Torbek, Tuborg eller hos gode Venner paa Landet, reiser man selv med, saa er der dog liden eller ingen Forandring, Skov og Mark et Stæd, eller Mark og Skov et andet Stæd, derimod om Vin-

22

teren saa have vi Comoedier, Baller, Concerter, Beføgelser. Sammenkomster: og naar andet sattes, saa er Spillebordet et sikkert Middel til at fordrive Tiden. Dersom alle tænkte saaledes, saa kunde jeg pakke sammen, og kaste denne Afhandling paa Ilden; men til Lykke er der en stor Mængde andre, som sige: det er ret ilde, at Vinteren er saa nær, som beklage at Sommeren er for kort, og som gierne ville strække den saa langt de kan; at giøre Sommeren selv længere end den er, nødes vi til at lade være; men dens Billede, Blomsterne, haver Kunsten tvunget Naturen til at forsyne os med til en Tiid, da vores Øie og Næse ellers maatte savne denne behagelige Vederqvægelse.

Den som endog ingen Følelse haver af Sommerens Behagelighed, gidder dog gierne seet og lugtet en smuk Blomst, og mange andre finde en Vellyst deri, som forsøges naar de selv have drevet den. Dem haaber jeg derfore det vil være en Fornøjelse, at blive underrettet om de ringe Haandgreb, ved hvilke alle Blomster heele Vinteren igiennem kan haves.

Den jeg først vil begynde med er den smukke Hyacinthe. Enhver af mine Læsere veed, at den er enten dobbelt eller enkelt og

23

hver af dem igien, hvid, blaa eller rød, hvilke trende Farver atter udgiøre utallige Forandringer. De kunde alle drives; dog ere visse iblant dem tidligere end andre, hvilket erfares af alle Blomster Catalogi og af den Gartner som sælger dem.

Der ere tvende Maader at drive dem paa, enten i Jord eller paa Glas med Vand; endskiønt denne sidste Maade er et lidet Tyrannie imod Zviebelen, som altid gaaer i Løbet, saa er det dog saa behændigt og saa net, at den altid maa finde Elskere; jeg vil derfore her nøie beskrive denne Maade og spare den anden til næste Gang.

Man sørger først for at faae gode Zviebler, som have lagt paa et luftigt Sted, siden de bleve taget ud af Jorden, men dog ikke alt for rørt, disse legges paa Glas, som faaes i alle Glas Boutiquer, med saa snever Aabning, at Zviebelen ikke kan falde ned. Dagen naar den skal lægges er ligegyldig, det kommer allene an paa, til hvilken Tiid man vil have den i Blomster: derefter retter man sig, da det kan skee fra først i Sept. til sidst i Februario og sildigere. Naar Zviebelen drives godt, bør den blomstre en Maaned efter at den er paalagt, hvorefter man kan passe Tilden.

24

Naar man haver faaet et Glas som passer til Zviebelens Størrelse, fyldes samme med Vand og det saaledes, at Vandet naaer til Halvparten af Zviebelen. Derpaa sættes Glasset paa et tempereret Sted, helst ved Vinduet, siden den friske Luft er nødvendig naar man vil have en smuk Blomst, hver Dag øses alt Vandet fra Zviebelen, og reent Vand i Stæden, dog uden at tage den udaf Glasset, siden Rødderne derved lettelig tage Skade, hver Aften flyttes Glasset fra Vinduet, paa det ingen pludselig Nattekulde skal giøre Skade, og om Dagen nyder Blomsterne en tempereret Varme, dog kan den taale stærkest naar den vil springe ud; saasnart Blomsteret er forbi, hænges Zviebelen op paa et luftigt Stæd, men at den ikke fryser; og lægges derefter i Augusto i Jorden, da den det næste Aar vel selv gaaer ud; men giver dog ofte endeel Unger.

Dette er heele Omgangen, nu maa jeg endnu giøre nogle Anmærkninger: Vel er det ligemeget til hvad Kant Stuen ligger hvor Zvieblerne staae, dog er det best naar den vender mod Sønden.

Ere Vinduerne utætte, da bør de tilkliines, paa det ikke en pludselig Kulde skal fordærve heele Arbeidet.

25

Vandet, som hver 24 Timer gives dem frisk, maa have staaet nogle Timer i Stuen, saa det er nogenledes kuldslaaet; iiskoldt Vand sinker Væxten mangfoldig. Regn-Vand er det beste, dog er vores almindelige Pompe-Vand meget godt, men Kulden maa være derfra.

Man haver andre Stæder fiirkantede Kar af Leer med afdeelte runde Huller til Zviebler: derved er den Fordeel, at man kan have mange paa et lidet Rum; ved Bunden af disse Leerkar er en Tud med Tol, som tages ud naar Vandet skal afløbe, hvorved man saa meget nemmere kan give dem frisk Vand hver Dag.

De maa aldrig komme Ovnen for nær, men naar de staae ved Vinduet, kan en stærk Varme i en daglig Stue engang imellem ingen Skade giøre dem. Derimod maa nøie vogtes, at Kulden hverken Nat eller Dag bliver saa stærk, at Vandet fryser; skulde det imidlertid skee uforvarendes, er derfor ikke alt tabt; hvis Frosten ei haver beskadiget Zviebelen, saa kan den naar Vandet jævnt optøes endnu komme sig, endskiønt sildigere og med et svagere Blomster.

26

II. Videnskaber. De som kunde tvivle paa de Kiøbenhavn-

ske Læreres Flittighed i at undervise og paa vore Studerendes Leilighed til at høre alle de Videnskaber, der bør at læres ved et Universitæt, ville behage at kaste et Øie paa følgende Efterretninger om de offentlige saavelsom private Forelæsninger, som nu virkeligen holdes.

I Gudslæren have vi en Doct. og

Professor Holm, som læser baade offentligen over en Christens Pligter imod sin Næste: og privat over den dogmatiske Theologie; hvorved han ogsaa holder et theologisk Collegium examinatorium.

Hr. Professor Studsgaard lærer offentligen den antithetiske og privat den dogmatiske Theologie: derhos læser han over Naadens Midler og holder et Collegium examinatorium saavelsom Homiletiske Øvelser.

Af Hr. Professor Balle have vi exegetiske Forelæsninger over det nye Testament, over det sammes Kirkehistorie, over den dogmatiske Theologie, og over den

27

dertil hørende Historie. Foruden disse holder han ogsaa Prædikeøvelser og en ugentlig Repetitions-Examen.

Disse Forelæsninger, af hvilke de Førstnævnte ere offentlige, haver Hr. Professoren begyndt med ligesaa mange Taler, der kunne ansees som sikkre Borgener for den Grundighed og Behagelighed, som de Studerende love sig af denne Lærer. — Samme fem Taler ere trykte hos Hallager, 65 S. 8. og faaes tilkiøbs hos Gyldendal for en Mk.

Endeligen læser ogsaa Hr. Seidlitz, Provst paa det Kongel. Communitæt og Biskoppens Vicarius, offentligen over den naturlige Theologie efter Guldbergs.

I Lovkyndigheden have vi vel ikke fleere end een Lærer, som virkeligen læser: nemlig Hr. Etatsraad og Professor von Obelitz; men denne holder ei allene offentlige Forelæsninger over den hypothetiske Natur-Ret: men ogsaa private over den moralske Philosophie, tilligemed Natur-Retten og over den Rommersktydske og Dansk og Norske Proces efter Struvens fierde Bog.

Fortsættelsen følger.

28

III. Litterarisk Journal.

3. Patriotiske Erindringer ved det uden vedbørlig Autorisation oprettede General Commissions Directorium.

Trykt hos Hallager, 24 S. 8. Sælges hos Pelt, Buch o. a. m. for 6 Sk.

Disse halvandet Ark indeholder ikke meere Materie end Adressecontoirets egen Anmeldelse: men man finder her det nye Anlæg forestillet paa en heel anden Maade, og betragtet fra en Side, hvorfra nok Fleere betragte det. Den tillagte Fabel viser at Forfatterne er ikke meget heldig i Digt; hvor lykkelig han derimod haver været, i at sige Sandheder, det overlade vi Publico at dømme om. I Skrivemaaden haver denne Autor megen Liighed med een af vore første politiske Stridsmænd, som ligeledes gav Anledning til critiske Undersøgelser paa

4. Grundig og tydelig Anviisning til den civile Bygningskonst, hvorudi vises hvorledes man kan bringe de fem Ordener i en god Overeensstemmelse og vel anvende dem i heele Bygningskonsten efter de fem ældste og beste Bygmestere, nemlig Vitruvins, Serlio, Scamozzi, Vignola og de Romerske Antiquitæter. Udgiven til Nytte for den studerende Ungdom paa det kongel. Danske Skildre Billedhugger og Bygnings-Academie, af Georg Conrad Anthon, kongel. Byg-Inspecteur og Informator sammesteds. — Gründ-

29

liche und deutliche Anweissung zu der civilen Baukunst o. s. v.

Trykt hos Müller, 20 Ark Fol. med 51 Kaabber.

Sælges hos Rothe for 16 Mk. 8. Sk.

Denne nyttige Afhandling er som Titelen viser allerede udkommen 1751, og kan ikke ansees som ny, undtagen for saavidt Forfatteren, som siden den Tiid er bleven kongel. Hofbygmester, haver forøget den med et lidet Tillæg og igien ladet den anmelde. I Stedet for Critique over et Arbeide, som er ganske uden for vort Selskabs Sphere, ville vi allene her fremsætte et Ønske, som enhver eftertænksom Læser vil nok bifalde, at enten denne erfarne Forfatter, eller nogen anden duelig Architect, maatte tiene Fædrenelandet med saadan en Anviisning, hvoraf endog den Ringere, i Kiøbstæder saavelsom paa Landet, kunde benytte sig og eengang lære at give sine nedrige Boeliger i det mindste den Regularitæt, som endog vilde Nationer, ja umælende Dyr iagttage Denne Nedladelse fra Italiens Pragt til Bondens Hytte vilde nok være et Offer for en Virtuoso, men ikke falde vanskeligt for den som er tillige Patriot.

5. Cecilia Anders Daatters anden Skrivelse til Argus, som Giensvar paa det til hende fra ham udkomne No. 40. af hans Blades anden Aargang.

Trykt hos Hallager, 1 A. 8. Sælges hos Buck, f. 4 S.

Denne Autor, som seer ud til at være det den giver sig ud for, en ret gemeen Tøs, beder sin værdige Correspondent om Tilladelse "at blive ved med sin Pølsesnak;” men vi haabe den gode Argus befatter sig ei med at give en Dispensation, som han neppe selv kan Vente af Publico.

30

IV. Dramaturgie.

Rien n’est beau que le Vrai.

BOILEAU.

Imod det Ønske, som vi Have vovet at fremsætte i vort første Nummer, Einer Tambeskielvers Banesaar angaaende ville nok de, som ikke kunne see Feil, hvor de finde Skiønheder, giøre adskillige Erindringer.

Man vil forsvare Hr. Brun med en Anecdote, velbekiendt i de Latinske Skoler, om en anden Helte i de ældre Tider, den store Epaminondas. Denne General, som var bleven saaret med en Piil, hvis Udtrækning han efter Lægernes Meening ikke kunde overleve, behagede ligeledes at lade den blive siddende, indtil han havde faaet Slagets Udfald at vide. Da han hørte, at hans Folk havde vunden Seier, rev han selv Piilen ud af Saaret, og døde ligesom Einer, ja i visse Maader med samme Svanesang: thi han skal ogsaa have sagt, at han nu døde med Glæde, da han efterlod sit Fædreneland seierriig, Sparta ydmyget, og Grækenland i Frihed. — Omendskiønt denne Helte-Anecdote er nok lige saa troværdig, som endeel af vore Krampe-Viser, saa vil jeg dog lade den staae ved sin Værd, og selv bede Læseren, at

31

søge fleere Beviis imod os i Homerus og Virgilius. — Den hævngierige Achilles lod sit Spyd en Tidlang i den ædle Hectors dødelige Saar: og i den Tiid har den Overvundne havt Magt at bede for sig. Pallas, hvis Bryst Turnus havde giennemboret med en Piil, mistede baade Liv og Blod, da den anden drog den ud.

Til disse gamle Poeter ville vi regne en af de allernyeste, Belloy. Denne lille Voltaire lader i det ypperlige Sørgespil, som vi for nyeligen have seet opført, Gaston & Bayard, den Sidste blesseres med en Pique og beholde den i Saaret, i alle Maader á la Epaminondas, ligesom ogsaa den gode Bayard endeligen samtykker i Vaabenets Udtrækning og trøster sig noget nær med samme Grunde, som den Thebanske og Nordske Helt. Fleere Exempler veed vi ikke.

Men alle disse Anførte beviise Intet. — Baade Epaminondas, og Hector, og Bayard havde got ved at declamere: Ingen af dem havde faaet Skade i Brystet. Den Første var bleven saaret i Hoften; den Anden i Halsen, og som Poeten udtrykkeligen siger, saaledes at han kunde snakke; thi overalt viser Homerus saa megen Indsigt i Saarenes Beskaffenhed og Følger, at man end-

32

ogsaa slutter, han maae have forstaaet Anatomien. — Den gode Chevalier sans Peur & sans Reproche er bleven stukken au desaut de l’armure og hans Saar kunde desmindre hindre ham i at tale, da han allerede er paa Beenene igien inden Stykket er til Ende. Den stakkels Pallas kunde ogsaa tale saalænge han ikkun havde et Stød i Laaret; men da Turnus giver ham eet til igiennem medium pectus, er han død, som en Sild. Det samme melder den eftertænksomme Virgilius om hans Banemand, da denne fik sit Lungedrag af den fromme Æneas.

En Piil, som bliver siddende i Brystet, maa endeligen have trængt ind i Lungen, og da kan den Saarede, for Blodstyrtnings, Beængstelsers og andre Tilfældes Skyld, umueligen haranguere. Er Saaret ikke saa dybt, bliver Piilen imellem Ribbeenene, saa kan og maa Mennesket ikke saa strax crepere.

Hvo som troer, at Einers Piil, til Trods for al Critique, dog er og bliver en Skiønhed, maa gierne beholde sin Troe; vi derimod holde for, at den synder imod Natur og Sandhed, og efter een af de største Konstdommeres ovenstaaende Ord, heller burde blive borte eller forandres.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

33

No. 3. Blandinger. Løverdagen den 24 October 1772. I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Apostrophe til Gudfrygtighed.

Efter et Sted i Ogilvies Day of Iudgment

Hil dig, du Himlebarn, Gudfrygtighed, Hvis mægtig Smiil kan straale Lindring ned

Paa mørk Fortvivlelses afsindig Smerte,

Og helde uvant Vellyst i hvert Hierte, Aftørre den Forladtes blege Kind Og stille Stormen i et oprørt Sind!

Lyksalig den, der vover at forlade Den lave Verdens sminket Overflade,

Et uvist Her, et alt for flygtigt Nu, Opløftet, smilende og reen, som Du!

Hvis Siæl sin Flugt til bedre Egne tager; Hvis Barm en ubesmittet Sødhed smager;

34

Hvis Tænkekraft i høi Henrykkelse Opsvinger sig langt over Tiderne,

Indtil den ikke øiner Jorden meere,

Fri, som en Engel, søger Englers Sphære, Med soelvant Syn, som Ørnen, farer frem Og naaer i evig Dag sit rette Hiem!

X —

2. Den lutherske Skriftemaade i Holland.

Omendskiønt Lutheranerne i Holland og Engeland holde ligesaa troefast som vi Danske ved den reene Ausgburgiske Confessions Sandheder, og omendskiønt de, ihenseende til de Pligter, som denne vor fælles Troes Bekiendelse medfører, tillade sig mindre Frieheder end desværre skee der, hvor den lutherske Religion er den herskende, saa vige de dog i de mindre væsentlige Ting, i den udvortes Gudstjeneste, kiendeligen fra deres Troesbrødre i de nordiske Riger og Tydskland. Een af de merkværdigste Articler er Skriftemaaden, om hvilken jeg nu, da vort Fædernelands Religionsforfatning er i den roeligste Sikkerhed og denne uskyldige Fortælling ikke kan ansees som en philopatreiatisk Omstøbelsesprojet, vil give mine Landsmænd en Idee.

35

Efterat Præsten den eene Søndag haver paamindet sin Meenighed om at der er Communion den næstfølgende, indfinde sig alle de, som agte at communicere, i en Forberedelsesprædiken, som holdes Løverdag Eftermiddag Klokken 5. — Da ingen Børn eller andre den forestaaende hellige Handling uvedkommende, ere tilstede; da Præsten er selv opfyldt af deres fælles Hensigt; da han taler til sit eget Hierte saavelsom til sine Tilhøreres; da han skal være en Tolk, baade for sin egen og saa mange andres Siæle, saa haver naturligviis denne Pønitenseprædiken meere end sædvanlig Eftertryk: Andægtighed spredes fra Hierte til Hierte: og den hæle Handling er ledsaget med en rørende Høitidelighed.

Naar Præsten haver endt sine Formaninger, tiltaler han de for ham staaende Skriftefærdige saaledes:

”Mine Venner, da Bodfærdigheds

Prædiken kræver af os en oprigtig Bekiendelse af vore Synder, og da det guddommelige

Naade-Ord lover alle dem, som saa giøre, deres Overtrædelsers Forladelse, ligesom den Apostel Johannes siger i sit første Brevs første Capitels niende Vers: Dersom vi bekiende Herren vore Synder, saa er han troe og retfærdig, at han forlader os Synderne, og vil rense os af al Uretfærdighed, og

36

David i den 82de Psalmes femte Vers: Jeg sagde, jeg vil bekiende mine Overtrædelser for Herren; og du, du forlod mig min Synds Misgierning, Sela! Saa bør I ogsaa af Hiertet bekiende Eders Synder og i Troen bede om Naade, paa det I maatte annamme Eders Misgierningers Forladelse.

Men paa det Eders Bodfærdighed maae kiendeligen lægges for Dagen, saa skulle I tilforne for Guds hellige Aasyn og for denne christelige Menighed tydeligen og oprigtigen svare mig paa følgende Spørsmaal.

Fortsættelsen følger.

3. En velgrundet Selvroes.

Et Stæd i Lord Lyttletons Skrifter.

Of English sterling Wit one single

line

Drawn in French wires will through whole pages shine.

Med fleere slige udvalgte Steder af de beste Engelske Poeter agte vi fremdeles at berige disse Blandinger, for ei allene at giøre nogle af vore Læsere mere og mere bekiendt med ypperlige Mynstre, men ogsaa at give vore poetiske Hoveder Anledning til smaa Oversættelser eller Efterlignelser, hvilke vi med Fornøielse ville indrykke, ifald Forfatterne behage at tilsende Bogtrykkeren det de ville beære os med.

37

4. Om Mossernes Nytte.

Man veed om en Konge Alphonso af Navarra, at da han i de Tiders Astronomie blev underrettet om de mange forvildende Cirkler og Baner, som Stiernekyndige havde befalet Planeterne at vandre, for at tvinge dem efter deres urigtige Lærebygninger, sagde hans Uvidenhed med nogen Føie, at hvis Gud havde taget ham paa Raad med sig, skulde Verdens Løb blevet langt bedre indrettet. Alle de, der ligesom han ikke kiende Naturen, ere noget nær af samme Tanker; endskiøndt de ikke altid yttre den saa tydelig, saa troe de dog, at meget i Naturen kunde være ganske anderledes, især mange Ting, hvilke ansees som skadelige, udryddes. Et deriblandt bliver Mosserne. Denne store Classe i Planteriget er hidindtil lidet bekiendt, og i Almindelighed agtes den skadelig eller i det minste unyttig. Naturkyndige derimod sinde allerede mange deraf umistelige for Verdens Indretning: og dersom de øvrige vare os fuldkommen bekiendte, vilde vi snart tilstaae dem det samme. —

Ingen troer den tynde Steen-Mos at være af synderlig Nytte, og dog er det maaskee den, Norge haver at takke for sine Skove og Island for sine feede Græs-Gange.

38

Naturen gaaer deri frem paa følgende Maade: Ingen Klippe er saa nøgen eller glat, at jo i kort Tiid nogle Steen-Mosse anlegge sig derpaa. Der fiine Frøe føres snart ved minste Bevægelse i Luften nogle Skridt videre, snart ved Stormvinde heele Mile frem og beklæde Steenen med en Skorpe, den man neppe kan aftage. Naar disse Lichenes leprosi og crustacei i nogle Aar have blomstret og udgaaet, samles ved deres Fugtighed og Forraadnelse en siin Jord, i hvilken en større Art Mosser, saasom Lichenes imbricati, finde Føde. Disse, formeere Jorden ved deres Undergang og giøre Plads for Hypnis, Bryis, Mniis, og andre i Dansken unavngivne grønne Mosser; hvoraf endelig samles saa megen Jord, at først de smaae Græs Arter og derefter større kunde vore deri. Blive disse urørte af Mennesker og Qvæg, formeeres Jorden saa anseeligt ved deres Forraadnelse, at til Slutning Buske og de høieste Træer finde tilstrækkelig Næring og kunde fæste Rødder deri; saaledes bliver denne liden, denne foragtede Steen-Mos Grunden til alle de følgende Vexter, og uden den skulde mange tusinde Klipper, som nu beboes af Mennesker og Dyr, være blottede for begge Deele.

39

Desuden have mange Mos-Arter en besynderlig oeconomisk eller medicinsk Nytte, som deels Naturkyndige, men største deels Bønder og Qvinder af Nødvendighed tvungne ved Eftertanke eller Slumpviis have opdaget.

Saaledes er Blomsterstøvet af Lycopodio clavato især et fortreffeligt Middel imod podagrisike Smerter, naar det i smaae Poser indsyes og legges tørt paa de lidende Deele.

Vandet, hvori Lycopodium Selago koges, fordriver Luus hos Øxen og Sviin.

Sphagnum palustre giør i kort Tiid de dybeste Moradser, til de skiønneste Enge og føder Tørv i de sumpige Stæder hvor den voxer.

Polytrychum commune er Laplændernes Seng paa deres Reiser, og ieg troer sikkert, at neppe et sundere, neppe blødere Leie skal kunne findes, end paa visse Mos-Arter. Fieder og Uld udgiør nu vores sædvanlige Leie; men at det første er usundt veed enhver, og at det sidste bliver klumpet, samt naar Ulden ei er desbedre renset, giver en ubehagelig Lugt, er ligesaa unægteligt.

Lichen pulmonarius er meget tienlig mod Lunge-Besværinger, og paa Friderichs Hospital ere dermed bleven giort adskillige lykkelige Forsøg. (Slutningen følger.)

40

5. Ordgaade.

Jeg er af største Gavn For Christnes uoplyste Siæle.

Den Læser, som har glemt mit Navn,

(En Ting nu alt for let i Kiøbenhavn),

Kan giette sig dertil ved mine Deele.

Jeg haver heele Elleve;

Men det som er det Giætteværdigste,

I disse Lede skiuler sig den Fiende,

Som jeg beflitter mig at overvinde.

Hans Navn er flettet ind i mit.

Og hvis han kunde tage sit,

Saa faldt det Meste af mit eget.

Han levnede mig kun et uselt Par Som ingen Lyd og Mening har,

Endskiønt blant Tallene det gielder meget.

Vor første Ordgaade i No. I betyder det Ord Ugeblad, hvori man ved Bogstavernes Flytning vil finde Guld, Bud, Ugle, Due, Lade, Abel, Adel, Galde, Uld, Bad, Dag og Uge, Gade, Blad, Abe, Dal og Lud.

6. Et probat Middel imod Halsbrynde.

Da dette Tilfælde næsten altid et et Tegn paa en Suurhed og Svækkelse i Maven, især naar man haver spiist megen Frugt, Grønt,

41

Kaal o. s. v. eller Melkemad, saa er det beste Huusmiddel derimod følgende:

Af et Pulver, som paa Apotheker kaldes hvid Magnesia, giver man to Quintin og smelter det i sex Spiseskeer fulde Pebermynte-Vand. Heraf tager man, hver Gang Halsbrynden yttrer sig, een god Spiseskee fuld. Det er ikke ilde, om den Syge tager samme Aften en Theskee fuld Rhabarber Pulver eller ogsaa en Spiseskee fuld Rhabarber-Draaber. Tilligemed maa han vogte sig for Suurt og holde sig til Kiød og Fiskemad.

7. Juridisk-Medicinisk Spørgsmaal

Hvorpaa kan man kiende, hvilken af tvende Tvillinger er den Ældste, naar man ellers ingen paalidelig Efterretning har?

Denne Uvished, som kan give Anledning til stor Tvistighed, saaftemt det gielder Arvegods og Arveherredømme, ere ikke saa let at hæve. Lægerne overlade til de Lovkyndige at skille denne Trætte, og de Fleeste af disse tildømme den af de to, som er best dannet, stærkest og mest begavet med Forstand, første Fødsels Rettigheder. — Men herimod kunde man giøre en Indvending. (See No. 4.)

42

II. Videnskaber

Ved Kiøbenhavns Universitæt læres fremdeles i Lægevidenskaben Chemien i offentlige Forelæsninger af Hr. Professor Kratzenstein, som siden ogsaa agter at læse over andre Deele af Medicinen. Hr. Justitzraad og Professor Rottbøl afhandler nu i offentlige

Timer Beenlæren og derefter i Private Musclerne, Nerverne og Karrene. Han igiennemgaaer ligeledes i private Forelæsninger de

medicinske Institutioner.

Desforuden læser Hr. Prof. Henningsen paa det K. Amphitheatrum offentligen over Anatomien og Chirurgien.

Hr. Doct. Saxtorph holder private Forelæsninger over Jordemoderkonsten og over Tissots Anviisning for Landfolk.

Oberchirurgus ved Admiralitætet, Hr. Doct. Callisen læser privat over Anatomien: og Hofmedicus Doct. Tode ligeledes privat

over de veneriske Sygdomme og Patologien, og i December agter han at fortsætte sine private Forelæsninger over Materia medica og Praxis clinica.

43

Ill. Litterarisk Journal.

6. Korte Betragtninger over Aarsagerne til Kornmangelen og de høie Kornpriser i Dannemark, samt om de beste Hielpemidler til at forekomme samme, fremsatte i Følge det Kongelige Danske Landhuusholdnings Selskabs offentlige Indbydelse i Aaret 1771. Ved Johann Ludvig Lybeker. Et Priis Skrift.

Trykt hos Möller, 60 S. 8. Sælges hos Rothe for 1 M.

Dette lidet Skrift, som i Henseende til Grundighed og Orden er et af de Beste iblant dem, som denne vigtige Materie haver givet Anledning til, kunne vi ikke noksom anpriise Læseren. Vi ønske allene, at ligesom det er bleven kronet af det K. Landh. Sælskab, det ogsaa maa krones af Landhuusholdningen selv ved virkelig Iværksættelse af denne oplyste og erfarne Patriotes Forslag.

7. Erast, den lykkelige Dyd. Et Forsøg efter Hr. v. Kleistes Irin. Ved Christian Schulze Viborg.

Trykt hos Hallager, I A. 8. Sælges hos Buch o. a. for 3 S.

I Efterligning er denne Forfatter heldig nok, end skiønt han kunde nok giort et bedre Valg; men hvor han er selv Original, saasom i Stavelsemaaden, vil neppe nogen efterligne Ham igien. At skrive det Ord drog med eet o hvor det er langtonet, og derimod med to hvor det aabenbar skulde være kort, er en alt for modstridig Sælsomhed.

44

8. Brave Danskes Sang og Ønsker paa Arve-Prinds Friederichs Geburts Dag den 11 October 1772.

Trykt hos Høeke 8 Sid. 8. Sælges hos pelt for 2 S.

Disse Vers ere flydende — som reent Vand.

9. Pro Memoria imod Raisonnemens over Enkecasser, visende Land Militair Etarens Pensions Caffes Prærogativ frem for den i Forslag bragte Contributions Casse.

Trykt hos Hallager 2 A. 8. Sælges hos Buck, for 8 S.

Omendskiønt denne Forfatter, som viser en kiendelig Prærogative frem for andre Raisonneurer i Henseende til udanske Ords Sammenblandelse, synes at have Færdighed nok til at kunne skrive Pro Memorier om hvad Materier og i hvad Tiid Folk behager; saa har han dog ikke fundet for Got at komme frem med sin Giendrivelse, førend Autoren til de anfægtede Raisonnements var bort. Han kan altsaa være vis paa at beholde — det sidste Ord; men om han ogsaa vil beholde Ret hos de Læsere, som ligne hans Pro Memoria imod hine nøiagtige og koldsindige Beregninger, især imod den vigtige Post om Enkernes Udstyr, hvorom Giendriveren ikke engang taler; det er en anden Sag.

10. En Tale til mine Landsmænd og Medborgere de Danske, Norske og Holstenere etc. Trykt hos Stein 24 S. 8. Sælges hos ham f. 6. S.

Een af de Taler, hvorpaa man intet har at svare.

45

IV. Dramaturgie.

Kiærlighed uden Strømper er eet af de faa danske Skuespil, som have faaet og det, som meere er, fortient almindeligt Bifald. Den finere Verden i Kiøbenhavn, som finder alt for meget Gemeent i de holbergske Stykker; den Ordklygtige, som savner i dem det rette attiske Salt; den Sædelige, som støder sig over den danske Plauti prosaiske Friheder, og den Belæste, som sporer de Ældre og de Nyere, endskiønt incognito, i de beste Steder; alle disse, som ikke meere beundre den første og største comiske Digter Dannemark har havt, ere eenige i at beundre Kiærlighed uden Srømper. Vi uværdige Dramaturgister, som vi ere, blande vore svage Lovtoner med Folkets Røst, og bekiende, at den baade haver gefaldet og befaldet os. Ja det Heele forekommer os saa smukt, at vi selv ere ret nysgiærige at see, hvilken Skiønhed iblant saa mange egentligen er den, som mest indtager os: ligesom en Elsker ofte med et critisk Øie mynstrer sin Smukkes Yndigheder, for at udfinde hvor hendes Deiligheds Overvægt sidder, om det er Roser eller Lilier, Elfenbeen eller Perler, Kirsebær eller Hyben, Junoniske Oxeøine eller en Roxelansk

46

stumpet Næse, som haver givet ham det første eller det dybeste Stød.

Til denne forliebte Critique, indbyde vi vore Læsere, med de udtrykkelige Vilkaar, at vore uforgribelige Tanker ikke i mindste Maade skulle komme i Collision med det, som kiendes for Ret paa den Dramatiske Journals Domstol.

Det første, som vi tage under Betragtning er den Hensigt, Forfatteren kan have havt ved at udarbejde saadant et Stykke: og omendskiønt det er noget voveligt, at ville forklare det ingen uden Manden selv synes at kunne vide, tør vi dog paastaae, at dette løierlige Sørgespil er enten skreven fom en Prøve paa det poetiske, og i Særdeleshed dramatiske Anlæg, Forfatteren besidder, eller som en Parodie over Tragedier, eller som en Satyre over de stakkels Skrædersvende og deres Kiærlighed. — Andre Hensigter kunne vi ikke troe ham til.

Til at vise os, hvad hans theatralske Muse duer til, kunde han gierne have valgt et ædlere, nyttigere og vanskeligere Æmne, hvorved han vilde have giort sin Smag, sine Sæder og sine Gaver des større Ære. En virkelig Comoedie eller Tragedie overbeviser ligesaa got om en Digters Duelighed, som

47

et Stykke der hverken er det Eene eller det Andet.

At Kiærlighed uden Strømper hverken er ædel i Planen eller i Udarbejdelsen, at det Nedrige skinner alt for meget igiennem Scenernes saavelsom Dialoguernes tragiskcomiske Indsvøb, er ingen ugrundet Beskyldning; vi forpligte os til at bevise den i det Følgende. At den store Holberg haver været alt for heldig i det Gemeene, ansees nu af Nogle, som en Omstændighed der heller giør hans Stykker Skade, og leder til ubehagelige Gisninger i Henseende til de Kilder, hvor en Friherre kan have taget denne grotesque Vittighed fra. Vi ville ikke være saa kræsne: vi tillade gierne en Autor, at nedstige i Kieldere, og at krybe op i Quistkammere, at plyndre den gemeene Mands Locos communes og at skildre Pøbelen efter Naturen; — saafremt det baade ligner og tiener til nogen Nytte. Saaledes veed jo enhver at vor uefterlignelige Holberg haver giort Sæderne mest Tieneste, naar han syntes mest at fornærme dem; thi endogsaa den mindre agtede Deel af det borgerlige Selskab, som hans comisksatyriske Aand nedlod sig til, er ved det livagtige Speil han foreholdt den, bleven forbedret og belæret.

48

Smagens og Sædernes Patrioter skylde Ham derfor langt meere Tak end de have Føie til at critisere ham; den eller de, derimod, som bringe saadanne Nationalstykker for tit endnu paa Scenen, nu de ikke længere ere passende, følgeligen ogsaa unyttige, — de kunde nok fortiene en critisk Anmærkning.

Overalt er ingen Gienstand for nedrig for den straffende Digter, naar Denne ikkun opnaaer den Hovedhensigt han bør have, — at gavne endogsaa ved at skiemte, og at forbedre saavelsom fornøie. Hvo som ikke haver denne Virkning, ja ikke engang dette Øiemeed, vil nok opvække Latter, men hos Mange — paa hans egen Bekostning. Saaledes kan ogsaa en Polichinelle og hans heele burlesque Familie, ja den livløse Schersliper og Madame Cunigonde i et sandsesløst Marionettespil, (undertiden heller ikke uden meget spildt Vid,) sagte faae Folk til at lee, endog at skoggerlee; men hvor flygtigt er ikke dette mechaniske og sandselige Indtryk! — Hvor varigt er derimod ikke det milde Smiil, som reiser sig af en smigret Tænkemaade og af et Hierte, der paa eengang glædes ved Autorens Vid og over de Fordeele, Sæderne høste ved hans lykkelige Fliid! Dog, vi spare Exemplerne til næste Nummer.

49

No. 4. Blandinger. Løverdagen den 31 Oktober 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Giøglerne.

Efter Gays Fabel: The Iugglers.

En Taskenspiller havde længe Med Londons Bifald trokken Londons Penge; Saa snild, saa færdig var han i sit Spil,

Man skulde sagt, det gik med Fandens Konster til.

Hans Rygte kom tilsidst for Udyds Arne,

Hun læste om hans Konst paa hvert et Hiørne,

I alle Tidender: og hvor hun kom.

Var han allene den, Folk talte om.

Hun svor misundelig, at giøre hans Placates Til lutter Løgn og Praleren til Skam:

Gik ogsaa til det yndede Theater Og giorde offentligen Nar af ham.

”Er det den Mester," raabte hun, "I finde,

Saa stor og uforlignelig?

Kan saadan Sinke Eders Øine blinde?

50

O torde han kun slaae til Veds med mig,

Hvo af os To kan mest! Saa skulde Staden lære, Hvor fattige den Stympers Konster ere."

"Top!” svarte Giøgleren, heel bister af Fortred. "Jeg viger Ingen i Behændighed."

Med forudfølt Triumph han træder hen Og giør med ring're Ting Begyndelsen.

Først under Begeret han viser dem en Kugle:

Man seer kun een. — Han tumler den, og see!

Den Eene bliver strax til Tre,

Og Tre til Een igien. — Nu maae Tilskuerne! Udtrække nogle Kort. Hans mægtige "Changez" Forvandler Bladene til Fugle.

Han puster kun. See der de forrige tre Kort!

"Een! To! Tre! Marsch!" — Nu er de alle bort. "De huske vel? Det var jo Kløver-Dame,

Og Hierter-Otte og Spar-Ti?"

Han slaaer et Æg i tu og finder Kort deri:

Men hvad for Kort! Net op de Samme; Klør-Dame, Hierter-Otte og Spar-Ti.

Nu viser han en mægtig Pose frem,

Tom, gandske tom, som nogen Skialders Lomme;

Man seer hans Hænder. Ingen Ting i dem. —

"Changez! Det klingrer alt: Ja Pengene maa komme!" Han ryster Posen; den er fuld Og yder heele Bunker Guld.

Han beder næste Dame om en Ring,

Og lægger den hvorhelst hun selv befaler.

Men paa det første Ord den store Mester taler. Forsvinder den og man seer ingen Ting.

51

Hvor i al Verden kunde Ringen blive?

Dog Manden vidste nok hvor den var hen.

Han lader sig af Tieneren

Bag fra Theatret af, en prægtig Daase give.

Den aabner han, men seer en anden een i den,

I den en anden een igien Og atter den finder han en anden.

Forgiæves søger han i alle dem.

Indtil den Syvende er kommen frem;

Dog den er lukt i Laas. "Her," raaber Manden:

”Her skal nok Ringen finde sig."

Parterret troer den Sag er ikke muelig;

Med mindre han har giort Forbundt med Fanden.

Fra Galleriet kalder Giøgleren En Grinebider ned. "Kom," siger han, "min Ven Lad os den Nøgle faae, som passer Laasen,

At vi kan tage Ringen udaf Daasen."

”Jeg Nøglen?” raabte Stakkelen!

"Hvor skulde jeg vel have den?"

"I Næsen " svarer Mesteren og blæser Paa denne Næse over alle Næser,

Og krammer til enhvers Forskrækkelse Den lille Nøgle frem han ventede.

Strax aabnede den Daasen og paa Bunden Blev Damens Ring in salvo funden.

Forundring hersker blant Tilskuerne;

Mangt hm, hm, hm! og see, see, see! Forkynde Konstneren hvad Bifald han har vunden.

52

2. Erfarenheds Forklaring over endeel brugelige Ord. Fortsat. (See Nummer 1) Fornuft. En Ting, som er i alles Munde; men i de Færstes Hierne. Fornøielse. En Trold, som vi løbe efter; men som flyer for os naar vi meene at holde den.

Fornøielighed. Alle Lyksaligheders

Kilde.

Forundring. Eet af de Taabeliges Kiendemærker.

Franskmand. En trofast og bestandig Elsker af sin egen Person. Frimodighed. Een af vore Forfædres

Dyder.

Fruentimmer. Et uopløseligt Problema. Frygt. En Sygdom, som hænger ved os fra Vuggen til Graven, til Trods for Magt og Stolthed.

Genie. En Gnist af den Ild, som Prometheus stial fra Himmelen.

Helgen. Et Slags Mennesker, som man allene kiender af Rygte. Herre. Et Menneske, som haver meere Umage end endre at giøre sig elsket. Fortsættelsen følger.

53

3. Utaknemmelighed.

a. Efter et Stæd i Youngs Busiris.

He, that's ungrateful, has no guilt but one, All other crimes may pass for virtues in him.

b. Efter Rowe i hans Fair Penitent.

Base ingratitude

Is such a sin to Friendship, as heav’ns mercy That strives with man’s monstrous wickedness, Unwearied with forgiving, scarce once pardons.

c. Efter Thomson i hans Coriolanus.

All should unite to punish the ungrateful: Ingratitude is treason to mankind.

4. Om Mossernes Nytte.

Fortsat af No. 3

Lichen islandicus koges med Melk til en værende Grød; men bør først koges i Vand, som slaaes bort, siden det laxerer.

Og fleere, især af de feie Ulvis og Fucis skulde maaskee give en tienlig Føde for Mennesker og Dyr, naar de nøie bleve undersøgte. Om adskillige Svampe veed man det tilfulde; Kunsten er allene at kiende dem.

54

Lichen tartareus, faxatilis, Roscella og mange fleere ere fortræffelige til Farverie: disse give Purpur og rød Farve, andre grønne, gule og brune Farver, som især bruges af de svenske Bønder,

Lichen rangiferinus er den, hvorpaa heele Laplands Velfærd beroer, da samme udgiør Rensdyrenes meste Vinterfoer.

Det vilde blive for vidtløftigt her at anføre alle bekiendte Mossers og Svampers Nytte; de benævnte viise allene, at mange af dem ere umistelige, og kunde opmuntre mine Landsmænd til nøiere at undersøge de ubekiendte.

Et vil jeg allene føie til: adskillige Urtegaards-Mænd klage med Rette over Mos paa Træerne, hvilken udtærer deres Kraft, er Aarsag til slette Frugter og hindrer deres Vext; man bruger derimod adskillige Midler, men de fleeste forgiæves, da denne Sygdom ikke er en Feil hos Træet, men reiser sig af en utienlig Grund, eller at Træerne staae for tæt paa hinanden. Naar Jorden er tienlig for Træerne, og ei for fugtig, som især er skadelig for Frugt-Træer, naar den er temmelig feed, og ei ved gamle Træer udtæret, naar Træerne ikke staae tættere end at Soel og Regn kan virke paa dem, saa skal

55

Mossen aldrig udtære dem, og forsømmes disse Regler, saa kan hverken Mossens Afskrabning eller Træets Vaskning med Luud og Kalk-Vand, afholde Mosserne, hvis fine Frøe den mindste Vind udsaaer overalt.

5. En Rebus eller Bogstavgaade.

Logogrypher og Ordgaader kiender nu Folk Og de finde blant Læserne sagte en Tolk:

Men vi fremsætte her en besynderlig Gaade,

Som er tilskaaren efter den Engelske Maade;

At de Herrer, som handle, med Vid kunne see,

Vore Blandinger har saa got Oplag som de.

Naar I tage den mindste og mellemste Deel Af en deilig Fløitist — Notabene i Lunden,

Som dog og i Rosenborg Hauge blev funden. —

Med en Fierding af nogen tro Musulmands Siæl: Saa det Første af det som vi har mens vi leve.

Og den halve Part af en forædlende Lyd,

Som erhverves dog meere ved Guld end ved Dyd; Med de To, som enhver kan see bag paa en Greve,

Og I samle dem, faaer I et Ord og deri Det uheldigste Nummer i Tallotterie.

56

6. Til Forfatteren af Recensionen

over Blandingerne No. 1.

Til Lykke, Rasmus Iæn, med din Kofte!

Saa skal vi da mødes her paa Tofte!

Ja tre gange til Lykke, du Skolens haabefulde Unge, som heltemodig har revet dig løs af Grammatikens Ledebaand, og med din Ammes, din rette Muses understøttende Bifald, under hendes ledsagende Øine, eengang vover at gaae allene! Velkommen til Critiquens farlige Egne: Egne, hvor du vist aldrig havde villet eller tordet lade dig tilsyne, med mindre det skeede, som nu skeer, i din umyndige uforstandige Alder! Du skal ubeskadiget komme derfra; thi hvo vilde forgribe sig paa din værgeløse Ungdom? Du skal komme til din Ammestue igien, og fortælle som et Æventyr, at du haver været blant nogle vilde Folk, kaldet Critici, et Slags Menneskeædere, langt værre end de Grammatici, som Hagedorns

Klim fandt at være ==

Da ville Pigerne staae tet omkring dig, og sprætte af ængstlig Forundring over at disse Uhyrer ikke have ædt dig levende.

Men hvorfor skulde vi giøre dig Fortred, critiske Lillefar? Fordi du haver recenseret vore Blandinger? — See vi ikke

57

nok at du bare haver villet prøve, om du kunde skrive et Exercitium allene? Thi hvad din Amme kan have hiulpen dig, det kommer ingen ved. — Og naar du endeligen vilde skrive, saa kunde det jo ligesaa got være en Recension som en Oration eller nogen anden Ting, som du ikke forstod: saa kunde du ligesaavel give dig dristigen i Færd med vore Blandinger, som nogen anden Discipel offentligen taler om Constantinus den Store med saadan Fortroelighed, som han havde kiendt den salig Herre.

At dit usunde Hiernefoster er blevet trykt, det er ikke din; men din Ammes Skyld: stakkels Menneske vilde gierne see sin Patteglut i Trykken. Den ziirlige Bogtrykker har nok anseet dit Kluderkram for en Auctions-Catalogus, og ladet det trykke med den dertil brugelige Omhyggelighed: dine 35 Skrivefeil er bleven forøgede med dobbelt saa mange Trykfeil: og det første Aftryk urenset og urettet anmeldes, og sælges til Hvermands Beundring. Saaledes pleier man ogsaa at giøre ved andre Vanskabninger, hvis Vederstyggeligheder man heller forøger end formindsker, naar man vil lade dem see for Penge. Og saaledes holdes et antique Hoved i des større Priis hos Kiendere, naar det hverken haver Næse eller Ørne.

58

For selv at vise Forfatteren sine Skiønheder, saa finde vi grov Uvidenhed Side 3. Lin. 6. 11, 12. S. 5. L. 10. 16. S. 6. L. 4. 11. 24. S. 7. L. 25. S. 8. L. 1. 10. Pølsesnak S. 3. L. 10. S. 4. L. 1. til 11. 22. S. 5. L. 18. S. 6. L. 17. S. 7. L. 71. Reent Galenskad. S. 1. L. 7. S. 5. L. 10 S. 6. L. 13. S. 8. L. 7. 11. 12. Aabenbar Usandhed S. 5. L. 4. 24. S. 7. L. 16. 25. Hans satyriske Udfald. S. 4. L. 15. S. 5. L. 16. S. 6. L. 14. 16. ikke at forglemme. Skivefeilene skiænker han os nok.

7. Et Middel imod gule Pletter i Huden.

Dette Tilfælde, som ofte vanziirer de smukkeste Fruentimmers Hals og Bryst, bestrider man forgiæves med de saa kaldte blodrensende Medicamenter. Det følgende er tilforladeligt og uden slemme Følger.

Med to Lod Kalkvand blandes eet Quintin af Goulards Blyextract. Her i dyppes smaa Klude og legges paa Pletterne, hver Aften naar Personen gaaer til Sengs. Vil man tillige bruge en Kryderthee af nogen Sarsaparillerod, Mellisseblade og deslige eller laxere engang eller to, saa er man des sikkrere.

8. Naturlig Forstand bedre end Lærdom.

En Anecdote.

En Advocat af Parlamentet i Paris, som i Sommerferierne opholdt sig paa Landet, fik der Indfald at fixerer Dommeren i samme

59

Bye, som var en ærlig men ustuderet Bondemand; thi saadan en Iuge de Village er ofte intet meere end een af de fornemmeste Bønder. — Han paatog sig altsaa en Bondes Sag at føre, og plaiderede i det latinske Sprog. — Dommeren, lod ham tale ud; hvorpaa han befalede. at lukke Dørene, og sagde med en Myndighedsmine: "Førend vi gaae videre, dømme vi Klagerens Procurator efter Loven, til at bøde 24 Franker, for at have brugt for Retten et Sprog, som Retten ikke forstaaer." Advocaten mærkede nok, at Bonden var klogere end han, betalte sin Bøde, og talte aldrig et Ord om Løier, som geraadede ham selv til liden Ære.

II. Litterarisk Journal. II. Harlequin Patriot, eller den uægte Patriotisme. — En comisk Comoedie i tre Handlinger paa Vers af Johannes Ewald.

Uden Bogtrykkerens Navn. 132 Sid. 8. Sælges hos Proft for 2 Mk.

Denne comiske Comoedie bestaaer af 1438 Stropher, overskaarne ved 2845 Stræger og Pauser. Formedelst disse Afbrydelser, hvoraf enhver i Declamationen naturligviis maa koste halvanden, om ikke fleere Secunder, bliver Stykket i Opføringen een og en fiendendeel Time længere end det ellers havde været, saa det kan validere for en Comedie af 5 Acter. Men den Vittighed og de Moraler, som Stykket er

60

fuld af, komme Skuespillerne til at give fra sig i afkappede Stumper og Smaaklatrer, hvorved det Heele taber mangfoldigt. Der er liden Natur i Hovedcharacteren, hvilket man endeligen aldrig venter hos en Arlequin, ei engang hos den gode Batocchio fra Bergamo, end sige hos en Københavnsk. Politiske Tydskere, saasom Holbergs Geert Westpfaler og Stork paa Anholt skildrer Hr. E. saa livagtigen og naturligen, som Idealer kunne skildres; men hvor tit finde vi ikke ogsaa Efterligneren, for ei at sige Copiisten, af Klopstocks Landsmænd, endog i aabenbare Idiotismer! Versificationen havde den flydende Lethed og behagelige Klang, og Dictionen den umodstaaelige Styrke, hvorved Hr. E. altid haver udmærket sig, hvorved Han i vore Øine haver viist sig at være den Allerbeste af Danske Digtere, dersom ikke hans ligesaa characteristiske Streger afbrudte de beste Steder og Læserens Taalmodighed. Hvad Sands eller Meening kunne vi forbinde med følgende Ord, og hvad Pantomime kan forklare dem eller opfylde de ufornødne Pauser?

O snart! — En anden! — værre! —

En — O!

12. Eremitens Tanker ved Hoffets Ankomst til Hovedstaden.

Trykt hos Høecke 8. Sid. 8. Sælges for 2. S.

Efter den Frakke eller Skrivemaade at regne, hvori disse eremitiske Tanker lode sig tilsyne, saa haver den gode Autor ikke altid været saa indgetogen som han nu vil passere for, i det minste ikke hos Bogtrykkerne: men hvis han virkeligen hidindtil haver været en Eremit, saa er det Skade at han ikke er bleven i en Eenlighed, som Publicum gierne under saadanne Autorer, som han er.

61

III. Dramaturgie.

Vi have priset den comiske Digter, som ved at spille paa Hiertets Strænger, frembringer sympathetiske Smiil i følefulde Tilskueres Ansigter. Vi maa igien anmærke, at dette Siælesmiil er meget forskielligt fra den mechaniske rystende Latter, som nok kan fordeele det tykke Blod i Milten og den feie Galde i Leveren; men haver ingen Virkning, i det minste ingen varig Virkning, paa Gemyttet. I eet af vore følgende Blade, kunde vi maaskee handle udførligere om hiint gavnende Smiil; men her da vi tale om Kiærlighed uden Strømper, et Stykke som saa lidet tiener til at forvolde saadanne Bevægelser, er det best at blive ved det uædlere Slags, Latter.

Endogsaa Denne er bleven brugt, paa nedrige Personagers, paa gemeene Characterers Bekostning; men til aabenbar, ja tildeels patriotisk Nytte. Vi finde Exempler paa slige frugtbringende Burlesquer hos et Folkeslag, hvis ypperlige Fortienester i det dramatiske Fag ere alt for lidt bekiendte hos os.

Gay, den agtede Ven af engelske Hertuger, nedlod sig med sin Muse til Røvere og deres Forbundene; han bragte først til

62

Manges Forundring, men omsider til Manges Oplysning, Galgens Candidater paa Skuepladsen: han revsede de store Tyve ved at opføre de Smaae: hans strænge Thalia traade i den lunkne Themis Sted; og the Beggars Opera fældede Misbrug, som havde trodset Lovene.

Den uefterlignelige Garrick er Forfatter til High Life below stairs eller Fornemt Levnet i Borgestuen, hvori den Dumdristighed som da grasserede iblant Tienestefolkene i London, til Trods for Galleriecabaler blev opført og sat i saa naturligt og latterligt et Lys, at den heele Livreeslægt saae sig tvungen til at aflegge Lyder, som Herskabernes Myndighed ikke havde formaaet at standse.

Hans Ven og Medarbeider Foote, den fuldkomneste Mimus og een af de mest bidende comiske Autorer, som have været til, skrev og opførte for nogle Aar siden et heroisk Stykke, kaldet The Iourneymen Taylors, eller Skrædersvendene, i Anledning af en Slags Opstand, som disse ellers saa fredsommelige Mennesker havde giort for at faae deres Ugeløn forøget. Det Latterlige som baade Stykket og Acteurerne selv, hvor iblant Foote og den løierlige Shuter vare de for-

63

nemmeste, øsede paa det oprørske Laug, tiente ligesaa meget som Øvrighedens Anstalter til at quæle den heele Rebellion.

Til denne Critique over Skrædersvendene var da en grundig Anledning og den svarede en nyttig Hensigt, omendskiønt vi ville ikke paastaae, at den var Forfatterens Hovedhensigt. Men hvad forbedrende Morale, hvad gavnende Critique ligger i Kiærlighed uden Strømper? Til hvad Nytte tiener den enten dem som sye, eller som lade sye? — Dog vi spare Moralen af dette Stykke for en særskilt Articul.

Efter Forfatterens heldige Udførelse og flydende Versification at regne, maa dette Stykke ei heller have kostet ham saa megen Umage, som vi nok vilde unde enhver Autor ved de første Frugter han byder Publikum. Jo meere Fliid saadant et Arbeide synes at have kostet Forfatteren, jo større Tak kan han vente af skiønsomme Læsere: og de Vanskeligheder han haver havt at overvinde, blive de gyldigste Undskyldninger for de Ufuldkommenheder, som endnu kunde være tilbage. Det gaaer Poeterne ligesom de skrøbelige Piger: naar den første Fødsel er ikke vel haard, naar Publicum alt for godvilligen skiller dem ved deres forste Unge, naar Critici med Hanrey-

64

agtig Taalighed hædre Barnet, saa bestyrkes Bolerne i deres utilladelige Leflerie med Muserne og de avle eet uægte Foster efter det andet. — Til disse Autorer regne vi langtfra ikke Forfatteren til Kiærlighed uden Strømper: tvertimod, vi holde ham af fuldkommen Overbeviisning for een af Fædrenelandets beste Digtere; men just derfor havde vi ventet et heelt andet Slags Prøvestykke af ham, i Fald hans Sørgespil kan ansees for saadant.

Skal vi derimod betragte hans Stykke som en Parodie over Tragedier, saa kunne vi ikke andet end tilstaae, at han har vovet sig paa en velbanet Vei og i eet af de letteste dramatiske Fag. Hvor mange og hvor vittige Parodier have vi ikke allerede over Voltaires, Crebillons, Lanoues og andre ypperlige franske Digteres beste Sørgespil? Er ikke en Ugolino bleven paroderet? Vi have af vor egen Holberg en velbekiendt og velyndet Melampe, et Stykke, som uagtet sin Kat og sin Prose dog forekommer os som den beste af de to Danske Parodier; hvorimod vi holde den løierlige Fieldings Tragedy

of Tragedies eller the Life and Death of Tom Thumb the Great for den mest passende og mest originale af Alle.

65

No. 5. Blandinger. Løverdagen den 7 Novembr. 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Slutningen af Giøgleren, en Fabel

(See No. 4.)

Han træder af og Udyd i hans Plads,

Som efterligner ham i hver Grimas.

Først rekker hun et magisk Speil omkring.

”See her en uskatterlig Ting!

Beskue sig kun og lad saa Nogen sige Om man har seet dens Lige!"

Hver Mund berømmer det trofaste Speil;

Thi hvert et Ansigt seer sig — uden Feil.

Til een af Parlamentet viiser hun "En Bancoseddel frem." Behag de kun at læse. — "En artig lille Summe! hundred Pund!

Men maa jeg bede nu engang at blæse

Paa Seddelen?" — Han puster. Paa hans Mund

Sees strax en Hængelaas. Dog hun befaler:

Og Laasen bliver bort og Manden taler.

66

Nu fylder hun det hele Bord

Med rød og hviid Viin, Punch og Paarter:

Men al den Herlighed forsvinder ved et Ord Og man seer intet uden dragne Kaarder.

En Tyv tilbyder hun en Pung med Guld;

Han griber hurtigen saa kiær en Nævefuld.

Dog hvor forbauset blev han ikke!

Den Pung, han havde tænkt at holde, var en Strikke.

Hun rekkede en Stav til Æregiærighed,

Den greb en blodig Øxe i dens Sted.

En Casse fuld af milde Gaver Fremsætter hun og beder en god Ven At puste. — Strax forsvinder den:

Man seer et Tractement igien,

Som bringer Appetit i nogle hundred Maver.

Hun kalder paa en tynd udtæret Synder.

"See her et Skilderie! hvor røde Kinder!

Hvor Hviid en Hud! Og hvilket hvelvet Bryst!

Endog det blotte Syn indskyder Lyst!

Tag og behold det kun, om De behager."

Forført af aldrig mæt Begierlighed,

Udstrækker han den visne Haand og tager.

Men ach! hvor ogsaa han beskiæmmet staaer!

Det er en Æske Piller som han faaer:

Og heele Huset leer af Taassen og hans Plager. En Regnepenge hos en Gniere Forvandles i en glimrende Guinee,

Og denne bliver strax til mange Fleere.

Hun ryster denne letfortiente Skat I Aagerkarlens muntre Arvings Hat!

67

Og see! det røde Guld er ikke meere.

En Regnepenge bleeg og bar Er al den Herlighed han har!

Det Guld, som har blant os saa mangen Slave, Maa ydmygst lyde hendes Mesterspil,

Hun danner en Guinee til hvad hun vil,

Endogsaa til en pharisæisk Gave.

Alt det Folk rørte ved og blæste paa,

Blev ei den samme Ting de saae.

Med inderlig Fortred og dybe Sukke Maa Taffenspilleren for Udyd bukke.

"Hvorledes," raaber han, "hvorledes skulde jeg Saa ypperlig Behændighed anfægte,

Saa soleklart et Fortrin nægte?

Hvad Mesterkonst i hver en Stræg!

Dog Øvelse giør heele Sagen.

Jeg kan ei giøre Konster naar jeg vil;

Men Udyd driver heele Dagen,

Hvert Øieblik sit Giøglespil."

2. Fortsættelsen af Landsbypræsten.

(See No. 1.)

Da mine Børn vare Maadeligheds Affødninger, og bleve opdragne uden Kiælenskab, saa bleve de baade veldannede og friske: mine Sønner haardføre og muntre: mine Døttre smukke og blomstrende. Jeg havde kuns sex: men naar jeg stod i denne lille Cirkel, betragtede jeg dem dog som en meget kostbar Foræring til mit Fædreneland.

68

Vor ældste Søn blev kaldet George efter hans Morbroder, som efterlod ham 10000 Pund Sterling: det andet Barn, en Pige, havde jeg i Sinde at kalde Marie efter min egen Moder: men min Kone, som havde læst

endeel Romaner medens hun lavede til Barsel med hende, vilde endeligen at hun skulde hede

Olivia. Inden et Aars Forløb havde vi en

anden Datter, og nu besluttede jeg vist og fast

at døbe hende Marie; men en riig Paarørende fik der Indfald, at ville staae Fadder til hende, og efter hendes udtrykkelige Begiering blev Barnet kaldet Sophia, Vor næste Søn døbte jeg Moses, og nogle Aar efter ham fik vi endnu et Par Drenge-Børn.

Jeg kan ikke nægte at jeg var inderligen fornøiet, naar jeg stod midt i denne behagelige Krebs og saae mine Smaae omkring mig. Men min Glæde var langt fra ikke saa stor, som deres Moders Stolthed og Fornøielse. Naar nogen af vore Giæster pleiede at sige: "Sandeligen, Madame Primrose, De har

de smukkeste Børn i heele Egnen:" saa svarede hun gierne: "Ja Naboe, de ere som vor Herre haver skabt dem: smukke nok, naar

de kun ere gode nok; thi den er smuk, som fører sig smukt op." Og saa bad hun Pigerne holde Hovedet i Veiret.

De vare virkeligen ogsaa meget smukke. Den blotte udvortes Anseelse er saa ubetydelig en Omstændighed i mine Øine, at jeg neppe skulde have erindret at nævne den, dersom ikke

69

heele Egnen havde talt derom. — Olivia var nu omtrent 18 Aar gammel og besad al den blomstrende Skiønhed, som Skildrerne tillægge Hebe: en uskyldig, en munter og en yndig Mine. Sophies Ansigtstræk havde ikke nær saa stor Magt i Førstningen; men deres Virkning var ofte des vissere; thi hun var kiælen, beskeeden og indtagende: hun vandt ved ofte igientagne Bestræbelser hvad den Anden vandt ved et eeneste Slag. Man kan i Almindelighed slutte et Fruentimmers Gemyttes-Beskaffenhed af hendes Lineamenter: i det minste gik det saa med mine Døttre. Olivia ønskede sig mange Tilbedere; Sophia attraaede kun een vis. — Olivias Opførsel var ofte overdrevet af alt for megen Lyst at behage: Sophia holdt endogsaa sine Ypperligheder tilbage, af Frygt at fornærme. Den Eene opmuntrede mig med sin Lystighed, naar jeg var munter: den Anden med sin Forstand, naar jeg var alvorlig. Dog bleve disse Egenskaber aldrig dreven til det Yderste hos nogen af dem: og jeg har seet, at de have byttet Sindelaug en heel Dag igiennem. En Sørgedragt haver forandret min Flane til et stadigt Fruentimmer: og nogle nye Baand kunde giøre hendes Syster meere end sædvanlig munter.

Min ældste Søn, som jeg havde bestemt til Videnskaberne, lod jeg studere i Oxford. Den Anden skulde lære Handelen og fik en Slags blandet Opdragelse hiemme.

70

Men det er unødvendigt at stræbe efter at beskrive unge Folkes Gemytter, som have kun seet meget lidet af Verden. Kort at sige: en Familie-Liighed herskede overalt og alle mine Børn havde egentligen kun een Character: de vare alle lige ædelmodige, lettroende, eenfoldige og uskyldige.

Fortsættelsen følger.

3. Ordgaade.

Jeg er det femte Element,

Men findes allermest mod Norden.

Dog er min Magt nu overalt bekiendt,

Endogsaa der hvor Solen brænder Jorden.

Hvis jeg ei lokker Læseren,

Saalænge han kun seer det Heele:

Saa er han dog maaskee des større Ven Til een af mine Hoveddeele.

Men naar vi først faaer Snee og Iis,

Saa sættes paa den Anden større Priis.

4. Anmærkning over Ordgaaderne, i Henseende til deres Opløsning.

Hvorfor haver den sindrige ***n, den første som indførte Logogrypherne med en Slags Forberedelse i vore offentlige Blade, ikke tillige lært sine Læsere at opløse disse Spørgsmaale over alle Spørgsmaale eller Ordgaader,

71

som han kalder dem? Haver han ikke vil let eller ikke kunnet angive den rette Maade? — Her er den, saaledes som vi selv have udfunden for længe siden.

Vi antage at en Forfatter til en Ordgaade er saa forbindtlig at lade Læseren vide, hvor mange Lede eller Bogstaver den bestaaer af: foruden denne Lettelse er det ofte ligesaa forgiæves som unyttigt at bryde Hovedet med slige Grandskninger. Vor anden Ordgaade, som findes i N. 2 af disse Blandinger, haver 5 Bogstaver. Der siges at i disse 5 der skal findes en blodløs Levning af et Saar: hvad kan dette vel være andet end et Ar. — Vi ville nu kuns blive ved det Tydeligste. Et Vand som gaaer til en Mølle o. s. v. er formodentligen en Aae. Det fuldkomne Tal er nok tre; thi omne trinum perfectum. — Her have vi allerede 5 Bogstaver a, a, r, t, e. Lad os blive ved. Den Tidens længste Periode, som er rimelig med hine 5, hvilke man supponerer at være de rette, er uden Tvivl et Aar. Det som Enhver i Rettergang paastaaer kan neppe være andet end Ret. Alt dette passer sig til hine 5. De Øvrige kunne nu ikke meere falde vanskelige. Thi den Deel i Legemet som er to Slags Piinslers Sæ-

72

de, kan ikke være Tand; thi den har 2 Bogstaver som de forrige Exempler ei kiende sig ved; men Taa, hvilken gaaer op i de ommeldte 5, og efter de fleeste Læseres Vidende er Podagras og Ligtornenes Residents. Et Stykke Træ umisteligt i Baade er ganske rimeligen en Aare: og den Deel som aldrig savner Væde er ligeledes en Aare. Et Mundfuld af den Sorrigfuldes Glæde er endeligen vel en Taar. — Naar man nu omsætter og forsætter, transponerer og anagrammatiserer disse 5 Bogstaver, vil man letteligen finde, det som Ordgaaden betyder, Taare.

Vor sidste Ordgaade betyder Catechismus, hvori findes Atheismus og CC.

5. Naturen over Konsten.

En Sang. Efter det Tydske af Hagedorn.

Der hvor Naturen selv forsvinder I Seenens overdrevne Pragt,

Mit Øre, kun mit Øre, finder

De Scalabrinske Toners Magt: Henrykket føler jeg tilvisse En Røst, uefterlignelig;

Dog Sangerindens Mund at kysse, Kun eengang hendes Mund at kysse, Det har jeg aldrig ønsket mig.

73

Men lad en konstløs Trine synge,

Saa føler al mit Inderste,

Den Danske Skiønne kan betvinge Foruden Torres Trildere.

O Kiærlighed! du veed tilvisse

Hvor høit jeg onsker mangen gang Den Mund, den søde Mund at kysse.

Ja tusind, tusind gang at kysse.

Med alle Konstfeil i sin Sang!

Y. Z —

.6 En ny Maade at giøre Skoe.

Tagen af Iournal æconomique.

Det er ikke saa meget for at lære vore hæderlige Skoemager-Mestre noget, som for at vise Læserne, hvor utrættelige de Franske ere i at raffinere deres Klædedragt fra Issen ned til Fodsolen. — I Lothringen haver man nu ogsaa begyndt at forandre Skoene, for at give dem baade en uigiennemtrængelig Tæthed og en behagelig Elasticitæt.

Uden paa den inderste Saale smøre de et Lag af den beste engelske Liim og medens det er vaadt endnu bestroe det med sine Sponer af Kork, som er bleven reven paa et Rivejern. Naar dette er tørt, bliver det atter oversmurt og bestrøet med slige Korkesponer, og atter tørret. Dette skeer saa tit indtil der er en liden

74

Finger tyk Sponer og Liim. Derpaa bankes denne Korksaale saa længe til den faaer den mnelige Tyndhed og Tethed, hvorefter den yderste Saale bliver lagt paa og syet fast.

Om denne Maade kan lade sig giøre hos os, om den svarer til de Berømmelser, de Franske lægge paa den, det kom an paa en Prøve.

7. En indsendt Efterlignelse af Mylord Littletons Vers.

(See No. 3.)

Med eet Gran ægte Guld kan Konst og Flid Utroelig Størrelse forgylde;

Saa kan og med een Rad af Engelsk Vid En Franskmand heele Sider fylde.

I. D.

8. Om Fire-Regningen.

§. 1.

I den almindelige Ti-Regning (Arithmetica decimalis), gaaer man i Tællingen med Eeuheder ei længere frem end til ti, hvorpaa man begynder paa ny ved at lægge Eenheder til ti.

Anm. De Tal-Tegn som bruges til at bemærke disse Eenheder, I, 2, 3 o. s v. ere bekiendte nok.

75

§. 2.

Fire-Regningen (Arithmetica tetractyca) bruger allene fire Tegn: 1, 2, 3, o. Med disse udretter man det samme, som Ti-Regningen med sine Ti.

Anm. Professor Weigel i Jena, foranlediget af et vist Sted i Aristoteles, haver først opfunden denne Regningsmaade. Man finder den beskreven i hans Aristologistica som udkom i Nürnberg 1687. Jeg vil korteligen forklare den af Prof. Heilbronners Historia Matheseos universæ.

§. 3.

Heele Videnskaben er grundet paa tvende vilkaarlige Sætninger.

a. Naar man kommer til 4, begynder man at tælle paa ny.

b. Det første Tal-Tegn paa høire Haand bemærker Eenheder; det andet Tetrades; det tredie Tetradum Tetrades eller Tetractes; det fierde Tetrades Tetractyum og saa videre. Dog skrives her aldrig meere end 3.

Tetrader blive udtrykte ligesom Tierne i den almindelige Regne Maade, i det at man sætter et 0 paa høire Haand ved Eenheden.

76

Weigel haver fremsat følgende Tal-Navne.

10. Erf eller Wurf, et Kast.

20. Zwerf. 30. Dreft. 100. Secht.

200. Zweysecht.

300. Dreysecht.

1000. Schock. 10000. Erfschock.

1000000. Sechtschock. 10000000. Schockmalschock.

§. 4.

Naar man vil forvandle tetractyske Tal i Decimale, eller Decimale i Tetractyske, saa maa man iagttage følgende Regel.

Det første Tegn paa høire Haand bemærker Eenheder. Det andet Tetrader eller Summerne af fire Eenheder: det tredie Tetracter, eller Summerne af 16 Eenheder: det fierde Tetracters Tetrader eller Summerne af 64 Eenheder: der Femte Summerne af 256, Eenheder, det Siette af 1024, og saa videre,

Anm. Man seer heraf, at disse Produkter ere Termini af en geometrisk Proportion, hvis Exponent er 4.

77

1. 4. 16. 64. 256.

1. 10. 100. 1000. 10000.

1024. 4096. 16384

100000: 1000000 10000000

65536. 262144.

100000000. 1000000000.

Naar f. Ex. denne Størrelse: 2103 bliver fremsat: saa er der i den tre Eenheder hvilket det sidste Tal paa høire Haand bemærker: af Tetrader er der ingen, hvilket det næst sidste Tal 0 tilkiendegiver: een Tetactres er der, som det tredie Tal bemærker — 16: det fierde viser at der ere to Tetracters Tetrader — 64 to Gange tagen — 128. Altsaa er denne tetractyske Størrelse 2103 = 128 + 16 + 3 = 174.

Paa selvsamme Maade kan man forvandle de almindelige Tal i tetractiske.

Slutningen følger.

9. En fri Oversættelse af Youngs Vers om Utaknemmelighed.

(See No. 4.)

Ved Utaknemlighed sees ingen anden Last:

Dens Kiæmpestørrelse opsluger andre Lyder.

Med Udyd selv dens Fælhed giør Contrast:

Og grove Feil mod den seer ud som Dyder.

O. P. O.

78

10. Anmærkninger over et

Juridisk-Medicinsk Spørgsmaal.

(See No. 3.)

Med al Høiagtelse for Hr. Tiraquelli, den berømte Forfatter til 44 Bøger og 44 Børn, for Bartolus og Baldus for Didacus og Cujacius og andre lærde, lovkyndige Mænd, tør vi bog yttre et Ønske, grundet paa moralske og politiske Principier: at det maatte have behaget Autorerne saaledes at bestemme Dommen, at den Tvilling, som havde de beste Sindsgaver, maatte nyde Førstefødsels Rettighed hvor det gieldte om at arve Land og Folk og Værdigheder: den svageligste og mindst klygtige derimod, hvor der allene stod Penge og Midler paa Spil: og en ret smuk Tvilling skulde vige den Hæslige; thi hiin kunde giøre sin Lykke ved Giftermaal, især om han tillige havde haabefulde Lægge.

M N.

II. Haab.

Efter Dryden i Hans Aureng-Zeb.

Hope with a goodly prospect feeds the eye, Shews from a rising ground possession nigh, Shortens the distance and o’erlooks it quite; So easy ´tis to travel with the fight.

79

II. Litterarisk Journal.

13. En kort Samtale, hvorudi viises at Overdaadighed fornemmelig er Aarfag til endeel Borgeres ubillige og alt for store Klagemaal over svære Skatter og Byrder. Samt bevises at de Geistlige bære lige Byrder med deres Medborgere. — Holden imellem Demas og Theophilus, begge Borgere i en liden Kiøbstæd i Norge.

Trykt hos Thiele. 2 Ark 8. Sælges for 8 S.

Skriftets Indhold svarer til Titelen og fremsætter Sandheder, som ingen uden Ondskab og Galenskab kunne nægte. Det viser at forfængelig Overdaadighed ogsaa grasserer i Norge, endskiønt den mindre kan undskyldes der end hos os. Skrivemaaden er ganske simpel; men havde han endogsaa talt med en Engels Tunge saa vilde det dog have været Vox clamantis in deserto. Thi indgroede Nationalfeil ere nok ikke saa lette at bestride.

15. Den Kongel. Danske og i Henseende

til alle Slags Maader fuldstændige Koge-

Bage- og Sylte-Bog, eller syv hundrede og ti Anviisnings-Regler, indrettet for Herskaber og fornemme Familier, saavelsom for alle og enhver især, hvorefter der kan tillaves alle og kostbare, som ordinaire Retter, saa og hvorledes endeel Have-Frugter skal tørres og indsyltes, samt 52 Regler om Confiturer. Alt efter mange Aars egen Erfaring oprigtig

80

og uden al Interesse lagt for Dagen af Marcus Looft, Mester-Kok i Jlzehoe. Andet og forbedret Oplag.

Uden Bogtrykkerens Navn. 35 Ark 8. Sælges hos Rothe for 4 M. 8 S.

Vi kunne ikke indsee, hvorfor vi ikke iblant de Litterariske Producter ligesaavel skulde anføre denne nyttige og til Beviis paa sin Brugbarhed anden gang oplagte Bog, som saa mange unyttige Tanker, Promemorier o. s. v. som dog finde et Sted, skiønt ofte et ubehageligt Sted, endog i de anseeligere critiske Registre, og som have Critiquen alleene at takke for at de have en Slags Existents. Hr. Marcus Looft har alt for stor Berømmelse af det høistelskværdige Fruentimmer-Facultæt, og Mødrene høste for megen Nytte af denne classiske Autor, at de ikke med Fornøielse skulde høre om et andet og forbedret Oplag.

III. Dramaturgie.

Den som kiender Tom Tommefingers Liv og Død, den ypperlige Parodie som vi sidst sluttede med, vil tilstaae, at den ei allene overgaaer andre i Henseende til de burlesque Scener, Situationer, Lignelser o. s. v. men især ogsaa deri, at Forfatteren bruger de berømteste tragiske Digteres egne Ord og giør der Vid, som haver kostet dem mest Umage, til Vaaben imod dem: endskiønt endeel af disse ere saa smukke at vi ere halv vrede paa Fielding, fordi han haver giort dem latterlige. Maaskee vil eet af vore næste Blade meddele en Oversættelse af de beste Optrin.

81

No. 6.

Blandinger.

Løverdagen den 14 Novembr. 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Kundskab.

Efter Priors SOLOMON.

Mærk, dødelige Slægt alvorligen Paa Prædikantens Ord og troe en Ven. En hellig Muse driver mig at lære,

Det Livets Skole har indprentet mig,

At al den Deel vi tænke og begiære,

Hver Drist, hver Handling er forfængelig:

At i den Vandring, som os forestaaer,

Paa kummerlige fiersindstyve Aar,

Imens med tvivltsomt Fied vor Fod fremtræder, Igiennem Drøvelser og Farligheder Vort Sind, af Reisens Byrde træt og kiæd, Dog frygter for at naae sit Hvilested:

At Hver af os i Moders Liv alt tager

82

Sin fulde Arvepart af Uroe, Plager,

Af Daarligheder og Bekymringer:

At naar nu Dødens Engel drager nær,

Med al vor Videnskab vi intet vide,

End denne Sandhed, dyrt nok lært af mig, Og som af denne Sørgesang skal flyde: Den Lyst, den Glæde Hiertet ønsker sig,

Er kun en Drøm; det Onde, som vi lide, Al vor Elendighed er al for virkelig.

Fortsættelsen følger.

2. Den beste Maade at giøre Blæk.

Ved Dr. Levis.

Tagen ud af hans Philosophical Commerce of Arts

De beste Ingredientser og deres Proportion bestaaer, i Følge af denne ypperlige Chemistes Experimenter i een Deel grøn Vitriol, een Deel fiinstødt Campechetræ og tre Deele fiinstødte Galæbler.

Den beste Vædske at bruge hertil er Edike eller hvid Viin: dog kan man i Nødsfald ogsaa tage reent Vand. Men paa Vædskens Quantitæt er stort Forskiel. Vil man have et got sort Blæk, saa bør man ei tage meer end een Pot i det høieste halvanden Pot til 6 Lod Galæbler, 2 Lod Champechetræ og 2 Lod Vitriol.

83

Gummi angaaende da er dets Proportion ogsaa forskiellig og beroer paa den Grad af Glands man vil give Blækket, eller paa Papirets Igiennemtrængelighed. Tre Lod Gummi til halvanden Pot Blæk, er gierne nok; omendskiønt Blækket vil holde sig des længere, jo meere Gummi vi kunne komme deri, uden at giøre det alt for tykt for Skrivningen.

Alle disse Ting kan man komme paa eengang sammen i et behørigt Glaskar. Naar det haver staaet 10 til 12 Dage, og hvis paa et varmt Sked, før allerede, vil man finde Blækket i brugbar Stand. Imidlertid bliver det des bedre, i Henseende til Farve og Varighed, jo længere det faaer Tiid til at staae paa Ingredientserne.

Eller man kan ogsaa lade Campechetræet og Galæblerne kaage en halv Times Tiid eller længere i samme Vædske: allene man tager noget meere af denne Sidste, for at opveje det som dunstner bort under Kaagningen. Naar det har kaagt bliver det siet igiennem og medens det er varmt endnu kommer man Vitriolen og Gummi dertil: saasnart disse ere opløste, er Blækket færdigt. — Herved er den Fordeel, at man ikke behøver at skidne fleere Kar end det hvori Blækket dog skal giemmes: Blækket er snart lavet og

84

meget got til at skrive med. Paa denne Maade forhindres ogsaa at intet noget af de sine vegetabilske Pulvere indblandes i Blækket.

Skulde man frygte at ved denne Giennemsiening endeel af de fornødne adstringerende Principier, saasom af Galæblerne, blev tilbage, saa kan man letteligen rette det, ved at kaste lidt Galæbler grovt stødt i Blækket.

Kan man have et Kar af Eegetræ, til at giemme Blækket i, saa er det desbedre, og man behøver da ikke fra Tiid til Tiid, at komme Galæbler til: desuden kan det have sin Nytte at legge smaa Stumper Jern i Blækket.

3. En mørk Tale.

Den som giør mig, behøver mig ikke:

Den som behøver mig, kiøber mig ikke:

Den som kiøber mig, bær mig ikke:

Den som bær mig, bruger mig ikke:

Den som bruger mig, seer mig ikke.

Tusind gang tusinde kiende mig ikke.

85

4. Eenfoldige Spørgsmaale,

vore Tiders Skriverigtighed angaaende.

Er der nogen litterarisk Retsindighed eller Patriotismus i at ville give udanske Ord en dansk Anseelse, ved ei allene at skrive dem med danske Bogstaver; men ogsaa efter den danske Stavelsemaade?

Var det ikke bedre giort heller at lade dem blive reent borte, naar de nogenledes kunne undværes? Var det at naturalisere en Fremmed, naar man ei allene tvang ham til at klæde sig efter Landets Mode; men ogsaa klippede Haaret af ham og gav ham en Peruque, eller paa anden Maade mutilerde og metamorphoserede hans Legeme? Og naar man endeligen maa bruge Latinske, Franske og andre Slags fremmede Ord, som ikke allerede af vore Forfædre ere bleven naturaliserede, er det da ikke bedre at lade dem blive saaledes som de ere?

Er der mindre Umage ved at skrive dem forandret end uforandret?

Er saadan et Ord tydeligere fordi man skriver det efter den danske Udtale? Mon den som ikke forstod Ordets Betydning i sin naturlige Skriverigtighed, nu forstaaer det bedre i sin Omskabning?

86

Er der nogen Autor til, som skriver for saa en uvidende Pøbel: der ikke kan læse og forstaae saadanne fremmede Ord, med mindre de staves anderledes? Er det ikke at giøre saadant et Ord fuldkommen uforstaaeligt for de Uoplyste, ved at skrive det paa saadan en Maade, at de endogsaa ikke meere kunde finde det i en Ordbog?

Er det ikke en Brug hos alle fornuftige Folk, at Drive en Mands Navn efter den af ham selv brugelige Maade, for at forekomme Feiltagelse, om ikke for ei at mestre Manden selv? Hvad vilde der blive af naar man skrev Grev Sengskermeng, Skampannie Viin, o. s. v.

Hvorfor skal dette ikke gielde om Tings Navne, saavelsom om Personers? Naar vi laane et Ord fra Franskmænd eller andre Udenlandske, er da ikke samme Nation i Henseende til det Ord, det samme som en Mand er i Henseende til sit Navn?

Hvorfor sættes et k i Stedet for et c eller for et ch, naar det ikke engang behøves? Hvad kan være Aarsag til saa forunderlig en Særhed, som Nogle vise, der skrive Kristian, naar Monarken selv saavelsom alle hans Undersaatter skrive Christian? Mon saadanne særsindede Folk ville i Stedet for det i begge

87

Kongeriger brugelige kongelige Chiffre C sætte et K?

Lyder ikke a c ligesaa vel ak som ak? Læser og skriver man ikke a c den Dag i Dag, i alle latinske Bøger?

Hvorfor skal det arme c forjages, naar det saa længe haver havt Sted i vore Forfædres Skrivemaade, i saa mange danske Kongers og i vor Frelsers Navn? Og naar man i de danske Ord sætter k og s i dets Sted, hvorfor kan man ikke sagte lade det i de Udanske?

Er det ikke en Modstridighed, at skrive Aktion, ligesom delte t, i, si, ikke var langt unaturligere i det Danske Sprog end a, c, ak?

4. Forsynet.

Efter Higgons Generous Conqueror.

Submit thy fate to Heavn’s indulgent care:

Tho’ all be loft, ´t is impious to despair.

The tracks of Providence like rivers wind,

Here run before us, there retreat behind,

And tho’ immerg’d in Earth from human eyes, Again break forth, aud more conspicuous rise.

Underkast din Skiæbne Himmelens gunstige Bestyrelse, Om end alting er forloren, er det dog ugudeligt at for-Forsynets Veie dreie sig ligesom Floder: (tvivle.

Her løbe de for os; der unddrage de sig:

Og enskiønt nedsunkne i Jorden, skiulte for vore Øine, Bryde de dog frem igien anseeligere end før.

88

5. Tabelle

over Varmens mærkværdigste Grader.

Efter Fahrenheits Thermometer.

Ved Professor Black af Edinburgh.

350 Grad under 0. Quegsølvet fryser, efter Hr. Brauns Experimenter i Petersborg.

140. De stærkeste Spiritus frøs,

120. Siberisk Kulde.

40. Den største Kulde Fahrenheit

bragte tilveie.

33. Svage Spiritus frøs.

7. Brændeviin frøs.

0. Den Kulde, som avles af

Snee og Salt, sammenblandet.

4 Gr. over 0. Den største Kulde man har havt i England, 20. Stærke Vine frøs

27. Viinedike frøs.

32. Vand fryser. Frost.

65. Ordentlig Sommer Varme.

75. Hede.

95 til 100. Varmen i det menneskelige Legeme.

108. Feberheede.

148. Vox smelter.

89

156. Blodets Serum coaguleres.

174. Spiritus Vini kaager.

212. Vand kaager.

408. Tin smelter.

460. Bismuth smelter.

540. Bly smelter.

550. Vitriololie kaager.

561. Terpentinolie kaager.

635. Jern begynder at skinne i

Mørke.

750. Jern skinner klart i Mørke.

784. Jern skinner i Tusmørke

1050. Jern er gloende rødt: og

dette er Hedens Grad i den sædvanlige Ild.

6. Oversættelse af Roves Vers om

Utaknemmelighed. Indrykkede i No. 4.

Al Verden burde være eenig i,

Hver Utaknemmelig at give rette Løn: Saa styg en Udyd er Forræderie Imod det heele menn'skelige Kiøn.

Vor første Rebus skal hede Elleve, sammensat af Nattergal, siæl, liv, de, Greve.

Ordgaaden i No. 5 betyder Brændeviin, som bestaaer af de to Ord: Brænde og Viin.

90

7. Slutningen af Lutheranernes

Skriftemaade i Holland.

De tre Spørgsmaale, som Præsten forelægger den for ham staaende skriftende Forsamling, have naturligviis fuldkommen Liighed med Hovedposterne i den hos os brugelige Skriftebøn, nemlig Syndernes Bekiendelse, Troen paa Frelserens Fortieneste og Livets Forbedring.

Det eenstemmige Ja, hvormed saa mange Munds, i en hierterørt Tone, med alle udvortes Tegn paa Andægtighed og Ærbødighed for det høieste Væsen, besvare denne solemne Tilspørgsel, opfylder enhver Tilstedeværende med hellige Følelser: i det mindste maa jeg tilstaae, at mine Ørne aldrig have fornummet en meere siælerørende Lyd: tvende offentlige og uforglemmelige Leiligheder undtagen, jeg meener Palmesøndag 1765 og 1768, da jeg var saa lyksalig at høre paa et Ja af den største Vigtighed og til den inderligste Glæde og Opbyggelse for heele Millioner af mine Landsmænd og Troensbrødre.

Præsten ønsker derefter at den barmhiertige og trofaste Gud, som haver givet dem Villien ogsaa maa give dem Evne til at fuldbringe det o. s. v. Han formaner dem fremdeles at ydmyge sig for Herren deres Gud,

91

og med et sønderknuset Hierte tale saaledes: — Her følger en kort, konstløs Skriftebøn, efter Ritualen, hvilken Præsten med opløftet Sind og Røst oplæser og som Forsamlingen sagte læser efter.

Derpaa vender han sig igien til Meenigheden og forkynder paa denne sin Bekiendelse og Bøn, alle dem hvis Hierte og Mund have beviist deres Bodfærdighed, Syndernes Forladese; men de Ubodfærdige blive deres Synder beholdne til deres Omvendelse, hvortil han beder Gud vil give dem sin Naade. Denne Absolution slutter han med Fader vor etc. hvorefter man synger en Psalme. Og den anden Morgen gaae de til Communion paa samme Maade som hos os.

II. Videnskaber.

Som et Tillæg til det, som vi have meldt om de iuridiske Collegier ved Kiøbenhavns Universitæt, maa vi ogsaa optegne i disse Blandinger, i hvor lidet de end kunne vente at udbrede eller at forevige litterariske Begivenheder, den offentlige Prøve, som trende af vore unge Lovkyndige, nemlig Hr. Colbiørnsen, Høiesterets Procurator, og de Herrer Candidati Juris Bang og Nørregaard,

92

i forrige Maaned paa høi Befalning, i adskillige Forelæsninger have givet paa deres Gaver til at docere denne betydelige Videnskab. Det academiske Borgerskab smiggrer sig altsaa med det Haab, snart at see sine Læreres Tal forøget med en yndet og duelig Mand; dog vil en Donses Tab ikke blive glemt, ihvor vel det end kunde blive oprettet.

III. Nyttige Konster.

Professor Dominichetti, en Italiener boesiddende i London, hvor han har giort sig meget berømt ved adskillige nyttige Bad og andre Opfindelser, søger for nærværende Tiid ved alle Hoffer i Europa et udelukkende Privilegium, at lade forfærdige og sælge en ganske besynderlig Ovn af hans Invention og næsten utroelig Brugbarhed. I den skal man med langt mindre Umage, Tiid og Ildebrandkunne kaage og lave otte forskiellige Sorter Mad paa engang, være sig Suppe, Fisk, Ragout, Fricassee, Grønt, Postei, Tærter eller Steg, uden at den eene Ret i mindste Maade smager eller lugter af den anden, og især uden ringeste Fare for Ildsvaade. Den skal ogsaa tiene til at udbrede en selv behagelig Grad af Varme igiennem mange Værelser, tilligemed megen anden Nytte.

93

IV. Litterarisk Journal.

15. Idyller og Samtaler.

Trykt hos Stein 11 Ark 8. Sælges hos Rothe og andre Fleere for 20 Sk.

Den pirrende Anmeldelse, hvormed dette Skrift blev bekiendtgiort, ansaae vi først for een af de Saucer, som Forlæggerne i Nødsfald komme paa en maver og smageløs Titel: ja for saadan en uskyldig Lokkemad, som en forlegen Skillingfænger, i sær i disse ei meere saa slugne Tider, ofte maae gribe til, for at faae dog Nogen til at bide. Men hvor behageligen fandt vi os ikke bedragne, da vi læste disse Idyller selv!

Forfatteren haver ikke funden for got at give sig tilkiende; men saa meget mærke vi dog af alting, at han vist nok maa være een af vore ziirligste Skribenter og een af vore mandigste Skaldrer.

Hans egen Fortale er i visse Maader en upartisk Recension af sit eget Arbeide. Med en Redelighed, som ikke findes hos alle vore nyere Digtere, nævner han de ypperlige Mønstre, som han haver søgt at efterligne. Men han tilstaaer i de fleste at have fulgt sit eget Genie, hvilket vi ønskede han overalt havde giort, hvorved Læserne vist ikke havde tabt, da vi kiendeligen finde ham størst, hvor han synes at følge sig selv. Saadanne Genier burde aldrig at lade sig binde ved Konstens Vedtægter; men vi undskylde ham, hvis han dog ikke reent haver villet støde de subalterne Konstdommere, som ikke have andet at dømme efter end Regler og Mønstre, og som maale Digteres Værdie efter Aristotelis Tommestok: Wieland haver lært at Neue Bahnen sich zu brechen,

Heißt in ein Nest gelehrter Wespen stechen.

Forfatteren haver givet endeel af sine Idyller Samtalens Styrke, Munterhed og Heftighed, da han fandt de manglede det stille Sprog, den sine Stiil og

94

den liflige Velklang, som Reglerne kræve af Idyller og det er derfor ham ogsaa kalder dem Samtaler.

Ved disse Afvigelser fra den regelfaste Idylle haver han i Sandhed giort os, for vor ringe Deel, den største Tieneste, da vi aldrig have kunnet lide det kiælne monotoniske Hyrdesprog, saa stridigt mod vore Tiders belle Nature: ja vi tilstaae, til vore Siælekræfters Beskiæmmelse, at vi have funden større Behag i en god Chinafarer Viise end i al den Schäferzärtlichkeit hos den store og de smaae Gesnere.

Imod syv Stykker med grækiske Navne, hvori Forfatteren er bleven Reglerne mindre utroe, finde vi ti, hvis Ord han haver lagt vore Nordiske Forfædre i Munden, og som allerede derved interessere os langt meere; thi hvo vilde ikke lægge større Mærke til en Hagbarth og Roric, en Hrolf og Einar, end til en saa tit opvarme, afslidt Amynt, Daphnis eller Myrtil, disse Jerusalems Skoemagere i Poesien?

Regner og Svanhvide, saavelfom Stærkodder og Isleif ere tagne af Saxo Grammaticus, og mærkværdige nok for de stærke Udtryk og andre smaa Omstændigheder; men de øvrige ere meere originale, og vise ei allene en poetisk; men ogsaa en patriotisk Ild, en ædel Iver for Landmandens Frihed og det Norske Heltemods Vedligeholdelse.

Sarraka og Beive er en skLapland Idylle, af samme Skiønhed, som den rørende Digt, hvori en Engelsk Barde besang tvende Grønlandske Elskeres ulykkeligere Kiærlighed.

De prosaiske Vers befalde os ikke saa meget som den øvrige poetiske Prose: men det er nok ogsaa en Efterligning af Gesner, og overalt hvor Forfatteren efterligner er han under sine Mønstre, hvor han derimod reiser sig uden Veiledere, bliver de tildeels under ham. I det kiælne er han ikke heller saa heldig, som i det Mandige Nogle Steder ere unaturlige og alt for raffinerede, f. x. hvor Laplænderinden ønsker "at see sin Kiærestes Aande i "sig," og hvor" hun tænker ikke i sig men i ham"

95

V. Dramaturgie.

Foruden de nyere og meere bekiendte Parodier paa Sørgespil, have vi endnu en gammel Dito i et Lystspil af Laffichard, kaldet Les Acteurs Deplacés, hvori man ogsaa seer en tragisk Mundfuld af Mythologien: og denne Parodie er des latterligere, da Polichinelle spiller en Hovedrolle.

Men om vi end ville tilstaae, at Forfatteren til Kiærlighed uden Strømper er den Første og Største i den Kunst at parodere; hvad Ære er derved? Er der noget lettere i Verden end Parodier? Kan man ikke parodere hvert Skrift, hvert Vers? Haver man ikke Parodier paa en Virgils Æneis, saavelsom en Voltaires Henriade? Haver ikke denne selv samme Voltaire paroderet den hellige Skrift i sit forgiftige Stykke David? Og have ikke visse smaae Bespottere bestræbt sig at parodere den bibelske Skrivemaade, ved de mange Krigshistorier om Dronning Theresia, Prætendenten og de øvrige?

At giøre sig lystig over den italienske Opera, som Dancourt, eller over den Franske, som Collee, det kan have sin Nytte; men at ville parodere Sørgespil, at ville giøre det Heroiske, de ophøiede Tanker, som

96

findes i de tragiske Stykker, derfor latterlige, fordi vore vanartige Tider ikke meere vide af saadan ædel Tænkemaade og Heltegierninger at sige, vilde geraade enhver Forfatter til liden Ære, da gode Sørgespil, især de som tages af Landets egen Historie, uendeligen tiene til at vedligeholde og bestyrke National-Dyder. Hvoraf har Engelskmanden ellers det uforsagte Mod, den ubøielige Standhaftighed, som giør hans Fædreneland saadan Tieneste i Krigstider?

Var det ikke at ønske, at i denne Tiid da det Norske Folk giver saa priiselige og for Danmark saa vigtige Prøver paa sin uryggelige Troeskab og ældgamle Mod, de to smukke National-Sørgespil Hrolf Krage og Einar Tambeskielver blev opført i Landet selv, for at bestyrke Indbyggerne i deres naturlige og characteristiske Kiærlighed til Fædrenelandet og til Fædrenelandets Fader? Kunde nogen Normand see Hr. Bruns rørende Stykke, see fine Landsmænds Hoveddyd skildret med saa livagtige Farver, uden at hans Hierte udvidedes af sympathetisk Troeskabs Drift uden selv at blive til en liden Einer?

Sandeligen saadan en Tragedie er af større Nytte end al den Kiærlighed uden Strømper, al den uægte Patriotismus som kan være eller blive til.

97

No. 7.

Blandinger. Løverdagen den 21 Novembr. 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. En velgrundet Bedrøvelse. Efter Prior. De beste Folk har ofte mest Fortred.

For Trulla, saa berømt for Deilighed, Blev nyligen den lille Krukke borte,

Hvoraf hun sig hver Morgen dannede De tvende halve Cirkler, jævne, sorte.

For unge Hierter alt for farlige.

Hun skiender paa sin skiødesløse Stine Og i Fortvivlelse vil legge sig.

”Ach!" raaber hun. "Jeg tør ei vise mig For nogen Siæl! Jeg er for græsselig!

Hvad nytter Øine uden Øinebryne?"

98

2. Fortsættelsen af Landsbypræsten.

(See No. 5.)

Huussagerne bleve ganske overdragne til min Kones Forvaltning: det Øvrige tog jeg paa mig. Indkomsterne af mit Kald, som beløb sig kun til 35 Pund Sterling om Aaret gav jeg til Præste-Enker og Børn i vor Stift; thi da jeg havde Midler nok selv, saa brød jeg mig ikke om Indkomsterne. og følte en hemmelig Fornøielse i at forrette mit Embede uden Løn. Jeg fattede ogsaa det Forsæt ikke at holde nogen Capelian; men selv at kiende alle mine Sognefolk: da ellers mange Sognepræster i Engeland fortære deres Penge i de store Stæder og aldrig komme til deres Meenigheder.

Jeg opmuntrede de gifte Folk i mit Sogn til Tarvelighed, og de Ugifte til Ægteskab: saa at det efter nogle Aar blev et almindeligt Ordsprog, at der vare tre besynderlige Mangler i Wakefield; Præsten manglede Stolthed, de unge Karle Koner og Ølhuusene Giæster,

Det kom nok deraf at min ældste Sen saa ofte hørte at jeg berømte Ægtestanden, at han strax efter sin Hjemkomst fra Universitætet fattede Kiærlighed til en Præstedatter i Naboelauget, hvis Fader kunde efterlade hende store Midler. Men Midler var hendes mindste Fuldkommenhed. Alle, mine to Døtre undtagen, tilstod Mis Wilmots Smukhed: dertil

99

var hun ret et Billede paa Ungdom, Sundhed og Uskyldighed.

Da Hr. Wilmot vidste at min Søn ogsaa kunde vente Midler, saa var han ikke imod Partiet: og begge Familier levede i den Harmonie, som pleier at foregaae en tilstundende Ægteforeening. Erfarenhed havde overbeviist mig, at Frierdagene ere de lyksaligste i vort heele Liv: jeg var derfor villig til at forlænge dem: og de adskillige Fornøielser, som det unge Par dagligen nød i hverandres Selskab, syntes at forøge deres Kiærlighed. Naar det var got Veir, saa gik vi paa Jagt. Ved Bordet førte min Kone Ordet, og medens hun skar for, gav hun os Historien af hver en Ret. Om Eftermiddagen havde vi gierne en liden Concert, eller vi spadserede og fordreve Dagen paa en fornøielig Maade, uden nogen Tiid at tage vor Tilflugt til Kort; thi jeg hadede alle Slags Spil, undtagen Toccadille, hvori jeg og min gamle Ven somme Tider vovede et Par Styver.

Paa denne Maade gik nogle Maaneder hen, indtil vi endeligen holde det for raadeligt at fastsætte Bryllupsdagen, som de unge Folk syntes at længes saa meget efter. Jeg behøver ikke at beskrive, hvor travelt min Kone havde, og hvilke Øiekast mine Døtre gave hinanden, medens man havde med Bryllupsanstalterne at bestille. Min egen Opmærksomhed havde en anden Gienstand: jeg var i Færd med at fuldføre en Afhandling, som jeg havde

100

i Sinde snart at udgive, som et Forsvar for den Whistonske Meening, at en Præst ikke maa gifte sig fleere end een Gang.

Da jeg holdte dette Arbeide for et Mesterstykke, var jeg saa stolt deraf, at jeg ikke kunde bare mig for at vise der for min gamle Ven Hr. Wilmot, og tvivlede aldeles ikke paa at faae hans Bifald. Men da mærkede jeg først for sildig, at han var ganske hengiven til den modsatte Meening, og det af en ganske gyldig Aarsag; thi paa den Tid friede han just til sin fierde Kone.

Herved opkom, som man let kan tænke, en Trætte, som truede med at hindre den tilstundende Ægteforeening; dog bleve vi eenige om at undersøge denne Sag Dagen for Brylluppet. Disputen gik for sig med megen Hidsighed paa begge Sider; men da Trætten var paa det heedeste, blev jeg kaldt af een af mine Venner, som raadede mig at give efter, i det mindste indtil min Søn havde havt Bryllup.

”Hvad?” raabte jeg "Jeg skulde opofre Fornuft og Sandhed for at lade min Søn faae Bryllup? De kunde lige saa got raade mig, at overgive mine Midler, som min Meening."

”Hvad deres Midler angaaer," svarede han, "da giør det mig ondt at jeg maa sige dem, de ere næsten slet intet. Den Kiøbmand, som havde dem i Hænder, er gaaet sin Vei: og man troer ikke at hans Creditorer vil faae fem Procent. Jeg vilde nødig

101

forstrækket dem eller deres Familie før Brylluppet; men nu kan det tiene til at dæmpe deres Hidsighed i at forsvare deres Meening; thi de vil nok indsee, hvor nødvendigt det er at forstille sig, indtil deres Søn har

faaet sin Kiærestes Midler i sin Magt?"

”Vel!" sagde jeg "Er det som de sige mig, sandt, og skal jeg end derved blive til en Betler, saa skal det dog ikke giøre mig til en Skielm eller bringe mig til at afstaae fra min Meening. Jeg vil i dette Øieblik underrette Selskabet om mine Omstændigheder. Jeg er saa langt fra at søge nogen Fordeel i den forehavende Forbindelse, at jeg endog tilbage kalder min forrige Tilladelse, og min Søn skal nu ikke have den gamle Mands Datter."

Det vilde være forgiæves at beskrive de forskiellige Følelser begge Familier havde, da jeg bekiendtgiorde dem dette ulykkelige Nyt. Men det de Andre følede, var intet imod det de Elskende syntes at udstaae. Hr. Wilmot, som allerede ved vor lærde Trætte var bleven tilbøielig til at ophæve Partiet, erklærede sig nu reent ud derimod, da han hørte denne Ulykke: een Dyd besad han i Fuldkommenhed; Forsigtighed, som alt for ofte er den eeneste vi have tilbage i vort halvfjerdsindstyvende Aar.

Det eeneste Haab min Familie nu havde var at Efterretningen om vor Ulykke kunde enten være udspredt af Ondskab, eller uden

102

Grund. Men et Brev fra min Commissionair i Byen, bekræftede snart alle Omstændigheder. Tabet af mine Midler, havde i Henseende til mig selv ikke været af nogen Betydenhed: jeg var allene uroelig for min Familie, som nu skulde være ydmyg uden at have havt en Opdragelse der kunde giøre den haardfør imod Foragt. Fiorten Dage gik hen, førend jeg forsøgte at hæmme deres Bedrøvelse; thi en alt for tidlig Trøst tiener kun til at fornye Smerten.

Imidlertiid tænkte jeg paa Midler til at underholde dem i Fremtiden: og endeligen blev mig et lidet Kald paa 15 Pund om Aaret tilbudet, i en temmelig langt bortliggende Egn. Jeg tog med Glæde imod dette Tilbud, og besluttede at forøge mine Indkomster ved at drive en liden Avling.

Da jeg havde fattet denne Slutning, skrabede jeg det lidet sammen, som vi endnu havde tilbage og betalte al min Gield. Af 14000 Pund havde vi ikke meere end 400 tilovers. Det kom nu an paa at faae min Kone og mine Børn til at lade Modet synke og at stikke sig i deres Omstændigheder; thi Fattigdom med Hovmod er baade latterlig og beklagelig.

"I kunne ikke være uvidende om, mine

Børn," sagde jeg, "at endskiønt vor Fornuft ei var i Stand til at forekomme vor sidste Ulykke, Fornuften dog kan giøre meget

til at hindre dets Virkninger. Nu ere vi

fattige, mine Glutter! men Viisdom befaler os, at skikke os efter vor slette Tilstand.

103

Lad os derfor uden Fortrydelse overgive den udvortes Glands, som giør saa faa lykketige lad os søge i vore slette Omstændigheder den Roe, som giør alle lyksalige. De Fattige leve fornøiede uden vor Hielp: hvorfor skulde vi da ikke ogsaa kunde lære at leve uden deres? Ja, mine Børn, lad os fra dette Øieblik af, afstaae alle vore Fordringer paa Høihed. Vi have endda nok tilbage til at være lykkelige, dersom vi ville være fornuftige. Lad os beflitte os paa at være fornøiede i vor Mangel”

Da min ældste Søn havde studeret, saa besluttede jeg at sende ham til Hovedstaden, hvor han ved sine Dueligheder maatte kunde fortiene noget til Hielp, for os saavelsom til sin egen Underholdning. At stilles fra sine Venner og Familie er maaskee een af de mest bedrøveligste Følger af Fattigdom. Dagen da de for første Gang skulde skilles ad, kom snart. George tog Afskeed med sin Moder og Sødskende: og de blandede deres Taarer med deres Kys. Derpaa kom han til mig og bad mig om min Velsignelse. Den gav jeg ham af mit Hierte, tillige med sex Guineer, som var alt det jeg nu kunde miste.

"Du gaaer min Søn," sagde jeg, "til Fods til London, ligesom din Farfader giorde for dig. Tag imod den samme Hest, som han fik af sin gode Biskop, — denne Stav. Tag imod denne Bog: den vil være din Trøst paa Veien: disse tre Linier ere en

104

Million værd; Jeg har været ung, og er bleven gammel: dog saae jeg aldrig den Retfærdige forladt, eller hans Børn at tigge deres Brød. Lad dette opmuntre dig alt som du reiser. Gaae mit Barn, hvordan

din Skiæbne end bliver, saa lad mig see dig engang om Aaret; hav altid et got Mod og lev vel."

Da jeg vidste at han var redelig og ærekiær, saa frygtede jeg slet ikke at sende ham nøgen ind i Verden; thi jeg var vis paa, han vilde føre sig vel op, hvordan det end gik ham. Hans Afreise forberedede vores, som gik for sig nogle Dage efter; vi kunde ikke forlade et Naboelaug hvor vi havde nydt saa megen Lyksalighed, uden nogle Taarer, som Tapperheden selv ikke kunde holde tilbage. Desuden maatte nok en Reise af 70 Miile opfylde os, som hidindtil ikke havde været over 10 Miile hiemme fra, med Frygt og de Fattiges Skriig som fulgte os, nogle Miile, hialp til at forøge den. Den første Dags Reise bragte os i Sikkerhed 30 Miile hen imod vores ny Opholdssted. Om Natten tog vi ind i et ringe Vertshuus i en Bye paa Veien. Da Værten viiste os ind i et Værelse, bad jeg ham, som jeg pleiede, at giøre os Selskab, som han og samtykkede i, da det han drak vilde forøge Regningen til om Morgenen. Han kiendte det heele Naboelaug jeg skulde flytte hen til, i Besynderlighed Hr. Thornhill, som skulde være mit Herskab, og som opholdt sig nogle Miile der-

105

fra. Denne Herre beskrev han som een der brød sig lidt om at kiende meere af Verden, end dens Forlystelser, og var besynderlig hengiven til det smukke Kiøn. Han anmærkede at ingen Dyd var i Stand til at modstaae hans Kunstgreb og Fliid, og at der neppe var een Bondepige, ti Miile rundt omkring, som han jo havde forført og var bleven hende troeløs. Denne Fortælning smertede mig; men hos mine Døtre giorde den en ganske anden Virkning: deres Ansigts Lineamenter syntes at opklares ved Haab om en sig nærmende Triumph, og min Kone var ikke mindre fornøiet over, og stolt af de Fristelser de skulde være udsatte for og deres Dyd. Imedens vore Tanker vare henvendte her paa, kom Værtinden ind for at underrette hendes Mand om at den Fremmede, som havde været i deres Huus i to Dage, manglede Penge, og kunde ikke betale sin Regning. "Mangler ham Penge," raabte Verten; "det er umueligt; thi det er jo ikke længere siden end i Gaar, at han gav vores Byesvend 3 Guineer for at spare en gammel afdanket Soldat, som skulde været pidsket fordi han havde stiaalet Hunde." Værtinden blev imidlertiid ved at paastaae det hun havde sagt; og han lavede sig til at gaae ud as Stuen, og soer paa at han vilde betales paa een eller anden Maade: hvor paa jeg bad Værten at han vilde føre denne medlidende Fremmede ind til mig.

106

3. Kom igien i Morgen.

En Sang.

Ved en af vore prosaiske Medarbeidere.

Har Aaret nogen uvis Dag,

Saa er det vist i Morgen:

Den er de Lades Velbehag

Og falske Løfters Borgen.

Jeg kommer aldrig der igien

Hvor jeg maa høre: Kiære Ven,

Kom kun igien i Morgen.

At harpax er en Gniere,

Det har man vidst saa længe.

Man aldrig seer hans Øie lee.

Med mindre det seer Penge.

Men skal han ud med Skillingen,

Saa heder det: Min kiære Ven,

Kom kun igien i Morgen.

Leander sviirer Dag og Nat,

Paa Bal og Masquerade,

Hans Ære, Velfærd er tilsat;

Dog kan han det ei lade.

Naar han advares troeligen,

Er al hans Svar: Min gode Ven,

Kom kun igien i Morgen.

Din Ungdoms Skiønhed snart forgaaer,

Min deilige Clorinde!

Og Roser ei i mange Aar

Vil blomstre paa din Kinde.

107

Brug Tiden vel. — Min ærlig Ven Er hendes Svar: Kom kun igien,

Med slige Aaad i Morgen.

Hvorledes Baldus er Poet,

Det maa enhver bekiende.

Der har de Smøreriet seet,

Som løbe ham fra Hænde.

Jeg sagde ham fortroeligen:

Kast slige Vers paa Ilden hen. — Ja kom igien i Morgen.

Den gamle Demas, stiv af Aar,

De Store dog tilbeder,

Den suur'ste Vei han gierne gaaer. Som kun til Høihed leder. Hvor Demas hen saa iiligen?

Din Død er nær, betænk dog den. — Ja kom igien i Morgen.

I Dag jeg i Visiter skal,

Saa siger Adelide,

I Morgen maa jeg paa et Bal Og Overmorgen ride.

Hvo passer da Huusholdningen?

Hvo Børnene? — Min kiære Ven, Det gier sig nok i Morgen.

Cujacius vil ei omsonst

En Doctor Juris være. Han mesterlig forstaaer den Kunst, Clienterne at skiære;

108

Men kommer der en fattig Mand,

Da korteligen svarer han:

Jeg vil see til i Morgen.

Lysander haver sin Ruin,

At takke Drik og Horer,

Han har en eeneste Termin Til alle Creditorer.

Hans Vært ham spørger, naar er den? Veed I det ikke, kiære Ven!

Kom kun igien i Morgen.

Den løfterige Crispus er En bereedvillig Tiener.

Med Munden tiener han enhver;

Men naar han, hvad han meener, Skal viise udi Gierningen,

Saa heder det: Min kiære Ven!

Kom kun igien i Morgen.

4. Et Middel at opholde Livet

i Hungersnød.

Det er forunderligt, at i disse Tiider, da det arme Norge haver lidt den yderste Mangel paa Levnetsmidler, Ingen af vore politiskpatriotiske Forfattere er falden paa at udfinde saadan Slags Føde, som nogenledes kunde tiene i Steder for den Sædvanlige, naar denne savnes. Det er ligesaa forunderligt, at den

109

indsigtsfulde Hr. von Münchhausen i Hans fortreffelige Hausvater, iblant de mange nærende Substantser, som han foreslaaer i Kornmangel, aldeles ikke nævner een af de Fornemmeste i Henseende til Prisen, Sundheden og andet. — Hasselquist beretter i hans velbekiendte Reisebeskrivelse, at nogle hundrede Mennesker i en Beleiring have opholdt Livet to hele Maaneder igiennem med intet andet end Kirsebær Gummi, hvilket de lode smelte i Munden og synkede. — Dette er intet

mindre end utroeligt, da de nærende Vædsker i vort Legeme selv ere af en sliimagtig og Gummi lig Beskaffenhed, og da saa mange af vore brugelige Spiser allene føde ved saadan en Sliim. Hvor lang en Tiid kunne ikke saa mange Syge leve af bare Havresuppe? Kirsebær Gummi er ikke meere behagelig end den af Blomme- og Birke-Træer, og man veed, hvilken sund og mild Saft disse Sidste give om Foraaret. Den Arabiske Gummi er allene noget kostbarere. Imidlertid behøves ikke meget af denne Føde, da Sliimen langt meere svækker end forøger Ædelysten, uden dog at give mindre Kræfter end Bark og andre grove Nødmidler, som fylde Maven og dog ikke mætter. Sundheden lider visseligen meere af det tørre og ufordøielige Barkemeel end af Gummi. Mueligt en For-

110

bindelse af begge Deele kunde være meest tienlig: mueligt ogsaa Althæen Rødder saavelsom de af Quæk eller Hunde-Græs, ja endogsaa Hørfrø, en Substants som er saa riig paa Olie, kunde bruges i høieste Nødsfald.

T — e.

5. En Drikkeviise.

Efter den bekiendte Marsch: Ei so trink einmal.

Ei saa vær tilfreds og drik omkring!

Med Sorrig og Bekymringer udrettes ingen Ting. Kom, den ædle Druesaft Har en uskatterlig Kraft!

Thi saasnart man drikker den,

Falder al Bekymring hen

Og vor Ungdoms Glæde reiser sig igien.

Smukke Pigers Skaal, og dens især,

Hvis Øine har indtaget os, hvis Hierte har os kiær!

Skaal. Vi have Haab og Mod

Er hun kun i Løn os god:

Denne Verden er jo saa,

At man sig forstille maa Og udvortes skiule inderlig Attraa.

111

II. Litterarisk Journal.

16. Recension over de i No. 1 af Blandingerne indeholdte Materier. No. 1.

Trykt hos Graa, 8 Sid. 8. Sælges sammesteds for 2 Sk.

Omendskiønt Recensenten allerede haver faaet sin beskikkede Deel af os i No. 4, hvormed vi ogsaa haabe at han lader sig nøie; saa skylde vi dog Recensionen selv et Sted i vor Fortegnelse over de litterariske Producter; thi da vi erdogsaa have anført den ustuderede Marcus Loofts Kaagebog, hvor meget meere fortiener da ikke et halv Ark der kommer fra en studeret eller dog fra en studerende Mand, som vi maa slutte af adskillige Citationer udaf Dictionnairer og Skoelepoeter. Desuden skylde vi os selv et Svar paa denne Recension. Blandingernes tiltagende Misundere kunde ellers opsnappe disse raa Indfald, pynte og klæde dem lidt ud, og saa efter nogle nyere klygtige Hoveders Maade debitere dem, som det var af deres eget Fabrique, uden at give vor Recensent sin tilkommende Ære.

Strax paa Titelen finde vi et Beviis paa Recensentens Efterrettelighed. Det første Halvark er ikke meere end det første Nummer af en Recension over de i det første Nummer af Blandingerne indeholdte Materier! Men dette første Halvark recenserer alle Materier i vort første heele Ark. Kiære Herre! hvad vil De sige i Deres følgende Nummere over No. 1 af

Blandingerne? Enhver seer, og Mange vil sige,

at dette er kun en liden Feil, en liden Uagtsomhed o. s. v. Men dette er den Mand, som jager efter Feil i Blandingerne: denne Forfatter, som ikke engang kan vogte sig for Uagtsomhed paa en Titel af 7 Linier, opkaster sig ukaldt, uopirret til en Recensent, en hadelig Criticus over en periodisk Samling, som ikke kunde fornærme nogen fornuftig Læser.

112

1. I den anden Deel af vore første Vers

"'O Gud lad Christian og hans Undersaatter Sin gode Engel, sin Velsignelse!

Lad Fierde Fridrichs Stamme i hans Datter Hans kongelige Dyders Billede!"

finder han de første Stropher mystiske og begriber ikke Meeningen, da han ikke seer hvori de skulde connectere. Hans Hierte har da ikke sagt ham, at den høie Person, hvorom Poeten taler, er en god Engel og en Velsignelse for Christian og hans Undersaatter? Hvo som haver nogen Følelse af denne Sandhed, vilde letteligen stavet sig til Meningen. Dog, at dette ikke kommer af en forstilt Eenfoldighed; men en virkelig Taabelighed, det røber han tydeligen ved at sætte til, at der er bleven udeladt et Verbum i Enden af Verset, hvilket han dog anseer som en Licentia poetica. Ja, denne poetiske Frihed haver Poeten taget sig, da han ikke troede at skrive for Ignoranter: det Verbum som her er bleven udeladt, er beholde. Men den samme Ellipsis, som De saa grant bemærke her, den kan De ikke see i de foregaaende Stropher? Hvorledes ere De kommen til Rette med Deres Cornelius Nepos, og Phædrus, (for ei at kyse Dem med Tacitus eller Persius)? Hvor liden Meening maa De have funden i disse meeningsfuld Autorer, naar De altid behøve en soleklar Connection og standses ved en hver Ellipsis!

2. Erfarenheds Forklaring over en Deel brugelige Ord anseer han allene som satyriske Forklaringer paa nogle Ord. Uden at opholde os ved disse sidste tre Ord, som ere en jammerlig Igientagelse, maa vi allene spørge ham, hvorfor man ellers kan andsee denne Forklaring? Hvad anden Bemærkelse kan den have,

end en siin Satyre? Kiære Hr. Recensent! De

vilde siige noget, og vidste ikke hvad det skulde være. (Fortsættelsen følger)

1

RECENSION

over

de i No. 1.

af Blandingerne

indeholdte Materier

No. 1.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos H. I. Graae, boende udi Knabroestrædes i No 70.

2
3

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa. 1. Tanker i Andledning af hendes Kongelige Høyheds Princesse CHARLOTTE

AMALIES Fødsels Dag.

Dette lidet Vers er høytravendes og mystisk f. f. Naar Forfatteren siger i den 5te Strophe „O Gud lad Christian og hans Uudersaatter“ og i den efterfølgende „Sin gode Engel sin Velsignelse" Meeningen heraf haver Forfatteren reserveret sig selv, da vi ikke indsee hvori disse tvende Stropher skulde connectere. Ligeledes naar han udelader et Verbum i Enden af Verset som vi dog andsee som en licentia poetica.

4

2. Erfarenheds Forklaring over en Deel brugelige Ord (af en fransk Officier.)

At Dømme om Bemærkelsen af denne Forklaring overlade vi til andre, da vi andsee det allene som satyriske Forklaringer paa nogle Ord.

3. Til en Grav-Skriftmager,

Disse korte og lystige Stropher ere ikke andet end en imitation af den berømte Pope fom og saa Forfatteren selv tilstaaer.

4. Et ypperligt Middel mod Trøske.

Et got Huusraad som er tienligt for gamle Kierlinger, som ofte betiener sig af saadanne, men ikke værd at bruges af en studeret Mand, af hvilken mand maae slutte at det er indført i Blandingerne da man ikke kan troe at ustuderede

Personer ogsaa viide beblande sig med slige Ting.

5. Logogryph: eller Ord-Gaader.

Et af de smukkeste Stykker blandt disse Stykker af Blandingerne, men kunde maaske behage Læseren mere, dersom at Forfatteren havde tillige opløst dette, thi da da det lettelig sees, at det er en imitation efter den franske Maade, hvor disse Logogrypher ere me-

5

get brugelige (i mercure de france findes en 2 a 3 Stykker Logogrypher indført i hver Deel) da burde Forfatteren have observeret at i mercure de france staaer alletider Forklaringen af disse Logogrypher bag efter ellers ere disse Ord-Gaader ikke saa meget begagelige som i førstningen, da man saa ofte seer saadanne Ord-Gaader at være indført i Bibliotheket for nyttige Skrifter.

Vi beder ogsaa at Forfatteren af Ord-Gaaden vilde i næste Nummer af Blandingerne tiikiende give os hvad det Bogstav y skal betyde som staaer ved Enden af Logogriyhen.

6. Landsbye Præsten.

En Fortælning ved Dr. Godlschmidt

Denne Fortælning er af samme Beskaffenhed, som de vi ofte under Titel af Moersomme Bibliothek finder i Aften-Posten, som efter vores Meeninger for at fylde dette halv Ark af Aftens-Posten, da disse Fortællinger ere ikke meget fornøyelige og moersomme, v beede derfore at Forfatteren vilde en anden Gang lade saadanne Fortællinger indrykke i Aftens-Posten, (dette er ligesaavel som det forige Stykke en imitation af mercure de france.)

7. Fortvilvelse af Kierlighed.

En Sang.

Et lystig og munter Stykke Syjettet er behagelig og vel udførte og Poesien er net vi vilde

6

ellers ønske at heele Blandingerne bestoed af slige muntre Stykker, da de vilde finde mere Bifald og følgelig flere Læsere.

(Ligeledes en imitation af mercure de

france)

8. Smaae Knæb. Til Nytte for Procuratorene.

(Tagen af nouvelles causes celebres.)

Materien svarer til Stykkets Titel og er meget kort, som vel er, da det blev ellers meget kiedsomt at læse. Det synes ellers at skulde være en Satire paa Procuratorernes indvendinger mod deres contraparter, men har ikke vilde lykkes Forfatteren

II. Videnskaber

Forfatteren haver i Begyndelsen vildet imitere den kritiske Journals muntre Stiil, som dog ikke haver reuseret for ham.

Det synes at Forfatteren haver vildet indføre Hr. Etats Raad Guldbergs Verdens Historie blandt de Skriftet, som Presse Frieheden haver foraarsaget, da dog den Første Deels 1ste Bind allerrede er udkommen inden Presse Frieheden var tilladt nemlig 1768.

Forfatternes Mening om Hr. Capitain Nieburs Beschreibung von Arabien, forstaaer vi sandelig ikke, og derfor beder om en udfør-

7

ligere Critic over den i næste Nummer af Blandingerne.

Forfatteerens Meening om Einer Tambe-Skilever kommer overens med vores, nemlig at vi maatte ønske at der maate findes flere som vilde følge Hr N. Bruuns Exempel der allerrede haver beriget vores Danske Skue-Plads, som var paa faldene Fode, med 2de Original Tragædier, da vi haabe at Hr. Bruun continuerer hvorved at han vilde giøre sig det Danske publicum meget forbunden.

III. Dramaturgie.

Forfatteren haver været meget theologisk sin det i hinseende til at han i Kierlighed uden Srømper (det ulignelige original Stykke) vil have den nye Psalme Bog forandret til den nye Vise Bog. Da maaske det første kommer mere overeens med Publicums Smag og det vilde blive en Forfatter alt for besværlig at forandre alle Ting, efter enhvers Gout og man vilde ansee ham med en latterlig Mine, ifald han giorde det, thi vi haver det franske Ordsprg chacun à son gout,

Dette samme errindre vi ogsaa i henseende Eeiner Tambe Skielver, hvor Forfatteren vil have forandrete den Talemaade, det veed vor Herre, til det veed Himlen da det første dog ikke strider mod Religion og Erbarhed.

8

Vi indsee ikke hvorfore at Forfatteren ønsker at Einer maatte for saadan en Blessur at det var ham muligt at gaae faae længe op og ned og snake saa længe, og at han ikke maatte faae en dødelig Blessur, da det dog er bekiendt af Historierne, at et Menniske kan faae en dødelig Blessure og dog leve længe derefter, (f. E. Epaminondas vid. Cornel, nepos de vita Epaminondæ.

Forfatteren slutter og saa at Einer haver faaet Blessuren i Lungen da derom tales slet ikke i Tragædien selv, ligefom det ikke var mueligt at Einer kunde faae den paa andre Stæder end i Lungen.

(I Øvrigt er disse Blandinger en imitation

af mercure de france, dedié au Roi, par une Société de gens de lettres,)

9

No. 2. RECENSION

af No. II.

af Blandingerne

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa.

I Tanker i Andledning af hans Kongelige Høyheds Printz FRIDERICHS Fødsels Dag

Den 17 October 1772. (stor 8 Stropher.)

Disse Stropher ere ikke saa tvungene, uforstaaelige og mystiske som de til Princesse CHARLOTTES Fødsels Dag, hvilke vi allerede i No. 1. af disse Blade have

10

criticeret, Det Udtryk „God og From" som Forfatteren benytter sig af, er ellers det naiveste i hele Verset.

2. Poetens egne Anmærkninger over det Foregaaende.

Vi undrer os over, at Forfatteren haver selv giort Anmærkninger over sit eget Vers, men vi andsee at det er giordt allene for at faae indført, at den Tale Maade „From og God" er taget af en inscription paa Fridrichsborg Slot, da dog dette kunde langt bædre været anført som en Nota under Verset.

3. Til Voltaire.

(Efter det Engelske af Young.)

Disse Tvende Stropher passer meget ve paa Hr. Voltaires Caractair, men vi takke heller ikke den, som haver lader disse Strophe indføre iblandt Blandingerne, da det ikke er kommen fra hans egen Hierne, men fra den lærde Young.

11

4. Et tilforladeligt Middel mod Liigtorne.

Dette Middel er ligeledes et Huus-Raad, som det i No. 1 af Blandinderne mod Trøske og derfor gierne kunde udelades af de saa kaldede Blandinger.

5. Ord Gaade.

Disse Ordgaader have vi foresadt os ikke oftere speciellemnt at vilde criticere da vi ville henvise vores Læsere til det første No. af disse Blade; vi erfare ogsaa nu af de sidste Nummere af Bibliotheket for nyttige Skrifter, at de paa den franske Maade tilkiedne giver Bemærkelsen af disse Ord Gaader.

6. Hvorledes Hiacinter drives om Vinteren paa Glas med Vand.

Forfatteren behøvede ikke saa vidtløftig her at opholde sig, da denne Drivnigs-Maade

12

er meget bekiændt her i Kiøbenhavn, hvorfor at Forfatteren maae en anden Gang indføre noget iblandt Blandingerne som i det ringeste ikke var saa meget brugeligt.

II. Videnskaber

Forfatteren kunde giærne spare sin Umage, med her at opregne Professorenes Collegia, da derover hver Aar trykker en Liste "de Collegiis & lectionibus publicis Profesforum“ og faaes hos Academiets Pedeller, denne Liste er endnu acuratere, da den viser tillige hvad Timer Professorerne holder disse Forlæsninger.

III. Litterarisk Journal.

De Herrer Forfatteres (af denne Journal ) Meening er i alle Ting overensstemmende med vores, angaaendes, De Patrioti-

13

ske Errindringer, ved det uden Authorisation oprettede General-Commissions Directorium. Da vi ønskede tillige, at dette Directorium enten reent maatte blive ophævede som rettest var, eller og autoriseret, og at Politie-Mesteren (hvis Pligt det er, at see paa Borgernes Beste) vilde reent forbyde dette Directoriums Fortsettelsee indtil det blev nærmere af Kongen approberet og authoriseret.

4. Forfatternes Ønske bør vist at være enhver oprigtig Patriots; thi det vilde blive Landet til stor Nytte, om vore Bønder Huuse kunde blive indrettede paa en bedre Maade, end de for nærværende Tiid ere, og der synes os, at det Kongelige Land Huusholdnings-Selskab burde udsætte en Præmie, for den som kunde give den beste Underretning om, hvorledes baade Bønder Huusene, som og Huusene i Købstæderne best og kunde indrettes.

14

5. Vores tanker om Cicilia Anders Daatters anden Skrivelse til Argus, ere disse, at det var at ønske, at Presse Frieheden var reent forbuden, for slige slette Skrifter og allene tilladt for gode og nyttige Skrifter, thi hiine gavne Staten slet ikke, men ere allene en riig Høst for adskillige Bogtrykkere, som beblande sig med, at trykke saadanne Skrifter, efter dette Principium „bonus odlucri re qualibet.“ Af de gode Skrifter dermod findes kuns faae. Vid. Juvenalis fatir 14. v. 41. - - - „& catilinam

quocunque in populo videas quocunque

subaxe

sed nec Brutus erit, Bruti nec avunculus usqam."

Priisen og Tittelen af ovenandførte Piece tilkiænde giver strax at Materien er ikke af

megen Verdie.

15

IV. Dramaturgier

Vi haver allerede i No. 1 af disse Blade sagt vores Meening om Einer Tambe Skielver, og om Kritiken over den som var indført i No. 1. af de saa kaldede Blandingerne, og derfore ikke vil opholde vores Læsere med at repetere, dette vi eegang have sagt. Da vi dog see at at Forfatterne af denne Dramaturgie ikke vil forandre deres Meening, om Einers Blessure, hvor fore vi for at undgaae al Dispute vil lade dem beholde ders Tænkemaade og vi vores, som er denne at Einer Tambe Skielver er et Mesterstykke af et Dansk Original Sørge-Stykke. Da deri ikke allene findes ypperlige Moraler for en Regent, (f. E. Første Optog 7de Optrin) men endod er complet Mynster paa en smigrende Hof Mand Arne.

16

Da vi troer, at kunde satisficere adskillige af vores Læsere med at rette nogle Trykfeyl som haver indsneget sig i No. 1. af disse Blade, saa vilde vi ogsaa føye vores Lærere heri da Rumet tillader det.

Pag. lin. læs

5

6

7

lin.

6. f. f. f. E.

19. Meeninger Mening er

21 v vi

28 behagelig behageligt ibid. udførte udført 10 ellerrs ellers 7 18 mere meer

De øvrige, ifald flere i de næst følgende No. skulde indsnige sig, beder vi vores Læsere selv at rette; formodendes at ingen Fornuftig opholder sig over Trykfeyl.

17

No. 3.

RECENSION af No. III. af Blandingerne

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa.

I. Apostrophe til Gudfrygtighed.

Poesien er flydende og næt i heele Verset, men fornemmelig ynder vi følgende Stropher best. "Lyksalig den der vover at forlade Den lave Verdens Overflade Et uvist Her, et alt for flygtigt Nu, Oprigtig, smilende og reen som Du."

Disse Vers synes os at komme overens med nogle af Tullins i hans Priis-Skrift om Søefarten. (a)

(a) See Førsøg i de skiønne Videnskaber Første Stykke pag. 6. lin, 11. etc. etc.

18

2. Den Lutherske Skriftermaade i Holland.

Da Materien er endnu ikke endt i No. 3. af Blandingerne og vi derfor ikke kan indsee de Hrr. Forfatteres Hensigt hermed, saa ville vi opsætte vores Recension herover til næste Nummer.

3. En velgrundet Selvroes.

(Af et Sted i Lord Lytletons Skrifter.

Fleere saadanne Sentencer vare artige nok i sær om de Herr Forfattere udsøgte dem af de beste Engelske Moralske Skrifter.

Dette Vers er især meget artig for dem som kan forstaae det paa den rette Maade.

4. Om Mosserens Nytte.

De Hrr. Forfattere af Blandingerne haver giordt sig megen Umage for at beviise Mossernes Nytte, ligesom en Ting som aldrig tilforn haver været bekiendt, men haver vi ikke en langt udførligere Beskrivelse over dem, udi Hr. Bomares Natur Historie i Form af et Dictionaire.

De Hr. Forfatter vil vel svare os, at maaske ikke alle haver Bomares Lexicon eller at ustuderede ikke just forstaaer sig paa Bomares Beskrivelse; men vi svarer dem, at deres (nemlig de Hr. Forfatters) Beskrivelse er ikke nyttig for hiine, saasom den paa adskillige Stæder er for kort (f. E. Pag. 39.) hvor de siger at Lichen Pulmonarius er tienlig for Lunge

19

Svagheder; men da maaske den halve Deel af Deres Læsere ikke ere kyndige i Natur Historien eller Medicinen burde de have sagt hvad Lichen Pulmonarius var: for disse derimod (nemlig de ustuderede) er den meget mindre nyttig. Da de Hr Forfattere betiener sig af for mange Latinske Kunst Ord. (a.)

5. Ord Gaade.

Da vi see, at de Hr. Forfattere ere meget rige paa Ord Gaader, maae vi slutte at de maae have hemmelige Kilder, hvorfra at de henter dem.

Vi takker ellers de Hrr. Forfattere for deres Godhed, at de haver opløst os den Ord-Gaade i No. 1. af Blandingerne.

6. Et probat Middel imod Halsbrynde.

Disse Midler for adskillige Svagheder, som indføres iblandt Blandingerne, synes os bedre at kunde henføre til den Medicinske Tilskuere.

7. Juridiske Medicinske Spørgsmaal.

Forfatterne siger at Medici overlade til de Lovkyndige at dømme herom, og den Dom som de Allegere synes os at henhøre meere til Physiken, da de dømmer ex Rationibus Phy-

Professor v. Aphelen haver meget vel oversadt adskillige af disse Termini i hans Natur Historie i Form af et Dictionaire, som er en Oversettelse af Bomares.

20

ficis (ex. gr. stærkeste Lemmer) end til Lovkyndigheden, de Hr. Forfattere lover os en Invending herimod, og derfore vil opsætte vores nærmere Tanker herom

II Videnskaber

(Fortsettelse af Opregnelsen paa Professore. nes Collegia.)

Vi haver allerede givet vores Læsere vores Tanker om denne Liste, over Professorenes Collegia tilkiende udi No. 2. af disse Blade, og derfore ikke vil opholde os herved, alleene at vi haver observeret, at de Hr. Forfattere Caracteriserer alle de Medicinske Doctores med Hr. undtagen D. Tode, saa vi deraf maae slutte, enten at de Hr. Forfattere ikke haver stor Høyagtelse for Hr D. Tode, eller og at det kommer af en vis selv Undseelse af Hr Doctoren.

III. Litterarisk Journal.

6. Korte Betragtninger over Aarsagen til Korn Mangelen, etc. etc.

Denne Piece synes os ikke at være de Hr.

Forfattere vedkommende, da de i No. 1. af Blandingerne Pag. 14. siger „October Maaneds første Producter ere følgende,, og deriblandt anfører de denne Piece, omendskiønt den allereede er udkommen, og haver vun-

21

det Premien i Landhusholdnings Selskabet, Anno 1771. De kunde desuden gierne spare deres Umage at recensere den, da vi allereede nyelig haver seet den recenseret i No. 24. af den Kritiske Journal.

8. Brave Danskes Gang og Ønske paa Arve Prinds FRIDERICHS Geburts Dag den 11 October 1772. recenserer de Hr. Forfattere af Blandingerne lidet vel laconisk.

9. Mod Promemoria imod Raisonemens over Enkekassen anførrer de Hr. Forfattere allene det Argument, at „Forfatteren af p. m. ikke haver funden for got, at komme frem med sin Giendrivelse, førend Author til de anfægtede Raisonnoments var borte,, hvilket Argument synes ikke at være af nogen Kraft, da den Anfægtede gierne kan forsvare sig omendskiønt fraværende.

10. En Tale til mine Landsmænd og

Medborgere de Danske, Norske og Holstener.

Denne Tale kritiserer de Hr. Forfattere af denne Journal ikke, men siger allene „at det er en af de Taler hvorom man ikke haver noget at sige.,,

Vi nødes deraf til at slutte, at enten er denne Tale meget vel skreven, som vi neppe

22

troe, eller og at den er uden for de Hr. Forfatternes Fag, som den dog ey burde være.

Denne Kritik over nye udkomne Skrifter kunde de Hr. Forfattere af Blandingerne gierne spare, da vi allerede have 2de Recensioner derover, nemlig, den Kritiske Journal og Fortegnelse over alle udkomne Skrifer siden Tryk-Friheden, og i det Sted opfylde deres Blade med andre nyttige Materier, som vilde behage Læseren meere.

IV. Dramaturgie.

Vi tænkte at de Hr. Forfattere af Blandingerne allereede havde kriteseret Kiærlghed uden Strømper, men vi feylede, da vi see at de begynder paa nye igien.

De kalde sig „uværdige Dramaturgister som de ere„ hvor værdige de ere, overlade vi til andre at dømme om, det allene ville vi erindre, at de Ord, „som de ere„ gierne at kunde have været udeladte, da det allene er fyldekalk. Ligeledes siger de at den, (nemlig Kiærlighed uden Strømper) haver baade gefaldet og befaldet dem, da det eene Ord maaske, kunde have været nok, men vi ville ikke opholde vores Læsere længere herved, men gaae til Sagen.

De Hr. Dramaturgister roser først Kiærlighed uden Strømper, (Ære nok for Forfatteren af Kiærlighed uden Strømper,) si-

23

gendes „at den i det Heele forekommer dem saa smuk, at de længes efter at see, hvilken Skiønhed af saa mange mest indtager dem.,, Ved den Talemaade „at See„ meener vi de Hr. Dramaturgister forstaae, at see den opført, som vi dog neppe troer offendtlig at skee, da den ikke er indrettet til at opføres paa en Theater.

Dernæst efter at have meget vidtløftig roest Kiærlighed uden Strømper, med en meget underlig Lignelse, laster de den, da de siger: At „Forfatteren gierne kunde have valgt et ædlere nyttigere og vanskeligere Æmne, (a) til at vise sin Theatralske Muse,, men sandelig, vi tager os her den Friehed at sige De Hrr. Dramaturgister imod, da vi vist troer af Forfatteren af Kiærlighed uden Strømper, haver haft meere Umage med at udføre dette Æmme, end om han hafde taget et Historisk Æmme. Vi troer ogsaa, at Forfatteren haver ogsaa haft sine visse Aarsager hvorfor han haver valgt sig dette Æmne.

De Hr. Dramaturgister siger ogsaa efter mange Omsvøb, at det Nedrige i Planen, skiænner for meger frem etc. etc.

Nu haver da de Hrr. Dramaturgister baade roest og lastet Kærlighed uden Strømper, saa vi ere uvisse om, Kiærlighed uden Strøm-

24

per haver gefalder dem eller ikke, som vi dog troer, at kunde være Forfatteren af Kiærlighed uden Strømper ligegyldigt, da den dog haver erlanget det veldømmende Publicums Approbation.

(a)

Ad Notam.

Da vi leverede No. 2. af disse Blade til Trykken, var det os endnu ikke bekiendt, at Magistraten havde forbudt, det uden Autorisation oprettede General Commissions Directorii Fortsettelse, som vi derfore vil bede vores Læsere at erindre i henseende til vores Recension over De Patriotriske Erindringer ved det uden vedbørlig Authorisation oprettede General Comissions Directorium. See Nv. 2. Pg. 13.

Hvad andgaaer det Avertissement som vi haver seet i No. 184. af Adresse Avissen.

Fra de Hr. Forfatterer af Blandingerne undte vi os over at de ikke lod det avertere inden at de begyndte at skrive Blandinger, men vi slutte, at de i Begyndelsen ikke haver villet tilkiende give Publicum, at Blandinger vare en Emitation af adskillige Udenlanske Ugeblade, (som vi allerede haver viist i No. 1 af disse Blade,) men nu derimod ere bevægede dertil afadskillige for os ubekiendte Aarsager.

(2) Langt bædre er den Recension øver Kiærlighed uden Strømper som er indført i Fortegnelsen over alle siden Trykfrieheden udkommene Skrifter 2. Aargang 28. Styke No. 412

Trykfeylene i No. 2. skal blive rettede naar Rummet

tillader det.

25

No. 4.

RECENSION

af No. IV,

af

Blandingerne

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa.

Giøglerne.

Efter Gays Fabel: The Jugglers.

Vi see her et muntert og lystigt Stykke, som vist maae behage Læserne, da Materien er moersom og Poesien flydende, hvorfore vi og ønske oftere at see slige Stykker indførte i Blandingerne.

26

2. Fortsættelse af Erfarenheds Forklaring over en Deel brugelige Ord, (see No. 1. af Blandingerne.) .

Denne Forklaring kan maaskee behage adskillige Læsere; Men vi troe vist, at der kuns gives faae som indsee anden Hensigt heraf end den vi have sagt i No. 1. af denne. Recension pag. 4. nemlig at det maatte være satyrisk.

De Hrr. Forfattere siger i No. 1. af Blandingerne, pag. 2. at denne Forklaring er skreven af en fransk Officier, som dog neppe synes troeligt af den Beskrivelse, som de giver paa en Franskmand, som er en fuldkommen Satire paa Franskmændenes umaadelige Egenkiærlighed.

3. Utaknemmelighed. 1, Efter et Sted i Youngs Busiris. 2. Og i Rowes i hans Fair Penitent z. Efter Thomson i hans Coriolanus

Saadanne Sentencer i fremmede Sprog kan vi ikke indsee at de Hrr. Forfattere ind

27

føre af anden Aarsag i Blandingerne, end for at viise Læserne deres Kyndighed i mange fremmede Sprog, da de lige saa vel som vi indsee at disse Sentencer ere af megen liden Nytte for de som forstaae disse fremmede Sprog, og af slet ingen for de som ikke ere kyndige i samme: — Og derfore holde vi det for tienligt om de Hrr. Forfattere forandre deres første Indretning lidet heri, nemlig: i stæden for at indrykke Sentencerne i deres Original Sprog allene indførte en accurat og god Oversættelse af dem.

4. Om Mossernes Nytte.

Fortsat (see No. 1. af Blandingerne.

Vi have allerede kortelig sagt vores Tanker herom, udi No. 3, af disse Blade, og derfore ikke vil opholde os længe herved. Vi see at de Hrr. Forfattere betiener sig fremdeeles af de latinske Kunst Ord (a) som vi slutte at maae være en Familie Syge, som endnu nedstiger

(a) Proffessor v. Aphelen kalder Lichen Saxatilis Steen eller Kork Muuss o. s. v.

28

fra den berømte Humolfus Humblus som de Hrr. Forfattere ufeylbarlig kiender.

5. En Rebus eller Bogstav Gaade.

Atter en nye Art af Gaader, som vi see at være indrettet efter den engelske Maade, vi have ikke uden lidet at erindre herved, nemlig: At de Hrr. Forfattere siger Lin. 5.

„At de Hrr. som handle med Vid´ kunne see"

„Vore Blandinger have saa godt Oplag

som De"

ved de Ord De synes vi at de Hrr. Forfattere sigter til de engelske, da vi ikke kan udlokke anden Meening heraf

Det synes ellers at de Hrr. Forfattere troer at der ere nogle som skulde tvivle paa at de Forfatterne ikke havde mængde af Gaader; men vi forsikkre høyligen, at vi bestandig have troet, at de Hrr. Forfattere have haft et

29

stort Oplags Magazin af Gaader af diverse Sorter.

6. Til Forfatteren over Recensionen over Blandingerne No. 1.

Da vi see heraf at Hr. Forfatteren er en stoer Elskere af Skialdre Kunsten og i Særdeleshed af den siirlige og bekiendte Viise „God Dag Rasmus Jæn etc.„ Saa ville vi for at divertere Hr. Forfatteren Continuere med den — alleene vi tiltage os den poetiske Friehed at omsættee den lidet i Ordene og svare Forfatteren, Per Jæn, saaledes

„ Hvor vil du i din Tanke

— — — henvanke

Mens du har stoiet saa

Med Skoe og Hoser paa. "

Hr. Forfatteren betiener sig meget nydelig af personelle Andgreb, hvilke han ikke ubeqvem kunde give et Sted i hans Forteg-

30

nelse over en Deel brugelige Ord. Og ikke upassende kalde dem Stymperes Vaaben; Men vi forsikre ham høyeligen at slige siirlige Spydstager herefter som hidtil aldeeles skal være uden for vores Kaager. Da vi troe os end og stærke nok foruden saadanne at efterkomme en Recensents Pligter over saa svært et Ugeblad som Blandingerne, og det uden ald Indflydelse fra nogen Amme-Stue, hvis Snak Forfatteren synes ikke at være ubeløben i, f. E. den smaae Stiil, pag. 58. synes

saaledes af Forfatteren at være indført saa løselig maaskee og uden hans egen Overbeviisning

om Indholdens Rigtighed over alt.

Efter at Forfatteren længe haver knuret, lidt smaat tager han fat paa Hagedorns Grammatici men falder hen i mystiske Streger saaledes

——

Vi skulde vel ikke troe at Forfatteren vilde at man heraf skulde slutte at han engang tilforn haver leveret Pressen et Foster af hans Hier-

31

37 ne, og der udtrykket sig med Ord, hvor han nu alleene exprimerer sig med Streger — Og i saa Fald var han en allerkiereste sød Herre. — Hr. Forfatteren opholder sig ogsaa over at vi (ikke saa gamle endnu at vi kunde bære korte Peruqver) haver vovet at recensere hans Foster. — Men vi maae tilstaae at vi aldrig have vidst, at det var noget væsentlig for en Reeensent at bære Peruk,

I det øvrige fornøyer vi os meget at Hr. Forfatteren er saa stærk i Trykfeil, hvilke dog ingen fornuftig tilregner os. — Vi kan desuden finde adskillige Trykfeil i de ypperlige Blandinger, men vi ansee dem ikke som Forfatternes men Bogtrykkerens Forseelse, og derfore overlade disse Ting til

Vi slutte ellers at Hr. Forfatteren haver dette (nemlig at opholde sig over Trykfeyl) tilfælles med den vidtberømte Steen Dalekarl som ogsaa havde en meget stærk Indsigt i samme, over hvilke han undertiiden giorde sig ret ly-

32

stig, og vær for Resten i. sin Skrive-Maade saa kaad fom den beste Matros.

7. Et Middel imod gule pletter i Huden.

Ved dette Middel haver de Hrr. Forfattere vildet forskaffe sig Venner af det smukke Kiøn. Men vi frygte for at faa, og maaskee ingen vil betiene sig heraf. Da vi vel troe at det vil tage Pletterne af, men det vil vel ogsaa tage meere med sig (som vilde blive en slem Incomodite) thi enhver veed at Kalk Vand er bidende og Blye Extract forgiftig, som sees af Blye-Sukker, eller det som Naturkyndige kalder, Sacarum Saturni.

8. Naturlig Forstand bedre end Lærdom.

(En Anecdote.)

Den Klygt eller Vittighed som de Hrr. Forfattere holder fore at være i denne Anecdote, maae vi tilstaae at vi ikke indsee men synes tvertimod at den er meget simpel.

33

Il. Litterarisk Journal.

II. Harlequin Patriot eller den uægte Patriotisme. — En comisk Comoedie i 3 Handlinger paa Vers af Johannes Evald.

Den Roes vi ere Hr. E. skyldige for adskillige Skrifter, nøder os til at sette Fingerne paa nogle smaae sandsynlige Feyl i Stykker.

F. E. — Det de Hrr. Forfattere af Blandingerne allegere pag. 80.

„O snart! en anden! Værre — En — O

See 3die Handling 5te Optrin, som dog kan undskyldes — naar man anseer Personen som en der er i Fortvivlelse.

Det comiske synes paa adskillige Stæder at være lidet affecteret — som foraarsager at Stykket bliver paa nogle Stæder upassende.

I Henseende til Øyemedet, da kan vi ikke see andet end at Hr. E. vil at den skal være en Satire saa vel paa alt for stoere Patrioter, som ere galne af Patriotisme, omendskiønt de ikke

34

veed hvad egentlig det Ord Patriot betyder (F. E. en Junior Philopatrecas) som paa veltalne Folk, da man finder et ypperligt Mynster paa begge slags i Harlequin. Hr. E.

ellers i 1ste Handlings 3die Optrin meget vel adskillige Skribentere som en sulten Mave aller andre slette Aarsager have drevet til at levere Pressen deres usle Foster.

De mange Pauser eller Streger, som vi ikke haver tællet, giør Comoedien paa adskillige Stæder lidet uforstaaelig. (a).

(a) Vi troe at en kort Underretning om Hr. Evalds Fortienester ikke kunde mishage vores Læsere og derfore fremsette den her.

Han er en Søn af Enevaldus Evald . som var Professor Publicus i Theologien, han leverede Anno 1759 en Pyrologia Sacra til Trykken og Anno 1764. Svar paa Spørsmaalet hvorfore en guddomelig Forløser var fornøden 1764. Lykkens Tempel en Drøm, (om er anført udi det 3die Stykke af Forsøg til skiønne og nyttige Videnskaber) Anno 1769. Adam og Eva,

35

12. Eremitens Tanker ved Hoffets Andkomst til Hovedstaden.

Dette Skrift er af den Sort, som er best at andvende til privat Brug (f. E. Krøller.)

Titelen tilkiendegiver os, at Materien ikke er af megen Værdie, og nødes vi til at istemme de Hrr. Forfatteres af Blandingernes Ønske: nemlig: ,,at det var skade at Forfatterens Tanker ikke var bleven i Eenlighed, som Publicum gierne kunde taale.,,

eller den ulykkelige Prøve Anno 1770. Rolf Krag, et Sørge-Spil i 5 Handlinger, Anno 1771. Adskilligt af Johannes Evald stoer 4 Ark stoer Octavo 1771 De brutale Klappere, og i Aar den comiske Comoedie Harlequin Patriot, foruden en Deel Passions Oratoria.

Foruden haver Hr. Evald ogsaa udgivet endeel andre smaa Stykker uden at sætte sit Navn der under, hvoriblant Philets Forslag om Peber-svenne.

36

39 III. Dramaturgie.

(Fortsættelse af Recensionen af Kierlighed uden Strømper.)

Vi ønske at de Hrr. Forfattere vilde snart ophøre med deres Recension over det ypperlige comiske Stykke — Men vi ere faldne paa de Tanker, af naar Recensionen af Kiærlighed uden Strømper er endt, de Hrr. Forfatteren da skulde savne Stof til deres Dragmatiqve, og af den Aarsag søger med mange Omsvøb at fortsætte den i Haab, at inden den Tiid noget Nyt det dramatiske Fag vedkommende skulde udkomme, hvorved de Hrr. Forfattere kunde viise deres Vittighed.

For at betage Forfatterne af Blandingerne deres Umage at opholde sig over nogle Trykfeyl som have indsneget sig No. 2. og 3. af

37

disse Blade, saa ville de behage at observere følgende:

I No. 2.

Tag, —- Lin. — les 9 — io 0* 17Oétbj, MO 11 Oftbr,

10 *— Ii.bædre — bedre

— — 16 ve — vel

— — i8 Strophe — Stropher

19 — i b kiændt — bekiendt

— — 6 giærne — gierne

15 — 4 ophævede — ophævet

14 — 10 odlucrirc - odorlucriere

16 — 4 Lærere — Læsere

3 NO. 3-

20 ~ 4 opsætte — udsætte

24 -— 8 forbudt — forbudet

Da de Hrr. Forfattere af Blandingerne have lovet i et Avertissement udi Adresse Aviserne No. 184 at Blandingerne ogsaa skulde indeholde, moralske, mathematiske og juridiske

38

25

Materier, saa haabe vi ogsaa med det første at see nogle af disse Videnskaber indført i Blandingerne Da vi ingenlunde troe at deres Løfters Opfyldelsee skulde falde dem besværligt.

Om Trykfrieheden.

(Efter Baron Bielefeldt.)

Baade den offentlige og private Sikkerhed udfordre at Onde Skrifter maae forbydes Pressen (f. E. Skrifter med gode Sæder, Sikkerhed, Regiering o. s v.) Derfor bør Politien have Opsigt saa vel med Bogtrykkerne, som med Boghandlerne, at de ikke trykke eller udsælge saadanne onde Skrifter, som med rette fortiener at brændes, og Forfatteren saa vel som Udsælgeren at sættes i Hals-Jern.

39

Trykfrieheden bør ikke være for meget indskrænket i en Stat, ey heller for meget tilladt I Holland og Engeland giør de Misbrug af den — I Frankerige ere de meget strænge i henseende til Trykkefrieheden. — I Spanien ere de naragtige, da de formedels Inqvisition dempe ald Forstand og Tænke-Kraften selv.

Men i henseende til Frankerige, da maae man tilstaae, at Øvrigheden formedels de franskes Spidsfindigheder, ere nødte til at have et vaagen Øye med de Skrifter som trykkes.

Da Author til et vist slet Skrift blev aabenbaret, og ført for Øvrigheden spurgte Politie-Mesteren den berømte d´Argerson ham ad. Af hvad Aarsag han havde skrevet dette slette Skrift "Min Herre!" svarede Skribenten, „skal jeg ikke ogsaa leve?" Men Hr. Argenson Svar blev retteligen: "Jeg

40

seer deri aldeeles ingen Nødvendighed Thi saadanne Herrer ere uværdige til at bære det Navn Skribent og ere lige som Utøy blant det Menneskelige Kiøn.

Ligeledes agte vi herefter naar Rummet tillader det at anføre flere saadanne Materier.

Indsendt.

Pro Note.

Man ønsker, at hvad smaae Artigheder, Knur eller andre Kryderier, der maatte vexles fra en Forfatter til hans Recensent, eller og, imodsat Tilfælde, Satsen omvendt, (endskiønt man har Aarsag fornemmeligen at fæste Øye pau første Fald) maatte dog indrettes paa deres egen og ey paa uvedkommende tredie Mands Regning.

Pressens Misbrug blir des lettere undværlig; Og lad være end et Hovedblad skulle derved tabe noget enten i den indvortes Fortieneste eller i Aftræk, saa berettige man dog, ved Ærbarhedens Love til Forvisning om Ønskets Opfyldelse.

Disse Blade udgaaer i samme Orden som hidtil.

1

Andres Tanker.

No. I.

Fredagen den 23 October 1772.

— Hic murus aheneus esto,

Nil conscire fibi, nulla pallescere culpa.

Horaz.

Naar vi undersøge alle de Begreb, som ere os indprentede, for dermed at kunde hielpe os ud af dette Livs forvirrede og mørke Vilderede, saa vilde vi ikke forefinde noget, der saa tydelig yttrer sig hos alle Mennesker, som Begreber om Dyden. Man kan vel ikke negte, at den største Deel af de Dødelige giør sig mange falske Forestillinger derom; dette kommer af de forskiellige Lidenskaber, som forblinde dem. Men Dydens sande Karakteer bliver dog altid med evige Bogstaver indskreven i deres Hierter. Randsag dig selv, siger Cicero, saa vil du finde det sande Begreeb om en retskaffen Mand. Menneskene kunde ikke komme bedre dertil, end ved at prøve deres egen Samvittighed; denne er den beste Prøvesteen for Sandhed; den betager vore Handlinger den falske Glands, som saa ofte bedrager os, baade naar vi dømme om os selv og om andre; og den ligner et klart Speil, som forestiller Billedet saaledes, som det

2

staaer for det, uden enten at giøre det smukkere, eller besligere. Alle Mennesker komme deri overeens, at de føle en Ærefrygt for Dyden, og en Afskye for Lasterne, deres Tænkemaade maa i øvrigt være nok saa forskiellig. Alle ønske at blive holdte for Dydige. Det største Skarn studser, naar han hører fortælle Exempler paa en ophøiet Dyd; og hans Samvittighed overbeviifer ham om hans forte og fordærvede Hierte, saa megen Umage han endog giver sig for at døve den. En redelig og Dydig Mand skal endog giøre sig agtværdig for sine Fiender, deres Bagtalelser skulde altid svækkes, jo større Fortrin de blive vaer hos ham.

Den sande Dyd maa grunde sig paa Gudsfrygt; just derfor findes hos de fleste Mennesker ikkun Skindyder, hvis Forskiel fra de ægte er meget stor og mærkelig. Den menneskelige eller falske Dyd virker en Begierlighed efter at synes dydig for Verden; den sande, af Kierlighed til Gud flydende Dyd, søger at skiule sig, og dens Besiddere lade sig nøie med to Hovedvidner — Gud og deres Samvittighed. De fleste Menneskers Dyd forlader sig paa sine egne Kræfter; den vil byde Trods til alle Hindringer. Den sande Dyd har altid Mistroe til sin egen Styrke, og skyer meget meer alt det, som kan give Anledning til Lidenskaber, af hvis voldsomme Heftighed den endelig maatte overvindes. Den falske Dyd, eller Skindyden, er stolt og vil aldrig taale

3

sin Liige; den sande derimod er ydmyg, taalmodig, føielig, og lader aldrig see nogen Misfornøielse,

naar andre overgaae den. Kort, undersøge vi de indbildte Kloges Dyd, saa ville vi sinde, at den er ikke andet, end en uægte Efterligning af den virkelige. Hiin store Menneskekiender. Rochefaucault har giort den sandfærdige Anmærkning, at de fleste Skindyder ikke ere andet end skiulte Laster, og at Handlinger, som synes høimodige og ædle, ofte have egennyttige

Hensigter, eller andre urette Bevægaarsager til Grund. Menneskene lade sig forblinde af den dem medfødte Egenkierlighed, som den stærkeste

Drivefieder til deres Foretagender, saa at de forlade den sande Dyd, og ansee den for noget gammeldags, saa snart en vis Glands, hvorved

den ret kan viise sig for de Forfængeliges Øine, ikke omgiver den. De fleste forlade da Dydens

Vei, fordi de hellere ville forestille sig Verden

prægtig, og mætte deres Egennytte eller Stolthed,

end bestilte sig paa den stille Dyd, som allene har Gud til Øiemeed.

Intet er vanskeligere, end at forene Stolthed med Dyden; og da der gives saa faa Mennesker,

som ere i Stand til ar være saa dydige, som Dydens strenge Love udkræve, saa maa vi aldrig ansee nogen for ganske lastefuld, eftersom

dette vilde tiene til et Beviis paa den største

Tillid til vor egen Indsigt. Vi skulle ikke lettelig

finde alle Dyder eller alle Laster hos een Per-

4

som; og den er den roesværdigste, som man mærker mindst af de sidste hos.

Samvittighedens alvorlige og upartiske Undersøgelse maa bestemme Forskiellen imellem den falske og sande Dyd; denne maa være Voldgiftsmand imellem den fordærvede Tilbøjelighed til stolt Egenkierlighed, og den reene Drift til Dyden. Den Overbeviisning, at have handlet ret, uden at have seet paa udvortes Skingrunde, vil virke den sødeste Trøst i os, og den største Roe og Sikkerhed mod alle onde Menneskers Anfald.

De Dydige have i den inderlige Fornøielse, de føle over deres Samvittigheds Rolighed, en almindelig Bevæggrumd til at handle dydig, uden at lade sig drive dertil af andre Aarsager. I Gudslærens Sprog heder dette: At efterligne Dyden af Kierlighed til Gud, og ikke af Frygt for den Straf, som venter paa Lasterne. Fornuftens Lys lærer os allerede at kiende vor Naturs Værd og Fortreffelighed; den siger os, at vi ere bedre end alle andre Skabninger omkring os, og at disse Fortrin, disse Fuldkommenheder bestaae i at udøve den uforfalskede Dyd, hvis store Formaal, som ikke er ringere, end vort evige Vel, vi uafladelig bør søge at opnaae. Den lærer os, at gode Handlinger allene ere overeensstemmende med vor evige Aand, og at det ikke allene er en Dyd, at handle ret, saa meget mueligt, men endog en Pligt, hvis Nødvendighed ethvert Menneske, hvor lastefuldt det end er, maa indsee. Vi ville fore-

5

stille os en forslagen Egennyttig, som underkiøber utroe Folk, en Tyran, en Cromvell. Hvor kunde han have opnaaet sine Hensigter, dersom de, han uomgiengelig maatte betiene sig af, havde været utroe og forsømmelige i de dem overdragne Forretninger? Maatte han altsaa ikke selv give sig af med at være en Sædelærer, der, som Voltaire paa den ene Side lærer Dyden, og paa den anden forstiller den, og giør den ganske ukiendelig?

At endog Lastefulde maa anprise Dyden, beviser blant andet et Exempel, som endnu skulde været ubekiendt i Engeland selv, dersom en viis Harris ikke havde bekiendtgiort det i Cromvells Levnets-Beskrivelse, hvoraf man noksom seer, at han aldeles ikke har været nogen Enthusiast, men en forstilt Bedrager, som betiente sig af dette enthusiastiske Væsen i Dyd og Gudsfrygt til et Skiul for sine rygesløse Hensigter. Waller, en af hans Slegt, mærkede, at der ofte, naar han var i den beste Samtale med ham, kom en Betient, og sagde ham, at een eller anden Person vilde tale med ham. Cromvell pleiede da at springe i en Hast op af Stolen, at opholde dem nogen Tid uden for Kammerdøren, og at tale noget sagte med dem, og Waller kunde da ofte tydelig høre, at de sagde: "Herren hielper nok; Herren skal nok aabenbare det.„ Saasnart Cromvell kom igien til Waller, sagde han til ham: "Fetter Waller, jeg maa tale med disse Folk efter deres Tænkemaade;" og derpaa

6

fortsatte han igien sin Samtale. Kunde man vel værre misbruge Dyden, end denne Mand giorde? En

Fortælling

et Fruentimmer.

Herman og Æmilie havde ved lang Omgang havt Leilighed at kiende hverandre. Dyden giorde deres Foreening saa uryggelig, at de efter et Aars Forløb forbandt sig endnu nøiere ved at lade sig vie sammen. Hermans Hensigt var at faae en dydig og flittig Ægtefælle, som kunde lette de Besværligheder, hans Handel førte med sig. Æmilie havde vel ingen særdeles Yndigheder, som kunde bemestre sig hans Hierte, men Siælens Skiønhed giorde hende elskværdig i en langt høiere Grad. Richard, saa hedde dette Fruentimmers Fader, var en Mand, der bedømmede et Menneskes Lykke efter Størrelsen af hans Formue. Han levede indsluttet i sit Huus som en Biørn i sin Huule, og med en frygtsom Omhyggelighed tog vare paa sine samlede Skatter. Intet uden Handelen laae ham paa Hiertet, og den drev han efter saa strenge Regler, at han i en kort Tid blev en Afskye for Folk. Herman havde endelig efter megen Umage erhvervet sig sin

7

Svigerfaders Bevaagenhed. Hans blomstrende Handel bragte den gamle Gnier til at troe, at hans Æmilie kunde blive lykkelig ved ham. Æmilie blev overladt til Herman, og begge følte Lykken af en foreenet Dyd. Manden passede med en munter Hurtighed paa sine Handels-Forretninger. Den Tid, som hans Naboer henbragte med Gæstebude, Spil og anden Vellyst, opofrede han til at omarme sin Æmilie. Hans skiønne Hielperinde kom ham til Hielp i hans kloge Levemaade. Hun lod Pragt og Overdaadighed være langt fra sig. Hendes Klædedragt var reenlig, men ikke kostbar. Den Mad, hun tillavede, var velsmagende, men ikke kunstlet, deres hele Levemaade var maadelig og sig selv liig. Fire Aar tilbragte dette elskværdige Par med at nyde saa sød en Lyksalighed. Ikke een Dag kunde de erindre sig, uden at føle dens Sødheder. Og den hele Rad af Dage var en stedsevarende Lykke. — Men den brave Hermans Lyksalighed maatte

endelig taale en bedrøvet Forandring. Søerøverne borttoge ham tre rigt ladne Skibe. Det var ude med Herman og han maatte overlade sig til sine Creditorer. Ingen kunde beskylde ham for ved Ødselhed selv at have tildraget sig denne

Ulykke. Han havde ikke giort sig nogen til Fiende i sine lykkelige Omstændigheder. Alle Folk elskede ham og lode hans Dyd vederfares Ret. Han gav og ikke heller sin Redelighed og sin

Dyd Afskeed i hans Ulykke. Han kaldte sine

Creditorer til sig, aabnede sine Bøger for dem

sin rette Handels Tilstand. De ynkedes over

8

ham og vare beredvillige til at indgaae et Forliig med ham. Og midt i hans Ulykke havde han været lykkelig, dersom hans Svigerfader havde været mindre umenneskelig. Denne haarde Mand havde ikke en liden Sum at fordre for sin Svigersøn. Saasnart altsaa Herman havde truffet

Forliig med sine Creditorer, tænkte han allene paa et Middel, hvorved han kunde tilfredsstille den karrige Richard. At gaae selv til ham fandt han ikke raadeligt; thi Gierrighed havde ogsaa frembragt Grusomhed i den haarde Richhards Siæl. Den arme Herman besluttede derfor at skrive sin Creditor saaledes til:

"Jeg er lykkelig, min beste Fader! og vil ikke føle til den Vanheld, der trykker mig som den tungeste Byrde, dersom dette Brev, der er forseglet med mine Taarer, ikke er uden Frugt, dersom mine Bønner ikke blive ubønhørte. Dyrebareste Ven, bør Naturens, hør Blodets Raab! Deres Godhed maa tilintetgiøre mine Fienders Bagtalelse, der tør paastaae, at De har forskudt mig og min Æmilie. — — Dog nei, De kan ikke forskyde os: De kan umuelig giøre det, De ere alt for Veltænkende dertil.

Men har et fiendsk Hierte unddraget os en Deel af Deres Bevaagenhed, saa straf De mig med Deres Vrede. Saa bitter den endog er for mig, saa vil jeg dog gierne taale den. Forbarm De sig allene over min Æmilie, hav i det mindste Medynk med det. Barn der i fire Maa-

9

neder har lagt under hendes Hierte. Dette spæde Noer kunde ellers tage Deel i sin Moders Elendighed, og for evig blive begravet under hendes Bryst. Men, beste Fader, vil de endelig

slaae Haanden af mig, saa tillad mig dog at jeg klager min Nød for Dem.

Jeg er ulykkelig. Jeg og min Æmelie, det er reent ude med os. Muurene selv, som omgive os, aflegge et taus Vidnesbyrd herom. O! saae De dog dyre Fader den Elendighed, som beleirer vort Huus. Forfulgt af Kulde, udtæret af Hunger, udmattet af Mangel lever jeg, og — — ach! at jeg skal sige det min Æmilie. Ingen Ven opmuntrer os med Trøst. Ingen Christen nærmer sig os, for ved milde Velgierninger at lette vores Armod. Elendig er jeg selv. Elendig i min Æmilie! og elendigt er alt det som er omkring mig. Ofte iiler min lille stammende Clementine til mig, og kan neppe drage Aanden. Da vender jeg mit Ansigt til Himmelen og sukker: o! Gud, mæt dog de Umyndige. Mange rædsomme Nætter tilbringer jeg med Graad i min Æmilies Selskab. Vor Siel savner all

Trøst, den eene undtagen som Religionen giver os. Og i Sandhed vi maatte synke, ja vi maatte døe under disse Byrder, dersom vor uskyldige Samvittighed ikke satte Mod i os.

Ja, beste Fader, jeg takker Himlen, at hverken Ødselhed, hverken sorte Laster eller fæiske Lyster ere Aarsager til vor Ulykke. Det er et

10

Tilfælde, som ald menneskelig Magt ikke var i Stand til at hindre. En Storm kan knuse Deres Skibe. En Røvere kan skille Dem ved Deres Formue. Og saa er De jo saa mange Mennesker liig, som har havt samme Skiæbne. Forbarm De sig derfor over ulykkelige! Min Lykke, min Rolighed, min Æmilie og Hendes Børns Velfærd er i Deres Hænder. Forlader De os, holder De op at være ædelmodig, saa er Døden vor eeneste Tilflugt. Den skal aftørre fire lidendes Taarer, og giøre Ende paa deres ubeskrivelige Græmmelse. — Men ney min Fader! Deres Hierte er for menneskeligt til at de med Ligegyldighed kan see paa vores Undergang i vore beste Aar. De vil trøste os, og ved at giøre vel imod os, vil De lette vores Qvaal. En overflødig Velsignelse vil da krone Deres sølvgraae Haar. De kan da prunke med det stolte Navn af en Befriere, og have den Fornøyelse, at jeg og min Æmilie maa takke dem for vor Lykke.

Den Barbar, mine Følelser befale mig at kalde ham med dette Navn, den tyranske Fader læste dette Brev. — Men ikke en Taare trillede need af hans Øyne. Ingen Tiger kan med mindre Rørelse betragte et sønderslidt Lam, end denne Løve, i et Menneskes Skikkelse, ansaae dette Ægtepars Jammer. Skal jeg kalde det Koldsindighed eller en rasende Vrede, der havde bemægtiget sig hans Hierte? Begge disse Uhyrer havde faaet lige stor Magt over hans Siel. Han fattede den diævelske Beslutning at lade den arme

11

Herman sætte i Fængsel, og ved hans Undergang at forstyrre haus Familie. Faa Timer efter at han havde faaet dette Brev blev denne ulykkelige Egtemand overleveret Arrestforvareren. —

Saasnart Æmilie fik denne hendes Mands haarde Skiæbne at vide, iilede hun til sin grusomme Fader. Hun omfavnede den grumme Richards Knæ. — I Støvet ligger her din Daatter, sagde den fromme Æmilie. Da jeg har dig og Himlen at takke for at jeg er til, saa hør mig min Fader. Du veed med hvor øm en Kiærlighed min Herman elsker mig. Jeg er vis paa, dersom jeg bar de Lænker, hvori han nu er indsluttet, vilde han skynde sig for at tage dem af mig og taalmodig gaae i mit Sted. Taknemmelighed, Kierlighed, og Troskab fordre af mig, at efterligne hans Exempel. Jeg, jeg vil være Borgen for hans Gield. Hans Lænker skal saare mine Fødder: hans søvnløse Nætter skal qvæle mig: hans Hunger, hans Tørst skal være min Deel. Hans snart forestaaende Død skal forfølge mig. Din Æmilie, som er af dit eget Blod, skal allene være Maalet for din skrekkelige Vrede. Berøv mig ikke, min Fader, denne søde, denne styrkende Trøst. Han er svag, megen Sorg og Græmmelse kunde let giøre Ende paa hans Liv. Und dog det umyndige Barn

endnu i nogen Tid med sin stammende Mund at nævne det fede Fader-Navn. Jeg maa frelse min Mand. Maaskee han havde ikke været saa ulykkelig, dersom han ikke havde giort mig saa lykke-

12

lig. Jeg venter paa dit Vink. Med et muntert Ansigt vil jeg skynde mig hen til ham og smilende tiltale ham: Deyligste, elskværdigste, fromme Mand, kast disse Lænker af dig; din Æmilie vil bære dem som en Pyndt. Gaae hen og lad dig see af den grædende Clementine. Jeg vil blive her og døe for dig. — —

For Smerter kunde den troe Æmilie ikke tale mere! Faderen studsede. Hans Hierte slog i ham og blev menneskeligt. Hans ædelmodige Datters Taarer, hendes ydmyge Stilling, den i hendes Ansigt malede Smerte, overvandt hans grusomme Hierte. Kom, sagde han, lad mig omfavne dig, min dydige Æmilie. Du har overvundet

mig. Din Mand skal settes paa fri Fod, og du være lykkelig med ham. Herman følte sin Faders Godhed. — Han blev løsladt, og blev rørt, da han fik at viide, hvem han havde at takke for sin Frihed.

En ung Dervis havde tilbragt, en lang Tid i et Kloster, uden at kunde undertvinge sin herskende Lidenskab, som bestod i en hastig Vrede. Han beklagede sin Nød for den, som havde øverste Opsigt over Munkene, med Begiering, at det maatte blive ham tilladt, grundigere at lære denne tunge Konst i Omgang med de strenge Eremiter, som vare berømte for deres Selvfornegtelse. Hans

13

Foresatte giorde ham vel mange Indvendinger, og blant andet ogsaa forestillede ham, at endog disse hellige Folk vare underkastede sandselige Fristelser; men hans Prædiken fandt ingen Gehør, og han saae sig endelig nødt til, at give sit Samtykke til den unge Dervises Begiæring. Denne begav sig uden Ophold paa Reysen, og tog sin Vey til en langt bortliggende Ørk, som tiente nogle Eremiter til Opholds-Sted. Han kom lykkelig til det Sted, han attraaede, og nærmede sig til den første Hytte, som han fik Øye paa: han bankede sagte paa Døren, og da ingen vilde lukke op for ham, fordoblede han sine Slag. En forskrækkelig Stemme brølede imod ham, Døren blev aabnet, og en Mand lod sig see, som med Myndighed satte ham i Rette, fordi han havde forstyrret hans Middags-Roe. Den arme Dervis stod gandske forbauset over at hans første Forsøg var faldet saa slet ud, og aabenbarede, at hans Hensigt var, at opsøge en Mand, som var Herre over sin Vrede, til et Mynster for sig paa Taalmodighed; men sagde tillige, at han i ham ikke havde truffet den rette Person, og derfor havde Aarsag at fortsette sin Reyse videre. Han gik og virkelig bort, og kom snart til en anden Hytte. Efterat han havde tilkiendegivet sin Nærværelse ved at raabe og banke, kom en ærværdig gammel Mand frem, som med Venlighed førte ham ind, da han havde sagt ham hans Forehavende. Just da de begge traadde ind ad Døren, saae Eremiten, at en Potte Melk, som han havde sat over Ilden, var imidlertid kommen i Kaag,

14

og at mere end det halve deraf var løbet over. Dette Tab var ham saa smerteligt, at han gruelig forbandede den Fremmedes Ankomst, som Aarsagen til den Skade, han havde lidt. Vores Dervis tog altsaa med Bedrøvelse anden Gang Afskeed. Skiebnen førte ham derpaa til den tredie Eremit, som just var i Begreb med at indsamle nogle Urter uden for Døren af hans Hytte. Han gik med Bekymring hen til ham, tilkiendegav ham sin Begiering, og fandt strax en Lærere, som tilbed sig baade med Ord og i Gierningen selv at bibringe ham den Videnskab, at kunde undertvinge sin Vrede. Medens disse herlige Løfter bleve giorte, stak en Flue Eremiten paa Næsen, som han slog efter med Haanden, og da den dermed ikke vilde lade sig jage bort, slog han saa alvorlig efter den med hans store Perlekrands, at Snoren sprang i tu og de tunge Trækugler suusede i Luften, nogle fløy og i Hovedet paa den stakkels Dervis, og efterlode sig et ømt Mindesmærke. Da hans Haab om at finde et Mennestke uden Vrede havde slaget ham feyl, gik han stiltiende bort, uvis om hvad han skulde foretage sig. Men for selv at dempe sin Vrede, vilde han endnu lade det komme an paa et eeneste Forsøg. I dybe Tanker førte hans Fødder ham til en Huule i en Klippe, hvilken han, uden at agte det, vilde gaaet forbi, da en Stemme opvakte ham af hans Henrykkelse, og bad ham komme nærmere. Han blev en smuk gammel Mand vaer midt i Hulen, som spurgte ham, hvad der var Aarsag til at han indfandt sig der, og bad ham, da han havde svaret,

15

at komme nærmere. Dervisen oplivet af et nyt Haab, faldt need for denne elskværdige Mands Fødder, omfavnede hans Knæe, men det saa uforsigtig, at den svage gamle faldt til Jorden. I det han vilde hielpe Eremiten op igien, stødte han imod en Hylle, og slog hans eeneste Drikke-Skaal need, som gik i Stykker. Ved alt dette lod den Gamle ikke høre et utaalmodigt Ord, ja han forbød endog Dervisen at fremføre et eeneste Ord til sin Undskyldning. Nu satte de sig need, og den gamle begyndte et alvorligt moralsk Fordrag, der varede temmelig længe. Det unge og af Reysen udmattede Menneske begyndte at slumre og nikke med Hovedet. For denne Uagtsomhed stødte den Gamle Dervisen saa heftig for Brystet, at han faldt om paa Siden, og med det samme lærte, at endog den allermindste Ting kan giøre et Menneske utaalmodigt, i hvor dydigt det end er.

Satyriske

Forklaringer:

At bede Fadder er en Handling, hvorved i paa det høfligste nøder en til at give Penge imod sin Villie

16

At reyse paa Landet hedder i store Stæder at tage bort en Tidlang, paa det Creditorerne ikke skulde vide, hvor man er at finde.

Bibliothek er en talrig Samling af den menneskelige Forstands Svagheder, hvis Eyermand forstaaer det mindste deraf.

Casse: er en med mange Laase vel forsynet Jernkiste, som man meget omhyggelig tillukker, at andre Folk ikke skal kunne blive vaer, at den er tom.

Klog kaldes den, som er snedig nok til at oprette sin egen Feyl ved andre Menneskers Skade.

Til Læseren!

Af dette sees nogenledes Indretningen af disse Blade. Selskabet, som udgiver dem, vil giøre sig all optænkelig Umage for at nytte og behage ved Oversettelser af gode Stykker hos Engelske, Franske, Tydske og andre Forfattere, saavel moralske, som politiske, historiske, muntre, ja endog theatralske. Selskabet modtager med Erkiendtlighed indsendte Afhandlinger, saavel Originaler, som Oversættelser. Det forbeholder sig allene at dømme, om de kunde være beqvemmere for dette Blad, eller ey. Og kunde saadanne Stykker tilsendes Hr. Boghandler Buch paa Nørregade med Udskrift: Til Selskabet; som udgiver Andres Tanker. Bemeldte Hr. Buch modtager Prænumeration med 2 Mk. 8 Sk. for hvert Fierding Aar, da de Herrer Prænumerantere sikkert skal blive tilbragt 1 Ark ugentlig. Sammesteds kan disse Blade og faaes Stykkeviis á 4 Sk.

Kiøbenhavn 1772, trykt hos M. Hallager

17

Andres Tanker. No. 2.

Fredagen den 30 October 1772.

Le coeur est citoyen de tous lès pays.

Montesquieu

Apheridons Hændelser

Af

Ham selv.

Jeg er født blandt Guebrene, og opdragen i en Religion, som maaskee er den allerældste i Verden. Jeg var saa ulykkelig, at lære at kiende Kiærlighed, førend jeg fik Forstand. Da jeg var ikke engang sex Aar gammel, kunde jeg ikke leve uden hos min Søster Astarte; mine Øyne vare stedse hæftede paa hende, og naar hun forlod mig undertiden et Øyeblik, fandt hun dem altid fulde af Taarer, naar hun kom tilbage. Hver Dag tiltog min Alder, og endnu meer min Kierlighed. Min Fader beundrede denne hæftige Tilbøyelighed, og havde gierne ønsket os sammen efter den gamle Brug iblandt Guebrerne, som Cambyses havde indført; men Frygt for

18

Mahomedanerne, under hvis Aag vi leve, giør, at vore Folk tør ikke engang tænke paa disse hellige Forretninger, som vor Religion meget meere befaler, end tillader.

Da min Fader derfor saae, at det vilde være farligt at følge min egen og hans Tilbøyelighed, besluttede han at udslukke den Lue, som han troede, nu først at være antændt, endskiøndt den allerede havde taget Overhaand. Han foregav en Reyse, tog mig med sig, og overgav min Søster til en af vore Paarørende; thi min Moder var allerede død for to Aar siden. Jeg behøver ikke at afmale min Fortvivlelse over denne Skilsmisse: jeg omfavnede min Søster, hun flød hen i Taarer; men jeg fældede ikke een, Sorgen havde næsten giort mig følesløs. — Vi kom til Tefflis, der betroede min Fader min Opdragelse til een af hans Paarørende, forlod mig, og vendte tilbage.

Nogen Tiid derefter fik jeg at vide, at han ved een af sine Venner havde faaet milt Søster ind i Seraillet, hvor hun opvartede een af Sultaninderne. Havde man forkyndet mig hendes Død, var jeg ikke blevet meer forskræffet; thi foruden, at jeg ikke kunde haabe, at faae hende meer at see, havde hun antaget den Mahomedanske Religion, da hun gik ind i Seraillet; og efter den Religions Fordomme kunde hun nu ikke see mig uden Skræk. Imidlertiid kunde jeg ikke leve længere i Tefflis; klæd af mig selv og Livet, drog jeg tilbage til Ispahan. Jeg tiltalte min Fader haardt; jeg lastede ham, fordi han

19

havde sat sin Daatter paa et Sted, hvor hun ikke kunde komme ind, uden at forandre sin Religion. De har, sagde jeg, paadraget Dem og Deres Familie Guds og Solens Vrede. De har giort

meer, end om De havde besmittet Elementerne; De har besmittet Deres Daatters Siæl, som er ikke mindre reen. Jeg skal døe af Kiærlighed og Sorg derover: maatte kun min Død blive den eeneste Straf, Gud vil lade Dem føle. Derpaa forlod jeg ham. I to Aar henbragte jeg mit Liv med at gaae omkring Muurene om Seraillet,

og betragte det Sted, hvor min Søster var; og udsatte mig derved tusinde Gange om Dagen for at blive qvalt af Gildingerne, som rundere deromkring.

Endelig døde min Fader; og da Sultaninden, som min Søster tiente, saae, at hun hver

Dag tog til i Smukhed, blev hun skindsyg derover,

og giftede hende med en Gilding, som elskede hende meget heftig. Ved dette Middel slap min Søster ud af Seraillet, og kom til at boe med

sin Gilding i Ispahan.

Tre Maaneder forløb, inden jeg kunde faae hende i Tale. Den mistænkelige Gilding sendte mig altid bort under adskillige Forevendinger. Omsider kom jeg ind i hans Seraille, og fik Tilladelse at tale med hende: En Loss havde ikke kundet opdage hende, saa indpakket var hun i Klæder, saa bedækket med Sløer, jeg kunde ikke kiende hende uden paa Røsten. Hvad følte jeg ikke, da jeg saae mig paa eengang saa nær ved og saa

20

langt fra hende? Jeg tvang mig det bedste jeg kunde, endskiøndt jeg var færdig at segne død ned paa Stedet. Saa vidt jeg kunde see, fældede min Søster nogle Taarer. Hendes Mand vilde giøre mig nogle slette Undskyldninger, men jeg begegnede ham som den nedrigste Slave. Han blev meget forvirret, da han hørte, at jeg talte et Sprog, som han ikke forstod, med min Søster: det var vort hellige Sprog, det gamle Persiske. Hvordan, min Søster? sagde jeg til hende: er det sandt, Du har forladt Dine Forfædres Religion? Jeg veed. Du maatte bekiende Dig til den Mahomedanske, da Du gik ind i Seraillet; men, siig mig, kunde Dit Hierte samtykke med Din Mund i at forlade en Religion, som tillader mig at elske Dig? og for hvem forlader Du da denne Religion, som bør være os saa kiær? For en Elendig, som endnu har Mærker af de Lænker, han har baaret? For en, som, om han er et Menneske, er det

nedrigste af alle. Min Broder, sagde hun, det Menneske, Du taler om, er min Mand; jeg bør ære ham, hvor uværdig han end forekommer Dig; og jeg var det nedrigste af alle Fruentimmer, dersom — Ach! min Søster, faldt jeg hende ind i Talen, Du er en Guebrer: hverken er han, ikke heller kan han være Din Mand: dersom Du er troe som Dine Fædre, bør Du ikke ansee ham

uden som et Uhyre. Ach! sagde hun, hvor viiser denne Religion sig langt borte for mig! Neppe

vidste jeg dens Lærdomme, førend jeg maatte glemme dem igien. Du hører, at det Sprog, jeg nu taler, er mig meget fremmet, og at jeg har

21

den største Umage, for at udtrykke mig; men vær forsikkret om, at Erindringen om vor Barndom henrykker mig stedse; at jeg har ikke havt nogen sand Glæde siden den Tiid; at der er ikke gaaet nogen Dag forbi, uden at jeg har tænkt paa Dig; at Du har havt meere Deel i mit Giftermaal, end Du tænker; og at jeg aldrig havde bestemt mig dertil, dersom jeg ikke havde haabet derved at faae Dig at see igien. — Men denne Dag, som har kostet mig saa meget, vil snart koste mig meer! Jeg seer, Du er uden for Dig selv: min Mand skiælver af Mistanke og Vrede; jeg faaer Dig aldrig meer at see: maaskee taler jeg nu med Dig for sidste Gang i mit Liv; dersom saa er, da vil det ikke blive langt. Ved disse Ord blev hun saa bevæged, at hun kunde ikke fortsætte Samtalen, og forlod mig i den elendigste Tilstand af Verden.

Tre eller fire Dage derefter forlangede jeg igien at see min Søster: den grumme Gilding havde gierne nægtet mig det; men Deels har dette Slags Mænd ikke den Myndighed over deres Koner, som andre; Deels elskede han min Søster saa Heftig, at han kunde ikke afslaae hende noget. Jeg fik hende at see paa samme Sted igien, ligesaa indhyllet som sidst, og i Overværelse af to Slavinder; hvorfor jeg tog min Tilflugt til vort hellige Sprog. Min Søster, sagde jeg til hende, hvoraf kommer det, at jeg kan ikke see Dig, uden at sinde mig i den græsseligste Tilstand? Disse Muure, som indslutte Dig, disse Tralværker, disse Slaader, disse elendige Vogtere, som passe paa Dig, giøre

22

mig rasende, hvorfor har Du tabt den søde Friehed, Dine Fædre saa længe have besiddet? Din Moder, Din dydige Moder, gav hendes Mand ingen anden Borgen for hendes Dyd, end hendes Dyd selv; de levede begge lykkelige i en indbyrdes Fortroelighed; og deres oprigtige Omgang var dem en langt dyrebarere Riigdom, end den falske Herlighed, Du synes at nyde i dette prægtige, udpyntede Huus. Da Du tabte Din Religion, tabte Du tillige Din Friehed, Din Lykke, og den kostbare Liighed, som er en Ære for Dit Kiøn; men det, som enden er det værste, er, at du er ikke hans Kone; thi det kan du ikke være, ney du er Slavinde hos en Slave, som man har fornedret langt under Menneskeligheden. Ach! min Broder, svarede hun, ær dog min Mand, hav Ærbødighed for den Religion, jeg har antaget; efter den er det en Forbrydelse at tale med Dig. Hvordan min Søster! raabte jeg gandske uden for mig selv, du troer altsaa, at den Religion er sand? — Ach! hvor vilde det ikke være fordeelagtigt for mig, at den ikke var det! jeg har opofret for meget for den til, at jeg skulde ikke troe den, og dersom mine Tvivlsmaal — ved disse Ord taug hun. — Ja, min Søster, Dine Tvivlsmaal ere vel grundede, hvad for nogle de end ere. Hvad venter Du af en Religion, som giør Dig ulykkelig i denne Verden, og tillader dig ikke at haabe noget i den anden? betænk, at vores Religion er den allerældste i Verden, at den har stedse blomstret i Persien, og at den ikke har havt sin Oprindelse fra noget andet Rige end dette, som man ikke veed om, naar

23

det er opkommet, at det er ikkun en Hændelse, som har indført den Mahomedanske, at den Sect er oprettet ikke alleene ved Overtalelser, men ved Magt. Dersom vore Fyrster ikke havde været feige, skulde vi endnu have seet vor gamle Religion herske iblant os, Gaae tilbage til hine fremfarne Tids-Alder; alting vil tale til Dig om vor Religion, slet intet om den Mahomedanske, som mange tusinde Aar derefter var ikke engang i sin Barndom. — Men dersom min Religion er ikke saa gammel som Din, saa er den dog reenere: jeg tilbeder ingen uden Gud, Du derimod Solen, Stiernerne, Ilden og de andre Elementer. — Jeg merker, min Søster, at du iblant Muselmændene har lært at drive Spot med vor hellige Religion, vi tilbede hverken Stiernerne eller Elementerne, vore Fædre har aldrig tilbedet dem: aldrig have de opreyst dem Templer, aldrig have de ofret til dem: de have vel dyrket dem, men i en ringere Grad, som øyensynlige Vidnesbyrd om en Høyere Guddom. Men, min Søster, for den Guds Skyld, som opklarer os, modtag denne hellige Bog. Den er af vor Lovgiver Zoroaster: læs den uden Fordomme: aabne dit Hierte for de Lys-Straaler, som vil giennemtrænge det, imedens du læser. Erindre Dig vore Forfædre, som har æret Solen saa længe i vor hellige Stad: tænk endelig paa mig, viid, at jeg har ingen Roe, ingen Lykke at haabe, uden af Dig, og at mit Liv beroet paa Din Forandring. Jeg forlod hende gandske Henrykt, for at give hende Tiid til at bestemme det Udfald, som var mig vigtigere end Livet.

24

To Dage derefter gik jeg igien til hende: jeg talede intet: taugs ventede jeg den Beslutning, som skulle bestemme mit Liv eller Død. Du er elsked min Broder, sagde hun, og det af en Guebrer: Længe streed jeg med mig selv, men, Gud: hvor let hæver Kierlighed alle Vanskeligheder: hvad Trøst føler jeg! nu frygter jeg ikke meere at jeg skal elske Dig for meget. Nu behøver jeg ikke at sette Grændser for min Kierlighed, Yderligheden selv er min Pligt. Ah! hvorvel kommer dette overeens med mit Hiertes Tilstand. Men, min Broder, nu har du brudt de Kiæder, som tvang min Forstand: naar vil Du bryde dem, som omgive mine Hænder. Fra dette Øyeblik af overgiver jeg mig til Dig. Lad den Beredvillighed, Du imodtager mig med, overbeviise mig om hvor kiær denne Gave er Dig. Naar jeg første Gang kan omfavne Dig, min Broder, troer jeg, jeg vil døe i dine Arme. — Det er mig umueligt, at udtrykke den Glæde, jeg følede over disse søde Ord: jeg troede, at jeg var, og jeg var ogsaa virkelig i et Øyeblik, det lykkeligste af alle Mennesker: jeg saae næsten alle de ønsker, jeg i fem og tyve Aar havde giort, at blive opfyldte, og alle de Fortrædeligheder, som havde giort mig dem saa besværlige, at forsvinde: men da jeg blev lidt vant til disse henrykkende Forestillinger, saae jeg at jeg var ikke saa nær ved min Lykke, som jeg havde indbildt mig, endskiøndt jeg havde overvundet den største Hindring. Hendes aarvaagne Vogtere maatte dysses i Søvn: Jeg torde ikke betroe et eeneste Menneske denne vigtige Hemmelighed: Hun og jeg maatte

25

giøre alting selv, og dersom jeg gik glip af mit Foretagende, vilde jeg staae Fare for at blive sat paa Spid. Men at miste min Søster vilde være mig den grueligste Piine. Vi besluttede derfor, at hun skulde sende Bud til mig efter et Uhr, som hendes Fader havde efterladt hende, og at jeg skulde legge en Fiil, som hun kunde fiile Gitterverket i Vinduerne ud til Gaden over med, og en knyttet Stige til at gaae ned paa, derinden i: at jeg ikke skulle komme meere til hende, men hver Nat vente neden for hendes Vinduer, om hun maaske, kunde faae Leylighed til at udføre sit Forehavende.

Femten heele Nætter gik uden at jeg saae noget Menneske: hun havde endnu ikke fundet nogen beqvem Leylighed. Endelig hørte jeg den sextende en Fiil arbeyde. Tid efter anden blev Arbeydet afbrudt, og i disse Mellemrum var min Skræk ubeskrivelig. Omsider saae jeg efter en Times Forløb, at hun hæftede Stigen fast. Hun steeg ud paa den, og gleed sagte need i mine Arme. Nu kiendte jeg ingen Fare meere: jeg stod længe uden at bevæge mig af Stedet. Derpaa førte jeg hende uden for Byen, hvor en Hest

stod færdig. Jeg satte hende bag ved mig, og med den mueligste Hastighed skyndte mig bort fra et Sted, som kunde være os saa farligt. Vi kom før Dag til en Guebrer, som havde begive: sig ud til er eenligt Sted, hvor han levede

tarvelig af sine Hænders Arbeyde. Vi holdte det ikke raadeligt at blive hos ham, og efter

26

hans Raad begave vi os ind i en tyk Skov og skiulte os i en gammel huul Eeg, til Allarmen over vor Flugt kunde være forbi.

I denne Afkrog levede vi to ganske allene! vi igientoge uden Ophør at vi stedse vilde elske hverandre, og ventede ikkun paa at en Guebrisk Præst ved Leylighed kunde fuldføre de Skikke, vore hellige Bøger befale, ved vort Bryllup. Min Søster, sagde jeg, hvor er denne Foreening hellig! Naturen har forenet os, vore hellige Love vil snart forene os nærmere. Endelig kom en Præst, og tilfredsstillede vor utaalmodige Kierlighed. I et Bondehuus iagttoge vi alle Bryllups-Skikkene. Præsten velsignede os og ønskede os tusinde Gange Gustaspis's Held og Hohoraspis's Dyd. Strax efter forlode vi Persien, siden vi ikke vare sikkre nok der, og forføyede

os til Georgien.

Der levede vi et Aar og bleve hver Dag mere indtagne i Hverandre. Men da mine Penge begyndte at forsvinde, og jeg frygtede for, at min Søster, ikke jeg selv, skulde lide Mangel, forlod jeg hende for at søge Hielp hos vore Paarørende. Aldrig var noget Farvel ømmere. Men min Reyse var ikke allene uden Nytte, men endog ulykkelig: thi paa den eene Side vare vore Midler confisqverede, og paa den anden vare vore Paarørende ganske uformuende til at hielpe os. Jeg fik altsaa ikke flere Penge med mig, end jeg net op behøvede til min Tilbage-Reyse. Men hvor

27

stor blev ikke min Fortvivlelse? jeg fandt ikke min Søster: et par Dage før min Ankomst havde

nogle Tartarer giort et Indfald i Byen, hvor hun boede, og da de saae at hun var smuk,

toge de hende bort og solgte hende til nogle Jøder, som reiste til Tyrkiet, og efterlode intet uden en liden Daatter, som hun for nogle Maaneder siden var bleven forløst med. Jeg fulgte

efter disse Jøder, og naaede dem tre Dages Reise derfra. Mine Bønner, mine Taarer vare forgieves. De forlangede tredive Tomaner for hende, og vilde ikke slaae en eneste af. Efterat

jeg havde vendt mig til alle, efterat jeg havde anraabt saavel Tyrker som Christne om Hielp, gik jeg omsider til en Armeniansk Kiøbmand, til ham solgte jeg mig selv og min Daatter for fem og Tredive Tomaner. Jeg gik til Jøderne, betalte

dem de tredive Tomaner, og iilede med de øvrige fem til min Søster, som jeg endnu ikke

havde seet. Du er fri min Søster, sagde jeg,

nu kan jeg omfavne dig igien. Her ere fem Tomaner: det fortryder mig, at de ikke vilde give mere for mig. Hvad, sagde hun, har du solgt dig? — Ja. — Ah! jeg elendige, hvad har du giort? var jeg ikke ulyksalig nok, uden at du endnu skulde giøre mig mere ulykkelig? Din Frihed trøstede mig, men dit Slaverie vil bringe mig i Graven. Ah! min Broder, hvor grum er din

Kierlighed! og min Daatter? hvorfor seer jeg hende ikke? — Hende har jeg ogsaa solgt, sagde

jeg. Vi faldt begge i Graad. Ingen af os havde Kræfter til at tale til den anden. Ende-

28

lig gik jeg hen at faae fat paa min Herre: min Søster kom næsten ligesaa snart som jeg; hun kastede sig need for hans Fødder: jeg beder Dem, sagde hun, om Slaverie, ligesom andre bede Dem om Frihed! tag mig, De vil faae mere for mig end for min Mand. Disse Ord frembragte Følelser hos min Herre, som tvang ham Taarerne af Øynene. Jeg elendige, blev hun ved, var du i Stand til at tænke, at jeg kunde tage imod min Frihed paa din Bekostning? — Herre! kiøb De os to Ulykkelige. Vi døe, dersom De skiller os ad. Jeg overgiver mig til Dem. Betal mig! disse Penge og min Tieneste kunde maaskee engang erholde det af Dem, som jeg ikke tør bede Dem om. Det er Deres egen Fordeel, at De ikke skiller os ad. Vær forsikkret, hans Liv beroer paa mig. Armenianeren var blødhiertet, han blev rørt over vore Ulykker. Viis eder begge, sagde han, troe og nidkiere i min Tieneste, saa lover jeg eder eders Frihed om et Aar: jeg seer nok, at hverken den eene eller den anden af eder har fortient disse Ulykker. Dersom I engang, naar I have faaet eders Frihed, blive saa lykkelige, som I fortiene: dersom Lykken engang smiler ad eder, saa er jeg vis paa, I vil gotgiøre mig det Tab, jeg maa lide. Vi omfavnede begge hans Knæe, og fulgte ham paa hans Reyse. Vi trøstede hverandre i vort strenge Arbeyde, og jeg var henrykt, naar jeg kunde forrette det Arbeyde, som tilfaldt min Søster.

Aaret fik Ende. Vores Herre holdt sit Løfte, han gav os vor Frihed. Vi reyste tilbage

29

til Tefflis, der fandt jeg en gammel Ven af min Fader, som med Lykke udøvede Læge-Konsten der i Byen. Han laante mig nogle Penge, som jeg begyndte en liden Handel med. Nogle Forretninger kaldte mig derpaa til Smirna, og der satte jeg mig need. Der har jeg nu levet i sex Aar. Der nyder jeg det elskværdigste, det sødeste Selskab af Verden. Eenighed hersker i min Familie, og jeg vilde ikke ombytte min Tilstand med nogen Konge i Verden. Jeg var saa lykkelig at treffe den Armenianske Kiøbmand, som jeg havde at takke for alt, og at giøre ham betydelige Gientienester.

Manden uden Laster og uden Dyder.

En Karakteer.

Erast, meer eremitisk end selskabelig, lever for sig allene, og inddeler sine Midler saaledes, at han kan leve ærlig og roelig. Han har ingen Familie, følgelig ingen Huussorger: er selv Herre over sin Tid, og bær Omsorg for, at han ikke skal falde nogen besværlig. Nu i ti Aar har han levet ligesaa ordentlig den eene Dag som den anden. Han er frisk og sund, og fornøyet med sin Skiebne. Han vaagner Klokken aate. Thee, Aviser og Vinduet give ham nok at bestille til Klokken ti. Ved denne Tid besørger han sine Forretninger, det er: han indfører i sin Dag-Bog

30

de Udgifter, han har havt i gaar, beseer dm Pyndt, han havde paa i gaar, om den skulde have taget nogen Skade, udvælger sig en for i Dag, skriver et Brev, naar hans Fordeel udfordrer det, blader i en nye Bog, som er tilsendt ham fra Bogladen, eller tegner en halv Times Tid for sin Fornøyelse, eller seer til sine Fugle. Førend Klokken slaaer tolv, er han paaklæd. Han spiser got, men maadeligt, og i de sidste tredive Aar veed han ikke, hvad en Ruus er. Hans Tid fra Klokken to, til han staaer op fra Aftens-Maaltidet Klokken ti, er ligeledes inddeelt: en Time anvender han paa at spille Billard, een paa Besøgelser, som han enten giver eller tager imod, en halv Time sover han, en Time anvender han paa at læse et smukt Skrift, een paa at spadsere, naar Veyrliget tillader det, een til at spiise Aftensmad, og naar Klokken er ti, overlader han sig ordentligen til Søvnen. Han viiger ikke et Skridt fra denne Orden, undtagen om Søndagen, da han gaaer i Kirke. Denne Mand er udraabt for sin Indgetogenhed og ordentlige Levemaade. Hans Tiener roeser af, at hans Herre hver Morgen giør sin Morgen-Bøn og hver Aften synger en Psalme. Og i Sandhed, Erast er maadelig og en god Huusholder, ingen Ven af Vellyst og rasende Forlystelser. Han taler ikke ont om noget Menneske, giver enhver den Ære, ham tilkommer, betaler rigtig, hvad han er skyldig, og lever i Stilhed for sig selv. Dog, hvad er Erast, naar man Nøye betragter ham i alle hans Foretagender? er han meer end en ordentlig

31

Lediggiænger? hvad er Hoved-Hensigten af hans Plan? Magelighed og en afpasset Dorskhed. Han lever tarvelig for at vedligeholde sin Sundhed: er Huusholder for at undgaae de besværlige Følger af Uorden. Han lever for sig selv, og ikke for andre. Er han vel derfor sat i det store Selskab af Mennesker? Han befordrer sin Fornøyelse; men er det den, Fornuften billiger? Han er omhygelig for sin Formue, eftersom det er et fornuftigt Menneskes Pligt; men, at bruge sin Formue, er dette allene, eller er ikke meget mere en nyttig Anvendelse af Tiden, en Pligt, en bestandig Pligt? Han anvender Tiden blot til at pleie og underholde sit Legeme, og altsaa lever han allene for i Fremtiden at have levet saa længe det har været ham mueligt. Han har en Siel allene for hans Sandsers Skyld, og Forstand allene for at opdage de Ting, som smigre hans Beqvemmeligheder. Han troer, at han giør intet ont, i det han vogter sig for de Laster, som straffe sig selv. Men hans heele Levnets-Plan er slet, eftersom baade Fornuften og det, hvortil Gud har bestemt et Menneske, forkaster den; han legger selv ved hans Indretning for Dagen, at et Menneskes Siel er et virksomt Væsen, da han hver Time paa en vis Maade underholder den. Hvorfor kan han ikke indsee, at det er langt bedre at være en nyttig og arbeydsom Mand, end en sysselsat Lediggiænger? Mon han haaber, at Gud engang evig vil belønne ham for den Umage, han saa ordentlig har giort sig, for at fornøye sine Sandser? Kunde han sove, saa ofte han gad, saa vilde han efter all Anseelse bortsove den største Deel af hans Leve-Tid. Han maa af Naturen være begavet med saa ringe Gaver, som endog kan tænkes, saa har han dog denne Fornuftens og Religionens Pligt tilfælles med alle Mennesker, oprigtig at anvende sit lidet Pund

32

til beste for det almindelige. Deri skal hans Dyd og Roelighed bestaae. Han skal leve fornøyet som en Medborger, og ikke som en drømmende Eremit. Han maa vel søge sin Beqvemmelighed, men han lever ikke for sin egen Skyld allene; thi da kunde Skaberen have indsluttet ham i en Huule, omringet med fornødne Levnetsmidler. Endelig er den Sætning falsk, at en beqvemmelig Levemaade er tillige en fornøyelig Levemaade. Naar Erast betænker sig ret (og han kan dog ikke undertrykke: alle alvorlige Tanker med sin Dorskhed) giør hans Hierte ham da aldeles ingen Bebreydelser for hans sandseliqe Levnet? finder han ikke en Tomhed i sin Siel? en Frygt for, at andre, som han slet ingen Nytte giør, skal foragte ham? en Skamfuldhed over, at han har levet fyrretyve eller halvtrediesindstyve Aar, uden at være bleven bedre Menneske end han var før? Kan han vel forlade sig paa Forsynets beskyttende Haand, og trøste sig med dets Bistand, naar hans Formue, som han for nærværende Tid allene anvender til sin Magelighed, skulde forvandles til Mangel? Kan han vel haabe noget naar han tænker paa Døden? Besidder han ikke disse Sielens Fordele, saa lever han ikke fornøyet; men er belønnet med en behagelig Kildren i nogle Aar og tillige straffet af sin Magelighed, som han har været en Slave af.

33

Andres Tanker.

No. 3.

Fredagen den 6 November 1772.

Ficta voluptatis causa sint proxima veris.

Horat.

Iblant den berømte Svifts Papirer har man fundet følgende Fortælling, som et Tillæg til hans Guliver.

Jeg Robert Knox, Capitain paa Skibet Bristol, bestemt til Madras, havde fortsat min Reyse næsten til det gode Haabs Forbierg, da en Orcan, som pludselig reyste sig, satte mig ud af min Cours hen imod Sønden. Stormen holdt ved i tre Dage, og da Søen igien var bleven stille, opdagede vi en Øe, som vi ikke fandt paa vore Korter. Jeg sendte en Baad i Land for at hente nogle friske Urter og Rødder og indtage ferskt Vand, eftersom Skiørbug havde heftig angrebet mine Skibsfolk. Den kom tilbage med en god Ladning, og Matroserne vidste ikke

34

nok at berømme Øens Frugtbarhed. Jeg fik selv Lyst at føre mine Syge paa Land: jeg overlod altsaa Commandoen til min Lieutenant; og kom lykkelig og vel paa Øen. Mine Syge kom i faa Dage fuldkommen til deres forrige Helbred, og da jeg igien vilde gaae om Bord med dem, gav jeg dem alle et lidet Giæstebud. Midt i denne Lystighed faldt jeg i en dyb Søvn, og da jeg vaagnede igien, var der ikke en Siel hos mig. Jeg kastede mine Øyne ud paa Søen, men mit Skib var borte: ved mine Fødder laae en Jagt-Flint, et par Pistoler, to Poser med Krudt og Kugler og nogle Tvebakker. En Seddel, som jeg fandt, underrettede mig om, at mine Folk vare blevne Forrædere og Fribyttere, og havde ved en Sovedrik sat mig i saadan en Tilstand, at det var mig umueligt at imodstaae deres Hensigter. Efterat jeg havde overvundet det første Anfald af Fortvivlelse, vovede jeg mig dybere ind paa Øen, for, om mueligt, at giøre een eller anden nyttig Opdagelse. Allevegne fandt jeg nok af spiselige

Frugter. Den tredie Dag derefter, da jeg just

vilde stige ned af mit Natte-Leye, som jeg var

vant at tage i et Træe, der var tæt begroet med Løv, saae jeg en heel Skare Folk nærme sig, som

jeg ganske rigtig ansaae for Øens Indbyggere. De vare nøgne, og lidet forskiellige fra andre Indianere: de havde ingen Vaaben, en eeneste Mand undtagen, som var klæd i Matros-Klæder og holdt et stort Sværd i begge hænder. Jeg sad ganske stille i mit Træe. Disse Folk vare neppe tredive Skridt fra mig, førend de med eet stode stille: de

35

stillede sig derpaa alle i en Kreds, mumlede nogle uforstaaelige Ord, og bare sig ad, som om de vare i Begreb med at holde deres Andagt. Efterat

dette havde varet en kort Tid, traadde den Mand, som havde Klæder paa, frem imellem dem og kaldte een af de nøgne til sig. Han kom strax, traadde frem og bøyede sig med Overlivet

næsten til Jorden: Matrosen greb sit Sværd med begge Næver og huggede ham med et græsseligt Hug midt over hans Legeme i to Deele, Tilskuerne gave et heftigt Skrig af sig, og jeg blev sat i den yderste Forskrækkelse. Jeg holdt disse nøgne Indianere for elendige Slaver, hvis fortørnede Herre vilde opoffre dem sin umenneskelige Hevngierrighed. Menneskekierligheden fordrev alle andre Betragtninger af min Siel: jeg raabte med en brølende Stemme: holdt, Barbar! eller du skal faae din fortiente Løn. Jeg iilede med Flint og

Pistoler need af mit Træe, og gik med opspendt Hane løs paa Matrosen. Han selv saavelsom hans Kammerater bleve forskrækkede over min uformodentlige Ankomst, dog toeg han strax Mod til sig, og raabte til mig paa Engelsk: Fremmede! lær at ære Naturens Underverker, og hindre mig ikke i at befordre en Skabe-Kraft, som er skiult for dig: bie endnu lidet, faa skal du dømme langt anderledes om disse mine Handlinger, som synes dig saa grusomme. Imidlertiid gav han nogle Indianere

et hemmeligt Vink, hvilke strax overfaldt mig og bandt mig til et Træe. Derpaa begyndte Matrosen sit Slagterie paa nye: alle Indianerne lode sig hugge midt over af ham, og da der var in-

36

gen flere tilovers, nærmede Matrosen sig til mig, lovede mig all Sikkerhed, og forsikrede høyt, at jeg i steden for de halvtrediesindstyve Mennesker, som han havde hugget i tu, skulde i Morgen finde hundrede friske og sunde unge Mennesker. Derefter løfte han mig, tog en Flaske op af Lummen, drak en god Slurk, tørrede Sveden af sig, og gav mig ogsaa al drikke. Da han saae, at jeg havde slaaet mig nogenledes til Roelighed, begyndte han følgende Fortælling; Landsmand! I befinder Jer i en Deel af Verden, som fortiener all Eders Beundring. De Mennesker, som beboe disse Egne, ere dyriske Planter. Det er Eder ikke ubekiendt, at visse Træer blive forplantede, naar man afskiær en Qvist og nedlegger den i Jorden. Her gaaer det ligesaa let, ja endnu lettere til med Menneskene og deres Formeerelse: man hugger dem kun midt over, da den virksomme Natur igien giver ethvert Stykke den halve Deel, det har mistet. Som jeg hører, svarede jeg, saa finder man her menneskelige Polyper, som ligne de dyriske, om hvilke vore Europæiske Naturforskere vide at fortælle saa forunderlige Ting. Den heri aldeles uerfarne Matros lod sig af mig omstændelig underrette om dette Naturens Underværk, og maatte til Slutning selv tiltage, at der var stor Overeensstemmelse imellem disse Mennesker og hine Vand-Insekter.

Videre fortalte han mig, at han allerede for mange Aar siden var opkastet paa Øen ved et Skibbrud, og af Forstanderne for Klapperklin-

37

gis (saa hedde denne underlige Nation) var giort til almindelig Skarpretter, eller rettere Folkets Fader og Opholder. I Begyndelsen var han geraadet i yderste Livsfare, da disse Indianere fattede det Forsæt, at giøre to Mennesker af ham; Men til hans store Lykke giorde de, ved at skiære

det ene Øre af ham, det første Forsøg paa, om han havde deres Natur, og da dette faldt slet ud, og intet nyt Øre vilde voxe ud igien af Hovedet, saa blev han ikke oftere ængstet med at formeres. Denne hans Fortælling sluttede han med disse Ord: I er, ligesom jeg, en Engellænder, og vor Nation skal efter disse Indianeres

Meening have en medfød Kraft til at hugge de

menneskelige Polyper i tu, saa der af hver halve Deel fremkommer et heelt Menneske: jeg er gammel, og nærmer mig til Døden; dette Folk skal altsaa indsette Jer i mit Embede. Jeg loe ad dette Tilbud, og vilde ikke troe denne selsomme Maade at formere Mennesker paa. For da at hielpe mig ud af min Tvivl, førte han mig nærmere til Slagter-Pladsen: Hvilket Syn! i saa kort en Tid havde disse kløvede Menneskers halve Deele saa kiendelig arbeydet paa at blive heele, at man ganske tydelig kunde see deres Vext. Efter

en liden Irettesettelse førte Matrosen mig dybere ind i Skoven, og lagde sig ned hos mig i Skyggen af Træerne: jeg spurgte ham, af hvad Stand disse Indianere vare, paa hvis Fordobling han ventede? jeg fik at høre, at de vare halvtrediesindstyve Poeter, som man havde hastet med at faae hugget i tu, deels da den giærende Drift til

38

at formere sig ellers maatte have sprengt deres Legemer, deels og, da der til at forfærdige et stort Helte-Digt, som nødvendig maatte bestaae af hundrede Bøger, hver Bog af ti tusinde Vers, og som skulde være færdig i ti Dage, uomgiængelig udfordredes hundrede Poeter. Men, min Herre, spurgte jeg, hvorfor lader man ikke Naturen sit frie Løb, og hvorfor skal Sverdet forskaffe disse svangre Poeter Luft? Aarsagen, svarede han, er høystvigtig; thi et Hug af et Sverd tvinger den overordentlige store Evne til at formeere sig paa utallige Maader, saa den lader det allene blive ved en Fordobling: eengang forsømte jeg den rette Tid, da skyndte en Poet sig og udlagde ligesaa mange Unger, som den største Hauge-Ædderkop. Det

værste er, at disse overcomplette Poeter tabe den sande poetiske Smag og Vittighed, og blive til barnagtige Spøge-Fugle, som giøre Oder og Sonetter om Æbler, Nødder, Sukkertøy, Dukker o. s. v. Jeg svarede; Jeres Forklaring giver mig en fuldkommen Indsigt i Sagen; men hvorledes vil det see ud med et Helte-Digt, som hundrede Poeter arbeyde paa, hvilken en væmmelig Miskmask

af forskiellige Opfindelser, Udpyntninger og Skrivemaader maae herved komme for Lyset? Intet mindre end dette, svarede han! Man kan ansee

alle Klapperklingis for en eeneste Siel og et eeneste Legeme, eftersom de fra Begyndelsen nedstamme fra en eeneste Stamme-Fader, hvis heele

Tænkemaade er uforandret bleven meddeelt den ene ligesom den anden. Jeg har allerede sagt jer, at de ere dyriske Planter, og at deres Indbild-

39

nings-Kraft bærer Frugter paa samme Maade, som en Æble-Qvist, der, naar den bliver indpodet i et andet Træe, altid frembringer eet Slags Æbler. Jeg indvente paa nye: men hvor kan en Poet hver Dag levere tusinde Vers? Det lader sig meget let giøre, svarede han: alting er mechanisk hos disse Poeter; i et hvert Minut tænker deres Siel en Linie, og net op i lige lang Tid fører deres Haand den paa Papiret; om jeg regner ret, saa skal de ikke fuldt behøve sytten Timer til at forfærdige de tusinde Vers. I har fast opløst alle mine Tvivlsmaal, svarede jeg; men hvorfra faae disse Poeter den Taalmodighed, at de i sytten Timer kan digte og skrive? Spørg heller, svarede han, hvor de i saa kort en Tiid fuldkommen kunne mætte deres herskende Lidenskab; vore Klapperklinges trættes ikke ved en Forretning, som oversvømmer dem med Vellyst: man maa med Magt rive dem løs fra denne henrykkende Gienstand, og vi have hvert Aar Exempler, at mange af dem have forglemt baade at spise, drikke og sove, og skrevet saa længe, at de have opgivet Aanden derover, og denne Maade at døe paa kalde de den saligste. Medens denne Samtale varede, brød Natten frem. Vi spiiste begge vor Aftensmad og sov Natten over i Græsset. Dagen begyndte knap at grye, førend min Landsmand vækkede mig op, og førte mig hen til det omtalte Fødsels-Sted for de nye Poeter, som vi fandt heele og fuldkomme i alle Lemmer. Just paa samme Tid kom man med hundrede Bærestoele, hvori disse Poeter skulde leveres til Hove. Vi fulgte ganske magelig efter til Fods: Saasnart jeg var kommet ind i Hovedstaden, blev jeg bragt for Kongen. Denne Prinds lod mig ved Matrosen forsikkre om sin Naade, og lod mig venlig indbyde til den forestaaende

40

Høytidelige Hovedbytte-Fest. Jeg maa melde noget om en nye Egenskab hos Klapperklingis: naar et Lem bliver dem afskaaren, saa voxer i saa Timer et nyt ud igien; endog et afhugget Hoved bliver vederlagt med et nyt. Dog kan man dermed endnu giøre et andet Forsøg: man hugger Hovederne af to Personer, og setter samme ombyttede igien paa Kroppene, da de derpaa i benævnte Tid voxe ganske nøye sammen med Legemerne. Man skulde neppe troe, hvad for store Fordeele dette Folk har af saadanne Kunstgreb: Finder man en eller anden, hvis Gemyts-Beskaffenhed kommer kun lidet overeens med deres Embede og Stand, saa blive de ved dette Middel paa eengang brugbare Folk: Har een et alt for stille og feigt Gemyt, og hans Embede udfordrer en opvakt Hierne, saa lader han efterspørge, hvor der skulde findes nogen, som i en Værdighed, der udfordrer en frygtsom Sædelighed, er alt for munter og levende; disse to treffe da et Forliig med hinanden om at bytte deres Hoveder, og saa ere de hiulpne paa begge Sider. Jeg var et øyensynligt Vidne til denne nyttige Omvexling paa bemeldte Hovedbytte-Fest; To Feldtherrer, som havde giort sig syge, da de skulde gaae i en Træfning, og to Hofdammer, som endog i Dronningens Gemak havde givet hinanden et par Ørefigen, maatte giøre dette Bytte; og efter den Tid opførte de sig fuldkommen overeensstemmende med deres Stand.

Saavidt disse forunderlige Efterretninger, som synes ganske utroelige. Om Fortsettelsen deraf er forekommet, eller Robert Knox har forsømt at fuldføre dem, kan man ikke afgiøre.

41

Anecdoter.

En vis Staats-Minister, som stod i stor Naade hos Kong Carl den Første i Engelland, havde paa det forbindtligste lovet at skaffe en ung Adelsmand, ved Navn Cæsar, en Tieneste ved Hoffet. Men hvor ofte han end havde lovet ham det, og hvor ler en Sag det end havde været for ham, glemte og forsømte han det dog.

En Dag kom en af Cæsars Venner til ham, og meget omhyggelig spurgte ham, om han havde holdt sit Løfte. Ministeren svarede med en forstilt Forvirrelse, at han havde glemt det, men at han endnu samme Eftermiddag vilde tale med Kongen derom, saafremt han alleene havde en skriftlig Erindring. Den anden skrev strax paa en liden Seddel: Tænk paa Cæsar! denne stak Ministeren, uden at see paa den, i den Lomme, hvori, efter hans Meening, alt det laae, som han allerførst skulde tale med Kongen om.

Herpaa gik en lang Tiid, uden at der blev tænkt paa Cæsar. Endelig vilde Ministren een Dag tage en anden Klædning paa, da hans Kammer-Tiener efter Sædvane leverede ham de Papirer, som vare i den forrige. Da han nu iblant disse

42

fandt denne Seddel, som han ikke før havde læst, og som indeholdt net op disse Ord: Tænk paa Cæsar, blev han meget forskrækket og kunde ikke komme til sig selv igien.

Han lod strax sine fortroeligste Venner kalde til sig, og viiste dem dette Stykke Papiir, som efter Formodning maatte være stukket ham i Haanden engang til Hove, eftersom han havde fundet det i den Lomme, hvori han pleyede at have alt det, som var af nogen Vigtighed.

Efter et alvorligt og dybsindigt Overlæg kunde man umuelig tænke andet, end at der maatte være en Erindring fra en Ven, som ikke torde være det bekiendt: at den havde ikke andet at betyde, end endeel mægtige Fienders Sammenrottelse imod hans Liv. Og Cæsars Ulykke var dem alle bekiendt, fordi han enten ikke havde bekymret sig om saadanne Efterretninger, eller og forglemt dem.

Derover besluttede de, at Ministren skulde giøre sig syg, og ikke gaae ud den heele Dag: at ingen, uden hans fortroeligste Venner, maatte indlades til ham: at Porten i Tiide maatte lukkes om Aftenen: at Portneren ikke maatte lukke en Siel ind, ikke heller gaae til Sengs førend om Morgenen, men tilligemed nogle Tienere flittig holde Vagt, om no-

43

gen maaskee med Magt vilde bryde ind: og endelig at de selv og nogle andre Herrer vilde blive hos ham for at see Udfaldet.

Da ellers Ministrenes Huuse altiid temmelig tiilig pleye at besøges, varede det den følgende Morgen længe nok, inden nogen blev indladt. Portneren, som i Morgenstunden havde indhentet sin Natte-Roe, undskyldte sig for sine Bekiendtere, og hviskede dem i Øret, at hans Herre forrige Nat skulde have værrt ombragt, og derfor havde ingen i heele Huuset været i Seng.

Kort herefter kom den foromtalte Cæsars Ven, for endnu engang at spørge Ministren, om han havde tænkt paa Cæsar. Nu besindede han sig endelig, opdagede de ugrundede Aarsager til hans Uroe, og kunde ikke andet end fortælle sine Venner Sammenhængen, som disse igien ligeledes berettede deres Venner, og saaledes bragte denne heele Historie ud iblant Folk.

Saurinde, et riigt, smukt, og velvoxen Fruentimmer, blev giftet med den anseeligste, riigeste, fornemmeste og fornuftigste Ungkarl i det heele Land. Intet liigere Par var i Mange Aar kommen samme, og enhver bildte sig ind, at dette Giftermaal skulde være et Mynster paa et fornøyeligt Ægteskab: hvilket uden

44

Tvivl ogsaa havde skeed, dersom ikke et alt for alvorligt Væsen hos Saurinde havde bragt Amiander, hendes Mand, som var af et meget muntert Gemyt, først til Ligegyldighed og i gandske kort Tiid til Koldsindighed.

Denne Koldsindighed kunde ikke være længe skiult for Saurinde, som besad en meget god Forstand, og Følelsen deraf formerede hendes alvorlige Væsen. Dette forstørrede Amianders Kulde, og denne igien Saurindes Spodskhed: ja det gik saa vidt, at, i det deres Misfornøyelse daglig tiltog paa begge Sider, den eene med største Ret syntes at kunde hade den anden.

Følgen af dette var, at Amianders Huus blev ham kiedsommeligt, og for at fordrive hans Misfornøyelse, søgte han andre Selskaber. Han fandt snart det han ønskede. Han kom i Bekiendtskab med Belinde, som ikke i mindste Maade kunde sættes i Ligning med hans Kone, hverken i Henseende til Skiønhed, Ungdom eller Fornuft; men hendes bestandig muntre Væsen fortryllede ham saaledes i en kort Tiid, at han umuelig kunde være fra Hende.

Vel bleve Øynene undertiden aabnede paa ham, og ikke sielden overveyede han, at saadan en Levemaade kunde bringe ham Skam og Ulykke paa Halsen. Han satte sig adskillige Gange for at forandre sig og forliiges med sin Kone. Men aldrig saasnart nærmede han

45

sig til hende, før denne Ild gik ud, uagtet alle hendes Skiønheder, og hendes spodske og ufordragelige Øyekast giorde ham med eet til Iis,

Lupinus, et vidtløftigt Menneske, Amianders Fetter, som allerede for længe siden havde forelsket sig i Saurindes Skiønhed, men aldrig havde havt ringeste Haab om nogen Gienkierlighed, banede sig endelig ved Medlidenhed Vey til hendes Hierte, og under Skin af at beklage hende, kom hun i et fortroeligt Venskab med ham, og da hun oftere omgikkes med ham i hendes Mands Fraværelse, giorde hun ham skindsyg og paadrog sig selv et slet Rygte.

Herved blev Amianders Tilbøyelighed til Belinde endnu heftigere. Han gav hende saa anseelige Foræringer, at hans Indkomster derved meget svækkedes, og tilsidst beholdt han knap det nødvendige tilovers. Til lidet at formindske denne dobbelte Pine i hans Hierte, tiente efter hans Mening intet bedre end Viinen: af denne tog han saa overflødig til sig, at hans Sundhed, saavelsom hans Capital derved temmelig formindskedes.

Imidlertid truede et ungt Vidne paa denne utilladelige Kierlighed med det første at komme til Verden. Belinde forestillede sig den Skam, dette vilde foraarsage hende, saa stor, at hun, uden at tale med noget Menneske, ja ikke engang med Amiander selv, hem-

46

melig ombragte Barnet, saasnart det var født, og kastede det i en Aae, men da det døde Legeme blev fundet, og Mistanken om denne skammelige Gierning formedelst visse Omstændigheder faldt paa Moderen selv, da Aaen just løb forbi den Gaard, hun boede paa, blev hun bragt i Arrest.

Amiander besluttede, af Frygt for den Straf, som følger paa at bryde sit Ægteskabs-Løfte, saasnart han fik denne Efterretning, at tage Flugten. Han skyndte sig hiem i det Forsæt at stikke noget Guld og Juveeler til sig, befalede, at man imidlertid skulde sadle hans Hest. Han ladede sine Pistoler, for at betiene sig af dem paa Reysen, og gik, saasnart han var færdig dermed, ned af Trappen. Men, i det han skulde passere forbi sin Kones Kammer, drev Nysgierrighed ham til at see hende endnu engang.

Han listede sig altsaa til Døren, og kigede igiennem Nøgle-Hullet; men blev vaer, at hans Fetter Lupinus var i Kammeret hos hende, ja fandt ham just i Begreb med at kysse hans Kone.

Dette uformodentlige Syn bragte hans allerede forvirrede Hierne fuldkommen til Raserie, han sprengte Døren op med Magt, skiød Lupinus ihiel paa Stedet, satte sig derpaa til Hest, og, som man let kan begribe, forlod Saurinde i den alleryderste

47

Forskrækkelse, som ved hendes egensindige Uvenlighed havde været, om ikke just forsætlig, saa dog tilfældigviis, Hoved-Aarsagen til alle disse Ulykker.

Fabler:

Da Æsops Løve gik ud i Skoven med det Esel, der med sin forskrækkelige Stemme skulde hielpe ham at jage de andre Dyr, raabte en næseviis Krage til ham af et Træe: Et smukt Selskab! skammer du dig ikke at følge med et Esel? Den, jeg kan have Tieneste af, sagde Løven, kan jeg jo sagte tillade at gaae ved Siden af mig.

Da det Esel, som Løven brugte i Steden for Jagt-Horn, gik ud i Skoven med ham, mødte et andet Esel af dets Bekiendtskab det, og raabte: God Dag Hr. Broder! din Tølper, fik det til Svar. Kun ikke saa stolt, svarede det andet: Du er ikke meere end jeg, og jeg er ikke meere end du; enten du følger med Løven, eller gaaer allene, saa er og bliver du Esel, dog en Esel. Navnet: Jeg spurgte min Pige: Hvad Navn vil du have?

48

Hvordan maae min Sang dig vel kalde? Mon Phyllis — — mon Cloris,

Mon Lesbia — Doris,

Mon Galathee vil dig befalde?

Aa! svarte min Pige:

Hvor prægtige Navne!

Vælg selv eet imellem dem alle:

Kald du mig kun Doris Og Phyllis — — og Cloris Og hvordan det dig kan befalde:

Kun din — — din maae du mig kalde.

En Drøm:

Saadan Drøm jeg aldrig drømte:

Naar saae jeg, o! Syn din Liige?

Nylig laae jeg hist i Dalen,

Hvilende de trætte Lemmer,

Der hvor Perle-Aaen rinder Blant de skyggefulde Buske;

Brødre! da saae jeg min Pige Staae ved Aaen, for at bades:

Hun var næsten ganske nøgen,

Nøgen til det utroe Linnet,

Som for hver en Vind maa vige.

Henrykt saae jeg hendes Bryster Svolme, hæve sig og falde:

Dristig holdt jeg stedse Øye Med den hvide Hals, og syntes At jeg mærkte Zephyr blæste Der omkring, og smagte Vellyst.

Nu begyndte hun, o! Glæde,

Sidste Skiul af sig at kaste:

Men ak! — Brødre! mens det skeede Vaagned jeg og hun — — var borte.

Gid jeg, nu kun kunde sove!

Nu er hun dog vel i Vandet.

<h—~-zS

49

Andres Tanker. No. 4.

Fredagen den 13 November 1772.

O mighty God, indulge my tongue,

Nor let thy Thunders roar,

Whilst the Young Notes and vent’rous Song To Worlds of Glory soar.

J. Watts.

Det høyeste Væsens Evighed.

Hil være Dig! Du beundringsværdige Væsen, Dig, som med den høyeste Magt har været til fra Evighed, hvis store Navn staaer skrevet med uudgrundelige Bogstaver dybt i ethvert Menneskes Hierte, og i ethvert udeeleligt Gran i Luften, Jorden og det Azurblaa Hav — —

Du ubegribelige! o! hvad formaae Ord, disse de Dødeliges Tankers svage Fortolkere, eller hvad formaae Tankerne selv — om de endog med vilde Vinger streife igiennem Luftkredsens vidtløftige Hvel-

50

38 vinger — naar de vovede at udfinde en Vey til Himlenes Himle: De tabe sig ligesom Nattens Fugle og blive opslugede af det skinnende Lyses Strømme. —

Tør den unge, ubesielede Digter vove at besynge den Evige? At opløfte sin Flugt til den Høyde, hvor Serapher og Cheruber istemme uafladelige Lovsange, og blande sin svage Stemme i deres store Chor? — — —

Han tør; — naar Du, som skaber Dig Ære og Herlighed, og Magt og Lov af spæde Munde, opløfter hans vingeløse Muse og værdiger hans Sang Din Bistand, Du, det heeles

store Digtere!

Førend denne jordiske Planet dreyede sit Løb om Lysets stedsevarende Kilde, førend Lyset selv begyndte at skinne og fik ved dit besielende Ord sin Tilværelse i en funklende Glands, førend Morgenstierne sang sammen og lovede Dig, Du utallige Verdener Skaber, er Du, den herligste, den naadigste, al Viisdom og al Magt.

Dog — er Skabetiden bunden til disse Verdeners Begyndelse? Kunde noget hindre den grænseløse Godhed fra evige Velgierninger eller holde den uendelige Kunstner i Uvirksomhed? — Flye! støvbeslegtede, krybende Tanke, at en umaalelig Magt, en ubegribelig Godhed kunde hvile, tilfredsstillet og udtømmet ved een Uges Arbeyde. — —

51

Ney! — ti tusinde gange virksommere end Solen i at udøve Din retmæssige Magt regierede Du, og dannede med din mægtige Haand utallige Systemer, alle beseglede med Dit uefterlignelige Segl.

Men — dersom Musen ustraffelig tør opløfte sine svimlende Sandser til altid redsommere Høyder — maaskee det beste Væsen, indhyllet i dybe Betragtninger, rolig eftertænkte det ædelste Thema, i den store Hensigt, at udgrunde den

evige Magt og Guddom, og opfylde sin alvidende Forstand med sig selv. Dette var tilstrækkeligt til at opfylde det store Alt! dette var en Sabbat,

værdig den Høyeste! maaskee har han, optroned iblant nogle faa udvalgte, men ringere, Aander, giort den store Plan til Verdens Grundstøtter,

Skabelsen og Igienløsningen, og hvilet en kort Tid — ved de store Følelser af sin Herlighed.

Maaskee — — men herneden er alt Gisning, alt Udvidenhed og medfød stolt Forfængelighed. O! Du, hvis Veye det er en Umuelighed nok at beundre, en Formastelse at beskrive — og det er alt hvad vi kunne, der er alt hvad

vi tør — Dig være Ære, Dig være Lov — —

Der kommer en Dag, da skal al denne Jord forgaae, og ikke engang efterlade sig Chaos: Den skal komme, da heele Elementernes Hær skal føre Krig mod hverandre, og ved deres Vrede paa begge Sider befordre Ødeleggelsens Triumph: Den skal komme, da den mægtige Dunstkugle der oppe

52

skal sukke i svovelagtige Tordener, og forgaae, og nedsynke i det tomme. Jorden her neden til skal spaltes i sin Middelpunkt, og opsluge den forstyrrende Ilds skrækkelige Lue. — — Hvor er nu Eders Stolthed I Klipper, som trodse Flodernes Rasen, og see med Foragt need paa de uroelige Dybder! og I, I skummende Bølger, som bruse langs igiennem det umaalelige Atlantiske Hav, I svolme forgieves: Skulde vel nogle Draaber være tilstrækkelige til at dempe den uudslukkelige Ild? I Bierge, paa hvis skyekronede Toppe Cedre forsvinde til smaa Grene, I prægtige Pillere, som understytte Himmelens mangefarvede Hvelvinger og grundfæste Jorden bestandig; hvor er nu, Athos? Hvor er, Teneriffa! din Anseelse? Hvad, Ætna! ere dine Flammer imod disse? Ikke andet end den foragtelige Gloe-Orm imod den gyldne Soel.

Da skal heller ikke de grønne Dale være sikkre i deres Ydmyghed, ogsaa de maa betale Natur og Retfærdighed sin Gield. Næsten græder jeg over Eder I smukke Medbeylere, Arno og Andalusien! men med overflødigere og mere sønlige Taarer græder jeg over dig, o! Albion, o! mit Fædreneland! — Forgieves adskilt fra de andre Lande maa Du ogsaa tage Deel i denne uundgaaelige ødeleggelse.

Ikke heller skal Du, Du Dagens majestætiske Behersker; ikke heller skal Du, Du Nattens indragende Dronning; ikke heller skulle I,

53

I Stierner, endskiønt Million og atter Million Miile borte, overleve den Dag: Ogsaa I maa underkastes Deel i, og ikke blot være skinnnende Tilskuere af denne Scene.

Men, skal end denne Jord indtil dens Middelpunkt forgaae, uden engang at efterlade sig Chaos: Svinder end Luften og ethvert Element bort, ligesom Daarens Drøm: Maa end de uhyre Klipper, paa hvis Toppe de høye Cedre vakle, og de ydmyge Dale, ligge under for Fordærvelsen: Maa end den gyldne Soel og den Sølvfarvede Maane med sit heele skinnende Følge tabes, saa lever Du dog, Du Verdeners store Fader, evig, som Du var, saa lever dog Menneskets udødelige Siel, nu fuldkommen og bestemt til uendelig Fryd.

Han kommer! han kommer! jeg hører den skrækfulde Basune, jeg seer den utaalelige Glands af det blinkende Sverd, han kommer, Over-Engelen fra det Høye.

"Staaer op I den taugse Gravs Indbyggere! vaagner uforkrænkelige, og staaer op! fra Østen til Vesten, fra Sydpolen til de hyperboreiske Lande, alle I Børn, I Adams Børn og Himmelens Arvinger! — Staaer op I det, taugse Gravs Indbyggere, vaagner uforkrænkelige, og staaer op!"

Da, og før ikke, skal den virksomme Siel finde sig selv i sit Hiem; og liig den paa Klip-

54

petoppen hvilende Ark see need paa det tryglede Livs ubestandige Løb, og efterat have overvundet Storme og Bølger og Klipper og Uveyr nyde Himlens evige Rolighed. Da, og før ikke, skal den udødelige Siel rigtig kiende sit Væsen, sin Oprindelse. Da skal den menneskelige Stemme med nye Toner synge den Evige værdigere Lovsange. — Dog, det vi kunne, bør vi giøre,

Rens du derfor mit Hierte med Isop, at jeg ikke, liig Cain, skal frembære et frugtesløst Offer, og med mine Gaver fortørne og ikke formilde den Tilbedelseværdige. Og var end Taknemmeligheden velsignet med alle de Evner, som dens overflydende Hierte kan længes efter: Steeg end Indbildningskraften paa fyrige Vinger høyere end dens modige Ønsker, saa var dog alt forgieves for at nævne ham, som han er, den ubeskrivelige. Dog lad Fornuften stedse ved Troens Øyne beskue ham med frygtsom Kierlighed. Lad Sandhed forkynde, og Tilbedelse, paa bøyede Knæe med Hænderne imod Himmelen, erkiende hans Rige. Lad Chor af Engle og Over-Engle med alle Himmelens Hære, Cheruber og Serapher, med deres Sølv-Basuner og gyldne Harper istemme: — — "Thi Du er hellig, thi Du er eene, Du Evige; Du allene udover al Godhed og overstiger al Lov.„

55

Prosaiske Oder.

Leander til Narcissa:

Endnu seer jeg Himmelen, den mig saa længe bevante Himmel, at blive rød af Solens unge Straaler, som med høytidelig Pragt fremtrine bag hiine skovbegroede Bierge. Hvilken guddommelig indtagende Scene for den muntre Unge! — Giennemtrængt af den sødeste Følelse griber han Liiren, og besynger den ham i Møde kommende Morgen. Harmonisk giennemlyde Strængene den opvarmede Luft; Glæde hæver hans Bryst, og glad gaaer han da til sine alvorligere Forretninger. Hvilken henrykkende Skueplads, hvilket ellers opmuntrende Syn for mig! — nu sort, som Midnatten, der med sit Blye-Zepter behersker Markene, lutter Qval, lutter Klage. Morgenen, som oversvømmer andre følende Siele med Ømhed, og kalder dem til Spøg og Fornøielser, kalder mig — — ak! at jeg maa give dig denne ubehagelige Efterretning, dyreste Narcissa! — — Men kan jeg vel længere sette mig imod Skiebnens bydende Vink? — den kalder mig til at forlade disse Egne — at vende tilbage til mine Fædrene-Muure. Adskillelsens Timer! hvorfor maatte I med en hastig Flugt iile frem? Vel erindrer jeg endnu den Tid, da jeg med en ufor-

56

nøiet Mund selv ofte bød Eder at haste; da jeg, forladt af reedelige Venner, i Selskab med nederdrægtige Hyklere, som paa en skammelig Maade søgte at undergrave min Lykke, maatte see mine leedige Øyeblikke fare forbi, eller da jeg vaagede heele Nætter ved den melancholske Lampe, eller eensom gik igiennem de braagede Enge, da saae jeg Eder glad i Møde, og I alleene vare mit Ønske. Men — hvor snart er Hiertet, de dødeliges Ønsker forandrede? — Een eeneste Omstændighed udsletter i os de Drifter, som paa det dybeste havde roedfæstet sig: Nye Bevægelser opkomme, som seyerrige henrive os, ligesom en stærk Bæk den svagere Dæmning. Hvor lykkelige vare vi, naar disse Tilbøyeligheder, som vore Ønsker grunde sig paa, vare altid fornuftige, altid dydige! Mine vare det: jeg kiender mit Hierte, det viiser sig for mig uden Sminke. Fornuft og Dyd understyttede den ømme Tilbøyelighed, som drog mig til dig, værdigste Narcissa! hvor ofte saae jeg da med forandrede, taarefulde Blikke ind i det tilkommende den Dag, som skulde forkynde mig Skilsmissen? ja, jeg saae den, som den, der tillige maatte rive mig ud af dine Arme. Hvor ofte græd jeg den i Møde

i din Barm? — og nu hvilke Følelser afvexle

i mit Bryst! Nu er den kommen, Veninde!

jeg maa skilles fra dig, for evig skilles —

fra dig, hvis Tilbøyeligheder Himlen havde dannet saa overeensstemmende med mine, dig, som jeg efter

57

den Eviges Raadsslutning skulde have troet, at være udvalgt til min bestandige Hielperinde, dersom

ikke heede Taarer bedugge Papiret i steden

for Ord, som for Veemodighed ikke kunne aabne dig

mine Tanker. Du kiender dem dog hvor

ofte sukkede jeg dig dem til — — Haarde Skiebne! skal endog de dydigste Lidenskaber piine Menneskenes

Siele? uudstaaelige Forestillinger! Ofte

søgte jeg at forbande dem, i Særdeleshed da, naar jeg efter vore ømme Samtaler eensom i Tusmørke giennemvandrede Engene. Min Vittighed var en riig Kilde til tusinde forskiellige Indbildninger og Forhaabninger, om at finde en muelig Vey, hvorpaa jeg kunde opnaae mine brændende Ønsker. Men alle disse søde og smigrende Billedee forsvandt, ligesom en let Drøm, for Mængden af de uovervindelige Hindringer, som viiste sig for min Forstand i deres heele mørke Skikkelse. Da trængte sig hyppige Klager af min Mund: Dem igientog den stille Skov og det luurende Bierg; sørgende skinnede Maanen, som tilforn smiilede saa venlig til mig, da den saae mig ved din Side; den blomsterrige Mark tilduftede mig Væmmelse og Fortrydelse. Forgieves søgte jeg at adsprede min Tungsindighed ved alvorlige Forretninger. Forgieves blandede jeg mig i Venners Selskab, som Munterhed og Lystighed spøgede om — jeg maatte iile til dig igien, endog da, naar Drømme omflagrede næsten den halve Ver-

58

den — jeg maatte udøse mine Klager i dit Skiød, og saa sandt jeg Roe og Trøst ved dine fornuftige Forestillinger, blandede med meenende Haandtryk og ømme Kys. For evig er den mig nu betaget, denne Roe — — evig flyer denne Trøst fra mig. O! hvor bange bliver jeg for den tilkommende Tiid, Elskte! borte fra dig bliver intet tilovers for mig, uden den smertelige Erindring af din Ømhed, som enhver klar Dag, enhver stiernet Nat vil dobbelt fornye i mit Bryst. Med Suk vil jeg hilse den største Forlystelse, som tilbyder sig. I Drømme vil dit Billede afpresse mig Taarer, naar det viiser sig for mig, snart, som naar du loe venlig til mig, snart, som naar du med halvdøde Øyne saae need paa mig, naar jeg talte om vor Skilsmisse. Jeg

skal ak! det er mig umueligt længer at vanke

om i denne Mørke Udsigt. Mørk være den, fuld af Klager være den, naar kun dine Dage ere lyse, behagelige og velsignede. Da taaler jeg all Qval med Taalmodighed. Din Lykke er min Roelighed. Den vil heller aldrig viige fra din Side. Himlen er retfærdig, den belønner dit ædle Sindelaug, — du fortiener

dens Løn du fortiener alt, dydige

Narcissa! hold de fromme Taarer tilbage, som du uden Tvivl vil udøse over min Fraskillelse! qvæl det Ønske, som du udstønner ubønhørt! Forsynet, hvis elskede Formaal du er, har tiltænkt dig en værdigere Ven: Maaskee bleve dine Dyder, din Siels

59

Adel, for lidet belønnede ved mig? Ganske fuldkommen maa den være som for evig skal indslutte dig i sine Arme, og kalde dig sin Narcissa. Lykkelig være den Høyagtelse, hans Hierte bærer for dig! lykkelig være den Tilbøyelighed, du har til ham! lyksalig være den Time, som skal foreene Eder ved det stærkeste Baand! lad den Eed, som udfløy af dine Læber paa hiine mig uforglemmelige Steder, hvor vi saa ofte med Haand i Haand og Bryst imod Bryst aabenbarede hinanden vore reene Følelser, ikke afholde dig fra saadan Forbindelse, som sigter til dit sande Vel. Den gang vare vi begge for iilende: Et tykt Forhæng skiulte det tilkommende for os, — jeg løser dig fra den for evig Jeg maa giøre det, men — med hvilken

Tvang seer jeg disse hellige Lænker brydes! Himlen selv bryder dem. Jeg er ikke længere din. Før var jeg det, jeg var det fuldkommen — Narcissa!

dog tænk undertiden tilbage paa mig, som paa din — Tænk i Særdeleshed paa mig, naar du besøger den skyggefulde Skov, som saa ofte luurede paa os, og tilraslede vore Kys Biefald. Velsigne

mig! velsigne endnu mine Been Maaskee de

bortfalde snart til Aske og Støv. Dydige! du er ikke meere min ikke meere? — — Jo, evig

bliver du min Veninde. Elskede er et Ord,

som jeg ikke uden alt for stor Tungsindighed meer kan nævne. Evig være det unævnet af mig. In-

60

gen elsker ømmere og redeligere end du. være Navnet Narcissa mig helligt.—

Narcissa til Leander:

Dit Brev fik jeg — disse faa Ord kunde fuldkommen være i Stand til med de meest levende Farver at skildre dig de Følelser, som stormede i mit Bryst da jeg læste det igiennem. Du kiender mit Hierte, fortroelige Leander! Du veed hvor villig mine Taarer adlyde de mørke Indtryk, som en Ulykkeligs Smerter, som en Ufornøyets Klager giøre paa mig. — Men hvorledes er det mig mueligt at tilbageholde Ordene, naar de skulle aabenbare Tanker, som angaae Dig, Dig, hvis bestandige Samtale havde været mig en evig Lykke. Jeg maa, jeg maa tilkiendegive Dig den Forfatning, som Dit Brev traf mig i; jeg maa afmale Dig den Rad af Tanker og Handlinger, som det frembragte. Allerede malede Solen Vesterhimmelen med skiæve Straaler, allerede iilede Landmanden, hvis Kræfter Dagens brændende Heede havde fortæret, længselfuld til den vederqvægende Hytte, da jeg, giennemtrængt af den reeneste Glæde, hastede ned i min Hauge, og der søgte den stille Eensomhed. Havde jeg ikke Aarsag at være overmaade glad? Min Fader, - ak, hvorledes skal jeg kalde Ham? Den ømmeste Fader? — Der i saa lang Tid maatte opofre sine Kræfter til

61

en heftig rasende Sygdom; ved hvis Seng jeg havde udgydet saa mange heede Taarer, naar han, allerede halv fængslet af den blege Død, lagde sin velsignende Haand paa mit nedbøyede Hoved, og med sin fromme Mund overgav mig til Himmelens Forsorg, han, siger jeg, fik af den Eviges Haand—som vist er bleven bevæget ved min heftige Graad — saa megen Styrke paa denne Dag, at han, kiendelig forbedret, kunde forlade sine Smerters Sted, og med en glad Mund kalde mig sin Daatter. Den Plads, hvor den store Skabers Godhed dufter mig i Møde af hans Hænders saa forskiellige Værker, skulde være min Tempel, hvor jeg vilde yde ham min skyldigste Tak. Hvor guddommelig var den Andagt, som giennemtrængte mig! Hvilken Beroeligelse vallede igiennem mine Aarer! Ak, Leander! havde Du kundet

lytte paa mig, skulde Du ikke have kundet andet, end læst den reeneste Glæde af mit Ansigt, og sluttet den af det jeg saa ofte bevægelig sammenslog mine Hænder. Jeg ønskede, at Du havde været tilstæde

længselfuld ønskede jeg, at Du med

mig maatte have sendt foreenede Taksigelses-Sukke op imod Skyerne. Jeg tænkte stedse, ar jeg dog vel maatte faae Øye paa Dig, i Særdeleshed imellem hiine duftende Roesenbuske, som saa ofte have hørt vore Kys. — Men desværre! da jeg fløy hen at omfavne Dig, fandt jeg en tom Skygge. Saa begyndte jeg paa nye at ønske Dig til Mig, og midt

62

i min store Begierlighed efter Dig kom Selinde, og bragte mig dit Brev. Jeg hoppede af Glæde — Han kommer, raabte jeg, nu kommer han strax — Allerede udstrakte jeg mine Arme, for fyrig at indslutte Dig i dem. Men ak! endog de Dødeliges uskyldigste Fornøyelser forvandles ofte ved de bitterste Smerter til Galde. Jeg læste, og hvilken Forandring styrtede sig over mig, saa meget ufordrageligere, som den var uventet! Intet Ord kunde

trænge sig igiennem mine stumme Læber; af Skræk gysede mine Lemmer; jeg begyndte at svimle. Selinde opreyste mit halvdøde Legeme, og søgte at bringe det til Live igien. Følelsen kom atter og formeerede min Qval. Leander! skreeg jeg, og en Strøm heede Taarer flød ned over mine Kinder — Leander! Dig skal jeg ikke see meer? Dig, den ømmeste den beste, den ædelmodigste Ven? — Evig skal jeg ikke see ham meer ? — aldrig skal jeg trykke ham tiere til mit troe Bryst?— Forraadnelse giennemskyde

mine ulykkelige Been; Forsyn! eller Neppe

kunde den forgiæves trøstende Selindes Haand tilbageholde de Ord, som allerede vare færdige at bryde ud. Retfærdige Himmel! til hvilke Udsvævelser driver en mægtigere Lidenskab Støvets Børn! Men er det afmægtige Menneske, er vor svage Slegt i Stand til at svinge sig op over den? den yttrer sin bydende Magt, førend vi formode det. Endnu

63

hersker den stedse i mig, denne martrende Lidenskab. Snart forrasker den mig med den stærkeste Magt, og da driver mit bange beklemte Hierte mig fra et Sted til et andet. Overalt søger jeg Lettelse, ingensteds finder jeg den. Snart sniger den sig gandske stille igiennem Aarerne, og da skyer jeg alle Mennesker, skiuler mig eeusom, og lader de utilbageholdelige Taarer flyde strømmeviis. Ofte spørger min igien oplivede Fader, naar han seer mine Kinder berøvede sine Blomster, og Tegn til Kummer i mine Øyne: Kiæreste Daatter! hvad for en Græmmelse fortærer dit Hierte? Hold op at være bedrøvet! jeg er jo frisk: Himmelen har bønhørt dine Sukke, og skiænket dig mig igien. Ak! han kiender ikke den Kilde, min Bedrøvelse har sit Udspring af; han kiender den saa lidet, som Du endnu kiender mit Hierte, dersom Du troer, at den Smerte, vor Skilsmisse føder, kunde forandre sig til en større Glæde. Med Dig er al Fornøyelse mig berøvet. Ikke engang en behagelig Udsigt bliver tilovers for mig. Undertryk dog den ulyksalige Tanke, at jeg skulde være i Stand til at skiænke nogen anden min Kierlighed. Dræb den i Fødselen: Den er qvælende for Dig; gruelig —- uudstaaelig for mig. Dig eene tilhører mit heele Hierte. — Kun Du har fortient det. Eeden, Leander! Eeden er mig alt for hellig til at jeg engang skulde nære den straffende Tanke, at bryde den; jeg holder den vist: Maa-

64

skee Himmelen anseer denne Troeskab med gunstige Øyne; maaske den belønner mig derfor. O kunde den vel udøse en sødere Belønning i mit Skiød, end naar den efter lange og haarde Prøver endelig vilde for evig bringe Dig i mine Arme? Dog, dersom der i Skiebnens Bog er tegnet en Beslutning, der ogsaa kuldkaster denne smigrende Trøst; dersom det ikke skal være mig tilladt, at blive foreenet med Dig, førend paa hiin Side Graven, hvor Ædle og Uædle ere Søstre og Brødre; saa skal dog aldrig mit Venskab, min Kierlighed, min Troeskab imod Dig lide mindste Forandring. Lad denne igientagne Forsikring overbeviise Dig, Leander! Lev lykkelig! maaskee Du kan før være lykkelig uden mig, end jeg uden Dig. — — Jeg uden Dig? — O hvilken Forestilling! Jeg kan ikke meer. Beste Leander!

lev fornøyet! —

65

Andres Tanker.

No. 5.

Fredagen den 20 November 1772.

Vergebens wirds der Kluge wagen,

Und, daß wir thöricht sind, uns sagen: Ihn selber halten wir dafür,

Blos, weil er klüger ist, als wir.

Canitz.

Udtog

af et Haandskrift om Landsbyen Qverleqvitsch ved Elven.

Gunstige Læser!

Du maa ikke fordre af mig, at jeg skal sige, hvordan jeg er kommen over dette Haandskrift, som jeg leverer Dig Nærværende Udtog as. Sagde jeg, at jeg havde fundet det under en gammel Muur, saa vilde du maaskee læse det igiennem med megen Ærefrygt, som en uskatteerlig Oldsag. Jeg kunde vel bilde Dig ind, at det

66

har hiemme i en Bogsal, og siden jeg er en Lærd, vilde Du ufeylbarlig troe, at jeg med lærvillige Hænder hemmelig har bortstiaalet det. Men —

jeg har ikke i Sinde at forebringe Dig nogen Usandhed! Dog skal Du heller ikke faae Sandhed at vide. Du maa lade Dig nøye med, at jeg meddeeler Dig et Værk, som kan tiene alle Historieskrivere til et Mynster, og Dig maaskee til Opbyggelse.

Den egentlige Forfatter af dette Haandskrift, og Tiden, naar det er skrevet, kan jeg ikke angive. Paa Titelbladet staaer der i Stedet for Navn et N., som Forfatteren uden Tvivl har sat der, for at giøre Læseren nysgierrig, og sig selv desmere bekiendt. Saa vidt jeg kan slutte, har en gammel Præst skrevet det for mange Aar siden. Om jeg slutter ret, maa Du dømme af de Omstændigheder, som forekomme i Udtoget selv. Endnu uvissere er det, naar denne Præst har lever og samlet disse historiske Efterretninger. Jeg formoder, det har været kort efter Canzler Creels Død; men jeg vil ikke paanøde nogen min Meening.

Verket selv er temmelig vidtløftigt: Fire Alphabeter i Folio. Skriften er meget fiin og ulæselig, og hist og her sinder man, jeg veed ikke, af hvad Aarsager, at der er ladet Plads til noget. Det Udtog, jeg vil give deraf, skal blive des kortere; og med at fylde de aabne Rum maa de forlyste sig, som ere, om ikke lykkelige,

67

saa dog i det mindste utrættelige i at forbedre lemlæstede Oldsager.

Saasnart man kaster sine Øyne paa Bogen, bliver man strax overbeviist om, at Forfatteren maa have været af en besynderlig Smag, og just ingen afsagt Fiende af sine egne Fortienester. Først finder man et Billede, som han formodentlig selv har giort. Udkast til, og som just ikke er blevet konstigt, men dog temmelig tydeligt. Det forestiller den flyvende Fama, som man kan see af to meget tykke Kinder og en Trompete: Paa denne hænger et Stykke Lærret, paa hvilket sees en menneskelig Figur med en Beeghætte, en lille Krave, og et saa kaldet Regnklæde: Der er noget skrevet derved, som jeg ikke kan giette meer end de to første Bogstaver af, der uden Tvivl ere P. L. og efter min Meening betyde Pastor loci, endskiøndt det og kunde sige Poëta laureatus. Af Skyerne rager en Haand frem, som holder en sammenbøyet Slange, og endnu noget andet, som ventelig skal være en Laurbærkrands. Neden for binder en Genius Tiden til et Træ, i hvis Bark følgende Bogstaver ere udgravne: S. H. N. Q. T. L. Q. M. Om jeg ikke tager feyl, saa sigtes der til det bekiendte Virgilske: Semper Honos Nomenque Tuum Laudesque Manebunt: Derved staae mange Folk, som med Beundring op opløftede Hænder beskue Billedet. De ere alle meget utydelig afmalede, uden een eeneste, som jeg holder for Skolemesteren der i

68

Byen, siden han udspiller Munden forfærdelig. Oven over forestilleset Landskab, og deri Byen Qverleqvitsch: Over samme svæver en aaben Bog, som uden Tvivl skal betyde en Concordants, eller maaskee dette Verk selv; deri finder jeg disse Ord: Nil sine me. Lige over for Billedet er der ladet et Blad reent, hvorpaa der staaer: Forklaring over min Opfindelse. Men om Forfatteren ikke selv har forstaaet sin Opfindelse, eller Døden har hindret ham fra at fuldføre sin Forklaring, det veed jeg ikke. Jeg har været vidtløftig i at beskrive dette Billede, for at man deraf kan slutte sig til Bogens Ælde; thi nu omstunder, ja allerede for mange Aar siden, ere saadanne prægtige Billeder gaaede reent af Brug.

Herpaa følger Titelen, som er et nyt Beviis paa Værkets Ælde, og saa lang, at man ikke, uden at have en meget sund Lunge, kan læse den op i et Aaandedræt. Jeg vil anføre den heel:

Høytlydende Krigstrompet og Fredsbasune,

Det er:

"En kort Krønike om den vidtberømte lille Bye Qverleqvitsch ved Elven, hvori dens angenemme, dog undertiden bedrøvelige Begivenheder saa vel i de ældre og nyere Tider, som i Middelalderen, tagne af tilforladelige Efterretninger, gamle Folkes Fortællinger, og an-

69

dre troeværdige Beviiser, tillige med det Assyriske, Persiske, Grædske og Romerske Monarkies deri indfaldende Hændelser, og mærkværdige Forandringer i Keyserdømmer, Fyrstendømmer og Riger; ja Pavernes, Keysernes, Kongernes, Fyrsternes og andres Levnetsløb og Handlinger, tillige med deres gode og onde Egenskaber, forekomme: og Naturens uudgrundelige Underværker i Solen, Maanen og Stiernerne, saa vel som i Planter, Træer, krybende og flyvende Dyr, baade i Jorden og Vandet, og i alt andet, som lever, bevæger sig og har Aande, lærerig ere foredragne: Og Socinianernes, Arrianernes, Pelagianernes, Manichæernes, Anabaptisternes, Molinisternes, Syncretisternes, Atheisternes, Indifferentisternes, og alle andre Kiættere, som ende sig paa ister, deres fordærvelige, afskyelige og diævle blendte Meeninger derved paa det grundigste og heftigste igiendrevne; til Advarsel og Formaning, men i Besynderlighed til Trøst for den liden christelige Hob i Qverleqvitsch i mueligste Korthed, og med en iilende Pen forfattet af N."

Paa den første Side staaer Tilegnelsen til hans kiere Sviger- og Gudfader Jørgen Klunker, Borgemester i Merane, og Oldermand for det hæderlige Skræderlaug sammesteds. Han viser deri den Liighed, Staden Merane har med det gamle Rom, og efterat han med adskillige latinske Steder har underrettet hans Hr. Svigerfader om hvem Cicero har været, spørger han ham og det heele Borgerskab, om Hr. Klunker ikke er den anden Cicero? Han beviser det af Exempler; og iblandt andet deraf, at han har jaget Byeskriveren, som en farlig Catilina, ud af Byen.

70

Paa den femte Side skrider han nærmere til sit Forehavende, og anfører de Aarsager, som have bevæget ham til at skrive. Han fortæller dem efter Orden, og holder deriblandt den for den vigtigste, at han ikke længer med en god Samvittighed har kundet imodstaae hans Venners, Velynderes og Foresattes heftige og uophørlige Bønner, Taarer og Trudsler, og har heller vildet meddele den lærde Verden denne Bog, end give Anledning til nogen Voldsomhed.

Fra niende til tolvte Side, viser han Indretningen af det heele Verk; men

Paa den trettende Side dets store Nytte, og Fra den femtende til nittende erklærer han, at han formedelst sine mange Embedsforretninaer maa afbryde og slutte dette Tilegnelsesskrift; hvorpaa der ogsaa Side 20 og 21 følger et hierteligt Suk.

Paa den 22 Side staae disse Ord; "Oprigtige Lovtaler og skyldige Æresminder over den høylærde og vidtberømte Hr. N. - -, Forfatter til Krøniken om Byen Qverleqvitsch, opfatte af neden anførte

lærde Mænd." Men Hr. N. har nok ikke oplevet dem, siden man finder lutter reene Blade, indtil Side 40, i Haandskriftet.

Paa den 40 Side begynder endelig Krøniken selv med store Bogstaver Q. B. D. V.

“Men Gud skabte kun een Mand og een Kone„ ere hans første Ord; og deraf viser han, hvor forunderlig det menneskelige Kiøn har forplantet sig igiennem saa mange Aarhundrede, og i saa mange Lande og Stæder, at der nu befinde sig 89 fornuftige Siæle i Qverleqvitsch allene, som han og ved den Leylighed ønsker at maatte bevares fra Krig, Pest, og dyr Tid,

71

hvilket de dog fuldkommen havde fortient med deres Synder.

Paa den 46 Side falder han paa det Indfald, hvordan det vel maa have seet ud i Qverleqvitsch for tusind Aar siden? Han er af den Meening, at Egnen deromkring har paa den Tid været aldeles ubeboet, og at man maaskee ikke har hørt andet end! Rørdrummer der, hvor Prækestolen nu staaer. Herpaa kommer han frem med sin heele Lærdom, og taler om en Cherukisk Fyrste Arminius, om Hermundurer og Myser. Ved samme Leylighed erindrer han sig Thracierne og Schytterne. Han blegner, naar han tænker paa Attila, og beundrer Skiebnen, som kastede Venderne fra det kolde Norden, ind i det heede Italien, for at forstyrre de skiønne Konster og Videnskaber: Han husker paa Longobarderne, og anfører tolv lærde Mænd, som udlede dette Navn af deres lange Skiægge.

Paa den 59 Side kommer Forfatteren til sig selv igien, og erindrer, at han har giort denne Udsvævelse i sin Fortælling for at komme til at bevise, hvem der havde været deres Forfædre, som boe i denne Egn. Sagen selv holder han for meget uvis, og vil heller anføre slet intet, end noget tvivlsomt, da en fornuftig Mand ikke maa anføre noget, uden det han med god Grund kan paastaae. Han sukker over den fordærvende Hussitter-Krig, hvori de beste Documenter om denne Bye formodentlig enten ere opbrændte eller bortførte til Bøhmen. Ved denne Leylighed falder det ham ind, at Hus betyder en Gaas, og da leer han Hiertelig over den eenfoldige Bonde, som bar en Dragt Brænde til Baalet i Costniz, for at brænde denne dyrebare Martyr.

72

Paa den 66 Side vil han, for at komme ud af dette Kram, med Ære, og med en ubeskadiget Samvittighed, lade enhver beholde sin Meening. “Nok er det, siger han, at vi maa have havt Forfædre; thi hvor der er en Virkning, der maa og være en Aarsag." "Men, slutter han videre, jeg og alle Bønder i Byen ere Virkninger, derfor maa vi og have havt en Aarsag, og den er just vore Forfædre, som jeg med saadan Umage har søgt efter." I en udførlig Note viser Forfatteren, hvad Modus denne Syllogismus er i, og bander Aristoteles need i Helvede, fordi han har slaaet heele Verden med Blindhed ved hans Sophisterie. I Kanten staae de Ord: “O Fornuft, hvor skadelig er du;" men da Blekket er gandske nyt, og Trækkene saadanne, som man nu bruger dem, slutter jeg, at denne Anmærkning maa nok være giort for omtrent tyve Aar siden.

Side 68 takker han Himmelen med et inderligt Ak, at den har forleenet ham Viisdom og Styrke til at komme saa vel ud af disse vildsomme Oldsager, og til at sætte de forvirrede Efterretninger om deres Forfædre i et klart Lys. Der bedriver han da og temmelig tydelig Beliggenheden, Omkredsen, Størrelsen, Gierderne og Graverne, saa vel som Inddeelingen af Gaderne i Qverleqvitsch, som jeg alt her, for Vidtsløftigheds skyld vil forbigaae.

Paa den 80 Side, erindrer han sig, at han af Hastverk har forglemt at sige, hvorfra det Navn

73

Qverleqvitsch har sin Oprindelse; men nu har han faaet saa priisværdig en Afskye for gamle Undersøgelser, at han ikke opholder sig derved. Hans Meening gaaer ud paa, at den i Betragtning af dens smukke Beliggenhed, i Pavedommet er bleven kaldet querelarum quies: Dette kommer ham høyst sandsynligt for, siden man kun behøver at kaste de Bogstaver e og arum bort og forandre ics til itsch. Dette beviser han og meget eftertrykkelig, ved at sige, at den maa ikke have sund Fornuft, som ikke vil indsee Sandheden deraf.

Paa den 81 Side handler han om Byens verdslige Hovedbygninger, og de derved forbundne Rettigheder, Rettergange og Frieheder. Den strænge Junkers Riddersæde tager han først fat paa. Der er ingen Muur, ingen Stue, intet Vindue, ingen Tagsteen, at han jo beskriver den efter dens Længde og Breede, ja, for, at hielpe paa den Eenfoldige, har han endog tilføyet nogle Grundtegninger tilligemed Maalestokken. Der hører en temmelig Taalmodighed til at læse alt igiennem. Dog maa man ikke lægge ham dette til Last, siden han ikke har giort andet, end det vore Forfattere, endnu den Dag i Dag er, giøre med den urretteligste Omhyggelighed.

Over Porten opdager han en gammel Steenfigur, som efter det Udkast, han har giort deraf, er formodentlig ikke andet, end en Zirat af Løvværk; men han anseer den for et høyadeligt Vaaben, hvoraf han udle-

74

der den strenge Junkers adskillige Forbindelser med andre Familier, og tillige nogle retmæssige Fordringer paa sex Riddergodse.

Et Taarn, som tiener Bønderne til et Fængsel, holder han for besynderlig mærkværdigt. Han kalder det en Skræk for de Aspenstige, og Retfærdighedens Tempel; men Fangefogeden Retfærdighedens Præst, og viser ved denne gode Leylighed den grundede Forskiel imellem den geistlige og verdslige Armee.

Tinghuuset kan han ikke gaae stiltiende forbi. Han giver omtrent ligesaa livagtig en Afbildning deraf, som af Riddersædet: Men over Lindetræerne deromkring, som Bønderne pleyede at forsamles under, udviser han en hiertelig Glæde, da de ved en meget naturlig Orden komme ham til at erindre sig de gamle afgudiske Linder, og den Sædvane at holde Rettergang under aaben Himmel. Denne Materie afhandler han med stor Belæsenhed; og jeg har seet nogle nyere Forfattere, som ikke komme ham nær i denne Henseende.

Side 140 følger de Geistlige Hovedbygninger, som bestaae af Kirken, Præstegaarden og Skolen. Ved enhver giør han en lang Fortælling, og glemmer heller ikke Billederne. Jeg vil ikke falde den gunstige Læser besværlig med et Udtog af Alt; men nogle Omstændigheder kan jeg ikke lade uberørte.

Hvor længe Kirken har staaet, veed han egentlig ikke, men nok, at den allerede har været til i Pavedømmet. Reformations-Historien tager her en Deel

75

Sider op, og det kommer mig meget sandsynligt for, at Sekkendorf har med god Nytte betient sig af dette Haandskrift. Den indmurede Vievands Kiedel kan han aldrig see paa uden at græde, og holder den for noget, der henhører til den papistiske Suurdey: Men den velindrettede Skriftestol, kalder han et Smykke og en Zirat før det heele Tempel. Engang, da man foretog sig at forbedre Kirken, fandt man noget bag Alteret, hvilket Forfatteren agter meget høyt, da han anseer det for en gammel Mynt, og føyer ikke allene en Aftegning deraf, men endog Mynten selv til. I Begyndelsen vidste han slet ikke, hvad han skulde giøre det til; men ved en utrættelig Undersøgelse og nogle lærde Venners Medhielp opdagede han en Hest i et Vand paa den ene Side, og en Figur, der saae ud sdm et kronet Brystbillede med denne meget utydelige Omskrift: vedkend, paa den anden: denne er han ubeskrivelig glad over at have fundet; han beviser, at Keyser Karl den Store har ladet denne Mynt slaae ved Wittekinds Daab. Derpaa beskriver han den heele Sariske Krig, og Saxernes endelige Omvendelse, og takker Himmelen med sammenfoldede Hænder, at den har bevaret saa stor en Skat i saa lang Tid, og giort ham lyksalig ved denne kostbare Mynt. Jeg har alt for længe siden skikket den hen til en meget berømt lærd Mand, for at høre hans Meening derom; men han skrev mig til, at den var ikke andet, end et gammelt forrustet Laag af en Daase.

76

End videre berømmer han den skiønne Forraad af Bøger, som Sacristiet var udpyntet med, og som han derfor kalder det hellige Rustkammer. Han forsikrer, at der er saa mange praktiske Bøger,

Stierner og Kierner, Stieger og Kiæder og

andre bibelske Rustninger derinde, at man gierne inden en halv Time kunde bevævne sig med en trøsterig Præken.

Halsjernet ved Kirken skal være et ufeylbarligt Beviis paa en god Politieorden: Han ønsker, at alle de vare sluttede deri, som ikke skamme sig ved at give deres Præster Vikker og Klinte, i Stedet for god Tiende, da han dog prædiker Guds Ord høyt og reent for dem.

Præstens Studeerstue kommer ham ikke anderledes for end den trojanske Hest. Af denne, siger han, udsteege saa mange tappre Helte, som lagde det modige Troja i Aske; men af hiin træder en opbyggelig Prædiken frem efter den anden, og bestormer det stolte Babel.

D. Luthers Huuspostil kalder han sit Palladium, og udsøger sammes heele Historier fra de ældste Tider af.

Fra Side 203. til 279. finder man de strenge Junkeres Slegtregister, som have været Arve-, Lehn,- og Domherrer til Qverleqvitsch. Jeg vil kun anføre nogle af dem, og betiene mig af hans egne Ord, saameget mueligt.

77

Hans von N. var fød 1429, og levede 65 Aar: Man veed intet om ham, uden han har havt en meget stor Mave.

Hans Ulrik von N., den forriges Søn, havde en Jagthund, som han usigelig elskede. Da denne Hund døde, skikkede han Præsten ligesaa meget i Foræring, som om hans Søn havde været død. Det maa have været en priisværdig Herre.

Jørgen von N. aad, drak, og giftede sig tre Gange. Hans Bønder var han meget bevaagen; men en dødelig Fiende af Præsten Han vilde ikke liide, at han sagde ham den reene Sandhed af Prædikestolen, da det dog skeede paa saa privilegeret et Sted. Fra utænkelige Tider, havde Præsten hver Søndag spiist til Hove; men denne IJørgen skaffede det af. Det var ret en Atheist uden Gud frygt og Samvittighed; og som han levede, saa døde han: Han faldt need af Hesten, og brak sin Hals. Efter hans Død har det spøget stærkt ved hans Grav, og Præstens Kone har selv hørt, at det var ikke anderledes, end om Katte beed hverandre. Han døde uden Børn, og Godset tilfaldt hans Fetter Casimir von N.

Fra Side 280, til 336. kommer Kirke- og Skolebetienternes Liv og Levnet. Det er meer en Kiæde af Lovtaler, end en historisk Fortælling; og da saadanne besynderlige og hemmelige Efterretninger alleene kunne behage faa, men ere væmmelige for de fleeste, saa kan man ikke heller nægte, at den, som skulde finde Fornøyelse i denne Afhandling, maa selv være Præst i Qverleqvitsch. Jeg vil derfor ikke misbruge mine Læseres Taalmodighed; men alleene anføre noget lidet deraf.

M. Henrik Quad, en ærværdig Mand prædikede eengang om Ugen og døde. Han har skrevet en Bog, som

78

føret Titel af: Πρὸs εαυτὸν eller velmeent Underretning for eenfoldige Præster, hvorledes de skulle bære sig tugtig ad paa Prædikestolen: Med nogle Billeder i Træesnit.

Jørgen Voigt forstod sig fortreffelig paa Husvæsenet; men prædikede kun maadelig.

M. Cort Hauchius var meget nidkiær. Han blev altiid bruun i Ansigtet, naar han tænkte paa Paven, og giorde 56 nye Kiettere: Han levede i stor Ueenighed med sine Domherrer, og havde megen Fortred med Menigheden for Præstegaardens Skyld; han ærgrede sig engang saa stærkt over gammelt Øll, at han døde.

M. Henrik Bochstaudius vægrede sig

ved at underskrive Cantzler Crelles Ordonantz, og blev sat fra sit Embede. Forfatteren anseer dette for en mærkværdig Omstændighed, da han troer, at han er den eeneste Lærde, der heller vilde miste sit Embede, end skrive.

Saa vidt om Kirkebetienterne: Derpaa følge nogle reene Blade, som, efter mit Sigende i Indgangen, have bragt mig paa den Tanke, at nærværende Krønike er skrevet efter Cantzler Crelles Død.

Af Skolebetienterne der paa Stedet, som Forfatteren navngiver tyve af, vil jeg alleene anføre een eeneste. Han kalder ham Gall Veidt den Store. Det kom mig i Førstningen latterligt for, at han gav en Skolemester dem prægtige Tilnavn; men han beviiser det saaledes: Han har kundet smukt skrive og læse, underviist Børnene flitig, holdt Kirken reen, ringet vel med Klokken, har kundet synge et smukt Lita: nie, og giøre fuldkommen alt hvad som tilkommer en retskaffen Skolemester. Følgelig, har han ikke været nogen stor Helt, saa har han dog været en stor Skolemester.

79

Paa den 336 Side finder man adskillige samlede Efterretninger om Lærde Qverleqvitschere, og iblandt dem synes følgende at have været de berømmeligste.

Jørgen Grif, en Bondesøn, lagde sig efter Lovkyndigheden, og førte Sager i en liden Stad ikke langt fra Magdeburg. Man har mærket, som noget besynderligt hos ham, at han havde meget lange Fingre, og saa tyk en Hud i Ansigtet, at han aldrig kunde blive rød.

Anton Cuntz, ligeledes en Lovkyndig, vilde være Doktor i Erfurt, og til den Ende disputerede de capilamento Ulpiani; men da han paa Kathedret forsvarte sin Sag med saadan Heftighed, at der sprang noget inden i ham, døde han strax derefter.

Baltzer Würtzel, en Læge, en duelig Mand. Naar en Bonde havde Opsigelser, saa vidste han strax, hvorledes de kaldtes paa Grædsk. Han opfandt mange Universalmidler og Lebenstinkturer; men døde i sine bedste Aar, og testamenterede Borgerskabet i Zvenka et Stykke Agerland til en nye Kirkegaard.

Morten Pinsel, ministerii Candidatus, var den gamle Morten Pinsel, Præst til Qverleqvitsch, hans Hr. Søn; hans Moder giorde et Løfte, da hun gik frugtsommelig med ham: Dersom Himmelen vilde give hende en Søn, skulde han være Præst: Hendes Ønske blev til alles store Glæde opfyldt, og den gode Pinsel blev af hans Hr. Fader holdt til alle smukke Videnskaber og Konster. Men han havde et tungt Nemme, en stammende Tunge, og en slet Hukommelse, viiste og liden Lyst til at studere, men vilde heller være Grovsmed. Men hans kiærlige Moder pryglede ham saa længe, til han erkiendte sit Kald, som han og

80

siden blev ved og sagte og salig hensov som Informator i Dresden i hans Alders 59 Aar.

Endelig giøre adskillige Mærkværdigheder paa den 384 Side en ønskelig Ende. Her ere Trækkene i Haandskriftet gandske forskiellige fra de forrige; og jeg troer, at Forfatterens Kone maa have sammenskrevet disse Merkværdigheder. Min Formodning er ikke usandsynlig, men Sagen beholder dog sin Værdie; ja jeg kiender en lærd Mand, om hvis Krønike man skulde sværge, at hans Bestemoder havde forfærdiget de tilføyede Anmærkninger.

Jeg veed ikke, om jeg fortiente nogen Tak af Læseren med at levere ham et Udtog af disse Mærkværdigheder; han kan gierne undvære at vide noget om de Soldater, som have ligget i Qvarteer i Qverleqvitsch, saa vel som at der engang indfandt sig en Hestetyv, som blev paagreeben, fængslet og dømt, og at Skoelemesterens ældste Søn faldt engang meget ynkelig i Gadekiæret, men til al Lykke kom uskadt op igien; dem, som villie læse disse og saadanne flere beklagelige Hændelser, kan jeg foreviise Originalen, hvorfor jeg slutter dette Udtog med de samme Ord, som jeg finder paa det sidste Blad af mit Haandskrift:

Exegi monumentum ære perennius; Non omnis moriar.

81

Andres Tanker. No. 6.

Fredagen den 27 November 1772.

Æquam memento rebus in arduis Servare mentem: non fecus in bonis Ab insolenti temperatam

Lætitia.

Horaz.

Hvorledes skal en viis Mand forholde sig i Lykke og Ulykke?

En Tale:

Kunde jeg med en indtagende Veltalenheds sindrige

Sprog, kunde jeg med en skabende Pensels fortryllende Kraft byde over mine Tilhøreres Hierter og Følelser, saa skulde jeg ikke underholde Dem, mine Herrer! med noget ringere, end med den udødelige Seyer, den Viise indlægger sig over Lykken og Ulykken; med den livagtigste, med den yndigste Afbildning skulde jeg underholde Dem. Den Kunst, hvormed Plinius foreviger de beste Fyrster, skulde staae mig bie i ar skildre Dem en Mand, hvis Siæls ophøyede

82

Gierninger formørke al Erobrerens Glimmer, og al Monarkernes Pragt. Fra Støvet af ophøyet til de største Værdigheder, opløftet til den høyeste Magt, lykkelig ved alle dette Livs Fortrin og Fornøyelser, elsket og tilbedet af et taknemmeligt Folk — i denne Middagsglands af hans Lykke skulde De see ham, og dog ikke saa meget beundre

hans Magt, og vidtløftige Æresbetieninger, som hans Ydmyghed, Beskeedenhed, Afholdenhed og menneskekierlige Sindelav. Da skulde jeg just viise Dem denne tilbedede Mand af hiint erkiendtlige, af hiint rørte Folk styrtet i de nedrigste Hensigter, berøvet al sin Formue, høytidelig forbandet, og for evig forviist af Staaten. De skulde see

ham, forskudt af sine Venner, langt borte fra

sit Fædreneland, fare vild paa ubeboede Kyster, omringet med Død, og Hunger og Modløshed; og dog endnu stedse blive den høye Tænkemaade var, som i Lykkens Dage opløftede ham saa

høyt over andre. Stykkende sig ved sin Dyd skulde De see ham, hvorledes han med en beundringsværdig stor Siæl selv i de Øyeblikke, da han smerteligst føler Ubilligheden i sin Skiebne, opløfter sit ædle Hierte mod Himmelen, og begiærer for sin Tilfredsstillelse intet videre af den, end at han maa see sine Fiender lykkelige, og sit utaknemmelige Fædreneland frygtet af alle Folk paa Jorden.

Men alle disse stærke Træk, disse lette Steder i den Viises Billede ere ikkun muelige for hiine skabende Genier, hvis guddommelige Velta-

83

99 lenhed alle Tidsalder beundre. Hvor skulde jeg med min saa øyensynlige Ufuldkommenhed uden Frygt turde vove mig ind i saa overordentlig en Siæls Helligdom? Skal jeg da, undertrykt ved Overvægten af min Gienstand, qvæle hos mig alle beundrende Tanker? Nei! jeg vil ophøye mig over mig selv; jeg vil samle de faa Gaver, Naturen skienkede mig, dem alle vil jeg samle, for i det mindste ikke gandske utroe at kunne forestille Dem, mine Herrer, den imod Lykke og Ulykke stridende Viise. Beær De mig med Deres Opmærksomhed; jeg vil holde disse Øyeblik for de lykkeligste, for de kostbareste.

Naar jeg skal beskrive Dem den kæmpende Viise, maa jeg da ikke og bestemme den Fiende, han bestrider? Maa jeg ikke nøye undersøge hans Svaghed og Styrke, maa jeg ikke udforske Lykkens og Ulykkens Natur, om jeg ellers skal viise ham i sit fulde Lys? Hvor modsigende, hvor forskiellige ere de Begreb, som Menneskene giøre sig om Lykken? Hvilket Chaos af Meeninger! jeg vover mig ind i dette Vilderede, jeg søger det, der bedrager den Viise. Tusinde rose her den Skiebne, som tusinde andre afskye. Enhver giver sin Lykke en anden Vending, et andet Navn. Vore Meeninger beherske vore Domme og vor Ubestandighed med en uindskrænket Magt. Den, som lader sig forblinde af en glimrende Ære, beundrer Kongerne og de Fornemmeste i Staten. Deres Glands henrykker ham, sandesløs beundrer, han dem, og bedragen priiser han dem lykkelige.

84

Den, hvis Begiærligheder ikke optændes af henrivende Lidenskaber, indtages kun af en eenlig, en stille Levemaades Yndigheder- Med Horaz troer

kun den sig lykkelig, som langt borte fra Stadens Tummel, med egne Øxen dyrker sin arvede Ager, som under sit Straaetag ikke skrækkes ved Krigstilberedelser, som ikke tør bæve for Havets Vrede, og skyer de Stores prunkende Palladser. Medens den i Vellystens Skiød drukne Daare drømmer uudsigelige Saligheder; saa iiler den ubekrandsede Helt paa tusinde blodige Liig til Lykkens Tempel. Ulykkelig er Vitell i Harpagons Øyne, som fortærer sit Liv med at vaage over døde Skatter. Vitell beleer den udmagrede Daare, og troer sig lykkelig, og agter sig lyksalig nok, saa længe Kilderne ikke ere udtørrede, der kunne føde hans Begierligheder. Hvilke Modsigelser i Menneskenes Domme! mod hvad for en Lykke er det nu, at den Viise væbner sig? Er det et roeligr, et fornøyeligt Liv? Er det en usaaret Samvittighed? Er det Rigdom, er det Æresbetieninger, som vi have vore Fortienester at takke for? Ney! hvor kunde vi bestride en Lykke, der er en Følge af vor Dyd? Hvilken en Modsigelse, at ville sætte Dyder imod Dyder! ere de naturlige Følger af vore Laster, de Straffe, Lovene tilkiendte os, de Sygdomme, vi selv styrtede os i ved vore Udsvævelser, ere disse de Uheld, som vi med en standhaftig Dyd taalmodig skulle udstaae? Ney! ere de ikke alle Ulykker, som vort Forhold giorde nødvendige? Er det mueligt, at en Lastefuld, som er for liden til den ringeste Dyd,

85

ved at udøve een af de meest ophøyede Dyder, kan lette sine Straffers Byrde? Altsaa er den Lykke, jeg taler om, ikke en Lykke, der ved en nødvendig Følge flyder af Menneskenes viikaarlige Handlinger. Ogsaa uden for os ere tusinde Kilder til Glæde og Misfornøyelse. Erfaringen lærer det. Uden for min Sphære ere utallige Aarsager til min Lykke og Ulykke, som jeg ikke forud kan see, som jeg ikke kan ændre. Maaskee er dette den Lykke, med hvilken den Viise udruster sig? Overhovedet virker det Uventede, det Uforudseete, som grunder sig i Ting, der ere uden for os, af sig selv gandske anderledes paa os, end det, som for vor Skyld var nødvendigt, som vi kunde forudsee, som vi kunde vente, som vi og maaskee virkelig forudsaae og ventede. Den Lykke, vi erholdte ved vore Fortienester, befæster vor Dyd; den tilfældige Lykke kan komme den stærkeste Dyd til at vakle. Man ophøye en fortienestfuld, en dydig Mand, til en Værdighed, som passer sig til hans Fortienester, som man skyldte ham, og som han kunde giøre den retmæssigste Paastand paa. Lader det sig vel tænke, at denne Værdighed skal giøre ham stolt, gruesom og overmodig? Men man opløfte denne samme Mand til en Ære, som hans Fortjenester ikke rekke til, som er langt større, end den forrige, som han ikke forudsaae, og ikke heller kunde forudsee, skal han vel, overvældet af dens pludselige Glands, kunne holde sig fra den stolte Tanke, den Tanke, siger jeg, at han dog vel ikke maa være denne Ære gandske uværdig, og at han maaskee snarere har

86

sine gode Egenskaber, end den tilfældige Virkning af en blind Lykke, at takke derfor? Jeg troer det ikke. Er ikke i det mindste Tanken selv allerede en Forseelse? Man imodstaae den kun ikke tidlig nok, man lade den nogle Øyeblik en Plads blandt vore Livtanker; og den skal opfylde vor heele Siæl, og sukkende skal den overvundne Dyd flye for den. Dette lader sig ogsaa omvendt

beviise om Ulykken. En tredie Lykke gives ey.

Du er da, du Skiebnens Barn, bedragelige Lykke, dannet af en udvortes Aarsag, du er da den Viises farlige Fiende. Jeg kiender dig heel vel paa dit skinnende Billede, paa din smilende Mine, paa din forføriske Stemme. Men smiil kun altid med alle dine Yndigheder, smiil allene forgiæves ad

den Viise. Hans Øye trænger igiennem de Dækker, som unddrage de Svagsynede dit Inderste; og hans Øye forstyrrer den Tempel, og nedbryder de Altere, som Daarlighed og Dumhed her

have opbygget. —

Jeg nænner mig til mit store Billede. Der gives almindelige Grundregler, hvorefter den Viise handler i Lykke og Ulykke. De tages deels af Lykkens Natur, deels af Erfarenhed. Jeg behøver kun at tage dem, og anvende dem paa nogle særdeles Tilfælde, og de skulle i mit matte Udkast

ikke ganske fordærve den store Original.

Alle Lykkens Fordele, den største ikke undtagen, ere, trods de almindelige Fordomme, intet uden glimrende Navne, intet uden indbildte Fordeele. Hvad er vissere, hvad er upaatvivleligere? Og dog

87

kiende de daarlige Dødelige dig, klarskinnende Sandhed, lysere end Middagssolen, dig kiende de ikke. Deres af Fordomme forblindede Øyne ere for kortsynede eller for dumme til at trænge ind i Tingenes

Væsen. De blive hængende ved den sminkede, ved den indtagende Overflade, og miskiende i en forblindende Glimmer acherontiske Uhyrer, og kalde dem himmelske. Belæsset med Indiens kostbare Ertser, iiler Jordens Afgud derfra; grønt Laurbær bekrandser hans Tindinger, og Kroner trykke hans Hoved; Purpur og Guld og alle malede Steene, som Siams Høye avlede, bestraale

hans heslige Lemmer; og Vellyst og rasende

Fornøyelser svæve efter ham. Hvilket Billede for Slaven af Sandserne! han seer den fortryllende Dukke, beundrer, anseer den for skiøn, elsker den og — den bedragne — gaber sin Forstandbort, og tumler en Skygge, og tumler sin Fordærvelse i Møde. Men den Viise tager Masken af den med en klog Haand, og seer den, som den er,

og skuer i den et fælt Uhyre. Ney! den Lykke er ingen sand Lykke! den opløfter Daaren, som den Viise, og udaander Ødelæggelse over alt, hvor den stiller sine ulyksalige Trin. For dens Aasyn skiælver den stærkeste Dyd; og den svagere skyer den uliige Kamp. Den Lykke er et sandt Onde. Hvor kunde vel den Viise være stolt af at eye et Drømmebillede, et Onde? Det er saa langt fra, at den meget meer giør ham ydmygere og menneskekierligere. Dette er en Egenskab hos Lykken, og tillige en Grundregel, hvorefter den Viise i den gode Lykke indretter sit Forhold. Jeg vil vende den om, om

den skal blive til en Grudregel, som i Ulykken

88

skal vogte ham for Feyltrin. De Gienvordigheder, som gemeenlig pleye at møde os, ere intet mindre, end sande Ulykker. Saa modsigende denne Sætning kan forekomme den almindelige Vane, saa vis, saa nyttig er den for den Viise. En uventet, en pludselig tilstormende Ulykke skal maaskee giøre min Dyd vaklende; men skal den ogsaa kunne overvinde den? Ingenlunde! midt i Ulykkens Uveyr skal jeg beholde et reent, et ubesmittet, et uvanhelliget Hierte, naar jeg kun kan være stor nok til at ville beholde det. Og er ikke Ulykken den tienligste, den sikkerste Lægedom for vore i Lykkens Skiød forkiælede Siæle, for vore syge, vore saarede Gemytter? Hvor føre de tornede Veye os hen? Hvorhen ellers, uden til den Himmelske Viisdom, hvorhen, uden til Lyksalighedens Marker? Uden Grund begræder den ulykkelige Feyge, som Forsynet nedstyrtede fra hans Høyhed, sin sørgelige, sin grusomme Skiebne; uden Grund troer han, at han sukker under et uundgaaeligt Ondes Byrde. Og hvad ere Følgerne af disse bedragelige Tanker? Han seer nu intet, uden sin Elendighed; og seer den i en langt strækkeligere Skikkelse, end den virkelig har. Et melankolskt Øyekast er nok til at omskabe hans Ulykke, der endnu ikkun er middelmaadig, til en forfærdelig Coloss. Saaledes stirrer den overtroiske Vandringsmand om Midnatten i den rædselfulde Lund paa en nøgen, løvfrie Stub; han stirrer derpaa; den virksomme Indbildningskraft forsamler i ham alle den omliggende Egns bedrøvelige Spøgelsehistorier; han seer et Kiempebillede med røde,

89

blussende Øyne, hvis hornede Hoved rækker op i Himmelen; da igiennemfarer en iiskold Gysen hans Inderste. Frygten reyser ham Haarene paa Hovedet, og under ham synker det bævende Knæ. Saaledes stirrer Daaren paa sin Ulykke, og giver den Anseelse af et heelt Helvede, og forfærdes for sig selv, og skiælver, døvgiort af Skræk, sandsesløs i sin Fordærvelse. Men den Viise frygter ey Ulykkens Uveyr, saa rædsomt det endog stedse maatte bruse. Og hvor kan han frygte derfor, da han kiender dets Natur, og dets Virkning, og den Haand, som tilskikker ham det i ingen, uden de viiseste Hensigter. Saa zittrer Naturkienderen ikke, naar mørke Skyer opstige fra Østen og Sønden og Norden, nedstyrte heele Ildhave, og med mægtige Knald bevæge det Inderste af Jorden; thi hans hærdede Forstand indseer den uendelige Nytte, som denne Svovelregn, disse Tordenstemmer udbreder over dette heele menneskelige Liv.

Lykken er en sød behagelig og tillige høystskadelig Gift. Denne Grundregel, som Erfarenhed alt for ofte har stadfæstet mig, lærer den Viise meer, end alle andre Grundregler, at vogte sit Hierte for Laster, og fornemmelig paa Spidsen af hans Lykke endnu at give Agt paa sig selv, at være friemodig, forsigtig og vaersom. Han fæster ingen Troe til Lykkens falske Smiil, eller dens smigrende Kiærtegn. Og aldrig, er han meer bange for, aldrig meer mis-

90

tænkelig imod sig selv, aldrig meer afholden, end i de lykkeligste Dage af hans Liv, da en klar Himmel skinner for ham med alle Lykkens Straaler. I denne Stilling kommer intet Tilfælde uventet paa ham. Men hvor langt er den fra den Viise ned til Daaren! Daaren river det tumlende Bæger, som Lykken tilbyder ham, med en begiærlig Haand til sig; med tørstige Træk tømmer han det, og inddrikker sin Fordærvelse. Naar da en uventet Ulykke bryder ind paa ham, naar den, liig en uhindret Strøm, truer med en almindelig Oversvømmelse; saa slumrer den sikre Daare i Vellystens Arme, og bortrives, førend han endnu kan besinde sig, i Afgrunden.

See her dit Billede, ulykkelige Hannibal! Du burde været ligesaa klog i at overvinde dig selv, som du var, naar det kom an paa at være Roms Erobrer! Du burde skiælvet ligesaa meget for dig selv, som Rom skiælvede for din frygtede Arm, om du ellers vilde holde dig i den Høyhed, du engang var steeget til. Lykken opblæser vort Hierte, og tvinger Fornuften under Lidenskabernes Aag. Den ophidser vore Begiærligheder, og giør os dristige nok til at ville bestige de steileste Høyder, og trodse de sorteste Farer. En nye Grundregel, der overbeviiser os om Nødvendigheden af at indskrænke vore Lidenskaber. Vi ere allerede af Naturen alt for tilbøyelige til at troe,

91

at vor stolte Villie er, som Horaz siger, ikke vanskelig at overvinde. Vore Daarligheder hiige stedse efter det Høyeste. Og naar da en gunstig Lykke, ved en Tid lang at opfylde vore Ønsker, anfalder os med den stolte Indbildning om vore Fuldkommenheder; saa er i Sandhed ingen Tømme, ingen Skranke saa stærk, at vore vældige Begiærligheder jo skulle bryde derigiennem. Eet forvovent Anslag behøver kun at lykkes os, for at tilskynde os til et andet endnu meer forvovent. Misfornøyede med vor Tilstand, stræbe vi stedse efter en bedre, og naar vi have opnaaet den, naar Haabet derom ikke længer henrykker os, saa ere vi allerede igien kiede af den. Vi stige Høyere, og skulde maaskee stige til det Uendelige, dersom vi ikke tilsidst traf for uovervindelige Hindringer, dersom vi ikke fandt Klipper, hvorimod vor Stolthed paa eengang splittedes. Den Viise maaler sine Begiærligheder efter sine Kræfter. Han forstiger sig aldrig. Kun Daaren vover sig med Voxvinger op imod Solen. Naar Strængen spændes for stærk, springer den. Den Viise forsøger først længe, om han er i Stand til at bære en Byrde. Han læmper sig efter sine Vingers Styrke; og er fornøyet med sin Dal, naar han troer sig for svag til at naae de himmelhøye Bierge. Den Ulykke, som møder os, er Menneskelighedens Lod. Med vor Fødsel blev tillige Vandheld i dette Liv os tildeelt. De ere tilfælles for alle. Liige fra Monarken paa hans

92

pralende Throne, til den støvede Landmand bag Ploven. Tordenstraalen treffer ligesaa vel det truende Taarn, som den lave Hytte; og sielden er vor Elendighed saa stor og saa utaalelig, at den ikke, naar den uden Fordomme sammenlignes med andres Ulykker, skulde tabe endeel af sin Byrde. Alle disse Sætninger ere ligesaa mange Trøstegrunde for den Viise til at lette hans Gienvordigheder. Sielden foruroeliges vi meget af det, som vi have tilfælles med andre; og intet er saa kraftigt til at indgive os et uforfærdet Mod, som naar vi see vore Medbrødre sukke under Vægten af en Byrde, der er tungere, end den, vi bære. Lykkelig og tre Gange lykkelig er den, som, underviist af disse Grunde, kan omskabe det værste til godt! Ulykken rammer kun den ringeste Deel af Menneskene; og paa disse kommer der da kun an, at hindre den fra at trænge ind paa deres Siele. Denne er min sidste Grundregel. Armod, omme Venners Tab, Sygdom, alle disse Uheld ramme kun denne udvortes Hytte, denne et Høyere Væsens brøstfældige Boelig. Jeg kan føle dem i alle mine Deele, giennem alle Sandser, giennem hvert et Lem. De kunne giøre mig til en Elendig, til en Krøbling, og til en Spot for Verden. Men forgiæves skulle de forsøge at bryde igiennem den Jernmuur, som sætter min Siel i Sikkerhed for deres Anfald. Jeg kan være arm og dydig tillige; og jeg er det, fordi jeg vil være det. Alle Elementer,

93

alt det Skrækkelige, Naturen eyer, Ild, og Krig og Død, kunne sammensværge sig imod mig; dette Legeme bliver maaskee et Rov for deres forstyrrende Kraft; men min udødelige Siel vil dog, ophøyet over alle dens Fiender, fremkomme med Seyer af dens knusede Hytte. Disse, mine Herrer, ere de Pillere, den Viise støtter sig paa, dette er det Demants-Pantser, som kaster alle Ulykkens Piile stumpe tilbage, denne er den Tømme, som holder hans opkommende Begiærligheder tilbage, naar de som uregierlige Heste ulydig vrinske imod deres Herres Røst, og tragte efter Friehed. Forsøg de det, ophøy de en Abdolonimus af sit lave Støv, ophøy de ham til eu Herre paa Jorden; Nationer skiælve ved Trappetrinene af hans Throne, og tilbede hans Majestæt! Folkene i de længst bortliggende Verdens Deele udbrede deres Gaver for hans Fødder, og søge Forsvar under hans Vingers Skygge! Hans Navn være under begge Polerne, fra den eene Ende as Jorden til den anden, et tilbedet Navn. Ophøy de ham til denne høye Spidse; og han vil endnu være meer end alt dette! Han vil fortiene Navn af den elskværdigste, den viiseste iblandt Menneskene. Han skiuler aldrig sit Ansigt, end ikke for den ringeste af hans Undersaatter. Han, Menneskevennen, nedlader sig med en faderlig Medlidenhed til deres Klager, øg letter dem de Byrder, de sukke under. Hans Mildheds Dug udbreder sig over Jorden. De see-

94

neste Efterslægter beundre ham endnu. Ikke i Mindesmærkerne af hans Seyervindinger, ikke i hans Seyer over sig selv, i hans ædle Siel, i hans Mildhed, i hans Medlidenhed, i hans viise Handlinger beundre de ham. — Men jeg forlader disse klare Udsigter, disse glade Marker; jeg forlader den lykkelige Viise, og følger: ham giennem Graderne i hans Fornedrelse. Den Viise er allevegne stor, allevegne sig selv liig, allevegne den værdigste Gienstand for Beundringen; stor paa Thronen, stor i Støvet Væbner

eder imod ham med alle eders Forskrækkelser, I Ulykkens Bølger! Nedstyrter ham fra hans høye Magt, fornedrer ham til den skammeligste Armod, og erkiender endog i pjaltede Klæder den ædleste, den høymodigste, den bestandigste Siel, som nogen Tid i Guld og Silke beherskede Kongeriger, og foreskrev Folkeslag Love. Hvad er mer ophøyet, end at tilgive troeløse Venner, naar deres sorte Utroeskab endnu altid bliver ved at gaae fra een Grad i Gruesomhed til den anden? Hvad er ædlere, end at forlade Utaknemmelige, hvis Friehed, hvis Liv var vor Eyendom. Utaknemmelige, som kunde være nedrige nok til at give vor skiulte Lykke det sidste Stød? Hvad er høymodigere, end at vi, paa det føleligste forhaanede og beleete af vore Fiender, dog ikke aabne den mindste Armod og Had Tilgang til vore Hierter? Hvad er beundringsværdigere, end med en roelig, med en villig Siel at bære Armods Jernaag, uden

at handle nederdrægtig, eller knurre med Forsynet?

Alle disse guddommelige Dyder øver hiint nødliden-

95

de, hiint forarmede Gemyt, der hist med taarefulde Øyne lister sig ud af den Stores Pallads, som han ved sin forrige Mildhed berigede. Umennesket har forglemt sin Velgiørere. Med de græsseligste Bebreidelser nægter han ham sin Hielp, og med Trudseler viser han ham bort. Her samler den Gamle sin Siæls heele Storhed, og hvor høy er ikke hans Hævn! Han tier; for ham taler en heed Taare, som zitrende triller ned over den blege Kind; og hans fromme Suk stiger nu op til Gud allene for hans Fornærmeres Liv og Beste. Hvilke sielden Gierninger; Gierninger, ikke uværdige til at beundres af Englene! Udmærk dem i Historien, kommende Aar-Hundrede! — — Ikke Lybiske Udørkener, hvor Død og Blodgierrighed vandre omkring i tusinde Skikkelser; ikke brændende Sandhave i der inderste Æthiopen, hvor ingen fortroelig Skygge, ingen ledskende Kilde vederqvæger den trætte Vandringsmand, og hvor Jorden døer under en nærmere Soels Piile; ikke hine menneskefiendtlige Zoner, som under en evig Vinters Jern-Zepter forsteenes; ikke hine underjordiske Fængsler, giennem hvis tredobbelte Muure, ingen Lysstraaler kan trænge sig; ikke den blodgierrige Tyrans blinkende Sværd, ikke

alle Neroners og Domitianers Pinsler — —

intet — var det og selv Helvedes Smerter — intet forrykker den Viise fra sin Dyd, fra sin Siels Odel, fra sin Menneskekierlighed, og fra sin Vey til den sande Lyksalighed. Hører det, I den Viises Fiender; og denne Dyd giennemtrænge eder, med den smerteligste Forestilling om Verdens tilkommende Dom! Her fra det dybeste Trin i Jammer flyder endnu for eder den Døendes Graad, og opstiger den Viises sagte lespende Suk til Guddommens Trone om Forladelse og Velsignelse. Og ere der vel endnu Optrin, til overs, som kunne afmale os

96

den Viise lettere, høyere, guddommeligere? maaskee er det større, med en roelig, med en glad Siel, under de føleligste Smerter af en dødelig Sygdom, at opløfte sig over Menneskeheden, og smiile den kommende Død i Møde! Jeg seer den Døende Viise; jeg seer ham, omringet af sine Venner, af sine Børn, som leve i deres beste Aar, af sin ømme Egtefælle. Nu nærmer sig Adskillelsens Time, som skal aabne andre Optrin. Snart vil Skiæbnen ophidse sit Forhæng; og i dette Mørke vil det Tilkommende blive lyst. Allerede suse Dødens Bække nærmere: den Viise hører dem, og føler nu i kiendelige Smerter Begyndelsen til sin Forvandling. Han føler dem, og samler fuld af Roelighed det Liv, han endnu har tilbage. Med en Broders Mine, der paa nogle faae Dage beder sin ømme Broder Farvel, seer han paa sine kiære, som fulde af bange Forventning staae omkring ham. Uforfærdet skuer han deres troe Smerter, og taler lindrende Trøst i deres bekymrede Siele, indtil det styrkende Blod, og Følelsen af den nærmere Død holder hans Sprog tilbage. Nu svinger hans Siel sig op imod Himmelen; nu flyer Verden med alle dens Yndigheder. Allerede smager han Himmelen, og smager den saa fuldkommen, som han kunde føle Døden. Forgiæves truer Helvede med sine rædsomme Billeder, og Evigheden med sit Mørke! Han mærker dem neppe; saa dybt taber hans Siel sig i sine Saligheder. Og nu stiger den seyerrig udaf sin jordiske Hytte, og smiiler alt ud over Urnen. —

97

Andres Tanker.

No. 7.

Fredagen den 4 December 1772.

Innocuos permitte sales, cur ludere nobis Non liceat? Martial.

Følgende er indsendt:

Skatten.

Et

Lystspil.

I

Eet Optog.

Efter

Hr. Lessings: Der Schatz.

Personerne:

Leander.

Skaleno, hans Formynder. Philto, en gammel Mand. Anselm.

Lelio, Anselms Søn. Mascarill, Lelios Tiener. Raps.

To Arbeidskarle.

Skuepladsen forestiller en Gade.

98

Første Optrin.

Leander, Staleno.

Staleno. Ey Leander! saa ung, og har

allerede udseet sig en Kiereste?

Leander. Det er just det Fruentimmerne synes godt om, at man er ung. Og hvor ung er jeg vel? Naar jeg var engang saa gammel til, kunde jeg have Børn, der vare ligesaa gamle, som jeg nu er.

Staleno. Og denne Kiereste skal jeg frie til for ham?

Leander. Ja, min kiere Hr. Formynder,

om De vilde være saa artig.

Staleno. Kiere Hr. Formynder; det har jeg saa mænd ikke længe hørt. Om De vilde være saa artig. Naa, hvor høflig bliver man dog ikke strax, naar man er forelsket. — Men hvad er det da for en Pige? Det har han jo ikke sagt mig endnu.

Leander. Ak! en allerkiereste Pige.

Staleno. Har hun Penge? Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Hun er Skiønheden selv, og dertil uskyldig af! ligesaa uskyldig som jeg selv —

Staleno. Taler hun ogsaa allerede om de Børn, hun kunde have? — Men siig mig dog, hvad fager hun til Medgift?

Leander. Dersom De kun saae hende, vilde De selv forelske sig i hende. Et rundt, syldigt Ansigt, men som ikke meer har noget barnagtigt: En Væxt som et Rør — —

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Saa rank som et Rør, og dertil ikke mager; men heller ikke feed. De veed selv, min

99

Hr. Formynder, at ingen af Deelene bør være, naar et Fruentimmer skal være smukt.

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Hun veed at føre sig, ak! paa en Maade, min kiere Hr. Staleno, paa en Maade— og jeg forsikkrer Dem, hun har ikke lært at dandse; det er hende naturligt.

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Om hendes Ansigt endog ikke var det smukkeste, saa vilde dog hendes Maneerer giøre hende til den angenemmeste Person af Verden. Jeg kan ikke begribe hvem der har lært hende dem.

Staleno. O saa hør dog! det er hendes Udstyr jeg spørger om. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Og tale — ak! tale kan hun som en Engel — —

Staleno. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. De skulde have ondt ved at finde saa stor Forstand og Dyd hos nogen af hendes Kiøn, som hos hende —

Staleno. Godt, godt! det er altsammen got nok. Men hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Desforuden er hun af en god Familie, Hr. Formynder, af en meget god Familie.

Staleno. De gode Familier ere ikke altid de rigeste. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Jeg har endnu forglemt at sige Dem, at hun synger meget godt.

Staleno. For Diævelen! lad mig dog ikke staae her og spørge hundrede gange om et og det samme. Jeg vil først og fornemmelig viide, hvad hun faaer til Medgift.

100

Leander. I Sandhed, jeg hørte hende selv synge i Aftes. Ak! hvor henrykt blev jeg.

Staleno. Hør! han maa ikke holde sin Formynder for Nar: Vil han ikke give mig noget Svar, saa gaae sin Vey, og lad mig gaae min.

Leander. De er jo vreed, min kiere Hr. Formynder? Nu vilde jeg just svare paa Deres Spørsmaal.

Staleno. Nu saa giør da Ende derpaa.

Leander. Hvad var det nu De spurgte om? — ja, nu erindrer jeg det: De spurgte om hun var en god Huusholderske? Ak! hun er uforlignelig, min Herre, jeg er vis paa, hun vil spare sin Mand Aar til andet mange tusinde Rigsdaler.

Staleno. Det var endda noget — men det

var dog ikke det jeg spurgte om. Jeg spurgte forstaaer

han da ikke Dansk om hun er riig, om

hun faaer en god Udstyr?

Leander. (bedrøvet) Udstyr?

Staleno. Ja ret Udstyr. — Hvad gielder, den unge Herre har endnu ikke bekymret sig derom. O Ungdom! Ungdom! hvor spørger dog den letsindige Ungdom lidt om det allernødvendigste! — Naa! siden han da ikke veed endnu, hvad hans Pige faaer til Medgift, saa gaae og erkyndige sig først derom; siden kan vi snakke meer om den Sag.

Leander. Det kan vi gierne giøre strax, om det ikke er Dem imod. Jeg har ikke været saa letsindig, som De tænker; ney, jeg har allerede nøye erkyndiget mig derom —

Staleno. Saa veed han da, hvad hun faaer til Medgift?

Leander. Paa et Haar.

Staleno. Og hvor meget da?

101

Leander. Alt for meget er det ikke —

Staleno. Ey hvem forlanger alt for meget? Hvad ret og billigt er. Han har jo feiv allerede Penge nok.

Leander. Ak! De er en fortreffelig Mand, min kiere Hr. Formynder. Det er sandt, jeg er riig nok, saa jeg gierne kan oversee denne Post —

Staleno. Det er vel saa omtrent Halvdeelen af hans Midler, hun bringer ham?

Leander. Halvdeelen? Ney det er det ikke.

Staleno. Trediedeelen da? Leander. Heller ikke.

Staleno. Nu! Fierdedeelen dog?

Leander. Knap.

Staleno. Naa! Ottendedeelen maa det dog vel være, ellers var det jo kun et Par tusinde Daler, som snart gaae i Løbet, naar man vil til at sætte Boe.

Leander; Jeg har jo allerede sagt Dem, at det er ikke meget, aldeles ikke meget.

Staleno. Men ikke meget, det er jo dog noget: Hvor meget da?

Leander. Lidt, Hr. Formynder.

Staleno. Hvor lidt da?

Leander. Lidt — De veed jo selv, hvad man

kalder lidt.

Staleno. Naa! her ud med det! Barnet skal jo dog have et Navn. Udtryk dog dette Lidt med Tal! Leander. Dette Lidt, Hr. Staleno, er — ak!

det er slet intet.

Staleno. Slet intet? Ja saa — deri har han ret; slet intet er lidt nok — men i Sandhed, Leander, skammer han sig ikke at falde paa saadan en Daarlighed, at udsee sig et Fruentimmer til Kone, der ikke har noget?

102

Leander. Hvad siger De? — Der ikke har noget? Ak! hun har alt hvad der udfordres til en fuldkommen Kone: Kun Penge, dem har hun ikke— Staleno. Det er at sige: Hun har alt det, som kunde giøre en fuldkommen Kone, naar hun kun havde det, som giør en Kone fuldkommen — Ney, tænk ikke derpaa — jeg maa vel bedre indsee, hvad der tiener ham. Men maatte man vel vide, hvem denne skiønne, elskværdige, artige Betlerske er, og hvad hun hedder?

Leander. De har Synd deraf, Hr. Staleno. Dersom det gik efter Fortienester, saa skulde vi alle være fattige, og denne Betlerske allene rig.

Staleno. Saa siig mig da hendes Navn, at jeg kan kalde hende anderledes.

Leander. Camilla.

Staleno. Camilla? Det er dog vel ikke Søsteren til den liderlige Lelio?

Leander. Just hende. — Hendes Fader skal være den redeligste Mand af Verden —

Staleno. Være og have været er to. — Det er nu næsten ni Aar siden, han reiste herfra; og man har i fire Aar ikke havt den mindste Efterretning fra ham. Hvem veed, hvor han opholder sig, den gode Anselm. Det er endelig ligesaa godt for ham, at han bliver borte; — thi skulde han komme hiem, og see hvordan der staaer til med hans Familie, saa maatte han dog gremme sig til døde. —

Leander. Saa har De da vel kiendt ham? Staleno. Hvad? Skulde jeg ikke have kiendt ham? Han var min fortroelige Ven

Leander. Og de vil være saa grum imod hans Daatter. Ak! De vil hindre mig i at fette hende i den Tilstand, hun fortiener.

103

Staleno. Leander, dersom han var min Søn, vilde jeg ikke tale et Ord derimod; men nu er han kun min Myndling: Hans Tilbøyelighed kunde forandre sig med en moednere Alder; og naar han saa var bleven mæt af det kiønne Ansigt, som mangler det beste Eftertryk, saa vilde al Skylden falde paa mig —

Leander. Hvorledes? Min Tilbøyelighed skulde forandre sig? Jeg skulde holde op at elske Camilla? Jeg skulde

Staleno. Han skal bie, til han bliver sin egen Herre; saa kan han giøre hvad han vil. Ja — — dersom Pigen endnu var i den Tilstand, hendes Fader forlod hende i; dersom hendes Broder ikke havde sat Alting over Styr; dersom den gamle Philto, som Anselm betroede Opsigten over sine Børn, ikke havde været en gammel Bedrager; saa vilde jeg i Sandhed selv have giort mig al muelig Flid, at ingen skulde faaet Camilla, uden han. Men da det ikke er saa, har jeg slet intet dermed at bestille. Gaae han nu hiem.

Leander. Men min kiere Hr. Staleno!

Staleno. Han anbringer sit Smigrerie uden nogen Nytte. Hvad jeg har sagt, har jeg sagt. Nu vilde jeg just gaaet hen til den gamle Philto, som ellers er min gode Ven; og læst ham hans Text for hans Bedragene imod Lelio. Nu har han endog kiøbt Huuset af denne liderlige Knegt, som var det sidste, disse stakkels Folk havde. Det er alt for galt — det er uforsvarligt — gaae Leander; hold mig ikke længer op!

Vi kan ellers tale meer derom hiemme.

Leander. I Haab om at De vil blive mig gunstigere, vil jeg gaae. — De kommer dog snart hiem?

Staleno. Ret strax.

104

Andet Optrin.

Staleno. (allene)

Det bringer i Sandhed kun lidt ind, at sige Folk Sandhed og at foreholde dem deres slette Stræger, man giør

sig dem mestendeels til Fiender derved — Men hvad siger det — Jeg vil ikke have den til min Ven, der har saa liden Samvittighed. — Havde jeg vel i al Evighed forestilt mig det. — Philto — den Mand, som jeg troede saa vel, at jeg vilde have svoret for ham —Ha! der kommer

han mig just i Møde!

Tredie Optrin.

Staleno, Philto.

Staleno. God Dag, Hr. Philto!

Philto. Ih! see god Dag Hr. Staleno! hvor gaaer det min gamle gode Ven? Hvor vilde De hen?

Staleno. Jeg var just i Begreb med at gaae hen til Dem.

Philto. Til mig? Det er mig en Fornøyelse. Kom De, jeg vender strax tilbage med.

Staleno. Det giøres ikke nødig. Naar jeg kun faaer talt med Dem, saa er det mig ligemeget, enten det skeer i Deres Huus, eller paa Gaden. Jeg vil saa heller tale med Dem under aaben Himmel, at jeg kan være sikker for at blive befængt.

Philto. Hvad vil De sige med Deres Befængelse? — Er jeg maaskee bleven beladt med Pest, siden jeg saae Dem sidst?

Staleno. Pest? Aa! med noget endnu slemmere end Pest. Naa, Philto, Philto, er De den ærlige Philto, som Staden hidindtil har regnet iblandt dens saa gamle, oprigtige og redeligsindede Mænd;

105

Philto. Det er jo en fortreffelig Begyndelse til en Staffeprædiken. Hvorved har jeg givet Anledning kilden?

Staleno. Hvad for Tøy bliver der ikke sagt om Dem i Byen: En gammel Bedrager, en Menneskeplager, en Blodigel Det er endda Deres beste

Ærestiteler —

Philto. Mine?

Staleno. Ja ret Deres!

Philto. Det giør mig ondt. Men hvad skal man giøre? Man maa lade Folk snakke: Jeg kan ikke forbyde nogen, at tænke eller sige det ufordeelagtigste om mig. Nok, naar jeg er overbeviist hos mig selv, at man giør mig Uret.

Staleno. Og De er koldsindig derved? Saa koldsindig var jeg ikke engang, da jeg hørte det. Men med al denne Koldsindighed er De endda ikke friekiendt: Man er ofte koldsindig, fordi man finder hos sig selv, at

man har ingen Ret til at være hastig og opbragt.

Der skulde kun nogen tale saaledes om mig; jeg dreyede Halsen om paa dem, den første den beste; men jeg troer heller ikke, at jeg nogen Tid ved mine Gierninger skal give Anledning dertil.

Philto. Kan jeg da ikke faae at vide, hvori den Forseelse bestaaer, som man giver mig Skyld for?

Staleno. Saa! De maae allerede have giort Aftale med deres Samvittighed, siden det ikke strax falder dem ind — Siig mig, var Anselm Deres Ven?

Philto. Han var det, og er det endnu saa langt vi endog ere borte fra hinanden. Ved De da ikke, at han betroede sin Søn og Daatter til min Opsigt, da han reiste bort: Skulde han vel have giort der, dersom han ikke havde holdt mig for en retskaffen Ven?

106

Staleno. Ach! Du ærlige Anselm! Hvor har Du bedraget Dig?

Philto. Jeg tænker han skal ikke have bedraget sig.

Staleno. Ikke det? Ja, ja, dersom jeg havde en Søn, som jeg vilde have fordervet i Bund og Grund, saa vilde jeg vist betroe ham til Deres Opsigt. Denne Lelio, jo, jo, han er bleven et godt Stykke Karl.

Philto. Nu lægger De mig noget til Last, som De ellers altid selv har friekiendt mig for. Lelio begik alle sine liderlige Udsvævelser, uden at jeg vidste det mindste deraf; og da jeg fik Underretning derom, var det allerede for sildig at forekomme dem.

Staleno. Alt det troer jeg nu ikke meer; thi Deres sidste Stræg røbede hvad De fører i Deres Skiold.

Philto. Hvad for en Stræg?

Staleno. Hvem solgte da Lelio sit Huus til? Philto. Til mig.

Staleno. Til Lykke, Anselm! Kan de da nu sove paa Gaden? Fy, Philto!

Philto. Jeg har rigtig betalt de 3000 Rigsdaler derfor.

Staleno. Og det for at kunne blive gandske frie for at kaldes en ærlig Mand?

Philto. Skulde jeg da ikke betalt dem?

Staleno. O! stil Dem dog ikke saa eenfoldig an! De skulde slet ikke have kiøbt noget af Lelio. At hielpe saadant et Menneske til Penge, er det ikke det samme, som at give en Gal en Kniv i Haanden, som han kan skiære Halsen af sig med. Kan det kaldes andet, end at giøre eet med ham, for uden Barmhiertighed at ødelægge hans arme Fader? -—

107

Philtø. Men Lelio behøvede disse Penge til den yderste Nødvendighed: Med en Deel deraf maatte han løse sig udaf et skammeligt Fængsel; og dersom jeg ikke havde kiøbt Huuset, saa havde en anden kiøbt det.

Staleno. Andre kunde have giort hvad de vilde; men undskyld Dem kun ikke; man seer dog Deres sande Aarsag. Huuset er omtrent 4000 Rigsdaler værdt for 3000 skulde det selges; og denne lille Fordeel, tænkte De, er jeg nærmest. Jeg holder nok ogsaa af Penge; men see De vel, Philto, før vilde jeg lade denne min høyre Haand hugge af mig, førend jeg vilde begaae saadan en Nedrighed, om jeg endog knnde vinde en Million derved. Kort sagt: Jeg opsiger Dem herefter mit Venskab.

Philto. Nu i Sandhed, Staleno, De gaaer mig meget nær. Jeg troer virkelig, De bringer det saa vidt ved Deres Forhaanelser, at jeg betroer Dem en Hemmelighed, som ellers intet Menneske i Verden har faaet at vide af mig.

Staleno. Vær kuu ikke bange for det De betroer mig, det er ligesaa sikkert forvart hos mig, som hos Dem selv.

Philto. See Dem engang lidt om, at ingen skal staae og luure paa os. Kiger der heller ingen udaf Vinduerne?

Staleno. Det maa da være en forfærdelig Hemmelighed. — Jeg seer ingen.

Philto. Naa saa hør nu da. Endnu den selv samme Dag, da Anselm reyste bort, tog han mig til en Side, og førte mig hen paa et vist Sted i hans Huus: Jeg har, sagde han, min kiere Philtø, endnu een Ting at aabenbare Dig. — Her i denne — — Bie et Øyeblik, Staleno, der seer jeg en gaaer; ham vil vi lade gaae forbie først.

Staleno. Han er forbie.

108

Philto. Her, sagde han, i denne Hvælving, Under een af — — Stille, stille, der kommer nogen.

Staleno. Det er jo et lille Barn!

Philto. Børn ere ogsaa nysgierrige

Staleno. Nu er det borte.

Philto. Under een af Stenene, sagde han, har jeg — der løber allereede noget igien. —

Staleno. Det er jo ikke andet end en Hnnd,

Philto. Men den har dog Øren — har jeg, sagde han, (seer sig frygtsom omkring) nedgravet en lille Skat.

Staleno. Hvad?

Philto. St.!. ſt.! Hvem vil sige saadant noget to Gange?

Staleno. En Skat?

Philto. Ja dog! Havde nu ikkun ingen

hørt os.

Staleno. Maaskee en Spurre, der er fløyet over Hovedet paa os.

Philto. Jeg har, blev han ved, længe nok sparet derpaa, og ladet det være mig sunrt nok; nu reyser jeg bort: Jeg efterlader min Søn saa meget, han kan leve af; men jeg tør ikke heller give ham en Skilling meer. Han har ret Ansats til at blive et liderligt Menneske; og jo meer han fik, jo meer vilde han sætte til. Hvad vilde der saa blive tilovers for min Daatter. Jeg maa berede mig paa ethvert Tilfælde. Min Reyse er lang og farlig, hvo veed, om jeg nogen Tid kommer tilbage igien. Af denne Skat skal derfor saa og saa meget være til Udstyr for min Camille, om der maaskee imidlertid skulde gives Leylighed for hende til et godt Giftermaal. Det øvrige skal min Søn have; men ikke, førend man veed vist, at jeg er død. Saa længe beder jeg Dig, Philto, med mine Taarer beder jeg Dig,

109

min kiære Ven, at Du ikke lader Lelio mærke noget deraf. Vær desuden taugs for alle, at han ikke maaskee skal faae det at vide af en tredie Mand. Jeg lovede min Ven alt dette, og svor en dyr Eed derpaa. — — Siig mig da nu, Staleno, da jeg hørte, at Lelio vilde endelig sælge dette Huus, som Skatten er nedgravet i; siig mig, hvad skulde jeg da giøre?

Staleno. Hvad hører jeg? Paa min Ære, nu faaer Sagen gandske andre Øyne at see med.

Philto. Lelio havde just ladet Huuset vurdere, da jeg var paa Landet.

Staleno. Ha! ha! Ulven havde mærket, at Hundene ikke vare i Gaarde.

Philto. De kan let forestille sig, at jeg blev ikke lidet forskrækket, da jeg kom til Byen igien. Det var skeet. Skulde jeg nu forraade min Ven, og Viise den liderlige Lelio Skatten? Eller skulde jeg lade Huuset komme i fremmede Hænder, som Anselm maaskee aldrig skulde faae det fra igien, At tage Skatten bort gik heller ikke an. Med eet Ord: Jeg saae intet andet Raad, end selv at kiøbe Huuset, for saa vel at redde det eene, som det andet. Nu maa Anselm komme i Dag eller i Morgen; jeg kan rigtig overlevere ham begge Deele. De see selv, at jeg ikke engang bruger Huuset. Jeg har ladet hans Søn og Daatter flytte ud, og lukket det stærkt i, der skal ingen komme derind igien, uden dets rette Herre. Jeg saae nok forud, at Folk vilde bagtale mig; men jeg vil dog heller synes mindre ærlig en kort Tid, end virkelig være det. Er jeg endnu en gammel Bedrager, en Blodigel i Deres Øyne?

Staleno. De er en ærlig Mand, og jeg er en Tosse. Gid Pokker ogsaa havde alle de Folk, som lægge sig efter at vide alle Lapperier, og slæber om med Efterretninger, som have hverken Hoved eller Hale! Hvad for Tøy har man hvisket mig i Ørene om Dem. Men hvorfor var jeg ogsaa saadan en gammel Esel, og troede det? Tag mig det ikke ilde op, Philto: jeg har været for hastig. —

110

Philto. Jeg tager aldrig det ilde op, som jeg seer har en god Hensigt. Mit gode Navn og Rygte har lagt Dem paa Hiertet, og det fornøyer mig. De skulde vel have brudt sig meget derom, hvis De ikke var min Ven?

Staleno. I Sondhed, jeg er gandske vreed paa mig selv derfor.

Philto. Aa! det har intet paa sig.

Staleno. Jeg er vreed paa mig selv, at jeg et eeneste Øyeblik har kundet tænke noget uanstændigt om Dem.

Philto. Og jeg er Dem meget forbunden, at De har varet saa aabenhiertet imod mig. En Ven, som siger os i vore Øyne, hvad han har at sætte ud paa os, er meget rar nu omstunder; og man maa ikke støde ham for Hovedet, om han endog ikkun havde engang Ret af ti. Bliv De kun ved at meene det vel med mig!

Staleno. Naa! det kalder jeg at tale, som man bør tale! Top! vi ere gode Venner, og ville stedse blive det.

Philto. Top! har De ellers noget at sige mig? —

Staleno. Jeg veed ikke saa just — Dog jo! (sagte) maaskee kan jeg giøre min Myndling en uformodenrlig Fornøyelse.

Philto. Hvad behager?

Staleno. Sagde De ikke, at en Deel af den nedgravne Skat er bestemt til Udstyr for Jomfrue Camille?

Philto. Jo.

Staleno. Hvor meget beløber det sig til?

Philto. Til 6000 Rigsdaler.

Staleno. Der er ikke saa slemt. Og om der nu maaskee indfandt sig et anseeligt Partie for de 6000 Rigsd. — for Jomfrue Camille, vilde jeg sige; havde De da vel Lyst at sige ja dertil?

Philto. Hvorfor ikke naar Partiet var anseeligt?

Saleno. Min Myndling for Exempel? Hvad synes De?

Philto. Hvad? Den unge Hr. Leander? Har han et Øye paa Hende?

Staleno. Begge to uden Tvivl. Han er saa forgabet i hende, at han tager hende jo før jo heller, om hun saa kom gandske splitter nøgen til ham. Philto. Det kan man kalde Kierlighed! I Sandhed, Hr. Staleno, Deres Forslag er ikke at foragte. Er det kun Deres Alvor? Staleno. Mit ramme Alvor! Man spøger jo ikke med 6000 Rigsdaler? Philto. Ja! men vil Camille ogsaa have Leander? Staleno. I det mindste vil han have hende. Naar 20000 Rigsd. frier til 6000 Rigsd., saa maatte jo de 6 være nogle Tosser, om de gav de de 20 Kurven. Pigen kan jo dog vel tælle?

111

Philto. Jeg troer, at om Anselm kom hiem i Dag, skulde han ikke selv kunne ønske at faae sin Daatter bedre forsørget. — Godt Jeg tager Alting paa mig. Sagen skal nok have sin Rigtighed, Hr. Stalneo. —

Staleno. Naar først de 6000 Rigsd. have deres Rigtighed —

Philto. Ja for en Ufærd! nu falder mig først den største Vanskelighed ind. — Skal Leander da endelig have de 6000 Rigsdaler strax?

Staleno. Han skal just ikke; men saa skal han heller ikke have Camille strar.

Philto. Nu saa giv mig selv et godt Raad! Pengene ere skiulte; hvordan skal jeg faae dem for en Dag? Og om jeg endog havde dem fremme, hvor skulde jeg da sige, jeg havde faaet dem fra? Skal jeg sige Sandheden, saa lugter Lelio Lunten; og han vil umuelig lade sig afsnakke, at der ikke ligger meer, hvor 6000 Rigsdaler ligge. Skal jeg sige, at jeg giver hende Pengene af mine egne; det vilde jeg heller ikke gierne: Folk vilde kun tage nye Anledning deraf til at bagtale mig: Philto, vilde de maaskee sige, skulde ikke været saa gavmild, naar hans Samvittighed ikke sagde ham, at han har bedraget de stakkels Børn for meget fra.

Staleno. Det er altsammen sandt.

Philto. Derfor meente jeg det var ligefaa godt, om det kunde bie med Udstyren til Anselm kom hiem igien. Leander er den dog vis nok.

Staleno. Leander, som De sige, vil ikke bryde sig noget derom. Men jeg, min kiære Philto, siden jeg er hans Formynder, maa jeg ligesaa vel tage mig i Agt for Eftertale, som De. Jo, jo! vilde man mumle, den rige Myndling er falden i gode Hænder. Nu smører man ham en fattig Piige paa, og den arme Tøs vil nok vide, hvordan hun bør opføre sig imod Formynderen, for at vise sin Takhemmelighed. Staleno er snu; det er ham ikke saa let en Sag at aflægge Regnskab for Leander. Det var ikke saa slemt at have Konen paa sin Side; hun kunde lukke Øynene til paa sin Mand, om det faldt ham ind at eftersee det- — For saadanne Gloser takker jeg skyldigst.

Philto. De har Ret. — Men hvad skal vi nu fange an dermed? — Betænk Dem dog lidt —

Staleno. Betænk Dem ogsaa lidt —

Philto. Hvad om vi

Staleno. Nu?

Philto. Ney, det gaaer ikke an.

Staleno. Hør kuns, jeg tænkte — Det duer heller ikke.

Philto. Kunde man ikke — (Begge paa engang efter at

Staleno. Man burde (have betænkt sig lidet.)

Philto. Hvad meente De?

Staleno. Hvad vilde De sagt?

Philto. Tael dog! — —

112

Staleno. Siig kun frem!

Philto. Jeg vil først høre deres Tanker.

Staleno. Og jeg Deres. Mine ere saa ikke modne endnu. — Philto. Og mine — Mine ere allerede borte igien. Staleno. Det var Skade! Men Taalmodighed! Mine begynde just at moednes. Nu ere de moene! Philto. Aa! Det var brav!

Staleno. Hvad, om vi for en god Drikkeskilling fik en Karl paa vor Side, som var fræk nok, og havde Mundlæder nok til at lyve ti Løgne i eer Aandedræt?

Philto. Hvad skulde han hielpe os?

Staleno. Han maatte forklæde sig og foregive, at han var kommet fra er langt bortliggende Land; jeg veed ikke selv hvad for et. Philto. Og. ——

Staleno. Og at han har talt med Anselm

Philto. Og.

Staleno. Og at Anselm har givet ham nogle Breve med;

ret til hans Søn, og eet til Dem.

Philto. Og hvad saa?

Staleno. Seer De endnu ikke, hvor jeg vil hen?

I Brevet til hans Søn maatte staae, at Anselm ikke endnu kunde komme saa snart hiem; at Lelio imidlertid skulde holde godt Huus, Og spare kiønt sammen paa det, han havde, og saa videre. Men i Brevet til Dem maatte staae, Anselm havde eftertænkt sin Daatters Alder, at han gierne saae, hun blev gift, og at han sendte Dem her saa og saa meget til Udstyr, i fald hun skulle finde en god Leylighed.

Philto. Og Karlen maatte lade, som han bragte Pengene til Udstyren med sig? ikke?

Staleno. Jovist.

Philto. Det gaaer i Sandhed an! — Men hvad, om Sønnen kiender sin Faders Haand for vel? Hvad, om han erindrer sig hans Signet.

Staleno. O saa er der tusinde Udflugter! Giør Dem dog ingen utiidige Bekymringer! — Jeg veed allerede een, som skal kunne spille den Rolle mesterlig.

Philto. Nu, saa gaae De da, og aftal det Nødvendige med ham, saa vil jeg strax lave Pengene til, og imidlertiid heller tage dem af mine egne, til jeg sikkert kan grave dem op.

Staleno. Giør det! giør det! Inden en halv Time skal Karlen være hos Dem. (gaaer bort.)

Philto. (allene) Det er ærgerligt nok, at jeg skal bruge saadanne

Kneeb paa min gammel Alder; og det for den liderlige Lelios Skyld! — — Der kommer han jo selv, med sin Anfører i alle Skielmstykker? De tale temmelig alvorlig; uden Tvivl har de en Creditor paa Halsen igien. (træder lidt tilside)

(Fortsættelsen følger.)

1

Adskillige Anmærkninger og Fortælninger

med videre.

No. 1.

Kiøbenhavns samtlige Indbyggere bør være Hans Kongl. Mayestet høylig forbundne for Hoff- og Stads-Rettens Stiftelse — Enhver, som besøgte Retterne i deres forrige Forfatning, kiendte alt for vel de Vanskeligheder, som hindrede Sagernes tilbørlige Drift.— Blandt saa mange Retter og Stænder var det undertiden vanskeligt at træffe en Sagvolders eller et Vidnes rette Værneting, og en Sag-Reyser maatte ofte giøre flere end billige Udgifter, for at faae sin Sag oplyst, ved at lade sig trække af ethvert Vidne til en særdeeles Rett for at faae dets Forklaring, hvor formedelst maatte betales Gebyhr og Skriver-Penge med videre. — Ved nogle Retter var det undertiden Lykke at faae Dom endog i en reen Gields eller anden Sag efter tre Fierding Aars Forløb.

Hertil anfører man gemeenlig Procuratorerne som Aarsag, menende: At jo længere Sagen udtrækkes, jo større kan de vurdere

2

deres Umage. Dette kan være sandt, dog med visse Undtagelser: Men mange Retters eller Dommeres egen Efterladenhed eller Skiødesløshed kan med ligesaa god Grund antages som Aarsag; man veed, at ved nogle Retter vare Sager, som bleve udsatte imod Contrapartens Protest og uden mindste gyldig Grund over et og et halvt Aar, maaskee deels for at føye en og anden doven Pocurator, maaskee og for at understøtte en uvillig Debitor, for hvilken Langvarighed Sagernes Mængde oftest maatte tiene til Undskyldning — Nogle Personer var det næsten umuelig at faae Dom over, for Exempel Studentere. Besynderlig en Præst var forbunden at svare for ByetingsbRetten i Gieids Sager; men en Student skulde man søge for Consistiorio, hvor man tilligemed endeel Chicaner oftest fik en Dom ligesaa ravgal som høylærd — Dog saadanne Misbruge fortiener ikke at erindres, efter at de, saavidt mueligt, ere hævede, deels og for ey at yttre noget til Fornærmelse for dem, som have betient Retterne, hvoraf nogle fortiener megen Agt; Man tillade mig at nævne afdøde Byefoged Justitz-Raad Oluf Bruun, en Mand, som besad baade Kyndighed og Redelighed, og som allene en Mængde Byefoged-Embedet uvedkommende Forretninger hindrede at befordre Sagernes Drift efter Ønske; som brugte sin Myndighed saaledes, at han var æret af den Kloge og frygtet

3

af Daaren og den Uredelige; som aldrig laante Øre til daarlige Procuratorers væmmelige Væv, ey heller overfusede enten Parter eller Vidner med grove Tiltaleser og som ikke lod sig bevæge til Faveurs enten ved Gaver, Venskab eller Kierlingers Hylen — Men, det er ingen Lovtale, jeg skriver. —

Altsaa! den største Deel af omrørte og flere Misbruge har Hans Mayestet allernaadigst hævet ved Forordningen og Reglementet begge af 15 Junii 1771, som foreener saa mange adskillige Retter til en Eeneste og foreskriver, hvorledes Sagerne skal drives — Enhver veed nu, hvor han skal søge sin Vederpart og føre sine Vidner; i hvad Stand han eller de end ere af: Endeel fornemme Debitorer ere formodentlig ey vel fornøyede med denne Forandring, da de kan beklage sig over at have mistet et Privilegium, som var dem givet ved Loven, og hvilket, skiønt imod Lovens Hensigt, beskyttede mange for Creditorers Anfald, som nu ere saa dristige, at de ved Tvangsmidler tør æske Betaling af høyadelige Personer: Ja! mange Handværksmænd ere saa Uforskammede, at de lade en Adelsmands Navn antegne for et Par Støvle, eller en Klædning at sye, endog paa Gields Commissions Listen — Ja! det Privilegium er altsaa overstyr! — Nu ere de Sager, som forhen ved adskillige Retter afgiortes, samlede; Ja! men de blive dog snarere afgiorte formedelst Rettens

4

daglige Holdelse. — Retten bestaaer nu af mange Persohner, som ikke saa let kan feyle i Sagers Paadømme, enten frievillig eller ufrievillig, som en enkelt Persohn, hvilket dog maa forstaaes om indviklede Sager i sær — Ober-Retterne saasom Hof- og Raad-Stue Retterne ere afskaffede og ifald man nu er misfornøyet med en Dom; saa maa appelleres lige til høyeste Rett. —

Det er sandt, at saadan Appel er bekostelig; men naar man tilforn indstævnte en Dom til en af de afskaffede Ober-Retter, fik man som oftest, efter at have giort anseelige Udgifter, en Dom, som man havde mindre Aarsag at være fornøyet med, end den man paastod underkiendt, og altsaa maatte dog høyeste Ret tilsidst bestemme Udfaldet; Og i Henseende til Tiden er det det samme, saasom Anticipation sielden eller aldrig nægtes. —

Hof- og Stats-Retten er ustridig en ypperlig Indretning; Kun i Henseende til Omkostninger ønskes med Føye nogen Forandring:

Paataler man en Fordring af 12, 14 — eller 20 Rdl. Saa beløber Udgifterne, førend Dom kan erholdes, nesten til ligesaa meget, naar man sammenreigner: Stævningens Udstædelse og Forkyndelse, Rettens Gebyhr, stempler Papiir, Opsettelser, Beskrivelser og Procurator-Salarium, disse Udgifter fordobler altsaa Creditors Tab, ifald hans, Debitor ikke kan

5

betale, og dersom denne kan betale; saa ere disse Omkostninger for store for en fattig Mand at udrede, besynderlig om Fattigdom har voldt, at han har maattet lade sin Creditor stride til denne yderlighed imod sig — Dersom hans Mayestet allernaadigst vilde lette denne Byrde for sine Undersaattere her i Staden; troer man, der var giørligt paa saadan Maade:

1) Om det allernaadigst blev tilladt, at alle Gields Sager fra 30 Rdl. Fordring og derunder maatte paadømmes ved Gields Commissionen imod at der:

2) For hver Sag, naar den paastevnte Summa var 30, eller imellem 30 og 20 Rdl. betaltes Gebyhr 2 Rdl. og naar Summen var 20 eller imellem 20 og 10 Rdl. da 9 Mark og at til disse Sagers Stevninger og Documenter skulde bruges 6 Skillings stemplet Papier —

3) Naar en af Parterne var misfornøyet med den i en saadan Sag afsagte Dom, kunde samme appelleres til Hof- og Stads-Retten, da den Assessor, som betiener Gields-Commissionen, følgelig ingen Stemme burde have i de Sager.

4) Sagerne ved Gields Commissionen vilde vel næsten fordobbles, men saa kunde den holdes paa meer end en Dag ugentlig, ifald det behøvedes — men

5) Sportel Cassen vilde herved, tabe an-

6

seeligt og den Løn, hans Mayester aarlig maa udbetale til Justitiarius og Assessores i Hos- og Stads-Retten og andre nødvendige Betientere, beløbersig til en betydelig Summa — Ja! Dette er tilforladeligt; Men maaskee ogsaa Midler kunde findes til at erstatte dette Tab — Hans Mayester har ofte ladet sin egen Fordeel fare for at lette sine Undersaatteres Byrder; Dog maaskee hans Mayestet ingen Fordeel har ved denne Indretning, som er troelig, da Justitiarius og 10 a 12 Assessores samt en Mængde andre Betientere at lønne aarlig medtager noget Anseeligt. —

Velan! Monne da disse Udgifter ikke paa nogen Maade kunde formindskes? — Jeg meener det uforgribeligt; Men herom skal jeg give mig den Friehed med første at sige mine Tanker. —

Den Velvise Dommer. —

Vist nok er Loven stræng i sine Fordringer; Den Vederhæftighed, Vid og Retviished kræver Hos dem, den giver Ret til Dommer-Embeder —

Men Skade! man ey tidt dens Fordringer handthæver!

Ved Riigdoms, Venners Hielp, en Dosmer ofte naaer

Det Sæde, som en Viis fortiente og attraaer —

7

Den unge Titus blev til Themis Tempel

bragt —

"Jeg hundred Daler vil til Offer-Præsten yde" For beste Caracteer — Den blev ham

strax tilsagt

Om tvende Maaneder ved ringe Fliid at nyde:

Vor Titus snart blev klar, og til Justitz-Betient

Ved Offer-Præstens Gunst med Roes blev dygtig kiendt —

Et Dommer-Embed han sig tilforhandlede Hans Værdighed hertil man ey i Tvil bør

drage:

Sit Skudsmaal læste han til Trøst for Parterne

Og soer: han aldrig fandt i Lov og Ret sin

Mage; .

Men Dommene ey til Fornøyelse udfaldt: Her røbtes Dosmeren, nu det om Klogskab

galdt —

Dog end han pukked paa: At han i Grund

forstod

Sit Embed, og at man ham dadled uden Føye;

Jo en af Parterne maa Sagen gaae imod Og, hvilken Dommer kan to Trættende fornøye? —

Til Ober-Retten man indstævnte Dommene Hvor de blev — underkiendt som ulovskikkede Og for sit Forhold han med Mulct erindrer blev —

8

Men man ham aldrig meer for sligt i Bøder

satte;

Han Dommene som før vel stedse under skred, Men lod af sin Raison ved andre dem forfatte

Enhver, som saadant veed, han aldrig undres

maae,

At Velviished saa tidt med Dumhed kan

bestaae. —

En Suppliqve, som den for endeel Aar siden henrettede Cancellie-Raad Hammond skal have indgivet til Kong Friderich den 5te Høylovlig Ihukommelse, ved den bekiendte Norkrodtses Død.

O! grand Roi! plein de prudence —

Tres souverain avec constance; — *)

La mort a fait une bonne vacance

Par Norkrodtz - qui me donne esperance:

Finir ma vie dans cette Prison. —

*) Kongens Symbolum var: Prudentia & Constantia

9

Adskillige

Anmærkninger

og

Fortælninger

med videre.

No. 2.

Tanker paa Cronborg Fæstning.

Du ey din Lykke kand Mathildes Val

tilregne

Redsomme Cronborg! — Ney, blot Kongens

Velbehag

Du takke bør: at du Mathilde tør indhegne, Og at for Kroner du blev Hende Vederlag.—

Du Synet i sin Flugt med høye Volde stækker, I Yndigheders Egn du fængsler Sandserne At de kun fatter Ting, som Skræk og Ynk opvækker :

Krigsvaaben, Fængsler og en Hob Elendige? —

10

Elændige, som med Bebreydelser sig nager

For de Forbrydelser dem lagde Lænker paa,

Hvis Siele tænker Angst, hvis Tunger taler Klager,

Og Døden kun gier Haab at Ønsket Friehed

faae. —

Sligt ey Mathilde kand paa glade Tanker

føre,

Thi Vaaben minder kun om Ødeleggelse,

Og den ey selv er frie, meest Fangnes Kaar maa

røre; -—

Mathilde savner Alt, hvad før forlystede:

Sin Konges Venskab —som med Hende deelte

Vælde,

Hvis Naade lagde Kraft til Hendes Bydende,

Men fandt: Sig Konger ey kand til Gemahler

hælde:

Og mindre fette Liid til Undersaattere: —

Den Kiærlighed — som Haab i alles Hierter

tændte

Da Danmark første Gang Mathildes Aasyn

faae,

Og, som for Christian, saa for Mathilde

brændte,

Saa længe Folkets Vel om Hiertet Hende

laae: —

11

Den Ædelsteen, som i en Dronning-Krone

funkler,

Mod hvilken Solen selv i Klarhed neppe

naaer:

Den Magt at giøre vel, som Blodplet ey

fordunkler,

Og saavidt Kongers Magt i Reenhed overgaaer:

Et Hof — hvor Vellyst i hvert Ansigt stoed aftegnet:

Hvor til Fornøyelserne Dagen var for kort,

Hvor valgte Mænd sig hver den største Ret tilegnet:

Med at opfinde Lyst, at drive Tiiden bort. —

Maa da Mathilde slet Forlystelser forsage? —

Ney! ædle Handlinger forsøde Hendes Liv:

At bede for sit Folk: — Sin Daatter at opdrage,

Er for Mathilde nu et værdigt Tidsfordriv. —

Redsomme Fæstning! — taus du Tankerne

ledsager

Tilbage til en Tiid, hvorfra Indbildningen

Til Vaaben, Fæstninger, Anledningen opdager;

Men blues for sig selv ved at fortælle den. —

12

Giæt Aarsagen, hvorfor sig Mennesker befæste, „Er Vold og Vaaben, Værn mod Bæsters Raserie?

Ney! Det mod U-Dyr er, som kalder sig vor

Næste:

Det er mod Mennesker af lige Art som vi. —

Skam da for vor Natur! — ey den Blodkiære

Tiger

Giør, som vi Mennesker, sin egen Art til

Rov;

Meer Skam for vor Fornuft, som Venskab listig sviger,

Og oplyst synder mod: GUd — Eed — Natur og Lov. —

Skiønt Viisdom selv, hvert Folk sin Nærings-Kreds

tilmaalte

Gav nok for Nøysomhed: Misundelse forbød:

Den Eenes bedre Kaar den Anden ikke taalte, Og Kræsenhed gav Lyst at smage fremmet

Brød: —

"Vil andre ey til os godvillig overdrage De Ting de eye, skiønt kun til Nødtørftighed;

Vel an! Vi bruger Vold: Vi vide selv at

tage,

Og den Modværge giør i Døden segne

ned! —

13

Vi, Rov begierlige, mod Ømhed os vil hærde: Ey selv den Spædes Skriig skal høres i vort

Bryst.

Ney! vores Raserie Naturen skal forfærde: Vi Ødeleggelse vil giøre til vor Lyst. —

Opfindsom Vittighed med samled Evner stræbte:—

At danne Redskaber til Brødres Undergang: —

En Diævel skrev den Lov: At hvo de fleeste dræbte Blev givet Navn af Helt og høyest sat i

Rang: —

Fornuften var for svag, den Sandhed at fortrykke, Som Skaberen hver Dag paa nye bekræftede: At Mennesket, som det, var Almagts Mester-Stykke,

Saa Godheds Yndling, ved hans Viisdoms

Kaarelse. —

Man tænke: Frækhed selv, undsaae sig: Vold

at øve

Mod det sig Skaberen blant Skabninger udsaae

Til kierest Eyendom — Ney! for den Lyst: at røve, Og legge Ære ind, GUd alt opofre maae; —

End Godheds eget Navn man uden Blusel laaner. Man lærer: Skaberen i Blod har Velbehag; — Man roser sig, i det hans Ære man forhaaner: At man, med Nidkierhed, udfører Himlens

Sag. —

14

Naar Voldsomhed og Drab Gevinst og Ære

lover

Og Himlens Yndest — Tænk: hvad Ondskab

da formaaer!

Man seer: hvad den endog i vore Tider vover; Da den til Løn for sligt, kun det Modsatte

naaer: —

Tænk: nogle tæres hen for Ildens grumme

Hede: —

Tænk: Moderen i Blod, mod Døden stridende,

Med tunge Aandedrag: omsonst for Fostret

bede,

Og maa i Døden see paa deres Opofrelse. —

Men slige Scener er jeg skamfuld ved at male, Da Mennesker dermed ey nogen Ære skeer; Lad gamle Minder kun med Roes om Grumhed

tale:

Fornuft og Mildhed nu for Skiendsel sligt

anseer. —

Staae ædle Cronborg! da, — Staae ævig til

vor Nytte,

Jeg seer: Nødvendighed udtænkte Fæstningger

For Liv og Eyendom, mod Ondskab at beskytte;

Din Miine jage Angst i Danmarks Fien- der! —

15

I Vaaben! — klækket ud ved skiændig Lysters

Hede

Og, ofte misbrugt i Jer fæle Moders Vold: Hold Eder og til Værn med Danmarks Fiender

rede;

I staaer jo alt forlængst i Fred-Gudindens

Sold. —

Næst, Himlens Varetægt og Christians vaagne

Øye,

Du Cronborg! agtes skal for Rigets Vogtere Mod dem, som Christian og Hans Folk

Ondt tilføye. —

Indvortes Fiender, hold sikkert fængslede!

Vogt Sundet faa: at ey Kiøbmanden Toldfrie

seyler!

Viid! Tolden, som den Dug paa Græsset falder ned,

Udgydes paa enhver som Saft og Næring feyler Udi sin Velfærts Vext, ved Christians

Gavmildhed.

NB. Tolden løber ind i Kongens particuliere Casse; Af samme kasse, som tiener i særdeleshed til Kongens personlige Udgifter, udflyder utallige Velgjerninger, som Han udøser paa ald Slags Vindskibelighed og Fortieneste i sine Lande. — See Breve om Danmarks Rigers Staat, pag. 146. —

16

Mit Testament:

A Dieu mon ame: — Mon coeur aux Dames; Mon corps au Roi; L’honneur pour moi. —

Oversat saaledes:

Min Siel, vil du min Skaber! ey forsmaae: Det søde Hun-Kiøn, bør ald Ret til Hiertet nyde;

Min Konge! Dig jeg vil mit Legeme anbyde:

Men Æren — Æren man mig overlade

maae. —

Den udødelige Autor:

Max, sig et evigt Navn ved Fliid og Lærdom stifter,

En Efterverden sligt med Tak erkiende vil, Han tidt giør Verden Skiænk — af sine Venners Skrifter,

Og sætter Lærd og Klog sit eget Navn dertil. —

1

Den ifra Maanen hiemkomne Politicus et Ugeblad No. 1.

Kiøbenhavn trykt hos P. H. Höecke. 1772.

2
3

Fortale.

Der ere i Verden saa mange Maader og Billeder at forestille Sandheden under; ligemeget hvilket af dem man vælger, nok, naar det allene er beqvemt. Vi have paa Skuepladsen saa mange Acteurer, som dog kalde sig Tilskuere, forstaae paa den lærde Skueplads; ligemeget kan det være Læserne, enten de bære det ene eller det andet, enten en Herres eller Arleqvins Navn, naar de kun svare til Navnet eller den antagne Caracter, og udføre Rullen vel.

Jeg er en politisk Tilskuere, nyelig hiemkommen fra Maanen; ingen støde sig derover eller ansee det for noget Urimeligt. Uagtet jeg ey efter den vakkre Italienske Poets Ariosts Beretning, som en anden Ridder Astolph, i Selskab med den hellige Johannes paa en gloende Vogn har faret op til Maanen, for at befrie en anden Roland, som er gaaet fra sin Forstand, saa er dog min Opfart virkelig skeet, og Læserne ville

4

Fortale.

selv begribe den, naar jeg faaer den Ære at berette den. Jeg kan ey undlade at erindre Læserne om det, bemelte Ariost fortæller, nemlig: At der i Maanen er en Dal, hvori alt det findes, som er blevet tabt paa Jorden, være sig Rigdom, Kroner, et got Rygte, Almisser, som gives efter eens Død, Vers, som overleveres til Konger, m. m. Jeg erindrer kun Læserne om dette, saasom jeg i mine Blade kommer til at tale om denne Dal, hvilken jeg for Tydeligheds Skyld vil kalde Ariostes Dal. I Maanen findes og, efter den samme Autors Beretning, al den Forstand, som er tabt paa Jorden. Men med den gode Autors Tilladelse er det Usandhed; thi Jorden taber slet ingen Forstand, som kunde være tienlig i Maanen, hvor de ansee vor jordiske Forstand for Daarlighed, ja for et heelt Raserie. Ney, hvad der findes i Maanen eller ikke, det maae jeg forstaae, som nyelig er kommen derfra, og som nu stunder til at berette Læserne saadan forunderlige Ting, som neppe nogen kan troe, uden den, der selv haver seet dem, og det har jeg; som har den Ære at være Læsernes tienstvillige Autor.

5

Mira Cano.

Førend jeg gaaer videre med Skriftet, holder jeg for at jeg skylder Læserne en Underretning om, hvorledes jeg er kommen op til Maanen. Manden var da denne i Jeg lod mig af overmaade tyndt Messing-Blik udarbeyde 400 Kugler, og ved en Luft-Pompe trak jeg all Luften ud af dem; Kuglerne vare saa tynde at enhver af dem var meget lettere end den Luft som af samme var udpompet. Disse Kugler maatte altsaa efter physiske Grunde ey allene kunde blive hængende men og slige op i den frie Luft; paa disse Kugler hæftede jeg fast en Machine som et Skib, med sin Mast og Roer samt Seygl; Skibet var giort af Kork, og Skibet, Kuglerne, jeg selv med alt det jeg bragte med mig, var tilsammen ey tyngere end den af Kuglerne udpompede Luft. Kuglerne foraarsagede at jeg stigede i Luften, med Roeret styrede jeg Skibet, og Vinden blæste i mit Seygl her ligesaa fuldt som paa Søen. Et par Timer seylede jeg afsted uden at fornemme nogen synderlig Forandring; endelig mærkede jeg, at jeg med Besværlighed begyndte at drage min Aande, hvilket kom deraf, at Luften blev finere, men dette havde jeg forud betænkt og til at forekomme det belavet mig paa Midler derimod, nemlig jeg havde taget med mig nogle Flasker Vand og en Svamp, Svampen blødede jeg i Vand og ved at holde den til Næsen forekom jeg den Besværlighed ved Aandedrættet som den finere Luft Medførte, og da jeg et par Timer havde seyglet omkring, fornam jeg ey mere til den Besværlighed, formodentlig fordi jeg blev mere vant til den fine Luft. I Førstningen styrede jeg ikke min Cours meget høyt, og var formodentlig kun en knap halv-

6

fierding Vey over Jordkloden, hvilket jeg kunde slutte deraf at jeg den første Aften paa min Reyse kunde høre Vægteren i Frue Taarn raabede 3 Qvarteer til 10. Paa det jeg nu kunde ligge stille naar jeg vilde, havde jeg medtaget nogle tomme Kugler hvoraf Luften var udpompet, saasnart jeg nu lod Luften ind i een af dem og slap den ned, søgte den formedelst sin Tyngde Jorden, og som den ved et Toug var fastgiort til mit Luft-Skib, laae jeg for den til Anker, men hver gang jeg vilde afsted igien, maatte jeg, saa at sige, kappe Anker. Jeg havde 3de Kugler med, af hvilke de 2de alt vare forbrugte, og den 3die som den største havde jeg tilbage, for ved dens Hielp igien at komme ned paa Jordkloden. I halvanden Dag havde jeg saaledes seyglet omkring ret hovmodig af mit Paafund, hvilket jeg vilde drive videre. Min Tanke var igien at tage ned til Jorden og indrette flere større Kugler som kunde bære et Skib med Ladning og heelt Mandskab. Jeg tvilede ingenlunde paa at giøre mig et udødeligt Navn, og som en anden Columbus med en langt kunstigere Seylads at opdage og indtage nye Verdener. Jeg titulerede mig alt selv i Tankerne for General-Gouverneur af Maanen Mars, Jupiter og Venus, som jeg alle ved min Luft Seylads agtede at opdage og erobre, om det endskiønt skulde skee med mere Uret, ligesaa liden Tapperhed og større Stumpelykke, end Spanierne underlagde Mexico. Til den Ende hastede jeg igien ned til Jorden, og saasom jeg besluttede at ankre ved Øster Port, udkastede jeg min sidste Kugle, men til al Ulykke kastede jeg Ankeret alt for tidlig og Kuglen faldt, som jeg i min medhavende Kikkert kunde see, lige ned paa Hovedet af en Matros-Dreng i Timians-Gaden i Nyeboder. I et Øyeblik vare en Snes Drenge omkring og begyndte at trække paa Kuglen og det derved fæstede Toug; der gik enda nogenledes an, og havde de vedblevet havde de trukket mit Skib ned med til Jorden, men til al Uheld fik een iblant dem en Kniv op og overstået Touget. Enhver kan let tænke hvor forbau-

7

set jeg blev herover, alt Haab om Tilbagekomst var mig betaget, og jeg saae mig ligesom dømt til ævig at svæve i Luften uden at vide hvor jeg skulde lande. Jeg saae nu det var forsilde at bejamre min Daarlighed; Jeg var derfor, og intet andet var tilovers for mig end at søge Land hvor jeg kunde. Til min Lykke var det just tiltagende Maane, jeg styrede derfor, ved Hielp af en hos mig havende Compas, Coursen lige hen til Maanen; Jeg giorde Roeret fast og overgav mig paa Lykken. Endskiønt jeg ikkun havde med mig 4re Krydde-Tvebakker og 2 Kumens-Kringler, havde jeg dog Proviant mere end nok, thi jeg sølede ingen Sult, hvilket jeg tilskriver Luftens Forandring, ey heller blev jeg søvnig, maaskee af samme Aarsag. I 3 Dage seylede jeg omkring uden at mærke noget besynderligt, undtagen de Omvexlinger Dag og Nat forvoldte, hvilke forekom mig anderledes end paa Jordkloden, thi Dagen forekom mig klarere og Natten knap saa Mørk som et Tusmørke.

Den 4de Dag fornam jeg at Luften blev tungere, og nu var jeg Maanen saa nær at jeg kunde see Toppene af endeel Bierge. Hvorledes det var eller ey, blev jeg nu overmaade søvnig, hvilket jeg tilskriver den tungere Luft, som svæver om Maanens Klode og ved dens Uddunstninger bliver grovere. Kort nu faldt jeg i Søvn. Imedens jeg nu sover, maae jeg berette noget som jeg ved min Tilbagekomst til Jordkloden igien har erfaret; nemlig at i den Tid jeg seyglede i Luften, have vore Stiernekigere paa Jorden opdaget et nyt Phoenomenon, og jeg havde den Ære at see mig selv paa Prent beskrevet som en streifende Comet; dette diverterede mig uendelig, allerhelst da jeg af alle Verdens Astronomie læste Anmærkninger ovrr mig som et sælsomt Luftsyn, sælsomt nok! thi hvo kunde troe at en Politicus seyglede saaledes omkring i Luften?

8

Hvor længe jeg har sovet skal jeg ey til visse kunde sige, men endelig vaagnede jeg ved det, at mit Skib stødte an paa Spidsen af et meget høye Bierg, hvilket var just det som Astronomi kalde Taurus og hvilket Helvetius nøye har beskrevet. Ved Stødet brækkedes 3 a 4re af mine Messing-Kugler, og ved det der gik Hul igiennem dem, kom Luft ind i dem, følgelig kunde de ey, saa at tale, mere flyve i Luften; men ved det de bleve tyngere end samme, var Æqvilibren borte, og altsaa standsede min Seyllads.

Enhver kan let forestille sig hvor forbauset jeg blev ved at see mig paa et saadant Sted. Jeg kunde længe ikke fatte mig, og ansaae den hele Tildragelse for en Drøm, hvilket jeg saa meget des hellere kunde giøre, saasom jeg just opvaagnede af en Søvn. Det gik mig virkelig, som der tales om den til Baron forvandlede Jeppe paa Bierget, i Holbergs Comoedie; men saasom ingen Nille vilde opvække mig, maatte jeg tage min Fornuft til Hielp og opvække mig selv.

Jeg begreb efter nogen Betænkning, at jeg maatte være ankommet paa en fremmet Klode; thi i Førstningen tænkte jeg at jeg var kommet tilbage igien til Jorden. Men de Omstændigheder jeg siden vil berette, hialp mig snart ud af Drømmen.

9

Den fra Maanen hjemkomne Politicus. No. 2. Nu saae jeg mig da lykkelig arriveret paa en nye Himmel-Klode. Jeg betragtede den saa vidt jeg kunde. Mit Skibs Forliis smertede mig i Førstningen meget; men da jeg eftertænkede, at jeg dog engang maatte lande, og at en bestandig Omseyling var mig umuelig at udholde, stillede jeg mit Sind tilfreds, og ansaae det som en Bestyrelse af Forsynet, at mine Kugler brækkedes. Jeg begyndte nu at see mig om, og betragtede det Bierg, paa hvis Spidse jeg havde giort Skibbrud. Jeg befandt at det var et Marmor-Bierg, allevegne saa glat som det var poleret. Dette satte mig ikke i en liden Ængstelse; thi jeg faae ingen Muelighed til at komme ud deraf, uden at brække Arm og Been. Jeg blev overmaade bedrøvet, og tænkte snart paa min Daarlighed i at begynde denne Luft-Seyllads, snart paa mit Uheld, at strande paa et saa vanskeligt Sted. Ja jeg begyndte allerede at betragte det som mit Gravsted, da jeg just lige bag ved mig saae, at der var i Bierget udhugget ligesom Trappetrin fra det øverste indtil det nederste. Dette opvækkede en dobbelt Glæde hos mig; thi baade visede det mig Leylighed til at komme ned, og tillige gav mig et Spor paa Mennesker, hvis Hænders Gierning dette nødvendig maatte være. Men een Ting formindskede min Glæde, thi jeg kunde ey vide de Menneskers Art, som her fandtes, om de vare som vilde Cambaler, Cariber, Hottentotter

10

og Menneske-Ædere, eller om de vare civiliserede, sædelige og fromme. Jeg haabede til det beste, men svævede imellem Haab og Frygt.

Jeg tog min Kikkert op for at vilde see, om jeg kunde øyne flere Spor af Mennesker, men forgieves; thi lutter Bierge vare omkring mig af adskillige Farver, hvide, sorte og rødagtige, og deres høye Spidser forbød mig al videre Udsigt. Endelig blev jeg træt og lagde mig plat ned paa Stenene, hældende mit Hoved til mit Skib, og endelig slumrede jeg ind. Da jeg igien opvaagnede, og reyste mig op for at see omkring mig, blev jeg neden ved Bierget vaer noget, som bevægede sig, jeg fik strax min Kikkert frem: men hvor blev jeg ey forundret og tillige forskrækket, da jeg saae at det var menneskelige

Skabninger, som præsenterede sig overmande store!

De begyndte paa de omtalte Trappetrin at stige op paa Bierget, og da de komme nærmere, saae jeg at deres Ansigter vare gandske lodne som en Biørns, og blev jeg tillige vaer, at de havde store spidse opstaaende Øren, ligesom et Æsels; i øvrigt var Skabningen gandske menneskelig. Dette tilligemed deres usædvanlige Størrelse giorde mig ganske forbauset. De vare 5 i Tallet, som kom opgaaende. Jeg kan ey nægte jeg blev saa forskrækket at jeg zittrede; og aldrig har jeg været mere bange, siden jeg tog min Attestats. Uden at erindre Umueligheden deri, besluttede jeg at tage Flugten; men da det var forgieves, satte jeg mig saa got jeg kunde, i Defensions-Stand. Jeg drog min Hirschfenger ud og holdte den i Haanden, og en Flaske fuld af Vand i den anden Haand, som jeg agtede i

Nøds-Tilfælde at slaae en af dem i Hovedet med.

Imidlertid nærmede sig mine formeente Fiender og komme op paa Bierget. De standsede strax, og betragtede mit Luft-Skib, som det lod til, med nogen Forundring; derpaa begyndte de at see paa og nærme sig til mig. —— Jeg blev halv rasende af Frygt og Vrede, og raabte i alle de Sprog jeg kunde, at de skulde blive mig fra Livet,

11

ifald de komme som Fiender. De rystede med Hovedet og derved tilkiendegave, at de ey forstode mig. De tiltalede mig igien; men jeg forstod ligesaa meget af deres Sprog. De kunde let af mine Gebærder mærke, jeg var forbauset. De vinkede af mig, og en af dem pægede ned af Bierget. Jeg tog det op i den Meening, at han vilde kaste mig paa min Hals ned, ifald jeg mukkede mere. Jeg stak derfore min Hirschfenger ind, faldt paa Knæe og begyndte at græde og bede. Den ene af dem kom hen til mig, omfavnede mig og kyssede mig. — Denne Venlighed satte Mod i mig, og skamfuld over min Feighed, reyste jeg mig op igien, gik omkring og kyssede dem allesammen, (NB. de bukkede sig ned, thi den mindste af dem var en god Alen længere end jeg), og giorde en Hoben Complimenter, af hvilke de, saavidt jeg kunde forstaae, ikkun loe. De talede noget indbyrdes, og derpaa fortsatte de Fire Veyen hen over Bierget og ned paa en anden Kant, hvor der og vare Trappetrin, som jeg ey forhen havde mærket.

Den Tilbageblevne vinkede ad mig med venlige Miner; og da jeg kunde begribe, han vilde ledsage mig ned af Bierget, fulgte jeg uden videre Betænkning med ham. Og da han fornam jeg vilde have mit Skib med, tog han det paa Haanden og bar det.

Min Ledsagere gik frem og jeg fulgte med bange Skridt efter. Paa et par Steder vare de i Bierget indhugne Trappetrin saa langt fra hinanden, at jeg med mine korte Been ey kunde naae fra det ene til det andet; min Anførere saae det og uden lang Betænkning tog mig ved Nakkebenet som en Hundevalp og løftede mig derover, hvilket jeg altsammen maatte lade mig gefalde. Da vi komme ned af Bierget, gik vi igiennem en lang Dal, NB. det var just Ariostes Dal, hvorom siden mere skal handles.

Ved Enden af og et halv hundrede Skridt ifra den, laae en Landsbye, der gik vi hen og der bragte min Anførere mig ind i et Huus som tilhørte ham. Han talede

12

nogle Ord til sine Huusgesinde og derpaa gik bort. Jeg ventede ved min Ankomst at see en Hoben vrimle omkring mig for at betragte mig som et fremmet og sælsomt Dyr, men intet mindre, de som mødte mig standsede ikke, og hvor jeg gik forbie, saae ingen ud efter mig. Aarsagen fik jeg siden at vide og den bestod deri at det ey var usædvanligt hos dem at see Indbyggere fra de andre Planeter, thi de havde Commerce sammen.

I det Huus hvor jeg kom ind, vare kun 3de Personer, nemlig min Vertes Kone, en Søn og en Dotter. Det faldt mig forunderligt at see Dotteren hugge Brænde og giøre anden Mands Forretninger, Sønnen derimod passede paa Kiøkkenet; thi her var det ingen Maade at see paa Kiønnet, enhver blev brugt til det han var beqvemmest til.

Man satte mig Spise fore og den bestod af adskillige mig ubekiendte og vel tillavede Jordens Frugter. Her aad man intet Dyre-Kiød; thi man ansaae det for ubilligt at hvædse sine Tænder imod de uskyldige Creature, som giør os saa store Tienester og Fordele.

Jeg vil ey opholde Læsernes Taalmodighed med at berette en Hoben Ubetydeligheder, jeg vil allene sige at nogle Uger ginge bort inden jeg kunde forklare mig ret i Sproget. Imidlertid da jeg lærte saa meget at jeg kunde spørge om et og andet, udfrittede jeg Landets Omstændigheder, Folkets Tænkemaade og Indsigt. Jeg befandt dem meget raae og dumme i alle Videnskaber, de vedste neppe mere end det den blotte naturlige Drift kan tilsige og meget lidet i Haandværker som Erfarenhed, Forlegenhed og Slumpelykke havde opdaget; men derhos vare de meget beqvemme til at fatte og iverksætte hvad man undervisede dem om, hvilket jeg siden erfarede. — Jeg besluttede at føre mig dette til Nytte og haabede med Tiden at blive en stor Mand, iblandt et Folk som jeg havde saa meget forud for, i Forstandens Snildhed og den erhvervede Kundskab.

13

Nu havde jeg lært Sproget og den Tid nærmede

sig at jeg skulde fremstilles for deres Regent. Her

maa jeg tale lidt om Regieringsformen og var den saaledes: Regieringen var arvelig og faldt altid til den ældste, enten det saa var en Søn eller Dotter, naar han kun var beqvem til Regieringen. Regentens Myndighed var uindskrænket, og kiendte ingen anden Grense end den Dyd, Billighed og Retfærdighed sætter for rettænkende Gemytter.

Kun een eneste Forpligtelse blev Regenten ved hans Regierings Tiltrædelse paalagt, nemlig denne: at han aldrig selv skulde handle imod eller undtage sig fra de Love han foreskrev andre, men han var altid forbunden selv at dømmes efter sin egen Lov. — Denne Forbindelse syntes at imodsige en absolute Eenevolds Regiering.

I alle Sager var Kongen ene og allene Dommere tilligemed hans Successor; man raisonerede saaledes: den ene Medborger kan ey dømme den anden; thi de ere alle Ligemand. Der vare ikkun fire ærværdige gamle Mænd bestillede, som undersøgede alle forekommende Tvistigheder, og naar alleting var undersøgt, indleverede de det til Kongen som afsagde Dommen. Man behøvede ey at frygte for Partiskhed, thi der gaves ingen Penge, Dommerne tienede allene pr. Honneur, og at blive det, var en stor Æres-Post. Men ifald nogen blev overbeviset om mindste Partiskhed, blev han uden al Naade hængt, i Følge deres Lov.

Denne simple Rettergangs Maade kunde gierne have Sted her hvor Trættekiærhed var en ubekiendt Last, og hvor man aldrig gik til Retten om nogen Ting, uden det man ey kunde selv forstaae at forenes om.

Angaaende deres Religion, da var den meget simpel, de dyrkede een eneste sand Gud, som deres Skabere og Velgiørere, de holdte en offentlig Sabbat Eengang hver Maaned, da de forsamledes, og da giorde deres Præst ey andet, end formanede dem til Taknemmelighed imod den

14

af hvis Haand de havde alleting og til at ære ham hver Dag mere ved deres ustraffelige Vandel og redelige Gierninger, end med blotte Ord og kunstlede Talemaader.

Deres Lærere eller Præster vare tillige de som undervisede Ungdommen i de Videnskaber og Kunster som det Folk havde inde. De vare alle vel aflagde, da man holdte fore at saa vigtigt Arbeyde udkrævede deres hele Tid, og at de følgelig ey kunde fortiene noget med andre Sysler. Religions Ceremonier og andre Embeds-Forretninger vare deres Geistlige ubekiendte.

De havde i det hele Land ey mere end et eneste Collegium, som bestod af Regenten som Præses og Tronfølgeren, 2de af deres Præster og 2de erfarne gamle Mænd af hver Stand i Landet, som samledes 4re Gange om Aaret, og i 4re Dage i Rad vare forsamlede, for at raadslaae om hvad der i et eller andet Tilfælde burde indskrænkes, udvides eller forandres. Sielden skeede nogen Forandring, thi naar noget blev besluttet, blev det først et Aars Tid proberet, deels for at see om det var gavnligt, deels for at iagttage hvad deri burde forandres, og naar denne Prøve var forbie, stod det som var tienligt først ved Magt, blev offentlig bekiendtgiort og vandt Kraft af en Lov.

Adelskab vedste man her ikke af, ingen var Adelig uden ene og allene Kongen og hans Afkom. Naar nogen udmærkede sig med en besynderlig Fortieneste, fik han af Regenten et Ære-Navn, som passede sig paa hans Fortieneste. I min Tid vare tvende saadanne Caracteriserede, den ene blev kaldet: Agerdyrkningens Forbedrere, den anden den beste Skoemager, og disse Titler vare anseeligere end den største Caracter paa vor Klode, den gav ey allene Fortrinnet i alle Sælskaber, men enhver visede een saadan, en utvungen og oprigtig Ære; thi sagde de, det var en Pligt at være taknemmelig imod den som havde giort noget til Det Almindeliges Gavn.

15

Forresten vedste de ey af nogen Rang eller Gang; deres Præster, som ærværdige Lære-Fædre, bleve satte øverst og siden tog enhver Sæde efter sin Alder, der allene gav et Fortrin.

Mine Læsere seer heraf hvor eenfoldige disse Folk vare og hvor lidet Opfindelses Geysten kunde yttre sig iblant et Folk, som ey vedste at anspore den bedre.

Tiler og Ære-Navne koste intet for Staten, men de ere endog en mægtig Drivefiedre, de forekomme mig ligesom en Papir-Myndt, der vel i sig selv betragtet er intet, men Præget giver den et Værd, og den som har den troer dog han eyer, og han eyer og, en virkelig Skat, thi da den er Courant iblant det Sælskab han opholder sig i, saa kan det være ligemeget om den ey gielder uden fore.

Alt hvad man kan sige til Maanens Indbyggeres Undskyldning er dette: at de ey endda vare saa forfængelige som Jordklodens, følgelig kunde ey saadanne Belønninger iblandt dem være virksomme; men man maae sige om Forfængelighed hvad man vil, saa har den dog sin Nytte, og i det Politiske hvor man allene seer paa Virkningerne, bør man ey saa nøye regne Aarsagerne, alt nok naar Maalet erlanges og man ey paa syndige Maader kommer dertil.

Endelig kom den Dag at jeg for Regenten skulle fremstilles. Min Vert ledsagede mig til hans Residence, som laae en Miil fra vor Landsbye. Hans Slot var meget næt og aldeles forskielligt fra alle Bygninger i Landet som ey i mindste Maade lignede det i Pragt eller Størrelse.

Da jeg kom frem for Regenten, som var en gl. Graahærdet Mand og af hvis Ansigt lysede en særdeles Majestet og tillige Mildhed, faldt jeg paa Knæe for ham. Han rystede med Hovedet af mig og bød mig staae op, sigende: han vilde vel æres af sine Underdanere, men Knæefald var det hvorved baade han og alle burde ære den ævige Skabere, og han kunde ey som et Menneste imodtage den Ære han selv beviste sin Gud; thi ellers maatte han ansees for den som vilde deele Æren med Gud.

16

Skamfuld over denne velfortiente Irettesættelse, stod jeg op og besvarede adskillige Spørsmaale, som han forelagde mig. Iblandt dem vare de fornemste hvad jeg forstod og hvorved jeg troede at kunde ernære mig? Jeg besvarede dette vidtløftigen, og glemte ey at udstryge min Duelighed, ved at opregne utallige Ting, som jeg forstod og hvorved jeg lovede at giøre Underværk.

Han smilede af mig sigende, han vedste ey hvorledes et Menneske kunde forstaae saa mange Ting; thi han holdt fore at den var høystforstandig som forstod en Ting til gavns.

(Fortsættelsen følger.)

Avertissement.

Forlæggerinden af dette Blad boende i No. 117 i Studiistrædet udbeder sig Publici Yndest til dets Fortsættelse. -— Uden publiqve eller privat Offense, haaber hun det skal intressere Læserne. Det første No. tillige med dette ere at bekomme paa Byens Boglader, hos Bogtrykker Höecke i Helliggeiststrædet og hos Forlæggerinden, som er bleven det foræret til en Soulagement i Hendes fatale Omstændigheder en complet Aargang af dette Blad.

Hun har vovet dets Udgave, og der Respective Publicum kan bestemme om hun derved vinder eller taber.

Hver Onsdag udgaaer et Nummer paa anførte.

Stæder, som i Adresse-Avisen skal notificeres, ligesom det i Adresse-Avisens No, 159 er bekiendtgiort af

Forlæggerinden.

17

Den fra Maanen hiemkomne

Politicus. No. 3.

Endelig bad han mig at vise nogen Prøve paa det jeg forstod, og naar den befandtes god forsikrede han mig om Belønning. Han betalede min Vert for min Underholdning og sagde han vilde fremdeles betale for mig, indtil jeg kom saa vidt, at jeg selv kunde lære at fortiene noget. Disse sidste Ord krænkede mig inderlig; thi tænk engang, at jeg som en Bachalaureus Philosophiæ, en Physicus, en Mechanicus, en Lingvist, en Etudient des belles lettres, en Skribent, ja en Poet paa Jordkloden, som havde faaet 24 bene til Deposis og Laudabilem til Examen Philosphieum, som over en Snees gange havde dispuret in Cathedra og det sbsqve Præsidio, at, siger jeg, en saadan Polyhyster som jeg, skulde lære noget af de dumme, langørede Maanens Indbyggere, det var noget, som kunde komme Kallunet til at kaage i enhver ærlig Karl. Jeg gik da bort meget misfornøyet over den første Audience.

Da jeg kom hiem, begyndte jeg at eftertanke hvormed jeg vilde opsvinge mig. Jeg overveyede alt hvad

18

jeg vidste og forstod, men jeg fandt intet beqvemt. Endelig faldt det mig ind, at de ingen staaende Milice havde, men i Nøds Tilfælde, naar de komme i Uenighed med deres Naboer, hos hvilke Krigsmagten var ikke paa en bedre Fod, saa ginge de ud i Feldten saa mange som kunde, bevæbnede med Øxer, Hakker, Knøpler og hvad de forefandt. —

Jeg giorde strax et Project til en staaende regulair Milice, alt hvad jeg kunde erindre og sammenskrabe af vor Indretning paa Jorden, det anførte jeg, tillige med en vidtløftig Beskrivelse over Krigs-Disciplinen og Excercice-Maaden. Da det var færdigt, fornøyede jeg mig selv inderlig derover. En Tid af 3 Uger gik bort, inden jeg hermed blev færdig, imidlertid blev jeg meer drevet, ja gandske øvet i deres Sprog. Jeg gik lige hen til Residencen, og stolt af mit Project lod jeg mig anmelde, som den der ufeylbar troede at blive Generallissimus i Maanen.

Jeg fik strax Kongen i Tale, hvilket var en let Sag; thi man behøvede kun at anmelde sig for at blive indladt. Jeg overleverede mit Project, og ledsagede det selv med en prægtig Lovtale og en høytravende Forsikring om dets Nytte. Trods! om den beste Projectmager paa Jorden kunde bedre rose sine Vahre end jeg havde giort. Kongen imodtog det, sigende: det var meget vidtløftigt, han vilde igiennemsee det, og om 8te Dage skulde jeg faae Giensvar, Jeg ventede med

19

Smerte paa denne Tids Forløb og imidlertid igennemlæste jeg vel en Snees Gange selv mit Project for ret at huske det. Endelig den 7de Dag om Aftenen, blev mig fra Kongen et Skriftlig Giensvar tilstillet. Jeg torde knap aabne det for Glæde, thi jeg troede fast og sikkert, at jeg var udnævnt til Generallissimus. Jeg tog det med ind i mit Kammer og læste det, men hvor forbauset blev jeg ikke, da jeg saae mig saa mærkelig bedragen i mit Haab. Jeg vil sætte her Skrivelsen Ord for Ord, paa det Læserne selv kunde dømme om, hvorledes jeg blev til Mode. Skrivelsens Indhold var denne:

„Det er os en Umuelighed, fuldkommen at forstaae Eders vidtløftige Skrivelse, men saa meget forstaae vi, at den er gandske utienlig hos os. Vi raade Eder, at I ey en anden Gang spilde saa megen Tid paa unyttige Ting, men stræber, om I kan, med noget nyttlgt at giøre Eder vort Sælskab værdig."

Jeg blev som jeg var rørt med Lynild over denne Skrivelse. Skamfuldhed, Fortrydelse og Frygt bemestrede mig. Hvad vil der blive af tænkte jeg, ifald du ey er saa lykkelig at hitte paa noget som bliver antagelig? Hvor er nu din Opfindelses Geyst? tænkte jeg. Hvortil duer nu dine Videnskaber? Jeg ønskede tusinde Gange jeg havde lært et Haandverk, derved havde jeg kundet giort mig anseelig iblandt dem, men med det

20

jeg vedste kunde jeg ingen Vey komme. Jeg erfarede nu, at det var lettere at snakke om en Ting end at fuldbyrde den. Den første Gang jeg talede med Kongen, kunde jeg ey Engang huske at fortælle alt det jeg forstoed, men nu da jeg skulde iverksætte det, stod Forstanden gandske stille. Det gaaer gemeenlig saa med endeel pralende Projectmagere, de love meget just fordi de ey agte at holde noget, men ifald de alle fik saa kort en Replution som den jeg fik her i Maanen, kom de vist ey saa ofte frem med vindige og egennyttige Projecter.

Jeg maatte nu lade mine krigeriske Tanker fare og i stæden, for at blive General, maatte jeg nu beqvemme mig til at blive Landmand. Min Indsigt i Mechaniqven kom mig her til pas; thi ved dens Hielp indrettede jeg en Plov, og tiltæmmede 4 Oxer som kunde trække den, thi her fandtes ey Heste.

Man maae agte at her forstod man ey at pløye, ey heller at bruge Creature til at trække, man ristede selv Jorden op med store spidse og skarpe Jern-Spader, hvilret var et uhørligt Arbeyde og gik langsomt for sig; jeg kunde med min Plov og mine Oxer i en Dag pløye meere Agerland, end Indbyggerne der i 5 Dage kunde giøre med sine Spader og mit Arbeyde var ulige bedre end deres.

Saasnart denne Indretning var i Stand, loed jeg mig strax anmelde hos Kongen med min nye Opfindelse. Der blev strax 8 gamle Landmænd udnævnede,

21

i hvis Overværelse Forsøget med min Plov skulde skee. Disse gave deres Attest, og paa Grund af den blev min Opfindelse ey allene antaget men Høylig berømmet.

Jeg blev hentet til Kongen, som den gang var i det omtalte store Collegium. Jeg blev roset og betakket for min Opfindelse. Man spurgde mig først hvad jeg forlangede for min Umage? for det andet om jeg ey kunde og vilde giøre flere saadanne Plover? Jeg ærgrede mig inderlig over det første Spørsmaal, ansaae det som en Uskiønsvmhed, ar de ey med en Benaadning vilde aflægge min herlige Opfindelse. Jeg tænkte siden de ere uskiønsomme, saa skal du være begierlig. Jeg begiærede da 100 Rdlr. i vor Mynt for den første, og 50 for hver jeg siden skulde forfærdige og, tilbød jeg mig at ære Indbyggerne selv Kunsten med det samme; thi tænkte jeg inden de lære den, kan du fortiene mange Penge.

Man lod mig gaae et lidet ud, og da jeg kom igien blev mig de forlangede 100 Rdlr. udbetalte. Dette, sagde Regenten, er Belønningen for Deres Umage efter Forlangende, nu er den betalt og nu kan jeg først give Dem en Belønning, da jeg veed Deres Arbeyde er giengieldet. Man gav mig derpaa atter 400 Rdlr. til Douceur, og mig blev sagt, at Kongen havde foræret mig et Huus at boe i, samt vilde forsørge mig med alle fornødne Levnets-Midler, imod at jeg skulde forfærdige flere saadanne Plove for den forlangede Betalning, og maatte jeg tage saa mange som jeg vilde til Hielp af Indbyggerne,-

22

deels for at lætte mig Arbeydet, deels for at lære dem Kunsten.

Temmelig fornøyet med denne Belønning, gik jeg hiem i det mig anviste Huus og antog 4 Medhjelpere, ved hvis Hielp jeg inden 4 Dage forfærdigede en nye Plov, som strax med 50 Rdlr. blev mig betalt. Jeg tænkte herved at berige mig men det slog Feyl; thi der blev mig næste Dag sagt, at jeg ey skulde umage mig med flere, saasom een af mine Medhielpere alt havde lært Kunsten og kunde forfærdige dem, og siden en Indfød kunde giøre det, var det ubilligt man vilde give mig som en Fremmed Forkienesten, allerhelst siden den Indfødde vilde giødem for den halve Priis. Denne Fortienestes Kilde blev altsaa stoppet, og nu maatte jeg see mig om en nye Udvey. — Jeg forsøgte adskillige Ting, men nogle vilde ey lykkes for mig og nogle bleve ey antagne. Blant andet opfandt jeg at giøre Hiulbørre eller Skufkar, som de kunde bruge til at slæbe Sand, Steen m. m. afsted, som alt før blev baaret. Dette blev vel antaget. Jeg gik videre, og med Indbyggernes Hielp, saa got jeg kunde, fik sammenfusket en Arbeyds-Vogn, og ved et par tiltemmede Tyre lod den trække afsted; hvorfor jeg blev herlig belønnet, thi nu kunde man spare sig megen Umage. Endelig begyndte jeg at lære dem at legge Giødning paa Jorden, som ey hos dem var Brug. Dette loe man af i Førstningen. Regenten udviste mig et Stykke Jord, bød mig at dyrke det paa min Maade, og saa vilde han see Udfaldet. Jeg dyngede og pløyede det paa vor Viis

23

saa got jeg kunde, det blev tilsaaet, og Høsten skulde vise Udfaldet. Regenten besaae det adskillige gange medens det stod i Vext, rosede det, og tilstod der voxede mere paa mit Stykke end paa Naboernes, sigende: ifald det ved Høsten befandtes at holde Stik, skulde jeg med en særdeles Naade blive belønnet. Høsten kom, mit Korn blev afmeyet, jeg havde 3 gange mere paa mit Stykke end Naboerne paa et lige Stykke Agerland. Jeg blev opkaldet til Kongen og man var alt færdig at skride til min Belønning, da en giorde Hindring deri ved at sige, man maatte først bage af mit Korn, thi han befrygtede det maatte have en ond Smag, ihenseende til Giødningen. Dette Tvivlsmaal blev taget i Betragtning; saa enfoldige vare disse Folk. Der blev baget Brød af mit Korn og det befandtes ypperligt i Smag, nu var altsaa ingen Hinder tilbage. Jeg blev høyligen roset, man lovede mig en anseelig Belønning, og da Regentenr selv sagde til mig, at jeg havde giort mig ham og alle hans Underdanere forbundne; Saa tænkte jeg at blive ophøyet til den største Mand i Riget. Det stod nogle Dage hen, og jeg gik svanger med meget stolte Tanker. Men Læserne ville forundre sig over, at faae Udfaldet at vide, som i næste Blad skal berettes. —

Forsættelsen følger.

24

Avertissement. Forlæggerinden af disse Blade indbyder det gunstige Publicum,

om nogen skulde vilde behage at subscribere paa den hele Aargang af dette Blad, da hun, naar Subscribenternes Antal skulde blive klækkeligt, erbyder sig at besørge dem Bladene tilbragte i deres Huuse. Hun er at finde i No. 117 i Studistrædet, hvor alle For- og Eftermiddage paa dette Blad, som udgaaer hver Onsdag, imodtages Subscribtion, af

Mette Margrete Bie.

25

Den

fra Maanen hiemkomne Politicus. No. 4.

Endelig blev mig fra Regieringen tilstillet en Skrivelse af denne Indhold:

„Uagtet Jokul (a) er en Fremmed, saa dog i Betragtning af hans sandsynlige Forbedring ved Agerdyrkningen, have vi bestillet ham til Opsyns-Mand ved Agerdyrkningen og tilladt en og hver som vil at betiene sig af hans Raad, Daad og Veyvisning; og tillade vi ham af enhver som sig af hans Hielp betiener, for sin Umage at nyde den Tiende Part som Jorden bevislig yder mere, end den frembragte førend den efter hans Raad og Anvisning blev behandlet.

(a) Saaledes var det Navn man gav i Maanen, paa Jorden hedder jeg ellers Jochum. ——

26

Der manglede ey meget i at jeg efter dette Skriftes Igiennemlæsning havde fældet Taarer af Fortrydelse over dette Folkes Uskiønsomhed. Jeg ventede, og jeg troer at enhver i mit Sted havde giort det samme, for saa betydelig en Tieneste at have blevet rigelig aflagt og med en Æres-Titel benaadet, saasom enten General-Giødnings-Inspecteur, General-Ober-Agerdyrker, Grand Maitre de Koemøg eller noget saadant; dog det er sandt de dumme Bester i Maanen forstode ey Fransk. Ydermere saa indsaae jeg hvilken Egennytte der laae i deres Belønning, thi det stod i enhvers frie Villie, at bruge mig eller ikke. Havde det endda varet alle anbefalet absolutte at betiene sig af mig, kunde dog den 10de Deel af hele Landet have udgiort noget, men nu stod det i enhvers frie Villie. Udfaldet lærte mig og at Fordelen blev ikkun liden; thi der vare ikkun 5 som betienede sig af min Veyvisning, de andre dyrkede og giødede Jorden paa egen Haand efter min Maade, og den ene hialp den anden. Saa sammenholdende vare disse Folk og saa ukierlige imod en Fremmed, der dog havde bevist dem saa megen Tieneste. Min hele Fortieneste det første Aar var ikkun 250 Rdlr. Jeg begreb nok, at de ved saadanne smaae og uanstændige Belønninger vilde stryge mig om Munden og udlokke hvad jeg vidste, for siden at give mig en god Dag, naar de vare blevne kloge. -— Men jeg besluttede at sætte en Pind derfor, og da jeg indsaae at jeg ey med min Viisdom kunde opsvinge eller berige mig, bestuttede jeg at skiule den, og ey til

27

et saa utaknemmeligt Folk anvende den. Jeg blev mere og mere kied af at vare iblant dem, ja jeg begyndte hemmelig at hade dem og havde gierne spillet dem et eller andet Puds, ifald jeg ikkun havde tordet og kundet. —

Et fornuftigt Menneske er ey at skiertse med naar det bliver forbittret. Mesprise og Fornærmelse har giort mangen en til en farlig Borgere i det Land, hvor han vel behandlet kunde have blevet høyst nyttig. —

Jeg forfaldt til et slags Melancholie, og midt i blant Mængden var jeg enlig. Folkenes Omgang Leve- og Tænkemaade var mig baade mishagelig og mistænkelig. Jeg tænkte paa mit kiere Fædreneland, som er saa rigt paa Fornøyelser, Comoebier, Operer, Assembleer m.m. og her var ey engang en Kroe, hvor man ved en Potte Øll kunde fordrive Tiden. Havde endda Indbyggerne været smukke af Skabning som vi, saa kunde man dog havde lagt sig en Lisken til men Maanes Risse-lange lodne og langørede Fruentimmer kunde vist ikke opvække nogen Kierlighed.

Jeg begyndte nu at ønske jeg kunde komme fra dette uangenemme Sted, men det syntes neppe at være en Muelighed, mindre en giørlig Sag.

28

Jeg tænkte paa mit Skib, men det kunde ey istandsættes, Kuglerne vare i tu og naar jeg end kunde faae dem giorte, hvor fik jeg da en Luft-Pompe fra?

Den eneste Fornøyelse jeg nu kunde gjøre mig var at gaae omkring og betragte Situationen.

Ved denne Omvandring kom jeg hen til den benævnte Ariosts Dal, og jeg betragtede den meget nøye og saae mig allevegne om, forhaabende deri at finde noget merkværdigt, men jeg saae intet ualmindeligt.

Jeg gav mig i Tale med Indbyggerne om denne Dal. Deres eensstemmige Beretning var, at den var opfyldt med idel Spøgelser; thi man statuerede dem ligesaavel i Maanen som paa Jorden. Indbyggernes eensstemmige Beretning var, at der i denne Dal var en stor Hule, af hvilken man ved Midnats-Tider kunde høre en græsselig Lyd og en forfærdelig Knagen og Bragen. Denne Hule, sagde de, var en Bolig for idel onde Aander, og ingen torde nærme sig til den. Denne Betragtning giorde mig opmærksom, og uagtet jeg ikke nægtede Spøgelser, troede jeg dog paa dem med megen Indskrænkelse, og holdte fore, at disse dumme Folk, af Mangel paa physiske Indsigter, kunde holde det for overnaturligt, som dog i sig selv var gandske

29

naturligt. Jeg besluttede nøyere at undersøge denne Sag, og til den Ende eene og allene gandske stiltiende en Nat begav mig hen til denne Dal, hvor jeg imellem Haab og Frygt opbiede Udfaldet. Jeg opsøgte den omtalte Hule og fandt den gandske rigtig. Jeg satte mig ved Mundingen af den, og fornam jeg da, Kl. henved 10 1/2 Slet, at der af dens Mund udgik en gandske stille Luft ligesom af en Aande; denne blev efterhaanden stærkere og stærkere, og endelig henimod Midnat brusede den som en fuldkommen Hvirvelvind, og hørte jeg da i Hulen en grumme Raslen; og, saavidt jeg var mine Sandser mægtig, thi Frygten havde meget betaget mig, syntes mig igiennem Aabningen, som var gandske snæver, at see en Lysning inde i Hulen, der blinkede af og til ligesom en Lynild, og syntes indvendig fra Hulen af at komme. I en halv Times Tid var alt dette forbie, og gandske mat, deels af Angest, deels af Nattevaagen, kravlede jeg hiem saa godt som jeg kunde.

Da jeg kom hiem og begyndte at recolligere mig lidt, eftertænkede jeg den Sag nøyere. Den stille Luft som gik frem, og den paafølgende der lignede en Hvirvelvind, bevægede mig til at troe, at der maatte være en Hule under Jorden, som havde den Egenskab, at den var et Luftsvælg, og paa bestemte Tider trak til sig og igien pustede fra sig, da jeg giorde en Sammenligning imellem den og Ebbe og Flod paa Jorden. Jeg raisone-

30

rede saaledes: Man holder fore at Maanen ved sin Trykkelse paa Jorden foraarsager den Hævelse og Fald af Vandet, som vi nogle Steder paa vor Klode fornemme og betegne med det Navn af Ebbe og Flod; hvo veed nu, om ey vor Klode kan igien med en vis Slags Trykkelse paa Maanen foraarsage paa en eller flere Steder en Sammentrykkelse og Udvidelse af Luften, som foraarsage de Virkninger, som man ved denne Hule sporer? Sammenligningen havde en Slags Sandsynlighed. Jeg gik videre og tænkte: ved Ebbe paa Jorden finder man mellem er hvert og andet, som der tiltagende Faldende har levnet og ved Flod bragt op med sig; hvo veed om ey Luften i denne Hule kan trække noget med sig og ved Tilbagefarten levne et eller andet Betydeligt?

Jeg fandt denne Sats gandske rimelig og strax holdte jeg den før troelig, besluttede Dagen efter nøye at randsage denne Hule. Jeg faldt ved denne Betragtning i Søvn og drømte at jeg var inde i Hulen, og der fandt en stor Skat af Ædelstene, Guld og andre Rigdomme. Jeg grablede i Søvne saa troelig derefter, at jeg i det samme stødte min Haand imod Sengestolpen og derved opvaagnede, næsten ligesaa skamfuld over min forsvundne indbildte Rigdom som den der drømte at Fanden visede ham en Skat, og, til Kiendetegn paa Stedet, bad ham (reventer talt) giøre noget andet, hvilket han rigtig nok fandt i sin Seng da han opvaagnede, som et ubehageligt Liggendesæe.

31

Da jeg var opstaaet, fattede jeg strax den Beflutning at undersøge denne Hules Beskaffenhed. Jeg lavede mig til den Ende til at gaae derhen, og glemte ey at medtage adskillige Poser, hvori jeg vilde giemme den Skat jeg formodentlig kunde finde; thi Drømmen vilde mig ey endnu gandske ud af Hoveder, og sandt at sige var jeg fanatisk nok, for at ansee den som en Forvarsel om min forestaaende Rigdom.

Jeg kom derhen Klokken lidt over Elleve, og krøb jeg da heel møysommelig og bange ind i Hulen. Jeg mærkede jo længere jeg kom ind jo rummeligere blev den, dens Figur var Comisk eller Kegleformig, spids til den Ende jeg gik ind og bredere til den anden. Neppe havde jeg kravlet en Snees Skridt frem førend den omtalte sagte Luft kom mig i Møde, hvilken, som sagt, blev stærkere og drev mig igien tilbage lige til Aabningen, hvor jeg strax krøb ud, saa bange som en Hare; thi jeg troede at det var lutter Hexerie. Men da jeg havde fattet mig lidt og erindrede Klokkeslettet, blev jeg bestyrket i min Sammenligning imellem Ebbe og Flod, som alle 12 Timer indfalder. Jeg tog derfor Mod til mig, og saa snart jeg mærkede at der ey udgik mere Vind af Hulens yderste Aabning, krøb jeg atter ind; men hvad skeede, ligesom Luften forhen havde stødt mig tilbage, saa trak den mig nu med sig, og da den hele Bevægelse ophørte, befandt jeg mig ved Enden af en stor Aabning, fra

32

12

hvilken Lyset faldt ind i Hulen. Jeg gik ud af denne Aabning, og da saae jeg for mig en stor slet Mark og endeel Bierge, ved Hielp af min hos mig havende Kikkert, kunde jeg endog øyne Spidser af Taarne. Dette giorde mig ubeskrivelig glad, jeg tænkte maaske: det er din egen Jordkugle den underjordiske Luft bringer dig til. Dette syntes mig endelig urimeligt, men dog saae jeg Leylighed at komme videre og maaskee paa et andet Sted at finde bedre Lykke.

Imidlertid førend Jeg gaaer videre, vil jeg dog berette Læserne om Curiositeter jeg forefandt i denne Hule, hvilke alle vare komne fra vor Jordklode, og paa hvilke jeg i næste Blad skal give en nøyagtig Fortegning.

(Fortsættelsen følger.)

33

Den fra Maanen hiemkomne Politicus. No. 5. Jeg gik tilbage igien ind i Hulen, som jeg nu til den

største Deel kunde oversee, formedelst den stærke Lysning som fra Aabningen ved den anden Ende faldt derind.

Mine Læsere skulde neppe vilde troe mig, naar jeg beretter de mange sælsomme Ting jeg fandt derinde, som deels laae sammendyngede, deels adspredde. Man skulde vel indvende, hvorfra disse Ting kunde komme og just paa dette Sted blive forvarede? derfor maae jeg tilstaae at jeg ey kan give nogen tilstrækkelig Grund, og med Skingrunde vil jeg ey behielpe mig. Der ere mange Ting til som vi ey begribe, men derfor kan være rigtige. Jeg er vis paa at ey den klogeste Roman-Catholiqve kan begribe Pavens Infallibilitet, men see om han ey derfore troer den. Der ere adskillige Ting som ingen Indvending taale, som for Exempel en gammel Matrones Beretning om Spøgelser, og en Munkes Prædiken om Mirakler; vil man troe dem, maae det skee frisk væk, bona fide, thi de kunde ey udholde nogen

34

Undersøgning. Saaledes er der med min Beretning om denne Hule og det deri forefundne: hvo som vil troe det paa min autorlige Forsikrking, giør vel, og hvo som ey vil det, maae giøre hvad han vil. Ubekymret baade om det ene og det andet vil jeg begive mig til Sagen, og meddele en udførlig Optegnelse af endeel af det forefundne; thi at opregne alt vilde blive mig umueligt, saasom jeg ey igiennemsaae den tusinde Deel, og ey i 3 Mands Alder, ja længere, kunde have blevet færdig med Alt.

Optegnelse

paa endeel af de i Hulen ved Ariostes Dal i Maanen forefundne mærkværdige Sager.

Først forefandt jeg paa den ene Side en heel Deel vel tilproppede Flasker fulde af adskillige klare Safter. Jeg tog den nærmeste og læste paa den:

1) Alle de oprigtige Taarer, som Christine Margarethe fældede den Gang hun blev skilt ved sin Mage (som ey findes paa Jorden). NB. De 5 sidste Ord stode paa delte Glas.

2) Den sammes Sørge-Taarer over sin Adsplittede; Halvdelen spildt paa Jorden.

3) De skadelige Draaber Skielmene gave de

Ærlige; afskyelige paa Jorden.

4) - - - (a) Bryst-Tinctur.

(a) Her var Papiret stødt i tu, og hvor disse Tegn findes, betyder det at jeg ey kunde læse Skriften.

35

5) Den Essenee, som * * * tog af hver Morgen for at blive tækkelig.

6) En Portion af det Vand, som ******* toede sine Hænder i, da han giorde sig uskyldig i ***** og *** Sag.

7) Ærligheds Sminke-Vand til de Falskes Ansigter, findes endnu nok af paa Jorden.

8) De Forglemmelses-Draaber, som D ** drak af 176*. da det glemte sin gamle Ret til H*****.

9) En politisk opiatisk Drik, som giorde halvgal og rusende den Gang man pantsatte K***** i

G*****.

10) En Potte af den Punche, som ***** drak af Harme og Blusel over sin vanartige Syster.

11) Den Saft som udflød af den gyldne Fugls Neb; (meget tyk).

12) - - - Olie som lindrer Pinen men giør Saaret udødeligt.

13) En Flaske af den klare Olie *** brændte i sin Lampe da han om Natten skrev Befalninger til Damon og Elskovs-Breve til Cloris.

14) Olie til Salmenis dunkle Øyne.

15) Det Vand, som Jøderne med Rette burde døbes i naar de apostasere.

16) Mixtur for Kaadhed, af den berømmelige Doctor Werecundus, som ey har været paa Jorden siden det 16de Seculum.

17) Den rette alchymistiske Tinctur, som forvandler Metaller til Guld; har aldrig forhen været i nogen andens end Kong Midæ Hænder, men nu skal sendes til Jroden anden Gang.

36

18) En Essence af den Beskaffenhed, at hvo som drikker af den, bliver opfyldt med Billighed; har ofte været forsendt til Jorden, men er altid igien stikket tilbage.

19) Præservativ imod Hyklernes Gift.

20) Præservativ imod Avind.

21) Kiøledrik ser Hevngierrighed.

22) Dvaledrik for Selvkloghed.

2z) Temperere-Draaber for Egenkierlighed.

24) En nedslagende Mixtur for Hovmod.

25) En Modgift for Vrede.

Paa disse 7 Flasker stod skrevet: Den sande Philosopie, som udgiorde Socratis heele Apothek, og ved hans Død blev optaget til Maanen.

26) Philippi Melanchronis blodrensende Draaber, som giorde ham saa fuld af Subtiliteter.

27) Luthers hiertestyrkende Draaber, som giorde ham saa frimodig.

28) Sexti Quinti Brystdraaber som han hostede efter da han var Cardinal, og talte tydelig efter da han blev Pave.

29) Mazarins Lemonade, som han blev saa koldsindig efter, Halvdelen sendt til ****. 30) Ludvig XIV. politiske Mixtur.

31) Carl XII. Morgen-Dosis, som giør Blodet uroeligt.

32) Knud den Stores Simulere-Draabcr.

33) Cromvels fanatiske Spiritus.

34) Dronning Elisabeths Sminke-Saft.

37

35) Knud den Helliges Hierne-Saft, optagen til Maanen den Gang han var saa dum at legge sig ud med Geistligheden.

36) Waldemars hemmelige Forbittrelses-Taarer over det, at han maatte ydmyge sig for Paven.

37) Dronning Christines Humor.

NB. Denne Flaske havde over 10 a 12 Couleurer, og ligesom man vendede den til, vistes en anden Farve.

38) Taarer, fældede over en sand Medlidenhed. NB. Denne Flaske var bitte lille og kunde neppe

indeholde en halv Unze.

39) En stor Flaske paa 3 Potter med den Opskrift: Den Sveed som flød af *****s Pande, da han arbeydede paa den - - sk* Stats Opkomst.

NB. Da jeg saae nøye til, var denne Flaske gandske tom.

42) De Draaber Abimelech gav Fredegodus, som giorde ham saa forunderlig, at han loe af Glæde naar de andre græde af Sorg, og kyssede ham fordi han bortrøvede alle hans Eyendomme.

NB. Denne Flaske havde en Farve som Bourgogne-Viin.

Jeg blev kied af længere at rage imellem alle disse Flasker, jeg begav mig til en anden Side af Hulen, der laae en heel Deel Papirer, jeg bladede lidet iblandt dem og læste jeg da følgende Opskrifter:

1) Prins W*** af O*** rette Adkomst-Brev paa den E*** Krone.

38

2) Den rette og uforfalskede Original Afskrift af B*** Bog, aldrig seet paa Jorden.

4) St. Peders Bebrevelse for sig og Efterkommere, paa den Pavelige Stoels Besiddelse. 4) Gr. ***-***s Skiøde paa B***.

5) En sandfærdig Fortegnelse over alle de Regnskabs- og Oppebørsels-Betientere, som aldrig haver søgt nogen privat Intresse i deres Embede. NB. Jeg igiennemløb med Øynene dette Papir, men fandt ey andet fra først til sidst end dette: Aristides No. 1.

6) Tallet paa alle oprigtige og upartiske Dommere

(Til al Uheld var Papiret i Stykker og jeg fik ey Tallet at see).

7). Alle P*** H*** lærde Manuscripter, som

han agter at udgive ved Trykken, naar han er vel døed.

8) Udkastet til den nye L*** B***, saaledes

som den om et halvt Seculum skal komme for Lyset.

9) En Acte, som beviser den franske Nations

Prærogativ for andere, (i hele Acten stod ey andet) end disse Ord: vort Fortrin grunder sig paa Eders Taabelighed og Mangel af egen Kundskab.

10) Det eneste Original Morale, som i halvandet Seculo er udgivet. NB. Jeg aabnebe dette Manuskript nysgierrig, men fandt ey andet end lutter reene Blade,

39

11) Et Forslag til at forene alle Religioner i een, at indføre en fuldkommen Enighed i det Tydske Rige, at giøre Engelske og Franske, Danske og Svenske, Malthesere og Tyrker til et Folk og at samle 100de Hoveder under en Hat. Skrevet af en berømt Projectmager.

12) En accurat Beregning over, hvormeget menagerligere Broen over Themsen, Buen Retiro i Spanien og Statuen i***, kunde have været giort.

13) De rette Aarsager til den allevegne herskende Mangel paa Jorkloden, skiulte for dens Indbyggere.

14) En Astrologisk Udregning som fastsætter den Tid, naar Velstanden skal blive almindelig i ***, hvilket skal skee samme Aar som Seyladsen bliver opfunden fra Maanen til Jorden.

Saasom jeg ey forstod noget af dette ravgale Tøy ey heller havde Tid længere at opholde mig, gik jeg igien bort efter at jeg nøye havde betragtet Hulen.

Da jeg kom hiem overlagde jeg denne Hændelse nøye, jeg ansaae den som et Middel til at komme bort fra de utaknemmelige Maanens Indbyggere, og at forsøge min Skiebne videre paa denne Klode, hvortil en saa skiøn Leylighed aabnede sig for mig. Et var mig i Veyen, jeg havde ey de fornødne Penge; thi omendskiønt jeg intet manglede og havde 3 a 400 Rdlr. pr. Cassa som jeg havde fortient, saa syntes mig dog at det ey var tilstrækkeligt. Jeg vilde gierne være forsynet

40

med en god andeel Penge, paa det jeg kunde giøre Figurer paa det Sted jeg kom; thi jeg kunde ey vide hvordan Levemaaden var paa et andet Stæd. Det var ligesom en blæste mig i Øret at jeg paa et andet Stæd i Maanen skulde finde forfængelige og letsindige Indbyggere.

Nu var kun Spørsmaalet hvor jeg skulde faae Penge fra? Jeg fandt endelig Udveye; thi saasom aldrig nogen drømte om min Bortgang havde heller innen nogen Mistvil, og dette Folkes Hoved-Caracter var Ærlighed, og hvo som er ærlig selv mistænker sielden nogen anden.

Kort jeg fandt Udveye til, deels ved en Forskrækning jeg fik af Regieringen, paa Grund af et glimrende og fordeelagtig Project, deels ved privat Laan, at blive Mester af et par 1000de Rdlr. Hvorledes jeg med disse Penge rømte bort, er noget jeg skal berette Læseren i Fortsættelsen som følger.

P. S. Forlæggerinden som hidindtil har tabt ved disse Blade, udbeder sig Publici Bevaagenhed, paa hvilken der vil komme an om hun endnu kan forsætte dem, det Interessante i dette Skrift begynder nu først at aabne sig. Hun imodtager, som meldt, Subscription og lader Bladet Subscribenterne tilbringe, ifald deres Antal bliver tilstrækkelig til Trykkens Bekostning. Subscribtion modtages i No. 189 ved Nørre Vold hos Øxe-Smeden Lundberg af

Mette Margrethe Bie.

1

Dag-Runden et Uge-Blad.

No. 1.

Af dette Ugeblad udgaaer herefter hver Uge et halv Ark.

København 1772,

trykt hos Morten Hallager boende paa Nørregade i No. 245. og findes samme Steds tilkiøbs.

2
3

Under dette Navn agter jeg hver Løverdag at lade mine Anmærkninger gaae ud — Jeg giver mig det Navn: Runde — uden at Læseren har nødig at tænke, at det skeer, for at aftvinge ham det sædvanlige Ord Werda!

At bestemme hvor og hvorom jeg vil rundere, er for nærværende Tiid umueligt og unødvendigt—

Af Frygt for Bagtale, burde jeg vel giøre en ordentlig Fortale —

Men der er unyttigt — I der øvrige skal jeg ærlig holde ved — saa længe jeg kan — skulde jeg imidlertiid lukke Kramboeden til, og declarere Fallit, saa veed jeg vist, at jeg ikke har nødig, at giøre Fred med mine Subskribentere.

4

Enhver Kiøber er min Læser — Men ikke just enhver Læser min Kiøber — Ellers blev min Forlægger for riig; Men nu til Øyemærket:

Dag-Runden

Begyndt den 24 Julii 1772.

Hverken vil jeg skrive Cathechismus for Stats-Mænd — ikke heller holde Dag-Bog over det, som gaaer for sig, og ikke gaaer for sig — langt mindre spionere om Hemmeligheder — og det i en fremmed Hud — Ney Tak! allermindst det sidste — jeg vil nok beholde min egen Hud, der er nok, som maae miste den alligevel — Ikke uden min Skræder vilde borge mig en nye —

Men nok: at jeg hverken hudløs, eller i fremmed Hud — vil flaae Huden af min Næste — Jeg vil kiønt holde mig i Skindet. — Saasnart jeg lod mig mærke for en og anden, at jeg havde i Sinde saaledes at rundere, anmældte sig paa Timen en Hoben, som tilbød sig at give Raporter, baade til Lands og Vands; ja endog nogle Vægtere, som lovede mig, at de, som ærlige Folk, (thi det er jo Vægterne) skulde undertiden give en Underretning om en og anden

5

Tildragelse om Natten, naar jeg sover, da de derimod forlangede intet uden at læse min Dag-Rund uden Penge — Dette har jeg saa vidt accorderet dem, paa de Vilkaar, at deres Nat-Rund maae bringe mig det, som kan staae ved Siden af, hvad mine Dag-Runder rapporterer mig.

Dette anfører jeg her, for nogenledes at give mine Læsere en Slags Efterretning, om hvorledes de efterfølgende Blade blive indrettede. —

Nu begynder jeg da at rundere — Jeg havde en liden Forretning (ikke just paa dette mit Uge-Embeds Vegne) i Morges hos en ung Enke —

Det er sandt! er nogen at ynke, tænkte jeg, da jeg kom ind i den første Stue, hvor den salige Mand stod Liig, saa er det visselig de stakkels Enker — Jeg fik ikke Tiid, at komme videre i disse Tanker, da en Person i sorte Klæder med en smuk pudret og net lokket Peruque, i det samme traade ind af Døren. —

Min Læser maa mærke, at jeg havde taget sorte Klæder paa, da jeg vidste, at jeg skulde i en Sørge-Stue — Neppe havde han faaet Øye paa mig, førend han med en dyb Reverence tog ud af sin Barm en indsvøbt Paque oa deraf udtrak et i Sølv-Papiir indbunden Vers — og

6

overrakte samme til mig med en Slags Grace — Jeg vegrede mig for at tage imod det, undskyldende mig, at jeg ikke var af Sørge-Huset — Ikke min Herre! raabte han — O! derfore kan De gierne giøre mine ringe Vers (her bukkede han dybt) den Ære at læse dem — Lige fra mit Kammer (i det samme reyste han sit Hoved i Veyret) og op til Parnassi høye Fielde, har min Vena, metaphorice at tale, sit frie Løv — Læs min Herre, jeg beder Dem — Læs disse fire Linier! See her! — Hvilke Tanker —

Du selv ey sige kand! — nu du er bleeg om

Næsen —

Din Sieles Egenskab — Men jeg det vidne kand —

Du var i Omgang mild — og ey i Venskab

kræsen —

Derfor man kaldte Dig den allerfrommest

Mand.

Hæm! hæm! min Herre! disse Dyder var Der just ikke egentlig ved Manden —

Men ..... og lad være at disse 4 Linier Din Kone elskte du — og altid flittig stræbte —

Du ingen var for nær — i dine Handlinger— Fremfusende du ey, med Skields-Ord Næsten dræbte —

Var ædrue — kort ! — for os du et Exempel

er —

7

just ikke heller ere saa lige sande da enhver, som kiendte Hert Grob, vel veed langt andet — see saa..... Verset skal jo være fuldt — og .....

just at sige Folk saa lige i Øynene — kort .....

det er en Slags Licentia Poetica ..... som er nu brugelig — I det samme blev Døren aabnet — Det var den unge Enke —

Stuen blev nu fuld af Poetiske Frieheder — og jeg kan sige, at det var ligesom alle Nie Muser var kommet der paa Stedet. Den unge Enke— tog imod Versene, og Complimenterne sagtedes noget — Imidlertid hun nu gik ind i den anden Stue igien, for, mueligt, at hente Penge til denne sandrue Poet, saa betiente han sig af Leyligheden, og smaaesmiskende fortalte mig, at hun, over et Aar førend Mandens Død, var alt forlovet. Men læs kun min Herre! hvor artig jeg berømmer hende tvert imod. See her!

Du sidder sorrigfuld — som eenlig Fugl

tilbage —

Dit Øye flyder bort udi en Taare-Flod — Ach! men du hører ey! jeg raader søg en

Mage —

Dog hvor er den vel — som bliir imod Dig

saa god

8

Synes De ikke....... Her kom Madamen — See her sagde Hun — og gav ham 2 Ducater — Gid det havde været — Hun

græd ..... — Her, giorde denne gode Versekræmmer

en forskrækkelig Allarm igien —

Endelig forsvandt han i en Hvirvelvind af Complimenter — Gratulationer — Condolationer — og først og sidst Hyklerier — Jeg forrettede mit Ærende til Enken — og gik. —

Om hun faaer den, hun førend hendes Mands Død har været forlovet med, derom skal ieg nok rundere— Imidlertiid, hvad Poeten er angaaendes, da kan man ikke forundre sig derover:

Verden vil bedrage og bedrages.

I Henseende til Enken, da maae man ikke heller meere undre sig over hende — end over en Pige, som fæster sig bort i Tide, naar hun veed, at hun skal af Plads. —

Jeg gik i disse Tanker hiem — Mine Spioner (eller Patroller, for at blive i Lignelsen) havde imidlertiid bragt følgende Nyt, som den første Prøve paa deres Duelighed:

9

Rapport

Til Dag-Runden.

Fæstningen Voluptas (Vellyst) som ligger strax ved Mare Pecunianum (Penge-Søen) skal nu udvides og forbedres med mange og store Omkostninger. — Aarsagen er ellers en Frygt for Krig, hvormed Sapientia (Viisdom) har truet hele Schlaraffenland, hvortil ovenmeldte Fæstning er som Nøglen. —

Fra Skallenborg haves, at sammesteds skal opholde sig et Menneske, som er født i Kiernendorf, hvilken uden nogen udvortes Kiendetegn skal besidde besynderlige og rare Gaver. Uagtet man ellers i samme Bye giør stor Væsen af fremmede, saa er han dog kun bekiendt blandt faa, og det endda af hans egne Lands-Mænd, som boe i en egen Part af Staden, kaldet Misundelses Qvarteer i Sulte-Gaden.

Sammesteds skal ligeledes et Sladder-Academie være anlagt — Tre gamle Koner ere antagne til ordentlige Lærerinder, hvoraf den eene tracterer Snakester- og Bagtalelses-Videnskaber — den anden læser over Spaae-Logien — og den 3die afhandler de beqvemmeste og hastigste Maader at blive gifte paa. —

10

Her Smidsker, som i lang Tiid har tient paa en Herregaard for Hovmester, og det med stor Taalmodighed, da han heller loed sig slaae af Junkeren, end at slaae Junkeren —er nu bleven aflagt med den store og tykke Huusholderske— som i lige saa lang Tiid har tient Herren og Fruen troe — og med hende er herlig Levebrød nemlig Opsigt over Skovene — Hiorterne glæde sig nu, da de har faaet en Mand over sig, som er af deres eget Slags.

Sr. Ligefrem er afgaaet med en liden Pension for sin lange Tieneste. Kunde han kun lære af Herr Smidsker at krummes og bøyes, vilde han maaskee med Tiden blive bedre aflagt.

Fyhrbøder-Embedet paa Parnasso — Cancellie-Buds-Betieningen ved Fortunæ Expeditions-Contoir og Pedel-Embedet ved det nye Sladder-Academie — ere ledige. Disse Embeder, som alle andre af deres Slags, ere af gode Indkomster og lider Bryderie. Den største Post i deres Embeder er at finde skikkelig hjem om Aftenen og ey løbe paa Afviserne og hvad den mellemste er angaaende, da bestaaer den meest i at sidde paa Gangene og spille Dam med Contoir-Betienternes Drenge, og derved nogenledes vise deres Skiebne, som giver Ansøgninger i Fortunæ Cancellie, i det de, naar de først komme til Dams, kan med disse Brikker giøre nogle Fandens Spring over alle de andre. —

11

Paa Toldboden ligger er heelt Læs Samvittighed, merket Nathan Lewi og Compagnie — som er ikke bleven indfriet endnu uagtet det har lagt der over 1 Aar.

Monsr. Ligeklog er kommet hiem fra sine udenlandske Reyser — Om hans Faders Vexler havde reyst ud til ham, saa havde han vist ikke endnu reyst hiem til sin Fader.

Herr Grundskielm og hans Secretaire Monsr. Hykler, har pakket ind, fordi enhver kiender dem for vel — Man kunde ellers kiende den første paa det, at han, imod den Tiid han vilde reyse af, altiid gik med Støvler og sat sin Hat langt ned i Øynene. Hvorfor vides ey! — Den sidste kiendte man paa det, at han førte sig tykt op paa andres Bekostning. —

Herr Gammelgiek er reyst paa Landet. Imidlertiid vil hans unge Kone betiene sig af Luft-Cuuren i Staden. —

Kløver Knegt er reyst paa Landet med sin Kone, Hierter-Damme, og al sin hele øvrige Familie — da han paa denne Tiid ikke har saa travlt — Skulde nogen ellers imod Forhaabning have noget at forrette med eller hos ham da

12

Expederer hans Fuldmægtig dem til nøye, som findes ved Bazet-Bordet baade tidlig og sildig. N. B. Om Aftenen efter 10 er han enten paa Bagsalen, eller og Skudderne ere lukkede, af sine Aarsager.

Herr Stoerpraler og Herr Hielpitrang ere begge døde; Ved deres Død er at mærke følgende: Hielpitrang døde af Ærgrelse over at Herr Stoerpraler havde faaet en Hoben Penge af ham, paa sit Land-Gods Broutenhof, i Landskabet Nullendorf — og Herr Stoerpraler døde af Sorg fordi, at Hielpitrang var kommet under Veyer med, at bemelte Landskab laae i de uopdagede Lande, paa hiin Side Spitsbergen — og derfor ikke vilde laane ham flere Penge. Den sidste Uges Rente var saa stor, at Hr. Hielpitrangs prægtige Begravelse deraf er bekostet. —

Følgende ere copulerede.

Hr. Forrykt i Blindheds-Gade og Jfr. Gallgiæd i Lobbuuspaa-Strædet. Hr. Svirebasse i Feiud-Gaden og Mad. Ødeland i Trang-Strædet. Monsr. Dreng i Lamme-Strædet, og Jomfr. Barn i Gaase-Gaden. —

Skifte-Forvalteren i Herr Hielpitrangs Stervboe har funden efter den Afdøde en Hoben Eeder og Forpligtelser paa god Betaling.

13

Sr. Puf underviser enhver i at gaae ud paa Huk, Stik og Stød — alle de, som har Arme, Been og Halse at miste, vilde behage at indfinde sig hos ham, da han er boende i Træfvist-Gaden.

Oprigtig blaaesuur Melk, blandet Fløde, oliede Caffe-Bønner med flere Sorter fordærvede Vahre ere at bekomme hos Sr. Knap-Vægt, boende blandt de andre.

Her Snyder tilbyder alle og enhver Credit paa fornødne Vahre, imod at han seer sig for, og altid skriver med klyftet Griffel — Siden skal han nok observere det, naar det skal føres til Bogs. Han boer paa Hiørnet af Knapmaals-Strædet, og Skiernærafs-Gaden. —

Et oprigtig Plaster for Liigtorne kan bekommes paa Indbildnings-Torvet, i Qvaksalver-Boutiqven. Men NB. man maa først skiære Liig-Tornen reent af, førend man legger Plasteret paa — Skulde den da, som er troelig, voxe ud igien, saa maae man atter skiære den, og saaledes holde ved; og skulde det omsider være forgiæves, saa er det beste Raad, at hukke Taaen reent af — saa forgaaer Lig-Tornen — og saa trykker Skoen ikke heller.

14

Gode Stokke-Prygl — indlagte Pander — tykke og blaae Øyne — blodige Kinder, løse Tænder, gule og grønne Rygge, samt ægte Halt das Maul — og kein Raisonirung, faaes daglig, eller rettere aftenlig, hos Kløverknægts Fuldmægtig, ved Bazet-Bordet, i Klammerie-Strædet.

NB. Sammesteds imodtages ogsaa imod en god Latter, hele Næver fulde, af godt Sølvog Guld-Gruus til at fylde — Hullerne op med, som Tid efter anden kunde ellers komme i Bankerne. —

Gode og velbesatte Lotterie-Sedler, faaes i Lokke-Strædet, paa hvis bestemte Udtræk den Spillende ufeylbarlig faaer det Suk 70 Gange betalt, som han drog, da han vovede sine Penge — og paa Ubestemt faaer han femten Gange saa meget Haab til en anden Gang. —

Kiødhoveder, som taler Poppegøye-Maal, og rigtig nok kan vende Øynene i Hovedet, stoppede inden i med gode Krøllhaar, faaes hos Sr. Glutt, hvor Opdragelses-Skiltet sees over Dørren, med en Dreng paa, der sparker efter sin Fader, og spytter paa sin Moder. —

15

Paa Sr. Hielpitrangs Auction bliver en Deel deylige og nette Meubler solgt, mærket: Næstens — de ere vel indpakkede i de forrige Eyeres Sukke, uden om hvilke der er svøbt Haardug — Efter-Auctions-Conditionerne hører Sukkene de forrige Eyere til.

Monsr. Indsigt vil sælge sin hele Forstand — men kunde han faae et Partie Dristighed til Leye, paa en føye Tid, saa vil han nok beholde Forstanden selv. —

NB. Skulde der gielde, tilbyder han sig, at sætte den i Pandt for Udlaanet. Thi mens han bruger Dristigheden, har han ey Forstanden nødig.

Herr Skumler, som man kan kiende paa Opslagerne, der ere giorte af Evas Nat-Klokke, har Forraad paa alle Slags Critiqver over alle Skrifter som ere komne og kan komme i Trykken — N. B. Han vil ikke gierne lade dem trykke — Men for et godt Ord kan man faae dem at læse — Han boer hos den Skindhellige Skoeflikker— Han criticerer endog sit eget — kan man forlange mere!

Herr Følesløs laaner ikke en Skilling ud paa Taarer, om man endog sat ham Eeder til Underpandt. — Men paa Guld, Sølv — Løsøre og fast Pandt laaner han med Fornøyelse imod ubillig Rente. — Han vil ikke gierne lade nogen gaae fra sig.

16

Monsr. Tagop vil gierne laane hvor og af hvem han kan faae noget, da han agter med første at reyse bort og aldrig at komme igien.

Oldermanden for Jøderne & Sohn har beslutter, ikke at laane ringere ud end 10 Rdlr af gangen. Altsaa maae Pantet være derefter. --

I det sidste stærke Torden, har en Frietænker tabt sin Courage, men han fandt den strax, saa snart Veyret var over. Det er godt at legge en Ting saaledes, man kan finde den igien. —

I dette Øyeblik erfarer vi, at Herr Skumler har tabt sin hele Vittighed, som var indsvøbt i Titelblade og Fortaler — Imod den Douceur, at faae al hans Lærdom at høre af ham selv, beder han Finderen at levere ham dem. —

I ovenanførte Torden-Veyer er fundet en Samvittighed og 2de Overbeviisninger. Finderne vil nødig af med den, da de befinder dem vel ved dem. —

Væv — Slidder Sladder — Critiqve-Ondskaber — og opkogt Tøy, er at faae paa behørige Stæder.

Disse ere de første Efterretninger fra mine Spioner eller Patroller — Naar de kommer ret igang med det, skal de nok blive bedre. —

17

Dag-Runden No. 2. Fredagen Den 27de Julii 1772.

Jeg og mine Patroller har runderet og spioneret retskaffens i denne Uge for at erfare, om vores første Udgave har erhvervet Biefald. Enhver kan sagtens tænke, at vi alle for een og een for alle vare nysgierrige. Imod Formodning har vi dog fundet det vi ønskede paa nogle Stæder; thi hvo vilde vel rænke at behage alle? Slig en Nar burde mishage alle.

Nu vil vi fortælle vore Læsere, hvordan dette løb af:

Min første Patrol, en vittig Karl, som veed at leve, og har været Kammertiener før i de gyldne Tider, kom af en Hændelse ind i en Have, hvor fire Fruentimmere sad og drak Caffe i er Lysthuus. En liden Regn nødte ham til at søge derind. De kiendte ham ikke, altsaa talte de om andre Ting, om det nye udkomne Ugeblad Dag-Runden.

Denne Dag-Rund sagde een, som havde en nyemodens Soelhat paa, vil vist nok blive lige saadan en som Patrollen — Men Gud trøste ham, om han kommer vore Moder for nær. Har Ma-

18

soeur nogen Tid læst Patrollen? O ja! svarede den anden, undertiden gefaldt den mig overmaade vel, i særdeleshed naar den var skreven i Avis-Stiil. Jeg vilde ønske, at Dag-Runden kunde faae saadan en Aftræk, og blive saa længe ved; thi han synes at være nok saa munter — Masoeur har Ret, svarede den, som skienkede Caffeen, saa kunde vi dog imellem faae os en liden Tidsfordriv, og noget at læse, som ey overgik vores Forstand. O! siig ikke det min artige Jomfrue, svarede min Patrol, vi have Ugeblade nok alligevel — Allehaande, Aften-posten, Spion - - - O! tael aldrig om det, raabte hun, jeg er tilfreds De selv skriver Spionen. Ney den er for lærd for os — og de andre er der ingen Løyer i; det er Under, at De ikke ogsaa nævnte Stats-Manden — Ney de got Folk skrive ikke for Fruentimmer. Der var vel et Par Gange noget at lee af i Aften-Posten; men det var det ogsaa alt. Ney! vil den gode Dag-Rund blive ved, som han har begyndt, saa skal jeg rigtig nok kiøbe hans Blade. Ja jeg er selv i Stand til at skrive ham et Brev til. Mener Masoeur, at han tog imod det — Jo uden al Tvivl, svarede

min Patrol, han vilde kanskee med stor Ærefrygt indføre det iblant sine Efterretninger. O! vidste jeg det, sagde hun — Men kom nu Masoeur, lad os spadsere — Ja nok, nu er Regnen forbi.

Med stor Fornøyelse forsikrer jeg denne Skiønne, at ville imodtage hendes Brev, ja endog holde mig det for en stor Ære.

Paa en Deel andre Steder, hvor vi runderede i samme Ærinde, have vi just ikke funden saa

19

Biefald — Dag-Runden, hvad Fanden er det for et Dyr, sagde en god ærlig Mand, som just stod nede ved Blade-Boutiquen paa Amager-Torv, da det første Nummer giorde sit Indtog i den. — Naa! de godt Folk veed ey heller selv, hvad de vil kalde alle disse Ugeblade— See der hvad koster det — 4 Skilling — Gotts Blitz 4 Skilling, hvor maa disse Bogtrykkere og Bogskrivere fortiene Penge. Jeg fortiener ikke saa meget paa 10 Par Skoe, som de paa et Skrift, og jeg maa endda give Credit. See der! der er 4 Skilling; men dersom den ikke duer, saa maa Fanden kiøbe den tiere. Det er sandt, hvor er det at denne Meslinge-Mordere staaer navngivet, det er dog vel meget at navngive nogen. Men kunde man ikke faae et Skrift, som skulde hede Skribent-Morderen, den vilde jeg kiøbe, for saa vidste jeg, at jeg gav mine Penge ud til Nytte. (Det er en kririsk Skoemager, tænkte jeg.)

I det samme blev den gode Mand omringet af en heel Deel Bekiendtere. Een læste for gode Ord, en anden for 1 Skillings Afgift; og saaledes faaer mange den at læse, men saa giver Penge for den, tænkte jeg.

Den haardeste Læser af alle dem, hos hvilke vi runderede, var Hr. Skumler — Forskrækkelig raabte han, de navngiver Folk, og sætter endog deres Kiendemærke. Pr. Iovem! blev han ved at raabe, jeg skal hævne mig og i det Forset løb han ilende hiem, og skrev 3 Ark fulde af bare Critiquer, som med det første vil komme i Trykken. NB. han har ellers ikke læst uden Tittelen og det Avertissement om hans Forstands Fallit; men

20

deraf har han alt nok. Skulde nogen befordre Dag-Rundens Undergang, er det vist det Uveyr, hvormed han truer.

Men vi ville ikke giøre vore Læsere kiedfommelige med at fortælle deres egne og andres Tanker. Vi vilde begynde, hvor vi slap, og altsaa meddele:

Rapporter

til

Dag-Runden

Min ene Patrol har seet den lille Jomfrue, som lader sig see for Penge i Gothers-Gaden. Om hende har vi følgende Efterretning:

Hun er liden.

Men hvo vil undre sig derover! Hun er jo født i Nyrnberg og altsaa Nyrnberg-Arbeyde — Hvad giør ikke Tydsken for Penge!

Gigli var alt for stor, altsaa lod han sig see, for ved sin overnaturlige Størrelse at trække Penge ud af Landet. Catharina Støber er alt for liden, altsaa lader hun sig see; for ved hendes undernaturlige Størrelse at trække Penge fra os.

I den Henseende passer altsaa ikke det Ordsprog sig: Det er got at være hverken for stor, eller for liden.

Naar Gigli ikke havde været for stor og Catharina ikke for liden, saa havde ingen af dem fortient Penge for at lade sig see. Jeg tvivler høylig paa, at nogen gav mig 2 sk. for at see mig. Tvertimod vil jeg see eller tale med visse, maa jeg give Penge til visse. NB. Disse er af det smaa Slags; men de første af det store Slags.

21

En Snedker-Svend, hvis Maal tydelig røbede ham, sagde ellers med en høymodig Mine og en halv tydsk Tunge, til min Patrol og til de andre Tilstædeværende: "Daß er nimmernicht solches Wunderwärk gesehen hatte, weder in Dreßden, noch in Wien, oder andersiverts." Men paa Trappen, hvor han talede sit Moders Maal, soer han: “At han, Døvllen riv sæ a, aaller had sied sodan in.„ Min Patrol meente i det mindste, at han var fød i Hadersleben langt henne i det hellige rommerske Rige.

Vi have sat os for at rundere baade om Skiemt og Alvor. I Følge af denne Plan er min ene Patrol (just den som holdt Samtale med Jomfruerne i Haven.) i disse Dage kommet efter en virkelig Begivenhed med et ulykkeligt Fruentimmer, som jeg ikke kan undlade at meddele den gunstige Læser. Et smukt ungt Fruentimmer, som maaskee ikke saa meget manglede et beqvemt Hierte til at modtage Dydens Sæd, som en god og fornuftig Opdragelse til at giøre den moden hos hende, blev bekiendt med et ungt Menneske, som havde udvortes Egenskaber nok til at indrage og lokke et ungt Fruentimmer, hvis Uerfarenhed ikke tillod hende, at skye Skallen og lede efter Kiernen. Tusinde Umager giorde ikke det unge Menneske kiedsommelig; men som de vel veed, der har prøvet Virkningen af denne Passion, tvertimod alt mere og meere oppustede den Ild, som ulmede i hans Hierte. Omsider udfandt han et Middel — Det unge Fruentimmers Forældre vare to gamle Folk, hvis Øyne saae aldrig længere efter

22

andres Ærlighed, end efter deres egen: Det er at sige, som troede, at andre vare lige saa lidet i Stand til at bedrage dem, som de andre.

Denne deres Tænkemaade udfandt den unge Elskere, som, foruden at han af Naturen var snue, fik 1000de Indfald, som Kierlighed hialp ham at opfinde. Han lod derfore som han opgav alt Haab, ja endog anstillede sig for den unge Pige selv, som om han af en brændende Elskere var bleven en øm Ven, der ved Hielp af Kierlighed havde fundet saa mange gode Egenskaber hos hende, at han let kunde giøre det lille Skridt, der er imellem en Elsket og en Ven, Kort sagt: Forældrene dyssede han i Søvn ved en forstilt Koldsindighed, og Pigen ved at give hende den behageligste Plan til et saa kaldet platonisk Venskab. Kan jeg ikke kysse Dem, raabte han, som har 1000de elskværdige Egenskaber, uden at have andet Øyemærke dermed, end at bepryde Venskabs Tempel?

Med disse skiulte Hensigter, bragte han hende uformærkt til at vedligeholde sin Kierlighed, uden at hun vidste andet Navn til denne Lidenskab, end et ømt Venskab. Og under denne Maske førre han hende i Bekiendtskab med en Madame, som for længe siden havde vendt Dyden Ryggen. Nu nærmede han sig til sit Ønskes Maal. Han havde kun givet hende Planen, og de yderste Deele af et platonisk Venskab; men nu var den rette Leylighed for denne Listige, at forklare de vigtigere Punkter i dette latterlige Venskab for denne enfoldige Pige, som just idet hun stræbte at drive Kierlighed paa Flugten, underholdte den uden

23

selv at mærke det. Han udvidede sine Begreber og ligesom han med en lykkelig Behagelighed havde vidst at indprente hende de første Grunde, saa fuldførte han nu ogsaa med en meget heldig Fremgang, sit hele Forsæt. Jeg vil ikke opholde mine Læsere. De som veed hvad den platoniske Kærlighed er for et arrigt Lokkemad behøve ingen nærmere Forklaring, og de, som ikke forstaaer sig derpaa, kan af denne Historie faae Kundskab derom. Jeg vil derfor kun sige kort: At da han havde viist hende de sidste Punkter i dette farlige Venskab, som er understøttet med de meest giennemtrængende Tillokkelser, saa forlod han hende, som en Læremester, der veed, at hans Underviste har udlært.

Denne stakkels Pige, som vel mærkede, at denne Punkt var enten ikke at finde i det platoniske Venskab, eller i det mindste ikke burde have Sted der, erfarede omsider, at hendes Læremester havde været en falsk Philosoph.

Men denne sildige Fortrydelse var hende intet uden en nagende Bebreydelse. Den listige Kone, som havde været et Middel til dette Forsæts Fuldførelse, vilde vise, at hun ikke var Skyld deri. Hun tilbød hende sin Hielp og med de kraftigste Løfter forsikrede hende, at hun vidste Middel til at fordrive disse utidige Følger af Venskabet, naar det blev taget i Tide. Hun anbragte hende Exempler og levende Beviser paa hendes Tienstfærdighed. Hun forestillede hende den Skam for Verden; den Vrede af hendes gamle Forældre; og endelig de forskrækkelige Piinsler, som hun kunde derved undgaae.

24

Hun opvakte derved en Strid hos hende imellem de verdslige Fordele og det ævige Tab. Pigens Tilstand havde opvakt hos hende en vis Kleinmodighed; og denne som giorde hende kied af Verden hialp hende efterhaanden paa Kundskab om Gud. Ney! raabte hun, — jeg giver mig i hans Haand. Neppe havde hun fattet dette Forsæt, førend Belønningen var en Følge deraf. En riig Mand fik hende at see, han fattede Kierlighed til hende, og begierede hende af Forældrene til Ægte. De vidste endnu ikke af deres Datrers Skiæbne. De lovede ham hende. Allene hun vægrede sig. Endelig vandt han hendes Fortroelighed ved tnsinde uforfalskede Godheder. Hun tilstod hendes Tilstand, med alle dens Omstændigheder. Han elskede hende, og overvandt sig selv i en dyb Glemsomhed om hendes Tilstand, som ikke en utugtig Begierlighed; men en falsk Vens forføriske Garn havde bragt hende i. Hun blev altsaa lykkelig — Om Himlens Straf rammer engang den falske Ven og den listige Medhielperske, derom skal jeg lade rundere siden.

Til

Den nye Fugle-Konge Hr. General Eichstedt

Vift, ret og snart Din Konges Naade traf paa Dig, Fordi Du traf Dem vist, Ham vilde være liig —

Men nu Du Fuglen traf, traf Fugle-Kongens Ære Just paa en æred Mand, som dobbelt Baand skal bare Og sligt er dobbelt Baand Dig dobbelt binde vil Til dette Sælskab, som ved Dig vil tage til.

25

Dag-Runden No. 3.

Fredagen den 7de Aug. 1772.

Vi levere her vore Læsere to Breve, som ere os til Hænde komne, med Begiering, at indrykke dem i vore Blade. Det første er fra en misfornøyet Kone:

Min Hr. Dag-Rund!

Hvorledes runderer De? Har De endnu ikke været i de Afkroge, hvor vi stakkels misfornøyede Koner boe? Eller mener De, at vi ere ikke værdige nok til at mælde om i Deres Blade? Jo til visse — og for at overbevise Dem, og hele Verden derom, saa behager De, at indrykke dette Brev, i det første Blad mueligt er. De maa vide, at jeg er født til en bedre Skiebne. Jeg var ikke femten Aar, da jeg forstod baade at spille paa Instrumenter, dandse, snakke fransk, etc. etc.

Kort sagt:. Jeg havde en galant Opdragelse, en prægtig Levemaade. Var det ikke nok til at giøre et riigt Giftermaal? Min slebne Tunge var ik-

26

16 ke fordervet ved de enfoldige Talemaader, som Borger-Folk bruge, endskiønt min Fader var kun en Haandværks-Mand, og mine fine Hænder vare aldrig hverken vaade, røgede, eller skidne af at gaae i Huusholdningen — mit Claveer, min Silke Sye-Pude og min lille Finette i min Arm, manglede ikke — og endskiønt Udgifterne i vor Familie oversteeg Indtægterne, saa maatte min Fader dog, for at føye min Moder og mig, skaffe alt hvad der behøvedes; men midt i all vores Herlighed døde han — Rettens Midler giorde deres Skyldighed, og vore Creditorer indfandt sig i hobetal. Mit Claveer, ja min Skiøde-Hund havde nær gaaet med i Løbet. — En riig Mand, som havde 3000 Rdlr. til gode i vores Stervbod, var den anseeligste Creditor — han saae mig, han syntes got om mig og tilbød mig sin Haand, uden at betænke mig gav jeg ham min igien — Nu kom jeg i Velstand — Min Mand var meget hellig, og af et slet Gemyts-Art. Alt dette vidste jeg. Men jeg var af en meget letsindig Tænkemaade, altsaa haabede jeg, at Tiden skulde giøre Ende paa ham. — Det første Aar holdt jeg mig; men nu blev Tiden mig for lang. Nogle unge Mennesker, som kom i vor Huus, fordrev mig Kiedsommeligheden.

Min Mands vidtløftige Forretninger tillod ham ikke at komme efter denne Tidsfordriv. Endelig betalte han Naturen sin Skyldighed, og døde meget beleyligt baade for mig og mine Tilbedere. Nu var jeg paa frie Fod. Jeg valgte en behageligere Levemaade. Frieheden og Glæden regierede i mit Huus. — Jeg havde længe nok været tvun-

27

gen. Over 10 Tilbedere indfandt sig ved Natbordet, ved Claveret — Kort sagt hvor jeg var, omringede de mig. Hvilken Glæde! I Særdeleshed indtog en Person mit Hierte, som siden var Aarsagen til all min Ulykke. Han listede et Stykke fra mig efter det andet, og da jeg var næsten nøgen, forlod han mig — endnu var ikke alt mit Haab ude — Jeg havde nogen Skiønhed tilbage og hvad Alderen begyndte at tage bort, maatte Konsten give mig igien. — En Enkemand, som var min Lige i Alder, lokkede jeg ved mine faa yndigheder; men hvor bedrog vi ikke hiinanden? — Han troede om mig, og jeg om ham, at der var Midler. Neppe var han kommet ret ind i det, førend han saae, at han var bedraget. Jeg vilde undskylde mig med, at det ikke gik mig et Haar bedre; men det hialp ikke, han pryglede mig jammerlig og prygler mig endnu. Har jeg da ikke Aarsag at kalde mig den misfornøyede Kone. Han har saaet at vide min Levemaade i min forrige Mands Tid, og den Nar er endnu saa gal, at han vogter mig, som om jeg var en Pige paa 17 Aar, og han veed endnu ikke, at Nødvendighed er en Dyd. Jeg giør Dem dette bekiendt, min Herre, for at erhverve Deres Medhold og for at lade hele Verden vide, at jeg er den

misfornøyede Kone Grethe Lings.

28

Det andet Brev.

Fra en Pige som holdes i Tvang.

Min Herre!

Jeg er nu 18 Aar gammel og maa ikke see et levende Mandfolk, jeg maa aldrig spadsere, uden min Papa er med, og han klager altid over, at han har ont i Fødderne. Han gloer saa ilde af er ungt Menneske, som undertiden kommer til os, som om han skulde æde ham — Denne Stakkel er omsider bleven undseelig og tør nu ikke komme til os — Jeg vilde gierne ønske, at min Herre vilde straffe min Papa i Deres Blade, da jeg haaber, at han nok skammer sig— Den gode Patrol hialp saa mange i deres Nød i forrige Tider og derfor haaber jeg, at han ogsaa hielper paa mig. Jeg henlever

Min Herres

beredvilligste Tienerinde Lotte N.

Rapporter

til

Dag-Runden

Tal-Lotteriet blev trukken i Mandags. Heele Torvet var fuldt af Mennesker. Unge, Gamle, Rige, Fattige, Halte, Lamme, Krumme, biede der paa Lykken.— I Lovises Ansigt var alt Tegn til en tilkommende Lyksalighed — 2 Rdl. har jeg sat, hviskede hun til sin Sidemand, der-

29

paa kan jeg vinde mange 1000de, naar bare 4re Tall kommer ud — En prægtig Saloppe — to nye Stads-Klædninger — ja Heste og Vogne — Ah Masoeur saa kan vi gaae vore - - - - - Nu begyndte de at lave til, Lovise var opmærksom — Hist stod Clitander. En Terne, raabte han glad, faaer jeg i det mindste — derpaa beroer min S** — om Skrædderen faaer noget for min nye Klædning — Clitander stod nu paa Tæerne, da de begyndte at blæse — Eraste og Agathe holder hverandre under Armen, og vil være ligesaa samdrægtige, naar nu Tall Lotteriet giver dem alle 4re Tall ud; thi derpaa beroer deres Giftermaal. Alting hopper i Agathes Liv, det bebuder hende Glæde. Nu begynde de at trække — Eraste nærmer sig Kredsen, for at være sin Lykke nær, og Agathe iler ham i Hælene. Hillemænd! Det første Udtræk er No. 28 — Ach! min søde Eraste! Det er vores Nommer, pas kun nu paa! — Ach! Hvad? Ja der er 3 Tall endnu --- — Nu No. --- Ach! der er jo heller ikke vores — Nu har vi kun 2 endnu at haabe paa - - - Ney! Nu - - -

Jeg troer ogsaa — Nu er alt Haabet ude — —

Nu kommer det sidste - - - Ach Eraste! vinde vi ikke næste Gang i Altona, saa blive vi ikke gifte i Aar.

De vare endda lykkeligere end Lovise, hun fik slet ingen ud; og Clitander ikke heller — Han bandede Lotteriet og Skrædderen, som vilde sætte ham i Slutteriet.

Nu blæste de af all Magt — Hvorfor blæse de, raabte Clitander? For dem, svarede en, der havde faaet en Terne, som har intet vun-

30

det. De Folk maa jo have noget for deres Penge. Var det ikke nyt nok om Tall-Lotteriet denne Gang? Naar nu Classe-Lotteriet bliver trukken, skal jeg ikke mangle at lade Læserne vide om de, der tabte her vinde der.

Cajus var aldrig Dreng, førend han blev Karl, dertil var han for fornem. — Hr. Volonteur gik allerede paa Vertshuuse — og Vanen blev ham en Natur; da han blev ret Karl, som han kaldede det; nu maatte han vel føre sig op. — Spillehuusene forsømte han aldrig — og Contoirene vare undertiden hans afvexlende Fornøyelse. Cajus faaer en vis og anstændig Løn: men, han er ikke vandt til at passe paa, og hans Løn er ikke saa stoer, at han kan have sit Udkomme; — Uhr, Kaarde, Klædninger, det er hans eget, og i Følge deraf, tager han til det; — nu er han næsten nøgen, Penge maa vi have, raaber han. Cajus har lært at skrive; han skriver; — Hvad skriver han? det han ikke burde, just da han ikke gad skrevet det han skulde; — Konsten beskiæmmer aldrig Mesteren; men Cajus var ingen Mester; man kom efter ham, men hans Ven fik ham af Vejen; — Saaledes var Enden paa hans høye Bedrifter, som havde lært at give sin Villie Tøylen, da han altid havde været frievillig.

Meget beqvemmere Bagværelser end tilforn ere at faae til Leje paa stakket Tiid, i de nye opbygte Huse i smaae Gaderne; — da de nu ere meget bedre indrettede.

31

I selv samme Huuse faaes om Aftenen fra Klokken 9, filered Lokke-Mad, sminkede Øyekast, og forfalskede Sire-Sange, alt for sædvanlig Priis.

En lille vakker Herre, saa skaldet som en ung Viibe, blev forleden Aften, i en Trængsel, uformodentlig af med sin lille stive Pidsk; — Ingen uberettiget maae kiøbe den, men advares at levere den til ham, da han bruger den selv.

Sr. Skyldig lader herved bekiendtgiøre, at han kan ikke nægte, at han jo er GUd og hver Mand skyldig, og at han og hans Kone lever hver Dag, som Hunde og Katte: men han vil tillige formoede, at naar den han skylder noget, har godt Pandt, saa kan han gierne lade sig nøye, og naar han slaaer ingen uden sin Kone, saa har andre intet nødig, at lade ham sligt høre, da han nok herefter skal vedblive, at arbeyde i samme Laug, som en flink Mand.

Der hvor man kan finde paa alting, har man opfundet tvende meget nyttige Machiner: Den ene et Skib, som kan seyle under Vandet, og den anden en Vogn, hvorpaa man kan flyve i Luften, over 100de Mile i en Time. Begge Dele synes urimelig; men det beroer kuns paa Indbildningen, og at man fæster Troe dertil. Det første er ellers beqvemt til at føre contrabande Vahre til Toldboeden paa; og den anden uforlignelig til at smutte bort med, ved Termins-Tid. Dog! vi have dem, som over Vandet kan føre det første behændig nok ind; og vi mangle heller ikke dem, som uden at flyve i Luften, kan smøre Hælene paa den Tid.

32

Man beskylder Pigerne for den Fejl, at de tale ilde om deres Mad-Mødre, — Men Ney! — I en Urteboed hvor jeg kiøber Papier, hørte jeg forleden Dag følgende Samtale, som bevidner tvert imod: Der er et smukt Dyr, sagde en Pige, den Jomfrue som boer ved Siden af os — Hun holder til med den Gamle, som hun er hos. — Forleden laae hun en Lille i hans Seng, som han - - - Det er min S - - - Løgn raabte den anden, som just tiente hos bemældte Jomfrue; (uden at den første vidste det) Jeg maae forsvare min Jomfrue, — det er rigtig nok, at hun er gode Venner med den Gamle, — det kommer ingen ved; men der har en anden - - Jeg gik — da jeg alt havde nok.

Tanker

om Da og Nu —

I Anledning

af forrige Fugle-Kongens Vers paa Pladen.

Det Da og Nu ey bør af Tidens Minde rives, Men paa Guds Varetægt, som Pandt i Hiertet skrives, Da Rigets Støtter skialv; — Da Thronen vaklede, — Nu HErren naadig hialp, og Riget ræddede.

Da du (*) dit første Da i Tidens Bog opskrev,

Ved Arve-Rettighed, vel Christian Konge blev;

Men Nu (**) en frelst Monark, en hævned Magt blev

giver; —

Han i sin Arve-Rett, — og vi i Haab oplivet.

Forskiæl paa Da og Nu — som zirer Fugle-Baand;

Da fød til Thronen — men Nu frelst ved Himlens Haand.

(*) Da Hr. Urtekræmmer Kierumgaard første Gang blev Fugle-Konge — (**) Nu han afløses anden Gang.

33

Dag-Runden No. 4.

Fredagen den 14de Aug. 1772.

Tiber.

En Fortælling

Tiber var født af rige og altsaa anseelige Forældre. Han tilvendte sig en fuldkommen Indsigt i alle Videnskaber, for med dem at kunde tiene sit Fædreneland, ikke ved møysommelige Eftergrandskninger og utrættet Flid, men ved sin Faders Penge, som alt havde tilkiøbt ham en fuldkommen Forstand, medens han endnu laae i Vuggen: Og da han løb i Overtrækket, syntes de, som vare om ham, at den var alt moden.— Man veed jo, at Mistbænke saa drive Frugterne til Moedenhed længe før Tiden. — Tiber voxte til. Hans Forældre døde. Tiber var nu, som det Træe, der stod tilforn i en Urtepotte, men bliver siden forflyttet i friere Jord. — Han vidste det, han burde vide, nemlig: At han havde Penge. Han kaldte sine Venner og Veninder tilsammen

34

og tilkiendegav dem dette, under Pocalernes høytidelige Klang. Disse drak hans Forstands Velgaaende, som laae i den store jernbeslagne Kiste; erindrede hans Munterhed, og glemte ingenlunde de ivrigste Ønsker om hans behagelige Vittighed, og grundige Indsigter, der var indsvøbt i Prioritets Rettigheder, og Pante-Obligationer. Tiber, som blev kildret ved alt dette, skienkede tidt i og fuldt op, og jo oftere Vinens Bølger spillede paa Glassets Bredde, jo tiere udbasunede hans tilkiøbte Herolder den uforlignelige Tibers herlige Egenskaber. Ingen ung Student kan hoppe gladere, med et herligt Testimonium, fra Skoelen til Academiet, end Tiber sprang fra Spise-Border ind i Karethen, med disse oprigtige Venners ypperlige Vidnesbyrd. — Han kom i Selskaber — Hans Berømmere fulgte ham i Hælene. Her igientoge de deres Lovsange. — Og Tiber blev snart Sielen i Selskaber. Hvem skinnede herligere end han? — Paa Kiolen vare de prægtigste Monumenter af Guld og Sølvtresser opreyste for den høye Smag i at klæde sig vel; og Vesten bar de tydeligste Beviser om Tibers ædle Hierte og høye Siel.

Ved Caffe-Bordet var Tiber den vittigste, og naar han undertiden feylede Indfald, sendte hans Berømmelses Udraabere, som altid holdte sig til ham, anseelig Succurs. Ved Quadrille-Bordet taug baade han og hans Venner. Her klingede hans Forstand selv — Kort sagt: Tiber var Forstandens Mynster og Videnskabernes Kieleiedegge.

35

Man maa ikke tænke, at hans Venner vare Hyklere — Ney! Han forstod virkelig en Hoben. Han vidste at dantse en Menuet med al den Grace, som udfordres. Han kunde dressere en Hest, og kysse et Fruentimmers Haand, med lige Færdighed og Behagelighed. Han talte flydende Fransk og havde den Fordeel, som mangler mange andre, at han talte igiennem Næsen. En Deel Titler og Fortaler var han og mægtig: Og hvo vilde vel forlange meer af Tiber, som havde arvet alt det øvrige efter sin Fader?

Førend vi fare fort i Tibers Historie, maa vi agte, at ligesom Almanakken indrettes efter Veyret, saaledes var ogsaa Tibers Berømmelse indrettet efter hans Penge. — Da Myndten klingede, klingede hans Berømmelser høyt; — da Guldet skinnede, skinnede hans Forstand stærk og kastede Straaler i hans Venners Øyne, som derved bleve gandske forblindede. — Vore Læsere slutte altsaa deraf, at da Klangen hørte op, taug ogsaa Sangen; og da Guldet ikke skinnede mere, vare Øynene ey heller mere forblindede.

Tiber levede vel og alle hans Venner med ham. Naar Tønden er paa Hældningen, bliver Øller bærmet. Neppe begyndte Tiber at vende Bunden op paa sine Penge-Kister, førend hans Venner vendte ham Ryggen. — Nu var Tiber klog nok at indsee, at han ingen Forstand havde, og det var den første Gang, at han havde været klog. — Han søgte sine Venner — De kiendte ham ikke; han gik i Selskaberne, de loe ham ud og sang: "Der er kommen et underligt Dyr i vor Herres Have.,,

36

Nu vidste Tiber, ey hvad han skulde gribe til. Af en Hændelse kom han forbi en Fleske Potentatinde. — Han var ung og ikke heslig, hun var gammel og ikke smuk. — Undertiden kan gamle Folk blive i Lysten — Hun giorde sig bekiendt med Tiber. Han fandt sig i Billighed, og hun gav ham Herredømmet over alle Grynene, Erterne og Flesker. Nu var Tiber bleven klog, som Spekhøker, da han tilforn var gal, som Straae-Junker. Den første Eed, han derfor giorde i sit nye Embede, var denne: "At hans Venner skulde ikke smøre sig paa Flesket."

Exempel

paa et slet Gemyt.

August var forlovet med Sophie. Længe havde han gaaet om Borde med hende, inden han vandt hendes Hierte. Kun Dyden var det, der kunde trække Sophies Høyagtelse. August laante da en Maske for at forestille en Dydig. Nu var Sophies Hierte hans; men dette var ikke den eneste Vanskelighed. Sophies Fader var riig og Adel; men August langt neden for ham. Efter Verdens Fordomme var det altsaa en uovervindelig Vanskelighed at faae hans Ja. Er andet Middel maatte derfor optænkes. August forestillede Sophie et. Hendes Dyd streed længe derimod; men August vidste at indklæde dette Forsæt i saa overbevisende Sandheder, at han omsider overvandt hendes Undseelse. Nu var August

37

vis i sin Sag. Tiden, som opdager alle Ting, forklarede endelig Sophies Tilstand for hendes bedrøvede Fader. Uagtet det eneste Middel til at give sin Datter sin Ære igien var ham i Haanden, saa troede han dog at forsee sig alt for meget i mod sit Adelskab, om han gav hende til ham.

Nu var Sophie dobbelt elendig. August trøstede hende med en overtalende Tunge, at en eneste Omstændighed kunde redde dem. Lad os flygte, raabte, han min Elskeligste, fra en grum Fader og et uretfærdigt Land, som regieres af Fordomme, der, hvor vi ere ubekiendte, skal en lykkelig Forening giøre Ende paa al vor Kummer.

Sophie var bunden alt for haardt, at hun paa nogen anden Maade kunde reddes. Den, som seer sig næsten opslugt af Bølgernes Rasenhed, griber med største Glæde efter en steil Klippe, uagtet den gruelige Anseende paa en anden Tid kunde afskrække ham. Saaledes var det med Sophie.

Hun overgav sig til Augusts Førelse, og efter at hun havde ikke allene indsamlet sine egne Kostbarheder; men endog taget en Deel Penge fra sin Fader, begav hun sig paa Flugten med ham. Neppe vare de over Grændserne, førend Sophie erindrede August om sit Løfte. Han opholdt hende en Dag efter den anden og imidlertid betiente han sig af Sophies indsamlede Riigdomme. Disse gave ham den Anseelse, at han kom i Bekiendskab med en riig Kiøbmands Datter i den Bye, hvortil de vare flygtede. Uagtet Sophies Taare, var han nedrig nok, til at give denne Kiøbmands Datter sin Haand, og-

38

det saa hemmelig, at Sophie ikke fik det at vide, førend det var for sildig. Uagtet hendes retfærdige Taarer og haarde Bebreydelser, var han dog ikke at overtale til i det mindste at give hende nogen Hielp. Som Ubekiendt i et fremmet Land havde hun ingen Tilflugt, som kunde forskaffe hende Ret. Sorg og Fortvivlelse bragte hende til det yderste. Og endelig for at giøre Ende paa sin Elendighed, giorde hun Ende paa sit Liv.

Hanen og Ræven.

En Fabel.

En Hane galede engang høyt, og efter sin Sædvane bebudede Dagens Ankomst. En forsutten Ræv, som hørte dette, spurgte: Hvorfor synger du saa høyt o Hane? Jeg forkynder Dagens Ankomst, svarede Hanen. O du Vise, raabte Ræven, som er begavet med saa propherisk en Aand, at kunde spaae tilkommende Ting, tillad mig uværdige at kysse der Hoved, i hvilket saa høy en Gave er nedlagt. Hanen, som blev indtagen af denne Roes, kroede sig ret og med stolte Trin nærmede sig Ræven. Neppe var han Ræven saa nær, at han kunde kysse ham, førend han med et afbeed hans Hoved og siden stillede sin Hunger paa hans døde Krop.

Naar Een ved Smiger vinder dit Behag; Da allerførst i Agt dig nøye tag.

39

Rapporter

til

Dag-Runden

I en vis Gade raabte man forleden, at Fanden var løs. Min ene Parrol var nysgierrig, og løb derhen; men da man ret undersøgte Sagen, var det intet andet end en Kone, som pryglede sin Mand. — Her var ogsaa Fanden løs!

Jomfrue Doven, som adskillige Gange har forsøgt hvad det er, at være iblant fremmede og paa 3 a 4re Steder har tient over 14 Dage af Gangen, er nu atter kommet hiem igien til sin Moder. Hvorfor skulde den Stakkel blive der? De slemme Folk gav hende aldrig Caffe og Madammen vilde have, at hun skulde staae op Klokken 7 om Morgenen, sligt er hun ikke vandt til.

NB. Et Par prægtige Briller, gode til at sætte paa Næsen, af en Kiøkken-Snager haves til Forhandling hos Huusholdersken, som blev gift med Hr. Smidsker (See Dagrunden No. 1.) Hun giver got Kiød, da hun just ikke bruger dem nu, siden hendes Mand veed, at han kan takke hende for sin Lykke; og altsaa maa give efter. Hun bekiendtgiør ellers hermed, at hun vil betale den got, som kan giøre et Par smukke Horn til hendes Mands Pande; men de maa være ligesaa smukke, som de man bruger i Hovedstaden.

Til Beviis paa, at man og kan finde Høflighed iblant gemene Folk, bekiendtgiøres følgende Til-

40

dragelse: En Mand, som vist ikke har havt den franske Drengs Natur, der kan see Vand under Jorden, stødte an paa en Afviser, og da den uforskammede Rendesteen ikke vilde vige, faldt han midt i den. En Forbigaaende vilde hielpe ham op. Denne var meget høflig; men den, der laae i Rendestenen, overgik ham. Ney! Ney! raaber han, i det den anden tog ham i Haanden, det er alt for megen Uleylighed, og i det vilde han hielpe sig selv Men ach! Han trak derved den anden over Ende til sig i Rendestenen. Var det ikke at betale Høflighed med Artighed?

J L B. Paa Fornuftens Ager har Sædemanden renset Kornet fra Bynken (et Slags Ukrud) og kastet bemeldte Bynke i en Lade for sig.

Monsr. Kif i Øye lader bekiendtgiøre, at han giver Underretning til alle og enhver, som maatte forlange det, om at gloe Fruentimmerne lige ind i Øynene, endog under de dybeste Soelhatte og bag de bredeste Vifter. Dette vil han lære fra sig for billig Priis; men grovere Uforskammenheder koster mere.

Endskiønt der i sidste No. indsneeg sig den Trykfeyl Sire-Sange i Steden for Sirene-Sange, saa erfarede dog min ene Patrol, som runderede i smaae Gaderne: At en lille ung Herre baade blev lokket af Maden og forført af Sangen. Han har gandske vist forstaaet vor Mening uagtet Trykfeylen.

1

Andfin Amundsen Nordmand

ved

den paa nye oprettede

Kongelige Liv-Vagts Uge-Blade,

som hver Fredag skal udgives, og indeholde adskillige opmerksomme

Betragtninger,

og tager sin Begyndelse fra den 8 Maii 1772.

Kiøbenhavn, trykt og findes til Kiøbs hos Bogtrykker L. N. Svare.

2

Den gunstige Læsere!

Imodtag dette Blad fra mig som en Nordmand, der elsker lige saa høit en Dansk Broder som en Norsk; thi ald den Tid, jeg har været her, nemlig nesten 9 Aar, haver jeg stedse fornummet de Danskes Kierlighed imod de Norske, samt den Troe og Tillid, de Store og det almindelige Borgerskab har til en Nordmand, i Heneende Troeskab og Oprigtighed, ved at betror ham deres Haandteringer, og under ham fremfor andre og egue at fortiene ved deres Arbeide, hvilket alt er Kiendetegn paa deres Affection og de gode Tanker, de bær for de Norske. Jeg har herom hemmelig og aabenbare sagt det til mine Landsmænd, at de bør skiønne derpaa, og alle Tider søge at vedligeholde saadan Gunst, hvorved de profiterer, og tillige dermed bringer deres Landsmænd i et got Navn og Rygte.

Author.

3

Uagtet at jeg med Grund kan forestille mig den Forundring og maaskee Critiqve, som en Deel vil lade falde over, at en Soldat af Livvagten meddeler Publico et Ugeblad. Fornemmelig kan jeg vente, at de smaae Skribentere, som en Tidlang, med en ringe Indsigt, har anseet slg selv som berettiged at skrive og sammenstikke meget ugrundet Snak og Væv. Derimod vil de indsigtfulde og vittige Skribentere ikke støde sig over, hvem som skriver, enten det er en Soldat eller General, naar de seer frembragt nyttige Tanker, som er grundet paa Billighed og Sandhed, og om jeg end mangler at fremsætte samme med saa ziirlige og grundige Udtryk, som jeg gierne vilde, saa skal dog Sandhed og Ret være mit Øyemed. Jeg vil ei vidtløftig anbringe om Livvagtens Forhold Jule Afte forrige Aar, da vi imod vor Villie fik samme Dag vor Afskeed, og blev befalet at indgaae i de smaae Regimenter; denne Afskeed og Ordre forestillede vi os, ei var med Kongens Villie eller Vidende, thi den Tid var vi med de fleste Indbyggere her i Staden ikke ubevist, mange Befalinger og Foranstaltninger skede uden for Kongens Vidende og Samtykke, saa at vor Dimission forekom

4

os mistænkelig, fattede derfor eendrægtig den Resolution, ei at lade os tvinge af saadanne Personer, der paa en falsk og utilladelig Maade havde tilsneget sig en saa stor Myndighed, som dem ei tilkom at øve, hvorfor de ei heller turde tvinge os dertil.

Vel tilstaaer jeg, at vores Opførsel og Modstand kunde af Fremmede og Uvidende om Sagen, ansees for overhørig og rebelsk, men da samme i ingen Maade stede imod vor Konge, for hvis høye Person vi alle Tider var beredvillig at lade den sidste Blods Draabe rinde af vore Aarer, saa kund vor Opførsel mere billiges end lastes, og vi opnaaede dog vor Hensigt, og med vores Paastaaenhed indjagede hos disse Interims Regenters en Skræk, som da havde en ond Samvittighed, fordi de var bevist, at Hans Majestet var uvidende, at vi skulde dimiteres, men skede efter deres Behag, som de samme Herrer siden under Examination i deres Fængsel selv, (med mere) har bekiendt og tilstaaet.

Fornemmelig kan jeg paa egen og de øvrige mine Kammeraters Vegne aldrig forglemme den Kierlighed og Godhed, som de Høye og Lave, samt det almindelige Borgerskab beviste os i samme Tid, da vi saaledes blev begiegnet; sandelig! deres Ømhed skal aldrig uddøe af mit Hierte, de elskede os for vores Mod, og saae der skede os Uret, skiønt at de

5

i samme Tid selv levede i Bekymring og Sorrig, formedelst de mange sorte Skyer, som truede dem og Staden, de sørgede tilligeover, at vor fromme Konge, det Høi-Kongelige Huus og Rigerne saaledes at være undergivet til uretmessige, uredelige og imod det hele Land skadelige Ministres Behandling

Og dersom den anlagde Ild havde begyndt at flamme, da vilde Borgerskabet i ingen Maade bleven mindre forbitret end vi, men slagee sig ind i den skarpeste Lue; thi Mod og Mandighed mangler dem ikke, omendskiønt at de Danske ere mere taalmodige end de Norske, men naar de bryder løs; da ere de og ganske tilstæde.

Aarsagerne til den Forskiel, som er imellem begge Nationer, har sine rigtige Grunde. Jeg beskytder rigtig de Norske for at være paastaaellg og ikke meget taalmodig, og jeg vil tillige opgive Aarsagerne og tale om Bondestanden, hvorfra al vor Adel herstammer: den Norske Bonde opfødes i et kold Land, vænnes til strængt Arbeide fra de ere 8 Aar gamle, deels med Skoug, Hugst af Tømmer, Tiære at brænde, og ved Bergverkernes Arbeide af Kobber og Jern, at forsyne med behøvende Kuld, saa at den Norske Bonde er immer beskiestiget med Arbede, vennes til Haardhed, Dristighed og Resolution, hvilket alt vil blive for vidtløftig i sine Dele at opregne.

6

Den Norske Bonde veed man og ei at være nogen Livegen, men frie for Slaverie; thi enten sidder han paa sin egen Odels-Gaard, eller og paa Bøxel for sin Livets Tid, og hans Enke efter ham.

Den første, som sidder paa sin Odel, medfører noget Adeligt, som giør den Norske Bonde noget høimodig, og ikke nederdrægtig, og den anden som sidder paa Bøxel, og kan svare i rette Tide Proprietairen sine Rettigheder og Kongen sine Skatter, og ei lade Jorden blive udyrket, Vaanehuse og Bygninger forfalde, og ikke hugger Skougen til Upligt, er lige saa høimodig som den første.

Saa at i hvor maadelig en Mands Omstændighed kan være, naar hans ringe Herredømme ikkun grunder sig paa Frihed, thi den opløfter Sindet til at handle og tænke efter Redelighed og Ærbarheds Regler, der ikke kan taale Uret og Nederdrægtighed, men elsker Høimodighed og Ambition. Tilmed er de Norske saa sindede, naar som de fornemmer, at de skee Uret af deres høye eller mindre Øvrighed, saa ere de meget paastaaelig, ja ikke frie for Hevngierrighed, men søger i yderste Grad at erlange Revange, iligemaade mistænkelig om deres Øvrigheds Behandlinger, og de troer dem slet ikke mere, saasnart de befinder at være forurettet. Det er at beklage, at man i saa Maader har haft alt for mange

7

Exempler, at den Norske Almue ikke alle Tider retfærdig behandles, og hvorom Collegierne ikke kan være uvidende, ei heller om den Satisfaction, dem derfore er givet. Desaarsage synes den Norske Bonde saa; vi haver en Konge, som vil at enhver af hans Undersaattere skal nyde Ret og Retfærdighed, derfore best, at enten jeg eller min Hustrue reiser neer til Kiøbenhavn, for at andrage vores Anliggende til Kongen selv, og tilkiendegive ham, hvorledes vi er vvrden forurettet, og i Tillid at nyde deres Forlangende, forlader de Huus og Hiem, og ofte marcherer over Hundrede Miler Veis, medtager endeel af deres fattig Eyendele til Underholdning under Veis og her, saavidt det kan tilstrække. De kommer her neer, opsøger og passer paa Kongen, for at anbringe deres Klager; dem beloves at skal nyde Ret, og deres Memorialer bliver og tilstillet vedkommende Collegier til deres Rettes Pleye, men hvorledes møder dem her mange uventelige Hindringer, som deres Modstandere i Norge har spundet sammen af Usandfærdighed, der grunder sig paa Medhold af dem, de er vorden forurettet, og paa Mangel af Indsigt af de Klagende, som ei har kundet anføre deres Sag i sin rette Form, de faaer da ttlsidst den Resolution, de har Uret, og maae reist tilbage i samme Stand.

8

Lyksalig Rige og Land! som har sin Konge Nærværelsen, for hvilken de kan klage sin Nød, man forestiller sig, fornuftig; kan Undersaattere skee Uret hvor Kongen er i Landet, o! hvad kan da der ikke skee hvor han ikke er? thi det er utroelig, hvilken Authoritet at endeel Embedsmænd viser i Norge, deres Omgang er ofte saa intriguered og samme spundet, at man neppe finder Rede deri; thi de stoler og paa, at den gemene Mand ikke kan vinde noget imod dem, om han endog klager sig for den høyeste Øvrighed, tilmed stoler de paa at have Patroner og Venner, som de kan holde sig til, der nok understøtter dem, paa Grund af deres Embeder og Stand.

Men det er at beklage, og har alle Tider været en beklendt Sag, at den Fattige maae lide Uret og tillige bukke og krumme sig under Aaaet; forskrækkelig at sære bevist at Dommere og Øvrighedsmænd, som er betroed Rettens Sværd, for at straffe de Onde og Uretfærdige, skal bøye Retten til Medhold for de Rige og Mægtige; o! hvor lastværdige og utaalelige ere vel ikke saadanne Dommere, og bør de ikke høiligen straffes for deres Behandlinger? ilde og uden Samvittighed betænker saadanne Dommere, at den Fattige og Fortrængtes Saa, og at deres Suk og Taarer, som lider derunder, vil blive dem til en Samvittigheds Angst, førend de forlader Verden og at den store Dommere vil paa hin Dag aldrig bøye Retten for dem, men lade dem vederfares efter Fortieneste. I det neste Blad agter jeg at tilkiendegive mine Læsere hvad som passerede paa vores Opreise til Norge, først i Sverrig, dernæst den Forundring som de Norske Indbyggere lod sig forlyde med, over det utilladelige Herredømme, som de da regierende Personer havde erhvervet sig i Dannemark, med videre, efter Spørsmaal og Gien var, der ingenlunde skal falde Læseren ubehagelig.

9

Andsin Amundsen Nordmand

ved

den paa nye oprettede

Kongelige Liv-Vagts

hans andet Uge-Blad,

som hver Fredag skal udgives, og indeholde adskillige opmerksomme

Fredagen den 15 Maji 1772.

Kiøbenhavn, trykt og findes til Kiøbs hos Bogtrykker L. N. Svare.

10

Jeg belovede i Slutningen af mit første Blad, at jeg i dette vilde tilkiendegive, hvad som passerede paa vores (som den afskedigede Liv Vagts) Opreise til Norge. Først i Sverrig. Dernæst den Forundring, som de Norske var falden i, over det utilladelige Herredømme, som de da regierende Personer havde erhvervet sig hos vor Konge, med videre. Om begge Dele har jeg lovet at udsige.

Dog finder jeg fornøden i Forveyen at opholde Læseren lidet om Løfter, som nu omstunder sielden opfyldes. Vel finder man mange, som er meget redebon at love og tilsige de beste Løfter, men at holde og bevise dem i Gierningen, er ingen sand Følge, og i vor Tidspunkt meget rar. Mange lover og tilsiger de Løfter, som de aldrig tænker at holde, om de endog kan; ja de store Herrer lover og tilsiger ofte dem, som trænger til deres Naade og Recommendation, store Løfter om Hielp og Befordring, og de som nyder Løfterne, glæder sig il en Tid i Haabet, at de biivr opfyldt, indtil at de tilsidst seer sig fixeret, og de samme maa

11

tie og tænke, at store Mænd haver frit Sprog, og at de kan af deres Aande udblæse Hedt og Koldt.

Et falsk og ondt Menneske lover den Fortroelige (som sætter sin Tillid til ham og fortæller sit Hiertes Anliggende) at han vil være hans Ven og hielpe den Fortroelige i alt hvad han kan, fornemmelig at han vil tie stille med det han har sagt; men hvad skeer? den Falske og Onde søger ei alene at hindre ham i sit Foretagende, men i Steden for at tale vel og til hans Beste, saa bagtaler han ham og blotter for en og hver hans Tilstand; kort sagt, Menneskers Løfter er svigefuld og upaalidelig. Jeg vil ei længere opholde mig med denne Materie, hvorpaa mange flere Slags Løfter kunde fremsættes, men tage mig til Exempel de Løfter, som Skribentere ofte giver om en og anden Materies vigtige Afhandling, hvorpaa intet andet er frembragt, end unyttig Snak, eller og ganske ophørt.

Mit Forsæt og Intention er, at holde det jeg lover, meer og ei mindre. Jeg skal aldrig fordølge Sandheden, heller ikke fordølge det, som bør vides. Hvorimod jeg udbeder mig Læserens fornuftige og moderate Critiqve, der ikke vil hentyde og forklare mine enfoldige Tanker anderledes end de er.

1) Det som passerede i Sverrig. Da jeg og mine Cammerarer, efterat vi havde faaet

12

vor Afskeed, og vare tilfammen 10 i Tallet for at tage op til Norge, hvorhen allerede i Forveyen et større Antal var marcheret. Vi blev med Forundrings Øine anseet af den gemene Mand, dog ikke som Landløbere eller Deserteurer, thi vi kunde for vedkommende Commendanter og Øvrighed ligitimere os som ærlige afskedigede Soldater.

Men nogle spurte os, hvorfore vi som unge friske Folk i saa unge Aar kunde slippe frie for Tienesten, da de veed at de Danske holder Hverving udenlands, men de fik ikkun af os et kort Giensvar, nemlig at have tient vor Tid ud efter Capitulation, og at de fleste af os skulle blive Under-Officerer i Norge, for at oplære vore Landsmænd i Exercitien, og dermed var Difcoursen ude.

Da vi nu kom længere ind i Sverrig, til Kongsbak, omtrent 2 1/4 Miil fra Gottenbürg, forefandt vi en saakaldet Brugs Patron, og en Ritmester som opholdt sig der paa deres Reise. Disse Mænd talede til os, og spurte om vi var kommen fra Kiøbenhavn? vi svarede ja! derpaa sagde Ritmesteren: saa ere I af de Folk, der tiente ved den Kongel. Liv Vagt? Ja vi er, svarede jeg. Deraf kunde vi merke, at de allerede med Posten havde haft Efterretning om det Passerede. Videre sagde Ritmesteren: I have holdt jer som modige og snilde Folk, i det at I ei lod jer tvinge til at tiene

13

under andre Regimenter. Men siig mig, hvorfore skulle da den smukke Liv-Vagt saaledes afskediges? derpaa faldt Brugs Patronen ham ind i Talen, og sagde: man veed jo nok Aarsagen, som maaskee de ikke veed saa got som vi, og om de end veed det, saa ville de dog ikke yttre sig dermed. Ritmesteren sagde derpaa: mig synes dog, at I vovede vel meget med Eders Oysætsighed imod saa høye Officerers Ordre? jeg svarede ham: vi vidste meget vel hvad vi vovede; thi! vi! saavelsom den hele Stadens Indbyggere, var ikke uvidende, at mange Ordres og Anstalter blev giort, som aldrig var Kongens Viilie, heller ikke vidende derom, følgelig troede vi heller ikke, ar vores Afskeed og Befaling til at tiene med de andre Regimenter, var skeet med hans Godtbefindende og Ordre, og dette var Grunden til vor Opsætsighed (ifald den saa kan kaldes) Vi lod og ikke vor Paastand blive derved, men vi tog ud til Slottet Friderichsberg, hvor Kongen da residerede, for at tale med ham selv, og høre vor Afskeed af hans egen Mund; men underveis og ikke langt fra Slottet, mødte os en Herre, der i Kongens Navn tilsagde os, at vi skulde have vor Frihed, at tiene med hvilket Regiment vi ville, meddeles Pas, og kunde om vi ville, reise hiem.

14

Derpaa begyndte disse tvende at tale sammen paa Tydsk, som de maaskee tænkte at vi ikke forstod, siden vi var fød i Norge, men jeg forstod dem meget vel.

Brugs Patronen, som jeg merkede paa hans Tale, var en vittig og fiin Mand, sagde tit Rirmesteren: forunderlig, siger han, at en Deel af vore Landsmænd attraaer saa meget efter at leve og regieres under en Souveraine Regiering, der i visse Maader kan være bedre end enten en Democratisk, Aristocratisk eller Despotisk Regiering, saa længe at der sidder en Friderich Preuß paa Tbronen, som troer sig selv best, indseer og paaseer sine Landes og Undersaatteres Beste.

Eller og, naar en Souveraine Monark er omgivet med redelige, fornuftige og troe Stats-Ministre, der nøye paaseer Landets og Undersaatternes Beste, saa tiistaaer jeg, at en Souveraine Regiering virkelig er den beste; thi da befeies et Rige fra mange vidtløftige, skadelige og egennyttige Propositioner, der ofte foraarsager megen indbyrdes Strid og Uroelighed, hvorpaa daglig Exempel haves, hvor saadanne Regieringer bestyres.

Ritmesteren svarede ham: Min Herre! det er sandt nok, men naar en Regent, som as

15

Natur er from og ei genegen til Vrede, som undertiden er fornøden, naar den bruges med Fornuft, for at jage Skræk i de Selvraadige og Dristige; naar saadan Konge er, som sagt, alene from, og alene omgivet med tredske, uredelige og falske Ministre, der ved adskillige Leiligheder seer at indtage ham, og til hvilke han da sætter alt for megen Tillid og Fortroelighed, hvorved de tager Anledning at forøve deres Ondskab; mon da ikke er Rige og Landets Undersaattere være bested i større Elendighed, end som nogen af de forommeldte Regeringer, i Henseende, at hverken de høye eller nedrige Stænder tør tale directe imod en Souveraine. Følgelig kan den allerbeste Regent blive den værste for sig selv og sine Undersaattere. Imidlertid kommer en fremmed Reisende ind i Herberget, hvorved denne vigtige, (og Sandhed at sige for mig, høitravende) Discours blev ophævet.

2) Angaaende mine Landsmænd i Norge, som da allerede i Forveyen med Posten var bekiendt om vor Dimission og ganske Forhold, de prisede fornemmelig, at vi ikke lod os tvinge til at tiene ved de anviste smaae Regimenter; men det var dermed ei nok, vi burde ikke have ladet os nøye med den Tilsagn, som os blev givet i Kongens Navn, at faae vores Afskeed og kunde reise hiem. Vi skulde, siger de, da

16

vi vare paa Veyen til Friderichsberg Slot, ey vendet tilbage, førend vi havde faaet Kongen selv i Tale, og seet at ødelægge disse Forrædere, som vare om ham. Hvortil jeg svarede dem, at det er en læt Sag at tale om saadan Hævns Forhold og Overlæg, men en betydeligere Sag at udføre og forsvare. Resten af Samtalen med mine Landsmænd i Norge, kan formedelst Mangel af Rum paa dette Blad ei nu anføres, men følge paa det tredie Blad, og udi ingen Maade blive Læseren ubehagelig.

17

Andfin Amundsen Nordmand

ved

den paa nye oprettede

Kongelige Liv-Vagts

hans tredie

Uge-Blad,

som hver Fredag skal udgives, og indeholde adskillige opmerksomme

Betragtninger,

Fredagen den 22 Maji 1772. Kiøbenhavn, trykt og findes til Kiøbs hos Bogtrykker L. N. Svare.

18

Continuation af den belovede Samtale i Norge i det andet Uge-Blad.

De udlod sig med megen Forundring, over at saa uværdige og ryggesløse Guds Bespottere kunde erlange saa stor en Adgang til Kongens Naade og Venskab, ved at overdrages saa megen Magt og Myndighed, som ei nogen af de forrige redelige Stats-Ministere aldrig har haft. Hvilken Myndighed de misbruger, og giør hvad de for got befinder i det som er ondt og skammeligt, forandrer vore Rigers velindrettede christelige Lov og Anordninger, og igien at indføre hedenske Skikke og Dyrs Forhold, dernæst at skalte og valre med Regieringens Myndighed og Magt.

Afsætte og indsætte i Collegierne nye Embedsmænd, ligesaa i Etaterne, samt i andre høye og mindre Stænder, under Paaskud af Løgn og falske Forestillinger, at menagere Hans Majestæts Cassa, da dog samme er grundet paa deres egen Interesse og Hensigter, for at rydde af Veyen de gamle høye og lave Em-

19

bedsmænd og Betientere, og igien at placere i deres Sted saadanne, som de venter at blive dem til Gedan og troe, naar de finder for got at giøre større Skrit i Statens Ring. Altsaa maatte de Gamle afskediges, uden bevislig Skyld eller Brøde at have begaaet, fratræde deres Embeder. En forunderlig og uforglemmelig Regierings-Periode, som i ingen af vore Forfædres Historier findes at være skeet i Dannemark. Og dens endnu skiulte Omgang, vil ei alene blive ved Tidens Ælde bedre bekiendt, men tillige uforglemmelig hos Efterkommerne.

Videre sagde de at forundre sig over, at de Danske Undersaattere kan see og taale disse uerhørte Forandringer, og især som Rygtet gaaer, at de behandler Kongen ilde og øver en uerhørt Authoritet over Hans Høye Person. Forunderlig forekommer det os, at saa folkerig en Stad, som Kiøbenhavn er, og at i Provincerne ikke findes iblant den høye eller maadelige Stand dem, der kunde alliere og sammenbinde sig til et anseelig Tal, for at angribe og forstyrre disse skadelige Regierende i deres Forhold, og at redde Kongens Høye Person fra saadanne onde Menneskers Hænder, samt den Høi-Kongelige Familie, Rigernes høye og lave Undersaattere fra deres Tyrannie, dernæst at udmærke alle dem, som fra Begyndelsen med dette ugudelige Pak har været deres Tilhængere, Venner og Raadgivere, som har Sam-

20

qvem og Omgange med dem, de være sig af hvad Stand de ere, Høye eller Lave, saa bør de allesammen ansees efter Merite, og ingen af alle saadanne bør, enken for Slægtskab eller Venskab, Skienk eller Gave sees igiennem Fingrene, men forbandet og forhadt bør alle saadanne vorde anseete, som hindrer Ret og Retfærdighed, og det er ikke mueligt at disse, som nu fører Statens Roer, nemlig Struensee og Brandt, alene kan tilveyebringe og indsee alle disse Forandringer, som er skeed, her maae ufeilbarlig findes flere saadanne ildefindede, falske og interesserede Danske Indfødde, som gaaer dem tilhaande med Projecter, Raad og Daad, og ere ligesaa gode som dem, der nu ere antagne i saa stor Naade, og vær forsikret om, at Tiden, der lærer os alle Forborgenheder, vil i Sandhed aabenbare os meget herom. Dette veed vi dog, hvem og hvo de ere, som de har Conversationer og Omgange med, thi! uagtet, at vi boer her i Norge bag de Norske høye Fiælde og Klipper, saae maae de Danske dog troe og tænke dette, at vi saa uformærkt indseer med vore Brødre i Dannemark, hvorledes Retfærdigheds Behandlinger forøves, saavel i det ene som det andet. Vi har til Dato lidet og taalet meget med de Danske, men vi kan og vil aldrig blive saa temid og frygtsomme som dem. Og reent ud at sige, at dersom denne skammelige og uerhørte Tildragelse

21

var skeed i Norge, saa har vi aldrig kundet bare os, for enten at bemægtige os deres Personer, eller og giort en Ende paa deres Liv; Udfaldet maatte blive som det kunde, i det mindste troer vi, at Retfærdigheds, Natur- og Folke-Rettens Lovers Haandhævere har seet til Aarsagen og den Grund, man havde til at forøve saadant Foretagende. Ja enhver, som af Hans Majestæt er benaadet med Kongelig Bestalling, finder i samme sin allerunderdanigste Pligt og Skyldighed, som ham er paabuden i disse Ord: S. c. Han skal af al Kraft og Formue derhen tragte, at paasee, at Hans Majestæts Absolutum Dominum Souverainitet og Arve-Rettighed

over Hans Kongeriger og Lande uforanderlig conserveres, paa Arve Successorerne udi Regieringen at forplantes.

Han skal ikke tilstæde eller samtykke, at nogen imod det være maae, handler noget som er hemmelig eller aabenbar, som kan være præjudicerligt, men sætte sig derimod med Liv, Gods og Blod, og i alle Tilfælde af yderste Magt og Formue hindre og skade alle dem, der vil Kongen og Landet ilde.

I allerunderdanigst Betragtning af denne Instrux, synes os, at man havde ikke nødig at giøre saa mange Complimenter for dem, som er Kongen utroe og falsk, men gaae dem lige i Øinene og bebreide dem deres Bedrifter og Ondskab; thi saadanne bliver ikke bedre,

22

naar man simulerer og viser sig frygtsomme. Uredelige og Ondskabs Gemytter bør man aldrig vise nogen stor Ærbødighed, langt mindre en slavisk Frygt, og lad dem kuns søge at forfølge de Redelige og Fromme, de kommer dog ej længere end Gud vil; thi den der intet ont har giort, er ikke omgivet med Frygt, men de som har giort Ont og forfølger de Oprigtige, kan aldrig være sikker, thi den som giør det som er Ont, kan aldrig eye en god Samvittighed, og dermed ophørede vor Discours.

Som noget merkværdig kan jeg ikke forbigaae, at anføre en Samtale, jeg derpaa havde i Norge med en fornuftig og artig Proprietairs Kone, denne spørger mig:

Min kiære Andfind, sagde hun, siig mig af hvad Aarsage, at en Kone, som er fød af høi Stand, kan opføre sig nedrig, koldsindig og ukiærlig imod sin Mand, der har sat hende i en høyere Stand end hun selv var? at hun kan taale og see paa at skadelige Forøvelser og Handlinger bliver iværksat, ei alene imod hendes Mands Høye Person, men og imod hans Høye Familie, Indkomster og Formue, hvilket alt tilføyes Ham af Hans Betientere og Underhavende, dem Han har sat Fortroelighed til, ja endog deelt med dem en Deel af sin Myndighed, og det samme har de erlanget, formedelst Intercession og Overtalelse af Hans Hu- strue.

23

Disse Underhavende bliver saa høimodige og stolte, at de ei alene anmasser sig Hans Eyendom og Indkomme, men tillige anseer sig som Formyndere og Herskere over Hans Person.

Siig mig nu oprigtig hvad du mener at Aarsagen kan være, at Mandens Kone kan fordrage, at hendes Mand skal være undergiver saadan skammelig Behandling, i det som angaaer deres fælles Anseelse og Huses Beste? mon saadan en Kone vel mangle en fornuftig Indsigt, eller mon hun derunder har sine egne skiulte Hensigter, der betager hende den sunde Fornuft, saa at hun forglemmer sig selv, og tilsidesætter den høye Ambition, som dem begge tilkommer? og hvorved dem tilbringes Foragt og ubodelig Tab?

Jeg svarede hendes: Madam! jeg er ikke saa oplyst, at jeg rettelig kan besvare, hendes Spørsmaale, derhos forbyder Ærbarhed mig imod Kiønnet at udsige det mig synes, i en saa meseant og hadefuld Materie. O! hvad Snak, sagde hun, Sandhed bør aldrig bedækkes under Ærbarheds Masqve, den er sig alletider lig, og den er nøgen og blot afmalet, den behøver ikke at stiule sig, endog for sin argeste Fiende, som er Løgneren; siig derfore reent ud din Mening. I en Haft vidste jeg da ikke andet at besvare hende, end dette:

Jeg kan neppe troe, at Mangel paa Indsigt i det Reele, er Aarsagen, at en Kone saaledes behandler sin Mand. Dog troer jeg heller ikke, at Qvinde-Kiønnet besidder saa dyb en Indsigt, at de kan præcavere sig for at imodstaae Fristelser, naar de angribes af Lyster og Begierligheder. Man seer jo i den helli-

24

ge Skrift, at Slangen bedrog Eva med Frugten af det forbudne Træ, og hun gav Manden deraf og han aad. O! svarede hun, denne Lignelse har vel forhen tienet mange til Undskyldning, men nytter nu ikke; det var i den Tid og den Gang. Vi lever nu i en mere polered og oplyst Alder, og Slangen er formedelst at han bedrog Eva, alt for meget bekiendt Eva Døttre, naar de ere onde og vil bruge deres List, er langt slemmere end Slangen; thi Historierne viser os, at for mange Seclers Forløb, har Qvinde-Kiønnet ofte spillet betydeligere Rouller end Slangen, saavel i det Onde, det Skadelige, og i det Gode har ofte deres Snedighed tilveyebragt de beste Virkninger.

Jeg for min Deel siger enfoldig og ligefrem det jeg mener. Vel er jeg ikkun en Kone af maadelig Stand, da min Mands Herredømme strækker sig ikke videre, end som udfordres til Drift af vor Proprietair-Gaard, det Jernverk og de Saugbruge vi eyer, hvortil vi holder en Fuldmægtig, tvende Saug-Fogder, og øvrige Betientere ved Værket og Saugerne. Men jeg sætter, ifald nogen af disse Betientere paa en eller anden Mnade kunde finde Adgang at insinuere sig saa stærk hos min Mand, at han delede sin Myndighed med nogen af hans Underhavende, og jeg i mindste Maader kunde mærke, at de søgte at misbruge samme, og ville handle efter eget Behag, iværksætte nye Anstalter og skadelige Forandringer, og derved betage min Mand sin Authoritet og det Herredømme, som ham tilkommer. Saa svær jeg ved Gud, at ingen af dem skulde forblive en Dag længer i vor Tieneste, men strax afskediges, og tilligeundgielde, naar de have begaaet den mindste Utroeskab. Enhver ærekiær og retskaffen Kone bør paatale og forekomme det, som skader deres fælles Beste. Fornemmelig bør hun strikke paasee hendes Mands og egen Honeur ei at vorde beskiæmmet. I næste Blad skal følge en behageligere Materie.

25

Andfin Amundsen Nordmand

ved

den paa nye oprettede

Kongelige Liv-Vagts

hans fierde Uge-Blad,

som hver Fredag skal udgives, og indeholde

adskillige opmerksomme

Fredagen den 27 Maji 1772.

Kiøbenhavn, trykt og findes til Kiøbs hos Bogtrykker L. N. Svare,

26

Efter Ordsproget lyder det, at naar Sorgen er forbie, kommer Glæden.

Jeg haver i foregaaende det tredie Uge-Blad meldet, hvad mig er passeret i Sverrig og i Norge, paa hvilket sidste Stæd jeg hørte megen Ærgelse og Fortrydelse over den da værende Regierings Tilstand, hvilket altsammen forsvandt, formedelst den glædelige Efterretning, som indløb til Norge med Posten fra Kiøbenhavn, over det, som skede den 17 Januarii i dette Aar, med de skadelige Hovedmænd og flere, som da allerede vare heftede med Arrest paa deres Personer, og undergiven en Inqvisitions-Commission, over deres tilladelige og høist Criminelle Omgang.

Til hvilken Commission var udnævnt bekiendte vitlige Mænd, for at examinere deres forøvede Factum i den Orden, som en saa betydelig Slags Medfør fornødig er. Jeg holder ufornøden at anføre disse anbefalede Herrers Navne, siden de forhen er anført i de publiqve Tidender, nok er det, at man troer at være forvisset om, at de alle ere fornuftige og redelige Mænd, som ikke for Slægtskab, Villie eller Venskab, Skiænk eller Gaver be- dækker eller undskylder nogen dem vidende straf-

27

værdige Feil og slemme Hensigter, men har Retfærdighed til deres Øiemed, hvormed de for Eftertiden (som ofte opdager skiulte Ting) allermest vil blive berømmet eller ilde omtalt.

Men hvor stor de Norske Indbyggeres Glæde var over denne Forandring, med de skyldige Personers Arrest og den anordnede Commission, er næsten ubeskrivelig at anføre. Enhver talede af et Hierte opfyldt med Glæde og Fornøielse, og alle takkede Gud for hans alvise Frelse, ved at redde vor allernaadigste Konge, den Høie Kongelige Familie og Rigernes Undersaattere fra disse Forræderes skadelige og utilladelige Herredømme.

Jeg vil anføre Sagen saaledes, som den i Norge blev mig kundgiort. Nemlig:

De sagde: Nu kan vi øiensynlig see og erfare, at Gud den Almægtige best indseer og veed at bruge de allerbeste Midler, som kan tiene os Mennesker til Hielp og Redning, naar hans Time er kommen.

Saa at aldrig en bedre overlagt og klog Resolution kunde udtænkes i en saa høi og betydelig og skadelig Handel at forekomme, end som er skeed; ei heller kunde Hans Majestæt underskrive en vigtigere og betydeligere Ordre, end denne, for at betage disse Skadelige deres videre onde Desseins, som ellers i utænkelige Tilfælde virkelig har gaaet for sig fra deres Side.

28

Takke bør vi Gud! thi her blev ei alene. Tiden, som den yderste forekommet, men alle Anstalter paa den fornuftigste Maade iagttaget,

Merkelig, man hørte eller vidste ikke noget forud, det skede altsammen uden Allarm eller Forstrækkelse, og ingen Storm lod sig høre, saa at Forrædernes Boeliger ikke vaklede eller rystede, forinden de faldt med engang til Grunde.

Feldtslaget var alt holdet, uden Hielp af Borgerskabet eller de Militaire, der begge forhen nok var bered til at vise deres Pligt og Troeskab.

Men Gud skee Tak! alle Ting gik stille og fornuftig til, og ei nogen Siæl i Staden blev herved foruroeliget paa deres Senge, men laae og sov,

Uden alene dem, som meest drog Omsorg for Kongen og Undersaatternes Vel, de vaagede som Stridsmænd; dernæst de Personer, som blev brugt til saa vigtig en Execution.

Da nu alt dette, som meldt, i Stilhed var bragt til Rigtighed, saa blev Sagen om Dagen Klokken 8 1/2 Slet bekiendt for Stadens Indbyggere, som derover faldt i Forundring, af Glæde. Enhver forlod sine Forretninger, glemte deres Sorg og var glade over den Frelse, som Almagten saa utænkelig har bestyret, den ene søgte den anden for at spørge om det,

29

som var passeret, og frydede sig indbyrdes med hverandre.

Og derpaa forsamler sig en stor Skare af Stadens Indbyggere og den menige Mand for Christiansborgs Slot, i Tanker at saae vide en mere grundig Efterretning om det som var passeret.

Og da de kom derhen, fik Hans Majestet, Dronningen og vor Arve-Printz Friderich see denne store Mængde af Mennesker forsamlede, kunde de nok begribe, hvad deres Hensigten var.

Alle tvende Kongelige Personer viste sig strax saa naadige, at lade sig see udaf Slottets Vinduer, for dermed at tilkiendegive det alle Ting var vel, og at Deres Høie Personer vare i Sikkerhed.

Dette Syn foraarsagede en overmaade stor Glæde i Undersaatternes Hierter, den de ikke kunde berge, men maatte udtomme den til Pris for Himmelen, med Tak og Frydeskrig, raabende: Vivat, Hurra Kong Christian den Syvende, Dronning Juliana Maria og vor Printz Friderich, med det Kongelige Huus leve længe velsignet.

Derpaa tog Kongen ud nogle Timer derefter, tillige med Arve-Printzen, i et stille og sagte Optog igiennem Stadens Gader, medhavende sine troe Mænd og en Guarde til Hest, og tillige en utallig Skare af Stadens Indvaa-

30

nere fulgte efter og paa Siderne, raabte: Vivat! Kong Christian længe leve vel, saa Det skingrede i Luften.

Neppe kan man beskrive Undersaatternes inderlige Glæde, ved at see og høre en saa vigtig Forandring, den de om. Aftenen forhen aldeles ikke kunde troe eller tænke, ei heller havde mindste Haab om, men heller levede i Frygt og Bekymring for, at kunde skee tilsidst et skadelig Optog, og hvorom Rygtet da allerede havde udbredet sig iblant Stadens Indbyggere.

Men da var al Frygt og Fare forsvunden af Undersaatternes Hierter, som ansaae den Dag som en Glædskabs Dag, hvilken de Gamle, Midaldrende og Unge aldrig kan forglemme, men blive i stedsevarende Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

De kunde heller ikke noksom berømme og velsigne vores allernaadigste og troefaste Dronning Juliana og vor Arve-Printz Friderich, uden hvis høie Hielp og Tillid vel ingen har turdet vove at antaste disse grundfæstede Forrædere.

Hvis Authoritet og høie Bydende ved skadelige Befalinger enhver var undergiven at adlyde, thi de befalede falskelig i Kongens Navn de Høie og de Lave uden og inden Collegierne.

Derfore kunde heller ingen, uden saa høie Personer assistere med Kraft i en saa vigtig Handel, da hertil udfordredes Hans Maiestets egenhændige Ordre.

31

Men nu fremstillede sig de rette Helter, som af Byrd og Blod var berettiget til at tale til Kongen, og at see ham befriet fra saadanne forvovne og skadelige Forræderes Hænder, tillige at forekomme Undersaatternes Misfornøielse og Lidelser, der ikke kunde taale at see dem behersket af saadanne uberettigede Personer.

Og i saa betydelig et Foretagende at overlegge, kan man nok forestille sig, at forberørte Høi-Kongelige Personer ikke har benyttet sig af de svage Siæle, ei heller saadanne, hvis Indsigt er alt for antændende, som en opstigende Raqvet, der strax kreperer, men vel tænkelig af den der besidder en god og dyb Indsigt og et oprigtig Hierte; thi i den hele Handel seer man, at fremskinne et fuldkommen varsom Overlæg, som i Henseende de da værende vanskelige Conjuncturer, ikke lemfældigere og forsigtigere kunde tages.

Den Allerhøieste lade vor allernaadigste Konge aldrig savne sin troefaste Moder Dronning Juliana, og hans Broder Arve-Printz Friderich, deres kierlige og velmeente Raad, thi de ere Hans og Rigernes troefaste Pillere, og Gud omgive Kongen og dem med troe og redelige Raadgivere, saa kan man vist haabe, at Dannemarks og Norges fortrængte Undersaattere kan vente en Forandring i deres nuværende Tilstand, og Norges Indbyggere opleve den saa længe forønskte Tid, at deres Konge,

32

Dronning Juliane og Printz Friderich inden de Norske Fielde; thi det gaaer med de Norske Undersaattere, som med kiære Børn, der ere langt fra deres Forældre, de længes inderlig at see og tale med dem, hvormed de finder en Glæde og Fornøielse, og dermed endtes deres Tale i denne Materie.

Efterat denne Handel saaledes var passeret, fik jeg at høre, at Hans Majestæt fandt allernaadigst for got at lade sin dimiterede Liv-Vagt igien oprettes. Dette Rygte behagede mig særdeles vel, da jeg havde efterladt mig mange Venner og Velyndere i Kiøbenhavn, som forhen har bevist mig alt got, hvorfore jeg uforlovet tog Afsked og bad Slægt og Venner Farvel, for at reise til Kiøbenhavn, hvor jeg ved min Ankomst strax blev antagen, og tiener nu med megen Fornøielse, da jeg næsten hver Dag har den Glæde at see Kongen, Dronning Juliane og Printz Friderich. Sandelig jeg seer dem aldrig saa tit og ofte, at jeg jo er begierlig at see dem.

Hernæst skal følge mine Betragtninger over Kongelige Personers Udvælgelse og Fødsel etc. tilkommende Egenskaber.

33

Andfin Amundsen Nordmand

ved den paa nye oprettede

Kongelige Liv-Vagts

hans femte Uge-Blad,

som hver Fredag skal udgives, og indeholde adskillige opmerksomme Betragninger,

Fredagen den 5 Junii 1772. Kiøbenhavn, trykt og findes til Kiøbs hos Bogtrykker L. N. Svare.

34

I forrige fierde Ugeblad lovede jeg at give mine Betragtninger over Kongelige Personers Udvælgelse og Fødsel etc.

Jeg har i min Eenfoldighed og eenlige Timer paa min Post, tænket paa den alvise Guds Indretninger i det menneskelige Selskab. Ved at indsætte Konger og Fyrster til at bestyre og regiere Riger og Lande, som udsteder Love og Anordninger, der tiener til Fred og Sikkerhed, som et Gierde for enhver Undersaat.

Disse Personer har Gud ligesom udvælget og destingveret ved Fødselen, tillige begaver dem med særdeles Egenskaber i Opførsel, Leve- og Tænkemaade, som zirer deres høie Stand og fornemmelig bør have Sted hos saa høie Personer, uagtet de af Naturen er undergiven de samme Skrøbeligheder, som andre Mennesker, i Henseende til Fødsel, Sygdomme og Død.

Dog erfarer man, at de gemeenligen ere forlenet med en ædlere Tænkemaade, end som de fleste Mennesker, hvilket alt kan have sin gode Grund, naar man betragter, at deres Opdragelse skeer efter Kongelige Anstændigheder, i Underviisning og Lærdom, samt Skik og Sæder, og til dem udvælges fornemmelig lærde og dydige Informatores, ved hvis gode Lærdom-

35

me deres Hierter fra Ungdommen bliver dannet til at imodtage og beholde den sunde Smag.

Da det i Sandhed er en høibetydelig Post, at vorde betroet saa dyrebart et Pant som en Printz til Information og Lærdom, for ham bør en retskaffen Lærere aabne alle Dyders Veie og Porter;

Nemlig: Retfærdighed, Kierlighed, Maadelighed, Tapperhed og Mildhed, med flere Dyder, som egner en Konge. Han bør og have Indsigt i de fortreffeligste Kunster og Videnkaber,

Og efterat alle disse Lærdomme er ham indprentet, bør heller ikke forglemmes den Omsorg, han bør have ved at sørge for sine Borgere og Undersaattere, at de viselig og retfærdig bliver behandlet, med gode Love og Politie, saavel i Henseende Handelens Sikkerhed og nøisom Underholdning at tilbringes, som ellers ved Tiltagelse af Fabriqver og nyttige Haandverker, Landvæsenets Opkomst, samt Videnskaber og Lærdoms Udbredelse. Derimod ikke tillade at den høiere Stand i hans Lande og Rigrr nyder nogen ubillig Gehør eller Gunst, som er grundet paa en urigtig Forestilling, der sigter til den almindelige Mands Skade og Ruin, være sig enten private Fordele af Landets Indkomster og Produkter, eller Embeders Overdragelse, ikke heller at menagere dem i de almindelige Skatter og Udgifter, fremfor den

36

fattige Almue, som i alt naar det paagielder, fornemmelig blir funden, saavel paa Formue, som Personers Liv at være til Tieneste. In Summa, en viis og retskaffen Regent bør nøie paasee, at enhver kan leve tryg og beskiermet under hans Regiering, og hvorved hans egen Sikkerhed meest beroer og grundfæstes.

Men af alt hvad som jeg nu har sagt og efter min ringe Tænkemaade har betragtet,

Saa har jeg dog erfaret og læst, at saa høie Personer, uagtet deres Kongelige Stand, Fødsel, Lærdom og Opdragelse befindes langt anderledes, ja beklagelig, at deres Tænkemaade er ofte saa nedrig og ubetænksom, at faa af den ordinaire Stand kan være saaledes.

Man maatte spørge, af hvilke Aarsager at de saaledes kan handle imod deres Kongelige Stand og Byrd.

Vel veed man, at de som Mennesker ere Vredens Børn af Naturen; den alle veltænkende Forældre seer at forekomme med gode Lærdomme og en subtil og tugtig Opdragelse.

Som saa meget mere blir anvendet paa saa høie Personer, hvilket jeg forhen har opregnet at nyde den allerbeste.

Følgelig maae her dog findes gyldige Aarsager til saadanne uventelige Ufuldkommenheder. Jeg for min Deel troer rigtig, at de i Ungdommen har virkelig lidet Mangel paa den beste Opdragelse, Lærdom og Underviisning.

37

Thi det er en bekiendt Sag, at ethvert Europæisk Hof har sine methodiske Skikke, i Henseende Levemaaden, Opførsel og Omgange, af hvilke kan fødes utænkelige Laster, som hos samme ansees for prægtig. En vis Nation berømmer sig af det Ordsprog: Friehed og Smukhed. Meget veltalt, naar Frieheden ikke misbruges; skeer det saa, da har Smukhed og Nethed ingen Anseende. En alt for megen Friehed kan anses som et Skilt paa et Huus, hvad for Handtering der øves.

Ikke heller kan nogen nægte, at blant saa høie Personer kan findes dem, der var slægter fra deres Forfædres gode Dyder, uanseet den Flid, som kan være anbragt paa deres Opdragelse og Lærdom, men formedelst de ere onde af Natur og Gemytte, saa har intet kundet frugte til det Gode.

Men ikke desmindre, begriber man rigtig, at der findes en stor Ulighed hos de Personer, i hvis Hænder de ere betroet til Opsyn og Information i de fornødne og dem tilhørende Videnskaber, og at den Ulighed virkelig udgiør en Hoben til en Printzes retskaffen Opførsel og Tænkemaade.

Det er i Sandhed ikke nok, at en Hofmester underretter ham, hvorledes han som Printz forholder sig, at hilse Folk, holde sin Hat rigtig og med en Behændighed sætte den paa Hoveder, tale zirlig med en Dame, samt flere saadanne Øvelser.

38

Nei langt fra; her udfordres det, som er meget mere fornøden, nemlig: at lære ham til at tænke og tale som en Konge bør og anstaaer; det er en langt vigtigere Underretning. Og hertil udfordres en complet og redt Informator, til hvilket Embede just ikke alle Lærde ere beqvemme nok, da saadan en Mand bør ei alene være bekiendt for sin Læroom i adskillige Videnskaber, men tillige være reen og frie for falske Principia i Religionen, tilmed en Menneske-Ven og en sand Patriot;

Thi ligesom en klog Sædemand prøver Jordens Art og Natur, hvad Sæd den beqvemmest kan imodtage til Frugtbarhed, saaledes handler (lignelseviis) en retskaffen Informator med sin anbetroede Printz.

Og saaledes synes mig efter mit eenfoldige Begreb, det bør skee med saa høie Personers Information, heller ikke anseer jeg, at den saa kaldede Le Prince Philosophe, er alene nok som at danne en viis Regents; det øvrige Fornødne i denne Materie, overlader jeg til de Skarpsindige og Kloges bedre Bedømmende, men vi bør takke Gud for den Deel, vi udi saa Maader haver i Eie, hvortil vi kan sikkerlig være betrygget.

Dernæst kan jeg ikke forbiegaae, at anføte andres Betragtninger over Regentere, som er genegen til Krig og Orlog.

39

Jeg troer, siger en vis Skribent, at intet forstandigt Menneske kan imodsige, at Fred er bedre end Krig og Orlog; dog er Mennesker gemeenlig mere tilbøielig for den sidste, end den første.

Aarsagen er denne, Mennesker kiender ikke deres eget Beste, heller ikke hvori det bestaaer.

Ærgierrighed og Herske-Syge forleder ofte Regentere at følge deres Hierters onde Tilbøielighed, ved at udtænke og arbeide skadelige Planer og Anlæg til Krigs-Erobringer, der er stridende imod den Lyksalighed, som dødelige Mennesker ellers fornødig er at kunde have i Eie.

Ja! mange verslige Regentere mener, at de opnaaer en stor Fuldkommenhed, naar de ikkun kan blive anseet og berømmet for store Helter og Seier-Vindere, for hvilke enhver maae bøie sig under deres Scepter, og troer at ingen kan findes, som kan imodstaae deres Magt og Vælde.

Men de burde naturligvis selv betænke, at de med de aabenbare Stratenrøvere mangler ikke Mod og Beqvemhed nok til at angribe de Forbigaaende og Naboer, deres Eiendele, og og udslukke deres Livs Lys; følgelig i saa Maader med dem kan rangere.

Den eneste Forskiel imellem begge er, at disse kalder sig Herskere af Land og Riger, eller fornemme Røvere.

40

Derimod ere de gemene Stratenrøvere bekiendt for uværdige og strafskyldige Mennesker, som naar de angribes, bliver belønnet med en Strikke om Halsen, naar de andre ophøies og udraabes med Lovsange, for at være store og uovervindelige Helter.

Der hender og ofte, at saadanne Regentere formedelst deres Herskesyge og umættelige Begierlighed ruinerer deres egne Riger og Undersaattere.

Man læser, at Kong Ludvig saa kaldet, den Store i Frankerig, vilde ikke lade indslutte sin store Magt inden Frankeriges Grændser, men indbildte sig at blive Mester af den halve Verden og den anden store Alexander, og at bringe alt under sit Herredømme, men langtfra; thi det heder, Mennesker giør Anlæg og Desposition - men Gud bestyrer Udfaldet, og

Det er en bekiendt Sag, at han, alene formedelst den Spanske Successions Krig, forliste mere end 1000 Millioner Penge, og en utænkelig Mængde af Mennesker blev ved samme opofret, og tillige qvit sine egne Lande, og udtømmede sine Indkomster, hans Undersaatteres Handel og Negotie forringet, og Nationen bragt i faadau Gield, hvortil næsten et Seculum af Tiden kunde fornødiges, for at oprette alt det, som derved var bleven tabt.

Videre skal følge i det 6te Ugeblad.

1

Den

Kiøbenhavnske

Læse-Sahl,

eller

en Blanding

af

Litteraturen,

indeholdende: galante, historiske, lærte, kritiske, moralske, satiriske, politiske, alvorlige og skiertsende Materier, saavelsom de daglige blant os og i vore Tider indtræffende

Begivenheder.

(Bladet indrettes Aaseviis som følger.)

Kiøbendavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare, i Skindergade den i No. 76.

2

(Det galante.)

En Dame af Stand, hvis Opdragelse snarere var en Følge af en ugudelig og udladen Moders Væv, end en opbyggelig Frugt af en oplyst og fornuftig Moders Kierlighed, havde lært fra Barns Been af, at hun ved Hielp af en levende og straalende Indbildning kunde frembringe Børn, uden at møde med sin Ægtemand paa Naturens Stevnemaal. Hendes Mand, der vidste sin Levemaade saa vel, at han ikke vilde lægge nogen Hindring i Veien for sin Kones Indbildning, saalænge den gik ikke forvidt, toeg til Takke med en Foræring, som hun giorde ham første Aar, de vare komne sammen, bestaaende af trende Børn, til hvilke han vidste sig aldeles fri at være Fader; andet Aar forærte hun ham tvende Børn, og tredie Aar tømte ganske bort med en Franskmand af lige saa stor Indbildning som hun

Manden vilde hevne sig paa sin Kone, hendes Indbildning og hendes Galaner, men da de vare borte, og han intet andet fandt for sig, imens den første Hede varede, end en af hans Kones Natkoster, en Pakke forliebte Breve, og en Mandshat med hvide Fier, loed han Executionen udføre paa bemeldte Tøi, og saaledes bekientgiorde det, som hans Kone saavel vidste at fortie, nemlig dette: At en Mand, som tillader sin Kone at have saa stærk en Indbildning, at hun kan faae ham til at troe, at hun kan tænke sig frugtsommelig, fortiener, at være offentlig Handrei.

(Det historiske.)

Det fortiener enhvers Opmæksomhed os Forun-

3

dring hvad man forsikrer om et Slags Jagthunde Engeland, at de kan giøre Forskiel paa en Reisende og en Stratenrøver, paa en Jæger og en Morder, hvilket Physici holder for at være en Følge af Transpirationen eller de smaae materiele Legemer, der farer ud af dem, og trænger sig ind i andre Legemer. Følgende Historie oplyser denne Sag heel klarligen. En Herremand reiser en Dag igiennem en Skov i Engeland, og havde til Reiseselskab en brav stor og stærk Dogge. Hunden løber fra ham langt ind i det tykkeste af Skoven, hvor Herremanden begiver sig did, af Frygt for at miste samme fin Hund. Han kalder paa ham. Hunden svarer ham med den sørgeligste Tuden; Herremanden skynder sig, at komme Hunden nær; men hvor stor bliver ikke hans Skræk, da han træffer ham at staae og lugte til et Fruentimmer der nylig var qvalt, og hvis Bryst var saaret med mange Knivstød. Herremanden blev Hiertelig rørt over denne tragiske Hændelse, og satte sig for at antaste Morderen, hvis han skulde treffe ham underveis som skede ogsaa. Neppe var Herremanden kommen nogle Skridt længer frem i Skoven, førend hans Hund igien forlader ham, og hører et Menneske at skrige jammerlig om Hielp. Han kommer nær til og seer sin Hund at have fat paa et velklædt Mandfolk, som han havde meget ilde medhandlet. Herremanden lader den Saarede bringe til nærmeste Landsbye at forbinde og rygte. Saasom der var ingen Dokter der i Nærheden, stiger Herremanden til Hest, for at vilde selv opsøge en Feldskier; og imidlertid lader sin Hund blive tilbage hos den Saarede.

Han kommer tilbage med nogle Rettens Betientere, og hvor stor Forundring bliver der ikke imellem Rets-Offiseren og den Saarede, da de vare hinandens Naboer og gode Venner; Herremanden med Hunden befalede Offiseren at arrestere den Saarede, blot paa hans Hunds Formodninger; hvis ikke ansaae han Rettens Betientere for Medskyldige. Imens de herom tvistede med hinanden, mærker han, at hans

4

Hund lugter til den Saaredes Lomme. Her var Morderen røbet; de finder i hans Lomme et blodig Silketørlæde øg en Kniv, tilligemed 50 Gineer. Ak Himmel! raabte Rets-Offiseren: det er min Datters Tørklæde; skulde du Ulyksalige vel have myrdet hende og bestiaalen hende de 50 Gineer, jeg i Dag har

sendt hende ud at betale til en af mine Skyldnere.

De begav sig hen i Skoven, og Offiseren fandt sin Myrdede Datter til sin Bedrøvelse og det hele Selskabs Forundring.

(Det lærte.)

Mange taler om Genier, uden at vide dette Ords rette Forhold og Bestemmelse. Den nøieste Bestemmelse er og bliver denne: I Almindelighed forstaaer man ved det Ord Genie den høieste Fuldkommenheds-Punkt, hvortil den menneskelige Forstand kan række; men hvad er den menneskelige Forstands Fuldkommenhed? Den er Forstandens meest skinnende Evne, den Evne, der rører meest, ja indjager Indbildningen en virkelig Forundring, og har Ret til at fordre og erholde Kienderes Bifald. Er altsaa Geniet en ligesaa rigtig som igiennemtrængende, er ligesaa sandfærdig som vidtløftig Forstand, som ikke alleneste bestandig vogter sig for Vildfarelse som en erfaren Styrmand vogter sig for Klipper, men som endog benytter sig af Fornuften, som hiin af sit Kompas, ikke viger fra sit Øiemeed, som behandler Sandheden med lige saa stor Nøiagtighed som Tydelighed, og som omfatter letteligen og med et Øiekast en Mængde af Begreder, hvis Sammenkiedning udgiør et experimentalsk System, ligesaa tydelig i sine Grunde som rigtig i sine Følger, seer man lettelig, hvor mange der støder an imod Fornuftens og Geniets saa ofte ukiendtlige Klipper og Vanskeligheder, og i det Øieblik man resonnerer lings og rechts om Geniet, er man ofte de huleste og maverste Genier.

5

(Det kritiske.)

Ligesaa overflødig en Vext som vi har paa Skribentere i denne vor nye Tidspunkt, ligesaa umoden er og denne Vext. At forbiegaae mange Aarsager til den hyppige Yngel af unge Skribentere, vil vi allene denne Gang tage i Betænkning denne uden Tvivl almindeligste Aarsag, nemlig: En ung studeert Persons Armod og uvisse Næring. Enhver sette sig iden fattige Studenters Forfatning! Han høer og erfarer, at vor milde Konge tillader Skrive-Friheden; han undersøger, naar han er fornuftig, hvorvidt hans Pund strækker sig; han erfarer Tid efter anden sine Medborgeres Nysgierighed, han er forlegen og mangler Penge endelig han skriver, det være sig Ondt eller Got; ved Betalingen for sin Skrift forletter han sine truble og trængende Omstændigheder, og hvad er mere naturlig og tilladelig, end at stræbe for sit Lives Ophold, saa længe man paa en uvis Maade maae ernære sig? Jeg kiender en fattig Student, som for kort Tid siden besøgte mig, der fortælte mig, at havde Skrive-Friheden ikke kommet, havde han maaske enten bleven imod sin Villie en Skielm eller en Bedrager, saasom han var stærk gieldbunden, og havde til hans Sinds storste Frihed og Roelighed brugt hvad han havde indsamlet for sine Skrifter, til at betale sin Gield med. Det er altsaa en Deel urimeligt, at vore avingsyge Medborgere klager, at vi har saa manne slette Skrifter siden Skrivefriheden; de som udgyder sig i disse Klager, bør man at beklage, siden de, hvis de huskte paa, at Alting i Verden er en Blanding af Ondt og Got, aldrig udlod sig med et saa ugrundet Klagemaal.

(Det moralske.)

Der ere et Slags Folk, (endog iblant de Lærte) der har saa høie Tanker om den forfaldne Menneskelighed, at de tør fordre en Fuldkommenhed i en Ver-

6

den saadan som vores. Den fornemste Feil ved en Deel af vore Lærte er denne, at de fra den Dag, de mener at være lærte Folk glemmer, at de ere Mennesker; dette mærkes allertydeligst i deres klagende Udladelser over Verdens Ufuldkommenheder og de moralske Mangler i det Øieblik, de selv begaaer de Laster, de bebreyder i unge Menneskers Vandel.

Det var at ønske for det Heles Beste, at samme utidige Lærte, stræber at overvinde deres egne Laster, førend de snakker fra meget om Skieven i deres Brødres Øie, og dernest stræber, at ophielpe og forbedre de moralske Ufuldkommenheder, der ere muelige at befordre.

Hvad Under, at man seer saa mange Laster iblant vore unge Folk af begge Kiøn, siden de Ældre hverken har Lyst eller Mod til at foregaae dem med Dyds Exempler?

(Der satiriske.)

Er en Last enten større eller mindre Last, naar den treffer ind i en fornem Persons Vandel og bør Lovene glemme deres Strænghed, naar en adelig Persons Forbrydelse er Gienstand for deres Udøvelse? — Svar paa dette Spørsmaal i første Nummer,

(Der politiske.)

Man har længe ønsket saavel det danske, som andre Hoffer den Lykke, at et Riges Velfærd ikke maatte beror paa mange snedige Statsmænds Geskæftigheder, men paa et lidet Antals rigtige Indsigt i Statens Fordele og oprigtige Flid i at befordre et Riges almindelige Velfærd.

Man venter, at, for at naae en Lykke af saa betydelige Følger og vidtløftig lykkelig Omfang, det maatte herefter blive en Brug og Maade, at antage til Rigets Velfærds Bestyrelse ikke alleneste Adelsmænd;

7

men borgerlige og uædle Personer, paa hvis tilforladelig Indsigt man bedre kunde bygge end paa de Blod, der løber i adelige Aarer, men stivnes og størknes saa ofte ved Egennyttens alt for snedige Indfald.

(Der alvorlige.)

En liden Gnist har ofte antændt en stor Ildebrand. Ligeledes en liden Skade kan ofte føre betydeligere med sig, naar man enten af Mangel paa Indsigt, eller af andre tilstødende Aarsager forsømmer at oprette den lille Skade, førend de Større møder. Mon det ikke kan ansees for en virkelig Skade i en Stat, som kan være rig og frugtbar paa brave og lykkelige Genier i alle Slags Videnskaber, naar samme enten forglæmmes, forsømmes eller foragtes. Skal denne Skade afhielpes og de andre deraf flydende større Skader hindres, maae man først stoppe sine Øren for Misundelsens Sirenesprog, og dernest giøre sit Muelige for at opdage og belønne de brave Karle, der, af Mangel paa at blive bekiendte, eller at fatte et nyttig og lykkelig Anlæg til at befordre deres timelige Velfærd, ligger i et skadelig Mørke og utilbørlig Forglæmmelse.

(Det skiemtende.)

Der menes, at man med første vil oprette et Gældskab iblant os, som skal kaldes Ægteskabs-Compagniet. Samme Sældskab skal bestaae af 4 erfarne Jordemødre, hvis Alder maae ikke gaae over 14 Aar pro Persone, af 4 gamle Mænd, der aldrig har været gode Venner med Knarvorenhed, af 12 gamle Jomfruer, alle i det 40 Aar, og 6 Pebersvenne, alle i det 50 Aar.

For dette ærværdige Selskab skal ethvert ungt Brudepar fremstilles, der maatte have den mindste Tvivl om hinanden i henseende til Kydskhed og Afhold,

8

da Jomfruen skal først examineres og besigtes fra Hovedise indtil Fodføle af Fruentimmerne, og Mandspersonen af Mandfolkene, for hvilken lille kierlige Tieneste de unge Brudefolk yder til Sældskabet, de Penge, som det kunde koste, at foræde og fordrikke sig efter Sædvane i Brudehuset.

Det var at ønske, at dette Sældskabs Oprrettelse maatte afskaffe den kostbare, unyttige og urimelige Traktering ved Bryllups Leiligheder, da det lader som de unge Ægtefolk dog engang i deres Liv skulde æde paa Kap med deres gode Venner, for i Fremtiden med desto bedre Samvittighed at sulte.

(De daglige Nyheder og Begivenheder.)

Hvis man vidste at der endnu var en Smule tilovers af den fortøkkede Struense, skulde vi ogsaa i Dag anføre noget derom, for at følge Strømmen, og vise Publikum, at man ogsaa flyder efter paa den Vogn der helder. Saavidt som vi veed har der endnu ingen tøkket paa hans Befrielse af sit Fengsel og Benaadelse for hans vel fortiente Straf. Skulde Struense altsaa befries og benaades, da vilde vi paa det væmodigste kondolere Bødelen, og glemme, at der er Retfærdighed til i Dannemark; men lige saavist som der er Retfærdighed til iblant os, gratulerer vi Bødelen med sit tilkommende Bytte, og anseer Misdæderen for den han er.

9

No. 1.

Den

Kiøbenhavnske

Læse-Sahl,

eller

en Blanding

af

Litteraturen,

indeholdende: galante, historiske, lærte, kritiske moralske, satiriske, politiske, medicinske, alvorlige og skiertsende Materier, saavelsom de daglige iblant os og i vore Tider indtræffende

Begivenheder.

(Bladet indrettes klaseviis som følger.)

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L.N. Svare, i Skindergaden i No. 76.

10
11

(Det galante.)

Rusland er et koldt Land, hvor man ikke møder de smukke Dage, man kan vente i et tempereret Klima; dets Bierge er næsten altid bedækkede med Snee, og dets Træer ere alletider saa fulde af Isklumper, at naar Solens Straaler falder paa dem, lader de, som de vare indfattede i Krystal; der ere Skove af en skrækkelig Størrelse, hvor hvide Ulve tager grumt afsted. man jager idelig efter dem og dræber dem; men det koster megen Møie og Fare; og denne Jagt er den ædleste og almindeligste Tidsfordriv iblant Russerne.

Dette Folk var regieret af en ung Prints, ved Navn Adolph, som var saa vel skabt, saa smuk, saa sædelig og sindrig, at dette neppe var trolig, at finde saa fuldkommen en Prints i saa raa og vild et Land.

Han var endnu ikke fuld 20 Aar, da han allerede havde udholdt en skarp Krig imod Moskoviterne, i hvilken han lod see et udforfærdet Mod og et forundringsværdig Forhold; da han lod sin Hær hvile, hvilede han aldrig selv, men gik altid paa denne farlige Ulvejagd.

Da han en Dag befandt sig der med en stor Svite as hans Folk, gik han saa vidt i sin ædle Heftighed og Lyst til at jage, at han begav sig længer og længer ind i Skoven, saa at han tilsidst blev forvildet; da han nu mærket, at han var alene, at det var sildig, og at han ikke kieudte det Sted, han opholdte sig paa, og at et uformodentlig Uveir snart kunde overfalde ham, gav han sin Hest af Sporerne, og kom

12

4

frem paa en bred Vei under en bestandig Stoden i sit Jagdhorn, for at underrette Jægerne hvor han var, men det var forgieves Strax derpaa blev det kulmork, og bet eneste Lys, han i Førstningen saae, var ikke andet end Lynet; Tordnen giorde en fæl Allarm, det regnede og blæste stærkere og stærkere.

Printsen skiulte sig under nogle Træer, men han maatte snart forføie sig fra dette Sted; thi Vandet strømmet ned fra alle Sider, og Veiene stod fulde deraf; han besluttede endelig, at ride ud af Skoven, og at opsøge sig et Sted, hvor han knnde være i Sikkerhed indtil at saa stærk Udveier var dreven over; det kostet ham inegen Møie, at komme ud paa Marken, hvor han endnu stod mere blot for det onde Uveir.

Hau kastet Øinene til alle Sider, og skimtede langt borte paa en Bakke et Lys, han begav sig derhen, og efter megen Møie og Besværlighed kom han endelig hen til et høit Bierg, som lod ikke til at kunde bestiges af Mennesker, omringet med steile Klipper og farlige Kløfter; han vandret omkring to a tre Timer, snart til Fods, snart til Hest; tilsidst kom han tæt til en stor Hule, hvorigienncm han kunde skimte et Lys, og det var just det, han havde seet langtfra: han stod i Beraad, om han skulde gaae derind eller ei; han tænkte, at det kunde være en Røverkule, siden der vare mange i Landet af dette Slags, og som idelig strøifet omkring og giorde Ulykke og som gierne kunde plyndre og myrde ham, uden at frygte for nogen Straf eller Fare.

Men som kongelige Personer har noget mere ædelt og høimodigt hos dem, end andre Mennesker, bebreidet han sig selv sin Frygt, og gik ind i denne Hule, med Haanden paa Kaarden, for at være i Stand til at forsvare sig, hvis man var saa forvoven at anfalde ham

I Førstningen blev han betagen af saa stor en Kulde, at han var færdig af døe.

13

5

Ved den Allarm, han giorde ved at gaae frem, mærket han en gammel Kone, som kom frem bag af Hulen med Alderdommens Mærke hvide Haar og store Rynker, Hun loed til at blive meget bestyrtset da hun faae ham; og sagde til ham: Du er den første Dødelige, jeg har seet paa dette Sted. Veed Du, Herre! hvem her boer? Nei, min kiere Moder, sagde Adolph, jeg veed ei hvor jeg er. Hun svarede igien: her boer Eolus, Gud for Vindene. Han begiver sig herind med alle sine Børn, jeg er deres Moder, og Du finder mig alene, siden enhver af dem er ude paa sine Veie, at giøre Ondt og Got i Verden; men sagde hun videre, mig synes, Du er vaad af Regn, jeg vil tænde Ild, at jeg kan tørre Dig, og det giør mig ondt, Herre, at jeg kan kuns bevært Dig maadelig, Vindene spiser meget let Spise, og Mennesker behøver noget mere trivelige Ting.

Printsea takkede hende for hendes artige Beværtning; han nærmet sig til Ilden, der blev antændt i et Øieblik; thi Vesten-Vind var nyelig kommen hiem, og det var ham, der blæste Ilden op.

Neppe var han kommen ind, førend Nord-Ost og mange Norden-Vinde begav sig ind i Hulen. Eolus bee ikke længe, førend han kom ind ledsaget af Synden-Vind, Ost, Syd-Vest og Nordvinden; de vare gandske vaade, de havde store pussede Kiever, Haarene hang uordentlig omkring deres Hoved, deres Adfærd var hverken høflig eller artig, og naar de talte til Priutsen, vare de færdige at giøre ham til en Klump Iis saa kold var deres Aande.

Den eene fortælte, at han havde været henne at adsprede en Søemagt, den anden at han havde ladet nogle Skibe omkomme og undergaae; den tredie at han havde beteet sig gunstig imod nogle visse Skibe, og at han havde ræddet dem fra nogle Søerøvere, der vilde fange dem; mange sagde at de havde rykket Træ-

14

6

er op fra Rodden, kastet Huse om, veltet Mure, med et Ord, enhver roste af sine Heltegierninger. Den Gamle hørte paa dem; men strax derpaa gav sin Sorg og Uroe tilkiende, og sagde til sine Sønner: har I ikke truffen underveis Eders Broder: Synden-Vind; det er alt siidig. og han kommer ei endnu, jeg forsikrer, at jeg frygter, at ham er noget vederfaren. Da de nu svarte hende, at de intet havde seet til ham, mærkede Adolph ved Indgangen af Hulen en lille ung Dreng saa smuk, saa smuk som man afmaler Kierligheds Guden; han havde et Par Vinger, som var en Blanding af hvide og lyserøde Fier, der vare saa fine og delikate, at de loed som de altid rørte sig; hans lyse Haar faldt i tusinde Butler uagtsom omkring paa hans Skuldre; omkring Hovedet havde han en Krands af Roser og Jasminer, hans Udseende var venlig og hans Væsen behagelig.

(Fortsættelsen i næste Nummer.)

(Det historiske.)

Erfarenhed har lært os, og lærer os daglig, at Pengemangel fører ligesaavel noget ondt som noget got med sig: for nogle er den som et Riis, der straffer og forbedrer for andre som et Riis, der straffer og forhærder.

Følgende Hændelse, som er skeet i Frankerig bær vidue herom.

Et elendig Menneske, der ikke kunde finde sig i at mangle, blev kied af Livet, og søgte at stille sig ved hans Daglige Fiende. Mangelen paa følgende Maade:

Som han formeente, at han ingen hastigere og sikrere Middel kunde faae, for at giore Ende paa et Liv, der i hans Tanker var en langsom og daglig Død gaaer han ogsaa med største Koldsindighed Døden, denne Syndens Hævnere i Møde, førend hans rette og bestemte Døetid var kommen; øg forend han

15

7 vilde forlade den Verden, hvor han en Tidlang havde været som en halv Dødning formedelst hans store Pengemangel, skriver en Seddel til en evig Erindring om hans Tænkemaade for de Efterlevende af dette besynderlige Indfald:

"Jeg har levet godt og i Overflødighed saa længe jeg har kundt; nu da jeg befinder mig skrøbelig, og tillige mangler Livets Behageligheder og Beqvemmeligheder, forlader jeg det. En Nar er den, der heller gider lidt ondt, end følge mit Exempel". I Følge denne hans faste Beslutning, tager han en af sine Rageknive, og skier Struben ud paa sig selv

Hans Vert, der ikke ventet sligt, loed ham efter Sædvane i Roelighed paa sit Kammer indtil Middag, da han skulde kaldes til Bords; men da han mærket at han ei kom ned at spise, sendte han en af sine Folk op, for at spørge hvordan han befandt sig Buddet bankede paa, men som ingen svarte ham, gik han ned igien i den Tanke, at den Indlogerede sov. Lidet derefter treffer det sig, at en af Naboerne kommer op paa et Kammer, der var nest op til det Kammer, hvor denne ulyksalige Person logerede, og som var kuns skildt fra Naboens Kammer ved et tyndt Paneelværk.

Han seer Blodet at løbe frem paa Gulvet i hans Kammer, og strax løber ind og giver Verten det tilkiende. Dr brækker Kammeret op og finder ham død med en Ragekniv ved hans Side.

(Det lærte.)

Den nøie Forholdsmaade, som det har behaget Altings Fader at sette og iagttage imellem Aarsager og Virkninger overbeviser mig om, at de ere ikke simpel Skin af Aarsager, men i Gierningen virkelige Aarsa-

16

8

ger; den nøie og stadige Forhold forbyder mig, at tvivle derpaa. Man maatte jo ellers sige, at Altings Fader havde brugt sin Viisdom iil al sette alting i Verk for at give lutter Skin, lutter Skygger, lutter Sandlynligheder en SkikkeIse og Udseende af Virkelighed, vidre at han intet har forsømt og efterladt, for at kaste os i Tvivl. Uvished og altsaa Feiltagelse for at forekomme al Formodning og Mistanke, og hindre os i at lære at kiende ham og hans foranderlige Fuldkommenheder, der dog bliver en Siels nødvendigste og helligste Arbeid og Videnskab. Var der ingen virkelig Aarsag, saa var det det samme, enten en Kugles Bevægelse og Stød imod en Muur var en roelig eller uroelig Bevægelse; af sig selv er den ligesaa beqvem til det ene, som til det andet; den kan rulle; den kan ligge stille. Den spidse Vinkel paa en Kiile har ikke mere Beqvemmelighed i sig selv end den flade Vinkel til at kløve Brænde, og Pærepoder skulde være ligesaa beqvemme og virkende Aarsager til at frembringe Æbler og Kirsebær, som Æbler- og Kirsebærymper. Et Menneske ønsker at spise Blommer, langtfra at Altings Fader misbilliger dette Ønske nei, han vil ndvikle sin Almagt, for at opfylde samme; men det bliver ikke nok, at Mennesket ligefrem giør dette Ønske til Altings Fader, som en naturlig Bøn; vil han bønhøres, maa han geleide denne Bøn med visse Slags Foretagender, som ere som det Hemmelige eller som Kunsten i den naturlige Religion; han maae tage en Ympe, han maae indympe den i en vis Stub eller Green af et vis Træe, og en vis Tid om Aaret.

Paa denne Maade finder man en hemmelig Hentydning paa de hendende Aarsager i det Raad, Sibille giver Eneas, ikke at møde for Proserping, uden med en Guldgreen afbrukken inde i det Tykkeste as en vis Skov.

Du har Lyst til en Ret Tosk, saasnart Du høer en Kone at gaae forbi dine Vinduer, og raaber med

17

9

med samme Fisk, lover denne hendende Aarsag dig snart dit Ønske opfyldt; du kiøber Fisken af hende, og dit Ønske er opfyldt, men ikke uden disse visse Foretagender ved denne visse Aarsag: at høre Konen raabe med Tosken, at kalde paa hende, at handle med hende, at kiøbe af hende etc.

(Det kritiske.)

To Tvivls-Spørsmaale 1mo Hvis det jødiske Partier Sandheds Parti, har da Gud tilladt, at det skal gaae under? 2do Hvis det kristelige Parti er Vildfarelsens parti, har da Gud tilladt at det skal have Overmagten?

Til Jøderne: Det er nu 17ten Aar hundrede, at I har ventet paa jer Mesias, som skal befrie Eder fra Nationernes Aag, og at I har bestridet den, som Nationerne tilbeder, uden endnu at kunde have erboldet hvad I venter, eller overvundet hvad I bestrider. I forestiller unyttig for Gud, at Eders Sag er hans egen Sag, og at Eders Viderværdigheder giver Eders Fiender Vaaben imod Eder, holder Sandheden sangen, og lader Løgnen gielde for Sandhed, Himmelen, som tilforn var naadig imod Eders Ønsker, ja forekom Eder, I hvad I bad om, er bleven as Kaaber og ubøielig for Eders Bønner.

Og som den tilforn var saa nidkier for sin Ære, at den endog hevnet dens Ret ved de kiendeligste og vigtigste Mirakler, har den nu forladt den, for 17ten Aarhundrede siden, ja nægtet den den Omsorg, som man venter endog af det almindelige Forsyn.

Det er ogsaa forgieves, at I vilde lade Nationerne forstaae, at den Mesias, som de tilbeder, er kuns en Bedrager, og at intet er ubilligere, end den skiendige Fordom man er udi i Henseende til Eder.

18

10

Som de har været bedragne alletider ved Religions Sistemer meget dummere end Eders, som dog er det eneste, der skal have kundet bedrage dem, og andre, lidet genegne til at have nogen Omgang med mindre omgiengelige Folk, end Eder, saa er I ikke desto mindre det eneste Folk imod hvilket de har beholdt deres Høimodighed. Hvilken sælsom og almindelig Forvirring i de Opførsels Grunde, der ere til saavel paa Guds, som paa Menneskenes Side.

Hvis Himmelen og Jorden saaledes lægger deres Kræfter tilsammen for at undertrykke Jødedømmet, og at ophøie Kristendømmet, hvem ere da I, som tør underslaae Eder at vilde opholde og holde med det som er undertrykt, og at vilde undertrykke det som er forsvaret og beskiermet ved disse to Magter?

I finder Eder fornærmet, siger I, ved det at I seer en Mand, som I har korsfæstet og dødet, skal, som en Bedrager, roeligen nyde guddommelig Ære; men har I mere Andeel i denne Sag, eller mere Nidkierhed oa Kraft til at forsvare den, end Gud selv? Og hvis Gud, som er Sandheden og Almagten selv taaler dog, nu en 17teu Aarhundrede at Verden paakalder ham ved denne Korsfæstede og i hans Navn, tilbeder ham idelig med denne Korsfæstede, hvad Kald og Ret har I da til, at beklage Eder over det, som Gud tillader og bemander? Hvad Evne, hvad Kræfter har I til at vilde overvinde det, som skulde have gieldt og beholdt Overmagten imod Gud selv? Troer I, eller ere I saa dumme at troe, at I har mere Indsigt end alle Nationer? Og dersom, (naar vi undtager de afgudiske Nationer, hvis Skiønsomhed siger intet, i Henseende til Religion,) den hele kristelige og mahometaniske Verden tilbeder, som Mesias og ærer som Profet den, som I har fordømt, som en Bedrager, hvor tør I da blive ved, at ansee den for

19

11

billig fordømt, som den hele Verden retfærdiggiører og tilbeder, uagtet Eders Fordømmelse?

(Der moralske)

Der ere mange Ting, som giør en god Opdragelse umuelig for dem, der har ingen Færdighed i at behandie og ledsage unge og bøielige Subjekter til den heldige Fuldkommenheds-Grad, det var mueligt at naae med Sædelæren, endog i en fordervet Verden. Man har største Aarsag til at troe at den fornemste Gienstand for Forældre, som Verdens Herre velsigner med Børn er denne; at giøre dem til fornuftige Borgere, og sande Kristene; men gid denne Gienstand var saa vist Forældrenes flittige og sande Øiemerke, som den burde at være det, o! hvor vi de ikke da Sædelæren være et blomstrende Videnskab og Studering iblant os; men hvor sørgeligt for os, hvor uanstændigt for dem, at finde det som er tvertimod.

Vil man endnu maaskee, som man pleier, anføre til sit beskiemmende Forsvar disse to ligesaa ubillige som urimmelige Aarsager: De slette Exempler og Børnenes Genegenhed og Nedhængighed til at indsluge og efterabe det Lastværdige? Vi vil spørge, som for den Alvidendes Aasyn, enhver retsindig Fader og Moder, der ikke alene søger deres hele Ære i den Heldighed at avle og frembringe fornuftige og velskabte Børn, men som anseer for den væsentlige og sande Ære i Ægtestanden det velsignede og nyttige Arbeid, at danne disse Spædes raae Siele til Religion og Dyd, om de med en frelst Samvittighed kan sige og gotgiøre for den Mand, der har betroet dem disse Børn, at de i dette møisommelige, men velsign de Arbeid, at opdrage deres Børn, som fornuftige Skabninger og engang udødelige Borgere, i et uforkrænkkeligt og evigt Rige, har viist al den Omhue,

20

12

Troeskab og Fliid, som det var mueligt at faae Kræfter til af den, der saa hiertelig elsker alle smaae Børn. Dette er et Spørsmaal, som jeg giver enhver retsindig Faders og Moders Hierte at besvare.

Er der nogen mere berettiget til at giemme og skiule deres Børn for Forførelser og onde Exempler, end Fader og Moder selv? Og tør man vente saa reen og billig Omhue hos Fremmede, hos Undervisere eller Tienstefolk, at deres Øie skulde kunde være saa troe i sin Forretning og Opsigt, som det retsindige Fader- og Moder-Øie, der ikke alene bliver vaer de Farer, som de Spædes Fied besaaes med, men endog veedpaa den heldigsie Maade at bevare deres Børn fra at falde i dem saalænge Fader- og Moderhiertet har det rette og ægte Kierligheds-Mærke. Denne Materie agter vi at afhandle bestandig i dette Blad, som en Sag, man ikke noksom kan undersøge og eftergrandske.

(Det satiriske.)

Vi har lovt, i dette Nummer at besvaredet Spørsmaal, man har læst i den satiriske Artikel i Planen af dette Verk: om en Last er enten større eller mindre Last, naar den treffer ind i en fornem Persons Vandel, og om Lovene bør glemme deres Strenghed naar en adelig Persons Forbrydelse er Gienstand for deres Udøvelse.

Ligesaa vist som Sandhed er og bliver Sandhed endog i Løgnerens Mund, ligesaa fast er og bliver en Last, Last i en fornem Persons Vandel, med den Forskiel at Lasten forstørres i mange Grader mere, uaar en adelig Person falder i en eller anden Forbrydelse; Aarsagen bliver denne: Man venter, ja man fordrer af en fornem eller adelig Person end bedre Opdragelse Tænke- og Levemaade, altsaa større Hjelpemidler til

21

13

at afværge og imodstaae de Laster, som et Menneske i eu raae og usleben Forfatning kan falde udi. Love ere Love for den ene som for den anden; Strængheden i deres Udøvelse indrettes efter Forbrydelserne, Graderne i dem og Personernes Stand, Alder, Indsigt, Tænke og Levemade.

(Det politiske.)

Hvad er det, som giør, at et Folk fornemmer Mildheden i en Regiering, uden af føle dens Byrde? Det er at sige, naar man vil forklare sig ved en Lignelse, hvad hindrer, at en Pyramide ikke velter om kuld? Det er Billighed, Maadelighed, Naade og Mildhed hos dem, som ere beklædte med den fornemste Rang. Hvad er det som vedligeholder Ligevægten, og som giør at enhvers Parti befinder sig vel paa sit Sted, gior sit Muelige for at blive fast og stadig derud, og som stræber at befæste sig i sammeligesom det skeer med en Pyramide man spidser oven til?

Det er fremdeles Bellighed, Maadelighed, Høflighed, god Orden, Overflødighed, en viis indrettet Handel, som er baade vedligeholdt og yndet, som lader Penge rulere iblant Folk, som mager det saa, at den ene lige saavel kan stole paa den andens Peng kiste, som paa sin egen, og som befinder sig saa meget desto rigere, i en vis overflødig Indkomme, som han mærker, en auden Slags Indkomme at være overflødig hos sine Naboer; denne samme Statsmand indseer ogsaa at man kunde sige tillige, at de Regieringer ere de beste, som har de beste Regentere, og at Forskiellen mindre ligger i Behandlingen selv, end i de Behandlendes Person, hvilket har maaskee været Hensigten og Meningen af denne gamle Satz i at agte vise og fromme Personer ligesaa høit som de Versligvise,

22

14

nemlig: at de beste Regentere vare de, hvor Kongerne vare Versligviise, eller at de Versligville der vare Konger.

(Det medisinske)

De gangbare Sygdomme iblant os nemlig: Springlinger, Frislinger og Meslinger forretter i disse Tider Tienesten for Blodgang og andre deres Lige; men det er ikke disse Syger alene, der grasserer iblant os; her er et Slags Svagheder iblant os som ere meget vanskelige, at kurere; iblant mange hielpeløse Syger er Dadlesygen og moralsk Svindsot; mange af vore gode Venner plages forskrækkelig heraf, og det giør os mest ondt, at Aften-Posten, der først blev angreben af Dadlesygen, maae nu holde for i nok en Syge, nemlig: den moralske Svindsot; man siger, den tæres bort hver Dag, svinder ind. og vil vist nok blive, som et vissen Blad. Vi venter dog, at Foraarsluften skulde nogenlunde bedre disse Svagheder naar Sygdommen gaaer i Benene, saa at Patienterne kommer til at giøre Lystturer, og vi for en Tid bliver dem qvit her i Byen.

(Det alvorlige.)

Er det vel Eders Søn, sagde det jødiske Raad til den Blindfødtes Forældre, og hvis det er ham hvorledes er han da kommen til at bruge en Sands, som Naturen havde nægtet ham? Forældrene svarte det: Denne Mand har sagt os det og vi tvivler ikke paa hans Ord, at det just er vor Søn: spørg ham selv om det øvrige! Han er saa gammel, at han selv kan svare for sig. Lad det saa være, men vi anslaaer den for en Ugudelig, som saaledes tør vanhellige Sabat-

23

15

ten; hvis IEsus har oplyst dig med dit Syn, bør du at forbande endog en Velgierning, naar det skeer imod Guds egen Villie; men svarte den gode Israelit, skulde Gud bønhøre en Skielms Bøn? I det mindste er det mig umueligt at tvivle om en Sag, som er mig personlig skeet; jeg var blind og nu seer jeg Slutningen blev at man jaget ham ud af Synagogen.

(Det skiemtende.)

Det omtalte Sældskab, kaldet: Ægteskabs-Sældskabet siges at have giort sin første Prøve paa følgende Maade: En Pige, som sidste Sommer meget flittig havde søgt Kongens Have, under Paaskud af en Krampesyge i Føderne, som hendes egen Moders Kabinetslæge havde forsikret best at forjage og kurere ved Spadseregang, stod paa Nippet, at gaae i Brudeseng; men da en god Ven af Brudgommen fortælte ham, at hans tilkommende Brud havde aldrig nogen Aften forsømt at indfinde sig sidste Sommer i Kongens Have, blev han noget underlig og tvivlsom; til hans Lykke hørte han, at et vis Selskab var oprettet, der skulde hemme al galant Uorden, og bevare et retsindig Menneske fra en urigtig; Ægtestands farlige Følger, iler derhen med sin Brud, for at lade hende udstaae sin Examen, og udfordrede Besigtelse, men hvor stor blev ikke hans Forundring, i Henseende til hans Lille, der havte havt saa kysk og uskyldig Ansigt, og hans Glæde, i Henseende til ham selv, der fik sin Frihed, der var saa nær ved, at lide Skibbrud, da Sældskabet udlod sig med disse Ord, og afsagde Dommen saaledes;

Der opdages daglig mange Vrag af Skibe der har stødt an, og lidt Skibbrud paa de mange Forførelses Klipper, der mødte dem overalt sidste Sang i Rosenborg-Haven: men til en Erin-

24

16 dring af de da værende slette og frekke Tider, er vores Mening og Dom, at disse Vrag dog ikke ganske skal forglæmmes, men giemmes i dertil indrettede Klostere, enten i Forældrenes Huus, eller deruden for, som Beviser paa en al for stor Friheds ulykkelige og visse Følger.

(De daglige Nyheder og Begivenheder.)

Det er ikke nok, at elske og ære alene en Konges høie og vigtige Person, nei man bør bære en hiertelig Ærbødighed yg Høiagtelse for alt det, der tilhører Samme og der igienkalder mig Erindringen om samme høie Persons Værelse. Hvad skal vi da dømme om dem, der har Hierte til at beskadige eller vanære de Mindesmærker, som erkiendtlige Borgere daglig bør have for Øje, for at erindre en stor Konges Velgierninger og milde Regimente, og som bør tiene Fremmede til Beundring og en glad Eftermæle? Vi maae troe om en saadan Lastværdig, at han aldrig i sit Hierte har æret den Konge, hvis Afbildning eller Erindring han vanærer.

I Følge heraf spørger vi, om det ikke er baade billig og nyttig at sætte en stærk Vagt om de offentlige Mindesmærker, der baade har kostet Penge og Tid, og som Tiden alene har Ret til at beskadige eller ned- bryde.

25

No. 2.

Den

Kiøbenhavnske

Læse-Sahl,

eller

en Blanding

Litteraturen,

indeholdende: galante, historiske, lærte, kritiske moralske, satiriske, politiske, medicinske, alvorlige ogskiertsende Materier, saavelsom de daglige iblant os og i vore Tider indtræffende

Begivenheder.

(Bladet indrettes klaseviis som følger.)

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare, i Skindergaden i No. 76.

26
27

(Det galante.)

Hvorfra kommer Du! Du lille Rykkesløse raabte den Gamle til ham med en hees Røst; alle Dine Brødre ere allerede komne; Du er den eneste der tager Dig god Tid, og ikke kerer Dig om den Sorg, Du foraarsager mig

Kiere Moder, sagde han, jeg har havt ondt ved at komme tilbage saa sildig, og at begive mig til Eder, saasom jeg vidste, at I kunde tage det ilde op; men jeg var i Prinsesse Felicites Have; hun spadserede der omkring med sine Fruentimmer: En giorde en Krands af Blomster, den anden laae paa en Græsbænk, blottede en Smule sit Bryst, for at give mig Frihed til al nærme mig til hende og at kyse hende; mange dansede og sang; den deilige Prinsesse spadserede omkring i en Gang af Pomerants-Træer; min Aande nærmet sig til hendes Mund, jeg skiemtet med hende, og jeg bevægede sagte hendes Sløer Sefir, sagde hun, hvor yndig er Du ikke for mine Øien! hvor megen Fornøielse giør Du mig ikke; saalænge Du er her, vil jeg ikke lade af at spadsere; jeg tilstaaer Dig, at jeg bliver henrykt ved at høre de søde Taler, som saa yndig en Person frembringer, og jeg var saa lidt Herre over mig selv, at jeg ikke kunde have beslutlet at forlade hende, hvis jeg ikke havde frygtet for at mishage Eder.

28

20

Adolph hørte paa Sefir med saa stor Fornøielse, at det giorde ham ondt, da han holdte op at fortælle; tillad mig elskværdige Sefir, sagde han til ham, at spørge dig, hvor Printsesseu regierer som du nyelig har talt om. Paa Øen Felicite; svarede Gefir, ingen kan komme derind, min Herrer; man bliver ikke tret af at oplede den, men Menneskens Skiebne er saaledes, at man ikke kan finde den, det er Forgieves, at man reiser der omkring; man smigrer sig sommetider med, at man er der, eftersom man kommer ofte ind i andre smaa Havne, hvor man har gaaet i Land med et sagte Veir og Roelighed, mange skulde blive der med Fornøielse; men disse Øer som ligner kuns maadeligen Øen Felicite, svemmer altid omkring; man taber dem snart af Sigte, og Misundelsen, som ikke kan taale, at Dødelige smigrer dem (endog med Skyggen af Roelighed) er den, som jager dem fra disse Steder.

Jeg seer mange store Mænd daglig der at omkomme. Printsen blev ved at giøre mange Spørsmaal som han svarte paa meget nøiagtig og fornuftig. Det var meget sildig, og den gode Moder befalede alle sine Børn at gaae i deres Hule. Sefir bød Printsen sin lille Seng til der stod i en meget reenlig Krog og ikke saa kold som paa de andre Hulinger i Grotten; der var strøet paa dette Sted tyndt Græs med Blomster blandet. Adolph kastet sig ned derpaa, og passerte Resten af Natten med Sefir, men den hendrev hele Natten med at tale om Printsessen Felicite. Ak! hvor jeg ønsket at see hende sagde Printsen, er det just plat umueligt, at jeg ikke ved deres Hielp kunde naae denne Lykke? Sebr sagde, at det var et noget farlig Foretagende; men hvis han havde Dristighed til at overlade sig til hans Behandling, saa udtænkte han et Middel, uemlig: Han vilde føre ham

29

21

paa sine Vinger, og føre ham igiennem Luften; jeg har en Kappe, sagde han videre, som jeg vil give Dem, naar De vil vende den grønne Side udi saa bliver De usynlig, saa ingen skal mærke Dem; hvilket ogsaa vil blive en nødvendig Sag, hvis De agter at beholde Livet; thi hvis Øens Vægtere, som ere nogle forskrækkelige Uhyrer, faaer Dem at see, saa skal, de dog ikke kunde staae sig, ihvor stor en Helt de end maatte være.

Adolph havde saa stor en Lyst til at bringe denne Sag til Endelighed, endskiønt hvad Sefir forestilte ham, var noget farlig, men han toeg derimod med største Glæde.

Neppe begyndte Morgenroden at lade sig see i sin Perlemoer-Vogn førend den utaalmodige Prints opvakte Sefir, som var bleven en Smule tung og søvnig. Jeg giver Eder ingen Frist sagde han til ham, og omfavnet ham, men min ædelmodige Vert! jeg synes, det allerede er Tid at reise, lad os reise, min Herre! lad vs reise! langt fra, at jeg beklager mig derover tvertimod jeg takker Dem; thi jeg maae tilstaae Dem, at jeg er forliebt i en Rose som er stolt og modstridig, og hvor stor en Strid skulde jeg ikke have med den, hvis jeg ikke fik den at see saasnart det er Dag; den opholder sig i en af Printsessens Lyst-Korterer.

Da han havde sagt dette, gav ham Printsen Kappen, som han havde lovt ham, og han vilde tage ham paa sine Vinger, men han syntes det var ikke saa beqvem.

Jeg vil føre Eder bort paa samme Maade, Herre, om jeg bortførte Psiche efter Kierligheds Ordre, da jeg bragte hende hen i det Palæ, som han bygde heude, han tog ham derpaa imellem Armene, og da han havde sadt sig paa Spidsen af en Klippe begyndte

30

22

han at væve omkring, og toeg sin Flugt hen igiennem Luften,

(Fortsettelsen følger.)

(Det historiske.)

De gamle Hedninger bebreidede de Christne, fordi de hverken havde Templer, eller Altere, eller kiendelige Billeder eller Offere, eller Faster, og de Christne forsvarte sig ikke med andet end med at sige, at hverken Templer eller Altere, giorde med Hænder, eller blodige Offere paste sig ikke paa den guddommelige Majestet; at de ingen andre Billeder havde, end hans Søn og de fornuftige Siele, som ved at efterfølge denne Søn giorte sig hans Fader lige, at de oprettede paa alle Tider og Steder Lovoffere paa deres Hierters Altere, antændt med Kierligheds Ild.

Endelig at de sande Christne bestandig holdte Fest, ved at giøre sig løs fra alle timelige Ting, ved at have en god og rolig Samvittighed, og et glad Haab om den evige Salighed,

See! saaledes forsvarte de Christne sig imod de Hedningers Bebreidelse. De sagde ikke: vi har Templer og Altere ligesom I, men af en anden Skikkelse. I Sandhed disse Ord gav Hedningerne langt anderledes Tanker om Vores. Et Alter var et Ildsted af Steen, som var opbygt paa en Plads for an en Tempel eller en Afgud, men altid blot og aaben, da det var bestemt til, at lade Offerkiødet der brændes, og at udgyde Vin, MæIk, Honning og andre Slags Offringer. En Tempel var en Bygning af en vis rund eller avlang Skikkelse, hvor man iagttoeg en

31

23

vis Proportion og visse Prydelser, i Følge af Forskiellen paa Afguderne. De fleste af dem vare smaa, uden Vinduer, eller med liden Lysning; der var ikke audet der inden i end de Afguder og de Gaver, man giorde dem; Folket gik heller ikke derind, men blev uden for omkring Alteret.

Vore Tider skulde ikke være saa rige paa Ugudeligheder, hvis man i Hiertet og i Gierningen kunde svare og forsvare, at man var en Christen.

Vel er det noget let en Christen sig at kalde Men Gierningen maa slig udsigende bifalde.

(Det lærte.)

En Maade at lære fødte Dumme og Stumme i en kort Tid at tale. Imo Den som lær at tale saaledes, røres ved Struben af den som tal r for ved Anrørelsen at saae det Begreb eller Fornemmelse af den Bevægelse, der gaaer for sig i Talens Orgener og Lemmer. IIo. Han undersøger selv paa samme Maade sin egen Strube, og søger at efterfølge de samme Bevægelser. som han ved sin Følelse allerede har mærket, IIIo. Hans Øine tiener ham til Øren, det vil sige, han betragter nøie Tungens adskillige Bevægelser, saavelsom Kindbenets og Læbernes naar Informatoren udtaler et Bogstav, IVo. Han giør selv de samme Bevægelser for an et Speil, og bliver saaledes ved indtil han naaer sin Hensigt. Vo. Informatoren trykker sagte hans Skolars Næseborer til, for at vende ham til ikke at lade Veiret gaae igiennem andre Steder, end igiennem Munden. VIo. Han skriver Bogstavet, som han lader udtale, paa det man kan studere det og udtale det bestandig, naar man er alene.

32

24

(Det kritiske.)

Det er umueligt, til Gavns at kiende et Menneske, hvis man ikke har levet fortroelig med ham.

Naar man vil dømme om hans Sindelaug ved hans Gierninger, giør man mange gange et Portræt i Tankerne.

Det offentlige Liv lærer os ikke hvad man er; det siger kuns hvordan man vil synes.

Det er kuns i den private Omgang at man faaer Øie paa de Træk, der røber og blotter en Mand.

Der er kuns saae Mennesker, der har noget vist fast og afgiort Sindelag. Hiertet er de samme Forandringer underkastet som Ansigtet.

Vi kiender os ei selv, hvordan vil vi da kiende andre? Det er forgieves, vi siger: det første er lettere end det sidste.

Og hvorfor kiender vi os ei selv? Efterdi vi aldrig ligner os selv

De fleste Historie-Skrivere antager Masker isteden for Ansigter, Helten isteden for Manden. Isteden for at forestille, maler de, og maler efter Siden, og ofte skildrer de sig selv.

(Det moralske.)

En af Forældrenes store Pligter imod deres Børn er, at lære at kiende dem til Grunde; dette Videnskab er et besværligt og vidtløftig Videnskab, men ligesaa besværligt og vidtløftig som det er, ligesaa nødvendigt og nyttigt ja tillige billigt er det.

Men førend man kan lære at kiende sine Børns Hierte og Sindelags hele Omfang, førend man kan

33

25

med Silkerhed os Nytte begive sig ind i denne det menneskelige Hiertes Labyrint og og Vildnis, maae man bevæbne sig med den ægte og vedvarende Kierligheds Stok, med en grundig Erfarenheds visse og ufeilbare Rettesnor Og alt dette under brændende Bønner til Skaberen om Fremgang og Velsignelse i et Arbeid af denne Vigtighed og saa tækkeligt for Herrens Øine og saa nyttig for hans Skabninger.

Hvad maae man vel bede Forældrene om og raade dem mere indstændig til, end til dog engang alvorlig at giøre en Begyndelse med dette Kierligheds Arbeid og dette Videnskab saa billigt for Forældre og saa nyttig for Børn, saa tækkelig for Gud, saa nødvendig for Mennesker.

(Det satiriske.)

Kan den Skindhellige vel med Rette paastaae at have den første Prioritet i Himmelen? Vil vi undersøge hans Vandel, veed vi ikke hvad Sted vi skal bestemme ham, men vi veed tilfulde, at han langtfra ikke faa fordre Plads i det salige muntre Sældskab, der skal befinde sig paa det gode Sted paa hin Side Tiden.

Hans Andagt i de offentlige Forsamlinger er saa stærk, at han vist vilde faae et Slag eller Rørelse, hvis han ikke giorde sine gudfrygtige Vendinger, sine Miner, sine Sukke og al sin Adfærd saa kiendelig, at enhver kunde mærke det, men med al dette har dog den Skindhellige en Ræv i Hiertet.

Er han rig, giver han ikke Almisse uden paa de Steder, hvor han veed, at Folket er forsamlet, at de kan see, og prise hans gode Gierninger.

34

26

Er han fattig, lever han alene ved Bagtale, eller ved at indsnige sig i de Eenfoldiges og Uskyldiges Huse, for at tage dem med Fordeel, og opfylde deres Huus med en Helligheds Lugt.

Hvor mangt et frit Maaltid har han ikke faaet for et gemeent og almindelig Suk, som alene var en Virkning af en uordentlig Mave, plaget af Vinde, men som den Eenfoldige dog antoeg for en Følge af hans rene Andagt. Enhver tage sig i Agt for den Skindhellige, han er den fineste Bedrager, som Verden eier.

(Der politiske.)

Der en Mænd til, som ere uskatteerlige, det er som giver en ilde regiert Stat viise Love. og som en allerede æret Stat mere ærværdig.

Disse Mænd ere, ikke rare, men det er rar, at man bruger dem.

Der ere maaskee flere Mænd der har manglet Leiligheder, end der ere Mænd, som Leiligheder har Manglet

Omstændighederne udvikler Manden; det hører Printser til at dømme hvilke man skal give Omstændighederne at udvikle,.

En Prints maae beside den lykkelige Kunst, at giøre Forskiel paa Folk, og den endnu mere lykkelige Kunst, at bruge dem og sette dem i Betieninger, som passer sig til deres Talenter og Gaver.

En Mand som ikke er sat paa sit naturlige Sted ligner et Pharao-Bord.

Mænd ere i en Stat det samme, som Instrumenter er i en Orkester. De giver Toner meer eller

35

27

mindre behagelige, eftersom de ere vel eller ilde rørte til.

En Prints kan ei see alting, eller altid handle ved sig selv; han maae altsaa forstaae sig paa Folk, han har ikke Tid til at undersøge sine Mænd; han maae altsaa forstaae sig paa Fysionomier.

Et Øiekast paa et Menneskes Fysionomie giver os et tydeligere Begreb om hans Siel, end den langvarigste Studering og Grunden paa Haas Sindelag.

(Det medisinske)

Alle Dyrs Kiød klapper, efter at de ere døde, ligesaa længe som Dyret er mere kold og aander og dunster mindre, som sees paa Skildpader, Fierbene og Slanger.

De Muskler, som ere skildte fra Legemet trækker sig tilbage, naar man rør derved og stikker deri.

Indvoldene beholde længe deres peristaltiske Bevægelse

En simpel Indspruttelse med varm Vand opliver Hiertet og Musklerne.

En Pades Hierte, som bliver lagt i Solen eller paa en heed Tallerken rører sig over en stiv Time efter at det er trukken ud as Legemet.

Et Menneskeb lev engang overbeviist om et Mord; man aabnet ham i Levende Live, kastet hans Hierte i noget varmt Vand. Det sprang mange gange op og need.

Bevægelsen i de afskaarne Dele forøges i det varme Vand, hvilket kan erfares med Silkeorme, Æderkopper, Fluer, Høns, Duer og Aal.

36

28

(Det alvorlige.)

Naturens Herre har ei vildet havt, at vi skulde kunde kiende hvad vi ere, og iblant alt for nysgirrige Længsler efter at vide alting, har han bragt os til den Nødvendighed ikke at kiende os selv. Han opliver Fierene og Bevægelserne i vor Siel, men han skiuler os den hemmelige Kunst, som foraarsager Bevægelsen, og denne vise Bygmester har sig selv forbeholden om Kunst at indsee og dømme rigtig om hans Arbeid.

Han har sadt os midt iblant en Mængde Gienstande med Sandser i Stand til at blive rørte deraf: han har givet os en Forstand, som idelig arbeider paa at kiende disse Gienstande.

Himlene, Solen, Stiernerne, Elementerne, hele Naturen, ja endog den, som de dependerer af; alting er underkastet, om ikke hans Kundskab, saa dog hans Granskning; men føler vi den mindste Smerte saa forsvinder vore smukke Granskninger.

Ere vi i Dødsfare, saa var der kuns faae Folk, som jo gierne gav bort alle deres Forstands Fordele og Pretensioner, for at beholde denne nedrige og grove Deel, dette jordiske Legeme, som de Grandskende giør saa lidet Væsen af.

Aldrig har noget Menneske været rigtig og tilfulde overbeviist ved sin Fornuft, enten at Sielen vist var udødelig eller den vist blev til intet med Legemet. Man tvivler ikke paa, at jo Sokrat har troet Sielens Udødelighed.

Hans Historie siger det, og de Meninger som Plato tillægger ham synes at forsikre os derom; men Sokrat forsikrer os ikke selv derom; thi da han var for sine Dommere taler han som et Menneske, der

37

29

ønsker den, og trakterer Tilintetgiørelsen som en Filosof der ikke foragter den.

Hvorfra kommer Aristotelis og Senecasses Modsigelser over denne Materie, uden af den Uvished, man er i om en Tanke, de ikke kunde fastsettes endog i den vigtigste Materie, i Henseende til dens Værd, og den allermørkeste i Henseende til dens Kundskab? Hvorfra kommer denne almindelige Forandring? Det er fordi de ere forvirrede ved de adskillige Tanker om den nærværende Død og tilkommende Liv

Deres Siel som er uvis i sig selv, stadfæster eller kuldkaster sine Tanker, efterhaanden som den er forført ved de adskillige Skin af Sandhed.

Salomon som var den allerstørste Konge og viseste Mand, forskaffer de Ugudelige nok at søde og vedligeholde deres Vildfarelser med, og underviser de Gudfrygtige at blive fast i Sandheds Kierlighed; hvis nogen har burdt være fri for Vilfarelse, Tvivl og Forandring har det været Salomon. Imidlertid seer vi dog i hans saa ulige Levnet, at han tilsidst er bleven tret af sin Daarlighed, at hans Laster og Dyder vexelviis har givet ham nye Ækkelhed, at han sommetider har tænkt, at alting skeedte hen i Taaget, at han sommetider har tilskrevet Forsynet alting.

(Det skiemtende.)

Man siger, at Ægteskabs-Kompagniet bliver ved med deres Examinatorium og Prøver, Forleden Dag har en gammel Pebersvend udstaaet sin Prøve paa følgende Maade:

Han havde været nogle Dage tilforn paa Bal med en Pige, hvis muntre Øine havde giort i hans gamle Hierte nogle ulægelige Skrammer, hvis man ellers kan troe en Pebersvends Eeder og Bander.

38

30

Deu lille Pige, som han friede til, havde vel ikke forsoren, at gaae mindre Pige ud af Verden, end da hun kom derind udi; men hun fordrede af den, der vilde ægte hende, hvad en Kone tilkommer efter Naturens Lov og Villie; men som hun tvivlte paa, at en Pebersvend paa 60 Aar, var i Stand til at fyldestgiøre hendes Villie, paastod hun, ei at vilde skienke ham sit Hierte og Haand med mindre han kunde staae sig i den Prøve, som det oprettede Ægkeskabs-Kompagnie vilde sette paa ham efter hendes Forlangende; da de nu vare samlede for Ægtestabs-Raadet, fordret hun af hendes tilkommende Mage. Io. Flittige Ægteskabs-Pligter om Natten og det i Gierningen uden noget Skin af Pligter., IIo. Ingen Udgang om Aftenen, men vel Sældstab hiemme, men alene med unge Mandfolk, for at afhøvle den Knurvorenhed, som gierne er et Appendix med Alderen. IIIo. En fri og ubehindret Tilladelse for hende at gaae paa Bal, Maskerader Komedier og Spadseregange, uden at føre hendes Mands Øine eller Briller med, siden slige Ting ikke vare ham tienlige paa sin gamle Alder, men vel nyttige og sunde for hende endnuen Snees Aar, siden hun var kuns 19 Aar.

Da Pebersvenden nu var besigtet og examineert,

blev Sældskabets Dom denne: Lille Jomfrue!

hun er for smuk til at vansmægte i en Brudgoms Arme, der ikke kan skienke hende andet end lange Drømme om Hjortetakker og Strudsfier, og som ikke er beqvem til at karesere andre, end Tiden for at overtale den til at forlænge hans Liv, for ei lor snart at miste sine Penge. Jomfruen blev glad, og soer paa i den første Hede, at hun strax uden Betænkning vilde gaae hen at ægte

39

31 en ung Dotter, som var qvæstet af hendes Øines Ild.

(De daglige Nyheder og Begivenheder.)

Hvor oplives ikke vore Hierter daglig ved Synet af vor dyrebare Konge. Vore Siele føler nu de samme glade Virkninger, som vore Legemer ere vandt til at fornemme naar vi opvarmes og vederqvæges ved den kiere Soels Straaler, naar Foraaret nærmer sig til os. Nu regierer et sagte og sødt Foraar ved det Danske Hof; vore Rigers Soel skinner daglig frem i sin rette og væsentlige Glands. og Undersaatternes Haab springer daglig ud, for at slaae ud i en heldig, og forønsket Vext. I aaaer havde vi igien den Lykke, at see vores dyrebare Christian at bivagne det heldige og majestætiske Syn at tvende Skibe, som løeb af Stabelen. Vi læste af vor Konges Ansigt at Skuespil af dette Slags misfalder ikke kronede Hoveder, da de høie Hensigter med slige flydende Slotter sigter til Rigernes Velfærd Forsvar og Frelse. Længe leve vor dyrebare Christian! Handelen florere! Skibsfarten fremmes, og alle Danske Skibe bringe Lykke med sig fra vore Landkante og Velsignelse tilbage til os fra fremmede Riger oa Nationer — Men en Tanke maae vi en nu allerunderdanigst lægge til de forrige. Hvor ønskeligt var det ikke ved offentlige Leiligheder at befordre en mere forsigtig Orden iblant Folkemængden, for at afbøde Uleiligheder og uformodentlig Farer.

40

32

Eu al for stor Folkemængde, mættede og muntre af bemeldte Syn, ved Skibenes Udfart i Søen befandt sig paa Trækbroen ved Nye Holm. Vandet gik en halv Alen over Broen: Mængden ansaae dette for en fugtig Spøg, men vi spørger, om dette Spøg ikke muelig kunde have gravet en Grav uformodentlig for mange, og forvandlet i en Hast en forvirret og ubestandig Glæde til en virkelig og billig Sorg. En Eftertanke ved denne og slige Lejligheder formener vi ei at være forgieves.

1

Det

Kiøbenhavnske

muntre Borger-Sældskab.

Forberetning.

(Man har formerket i de daglige borgerlige Selskaber, et Slags Misfornøielse over, at Katten er bleven udstødt af Gnavspillernes Laug.

Jeg forsikrer paa Kattens Vegne, at det hverken er skeet, fordi den saa tit har kiset de brave Borgere af, ikke heller fordi Holberg har giort Katten til en Philosoph, hvilket vigtige Embede den ogsaa skal beklæde i rette Ugeværk; men Aarsagen var denne:

Man havde alleneste indrettet Bladet, for 5 Personer, der ved gode borgerlige Samtaler skulde fornøie hinanden; men nu herefter kommer dette Borgersældskab til at bestaae af 6 Personer i dette og følgende Blade.

2

Formældes altsaa Kattens Hilsen til det samtlige kiere Gnavspiller-Kollegium, at han alletider skal indfinde sig paa Pletten med de andre gnavende Herrer.)

Katten, en lært Mand.

Nær havde man glemt mig, men troe mig! jeg skal vide at hævne mig paa Autor for dette Puds.

Hans Muus skal i det første Aar have fri Indqvartering i hans Huus, og hverken jeg eller mine ærværdige Medkolleger skal være hans Kammerjægere.

Her kan man see, hvor ilde man skiønner ipaa Folk i Verden, langt mindre husker man paa, at belønne dem for deres mange Møier og Umag.

Veed man ikke Kattens herlige Egenskaber? Eller vil man ikke vide dem? Er Vankundighed eller Glæmsomhed Skyld derudi?

Det er ikke alene vor Kammerjagd, der bør giøre Folk opmærksomme over os; nei, de er meget mere hos os, der fortiener Folkes Skiønsomhed og Kierlighed.

3

Hvor ofte trøster og opmuntrer vi ikke Folk i deres søvneløse Nætter, naar vi opføre vor Natopera, og istemmer vore fine Syngestykker!

Men det vilde blive for vidtløftig her at opregne alle de Tienester, vi viser daglig og nattelig imod got Folk.

Men tys! tys! nær havde jeg glemt at jeg var Philosoph, og saa munter en Tone torde maaskee skurre imod saa lært en Mands Embede.

Vi vil derfor stige ned i en alvorligere Tone, og snakke en Smule filosofisk.

Man veed, at vi ere et Sældskab af 6 Personer, der har slaaet os sammen, og indfinder os gierne om Aftenen paa Vertshusene, for at høre paa Borgerens Diskurser, naar han ved sit Krus Øl og sin Supken er i gode Lune.

Vi har besluttet, at lade anføre offentlig ved vor Protocolist, Hr. Blarius de Samtaler, vi kan høre paa Vertshusene, for at fornøie Borgerne, ved at læse deres egne Betænkninger, og Indfald over een og anden daglig Materie.

Enhver af os taler og resonnerer efter sin Karakteer, som for Exempel:

Hr. Staae for Gøgen taler som en fornem Borger. Hr. Hug af, som

4

en lært Borger. Hr. Gaae forbi, som en sindig Borgere. Herren med Potten, som en velhavende Borger. Hr. Blarius, som en munter Borgere.

Hr. Staae for Gøgen.

Jeg er en Mand, som elsker det Offentlige. Gaaer det det Almindelige vel, gaaer det ligeledes det Særdeles.

Er Roden, kraftig og saftig paa et Træe, gaaer Grenene neppe ud, men blomstre og giver en velsignet Væxt til sin Tid.

Jeg anseer det Almindelige som en Have, hvor enhver retskaffen Borgere bør giøre sit; han maae enten grave, eller pode, eller vande, eller giøre noget got og nyttig til Træernes sine Medborgeres Fremvext.

Er Vertshuusmanden ikke ogsaa et Træ i den almindelige Verdens Have? Bør den ene Borger ikke lade den anden leve?

Hvorfor skulde jeg ikke da imellem ynde ham min Aftenskilling?

Hvad vil derfor Momus eller Dadleren stikle paa mig og mine Laugsbrødre,

5

fordi vi om Aftenen fortærer en Skilling hos ham ved det uskyldige Gnavspil?

Hr. Hug af.

Høer! min kiere Ven! jeg høer saa mange tale om det Almindelige, som De nu nylig talte om; ja mange bruger det Almindelige til hver andet Ord, naar de snakker, men jeg har mærket, at dette Ord i de flestes Mund har ikke megen større Virkning, end en Bielde; man høer en Klang deraf, men for Resten intet mere; den er og bliver dog tom og huul inden i, i hvor meget den end rasler.

Jeg holder for, at dette Ord burde være ret hellig og høitidelig i en sand Borgeres Mund, langt vigtigere dets Betydning og Virkning i hans Gierninger

og Forhold.

Naar man forstaaer ved det Ord: det Almindelige den fælles Velfærd i et Rige, mener jeg, at man ikke noksom kan tale med Ærbødighed om saa vigtig eu Sag, men ikke desto mindre høer jeg dog ofte unge Mennesker at tale ligesaa letsindig om denne Sag, som om de kunde tale om Lisettes Strømper, og det ærgrer mig, at disse Sprandebaser tør nævne den

6

almindelige Velstand, da de hver Øieblik giør deres Muelige til at underminere og svække den, deels ved nedrige Laster, deels ved utidige Udgifter, deels ved forsukrede Forførelser.

Hr. Gaae forbi.

Men hvor kan de snakke saadan?

Kan man vente af vore Sønner i deres kaagende og ret raslende Alder, at De skal befatte sig med den alvorlige og retsindige Sag, at befordre det Almindelige Beste?

Spørg kun de fleste unge Mennesker ad, om de befordrer det Almindelige Vel! Du skal høre at de svarer dig rigtig nok Ja; Den Eene vil svare dig: Jeg arbeider paa, hvorledes jeg kan lære at stille det netteste og meest rørende Kierligheds-Brev til en lille Glut, som mange lurer paa. Spørg ham videre, om det er at befordre det Almindelige Beste? Er han snild, vil han vist nok svare dig: Ja, i den Alder jeg er befordrer jeg det Almindelige Vel paa denne Maade? jeg stræber at vinde Gluttens Hierte, og i Fremtiden at parre mig med hende, for derved at spare hendes Kydskhed

7

og Ære fra mange Forføreres Greeb, og hendes Forældre fra græmmende Sorger.

Vel holder jeg ikke med de Unges udskeiende Trin; men det beste er, at enhver Alder beholder sine Forretninger; thi for min Part skiottede jeg ei om at boe i en Verden, hvor enten alle vare Fornufttige, eller alle Daarer. Jeg kunde jo hverken vide, at sette Priis paa Fornuft, eller lee af Daarlighed, naar ikke begge vare sammenblandede i en Verden? Og tænk engang! hvad vilde vore unge Jomfruer sige, naar de ikke fandt andre Opvartere, end egensindige og knorvurne Folk, som man kan være paa vor Alder. Det vilde rigtig see kiønt ud, og vor Verden fortiente da med Rette, at kaldes den forkierte Verden.

Herren med Potten.

Snakker I kuns væk. Jeg har Pengene, I andre leder efter. Høer! Blarius! jeg har Lyst til at snakke med Dig; de andre gode Venner ere faldne ind i lærte Diskurser, og gandske har fordybet dem i Statssager.

Jeg har tit havt Lyst til at spørge Dig om en Ting: Hvor kommer det sig,

8

at naar Du er i Selskab med Folk, saa kan man enten ikke lide Dig, eller ogsaa man leer saa meget af Dig?

Hr. Blarius.

Naar jeg skal sige min Sandhed, saa er jeg en Fandens Skielm. Min eneste Hensigt gaaer ud paa, at skille Folk ved Penge.

Nu er det jo naturligt, at Skillingen sidder temmelig fast hos somme. Naar jeg vil snyde en af disse Karle, som gierne gider drukket paa andres Regning, saa setter han et suurt Gesicht op, og seer ud som han vilde æde mig, naar han tager og krammer mig inden i sin Næve, for at see ret til, om det er ogsaa mig.

Sommetid treffer jeg paa en frisk Fetter, der gierne bil føre andre i Fare med sig, han skriver sin Streg med et mild Ansigt og en lystig Haand, naar jeg snyder ham; men siden jeg hedder Blarius og har lagt min Skilling med i Lauget, vil jeg ogsaa bladre en Smule med.

Det gaaer med mig som med stakkels Struensee; nogle hader ham, andre leer af ham; saadan gaaer det mig ogsaa.

9

Det

Kiøbenhavnske muntre Borger-Sældskab.

No. 1.

Katten, en lært Mand.

Siden alle udenlandske fornuftige Skribentere daglig i deres grundige Skrifter lader sig forlyde, og formerke med, at Videnskaberne, isteden for at nærme til deres Fuldkommenheds Period, kommer daglig nærmere deres Affald og Undergang, siden det er bleven en Mode, (jeg vil ikke sige Tilladelse) at antage med Graadighed Fuskeres Fostere og Arbeider, ja mange Gange at udmærke og belønne dem frem for Mesterstykker, værdige Mesterstykker af store og vigtige Genier, saa vil vi ikke undre over, at her i vort kiere Dannemark ofte og hyppig lader sig see

10

og kommer for Lyset det ene Misfoster efter det andet, der ene galere og dumdristigere, end der andet.

Iblant disse tør vi anslaae en uanseelig Pies, der for nogen Tid siden er bleven synlig, og som har insinueret sig hos Publikum under Navn af Aftenposten.

Samme Pies er en Væv af forglemte og igiennemtykkede Sager, som er og altid bliver for visse Folk en Skat og Ligendefæe, der ved deres mavre Indsigt skaffer denne og flere Pieser af samme Mærke en lovlig Afgang.

Jeg ønsker Autor til Piesen til Lykke med hans Penge for samme, men jeg kondolerer ham med Piesens mavre og slunkne Krop og Udseende.

Hr. Staae for Gøgen.

Nu vel! I gode Venner! jeg høer saa megen Snak om denne Aften-Post; hvor kommer det sig, at man overalt laster den saa meget? Er der noget Ondt i den? Eller er det lutter Slidderfladder, som man pleier at trykke i disse mavre Tider.

Hr. Katten, en lært Mand.

Her har jeg ta af Nummerne: for min Part maae jeg sige, at det er noget

11

uselt Væv, og var ikke Islettet sommetider en Smule bedre, vilde det see galt ud for Autor; det er det alene, der afsetter hans Pies.

Hr. Staae for Giøgen.

Lad see, min Ven. Men hvad kalder De Islet i en Pies; thi hvad Islet er i Tøi, skiøtter jeg ikke om at vide; thi jeg er ingen Kierling-Mandfolk. Dette og mere fører jeg hen under den Klasse, som betreffer min Kones Videnskab.

Jeg har. aldrig giort Reiser til Væveren for min Kone, og hun vilde nok give mig en smuk Tøraf, hvis jeg giorde noget Indgreb i hendes Spinde- og Væve-Kundskab.

Hr. Katten, en lært Mand.

Islettet i Aften-Postens tvende Nummere, som vi her har ved Haanden er moersom Bibliotek i No. 3. og Tilskueren i No. 4.

Disse to Materier kunde endda gaae an for dem, der setter nogen Troe til disse Beretninger, eller veed dem noget nøiere, end Autor selv til Piesen, men hvad er alt det andet for noget, uden noget opkaagt Tøi, der ligner mere et Ekko fra Byen, end et lærerigt og opbyggeligt Skrift, hvoraf vi ei tør vente os meget i vore raa

Fuskertider.

12

Hr. Hug af.

Sandt er det, mine Venner; en Ting kan umuelig være fuldkommen, ja alting fortiener Dadel, men enhver Ting med sin Forskiel.

Jeg troer, at Autor til Aften-Posten aldrig har havt den Tanke, at lægge sig et Navn ind med dette Blad; med saavidt jeg kan dømme, har hans Hensigt uden Tvivl været at fornøie Publikum med en Blanding af det iblant os i disse Tider Paserende.

Seer I vel! har Karlens Hensigt været denne, saa har han jo endnu hidindtil svaret til sit Foretagende.

Enhver seer jo lettelig, at dette Skrift er uden Lærdom, og at en ustuderet Person vist nok skriver det; bør det ikke da at ligne den Plan, han haa foresadt sig med Bladet?

Naar en Snedkier staaer og tilskier og afpasser noget Træ til en Dragkiste, efter den Plan, han foresetter sig, var dette da ikke saa baade urimeligt og unyttigt, at han i det samme giorde nogle Skamler af det til Dragkisten indrettede, afpassede og bestemte Træe.

Hr. Gaae forbi.

Aften-Posten er vist artig nok for Liebhaberen; man kan jo umuelig være alle

13

til Pas; hvad een roser, kaster en anden Vi har jo ikke alle een Smag og Omdømme. Men dette at forbigaae, lagde jeg Merke til hvad Hr. Katten sagde i Førstningen om Videnskabernes Forfald.

Vi har største Grund til at sige, at dette Aarhundrede er som Udskudet af alle Aarhundrede: det lader som det var en afgiort Skiebne, at hele Jorden skulde oversvømmes med en Vandflod af usle Skribentere.

Det er ikke alleneste her at dette offentlige Onde grasserer, at see saa mange Misfostre paa Prent; den samme Ulykke regierer udenlands..

Ingen Dag gaaer forbi, at man jo imod sin Villie maae staae Fadder og være Vidne til disse Vanskabninger.

Den ulykkelige Autorsyge har vel ikke før været saa meget i Svang iblant os Danske; men ved Skrivefrihedens Ankomst til Dannemark, vrimlede de utidigste og mavreste Hoveder frem af Krogene. De vilde og de skulde være Skribentere.

Jeg hørte forleden Dag en samtale hos en Brøkker imellem to Karle; de saae ud som Studentere paa Udseendet, men deres Snak, der lignede mere Popegøiernes, end fornuftige Mandfolkes, betoeg

14

mig den Tanke, at de vare Studentere. Her er Samtalen:

Har Monfrere læst nogle af de nye Skrifter, siden den ulykkelige Greves Pudserier? Nei, jeg maae sige, at det Studium, som jeg arbeider udi, og som er Chimien udfordrer alt for megen Tid og Arbeide til at jeg skulde kunde befatte mig med at læse de nye Pieser, og tilmed troer jeg, at det meste som skyller fra vore Presser, er uden Tvivl Narrerier, siden det gaaer saa drivende paa, og at læse sligt nytter ikke til andet, end til at adsprede Tankerne hos den der har noget Alvorligt fore.

Hvad! — har Monfrere, inte selv skrevet noget? Og skal jeg troe, at han endnu ikke er Autor? Ak! fi Monfrere. Jeg undseer mig ved at kiende ham for min Ven; veed han ikke, at det er en Skam uden Lige, naar mau ikke kan rose sig af at være Autor til et Par Dusin Pieser.

Det giør mig ondt, Monfrere, at jeg ikke før i Dag har vidst at han er en Nar; hvor tør han snakke saaledes i fornuftige Folkes Nærværelse? Mener han, at han ustraffet kan dræbe hvem han vil med den Sous, der avles i hans forrykte Hierne? Jomfrue Skrubbe; hvad er dette her? tør han angribe en saa brav Autor? han har beriget Byen med de smukkeste Psalmer og

15

Pieser, og skal denne grove Konfekt være Belønningen for hans Sveed og Møie ?— Her fik jeg ikke mere at høre, men løb min Vei, da jeg hørte at man greb til Kaffekopperne for at hevne sig, og brugte Jomfruens smukke høie Set til en Parereplade.

Jeg spørgede siden, at denne Feide endte sig ikke, førend Chimisten maatte love den lille kiephøiede Autor den første Prøve af det Guld, han nu i 16 Aar har arbeidet paa at svede til Verden.

Jeg tænkte ved mig selv: her skulde en frisk Felter skrive en Tragicomedie om Guldmageren og Skribenten; den kunde vor danske Skueplads trænge til, og den vilde vist give brav Penge af sig.

Herren med Potten.

Hvad er alt det I gode Venner snakker saa meget øm? Er det om den Kiøbenhavnske Læse-Sahl? Jeg skal fortælle Jer, at den kommer ud paa Løverdag første Gang

Den har et forbandet lært Ansigt. Jeg var i Gaaer henne hos en god Ven, at betale ham for et Par smukke Karets Hopper, han underhaanden har kiøbt til min Kone, som hun vil bruge til Lystiourer i Sommer, naar vi kiører til vor Lystgaard Græssendall; der var en af de personer, der i Avisen kalder sig Stands-Person; han viste min gode Ven det første Nummer af dette Skrift:

Der var nogle besynderlige Materier derudi,

Dukke, og de Underværker hun havde giort i et vist Land.

16

Hr. Blarius.

Bliver der dog Alvor af med Læse-Sahlen? Det havde jeg aldrig tænkt. Jeg tænkte at disse Herrer Stands-Personer vare blevne forbausede og kussen fra Fadet, da Aften-Posten førte sin 4de Brevsæk

til Kiøbenhavn.

Det maae endelig blive noget got, siden der vaer saa længe, og man gaaer saa langsom til Verks, inden man vil lukke denne Læsesahl op for os.

Jeg skal holde det Blad, i hvordan det end gaaer; thi jeg mærker nok at Aften-Posten og Stands-Personerne vil faae hinmden ved Haaret, og jeg gad nok vist hvem af dem, der vil gaae af med Profiten.

Skal det være sandt, som man siger i Byen. at Aften-Posten paa sin sidste Reise fik en stærk Svindsot, frygter jeg for, at han taber, og neppe staaer sig imod de Fire Stands-Personer, især ere de alle saa stærke og rørige Herrer, som den af dem. Herren med Pøtten her seet hos sin gode Ven.

Nu herefter vil vi knap faae Tid til at gnave saa ofte, som hidindtil, skal vi ellers faae læst alle de Ugepieser, der nu strøifer omkring Kiøbenbavns Gader. Betænk engang hvilken Kiøbenhavns Yngel: Det Kiøbenhavnske muntre Borger-Selskab—

skriv en Streg! Kiøbenhavns Allehaande nok

en Streg! Aften-posten — tre Streger! den Kiøbenhavnske Læse-Sahl — den fierde Streg! Borgeren i Guds Rige --- Det var den femte Streg; men det bilver nok ikke derved; jeg tænker, at enhver Bogtrykker faaer vel sin Uge-Pies; saa at Urtekræmmerne og Spækhøkkerne ikke herefter skal blive forlegen for Papiie at svøbe i; det vil lade artig nok; en Spegesild i Læse-Sahlen; et Pund Smør i Aftenposten; et Pund Ost i Borger-Selskabet; en Slump Gryn i Borgeren i Guds Rige; et pund Svidsker i Kiøbenhavns Allehaande — jo det vil see herligt ud.

17

Det

Kiobenhavnske

muntre

Borger-Sældskab.

No. 2.

Katten, en lært Mand.

Hvor rig er ikke Byen nu paa Nyeheder, hvis man kan troe alt hvad man hører. Nu siger man overalt, at der skal oprettes Danske Operer og Operetter. Er det sandt, maae jeg sige, at det er ganske lovligt og roesværdigt; thi for det første blev man fri for at føde, klæde og lønne de Italienske Folk, her kommer ind (som mange mener at være Omløbere og Skummet af Nationen; men som Dannemark dog saa artig tager imod, og lønner saa vel) For det andet, saa kunde vore egne Sønner blive brugte

18

til dette og mere offentlig, som Fremmede løber af med og faaer vel betalt.

Jeg har to Sønner og en Datter, som fra Barns Been har haft et besynderligt naturligt Anlæg, Drift og Lyst til den ædle Kunst, Musiken; hvor de gaaer, saa hør man dem synge og nonne, og somme Tider sætter de dem her eller der i et Kammer alene for dem selv og synger ret artig, ja saaledes, at jeg troer ikke, at vor Sarti, denne elskværdige Komponist, skulde undsee sig ved, at laane sit Øre til disse raae, naturlige og uslebne Musikanteres Toner.

Hr. Staae for Gøgen.

De, min Ven! — og de, de vilde opofre deres Børn til den Sag, at være offentlige Sangere. Veed de da ikke, hvad Rygte Operister og Komediantspillere har her til Lands?

Hr. Katten, en lært Mand.

De have hvad Rygte det være sig, saa kan dette Rygte saavel som mange andre være ilde grundet; det er ingen Sag at tale ilde om Folk, men at forsvare vor Næste, vil vi saa nødig til.

Skulle jeg vel være saa ubillig, at være enten Byens eller Bagtalerens Ekko, uden at vide dertil? nei aldrig;

19

jeg har lært mit ottende Bud saa got som nogen, og jeg veed, at jeg bør mene og tale vel om alle, og tage Alting op i den beste Mening.

Vel veed jeg, at man har fæstet et maaskee lige saa utidig, som uheldigt Begreb til Skuespillernes og de offentlige Sangeres Forretning; men lad os undersøge, hvorvidt dette Begreb er grundet paa en tilbørlig og almindelig Menneske-Kierlighed?

Er det alene Skuespillerne og de offentlige Sangere, der ere underkastede Mangler, Feil og Forseelser?

Er det fra Theatret alene, at man tør paastaae at vise os en Skueplads af Frækheder, Udladenheder og Laster? mon Skuespillere og offentlige Sangere da alene ere Mennesker og bære den svage Menneskeligheds Mærke, og mon vi andre ere bedre Mennesker end dem, mere fritagne fra Forseelser, end dem, stærkere at imodstaae Forseelser, end dem? Nei, dette begriber jeg ikke, thi hverken har jeg saa megen Forfængelighed at ville begribe dette, eller saa megen Stolthed, at jeg turde begribe det; og mere endnu; fordi en Aktør, eller en Aktrice kan blive et Offer for en eller anden Forførelse, skal

20

derfor det hele Selskab undgielde derfor og være medskyldig med en enkelt Person og dens Forseelser?

Det kommer mig lige saa urimeligt og ubilligt for, som om man ville foragte og bagtale alle en Mands Sønner eller Døttre, fordi en af dem kunde have falden i en eller anden Forseelse.

I Følge heraf, seer jeg ikke, at en Mand havde Aarsag til at slaae sit Hoved ned for sine Borgere, fordi han havde overladt og brugt sine Børn til Skuespillere eller offentlige Sangere, naar de dertil havde bedre Gaver, end til noget andet; thi skal en ugrundet Fordom betage en Fader og Moder den Fordeel, Glæde og Nytte for det Almindelige, at følge og lyde Naturens Røst eg Kald, der ligesom peger paa, hvad ethvert Barn bør bruges til, naar dets spæde Kræfter og raa Drifter begynder at udvikles?

Hr. Hug af.

Sandt er det, det er uden Tvivl ubilligt, at hade eller foragte alle Aktører og Aktricer, alle Sangere og Sangerinder paa Theatret i Almindelighed, fordi nogle af dem kan have faldet forseet dem; thi hvad Tillokkelser, der kan skee paa Theatret, eller Forførelser bag Thea-

21

tret, kan ogsaa gierne skee i vore Huse med vore Sønner og Døttre, naar ikke en høyere Haand bevarer og forsvarer dem; men ikke destomindre, skulde det være den sidste Vei, jeg vilde tage med mine Sønner og Døttre.

Og naar jeg skulde sige Aarsagen dertil, blev det vist nok den Ækelhed og Foragt, man fra Barns Been iplanter os, for at være Komediantspiliere eller Aktrice, offentlig Sangere eller Sangerinde, denne Fordom voxer med Alderen, og mange Gange ikke forlader en Deel af os, førend vi forlader Verden.

Hr. Gaae forbi.

Men skulle det ikke være mueligt eller giørligt, ar sætte sig over, eller til intet giøre en Fordom af saa betydelige Følger for vore Børn? thi jeg sætter, jeg har en Søn, som har alle de naturlige Egenskaber og Beqvemmeligheder, der udfordres til at blive og være enten en stor Musikant, eller stor Sangere.

Jeg som Fader mærker, at Musiken eller Sangen er Naturens Røst, som mit Barn bør høre og følge; jeg tager samme min Søn med paa en Opera eller Konsert, jeg giver Agt paa alle hans Sindsbevægelser, hans Fornemmelser,

22

hans Geberder og Vendinger imens Musiken eller Sangen varer; jeg spørger ham, naar han kommer hiem, hvordan denne Musik eller denne Sang gefaldt ham; hans hele Væsen bliver lutter Svar, som afbilder hans store naturlige Drift til at blive anført og brugt til det Musikalske. Han spørger videre, om han ikke med Tiden kunde komme til at synge med paa et af disse offentlige Steder? her begynder den gamle Fordom at kaage op hos mig, og jeg nødes til at følge Strøm men og sige til min Søn, at det vel kan gaae an for ham at blive Sangere paa en offentlig Konsert, men ikke paa et offentlig Theater; man begriber lettelig, at en Opera har mange tusinde flere Tillokkelser og Ynder for en ung Person, der har naturlig Drift og Gaver til det Musikalske, end en offentlig Konsert; endelig, min Søns Drift og Genegenhed er større for Opera, end for Konserten; men her maae jeg forklare for ham Fordommen i sit hele Omfang, sige ham mine Tanker derom, men ikke destomindre give ham en uindskrænket Frihed til at vælge hvilket han vil, hvis jeg vil være en retskaffens Fader, og sætte ham paa den Plads i Verden, som Naturen fordrer.

23

Hr. Blarius.

Ak! mine Venner! hvor falder jer Diskurs maver og tør! jeg maae til at strøe nogle Løyer iblant jer Snak, skal vi ellers komme til at lee en Smule i Aften.

Nu falder det mig til at bladre en Smule om Musiken, endskiønt jeg ikke forstaaer en Node.

Min ældste Søn Peter er saa fuld af Musik, som hans Fader er af Vinde, naar han har spist Kaal; han synger saa sterk en Tone, som en Kakkelovn med 3 Trumler, naar den trækker sterk.

Han har stiaalen nogle Triller af vor Bindehund, Pakan, og saasnart Hunden giøer, giølper Drengen efter Takten saa net som nogen Musikus.

Forleden Dag var der en af mine gode Venner hos mig; Peter maatte strax ind at lade sig høre med sin Rørstemme. Jeg spurgte min Ven, hvad han meente om denne velsignede Dreng, om denne unge Kanter: han svarte, at han frygtet for at opholde sig længe i den Kirke, hvor Peter var Degn; thi gamle Kirkemure vilde staae stor Fare for at revne, naar Drengen oplod sin Strube. Tænk engang, mine Venner! hvilken lovtale I men skulde det være sandt hvad nogle af mine Bekiendtere har sagt om min gode Ven, at han neppe var kommen ud af mit Huus og ind paa et Vertshuus, forend han lod sig høre med disse Ord, at han havde været henne hos en Mand, der var saa forgabet i sin Søn Peter, at han troede, hans Søn fortiente at være al Verdens Degn, endskiønt

24

hans Stemme umuelig kunde stemme overeens med andre Sangere, end med Rørdrummer, Natng er, eller med en forrusten og fordrukken Vægter, hvis Takt er en huul Hoste, og hvis Nodebog er en Brændeviinsflaske. I kan sagte tænke, hvordan jeg elsker min Dreng, for hans Sangs Skyld; hvem elsker ikke sine Børn, naar de ere Mestre i et eller andet Videnskab?

Min Kone, der har en gemenere Smag og Indsigt, end jeg, mener, at Peter skulde være Vægter; hun siger tit af Glæde, med Taarene i Øinene, naar hun hører hans Triller og Trimulanter, hvad Glæde <S!sd« vilde det ikke være for mig paa min gamle Alder, at høre Peter uden for vore Vinduer at straale: Hov Vagter! Hov! Klokken er slagen tey?

Jeg har en lille Datter, hedder Grete; hun qvidrer ligesaa net som de glimrende Piger, der staaer og hvæser og gisper paa Theatret.

Hun kan ryste en Trille ud af sin Ralle ligesaa net og klinger, som man kan rulle Ærter ud af en Særk.

Hun sang forleden Dag den nye Hamans Vise saa ynkelig og hiertelig, at min Kone græd tre Nætter og Dage af lutter Glæde og Forundring over Pigen; jeg er vis paa, at om jeg blev en forarmet Mand, og lille Grete skulde nødes til at synge for Dørre, fik hun vist nok 4 Skilling for hver Vise, især hvis hun intonneret med Chrisillis, du mit Verdens Guld. Denne Vise synger hun ligesaa net, som Peter synger Vægtervisen.

Jeg troer, at min Peter bliver Pibere ved Dragonerne og Grete skal herefter synge til Bords for mig og min Kone, at hun ikke skal glemme sin Sang imens vi andre spiser.

25

Det

Kiøbenhavnske

muntre

Borger-Sældskab.

No. 3.

Katten, en lært Mand.

Nu! I got Folk! hvad bliver der af med vore Statsfanger? Jeg synes, det gaaer meget langsom til. Struensee har længe været stegt og brændt af meenige Mand. Nogle som tænker en Smule skikkeligere, har dømt ham og Resten til Munkholm; men jeg for min Part troer ikke meget eller underskriver saa strax alle Byerygter.

Men hvordan staaer det sig med Dronningen? Hvad vil de vel giøre ved hende? Har I hørt noget derom for nyelig?

26

Hr. Staae for Gøgen.

Ja tilvisse. Nu arbeider man jo paa et nyt Udstyr til hende, for at give hende en anstændig Hofstat med paa Reisen; man mener at denne Foræring kommer til at koste Dannemark 40000 Rd.

Katten, en lært Mand.

Ja, hvad er vel det for en Dronning? Mener I, at det er for meget? Jeg synes, at det er baade billigere og bedre, at anvende noget paa vor egen Dronning, end paa andre Fremmede, der lader sig i en Hast see i Dannemark, og om en farlig Strøm skyller med sig ud af Riget Sølv, Guld, Juveler, kostbare Sager og hele Stumper af Rigets Velfærd.

Hr. Hug af.

Ja, alt dette er got nok; men mener I ikke dog at det havde været bedre, om disse offentlige Ulykker ikke havde skeet? Dannemark har knap Raad til at miste 42 Rdlr. i den Tilstand det er nu omstunder, langt mindre 40000 Rdlr.

Jeg var i Gaaer i et Sældskab, hvor jeg traf en norsk Spaaekone, der hidindtil har spaaet Dannemark temmelig rigtig sine forrige Tilfælde. Hun aabnede hendes sorte Kunster med en

27

lang Fortale om en nye Skat, som skulde kaldes: nødvendige Følger af en kritisk Sag; hun sagde videre, at denne Skat vilde blive en Sønne-Søn af Extraskatten for en vis Tid, og hun skimtet allerede en heel Hær af Sukke og Taarer, der vilde strømme frem af de Danske Øine.

Hr. Gaae fordi.

Ha! ha! jeg maae lee, at I got Folk vil lægge Mærker til Kierling-Sladder; jeg mener, at det lader ikke smuk for en Undersaat at tale saa meget om sit Føderiges Armod; han giver jo Fremmede derved Leilighed baade at foragte og maaskee fatte visse Hensigter imod vor Rige.

Var det ikke bedre, at vi ikke lod os mærke offentlig med Dannemarkes Trang? Hvad kommer den ud af? Mon fremmede Nationer giver Riget noget, fordi vi klynker? Eller afyielpes vor Mangel, fordi vi bestandig tykker paa Extraskatten. Jeg mener at vore Tænder allerede kunde være stumpe af denne sure Drik; hvad har det hiulpen, at man har skreven og snakket offentlig om denne og flere Skatte? Ere de derfore bleven hævede? Nei Skat bliver Skat,

28

saalænge det behøves, og skal vi have saa slette Tanker om vore Statsmænd, at de ikke skulde have større Indsigt i Rigets Trang, end vi?

Herren med Potten.

Han har Ret, min Ven i visse Dele. Jeg har altid været af den Tanke, at hvis Extraskatten og andre Skatte ikke havde sin nødvendige Nytte for det Hele, bleve de hævede og Borgerne fritagne fra Byrde af dette Slags.

Det er jo ingen Spas for et Rige, om Borgerne forarmes. Bonder og Borgere ere jo de Støtter hvor paa et Riges hele Rest skal hvile; bliver disse fortærede eller nedsiunkne af ubærlige Byrder, synker jo hele Staten, og bliver til Intet.

Hr. Hug af.

Ja, alt dette er sandt; men ingen kan bilde mig ind, at Extraskatten er saa almindeligen nyttig, som en Deel mener. Jeg slutter fra mig selv til det Almindelige. Naar jeg nu er en Haandværks-Mand og skal fortiene Føden til Kone, Børn, mig selv og Tyende ved mit Arbeid og Hænders Gierninger, og jeg ikke kan faae mine Penge af dem jeg arbeider for uden i Smag-Dele, kan jeg ikke kom-

29

me fort med min Profession. Skal jeg ikke have Penge til Udlæg for hvad jeg forbruger i mit Haandværk? Hvor skal de komme fra? Skal jeg laane 20 Rdl. af en Jøde eller en christen Aagerkarl, og give ham 6 Rdlr. af 20 Rdlr. om Maaneden, fik ikke saa min Kreditor 3 gange saa meget Profit som jeg fik? Ligesaadan gaaer det med Extraskatten; dens Smaa-Dele kan umuelig være af den Nytte for Statten (saalænge de mangfoldige unyttige Udgifter skal taales her i Riget) som om en Borgere paa engang, efter Proportion om Aaret maatte give, hvad han vilde og kunde.

Hr. Gaae forbi.

Men om jeg maatte sige det; er det ikke billig, at fornuftige, nødvendige og i Fremtiden nyttige Stats-Hensigter opfyldes, og at en Dronning behandles efter den Velanstændighed, der er hæftet paa hendes høie Stand?

Som der bør være Proportion og Forskiel i alle Ting, saa bor der ogsaa og langt mere i dette. Om min Kone for evig skulde skilles fra mig, vilde jeg vel sørge over, at en nødvendig Skilsmisse var for Døren og maatte udføres, men jeg vilde giøre alt mit Muelige for at for-

30

lette hendes Livs Byrder og Sorger, naar jeg havde saa ædelt et Hierte at beklage den svage Menneskelighed i hvis Person det end maatte være, hvad Under da, at der i dette skeer hvad der skeer.

Katten, en lært Mand.

For min Part maae jeg sige, at var der noget i mine Glemmer saa værdigt, som jeg ønskede det, vilde jeg skattere mig lykkelig, hvis jeg torde udlevere det til vor Dronning, og see det i Naade modtagen af saa høi en Person.

Himlen velsigne hende i hendes tilkommende Residents, og holde sin almægtige Haand over et kronet Hoved.

Hr. Gaae forbi.

Men mener I, at det det er sandt, at Struense og hans slemme Anhang slipper med Livet som man siger?

Herren med Potten.

Det troer jeg aldrig; endskiønt man veed kuns lidet af hans Forbrydelser; thi Byesnak er som Sneebolle, jo mere man ruller den, jo større bliver den.

Hr. Gaae forbi.

Jo! man siger, at man bygger et galt Huus paa Munkenes Holm, hvor han og hans Herrer Kollessker skal væ-

31

re og blive paa Livets Frist; er det sandt, da pyt! sagde Peder til Kongen.

Hr. Stage for Giøgen.

Sliddersladder! Fanden frier nok sine, hvis jeg kiender ham ret, Struense har ingen Nød, ingen Fare; han staaer sig som en Helt; han har intet giort, uden hvad enhver anden Slyngel kan giøre, og hvad vilde vel saa giøre? Hvad hielper det vel at hænge de smaae Tyve og lade de store gaae? Til hvad Nytte? Siig frem du arme Synder.

Hr. Blarius.

Løber I gale, Karle! sagde Sibille til sin Trefod? Troe mig sikkerlig paa mit ærlige røde Kaaber Ansigt! jeg vilde gierne være en Statsfange i disse løierlige Tider. Troe mig! jeg har mange gange i baade Drømme og vaagende ønsket at jeg var i Dronningens Sted. Det var ingen dum Streg af mig, at ønske sligt; de 40000 Rdlr. vare dog gode at tage med i disse forbandede snevre Tider. Og hvor mange Løier vilde jeg ikke saa have, naar jeg reiste fra Kongens Kiøbenhavn, for at henbringe min Levetid blant de dum-

32

me Jyder og Jøder! men tys! jeg er ikke saa lykkelig.

Hvad Monsieur Strut angaaer, saa troer jeg rigtig nok, at jeg kommer til, at see ham at giøre Churer i Luften udenfor en af Portene, enten han piber som en Trane, eller synger som en Nymphe, og da vil det heede til alle Nymferne: Adis mon Plæsi; nu seer jeg jer aldrig mere.

1

Forsøg til et nyt Ugeblad uden Titul:

Saa skal man ey laste Titelen;

I disse kritiske Tider maae man forekomme Alt.

No. I. Valsprog: Tres faciunt Collegium. Det er udlagt paa Dansk: Ganz Dänmark, Deutschland qvillt von nüchtern Schrejern. von Haller.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørreaade i No. 245.

2

Med Tilladelse at træde frem paa den lærde Tumleplads. At jeg ey er saa slet en Karl, kan man nok see af mine Valsprog. Jo, jo, to Valsprog paa et Blad! Den Karl er lærd. Bagatell! jeg kunde, om jeg havde villet, endnu have opsøgt Hollandske, Engelske, Franske Valsprog, ey at tale om Græske, Hebraiske og Mallabariske, hvis Autorer jeg kan uden ad. — Men bau! hvad skal jeg skrive? Her staaer jeg - Nu griner alle de andre Ugeblade mig ud. Ak! nu mærker jeg, et Ugeblad at skrive er ey saa let en Sag, og bestaaer just ikke i et Valsprog, uagtet samme kommer Materien saa nær, som Øster er Vester. Got! jeg vil rose mig selv, her finder jeg riig Materie. Og derimod vil jeg laste alle andre. Her har jeg ikke mindre Materie. Af saadanne Exempler har jeg nok for mig. Jeg seer den eene Ugeblad skriver ivrer imod den anden, og det kommer mig for, som to Staadere for en Dør, der misunder hinanden et Stykke Brød. Ja, jeg kan jo og bruge det Kneb, at i det jeg roser mig selv, kan jeg bagtale og forringe de andre; thi saa kan det jo ingenlunde feile, de Eenfoldige, som ey veed, egen Roes stinker, jo vil holde mig for den Gieveste og Lærdeste. F. Ex. Du Kiøbenhavns Allehaande, som Qvinder kommer i Pølse, og som Urtekræmmerne i sin Tid vil bruge til deres Allehaande, hvad bilder du dig ind? Tør du vove

du dig ey for de medicinske Vaaben, Pulver og Piller? Vil du giøre dig til Gode paa andres Regning og Bekostning? det er alt for Doctermæssig. Jo, jo, du har got spillet dit Kort, og vovet dig yderlig, enten du saa har vovet dig paa egne eller andres Vegne. Veed du ey, den, der lader sig lokke til at stiele, skal lade sig nø-

3

de til at hænge. Og veed du ey, Docterne ere de farligste at binde an med? Tænk paa Moliere, som i sin Sygdoms og Døds Stund ey kunde faae en Docter til sig, fordi han havde giort Nar af bem. Han døde, og det kunde han endelig og foruden Docters Hielp. — Seer du ey, mit kiere Allehaande! hvorledes Docter Unzer selv i Altona skielver for denne Rival. Havde han kunnet drømt det mindste om, at der i sin Tid vilde have opstaaet en medicinisk Tilskuer i Kiøbenhavn, havde han nok ladet blive, at giøre 4de Oplag af Der Artz. Jo, jo, Stakkels Unzer, (nu kommer jeg til dig) du har ey, Complimenter tilsidesat, en Unze Forstand, mod dennes Pund. Vogt dig kuns for dennes Todenschlag. Dog, maaskee du er allerede død af Forskrækkelse og Angest, og alle dine Skræk Pulvere vare her forgieves. Thi saa slap du blev i Enden, saa fyndig viser denne sig i Begyndelsen, og hvad har vi ikke da at vente, inden han under vor Himmelstrøg faaer giennemstrøget sin Curfum af 12 Bind; thi han vil vel dog ikke være ringere, end du, og det NB. af sin egen Hierne, naar vi undtager D. Todes afbrudte Læredigt om Menneskets Grumhed mod Dyrene første og anden Sang. Stor Skade! dette Digt ey blev betids færdigt; det havde vist vundet Selskabets Præmie, og vi faaet det fuldstændigt, som vi nu maae modtage afbrudt, og som et Supplementum til den Med. Tilskuer.

At disse Tanker ey ere sammenskrevne i en Slummer, men i vaagne Nætter, behøves ingen Forsikring for at troe. Jeg vil kun allene erindre, at den Med. Tilskuer ey efterkommer sin bevaagne Læsers C. Didrichsens Anmodning om, at fylde sine Blade med egne lærde Fostere, smukt avlede af hans egen Hierne, (der er Orm i al Frugt i Aar) og ey sammenraspe andres Arbeide til sit, at den Altonaiske Læge, om han ey vil lyde hiins Formaning: Du skal ey svare en D** paa sin Tale, en skal ligeledes skrige;

Il compilait, compilait, compilait.

4

og saaledes curere den Med. Tilskuer med sine egne Piller (Det maae være fælt at sluge de Piller, man har selv giort) — Jeg gad dog nok seet disse to Læger i Haar paa hinanden. (Bed Klammerie kommer baade Løgn og Sandhed for Dagen) Jeg vil da haabe den medicinske Hydra fik saadanne Trykester af den Altonaiske Herculis Kølle, at han ihukom de mærkelige Ord: Læge! læg dig selv, og glemte at anvende sine Piller for at curere den, dog ey endnu sygelig, Fattiges Syge-Kasse, paa hvilken denne mediciniske Hydra udspyer al sin Forgift, og som er en Torn i hans Øine. Da man med Sandhed kan spørge ham: Er dit Øye ont, fordi andres er got? Han fik nok saa lang en Næse, som Cervetti (alle Slags Næser hører og til et medicinsk Ugeblad) Den kortsynede Med. Tilskuer tænker (nu kommer jeg til dem, da man har endnu ingen Svar seet fra Hr. Agent Hold, og muelig han tier og foragter den Med. Tilskuers Sladder) Ingen fleere i Kiøbenhavn giøre got, og giver Almisse, end de, der sender deres tvetydige Gaver til Addresse-Contoiret. Jo visselig, de maae troe mig vaa Autors Parole, ere der dog de, som giøre got i Løndom, og ey lader den eene Haand vide, hvad den anden giør. Gak du bort og giør ligesaa. NB. ifald De vil giøre got med deres eget og ey med andres. — Men at der jo kan være mange Veldædige, som ey har Leilighed at uddele selv, det kan jo være ganske formodentligt. Enten da disse Gaver nedlegges i verdslige eller geistlige Hænder, eller i Kirkeblokke og Tavler, eller i Pleie-Commissionernes Casse, ja hvad enten de kommer af Troen eller ikke, saa ere jo dog de Fattige Syge tiente med dem. Thi den Med. Tilskuer er dog saa honet at troe, at de Fattige, som Gaverne ere bestemte til, skeer ingen Uret eller Fornærmelse af de verdslige Hænder, i hvilke de betroes til Uddeling. (Beliam maatte og mod sin Villie sige Sandhed) — Han ivrer sig forskrækkelig mod de indsendte tvetydige Gaver, og vassende Taksigelser for samme. (Kan de der see Hr. Tilskuer, at Velsignelsen bliver vel beregnet) Det er sandt, der er indkomne adskillige Ga-

5

ver af adskillige Grunde; men bliver det ikke Giverens Sag, og bliver Gaverne ikke derfor lige kraftige for de Fattige? En Præst takker jo sin hele Menighed for Offer, mon man skulle troe, alle ofrer ham af et reent Hierte? Men han takker jo dog ligesaavel en Hykler, som den sande Christen. Han haaber det beste, det samme bør enhver anden. Og mon en Doctor ikke ligesaa vel kan tage imod en Douceur af en ugudelig Patient, som af en Gudelig? Mon han ansee dem for Blodpenge? Ja, maaskee, og derfor slænger dem i Templens Kiste. Ney, der maae de ey komme, Ja, Ja, saa kan han paa mine Ord med et roeligt Sind og god Samvittighed beholde dem selv. — Men det latterligste i alt dette er: at alle disse pharisæiske og hermaphroditiske Veldædigheds Gaver skulde ligesom blive gode og uskyldige, naar de kun enten leveredes til en Skriftefader, lagdes i Kirkeblokken, eller kom i Pleie-Commissionernes Casser, thi hertil, men ikke i verdslige Hænder, skulle alle Gaver, enten de vare onde eller gode, indflyde. Ynkelig Snak og Bulder paa den lærde Tumleplads! mig tykkes dog, hvad de verdslige sindedes Gaver anbelanger, at disse meget vel kunde imodtages af verdslige Hænder, om de end havde 20 Lotterie-Collectioner, at de hellige og rene Hænder ey skulde besmittes af Blodpenge. — Dog saalænge det er tilladt at giøre sig Venner af den uretfærdige Mammon, bliver det og ligegyldigt i Guds Øine, hvem der annammer Gaverne til at uddele, og, enten Uddeelelsen skeer ved Jøder eller Græker, Præster eller Doctere, Geistlige eller Verdslige, staaer Gaverne lige høit opskrevne i de himmelske Protocoller.

Men Grunden til al denne overflydende sorte Galde er denne: Imod 10 Rdlr. til Syge-Kassen allene er ikke kommet 10 Sk. til Pleie-Commissionerne. See Med. Tilsk. No. 2. pag. 15. Dette er Aarsagen, hvi denne Tilskuer seer saa skiævt til Sygekassen. Er dette ikke talt som af en ægte Eli Søn, der forlangte det Feede af Folket, og naar de ey kunde faae, hvad de vilde have, sloge de omkring sig med Bander og Skieldsord. Jeg troer ey, Præsterne og Pleie-Com-

6

missionerne vil skylde denne deres Uskyldigheds Herold og Udraaber megen Tak; thi de behøver ligesaa lidet deres Retfærdiggiørelse af ham som Sygekassen tør frygte sig for hans Fordømmelse. — Just fordi Staden er fuld af Fattige og Elendige, just derfor indkommer saa, mange Gaver fra de Goddædige til dem. (Publicum kan nok see, hvad Forf. af det forvandlede Dannemark har sagt, deraf kan enhver troe, hvad han vil. Skieldsord afgiør aldrig en Sag undtagen ved gammel Strand) og Commisionerne vil jeg haabe, seer selv, at de Faltiges Tal er stort. Gid de kunde forsørge dem alle! — Det var en aabenbar Uret, om man vilde beskylde vore Præster, at de ingen Nødlidende kiendte. Jo, til visse kiender de mange, men ofte maae klage: Kasserne ere tomme, dog har man ey endnu hørt dem beskylde Sygekassen eller Spiisningskasserne derfor. Det er sandt; milde Konger og fromme Mennesker har beskikket Kierligheds Anstalter. Men enhver kan beskikke sig til Kierligheds Tiener, hertil behøves neppe Kongebrev, og allermindst Frihed af den Med. Tilskuer; thi om denne Næse-Kiendere vil see i alle Hul, og for intet vil opvarte hele Kiøbenhavns og Christianshavns Fattige, ja, betiene paa Dragør, for intet, vil jeg haabe, ikke een af hans Ordensbrødre, end ikke de, som kan kiøre og giøre Figurer, og har 3 Gange 400 Rdlr. aarlig Løn, vil laste ham derfor. — Sygekassen er en Kierligheds Anstalt, og oprettet for fattige Syge. Salig Geheimeraad Bernstorph var den første, som understøttede den, da han vel saae, de Fattiges eget Tilskud var alt for ringe til dens Bestandighed. Havde denne Salige Herre anseet den, som enten ulovlig, stridende mod det almindelige Beste, eller anseet den, som en skadelig Rival for Friderichs Hospital, eller andre Kierligheds Anstalter, tviler jeg paa, han havde understøttet et skadeligt Anlæg. Hans Exempel fulgte mange, endog Præster, blant hvilke Hr. Professor og Dr. Rottbøll udgav sine Prædikener Sygekassen til Beste, og Hr. Dr. Munther sine til Spiisningskaffen. Havde disse anseet det for syndigt, at betroe deres Gaver i

7

verdslige Hænder, havde de nok selv uddeelt dem, da de som Skriftefædre nok kiendte Nødlidende: Disse vil den Med. Tilskuer vel dog ikke kalde Pharisæer, eller beskylde dem for Magelighed? —- De offentlige anpriiste Gaver og Taksigelse for samme (det er jo dog en Pligt at takke for Velgiort, endog paa deres Vegne, som ey selv kan frembære deres Tak, men Tilskueren har vel aldrig hørt disse fattige Syges Tak, Ønsker og Bønner, naar de fra Sygekassen bliver husvalede) har gavnet, men ingenlunde skadet de andre Kierligheds Anstalter; i Anledning heraf er det Almindelige Hospital, St. Hanses Hospital, Qvæsthuuset, ja Børnehuuset selv bleven erindret, samme har og efter Skyldighed takket offentlig for samme Gaver, enten de vare Hermaphroditiske eller ikke, Pharisæiske eller Toldermæssige.

Pleie-Commisionerne vare ey til da, og hvem kan giøre til, at de nu forbigaaes? Mueligt Publicum har ingen Fortroelighed til dem. Mueligt Forfatteren af det Forvandlede Dannemark har sagt mere i den Materie, end han maatte, og derfor skiældes af den Med. Tilskuer, mueligt han kan have giort det ellers goddædige Publicum koldsindig imod dem. — De mange tusinde Spiisningssædler, som til Datum ere uddeeltee og har mættet ligesaa mange Hungrige, stikker og Tilskueren i Øinene. Ja, han maatte nok plire ved det Syn.

Det Landerye, der gaaer af dem, kan han ingenlunde taale. Han vil, alt skal skee under lukt Laag, og ey kan fordrage andre faaer at vide, der ere gode og gavmilde Mennesker i Kiøbenhavn. Ja Hr. Tilsk. dette er ey allene bleven bekiendt for Dannemarks og Norges Indbyggere, men endog for fremmede Nationer og Folkeslag, som i offentlige Blade endog har anpriist den Kiøbenhavnske Goddædighed. Det lader jo dog ligesaa smukt, at blive berømt og bekiendt for Goddædigheds og Kierligheds Gierninger, som at blive omtalt for Hoer, Tyverie, Mord, Markskrigerie og Qvaksalverie. —- Om Præsterne giver Spiisningssædler til friske Fattige og ey til usle Gamle og Svage, til dem, som har mange smaae Børn og rette Trangende, der-

8

udi har Spiisningskassen ingen Skyld. Om nogen fra andre Provinzer kommer løbende efter de andre Pleie-Anstalter, saasom de troe Rygtet, og ey kiender dem rettelig - - - nemlig de skal arbeide og pleies, da kunde jo en Tilskuer best oppasse saadanne. — Ingen nu omstunder er saa eenfoldig at troe, der nu giøres Mirakler, naar man undtager den mediciniske Tilskuer, som maaskee troer dette om sig og hans Ugeblad.

Skulde nu dette Forsøg til et nyt Ugeblad (NB. nyt; thi vi har ey endnu havt et uden Titul, saavidt jeg veed) finde Aftræk, og faae saa mange Lysthavers, som der til Dato er udgaaet. Spiisningssædler; (thi det er om Profiten vi gaaer. Ikke saa? Hr. Med. Tilskuer!) saa bliver jeg ved, naar det falder mig ind. — Jeg er lidt mindre forvoven end Allehaande; men dog ey meget bange for Premierministeren, den beskeedne Fylderie. Gud fri mig og hvert Menneske fra de øvrige Competenter til Elphenbeensstaven! (See den Mediciniske Tilskuers hele No. 11 og 12.) Skulde mit Ønske blive opfyldt, haaber jeg, den Med. Tilskuer vil lukke sine Øine af Sorg og Græmmelse; thi da fik han kun lidt at see efter i det medicinske Fag, men fik da desmere at passe paa i det muntre Fag, især naar han i det Capitel troelig vil følge sin Forgænger, Patrollen, som flittig agtede alle saadanne vigtige Ting, saasom, Gilli, Lange og korte og alle Slags Næser, Pigernes Bomulds-Strømper & c. & c. & c.

Hr. Tilskuer! et Ord endnu; Vogt sig for Spionen i Nordmandens Hud. —

1

De. Kiøbenhavnske Løgnere. Et Politisk os Patriotisk Ugeskrift.

Semper ego auditor tantum? numqvamne reponam Vexatus totus? JUVENAL.

Kiøbenhavn 1772.

Findes tilkiøbs hos Gyldendal, boende i Trompetergangen No. 112.

2
3

Forberedelse.

Siden en Mængde af vore fortreffelige Skribentere paa nogen Tiid haver bragt i Mode at udgyde den fineste Vittighed over Titelbladene af deres Skrifter, haver disse giort saa mange Slags, og saa besynderlige Figurer, at den underligste Concept i denne Henseende ikke meere bør opvække Forundring. Dette uagtet torde dog vel den Titel, vi

4

Forberedelse.

have givet dette Skrift, forekomme nogle Læsere temmelig forundringsfuld.

Løgnere, og in specie Kiøbenhavnske Løgnere ere vel intet mindre end rare; men det er dog ganske usædvanligt, at nogen antager offentlig dette Navn, ja det som meere er, giør sig en Ære deraf. Dette Skrift bliver vel derfor det første i sit Slags. Vi giør os til heraf, og denne Aabenhiertighed, seer vi forud, at nogle Læsere vil støde sig over. Ved at betragte de Ord: Løgnere, Politisk, Patriotisk, vil de tillige synes at blive saadanne Begreb vaer, hvis Forbindelse medfører aabenbar Modsigelse.

Omendskiønt vi nu ikke kan befrygte slige Indvendinger uden af Læsere, hvis Sandser ikke endnu ere vante til vore nyere Skribenteres hemmelighedsfulde Ord-Samlinger, og til de tankeløse Vendinger, som trodse den heele Verdens Logiker; Omendskiønt vi erklære os for virkelige nyemodige Skribentere, og følgelig ikke behøve at viide, at der er noget saadant til, som en Videnskab at tænke grun-

5

Forberedelse. digen og ordentligen; Omendskiønt disse og flere saadanne Aarsager kunde aldeles frietage os for alt Regnskab; Saa dog efterdi vi skrive for alle muelige Kiøbenhavnske Læsere, og søge at giøre Nytten af dette store Verk meget almindelig, saa vil vi nedlade os til nogle af vore Brødres Skrøbelighed, og giøre en Forklaring over vort Anlæg, hvori vi tydelig skal lægge for Dagen: at Titelen er vel valgt, og, (hvilket dog er ganske ufornødent) svarende til Skriftets Indretning; at denne er høyst ypperlig; at vi som Forfattere derved tillægge os udmærkede Fortienester, og at vi altsaa med Grund kan lade Forlæggeren paa vore Ord i de offentlige Tidender forsikkre, at dette Verk er det merkværdigste, som i Trykkefriehedens heele Epoke har sat nogen Forfatters Hierne, eller nogen Bogtrykkers Presse i Sveed,

Saa frugtbar, som denne Hoved-Stad er paa nye Løgne, saa beklageligt er det, at her hidindtil har været saa slette Anstalter til deres Bekiendtgiørelse.

Iblant mange gode Borgere, hvis Fortienester saavel af Opfindelse, som Ud-

6

Forberedelse.

bredelse ere unægtelige, findes desværre ogsaa endeel slette, hvis enten overflødige Skiønsomhed, eller manglende Hukommelse er i Stand til at spilde en stor Deel af hiines ædle Bemøyelser.

Det gaaer her, som sædvanlig, naar mange arbeyde til et Øyemeed uden fælles overlagt Plan. Mange møysommelige Bestræbelser blive frugtesløse. Mange ypperlige Løgne blive, som Ephemera, ældgamle paa deres Fødsels-Dag, og forsvinde, inden de have passeret den halve Bye.

Medlidenhed over denne Stadens Tilstand har bevæget et Sælskab af Kiøbenhavnske Patrioter at træde sammen, for at samle alt det got Nyt, som daglig høres, og bekiendtgiøre samme i et periodisk Skrift, hvoraf vi her haver den Ære, at forelægge Læserne den første Prøve.

Titelbladet viser, at vi for det første agter at indskrænke os til de Københavnske Løgne allene, og det af meget gyldige Aarsager.

7

Forberedelse.

Der lyves vel og i Provinserne, men der lyves ikke med den Smag, med den ædle Uforskammenhed, som i Hoved-Staden. Og da vi haver foresat os i de første 10 Aar ikkun at udgive et Ark daglig, ere vi overbeviiste om, at denne vil give os saa riig en Overflødighed af Materialier, at vi ingenlunde skal have nødig at søge dem fra Landet.

Naar disse første ti Aar ere forbi, og Provinserne, som vi haaber, faaer dannet deres Smag fuldkommen efter Residens-Stadens, kan vi maaskee faae i Sinde at udviide vor Plan.

Til at indsamle disse Materialier betiener vort Sælskab sig fornemmelig af et Slags levende Instrumenter *). Det er nogle af vore velfortiente Medborgere, hvis utrættelige Flid hidindtil har underholdt den rette Comunication imellem Byens adskillige Deele, og befordret de private og publike Løgnes Circulation.

*) Vi haaber, at ingen støder sig over saadanne Talemaader, de ere ikke nye, Varro taler allerede om instrumenti genus vocale, & semivocale & mutum.

8

Forberedelse.

Sælskabet kalder dem sine Patriotiske Post-Sække formedelst den Liighed, deres væsentlige Bestemmelse synes at have med de bekiendte Redskaber, der bringer Tidender fra Sted til andet.

De lader, ligesom disse, enhver pakke i dem saa meget, de kunne rumme af Byerygter, sikkre Efterretninger, Skipper-Relationer o.s.v., med hvad Navne Løgne nævnes kan, og giver dem igien fra sig til hvem, som vil have den Umage at aabne dem.

Dette er gemeenlig en ringe Konst, og koster hos de fleste ikkun et got Ord. Nogle gives dog, som behøve bevægende Grunde af mere physiske Kræfter. En vel destilleret Aqvavit, eller en uforfalsket gammel Viin giøre her forunderlige Virkninger. Neppe pirrer de fine Uddunstninger den politiske Hierne, førend de inderste Giemmer aabne sig, og med dem tillige Fyrsternes hemmelige Kabinetter.

Vort Sælskab har en stor Mængde af disse patriotiske Post-Sække i sin Tie-

9

Forberedelse.

neste, de ere alle Volontaires, og det besynderligste er, at de tiene os saa troeligen uden selv at vide deraf, ja deres Modestie skulde endog støde sig over, om vi tilkiendegave dem den Forbindlighed, vi virkelig skylde dem.

Dette er Aarsagen, hvorfor vi ikke her, saa gierne vi end vilde, offentlig tør bekiendtgiøre saavel fortiente Navne. Dog saa meget byder Erkiendtlighed os at sige, at mange af vore Læsere, Læsere, som alt haver smilet ad denne Beskrivelse, de ere selv iblant disse umistelige Redskabe.

O at de ved at læse dette maatte selv med en inderlig Fornøyelse føle sit Værd. En Følelse, som alt for ofte er Patriotens eenefte Belønning.

Saa riig en Høst, vi end ved disse Midler kunde vente, har vi dog ikke ladet det blive derved.

Ved en nøyagtig og møysommelig Beregning have vi fundet, at noget over

99/100 Deele af denne Stads Indbyggere ere

10

Forberedelse.

Patrioter af en eller anden Sort. Men af disse have vi igien befundet den største Deel fuldkommen tienlig til at understøtte vort Forehavende, endog med egne Opfindelser.

Vort Sælskab agter derfor paa et af de beleiligste Stæder i Byen at giøre Anstalt til en Indretning liig den bekiendte Skuffe ved Hospitalet, hvor vore Patrioter skal lige saa magelig kunde skille sig ved sine Løgne, som man hisset skiller sig ved sine Børn.

Saadan Liighed i Indretning synes os at være meget passende, efterdi disse 2 Slags Fostere have deri liige Skiæbne, at deres Forældre saa gierne ville være anonymi.

Dersom vore Læsere ikke allerede vidste, at nye Løgne ere af en uskatteerlig Værdie for Kiøbenhavns Indbyggere, skulde de dog sikkert slutte det af, hvad vi hidtil have sagt dem.

11

Forberedelse.

Saa almindelig en Bestræbelse at frembringe, raffinere, og udbrede, kunde ikke have Sted, om de ikke bleve modtagne med liige saa almindelig Behag. Vare fabrikeres jo almindelig i Forhold til de søgendes Mængde.

For ydermere at overbeviises om denne unægtelige Sandhed behøves kun at kaste et Øye ind i honette Folks Sammenkomster. Neppe faaer man Tid til at give hinanden de nødvendigste Venskabs Forsikringer. Selv den Afhandling om Veyret maae, uagtet sin gamle Hævd, staae tilbage for det begierlige Spørsmaal, hvad got Nyt? Og den, som kiender de sædvanlige Svar paa dette Spørsmaal, kan ikke tvivle paa, at dets sande Mening jo er; Hvad nye Løgne?

Og nu behøve vi ikke at undskylde vor Oprigtighed i at offerere det Kiøbenhavnske Publicum dets kiære Løgne under sit rette Navn. Dersom vi vilde byde dem frem som Sandheder, skulde vi blive liige saa latterlige i vore egne Øyne, som om vi havde franske Vare at selge, og for at skaffe

12

Forberedelse. os Afsætning, vilde give dem ud for Danske eller Norske.

Ney i saadanne og nogle faa andre Tilfælde er Ærlighed virkelig tienlig.

Nu staaer allene tilbage at bevise, at dette Værk er politisk og patriotisk. Og naar dette er vel udført, troer vi at have givet vore Læsere alt, hvad de i en Forberedelse med Billighed kunde forlange, og uden Tvivl mere, end de have ventet.

Det er bekiendt nok, at Videnskaberne har deres adskillige Perioder hos Nationerne. De Politiske have nu sin Tid hos os, og rase med saadan Heftighed, at her er neppe en menneskelig Skabning i Byen fra Skind-Pelsen indtil den velgalonerede Frak, som ikke finder sig i Stand til at censurere enhver af Regieringens Handlinger.

De, som veed, hvad Tid, hvad Arbeyde og Agtpaagivenhed det pleyer at koste, at forhverve sig nogenledes grundige politiske Indsigter, de maatte forundre sig

13

Forberedelse.

meget over denne besynderlige Fremgang, dersom vi ikke tillige sagde dem, at den Politik, som flyder i saa mange af vore Kiøbenhavnske Medborgeres Aarer, er af en ganske anden Art, og har intet af den fortredelige Grundighed, der har kostet hine saa megen Møye.

Vort Sælskab er endnu ikke ret enig om denne artige Politiks Natur. Vist nok er det, den lader sig ikke henføre under de Forklaringer, Philosopherne give paa en Videnskab. Nogle holde den for en Mekanisk Bevægelse i Nerverne, som har sin Oprindelse fra physiske eller moralske Drive-Fiere. Andre kalder den en virkelig Epidemie, og ville forklare den af pathologiske Grunde. Og det er sandt, at disse politiske Symtomata have meget tilfælles med dem, som forekomme i endeel Febre.

Men vi overlade til vore mere Indsigtsfulde Læsere at dømme herom. Os er det nok, at den herskende Smag er politisk, og derfor ofre vi det høy-respective Publicum lutter politiske Løgne.

14

Forberedelse.

Endnu er dette et politisk Verk i en anden Henseende og for at beviise dette, maae vi gaae lidt ordentlig til Værks.

Den sande Politik bestaaer efter vort Begreb i en Konst at forskaffe sig Midler, Venner og Anseelse uden synderlig Bekostning, helst paa andres Regning, dog saaledes, at man har intet at befrygte af Følgerne.

Riige maae vi snart blive ved dette Skrift; thi det kan ikke feile, at det jo maae gaae af, som Lyngbye Brød. Skribentere og Forlæggere klage hos os over Mangel paa Afsætning. De have ikke at klage uden over sig selv. Vore Landsmænd kiøbe nok Bøger, de kiøbe med Begierlighed, naar man kun veed at treffe deres Smag. Patrollen har alt for mange Aar siden overbeviist os herom. Vore Philopatreiades og nogle hundrede ligesaa elskværdige Stykker have i de nyere Tider igien sat denne Sag udaf al Tvivl. I disse herlige Exempler see vi alt forud de Kiøbenhavnske Løgneres lykkelige Skiebne, og vor tilkommende Velstand.

15

Forberedelse.

Venner, hvor skulde vi mangle dem, da vort heele Foretagende bestaaer i at snakke vore Medborgere efter Munden. Vi erindre endnu fra vor Skoelegang den Regel: Obseqvium *) amicos, veritas odium parit. En Regel, hvis Iagttagelse giør os ypperlig Tieneste.

Ligesaa upaatvivleligt er det, at dette Foretagende vil sætte os i en glimrende Anseelse. Vi forestiller os alt, hvor besynderlig en Figur vort Sælskab med Tiden vil giøre i den lærde Historie. Og vore, som dets Stifteres Navne skal endnu i mange Uger være udødelige, naar baade Patrollen og Aften-Posten med deres talrige Brødre ere gangne igiennem Tobakshandlernes Hænder til sin sidste og meest væsentlige Bestemmelse.

De, som ikkun løselig betragte Tingene, kunde snart synes, at vi ikke forhvervede os disse Fordeele, uden ved at falde

Alma-

*) At Obseqvium her bør oversættes: at lyve efter Folks Sind, det beviser vi I. af det modsatte forhadte Ord Veritas. 2. Af mange, men i sær de nærværende Tiders Erfaringer.

16

16 Forberedelse.

Almanak- og Avis-Skrivere ind i Næringen. Thi det er bekiendt, at de Talemaader: at trykke Almanakker og Aviser, betyder i daglig Tale det samme, som: at lyve uforskammet.

Men vi ere ganske roelige derfor; thi de første lyve allene om Veyret, og dette Slags Løgne ere neden for os. Af de sidste derimod har ingen, saa vidt vi veed, end ikke Aften-Posten selv, noget Monopolium paa at lyve.

At dette Verk og vort heele Foretagende er høyst patriotisk, det er saa let at beviise, og falder saa tydelig i Øynene, at vi skulde holde det for overflødigt, at tale et Ord meere derom, var det ikke for nogle Læseres Skyld, der endnu ikke ret kiende disse Tiders Patriotisme.

Denne Dyd har nu saaledes udvidet sine Grændser, og faaet saa vidtløftigt et Begreb, at der gives faae menneskelige Handlinger, som ikke kunde henføres dertil.

17

Forberedelse.

I Almindelighed ere alle de Anlæg og Foretagender patriotiske, som sigte til at vinde Penge. Saa fører Talebrugen det med sig, og saa er det i sig selv.

En Patriot maae ønske sine Landsmænd al muelig Velstand, men han behøver selv at besidde en vis Deel deraf, for at kunne med et roeligt Sind unde sine Medborgere det øvrige.

En Poet, der meget vel kiendte Verden, har givet os denne uforglemmelige Formaning, der er, og bør være Grund-Reglen for alle nyemodige Patrioters Handlinger:

O! cives, cives! qværenda pecunia

primum.

Virtus post numos.

Det er:

O Medborgere! O Patrioter! lad os først samle Penge, naar vi have dem, saa kommer Dyden bag efter af sig selv. Dette er altsaa Tingenes naturlige Orden; thi vilde vi først tænke paa at legge os Dyd til, da er det meget uvist, om Penge saa lige vilde følge derpaa.

18

Forberedelse.

Vi have allerede sagt vore Læsere, at vi agte at blive riige ved dette Værk; de have altsaa nu Præmisser nok til at uddrage den Slutning: at det er patriotisk i en høy Grad.

Men vi have endnu et Hoved-Beviis tilbage, som vi just for dets Vigtigheds Skyld har giemt til Slutning.

Vore Landsmænd besidde i Almindelighed saa besynderlig en Ædelmodighed, at deres Pung lettelig er til Tieneste for enhver, som forstaaer at aabne den paa en behagelig Maade. Fremmede have hidindtil næsten allene været i Besiddelse af denne Konst, de har og derfor næsten renset vore Giemmer til Bunden. Men naar vore høystærede Medborgere endelig skal spilles Giek med, og det maa skee, saa er det upaatvivlelig bedre, at det skeer, ved deres Landsmænd, end ved Fremmede.

Det er derfor vi glæde os saa meget ved et hvert lykkeligt Greb, vi selv, eller vore Compatrioter finde Leylighed at giøre i vore Medborgeres Pung. Vi anseer

19

Forberedelse.

det som en reen Gevinst for Staten, og som en paa Publikums Vegne giort Confiscation af rede Penge, som skulde været sendte ud af Landet.

Her maae vi tillige anmærke, at det bør ansees som et got Tegn for vore Manufacturer og Fabriker, at vore Landsmænd med saa utroelig en Begierlighed modtage de her i Landet, ja her i Byen fabrikerede Løgne, at vi snart skal kunde holde op at forskrive dette Slags Vare udenlands fra.

Der var endnu meget at sige til Roes for Løgnere i Almindelighed og for de Kiøbenhavnske i Særdeleshed. Men vi frygte for at udmatte vore Læsere, som uden Tvivl længes efter at komme til Verket selv.

Vel veed vi, at der gives Folk af saa elendig en Smag, at de have adskilligt at udsætte herpaa; Folk, som ikke undsee sig ved at tænke og sige: At det er uanstændigt for en ærekiær Mand at udbrede foragtelige Bye-Rygter, og end mere at opspinde dem; at slige udstrøede Løgne og medfølgende Raisonnements ere skikkede til

20

Forberedelse.

at forvirre Almuen, at opvække ufornøden Frygt og ugrundede Bekymringer, og svække den fornødne og fornøyelige Fortroelighed til en faderlig Regiering; at de vænne Folk til at bekymre sig om uvedkommende Ting, og dømme om ubekiendte, og det paa en Tid, da Landets Tilstand udfordrer, at enhver arbeider med Flid og Alvorlighed i sin egen rette Cirkel; at de give et slet Begreb om Nationens Caracter. & c. & c.

Men vi ere saa forsikrede om vore gunstige Medborgeres Standhaftighed i deres gode Smag, at vi holde det ufornødent, at umage os med (og det vilde dog maaskee koste nogen Umage) at igiendrive disse ondskabsfulde Indvendinger.

21

De

Kiøbenhavnske Løgnere. Onsdagen den 16de Decbr. 1772. Du løy og denne Løgn var grov.

Kiærl. uden Str.

Af en Skipper, som nyelig er kommen fra Jylland erfares: at den for kort Tid siden bortreiste Tripolitanske Gesandt skal

komme her tilbage, og blive Deputeret for Finanserne, hvilke han skal bestyre efter Grund-Regler tagne af den Ottomanniske Statskunst og Morale.

Han skal være fuldkommen overbeviist om adskillige nye Sandheder, saasom: at Statens Gield ikke bør betales, at den offentlige Credit ikke er værd at bekymre sig om. o.s.v.

Man haaber derfor, at han strax vil søge at udvirke et Forbud imod at sælge Azan og

Philocosmi Betænkninger.

22

En Tambur ved et af de gevorbne Regimenter har udarbeidet et mærkværdigt Forslag, hvori han iblant andet viiser, at Second-Lieutenanterne burde afgaae, og for at spare Pension foreslaaes til Præste-Kald.

Ved Juridisk Examen skal herefter allene sees paa den Romerske og Tydske Ret.

Nogle Patrioter i Nyeboder (hvoriblant skal være de muntre Hoveder, som forleden giorde sig lystige med got Folks Vindver) ere blevne underrettede om den Lystighed og Hiertens Glæde, med hvilken vore unge Studentere bivaane Professorernes Collegia. De har derfor besluttet end videre at opmuntre denne haabefulde Ungdom, og til den Ende udsætter Præmier for dem, som ved disse Leyligheder meest distingverer sig ved at lee, snakke, kaste Bænke over Ende, knække Nødder, kaste Skallerne omkring o.s.v. Den som herved bringer det saavidt, at det under Forelæsningerne kommer til virkelig Haandgemæng imellem hans Kamerader, kiendes værdig til den høyeste Premie, som er en smuk liden nyrenberger Hest med Pibe i Rumpen. —

Saa vidt vare vi komne, da man bringer os en Tidende, saa forfærdelig, at vi derover tabe Mod og Pen paa engang. — — Men

23

vi faaer tage den sidste igien, for at underrette vore Læsere om denne grusomme Tildragelse, der sætter os i samme Tilstand, som en Kiøbmand, for hvilken Søerøvere haver optaget et riigt ladet Skib.

En af vore patriotiske Post-Sække, (vore Læsere skiælve alt) havde tilbragt nogle Timer paa en af de meest politiske Viinkieldere med at pakke i sig, saa meget, han kunde rumme, af franske Drikke og Kiøbenhavnske Løgne, hvis foreenede Uddunstninger saa heftig trængede sig op i det næsten Hierneløse Hoved, og saa meget forøgede dets naturlige Tyngde, at han havde den største Møye med at holde det i Ligevægt, da han efter saa lang en Hvile skulde sætte sine Fødder i Gang. Heel besværligen kom han i en svingende Bevægelse til Hiørnet af en Gade. Her havde Skiæbnen sat en Afviser, for at give hans Been og vort Ugeblad det føleligste Stød.

Ligesom en velgiødet Stud, udført fra den Jydske Forpagters Stald, naaer neppe det til dens Undergang bestemte Stæd, før en blodtørstig Haand svinger Dødens Redskab, en forfærdelig Øxehammer imod den uskyldige Pande, han føler det bedøvende Slag, han vakler, han falder, og ved sit Fald truer at knuse den forskrækkede Slagterbænk. Saaledes — —. Men Læseren er maaskee alt er langt Stykke forud-

24

Medens vi hentede Lignelsen, har han uden Tvivl seet den ulykkelige Patriot at falde i R...., at optages af Vægtere, at lægges paa en Stie. o.s.v.

Ja saaledes er det virkelig tilgaaet, og vi give os herved den Friehed at consulere vore Juridiske Læsere, om vi ikke have Ret at tiltale disse Vægtere som Folk, der have røvet Posten.

Ellers mærke vi allerede, at vi have forskrækket os selv og vore Læsere meere over denne Begivenhed, end vi burde. Vi erindrede just den ulykkelige Hændelse Med Mr. Fits-Adams Kariol, som giorde Ende paa Verden. Men naar vi ret betragte alle Omstændigheder, og de mange ypperlige Redskaber, vi endnu, til Stadens Ære, have i Gang; finde vi ingen Aarsag af denne Tildragelse at befrygte saa farlig en Virkning for de Kiøbenhavnske Løgnere.

Ney vi tør endnu forsikre, at vi skal opfylde vort Løfte med den Nøyagtighed, som vor antagne Caracter udfordrer.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Morten Hallager, boendes paa Nørregade Nø. 245.

25

De Kiøbenhavnske Løgnere. No. 2 Onsdagen den 20de Januar. 1773

I, Sandheds Venner, tit os plage Med en Tienstfærdighed, som os besværlig er, I ofte os vor Roe betage,

Naar I oplyse os med Eders Sandheder, Hvem byder Eder, os at føre Af de Vildfarelser, som glæde kan vort Sind?

Gellert.

Saa megen Villighed, saa vedvarende en Nidkiærhed, som vore høystærede Medborgere viser i at forsyne os med en størte Mængde af Materialier til disse Blade, end vi ere i Stand til at betiene os af i en Hast, paalægger os en Erkiendtlighed, som vi for det første ikke viide bedre at udviise, end ved at vælge til dette Blads Indhold en Tidende saa kildrende, at vi sikkert tør haabe, vore Læsere ville antage det som en behagelig Nyt-Aars-Gave, omendskiønt det kommer noget sildig.

26

Paa en Tiid, da Rygter om nye Forbud paa fremmede Vares Indførsel, om Klæde-Forordninger, Overdaadigheds Indskrænkelse og hundrede saadanne Ulykker, sætter alle Stadens honette Folk i Beængstelse; paa saadan en Tiid giver vi os den Fornøyelse at berette: at her er intet at befrygte for, at vi tvertimod skal faae en frie Handel, en uindskrænket Tilladelse, at indføre og bruge alle Slags fremmede Vare.

Vi kunne ikke et Øyeblik tvivle paa, at saa ønskelig en Efterretning jo maae opvække en overordentlig og almindelig Glæde, en Glæde liig den, som spiller paa vore smaae Børns Ansigter, naar de have faaet Tilladelse, at kiøbe Leegetøy til Juulen.

Men det er os ikke nok, at vi kunne giøre vore Læsere glade, vi ville paatage os at beviise, at de bør være det.

Af brave Folks Samtaler har vi samlet en heel Deel Beviiser, som grundigen lægger for Dagen, at saadan frie Indførsel, som vi forkynde, er der eeneste rette Middel til at giøre disse Lande lyksalige. Vi ville uden Forbeholdenhed meddeele vore Læsere de vigtigste af disse Fornuftslutninger.

Spørger vi gamle Folk, hvorledes Tilstanden var i deres Ungdom, da man kunde faae alle Ting for Røver-Kiøb udenlands fra, saa bliver Svaret: at den Tiid fandtes Penge og Velstand over alt. Nu derimod, da vi have saa mange

27

Forbud imod fremmede Vare, er Velstanden borte.

Er dette ikke et uimodsigeligt Beviis paa, at disse Forbud ere Aarsag til al vor Elendighed, at derimod en frie Indførsel af fremmede Vare, er det sikkerste Middel til at sætte Landet paa Fode, og at vore Politici giøre sig forgiæves Umage, naar de søge andre Aarsager til vor slette Tilstand, eller andre Midler derimod.

Det er forunderligt at høre nogle prise vore Forfædres Tarvelighed og sparsommelige Brug, baade af fremmede og indenlandske Vare. Bruger vi mere, saa er det fordi vi behøver mere, og vi behøver mere fordi Smag og Levemaade er forbedret, og denne Forbedring kan ikke bestaae med Forbud og Indskrænkninger.

Man opregner os Unødvendigheder i hundrede Tal, og betænker ikke, at Nødvendigheder ere af saa forskiellige Arter.

Hvad en Bonde har over Brød og Vand er Overflødighed. For en Petitmaitre derimod hører Orange-Pomade og lugtende Vande til de uundværligste Nødvendigheder, uden hvilke hans Væsen vilde blive til intet.

Naar vi ville dømme om Nytten og Nødvendigheden af fremmede Vare, maae vi betragte de Stæder, hvorfra de komme. Hvor findes Smag, hvor findes Levemaader og Fortienester, uden hos de Nationer, hvis Vare man vil nægte os.

28

Hvad findes derimod hos os? Fortienester — men saadanne som ere skikkede til at sidde roelige i øverste Etage i Baghusene. De elskværdige Egenskaber, ved hvilke Folk skal giøre sin Lykke i den store Verden, de fattes os næsten gandske.

Endskiønt de fleeste af vort Sælskab have den Uheld, at være indfødde, ere vi dog alt for upartiske til at vilde nægte en saa afgiort Sag.

Vi bede ikkun, at man vilde ret betragte Oprindelsen og Beskaffenheden af de Egenskaber, der give Fremmede saa store Fortrin for os.

Man undersøge dog, om der er en ugunstig Natur, der sætter os saa langt tilbage, eller om det ikke er alleene Mangel paa de Ting, som efter vore slebne Tiders Tænkemaade udfordres til at udgiøre et ret Menneske.

Vi ere meget tilbøyelige til at troe det sidste, og vi har i den Henseende giort Udkast til en Plan, efter hvilken vi haabe, at vore Landsmænd kunde efterhaanden saaledes forfines, at vi for det meeste skal kunde undvære Fremmede til vigtige Forretninger. Ja vort Haab er virkelig saa stort, og saa vidt udseende, at vi tør tænke engang i Tiden at kunde forsyne os selv med Dansere, Æqvilibrister, Taskenspillere, Biørtrækkere og fleere deslige betydelige Folk.

Vi kan ikke endnu fremlægge vor heele Plan for Publicum, men den er bygget paa følgende uomstødelige Grunde.

29

Klæder giøre Folk. Dette er en Grundsætning, som ikke behøver Beviis. Deraf følger naturlig, at saa længe vi bruger danske og norske Klæder, blive vi og Folk derefter. Lader man derimod komme udenlands fra ikke allene vore Klæder, men endog vore andre Sager, der giøre næsten ligesaa meget, som disse, til at danne Mennesker, da skal man kunde giøre os til, hvad man vil, til Franske, Tydske, Italienske, eller maaskee til en Blanding af alle.

Iværksettelsen af denne Plan vil være overmaade let hos os, som ved at udcopiere andre Nationers Caracteer har bragt det saa vidt, at vi nu selv har ingen: Den vil være høyst behagelig for Publicum, og ingen af de Vanskeligheder medføre, som møde ved deres Forslag, der ville have os til at ligne fremmede Nationer paa en anden Kant, nemlig i Vindskibelighed og Nærings Drift.

Disse Fordeele synes at have saadan Vægt, at man for deres skyld bør uden Betænkning ey allene tillade fremmede Vares Indførsel, men endog forbyde, eller i det mindste forbinde en Slags Skam ved Brugen af vore egne, for ret med Rod at oprykke Levningerne af den latterlige Kierlighed til vort eget Land og dets Produkter.

Der er et Argument, som gemeenlig kommer vel tilpas for politiske Skribentere, naar de ere i Knibe. Det er Folkemængdens Formerelse, thi til al Lykke er ikke noget Forslag saa galt, at dets

30

Iverksættelse ikke skulde kunde give Anledning til nogle Menneskers Frembringelse.

Vi betiener os ogsaa heraf, ikke fordi vi ere forlegne for Beviisligheder, thi vi have samet flere, end Rummet og Læserens Taalmodighed tillader os at anføre; men fordi det i denne Sag, som vi handle om, har en overtydende Klarhed, og kan fremsættes med to Ord.

Menneskenes Formerelse haver sin Grund i den Behag, det ene Kiøn finder i det andet. Men hvad er det som er meest skikket til at opvække denne Behag? Hvilke ere de Vaaben, hvormed unge Mennesker kraftigst bestride, og sikkerst erobre hinandens Hierter? Er det Dyd, Fornuft, Duelighed, eller andre deslige Egenskaber, som kan faaes i disse Lande, eller er det udenlandske Artigheder, Brabandske Kniplinger, Franske Baand, & c. & c.? Vore Læsere ere selv i Stand til at give Svaret, og vi ere fuldkomne forvissede om, at det maa falde til Bestyrkelse for vor Sætning.

Iblant de Indvendninger, som giøres herimod, har vi lagt Merke til een, som kunde synes at have nogen Anseelse.

Man tilstaaer os, at Fremmede Vare ere nødvendige, men her behøves ingen Tilladelse, siger man, de kommer nok ind uden den. Til Beviis erindrer man os om, at her bruges offentlig saadanne Ting, hvis Indførsel er for-

31

buden, at Kiøbmænds Familier i vore Kiøbstæder lader Klæder og Skoe sye i Engelland o.s.v.

Alt dette tilstaaer vi. Men man betragte, hvad Kunstgreeb og Omstændigheder der hører til at undgaae eller afvende de fortrædelige Toldbetienteres Agtsomhed. Undertiden bliver jo virkelig et eller andet Stykke anholdt, og da skal man dog have nogen Umage for at rive dem Byttet af Hænderne, og betage dem Frugten af deres overdrevne Nidkierhed.

En anden Uleylighed er det, at saadanne Vare ere ikke altid til fals. Vil man have got Kiøb maa man gemeenlig opsøge en eller anden Fremmed, som af Erkiendtlighed for den Underholdning han nyder her, forsyner os med saadanne Vare, som hans udenlandske Venner behøve at faae afsatte.

Endelig hvo veed, hvor længe det skal gaae saa, som nu. Her skeer saa meget i disse Tider. Folk tør jo offentlig tale om, at Contrabanditer og Snighandlere skulde ansees, som andre Tyve. Man kunde jo, naar vi mindst ventede det, falde paa, at giøre Indpractiseer-Konsten heel farlig og vanskelig, og derimod Toldbetienternes Agtsomhed lettere og fordeelagtigere.

Altsaa bliver den frie Indførsel af fremmede Vare en ypperlig og nødvendig Sag. — Hvilket var det, som skulde beviises.

32

Vi har vel endnu hørt adskillige Indvendinger, saasom: at et fattigt og med Gield betynget Land, som aarlig taber Balancen i Handelen, kan ikke reise sig uden Sparsommelighed, særdeles i fremmede Vares Brug; At en frie Indførsel vilde aldeeles hindre de nye Næringers Opkomst hos os, og ødelægge mange af de gamle; At det er Vindskibelighed og en god Huusholdning, vi skal lære af andre Nationer, men ikke deres Daarligheder og den Overdaadighed, som ødelægger Europa.

Men naar man vilde indlade sig med at besvare alt saadant, kom man aldrig ud af en Ting: Vi frygter desuden for, at vi allerede har været ufornøden vidløftige ved en Sag, om hvis Rigtighed de fleeste af vore Læsere i Forveyen ere forsikkrede.

Trykfeyl i første Stykke.

Paa Titelbladet Lin. 9. læses toties i Stæden for totus.

Side 17. Lin. 21. læses Dyden efter.

Kiøbenhavn, 1773.

Trykt hos Morten Hallager, boendes paa Nørregade No. 245.

1

Critisk Journal over alt hvad der er skrevet i Anledning af den 17de Januarii.

Iste Hæfte.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Grandia tenues conamur!

Hvor mange Hierter den syttende Januarii har sat i Bevægelse, det er utalligt. Hvor mange Penne den har sat i Gang, det er ubeskriveligt. Hvor mange Digter og Fortællinger den har fremlokket, det er utroeligt. At ikke fleere Skribentere og Poeter opstod til værdig at beskrive og besynge dens allermærkeligste Begivenheder, det var uventeligt. At en Hær af slette Rimere og daarlige Skribentere har til Skam for Smagen, Skam for sig, Byrde for Almuen, Græmmelse for Ret-

4

tænkende, sludret om de samme, det er begrædeligt.

Nu kommer Du igien, Mome, tænker I maaskee, I Herrer Digtere! Det er vel dig, som i Avisen No. 25 i Flæng udpeeb heele Digter-Coret, og truede at du vilde smide alle vore Sange i Lethe-Floden. Ney! forhaster eder ikke, mine Herrer! thi vel er mit Fornavn Ego; men gid jeg var saa reen for alle, som jeg veed mig frie for denne Forbrydelse. Jeg bærer tvertimod en retfærdig Afskye for den Grovhed, med hvilken denne Skrydere uden Forskiel begegner denne Tids Digtere, just i det han giver dem uden Forskiel det ærværdige Navn af Poeter. Ney! havde han ey saa hidsig commanderet Muserne til Marsch, havde han ey saa blindt raabt Gevalt midt i Fred mod uskyldige Folk, havde han lastet hvad der burde lastes, og roest hvad der fortiener Roes, havde han ey fremstillet sig som en ildesindet Ederkop, der opvækkes ved Fluernes Snurren til at martre; Havde han ey overtraadt eet af de ældste Bud, ved at sætte al Ære af Syne, som man skylder en ær-

5

værdig Olding i Ordet, og med en blind Foragt udpidsket den gamle Oprigtighed, som dog overlever tusinde slige Spradebasser, og overvejer Myriader spottiske Indfald. En fin, havde han skrevet med Distinction, viist større Ædelmodighed (som han raaber paa) i sin Critiqve, større Klygt i sine Udtryk, større Retsindighed i det heele, havde han giort Tillægget til Navnet saaledes: Fra Struense og slette Sange, befrie os kiere Herre Gud! saa kunde det ladet sig høre, saa vilde jeg selv have subscriberet hans Dom, men nu er det saa langt fra, at jeg tvertimod, naar ey den Smule Vittighed dette Dikt paa et par Stæder synes at vise, var for sammes Grovhed eenig med de Herrer Versemagere at udtyde hans underteguede E med et Tillæg af de tre Bogstaver s e l. Men nu extravagerer jeg. Vil de Herrer Digtere, som ved Hr. E hans Dikt med Ret finder sig fornærmede, love mig noget Got, saa skal jeg ved Slutningen af min Critiqve toe den Karl paa deres Vegne, og det i Riim. Nok paa dette Stæd, at jeg forekommer deres for hastige Domme, og forsikrer dem, at jeg skriver i et langt ree-

6

nere Øyemærke, end denne Petit Maitre. Jeg leverer Dem her i disse Blade en Fortegnelse paa alle de Skrifter, som ere udkomne i Anledning af den sidste 17de og paafølgende 29de Januarii. Med Vidende og Viliie skal jeg intet forbiegaae, paa det min Catalogue maae være af en fuldkommen Efterretning for de Herrer Liebhabere til saa vigtig og mærkelig en Bogsamling; Men da jeg er en Hadere af al Uorden, saa har det kostet mig meget Hovedbrud at bestemme mit Valg af Ordenen, som jeg i denne Liste beqvemmeligst burde følge.

Formaternes Forskiellighed syntes at kunde give mig den sædvanligste, men da Mængden er i Octavo, her er kuns nogle faa Qvarter, eet i Duodec. og ingen Folianter, saa overloed jeg denne til Auctions-Lister — Formaten skal desuden ved ethvert i sær vorde antegnet. Tidsordenen kunde jeg ey følge, thi deri er jeg uvis, og der er intet Datum antegnet paa de fleeste. Den Forskiel, der er iblant Skrifterne i Henseende til frie eller bunden Stiil, og atter at nogle af disse ere til at synge, andre

7

usyngelige eller i det mindste under sin egen velklingende Melodie, kunde og danne en Orden; men den forekom mig ey heller vigtig nok at følge i saa vigtig en Journal; Jeg skal dog ikke forglemme ved ethvert at erindre saadant til deres Efterretning, som maatte være Liebhabere af Sang. Deres udvortes Værdie, da nogle ere til een, andre til flere Styvere, kunde jeg ey heller for visse Aarsager overtale mig til at følge, dog skal jeg paa sit behørige Stæd med al vedbørlig Nøyagtighed bekiendtgiøre samme, paa det enhver kan viide, hvor høyt denne rare Samling vil komme dem. Afhandlingernes Materie og deres indvortes Værdighed blev altsaa den, der maatte tiene min Fortegnelse til sin Inddeelings Rettesnoer. Her ere nogle behagelige, andre tørre, nogle klygtige, andre dumme, nogle sande, andre paadigtede, nogle nyttige, andre uskyldige og atter andre skadelige, saa at jeg endelig er blevet eenig med mig selv, at henføre heele Massen under 3 Classer, hvoriblandt de som giver nogen Vittighed eller Smag tilkiende, faaer efter Fortieneste sit Stæd i den første; De som vel ingen Vittighed fremviser, men dog kan være til Fornøyelse

8

for Almuen og ingen Skade for Sædeligheden findes anførte i den anden; men de, som ere blotte fra al Vid og fyldt med usømmelig Snak, findes nedstødte i den nederste Classe. Men med det samme bliver jeg jo Criticus. En farlig Post i saa slibrige Tider! Jeg seer mig ligesom forud omringet af en Hær, som fnysende spørger: Hvo haver sat dig til Dommere over os? — Ja det maae nu intet hielpe. Jeg er herfor, jeg maae heran. Jeg spaaer min Journal ikke bedre Skiebne end andres, i hvor udstrakt en Nytte den, end har. Piber den kuns frisk ud! Jeg vil imidlertid bereede mig paa fiin og grov Skyts.

9

Første Classe Hvori findes optegnede de vittige. 1. Brev til Kongen fra P. F. Suhm, i Ark stor i 4to.

Det er vel dette Patriotens Brev, som den skrydende Diktere i Adresse-Contoirets Efterretninger No. 25 undtager. Hvorfra? skal man ey i en Hast kunde sige. Fra Undergang med Resten i Lethe Floden vil han vel meene; men fra at kiøbes til sin Bogsamling, synes han at sige. Saa urigtigt et Stæd er hans Undtagelse og Parenthes anbragt paa, hvormed han røber sin Mangel i at udtrykke sig ret, just i det han vil fremstille andres Mangler til Spot. Men enten han meener dette eller hiint, saa er dette Brev af den Beskaffenhed, at ingen Lethe kan udslette den Ære, det giør sin Forfatter.

10

2. Guds Hævn over Kongens Fiender, udført den 17de Januarii, 1 Ark

stor i 4to. 4 Skill.

Havde et Par forvovne og eet uædelt Træk ey vanziiret dette Poem, saa havde det formedelst sine levende og nette Træk overalt været roesværdigt.

3. Det frelste Tvilling-Riges Frvd over sin elskta og frelste Konge, paa Allerhøjstsammes

høje Fødsels-Dag. 1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Er af samme Smag med det næstforrige; men frie for dets Feyl. De 2de sidste Stropher kan passere for et Mynster til et christeligt Ønske over en Monark.

4. Følelser paa Kong Christian den Syvendes Fødsels-Fest, helligede Kongen, Dronning Juliane og Arve-Prinzen, af

J. L. Bynch, 1 Ark stor, i 8vs.

4 Sk.

Man vil troe, at Forfatteren har følt hvad han har skrevet, da det meeste af hvad han har skrevet er følt af mange. Vittighed og et til Digtekunsten oplagt Hoved fremlyser af nogle Træk, og naar han dermed foreener Fliid og moedne Overlæg, kan han blive stor.

11

5. Rigernes Bøn til Kongen paa Allerhøjstsammes høje Fødsels-Dag.

1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Er af samme Smag og Character i bunden, som Hr. Suhms Brev til Kongen i ubunden Stiil. Saa vigtige, saa mange (og nogle fleere) Sandheder indeholder den frie, men dog anstændig anbragte.

6. Musernes Indfald i Anledning af den 17de Januarii 1772, indsendt fra Parnasso.

1 Ark stor, i 12mo. 4 Sk.

Indfaldene ere gandske anstændige for disse ædle Demoiselles. Deres Udtrykke med de Styrtede og Arresterede ere ligesaa overeensstemmende med Sandhed, som med et ædelt Hierte. Deres Ønsker værdige Kongen og de Kongelige Personer. Deres Tanker overalt klædte i en jevn, men net Dragt. Alleene, Monarkens Optog omkring Kiøbenhavn den 17de Januarii synes at have indtaget disse kielne Jomfruer saa heftig, at deres Beskrivelse af samme falder lit overdreven.

7. Tanker at synges ved Kongens høje Fødsels-Fest, under den Melodie: Min

Philander, Tiden minder, 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Indeholder nette og en christelig Poet, vel anstændige Udtryk over 12 ved denne Leylighed velanbragte Bibelske Sprog.

12

8. Tvilling-Rigets Tvilling-Glæde over den 17 Januarii & c. Et halv Ark

stor, i 8vo. 2 Sk.

Køber paa sine Stæder en god TænkeKraft. Skabe, at Digteren har uden Tvivl villet være henrykt, hvilken Attraae synes at have forrykket den Stadighed, som sømmer en Digtere.

9. Tanker i Anledning af Natten imellem den 16 og 17 Januarii. Et halv

Ark stor, i 8vo. 2 Sk. Forfatteren, som i Slutningen af Verset tilkiendegiver sit Naan med H. G., besynger ikke uværdig denne merkværdige Nat. De paa nogle Stæder forekommende Tautologier kan ventelig undskyldes ved Mad. Licentia, da Sangen for Resten ey er uvittig.

10. Dronningens Eftermæle for den 17 Januarii. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Titelen er bedragelig, og burde hede: Dronning Julianes Roes, hvilken vel ey uden al Roes for Forfatteren, men dog ey værdig nok for saa stor en Dronning i samme er besynget.

11. Den paaseende Bias. Et Ugeblad. Andet Stykke. Under Navn af: Den Danske Regierings Underminering, 1 Ark stor, i 8vo.

Et fiint og net Stykke! Skade at Forfatterens Stiil paa visse Stæder taber sig, paa

13

nogle Stæder med melkagtige, og paa andre med smigrende Udtrykke afbryder den Højagtelse, man ellers overalt skyldede den.

12. De Danske Kongers Souveraine Magt, viist og beviist i Anledning af den

sidste 17 Januarii. 1 Ark stor, i 8vo.

Det er just intet mathematiskt Beviis. Snarere er de Danske Uudersaatteres Lyksalighed under deres Souverainer, og Kierlighed til samme i en afvexlende bunden og frie Stiil, hverken uvittig eller ubehagelig viist af Forfatteren.

13. Den i kort Tiid ophøjede, men lige saa hastig nedstødte store Nordiske Tyv

& c., forfattet af en jammerlig Skribent. Et halv Ark stor, i 8vo.

Da Forfatteren fornedrer sig selv, saa vil vi ophøye ham i den første Classe, siden man dog ey kan fradømme Verset nogen Vittighed og maatte ønske, at ingen jammerligere Skribent var opstaaet i Anledning af den 17de Januarii. I Tyveriet mod Gud har Grev Struense desværre! mange Brødre, men at han i sit Rov mod Kongen har faa sin Lige, det maae man tilstaae Forfatteren, men om han derfor bliver et Verdens Vunderværk, det er et andet.

14

14. Gedanken im September 1770 geschrieben, und wegen des merkwürdigsten 17 Jenners zu einer Erinnerung beyder Zeiten im Druck gegeben. Et halv Ark stor, i 8vo.

Naar man bør troe Titulen, saa er og dette Vers et Beviis paa, at den 17 Januarii har fremført meget for Lyset, som tilforn laae skiult i Mørket, og aabenbaret mange Hiertes Tanker. Thi dette, som har været tænkt og skrevet i September 1770, har ej vovet at komme for Lyset før denne Dag. Dievelen forestilles heri at overlegge med sine Venner, hvorledes de bedste Mænd ved Hoffet og fornemmelig Grev Bernstorff skulde styrtes og forjages. Han synger Triumph over sin Lykke, hvis Undergang Digteren spaaer ham med sit Sælskab. Saa megen Vittighed fremviiser det, at man ey tør nægte det Stæd i den første Classe. Ellers er det noget underligt, at Dievelen indføres paa et Stæd at bande saaledes: Mich sollen tausend Teufel holen: og paa et andet Stæd bander denne Aand ved sin Siel. Det sidste skal maaskee være en Hebraismus og sige saa meget, som han bander ved sig selv; men den første Eed synes ikke anstændig for Lucifer.

15. Et merkværdigt Brev til Grev Struense fra hans Fader. En Oversættelse. Et og et halv Ark stor, i 8vo. 6 Sk.

15

16. Et Ditto fra hans Moder. Et Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Det første af disse er ey paa alle Stæder saa Faderligt, som det er eftertrykkeligt. Begge Brevene ere ey saa rigtige, som Tankerne ere vigtige; thi aldrig kan de indeholde saa store og fyndige Sandheder, at jo de Løgne, deres første Blad eller Titel indeholder, ere langt større. Her er intet Brev enten fra Fader eller Moder, følgelig ingen Oversættelse, ingen Merkværdighed. Forfatteren har digtet, hvad den fangne Greves Forældre kunde tænke ved deres Søns Ulykke, maaskee og truffet nogle af deres Tanker. Han skriver just ikke meget, som kunde være dem uanstændigt. Ikke destomindre bliver det uanstændigt baade for ham og hans Forlæggere, saa forfængelig at misbruge Guds Ord til at lyve, og saa forvoven at bruge Løgn til at vinde. Det kan aldrig kaldes en fraus pia, men bliver altid nigro carbone notanda, om Brevene end vare nok saa christelig, vel og vittig skrevne. At paadigte saa stor en Mand, som Superintendenten Hr. Struense et Brev af saa vigtigt et Indhold, at paabyrde et heelt Publikum saa smykket og tærende en Løgn, det bliver altid en formastelig Forbrydelse. Men maaskee! Forfatteren har ej meent det saa ilde, og Hr. Thiele har uden Tvivl den Vespasianske Troe: Bonus lucri odor & c.

16

17. En sandfærdig og virkelig Samtale imellem den afdøde Greve af Griffenfeld og den nu levende Greve af Struensee, holden Natten imellem den 17 og 18 Januarii i Citadellet, 2 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Den er trykt hos Thiele, og ligesaa sandfærdig og virkelig, som ovenmeldte Breve, dog saadanne trykte Sandheder, som denne, bliver ingen saa let bedraget med. Man kunde dog vel have tiet med denne Samtale, indtil Struense var død, da det kunde have faaet Stæd iblant de berømmelige Todten-Gespräche, som skrives af de Levende; men Griffenfeld maae op af Graven for at skaffe Bogtrykkeren Penge. Forfatteren beholder da den Priis, at han er den eeneste, der i Anledning af den 17de Januarii har foruroeliget de Døde. Ellers er det underligt, at Griffenfeldts forhen vittige Geist er blevet saa blind, at den ikke kan kiende, at den er ved en fangen Mand i Castellet. 18. Ob Hoftem Patriæ deviztum. A. D. XVII Januarii CICICCLXXII. 1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Besynger i Latinske Chonambiske Vers Guds Hevn over den stolte Spottere; Stiilen er efter Tankerne jævn, men neppe allevegne en Latinsk-Poet værdig.

NB. Hvad videre der maatte henhøre under denne Classe, skal følge i det andet Hæfte.

17

Anden Classe.

I hvilken de Skrifter, som ikke fremviiser nogen synderlig Vittigbed; men dog ere uskyldige, findes anførte.

19. I Anledning af Fredagen den 17de Januarii, den Freds og Frelses-Dag for Tvillingen.

Den 17de Januarii havde neppe udbredet Morgenstundens Nyeheder, førend dette Qvartblad med sit Tvillings-Mærke opvakte sine Læsere til at huske paa at det var Fredag, og insinuerede Monarken en Levites Bøn. Søndagen derpaa blev det ved Kirkedøren uddeelt til got Folk mod 2 Skill. Erlæggelse. Som det første af sit Slags blev det kiøbt, men dets Korthed levnede endnu meget at besynge til fleere Digtere. 20. De Kiøbenhavnske Borgeres Seyer-Sang over de nye, men heldige Forandringer. Under den Melodie:

Det største Glædes Flag Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Den Tvang, Rimene paa visse Stæder har giort i Digterens Tanker er ikke saa be-

18

hagelig. Saaledes kan han f. Ex. ey tænke paa Guds Forsyns Øye, uden han tillige maae tænke paa Vande og Høye. Den Tanke synes og noget forbarmelig. Gud sig loed forbarme, da han i Søvnens Arme indsluttet os tilloed; men man har maattet beholde den, at den kunde tiene til et Riim paa Omqvædet: Vi vandt, vor Sag er god, med hvilke Ord ethvert Vers begynder og ender. For Resten er det en Sang, som kan være hver ærlig Borger, der kan synge, gandske anstændig ved denne Leylighed, og indeholder overalt forstaaelige Riim, naar man undtager Fortolkningen af de 3 Danske Heltinder, som Kongen endnu finder i Kiøbenhavn, hvilken Sangeren ventelig forbeholder sig selv.

21. Kiøbenhavns pro Memoria over den meget merkværdige Begivenhed, som skeede den 17de Jan., under samme Melodie som den næstforrige. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Den er ingen god Recept for at styrke Hukommelsen; thi dertil er den alt for lang, men for Hyrder og Bønder-Piger paa Landet kan den være tienlig til at øve samme. Saa merkværdig en Begivenhed den skol besynge, saa umærkelig er dens Fynd. Dog har den, som een af de første af slige Sange været meget

19

afsættelig, siden den tillige er skrevet efter Almuens Smag og under en munter Melodie.

22. Apollions eller den store Drages Fald, efter de Guddommelige Loves uforanderlige Bestemmelse. 1. Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Saa figureret Skriftets Titul er, saa er og dets Talemaader. Forfatteren begynder med en Drage og ender med en Tyr. Maaskee han ey saa uøye har kiendt den første, som den sidste. Afhandlingen inddeeler sig: 1) i Forelæsninger for Frietænkere, 2) Forestillinger, 3) Slutninger, 4) Glæder og 5) Historier. De første ere atter deelte i mange smaae Lectioner, da det dog alt er ikke meere, end en halvvittig Lærling paa eengang meget vel kunde nemme. Stiilen er nogle Stæder fiin, men paa andre saa metaphorisk, som Auctor kunde være langt ude i Familie med Hr. Ole Børgesen. Hans Forestillinger ere bagvendte, stiilede bag efter at den Frygt er stillet, som skulde være deres Formaal, og svingler derfore tilbage i sit mørke Intet. Hvad han kalder Slutninger, er intet andet end Spørsmaale, og hvad han kalder Historie, er et Stykke af Mythologien gandske uapplicabelt, paa den Tid, den Begivenhed og de Personer, i Anledning af hvilke han skriver.

20

23. Nordens Glæde forestillet i en Øde i Anledning af Kong Christian den Syvendes Fødsels Fest. 1 Ark stor, i 4to. 4 Sk.

Indeholder Fryde-Raab og jevne Ønsker, anbragte i et muntert Slags Riim, men næsten uden Poetisk Fynd.

24. Kort Efterretning om den merkværdigste Begivenhed ved Kongens Hof den 17 Januarii & c. & c. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Er en kort Historie i Riim over hvad der passerede denne Dag. Naar man undtager de 2 første Stropher og det Udtryk: hvor Majestæten kom, løb Glæde om hans Vogn, og med opløftet Stemme sit Hurra hvirvlede; hvilket synes at viise Forfatterens Smag og Vittighed, saa er Resten simple historiske Rum; men det Ønske, hvormed Forfatteren beslutter sin historiske Sang synes lit heterodox. Det lyder saaledes:

Gid aldrig nogen Dansk sig Efterdags maae skamme, ved det, som ey er Guds og fromme Folks Behag.

25. En satyrisk Fortegnelse paa endeel pretiosa, Guld, Sølv & c. & c. som er fun-

21

den paa Gaden, Fredagen den 17 Januarii, og ved offentlig Auction skal bortsælges den 32 Januarii, som førstkommer, ved gammel Strand & c.

Naar man undtager No. 63 blant Bøgerne og No. 74 og 75 blant Skilderierne, er denne Satyre for det meeste fuld af Urimeligheder.

26. En nye Viise om den nye Haman. Synges som: Hvo veed hvor nær mig

er min Ende. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Den kan uden al Anstød synges ved en Rokke eller Malkespand af alle Vise-Elskerinder.

27. En Engelsk Supken til Struense & c.

1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Compositionen af denne Supken falder lit unaturlig. Skriftet synes at være digtet af en vellærd Matros.

28. Justice-Raad Struenses bevægelige Bebrejdelses-Brev til sin Broder Greven. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Hverken Tankerne eller Riimene ere af den Beskaffenhed at de kan opvække siine Bevægelser. Hvad de første, som ere lagte Justitz-

22

Raad Struense i Mnnden, er angaaende, da er man høyst uvis paa, om han selv burde tænke eller tænker saaledes. I det mindste kan han tænke langt fiinere end denne matte Riimere, hvis Riim fordærver hans Tanker og Tankerne Riimet til Ækkelhed for Smagen og Poesien.

29. Fandens Fortvivlelse over sit Riges Forstyrrelse. Et halv Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Man har her taget sig den Friehed at beskrive i Riim, hvad der den 17 Januarii er passeret i Afgrunden iblant Dievlene; thi Fanden fører Ordet overalt undtagen i de 3 sidste Stropher. Hvo tør nægte, at det meeste af hvad den indeholder kan være Sandhed og den Onde liigt nok.

30. De syv merkværdige Fanger. Den 17 Januarii 1772. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det hellige Syvtal har maattet tiene den vanhellige Begierlighed efter at vinde Sølv ved Fangers Lænker. Dens Vittighed strækker sig ey saa vidt som dens Beskyldninger.

31. Struensernes, Falkenschiolds, Brandts og Gählers fotroelige Samtale og indbyrdes Opmuntring til at udføre sin anlagte plan. Synges under den Melodie:

23

Nu have vi svirret saa længe. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Adskillige Bye-Rygter har ventelig maattet give Stof til denne Samtale for at binde Almuen noget Nyt paa Ermen; thi adskillige af de Hemmeligheder, den synes at ville opdage, behøver Bekræftelse. Forfatteren fantaserer dog ikke saa uvittig, som frie, paa disse Fangers Regning, af hvilke ingen har Lov eller Leylighed til at giendrive ham.

32. Det merkværdige Brev, som er funden paa Veyen imellem Kronborg og Helsingøer, til Trøst for sin bedrøvede og forladte Ven, af Karen Maria Dveter. Med Devise: Mig har du ey forført, 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Den der har fundet dette Brev har intet stort fundet. Der skal klare Øyne til at indsee dets Merkværdighed - Jomfrue Dveter maae neppe have kiendt Struense, førend han kom til Dannemark; thi ingen af de 2 Characterer, hun giver ham, sc. en forløben Tydsker og en Barber-Svend, har nogen Tid kundet passe sig paa denne Mand. Men naar hun skriver til ham som sin forladte Ven, og fortæller, at han ved Hielp af Mørkets Aander har bragt hende ud af sin første Uskyldighed, saa maae man troe, hun har været kiendt af ham.

24

Dette uagtet bryster hun sig paa andre Stæder af sin Uskyldighed, men strax anseer hun sig som næsten forført, og atter som et Fruentimmer der har tabt sin Uskyldighed. Dog tilspørger hun i sin Uskyldigheds Navn sin Struense, hvis Siel hun siger at være baade forvildet og forvildret. Hun kalder sine Tanker rørende og dyrebare Sandheder, maaskee alleene for hendes eget Hierte. Hun seer forud, at den fangne Greve skifter Farver ved hendes forelagte 8 Spørsmaale; men bliver han ey stillet for andet Forhør, beholder han nok Farven. Hun driver stærk paa hans Omvendelse, men samme skal bestaae deri, at han maae see, Gud kan ligesaa vel naae de Tydske, som Danske Syndere. Hun lover at bringe sine Tanker ind til ham i Castellet; men saadant bliver neppe giørligt, allerhelst da hun har tabt den paa Veyen imellem Cronborg og Kiøbenhavn. Hun roer sig med, at hendes Tanker, om de skulle være frugtesløse paa Greven, dog kunde tiene til Nytte og Advarsel for alle andre ugudelige Kroppe; men i saa Fald blev det fornødent, at deres Dybheder maatte oplyses med vidtløftige Noter, ved hvilket betydelige Værk Junior Philopatreias paa nye kunde giøre sig fortient af Publicum.

Fortsættelsen følger.

25

Critisk Journal over alt hvad der er skrevet i Anledning af den 17de Januraii.

11det Hæfte.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

26
27

33. Svar fra Struensee i Fængselet paa sin Faders Brev. Et halv Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det er vel ufornødent at mælde, at Svaret fra Sønnen er ligesaa rigtigt, som Brevet fra Faderen. Denne Viise tier (3 Mos. B. 10, 3.) og hiin Ulykkelige tillades hverken Pen eller Blæk. Andre got Folk er da saa høflige at skrive for ham; men Publikum maae betale Postpengene. Dette Digt skal forestille Grev Struensee som omvendt. Hvo vilde en ønske ham denne Lykke, den største ham i sin Ulykke kan skee? Saa sorte Farver, han tegner sine Forbrydelser med, passer sig vel for en Misdæder, der indsaae sine Misgierninger i Lyset, men aldrig de Ophævelser, han giør over sine Sinds Gaver og Fortienester. Saa mysiisk den Talemaade er, at han undertiden har bedet sig Forlov af Satan til at stifte noget Got til Landets Beste, saa overdreven er den evige Velsignelse han

28

4

ønsker over den, der har røbet ham med sin Complot. Alt for moedne Frugter efter saa kort en Poenitense af saa stor en Syndere! Forfatteren af Brevet har ellers vildet vise sin Klygt ved at giøre en Sammenligning mellem Cæsar og Struensee. Cæsar maae neppe have været ham bekiendt uden fra den onde Side, ellers kunde han lettelig have skiønnet, at Struensee er for lille, for blød, for sort til at staae ved Siden af Cæsar. Cæsar! stor af sin Presence d’Esprit, Erudition, Arbeidsomhed, Mildhed. Cæsar! som befriede sit Fædreneland fra de indvortes Roeligheder, og bestyrkede Staten med de herligste Love. — Kunde Plutarchus see op!

34. Grev Struenses merkværdige Svar paa hans Faders Brev. Efter hans Begiering besvaret, 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Efter hvis Begiering? Formodentlig Bogtrykkerens. Giør det næstforrige Grev Struense Uret, naar det forestiller ham omvendt, saa giør dette ham vel ikke den, men uden Tvivl en syndigere, naar det forestiller ham trodsende sin Faders Ønsker, og pakker ham Munden fuld af de meest forbandede Spotte-Ord mod Himmelen og Faderen. Hvo er Forfatteren Borgen for, at ikke Grev Struense til den Time, da hiin har misbrugt sin Hierne og Pen til at afmale ham som den frækkeste Spotter i sine Lænker, kan med en Manasse have bøyet sit Hierte og bedet Himlen om Naade? Overalt har

29

5 man ingen saa vidtløftig eller tilforladelig Efterretning fra Struenses Fængsel, der kan undskylde nogen af disse Phantaster, som i hans Navn skriver Breve. Han tier og tænker meget: Disse skriver meget og tænker lidet. Naar man giør en liden Forandring i Forfatterens Ord Pag. 5, faaer man en Critiqve ud over dette og andre slige vanskabte Fostere, som neppe kan fattes rigtigere eller kortere, end denne: „Grev Struense maae nu destoværre taale dennes og fleeres Spotterier. Var det endda skrevet med Fornuft og Smag. Men dette fordømte Sladder, som (den lettroende Almue) af Vanvare bliver nødt til at læse, da de tænker at det er et virkeligt Brev og ikke saadan Kierlinge-Sladder, opirrer billig alle Retsindige."

35 Struenses Skrivelse til Kongen paa sine og Medfangnes Vegne i Anledning af Geburts-Dagen, den 29 Jan. 1772. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Struenses Navn staaer rigtig nok under Brevet, men her er opstaaet mange Pseudostruenser siden den sande blev fældet. Til

Kongen! — saa høyt stiger Forvovenheden.

At Grev Struense kunde ønske Lindring i sit

Fængsel, var naturligt, men at han skulde vente, eller bede derom, ugrundet. Meget mindre kan nogen troe, at han har ønsket at Kongens Fødsels-Dag maatte blive hans Døds Dag. Hver-

30

6 ken kan hans Hørelse være saa skarp eller hans Medfangers Sukke saa stærke, at de skulde trænge igiennem hans Fængsels Dørre, som Forfatteren her skriver. Vel kan man sige, at Struenses Skiendsel og Død blev Kongens Liv og Ære, men neppe siger det Ønske noget, som Forfatteren legger Struense i Munden: Din Ære Konge! være min Skiendsel, og dit Liv min Død. I Slutningen af Brevet er Struense og iblant Poeterne.

36. Struenses Skrivelse til endeel Skribentere og Bogtrykkere, som har skrevet

og trykt om ham i disse hans cririske Tider. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk. Hovedet og Halen svarer ikke til Maven af dette Foster. Lettelig kunde man formode, at det havde meer end een Fader. De 2 a 3 mellemste Blade indeholder nogle vel anbragte Tanker om Aarsagen til mange denne Tids Skribenteres Nidkierhed, andres Ubluehed, og Grev Struenses Undskyldning. Men Begyndelsen og Enden røber en dum og slet Skribent, der siger det samme 20 Gange, men hver Gang uden synderlig Vid eller Smag.

37. Et par Ord fra en Bogtrykker i Anledning af Struenses 3de Domme.

Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk. Dømmer ikke, saa skulde I ey dømmes. Havde den næstforrige Forfattere erindret dette,

31

7 saa havde han undgaaet denne Skrabe fra en Bogtrykker, som med Grund besværger sig over denne Pseudo-Struenses haarde Domme, men synes i det samme at giøre alt for store Forsikringer paa den sande Struenses Vegne, af hvilken han synes at være en hemmelig Tilhængere. Han tillegger ham Forstand og Indsigt nok, meer end nok havde han i en vis Forstand; Denne Verdens Børn ere kloge i sit Slags. Men naar han tillegger sin Struense en høy Siel, saa røber han en nedrig Tænkemaade, med mindre høy i hans Bogtrykkerie hedder det samme, som hovmodig. Naar han tillegger Struense i sin Grevelige Værdighed Ædelmodighed nok til at oversee alt hvad nogen skrev imod ham, saa er det falskt; thi Indskrænkelsen i Trykkefriheden foranledigedes just deraf, at nogle gave sine Tanker om ham for frit tilkiende. Lige saa lidt staaer den Forsikring, han giør, til Troen, at Struense var overbeviist om, at hans egne Gierninger skulde fælde ham, thi i saa Fald havde han neppe strakt sin Forvovenhed saa vidt. Og da disse Præmissæ ere falske, saa kan Slutningen, han bygger paa dem, ey heller være rigtig, thi hvo kan troe, at Struense, ifald han fik saa frie og stærke Hænder, som han forhen havde, jo vilde hævne sig paa sine Spottere. Hvortil hans høye Siel da vilde ophøye denne Bogtrykkere for den Roes og det Forsvar,

32

8 han har skienket ham, det kan man lige saa lidet bestemme, som hvad Dom han vilde fælde over sine forhaanende Modstandere.

38. Tvilling-Rigernes Taksigelse til Forsynet over Kong Christian den 7de, tilligemed Kiøbenhavns Borgeres Glæde over de vigtige Tildragelser den 17 Jan. 1772.

Der er sagt meget lit paa sexten Sider. Den eene Sandhed, at de Danske elske sin Konge og glædes over hans Vel har Forfatteren igientaget for de Eenfoldige, snart paa Riim, snart i ubunden Stiil, og for at faae sit Ark fuldt, har han uden Tvivl laant en Portion af en Prædiken, og nogle Stykker af de aarlige Kirke Bønner.

39 Første Efterretning om Grev Struenses, Grev Brandts og øvrige Stats-Fangers Arrestes Beskaffenhed og deres Forhold i Fængselet. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Meget har man ikke vidst derom. Ikke destomindre - har man dog faaet et nyt Skrift færdigt ved nogle faae og smaae Tillæg til det allerede bekiendte i en sømmelig historisk Stiil. Forfatteren ønsker sine Læsere ved Slutningen af sit Skrift Gud i Vold. Han takkes for sit ønske, men ey for sit uopfyldte Løfte, da man har længe ventet paa hans næste Post. Posten er endnu ikke ankommen.

33

9

40. Poetisk sandfærdig Efterretning om de fire Statsfangers Gebærder, Ord og

Levemaade i Arresten. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Hvor sandfærdige Efterretnningerne ere, skal jeg ey kunde sige; men de ere skrevne i flydende Riim. Forfatteren lover fire, men beskriver fem Fanger.

41. Nogle smukke Arier til Tidsfordriv, digtede af Grev Struense i sit Fængsel; hvortil Musiqven er sat af Brandt. Men

nu oversat af Musiqvens og Poesiens Elskere. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Disse Elendige maae nu synge enten de vil eller ey. Enhver seer ellers let, at Titelen indeholder i det mindste 3 Løgne, naar Forfatteren giør Struense til Digteren, Brandt til Sangeren, og sig selv til Oversætteren af disse Arier. Af hans Lignelser kunde man slutte, at han var ey en mindre Elskere af Gartneriet end Musiqven og Poesien. Ellers ere hans Arier ulastelige, naar man undtager et par Stæder, hvor de behøver Noter: f. Ex. hvor Struense siger: Jeg tog alle Lasters Hyre til øverst Rand, og Min Lænke som jeg bær paa mig best rimer.

34

10

42. Tanker fra Kiøbenhavn til Cronborg.

Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det er en Sang til den derhen bortreyste Dronning. Forfatteren har været meget forliebt, i alt hvad der rimer sig paa Mathilde. Han synes at have forskiellige Relationer fra Cronborg, da han snart synger, at Dronningen vil forblive der i mange Dage, snart at hun strax vil begive sig derfra. Over Cronborg-Slot er han ved dette Tab alt for medlidende, men hvad han forstaaer ved den Kiempe Dyst Dronningen vil vove mod Neptuni Magt, forstaaer jeg ikke. Man vil ikke formode, at Dronningen vover sig saa yderlig. Neptunus veed nok hvad Modgang er. Han erindrer sig nok, da han blev jaget ud af Himmelen, fordi han havde indladt sig i en Sammenrottelse mod Jupiter. Vel indlod han sig eengang, saa nøgen han var, i Striid med Minerva, men Striden endtes uden Blod. Neptunus er altsaa fredelig. Han byder alle sine Nereides til Dronningens Tieneste, og vil selv af sine Søeheste lade sig bære hen i sin Muskel, for at besee hendes Henfart; og hvad skulde da bevæge Dronningen til at vove sig i Kamp mod hans Magt? Forfatteren maae altsaa ikke ret have kiendt enten Neptunus eller Dronningen. Maaskee han vil forklare sig i Resten af sin Sang.

43. En betydelig Samtale imellem en Pige og en gammel Kierling, virkelig

35

11 holden paa Amager-Torv om disse seenere Tider og Skrifter, og sandfærdig berettet af en Tilhørende. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Alting er betydeligt i denne Tiid, og dette er ligesaa betydeligt, som noget andet Kierlinge-Sladder. Den har sit betydelige Tvillings-Mærke, og regnes blant Virkelighederne. Dog giør neppe nogen af disse Deele den betydelig nok til at trykkes, men vel til at igientages paa de Stæder, hvor man ved et Glas mangler betydeligere Fortællinger.

44. De betydelige Forandringer ved det Kongelige Hof, som af Kiøbenhavns Indvaanere med Glæde hørtes og saaes Fredagen den 17de Januarii 1772, under

den Melodie: Sørge Takter, Sørge Noder. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saavel Materien, som Skrivemaaden er meget betydeligere, end det næstforrige. Den indeholder en gandske anstændig Sang over Kongehuusets Frelse paa denne mærkværdige Dag, samt de Voldsomheder, til hvilke Pøbelens Glæde vanslægtede.

45. Sandfærdig Liste paa de vigtige Mænd, som efter Ordre tog Kongens

Fiender, og deres Avangemens.

Et halvt Ark stor, i 8vv. 2 Sk.

Tallet paa dem er i alt fem. De Avangemens, som har staaet i Aviserne ere bundne i ulastelige Riim, og har dannet et nyt Skrift.

36

12

46. Nordens Frvds- og Seyers-Sang paa Kongens Fødsels-Dag den 29de Januarii, som en Frugt af Guds Frelse

den 17de Januarii. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Naar man undtager eet Stæd i det første Vers, hvor Poesien synes ophængt i den Velfærds-Strikke, som Kongen ikke kiendte, er Sangen overalt fattelig og anstændig forfattet, under den Melodie: Enhver som bærer Navn af Dansk og Norsk.

47. Glade Tanker paa Kong Christian den Syvendes glædelige Geburts-Dag 1772, under den Melodie: For Kongen

af Preussen vi & c. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Det er altsammen glædeligt, Melodien inclusive.

48. Hiertelig Taksigelse til det Guddommelige Forsyn over Kongens Frelse den 17 Januar, af E. T. L. under den Melodie:

Helligste Jesu, Helligheds Kilde. Køber som det næstforrige en oprigtig Glæde over Kongens Velgaaende. Tankerne saavelsom Rimene kand Forfatteren, som har været en Trompeter, meget vel være bekiendt.

49. Citadellets Hilsen til dets nye Giester, samt Forsikring om deres Troskab og Redelighed mod dem, i Anledning

37

13

af 17 Januarii 1772. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Disse Complimenter falder noget i det spottende. Vel er det Citadellers Pligt at forvare, men ey at spotte disse nye Giester.

50. De troe Israeliters Glæde over deres Befrielse fra Hamans Kløer, tilkiendegivet i Anledning af den 17 Januarii. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Her ere nye Stykker lagte til Esthers Historie, og nye Efterretninger om Hamans Herkomst og Hensigter, som kunde i Fremtiden give en Skribent af dennes Indsigter Anledning til en Todtengespräche imellem den gamle og nye Haman. Ventelig er Forfatteren den samme, som Digteren af den nye Vise om den nye Haman. Tvende Satzer vil dog blive tunge for Skribenten at beviise. Den første, at der ey før er seet saa stor Fryd paa Jorden, som i Kiøbenhavn den 17de Jan. Den anden, at Grovsmeden pynter en Krone ud til den nye Haman, det er: Grev Struense, fordi han vilde myrde vores Gud. Han maae have havt meget particulaire Efterretninger baade af de ældre og nyere i Hænderne.

51. Struenses Bod og Poenitentses Vise af ham selv forfattet i hans Fængsel.

Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Hvo vilde ey ønske at den fangne Grev Struense maatte blive saa poeniterende, som

38

14

denne Digtere har forestillet sig ham. Men om han end giør Poenitense, saa er det derfor ey sagt, at han giør Poenitense-Psalmer og mindre en Vise som denne, hvor man vil have ham biebragt det Ønske, at han maatte lagt sit Mod i Dvale, da Kongen giorde ham til Conference-Raad. Han forestilles at spaae sig selv en skræksom Evighed, og dog i det samme at ønste, at Kongen ved en hastig Døds Dom vilde giøre Ende paa hans Klage. Hans Poenitense maae man holde det tilgode, at han udregner sig, at have faret fort i sin Ondskab fra Verdens første Dage. Det kan ikke forstaaes anderledes end i Adam; thi han er kuns et Menneske af nogle og tredive Aar.

52. Junior Philopatreias lærde Anmærkninger over Fangernes Sange i Castellet. 3/4 Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Junior Philopatreias ligner det just ikke, uden for saavidt, han begynder og ender ved Marqvetenteren. Mon en anden ey kan have under dette kiere Navn vildet giøre sit Skrift afsættelig? Dog kan maaskee Forfatteren med Tiden naae til denne lærde Skribents Indsigter, som han her har vovet at efterabe. Det adskillige Kram, han saa heldig har sanket af forskiellige Kilder, og i sær de behagelige Nattebetragtninger over det store Verdens Alt og Planeternes Indbyggere, dem han saa konstig har passet med Justits-Raad Struenses Obser-

39

15

vatorium og Camera obscura i Castellet, giør i sær denne Formodning rimelig.

53. En Snuppert til visse Skribentere. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Vist nok fortiener de den, men fra en fyndigere og vittigere Pen, end denne.

54. Den fængslede Struenses Tanker og Betænkninger paa Kongens vigtigste

Geburts-Dag. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Om Forfatteren ey tænker for frit, naar han giør Struense til Frietænker og vover at bestemme hans Tanker, vil jeg ey bestemme. Men neppe har han Ret, naar han under sit Digt udelader sig saa afgiørende: Disse ere enhver Frietænkers Tanker.

55. Grev Brandts Tanker udført i en Arie, til Tidsfordriv for ham i sit Fængsel. Under Melodie: Kom Celinde & c.

Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saa alvidende ere visse denne Tids Digtere, at de veed de i mørke Fængsler indsluttedes Hierters Tanker. Om end denne Fanges nærværende Tanker maatte ligne disse, hvo vilde dog ikke ønske ham andre til Tidsfordriv i sit Fængsel. Har han med sine Medskyldige tilforn fordrevet megen Tid i onde Tanker og Handlinger — Giv den korte Rest maae anvendes til bedre! Gid disse deres mørke Dage

40

16 blive dem salige for Evigheden! Deres Latter omvendes til Graad! Deres Graav virke Omvendelse til Salighed. Deres Omvendelse herliggiøres i den Forsikring, at Gud endnu har Freds Tanker over dem. Saa bør Mennesker, saa bør Christne tænke.

56. Grev Strnenses opvaagnede Samvittighed, med Devise: Sic fuit in fatis. Et

halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk. Under Melodie: Ach Herre from.

Forfatteren synes ey selv at have været ret vaagen i Begyndelsen af sin Sang. I det ringeste har han neppe havt mange vaagne Nætter paa Parnasso.

57. En nye Patrol-Sang om Struense og hans Anhang, trykt i Dag og synges med den bekiendte Melodie: Jeg hører

Tappenstreg at slaae & c. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saa sang man i Gaar og i Forgaars og for fire Uger siden. Bliver man ey snart træt af at synge? Forfatterens Riim kan være lige saa gode, som nogen anden af dette Slags Viser, men han gaaer alt for vidt med sine Beskyldninger mod de Elændige. Disses Hensigter og Maal ere jo endnu ikke fuldkommelig aabenbarede. Hellere maatte man ynke dem, at de ved Vantroe og Laster ere styrtede i saadan Elendighed; hellere ønske, at de ey alle

41

17 maatte befindes saa skyldige, søm de ere mistænkte til, end uden grundige Beviser erklære dem skyldige i de fæleste Forbrydelser. Deres Sag er jo given i visse og Viise Dommeres Hænder. Hvoraf veed denne Rimere, at Gæhler har lusket Kongens Penge og vildet dræbt ham? at Berger havde Lyst og Villie at dræbe Kongen? at Falkenschiold endnu har Sind til at tage Kronen? (Hvilken Dumhed!) at Brandt vil aldrig tale om Omvendelse, at Struensee ey ynkes af andre end de kaade Qvinder. Hvilke formastelige Domme! hvilke haarde Meeninger og uchristelige Tanker!

58. Nøyagtig Afbildning og Udtydning paa den forrige Grev Struenses prægtige Vaaben. 1 Ark stor, i 8vo. 4 Sk.

Forfatteren phantaserer ikke uvittig, men han blasonerer som en Fuskere; thi i hvor vel han giver sig ud for at ville for dem, som ere ukyndige i Haraldiken, giøre en Beskrivelse og Udtydning af Struenses Grevelige Vaaben, saa kan man dog let skiønne, at han hører selv blant dette Slags ukyndige. Sligt forvolder at han ikke mælder eet Ord om Farverne, har udeladt de 2de Sølv-Vinger paa den høyre Hielm, har omskabt Skioldholderne, de 2de opreiste Bævere til Ræve eller Tigre, og Laurbærgreenene til Oliegreene.

42

18

59. Veysenbørnenes billige Klage over deres Huuses ubillige Forliis, funden imellem Friderichs-Hospital og Veysenhuus-Kirken.

1 Ark stor,

i 8vo. 4 Sk.

Man seer at det er Hittegods. Det er got for de stakkels Børn at de har tabt deres Klage. Dog taber de den neppe, førend de finder sit Veysenhuus igien i bedre Stand end de tabte det. Saadant udbeder Forfatteren dem af Kongen, og oplyser med den kongelige Fundats, at dette Forliis var ubilligt.

60. Fastelavns Løbere eller de gale Mennesker, som et Portrait af de den 17 Januarii

arresterede Personer. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Saa hedder Titelen, men Digtet svarer ey til den, da denne Lignelse er aldeeles ikke i samme udviklet, eller tertium Comparationis anviist, ja ey engang nævnet, undtagen med dette skiønne Udtryk i den sidste Strophe: „Struense du løb rigtig Fastelavn den Gang du vilde være Konge."

61 Grev Brandts Vise, indeholdende en Klage over at være berøvet sin gode Ven og Broder Struense. Melodie: En ærlig Ven er rar.

Den som qvæder denne Vise i Grev Brandtes Navn har ey vidst, hvad han vilde

43

19 giøre ham til. Snart er han Fangetrøster, snart Maler, snart Spillemand. Forfatteren selv er en kiedsommelig Trøster og en maadelig Rimere.

62. En Suppliqve fra de Kiøbenhavnske Jomfrue-Huuse, som skulde have været overleveret til Grev Struense, dersom han ey formedelst indløbende Omstændigheder var bleven hindret fra at modtage

fleere Suppliqver. Et halvt Ark stor, i 8vo. 2 Sk.

Den beskriver i Latter adskillige bedrøvelige Sandheder. Gid dens Indhold var saa nyttig, som dens Forfatter synes vittig; dens Materie saa reen, som dens Stiil er peen. Hvorvidt Skribenten kan bevise, at Grev Struense har havt Omgang med de fleeste af de Kiøbenhavnske H - - - det maae han selv vide. Fanger er det lige saa lidet tilladt at paabyrde ubeviislige Beskyldninger, som frie.

63. De Retsindiges Critiqve over Suhms Moraler til Kongen, af en Veldømmende.

6 Ark stor, i 4to. 2 Mrk.

En nedrig Siel synes her at ligge skiult under en sminket Dragt, for at fordunkle Sandheder som ere Kongen og Folket høystmagtpaaliggende. Stolte Optrin giør han, for at paadigte den værdigste Patriot et Feyltrin.

44

20 Denne sætter Lyset paa Stagen, at det maae skinne for alle i Huuset, men Smigreren setter sig selv i Lyset og vil formørke det, som er skabt til at lyse.

Philints Fortroelige, alle Retsindiges Tolk i Dannemark, Norge og Fyrstendømmene, en Person der ligger allerlængst fra Thronen ubemærkt i Støvet, en fattig Student, hvis Lykke er i de høye Herres Hænder. En vanvittig, som veed, hvad der passerer i Kongens allerhemmeligste Gemak, (det begriber han!) Philints Tanker og de forborgneste Sagers Sammenhæng. Saa fuld er hans Skrift af Feyl mod Modsigelsens Regel.

Kuns Vanvittige blinder han med sit Digt om sin høye Herkomst, naar han regner sig i Fannlie med Philint. Saa kalder han Kongen af Dannemark. Det Slægtskab er nok fra Adam.

Som Philints udtrykte Billede i Tænkemaade og Opførsel beskriver han sig selv, maaskee for saavidt de begge tænker med Sielen, og gaaer opreiste med Hovedet.

Han glæder sig ved at være deelagtig i Philintes Fortrin; men han begaaer uden Tvil et Feyltrin. En Mand saae i Drømme tvende Engle at holde en kongelig Krone over sit Hoved med et Paaskrift af de 2de Bogstaver L. F. I Følge heraf drømte han saa længe om at blive i sin Tid Landets Fader, indtil en god Ven

45

21

hialp ham ud af Drømmen ved at give ham den rette Udtydning af sit L. F., hvilket i Pøbel-Sproget hedder: Lik Fossen.

Han tager sig den Dristighed at forvende Brev til Moraler, dog denne er kuns liden mod hans øvrige Forvovenhed, hvor han lover at vil afbøde Kongens Vanære, see igiennem Fingre med hans Ufuldkommenheder for ey at opsige ham sit Venskab, hvor han fordrejer Patriotens Ord og paa en vrang Maade udtolker dem, hvor han afmaler Kongen alt for uskyldig til ay undersøge Sandheden, hvor han i det han vil omskabe Hr. (S. T.) Suhms Ord, vanskaber dem, og slaaer høyt paa Smigreriets Stræng, hvor han giør dristige Beskyldninger som ey kan bevises, hvor hans upassende Lignelser, smigrende Ophøyelser, høye Ironier røber en indkneben Indsigt og et slet Hierte. Han meener, at Hr (S. T.) Suhm bliver rød ved at læse hans Critiqve. Han miskieyder ham. Lad Smigreren læse sin Character i vore Ugeblade og blive rød om der ellers er Skam i ham.

Han beskylder Patrioten at han ikke har vovet meget ved sit Skrift; Ingenlunde saa meget som denne ved sin Critiqve, at giere sig bekiendt som en Nar og en Hyklere. Saa meget kunde og vilde ey enhver vove.

Saa rund han er i at skienke den store Cramer en Roes, som han ey trænger til og

46

22

mindst af slig en Pen, saa knap vilde denne Store tilstaae ham den Roes, som han giør saa mange Vendinger for at udtvinge sit Skrift, saa knap som denne retsindige Censor admitterede ham eller nogen uduelig værdig til Character eller Embede; hans Ædelmodighed kunde maaskee strække sig saavidt, at han gav ham Klosterdaleren og bar for Resten Medynk med hans usle Skrift.

Han beskylder Hr. Suhm for at sætte Pletter paa Purpuret. Abi Musca! Suhm viser Pletter for at faae dem aftoet og udslettede. Dine Pletter, Veldømmende! trænger til en Tvæt, din Stolthed til en Fornedring, og dit Hierte til en Forandring. Da bliver du en Elskere af Sandheden, som du nu under en Patriotisk Masqve vil beplette og bestorme.

Men du, brave Hr Suhm! trænger til intet Forsvar, du er ophøyet over al Dadel, og din Ære skal grønnes, naar ikke alleene slige smaae Sieles Praase slukkes med en Stank, men og da, naar alle fornemme Hyklere staaer beskiæmmede.

Første Anhang

til den første Classe.

-— — procul o! procul este profane!

Forstyrrernes Forstyrrelse og Mængdens glædelige Forandring, forestillet i en

47

23 Prædiken holden i Holmens Kirke over Evangelium paa tredie Søndag efter Nytaar 1772, af (S.T.) Hr. Provst Hee. 3 Ark stor, i 8vo.

12 Sk.

Med sin sædvanlige Vittighed og Tydelighed har den Høyærværvige Forfattere henvendt denne Dags evangeliske Text paa vor Stats forrige Kummer og den i samme nyelig skeete glædelige Forandring. Til et Beviis paa, hvor heldig saadant er truffen, fortiener følgende Linier at anføres: Pag. 43 og 44.

„Herudi har og en Maria havt sin Medvirkning, dreven af samme reene Omhu for Kongens Høyhed og Landets Velfærd, frie for Mariæ Skrøbelighed, som tales om i vor Dags Evangelio, da hun i Begyndelsen var noget overilende V. 34. men derimod fuldkommeligen hende liig i den Sindighed, som hun siden efter lod see, da hun befalede Tienerne eeneste at holde sig Jesu Ord og Befaling efterrettelig, og ellers i alle andre Henseender og i alle Tilfælde bevisende en Dronningsmæssig Caracter. Af saa værdige Redskaber har Jesus i denne Færd betient sig, men i hvor retsindige deres Tanker og i hvor redelig deres Hensigt har været, deres største Fliid og forsigtigste Omgang derved var dog, uden Herrens egen Medvirkning

48

24 og Kraft ey bleven andet, end Tienernes Gierning, som her øste Vandet, Jesus har giort Forvandlingen til Viin, og vendt alting uden nogen bedrøvelig eller skadelig Følge til almindelig Trøst, Glæde og Fordeel."

Indgangs Ordene ere ey mindre værdig anvendt end vittig valgte af Josv. 7, 25. i hvilke a) En haard, men sandfærdig Beskyldning giøres mod Achan. b) En streng, men retfærdig Dom forkyndes ham fra Herren.

Over Pøbelens bekiendte saa ulovlige som rasende Omgang med visse Huuse, ivrer Hans Høyærværdighed med lige saa god Ret som Eftertryk. Pag. 46.

,,En lige saa vederstyggelig Gierning i Guds Øyne, som hines Ugudelighed, den man ved slig Omgang har foregivet at have Hensigt paa, og en lige saa vis Forberedelse til Helvede, som denne; thi Røvere have ligesaa liden Arv og Lod at vente i Guds Rige, som Horer og Hoerkarle. Al Uordentlighed derfore være forbandet og udryddet iblant os, paa det vore Hierter maae være stille for Herren til at betænke, hvorledes han har reddet os af en Fare, i hvilken vi temmelig dybt vare nedsiunkne, ligesom Faaret, der allerede er saa nær indsluget af Løven, at ikkun to Been eller en Ørelap, efter Herrens egen Talemaade, er

49

25 deraf at kiende, og behøves derfor ufortøvet at frelses (Amos. 3, 12.)"

Det er derfore ey at tvile paa, at jo denne hellige Tale, der med velfortient Biefald og Behag er hørt af mange, vil ligeledes læses af fleere, der tilbede den udstrakte Almagts Arm, som forstyrrede Rigets Fiender, stadfæstede Kongens Throne og omvendte Zions Fængsel. Dankpredigt über die dem Könige und seinem Volke erzeigte Hülfe Gottes, auf Befehl des Königs am vierten Sonntage nach Neujahr in der Deutschen Petrikirche gehalten und zum Druck gegeben von D. Balthasar Münter.

2 1/2 Ark stor i 8vo.

En grundig, rørende og sin Gienstand høyt anstændig Tale! Den store Nød, i hvilken Riget nyelig laae nedsiunket, saavelsom Herrens herlige Frelse, findes her med de meest levende Farver aftegnet. Inter tvunget, ingen utidig Ophævelse besmitter dens Veltalenhed. Værdige Opmuntringer indeholder den til en glædefuld Erkiendtlighed af Herrens Hielp; men og Glædens Grændser bestemmer den nøye. Med en indtagende Eftertryk tilskynder den til at iagttage de Pligter, som paaligge det frelste Folk mod sin Gud, sin Konge, sig selv, sine forrige nu fangne Forstyrrere. Den beskiemmer Daaren, som endnu i alt dette intet Forsyns Øye, ingen Almagts Arm vil kiende; men og en Christen bestyrker den i hans Allerhel-

50

26 ligste Troe paa det Guddommelige Forsyn, hvilket han baade i Nøden og i Frelsen har tilbedet. Til desto almindeligere Nytte er den derfor og oversat i det danske Sprog. Retskaffenhed og Oprigtighed, Gudsfrygts og Religionens sande Væsen og Hoved-Sag, afhandlet i en Præken paa tredie Søndag efter Nytaar over Evangel. Matth. 8, 1-3. til Hukommelse af den 17 Jan. 1772. af (S.T.) Hr. Johan Christian Schønheyder.

Saa vigtig og lærerig dens Materie er, saa grundig er samme afhandlet, saa værdig udtrykt. Hvo finder sig f. Ex. ikke bøyet til at billige og efterfølge Hans Høyærværdigheds saa ædle som retsindige Tanker, ved sine formedelst Misgierninger i Ulykker styrtede Medmennesker.

„Kan den Retskafne som kiender sig selv, undgaae det at tilegne sig selv alle vore Kiøns fælles Vilkaar, at tage Deel i det Menneskelige Kiøns almindelige Forkrænkelse, som vores fælles Byrde og Ydmygelse? Ney, han maae bøye sig saaledes, saa tit han med et ynksomt Hierte er Vidne til sine Brødres Elendighed, til alle de Lidelser ved hvilke deres Liv og deres Lyksaligheder fortæres; ja endog saa tit hans bedre Siel forfærdes for de vilde Uordener, i hvilke de tøyløse Lyster bortføre Synderne; saa tit han skiælver for det Svælg af Ulyksalighed

51

27 som han seer aabnet under Lasternes Fødder; thi tænker han, er det dog ikke de samme Forvildelser, de samme Synder,

hvis Sæd har forgiftet min Natur som deres, de samme Lyster, hvis Magt jeg ogsaa føler i mine Lemmer, og hvilke let nok kan føre mig i deres Trældom. Saa lader han sig advare, roeser sig ikke i andres Fordærvelse, naar han seer de Ugudeliges Ulykke komme over dem som et Uveyr.

Hans Viise Frygtsomhed lyder Apostelens Advarsel: Rom. 11, 18-22. Roes dig ikke imod de afhugne Greene, med hvilke du var indpodet paa een Rod.

De ere afhugne i deres Vantroe. — — Hvilken Roes, at vores Kiøn, at vores Staat hvis Medborgere vi ere, at vores Christenhed af hvilken vi ogsaa bære Navnet, opføder saadanne Vanskabninger, Lasternes Trælle, Misdædere som længe have nydt Hæder og Belønning, indtil de endelig udstødes af det Menneskelige Sælskab. Er det Roes eller Beskiæmmelse, hvad i disse Dage er heele Landets, alle Byernes, alle offentlige Stæders og private Samlingers Materie, at saa afskyelig en Misgierning og nogle faae Ryggesløses Forførelse har kunnet sprede sin Forgift iblant os? Kan vi med Ligegyldighed eller med en uviis Latter see derpaa, at i en Stad, hvis Borgere vi ere, hvis Forsyndelser

52

28 ogsaa over os raabe til Himmelen, saa mange Indvaanere have besmittet sig med Baal-Peors skamløse Afguderie (4 Mos. B. 25.) og Handel, at saa mange Ureenheds Vaaninger i et Opløb, hvor ikke Nidkierhed for Dyden tilskyndede, men en nye løsgiven Last hos den ringe Mængde, Lysten at røve rasede, bleve tegnede med Forbandelse, og nu staae der til Ødelæggelsens Vederstyggelighed.“

Hvilken Retskaffen føler ikke sin Opmærksomhed underholdet og sin Siel paa nye opvakt til inderlig at skiønne paa den Allerhøyestes Hævn og Frelse, naar man eftertænker de levende Tegninger og rørende Opmuntringer Hans Høyærværdighed paa adskillige Stæder giver, blant hvilke man endnu vil anføre dette:

„Et Lynild gik ud fra det Mørke, hvori den Almægtige havde skiult sig, og hans Torden traf og sønderknusede Afguden. Med os var Gud, o! hans Tilbedelse og Frygt komme over os! endelig blev den afskyelige Taage, i hvilken vi og vores Ypperste og Folket var ligesom med en Fortryllelse fra Mørkheds Fyrste indsluttede, adspredet. Vi vaagnede og vare som de Drømmende. Saa uventet, men ligesaa naadig og lemfældig var den Frelse, hvilken Gud i denne Nat, en Balsazars Nat for de nu moedne Misdædere (Dan. 5.) udført.

Vores Frygt, vores Bekymringer

53

29

ere borttagne fra vores Hierte, og vi — hvad skulle vi nu giøre? Skal vi nu lade denne — som saa mange andre Beviis paa Guds Naade og Forskaanelse over os, døe bort i Forglemmelse? Vee os da! saa maatte denne Frelse blive henlagt for os til den Skat af Vrede, som upaaskiønte og foragtede Velgierninger samle for et Folk, som længe men forgieves har været baaren paa Guds Ømheds og Miskundheds Arme — —

For denne Ulyksalighed lader

os forfærdes meere end for alt det Onde, som hine Syndere havde raadslaaet at giøre os; Lader os skiælve derfor, at vi ikke i Dag med en hykkelsk og svigfuld Taksigelses-Høytid blive vores Fædrenelands, vores egen Lyksaligheds Forrædere e. s. p." Hvad man dog maatte synes at savne i denne ellers saa grundige og smukke Tale, er en almindelig tilstrækkende Tydelighed, hvorpaa man, uden ringeste Formindskelse af den Høyagtelse, man skylder den høylærde Forfattere, alleene vil anføre et par Exempler.

Pag. 5. Endskiønt de med Forstanden sande med de Guddommelige Lærdomme.

Her forvolder det sidste med nogen Utydelighed.

Pag. 17. 18. Skarpsynedhed.

Dette Ord er uden Tvivl mod det danske Sprogs Talebrug og Vellydenhed.

54

30 Pag 20. De paaskiønne deri Forsikringen og Vilkaaret, hvormed de sætte deres Tillid til Guds Venskab og Beskiermelse.

Denne Meening har ei den ynskelige Tydelighed. e. s. p.

Prædiken paa fierde Søndag efter Nytaar over Evang. Matth. 8, 1-13. holden for Garnisons Meenigheden i den Herre Zebaoths Kirke, til en hellig Erindring af den store Tildragelse, som den 17 Januarii sidstafvigte var foregaaet paa det Kongelige Slot Christiansborg, af E. A. Priebst. 2 Ark stor, i 8vo. 10 Sk.

Denne hellige Tale udmærker sig derved, at H. H. er den eeneste af Stadens Sogne-Præster der har ved denne Leilighed valgt til Afhandling de Ord af den evangeliske Text: Rigets Børn skal kastes hen ud i det yderste Mørke & c. Hvilke saa vittig som veltalende ere anvendte paa det danske Kongehuuses Fienders Fald. Hvad man synes at savne i denne Afhandling, er en Advarsel fra at søge en vanhellig Glæde i den Elendighed, i hvilken disse Ulyksaliges Laster har udkastet dem. Mængden, som er de ubefæstede, trænger til den. Den Evangeliske Aand forbinder en Christi Tiener dertil, ved en offentlig Tale af dette Slags, for at hindre al uchristelig Haardhed og Had mod Personer, hvormed Folket let maatte be-

55

31 smitte den høytidelige Taksigelse, som det skylder sin Gud for Befrielsen fra disse Voldsmænd. Die richtige Freude der Christen über die göttliche Vergeltung des Bösen Eine Predigt am 4ten Sonntage nach Neujahr, als einem von Ihrer Königl. Majestät zu einen öffentlichen Danksagung für besondere Wohlthaten der Vor. sehung verordnetem Tage vor dem Könige und den Königlichen Herrschaften in der Christiansburger Schloßkirche

gehalten von H. F. Janson.

2 Ark stor, i 8vo.

Efterat den Høylærde Forfattere har viist, at den dømmende Straf-Retfærdighed er en væsentlig Egenskab i den guddommelige Majestæt, der endog ofte i denne Verden aabenbarer sine Virkninger paa de Onde, beskriver han grundig og veltalende i Anledning af den Epistoliske Text Rom. 12, 19. Hvilken den rette taknemmelige Glæde er, som Christne maae føle ved det Ondes Giengieldelse, som Gud her i Verden foranstalter. Til samme Glæde anvises 3de Kilder: 1) At det Onde, som udbreder saa mange ødelæggende Virkninger blant Mennesker forstyrres og hæves. Her viser H. H. at de Ondes Ulykker ey maae glæde os, uden for saa vidt samme er uomgiengelig forbunden med det Ondes Hævelse. 2) At den retfærdige Sag (det er: Sandheden, den almindelige Lyksalig-

56

32 hed, og Guds Ære, bliver befriet fra Undertrykkelse tilligemed dens Tilhængere. 3) At derved tillige gives Haab til en

Forbedring i det Heele, (hvilken dog ikke lidet kommer an paa os selv). H. Hds Ønsker til Kongen & c. har meget skiønt og rørende

i sig.

Herrens visse Hævn, Guds Folk til Advarsel og Trøst, forestillet i en Prædiken til Aftensang i St. Nicolaj Kirke, paa den fierde Søndag efter Nytaar 1772, af Jørgen Østrup. 2 og et halvt Ark stor, i 8vo. 10 Sk.

Aflegger et nyt Vidnesbyrd om sin Forfatteres Nidkierhed mod de Onde. Man finder her, hvorledes denne Herrens Hævn er ved adskillige Udtrykke forudspaaet af Hans Velærværdighed. Den Spot og det Tab, Orders Tienere har maattet lide, imedens Ondskaben herskede, er ey heller forbiegaaet, og dennes Virkninger saavel for Østen som Vesten i Staden beskrevne. — Dog savner man, med Hans Velærværdigheds Tilladelse den ynskelige Orden, som ziirer en offentlig Tale. Vel giøre flittige Gientagelser den paa de fleeste Stæder forstaaelig nok for de Eenfoldige; men atter afbryde igientagne Udsvævelser en skiønsom Læseres Agtsomhed, ligesom i sær eet Stæd udmærker sig med nogen Uforstaaelighed Pag. 10. 11.