Andres Tanker. [No. 1-7. Den 23. Oct. 1772-. Dec. 1772.z9

Andres Tanker.

No. I.

Fredagen den 23 October 1772.

— Hic murus aheneus esto,

Nil conscire fibi, nulla pallescere culpa.

Horaz.

Naar vi undersøge alle de Begreb, som ere os indprentede, for dermed at kunde hielpe os ud af dette Livs forvirrede og mørke Vilderede, saa vilde vi ikke forefinde noget, der saa tydelig yttrer sig hos alle Mennesker, som Begreber om Dyden. Man kan vel ikke negte, at den største Deel af de Dødelige giør sig mange falske Forestillinger derom; dette kommer af de forskiellige Lidenskaber, som forblinde dem. Men Dydens sande Karakteer bliver dog altid med evige Bogstaver indskreven i deres Hierter. Randsag dig selv, siger Cicero, saa vil du finde det sande Begreeb om en retskaffen Mand. Menneskene kunde ikke komme bedre dertil, end ved at prøve deres egen Samvittighed; denne er den beste Prøvesteen for Sandhed; den betager vore Handlinger den falske Glands, som saa ofte bedrager os, baade naar vi dømme om os selv og om andre; og den ligner et klart Speil, som forestiller Billedet saaledes, som det

2

staaer for det, uden enten at giøre det smukkere, eller besligere. Alle Mennesker komme deri overeens, at de føle en Ærefrygt for Dyden, og en Afskye for Lasterne, deres Tænkemaade maa i øvrigt være nok saa forskiellig. Alle ønske at blive holdte for Dydige. Det største Skarn studser, naar han hører fortælle Exempler paa en ophøiet Dyd; og hans Samvittighed overbeviifer ham om hans forte og fordærvede Hierte, saa megen Umage han endog giver sig for at døve den. En redelig og Dydig Mand skal endog giøre sig agtværdig for sine Fiender, deres Bagtalelser skulde altid svækkes, jo større Fortrin de blive vaer hos ham.

Den sande Dyd maa grunde sig paa Gudsfrygt; just derfor findes hos de fleste Mennesker ikkun Skindyder, hvis Forskiel fra de ægte er meget stor og mærkelig. Den menneskelige eller falske Dyd virker en Begierlighed efter at synes dydig for Verden; den sande, af Kierlighed til Gud flydende Dyd, søger at skiule sig, og dens Besiddere lade sig nøie med to Hovedvidner — Gud og deres Samvittighed. De fleste Menneskers Dyd forlader sig paa sine egne Kræfter; den vil byde Trods til alle Hindringer. Den sande Dyd har altid Mistroe til sin egen Styrke, og skyer meget meer alt det, som kan give Anledning til Lidenskaber, af hvis voldsomme Heftighed den endelig maatte overvindes. Den falske Dyd, eller Skindyden, er stolt og vil aldrig taale

3

sin Liige; den sande derimod er ydmyg, taalmodig, føielig, og lader aldrig see nogen Misfornøielse,

naar andre overgaae den. Kort, undersøge vi de indbildte Kloges Dyd, saa ville vi sinde, at den er ikke andet, end en uægte Efterligning af den virkelige. Hiin store Menneskekiender. Rochefaucault har giort den sandfærdige Anmærkning, at de fleste Skindyder ikke ere andet end skiulte Laster, og at Handlinger, som synes høimodige og ædle, ofte have egennyttige

Hensigter, eller andre urette Bevægaarsager til Grund. Menneskene lade sig forblinde af den dem medfødte Egenkierlighed, som den stærkeste

Drivefieder til deres Foretagender, saa at de forlade den sande Dyd, og ansee den for noget gammeldags, saa snart en vis Glands, hvorved

den ret kan viise sig for de Forfængeliges Øine, ikke omgiver den. De fleste forlade da Dydens

Vei, fordi de hellere ville forestille sig Verden

prægtig, og mætte deres Egennytte eller Stolthed,

end bestilte sig paa den stille Dyd, som allene har Gud til Øiemeed.

Intet er vanskeligere, end at forene Stolthed med Dyden; og da der gives saa faa Mennesker,

som ere i Stand til ar være saa dydige, som Dydens strenge Love udkræve, saa maa vi aldrig ansee nogen for ganske lastefuld, eftersom

dette vilde tiene til et Beviis paa den største

Tillid til vor egen Indsigt. Vi skulle ikke lettelig

finde alle Dyder eller alle Laster hos een Per-

4

som; og den er den roesværdigste, som man mærker mindst af de sidste hos.

Samvittighedens alvorlige og upartiske Undersøgelse maa bestemme Forskiellen imellem den falske og sande Dyd; denne maa være Voldgiftsmand imellem den fordærvede Tilbøjelighed til stolt Egenkierlighed, og den reene Drift til Dyden. Den Overbeviisning, at have handlet ret, uden at have seet paa udvortes Skingrunde, vil virke den sødeste Trøst i os, og den største Roe og Sikkerhed mod alle onde Menneskers Anfald.

De Dydige have i den inderlige Fornøielse, de føle over deres Samvittigheds Rolighed, en almindelig Bevæggrumd til at handle dydig, uden at lade sig drive dertil af andre Aarsager. I Gudslærens Sprog heder dette: At efterligne Dyden af Kierlighed til Gud, og ikke af Frygt for den Straf, som venter paa Lasterne. Fornuftens Lys lærer os allerede at kiende vor Naturs Værd og Fortreffelighed; den siger os, at vi ere bedre end alle andre Skabninger omkring os, og at disse Fortrin, disse Fuldkommenheder bestaae i at udøve den uforfalskede Dyd, hvis store Formaal, som ikke er ringere, end vort evige Vel, vi uafladelig bør søge at opnaae. Den lærer os, at gode Handlinger allene ere overeensstemmende med vor evige Aand, og at det ikke allene er en Dyd, at handle ret, saa meget mueligt, men endog en Pligt, hvis Nødvendighed ethvert Menneske, hvor lastefuldt det end er, maa indsee. Vi ville fore-

5

stille os en forslagen Egennyttig, som underkiøber utroe Folk, en Tyran, en Cromvell. Hvor kunde han have opnaaet sine Hensigter, dersom de, han uomgiengelig maatte betiene sig af, havde været utroe og forsømmelige i de dem overdragne Forretninger? Maatte han altsaa ikke selv give sig af med at være en Sædelærer, der, som Voltaire paa den ene Side lærer Dyden, og paa den anden forstiller den, og giør den ganske ukiendelig?

At endog Lastefulde maa anprise Dyden, beviser blant andet et Exempel, som endnu skulde været ubekiendt i Engeland selv, dersom en viis Harris ikke havde bekiendtgiort det i Cromvells Levnets-Beskrivelse, hvoraf man noksom seer, at han aldeles ikke har været nogen Enthusiast, men en forstilt Bedrager, som betiente sig af dette enthusiastiske Væsen i Dyd og Gudsfrygt til et Skiul for sine rygesløse Hensigter. Waller, en af hans Slegt, mærkede, at der ofte, naar han var i den beste Samtale med ham, kom en Betient, og sagde ham, at een eller anden Person vilde tale med ham. Cromvell pleiede da at springe i en Hast op af Stolen, at opholde dem nogen Tid uden for Kammerdøren, og at tale noget sagte med dem, og Waller kunde da ofte tydelig høre, at de sagde: "Herren hielper nok; Herren skal nok aabenbare det.„ Saasnart Cromvell kom igien til Waller, sagde han til ham: "Fetter Waller, jeg maa tale med disse Folk efter deres Tænkemaade;" og derpaa

6

fortsatte han igien sin Samtale. Kunde man vel værre misbruge Dyden, end denne Mand giorde? En

Fortælling

et Fruentimmer.

Herman og Æmilie havde ved lang Omgang havt Leilighed at kiende hverandre. Dyden giorde deres Foreening saa uryggelig, at de efter et Aars Forløb forbandt sig endnu nøiere ved at lade sig vie sammen. Hermans Hensigt var at faae en dydig og flittig Ægtefælle, som kunde lette de Besværligheder, hans Handel førte med sig. Æmilie havde vel ingen særdeles Yndigheder, som kunde bemestre sig hans Hierte, men Siælens Skiønhed giorde hende elskværdig i en langt høiere Grad. Richard, saa hedde dette Fruentimmers Fader, var en Mand, der bedømmede et Menneskes Lykke efter Størrelsen af hans Formue. Han levede indsluttet i sit Huus som en Biørn i sin Huule, og med en frygtsom Omhyggelighed tog vare paa sine samlede Skatter. Intet uden Handelen laae ham paa Hiertet, og den drev han efter saa strenge Regler, at han i en kort Tid blev en Afskye for Folk. Herman havde endelig efter megen Umage erhvervet sig sin

7

Svigerfaders Bevaagenhed. Hans blomstrende Handel bragte den gamle Gnier til at troe, at hans Æmilie kunde blive lykkelig ved ham. Æmilie blev overladt til Herman, og begge følte Lykken af en foreenet Dyd. Manden passede med en munter Hurtighed paa sine Handels-Forretninger. Den Tid, som hans Naboer henbragte med Gæstebude, Spil og anden Vellyst, opofrede han til at omarme sin Æmilie. Hans skiønne Hielperinde kom ham til Hielp i hans kloge Levemaade. Hun lod Pragt og Overdaadighed være langt fra sig. Hendes Klædedragt var reenlig, men ikke kostbar. Den Mad, hun tillavede, var velsmagende, men ikke kunstlet, deres hele Levemaade var maadelig og sig selv liig. Fire Aar tilbragte dette elskværdige Par med at nyde saa sød en Lyksalighed. Ikke een Dag kunde de erindre sig, uden at føle dens Sødheder. Og den hele Rad af Dage var en stedsevarende Lykke. — Men den brave Hermans Lyksalighed maatte

endelig taale en bedrøvet Forandring. Søerøverne borttoge ham tre rigt ladne Skibe. Det var ude med Herman og han maatte overlade sig til sine Creditorer. Ingen kunde beskylde ham for ved Ødselhed selv at have tildraget sig denne

Ulykke. Han havde ikke giort sig nogen til Fiende i sine lykkelige Omstændigheder. Alle Folk elskede ham og lode hans Dyd vederfares Ret. Han gav og ikke heller sin Redelighed og sin

Dyd Afskeed i hans Ulykke. Han kaldte sine

Creditorer til sig, aabnede sine Bøger for dem

sin rette Handels Tilstand. De ynkedes over

8

ham og vare beredvillige til at indgaae et Forliig med ham. Og midt i hans Ulykke havde han været lykkelig, dersom hans Svigerfader havde været mindre umenneskelig. Denne haarde Mand havde ikke en liden Sum at fordre for sin Svigersøn. Saasnart altsaa Herman havde truffet

Forliig med sine Creditorer, tænkte han allene paa et Middel, hvorved han kunde tilfredsstille den karrige Richard. At gaae selv til ham fandt han ikke raadeligt; thi Gierrighed havde ogsaa frembragt Grusomhed i den haarde Richhards Siæl. Den arme Herman besluttede derfor at skrive sin Creditor saaledes til:

"Jeg er lykkelig, min beste Fader! og vil ikke føle til den Vanheld, der trykker mig som den tungeste Byrde, dersom dette Brev, der er forseglet med mine Taarer, ikke er uden Frugt, dersom mine Bønner ikke blive ubønhørte. Dyrebareste Ven, bør Naturens, hør Blodets Raab! Deres Godhed maa tilintetgiøre mine Fienders Bagtalelse, der tør paastaae, at De har forskudt mig og min Æmilie. — — Dog nei, De kan ikke forskyde os: De kan umuelig giøre det, De ere alt for Veltænkende dertil.

Men har et fiendsk Hierte unddraget os en Deel af Deres Bevaagenhed, saa straf De mig med Deres Vrede. Saa bitter den endog er for mig, saa vil jeg dog gierne taale den. Forbarm De sig allene over min Æmilie, hav i det mindste Medynk med det. Barn der i fire Maa-

9

neder har lagt under hendes Hierte. Dette spæde Noer kunde ellers tage Deel i sin Moders Elendighed, og for evig blive begravet under hendes Bryst. Men, beste Fader, vil de endelig

slaae Haanden af mig, saa tillad mig dog at jeg klager min Nød for Dem.

Jeg er ulykkelig. Jeg og min Æmelie, det er reent ude med os. Muurene selv, som omgive os, aflegge et taus Vidnesbyrd herom. O! saae De dog dyre Fader den Elendighed, som beleirer vort Huus. Forfulgt af Kulde, udtæret af Hunger, udmattet af Mangel lever jeg, og — — ach! at jeg skal sige det min Æmilie. Ingen Ven opmuntrer os med Trøst. Ingen Christen nærmer sig os, for ved milde Velgierninger at lette vores Armod. Elendig er jeg selv. Elendig i min Æmilie! og elendigt er alt det som er omkring mig. Ofte iiler min lille stammende Clementine til mig, og kan neppe drage Aanden. Da vender jeg mit Ansigt til Himmelen og sukker: o! Gud, mæt dog de Umyndige. Mange rædsomme Nætter tilbringer jeg med Graad i min Æmilies Selskab. Vor Siel savner all

Trøst, den eene undtagen som Religionen giver os. Og i Sandhed vi maatte synke, ja vi maatte døe under disse Byrder, dersom vor uskyldige Samvittighed ikke satte Mod i os.

Ja, beste Fader, jeg takker Himlen, at hverken Ødselhed, hverken sorte Laster eller fæiske Lyster ere Aarsager til vor Ulykke. Det er et

10

Tilfælde, som ald menneskelig Magt ikke var i Stand til at hindre. En Storm kan knuse Deres Skibe. En Røvere kan skille Dem ved Deres Formue. Og saa er De jo saa mange Mennesker liig, som har havt samme Skiæbne. Forbarm De sig derfor over ulykkelige! Min Lykke, min Rolighed, min Æmilie og Hendes Børns Velfærd er i Deres Hænder. Forlader De os, holder De op at være ædelmodig, saa er Døden vor eeneste Tilflugt. Den skal aftørre fire lidendes Taarer, og giøre Ende paa deres ubeskrivelige Græmmelse. — Men ney min Fader! Deres Hierte er for menneskeligt til at de med Ligegyldighed kan see paa vores Undergang i vore beste Aar. De vil trøste os, og ved at giøre vel imod os, vil De lette vores Qvaal. En overflødig Velsignelse vil da krone Deres sølvgraae Haar. De kan da prunke med det stolte Navn af en Befriere, og have den Fornøyelse, at jeg og min Æmilie maa takke dem for vor Lykke.

Den Barbar, mine Følelser befale mig at kalde ham med dette Navn, den tyranske Fader læste dette Brev. — Men ikke en Taare trillede need af hans Øyne. Ingen Tiger kan med mindre Rørelse betragte et sønderslidt Lam, end denne Løve, i et Menneskes Skikkelse, ansaae dette Ægtepars Jammer. Skal jeg kalde det Koldsindighed eller en rasende Vrede, der havde bemægtiget sig hans Hierte? Begge disse Uhyrer havde faaet lige stor Magt over hans Siel. Han fattede den diævelske Beslutning at lade den arme

11

Herman sætte i Fængsel, og ved hans Undergang at forstyrre haus Familie. Faa Timer efter at han havde faaet dette Brev blev denne ulykkelige Egtemand overleveret Arrestforvareren. —

Saasnart Æmilie fik denne hendes Mands haarde Skiæbne at vide, iilede hun til sin grusomme Fader. Hun omfavnede den grumme Richards Knæ. — I Støvet ligger her din Daatter, sagde den fromme Æmilie. Da jeg har dig og Himlen at takke for at jeg er til, saa hør mig min Fader. Du veed med hvor øm en Kiærlighed min Herman elsker mig. Jeg er vis paa, dersom jeg bar de Lænker, hvori han nu er indsluttet, vilde han skynde sig for at tage dem af mig og taalmodig gaae i mit Sted. Taknemmelighed, Kierlighed, og Troskab fordre af mig, at efterligne hans Exempel. Jeg, jeg vil være Borgen for hans Gield. Hans Lænker skal saare mine Fødder: hans søvnløse Nætter skal qvæle mig: hans Hunger, hans Tørst skal være min Deel. Hans snart forestaaende Død skal forfølge mig. Din Æmilie, som er af dit eget Blod, skal allene være Maalet for din skrekkelige Vrede. Berøv mig ikke, min Fader, denne søde, denne styrkende Trøst. Han er svag, megen Sorg og Græmmelse kunde let giøre Ende paa hans Liv. Und dog det umyndige Barn

endnu i nogen Tid med sin stammende Mund at nævne det fede Fader-Navn. Jeg maa frelse min Mand. Maaskee han havde ikke været saa ulykkelig, dersom han ikke havde giort mig saa lykke-

12

lig. Jeg venter paa dit Vink. Med et muntert Ansigt vil jeg skynde mig hen til ham og smilende tiltale ham: Deyligste, elskværdigste, fromme Mand, kast disse Lænker af dig; din Æmilie vil bære dem som en Pyndt. Gaae hen og lad dig see af den grædende Clementine. Jeg vil blive her og døe for dig. — —

For Smerter kunde den troe Æmilie ikke tale mere! Faderen studsede. Hans Hierte slog i ham og blev menneskeligt. Hans ædelmodige Datters Taarer, hendes ydmyge Stilling, den i hendes Ansigt malede Smerte, overvandt hans grusomme Hierte. Kom, sagde han, lad mig omfavne dig, min dydige Æmilie. Du har overvundet

mig. Din Mand skal settes paa fri Fod, og du være lykkelig med ham. Herman følte sin Faders Godhed. — Han blev løsladt, og blev rørt, da han fik at viide, hvem han havde at takke for sin Frihed.

En ung Dervis havde tilbragt, en lang Tid i et Kloster, uden at kunde undertvinge sin herskende Lidenskab, som bestod i en hastig Vrede. Han beklagede sin Nød for den, som havde øverste Opsigt over Munkene, med Begiering, at det maatte blive ham tilladt, grundigere at lære denne tunge Konst i Omgang med de strenge Eremiter, som vare berømte for deres Selvfornegtelse. Hans

13

Foresatte giorde ham vel mange Indvendinger, og blant andet ogsaa forestillede ham, at endog disse hellige Folk vare underkastede sandselige Fristelser; men hans Prædiken fandt ingen Gehør, og han saae sig endelig nødt til, at give sit Samtykke til den unge Dervises Begiæring. Denne begav sig uden Ophold paa Reysen, og tog sin Vey til en langt bortliggende Ørk, som tiente nogle Eremiter til Opholds-Sted. Han kom lykkelig til det Sted, han attraaede, og nærmede sig til den første Hytte, som han fik Øye paa: han bankede sagte paa Døren, og da ingen vilde lukke op for ham, fordoblede han sine Slag. En forskrækkelig Stemme brølede imod ham, Døren blev aabnet, og en Mand lod sig see, som med Myndighed satte ham i Rette, fordi han havde forstyrret hans Middags-Roe. Den arme Dervis stod gandske forbauset over at hans første Forsøg var faldet saa slet ud, og aabenbarede, at hans Hensigt var, at opsøge en Mand, som var Herre over sin Vrede, til et Mynster for sig paa Taalmodighed; men sagde tillige, at han i ham ikke havde truffet den rette Person, og derfor havde Aarsag at fortsette sin Reyse videre. Han gik og virkelig bort, og kom snart til en anden Hytte. Efterat han havde tilkiendegivet sin Nærværelse ved at raabe og banke, kom en ærværdig gammel Mand frem, som med Venlighed førte ham ind, da han havde sagt ham hans Forehavende. Just da de begge traadde ind ad Døren, saae Eremiten, at en Potte Melk, som han havde sat over Ilden, var imidlertid kommen i Kaag,

14

og at mere end det halve deraf var løbet over. Dette Tab var ham saa smerteligt, at han gruelig forbandede den Fremmedes Ankomst, som Aarsagen til den Skade, han havde lidt. Vores Dervis tog altsaa med Bedrøvelse anden Gang Afskeed. Skiebnen førte ham derpaa til den tredie Eremit, som just var i Begreb med at indsamle nogle Urter uden for Døren af hans Hytte. Han gik med Bekymring hen til ham, tilkiendegav ham sin Begiering, og fandt strax en Lærere, som tilbed sig baade med Ord og i Gierningen selv at bibringe ham den Videnskab, at kunde undertvinge sin Vrede. Medens disse herlige Løfter bleve giorte, stak en Flue Eremiten paa Næsen, som han slog efter med Haanden, og da den dermed ikke vilde lade sig jage bort, slog han saa alvorlig efter den med hans store Perlekrands, at Snoren sprang i tu og de tunge Trækugler suusede i Luften, nogle fløy og i Hovedet paa den stakkels Dervis, og efterlode sig et ømt Mindesmærke. Da hans Haab om at finde et Mennestke uden Vrede havde slaget ham feyl, gik han stiltiende bort, uvis om hvad han skulde foretage sig. Men for selv at dempe sin Vrede, vilde han endnu lade det komme an paa et eeneste Forsøg. I dybe Tanker førte hans Fødder ham til en Huule i en Klippe, hvilken han, uden at agte det, vilde gaaet forbi, da en Stemme opvakte ham af hans Henrykkelse, og bad ham komme nærmere. Han blev en smuk gammel Mand vaer midt i Hulen, som spurgte ham, hvad der var Aarsag til at han indfandt sig der, og bad ham, da han havde svaret,

15

at komme nærmere. Dervisen oplivet af et nyt Haab, faldt need for denne elskværdige Mands Fødder, omfavnede hans Knæe, men det saa uforsigtig, at den svage gamle faldt til Jorden. I det han vilde hielpe Eremiten op igien, stødte han imod en Hylle, og slog hans eeneste Drikke-Skaal need, som gik i Stykker. Ved alt dette lod den Gamle ikke høre et utaalmodigt Ord, ja han forbød endog Dervisen at fremføre et eeneste Ord til sin Undskyldning. Nu satte de sig need, og den gamle begyndte et alvorligt moralsk Fordrag, der varede temmelig længe. Det unge og af Reysen udmattede Menneske begyndte at slumre og nikke med Hovedet. For denne Uagtsomhed stødte den Gamle Dervisen saa heftig for Brystet, at han faldt om paa Siden, og med det samme lærte, at endog den allermindste Ting kan giøre et Menneske utaalmodigt, i hvor dydigt det end er.

Satyriske

Forklaringer:

At bede Fadder er en Handling, hvorved i paa det høfligste nøder en til at give Penge imod sin Villie

16

At reyse paa Landet hedder i store Stæder at tage bort en Tidlang, paa det Creditorerne ikke skulde vide, hvor man er at finde.

Bibliothek er en talrig Samling af den menneskelige Forstands Svagheder, hvis Eyermand forstaaer det mindste deraf.

Casse: er en med mange Laase vel forsynet Jernkiste, som man meget omhyggelig tillukker, at andre Folk ikke skal kunne blive vaer, at den er tom.

Klog kaldes den, som er snedig nok til at oprette sin egen Feyl ved andre Menneskers Skade.

Til Læseren!

Af dette sees nogenledes Indretningen af disse Blade. Selskabet, som udgiver dem, vil giøre sig all optænkelig Umage for at nytte og behage ved Oversettelser af gode Stykker hos Engelske, Franske, Tydske og andre Forfattere, saavel moralske, som politiske, historiske, muntre, ja endog theatralske. Selskabet modtager med Erkiendtlighed indsendte Afhandlinger, saavel Originaler, som Oversættelser. Det forbeholder sig allene at dømme, om de kunde være beqvemmere for dette Blad, eller ey. Og kunde saadanne Stykker tilsendes Hr. Boghandler Buch paa Nørregade med Udskrift: Til Selskabet; som udgiver Andres Tanker. Bemeldte Hr. Buch modtager Prænumeration med 2 Mk. 8 Sk. for hvert Fierding Aar, da de Herrer Prænumerantere sikkert skal blive tilbragt 1 Ark ugentlig. Sammesteds kan disse Blade og faaes Stykkeviis á 4 Sk.

Kiøbenhavn 1772, trykt hos M. Hallager

17

Andres Tanker. No. 2.

Fredagen den 30 October 1772.

Le coeur est citoyen de tous lès pays.

Montesquieu

Apheridons Hændelser

Af

Ham selv.

Jeg er født blandt Guebrene, og opdragen i en Religion, som maaskee er den allerældste i Verden. Jeg var saa ulykkelig, at lære at kiende Kiærlighed, førend jeg fik Forstand. Da jeg var ikke engang sex Aar gammel, kunde jeg ikke leve uden hos min Søster Astarte; mine Øyne vare stedse hæftede paa hende, og naar hun forlod mig undertiden et Øyeblik, fandt hun dem altid fulde af Taarer, naar hun kom tilbage. Hver Dag tiltog min Alder, og endnu meer min Kierlighed. Min Fader beundrede denne hæftige Tilbøyelighed, og havde gierne ønsket os sammen efter den gamle Brug iblandt Guebrerne, som Cambyses havde indført; men Frygt for

18

Mahomedanerne, under hvis Aag vi leve, giør, at vore Folk tør ikke engang tænke paa disse hellige Forretninger, som vor Religion meget meere befaler, end tillader.

Da min Fader derfor saae, at det vilde være farligt at følge min egen og hans Tilbøyelighed, besluttede han at udslukke den Lue, som han troede, nu først at være antændt, endskiøndt den allerede havde taget Overhaand. Han foregav en Reyse, tog mig med sig, og overgav min Søster til en af vore Paarørende; thi min Moder var allerede død for to Aar siden. Jeg behøver ikke at afmale min Fortvivlelse over denne Skilsmisse: jeg omfavnede min Søster, hun flød hen i Taarer; men jeg fældede ikke een, Sorgen havde næsten giort mig følesløs. — Vi kom til Tefflis, der betroede min Fader min Opdragelse til een af hans Paarørende, forlod mig, og vendte tilbage.

Nogen Tiid derefter fik jeg at vide, at han ved een af sine Venner havde faaet milt Søster ind i Seraillet, hvor hun opvartede een af Sultaninderne. Havde man forkyndet mig hendes Død, var jeg ikke blevet meer forskræffet; thi foruden, at jeg ikke kunde haabe, at faae hende meer at see, havde hun antaget den Mahomedanske Religion, da hun gik ind i Seraillet; og efter den Religions Fordomme kunde hun nu ikke see mig uden Skræk. Imidlertiid kunde jeg ikke leve længere i Tefflis; klæd af mig selv og Livet, drog jeg tilbage til Ispahan. Jeg tiltalte min Fader haardt; jeg lastede ham, fordi han

19

havde sat sin Daatter paa et Sted, hvor hun ikke kunde komme ind, uden at forandre sin Religion. De har, sagde jeg, paadraget Dem og Deres Familie Guds og Solens Vrede. De har giort

meer, end om De havde besmittet Elementerne; De har besmittet Deres Daatters Siæl, som er ikke mindre reen. Jeg skal døe af Kiærlighed og Sorg derover: maatte kun min Død blive den eeneste Straf, Gud vil lade Dem føle. Derpaa forlod jeg ham. I to Aar henbragte jeg mit Liv med at gaae omkring Muurene om Seraillet,

og betragte det Sted, hvor min Søster var; og udsatte mig derved tusinde Gange om Dagen for at blive qvalt af Gildingerne, som rundere deromkring.

Endelig døde min Fader; og da Sultaninden, som min Søster tiente, saae, at hun hver

Dag tog til i Smukhed, blev hun skindsyg derover,

og giftede hende med en Gilding, som elskede hende meget heftig. Ved dette Middel slap min Søster ud af Seraillet, og kom til at boe med

sin Gilding i Ispahan.

Tre Maaneder forløb, inden jeg kunde faae hende i Tale. Den mistænkelige Gilding sendte mig altid bort under adskillige Forevendinger. Omsider kom jeg ind i hans Seraille, og fik Tilladelse at tale med hende: En Loss havde ikke kundet opdage hende, saa indpakket var hun i Klæder, saa bedækket med Sløer, jeg kunde ikke kiende hende uden paa Røsten. Hvad følte jeg ikke, da jeg saae mig paa eengang saa nær ved og saa

20

langt fra hende? Jeg tvang mig det bedste jeg kunde, endskiøndt jeg var færdig at segne død ned paa Stedet. Saa vidt jeg kunde see, fældede min Søster nogle Taarer. Hendes Mand vilde giøre mig nogle slette Undskyldninger, men jeg begegnede ham som den nedrigste Slave. Han blev meget forvirret, da han hørte, at jeg talte et Sprog, som han ikke forstod, med min Søster: det var vort hellige Sprog, det gamle Persiske. Hvordan, min Søster? sagde jeg til hende: er det sandt, Du har forladt Dine Forfædres Religion? Jeg veed. Du maatte bekiende Dig til den Mahomedanske, da Du gik ind i Seraillet; men, siig mig, kunde Dit Hierte samtykke med Din Mund i at forlade en Religion, som tillader mig at elske Dig? og for hvem forlader Du da denne Religion, som bør være os saa kiær? For en Elendig, som endnu har Mærker af de Lænker, han har baaret? For en, som, om han er et Menneske, er det

nedrigste af alle. Min Broder, sagde hun, det Menneske, Du taler om, er min Mand; jeg bør ære ham, hvor uværdig han end forekommer Dig; og jeg var det nedrigste af alle Fruentimmer, dersom — Ach! min Søster, faldt jeg hende ind i Talen, Du er en Guebrer: hverken er han, ikke heller kan han være Din Mand: dersom Du er troe som Dine Fædre, bør Du ikke ansee ham

uden som et Uhyre. Ach! sagde hun, hvor viiser denne Religion sig langt borte for mig! Neppe

vidste jeg dens Lærdomme, førend jeg maatte glemme dem igien. Du hører, at det Sprog, jeg nu taler, er mig meget fremmet, og at jeg har

21

den største Umage, for at udtrykke mig; men vær forsikkret om, at Erindringen om vor Barndom henrykker mig stedse; at jeg har ikke havt nogen sand Glæde siden den Tiid; at der er ikke gaaet nogen Dag forbi, uden at jeg har tænkt paa Dig; at Du har havt meere Deel i mit Giftermaal, end Du tænker; og at jeg aldrig havde bestemt mig dertil, dersom jeg ikke havde haabet derved at faae Dig at see igien. — Men denne Dag, som har kostet mig saa meget, vil snart koste mig meer! Jeg seer, Du er uden for Dig selv: min Mand skiælver af Mistanke og Vrede; jeg faaer Dig aldrig meer at see: maaskee taler jeg nu med Dig for sidste Gang i mit Liv; dersom saa er, da vil det ikke blive langt. Ved disse Ord blev hun saa bevæged, at hun kunde ikke fortsætte Samtalen, og forlod mig i den elendigste Tilstand af Verden.

Tre eller fire Dage derefter forlangede jeg igien at see min Søster: den grumme Gilding havde gierne nægtet mig det; men Deels har dette Slags Mænd ikke den Myndighed over deres Koner, som andre; Deels elskede han min Søster saa Heftig, at han kunde ikke afslaae hende noget. Jeg fik hende at see paa samme Sted igien, ligesaa indhyllet som sidst, og i Overværelse af to Slavinder; hvorfor jeg tog min Tilflugt til vort hellige Sprog. Min Søster, sagde jeg til hende, hvoraf kommer det, at jeg kan ikke see Dig, uden at sinde mig i den græsseligste Tilstand? Disse Muure, som indslutte Dig, disse Tralværker, disse Slaader, disse elendige Vogtere, som passe paa Dig, giøre

22

mig rasende, hvorfor har Du tabt den søde Friehed, Dine Fædre saa længe have besiddet? Din Moder, Din dydige Moder, gav hendes Mand ingen anden Borgen for hendes Dyd, end hendes Dyd selv; de levede begge lykkelige i en indbyrdes Fortroelighed; og deres oprigtige Omgang var dem en langt dyrebarere Riigdom, end den falske Herlighed, Du synes at nyde i dette prægtige, udpyntede Huus. Da Du tabte Din Religion, tabte Du tillige Din Friehed, Din Lykke, og den kostbare Liighed, som er en Ære for Dit Kiøn; men det, som enden er det værste, er, at du er ikke hans Kone; thi det kan du ikke være, ney du er Slavinde hos en Slave, som man har fornedret langt under Menneskeligheden. Ach! min Broder, svarede hun, ær dog min Mand, hav Ærbødighed for den Religion, jeg har antaget; efter den er det en Forbrydelse at tale med Dig. Hvordan min Søster! raabte jeg gandske uden for mig selv, du troer altsaa, at den Religion er sand? — Ach! hvor vilde det ikke være fordeelagtigt for mig, at den ikke var det! jeg har opofret for meget for den til, at jeg skulde ikke troe den, og dersom mine Tvivlsmaal — ved disse Ord taug hun. — Ja, min Søster, Dine Tvivlsmaal ere vel grundede, hvad for nogle de end ere. Hvad venter Du af en Religion, som giør Dig ulykkelig i denne Verden, og tillader dig ikke at haabe noget i den anden? betænk, at vores Religion er den allerældste i Verden, at den har stedse blomstret i Persien, og at den ikke har havt sin Oprindelse fra noget andet Rige end dette, som man ikke veed om, naar

23

det er opkommet, at det er ikkun en Hændelse, som har indført den Mahomedanske, at den Sect er oprettet ikke alleene ved Overtalelser, men ved Magt. Dersom vore Fyrster ikke havde været feige, skulde vi endnu have seet vor gamle Religion herske iblant os, Gaae tilbage til hine fremfarne Tids-Alder; alting vil tale til Dig om vor Religion, slet intet om den Mahomedanske, som mange tusinde Aar derefter var ikke engang i sin Barndom. — Men dersom min Religion er ikke saa gammel som Din, saa er den dog reenere: jeg tilbeder ingen uden Gud, Du derimod Solen, Stiernerne, Ilden og de andre Elementer. — Jeg merker, min Søster, at du iblant Muselmændene har lært at drive Spot med vor hellige Religion, vi tilbede hverken Stiernerne eller Elementerne, vore Fædre har aldrig tilbedet dem: aldrig have de opreyst dem Templer, aldrig have de ofret til dem: de have vel dyrket dem, men i en ringere Grad, som øyensynlige Vidnesbyrd om en Høyere Guddom. Men, min Søster, for den Guds Skyld, som opklarer os, modtag denne hellige Bog. Den er af vor Lovgiver Zoroaster: læs den uden Fordomme: aabne dit Hierte for de Lys-Straaler, som vil giennemtrænge det, imedens du læser. Erindre Dig vore Forfædre, som har æret Solen saa længe i vor hellige Stad: tænk endelig paa mig, viid, at jeg har ingen Roe, ingen Lykke at haabe, uden af Dig, og at mit Liv beroet paa Din Forandring. Jeg forlod hende gandske Henrykt, for at give hende Tiid til at bestemme det Udfald, som var mig vigtigere end Livet.

24

To Dage derefter gik jeg igien til hende: jeg talede intet: taugs ventede jeg den Beslutning, som skulle bestemme mit Liv eller Død. Du er elsked min Broder, sagde hun, og det af en Guebrer: Længe streed jeg med mig selv, men, Gud: hvor let hæver Kierlighed alle Vanskeligheder: hvad Trøst føler jeg! nu frygter jeg ikke meere at jeg skal elske Dig for meget. Nu behøver jeg ikke at sette Grændser for min Kierlighed, Yderligheden selv er min Pligt. Ah! hvorvel kommer dette overeens med mit Hiertes Tilstand. Men, min Broder, nu har du brudt de Kiæder, som tvang min Forstand: naar vil Du bryde dem, som omgive mine Hænder. Fra dette Øyeblik af overgiver jeg mig til Dig. Lad den Beredvillighed, Du imodtager mig med, overbeviise mig om hvor kiær denne Gave er Dig. Naar jeg første Gang kan omfavne Dig, min Broder, troer jeg, jeg vil døe i dine Arme. — Det er mig umueligt, at udtrykke den Glæde, jeg følede over disse søde Ord: jeg troede, at jeg var, og jeg var ogsaa virkelig i et Øyeblik, det lykkeligste af alle Mennesker: jeg saae næsten alle de ønsker, jeg i fem og tyve Aar havde giort, at blive opfyldte, og alle de Fortrædeligheder, som havde giort mig dem saa besværlige, at forsvinde: men da jeg blev lidt vant til disse henrykkende Forestillinger, saae jeg at jeg var ikke saa nær ved min Lykke, som jeg havde indbildt mig, endskiøndt jeg havde overvundet den største Hindring. Hendes aarvaagne Vogtere maatte dysses i Søvn: Jeg torde ikke betroe et eeneste Menneske denne vigtige Hemmelighed: Hun og jeg maatte

25

giøre alting selv, og dersom jeg gik glip af mit Foretagende, vilde jeg staae Fare for at blive sat paa Spid. Men at miste min Søster vilde være mig den grueligste Piine. Vi besluttede derfor, at hun skulde sende Bud til mig efter et Uhr, som hendes Fader havde efterladt hende, og at jeg skulde legge en Fiil, som hun kunde fiile Gitterverket i Vinduerne ud til Gaden over med, og en knyttet Stige til at gaae ned paa, derinden i: at jeg ikke skulle komme meere til hende, men hver Nat vente neden for hendes Vinduer, om hun maaske, kunde faae Leylighed til at udføre sit Forehavende.

Femten heele Nætter gik uden at jeg saae noget Menneske: hun havde endnu ikke fundet nogen beqvem Leylighed. Endelig hørte jeg den sextende en Fiil arbeyde. Tid efter anden blev Arbeydet afbrudt, og i disse Mellemrum var min Skræk ubeskrivelig. Omsider saae jeg efter en Times Forløb, at hun hæftede Stigen fast. Hun steeg ud paa den, og gleed sagte need i mine Arme. Nu kiendte jeg ingen Fare meere: jeg stod længe uden at bevæge mig af Stedet. Derpaa førte jeg hende uden for Byen, hvor en Hest

stod færdig. Jeg satte hende bag ved mig, og med den mueligste Hastighed skyndte mig bort fra et Sted, som kunde være os saa farligt. Vi kom før Dag til en Guebrer, som havde begive: sig ud til er eenligt Sted, hvor han levede

tarvelig af sine Hænders Arbeyde. Vi holdte det ikke raadeligt at blive hos ham, og efter

26

hans Raad begave vi os ind i en tyk Skov og skiulte os i en gammel huul Eeg, til Allarmen over vor Flugt kunde være forbi.

I denne Afkrog levede vi to ganske allene! vi igientoge uden Ophør at vi stedse vilde elske hverandre, og ventede ikkun paa at en Guebrisk Præst ved Leylighed kunde fuldføre de Skikke, vore hellige Bøger befale, ved vort Bryllup. Min Søster, sagde jeg, hvor er denne Foreening hellig! Naturen har forenet os, vore hellige Love vil snart forene os nærmere. Endelig kom en Præst, og tilfredsstillede vor utaalmodige Kierlighed. I et Bondehuus iagttoge vi alle Bryllups-Skikkene. Præsten velsignede os og ønskede os tusinde Gange Gustaspis's Held og Hohoraspis's Dyd. Strax efter forlode vi Persien, siden vi ikke vare sikkre nok der, og forføyede

os til Georgien.

Der levede vi et Aar og bleve hver Dag mere indtagne i Hverandre. Men da mine Penge begyndte at forsvinde, og jeg frygtede for, at min Søster, ikke jeg selv, skulde lide Mangel, forlod jeg hende for at søge Hielp hos vore Paarørende. Aldrig var noget Farvel ømmere. Men min Reyse var ikke allene uden Nytte, men endog ulykkelig: thi paa den eene Side vare vore Midler confisqverede, og paa den anden vare vore Paarørende ganske uformuende til at hielpe os. Jeg fik altsaa ikke flere Penge med mig, end jeg net op behøvede til min Tilbage-Reyse. Men hvor

27

stor blev ikke min Fortvivlelse? jeg fandt ikke min Søster: et par Dage før min Ankomst havde

nogle Tartarer giort et Indfald i Byen, hvor hun boede, og da de saae at hun var smuk,

toge de hende bort og solgte hende til nogle Jøder, som reiste til Tyrkiet, og efterlode intet uden en liden Daatter, som hun for nogle Maaneder siden var bleven forløst med. Jeg fulgte

efter disse Jøder, og naaede dem tre Dages Reise derfra. Mine Bønner, mine Taarer vare forgieves. De forlangede tredive Tomaner for hende, og vilde ikke slaae en eneste af. Efterat

jeg havde vendt mig til alle, efterat jeg havde anraabt saavel Tyrker som Christne om Hielp, gik jeg omsider til en Armeniansk Kiøbmand, til ham solgte jeg mig selv og min Daatter for fem og Tredive Tomaner. Jeg gik til Jøderne, betalte

dem de tredive Tomaner, og iilede med de øvrige fem til min Søster, som jeg endnu ikke

havde seet. Du er fri min Søster, sagde jeg,

nu kan jeg omfavne dig igien. Her ere fem Tomaner: det fortryder mig, at de ikke vilde give mere for mig. Hvad, sagde hun, har du solgt dig? — Ja. — Ah! jeg elendige, hvad har du giort? var jeg ikke ulyksalig nok, uden at du endnu skulde giøre mig mere ulykkelig? Din Frihed trøstede mig, men dit Slaverie vil bringe mig i Graven. Ah! min Broder, hvor grum er din

Kierlighed! og min Daatter? hvorfor seer jeg hende ikke? — Hende har jeg ogsaa solgt, sagde

jeg. Vi faldt begge i Graad. Ingen af os havde Kræfter til at tale til den anden. Ende-

28

lig gik jeg hen at faae fat paa min Herre: min Søster kom næsten ligesaa snart som jeg; hun kastede sig need for hans Fødder: jeg beder Dem, sagde hun, om Slaverie, ligesom andre bede Dem om Frihed! tag mig, De vil faae mere for mig end for min Mand. Disse Ord frembragte Følelser hos min Herre, som tvang ham Taarerne af Øynene. Jeg elendige, blev hun ved, var du i Stand til at tænke, at jeg kunde tage imod min Frihed paa din Bekostning? — Herre! kiøb De os to Ulykkelige. Vi døe, dersom De skiller os ad. Jeg overgiver mig til Dem. Betal mig! disse Penge og min Tieneste kunde maaskee engang erholde det af Dem, som jeg ikke tør bede Dem om. Det er Deres egen Fordeel, at De ikke skiller os ad. Vær forsikkret, hans Liv beroer paa mig. Armenianeren var blødhiertet, han blev rørt over vore Ulykker. Viis eder begge, sagde han, troe og nidkiere i min Tieneste, saa lover jeg eder eders Frihed om et Aar: jeg seer nok, at hverken den eene eller den anden af eder har fortient disse Ulykker. Dersom I engang, naar I have faaet eders Frihed, blive saa lykkelige, som I fortiene: dersom Lykken engang smiler ad eder, saa er jeg vis paa, I vil gotgiøre mig det Tab, jeg maa lide. Vi omfavnede begge hans Knæe, og fulgte ham paa hans Reyse. Vi trøstede hverandre i vort strenge Arbeyde, og jeg var henrykt, naar jeg kunde forrette det Arbeyde, som tilfaldt min Søster.

Aaret fik Ende. Vores Herre holdt sit Løfte, han gav os vor Frihed. Vi reyste tilbage

29

til Tefflis, der fandt jeg en gammel Ven af min Fader, som med Lykke udøvede Læge-Konsten der i Byen. Han laante mig nogle Penge, som jeg begyndte en liden Handel med. Nogle Forretninger kaldte mig derpaa til Smirna, og der satte jeg mig need. Der har jeg nu levet i sex Aar. Der nyder jeg det elskværdigste, det sødeste Selskab af Verden. Eenighed hersker i min Familie, og jeg vilde ikke ombytte min Tilstand med nogen Konge i Verden. Jeg var saa lykkelig at treffe den Armenianske Kiøbmand, som jeg havde at takke for alt, og at giøre ham betydelige Gientienester.

Manden uden Laster og uden Dyder.

En Karakteer.

Erast, meer eremitisk end selskabelig, lever for sig allene, og inddeler sine Midler saaledes, at han kan leve ærlig og roelig. Han har ingen Familie, følgelig ingen Huussorger: er selv Herre over sin Tid, og bær Omsorg for, at han ikke skal falde nogen besværlig. Nu i ti Aar har han levet ligesaa ordentlig den eene Dag som den anden. Han er frisk og sund, og fornøyet med sin Skiebne. Han vaagner Klokken aate. Thee, Aviser og Vinduet give ham nok at bestille til Klokken ti. Ved denne Tid besørger han sine Forretninger, det er: han indfører i sin Dag-Bog

30

de Udgifter, han har havt i gaar, beseer dm Pyndt, han havde paa i gaar, om den skulde have taget nogen Skade, udvælger sig en for i Dag, skriver et Brev, naar hans Fordeel udfordrer det, blader i en nye Bog, som er tilsendt ham fra Bogladen, eller tegner en halv Times Tid for sin Fornøyelse, eller seer til sine Fugle. Førend Klokken slaaer tolv, er han paaklæd. Han spiser got, men maadeligt, og i de sidste tredive Aar veed han ikke, hvad en Ruus er. Hans Tid fra Klokken to, til han staaer op fra Aftens-Maaltidet Klokken ti, er ligeledes inddeelt: en Time anvender han paa at spille Billard, een paa Besøgelser, som han enten giver eller tager imod, en halv Time sover han, en Time anvender han paa at læse et smukt Skrift, een paa at spadsere, naar Veyrliget tillader det, een til at spiise Aftensmad, og naar Klokken er ti, overlader han sig ordentligen til Søvnen. Han viiger ikke et Skridt fra denne Orden, undtagen om Søndagen, da han gaaer i Kirke. Denne Mand er udraabt for sin Indgetogenhed og ordentlige Levemaade. Hans Tiener roeser af, at hans Herre hver Morgen giør sin Morgen-Bøn og hver Aften synger en Psalme. Og i Sandhed, Erast er maadelig og en god Huusholder, ingen Ven af Vellyst og rasende Forlystelser. Han taler ikke ont om noget Menneske, giver enhver den Ære, ham tilkommer, betaler rigtig, hvad han er skyldig, og lever i Stilhed for sig selv. Dog, hvad er Erast, naar man Nøye betragter ham i alle hans Foretagender? er han meer end en ordentlig

31

Lediggiænger? hvad er Hoved-Hensigten af hans Plan? Magelighed og en afpasset Dorskhed. Han lever tarvelig for at vedligeholde sin Sundhed: er Huusholder for at undgaae de besværlige Følger af Uorden. Han lever for sig selv, og ikke for andre. Er han vel derfor sat i det store Selskab af Mennesker? Han befordrer sin Fornøyelse; men er det den, Fornuften billiger? Han er omhygelig for sin Formue, eftersom det er et fornuftigt Menneskes Pligt; men, at bruge sin Formue, er dette allene, eller er ikke meget mere en nyttig Anvendelse af Tiden, en Pligt, en bestandig Pligt? Han anvender Tiden blot til at pleie og underholde sit Legeme, og altsaa lever han allene for i Fremtiden at have levet saa længe det har været ham mueligt. Han har en Siel allene for hans Sandsers Skyld, og Forstand allene for at opdage de Ting, som smigre hans Beqvemmeligheder. Han troer, at han giør intet ont, i det han vogter sig for de Laster, som straffe sig selv. Men hans heele Levnets-Plan er slet, eftersom baade Fornuften og det, hvortil Gud har bestemt et Menneske, forkaster den; han legger selv ved hans Indretning for Dagen, at et Menneskes Siel er et virksomt Væsen, da han hver Time paa en vis Maade underholder den. Hvorfor kan han ikke indsee, at det er langt bedre at være en nyttig og arbeydsom Mand, end en sysselsat Lediggiænger? Mon han haaber, at Gud engang evig vil belønne ham for den Umage, han saa ordentlig har giort sig, for at fornøye sine Sandser? Kunde han sove, saa ofte han gad, saa vilde han efter all Anseelse bortsove den største Deel af hans Leve-Tid. Han maa af Naturen være begavet med saa ringe Gaver, som endog kan tænkes, saa har han dog denne Fornuftens og Religionens Pligt tilfælles med alle Mennesker, oprigtig at anvende sit lidet Pund

32

til beste for det almindelige. Deri skal hans Dyd og Roelighed bestaae. Han skal leve fornøyet som en Medborger, og ikke som en drømmende Eremit. Han maa vel søge sin Beqvemmelighed, men han lever ikke for sin egen Skyld allene; thi da kunde Skaberen have indsluttet ham i en Huule, omringet med fornødne Levnetsmidler. Endelig er den Sætning falsk, at en beqvemmelig Levemaade er tillige en fornøyelig Levemaade. Naar Erast betænker sig ret (og han kan dog ikke undertrykke: alle alvorlige Tanker med sin Dorskhed) giør hans Hierte ham da aldeles ingen Bebreydelser for hans sandseliqe Levnet? finder han ikke en Tomhed i sin Siel? en Frygt for, at andre, som han slet ingen Nytte giør, skal foragte ham? en Skamfuldhed over, at han har levet fyrretyve eller halvtrediesindstyve Aar, uden at være bleven bedre Menneske end han var før? Kan han vel forlade sig paa Forsynets beskyttende Haand, og trøste sig med dets Bistand, naar hans Formue, som han for nærværende Tid allene anvender til sin Magelighed, skulde forvandles til Mangel? Kan han vel haabe noget naar han tænker paa Døden? Besidder han ikke disse Sielens Fordele, saa lever han ikke fornøyet; men er belønnet med en behagelig Kildren i nogle Aar og tillige straffet af sin Magelighed, som han har været en Slave af.

33

Andres Tanker.

No. 3.

Fredagen den 6 November 1772.

Ficta voluptatis causa sint proxima veris.

Horat.

Iblant den berømte Svifts Papirer har man fundet følgende Fortælling, som et Tillæg til hans Guliver.

Jeg Robert Knox, Capitain paa Skibet Bristol, bestemt til Madras, havde fortsat min Reyse næsten til det gode Haabs Forbierg, da en Orcan, som pludselig reyste sig, satte mig ud af min Cours hen imod Sønden. Stormen holdt ved i tre Dage, og da Søen igien var bleven stille, opdagede vi en Øe, som vi ikke fandt paa vore Korter. Jeg sendte en Baad i Land for at hente nogle friske Urter og Rødder og indtage ferskt Vand, eftersom Skiørbug havde heftig angrebet mine Skibsfolk. Den kom tilbage med en god Ladning, og Matroserne vidste ikke

34

nok at berømme Øens Frugtbarhed. Jeg fik selv Lyst at føre mine Syge paa Land: jeg overlod altsaa Commandoen til min Lieutenant; og kom lykkelig og vel paa Øen. Mine Syge kom i faa Dage fuldkommen til deres forrige Helbred, og da jeg igien vilde gaae om Bord med dem, gav jeg dem alle et lidet Giæstebud. Midt i denne Lystighed faldt jeg i en dyb Søvn, og da jeg vaagnede igien, var der ikke en Siel hos mig. Jeg kastede mine Øyne ud paa Søen, men mit Skib var borte: ved mine Fødder laae en Jagt-Flint, et par Pistoler, to Poser med Krudt og Kugler og nogle Tvebakker. En Seddel, som jeg fandt, underrettede mig om, at mine Folk vare blevne Forrædere og Fribyttere, og havde ved en Sovedrik sat mig i saadan en Tilstand, at det var mig umueligt at imodstaae deres Hensigter. Efterat jeg havde overvundet det første Anfald af Fortvivlelse, vovede jeg mig dybere ind paa Øen, for, om mueligt, at giøre een eller anden nyttig Opdagelse. Allevegne fandt jeg nok af spiselige

Frugter. Den tredie Dag derefter, da jeg just

vilde stige ned af mit Natte-Leye, som jeg var

vant at tage i et Træe, der var tæt begroet med Løv, saae jeg en heel Skare Folk nærme sig, som

jeg ganske rigtig ansaae for Øens Indbyggere. De vare nøgne, og lidet forskiellige fra andre Indianere: de havde ingen Vaaben, en eeneste Mand undtagen, som var klæd i Matros-Klæder og holdt et stort Sværd i begge hænder. Jeg sad ganske stille i mit Træe. Disse Folk vare neppe tredive Skridt fra mig, førend de med eet stode stille: de

35

stillede sig derpaa alle i en Kreds, mumlede nogle uforstaaelige Ord, og bare sig ad, som om de vare i Begreb med at holde deres Andagt. Efterat

dette havde varet en kort Tid, traadde den Mand, som havde Klæder paa, frem imellem dem og kaldte een af de nøgne til sig. Han kom strax, traadde frem og bøyede sig med Overlivet

næsten til Jorden: Matrosen greb sit Sværd med begge Næver og huggede ham med et græsseligt Hug midt over hans Legeme i to Deele, Tilskuerne gave et heftigt Skrig af sig, og jeg blev sat i den yderste Forskrækkelse. Jeg holdt disse nøgne Indianere for elendige Slaver, hvis fortørnede Herre vilde opoffre dem sin umenneskelige Hevngierrighed. Menneskekierligheden fordrev alle andre Betragtninger af min Siel: jeg raabte med en brølende Stemme: holdt, Barbar! eller du skal faae din fortiente Løn. Jeg iilede med Flint og

Pistoler need af mit Træe, og gik med opspendt Hane løs paa Matrosen. Han selv saavelsom hans Kammerater bleve forskrækkede over min uformodentlige Ankomst, dog toeg han strax Mod til sig, og raabte til mig paa Engelsk: Fremmede! lær at ære Naturens Underverker, og hindre mig ikke i at befordre en Skabe-Kraft, som er skiult for dig: bie endnu lidet, faa skal du dømme langt anderledes om disse mine Handlinger, som synes dig saa grusomme. Imidlertiid gav han nogle Indianere

et hemmeligt Vink, hvilke strax overfaldt mig og bandt mig til et Træe. Derpaa begyndte Matrosen sit Slagterie paa nye: alle Indianerne lode sig hugge midt over af ham, og da der var in-

36

gen flere tilovers, nærmede Matrosen sig til mig, lovede mig all Sikkerhed, og forsikrede høyt, at jeg i steden for de halvtrediesindstyve Mennesker, som han havde hugget i tu, skulde i Morgen finde hundrede friske og sunde unge Mennesker. Derefter løfte han mig, tog en Flaske op af Lummen, drak en god Slurk, tørrede Sveden af sig, og gav mig ogsaa al drikke. Da han saae, at jeg havde slaaet mig nogenledes til Roelighed, begyndte han følgende Fortælling; Landsmand! I befinder Jer i en Deel af Verden, som fortiener all Eders Beundring. De Mennesker, som beboe disse Egne, ere dyriske Planter. Det er Eder ikke ubekiendt, at visse Træer blive forplantede, naar man afskiær en Qvist og nedlegger den i Jorden. Her gaaer det ligesaa let, ja endnu lettere til med Menneskene og deres Formeerelse: man hugger dem kun midt over, da den virksomme Natur igien giver ethvert Stykke den halve Deel, det har mistet. Som jeg hører, svarede jeg, saa finder man her menneskelige Polyper, som ligne de dyriske, om hvilke vore Europæiske Naturforskere vide at fortælle saa forunderlige Ting. Den heri aldeles uerfarne Matros lod sig af mig omstændelig underrette om dette Naturens Underværk, og maatte til Slutning selv tiltage, at der var stor Overeensstemmelse imellem disse Mennesker og hine Vand-Insekter.

Videre fortalte han mig, at han allerede for mange Aar siden var opkastet paa Øen ved et Skibbrud, og af Forstanderne for Klapperklin-

37

gis (saa hedde denne underlige Nation) var giort til almindelig Skarpretter, eller rettere Folkets Fader og Opholder. I Begyndelsen var han geraadet i yderste Livsfare, da disse Indianere fattede det Forsæt, at giøre to Mennesker af ham; Men til hans store Lykke giorde de, ved at skiære

det ene Øre af ham, det første Forsøg paa, om han havde deres Natur, og da dette faldt slet ud, og intet nyt Øre vilde voxe ud igien af Hovedet, saa blev han ikke oftere ængstet med at formeres. Denne hans Fortælling sluttede han med disse Ord: I er, ligesom jeg, en Engellænder, og vor Nation skal efter disse Indianeres

Meening have en medfød Kraft til at hugge de

menneskelige Polyper i tu, saa der af hver halve Deel fremkommer et heelt Menneske: jeg er gammel, og nærmer mig til Døden; dette Folk skal altsaa indsette Jer i mit Embede. Jeg loe ad dette Tilbud, og vilde ikke troe denne selsomme Maade at formere Mennesker paa. For da at hielpe mig ud af min Tvivl, førte han mig nærmere til Slagter-Pladsen: Hvilket Syn! i saa kort en Tid havde disse kløvede Menneskers halve Deele saa kiendelig arbeydet paa at blive heele, at man ganske tydelig kunde see deres Vext. Efter

en liden Irettesettelse førte Matrosen mig dybere ind i Skoven, og lagde sig ned hos mig i Skyggen af Træerne: jeg spurgte ham, af hvad Stand disse Indianere vare, paa hvis Fordobling han ventede? jeg fik at høre, at de vare halvtrediesindstyve Poeter, som man havde hastet med at faae hugget i tu, deels da den giærende Drift til

38

at formere sig ellers maatte have sprengt deres Legemer, deels og, da der til at forfærdige et stort Helte-Digt, som nødvendig maatte bestaae af hundrede Bøger, hver Bog af ti tusinde Vers, og som skulde være færdig i ti Dage, uomgiængelig udfordredes hundrede Poeter. Men, min Herre, spurgte jeg, hvorfor lader man ikke Naturen sit frie Løb, og hvorfor skal Sverdet forskaffe disse svangre Poeter Luft? Aarsagen, svarede han, er høystvigtig; thi et Hug af et Sverd tvinger den overordentlige store Evne til at formeere sig paa utallige Maader, saa den lader det allene blive ved en Fordobling: eengang forsømte jeg den rette Tid, da skyndte en Poet sig og udlagde ligesaa mange Unger, som den største Hauge-Ædderkop. Det

værste er, at disse overcomplette Poeter tabe den sande poetiske Smag og Vittighed, og blive til barnagtige Spøge-Fugle, som giøre Oder og Sonetter om Æbler, Nødder, Sukkertøy, Dukker o. s. v. Jeg svarede; Jeres Forklaring giver mig en fuldkommen Indsigt i Sagen; men hvorledes vil det see ud med et Helte-Digt, som hundrede Poeter arbeyde paa, hvilken en væmmelig Miskmask

af forskiellige Opfindelser, Udpyntninger og Skrivemaader maae herved komme for Lyset? Intet mindre end dette, svarede han! Man kan ansee

alle Klapperklingis for en eeneste Siel og et eeneste Legeme, eftersom de fra Begyndelsen nedstamme fra en eeneste Stamme-Fader, hvis heele

Tænkemaade er uforandret bleven meddeelt den ene ligesom den anden. Jeg har allerede sagt jer, at de ere dyriske Planter, og at deres Indbild-

39

nings-Kraft bærer Frugter paa samme Maade, som en Æble-Qvist, der, naar den bliver indpodet i et andet Træe, altid frembringer eet Slags Æbler. Jeg indvente paa nye: men hvor kan en Poet hver Dag levere tusinde Vers? Det lader sig meget let giøre, svarede han: alting er mechanisk hos disse Poeter; i et hvert Minut tænker deres Siel en Linie, og net op i lige lang Tid fører deres Haand den paa Papiret; om jeg regner ret, saa skal de ikke fuldt behøve sytten Timer til at forfærdige de tusinde Vers. I har fast opløst alle mine Tvivlsmaal, svarede jeg; men hvorfra faae disse Poeter den Taalmodighed, at de i sytten Timer kan digte og skrive? Spørg heller, svarede han, hvor de i saa kort en Tiid fuldkommen kunne mætte deres herskende Lidenskab; vore Klapperklinges trættes ikke ved en Forretning, som oversvømmer dem med Vellyst: man maa med Magt rive dem løs fra denne henrykkende Gienstand, og vi have hvert Aar Exempler, at mange af dem have forglemt baade at spise, drikke og sove, og skrevet saa længe, at de have opgivet Aanden derover, og denne Maade at døe paa kalde de den saligste. Medens denne Samtale varede, brød Natten frem. Vi spiiste begge vor Aftensmad og sov Natten over i Græsset. Dagen begyndte knap at grye, førend min Landsmand vækkede mig op, og førte mig hen til det omtalte Fødsels-Sted for de nye Poeter, som vi fandt heele og fuldkomme i alle Lemmer. Just paa samme Tid kom man med hundrede Bærestoele, hvori disse Poeter skulde leveres til Hove. Vi fulgte ganske magelig efter til Fods: Saasnart jeg var kommet ind i Hovedstaden, blev jeg bragt for Kongen. Denne Prinds lod mig ved Matrosen forsikkre om sin Naade, og lod mig venlig indbyde til den forestaaende

40

Høytidelige Hovedbytte-Fest. Jeg maa melde noget om en nye Egenskab hos Klapperklingis: naar et Lem bliver dem afskaaren, saa voxer i saa Timer et nyt ud igien; endog et afhugget Hoved bliver vederlagt med et nyt. Dog kan man dermed endnu giøre et andet Forsøg: man hugger Hovederne af to Personer, og setter samme ombyttede igien paa Kroppene, da de derpaa i benævnte Tid voxe ganske nøye sammen med Legemerne. Man skulde neppe troe, hvad for store Fordeele dette Folk har af saadanne Kunstgreb: Finder man en eller anden, hvis Gemyts-Beskaffenhed kommer kun lidet overeens med deres Embede og Stand, saa blive de ved dette Middel paa eengang brugbare Folk: Har een et alt for stille og feigt Gemyt, og hans Embede udfordrer en opvakt Hierne, saa lader han efterspørge, hvor der skulde findes nogen, som i en Værdighed, der udfordrer en frygtsom Sædelighed, er alt for munter og levende; disse to treffe da et Forliig med hinanden om at bytte deres Hoveder, og saa ere de hiulpne paa begge Sider. Jeg var et øyensynligt Vidne til denne nyttige Omvexling paa bemeldte Hovedbytte-Fest; To Feldtherrer, som havde giort sig syge, da de skulde gaae i en Træfning, og to Hofdammer, som endog i Dronningens Gemak havde givet hinanden et par Ørefigen, maatte giøre dette Bytte; og efter den Tid opførte de sig fuldkommen overeensstemmende med deres Stand.

Saavidt disse forunderlige Efterretninger, som synes ganske utroelige. Om Fortsettelsen deraf er forekommet, eller Robert Knox har forsømt at fuldføre dem, kan man ikke afgiøre.

41

Anecdoter.

En vis Staats-Minister, som stod i stor Naade hos Kong Carl den Første i Engelland, havde paa det forbindtligste lovet at skaffe en ung Adelsmand, ved Navn Cæsar, en Tieneste ved Hoffet. Men hvor ofte han end havde lovet ham det, og hvor ler en Sag det end havde været for ham, glemte og forsømte han det dog.

En Dag kom en af Cæsars Venner til ham, og meget omhyggelig spurgte ham, om han havde holdt sit Løfte. Ministeren svarede med en forstilt Forvirrelse, at han havde glemt det, men at han endnu samme Eftermiddag vilde tale med Kongen derom, saafremt han alleene havde en skriftlig Erindring. Den anden skrev strax paa en liden Seddel: Tænk paa Cæsar! denne stak Ministeren, uden at see paa den, i den Lomme, hvori, efter hans Meening, alt det laae, som han allerførst skulde tale med Kongen om.

Herpaa gik en lang Tiid, uden at der blev tænkt paa Cæsar. Endelig vilde Ministren een Dag tage en anden Klædning paa, da hans Kammer-Tiener efter Sædvane leverede ham de Papirer, som vare i den forrige. Da han nu iblant disse

42

fandt denne Seddel, som han ikke før havde læst, og som indeholdt net op disse Ord: Tænk paa Cæsar, blev han meget forskrækket og kunde ikke komme til sig selv igien.

Han lod strax sine fortroeligste Venner kalde til sig, og viiste dem dette Stykke Papiir, som efter Formodning maatte være stukket ham i Haanden engang til Hove, eftersom han havde fundet det i den Lomme, hvori han pleyede at have alt det, som var af nogen Vigtighed.

Efter et alvorligt og dybsindigt Overlæg kunde man umuelig tænke andet, end at der maatte være en Erindring fra en Ven, som ikke torde være det bekiendt: at den havde ikke andet at betyde, end endeel mægtige Fienders Sammenrottelse imod hans Liv. Og Cæsars Ulykke var dem alle bekiendt, fordi han enten ikke havde bekymret sig om saadanne Efterretninger, eller og forglemt dem.

Derover besluttede de, at Ministren skulde giøre sig syg, og ikke gaae ud den heele Dag: at ingen, uden hans fortroeligste Venner, maatte indlades til ham: at Porten i Tiide maatte lukkes om Aftenen: at Portneren ikke maatte lukke en Siel ind, ikke heller gaae til Sengs førend om Morgenen, men tilligemed nogle Tienere flittig holde Vagt, om no-

43

gen maaskee med Magt vilde bryde ind: og endelig at de selv og nogle andre Herrer vilde blive hos ham for at see Udfaldet.

Da ellers Ministrenes Huuse altiid temmelig tiilig pleye at besøges, varede det den følgende Morgen længe nok, inden nogen blev indladt. Portneren, som i Morgenstunden havde indhentet sin Natte-Roe, undskyldte sig for sine Bekiendtere, og hviskede dem i Øret, at hans Herre forrige Nat skulde have værrt ombragt, og derfor havde ingen i heele Huuset været i Seng.

Kort herefter kom den foromtalte Cæsars Ven, for endnu engang at spørge Ministren, om han havde tænkt paa Cæsar. Nu besindede han sig endelig, opdagede de ugrundede Aarsager til hans Uroe, og kunde ikke andet end fortælle sine Venner Sammenhængen, som disse igien ligeledes berettede deres Venner, og saaledes bragte denne heele Historie ud iblant Folk.

Saurinde, et riigt, smukt, og velvoxen Fruentimmer, blev giftet med den anseeligste, riigeste, fornemmeste og fornuftigste Ungkarl i det heele Land. Intet liigere Par var i Mange Aar kommen samme, og enhver bildte sig ind, at dette Giftermaal skulde være et Mynster paa et fornøyeligt Ægteskab: hvilket uden

44

Tvivl ogsaa havde skeed, dersom ikke et alt for alvorligt Væsen hos Saurinde havde bragt Amiander, hendes Mand, som var af et meget muntert Gemyt, først til Ligegyldighed og i gandske kort Tiid til Koldsindighed.

Denne Koldsindighed kunde ikke være længe skiult for Saurinde, som besad en meget god Forstand, og Følelsen deraf formerede hendes alvorlige Væsen. Dette forstørrede Amianders Kulde, og denne igien Saurindes Spodskhed: ja det gik saa vidt, at, i det deres Misfornøyelse daglig tiltog paa begge Sider, den eene med største Ret syntes at kunde hade den anden.

Følgen af dette var, at Amianders Huus blev ham kiedsommeligt, og for at fordrive hans Misfornøyelse, søgte han andre Selskaber. Han fandt snart det han ønskede. Han kom i Bekiendtskab med Belinde, som ikke i mindste Maade kunde sættes i Ligning med hans Kone, hverken i Henseende til Skiønhed, Ungdom eller Fornuft; men hendes bestandig muntre Væsen fortryllede ham saaledes i en kort Tiid, at han umuelig kunde være fra Hende.

Vel bleve Øynene undertiden aabnede paa ham, og ikke sielden overveyede han, at saadan en Levemaade kunde bringe ham Skam og Ulykke paa Halsen. Han satte sig adskillige Gange for at forandre sig og forliiges med sin Kone. Men aldrig saasnart nærmede han

45

sig til hende, før denne Ild gik ud, uagtet alle hendes Skiønheder, og hendes spodske og ufordragelige Øyekast giorde ham med eet til Iis,

Lupinus, et vidtløftigt Menneske, Amianders Fetter, som allerede for længe siden havde forelsket sig i Saurindes Skiønhed, men aldrig havde havt ringeste Haab om nogen Gienkierlighed, banede sig endelig ved Medlidenhed Vey til hendes Hierte, og under Skin af at beklage hende, kom hun i et fortroeligt Venskab med ham, og da hun oftere omgikkes med ham i hendes Mands Fraværelse, giorde hun ham skindsyg og paadrog sig selv et slet Rygte.

Herved blev Amianders Tilbøyelighed til Belinde endnu heftigere. Han gav hende saa anseelige Foræringer, at hans Indkomster derved meget svækkedes, og tilsidst beholdt han knap det nødvendige tilovers. Til lidet at formindske denne dobbelte Pine i hans Hierte, tiente efter hans Mening intet bedre end Viinen: af denne tog han saa overflødig til sig, at hans Sundhed, saavelsom hans Capital derved temmelig formindskedes.

Imidlertid truede et ungt Vidne paa denne utilladelige Kierlighed med det første at komme til Verden. Belinde forestillede sig den Skam, dette vilde foraarsage hende, saa stor, at hun, uden at tale med noget Menneske, ja ikke engang med Amiander selv, hem-

46

melig ombragte Barnet, saasnart det var født, og kastede det i en Aae, men da det døde Legeme blev fundet, og Mistanken om denne skammelige Gierning formedelst visse Omstændigheder faldt paa Moderen selv, da Aaen just løb forbi den Gaard, hun boede paa, blev hun bragt i Arrest.

Amiander besluttede, af Frygt for den Straf, som følger paa at bryde sit Ægteskabs-Løfte, saasnart han fik denne Efterretning, at tage Flugten. Han skyndte sig hiem i det Forsæt at stikke noget Guld og Juveeler til sig, befalede, at man imidlertid skulde sadle hans Hest. Han ladede sine Pistoler, for at betiene sig af dem paa Reysen, og gik, saasnart han var færdig dermed, ned af Trappen. Men, i det han skulde passere forbi sin Kones Kammer, drev Nysgierrighed ham til at see hende endnu engang.

Han listede sig altsaa til Døren, og kigede igiennem Nøgle-Hullet; men blev vaer, at hans Fetter Lupinus var i Kammeret hos hende, ja fandt ham just i Begreb med at kysse hans Kone.

Dette uformodentlige Syn bragte hans allerede forvirrede Hierne fuldkommen til Raserie, han sprengte Døren op med Magt, skiød Lupinus ihiel paa Stedet, satte sig derpaa til Hest, og, som man let kan begribe, forlod Saurinde i den alleryderste

47

Forskrækkelse, som ved hendes egensindige Uvenlighed havde været, om ikke just forsætlig, saa dog tilfældigviis, Hoved-Aarsagen til alle disse Ulykker.

Fabler:

Da Æsops Løve gik ud i Skoven med det Esel, der med sin forskrækkelige Stemme skulde hielpe ham at jage de andre Dyr, raabte en næseviis Krage til ham af et Træe: Et smukt Selskab! skammer du dig ikke at følge med et Esel? Den, jeg kan have Tieneste af, sagde Løven, kan jeg jo sagte tillade at gaae ved Siden af mig.

Da det Esel, som Løven brugte i Steden for Jagt-Horn, gik ud i Skoven med ham, mødte et andet Esel af dets Bekiendtskab det, og raabte: God Dag Hr. Broder! din Tølper, fik det til Svar. Kun ikke saa stolt, svarede det andet: Du er ikke meere end jeg, og jeg er ikke meere end du; enten du følger med Løven, eller gaaer allene, saa er og bliver du Esel, dog en Esel. Navnet: Jeg spurgte min Pige: Hvad Navn vil du have?

48

Hvordan maae min Sang dig vel kalde? Mon Phyllis — — mon Cloris,

Mon Lesbia — Doris,

Mon Galathee vil dig befalde?

Aa! svarte min Pige:

Hvor prægtige Navne!

Vælg selv eet imellem dem alle:

Kald du mig kun Doris Og Phyllis — — og Cloris Og hvordan det dig kan befalde:

Kun din — — din maae du mig kalde.

En Drøm:

Saadan Drøm jeg aldrig drømte:

Naar saae jeg, o! Syn din Liige?

Nylig laae jeg hist i Dalen,

Hvilende de trætte Lemmer,

Der hvor Perle-Aaen rinder Blant de skyggefulde Buske;

Brødre! da saae jeg min Pige Staae ved Aaen, for at bades:

Hun var næsten ganske nøgen,

Nøgen til det utroe Linnet,

Som for hver en Vind maa vige.

Henrykt saae jeg hendes Bryster Svolme, hæve sig og falde:

Dristig holdt jeg stedse Øye Med den hvide Hals, og syntes At jeg mærkte Zephyr blæste Der omkring, og smagte Vellyst.

Nu begyndte hun, o! Glæde,

Sidste Skiul af sig at kaste:

Men ak! — Brødre! mens det skeede Vaagned jeg og hun — — var borte.

Gid jeg, nu kun kunde sove!

Nu er hun dog vel i Vandet.

<h—~-zS

49

Andres Tanker. No. 4.

Fredagen den 13 November 1772.

O mighty God, indulge my tongue,

Nor let thy Thunders roar,

Whilst the Young Notes and vent’rous Song To Worlds of Glory soar.

J. Watts.

Det høyeste Væsens Evighed.

Hil være Dig! Du beundringsværdige Væsen, Dig, som med den høyeste Magt har været til fra Evighed, hvis store Navn staaer skrevet med uudgrundelige Bogstaver dybt i ethvert Menneskes Hierte, og i ethvert udeeleligt Gran i Luften, Jorden og det Azurblaa Hav — —

Du ubegribelige! o! hvad formaae Ord, disse de Dødeliges Tankers svage Fortolkere, eller hvad formaae Tankerne selv — om de endog med vilde Vinger streife igiennem Luftkredsens vidtløftige Hvel-

50

38 vinger — naar de vovede at udfinde en Vey til Himlenes Himle: De tabe sig ligesom Nattens Fugle og blive opslugede af det skinnende Lyses Strømme. —

Tør den unge, ubesielede Digter vove at besynge den Evige? At opløfte sin Flugt til den Høyde, hvor Serapher og Cheruber istemme uafladelige Lovsange, og blande sin svage Stemme i deres store Chor? — — —

Han tør; — naar Du, som skaber Dig Ære og Herlighed, og Magt og Lov af spæde Munde, opløfter hans vingeløse Muse og værdiger hans Sang Din Bistand, Du, det heeles

store Digtere!

Førend denne jordiske Planet dreyede sit Løb om Lysets stedsevarende Kilde, førend Lyset selv begyndte at skinne og fik ved dit besielende Ord sin Tilværelse i en funklende Glands, førend Morgenstierne sang sammen og lovede Dig, Du utallige Verdener Skaber, er Du, den herligste, den naadigste, al Viisdom og al Magt.

Dog — er Skabetiden bunden til disse Verdeners Begyndelse? Kunde noget hindre den grænseløse Godhed fra evige Velgierninger eller holde den uendelige Kunstner i Uvirksomhed? — Flye! støvbeslegtede, krybende Tanke, at en umaalelig Magt, en ubegribelig Godhed kunde hvile, tilfredsstillet og udtømmet ved een Uges Arbeyde. — —

51

Ney! — ti tusinde gange virksommere end Solen i at udøve Din retmæssige Magt regierede Du, og dannede med din mægtige Haand utallige Systemer, alle beseglede med Dit uefterlignelige Segl.

Men — dersom Musen ustraffelig tør opløfte sine svimlende Sandser til altid redsommere Høyder — maaskee det beste Væsen, indhyllet i dybe Betragtninger, rolig eftertænkte det ædelste Thema, i den store Hensigt, at udgrunde den

evige Magt og Guddom, og opfylde sin alvidende Forstand med sig selv. Dette var tilstrækkeligt til at opfylde det store Alt! dette var en Sabbat,

værdig den Høyeste! maaskee har han, optroned iblant nogle faa udvalgte, men ringere, Aander, giort den store Plan til Verdens Grundstøtter,

Skabelsen og Igienløsningen, og hvilet en kort Tid — ved de store Følelser af sin Herlighed.

Maaskee — — men herneden er alt Gisning, alt Udvidenhed og medfød stolt Forfængelighed. O! Du, hvis Veye det er en Umuelighed nok at beundre, en Formastelse at beskrive — og det er alt hvad vi kunne, der er alt hvad

vi tør — Dig være Ære, Dig være Lov — —

Der kommer en Dag, da skal al denne Jord forgaae, og ikke engang efterlade sig Chaos: Den skal komme, da heele Elementernes Hær skal føre Krig mod hverandre, og ved deres Vrede paa begge Sider befordre Ødeleggelsens Triumph: Den skal komme, da den mægtige Dunstkugle der oppe

52

skal sukke i svovelagtige Tordener, og forgaae, og nedsynke i det tomme. Jorden her neden til skal spaltes i sin Middelpunkt, og opsluge den forstyrrende Ilds skrækkelige Lue. — — Hvor er nu Eders Stolthed I Klipper, som trodse Flodernes Rasen, og see med Foragt need paa de uroelige Dybder! og I, I skummende Bølger, som bruse langs igiennem det umaalelige Atlantiske Hav, I svolme forgieves: Skulde vel nogle Draaber være tilstrækkelige til at dempe den uudslukkelige Ild? I Bierge, paa hvis skyekronede Toppe Cedre forsvinde til smaa Grene, I prægtige Pillere, som understytte Himmelens mangefarvede Hvelvinger og grundfæste Jorden bestandig; hvor er nu, Athos? Hvor er, Teneriffa! din Anseelse? Hvad, Ætna! ere dine Flammer imod disse? Ikke andet end den foragtelige Gloe-Orm imod den gyldne Soel.

Da skal heller ikke de grønne Dale være sikkre i deres Ydmyghed, ogsaa de maa betale Natur og Retfærdighed sin Gield. Næsten græder jeg over Eder I smukke Medbeylere, Arno og Andalusien! men med overflødigere og mere sønlige Taarer græder jeg over dig, o! Albion, o! mit Fædreneland! — Forgieves adskilt fra de andre Lande maa Du ogsaa tage Deel i denne uundgaaelige ødeleggelse.

Ikke heller skal Du, Du Dagens majestætiske Behersker; ikke heller skal Du, Du Nattens indragende Dronning; ikke heller skulle I,

53

I Stierner, endskiønt Million og atter Million Miile borte, overleve den Dag: Ogsaa I maa underkastes Deel i, og ikke blot være skinnnende Tilskuere af denne Scene.

Men, skal end denne Jord indtil dens Middelpunkt forgaae, uden engang at efterlade sig Chaos: Svinder end Luften og ethvert Element bort, ligesom Daarens Drøm: Maa end de uhyre Klipper, paa hvis Toppe de høye Cedre vakle, og de ydmyge Dale, ligge under for Fordærvelsen: Maa end den gyldne Soel og den Sølvfarvede Maane med sit heele skinnende Følge tabes, saa lever Du dog, Du Verdeners store Fader, evig, som Du var, saa lever dog Menneskets udødelige Siel, nu fuldkommen og bestemt til uendelig Fryd.

Han kommer! han kommer! jeg hører den skrækfulde Basune, jeg seer den utaalelige Glands af det blinkende Sverd, han kommer, Over-Engelen fra det Høye.

"Staaer op I den taugse Gravs Indbyggere! vaagner uforkrænkelige, og staaer op! fra Østen til Vesten, fra Sydpolen til de hyperboreiske Lande, alle I Børn, I Adams Børn og Himmelens Arvinger! — Staaer op I det, taugse Gravs Indbyggere, vaagner uforkrænkelige, og staaer op!"

Da, og før ikke, skal den virksomme Siel finde sig selv i sit Hiem; og liig den paa Klip-

54

petoppen hvilende Ark see need paa det tryglede Livs ubestandige Løb, og efterat have overvundet Storme og Bølger og Klipper og Uveyr nyde Himlens evige Rolighed. Da, og før ikke, skal den udødelige Siel rigtig kiende sit Væsen, sin Oprindelse. Da skal den menneskelige Stemme med nye Toner synge den Evige værdigere Lovsange. — Dog, det vi kunne, bør vi giøre,

Rens du derfor mit Hierte med Isop, at jeg ikke, liig Cain, skal frembære et frugtesløst Offer, og med mine Gaver fortørne og ikke formilde den Tilbedelseværdige. Og var end Taknemmeligheden velsignet med alle de Evner, som dens overflydende Hierte kan længes efter: Steeg end Indbildningskraften paa fyrige Vinger høyere end dens modige Ønsker, saa var dog alt forgieves for at nævne ham, som han er, den ubeskrivelige. Dog lad Fornuften stedse ved Troens Øyne beskue ham med frygtsom Kierlighed. Lad Sandhed forkynde, og Tilbedelse, paa bøyede Knæe med Hænderne imod Himmelen, erkiende hans Rige. Lad Chor af Engle og Over-Engle med alle Himmelens Hære, Cheruber og Serapher, med deres Sølv-Basuner og gyldne Harper istemme: — — "Thi Du er hellig, thi Du er eene, Du Evige; Du allene udover al Godhed og overstiger al Lov.„

55

Prosaiske Oder.

Leander til Narcissa:

Endnu seer jeg Himmelen, den mig saa længe bevante Himmel, at blive rød af Solens unge Straaler, som med høytidelig Pragt fremtrine bag hiine skovbegroede Bierge. Hvilken guddommelig indtagende Scene for den muntre Unge! — Giennemtrængt af den sødeste Følelse griber han Liiren, og besynger den ham i Møde kommende Morgen. Harmonisk giennemlyde Strængene den opvarmede Luft; Glæde hæver hans Bryst, og glad gaaer han da til sine alvorligere Forretninger. Hvilken henrykkende Skueplads, hvilket ellers opmuntrende Syn for mig! — nu sort, som Midnatten, der med sit Blye-Zepter behersker Markene, lutter Qval, lutter Klage. Morgenen, som oversvømmer andre følende Siele med Ømhed, og kalder dem til Spøg og Fornøielser, kalder mig — — ak! at jeg maa give dig denne ubehagelige Efterretning, dyreste Narcissa! — — Men kan jeg vel længere sette mig imod Skiebnens bydende Vink? — den kalder mig til at forlade disse Egne — at vende tilbage til mine Fædrene-Muure. Adskillelsens Timer! hvorfor maatte I med en hastig Flugt iile frem? Vel erindrer jeg endnu den Tid, da jeg med en ufor-

56

nøiet Mund selv ofte bød Eder at haste; da jeg, forladt af reedelige Venner, i Selskab med nederdrægtige Hyklere, som paa en skammelig Maade søgte at undergrave min Lykke, maatte see mine leedige Øyeblikke fare forbi, eller da jeg vaagede heele Nætter ved den melancholske Lampe, eller eensom gik igiennem de braagede Enge, da saae jeg Eder glad i Møde, og I alleene vare mit Ønske. Men — hvor snart er Hiertet, de dødeliges Ønsker forandrede? — Een eeneste Omstændighed udsletter i os de Drifter, som paa det dybeste havde roedfæstet sig: Nye Bevægelser opkomme, som seyerrige henrive os, ligesom en stærk Bæk den svagere Dæmning. Hvor lykkelige vare vi, naar disse Tilbøyeligheder, som vore Ønsker grunde sig paa, vare altid fornuftige, altid dydige! Mine vare det: jeg kiender mit Hierte, det viiser sig for mig uden Sminke. Fornuft og Dyd understyttede den ømme Tilbøyelighed, som drog mig til dig, værdigste Narcissa! hvor ofte saae jeg da med forandrede, taarefulde Blikke ind i det tilkommende den Dag, som skulde forkynde mig Skilsmissen? ja, jeg saae den, som den, der tillige maatte rive mig ud af dine Arme. Hvor ofte græd jeg den i Møde

i din Barm? — og nu hvilke Følelser afvexle

i mit Bryst! Nu er den kommen, Veninde!

jeg maa skilles fra dig, for evig skilles —

fra dig, hvis Tilbøyeligheder Himlen havde dannet saa overeensstemmende med mine, dig, som jeg efter

57

den Eviges Raadsslutning skulde have troet, at være udvalgt til min bestandige Hielperinde, dersom

ikke heede Taarer bedugge Papiret i steden

for Ord, som for Veemodighed ikke kunne aabne dig

mine Tanker. Du kiender dem dog hvor

ofte sukkede jeg dig dem til — — Haarde Skiebne! skal endog de dydigste Lidenskaber piine Menneskenes

Siele? uudstaaelige Forestillinger! Ofte

søgte jeg at forbande dem, i Særdeleshed da, naar jeg efter vore ømme Samtaler eensom i Tusmørke giennemvandrede Engene. Min Vittighed var en riig Kilde til tusinde forskiellige Indbildninger og Forhaabninger, om at finde en muelig Vey, hvorpaa jeg kunde opnaae mine brændende Ønsker. Men alle disse søde og smigrende Billedee forsvandt, ligesom en let Drøm, for Mængden af de uovervindelige Hindringer, som viiste sig for min Forstand i deres heele mørke Skikkelse. Da trængte sig hyppige Klager af min Mund: Dem igientog den stille Skov og det luurende Bierg; sørgende skinnede Maanen, som tilforn smiilede saa venlig til mig, da den saae mig ved din Side; den blomsterrige Mark tilduftede mig Væmmelse og Fortrydelse. Forgieves søgte jeg at adsprede min Tungsindighed ved alvorlige Forretninger. Forgieves blandede jeg mig i Venners Selskab, som Munterhed og Lystighed spøgede om — jeg maatte iile til dig igien, endog da, naar Drømme omflagrede næsten den halve Ver-

58

den — jeg maatte udøse mine Klager i dit Skiød, og saa sandt jeg Roe og Trøst ved dine fornuftige Forestillinger, blandede med meenende Haandtryk og ømme Kys. For evig er den mig nu betaget, denne Roe — — evig flyer denne Trøst fra mig. O! hvor bange bliver jeg for den tilkommende Tiid, Elskte! borte fra dig bliver intet tilovers for mig, uden den smertelige Erindring af din Ømhed, som enhver klar Dag, enhver stiernet Nat vil dobbelt fornye i mit Bryst. Med Suk vil jeg hilse den største Forlystelse, som tilbyder sig. I Drømme vil dit Billede afpresse mig Taarer, naar det viiser sig for mig, snart, som naar du loe venlig til mig, snart, som naar du med halvdøde Øyne saae need paa mig, naar jeg talte om vor Skilsmisse. Jeg

skal ak! det er mig umueligt længer at vanke

om i denne Mørke Udsigt. Mørk være den, fuld af Klager være den, naar kun dine Dage ere lyse, behagelige og velsignede. Da taaler jeg all Qval med Taalmodighed. Din Lykke er min Roelighed. Den vil heller aldrig viige fra din Side. Himlen er retfærdig, den belønner dit ædle Sindelaug, — du fortiener

dens Løn du fortiener alt, dydige

Narcissa! hold de fromme Taarer tilbage, som du uden Tvivl vil udøse over min Fraskillelse! qvæl det Ønske, som du udstønner ubønhørt! Forsynet, hvis elskede Formaal du er, har tiltænkt dig en værdigere Ven: Maaskee bleve dine Dyder, din Siels

59

Adel, for lidet belønnede ved mig? Ganske fuldkommen maa den være som for evig skal indslutte dig i sine Arme, og kalde dig sin Narcissa. Lykkelig være den Høyagtelse, hans Hierte bærer for dig! lykkelig være den Tilbøyelighed, du har til ham! lyksalig være den Time, som skal foreene Eder ved det stærkeste Baand! lad den Eed, som udfløy af dine Læber paa hiine mig uforglemmelige Steder, hvor vi saa ofte med Haand i Haand og Bryst imod Bryst aabenbarede hinanden vore reene Følelser, ikke afholde dig fra saadan Forbindelse, som sigter til dit sande Vel. Den gang vare vi begge for iilende: Et tykt Forhæng skiulte det tilkommende for os, — jeg løser dig fra den for evig Jeg maa giøre det, men — med hvilken

Tvang seer jeg disse hellige Lænker brydes! Himlen selv bryder dem. Jeg er ikke længere din. Før var jeg det, jeg var det fuldkommen — Narcissa!

dog tænk undertiden tilbage paa mig, som paa din — Tænk i Særdeleshed paa mig, naar du besøger den skyggefulde Skov, som saa ofte luurede paa os, og tilraslede vore Kys Biefald. Velsigne

mig! velsigne endnu mine Been Maaskee de

bortfalde snart til Aske og Støv. Dydige! du er ikke meere min ikke meere? — — Jo, evig

bliver du min Veninde. Elskede er et Ord,

som jeg ikke uden alt for stor Tungsindighed meer kan nævne. Evig være det unævnet af mig. In-

60

gen elsker ømmere og redeligere end du. være Navnet Narcissa mig helligt.—

Narcissa til Leander:

Dit Brev fik jeg — disse faa Ord kunde fuldkommen være i Stand til med de meest levende Farver at skildre dig de Følelser, som stormede i mit Bryst da jeg læste det igiennem. Du kiender mit Hierte, fortroelige Leander! Du veed hvor villig mine Taarer adlyde de mørke Indtryk, som en Ulykkeligs Smerter, som en Ufornøyets Klager giøre paa mig. — Men hvorledes er det mig mueligt at tilbageholde Ordene, naar de skulle aabenbare Tanker, som angaae Dig, Dig, hvis bestandige Samtale havde været mig en evig Lykke. Jeg maa, jeg maa tilkiendegive Dig den Forfatning, som Dit Brev traf mig i; jeg maa afmale Dig den Rad af Tanker og Handlinger, som det frembragte. Allerede malede Solen Vesterhimmelen med skiæve Straaler, allerede iilede Landmanden, hvis Kræfter Dagens brændende Heede havde fortæret, længselfuld til den vederqvægende Hytte, da jeg, giennemtrængt af den reeneste Glæde, hastede ned i min Hauge, og der søgte den stille Eensomhed. Havde jeg ikke Aarsag at være overmaade glad? Min Fader, - ak, hvorledes skal jeg kalde Ham? Den ømmeste Fader? — Der i saa lang Tid maatte opofre sine Kræfter til

61

en heftig rasende Sygdom; ved hvis Seng jeg havde udgydet saa mange heede Taarer, naar han, allerede halv fængslet af den blege Død, lagde sin velsignende Haand paa mit nedbøyede Hoved, og med sin fromme Mund overgav mig til Himmelens Forsorg, han, siger jeg, fik af den Eviges Haand—som vist er bleven bevæget ved min heftige Graad — saa megen Styrke paa denne Dag, at han, kiendelig forbedret, kunde forlade sine Smerters Sted, og med en glad Mund kalde mig sin Daatter. Den Plads, hvor den store Skabers Godhed dufter mig i Møde af hans Hænders saa forskiellige Værker, skulde være min Tempel, hvor jeg vilde yde ham min skyldigste Tak. Hvor guddommelig var den Andagt, som giennemtrængte mig! Hvilken Beroeligelse vallede igiennem mine Aarer! Ak, Leander! havde Du kundet

lytte paa mig, skulde Du ikke have kundet andet, end læst den reeneste Glæde af mit Ansigt, og sluttet den af det jeg saa ofte bevægelig sammenslog mine Hænder. Jeg ønskede, at Du havde været tilstæde

længselfuld ønskede jeg, at Du med

mig maatte have sendt foreenede Taksigelses-Sukke op imod Skyerne. Jeg tænkte stedse, ar jeg dog vel maatte faae Øye paa Dig, i Særdeleshed imellem hiine duftende Roesenbuske, som saa ofte have hørt vore Kys. — Men desværre! da jeg fløy hen at omfavne Dig, fandt jeg en tom Skygge. Saa begyndte jeg paa nye at ønske Dig til Mig, og midt

62

i min store Begierlighed efter Dig kom Selinde, og bragte mig dit Brev. Jeg hoppede af Glæde — Han kommer, raabte jeg, nu kommer han strax — Allerede udstrakte jeg mine Arme, for fyrig at indslutte Dig i dem. Men ak! endog de Dødeliges uskyldigste Fornøyelser forvandles ofte ved de bitterste Smerter til Galde. Jeg læste, og hvilken Forandring styrtede sig over mig, saa meget ufordrageligere, som den var uventet! Intet Ord kunde

trænge sig igiennem mine stumme Læber; af Skræk gysede mine Lemmer; jeg begyndte at svimle. Selinde opreyste mit halvdøde Legeme, og søgte at bringe det til Live igien. Følelsen kom atter og formeerede min Qval. Leander! skreeg jeg, og en Strøm heede Taarer flød ned over mine Kinder — Leander! Dig skal jeg ikke see meer? Dig, den ømmeste den beste, den ædelmodigste Ven? — Evig skal jeg ikke see ham meer ? — aldrig skal jeg trykke ham tiere til mit troe Bryst?— Forraadnelse giennemskyde

mine ulykkelige Been; Forsyn! eller Neppe

kunde den forgiæves trøstende Selindes Haand tilbageholde de Ord, som allerede vare færdige at bryde ud. Retfærdige Himmel! til hvilke Udsvævelser driver en mægtigere Lidenskab Støvets Børn! Men er det afmægtige Menneske, er vor svage Slegt i Stand til at svinge sig op over den? den yttrer sin bydende Magt, førend vi formode det. Endnu

63

hersker den stedse i mig, denne martrende Lidenskab. Snart forrasker den mig med den stærkeste Magt, og da driver mit bange beklemte Hierte mig fra et Sted til et andet. Overalt søger jeg Lettelse, ingensteds finder jeg den. Snart sniger den sig gandske stille igiennem Aarerne, og da skyer jeg alle Mennesker, skiuler mig eeusom, og lader de utilbageholdelige Taarer flyde strømmeviis. Ofte spørger min igien oplivede Fader, naar han seer mine Kinder berøvede sine Blomster, og Tegn til Kummer i mine Øyne: Kiæreste Daatter! hvad for en Græmmelse fortærer dit Hierte? Hold op at være bedrøvet! jeg er jo frisk: Himmelen har bønhørt dine Sukke, og skiænket dig mig igien. Ak! han kiender ikke den Kilde, min Bedrøvelse har sit Udspring af; han kiender den saa lidet, som Du endnu kiender mit Hierte, dersom Du troer, at den Smerte, vor Skilsmisse føder, kunde forandre sig til en større Glæde. Med Dig er al Fornøyelse mig berøvet. Ikke engang en behagelig Udsigt bliver tilovers for mig. Undertryk dog den ulyksalige Tanke, at jeg skulde være i Stand til at skiænke nogen anden min Kierlighed. Dræb den i Fødselen: Den er qvælende for Dig; gruelig —- uudstaaelig for mig. Dig eene tilhører mit heele Hierte. — Kun Du har fortient det. Eeden, Leander! Eeden er mig alt for hellig til at jeg engang skulde nære den straffende Tanke, at bryde den; jeg holder den vist: Maa-

64

skee Himmelen anseer denne Troeskab med gunstige Øyne; maaske den belønner mig derfor. O kunde den vel udøse en sødere Belønning i mit Skiød, end naar den efter lange og haarde Prøver endelig vilde for evig bringe Dig i mine Arme? Dog, dersom der i Skiebnens Bog er tegnet en Beslutning, der ogsaa kuldkaster denne smigrende Trøst; dersom det ikke skal være mig tilladt, at blive foreenet med Dig, førend paa hiin Side Graven, hvor Ædle og Uædle ere Søstre og Brødre; saa skal dog aldrig mit Venskab, min Kierlighed, min Troeskab imod Dig lide mindste Forandring. Lad denne igientagne Forsikring overbeviise Dig, Leander! Lev lykkelig! maaskee Du kan før være lykkelig uden mig, end jeg uden Dig. — — Jeg uden Dig? — O hvilken Forestilling! Jeg kan ikke meer. Beste Leander!

lev fornøyet! —

65

Andres Tanker.

No. 5.

Fredagen den 20 November 1772.

Vergebens wirds der Kluge wagen,

Und, daß wir thöricht sind, uns sagen: Ihn selber halten wir dafür,

Blos, weil er klüger ist, als wir.

Canitz.

Udtog

af et Haandskrift om Landsbyen Qverleqvitsch ved Elven.

Gunstige Læser!

Du maa ikke fordre af mig, at jeg skal sige, hvordan jeg er kommen over dette Haandskrift, som jeg leverer Dig Nærværende Udtog as. Sagde jeg, at jeg havde fundet det under en gammel Muur, saa vilde du maaskee læse det igiennem med megen Ærefrygt, som en uskatteerlig Oldsag. Jeg kunde vel bilde Dig ind, at det

66

har hiemme i en Bogsal, og siden jeg er en Lærd, vilde Du ufeylbarlig troe, at jeg med lærvillige Hænder hemmelig har bortstiaalet det. Men —

jeg har ikke i Sinde at forebringe Dig nogen Usandhed! Dog skal Du heller ikke faae Sandhed at vide. Du maa lade Dig nøye med, at jeg meddeeler Dig et Værk, som kan tiene alle Historieskrivere til et Mynster, og Dig maaskee til Opbyggelse.

Den egentlige Forfatter af dette Haandskrift, og Tiden, naar det er skrevet, kan jeg ikke angive. Paa Titelbladet staaer der i Stedet for Navn et N., som Forfatteren uden Tvivl har sat der, for at giøre Læseren nysgierrig, og sig selv desmere bekiendt. Saa vidt jeg kan slutte, har en gammel Præst skrevet det for mange Aar siden. Om jeg slutter ret, maa Du dømme af de Omstændigheder, som forekomme i Udtoget selv. Endnu uvissere er det, naar denne Præst har lever og samlet disse historiske Efterretninger. Jeg formoder, det har været kort efter Canzler Creels Død; men jeg vil ikke paanøde nogen min Meening.

Verket selv er temmelig vidtløftigt: Fire Alphabeter i Folio. Skriften er meget fiin og ulæselig, og hist og her sinder man, jeg veed ikke, af hvad Aarsager, at der er ladet Plads til noget. Det Udtog, jeg vil give deraf, skal blive des kortere; og med at fylde de aabne Rum maa de forlyste sig, som ere, om ikke lykkelige,

67

saa dog i det mindste utrættelige i at forbedre lemlæstede Oldsager.

Saasnart man kaster sine Øyne paa Bogen, bliver man strax overbeviist om, at Forfatteren maa have været af en besynderlig Smag, og just ingen afsagt Fiende af sine egne Fortienester. Først finder man et Billede, som han formodentlig selv har giort. Udkast til, og som just ikke er blevet konstigt, men dog temmelig tydeligt. Det forestiller den flyvende Fama, som man kan see af to meget tykke Kinder og en Trompete: Paa denne hænger et Stykke Lærret, paa hvilket sees en menneskelig Figur med en Beeghætte, en lille Krave, og et saa kaldet Regnklæde: Der er noget skrevet derved, som jeg ikke kan giette meer end de to første Bogstaver af, der uden Tvivl ere P. L. og efter min Meening betyde Pastor loci, endskiøndt det og kunde sige Poëta laureatus. Af Skyerne rager en Haand frem, som holder en sammenbøyet Slange, og endnu noget andet, som ventelig skal være en Laurbærkrands. Neden for binder en Genius Tiden til et Træ, i hvis Bark følgende Bogstaver ere udgravne: S. H. N. Q. T. L. Q. M. Om jeg ikke tager feyl, saa sigtes der til det bekiendte Virgilske: Semper Honos Nomenque Tuum Laudesque Manebunt: Derved staae mange Folk, som med Beundring op opløftede Hænder beskue Billedet. De ere alle meget utydelig afmalede, uden een eeneste, som jeg holder for Skolemesteren der i

68

Byen, siden han udspiller Munden forfærdelig. Oven over forestilleset Landskab, og deri Byen Qverleqvitsch: Over samme svæver en aaben Bog, som uden Tvivl skal betyde en Concordants, eller maaskee dette Verk selv; deri finder jeg disse Ord: Nil sine me. Lige over for Billedet er der ladet et Blad reent, hvorpaa der staaer: Forklaring over min Opfindelse. Men om Forfatteren ikke selv har forstaaet sin Opfindelse, eller Døden har hindret ham fra at fuldføre sin Forklaring, det veed jeg ikke. Jeg har været vidtløftig i at beskrive dette Billede, for at man deraf kan slutte sig til Bogens Ælde; thi nu omstunder, ja allerede for mange Aar siden, ere saadanne prægtige Billeder gaaede reent af Brug.

Herpaa følger Titelen, som er et nyt Beviis paa Værkets Ælde, og saa lang, at man ikke, uden at have en meget sund Lunge, kan læse den op i et Aaandedræt. Jeg vil anføre den heel:

Høytlydende Krigstrompet og Fredsbasune,

Det er:

"En kort Krønike om den vidtberømte lille Bye Qverleqvitsch ved Elven, hvori dens angenemme, dog undertiden bedrøvelige Begivenheder saa vel i de ældre og nyere Tider, som i Middelalderen, tagne af tilforladelige Efterretninger, gamle Folkes Fortællinger, og an-

69

dre troeværdige Beviiser, tillige med det Assyriske, Persiske, Grædske og Romerske Monarkies deri indfaldende Hændelser, og mærkværdige Forandringer i Keyserdømmer, Fyrstendømmer og Riger; ja Pavernes, Keysernes, Kongernes, Fyrsternes og andres Levnetsløb og Handlinger, tillige med deres gode og onde Egenskaber, forekomme: og Naturens uudgrundelige Underværker i Solen, Maanen og Stiernerne, saa vel som i Planter, Træer, krybende og flyvende Dyr, baade i Jorden og Vandet, og i alt andet, som lever, bevæger sig og har Aande, lærerig ere foredragne: Og Socinianernes, Arrianernes, Pelagianernes, Manichæernes, Anabaptisternes, Molinisternes, Syncretisternes, Atheisternes, Indifferentisternes, og alle andre Kiættere, som ende sig paa ister, deres fordærvelige, afskyelige og diævle blendte Meeninger derved paa det grundigste og heftigste igiendrevne; til Advarsel og Formaning, men i Besynderlighed til Trøst for den liden christelige Hob i Qverleqvitsch i mueligste Korthed, og med en iilende Pen forfattet af N."

Paa den første Side staaer Tilegnelsen til hans kiere Sviger- og Gudfader Jørgen Klunker, Borgemester i Merane, og Oldermand for det hæderlige Skræderlaug sammesteds. Han viser deri den Liighed, Staden Merane har med det gamle Rom, og efterat han med adskillige latinske Steder har underrettet hans Hr. Svigerfader om hvem Cicero har været, spørger han ham og det heele Borgerskab, om Hr. Klunker ikke er den anden Cicero? Han beviser det af Exempler; og iblandt andet deraf, at han har jaget Byeskriveren, som en farlig Catilina, ud af Byen.

70

Paa den femte Side skrider han nærmere til sit Forehavende, og anfører de Aarsager, som have bevæget ham til at skrive. Han fortæller dem efter Orden, og holder deriblandt den for den vigtigste, at han ikke længer med en god Samvittighed har kundet imodstaae hans Venners, Velynderes og Foresattes heftige og uophørlige Bønner, Taarer og Trudsler, og har heller vildet meddele den lærde Verden denne Bog, end give Anledning til nogen Voldsomhed.

Fra niende til tolvte Side, viser han Indretningen af det heele Verk; men

Paa den trettende Side dets store Nytte, og Fra den femtende til nittende erklærer han, at han formedelst sine mange Embedsforretninaer maa afbryde og slutte dette Tilegnelsesskrift; hvorpaa der ogsaa Side 20 og 21 følger et hierteligt Suk.

Paa den 22 Side staae disse Ord; "Oprigtige Lovtaler og skyldige Æresminder over den høylærde og vidtberømte Hr. N. - -, Forfatter til Krøniken om Byen Qverleqvitsch, opfatte af neden anførte

lærde Mænd." Men Hr. N. har nok ikke oplevet dem, siden man finder lutter reene Blade, indtil Side 40, i Haandskriftet.

Paa den 40 Side begynder endelig Krøniken selv med store Bogstaver Q. B. D. V.

“Men Gud skabte kun een Mand og een Kone„ ere hans første Ord; og deraf viser han, hvor forunderlig det menneskelige Kiøn har forplantet sig igiennem saa mange Aarhundrede, og i saa mange Lande og Stæder, at der nu befinde sig 89 fornuftige Siæle i Qverleqvitsch allene, som han og ved den Leylighed ønsker at maatte bevares fra Krig, Pest, og dyr Tid,

71

hvilket de dog fuldkommen havde fortient med deres Synder.

Paa den 46 Side falder han paa det Indfald, hvordan det vel maa have seet ud i Qverleqvitsch for tusind Aar siden? Han er af den Meening, at Egnen deromkring har paa den Tid været aldeles ubeboet, og at man maaskee ikke har hørt andet end! Rørdrummer der, hvor Prækestolen nu staaer. Herpaa kommer han frem med sin heele Lærdom, og taler om en Cherukisk Fyrste Arminius, om Hermundurer og Myser. Ved samme Leylighed erindrer han sig Thracierne og Schytterne. Han blegner, naar han tænker paa Attila, og beundrer Skiebnen, som kastede Venderne fra det kolde Norden, ind i det heede Italien, for at forstyrre de skiønne Konster og Videnskaber: Han husker paa Longobarderne, og anfører tolv lærde Mænd, som udlede dette Navn af deres lange Skiægge.

Paa den 59 Side kommer Forfatteren til sig selv igien, og erindrer, at han har giort denne Udsvævelse i sin Fortælling for at komme til at bevise, hvem der havde været deres Forfædre, som boe i denne Egn. Sagen selv holder han for meget uvis, og vil heller anføre slet intet, end noget tvivlsomt, da en fornuftig Mand ikke maa anføre noget, uden det han med god Grund kan paastaae. Han sukker over den fordærvende Hussitter-Krig, hvori de beste Documenter om denne Bye formodentlig enten ere opbrændte eller bortførte til Bøhmen. Ved denne Leylighed falder det ham ind, at Hus betyder en Gaas, og da leer han Hiertelig over den eenfoldige Bonde, som bar en Dragt Brænde til Baalet i Costniz, for at brænde denne dyrebare Martyr.

72

Paa den 66 Side vil han, for at komme ud af dette Kram, med Ære, og med en ubeskadiget Samvittighed, lade enhver beholde sin Meening. “Nok er det, siger han, at vi maa have havt Forfædre; thi hvor der er en Virkning, der maa og være en Aarsag." "Men, slutter han videre, jeg og alle Bønder i Byen ere Virkninger, derfor maa vi og have havt en Aarsag, og den er just vore Forfædre, som jeg med saadan Umage har søgt efter." I en udførlig Note viser Forfatteren, hvad Modus denne Syllogismus er i, og bander Aristoteles need i Helvede, fordi han har slaaet heele Verden med Blindhed ved hans Sophisterie. I Kanten staae de Ord: “O Fornuft, hvor skadelig er du;" men da Blekket er gandske nyt, og Trækkene saadanne, som man nu bruger dem, slutter jeg, at denne Anmærkning maa nok være giort for omtrent tyve Aar siden.

Side 68 takker han Himmelen med et inderligt Ak, at den har forleenet ham Viisdom og Styrke til at komme saa vel ud af disse vildsomme Oldsager, og til at sætte de forvirrede Efterretninger om deres Forfædre i et klart Lys. Der bedriver han da og temmelig tydelig Beliggenheden, Omkredsen, Størrelsen, Gierderne og Graverne, saa vel som Inddeelingen af Gaderne i Qverleqvitsch, som jeg alt her, for Vidtsløftigheds skyld vil forbigaae.

Paa den 80 Side, erindrer han sig, at han af Hastverk har forglemt at sige, hvorfra det Navn

73

Qverleqvitsch har sin Oprindelse; men nu har han faaet saa priisværdig en Afskye for gamle Undersøgelser, at han ikke opholder sig derved. Hans Meening gaaer ud paa, at den i Betragtning af dens smukke Beliggenhed, i Pavedommet er bleven kaldet querelarum quies: Dette kommer ham høyst sandsynligt for, siden man kun behøver at kaste de Bogstaver e og arum bort og forandre ics til itsch. Dette beviser han og meget eftertrykkelig, ved at sige, at den maa ikke have sund Fornuft, som ikke vil indsee Sandheden deraf.

Paa den 81 Side handler han om Byens verdslige Hovedbygninger, og de derved forbundne Rettigheder, Rettergange og Frieheder. Den strænge Junkers Riddersæde tager han først fat paa. Der er ingen Muur, ingen Stue, intet Vindue, ingen Tagsteen, at han jo beskriver den efter dens Længde og Breede, ja, for, at hielpe paa den Eenfoldige, har han endog tilføyet nogle Grundtegninger tilligemed Maalestokken. Der hører en temmelig Taalmodighed til at læse alt igiennem. Dog maa man ikke lægge ham dette til Last, siden han ikke har giort andet, end det vore Forfattere, endnu den Dag i Dag er, giøre med den urretteligste Omhyggelighed.

Over Porten opdager han en gammel Steenfigur, som efter det Udkast, han har giort deraf, er formodentlig ikke andet, end en Zirat af Løvværk; men han anseer den for et høyadeligt Vaaben, hvoraf han udle-

74

der den strenge Junkers adskillige Forbindelser med andre Familier, og tillige nogle retmæssige Fordringer paa sex Riddergodse.

Et Taarn, som tiener Bønderne til et Fængsel, holder han for besynderlig mærkværdigt. Han kalder det en Skræk for de Aspenstige, og Retfærdighedens Tempel; men Fangefogeden Retfærdighedens Præst, og viser ved denne gode Leylighed den grundede Forskiel imellem den geistlige og verdslige Armee.

Tinghuuset kan han ikke gaae stiltiende forbi. Han giver omtrent ligesaa livagtig en Afbildning deraf, som af Riddersædet: Men over Lindetræerne deromkring, som Bønderne pleyede at forsamles under, udviser han en hiertelig Glæde, da de ved en meget naturlig Orden komme ham til at erindre sig de gamle afgudiske Linder, og den Sædvane at holde Rettergang under aaben Himmel. Denne Materie afhandler han med stor Belæsenhed; og jeg har seet nogle nyere Forfattere, som ikke komme ham nær i denne Henseende.

Side 140 følger de Geistlige Hovedbygninger, som bestaae af Kirken, Præstegaarden og Skolen. Ved enhver giør han en lang Fortælling, og glemmer heller ikke Billederne. Jeg vil ikke falde den gunstige Læser besværlig med et Udtog af Alt; men nogle Omstændigheder kan jeg ikke lade uberørte.

Hvor længe Kirken har staaet, veed han egentlig ikke, men nok, at den allerede har været til i Pavedømmet. Reformations-Historien tager her en Deel

75

Sider op, og det kommer mig meget sandsynligt for, at Sekkendorf har med god Nytte betient sig af dette Haandskrift. Den indmurede Vievands Kiedel kan han aldrig see paa uden at græde, og holder den for noget, der henhører til den papistiske Suurdey: Men den velindrettede Skriftestol, kalder han et Smykke og en Zirat før det heele Tempel. Engang, da man foretog sig at forbedre Kirken, fandt man noget bag Alteret, hvilket Forfatteren agter meget høyt, da han anseer det for en gammel Mynt, og føyer ikke allene en Aftegning deraf, men endog Mynten selv til. I Begyndelsen vidste han slet ikke, hvad han skulde giøre det til; men ved en utrættelig Undersøgelse og nogle lærde Venners Medhielp opdagede han en Hest i et Vand paa den ene Side, og en Figur, der saae ud sdm et kronet Brystbillede med denne meget utydelige Omskrift: vedkend, paa den anden: denne er han ubeskrivelig glad over at have fundet; han beviser, at Keyser Karl den Store har ladet denne Mynt slaae ved Wittekinds Daab. Derpaa beskriver han den heele Sariske Krig, og Saxernes endelige Omvendelse, og takker Himmelen med sammenfoldede Hænder, at den har bevaret saa stor en Skat i saa lang Tid, og giort ham lyksalig ved denne kostbare Mynt. Jeg har alt for længe siden skikket den hen til en meget berømt lærd Mand, for at høre hans Meening derom; men han skrev mig til, at den var ikke andet, end et gammelt forrustet Laag af en Daase.

76

End videre berømmer han den skiønne Forraad af Bøger, som Sacristiet var udpyntet med, og som han derfor kalder det hellige Rustkammer. Han forsikrer, at der er saa mange praktiske Bøger,

Stierner og Kierner, Stieger og Kiæder og

andre bibelske Rustninger derinde, at man gierne inden en halv Time kunde bevævne sig med en trøsterig Præken.

Halsjernet ved Kirken skal være et ufeylbarligt Beviis paa en god Politieorden: Han ønsker, at alle de vare sluttede deri, som ikke skamme sig ved at give deres Præster Vikker og Klinte, i Stedet for god Tiende, da han dog prædiker Guds Ord høyt og reent for dem.

Præstens Studeerstue kommer ham ikke anderledes for end den trojanske Hest. Af denne, siger han, udsteege saa mange tappre Helte, som lagde det modige Troja i Aske; men af hiin træder en opbyggelig Prædiken frem efter den anden, og bestormer det stolte Babel.

D. Luthers Huuspostil kalder han sit Palladium, og udsøger sammes heele Historier fra de ældste Tider af.

Fra Side 203. til 279. finder man de strenge Junkeres Slegtregister, som have været Arve-, Lehn,- og Domherrer til Qverleqvitsch. Jeg vil kun anføre nogle af dem, og betiene mig af hans egne Ord, saameget mueligt.

77

Hans von N. var fød 1429, og levede 65 Aar: Man veed intet om ham, uden han har havt en meget stor Mave.

Hans Ulrik von N., den forriges Søn, havde en Jagthund, som han usigelig elskede. Da denne Hund døde, skikkede han Præsten ligesaa meget i Foræring, som om hans Søn havde været død. Det maa have været en priisværdig Herre.

Jørgen von N. aad, drak, og giftede sig tre Gange. Hans Bønder var han meget bevaagen; men en dødelig Fiende af Præsten Han vilde ikke liide, at han sagde ham den reene Sandhed af Prædikestolen, da det dog skeede paa saa privilegeret et Sted. Fra utænkelige Tider, havde Præsten hver Søndag spiist til Hove; men denne IJørgen skaffede det af. Det var ret en Atheist uden Gud frygt og Samvittighed; og som han levede, saa døde han: Han faldt need af Hesten, og brak sin Hals. Efter hans Død har det spøget stærkt ved hans Grav, og Præstens Kone har selv hørt, at det var ikke anderledes, end om Katte beed hverandre. Han døde uden Børn, og Godset tilfaldt hans Fetter Casimir von N.

Fra Side 280, til 336. kommer Kirke- og Skolebetienternes Liv og Levnet. Det er meer en Kiæde af Lovtaler, end en historisk Fortælling; og da saadanne besynderlige og hemmelige Efterretninger alleene kunne behage faa, men ere væmmelige for de fleeste, saa kan man ikke heller nægte, at den, som skulde finde Fornøyelse i denne Afhandling, maa selv være Præst i Qverleqvitsch. Jeg vil derfor ikke misbruge mine Læseres Taalmodighed; men alleene anføre noget lidet deraf.

M. Henrik Quad, en ærværdig Mand prædikede eengang om Ugen og døde. Han har skrevet en Bog, som

78

føret Titel af: Πρὸs εαυτὸν eller velmeent Underretning for eenfoldige Præster, hvorledes de skulle bære sig tugtig ad paa Prædikestolen: Med nogle Billeder i Træesnit.

Jørgen Voigt forstod sig fortreffelig paa Husvæsenet; men prædikede kun maadelig.

M. Cort Hauchius var meget nidkiær. Han blev altiid bruun i Ansigtet, naar han tænkte paa Paven, og giorde 56 nye Kiettere: Han levede i stor Ueenighed med sine Domherrer, og havde megen Fortred med Menigheden for Præstegaardens Skyld; han ærgrede sig engang saa stærkt over gammelt Øll, at han døde.

M. Henrik Bochstaudius vægrede sig

ved at underskrive Cantzler Crelles Ordonantz, og blev sat fra sit Embede. Forfatteren anseer dette for en mærkværdig Omstændighed, da han troer, at han er den eeneste Lærde, der heller vilde miste sit Embede, end skrive.

Saa vidt om Kirkebetienterne: Derpaa følge nogle reene Blade, som, efter mit Sigende i Indgangen, have bragt mig paa den Tanke, at nærværende Krønike er skrevet efter Cantzler Crelles Død.

Af Skolebetienterne der paa Stedet, som Forfatteren navngiver tyve af, vil jeg alleene anføre een eeneste. Han kalder ham Gall Veidt den Store. Det kom mig i Førstningen latterligt for, at han gav en Skolemester dem prægtige Tilnavn; men han beviiser det saaledes: Han har kundet smukt skrive og læse, underviist Børnene flitig, holdt Kirken reen, ringet vel med Klokken, har kundet synge et smukt Lita: nie, og giøre fuldkommen alt hvad som tilkommer en retskaffen Skolemester. Følgelig, har han ikke været nogen stor Helt, saa har han dog været en stor Skolemester.

79

Paa den 336 Side finder man adskillige samlede Efterretninger om Lærde Qverleqvitschere, og iblandt dem synes følgende at have været de berømmeligste.

Jørgen Grif, en Bondesøn, lagde sig efter Lovkyndigheden, og førte Sager i en liden Stad ikke langt fra Magdeburg. Man har mærket, som noget besynderligt hos ham, at han havde meget lange Fingre, og saa tyk en Hud i Ansigtet, at han aldrig kunde blive rød.

Anton Cuntz, ligeledes en Lovkyndig, vilde være Doktor i Erfurt, og til den Ende disputerede de capilamento Ulpiani; men da han paa Kathedret forsvarte sin Sag med saadan Heftighed, at der sprang noget inden i ham, døde han strax derefter.

Baltzer Würtzel, en Læge, en duelig Mand. Naar en Bonde havde Opsigelser, saa vidste han strax, hvorledes de kaldtes paa Grædsk. Han opfandt mange Universalmidler og Lebenstinkturer; men døde i sine bedste Aar, og testamenterede Borgerskabet i Zvenka et Stykke Agerland til en nye Kirkegaard.

Morten Pinsel, ministerii Candidatus, var den gamle Morten Pinsel, Præst til Qverleqvitsch, hans Hr. Søn; hans Moder giorde et Løfte, da hun gik frugtsommelig med ham: Dersom Himmelen vilde give hende en Søn, skulde han være Præst: Hendes Ønske blev til alles store Glæde opfyldt, og den gode Pinsel blev af hans Hr. Fader holdt til alle smukke Videnskaber og Konster. Men han havde et tungt Nemme, en stammende Tunge, og en slet Hukommelse, viiste og liden Lyst til at studere, men vilde heller være Grovsmed. Men hans kiærlige Moder pryglede ham saa længe, til han erkiendte sit Kald, som han og

80

siden blev ved og sagte og salig hensov som Informator i Dresden i hans Alders 59 Aar.

Endelig giøre adskillige Mærkværdigheder paa den 384 Side en ønskelig Ende. Her ere Trækkene i Haandskriftet gandske forskiellige fra de forrige; og jeg troer, at Forfatterens Kone maa have sammenskrevet disse Merkværdigheder. Min Formodning er ikke usandsynlig, men Sagen beholder dog sin Værdie; ja jeg kiender en lærd Mand, om hvis Krønike man skulde sværge, at hans Bestemoder havde forfærdiget de tilføyede Anmærkninger.

Jeg veed ikke, om jeg fortiente nogen Tak af Læseren med at levere ham et Udtog af disse Mærkværdigheder; han kan gierne undvære at vide noget om de Soldater, som have ligget i Qvarteer i Qverleqvitsch, saa vel som at der engang indfandt sig en Hestetyv, som blev paagreeben, fængslet og dømt, og at Skoelemesterens ældste Søn faldt engang meget ynkelig i Gadekiæret, men til al Lykke kom uskadt op igien; dem, som villie læse disse og saadanne flere beklagelige Hændelser, kan jeg foreviise Originalen, hvorfor jeg slutter dette Udtog med de samme Ord, som jeg finder paa det sidste Blad af mit Haandskrift:

Exegi monumentum ære perennius; Non omnis moriar.

81

Andres Tanker. No. 6.

Fredagen den 27 November 1772.

Æquam memento rebus in arduis Servare mentem: non fecus in bonis Ab insolenti temperatam

Lætitia.

Horaz.

Hvorledes skal en viis Mand forholde sig i Lykke og Ulykke?

En Tale:

Kunde jeg med en indtagende Veltalenheds sindrige

Sprog, kunde jeg med en skabende Pensels fortryllende Kraft byde over mine Tilhøreres Hierter og Følelser, saa skulde jeg ikke underholde Dem, mine Herrer! med noget ringere, end med den udødelige Seyer, den Viise indlægger sig over Lykken og Ulykken; med den livagtigste, med den yndigste Afbildning skulde jeg underholde Dem. Den Kunst, hvormed Plinius foreviger de beste Fyrster, skulde staae mig bie i ar skildre Dem en Mand, hvis Siæls ophøyede

82

Gierninger formørke al Erobrerens Glimmer, og al Monarkernes Pragt. Fra Støvet af ophøyet til de største Værdigheder, opløftet til den høyeste Magt, lykkelig ved alle dette Livs Fortrin og Fornøyelser, elsket og tilbedet af et taknemmeligt Folk — i denne Middagsglands af hans Lykke skulde De see ham, og dog ikke saa meget beundre

hans Magt, og vidtløftige Æresbetieninger, som hans Ydmyghed, Beskeedenhed, Afholdenhed og menneskekierlige Sindelav. Da skulde jeg just viise Dem denne tilbedede Mand af hiint erkiendtlige, af hiint rørte Folk styrtet i de nedrigste Hensigter, berøvet al sin Formue, høytidelig forbandet, og for evig forviist af Staaten. De skulde see

ham, forskudt af sine Venner, langt borte fra

sit Fædreneland, fare vild paa ubeboede Kyster, omringet med Død, og Hunger og Modløshed; og dog endnu stedse blive den høye Tænkemaade var, som i Lykkens Dage opløftede ham saa

høyt over andre. Stykkende sig ved sin Dyd skulde De see ham, hvorledes han med en beundringsværdig stor Siæl selv i de Øyeblikke, da han smerteligst føler Ubilligheden i sin Skiebne, opløfter sit ædle Hierte mod Himmelen, og begiærer for sin Tilfredsstillelse intet videre af den, end at han maa see sine Fiender lykkelige, og sit utaknemmelige Fædreneland frygtet af alle Folk paa Jorden.

Men alle disse stærke Træk, disse lette Steder i den Viises Billede ere ikkun muelige for hiine skabende Genier, hvis guddommelige Velta-

83

99 lenhed alle Tidsalder beundre. Hvor skulde jeg med min saa øyensynlige Ufuldkommenhed uden Frygt turde vove mig ind i saa overordentlig en Siæls Helligdom? Skal jeg da, undertrykt ved Overvægten af min Gienstand, qvæle hos mig alle beundrende Tanker? Nei! jeg vil ophøye mig over mig selv; jeg vil samle de faa Gaver, Naturen skienkede mig, dem alle vil jeg samle, for i det mindste ikke gandske utroe at kunne forestille Dem, mine Herrer, den imod Lykke og Ulykke stridende Viise. Beær De mig med Deres Opmærksomhed; jeg vil holde disse Øyeblik for de lykkeligste, for de kostbareste.

Naar jeg skal beskrive Dem den kæmpende Viise, maa jeg da ikke og bestemme den Fiende, han bestrider? Maa jeg ikke nøye undersøge hans Svaghed og Styrke, maa jeg ikke udforske Lykkens og Ulykkens Natur, om jeg ellers skal viise ham i sit fulde Lys? Hvor modsigende, hvor forskiellige ere de Begreb, som Menneskene giøre sig om Lykken? Hvilket Chaos af Meeninger! jeg vover mig ind i dette Vilderede, jeg søger det, der bedrager den Viise. Tusinde rose her den Skiebne, som tusinde andre afskye. Enhver giver sin Lykke en anden Vending, et andet Navn. Vore Meeninger beherske vore Domme og vor Ubestandighed med en uindskrænket Magt. Den, som lader sig forblinde af en glimrende Ære, beundrer Kongerne og de Fornemmeste i Staten. Deres Glands henrykker ham, sandesløs beundrer, han dem, og bedragen priiser han dem lykkelige.

84

Den, hvis Begiærligheder ikke optændes af henrivende Lidenskaber, indtages kun af en eenlig, en stille Levemaades Yndigheder- Med Horaz troer

kun den sig lykkelig, som langt borte fra Stadens Tummel, med egne Øxen dyrker sin arvede Ager, som under sit Straaetag ikke skrækkes ved Krigstilberedelser, som ikke tør bæve for Havets Vrede, og skyer de Stores prunkende Palladser. Medens den i Vellystens Skiød drukne Daare drømmer uudsigelige Saligheder; saa iiler den ubekrandsede Helt paa tusinde blodige Liig til Lykkens Tempel. Ulykkelig er Vitell i Harpagons Øyne, som fortærer sit Liv med at vaage over døde Skatter. Vitell beleer den udmagrede Daare, og troer sig lykkelig, og agter sig lyksalig nok, saa længe Kilderne ikke ere udtørrede, der kunne føde hans Begierligheder. Hvilke Modsigelser i Menneskenes Domme! mod hvad for en Lykke er det nu, at den Viise væbner sig? Er det et roeligr, et fornøyeligt Liv? Er det en usaaret Samvittighed? Er det Rigdom, er det Æresbetieninger, som vi have vore Fortienester at takke for? Ney! hvor kunde vi bestride en Lykke, der er en Følge af vor Dyd? Hvilken en Modsigelse, at ville sætte Dyder imod Dyder! ere de naturlige Følger af vore Laster, de Straffe, Lovene tilkiendte os, de Sygdomme, vi selv styrtede os i ved vore Udsvævelser, ere disse de Uheld, som vi med en standhaftig Dyd taalmodig skulle udstaae? Ney! ere de ikke alle Ulykker, som vort Forhold giorde nødvendige? Er det mueligt, at en Lastefuld, som er for liden til den ringeste Dyd,

85

ved at udøve een af de meest ophøyede Dyder, kan lette sine Straffers Byrde? Altsaa er den Lykke, jeg taler om, ikke en Lykke, der ved en nødvendig Følge flyder af Menneskenes viikaarlige Handlinger. Ogsaa uden for os ere tusinde Kilder til Glæde og Misfornøyelse. Erfaringen lærer det. Uden for min Sphære ere utallige Aarsager til min Lykke og Ulykke, som jeg ikke forud kan see, som jeg ikke kan ændre. Maaskee er dette den Lykke, med hvilken den Viise udruster sig? Overhovedet virker det Uventede, det Uforudseete, som grunder sig i Ting, der ere uden for os, af sig selv gandske anderledes paa os, end det, som for vor Skyld var nødvendigt, som vi kunde forudsee, som vi kunde vente, som vi og maaskee virkelig forudsaae og ventede. Den Lykke, vi erholdte ved vore Fortienester, befæster vor Dyd; den tilfældige Lykke kan komme den stærkeste Dyd til at vakle. Man ophøye en fortienestfuld, en dydig Mand, til en Værdighed, som passer sig til hans Fortienester, som man skyldte ham, og som han kunde giøre den retmæssigste Paastand paa. Lader det sig vel tænke, at denne Værdighed skal giøre ham stolt, gruesom og overmodig? Men man opløfte denne samme Mand til en Ære, som hans Fortjenester ikke rekke til, som er langt større, end den forrige, som han ikke forudsaae, og ikke heller kunde forudsee, skal han vel, overvældet af dens pludselige Glands, kunne holde sig fra den stolte Tanke, den Tanke, siger jeg, at han dog vel ikke maa være denne Ære gandske uværdig, og at han maaskee snarere har

86

sine gode Egenskaber, end den tilfældige Virkning af en blind Lykke, at takke derfor? Jeg troer det ikke. Er ikke i det mindste Tanken selv allerede en Forseelse? Man imodstaae den kun ikke tidlig nok, man lade den nogle Øyeblik en Plads blandt vore Livtanker; og den skal opfylde vor heele Siæl, og sukkende skal den overvundne Dyd flye for den. Dette lader sig ogsaa omvendt

beviise om Ulykken. En tredie Lykke gives ey.

Du er da, du Skiebnens Barn, bedragelige Lykke, dannet af en udvortes Aarsag, du er da den Viises farlige Fiende. Jeg kiender dig heel vel paa dit skinnende Billede, paa din smilende Mine, paa din forføriske Stemme. Men smiil kun altid med alle dine Yndigheder, smiil allene forgiæves ad

den Viise. Hans Øye trænger igiennem de Dækker, som unddrage de Svagsynede dit Inderste; og hans Øye forstyrrer den Tempel, og nedbryder de Altere, som Daarlighed og Dumhed her

have opbygget. —

Jeg nænner mig til mit store Billede. Der gives almindelige Grundregler, hvorefter den Viise handler i Lykke og Ulykke. De tages deels af Lykkens Natur, deels af Erfarenhed. Jeg behøver kun at tage dem, og anvende dem paa nogle særdeles Tilfælde, og de skulle i mit matte Udkast

ikke ganske fordærve den store Original.

Alle Lykkens Fordele, den største ikke undtagen, ere, trods de almindelige Fordomme, intet uden glimrende Navne, intet uden indbildte Fordeele. Hvad er vissere, hvad er upaatvivleligere? Og dog

87

kiende de daarlige Dødelige dig, klarskinnende Sandhed, lysere end Middagssolen, dig kiende de ikke. Deres af Fordomme forblindede Øyne ere for kortsynede eller for dumme til at trænge ind i Tingenes

Væsen. De blive hængende ved den sminkede, ved den indtagende Overflade, og miskiende i en forblindende Glimmer acherontiske Uhyrer, og kalde dem himmelske. Belæsset med Indiens kostbare Ertser, iiler Jordens Afgud derfra; grønt Laurbær bekrandser hans Tindinger, og Kroner trykke hans Hoved; Purpur og Guld og alle malede Steene, som Siams Høye avlede, bestraale

hans heslige Lemmer; og Vellyst og rasende

Fornøyelser svæve efter ham. Hvilket Billede for Slaven af Sandserne! han seer den fortryllende Dukke, beundrer, anseer den for skiøn, elsker den og — den bedragne — gaber sin Forstandbort, og tumler en Skygge, og tumler sin Fordærvelse i Møde. Men den Viise tager Masken af den med en klog Haand, og seer den, som den er,

og skuer i den et fælt Uhyre. Ney! den Lykke er ingen sand Lykke! den opløfter Daaren, som den Viise, og udaander Ødelæggelse over alt, hvor den stiller sine ulyksalige Trin. For dens Aasyn skiælver den stærkeste Dyd; og den svagere skyer den uliige Kamp. Den Lykke er et sandt Onde. Hvor kunde vel den Viise være stolt af at eye et Drømmebillede, et Onde? Det er saa langt fra, at den meget meer giør ham ydmygere og menneskekierligere. Dette er en Egenskab hos Lykken, og tillige en Grundregel, hvorefter den Viise i den gode Lykke indretter sit Forhold. Jeg vil vende den om, om

den skal blive til en Grudregel, som i Ulykken

88

skal vogte ham for Feyltrin. De Gienvordigheder, som gemeenlig pleye at møde os, ere intet mindre, end sande Ulykker. Saa modsigende denne Sætning kan forekomme den almindelige Vane, saa vis, saa nyttig er den for den Viise. En uventet, en pludselig tilstormende Ulykke skal maaskee giøre min Dyd vaklende; men skal den ogsaa kunne overvinde den? Ingenlunde! midt i Ulykkens Uveyr skal jeg beholde et reent, et ubesmittet, et uvanhelliget Hierte, naar jeg kun kan være stor nok til at ville beholde det. Og er ikke Ulykken den tienligste, den sikkerste Lægedom for vore i Lykkens Skiød forkiælede Siæle, for vore syge, vore saarede Gemytter? Hvor føre de tornede Veye os hen? Hvorhen ellers, uden til den Himmelske Viisdom, hvorhen, uden til Lyksalighedens Marker? Uden Grund begræder den ulykkelige Feyge, som Forsynet nedstyrtede fra hans Høyhed, sin sørgelige, sin grusomme Skiebne; uden Grund troer han, at han sukker under et uundgaaeligt Ondes Byrde. Og hvad ere Følgerne af disse bedragelige Tanker? Han seer nu intet, uden sin Elendighed; og seer den i en langt strækkeligere Skikkelse, end den virkelig har. Et melankolskt Øyekast er nok til at omskabe hans Ulykke, der endnu ikkun er middelmaadig, til en forfærdelig Coloss. Saaledes stirrer den overtroiske Vandringsmand om Midnatten i den rædselfulde Lund paa en nøgen, løvfrie Stub; han stirrer derpaa; den virksomme Indbildningskraft forsamler i ham alle den omliggende Egns bedrøvelige Spøgelsehistorier; han seer et Kiempebillede med røde,

89

blussende Øyne, hvis hornede Hoved rækker op i Himmelen; da igiennemfarer en iiskold Gysen hans Inderste. Frygten reyser ham Haarene paa Hovedet, og under ham synker det bævende Knæ. Saaledes stirrer Daaren paa sin Ulykke, og giver den Anseelse af et heelt Helvede, og forfærdes for sig selv, og skiælver, døvgiort af Skræk, sandsesløs i sin Fordærvelse. Men den Viise frygter ey Ulykkens Uveyr, saa rædsomt det endog stedse maatte bruse. Og hvor kan han frygte derfor, da han kiender dets Natur, og dets Virkning, og den Haand, som tilskikker ham det i ingen, uden de viiseste Hensigter. Saa zittrer Naturkienderen ikke, naar mørke Skyer opstige fra Østen og Sønden og Norden, nedstyrte heele Ildhave, og med mægtige Knald bevæge det Inderste af Jorden; thi hans hærdede Forstand indseer den uendelige Nytte, som denne Svovelregn, disse Tordenstemmer udbreder over dette heele menneskelige Liv.

Lykken er en sød behagelig og tillige høystskadelig Gift. Denne Grundregel, som Erfarenhed alt for ofte har stadfæstet mig, lærer den Viise meer, end alle andre Grundregler, at vogte sit Hierte for Laster, og fornemmelig paa Spidsen af hans Lykke endnu at give Agt paa sig selv, at være friemodig, forsigtig og vaersom. Han fæster ingen Troe til Lykkens falske Smiil, eller dens smigrende Kiærtegn. Og aldrig, er han meer bange for, aldrig meer mis-

90

tænkelig imod sig selv, aldrig meer afholden, end i de lykkeligste Dage af hans Liv, da en klar Himmel skinner for ham med alle Lykkens Straaler. I denne Stilling kommer intet Tilfælde uventet paa ham. Men hvor langt er den fra den Viise ned til Daaren! Daaren river det tumlende Bæger, som Lykken tilbyder ham, med en begiærlig Haand til sig; med tørstige Træk tømmer han det, og inddrikker sin Fordærvelse. Naar da en uventet Ulykke bryder ind paa ham, naar den, liig en uhindret Strøm, truer med en almindelig Oversvømmelse; saa slumrer den sikre Daare i Vellystens Arme, og bortrives, førend han endnu kan besinde sig, i Afgrunden.

See her dit Billede, ulykkelige Hannibal! Du burde været ligesaa klog i at overvinde dig selv, som du var, naar det kom an paa at være Roms Erobrer! Du burde skiælvet ligesaa meget for dig selv, som Rom skiælvede for din frygtede Arm, om du ellers vilde holde dig i den Høyhed, du engang var steeget til. Lykken opblæser vort Hierte, og tvinger Fornuften under Lidenskabernes Aag. Den ophidser vore Begiærligheder, og giør os dristige nok til at ville bestige de steileste Høyder, og trodse de sorteste Farer. En nye Grundregel, der overbeviiser os om Nødvendigheden af at indskrænke vore Lidenskaber. Vi ere allerede af Naturen alt for tilbøyelige til at troe,

91

at vor stolte Villie er, som Horaz siger, ikke vanskelig at overvinde. Vore Daarligheder hiige stedse efter det Høyeste. Og naar da en gunstig Lykke, ved en Tid lang at opfylde vore Ønsker, anfalder os med den stolte Indbildning om vore Fuldkommenheder; saa er i Sandhed ingen Tømme, ingen Skranke saa stærk, at vore vældige Begiærligheder jo skulle bryde derigiennem. Eet forvovent Anslag behøver kun at lykkes os, for at tilskynde os til et andet endnu meer forvovent. Misfornøyede med vor Tilstand, stræbe vi stedse efter en bedre, og naar vi have opnaaet den, naar Haabet derom ikke længer henrykker os, saa ere vi allerede igien kiede af den. Vi stige Høyere, og skulde maaskee stige til det Uendelige, dersom vi ikke tilsidst traf for uovervindelige Hindringer, dersom vi ikke fandt Klipper, hvorimod vor Stolthed paa eengang splittedes. Den Viise maaler sine Begiærligheder efter sine Kræfter. Han forstiger sig aldrig. Kun Daaren vover sig med Voxvinger op imod Solen. Naar Strængen spændes for stærk, springer den. Den Viise forsøger først længe, om han er i Stand til at bære en Byrde. Han læmper sig efter sine Vingers Styrke; og er fornøyet med sin Dal, naar han troer sig for svag til at naae de himmelhøye Bierge. Den Ulykke, som møder os, er Menneskelighedens Lod. Med vor Fødsel blev tillige Vandheld i dette Liv os tildeelt. De ere tilfælles for alle. Liige fra Monarken paa hans

92

pralende Throne, til den støvede Landmand bag Ploven. Tordenstraalen treffer ligesaa vel det truende Taarn, som den lave Hytte; og sielden er vor Elendighed saa stor og saa utaalelig, at den ikke, naar den uden Fordomme sammenlignes med andres Ulykker, skulde tabe endeel af sin Byrde. Alle disse Sætninger ere ligesaa mange Trøstegrunde for den Viise til at lette hans Gienvordigheder. Sielden foruroeliges vi meget af det, som vi have tilfælles med andre; og intet er saa kraftigt til at indgive os et uforfærdet Mod, som naar vi see vore Medbrødre sukke under Vægten af en Byrde, der er tungere, end den, vi bære. Lykkelig og tre Gange lykkelig er den, som, underviist af disse Grunde, kan omskabe det værste til godt! Ulykken rammer kun den ringeste Deel af Menneskene; og paa disse kommer der da kun an, at hindre den fra at trænge ind paa deres Siele. Denne er min sidste Grundregel. Armod, omme Venners Tab, Sygdom, alle disse Uheld ramme kun denne udvortes Hytte, denne et Høyere Væsens brøstfældige Boelig. Jeg kan føle dem i alle mine Deele, giennem alle Sandser, giennem hvert et Lem. De kunne giøre mig til en Elendig, til en Krøbling, og til en Spot for Verden. Men forgiæves skulle de forsøge at bryde igiennem den Jernmuur, som sætter min Siel i Sikkerhed for deres Anfald. Jeg kan være arm og dydig tillige; og jeg er det, fordi jeg vil være det. Alle Elementer,

93

alt det Skrækkelige, Naturen eyer, Ild, og Krig og Død, kunne sammensværge sig imod mig; dette Legeme bliver maaskee et Rov for deres forstyrrende Kraft; men min udødelige Siel vil dog, ophøyet over alle dens Fiender, fremkomme med Seyer af dens knusede Hytte. Disse, mine Herrer, ere de Pillere, den Viise støtter sig paa, dette er det Demants-Pantser, som kaster alle Ulykkens Piile stumpe tilbage, denne er den Tømme, som holder hans opkommende Begiærligheder tilbage, naar de som uregierlige Heste ulydig vrinske imod deres Herres Røst, og tragte efter Friehed. Forsøg de det, ophøy de en Abdolonimus af sit lave Støv, ophøy de ham til eu Herre paa Jorden; Nationer skiælve ved Trappetrinene af hans Throne, og tilbede hans Majestæt! Folkene i de længst bortliggende Verdens Deele udbrede deres Gaver for hans Fødder, og søge Forsvar under hans Vingers Skygge! Hans Navn være under begge Polerne, fra den eene Ende as Jorden til den anden, et tilbedet Navn. Ophøy de ham til denne høye Spidse; og han vil endnu være meer end alt dette! Han vil fortiene Navn af den elskværdigste, den viiseste iblandt Menneskene. Han skiuler aldrig sit Ansigt, end ikke for den ringeste af hans Undersaatter. Han, Menneskevennen, nedlader sig med en faderlig Medlidenhed til deres Klager, øg letter dem de Byrder, de sukke under. Hans Mildheds Dug udbreder sig over Jorden. De see-

94

neste Efterslægter beundre ham endnu. Ikke i Mindesmærkerne af hans Seyervindinger, ikke i hans Seyer over sig selv, i hans ædle Siel, i hans Mildhed, i hans Medlidenhed, i hans viise Handlinger beundre de ham. — Men jeg forlader disse klare Udsigter, disse glade Marker; jeg forlader den lykkelige Viise, og følger: ham giennem Graderne i hans Fornedrelse. Den Viise er allevegne stor, allevegne sig selv liig, allevegne den værdigste Gienstand for Beundringen; stor paa Thronen, stor i Støvet Væbner

eder imod ham med alle eders Forskrækkelser, I Ulykkens Bølger! Nedstyrter ham fra hans høye Magt, fornedrer ham til den skammeligste Armod, og erkiender endog i pjaltede Klæder den ædleste, den høymodigste, den bestandigste Siel, som nogen Tid i Guld og Silke beherskede Kongeriger, og foreskrev Folkeslag Love. Hvad er mer ophøyet, end at tilgive troeløse Venner, naar deres sorte Utroeskab endnu altid bliver ved at gaae fra een Grad i Gruesomhed til den anden? Hvad er ædlere, end at forlade Utaknemmelige, hvis Friehed, hvis Liv var vor Eyendom. Utaknemmelige, som kunde være nedrige nok til at give vor skiulte Lykke det sidste Stød? Hvad er høymodigere, end at vi, paa det føleligste forhaanede og beleete af vore Fiender, dog ikke aabne den mindste Armod og Had Tilgang til vore Hierter? Hvad er beundringsværdigere, end med en roelig, med en villig Siel at bære Armods Jernaag, uden

at handle nederdrægtig, eller knurre med Forsynet?

Alle disse guddommelige Dyder øver hiint nødliden-

95

de, hiint forarmede Gemyt, der hist med taarefulde Øyne lister sig ud af den Stores Pallads, som han ved sin forrige Mildhed berigede. Umennesket har forglemt sin Velgiørere. Med de græsseligste Bebreidelser nægter han ham sin Hielp, og med Trudseler viser han ham bort. Her samler den Gamle sin Siæls heele Storhed, og hvor høy er ikke hans Hævn! Han tier; for ham taler en heed Taare, som zitrende triller ned over den blege Kind; og hans fromme Suk stiger nu op til Gud allene for hans Fornærmeres Liv og Beste. Hvilke sielden Gierninger; Gierninger, ikke uværdige til at beundres af Englene! Udmærk dem i Historien, kommende Aar-Hundrede! — — Ikke Lybiske Udørkener, hvor Død og Blodgierrighed vandre omkring i tusinde Skikkelser; ikke brændende Sandhave i der inderste Æthiopen, hvor ingen fortroelig Skygge, ingen ledskende Kilde vederqvæger den trætte Vandringsmand, og hvor Jorden døer under en nærmere Soels Piile; ikke hine menneskefiendtlige Zoner, som under en evig Vinters Jern-Zepter forsteenes; ikke hine underjordiske Fængsler, giennem hvis tredobbelte Muure, ingen Lysstraaler kan trænge sig; ikke den blodgierrige Tyrans blinkende Sværd, ikke

alle Neroners og Domitianers Pinsler — —

intet — var det og selv Helvedes Smerter — intet forrykker den Viise fra sin Dyd, fra sin Siels Odel, fra sin Menneskekierlighed, og fra sin Vey til den sande Lyksalighed. Hører det, I den Viises Fiender; og denne Dyd giennemtrænge eder, med den smerteligste Forestilling om Verdens tilkommende Dom! Her fra det dybeste Trin i Jammer flyder endnu for eder den Døendes Graad, og opstiger den Viises sagte lespende Suk til Guddommens Trone om Forladelse og Velsignelse. Og ere der vel endnu Optrin, til overs, som kunne afmale os

96

den Viise lettere, høyere, guddommeligere? maaskee er det større, med en roelig, med en glad Siel, under de føleligste Smerter af en dødelig Sygdom, at opløfte sig over Menneskeheden, og smiile den kommende Død i Møde! Jeg seer den Døende Viise; jeg seer ham, omringet af sine Venner, af sine Børn, som leve i deres beste Aar, af sin ømme Egtefælle. Nu nærmer sig Adskillelsens Time, som skal aabne andre Optrin. Snart vil Skiæbnen ophidse sit Forhæng; og i dette Mørke vil det Tilkommende blive lyst. Allerede suse Dødens Bække nærmere: den Viise hører dem, og føler nu i kiendelige Smerter Begyndelsen til sin Forvandling. Han føler dem, og samler fuld af Roelighed det Liv, han endnu har tilbage. Med en Broders Mine, der paa nogle faae Dage beder sin ømme Broder Farvel, seer han paa sine kiære, som fulde af bange Forventning staae omkring ham. Uforfærdet skuer han deres troe Smerter, og taler lindrende Trøst i deres bekymrede Siele, indtil det styrkende Blod, og Følelsen af den nærmere Død holder hans Sprog tilbage. Nu svinger hans Siel sig op imod Himmelen; nu flyer Verden med alle dens Yndigheder. Allerede smager han Himmelen, og smager den saa fuldkommen, som han kunde føle Døden. Forgiæves truer Helvede med sine rædsomme Billeder, og Evigheden med sit Mørke! Han mærker dem neppe; saa dybt taber hans Siel sig i sine Saligheder. Og nu stiger den seyerrig udaf sin jordiske Hytte, og smiiler alt ud over Urnen. —

97

Andres Tanker.

No. 7.

Fredagen den 4 December 1772.

Innocuos permitte sales, cur ludere nobis Non liceat? Martial.

Følgende er indsendt:

Skatten.

Et

Lystspil.

I

Eet Optog.

Efter

Hr. Lessings: Der Schatz.

Personerne:

Leander.

Skaleno, hans Formynder. Philto, en gammel Mand. Anselm.

Lelio, Anselms Søn. Mascarill, Lelios Tiener. Raps.

To Arbeidskarle.

Skuepladsen forestiller en Gade.

98

Første Optrin.

Leander, Staleno.

Staleno. Ey Leander! saa ung, og har

allerede udseet sig en Kiereste?

Leander. Det er just det Fruentimmerne synes godt om, at man er ung. Og hvor ung er jeg vel? Naar jeg var engang saa gammel til, kunde jeg have Børn, der vare ligesaa gamle, som jeg nu er.

Staleno. Og denne Kiereste skal jeg frie til for ham?

Leander. Ja, min kiere Hr. Formynder,

om De vilde være saa artig.

Staleno. Kiere Hr. Formynder; det har jeg saa mænd ikke længe hørt. Om De vilde være saa artig. Naa, hvor høflig bliver man dog ikke strax, naar man er forelsket. — Men hvad er det da for en Pige? Det har han jo ikke sagt mig endnu.

Leander. Ak! en allerkiereste Pige.

Staleno. Har hun Penge? Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Hun er Skiønheden selv, og dertil uskyldig af! ligesaa uskyldig som jeg selv —

Staleno. Taler hun ogsaa allerede om de Børn, hun kunde have? — Men siig mig dog, hvad fager hun til Medgift?

Leander. Dersom De kun saae hende, vilde De selv forelske sig i hende. Et rundt, syldigt Ansigt, men som ikke meer har noget barnagtigt: En Væxt som et Rør — —

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Saa rank som et Rør, og dertil ikke mager; men heller ikke feed. De veed selv, min

99

Hr. Formynder, at ingen af Deelene bør være, naar et Fruentimmer skal være smukt.

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Hun veed at føre sig, ak! paa en Maade, min kiere Hr. Staleno, paa en Maade— og jeg forsikkrer Dem, hun har ikke lært at dandse; det er hende naturligt.

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Om hendes Ansigt endog ikke var det smukkeste, saa vilde dog hendes Maneerer giøre hende til den angenemmeste Person af Verden. Jeg kan ikke begribe hvem der har lært hende dem.

Staleno. O saa hør dog! det er hendes Udstyr jeg spørger om. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Og tale — ak! tale kan hun som en Engel — —

Staleno. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. De skulde have ondt ved at finde saa stor Forstand og Dyd hos nogen af hendes Kiøn, som hos hende —

Staleno. Godt, godt! det er altsammen got nok. Men hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Desforuden er hun af en god Familie, Hr. Formynder, af en meget god Familie.

Staleno. De gode Familier ere ikke altid de rigeste. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Jeg har endnu forglemt at sige Dem, at hun synger meget godt.

Staleno. For Diævelen! lad mig dog ikke staae her og spørge hundrede gange om et og det samme. Jeg vil først og fornemmelig viide, hvad hun faaer til Medgift.

100

Leander. I Sandhed, jeg hørte hende selv synge i Aftes. Ak! hvor henrykt blev jeg.

Staleno. Hør! han maa ikke holde sin Formynder for Nar: Vil han ikke give mig noget Svar, saa gaae sin Vey, og lad mig gaae min.

Leander. De er jo vreed, min kiere Hr. Formynder? Nu vilde jeg just svare paa Deres Spørsmaal.

Staleno. Nu saa giør da Ende derpaa.

Leander. Hvad var det nu De spurgte om? — ja, nu erindrer jeg det: De spurgte om hun var en god Huusholderske? Ak! hun er uforlignelig, min Herre, jeg er vis paa, hun vil spare sin Mand Aar til andet mange tusinde Rigsdaler.

Staleno. Det var endda noget — men det

var dog ikke det jeg spurgte om. Jeg spurgte forstaaer

han da ikke Dansk om hun er riig, om

hun faaer en god Udstyr?

Leander. (bedrøvet) Udstyr?

Staleno. Ja ret Udstyr. — Hvad gielder, den unge Herre har endnu ikke bekymret sig derom. O Ungdom! Ungdom! hvor spørger dog den letsindige Ungdom lidt om det allernødvendigste! — Naa! siden han da ikke veed endnu, hvad hans Pige faaer til Medgift, saa gaae og erkyndige sig først derom; siden kan vi snakke meer om den Sag.

Leander. Det kan vi gierne giøre strax, om det ikke er Dem imod. Jeg har ikke været saa letsindig, som De tænker; ney, jeg har allerede nøye erkyndiget mig derom —

Staleno. Saa veed han da, hvad hun faaer til Medgift?

Leander. Paa et Haar.

Staleno. Og hvor meget da?

101

Leander. Alt for meget er det ikke —

Staleno. Ey hvem forlanger alt for meget? Hvad ret og billigt er. Han har jo feiv allerede Penge nok.

Leander. Ak! De er en fortreffelig Mand, min kiere Hr. Formynder. Det er sandt, jeg er riig nok, saa jeg gierne kan oversee denne Post —

Staleno. Det er vel saa omtrent Halvdeelen af hans Midler, hun bringer ham?

Leander. Halvdeelen? Ney det er det ikke.

Staleno. Trediedeelen da? Leander. Heller ikke.

Staleno. Nu! Fierdedeelen dog?

Leander. Knap.

Staleno. Naa! Ottendedeelen maa det dog vel være, ellers var det jo kun et Par tusinde Daler, som snart gaae i Løbet, naar man vil til at sætte Boe.

Leander; Jeg har jo allerede sagt Dem, at det er ikke meget, aldeles ikke meget.

Staleno. Men ikke meget, det er jo dog noget: Hvor meget da?

Leander. Lidt, Hr. Formynder.

Staleno. Hvor lidt da?

Leander. Lidt — De veed jo selv, hvad man

kalder lidt.

Staleno. Naa! her ud med det! Barnet skal jo dog have et Navn. Udtryk dog dette Lidt med Tal! Leander. Dette Lidt, Hr. Staleno, er — ak!

det er slet intet.

Staleno. Slet intet? Ja saa — deri har han ret; slet intet er lidt nok — men i Sandhed, Leander, skammer han sig ikke at falde paa saadan en Daarlighed, at udsee sig et Fruentimmer til Kone, der ikke har noget?

102

Leander. Hvad siger De? — Der ikke har noget? Ak! hun har alt hvad der udfordres til en fuldkommen Kone: Kun Penge, dem har hun ikke— Staleno. Det er at sige: Hun har alt det, som kunde giøre en fuldkommen Kone, naar hun kun havde det, som giør en Kone fuldkommen — Ney, tænk ikke derpaa — jeg maa vel bedre indsee, hvad der tiener ham. Men maatte man vel vide, hvem denne skiønne, elskværdige, artige Betlerske er, og hvad hun hedder?

Leander. De har Synd deraf, Hr. Staleno. Dersom det gik efter Fortienester, saa skulde vi alle være fattige, og denne Betlerske allene rig.

Staleno. Saa siig mig da hendes Navn, at jeg kan kalde hende anderledes.

Leander. Camilla.

Staleno. Camilla? Det er dog vel ikke Søsteren til den liderlige Lelio?

Leander. Just hende. — Hendes Fader skal være den redeligste Mand af Verden —

Staleno. Være og have været er to. — Det er nu næsten ni Aar siden, han reiste herfra; og man har i fire Aar ikke havt den mindste Efterretning fra ham. Hvem veed, hvor han opholder sig, den gode Anselm. Det er endelig ligesaa godt for ham, at han bliver borte; — thi skulde han komme hiem, og see hvordan der staaer til med hans Familie, saa maatte han dog gremme sig til døde. —

Leander. Saa har De da vel kiendt ham? Staleno. Hvad? Skulde jeg ikke have kiendt ham? Han var min fortroelige Ven

Leander. Og de vil være saa grum imod hans Daatter. Ak! De vil hindre mig i at fette hende i den Tilstand, hun fortiener.

103

Staleno. Leander, dersom han var min Søn, vilde jeg ikke tale et Ord derimod; men nu er han kun min Myndling: Hans Tilbøyelighed kunde forandre sig med en moednere Alder; og naar han saa var bleven mæt af det kiønne Ansigt, som mangler det beste Eftertryk, saa vilde al Skylden falde paa mig —

Leander. Hvorledes? Min Tilbøyelighed skulde forandre sig? Jeg skulde holde op at elske Camilla? Jeg skulde

Staleno. Han skal bie, til han bliver sin egen Herre; saa kan han giøre hvad han vil. Ja — — dersom Pigen endnu var i den Tilstand, hendes Fader forlod hende i; dersom hendes Broder ikke havde sat Alting over Styr; dersom den gamle Philto, som Anselm betroede Opsigten over sine Børn, ikke havde været en gammel Bedrager; saa vilde jeg i Sandhed selv have giort mig al muelig Flid, at ingen skulde faaet Camilla, uden han. Men da det ikke er saa, har jeg slet intet dermed at bestille. Gaae han nu hiem.

Leander. Men min kiere Hr. Staleno!

Staleno. Han anbringer sit Smigrerie uden nogen Nytte. Hvad jeg har sagt, har jeg sagt. Nu vilde jeg just gaaet hen til den gamle Philto, som ellers er min gode Ven; og læst ham hans Text for hans Bedragene imod Lelio. Nu har han endog kiøbt Huuset af denne liderlige Knegt, som var det sidste, disse stakkels Folk havde. Det er alt for galt — det er uforsvarligt — gaae Leander; hold mig ikke længer op!

Vi kan ellers tale meer derom hiemme.

Leander. I Haab om at De vil blive mig gunstigere, vil jeg gaae. — De kommer dog snart hiem?

Staleno. Ret strax.

104

Andet Optrin.

Staleno. (allene)

Det bringer i Sandhed kun lidt ind, at sige Folk Sandhed og at foreholde dem deres slette Stræger, man giør

sig dem mestendeels til Fiender derved — Men hvad siger det — Jeg vil ikke have den til min Ven, der har saa liden Samvittighed. — Havde jeg vel i al Evighed forestilt mig det. — Philto — den Mand, som jeg troede saa vel, at jeg vilde have svoret for ham —Ha! der kommer

han mig just i Møde!

Tredie Optrin.

Staleno, Philto.

Staleno. God Dag, Hr. Philto!

Philto. Ih! see god Dag Hr. Staleno! hvor gaaer det min gamle gode Ven? Hvor vilde De hen?

Staleno. Jeg var just i Begreb med at gaae hen til Dem.

Philto. Til mig? Det er mig en Fornøyelse. Kom De, jeg vender strax tilbage med.

Staleno. Det giøres ikke nødig. Naar jeg kun faaer talt med Dem, saa er det mig ligemeget, enten det skeer i Deres Huus, eller paa Gaden. Jeg vil saa heller tale med Dem under aaben Himmel, at jeg kan være sikker for at blive befængt.

Philto. Hvad vil De sige med Deres Befængelse? — Er jeg maaskee bleven beladt med Pest, siden jeg saae Dem sidst?

Staleno. Pest? Aa! med noget endnu slemmere end Pest. Naa, Philto, Philto, er De den ærlige Philto, som Staden hidindtil har regnet iblandt dens saa gamle, oprigtige og redeligsindede Mænd;

105

Philto. Det er jo en fortreffelig Begyndelse til en Staffeprædiken. Hvorved har jeg givet Anledning kilden?

Staleno. Hvad for Tøy bliver der ikke sagt om Dem i Byen: En gammel Bedrager, en Menneskeplager, en Blodigel Det er endda Deres beste

Ærestiteler —

Philto. Mine?

Staleno. Ja ret Deres!

Philto. Det giør mig ondt. Men hvad skal man giøre? Man maa lade Folk snakke: Jeg kan ikke forbyde nogen, at tænke eller sige det ufordeelagtigste om mig. Nok, naar jeg er overbeviist hos mig selv, at man giør mig Uret.

Staleno. Og De er koldsindig derved? Saa koldsindig var jeg ikke engang, da jeg hørte det. Men med al denne Koldsindighed er De endda ikke friekiendt: Man er ofte koldsindig, fordi man finder hos sig selv, at

man har ingen Ret til at være hastig og opbragt.

Der skulde kun nogen tale saaledes om mig; jeg dreyede Halsen om paa dem, den første den beste; men jeg troer heller ikke, at jeg nogen Tid ved mine Gierninger skal give Anledning dertil.

Philto. Kan jeg da ikke faae at vide, hvori den Forseelse bestaaer, som man giver mig Skyld for?

Staleno. Saa! De maae allerede have giort Aftale med deres Samvittighed, siden det ikke strax falder dem ind — Siig mig, var Anselm Deres Ven?

Philto. Han var det, og er det endnu saa langt vi endog ere borte fra hinanden. Ved De da ikke, at han betroede sin Søn og Daatter til min Opsigt, da han reiste bort: Skulde han vel have giort der, dersom han ikke havde holdt mig for en retskaffen Ven?

106

Staleno. Ach! Du ærlige Anselm! Hvor har Du bedraget Dig?

Philto. Jeg tænker han skal ikke have bedraget sig.

Staleno. Ikke det? Ja, ja, dersom jeg havde en Søn, som jeg vilde have fordervet i Bund og Grund, saa vilde jeg vist betroe ham til Deres Opsigt. Denne Lelio, jo, jo, han er bleven et godt Stykke Karl.

Philto. Nu lægger De mig noget til Last, som De ellers altid selv har friekiendt mig for. Lelio begik alle sine liderlige Udsvævelser, uden at jeg vidste det mindste deraf; og da jeg fik Underretning derom, var det allerede for sildig at forekomme dem.

Staleno. Alt det troer jeg nu ikke meer; thi Deres sidste Stræg røbede hvad De fører i Deres Skiold.

Philto. Hvad for en Stræg?

Staleno. Hvem solgte da Lelio sit Huus til? Philto. Til mig.

Staleno. Til Lykke, Anselm! Kan de da nu sove paa Gaden? Fy, Philto!

Philto. Jeg har rigtig betalt de 3000 Rigsdaler derfor.

Staleno. Og det for at kunne blive gandske frie for at kaldes en ærlig Mand?

Philto. Skulde jeg da ikke betalt dem?

Staleno. O! stil Dem dog ikke saa eenfoldig an! De skulde slet ikke have kiøbt noget af Lelio. At hielpe saadant et Menneske til Penge, er det ikke det samme, som at give en Gal en Kniv i Haanden, som han kan skiære Halsen af sig med. Kan det kaldes andet, end at giøre eet med ham, for uden Barmhiertighed at ødelægge hans arme Fader? -—

107

Philtø. Men Lelio behøvede disse Penge til den yderste Nødvendighed: Med en Deel deraf maatte han løse sig udaf et skammeligt Fængsel; og dersom jeg ikke havde kiøbt Huuset, saa havde en anden kiøbt det.

Staleno. Andre kunde have giort hvad de vilde; men undskyld Dem kun ikke; man seer dog Deres sande Aarsag. Huuset er omtrent 4000 Rigsdaler værdt for 3000 skulde det selges; og denne lille Fordeel, tænkte De, er jeg nærmest. Jeg holder nok ogsaa af Penge; men see De vel, Philto, før vilde jeg lade denne min høyre Haand hugge af mig, førend jeg vilde begaae saadan en Nedrighed, om jeg endog knnde vinde en Million derved. Kort sagt: Jeg opsiger Dem herefter mit Venskab.

Philto. Nu i Sandhed, Staleno, De gaaer mig meget nær. Jeg troer virkelig, De bringer det saa vidt ved Deres Forhaanelser, at jeg betroer Dem en Hemmelighed, som ellers intet Menneske i Verden har faaet at vide af mig.

Staleno. Vær kuu ikke bange for det De betroer mig, det er ligesaa sikkert forvart hos mig, som hos Dem selv.

Philto. See Dem engang lidt om, at ingen skal staae og luure paa os. Kiger der heller ingen udaf Vinduerne?

Staleno. Det maa da være en forfærdelig Hemmelighed. — Jeg seer ingen.

Philto. Naa saa hør nu da. Endnu den selv samme Dag, da Anselm reyste bort, tog han mig til en Side, og førte mig hen paa et vist Sted i hans Huus: Jeg har, sagde han, min kiere Philtø, endnu een Ting at aabenbare Dig. — Her i denne — — Bie et Øyeblik, Staleno, der seer jeg en gaaer; ham vil vi lade gaae forbie først.

Staleno. Han er forbie.

108

Philto. Her, sagde han, i denne Hvælving, Under een af — — Stille, stille, der kommer nogen.

Staleno. Det er jo et lille Barn!

Philto. Børn ere ogsaa nysgierrige

Staleno. Nu er det borte.

Philto. Under een af Stenene, sagde han, har jeg — der løber allereede noget igien. —

Staleno. Det er jo ikke andet end en Hnnd,

Philto. Men den har dog Øren — har jeg, sagde han, (seer sig frygtsom omkring) nedgravet en lille Skat.

Staleno. Hvad?

Philto. St.!. ſt.! Hvem vil sige saadant noget to Gange?

Staleno. En Skat?

Philto. Ja dog! Havde nu ikkun ingen

hørt os.

Staleno. Maaskee en Spurre, der er fløyet over Hovedet paa os.

Philto. Jeg har, blev han ved, længe nok sparet derpaa, og ladet det være mig sunrt nok; nu reyser jeg bort: Jeg efterlader min Søn saa meget, han kan leve af; men jeg tør ikke heller give ham en Skilling meer. Han har ret Ansats til at blive et liderligt Menneske; og jo meer han fik, jo meer vilde han sætte til. Hvad vilde der saa blive tilovers for min Daatter. Jeg maa berede mig paa ethvert Tilfælde. Min Reyse er lang og farlig, hvo veed, om jeg nogen Tid kommer tilbage igien. Af denne Skat skal derfor saa og saa meget være til Udstyr for min Camille, om der maaskee imidlertid skulde gives Leylighed for hende til et godt Giftermaal. Det øvrige skal min Søn have; men ikke, førend man veed vist, at jeg er død. Saa længe beder jeg Dig, Philto, med mine Taarer beder jeg Dig,

109

min kiære Ven, at Du ikke lader Lelio mærke noget deraf. Vær desuden taugs for alle, at han ikke maaskee skal faae det at vide af en tredie Mand. Jeg lovede min Ven alt dette, og svor en dyr Eed derpaa. — — Siig mig da nu, Staleno, da jeg hørte, at Lelio vilde endelig sælge dette Huus, som Skatten er nedgravet i; siig mig, hvad skulde jeg da giøre?

Staleno. Hvad hører jeg? Paa min Ære, nu faaer Sagen gandske andre Øyne at see med.

Philto. Lelio havde just ladet Huuset vurdere, da jeg var paa Landet.

Staleno. Ha! ha! Ulven havde mærket, at Hundene ikke vare i Gaarde.

Philto. De kan let forestille sig, at jeg blev ikke lidet forskrækket, da jeg kom til Byen igien. Det var skeet. Skulde jeg nu forraade min Ven, og Viise den liderlige Lelio Skatten? Eller skulde jeg lade Huuset komme i fremmede Hænder, som Anselm maaskee aldrig skulde faae det fra igien, At tage Skatten bort gik heller ikke an. Med eet Ord: Jeg saae intet andet Raad, end selv at kiøbe Huuset, for saa vel at redde det eene, som det andet. Nu maa Anselm komme i Dag eller i Morgen; jeg kan rigtig overlevere ham begge Deele. De see selv, at jeg ikke engang bruger Huuset. Jeg har ladet hans Søn og Daatter flytte ud, og lukket det stærkt i, der skal ingen komme derind igien, uden dets rette Herre. Jeg saae nok forud, at Folk vilde bagtale mig; men jeg vil dog heller synes mindre ærlig en kort Tid, end virkelig være det. Er jeg endnu en gammel Bedrager, en Blodigel i Deres Øyne?

Staleno. De er en ærlig Mand, og jeg er en Tosse. Gid Pokker ogsaa havde alle de Folk, som lægge sig efter at vide alle Lapperier, og slæber om med Efterretninger, som have hverken Hoved eller Hale! Hvad for Tøy har man hvisket mig i Ørene om Dem. Men hvorfor var jeg ogsaa saadan en gammel Esel, og troede det? Tag mig det ikke ilde op, Philto: jeg har været for hastig. —

110

Philto. Jeg tager aldrig det ilde op, som jeg seer har en god Hensigt. Mit gode Navn og Rygte har lagt Dem paa Hiertet, og det fornøyer mig. De skulde vel have brudt sig meget derom, hvis De ikke var min Ven?

Staleno. I Sondhed, jeg er gandske vreed paa mig selv derfor.

Philto. Aa! det har intet paa sig.

Staleno. Jeg er vreed paa mig selv, at jeg et eeneste Øyeblik har kundet tænke noget uanstændigt om Dem.

Philto. Og jeg er Dem meget forbunden, at De har varet saa aabenhiertet imod mig. En Ven, som siger os i vore Øyne, hvad han har at sætte ud paa os, er meget rar nu omstunder; og man maa ikke støde ham for Hovedet, om han endog ikkun havde engang Ret af ti. Bliv De kun ved at meene det vel med mig!

Staleno. Naa! det kalder jeg at tale, som man bør tale! Top! vi ere gode Venner, og ville stedse blive det.

Philto. Top! har De ellers noget at sige mig? —

Staleno. Jeg veed ikke saa just — Dog jo! (sagte) maaskee kan jeg giøre min Myndling en uformodenrlig Fornøyelse.

Philto. Hvad behager?

Staleno. Sagde De ikke, at en Deel af den nedgravne Skat er bestemt til Udstyr for Jomfrue Camille?

Philto. Jo.

Staleno. Hvor meget beløber det sig til?

Philto. Til 6000 Rigsdaler.

Staleno. Der er ikke saa slemt. Og om der nu maaskee indfandt sig et anseeligt Partie for de 6000 Rigsd. — for Jomfrue Camille, vilde jeg sige; havde De da vel Lyst at sige ja dertil?

Philto. Hvorfor ikke naar Partiet var anseeligt?

Saleno. Min Myndling for Exempel? Hvad synes De?

Philto. Hvad? Den unge Hr. Leander? Har han et Øye paa Hende?

Staleno. Begge to uden Tvivl. Han er saa forgabet i hende, at han tager hende jo før jo heller, om hun saa kom gandske splitter nøgen til ham. Philto. Det kan man kalde Kierlighed! I Sandhed, Hr. Staleno, Deres Forslag er ikke at foragte. Er det kun Deres Alvor? Staleno. Mit ramme Alvor! Man spøger jo ikke med 6000 Rigsdaler? Philto. Ja! men vil Camille ogsaa have Leander? Staleno. I det mindste vil han have hende. Naar 20000 Rigsd. frier til 6000 Rigsd., saa maatte jo de 6 være nogle Tosser, om de gav de de 20 Kurven. Pigen kan jo dog vel tælle?

111

Philto. Jeg troer, at om Anselm kom hiem i Dag, skulde han ikke selv kunne ønske at faae sin Daatter bedre forsørget. — Godt Jeg tager Alting paa mig. Sagen skal nok have sin Rigtighed, Hr. Stalneo. —

Staleno. Naar først de 6000 Rigsd. have deres Rigtighed —

Philto. Ja for en Ufærd! nu falder mig først den største Vanskelighed ind. — Skal Leander da endelig have de 6000 Rigsdaler strax?

Staleno. Han skal just ikke; men saa skal han heller ikke have Camille strar.

Philto. Nu saa giv mig selv et godt Raad! Pengene ere skiulte; hvordan skal jeg faae dem for en Dag? Og om jeg endog havde dem fremme, hvor skulde jeg da sige, jeg havde faaet dem fra? Skal jeg sige Sandheden, saa lugter Lelio Lunten; og han vil umuelig lade sig afsnakke, at der ikke ligger meer, hvor 6000 Rigsdaler ligge. Skal jeg sige, at jeg giver hende Pengene af mine egne; det vilde jeg heller ikke gierne: Folk vilde kun tage nye Anledning deraf til at bagtale mig: Philto, vilde de maaskee sige, skulde ikke været saa gavmild, naar hans Samvittighed ikke sagde ham, at han har bedraget de stakkels Børn for meget fra.

Staleno. Det er altsammen sandt.

Philto. Derfor meente jeg det var ligefaa godt, om det kunde bie med Udstyren til Anselm kom hiem igien. Leander er den dog vis nok.

Staleno. Leander, som De sige, vil ikke bryde sig noget derom. Men jeg, min kiære Philto, siden jeg er hans Formynder, maa jeg ligesaa vel tage mig i Agt for Eftertale, som De. Jo, jo! vilde man mumle, den rige Myndling er falden i gode Hænder. Nu smører man ham en fattig Piige paa, og den arme Tøs vil nok vide, hvordan hun bør opføre sig imod Formynderen, for at vise sin Takhemmelighed. Staleno er snu; det er ham ikke saa let en Sag at aflægge Regnskab for Leander. Det var ikke saa slemt at have Konen paa sin Side; hun kunde lukke Øynene til paa sin Mand, om det faldt ham ind at eftersee det- — For saadanne Gloser takker jeg skyldigst.

Philto. De har Ret. — Men hvad skal vi nu fange an dermed? — Betænk Dem dog lidt —

Staleno. Betænk Dem ogsaa lidt —

Philto. Hvad om vi

Staleno. Nu?

Philto. Ney, det gaaer ikke an.

Staleno. Hør kuns, jeg tænkte — Det duer heller ikke.

Philto. Kunde man ikke — (Begge paa engang efter at

Staleno. Man burde (have betænkt sig lidet.)

Philto. Hvad meente De?

Staleno. Hvad vilde De sagt?

Philto. Tael dog! — —

112

Staleno. Siig kun frem!

Philto. Jeg vil først høre deres Tanker.

Staleno. Og jeg Deres. Mine ere saa ikke modne endnu. — Philto. Og mine — Mine ere allerede borte igien. Staleno. Det var Skade! Men Taalmodighed! Mine begynde just at moednes. Nu ere de moene! Philto. Aa! Det var brav!

Staleno. Hvad, om vi for en god Drikkeskilling fik en Karl paa vor Side, som var fræk nok, og havde Mundlæder nok til at lyve ti Løgne i eer Aandedræt?

Philto. Hvad skulde han hielpe os?

Staleno. Han maatte forklæde sig og foregive, at han var kommet fra er langt bortliggende Land; jeg veed ikke selv hvad for et. Philto. Og. ——

Staleno. Og at han har talt med Anselm

Philto. Og.

Staleno. Og at Anselm har givet ham nogle Breve med;

ret til hans Søn, og eet til Dem.

Philto. Og hvad saa?

Staleno. Seer De endnu ikke, hvor jeg vil hen?

I Brevet til hans Søn maatte staae, at Anselm ikke endnu kunde komme saa snart hiem; at Lelio imidlertid skulde holde godt Huus, Og spare kiønt sammen paa det, han havde, og saa videre. Men i Brevet til Dem maatte staae, Anselm havde eftertænkt sin Daatters Alder, at han gierne saae, hun blev gift, og at han sendte Dem her saa og saa meget til Udstyr, i fald hun skulle finde en god Leylighed.

Philto. Og Karlen maatte lade, som han bragte Pengene til Udstyren med sig? ikke?

Staleno. Jovist.

Philto. Det gaaer i Sandhed an! — Men hvad, om Sønnen kiender sin Faders Haand for vel? Hvad, om han erindrer sig hans Signet.

Staleno. O saa er der tusinde Udflugter! Giør Dem dog ingen utiidige Bekymringer! — Jeg veed allerede een, som skal kunne spille den Rolle mesterlig.

Philto. Nu, saa gaae De da, og aftal det Nødvendige med ham, saa vil jeg strax lave Pengene til, og imidlertiid heller tage dem af mine egne, til jeg sikkert kan grave dem op.

Staleno. Giør det! giør det! Inden en halv Time skal Karlen være hos Dem. (gaaer bort.)

Philto. (allene) Det er ærgerligt nok, at jeg skal bruge saadanne

Kneeb paa min gammel Alder; og det for den liderlige Lelios Skyld! — — Der kommer han jo selv, med sin Anfører i alle Skielmstykker? De tale temmelig alvorlig; uden Tvivl har de en Creditor paa Halsen igien. (træder lidt tilside)

(Fortsættelsen følger.)