↩

De nærmeste Aarsager, som forvolde Religionens Foragt,

tilligemed

de deraf flydende skadelige Følger,

forestillede i en

Taksigelses-Tale

for den Allerhøyeftes nyelig udviiste besynderlige Forsyn

over

Kongen,

det Kongel. Huus, og det gandske Land.

I Anledning

Evangelium Luc. 8,4 - 5. paa Søndag Sexagesima,

Mag. Nicolai Edinger Balle,

Sogne-Præst for Kiettrup og Giøttrup Menigheder i Vester Han-Herred i Aalborg-Stift.

Kiøbenhavn 1772,

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2
3

Kort Erindring.

Materien, hvorom denne Tale handler, er i mine Tanker saa vigtig, at den kan opfordre alle retsindige Christnes og enhver retskaffen Patriots gandske Opmærksomhed. Det lidetsom her er foredraget, troer jeg, stemmer Nøye overens med Sandhed. Men til en fuldstændig Afhandling, seer jeg vel, at det ikke er tilstrækkeligt. Her var ikke Sted, til at bevise af Religionsforagternes Skrifter, hvad Grund man har, til at skildre deres Tænkemaade saa ufordeelagtig. Ellers kan man finde Beviser nok, om man end ikke vil eftersee flere, end tre af Voltaires forvovne Stykker, hans Abrégé de l’histoire Ecclesiastiqué de Fleury,

hans l'Evangile du Jour, og la Philosophie de l'Histoire, som uden Tvivl tilhører ham, skiøndt den bærer Navn af Msr, l’Abbé Bazin, Meget mindre vilde det passe, at beraabe sig paa visse levende Exempler. Dog dette behøvedes just heller ikke, da de ere noksom bekiendte. Kandskee mine Udtryk hist og her kunde synes noget haarde. Man kan imidlertid forlade sig til, at de ikke ere udklækkede i et hadskt Hierte, eller ophittede af en Hevngierrig Aand. Men Religionens Ære, til hvilken jeg bekiender mig, syntes jeg, havde lidt saa meget uskyldig, at Vantroen endelig for: tiente en alvorligere Revselse. Det er ingen ubillig Straf, at undersøge den rette Oprindelse til Spotternes Ondskab, og at fremstille dem i deres naturlige Gestalt. Disse Folk taale desuden ikke at behandles alt for lempelig. Man har ofte nok forsøgt at vinde dem, allene ved at forsvare sig, uden at giøre igien noget Angreb; men forgiæves. Selv ere de, i hvor meget de end prunke med deres fine Levemaade, uhørlig grove i deres Beskyldninger mod Christendommen, og forfalde ofte til de nedrigste Skieldsord. Den galante Hr. Voltaire kan igien tiene mig til et Beviis. Jeg vilde skamme mig, om nogen med Rette kunde sige, at jeg havde betalt dem med lige Myndt. Men det skal

være mig kiært, om jeg har været hældig i at udfinde Ord beqvemme nok, til at afbilde deres hele Beskaffenhed livagtig, uden at fornærme Velanstændigheden. Anden Maade veed jeg ikke , paa hvilken en ubehøvlet Foragter endelig kunde bringes til Eftertanke. Lad ham end blive forbittret i Begyndelsen, maaskee Sandheden dog indtrykker adskillige dybe Saar i Samvittigheden, hvorved den tilsidst kan blive opvakt; og da er han først skikket, til at anhøre mere sagtmodige Forestillinger. Man skulle tænke nu, at les pacifiques Theistes herefter maatte blues ved deres praleriske Fredfærdighed, at de ikke længer torde forekaste os en Jacques Clement, en Ravaillac, en Malagrida, og andre slige Fa: natiske Forrædere. Disse have vi aldrig erkiendt for Lemmer af vores Kirke, og ingen har nogen Tid tilstaaet dem Navn af rettroende Christne. For deres Misgierningers Skyld burde de henvises til Spotterens Selskab, hvis Grundsætninger den vederstyggeligste Forbrydere gierne kan underskrive, og dog beholde Navn af en Orthodox Friegeist. En Anmerkning vil jeg legge til endnu, og dermed slutte. Der er Forstiel paa en eftertanksom Tvivler, og en fræk Spotter. Det sidste Slags har jeg allene her haft for Øyne. Med den første bør jeg derimod have en oprig-

tig Medlidenhed, saa længe han ingen Skade stifter med sine Tvivl, men aabner dem kun for lærde og ædelmodige Skiønnere, med Længsel efter en rigtigere Kundskab. Da fortiener han Høyagtelse, i Stedet for Afskye, naar hair er redelig nok, til at aflegge sine kiæreste Vildfarelser, saasnart Forstanden er blevet bedre

oplyst. HErren forlene ham Naade dertil, og føre ham til saadanne Veyvisere, under hvis Anførsel han igien kan blive ledsaget

tilbage til Sandheden! Dette ønskes enhver, som befinder sig i saa slibrige Omstændigheder, af en Velmenende Forfatter.

Saa nær var det, Andægtige Tilhørere! at Vantroe og Ugudelighed havde sønderbrudt Regentens Scepter, og kuldkastet Fædrenelandets

Lyksalighed. Hvilken gruesom Skiebne for vort forarmede Land! hvilken jammerfuld Ælendighed over dets modløse Indvaanere! Ven imod Ven, Børn imod Forældre, Undersaatter imod Øvrighed — den eene vilde væbnet sig med hemmelige Renker, den anden havde rustet sig med aabenbare Vold, til en almindelig

Ødeleggelse; og den Uskyldiges Blod var blevet et Rov for Tigerdyrets Tænder, som rasede af Galenskab imod gudfrygtige og retskaffene Borgere. Religionen

maatte flygtet tilsidst ud af Grændserne af Frygt for Spotterens Grumhed. Dyd og Ærbarhed havde man nedstødt fra de dem tilhørende Ære-Sæder. Men Lasterne havde glimret paa Thronen, og Utugt bemægtiget

sig de høyeste Værdigheder. Udlændinge vilde plyndret Levningerne af vore forrige Skatter, og Fremmede havde deelet det overblevne Bytte imellem hverandre. Dog — den Allerhøyestes overordentlige Forsorg for vore Rigers Velfærd være derfor ævig velsignet — (det er den anden Gang, han forunderligviis har beskyttet

os i vores Levealder) Faren er afvendt. Jeg har end ikke afmalet den saa græsselig, som man kunde have Aarsag til at befrygte. Majestæten giver os selv Anledning til at slutte, hvor betydelig den har været, i det han befaler, at aflegge offentlig Taksigelse til den

Allerhøyeste for den særdeles naadige Forsyn og Varetægt, han saa besynderlig i denne Tid har ladet see imod hans Majestæt Kongen, det Kongelige Huus, og gandske Land.

Altsaa strakte Faren sig til Kongens egen dyrebare Person. Ulykken svævede over den Høykongelige Slægt; og ødeleggelsen truede begge Rigerne. Den Allerhøyeste beskiermede dem. Men Faren var saa stor og Beskiermelsen saa forunderlig, at den henregnes iblandt særdeles naadige og besynderlige Prøver paa hans Forsyn og Varetægt.

Hvad var dog dette for et uhørligt Anslag? hvilke Mennesker have været forvovne, eller galne nok, til at begynde en Gierning, paa hvilken et ærekiært Gemyt ikke kan tænke uden en zittrende Afskye? Saa meget er let at giette, mine Brødre! at Kongens og Landets Fiender have tillige været Hadere af den sande Dyd, Religionens Foragtere, og blinde Tilbedere af deres egne utøylelige Lyster. Slige vederstyggelige Gierninger stemme best overeens med saadanne Folks Tænkemaade, som hverken frygte Gud, eller agte hans Bud, men bestemme den vilde Begiærlighed allene til en Regel for deres Handlinger. Sande Christne, hvis Hier- , ter ere opfyldte med en hellig Ærbødighed for den Høyestes Viise Anordninger, som elske Retfærdighed, hade det Onde, og tragte kun efter den Fuldkommenhed, hvis rette Glands Viiser sig i en Nøye Iagttagelse af Narurens og Religionens Pligter — hvor kunne disse an-

det, end bestræbe sig med yderste Flid for Fædrenelandets Velgaaende, i hvilket de selv tage Deel, da Christendommen forbinder dem, til at elske ey, allene deres Venner, men endogsaa deres Fiender, saa høyt som sig selv? Fornuft og Erfaring have altid maattet indrømme en uforfalsket Gudsfrygt den Roes, at den beskiermer Regenten paa sin Throne, og understøtter Folkets Velstand, da Ugudelighed derimod berøver begge baade Lykke og Sikkerhed. Desværre! at vore Tider skulle laane os alt for bedrøvelige Exempler til Bekræftelse paa det sidste. Vi maae tilstaae, at Salo: mon med Rette har kundet fastsætte dette, som en almindelig Sandhed: Naar Retfærdige blive mange, skal Folket glædes: men naar en Ugudelig hersker, skal Folket sukke, a)

Salomon taler her om øvrigheder og Embedsmænd, thi disse udgiøre just den Deel af Mennesker i en Stat, som i Almindelighed skilles fra Folket. De ere Almuens Anførere, Retfærdigheds Pillere, og Fædrenelandets Støtter. Paa deres Forhold og Sindsforfatning beroer Mængdens mildere eller strengere Skiebne for det meste. Naar de fleste af dem, om ikke alle, hver i sin Kreds, legge Vind paa at fremme Ret og Retfærdighed: naar Kierlighed til Dyden, og Ærbødighed for det høyeste Væsen er Grunden til alle deres Foretagender, saavel i, som uden for Embedet; mon Folket da ikke har Aarsag til at glæde sig, fordi det under sine retskafne Opsynsmænds Forsorg er befriet fra Forurettelser, og nyder hver sin bestikkede Deel af Livets Lyksaligheder i Fred og Roelighed? Landet maae jo blomstre, og Folket tage til i Velstand, saa længe det tillige er benaadet med den Almægtiges Velsignelse,

a) Ordspr. 29, 2.

naar øvrigheden belønner Flid, ophielper den dydige Medborgers Stræbsomhed med Raad og Daad, og beskiermer Uskyldigheden fra Voldsmandens Efterstræbelser. En retfærdig Øvrighed forfølger heller ikke de Mægtige, som anvende deres Magt og Rigdom til almindelig Nytte, til Religionens Fremvext, Videnskabernes og nyttige Håndteringers Opkomst. En retfærdig øvrighed stræber med Iver, at befordre Guds Ære, forjager Lasterne fra sit Aasyn, og opklækker Gudsfrygt under sin mægtige Beskyttelse. Med faa Ord: Religionens Floer, og Statens Gavn er en retfærdig øvrigheds høyeste Ønske. Meer behøver jeg ikke at erindre, for at bestyrke Salomons første Sætning: naar

Retfærdige blive mange, skal Folket glædes.

Glædes, thi det er lykkeligt under faadanne foresatte, og feyler altsaa intet, til at leve fornøyet. Jødeland blomstrede under David. Han var en gudfrygtig Konge, et Exempel for sine Veltænkende Under-øvrigheder, og en Rædsel for de onde. Vore Monarker have ligeledes fra fordum Tider af velsignet Landet med en vits og gudfrygtig Regiering. En Lykke, som saa Riger have havt tilfælles med os. Men Herrens, besynderlige Forsyn over dette Land lader os haabe fremdeles, at samme Lykke skal vedvare indtil de sildigste Tider. Nu skulle retfærdige Embedsmand atter blive mange, og Folket skal glædes igien. Folket skal ikke sukke meer, thi den Ugudelige hersker ikke længer. Verden har ofte nok maattet sande Salomons Klagemaal over den Ugudeliges Herredømme, som indeholdes i den anden Sætning i den anførte Sentense. Suk og Taarer væde dog næsten overalt Indbyggernes Kinder, hvor han har Magten. Man sætte ham over lidet eller meget: man forlene ham mindre eller større

Vælde; det er dog sielden, at han gavner faa Redelige, men aldrig gavner han det Almindelige, og allermindst tør man vente, at den Høyestes Ære skal befordres ved hans Forvalming; i Særdeleshed om Vellyst har rent udryddet Frygten af Hiertet for en guddommelig Hevn, eller naar Ondskaben har forledet ham til at nægte Guds Ord, og forkaste hans aabenbarede Befalinger, Disse Foragtere have udpresset den Fromme besynderlig i det nærværende Aarhundrede mange ængstelige Klager ved deres bittre Bespottelser; og vi favne heller ingen føleligere Prøver paa deres Hierters Haarhed. Vantroen har opreyst sig selv et græsseligt Minde for Efterkommerne paa sin yderste Raserie i vor nærværende Tidspunkts Historie. Men Himlens Gud være lovet, som satte Spotternes Galenskab Grændser, førend de fuldkommede deres Ondskab til Kongens og Landets Ruin. Hvo kan udelt Rædsel betragte disse skræksomine Følger af Religionens Foragt? Man lære dog engang, saa godt som af sin egen Skade, hvor farligt det er, at forlade Guds Ord, og overgive sig selv til sine vilde Lysters uregierlige Herredømme. Hvor beklageligt er det ikke, at de hellige Lærdomme, hvis Kraft har viist sig saa mægtig i Hedningernes Omvendelse, midt i Christenheden tabe deres Styrke til at forbedre de grumme og vellystige Gemytter. Mon Ordet være mindre kraftigt nu, end tilforn? eller mon Hiertet hos visse Folk være meere ubøyeligt nu, end i fordum Dage? Dagens Evangelium opdager os de rette Aarsager, og Tidernes Erfaring lærer os Følgerne deraf. Til Advarsel for de Ugudelige, saavelsom for at bestyrke den Fromme destomeer i sin Gudsfrygt, finder jeg det da tienligst i Dag, at forestille eders An- dagt.

De nærmeste Aarsager, som forvolde Religionens Foragt, tilligemed de deraf flydende skadelige Følger.

Jeg vil underrette Eder

1. Om de nærmeste Aarsager, som forvolde, at Religionen af mange modtvillig foragtes.

Siden vil jeg erindre Eder

2. Om de skadeligste Følger, som flyde

af Religionens modtvillige Foragt.

JEsus beskriver det guddommelige Ord i Evan: gelio under Lignelse af en frugtbar Sæd, som en Agerdyrker udkastede paa sin Ager i Haab om, med Tiden at indsamle deraf den forønskede Grøde. Hans Haab blev ikke aldeles opfyldt. En Deel af Sæden gik forloren, dog en af Mangel paa dens egen Beqvemhed, men fordi Grunden var uduelig. Det, som faldt paa Veyen, kunde ikke trænge dybt nok ned i den haarde Jord, og blev derover nedtraadt, eller opædt af Himmelens Fugle. Paa Klippen manglede Sæden de fornødne Vædsker; altsaa maatte den visne, saasnart den var opvoxet. Men Tornene qvalte den Deel deraf, som blev udstrøet iblandt dem. Hvad som derimod faldt i den gode Jord, det voxte op, og bar hundredefold Frugt. Denne Lignelse anvender Frelseren selv til en Forklaring over Aarsagerne til Ordets forskiellige Virkninger paa de menneskelige Gemytter. I sig selv besidder det en guddommelig Kraft til at neddæmpe ved den Hellig Aands Medvirkning de onde Tilbøyeligbeder; det er mægtig til at frembringe gode Bevægelser i Hiertet, som yttre deres Virkning i en bestandig Bestræbelse efter større Hellighed, og i en uafbrudt Vindskibelighed paa ægte christelige Dyder. De

som bevare det, siger JEsuS, i et smukt og godt Hierte, de bære Frugt deraf i Taalmodighed. Man vogte sig kun fra at giøre de hellige Lærdomme forsætlig Modstand. Man laane dem sin gandske Opmærksomhed, aflegge den fordærvede Naturs skadelige Fordomme, søge ikkun Sandhed med en Upartisk Længsel, og

Viise sig lærvillig -— thi da er Hiertet saa smukt og

godt, som det kan blive ved vor egen Flid — den Hellig Aand skal da nok ved Ordet udrette det øvrige, og forlene os de fornødne Kræfter til at vore bestandig, som i andre Christelige Dyder, saa fornemmes lig i Taalmodighed, der er en Christen høystnødvendig, til at overvinde baade Kiødets Fristelser, og andre mødende Besværligheder. Formedelst denne Kraft, der er nedlagt i Guds Ord, kaldes det den uforkrænkelige Sæd, ved hvilken vi blive igienfødte b). Det bærer Navn af et levende og kraftigt Ord, som er skarpere end noget tveegget Sverd c). Esaias ligner det ved Regnen og Sneen, som nedfalder af Himmelen, til at vande Jorden, og giøre den frugtbar, at den giver

Sæd til at saae, og Brød til at æde d) Og Paulus tilskriver det en saliggiørende Kraft, naar han kalder Evangelium en Guds Kraft til Saliggiørelse e). Skylden til Guds Ords Foragt kan altsaa ikke hvile paa Ordet selv. Det er hverken for afmægtigt, til at

bedre Gemytterne, eller for dunkelt til at oplyse Forstanden; ey heller saa slet grundet, at fornuftige Folk med Billighed kunne drage dets guddommelige Vished i Tvivl. Man har længe siden besvaret og afvæltet alle de falske Beskyldninger, som Ondskab har opdigtet

b) i Petr. 1, 23. c) Hebr. 4, 12.

d) Es. 55, 10. 11. e) Rom. 1, 16.

imod de hellige Sandheder. Naar Spotteren nu ikke destomindre bliver ved, at igientage sine sædvanlige Be brendelser saa kan han dog i vore Lande i det mindste ikke undskylde sig med Mangel af rigtig Kundskab om de aabenbarede Lærdomme. Vi blive jo alle i Ungdommen underviiste om Guddommens Raad til vores Salighed. Vi høre jo Ordet fra de spæde Aar, og kunne høre det, om vi ville, indtil Livets Ende. Jeg seer da ikke, hvor Aarsagerne til Religionens Foragt skulle andensteds søges, end i et forvendt Gemyts, enten modtvillige Gienstridighed, eller uforsvarlige Forsømmelse.

JEsus har angivet trende Maader i Evangelio, paa hvilke et fordærvet Hierte kan blive hærdet imod Aandens Virkninger ved Ordet. Efter hans Forestilling maae det enten være, eller onde

Mennesker, eller det vanartige Kiød, som forleder vore forvovne Spottere til at kaste den ubilligste Foragt paa de guddommelige Lærdomme. Dievelen betiener sig helst af den skiødesløse Koldsindighed i Gudfrygtigheds Øvelser, som hersker i en letsindig Siel, til at indblæse den tilsidst en fornærmelig Ringeagtelse for Religionen selv. Onde Mennesker foruroelige de Svagtroende og halv Oplyste med forførigste Tvivl, som have Skin af Sandhed, skiønt den Enfoldiges Uvidenhed er deres eeneste Styrke; eller de drage et uredeligt Gemyt, der higer kun efter egne Fordele, ved prægtige Løfter, og ved et smigrende Haab om en større Lykke og Anseelse. Men Kiødets utæmmede Begierligheder, hvad enten de udsvæve i en uordentlig Æresyge: eller de ophidses af Løsagtigheds Brynde: eller de snappe efter Dynger af Guld. — Disse Lyster tilsammen optænde dog hos de Fleste det bitterste Had mod Evangelium, som fordømmer de jordi-

ske Forfængeligheder, og indskiærper en uafladelig Selvfornægtelse. Saaledes synes det, at Hensigten af Christi Forklaring over den fremsatte Lignelse rettest bør udtolkes. Han talte med Jøderne, som enten i Almindelighed foragtede hans Lærdom, eller dog tabte snart igien den liden Høyagtelse, der nu og da ved hans Fordrag var opvakt hos dem. Faa lode sig fuldkommen overbevise, og den mindste Deel var redelig

nok, til at bevare eller forfægte den engang erkiendte Sandhed, Ved Lignelsen vilde han lære dem, hvoraf denne Koldsindighed og Ubestandighed kunde reyse sig. Men ingen Aarsager passe nærmere, end de trende, vi have fundet i hans Tale til Disciplerne. Disse bleve eene værdigede til at anhøre en nøyere Forklaring

over Lignelsens Hensigt, fordi de med større Lærvillighed, end den øvrige Hob, vare vandte til at agte

paa hans Lærdom. Vi ville udbrede vore Tanker endnu lidet vidtløftigere over de trende af Frelseren angivne Aarsager til Religionens Foragt.

Den første ligger i disse Ord: Dievelen kommer,

og tager Ordet af deres Hierte, som høre det hos Veyen. Med Vold kan Fristeren dog ikke berøve dem Ordets Kraft, thi naar har Gud indrømmet ham Magt, til at tvinge nogen til det

Onde? Da var jo den Ugudelige selv uden Skyld, om han syndede meer af Tvang, fordi Satan nødede ham, end af egen Villie. Og en tvungen Forbrydelse kan jo ikke være, eller maae være, i det ringeste

mindre strafværdig. Altsaa burde den Ugudelige heller ikke enten lide noget, eller dog ikke lide noget haardt, naar Dievelen eene forvoldte, at Synden blev begangen. Man begriber lettelig heraf, at Skylden til Guds Ords Foragt maae findes lige-

saa stoer paa Spotterens, som paa Fristerens Side. Mennesket begynder, og Satan fuldfører, Mennesket

giver Anledning, og Satan betiener sig deraf. I Almindelighed aabnes ham Veyen til Hjertets Forhærdelse ved en skiødesløs og ligegyldig Koldsindighed. Fra første Ungdom af ere mange Mennesker alt for lunkne i deres Gudsdyrkelse. Religionen bliver anseet som en Biesag. Hverken giver man sig Tid nok til at undersøge Grundene, paa hvilke Sandheden er bygget; ey heller agter man det Umagen værdt, at fordybe sig i vidtløftige Betragtninger over Lærdommens Indhold. Ordet høres af Sædvane, uden Lyst, med adspredte Tanker. Det giør ingen Indtryk; thi hvor var det mueligt, at det kunde giøre nogen? Hiertet er som Veyen, paa hvilken Sæden faldt. Det er for haardt, til at føle og imodtage Guds Aands Rørelser. Man er fornøyet med, at bekiende sig offentlig til en vis Troe, ubekymret, om den er sand, eller falsk, bedre

eller værre, end andres; og befatter sig ikke gierne med aandelige Tings Overveyelse, da man har andet at beskæftige sig med, sine Sorger for Legemet, hvilket stedse agtes Høyere, end Siælen. Forældrenes Koldsindighed

arter paa Børnene, som helst danne sig efter de kiereste Venners, eller de dem best bekiendte Exempler. Hvo kan tænke, at Fristeren her, der i Skriften formedelst sin Listighed lignes ved en Slange, f) og

formedelst sin Grumhed i at forfølge Siælen, ved en brølende Løve, g) at han her stod ørkesløs, og betjente sig ikke af den beqvemmeste Leylighed til sine Hensigters større Fremgang? han er heller ikke ledig, naar nogen farer vild under en anden Sindsforf)

Aabenb. 12, 9.

g) 1 Petr. 5, 8.

fatning; men her synes han dog meest beskæftiget, fordi han har meer at fuldføre her ved egen List, end

paa andre Steder, hvor onde Mennesker, eller Kiødets Begierligheder ere ham bedre til Tieneste; og dette gav formodentlig Anledning, hvorfor Frelseren navnlig tilskrev ham de letsindiges Forførelse. Uden den høyestes Tilladelse tør han intet begynde; men Gud tillader med Rette, at de, der skiønne saa lidet paa hans besynderlige Naadegaver, tilsidst berøves Frugterne aldeles deraf. Han tillader, at Satan indblæser den ligegyldige Siel en fornærmelig Ringeagtelse for Religionen selv, og bespottelige Tanker, som udbryde tilsidst i

en aabenbare Forhaanelse. Ligesom det blev samme onde

Aand tilstedet, at indskyde Judas det græsselige Forsæt, at forraade JEsum, h) da Forræderens Hierte blev befundet koldt og følesløst imod sin beste Velgjører. Eller som han fik Tilladelse, til at opfylde Ananiæ Hierte med den bespottelige Indbildning, han kunde nok lyve for den Hellig Aand, i) nok tilbageholde

en Deel af sit Godses Værdie, og dog foregive, at

han for Guds æres Skyld havde skiænket det alt til de Troendes Beste; da denne Hyklere intet søgte uden

en udvortes hellig Anseelse ved sin forstilte Gavmildhed. Paulus tillegger Satan desuden en Kraft, til at forføre dem, som blive fortabte, med allehaande Magt,

Tegn og underlige Gierninger, som ere løgnagtige k). Han formaaer altsaa, at sammendynge Tvivl paa Tvivl i Spotterens Siel: at forblinde ham Øynene, saa: at visse udvortes Omstændigheder synes som uovervindelige Beviser for ham imod Sandheden: og at foranstalte

h) Joh, 13, 2. i) Ap. Giern. 5, 3.

k) 2 Thess. 2, 9. 10.

undertiden særdeles Hendelser, til at bestyrke ham i sin Vantroe. Hvorfra Dievelen har bekommet saa farlig en Magt over de Ugudelige, lærer Apostelen strax derefter med disse Ord: fordi de ikke annammede Sandheds Kierlighed, det er, Evangelii naadefulde og velgørende Lærdomme. De have jo da ingen uden sig selv, deres egen Uskiønsomhed, at anklage, fordi Satan har indprentet dem saa stor en Afskye for det aabenbarede Ord, at den meget vanskelig kan udryddes. Ville dog vore sandsesløse Christne betænke, i hvilken betydelig Fare de snart ved deres egen Skiødesløshed kunde nedstyrtes! Mon Gud var mindre retfærdig, om han tillod, at Løgnens Aand udslukte Evangelii Lys, heller end at det skulde skinne forgieves iblant os, som mere elskte Mørket, og vandre med større Lyst paa vores egne vildsomme Veye? Herske ikke længe siden de blindeste Vildfarelser paa saadanne Steder, hvor Sandhed fordum reent og klart blev forkyndet? hvor mange af vore Medborgere have ikke allerede forladt Skriftens Veyvisning, og overgivet sig til Dievelens Førelse. Kan denne snilde Fiende ikke ligeledes med List bemægtige sig vore Siele? Kan en efterladen og koldsindig Christen ikke tilsidst forvandles til en hidsig og fræk Spotter? HErren bevare Eder, mine Brødre! og alle Rigets Indbyggere fra saa yderlig en Fordærvelse! Men skulle vi undslye den onde Efterstræberes Snarer, da bliver det høystfornødent for os alle, med fordoblet Iver at beflitte os paa en renere, alvorligere og oprigtigere Gudsfrygt. Lader os følge Pauli Raad, som med høytidelige Ord og under stærke Sindsbevægelser, fordi han var heftig rørt ved at betragte de søvnagtiges Fare, formanede os alle under Ephesernes Navn: Staaer opbundne omkring Eders

Lender med Sandhed, og iførte med Retfærdigheds Pantser, og værer iførte paa Føderne med Fredens Evangelii Færdighed; saa I for alle Ting antage Troens Skiold, med hvilket I skal kunde udslukke alle den Ondes gloende Piile; og tager Saliggiørelsens Hielm og Aandens Sverd, som er Guds Ord; saa I bede i al beleylig Tid med al Bøn, og ydmygelig Begiering i Aanden, og vaage til det samme med al Varagtigbed. l)

Den anden Aarsag, hvorfor JEsu Lærdom blev foragtet, er fremsat i disse Ord: de have ikke Rod;

troe til en Tid, og falde fra i Fristelsens Tid.

Religionens Foragt forplantes altsaa paa de svagtroende og halv oplyste ved onde Menneskers Forførelse; thi det er kun dem, der have ikke Rod, eller hvis Overbevisning grunder sig paa svage Indsigter, eller som elske Livets Beqvemligheder mere end Sandhed, hvilke troe til en Tid, saa længe de blive uanfægtede, men falde fra i Fristelsens Tid; hvad enten de saa fristes til Affald ved Hielp af kunstlede Indvendinger, eller ved strenge Trudsler, eller ved smigrende Lofter r treNde Kunstgreb, som Forførere sedvanlig berede sig paa, til at overvinde Mængdens Bestandighed. De laane deres Indvendinger for den største Deel af de ældre Tiders Spottere, og skamme sig ikke ved, at opvarme gamle ugrundede Beskyldninger, uden at svare paa det, Man længe siden har fremlagt til Forsvar derimod. De forvirre Begivenhederne i de fremfarne Tiders Historie, og Uddrage altid skadelige Slutninger af tilfældige Hændelser for Religionen, for at forvilde de Ukyndige, som vide intet af Rigernes eller Kirkens Skiebne i fordum Dage. De antaste gierne visse Fortællinger i den hellige Skrift, som af Mangel paa behørig Kundskab om

l) Ephes. 6, 14. 15. 16. 17. 18.

Sproget og om de ældste Nationers Forfatning synes dunkle, eller modsigende. Men Hoved-Sandhederne fordriste de sig sielden at røre ved, af en hemmelig Frygt maaskee, som endnu kan være tilovers i Samvittigheden; eller de gribe dem an, allene under det Paaskud, at Fornuften ikke kan udgrandske dem; og forglemme dog det Vigtigste, som først burde bevises, at Fornuften nemlig af egen Indsigt bør kunde dømme rigtig om guddommelige Ting, hvilke man ellers har troet, maatte i Følge, af deres naturlige Beskaffenhed langt overstige et indskrænket Væsens Begreb. Saa slet imidlertid disse Indvendinger ere grundede, saa er dog intet lettere, end ved dem at indjage den enfoldige skræksomme Tvivl, der ofte ikke kiender engang de uomstødeligste og almindeligste Grunde, paa hvilke den aabenbarede Lærdoms Vished er befæstet; allerheldst naar han, som en uomvendt, endnu ikke har mærket besynderlige Følelser af det guddommelige Ords kraftige. Virkning paa Hiertet. Og dette er just den svage Side, som Spotteren helst bestormer med sine Tvivl, fordi Seyeren rimeligviis bliver ham lettest. Man burde derfor arbeyde med større Flid paa sin Kundskabs Forøgelse. Man skulde randsage Skrifterne oftere og med større Opmærksomhed giøre sig Religionens vigtigste Beviser bedre bekiendte, og prøve dem med Overlæg; man burde aabne Hiertet for Sandhedens Indtryk, eller forsøge paa at adlyde de guddommelige Formaninger, og Undertrykke de onde Tilbøyeligheder, der føde saa mange farlige Fordomme af sig: da ville man neppe geraade i Fare for Spotternes Forførelse; thi Overbevisningen blev grundet saa fast, at hans Indvendinger tabte deres Styrke. Paulus bad, at Kolosserne maatte fyldes med Guds Villies Erkiendelse i al aandelig Viisdom og Forstand—

at de maatte vore til Guds Erkiendelse; m) og Peder opfordrede os ligeledes, til at voxe i vor HErres og Frelseres JEsu Christi naaderige Kundskab n). Det er da en allene nyttigt, men en Pligt tillige, at vi beflitte os stedse paa større Indsigt i de hellige Lærdomme. Dog alligevel forsømme vi det næsten alle meer eller mindre saavel i Ungdommen, som i Alderdommen; og hvad kan da følge andet, end at Religionens Foragt maae udbrede sig jo længer jo videre? Trudsler og Forfølgelser vare de almindeligste Vaaben, med hvilke Vantroens Børn pleyede i de ældre Tider at bestride vores Troe. Det Jødiske Raad lod Stifteren selv ombringe, og forfulgte hans Tilhængere med lige Grumhed. Hedningene udøvede samme Voldsomhed i Christendontmens første Begyndelse. Mange af de nyere Religions-Foragtere fattes vel heller ikke meget meer end Magten, til at yttre deres Had imod Christi Bekiendere med lige Haardhed. Gemyttet hos dem er grumt nok dertil, og Hidsigheden bryder ofte ud i fornærmelige Skieldsord, som røbe en blodtørstig og Hevngierrig Aand. Under saa haarde Fristelser, for hvilke Kiødet altid krymper sig, bor man ikke saa meget undre over, at nogle fordum lede Skibbrud paa Troen, som over Mængden af dem, der dog holdte ud med Bestandighed. Flere, maatte man befrygte, vilde i vore Dage gaae over til Forløserens Fiender, ifald hans Navn skulde bekiendes med Livets Forliis, da Redelighed, Gudsfrygt og Kierlighed til Sandhed synes kiendeligere at aftage nu end tilforn. Vi behøve imidlertid endnu ikke (Hvorfor Herrens Barmhjertighed være lovet) af Spotternes Vrede at lade os bortskrække fra Troens Bekiendelse. Deres Trudster giøre nu omstunder ingen betydelig Skade. Men desto større Fordærvelse kunne de anm)

Kolos, 1, 9. 10. n) 1 Pet. 2, 18.

rette ved deres smigrende Løfter om en større Lykke eg Anseelse, Dette Kunstgreb lykkes i Særdeleshed dem, der ere satte i Høyhed, hvis Evne til at berige og

Magt til at ophøye deres Yndlinger lokker flere til Vantroen end man ellers kanskee kunde tvinge ved de heftigste Trudsler. Mængden retter sig gierne efter de Stores Smag, for at vinde deres Gunst; thi egen Fordeel er en Hoved-Tilbøylighed, som har udbredet sit tyranniske Herredømme over den største Hob. Naar Josias knæler i HErrens Tempel, da forsamles Folket hobeviis, de mægtige med de ringe, for at helligholde

den store Guds Fester. Men da Manasses rasede imod Helligdommen, strømmede Folket ud paa Høyene, for at ofre til hans stygge Afguder. Man behøver ikke at lede længe efter lige forargelige Exempler i den senere Verdens Alder. Give Gud! at deres Antal, som allerede have fulgt Strømmen i Haab om de mægtiges Yndest, ikke var større, end at det snart kunde formindes,

og desto lettere blive forglemt. Thi det er

en Skiendsel for Landet, naar Indbyggernes Gudsfrygt skal være tilfals for Gunst og Gaver. Hvilke troeløse Siele, som fornegte deres Gud, for at behage et ildesindet og afskyeligt Menneske! Hvad Troeskab skal Landets Fader, eller hvad Redelighed kan en Broder, en Ven forvente af dem, som ikke tage i Betænkning, af urene Hensigter at sønderrive de helligste Baand, Religionen har knyttet? Det er vores Pligt, mine Venner! at bønfalde Himlens store Forbarmer om Naade til deres bedre Undervisning, som have været svage nok, til at lade sig forvilde af ugrundede Tvivl; men Kierligheden, til hvilken Christendommen forbinder os endog mod de værste Mennesker, tillader heller ikke, at vi forglemme dem i vore Bønner, som vare uredelige nok,

til at give Sandheden op for et smigrende Haab. Os selv bør vi for alting stræbe, at bestyrke meer og meer i en fast Overbevisning. Man udrydde derfor Falskhed af Hiertet, legge Vind paa Redelighed i alle fine Veye, og vænne sig til, at skatte Sandhed Høyere, om den har Sted i nok saa ubetydelige Tilfælde, end Jordens største Liggendefæs. Da kunne vi haabe ved Aandens Bistand at blive udrustede med tilstrækkelige Kræfter til at imodstaae og overvinde de onde Mennesker, som enten ved Hielp af kunstlede Indvendiges, eller ved Trudsler, eller ved Løfter søge at giøre Vold paa vor Troes Befæstning.

Den tredie Aarfag til Religionens Foragt tilkiendegiver JEsus endelig med disse Ord: De qvæles

af dette Livs Omhyggelighed, Rigdom og Vellyster; og denne, frygter jeg, er Anstøds-Stenen, paa hvilken de flestes Troe gaaer til Grunde. Verden eyer intet kostbarere og kiender ingen kie rere Fornøyelser, end de, ved hvilke Sandserne kunne forlystes. Alt det, som er i Verden, vidner Johannes, er Kiødets Begiering, og Øynenes Begiering, og Livets Overdaadighed o). Af disse Kilder udstrømmer den herskende Vantroe i største Overflødighed, om man ellers tør beraabe sig paa den daglige Erfaring. Vi have jo seet, Spotterne at vælte sig af en Uteerlighed i en anden. Vi have jo hørt Vidnesbyrd nok omderes umættelige Begierlighed efter Rigdom. Vi have jo fornummet de skiendigste Beviser paa deres umaadelige Ære- og Herskesyge. Christendom forbander alle deslige Vederstyggeligheder, og taaler end ikke, at saadanne Ting blive nævnede med deres egentlig Navn af dydige JEsu Tilbedere. Hvilken ufordragelig Lærdom for en kiødeligsindet, som beherskes af uregierlige Til-

o) 1 Joh. 2, 16.

bøyeligheder! Han er for kielen, til at tvinge sine Lyster med Gevalt. Men at give dem Tøylen, og dog bekiende sig til Evangelium, det var ikke andet, end at fordømme sig selv til en nagende Frygt for Overdommerens Hevn. Kun en eneste Udvey bliver da tilovers, og denne følger man desto heller, fordi den stemmer nærmest overeens med vore Ønsker. Man forkaster Religionen under Navn af et Menneskeligt Paafund, og troer, thi hvad man ønsker, troer man helst, at visse kloge Hoveder have udtænkt dette beqvemme

Middel til et Skrækbillede for Almuen, hvorved den best kunde holdes i Tømme. Nu koster det altsaa liden Møye, at betage Skaberen sit Opsyn over Creaturernes Forhold, for at spare ham derved en Umage,

hvorved hans Lyksalighed maatte formindskes, eller hans Værdighed blive fornærmet. Er Samvittigheden endda uroelig, saa vover man vel nok et Skridt. Der er jo ingen, som har seet, ingen, som har hørt Overdommerens Røst; hvo kan vide, om han virkelig er til?

Dette vil man lade beroe ved en uvis Formodning, eller man vil snarere ikke bekymre sig længer derom; og nu begynder man da at leve det nærværende Liv efter eget Tykke, uden Haab eller Frygt for et Tilkommende. Det feyler neppe, at jo denne Beskrivelse paa Vantroens Oprindelse og Fremvext treffer ind hos de fleste. Fra de ældste Tider af have Kiødets Begierligheder stedse avlet den største Mængde af Religions-Foragtere. Guldets Glands havde allerede, imedens Paulus levede, saa forblindet nogle iblant de nyeomvendte Christne, at de ombyttede deres Troe for en glimrende Gevinst; thi Pengegierrighed siger han, er en Rod til alt Ont, til hvilken der nogle havde Lyst, fore

de vild fra Troen p). En uordentlig Ærgierrighed ophidsede de onde Engle til Oprør imod deres Skaber q), og styrtede vore første Forældre i samme Forbrydelse. Skriften fortæller os desuden mange andre Prøver paa de Hofmodiges Ulydighed imod Gud og deres Foresatte. Men Vellyst har altid været Vantroens rigeste Kilde. Der bleve fundne endog de i Johannis Levetid, som offentlig holdte ved Baalams Lærdom, hvilken lærte, iblandt andre afskyelige Ting, at bedrive Hoer. r) Peder skildrede nogle falske Læreres ugudelige Forhold med de hæsseligste Farver, og Billedet ligner vore nyere Religionsbestormere saa livagtig, at man snart kunde tænke, Apostelen havde tillige havt dem for Øyne. Jeg vil anføre hans Ord til et Vidnesbyrd over dem, som føre Krig med Sandheden af ulovlige Begierligheder. Der skal være, siger han, falske Lærere iblant Eder, som derhos skal indføre fordærvelige Secter, og negte den Herre, som dem kiøbte — mange skulle efterfølge deres Fordærvelser, formedelst hvilke Sandhedens Vey skal bespottes -— Vi maae beklage, at adskillige Christne Læreres ryggesløse Levnet undertiden kan have opirret stette Gemytter til Religionens Foragt. Dog ere disse derfor ikke mere at undskylde, thi de opkaste sig selv til Vantroens Lærere i deres bespottelige Skrifter, og bedrive samme Gierninger uden Skye, vel ogsaa i en Høyere Grad, som Apostelen her og i det Følgende har lastet — De vandre siger han fremdeles, efter Kiødet, i Urenligheds Begiering, og foragte Herredømme, ere dristige, befalde sig selv, og bæve ikke, naar de bespotte Majestæter — de tale bespotteligen om de Ting, de vide intet af — de meene den daglige

f) 1 Tim. 6, 10. q) Jud. v. 6. r) Aab. 2, 14.

Lystighed at være en Vellyst —- de Have Øynene fulde af Horerie, lade ikke af fra Synden, lokke til sig de ubekræftede Siels, have et Hierte, som er drevet i Gierrighed, og saa fremdeles, s) Vil Spotteren maaskee henegne alle disse Ord paa egentlig saa kaldte Lærere, som have forledet andre i ugudelige Hensigter til skammelige Kietterier; saa høre han dog Apostelen tale udtrykkelig til ham selv paa et andet Sted i samme Tone, og læse der sin Vantroe tillige kortelig beskrevet. Ordene ere disse: I de sidste Dage skulle komme Bespottere, som vandre efter deres egne Begieringer, og sige: hvor er hans Tilkommelses Forjættelse? thi fra den Dag Fædrene ere hensovede, forblive alle Ting saaledes, som de have været fra Skabelsens Begyndelse. Thi de ville ikke vide dette, at Himlene vare fordum, og Jorden var bestaaende af Vand og ved Vand, formedelst Guds Ord etc. t). Hvor Nøye har Paulus ikke ligeledes truffet vore stærke Aanders Charakteer i sin mærkværdige Spaadom om de sidste Tiders Beskaffenhed. Der skal være, forsikrer han, Mennesker, som holde af sig selv, pengegierrige, overdaadige, hofmodige Bespottere, Forældre ulydige, utaknemmelige, uhellige, ukierlige, uforligelige, Bagtalere, umaadelige, umilde, som ikke elske det Gode, Forrædere, fremfusende, opblæste, som mere elske Vellyst, end de elske Gud. u) Her ere altsaa Vidnesbyrd nok til Bekræftelse paa vores Mening, at Vantroen oftest nedstammer fra Kiødets onde Begierligheder. Her ere ældre Tiders Exempler. Her ere Spaadomme. Her er den daglige Erfaring, som stadfæster Spaadommenes Rigtighed ved en Nøye Oyfyldelfe. Den blotte Fornuft kan

s) 2 Petr. 2, 1. 2. 3. 10. 12. 13. 14,

t) 2 Petr, 3, 3. 4. 5. u) 2 Timoth. 3, 2. 3. 4.

ikke andet end fatte Afskye for disse vederstyggelige Aarsager til Religionens Foragt, og om Hiertet endnu ikke er hærdet imod de mindste ædle Følelser, maa det væmmes, ved at betragte de urene Kilder, af hvilke den selvkloge Vantroe øser sin praleriske Viisdom. I seer det selv, Andægtige! jeg behøver ikke at giøre Eder vidtløftige Forestillinger derom — I seer, hvor ufornuftigt den Handler, der overlader sig gandske til sine blinde Drifter. Han lader af at være en Christen, og taber de glade Forhaabninger, ved hvilke sande Christne opmuntres til en uforfærdet Friemodighed midt under Livets største Besværligheder. Dog denne Betragtning giør ingen Indtryk paa et kiødeligt Hierte. Men vi kunde sætte den tilside, og endda finde Leylighed nok, til at forestille os saadant et Menneskes ulyksalige Tilstand under den skrækkeligste Gestalt. Han lader af at være iblandt fornuftige Menneskers Tal, og søger Plads iblandt Dyrenes Selskab, thi de, som giøre Fornuften til en Slave af Sandserne, fortiene ikke andet Navn. Han er værre end Fæet paa Marken, hvis Længsel er stillet, naar Hungeren mættes, og Tørsten slukkes; men Hans Begierligheder rase altid uden Ophør, og blive altid uroeligere. Han bliver sin egen Voldsmand tilsidst, er en Pest for Landet, og belønner sine Venner med deres egen ødeleggelse. Af forgiftede Vandspringe udstrømmer et dødeligt Vand, og af vanartige Gemytter fremspirer lutter Skade og Fordærvelse. Naar en Ugudelig kommer, kommer ogsaa Foragtelse, og Skam med Forsmædelse, x)

Dette kan den anden Betragtning overtyde os om, i hvilken vi ville eftertænke De skadeligste Følger,

som flyde af Religionens Foragt. For-

x) Ordspr. 18, 3.

modentlig fordrer ingen af mine Tilhørere, at jeg vidtløftig skal bevise dem, hvor skadelig Religionens Foragt bliver for Spotterne selv. Er der en Gud, som straffer det Onde, og belønner det Gode, hvo kan da tvivle paa, at han jo med Strenghed vil hevne sit Navns Vanære i Evigheden, hvor Straf og Belønning skal uddeles efter enhvers Fortjeneste? Her i Livet ytrer han allerede skrækkelige Kiendetegn undertiden paa sin forfærdelige Vrede imod haardnakkede Overtrædere. Asaph saae med Fortrydelse, at det gik de Ugudelige vel, skiønt de talte om at giøre Vold, skiønt de talte af det Høye, og satte deres Munde imod Himmelen. Men i det samme gav han Agt paa deres Endeligt, og maatte bekiende: Sandelig du sætter dem (Gud!) paa de slibrige Stæder, du lader dem falde, til at ødelegges. Hvorledes blive de i et Øyeblik til en ødeleggelse? de omkomme, de faae Ende med Forskrækkelse y)? De som vare stolte i Hiertet, (saaledes sang fordum den Jødiske Kirke) de bleve berøvede, da de slummede deres Søvn z). Og vi kunde atter istemme den samme Sang i vore Dage til Berømmelse for den Høyestes Retfærdighed. Hvert Menneske i disse Lande har nu den gyldigste Aarsag, til at bekiende med David: der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden, a) Seer I Foragtere! lod Herren raabe ved Propheterne, og forundrer eder, og forsvinder, thi jeg giør en Gierning i eders Dage, en Gierning, hvilken I ikke skulle troe, om nogen faaer fortalt Eder den. b) Han raaber det samme nu igien ved retskafne og frimodige Evangelii Tienere. Hvorledes kunde vi tie nu, da han atter har giort en Gierning iblant os, som vel ikke syntes troelig før i Spotterens Øyne? Det staaer fast, at en Ugudelig skal falde ved sin Ugudelighed, c) thi vi

y) Psalm 73, 3. 8. 9. 18. 19. z) Psalm 76, 6.

a) Psalm: 58, 12. b) Ap: Giern: 13, 41. c) Ordspr: 11, 4.

Have seet det med vore Øyne. Om Vantroens Bespottelser tilføye Religionen selv nogen Skade, vil jeg ikke her afgiøre. Saameget er vist, at Sandhed bliver dog Sandhed, endskiønt den idelig anfægtes af Løgn og Bagvaskelse. Fromme Siele kunde desto snarere blive opvakte til en større Fliid i at overveye og befæste deres Troe, jo haardere de angribes. Lærerne drives til at undersøge Lærdommen nøyere, hvorved de finde Leylighed til at fremstille Saliggiørelsens Kundskab i et klarere Lys. Forsynet tillader altsaa ikke, uden Hensigt til en slags Nytte for Kirken, at dens Fiender opløste deres frekke Hoveder til de Troendes Forhaanelse. Men skadelige Følger har dog alligevel Guds Ords Foragt for Staten og Landet. Disse ville vi allene i Korthed berøre, thi Sagen vedkommer egentlig dem, der have Folkets jordiske Velstand at besørge.

Religionens Foragt skader da baade Regenten og Undersaatterne.

Regentens Styrke beroer paa Undersaatternes Troeskab. Han er et Menneske, som hverken seer dybere ind i et fremmed Hierte, end andre, ey heller formaaer, at aftvinge den uvillige andet, end en udvortes Ærbødighed, der maatte ophøre igien, saasnart ingen Straf var mere at befrygte; ifald ellers intet Middel var forhaanden, ved hvilket Gemytterne kunde forbindes til Lydighed. Men hvor er et Middel dertil, saa kraftigt, fuldkomment, og tilforladeligt, som den Christelige Religion? hvilken befaler den strengeste Lydighed endog imod ugudelige øvrigheds Personer, uden hvor Guds Ære maatte fornærmes ved vanhellige Paabud: beærer deres Embede med Navn af Guddommelige Anordninger: paalegger de Underhavende ey allene en udvortes Høyagtelse, men forpligter dem tillige til en oprigtig Kierlighed, til en velvillig Færdighed i at adlyde, og en uindskrænket Omhyggelighed for øvrighedens Velfærd: ja erklærer alle dem for Rebellere imod det høyeste Væsen i Himmelen, som foretage noget utilbørligt mod de Høyeste paa Jorden. d) Nu foragter en Under-

d) Rom: 13, 1 - 7. 1 Pet: 2, 13. 14. 15. Tit: 3, 1.

dan denne Religion; hvad Forsikring har Kongen da om hans vedvarende Troeskab? Hvo der ikke erkiender andre Love, end de, hans onde Tilbøyeligheder foreskrive, hvorledes skal Kongens Forbud afholde ham fra utilladelige Gierninger, naar Leylighed gives? Mon han ikke misunder Regenten sin Høyhed, og ønsker sig selv samme Friehed, til at handle i alt efter eget Gotbefindende? Hvor let kunde dette vanhellige Ønske forlede ham, til at gribe forvoven efter Kronen, naar Omstændighederne syntes at love ham et behageligt Udfald? Mon hans Hierte, som ene beherskes af uregierlige Lyster, være ædelt nok, til at fremme med Iver sin Konges Hensigter? Hvor er Samvittigheden, som skulde holde ham tilbage fra onde Anflag imod Regieringen? Hvor er Frygten for den Almægtiges Vrede, fom burde hindre ham i at misbruge sin Konges Fortroelighed til hans egen Forraadelse? Regenten synes ikke Uden Aarsag at kunde ansee Spottere tilhobe, som halve Forrædere; thi saa mange af dem, som finde Adgang, torde snart finde Lyst og Drift, til at opsvinge sig selv paa Thronen, da jordisk Høyhed er deres Himmerig, og Yppighed, hvortil Overmagten saa særdeles kan misbruges, deres høyeste Gode. Forgiæves beraabe I eder, I Foragtere! i eders skiendige Skrifter paa Kierlighed til Dyden og Fædrenelander. Mine Beskyldninger ere alt for velgrundede, og hver Mand kan i vore Dage stadfæste dem. Saa usikkert lever en Regent iblandt Spottere, og saa farligt er det for ham, at betroe sig til deres Selskab. David, en viis, mægtig og erfaren Konge, vilde ikke fordrage de ugudelige ved sit Hof. Han saae, hvilke Ulykker de kunde paaføre baade ham selv, og hans redelige Tienere. Et forvendt Hierte, siger han, skal vige fra mig, jeg vil ikke kiende den Onde. Den som bagtaler sin Næste i Løndom, den vil jeg Udslette. Den som seer høyt Med Øyne, og haver et stolt Hierte, den kan jeg ikke fordrage. Mine Øyne see efter de troefaste i Landet, at de skal boe hos mig. Den som vandrer paa en fuldkommen Vey, han skal tiene mig. Den skal ikke blive inden i mit Huus, som giør Svig. Den som ta-

ler Løgn, skal ikke befæstes for mine Øyne. Aarle vil jeg udstette alle ugudelige i Landet, at udrydde af Herrens Stad alle dem, som giøre Uret. e) Et værdigt Exempel at efterfølge i alle Lande for den høyeste øvrighed til egen Beskyttelse.

De Ugudeliges Foragt imod Religionen medfører dernæst skadelige Følger i et Land for Underfaatterne. Deres frække Exempel forfører den letsindige og vellystige Hob til allehaande aabenbare Ugudeligheder. De udbrede, hvor de komme hen, en strafværdig Ligegyldighed imod alt, hvad som bærer Navn af helligt, og opfylde de svage Gemytter, som ere mindre befæstede i Troen, med fordærvelige Fordomme. Gudsfrygt skiuler sig af Undseelse for deres bittre Latter, men Utugt opløfter Hovedet og Liderlighed prunker, endog i offentlige Sammenkomster. Naar ugudelige blive mange, saa bliver Overtrædelse megen, f) Jo stærkere Spotternes Antal voxer i et Land, jo mere forsvinder Dyd og Ærbarhed, og jo hastigere tiltager Syndernes Mangfoldighed. Den ugudelige stifter lidet godt. men fører næsten overalt Ulykke og Bedrøvelse med sig. Hans Raadslag ere Sviig - hans Handel at luure paa Blod - hans Lyst at giøre Skade — han tager Gaver af Skiødet, til at bøye Rettens Stier — hans Siel har Lyst til det Onde, og en Ven finder ikke Naade for hans Øyne — som en brølende Løve, og en omkringløbende Biørn, er en Ugudelig, der hersker over et ringe Folk — han optænker Skalkhed imod de Retfærdige, og skiærer med sine Tænder over dem — knuser HErrens Folk, og plager hans Arv, ihielslaaer Enken, og den Fremmede, myrder de Faderløse, og siger i alt dette: HErren seer det ikke, og Jacobs Gud forstaaer det ikke -— Lutter Beskrivelser af en David, og en Salomon, tvende erfarne og af den Hellig Aand oplyste Mænd, paa de Ugudeliges Tyrannie i et Land, hvor de have bemægtiget sig et Slags Herredømme. g) Mon disse Følger af Spotternes Frækhed ikke være skadelige nok for Undersaatterne? og kan man endnu tvivle længer, at Religionens Foragt er et Lands Fordærvelse? e) Ps. 101, 4-8. f) Ordsp. 29, 16. g) Ps. 37, 12. & 94, 5. 6.7. Ord 12, 5, 6. 12. & 17, 23,

& 21, 10. & 28, 15,

Lovet være Herren! Mine Brødre! Takker ham alle enstemmig med glade Tunger og frydefulde Hierter! kundgiører hans forunderlige Gierninger til eders Frelse! Roser eder af hans mægtige Beskyttelse Gud! du er kiendt i Dannemark! dit Navn er blevet stort i begge Rigerne! Der sønderbrød du Buens gloende Pile, Skiold og Sværd? Du giorde dig rede til Dom, til at frelse alle de Sagtmodige! Du befriede din Salvede, vor allernaadigste Konge, og den dyrebare høykongelige Slægt, fra Fordærverens Efterstræbelser! Du reddede vort kiere Fædreneland fra Forstyrrerens utaalelige Aag! Vi erkiende med Blussel vores egen Uværdighed til saa herlige Naadesbevisninger. Men din Miskundhed var altid udøst i overflødige Maader over os, og din Barmhiertighed imod os havde fra Arilds Tid ingen Grændser. I Medborgere ! lover denne vor naadige Gud, og lader Røsten høres til Forsonerens Ære, hvis kierlige Forbønner afvendte Ulykken fra vore Hoveder! Du prøvede os vor Gud! til en Tid. Du førte os i Garnet; lodst et Menneske fare over vort Hoved; Vi vare komne i Ilden og Vandet. Men du udførte os igien til at vederqvæges. i) Vi ville siunge dit Navn høytidelige Lovsange i vore Forsamlinger, og Hiertet skal bevare din Godheds Priis i en stedsevarende Erindring. Vi ville fortælle vore Børn din mægtige Seyervinding over Kongens og Landets Fiender, at en taknemlig Ihukommelse deraf skal forplantes paa den sildigste Efterslægt. Denne store Frelse skal blive os en fyrig Opmuntring, til at tiene dig herefter, Vor Gud og Forbarmer! med en redeligere Iver og Andagt. Prent os o Gud! dette hellige Forsæt saa dybt i Hiertet, at det ikke bliver overvundet igien af en utaknemlig Koldsindighed imod din velgiørende Lærdom. Giv Kongen Styrke og Kraft af det Høye, til Religionens, sit eget og Landets Forsvar imod hemmelige og aabenbare Fiender! Lad Spotterne skiule sig for Majestætens Aasyn, men de Retfærdige træde friemodig frem for hans Øyne, og de Fromme finde ubehindret Adgang til hans høye Person! Da skal han altid være omgivet med ædle Raadgivere, naar Gudsfrygt, Visdom og Troeskab zirer hans heele Følge. Da skal Landet blomstre, og Folkets Lyksalighed befordres, naar du Herre! bestyrer hans Hiertes Anslag, og fremmer hans Raad til det Gode. Din Miskundhed krone Kongen, og det høykongelige Huus med en rig Overflødighed af allehaande aandelige og legemlige Velsignelser. Thronen blive den høykongelige Stammes Arv og Eyendom indtil Verdens Ende! Rigerne beholde Fred og Roelighed: Kirken sin Ære, og Religionen sin Glands! Vore Ønsker Herre! ere hiertelige, men ufuldkomne. Du veed det bedre selv, hvad os tiener i Særdeleshed, baade til Sielens og Legemets Velfærd. Vi overgive dig Liv og Lykke, Gods og Velstand, alt hvad os kiert er, i din behagelige Regiering. Giør med os Herre! som din Visdom tilsiger. Men for alting befæst os i en levende Troe, og ophold os i et gudeligt Levnet, at vi tilsidst maatte ombytte denne Verdens Uroe med en vederkvægende Hvile i de ævige Boeliger. Amen! i) Psalm: 66, 10, 11. 12.