↩

Herrens vor Guds

Tale

om

Fred og Frelse

til et Folk, der søger ham,

forestillet

i en Prædiken,

som blev holden

udi Christiansborgs Slots-Kirke

paa Tredie Søndag efter Hellig Tre-Konger 1772.

Til taknemmelig Erindring for den Høiestes særdeles naadige Forsyn og Varetægt, han besynderlig i denne Tid har ladet see imod Hans Majestæt Kongen, det Kongelige Huus, og disse Riger og Lande.

Efter Befaling til Trykken leveret af

L. Harboe.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Nicolaus Møller,

Kongl. Hof-Bogtrykker.

2
3

I. I. N. Bøn Herre! Du est værdig, at tage Æren, og Prisen, og Kraftten, thi du har giort store Ting imod os, ja store Ting har Du giort imod os, derfor ere vi glade. Du som est stor i Raad og mægtig i Daad, har ved Din høilovede Naade, ved Din Søns kraftige Forbøn hiulpet Kongen Din Salvede, Du har reddet Ham af store og overhængende Farligheden Ved Din Barmhjertighed, som er hver Morgen ny, har Du lagt Naade til Naade, og under os delt Glæde, at vi i Dag kan see HAM i Dine Forgaarde udi velsignet Velgaaende, at os og efter faa Dage skal gives Leilighed, at fryde os over den Velgiernlng, da Han indtræder et nyt Leve-Aar, og helligholder en nye Fødselsfest. Vi prise Dit Navn, Du Allerhelligste! Du som boer iblant Israels Lovsange, at Du har afvendt al Fare og Skade fra Hans os saa dyrebare Person, at Du, som vi see det paa denne Dag, saa naadig har tænkt paa Din Salvede, paa Kongens Huus, og alle Undersaatter i disse Riger og Lande til det Beste. Herre! vi ere ringere end alle de Miskundheder og end al den Trofasthed, som Du i dette Stykke har giort mod Dine Tienere. Kongen Din Tiener tilbeder derfor Dit Navn med inderlig Taksigelse. Det Kongelige Huus ofrer Dig Tak, at Du har ladet see Din mægtige Hielp, Din herrlige Redning af det Høje, og har hørt de Bønner, hvilke De,

som altid, saa ifær i denne Tid har udøst for Din Throne. Hver Mand kysser med inderlig Bevagelse, med Hiertens Glæde Din Haand, Du høieste Veldæder, fordi Du har talt et Naades Ord, at Kongen og Kongens Huus lever, at De nu leve i Fred og Rolighed. Her ere vore Hjerter, o! evige Forbarmer! hvilke vi give Dig, og hvorpaa vi antænde vort Taksigelses Offer for denne Din faderlige Velgjerning, ak! forsmaae det ikke, men lad det være for Dig en sød Lugt! Her ere vore Tunger, som skal lade høre et Halleluja efter det andet, og aldrig forglemme, at tale om denne Din Godhed og faderlige Kierlighed. Enhver istemme med mig: Min Siel lov Herren, og alt det, som inden i mig er, love Hans hellige Navn. Min Siel! lov Herren, og glem ikke de store Ting, han har giort mod Hans Kongelige Majestæt, det Kongelige Arve-Huus, og disse Riger og Lande! Lad, o! kiere himmelske Fader! Dit Øie vaage over Kongen, som altid, saa og i det tilstundende Leve-Aar, til Beskiermelse og Velsignelse! Hans Hierte være Din Eiedom og Din Tempel, hvorudi daglig Din Priis forkyndes, Din Ære berømmes, og Din Hielp med Taksigelse erkiendes! Giv os alle Din Aand tilbørlig at skiønne paa Dine Velgjerninger, Du saavel i det legemlige som for alle Ting i det aandelige uddeler til os! Og da det Ord, som i denne Time skal tales, derom skal paaminde os, saa lad det til en sand Opvækkelse være velsignet paa alles vores Siele! Dette er det, vi saa inderlig og Hiertelig bede om i den beste og fuldkommenste Bøn. Fader vor etc.

Evangelium.

Matth. VII. V. 1 — 14.

Der Han (Jesus) nu gik ned af Bierget, fulgte meget Folk efter ham, og see! der kom en Spedalsk og tilbad ham og sagde: Herre, om du vil, da kan du vel rense mig, da udrakte Jesus sin Haand og rørde ved ham, sigende: Jeg vil: vær reen! Og strax blev han reen af sin Spedalskhed. Og Jesus sagde til ham: See til, at du siger ingen det; men gak hen og betee dig for Præsten, og ofre den Gave, som Moses haver befalet til et Vidnesbyrd for dem. Og der Jesus gik ind i Capernaum, da kom der en Høvedsmand til ham, som bad ham, og sagde: Herre! min Tlener ligger hjemme verkbruden

(og) pines svarlig. Jesus sagde til ham: Jeg vil komme og helbrede ham; Men Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke værd, at du skal gaae under mit Tag; Men siig ikkun et Ord: saa bliver min Tiener helbredet; Thi jeg er og et Menneske under (andres) Herredom, som haver Stridsmænd under mig: Naar jeg siger til den eene: Gak hen ! saa gaaer han, og til den anden: Kom hid! saa kommer han, og til min Tiener: Giør det! saa giør han (det.) Der Jesus (det) hørde, forundrede han sig, og sagde til dem, som fulgte (ham:) Sandelig jeg siger eder: Saa stor en Troe haver jeg end ikke fundet i Israel; Men jeg siger eder: Mange skulle komme af Øster og Vester og sidde (til Bords) med Abraham, Isaac og Jacob i Himmeriges Rige; men Rigets Børn skulle kastes hen ud i det udvortes Mørke, der skal være Graad og Tændgnidsel. Og Jesus sagde til Høvedsmanden: Gak bort, dig skee, som du troede! og hans Tiener blev helbredet i den samme Time.

Et Menneskes Anslag kan aldrig faae Fremgang, naar Gud ikke er i Raad med, og styrer al Ting til det beste. Han, den Almægtige, tager Modet fra de Stærke, at de blive frygtagtige som vinder; Viisdom og Forstand fra de Kloge, at deres Foretagende bliver til Daarlighed. Magt og Høihed, den Stolte forlader sig paa, bliver hannem ofte en Strikke, han besnæres udi til sin Fordervelse. Han griber de Viise i deres Trædthed, at de For: tredeliges Raad Hasteligen omstødes. Vel derfor den, hvis Hielp og Skiold Herren er, han skal i Nødens Tid ikke bestiemmes. Herrens Navn er et fast Slot, den Retfærdige løber did, og bliver beskiermet. Til ham den store Hielper-Mand, vende derfor Guds Børn sig, af ham vente de Redning, Frelse og Fred, naar Faren synes at være størst, og een Gienvordighed rekker den anden Haanden. De. istemme med Israels Børn:

Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk, og til sine Hellige.

Tiden tillader det ikke, her at undersøge, om disse vore Indgangs Ord særdeles handle om Israels Børns Tilbagekomst fra Babels Floder, hvor de maatte henge deres Harper paa Pilene og græde over den store Trængsel, de vare bestedde udi, og om David derved udi en prophetisk Aand har havt Hensigt paa den for Jøderne saa glædelige Tid, da Herren talede om Fred, og lod saavel den forfaldne Kirke, som Staten igien oprettes inden Canaans Grendser. Det vil jeg ikkun efter mit Øiemerke anføre, at ethvert Guds Barn udi alle Omstændigheder kan føre sig disse Ord til Nytte: Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige. I disse Ord stilles os for Øine et merkende Øre og en hielpende Haand. Pfalmisten siger: Jeg maa høre.

Øret er et af de ædelste Lemmer, Gud har givet os, det bliver og et af de nyttigste, naar det ret anvendes efter Skaberens Øiemerke. Der er en Tid,

da vi skal lukke disse Porte, jeg mener vore Øren. Hvor vel havde Bileam giort, saafremt han havde fulgt dette Raad. Balak sender Bud til ham, han skal komme til ham i hans Land, han vil bevise ham stor Ære, og giøre ham til en stor Mand. Det

Forslag klinger vel i Bileams Øren, at han, skiønt Gud ei vil tilstede ham, at fare derned, dog ikke vil høre. Men Reisen løb omsider af til hans Fordervelse. Vi maa ei lade vores Øren staae aaben for slem og giekkelig Snak, og letsindig Skiemt, som ei sømmer en Christen, for Guds Bespottere, for Bagvaskere, for alt det, der strider mod den Allerhelligstes Bud og Villie. Der gaaer en aaben Vei fra Øret til Hiertet, at det meget let ved slige onde Ting befænges og afvendes fra den Høieste. Men da bruges Øret ret, naar man hører det, som er got, det som er smukt, det som haver got Navn og Rygte. Især maa vore Øren staae aaben, naar vi høre det levende Guds Ord, det Ord, hvorved vi undervises om det, der tiener til vor Siels Beste og Salighed. Hver gang den høieste Regenters Ord skeer til os, maa vi sige som Samuel: Tal Herre! thi din Tiener hører. Men det Hørelses Ord skal og overtale vore Hjerter, at vi med Maria bevare og overveie det i gode

og smukke Hjerter, saa vi kan bære Frugt deraf i Taalmodighed. Her maa Ordet beblandes med Troen, saa vi med et hørende Øre, med et troende Hierte kan sige af vore Indgangs-Ord: Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale.

Gud taler paa adskillige Maader efter Menneskenes forskiellige Tilstand.

Han taler af Sinai Bierg med en forferdende Røst, med Torden og Lynild, saa at Israel skielver og bæver, og med et beængstet Sind raaber til Moses: [Exod. 20, 19.] Tal du med os, og vi ville være lydige, og lad

Gud ikke tale med os, at vi ikke døe,

Gud taler, naar Han klager over Menneskenes tiltagende Ondskab, og straffer deres Gienstridighcd. Saaledes maa en Esaias fremtræde, og med giennemtrængende [Es 1,2. 3.] Ord kundgiøre Herrens Tale: Hører I Himle! og du Jord merk, thi Herren haver talet: Jeg haver opdraget Børn og ophøiet dem, men de have giort Overtrædelse mod mig. En Oxe kiender sin Eiermand, og et Asen sin Herres Krybbe, men Israel kiender det ikke, og mit Folk forstaaer det ikke.

Gud Herren taler i sin retfærdige Vrede til en haardnakket og i sin Ondskab fremturende Synder,

der tænker det er Fred, det har ingen Fare. En Haand frembryder uventendes, og skriver en Døds-Dom over en vellystig Belsazer, naar han om Natten er midt udi sin syndige Glæde. Et Ord høres: Mene Mene Tekel Upharsin. Du est veiet i Veieskaaler, og fundet for let. Staven brydes, Dommen afsiges over den Haarnakkede, der har Brændemærke i Samvittigheden, og har hærdet sit Hierte mod alle Formaninger: Hug Træet af, hvi giør det Jorden [Luc. 13, 7.] unyttig.

Gud Herren taler om Naade og Miskundhed til dem, som have en sønderknust Aand og frygte sig for hans Ord: Mon ikke Ephraim være mig en dyre- [Jer. 31, 20.] bar Søn, mon han ikke være et Barn, der jeg har havt megen Forlystelse af; thi efterat jeg haver talet til ham, kommer jeg hannem endnu flitteligen ihu: derfor lyde mine Indvolde for hans skyld, jeg vil visseligen forbarme mig over ham, siger Herren.

Hin Qvinde af Thekoa sagde til David: Kongens Ord skal være mig til Trøst. Kongernes Konge taler venlige Ord og trøstelige Ord til sit Folk og sine Hellige, til dem, der høre ham til som en synderlig Ting:

Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige. Her vises os Guds hielpende Haand. Han skal tale Fred.

Fred er et lidet Ord, et Ord af faa Bogstaver, men det indbefatter store Ting og en Forraad af mange Velsignelser. Hvad nytter det en rig og mægtig Mand, om han end stod i nok saa stor en Anseelse for Verden, og havde sine Huse fulde af Guld og Sølv, naar han maatte have det han eier med Strid og Trætte og med et misforneiet Sind? eller naar den, som æder hans Brød, opløfter sin Hæl mod ham?

[Es. 66,12.] Herren ligner Freden med en Flod, og jeg tør sige, den er kosteligere end den Flod Pison, der gik igiennem Guds Have, og gav Guld af sig. Der flyder Nytte og Fordeel af Freden til Kirken og Religionen, til Staten og Politien, til de prægtigste Palladser, saavel som de ringeste Straahytter. Hedningene forestillede Freden under et behageligt Billede, at den havde Rigdom paa sine Skuldre, et Neg med Ax udi sin Haand, og at den havde en Krands paa Hovedet flettet af Olieog Laurbær-Grene. Hvad har de dermed villet betegne andet, end at Overflødighed og Kunster blomstre, naar Freden regierer i Landene? Hvor langt mere bør vi

som Christne ansee det for en stor Velsignelse, naar Gud under os den Glæde, at vi kunde sidde hver under sit Viintræ og Figentræ, hver udi sit Huus, og der i en stille Rolighed tiene Herren vor Gud i al Gudfrygtighed og Ærbarhed. Ville vi spørge den, der aldrig har hørt en Strids-Vogn rumle, en Hest i Striden at hvine, den skal ikke kunde sige os, hvad for et kostbart Klenodie Freden er, men lad os spørge dem, der have været som en forjaget Hind paa Biergene, dem, der have seet deres Konger være et Maal for een af Helvede optændt Ondskab, deres Børn sønderknusede for deres Øien, deres Huse plyndret og lagt i Aske, de skal fortælle os, hvor græsselig det allevegne staaer til i Landene, naar Freden derfra har taget Afsted. Desværre! vi høre alt for meget derom i disse Tider. Andre kan sige os det med bævende Røst, med grædende Øien, at mangt et deiligt Land er bleven omvendt til en Blod-Ager, forstyrret fom Adama, tilred som Zeboim. Har vi ikke hørt, hvorledes et Sted, der tilforn har kundet meddele andre en stor Forraad af Herrens Velsignelser, maa afstemme et jammerligt Klagemaal? Han gjorde et tomt Kar af mig. Hvor høit er da ikke den legemlige Fred at agte? Man kan ei betale den med Sølv, og kostelig Saphir og Onyx kan ikke agtes ved den.

Dog den Fred, som her tales om i vore Indgangs-Ord. Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige, ganer endnu høiere og er af en langt større Værdie. Derved gives dem, der ere hans Folk, og i hvis Hjerter Christus boer formedelst Troen, dem, hvilke Herren regner blank sine Hellige, der ere helligede ved Naadens Aand, opløfte deres Hierter til Gud i hellige Bønner, og jage efter Hellighed, uden hvilken ingen kan see Gud, dem, siger jeg, gives den Forsikring, ak Herrens Naade skal hvile paa dem, og den aandelige Fred omfavne dem. Thi de tvende Himmel-Gaver Naade og Fred ere forenede med hinanden, og lade sig ikke adskille. Denne aandelige Fred er det Brød, som Gud skienker sine Børn og som ei kastes for Hunde. Dette er det Sandheds Ord, [Joh. 14, 27.] vor Frelsere har sagt til sine Disciple: Fred lader jeg eder, min Fred giver jeg eder, jeg giver eder den ikke, saasom Verden giver. De Troende alene kan forlyste sig i denne aandelige Fred, Fredens Aand regierer i deres Hierter, de have Fred med Gud og Fred i Samvittigheden; derimod opsluges al den Glæde, al den Herrlighed, som Verdens Børn kan have, af en indvortes Uroe, og sørgelige Forestillinger om det,

der uventelig som en Følge af deres Ondskab kan ramme dem. De Ugudelige, sagde Herren, Have Es. 48, 22. ingen Fred: Men hvor denne aandelige Fred er, derer et dagligt Giestebud, der kan man, naar det end ikke gaaer efter Huske, med Paulo midt i Bedrøvelsen være glad, og en David kan midt iblant mange tusende Modstandere med Frimodighed anstemme: Jeg ligger og sover aldeles med Fred, thi Herren alene skal lade mig boe tryggeligen.

Denne er den Fred, saavel legemlig som aandelig Fred vi af inderste Hierte tilønske Dem, Stormægtigste Monark, Allernaadigste Arve-Konge og Herre!

Den for hvilken alle Ting ere aabenbare, den allesteds nærværende Gud, som seer i det skiulte, veed hvor inderlige vore Bønner, hvor brændende vore Forbønner have værer for Deres Majestæt, at Gud Herren ville tale Fred til Dem. Hver Dag har vores Aand været hos Deres Majestæt udi de farlige og vanskelige Omstændigheder, De have været bested udi. Propheten Daniel beretteros, at Persiens Riges Fyr- [Dan. 10, 13.] ste har giort sig Umage for, paa Kong Chri Hof at forhindre det Gode, hvorhos vor salige D. Luther har giort den Anmerkning, at det Har været en Kongelig

Hof-Dievel, og desværre! slige onde Aander have givet sig tydelig nok tilkiende iblant os. Er end Deres Majestæt ved Magt ophøiet over mange tusende, saa har dog en oprørisk Seba, en bagvaskende Ziba været dristige nok med de forderveligste Hensigter at trænge sig til Deres Throne. Som de høje Ceder-Træer meest staae blottede for Storm og Uveir, saa har og skadelige Satans Redskaber ei undseet sig ved, at giøre Dem Uroe og Hierte-Sorg, saa at midt i Fred Dennem er paakommen en Bitterhed, ja en Bitterhed. Men ophøiede Gud! du har brugt Magt med din Arm, og haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hiertes Tanke. Den velsignede syttende Januarii skal være os, den skal være vore Efterkommere merkelig blant Dagenes Tal, da ved de dyrebareste Redskaber, Gud efter sin uendelige og høilovede Viisdom dertil havde udseet i det Kongelige Huus, de Ondes Raad og skadelige Anslag er bleven forstyrret, da Gud har opfyldt de Bønner, hvilke vi i Trængselens Tid [2. Sam 15, 31.] giorde, som fordom en David: Herre! kiere, giør Achitophels Raad til Daarlighed! Vi nedkaste os for den Høiestes Fodskammel; Med Hierte, Mund og Tunge prise vi hans allerhelligste Navn, at han har viist sig saa herrlig til Redning og Frelse paa Deres Majestæt,

det Kongelige Arve-Huus og alle Undersaatter i disse Riger og Lande! Hos hannem, der har mere end een Velsignelse at uddele, banke vi paa, at, som han har viist, at have Freds-Tanker over sin Salvede, han fremdeles og især udi det tilstundende Leve-Aar vil være et Gierde og en gloende Muur trint omkring Deres Maiestæt, have Raad hos Dem med sit Øie, og paa Deres Veie lede Dem i sine Kierligheds Seeler. Forbandelse følge dem, som i Ord eller Gierning

opreise sig, og vil fatte skadelige Raad mod Deres Majestæt. Fred, Sundhed og Helbred være Deres bestandige Ledsager, at den Slegt, som skal komme, maa see Dem i velsignet Velgaaende indtil sildigste Alder; Med et Ord: Herren, som har vist sig saa herrlig paa Deres Majestæts Høie Person, han være bestandig Deres Hielpes Skiold, Deres Freds og Saligheds Gud! Denne er Indholden af vore Ønsker, og et kort Begreb af de Bønner, vi i Dag og hver Dag bor udøse for Dem.

Efter denne Bøn og Forbøn vende vi os til den Undervisning, som i Anledning af vort Dages Evangelium skal gives os, og have vi da kortelig at anhøre:

Herrens vor Guds Tale om Fred og Frelse til et Folk der søger ham. Herhos bliver at betragte:

I.) De Personer, der trænge til denne Fred og søge den.

IL) Herrens vor Guds Tale til dem om Fred og Frelse.

O! Herre, vi opløste vore Øien til dig, fra hvilken al Hielp kommer. Uden dig og din velsignende Naade er baade det, som plantes, og det som vandes, forgieves. Ak! tael et Kraftes Ord til alle de Siele, som her ere tilstede, at dennem ved dets Forkyndelse man vederfares stor Fred og Frelse, dem til Baade og Salighed!

Herrens vor Guds Tale om Fred og Frelse til et Folk der søger ham bliver da den Sag, vi have at afhandle, og er da at ansee

I.) De Personer, der trænge til denne Fred og søge den. De beskrives, i Anledning, af vort Evangelio,

1.) Efter deres Beskaffenhed, og da skal vi finde, at de trænge til Fred og Frelse.

2.) Hvorledes denne Fred og Frelse bor søges af dem.

1.) Siger jeg, forestilles de efter deres Beskaffenhed, som de der trænge til Fred og Frelse.

Vort Evangelium melder om en Spedalsk, der kom til Jesum, for at søge Hielp hos ham. Denne Mand

har en tung Byrde at bære paa, en Sygdom, som vel af alle var den allerslemmeste. Lad det være, at nogle kunde være af større Pine, saa var dog ingen af større Skam. Spedalfthed var forenet med saa megen Spot, at den, som var befænget dermed, ikke maatte komme i Samqvem med andre. Han skulle bære revne Klæder, til et Tegn at alle skulde holde sig langt fra ham. Hans Hoved skulle være bart, Munden maatte Han skiule; hvor han faae nogen, maatte han staae langt borte og raabe: Ureen! Ureen! Andre Sygdomme kunde ved Lægens Hielp helbredes, men denne holt alt ved. Ingen Urt eller Plaster kunde fordrive den. Af den Aarsag skeede det, at Kongen i Israel 2. Res. 5. 7. rev sine Klæder, da Kongen af Syrien sendte sin Strids-Høvedsmand Naaman til ham, med Begiering, at han skulle skille hannem af med hans Spedalskhed. Er jeg Gud, sagde han, at jeg kan ihielflaae, og give Liv, efterdi denne sender til

mig, at jeg skal skille denne Mand af med hans Spedalskhed?

For en stor Guds Naade maa vi ansee det, at vi i disse Lande intet veed af denne forfærdelige Sygdom at sige. Gud være hundredefold Tak, som har befriet os fra den, saavel som i mange Aar fra farlige smitsomme Sygdomme! Hvor høilig har vi Aarsag, at bede den fromme Gud, at han ikke fremdeles vil blive træt af, at miskunde sig over os, at han selv vil giørde om disse Lande og Riger, saa at Morder-Engelen ei maa komme derind og oprykke os med Rode!

Men ere vi end frie fra den legemlige Spedalskhed, saa er her dog en anden, vi ere befængede med. Thi hvad er Synden andet end en aandelig Spedalskhed, enten vi betragte den i sin Oprindelse eller i sin Virkning?

Spedalskhed havde sin Oprindelse af et forraadnet og fordervet Blod. Hvor aldeles ere vi ikke af Naturen fordervede formedelst Synden? Det er det, som foraarsager saa mangen en Hierte-Sorg, saa mange beste Klagemaal hos dem, der kiende deres Naturs dybe Fordervelse: Jeg veed, sige de med Paulo, at i mig, det er i mit Kiød, boer ikke got. Jeg

elendige Menneske! hvo skal frie mig af denne Død Legeme?

Den legemlige Spedalskhed var en Arvesyge.

Den gik fra Forældre til Børn, som i Gihesi Familie, og hans Sæd. Synden har befænget alle. Ingen kan undtage sig derfra, men maa bekiende: See! jeg er sød af syndig Sæd, og min Moder har undfanget mig i Synd. Der er ikke een, som jo af Naturen har en besmittet Siel og et ureent Hierte.

Hvad er et Menneske, at det skulle være reent, [Job. 15, 14.] eller at den skulle være retfærdig, som er fød af en Qvinde? See! han kan ikke troe sine Hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øien.

Betragte vi Synden i dens Virkning, da maa den og vel ansees som en Spedalskhed. Den legemlige aad omkring sig, som en fordervelig Kræft, den befængede alt det, den kom nær, den hengde ved Klæder, ved Stene i Murene, og giorde et Menneske vederstyggeligt, saa at alle havde en Afskye for ham.

Derfor blev han og udelukt af Menigheden, saa han ikke maatte komme iblant andre, for ei at smitte dem.

Den Forgiftighed følger og med Synden, naar den udbryder i Ondskab og aabenbare Forargelser. Den har en fængendes Kraft, den spreder sig vidt ud, og

tænder andre an, naar de ikke i Troe og Bøn holde sig til den, der er kommen at forstyrre Dievelens Gierninger. Af et ont Exempel kan mange forføres. Vide [Cor. 5, 6.] ikke, at en liden Suurdei giør den ganske Dei suur? Mangen en fattig Haandverksmand klager i vore Tider, at han har ingen Afgang i sin Næring, ingen der vil handle med ham. Men Synden Har desverre Tilhængere nok, og fattes aldrig paa Liebhabere.

[2. Sam. 1, 20] Giver det ikke tilkiende i Gath, bebuder det ikke paa Gaderne i Asklon, at Philisternes Døttre skulle ikke glæde sig! Dog hvem er saa fremmed iblant os, der ikke har seet, hvorledes Ondskab, Ugudelighed og himmelraabende Synder ved andres skamløse Væsen, ved deres forargelige Overtrædelser og Forførelser har taget overhaand? Man har jo i disse Tider søgt en Ære i Skiendsel, man har roest sig af sine Synder, som de i Sodom, og ikke skammet sig. Arrige Skalke have talet, de have sadt deres Mund mod Himlene og opreist sig mod Herren og hans Salvede. Deres Mundheld har været, som fordum en Pharaos: Hvo er Herren? hvis Røst jeg skal høre? Desverre, de have ikke savnet Efterfølgere. Ikke saa snart spotter en Senacherib Israels Gud, saa

findes der snart en Rabsake, der træder i hans Fod spor, og opløfter sine Øine høit mod den, som har sat sig i det Høie. Har ikke mange ladet sig af hine frekke Geister forlede, at agte der hellige og dyrebare Guds Ord, det Ord, der er de Troendes Trøst i Liv og Død, for en Fabel og for en Digt? Er ikke Hvile-Dagen, der skal være Herren hellig, paa den forfængeligste Maade bleven henbragt, og derved dem, der ere uden for, Anledning givet, at Guds Navn og vor allerhelligste Troe er bleven bespottet? Hvor jammerlig er ikke Ungdommen og ubefæstede Siele bleven forførte til, at vælte sig udi een Vellystes Dynd, udi een Uteerlighed efter den anden! Man har jo giort sig Umage for, at bryde de helligste Baand, og at forlede andre med sig til en ubunden Frihed. Denne er den Syge, hvormed alt for mange ved en frek Skare, der traadde Guds og Landets Love under Fødder, ere bleven befængede. Vist nok har slig overhaandtagende Ugudelighed, slig en Frekhed, der udbredde sig iblant os som en vældig Strøm, været som et Mord i Benene for dem, som frygte Herren. Det, ja det, har udperset mangt et hiertetrængende Suk, mange modige Taare af deres Øien, der med Loth søge at bevare deres Siele ubesmittede fra Verden. Denne har været de-

res daglige Bøn: Herre! giør dig rede, og forbarme dig over Zion, thi det er Tid, at du er den naadig, thi den bestemte Tid er kommen.

O! ak de, der have ladet sig føre fangne af Satan og hans Redskaber, endnu ville lade sig frigiøre, og søge Redning og Frelse hos den evige Forbarmer, paa det de og kunde regnes iblant det Folk, hvilket Herren vor Gud tilsiger Fred. Hvorledes dette skal skee, bliver noget nærmere at overveie, naar vi betragte:

2.) Hvorledes denne Fred og Frelse bør søges. Det skal skee med et ydmygt og med et troende Hierte. Saaledes forholdt den Spedalske sig i vort Evangelio. Han følte den store Plage, han var befænget med; denne drev hannem hen til Jesum, hos ham søgte han Hielp og Helbredelse med et bøiet og ydmygt Hierte, idet Øiemerke heder det, han faldt paa Knæ for ham og tilbad ham.

"Brødet er aldrig faa fornøden til vores Underholdning, som Hiertets Renselse fra den aandelige Spedalskhed er for hver den, der vil have Fred med Gud og arve hans Rige. Og hvorledes kan denne Hiertets Forandring, denne Overgang fra den aandelige Død til det aandelige Liv foregaae uden en smertelig Følelse, uden en oprigtig Ydmygelse for Gud og

vor Frelser? Der sindes vel saadanne, der takke Gud derfor, at de aldrig har været bedrøvede, men altid ved et glad og fornøiet Sind, men det maa siges om dem, at de ei kiende den Nød , som ligger dem paa Halfen, og ei vide, hvad der hører til en sand Bedrøvelse efter Gud. Vel er det sandt, alle have ikke lige stor Smerte over deres Synder. Hos Purpur-Kræmmersken Lydia, hos hin Betient af Dronningen i Morland fandtes ikke saa stor en Angst, som hos Stokmesteren i Philippis; men endskiønt Bedrøvelsen ikke findes i lige høi Grad hos alle, saa maa dog enhver, efter det som Sandhedens Mund Jesus har talt, findes arbeidende og besværet, førend de kan vente Hvile hos ham og Frelse af deres aandelige Spedalskhed.

Spedalskhedens Vederstyggelighed opvakte den Spedalske i Evangelio, at søge hen til Jesum, ham satte han sin Tillid til, at han alene var mægtig til at hielpe og helbrede ham. Herre! siger han derfor, om du vil, saa kan du rense mig. Saaledes er det i Henseende til det aandelige. Jesus er den rette Israels Læge, der maa rense os af al Synd, og helbrede vore Saar, som ellers blive ulægelige. Ligesom hine, der bleve stungne at de gloende Slanger, maatte see

hen til Kobber-Hugormen, saafremt de ville vorde hele bredede, saa er Jesus, den eneste Megler imellem Gud og Menneskene, alene den, hvilken vi i Troen bør søge Hen til, hvis vor Synde-Skade skal vorde læget, og vi skal erlange den Retfærdighed, som gielder for Gud. Spørger alle Propheter og Guds Mand, der have skrevet, drevne af den Hellig Aand, ja lader den store Lærer, kommen af Gud, den selvstændige Viisdom, Jesum, der har forklaret os Guds Villie, til vor Salighed, undervise Eder, de sige alle med een Mund, at Troens Lys maa være antændt i vore Hjerter, at Jesus maa være os Veien, Sandheden, og Livet, saafremt vore Synder skal vorde os forladne, og Gud i Naade skal ansee os som sine Børn. Hvad var det, der giorde David til en Mand efter Guds Hierte? Var det den Majestæt og Værdighed, han var ophøiet til? eller var det den Mandighed, han havde udviist i Sauls Tieneste? Nei, det var Troen, hvormed han omfavnede den forjettede Messiam, udi hvilken alle Slegter paa Jorden skulle velsignes. Hvad var det, der aabnede Retfærdighedens Porte for en Jacob, da han sukkede: Herre! jeg bier efter din Salighed? Hvad giorde en Simeon saa glad, at han med Frimodighed kunde sige: Herre! nu lader du din Tiener

fare med Fred? Det var Troen, formedelst hvilken Jesus havde sin Bopæl i deres Hierter. Kort sagt: Ingen af alle Guds Hellige, ingen af alle de Siele, som staae for den Høiestes Throne, ere bleven frelste og salige, uden alene ved Jesum, formedelst hvilken vi maa komme til Faderen.

Disse ere og de Vaaben, nemlig et bodfærdigt Hierte, og en troende Tillid, hvilke Guds Folk og hans Hellige særdeles i denne Tid har bekient sig af, da vores afsagde Fiende Dievelen havde bevæbnet sine troe Tilhængere, at stride mod Guds Stad, og allevegne at giøre Forvirrelse, for at opnaae deres fordervelige Hensigter. Det er jeg vis paa, at ikke een men flere, der med hine kloge Jomfruer begyndte at slumme, ved denne Storm og Fristelses Heede, de have været bestedde udi, af Guds Aand have ladet sig opvekke, at indsee denne deres Utaknemmelighed, at de i de gode Dage, de tilforn have havt, ikke tilbørlig have skiønnet paa de Naades Velgierninger, dennem vare beviste, ikke have sat den rette Priis paa der kostbare Guds Ords Manna, han saa overflødig til os har uddelt; ikke med den skyldige Pligt og Fyrighed har bedet for Kongen, at Herren ville bevare ham fra Hamans Brødre, der Have et Hierte fuldt af Ondskab og Forbit-

trelse mod Gud og deres Næste. Og hvad har denne Betragning havt for en Virkning i deres Siele? De have i deres Lønkammer nedkastet sig for den Høieste, til ham have de raabt af det Dybe, at han ville lade Naade gaae for Ret, og ei lade dem indhøste deres Synders og deres Lunkenheds Frugter, at han ei ville flytte sit Ords Lysestage fra os, ei heller give de vilde Dyr sin Turteldues Siel. Til ham, den rette Frelsermand, have de taget deres Tilflugt, Dag og Nat have de med deres Raab, med deres troende Bønner lagt ham i Øren, at han dog ville redde sin Ære, at han ikke ville lade Kongen og Hans Huus og Hans Lande vorde er Rov for de Ugudeliges Tænder. Og Gud skee Lov! Han har, som vi see det paa denne Dag, ladet os erfare, at han har tænkt paa os i Naade og Miskundhed. Den som talede til Moses: Jeg har [Ex, 3, 7.] grandt seet mit Folkes Elendighed, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem, thi jeg veed deres Smerter, han har og talt et Naades Ord til os om en herrlig Redning. Hvilket med saa Ord bliver at tale om i den anden Deel, hvorudi vi skal høre:

II.) Herrens vor Guds Tale om Fred og Frelse til dem, som søge ham. Denne hans Tale er Fuld af Naade. Jeg vil. Den er fuld af Kraft. Vorde reen, og hans Spedalskhed blev strax renset.

Denne vor Guds Tale er fuld af naade, Jeg vil. Jesus gik ned af Bierget til den Spedalske. Han var gaaet op paa dette Bierg, for at prædike for Folket, der maatte den Spedalske ikke komme. Han staaer neden for, og Christus gaaer ned til ham. Seer her et Billede paa Guds og vor Frelseres Naade og Kierlighed, han viser, for at redde en Siel af sin aandelige Nød. Kunde han ikke lade os ligge i vort Blod, og lade os vandre vore egne Veie, som ikke ere gode? Dog nei! hans Hierte er anderledes til Sinds. Han vil ikke den Ugudeliges Død, men at den Ugudelige omvender sig fra sin Vei, at han maa leve. Han, den trofaste Sielenes Hyrde og Biskop, kommer til dem, som ere vildfarende Faar, han søger dem saa troligen, at han maa bringe dem i sin Samfund.

Vende vi vore Øien til dem, som i Troen holde sig nær til Jesum, o! hvor ubegribelig stor er ikke hans Maade mod dem. Den Spedalske siger i Herre! om du vil. Og Christus svarer strax: Jeg

bil. Det er ikke nok at forundre sig over, hvorledes Gud og vor Frelser af Naade og forbarmendes Kierlighed føier sig efter sine Børns Bønner, naar de bede efter hans Villie. I den Tone, de taler ham til, svarer [Ps. 91. 14. 15] han dem og. Efterdi han haver Lyst til mig, siger Herren, saa vil jeg udfrie ham, jeg vil ophøie ham, thi han kiender mit Navn. Han skal kalde paa mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød , jeg vil frie ham, og herliggiøre ham. Priser og benedidet være vor Guds Navn, som ikke lader de Troendes Bønner og Sukke fare hen i Veir og Vind, men svarer dem, der raabe til ham alvorligen, med en naadig Bønhørelse. Den [Ps. 34, 6. 7.] Elendige raabte, og Herren hørde og frelste ham af alle hans Angester. De som see til ham, og løbe til ham, deres Ansigter blive ikke beskiemmede. Vi have hørt Herren at tale til os om Fred og Frelse, da vores Siel var beknyttet, og Mennesker søgte at opsiuge os. Gid vi ikkun saa sant fremdeles ville skiønne paa denne vor Guds faderlige Godhed, og i al vor Anliggende trolig banke paa hos den, som har et mere end moderligsindet Hierte, da skulle vi vist erfare, at han ei vil forglemme, og ei forlade os. Derom kunde David tale et Ord, Guds Børn

kan og af egen Erfarenhed istemme med ham: Jeg kaldte paa ham i min Angest, og Herren bøn- [Ps. 118 ,5.] hørte mig og trøstede mig. Herrens vor Guds Tale om Fred og Frelse, han tilsiger dem, som søge hannem, er ikke alene fuld af Naade: Jeg vil, men den er og

Fuld af Kraft. Vor Jesus taler ikkun et Ord til den Spedalske: Vorde reen, og hans Spedalskhed blev strax renset. Mangen een er gaaet hielpeløs bort fra Lægen, men aldrig er nogen, som bestandig holder sig nær til Gud, gaaet trøstesløs bort fra ham. Tit er Sygdommen de jordiske Midler for voxen, at den Syge maa tilsette alt det den haver, og dog ikke bliver hiulpen, men maa føre samme Klagemaal som Job: I ere allesammen unyttige Læger; men aldrig er Nøden saa fortvivlet, Gud kan jo skaffe Raad og Redning, thi hans høire Haand kan alting forvende. Rører Jesus ved den Spedalske, saa vorder han reen; thi i hans mindste Finger er mere Hielp og Kraft, end hos alle Viise og Vældige i den ganske Verden. I hans Haand er Livet og overflødig Glæde:

Siger han til Høvedsmanden i Evangelio: Gak bort, og dig skee, som du troede! saa bliver hans Tiener helbredet i den samme Time. Kalder han ad de Døde;

saa er et Ord, du unge Dreng, jeg siger dig: Stat op! et Ord: Lazarus! kom hidud! af saa giennemtrængende en Kraft, at deres Siel kommer til dem igien.

Mægtig er han vor Gud og Frelser i Naadens Rige, at bringe en Siel, der ei vil imodstaae hans Naades Dragelser, fra Merket til Lyset, fra Satans Magt til Gud. Manasses, den grove Synder, der havde giort saa stor en Forargelse, der udøste saare meget uskyldigt Blod, bliver ved Guds Naades Kraft befriet fra sin Blodskyld og store Overtrædelser, naar han ydmyger sig under Guds vældige Haand.

Mægtig er han i Naturens Rige, saa at alting maa bugne for hannem. Løvernes Grumhed maa standse, naar han befaler det. Han holder deres Strube til, at en Daniel kan være saa sikker midt iblant dem, som han havde været imellem sagtmodige Faar og Lam. Ildens Kraft dæmpes efter den Almægtiges Villie, at de tre Mænd uden Fare kan vandre midt i Luen, og ikke et Haar røres paa deres Legeme. Synes end ofte al Hielp at være ude, at alt helder sig til Undergang, og man derfor maa sige med David: Saa vist som Herren lever, der er ikkun ved et Trin imellem mig og imellem Døden, saa viser han, at

hans Haand ikke er forkortet, og at hos hannem ere Udgange fra Døden.

Naar de Ugudelige koble sig tilsammen med sterke Reeb, vil vende alt op og ned, og giøre Forstyrrelse i Kirken og Staten, naar de med fnysende Grumhed giøre Anfald paa alt det, som helligt er, og i en forbittret Blindhed raabe: Giører bart, giører bart indtil Grundvolden, saa reiser den vældige Regenter sig, og adspreder de Onde med sin Magtes Arm, ligesom Avner adspredes af Vinden.

Staaer og seer Herrens Frelse, han skal stride for eder, og I skal tie. Saaledes talede Moses til Israels Børn, da deres Hierter vare fulde af Bekymringer over den store Fare, de vare bestedde udi. Have vi ikke hørt samme Tale til os, da vi allevegne vare omringede med Jammer og Nød, og vi for menneskelige Øien ei kunde vente andet end den yderste Elendighed? Med Hiertens Opløftelse og inderlig Glæde kan vi nu kysse den Høiestes Haand. Han som er den samme i Dag som i Gaar, en Gud af uforanderlig Naade og Trofasthed, har til vores Befrielse giort mere mod os, end vi kunde forstaae og indsee. Det er gaaet med os, som med hine Jøder. Den stolte Haman, en Mand, der var annammet af Kong Aha-

sverus som en Giest, og af ham ophøiet til stor Ære og Værdighed, ansaae Jøderne med en haanlig Foragt, han havde besluttet deres Undergang, og betragtede allerede alt deres Gods som sin Eiendom. Alle redelige Mænd, der kunde have Villie nok, at raade Kongen til det beste, vare udsluttede fra hans Throne. Men hvad skeer? Herren ifører en Gudhengiven Esther, en redeligsindet Mardochæus med Viisdom og Frimodighed, at opdage og til intet giøre hans forræderiske Anslag, saa: at den, der havde besluttet andres Fordervelse, midt i sit Raserie bliver greben, og tager en Ende med Forfærdelse. Saaledes ifører den Herre Zebaoth sig Styrke, han drager de Mægtige af Stolene, og de Skrøbelige omgiorder han med Kraft. Var der en Tid, da vi med Zion maatte [Begr. B. 5, 8.] gaae nedbøiet og klage: Tienere herske over os, der er ingen, som river os af deres Haand, saa kommer den Dag, og den have vi ved vor Guds uendelige Miskundhed oplevet, da de Bedrøvede kan opløfte deres Hoveder med Glæde, og prise Herrens Magt, at han den Høie og Ophøiede har giort underlige Ting til deres Frelse fra Trængerens Haand. Ham til Ære kan vi [Es. 8, 9. 10.] nu istemme: Giører Selskab, I Folk, og bliver dog sønderknusede, omgiorder eder, og bliver

dog sønderkuusede, omgiorder eder, og bliver dog sønderknusede. Beslutter et Raad, og det skal dog blive til intet, taler et Ord, og det skal dog ikke bestaae, thi med os er Gud. Hvorledes skal vi nu vise, at vi sette tilbørlig Priis paa saa herrlig en Frelse, Gud har forundt os?

Den Evangeliske Historie beretter, at den Spedalske ,

Mønt det den Tid var mod Jesu Villie, allevegne har talt om den Frelse ham var vederfaren. Men det udkræver den Høieste af os, at vi bør erkende og berømme den store Velgierning, han har benaadet os med.

Og forbyde Gud! at vi nogensinde skulle forglemme eller ringe agte saa Uendelige Prøver paa hans forunderlige Hielp og Redning. Det var Israels Fordervelse, at de saasnart skreve det i Glemme-Bogen, naar Herren havde reddet dem af deres Voldsmænds Haand.

De glemte hans Gierninger, og hans underlige [Ps. 78, 11. 41. 57.] Ting, som han havde ladet dem see; de kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, som han forløste dem af Nød. De vendte tilbage og vare troløse, de sloge tilbage, som en falsk Bue. Hvad ville flyde deraf, saafremt vi giorde os skyldige udi slig en Utaknemmelighed? Mon ikke det sidste ville blive verre end det første? Mon vi ikke derved ville samle

os Vrede paa Verdens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag, fordi vi saa lidet havde agtet paa hans Naades Hiemssøgelse, paa hans Godheds Rigdom, han har beviist os?

Nei mine Venner! Herren vor Gud taler atter ved denne saa betydelige Begivenhed, vi i disse Dage have oplevet, [Es. 44, 2.] til os: Kom disse Ting ihu Jacob, og Israel glem mig ikke. Saa ville vi da paa denne allernaadigst anbefalede Taksigelses Dag alle, saavel Store som Smaae i Herrens Navn forene os med hverandre; For Gud og med Gud ville vi giøre den Pagt, at denne hans store Gierning ikke alene skal være os! vore Læber, at sige, Gud skee Tak, som har Hjulpen os! ikke alene i vor Hukommelse, at betænke, hvor jammerlig vor Tilstand var blevet, saafremt vore Modstandere havde faaet deres skadelige: Hensigter udførte, men det forrige gamle Væsen, vores Gienstridighed, vores Skiødesløshed, vores Forsømmelse af de store Pligter, vi ere vor Gud skyldige, vil vi ved den Høiestes Naade give et Skilsmisse-Brev. Den Tak kræver Gud af os, og hvo ville være saa uskiønsom at negte ham den? at vore Hierter og Siele fra nu af skal være haus Bolig og Eiendom. Det vil vi forpligte os til, at han, der har talt til os om Fred og Frelst, skal

være vor Herre og vor Gud, vor Hiertes Klippe og Deel evindeliges. Hans Ord og Tale vil vi agte for vor dyrebareste Skat; Derudi ville vi søge vor Lyst, at vandre efter hans Befalinger, og at tiene ham i Hellighed og Retfærdighed alle vore Lives Dage. Saalænge vore Stridsdage vare, skal det ansees af os som en hellig Pligt, at ære ham vor høieste Veldæder i vores Legemer og i vores Aand, hvilke høre ham til. Disse ere de Offere, som behage Gud, og dermed bør vi vise den tilbørlige Taksigelse for den os vederfarne Frelse. Amen! Det være saa!

Ja for dig, du store Ærens Konge! høie vi vore Hierters Knæ og prise dig, at du besynderlig i denne Tid saa naadig og herrlig har reddet og hiulpet os! Du har bevaret og forsvaret den Guds Stad, din Kirke, stråledes iblant os, at Helvedes Porte, Satans og hans Tieneres List og Grumhed ei har kundet formaae noget imod den. Ach lad fremdeles dit Naades Øie staae aabent over samme til Varetægt og Beskiermelse! Leg dine Fjender til dine Fødders Fodskammel, og giør alle deres Raad til skamme, som ophøie sig mod din Kundssab, og det Rige, din høire Haand har grundfæstet!

Lad Kongen, vor dyrebareste Landsens Fader glæde sig i din Kraft! Vi igientage vor inderlige og ydmyge Taksigelse derfor, at du saa faderlig har skiult Ham under dine Vingers Skygge, i de vanskeligste Omstændigheder været som en Ild- og Sky-Støtte for Ham, og derved opfyldt vore Hierter med Glæde. Herre! du Jacobs Mægtige! du som saa forunderlig har hiulpen, du ville fremdeles Hielpe Hans Maiestæt, og krone Ham med Naade, som med en Skiold. Det er Dannemarks Ære og Norges Roes, at være deres Konge troe; Det er alle redelige Undersaatters Liv, og den ypperste Vederqvægelse, de bør have næst dig, o! Kongernes Konge! at Kongen lever, at Han lever i din Samfund, ach! ophold Ham med din Kraftes Arm, lad Ham i det tilstundende Leve-Aar, ja indtil graae Haar, staae fast som en Pillere, og være omgiordet med Styrke fra din hellige Throne! Viisdoms og Herrens Frygtes Aand regiere Hans Majestæt; Føer og ledsag Ham, o! Gud, paa dine Veie, og lad Hans anslag til Kirkens Flor eg Landets Beste vel lykkes! Da du i disse Tider har viist saa kiendelige Prøver, at du har bevaret Ham som en Øiesteen i Øiet, saa hold Ham fremdeles fast ved din Haand, og nedtræd i din Vredes Grumhed

den Belials Slegt, der ville understaae sig, at oprejse sig mod Ham! Forleen Hans Majestæt viise, redelige og gudfrygtige Mænd, der saa staae i Gabet, og hvis Troskab Hans Hierte, kan forlade sig paa!

Du har o! naadefulde Himmelske Fader beviist dig som en stærk og mægtig Gud til Forsvar og Beskiermelse for det ganske Kongelige Arve-Huus. Hvorledes kunde vi fuldtakke dig for saa stor en Vei? gjerning, at du har lyst Fred over Samme. Lad dette velsignede Huus fremdeles staae uryggelig som et Huus der er grundfæstet paa en Klippe, hvilket Stormvinde og Uveir ei formaae noget imod; Det blomstre i Fred og gode Dage, og see Sin Lyst paa dine Velsignelser, saavel aandelige som legemlige, du hver Dag veder: qvæger det med!

De Vældige, som ere omkring din Throne, leire sig omkring Hans Majestæts Riger og Lande! Opvæk enhver til at frygte dig, og at vandre dine Budords Veie! Miskundhed og Sandhed møde derudi hverandre! Retfærdighed og Fred kysse hverandre!

O! Herre vor Gud! giv at ingen af os nogensinde glemmer de Naades-Beviisninger, du som altid, saa og i disse Dage saa herrlig har kundgjort mod Kongen, Kongens Huns og hver Mands Huus i disse Riger og Lande. Mind os hver Dag om, at vi saa vel i Ord som Gierninger bør betale dig vore Løfter: Vore Hierrer og Munde ere nu, de skal bestandig være fulde af din Lov og Priis, indtil vi blant Englenes og de Udvaldes mange Tusinde kan anstemme en fuldkommen Lovsang:

Amen, Velsignelsen, og Æren, og Viisdommen, og Taksigelsen, og Prisen, og Magten, og Styrken være vor Gud i al Evighed! Amen.

Herrens vor Guds Tale om Fred og Frelse til et Folk, der søger ham, forestillet i en Prædiken, som blev holden udi Christiansborgs Slots-Kirke paa tredje Søndag efter Hellig Tre-Konger 1772 […] Efter Befaling til Trykken leveret af L. Harboe.

Herrens vor Guds

Tale

om

Fred og Frelse

til et Folk, der søger ham,